PEGASUS 4 - Syntetisk tale

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789 , . - _”
abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå
PEGASUS 4
Af Nils Hartman
Dette er en pdf-fil med Pegasus 4
Filen er stillet til rådighed for elever med
læsevanskeligheder.
Filen må ikke videre distribueres
www.syntetisktale.dk

Pegasus 4
Læsebog
Af Nils Hartmann
1. udgave, 1. oplag 2007
© 2007 Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag A/S, København
Kopiering fra denne bog må kun finde sted
på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan,
og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Forlagsredaktion: Karen Dinesen
Billedredaktion: Jessie Stafort
I redaktionsgruppen: Joy Lieberkind og Cecilie Bogh
Grafisk tilrettelæggelse: Marianne Bisballe
Omslag: Nete Banke, Imperiet
Omslagsillustration: Marie Gjessing, Els Cools,
Karen Borch, Ole Lund Kirkegaard
Bogen er sat med Caslon
og trykt hos Narayana Press, Gylling
ISBN: 978-87-02-04542-0
Systemoversigt:
Pegasus 3:
Pegasus 3. Læsebog, ISBN: 987-87-02-03336-6
Pegasus 3. Arbejdsbog A, ISBN: 987-87-02-03697-8
Pegasus 3. Arbejdsbog B, ISBN: 987-87-02-04650-2
Pegasus 3. Lærervejledning, ISBN: 987-87-02-03712-8
Pegasus 3. På tværs, ISBN: 987-87-02-03950-4
Pegasus 4:
Pegasus 4. Læsebog, ISBN: 987-87-02-04542-0
Pegasus 4. Arbejdsbog A, ISBN: 987-87-02-04543-7
Pegasus 4. Arbejdsbog B, ISBN: 987-87-02-05596-2
Pegasus 4. Lærervejledning, ISBN: 987-87-02-04544-4
Pegasus 4. På tværs, ISBN: 987-87-02-04547-5
www.pegasus.digibib.dk
www.gyldendal.dk/uddannelse

LÆSEBOG
NILS HARTMANN
PEGASUS4
GYLDENDAL

indhold
Kapitel 1
Engle 9
Tema: Fantasi og virkelighed
Velkommen igen, Guds engle små
af N.F.S. Grundtvig 9
En fremmed af Cecil Bødker 10
Den første julenat af Nils Hartmann 13
Engle – faktatekst 16
Ängeln och Den Blåa Hästen
af Ulf Stark 18
Den grusomme jæger
af Kim Fupz Aakeson 21
Mors engel af Lean Nielsen 26
Superman – faktatekst 27
Kapitel 2
Sesam, luk dig op! 29
Tema: I arabernes verden
Ved sultanens hof af Henrik Nordbrandt 29
Muhammed og islam af Peter Garde 30
Muhammed af Kåre Bluitgen 31
Papir og pergament – faktatekst 34
Kalligrafi – faktatekst 35
1001 Nats Eventyr – faktatekst 36
Sesam! Sesam! Luk dig op!
fra „1001 Nats Eventyr“ 37
Hodja fra Pjort af Ole Lund Kirkegaard 40
Kald mig bare Aksel af Bo hr. Hansen 46
Kapitel 3
Vikinger 51
Tema: Stærke kræfter
Gribedyr af Klaus Rifbjerg 51
Egil Skallagrimssøn – islandsk saga
gendigtet af Cecilie Bogh 52
Runeskrift og sagaer – faktatekst 55
De mystiske tegn af Maj Bylock 56
Vermund og Uffe – dansk heltesagn 59
Jeg er Frede af Hanne Kvist 64
Benni Båt af Oscar K. 66
Kapitel 4
Ridderliv 69
Tema: Mod og tapperhed
I alle de riger og lande af B.S. Ingemann 69
Den tapre ridder Roland
– fransk heltedigt 70
Uddannelse til ridder – faktatekst 74
Robin Hood af Erik Hjorth-Nielsen 76
Kong Arthur tegneserie af Cecilie Bogh og
Kristian Eskild Jensen 80
Store og små bogstaver – faktatekst 84
Richard Løvehjerte
af Thorstein Thomsen 85
Mørkets summen af Hanne Kvist 86
Tudefjæs af Daniel Zimakoff 88

Kapitel 5
I liv og død 93
Tema: Døden
Hvis jeg skal dø engang
af Lone Munksgaard Nielsen 93
Dante – faktatekst 94
Den guddommelige komedie
gendigtet efter Dante Alighieri 95
Den sorte død – faktatekst 98
Ridder Clemens’ hjemrejse
af Henrik Einspor 99
Sorg og glæde af Thomas Kingo og
Eva Chortsen 103
Dødedansen – faktatekst 103
En kort historie af Villy Sørensen 104
Begravelse af Asger Schnack 105
Begravelse af Kåre Bluitgen 106
Kapitel 6
Mod fjerne mål 115
Tema: Opdagelsesrejser
Columbus af Salomon Tobler 115
Marco Polos rejser – rejsebeskrivelse 116
Store opdagelsesrejser – faktatekst 121
Christoffer Columbus’ dagbog
– dagbogstekst 123
Kokosøen af Troels Kløvedal 126
Fuldmåne-Skibet af Knud Holten 130
Kapitel 7
Indianere 135
Tema: Møde med mennesker
Inkaernes sang til himmelguden
af Brian M. Fagan 135
Lille Hiawatha af Henry Wadsworth
Longfellow 136
Indianere – faktatekst 138
Indianerdrengen og natten – sydamerikansk
indianermyte 139
Kevins mor er indianer af Gull Åkerblom 144
Piñata – børneleg fra Sydamerika 148
Fødselsdagssang – sydamerikansk
indianersang 149
Kapitel 8
Renæssancen 151
Tema: Kunst og nye tanker
Stjernerne af Edith Södergran 151
Renæssancen – faktatekst 152
Leonardo da Vinci – faktatekst 154
Michelangelo – faktatekst 156
Gutenberg – faktatekst 157
Renæssance-billeder 158
Stjernerne af Bent Jørgensen 160
Peter Plys af A.A. Milne 163
Kant af Jon Fosse 164

8
Omkring år 1
Jesus fødes.
Vor tidsregning begynder
Ca. 30
Jesus Kristus bliver
korsfæstet

Kapitel 1
Engle
velkommen igen, guds engle små
Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale!
n.f.s. grundtvig
476
Den sidste romerske kejser
bliver afsat
9

En fremmed
af cecil bødker
Det er tidlig morgen i den lille landsby i Palæstina. Anna har hentet
vand ved kilden. Hendes unge datter, Maria, har været alene hjemme.
Mens Anna har været væk, er der sket noget mærkeligt. En mystisk
fremmed har været på besøg – var det en af Guds engle ...?
Maria sad på en sæk korn med hænderne
slapt i skødet og stirrede frem
for sig med opspilede øjne der ingenting
så, ryggen og nakken lænede hun
mod en bærestolpe. Da Anna kom
ind rejste hun sig brat og forvirret.
Mor –
Anna mærkede med det samme at
noget var galt.
Maria, hvad er der?
Hun greb støttende fat i pigen der
svajede faretruende og fik hende til at
sætte sig på sækken igen.
Er du syg? Har du ondt nogen
steder?
Maria rystede svagt på hovedet.
Jamen hvad er der så? Hvad er der
sket? Annas stemme var fuld af frygt,
sådan havde hun aldrig set Maria før,
og hendes øjne strejfede gennem rummet,
om alt var som det plejede, om
noget måske var faldet ned på pigen,
en sæk eller sådan. Men der var ingenting
at se.
Jeg skal have et barn, hviskede Maria,
10
Engle
og hendes stemme svarede til hendes
udseende.
Anna snappede efter vejret.
Hvad skal du?
Hun ruskede Maria i skulderen for
at få hende til at blive sig selv igen,
gøre hende nærværende.
Hvad er det du snakker om?
Jamen det sagde han. Marias
stemme var næsten uhørlig.
Hvem? Hvad for en han?
Anna tog datteren om hagen og
vendte hendes ansigt op imod sig.
Hvem han? gentog hun. Pigens
stive alt for opspilede øjne skræmte
hende. Hvad var der sket?
Han som var her, hviskede Maria.
Hvornår?
Før.
Hvem er det som har været her?
Anna lød årvågen. Men det varede
utroligt længe inden Maria fik sig
samlet sammen til at svare.
Det ved jeg ikke, mumlede hun så
og rystede igen svagt på hodet.

Det ved du vel nok. Eller har du
måske ikke øjne i hodet ligesom vi
andre. Anna blev skarpere, så nemt
skulle hun nu ikke komme om ved det.
Jamen det var en fremmed – det
var ikke en vi kender – jeg har aldrig
set ham før.
Kunne du ikke høre det på stemmen?
Anna tænkte på at der måske
havde været temmelig mørkt.
Var døren ikke lukket?
Maria nikkede.
Men hvorfor åbnede du for sådan
en – jeg har jo sagt dig – …
Jeg har ikke lukket op. Han var her
bare – han kom selv herind – lige
pludselig stod han der på gulvet.
Engle
11

Hvorfor løb du ikke?
Jeg kunne ikke. Det var ligesom jeg
blev holdt fast, jeg kunne ingenting,
det hele blev så mærkeligt.
Anna mærkede hvordan Maria
rystede og lagde beskyttende armene
om hende og holdt hende ind til sig.
Gjorde han dig noget?
Det ved jeg ikke – det synes jeg
ikke – men jeg var så bange, jeg kunne
ikke engang se på ham – han sagde
så meget underligt.
Her er også så mørkt,
mumlede Anna.
Jeg syntes her var lyst,
sagde Maria forbavset.
Ja, ja, mumlede Anna
videre uden at slippe hende.
Han sagde så meget, jeg
kunne ikke forstå hvad han mente,
det var noget med at jeg skulle føde et
barn – og at jeg ikke skulle være ked
af det, for det ville blive et helligt
barn – en som skulle sidde på Davids
trone og herske over Jakobs folk.
Hvad tror du han mente med det?
Han blev ved med at snakke om det
barn jeg skulle få.
Jamen gjorde han dig noget?
– Rørte han ved dig?
Det – det ved jeg ikke –. Maria begyndte
at græde og Anna holdt hende
12 Engle
tæt ind til sig og lagde en hånd på
hendes pande. Den var hed som i feber.
Du er syg, sagde hun. Det må være
noget du har drømt.
Maria virrede med hodet.
Jamen du er meget varm, fortsatte
moderen, du er jo lige så du ryster, jeg
er sikker på du har feber.
Det er fordi han har været her. Det
er fordi jeg skal have det barn.
Jamen tror du da virkelig selv på det?
Han sagde det jo. Han talte
hele tiden om det. Et helligt
barn. – Mor, hvad er et helligt
barn for noget? Hvordan
skal det forstås?
Det ved jeg ikke, svarede
hendes mor, men jeg ved at du
i hvert fald ikke er rask, dine
hænder er iskolde og du brænder i
ansigtet. Kom med over så skal jeg
koge urter til dig. Hun rejste Maria
op fra sækken og holdt om hende,
mens de gik ind til Marias sovested,
hvor hun fik pigen til at lægge sig på
stråmåtten.
Lig nu bare ganske stille, sagde hun
og bredte et tæppe over Maria. Jeg er
sikker på det hele er noget du bilder
dig ind. Det er noget du har drømt på
grund af den feber. Du skal se om et
par dage er du rask igen.

Den første julenat
af nils hartmann
Maria er blevet forlovet med tømreren Josef.
Englen har sagt til hende, at hun skal føde
en søn og kalde ham Jesus ...
Maria var altså med barn. Og da der
var gået ni måneder, kom tiden da hun
skulle føde. Men samtidig skete der
noget.
Det var på den tid, Augustus var
kejser i Rom. Og Herodes var konge i
Jerusalem. Og nu gav kejseren besked
om, at alle mennesker skulle rejse til
deres fødeby, så de kunne blive talt.
Han ville nemlig gerne vide hvor
mange, der boede i hans store Romerrige.
Da Josef var født i Betlehem, måtte
han rejse dertil. Men skulle Maria også
med? Det var han i tvivl om. De var jo
ikke gift. Hun var bare hans forlovede.
Alligevel satte han Maria op på et
æsel. Og så drog de af sted. Det var i
december måned. Vejene var dårlige,
og det blev en lang og besværlig tur.
Flere dage tog det at komme derned.
Så snart de red ind i Betlehem,
mærkede Maria de første veer. Men
det var blevet sen aften og bælgravende
mørkt. Der var et mylder af mennesker
i gaderne. Alle kroer var overfyldte.
Det var helt håbløst at
finde et sted at overnatte.
Hvad kunne de gøre?
Heldigvis kom englen og førte dem
hen til en bondefamilie. Her gik de ind.
Bonden var flink. Men han havde ikke
plads i huset, så de måtte være i stalden.
Herinde var der fredeligt. Der
stod bare et par køer og stirrede frem
for sig. Josef bandt æslerne ved siden af.
Og Maria lavede et leje i en bunke hø.
Josef løb straks ned i byen for at lede
efter en jordemoder, der kunne hjælpe
til med fødslen. Mens han var væk,
trak Maria sin hvide kjole af. Hun tog
også tørklædet af, løste båndet om sit
hår og lod det falde ned ad ryggen. Så
lagde hun sig på knæ og bad til Gud.
I det samme brød et strålende lys
frem. Og et øjeblik efter fødte Maria
en sund og dejlig søn. Helt uden
smerte, for hun klagede sig slet ikke.
Englene kom flyvende ned fra himlen.
De slog kreds om Maria og beundrede
barnet.
Engle
13

Også Maria så betaget på den lille
dreng. Han var netop så smuk, som
hun havde forestillet sig.
– Vær velkommen, min herre, min
Gud og min kære søn, sagde hun og
smilede til drengen.
Og det var jo så sandt, som det blev
sagt.
Barnet begyndte at klynke. Frøs
det? Ja, det rystede lidt af den kulde,
der kom fra gulvet. Så løftede Maria
den lille dreng op. Hun svøbte ham i
et klæde, hun havde med. Hun kyssede
ham og snakkede til ham. Så lagde
hun barnet til sit bryst og gav det mad.
Bagefter lagde Maria sit lille barn
op i krybben. For der var ikke plads
andre steder.
Lidt efter kom Josef tilbage. Han
havde skyndt sig mere end nogensinde.
Først undrede han sig over, at
Maria ikke klagede sig. Hun løftede
blot hovedet og smilede. Men da han
så barnet, blev han klar over, at hun
allerede havde født.
– Kom herhen, sæt dig ved siden af
mig, bad hun.
Så faldt Josef på knæ. Han tog
Marias hånd i sin og beundrede barnet.
Og i det samme følte han sig omgivet
af varme og nærhed.
14 Engle
Jordemoderen kom også nærmere.
Hun stak trodsigt næsen i vejret. Hun
kunne slet ikke forstå, at Maria ikke
havde brug for hjælp.
– Hvor er det dog forunderligt,
mumlede Josef.
– Hvad forunderligt er der i det?
spurgte jordemoderen hvast.
– At en jomfru har født et barn,
sagde Josef.
Så styrtede jordemoderen ud i byen
og råbte:
– Der er sket et under! En jomfru
har født et barn! Man kan slet ikke se
på hende, at hun lige har født, men
hun har mælk i sine bryster!
Samme nat var der hyrder på marken
uden for byen. For selv om det var
vinter, var vejret lunt og tørt. De
undrede sig nok over, at det ikke var
en nat som alle andre. Ikke en stjerne
var der på himlen og heller ingen
måne. Der var en underlig stilhed og
ro. Ikke en vind rørte sig.
Men ved midnatstid skete der
noget mærkeligt. Pludselig tændtes en
stor, lysende stjerne over byen. Hyrderne
kiggede forundret op på stjernen. Og
i det samme steg en flok engle ned til
dem.
– Hør her, hyrder, sang de.

– Vi fortæller jer noget meget
glædeligt, Guds søn er blevet et menneske.
I nat er han født af en jomfru i
Betlehem. I kan finde ham i en krybbe
i en stald inde i byen.
Hyrderne lyttede til englenes
smukke sang. Så skyndte de sig ind til
Betlehem for at lede efter barnet. Og
de fandt det ganske rigtigt i stalden,
nøjagtig som englene havde sunget.
Hyrderne knælede ned ved krybben.
De fortalte Josef og Maria, hvad de
havde set og hørt. Og så gik de ud på
marken igen.
Maria kunne ikke lade være med at
undre sig over det, hyrderne havde
fortalt. Hun så på Jesusbarnet. Åh, så
lillebitte han var. Hun strøg ham varsomt
med en finger over kinden. Hun
kunne slet ikke falde i søvn. Hvor var
det underligt alt sammen. Tænk sig, at
hun havde født Guds søn. Folk skulle
bare vide, at barnet lå her i en krybbe,
svøbt i et klæde. Og at hans mor var
en ganske almindelig ung kone.
16 Engle
Engle
I måneden op til jul er der engle alle
vegne. Vi pynter juletræet med engle
og englehår. Og vi synger om dem i
salmerne juleaften. Vi kan læse om
engle i Bibelen. Og går vi ind i en
gammel kirke, er de der. Vi kan tit se
dem på kalkmalerierne. Måske er der
engle på alteret eller på stolerækkerne.
Men hvor kommer de fra?
Ingen ved, hvordan englene kom
ind i verden. Eller hvor gamle, de er.

For de fleste mennesker i dag er
engle fantasivæsner. Vi siger, at de
hører hjemme i himlen. At de er himlens
sendebud. Derfor har de vinger
og kan flyve. Nogle engle har hele
tre par vinger. Det er de fine engle,
som hedder keruber og serafer.
Andre spiller på harpe eller trompet.
Så der mangler aldrig musik i himlen.
Engle er gerne klædt i lange gevandter.
Men englebørnene har slet
ikke noget tøj på. De er helt nøgne!
Det mærkeligste ved englene er
nok glorien. Den svæver over hovedet
på dem. På billeder er glorien tit
malet som en cirkel. Den kan være
af guld. Og der kan være sat diamanter
og perler på. Glorien kaldes
også for strålekrans. Det er, fordi
den stråler som det himmelske lys.
På latin betyder glorie ære og pryd.
Så det er noget meget fornemt.
I Bibelen er der historier om ærkeenglene.
En af dem er Mikael. Ham
kan vi møde i fuld rustning og med
et sværd i hånden. Han er nemlig
dragedræber. En anden ærkeengel
hedder Gabriel. Det er ham, der fortæller
Jomfru Maria, at
hun skal føde Jesus.
Han holder tit en
olivengren i hånden.
Det er tegnet på
fred.
Engle
17

Ängeln och
Den Blåa Hästen
af ulf stark
Englen og Gud er blevet venner. De leger skjul bag Den Store Sten. De
gætter gåder sammen. Men så en dag drømmer Englen om en hest ...
Den kvällen bygger Gud en häst av
snö på stranden. Han bygger den för
att göra Ängeln glad. Och han gör
precis som Ängeln säger, för Gud har
aldrig gjort nån häst förut. Den får
starka och smala ben. Och ett huvud
som är vänt mot havet.
– Er den bra så här? undrar han till
slut.
Då granskar Ängeln hästen som
Gud har gjort.
– Nä, öronen är för långa, säger
han. Den där liknar mer en åsna. Och
svansen är för kort. Den ska vara lång
18 Engle
så att den kan fladdra när hon springer.
– Ska den vara en hon? säger Gud
medan han gör öronen kortare och
svansen längre.
– Ja, säger Ängeln. Och hon ska
vara blå.
Då rynkar Gud sina ljusa ögonbryn.
– Jag vet inte, muttrar han. Nåra
som kan springa och har fyra ben har
jag aldrig gjort blå förut. Jag har gjort
dom bruna eller svarta, gula eller vita.
Men aldrig nånsin blå.
– Du kanska inte kan? säger Ängeln.
– Det kan jag visst! säger Gud. Jag
kan göra vad jag vill!
Så ger han hästen en klapp på baken.
Och genast bliver hon blå som sommarens
himmel och hav. Och Ängeln
kan inte slita sin blick ifrån henne.
Han ser på hennes hovar och hals, på
hennes nygjorda öron och på dom
starka, smala benen.
– Gör henne levande, viskar han.
Snälla Gud, ge henne liv!
– Det gör jag i morgon, Längel,

säger Gud och torkar sig med pekfingret
i ögonvrån. Nu vill jag att du
sjunger en godnattsång för mej. För
nu är jag så himla tröt.
Ängeln sjunger en sång för Gud
som sveper om sig en filt av röda aftonmoln.
Den mjukaste kanten gnider
han mot sin överläpp. Så slutter
han sina ögon till Ängelns röst.
Först snyftar han till. Sedan andas
han med lugna andetag. Då blir det
mörkt. För då sover Gud.
Men ängeln kan inte somna. Han
går bort till stenen vid stranden. Där
sitter han och tittar på den blåa hästen
som står med nosen vänd mot månen.
– I morgon, tänker han. I morgon.
Nästa morgon vill Gud äta gröt. Och
sedan vill han åka kana i den isiga
backen.
– Du glömmer väl inte vad du lovat?
säger Ängeln.
– Vadå? muttrar Gud. Ska jag borsta
tänderna? Är det det som jag har glömt?
– Nä, säger Ängeln. Du lovade att
ge hästen liv idag.
Då följer Gud honom till stranden.
Han smeker hästen över ryggen. Sedan
sätter han näsan mot den isiga nosen
och blåser lite av sin andedräkt
genom mulens bägge hål.
– Du ska heta Häst, säger han. Du
ska kunne springa och hoppa så att
svansen fladdrar. Och din nos ska vara
len som en rädisa.
– Persika, säger Ängeln.
– Vadå?
– Det är persikor som är lena.
– Ja, just det, säger Gud. Och så
ska du älska Längel, precis som jag
gör själv.
Då vaknar Den Blåa Hästen till liv.
Hon buffar till Guds kind med sin
lena nos. Så tittar hon länge på Ängeln.
Först tager hon några ovana steg för
att känna hur det är att gå. Och sedan
springer hon för fullt, hon stegrar sig
och virvlar rundt så att snön glittrar i
solen.
– Vad bra hon blev! säger Gud.
– Ja, säger Ängeln. Hon blev nog
det bästa som du gjort.
– Vad härligt det är! frustar Hästen.
Engle 19

Vad det är härligt att finnas. Och att
springa och andas och dansa! Men
vilka är ni?
– Jag är Ängel, säger Ängeln.
– Och jag heter Gud, säger Gud.
Det var jag som gjorde dej! Vad ska vi
göra nu?
Då säger Hästan att de kan få rida
på hennes rygg.
Ängeln rider först. Han håller sig
fast i manen medan Hästen dansar
fram. Sedan är det Guds tur. Men han
ramlar av nästan på en gång. Och sedan
ramlar han av en gång till.
– Det går inte! tjuter han. Aj, aj!
Nu slog jag knät.
Då blåser Ängeln på Guds knä.
– Kom, säger han. Du får sitta framför
mej. Då kan jag hålla armarna om
din mage.
20
Engle
Så går hästen så försiktigt hon kan.
Hon bär de bägge vännerna längs
stranden ända tills Gud tröttnar på det.
– Det här är väl inge kul, gnäller
han. Jag har fått skavsår i rumpan.
Och så får jag spindel av att sitta här.
– Svindel, säger Ängeln. Det heter
svindel.
– Jag struntar i vad det heter! fräser
Gud. Jag vill ner. Jag vill inte rida
mer. Jag vill leka kurragömma bakom
Stora stenen!
– Vänta, säger Ängeln när Gud har
klivit av. Vi kommer snart. Jag ska
bara rida ett litet tag.
De bliver borta hela dagen.
För Ängeln tycker att det er så skönt
att rida att han glömmer tiden. Och
Hästen vill se allt som hon aldrig sett
förut.

Den grusomme jæger
af kim fupz aakeson
Der findes grusomme jægere.
Ham her for eksempel. Hver
eneste dag lader han sit store jagtgevær
med en hel masse patroner.
Han siger til sin kone:
»Jeg går lige ud i skoven og pløkker
en hel masse dyr.«
Hans kone siger ikke noget, hans
søn siger ikke noget, og hans hund
siger ikke noget. Hvad siger man til
en grusom jæger? Hav en god dag?
Og så pløkker han ellers dyr.
Han skyder et par hjorte og en flok
kaniner og to vildgæs og en ko og en
ræv. Han skyder osse lidt på skrømt
efter to svenske turister, fordi han synes
svenske turister skulle blive hjemme i
Sverige. Hele dagen pløkker han dyr
ned, mange flere end han kan spise.
»Bang, bang,« griner den grusomme
jæger og skyder. »Bang, bang, bang!«
Og som om det ikke er nok med alt
det pløkkeri, så får den grusomme
jægers søn næsten altid en ordentlig
endefuld om aftenen, bare fordi sønner
har det med at pille næse midt i
middagsmaden, eller plage om is eller
spille irriterende engelsk popmusik på
deres ghettoblaster, selvom far har
været grusom hele dagen og er træt.
»Smak!« råber den grusomme
jæger og smækker. »Smak!
Smak!«
Og som om det heller ikke er nok,
stikker den grusomme jæger tit sin
kone nogen ordentlige nogen på
torsken, bare fordi koner har det
Engle
21

med at lave noget middagsmad, man
måske ikke lige har lyst til, eller vil se
et andet fjernsynsprogram i fjernsynet
eller har en kjole med irriterende
blomster på.
»Paf!« råber den grusomme jæger
og slår. »Paf, paf!«
Og som om alt dette her ikke kunne
være nok, så slutter den grusomme
jæger som regel af med at sparke sin
hund i enden med fedtlæderstøvler
22 Engle
på, bare fordi hunde har det med at
være i vejen i det hele taget.
Han gider ikke engang at råbe noget.
Og sådan går en grusom jægers dag.
Men en dag går den grusomme jægers
dag på en hel anden måde. Den starter
ellers meget normalt, han
pløkker en svane og to
kaniner og en kronhjort. Så
ser han en masse åndssvage
gråænder komme flaksende
og han tænker selvfølgelig:
Nu pløkker jeg lige et par af
de åndssvage gråænder.
Og han pløkker. Bang! Og han
rammer. Men det er ikke nogen
gråand, der falder ned for fødderne af
ham. Det er en engel. Den grusomme
jæger har skudt en engel ned. Den har
et ordentligt hul i maven, men er ikke
død.
»For pokker i helvede så sgu da
også!« jamrer den grusomme jæger og
er helt rædselsslagen. For han tænker
på hvad Gud vil sige, hvis han opdager
at den grusomme jæger har skudt en
af Guds engle. Midt i maven.
»Jeg må gemme den engel, før Gud
opdager det,« tænker den grusomme
jæger og skynder sig hjem med englen
i favnen.

»Kære engel,« siger han hele vejen,
mens han tænker på alt det en gud
kan finde på at gøre ved de grusomme
jægere, der skyder deres engle midt i
maven. »Kære engel, vær så venlig
ikke at dø ...«
Den grusomme jæger sniger englen
ned i kælderen og laver en rede af
gamle dyner og madrasser, og han
giver englen tøsejod og et plaster på
skudhullet. Men det ser ikke for godt
ud.
»Hvad laver du dernede?« råber hans
kone.
»Ikke noget,« råber den grusomme
jæger. »Slet ikke noget.«
Og englen ryster af feber, og den
grusomme jæger ved ikke sine levende
råd. Han lægger en af sine røde hænder
på englens brandvarme pande og
det er som om det hjælper. Bare en
hånd. Den grusomme jæger sidder
sådan længe med en hånd på englepanden
og håber det bedste.
Om aftenen spiser de middagsmad,
den grusomme jæger og den grusomme
jægers kone og den grusomme jægers
søn. Den grusomme jægers hund
får vel osse et eller andet ruskomsnusk.
Men i aften, har den grusomme
jæger hverken givet sin søn endefuld
eller sin kone nogen på tosken. Han
sidder bare og ser på sin store, røde
hånd. Og han lægger den på bordet
og han aer servietten og han mærker
på gaflen.
»Er der noget galt?« spørger hans
kone.
»Næh, nej,« siger den grusomme
jæger og rører ved sin egen pande.
Da de er færdige med at spise, lægger
han hånden på sin søns hår og det
er glat og egentlig meget rart. Længe
sidder de sådan og den grusomme jæger
siger ikke noget og den grusomme
jægers søn siger ikke noget, men ser
ud som om han holder vejret.
Senere lægger den grusomme jæger
to hænder på sin kones bløde bryster.
Det er egentlig osse meget rart. Den
grusomme jæger siger ikke noget, den
grusomme jægers kone siger ikke noget,
men hun får lidt farve i kinderne.
Den grusomme jæger glemmer helt
at sparke hunden i forbifarten. Det
siger hunden heller ikke noget til.
Faktisk en stille aften,
det må man sige.
Om natten drømmer
den grusomme
jæger, at englen
Engle
23

alligevel dør, og at Gud opdager det
og kommer efter den grusomme
jæger og forvandler ham til en stenstøtte.
Eller et plankeværk. Eller en
kanin som en flok grusomme jægere
hele tiden vil pløkke.
»Bang, bang!« råber de grusomme
jægere.
Den grusomme jæger vågner med et
sæt tidligt den næste morgen og farer
ned i kælderen for at se om englen
virkelig er død.
Det er den ikke. Den har det meget
bedre. Den grusomme jæger mærker
på englens pande og den er sval. Han
tager plasteret af og skudhullet er faktisk
næsten væk. Det går åbenbart tjept
for en engel, den slags.
»Pyh,« siger den grusomme jæger.
»Pyh, pyh …«
Og englen slår i det samme engleøjnene
op og ser helt forvirret ud.
Den spørger:
»Hvad laver jeg her?«
»Øh, du fløj lige ind i et træ,« siger
den grusomme jæger. »Bonk! Lige
ind i et træ og så besvimede du!«
»Bonk!« griner englen. »Det må have
set fjollet ud …«
»Lidt,« smiler den grusomme jæger
og griner osse, fordi han er så lettet
24 Engle
over at Gud nok ikke kommer efter
ham nu og forvandler ham til et
plankeværk. »Bonk, bonk …«
»Tak fordi du sørgede for mig,« siger
englen.
»Nåeh,« siger den grusomme jæger
og ser ned på sine røde hænder, fordi
han ikke aner hvor han ellers skal kigge
hen.
Den grusomme jæger står ude i skoven
og vinker og vinker efter englen, da
den flyver væk, vinker indtil han ikke
kan se den mere.
Og hele vejen hjem glor han på sine
røde hænder, vender og drejer de
hænder som om de var noget særligt.
Den grusomme jægers søn og den grusomme
jægers kone glor osse noget da
han kommer hjem. Uden at have pløkket
et eneste dyr.
»Skal du ikke pløkke nogen dyr?«
spørger den grusomme jægers kone.
»Ikke i dag,« siger den grusomme
jæger og ser og ser mere på sine
hænder. »Ikke i dag, ikke i dag …«
Samme aften sidder den grusomme
jæger i sofaen. Han sidder ikke alene,
han sidder med sin søn og sin kone
og ser fjernsyn. Han har en rød hånd

på sin søns hår. Han har en anden rød
hånd på sin kones bløde bryst. Og
fordi han ikke har flere hænder, har
han begge sine strømpefødder på sin
hund, der ligger foran sofaen og gasser
sig.
De ser fjernsyn og siger ikke meget.
Til sidst siger den grusomme jægers
kone dog:
»Skal du så på jagt og pløkke nogen
dyr i morgen?«
»Vi må købe mad i supermarkedet,«
siger den grusomme jæger. »Jeg rører
aldrig et gevær mere.«
Og når man ikke rører et gevær er
man ikke jæger mere, og når man ikke
slår koner og sønner og ikke sparker
hunde, så er man sådan set heller ikke
særlig grusom mere.
Sådan går det nogen gange.
Men, men, men, den dér med at han
aldrig ville røre et gevær mere, den holdt
nu altså ikke.
»Lidt grusom jæger har man vel lov
at være,« siger han en gang imellem
til sin kone og sin søn og sin hund.
»Bang, bang!«

Mors engel
af lean nielsen
En eftermiddag, en
sommer
kaldte du på os
og fortalte at du havde
set en engel
solen lyste gennem
vinduerne
og du så strålende
glad ud
du havde hvilet dig
på sofaen
og læst i bibelen,
da du følte stuen blive
lysere
og at nogen så på dig
du så op fra bogen,
midt i stuen stod
en engel og
så på dig
med så fredfyldte og
kærlige øjne
at du et øjeblik blev
bange
englen gik lidt tilbage
mens der fra den til dig
gik en overjordisk
strøm
der fjernede din angst
og fyldte dig med
jublende glæde
så var englen væk
du kaldte på os,
vi kom ind
så ind i dit lykkelige
ansigt
mens vi ønskede
at vi også måtte se den
engang.

Superman
Han kan flyve gennem luften. Han
kan forvandle sig til en superhelt.
Han har overnaturlige kræfter. Han
kæmper for de svage. Han er nutidens
svar på ærkeenglen Mikael.
Ganske vist mangler han vingerne.
Men kappen er lige så god. Hans
navn er Superman!
Inden den fjerne planet Krypton
gik under, sendte videnskabsmanden
Jor-el sin søn Kal-el mod Jorden i en
raket. Han blev fundet af ægteparret
Kent. De gav ham navnet Clark.
Sine overnaturlige kræfter fik han
fra Solen. Han kunne flyve og fik
røntgenblik. Han blev Superman! Og
han er næsten usårlig. Men påvirkes
han af grøn kryptonit, mister han sine
kræfter.
Superman bor i storbyen Metropolis.
Hans jordiske arbejde er at være
journalist. I hemmelighed redder han
mennesker fra ulykker og Jorden fra
undergang. Ofte må han kæmpe
med gangstere og superskurke.
Superman er en amerikansk
tegneseriefigur. Han blev skabt i
1933. I Danmark udkom det første
hæfte i 1950. Superman findes også
som roman og som tegnefilm og
spillefilm.
Engle
27

28
622
Muhammed flygter til Medina.
Islams kalender begynder med år 1

Kapitel 2
Sesam, luk dig op!
ved sultanens hof
Ved Sultanens hof var jeg ikke mundskænk
men en af dem, der vaskede gæsternes fødder.
Jeg så, hvor de andre havde gået, og så
derfor aldrig op på andet end stjernerne.
henrik nordbrandt
751
Kinesiske fanger lærer araberne
at fremstille papir
Ca. 775
De første 1001 Nats Eventyr
bliver nedskrevet
29

Muhammed og islam
af peter garde
Islam opstod for cirka 1400 år siden.
Dengang levede en mand, der hed
Muhammed, i byen Mekka. Muhammed
blev født i år 570. Han var købmand
og gift med en kvinde, der hed
Khadidja. De havde flere børn.
Muhammed ville gerne finde ud af,
hvordan folk i Mekka kunne få et bedre
liv. Der var mange fattige, og folk led
nød. Men der var også rige familier i
byen, for der var en livlig handel.
Fra Mekka gik der veje ud til alle
sider. Her bar kameler varer til og fra
andre lande. Muhammed gik somme
tider op til en klippehule på bjerget
Hira. Her sad han i fred og ro og
tænkte på Gud. En dag viste ærkeenglen
Gabriel sig for Muhammed.
Englen bragte budskab til ham fra
Allah. Dengang var Muhammed 40 år.
Senere fik Muhammed flere budskaber
fra Allah af ærkeenglen Gabriel.
Han fortalte Allahs ord videre, først til
sin familie, så til andre mennesker.
Muhammed var blevet Allahs
profet blandt mennesker. Han fortalte
blandt andet, at mænd skulle beskytte
kvinder og børn. Og de skulle behandle
fattige godt. Han sagde også, at de kun
måtte have én Gud – Allah.
30 Sesam, luk dig op!
Muhammeds drømmerejse på et fabeldyr med vinger.
Gennem mange år blev Allahs ord
spredt fra mund til mund. Men
Muhammed fik også fjender. Nogle af
Mekkas indbyggere blev så vrede på
Muhammed, at han måtte forlade
byen. Han flygtede i år 622 til byen
Medina. I det år starter muslimernes
tidsregning.
Mens Muhammed levede, sørgede
han for, at Allahs ord blev skrevet ned
af en skriver. Derfor kan vi i dag læse
dem i muslimernes hellige bog, som
hedder Koranen.

Muhammed
af kåre bluitgen
Profeten Muhammed levede for 1400 år siden i den arabiske ørken.
Sådan fortæller en gammel bog om Muhammeds fødsel:
Fødslen
I det øjeblik Amina undfangede
Muhammed, var hun som i en anden
verden. I et usædvanlig skarpt lys så
hun slottene i Busra i Syrien mange
dagsrejser borte.
Og alle dromedarerne i og omkring
Mekka hviskede til hinanden, at en
kommende fører var blevet undfanget.
Mens hun var gravid, hørte Amina
en stemme, der sagde til hende: »Du
bærer dit folks hersker, kald ham
Muhammed.«
Og da Muhammed blev født, rystede
den persiske kejsers palads, så murkroner
styrtede til jorden. Den hellige
ild, der havde brændt i tusinde år, slukkedes
pludselig. Og persernes ypperstepræst
så i et syn dromedarer styrte
frem i vildt løb fulgt af arabiske heste,
der var svømmet over floden Tigris.
I Medina råbte en af jøderne fra et
forts højeste tårn: »I nat er en stjerne
steget på himlen, og under den er
Muhammed født!«
Muhammed var omskåret fra det
øjeblik, han forlod sin mors krop.
Muhammeds navn skrevet med arabisk kalligrafi.
Hans bedstefar tog den nyfødte og
præsenterede ham for Hubal i kabaen.
Men Muhammeds far var død,
allerede inden hans søn kom til verden
i elefantens år.
Hjertet vaskes rent
Mens Muhammed var lille, ramte en
tørke Arabiens stepper. Beduinernes
dromedarer gav ingen mælk, og derfor
sultede menneskene.
Halima, der var en ung kvinde,
rejste omkring på et udmagret æsel
med sin mand, sit spædbarn, og deres
Sesam, luk dig op! 31

Muslimske pilgrimme beder middagsbøn uden for en moske i Arafat nær Mekka.
dromedar i håb om at finde lidt grønt
til deres dyr. Den lille skreg af sult om
natten, så hun fik ikke sovet, for hun
kunne ikke amme ham, og dromedaren
gav end ikke den mindste slurk morgenmælk.
Da de nåede Mekka, søgte de efter
et plejebarn. Muhammed ibn Abdullah
var blandt dem, der blev udbudt,
men hverken Halima eller nogen af
de andre beduinkvinder ville have
ham, da de hørte, at hans far var død.
De frygtede ikke at få deres betaling.
32 Sesam, luk dig op!
Men da alle andre beduinkvinder
havde fået et barn at amme, og kun
Halima stod uden plejebarn, tog hun
til sidst Muhammed. Og i samme
øjeblik, hun lagde ham til, svulmede
hendes bryster med mælk, så der både
var til ham og hendes egen søn. Da
Halimas mand gik hen til deres dromedar,
var dens yver også fuldt af mælk.
Den nat kunne de alle sove.
Nu fulgte nogle fede år. Familiens
dyr havde altid rigelig med mælk selv
i det mest soltørrede og afsvedne

landskab, og andre beduiner sendte
deres dyr hen at græsse de samme
steder. Men deres dyr gav aldrig en
dråbe, hvorimod Halimas får knap
kunne gå for spændte yvere.
Årene gik. De kolde vinternætter,
hvor den bidende vind jog ind over
sletterne og næsten direkte igennem
de tynde teltduge, og ikke en hund
gøede, blev afløst af sommerdage så
varme, at selv slangerne søgte skygge.
Muhammeds fostersøster al-Shayma
havde skiftet ham og båret ham, da
han var helt lille, og nu legede hun
med ham, efterhånden som han blev
større.
Så en dag da Muhammed og nogle
af hans venner morede sig med at kaste
dromedargødning efter hinanden,
dukkede to mænd i hvide klæder op.
De havde et vandfad af guld med sig,
og det var fuldt af sne.
Mændene greb Muhammed, mens
hans kammerater tog flugten. De lagde
barnet ned og åbnede hans bryst. De
tog hans hjerte ud og flækkede det og
lod en sort dråbe dryppe fra det åbne
hjerte. Derefter vaskede de både hjertet
og Muhammeds åbne bryst med
den rene, hvide sne. Til sidst sagde
den ene af mændene til den anden:
»Vej ham mod ti af hans eget folk.«
Gamle kakler med arabisk skrift. Mange moskeer er
udsmykket med den slags fine kakler.
Det gjorde den anden, og Muhammed
gjorde det ud for mere end de ti.
»Vej ham mod hundrede,« sagde
den første så, og endnu en gang gjaldt
Muhammed for mere. Det samme
skete, da han blev vejet mod tusinde.
»Lad ham være,« sagde den anden
engel, for engle var det. »Om du så
vejer ham mod hver eneste araber, så
vil han gælde for mere end dem.«
Sesam, luk dig op!
33

Munken har spændt et kalveskind op på en ramme.
Han renser det for hår og sliber det tyndt.
Sådan laves pergament til at skrive på.
34
Sesam, luk dig op!
Papir og pergament
I Pegasus 3 læste du, at papir
blev opfundet i Kina lige før
Kristi fødsel. Men på den tid var
forbindelsen mellem Kina og
resten af verden ikke så god.
Nye ideer var længe undervejs.
Araberne lærte at lave papir af
kinesiske fanger i byen Samarkand
omkring år 800. Men der
gik endnu 300 år, før europæerne
lærte kunsten.
I Europa skrev man i stedet
på pergament. Det var skind fra
geder, får, svin eller kalve.
Kalveskind var det bedste til
pergament. Man tørrede skindet
og fjernede hårene. Bagefter
blev det slebet tyndt.
Men der skulle mange kalve
til at lave en eneste bog. Der
blev nemlig ikke mere end to til
seks sider af et helt kalveskind.
Munkene i klostrene skrev på
pergament. De brugte blæk, og
pennen var en gåsefjer.
Navnet pergament stammer
fra byen Pergamon i Tyrkiet.
Det var her, man først brugte
pergament.

Dekorativ skrift hedder kalligrafi. Kunstneren har fyldt hesten med arabisk skrift.
Kalligrafi
Muslimernes hellige huse kaldes
moskeer. I moskeerne må man ikke
vise billeder af mennesker og dyr.
Heller ikke af profeten Muhammed.
Det er forbudt. Men i gamle dage ville
muslimerne gerne dekorere deres
moskeer smukt. Derfor begyndte
de at lave mønstre og figurer med
arabiske skrifttegn. Den slags skrivning
bliver kaldt kalligrafi. Den kan
også ses i den hellige bog, Koranen.
Eller som mønstre på tøj, fliser og
krukker.
Sesam, luk dig op! 35

Sheherezade er i gang med at fortælle et af 1001 Nats Eventyr for kongen.
1001 Nats Eventyr
Der var en konge i Persien. Han var
blevet vred og bitter. Hver aften holdt
han bryllup. Og næste morgen slog
han sin kone ihjel. Så blev han gift
med den kloge og smukke Sheherezade.
Hun ville redde sit liv.
På bryllupsnatten begyndte Sheherezade
at fortælle kongen et eventyr.
Da solen stod op, var hun kommet
til det mest spændende sted.
Kongen ville gerne høre fortsættelsen.
Derfor lod han Sheherezade
leve en dag mere.
Den anden nat fortalte hun even-
36
Sesam, luk dig op!
tyret til ende. Men det var så smukt,
at hun fik lov til at fortælle ét til. Heller
ikke det blev hun færdig med, før
solen igen stod op. Kongen var så
spændt på at høre slutningen, at han
lod Sheherezade leve endnu en dag.
Og sådan blev det ved. I 1001 nætter
brugte hun den samme list. Til sidst
besluttede kongen at lade hende leve.
Alle fortællingerne findes i 1001
Nats Eventyr. Men også denne forklaring
er kun et eventyr. I virkeligheden
er 1001 Nats Eventyr en samling
indiske, persiske og arabiske eventyr.
De stammer fra 800-tallet og
nåede frem til Europa 500 år senere.

Sesam! Sesam!
Luk dig op!
fra 1001 nats eventyr
„Sesam! Sesam! Luk dig op!“ Sådan lyder de berømte trylleord i 1001 Nats
Eventyr. Men hvem sagde dem? Og hvad skete der, da de blev sagt ...?
Engang for mange, mange år siden
levede der i Persien to brødre. Den
ene hed Kassim, og den anden hed
Ali Baba. De var begge meget fattige.
Men de delte, hvad de havde, og
levede altid i fred med hinanden.
Da skete det, at Kassim blev gift
med en rig kone. Hun ejede store
marker og bjerge med vin og fine
butikker. Kassim lærte at handle,
og han blev efterhånden
en rig mand. Kassims
bror Ali Baba tog derimod
en fattig pige til
kone. Og han vidste knap nok, hvordan
han skulle skaffe mad til sig selv
og sin kone.
For sine sidste penge købte Ali Baba
et æsel og en økse og drog ud i bjergene
for at fælde træer. Han læssede
brændet på sit æsel, og han solgte det
på torvet. På den måde kunne han
sørge for sin familie. Fra nu af drog
han hver dag ud og fældede træer og
solgte brændet. Og han var glad for
sit gode arbejde.
Da han en dag stod ude i skoven
og var ved at hugge et træ om, så han
en støvsky i det fjerne. Lidt efter kom
en flok ryttere til syne. De var klædt i
panser og havde sværd i bæltet og buer
over skulderen.
Ali Baba blev klar over, at det var
røvere! Forfærdet klatrede
han op i et højt træ. Her
var han godt gemt, men
han kunne holde øje med
røverne fra sin plads. Der
var 40 mænd i alt, og hver
af dem red på en flot hest. De steg af
hestene og tog deres sadeltasker over
skuldrene. Deres anfører gik hen til
en dør i klippen, som var næsten skjult
af buske.
Da de alle var samlet foran døren,
råbte han med høj stemme:
»Sesam! Sesam! Luk dig op!«
I det samme sprang døren op, og
røverne forsvandt ind i bjerget med
deres tunge sadeltasker. Ali Baba kunne
nok tænke sig til, at taskerne var fulde
af sølv og guld, som de havde røvet på
Sesam, luk dig op!
37

landevejen, og som de nu gemte på
dette hemmelige sted.
Ali Baba rørte sig ikke. Han blev i
sit træ, til alle røverne var kommet ud
igen med tomme sadeltasker. Og han
så dem stige til hest og ride hurtigt
bort.
Da Ali Baba var kommet sig lidt af
sin skræk, klatrede han ned fra træet.
Han tog sit æsel med sig og gik hen
til det sted i klippen, hvor han havde
set røverne forsvinde. Da han var sikker
på, at han var alene, sagde han de
ord, som han lige havde lært af røverens
anfører:
»Sesam! Sesam! Luk dig op!«
Og se! Klippen åbnede sig med ét
slag!
Og døren sprang op!
Ali Baba gik ind i hulen. Men han
var næppe kommet derind, før døren
lukkede sig bag ham. Han blev dog
ikke bange. Han vidste jo, hvordan
han skulle åbne den igen.
Ali Baba havde ventet, at der var
mørkt inde i hulen. Derfor blev han
meget forbavset, da han stod i en stor
lys hal med vægge af marmor. Loftet
blev båret af høje søjler. Og rundt om
i hallen så han alle de rigdomme, et
menneske kunne ønske sig. Der var
kostbare silkestoffer, smykker, perler
og ædelstene. Og på gulvet lå der
bunker af guldpenge, som var det grus
eller sand.
Ali Baba troede ikke sine egne
øjne. Her var så mange skatte, at de
40 røvere aldrig ville lægge mærke til,
at han tog lidt med sig hjem. Han
samlede alt det guld, han kunne bære,
og lagde det uden for hulen. Det
gjorde han flere gange, og hver gang
han gik ud eller ind, sagde han:
»Sesam! Sesam! Luk dig op!«
Og hver gang gik døren op.
Ali Baba læssede guldet i æslets to
kurve. Men han dækkede det med
nogle stykker brænde, så ingen kunne
se, hvad der gemte sig på bunden. Og
derpå drog han glad og tilfreds hjem
til sin kone.
VIDSTE DU, AT ...
Vidste du, at ordet sesam
er hentet fra sesam-planten,
der dyrkes i troperne.
Dens frøkapsler åbner sig
med et smæld, når de er
modne.
Sesam, luk dig op! 39

Hodja fra Pjort
af ole lund kirkegaard
Drengen Hodja bor i den lille by Pjort i landet Bulgislav. Han vil gerne
blive klogere og opleve noget. En dag låner Hodja et flyvende tæppe. Nu
skal han ud på sin første flyvetur ...
Hodja løb gennem byen,
og han standsede først,
da han kom til en høj
mur bag byen, hvor
ingen kunne se ham.
Med rystende hænder
rullede han tæppet ud på
jorden, og først nu så han, hvor
kønt det var. Da det lå rullet sammen
i el-Fazas lille, støvede butik
lignede det blot ethvert andet gammelt
tæppe.
Men som det nu lå der i solen, glødede
det i dybe, røde farver – næsten
som ild.
Øj, mand, sagde Hodja til sig selv.
Det er smadder spændende.
Han tørrede sine snabelsko af og
stillede sig forsigtigt på tæppet, så sig
om til alle sider, og da han var sikker
på, at ingen så ham, råbte han:
Flyv, tæppe.
Og tæppet fór til vejrs med et sus.
Det gik så hurtigt, at Hodja rullede af
og trillede et langt stykke hen ad
jorden.
40 Sesam, luk dig op!
Forskrækket sprang han op og skreg:
Holdt for pokker.
Tæppet, der allerede var nået et
godt stykke op i luften, standsede med
det samme.
Og der blev det hængende. Det så
næsten ud, som om det hang og lo ad
ham.
Ned med dig, råbte Hodja. Og det i
en fart.

Og med det samme sank tæppet
ned. Men ikke ned til Hodja.
Nej:
Stille og roligt sank det røde tæppe
ned på taget af et hus.
Hodjas hjerte hoppede et par
gange, og han blev kold af skræk.
Uha, tænkte han. Hvordan skal jeg
nu få fat i det igen?
Han løb hen til huset. Det var et
stort, lukket hus – og højt. Så højt, at
en bette knægt, som Hodja måtte have
fat i en stige for at nå op til toppen af
det.
Hodja stod og så op mod taget og
var nær ved at tude af ærgrelse.
I det samme stak en kone hovedet
ud af et lille vindue og råbte:
Skrub af, knægt. Vi vil ikke ha’
gadedrenge løbende rundt her.
Og da Hodja ikke flyttede sig lige
med det samme, kylede den vrede
kone en krukke efter ham.
Hun er farlig, tænkte Hodja. Jeg
må hellere gemme mig lidt.
Han listede rundt om huset og
skjulte sig i en port på den anden side.
Det var en lang, mørk port, som endte
i en lille gård. Hodja kunne høre en
hest skrabe mod brostenene derinde.
Hør, tænkte han. Måske er der
noget inde i den gård, jeg kan bruge.
Han listede forsigtigt gennem porten
og kikkede ind i gården. Det var

en lille brolagt gårdsplads, fuld af
gamle lædersække og tomme vintønder.
Og midt i gården stod hesten.
Hodja stirrede på den. Ikke fordi
der var noget mærkeligt ved den. Den
lignede såmænd alle andre heste. Men
der var bundet noget fast til dens ene
side, som fik Hodja til at trække vejret
hurtigere.
Det var en stige.
En lang, dejlig stige.
Øj, tænkte Hodja. Jeg er heldig i
dag. Det er lige netop sådan en stige,
jeg har brug for. Men den er vist alt
for tung til sådan en lille fyr som mig.
Der var stille i gården. Den eneste
lyd, der hørtes, var hestens skraben
med hoven mod brostenene.
Gården er tom, tænkte Hodja. Der
er ingen mennesker derinde. Jeg tror
alligevel, jeg vil prøve, om jeg kan løfte
stigen ned fra hesten.
Han sneg sig ind i gården. Men lige
netop som han nåede hen til hesten,
blev en dør lukket op, og en snavset
mand med lange, sorte skægstubbe
kom gryntende ud.
Hodja var nær trillet omkuld af
skræk.
Hør, brummede den snavsede fyr
og gik hen mod Hodja. Hvad skal det
her betyde?
42 Sesam, luk dig op!
Det … det … ved jeg ikke, stammede
Hodja og var klar til at stikke af
gennem porten.
Nej, det tænkte jeg nok, gryntede
manden arrigt. Her kommer man
slæbende med en stige langvejs fra for
en ussel, lille betaling, og så er der
ikke en sjæl her i huset, der aner, hvor
den rådne stige skal stå. – Han så
rasende på Hodja med røde øjne.
Men Hodja var pludselig ikke det
mindste bange mere.
Ha, tænkte han fornøjet. Den mand
er lastdrager. Han hører slet ikke til
her i huset, og det er slet ikke mig,
han er gal på. Og nu ved jeg lige bestemt,
hvordan jeg kommer op på taget af huset.
Hør, sagde han til lastdrageren. Jeg
ved godt, hvor den stige skal stå.
Nå, brummede lastdrageren og
kradsede sig i skægstubbene. Endelig
et fornuftigt menneske. Og hvor skal
jeg så sætte den, om jeg må spørge.
Dér omme, sagde Hodja og pegede.
Gå gennem porten og om på den side
af huset, hvor der er et lille vindue.
Lastdrageren gjorde, som Hodja
sagde. Han løftede den lange, tunge
stige ned fra hesten og bar den stønnende
gennem porten og om på den
side af huset, hvor det lille vindue sad.
Godt, jeg ikke selv skulle ha’ båret

den, tænkte Hodja og gned sig fornøjet
i hænderne.
Så ville jeg ha’ taget mindst et år
om det, så tung som den er.
Lastdrageren stillede stigen fra sig
ved muren og børstede sin trøje af.
Så, sagde han. Er det godt?
Fint, sagde Hodja og begyndte at
klatre op ad stigen så hurtigt, han
kunne.
Men han var ikke nået mere en seks
trin op, før konen stak hovedet ud af
vinduet og vrælede:
Hvad i alverden skal det her betyde?
Uha, tænkte Hodja og røg et par
trin højere op. Det bliver værre og
værre det her.
Og så klatrede han videre, som om
djævelen var i hælene på ham.
Hør, De der nede, skreg konen til
lastdrageren.
Hvad bilder De Dem ind? Hvad
skal den væmmelige stige stå her for?
Øh …, sagde lastdrageren og måbede,
så både konen og Hodja kunne
se ham langt ned i halsen. Den unge
herre sagde, at stigen … Øh … skulle
stå her.
Den unge herre, skreg konen. Er det
den lille gadedreng, De taler om? Kan
De så se, De kommer op og henter
ham ned, og det med det vuns.
44 Sesam, luk dig op!
Nå, så han har lavet skæg med os,
frue, hvæsede lastdrageren og skulede
ondt op mod Hodja, der nu var nået
halvvejs op ad stigen. Nå, så det har
han. Men nu skal jeg få fat på den
ækle, lille stodder og dreje halsen om
på ham, ska’ jeg.
Og mens konen blev ved med at
skælde og smælde i vinduet, klatrede
lastdrageren arrigt hvæsende efter
Hodja.
Hodja var i mellemtiden nået
næsten op til taget. Men lastdrageren,
der jo havde meget længere ben,
klatrede hurtigt til vejrs, og da Hodja
nåede kanten af taget, var lastdrageren
lige i hælene på ham.
De skal nok få fat på ham, hylede
konen, der var ved at falde ud ad vinduet
for at se, hvad der skete. Han kan
nemlig ikke komme væk fra taget igen.
Hå, tænkte Hodja. Nå, så det tror
du ikke.
Han sprang ind på det flade tag.
Tæppet lå, hvor det skulle, lige foran
ham og glødede i solen med sine
mørke, røde farver.
Hodja kastede sig over det, klamrede
sig til det med både arme og
ben, og lige netop i det øjeblik lastdrageren
stak næsen op over tagets
kant, skreg Hodja:

Flyv!!
Og denne gang blev Hodja hængende.
Lydløst – som et stor, rød fugl –
strøg han bort lige for næsen af lastdrageren.
Ge … ge … ge …, kvækkede lastdrageren
og klamrede sig til stigen.
Ge … ge …
Og hvis Hodja ikke havde haft så
travlt med at klamre sig til det røde
tæppe, ville han have set, at lastdragerens
ansigt blev hvidt som et lagen.
De snavsede skægstubbe strittede
som piggene på et forskrækket pindsvin,
og de røde øjne var ved at trille
ud af hans hoved.
Få nu fat i ham, De der, vrælede
konen nede fra vinduet. Hvad venter
De dog på, mand?
Men lastdrageren svarede hende
slet ikke.
I stedet kurede han ned ad stigen –
og mens konen måbende kikkede
efter ham – styrtede han hylende bort
fra huset og forsvandt i de smalle gaders
mørke skygge.
Men højt oppe over byens tage svævede
Hodja lykkeligt af sted.
Det var et vidunderligt tæppe,
gamle el-Faza havde givet ham.
Når han sagde:
Flyv ned, tæppe
så dykkede det røde tæppe ned i store
bløde dyk, og når han sagde:
Flyv op tæppe
så fór tæppet til vejrs som en raket.
Han drejede til højre deroppe – og
til venstre. Og han fløj lige ud. Han
fløj så stærkt, at vinden peb ham i
ørene og håret var ved at blive revet af
hovedet på ham. Han fløj langsomt
og duvede af sted gennem luften, som
havde han ligget på en tømmerflåde
på en stille skovsø.
Hele dagen fløj han rundt deroppe.
Han så ned på byen, der var lille
bitte, på folkene, der lignede små sorte
biller og på den grumsede flod, der
lignede en bæk.
Først da solen gik ned, fløj han hjem.
Han landede stille og blødt på sin
fars hus, og lagde sig til at sove på det
glødende, røde tæppe med en stor
klump fryd inde midt i maven.
Sesam, luk dig op!
45

Kald mig bare Aksel
af bo hr. hansen
Det er ikke let at være en dansk dreng og hedde Aksel, når man hellere
vil være som de seje muslimske drenge. Og det er ikke nemt at lave en
sang til Klubbens Melodi Grand Prix sammen med Fatima og Annika.
Slet ikke når man falder i søvn på Fatimas fars shawarma-bar ...
– Allahu akbar … Sami Allahu li
man hamida.
Morgen. Arabiske stemmer. Aksel
vågner. Det første, han ser, er Jamal
og Accem i færd med at bede til Allah.
De knæler på gulvet med bare tæer.
Bøjer sig fremover.
– Subhana rabbi al ala.
Så kommer den lille Mustafa tøffende.
Aksel sætter sig op på sofaen.
Det er lyst udenfor. Han har sovet i
Fatimas hjem. Jamal må have båret
ham op fra shawarma-baren.
– Godmorgen, Aksel, siger Mustafa
og sætter sig helt tæt ved siden af
ham. Mustafa synes vist, at Aksel er
rigtig spændende.
– Godmorgen, Mustafa.
– Allahu akbar, lyder det fra Jamal
og Accem nede på gulvet.
Fatimas mor kommer ind med en
bakke med kaffe, vand og runde brød.
Hun råber noget arabisk til Fatima.
– Ja, ja, skal jeg nok, råber Fatima
inde fra værelset.
46
Sesam, luk dig op!
Moren stiller morgenbakken på
sofabordet. Så nikker hun til Aksel og
skænker ham et glas vand. Aksel nikker
igen. Han ved faktisk ikke, om
hun kan tale dansk.
– Godmorgen, Aksel!
Jo. Hun kan. Ikke så godt, men
Aksel forstår da, hvad hun siger. Hun
er en smuk mor at have, synes han.
Hun mangler bare at gå med tørklæde
om håret. Han troede ærlig talt, at
alle muslimske mødre gik med tørklæde.
– Vi har fået fat i din mor! Hun ved
godt, du sover her.
Hun laver noget mad til Mustafa.
Jamal og Accem er færdige med bønnen.
Jamal ruller sit lille bedetæppe
sammen.
– Hej, Aksel, jeg tror, din mor blev
meget gal på din storesøster, siger han
og går ud på toilettet.
Accem sætter sig med en mobiltelefon.
Aksel ser på ham.
– Beder I altid?

Accem trækker på skulderen.
– Nogle gange. Mest om morgenen.
Vi har ikke tid til det fem gange om
dagen.
– Hvad siger I?
– Hvad mener du?
– Ja, hvad betyder det?
– Alt muligt. Øh. Allahu akbar.
Allah er større. Sami Allahu li man
hamida. Allah hører dem, der lovpriser
ham. Subhana rabbi al ala. Priset
være min herre, den mest overordnede.
Aksel nikker.
– Nåh … jeg mente også nok, det
var noget i den retning.
– Skal du da til at være muslim?
spørger Accem.
– Jeg er faktisk muslim, siger Aksel.
– Jeg skal bare lige ha’ helt styr på
det. Jeg er ikke så god til arabisk. Det
der billede, er det Mekka?
Han nikker op mod et lille maleri
på væggen af en stor plads med en stor,
sort sten i midten. Han har hørt i
skolen, at muslimerne skal til Mekka
mindst én gang i deres liv, det var dér,
deres profet Muhammed kom fra, og
når de beder, skal de bede i retning af
Mekka. Der er i det hele taget meget,
de muslimer skal gøre på en helt
bestemt måde, men det kan man vel
lære hen ad vejen, tænker Aksel.
Accem svarer ikke på Aksels spørgsmål.
Han er optaget af noget på mobiltelefonen.
Men moren siger med et
stort smil:
– Ja, Aksel, det er rigtigt, det er
Mekka.
– Okay, siger Aksel. Han kigger
rundt i stuen. Der er ikke så mange
ting som oppe hos ham, og ikke så
meget rod. Der er masser af små pyntede
kaffekopper i reolen og plasticblomster
og den store muslimske bog,
hvad er det nu den hedder, nå jo,
Koranen, og så de arabiske bogstaver i
rammer på væggen.
Fatima kommer ind. Hun er ved at
børste sit hår og sætter sig ved siden
af Aksel.
– Faldt du i søvn, hva’?
– Det tror jeg … Har du fundet på
en sang?
Fatima ryster på hovedet. Hun vil
ikke tale om det.
– Jeg har heller ikke.
Moren spørger Fatima om noget
på arabisk. Fatima svarer igen.
– Hvad siger I? spørger Aksel.
– Hun spørger, om du kan li’ at
drikke kaffe, hvisker Fatima til Aksel.
I det samme kommer Ali ind. Han
er ved at tage sine smarte cowboybukser
på.
Sesam, luk dig op!
47

– Er far på badeværelset?
Ingen svarer. Ali skænker kaffe.
– Hey. Hvad laver du med min
mobiltelefon? Kom med den, råber
han pludselig til Accem og tager telefonen
fra ham. Han sætter sig over til
computeren med sin kaffe.
Aksel ser Ali drikke kaffe. Aksel
tager selv kaffekoppen op til munden
og drikker en halvstor tår på samme
måde. Kaffen er stærk og sød. Og tyk.
Det er lige før, den sidder fast i halsen
på ham, men ned kommer den. Aksel
drikker ellers aldrig kaffe, men hvis
muslimer drikker tyk kaffe med sukker
i, så gør Aksel også.
– Kan du li’ arabisk kaffe? spørger
moren.
– Det smager godt, siger Aksel og
smiler.
Mustafa siger til Aksel:
– Hun spurgte, hvad det var for en
sang.
Accem er der med det samme:
– Fatima! Har du løjet for din mor?
– Bland dig udenom, når jeg har
gæster, siger Fatima.
– Nå. Men det er bare Klubbens
Melodi Grand Prix, siger Aksel.
Fatima giver øjeblikkelig Aksel et
dunk i siden.
– Nå, nej, det er ikke noget, siger
Aksel.
Moren ser mistænksomt på Fatima
og Aksel og spørger om noget på arabisk.
Aksel kan høre, hun siger noget
med Grand Prip!
– Det hedder altså Grand Prix, retter
Fatima hende.
– Skal I lave Grand Prix i Klubben?
spørger moren både Fatima og Aksel
på dansk.
– Far siger, jeg godt må, siger Fatima.
I det samme kommer Jamal ind
igen og skal have kaffe.
– Hvad er det, jeg siger, du godt må?
– Melodi Grand Prix.
– Det må du godt, ja, hvad er der
galt med det? siger han og sætter sig.
Og nu bliver moren gal. Aksel
kryber lidt sammen, da hendes eder og
forbandelser hagler ned over Jamal.
Fatima rejser sig og begynder at
skælde sin mor ud. Moren råber noget
vildt i hovedet på Fatima og peger
mod døren til børneværelset. Fatima
går derind, stiktosset.
Aksel rejser sig. Han rømmer sig.
– Nå, men … Jeg må også hellere
se at komme hjem og … øh.
Sesam, luk dig op!
49

50
793
Vikinger plyndrer klosteret
i Lindisfarne
800
Karl den Store krones som
romersk kejser

Kapitel 3
Vikinger
gribedyr
jeg tar dig
hvis du tar mig
så tar jeg dig
der holder mig
og holder dig
til du tar mig
hvis jeg tar dig
og holder dig
der holder mig
så har jeg dig
874
Vikinger opdager Island
hvis du tar mig
så tar jeg dig
der holder mig
og holder dig
hvis du tar mig
og ikke jeg
sku’ gå min vej
som dig
klaus rifbjerg
51

Egil Skallagrimssøn
islandsk saga gendigtet af cecilie bogh
Egil Skallagrimssøn var styg og modig som sin far, Skallagrim. Han havde
et stort sort hår og var stærk allerede som treårig. Da han fyldte syv, var
han stor af vækst. Han var klog, og ingen kunne tale og digte viser som
Egil. Men samtidig var han hidsig og udfarende og svær at enes med i
leg. Han elskede at bryde, men kunne ikke tåle at tabe til nogen. Derfor
havde de andre drenge på egnen fået besked om at give op, når de kæmpede
mod ham.
Da Egil gik ind i sit syvende år, blev
der afholdt lege på markerne ved
Hvidå. Legene var styrkeprøver, og
der blev blandt andet kæmpet i boldspil,
hvor hver mand havde sin egen
modstander. Der var mange stærke
mænd på egnen, men ingen overgik
Egils far, Skallagrim, i styrke. Folk
kom fra de fjerneste egne, og også
mange af Skallagrims mænd drog af
sted. En af Skallagrims bedste mænd,
Thord, holdt meget af Egil og tog
ham med til legene.
Da de kom frem, blev mændene
inddelt i hold. De mange smådrenge,
der også var mødt op, lavede deres
eget boldspil. Egil skulle kæmpe mod
den 11-årige Grim. Men Grim sparede
ikke på kræfterne. Og det viste
sig hurtigt, at Grim var den stærkeste
af de to. Det kunne Egil ikke klare, så
han greb boldtræet og hamrede det
mod Grim.
„Waaarrruuu ...“ brølede Grim
rasende.
Han greb fat i Egil, slyngede ham
til jorden og gav ham en ordentlig
omgang tæsk.
„Styrer du dig nu?“ råbte Grim
med fråde om munden. „Hvis du ikke

styrer dig, så lemlæster jeg dig! Jeg
brækker alle dine knogler!“
Så snart Egil var kommet på
benene, gik han ud af legen. Bag sig
kunne han høre de andre drenge råbe
og gøre nar. Det varede ikke længe,
før han følte sit blod koge. Han løb
hen og fandt Thord og klagede sin
nød til ham. Thord rakte ham den
skægøkse, han havde i hånden. Derefter
gik de sammen tilbage til stedet,
hvor drengene havde deres leg. Da de
nåede derhen, havde Grim netop
grebet bolden og løb af sted med de
andre drenge efter sig. I det samme
sprang Egil på Grim og huggede øksen
dybt ind i hovedet på ham, så den blev
siddende i hjernen. Derpå gik Egil og
Thord roligt tilbage til deres egne.
Mændene, der hørte til Grim, greb
deres våben. Det samme gjorde Skallagrims
mænd. De øvrige fordelte sig
efter, hvem de var venner med. Og
det viste sig hurtigt, at Skallagrims
flok var langt den største. Derfor kom
det ikke til kamp denne gang.
Men fjendskabet mellem de to
grupper førte senere til stridigheder,
hvor mange blev dræbt.
Da Egil kom hjem efter legene,
talte de ikke mere om det, der var sket.
Men hans mor, Bera, sagde, at der
var gemt en ægte viking i Egil. Og
når han havde alderen til det, måtte
de købe ham et hærskib.
Da Egil var tolv år, var han så stor og
så stærk, at kun de færreste voksne
mænd kunne måle sig med ham. Han
brugte megen tid på lege og overvandt
også langt de fleste. Den vinter var
det ofte sådan, at Thord og Egil blev
Skallagrims modstandere i legene.
Engang efter en lang og udmattende
kamp, hvor Thord og Egil længe så
ud til at sejre, vendte det pludselig
efter solnedgang. Skallagrim fik fornyede
kræfter, løftede Tord i vejret og
kastede ham så voldsomt mod jorden,
at benene knustes i ham, og han døde
på stedet. Derefter greb han Egil.
Vikinger 53

„Nej, Skallagrim!“ råbte trælkvinden,
Braak, der havde passet Egil som
barn, og havde stået og set legene.
„Raser du nu, Skallagrim, mod din
egen søn?“
Skallagrim slap Egil, vendte sig
rasende mod Braak og greb ud efter
hende. Hun flygtede straks med
Skallagrim lige i hælene. De løb helt
ud til enden af næsset, hvor hun
sprang ned fra klippen og havnede i
søen. Skallagrim løftede en kæmpe
klippeblok og slyngede den efter
hende. Klippen ramte lige mellem
skuldrene, så hun sank til bunds og
aldrig mere kom op. Siden kom dette
sted til at hedde Braaksund.
Om aftenen, da de kom hjem, var
Egil stadig meget vred. Så snart alle
havde sat sig til bords, gik han hen og
huggede den mand ihjel, som Skallagrim
værdsatte allermest. Ingen sagde
noget hertil, og sagen havde ingen
følger. Men resten af vinteren talte
Skallagrim og Egil ikke til hinanden.

Runeskrift og sagaer
Vikingerne skabte deres egen skrift.
Bogstaverne hed runer, og runealfabetet
havde 24 bogstaver. Det
kaldes futhark efter de første seks
bogstaver i alfabetet. Ingen ved, hvor
vikingerne fik ideen fra. Men måske
har de set grækernes og romernes
alfabeter på deres rejser.
Vikingerne skrev ikke med pen eller
pensel. De ‘ristede’ deres runer på
sten, træ eller metal. Vi kender bl.a.
runeskrift fra våben og runesten.
Runer på træ findes der ikke mange
af. Træ holder sig ikke nemlig så
længe. Derfor er de fleste runeindskrifter
på træ gået tabt.
I Jelling rejste Harald Blåtand en stor sten.
På den står der med runer, at kong Harald
erobrede hele Danmark og Norge og gjorde
danerne kristne. Figuren midt på stenen
forestiller Kristus.
Vikingerne var også gode historiefortællere.
De var stolte af deres
families historie. De fortalte om familiens
eventyr, om kampe og opdagelser.
Mange af vikingernes fortællinger
stammer fra Island omkring år 1000.
De bliver kaldt sagaer. Det var historier,
som blev lært udenad og fortalt
fra slægt til slægt. Nogle af dem blev
senere samlet og skrevet ned i håndskrifter
i 1300-tallet. De mest
kendte er sagaerne om Gunløg
Ormstunge og Egil Skallagrimssøn.
Vikinger
55

De mystiske tegn
af maj bylock
Vikinger fra Norden har været på plyndringstogt sydpå i det store Frankerrige.
Pigen Petite har de taget med hjem som træl. En dag lykkes det
hende at flygte. Men runemesteren Sten og hans kone Boel finder pigen i
skoven. De tager sig af hende og kalder hende deres datter Åse.
For hver dag der gik, elskede Boel og
Sten deres Åse højere og højere. De
var begge lige bange for, at nogen skulle
tage hende fra dem. Derfor turde de
endnu ikke vise hende for landsbyens
andre beboere.
Men landsbyen var lille. Det varede
ikke længe, før indbyggerne blev klar
over, at Boel og Sten gemte noget i
deres hytte. De blev naturligvis nysgerrige
og fandt på ærinder for at kigge
ind.
Boel og Sten havde ikke behøvet at
være ængstelige. Ingen havde set Åse
før. Og ingen havde hørt tale om nogen
pige, som var forsvundet.
Til sidst turde Boel fortælle, at hun
havde fundet Åse under en gran i
skoven. Hun fortalte oven i købet, at
pigen var en gave til hende fra guderne.
I hemmelighed kaldte folk hende
Åse hittebarn. Men det brød Boel sig
ikke om at høre. Landsbyboerne følte
forsigtigt på Åses sorte hår og så ind i
hendes mørke øjne.
56 Vikinger
– Hvor er hun fin, sagde de til Sten
og Boel.
Men så snart de kom ud fra hytten,
hviskede de sammen:
– Et barn, som ser sådan ud, kan
ikke komme fra guderne. Det kommer
sikkert fra troldene.
Det var ikke blot, fordi Åse ikke
lignede de andre børn, at de troede,
Åse kom fra troldene. Men tegnene,
som Sten ristede, blev kaldt runer, og
runerne hørte sammen med trolddom.
Når Sten kunne riste runer, var folk
også overbevist om, at han kunne lave
trolddomskunster. Så måtte det jo være
troldene og ikke guderne, der havde
sendt ham og Boel et barn.
Mange af landsbyens indbyggere
var bange for Sten. Alligevel listede
de sommetider hen til ham, hvis de
havde brug for hjælp. En del bad ham
synge en tryllesang for at sikre sig, at
de fik held med jagten, eller hvis de
kom i strid med andre.
Andre bad ham riste en trylleremse

på en stump træ eller en sten, som de
kunne tage med sig. De håbede, at
runerne ville beskytte dem mod det,
der var farligt.
Folk turde ikke blive uvenner med
Sten. Derfor sagde de ikke højt, hvad
de tænkte om Åse. Men en aften var
Åse på vej til skomageren med et par
sko. Det havde regnet og bygaden var
pløret.
Pludselig faldt hun over en kæp,
som stak frem i mørket. Knæene fik
knubs, og hun fik et stort sår på hagen.
Det nye tøj blev vådt og sølet.
En anden gang havde hun malket
gederne, som græssede i skovbrynet.
Pludselig kom en sten flyvende og
slog bøtten ud af hånden på hende.
Mælken løb ud i græsset.
Åse nåede ikke at se, hvem der
havde holdt kæppen, eller hvem der
havde kastet stenen. Men hun forstod,

at landsbyboerne ikke ville have hende
der.
Hun sagde til Sten og Boel, at hun
var gledet eller snublet. Hun ville ikke
gøre dem urolige og bedrøvede.
Før havde hun været bange for at
gå ud i skoven. Nu ville hun heller
ikke gå ud i landsbyen. Hun holdt sig
så nær til Boel og Sten, som hun
kunne. Hos dem følte hun sig tryg.
Hun ville helst sidde og se på, når
Sten ristede runer. Hun sad så nær, at
hun kunne se hver eneste fure, han
ristede i stenen.
– Sss, sagde han og pegede på en af
runerne. – Ttt, fortsatte han og pegede
på den næste. – Aaa …
Pludselig lo Åse. Nu forstod hun.
Stens a så ikke ud som hendes, men
det var alligevel et a. Man kunne skrive
a på forskellige måder.
Satte man Åses bogstaver sammen,
blev de til ord. Måske kunne man
også danne ord af runerne?
Ordene i bogen derhjemme havde
noget at fortælle. Det havde runer
måske også. Nu blev de lange, bugtede
rækker af runer spændende.
Åse spurgte, og Sten svarede, så
godt han kunne. Men Sten tænkte
mere over, at Åse havde leet. Indtil nu
havde hun set så bange og trist ud.
58
Vikinger
Åse tog en lille stump sten og skrev
en rune i jorden på gulvet. Ved siden
af skrev hun, hvad tegnet hed på hendes
eget sprog.
Dagene gik, og Åse lærte sig mere
og mere. Da vinteren kom, forstod
hun næsten alt, hvad Boel og Sten
sagde. Hun kunne også læse, hvad der
stod på stenen. Der stod:
Starke rejste stenen
efter sin søn Vidar Viking
Vidar drog med sit skib
til Frankerriget
for at finde guld.
Da Åse forstod, hvad ordene på stenen
fortalte, fik hun gåsehud. Vikingen
Vidar havde været i hendes eget land
og ledt efter guld.
Mon Sten egentlig ved, hvad vikingerne
gør, når de prøver at få fat i det
der guld, tænkte hun.
Men hun turde ikke spørge ham.
Godt nok vidste hun, at hun var i
vikingernes land. Men hun havde
aldrig før tænkt på, at Sten og Boel
tilhørte dem.
Jeg fortæller aldrig, hvorfra jeg
kommer, hviskede hun til hesten
Guldhov den aften. Og jeg vil aldrig
sige, hvordan jeg kom hertil.

Vermund og Uffe
dansk heltesagn
Uffe den Spage
For længe siden boede anglerne i det
sydlige Jylland. Deres konge hed Vermund,
og han havde sin kongsgård i
Jelling. Hans kongetid havde været
lang, og da Vermund var en god og
klog konge, havde anglerne givet ham
tilnavnet ‘Den Vise’.
I mange år havde kongen og dronningen
levet lykkeligt sammen, men
de fik ingen børn. Vermund var gammel
og blind, før hans hustru endelig
fødte ham en søn. Han fik navnet Uffe.
Drengen havde en mægtig appetit,
og han voksede sig snart stor og stærk.
Men det så ikke ud til, at Vermund
ville få megen glæde af sin søn. For
Uffe var et mærkeligt barn. Han ville
ikke deltage i våbenlege som andre
drenge, men gik bare sløvt omkring.
Ingen hørte ham nogen sinde sige et
ord. Det var kongens og dronningens
store sorg.
– Hvad skal der blive af den sløve
og kluntede dreng? spurgte folk og
kaldte ham Uffe den Spage.
Som tiden gik, blev den gamle kong
Vermund mere og mere bekymret for,
hvad der skulle ske, når han ikke
længere var i stand til at regere sit rige.
– Du må lære at
bruge våben, sagde
han en dag til Uffe.
– En kongesøn må
kunne bruge både
sværd og spyd.
Men Uffe lod
bare, som om han
ikke hørte, hvad
hans far sagde.
Efterhånden
rygtedes det til
andre lande, at
kong Vermund var gammel og svag,
og at hans søn var sløv og uduelig.
Sakserkongen, der herskede mod syd,
mente, at det var en god anledning til
at erobre anglernes land. Han sendte
derfor to af sine mænd til Jelling med
et budskab til kong Vermund.
– Enten skal du overlade dit rige til
sakserne uden kamp, sagde de til den
gamle konge. – Eller også skal din søn
kæmpe mod sakserkongens søn, og så
skal den, der vinder kampen være konge
over begge riger.
Vermund blev forfærdet over at høre
budskabet.
– Har jeg virkelig fortjent, at man
håner mig sådan på mine gamle dage?
Vikinger 59

udbrød han vredt. – Kan sakserkongen
ikke vente med den slags, til jeg er død?
Og så føjede han til:
– Selvfølgelig giver jeg ikke mit
land bort, så kæmper jeg hellere selv
mod saksernes konge.
Da sendebudene hørte det svar, så
de på hinanden og rystede på hovedet.
– Tror du vores konge vil gøre sig
selv til grin ved at kæmpe med en
blind olding? spurgte de. – Nej, lad de
to kongesønner afgøre sagen.
I lang tid var der stille i hallen.
60 Vikinger
Ingen anede, hvad de skulle
svare på saksernes uforskammede
budskab. Men pludselig
var der én, der talte. Det
var Uffe.
– Rid hjem, sagde han
med myndig stemme.
– Og sig til sakserkongen, at
den danske kongesøn er
parat til at kæmpe med hans
søn. Sig også, at han må tage
den stærkeste kæmpe med,
han kan finde i sit land.
Anglerne så undrende hen
på Uffe, og sakserne lo og
godtede sig. Men mødested
og tid blev aftalt, og så drog
sendebudene hjem.
Den gamle kong Vermund
forstod ikke et ord af det hele. Først
da sakserne var forsvundet, åbnede
han munden og sagde:
– Jeg ved ikke hvem, der talte før.
– Men det var godt sagt!
Da kongens mænd fortalte ham, at
det var Uffe, der havde talt, ville kongen
ikke tro dem.
– Uffe har jo aldrig sagt et ord,
hvorfor skulle han så tale nu? spurgte
kongen forundret.
Derpå befalede han, at Uffe skulle
komme nærmere, så han kunne røre

ved ham. Forsigtigt lod Vermund
hånden glide hen over sin søns kraftige
arme. Han mærkede de brede
skuldre og følte de stærke muskler.
– Ja, sagde han. – Sådanne muskler
havde jeg også selv, da jeg var ung. Jeg
mærker, det er dig, Uffe. Men hvorfor
har du aldrig sagt noget før i dag? Vi
troede jo alle sammen, at du var både
stum og dum.
– Indtil nu, har min far talt, når det
var nødvendigt, svarede Uffe. – Jeg
har bare ventet på, at min tid skulle
komme. Og da alle andre tav, var jeg
nødt til at tale mod den hån, min far
måtte høre i sin egen hal.
Skræp
Nu blev der travlhed i kongsgården.
Det gjaldt om at få den unge kongesøn
forberedt og rustet til kampen.
Først skulle der findes en brynje til
ham. Men alle de brynjer, Uffe prøvede,
revnede over hans brede bryst,
når han trak vejret. Ikke engang
Vermunds egen brynje kunne spænde
omkring ham. Den måtte skæres op i
venstre side og hæftes sammen med
hægter, før den passede.
Det var sværere at finde et sværd til
Uffe. Han prøvede det ene efter det
andet, men lige så snart han løftede
sværdene og svang dem gennem
luften, sprang de i stykker som glas.
– Før mig ud på marken, sagde
Vermund til sine mænd. – Og tag
spaderne med.
Herude havde kongen begravet sit
eget sværd, da han blev gammel. Han
regnede nemlig ikke med, at hans søn
nogen sinde ville få brug for det. Og
da han ikke ønskede, at sværdet skulle
falde i fremmede hænder, var det
blevet gemt langt nede under jorden.
Nu var Vermund blind, men han
fik mændene til at finde vej ved hjælp
af sten og træer. Og da de nåede frem
til foden af en stor gravhøj, bad ham
dem grave. Inden længe kom sværdet
Skræp frem i lyset. Rustent var det,
men så snart det blev renset og ordnet,
blinkede stålet atter i lyset.
Uffe beundrede det flotte sværd.
Det lå godt i hånden, og han var straks
parat til at svinge det.
– Nej, vent! råbte Vermund forskrækket.
– Hvis Skræp går i stykker,
har du ikke noget sværd til kampen.
Kampen på Ejderøen
Endelig kom dagen, hvor Uffe skulle
kæmpe. Mødestedet var en lille ø i
floden Ejderen, og begge parter havde
taget deres hære med. På den nord-
Vikinger 61

lige flodbred stillede anglerne sig, og
på den sydlige samledes sakserne.
Gamle Vermund satte sig på en stol
helt nede ved floden. Hvis Uffe blev
fældet, ville kongen kaste sig i floden.
Ude på øen stod sakserkongens søn
og en mægtig kæmpe og ventede.
– Vi er klar til kamp! råbte de ind
til Uffe.
Så blev Uffe roet over til dem med
Skræp i den ene hånd og sit skjold i
den anden. Snart var kampen i gang.
Uffe lod sakserne angribe og dækkede
sin krop med skjoldet. Imens sad
Vermund med hånden bag øret og
lyttede. Men da han ikke kunne høre
Skræp suse gennem luften, blev han
utålmodig og rykkede stolen helt ud
til vandkanten.
62 Vikinger
Uffe var klar over, at han ikke kunne
klare begge saksere på én gang. Han
måtte lokke dem væk fra hinanden
med list. Derfor gav han sig til at tirre
kæmpen ved at råbe:
– Står du der og gemmer dig bag
din herres ryg? Du er vel ikke en
bangebuks? Jeg troede, at du var udvalgt
til at kæmpe på grund af din
tapperhed!
Da kæmpen hørte, hvordan Uffe
hånede ham, blev han ude af sig selv
af raseri. Han løb frem foran sin herre
med tunge skridt. Men i det samme
løftede Uffe sværdet i vejret og kløvede
ham midt igennem med et eneste hug.
– Det var Skræp, der sang! råbte
Vermund glad.
Og da anglerne fortalte deres konge,

at den saksiske kæmpe var faldet,
flyttede han straks stolen længere ind
på land.
– Nu må du hævne din kæmpes
død! råbte Uffe drillende til kongesønnen.
De ord gjorde den unge sakser så
rasende, at han stormede frem mod
Uffe. Men inden han nåede at løfte
sin økse, havde Uffe endnu en gang
svunget Skræp og kløvet hans hoved.
Der lød et brøl, så sank kongesønnen
om i en blodpøl på jorden.
– Nu sang Skræp for anden gang!
jublede Vermund, mens tårerne piblede
frem af hans blinde øjne.
Da Uffe lidt senere trådte i land,
rejste Vermund sig og modtog sin søn
med åbne arme.
– Nu kan jeg roligt dø og overlade
mit rige til dig, sagde den gamle
konge.
I det samme jublede hele anglerhæren
og hilste deres nye konge som
sejrherre. Men sakserne begravede med
skam deres to døde mænd og skyndte
sig sydpå. Nu holdt de sig borte fra
Danmarks grænse i mange år.
Vikinger
63

Jeg er Frede
af hanne kvist
Frede er med klassen på koloni. Pludselig sker der noget. En af kanoerne
kæntrer. To af pigerne er allerede blevet trukket op. Men Camilla ligger
stadig derude. Hun spytter og pruster. Hun ser på Frede med et bange
blik. Så forvinder hun under overfladen igen. Forsvandt hun bare?
Jeg mærker hvordan jeg vokser.
Mine visne arme gror. Mine gummiben
bliver stærke.
Jeg vokser til min normale størrelse,
jeg bliver ved med at vokse til jeg er
dobbelt så stor, ja, fire gange så stor
som ellers.
Jeg flår min redningsvest af.
Der hvor Camilla forsvandt, er der
bare nogle ringe i vandet, ikke engang
et hul.
Jeg springer. Jeg springer i vandet
med et kæmpe plask så alle i nærheden
får vand i håret, nej ikke bare det, de
bliver sjaskvåde og gennemblødte og
må holde fast i deres vippende kanoer,
men jeg er ligeglad. Jeg tænker bare
på Camilla og ringene i vandet hvor
hun netop forsvandt.
Vandet lukker sig over mig. Skrigene
bliver deroppe.
Hernede er der koldt og stille.
Vandet er grumset og næsten mørkt.
Jeg kigger mig omkring efter en
64 Vikinger
skikkelse. Jeg svømmer nedad og
holder vejret, det trykker for ørerne.
Da jeg næsten ikke kan holde vejret
længere, ser jeg hende. Eller rettere,
bare en lys skygge af hendes hvide
T-shirt.
Jeg tager fat om hende, hun er helt
tung og slap.
Jeg pisker med benene for at komme
opad, men det er tungt at bære en
ekstra, det går alt for langsomt.
Mit hoved er ved at sprænges, mine
lunger skriger.
Jeg ved næsten ikke om det er den
rigtige vej, om jeg svømmer op eller
ned.
Men jeg er stor, og jeg er stærk.
Det er godt at være stærk.
Med et brag i mine ører og et brøl i
min hals bryder jeg gennem overfladen.
Jeg holder fast i Camilla.
Luften gør ondt i mit bryst.

Der kommer arme som hjælper,
nogen får Camilla indenbords,
og jeg hænger bare på siden
af en kano og får vejret.
Hvad råber de?
Godt klaret, Frede!
Hurraaaa for Frede!
Frede er en helt!
Jeg smider mig ned i græsset med
fødderne i vandkanten.
Jeg er så træt.
Er jeg en helt?
Jeg er jo Frede. Fede Frede.
Dumme Frede.
Kan Frede være en helt?

Benni Båt
af oscar k.
Benni Båt boede i etageejendom og
var lang og ranglet efter sin mor. Og
nærsynet og med mobiltelefon.
Egentlig hed han Benni Blodtud.
Eller det vil sige: han hed Jensen. Til
efternavn. Det med blodtud var bare
noget, de kaldte ham, fordi han gik til
boksning og altid fik tæsk. Båt! En på
tuden! Mestendels fordi boksehandskerne
var alt for tunge til hans lange
sugerørsarme. De andre ventede bare,
til Benni blev træt i armene og sænkede
paraderne. Så slog de. Bang!
Blåt øje! Bonk! Squidr! Næseblod.
Båt! Og så lugtede der af sure tæer i
boksehallen.
66 Vikinger
Det var Jensen, Bennis far, der
havde meldt Benni til boksning.
Bennis far var et ordentligt brød fra
Randers og tidligere sværvægtsmester
og langturschauffør. Nu sad han og
syede stramaj og lyttede til Peter Belli.
Han fik tårer i øjnene over den om
truckerne og den lamme dreng, der
ikke er som andre børn, »Teddybjørn«.
Og om lørdagen bankede han konen,
det lange kosteskaft. Så sad Benni i en
krog med sine nervøse ben trukket op
om ørerne og bad til, at hans mor ikke
knækkede midt over, så tynd hun var.
Så Bennis mor fik tæsk om lørdagen,
og Benni hver tirsdag og torsdag.

På vej hjem fra boksning skulle
Benni over broen, hvor tyvetøsen Rosa
og hendes tyrkiske drengebande holdt
til. Pludselig stod de dér og spærrede
vejen for ham i skræmmende skinnende
skjorter og med kuglepenne med nøgne
damer, når de blev vendt på hovedet.
»Gi’r du en cigaret?« spurgte Rosa.
»Jeg har ikke nogen cigaretter …«
sagde Benni.
»Så ka’ du få nogen tæsk!« sagde
Rosa.
»Nå,« sagde Benni, »så ka’ det godt
være, jeg har nogle alligevel. Det har
været min mors.«
Han trak to fladtrykte mentol-
cigaretter frem fra en krøllet pakke og
rakte dem til Rosa.
»Så ka’ du få nogen tæsk,« sagde
Rosa, »fordi du stjæler din mors cigaretter!
Turco!«
En kæmpe kleppert på fjorten og
mindst to meter høj trådte frem. Med
tandbøjle. Det måtte være Turco, nåede
Benni lige at tænke, så fik han én
på torsken, så det sang i ørerne.
»Hronk! Hronk!« sagde Rosa. »Så
ka’ du godt gå!«
»Tak!« mumlede Benni og gik hjem.
Han syntes, hun havde lydt som en
gris. Men det var nok bare ørerne, det
var galt med.
Vikinger
67

68
Ca. 930-1030
’Sagatiden’ –– de første sagaer
fortælles på Island
1041
Kineseren Pi Sheng trykker
de første bøger med løse typer

Kapitel 4
Ridderliv
i alle de riger og lande
I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden fór,
jeg fægted med åben pande
for, hvad jeg for alvor tror.
En ørn var mit hjelmemærke,
på brynjen stod korsets tegn.
På skjold bar jeg løverne stærke
i hjerternes milde hegn.
b.s. ingemann
1271
Marco Polo rejser til Kina
69

Den tapre ridder Roland
fransk heltedigt
Det er slutningen af 700-tallet. Karl den Store er frankernes konge. Han
har været i Spanien og kæmpet mod muslimerne. Nu er han på vej over
Pyrenæerne med sin hær. Han skal hjem til sin borg i Aachen.
Bagest rider den mægtige ridder Roland. Han og hans mænd er kommet
langt bagefter de andre. Da de rider ud på en slette, bliver de overfaldet
af muslimerne. Nu er kampen i gang.
Ridder Roland og hans mænd kæmper
tappert. Men muslimerne er alt
for mange. Til sidst må Roland tilkalde
hjælp. Han sætter sit store horn
Olifant til munden og blæser, så det
kan høres mange mil væk.
– Det er Olifant, der gjalder! udbryder
kong Karl. – Roland er i nød!
Han blæser kun i hornet, hvis han er i
stor fare.
Så griber frankernes soldater om
skjolde og sværd. De hæver deres spyd.
Nu vil de drage tilbage og slås med
ridder Roland. Men der er lang vej til
sletten.
Imens kæmper Roland en fortvivlet
kamp. Han ser sig omkring. De fleste
af hans mænd ligger døde.
– Tænk, at sådan en ulykke skulle
ramme mig, sukker han.
Fuld af vrede griber Roland sværdet
Dyrendal og dræber tyve fjender.
– Du er en tapper ridder, siger
70
Ridderliv
biskoppen, der kæmper ved hans side.
– Og tapper og dristig må man
være. Ellers kan man lige så godt
blive munk.
Biskoppens ord giver Roland nyt
mod. Straks går han løs på fjendens
konge. Han lader Dyrendal suse gennem
luften. Han giver kongen et
mægtigt hug, så hans højre hånd ryger
af.
– Lad os flygte! råber den sårede
konge.
Men Afrikas mægtigste mand, den
store sorte Marganice, vil ikke flygte.
Han samler 50.000 krigere. Han gør
klar til et nyt angreb på Rolands lille
styrke.
Nu forstår Roland, at slaget er tabt.
– Jeg ved, at vi falder til sidste
mand inden aften, siger han. – Men
lad os kæmpe alligevel.
I det samme farer Marganice frem.
Han angriber Rolands bedste ven,

Oliver, bagfra. Han stikker spydet i
ryggen på ham.
– Der fik du dødsstødet! råber
Marganice.
Men Oliver er stærk. Han sidder
fast i sadlen. Han slår hjelmen af
hovedet på Marganice. Med et mægtigt
slag kløver han den store krigers
hoved med sin jernkølle.
– Der fik jeg dig, din skurk! stønner
Oliver.
Så mærker han, at hans liv er ved at
være slut. Han synker sammen på sin
hest og kalder på Roland.
– Roland, min ven, stønner han.
– Bliv hos mig og tag afsked. Jeg
har kun kort tid tilbage.
Roland ser, hvordan blodet drypper
fra Olivers sår.

– Nu mister kong Karl sin modigste
mand, hvisker han.
Men Olivers øjne er blændet af blod.
Han tror, at han står foran en fjendtlig
kriger. Med sine sidste kræfter slår
han køllen mod Rolands hjelm.
– Slog du mig med vilje? udbryder
Roland forskrækket. – Du er jo den,
jeg holder allermest af.
– Roland, jeg kender din stemme.
Men jeg kan ikke se dig. Var det virkelig
dig, jeg slog? spørger Oliver mat.
– Tilgiv mig!
Så falder Oliver af hesten. Han ligger
død på jorden. Bedrøvet sætter
Roland sig ved hans side og græder.
Da han ser ud over slagmarken, er
kun to af hans mænd i live. Det er
biskoppen og krigeren Gualter.
Nu kæmper de tre mænd sammen.
Og de dræber mange. Men til sidst
bliver overmagten for stor. Først synker
Gualter sammen. Han er ramt af
en dødbringende pil. Derpå segner
biskoppen om. Han har fået et spyd
gennem hovedet. Men han er ikke død.
Endnu en gang griber Roland sit
store horn Olifant og blæser. Selv om
lyden er svag, når den frem til frankerkongens
hær.
– Lyt! siger kong Karl. – Jeg kan
høre Olifant klinge i det fjerne.
72 Ridderliv
Roland er i meget stor fare. Skynd jer
af sted og hjælp ham!
Så gjalder hundreder horn og
trompeter over dale og bjerge. 300
udvalgte soldater rider i fuld galop
ned mod sletten.
Roland kan høre, at hjælpen er på
vej. Det giver ham ny kamplyst. Han
hugger løs med Dyrendal og jager
sine fjender på flugt. Bagefter skynder
han sig tilbage til biskoppen.
– Alle mine mænd er dræbt, siger
han. – Nu samler jeg dem her hos dig.
– Skynd dig, stønner biskoppen.
– Så giver Gud og kong Karl os sejren.
Roland finder sine døde venner én
efter én. Han slæber dem hen til
biskoppen, så han kan velsigne dem.
Oliver lægger han på et skjold.
Så synker ridder Roland sammen.
– Men du er jo også ramt, Roland!
hvisker biskoppen – Lad mig hjælpe
dig.
Biskoppen griber fat om Olifant.
Han vil trække det store horn hen til
en kilde og fylde det med vand. Men
kræfterne slipper op, inden han når
derhen.
Da Roland vender sig, ser han, at
biskoppen er død. Han lægger den
tapre mands hænder over kors og
beder en bøn.

Men inde mellem træerne sidder
en sort kriger og holder øje. Lydløst
sniger han sig hen og stjæler Dyrendal.
– Sværdet følger med til Arabien!
råber han stolt.
I det samme griber Roland sit horn.
Han kyler Olifant mod den sorte
mand, så både hjelmen og hovedet
bliver knust.
– Hvem er du, din tåbe, som stjæler
mit sværd? råber Roland vredt.
Så henter han Dyrendal tilbage.
Han løfter sværdet over hovedet og
kyler det mod en klippe for at ødelægge
det.
– Vi må skilles, Dyrendal, sukker
han. – Jeg får ikke brug for dig mere.
Vi har erobret mange lande sammen
for frankernes konge. Nu skal ingen
have lov til at svinge dig mere.
Men stålet er stærkt. Roland kan
ikke ødelægge sit sværd.
– Du må ikke falde i fjendehånd!
skriger han fortvivlet. – Kun en kristen
må eje dig.
Med sine sidste kræfter slæber
Roland sig hen under et træ. Han
lægger sig i græsset oven på Dyrendal
og Olifant. Han vender ansigtet mod
fjendeland, så kong Karl kan se, at
hans stærkeste mand er faldet i kamp.
VIDSTE DU, AT ...
Vidste du, at en dygtig
langbueskytte kunne
spænde sin bue og affyre
seks pile i minuttet.
Ridderliv
73

Uddannelse til ridder
Inden en mand blev ridder, måtte han
gennemgå ridder-uddannelsen. Den
bestod af to dele:
Første del: Page
Som 7-årig blev drengen anbragt på
en borg. Her var han page i seks-syv
år. En page havde mange pligter.
Han måtte opvarte både borgherre
og borgfrue. Han skulle lære at bruge
våben. Hver dag måtte drengen øve
Riddere gør klar til en turnering. Det er både sport og underholdning.
På tribunerne sidder fornemme mænd og kvinder.
74
hård styrketræning. For våbnene var
tunge. Det var sværd, lanse og økse.
Andel del: Væbner
Som 14-årig blev den unge mand
væbner hos sin herre. Nu skulle han
kæmpe, hvis der blev krig. Han skulle
deltage i turneringer.
Væbneren sørgede for, at hans
herres våben altid var i orden. Han
passede hestene. Han deltog i jagterne.
Og han trænede jagtfalkene.
I væbnertiden lærte han at føre sig

smukt frem. Han lærte, at han skulle
være høflig og opvarte kvinder. At
han skulle tale pænt og ikke bruge
ukvemsord. Man kaldte det at opføre
sig høvisk.
Efter nogle år som væbner blev
den unge mand ridder. Men først
satte hans herre ham på forskellige
prøver. Bestod han dem, kunne han
aflægge troskabseden. Så fik han
ridderslaget på skulderen. Nu kunne
han endelig kalde sig ridder.
En ridder ejede udrustning, så
han kunne kæmpe til hest. Han
skulle overholde de tre ridderdyder:
trofasthed, tapperhed og mod.
Ridderens udstyr
Ridder fra ca.1180 med en lanse (1),
et sværd (2) og et skjold (3). Lansen
blev brugt til at kaste mod fjenden.
Ridderen er iført en hjelm (4) med
rund top og næsebeskytter.
Ringbrynjen har hætte og en flig (5),
der dækker foran halsen. Fligen kan
trækkes op og gøres fast til hjelmen.
Så beskytter den ansigtet. Ærmerne
er forsynet med handsker (6). Og
ridderen er iført benskinner (7).
Hesten har sadel med høj sadelknap
(8). Den er formet, så ridderen sidder
mere sikkert under kampen.
7.
6.
1.
4.
5.
Ridderliv 75
3.
8.
2.

Robin Hood
af erik hjorth-nielsen
Engang for længe siden gik en ung
mand fløjtende gennem Sherwoodskoven,
som var en af de største og
mest uvejsomme skove i England.
Da han nærmede sig landevejen,
der førte til Nottingham, kom han
forbi en flok skovbetjente, der lå i
græsset og gjorde sig til gode med en
kande øl.
»Hvor skal du hen med den bue?«
spurgte den ene skovbetjent og skulede
mistænksomt.
»Det kommer ikke dig ved,« svarede
den unge mand kækt.
»Jo, det er lige, hvad det gør. Det er
nemlig vores job at vogte kongens dyr
mod lusede krybskytter som dig.«
Den unge mand blev rød i hovedet
af arrigskab: »Jeg er ingen krybskytte!
Jeg er på vej til Nottingham for at
deltage i kapskydningen.«
Skovbetjentene slog en rå latter op,
men deres anfører fik dem hurtigt til
at tie.
Et listigt smil bredte sig på hans
fjæs, og med påtaget venlighed sagde
han: »Hvis du skal til kapskydning,
må du vise os, hvor god du er til at
skyde med din bue. Jeg vil vædde en
sølvpenny på, at du ikke kan ramme
76 Ridderliv
den hjort, der græsser derovre i lysningen.«
Den unge mand så betænkelig ud,
men anføreren fortsatte: »Bare rolig.
Vi har fået ordre til at nedlægge et
par stykker vildt, så nu kan du hjælpe
os – hvis du ellers kan ramme!«
De sidste ord afgjorde sagen. Lynhurtigt
lagde den unge mand en pil
på buestrengen. Han spændte buen,
og et par sekunder efter stejlede
hjorten og faldt død om med en pil i
hjertet.
»Dér fik jeg dig, din lømmel. Jeg
anklager dig for krybskytteri, og det
kommer til at koste dig din højre hånd
– grib ham, folkens!«
Den unge mand stirrede vantro på
dem, men da han ikke havde lyst til at
miste en hånd, valgte han at tage
benene på nakken.
»Dræb ham!« brølede anføreren, og
kort efter fløj pilene om ørerne på
den flygtende.
Brat standsede han op, vendte sig
om – og endnu en pil fløj fra hans
bue. Anføreren udstødte et skrig og
segnede om med en pil i brystet.
»Herren stå mig bi!« tænkte den
unge fyr. »Nu mister jeg mere end en

hånd, hvis jeg bliver fanget.« Så styrtede
han af sted, og han blev ved med
at løbe, til han var dybt inde i skoven.
Endelig følte han sig i sikkerhed
og lagde sig udmattet under et træ for
at hvile. Han var ved at døse hen, da
han pludselig mærkede en hånd på
sin skulder. I et nu var han lysvågen
og greb efter sin bue.
»Læg du bare din bue, Robin Hood.«
Den unge mand smilede lettet, da
han genkendte sin ven Will Stutely,
som han ikke havde set i lang tid.
Da Robin havde fortalt om sit
skæbnesvangre møde med skovbetjentene,
udbrød Will:
»Ja, nu er du fredløs ligesom jeg.
Men jeg klarer mig. Skoven vrimler
med vildt, og man kan stadig støde på
rejsende, der slæber rundt på mere
sølv, end de kan bruge på en glad
aften. Følg med og hils på mine kammerater.«
Efter at have passeret et vandløb,
kom de til en lysning i skoven, hvor
en lille gruppe mænd skød til måls
efter en løvkrans.
»Kammerater, kom og hils på Robin
Hood,« råbte Will Stutely. »Han kan
lære jer at bruge en bue!«
De fredløse så tvivlende på den nyankomne.
78
Ridderliv
»Robin. Vis dem, hvad du duer til!«
Robin tøvede, men da Will gentog
sin opfordring, stillede han sig ved afstandsmærket,
kastede et blik på målet
og tømte på få sekunder sit kogger for
pile.
»Bravo!« brølede de fredløse, da de
så løvkransen spækket med dirrende
pile.
Robin blev optaget i de fredløses
kreds, og da han var næsten lige så
kvik i tanke og tale som med sin bue,
blev han hurtigt flokkens leder.
På den tid var der ufredstider i England.
Jævne borgere og bønder blev
udplyndret af griske normanniske
borgherrer, kraftigt støttet af kirkens
mænd, der heller ikke kendte til mådehold.
Samtidig var landets konge mere
optaget af at føre korstog til det Hellige
Land end af at skaffe lovlige tilstande
i sit eget land. Mange blev derfor
drevet fra hus og hjem eller gjort
til livegne.
Flere og flere søgte til Sherwoodskoven,
og Robin Hoods fredløse
skare voksede støt. Pladsen ved den
gamle eg blev deres faste tilholdssted.
Her gravede de jordhuler til opbevaring
af forråd, våben og tyvekoster.
Om sommeren sov de i det fri

omkring bålet. Om vinteren krøb de
sammen i de små jordhytter, men hverken
sommer eller vinter kunne de rige
udbyttere føle sig i sikkerhed for de
fredløse.
De fattige havde intet at frygte. De
fik tværtimod hovedparten af udbyttet.
En forårsdag strejfede Robin Hood
om i skoven på egen hånd. Han kom
til en rivende strøm, hvor en kraftig
træstamme var lagt som bro. Robin
var lige sprunget op på træstammen,
da en stor mand dukkede op på den
anden bred og ligeledes entrede træstammen.
»Gå tilbage og lad mig passere – jeg
kom først,« sagde Robin.
»Men jeg er størst, lille gnom,«
svarede den fremmede.
Robin, der var en høj fyr, blev
rasende og lagde en pil på sin bue.
»Nå, så du er også en kujon, der vil
bruge din bue mod en mand, der kun
har sin fægtestav,« fortsatte kæmpen.
»Kujon er der aldrig nogen, der har
kaldt mig,« fnyste Robin. »Vent her,
til jeg får lavet mig en fægtestav.«
Kort efter kom han tilbage med en
kraftig stav, og kampen begyndte. Det
viste sig hurtigt, at de var jævnbyrdige
i stavkamp. Kæmpens enorme kræfter
blev modsvaret af Robins hurtighed. I
hen ved en time tærskede de løs på
hinanden uden at give op. Til sidst fik
den fremmede dog ramt Robin med
sådan en kraft, at han røg på hovedet
i vandet.
»Tak for en herlig kamp,« grinede
den fremmede og trak Robin op på
det tørre. »Mit navn er John Little, og
jeg søger en mand ved navn Robin
Hood, om hvem vore sangere så smukt
synger, at »han ta’r fra de rige og gi’r
til de fattige.«
»Ja, den vise har jeg hørt,« grinede
Robin, »men så ædel er han nok heller
ikke – det er nu engang det klogeste
at hente pengene der, hvor der er rigeligt
af dem. Desuden får han jo hjælp
af sine fredløse kumpaner, ellers ville
den lille gnom aldrig kunne klare sig.«
»Hvem er du, der taler så nedsættende
om selveste Robin Hood?«
brummede John Little.
»Jeg er ham, du søger. Jeg er Robin
Hood,« lo Robin, »og du skal være velkommen
blandt mine lystige svende.«
John Little blev optaget i flokken
af fredløse, og ved det efterfølgende
gilde blev kæmpens navn under stor
morskab ændret til Lille John.
Ridderliv
79

KONG ARTHUR
Uther var en god konge, men han var blind af kærlighed til den
smukke Igraine. Desværre var Igraine gift med en af kong Uthers
mest trofaste våbensfæller. En dag slår Kong Uther Igraines mand
ihjel.
DU ER EN GOD
MAND. EN AF DE
BEDSTE.
Kongen og Igraine blev
gift, og ni måneder efter
den skæbnesvangre nat
fødte Igraine en sund og
stærk søn, som blev
kaldt Arthur. Arthur blev
dog straks overladt til
troldmanden Merlin.
DU MÅ
TAGE DIG AF HANS
OPDRAGELSE,
MERLIN.
MEN MIT HJERTE
TVINGER MIG TIL AT SLÅ
DIG IHJEL!
Dengang England var dækket af
grønne skove fulde af lystige fredløse,
regerede en konge, der hed Uther.
Da Igraine er gravid,
må hun gifte sig med
kong Uther.
Merlin satte Arthur i pleje hos sir Hector i den vilde skov. Og sir
Hector, der ikke vidste, hvem Arthur var, opdrog ham sammen
med sin egen søn Kay. På den måde lærte Arthur alt det, en dreng
skulle lære.

Men Arthur fik også en anden undervisning.
VÅGN, ARTHUR. DET ER TID
TIL UNDERVISNING.
Og sådan lærte Arthur verden at kende.
At se som en grævling, der kunne grave sig
ned og se under jorden.
Og som en arbejdsmyre.
JEG ER KLAR,
MERLIN.
LÆR JORDENS OG
BONDENS LOD
AT KENDE
Og sådan gik Arthurs barndom med leg og med læring.
JEG SKAL LÆRE DIG VERDEN
AT KENDE, SOM DEN ER FOR
ALLE JORDENS SKAB-
NINGER.
Og som en duehøg…
Og som en flok vildgæs på træk over
Europas sletter…
LÆR TRÆLLENS
LOD AT KENDE
HERREGUD, DE
ER JO SMÅ SOM
MYRERNE I TUEN.
LÆR LUFTENS,
JÆGERENS OG
KRIGERENS LOD
AT KENDE
LÆR
KONGENS OG
BARMHJERTIG-
HEDENS
LOD AT KENDE

En dag døde Kong Uther, og England var uden konge. Han
havde ingen andre børn fået, og ingen kendte til Arthur.
VI AFHOLDER EN
STOR NYTÅRSTURNE-
RING HER I LONDON.
VINDEREN
KRONES
TIL KONGE.
Kay og Arthur fik lov at drage med til
London for at se ridderne dyste om tronen.
POKKERS!
BARE JEG IKKE
GÅR GLIP AF
NOGET!
Efter at riddere, herremænd, grever
og baroner havde skændtes om,
hvem der skulle være konge, fandt
man en løsning.
HØRT!
HØRT!
Men tæt på turneringspladsen …
NATURLIGVIS
ÅH NEJ, JEG
HAR GLEMT
MIT SVÆRD.
ARTHUR, MIN
TRO VÆBNER, JEG
MÅ BEDE DIG HENTE
DET TIL MIG.
HOV,
HVAD ER
DET?

DET SVÆRD LÅNER
JEG, SÅ GÅR JEG IKKE
GLIP AF DE SPÆNDENDE
TURNERINGER!
Arthur hørte en susen og kikkede op.
Og med ét huskede han
alt, hvad han havde lært.
POKKERS,
DET SIDDER
FAST!
HVAD ER
NU DET?
Han hørte denne susen igen, og
nu kunne han også høre stemmer.
Og således blev Arthur til
Kong Arthur af England.
LÆNGE
LEVE KONG
ARTHUR!

Store og små bogstaver
Romerne skrev med store bogstaver.
Men nu var Romerriget ikke længere
en stormagt. Europa var delt op i
mange kongeriger. Omkring år 775
var Frankerriget det største og stærkeste
rige. Her herskede kong Karl
den Store. Juledag år 800 blev Karl
udråbt til kejser i Rom. Han blev
kronet af paven i Peterskirken.
Kejser Karl ønskede, at alle munke
og præster i hans rige skulle kunne
læse og skrive. Men det var besværligt
med de store bogstaver. Så fik
kejseren hjælp af en engelsk præst.
Hans navn var Alkuin. Han lavede
hele alfabetet om til små bogstaver.
De var hurtigere at skrive. Og meget
lettere at læse.
Alkuin opfandt en ny håndskrift.
Han viste, hvordan de små bogstaver
kunne skrives sammen til ord.
Han brugte tegn som punktum og
komma mellem sætningerne.
84
Ridderliv
Armbrøst
Den franske konge drager på korstog i 1258.
Håndskrift fra middelalderen.
VIDSTE DU, AT ...
Vidste du, at armbrøsten
var det første mekaniske
håndvåben. Pile affyret
med en armbrøst kunne
fare af sted med næsten
200 km i timen. Og de
kunne gå gennem en ridders
rustning. Våbnet var
så dødbringende, at kirken
forsøgte at forbyde det.

Richard Løvehjerte
af thorstein thomsen
Halløj. Der kommer Richard Løvehjerte med sin hær.
Hvor skal han hen? Til Jødeland? Hvorfor? Hvad skal han dér?
I følget rider mange mænd med hjelm og harnisk på,
og farverne omkring dem stråler, røde, gule, blå.
De siger, Richard Løvehjerte er en kristen mand.
Gad vide, hvad han skal i Jødeland.
Jeg tvivler på, at han skal ned og be en stille bøn
og vise sig i gaderne, fordi han er så køn,
for han har glemt sin tolk, men husket lanse, sværd og dolk.
Gad vide om han nu skal ned og myrde flinke folk.
De siger, Richard Løvehjerte er en kristen mand.
Gad vide, hvad han skal i Jødeland.

Mørkets summen
af hanne kvist
Jons lillesøster Liv havde vinger, da hun blev født. Derfor har far og mor
solgt hende. Nu er Jon på vej ud for at finde Liv sammen med den tykke
mand Michum ...
Er man født til at være modig eller
bange?
Jon havde tænkt over det når han
sad og læste om piloterne der kæmpede
i forskellige krige. Der var japanske
soldater som fløj ud med det ene
formål at sprænge sig selv i luften sammen
med en bombe og ødelægge en
by eller et skib.
Jon forstod det ikke.
Kunne de ikke have fundet på en
anden måde at bombe den by på?
Jon skulle ikke være kamikazepilot,
det var helt sikkert.
Han ville flyve med store passagerfly
over Atlanten eller til Asien.
Engang ville Jon være astronaut,
men da han så en udsendelse i fjernsynet
om et rumskib der brændte op,
besluttede han at almindelig pilot var
godt nok.
Rumskibe er også væk fra jorden i
lang tid ad gangen.
Liv ville nok komme til at savne
ham frygteligt hvis han var væk i flere
måneder.
86
Ridderliv
– Jeg tror det bliver bedre når jeg
kommer hjem med Liv. Så har de
savnet hende, og de bliver glade. Det
tror jeg.
Michum kiggede op fra sin tændstikæske.
– Ja, ellers er de da hjerteløse, sagde
han.
Jon slog armene om sine ben og
lagde hagen på knæene. Han kiggede
ind i de sidste gløder og tænkte på sin
beslutning.
Han skulle hente Liv.
Det var en god beslutning.
De havde siddet så længe og snakket
at Jon havde glemt mørket. Nu
var bålet brændt ned. Månen kiggede
frem mellem slanke, sorte stammer.
Dens lys sendte et uvirkeligt, sølvgrønt
skær over dem, som et tyndt slør af lys
i en farve så kold at den ikke fandtes
om dagen.
Jon og Michum smed jord over
resten af bålet og sagde godnat til
hinanden.
Jon lagde sig tilrette på forsædet

med vindjakken over benene.
Bilen hældede lidt.
Michum snorkede allerede
bagi.
Der er mange lyde i natten.
Det er som om mørket i sig
selv har en lyd, noget der ikke
kommer fra fugle og kviste der
knækker. Som om mørket er
en tone.
Jon havde en fornemmelse
af at det var ligesom ultralyd,
en lyd der var så dyb at
øret ikke kunne høre den.
Kroppen mærkede den som
en summen eller en svag
rystelse.
Mørkets summen.
Med mellemrum blev mørkets
dybe tone afbrudt af et skrig. Det lød
som kom skrigene fra forpinte småbørn,
men selvfølgelig var det ikke
børn der skreg. Det var bare ikke til at
forestille sig hvad for et dyr det så var.
Kunne en fugl have så sørgeligt et
budskab?
Var dyrene også bange i mørket?
Et sted derude lå Liv alene i natten.
Var hun bange, nu hvor hun ikke
havde Jon til at passe på sig?
Jon troede det ikke. Liv var ikke
sådan. Hun stolede på at Jon ville
komme og hente hende.
Jon klamrede sig til tanken om Liv
der lå som et lille sammenrullet bundt
tryghed og glæde. Sådan havde hun
ligget så mange gange i Jons seng.
Han holdt fast ved fornemmelsen af
hende ind mod sin krop, og til sidst
måtte mørket opgive og lade ham være
i fred.
Jon var stærkest.
Til sidst var der kun søvnen.
Ridderliv
87

Tudefjæs
af daniel zimakoff
Joakim er bange for alt. Hans bedste ven, Alexander, er mere modig.
En stormfuld nat er de alene hjemme. Strømmen er gået, og en farlig
forbryder er set i deres by. I pengekassen ligger over 500 kroner, som
de har tjent til fodboldturen. Og så ...
Hvor var der dog bare mørkt i sådan
en kælder! Vi fandt en kontakt, men
lyset tændte ikke. I det samme hørte
vi en lyd oppefra … det bankede på
døren. Jeg fór sammen. Bare det var
mor … men ville hun banke på?
Vi skyndte os op ad trappen. Benene
rystede under mig. Hvem kunne det
være? Mor havde jo nøgle. Der var
også mørkt ovenpå. Vi kiggede ud ad
vinduet. Lyset fra gadelygterne var
forsvundet. Det bankede på igen. Der
var en mørk skygge lige inden for
havelågen. En cykel? Nå, ja. Sergios
scooter. Pizzaen. Jeg åndede lettet op
og lukkede op.
Manden udenfor var ikke Sergio.
På måtten stod en høj tynd mand
med en pizzabakke. Manden havde
uniformen på fra Paulos Pizza. Han
holdt sig til kasketten, for at den ikke
skulle blæse af. Der var et eller andet
bekendt ved ham.
»Godaften. Så er der storm … stormpizza,«
sagde manden med en dyb
88
Ridderliv
stemme. »Måske svigter strømmen,
men Paulos Pizza svigter ikke.« Han
grinte en underlig hakkende latter.
»Hvem er du?« spurgte jeg. »Det
plejer da at være …«
»Jeg er helt ny. Jeg startede for et
par dage siden. Jeg hedder Jensen …
jeg mener Preben. For fanden, hvor er
det bare koldt.«
Underligt. Vidste han ikke, hvad
han selv hed. Og den uniform var alt
for lille til ham. Døren var ved at blæse
af hængslerne, Alexander holdt fast i
den.
»Hvor er Sergio?« spurgte jeg.
»Sære Joe? Nå Sergio. Det ved jeg
ikke. Han er vist syg. Er I drenge
alene hjemme?«
»Ja«, sagde Alexander.
»Nej,« sagde jeg. Pizzabuddet gloede
på os.
»Min far er her,« sagde jeg. »Han
æh … ligger bare og sover til middag.«
Alexander så spørgende på mig. Jeg
blinkede til ham.

Alexander trak på skuldrene.
Jeg gik ind efter pengene. Ingen
grund til at fortælle alle og enhver at
vi var alene. Sergio var aldrig syg.
Hvem var det nu, at det pizzabud
lignede? Da jeg kom tilbage med
pengene, var Alexander i gang med at
åbne æsken.
»I bliver de sidste, jeg kører ud til.
Der er blæst et træ ned over Skovvej.
Træet har ramt en elmast. Det er
nærmest orkan.«
»Det er ikke den pizza, vi har bestilt,«
sagde Alexander.
»Er det ikke? Har I ikke bestilt
børnepizza?«
»Nej,« sagde jeg. »Vi har bestilt én
med det hele.«
»Så har jeg taget den forkerte æske
oven på ovnen. Fandens. Det må I
undskylde, drenge. Jeg henter lige den
Ridderliv
89

anden.« Manden slap
kasketten og rakte frem for at tage
imod pizzaen.
Kasketten blæste af. Manden var
helt skaldet. Og hans næse … var den
ikke ret kroget?
Selvfølgelig! Nu kunne jeg huske,
hvor jeg havde set manden. I tv-avisen!
90 Ridderliv
Det var Rotten!
Han havde sikkert
slået Sergio ned og
taget hans uniform. Jeg
så for mig Paulo og
Sergio ligge bundet og
kneblet i et baglokale.
Og nu var Rotten ude
efter vores penge. Mit
hjerte begyndte at hamre.
Manden løb ned ad
trappen efter sin kasket.
Med pizzabakken under
armen. Kasketten hvirvlede
rundt og op. Manden
greb efter kasketten med
den frie hånd.
»Der fik jeg den. Vi ses
om ti minutter, drenge.«
I stedet for at svare trak
jeg Alexander ind i gangen
og smækkede døren i. Med
rystende fingre satte jeg sikkerhedskæden
på.
»Hvad laver du?« Alexander så
på mig.
»Det … det er Rotten.«
»Hvem? Hvor?«
»Pizzabuddet. Han har slået Sergio
ned og taget hans uniform.«
»Hvordan ved du det?« Alexander
så stadig ikke overbevist ud. Benene

ystede under mig, og jeg kunne
næsten ikke tale, så bange var jeg.
»Så … så du det slet ikke … han
var skaldet?«
»Jo, men …«
»Og hans næse. Den var stor og
kroget.«
»Det var den vist.« Alexander så
med et på mig med store øjne. »Godt,
at du opdagede det, Joakim.«
Jeg nikkede. Det var heldigt, at
kasketten var blæst af og havde afsløret
Rotten. Vi holdt vejret og lyttede.
Var Rotten der endnu? Vi listede hen
og kiggede ud ad vinduet. Vi nåede
lige at se en mørk skikkelse, der trak
scooteren ud af havelågen. Men vi
kunne ikke se eller høre den køre derfra.
Måske på grund af larmen fra
stormen?
»Vi må gemme pengene,« sagde jeg.
»God idé.«
Jeg hev pengekassen frem under
sengen. Men hvor skulle vi gemme
den?
»Jeg har det. Kom.« Alexander tog
kassen og gik forrest ud i køkkenet.
Han åbnede køleskabet. »Sådan. Her
finder han den aldrig.« Alexander
satte pengekassen i bunden af køleskabet.
Bag leverpostejen og det gamle
salathoved. Hvad nu?
»Måske skulle vi ringe til politiet?«
hviskede jeg.
I det samme hørte vi igen en lyd
fra kælderen.
»Kældervinduet,« hviskede Alexander.
»Han er på vej ind!«
Mit hjerte begyndte at hamre meget
hurtigt og hårdt. Døren til kælderen
kunne ikke låses, vi måtte barrikadere
den. Ved fælles hjælp fik vi skubbet
kommoden fra soveværelset hen foran
kælderdøren. Kommodens ene ben
brækkede af i farten.
Heldigvis åbnede døren ind mod
gangen. Mens Alexander holdt på
kommoden, løb jeg ind til telefonen
og tastede med rystende fingre nummeret
på mors mobil. Der skete ingenting.
Slet ingen klartone.
»Ring til politiet,« råbte Alexander.
»Hvad er nummeret?«
»Du kan bare ringe 112,« sagde
Alexander. »Husk at sige dit navn og
hvorfra du ringer.«
Men telefonen var helt død. Bare
jeg dog havde haft en mobiltelefon,
men det måtte jeg ikke få, før jeg kom
i klub. Jeg hørte igen en lyd fra kælderen.
Ridderliv
91

92
1320
Europæerne begynder
at fremstille papir
1347-49
Pesten ‘den sorte død’ breder
sig i Europa

Kapitel 5
I liv og død
hvis jeg skal dø engang
Hvis jeg skal dø engang, vil jeg gå i
ét med græsset. Jeg ville strække mig
ud i hvert enkelt græsstrå. Jeg ville
kilde solens stråler under tæerne og
lokke fuglene til.
Men dette er ikke et løfte. Det er
kun, hvis det ikke kan undgås. Hvis
jeg skal dø engang.
lone munksgaard nielsen
1454
Gutenberg opfinder
bogtrykkunsten
93

Dante
Dante Alighieri er en berømt digter,
som levede i Italien. Han blev født i
byen Firenze i 1265 og døde i 1321.
Dante skrev et meget langt digt.
Det hedder Den guddommelige
komedie. Digtet handler om en mand,
der hedder Dante ligesom forfatteren.
Han er nået halvvejs gennem sit liv.
Nu tænker han over det, han har gjort
forkert. Han tænker over liv og død
og kærlighed.
Som ung var han forelsket i en
94
I liv og død
Dante Alighieri
på et vægmaleri i
Firenze. Digteren
står foran bymuren
med Den guddommeligekomedie
i hånden. Han
har laurbærkrans
om panden. Hans
højre hånd peger
mod Helvede. Bag
ham rejser Skærsildbjerget
sig op
mod Himlen. Billedet
blev malet
1465 af Domenico
di Michelino.
pige. Hun hed Beatrice, men hun er
død for mange år siden. I drømme
går Dante ud for at møde hende igen.
Men først må han vandre gennem
Helvede, Skærsilden og Paradiset.
Det er den historie, det lange digt fortæller.
Husk lige, at Dante levede for 700 år
siden. Dengang mente folk, at Jorden
var omgivet af et kæmpestort hav. I
midten lå Skærsildsbjerget, og på
toppen lå Paradiset. Oven over det lå
Himlen. Den var delt i ti, og i den
øverste boede Gud.

Den guddommelige
komedie
gendigtet efter dante alighieri
Dante er faret vild i en stor mørk skov.
Han aner ikke, hvordan han skal slippe
ud igen. Langt borte kan han se et
højt bjerg. Solen skinner på bjerget.
Her vil Dante gerne hen. Men så får
han øje på tre farlige vilddyr ...
Dante bliver bange. Han skynder
sig at flygte ned i en dyb kløft. Her
møder han romernes digter Vergil.
– Jeg vil gerne op på bjerget, siger
Dante. – Kan du hjælpe mig?
– Ja, siger Vergil. – Hvis du følger
med mig, skal jeg føre dig helt op i
Paradiset. Men først må vi gennem
Helvede og Skærsilden.
Dante og Vergil kryber ned i et dybt
hul. Det fører ned til Helvede. Det er
de dødes rige.
I Helvede straffes alle syndere. De
bliver pint og plaget for alt det, de
gjorde forkert, da de levede. Her er
tyve og røvere og mordere. Her er alle
dem, der var onde. Nogle syndere bliver
dyppet i tjære. Andre bliver hængt op
i træerne med hovedet nedad ...
Jo længere ned Dante og Vergil
kommer, jo værre bliver det. Pludselig
er der grave fyldt med slanger og giftige
edderkopper. Folk løber skrækslagne
rundt.
I liv og død
95

Der regner ild ned fra himlen. Nogle
må løbe helt nøgne rundt i ørkenen.
Sandet brænder deres fødder.
Et sted ligger mennesker frosset
inde i is. Når de græder, fryser deres
tårer til isklumper.
Dante og Vergil synes, det er forfærdeligt
at se på. Men det værste har
de endnu ikke set …
Allernederst sidder Djævelen selv.
Han er et uhyre med tre hoveder.
Hans krop er lodden fra top til tå.
Djævelen er hersker i Helvede. Det
er ham, der styrer alle pinslerne.
Dante bliver skræmt, da han ser ham.
– Lad os komme væk herfra, hvisker
han til Vergil.
96
I liv og død
Dante og Vergil kravler hen over
Djævelen. De kommer ud på den
anden side af Jorden. Og ender i det
store hav, hvor Skærsildsbjerget ligger i
midten.
Sammen vandrer de op ad bjerget.
Men pludselig gør Vergil holdt.
– Nu kan jeg ikke følge med dig
længere, siger han. – Jeg er ikke kristen.
Jeg levede jo, inden Jesus vandrede på
Jorden.
– Men hvordan skal jeg så finde vej
til Paradiset? spørger Dante forskrækket.
– Du skal ikke være bange for at
fare vilde, siger Vergil. – Der kommer
én og hjælper dig.
Og så forsvinder Vergil.

Dante ser en smuk kvinde. Han må
gennem en væg af flammer for at komme
hen til hende. Det er Beatrice.
Hun skal følge ham på vej.
Dante er lykkelig. Det er jo hende,
han elsker.
Men Beatrice bliver stående. Hun
ser strengt på ham.
– Dante, siger hun. – Du har ikke
levet, som du skulle. Du har ikke tænkt
nok på mig. Du har haft alt muligt
andet i hovedet. Er det ikke rigtigt?
– Jo, siger Dante. – Jeg har gjort
mange ting forkert. Det fortryder jeg.
– Jeg håber også, at du skammer
dig, siger Beatrice.
– Det gør jeg, siger Dante.
– Det var godt, siger Beatrice og
smiler. – Kom, så går vi.
Nu følger Dante med Beatrice op ad
trapperne mod det himmelske Paradis.
Det er heroppe de gode mennesker
har lov at være. Her bor de frelste, de
salige.
Øverst oppe i den tiende himmel
sidder Gud selv. Han er omgivet af
engle og et strålende lys.
Dante er nået hele vejen frem.
Han ser Guds lys og barmhjertighed.
Og det er så langt, man kan nå.
– Her er fred og lykke, siger Dante.
– Sådan burde livet på Jorden være.
Så tager han Beatrice i hånden og
smiler. Han er glad for, at hans vandring
endte godt.
I liv og død
97

Under ‘den sorte død’ falder de pestramte døde om i kirken.
Den sorte død
‘Den sorte død’ var en frygtelig pest.
Den begyndte i Asien og bredte sig
hurtigt. I 1346 kom pesten til byen
Kaffa på Krim. Året efter nåede den
til Sicilien.
Der kom to små skibe drivende
ind til øen. De førte døden med sig.
Søfolkene om bord så skrækkelige
ud. Nogle havde sorte pletter på
arme og ben. Andre havde bylder så
store som æbler over hele kroppen.
De fleste var døde, da skibene nåede
ind til land. Der bredte sig en stank af
død og råddenskab over hele Sicilien.
‘Den sorte død’ spredte sig til hele
Europa. Hele byer blev lagt øde.
Mange prøvede at flygte ud på
landet, men pesten fulgte med.
98
I liv og død
I sommeren 1349 kom pesten med
et skib til Norge. Rotterne om bord
hoppede i land. Snart sprang bylderne
fra menneske til menneske i hele
Norden. Mere end en tredjedel af
Danmarks befolkning døde af pesten.
Mange troede, at det var Gud, der
straffede menneskene for deres synder
ved at sende pesten ned over dem.
VIDSTE DU, AT ...
Vidste du, at efter ‘den
sorte død’ optalte den
katolske kirke antallet af
døde. De kom frem til, at
pesten havde kostet
42.836.486 mennesker livet.

Ridder Clemens’
hjemrejse
af henrik einspor
Det herrens år 1352. Ikke et hvilket som helst år. Tro endelig ikke det.
Den sorte død har hærget Europa. Fra Middelhavet i syd til nåleskovene
langt mod nord har pesten trukket sit spor. Overalt har Døden høstet,
ingen er blevet skånet – rige som fattige, fromme som vantro, børn som
voksne. Alle har de måttet danse dødedansen.
Byer ligger forladte hen og hele egne er mennesketomme, for aldrig
før har en sådan ulykke ramt menneskene. Men nu har pesten omsider
raset ud. Det er vinter. Over de øde egne blæser vinden kold og trøstesløs.
Sneen har lagt sit hvide låg over alting, og for en stund er elendigheden
skjult. Manden med leen puster ud, hviler sig, mens han venter
på foråret …
Over de snedækkede bakker
kom en ensom rytter
ridende. En ridder var
det, selv om frost og
kulde for længst havde skrællet
glansen af ham. Rustningen skinnede
blygråt under den lave sol, og rustpletter
tittede frem i hver af dens
sammenføjninger. Den knirkede og
skramlede i takt til hestens tråd, mens
ridderen indeni prøvede at pakke sig
sammen for vinterblæsten, der nok
forstod at bide fra sig.
Clemens var på vej hjem.
Han havde redet i ugevis og var
efterhånden noget medtaget. Kulden
havde gjort både ham og rustningen
stiv i leddene. Han sad sammensunket
i sadlen, mens den stolte ganger Roselil
bar ham den lange vej nordover. Kun
frostånden, der bølgede ud af hans
mund, afslørede, at han stadig var i
live.
Vinterlandskabet var trøstesløst;
hvor jorden sluttede og himlen
begyndte, var umuligt at sige. Sneen
havde udvisket alting. Men Clemens
var også flintrende ligeglad. Intet
kunne interessere ham mindre end
landskabets farve. Han havde andre
bekymringer i livet.
Faktisk følte han sig temmelig sløj.
I liv og død
99

Han var tør i munden og hans hoved
var ømt. Måske havde det klamme
vejr givet ham en ordentlig forkølelse,
eller måske var det øllet, han havde
drukket på den sidste kro – noget surt
sprøjt havde det været.
Men hans ubehag kunne også skyldes
noget andet, noget der var værre
end både forkølelse og surt fordærvet
øl. Det kunne være pesten!
Clemens skuttede sig i rustningen.
Denne forfærdelige sygdom, der havde
lagt den ganske verden øde på få år.
Var det den, der nu omsider havde
indhentet ham?
100 I liv og død
Det ville være næsten komisk, sådan
som han havde forsøgt at undgå den.
Men Clemens smilede ikke, slet ikke.
I stedet drejede han sig i sadlen og
skævede bagud. De sidste mange mil
havde han haft en ubehagelig fornemmelse
af at blive forfulgt. Han kneb
øjnene sammen og afsøgte mistænksomt
landskabet. En ridder lod sig
ikke overraske bagfra, ikke engang af
Døden. Men han så kun det samme,
som han havde set hele tiden: et tyst
og øde vinterlandskab, hvor kun
sporene fra hans egen hest brød sneens
ensformige dække. Ingen knokkelmand

med leen hævet, ikke engang en ussel
stimand.
Clemens fattede håb. Så var det
sikkert øllet. Han havde vist også drukket
lidt rigeligt.
Han rankede sig i sadlen og trak
vejret dybt. Det nyttede ikke at tænke
dystre tanker, trods alt havde han jo
rejst hundreder af mil, uden at der var
sket noget. Nu, hvor han kun var få
dagsrejser fra borgen, ville han ikke
lade sig slå ud – hverken af pest eller
surt øl.
– Gamle tøs, brummede han og
kløede hesten mellem ørerne, – vi er
snart hjemme, ingenting skal få lov til
at standse os nu.
Hesten snappede efter hans arm,
men som sædvanlig var han den for
hurtig. Han var uden tvivl den eneste
ridder med en så umedgørlig krikke.
Den hadede ham, og når sandheden
skulle frem, brød han sig heller ikke
meget om den. Hvis det ikke var, fordi
han havde arvet den, ville han for
længst have skilt sig af med den. Ja,
hvis det ikke var, fordi han havde arvet,
havde han ikke behøvet at sidde her i
panser og plade. Han var ung og efter
sigende ganske køn, blåøjet og lyshåret
I liv og død
101

og med en kropsbygning, der ikke
ligefrem henledte tankerne på ridderfaget.
…
Og hvad foretog så denne fredens
mand sig i disse øde omgivelser.
Havde han været i krig?
Nej, Clemens havde været i Rom.
Og her havde han opholdt sig siden
det Herrens år 1350, hvor nyhederne
om sortedøden havde fået ham til at
forlade sin borg i huj og hast.
Clemens huskede udmærket
afskeden. Der var kun gået
en halv time fra han
havde hørt de første rygter
til han var redet ud af
borgen i en støvsky. Der
var dem, der mente, at det var en
temmelig kujonagtig måde at optræde
på, især for en ridder, men sandheden
var, at Clemens klart skelnede mellem
vild panik og sund fornuft og godt
vidste, hvilken af de to ting han foretrak.
Derfor halsede han de næste par
måneder gennem Europa, hvor det
mirakuløst lykkedes ham at undgå
pesten, og selv om han var mere død
end levende, da han red ind i Rom,
var han ved rimelig godt mod.
Han var ikke den eneste, der havde
fået denne idé. Byen vrimlede med
102
I liv og død
pilgrimme dette efterår. I tusindtal
var de strømmet til fra nær og fjern.
Måske delte alle det samme håb – at
redde sig fra pesten ved at opholde sig
i den hellige by. Clemens forstod
dem. Når sådan en epidemi rasede,
var der al mulig grund til at holde sig
på god fod med de højere magter, og
hvor kunne man måske gøre det bedre
end her?
Rom var den kristne verdens hovedstad.
Godt nok havde paven i de sidste
mange år siddet i landflygtighed i
Frankrig, men Rom blev stadig regnet
for den rigtige paveby. Her lå den
største af alle helligdomme – den store
Peterskirke, hvor den første pave,
selveste apostlen Peter, lå begravet.
Og selv om der var mange andre steder,
man kunne få syndsforladelse og
brænde vokslys, var det især hertil de
mange pilgrimme strømmede.
Clemens var ingen undtagelse, og
inden han havde set sig om, havde
han tilbragt næsten to år i byen. Først
da rygterne om pestens ophør bredte
sig, begyndte han at tænke på at vende
tilbage til sin borg.
Og nu var han endelig på vej.

Sorg og glæde
af thomas kingo af eva chortsen
Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad;
jorderigs guld
er prægtigt muld,
himlen er ene af salighed fuld.
Kalkmaleri med dødedans fra Nørre Alslev Kirke
Dødedansen
I dødedansen byder skeletterne op til
dans. Alle må danse med. For pesten
rammer både høj og lav. Dødedansen
blev malet på kirkernes vægge
efter ‘den sorte død’. Og den blev
opført som teater. Så sang man:
Livet er start, og livet er stop.
Når vi bli’r født, slås dørene op.
Lær mig at elske og smuldre alt had,
at være til glæde og selv blive glad.
Åbn mig for det, jeg skal lære.
Lær mig en fryd ved at være.
„Stig frem!
Se på os. Vi er døde, nøgne, stinkende,
rådne. Sådan vil du også ende! Magt,
ære, rigdom er intet. I dødens stund
gælder kun gode gerninger.“
I liv og død
103

En kort historie
af villy sørensen
Han hed Frederik og var fregnet, tit
tog han chokolade op af tasken og
spiste den midt i timen og blev derfor
kaldt chokolademanden. Det var i
første klasse. Vi stod på række i den
lille gård, kirkeklokker ringede,
chokolademanden stod bag mig og
sagde til sin sidemand: Nu ringer de
til begravelse. Jeg følte mig klogere:
de ringede selvfølgelig solen op. Han
forsømte i nogen tid, så hørte vi at
han var død. Han var den første døde
jeg kendte.
104
I liv og død

Begravelse
af asger schnack
Begravelsen er sidste chance, ja, den
var der allerede, sidst man var på besøg.
Når nogen dør, siger man pænt
farvel til kisten. Det er tit meget vanskeligt,
og gråden står én på læberne.
Det kan være éns bedstefar eller
bedstemor. Eller far. Eller mor. Eller
bror eller søster. Det kan også være
éns barn. Døden kommer helt tilfældigt.
Man er bange for selv at dø. Og
man er bange for selve døden. Når
man kommer udenfor, trækker man
den friske luft dybt ned i lungerne.
Måske har man besluttet, at man vil
gøre noget godt igen, hvis man kan
komme til det. Eller man er ør af
minder. Eller man tænker, at nu vil
man være endnu mere taknemmelig
for, at man lever og kan trække vejret
i det kolde vinterlys.

Begravelse
af kåre bluitgen
Kære Gud. Du havde en chance,
dengang jeg gik i børnehaveklasse.
Dengang Malik døde. Jeg troede på,
hvad de sagde om Hundehimlen og
hundeengle med vinger. Noget af det
forestillede jeg mig måske bare. Der
var bløde og blinde hvalpe i
Hundehimlen, der
var gamle
med grå hår omkring
snuden, og så var der vilde Malik.
Han var stadigvæk helt ustyrlig, vingerne
havde kun gjort det værre.
Malik var løbet fra mig. Nede på
stranden havde jeg givet ham fri fra
halsbåndet, der strammede om hans
hals, jo mere han trak med sine voldsomme
kræfter. Det havde jeg gjort
før, selv om jeg ikke måtte. Men den
dag stak han bare af. I fuld fart. Jeg
stod og skreg efter ham, men der var
106 I liv og død
noget alt for stærkt, der trak ham
bort. Væk op over markerne var han.
Jeg fandt ham aldrig. Det gjorde
far. Oppe på hovedlandevejen. Det
var ikke noget kønt syn. Ikke noget at
vise mig.
Han havde ordnet det, som han sagde.
Jeg forhørte Gud om, hvorfor Han
ikke havde stoppet Malik. Eller bilen.
Hele natten sad jeg ved vinduet og
spurgte Ham om det samme igen og
igen på nye måder. Jeg ville have et
svar. Og jeg bad Gud om at passe på
mig og alle dem, jeg holdt af. Virkelig
bad. Jeg havde det, som om jeg uden
Ham ville blive knust af min ensomhed.

Jeg bad også oppe i kirken. Ikke
kun under gudstjenesten, men også
når vi sang kor. Vi har en Kristusfigur,
som folk kommer helt fra København
for at se. Han er meget gammel, men
der er ingen sprækker i det træ, han er
snittet ud af. Han er skåret i netop
det øjeblik, Han led allermest på korset.
Det er så livagtigt. Siden hen har
jeg tit taget mig selv i at stå og skære
den samme grimasse, når jeg stirrede
på Ham. Og så led og døde Han udelukkende
for vores skyld. Jeg havde
bare ondt af mig selv. Og skammede
mig.
Ude i entreen hang hundesnoren
fra stumtjeneren med løkken lige over
gulvet og ventede på Malik, der havde
fået vinger og aldrig ville vende tilbage.
Så en søndag efter kirketid kom Angelina.
Hverken hun eller hendes forældre
går særlig tit til gudstjeneste, men
hun vidste, at jeg selvfølgelig var der
med mor og far. Hun havde taget sin
fars spade med. Hun tog mig med ud
i haven, og hun tog Maliks snor og
turhalsbånd med.
Kirsebærtræet havde netop tabt alle
sine blomster, og de lå i en ring omkring
stammen. Og midt i alt det hvide,
midt i fars græsplæne, gravede hun et
hul. Her begravede vi den sidste forbindelse
til min bedste ven. Jeg havde
aldrig fået gjort det alene.
Malik var et gadekryds, min far
kaldte den aldrig andet end Gadekrydset.
Indtil han døde, så hed han
endelig Malik. Skal vi købe en ny til
dig? spurgte far.
Jeg købte en hjertevenindering til
Angelina. Dens modstykke satte jeg
på min ringfinger og betragtede det
zigzaggede mønster, der vendte udad,
udad mod verden, når jeg pegede. Så
kunne Angelina stå langt nede ad
stranden, eller på den anden side af
kloden, og pege mod mig. Og hvis
ringene også havde vinger, ville de
kunne flyve af sted og blive forenet.
Smelte sammen. Der var ikke andre,
der passede sammen i hele Danmark.
Ikke i hele verden.
Og en ny hund ville jeg selvfølgelig
ikke have. Aldrig, tænkte jeg og
bandede inde i mig selv, selv om Gud
naturligvis hører det lige så godt, som
hvis jeg havde råbt det.
Jeg fik ringen igen, lige inden Angelina
døde. Hun gav mig den selv. Hun
havde ikke haft kræfter til at trække
den af sin finger, hvis ikke den var
blevet så tynd. Ligesom resten af
I liv og død
107

hende. Hun havde ikke nogen hår i
hovedet, ikke engang øjenbryn. Jeg
kunne ikke forstå, hvad hun sagde. Et
eller andet sagde hun.
Jeg sagde ikke noget. Jeg græd. Man
ved godt, når det er sidste gang, man
ser et menneske. Nogle gange ved man
det i hvert fald godt. Jeg vidste det.
Men så tog jeg fejl alligevel. Jeg sov
ikke hele natten. Jeg lå og tiggede Gud,
om jeg måtte komme med op i Himlen.
Ikke Hundehimlen, for den findes
ikke, den er bare til at trøste små børn
med. Men den rigtige Himmel. Jeg
tiggede, og fortrød. Han havde gjort
mig så ensom, Gud. Nu var det, som
om alle de måneder, hvor Angelina
skrumpede ind og blev mindre og
mindre menneske, kom ramlende
bagfra og slog mig ned. Jeg bad og
bad om Hans barmhjertighed; om at
Han ville tage mig til Sig. Men jeg
ville selvfølgelig også være hos mor og
far. Jeg ville blive ensom begge steder,
vidste jeg.
Men så var det jo, jeg tog fejl. Jeg
sad oppe i kirken til begravelsen og
stirrede på kisten, der var så blændende
hvid, at jeg måtte knibe øjnene
sammen. Så pludselig gled de røde
roser af låget og faldt ned på stengulvet.
Låget løftede sig.
108 I liv og død
Jeg lo og lo. Det gjorde Angelina
også, da hun foroverbøjet krøb op af
kisten, ligesom for at ingen skulle se
hende, og løb ned mod mig. Jeg rykkede
på bænken, så der var plads til
hende. Hun satte fingeren for læberne
for at tysse på mig, men hun kunne
heller ikke selv holde op med at
klukke. Vi fniste værre, end de værste
gjorde sidste år, da vi gik i fjerde klasse.
Min mor så på mig med øjne, som
om jeg var forbandet. Og jeg må have
været den af os, der fniste højest, for
Angelinas mor vendte sig også og
stirrede ondt på mig. Sådan rigtig
ondt. Så klemte vi bare om hinandens
hænder og lod være med at kikke
hinanden i øjnene, for så ville vi bryde
ud i vild latter.
Angelina havde selvfølgelig ikke været
til håndbold i alle de mange måneder,
hun lå syg og ligesom løb livet igennem
baglæns og på ingen tid blev til
et spædbarn igen. Men nu kunne vi
følges som før, og jeg havde igen én at
snakke med, når vi klædte om. Og jeg
spillede hende fri på stregen, og hun
scorede, og alligevel blev jeg sat på
bænken af træneren.
Så gad vi ikke at gå til håndbold
mere. Han ringede hjem til os,

træneren, og mor snakkede længe med
ham. Mor havde engang forlangt, at
kampene om søndagen ikke måtte
ligge så tidligt, at man ikke kunne nå i
kirke. Det var ikke det, det handlede
om denne gang. Træneren ville godt
have mig tilbage. Han var vist bange
for, at jeg dannede mode, for Helen
var også holdt op. Det var jeg ligeglad
med. Men jeg ville ikke begynde igen,
før Angelina ville. Det sagde jeg ikke
til mor. Men hun sad længe og stirrede
mig i øjnene, som om hun godt
vidste, at det var mit krav. Hun vidste
det helt sikkert.
Det var vel også derfor, jeg skulle
til alle de samtaler hos præsten. Han
har kendt både mig og Angelina, siden
han døbte os med en uges mellemrum.
»Vi kan altid gå til Gud med vores
sorg,« fortalte han. Men jeg sørgede
ikke, og for at vise det smilede jeg
næsten overdrevent til Angelina. Hun
fniste.
»Vi mister alle her i livet, nogle
gange alt, alt for tidligt,« sagde han
og lagde sin åbne hånd på bordet,
nærmest som om en af os kunne tage
den, hvis vi ville. Men jeg havde kun
mistet Malik, og det var længe siden.
»Og så den smerte, hun skulle
igennem. Der er så meget, der virker

meningsløst,« sagde præsten med
næsten opgivende stemme. Men jeg
havde jo fået Angelina igen, og hun
havde mig. Det sidste kom jeg måske
til at sige. Jeg hørte ikke selv ordene,
men jeg kunne se det i hans blik.
Det var efter det, vi bestemte, at vi
ville vække mindre opmærksomhed.
Når vi gik tur på stranden, ventede
Angelina på mig bag en af klitterne.
Der stod hun så og skuttede sig med
sit lange, sorte hår blafrende i vinden.
Og med det helt store smil på.
Om aftenen hjemme på mit værelse
sad vi og snakkede om drengene i
klassen. Om de grimme, de dumme
og de lidt mindre dumme. Da vi havde
krammet farvel, og jeg havde vinket
og lukket hoveddøren, stod far underligt
slatten bag mig og måtte gribe fat
i stumtjeneren for ikke al falde. Mor
havde blanke øjne og sagde, at der var
en præst inde i Vestervig, der foretog
djævleuddrivelse.
Fra da af forlod Angelina mit
værelse gennem vinduet.
Det var i løbet af vinteren, Helen
begyndte at hjælpe mig med lektierne
ovre i skolen. Nu sad jeg ved siden af
hende. Det var, som om hun vidste, at
jeg ikke havde meget tid til den slags

på grund af alle mine og Angelinas
strandture. »Du kan godt lide at gå
nede langs stranden,« sagde hun en
dag. Ikke i en tone, som om hun
havde udspioneret mig. Bare sådan
sødt og venligt.
»Ja, vi kan,« svarede jeg.
Hun nikkede og smilede.
En aften blev jeg kaldt ind i stuen.
Der var te og småkager, som når mor
har damerne til eftergudstjeneste. Jeg
satte mig på sofakanten som en fremmed,
der var på besøg. Far pegede på
vores egen lille Kristus på korset, der
hang på væggen under uret. Han er af
metal og iskold. Jeg kyssede Ham
første og sidste gang, da jeg var blevet
stor nok til at slæbe en stol derhen og
kunne nå op.
»Kristus lever,« sagde mor og holdt
en pause. »Men Angelina …«
Jeg hørte ikke efter. Angelina sad
inde på værelset og ventede, og min
eneste tanke var at komme tilbage til
hende. Jeg var bange for, hun skulle
gå, hvis det trak ud. Jeg nikkede uden
at høre, hvad de sagde.
Det var samme aften, vi aftalte, at
vi ville lade, som om Angelina slet
ikke eksisterede.
Næste dag var hun i godt humør.
»Jeg eksisterer ikke,« lo hun og slog
ud med armene og dansede rundt om
sig selv, så håret stod om hovedet på
hende, og så knækkede vi sammen af
fnis som rollingerne i klassen under
os. Så pludselig greb hun fat i mig.
Blæsten strøg ind fra Vesterhavet og
var så hård, at vi måtte stå med lidt
spredte ben. De mørke skyer havde
hentet aftenen lidt før, end den plejede
at vise sig. Angelina pegede ind i
land. Og der, på vej op over markerne,
gik Kristus fra kirken. Han slæbte
korset efter Sig. Angelina virkede
bange, hun ville have, vi skulle gemme
os. Men jeg blev stående og holdt
stramt om hendes hånd. Han havde
forladt Sin fars hus. Angelina syntes,
det var underligt, og vi sagde ikke ret
meget mere, inden det blev helt mørkt,
og vi gik hver til sit.
Måske var vi blevet lidt utrygge. I
hvert fald begyndte Helen at gå med
os fra den dag, og det var rart. Måske
var det hende, der spurgte, om hun
måtte. I begyndelsen gik hun lidt bag
mig og Angelina. Men snart ved siden
af os.
Jeg fortalte hende om Malik. Og
hvad man ville finde, hvis man gravede
under kirsebærtræet. Og hun lyttede
og smilede.
I liv og død
111

Som dagene gik, begyndte Helen
at spørge til den tid, hvor Angelina
havde ligget på hospitalet og bagefter,
da hun kom hjem igen. Her gled
Angelina tit ud af samtalen, men jeg
førte gerne ordet for hende. Fortalte
om kørestolen. Fingerringen, der faldt
af om natten. Den rigtig dårlige lugt.
Jeg holdt op til kor, mine forældre
kunne ikke drive mig op til kirken.
Helen holdt op ugen efter. Men så
begyndte vi på noget nyt, mig og
Helen. Vi lagde planer. Planer for
fremtiden. Vi kunne blive så ivrige, at
Angelina nogle gange lod sig falde
lidt bagud. Ikke fordi hun følte sig
lukket ude, slet ikke. Jeg tror, hun nød
at gå deromme. Og se mig og Helen
pjatte og finde ud af, at vi så på verden
og alt det, vi endnu ikke kendte, men
som vi mødte lidt af hver dag, på lidt
den samme måde.
Og så her i eftermiddags aftalte jeg
og Helen, at vi skulle begynde til
håndbold igen. Vi skulle også på landsholdet.
Herrelandsholdet. Så knækkede
vi helt sammen af grin. Det var
vel egentlig ikke særligt sjovt, men jeg
kan ikke huske, at jeg har grinet så
meget før. Helen havde tårer i øjnene
og kunne næsten ikke få vejret. Det
gjorde det hele endnu mere ustyrlig
112 I liv og død
morsomt. Da vi havde fået grinet af,
vendte jeg mig pludselig, for jeg havde
slet ikke hørt Angelinas latter.
Hun var væk.
Der døde Angelina. Jeg kikkede på
Helen. Det var hende, der dræbte
hende. Hun smilede og havde stadig
tårer i øjenkrogene. Så omfavnede
hun mig. Hun krammede mig.
Helen gravede et hul i strandbredden,
der hvor Angelina havde stået, til
hun ikke kunne holde ud at have mere
sand under neglene. Der begravede vi
hjerteveninderingene sat sammen i
deres faste greb.
Og nu, hvor mor og far sover, er jeg
stået op af sengen og står og kikker
ud over markerne bag kirsebærtræet,
hvor månen lyser stærkt nok til, at
hegnene kaster skygger. Det samme
gør Kristus: en slæbende skygge. Han
kommer gående tilbage mod kirken
og Sin plads. Korset trækker Han efter
Sig som en tung lænke. Han er næsten
mere nedbøjet end før, som om Han
har opgivet Sit flugtforsøg. Der er
farligt ude i friheden, man kan blive
kørt over.
Jeg har ikke været i oppe i kirken,
mens Han har været væk, og mor og
far har slet ikke turdet fortælle mig, at
Hans plads var tom. Og nu ved jeg, at

jeg heller ikke vil derop igen, uanset
hvor meget mor og far så end presser
og lokker.
Helen dræbte Angelina, men hun
gjorde det på en kærlig og skånsom
måde. Som om hun elskede hende,
som om hun lo og krammede hende
bort.
Men Du, Gud, Du slog hende ihjel
på den mest ondskabsfulde måde. Nu
kan Du pine Din søn igen. Men Du
skal ikke gøre det for min skyld.
Kære Gud, nu forlader jeg Dig. Nu
bliver Du ensom. Og hvis jeg ser Din
søn stikke af igen, tror jeg, at jeg følger
efter Ham. Sammen med Helen. Så
begraver vi Hans kors for altid.
I liv og død
113

114
1481
Den første trykte bog med
billeder af dyr udgives i Tyskland

Kapitel 6
Mod fjerne mål
columbus
I tyve år har den tanke mig plaget,
både om dagen, og når jeg i sengen lå:
at sejle langt ud på Atlanterhavet –
langt, langt vestpå – og kun vestpå.
salomon tobler
1492
Columbus opdager Amerika
1498
Vasco da Gama finder søvejen
fra Europa til Indien
115

Marco Polos rejser
rejsebeskrivelse
For godt 700 år siden sejlede to brødre ud fra Venedig. De hed Nicolo og
Maffeo Polo og var købmænd. Nicolo havde en lille søn, som hed Marco.
I mange år gik drengen hjemme i Venedig og ventede på, at hans far og
farbror skulle vende hjem. Endelig en dag sejlede deres skib ind i havnen.
De havde haft en fantastisk rejse. Helt til Kina var de nået. De havde
besøgt fyrsten Kublai Khan. De kunne fortælle mange spændende
historier ...
To år senere ville Nicolo og Maffeo af
sted til Kina igen. Denne gang skulle
de have to munke med. Munkene
skulle fortælle Kublai Khan om den
kristne tro.
– Lad også mig komme med, bad
Marco.
Det gik de med til.
Året var 1271, og Marco var nu
sytten år. På rejsen ville han føre dagbog.
Han ville fortælle om alle de lande,
han besøgte.
De tre Polo’er rejste først med skib
til byen Acre ved Middelhavets kyst.
Herfra fortsatte turen i en lang karavane
med heste og kameler mod Irak
og Iran. Vejene var meget dårlige. De
var næsten ikke til at komme frem ad.
Røvere og vilde krigere lå på lur i
bjergene. De to munke blev snart
skræmte fra vid og sans. Da karavanen
nåede Armenien, ville de hjem igen.
116 Mod fjerne mål
Men Marco fortsatte rejsen med sin
far og sin farbror.
Somme tider kom de gennem frugtbare
egne, hvor der var masser af græs
og frugt. Men de drog også gennem
ørkener, hvor der hverken var vand
eller planter. Her var kun var sand og
klipper. Når det stormede, hvirvlede
sandet gennem luften og gjorde alting
mørkt. Så måtte alle binde tørklæder
for næse og mund. Og de måtte gå tæt
sammen for ikke at blive væk fra hinanden.
Efter mere end et år drejede karavanen
mod nord. De tre mænd fra
Venedig kom til Pamir. Her måtte de
klatre op ad smalle bjergstier. I bjergene
var udsigten fantastisk. Der var evig
sne på toppene. Luften var ren og klar.
„Man skulle tro, at det var det
højeste land i verden,“ skrev Marco
Polo i sin dagbog.

Kort over Marco Polos rejserute og steder, han besøgte.
Da Polo’erne havde besøgt den
berømte by Samarkand, holdt de hvil
i en uge. Så gik de videre gennem den
store Gobi-ørken. Her kunne de
hverken finde føde eller vand. Men
heldigvis gik det godt.
Ikke så snart var de kommet ud ad
ørkenen, før de blev mødt af en flok
ryttere.
– Velkommen til den store khans
rige, sagde rytternes fører.
Det havde taget tre år for Marco
og hans far og farbror at nå så langt.
Tre måneder senere kom de over Den
Mod fjerne mål
117

Kinesiske Mur. Nu var de fremme ved
byen Kambalik. Det er den by, der nu
hedder Beijing. Her boede Kublai
Khan, hersker over mongolerne og
fyrste i Kina.
Fyrstens bolig var et kæmpestort
palads. Det var den største og flotteste
bygning, Marco Polo nogen sinde
havde set. Kublai Khan selv ventede i
en stor sal. Han blev meget glad for at
se de tre mænd fra Venedig.
Nicolo og Maffeo fortalte fyrsten
om deres lange rejse.
– Men hvem er den unge mand, I
har med? spurgte Kublai Khan.
– Det er min søn, svarede Nicolo.
– Han kan være Jeres tjener, hvis I
ønsker det.
Kublai Khan syntes godt om den
unge Marco. Så han tog ham straks i
sin tjeneste.
Først måtte Marco Polo lære kinesernes
sprog. Han gik rundt i Kambalik.
Han skrev, at byen var omgivet af
en lang mur. Muren havde 24 porte,
der hver blev bevogtet af 1000 soldater.
Marco blev inviteret med til fyrstens
fester. Så sad Kublai Khan højt hævet
på sin trone med ansigtet vendt mod
syd. Han havde fire koner, og de sad
til venstre for ham. Til højre sad hans
sønner og sønnesønner. Deres hoveder
118 Mod fjerne mål
måtte ikke rage op over fyrstens fødder.
Når alle var på plads, bar tjenerne
maden ind. De havde silketørklæder
for munden, for de måtte ikke ånde
på den store Khans mad. Og når han
drak, bøjede alle sig ned på knæ, og
musikken spillede. Efter måltidet fik
Kublai Khan overrakt gaver. Han fik
guld, juveler, ædelsten og heste.
„Men nu skal jeg fortælle noget
mærkeligt,“ skrev Marco Polo. „Til en
fest blev en stor løve ført ind. Den
kom uden lænke. Da den så fyrsten,
lagde den sig roligt ned foran sin
herre.“
Kublai Khan og Marco Polo blev
gode venner. De gik på jagt sammen,
og Marco lærte, hvordan man jagede
med falke og ørne. Da Marco havde
lært landets sprog, sendte fyrsten ham
rundt i riget. Bagefter skulle han vende
tilbage og fortælle, hvordan alting stod
til.
På sine rejser så Marco Polo, hvordan
kineserne dyrkede te og ris. Det
var nyt for ham. Han så også, hvordan
købmændene brugte pengesedler, når
de handlede. De var lavet af tykt
papir. Den slags var endnu ikke kendt
i Europa.
En ting var Marco meget forundret
over. Det var kul.

De tre Polo’er følger med en karavane gennem Asien på vej mod Kina. Tegning fra ca. 1300.
„Kul er sorte sten,“ skrev han.
„Kineserne graver dem ud af bjergene.
Når man sætter ild til kul, brænder de
meget bedre end træ. De kan holde
ilden i live hele natten og stadig
brænde om morgenen.“
Marco Polo lagde mærke til alt.
Kina gjorde et stort indtryk på ham.
Han noterede, at det var et land med
hundrede millioner indbyggere. Han
besøgte havnebyer med 15.000 skibe
og markeder med 50.000 mennesker.
Han skrev, at nogle byer var berømte
for deres silke. Andre for porcelæn
eller krydderier.
Da Marco Polo havde tjent fyrsten i
sytten år, ville han og hans far og farbror
vende tilbage til Venedig. Men
Kublai Khan ville ikke lade dem rejse.
Hvad skulle de stille op?
Til deres store held ankom nogle
udsendinge fra kongen af Persien til
den store Khans hof. Persiens konge
ønskede, at hans søn skulle giftes med
Mod fjerne mål
119

En del af Marco Polos hjemrejse foregik over havet.
Skibet kaldes en karavel.
fyrstens datter. Men den lange rejse
var alt for farlig. Kublai Khan turde
ikke at lade den lille prinsesse rejse
over land.
– Jeg kender søvejen, sagde Marco
Polo til fyrsten. – Min far og min farbror
er dygtige sømænd. Giv os et skib
og lad os føre prinsessen til Persien.
Det forslag kunne Kublai Khan
ikke afslå. Nu gav han de tre mænd
fra Venedig lov til at rejse hjem. Han
udrustede en flåde af skibe og gav dem
rige gaver. Til gengæld skulle de sørge
for, at den lille prinsesse kom sikkert
til Persien.
Rejsen blev lige så eventyrlig som
den, der havde bragt Marco Polo til
Kina. Sammen med sin far og sin farbror
sejlede han syd om Kina og forbi
Sumatra. De besøgte Indien. Efter
120
Mod fjerne mål
mere end fire års sejlads ankom de til
Hormuz i Persien. Her blev prinsessen
afleveret til sin prins. Bagefter
drog Polo’erne videre over land, til de
fik øje på Middelhavets blå vand.
De ankom til Venedig i 1295. Der
var gået næsten 24 år, siden de drog
ud på deres rejse. Deres familie troede,
at de for længst var døde. Nu var de
så forandrede, at ingen kunne kende
Nicolo, Maffeo og Marco.
Så indbød de tre Polo’er deres
slægtninge til en stor fest. De viste
dem alle de rigdomme, de havde bragt
med hjem. Endelig blev de genkendt.
Et år efter ankomsten blev der krig
mellem Venedig og Genova. Marco
Polo deltog i krigen. Han blev taget
til fange og måtte sidde i fængsel i tre
år. Heldigvis fik han sin dagbog med.
Tiden brugte han til at skrive om
sin eventyrlige rejse. På den måde
blev Marco Polos berømte bog
„Beskrivelse af Verden“ til. Bogen
blev hurtigt kendt over hele Europa.
Men mange ville ikke tro på det,
Marco fortalte.
I dag ved vi, at Marco Polo var både
ærlig og grundig. Hans bog var den
første, der beskrev Kina og Østens
riger. Og det er stadig en stor oplevelse
at læse den.

Store opdagelsesrejser
I middelalderen vidste europæerne,
at det rige Indien lå langt mod øst.
Derfra fik de bomuld, krydderier,
elfenben og andre kostbare ting.
Men varerne blev meget dyre. De
måtte jo transporteres en lang og
besværlig vej gennem mange lande.
Søfarere fra Venedig og Genova
hentede dem i havnene ved Middelhavets
østkyst. Og det var en farlig
sejlads. For i Middelhavet lå de tyrkiske
sørøvere på lur. Bagefter måtte
varerne omlades flere gange, før de
nåede til Nord- eller Vesteuropa.
Omkring 1420 begyndte portugiserne
at sende skibe på opdagelsesrejse
ned langs Afrikas vestkyst. Hvis
skibene kunne sejle rundt om Afrika,
kunne de måske komme helt til Indien.
De første år skete der ikke så
meget. Søfolkene var nemlig bange
for at sejle sydpå. De troede, at der
var så varmt ved ækvator, at havet
ville koge. De tænkte, at de ville
brænde ihjel. Eller blive sorte i huden
som folkene i Afrika. Men så fandt de
ud af, at der ikke skete noget. Derfor
sejlede de videre, til de endte ved
Afrikas sydspids. Her lå et bjerg. Det
kaldte deres konge ‘Kap det gode
Vasco da Gama
Håb’. Han håbede nemlig, at hans
skibe ville nå helt til Indien.
Portugiseren Vasco da Gama var
den første, der sejlede syd om Afrika
til Indien. Det var i 1498. Nu kunne
skibene sejle rige ladninger hjem til
Portugal. Og Lissabon blev Europas
største handelsby.
Den italienske sømand Christoffer
Columbus havde en anden idé. Han
mente, at man kunne nå til Indien
ved at sejle mod vest. Columbus bad
flere konger om at få skibe, så han
kunne prøve det. Men ingen ville høre
på ham. Endelig i 1492 gav Spaniens
Mod fjerne mål
121

Christoffer Columbus
dronning Isabella ham tre små skibe.
Og så sejlede Columbus vestpå. Efter
to måneder nåede han til Bahamaøerne.
Derfra satte han kursen mod
syd og gik i land på Cuba og Haïti.
Columbus troede selv, at han var
kommet til Indien. Derfor kaldte han
øerne for Vestindien. Indbyggerne
kaldte han for indianere.
Vi siger, at Columbus ‘opdagede’
Amerika. Det passer ikke. Indianerne
var der jo i forvejen! Men det var
Columbus, der gjorde Amerika kendt
i Europa.
Navnet Amerika stammer fra søfareren
Amerigo Vespucci. Han var
også italiener. Og det var ham, der
122 Mod fjerne mål
fandt ud af, at Columbus var kommet
til en ny verdensdel.
Der kom hurtigt flere opdagelser.
En portugiser fandt Sydamerikas østkyst.
Han kaldte landet for Brasilien.
Nogle spanske eventyrere opdagede
Mexico og Peru.
Portugiseren Magellan sejlede syd
om Amerika. Han kom gennem det
stræde, der fik hans navn. Bagefter
sejlede han ind i Stillehavet og opdagede
nye øer. Magellan blev dræbt
undervejs. Men hans folk sejlede
skibet videre. De nåede syd om
Asien og Afrika og tilbage til Europa.
Rejsen varede fra 1519 til 1522, og
det var den første jordomsejling. Nu
vidste folk, at Jorden var rund.
Ferdinand Magellan

Christoffer Columbus’
dagbog
af christoffer columbus’ dagbog
Columbus sejlede fra Spanien den 6.august 1492 med de tre små skibe
Santa Maria, Pinta og Niña. De har nu været på vej i to måneder. Columbus
er selv om bord på Santa Maria. Hver dag skriver han i sin dagbog …
LØRDAG, DEN 6. OKTOBER 1492
Tidligt i morges blev jeg vækket af
et kanonskud. Jeg styrtede op på dækket.
Jeg så, at „Niña“ havde hejst flaget
med det grønne kors i det røde
felt. Det aftalte tegn! Land! Land!
Der opstod vild tumult. Juan de la
Cosa ville klatre op i stormasten. Men
han blev halet ned af to matroser, der
klatrede rundt som aber. De råbte ophidset
til mig, at der var land i syne. I
sydvestlig retning lå en ø. Den havde
form som et hjerte.
Land! Jeg spurgte mig
selv, om vi allerede var
nået til Indien. Jeg troede
det ikke rigtigt. Men helt umuligt var
det heller ikke. Men selvom vi kun
var stødt på en ukendt ø, ville jeg
være tilfreds. Fast grund under fødderne
ville give besætningen nyt mod.
Jeg gav ordre til at ændre kurs og
sejle mod sydvest.
SØNDAG, DEN 7. OKTOBER
Små, spraglede fugle, der
trækker mod sydvest.
Tunfisk, der leger i det
rolige hav. Vi har set en hejre, en and
og en pelikan. De fløj i samme retning
som de andre fugle. En gren fra en
tornebusk med røde bær svømmede
rundt i vandet. Matroserne på „Pinta“
fiskede et bambusrør op af bølgerne.
Det var uden tvivl formet af menneskehænder.
Hvor jeg end så hen, var jeg
omgivet af leende ansigter.
Jeg var ikke længere i tvivl. Der var
land i sigte! Fuglene tager ikke fejl.
De søger føde og hvilesteder. Jeg
tænker også på den værdi, som de
portugisiske søfarere tillægger fuglene.
Mere end én gang har det været en
fugl, de kunne takke for, at de opdagede
en ø.
Kan det allerede være Asien? Jeg vil
sikkert sove dårligt i nat ...
Mod fjerne mål
123

ONSDAG, DEN 10. OKTOBER
Landet var en sky. Først
opdagede folkene på
„Pinta“, at den hjerteformede
ø var luft. Budskabet løb fra
„Niña“ og videre til „Santa Maria“.
Der brød straks et helvede løs. Besætningen
trængte ind på mig. De to
andre skibe lå nu stille. Matroserne
sprang i vandet. De klatrede om bord
på vores skib og sluttede sig til oprørerne.
Quintero udnævnte sig selv til
talsmand. Han sagde kort og godt:
– Vend om eller betal med Deres
liv, Columbus!
Jeg nægtede at gøre, som han ønskede.
Jeg sagde, at de ikke bare skulle
adlyde mig, men også kongen og
dronningen. Jeg kaldte dem forrædere.
Vi skændtes voldsomt. Jeg ventede
kun på, at de ville åbne kampen med
deres knive. Men de angreb ikke. I
stedet gav de mig tre dages frist. Hvis
ikke vi er stødt på land om tre dage,
bliver Quintero kaptajn.
TORSDAG, DEN 11. OKTOBER
Alt tyder på, at vi styrer mod land. Vi
har igen fået øje på friske planter. Det
er måske derfor, oprørerne har skænket
mig livet. Fordi de selv tror, at vi er
nær ved målet.
124
Mod fjerne mål
To dage tilbage! Mon de vil vove at
lægge mig i lænker?
FREDAG, DEN 12. OKTOBER,
KL. 3 MORGEN
Klokken to lød der kanonskud fra
„Pinta“. Det var Rodrigo, en af
matroserne, der først så landet. Det
ligger tæt på os, højst to sømil væk.
Jeg har givet befaling til at tage sejlene
ind og lade skibene drive langsomt.
Hvad mon vi får at se? Marmorbroer?
Templer med gyldne tage? Lunde med
krydderier? Mennesker, der ligner os?
Eller fremmede kæmper? Er vi nået
til en ø eller til Indien? Jeg kan næsten
ikke vente, til lyset stiger op af havet.
Det er underligt. Jeg forlod Spanien
på en fredag. Og jeg har nået mit mål
på en fredag.
FREDAG, DEN 12. OKTOBER
Det er en ø. En beboet ø. På stranden
fik vi øje på indfødte. De er helt nøgne,
sådan som Gud har skabt dem. Jeg
steg ned i en båd sammen med 10 bevæbnede
matroser. Mens vi nærmede
os land, kom flere og flere indbyggere
ud af skovene. Da vi var et stenkast
fra kysten, kunne jeg se deres ansigtsudtryk.
De så forbavsede ud. De lignede
ikke fjender.

Man kunne også se mere af øen.
Mægtige skove. En krystalklar bæk,
som strømmede ud i havet. Kæmpestore,
ukendte frugter. Men jeg kunne
ingen huse se. Ingen templer eller tegn
på rigdom.
Jeg steg i land. Jeg knælede ned.
Bare for en dag siden havde jeg troet,
at dette aldrig ville ske. Jeg takkede
Gud og kyssede jorden. Så foldede jeg
det kongelige banner ud.
– I kongen og dronningen af Spaniens
navn tager jeg denne ø i besiddelse,
sagde jeg.
De indfødte kalder øen Gunahani.
For at ære Frelseren har jeg givet den
navnet San Salvador.

Kokosøen
af troels kløvedal
Asbjørn er en dreng på 8 år. Hans far hedder Troels Kløvedal. Han er en
moderne opdagelsesrejsende. Han ejer et gammelt sejlskib, der hedder
Nordkaperen. Somme tider sejler Asbjørn med sin far og mor på de store
oceaner …
Da vi sejler fra øen Goiba begynder vi
for alvor at sejle ud i det store Stillehav.
Det er verdens største ocean, og
den næste ø, som vi vil få landkending
af – hvilket betyder, at man kan
se den med sine øjne – hedder Kokosøen,
og ligger helt ensom med stejle
bjerge og to bugter. Havet omkring
øen er yngleplads for de store fregatfugle,
som jeg kan se svæve over mastetoppen,
og for hammerhajerne. Og så
er det en sørøverø!
I gamle dage var der mange pirater
i Stillehavet. Det var, fordi der var så
meget guld i Peru – som var en
spansk besiddelse – og når de spanske
skibe, som blev kaldt sølv- og guldgaleoner,
så sejlede over Stillehavet til
en anden spansk besiddelse, som hedder
Filippinerne, kunne piraterne
overfalde dem på vejen og stjæle alt,
hvad der var om bord – og nogle gange
hele skibet. En spansk besiddelse var
et land, som spanierne havde taget fra
dem, der boede der i forvejen. Dem
126
Mod fjerne mål
var der mange af dengang og de lå
spredt over hele verden. Så skibene
med guld og sølv om bord, måtte sejle
over verdens største hav, som her tæt
på ækvator næsten er den halve jordklode.
Det var der mange sørøvere,
der opdagede, og de lå så på lur her i
en bugt på Skatteøen.
Kokosøen er en af de øer i Stillehavet,
som ligger tættest på Panamakanalen.
Og selv om der i gamle dage
ikke var nogen kanal, så bar spanierne
deres skatte over Panama-tangen. Den
første spanier, der krydsede Panamatangen,
hed Balboa, og derfor hed
den by vi lå i Balboa; og han var også
den første hvide mand der så ud over
Stillehavet. Indianerne havde set på
det altid og havde derfor mange flere
navne for det store hav, alt efter hvor
de boede. Da Balboa have krydset
landtangen mellem det Caraibiske
Hav og Stillehavet sammen med
indianske bærere og 190 spanske soldater,
tog han havet i besiddelse i den

‘Nordkaperen’ ud for vandfaldet i Wafer Bay.
spanske konges navn ved at gå ud i
strandkanten med draget sværd og på
spansk råbe »Mar del Sur«. Men det
var først da den allerførste europæiske
sømand, Magellan, krydsede Stillehavet,
at det blev kaldt »Pacifico«, som
betyder stille på spansk. Og det var,
fordi Magellan med sine tre skibe
Mod fjerne mål
127

sejlede så tæt på ækvator, hvor der er
et vindstille bælte, som hedder doldrum.
Han skulle bare have sejlet enten
nordpå eller sydpå, så havde der
været nok af vind, og Stillehavet havde
aldrig fået sit navn. Magellan vidste
dengang ikke, at Stillehavet før ham
var krydset mange gange af både
polynesiske og kinesiske sømænd.
Den ene sørøverbugt på Kokosøen
hedder Chatham Bay og den anden
Wafer Bay, begge opkaldt efter virkelige
sørøvere. Den ene, Wafer, var
endda både læge og sørøver. I gamle
dage blev der gemt store skatte på
Kokosøen, og dem er der mange der
har ledt efter lige siden.
Men de er meget svære at finde,
fordi øen er ren urskov, men man har
fundet nogle af dem.
Far lover, at vi nok skal komme på
skattejagt, og han ved, hvor der findes
nogle ægte gamle sørøverhuler, som
ligger langt oppe ad bjerget, så sørøverne
kunne holde øje med guld- og
sølvskibene langt ude på havet. En af
de mest berømte skatte på Kokosøen
er en Jomfru Maria-statue i massivt
guld. Den stammer fra domkirken i
Calleo i Peru. Statuen er stadig ikke
fundet.
128
Mod fjerne mål
Asbjørn sammen med sin storesøster.
I gamle dage slog spanierne næsten
alle menneskene i inkariget ihjel, fordi
de var helt vilde efter at få deres guld.
De kunne slet ikke få nok, og da
inkaerne så endelig fangede en spanier,
en af dem der havde pint dem og taget
alt deres guld, hældte de smeltet guld
ned i hans mund og hals, så han endelig
kunne få nok.
Man ved at Jomfru Maria-skatten
er på Kokosøen endnu, fordi en biskop
har nedskrevet det omhyggeligt. Og
der er stadig nogle der leder efter den.
Øen ligner fuldstændig den ø, som
Peter Pan fløj til, og hvor Klokkeblomst
drillede ham, og hvor Kaptajn
Klo og hans tjener Smidt var ved at
blive spist af en krokodille. Walt

Disney, der lavede den berømte film
om Peter Pan, har uden tvivl læst en
bog af Stillehavets store forfatter,
Robert Louis Stevenson, som fortæller
om øen i eventyret om Skatteøen.
En tidlig morgen sidder jeg med
min mor på fordækket og ser solen
stige op af havet i øst, samtidig med
at rorgængeren råber »landkending
forude«, og så får vi øje på Skatteøen.
Inden det er blevet aften, har vi smidt
ankeret i Chatham Bay, som far
kender godt, fordi han har ligget her
før og sejlet hele vejen rundt om øen,
før jeg blev født.
Det er her på øen, lige her i denne
bugt hvor vi ligger nu, at sørøverne
dansede og sang:
Femten mand på en død mands kiste!
Hiv-o-høj og en hel flaske rom!
Druk og djævelen tog de sidste.
Hiv-o-høj og en hel flaske rom
Hele besætningen på Nordkaperen
taler om den store sten nede på stranden,
hvor far engang for lang tid siden
huggede både Nordkaperen og mit
navn Kløvedal ind i stenen. Alle er
meget spændte på, om vi kan finde
stenen igen.
Vi finder stenen i strandkanten,
selv om den er sandet lidt til. Og så
lærer jeg at gå på Skatteøen, selv om
det er meget glat på de våde sten, fordi
det regner hele tiden. Men ind imellem
kan jeg bade med mor i en lille
flod, for mor ville ikke bade med mig
i det store hav, fordi hun er bange for
de mange hajer, som er overalt. Hver
aften, når vi har spist og sidder og
snakker på dækket, falder jeg i søvn,
mens jeg kan se alle ildfluerne inde
mellem palmerne på stranden, og høre
bølgerne slå mod strandkanten. De
voksne snakker om alle de fisk og blæksprutter
og især om hammerhajerne,
som de har set, da de var nede og
dykke. De har dykket både om morgenen
og om eftermiddagen, så de er
også trætte. Og så går vi alle sammen
til køjs. En køje er en seng på et skib.
VIDSTE DU, AT ...
Vidste du, at den portugisiske
søfarer Magellans
skib Vittoria var det første,
der sejlede rundt om
Jorden. Rejsen tog 1082
dage. Kun 17 af de 277
mænd, der var om bord,
overlevede turen.
Mod fjerne mål
129

Fuldmåne-Skibet
af knud holten
Ude i havet, fjernt fra alting, lå en lille
ø. Selv i roligt vejr og det klareste
dagslys kunne man ikke skimte land i
nogen retning. Når svartbage, suler og
andre hårdføre, vagabonderende fugle
fløj hen over øen, kunne de se, at den
lignede et langstrakt S. Der voksede
næsten intet græs, kun krogede og
forblæste småbuske. Den voldsomme
havstrøm havde forlængst ædt de oprindelige
smalle stykker strand bort,
og uophørlige bølgeslag malede klipperne
kolde og hvide med salt. Til
alle sider strakte øen undersøiske rev
som lange, lumske fangarme. Hvor
trætte fuglene end var, gled de aldrig
ned for at hvile vingerne. Det virkede
som gemte stedet på en hemmelighed,
de ikke turde lære at kende.
Helt oppe i nordspidsen af S’et, på
øens højeste punkt, var et fyrtårn og
et gammelt kampestens-hus. Her
boede Tim med sine forældre. Det vil
sige: de var ikke hans rigtige far og
mor, dem kunne han ikke huske. Fyrmesteren
og hans kone havde taget
ham til sig, da han var ganske lille –
og siden havde han aldrig været borte
fra øen.
Tim var meget ked af at leve dér.
130
Mod fjerne mål
Hvis
han ikke blev
sendt til fastlandet næste sommer for
at gå i skole, ville han måske aldrig
nogen sinde slippe væk. Han brød sig
heller ikke om de voksne. Hans tvære
og forslidte stedmor overlod ham bare
til øens ensomhed, medmindre hun
tilfældigvis var opsat på at skælde
ham ud. Stedfaderen var en kraftig,
skægget, tavs mand, der for mange år
siden havde besejlet alverdens have og
oplevet utallige sælsomme lande. Nu
sørgede han for, at fyret blinkede
døgnet rundt for at advare skibe mod
de farlige skær. Men det forekom
drengen, at dette ikke var den

egentlige grund til, at fyret altid blev
passet så godt. Det var ligesom stedfaderen
blot ventede på, at det stærke
lys skulle indfange et eller andet mirakuløst,
som han hele sit liv havde
ønsket at få fingre i.
Tim spekulerede tit på, hvad det
mon var, den gamle, barske sømand
nat efter nat stod og holdt udkig efter
oppe i tårnet. Men han kunne ikke
gætte det.
En eftermiddag, hvor de voksne
troede, at Tim strejfede om på den
anden side af øen, hørte han dem
imidlertid tale sammen ude i køkkenet.
– Ti stille! råbte hans stedfar vredt.
– Jeg siger dig jo, at der virkelig
eksisterer sådan et vidunder. Den
krabbe er på størrelse med en møllesten,
og skjoldet er af purt guld. Ingen
kender dens oprindelse eller formålet
med dens evindelige ekspeditioner
gennem oceanerne. Men en skønne
dag kan de rivende strømme, som den
elsker, ikke undgå at føre den hertil –
og så bliver vi rigere, end nogen kan
forestille sig!
– Jamen, du har osse fortalt, at bæstet
er udødeligt, indvendte konen.
Stedfaderen lo hårdt:
– Jeg véd, hvad jeg gør! Bliver
krabben stukket med en flettet nål af
blodrødt guld, kan den ikke leve. Og
sådan en nål købte jeg for længe, længe
siden af en stum tempelrøver i Indien!
Tim havde hørt det hele. Og fra da
af begyndte han at snige sig ud hver
eneste nat, når hans stedmor var faldet
i søvn. Han krøb sammen tæt ved
foden af fyrtårnet og fulgte opmærksomt
den mægtige, drejende projektør,
der fejede ud over havet og blinkvis
oplyste hele øen med undtagelse af
den allersydligste vig.
En stormfuld efterårsnat, hvor Tim
rystede af kulde og næppe kunne holde
øjnene åbne, skete det!
Oppe fra fyrtårnet udstødte hans
stedfar et brøl så rungende, at det
overdøvede havets rasen. Tim røg på
benene med et sæt. Han havde intet
set. Hans blik klæbede til lyset, da det
tog sin næste hastige runde. Og denne
gang fik han et glimt af noget flammende
gyldent på en pynt et stykke
borte.
Det buldrede i tårnets indre. Det
var hans stedfar i hurtigt løb ned ad
vindeltrappen.
Tim pilede af sted. Nu var han lykkelig
for at kende øen som sin egen
lomme. Inden fyrmesteren var
Mod fjerne mål
131

kommet halvvejen, havde drengen
nået pynten. Blæsten truede med at slå
ham omkuld, sprøjtene fra brændingen
sved i hans ansigt og gjorde ham
fuldstændig gennemblødt. Men han
så den tydeligt og ville aldrig kunne
glemme synet:
Guldkrabben!
Strømhvirvlerne havde skyllet den
ind mellem to skarpe klippestykker,
hvor den sad uhjælpelig fast.
Der var ingen tid at spilde.
Varsomt lirkede Tim det funklende
dyr løs. Det gav ikke en lyd fra sig,
men ransagede ham vedholdende
med sine glatte ædelstens-øjne.
– Pyh, det lykkedes! stønnede Tim.
– Nu kan min stedfar ikke dræbe dig
med sin røde nål.

Han brugte alle kræfter, løftede
krabben op over hovedet for at kaste
den i vandet, da dyret pludselig sagde:
– Vent! Tag først dette her, som du
skal begrave, hvor ingen finder det.
Guldkrabben åbnede sin kæmpestore,
tindrende klo og lod et ganske
lille guldstykke formet som en fuldmåne
dumpe ned i drengens hånd.
Tim kunne ikke nå at studere gaven
nærmere. Af al magt slyngede han
krabben ud i havets fråden. Han så
lettet, at den klarede sig fri af strømmen
og red bort på bølgetoppene, der
kortvarigt tændtes og slukkedes af
bittesmå guldkorn.
– Hvor rejser du nu hen? råbte Tim
gennem stormen.
Den udødelige, gyldne krabbe
vinkede tilbage og svarede med en
stemme af flydende ild og guld:
– Mod Sydstjernen og de eventyr,
den måtte føre mig til!
I det samme raslede nogle løse sten
ned ad skrænten. Krabben dykkede,
og drengen nåede i skjul, netop som
hans stedfar kom kurende med den
blodrøde, indiske nål højt hævet i
hånden.
Tim havde plantet sin lille guldmåne
i vigen på øens sydspids, der
lige undgik at blive ramt af fyrtårnets
afslørende lyskegle. Hver nat listede
han hjemmefra for at se til sin mærkelige
foræring.
Efter kun to nætters forløb var månen
atter vokset op mellem skærverne.
Og nu begyndte den at gro som i en
drøm. Om dagen kunne man ikke
opdage, hvad der skete – alt så uforandret
ud. Men når vigen sugede de
ægte månestråler til sig, overværede
Tim hvordan klippeblokkene væltedes
til side så let, som en svale gennembryder
forårsbrisen, og en slank mast
skød i vejret fra frisk, vådt sand.
Han havde sået et skib!
Da himlens måne 28 dage senere
skinnede stor og rund, var skibet
modent. Det var en ufattelig smuk,
fuldrigget snekke med luegult skrog,
vældige stribe-sejl i gennemsigtige
sølv- og purpurfarver, og allerøverst
på den slanke mast sad den lille guldmåne,
funklende som en overnaturlig
lanterne.
Den nat sejlede drengen bort fra
øen, som ingen fugle ville lande på.
Som havde han tryllemidler til
hjælp, krydsede Tim frem mellem de
lurende rev. Ude på det åbne hav lagde
han roret hårdt om, så Fuldmåne-
Skibets stævn pegede direkte mod
den fjerne, lokkende Sydstjerne.
Mod fjerne mål
133

134
Ca. 1500
Inkariget i Sydamerika
er på sit højeste
1519
Spanieren Cortés finder
aztekernes rige

Kapitel 7
Indianere
inkaernes sang til himmelguden
Oh, Viracocha, ærværdige Viracocha,
snilde skaber,
som former og fastlægger.
„På jorden dernede,
lad dem spise,
lad dem drikke,“
siger du.
Til dem, som du har skabt,
dem, som du har frembragt,
lad føden blive rigelig.
„Kartofler, majs, alle slags føde
lad der blive …“
brian m. fagan
1529
Spanierne opdager
Inka-riget
135

Lille Hiawatha
henry wadsworth longfellow
Skjult ved Gitche Gumees bredder,
ved Det-Store-Dybe-Vand,
stod Nokomis trygge wigwam,
leved Månens barn, Nokomi.
Bag ved teltet rejste skoven
sig med mørke, dystre graner
og med tætte fyrre-krat.
Og ved teltets fod løb vandet,
lyste, lo og klukked vandet,
lo Det-Store-Dybe-Vand.
Hos den gamle, grå Nokomi
bo’de lille Hiawatha.
I en lille seng af pinjer,
redt med siv og bløde mosser
og spændt fast med rensdyr-sener,
sov han trygt. Og når han klynked,
sa’ Nokomi: „Vær nu stille,
ellers hører Bjørnens Ånd dig!“
Og hun sang: „Min lille ugle!
Ewa-yea! De gode ånder
136
passer godt på vores wigwam.
Ewa-yea! Min lille ugle!“
Og Nokomi lærte drengen
om de klare gyldne stjerner.
Og om Ishkoodah, kometen,
der har hår af gyldne flammer.
Han så ånder danse døds-dans,
så hvordan de, klædt i krigs-dragt,
svæved bort med Norden-vinden
i de frosne vinternætter.
Og han så den brede, hvide
vej, der fører op i himlen,
fuld af sjæle, fuld af skygger.
Så dem flyve op i himlen.
I de blide sommer-aft’ner
lytted lille Hiawatha:
Hørte fyrretræet hviske,
hørte vandet risle stille.
Lytted til naturens sange.
„Minne-wawa!“ sagde fyrren.
„Muddy-aushka!“ sagde vandet.

Han så ildfluen, den lille
Wah-wah-taysee, flagre gennem
nattens dybe, tætte mørke.
Så den lyse mellem bregner.
Og han sang en sang om fluen,
som Nokomi havde lært ham:
„Wah-wah-taysee, lille flue,
lille lyse flagre-skabning,
lys for mig imens jeg lægger
mig til ro, og mens jeg sover.
Wah-wah-taysee, lille flue.“
Han så månens runde skive
stige op af vandets bølger.
Så dens sære, mørke skygger,
hvisked: „Hvad er det, Nokomi?“
Og Nokomi svared drengen:
„Se, der var engang en kriger,
som i vrede smed sin mormor
op i himlen, op mod månen;
og dér blev hun lige siden.
Det er hendes krop, du ser der.“
Han så himlens farve-bue,
som den skinned gennem regnen,
spurgte: „Hvad er det, Nokomi?“
Og Nokomi svared drengen:
„Det er himlens mange blomster.
For når skovens vilde vækster,
engens græs og præriens liljer
visner bort fra os på jorden,
får de nye liv i himlen.“
Når han hørte midnats-uglen
tude i de mørke skove,
skreg han: „Hvad er det, Nokomi?
Hvad er det?“ – for han var bange.
Og Nokomi svared’ drengen:
„Det er uglen og dens unger,
der på deres egen måde,
snakker, skændes med hinanden.“
Og den lille Hiawatha
lærte alle fugles sprog,
lærte deres liv at kende.
Så hvordan de bygger reder,
så hvorhen de fløj om vint’ren.
Og han talte ofte med dem.
De blev „Hiawathas venner.“

Indianerne
Indianernes forfædre kom til Amerika
for 30.000 år siden. Dengang var
Nordamerika og Asien forbundet med
en smal strimmel land. Da vejret blev
varmere, smeltede isen mod nord. På
den måde opstod det stræde, vi i dag
kalder Beringstrædet.
Med tiden bredte menneskene sig
ud over Amerika, helt ned til Sydamerikas
spids.
I Peru boede inkafolket. Deres
konge herskede over landet fra Stillehavets
kyst og helt op til de høje
Andesbjerge.
I Mexico boede aztekerne. De byggede
en vældig by. Den hed Tenochtitlan.
I Guatemala boede mayaerne.
Deres byer lå dybt inde i junglen.
Inkafolket, aztekerne og mayaerne
var dygtige bønder. De dyrkede majs,
tomater og kartofler. De var rige på
guld og sølv. Men de brugte ikke jern.
Deres redskaber og våben var lavet
af træ og sten.
I Nordamerika boede skov-indianere,
kyst-indianere, prærie-indianere og
ørken-indianere. De levede sammen i
stammer. Nogle mener, at der var
mere end 800 stammer, som talte
138 Indianere
Aztekerne tegnede hellige billeder på barkstykker.
over 200 forskellige sprog. For at de
kunne forstå hinanden brugte indianerne
tegnsprog.
Indianerne levede af alt det, som
naturen kunne give dem. De tog aldrig
mere, end de havde brug for. De
jagede ikke de vilde dyr bare for sjov
skyld.
Efter Columbus rejste europæere
over Atlanten for at udforske ‘Den ny
Verden’. Nu kom en trist tid for indianerne.
Europæerne dræbte mange af
dem for at få fat på deres land og
deres rigdomme. De bragte kighoste
og mæslinger med sig. Den slags
sygdomme døde indianerne af.

Indianerdrengen og
natten
sydamerikansk indianermyte
Indianerne dybt inde i Amazon-junglen har en historie om, hvordan den
hvide mand en gang kom til bopladsen i skikkelse af en ond ånd og tog
natten til fange, mens hele stammen sov. Efter den tid havde alle indianere
svært ved at sove, fordi solen skinnede døgnet rundt.
Stammens høvding havde en søn. Det
var en stor dreng på fjorten år, der hed
Arutana. Han lå ofte med lukkede
øjne under et af de store træer i skoven
og drømte om mørket, stjernerne og
månen. En dag fik han den idé, at han
ville befri natten og bringe den tilbage
til indianerne.
»Du er for lille, min søn, til at drage
ud i verden,« sagde høvdingen, da han
hørte sin søns plan. »Du må vente, til
du bliver stor nok til at være kriger.«
Men Arutana lod sig ikke sådan slå
ud.
»Godt, så vil jeg være kriger, og det
skal være nu. Jeg føler mig både stærk
og modig. Lad mig vise, at jeg er stor
nok til at være kriger.«
Ingen i stammen troede, at Arutana
kunne bestå de tre prøver, som krævedes
for at blive optaget som kriger.
Slet ikke hans far. Selv om Arutana
var høvdingens søn, fik han ingen
særbehandling. Han måtte igennem
nøjagtig de samme prøver som stammens
andre store drenge.
Den første prøve – at gå et langt
stykke med en træstamme på ryggen,
klarede Arutana uden besvær. Den
anden prøve var meget farlig. Arutana
blev roet over på den anden side af
den store flod og skulle svømme tilbage.
Strømmen var stærk, og Arutana
var lige ved at drukne, men så kom
han til at tænke på natten, og det gav
ham ekstra kræfter. Så denne prøve
klarede han også. Den tredje prøve
krævede mod og færdighed. Arutana
skulle overleve helt alene, dybt inde i
regnskoven. Tiden gik, og da Arutana
ikke kom tilbage, da den store regntid
begyndte, tilbød nogle af stammens
krigere at gå ud for at lede efter ham.
»Nej,« svarede høvdingen. »Arutana
skal klare sig selv. Ellers er han ingen
rigtig kriger.«
Indianere
139

Der gik næsten et år uden, at stammen
så det mindste spor af Arutana.
Alle havde opgivet at se ham i live
igen. Men pludselig en dag kom han
trækkende ind på bopladsen med en
jaguar i en stump lian. Høvdingen
ville straks fejre sin søn og indvi ham
til kriger. Men Arutana protesterede.
»Lad mig først befri natten,« sagde
han. »Når jeg har bragt natten tilbage,
vil jeg indvies.«
Arutana gik i gang med at bygge
en kano, og da han var færdig, sagde
han: »Far, store høvding, giv mig og
mine venner lov til at drage ud for at
befri natten.«
Høvdingen var bange for sin søns
liv, men han vidste, at Arutana måtte
følge sin skæbne.
Arutana og to af hans bedste
140 Indianere
venner drog af sted. Efter at have
sejlet i den tid, der svarer til både en
dag og en nat, var de meget trætte.
De fandt en lysning ved flodbredden
og lagde sig til at sove. Men uden
natten var det svært at hvile, og der
gik lang tid, før de fortsatte til fods
ind gennem skoven. Da de gjorde
holdt, fik Arutana øje på et højt træ.
»Jeg kryber op og ser, om jeg kan
skimte natten,« sagde han til de andre.
Oppe fra træets top så Arutana en
røgsøjle stige til vejrs langt borte.
»Jeg tror, jeg har set det sted, hvor
natten holdes fanget,« sagde han, da
han var nede igen.
Med stor forsigtighed sneg Arutana
og hans to venner sig hen mod det
sted, hvor Arutana havde set røgsøjlen.
Pludselig stod de ved en lille boplads.
Midt på pladsen lå en hvid
mand og sov ved siden af
tre store krukker.
»Han har gemt natten
nede i krukkerne,« hviskede
Arutana. »Lad os knuse dem
og slippe natten fri!«
Uden en lyd fik Arutana
og de to venner gjort deres
buer klar. Med stor nøjagtighed
skød de alle deres
pile ind mod krukkerne.

Men alle pilene knækkede og faldt til
jorden uden at lave så meget som en
revne i de tykke krukker. Støjen fra
pilene vækkede imidlertid den hvide
mand. I et spring fór han op og greb et
mærkeligt våben, der spyede ild ud ad
munden og lavede støj som et tordenvejr.
Skræmte fra vid og sans flygtede
drengene gennem junglen, mens den
hvide mand lo, så tårerne trillede. Nu
var han sikker på, at han havde givet
dem en forskrækkelse, så de aldrig
mere vendte tilbage. I al evighed ville
natten være fanget i hans krukker.
Da Arutana og hans venner kom
hjem til bopladsen og fortalte, hvad de
havde oplevet, ville ingen tro dem.
Arutana blev meget bedrøvet over at
tænke på, at den hvide mand måske
aldrig ville slippe natten løs igen. Han
blev så trist, at han hverken spiste
eller sov. Til sidst måtte hans far,
høvdingen, trøste ham.
Han sagde: »Min søn, hvis du virkelig
tror, at du kan befri natten, så vend
endnu en gang tilbage til den hvide
mands boplads, men tag de fire bedste
krigere med dig.«
Arutana var ikke i tvivl. Han ville
af sted så hurtigt som muligt. Sammen
med de fire stærkeste krigere
byggede han en stor kano, og da den
var færdig, drog de op ad floden. De
Indianere
141

fandt hurtigt stedet, hvor Arutana
havde set den hvide mand og krukkerne.
Men skuffelsen var stor, da de
opdagede, at både manden og krukkerne
var væk.
»Lad os finde krukkerne!« sagde
Arutana og fortsatte længere ind i
junglen. Og der gik ikke lang tid, før
Arutana fik øje på krukkerne inde
mellem træerne.
Igen lå den hvide mand ved siden
af dem og sov.
»Vi må lave en pil, der er stor nok
til at knuse alle krukkerne på én gang,«
sagde Arutana.
Så snart pilen var klar, opstod der
et nyt problem. Ingen bue var stærk
nok til at affyre den kæmpemæssige
pil. Men Arutana var både klog og
snedig. Med stort besvær fik han og
142
Indianere
de andre indianere bøjet et helt træ til
jorden, så stammen dannede en kæmpe
bue. Arutana lagde pilen på, tog sigte
og skød.
Med et brag, der kunne høres langt
væk, knuste pilen alle tre krukker i
tusind stykker. Men støjen vækkede
også den hvide mand. Denne gang
nåede han ikke at gribe sit ildvåben.
Han var nemlig så forskrækket over
braget, at han troede, at flere indianerstammer
angreb fra hver sin side. Med
høje hyl flygtede han ind i skoven.
Indianerne stod lidt og så på de
ødelagte krukker. Sorte skyer af røg
bølgede ud, og der var et mylder af
ukendte dyr og insekter. Det var nattens
dyr, der blev levende igen.
Langsomt bredte mørket sig over
skoven, og snart steg lysende stjerner
op på himlen. Det blev så
mørkt, at Arutana måtte
tænde en fakkel for at oplyse
vejen.
»Lad os gå tilbage,«
sagde han.
Men krigerne ville ikke
med. De var helt opslugt af
natten og stjernerne og alt
det, der skete omkring dem.
Mens natten voksede og
fyldte himmelhvælvingen,

løb Arutana alene tilbage. Med trætte
ben nåede han floden, sprang om bord
i kanoen og sejlede hjem. Først følte
han sig helt fortabt i den mørke nat.
Men så kom der et svagt lys på himlen.
Det var Månen, der viste vej ad
den sølvhvide flod.
På bopladsen blev Arutana modtaget
som en helt. Alle satte sig omkring
det store bål, der var blevet tændt
for at lyse op i natten. Hele stammen
sad tavse og betragtede Månen og de
mange stjerner.
»Hvad er der sket med mine venner,
krigerne?« spurgte Arutana.
»De er blevet til nattens fugle,«
sagde den gamle troldmand. »De er
her allerede. Hvis du ser godt efter,
flyver de inde mellem træerne. Du kan
høre deres smukke stemmer synge
gennem natten.«
Høvdingen var lykkelig. Alle i
stammen var lykkelige. Arutana havde
bragt natten tilbage. Nu havde de både
nat og dag.
»Min søn, du har vist, at det kan
lade sig gøre at sejre over den hvide
mand. Du er i sandhed en stor kriger.
Det kræver en fest. En stor, stor fest.«
Indianere
143

Kevins mor er indianer
af gull åkerblom
Far rejste til USA, da han var færdig med at gå i skole. Mest for de
amerikanske bilers skyld. Han ville arbejde dér, måske oven i købet
flytte derover. Han fandt Nina, som han blev forelsket i. Nina, som er
indianer og Kevins mor. Men han fandt ikke noget job. Så tog han kone
og barn med sig og rejste hjem til Sverige i stedet.
Om mandagen begynder
livet langsomt. Kevin har
sovet for lidt. Det føles,
som om der sidder
klister bag øjenlågene.
Han orker ikke at drikke
kakaomælken op og
falder næsten i søvn i elevatoren.
Han når frem til stoppestedet,
netop som skolebussen fra Utanby
stopper. Sven er den sidste, som hopper
af. Kevin bliver glad, da han får
øje på ham. Sven med det røde hår og
de grå, nysgerrige øjne og tophuen på
svaj. Hans allerbedste kammerat.
I klassen er det kun Sven og Kevin,
som bor uden for byen, og som må
køre i bus til skolen. Hver dag står
tøseflokken fra tredje og venter på
dem bag busskuret.
– Bondeunger! skriger de.
De ler og fniser med hovederne tæt
sammen, Jenny, Nicole og Sanne.
– Har I sovet på møddingen? råber
144 Indianere
de, da Sven og Kevin går forbi, og så
holder de sig for næsen.
Fordi Kevin og Sven er to, så tager
de sig ikke af det. De går forbi tøserne
og lader, som om de ikke ser dem.
Det var værst i begyndelsen …
… da de ikke kendte hinanden, … da
Kevin og far og mor netop var flyttet
til det grønne træhus med hønsene og
æbletræerne, … da Kevin endnu ikke
havde opdaget, at Sven boede lidt
længere ude ad vejen på den store,
røde bondegård med alle køerne, …
da han var alene og ulykkelig hver dag.
Dengang var det svært. Da trak
Jenny ham i hans lange, sorte hår og
skreg Forbandede indianersnude! lige
ind i øret på ham, så han ikke kunne
høre med øret i flere timer. Og Sanne
sparkede ham over skinnebenene, så
de blev blåogsortegule af alle de blå
mærker.
– Skrub hjem til reservatet! hviskede
Nicole.

Nicole slår aldrig. Hun hænger bare
sammen med de andre to. Det er, som
om hun slet ikke har lyst, men alligevel
ikke kan lade være.
Dengang anede han dårligt nok,
hvad et reservat var for noget.
– Klip håret af mig! befalede han
mor. – Det sidder i vejen …
Så klippede mor det lange, fine hår
af ham. Da han så sig i spejlet, kunne
han næsten ikke kende sig selv igen.
Bagefter kunne de ikke trække ham i
håret, for der var ikke noget at tage
fat i. Kun superkorte stubbe.
Men en nat var der nogen, som
sprayede
Skrub hjem til
reservatet
din lede
INDIANER!
på deres postkasse nede ved vejen. Så
blev mor noget så skrækkelig vred.
Hun fulgte med Kevin i skole og fortalte
om, hvordan det føltes for hendes
folk at være tvunget til at leve på
et lille stykke indhegnet jord, det som
kaldes et reservat, når de tidligere
havde haft hele prærien at vandre omkring
på. Hun viste dem sin skinddragt
med frynser og trommede en
regndans på sin tromme, og hele klassen
skulle danse til trommehvirvlerne.
Hele skolen talte om regndansen
og lo ad hans mor og hendes morsomme
måde at snakke på. Kevin skammede
sig over hende. Hvorfor kunne
hun ikke være
som andre
mødre? Lidt mere almindelig? Lidt
mere svensk? Hvorfor havde han arvet
hendes brune, skæve øjne?
Dagen efter regnede det, ja regnen
styrtede ned. Der var et billede i avisen
af mor i hendes indianerdragt, og ved
Indianere
145

siden af hende var der et billede af
den oversvømmede Storegade, hvor
vandet stod som springvand rundt om
bilerne. Bagefter turde tøserne ikke
længere kaste sig over ham, og de blå
mærker på skinnebenene forsvandt.
Det var, som om de blev bange for
ham. Som om de troede, at han kunne
fremkalde regn og torden.
En dag mødte han Nicole ude på
gangen. Hun sagde ingenting, kiggede
ikke på ham. Det var, ligesom om hun
veg til side. Men de driller stadig.
– Smadder heldigt! havde far sagt,
da han læste avisen den morgen. – At
der var regn i de svenske skyer netop i
går!
– Heldigt? havde mor sagt, og
hendes øjne var blevet sorte.
Så blev Kevin næsten bange for
hende. Kunne mor virkelig danse
regnen frem? Som en troldkvinde?
Vreden blev siddende i mor, lige til
de købte en ny postkasse, som hun
malede fjer og sommerfugle på. Og
146
Indianere
en dag kom far hjem med en vagthund,
så mor og Kevin ikke skulle
være bange, når han var hjemmefra
flere dage i træk.
– Hun hedder Lady, sagde far.
– Nej, sagde mor. – Hendes navn er
Kachina. Det bringer held.
Kachina er navnet på de indianerdukker,
som hun syr. De bringer også
held, påstår hun. Og Kachina bringer
virkelig held med sig. For det var ved
hjælp af hende, Sven kom i kontakt
med Kevin.
Sven går sine egne veje, i sine egne
tanker. I flere uger havde de kørt med
samme skolebus og siddet i det samme
klasseværelse, Kevin og Sven. Men
først da Sven fik øje på Kachina, da
hun løb omkring og legede i haven,
fik han også øje på Kevin.
– Cool hund, sagde han.
– Ja, svarede Kevin og smagte på
ordet. Cool.
Sven havde ret. Kachina er noget af
en vaks hund. En blanding af alle
mulige racer, med en glad, logrende
hale, hængende ører og en tyk, sort
pels med hvide pletter. Verdens bedste
hund. Men hendes knurren kan
skræmme livet af den værste bølle.
Der er ingen, som skriver dumme
ting på deres postkasse, når Kachina

er i nærheden af det grønne hus. Det
er, som far siger, Kachina skræmmer
bøllerne bort. Kevin spekulerer på, om
det ikke snarere skyldes mors regndans.
Men han siger det ikke højt. Så
skifter far måske Kachina ud med en
rigtig vagthund. Sådan en, som man
ikke tør klappe. Kevin elsker Kachina,
og han vil ikke have hende byttet til
noget andet.
Det var sådan de blev gode venner,
Sven og Kevin. På grund af Kachina.

Piñata
børneleg fra sydamerika
Piñata er en leg fra Sydamerika. Her
leger børnene den især til fastelavn
eller i juledagene.
Piñata er en papmache-figur. Den
er gerne meget fantasifuldt udformet.
Ofte har den form som en fugl eller
en blomst.
Før legen begynder, fyldes piñataen
med slik og små stykker legetøj.
Bagefter hænges den op i en døråbning
eller på en gren i et træ. Den
skal hænge frit, så man kan slå til
den.
Der kan være 6-10 deltagere. På
skift får de bind for øjnene, bliver
drejet tre gange rundt og ført hen til
piñataen. Her får de en pind i hånden
og må slå tre gange mod piñataen.
Derefter er det den næste deltagers
tur. Det gælder om at slå hul på
piñataen, så slik og legetøj falder ud.
Legen kan fortsætte i lang tid, for
mange rammer ved siden af. Og en
god piñata går først i stykker efter
mange slag. Når den åbner sig, løber
børnene hen og tager de ting, de kan
få fat i. Man må kun tage så meget,
som man kan have i en hånd.
148 Indianere
Til at lave en piñata skal man bruge:
– en ballon
– lim eller tapetklister
– avispapir
– farvet krep- eller silkepapir
– snor eller ståltråd
– indpakket slik og små legetøjsting
1. Blæs ballonen op og bind den til.
2. Lim to lag strimlet avispapir på
ballonen. Brug rigeligt med klister.

3. Efter et par dages forløb er
limen tør. Stik hul på ballonen
og træk den ud, hvis I kan.
Ellers kan det være svært at
slå piñataen i stykker senere.
4. Lav en åbning i papirlaget, så I
kan fylde piñataen.
5. Hæng den op i en snor eller et
stykke ståltråd, så er det
lettere at arbejde videre.
6. Fyld piñataen med slik og
legetøj. Sæt tape over hullet,
så tingene ikke kan falde ud.
7. Dekorer med krep- og silkepapir.
Brug jeres fantasi. Her
kan I se et forslag med festlige
kræmmerhuse. I kan også
forme piñataen som en fugl
eller beklæde med papirblomster.
8. Når piñataen er færdig
hænges den op, og legen
begynder.
Fødselsdagssang
sydamerikansk indianersang
Så smuk er denne morgen.
Vi kommer for at fejre dig.
Vi kommer med glæde og fryd
for at lykønske dig.
Nu gryr det, og det er allerede dag.
Stå op, se det er allerede dag!
Den solskinsdag, du fødtes,
sprang alle skovens blomster ud,
og da du skulle ha’ dit navn,
lød nattergalens sang.
Nu gryr det, og det er allerede dag.
Stå op, se det er allerede dag.
Og se vor smukke gave:
to klare stjerner gi’r vi dig.
En lyser klart, når du står op,
den anden, når vi går.
Nu gryr det, og det er allerede dag.
Stå op, se det er allerede dag.
Indianere
149

150
1530
Luther indleder reformationen
1530-50
Renæssancen har bredt
sig fra Italien til hele Europa

Kapitel 8
Renæssancen
stjernerne
Når natten kommer
står jeg på trappen og lytter,
stjernerne sværmer i haven
og jeg står i mørket.
Hør, en stjerne faldt klingende!
Gå ikke ud i græsset på bare fødder;
min have er fuld af skår.
edith södergran
1535
Kopernikus beviser, at Jorden
bevæger sig omkring Solen
151

Kuplen på domkirken i Firenze er et mesterværk fra
renæssancen.
Vidste du, at hvis du havde
levet i renæssancen, ville
du have vasket dig mindre,
end du gør i dag. Konger
og dronninger gik i bad én
gang om måneden. De
fleste andre mennesker
badede kun om sommeren,
når vandet var varmt.
152 Renæssancen
VIDSTE DU, AT ...
Renæssancen
For 700 år siden var det spændende
at bo i Italien. Her skete en masse
nyt.
Lærde folk begyndte at tænke nye
tanker om verden. Og de læste
skrifter fra Romerriget og det gamle
Grækenland for at finde viden, som
stadig kunne bruges.
Man sagde, at den gamle viden
blev genfødt. Derfor kaldte nogen
tiden for renæssancen. Det betyder
„at blive født igen“.
I renæssancen havde videnskabsfolkene
travlt. De fik nye apparater,
som kunne hjælpe dem i deres
arbejde. De gjorde nye opfindelser
og opdagede fantastiske ting om
Jorden og universet.
Mange af verdens store kunstværker
blev skabt på denne tid. Rige
italienere betalte for kunsten, og til
sig selv byggede de flotte villaer og
paladser.
I løbet af 250 år bredte de nye
tanker sig til hele Europa. Renæssancen
kom til Danmark omkring
1550. Det er tiden, hvor fx Tyge Brahe
og Christian 4. levede.
Tyge Brahe var en berømt astronom
og videnskabsmand. I 1572 opdagede

Domenico di Bartolo malede dette flotte maleri på væggen i hospitalet i Siena, ca. 1440.
han en ny stjerne. Det var en stor
sensation. For på den tid troede
ingen, at der kunne dannes nye stjerner.
Tyge Brahe boede en tid på øen
Hven i Øresund. Hans slot Uraniborg
var et helt lille universitet. Her blev
studenterne undervist i matematik og
astronomi. Og her lå observatoriet
Stjerneborg med instrumenter, som
Tyge Brahe selv havde bygget.
Selv i dag spiller renæssancen en
rolle. Vi kan besøge prægtige slotte,
villaer og kirker, der blev tegnet af
arkitekter i renæssancen. Vi kan se
kunstnernes malerier og skulpturer
på museerne. Videnskabsfolk forsker
stadig efter ideer, der går helt tilbage
til renæssancen.
Renæssancen
153

Leonardo da Vinci
En af renæssancens berømte kunstnere
hed Leonardo da Vinci. Han blev
født i den lille by Vinci i Norditalien i
1452. Leonardos far var rig. Derfor
fik drengen lov til at komme i skole.
Han lærte at læse, skrive og regne.
Leonardo fandt hurtigt ud af, at
han var god til at tegne. Så han blev
sat i lære hos en dygtig kunstner. Her
lærte han at male og lave skulpturer.
Leonardo da Vinci tegnede sig selv 60 år gammel.
154
Renæssancen
Mona Lisa smiler – faktisk hed hun Lisa Gherardini.
Da Leonardo var udlært, fik han sit
eget værksted i Firenze. Her malede
han mange smukke malerier. Du kender
sikkert hans mest berømte billede
‘Mona Lisa’. Det forestiller en kvinde
med et underligt smil.
På den tid malede man ikke nøgne
mennesker. Men Leonardo ville vide,
hvordan kroppen så ud. Både indvending
og udvendig. Derfor begyndte
han at skære i døde kroppe. Og så
tegnede han alt det, hans så.
Leonardo brugte perspektiv. Derfor

Leonardo lavede hundredvis af tegninger af flyvende maskiner. Han tegnede bl.a. denne helikopter.
blev hans tegninger meget nøjagtige.
De kunne bruges af både læger og
kunstnere.
Leonardo tegnede også planter og
dyr. Han brugte især megen tid på
fugle. Han undersøgte, hvordan fuglekroppen
var sat sammen. Og han
studerede, hvordan fugle brugte
vingerne, når de fløj. Hans store
drøm var at fremstille en flyvende
maskine. Leonardo tegnede blandt
andet en helikopter. Men det lykkedes
ham aldrig at lave en maskine,
som kunne flyve.
Nu var Leonardo ikke den type,
der gav op. Tværtimod! Han brugte
sin fantasi og gjorde nye opdagelser.
I årenes løb lavede han tusindvis af
tegninger af maskiner. Han tegnede
bl.a. krigsmaskiner som kampvogne
og undervandsbåde. Og han skrev
bøger om, hvordan man kunne
bygge maskiner med tandhjul og
drivremme. Leonardo var både opfinder,
kunstner, arkitekt og ingeniør.
Han blev kaldt et geni og døde i
1519.
Renæssancen
155

Michelangelo
Michelangelo
En anden berømt kunstner hed
Michelangelo. Han blev født i 1475 i
en lille landsby uden for Firenze.
Måske er Michelangelo den største
billedhugger, der har levet. Som
12-årig begyndte han at male og lave
skulpturer. Det fortsatte han med
hele sit liv. Han huggede store livagtige
statuer ud i marmor. Michelangelo
blev pavens arkitekt. Han
skulle hjælpe med at gøre den nye
Peterskirke i Rom færdig. Han
tegnede den flotte kuppel. Og han
156 Renæssancen
Statuen af David
lavede en smuk udsmykning af Det
Sixtinske Kapel i Vatikanet. Michelangelo
skrev også digte, bl.a. den
slags som kaldes sonetter.
Han døde i 1564, mens han arbejdede
på en statue. Michelangelo
blev næsten 90 år gammel. Det var
en meget høj alder på den tid.

Gutenberg
Gutenberg
I middelalderen var bøger sjældne og
dyre. Hver eneste bog måtte skrives i
hånden. Og hvert eneste billede
måtte tegnes. Nogle munke fandt på
at udskære billeder og skrift i kobber-
eller træplader. Bagefter smurte
de dem ind i sværte. På den måde
kunne de trykke mange sider af hver
plade. Men der skulle mange plader
til en hel bog. Derfor blev det dyrt.
Johann Gutenberg fra Mainz fik en
god idé. Han fandt på, at man kunne
støbe hvert enkelt bogstav i bly. Så
Sådan kan Gutenbergs bogtrykkeri have set ud. I
midten står den store trykpresse. Den er lavet af egetræ
og går fra gulv til loft. Manden til venstre rører
tryksværte. Ham i midten er i gang med at trykke.
Manden forrest ser, om trykkene er gode nok. Til højre
er to mænd i gang med at indbinde en bog.
kunne man sætte bogstaverne sammen
til alle de ord, man ville. Bagefter
kunne de skilles ad og bruges
igen. En trykmaskine kunne trykke
flere hundrede kopier. Nu blev bøger
meget billigere. Gutenberg blev kaldt
bogtrykkunstens opfinder.
Renæssancen
157

Portræt af Giovanna Tornabuoni, 1488 af
Domenico Ghirlandaio.
Domstolen i Mantua, 1471-74 af Andrea Mantegna.
Syndefaldet, ca. 1480 af Hugo van der Goes.

Jagt på flodhest og krokodille, ca. 1615-16 af Peter Paul Rubens.
Arnolfini og hans hustru, 1434 af Jan van Eyck. Sommer, 1573 af Giuseppe Arcimboldo.

Stjernerne
af bent jørgensen
Hvis det aldrig blev mørkt, ville vi
ikke få stjernehimmelen at se. Først
når Solen går ned, begynder stjernerne
at vise sig. De har været der hele dagen.
Men de skinner så svagt, at de er umulige
at få øje på i Solens kraftige lys.
Inde i byerne er der ikke ret mange
stjerner at se om natten. Gadelyset og
lyset fra billygterne er alt for kraftigt.
Men uden for byerne kan man se et helt
tæppe af stjerner på nattehimmelen.
Flottest er stjernehimmelen, når det
er nymåne, og det er rigtig mørkt.
Lægger man nakken tilbage, er der
stjerner at se alle vegne. Det ser ud,
som om der er flere millioner stjerner.
Men så mange kan man slet ikke få
øje på. Selv hvis man anstrenger sig,
kan man ikke se mere end et par
tusinde.
Stjernerne er kun små prikker at se
på. Men det er, fordi de er meget langt
væk. I virkeligheden er stjernerne
kæmpestore. Vores Sol er selv en
stjerne. Og alle de stjerner, man kan
se, er mindst lige så store som vores
Sol. Mange er endda meget større.
De er kolossalt langt fra os. De
nærmeste er flere billioner kilometer
160 Renæssancen
væk – og en billion er et 1-tal efterfulgt
af tolv nuller! Lyset fra Solen er
otte minutter om at nå frem til os. Men
de allernærmeste stjerner er så langt
væk, at der går over fire år, før lyset
fra dem kan nå frem til os. De fleste
stjerner er endda så langt væk, at lyset
er flere hundrede år om at nå os.
Når man ser lyset fra en stjerne,
kan det altså være lys, som stjernen
udsendte i vikingetiden. Så længe
kan lyset have været på rejse, før det
rammer vores øjne.
I gamle dage kiggede folk meget
mere på stjernehimmelen end i dag.
De syntes, at nogle stjerner dannede
billeder af forskellige ting, som de
kendte fra deres hverdag.
Men det er nu ikke altid lige nemt
at få øje på stjernebillederne. Et af de
nemmeste er Karlsvognen. Den består
af fire stjerner, der danner en firkant
ligesom ladet på en vogn. Og så
er der tre stjerner, der godt kan ligne
en vognstang.
Man kalder også Karlsvognen for
Store Bjørn. Nogle synes nemlig, at
den ligner en bjørn. Men man skal have
en livlig fantasi for at kunne se det!
Lyren er et andet billede, man
nemt kan få øje på. En lyre er et
musikinstrument, man brugte meget

i gamle dage. Stjernebilledet Svanen
minder om en flyvende svane med
vinger, hale og hals. Og stjernebilledet
Kronen ligner faktisk en krone.
I gamle dage brugte man stjernerne,
når man skulle finde vej. Det er en af
grundene til, at man var så interesseret
i stjernehimmelen. En af stjernerne
kaldes Nordstjernen. Når man ser på
den, vender man mod nord. Man finder
den ved at kigge på Karlsvognen. Hvis
man trækker en linje fra de to bagerste
stjerner i det, der udgør vognladet,
kommer man til Nordstjernen.
Hen over stjernehimmelen strækker
der sig et bredt bånd af lys. Det
er Mælkevejen. Man syntes i gamle
dage, at den lignede en vej, hvor der
var spildt masser af mælk. Mælkevejen
består af stjerner. Alle de stjerner,
vi kan se, er en del af Mælkevejen.
Også Solen.
Der er 200 milliarder stjerner i
Mælkevejen. Det er et ufattelig stort
tal. Hvis man skulle tælle Mælkevejens
stjerner og kunne tælle en stjerne
i sekundet, ville man være over 6.000
år om at tælle dem alle! Så der er ingen,
der har talt dem. Man har regnet antallet
ud med computer.
Ude i himmelrummet – eller universet
– er der mange flere mælkeveje
– eller galakser, som de kaldes.
162 Renæssancen
Og hver eneste af dem indeholder
lige så mange stjerner som vores
Mælkevej.
En af galakserne kan man se gennem
en almindelig kikkert. Den kaldes
Andromedatågen, for den ligner nærmest
en tåge. Men den er en galakse,
der ligesom vores egen Mælkevej
indeholder milliarder af stjerner. Den
ligger så langt fra os, at lyset fra den
er over 2 millioner år om at nå frem til
os. Det lys, man ser fra den, blev
sendt af sted, længe før der fandtes
mennesker.
Mens man kigger på stjernehimmelen,
kan man være så heldig at se
et stjerneskud. I gamle dage troede
man, at det var en stjerne, der faldt
ned. Men stjerner falder ikke ned. Et
stjerneskud er bare et lille bitte støvkorn,
der kommer farende ude fra
himmelrummet. Når det lille korn
rammer Jordens luft, brænder det op
– og vi ser det som en lille lysende
streg hen over nattehimmelen.
Nogle nætter er der særlig gode
chancer for at se stjerneskud. Det er,
når Jorden på sin vej rundt om Solen
passerer gennem en hel sky af støvkorn.
Omkring den 12. august kan
nattehimmelen være et helt festfyrværkeri
af stjerneskud. Så kan man
se op til 100 stjerneskud i timen.

Peter Plys
af a.a. milne
„Ninus er meget klog,“ sagde Plys eftertænksomt.
„Ja,“ sagde Grislingen, „Ninus er meget klog.“
„Og han har et godt hoved,“ sagde Plys.
„Ja,“ sagde Grislingen,
„Ninus har et godt hoved.“
Der herskede en længere pause.
„Det er vel derfor,“ sagde Plys,
„at han aldrig forstår noget.“
VIDSTE DU, AT ...
Vidste du, at i år 2000
skulle tyskerne vælge det
menneske, der havde haft
størst betydning de sidste
1000 år. Valget faldt på
Gutenberg.
Renæssancen
163

Kant
af jon fosse
Jeg hedder Kristoffer, og jeg er ni år
gammel.
Jeg lå netop og tænkte på verdensrummet.
Verdensrummet er noget, som jeg
ikke kan forstå.
Jeg kan ikke forstå, at det er uendeligt,
for alt har jo en ende. Alt har en
kant, et eller andet sted. Men hvis
verdensrummet ender, hvad er der så
der, hvor det ender? Måske ingenting,
men hvad er så ingenting? For ingenting
er vel ingenting? Jeg forstår det
ikke, og jeg tænker igen og igen på
verdensrummet.
Det er derfor, jeg nu har lyst til at
råbe på far.
Jeg må spørge ham om verdensrummet.
Jeg går i tredje klasse, og jeg bryder
mig ikke om det, jeg ikke kan forstå.
Det er væmmeligt. Jeg vil råbe på far
og bede ham om at komme ind, så jeg
kan snakke med ham om verdensrummet.
Men han siger vel bare, at
jeg skal lægge mig til at sove nu. Hvis
han ikke siger det, så siger han nok, at
der er så meget, man ikke kan forstå.
Far har mange bøger, og han læser
164 Renæssancen
meget. Han siger, at der er så meget,
man ikke kan forstå.
Jeg tænker ofte, at der er en kæmpe
ude i verdensrummet. Han er så stor,
at ingen kan se, at han er der. Ingen
ved, at det er en kæmpe. Men kæmpen
er der hele tiden.
Så sover kæmpen, og så drømmer
kæmpen. Og så findes jeg bare i kæmpens
drøm. Det tænker jeg tit på, og
det gør mig bange.
Når jeg tænker, at jeg bare er til i
kæmpens drøm, så kniber jeg mig i
armen, så det gør ondt. Men det kan
jo være, at jeg drømmer det, og drømmer,
at jeg kniber mig i armen, og at
det gør ondt.
Det er uhyggeligt.
Jeg må råbe på far.
– Far! råber jeg. – Far!
– Ja, hvad er der Kristoffer? svarer
far.
– Jeg er bange, siger jeg.
– Jeg kommer nu, råber far.
Det er godt at høre, at far råber, at
han kommer. Så er han i alt fald med
i kæmpens drøm. Så er det ikke så
farligt alligevel.
Dér står far i døren ind til mit værelse.

Far har altid uglet hår. Han har en
bog i hånden.
Far sidder altid og læser om aftenen,
tænker jeg.
– Jeg er bange, far, siger jeg.
– For hvad dog? spørger han.
– Ikke noget bestemt, siger jeg.
– Der er ingenting at være bange
for, siger far.
– Jeg er bange alligevel, siger jeg.
Og så tænker jeg på, at far siger ingenting,
som om det var et helt almindeligt
ord. Lige så almindeligt som ordet
far eller stol. Men det er et umuligt
ord, som gør alle slags skumle ting
mulige. – Jeg er bange far, siger jeg.
– Hvad er du bange for? spørger far.
– Jeg tænker på verdensrummet,
siger jeg.
– På verdensrummet? spørger far.
Jeg nikker.
Så går far nærmere og sætter sig
ned på sengekanten.
– Verdensrummet er vel ikke noget
at være bange for, siger han.
– Nej, men jeg forstår det ikke, siger
jeg. – Enten må der være en kant derude,
og så ender verdensrummet efter
den kant. Men hvad er der så der,
hvor det ender? Hvis kanten ikke er
der, så falder det bare ned, og det går
da ikke, at det bare falder ned, vel?
Far holder om min skulder, og han
ser på mig.
Renæssancen
165

– Det har jeg også tænkt meget på,
siger han.
– Tænker du ikke mere på det nu?
spørger jeg.
– Ikke så meget. Det nytter ikke at
tænke på det. Det er alligevel ikke til
at forstå. Men jeg tror også, at jeg har
forstået, hvorfor jeg ikke forstår det
med verdensrummet. Det er, fordi vi
er mennesker, at vi ikke kan forstå
det. Altså, sådan tror jeg.
Og jeg har læst bøger af en mand,
der hedder Kant. Og da jeg læste
dem, så forstod jeg i alt fald lidt om,
hvorfor jeg ikke kan forstå alt. Noget
166 Renæssancen
forstår vi ikke, fordi vi tænker, som vi
gør. Når du bliver større, kan du også
læse bøger af Kant. Du kan studere
filosofi, hvis du har lyst. Det kan du
gøre på et universitet.
– Det er vel mest for dem, der kan
lide at tænke, ikke? spørger jeg.
Far nikker.
– Men jeg bryder ikke om at tænke,
siger jeg.
Jeg ser på far, og jeg tænker på, at
han også er med i drømmen, som
kæmpen drømmer om mig.
Han ved det bare ikke. Eller måske
er han med, men han forstår det ikke.

Det kan godt være, at det er sådan.
Jeg tænker, at jeg må fortælle far
om kæmpen.
– Du far, siger jeg.
– Ja, svarer han.
– Hvis det er sådan, at vi ikke kan
forstå, om verdensrummet falder ned.
Eller om det ender. Ja, hvis begge dele
kan passe, så er der jo meget, der kan
passe.
– Du er en klog dreng, siger far.
– Når der er så meget, der kan
passe, siger jeg. – Så kan det vel også
passe, at der er en kæmpe ude i verdensrummet,
som er så stor, at ingen kan
se ham.
Far ser på mig og nikker.
– Og så, siger jeg, – kan det godt
være, at jeg bare er med i kæmpens
drøm. At jeg er noget, som kæmpen
drømmer.
Far ser på mig.
– Måske, siger han.
– Det er den kæmpe, der gør mig
bange. Jeg tænker på, hvad der kan
ske, hvis kæmpen vågner.
Renæssancen
167

– Det behøver ikke at være så
farligt, siger far. Men jeg kan mærke
på hans øjne, at han synes, det er lidt
farligt.
Men så smiler far.
– Du er her, og jeg er her, siger han.
168 Renæssancen
– I morgen går du i skole, og når du
kommer hjem, så er jeg her. Når du
kommer hjem, skal vi ud at handle, og
så skal vi lave os en god middag. Ikke
sandt? Vi er her, du og jeg, ikke sandt?
Det er det, der er vigtigt. Hvis vi virke-

lig er i den kæmpes drøm, som du taler
om, så er det nok ikke så vigtigt. Det
kan være lige meget, så længe vi er her.
– Hvorfor er det lige meget? spørger
jeg.
– Hvis det er sådan, så er det sådan,
siger far. – Vi kan ikke gøre noget ved
det, det gør ingen forskel for os. Vi er
her. Hvis du er tørstig, så kan jeg
hente noget at drikke til dig. Hvis du
er træt, så kan du sove. Det er sådan,
det er, ikke sandt?
Jeg ligger på fars arm. Han siger, at
jeg er en klog dreng.
Men nu må jeg hellere sove, siger
han. Ellers bliver jeg træt i skolen i
morgen.
Når jeg bliver større, kan jeg læse
en masse om sådan noget som
verdensrummet. Om hvad vi kan forstå
og ikke kan forstå, siger far.
– Det vil jeg ikke, siger jeg.
– Så behøver, du heller ikke at gøre
det, siger far.
– Jeg bryder mig ikke om at tænke,
siger jeg.
– Nå ikke, siger far.
– Det er så uhyggeligt, siger jeg.
Far siger, at det godt kan være
uhyggeligt at tænke, men hvis man
gør det meget og længe nok, så er det
alligevel ikke så uhyggeligt. Så bliver
man tryg, når man tænker. Det har
han fundet ud af, siger han.
Jeg nikker.
– Men nu må du sove, siger far. Og
så rejser han sig, tager bogen op fra
gulvet og stryger mig over kinden igen.
– Hvad tid kommer mor hjem?
spørger jeg.
– Hun har aftenvagt, siger far.
– Men nu må du lægge dig til at sove.
Og så er hun her, når du vågner i
morgen, siger han.
Jeg ser far stå i døren ind til mit
værelse. Han siger, at han godt kan
lade døren stå på klem. Han er inde i
stuen, siger han.
Jeg beder ham åbne døren lidt
mere, og det gør han. Jeg tænker, at
far måske også er med i kæmpens
drøm. Måske behøver det ikke være
så uhyggeligt, fordi vi er med i den
drøm, tænker jeg. Alt bliver alligevel
ved med at være, som det er. Men
hvad nu, hvis kæmpen vågner? Hvor
bliver vi så af? Vi forsvinder vel ikke
helt af den grund? For det går ikke,
vel? For så er det jo det samme som
med verdensrummet, tænker jeg. Vi
bliver til ingenting, og det går ikke.
Ingenting, det er umuligt.
Renæssancen
169

tekster fra bogen
Engle
N.F.S. Grundtvig: Velkommen igen, Guds engle
små, 1830
Cecil Bødker: En fremmed fra „Marias barn
– drengen“, Gyldendal, 1983
Nils Hartmann: Den første julenat fra „Barn Jesus
– Jesu barndomsfortællinger“, Gyldendal, 2003
Ulf Stark: Ängeln och Den Blåa Hästen, Alfabeta
Bokförlag, Sverige, 1997.
Copyright © tekst Ulf Stark 1997
Kim Fupz Aakeson: Den grusomme jæger fra
„Den grusomme jæger“, Carlsen, 2001
Lean Nielsen: Mors engel fra „Englebog:
For voksne og børn”, af Elisabeth Ulddall,
Aschehoug, 1993
Nils Hartmann: Superman
Nils Hartmann: Engle
Sesam, luk dig op!
Henrik Nordbrandt: Ved sultanens hof fra
„Håndens skælven i november“, Brøndum,
1986
Kåre Bluitgen: Muhammed fra „Koranen og
profeten Muhammeds liv“, Høst & Søn, 2005
Peter Garde: Muhammed og islam fra „Islam“,
Gyldendal, 2001
Nils Hartmann: Kalligrafi
Nils Hartmann: Papir og pergament
Nils Hartmann: 1001 Nats Eventyr
1001 Nats Eventyr: Sesam! Sesam! Luk dig op! fra
„1001 Nats Eventyr 1“ bearbejdet af Hanne
Leth efter Else Schiølers tekst, Gyldendal,
1999
Ole Lund Kirkegaard: Hodja fra Pjort fra „Hodja
fra Pjort“, Gyldendal, 1970
Bo hr. Hansen: Kald mig bare Aksel fra „Kald mig
bare Aksel“, Lindhardt og Ringhof, 2002
170
Tekster fra bogen
Vikinger
Klaus Rifbjerg: Stærke kræfter fra „Leksikon“,
Gyldendal, 1996
Cecilie Bogh: Egil Skallagrimssøn genfortalt frit
efter „Historiske Fortællinger om Islændernes
Færd hjemme og ude“ i bearbejdelse efter de
islandske Grundskrifter ved N.M. Petersen,
Det Nordiske Forlag, 1901
Nils Hartmann: Runeskrift og sagaer
Maj Bylock: De mystiske tegn fra „Drageskibet“,
Gyldendal, 1997, oversat af Nils Hartmann
Nils Hartmann: Vermund og Uffe, gendigtet efter
dansk sagn
Oscar K.: Benni Båt fra „Benni Båt“, Dansklærerforeningen,
2005
Ridderliv
B.S. Ingemann: I alle de riger og lande fra „Holger
Danske. Et Digt“, 1837
Nils Hartmann: Den tapre ridder Roland gendigtet
efter „Rolandskvadet“, Det Nordiske
Forlag, 1897
Nils Hartmann: Uddannelse til ridder
Nils Hartmann: Store og små bogstaver
Erik Hjorth-Nielsen: Robin Hood fra „Robin
Hood – en billedfortælling“, Gyldendal, 1992
Kong Arthur: Tegneserie med tekst af Cecilie Bogh
Thorstein Thomsen: Richard Løvehjerte fra
„Thorsteins rim“, Attika, 2001
Hanne Kvist: Mørkets summen fra „Drengen med
sølvhjelmen“, Forum, 1999
Daniel Zimakoff: Tudefjæs fra „Tudefjæs“,
Carlsen, 2005
I liv og død
Lone Munksgaard Nielsen: Hvis jeg skal dø
engang fra „Skæbnen og mig, Digte for børn“,
Borgen, 2000
Nils Hartmann: Dante
Dante Alighieri: Den guddommelige komedie
gendigtet frit af Nils Hartmann efter „Dante

Alighieris Guddommelige Komedie“ i oversættelse
af Chr. K.F. Molbech, G.E.C.
Gads Forlag, 1929
Nils Hartmann: Den sorte død
Henrik Einspor: Ridder Clemens’ hjemrejse fra
„Med døden i hælene“, Gyldendal, 2001
Thomas Kingo: Sorrig og glæde fra „Aandelige
Siungekoors Anden Part“, 1681
Eva Chortsen: Livet er stort … fra „Verden er lys”,
Dansk Sang, 2006
Villy Sørensen: En kort historie fra „55 bagateller“,
Gyldendal, 2002
Asger Schnack: Begravelse fra „Bløde punkter“,
Høst & Søn, 2000
Kåre Bluitgen: Begravelse fra „Drengen der gik
over gevind“, Den Gode Historie – på eventyr,
2005
Mod fjerne mål
Salomon Tobler: Columbus fra „Christopher
Columbus. Rejsen til den ny verden“,
Tidens Forlag, 1990
Nils Hartmann: Marco Polos rejser frit efter
„Marco Polos Rejser“, genfortalt af Aage
Krarup Nielsen, Gyldendal, 1935
Nils Hartmann: Store opdagelsesrejser
Nils Hartmann: Af Christoffer Columbus’ dagbog
bearbejdet tekst efter „Christopher Columbus.
Rejsen til den ny verden. Columbus’ skibsjournal
og andre samtidige optegnelser 1492“,
Tidens Forlag, 1990, oversat af Gulla Rønnow
Larsen
Troels Kløvedal: Kokosøen fra „Med Asbjørn på
de store oceaner“, Gyldendal, 2005
Knud Holten: Fuldmåne-Skibet fra „Troldmandskrigen
og andre udvalgte eventyr“, Gyldendal,
1982
Indianere
Brian M. Fagan: Inkaernes sang til himmelguden
fra „Kongeriger af guld og jade: Amerika før
Columbus“, Chr. Erichsens Forlag, 1992,
oversat af Lisbeth Overgaard
Nils Hartmann: Indianere
Henry Wadsworth Longfellow: Lille Hiawatha fra
„Lille Hiawatha“, Forlaget Alma, 1985, oversat
af Susanne Vebel
Indianermyte: Indianerdrengen og natten fra „Den
Magiske Bog“, Dansk UNICEF Komite, 1992,
oversat af Nils Hartmann
Gull Åkerblom: Kevins mor er indianer fra
„Indianerbilen“, Gyldendal, 1999, oversat af
Nils Hartmann
Børneleg fra Sydamerika: Piñata fra „Games
around the World“, UNICEF, New York, oversat
af Nils Hartmann
Sydamerikansk indianersang: Fødselsdagssang fra
„Children’s Songs around the World“,
UNICEF, New York, oversat af Nils Hartmann
Renæssancen
Edith Södergran: Stjernerne
Nils Hartmann: Renæssancen
Nils Hartmann: Leonardo da Vinci
Nils Hartmann: Michelangelo
Nils Hartmann: Gutenberg
Bent Jørgensen: Stjernerne fra „Om natten“,
Gyldendal, 2005
A.A. Milne: Peter Plys fra „Peter Plys og hans
venner“, Gyldendal, 1954, oversat af Else Heise
Jon Fosse: Kant fra „Kant“, Det Norske Samlaget,
Oslo, 2005, oversat af Nils Hartmann
Tekster fra bogen
171

illustrationer
Illustrationer lavet til denne bog
Hanne Bartholin side 104-105
Karen Borch side 57, 144-147
Els Cools side 48
Otto Dickmeiss side 8-9, 28-29, 50-51, 68-69,
92-93, 114-115, 134-135, 150-151
Marie Gjessing side 106-113
Hans Høygaard side 130-132
Kristian Eskild Jensen side 27, 80-83
Lotte Nybo side 26
Kirsten Raagaard side 136-137
Claus Riis side 89-90
Morten Schmidt side 11-12, 37-38, 52-54, 71-73,
99-102, 123-125
Jette Svane side 21-25
Cato Thau-Jensen side 164-168
Pia Thaulov side 87
Jesper Tom-Petersen side 85
Andre illustrationer
Side 8 Musicerende engle fra triptykon i Santa
Maria La Real Kirken, ca. 1487-90.
Af Hans Memling. Koninklijk Museum,
Antwerpen/www.bridgeman.co.uk
Side 15 Dorte Karrebæk /billedkunst.dk
Side 18-20 Originaludgave udgivet af Alfabeta
Bokförlag, Sverige, 1977.
Copyright © bild Anna Höglund 1997.
Side 28 Fra: Munro S. Orr: The World’s Fairy
Book, 1933 /Mary Evans Picture Library
Side 31 Azis Efendi
Side 32 Scanpix/Reuters/Zainal Abd Halim
Side 33 Scanpix/Corbis/Christine Osborne
Side 34 Scanpix/AKG/Nuremberg Stadtbibliothek
Side 35 V & A Images
Side 36 Scheherazade, 1881. Olie på lærred.
Af Herman Emil Sprengel. Private Coll.
Bonhams, London/www.bridgeman.co.uk
172 Illustrationer
Side 40-45 Ole Lund Kirkegaard.
Fra: Hodja fra Pjort
Side 50 Scanpix/Corbis/Werner Forman
Side 55 Gyldendals Billebibliotek
Side 60-63 Esben Hanefelt Kristensen.
Fra: Saxo: Danmarkskrøniken
Side 65 Cato Thau-Jensen/billedkunst.dk
Side 66-67 Dorte Karrebæk. Fra: Benni Båt af
Oscar K.
Side 68 © Buena Park, Californien
Side 74 Bogillustration, 1460-68. Fra: René I af
Anjou: Livre du Tournois/Scanpix/AKG
/Bibliothéque Nationale
Side 75 Christian Würgler Hansen
Side 78 © Erik Hjorth-Nielsen/billedkunst.dk
Side 84 øv.: Miniature fra La Vie et Miracles du
Roi St. Louis, 1300-tallet
n.: Fra: Nordisk Familjebok, 1904
Side 92 Dødens triumf, ca. 1562.
Af Pieter Brueghel d. Æ. Prado-museet
Side 94 Dante læser i Den Guddommelige
Komedie, 1465. Af Domenico di Michelino.
Side 95-97 Træsnit af Ebba Holm m. motiver fra
Dantes Den Guddommelige Komedie
Side 98 Illustration fra bogen Les Trés Riches
Heures, ca. 1420. Af Limbourg-brødrene/
Det Kongelige Bibliotek.
Side 103 Dødedans. Af Elmelundemesteren.
Kalkmaleri i Nr. Alslev Kirke/
Foto: Thorkild Jensen
Side 114 Columbus går i land i Guanahani, 1594.
Farvelagt kobberstik. Af Theodore du Bry
Side 117 Christian Würgler Hansen
Side 119 Fra: Atlas Catalan af Abraham Cresque,
1375/Bibliothèque Nationale, Paris/Gyldendals
Billedbibliotek
Side 121-122 Gyldendals Billedbibliotek
Side 127-128 Troels Kløvedal. Fra: Med Asbjørn
på de store oceaner
Side 134 Scanpix/AKG/Karl Bodmer
Side 138 Fra: Kongeriger af guld og jade.
Af Brian M. Fagan

Side 139-143 José Oliveira
Side 150 Forår, ca. 1478. Af Sandro Botticelli.
Uffizi-galleriet. Firenze/’Scanpix/Corbis/
Alinari
Side 152 Kuplen på domkirken Santa Maria del
Fiore, Firenze. Af Filippo Brunelleschi/
Scanpix/Corbis/Zefa
Side 153 Udbygningen af hospitalet Santa Maria
della Scala i Siena, 1443. Fresco.
Af Domenico di Bartolo
Side 154 tv.: Selvportræt, 1512-15. Af Leonardo
da Vinci/Gyldendals Billedbibliotek
th.: Mona Lisa, 1503-06. Olie på træ.
Af Leonardo da Vinci. Louvre/Gyldendals
Billedbibliotek
Side 155 Helikopter. u. å. Skitse af Leonardo da
Vinci/Gyldendals Billedbibliotek
Side 156 tv.: Gyldendals Billedbibliotek
th.: David, 1504. Skulptur af Michelangelo
Buonarotti. Galleria dell’ Accademia,
Firenze/Gyldendals Billedbibliotek
Side 158 tv.: Portræt af Giovanna Tornabuoni,
1488. Olie på træpanel. Af Domenico
Ghirlandaio. Thyssen-Bornemisza Coll.,
Madrid/www.bridgeman.co.uk
th.: Syndefaldet, efter 1479. Olie på træpanel.
Af Hugo van der Goes. Kunsthistorisches
Museum, Wien /www.bridgeman.co.uk
n.: Hoffet i Mantua, 1471-74. Fresco.
Af Andrea Mantegna. Camera degli Sposi,
Palazzo Ducale, Mantua/Gyldendals Billedbibliotek
Side 159 øv.: Flodheste- og krokodillejagt, ca.
1615-16. Olie på lærred. Af Peter Paul Rubens.
Alte Pinakothek,
München/www.bridgeman.co.uk
n. th.: Sommer, 1573. Olie på lærred.
Af Giuseppe Arcimboldo. Louvre, Paris
/www.bridgeman.co.uk
n. tv.: Giovanni Arnolfini og hans brud, 1434.
Af Jan van Eyck. National Gallery, London/
Scanpix/Corbis
Side 161 © Birde Poulsen/billedkunst.dk
Side 163 Ernest Howard Shepard. Fra: The House
at Pooh Corner af A. A. Milne.
© Curtis Brown
Illustrationer
173