Ønskerne

estrup.org

Ønskerne

Ønskerne

Svend Grundtvig (1824-1883)

Udgivet: 1876

Fra Danske Folkeeventyr - Bind 1

Afskrivning efter trykt forlæg og transkription af

håndskrevne optegnelser samt korrekturlæsning

er foretaget af cand.mag. Jan Pöhlmann

og assistenterne Jette Wahlberg, Bodil

Keiler, Marianne Bierrings, cand. phil.

Christa Paulsen og Oline Ellestad.

[www.estrup.org - ID: T268 - TS: 2007-02-03 21:36]

Side 1


Side 2

Der var engang en fattig kone; hun havde en eneste søn. Han hed Lars, men han blev

kaldt Doven-Lars, for han var så urimelig doven, at han ingenting gad bestille, andet

end sidde hjemme i sin moders kakkelovnskrog. Når hans moder bad ham om at gøre

noget eller at gå et ærinde for hende, sagde han altid: "Ja, gad jeg bare!" Men ellers

var han meget god af sig og ville gerne føje sin moder - når han altså bare gad.

Så siger hans moder en dag til ham, om han ikke nok ville hente hende en spand

vand nede ved bækken. "Ja, gad jeg bare!" svarede Lars. Og han rakte sig, og han

strakte sig mange gange, inden han endelig besluttede sig til at tage spanden og gå

ned til bækken.

Han kommer så derned, og han får jo også spanden dyppet; men det varede noget,

inden han gad tage et tag i rebet og trække den op igen. Det skete med et ryk, og det

var der én, der blev slemt narret ved; for spanden havde jo stået stille nede på bunden

af bækken, som det kunne have været en fælde, og så var der en lille fisk, der havde

forvildet sig ned i den og ikke kunne slippe ud, da den pludselig gik til vejrs.

Da Lars fik spanden op, så løb den lille fisk rundt i vandet og var meget utilfreds.

Det var nu i den tid, da fiskene ikke var stumme, i det mindste ikke alle sammen; for

denne her lille fisk begyndte at tale og bede om, at Lars ville sætte den ud i bækken

igen. "Nej," sagde Lars, "hvorfor skulle jeg det, nu jeg er kommen så nemt til dig. Jeg

skal have dig med hjem og stege dig til min aftensmad."

Da sagde fisken: "Dersom du vil tage og slippe mig ud i bækken igen, så vil jeg give

dig tre ønsker: tre gange må du ønske dig, hvad du vil, og det skal gå i opfyldelse."

Ja, det var en anden sag, tænkte Lars; så tog han fisken ved halen og smed den ud i

bækken igen. Og så skulle han da hjemad med sin spand.

Men spanden var nu blevet tungere, end den havde været på udturen. Lars gik et par

skridt og kom til det sted, hvor hans moder plejede at vaske tøj i bækken; dér stod den

skammel, som hun bankede tøjet på, og dér lå hendes bankebrædt. Lars var allerede

træt, så han satte spanden fra sig på bankeskamlen og satte sig selv bagved med et

ben på hver side af skamlen for at puste lidt oven på anstrengelsen.

Da faldt det ham ind, at han jo lige så godt med det samme kunne prøve at få opfyldt

et af de ønsker, fisken havde givet ham; og så ønskede han, at den bankeskammel

måtte bære ham, hvorhen han ville, både over land og over vand. Så behøvede han

jo aldrig at gå mere. Han ville nu hjemad med spanden, og så snart han havde udtalt

dette ønske, så løftede bankeskamlen sig op fra jorden og sejlede afsted med Lars og

med spanden igennem luften.

"Det var da morsomt," tænkte Lars, "sådan gad jeg godt se mig lidt omkring." Og så

red han videre, overskrævs på bankeskamlen med spanden foran sig. Sådan kom han

nu ridende forbi kongens slot. Kongens datter stod tilfældigvis i vinduet, hun var ung

og lattermild, og da hun ser denne luftsejlads, så begynder hun at le og kalder på sine

hofdamer, og ved synet af Doven-Lars bryder de alle ud i latter.

Så blev han jo ærgerlig og sagde ganske stille ved sig selv: "Åh, gid du må få en

dreng, din grinebider!" Det havde gjort ham helt ked af rideturen, at han sådan skulle

være til grin. Nu ville han hjem til sin moder. Og så kom han også straks hjem med

spand og det hele.

Lars fortalte ikke sin moder noget om fisken. Han var slet ikke glad for sit første

ønske; det havde han jo kun haft ærgrelse af, syntes han. Og det andet ønske havde

han brugt uden at tænke videre over det . Men, tænkte han, nu ville han ikke bruge sit

tredje ønske, førend han blev lidt ældre og fik bedre forstand.


Side 3

Det kan godt være, at Lars ikke havde tænkt videre over sit andet ønske, men bare

var ærgerlig og vred. Men den unge kongedatter hun fik andet at føle, for ni måneder

efter fødte hun en køn, lille dreng. Hendes fader kongen blev meget vred over det og

ville vide, hvem der var fader til det barn. Men det kunne prinsessen ikke sige. Hun

anede det ikke. Så gik der bud efter de klogeste mænd i landet, og de gav det råd, at

fødslen skulle holdes hemmelig, indtil drengen var tre år gammel. Så skulle alle mænd

i riget kaldes sammen og stilles op på række og føres forbi prinsessens søn, der skulle

stå med et guldæble i hånden. Så skulle det nok vise sig, at den, som drengen gav

guldæblet, var barnets fader.

Det råd fulgte kongen, og fødslen blev holdt hemmelig i de tre år. Men så gik der bud

rundt i hele landet, at alle mænd, både høj og lav, skulle møde foran kongens slot på en

bestemt dag. Og der mødte da en masse mennesker, og de blev stillet op i rækker og

skulle gå forbi slotstrappen, hvor den lille dreng stod med sit guldæble i hånden. De var

nu alle sammen kommet forbi ham; men den lille dreng stod stadig med sit guldæble

og havde ikke givet det til nogen.

Da lod kongen bekendtgøre, at hvis der var nogen mand hjemme, som endnu ikke

var mødt, så måtte han komme med det samme, for ellers skulle det koste ham livet.

Da var der en af hoffets ansatte, som sagde, at han rigtignok kendte en fattig kone, som

havde en doven dreng derhjemme. Han var ikke kommet; men det havde vel heller

ingen betydning. "Jo vist," sagde kongen, "han skal komme, ligesom enhver anden."

Og så gik der jo bud efter ham, og de slæbte afsted med ham, så han måtte skynde

sig, som han aldrig havde skyndt sig før i sine dage. Så snart den lille dreng fik øje på

ham, gik han lige hen og rakte ham guldæblet.

Det var lige, hvad der manglede. Da kongen fik at se, hvad det var for en fyr, der

var far til hans datters søn, blev han endnu mere vred, end han var i forvejen. Og han

befalede straks sin datter at forlade landet. Han ville ikke se hende mere for sine øjne.

Barnet måtte hun tage med sig; så måtte Doven-Lars forsørge dem.

Nu måtte hun og barnet følge med Doven-Lars. Han satte dem op foran sig på sin

moders bankeskammel, så ønskede han, at de måtte være ude af det kongerige, og

straks svævede skammelen afsted med dem alle tre.

Da hun nu selv var kommet sådan op at ride, så huskede prinsessen jo på, at hun

havde set Lars engang før. Men hvordan hun var kommet til det barn, og hvordan han

kunne være fader til det, det kunne hun ikke forstå. Og hun spurgte Lars, om han kunne.

Så fortalte Lars hende om de tre ønsker, han havde fået. Det første var jo den sære

ridehest, som hun havde grinet af, første gang han var ude på den, men som nu kom

hende godt tilpas. Det andet ønske var de ord, han havde sagt i vrede, fordi hun lo ad

ham. Og på den måde havde de så fået den dreng.

"Har du dit tredje ønske endnu?" skyndte prinsessen sig at spørge. Jo, svarede Lars,

men det ville han gemme, til han fik bedre forstand. "Ja, det har du fået nu, når du bare

vil lade mig råde," sagde prinsessen. Så bøjer hun sig ned og samler sit forklæde fuldt

af småsten, og så siger hun til Lars, at han skal ønske sig for tredje gang og bede om

lige så mange ønsker, som der er sten i hendes forklæde. Det ønsker Lars så; og nu

har de da så mange ønsker til gode, at de ikke behøver at være bange for, at de skal

slippe op lige med det samme.

Nu blev det da sådan, at prinsessen skulle ønske for, og Lars ønske efter, for at det

kunne gå i opfyldelse; sådan hjalp de hinanden. Så ønskede de dem først et slot, der

skulle være meget større og smukkere end hendes faders, og en dejlig have omkring

det, også meget større og smukkere, end den hendes fader havde. Så ønskede de alt,


Side 4

hvad der hører til et rigtig fint og veldækket bord med mad og vin. Og så ønskede de,

at kongen og alle hans hoffolk skulle komme over til dem til det gæstebud, som der

nu var gjort forberedelser til.

Det gik også som de havde ønsket. Kongen og hele hoffet kom kørende hen til dem

og satte sig til bords. Og de var nær ved at tabe både næse og mund over al denne

herlighed. Den svigersøn var ikke at kimse af; han var en ganske anden mand, end

kongen havde anset ham for. Det var nu bare så hedt og så fedt imellem dem.

Da de rejser sig fra bordet, så ønsker prinsessen og hendes mand alle de sølvskeer

og -gafler, der lå på bordet, ned i kongens lommer. I det samme siger prinsessen: "Man

skulle ikke tro, her var tyve til stede; men enhver kan jo se, at alt sølvtøjet er væk."

Kongen sagde, at det var skammeligt, hvis der var sådanne folk i hans følge. Og han

befalede, at alle skulle undersøges og én for én vende deres lommer. Det går man så

i gang med. Men der bliver ikke fundet noget, førend turen kommer til kongen, som

også skal vende sine lommer. Da vælter alt sølvtøjet ud på gulvet.

Kongen står nu der helt forfærdet og flov og siger, at han ikke fatter, hvorledes det

kan være gået til. Men så tager prinsessen ordet og siger: "Lige så lidt kunne jeg fatte,

hvordan jeg var kommet til det barn; men det ene er ligesom det andet: det kommer

af ønsker altsammen. Men jeg er nu godt tilfreds med min Doven-Lars og kunne aldrig

få en bedre mand."

Så erklærede kongen da højtideligt Lars for sin rette svigersøn at være og sagde,

at han skulle arve riget og hele herligheden efter ham. Men det var der mange af de

fornemme folk, som tog ham ilde op. De var misundelige over, at sådan en stodderunge

skulle komme til at regere over dem. Derfor ønskede prinsessen og prinsen, da de tog

afsked med selskabet, at deres næser måtte blive så lange, så de ikke kunne bære

dem. Og det ønske gik også i opfyldelse, så da de fine herrer kom hjem fra gildet og ville

stå af deres vogne, så var næserne blevet så lange, at de faldt over dem og brækkede

benene.

More magazines by this user
Similar magazines