Evaluering - BLBoligen.dk

blboligen.dk

Evaluering - BLBoligen.dk

EvaluEring:

FamiliEkursus For

EtniskE minoritEtsFamiliEr i

urbanplanEn 2010-2011


Kolofon

Titel: Familiekursus for etniske minoriteter i Urbanplanen 2010 - 2011

Udgivet af: Partnerskabet i Urbanplanen og SSP Sundby/Sydvest

Skrevet af: Mette Gram og Rikke Kann

Layout: Louise Falk Tranberg

Tryk: Hertz bogtrykkergården

Oplag: 50 stk.

Evalueringen kan rekvireres ved henvendelse til Partnerskabet på mail:

posten-3@3b.dk

Indhold

Kolofon 2

Indledning 6

Resumé af den eksterne evaluering 8

Baggrund og formål 8

Metode 8

Centrale erfaringer 8

Kollektiv vidensdeling og netværksdannelse 8

Integration: en social frembringelse med afsæt i et fælles tredje 9

Bred mobilisering som basis for udviklingsprocessens forankring

10

Intern evaluering 13

Tak til 14

forord til intern evaluering 15

Evalueringens opbygning og fremgangsmåde 16

Indledning 17

Baggrund 17

formål og succeskriterier 17

Succeskriterier/projektmål 18

fakta om projektet 18

Målgruppen 18

Projektets organisatoriske opbygning 19

Projektmedarbejder og integrationsmedarbejder. 19

Visitation til familiekurset 20

familiecoach 20

Tolk 20

Projektets finansiering 21

Projektets tidsplan 22

Beskrivelse af projektets indhold 23

Undervisning, aktiviteter, undervisere og netværkspersoner 23

fællesspisning 23

Undervisere og netværkspersoner 24

Undervisning og formål 25

Aktiviteter for børnene/de unge 29

Weekendturen til turen til Bornholm (den 18. juni – 20. juni 2010) 30

formål 30

Deltagere 30

Indhold 31

Succeskriterier og målopfyldelse 32

Succesoplevelser som går ud over succeskriterierne 40

familiestridigheder 40

nabostridigheder 41

Aktiv deltagelse blandt mødrene 41


Interne familieproblemer 41

Beskæftigelsesrelaterede problemer 41

Adfærdsændringer hos familierne 42

refleksioner og Anbefalinger til lignende kurser 42

Visitation 42

Samarbejde med andre aktører 42

Planlægnings- og motivationsfase 43

frivillighed og fastholdelse 43

Børnepasning 43

Kontakten til familierne 44

Evaluering 44

Projektet og forankringen af det 44

Ekstern evaluering 47

Evalueringens baggrund og formål 48

Evalueringsmetode 49

Metodevalg 49

fremgangsmåde 49

Videreformidling 50

Evalueringens indhold 50

Projektgruppens perspektiv 51

Et professionelt deltagerperspektiv 51

Børn og unges perspektiv 51

forældrenes perspektiv 51

Projektgruppens perspektiv 51

Projektgruppens problembestemmelse 51

opstart med mangel på tid og tværfaglig opbakning 55

Behov for tydelig struktur og ansvarsfordeling 56

lokal forankring kræver bred mobilisering 57

Et professionelt deltagerperspektiv 59

At møde familierne hvor de er 59

Dialog og fælles samvær som basis for forandring 60

Kollektiv problemløsning i et alment perspektiv 62

Betydningen af en mentorfunktion 64

Behov for tværfaglig koordinering og et langsigtet

udviklingsperspektiv 66

Børn og unges perspektiv 68

Socialt fællesskab 68

fælles oplevelser med forældrene 68

Meningsfuld aktivitet og medbestemmelse 69

Manglende gennemsigtighed 70

De aktivitetsansvarlige 72

De unges oplevelse af hverdagslivet: skolen, fritid og

de lokale tilbud 73

forældrenes perspektiv 74

Socialt netværk og fælles oplevelser 74

flerkulturel integrationskonsulent som brobygger 75

Erfaringsnær og direkte kommunikation fra en mellemposition 76

Kollektiv erfaringsudveksling og støtte 77

nye perspektiver på handlemuligheder 78

Balancen mellem teori og praksis – en ”kønnet” forskel 81

Behov for bindeled mellem familierne og socialforvaltningen 83

Et nyt syn på professionelt samarbejde 84

En faderlig indvending:

Behov for at inddrage flere af børnenes udviklingssammenhænge

86

Hvad nu? 87

fælles perspektiv på det kriminalpræventive aspekt 88

Konklusion 90

Udviklingsperspektiver –

et kritisk psykologisk bud på en teoretisk ramme 94

Mod kvalitative udviklingsmål 94

Integration som en fælles frembringelse 95

At almengøre handlegrunde 96

Vejen derhen: Et fælles tredje i et grænsefællesskab 99

Medbestemmelse og frivillighed som grundlag for en fælles indsats

102

Bilag 104

Referencer 106

Internetreference 109


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 6 7

InDlEDnIng

Til trods for at den lokale forankring af og ejerskab over projektet har været en

vanskelig udfordring, viser såvel den interne som den eksterne evaluering, at kurset

har haft en meget stor betydning for de deltagende familier.

Intern evaluator Mette Gram beretter om, at langt de fleste af succeskriterierne

er nået og ekstern evaluator Rikke Kann peger på, at familiekurset samlet set

har været en betydningsfuld og positiv oplevelse for forældrene, hvor netværksskabelsen

og den kollektive støtte både fra andre familier og professionelle som

”havende modvirket en oplevelse af social isolation og handlingslammelse”.

”Det har været væsentligt at møde tillidsvækkende og engagerede faglige ressourcepersoner

der kunne varetage en advokerende rolle overfor eksterne hjælpesystemer”,

skriver hun endvidere”.

Der er ingen tvivl om, at mange familier oplever forholdet til skolen og socialforvaltningen

som problematisk og ønsker at bedre dialog med disse instanser.

Evalueringsundersøgelsen viser, at familiekurset kan være en god platform for at

styrke samarbejdet, hvorfor det giver god mening at satse på denne form for projekt,

hvis de professionelle aktører fremover bliver en aktiv del af kursusforløbet.

Projektbeskrivelsen er blevet til i et samspil mellem Partnerskabet og de aktører,

som har deltaget i SSP-lokaludvalgets møder fra januar 2009 og frem til kursets

start. Det drejer sig om ungdomsklubber, skoler og Socialcenter, beliggende i

Sundby Syd/Vest-området.

Da vi konstaterede, at vi ”kun” havde modtaget midler fra BG-Fonden, Boligforeningen

3B og SSP-København, blev projektstarten udskudt til 1.3.2010 i stedet

for 1.8.2009. Dette bevirkede en længere tid til debat og projektbeskrivelsen

blev yderligere kvalificeret. Blandt andet blev det besluttet kun at tilbyde 1 sproggruppe

deltagelse i kurset i stedet for 2 sproggrupper samtidig. Kursuslederen

fra familiekurset i Telemarksgade advarede mod at arbejde med 2 sproggrupper

samtidig, da det vil være svært og dyrt - blandt andet i forhold til tolkning.

Det kunne være spændende at undersøge, om kurset har formået at igangsætte

en langsigtet forankring hos de involverede familier, men det er udenfor denne

evaluerings rækkevidde at vurdere. Jeg kan kun anbefale, at man fremover laver

længerevarende indsatser og metodeudviklinger, der muliggør en videreforankring

af udviklingen og målingen af dens effekt.

Man kunne have ønsket sig, at aktørerne i SSP-netværket havde diskuteret projektbeskrivelsen

i deres ”bagland”, så det på den måde blev deltagernes organisationer

der fik det nødvendige ejerskab til projektet og ikke kun enkeltpersoner.

Dette kan måske skyldes organisationsmæssige forhold, men også en hårdt

presset hverdag. Det viser, at der er behov for, at projektet understøttes på flere

niveauer i mobiliseringsfasen for at sikre lokal deltagelse i det gode brobyggende

arbejde.

Vi må dog også gribe i egen barm – vi har kun diskuteret projektet i det område

hvor SSP-Sundby Syd/vest hører til. Urbanplanen, som det boligsociale projekt

Partnerskabet opererer i, dækker udover Remisevængerne og Dyvekevænget

også Hørgården, som ligger i SSP-Nordvest’s område.

Jeg vil anbefale fremtidige projekter, at det juridiske/etiske grundlag bliver afklaret

mellem aktørerne - inden projektstart.

En stor tak skal lyde til projektleder Mette Gram og integrationskonsulent Iman

Ahmad.

Jørgen Ullman

Projektkoordinator mellem Partnerskabet og SSP-Sundby Syd/Vest

Partnerskabet

Remisevej 17

2300 København S

Tel.: 40 83 14 86


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 8 9

RESUMé Af DEn EKSTERnE EVAlUERIng

Baggrund og formål

Evalueringsrapporten er en retrospektiv erfaringsopsamling på projektet ”Familiekursus

for etniske minoritetsfamilier”, som blev gennemført marts 2010 - marts

2011 i Urbanplanen på Amager, København. Familiekurset opstod på baggrund

af tidligere positive erfaringer med denne type forebyggelsesprojekter og på initiativ

fra Partnerskabet som led i en generel helhedsorienteret boligsocial indsats

i Urbanplanen.

Formålet med projektet var at fremme etniske minoritetsfamiliers integration og

at forebygge en negativ udvikling for familiernes børn og unge. Det skete ud fra

en professionel vurdering af, at nogle udsatte etniske minoritetsforældre har begrænset

mulighed for at støtte op om deres børns samfundsmæssige deltagelse,

da de lever en sprogligt og socialt isoleret tilværelse med manglende viden om

deres børns hverdagsbetingelser.

Familiekurset havde således til hensigt at styrke familiernes deltagelse ved at

danne ramme om et positiv fællesskab, som gav forældrene mulighed for at opbygge

et socialt netværk i lokalområdet og at opnå en øget viden om de danske

samfundsforhold og lokale tilbud, der udgør deres børns hverdagssammenhænge.

Man søgte således at facilitere en lokal netværksskabelse og vidensdeling

gennem fælles oplevelser og et personligt uformelt møde mellem familierne og

lokale professionelle aktører.

Den eksterne evaluering havde til hensigt at undersøge den umiddelbart oplevede

effekt af projektet og bidrage med fremadrettede anbefalinger til, hvordan man

fremover kan kvalificere projektarbejdet yderligere.

Metode

Evalueringen er baseret på en interviewundersøgelse med de deltagende familier

og deres børn samt de centrale professionelle aktører. Der er foretaget 11 semistrukturerede

kvalitative enkelt-, gruppe- og fokusgruppeinterviews i perioden

februar-marts 2011. I halvdelen af tilfældene blev interviewene med forældrene

gennemført i samarbejde med den tolk, der havde været tilknyttet projektet.

Videreformidlingen af interviewresultaterne inddrager i høj grad citater eller illustrative

interviewuddrag med henblik på at udfolde deltagernes perspektiv og

begrundelser.

CEnTRAlE ERfARIngER

Kollektiv vidensdeling og netværksdannelse

Resultaterne fra interviewundersøgelsen viser, at et lokalt erfaringsorienteret

samarbejde i Urbanplanen har været med til at igangsætte en positiv udvikling.

Mange af forældrene oplever, at den nye viden om deres børns hverdagssammenhænge

og mødet med engagerede ressourcepersoner har styrket deres

mulighed for at tage del i deres børns hverdag. Det var særligt oplevelsen af at

være en del af et handlekraftigt socialt netværk og at deltage i en åben kollektiv

erfaringsudveksling, der skabte en ny bevidsthed hos forældrene om, hvordan de

kan udøve aktiv indflydelse på egne livsbetingelser.

Kombinationen af en kollektiv bevidstgørelse og en omfattende fleksibel professionel

støtte til at håndtere konkrete socioøkonomiske betingelser åbnede således

op for nye perspektiver og måder at indgå i relation til hverdagens udfordringer

på. For flere forældres vedkommende bidrog det til nye håb for fremtiden og fornyet

mod på at gå i dialog med de lokale professionelle. Der er således sket en

kvalitativ forandring i mange af forældrenes oplevelse af forholdet til deres omgivelser

og deres handlemuligheder. Det er en forandring som vanskeligt lader sig

indfange i krav om en synlig og målbar effekt, men som ikke desto mindre er et

vigtigt led i at styrke deres samfundsmæssige deltagelse og skabe en konstruktiv

udvikling i lokalområdet.

Integration: en social frembringelse med afsæt i et fælles tredje

Erfaringerne fra projektet viser, at det styrker integrationen at mødes om fælles

oplevelser og aktiviteter i et anerkendende fællesskab, hvor man er sammen

om noget andet end problemerne i kraft af et fælles engagement, der indeholder

positive fremtidsvisioner.

Resultaterne fra interviewundersøgelsen peger på, at forældrene oplevede graden

af medindflydelse som afgørende for deres udbytte af kurset. Således fortæller

de deltagende familier, at de i høj grad profiterede af en dialog med de

professionelle deltagere, når den tog form af et dialogisk samarbejde med afsæt i

deres konkrete hverdagserfaringer. Omvendt havde oplæggene mere begrænset

anvendelsesværdi, når oplægsholderne ikke formåede at skabe forbindelser mellem

deres egen viden og familiernes erfaring og problemforståelser.

For de unges vedkommende blev temaaftenernes fokus på børneopdragelse og

en oplevet mangel på gennemsigtighed i forhold til aktiviteternes formål i nogen

grad en barriere for at skabe et positivt rum for deres deltagelse. Dét at alliancen

mellem forældre og professionelle blev bygget op om en eksternt defineret problemdefinition

gav de unge en oplevelse af at blive fremstillet som et problem,


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 10 11

der i visse tilfælde stod i et negativt modsætningsforhold til fællesskabet. Det er

derfor vigtigt, at der i lignende projektforløb afsættes flere ressourcer til at give

de unge medindflydelse på problembestemmelsen, så de ikke oplever at være i

opposition til en positiv udvikling. Man må således understøtte de unge i at udøve

kompetent medindflydelse på processen og forståelsen af situationen, da

det er forudsætningen for at se sig selv som en sidestillet og medansvarlig deltager,

der har noget at bidrage med.

Erfaringerne viser, at det er afgørende at invitere alle parter – både forældre,

unge og professionelle aktører – med i mobiliseringen af de fælles visioner. Således

må integrationsindsatser være en bredt funderet fælles frembringelse, hvor

alle aktører involveres i processen og i definitionen af projektets mål. Hvis de

involverede i højere grad inddrages i projektudviklingen, er der også større sandsynlighed

for, at flere oplever et ejerskab over processen, som kan være med til

at sikre udviklingens videre forankring.

Bred mobilisering som basis for udviklingsprocessens forankring

Projektet var for mange af de deltagende familier en vigtig start på en positiv

udvikling. Dog står flere forældre stadig i en presset situation med begrænsede

sprogkundskaber og socioøkonomiske ressourcer, hvorfor der fortsat er behov

for at støtte op om familiernes deltagelse. Set i lyset af det behov, er det en begrænsning,

at det kun delvist lykkedes at mobilisere de lokale professionelle i

børnenes hverdagssammenhænge til aktiv deltagelse i projektforløbet, da det

betyder, at gensidigheden i dialogen har vanskelige vilkår.

Den manglende bredde i inddragelsen af de lokale aktører må ses i lyset af en

tidspresset opstartsfase, hvor der ikke var den fornødne tværfaglige vidensdeling

og koordinering, det kræver at forankre et projekt lokalt. Da integrationsprocessens

kontinuitet afhænger af et lokalt forankret gensidigt samarbejde, er det dog

afgørende, at der fremover investeres mere tid og flere ressourcer i den indledende

planlægnings- og motivationsfase. Det kan skabe bedre præmisser for at

sikre en tydelig organisatorisk struktur og ansvarsfordeling internt i projektet samt

for at motivere det lokale netværk til at blive en aktiv del af processen fra start.

Herunder må SSP-lokaludvalget og repræsentanterne fra skolerne i højere grad

inddrages i visiteringsprocessen og være synlige under hele forløbet.

Begrænsningerne ved den nuværende implementering relaterer sig dog langt fra

kun til den konkrete organisering af projektet men i lige så høj grad til de pressede

hverdagsbetingelser, de lokale aktører generelt er underlagt. Udviklingen

i familiekursus-fællesskabet er således betinget af konkrete samfundsmæssige

betingelser, hvor en økonomisk satsning på kortvarige projektindsatser placerer

et tungt ansvar på lokale initiativer og vanskeliggør en implementeringen af langsigtede

udviklingsperspektiver. Det hverken kan eller skal familierne eller lokale

ildsjæle alene holdes ansvarlige for.

Erfaringerne understreger, at familiekurset er et meget vigtigt første skridt på

vejen mod en bedre integration, men at integrationens succes på længere sigt

hviler på, at der økonomisk og politisk frigøres ressourcer og tid til, at de lokale

aktører kan indgå i samarbejdet og være med til at fortsætte den positive udvikling.

Hvis helhedstænkningen i højere grad forankres organisatorisk og økonomisk,

kan projektet bidrage til at fremme familiernes integration ved at styrke en

gensidig dialog mellem de parter, der udgør hinandens udviklingsbetingelser i

lokalsamfundet. Evalueringen peger således på, at familiekurset er et projektkoncept,

som har et stort potentiale for at danne ramme om gensidig læring i kraft af

et fælles positivt defineret engagement, der kan være med til at bygge bro mellem

børnenes handlesammenhænge.


InTERn EVAlUERIng

af Mette gram


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 14 15

TAK TIl

• Bidragsydere: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration,

BG-Fonden og SSP-København

• Projektgruppen: Annette Bülow, Helle Dalgaard, Leah Dippenaar,

Lene Jonshøj, Anette Kloster, Jimmie Gade Nielsen, Steffen Pedersen

og Jørgen Ullman

• Børnepassere: Siham, Samir, Mohamed, Anas, Suphi, Saleh

• Frivillige oplægsholdere: Hans Rasmussen, Kefa Abu Ras, Majda

Hamad, Kirsten Nielsen, Pernille Mahon Hansen, Özlem Cekic,

Helle Dalgaard, Lene Nielsen, Michael Meyer, Katina Rasmussen og

Steffen Pedersen

• Tolk: Inas El-Subaihi

• Oplægsholdere: Ahmet Demir, Basim Osman, Awasir Khalid.

• Og til alle de deltagende familier, som gjorde kurset muligt

foRoRD TIl InTERn EVAlUERIng

I 2010 modtog projektet ”Familiekursus for etniske minoriteter” økonomisk støtte

fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, BG-fonden og SSP-København

til at gennemføre et helhedsorienteret tiltag i forhold til udsatte børnefamilier

med etnisk minoritetsbaggrund i Urbanplanen på Amager i København.

Baggrunden for projektet var en kriminalitetsbekymring for børn og unge med

etnisk minoritetsbaggrund i Urbanplanen samt et ønske om i højere grad at inddrage

forældrene i deres børns opdragelse og styrke deres handlekompetencer.

Projektet var inspireret af tidligere afholdte familiekurser på Indre Nørrebro og i

Televænget , og de gode erfaringer disse havde vist.

Initiativtageren til ”Familiekursus for etniske minoriteter” var projektkoordinatoren

i den helhedsorienteret boligsociale indsats Partnerskabet.

Den oprindelige ansøgning opnåede ikke at modtage de ansøgte økonomiske

midler, hvorfor projektet blev udskudt og ansøgt på ny i en revideret udgave. Det

betød, at projektperioden blev reduceret med en måned, arbejdstimer beskåret

og samlet set blev gennemført med et revideret budget.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 16 17

EVAlUERIngEnS oPBygnIng og fREMgAngSMåDE

Evalueringen består af en intern og en ekstern del.

Den interne evaluering er foretaget af projektlederen, eftersom det er denne,

som har fulgt hele projektet samt familiernes udvikling på nært hold. I den interne

evaluering indgår projektets formål og målsætning, selve indholdet på kurset,

organisering og andre faktuelle oplysninger. Af juridiske årsager er det samtidigt

projektlederen, som har fulgt op på de kvantitative projektmål fx indhentning af

oplysninger fra institutioner, ajourføring af krimistatistik fra politiet, kontakt til skoler/institutioner

samt data så som fremmødeprotokol og andet deltagelsesdata på

kurset. Afslutningsvis rundes den interne del af evalueringen af med refleksioner

vedrørende indeværende projekt og i forlængelse heraf af anbefalinger i forhold

til opstart af lignende tiltag.

Den eksterne del omhandler interviews med deltagerne i projektet. Denne del er

foretaget af Rikke Kann, som studerer psykologi på Københavns Universitet og

har taget en overbygning i social-, udviklings og integrationspsykologi. Den eksterne

del vil blive præsenteret nærmere i dette selvstændige afsnit.

Evalueringen omfatter en slutevaluering. Udover at vurdere indsats, resultater og

målsætninger – er der i evalueringen lagt vægt på det fremadrettede perspektiv i

form af refleksioner og anbefalinger, således at evalueringsrapporten kan drage

nytte i forhold til nye projekter af lignende karakter andre steder.

InDlEDnIng

Baggrund

Urbanplanen, hvor ”Familiekurset for etniske minoriteter” blev gennemført, er et

alment boligområde, hvor der lever over 5000 beboere. Halvdelen af beboerne

har en anden etnisk baggrund end dansk. Endvidere er andelen af unge i boligområdet

dobbelt så stor i forhold til Københavns Kommune som helhed, og andelen

af unge med etnisk minoritetsbaggrund i alderen 7-24 år, som bor i boligområdet,

er på 59% - i resten af Københavns Kommune udgør aldersgruppen 25%.

Området er karakteriseret ved, at mange står udenfor arbejdsmarkedet og oftest

lever på kontanthjælp.

Baggrunden for projektet var, at boligområdet gennem noget tid havde haft problemer

med udsatte børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund. De sås ofte

hænge ud sent om aftenen, og der havde periodevis været en del hærværk og

brandstiftelser, hvilket skabte utryghed blandt de øvrige beboere. Samtidigt havde

Partnerskabet erfaret fra tidligere indsatser, at de fleste forældre ikke havde

et detailleret kendskab til, hvad deres børn/unge lavede ude sent om aftenen, og

det kunne være svært at inddrage familierne aktivt – i særlig grad udsatte med

etnisk minoritetsbaggrund - i deres børns udvikling og opdragelse, så de bedre

bliver i stand til at tage vare på de problemer, som deres børn har. Tanken var,

at et familiekursus med inddragelse af hele familien med fokus på styrkelse af

forældrerollen i forhold til børneopdragelse kunne være med til at vende udviklingen,

til gavn for såvel lokalsamfundet som dynamikken i den enkelte familie.

formål og succeskriterier

Primære formål med familiekurset var:

• At påvirke uhensigtsmæssig adfærd og forbygge kriminalitet

blandt børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund ved at

inddrage forældrene i deres børns opdragelse og styrke

forældrenes handlekompetencer.

• At styrke en positiv integration for de deltagende familier på det

sociale, sproglige og kulturelle plan.

Dette skete på kurset via:

• at give familierne viden om og indsigt i de danske samfundsfor-

hold og vilkår, og herigennem øge deres navigering og handle-

kompetencer i det danske samfund

• at tilbyde forældrene redskaber til i højere grad at kunne forstå

og opdrage deres børn, så forældrene på sigt vil blive i bedre


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 18 19

stand til at udfylde deres forældrerolle/ansvar

• at skabe kontakt og dialog mellem familierne og de lokale offent

lige ansatte og andre professionelle i lokalområdet samt at

få viden om de institutioner og andre fritidstilbud, som eksisterer

i området

• at familierne får fælles oplevelser med hinanden – med særlig

fokus på samværet mellem forældrene og deres børn

• at give familierne mulighed for at møde andre med tilsvarende

udfordringer, som de selv oplever i det danske samfund

– og herved opbygge netværk og socialt samvær på tværs

af familierne i lokalområdet

Succeskriterier/projektmål

• 60% af børnene, som ikke i forvejen er medlem af en fritidsinstitution og/el

ler sportsklub, bliver dette

• 70% af børnene klarer sig bedre i skolen i forhold til året før

• Minimum halvdelen af de unge/teenagebørnene (13-18 år) har deltaget i

75% af aktiviteter

• 75% af børnene/de unge begår ikke kriminalitet i perioden (registreret)

• 60 % af forældrene opfylder aftalen om aktivt at medvirke i deres børns

skole og fritidsliv, herunder deltager i forældremøder på skoler og i institution

• 85% af deltagerne har fået en bedre forståelse af det danske

samfundssystem

• Minimum halvdelen af fædrene har deltaget i 75% af aktiviteterne

• 75% af familierne, som ikke i forvejen har dannet lokale netværk i lokalom

rådet, har gjort dette

• Alle deltagere, som ikke kan tale dansk, skal – inden kursets afslutning –

været startet på et danskkursus

fAKTA oM PRoJEKTET

Målgruppen

Der var 12 deltagende familier på kurset - alle arabisk talende. Nogle af familierne

bestod af enlige forældre grundet skilsmisse eller dødsfald. Familierne, som

deltog i kurset, havde mellem et og fire børn. Der var en overvægt af familier

med irakisk baggrund på kurset, men også deltagere med marokkansk, tunesisk

og syrisk baggrund. Størstedelen af forældrene stod udenfor arbejdsmarkedet,

hvilket for de fleste betød, at de levede på kontanthjælp. Enkelte forældre, såvel

mødre som mænd, var på arbejdsmarkedet.

Der deltog såvel familier med få ressourcer, såvel som nogle med flere – ideen

med at få en blandet gruppe var, at nogle forældre ubevidst kunne fungere som

rollemodeller. Nogle familier var meget religiøse – andre ikke. Familierne stod

overfor forskellige udfordringer i deres liv; nogle havde kriminelle børn, havde

børn med problemer i skolen, oplevede konflikter i hjemmet, nogle forældre havde

psykosociale vanskeligheder.

Projektets organisatoriske opbygning

Projektet bestod rent organisatorisk af en styregruppe, en projektgruppe og en

sekretariatsgruppe. Styregruppen havde det overordnet ansvar for kurset i forhold

til økonomi og rammer og skulle sikre de personalemæssige og økonomiske

ressourcer. Det var dog projektlederen, som i samarbejde med projektkoordinatoren

havde det overordnede daglige arbejde med økonomien.

Projektgruppen bestod af forskellige SSP-repræsentanter og andre professionelle

i området, herunder pædagoger, lærere, socialkonsulenter – udover projektlederen,

integrationsmedarbejderen og projektkoordinatoren. Projektgruppen

fungerede som faglige sparringspartnere og fulgte projektet tæt. Flere fra projektgruppen

blev endvidere inddraget som oplægsholdere på kurset med netop deres

specialviden, når dette fandtes relevant. Der blev afholdt møder i projektgruppen

hver 3. måned.

Den mindste enhed i projektet var sekretariatsgruppen, som bestod af projektkoordinatoren,

integrationsmedarbejderen og projektlederen. Deres opgaver var at

forberede og følge op på familiekursets aktiviteter og møder. Møderne blev endvidere

brugt til at drøfte eventuelle opståede problemstillinger. Gruppen havde

specielt i opstartsfasen hyppige møder, senere blev de afholdt efter behov.

Projektmedarbejder og integrationsmedarbejder.

På ”Familiekurset for etniske minoriteter” var der en projektleder (30 timer) og

en integrationsmedarbejder (18,5 timer ) ansat, som arbejdede tæt sammen og

kompletterede hinanden. Projektlederens primære arbejdsopgaver var til at begynde

med at tilrettelægge og udarbejde hele kursusforløbet herunder rekruttering

af oplægsholdere mv. Senere deltog projektlederen endvidere i møder med

familierne i forbindelse med møder med socialforvaltning, jobcenter, institutioner

mv. Integrationsmedarbejderen havde irakisk baggrund, som de fleste familier

også havde. Integrationsmedarbejderens primære indsats var rettet mod rekruttering,

fastholdelse og kontakt til de familier, som ikke beherskede dansk. Samtidigt

tolkede hun i samtaler mellem projektlederen og familierne. Integrationsmedarbejderen

stod også for mange af de praktiske opgaver så som indkøb og

koordinering af opgaver vedr. fællesspisning på kurset.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 20 21

Visitation til familiekurset

I opstartsfasen udarbejdede projektlederen og integrationsmedarbejderen en

folder på dansk og arabisk til orientering til de lokale samarbejdspartnere; skoler,

institutioner, socialcenter mv. som personalet kunne dele ud til familier, som de

mente kunne have gavn af et sådant kursus. Projektlederen og integrationsmedarbejderen

deltog endvidere i informationsmøder for at orienterer om kurset på

forskellige steder. De forskellige samarbejdspartnere meldte efterfølgende tilbage

med navne på familier, som de mente, kunne være relevante i forhold til dette

tilbud. Midtvejs i denne proces gjorde medarbejderne på en institution opmærksom

på, at der eksisterer nogle juridiske regler i forhold til udveksling af oplysninger

om familier (tavshedspligt), og at visitationen til kurset ikke kunne foregå på

denne måde. For at følge de gældende regler skulle visitationen til kurset foregå

gennem det lokale SSP-netværk. Årsagen til informationen mht. de juridiske regler

ikke var blevet videregivet til projektlederen var, at repræsentanten, som repræsenterede

SSP i projektet, var på plejeorlov. Projektet fik en lidt skæv opstart

set i dette lys. De 12 familier, som endte med at deltage var blevet visiteret fra

mange forskellige instanser; to familier var blevet foreslået fra socialcentret , tre

familier fra skoler og institutioner, en enkelt familie kom fra et andet familiekursus

i området, hvor de ikke havde plads til familien. Endvidere blev flere familier visiteret

fra integrationsmedarbejderen, som havde kendskab til familierne via tidligere

projekter afholdt i Urbanplanen. Integrationsmedarbejderen havde kendskab

til deres baggrunde og problemer. Efter henvisningerne tog integrationsmedarbejderen

kontakt til familierne og fortalte kort om projektet, og om vi måtte komme

på besøg og fortælle om det. Ved hjemmebesøget fik familierne også informationsfolderen

udleveret.

familiecoach

Der var endvidere tilknyttet en familiecoach i projektet (i projektbeskrivelse er

denne benævnt mentor, der er dog valgt at anvende betegnelsen familiecoach

i indeværende evaluering). Familiecoachens havde flere roller i projektet. Hun

deltog indledningsvis i weekendturen til Bornholm for at lære familierne at kende

og senere som oplægsholder på kurset. Sideløbende fungerede hun som familieterapeut

i arbejdet med individuelle problemstillinger hos familierne, i det omfang

dette fandtes relevant og nødvendigt.

Tolk

Der var en tolk tilknyttet kurset efter behov. Tolken boede i boligområdet og var

blevet brugt i andre lokale projekter tidligere. Tolken blev brugt til at tolke under

de forskellige oplæg og debatter samt under evalueringsinterviews. I de tilfælde

hvor tolken ikke havde mulighed for at komme og tolke, tolkede integrationsmedarbejderen.

Det var endvidere en løsning, som blev anvendt for at spare penge.

Projektets finansiering

Projektet var økonomisk støttet af BG-Fonden med 335.000 kr. ”Ministeriet for

flygtninge, indvandrere og integration” støttede med 300.500 kr. og SSP Københavns

bidrag var på 80.000 kr. Boligforeningen 3B medfinansierede med

227.000 kr.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 22 23

Projektets tidsplan

Projektet var bygget op omkring tre faser:

1. fase: Planlægnings- og motivationsfase (1. marts 2010 – 4. maj 2010)

Denne opstartsfase havde to grundlæggende arbejdsområder. Først og fremmest

skulle der rekrutteres relevante familier til kurset. Dernæst skulle selve kursets

indhold planlægges, programmet skulle sammensættes og såvel interne som

eksterne oplægsholdere, tolk og ”børnepassere” kontaktes og bookes.

2. fase: Aktivitetsfase (5. maj 2010 – 9. februar 2011)

Aktivitetsfasen bestod af selve undervisningen, oplæg og udflugter samt en

weekendtur til Bornholm i midten af juni måned. I aktivitetsfasen tog projektleder

og integrationsmedarbejderen endvidere på hjemmebesøg og afholdte familiesamtaler.

3. fase: Evalueringsfasen (10. februar 2011 – 31. marts 2011)

De sidste knap 2 måneder var afsat til evaluering, internt og eksternt.

Projektperioden var oprindeligt planlagt og ansøgt til at vare fra 1. marts 2010 –

31. januar 2011, men blev i aktivitetsfasen ansøgt om at blive forlænget på to måneder.

Det skyldes, at der blandt familierne eksisterede et ønske om flere kursusgange

(med et bestemt tema og en bestemt oplægsholder), og da der samtidigt

fandtes overskydende midler i budgettet, ansøgte vi om forlængelse hos vores

sponsorer. Dette blev godkendt, og projektet afsluttedes således den 31. marts

2011.

Beskrivelse af projektets indhold

Familiekurset var helt overordnet tilrettelagt, så det bestod af en vekselvirkning

mellem dialogbaseret oplæg/undervisning samt udflugter/sociale arrangementer,

som primært skulle understøtte de forskellige undervisningstemaer. Aktiviteterne

blev afholdt på en fast ugedag hver 14. dag.

Undervisningen var koncentreret om temaer som børneopdragelse, kommunikation,

kulturelle forskelle, forældreroller kontra børne/ungeliv, den danske folkeskole

(herunder de gratis tilbud i lokalområdet fx. lektiehjælp), forældresamarbejde

(bl.a. skoler/institutioner), den danske samfundsopbygning og struktur. Undervisningen

var som udgangspunkt tilrettelagt med professionelle oplæg med plads

til efterfølgende debat, hvor forældrene havde mulighed for at komme på banen

med deres forskellige problematikker og erfaringer.

Imens forældrene deltog i undervisningen var der arrangeret forskellige aktiviteter

som fx undervisning i forskellige sportsgrene samt udflugter for børnene/de unge.

For at styrke familiernes forhold internt, kontakten mellem de deltagende familier

samt til de ansatte var familierne og de ansatte på et weekendophold i juni.

Der blev endvidere afholdt individuelle familiesamtaler hjemme hos familierne.

Formålet med disse samtaler var at kortlægge de enkelte familiers ressourcer og

behov, samt at identificere de konkrete barrierer hos den enkelte familie og det

enkelte familiemedlem. Det primære mål var at støtte op om børnenes situation.

Familiesamtalerne gav samtidigt mulighed for løbende at måle projektets succeskriterier

ved at vurdere og evaluere familiernes udbytte af projektet. Samtalerne

blev med tiden afløst af mere konkrete individuelle støtteforanstaltninger i forhold

til akutte opståede problemstillinger hos de enkelte familier så som fx kontakt til

diverse sociale myndigheder, skoler/institutioner, beskæftigelsesindsatser, rådgivningsenheder.

UnDERVISnIng, AKTIVITETER, UnDERVISERE og

nETVæRKSPERSonER

fællesspisning

Hver undervisningsgang blev indledt med fællesspisning, hvor familierne sad

samlet og spiste. De fleste gange havde to forældre fra to forskellige familier

sammen til opgave at lave mad til de øvrige på kurset. Af tidsmæssige årsager

blev der enkelte gange bestilt mad udefra. Til afslutningsfesten havde hver enkel

familie til opgave at have en ret med til den fælles buffet. Efter fællesspisningen

deltog forældrene i undervisningen, og børnene/de unge tog til deres planlagte

aktiviteter/udflugter.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 24 25

Fællesspisningen var – udover at være en hyggelig start på kurset – en nødvendighed,

hvis hele familien skulle møde op på kurset. Samtidigt var det en god

indfaldsvinkel til at styrke sammenholdet og udvikle såvel forældre som børns

relationer på kurset.

Undervisere og netværkspersoner

Der blev anvendt såvel eksterne som interne oplægsholdere i undervisningen.

De eksterne undervisere var fx familieterapeuter, psykologer - de interne var

professionelle aktører fra lokalområdet. Størstedelen af de eksterne oplægsholdere

havde selv etnisk minoritetsbaggrund. Disse var naturligvis udvalgt i forhold

til selve emnet i undervisningen, men også i forhold til at de havde et fælles udgangspunkt

med familierne. De underviste i emner, som de selv havde personlige

erfaringer med, hvilket havde indflydelse på, hvor tæt de kunne komme på

familierne.

Undervisning og formål

Den 5. maj blev der afholdt velkomst og informationsaften på kurset. Her præsenterede

projektleder og integrationsmedarbejderen sig og selve kursusprogrammet

blev fremlagt. Deltagerne havde samtidigt mulighed for at stille spørgsmål

til programmets indhold. Efterfølgende var der fællesspisning og musikalsk

underholdning.

Den 19. maj var den første reelle kursusaften med teamet ”Den danske folkeskole

– mødet med det danske skolesystem”. En repræsentant fra den lokale lektiehjælp

under Dansk Flygtningehjælp kom og gav informationer, så de forældre,

som ikke havde kendte til denne ordning og evt. ikke selv magter at hjælpe deres

børn med deres hjemmearbejde, fik kendskab til, hvor deres børn kan henvende

sig for at få hjælp. Herefter kom to kvinder fra ”Brug for Alle Unge” under Integrationsministeriet

og fortalte om deres oplevelser af splittelsen mellem egen kultur i

hjemmet og skole/fritidsinstitutions-kulturen samt om opdragelsen af deres egne

børn i denne ”kløft”. Det primære formål med oplægget var, at forældrene kunne

høre om andres erfaringer i forhold til at håndtere de udfordringer, der kan opstå,

når man er etnisk minoritetsforældre i Danmark – fx oplevelsen af deres børn er

blevet ”for danske”.

Næste kursusaften den 26. maj var forældrene og de lidt større børn på rundtur

i lokalområdet og besøgte forskellige udvalgte fritidsinstitutioner, hvor de blev

mødt af personalet, som fortalte om, hvad institutionen kunne tilbyde deres børn.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 26 27

Oplægsholderne var her fra projektgruppen og det lokale SSP-samarbejde. Formålet

var, at de forældre, som havde børn, som ikke var tilknyttet en fritidsinstitution,

kunne få et billede af, hvad fritidsinstitutioner er for en størrelse. Endvidere

var formålet for de forældre, som havde børn, som allerede var tilknyttet fritidsinstitutioner,

ville få viden om vigtigheden af samarbejdet mellem forældrene og institutionen

– og herved på sigt i højere grad ønske at deltage aktivt i deres børns

fritidsliv.

Den 2. juni var temaet; forældrerolle/ansvar samt børne/ungeliv. Formålet var helt

overordnet at få større viden om børneopdragelse. Emnerne var koncentreret

om forældreroller vs. børneroller. Forældrene fik indsigt i forskellige redskaber i

forhold til konfliktløsning og til en bedre forståelse af hinanden internt i familierne,

samt ideer til hvordan man i højere grad deltager aktivt i sine børns liv og betydningen

heraf. Oplægsholder og debattør var cand. pæd. og familieterapeut

Ahmet Demir.

14 dage efter blev der afholdt informationsaften om weekendens tur til Bornholm

med familierne. På mødet havde familierne mulighed for at stille spørgsmål og

forskellige opgaver og ansvarsområder blev uddelegeret.

Grundet skolernes sommerferie samt den efterfølgende Ramadan var der ikke

kursusaftener igen før den 18. august. Den første undervisning efter pausen omhandlede

sundhed og motion, hvor to sundhedskonsulenter kom og fortalte om

hvilke forskellige motionstilbud, der eksisterer i lokalområdet samt, hvordan man

bedst kommer i gennem Ramadanen set ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv.

Den 8. september havde kurset besøg af psykolog Basmin Osman. Formålet

med denne aften var at få større viden om og forståelse for danske opdragelsesmetoder

og forskellen på denne og den arabiske opdragelseskultur. Basim Osman

holdt indledningsvis et oplæg, hvorefter der var debat.

Den 22. september var forældrene og de større børn på udflugt til den lokale

politistation, Station Amager. Det var politiets SSP-repræsentant, som også sad

i familiekursets projektgruppe, der i samarbejde med projektlederen og integrationsmedarbejderen

havde tilrettelagt, hvilke temaer der ville være aktuelle at få viden

om og få debatteret i forhold til netop denne gruppe af familier. Formålet med

udflugten var helt overordnet at forbygge forebygge kriminalitet blandt børnene

og de unge ved at få større viden om, hvad kriminalitet er, en bedre forståelse for

politiets arbejde og hvordan lovgivningen er indenfor området.

Aftenen blev indledt med en rundvisning på stationen, hvorefter undervisningen

var koncentreret om temaer som; kriminalitet, straffeattester, hærværk, vold, vå-

benlov og hash. Afslutningsvis blev det drøftet i plenum, hvordan man kan forholder

sig som forældre, hvis man har mistanke om, at ens børn er på vej ud i noget

kriminelt - og den anden vej rundt; hvordan man som ung går til sine forældre,

hvis man har rodet sig ud i noget eller på vej til det.

Den 6. oktober bestod af en opsamling på temaaftener den 2. juni og den 8. september

omhandlende børneopdragelse og kulturforståelse. Mentor Awasir Khalid,

som har været tilknyttet projektet fra starten af, stod for undervisning denne aftenen.

Tiden blev brugt til, at forældrene i højere grad kunne komme til orde med

de problemstillinger, som rører sig i dem og få dem diskuteret i plenum samt få

kvalificeret modspil fra oplægsholderen.

Den 22. oktober, hvor det var skolernes efterårsferie, var der tilrettelagt en fælles

tur for familierne om dagen til DGI-byen. Familierne delte sig på kryds og tværs

på to forskellige aktiviteter; bowling eller legeland. De lidt større børn deltog i

bowlingturnering, og de mindste i et stort legeland, som var opstillet i anlednin-


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 28 29

gen af efterårsferie. Efterfølgende tog vi alle på tyrkisk restaurant og spiste aftensmad.

Den 9. november var forældrene og de store børn inviteret til rundvisning på

Christiansborg. Politiker Ôzlem Cekic stod for arrangementet. Familierne var på

rundvisning og hørte om emner som Grundloven, ligestillingen mellem mænd og

kvinder og de politiske partier. Rundvisningen blev rundet af i Folketingssalen,

hvor familierne havde mulighed for at stille spørgsmål. Udover at opleve Folketinget

indefra, var formålet at få større viden om det danske folkestyre og få en

forståelse for demokratiets opbygning. Aftenen blev afsluttet med en fælles middag

ude i byen.

Som beskrevet tidligere havde forældrene ønsket flere kursusgange, hvor de selv

var med til at bestemme temaerne. De ønskede samtidigt, at det var mentor Awasir

Khalid, som stod for undervisningen. Kurset blev derfor udvidet med fire ekstra

undervisningsgange med de temaer, som forældrene efterlyste, og som Awasir

Khalid efterfølgende forberedte. De to første undervisningsgange blev afholdt

den 24. november og den 1. december med overskrifterne ”Selvværd og selvtillid

– hvordan kan man bruge disse to begreber i opdragelsen?” og ”Opdragelse og

kommunikation – er opdragelse kun et kulturelt fænomen?”

Forskellige konsulenter var på besøg fra jobcenter og forskellige enheder på socialcenter

den 15. december. Det var en af netværkspersonerne fra projektgruppen,

som havde stået for at booke folk fra socialcenteret til denne aften. Formålet

var, at forældrene kunne høre, hvad socialcenter og jobcenter egentlig er for

størrelser - hvad de kan tilbyde og hjælpe familierne med. Det var samtidigt en

mulighed for – begge veje – at få et indtryk af hinanden og forhåbentlig nedbryde

eventuelle fordomme og på sigt få et bedre samarbejde familierne og instanserne

imellem. For socialcentret var der repræsentanter fra voksenteamet, enkeltydelser,

børnefamilieenheden samt en skolesocialrådgiver. Jobcenteret blev repræsenteret

af en jobkonsulent. Hver repræsentant holdt en 10 minutters oplæg,

hvorefter der var spørgetid.

Den 12. og 26. januar blev de sidste to undervisningsgange med Awasir Khalid

afholdt med temaer om ”medbestemmelse i hjemmet” og ”straf/belønning i opdragelsen”,

som flere familier havde ytret ønske om at debattere.

Afslutningsfesten blev afholdt den 9. februar. Projektlederen holdt en afslutningstale,

hvor bl.a. en af familierne blev præmieret for deres 100% fremmøde! Der

var endvidere underholdning af en ung irakisk/ palæstinensisk pige, som fremførte

sine egne sange samt en kendt irakisk sang. To af pigerne fra kurset, som var

blevet inddraget i planlægningen af afslutningsfesten, stod for to selskabslege –

en stoleleg for børnene og de unge samt en familiequiz, hvor familierne dystede

mod hinanden.

Aktiviteter for børnene/de unge

Efter fællesspisning, når forældrene deltog i undervisning, deltog børnene og de

unge i forskellige tilrettelagte aktiviteter. I kursusperiode prøvede de forskellige

sportsaktiviteter (fx undervisning i (almindelig) karate og bodykarate, bowling,

forskellige boldlege og andre sportslege). Af andre arrangementer kan nævnes

biografture og juletræsfest på Christiansborg

Desuden deltog de ældste børn også i nogle af de arrangementer, som deres

forældre var inviteret til, og hvor det gav mening, de deltog fx hos politiet og på

Christiansborg. De mindste børn deltog ved disse begivenheder i særskilte aktiviteter;

fx på forskellige ture i lokalområdet, lærte tryllekunstner og klovnetricks af

en professionel.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 30 31

WEEKEnDTUREn TIl TUREn TIl BoRnHolM (DEn 18. JUnI – 20.

JUnI 2010)

formål

En del af kursusprogrammet var en forlænget weekendtur til Bornholm. Turen

havde først og fremmest det mål af styrke det sociale; såvel familierne indbyrdes

(herunder at børnene/de unge fik en mulighed for at opleve nogle nye sider

hos deres forældre) familierne imellem og en mulighed for de professionelle at

lære familierne bedre at kende. Et andet vigtigt formål var, at familierne oplevede

en anden del af Danmark, og at Danmark ikke kun ”ser ud” som Urbanplanen.

Mange af deltagerne – primært forældrene – anede ikke, hvor Bornholm ligger og

heller ikke, det var en ø! På den måde havde turen også et kulturelt perspektiv.

Deltagere

Af de daværende 11 familier, som indtil da havde deltaget på kurset, var der kort

før tid, tre af familierne, som af forskellige akutte årsager sprang fra turen. Den

ene da hun blev nødt til at rejse til oprindelseslandet pga. alvorlig sygdom i familien,

den anden grundet hendes søns fængselsophold blev forlænget, og hun følte

sig meget træt, rent mentalt. Den tredje familie, som ikke kunne deltage, skyldes

en konflikt med en anden af kursets familier. Til gengæld kom der en ny familie

med, som gerne ville deltage på kurset, og som derfor kom med på selve turen i

sidste sekund. Ud af de 10 familier deltog der således 9 familier på Bornholmturen

– 40 personer i alt. Herudover deltog projektlederen og integrationsmedarbejderen,

en SSP-repræsentant fra politiet samt projektets tilknyttede mentor.

Indhold

I weekendturens planlægningsfase blev det besluttet at finde en god balance

mellem arrangementer og ”fritid”. På den ene side skulle der ske noget, men

samtidigt skulle der også være plads til de respektive familier havde tid til at

hygge sig hver for sig og med hinanden. De ansatte skulle også have plads til at

lære familierne at kende – uden der foregik for meget.

Familierne ankom til Allinge-Sandvig først på eftermiddagen og blev indlogeret i

feriehuse i Feriecenter Storløkke. Herefter gik nogle af familierne tur ved vandet

eller til havnen. Andre handlede i supermarkedet, og børnene legede og spillede

fodbold.

Der var bestilt aftensmad på feriecentret, så alle kunne spise aftensmad sammen.

Familierne havde på informationsmødet forinden fået at vide, at de selv

skulle betalte og sørge for morgenmad og frokost til deres egne familier. Efter

aftensmaden gik alle ned til kysten, hvor børnene legede, nogle voksne og deres

børn samt SSP-repræsentanten fra politiet spillede volleyball. Flere sad i mindre

grupper på kryds og tværs af familie- tilhørsforhold og sludrede.

Senere på aftenen legede børnene med de forskellige aktiviteter, som feriecentret

tilbød og hyggede sig i mindre grupper, fædrene så VM fodboldkamp sammen,

og kvinderne fik læst horoskoper i selskab med integrationsmedarbejderen

og mentoren.

Om lørdagen var der arrangeret en fisketur for fædre og sønner, hvor SSP-repræsentanten

fra politiet deltog. I mens tog projektlederen, integrationsmedarbejderen

og mentoren sammen med kvinderne og deres døtre på en lang vandretur

langs kysten. Om eftermiddagen svømmede børnene i swimmingpool, legede,

nogle spillede bordtennis osv. Der var igen fællesspisning (aftensmad), og bagefter

en bordtennisturnering i kælderen. Om aftenen spillede Danmark VM kamp,

så dem som havde lyst til at se kampen sad sammen i en af familiernes hus og

så den. Kvinderne tegnede, dansede og snakkede.

Søndag formiddag skulle familierne på en heldagstur. Deltagerne blev afhentet af

en bus og kørt rundt til udvalgte steder på Bornholm. Der var hyret en lokalguide,

som kunne fortælle familierne om de forskellige kulturelle og historiske seværdigheder

undervejs, med integrationsmedarbejderen som tolk.

Første stop var Hammershus, hvor de første timer blev tilbragt med rundvisning

i området. Herefter kørte bussen videre langs kysten til Gudhjem, hvor der var


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 32 33

bestilt frokost på havnens røgeri. Efterfølgende gik mange af familierne på egen

hånd rundt i byen. Turen gik herefter til Østerlars Rundkirke med guiderundvisning.

På vejen mod færgehavnen i Rønne blev der gjort et stop ved Rytterknægten

i Almindingen. Der var færgeafgang sidst på eftermiddagen med ankomst i

København ved 20-tiden.

Det var tydeligt, at såvel forældre som børn/unge havde en rigtig hyggelig tur, og

der blev knyttet bånd mellem såvel børn som forældre og skabt en godt internt

sammenhold på kurset. Det er samtidigt nævneværdigt, at der absolut ingen konflikter

var på turen overhovedet.

Opholdet godt kunne dog godt have været udvidet med en dag eller to. Det skyldes

primært, at det altid tager lidt tid ”at lande” et nyt sted og for at familierne

først rigtigt begyndte at komme hinanden og de ansatte ved efter et par dage.

SUCCESKRITERIER og MåloPfylDElSE

Projektmål og kommentarer/refleksioner hertil

• 60 % børnene, som ikke i forvejen er medlem af en fritidsinstitution

og/eller sportsklub bliver dette

Et af de mere overordnede mål var, at familiekurset skulle bidrage til en styrkelse

af børnenes og de unges positive og aktive deltagelse i (lokal-) samfundet. Tanken

var, at via en forøgelse af familiernes viden om de lokale tilbuds indhold og

muligheder, kunne kontakten samtidigt mellem familierne og de lokale aktører

blive mere positiv. Denne viden om og deltagelse i de lokale aktiviteter ville samtidigt

på sigt kunne styrke familiernes integration i det danske samfund samt have

et kriminaltpræventivt sigte. Eftersom børnene/de unge ville være optaget af et

mere positivt og aktivt fritidsliv, få nye bekendtskabskreds mm. vil risikoen for at

udføre kriminelle handlinger mindskes.

På kurset var det primære mål samlet set at give familierne en større viden om

de tilbud, som eksisterer i lokalområdet samt at motivere familierne til at benytte

disse. Endvidere ønskede vi at skabe dialog og kontakt mellem familierne og de

lokale offentlige ansatte, som har ansvaret for familiernes trivsel.

For at imødegå dette projektmål kom familierne i løbet af kurset på besøg på

forskellige fritids- og sportsinstitutioner. Her mødte de ansatte, som fortalte om,

hvad det vil sige at gå på en fritidsinstitution/i en sportsklub, og om de aktiviteter,

disse tilbyder, hvilke muligheder for økonomisk støtte, der eksisterer mv.

Ved konkret at tage ud og besøge disse steder ville de familier, som har børn,

som ikke er tilknyttet en fritidsinstitution og lign. endvidere mulighed for at ned-

bryde nogle af de eventuelle fordomme eller barriere, de kan have om sådanne

fritidstilbud og få et realistisk billede af, hvad fritidsinstitutioner egentlig er for en

størrelse.

Samtidigt ville de forældre, som har børn, som allerede er tilknyttet fritidsinstitutioner,

viden om vigtigheden af samarbejdet mellem forældrene og institutionen,

hvilket kan bidrage med, at de får lyst til at deltage aktivt i deres børns fritidsliv.

Der var i alt 8 børn på kurset, som ikke var tilmeldt en sportsaktivitet ved kursets

start.

Af disse 8 børn, piger såvel som drenge, er 5 startet til fodbold eller står på venteliste

til dette. To af disse er samtidigt også startet til tennis.

Der er endvidere flere på kurset, som allerede var tilknyttet en sports/fritidsaktivitet,

som i kursusperioden er begyndt at gå til nye aktiviteter samtidigt.

Flere af pigerne er endvidere startet til svømning for kvinder hver søndag sammen

med deres mødre. Der er her tale om meget religiøse familier, som under

andre omstændigheder ikke var startet til en aktivitet som svømning, hvis de ikke

havde deltaget på kurset. Der deltager i øjeblikket 5 mødre og 2 døtre, og flere

har ytret ønske om at starte. Det er således ikke kun børnene og de unge, som

er blevet mere aktive i deres fritidsliv, men også mødrene.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 34 35

På kurset blev der også arbejdet med at fastholde børnene i de aktiviteter, de

allerede var tilknyttet. Eksempelvis var en familie så utilfredse med den fritidsinstitution

deres søn gik i, så de overvejede at melde ham ud. Her blev de hjulpet

med at få kontakt til en ny fritidsinstitution, hvor sønnen så efterfølgende er startet

og fortsat er tilknyttet.

Succeskriteriet er således indfriet ud over forventning. Såfremt det ikke var blevet

indfriet er det dog også vigtigt at undersøge, hvilke årsager der kunne ligge til

grund for dette, som ligger udenfor dette projekts rammer. Eksempelvis var der

børn på kurset, som gik på privatskole, hvor de først har fri sidst på eftermiddagen

og herefter har mange timers lektielæsning. Grundet en travl skoledag kunne

de derfor tænkes ikke at have mulighed for at gå til diverse sports- og fritidsaktiviteter,

men på den anden side betyder det jo ikke, at de nødvendigvis ikke har et

aktivt liv, tværtimod. Man skal derfor være varsom med udelukkende at tolke det

som værende negativt, såfremt et succeskriterium, som dette ikke indfries.

• 70% af børnene klarer sig bedre i skolen i forhold til året før

På kurset tilegnede forældrene sig større viden om den danske folkeskoles kultur

og indsigt i deres børns skolegang, så de i højere grad ville få mulighed for og

lyst til at deltage aktivt i deres børns skoleliv, herunder i skole-hjemsamarbejdet.

I forlængelse heraf har de på kurset fået informationer om de gratis tilbud, der

eksisterer i lokalområdet, som kan have en positiv indflydelse på deres børns

skolegang fx gratis lektiehjælp.

Mange forældre på kurset havde ingen eller megen lidt kontakt til det danske

samfund, hvorimod deres børn er tilknyttet dansk skole mm. og således har den

danske kultur tæt ind på livet, herunder den danske skolekultur. Der kan på den

måde opstå en barriere mellem forældre og barn, når man er etnisk minoritetsforældre

i Danmark i splittelsen mellem to forskellige kulturer og normer. På kurset

blev der derfor arbejdet med, at forældrene blev udstyret med nogle konkrete

redskaber til at møde disse udfordringer med.

Det var tydeligt allerede fra et tidligt tidspunkt i kursusforløbet, at størstedelen af

forældrene på kurset ville have store vanskeligheder med aktivt at støtte deres

børn i forhold til deres lektier pga. sprogvanskeligheder. Dette skyldtes bestemt

ikke, at forældrene ikke havde lyst til at hjælpe deres børn, tværtimod – det var

et meget stort ønske hos forældrene, at deres børn passede deres skolegang

og på sigt fik en god uddannelse. Det primære mål var derfor at give forældrene

oplysninger om, hvor deres børn kunne få den nødvendige hjælp og motivere

dem til også at bruge denne service oftere. Hans Rasmussen fra Dansk Flygt-

ninge Hjælps lektiehjælp på det lokale bibliotek kom derfor på kurset og fortalte

om deres tilbud.

Skolerne melder om positiv fremgang for mange af børnene – dette drejer sig

primært om forhold som adfærd og koncentration. Der er enkelte, hvor skolerne

fortæller, at de har haft en meget positiv fremgang endda. Men der er også elever,

hvor lærerne ikke har kunnet mærke en ændring den seneste tid. Endvidere

var der også tilbagemeldinger på børn, som i forvejen klarede sig fint i skolen.

Projektets målsætning om, at 70% af børnene skal klare sig bedre i skolen kan

således ikke betragtes som værende helt opfyldt. Det er dog vigtigt at understrege,

at der også kan være øvrige forhold i børnenes/de unges liv, som har været

en medvirkende faktor, at målet ikke er nået, og således ikke tilskrives projektets

ansvar alene. I forlængelse kan man også sætte spørgsmålstegn ved det stillede

projektmåls rimelighed. At 70% af børnene skal udvise tydelig progression i deres

skolegang i kraft af en så kort projektmåde er måske ikke realistisk.

• Minimum halvdelen af de unge/teenagebørnene (13-18 år) har delta

get i 75% af aktiviteterne.

Erfaringer havde vist, at teenagerne i familierne er den sværeste gruppe at fastholde

på kurset (jf. Evalueringsrapporten fra SSP-Højskole for etniske minoritetsfamilier

på Indre Nørrebro og Familiekursus på Amagerbro).

Det viste sig dog ikke at være tilfældet i indeværende projekt; der deltog i alt 12

teenagebørn på kurset - 7 af disse har deltaget i 85% af kursets aktiviteter. Endvidere

har tre af de resterende unge deltaget i mellem 30-40% af aktiviteterne.

De sidste to af teenagegruppen har deltaget få gange – det er vigtigt at pointere,

at den primære årsag til deres fravær er uddannelse og sportsaktiviteter.

En af årsagerne til at det er lykkes, at fastholde de unge på kurset kan skyldes, at

der blev lavet særskilte arrangementer, som appellerede til netop denne gruppe.

De unge er fx blevet undervist i karate og været ude og bowle sammen. På den

måde har de unge oplevet også at være et fællesskab ”for sig selv”, hvor de har

mødt nye venner, og som de har fået nogle gode oplevelser med. Flere er også

blevet gode venner på kurset og ses nu også i deres fritid. Endvidere har vi haft

udflugter for hele familien, som forhåbentlig har medvirkende til, at de unge har

følt sig om en integreret del af kurset og ad den vej har lyst til at deltage kontinuerligt.

• 75 % af børnene/de unge begår ikke kriminalitet i perioden (registre-

ret)


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 36 37

Familiekurset havde også et kriminalpræventivt sigte. Der var enkelte af de deltagende

familier, som havde børn over 18 år, som havde været ude i kriminalitet.

Kurset var rettet mod, at de øvrige børn fra disse familier under 18 år ikke også

kommer ud i en kriminel løbebane. Men der var dog også nogle af de unge (under

18 år), som deltog på kurset, som inden kursets påbegyndelse havde været

antastet af politiet. Det drejer som forseelser som hærværk, uro og uroden samt

røveri.

Politiets gennemgang af kriminalstatistikken ved afslutningen af Familiekurset

viser, at ingen af børnene/de unge har været i kontakt med politiet i kursusperioden.

Dette succeskriterium er således indfriet ud over forventning med 100 %.

Der var endvidere nogle af børnene, som deltog på kurset, som udviste en uhensigtsmæssig/bekymrende

adfærd og virkede, som om de godt kunne komme ude

i en kriminel løbebane på sigt. Udover at koordinere indsatserne i forhold til disse

børn i SSP-regi blev der i forlængelse heraf også samarbejdet med de lokale

skoler, institutioner, socialcenter og andre indsatser for en samlet kvalificeret

forebyggende indsats i forhold til at støtte og hjælpe disse børn og deres familier.

Helt overordnet blev der på kurset arbejdet med, at familierne via deres øgede viden

om de danske samfundsforhold og vilkår mv. i højere grad inddrages i deres

børns opdragelse og refleksioner herom. Men der var også særskilte aktiviteter

udelukkende med det formål at forebygge kriminalitet blandt børnene og de unge

ved, at familierne fik større viden om, hvad kriminalitet er, og hvordan lovgivnin-

gen er indenfor området samt at få redskaber til at takle situationer intern i hjemmet

med dette for øje.

• 60 % af forældrene opfylder aftalen om aktivt at medvirke i deres

børns skole og fritidsliv, herunder deltager i forældremøder på skoler

og i institution.

Det var lagt stor vægt på at motivere forældrene til i højere grad at deltage i deres

børns skole og fritidsliv. I flere af undervisningstemaerne var der såvel direkte

som indirekte fokus på forældrerolle/ansvar kontra børneroller/liv, forskel på børneopdragelse

i Danmark og i deres kultur. Denne viden, som forældrene fik på

kurset, sigtede mod at forældrene fik mulighed for at begribe betydningen af deres

roller og ansvar i forhold til deres børn, hvilket kunne virke fordrende på deres

aktive deltagelse i deres børns skole og liv uden for skolen og hjemmet.

Kursets primære mål var således at skabe positive ændringer i forældrenes og

børnenes forhold og indstillinger til skolen/fritidstilbud, således at såvel børnene

som forældrene ville være mere motiveret i forhold til at deltage mere aktivt i

skole- og fritidslivet, herunder betydningen af at deltage aktivt i deres børns liv.

For at måle dette succeskriterium udfyldte de implicerede lærere et spørgeskema

med spørgsmål rettet mod dels at indfange dels børnenes udvikling efter deltagelse

på kurset, dels forældrenes deltagelse i deres børns skoleliv. Der deltog

børn fra tre folkeskoler i lokalområdet. En enkel familie har deres børn gående på

privatskole. Sidstnævnte har der ikke været mulighed for at indhente oplysninger

omkring grundet de gældende juridiske regler på dette område. Alle skoler har

returneret skemaerne – dog mangler tilbagemeldinger vedr. enkelte børn, og der

er stor variation, hvor fyldestgørende besvarelserne er.

Skolerne melder tilbage, at alle forældrene fra kurset deltager i forældremøder og

skole/hjem-samtaler, reagerer på henvendelser fra skolen og lign. og er meget

samarbejdsvillig. Der er kun en enkelt familie, hvor skolens tilbagemelding er negativ.

Det drejer sig om en familie, hvor moderen er alene med sine fire døtre. De

to døtre er under 18 år og har således været tilknyttet Familiekurset. Her fortæller

skolen, at moderens overskud i forhold til pigernes skolegang og deltagelse i forældrearrangementer

og lektiehjælp ikke er særlig stort. Når moderen ofte rejser

til hjemlandet i længere varighed (grundet en sag, hun er involveret i) er det ofte

de større søskende, som tager sig af de to mindre. Til gengæld har den ældste af

disse to, som har deltaget på kurset, tidligere haft stort fravær, men det er blevet

bedre og mere stabilt de seneste måneder, fortæller skolen. Det er således den

eneste familie, hvor skolen melder om en inaktiv mor i sine børns skoleliv – resten

af skolerne oplever udelukkende aktiv og positiv deltagelse - succeskriteriet

er således mere end indfriet.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 38 39

• 85% af deltagerne har fået en bedre forståelse af det danske sam

fundssystem

Alle de deltagere, som er blevet interviewet føler, at de har fået en bedre forståelse

af det danske samfundssystem. For uddybning vedr. dette succeskriterium

henvises til de deltagernes subjektive betragtninger i den eksterne del.

• Minimum halvdelen af fædrene har deltaget i 75% af aktiviteterne

Halvdelen af de deltagende 12 familier består kun af enlige forsørgere. Det skyldes

skilsmisse eller dødsfald. Der er således 8 fædre, som potentielt kunne deltage

på kurset. For at succeskriteriet skulle være opfyldt skulle minimum 4 fædre

altså have deltaget i 75% af aktiviteterne. Dette kriterium bliver dog opfyldt af 2 af

fædrene. Disse to har til gengæld deltaget i stort set alle aktiviteterne. En anden

far har deltaget i over 50% og en fjerde far i ca. 30%.

De resterende fire fædre har været usynlige på kurset (dog deltog samtlige fædre

- lige bortset fra en enkelt grundet udenlandsophold - på weekendturen til Bornholm).

Det er vigtigt at finde frem til de bagvedliggende årsager, som har gjort, at detteprojektmål

ikke er nået. Der kunne ligge andre årsager til grund for, at fædrene

ikke har deltaget, som ikke nødvendigvis skal tolkes negativt. Det kan naturligvis

skyldes selve kursets udformning og reelle indhold, som ikke har appelleret til

fædregruppen, men andre forhold kan også have medvirkende/spillet ind, som

projektet ikke er dækket ind over, som er værd at få synliggjort.

Blandt de fædre, som havde sporadisk deltagelse på kurset, lå der forskellige årsager

til dette. Eksempelvis var en af fædrene meget aktiv i sin børns fritidsliv og

arbejdede samtidigt som frivillig fodboldtræner i sønnens fodboldklub. Årsagen til,

at han ikke kunne deltage alle gange på kurset var, at fodboldtræningen og kurset

lå på samme tidspunkt. Han havde dog deltaget på kurset, indtil fodboldsæsonen

startede op igen. Der kan således ligge andre årsager til grund for deres

fravær, som jo dybest set er positive.

For den ”usynlig” gruppe af fædrene skyldes for nogles vedkommendes deres

manglende deltagelse i kurset lange arbejdsdage. Disse bestrider iobs som fx taxachauffør,

grønthandler, hvor der også arbejdes til langt ud på aftenen. I fokusgruppeinterviewet

med fædrene er det forsøgt belyst, hvilke årsager der kunne

ligge grund til fædrenes manglende deltagelse på kurset.

• 75% af familierne, som ikke i forvejen har dannet lokale netværk i lo

kalområdet, har gjort dette

Alle familier, som har deltaget i interviewene, har dannet lokale netværk. For

nærmere information henvises til den eksterne del af evalueringen.

• Alle deltagere, som ikke kan tale dansk, skal – inden kursets afslut

ning – været startet på et danskkursus

Størstedelen af forældrene på familiekurset talte og forstod stort set ikke dansk

bortset fra enkle undtagelser. Blandt undtagelserne var der ganske få, som talte

og forstod en smule dansk, men langt de fleste kunne kun gøre sig forståelig

gennem tolkebistand. Alle deltagerne har tidligere deltaget på danskkurser, men

det har tilsyneladende ikke kvalificeret deres sprogkundskaber. Flere forældrene

på familiekurset udtrykte stor motivation for at komme på danskkursus, men de

gældende regler indenfor modtagelse af danskundervisning for indvandrere og

flygtninge har vanskeliggjort at få søsat projektets mål om danskkursus, da ingen

af dem havde krav på mere danskundervisning fra det offentlige. Projektet

forsøgte at imødekomme den store interesse for danskundervisning på kurset

blandt deltagerne og arbejdede løbende for at finde alternative løsninger og midler

til at indfri dette mål. I sensommeren blev der holdt møde med ledelsen fra det

lokale sprogcenter, men der var kun en enkel plads ledig, herefter startede en af

mødrene dernede.

Eftersom det af økonomiske og juridiske årsager således viste sig at være umuligt

at imødekomme overstående succeskriterium, var det primære mål, at de

deltagende familier på kurset, her primært forældrene, via kurset skulle tilegne

sig viden og herigennem få en forståelse for, hvor vigtigt det er at beherske det

danske sprog for at finde fodfæste og kunne begå sig i det danske samfund. Det


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 40 41

drejede sig både om deres egen situation i forhold til arbejdsmarkedet og uddannelse

mm., men også i høj grad i deres relation til deres børn. Det var et gennemgående

træk blandt familierne på kurset, at børnene/de unge talte et meget

bedre dansk end deres forældre, hvilket kunne være medvirkende til at skabe

nogle uligheder, generationskonflikter mm. Overordnet var et af familiekursets

primære mål, at forældrene deltog mere aktivt i deres børns liv, hvor det er let at

forestille sig manglende danskkundskaber som en decideret forhindring i forhold

til dette. Eksempelvis kan et dårligt dansk hos forældrene hæmme deres motivation

for og lyst til at deltage i forældremøder og lignede på deres børns skoler og

fritidsinstitutioner.

Anbefalinger i forhold til kommende projekter med lignende succeskriterium

må være at sørge for, at der er afsat den nødvendige tid i projektet til dette arbejde,

det kræver i forhold til af afdække hver enkeltes mulighed for at modtage

danskundervisning samt motivation af den enkelte i forhold til deltagelse. En

anden løsning kan være, at der er ansøgt om og afsat økonomi i budgettet fra

start af fx til et danskkursus udelukkende for forældrene, som kunne foregå sideløbende

med kurset.

Succesoplevelser som går ud over succeskriterierne

Som beskrevet tidligere kom mange af familiernes problemer op til overfladen

ved de individuelle familiesamtaler og det videre arbejde kom således til at omhandle

konkrete problemstillinger, som de enkelte familier havde behov for akut

hjælp til. Dette arbejde skal ses som en proces, forstået på den måde, at jo bedre

projektlederen og integrationsmedarbejderne lærte forældrene at kende, og der

blev opbygget et tillidsforhold, desto flere forhold kom frem. Forhold som familierne

tydeligt manglede hjælp til, og som har taget en stor del af arbejdstiden,

specielt i den sidste halvdel af kurset.

familiestridigheder

To familiers sønner havde en stor konflikt kørende på deres skole og fritidsinstitution.

Denne konflikt viste sig senere samtidigt at have indflydelse på, om hvor

vidt begge familier ville deltage på familiekurset – fx trak den ene familie sig fra

at deltage på weekendturen til Bornholm. I samarbejde med skole og institution

blev konflikten mellem familierne løst samtidigt med, at projektet bad mentoren

om at gå ind i et rådgivningsforløb med begge familier. Herunder arbejdede hun

sideløbende med at ændringer i familiernes mønstre – herunder deres kost- og

motionsvaner samt fædrenes rolle og positive aktive deltagelse i deres sønners

opdragelse og liv. Der har ikke været konflikter hverken mellem sønnerne eller

forældrene siden, og begge familier deltog på kurset efterfølgende.

nabostridigheder

En anden familie havde tidligt i kursusforløbet stridigheder med deres underbo,

som klagede over støjgener fra familien. Der blev arbejdet med at få konflikten

løst, og den ebbede efterfølgende ud, for så for alvor at blusse op igen ved projektets

afslutning. Familien blev igen meget påvirket psykisk af at have modtaget

disse klager. Der er fra projektets side sørget for at indhente hjælp fra relevante

og implicerede lokale samarbejdspartner med henblik på at få løst konflikten

fremadrettet. Der er nu aftalt et mæglingsmøde mellem familien og naboen.

Aktiv deltagelse blandt mødrene

Kurset har ikke kun haft en positiv indflydelse på børnenes aktiviteter set ud fra

en sundhedsfremmende vinkel, men også på forældrenes, i særlig grad på mødrenes

motivation i forhold til ændring af kost- og motivationsvaner. Således er flere

af kvinder fra kurset sammen begyndt at gå til svømning, som tidligere nævnt,

og flere er begyndt at deltage på et motionshold for overvægtige kvinder, hvor

der er også er undervisning i kost. Endvidere er to andre kvinder fra kurset startet

på IT-kursus i lokalområdet. Kvinderne har således i høj grad, efter at have deltaget

på familiekurset, fået både et mere aktivt liv og er blevet mere sociale.

Interne familieproblemer

En familie havde store adfærdsproblemer med deres ældste søn derhjemme.

Drengene havde også gevaldige problemer i skolen og institutionen og på familiekurset

blev også observeret en bekymrende adfærd hos sønnen. Moderen

virkede i første del af kurset meget lukket omkring problemerne med ham, men

begyndte efterhånden langsomt at give udtryk bekymring for sønnen og sit behov

for hjælp. Efterfølgende blev et møde sat i stand med ”Den Korte Snor” under socialforvaltningen,

som nu arbejder med familien og en §50 undersøgelse er netop

påbegyndt, så familien kan blive hjulpet bedst muligt. Sideløbende er moderen

startet i et familieterapeutisk forløb i Familierådgivningen, hvor hun modtager råd

og vejledning til håndtering af konflikter med sin søn.

Beskæftigelsesrelaterede problemer

En mor fra en af familierne levede på kontanthjælp og havde vanskeligheder med

at komme ud på arbejdsmarkedet. Dette skyldtes, at hun var afhængig af at hjælpe

hendes syge datter. Projektet hjalp hende med at finde et job, hvor hun stadig

kunne passe datteren. Hun er således kommet ud af kontanthjælpssystemet.

En anden forældre fik i forbindelse med ansøgning om førtidspension frataget sin

kontanthjælp. Projektet kontaktede jobcenter, hvorefter kontakthjælpen alligevel

ikke blev inddraget, og den pågældende forældre får nu støtte hos anden aktør

for den videre proces vedr. ansøgning om førtidspensionen

I forbindelse med forskellige former for sager omhandlende beskæftigelse har


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 42 43

projektet endvidere arbejdet for, at flere af mødrene har fået rådgivning i forbindelse

med deres jobmæssige situation. Det drejer sig både om støtte og vejledning

til at komme ud på arbejdsmarkedet, søge nye jobs samt få afklaret rettigheder

og pligter i forhold til flex-jobs.

Adfærdsændringer hos familierne

Det er helt tydeligt, at mange forældre – specielt mødrene – har udviklet sig meget

positivt i løbet af kursusperioden. De er blevet meget åbne i forhold til interne

vanskeligheder i deres familier og i forhold til de problemer, de måtte have med

opdragelse af deres børn. I forlængelse heraf er de blevet mere samarbejdsvillige

i forhold til at modtage støtte og vejledning hos de sociale myndigheder og

andre instanser og gøre brug af disse. Samtidig udviser mange af dem en større

livsglæde og virker mere handlekraftige end i begyndelsen af kurset.

REflEKSIonER og AnBEfAlIngER TIl lIgnEnDE KURSER

Visitation

Det er meget vigtigt ved opstarten af sådanne projekter, at medarbejderne er

ordentligt informeret om de juridiske regler vedr. tavshedspligt og udveksling af

oplysninger om familierne inden selve rekruttering til projektet. Dette var ikke

tilfældet for indeværende projekt. Det havde også senere i forløbet betydning for,

at SSP-netværket ikke rigtig kom i spil i forhold til rekrutteringen af familierne.

Dette havde højst sandsynligt også haft en gavnlig effekt på deltagelsen af de

øvrige netværk fx socialforvaltningen, skoler mm.

Det er således samlet set af afgørende betydning, at andre lokale netværk og

samarbejdspartnere har et solidt tag i projektet inden opstart , og at det bliver

forankret i SSP fra start af – også med henblik på forankringen ved projektets

afslutning.

Samarbejde med andre aktører

Det er i den grad af betydning af de lokale aktører og samarbejdspartnere tager

ejerskab af projektet, både i forhold til den periode projektet kører, men også i

forhold til forankring af projektet efter dets ophør. Det var en ulempe for kurset, at

en del af de interne aktører ikke havde den fornødne tid til at blive en integreret

del af projektet. Men det er samtidigt vigtigt at have for øje, at de professionelle i

udsatte boligområder i forvejen er hårdt pressede arbejdsmæssigt.

I forhold til det lokale samarbejde er det endvidere en fordel, at projektmedarbejderen

og/eller integrationsmedarbejderen har et godt netværk samt kendskab til

lokalområdet inden selve opstart.

Planlægnings- og motivationsfase

Det er vigtigt, at der er afsat god tid til den første fase. En planlægnings- og motivationsfase

på to måneder kombineret med to deltidsstillinger (her på henholdsvis

30 og 18,5 timer) er i underkanten. Det er en langvarig proces at rekruttere

familier i begyndelsen samt at fastholde disse. Det er alt afgørende for et projekt

som dette, at der er afsat god tid og personalemæssige ressourcer til dette arbejde

samt at de juridiske/etiske forhold er afklaret, inden projektets start, da dette

vil påvirke det samlede udbytte.

En anden måde at arbejdemed planlægning af selve kursusprogrammets indhold,

kunne være at umiddelbart efter rekruttering af familierne at inddrage dem i

forbindelse med deres ønsker og behov. En sådan tilgang vil være med tidskrævende,

men måske til gengæld have en positiv effekt på selve familiernes motivation

samt fastholdelse i projektet.

frivillighed og fastholdelse

Det var frivilligt at deltage familiekurset. Dette aspekt kan diskuteres fordelene

og ulemperne ved. Eksempelvis var der som nævnt 4 familier, som blev indstillet

fra socialcentret og fritidsinstitutioner, som ville have været helt oplagte i forhold

til dette kursus, men som takkede nej. En ulempe ved frivilligheden kan være,

at man ikke får rekrutteret de ”rigtige” personer (de mest udsatte) til et sådanne

projekt. På den anden side kan der ubevidst ligge en opdragelsesfunktion i ”frivilligheden”.

Børnepasning

Det er en fordel at afsætte tid til at gennemtænke og planlægge et alsidigt og

selvstændigt program for børnene, som skal forgå, mens deres forældre er til

undervisning. I denne planlægning må også medtænkes, at der er en stor aldersspredning

i børne/ungegruppen.

På indeværende kursus var aldersspredningen på 4 – 17 år. På selve undervisningsaftenerne

skulle der således planlægges tre særskilte fora; undervisning

for forældrene, aktiviteter for de mindste og for de større. Samtidigt med det er

det nødvendigt at forholde sig til hvad der er praktisk muligt samt det tidsmæssige

aspekt – fx er det svært at planlægge en udflugt, som kun må vare 1½ time.

Endvidere er der et budget, som er nødvendigt at overholde. Her tænkes dels på

udgifter til aktiviteter samt til aflønning af børnepassere.

Hvis ikke programmet er ordentligt sammensat, og at der foregår forskellige aktiviteter

for de store og de små, vil man miste i særlig grad de ældste. En anden

vigtig ting er, at denne gruppe ikke skal opleve kurset som ren opbevaring.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 44 45

Kontakten til familierne

Som beskrevet var forældrenes danskkundskaber meget ringe. Det var meget få

forældre projektlederen selv kunne tage kontakt til og var derfor meget afhængig

af integrationsmedarbejderen arbejdskraft og tilstedeværelse ved samtaler. Det

var helt tydeligt for projektlederen, at de forældre som hun selv kunne kommunikere

med på egen hånd, fik hun også en helt anden kontakt med. Det er således

vigtigt at pointere, dels betydningen af at have integrationsmedarbejder tilknyttet

i forhold til disse arbejdsopgaver, men også at det gør noget ved selve kontakten

(projektleder og forældre i mellem), når der er sproglige barrierer.

Evaluering

I beslutningen om, at interviewene med deltagerne på kurset skulle foregå eksternt

– uden projektlederens og integrationsmedarbejderens tilstedeværelse - lå

et ønske om at undgå, at det blev for ”tæt” samt at deltagerne udelukkende skulle

føle sig forpligtede til at rose projektet. Et ulempe ved dette kunne på den anden

side være, at deltagerne måske ikke ville være så åbne, som hvis interviewet

blev foretaget internt. Det var dog opfattelsen, at fordelene ved denne metode var

større end ulemperne. Det viste sig endvidere senere ved udførelsen af selve

interviewene i øvrigt ikke at være noget problem; deltagerne var meget åbne og

gav udtryk for deres holdninger. Det er dog vigtigt at have for øje, at der ved at

anvende denne metode er en stor sandsynlighed for, at deltagernes mere negative

meninger kommer til orde.

Endvidere blev det besluttet, at interviewene skulle foretages som fokusgruppeinterviews

– i den udstrækning det var muligt. Baggrunden fra dette var bl.a.

et ønske om at følge den røde tråd på kurset over i selve interviewmåden. Da

grundtanken på kurset hvilede på højskoletraditionen ville det være en god måde

at forfølge denne tanke på i selve interviewene, som således ville lægge op til

diskussion og debat – mere end at have karakter af ”et forhør”. Det gav os også

samtidigt en mulighed for at komme hele vejen rundt om de implicerede samt at

deltagerne kunne følge sig mere trygge, når de var en del af en gruppe.

Projektet og forankringen af det

Det kan være svært at konkludere, hvad et familiekurset, som har haft en tidshorisont

på et år alt inklusivt, kan have af mere langsigtede forandringer. Som det

fremgår af denne evaluering er det tydeligt, at der er sket mange positive forandringer

hos deltagerne i projektperioden. Om denne udvikling er kontinuerlig er

under indflydelse af, om der efter projektets afslutning er nogle til at tage over og

støtte. Det er vigtigt at have for øje, at frivillige kræfter alene ikke kan løfte den

byrde. Dette kræver ressourcer i boligområdet samt økonomisk støtte for videre

tiltag.

Selve forankringsdelen i dette projekt skal således ses i lyset af den positive

udvikling, projektet har haft succes med at igangsætte hos de deltagende familier

samt familiernes aktive deltagelse på forskellige planer i lokalmiljøet.


EKSTERn EVAlUERIng

af Rikke Kann


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 48 49

EVAlUERIngEnS BAggRUnD og foRMål

Den eksterne evaluering blev rekvireret på baggrund af et ønske om at vurdere

effekten af projektet ”Familiekursus til etniske minoritetsfamilier” som blev gennemført

i perioden marts 2010 - marts 2011 i Urbanplanen på Amager. Projektet

opstod i kraft af et initiativ fra Partnerskabet 1 , som udgør rammen for en ny helhedsorienteret

boligsocial indsats i Urbanplanen, der søger at ”(…) sikre en positiv

og helhedsorienteret udvikling for beboernes bomiljø og levevilkår, samt styrke

ansvarsfølelsen for og indflydelsen på lokalområdet” 2 . Organisatorisk er projektformen

bundet op på et tæt samarbejde med lokale frivillige og SSP-netværket

i Sundby Syd/Vest, dvs. det lokale samarbejde mellem skole, socialforvaltning,

ungdomsklubber og politi. Initiativet blev delvist finansieret via Boligforeningen

3B og SSP-København og via store økonomiske bevillinger fra Bikubenfonden og

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Da den eksterne evaluator først blev ansat efter kursets afslutning i februar 2011,

er den eksterne evaluering begrænset til en retrospektiv erfaringsopsamling og

undersøgelse af den umiddelbart oplevede effekt af projektet. Der henvises derfor

til projektlederens interne evaluering for en beskrivelse af familiekursets konkrete

projektmål, indhold, organisering og implementering samt opfølgning på

projektets kvantitative succeskriterier.

Den eksterne evaluering tjener to formål:

• For det første indebærer den en vurdering af, i hvilket omfang fami-

liekurset har bidraget til at indfri sine projektmål (jf.den interne

evaluering). Det vil sige en undersøgelse af, hvorvidt kurset har

medvirket til at skabe bedre betingelser for integration og har haft en

kriminalpræventiv effekt.

• For det andet har evalueringen til hensigt at belyse, hvilke erfaringer

der er centrale i forhold til en videreudvikling af projektkonceptet.

Formålet er således at vurdere karakteren af den udviklingsproces, familiekurset

har iværksat, samt at komme med fremadrettede anbefalinger til, hvordan man

fremover kan kvalificere projektarbejdet yderligere.

1 http://www.partnerskabet.net/UP/Forside.html

2 http://193.169.154.149/bif/Projektbanken/Lists/Projektregistreringer/DispForm.aspx?ID=199

EVAlUERIngSMEToDE

Metodevalg

Evalueringen er baseret på semistrukturerede kvalitative interviews med de

deltagende familier og centrale professionelle aktører. Valget faldt på det semistrukturerede

interview, fordi det muliggør en vekselvirkning mellem et udgangspunkt

i teoretiske hypoteser og en indholdsmæssig fleksibilitet, som tillader at

der opstår nye betydninger (Kvale 1997). Med baggrund i en kritisk psykologisk

indfaldsvinkel er metoden valgt ud fra et ønske om sikre et førstepersons deltagerperspektiv,

der kan kvalificere vurderingen af projektet ved at knytte den til

en flertydig indsigt i deltagernes subjektive begrundelser og oplevelser af egne

livsbetingelser (jf. afsnit om udviklingsperspektiver for en indføring i den teoretiske

baggrund). Det kvalitative datagrundlag kan dermed anskueliggøre, hvorvidt

projektet har været med til at forandre deltagernes oplevede relation til deres

omgivelser.

Oprindeligt var der fra rekvirentens side lagt op til, at evalueringen skulle gennemføres

i form af fokusgruppeinterviews. Fokusgruppeinterviewets metodiske

force er, at det giver et unikt indblik i deltagergruppens interaktioner og adgang til

en bred variation af erfaringer (Weiss 1998). Det giver deltagelsesmåden fællestræk

med den uformelle sociale omgangsform, familiekurset dannede ramme om,

og det var således tanken, at det ville skabe bedre forudsætninger for en ærlig og

mindre indgribende dialog. Sygdoms- og ferierelateret frafald blandt deltagerne

medførte dog metodiske ændringer, hvorfor der blev foretaget flest enkeltinterviews

og gruppeinterviews med forældrene. Det er dog evaluators indtryk, at det

var en metodisk styrke, da den interaktionsdimension som er en af fokusgruppeinterviewets

primære kvaliteter i høj grad går tabt, når kommunikationsprocessen

medieres af en tolk. I dette tilfælde blev over halvdelen af interviewene gennemført

i samarbejde med den tolk, der havde været tilknyttet familiekurset. Det var

her erfaringen, at det er et vigtigt metodisk hensyn ved tolkede interviews i almindelighed,

og ved tolkede gruppeinterviews i særdeleshed, at man på forhånd har

klare aftaler, der sikrer, at tolken oversætter hver enkelt deltagers bidrag kontinuerligt

og altid i et førstepersons jeg-perspektiv.

fremgangsmåde

Evaluatoren var kort efter ansættelsen ude at præsentere evalueringen og møde

deltagerne under uformelle rammer til familiekursets afslutningsfest. Efterfølgende

blev der afholdt interviews i februar og marts 2011 i de tidligere kursuslokaler.

Før hvert interview blev deltagerne introduceret til formålet med evalueringen og

interviewets indhold samt baggrunden for at indhente informeret samtykke. Samtykkeerklæringerne

var forinden blevet oversat til arabisk af tolken og blev underskrevet

i forlængelse af interviewene. Evaluator erfarede hurtigt, at der skulle


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 50 51

afsættes god tid til den indledende introduktion, da det for mange af familierne,

såvel som for tolken, i udgangspunktet var meget uklart, hvad hensigten med en

evaluering var.

Alle interviews blev transskriberet og efterfølgende meningskondenseret med

baggrund i en hermeneutisk tilgang, der indebærer en dialektisk bevægelse mellem

en induktiv tilgang til de empiriske data og en deduktiv teoretisk forankret

systematisering af disse (Kvale 1997). Den følgende præsentation af interviewundersøgelsens

resultater er således struktureret omkring de betydninger, der

opstod på baggrund af analysen. Formidlingen af interviewresultaterne vil i høj

grad inddrage citater eller illustrative interviewuddrag med henblik på at udfolde

deltagernes perspektiv og begrundelser. Da datamateriale altid er et produkt af et

intersubjektivt samspil, inkluderer interviewuddragene i nogle tilfælde evaluatorens

bidrag til interaktionen for at kontekstualisere informantens svar.

Videreformidling

Evaluator afholder i slutningen af maj et refleksionsseminar, hvor alle aktuelle og

potentielle interessenter bliver inviteret til en præsentation af og refleksion over

erfaringerne. Det var oprindeligt evaluators ønske, at videreformidlingen skulle

ske i umiddelbar forlængelse af evalueringsforløbet, så refleksionerne kunne indgå

i rapporten og give de interessenter en stemme, der ikke var økonomi og tid til

at involvere. Det var dog ikke praktisk muligt. Det er således en begrænsning ved

evalueringen, at der ikke deltog repræsentanter fra skole eller socialforvaltning

i interviewundersøgelsen, da perspektiverne fra de to S’er i SSP-netværket dermed

ikke er direkte repræsenterede.

EVAlUERIngEnS InDHolD

Evalueringen består af en præsentation af resultaterne fra en interviewundersøgelse

med de deltagende familier og professionelle aktører foretaget af den

eksterne evaluator efter kursets afslutning i perioden februar-marts 2011. Endvidere

trækker evalueringen på refleksioner fra møder afholdt med sekretariatet

undervejs i evalueringsforløbet samt det projektmateriale, projektgruppen har

produceret i forbindelse med planlægning og dokumentation. Herunder projektbeskrivelsen,

ansøgninger til bidragsydere, referater fra projektmøderne og den

introduktionsbrochure, der blev sendt ud til familierne inden projektstart (jf. bilag).

Evalueringens primære datagrundlag udgøres af 11 interviews, der inddrager

følgende perspektiver:

Projektgruppens perspektiv

• Fokusgruppeinterview med tre repræsentanter fra projektgruppen:

Politiets SSP-repræsentant, projektkoordinator fra Partnerskabet og

SSP-konsulent fra SSP-København.

Et professionelt deltagerperspektiv

• Enkeltinterviews med henholdsvis familiekursets projektleder, integra-

tionskonsulent og familiecoach/oplægsholder.

Børn og unges perspektiv

• Fokusgruppeinterview med fem unge piger.

• Fokusgruppeinterview med en familie bestående af en mor, to sønner

og en datter.

forældrenes perspektiv

• To gruppeinterviews med to mødre – et med tolk og et uden.

• To enkeltinterview med mødre – et med tolk og et uden.

• Fokusgruppeinterview med fire fædre – med tolk.

PRoJEKTgRUPPEnS PERSPEKTIV

Det er i enhver evalueringssammenhæng centralt indledningsvis at tydeliggøre

de rationaler og problembestemmelser, som guider det daglige arbejde, idet de

har betydning for, hvilken form for praksis man strukturerer, og dermed hvilket

udviklingsrum man skaber (Mørch 1993). I det følgende inddrages projektgruppemedlemmernes

perspektiv derfor med henblik på at belyse den professionelle

interventionsforståelse og oplevede organisering af praksis.

Projektgruppens problembestemmelse

Overordnet er etniske minoritetsfamilier gjort til genstand for et SSP-samarbejde i

Urbanplanen på baggrund af en bekymring for, at familiernes børns begrænsede

tilknytning til de danske institutionelle sammenhænge udgør en risikofaktor for

børnenes udvikling. En SSP-konsulent forklarer baggrunden for indsatsformen

således:

”Valget faldt jo også på den her model, altså familiehøjskolemodellen,

ud fra at man havde nogle rigtig gode erfaringer – fra nogle andre bydele

– lige præcis med arbejdet med etniske familier, som der var rigtig

mange professionelle lokalt, der var bekymret for. Netop fordi, at de her

familier havde børn og unge, som havde en meget svag tilknytning til det

etablerede fritidsliv – altså klubber og sportsforeninger osv. Samtidig med


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 52 53

at man også så på, at lige præcis de her etniske familier var så sårbare

– så for eksempel skole-hjem samarbejdet var rigtig, rigtig svært. Og det

var nogle af de ting, man gerne ville gå ind og styrke forældrene til at

blive bedre til.”

Det nuværende arbejde udspringer således af inspiration fra tidligere forebyggende

indsatser, hvor man erfarede, hvordan en understøttelse af dialogen mellem

etniske minoritetsforældre og deres offentlige netværk skabte bedre betingelser

for deres børns integration (Gade, Hannemann & Wittendorf 2004, Møller

2006). Hvor indsatsformen oprindeligt var forankret i et dialogisk grundtvigiansk

højskolegrundlag, har dette projekt været lanceret som et familiekursus, og SSPhøjskoletanken

er i praksis gledet mere eller mindre ud som en fælles forståelsesramme.

Ændringen kan siges at afspejle et ønske om at nedtone det kriminalpræventive

aspekt ved at lade projektet indgå som en del af Partnerskabets

øvrige lokale kursustilbud. Endvidere håbede man på, at det kunne skabe interesse

for en fælles indsats, der inkluderede hele familien ved at fremstille kurset

som en mulighed for at styrke relationen mellem etniske minoritetsforældre og

deres børn.

Det er projektgruppemedlemmernes indtryk, at relationen til børnene ofte kompliceres

af forældrenes manglende viden om de danske forhold, som skaber mistillid

og manglende forståelse for deres børns hverdagssammenhænge:

”De har intet kendskab til, hvordan det sociale system hænger sammen.

Og det er derfor, det går galt mellem dem og børnene ik. Fordi børnene

vokser op i et samfund, som forældrene overhovedet ikke forstår.

Og det var sådan set en af grundene til, at vi gerne ville ind og fortælle

lidt om – hvad sker der her (…) Hvis man ikke ved, hvad en klub er, så

siger man bare nej. For man aner ikke, hvad der er dernede.” (Politiassistent)

”(…) der er også nogle gange den der skævhed mellem forældre og

børnene.. fordi børnene de går jo i dansk skole, og nogle af dem har danske

venner, og færdes jo i det danske samfund, hvor forældrene gør det

jo ikke på lignende måde, og der kan jo godt være nogle… der kan godt

ske nogle barriere mellem det, som… hvor man ikke taler det samme

sprog længere.” (Projektlederen)

Forældrenes manglende kendskab til børnenes hverdagsliv indtager således en

central plads i problembestemmelsen som en betingelse, der antages at skabe et

modsætningsforhold mellem børn og forældre. Endvidere ses manglen på viden

om lokale og samfundsmæssige forhold som en central forhindring for, at de kan

varetage deres forældreansvar:

”Man kan sige – hånden på hjertet – jeg vidste ikke altid lige, hvad min

søn lavede, da han var en 16-17 år. Men man kan dog tale med dem i

det mindste. Omkring det danske samfund. Der har de så et handicap.

De kan jo ikke være forgangsbillede – for de kender det jo ikke.”

(Projektkoordinator)

”Du kan ikke gå ud og tage ansvar for nogle som helst ting, hvis du ikke

aner, hvad det er for en verden, du lever i. Hvis du laver Irak hjemme

i din stue, og max kommer ud af døren og hen til grønthandleren her,

jamen så ved du jo heller ikke… hvordan skulle du kunne tage hånd om

noget som helst, der går udover dit hjem og turen ned til grønthandleren.”

(Projektleder)

”(…) der er jo ikke noget at sige til, at mange af de her unge knægte..

altså.. som er meget overladt til sig selv og gadelivet osv. – ryger ind i

nogle af de her meget kriminelle miljøer omkring bandekonflikter osv.

Fordi der har man en identitet, og der får man noget status og ære osv.

Og dybest set kunne man da godt sige – at det kunne da godt være

nogle af vores familier, der sad og egentlig ikke var klar over, hvad deres

unge var på vej ind i – fordi forældrene ikke har den der tætte kontakt og

viden om, hvad det er, der rører sig – hvor det er, de bevæger sig hen.”

(SSP-konsulent)


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 54 55

Projektgruppemedlemmerne ser således etniske minoritetsforældrenes manglende

viden som en risikofaktor for en negativ udvikling, fordi det begrænser forældrenes

mulighed for at støtte deres børn og påvirke, hvilke fællesskaber børnene

bliver en del af udenfor hjemmet.

De professionelle oplever, at barrieren mellem børn og forældre forstærkes af, at

udsatte etniske minoritetsfamilier ofte lever en sprogligt og socialt isoleret tilværelse

og har en meget begrænset berøringsflade med det øvrige samfund. Det

var derfor intentionen, at kurset skulle give familierne et større netværk i lokalområdet.

Med reference til erfaringer fra lignende projektet påpeger politiets SSPrepræsentant,

at muligheden for at få et socialt netværk i sig selv kan være en

betydningsfuld og ny oplevelse for mange:

”Og så er der altså rigtig mange af de her etniske familier, der er dybt

ensomme, og som sidder i hver deres lejlighed og ikke har kontakt med

nogle som helst andre (…) Og der har vi jo også set i Telemarksgade,

hvor… hvor de faktisk også med de få midler, som der sættes ind her,

faktisk er i stand til at komme ud af isolationen. Og det er eddermanme

også vigtigt!!”

Endvidere påpeger projektlederen, at netværksskabelsen kunne danne grobund

for social støtte og erfaringsudveksling, der kunne styrke forældrenes handleevne

ved at give dem en oplevelse af ikke at stå alene med deres udfordringer og

ved at bidrage til nye måder at forholde sig til deres livsomstændigheder på:

”(…) nogle af de her mennesker, de har jo siddet sammen med andre

mennesker, der har tilsvarende problemstillinger eller udfordringer i deres

liv, om man vil. Det tror jeg altid vil øge ens handleevne – at du er

sammen med nogle, du kan nikke genkendende til.. som har nogle af de

samme vanskeligheder… Og nogle har så ikke – og det kan også øge

ens handleevne, at man oplever ’Nå! Hende der ovre hun går faktisk på

arbejdsmarkedet. Nå! Og hun går også med tørklædet på arbejdsmarkedet!’

Altså – nogle fordomme der også bliver nedbrudt”

Familiekurset skulle dermed skabe adgang til og en bevidsthed om formelle og

uformelle sociale ressourcer i familiernes nærmiljø, der kan være vanskelige for

forældrene at opsøge på egen hånd på grund af sprogbarriere og begrænsede

sociale netværk. Herigennem søgte man at øge forældrenes indsigt i børnenes

hverdagssammenhænge og de lokale tilbud i nærmiljøet i håb om, at det ville

give forældrene bedre forudsætninger for at tage del i deres børns danske hverdag

og styrke børnenes forbindelse til det etablerede fritids- og skoleliv.

Endvidere skulle kurset fungere som et formidlende bindeled mellem børnenes

udviklingskontekster ved at skabe rammen for et personligt møde mellem foræl-

drene og de lokale professionelle aktører med ansvaret for børnenes daglige trivsel.

SSP-netværket var i den forbindelse tænkt som den organisatoriske ramme,

der skulle sikre en tværfaglig opbakning:

”(…) man ønskede meget at indgå i det her projekt i forhold til at kunne

være en tværfaglig back-up på at styrke forældrene, sådan så man på

sigt ville arbejde forebyggende mod at familiernes børn og unge indgik i

kriminalitet.” (SSP-konsulent)

Der var således i udgangspunktet lagt op til at fremme dialog på tre niveauer:

mellem forældre og børn, mellem familierne internt og mellem familierne og de

lokale netværksaktører i Urbanplanen. Det kan siges at afspejle to typer forebyggelse:

en generel forebyggelsesindsats, der skulle skabe bedre betingelser for

integration og en specifik forebyggelsesindsats, hvor man søgte at støtte forældrene

i forhold til deres nuværende situation.

opstart med mangel på tid og tværfaglig opbakning

Familiekursets planlægningsfase spændte over to måneder. Det er alle projektgrupperepræsentanternes

indtryk, at det var en alt for kort tidsramme til at sikre

en ordentlig opstart. Det var særligt problematisk, idet familiekurset blev startet

op i et nyt lokalområde med en udefrakommende projektleder, der startede på

bar bund i forhold til at etablere kontakt til familierne og det faglige netværk. Projektlederen

fortæller, at hun som nyansat ikke følte, at der var tilstrækkelig tid og

faglig sparring i opstartsfasen:

”Jeg kendte slet ikke til Urbanplanen. Så jeg var helt blank, da jeg startede

herude (…) det tog mig nærmest en måned at finde ud af, hvad det

her gik ud på… og hvor lå den.. og hvem skulle jeg snakke med.. Nu!

Hvis jeg skulle lave et nyt familiekursus, så ville det være ’piece of cake’

ikke. Nu kender jeg folk og har opbygget et netværk, og ved hvor tingene

ligger, og hvor jeg skal gå hen.”

Den manglende mulighed for at trække på det faglige netværk betød, at etableringen

af projektets lokale forankring fra start var baseret på en organisatorisk

flaskehals udgjort af integrationskonsulenten og projektlederen, der stod relativt

alene med planlægnings-, motiverings-, henvisnings- og implementeringsarbejdet.

De øvrige projektgruppemedlemmer beskriver ligeledes opstarten som en

hektisk periode præget af tidspres og deraf følgende organisatoriske kompromisser.

Politiets SSP-repræsentant påpeger, at meget forvirring kunne have været

undgået, hvis det lokale SSP-netværk fra start havde bidraget med en tværfaglig

opbakning og støttet op om projektlederens arbejde:


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 56 57

”Det er jo meget nemmere for projektlederen, der starter sådan noget her

op, når SSP er med. Fordi – skal vi over på skolen, så har vi en kontakt

derovre. Skal vi på socialcentret, så har vi en kontakt der. Selvom de ikke

sidder med i baggrundsgruppen måske – så kender vi alle heromkring og

kan ringe og sige ’skal vi ikke gøre så’n og så’n’. Altså, i stedet for at hun

selv skal opfinde den dybe tallerken…”

En konkret organisatorisk problemstilling var, at der ikke var klare formelle rammer

for visiteringen af familierne. Derfor søgte projektlederen og integrationskonsulenten

i starten at visitere fra to forskellige SSP-lokaludvalgsområder, hvoraf

der kun var juridisk baggrund for at udveksle oplysninger i det lokalområde, hvori

de selv var en aktiv del af SSP-netværket (jf. Retsplejeloven § 115). Den manglende

tværfaglige vidensdeling og supervision gav således anledning til uoverensstemmelser

med lokalområdets institutioner angående visiteringsproceduren

og medførte en desorganiseret visitering af familierne. Integrationskonsulenten

fortæller, at hun derfor endte med at visitere familierne lidt sporadisk per telefonhenvendelse

eller qua sit forhåndskendskab til kvinder, der havde deltaget

i andre lokale kursustilbud. Der var således ikke de nødvendige betingelser for

at skabe den fornødne kontakt til og motivation hos hverken familierne eller de

professionelle samarbejdspartnere. Projektkoordinatoren beskriver her, hvilken

forskel det ville gøre, hvis projektet havde haft en længere planlægnings- og motivationsfase:

”Og så havde man ikke været så presset til sidst. Altså. Øhm.. Og så

havde man haft tid til at snakke med familierne også (…) Det ville være

den mest optimale proces overhovedet. Så familierne har godkendt det

inden og hørt, hvad det var for noget. Men den proces var der ikke tid til

– det blev over hals og hoved til sidst.”

Behov for tydelig struktur og ansvarsfordeling

Generelt har de formelle organisatoriske rammer for projektet ikke været tilstrækkeligt

gennemsigtige, hvilket har givet anledning til forvirring angående arbejds-

og ansvarsfordelingen blandt de professionelle deltagere. Konkret manglede der

en forventningsafstemning i forhold til hvilke roller og funktioner, der skulle varetages

i henholdsvis styre- og projektgruppe.

Formelt var det styregruppen, der havde ansvar for projektets økonomiske rammer

og mål. Projektgrupperepræsentanterne fortæller, at styregruppen i udgangspunktet

havde den overordnede beslutningskompetence, men at det i praksis

var projektgruppen, som varetog mange af styregruppens opgaver – herunder

det økonomiske ansvar. Et medlem af projektgruppen påpeger, at styregruppens

begrænsede involvering kan skyldes, at SSP-København kun havde finansieret

en lille andel af projektmidlerne, hvorfor den SSP-baserede styregruppe derfor

havde svært ved reelt at se sig selv som ansvarlig for den samlede økonomi.

Projektgruppen havde derudover primært en faglig indfaldsvinkel til at støtte op

omkring projektlederens og integrationskonsulentens arbejde i form af organisatorisk,

pædagogisk og personlig sparring. De interviewede repræsentanter

oplever det interne faglige samarbejde som konstruktivt men påpeger, at det

manglede tværfaglig bredde. Således har samarbejdet båret præg af, at repræsentanterne

for skolen og socialforvaltningen kun i begrænset omfang havde

mulighed for at investere tid og energi i projektet. Man har derfor savnet faglig

sparring, særligt i forhold til socialforvaltningen som i praksis er omdrejningspunkt

for mange af familiernes problemstillinger.

lokal forankring kræver bred mobilisering

Der er generelt en oplevelse af, at projektet ikke blev tilstrækkeligt lokalt forankret

på et organisatorisk plan, hvorfor de lokale fagpersoners aktive deltagelse har

været begrænset. Som en SSP-konsulent her påpeger, fik familierne således kun

i begrænset omfang personligt kendskab til ressourcepersoner i lokalområdet:

”Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at der er nogle institutioner og forvaltninger,

der ikke har benyttet sig mere af chancen til at vise flaget i forhold

til nogle meget udsatte familier. Så familiernes børn og unge kunne

have fået mange flere ansigter på.”


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 58 59

Dermed blev intentionen om at styrke en gensidig dialog svær at realisere. Projektgrupperepræsentanterne

understreger, at man i højere grad må afsætte tid

og ressourcer til at formidle projektideen og engagere de lokale professionelle fra

start. De fremhæver, at en forudsætning for at skabe en bred tilslutning til projektet

er, at SSP-lokaludvalget inddrages i mobiliserings- og visiteringsarbejdet:

”(…) det er så utrolig vigtigt, den proces med, at det er SSP-lokaludvalget,

der går ind i at henvise familier. Fordi så har man ejerskabet til

det, fordi man selv har været med til at henvise, og så er der også større

sandsynlighed for, at man både fra sin egen leders side, men også selv

er mere motiveret til at komme og holde et oplæg eller at deltage på en

udflugt.” (SSP-konsulent)

Projektgrupperepræsentanterne understreger dermed betydningen af, at man

videreformidler projektet til de lokale professionelle og gør dem synlige i processen

i kraft af en øget involvering i mobiliseringen. Det er erfaringen, at det ikke

er tilstrækkeligt blot at lade repræsentanterne i projektgruppen stå for videreformidlingen

til deres kollegaer, da meget information aldrig når baglandet i en travl

hverdag. De projektansvarlige må derfor søge en direkte dialog med de offentlige

netværkspersoner i familiernes nærmiljø og investere tid i at skabe den nødvendige

motivation for at bakke op om projektet fagligt og økonomisk. Hvis projektgruppen

sammensættes ud fra, hvilke professionelle der har visiteret familierne,

kan det skabe en større sammenhængskraft i projektgruppens arbejde, idet de

professionelle er involverede i kraft af deres kendskab til familierne og derfor

sandsynligvis er mere motiverede for at indgå aktivt i projektarbejdet som rammen

om en fælles indsats. Ligeledes kan det være med til at motivere familierne,

da det bliver tydeligere, hvilken relevans deres kursusdeltagelse har for deres

børns liv og egen hverdag.

Det kræver dog, at der også på ledelsesniveau bakkes op om projektet og frigøres

økonomiske og arbejdsmæssige ressourcer. For at muliggøre en tværfaglig

indsats er det derfor væsentligt, at man både på medarbejder- og ledelsesniveau

tydeliggør projektets relevans. Således må man sætte fokus på at formidle,

hvordan projektet kan være en chance for at skabe et bedre samarbejde med

familierne og en mulighed for at blive del af en fælles indsats, hvor en øget koordinering

og vidensdeling gør det muligt at løfte ansvaret for integrationen i fællesskab.

ET PRofESSIonElT DElTAgERPERSPEKTIV

I det følgende inddrages perspektiver fra de professionelle deltagere, der i kraft

af deres kontinuerlige aktive deltagelse var centrale nøglefigurer under kursusforløbet;

projektlederen, integrationskonsulenten og familiecoachen. Hensigten

er at sætte fokus på centrale erfaringer i forhold til den konkrete implementering

og mødet med familierne samt at opsummere, hvad de betragter som udbyttet af

familiekurset.

At møde familierne hvor de er

Mange enkeltstående familier havde et stort behov for hjælp til løsning af konkrete

sociale problemer, hvilket gjorde, at integrationskonsulenten og projektlederen

i højere grad end tiltænkt har brugt meget tid og energi på at varetage enkeltsager.

Projektlederen fremhæver generelt betydningen af, at projektet og dets midler

er bevægelige i forhold til deltagernes behov:

”Og så skal man jo også i sådan et projekt være åben for, at der kan ske

noget undervejs – at der er forandringer, og der er et behov et andet sted

– det er jo stadig familiesamtaler… det er bare… vi gør bare noget andet,

og vi handler, og vi er ude i marken, hvis man kan sige det sådan, med

de problemer, de nu har. Og det skal man jo være åben for.”

Det har således været centralt med en fleksibel og dialogisk tilgang, der efterlader

plads til, at deltagernes konkrete problemstillinger kan virke ind på udformningen

af forløbet. Som eksempel fremhæver integrationskonsulenten, at de tog på

hjemmebesøg efter behov, og at familiecoachen blev inddraget to ekstra gange

på forældrenes opfordring. Endvidere blev der på baggrund af forældrenes initiativ

arrangeret fælles madlavning inden onsdagsarrangementerne.

Ligeledes påpeger familiecoachen, at hun oplevede, at familierne fik mest ud af

deres deltagelse, når oplæggene tog form af et erfaringsbaseret samarbejde med

afsæt i familiernes hverdagsliv og aktuelle problemstillinger. Hun understreger,

at forudsætningen for at skabe en personlig meningsfuld undervisning er, at man

møder deltagerne, hvor de er og inddrager dem og deres ressourcer aktivt:

”Hvis de ikke stiller spørgsmål. Og hvis de ikke begynder at snakke. Så

ved jeg ikke, hvor de er henne i verden. Om de forstår mig? Om de er

generte? Om de ikke gider? Eller.. Når de begynder at snakke – ’ja, det

er rigtigt’… ’ja, det er godt, du siger det’. Ja… Og når man også fokuserer

på deres ressourcer – det synes jeg er fantastisk. Så de føler, at de

kan.”

Integrationskonsulenten fremhæver, at de bevidst udvalgte oplægsholdere, der

havde samme baggrund som forældrene, idet de håbede, at de ville kunne fun-


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 60 61

gere som positive rollemodeller og billeder på en mulig fremtid. Hun oplevede

dog, at der i enkelte tilfælde var et dårligt match, hvor oplægsholderne stod i en

situation, der var så langt væk fra forældrenes, at deres bidrag blev oplevet som

misforstået og belærende. Man kan således sige, at det er centralt med undervisere,

der både står i en genkendelig position og samtidig respekterer deltagernes

unikke erfaringer.

Dialog og fælles samvær som basis for forandring

Både familiecoachen, integrationskonsulenten og projektlederen oplevede mange

af forældrenes forhold til offentlige medarbejdere som præget af mistillid. De

ser det som havende rod i en forestilling om, at de er repræsentanter for en kontrolinstans,

som udgør en trussel mod familien:

”Fordi de troede om det danske system - altså det er deres fordom - at

hvis man ikke giver børnene lov til at gøre, hvad de vil – så bliver børnene

taget fra familien.” (Integrationskonsulenten)

”der var jo mange af dem, der sådan studsede lidt over så’n... Hvem var

jeg? Altså, [integrationskonsulenten] kendte de jo… øh.. nogle af dem.

Men hvem var jeg? Og i starten der troede de, at jeg var sådan en fra

kommunen, der ville komme og tage deres børn.” (Projektlederen)

Med henblik på at nedbryde negative forventninger var der i kursusprogrammet

lagt vægt på et udgangspunkt i socialt samvær og fælles oplevelser, såsom udflugter

og fællesspisning. De professionelle deltagere fremhæver, at det uformelle

personlige møde om fælles aktiviteter var med til at styrke den gensidige tillid og

fællesskabsfølelsen:

”Det gjorde et eller andet. Ved os som gruppe… Også at man kan se hinanden

på slap line (…) det tror jeg bare er rigtigt vigtigt. At man kan gøre

noget sammen, gør også noget ved fællesskabet.” (Projektlederen)

Således var det ”at gøre noget sammen” i form af et aktivitetsbaseret samvær et

vigtigt element for at ændre præmisserne for en konstruktiv dialog.

En anden tilgang til at skabe en tillidsfuld dialog var at inddrage flerkulturelle

oplægsholdere. Det var intentionen, at deres oplæg skulle være udgangspunkt

for fælles diskussioner i et socialt rum, der muliggjorde en åben og ligeværdig

vidensdeling:

”Det rum, der skulle være der – det var jo et rum, hvor man kunne tale

frit. Og hvor der altid var plads til at stille spørgsmål, og der altid var

plads til at debattere. Det var det rum, jeg gerne ville skabe. Øhm. Og at

man blev taget alvorligt. Og når der blev sagt noget, så var der nogle, der

lyttede. Og nogle der.. der tog ordene med sig (…) Og så måske også et

rum, hvor der ikke er noget, der er rigtigt og ikke er noget, der er forkert.”

(Projektlederen)

”Min forventning er, at de får noget med. At de føler respekt. Og at de er i

centrum. At de føler sig hørt og lyttet til.” (Familiecoachen)

De professionelle deltagere fortæller, at familierne var meget tilbageholdende i

starten, men at de over kursusperioden udviklede et solidarisk fællesskab, der

dannede udgangspunkt for en markant øget åbenhed i forhold til at give og modtage

støtte både fra hinanden men også fra de professionelle. Projektlederen

beskriver her, hvordan familiekurset skabte en ny åbenhed, der ændrede præmisserne

for fælles dialog og forandring:

” (…) hvis man skal gå ind og sige, hvor de er rykket – det er der, hvor de

tør sætte ord på, hvordan de har det. Og være åbne i forhold til det (…)

der er kommet en helt anden form for fællesskabsfølelse.. og åbenhed.

Ja, hold da op. Der er sket rigtig mange ting! Og på den måde kan man

sige, at i og med, at de har været åbne overfor hinanden, på selve kurset,

har de også være mere åbne i forhold til deres problemer og i forhold

til mig og efterspurgt – kan vi ikke gøre så’n og så’n.”


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 62 63

Kollektiv problemløsning i et alment perspektiv

Integrationskonsulenten påpeger, at et fælles samarbejde forudsætter, at forældrene

erkender deres børns andel i de konflikter, der opstår. Som et eksempel på

en positiv udvikling fremhæver hun en deltagers ændrede problemopfattelse:

”Først har hun hele tiden givet andre skylden – andre var dårlige mod

hendes søn. Men da kurset…. Altså efter de oplæg vi har haft - nu godkender

hun det; det er hendes søn, der har problemet. ’Det må vi løse

fælles. Fordi jeg kan ikke’. Det er det dér ’jeg kan ikke’ – det betyder

meget.”

Således synes erkendelse i integrationskonsulentens perspektiv at forudsætte,

at forældrene oplever deres egne børn som ansvarlige for problemerne, da det

giver en øget villighed til at søge støtte og indgå i en arbejdsalliance med de professionelle.

Heroverfor advarer familiecoachen mod at ansvarliggøre enkelt parter og understreger,

at hun under kurset lagde op til en almen relationel forståelse af de problemer,

familierne oplevede. Hun beskriver, hvordan hun derfor fra start afviste at

beskæftige sig med et fokus på kulturforskelle, som projektgruppen havde lagt op

til:

”’Jeg gider ikke snakke om det!’ Jeg sagde det med det samme til [integrationskonsulenten]

Det er en stor.. - efter min erfaring med tosprogede

børn og familier - .. stor fejl, synes jeg. Det er ligesom at anerkende, at

du er anderledes ... på en negativ måde.”

Familiecoachen påpeger således, at der er en generel tendens til at bringe kulturforskelle

i spil som en statisk årsag, der ’kiler’ sig ind imellem forældrene og omverdenen

og bliver en negativ referenceramme, som hverdagens sammenstød

forstås ud fra. Hun argumenterede i stedet for en mere almenpsykologisk tilgang

til problemløsning, da en forståelse af konflikter som et produkt af et samspil

åbner op for nye handlemuligheder. Konkret forsøgte hun at fremhæve de relationelle

aspekter i forældrenes konflikter med deres børn via et fokus på kommunikation.

Hun refererer her til en dialog med forældrene:

”De var meget nysgerrige [refererer til deltagernes respons]: ’Aaaah – så

det er noget med kommunikation? Det er ikke nogen fejl med ham?’ Nej,

der er ikke nogen fejl med ham. For dårlig kommunikation, det kommer

også til at skade. Vi kommer til at skade vores børn på grund af dårlig

kommunikation [refererer igen til deltagerens respons]: ’Kan man godt

det?’ Ja! Selvfølgelig! Hvis vi sidder og snakker hele tiden og barnet bare

siger ’ja, ja, ja’. Er det nu sikkert, at barnet forstår? Nej.. Så det er et

gammelt mønster, vi skal lave om. Så siger de: ’Hvad skal vi gøre?’. Prøv

at spørge barnet! Hvad synes han? Hvad er hans ide?”

Som udsagnet illustrerer, tjente et fokus på kommunikation til at tydeliggøre forældrenes

eget ansvar for samspillet men også til at give dem en oplevelse af, at

det er muligt at indgå på nye måder i relationen til deres børn, og at man godt

kan samarbejde på tværs af forskelle. Hermed bliver kulturforskelle ikke i udgangspunktet

uoverstigelige problemer men et forhold, der kan forhandles.

Ligeledes satte familiecoachen fokus på muligheden for forhandling i forhold til

skole-hjem samarbejdet, da mange forældre efterspurgte hendes erfaringer med,

hvordan man konstruktivt håndterer relationen til skolelærerne i børnenes hverdag.

Det var hendes indtryk, at deltagerne ofte oplevede konflikter med offentlige

medarbejdere som et udtryk for racisme eller diskrimination. Hun refererer til en

konkret episode, hvor en deltager bringer et eksempel på banen fra sin arbejdsplads:

”(…) Og hun nævner, at en kollega, han er… diskriminerende. Og behandler

hende anderledes. Så tager vi emnet op (…) jeg stiller spørgsmål

til alle – at de skal sige deres mening om sådan nogle oplevelser.

Og de fleste, de siger at: ’Ja. Det er diskriminerende. Danskere er sådan

og sådan og sådan.’ Så siger jeg: ’Okay. Hvad så med at arbejde i Irak?

Har nogle erfaringer fra eget land?’ Det havde to eller tre. Så spørger jeg:

’Har I oplevet noget lignende?” [referer til deltageres respons]: ’Jaaaaaa.

Der var min chef sådan og sådan’. [referer til egen respons]: ’Okay. Så

det er ikke bare kun her – det er også andre steder. Er der nogle, der har

hørt om andre danskere, der også har oplevet det? [referer til deltagers

respons]:’Ja, min nabo! Hun er dansker!’ [opsummerer egen pointe]: Så

det er noget med at give eksempler til alle og sige - det er ikke på grund

af, at du er sådan. Hvis du føler sådan, så kommer du aldrig… så bliver

du hjemme. Men det er ham. Det er hans problem. Og hvis du ikke er

her, så finder han bare en anden dansker (…) Hvis du siger ’Alle danskere

– de er alle sammen sådan!’ Så er der ingen, der vil høre. Hvis du

siger ’Ved du hvad, jeg er meget ked af det’. Hvis du snakker om dine

følelser – så kommer vi igen til kommunikation.”

Hun fremhæver således, at hun forsøgte at ændre forældrenes opfattelse af deres

handlemuligheder ved at respektere deres negative erfaringer men samtidig

udfordre deres vurdering af konflikter med henblik på at åbne op for nye måder at

håndtere dem på. I det her tilfælde ved at opfordre til ikke at sige jobbet op eller

at isolere sig, men ved at opsøge en dialog med en urimelig kollega. Ofte inddrog

familiecoachen egne personlige erfaringer med sine børn som eksempel på,

hvilke udfordringer man møder, og hvordan man kan imødekomme dem:

”Så jeg snakker om mine egne erfaringer – hvordan jeg tackler.. nogle

problemer med min datter.. hvad man kan sige og sådan og sådan.. Og

jeg har også en dreng på 16 år, så jeg har.. han er en teenager – så det

er alt med fester, og klub og druk. Så. Jeg begynder at reflektere mit liv til

dem på alle måder. Og det synes de er rigtig godt – at de modtager. Med

ærlighed…”


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 64 65

Hun oplevede, at deltagerne gradvist begyndte at dele deres personlige erfaringer

med, hvordan man kan håndtere sine betingelser på en konstruktiv måde.

Her refererer hun til en far, der delte sine erfaringer med de øvrige deltagere:

”Han sagde – ’der er en dansk kunde, der kommer til forretningen, og

han behandler mig uden respekt. Så hver gang blev jeg nødt til at snakke

med ham og vise ham, hvordan man snakker, og så blev vi efterhånden

venner’ (…).”

Diskussionen af konflikthåndtering tog primært udgangspunkt i et interpersonelt

kommunikationsniveau, som blev knyttet til et fokus på, hvordan det kræver, at

man insisterer på sit eget værd og egne ressourcer. Hun understreger dog, at

familiernes negative forventninger ikke eksisterer i et socialt vakuum, og at man

også må klæde professionelle bedre på til at tage positivt initiativ i forhold til forældrene.

På baggrund af sin personlige og professionelle erfaring fremhæver

familiecoachen således et stort behov for, at pædagoger og lærere med medansvar

for familiernes børns trivsel, i højere grad inddrages aktivt som basis for at

skabe gensidig forståelse og forbedre kommunikationens præmisser.

Betydningen af en mentorfunktion

Grundet sprogbarrieren var det primært den tosprogede integrationskonsulent,

der havde den løbende kontakt til familierne. Projektlederen oplevede sprogbarrieren

som en stor hæmsko, der gjorde det svært at tage initiativ i forhold til deltagerne

og at opbygge en relation til de ikke-dansktalende forældre:

”Det har virket sådan på mig, at jeg hele tiden har haft sådan en eller

anden form for distance til de her deltagere ikke (…) Så nogle gange har

jeg følt mig lidt ude på et sidespor ik. Èn der kunne kigge ind på det eller

sådan ikke.”

Integrationskonsulenten understreger dog, at det var vigtigt for tilliden til projektet,

at hun på forhånd kendte familierne, og at de delte en fælles kulturel og

sproglig baggrund:

”Det betød meget. For det første: Sproget. Altså, at man taler ét sprog

(…) Og så kultur betyder meget. Altså. Det er madkultur. Det er tankegangen.

Det er skam. Det er ære. Det er ramadan. Det er efter ramadan.

Det er, hvornår man siger salaam, hvornår man siger hej. Om man siger

– man aflyser det på grund af ramadan, fordi man faster. Der er mange

ting, altså... Fordi jeg selv er araber, så er det nemt for mig at sige til kursuslederen:

’husk i dag er højtidsdag’ (…) Der er nogle, der.. jeg tror nok,

at de betragter mig som en… en del af dem.”

Ifølge integrationskonsulenten skabte den direkte kommunikation og fælles referenceramme

gode præmisser for samarbejdet, idet hun i kraft af sin grænseposition

kunne medtænke både familiernes og de danske professionelles behov i

organiseringen af forløbet. Det krævede dog en omfattende og energikrævende

indsats at fungere som kontaktperson for familierne, da hun skulle varetage den

kontinuerlige motivations- og kommunikationsindsats og samtidig udførslen af det

praktiske organiseringsarbejde. Endvidere var der også kun én enkelt tolk tilknyttet

kurset, hvorfor integrationskonsulenten delvist fungerede som tolk.

Projektlederen fortæller, at det ikke var muligt at mobilisere mentorer til kursusforløbet,

da folk i lokalområdet ikke havde tid og lyst til at påtage sig en mentorfunktion.

Integrationskonsulenten oplever dog at have haft for meget at se til og

påpeger, at der er brug for fremover at omfordele arbejdsansvaret og prioritere

mentorrollen som en særskilt funktion, da én mentor til 12 familier er i underkanten:

”Jeg tror nok, at der er brug for flere mentorer.

Fordi. Jeg har haft ti kasketter på…”


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 66 67

Behov for tværfaglig koordinering og et langsigtet udviklingsperspektiv

De professionelle deltagere oplever, at familierne er blevet langt mere kontaktsøgende

og åbne for at tage imod hjælp, fordi professionelt engagement i trygge

rammer har givet dem større tiltro til, at det nytter noget at samarbejde og at gå i

dialog med det offentlige netværk. Projektlederen har derfor særligt i slutningen

af forløbet i høj grad haft en koordinerende rolle i forhold til socialforvaltningen og

har udgjort et formidlende bindeled mellem familierne og sagsbehandlerne. Hun

oplever at have brugt meget energi på at assistere familierne i at afdække jobmuligheder

og på at indfri de ændrede aktiveringskrav, der følger af Regeringens

nye politiske udspil om 450-timers-reglen. 3

3 http://bm.dk/Beskaeftigelsesomraadet/Ydelser/Kontanthjaelp/450timersreglen.aspx (26.04.11)

Både integrationskonsulenten og projektlederen påpeger, at de er positivt overraskede

over, hvor meget familierne har rykket sig på kort tid. De fremhæver dog

begge, at kortvarige projektindsatser skaber utilstrækkelige rammer for langsigtet

forandring:

”(…) det er ikke nok med aktiviteter i 6 måneder, og hvis man tager ramadan

én måned og juleferie, så bliver det 4½ måned. Så skal man lave

det udover. Ellers får man ikke det rigtige resultat. Man kan mærke, at

ændringerne og mange samarbejdsmåder tager længere tid.”

(Integrationsmedarbejder)

”Jeg kunne bare godt have tænkt mig, at der havde været noget mere

tid (…) for det er først nu, hvor vi slutter, at jeg er tæt på de her. Det er

først nu, de ringer – eller er begyndt at sige ’Gider du gå med mig der

og der?’, ’Kan du ikke hjælpe mig med det og det?’ Det er først nu, de er

begyndt på det ikke. Og så SLUTTER det. Og det er jo det ærgerlige ved

sådan nogle projekter her ik. At de har en udløbsdato.” (Projektleder)

Projektlederen påpeger, at det har været en langvarig proces at skabe en alliance

med familierne, og at projektarbejdets tidslige begrænsninger vanskeliggør et

langsigtet udviklingsperspektiv, da det slutter bedst som præmisserne for et konstruktivt

samarbejde var etableret. Endvidere understreger hun, at ønsket om

at fremme en gensidig forståelse og dialog led under de professionelles manglende

aktive deltagelse:

”Der var jo den der dobbelthed i det – at familierne skulle lære de professionelle

i området at kende. Og omvendt – skulle de professionelle også

lære nogle af familierne at kende (…) Så det gik begge veje. Og det

kunne jeg godt have tænkt mig, at der havde været noget mere plads…

og tid til.”

Man kan derfor indvende, at det er en central begrænsning ved projektet, at det

grundet den vanskelige opstart ikke lykkedes at få mobiliseret og inddraget de

professionelle i familiernes nærmiljø. Da mange af de fagpersoner, familierne har

lært at kende via kurset, ikke vil være tilgængelige i det lokale miljø efter kursets

afslutning, er der derfor kun i begrænset omfang mulighed for at videreudvikle

samarbejdet. Således begrænses udviklingsprocessens kontinuitet af en manglende

lokal forankring, som kan siges at være den strukturelle præmis for, at dialogen

mellem familierne og deres netværk fortsætter efter familiekursets afvikling.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 68 69

BøRn og UngES PERSPEKTIV

Socialt fællesskab

”Før. Jeg har ikke kendt så mange venner. Men nu begynder jeg at kende

mange venner fra kurset!” (En ung kursusdeltager)

Generelt var det vigtigste for de interviewede børn og unge, at kurset gav mulighed

for at få nogle sjove oplevelser i et nyt socialt fællesskab. Mange kom i

starten mest på forældrenes opfordring og havde ikke selv valgt at deltage, men

giver udtryk for at det var sjovt at være med. Flere kendte hinanden perifert i

forvejen og kom primært for at lære de andre jævnaldrende kammerater bedre at

kende og for at deltage i fælles aktiviteter med familien.

fælles oplevelser med forældrene

”Det var rigtig sjovt. Men Bornholm skulle være lidt længere tid!”

”Ja. Jeg ville være der et år!”

De to pigers ovenstående beskrivelse af kurset er meget repræsentativ for de

unge deltageres perspektiv. Generelt var alle meget begejstrede for familieturen

til Bornholm, der beskrives som en betydningsfuld oplevelse. Flere indvender

dog, at tre dage var en lidt for kort periode, og at en uge ville være en mere passende

længde. Drengene fremhæver fisketuren og dét at komme ud at rejse i et

fællesskab som det vigtigste ved kurset:

”Men jeg synes at Bornholm.. eller.. altså ikke kun Bornholm – men rejser!

Det er.. det skulle man helt sikkert gøre igen. At komme ud og rejse

et sted.. Væk fra København.”

Endvidere var alle glade for de luksuriøse ferieforhold og den udendørs pool, der

dannede ramme om mange mindeværdige oplevelser. Generelt er det en fællesnævner,

at det var oplevelsen af at samles om fælles sociale aktiviteter, der

havde værdi for børn og unge. Mange pointerer som denne pige, at det var et

højdepunkt på turen at se VM i fodbold:

”Det var rigtig hyggeligt!!! For så sad vi alle sammen og råbte og skreg

sammen.”

Flere efterlyser dog et endnu større fokus på fælles aktiviteter, hvor hele familien

deltager. En af pigerne uddyber:

”De ture de havde arrangeret – det her med at drengene skulle ud at fiske

og damerne skulle ud at vandre… (…) Altså.. Man tager derhen som

familie – så kunne man gøre det til en familietur.”

Som eksempel på mulige forslag til fællesaktiviteter foreslår de unge fælles fodboldkampe

eller rundbold, hvor hele familien deltager. Betydningen af fælles

samvær understøttes af, at det som står tilbage som mindeværdigt hos de interviewede

børn og unge var den fælles tur til Folketinget, den fælles bowling, det

fælles restaurantbesøg og den fælles familiequiz. Som en dreng formulerer det:

”Jeg kunne godt lide det der frokost, hvor vi skulle hen et sted og spise..

sammen!”

Meningsfuld aktivitet og medbestemmelse

På de aftener hvor der var forældreoplæg, deltog børn og unge i aldersopdelte

aktiviteter. Der var konsensus om, at bowling og biografturen var gode indslag,

men ellers var der meget blandede udmeldinger på spørgsmålet om, hvad de har

syntes om onsdagsaktiviteterne.

Flere nævner, at de havde en dårlig oplevelse med karatetræneren, hvis træning

blev opfattet som rigid. Til gengæld ”tryllebandt” tryllekunstneren de fleste, og de


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 70 71

interviewede drenge var glade for sportsaktiviteterne i hallerne. Heroverfor har

de unge piger generelt en oplevelse af, at onsdagsplanerne i højere grad var

målrettet de mindre børn end dem. Alle giver som disse to piger udtryk for, at de

planlagte aktiviteter ikke altid matchede deres interesser, og at det gav dem en

oplevelse af at være lidt til overs:

(…) Altså, aktiviteterne var fine nok. Men du kommer herhen med forældrene,

og ’hey – så går de hen et helt andet sted, og du skal ud på

legepladsen og lege’. Jeg kunne jo bare gå hjem eller jeg kunne selv gå

derhen alene. Hvorfor skulle jeg være her så? (…) Man forstår godt, at

de er nødt til at lave et eller andet… øh.. fodbold eller tage på legeplads..

Men så bliver det altså lidt kedeligt for os. Jeg synes man skulle (…) lave

noget for vores alder – det er jo os, der vandrer rundt omkring – ikke de

små børn… endnu i hvert fald..”

”Der var for eksempel de der forelæsninger eller oplæg til de voksne ik.

Og så var der altid noget for de små, så man kunne holde de små hen..

Men de tænkte ikke så meget på, hvad vi så skulle lave.”

De unge oplevede således, at der ikke i tilstrækkelig grad var tænkt over, hvad

formålet med deres deltagelse var i de tilfælde, hvor der ikke var fællesaktiviteter.

Nogle foreslår, at man ville kunne imødekomme den udfordring ved at udvælge

familier til kurset, der i højere grad har jævnaldrende børn. Andre understreger,

at de godt kunne have tænkt sig, at man havde lyttet mere til deres ideer til aktiviteter

og havde taget dem med på råd i udformningen af programmet. De følte,

at de professionelle deltagere nogle gange havde mere fokus på at inddrage

dem end fokus på, hvad de inddrog dem i. Som eksempler på selvbestaltede

aktiviteter foreslår en pige, at man kunne lave en musical eller et talentshow for

forældrene, mens en dreng foreslår en udflugt til en go-cart bane. Flere påpeger

dog, at det er vigtigt, at der er voksenstøtte til at realisere deres ideer, da de til

afslutningsfesten havde taget initiativ til en familiequiz, som de oplevede det som

meget vanskelig at gennemføre uden pædagogisk støtte.

Manglende gennemsigtighed

Der var hos mange af de unge en oplevelse af, at der ikke var tilstrækkelig klarhed

over, hvad der skulle ske. I kombination med at aktiviteterne ikke altid blev

oplevet som relevante har den manglende gennemsigtighed skabt en fornemmelse

af at være i venteposition og at blive ekskluderet fra den familieaktivitet, de

havde forestillet sig, at de skulle være en del af. En pige siger om et af de første

møder:

”Der var sådan en eller anden psykolog, der kom og snakkede med forældrene…

og så skulle børnene ud og spille fodbold – vi måtte ikke være

der… De snakkede om opdragelse og sådan noget. Ja – ville det ikke

være sjovere at lave noget for hele familien.”

Oplæggenes fokus på opdragelse har i nogen grad givet de unge en oplevelse af

at stå i et negativt modsætningsforhold til deres forældre og til andre unge, som

det fremgår her:

”De laver sådan et kursus her fordi… Det er ligesom, at de tænker, at vi

ikke er blevet opdraget ordentligt.”

”(…) det er bare helt vildt mærkeligt, hvorfor vores forældre skal vide,

hvordan de opdrager os – og at dem med etnisk baggrund af danskerne

ikke skal have et kursus som det her.”

Andre deler ikke den opfattelse. De så det som værende op til én selv, om man

havde lyst til at ”sidde med” til forældrenes aktiviteter, men oplevede det ikke

som et attraktivt alternativ. Hos flere vækkede opdragelsesproblematikken dog

moraliserende genklang og gav dem en fornemmelse af at blive fremstillet som

et problem. En fornemmelse som blev forstærket af en oplevet mangel på gennemsigtig

i forhold til formålet med de voksnes aktiviteter, der gjorde, at de var

omgærdet af en negativ mystik, som det illustreres i følgende uddrag:


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 72 73

Pige1: ”Altså - da vi sad her – og vi sad og ventede på, at de blev færdige

– der måtte vi slet ikke vide, hvad det var. Det var vores forældre, der

fortæller, hvad der sker derinde.”

Pige2: ”Det var ligesom om, de var i gang med et eller andet.”

Pige3: ”Det var ligesom om, der var en stor hængelås på døren.”

Det peger på to centrale opmærksomheder. For det første, at et særskilt fokus på

opdragelse risikerer at efterlade de unge med en oplevelse af at blive problematiseret

og kan skabe en utilsigtet afstand mellem de unge og de voksne. For det

andet, at det er afgørende, at man giver de unge mulighed for at bidrage og få

medindflydelse på at definere, hvad der skal foregå og med hvilket formål. Man

må således i endnu højere grad afsætte ressourcer til at orientere sig mod de

unge, der gør sig mange kvalificerede overvejelser omkring, hvad det er de deltager

i og hvorfor.

De aktivitetsansvarlige

Der var et meget blandet indtryk af de forskellige aktivitetsansvarlige. Hvor der

generelt var et godt indtryk af den første del af forløbet, påpeger flere af de unge,

at de ansvarlige i slutningen af forløbet havde svært ved at styre de mindre børn,

og ikke havde den fornødne erfaring til at håndtere en kaotisk børneflok. Dette

medførte i enkelte tilfælde forsøg på at håndtere det på en uhensigtsmæssig

måde i form af en afstraffende pædagogik og et behov for at hente assistance fra

venner. Til trods for at der også var positive oplevelser med børnepasserne, var

det generelt oplevelsen, at de havde for meget at se til:

”For eksempel, mig og en anden pige, vi sad og ventede på de andre

ikke. Og der kunne vi så se ind til hallen…… Og egentlig forstår man det

jo godt. Der var jo mange børn.”

Flere foreslog derfor, at man fremover enten bør hverve flere børnepassere eller

finde nogle, der er ældre og mere erfarne til de mindre børn. Der var dog konsensus

om, at det var godt, at der var et aldersmæssigt match mellem de aktivitetsansvarlige

og de unge:

”(…) de var unge, så de var sjove – så kan man lave noget sjov med

dem.”

De unges oplevelse af hverdagslivet: skolen, fritid og de lokale tilbud

De unge beskriver en hverdag, hvor skolen fylder meget. Som for alle andre

unges vedkommende, er det meget forskelligt, hvordan skolen opleves. Nogle er

rigtig glade for at gå i skole, mens andre betragter lektiemængden og lærernes

tilgang til dem som en stor udfordring. Kun få af de interviewede unge gør brug af

lektiehjælpen – herunder en enkelt pige, der benytter lektiehjælpen jævnligt og er

glad for den hjælp, hun modtager på biblioteket.

Der er mange forskelligartede årsager til, at de øvrige deltagere ikke benytter

lektiehjælpen. Nogle klarer sig allerede godt i skolen og føler ikke, at de har brug

for lektiehjælp. Andre benytter allerede et lignende eksisterende tilbud på egen

skole. Dog understreger en af deltagerne, at støtten på skolen ikke opleves som

brugbar, da hun ikke føler, at lektiehjælperne formår at formidle deres viden i et

sprog, så hun forstår det. ”De taler rigtigt mærkeligt”, som hun udtrykker det. En

tredje pige fortæller, at hun har en sportstræner, der har tilbudt at hjælpe hende

med lektierne, når behovet er der. Kursusdeltagelsen har skabt en bevidsthed om

de foreliggende muligheder for støtte, men mange vælger det af forskellige gode

grunde fra. Begrundelserne spænder lige fra en manglende oplevet nødvendighed

til en mere generel skoletræthed, der knytter sig til negative erfaringer med

deres skoledeltagelse og de præmisser, lærerne sætter for den.

Tilsvarende begrundelser gør sig gældende i forhold til de unges fritidsliv. Generelt

er de unge positivt indstillet overfor klubberne, og flere af de unge går allerede

til fritidsaktiviteter eller er skrevet på venteliste til en klub. To af de unge er

med i ”kulturpiloterne”, hvor de er med til at planlægge arrangementer for andre

unge i Urbanplanen. Heraf passer den ene samtidig et fritidsjob. Andre startede

selv en pigeklub op i et åbent klubhus for nogle år siden, hvor de tog initiativ til

en sommerfest i boligområdet men afsluttede den selvbestaltede klub, da skolen

efter 7’ende klasse begyndte at stille større krav. Ligeledes understreger andre,

at lektierne fylder meget i hverdagen. Som en pige sukkende konstaterer:

”Man bliver aldrig færdig med lektierne…”

Det er således vigtigt at holde sig for øje, at en manglende opfyldelse af de kvantitative

succeskriterier vedrørende de unges deltagelse i fritidsinstitutionerne ikke

nødvendigvis skal ses som et udtryk for en forfejlet indsats men i lige så høj grad

kan siges at afspejle et proaktivt ungdomsliv, hvor det kan være svært at finde tid

til det hele i en travl hverdag, hvor skolen fylder meget.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 74 75

foRælDREnES PERSPEKTIV

Socialt netværk og fælles oplevelser

Overordnet var det væsentligste for forældrenes deltagelsesmotivation, at kurset

henvendte sig til børnene, og at der var mulighed for at lære andre familier

at kende og opnå større viden om, hvordan man skal forholde sig til de danske

omstændigheder. Alle forældrene fremhæver, at et vigtigt udbytte af deres kursusdeltagelse

var, at både de og deres børn har fået et større socialt netværk i

lokalområdet. De fortæller, at deres børn var glade for at deltage på kurset, og at

flere stadig spørger, om ikke ”de skal ned i fælleshuset?”. Særligt for de enlige

kvinder har det været en stor kvalitet i hverdagen, at kursusdeltagelsen brød familiens

socialt isolerede tilværelse. Om betydningen af at bryde den sociale isolation

siger kvinderne uafhængigt af hinanden:

”Det var godt for mig og mine børn. For selvom vi bor her, så har vi ikke

kontakt med nogen som helst. Her. Så.. Det var et dejligt arrangement.

Man sidder sammen med en anden familie. Og de her familier har samme

kultur.. og de har samme børn.. og samme problemer..”

”Vi har spist middag. Det bliver mørkt tidligt, og alle folk de sidder hjemme

alene ikke.. Det er dét, at vi ligesom sidder sammen…”

”At hygge. Ja - bare det at komme væk fra hjemmet.”

”Vi havde noget hver uge at se frem til.”

Tilsvarende beskriver to andre mødre i hver deres interviewsammenhæng, hvor

betydningsfuldt det er at have været del af et fælles projekt, og at det har ændret

deres måder at omgås hinanden på i lokalområdet:

”Jeg har set hende før kurset.. Som.. Jeg kunne ikke gå over og hilse på

hende. Men efter kurset – nu kan jeg godt snakke med hende og have

det sjovt.”

”(…) man kan godt se hinanden her i området – men man hilser ikke på

hinanden eller kender hinanden. Fordi. Jeg ved, at hun er araber et eller

andet sted fra – og hun ved, at jeg er araber et eller andet sted fra – men

man kender ikke hinanden. Altså, man går bare forbi hinanden. Men da

vi mødtes her, og vi hilste på hinanden…. Hun ved, hvem jeg er, og jeg

ved, hvem hun er. Og så når man møder hinanden her eller andre steder

– nu hilser man pænt på hinanden. Og…. - det er én, jeg har delt noget

med. Og det betyder utrolig meget.

Mange fremhæver særligt Bornholm som en meget positiv og mindeværdig oplevelse,

der var med til at skabe et godt socialt sammenhold i gruppen. Endvidere

satte forældrene stor pris på at få mulighed for at få et andet billede af Danmark

og at dele noget ekstraordinært med deres børn, de ikke selv har ressourcer til at

realisere. To kvinder opsummerer betydningen af turen således:

”Vi har haft det sjovt, og vi vil aldrig glemme det.”

flerkulturel integrationskonsulent som brobygger

Flere forældre oplevede integrationskonsulenten som en nøgleperson. Det var af

stor betydning for familiers motivation, at de i forvejen kendte integrationskonsulenten

i kraft af hendes daglige virke i lokalområdet. Mange fremhæver også, at

den kontinuerlige kontakt i form af de jævnlige sms-påmindelser om dagens program

og den praktiske hjælp til den fælles madlavning var med til at understøtte

deres deltagelse.

Endvidere påpeger mange, at det var vigtigt, at integrationskonsulenten havde

samme sproglige og kulturelle baggrund som deltagerne, da de følte, at hendes

kendskab til og forståelse for deres situation skabte tillid til forløbet. Flere føler, at

teamworket mellem en projektleder med dansk baggrund og en integrationskonsulent

med arabisk baggrund i sig selv havde en integrativ effekt, da det legem-


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 76 77

liggjorde et positivt billede på et tværkulturelt samarbejde og var med til at skabe

samhørighed.

Erfaringsnær og direkte kommunikation fra en mellemposition

Mange fremhæver diskussionerne med familiecoachen, som det undervisningsaspekt

de fik mest ud af. Familiecoachen formåede at skabe en oplevelse af et

trygt og fortroligt forum, der faciliterede en konstruktiv erfaringsudveksling og faglig

dialog med udgangspunkt i familiernes konkrete problemstillinger. Alle fremhæver,

at der trods de værdiladede og personlige temaer var en respektfuld tone

og plads til forskellighed:

”(…) jeg synes, at det var godt, fordi hver kommer med sin egen.. altså,

det de har gennemgået. Eller.. Altså. Mine børn er ikke ligesom dine

børn, de er ikke ligesom hendes børn. Forskellighed.”

Forældre understreger, at dét som gjorde udbyttet større ved familiecoachens

oplæg var, at de havde mulighed for at kommunikere indbyrdes og perspektivudveksle

uden brug af tolk. Det gjorde således en altafgørende forskel, at diskussionerne

foregik på arabisk, idet det fælles sprog gav dem bedre forudsætninger

for at bidrage og dermed skabte større motivation og læring. Endvidere adskilte

diskussionerne sig fra de øvrige temaaftener ved, at familiecoachen lagde op til

en åben dagsorden, hvor dagens indhold blev struktureret på baggrund af forældrenes

ønsker. Denne vægt på et erfaringsbaseret og dialogisk samarbejde var

medvirkende til, at forældrene fik en oplevelse af at blive mødt som nogle, der

har noget at bidrage med. Det gjorde, at mange følte sig taget alvorligt i relation

til deres ønsker for fremtiden, som de i kraft af andres hverdagseksempler fik en

større tro på er realiserbare. Flere af mødrene påpeger, at de synes, at de har

fået en bedre forståelse for deres børns tankegang og nødvendigheden af at

sætte sig ind i deres perspektiv. Der var dog i høj grad fokus på de mindre børn,

og for de af deltagerne på kurset, der primært havde ældre børn, fyldte småbørnspædagogikken

for meget. De siger dog om de andre deltageres udbytte:

”Jeg tror, de har fået meget glæde af det. For det først – sproget ikke. Og

for det andet – hun har ramt rigtig mange af de der problemer, de har til

dagligt.”

For mange var familiecoachens baggrund som irakisk flygtning og viden om, at

hun tidligere havde ”levet” deres perspektiv en vigtig faktor. Det at hun befandt

sig i et grænseland som et menneske, der både rummede en forståelse af deres

situation og af de danske forhold, gjorde det muligt for hende at formidle sine

egne erfaringer på en måde, deltagerne følte de kunne identificere sig med og

hente inspiration fra:

”Forskellen er for eksempel, at den danske oplægsholder – han har

ikke den baggrundsviden med, hvordan vi lever i forhold til at være her i

Danmark, i forhold til, hvad man kommer fra, og hvad ens kultur er, men

[familiecoachen], hun er jo… hun kommer jo fra samme situation, så hun

forstår jo… hun har levet på begge sider, så hun kan forstå, og hun kan

formidle nogle ting, som vi kan få nytte af..”

Familiecoachen kan siges at have haft en dobbelt brobyggende funktion, idet hun

udgjorde et formidlende bindeled mellem danske og arabiske kulturelle praksisser

og i kraft af dette også blev inddraget som brobygger mellem børn og forældre.

Hun blev blandt andet inddraget i løsningen af en konflikt, da to af familierne

trak sig midlertidigt ud af kurset på grund af en uoverensstemmelse mellem deres

sønner. De to familier var glade for støtten, og fremhæver hendes flerkulturelle

kompetencer som vigtigt for evnen til at formidle mellem børn og forældre.

Kollektiv erfaringsudveksling og støtte

Mange af kvinderne giver udtryk for, at et væsentligt aspekt af kurset var muligheden

for at blive en del af et positivt fællesskab, hvor der var plads til en åben

og gensidig erfaringsudveksling og støtte. Flere beskriver diskussionerne i fællesskabet

i lighed med denne kvinde:

Interviewer: ”Hvordan oplevede du det her med, at man kunne diskutere

sin egen situation og hverdag?”

Deltager: ”Det var rigtig.. godt at diskutere det. Det var også… Alle de

der sidder der.. De var ordentlige og snakkede tydeligt. Så derfor kommer

jeg også til dem og snakker tydeligt, ligesom dem. Og kan være

ærlig med dem. Ja.”

Interviewer: ”Ja.. Så det betød noget, at der også var andre, der startede

med at dele deres historier?”

Deltager: ”Ja, der var familierne rigtig åbne. Rigtig meget åbne! Og fortalte

deres… ja. Deres problemer.. eller deres liv her.”

Interviewer: ”Var det vigtigt for den åbenhed, at det foregik på arabisk?”

Deltager: ”Ja. Det er det! Du kan tænkte, at du har det ligesom de her

familier. Ikke tænke: ’Nå….. det var kun mig’. Det er det ikke. Der er også

mange familier, som har det på samme måde med at være her.”

Ligeledes beskriver andre, hvordan de i kraft af andres fortællinger blev opmærksomme

på, at deres problemer ikke var unikke, men en betingelse de delte med

andre medmennesker. Nogle oplevede derfor fællesskabet med de andre kursister

som en vigtig kollektiv ressource. Andre, herunder fædrene, ser deres udfor-


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 78 79

dringer i hverdagen som en privat sag, de ikke havde lyst til at dele. Flere oplevede

det dog som udbytterigt at lytte til andres erfaringer. En af mødrene beskriver,

hvordan den kollektive vidensdeling havde flere dimensioner:

”For det første, drog jeg nytte af, hvis der er nogle ting, jeg sidder med –

så kunne jeg lytte til andre, der havde samme ting. For det andet – hvis

jeg havde nogle ting, som jeg fortalte videre, så følte jeg også, at der var

nogle andre, der fik noget ud af det.”

Det var således både betydningsfuldt at lære af andres erfaringer men også at

opleve, at ens egne erfaringer var en værdifuld ressource, der kunne være til

gavn for andre. Den interne erfaringsudveksling bidrog således ifølge mødrene

til, at de blev mere bevidste om, hvordan og hvor man kan opsøge tilgængelige

ressourcer. Således udgjorde kurset rammerne for at danne en fælles bevidsthed

om handlemuligheder og en social støtte, der gav flere mod på at påvirke de

forhold, de lever under. Eksempelvis fortæller en deltager om, hvordan hun på

baggrund af inspiration fra en andens positive erfaringer tog initiativ i forhold til

samarbejdet med sit barns lærer. Tolken oversætter kvindens historie således:

”Hendes barn har haft lidt problemer i skolen og har været urolig, hvor

læreren bare har skrevet en protokol over, hvad det er for nogle ting, der

er blevet lavet – uden at fortælle det til forældrene, og først til allersidst

kom og fortalte dem så’n og så’n. En anden af de forældre, som havde

siddet der, havde fortalt at hun også havde samme problem, men at hun

gik direkte over til skolen og snakkede med dem… hvor skolen og forældrene

blev enige om, at man hver især, hvis man havde problemer derhjemme,

eller skolen havde problemer med nogle ting – så kunne man

snakke sammen om, hvad det var for nogle ting, og få dem løst hen ad

vejen i stedet for. Og det samme gjorde hun. Så hun gik… -hun tog sig

sammen – gik op til skolen og fortalte dem at.. ’Jamen, jeg vil gerne have

den dialog med skolen eller mellem hjem og skole’ – og på den måde har

det hjulpet rigtig meget på hendes situation.”

Dog oplever mange fortsat store udfordringer i hverdagen og understreger, at de

stadig har behov for støtte til at navigere sammen med deres børn i de danske

forhold. En kvinde beskriver situationen på følgende måde:

”Selvom vi finder en løsning på det – så er det ligesom en panodil. Du

kan tage den.. og smerten går væk. Men det.. det holder. Problemerne

fortsætter. Men. Men når folk så kommer med en løsning, så bliver du

meget glad for at høre hvordan.. Og det hjælper lidt.”

nye perspektiver på handlemuligheder

En faktor som har medvirket til at give forældrene et bedre indtryk af deres børns

danske hverdag var besøget i fritidsklubben. Mange forældre fortæller, at de fik

meget ud af den nye viden og det personlige møde med repræsentanter fra fritidsklubberne:

”For det første kunne man gå hen og se faciliteterne, og hvad det var for

nogle aktiviteter, de lavede med børnene, og så plus.. dem der var der –

medarbejderne – kunne forklare, hvad det var for nogle ting, der foregik

på stedet. Så det fik vi meget ud af.”

Ligeledes var introduktionen til den lokale lektiecafe en positiv oplevelse. I et interview

med to mødre oversætter tolken følgende:

”De synes, de har fået meget ud af kurset. Især med hvad det er for

nogle aktiviteter, der var for børnene - ligesom for eksempel sådan noget

som lektiecafeen: hvor det fandtes, hvad for nogle områder, man skal

henvende sig til, hvis man har brug for hjælp og for at få noget information

og viden.”

Forældrene føler således, at de i kraft af deres kursusdeltagelse har fået mere viden

om og en bedre forståelse for de af lokalområdets tilbud, der vedrører deres

børns dagligdag.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 80 81

En anden faktor, som bidrog til at udvide forældrenes oplevede handlemuligheder

var inddragelsen af oplægsholdere med en flerkulturel baggrund. For mange var

det vigtigt, at de trak på deres egne personlige erfaringer med at vokse op i en

etnisk minoritetsfamilie i Danmark, idet det inspirerede deltagerne til nye måder

at forstå og håndtere tilværelsen på. Nogle deltagere kom til kurset med en oplevelse

af, at kulturforskelle er en uoverstigelig barriere i forholdet til deres børn,

men fik i kraft af deres deltagelse indsigt i mulige måder at integrere kulturelle

praksisformer på. Følgende interviewuddrag tjener til at illustrere, hvordan de

flerkulturelle undervisere legemliggjorde et billede på en positiv integration, der

var med til at påvirke negative forventninger til børnenes udviklingsmuligheder og

åbne op for nye håb for fremtiden:

Deltager: ”For vi tænkte altid, at hvis børn lever med to forskellige kulturer

– så går det galt. Vi tænker at… at.. Det går galt. Han kan ikke fortsætte

her i livet, hvis han lever med to kulturer. Hvad for en kultur skal vi

have?”

Interviewer: ”Hm.. Så du tænkte, at man bliver nødt til at vælge mellem

den ene eller den anden tilgang?”

Deltager: ”Ja.”

Interviewer: ”Har du det stadig sådan eller har det ændret sig?”

Deltager: ”Lidt.”

Interviewer: ”Kan du prøve at beskrive hvordan?”

Deltager: ”Altså.. Jeg tænker altid.. Hvordan skal mit barns uddannelse

være? Og hvordan tænker de? Er de ligesom os eller ligesom danskere.

Det… Det drejer sig om fremtiden. Hvordan skal fremtiden være? For

mine børn. Så.. Jeg har set nogle eksempler. For eksempel [refererer

til to flerkulturelle oplægsholdere]. Så.. Det.. Altså. Lige nu er fremtiden

åben for mig. Jeg kan se, at det kan være sådan og sådan.”

Interviewer: ”Så det her med at kunne se nogle muligheder, og se hvordan

andre har kombineret kulturelle forhold?”

Deltager: ”Ja!! Ja. Der er nogen, der starter her, som også er fremmed.

Og så er han... Han lever også her med fremmede mennesker. Han voksede

og havde en uddannelse – og det gik rigtig fint med det.”

Balancen mellem teori og praksis – en ”kønnet” forskel

Generelt påpeger mødrene, at de føler, at de lærte meget af forældreoplæggene.

Særligt var de glade for, at der blev sat fokus på kommunikationen mellem tosprogede

børn og forældre, og fremhæver dialogerne med familieterapeuterne

som brugbare:

”Altså – jeg synes, de her psykologer var rigtig gode at have med til den

her slags kurser. For det er meget vigtigt, at de kan forstå og forklare

mange ting.”

Fædrene indvender, at deres udbytte af undervisningen ikke levede op til deres

høje forventninger. De understreger, at de er veluddannede, og at de ikke føler,

at den undervisningsmæssige kvalitet levede op til deres standard. Særligt blev

Integrationsministeriets repræsentanters oplæg om deres børns uddannelsesmuligheder

oplevet som et indlæg, der ikke var tilstrækkeligt kompetent:

”Der var en af foredragsholderne, som faktisk… var meget.. øhm.. lidt

bagud med hensyn til den form for holdning, man havde i forhold til, hvad

man synes var ok for ens barn at opnå. Hun synes for eksempel at 9.

klasse var noget ekstraordinært, og hvis man var nået så langt, så var

det rigtig rigtig godt. Men i forhold til at man bor i det her land, så er 9.

klasse jo ingenting i forhold til, hvad man gerne vil have, at ens børn skal

opnå.”

Den manglende overensstemmelse mellem oplæggets indhold og deltagernes

perspektiv gav fædrene indtryk af, at oplægsholderne havde en forudindtaget

problemforståelse. Det efterlod dem med en demotiverende oplevelse af ikke at

blive betragtet som ligeværdige. Tolken oversætter følgende fra fokusgruppeinterviewet:

”(…) han havde sådan en… han havde en fornemmelse af, at der var

nogle, der faktisk så ned i forhold til, hvem man holdt foredrag for.”

”De kommer med sådan en forudindtagethed om, at de har meget mere

erfaring end nogle af de her kursusdeltagere har. Og mange af dem har

været her i flere år.”

Oplevelsen af at blive mødt med en bedrevidende indstilling og mangel på respekt

for deres erfaring skabte vrede hos fædrene. De fortæller dog, at de alligevel

overvejende har været tilfredse med projektet, og at der også var andre

eksterne betingelser, der lagde begrænsninger på deres mulighed for at deltage.

Eksempelvis deltog den ene i sin ældre søns fodboldtræning, mens andre havde

sene arbejdstider at passe.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 82 83

Som svar på spørgsmålet om, hvad man kunne gøre anderledes fremover, efterlyser

fædrene en bedre balance mellem teori og praksis hos oplægsholderne:

”(…) teoretisk blev der sagt en del ting, men selve de praktiske ting, som

man skal bruge i ens hverdagsliv – det var der ikke. Altså, selvom de

foredragsholdere, der var der, sikkert også havde erfaringer fra deres

eget liv, som de kunne have inddraget, som man kunne få nytte af her.”

De fremhæver dog, at et udgangspunkt i levet erfaring ikke er tilstrækkeligt, og at

erfaringerne i højere grad skal kvalificeres ud fra underviserens videnskabelige

kompetence:

”(…) det er ikke nok, at man bare har erfaring. Nu har alle børn jo.. Man

kan ikke bare sige ’nu har jeg haft børn i 8-9 år’ – så er den erfaring jeg

har jo ikke videnskabeligt begrundet... for at man kan give de oplysninger.

Jeg kan give nogle oplysninger via erfaring – det er så noget andet.

Men videnskabeligt belæg – det er der jo ikke noget af.”

Ligeledes efterlyser nogle mødre en bedre forbindelse mellem teoretiske pointer

og oplægsholdernes konkrete erfaringer. Fælles for både mødre og fædre er

dog et godt indtryk af nogle af de flerkulturelle familieterapeuters bidrag, som de

gerne så havde deltaget mere kontinuerligt. I overensstemmelse med denne fars

udsagn påpeger flere, at der skulle være en større kontinuitet i den professionelle

deltagelse og mere plads til spørgsmål og diskussion:

”(…) hvor meget diskussion var der egentlig mulighed for, når foredragsholderen

havde været der, og havde holdt sit foredrag – så var der måske

lige en åbning for et par spørgsmål – men ikke decideret noget, man

kunne drage nytte af. Især fordi vedkommende så ikke kom en anden

gang – det var bare det ene tilfælde ikke.”

Erfaringerne viser, at det er en vigtig opmærksomhed generelt, og i forhold til

disse fædre i særdeleshed, at man skaber et læringsrum, der både tilvejebringer

ny viden og tager afsæt i de omstændigheder, familierne er underlagt. Således

må man møde folk med ressourcer men uden en fastlåst definition af, hvem de

er, og hvor de skal bevæge sig hen.

Behov for bindeled mellem familierne og socialforvaltningen

Alle forældre havde set frem til den temaaften, hvor repræsentanter fra socialforvaltningen

deltog. De fleste blev dog skuffede, da de ikke følte, at der var nok tid

til dét, som de var kommet for – nemlig at få hjælp til at løse konkrete problemer.

Alle betragter intentionen med oplægget som højst relevant men understreger, at

de tidsmæssige rammer var utilstrækkelige, hvorfor man blev efterladt med flere

spørgsmål end svar:

Deltager: ”Det er ikke nok med de der 2 timer. Det var jo ligesom to

minutter. Og alle har nogle vigtige spørgsmål, som de stiller op. Og.. Det

var ikke nok.”

Interviewer: ”Kan du prøve at beskrive, hvad det er, der vigtigt at få svar

på?”

Deltager: ”Altså. Som jeg siger – der er mange regler. Og de bliver ændret.

I løbet af et år måske. Og vi følger slet ikke med. Lige så snart vi

kender én regel- så om ikke længe skifter det. Og vi står stadig, der hvor

vi var…”

Flere foreslår, at man fremover kunne have haft en ekstra gang med socialforvaltningen

på programmet. Endvidere påpeger en af fædrene, at der udover

manglende tid også var en mangel på relevant information:

”Der blev fyret nogle paragraffer af, der måske egentlig ikke havde noget

med selve vores situationer at gøre. For eksempel med hensyn til at


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 84 85

rejse, med hensyn til arbejdsmarkedet, med hensyn til alle de nye love,

der er kommet. Plus der blev ikke rigtig lyttet. Der var en enkelt én, som

var meget lyttende og gerne ville diskutere de forskellige ting, der blev

spurgt om, men hun fik ikke rigtig lov.”

”På den dag, der sagde hun for eksempel – hvis man ønskede et flexjob,

eller hvis man søgte flexjob, så burde man få et svar. Her har vedkommende

søgt flexjob – og det er fire år siden – og han har først fået svar

her for en måned siden.”

Flere fortæller, at de kom med forhåbninger om at få større afklaring i forhold til

deres konkrete problemstillinger, men ikke følte at de mødte forståelse. Generelt

er familiernes forhold til socialforvaltningen og jobcentret præget af negative erfaringer,

og de havde håbet på, at repræsentanterne ville have været mere lydhøre

og i højere grad have forholdt sig til deres konkrete situation:

”På den aften, der var de der, og det fik man ikke ret meget ud af. Altså,

jeg fik lige sagt lidt om vores situation, men de sagde til mig ’har du

arme, har du ben – så kan du også arbejde’.”

”Man føler sig sådan lidt som fra dengang, man selv var i Irak under

Saddam-styret, hvor det hele bare var striks og meget strengt ik os. Så

man føler, når man ser sådan nogle, der er på den her måde.. det er

sådan meget fakta og ikke så meget menneskelighed.. Så det var sådan

lidt.. Man føler sig ikke særlig tryg i sådan nogle rammer.”

Det manglende udgangspunkt i deltagernes konkrete problemer gjorde således,

at aftenen hos mange gav anledning til frustration og skuffelse. Skuffelsen må

ses i sammenhæng med en hverdag, der for flere familiers vedkommende bærer

præg af en hårdt presset socioøkonomisk situation, som de oplever et stort behov

for hjælp til at håndtere.

Et nyt syn på professionelt samarbejde

For mange af familierne var det første gang, de møder nogle professionelle ressourcepersoner,

der i den grad har advokeret deres sag. En kvinde fremhæver i

sin omtale af projektlederen betydning af at opleve professionelt engagement:

”Det er første gang, jeg møder en som hende! Hun kan godt hjælpe dig.

Hele tiden. Du kan bare ringe til hende, og sige hvad du gerne vil have

hjælp til. Så vil hun meget gerne hjælpe. Og hun er åben og rigtig god.”

”De er meget venlige og meget åbne. Vi følte os trygge ved dem. De

gjorde alt, hvad de kunne.”

En af mødrene beskriver, at selvom de nogle gange kæmpede forgæves, var dét

at blive mødt med velvilje og en fremstrakt hånd i sig selv afgørende og adskilte

sig fra deres tidligere erfaringer:

”Selvom de prøvede at hjælpe… og den hjælp de gav alligevel ikke hjalp

noget i sidste ende – men bare det, at der er nogle mennesker, som

gerne vil hjælpe dig eller bidrage med noget. Det er utroligt vigtigt!”

En af kvinderne fortæller, at hun via kurset fik videreformidlet informationer om,

hvor der var danskundervisning i lokalområdet, som hun nu har skrevet sig op til.

Hun har længe gerne ville øve sit danske, men har ikke haft overskud og sprogkundskaber

til at finde ud af, hvilke lokale muligheder der var. Hun fremhæver

betydningen af at få mulighed for at lære dansk:

”(…) hvis man ikke kan sproget, så føler man jo heller ikke, at man er en

del af samfundet. Så det med at kunne lære sproget – dét med at kunne

føle, at man bidrager – det er meget vigtigt.”

Erfaring viser, at dét at møde nogle dansktalende ressourcepersoner som kan

støtte én i at navigere i det offentlige system og skabe nye handlemuligheder har

været afgørende for, at flere forældre nu oplever en forøget lyst til og mulighed

for at engagere sig i og bidrage til lokalsamfundet. Flere fremhæver, at det var en

vigtig kvalitet ved kursusdeltagelsen, og at de godt kunne have tænkt sig, at der

havde været endnu mere plads til støtte i forhold til konkrete problemstillinger:

”(…) at der var mere decideret program, der forholdt sig til, hvordan man

skulle hjælpe familierne med de ting, som de måtte have (…) Og så

skulle det gerne helst være sådan noget, hvor man kunne få noget ud af

det. Altså, at man kom frem til en løsning på den situation, man havde.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 86 87

Også fx – med hensyn til at hjælpe én til at finde et job.”

”Det skal snakke om… gå lige direkte til vores forhold. Eller vores problemer.

Eller hvad vi kæmper for hver dag.”

En faderlig indvending:

Behov for at inddrage flere af børnenes udviklingssammenhænge

På baggrund af de oplysninger de fik om kursets indhold inden opstart, var det

fædrenes indtryk, at kurset primært var tilrettelagt til børnene. De oplevede, at

deres børn fik meget ud af kurset, men at deres eget udbytte var begrænset af et

manglende fokus på at styrke relationen mellem forældre og børn. En af fædrene

anvender besøget på politigården som eksempel:

”Det var meget lærerigt for forældrene, men hvis det var for børnenes

skyld, så.. Mange af børnene kender jo faktisk godt til den her baggrund

med SSP – og ved det via skolen for eksempel – for de er lidt tættere på

det der sker og rør sig i området. Men selve det med viden – den fik forældrene

indblik i, så det var okay. Men selve det med… relationen mellem

forældre og børn. Den var der ikke.”

Fædrene havde således fra start en forventning om, at kurset i højere grad ville

tage udgangspunkt i relationen. De har generelt betragtet kurset som et oplysningskursus

og understreger, at de aldrig har haft intentioner om at stille deres

private problemer til skue i et offentligt rum. De oplevede i nogle tilfælde, at forventningerne

til deres deltagelse var knyttet til et ensidigt fokus på deres villighed

til at udlevere personlige problemer. Tolken oversætter følgende fra en gruppedebat:

”Selve det med at deltage og motivationen for deltagelse – det går begge

veje. Der er også mange, der måske følte, at de var med.. men… At

der skulle trækkes nogle oplysninger ud af dem, som de ikke var særligt

trygge ved at videregive..”

Man kan således sige, at fædrene oplever en manglende gensidighed i deltagelsen.

Konkret efterspørger de i lighed med flere mødre et større fokus på dialogen

med skolen. En enkelt far giver et konkret eksempel på en dårlig oplevelse

med sit barns skolelærer, hvor læreren gik til kommunen bag om familiens ryg

på grund af barnets udtalelser, der gav anledning til mistanke om omsorgssvigt.

Ifølge faren var barnets udtalelser usande, og den manglende henvendelse til

forældrene ved mistanke om svigt skabte stor mistillid til skolen. I forlængelse af

den ene fars eksempel følger en ophedet debat mellem fædrene på arabisk, som

tolken oversættes således:

”Hvis du skal lave en succesfuld rapport, så skal du ikke snakke med

dem – så skal du henvende dig til skolerne, og så se hvordan det forholder

sig faktisk inde i skolegården. Der er mange børn, hvor de laver

grupperinger i en – lad os sige – anden kultur end dansk. De laver grupperinger

via deres etnicitet (…) Men barnet – det er jo ikke arabisk. Det

er jo ikke iransk. Det er jo ikke palæstinensisk eller jordansk for den sags

skyld. Det er født her i Danmark – på Hvidovre hospital som han siger –

så det opfatter sig selv som dansk. Indtil han måske når så langt som til

20 år – og så kommer der én og siger til ham ’sorte svin!’. Og så opdager

han, at… jamen hov! Der bliver kigget på mig anderledes. Hvor hans tanker

om sig selv, det er faktisk, at han er dansk ikke.”

Fædrene påpeger således, at årsagerne til børnenes eksklusion ikke kun skal

adresseres via en involvering af forældrene men i højere grad må skabe bedre

betingelser for integration i barnets øvrige udviklingskontekster. Fædrene opfordrer

derfor til, at man ser problemer i en større sammenhæng og inddrager flere

parter i en praksisforandring for at undgå en ansvarsforskydning fra et fælles

ansvar til en ensidig ansvarliggørelse af forældrene. De understreger vigtigheden

af, at man ikke møder forældrene med en problemorienteret tilgang:

”For det er jo ikke decideret problemer, man har med ens børn – det er

jo udfordringer, man har… Og det er jo ikke noget enestående indenfor

den her kultur – det findes jo (…) Og det er en udfordring, der er generel.”

Det er således vigtigt, at man i fremtidige projekter støtter op om relationen mellem

de professionelle fra børnenes netværk og forældrene, og at man går dialog

med fædrene omkring, hvordan et bedre samarbejde mellem hjemmet og børnenes

udviklingskontekster også kan styrke deres relation til børnene. Det må gøres

med udgangspunkt i en anerkendende og respektfuld dialog, da en problemorienteret

tilgang giver henvendelsen karakter af krav om ensidig tilpasning, der

vækker meget negativ genklang i fædrenes liv og giver samarbejdet vanskelige

vilkår.

Hvad nu?

Flere af mødrene giver udtryk for, at de er kede af, at kursusforløbet er slut, og

at der ikke længere er fælles rammer, man kan mødes under. Inspireret af viden

om initiativer på Nørrebro efterspørger mange af kvinderne et lokale, hvor familierne

fortsat ville kunne mødes til ugentligt socialt samvær og erfaringsudveksling.

Nogle påpeger, at det med fordel kunne være et tilbud, der inkluderede flere

nationaliteter, så de var tvunget til at øve deres danske. Forældrene er således

motiverede for at fastholde deres nye netværk, og de nye muligheder, det har

åbnet, men har behov for ekstern støtte og økonomiske ressourcer til at tilvejebringe

rammerne.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 88 89

fællES PERSPEKTIV På DET KRIMInAlPRæVEnTIVE ASPEKT

Generelt oplevede de professionelle deltagere den kriminalpræventive baggrund

som et problematisk forhold, der ikke kunne italesættes overfor familierne. Man

undlod derfor bevidst at fortælle familierne om baggrunden for politiassistentens

deltagelse i den første del af kursusforløbet af frygt for, at det ville skabe mistillid.

Den skjulte dagsorden kan siges at afspejle projektgruppens velmenende forsøg

på at nedtone det kriminalpræventive aspekt, der af flere professionelle opleves

som vanskeligt at håndtere i praksis på grund af dets tydelige institutionelle og

negativt ladede referencer:

Projektkoordinator: ”(…) SSP har måske også – for nogle af de her familier

en.. Hvis de siger, hvad det er – skolen, socialforvaltningen, politiet

- ’Hvad er det her for noget?” ikke. Skolen kan man jo godt forstå, men

det er mere de andre ikke. Så jeg tror også, at man har holdt lidt kæft

med det, for at få dem ind. Ligesom med den tur ikke. Jeg tror, at det er

en bevidst strategi.”

Interviewer: ”Ja… Så I havde en oplevelse af, at det med at eksplicitere

sammenhængen ville gå ud over tilliden?”

Politiassistent: ”Ja. Eller problemet i det er – hvis man ikke ved, hvad

SSP samarbejdet er. Så vil man tænke – ””Gud! Tror de jeg er kriminel?

Og er dem, jeg skal sammen med… Er de så kriminelle siden, det er

noget med politiet.”

Som følgende samtaleuddrag om oplevelsen af Bornholmerturen illustrerer, var

flere af de unge efter kursets afslutning stadig ikke klar over, at SSP-repræsentanten

fra politiet var der i kraft af sin rolle som politibetjent:

Pige 1: ”Der var også sådan en mand…”

Pige 2: ”En mand?”

Pige 3: ”Ja. Han var politibetjent.”

Pige 4: ”Nårh….”

Pige 5: ”A- a!??!”

Pige 3: ”Jooo!”

Pige 4: ”Var der en politibetjent???”

Pige 3: ”Jamen, vi skal hen til politistationen, og min far sagde ’ kom lige

med’ – så tog jeg med min far derhen. Og så kommer han ind i polititøj

’hej alle sammen’”

Pige 4: ”Har jeg spillet volleyball med en politimand??!?”

Mange unge fortæller, at de hele tiden havde troet, at politiassistenten var projektlederens

mand eller ”bare én der skulle hjælpe til med noget”. Ligeledes kommer

andre børn og unge op med andre kreative og alternative forklaringer i et

forsøg på at finde en rationel begrundelse for politiassistentens tilstedeværelse:

Pige: ”Hvorfor var han med?”

Dreng 1: ”Det var ham, der havde ansvaret for de der fiskestænger.”

Dreng 2: ”Ja, det var ham, der havde købt dem!”

Mor: ”Nej.. Jeg tror, det er fordi… Han skal…”

Dreng 2: ”Eller. Han havde lånt dem..”

Mor: ”Der skal være en fra.. det her sted som har givet os støtte til det

her kursus. Så han arbejder det sted… Forstår I hvad jeg mener?”

Pige: ”Altså – kom han med som politimand eller som en eller anden

støtter?”

Mor: ”Ja. Han er politimand. Men han arbejder.. han er med i det her.”

Pige: ”Nå, men altså, jeg troede lige, at han kom med som politimand,

og så tænkte jeg – hvorfor skal en politimand komme med…”

Mor: ”Men han er politimand.”

Dreng 2: ”Fordi! Hvis man nu ikke havde ham. Så havde man bare brug

for hjælp – for eksempel – hvis der var en stor fisk, og man kan ikke… Så

bliver man trækket ned i vandet!!”

Ovenstående interviewuddrag illustrerer flere centrale pointer angående det

kriminalpræventive aspekt. Først og fremmest illustrerer drengens forsøg på at

finde en passende forklaring på sin vellidte fiskemakkers nye identitet, at han tilskriver

politiassistenten gode og reelle intentioner. Dog illustrerer uddraget også,

at politiets tilstedeværelse er et forhold, der må forklares. Flere forældre undrede

sig over, at der ikke var åbenhed omkring politiassistentens rolle fra start. Som en

af mødrene udtrykker det:

”Det var bedre, hvis de fortæller os det fra første gang. Fordi der er ikke

grund til ikke at sige det (…) Man behøves ikke at… Man behøves ikke at

skjule det…”


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 90 91

Hvis man ønsker at give familierne et andet syn på de unges voksennetværk, er

det vigtigt at statuere et positivt eksempel og være åben omkring politiet involvering

som en forudsætning for at politiet kan fremstilles som andet og mere end en

negativ kontrolinstans og familierne som ligeværdige deltagere, der har krav på

gennemsigtighed. Således må man være eksplicit omkring magtforholdet og alle

parters involvering, hvis man ønsker at ændre deltagernes relation til det.

En start i ”lånte fjer” kan let give bagslag, da det er vanskeligt for de professionelle

at håndtere det dobbelte bogholderi, og da det risikerer at undergrave tiltroen

til det samarbejde, kurset bestræber sig på at facilitere. For at skabe bedre betingelser

for at spille med åbne kort, må man afsætte mere tid til at etablere kontakt

til deltagerne i planlægnings- og motivationsfasen. Endvidere må man betone

SSP-netværkets generelle forebyggende funktion. Det bliver i højere grad lettere,

hvis de andre dele af netværket er synligt repræsenterede, da politiet dermed

indgår som en del af et alment tværfagligt samarbejde.

Til trods for at håndteringen af det kriminalitetsforebyggende aspekt var problematisk,

har det personlige møde med politiassistenten dog være en positiv oplevelse,

der har givet flere af forældrene et andet syn på nærpolitiet:

Deltager: ”(…) Når man hører om politiet, så kan man slet ikke lide dem,

og vil helst ikke have så meget med dem at gøre og sådan noget. Men

da man så S [politiassistenten], og hvordan han var og så videre, så

kunne man slet ikke føle, at han repræsenterede den del.”

Interviewer: ”Så det er med til at ændre ens opfattelse af politiet?”

Deltager: ”Ja. Det er helt sikkert.”

KonKlUSIon

Fra projektideen oprindeligt blev søsat som en SSP-højskole og til indeværende

familiekursus kan der siges at være sket en organisatorisk forskydning fra et

fokus på at ændre deltagernes betingelser via en øget gensidig dialog mellem familierne

og de professionelle aktører i nærmiljøet til et fokus på at ansvarliggøre

forældrene ved at øge deres vidensmæssige ballast om deres børns handlesammenhænge.

Målet om at skærpe familiernes integration blev således primært

fremmet indirekte i kraft af eksterne oplæg og kollektiv erfaringsudveksling og

kun sekundært i kraft af en direkte personlig dialog med de professionelle aktører

i nærmiljøet.

Erfaringerne viser, at mange af forældrene oplevede den øgede indsigt i samfundsmæssige

forhold og alternative måder at håndtere dem på som værdifulde

for deres mulighed for at understøtte deres børns udvikling. Dog illustrerer erfa-

ringerne også, at viden er en nødvendig men langt fra en tilstrækkelig betingelse

for at styrke familiernes integration. Mange oplever forholdet til skolen og socialforvaltningen

som problematisk og ønsker en bedre dialog med de instanser, der

er genstand for hverdagens problematikker. Det understreger betydningen af,

at integrations- og forebyggelsesindsatser i højere grad inddrager aktører fra de

handlesammenhænge, familiernes udvikling sker i relation til, så det ikke kun er

den ene parts deltagelsesmåder, der gøres til genstand for forandring.

Den begrænsede gensidige dialog mellem familierne og deres lokale netværk

kan siges at afspejle de organisatoriske rammer for projektets planlægnings- og

motivationsfase, hvor der ikke var den fornødne tid og de nødvendige tværfaglige

ressourcer til at inddrage familierne og det lokale offentlige netværk i mobiliseringen

af projektet. For at skabe bedre vilkår for en videreforankring af projektindsatsen,

må fremtidige implementeringer af projektkonceptet i højere grad bygge

bro til børnenes hverdagssammenhænge, så man sikrer, at samarbejdet mellem

familierne og deres nærmiljø fra start bliver et fælles anliggende.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 92 93

Man må derfor synliggøre projektet i lokalområdet og involvere SSP-netværket

i visiteringen af familierne, da lokalt ejerskab fordrer, at alle parter inddrages i at

definere projektet fra start. Det kræver, at man etablerer de nødvendige strukturelle

betingelser, så der frigøres arbejdsmæssige ressourcer på lederplan som

basis for at mobilisere et bredt tværfagligt engagement og en organisatorisk

forankring af helhedstænkningen. Ved at bygge familiekurset op om fælles visioner

reducerer man risikoen for, at indsatsen trækker på fremmedbestemte problemopfattelser,

som let giver de unge en oplevelse af at blive defineret som et

negativt problem. Således må både forældrene og deres børn inviteres med som

dialogpartnere i udformningen af kursets indhold.

Til trods for projektets begrænsninger peger evalueringen på, at familiekurset

samlet set har været en betydningsfuld og positiv oplevelse for familierne. Særligt

fremhæver forældrene netværksskabelsen og den kollektive støtte både fra

andre familier og professionelle som havende modvirket en oplevelse af social

isolation og handlingslammelse. Herunder var det væsentligt, at møde tillidsvækkende

og engagerede faglige ressourcepersoner, der kunne varetage en advokerende

rolle overfor de eksterne hjælpesystemer. Således udgjorde projektlederen

og integrationskonsulenten et vigtigt bindeled mellem familierne og de offentlige

instanser, da de hjalp familierne til at navigere i det offentlige system via deres

adgang til et professionelt tværfagligt netværk.

En af kursets største bedrifter er, at det etablerede en ramme, der muliggjorde,

at familierne blev en del af et meningsfuldt og handlekraftigt fællesskab, hvor de

blev mødt med positive forventninger og sociale ressourcer. Erfaringerne viser,

at familierne havde stor nytte af oplæggene, når de var tilrettelagt som et erfaringsorienteret

og dialogisk samarbejde, hvor læringen tog afsæt i familiernes

omstændigheder. Omvendt blev undervisningen opfattet som moraliserende eller

irrelevant, de gange oplægsholderne ikke formåede at bygge bro mellem deres

generelle faglige viden og familiernes specifikke erfaringer. Det var særligt de

flerkulturelle oplægsholdere, der i kraft af deres personlige fortællinger og genkendelige

situation forstod at skabe den balance mellem ny viden og erfaring, der

gjorde, at forældrene profiterede af det. Flere oplevede familiecoachens oplæg

som udbytterige, fordi der var plads til vidensdeling på et fælles sprog, som gav

forældrene en betydningsfuld oplevelse af at have noget at bidrage med.

Samlet set har det således givet mange forældre en øget tro på, at det er muligt

at forandre de omstændigheder, de lever under. For nogle alene fordi det har

givet et andet perspektiv på tingene og skabt håb om en bedre fremtid for deres

børn. For andre fordi en øget viden om børnenes hverdagskontekster og dialogen

med faglige ressourcepersoner har åbnet op for nye måder at håndtere

hverdagens problemer på og givet dem erfaring med at udøve aktiv indflydelse

på egne livsbetingelser. Familiernes muligheder for at fastholde den positive

forandring afhænger dog fortsat af et tværfagligt samarbejde med professionelle

i deres nærmiljø. Det er således vigtigt at holde sig for øje, at forebyggende socialt

arbejde fordrer en kontinuerlig indsats på flere niveauer, og at en kortvarig

projektindsats kun er starten på en kompleks og tidskrævende udviklingsproces,

der vanskeligt lader sig indfange i snævre succeskriterier og dokumentationskrav.

Hvorvidt projektet har været medvirkende til at igangsætte en langsigtet

forandring for de involverede familier eller forbliver en isoleret udviklingssammenhæng,

er derfor udenfor denne evaluerings rækkevidde at vurdere. Evalueringsresultaterne

understreger dog, at der i høj grad er behov for og mening i at

investere i brobyggende tværfaglige indsatser, der kan styrke etniske minoritetsfamiliers

integration ved at etablere bevægelige strukturelle rammer, der muliggør

et positivt samarbejde mellem familierne og de professionelle aktører i børnenes

udviklingskontekster.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 94 95

UDVIKlIngSPERSPEKTIVER –

ET KRITISK PSyKologISK BUD På En TEoRETISK RAMME

Mod kvalitative udviklingsmål

Familiekursets udviklingsmål har været præget af et fokus på effektorienterede

succeskriterier. Det kan ses som begrundet i et behov for at imødekomme krav

om målbare standarder og kvalitetssikring som i stadigt stigende grad dominerer

den samfundsmæssige udviklingstænkning (Nygren 1995, 2000, Nissen 2000).

Som Albert Einstein engang påpegede, møder nyttetænkningen dog hurtigt sine

begrænsninger, idet ”not everything that can be counted counts, and not everything

that counts can be counted” (Brinkmann 2011). Det forhold bliver sat yderligere

på spidsen af det sociale arbejdes særegenhed, hvis udfald vanskeligt lader

sig indfange i forudbestemte evalueringskriterier, da det er et forhold mellem

subjekter frem for standardiserbare objekter, og derfor kræver mål og midler som

er bevægelige i forhold til de konkrete omstændigheder (Nygren 2000, Nissen

2000, 2003). Selvom sociale indsatser af indlysende grunde må være nyttige, må

vi være opmærksomme på, at spørgsmålet om det virker let kommer til at overskygge

spørgsmålet om, hvorfor det virker, og hvem det skal virke for.

For at undgå at kvantitative effektmål bliver styrende for udviklingens retning må

de ledsages af systematiserede kvalitative refleksioner. Det er intentionen afslutningsvis

at tilvejebringe en mulig teoretisk ramme for en sådan tilgang ved at forankre

erfaringerne i en kritisk psykologisk forståelse af genstandsfeltet. Hermed

lægges der op til et teoretisk informeret bud på en kvalitativ operationalisering

af projektets udviklingsmål, der kan medtænkes i fremtidige implementeringer af

projektkonceptet.

Integration som en fælles frembringelse

Overordnet kan familiekurset med sit særskilte fokus på at styrke forældrenes

handlekompetencer siges at befinde sig i en gråzone mellem socialt forebyggende

og psykosocialt arbejde. Med udgangspunkt i Nygrens (2000: 106) beskrivelse

af målet for indsatser af den karakter, kan familiekurset bedømmes på, hvorvidt

det bidrager til at kvalificere mennesker som handlende subjekter indenfor

bestemte praksisfelter og bestemte materielle, sociale og juridiske rammer. Sagt

på en anden måde - så forudsætter en kvalificering af familiernes handlekompetence

samtidig en kvalificering af de praksisfelter og rammer, familierne handler

indenfor.

Ligeledes påpeger fortalere for den kritiske psykologi, at sociale indsatser må

vurderes ud fra, hvorvidt de formår at transformere de samfundsmæssige forhold,

vi lever under, idet de udgør vores konkrete udviklingsbetingelser (Holzkamp

1983, 1998, Dreier 1999a, 2002, Nissen 2004). De samfundsmæssige

betingelser rummer både muligheder og begrænsninger, da de på den ene side

betinger vores deltagelse men på den anden side forandres aktivt i kraft af denne

(ibid). Således understreger den kritiske psykologi, at individet ikke er passivt udleveret

til sine begrænsninger, men at individuelle begrænsninger heller ikke kan

betragtes uafhængigt af de konkrete samfundsmæssige handlesammenhænge,

de udvikles i forhold til. I den forståelsesramme er familiekursets væsentligste

styrke, at det netop søger at ændre familiernes relation til deres betingelser ved

at understøtte deres deltagelse i lokalområdet.

En videre vandring ind i det kritisk psykologiske univers tydeliggør et andet centralt

udviklingsforhold, projektet adresserer; nemlig det, at en ændring af relationen

til vores livsbetingelser kræver en opmærksomhed på vores handlesammenhænges

indbyrdes forbindelser, da vi aldrig deltager isoleret men altid er

deltagere blandt andre deltagere i forskelligartede handlesammenhænge, der får

betydning i relation til hinanden (Dreier 1999a, 1999b). Vores subjektive velbefindende

afhænger dermed af en vis kontinuitet i vores deltagelse i og på tværs

af hverdagslivets forskelligartede handlesammenhænge og dermed af en udvidende

handleevne, dvs. en øget rådighed over egne livsbetingelser på tværs af

handlesammenhænge (ibid., Dreier 2001). For flerkulturelle børn kan det være

en stor udfordring, idet de ofte har dårligere præmisser for at skabe en kohærent

deltagerbane, hvis de møder modsatrettede krav og forventninger til deres

deltagelse på tværs af deres handlesammenhænge (Hedegaard & Arak 2003,

Boeskov & Ilkjær 2005, Mørch 2006, Rasmussen 2008). Det kan føre til en begrænsende

handleevne – dvs. en oplevelse af ikke at kunne udøve indflydelse

på personligt meningsfulde betingelser på tværs af handlesammenhæng - som

indebærer en risiko for marginalisering (Mørck 2006).


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 96 97

Da deltagelse således er en tværkontekstuel størrelse, der altid afgrænses i kraft

af forbindelsen mellem handlesammenhænge, er familierne og aktører i børnenes

hverdagskontekster medskabere af hinandens udviklingsbetingelser og

handlemuligheder. Styrkelsen af etniske minoritetsfamiliers integration og handleevne

må derfor være en fælles frembringelse frem for et individuelt ansvar. Familiekursets

overordnede succesmål kan derfor formuleres som en vision om at

skabe en fælles indsigt i nye måder at håndtere de konkrete betingelser på, som

overskrider de nuværende begrænsninger og dermed styrker en fælles udvidende

handleevne.

At almengøre handlegrunde

At handle udvidende i forhold til sine muligheder afhænger dog af, hvorvidt man

har personlige grunde til det. Kritisk psykologisk forstået, er al handling knyttet til

nogle særlige handlegrunde, der er et udtryk for, hvordan vi oplever og forholder

os til vores handlemuligheder, og som altid er subjektivt funktionelle set i forhold

til de erfaringer, vi har gjort os (Holzkamp 1983, Dreier 2001, 2004). Hvad enten

man laver ballade i Remisevænget, undgår et samarbejde med sit barns skolelærer

eller giver en familie afslag på en anmodning om økonomiske bevillinger, er

der altid en grund til det, der knytter sig til nogle konkrete betingelser. Det er derfor

de grunde, man nødvendigvis må gå i dialog omkring for at skabe nye måder

at forholde sig til de fælles betingelser på. Det er dog en tidskrævende relationel

proces, der ikke kan implementeres topdown i et snuptag, da der ofte er gensidigt

negative forventninger til hinandens handlegrunde, og da parternes betingelser

er meget begrænsende i en travl hverdag.

Erfaringerne fra familiekurset og andre brobygningsindsatser viser dog, at dét at

skabe rammer for en øget indsigt i hinandens perspektiv har positive implikationer

for samarbejdet mellem offentlige medarbejdere og etniske minoritetsfamilier

(Montgomery, Mouritsen, & Johansen 2006). Man må derfor fremover inddrage

de centrale aktører i børnenes hverdag mere aktivt på familiekurset, så både professionelle

og familierne opnår større forståelse for hinandens handlegrunde og

de betingelser, de relaterer sig til. Det kan ske via en praksisrefleksion, hvor man

ved at udvikle en fælles forståelsesramme opnår bevidsthed om, hvordan man

kan ændre betingelserne til fordel for en udvidelse af de fælles handlemuligheder

(Holzkamp 1998).

Man kan sige, at der i kurset fandt en delvis bevidstgørelse sted i kraft af familiecoachens

fokus på at almengøre de professionelle aktørers handlegrunde.

Det fik i nogen grad forældrene til at indgå på nye måder i relation til deres omstændigheder.

Det er dog vigtigt ikke udelukkende at fokusere på et interperso-

nelt niveau, men også at forholde sig til, hvordan kommunikation og en oplevelse

af selvværd er knyttet til grunde, som er grunde i forhold til partnernes konkrete

samfundsmæssige betingelser. At almengøre problemstillingerne betyder derfor

ikke, at man skal afskrive samfundsmæssige modsigelser, såsom diskrimination,

som noget man blot skal tage med oprejst pande, da det afskærer én fra at lave

om på tingenes tilstand. I stedet må man i fællesskab erkende modsigelsen og

gøre sig den bevidst, samtidig med at man tilvejebringer nye perspektiver på,

hvordan man kan handle konstruktivt og udvidende i forhold til den (Andersen

1987). Derved kan man reducere risikoen for at objektive udviklingsbegrænsninger

forstås som subjektive begrænsninger ved modparten alene (Osterkamp

i Dreier 2004: 98). Ved at sætte fokus på de fælles betingelser og de måder, de

håndteres på, kan man almengøre parternes handlegrunde og forsøge at overvinde

den gensidige personalisering af konflikter, der ikke overskrider den nuværende

situations begrænsninger (ibid., Holzkamp 1983, Dreier 2002).

Hvis man integrerer projektets målsætninger med en kritisk psykologisk forståelsesramme

kunne et bud på en kvalitativ operationalisering af familiekursets mål

se sådan her ud:


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 98 99

Succesmål At fremme etniske minoritetsfamiliers integration via en fælles udvidende handleevne

Delmål At styrke forældrenes handleevne

Succeskriterier

At de oplever en

øget mulighed for

at støtte deres

børn i

dagligdagen.

At de bliver

bevidste om,

hvordan de kan

ændre egne

livsbetingelser

(herunder opnår

viden om danske

samfundsforhold

og lokale fritids-

og støttetilbud).

Delmål At styrke børn og unges handleevne

Succeskriterier

At de oplever en

større kontinuitet i

deres

deltagelsesbetingelser.

At de i højere grad

bliver i stand til at

deltage kvalificeret

og oplever at

kunne bidrage til

fællesskabet.

At de opbygger et

nyt socialt

netværk.

At de får adgang

til nye

fællesskaber,

der kan

understøtte

deres

samfundsmæssi

ge udvikling.

Delmål At styrke de professionelle aktørers handleevne

Succeskriterier

At der etableres

et lokalt forankret

tværfagligt

samarbejde i form

af en øget

koordinering og

erfaringsudveksli

ng mellem de

forskellige

offentlige

netværksaktører

som basis for en

fælles indsats.

At der sikres en

bred politisk og

økonomisk

opbakning til

projektet.

At det lokale

SSP-netværk

deltager aktivt

og bliver en

synlig del af

projektet.

At de i højere

grad får indsigt i

de offentlige

medarbejderes

betingelser og

møder dem som

medmennesker,

der handler med

gode grunde.

At de føler, at de

er blevet mødt

med positive

forventninger til

deres deltagelse.

At de i højere

grad får indsigt i

familiernes

betingelser og

møder både

forældre og børn

som

medmennesker,

der handler med

gode grunde.

At de får positive

erfaringer med at

søge støtte i det

lokale netværk.

At de oplever, at

det er muligt at

trække på deres

lokale

voksennetværk,

hvis der opstår

problemer.

At kontakten

mellem familierne

og

sagsbehandlerne

understøttes, så

familierne kan

opnå større

rådighed over

deres

socioøkonomiske

betingelser.

Vejen derhen: Et fælles tredje i et grænsefællesskab

Spørgsmålet er så, hvordan familiekurset kan danne ramme om en fælles udvidende

handleevne. Vender vi blikket mod den kritisk psykologiske praksisforskning

viser erfaring, hvordan grænsefællesskaber kan være medvirkende til at

overskride en marginaliseret position for unge med etnisk minoritetsbaggrund,

idet de formidler de unges deltagelse på tværs af handlesammenhænge (Mørcks

2006: 241). Et grænsefællesskab er et fællesskab, der bygger bro mellem handlesammenhænge

ved at inddrage folk i et fælles projekt, som kan etablere nye

forbindelser og samarbejdsrelationer på tværs af praksisfællesskaber (ibid.).

Grænsefællesskaber muliggøres således i kraft af et fælles tredje, dvs. gennem

et fælles engagement i en tredje sag eller praksis, som fællesskabet udfolder sig

omkring (Nissen 2003, Mørck 2006). Begrebet om det fælles tredje understreger

det centralt menneskelige; nemlig det at vi altid orienterer os mod at tage

del i noget (Bertelsen 1994, Nissen in prep.). Familiekurset kan således forstås

som et grænsefællesskab, hvor genstandsrettet fælles aktivitet gør det muligt

at mødes i et centreret samvær ”om noget”, der skaber nye forudsætninger for

dialog mellem de parter, der udgør børnenes betingelser. Såfremt man i højere

grad inddrager de professionelle i børnenes nærmiljø, har familiekurset således

potentiale som en projektform, der kan formidle børnenes deltagelse på tværs af

institutioner og hjem, idet det er et fællesskab, der balancerer på kanten af det

institutionaliserede men samtidig opretholder en uafhængig position udenfor det

institutionelle rum.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 100 101

Grænsepositionen udgør dog både familiekursets styrke og svaghed, idet det

skaber nye måder at etablere forbindelser mellem børnenes deltagelsessammenhænge

på, men samtidig kræver at man må navigere i et felt, der på én gang er

defineret internt og eksternt til systemet. Familiekurset kan dermed ses som et

”tredje fællesskab”, der stadig er bundet op på systemets magtforhold men på en

mindre gennemskuelig måde, da det er løsrevet sin direkte synlige forbindelse til

den velfærdsstatslige styring (Rose 1999). Denne dobbeltposition er på den ene

side med til at legitimere projektet og give det økonomisk substans men slører

på den anden side det underliggende magt- og kontrolaspekt. Det er således en

central praksisudfordring i det forebyggende sociale arbejde, at baggrunden for

overhovedet at intervenere er, at man med udgangspunkt i systemets kategoriseringer

på forhånd har afgrænset en gruppe i en abstrakt problemkategori som potentielle

afvigere, der skal tilpasses (Nissen 2000, Järvinen & Mik-Meyer 2003).

Sat lidt på spidsen, var deltagerne således deltagere på kurset i kraft af deres

status som ”mulige kriminelle unge” eller ”mulige uansvarlige forældre”.

Det sociale arbejdes modsætninger trådte konkret frem i problematikken omkring,

hvorvidt politiets deltagelse skulle omtales eller ej. Det endte med ”eller ej”

– netop i et velment ønske om at opretholde en neutral position i relation til deltagerne.

Dog blev dobbeltheden eksplicit senere i forløbet på politistationen. Ligeledes

skinnede den igennem i forældreoplæggenes fokus på opdragelse, der gav

nogle unge en opfattelse af at blive fremstillet som et problem, der skulle ”fixes”.

Trods forsøget på at undgå de professionelle problemkategoriseringer kom de

derfor alligevel til at lægge som en skjult grundpræmis, der i kraft af deres sløring

var vanskelige at overskride. Det kan hurtigt blive problematisk, da det begrænser

de unges mulige deltagelsesmåder. Det er derfor vigtigt at give plads til, at

deltagerne kan stille spørgsmålstegn ved de professionelle problemopfattelser for

at undgå, at de fratages muligheden for at fremstå som almindelige mennesker,

der har noget at bidrage med og som har krav på respekt (Goffman 1963, Järvinen

& Mortensen 2004).

Der er således ikke nogen vej udenom det magtforhold, som kurset - uanset

hvordan man vender og drejer det - eksisterer i kraft af. Derfor må man aktivt

søge at neutralisere det – ikke ved at undgå det men ved aktivt at udfordre det

i kraft af en almen og fleksibel problemforståelse, hvor man nedtoner interessemodsigelsen

ved at mødes i et ligeværdigt deltagerforhold om et fælles engagement

(Nissen 2000, 2004). Hvis man går i dialog med både unge og forældre om

fordelene ved at styrke forældrenes position, synliggør man en positiv forbindelse

mellem kursusdeltagelsen og de sammenhænge, som har betydning for deres

hverdag. Den fælles sag i relationen gør den mindre instrumentel og tillader, at

det kriminalpræventive finansieringsgrundlag kan træde i baggrunden og udvidel-

sen af de fælles livsbetingelser i forgrunden.

Dermed består familiekursets kriminalpræventive effekt og fremtidige potentiale i,

at det kan være et fællesskab, som kan skabe gensidig læring og muliggøre nye

forbindelser mellem børnenes modsætningsfulde praksisfællesskaber. Det kræver

dog, at man i højere grad inddrager aktører i børnenes netværk aktivt. Hermed

kan det bidrage til en bedre integration ved at fremme flerkulturelle børns

bevægelighed i og på tværs af udviklingssammenhænge.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 102 103

Medbestemmelse og frivillighed som grundlag for en fælles indsats

Integrationsindsatser handler med andre ord om, at man må være sammen om

”noget”, der indeholder et positivt fremtidsperspektiv, som kan mobilisere visioner

og drømme, der rækker ud over bekæmpelsen af et fælles problem (Goldschmidt

og Magnussen 2001, Minken 2002). Medindflydelse bliver dermed vigtigt for en

fælles indsats, da det er forudsætningen for at give kurset et emotionelt moment

af relevans for ens deltagelse i andre handlesammenhænge og dermed for at

sandsynliggøre, at læringen kan transformeres fra kurset til hverdagens andre

handlesammenhænge (Dreier 1999b). Læringsteoretisk kan medbestemmelse

derfor ses som en måde at øge læringens kvalitet på, da læring for at være anvendelig

må knytte an til de eksisterende interesser og hverdagserfaringer og

samtidig må overskride disse ved at inddrage nye perspektiver (Lindqvist 2004,

Hedegaard, Frost & Larsen 2005).

Det kan ses som en mulig forklaring på, at familierne profiterede mest af de oplæg,

der tog afsæt i en dialog om hverdagslivets problemer, og at fædrene opfattede

undervisningen som problematisk, når deres hverdagserfaringer ikke blev

sat ind i en videnskabelig ramme. Brugen af flerkulturelle oplægsholdere viste sig

at være central, da deres personlige betingelser vakte genklang i familiernes liv

og derfor faciliterede et samarbejde, der var erfaringsbaseret men også kunne

trække forbindelser mellem deres erfaringer og en ny viden, der udfordrede og

perspektiverede familiernes erfaringsstof. Det er således vigtigt at inddrage oplægsholdere,

der kan tale fra en ”grænseposition”, da de både kan relatere til familiernes

og de professionelle aktørers hverdagserfaringer og dermed kan bane

vejen for en indsigt i hinandens betingelser og handlegrunde, der kan fremme

målet om en fælles udvidende handleevne. Erfaringerne viser dog også, at det at

være i en grænseposition ikke i sig selv skaber positiv identifikation, hvis ikke det

kombineres med en evne til at møde deltagerne, hvor de er.

Medbestemmelsens betydning for en positiv udvikling udgør et argument for, at

projektet må forblive et frivilligt tilbud. Hvis man gør alvor af tanken om at forankre

projektet i kommunale aktivitetskrav og økonomiske sanktioner, er det muligvis

hurtigere at mobilisere deltagere, men erfaringer viser, at læringsrammerne kompromitteres,

da deltagelsen let får karakter af en ”(…) tvangspræget rutine uden

anden mening end at bevare kontanthjælpen” (Koch 2010: 26). Det kan forstås

som en konsekvens af, at ens deltagelse har en fremmedbestemt og negativ relevans

for ens øvrige handlesammenhænge. Det er derfor vigtigt, at udviklingen

sker i et positivt defineret miljø, hvor det er tydeligt, hvordan kursusaktiviteterne

er personligt meningsfulde for ens deltagelsesmuligheder på tværs af handlesammenhænge.

Det kræver, at man mobiliserer både familier og lokale aktører i projektudviklingen

ved at tydeliggøre, hvordan dét at være fælles om noget andet end problemer

kan styrke samarbejdet i hverdagen. En fælles indsats kræver således,

at alle bliver en aktiv del af de konkrete aktiviteter og involveres fra start. Man

kunne eksempelvis afholde en workshopdag på Bornholmerturen, hvor deltagerne

inddrages i at samskabe kursusprogrammets indhold og visioner, så der

sikres ejerskab over processen (For inspiration se eksempelvis ”fremtidsværkstedsmetoden”

i Jungk & Müllert 1990). Erfaringerne fra familiekurset viser, at det

er væsentligt også at invitere de unge med i definitionen af de fælles visioner, så

de får en oplevelse af at kunne bidrage positivt til det fælles tredje. De må således

i højere grad gøres til medproducenter i tilrettelæggelsen og udførslen af

aktiviteterne. I et ungdomsforskningsperspektiv kan man sige, at dét at involvere

de unge i processen og tage dem alvorligt i relation til deres ønsker for fremtiden

i sig selv kan styrke en kvalificeret selvbestemmelse, som er væsentlig for at

kunne deltage i den samfundsmæssige proces (Mørch & Laursen 1998, Minken

2002). Konkret kunne man fremover overveje at indgå et samarbejde med projekt

”Kulturpiloterne” i lokalområdet, som ifølge en ny evaluering har haft stor succes

med at inddrage de unge som medarrangører af kollektive arrangementer for

unge til unge (Leadership Pluss 2010).

Hvis kurset opleves som et relevant fælles udviklingsprojekt, hvor man arbejder

mod en positiv fremtidsorientering, kan det øge sandsynligheden for, at alle

parter forpligtiger sig på en fælles vision om at udvide de fælles betingelser. Det

kræver dog, at projektkonceptet er bevægeligt og giver plads til en kooperativ

integration, hvor den enkelte har medbestemmelse i udviklingen af mål og midler

(Schousboe 1997). Det er uden tvivl en ressourcekrævende praksisudfordring på

én gang at skabe klare rammer for organiseringen og ansvarsfordelingen på et

professionelt plan og samtidig tillade en fleksibilitet i udviklingsmålene. Ikke desto

mindre er en bred mobilisering og tilslutningen til et fælles tredje en del af selve

forandrings- og brobygningsprocessen, der kan bidrage til en oplevelse af fælles

ejerskab som er afgørende for at sikre en udviklingsmæssig kontinuitet i projektarbejdet.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 104 105

BIlAg

Informationsfolder


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 106 107

REfEREnCER

Andersen, A. (1987). Handling – som behandling. Den kritiske psykologis terapiopfattelse.

I: Terapier, Nordisk Forlag A.S., København, 86-103.

Boeskov, S. & Ilkjær, T. (2005). Integration og det frivillige foreningsliv. En undersøgelse

af barrierer og løsninger i relation til foreningsdeltagelse hos unge med

anden etnisk baggrund. Institut for Idræt, Københavns Universitet, København.

Brinkmann, S. (2011). Nyttens regime. Psykolog Nyt, 2, 2011.

Dreier, O. (1999a). Personal trajectories of participation across contexts of social

practice. Outlines: critical social studies, 1 (1), 5-32

Dreier, O. (1999b). Læring som ændring af personlig deltagelse i sociale kontekster.

I: Nielsen, K. & Kvale, S. (red.). Mesterlære. Læring som social praksis.

Hans Reitzels Forlag. København. 76-100

Dreier, O. (2001). Virksomhed – læring – deltagelse. Nordiske Udkast, 2, 39-58.

Dreier, O. (2004). Psykosocial behandling – En teori om et praksisområde, Dansk

psykologisk Forlag, 9-40, 97-104.

Gade, J. N., Hannemann, N. & Wittendorf, N. M. (2004). ”Jeg håber, I vil lave det

igen”: Evaluering af en SSP-højskole for etniske minoritetsfamilier på Nørrebro,

Udviklings- og Formidlingscenter for Børn og Unge.

Goffman, E. (1963). Stigma. Notes on the Management of Spoiled Identity. Penguin

Books, Harmondsworth.

Goldschmidt Henriksen, K. & Magnussen, S. (2001). Pædagogiske bolcher – en

diskussion på baggrund af Pendlerrapporten. Social kritik, 72.

Hedegaard, M. & Arak, H. (2003). At blive fremmede i Danmark. Hvordan tyrkiskdanske

unge oplever deres skolegang, identitet og fremtid. Forlaget Klim, Århus,

138-164.

Hedegaard, M., Frost, S. & Larsen, I. (2005). Krigsramte børn i eksil. Forlaget

Klim, Århus, 128-168.

Holzkamp, K. (1983). Grundlegung der Psychologie. Campus. Frankfurt, New

York.

Holzkamp, Klaus (1998). Daglig livsførelse som subjektvidenskabeligt grundkoncept.

I: Nordiske Udkast, 2, 1998.

Jungk, R. & Müllert, N. (1990). Håndbog i Fremtidsværksteder, Politisk revy, København.

Järvinen, M. & Mik-Meyer, N. (2003a). Indledning: At skabe en klient. I: Järvinen,

M. & Mik-Meyer, N. (red.) At skabe en klient. Institutionelle identiteter i socialt

arbejde. Hans Reitzels Forlag, København K, 9-27.

Järvinen, M., Larsen, J. E. & Mortensen, N. (2004). Det magtfulde møde mellem

system og klient: teoretiske perspektiver, Magtudredningen, Århus Universitetsforlag.

Koch, K. (2010). Kvinder i Krydspres – refleksioner, metoder og fortællinger om

integrations- og beskæftigelsesrettet arbejde med kvinder i traumatiserede flygtningefamilier.

Dansk Røde Kors Asylafdeling.

Kvale, S. (1997). Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview.

Hans Reitzels Forlag, København 1997.

Leadership Pluss (2010). Liv i Sundby: Evaluering af projekt Børne-Kulturpiloterne,

november 2010.

Lindqvist, G. (2004). Vygotskij om læring som udviklingsvilkår. Forlaget Klim,

Århus, 267-290.

Minken, A. (2002). Alvorlig moro, Idé og virksomhet ved motorsportstiltaket 2 & 4,

Oslo: Oslo Kommune, Rusmiddeletaten, 93-118.

Montgomery, E., Mouritsen, T. & Johansen, M. (2006). Mod en fælles indsats.

Netværksarbejde til forebyggelse af ungdomskriminalitet i traumatiserede flygtningefamilier,

Rehabiliterings- og forskningscentret for Torturofre, København.

Møller, M. (2006). ”Det er dejligt at tale om problemerne”: Evaluering af familiekursus

for etniske minoritetsfamilier på Amagerbro 2005-2006, SSP-København.

Mørch, S. (1993). Projektbogen. Teori og metode i planlægningen. Rubikon.

Mørch, S. & Laursen, S. (1998). At lære at være ung. Modernitetens pædagogik.


Evaluering: Familiekursus for etniske minoritetsfamilier i Urbanplanen 108

København: Ungdomsringen, 137-165.

Mørck, L. L. (2006). Grænsefællesskaber - Læring og overskridelse af marginalisering.

Frederiksberg Roskilde Universitetsforlag, 237-273.

Nissen, M. (2000). Projekt Gadebørn: Et forsøg med dialogisk bevægelig og lokalkulturel

socialpægdagogik med de mest udsatte unge, Dafolo Forlag.

Nissen, M. (2003). Objective Subjectification: The Antimethod of Social Work, I:

Mind, Culture and Activity, 10 (4), 332-349.

Nissen, M. (2004). Communities og interpellerende fællesskaber. Fællesskaber –

en antologi om community psykologi, 93-123.

Nissen, M. (in prep.). Overture: One Day At The Crew. I: The Subjectivity of Participation,

Palgrave McMillan, London, 7-18.

Nygren, P. (1995). Psykosocialt arbeid som kvalificering af subjekter. Nordisk

Udkast 23 (2), 35-52.

Nygren, P. (2000). Udvikling og kvalitet i psykosocialt arbejde. Dansk psykologisk

Forlag, 89-121.

Rasmussen, P. V. (2008). Foreninger og integration: undersøgelse af foreningers

vilkår for integrationsarbejde i København Kommune. Institut for idræt og biomekanik,

Syddansk Universitet, Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.

Rose, N. (1999). The Powers of Freedom. Reforming Political Thought. Cambridge

University Press, Cambridge.

Schousboe, I. (1997). Integrationsformer. I: Kuschel, R., Mortensen, A., Schousboe,

I. & Willerup, S. Udvikling - Indlæring - Forebyggelse – Integration. Psykologisk

Laboratorium, København, 3-32.

Weiss, C. H. (1998). Evaluation. Second edition, Harvard University. Pretice Hall,

Upper Saddle River, New Jersey.

Internetreference

Beskæftigelsesministeriets hjemmeside:

http://bm.dk/Beskaeftigelsesomraadet/Ydelser/Kontanthjaelp/450timersreglen.aspx

(26.04.11)

Københavns Kommune, Beskæftigelse og Integration, Projektregistrering:

http://193.169.154.149/bif/Projektbanken/Lists/Projektregistreringer/DispForm.

aspx?ID=199 (12.04.11)

Partnerskabets hjemmeside:

http://www.partnerskabet.net/UP/Forside.html (12.04.11)


Urbanplanen/

Partnerskabet

More magazines by this user
Similar magazines