Om Blichers forfatterskab - Jan Thiemann

Om Blichers forfatterskab
Af Knud Sørensen
Det var ikke som forfatter, men som oversætter, at Blicher debuterede i 1807. Han
havde da brugt tre år på at oversætte Ossians digte fra engelsk til dansk, og under
det arbejde var han blevet fascineret af det at arbejde med ord. Han er blevet
overbevist om, at det egentlig ikke var præst, han ville være, selv om han var på vej
mod en teologisk embedseksamen, men digter. Og her bør det lige med, at i datiden
var en digter en, der skrev digte, altså lyrik, eller dramatik. Prosaen i form af
noveller eller romaner var ikke at finde i den anerkendte litteratur i Danmark på det
tidspunkt, altså i det første par årtier af 1800-tallet. Noveller var noget man læste i
de månedsskrifter, der i nogen grad udgjorde den tids triviallitteratur.
Blicher blev digter. Hans første bog med titlen Digte. Første Deel udkom i 1814, og
tre år efter kom endnu en digtsamling, Jyllandsreise i sex Døgn, og de to bøger
indbragte Blicher almindelig anerkendelse som digter, og i de følgende år så mange
af hans kendte digte, f.eks. Til Glæden og Til Sorgen tryksværte rundt om i
tidsskrifter.
Og så kommer et vigtigt år, 1822. Det år opgav Blicher poesien. Han skrev et digt
med titlen Farvel til min første Kjæreste, og denne kæreste var ikke en pige, men
poesien, som han i digtet aner først at skulle gense efter døden. For nu – som det
fremgår af det brev, han sendte med digtet til redaktøren af det seriøse
københavnske tidsskrift Harpen, som det skulle offentliggøres i – var han tvunget til
at prøve at tjene penge på at skrive, og penge tjente han ikke på sine digte, knap
nok var der nogen, der sagde ham tak. Nej, nu havde han lavet en aftale med
Elmquist i Aarhus, som var udgiver af månedsskriftet Læsefrugter, om at levere stof
til ham for en betaling af fem rigsdaler pr. trykark, altså fem rigsdaler seksten sider,
og så skriver man naturligvis ikke digte. Nej, nu skulle der tjæres noget prosa ned på
papiret, og prosa var som nævnt ikke anerkendt som ”rigtig” litteratur, selv om
f.eks. Ingemann nogle år i forvejen havde udgivet en bog med eventyr.
Og så kommer 1824, det år som eftertiden – men ikke samtiden – har betragtet som
prosaens gennembrudsår i Danmark. Det skyldes dels, at det år oplæste Poul Martin
Møller i studenterforeningen de første kapitler af sit aldrig afsluttede værk En dansk
Students Eventyr, og dels og ikke mindst, at man i Læsefrugter kunne læse Blichers
Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, et værk, der ikke bare var Blichers første
forsøg på at fortælle en historie i prosa, men også er en milepæl i dansk litteratur.
Man kan spørge sig selv, hvordan det dog gik til, at hans første novelle blev et stykke
fuldendt litteratur. Den lette forklaring er, at Blicher i sine bedste øjeblikke var et
digterisk geni, men man kan også finde en forklaring i, at Blicher bevidst eller
ubevidst indstillede sig på, at han (endnu) ikke var fortæller, altså epiker, men
lyriker. En lyriker arbejder ikke med små glidende forskydninger i et handlingsforløb,
men arbejder med øjebliksbilleder, og disse øjeblikke kan så skildres så intenst, at
de i læserens bevidsthed glider sammen til en ubrudt fortælling. Derfor var
dagbogsformen det rigtige valg, og den var også rigtig set ud fra, at en lyriker
(næsten) altid arbejder ud fra et ”jeg”.
Det vil være synd at sige, at dette hovedværk i ikke bare Blichers digtning, men i
dansk litteratur i det hele taget, vakte opmærksom, da det udkom. I litterært
dannede kredse læste man ikke den slags tidsskrifter, først 10 år senere, da Blichers
noveller begyndte at udkomme i bogform, blev han bedømt og anerkendt som

novelleforfatter.
Når man i dag læser Blichers noveller kronologisk, er det tydeligt, at efter
landsbydegnen lærer han sig efterhånden at blive fortæller, næsten fra grunden af,
og der går nogle år, inden der kommer noveller, der kvalitativt kan komme på højde
med den første. Det sker med f.eks. Sildig Opvaagnen (1828) og med
Hosekræmmeren og Præsten i Vejlbye (begge 1829). Men også de noveller, som var
offentliggjort i det af Blicher og bogtrykker Elmenhoff udsendte månedsskrift
Nordlyset, måtte altså vente nogle år på at komme i bogform og dermed blive læst
og vurderet i litterære kredse.
Blandt de vigtige år, når man ser på Blichers forfatterskab, er 1837. Da blev Blicher
syg, meget syg, alle og også han selv troede, at døden var nær. Og da var det, han
vendte tilbage til ”sin første kærlighed” altså poesien, som han dengang i 1822
havde forudset, han først ville møde igen efter døden. Han lå nu i sin sygeseng og
dikterede digte. Det blev til hans lyriske hovedværk Trækfuglene.
Men da han så nærmest mirakuløst var kommet sig, kastede han sig ud i det
samfundsengagement, der opfyldte hans sidste ti år med f.eks. møderne på
Himmelbjerget og hans deltagelse i møder rundt om i landet, hvor han talte for fri
forfatning, nordisk fællesskab og almenvæbning, det sidste som svar på den militære
trussel han anede sydfra, og som faktisk førte til treårskrigen 1848-50. Og disse
bestræbelser afspejles i hans forfatterskab og manifesterer sig i to af
hovedværkerne, nemlig De tre Helligaftener (1839) og E Bindstouw (1842).
Sammenligner man holdnings- og stilmæssigt de to værker med hans tidligere
noveller, f.eks. Hosekræmmeren er det tydeligt, at hvor Blicher tidligere var
digteren, der fortalte om almuen for den dannede læser, er han nu digteren der
skriver om folket for folket. Når man læser De tre Helligaftener om bondesønnen
Stærke Sejr, der redder samfundet ved at fange og binde røverne, der faktisk
kommer sydfra, har man fornemmelsen af, at man sidder med ved langbordet i en
bondestue og får fortalt en historie, der har levet i en enkel og mundtlig
overlevering. Og står man så med E Bindstouw i hånden, står man med det
dristigste, Blicher offentliggjorde. For første gang i vores litteratur får en
bondebefolkning lov til at udtrykke sin humor, sine følelser og sin styrke på sit eget
sprog. På den tid var dialekt foragtet i dannede kredse endda i så høj grad, at en
digter som Johan Ludvig Heiberg – for øvrigt også i 1842 – i en afhandling bl.a.
skrev: ”F.Ex. hos en dansk Skribent vil Alt, som bærer et specielt sjællandsk, fyensk,
jydsk Mærke efter alles Mening være forkasteligt.” Det er da også karakteristisk, at
dette hovedværk i vores litteratur kun opnåede én anmeldelse, det år det udkom.
Det er en slags skæbnens ironi – eller måske snarere retfærdighed – at mens kun få i
dag ville finde på frivilligt at læse Heibergs værker, får Blicher til stadighed nye
engagerede læsere.