KoKoo nr. 4 (årg. 24) - LøS

losnet.dk

KoKoo nr. 4 (årg. 24) - LøS

Fællesskabernes blad • Årg.24 • Nr.4 • Dec • 1993

TEMA: USA OG FÆLLESSKABERN


Forord

Vi var en lille gruppe danskere, der i august 1993 fik mulighed

for at deltage i en international konference i USA.

Temaet var "Celebration of Community", -at fejre fællesskab.

Det var en stor oplevelse at mærke det internationale vingesus

og den utrolige optimisme og tro på fællesskabet som bærende

og samfundsforandrende kraft, der prægede konferencen.

Lidt forunderligt for os danskere af og til.

Skønt konferencen var annonceret som international var vi

højest 30 deltagere, der ikke var fra USA eller Canada.

I vores lille gruppe kom Bolette Schiøtz fra det spirituelle

fællesskab Munach i Jylland og Lise Reinholdt og Arne Hebbelstrup

fra Svanholm. Desuden mødte vi på konferencen

Barney fra Christiania, så Danmark var stærkt repræsenteret.

Vi holdt forskellige workshops og fortalte om de steder vi kom

fra. Men ellers deltog vi i konferencens brogede liv sammen

med de 800 andre deltagere.

I dette nummer af KoKoo har vi samlet vores indtryk fra konferencen

og fra de kollektiver i USA og Canada, vi besøgte i

forbindelse med vores tur derover

Der er på ingen måde tale om et dækkende billede, hverken af

kollektivverdenen eller af "community"-cirklerne derovre.

Men blot vores helt subjektive indtryk og overvejelser ved

mødet med et lille hjørne af et meget stort og meget sammensat

land. For to af os det første møde, -Bolette havde boet

derovre som ung.

Tak til Gaia-fonden, Plums Økologifond og SAPA-fonden,

der gjorde det muligt for os at komme af sted.

Vi håber, I vil fornøje jer ved at dele vores oplevelser.


LIDT OM KONFERENCEN

"Celebrations of Communities" hed den konference,

som jeg har været så heldig at deltage

i.

Heldig? Ja, fordi oplevelsen langt oversteg

mine forventninger.

Der eksisterer en stor amerikansk forening

ved navn "Fellowship of Intentional Communities"

- FIC. Foreningen er en slags græsrods-paraplyorganisation

for kollektiver og

fællesskaber, der har et eller andet fokus, -

f.eks. spirituelt, økologisk, lav-energi, holistisk,

socialpædagogisk eller behandlingsmæssigt.

Foreningen er netværk og talerør

for en mangfoldighed af enheder, der sætter

fællesskabstanken og den kollektive livsstil i

fokus.

Konferencen fandt sted 26.-30. august 1993

på det sommerferiestille Evergreen State

College i Washington State på USA's vestkyst.

Det var fine rammer for foredrag, koncerter,

masser af mindre work-shops (20-30

at vælge imellem både formiddag og eftermiddag),

samt diverse aktiviteter som trommecirkel,

sufidans, tai-chi, meditation, fællessang,

teater og gøgl, børneaktiviteter, kvindegrupper,

basisgrupper, salgsboder, o.s.v.

En dag blev det bare for meget. Så stak Lise

fra Svanholm og jeg af til et stort indkøbscen­

ter, hvilede ørerne ved at tale dansk, studerede

amerikanske herligheder og uhyrligheder

og -ikke mindst- drak kaffe! Miljøbevidste

amerikanere har indset, at kaffe er giftigt, og

de drikker det faktisk ikke. Det var stort set

umuligt at støve op på konferencen. Det imponerede

mig, og min egen afhængighed blev

irriterende tydelig.

Der startede med at være 600 deltagere, men

i week-enden nåede deltagertallet 1200. Vejret

var perfekt - solskin, men ikke for varmt.

Noget af det, der imponerede mig mest var

selve organisationen. Selv om vi var så mange,

følte alle sig godt tilpas og havde muligheden

for at bidrage med noget. Trods det

tætte program var der plads til networking

og til etablering af gode og dybe kontakter.

Det mest imponerende var måske, at konferencen

altid bevarede sin sammenhæng på

trods af alle forskelligheder. Samtidig følte

jeg, at energien og udvekslingen af erfaringer

voksede og fik næring, der ville bære ud over

denne konferences tidsrum.

Jeg vil give nogle eksempler, som jeg synes

imødekommer ovenstående på en naturlig og

uhøjtidelig måde.


Åbningsforedraget var slet ikke noget

foredrag! Det var en helt vidunderlig

gøgler, der fik 600 lettere anspændte

mennesker op af stolene for at jonglere

med selvlysende nylonlommetørklæder.

Det var utroligt at se så mange glade

"børn" have det skægt. Vi fik udvekslet

navne, hjemsted og kollektiv erfaring

både til højre og til venstre, bagved og

foran. Dernæst dannede vi grupper med

6 i hver, hvor vi fortalte lidt om os selv

og hvorfor vi var her. Alle fik mindst 8

store knus den første aften. Og vi dansede

en kæmpe cirkeldans med fællessang,

før vi forlod gymnastiksalen. Det

gav en herlig samhørighed og kollektiv

stemning samt nogle meget positive

forventninger til de næste 4 dage sammen.

En anden detalje var, at alle deltagere

kom i en "sharing-circle" eller basisgruppe

på 10 personer. Man trak et

lokalenummer, som 9 andre også fik, og

der var sat 1½ time af hver eftermiddag

til disse sammenkomster. Jeg var meget

heldig med min gruppe. Den blev

mere og mere fortrolig og varm, og det

blev en fin udviklingsgruppe for bearbejdning

af oplevelser, glæder og sorger.

Der var ikke et øje tørt, da vi skiltes.

Der var nogle glimrende, engagerede foredragsholdere,

2-3 stykker pr. dag. Specielt vil

jeg fremhæve Sale Kilpatrick's foredrag "Bioregionalism,

Community and the future of our

Planet." Han fortalte om nødvendigheden af,

at fællesskaber har god jordforbindelse. Kollektiv

livsstil medfører forandringer, der i

bund og grund handler om liv og død. Det er

vigtigt for disse transformationsprocesser, at

vi synger og danser noget mere.

Fra Patch Adams foredrag "Prescription for

Happiness: Love, Friendship, Community": Vi

må tro på venskaber og latter. Han anbefalede

os at le højt mindst tre gange dagligt -

helst på upassende steder- og den ene gang

helst, når vores indre stemme siger; Nej, ikke

her! Han er en sjælden glædesapostel, der

også kan fremføre digte, så alles hjerter åbner

sig.

Foruden disse to foredrag har vi valgt at købe

følgende andre på bånd, fordi vi fandt, at de

var spændende. De lånes gerne ud.

Corinne McLaughlin: The future of

Communities.

Dorethy Maclean: The Spiritual

Dimensions of

Community.

Debra Lynn Dadd-Redalia: Sustainability

and Sustenance.

Gordon Davidson: What Communities

have learned

about Economics

and the Environment.

Det var en meget givende oplevelse at mødes

og udveksle erfaringer med så mange kollektivt

sindede mennesker. Jeg havde ikke i min

vildeste fantasi forestillet mig, at min deltagelse

i konferencen ville være så spækket

med nære, varme og vedkommende oplevelser.

Jeg er blevet smittet med konferencens

budskab om, at det kun er kollektivbevægelsen

og den jordvenlige livsstil, der kan rette

op på den vestlige verdens katastrofale ubalance.

Bolette Schiøtz


En sidegevinst

På grund af et uheld med

min bagage (jeg fik den først

en uge efter min ankomst) fik

jeg en sidegevinst, som jeg

blev ualmindelig glad for. Jeg

kom til konferencen uden tøj,

tandbørste, telt og sovepose!

Så var arrangørernes reaktion

blot: "Så har du jo brug

for privat indkvartering." Jeg

kom til at bo på sofaen hos et

par dejlige, økologiske landkvinder

med får, geder og

grøntsager kun 3 km fra

konferencen.

De satte en ære i at lave alt

selv - fra uldgarn og gedeost

til røgelsespinde - recirkulere

alt affald og bruge så lidt

penge som muligt på forbrug.

Det var som at blive omfavnet

af selveste moder jord.

Den første instruktion vedrørende

husførelsen var: "Tis

ikke i multtoilettet. Her tisser

vi i en spand ved siden af!"

Det virkede ret provokerende

på mig. Havde det været for 3

år siden, havde jeg nok sagt,

at jeg hellere ville låne et telt

et andet sted. Men nu tænkte

jeg: Her er et tilbud om at

blive mere bevidst om udskillelse

af affald på det personlige

plan. Det må også

være sådan noget, denne konference

handler om. Så det

tog jeg imod.

Og jeg lærte, at det ikke var

umuligt at skille vådt og tørt

ad. Det var også interessant

at erfare, at der ingen lokomsdunst

var fra multtoilettet,

fordi det blev holdt rimeligt

tørt.

Jeg brugte en dag i marken

på at lave en kæmpe kompostbunke,

klippe lavendler

ned og høste kål, grønne

pebre og bønner, og jeg sluttede

med en kold afvaskning

under vandslangen.

De havde et distributionssystem,

som jeg har lyst til at

videregive, og som jeg håber

at ihvertfald min egen økologiske

grøntsags leverandør vil

lade sig inspirere af.

Hvert år i april sælger de 60

andele a 350 dollars til medlemmerne

af en andelsforening.

For det får man en

papkasse med grønsager en

gang om ugen i 5 måneder -

fra midten af maj til midten

af oktober.

Julie siger: Vi må lære folk at

spise i takt med den skiftende

sæson. Det har amerikanerne

ikke megen fornemmelse for,

da man i de store supermarkeder

kan købe alting altid, -

f.eks. jordbær til jul."

Jeg kiggede i kassen den

sidste uge i august. Der var 2

forskellige salathoveder, grønne

pebre, aubergine, rødbeder,

broccoli, gulerødder, savoykål

og en stor buket blomster. Så

overdådige er de nu ikke

altid, sagde Julie. Det må vel

nok være spændende at være

grønsags-andelshaver. Man

ved aldrig, hvad man får.

De havde også tid til at være

dejlige værtsfolk. Nancy siger:

"Mit grundsyn er, at min

opfattelse af virkeligheden

altid vil være begrænset. Ved

at åbne mit hjem for gæster

kan jeg få hjælp til at udvide

min horisont." Welcome -siger

hun med et bredt gæstfrit

grin og løfter sit hjemmebryggede

øl.

Jeg gik glip af de andres

lejrliv på parkeringspladsens

rabatter. Men sikken en gave,

at min bagage ikke kom frem

til tiden!

3.S.


PATCH ADAMS' PEP-RALLY

En af konferencens populære skikkelser var den kæmpehøje klovn og læge

Patch Adams, kendt bl.a. for at nægte at modtage betaling for sin behandling.

Ud over forskellige workshops og spontane bidrag til 'åben

mikrofon' holdt han en morgen en 'pep-rally' for hele forsamlingen. Vi

bringer her i oversættelse Arnes uddrag. Men helt ærligt, -det skal høres!

Vi har båndet.

Programmet beskriver det man har tænkt sig

jeg skulle gøre her med det medicinske ord

'recept'. I orden. Den køber jeg. Jeg vil gerne

dele ud af mine stoffer. Efter at have været

alvorligt syg, indlagt og døden nær som ung,

begyndte jeg at indtage denne medicin og er i

dag et svært medicineret menneske.

(...)

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på det

at være rask, fordi jeg møder menneskelig lidelse

hver eneste dag, og det meste af den lidelse

har at gøre med at folk ikke er raske, og al

lidelse kan lindres ved et (andet) menneskes

indsats. Og, hvis et menneske erkender hvor

stor en indsats der kræves for at det selv har

det godt, kan det måske derved forberede sig på

størrelsen af den indsats jeg be'r om, for grunden

til at jeg ønsker du skal være rask, er at

jeg vil have dig til at være en utrættelig, ubarmhjertig,

frygtløs korsfarer for en bedre

verden. Ikke flere ferier! Find de omgivelser,

hvor du føler dig allermest utryg og - ved din

udstråling - påvirk dem.

(...)

De af jer som har hørt mig her eller kender mig

ved at jeg pusher glæde. Faktisk mener jeg, at

den mest revolutionære handling som kan begås

i dagens samfund er at være et konstant

ydre udtryk for glæde og lykke. Jeg taler ikke

om indre glæde, det må I klare i fritiden. Jeg

be'r jer om at være en offentlig plageånd af

lykke. Jeg taler ikke om opnåelsen af et fjernt

ønske, men en overvældende taknemmelighed

fordi I bare ikke kan tro denne her tingest som

er LIVET, WOOPII! Og jeg taler ikke om en

belønning for dette eller hint: Jeg bliver lykkelig

når jeg taber mig. Jeg bliver lykkelig når jeg

bliver forfremmet eller får et knald. Jeg taler

om, at belønningen er i åndedraget

Nå, lad mig hurtigt gennemgå mine medikamenter.

For det første, enhver læge må fortælle hvordan

medicinen skal indtages, og alle disse medikamenter

skal tages indvortes, i stooore doser, og

giv dem endelig, uden smålig skelnen, til fremmede.

(...)

The description of what I was supposed to do

here in the program used the medical term

perscription. All right. I can buy that. I'd like to

pass out some of my drugs. Having been a profoundly

sick person and hospitalized and near

death as a teenager, I started taking these

medicins and am a heavily medicated person.

I want to address being well because I have to

be next to human suffering every day, and most

of the suffering is based on not being well, and

all of suffering can change by a person's effort.

Also, if an individual can see just how great an

effort they must put forward to be well themselves,

it might prepare them for the size of the

effort that I'm really asking for, because the

reason I want you to be well is to be a tireless,

relentless, dauntless crusader for a better

world. I want no more vacations! I want you to

seek out the environment that you are most

uncomfortable with and, by your radiance,

affect them.

Those of you who have heard me here, or have

been with me know that I am a pusherman for

joy. In fact I consider the most revolutionary

act you can commit in today's society is to be a

relentless outward expression of joy and happiness.

(...) I'm not talking about inner joy, do that

on your own time. I am asking you to be a public

nuisance of happiness. (...) I'm not talking

about a pursuit of some distant hopeful thing,

but an overwhelmimg thanks that you can't

believe this thing called life whoopi. And I am

not speaking about a reward for something. I

will be happy when I lose weight. I will be

happy when I get a promotion or get laid, I am

sorry. I am speaking that the reward is in the

breath.

So - let me quickly go over my medications.

First, as any physician must do, they'll

tell you how to take these medications.

So, take all these medications internally, take

them in large doses and do give them indescriminantly

to strangers.


En yderst vigtig medicin er tro. Det er nok den

billigste medicin, ingen andre behøver tro på

det. Det virkelig forbløffende jeg som læge har

fundet ud af om tro er, at det er aldeles ligegyldigt

hvad man tror på, og hvis du udstråler

en tro på noget vil mennesker som mangler en

tro, begynde at tro på det. Farligt? Ja mon ikke,

men interessant for den revolutionære.

(...)

En af mine favoritmediciner er lidenskab. Som

min ven Zorba Grækeren sagde: Livet er problemer,

kun døden er det ikke. At være levende

er at løsne sit bælte og opsøge problemerne.

Hav modet til at være skør, og du får problemer

med at sove!

(...)

Kreativitet, og her mener jeg maleri og musik,

men også måden du vasker op på, måden du

går hen ad gaden på, jeg mener at hver eneste

vågen handling, for den sags skyld også sovende

handling, er en mulighed for at eksplodere af

kreativitet. Hvis du tør være til stede lige nu og

gøre sære ting bare med arme og ben, så fremtræder

tilværelsen en smule anderledes. Ordet

'ja' synes passende her. Kunne du tænke dig at

prøve? 'Ja'. Så nårsomhelst nogen viser interesse

for noget, bare sig 'Ja'.

En anden storartet medicin jeg ikke behøver

gøre så meget ud af her (i dette selskab) er

naturen. Naturen forsyner dig med dette gratis,

ekstatiske øjeblik, blot du er bevidst. Det eneste

jeg gerne vil tilføje er, at siden så mange mennesker

har negative følelser over for byer, er

det da interessant, at de indeholder netop det

folk sætter mest pris på, at mennesker er natur.

Og når nogen siger 'jeg må ud på landet,

for byen har ingen natur': Lad os ikke tilbage

her. Vi er natur. Vi er bare underlige.

(...)

Den næste her ved I godt er en vigtig del af mit

liv, og jeg vil gerne ha' jer med til noget her:

latter.

Når jeg giver klovnekurser er noget af det jeg

anbefaler folk at gøre, at le mindst tre gange

om dagen på offentlige steder, upassende. Et

meget interessant træk ved latter er, at ingen

nogensinde tror du ler uden grund overhovedet.

(...) Så det er faktisk tilladt kloden rundt at le

når man har lyst og jeg foreslår de mennesker,

som jeg be'r le offentligt tre gange dagligt, om

at gøre det på mindst ét sted, hvor deres indre

stemme siger: ikke her!

An other extremely important medicine is faith

or belief. It's probably the cheapest medicine,

absolutely no one else has to believe in it. The

astounding thing I've found out as a physician

about faith is that it is completely immaterial

what you have faith in, and that if you radiate

a belief in something, people that don't have

something to believe in, will believe it themselves.

Dangerous to be sure, but interesting to

the revolutionary.

One of my favorite medicines is passion. As my

friend Zorba the Greek said: Life is trouble,

only death is not. To be alive is to undo your

belt and look for trouble.

Dare to be crazed. You will have trouble sleeping.

Creativity, and here I do mean painting and

music, but I mean the way you wash dishes,

I mean the way you walk down the street,

I mean every single waking act, possibly sleeping

act, is your opportunity to explode with

creativity. If you dare to be present and do odd

things just with your arms and legs, life will

appear a little bit differently. The word 'yes'

seems to apply here. 'Yes'. Would you like to

try? 'Yes'. So when any one shows an interest in

something, just say 'yes'.

An other great medicine, that I don't have to

belabor here, but it's truly great, is nature.

Nature can provide you with that free extatic

moment, simply by being conscious. The one

thing I'd like to add is, because so many people

have a negative feeling about cities, interesting

that they contain the thing they also hold most

dear, that humans are nature. And that when

somebody says I need to go to the country because

the cities don't have nature, don't leave

us behind. We are nature. We're jusr weird.

This next one, I know you know, is an important

part of my life, and I'd like you to join me

in some: laughter. When I teach clowning, one

of the things I recommend people to do is to

laugh at least three times in public a day, inappropriately.

A very interesting thing about

laughter is that no one ever thinks you laugh

for no reason at all.

(...) So indeed, around the world you have permission

to be laughing whenever

you want, and I ask these people, in asking

them to laugh three times a day in public,

to do it at least one place where their inner

voice says: not here.


COMMUNITY

-denne ubegribelige optimisme.

Deltagelsen i stævnet i

Olympia gav en meget god

kvalitativ fornemmelse af retninger

og tendenser i det

nordamerikanske submiljø

som definerer sig selv inden

for rammerne af community.

Og netop denne glose, som jo

la'r sig oversætte ganske

enkelt til 'fællesskab' ser ud

til at være en fin nøgle til

forståelse af hvad der

foregår. Ordet bruges på de

kanter endnu bredere end sin

danske fætter og dækker

ethvert aspekt fra det

praktiske (produktions)

kollektiv, over spirituel

samhørighed til selve

fællesskabsfølelsen, foruden

naturligvis - i vendinger som

the larger, the black

community - om de(t)

omgivende eller afgrænsede

samfund. De spirituelle og

emotionelle aspekter var

massivt dominerende på

konferencen, hovedparten af

de deltagende communities

var non-residential, bestod

altså af grupper som holdtes

sammen af fælles interesser

eller gøremål, men som ikke

boede sammen. Interessen for

praktiske hverdagsgrise var

moderat, hvilket virkede

provokerende på denne

deltager der synes, at det

som gennem de sidste 25 år

har adlet den danske kollektivbevægelse

netop har været

dens insisteren på at gøre alt

det dumme, alt det

besværlige, alt det hverdags-

'ede, og fremkalde det hele

menneske for hinandens øjne,

på godt og ondt, og heraf

forhåbentlig lære en smule

undervejs.

Community kan fx udmærket

betegne en ugentlig potlach

(sammenskud) hos et

ægtepar med plads nok,

hvortil man ankommer enkelteller

parvis i bil, og hvor

man efter maden og

opvasken - som alle villigt

deltager i, ingen problemer

dér overhovedet - i stedet for

at spille bridge holder i hånd,

beretter om alt det vidunderlige

som er hændt én

siden sidst, og i børnehaveagtige

vers besynger enkelheden,

simplicity (et af de

helt store numre), midt i en

tydeligvis dybt kompliceret

tilværelse, hvorefter man går

hver til sit. Nu er dette jo en

rigtig væmmelig og

sarkastisk skildring af en

meget hyggelig og hjertevarm

sammenkomst og det var

det. Grunden til den

væmmelige smålighed er nok,

at det personlige overskud

disse mennesker lyste af, og

ikke mindst deres energi og

helt irrationelle optimisme på

vegne af netop community

virkede så provokerende på

Praktiske Gris, at alt det

laveste bliver kaldt frem i

ham.

Det ser ud til, at den

hævdvundne - og på det

personlige plan succesrige -

terapeutiske praksis at

tænke positivt, at ønske sig

til fremskridt, mere eller

mindre systematisk søges

overført til community, og

generelt mødte vi større

fortrøstning hos disse

vennesæle, hjertevarme og

gæstfri mennesker end vi er

vant til fra de hjemlige

cirkler. Mange udtrykte som

deres sikre overbevisning, at

vi står umiddelbart foran et

afgørende gennembrud for

fællesskabstanken på globalt

plan. Jeg ser mig omkring og

har svært ved at få øje på ret

meget der tyder i den

retning. Det nærmeste jeg

hørte til noget man kunne

have optimismen i, var

eksempler på, at kollektivt

sindede og -skolede

mennesker er stærkt

efterspurgte som rådgivere og

problemløsere for Clintonadministrationen,

som

angiveligt er løbet tør for

gode ideer, specielt

socialpolitiske gode ideer (det

virker troværdigt nok). Men

at sætte denne, omend såre

vigtige, indflydelse op som et

virkeligt gennembrud kræver

så vidt jeg kan se at man et

øjeblik glemmer de godt 200

millioner amerikanere som er

skideligeglade med både

regering og kollektivbevægelse.

Nøgternt set forekommer

kollektivbevægelsen trængt

som herhjemme, ingen

interesserer sig rigtigt for

den, fuldstændig som

herhjemme (et af hverdagens

små mirakler, forresten, at så

få gør det), de gamle,

veletablerede steder drænes

for medlemmer, plus at de

segner under mængden af

gennemrejsende, nyligt

fraskilte mænd som, mere

eller mindre i desparation,- er

ude at 'explore community'.

Arne Hebbelstrup


SPIRITUALITET

OG FÆLLESSKAB

Den første nat i 1993 drømte jeg, at jeg skulle til Stillehavet

og fortælle om MUNACH på en international konference.

Sådan en drøm kan naturligvis tolkes på flere måder, men den

blev meget aktualiseret, da én i foråret spurgte mig, om jeg kunne

tænke mig at deltage i konferencen "Celebration of Communities"

i Washington State i USA.

Hvis jeg skulle med, så måtte det være for at se lidt på fænomenet

spirituelle fællesskaber i et moderne samfund.

SPIRITUALITET

Lad mig først prøve at forklare,

hvad jeg forstår ved

spiritualitet.

Spiritualitet er et ret ukonkret

begreb, der endnu ikke

er almindeligt brugt i det

danske sprog. Der er mange

ord, der for mig rummer en

spirituel kvalitet - f.eks.

næstekærlighed, healing, lys,

dyb mening, urkraft, helhed

og sameksistens.

Spiritualitet er ikke nogen

religion; snarere den fællesnævner

man kunne uddrage

af alle religioner, mystiske

traditioner, meditations- og

yogaskoler.

Det er en kvalitet eller en

dimension eller - hvis man

taler ud fra en energiforståelse

- det højest vibrerende

energiniveau, som det kosmiske

univers rummer. Den

spirituelle dimension omfat­

ter det guddommelige, det

skabende, det healende og al

visdom, og mennesket har

fået den gave at kunne opleve

den.

Alle samfund - store som

små, østlige som vestlige,

dem vi kalder primitive, og

dem vi kalder udviklede - har

kontakt med spiritualiteten.

Ritualer, dogmer, hellige

steder og symboler og moral-


kodex har taget ubegribeligt

forskellig form i de forskellige

samfund, men formålet har

været det samme overalt: at

højne vibrationsniveauet. Jeg

postulerer, at kontakt til det

spirituelle vibrationsniveau

er en nødvendig forudsætning

for, at et menneskeligt samfund

kan overleve.

I vores del af verden har der

altid været og er stadig spirituelle

fællesskaber, som har

været knyttet til specielle

religiøse skoler. De er underlagt

strenge regler og afviger

i såvel påklædning som livsstil

fra det omgivende samfund,

som giver dem mere

eller mindre accept og funktion.

Vi ser nu, at det på ingen

måde lykkes disse fællesskaber

at løfte menneskehedens

energiniveau, men de har

uden tvivl gjort et vigtigt

forberedelsesarbejde. De

store kollektive problemer

som overbefolkning, forurening

- både fysisk, emotionel

og tankemæssig - overforbrug

og rovdrift på planetens

ressourcer, krig og vold tager

til i alvorlig livstruende grad.

Problemerne trækker energiniveauet

ned. De kollektive

problemer afspejles i ustyrlig

emotionalitet, bundløs lidelse,

sult, håbløshed og fornedrelse

på det personlige plan. Men

de kollektive problemer kan

ikke kun løses ved indsats på

det personlige plan. Der må

satses mange steder på kollektive

arbejds-livsformer og

på større bevidsthed om

energi og vibrationsniveau.

Det er påtrængende nødvendigt

med nye modeller og forskellige

erfaringer, så moderne

mennesker kan leve værdigt

sammen i balance med

jorden uden at ryge i totterne

på hinanden og uden at svine

omgivelserne til.

Selv har jeg siden 70'erne

boet 2 år i kollektiv i København,

7 år i bofællesskab på

Fyn og bor nu på 4. år i et

spirituelt fællesskab i Gedved.

Jeg har ikke nogen model

på et "rigtigt" fællesskab,

men finder det vigtigt, at der

nu gøres mange forskellige

erfaringer med at bo sammen

på en måde, der bevidst nedprioriterer

det egoistiske og

personlige.

MUNACH

Det spirituelle fællesskab, jeg

kender bedst, er MUNACH -

et meditationscenter i Gedved

nord for Horsens. Det er

godt 5 år gammelt og er

centreret omkring et ægtepar

- Jørgen Høher Ovesen og

Anne Sophie Jørgensen - som

ejer bygningen og forestår

undervisning og vejledning.

Fællesskabet består efterhånden

af 50 voksne og 20 børn,

der er flyttet tæt på centret

for at kunne deltage i meditationer

og undervisning.

Centrets formål er at træne

en gruppe mennesker i at

kunne arbejde med fælles

bevidsthed og i at kunne

forstå og formidle energi på

et højt niveau. Det er ikke en

religion eller en bestemt

trosretning, der formidles på

MUNACH, men en viden om

og en færdighed i at arbejde

med energi. Foruden meditation

arbejdes der meget med

healing og kunst på centret.

Vi tilstræber at leve så normalt

et samfundsliv som

muligt med hensyn til arbejde,

skole, bolig, økonomi og

lokalpolitik.

Jeg havde jo drømt, at jeg

skulle til Stillehavet og fortælle

om MUNACH. Vi arbejder

meget med lyd i vores

fællesskab, og det blev hurtigt

klart for mig, at jeg hellere

skulle lave lyd end at

fortælle. Så jeg annoncerede

"Sound for Peace" hver dag i

frokostpausen. Først var der

3, så 7, så 15 og sidste dag 30

deltagere. Jeg var godt tilfreds

med, at der på et hjørne

af konferencen blev udsendt

smukke, healende, vidtrækkende

vibrationer.

Når jeg præsenterede mig

som dansk, var det som om

de blev særligt lydhøre. De

tror, at de fleste danskere bor

i kollektiv eller bofællesskab.

Der er udgivet en i de kredse

meget læst bog om danske

bofællesskaber. Jeg syntes, at

det var overraskende, spændende

og inspirerende at

deltage i konferencen.

Konkluderende vil jeg sige, at

der gøres mange erfaringer i

disse år i USA inden for kollektiv

livsstil, og der skrives

og fortælles meget om det. De

tør, og de gør! Jo mere materialitet

- jo mere behov for

ånd.

Det er måske derfor, de er

langt fremme.


SPIRITUELLE FÆLLESSKABER I USA

Mit indtryk er, at amerikanerne bruger begrebet

spiritualitet meget mere naturligt - og

til tider utrolig udvandet - end vi gør her i

Danmark. Det er lige så almindeligt for dem

at spørge om, hvilken trosretning man tilhører,

som om hvilken by man bor i. Og de

har ikke besvær med at tolerere, at der findes

et hav af forskellige kirker og retninger.

Det, jeg oplever som den store forskel, er, at

de fleste amerikanere tager det som en selvfølge,

at mennesker har et forhold til det

spirituelle.

Foruden de store verdensreligioner møder

man mange nye gruppe-ringer, f.eks. den

indiansk inspirerede Council of Six Directions,

eller grupper, der er meget fokuseret

på, at den ny tidsalder kræver en ny spiritualitet

som f.eks. The Emissaries of Devine

Light (se senere) eller Terracon - Church of

All Worlds, der kalder sig en øko-futuristisk

landsbybevægelse. Der er mange grupperinger

baseret på Gaia teorierne, og det var nok

overvejende disse, man kunne møde på konferencen

i Washington.


På forhånd havde jeg listet

nogle spørgsmål, som jeg ville

fokusere på:

fællesskabets ideologi,

kilde for spiritualitet og

praksis for energiopbygning,

fællesskabets historie,

økonomi, beslutningsprocesser

og primære aktiviteter,

fællesskabets adgangsog

eksklusionsregler og

erfaringer,

fællesskabets holdning

til og praksis vedr. forbrug,

genbrug og affald,

fællesskabets holdning

til og praksis vedrørende

sexualitet,

fællesskabets holdning

til og praksis vedrørende

fødsel, død og sygdom.

Selv om jeg synes, at det er

meget spændende spørgsmål,

indså jeg hurtigt, at jeg havde

lagt op til års studier. Jeg

slap den strukturerede måde

at gribe det an på og lod mig

flyde med strømmen. Den

bragte mig i kontakt med fire

forskellige fællesskaber.

FARM, OLYMPIA,

WASHINGTON

Et uheld bragte mig en uventet gave.

Min bagage blev væk under udrejsen, og jeg

fik den først en uge efter ankomsten. Det

betød, at jeg hverken havde telt, sovepose

eller ekstra tøj. Så jeg blev indkvarteret i et

lille økologisk husmandssted ejet af to helt

specielle kvinder. De havde får og geder og

dyrkede så mange grønsager, at de kunne

leve af det. De satte en ære i at lave alt selv -

fra uldgarn og gedeost til røgelsespinde -

recirkulere al affald og anvende så få penge

som muligt på forbrug. De havde et velfungerende

multtoilet og ønskede sig en ny, solid

vaskemaskine, der kørte på håndkraft!

De var utroligt velorienterede og meget bevidste

om kun at støtte aktiviteter og virksomheder,

der gav jorden mere liv. De kaldte

sig ikke spirituelle, men jeg fandt, at de, ved

deres måde at leve og arbejde på og deres

måde at være sammen med andre på, formidlede

en respekt for det levende, som er et

klart aspekt af spiritualiteten.

GLOBAL INSTITUTE

KOLLEKTIV,

VICTORIA,

B. C. CANADA

En dansk kvinde, hvis søster jeg kender godt,

er en del af et 4-personers kollektiv, der bor i

en stor lejet villa med udsigt over Stillehavet.

De mediterer sammen og spiser helsekost.

To af dem - et par - har en central position og

er ansvarlig for ugentlige "Earth & Spirit"

sammenkomster, hvor der kommer 40-50

mennesker til meget forskellige aktiviteter,

som f.eks. ceremo-nier og ritualer, sangaftner,

sacral dans og fuldmånemeditation.

Der var stor forkærlighed for sang og dans

som energiopbyggende og hjerteåbnende

aktivitet. Kollektivet var i en forandringsfase,

hvor to af medlemmerne skulle flytte.


SUNRICE RANCH,

LOVELAND,

COLORADO, USA

Der er 12 "Emissaries of Devine Light" fællesskaber

- 6 i USA, 3 i Canada, 1 i Sydafrika,

1 i Australien og 1 i England. Udover

fællesskaberne er der 150 centre over hele

verden.

Foreningen blev startet i 1932 af Lloyd

Arthur Meeker, og formålet er at fremme den

spirituelle regeneration af menneskeheden.

Den nuværende leder hedder Michael Exeter

og lever i et fællesskab i British Columbia,

Canada. Sunrise Ranch fælles-skabet, der har

ca. 80 voksne, er baseret på et økologisk

landbrug og gartneri. De er stort set selvforsynende

og har eget vandrensningsanlæg. De

har som deres kirke/auditorium en "dome"

(halvkugleformet bygning), som de selv har

bygget, og hvor der kan sidde 250 personer.

Som indtægtssupplement har de opbygget et

kursuscenter og har bl.a. et stort institutionskøkken

og en stor spisestue, hvor både fællesskabets

medlemmer og kursister spiser. De

holder fællesmøde hver onsdag og hver søndag.

Den ceremoni, jeg deltog i, startede med

saxofonspil og fortsatte i digtoplæsning, taler,

sang, stilhed, klaverspil og en smuk prædiken,

som kunne have været holdt i enhver

kristen kirke; men de kalder sig ikke kristne.

Der blev givet en del healing i et særligt

healingshus. På mit spørgsmål om hvordan

de byggede spirituel energi op, svarede de:

ved de ugentlige gudstjenester og ved hengivenhed

til Michael Exeter, som hver 14. dag

udsender en tale om et aktuelt emne i et

spirituelt perspektiv. Den sendes til flere

hundrede mennesker i 60 forskellige lande.

Jeg var kun på besøg en dag, og det var for

lidt til at fornemme energien bag høfligheden.

GREEN PASTURES,

EPPING,

NEW HAMPSHIRE,

USA

Også et "Emissaries of Devine Light" fællesskab.

Her bor 60 voksne og 4 børn. I lighed

med Sunrise Ranch lever de af økologisk

landbrug - med heste! - og gartneri og supplerer

med en omfat-tende kursusvirksomhed.

Her var jeg i 5 dage og fik indtryk af, at hele

Emissaries bevægelsen er inde i store forandringer.

Noget af det, der skulle prøves var

"hjertegrupper" - 10-12-mandsgrupper, der

havde til formål at styrke hjerteenergien hos

hver enkelt. De var meget opmærksomme på

den negative effekt af stærke emotioner og

havde bl.a. en husorden, der lød: ingen, der

er i stærk affekt, må arbejde med grønsagerne

i marken eller med maden i køkkenet. Det

var et dejligt sted at være med virkelig veltillavet

sund, ren mad, og jeg glæder mig til at

komme tilbage næste år som kursusholder.


Efter et par måneders koncertpause gav

Grateful Dead to koncerter, lørdag 21. og

søndag 22. august i Eugene, en by vel på

Århus' størrelse. En livlig by med mange

unge mennesker og dertil et rigt kulturliv så

vidt jeg forstod. Disse to shows var immervæk

sommerens, måske hele årets, indiskutable

højdepunkt. The Dead spillede næsten

3½ time lørdag og lige ved 4 timer søndag,

Indigo Girls var på en times tid, og det hele

blev transmitteret direkte i den lokale radio,

begge dage!

Suppleret med snak og interviews med folk

på selve stadion, såvel som på den mobile

markeds- og festplads der omringede bygningen

gav det et rimeligt indtryk af den helt

særlige stemning en Grateful Dead koncert

genererer.

UPSIDE OUT

INSIDE DOWN

Grateful Dead og Indigo Girls

Autzen Stadium, Eugene Oregon

22 august 1993

Men, som Brugsens gamle slogan formulerede

det: træd indenfor og mærk forskellen.

Forestil dig en kæmpegryde med solen bagende

ned i en grad så vandbærerne bliver stjerner;

og forestil dig 43.000 mennesker i perlehumør

fra første fløjt, dansende hvor der er

plads og ellers blot gyngende. Og musikken?

Nå ja, selv om dette blads læsere må formodes

at høre til blandt de mest dannede i landet

- og det vil jo sige hele verden - er der

måske en enkelt som har sneget sig til at

læse bladet uden at være fuldt fortrolig med

the Dead's produktion gennem små 30 år, og

for denne eventualitets skyld:

På deres studieplader har bandet gennem

alle årene virket i den store amerikanske

rocktradition, lidt countryish, noget tilbage-


lænet, meeeget melodiøst og ikke sjældent

rytmisk og harmonisk avanceret. Guitaristen

Jerry Garcia - oprindelig blue grass banjospiller

- er hinsides al tvivl én af rockens helt

store soloister, og i modsætning til hovedparten

af sine kolleger spiller han en guitar

blottet for aggressioner.

Det er intrikat, sirligt og ofte med en smittende

glad tone. Desuden har han i samarbejde

med digteren Robert Hunter forsynet

rockkataloget med utallige evergreens

(Dan Turell betegnede de to herrers navne

som et kvalitetsstempel i klasse med Lennon/McCartney,

hvaba)

Grateful Dead koncerter er kendt for at være

lange, den gang de var unge og friske op til

6-7 timer, afslappede og præget af improvisationer,

heriblandt altid mindst én kæmpelang,

mere eller mindre kakofonisk.

En lokal (ung) reporter karakteriserede efter

koncerterne livebandet Grateful Dead som

godt og så heller ikke mere. Nøgternt set er

det ikke meget forkert, skønt jeg som gammel

fan godt kunne tilføje et par plusser. Men der

eksisterer mellem dette band og dets publikum

en magi som har været virksom næsten

fra begyndelsen og som ikke findes noget

andet sted på rockscenen.

Som sædvanlig når talen er om magi er det

ikke sådan lige at forklare, men nu har jeg i

hvert fald set og mærket den virke: En håndfuld

50-årige mænd entrer scenen og begynder

at spille uden nogen form for henvendelse

til publikum. Enkelte numre har de

tydeligvis aftalt på forhånd at de vil spille,

andre dukker - som landskaber af disen -

frem af lidt småklimpren rundt omkring i

orkestret. En eller anden fastholder et lille

tema, en anden genkender det og spiller med,

og så er den der. Et par stivbenede dansetrin

og åbenlyst førlighedstruende, skønt moderate,

knæbøjninger gør det ud for sceneshow,

der bliver ikke takket for bifald eller i øvrigt

snakket mellem numrene, det her handler

alene om musik og så: hver gang en sang

manifesterer sig og erkendelsen af hvad det

er for én breder sig løftes hænder, ja! 43.000

ansigter lyser op, ja! smil tændes, ja! netop

den sang skulle det være netop nu, lige den

vil vi gerne høre lige nu, vi har fået en gave.

Jeg vil tro de fleste publikummer er mellem

20 og 30, men ellers er vi en blandet flok fra

ganske unge til gamle vrag som mig selv, og

naturligvis også et kontingent mere eller

mindre fuldblods deadheads, mennesker for

hvem det er en livsform at gå til Dead shows,

helst dem alle sammen. På et tidspunkt overskylles

selv undertegnede jordbundne hængehovede

af denne magiske berusende følelse af

hvad det er vi udgør og hvad det er vi får, og

det i en sådan grad at musikken glider i baggrunden

og bliver underordnet: Et fællesskab.

En gave.

Arne Hebbelstrup


Lyder det ikke som et navn hippier fandt på? Det er ældre end som så.

En tidligere ejer navngav den lille elv -creek- ved gården efter sin

(velsagtens førstefødte) datter, og siden tog gården navn efter elven.

Det skete mange år før kollektivet overtog ejendommen omkring 1970.

De eneste standhaftige fra dén start er Caroline og Jim. Nu fører

kollektivet en usikker tilværelse med kun 7 faste medlemmer, hvortil

kommer et tilsvarende antal langtidsgæster og måske'er -residents.

Alpha. Farm er beliggende i kystbjergene i det

vestlige Oregon - ca 40 km fra Stillehavet -

i en dal som nævnte lille elv for længe siden

skar. Det er den sluppet mægtig godt fra, det

er usædvanlig smukke omgivelser at leve sit

liv i. Gårdens 120 hektar, hvoraf vel 2/3 er

skov, strækker sig venligt og beskyttende op

ad skråningerne. Den gamle lade står på lien

og ser helt skandinavisk ud, og beboelserne

udstråler alt fra nybyggersoliditet til malerisk

forfald.

Ser man bort fra den omfattende mængde

bilkørsel, et grundvilkår som de færreste

amerikanere synes at skænke mange tanker,

leves der fornuftigt og billigt. Gården er betalt,

og ejendomsskatter er der vist ikke rigtigt

nogen af, eller også er de ubetydelige.

En del af maden kan dyrkes i haven, og på

grund af ringe indtægter betales der ikke

skat. Hvad der er af indtægter stammer dels

fra to lokale postruter som kollektivets faste

medlemmer betjener, dels fra den efterhånden

legendariske Alpha Bit, en bogcafé som

ligger en halv times kørsel fra gården i

Mapleton, en flække way out in the middle of

nowhere, som vi siger når vi har været over

there.


Sådan var i hvert fald min oplevelse da jeg

blev sat af foran butikken af den venlige

pensionist, som havde samlet mig op ved

busvendepladsen (og som i øvrigt delte min

begejstring for Ken Kesey's Oregon; den er

sat netop i dette område, og jeg genoplevede

Lee's bustur med stor fryd): en række sammenbyggede

butikker, komplet med falske

facader, en 6-8 forretninger spændende fra

købmand over isenkræmmer til kiropraktor

og så altså Alpha Bit. Senere gik det op for

mig at husrækken faktisk er del af en by;

man kan bare ikke få øje på den fordi der er

så frygtelig langt mellem alting. Der er en del

trafik gennem Mapleton, for den ligger på

vejen til kysten fra nærmeste større by Eugene,

så strøgkunderne + de faste kan tilsammen

bringe den daglige omsætning op på en

4 - 5ooo kr. Det synes jeg er imponerende,

også selv om butikken er virkelig velindrettet

og hyggelig. Der kan købes hjemmelavet mad,

tærter, sandwiches, supper osv + kaffe og te i

caféen, postkort, lys, bøger (mange herligt

obskure titler) og håndlavede smykker i butikken.

Kollektivet har drevet denne bemærkelsesværdige

forretning i næsten 15 år og

hældt masser af arbejde og penge i den. Nu

er den så småt begyndt at kaste noget den

anden vej så det ikke længere er ren tilsætning.

Der er dog næppe nok til at betale fuld

løn til de tre passere.

En tredje indtægtskilde er kurser og workshops

i konsensus. De gives af veteranen

Caroline og medlemmer hun har lært op.

Omfanget af denne aktivitet er indtil videre

beskedent, men interessen er voksende.

Der arbejdes en del i kollektivet.

5 stks 9-timers arbejdsdage/uge regnes for

passende, men tempoet som jeg oplevede det

er humant, og en stor del af indsatsen drejer

sig om det 'elementært nødvendige', børnepasning,

husholdning, køkkenhave, bygningsvedligeholdelse

og -forbedring og sådan.

Arbejdet organiseres ved hjælp af ugentlige

planer som sørger for, at der bliver jobroteret

temmelig konsekvent. Jeg blev ikke klar

over, hvor stor indflydelse de enkelte deltagere

har på deres ugeplan, men når den først

hænger der følges den strikt.

Eksempelvis var jeg et par dage med til at

køre brænde til huse, skære, kløve og stable

det. Pga den tilstundende konference var

antallet af løse gæster betydeligt, og vi havde

et godt gang kørende, som fik dækket måske

halvdelen af vinterbehovet. Vi kunne have

gjort arbejdet færdigt på et par dage til, men

næste dag figurerede brænde slet ikke på

planen, og der skulle ikke flexes noget dér.

Effektivitet og rationalitet klart og bevidst

nedprioriteret under ønsket om spredning, af

modvilje mod at skabe eksperter, i et 25 år

gammelt kollektiv! Jeg var mere imponeret

end irriteret.


Beslutninger træffes i enighed og økonomien

er fælles. Hvad dette sidste anbelanger synes

der dog at være en let halten. Først for nylig

er man begyndt at tildele medlemmerne

lommepenge. De andrager $ 25 pr måned, og

det er ikke ret meget. En drikkelig øl koster

nemt en dollar hos købmanden. Jeg spurgte

hvad man så gør hvis man har brug for lidt

ekstra, og svaret var: så spør man Caroline.

Ligefrem skoleret skal man vel ikke stå, men

behovets karakter nævnes, joh. Et påtrængende

emne til vinterens diskussioner på

Alpha Farm, kunne jeg forstå.

Som nævnt var der mange løse gæster op til

konferencen. Jeg vil tro omkring 30 forskellige

overnattede én eller nogle få gange i løbet

af den uge jeg opholdt mig på gården.

Selvfølgelig var der både medlemmer, residents

og faste gæster som havde travlt eller

bare ikke orkede, cg som hastede gennem

fællesrummene for hurtigt at trække sig

tilbage til de private rum. Alligevel var hovedindtrykket,

at man på Alpha Farm én

gang for alle har besluttet, at gæster er ok og

skal behandles godt. Varm gæstfrihed og en

afslappet, oprigtig interesse for de besøgendes

baggrund gjorde mig en anelse beskæmmet

ved tanken om vores hjemlige standard.

Har du altså planer om at

berejse The Pacific Northwest

er det klart anbefalelsværdigt

at sende et kort til Alpha

Farm og høre om de har

plads.

Arne Hebbelstrup


Lost Valley

Så dejligt boede de. I små hytter beklædt med træspån, så de lignede grankogler.

Det er ikke et navn kollektivet har fundet på.

Sådan har den bare altid heddet, denne fredfyldte, hengemte dal

i Oregon, øst for Eugene.

Den første aften jeg var i Lost Valley skulle

Diane optages i kollektivet. Vi var på det

tidspunkt 4-5 gæster fra forskellige steder i

verden, alle på vej til konferencen, og vi blev

indbudt til at være med.

Ceremonien foregik i Dianes hjem, -en yurt,

der lå lidt for sig selv nede ved skovbrynet.

Det var helt mørkt, da vi i små grupper nærmede

os det store filttelt, der lå ca. 1 meter

over jorden på en rund platform af træ. Skoene

skulle blive ude, vi dukkede os og gik ind.

Ilden buldrede i en kæmpestor brændeovn.

Sammen med en masse stearinlys kastede

den blafrende lys og skygger over rummet.

Meget af pladsen var optaget af madrasser til

at sidde på, men der var også plads til mere

almindelige møbler, -en stor bogreol, en sekretær,

et skrivebord, små og store tæpper

Dianas OptagelSE

overalt. Et møbleret telt. Hun fortalte senere,

at der faktisk gik rigtig meget brænde til at

fyre op.

Det var lidt paradoksalt, at det netop var

Diane, der skulle optages. Faktisk havde hun

været med fra starten i 1989, og var således

en af veteranerne. Men det var først nu, hun

havde følt sig i stand til for alvor at beslutte

sig.

Vi gæster sad musestille i skrædderstilling,

ligesom alle de andre og ventede. Stemningen

var højtidelig, og vi vidste jo ikke, hvad der

skulle ske.

Så begyndte Diane at fortælle, hvorfor hun

gerne ville bo i Lost Valley og hvad hun ville

bruge stedet til og hvad hun ville give det.


Hun var meget bevæget af situationen og

dybt koncentreret om at udtrykke sig så

ærligt som muligt. Da hun holdt op at tale,

kom der en meget lang på én gang koncentreret

og afslappet pause, hvor intet skete.

Så rejste Richard (en af kollektivisterne) sig

og satte sig foran Diane i skrædderstilling.

De to havde i lang tid ordløs kontakt, og

energien mellem dem koncentreredes stærkt.

Så begyndte Richard at tale til hende. Meget

personligt. Fortalte hvordan han så hende,

både som individ og i kollektiv sammenhæng.

Hvad han kunne lide og ikke lide ved hende.

Hvordan hun virkede på ham. Hvad han var

bange for, og hvad han ville gøre ved det.

Sådan kom de én efter én. Tiden stod stille af

koncentration. Der blev grædt meget og leet

og sagt mange ting, der var svære at få sagt.

Nogle gav hende en lille gave.

Efter denne timelange seance var Diane nu

optaget og nu skulle vi slappe af og hygge os

med småkager og trommesang.

Jeg havde svært ved at skifte så brat til den

store munterhed. Optagelsesceremonien havde

rørt mig dybt, og jeg tænkte på, hvor

stærk og handlekraftig en gruppe måtte blive,

når man gik sådan til biddet i de personlige

relationer mellem alle kollektivets 13

medlemmer. Men kom de alligevel derhen,

hvor de følte sig trygge ved hinanden og stolede

på hinanden?

EN FAMILIE

På Lost Valleys opslagstavle hang et digt af

Richard Bach fra hans bog "Illusions":

The band

that links your true family

is not of blood, but

of respect and joy in

eachothers life.

Rarely do members

of one family grow up

under the same roof

Digtet udtrykker fantastisk godt en del af det

idégrundlag, der bærer dette kollektiv. Og

mange lignende i USA iøvrigt.

Jeg spurgte Diane, hvor hendes lyst til at bo

kollektivt var kommet fra. Hun var vokset op

på en gård i Ohio, i et område, hvor tyske

immigranter havde slået sig ned for 5 generationer

siden. Her var "a lot of communityfeeling".

Alle kendte hinanden, man hjalp

hinanden i dagligdagen og festede gerne og

ofte sammen. Diane tog væk, da hun blev

større, blandt andet fordi hun også havde set

de negative sider af at være så lukket en

gruppe. Intolerancen for eksempel. Hun var

utrolig taknemlig for at have oplevet dette

landsbyfællesskab som barn, og ville gerne

igen leve i et miljø, der havde nogle af disse

kvaliteter. The real Family.

Jeg har hørt Dianes historie flere gange før,

også hos danske kollektivister. Denne drøm,

dette savn, vi stadig bærer i os, og som vi

søger opfyldt blandt andet i kollektivet. Jeg

husker selv denne forventning fra kollektivbevægelsens

stærkeste tid herhjemme. Men

herovre oplevede jeg, at de var meget mere

seriøse omkring det, og at deres trang til at

skabe deres "rigtige familie" var meget dyb.

Måske derfor slog det mig næsten som en

sorg, da jeg opdagede, at halvdelen af kollektivet

var på vej ud af døren, for det meste for

at dyrke kernefamilielivet i Eugene. Måske

bundede det med familien alligevel ikke så

stærkt. Eller hvá? Eller måske var det bare

for svært også at dele alt det praktiske?.

KURSUSCENTER.

Det fælles grundlag for kollektivet var at tage

vare på jorden og på hinanden.

Det forventedes, at alle medlemmerne arbejdede

med sig selv og deres personlige udvikling

på en eller anden måde. Der var absolut

metodefrihed, men alle støttede op om den

enkeltes arbejde.


På det mere udadvendte område havde man

planer om at opbygge en omfattende kursusvirksomhed.

Faciliterne hertil var ideelle:

En stor fællesbygning med køkken og spisesal

og dertil 10-12 små hytter, der lå spredt i

skoven tæt op af fællesbygningen. Her boede

kollektivets medlemmer.

Lidt længere inde i skoven (men stadig indenfor

3 minutters gang) lå kursusfaciliteterne.

En bygning med undervisningslokaler

og to meget store 2-etages bygninger, der

kunne rumme ialt 112 liggende gæster.

Tæt ved køkkenet lå desuden et vandrehjem

med 10-12 sengepladser.

Man havde allerede afholdt flere korte kurser

enten med spirituelt indhold eller i økologisk

havebrug, permakultur etc. Samtidig havde

man permanent et langt kursus på 6 måneder

kørende, organiseret på en måde, der

godt kunne give nogle ideer, -ihvertfald for én

som mig, der kommer fra et kollektiv med

stram økonomi, meget arbejde og gæster.

De LANGE KURSER

Det lange kursus, der kørte for tiden, handlede

om økologisk havebrug. Der var 5 deltagere,

alle unge mennesker. De betalte 250

dollars om måneden for kost og for logi i

tipis, domes eller egne telte. De indgik i den

fælles madlavning og spiste sammen med

kollektivisterne. Arbejdsugen var på 40 timer

og kurset havde sit helt eget projekt, -en

kæmpestor køkkenhave, der stod i fuldt flor

og forsynede kollektivet. Måske var der også

lidt til salg udenfor.

Et par gange om ugen var der teoretisk undervisning.

Jeg deltog i en af lektionerne, der

handlede om skadedyrsbekæmpelse. Undervisningen

foregik meget afslappet under et

stort træ ude i det fri. Med en utrolig engageret

elevgruppe, der ivrigt diskuterede og

noterede og en virkelig kompetent lærer. En

slags løngivende højskolevirksomhed midt i

kollektivet.

ØKONOMISK

ORGANISERING

Der var ikke fællesøkonomi. Alle kollektivets

medlemmer, altså p.t. 13, betalte 185 dollars

om måneden til fælleskassen. 100 for logi og

85 for kost. Disse penge skaffede man ved en

eller anden form for udearbejde eller man

tærede på en opsparet kapital. Derudover

skulle man lægge 20 timers arbejde om ugen

i kollektivet. Det drejede sig mest om mad,

rengøring, vedligeholdelse, kontorarbejde

omkring udvikling af kursusaktiviteterne,

drift af en lille butik etc.

På denne måde sikrede man både det økonomiske

grundlag og kunne samtidig i fællesskab

bruge en masse kræfter på at få stedet

til at fungere og få fremtidsplanerne realiseret.

Det lod til at være en god struktur, der fungerede.

Folk virkede glade, energiske og meget

optimistiske.

BOB'S

BYGGEEKSPERIMENTER

Bob var en af de kollektivister, der virkelig

havde fuld knald på fremtidsplanerne. Han

var ingeniør og havde efter lang tids research

slået sig ned i Lost Valley, i hjertet overbevist

om, at han her havde fundet "his place".

Indtil videre havde han holdt to succesrige

week-end-kurser i byggeri af genbrugsmaterialer,

og så hen til at udvikle denne aktivitet

stærkt.

På de to week-end-kurser var man begyndt at

bygge et prøvehus, og ud fra disse erfaringer

havde han søgt om byggetilladelse til et større

byggeri.


I prøvehuset havde man eksperimenteret

med fire forskellige ydervægskonstruktioner,

alle af genbrugsmaterialer:

1) Tomme øldåser, muret op.

2) Brændestykker, muret op. Denne konstruktion

forstod jeg ikke rigtig, men de

har jo nok masser af overskudsbrænde.

3) Brugte bildæk. En virkelig sjov konstruktion.

Dækkene spiddes i forbandt

på et støbt fundament med nedstukne

rundjern. De fyldes med jord før næste

skifte påbegyndes. Kan pudses udvendig

og indvendig, hvis man syn's.

Man får en dollar for at afhente et

bildæk på et autoværksted, så det kan

blive en helt god forretning at bygge

sådan et hus.

4) Brugte køleskabe. Det var bare den

bedste. Låget skrues af og køleskabet

deles af en krydsfinersvæg på langs. I

det yderste rum fyldes isolerende materiale

(der er jo allerede noget). I det

inderste fyldes et eller andet varmeabsorberende

materiale. Derefter stables

køleskabene som byggeklodser på et

fundament. Husk forbandtet. Også her

kan man af kosmetiske grunde vælge at

pudse overfladen, selv om den jo er

vejrbestandig i forvejen. Køleskabe kan

afhentes gratis overalt.

DE HJEMLØSE

Det krævede en dispensation at få byggetilladelse

til et større eksperimentalbyggeri, og

Teknisk forvaltning i Eugene havde umiddelbart

slet ingen interesse i at bevæge sig udenfor

de kendte rammer. Det lykkedes først,

da Bob gik ind til dem med en videofilm af

forsøgsbyggeriet og luftede sine tanker om at

koble byggeri af genbrugsmateriale sammen

med hjemløshedsproblematikken.

Eugene har mange hjemløse og meget affald.

Bobs idé var at lave et projekt, hvor man

tilbød de hjemløse at gå ind i byggeeksperimentet

og bygge deres egne huse af genbrugsmaterialer.

Lige så vigtigt som boligen

var, at de herved kunne lære en masse håndværksmæssige

færdigheder, der kunne bruges

på mange måder. Byrådet var interesseret, så

nu må vi se.

FREMTID

Jeg var 5 dage på Lost Valley og syntes, at

det var et dejligt sted med mange muligheder

og en god kernegruppe, der ihærdigt prøver

at bygge det op. Hvis den bliver lidt større, så

den ikke løber sur i de mange opgaver, kan

det blive et fantastisk godt og spændende

sted.

af Lise Reinholdt


TWIN OAKS

For et par år siden rejste jeg sammen med min bedste

rejsekammerat, min søn på 14, rundt i USA i 8 måneder.

Vi boede hos forskellige folk og mest i kollektiver.

Et af de kollektiver, vi havde glædet os meget til at besøge,

var Twin Oaks.

At køre gennem Virginia i 40 graders varme

var en oplevelse. Der var lige så grønt som i

Danmark. Det der var anderledes, var varmen.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde

forventet, -store brune tobaksplantager, tror

jeg.

Vi blev først indlogeret i en gæstehytte, hvor

gæsterne fik hvert sit værelse. Man kunne bo

gratis i kollektivet mod at arbejde. Arbejdet

var dejligt og vi prøvede lidt af hvert.

Det var en af de spændende ting ved Twin

Oaks, -at man ikke havde et bestemt arbejde,

men kunne skrive sig på, hvad man ville,

bare det blev til 48 timer om ugen.

Vi var med til madlavning, hængekøjelavning

og arbejde i marken. Og det sidste var nok

det allerdejligste. Tænk jer en mark fuld af

runde cantaloupe-meloner. Det var et utroligt

syn. Der var en meget afslappet atmosfære

omkring arbejdet. Folk arbejdede, når de

ville. Så hvis man ville sove om dagen og

arbejde om natten, gjorde man bare det.

Det gjaldt selvfølgelig ikke alle ting. Madlavning

f.eks. Og børnepasning.

Og her kommer vi til humlen. Børnene! Efter

vores forhold og meninger havde de et yderst

mærkværdigt forhold til børn. Kollektivet var

i sin tid startet som en model på Skinners


og: "Walden 2" - hvis essens er, at kollektivet

er vigtigere end individet. Og kollektivet

er den eneste løsning for vores verden.

Det ville i Twin Oaks sige, at man f.eks. ikke

måtte få børn, uden at kollektivet havde givet

tilladelse. Uplanlagte graviditeter var absolut

ikke velkomne. Det positive ved det var dog

for eksempel en pige, der adopterede et barn,

hvor hele kollektivet stod bag og støttede og

betalte alle de mange penge, det kostede.

(Hun er senere flyttet). Det betød også, at

man havde et meget sindigt system med

"børnepassere". Der var to ord: "mater" og

"primary". Opbygningen omkring børnene var

sådan:

1) Der var forældrene.

2) Der var "materen", som ihvertfald to dage

om ugen havde barnet og sov sammen

med det.

3) Der var "primary", som nok var dem, der

mest var forældre.

4) Der var børnepasserne, der sov sammen

med børnene i børnehuset.

Det var tit forældre til nogen af børnene.

Forældrene måtte ikke have børnene sovende

hos sig mere end to gange om ugen.

Jeg interviewede Kit, som var en af "starterne"

bag kollektivet, og hun fortalte blandt

andet med et udtryk af dyb væmmelse: "Ja,

så var der ovenikøbet et par forældre, der

ville have deres barn døbt, som om det var

deres barn!" (Kursiven er min.)

Ira, som havde boet på Twin Oaks i mange

år, var vores introduktion til stedet. Vi havde

lært hende at kende året før, da vi ligesom

hende var gæster på Svanholm, og efter et

ophold i gæstehytten flyttede vi over til hende.

Ira sagde, at én væsentlig forskel, hun fandt

mellem Svanholm og Twin Oaks var, at på

Twin Oaks smed børnene sig tit ned på gulvet

og havde hysteriske anfald. Det havde

hun aldrig set på Svanholm.

Min søn, der ikke just hører til de stille børn,

fik vakt vild furore, da han gav sig til at lege

med børnene og kom hujende og skrigende og

løbende med dem gennem spisestuen. Dér

skulle der altså være stille og fri for børn.

De havde bygget et utroligt smukt hus med

spisestue og køkken. Og så et lille mørkt rum

med et gammelt gulvtæppe og umagelige

stole til børnene. Og en dør, der blev forsvarligt

lukket, -ind til spisestuen.

Hele Twin Oaks bestod af mange huse af

forskellig slags. I et af dem boede der kun

kvinder, og dér måtte der slet ikke komme

børn. Der var ialt 4 huse, hvor børn slet ikke

måtte sove om natten. Ialt boede der ca. 80

voksne og 10-12 børn på Twin Oaks.

Vi diskuterede naturligvis børnespørgsmålet

meget med beboerne. De fleste mente, at det

var en glimrende ordning, de havde. For, som

de sagde: "Forældrene undgår alt det stress

om morgenen med at få barnet op og få det i

skole eller børnehave," og "forældrene får en

rolig nattesøvn og har således mere overskud

til alt andet, også børnene." Kit udtrykte dog

sin undren over, at kollektivet ikke voksede i

antal. Det viste sig, at de fleste forældre

flyttede derfra igen efter et par år, og der var

ikke stor tilgang af nye. Så i de 20 år kollektivet

(dengang i 1989) havde eksisteret, var

antallet af kollektivister forblevet det samme.

Men det positive ved Twin Oaks var alt det

andet. Det var utroligt afslappende at stå

under træerne og væve hængekøjer. De lavede

også nogle dejlige hængestole. Mange af

dem kunne da også lide børn. I huset, hvor vi

boede hos Ira, var det fuldstændig som ethvert

andet sted i Danmark med børn. Der

blev taget meget hensyn til dem, -dog var de

voksne også der nødt til at indordne sig under

reglerne og passe de andres børn i stedet

for deres egne. De havde lavet mange dejlige

steder for børnene udenfor, -en fantastisk

legeplads og en gigant hængekøje 12 meter

oppe under træerne.


Twin Oaks var også det første

kollektiv, jeg har hørt om,

der virkelig havde fod på

økonomien. De havde en

fabrik, hvor de selv flettede

snorene til hængekøjerne og

et træværksted, hvor rammerne

blev lavet. Så var de

vel nærmest selvforsynende

med al frugt og grøntsager.

Jeg kan ikke huske, om de

var vegetarianere. Desuden

havde de flere bi-erhverv,

som også gik på skift blandt

de, der var interesserede. Et

"Så vidt, jeg kan se, har de begået den fejl, at

det er ikke-forældre, der har lavet reglerne ud

fra filosofiske, idealistiske bevæggrunde - og

stærkt inspireret af Skinner. Nogle af de voksne

har bare en god forståelse for børn - og

tager sig virkelig af dem - mens andre tjener

deres arbejdstimer ind på at passe børn. Det

virker meget forvirrende, især alle udtrykkene

- "primary", "mater" etc."

af de mere spændende bi-erhverv

var at lave indeks til

bøger.

Så hvis det ikke havde været

for deres forhold til børn,

havde de faktisk skabt et

paradis på jorden - efter

vores mening.

Rikke og Daniel Barfod.

"Jeg savner varme og kærlighed. Deres indbyrdes

kommunikation foregår via opslagstavler

og ikke via møder. De holder også møder.

Men da de arbejder på så forskellige tidspunkter,

er det sjældent, at alle samles på én

gang."

"Jeg tror, de er ifærd med at lave et ideelt

kollektiv, hvor kollektivet - og ikke individet -

er i centrum."


FRA DET GAMLE ARKIV ...

I sidste nummer af KoKoo bragte vi et billede fra arkivet og bad vore

læsere sende et par ord, hvis de kendte billedets historie.

Det har resulteret i to veldokumenterede indlæg og vi har i redaktionen

valgt at lade præmien gå til Sumo for hendes herlige bidrag til minderne

fra dengang.

Sune's Sund Mad fra Svanholm har doneret 1 flaske Økologisk CAVA

("Champagne") fra Katalonien, og den vil blive leveret inden nytårsaften!

Kære KoKoo.

Billedet på bagsiden er fra Sterpegårdens

lade, hvor vi havde afvejning og udlevering af

indkøbsforeningens varer. Billedet er fra

1977.

Personen helt til venstre er Jeanette, der var

med det første hold Djurslændinge til Tanzania.

Personen for enden af bordet genkender jeg

ikke. På højre side er det Tune Spang Olsen,

Lars og Lone. Jeanette, Lars og Lone boede

på Sterpegården.

Situationen er helt almindelig for en indkøbsdag.

I laden havde vi hylder til de forskellige

steder: Granlunder, Lyrehaven, Gæstfri osv.

Man kan skimte et skilt på hylden bagerst,

hvor der står "Pottehuset".

Vi vejede af, hvad folk havde bestilt og lagde

det på deres hylde. På indkøbsdagen mødte

folk op og hentede deres varer.

Døren i baggrunden er ind til den anden del

af laden, der var vores filmklub. Længere

tilbage i laden var "informationscentralen",

hvor alle mulige djurs-kollektivister var registrerede

med hvad de kunne og vidste, så vi

kunne "dele" vores kunnen og viden. F.eks.:

PETER, -revisor og traktorindehaver.

På Sterpegården boede i perioden 1976-78

cirka 35 personer (voksne og børn). I perioder

havde vi ingen faste sovepladser, vi havde

fællesøkonomi og de tre af os, der havde

spædbørn deltes også om amning, hvilket gav

mødrene en del frihed og børnene fik mad (og

tryghed) fra flere.

Lars kom til Sterpegården fra Sjælland med

en hest (Måneskin) og en hestevogn. Han

flyttede dertil sammen med sin kæreste +

barn + to hunde og mig, der var gravid. (Senere

er han blevet både rock-sanger og discjockey.)

Vi havde hørt om Djurs-kollektiverne og ville

på landet. Efter 1 dag på Storpegården fik vi

lov at flytte ind.

Den første tid var forelskelse. Alt kunne lade

sig gøre.

Vi havde ofte folk boende fra Tyskland, der

havde læst om Djurs-kollektiverne. Senere

kom problemerne.

Fra Sterpes dagbog:

"Vi har knoklet hele dagen - med hø - mejet

og høstet - arbejdet sammen. Skønt."

Vi havde 6 tønder land med grøntsager, hø og

roer, og vi dyrkede det med hest og hesteredskaber.

Nå. måske kan I bruge nogle pluk. Man kan

jo blive ved.

Kærlig hilsen Sumo.

Sumo Lotus,

Markhusvej 12,

Nørager,

8961 Allingåbro.


Jacks Historie

KoKoos konkurrence med billeder fra det

gamle Arkiv i sidste nummer har lokket et

nok så vægtigt fortidsvidne frem på banen.

Jack Bacher, grafiker og bosat i Nimtofte på

Djursland, mener bestemt at huske, at det

var ham, der tog billedet af de mystiske

mænd omkring rosinposerne. Billedet indgik i

en serie optagelser, som Jack brugte i en

artikel om Sterpegården i datidens praktiske

udflytterbibel "Freja 77". Billedet blev dog

aldrig brugt, og er derefter endt i arkivet på

den tids kollektive formidlingscentral Jættestuen.

Dette sted eksisterer iøvrigt stadig

som trykkeri, grafisk værksted og forlag og

producerer bl.a. det ihåndenværende nummer

af KoKoo. Jack boede dengang i kollektivet

på Sterpegården, som var hjemsted for Djurslands

kollektive indkøbsforening.

Jack husker: "Billedet er vistnok taget i foråret

1977. Yderst, og afskåret til venstre er

det Inger, der var flyttet tilbage til kollektivet

reden på det tidspunkt, der sælger/ud­

leverer varerne. Den næste hedder Jacob og

kom fra Sangstrup-kollektivet. Så er der

Tune Spang Olsen, der holder minderne om

den russiske revolution i live. Han er stadig

fast inventar på det nordlige Djursland og

har netop kandideret til kommunalbestyrelsen

i Nørre Djursland på den kritiske tilflytterliste.

Super-hippien Lars Krarup boede

dengang på Sterpegården. Han kom et halvt

år tidligere med sin nordbagge-trukne hestevogn

og sin guitar fra Sjælland og slog sig

ned bag et bjerg af tæpper og klude i Sterpens

bagindgang. Han flyttede senere til

Århus og transformerede til rockstjerne i det

dengang meget populære Århus-band

"8000 C". Lasse i den orientalske vest kom

sammen med Rita (som lige anest yderst til

højre) og var kommet til Sterpegården fra

Sjælland. Han blev helt grebet af landbrugets

naturnære gerninger og blev senere husbondafløser

for landmændene på Bjerringbro-egnen.

Lasse og Rita var med i DKI's Indkøbsgruppe


Boligfællesskab

VEDSKØLLE ved KØGE

Familie, som ønsker både fællesskab

og privatliv, søges. I ombygget landsbyskole

tilbydes 100 m 2

attraktiv andel

med stue, spisekøkken og tre værelser.

Desuden fællesrum, meget stor have

med blandt andet køkkenhave, boldbane

og solterrasser. Beliggende ved

mark og skov.

Togforbindelse til S-tog hver time.

Vi er selv to familier med 5 børn fra

3-19 år.

Andel 114.000 kr.

Netto 2.443 kr+varme og fællesudgifter.

Tlf: 56 27 45 40 eller 56 27 65 01

"TITANIC"

KOKOO-bladet fremover

Vi har tidligere annonceret efter ny aktiv redaktion

her til bladet. Der er kommet flere gode

henvendelser fra personer, der vil være med. Men

ingen har hidtil haft lyst til at træde ind i redaktionen;

de vil hellere bidrage med artikler m.v.

Efter at have rundet en beslutning om at nedlægge

bladet, får det i stedet en anden form. Der

kommer KoKoo blad efter 1. januar 1994, men

det omstruktureres med hensyn til den lille redaktion

med de gamle, der fortsætter. Ligesom bladets

omkostninger tilpasses medlems skaren.

Bidrag som nyheder, artikler og billeder til bladet

er meget velkomne! Og bidragydere vil modtage

en lille belønning herfor. Hvilket - ja, det vil

vise sig. Du er altså velkommen til at indsende

ideer etc, f.eks. noget som du gerne selv ville

læse i bladet.

KoKoo vil stadig formidle informationer, viden

og erfaringer om bofællesskaber, arbejdsfællesskaber,

kollektiver og kollektive leve-, arbejds- og

boformer

Kærlig hilsen redaktionen, Lise & Finn

Glimvej 5

2650 Hvidovre

Tlf 31 49 88 65

Nuværende besætning: 6 voksne og 3 børn. Alle forskellige og travle

mennesker, der også prøver at prioritere tid til hinanden. Skulle du være

interesseret i en plads som 7. letmatros er der påmønstring i februar '94.

Frynsegoder: Køkkenhave, drivhus, høns, solfanger, regnvandsbeholder

og pool (125 1).

Kabyssen byder på økologisk mad i vid udstrækning for 825 kr/md.

Andel: 17.000 kr. Nettohusleje: 1.975 kr. alt incl. (- mad)


KOKOO NR. 4/93 24. ÅRG.

Redaktionen afsluttet 15.12.93,

Redaktører:

Bernt Stubbe Østergaard,

Lise Reinholdt, Finn Hansen

og Troels Nielsen.

Redaktionens adresse:

KOKOO,

HUSET

Rådhusstræde 13

1466 København K

Tlf. 33 15 52 53

Giro 6 54 98 29

Kokoo-sekretær: Søren Jacobsen

Sats: Elektronisk

Tryk: Indtryk, Nimtofte

Abonnementspriser:

Kollektiver/enkeltpersoner 100 kr.

Institutioner 150 kr.

KOKOO-bladet udkommer fire

gange årligt. Oplag: 600 eks.

Annoncer:

Prisen for annoncer er for

abbonenter:

75 kr. for 1/4 side

150 kr. for 1/2 side

300 kr. for 1/1 side

For ikke-abbonenter er prisen

4 gange så høj.

Annoncer kan indsendes til

redaktionens adresse og bringes

i førstkommende nummer.


I august 1993 blev der

afholdt en international

kollektiv-konference i

staten Washington i

USA.

Temaet var

"Celebration of Community",

-at fejre fællesskab.

Community

Herhjemme associerer vi

ofte "Community" med

en fælles ydre ramme, en

kollektiv boform.

I USA bruges ordet mere

abstrakt.

Man kan sagtens både

bo og arbejde sammen,

uden nødvendigvis at

have "community".

Det er noget, man som

gruppe kan arbejde sig

frem til. En følelse,

en handlekraft, en fælles

energi.

I denne stemning fandt

en intens og spændende

konference sted med 800

deltagere. Hovedsagelig

Nord-Vest-amerikanere,

trods den internationale

titel.

More magazines by this user
Similar magazines