Download hele artiklen - images

images.skoletjenesten.dk

Download hele artiklen - images

Ursula Kaufmann, danserinde ved Omar Rajehs danse kompagni Maqama t, Libanon.

KRONIK

IMAGE

Jeg koreograferer

mit nærvær

Vi har bedt fire kunstnere på My World IMAGES skrive en kronik

om den kontekst deres kunstart udfolder sig i. Omar Rajeh,

libanesisk dansker og koreograf, lægger ud. Hans bidrag

til My World IMAGES er forestillingen The Assasination of

Omar Rajeh. ”Jeg leder aldrig efter min identitet. Jeg

udvikler en ny for hver ny ramme,

jeg skaber.”, siger Omar Rajeh.


Kronik af Omar Rajeh

De t a t koreografere min egen tilst edev æ relse i Beirut er på de t

senest e bleve t en bes æ t t else. Jeg ser ikke l æ ngere de t a t koreografere

som en kunstnerisk profession med de be t ydninger,

som orde t s æ dvanligvis indeholder, men snarere som en proces,

hvor jeg stiller spørgsmål til alt omkring mig. Strukturer i bredere

forst and be t yder for mig logik og orden.

Jeg vil altid v æ re int eressere t i den kunstneriske proces og

i den æ st e tik, der kny t t er sig til de t a t skabe en dans. Men mit

fokus er på, hvordan den æ st e tik, som struktur, re fl ekt erer den

øjeblikkelige eksist ens indenfor en given ramme. I mit ege t liv er

Beirut en sådan ramme, der inkluderer min egen historie i byen,

min egen bevidsthed og min egen andel i den kollektive bevidsthed,

som er mege t sv æ r a t definere i Libanon.

I den forst and er dans ikke noge t objektiv t i og med sig selv.

Dans er for mig e t element i den proces, som de t er a t udforske sit

liv, sin historie, sine personlige ’arkiver’. Erindringer og billeder fra

fortiden kan v æ re int eressant e element er i processen: Hvad kan

vises, hvad kan ikke? At gemme eller afsløre personlige, måske

intime element er fra sin egen historie i en o entligt tilg æ ngelig

danseforestilling bliver dermed e t st a t ement, snarere end bare

underholdning.

Min krop, som danser og koreograf, bliver arbejde t i sig selv,

snarere end en repr æ sent a tion for de t. At kroppen befinder sig på

en scene minder mig bare om kontrast en mellem den kunstneriske

æ st e tik og hverdagslive t på gaderne i en by, der for nylig var

genst and for endnu en krig. Beirut er mangfoldig, åben over for

mange ideologier, t anker og idé er; en by, der n æ rmest koger over

af individers kunstneriske, sociale og kulturelle initia tiver og som

samtidig er pr æ ge t af manglende politisk st abilit e t. At anerkende

a t min krop er en del af de t t e, placerer den på en scene pr æ ge t

af spørgsmål og forandring, uro snarere end tradition, usikkerhed

snarere end sandhed.

Min identit e t er ikke l æ ngere klarlagt og st a tisk. Jeg leder ikke

l æ ngere efter en identit e t. Jeg skaber hver dag e t ny t, øjeblikkeligt

og foranderligt udtryk, som aldrig bliver endeligt, men altid åbner

op for nye muligheder. En frygt for a t mist e sin identit e t giver i dé t

perspektiv ingen mening. Jeg leder aldrig efter min identit e t. Jeg

udvikler en ny for hver ny ramme, jeg skaber.

Nyt blik på kroppen

Selv om dansemiljøe t i Libanon og Mellemøst en har udvikle t sig

markant igennem de senest e år, er der st adig udfordringer. Mange

faktorer st år i vejen for yderligere fremskridt. En af disse er manglen

på professionel tr æ ning, en anden er de ringe karrieremuligheder

og en tredje dansescenens ringe berøringsfl ade til andre sceners

samtidige idé er og t endenser. Selv om mange unge dansere

og koreografer i Libanon og Mellemøst en ønsker a t forfølge deres

drømme om en dansekarriere, møder de begr æ nsninger og t vinges

derfor of t e til a t søge uddannelse og arbejde i udlande t.

Selv om de t er vilkårene, er situa tionen dog ikke så slem, som

de t kunne lyde. Mange priva t e initia tiver og mange is æ r unge

grupperingers arbejde for a t forandre situa tionen æ ndrer – om

end langsomt – de t dårlige udgangspunkt. Jeg tror, a t den yngre

genera tion – is æ r i Beirut – i sådan en grad ønsker kulturelle og

sociale forandringer, a t de vil k æ mpe for disse, indtil de får dem.

De t er en helt s æ rlig int ensit e t, som er opst åe t ud af genera tionens

udt alt e ønske om forandringer og ud af dens oprigtige ønske

om a t grundf æ st e en ny forst åelse for den kunstneriske, sociale

og kulturelle praksis.

Side om side med andre sociale og politiske t emaer, synes

dansen – og is æ r kroppen – a t generere int eresse i hele den

arabiske verden. Publikum er mege t opt age t af forestillinger, som

i kunstnerisk form pr æ sent erer e t ny t blik på kroppen,e t ny t blik

på hverdagslive t. Publikum vender tilbage igen og igen, fordi unge

dansere tilbyder nye tilgange, nye overvejselser og perspektiver.

Der er virkelig mange int eressant e samtidskunstnere i den

arabiske verden i dag. Ikke kun dansere.

Tiden synes da også inde til a t presse på. I hvert fald stiller

mange af dem – uanse t kunst form - nye vigtige spørgsmål. Lykkes

de t dem a t gå forrest i udviklingen og opbygningen af en st æ rk

og levedygtig infrastruktur for dans og andre kunst art er i hele

den arabiske verden, vil de t i sig selv skabe grobund for yderligere

social og kulturel udvikling.

Dans italesæ t ter

Min egen erfaring med Maqama t Dance Theatre, som jeg har

stif t e t og er kunstnerisk leder af, viser mig, a t de t, der mest af

alt er behov for, er fysisk tr æ ning og uddannelse og instruktion i

konceptuel t æ nkning. For a t sikre både udvikling og levedygtighed

fokuserer Maqama t på int ensive tr æ ningsprogrammer og udviklingen

af kunstneriske udtryk. Dansekompagnie t har e t ablere t

st æ rke bånd til journalist er, anmeldere og researchere for a t sikre

udviklingen af såvel den t eore tiske, som den konceptuelle tilgang

til dansen – side om side med den fysiske.

Uden e t gennemt æ nkt og velfungerende uddannelsesprogram,

vil dansemiljøe t i Libanon og Mellemøst en hverken kunne udvikle

sig til en kreativ profession eller til en kunst form, der vil kunne

spille en be t ydende kunstnerisk rolle i de t kulturelle landskab. Vi

skal med dansen skabe opm æ rksomhed omkring samtidskunst en,

dens t anker og idé er. Vi skal med dansen fremme udviklingen,

diskussionen og it ales æ t t elsen.

Jeg forsøger med Maqama t a t skabe en st æ rk scene for moderne

libanesisk dans – basere t på disse t anker. Samtidig forsøger

jeg med dansekompagnie t a t skabe int erna tionale rela tioner –

med andre kunstnere, scener, festivaler og organisa tioner – for

a t sikre en st adig udvikling af kompagnie ts forst åelse for dans.

De t er Maqama ts store ambition a t blive del af e t ne t v æ rk af

regionale og int erna tionale kunstsammenslutninger, for vi ved, a t

den int eraktion, der ligger i samarbejde, er afgørende for yderligere

udvikling af dansen i Libanon.

Maqama t er medstif t er af Masaha t Dance Ne t work, e t regionalt

dansene t v æ rk opre t t e t i 2006 sammen med Sareyye t

Ramallah i Pal æ stina. Og Maqama t har t age t initia tiv til dialog med

andre kunstnere og dansere i den arabiske verden med henblik

på a t skabe e t Arab Cont emporary Dance Ne t work for dansere

og koreografer, som lever og arbejder i regionen. De t t e ne t v æ rk

skal fokusere på udviklingen af dans i den arabiske verden, skabe

foruds æ tninger for en langsigt e t udvikling af den moderne dans,

opbygge viden, skabe ne t v æ rk, udvikle residency programmer,

motivere til ny t æ nkning og opfordre til samarbejde mellem arabiske

og int erna tionale kunstnere.

De senest e tre års samarbejde med Dansk Cent er for Kultur og

Udvikling har v æ re t mege t berigende.

De t int erna tionale samarbejde med festivaler, organisa tioner

og scener er ekstremt gode, for de sikrer, a t vores praksis og

koncept til st adighed mut erer.


Dansen skaber interkulturel dialog

Maqama t har e t ablere t en struktur, som synes anvendelig i Beirut.

Vi har skabt fundament e t for kompagnie ts videre udvikling. Udover

a t skabe forestillinger, som pr æ sent eres int erna tionalt, har

Maqama t sammen med e t ne t v æ rk af int erna tionale og regionale

partnere sa t fokus på de t a t opbygge en infrastruktur for en

dansescene i Beirut og hele den arabiske verden. Projekt er såsom

BIPOD, Studio Maqama t-MT Dance, Project Zero, Takwe en-Beirut

Cont emporary Dance School og Autumn Dance er alle udt æ nkt

med henblik på kulturel udveksling – udveksling af viden om og erfaring

med dans – og med henblik på udvikling af de unge kunstneres

tr æ ningsprogrammer, danse t eknikker og fysiske formåen og

med henblik på udvikling af deres kreative sans og performa tive

pr æ st a tioner. Men ikke bare de t. De t er også udt æ nkt med henblik

på a t stimulere en int erna tional deba t og int erkulturel dialog.

Ultima tiv t med henblik på a t st yrke den sociokulturelle og kunstneriske

forst åelse for be t ydningen af a t udveksle synspunkt er og

udvikle samarbejdsrela tioner.

Gamle strukturer i forfald

Scenen for moderne dans i Beirut og Mellemøst en er først opst åe t

for nylig. Som jeg ser de t, har den brug for en st æ rk konceptuel

forankring for a t udvikle sig og vokse. Vores rolle som kompagni er

– i e t samarbejde med partnere, støt t er og kunstnere – a t konsolidere

scenen og a t e t ablere gode, levedygtige konditioner for en

fortsa t udvikling.

Unge dansere og koreografer i den arabiske verden ser sig

i dag om efter en ny tilst edev æ relse; de ser sig om efter nye

muligheder; de stiller spørgsmål til deres arbejde og de ts relevans

i forhold til de t samfund, de lever i; de leder efter nye t ema tikker

i hverdagslive t; efter en ny identit e t; og udvikler langsomt en ny

forst åelse for kroppen.

Jeg bor og arbejder selv i Beirut. Jeg er koreograf. Og dé t er de t

enest e i m æ ngden af variabler, som jeg kan identificere mig med.

St artpunkt er er altid int eressant e. Virkeligheden af i dag kan ikke

negligeres indenfor en traditionel perception. Gamle strukturer

st år st adig. Men i praksis hører de fortiden til. Mut a tion og forandring

repr æ sent erer de sikrest e, mest åbenlyse processer og

strukturer, som jeg kan gå ind i.

Omar Rajeh er libaneser - koreograf, danser og direktør

for Maqamat Dance Theater i Beirut. Han er uddannet

inden for teater og dans i Libanon og England og står bag

talrige optrædener og instruktionsprojekter. Omar Rajeh

grundlagde i 2002 Maqamat. Her har han koreograferet en

række stykker, bl.a. Beyrouth Jaune, opført i både Europa

og den arabiske verden. Forestillingen Guerre Au Balcon

vandt i 2006 prisen for bedste teknik under den tunesiske

festival Journée Théâtrale du Carthage. Omar Rajeh er

samtidig initiativtager til BIPOD, en årlig festival i Beirut

for moderne dans med lokale og internationale kunstnere.

Han har også for nylig åbnet MT Dance Space, et moderne

danse initiativ for libanesiske dansere og koreografer.

s

More magazines by this user
Similar magazines