har også krav på - Find en freelancer

find.freelancer.dk

har også krav på - Find en freelancer

Mennesker

kanten

har også krav

et liv

Under en firsporet vej i Aalborg

ligger Skurbyen. Her holder

nogle af byens skæveste

eksistenser til, og de

bestemmer helt

selv, hvordan

deres liv skal

leves i den

lille by.

22 | HUS FORBI | nr. 7 juli 2010 | 14. årgang HUS FORBI | nr. 7 juli 2010 | 14. årgang | 23


af Lasse Telling

foto Kasper Jensen

- Vil I have en nisseøl?

46-årige Peter slår armen ud mod kommoden,

hvor der står to uåbnede flasker. Selv rører

han ikke nisseøl, fortæller han. Han holder

sig til de grønne Tuborg, som han hver dag får

leveret til sit lille hus i Skurbyen.

På bordet ligger der cigaretter og tomme

øldåser. Det, der ikke er plads til, er faldet ned

gulvet rundt om en 12-liters murerspand,

der fungerer som skraldespand. Katten Balder

spankulerer elegant rundt mellem det hele.

Skurbyen ligger ti minutters gang fra Aalborg

Banegård og huser en gruppe tidligere

hjemløse alkoholikere, der her kan opføre sig,

som de vil. De kan rode og larme – og have

deres misbrug i fred.

- De må drikke, ryge og junke. Vi smider

dem ikke ud. Kun hvis de er voldelige, fortæller

lederen af Skurbyen, Finn Christiansen, der

fik ideen til byen i 1994. Den åbnede i 1997 og

har siden været forbilledet for andre skurbyer

rundt om i landet. I 2003 fik Finn Christiansen

Hjemløseprisen for sit arbejde.

- Vi giver folk et anderledes liv, end de

ellers havde mulighed for. De mennesker,

der er kanten, har også krav et liv. Det

kan måske nogle gange være svært at få øje

, hvad det er for et liv, de har her, men ser

man det, og det gør jeg, er det et dejligt sted

at være, siger han, inden han bliver afbrudt

af Henrik, der iført hospitalstøj kommer ind i

fællesrummet. Med den ene hånd støtter han

sig op ad væggen.

- Finn, du kan godt se mig, at jeg trænger

til en bajer, ikke?

Piller, sprut og blå blink

Ligesom de andre beboere i Skurbyen var

Henrik hjemløs, inden han flyttede hertil. Han

bryder sig ikke om herberger, hvor folk kommer

og går. Der er ikke rart at være, og man kan

- Der er meget mere privatliv ved at

bo her end at bo herberget. Der

bliver der hele tiden banket døren.

Hugo

ikke være sig selv. Det kan man i Skurbyen.

Første gang vi møder Henrik, er dagen før,

da han inviterer os indenfor. Selvom det er sen

eftermiddag, ligger han i sengen.

- Jeg vil kun fotograferes med en bajer i

hånden. Det bliver jeg altid, siger den 40-årige

med en blanding af kluklatter og host. Han har

været druk i tre dage, og maven gør ondt.

Samtidig må han ikke drikke, når han også

spiser de piller med den abstinensnedsættende

fenemal, som personalet udleverer til ham.

- Jeg har lige været sygehuset tre gange

tre uger, efter at jeg er faldet om. Det er,

når jeg blander piller og sprut, fortæller han

nøgternt, mens socialpædagog Solveig Wagner

rækker ham et glas med piller.

- Husk vores aftale, Henrik. Du må ikke

drikke, når du får piller.

Samme aften bliver Henrik igen hentet af

en ambulance med blå blink og indlagt

sygehuset. Han blandede alligevel pillerne og

sprutten.

Lige inden for døren i personalehuset

hænger et spejl, der skal huske de tre fuldtidsansatte

i Skurbyen , at det er beboerne, der

bestemmer.

- Vi skal kunne se os selv i øjnene, når vi

går forbi det, ellers gør vi det ikke godt nok.

Det er et godt barometer for ens arbejdsdag,

fortæller Solveig Wagner, der har arbejdet i

Skurbyen i ni år.

- Vi respekterer beboerne og deres bolig, og

det tror jeg skinner igennem. Det siger meget,

at vi har deres tillid. De har haft mange skuffelser

i deres liv, og at de kan have tillid til os,

viser, at de er nogle gode mennesker.

For modgang er der nok af for de tidligere

hjemløse, og det var ikke let at finde et sted,

hvor der var plads til dem, forklarer Finn

Christiansen.

- Naboerne var slet ikke interesserede i at

have os her i starten og ville ikke have beboernes

gæster rendende. Vi smed gæster ud, og

der var nogle voldsomme episoder med folk i

armlås og politi. Men nu styrer beboerne det

meget mere selv, og så hjælper vi dem med at

sige fra, hvis de gerne vil have det.

Rejsen ender Almen Kirkegård

Ti minutters kørsel fra den lille indhegnede

skurby, bliver blikkene fjerne, mens urnen

sænkes det sidste stykke i jorden. Sammen

med de tre ansatte står vi ved Skurbyens nye

gravplads Almen Kirkegård i Aalborg. En

af Skurbyens beboere døde for nylig. De andre

beboere er ikke med til urnenedsættelsen. Det

er for følsomt for dem.

- Kristendommen fylder ikke meget herude

i Skurbyen. Der kommer en præst fra Korshæren

hver 14. dag, og så går vi meget op i, at de

får skrevet deres sidste vilje. Men ikke mere

end det, fortæller Finn Christiansen.

Det er 52-årige Hugo, der har overtaget

huset efter den afdøde beboer. I ni år har han

været hjemløs, og det sidste halve år har han

boet herberg.

- Der er meget mere privatliv ved at bo her

end at bo herberget. Der bliver der hele tiden

banket døren, siger Hugo. Han nulrer et

par cigaretskodder ud i sin pibe og fortsætter:

- Vi må helst ikke have overnattende gæster

her, men hvis man møder en sød pige, må man

godt tage hende med hjem. Det må man ikke

herberget.

Og gæster er vigtige, for at beboerne skal få

et godt liv, viser erfaringerne fra Skurbyen.

- Menneskene herude er ensomme, og derfor

er det godt med gæster. Det betyder meget

at have en rigtig ven, for vi er jo bare personale,

siger Finn Christiansen.

- Jeg er kommet så langt, at jeg synes dårligt

selskab er bedre end intet selskab. |

24 | HUS FORBI | nr. 7 juli 2010 | 14. årgang HUS FORBI | nr. 7 juli 2010 | 14. årgang | 25


- Det kan måske nogle gange være svært at få øje ,

hvad det er for et liv, de har her, men ser man det,

og det gør jeg, er det et dejligt sted at være.

Finn Christiansen, leder af Skurbyen

- Vi respekterer beboerne og deres bolig,

og det tror jeg skinner igennem. Det siger meget,

at vi har deres tillid. De har haft mange skuffelser

i deres liv, og at de kan have tillid til os, viser,

at de er nogle gode mennesker.

Solveig Wagner, socialpædagog

26 | HUS FORBI | nr. 7 juli 2010 | 14. årgang HUS FORBI | nr. 7 juli 2010 | 14. årgang | 27

More magazines by this user
Similar magazines