Indholdsfortegnelse - Akademisk Opgavebank

opgavebank.dk

Indholdsfortegnelse - Akademisk Opgavebank

Indholdsfortegnelse

Forord s. 4

Indledning s. 4

Romantikken – nationen, folket og individet s. 4

Danske professorers konstruktion af et mere moderne individ s. 6

Problemformulering s. 7

Metodiske overvejelser s. 7

Videnskabsteori og metode i forbindelse med den kvalitative hermeneutiske

analyse jeg anvender ved besvarelsen af spørgsmål 1, og i forlængelse heraf

begrundelse for ekstra afsnit i projektdesign, operationalisering og

problemafgrænsning s. 8

Projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning s. 11

0. Redegørelse for den humanistiske videnskabshistoriske udvikling frem til

1819, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen udkommer s. 14

Oplysningstiden s. 14

Idealismen s. 15

Immanuel Kant s. 15

De tyske idealister s. 16

Heinrich Steffens s. 17

Niels Treschow s. 19

1


0a. Sibberns ontologiske position, som den fremgår i Menneskets aandelige

Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie fra 1819 s. 21

Ontologisk position s. 21

Livet som ontologisk fænomen s. 22

Det vegeterende liv s. 23

Det dyriske liv s. 24

Konklusion: Det åndelige menneskelige liv s. 24

De uorganiske ting s. 25

1a. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’

udlagt i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819? s. 25

Individet s. 26

Personlighed – når livet besjæler individet i overensstemmelse med sin grundform s. 27

Personlig frihed s. 29

Selvbevidsthed s. 29

Fornuft s. 30

Samvittighed s. 31

Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og selvforglemmelse s. 32

Følelser s. 32

Jeghedsfølelser s. 32

Universelle følelser s. 34

Sympathetiske følelser s. 34

Kærlighed s. 35

2


1b. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’

udlagt i Sibberns Psychologisk Pathologie fra 1828? s. 35

Det pathologiske s. 35

Drift s. 36

Sympathetiske og egoistiske drifter s. 38

Konklusion: De pathologiske fænomener i relation til Sibberns dannelsesideal s. 39

Første hovedtrin – naturtilskyndelsen s. 39

Andet hovedtrin – forstands- eller fornufttilskyndelsen s. 40

Tredje hovedtrin – karaktertilskyndelsen s. 40

Fjerde hovedtrin – livet i Gud s. 41

2. Summary s. 42

Litteraturliste s. 43

3


Forord

Jeg har valgt at gøre Sibberns psykologiske værker fra 1819 og 1828 til kilder for, hvordan man i

akademiske kredse i en lang periode i 1800-tallet omtrent har opfattet begreberne individ,

personlighed og personlig frihed, netop da disse værker og indholdet af disse i meget høj grad blev

anvendt på Københavns universitet og dermed må anses som en fælles akademisk reference for,

hvordan disse fænomener blev sat på begreb. I hvert fald har generationer af akademikere været

tilhørere til forelæsninger, hvor Sibbern har forelæst i psykologi, og indholdet af disse

forelæsninger må have afspejlet, hvordan Sibbern i sine værker om emnet fremstillede disse

fænomener. Stort set alle studerende, der ankom til Københavns universitet i perioden 1813 til

1869, har måttet tilegne sig dele af Sibberns psykologi, da de skulle til eksamen i emnet for at

gennemføre det filosofikum, der var portalen til de videre universitetsstudier.

Specialet vedrører også, hvordan psykologien opstår som en akademisk disciplin på Københavns

Universitet, men som hjemhørende under filosofien.

Da Sibbern formulerer hele sin psykologi og dermed også begreberne individ, personlighed og

personlig frihed i overensstemmelse med sin fortolkning af kristendommen, så tenderer Sibberns

psykologi imod at være en religionsfilosofi med vægten på dets betydning for det antropologiske,

og på visse steder bevæger han sig ind på områder, der ellers varetages af teologer. Derfor kommer

dette speciale til at omhandle emner og begivenheder, som jeg vil betegne som hjemhørende under

dansk religionshistorie.

Indledning

Romantikken – nationen, folket og individet

Claus Bjørn skriver i bogen Danmarkshistorien, bind 10, 1800-1850 på side 165, at romantikken

var ’en epoke i europæisk kulturhistorie, der strakte sig fra sidst i 1700-tallet til ind i 1830’rne’.

Bjørn skriver videre om romantikken, at bevægelsen i øvrigt er svær at sætte på formel, men at den

indebar et budskab om at frigøre jeg’et i forhold til dagligdagen og fornuften ved hjælp af fantasi og

inspiration, der skulle løfte mennesket ind i en oplevelse af en altomfattende guddommelig

sammenhæng, som gennemtrængte alle levende væsner. (Bjørn, 2003, 165) I den romantiske

litteratur opdagedes folket, og det jævne menneske ’repræsenterede ofte ..(..).. det ideale,

ureflekterede liv i pagt med den guddommelige ordning, som ikke mindst naturen var udtryk for’.

(Bjørn, 2003, 166)

Romantikken fik vidt forskellige udformninger rundt omkring i Europa, men i Danmark, hvor

romantikken slog igennem i årene efter 1800, var romantikken fuldstændigt domineret af den tyske

4


omantik og fik et i øvrigt et afdæmpet og harmonisøgende præg, der farvede både litteratur, kunst

og videnskabelig tænkning. Romantikken havde også i Danmark stor gennemslagskraft, blandt

andet ved at en lang række centrale begreber som personlighed, frihed, menneske- og samfundssyn

og nationalitet her bliver givet et meningsindhold, som rækker langt ind i en senere tid. 1 (Bjørn,

2003, 165-168)

Bjørn skriver, at romantikken blev introduceret i Danmark ved Heinrich Steffens’

forelæsningsrække i København, der indledtes den 11. november 1802 (Bjørn, 2003, 169), hvor der

sad mange af den kommende tids kulturpersonligheder og videnskabsmænd som tilhørere. Iblandt

andre Adam Oehlenschläger, Steen Steensen Blicher, Jakob Peter Mynster, Nikolaj Frederik

Severin Grundtvig, Hans Christian Ørsted, Anders Sandøe Ørsted og Frederik Christian Sibbern. 2

(Korsgaard, 2004, 208)

Steffens bringer historiefilosofien til Danmark, og forestillingen er den, at der er en parallel

sammenhæng imellem individet, nationen og hele menneskeslægten:

’Som det enkelte Menneskes Tilværelse er en Række af Tildragelser, hvis indvortes foreenende

Princip hans inderste Væsen selv er, saaledes bestaar Nationernes Historie af en Række afvexlende

Begivenheder, i hvilke det enkelte Individs falder med – og den hele Menneskeslægt, Nationerne

selv i deres Conflict, drives gjennem tusendfold Forandringer til et Maal, som ingen kjender. I

denne uendelige Vexelvirkning, hvis indvortes skabende Princip er os ubekjendt, virker hele

Menneskeslægten tvingende paa enkelte Nationer og Nationerne tvingende paa ethvert enkelt

Individ. Men det enkelte Menneske selv, med en Frihed i sin Barm, som vel kan kues, nedtrykkes –

selv til et ukjendeligt Minimum – men aldrig ganske udryddes, virker, med større eller mindre Kraft

tilbage paa sin Nation – fra sin Nation paa hele Menneskeslægten. Ved denne Vexelvirkning af det

Hele paa det Enkelte, af det Enkelte paa det Hele, fremstaar et identisk Billede – Historien, som

forudsætter den hele Natur, som Grundvolden for al endelig Tilværelse, og hele Menneskeslægten

som Udtrykket for hiin Vexelvirkning selv.’ (Korsgaard, 2004, 213, hvor han citerer fra Steffens:

Indledning til Philosophiske Forelæsninger i København, 1803, s. 91)

1 Det, jeg her har skrevet i forbindelse med romantikken og dens indtog i Danmark, er ikke kontroversielt. Mogens

Pahuus giver udtryk for helt tilsvarende opfattelser (Pahuus, Red., 2001, 6-7), det samme gør Ove Korsgaard

(Korsgaard, 2004, 142-144) og Lorenz Rerup. (Feldbæk, Red., 1991, bind 2, 331-332)

2 At sætte Steffens’ optræden i København som den skelsættende begivenhed for romantikkens indførelse er der stort

set enighed om. Pahuus skriver i bogen Punktnedslag i dansk livsfilosofi på side 6: ’De første årtier af 1800-tallet er

præget af den romantiske filosofi..(..).. Den romantiske filosofi introduceredes frem for alt af H. Steffens, men også

naturforskeren Hans Christian Ørsted bidrog markant hertil.’ Carl Henrik Koch og Korsgaard peger ligeledes på

Steffens som hovedskikkelsen i forbindelse med indførelsen af romantikken i Danmark. (Koch, 2004, 33), (Korsgaard,

2004, 205-206 )

5


I denne tekst, som er en del af manuskriptet til forelæsningerne i København i 1802-1803, lader

Steffens os ane, på hvilken måde han sammenkæder ’det enkelte menneske’, ’nationerne’,

’menneskeslægten’ og ’den hele natur’ som sammenhængende i en uendelig vekselvirkning i en

dynamisk proces imod sine egne skjulte mål. Selvom disse mål er skjulte, er det enkelte individ

alligevel udrustet med en ’frihed’ til at ane sin bestemmelse og påvirke sin ’nation’, som igen

påvirker de øvrige nationer og dermed menneskeslægten, og således bliver individet fortolket som

indlejret og hjemhørende i en slags ’verdenshistorisk hermeneutik’.

På den måde får det enkelte individ og dets måde at forvalte sin frihed karakter af en etiks opgave,

ikke mindst da Steffens forbinder de uransagelige og dynamiske lovmæssigheder, som

gennemtrænger alle ting som udtryk for Guds ånd. Historiske studier bliver dermed et middel til at

opnå erkendelse af Guds skjulte hånd i verden, og da mennesket er det ’højeste væsen’, hvori den

guddommelige besjæling kommer klarest til udtryk, giver studiet af menneskeslægtens historie

muligheden for en erkendelse af selve det guddommelige væsen. (Korsgaard, 2004, 213-214)

Derfor er det ingen overdrivelse, at i de idealistiske grundantagelser, som Steffens formidler til det

danske publikum, bliver det enkelte individ i høj grad tilkendt en væsentlig rolle i det store hele, da

det enkelte individ netop er det, som kan begribe dele af den guddommelige indgriben på jorden,

eller det enkelte individ er det væsen, hvori eller for hvem erkendelsen af det guddommelige finder

sted, og som det enkelte individ bør tilse at bringe sig i overensstemmelse med og samarbejde med.

Danske professorers konstruktion af et mere moderne individ

Den opmærksomhed på individet, som der opstår i romantikken, afspejler sig også i, at der for

første gang udgives egentlige lærebøger i psykologi til brug på universitetet, og disse er væsentlige

kilder til, hvordan begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ bliver givet et særligt

meningsindhold i Danmark i den tids videnskab.

Niels Treschow, der var professor i filosofi ved Københavns Universitet fra 1803 til 1813, hvorefter

Frederik Christian Sibbern overtog professoratet indtil 1870 (Jensen, Red., 1980, 44 og 49), var den

første til at skrive en dansk lærebog i psykologi til universitetsbrug på dansk. (Jensen, Red., 1980,

48-51) Titlen på Treschows bog, der udkom i 1812, var Om den menneskelige Natur i

Almindelighed, især Dens aandelige Side. 3

I 1819 udkom Sibberns første psykologilærebog Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast

til en Psychologie, der i 1828 blev ledsaget af efterfølgeren, Menneskets aandelige Natur og Væsen.

3 Faktisk udgav Treschow, allerede i 1803, en lærebog til monarkiets latinskoler for det nye fag antropologi, som

omfattede disciplinerne anatomi, diætetik, fysiologi, teoretisk gymnastik og psykologi. Den psykologiske del omfattede

ca. 100 sider, og disse var udgangspunktet for den senere Om den menneskelige Natur i Almindelighed, især Dens

aandelige Side fra 1812. (Koch, 2004, 151-152)

6


Et Udkast til en Psychologie. Psychologisk Pathologie, som jeg herefter blot vil benævne med titlen

Psychologisk Pathologie.

Det bliver Sibberns bøger, der får et langt liv for så vidt, at de i modificeret form blev genoptrykt i

1843, 1849, 1857, 1862, 4 og i 1885 genudgives bind to fra 1828. 5 Derfor har vi grund til at tro, at

Sibberns to værker bliver en slags fælles reference i perioden eller opnår en slags status som to

sammenhængende autoritative værker på området indtil langt op i 1800-tallet. Da jeg derfor har

grund til at tro, at disse værker har haft en ikke uvæsentlig virkningshistorie i sam- og eftertiden,

vælger jeg disse som kilder for min undersøgelse. Da Sibbern er professor på Københavns

universitet fra 1813 til 1870, vil jeg også undersøge, i hvilken grad der er grund til at tro, at det

fremsatte i disse lærebøger har været formidlet igennem Sibberns undervisning.

Problemformulering

1. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i

Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819 og Psychologisk Pathologie

fra 1828?

Metodiske overvejelser

For at besvare spørgsmål 1 må jeg fremhæve og analysere relevante aspekter af de nævnte værker,

hvor min metodiske tilgang er kvalitativ-hermeneutisk. Denne metodiske tilgang vil jeg uddybe i

det efterfølgende afsnit, da jeg mener, at dette vil præcisere min metode for min læser. Det er også

nødvendigt, da jeg her begrunder, hvorfor jeg vælger at lade indgå afsnit i det efterfølgende

’Projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning’, som ikke umiddelbart kan udledes af

problemformuleringen.

4 Disse genoptryk er sammentrængte udgaver, hvor det væsentligste fra både Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et

Udkast til en Psychologie og Psychologisk Pathologie er medtaget, men de grundlæggende anskuelser er de samme.

(Sibbern, fortalerne til 1843 og 1862 udgaven, som indgår i 1862-udgaven, Psychologie, indledet ved almindelig

Biologie, i sammentrængt fremstilling)

5 Den sidste udgave fra 1885 er ’pa smaa Ændinger nær’ et genoptryk af udgaven fra 1828. (Sibbern, G., 1885, fortalen

til Psykologisk Patologie) Jeg har sammenlignet på udgaverne af værkerne fra 1828 og 1885 og har konstateret, at der

ikke er grund til at betvivle Gabriel Sibberns udsagn. Begge består af tre kapitler og er struktureret ved hjælp af 104

paragraffer med hver sin titel, og samtlige titler på alle 104 paragraffer er nøjagtig enslydende.

7


Videnskabsteori og metode i forbindelse med den kvalitative

hermeneutiske analyse jeg anvender ved besvarelsen af spørgsmål

1, og i forlængelse heraf begrundelse for ekstra afsnit i

projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning

1. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i Sibberns

Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819 og Psychologisk Pathologie fra 1828?

Dette upræcise spørgsmål må jeg have struktureret eller inddelt i delspørgsmål, der tilsammen vil

besvare spørgsmålet, så undersøgelsen af kilderne bliver så stringent, at den lever op til kravet om

videnskabelighed. 6 Da undersøgelsen ifølge emnets og kildernes karakter kun kan udføres ved

hjælp af en kvalitativ og hermeneutisk tilgang, må jeg tilstræbe en metodisk tilgang og indstilling i

overensstemmelse med idealerne for hermeneutisk videnskab, og derfor har jeg med vilje

formuleret spørgsmålet lidt løst og ikke operationaliseret spørgsmålet, som var det en mere empirisk

orienteret undersøgelse. For at inddele spørgsmål 1 i underspørgsmål, der tilsammen besvarer

spørgsmålet, ikke udtømmende, men dog meningsfuldt, har jeg været nødsaget til at læse de

pågældende værker af Sibbern for derigennem at undersøge, hvordan delspørgsmålene har kunnet

stilles meningsfulde i forhold til de svar, som kilderne faktisk giver. Det har så vist sig, at Sibbern i

værkerne anvender netop disse begreber, og derfor er delspørgsmålene stort set udledt af spørgsmål

1, men i mindre bidder. Hvordan, jeg har udført dette, fremgår af projektdesignet, som er afsnittet

herefter.

Denne fremgangsmåde finder jeg begrundet på baggrund af idealerne for en kvalitativ-hermeneutisk

metode, som jeg her kort vil redegøre for. Jeg tilstræber en metodisk tilgang, der er inspireret af

Hans George Gadamers hermeneutik. Som jeg fortolker dette ideal, så indebærer denne tilgang for

det første en fordomsfri indstilling af mig, og ideelt set også af min læser, hvilket Gadamers begreb

’fuldkommenhedsforventning’ refererer til. Med begrebet henvises til, at det er nødvendigt at have

det udgangspunkt, at kilderne udtaler sig sandt og meningsfuldt om emnet, de omhandler. Det vil

sige, at jeg bør gå til kilderne med størst mulig åbenhed overfor, at Sibberns fortolkninger er

meningsfulde. Denne forventningsfulde tilgang er nødvendig, da al dybere forståelse er kendetegnet

ved en horisontsammensmeltning, hvilket kortest muligt forklaret vil sige, at både jeg, der

undersøger, og Sibbern, der skrev, har taget farve af den tid og det miljø, vi har levet i, så den

horisont af viden, færdigheder og selvfølgeligheder, vi derfor orienterer os i og ved hjælp af,

6 Ud over fortalerne i begge værker består bogen fra 1819 af 330 sider og bogen fra 1828 af 480 sider. Det betyder også,

at det er nødvendigt at udarbejde et begrebsligt analytisk redskab, hvormed der kan selekteres, hvis det skal være muligt

at fremstille aspekter herfra i en meningsfuld sammenhæng.

8


forhindrer forståelsen af den anderledes forståelseshorisont, medmindre man er indstillet på i nogen

grad at sætte sig ud over egen horisont. (Køppe, Red., 1995, 118-121)

Praktiske konsekvenser heraf for denne undersøgelse, hvad angår den ontologiske og

videnskabshistoriske tradition, som Sibbern befinder sig i og selv baserer sig på

Set i det perspektiv er Sibberns værker udtryk for både tidstypiske og helt sikkert egne antagelser.

Det vil sige, at under undersøgelsen vil jeg og med mig min forståelseshorisont møde aspekter af

den forståelseshorisont, der er Sibberns og den tid og det miljø, han levede i. En kvalitativ-

hermeneutisk undersøgelse er på den måde altid et møde imellem to forståelseshorisonter, da ingen

er uhildet, neutral og fordomsfri i mødet med den forståelseshorisont, som kilderne er udtryk for og

udgør. Derfor kaldes Gadamers fortolkningsvidenskab også for den perspektivistisk-hermeneutiske

metode, da alle ’altid-allerede’ på forhånd har et perspektiv, hvoraf størstedelen er ikke-bevidst, og

en samvittighedsfuld undersøgelse af kilder må derfor indebære en grad af sammensmeltning

imellem horisonter. 7 (Olsen, 2003, 160-161)

Sibberns værker fra 1819 og 1828 er udtryk for hans særegne fortolkning af menneskets indre liv,

men er i høj grad også udtryk for tidens videnskabelige forståelseshorisont, hvor Danmark står i

særlig gæld til Tyskland. Koch skriver i forordet til Den danske idealisme på side 11 og 12, at

tidens videnskab praktisk talt er ubegribelig uden et vist kendskab til den tyske videnskabshistorie,

idet der gøres brug af en terminologi, der både fremstiller og baserer sig på en særlig ontologi,

hvilket vil sige en særlig opfattelse af virkelighedens beskaffenhed. 8

7 Udtrykket ’altid-allerede’ stammer fra Heidegger, men anvendes også af Gadamer, således er udtrykket en fagterm

indenfor videnskabsfilosofien. (Lübcke, Red., 1989, 131-136)

8 Ontologi er en filosofisk disciplin, hvorunder der arbejdes med tilværelsens store spørgsmål som: ’Er verden af

materiel eller åndelige natur?’, ’Har mennesket en fri vilje eller er det blot et produkt af arv og miljø og derfor

forudbestemt til at handle på én ganske bestemt måde?’ (Klausen, 1998, 12) Ifølge Søren Harnow Klausen er de

ontologiske grundpositioner; dualisme, materialisme, idealisme og dobbeltaspektteorien. Dualismen er den ontologiske

position, at virkeligheden antages at bestå af to uafhængige og forskellige ontologiske regioner, det materielle og det

bevidsthedsmæssige. Materialisme er den position, hvor virkeligheden grundlæggende antages at være materiel, hvilket

vil sige, at den tilsyneladende ikke-materielle bevidsthed i den sidste ende antages at være identisk med en særlig slags

fysiske fænomener. Idealismen er den grundantagelse, at alt, hvad der eksisterer, dybest set er af bevidsthedsmæssig

natur, og de materielle ting derfor dybest set er fremtrædelsesformer for en ikke-materiel værensform.

Dobbeltaspektteorien betegner den position, hvor grundantagelsen er den, at bevidsthed og det materielle ikke er absolut

forskellig, men blot er to forskellige måder, hvorpå den samme virkelighed fremtræder, og at der grundlæggende er

identitet imellem disse to fremtrædelsesmåder. (Klausen, 1998, 38-39)

Jeg nævner dette, da der er uenighed om, hvorvidt de tyske og danske idealister er idealister eller tilhængere af

dobbeltaspektteorien. Når disse idealister betegnes som idealister, er det næppe uafhængigt af, at den eller de, der har

bedømt disse ’idealister’ som idealistiske, selv er materialister. Vi orienterer os, som børn af vores tid, overvejende

materialistisk, og set fra et materialistisk synspunkt bliver det nærliggende at betragte alle ikke-materialistiske

positioner som idealistiske, som er den mest radikale modsætning til en materialistisk position, da man som materialist

er tilbøjelig til at se alle gradbøjninger af det bevidsthedsmæssige som overflødig.

Hvis vi spurgte Sibbern og de øvrige ’idealister’, om de selv så sig som idealister i den betydning af begrebet, som

Klausen har, så ville en del af disse idealister og Sibbern formentlig protestere, da deres bestræbelse, ifølge Klausen og

9


Jeg vurderer, at det i praksis betyder, at det er nødvendigt med et afsnit, hvor jeg kort redegør for

den humanistiske videnskabshistorie frem til 1819, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen

udkommer. Da det er nødvendigt at præsentere Sibberns værker i den videnskabshistoriske

kontekst, hvori de hører hjemme, og som er mere eller mindre nødvendig for overhovedet at forstå

de ontologiske og erkendelsesteoretiske præmisser for den tids videnskab og dermed at forstå

Sibberns værker. Afsnittet vil kun være redegørende, og jeg baserer mig her overvejende på lødig

sekundærlitteratur, og afsnittet vil ikke rumme noget overraskende for den læser, der er orienteret i

emnet. Dog har jeg læst de første 50 sider af den nævnte bog af Treschow for at orientere mig lidt i

Sibberns forgængers værk om samme emne, og derfor baserer jeg mig her på primærlitteratur. I

projektdesignet fremgår, hvilke af tidens videnskabsfolk jeg har valgt at fremhæve. 9

Ligeledes ser jeg mig nødsaget til i særskilte afsnit at præcisere Sibberns ontologiske position, som

den fremgår i Menneskets aandelige Natur og Væsen, med henblik på at få frem i lyset, på hvilket

grundlag han baserer sig. 10 Dette afsnit vil udgøre udgangspunktet for besvarelsen af spørgsmål 1.

Bjarne Troelsen, var at finde enheden bag eller identiteten imellem det bevidsthedsmæssige og det materielle. (Klausen,

1998, 117 og 140-142), (Pahuus, Red., 2001, 14-20)

Man kan så mene, at ambitionen er håbløs eller at de ’idealistiske’ filosoffers ambitioner om at slå bro imellem

virkelighedens to aspekter ikke lykkedes, men de fleste vil helt sikkert mene, at de prøvede, og hvis vi vil forstå denne

periodes videnskab, må vi være villige til at prøve at forstå dem, som de ønskede at blive forstået, hvilket jeg kan

konkludere under henvisning til Gadamers teori om ’forståelseshorisonter’ og ’horisontsammensmeltning’. Det betyder,

at både denne undersøgelse og læsningen heraf kræver af os, at vi i det mindste er villige til at anerkende, at den

ontologiske position, som Sibbern repræsenterer, er en position, som er mulig at have, og at det formentlig var en

almindelig antagelse i perioden, og derfor må vi tage denne ontologiske position seriøs, hvis vi vil beskæftige os med

tidens videnskab på andet end et overfladisk plan.

Som en tilføjelse til hvad jeg har skrevet om, at vores tid er domineret af en materialistisk ontologi, så er det på sin

plads at nævne, at en af vor tids betydningsfulde alternative ontologiske grundantagelse til materialismen er den

moderne fænomenologi, som Husserl grundlagde, og som Heidegger og Gadamer er repræsentanter for. (Pahuus, 1975,

113-119) Det betyder, at undersøgelse i forbindelse med spørgsmål 1 baserer sig på en fænomenologisk ontologi. Jeg

nævnte ikke denne position i sammenhæng med de øvrige, da Klausen i stedet nævner fænomenologien som et

væsentligt supplement til de øvrige ontologiske grundpositioner. (Klausen, 1998, 288-298)

9 Vedrørende sine kilder til Menneskets aandelige Natur og Væsen oplyser Sibbern i fortalen, at han kun sjældent

direkte har anført kildehenvisninger og de få, der er ’..maatte heller være blevne borte. Man har ikke Anledning til paa

et eller andet bestemt Sted i et Skrivt at anføre saadane Forfattere, hvis Grundtanker, om man end just ikke aldeles er

gaaet ind i deres Fremstillingsmaade, ligge til grund overalt. Man har dem for meget at takke, til at kunne anføre dem

her eller der. ’ (Sibbern, 1819, Fortalen, X) De forfattere, som Sibbern mener at være helt i overensstemmelse med, er

Platon, Kant, Fichte, Schelling, Steffens og Jean Paul, samt visse unavngivne digtere, som en psykolog også har meget

at takke for. Fortalen afsluttes med ordene; ’ei heller behøves vel, at den Hellige Skrivt nævnes, da dens store

Indflydelse paa mit psychologiske Studium vel maa forstaae sig af sig selv.’ (Sibbern, 1819, Fortalen, X) Sibbern mener

åbenbart selv, at det, han skriver, er helt i overensstemmelse med disse angivne kilder. Treschow er ikke nævnt her som

én, han er helt enig med, men er derimod nævnt et enkelt sted, da Sibbern er uenig med ham. (Sibbern, 1819, 314)

10 Sibberns ontologiske position er ikke anderledes i Psychologisk Pathologie, og derfor er redegørelsen for denne, som

den fremgår af Menneskets aandelige Natur og Væsen, også gældende for den. Dette baserer jeg på, at der i

Psychologisk Pathologie er utallige henvisninger til forgængeren. Andet bind er bogstavelig talt i fortsættelse af den

første. Der er ikke tale om, at Sibbern har ændret synspunkt.

10


Projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning

0. Redegørelse for den humanistiske videnskabshistoriske udvikling frem til

1819, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen udkommer

Oplysningstiden

Idealismen

Immanuel Kant

Heinrich Steffens

Niels Treschow

1. Sibberns ontologiske position, som den fremgår i Menneskets aandelige Natur

og Væsen. Et Udkast til en Psychologie fra 1819

Som allerede nævnt er besvarelsen af dette spørgsmål et udgangspunkt for og en begyndelse af

besvarelsen af problemformuleringens spørgsmål 1. Afsnittet har jeg struktureret ved hjælp af

følgende underemner, som jeg vil redegøre for, og som tilsammen vil udgøre en kortfattet, men

sammenhængende redegørelse for Sibberns ontologi, der opsummeres i afsnittet ’Konklusion: Det

åndelige menneskelige liv’.

Ontologisk position

Livet som ontologisk fænomen

Det vegeterende liv

Det dyriske liv

Konklusion: Det åndelige menneskelige liv.

De uorganiske ting

1a. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt

i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819?

I Menneskets aandelige Natur og Væsen udlægger Sibbern begreberne ’individ’, ’personlighed’ og

’personlig frihed’ med vægten på den ideelle og vellykkede personlighedsudvikling. Derfor vil jeg i

denne undersøgelse beskæftige mig mest med Menneskets aandelige Natur og Væsen, da det er her

problemformuleringens første spørgsmål især besvares.

11


Besvarelsen af spørgsmålet vil jeg strukturere ved først at fremhæve det centrale vedrørende

begrebet ’individ’ og herefter for begreberne ’personlighed’ og ’personlig frihed’.

Under redegørelsen for disse centrale og sammenhængende begreber må jeg inddrage visse andre

centrale begreber, som Sibbern selv anvender i sammenhæng med hovedbegreberne individ,

personlighed, personlig frihed. Hvilke begreber, der her er tale om, fremgår herunder som de

overskrifter, der er understregede, men ikke fede.

I afsnittet ’Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og

selvforglemmelse’ opsummerer jeg det gennemgåede og supplerer ligeledes med de nødvendige

ledsagebegreber.

Individet

Personlighed – når livet besjæler individet i overensstemmelse med sin grundform

Personlig frihed

Selvbevidsthed

Fornuft

Samvittighed

Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og selvforglemmelse

Følelser

Jeghedsfølelser

Universelle følelser

Sympathetiske følelser

Kærlighed

1b. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt

i Sibberns Psychologisk Pathologie fra 1828?

Spørgsmålet, hvordan begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlægges, vil jeg

især besvare ved hjælp af Menneskets aandelige Natur og Væsen.

I Psychologisk Pathologie gives omtrent de samme svar, som jeg også kortfattet vil redegøre for,

men da dette værk fortrinsvist omhandler, hvad der forhindrer den ideelle personlighedsudvikling,

12


der især skildres i forgængeren, vil jeg ligeledes som en del af besvarelsen på

problemformuleringens spørgsmål kortfattet redegøre for disse psykiske fænomener, der udgør en

fare for personlighedsudviklingen, som Sibbern benævner som de pathologiske.

Denne kortfattede redegørelse for disse pathologiske fænomener og den kortfattede redegørelse for

individ, personlighed og personlig frihed, som det fremstilles i Psychologisk Pathologie, har jeg

struktureret ved hjælp af følgende overskrifter.

Det pathologiske

Drift

Sympathetiske og egoistiske drifter

Konklusion: De pathologiske fænomener i relation til Sibberns dannelsesideal

Første hovedtrin - naturtilskyndelsen

Andet hovedtrin - forstands- eller fornufttilskyndelsen

Tredje hovedtrin - karaktertilskyndelsen

Fjerde hovedtrin - livet i Gud

13


0. Redegørelse for den humanistiske videnskabshistoriske

udvikling frem til 1819, hvor Menneskets aandelige Natur og

Væsen udkommer

Oplysningstiden

Oplysningstiden startede omkring 1695 og varede til omkring 1789. Bevægelsen udgik fra England,

men fandt sine mest markante udtryk i Frankrig. Oplysningsfilosofferne og deres disciples program

var en mere selvstændig og kritisk forholdemåde og en vurdering af alle fordomme og alle

videnskabelige, politiske og religiøse autoriteter. Ved hjælp af uhildet fornuft og disciplineret brug

af sanserne burde traditioner og sædvaner vurderes og ændres, hvis disse ikke var hensigtsmæssige.

(Lübcke, Red., 1996, 324-325), (Sørensen, 2003, 483-484) I oplysningstiden foregår en

sekulariseringsproces, hvor en religiøs og spekulativ virkelighedsopfattelse trænges tilbage til fordel

for en mere verdslig opfattelse af virkeligheden, hvilket ikke er en uproblematisk proces, da der

dermed rokkes ved hele samfundsstrukturen og dennes legitimering, den kristne religion. Den

danske oplysningsfilosofi og dens repræsentanter var dog aldrig så radikal, at der for alvor blev

stillet spørgsmålstegn ved den bestående orden. (Feldbæk, 2003, 191)

Fra omkring 1720 bliver oplysningsfilosofien en væsentlig åndsretning i Danmark (Danmark-

Norge, 108), og omkring 1750 skulle borgerskabet i byerne i det danske rige have tilegnet sig

oplysningstidens forestillinger. (Feldbæk, 1998, 111) Hovedskikkelsen i etableringen af en dansk

oplysningsfilosofi var Ludvig Holberg. Ole Feldbæk angiver ligefrem Holbergs fortløbende

forfatterskab som udtryk for, hvordan oplysningen trænger igennem (Feldbæk, 1998, 109), og i

Kocks bog Dansk oplysningsfilosofi benævnes perioden indtil 1750 som ’Holbergs tidsalder’, hvad

litteraturhistorie angår. (Koch, 2003, 211)

Oplysningstidens opvurdering af det fornuftige indebar en nedvurdering af de ikke eller mindre

fornuftige fænomener som følelser, lidenskaber, affekter og fantasi, som nærmere ansås som selve

årsagen til ufornuftige handlinger. (Pahuus, 1995, 14) I oplysningstidens højsommer er der også

eksempler på en mindre ensidig fremhævelse af det fornuftige. I Rousseaus Afhandling om

videnskaberne og kunsterne fra 1750 fremføres tanken, at kulturen og samfundets institutioner var

hovedårsagen til fordærvelsen af den oprindelige frie, gode og følsomme menneskenatur (Pahuus,

1995, 15), og selvom Rousseau er oplysningsfilosof, så fremhæver han fra 1750 det følsomme som

et menneskeligt fænomen, der har sin egen værdi og berettigelse, og bryder hermed i nogen grad

med oplysningstidens grundantagelser og peger dermed vel nok frem imod romantikken. (Sørensen,

2003, 547)

14


Ligeledes vurderer Holberg heller ikke følelser ensidigt dårligt, men har opfattelsen, at følelser og

lidenskaber er nødvendige, da disse faktorer i sindet aktiverer til handlinger, men at både følelser,

lidenskaber og handlinger bør ledes og tøjles af fornuften. Disse forestillinger fremstiller Holberg i

sine Moralske tanker fra 1744 og Epistlerne, der udgives fra 1748. (Koch, 2003, 219-221)

På den måde er der tale om en tendens til fornuftsdyrkelse i oplysningstiden, men ikke kun en

ensidig opvurdering af det fornuftige og nedvurdering af følelser.

Idealismen 11

Fra omkring 1790 slår romantikken eller idealismen igennem som reaktion mod oplysningstidens

fornuftsdyrkelse og den franske revolution. (Lübcke, Red., 1996, 372-373) Intentionerne med den

franske revolution havde været at opbygge et samfund efter fornuftige principper, men mange

mente, at revolutionen nu var i færd med at udfolde sig til et rædselsregime. Hvordan kunne

revolutionens fornuftige idealer ende i, hvad ikke helt uberettiget kunne vurderes til at være

ufornuftig galskab? Filosofisk rejste dette misforhold imellem ideal og virkelighed spørgsmålet om

forholdet mellem tænkning og virkelighed, mellem ånd og materie. Opgaven var, om muligt, at

overvinde denne dualisme. (Jessen, Red., 1999, suppl. materiale, 1-2)

Immanuel Kant

Et svar på eller en påpegning af netop disse erkendelsesteoretiske vanskeligheder var allerede

udarbejdet af Kant (1724-1804), der ganske vist normalt regnes for oplysningsfilosof, men som

alligevel er en overgangsskikkelse til idealismen. I 1781 udgives værket Kritik der reinen Vernunft,

der er en undersøgelse af, hvad mennesket er i stand til at erkende, og hvad der udgør erkendelsens

grænser. Ifølge Kant er der vandtætte skoder imellem menneskets bevidsthed, erkendelse, tænkning

og den virkelighed, der sanses. Med andre ord menneskets erfaring af den verden, det befinder sig i,

er en erfaring, som den fremtræder i eller for bevidstheden. Erfaring er erfaring, som vi oplever den

eller som den fremtræder for os, men hvordan, verden er i sig selv, er principielt uden for

rækkevidde af den menneskelige erkendelse. (Jensen, Red., 1980, 36-37) Sansning og erfaren er i

Kants optik dermed formidlet igennem de betingelser, som er givet med og igennem bevidsthedens

og erkendelsens perciperende, frembringende eller syntetiserende aktivitet.

Ifølge Kant er mennesket borger i to verdener. Den udstrakte sansbare materielle legemlige verden,

som består af objekter, der er styret af naturlove, og en ikke-udstrakt verden, hvortil bevidsthed og

tænkning hører, og heraf følger også en nygrundlæggelse af etikken. Mennesket er som kropsligt

væsen fyldt med følelser, drifter og behov underlagt lovmæssigheder og er på den måde ufrit, da her

ingen valgmuligheder er. I kraft af bevidstheden og tænkningen har mennesket mulighed for at

11 I fodnote 8 har jeg orienteret om, at det formentlig ville være mere korrekt at benævne denne idealisme som en

dobbeltaspektteori. Jeg vil alligevel fortsætte med at anvende betegnelsen ’idealisme’, da denne betegnelse er den

hævdvundne.

15


vurdere og herpå træffe valg og har dermed muligheden for at handle frit, det vil sige i

overensstemmelse med sine egne valg. Det etiske potentiale for mennesket er, at det kan lade sig

være styret af mål, der ikke ligger i umiddelbar forlængelse af dets behov, begær, drifter og ønsker.

Kants morallov eller påståede anledning til at blive et frit handlende væsen er, at du skal handle

sådan, at du kan ønske, at din handling bliver en almen lov eller med andre ord, at man altid handler

forbilledligt. En anden variant af moralloven lyder: ’Du skal handle således, at du altid bruger

menneskeheden, både i din egen person og i enhver andens, også som (for)mål og aldrig kun som

middel.’ (Wolf, 1997, 37) Kants etik er på den måde nøje sammenhængende med forestillingen om

en fri vilje.

Kants filosofi vandt indpas i Danmark omkring 1790 og blev hurtigt tidens modefilosofi, der greb

de unge studerende ved universiteterne, hvor der også forelæstes over Kants filosofi. I 1790’erne

måtte man forholde sig til Kant, hvis man ville være en del af den videnskabelige diskussion ved

Københavns Universitet og de dertilhørende miljøer. (Jensen, Red., 1980, 36-40) Kants filosofi blev

for eksempel i Danmark i 1790’erne med A. S. Ørsted som den betydeligste repræsentant anvendt

som baggrund for et betydeligt forsvar for kirken og kristendommen, der især siden regeringsskiftet

i 1784 havde været udsat for bastante angreb. A. S. Ørsted anvendte Kants lære til at argumentere

for, at det guddommelige ikke kan fattes ved hjælp af fornuften. 12 (Feldbæk, 1998, 242-244)

De tyske idealister

Kants dualisme imellem de to verdener, som mennesket er borger i, søgtes i tiden efter ham

overvundet af især tyske filosoffer som Schiller, Schelling og Ficthe i 1800-tallets første tredjedel.

Disse idealistiske filosoffers ambition var at overvinde kløften imellem Kants erfaren for os og

tingene i sig selv eller de modsætninger, som den franske revolution var en demonstration af;

fornuftens idealer og den træge virkelighed, som tilsyneladende ikke var begribelig ved hjælp af

fornuften. Dualismen måtte erstattes af en monisme, og det vil sige en teori, der bedre formår at

forklare sammenhængen eller identiteten i mellem verden, som den erfares i bevidstheden, og som

den beskrives videnskabeligt, og som den i øvrigt er i sig selv. Bestræbelserne gik på at finde

enheden bag disse to sfærer eller to modsætninger. Denne enhed søgtes indfanget ved hjælp af

begreber som ’det absolutte’, ’ånden’, ’ideen’. (Jessen, Red., 1999, suppl. materiale, 1-5)

I Danmark introduceredes idealismen eller romantikken, som allerede nævnt i indledningen, især af

Steffens ved en forelæsningsrække i København, der begyndte d. 11. november 1802 (Koch, 2004,

33), men jeg vil her kort vende tilbage til Steffens i forlængelse af, hvad jeg skrev i indledningen.

12 Kants antagelser om virkelighedens beskaffenhed implicerer rigelig plads til antagelsen om, at der eksisterer en Gud

eller noget guddommeligt eller oversanseligt, da selv den forelæggende sansbare empiriske virkelighed kun er

tilgængelig for den menneskelige bevidsthed, netop som den perciperende bevidsthed lader den empiriske verden sig

fremstille. Da det som så er umuligt at erkende verden, som den er i sig selv, så bliver det nemmere at forestille sig

eksistensen af det ikke sansbare, og det var rundt regnet også A. S. Ørsteds argumentation i striden.

(Koch, 2003, 49)

16


Heinrich Steffens

Steffens var født i Norge, men studerede i København og Kiel og opholdt sig fra 1799 i Jena, hvor

han lærte personer som Fichte, Schelling og Goethe at kende, og det vil sige, da han var i

København fra 1802, kommer han hjemvendt fra selve den tyske idealismes højborg og med et

førstehåndskendskab til de tyske idealisters førende skikkelser. (Koch, 2004, 31-32) I København

har han dog formidlet sin egen variant af idealismen. (Pahuus, Red., 2001, 16)

I artiklen Personlighedens poiesis – sammenhængen mellem æstetik og dannelsestænkning i den

danske romantik af Troelsen uddybes aspekter af den variant af idealismen, Steffens præsenterer sit

københavnske publikum for. 13 Troelsen mener, at Steffens formidler en mere jordnær, mindre

spekulativ og mere empirisk udgave af idealismen, som givetvis udstikker retningslinjerne for den

mere afdæmpede danske idealisme i forhold til den tyske, hvor ambitionen var at gøre ethvert

aspekt af tilværelsen og naturen tilgængelig for erkendelsen ud fra antagelsen om, ’at der dybest set

er identitet mellem den menneskelige bevidsthed og den ’verdensånd’, der er det

altgennemtrængende, organiserende princip i den empiriske virkelighed’. (Pahuus, Red., 2001, 16)

Ifølge Troelsen er der hos de danske idealister derimod den tendens, at de afviser muligheden for

helt at kunne overvinde kløften mellem erkendelsen og den empiriske virkelighed, der er

videnskabens og tænkningens genstand, der vedbliver at være en rest, som unddrager sig at blive sat

på begreb, men som til dels kan overvindes ’i et spring’. (Pahuus, Red., 2001, 21)

Dette ’spring’ eller erkendelsesøjeblik bliver af Steffens forstået som et nedslag af inspiration af

forskeren, hvor han i et genialt glimt ser sammenhænge i tilværelsens empiriske mangfoldighed,

som han, og eventuel ingen, har set før. (Pahuus, Red., 2001, 19) Det, der leder forskeren på ret

kurs, er en ubestemt ’anelse’, som pludselig kommer til klarhed i ham, som er et tilfælde af det

eviges nedslag eller opblussen i ham (Pahuus, Red., 2001, 20), og hermed mener Steffens et

guddommeligt nedslag i eller opblussen i netop den enkelte i sin særegenhed. Steffens forestiller

sig, hvert enkelt menneske og såmænd også hver enkelt nation er skabt med et potentiale som en

særegen individualitet, som kan og gerne skulle udfolde sig herefter:

’Vi hænge alle sammen med det Oprindelige, Evige, som med en Rod, af hvilken vi ere Potenzer.

Ethert Barn er et hemmeligt Ziffer, en Spire for en egen, individuel Aand..(..).. og den hele

Opdragelse, naar den er hvad den bör være, bestaar i det dybe Studium: hvorledes vil det Evige

aabenbare sig i dette Individuum?’ (Pahuus, Red., 2001, 22)

Da enhvers pludselige indsigt i hidtil skjulte sammenhænge i alle virkelighedens sfærer således er et

potentiale, der kun venter på sit gennembrud, og videnskabens fremskridt ligeledes bliver afhængig

13 Manuskriptet er udgivet i bogen Indledning til Philosophiske Forelæsninger af Steffens fra 1803.

17


heraf, så er det ingen overdrivelse, at der er meget fokus på individet. Da hovedtanken i Steffens

naturfilosofi er; ’at den iboende udviklingstendens i naturen er en tendens mod stadig større

individualisering med det menneskelige individ som det endelige mål’. (Pahuus, Red., 2001, 22)

Dog er det ikke gennemsnitsmenneskets lod at udfolde sin individualitet. Den, der alene bekymrer

sig om dagen og vejen, vil ikke vise sig lydhør overfor det eviges åbenbaring i sig og vil derfor

være tilbøjelig til at underkaste sig tidsånden, og den enkeltes individualitet vil så formentlig kun

vise sig indirekte, for eksempel i form af en dårlig samvittighed, som man kan prøve at se bort fra,

eller hvis man i et ’sandhedens øjeblik’ kommer til at sige sin mening, men fortryder i det øjeblik,

man hører sig selv sige det, hvorefter man ’glatter ud’ og forklarer, og alle lader det ’være glemt’.

(Pahuus, Red., 2001, 23)

At udfolde sin individualitet kræver et etisk engagement, da prisen kan være den, at man bringes i

konflikt med sine omgivelser, og det stiller således den enkelte i den situation, at man må vælge

imellem det mere risikable at følge sin overbevisning eller at smyge sig udenom, og her ser vi uden

tvivl en arv fra Kants etik.

Jeg tør godt konkludere, at når individualisering er en iboende tendens i naturen, og udfoldelsen af

det enkelte menneskelige individs særegenhed med dets mulige ’klarsyn’ er det alting stræber imod,

og disse fænomener ligeledes er i overensstemmelse med Guds hensigt med sine skabninger, så

bliver en form for individualistisk selvudfoldelse og selvrealisation givet alle tænkelige former for

legitimitet og er et fænomen, der er svært at komme udenom, og studiet af det menneskelige væsen

kommer til at fremstå som uhyre væsentligt.

Steffens havde håbet at blive indsat i det ledige professorat i filosofi ved Københavns universitet.

Det skete ikke, da hertug Frederik Christian af Augustenborg, den ledende skikkelse i Universitetets

styrelse, mente, at Steffens fordrejede hovederne på de unge studerende, og i stedet blev den mere

besindige Treschow den ny professor i filosofi fra 1803. (Koch, 2004, 34), (Korsgaard, 2004, 208)

Om Steffens ligefrem skulle fordreje de københavnske hoveder, ved jeg ikke, men han vakte opsigt

og inspirerede flere. 14 Oehlenschläger blev under Steffens ophold så inspireret, at han samtidigt

hermed udgav en digtsamling med den nye romantiske farve. (Bjørn, 2003, 169) Det er ligeledes

sandsynligt, at den kommende biskop fra 1834-54 på Sjælland, Mynster, fik et personligt religiøst

gennembrud i 1803, hvor Steffens skulle have været den åndelige fødselshjælper. Mynsters

religiøse klarsyn skulle, ifølge ham selv, have bestået i en personlig og inderlig oplevelse af, at

samvittigheden var et vidnesbyrd om Guds realitet, og at denne samvittighed uden forbehold må

14 Sibbern, der i 1802 var 17 år, forlod dog Steffens forelæsninger, da han mente det foredragne var galskab. (Koch,

2004, 88)

18


lydes i et og alt, og at konsekvenserne heraf ligegyldig hvad helt overlades i Guds faderlige hånd. 15

(Rasmussen, 1999, 42-44) Fra 1805 vender Mynster sig polemisk imod de rationalistiske præster.

(Rasmussen, 1999, 47)

I 1807 tilbød kronprins Frederik dog Steffens at arbejde i Danmark, og under en audiens skulle

kronprinsen have sagt: ’Det er mig kært, at De igen kommer til os; De er et godt Hoved; vi ville

kunne bruge Dem. Forelæsninger maa De ikke holde; De gör mine Undersaatter forrykte.’

(Korsgaard, 2004, 208) At Steffens skulle have gjort kongens undersåtter forrykte er næppe en

rimelig beskrivelse. Mynster og Oehlenschläger, som Steffens formentlig havde afgørende

indflydelse på, virkede jo siden hen i prominente stillinger under enevælden.

Niels Treschow

Som nævnt før var Treschow, som enevældens folk så som en mere realistisk indstillet filosof,

professor fra 1803 til 1813, hvor Sibbern tog over. Fra 1807 blev Treschows filosofi udarbejdet som

et bevidst alternativ til de tyske idealister, der ikke tilkendte det enkelte individs særegenhed nogen

særlig betydning andet end som et mere eller mindre tilfældigt udslag af den altomfattende større

besjælende idé, hvilket han opfattede som bekymrende, da han heri så et potentiale for inhumanitet.

(Pahuus, Red., 2001, 24-25) Ligeledes skulle Treschow være bekymret over ’den ny handelsånd’,

som han mente, at englænderne i særlig grad var en inkarnation af, og som manifesterede sig ved en

begærlighed efter ophobning af rigdomme med ofte tvivlsomme midler. Overfor hvad Treschow

vurderede som en overdreven nytteberegnende mentalitet, skulle det være Treschows ambition at

være talsmand for en religiøs begrundet humanisme, hvor den enkeltes værdi og ret til at ånde en

friere luft forsvares. Disse forestillinger kommer i kølvandet på bombardementet af København i

1807. (Nielsen, 1991, 16-18)

Selvom enevældens folk i ham så en mere realistisk indstillet filosofiprofessor, så udvikler

Treschow efterhånden sin egen variant af idealismen eller dobbeltaspektteorien og antagelser

vedrørende det enkelte individ, som ikke er helt ulig Steffens. Det vil jeg kort skildre, som det

fremgår i den allerede nævnte første danske lærebog i psykologi til brug på Københavns universitet

15 I Mynsters erindringer fra 1854, der er kilden til dette, beretter han selv om sit pludselige religiøse klarsyn: ’..da jeg

mod Aften sad ene i min Sopha..(..).. foer der mig med Eet giennem Sielen som et Lys fra det Høie, og jeg sagde mig

med al Klarhed: Dersom Samvittigheden ikke er en betydningsløs Indbildning – og i denne Henseende nærede jeg ingen

Tvivl – dersom du skal lyde den i Noget, da skal du lyde den i Alt, uden Undvigelse, giøre og tale, hvad der er din Pligt,

saa fuldt som du erkiender og formaaer, ganske ubekymret om Verdens Dom, dens Roes eller dens Dadel; og dersom

der er en Gud – og heller ikke derom var der i mit Hierte nogen Tvivl – og du jo ikke vægrer dig ved i Noget at bøie dig

for ham og at hengive dig i hans Villie, da skal du giøre det i Alt, uden Forbehold, og ganske, ganske overlade dig og

alt Dit i hans faderlige Haand, nøies med de Evner, han tildeler dig, og taale de Savn, han paalægger dig.’ (Mynster,

1854, 151-152)

19


Om den menneskelige Natur i Almindelighed, især Dens aandelige Side fra 1812. 16 Treschow går i

bogen lige til sagen forstået på den måde, at han berører både sin ontologiske grundposition og i

forbindelse hermed sine antagelser om det menneskelige individ:

’1. Efter Identitets Systemets Grundsætninger kan Mennesket vel betragtes som et sammensat

Væsen; men ei som sammensat af Sjæl og Legeme; thi begge ere kun modsatte Sider af det samme:

saavidt det nemlig baade kan være Gienstand for den indvortes og udvortes Sands. I sidste

henseende kan man derimod i Mennesket adskille den grovere og udvortes organisation fra den

indvortes og finere, og i enhver, men fornemmelig i den første, atter mange besynderlige Dele, som

organer eller Redskaber for den anden.’ (Treschow, 1812, 11)

Af dette citat fremgår utvetydigt, at Treschow forstår sig selv som en videnskabsmand, der tilslutter

sig og arbejder ud fra sin variant af dobbeltaspektteorien, og umiddelbart herefter fortsætter

Treschow:

’2. Organisme kan nemlig ikke tænkes uden et Øiemed eller noget, som Delenes forenende kræfter

skal frembringe. Dette er her intet andet end Grundformens Uddannelse, der med sin

Regelmæssighed og Skiønhed i Sanseverden svarer til hvad man i en højere tingenes Orden kalder

en Idee eller umiddelbar Udflydelse af Fornuften selv, endskiøndt de under deres Udvikling kan

synes at forandre sig baade til det Værre og til det Bedre. I denne Grundformens og Ideens

uforanderlighed består hvert Menneskes Individualitet. ’ (Treschow, 1812, 11-12)

Det samlende princip bag menneskets to fremtrædelsesmåder, det bevidsthedsmæssige og det

legemlige, er, som det fremgår af ovenstående citat, en uforanderlig ’grundform’, der kan udvikle

sig både til det bedre og det værre, og som sammen med ideens uforanderlighed udgør hvert

menneskes individualitet. På den måde tilkendes dette ’kimen til den enkeltes særegenhed’ en

selvstændig ontologisk status.

16 Treschow skriver i fortalen til sin bog, at værkets tilblivelse må ses sammenhængende med ni års forelæsninger over

emnet. (Treschow, 1812, Fortalen, VI) Treschow har altså under hele sin professorgerning undervist i emnet og har i

den forbindelse både udarbejdet en plan og tumlet med emnet, som efterhånden har muliggjort værket på 480 sider.

20


0a. Sibberns ontologiske position, som den fremgår i Menneskets

aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie fra 1819

Ontologisk position

På side 41 til 43, i anmærkning 17 4 og 5 til § 8 Om det animalske Liv, formulerer Sibbern sig om de

forskellige ontologiske positioner, hvorefter han præciserer sin egen:

’.. er de forskellige Forestillingsmaader at erindre, hvilke have dannet sig om Forholdet imellem

Legeme og Sjæl; nemlig Materialisme, Spritualisme, Dualismen og den her foredragne

Identitetslære..(..).. Den almindeligste (dualistiske) Forestillingsmaade har været den at tænke sig

Sjæl og Legeme som tvende forskellige Substanser, hvorved da deres umiddelbare gjensidige

Indflydelse blev ubegribelig. Istedetfor denne forestillingsmaade eensidigen at nægte Realiteten

eller Virkeligheden af den ene Classe af saa heterogene Phænomener, medens Realiteten af den

anden antoges, i det enten de aandelige betragtedes som finere legemlige, eller de legemlige

ansaaes for et blot Skin, og der kun tillagdes de indre aandelige, som de alene umiddelbare, nogen

Virkelighed: dette var Udveje, der ej kunde føre til noget tilfredsstillende Resultat.’ (Sibbern, 1819,

41-42)

Her ser vi, at Sibbern anvender udtrykket spiritualisme om, hvad der ifølge Klausens begreber

benævnes som idealisme, og at han anvender begreberne materialisme og dualisme på en lignende

måde som Klausen. 18 Sibbern afviser disse ontologiske grundantagelser til fordel for ’den her

foredragne Identitetslære’, som han umiddelbart efter uddyber:

’Dybsindigere var den Lære der udgik fra Cartesius 19 , som indsaae, at begge Slags Phænomener

kun kunde være forbundet ved noget tredje, ved begges fælledes indre princip..(..).. Ved Leibniz

Lære..(..).. er man bleven bragt til, paa en anden end den af Cartesius fremsatte Maade at tænke sig

Forbindelsen imellem Rækken af de blot sjælelige og af de legemlige Phænomener hos Mennesket

knyttet ved højere Mellemvirkning nemlig ved en Forudbestemmelse, ifølge hvilken ethvert Punkt i

den ene Række kommer til at svare til det medfølgende Punkt i den anden..(..)..Det naturligste er at

søge det forbindende Punct nærmere, nemlig i Livets fra begge dets ytringsmaader forskellige indre

individuelle princip, der i begge udtrykker sig og træder virkende frem i tvende hovedretninger,

men dog i en Totalorganisation, i hvilken den ydre og den indre Virksomhed hænge sammen paa

samme Maade, som tvende forskellige Ytringer af det legemligen, eller tvende af det aandeligen

virkende Liv.’ (Sibbern, 1819, 42-43)

17 Anmærkning er Sibberns betegnelse for fodnoter.

18 Se fodnote 8.

19 Rene Descartes.

21


Der er ingen tvivl om, at Sibbern selv anser sig for at bekende sig til eller formulere sin egen variant

af den ontologiske position, der af Klausen betegnes som dobbeltaspektteorien, men som Sibbern

kalder identitetslære.

Sibbern mener, at hos mennesket er der en ’højere mellemvirkning’, som er ’livets..(..).. indre

individuelle princip’, der er ’knyttet ved en..(..).. forudbestemmelse’, som er det forbindende punkt

for rækken af sjælelige og legemlige fænomener. Dette tredje ’forbindende punkt’, hvor livet går ud

i rækken af både legemlige og sjælelige fænomener, og som vi herefter skal undersøge nærmere, og

som vi snart skal se, er, hvad Sibbern definerer som psykologiens genstand.

Jeg kan allerede nu konkludere, at dette tredje, som er ’det naturligste at søge..(..).. nærmere’, er

noget i eller ved bevidstheden, som alligevel er andet og mere end noget kun bevidsthedsmæssigt,

men er noget ’ved begges fælledes indre princip’, hvilket er det, som Sibbern vil gøre til genstand

for en psykologisk undersøgelse. I forbindelse hermed og som forudsætning herfor vil jeg nu

redegøre for det liv, som er det besjælende princip for både det tredje forbindende punkt og de

legemlige og sjælelige fænomener.

Livet som ontologisk fænomen

Det hidtil fremhævede, er fra anmærkninger til § 8 Om det animalske Liv, og det vil sige, at dette

forbindende punkt knyttet ved en forudbestemmelse ikke blot er kendetegnende for mennesket, men

er gældende for både dyr og mennesker, som også er et dyr, men hvor menneskets indre

individuelle princip, har særlige potentialer, som jeg er i færd med at beskrive, hvilket jeg vil gøre i

sammenhæng med Sibberns nøglebegreb ’liv’.

Jeg vælger at citere Sibbern, hvor han selv første gang i bogen bringer emnet på bane i § 3 Livets

forskellige hovedtrin:

’De psychologiske Undersøgelser begynde vi naturligvis med det Spørgsmål: hvad er Mennesket?

Det første Svar er dette, at han er et levende organisk Væsen. Livet maa blive vor Betragtnings

første Gjenstand. Men Livet træder saavel i naturen i Almindelighed, som i det menneskelige

Individ i Særdeleshed, frem under flere Hovedformer. I enhver af disse constituerer det sig til en

ejendommelig Art af Liv og Subsistents. Mennesket kan saaledes siges i sit ene totale Liv at leve

mere end ét deri indbegrebet Liv. Et højere Liv fremstiller sig paa Basis af det lavere, ligesom det

og i Tiden kommer frem efter dette. Saaledes have vi i Mennesket som blot Individ, at lægge Mærke

til, først det blot organiske eller det vegetative Liv, dernæst det dyriske, endelig det højere

aandelige Liv. Men Individet taber sig atter som Deel eller Lem i et sig dannende større Hele, i

hvilket, som saadant, Livet træder frem (eller hypostaserer sig) i endnu højere Former, hvorved da

selve Individet hæver sig til et dobbelt Hele, et jordisk, og et overjordisk. Det første er det

22


selvskabelige Hele, hvori Familien er det første, Staten det andet hovedtrin. Det sidste er den

usynlige kirke.

Af disse Livets hovedformer eller Sphærer, er den tredje, det blot individuelle aandelige Liv, det, vi

i Psychologien have at undersøge. Men de tvende første maa i Korthed betragtes først, da vi kun

derved kunne komme til en rigtig indsigt i Livets væsen i Almindelighed, hvilken herved maa ligge

til Grund, og da det aandelige Liv er rodfæstet i hine første, hvis Grundformer desuden gjentage sig

paa en høiere Maade i det aandelige Liv.

Vi begynde da med en almindelig biologisk Betragtning eller med et blik paa Livet i Almindelighed,

og ville udtrække dette Overblik paa alle Livets Hovedformer. Først derefter gaae vi til vort

egentlige Formaal, Menneskets aandelige Natur og Væsen.’ (Sibbern, 1819, 12-13)

For det første ser vi, at ’livet’ hos Sibbern er det gennemgående princip hos planter, dyr og

mennesker, men at livet træder frem på forskellig vis afhængigt af, hvilket væsen det besjæler. 20

Det menneskelige liv er som natur både vegetativ, dyrisk og åndelig og det åndelige menneskelige

liv, som er psykologiens genstand, er således rodfæstet i det vegetative og dyriske liv. Menneskets

åndelige liv er ligeledes sammenfaldende med det tredje forbindende punkt, som mennesket

besjæles igennem, og hvor livet går ud i rækken af både legemlige og sjælelige fænomener, og som

er livets indre individuelle princip, der er knyttet ved en forudbestemmelse.

Det vil jeg nu uddybe i særskilte afsnit, og hver af disse er at betragte som en yderligere forklaring

til det ovenstående lange citat:

Det vegeterende liv

Hermed mener Sibbern, hvad der kendetegner plantelivet, hvor livet er aldeles fortabt i legemlig

reproduktion og formation, men hvor den enkelte plante dog individualiserer sig som en særegen

plante. 21 (Sibbern, 1819, 36) Menneskets vegeterende liv består i de mere legemlige fænomener

som optagelse og udskillelse af næring, indånding og udånding, kroppens restitution under søvn og

hvile, men også at få børn. (Sibbern, 1819, 21)

20 Det er næppe forkert at antage, at hvor de tyske idealister skulle gøre brug af begrebet ’idé’, ’ånd’ eller ’verdensånd’

som det bagvedliggende princip, så er begrebet ’liv’ Sibberns tilsvarende grundprincip.

21 Sibbern skriver, at planter har en slags sjæl, ’tænker man sig sædvanligvis’. (Sibbern, 1819, 38) Om Sibberns noget

forbeholdne ordvalg skyldes, at han som redelig videnskabsmand vedkender sig, at han ikke kan vide, om planter har en

sjæl, eller han inderst inde er forbeholden overfor tanken, det skal jeg ikke kunne sige, men antagelsen er helt sikker i

overensstemmelse med logikken i Sibberns ontologi, hvor forestillingen er den, at til noget ydre materielt eksisterer

noget tilsvarende ikke-materielt, og da en plante jo er et levende materiale, så må man antage dets tilsvarende ligeledes

levende, men ikke-materielle eksistens, og ifølge den logik så er det nærliggende at mene, at planter har en slags sjæl.

23


Det dyriske liv

Mennesket sættes i legemlig henseende i klasse med dyrene, men som dets ypperste repræsentant.

Da dyr sanser og fornemmer, ’indtræder her en højere Universalitet’. (Sibbern, 1819, 36) Dette

uddybes ved, at sansningen virker ind i det dyriske liv som incitament til at lede dets virksomhed.

Det sansede forbinder sig hermed med et forskelligt herfra indre liv, som på en sjælelig måde ytrer

sig i fornemmelser, følelser og begær. Oveni dette dyrets sjæleliv i forbindelse med sansningen

eksisterer også et indefra kommende universelt liv, som ytrer sig ’som en indre stemme’ i drift og

instinkt, som giver dyrets tilværelse enhed og holdning. På grund af sin manglende ’højere

bevidsthed’ lever dyret ’ligesom hensunket i naturen, som et organ i det hele’. (Sibbern, 1819, 37)

Hos dyret ytrer livet sig på tre måder, men disse måder er sammenhængende og må ses som tre

ytringer af det samme ene liv. Livet i dyret konstituerer sig som ’reproducerende, fornemmende og

attrående samt ifølge attråen reagerende liv’. (Sibbern, 1819, 39) I dyret kan man sige, at der lever

en sjæl, ’fordi her først det indre Liv træder frem for sig i Virkninger, der aldeles ikke skee i

Rummet eller på en rummelig måde’. (Sibbern, 1819, 40)

Konklusion: Det åndelige menneskelige liv

Det individuelle åndelige menneskelige liv er, som allerede nævnt i det lange citat, rodfæstet i det

vegetative og dyriske liv, men gentager sig i det åndelige liv på en højere måde. Nærmere bestemt

indgår det særlige menneskelige liv i både det jordiske og i en sfære, der ikke er jordisk. Denne

over-jordiske sfære af individuelt åndeligt liv, som ’vi i Psychologien have at undersøge’, er

sammenfaldende med eller befinder sig i nærheden af, hvad Sibbern benævner som ’den usynlige

kirke’.

Når Sibbern her taler om ’en usynlig kirke’, så er der ingen tvivl om, at han her knytter an til den

lutheranske protestantiske to-regimentelære, hvor forestillingen er den, at kirken og den verdslige

øvrighed begge er Guds repræsentanter. Den ’sande’ kirke er dog ikke nødvendigvis det samme

som den synlige kirke, som kan udvikle sig i gal retning. Derimod er den sande kirke et usynligt

samfund af troende (Lausten, 1997, 161), der af den grund har det rette sindelag, hvorfor de

frivilligt og af sig selv er næstekærlige. 22 (Sørensen, 2002, 327-329) Og det kan ikke forstås på

andre måder, end at det åndelige liv, som er det særegne for netop mennesket, og som netop er

psykologiens genstand, er sammenfaldende med, hvad man i luthersk forstand forstår ved det

område, der vedrører tro eller mangel på det samme. Det giver også en vis mening, når vi tænker på

de grundlæggende lutherske antagelser om, at mennesket vilje er bundet til det onde eller til sig selv

(viljens indkrogethed i sig selv) eller viljen er bundet til Gud i kraft af troen på Gud, som kun finder

sted, hvis Gud giver den enkelte troen. (Lindhart, 1998, 155-158) Enten er mennesket ondt og

selvisk eller også er det godt og næstekærligt, men kun i kraft af troen. Det må betyde, at enten

22 Sibbern skriver igen om den synlige og usynlige kirke på side 61, hvor han formulerer sig fuldstændigt i

overensstemmelse med, hvad jeg her har skrevet om emnet.

24


mener Sibbern, at målet med psykologien er i samarbejde med teologer og kirken at skabe

forudsætninger for gode protestanter, eller også mener han, at hensigten med psykologien er at

befordre mennesker, hvor idealet er det samme; mennesker der frimodigt handler ikke kun betænkt

på sig selv. Det betyder også, at det menneskelige individ og denne usynlige åndelige sfære, som er

psykologiens genstand, bliver tilkendt en central plads i Sibberns ontologi som det forbindende

punkt, hvor livet går ud i både rækken af sjælelige og legemlige fænomener.

De uorganiske ting

Afslutningsvist vil jeg skrive, at i Sibberns ontologi bliver de uorganiske ting ikke anset for at være

levende, men Sibbern mener, at selv her synes en tendens til individualisation at være til stede.

Dette kan iagttages ved krystaller under deres vækst, ’at de uddanne sig til en aldeles i sig selv

afsluttet form’. (Sibbern, 1819, 30)

1a. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig

frihed’ udlagt i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen

fra 1819?

I omkring den sidste 2/3 del af Menneskets aandelige Natur og Væsen redegøres for, hvad Sibbern

kalder de ’trende første Hovedgjenstande for den nu følgende psychologiske Udvikling, og under

dem henhører alt, hvad man plejer at omfatte med Udtrykket: menneskelige Sjæleevner’. (Sibbern,

1819, 128) De tre hovedgenstande, som Sibbern anvender de sidste godt 200 sider af bogen på at

undersøge, er erkendelsen, følelsen og viljen. (Sibbern, 1819, 128) Hver af de tre hovedgenstande

undersøges i hver deres kapitel, og meget af min her efterfølgende redegørelse for Sibberns begreb

om individ, personlighed og personlig frihed har Sibbern i Menneskets aandelige Natur og Væsen

fremstillet under disse undersøgelser af erkendelsen, følelsen og viljen.

Sibbern skriver, at ved siden af denne gruppe af psykologiens hovedgenstande findes der tillige en

anden hovedgruppe, som Sibbern kalder de pathologiske, hvormed han mener læren om drifter,

affekter og lidenskaber. (Sibbern, 1819, 128) Denne hovedgruppe kræver dog sin egen

undersøgelse, som Sibbern skriver, han vil udføre senere. 23 (Sibbern, 1819, 128)

Det, der er vigtigt, er, at Sibberns fremstilling af også begreberne individ, personlighed og personlig

frihed i Menneskets aandelige Natur og Væsen er en fremstilling af, hvad der:

23 Hvilket Sibbern netop gør i Psychologisk Pathologie. Helt skarpt opdelt udfører Sibbern nu ikke sin undersøgelse. I

afsnittet, hvor jeg redegør for de egoistiske følelser eller jeghedsfølelser, som han fremstiller disse i Menneskets

aandelige Natur og Væsen, dér har Sibbern taget hul på de pathologiske fænomener, som ellers burde høre under

Psychologisk Pathologie.

25


’kunne siges at udgjøre Menneskets oprindelige, staaende, for alle fælledes Natur, hvorimod Læren

om Menneskets naturlige Drivter, Affekter, Lidenskaber og disses Magt og mangfoldige Spil strax

fører til at betragte de mange fra en normal og sund Forfatning afvigende tilstand, hvori Mennesket

kan befinde sig, og hvilke, om end i dem ogsaa en Natur rører sig, dog ej ere egentligen naturlige

Tilstande.’ (Sibbern, 1819, 129)

Med andre ord, svarene på mine spørgsmål, om hvordan Sibbern fremstiller begreberne individ,

personlighed og personlig frihed, befinder sig først og fremmest i Menneskets aandelige Natur og

Væsen. Derfor vil jeg også fortrinsvist besvare disse spørgsmål i dette afsnit.

Individet

Som allerede nævnt er livet ’betragtnings første Gjenstand’, men livet træder frem i det enkelte

individ på en særlig måde eller det enkelte menneske er ikke blot levende, men er levende på sin

egen helt særegne måde:

’Sjælen træder frem og kommer til ydre Virkelighed eller constituerer sig i et uafbrudt vedligeholdt

Liv; under en bestandig bevaret ejendommelig Grundform; og i et Rummet fyldende Materiale,

Legemets, som Livets reelle Ydre.’ (Sibbern, 1819, 17)

En ting er altså livet eller det livgivende princip, noget andet er den ejendommelige grundform, der

indoptager livet på sin egen særlige måde, hvorved den enkeltes sjæl og legeme træder frem i sin

særegenhed. Om denne individets grundform skriver Sibbern på siden efter:

’En særegen Grundform følger Umiddelbart med Livets ydre Bestaaen. Denne Grundform bevares

bestandig under hele Livet..(..).. Den beroer paa Individets egen indre Natur alene, og udpræger

sig, eller rettere udpræges ved Livets Princip, med en indenfra kommende Nødvendighed.’ (Sibbern,

1819, 18)

Det kan ikke opfattes anderledes, end at ethvert menneske netop har sin helt egen væremåde i stil

med, hvad vi så hos Treschow og Steffens. Sibbern skriver lidt senere om denne grundform i

forbindelse med forplantning:

’..hvorved den reproducerende Livsvirksomhed gaaer ud over Grænserne af Individets Liv til

Slægtens vedligeholdelse af den samme Grundform i nye Individer, i det Spiren til et nyt Individ

gaaer frem af det første og udvikler sig deri, d. e. uddanne sig deri sit Ydre, indtil det sondrende sig

derfra fremtræder for sig.’ (Sibbern, 1819, 21)

26


Ud over væremåde og væsen består det særegne i den individuelle grundform altså også i det

legemlige for så vidt, at børn ligner deres forældre, hvilket heller ikke er overraskende for os, når vi

erindrer, at i Sibberns univers har alle levende væsener en legemlig fremtræden og en tilsvarende

ikke materiel, men sjælelig fremtræden, som logisk set bliver individuel og særegen på samme

måde, som at alle mennesker har sin helt egen legemlige særegenhed.

Personlighed – når livet besjæler individet i overensstemmelse med sin grundform

Det egentlige formål med den jordiske tilværelse er at modnes til det evige liv, som mennesket dog

allerede har del i i dets jordiske tilværelse. (Sibbern, 1819, 60) Som forberedelse hertil og som et

formål i sig selv er formålet med den jordiske tilværelse en form for perfektion i overensstemmelse

med sin grundform:

’Den rene, sunde og fuldelige Leven selv..(..).. er Livets egentlige Formaal, ligesom da dets

Produkt, naar det er fuldkomnest uddannet, det i ungdommelig Fylde frodigt blomstrende Legeme,

ikkun er og betyder noget, ved at være et indre frodigt og kraftigt Livs fulde ydre Udtryk.’ (Sibbern,

1819, 20)

Og det skal vi se nærmere på, da netop dette er, hvad Sibbern forstår ved personlighed, men først

må vi opholde os yderligere ved det liv, som den enkelte optager på sin egen måde i

overensstemmelse med sin individuelle grundform. Livet skulle kun kunne komme til udtryk på

netop den måde, som grundformen nu kan lade det ske, men der er også muligheden af, at det endnu

ikke er sket, hvilket vil sige, at individet endnu ikke har realiseret sin personlighed.

Sibbern skriver om livet mange steder, og derfor har jeg valgt at citere det sted, hvor han beskriver

det særlig grundigt og sammenhængende med det kantianske problem, som jeg redegjorde for i

afsnittet ’Immanuel Kant’, der består i, at det dybest set ikke er muligt at vide noget om verden i sig

selv, men kun for os. Heroverfor mener Sibbern, at det er muligt at erfare verden, som den er i sig

selv, da fællesnævneren for det erfarende menneske og det erfarede er, at begge er levende:

’..vi aldeles frembringe os vor Forestilling om Tingen ved vort eget aandelige Livs indenfra

kommende virken, men dog netop frembringe os Forestillingen saaledes, som Tingen uafhængigt af

os og vor Forestillen er til; hvilket da ikkun kan være formedelst en oprindelig samstemming og

indre forbindende imellem det sandsende Væsen og Tingen, noget for begge Forskelligt tredje, der

baade constituerer Tingen og Forestillingen om den, og nu netop saaledes indenfra i det anskuende

Væsen fremvirker Billedet om Tingen, som den udenfor Anskuelsen i sig selv er. Dette tredje er det

almene Liv, der lever i alt, baade i den indre Forestillen og i den ydre Mangfoldighed. Livet

27


kommer i ethvert individ indenfra. Men det liv, der lever i den Enkelte, er det selv samme uendelige

liv, der lever i det hele.’ (Sibbern, 1819, 216)

Der er altså intet, der principielt forhindrer, at verden og andre erfares som det, de er i sig selv. Det

’billede man gør sig’ af for eksempel et medmenneske er netop et indre billede, hvilket vil sige en

slags mental repræsentation. Sibbern giver et eksempel på, hvordan det erfarende menneske har

mulighed for at gøre sig et billede af et andet menneske, men med objektiv gyldighed, som er

muligt, da både den erfarende og den erfarede er levende og dermed er samstemmende som

besjælede af det liv, hvortil Gud er kilde: 24

’Vi skue, i den Verden, hvori vi ere, aabenbart ikke blot de legemlige Gjenstande, men ogsaa meget

ikke legemligt. Fornemmeligen ville vi her lægge Mærke til, at vi danne os de bestemteste

Forestillinger om andre Menneskers indre Individualiteter, deres Character 25 og Hjerte..(..).. Men

Character og hjerte hos et Menneske, noget, der, naar det vækker vor Tillid og Kjærlighed, har en

Realitet for os, Skues dog alene ved Aandens Øie, ved en metal Anskuen, altsaa ikkun ifølge den

Maade, paa hvilken vi føre Individets ydre momentane og sandselige Ytringer tilbage til en

Grundforestilling, i og ved hvilken vi paa en aldeles indre Maade anskue det givne Individs indre

Væsen. Hvortil kommer, at vi ikke kunde erkende dette, hvis vi ej ifølge vor Menneskenatur

oprindeligviis sympathiserede med ethvert Menneske.’ (Sibbern, 1819, 218)

En dybere erfaren af mennesker finder altså sted ’ved aandens øje’, hvor vi skuer dets indre væsen,

som det ydre er et udtryk for. Dette er muligt, da vi oprindeligt har sympatiseret med enhver, hvilket

må opfattes, som vi alle er besjælet af det liv, som Gud er leverandør af. Når vi erfarer andre på en

dybere måde, så er det den andens væsen, deres individualitet, deres karakter og hjerte, hvilket har

at gøre med den enkeltes grundform og særegenhed, som jeg allerede har forklaret.

Som vi har fået forklaret, så antages et menneske stadig at orientere sig i forhold til omverden ved

hjælp af indre mentale forestillinger. Forskellen i forhold til Kant er dog, at der principielt er

mulighed for, at forestillingen har objektiv gyldighed, altså at forestillingen svarer helt til det

erfarede uafhængigt af den erfarende.

24 Kort efter skriver Sibbern om dette liv, at Gud er dets kilde, og at tilværelsen er det, hvori en Guddom åbenbarer sig,

og at det derfor gives en ’uendelig fylde af Væren og Væsenhed’. (Sibbern, 1819, 219-220) Dog skal det nævnes, at

Guds ånd er absolut forskellig fra al natur og naturliv. (Sibbern, 1819, 61)

25 Med karakter mener Sibbern omtrent det samme som grundformen, men med den forskydning, at når grundformen

som sjæleligt materiale er udfoldet, så viser sig karakteren. Med grundformen tænker Sibbern på et potentiale. Med

karakteren tænker Sibbern på dette potentiale i udviklet form eller som potentialets realisering, hvilket vil sige, at vi i

nogen grad har at gøre med en personlighed. (Sibbern, 1819, 32-33)

28


I menneskets indre verden 26 vælder det indefra kommende universelle liv frem og skaber det

særegne ved individet, da det universelle naturliv optages hos individet i overensstemmelse med

dets grundform, ’saa at dens hele Virken i Organismen bestemmes ved dennes Ejendommelighed’.

(Sibbern, 1819, 26)

Forestillingen er den, at det er uhyre vigtigt, at det universelle liv sætter sig igennem eller virker

igennem individet i overensstemmelse med dets grundform, da det netop er måden, hvorpå det

universelle liv kommer til live i den enkelte, hvilket nærmest er nødvendigt, da netop det at være

besjælet af livet på den måde er forudsætningen for at gøre sig et billede af verden og andre

mennesker, som faktisk svarer til måden, hvorpå dette og disse er i sig selv. Det vil sige, at den

enkeltes personlige udvikling eller dannelse i heldig retning eller individets realisering af det

potentiale, som den individuelle grundform udgør, hvilket vil sige en grad af personlig

selvrealisering, er en forudsætningen for at erkende verden, som den er, og at danne ægte

forestillinger om andres karakter og hjerte og dermed fatte ægte tillid til og kærlighed til disse.

(Sibbern, 1819, 215-219)

Igen levner Sibbern den fornemmeste plads til Vor Herre, når han skriver:

’Den højeste Universalitet endeligen er den, hvortil vi komme ved Herrens egen evige Ånd, hvorved

al Værens og Væsenheds Kilde og Centrum nu ogsaa træder ind i den Enkelte. Men ogsaa kun paa

dette Trin indtræder den ægte frie og absolutte, over alt Endeligt ophøjende, Personlighed.’

(Sibbern, 1819, 66)

Den største personlighed udfoldes ved Guds ånd, og på den måde tenderer Sibberns psykologi vist

imod en slags kristen mystik. Idealet for personlighed som ved Guds ånd sker almindeligvis ikke af

sig selv. Muligheden, for at den gudsgivne tro kan komme til udfoldelse i én, skal der kæmpes

noget med, og en selvstændig indsats er også påkrævet (Sibbern, 1819, 62), og dette er forbundet

med selvbevidsthed. Som undersøgelsen er skredet frem, har vi nu et indblik i de mere centrale

begreber, der ligger til grund for, hvordan Sibbern fremstiller ’personlighed’ i dette værk. Dog må

det hidtil fremstillede ses i sammenhæng med, hvad der følger i det efterfølgende afsnit, da

individet ikke dannes til personlighed, uden at det har opnået en grad af selvbevidsthed.

Personlig frihed

Selvbevidsthed

Det, der ligger til grund for det åndelige liv, er bevidstheden, der viser sig som en indre selvskuen,

hvor den enkelte gør sig selv til objekt for sig selv. Denne subjektets gøren sig til objekt for sig selv

26 Sibbern anvender også udtrykket ’mikrokosmos’. (Sibbern, 1819, 26)

29


finder ikke sted i et tomrum, da individet altid er i en tilstand som bekymret, ængstelig, glad eller

hvad det nu er, og det vil sige, at subjektet objektiverer sig som værende i en bestemt tilstand, som

det ikke umiddelbart kan ændre på, men som netop i denne mentale akt ses som virkende i sig og

som sine. Ligeledes befinder en person sig altid i en situation og har en tilværelse, der er sin, og

denne konkrete situation og tilværelse, som er personens, hører med til den mentale akt, da

subjektets objektivering af sig selv ligeledes omfatter den situation og den tilværelse, som er

personens, og som glæder, bekymrer eller hvad det nu gør i forhold til personen. (Sibbern, 1819,

69-71) Denne selvobjektivering finder sted, ved at man gør sig en forestilling om sig selv og sin

tilværelse, og hermed opstår en bevidsthed, hvorved jeg’et sætter sig som et personligt jeg i forhold

til sig selv og med alt, hvad der rører sig, i sig. Og sådan udvikler bevidstheden sig til

selvbevidsthed. (Sibbern, 1819, 73)

Fornuft

Ved hjælp af fornuften, som alle har i sig, fremstiller det gode sig som godt, det skønne som skønt,

det guddommelige som guddommeligt, det onde som ondt, men kun i kraft af selvbevidstheden

erkendes det, der her fremstiller sig for én, som det, det er. Det, som fornuften fremstiller, og som

lader sig erkende som sådan af den enkelte i kraft af selvbevidstheden, er vedrørende, både hvad der

rører sig i individets indre sjælelige liv og i den sociale virkelighed, hvori man færdes. Den enkelte

bør leve efter, hvad fornuften således lader den enkelte indse. Det vil sige, at den enkelte ved at

erkende og vedkende sig de erkendelser, som således gøres, lader sig besjæle af den fornuft og

derfor handler herefter som den naturlige følge af selvovertagelsesprocessen, som jeg skrev om

under overskriften ’Selvbevidsthed’. 27 (Sibbern, 1819, 74-76)

Og heri ligger en frihed. Den enkeltes bestemmelse ligger i at identificere sig med sig selv, som

man nu viser sig at være, og som ifølge den individuelle grundforms særegne måde at optage livet

på ikke kan være anderledes, og således identificere sig med sig selv, som man faktisk er. Helt

præcist formulerer Sibbern sig sådan om fænomenet:

’Saaledes kan da Mennesket, uagtet det virkende og gjørende i ham er noget andet end ham selv,

hvilket andet gjør ham til det, han vorder, - thi dets Kraft er dets, ej hans – dog siges at vorde, hvad

han selv gjør af sig, d. e. med Selvbestemmelse lader gjøre af sig..(..)..Der er i denne

Selvbestemmelse noget absolut, noget der umiddelbart er, hvad der er, fordi det nu engang er saa.

Og dette absolutte er en Grundact, en Grunddaad, hvorved Individet selv fæster Sind og Hjerte til

det, det lader herske i sig.’ (Sibbern, 1819, 86)

27 Fornuften virker således i én og er en guddommelig indflydelse i os og herudaf kan opstå en levende kærlighed til

Gud. (Sibbern, 1819, 78)

30


Når Sibbern skriver om denne selvovertagelsens handling, at det er noget absolut, så mener han

hermed, at disse fænomener har ontologisk status. Sibberns anvisninger på at tage sig selv og sin

tilværelse i besiddelse (Sibbern, 1819, 96) er for ham ikke blot en fortolkning iblandt andre mulige

fortolkninger, men er uomgængelige fænomener i forlængelse af den organiserende stræben, som

livet inciterer til, og som ytrer sig i mennesket ifølge dets natur. (Sibbern, 1819, 31)

Samvittighed

I den frihed, der foreligger eller som man tilegner sig i kraft af selvovertagelsen, ligger der også en

på samme måde absolut begrænsning, da jeg’et med sin frihed føler sig betinget af en indefra

kommende indre lov; samvittigheden, der fortæller, hvad man bør. (Sibbern, 1819, 86-87)

Om samvittigheden vil jeg lade Sibbern selv uddybe:

’Skarpest føles denne Grundbegrænsning i Samvittigheden, hvor Æresfrygten for og

Vedhængenheden ved den indre Lov gaaer i et med den personligste Følelse af det egne Selvs sande

Vel..(..).. Samvittigheden er den inderste og dybeste i Personligheden, som Personlighed; ved den er

Jeget som personligt og med den stærkt fremtrædende Følelse af denne Personlighed, rodfæstet i

det Evige..(..)..Den ligger saaledes paa det Punct, hvor det Evige gaar over i, og gaar i ét med, det

personligste.’ (Sibbern, 1819, 87-88)

Sibberns betragtninger om frihed og samvittighed er uden tvivl en variant af den kantianske frie

vilje og det kategoriske imperativ om at handle ud fra en maksime, som er forbilledlig (Lübcke,

Red., 1996, 227-234), og på samme måde her hos Sibbern er den personlige frihed forbundet med

en erhvervet fri vilje. Den frie vilje og den personlige frihed er således ikke noget, mennesket har

fra begyndelsen af sit liv, men er noget, det burde tilkæmpe sig på et tidspunkt i livet. Den enkelte

er et individ fra starten, men personlighed bliver det først ved sin fri selvovertagelse og

sammenhængende hermed opnåelsen af en fri vilje, og således bliver det selvbestemmende i den

konkrete tilværelse, som selvovertagelsen også inkluderer:

’Saaledes træder da umiddelbart til Selvpositioneringen, og falder sammen i eet med den, en anden

Grundposition, hvorved Jeget sætter sig i et bestemt Grundforhold til Verden eller sætter sig paa en

bestemt Maade til denne, tagende Livet paa denne eller hiin bestemte Maade. Det griber dette eller

hiint, hvortil det knytter sig, hvorom dets Hovedhensyn dreje sig, og hvorved det lader sig styre.’

(Sibbern, 1819, 100)

Som her uddybet så betyder selvovertagelsen, hvorved man bliver selvbestemmende på sin egen

måde i overensstemmelse med sin natur (grundform og karakter), at der kommer kontinuitet ind i

den enkeltes tilværelse. Den enkelte vil, ifølge Sibbern, typisk optræde ensartet, da det på sin måde

31


handler i overensstemmelse med sin samvittighed, hvilket er muligt i kraft af tilegnelsen af sin fri

vilje, og dette er nyt i forhold til før, hvor individet undertiden var henvist til at sige, mene, handle

som andre i det miljø, hvori han færdes, på grund af sit ikke-realiserede potentiale af sig selv som

personlighed og derfor manglende selvbestemmelse og selvstændighed. (Sibbern, 1819, 103)

Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og selvforglemmelse

Som allerede beskrevet så er en grad af personlig udvikling påkrævet for at erkende og holde af

verden og andre, som det eller disse faktisk er. Antagelsen skal vist forstås ret bogstaveligt, også

selvom det peger i retningen af den grumme konklusion, at et dårligt udført arbejde, en uheldig

vurdering, en ulykkelig kærlighed osv. meget vel kan have at gøre med, at man er en mislykket eller

ikke-realiseret personlighed, og det vil jeg nu uddybe.

Som vi før så, så er der principielt intet til hinder for, at mennesket i sit indre mikro-kosmiske

sjælelige liv gør sig et billede af sin verden og sine medmennesker, der svarer helt til, hvordan disse

faktisk er, men det betinger den personlige udviklingsproces, som resulterer i, at fornuften i én lader

det gode fremstille som godt, det onde som ondt, osv., og som således erkendes, som hvad det er i

kraft af selvbevidstheden, som ligeledes giver den erkendende mulighed for at handle herefter i

overensstemmelse med sin samvittighed og i kraft af sin frie vilje.

Et sådant selvbevidst og ideelt set etisk handlende menneske burde nu ikke tilbringe resten af sin

tilværelse i selvbevidst refleksion og lignende kognitive manøvrer. Disse bevidste mentale

manøvrer burde vedvarende finde sted, men det meste af tilværelsen burde bestå af

selvforglemmende virksomhed. Det vil jeg uddybe, og dertil vil jeg tage afsæt i følelser.

Følelser

Følelser er grundlæggende den stemning af behag eller ubehag, der er sammenhængende med

erfaringer med mennesker, ting og begivenheder, der fremkalder behag og ubehag, men ifølge

Sibbern findes der to hovedtyper af følelser; jeghedsfølelser 28 og universelle følelser.

Jeghedsfølelser

Jeghedsfølelser går ud på eget behag eller ubehag (Sibbern, 1819, 299), og disse vil jeg nu give et

eksempel på. Den, der alene er styret af sin lyst til det behagelige, vil søge dette og søge at undgå

det ubehagelige. Da det behagelige kun er behageligt, indtil lysten dertil er indfriet, er denne

ensidige måde at orientere sig på utilstrækkelig, da det, der vækker lysten, kun kan fastholdes med

behag, indtil lysten er tilfredsstillet. Derfra bliver det oprindeligt lystfulde forbundet med ulyst, og

den behagelystne må nu vente, indtil lysten opstår igen eller vende sig mod noget andet, som

vækker lysten, hvorefter det samme kan gentage sig. På den måde er følelsen af lyst og ulyst ikke

28 Jeghedsfølelser kaldes også for egoistiske følelser. (Sibbern, 1819, 296)

32


tilstrækkeligt nuancerede følelser at lade sig lede af, og hvad værre er, på denne måde erfarer man

ikke verden og sine medmennesker, som de er, men erfarer dybest set, hvad hos dem eller dette, der

tjener egen erfaren af lyst og behag. (Sibbern, 1819, 280-283) Og på den måde må denne tilgang til

tilværelsen betragtes som en form for ’dæmoni’ 29 , da alt og andre alene betragtes som, hvad det

fremkalder i eller for mig. 30

For eksempel er samvittigheden derimod en følelse, som fortæller, hvad man også burde gøre

overfor andre, hvilket meget vel kan være forbundet med ubehag eller ulempe for en selv.

Værre endnu med kærlighed. Kærlighed knytter sig til den andens indre væsen, det vil sige den

andens særegne personlighed, som skues med åndens øje. Hvis ikke kærligheden knytter sig til den

anden selv, men til den fornemmelse den anden vækker i en selv, så gøres den anden til objekt for

egen selvkærlighed og er således et eksempel på ’dæmonisk kærlighed’, som skyldes, at ’billedet af

den anden’ ikke svarer til, hvordan den anden er. 31 (Sibbern, 1819, 184)

Jeg mener ikke, Sibbern skal fortolkes så bogstaveligt, at den, der ikke har gennemlevet

selvovertagelsens proces og efterfølgende gør brug af de herved opnåede kompetencer, er den

eneste, der magter at erfare verden og andre med objektiv gyldighed og dermed også at elske andre,

da enhver ifølge Sibbern har anelse om det, der burde komme til klar bevidsthed. Derfor har mindre

udviklede mennesker og børn givetvis også ’lyse øjeblikke’ og kan ikke betragtes som alene optaget

af egen egoistiske vinding og tilfredsstillelse af egen lyst, men han mener helt sikkert, at

selvovertagelsen med en grad af reel fri vilje, selvbestemmelse og samvittighedsfulde handlinger er

vigtig, og at dette er ethvert menneskes rette bestemmelse. Jeg mener altså ikke, at der er tale om et

absolut enten-eller, men nærmere en høj grad af tendens til en mere ægte personlighed i forbindelse

med selvovertagelsesprocessen, men ikke en udelukkelse af, at der skulle være ægte eller

integrerede personligheder iblandt de mindre selvbevidste mennesker. 32

29

Hermed mener Sibbern; ’..efter christelig Talebrug forstaaes ved det dæmoniske de fra Gud bortdragende

Indflydelser af et i Mennesket sig rørende Princip til det onde’. (Sibbern, 1819, 116) Nærmere forklaret betyder dette, at

som det gode er et i ham indtrædende indflydelses magt, således har vi også at bekæmpe en i os sig rørende naturs

bevægelser, som ellers kan komme til magt og herredømme i os og over os, og som giver selvforagt, da vi ikke har

bekæmpet noget i os, der er os fremmed. (Sibbern, 1819, 115-116)

30

En sådan gøren alt og alle til genstand for egen selvfornøjelse baserer sig alene på, hvad Sibbern kalder

’jeghedsfølelser’. (Sibbern, 1819, 296)

31

Her kan vi sammenligne med Kants skelnen mellem verden for os, som ifølge ham er det eneste, vi har adgang til, og

for sig, som vi ikke kan vide noget om. Sibberns løsning på det kantianske erkendelsesteoretiske dilemma er, at en

personlighed har mulighed for at erkende, hvad verden og andre er i sig selv. Hvorimod et individ vel nok overvejende

er henvist til erkendelse af og erfaren af tingene og de andre, som det fremtræder for ham, hvilket for eksempel er en

realitet, når den erfarende erfarer på baggrund af kun jeghedsfølelser. For at erkende verden må den erfarende erfare det

erfarede på baggrund af en følelsesmæssig tilknytning til det erfarede, som er kendetegnet ved universelle eller

sympathetiske følelser (hensigten med Gadamers begreber om fuldkommenhedsforventning og

horisontsammensmeltning er uden tvivl en lignende måde at overvinde det kantianske problem).

32

Dette er i nogen grad min tolkning af Sibbern, men jeg mener at kunne underbygge min antagelse ved at give

eksemplerne med hunde og barbariske folkeslag: Selv en hund kan skamme sig, da den har en fornemmelse af det

ideelle, men den kan ikke udsondre det gode som godt, dertil kræves et sprog, der kan adskille tanken om det gode fra

33


Universelle følelser

Det selvforglemmende er muligt i kraft af, at den enkelte bliver følelsesmæssigt grebet af nogen

eller noget, hvor hensynet til sig selv glemmes, hvilket sker i forbindelse med det, Sibbern kalder

universelle følelser. Disse fremkaldes af noget objektivt udenfor individet, hvis levende indflydelse

fornemmes under følelsen, hvorved dette noget drager den grebne til sig, hvorved denne glemmer

sig selv. (Sibbern, 1819, 295-296) Om denne selvforglemmende leven skriver Sibbern:

’I de glædefuldeste Følelser forglemmes det egne Jeg; ej om vor egen Kraftyttring, men om

Gjenstandens Fortinlighed dreje under den contemplative 33 Nydelse vore Forestillinger sig;

ligeledes i Kjerlighedens højeste henrykkelse..(..).. ingenlunde er et Omdømme om Tingens Værd

for os, men om Tingens Værd i og for sig, og Erkendelsen af denne Værd har nu den forhøjede

Vitalitet til Virkning.’ (Sibbern, 1819, 315-316)

Således forestiller Sibbern sig, at den største glæde er i opslugthed og hengivelse til det, den eller

dem, hvor glæden er ved nydelsen af det i sig selv værdifulde for dets, disses eller dennes egen

skyld. 34

Sympathetiske følelser er blandede følelser, hvor der indgår både universelle og jeghedsfølelser,

men med en overvægt af de universelle følelser. Her træder selvhensynet tilbage til fordel for det

andet eller den anden, men glemmes ikke helt. (Sibbern, 1819, 299-300) Et eksempel på dette er

samvittigheden, der ganske vist er en universel følelse, for så vidt den vedrører noget, man burde

overfor andre, men alligevel rummer samvittigheden et selvhensyn, da den også har at gøre med et

krav til sig selv om at være mere fuldkommen. (Sibbern, 1819, 308)

Kærlighed

Sibbern vurderer helt sikkert kærlighed imellem kønnene meget højt, og lige såvel, som han ikke er

blind overfor mulige vanskeligheder i forbindelse hermed, lader det til, at han mener, at netop også

kærlighed til et menneske af det modsatte køn rummer særlige muligheder for selvrealisering, og

også i forbindelse med kærlighed af denne art tænker han først og fremmest her på kærlighed til den

andens indre væsen. Jeg mener, at dette er vigtigt at tilføje, når vi tager følgende citat i betragtning:

den konkrete situation. (Sibbern, 1819, 53) Et sprog har derimod de mest barbariske folkeslag, og selv hos disse findes

forestillingen om, at noget andet end det synlige er til, og at dette råder over menneskerne. (Sibbern, 1819, 54)

33 Når Sibbern skriver ’kontemplativ’, så tænker han her på den glæde, der består i at se det gode som godt, det skønne

som skønt og en andens indre væsen i dennes særegenhed som fornuften. De største glæder af denne art kalder Sibbern

universelle følelser. Universelle følelser kan dog også vække mishag (Sibbern, 1819, 297), som for eksempel man

iagttager en uretfærdighed, som man reagerer på under fuldstændig tilsidesættelse og forglemmelse af sig selv.

34 Når Sibberns skriver ’kjerlighedens højeste henrykkelse’, er der næppe tvivl om, at han her også tænker på seksuelle

udfoldelser, og der er heller ikke tvivl om, at han tænker dets plads er strengt indenfor rammerne af ægteskabet. Ingen

steder i Menneskets aandelige Natur og Væsen omhandles seksualitet, men i Om Elskov. Kjærlighed imellem Mand og

Qvinde, der også er fra 1819, nævnes seksualitet og utroskab flere steder. For eksempel på side 61: ’..Tanken paa

Utroskab er saa oprørende og saa frygtelig, fordi Utroskab gjør, at selv det Høiere, Herligere i Jordelivet viser som

Noget, der ingen Bestaaen har, ingen Ægthed.’

34


’Overalt viser sig Ensidigheden og Utilstrækkelighed i de enkelte Individers Naturer, der til fulde

Existents behøve og kræve Forening med andre Individer. Den bestemteste og betydeligste

Modsætning i Naturen er her Kjønnets. Ikkun Halvt lever Menneskenaturen i ethvert Individ.’

(Sibbern, 1819, 58)

1b. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt

i Sibberns Psychologisk Pathologie fra 1828?

Som jeg har skrevet både i projektdesignet og i begyndelse af afsnit 1a., består Psychologisk

Pathologie overvejende af en undersøgelse af drifter, lidenskaber og affekter, som netop kan

forhindre den naturlige og vellykkede personlighedsdannelse, der fremstilles i Menneskets

aandelige Natur og Væsen, som jeg nu i korte træk har redegjort for. Sibbern skriver på første side i

Psychologisk Pathologie, hvor han henviser til stedet i forgængeren, hvor han skriver at han senere

vil levere en undersøgelse af de pathologiske fænomener, at dette stadig er målet med denne bog.

(Sibbern, 1828, 3)

Jeg vil først redegøre for Sibberns pathologiske grundbegreber drifter, lidenskaber og affekter.

Dernæst vil jeg kort redegøre for, hvordan det pathologiske optræder, når drifterne ikke er rettet

imod sine genstande baseret på sympathetiske følelser, men derimod er baseret på egoistiske

følelser og dermed overmander disse oprindelige gode og naturlige tilbøjeligheder.

Som allerede nævnt i afsnittet projektdesign har jeg valgt den fremstillingsmåde, da Sibbern i

Psychologisk Pathologie ved hjælp disse grundbegreber for det pathologiske undersøger nærmest

alle tænkelige områder af tilværelsen, hvor begivenhederne risikerer at løbe af sporet og blokere for

realisationen af den vellykkedes personlighedsudvikling, hvilket ikke er muligt at gengive

detaljeret.

Det pathologiske

Sibberns begreb pathologi er afledt af det græske ’pathos’. (Sibbern, 1885, 3) I Dansk

Fremmedordbog fremgår det, at det græske begreb ’pathos’ egentlig betyder lidelse og nu på dansk

refererer til ’en grebethed, stor og ophøjet lidenskab..(..).. øjeblikkelig og skiftende sjælstilstand;

MODSAT: etos.’ (Hårbøl, 1997, 713) ’Om ’etos’ står, at dets oprindelige græske betydning er ’sæd,

skik’ og på dansk nu referer til ’karakter, moralsk opfattelse, blivende karakteregenskaber’.

(Hårbøl, 1997, 293) Når Sibbern i Psychologisk Pathologie udfolder, hvad han forstår ved det

pathologiske, så er det ikke i modstrid med disse korte definitioner, da det pathologiske hos Sibbern

netop referer til individets lidenskabelige grebethed og sindets omskiftelighed, som er lidelsesfuld

og står i modsætning til en moralsk livsstil og sammenhængende hermed blivende

35


karakteregenskaber hos den enkelte, som Sibbern har redegjort for i Menneskets aandelige Natur og

Væsen.

Alle pathologiske fænomener er forbundet med affektion eller attrå, som Sibbern også kalder

begær, stræben og tilskyndelse. (Sibbern, 1828, 5)

Affektion er et overvejende indre subjektivt fænomen, der indadgående ytrer sig i en

sindsbevægelse og udadgående ytrer sig i et overdrevent følelsesudbrud. Måden, hvorpå det kan ske

for det enkelte individ, beror langt hen ad vejen på individets særegenhed og mindre på det, der

fremkalder affekten, da en lignende affektiv sindets bevægelse i både ind- og udadgående retning

kan have et lignende forløb i forskellige situationer og ved forskellige begivenheder. Hvis den

affektive sindsbevægelse er stærk, overvælder den besindigheden og ’bevæger Sindet med en vis

eensidig, alt Andet fortrængende Heftighed’, hvilket kaldes en egentlig affekt. (Sibbern, 1828, 5)

Den stående kilde til affektionerne kan skyldes ’Det, som constituerer Temperamentet, hvoraf der,

da der er en vis staaende Grundstemning i hele Sindet, kun kan tillægges ethvert Menneske eet’.

(Sibbern, 1828, 6) Her ser vi et eksempel på, at antagelsen om det enkelte individs grundform, som

redegjort for i forrige afsnit, også her bliver tilkendt en konkret betydning i forbindelse med de

uheldige pathologiske sindsbevægelser, sindsudbrud og affekter.

Attråen er et psykisk fænomen, der er mere forbundet med det objektive, da attråen bevæger den

attrående til handling, ’hvorved bestemte Gjenstande, eller Forhold og Tilstande, som endnu ikke

ere til, skulle frembringes’. (Sibbern, 1828, 5) Da det, der attrås, er vidt forskelligt, har attråen et

mere forskelligt præg og udseende afhængigt af genstanden, forholdet eller tilstanden, der attrås.

(Sibbern, 1828, 5)

Drift

Attråens kilde er drift eller drifter, da der ’efter Gjenstandenes Forskellighed, gives mangeslags

Atraa, ogsaa tilskrives Mennesket flere forskellige Drivter’. (Sibbern, 1828, 5)

Om denne drift eller drifter, der er kilden til attrå, skriver Sibberns endvidere:

’Under Livets gang uddanne sig af Drivterne, formedelst Reflection og selvbestemmelse, idet visse

Gjenstande hæves frem og vorde staaende Formaal for vedvarende Attraa og Bestræbelse, visse

fremherskende Attraaens Tilbøieligheder, der kunne blive til Lidenskaber, idet da tillige

Forestillingerne om hine Gjendstande blive til herskende forestillinger.’ (Sibbern, 1828, 6-7)

36


Med andre ord så formes attråen hos den enkelte ad åre i forskellige retninger, og under samme

proces kan der opstå lidenskabelige herskende forestillinger om de ting, attråen er rettet imod, og

hvis denne attrå stiger til en grad af lidenskab og farver de herskende forestillinger på en al for

ensidig måde, så kapper denne attrå og lidenskab over i det pathologiske, som har at gøre med, at

genstandene tabes af syne til fordel for den egoistiske optagethed af, på hvilken måde genstandene

kan tages i besiddelse eller berige den lidenskabeligt attrående for dennes egen skyld.

Et andet sted skriver Sibbern mere udførligt om driftens årsag og dens virkninger som attrå og

begær:

’Allerede at Mennesket er sig et sig selv bevidst Væsen, hvis Liv er Tiden og Tidens Vilkår og

Forhold underlagt, medfører, at han er et Væsen, der ei kan Andet, end at bevæges af Attraa og

Begjær og dermed forbunden Tragten og Stræben, som gaar ud paa, at ved hans egen Virksomhed

Noget skal blive til Virkelighed i et senere Tidspunkt, som det i et tidligere har fremstillet sig for

hans Fornemmelse eller Forestilling. Men at Mennesket tillige er et Væsen, som er langt fra

allerede at være Det, hvortil hans Liv sigter, at den Formation eller Skabning, som i ham er

grundlagt, er langt fra at være færdig, dette gjør, at hiin Atraaen, Begjæren, Tragten og Stræben

træder saa stærkt frem hos Mennesket, og hos ham spiller en saa stor Rolle, og at derfor saa stor en

Deel af de pathologiske Betragtninger komme til at dreie sig herom.’ (Sibbern, 1828, 53-54)

Det individet ikke er fra starten, men er anlagt på at blive, kender vi til fra min redegørelse for

individ, personlighed og personlig frihed hos Sibbern i Menneskets aandelige Natur og Væsen, så

det vil jeg ikke her kommentere yderligere. Det, Sibbern her skriver om årsagen til drifter og dets

virkninger attrå, begær, stræben og tragten, er, at disse fænomener er helt naturlige og i sig selv

gode og nødvendige i forhold til individets realisation af sig selv som personlighed, hvilket er

hensigten med den enkelte og er som sådan simpelthen en måde, hvorpå livet virker i mennesket.

Da dette spiller så stor en rolle og træder så stærkt frem i mennesket, så forelægger muligheden

altså også for, at disse drifter og denne attråen, tragten, stræben og begær risikerer at udvikle sig til

at være en forhindring for den udvikling, som det enkelte menneske er anlagt på.

Sibbern har også en forklaring på, hvordan driften som blind ’naturtilskyndelse’ virker i mennesket,

hvilket vil sige, hvordan denne blinde tilskyndelse i mennesket omdannes til en mere eller mindre

bevidst attråen og stræben. Sibbern skriver om dette, at driftens ophav fortaber sig i det dunkle, som

han kalder et instinkt:

’Instinkt, der betegner det mere Bevidstløse og Dunkle. Thi skal..(..)..hiin Drivts første aldeles

dunkle Rørelse betragtes som Naturtilskyndelse, og den kaldes da bedre Instinct, end Drivt.’

(Sibbern,1828, 58-59)

37


Sibberns begreb om drift er mangfoldig, som der er genstand, forhold og tilstande at attrå. Også

derfor bliver Psychologisk Pathologie et ret omfattende værk, da Sibbern med sine grundbegreber

for det pathologiske undersøger de psykiske fænomener i forbindelse med alle de mange genstande,

der kan gøres til genstand for attrå. Således skriver Sibbern om ’meddelelsesdrift’, som er driften til

at delagtiggøre andre i, hvad der optager en. (Sibbern, 1828, 75) En moralsk og religiøs drift.

(Sibbern, 1828, 79) Lyksalighedsdrift, fuldkommenhedsdrift og virksomhedsdrift. (Sibbern, 1828,

87) En drift imod viden, frembringelse, kunst. (Sibbern, 1828, 116) Drift til at indgå i selskab,

venskab, kærligheddrift og kønsdrift, der i sig selv er af egoistisk udspring. (Sibbern, 1828, 117)

Drift til nydelse. (Sibbern, 1828, 199) Drift til ære, osv. (Sibbern, 1828, 76)

Enhver genstand, tilstand eller forhold, der kan attrås, er der en drift for, og enhver sympathetisk

drift, der udvikler personen, kan blive kvalt af personens egen egoistiske stræben, hvorved selve

genstanden tabes af syne.

Sympathetiske og egoistiske drifter

Igen anvender Sibbern grundmodsætningen imellem de sympathetiske og egoistiske følelser 35 , som

de følelser hvor ud fra der erfares og handles. I attrå og de heraf afledte handlinger, der er motiveret

af sympathetiske følelser, er der ikke noget pathologisk. I de handlinger, der derimod baserer sig på

egoistiske følelser, optræder de pathologiske fænomener. (Sibbern, 1828, 11-12)

Sibberns grundantagelse for det pathologiske er, at alle de genstande, tilstande og forhold, der kan

attrås, og som der derfor findes en drift for, ideelt set må basere sig på også sympathetiske følelser,

da denne attrå imod tingene, tilstanden eller forholdet, ellers ikke er en rettethed imod dette i sig

selv værdifulde og dermed rummer egentlig selvforglemmelse, som redegjort for i forrige afsnit,

men bliver en rettethed, hvor genstanden, tilstanden eller forholdet netop begæres for, hvad dette

kan være for det begærende individ. Fælles for de pathologiske fænomener er, at de er en rettethed,

en henvendelse imod, en optagethed, en drift imod, der har helt eller delvist mistet sin genstand. Og

i en vis forstand bliver attråen en attrå, der mere eller mindre er vendt imod den attrående selv, som

jeg tidligere har beskrevet under afsnittet om jeghedsfølelser, men som Sibbern igen skriver om i

Psychologisk Pathologie. 36 (Sibbern, 1828, 137) Denne pathologiske jeghedssyge kan forekomme i

forbindelse med alle de genstande, der kan gøres til genstand for begær.

35 Før har jeg benævnt disse med deres anden betegnelse, jeghedsfølelserne.

36 Der er næppe nogen tvivl om, at vi her ser Sibberns fortolkning af den ’indkrogethed i sig selv’, som Luther taler om,

og som det om muligt er altafgørende at blive vendt ud af, men som mennesket ifølge Luther ikke magter at gøre ved

egen indsats, hvilket Sibbern vist også kan siges at mene, selvom han vist er noget mere optimistisk end Luther. Det var

en religionsfilosofisk kommentar, men under redegørelsen af aspekter Menneskets aandelige Natur og Væsen skrev jeg,

at Sibbern selv var inde på, at psykologien havde genstand tilfælles med ’den usynlige kirke’, og derfor finder jeg det

rimeligt nok at knytte den kommentar til, og som vi snart skal se, så fremkaldte Psychologisk Pathologie også en protest

over dens sammenblanding mellem teologi og psykologi.

38


Konklusion: De pathologiske fænomener i relation til Sibberns dannelsesideal

Sibbern beskriver mennesket som et væsen med flere lag eller niveauer. Sibbern anvender

betegnelsen hovedtrin. Det, der er vigtigt, er, at Sibbern mener, at kun den affekt og attrå, der

kommer til udtryk som psykiske fænomener under det første hovedtrin, hører til de egentlige

pathologiske fænomener. Personer, der kan siges at være kendetegnet ved, hvad der fremgår under

de øvrige hovedtrin, er, hvad Sibbern forstår ved vellykkede frie personligheder eller bedre endnu

gode protestanter. (Sibbern, 1828, 66)

Første hovedtrin - naturtilskyndelsen

På dette stade befinder et menneske sig på et trin, hvor det er behersket af naturtilskyndelser med

dets ’tvende væsentligt forskellige Hovedtrin’ som måder, hvorpå livet kommer til udtryk hos

mennesket. (Sibbern, 1828, 63)

Første trin er den blotte drift, der betegnes som ren naturtilskyndelse og betegner den bevidstløse

instinktive dunkle rørelse, der som egentlig drift i mennesket får skikkelse som rettet attrå imod

bestemte genstande, tilstande eller forhold.

Andet trin er tilskyndelsen:

’Tilbøjeligheden, der er noget Andet, end Drivt, da den først under Livets Gang, formedelst

tiltrædende Opmærksomhed paa Gjendstandende og en derved fremkaldet Tilknytning til visse

iblandt dem, gaaer frem af Drivten, men ogsaa den er dog endnu at kalde Naturtilskyndelse, og det

Standpunct, hvorpaa Mennesket staaer, saalænge han endnu ikkun bevæges af en saadan, er blot

Naturens.’ (Sibbern, 1828, 63)

Dette standpunkt er altså et, hvor individet er optaget af og knyttet til visse genstande eller visse

andre, der er mere end den blotte drift, men ikke på en moden og selvbevidst måde. Sibbern skriver

videre herom i § 38 Hvorledes Tilbøielighed danner sig. Herved om Vanens Magt, at denne

opmærksomhed på visse genstande, begivenheder og andre, der på en rutinemæssig måde er

opstået, har det med at vare ved som en tilbøjelighed, man beskæftiger sig med og prøver at komme

i besiddelse af, hvis det lader sig gøres. (Sibbern, 1828, 118-122) Sibbern skriver herom:

’.. en Tilbøielighed, som ikke uden Anledning ofte kaldes en Kjærlighed, være den ofte nok saa

egoistisk.’ (Sibbern, 1828, 119)

Dette tilskyndelsens trin har altså at gøre med, at man beskæftiger sig med andre og visse

genstande, som man nok har en vis glæde ved, og som undertiden går under navn af kærlighed,

hvad det alligevel ikke helt kan siges at være, da glæden ved disse genstande og andre i den sidste

39


ende er af egoistisk art. Dette andet trin er uden tvivl sammenfaldende med et menneske, som

Sibbern beskriver i Menneskets aandelige Natur og Væsen før den selvovertagelsesproces, der er

forbundet med tilegnelse af selvbevidsthed, personlig frihed og ansvar osv.

Andet hovedtrin – forstands- eller fornufttilskyndelsen

Et menneske på dette dannelsesniveau burde handle efter:

’..den Tilskyndelse, som indtræder, naar Overvejelse og Eftertænkning føre til at handle af Indsigt

og erkendte Grunde, og derfor at følge visse eengang fattede faste Beslutninger, og altsaa at handle

efter Grundsætninger..(..).. Det er her, i denne Intelligentsens og Frihedens Sphære, at Attraaen

opklarer sig til at vorde en egentlig Villie, og at det viser sig, at Mennesket ikke blot i det Enkelte

kan ville og fatte Beslutning, men ogsaa i det Hele en vis Grundvillie hos ham kan danne og befæste

sig.’ (Sibbern, 1828, 63)

Med den forklaring kan vi se, at det, Sibbern her skriver om, er i forlængelse af, hvad vi allerede har

set på som den ret ideelle personlige udvikling, som det fremgik af Menneskets aandelige Natur og

Væsen, hvor den enkelte overtager sig selv, opnår selvbevidsthed, og hvor samvittigheden får sin

egentlige betydning, da personen i kraft af sin selvbevidsthed nu også erkender det gode som godt,

det skønne som skønt, osv., som fornuften fremstiller for denne enkelte, og som ledsages af etisk

handlen. 37 Dette trin deler Sibbern her i endnu et hovedtrin, hvor det fornuftige er mere integreret i

personligheden.

Tredje hovedtrin - karaktertilskyndelsen

Sibbern skriver, at et menneske, der således er behersket af fornuftstilskyndelse, ikke af den grund

hverken kan eller skal ophøre med at være underlagt naturtilskyndelsen. Sibbern mener åbenbart at

for at undgå, at naturtilskyndelser og fornuftstilskyndelser skal stå i modsætning til hinanden, skal

disse tværtimod gensidigt befrugte hinanden og blive en anden af fornuft gennemtrængt natur. 38

(Sibbern, 1828, 64-65)

Sibbern skriver om dette:

37 Det er uden tvivl også i direkte forlængelse af Kants morallov, hvad vi har set i både Menneskets aandelige Natur og

Væsen og nu igen med lidt andre ord her i Psychologisk Pathologie. Søren Kierkegaards tænkning om æstetikere og

etikere (Kierkegaard, 1999, 110) er uden tvivl også i direkte forlængelse af disse aspekter af Sibberns psykologi.

Sibbern benævner endda også anden og tredje hovedtrin som etikkens standpunkt, og det fjerde som det religiøse

standpunkt. (Sibbern, 1828, 66) I betragtning af hvor kendt Kierkegaard er blevet, er det i grunden mærkeligt, at

Sibbern er gået helt i glemmebogen. Hvor mange ved, at skabelonen for Kierkegaards univers befinder sig i Menneskets

aandelige Natur og Væsen fra 1819?

38 Når Sibbern her betænker modsætningen og ophævelsen af den modsætning, der kan forekomme imellem, hvad der

kan være naturligt at gøre, og hvad man som etisk handlende væsen mener man skulle gøre, så er det næppe forkert, at

Sibbern her mener at befinde sig i overensstemmelse med Paulus’ brev til romerne 7. 18-19 eller i hvert fald forholder

sig til samme emne: ’Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre

det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.’

40


’..hvad reen og klar Indsigt og Erkendelse lærer og fordrer eller medfører, skal saaledes udvikle sig

af vor Natur og igjen gaa over i vor Natur, og gribes og omfattes af den Tilskyndelse, som,

kommende frem af sig selv, ogsaa af sig driver Livet fremad, at det erkendte Høiere bliver os til en

anden Natur, ved aldeles at gaae over i Tilbøjeligheden.’ (Sibbern, 1828, 64-65)

Forskellen på andet og tredje hovedtrin er vist, at her på det tredje hovedtrin gør den enkelte ikke

lidt modstræbende, hvad han ved, han burde, men gør det her umiddelbart, glad og gerne, da

naturlig lyst, erkendelse og vilje er helt i overensstemmelse med hinanden.

Fjerde hovedtrin – livet i Gud

Ganske som i Menneskets aandelige Natur og Væsen realiseres personligheden i fuldt flor ved Guds

ånd. Sibbern opererer dog her med to former for religiøsitet. Det første trin er en kristendom, hvor

et menneske har en idé om Gud, den anden er, når et menneske er gennemtrængt af Guds egen ånd:

Væsenhedens trin

På dette trin leves livet i kraft af individets idé om Gud. (Sibbern, 1828, 65-66)

Nådens trin

Dette egentlige kristne liv er kendetegnet ved at være:

’..naar hele Livet saaledes bevæges og gjennemtrænges af Det, som er høiere, end baade Naturen

og Friheden, men til hvis Aabenbarelse baade Natur og Frihed skulle tjene, det Guddommelige og

Evige, at Guddommen selv kan siges at opfylde Sjæl og Sind, Hjerte og Aand, og at Tilskyndelsen

føles og elskes og helligholdes som Guddommens egen actuelle altopfyldende Tilstedeværelse i

Menneskets Indre..(..).. i Kraft af Guds umiddelbare Impuls og Leven i os.’ (Sibbern, 1828, 65)

41


2. Summary

This project examines the psychological works of Frederik Christian Sibbern, Menneskets aandelige

Natur og Væsen from 1819 (The Spiritual Nature and Substance of Man) and Psychologisk

Pathologie from 1828 (Psychological Pathology) with regards to how the concepts ‘individual’,

‘personality’, and ‘personal freedom’ in those works are given a particular meaning. Sibbern was

professor of philosophy at the University of Copenhagen from 1813 to 1870, and was at the

beginning of this period a central figure within the idealistic science of the time. With his works

Sibbern also contributed to making the idealistic science become the scientific paradigm of that

period. Thus, this project examines how the individual is being focused on as an object of special

attention and new interpretation in Danish Romaticism.

Put briefly, Sibbern understands man as a being in which self-consciousness, self-determination,

conscience, and reason are central phenomena. Emotional phenomena and natural impulses are put

in a central position, as well, the notion being that the characteristics of the idealistic development

of the personality are the reciprocal penetration of natural impulses of all kinds and the self-

consciousness, conscience, and reason of the individual. By this reciprocal penetration they create a

different nature.

42


Litteraturliste

Primær litteratur

Carlsen, Søren, (1820), ’Skrædderens Forelæsning og Professor Sibberns Forelæsninger, et

Skuespil, fremstillende Kjøbenhavns lærde og aandelige Liv i dets høieste Potents’. Trykt paa

Forfatterens Forlag. Hos N. Georg Fr. Christensen, Kjøbenhavn.

Em. Bærentzen & Co’s. Lithografiske Institut, Red. medarbejdere (1842), ’Dansk Pantheon. Et

portrætgallerie For samtiden bind 2’. Em. Bærentzen & Co’s. Lithografiske Institut, Kjøbenhavn.

(http://bibliotek.dk/vis.php?term1=lid%3D001990631%20og%20lok%3D810010&format=l&origin

=nada&vis_ccl=Du+ser+p%E5+%E9n+udgave+af%3A+Dansk%20Pantheon%20:%20Et%20Portr

aitgalleri%20for%20Samtiden)

Heiberg, Red. J. L., m. fl., (1829), ’Maanedsskrift for Litterratur. Udgivet af et Selskab. Andet

Bind’, artiklen ’Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et udkast til en Psychologie’. Anonym

forfatter. Forlagt af Universitetets-Boghandler C. A. Reitzel. Tryk Fabritius de Tengnagels

Bogstykkeri, Kjøbenhavn. (s. 35-58)

Høffding, Harald, (1905), ’Danske filosoffer’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag.

MDCCCCIX. Forlagstrykkeriet, København. (s. 97-118)

Høffding, Harald, (1917), ’Psykologi i omrids paa grundlag af erfaring’. Ellevte, forkortede

udgave. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag, Kjøbenhavn. MDCCCCXXX.

Høffding, Harald, (1928), ’Erindringer’. Gyldendalske boghandel. Nordisk forlag, København.

MCMXXVIII.

Kierkegaard, Søren, (1999), ’Etikerens brev. Ligevægten mellem det æstetiske og etiske i

personlighedens udarbejdelse’. Nudansk udgave ved Henning Petersen. Forord af Anders Kingo.

DET lille FORLAG, Frederiksberg. ISBN 87-90030-72-9. (udgivet første gang i 1843, som en del

af Enten-Eller.)

43


Martensen, H., (1872), ’Frederik Christian Sibberns Jordefærd i Frue Kirke den 21 de December

1872’. Forlagt af den Gyldendalske Boghandel. Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.

Mynster, J. P., (1830), ’Grundrids af den almindelige Psychologie’. Gyldendalske Boghandlings

Forlag. Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.

Mynster, J. P., (1854), ’Meddelelser om mit Levnet’. Forlagt af den Gyldendalske Boghandling.

Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.

Mynster, C. N. L., red. (1860), ‘Breve fra J. P. Mynster’. Forlagt af den Gyldendalske Boghandel.

Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.

Mynster, C. N. L., red. (1862), ‘Af efterladte Breve til J. P. Mynster’. Forlagt af den Gyldendalske

Boghandel. Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.

Mynster, C. N. L., (1866 I), ‘Breve til og fra F. C. Sibbern I’. Forlagt af den Gyldendalske

Boghandel. G. S. Wibes Bogtrykkeri, Kjøbenhavn. (breve til Sibbern)

Mynster, C. N. L., (1866 II), ‘Breve til og fra F. C. Sibbern I’, Forlagt af den Gyldendalske

Boghandel. G. S. Wibes Bogtrykkeri, Kjøbenhavn. (breve Fra Sibbern)

Møller, Poul Martin, (1965), ’Filosofiske Essays og Strøtanker. Udvalg og forord ved Børge

Madsen’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. (s. 141-161)

Sibbern, Frederik Christian, (1819), ’Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en

Psychologie. Første Deel’. I den Gyldendalske Boghandling. Trykt i det Schulviske Officin,

Kjøbenhavn.

Sibbern, Frederik Christian, (1822), ’Om Erkendelse og Granskning. Til Indledning i det

akademiske Studium’. Fr. Brummers Forlag. Trykt hos E. Stræbe, Kjøbenhavn. (fortalen og

oversigt, indtil s. XVI)

44


Sibbern, Frederik Christian, (1828), ’Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en

Psychologie. Psychologisk Pathologie. Anden Deel’. Trykt i Fabritius de Tengnagels Bogstykkeri,

Kjøbenhavn.

Sibbern, Frederik Christian, (1829), ’Philosophiskt Archiv og Repertorium’. Udgivet af Dr.

Frederik Christian Sibbern. Trykt i Fabritius de Tengnagels Bogstykkeri, Kjøbenhavn. (s. 58-92)

Sibbern, Frederik Christian, (1853), ’Om Elskov eller Kjærlighed imellem Mand og Qvinde’. Paa

eget Forlag. Trykt i det Schulviske Officin, Kjøbenhavn. (udgivet første gang i 1819)

Sibbern, Frederik Christian, (1862), ’ Psychologie, indledet ved almindelig Biologie, i

sammentrængt Fremstilling. Den nye Udarbeidelses 4. heelt igjennem forøgede og forbedrede’.

Trykt i Fabritius de Tengnagels Bogstykkeri, Kjøbenhavn. (fortalerne)

Sibbern, Frederik Christian, (1885), ’Læren om de menneskelige Følelser og Lidenskaber’. C. A.

Reitzels Forlag, Kjøbenhavn. (fortalen og indtil side 30) (udgivet første gang i 1828 med titlen

’Psychologisk Pathologie’)

Treschow, Niels, (1812), ’Om den menneskelige Natur i Almindelighed, især dens aandelige Side’.

Trykt paa Fr. Brummers Forlag hos Ernst Andreas Herman Møller, Hof og Universitetsbogtrykker,

Kiøbenhavn. (indtil s. 50)

Tuxen, Poul, red, (1927), ’Gabrielis’ Breve’. Forfatter Sibbern, Frederik Christian.

Holbergselskabet af 23. september. (de første 153 sider, som udgør, hvad der blev udgivet i 1826,

inklusiv forordet af J. P. Mynster)

Sekundær litteratur

Historiske værker

45


Andersen, Dorthe Sondrup, (2004), ’Guldalder uden forgyldning’. Peoples’s Press, København.

ISBN 87-91293-83-9.

Bjørn, Claus, (2003), ’Danmarkshistorien. Bind 10. Fra reaktion til grundlov 1800-1850’. 2.

udgave, 1. oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen, & Politikens Forlag

A/S, Copenhagen. ISBN 87-89068-31-9.

Red. Feldbæk, Ole, (1991), ’Dansk Identitetshistorie. bind 2. Et yndigt land. 1789-1848’. C. A.

Reitzels Forlag, København. Trykt hos Olesen Offset, Viborg. ISBN 2-87-7421-712-7.

Feldbæk, Ole, (1998), ’Danmark-Norge 1380-1814. Bind IV. Nærhed og adskillelse 1720-1814’.

Akademisk Forlag, København. ISBN 87-5000-3516-9.

Feldbæk, Ole, (2003), ’Danmarkshistorien. Bind 9. Den lange fred. 1700-1800’. 2. udgave, 1.

oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen, & Politikens Forlag A/S,

Copenhagen. ISBN 87-89068-30-0.

Garff, Joakim, (2000), ’SAK. Søren Aabye Kierkegaard. En biografi’. Gads Forlag, København.

Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-12-02243-8.

Red. Grane, Leif, m. fl., (1992), ’Københavns Universitet 1479-1979. Bind VIII. Det filosofiske

Fakultet. 1. del’. C. E. C. GADS Forlag, København. Trykt af Bianco Lunos Bogtrykkeri. ISBN 87-

87848-33-3. (s. 46-52)

Red. Grane, Leif, m. fl., (1993), ’Københavns Universitet 1479-1979. Bind II. Almindelig historie

1788-1936’. C. E. C. GADS Forlag, København. Trykt af Bianco Lunos Bogtrykkeri. ISBN 87-

87848-38-4. (s. 1-200)

Red. Henriksen, Aage, m. fl., (1968), ’Den erindrende Faun’. Fremad. Trykt i Gentofte

Bogtrykkeri. (s. 108-116)

Himmelstrup, J, (1934), ’Sibbern. En monografi’. J. H. Schultz Forlag, København.

46


Hvidt, Kristian, (2004), ’Danmarkshistorien. Det folkelige gennembrud. 1850-1900’. 2. udgave, 1.

oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen, & Politikens Forlag A/S,

Copenhagen. ISBN 87-89068-32-7.

Red. Jensen, Povl Johs., (1980), ’Københavns Universitet 1479-1979. Bind X. Det filosofiske

Fakultet. 3. del’. C. E. C. Gads Forlag, København. Trykt af Bianco Lunos Bogtrykkeri. ISBN 87-

87848-09-0. (s. 1-60)

Red. Jessen, Keld B., (1999), ’Filosofi - fra antikken til vor tid’. Systime. ISBN: 87-7783-789-4.

Med supplerende materiale på forlagets internetadresse: http://www.systime.dk/

Jørgensen, John Chr., (1994), ’Det danske anmelderis historie’. Fisker & Schou. Trykt hos Olesen

Offset, Viborg. ISBN 87-90057-26-0. (s. 56-61)

Kallmoes, Poul,(1946), ’Frederik Christian Sibbern. Træk af en dansk filosofs liv og tænkning’.

Ejnar Munksgaards Forlag, København.

Koch, Carl Henrik, (2003), ’Dansk oplysningsfilosofi’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag

A/S, København. Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg A/S. ISBN 87-00-76298-9.

Koch, Carl Henrik, (2004), ’Den danske idealisme’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S,

København. Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg A/S. ISBN 87-00-76302-0.

Korsgaard, Ove, (2004), ’Kampen om folket. Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500

år’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, København. ISBN 87-02-01719-9.

Lausten, Martin Schwartz, (1997), ’Kirkehistorie. Grundtræk af Vestens kirkehistorie fra

begyndelsen til nutiden’. Forlaget ANIS, Århus. ISBN 87-7457-186-9.

Lausten, Martin Schwartz, (1999), ’Kirkens historie i Danmark. Pavekirke – Kongekirke -

Folkekirke’. 1. udgave, 1. oplag, Forlaget, Århus. ISBN 87-900645-02-2.

Lindhart, Jan, (1998), ’Mellem djævel og Gud Martin Luther’. C. E. C. Gads Forlag –

Aktieselskabet af 1994. ISBN 87-12-03338-3.

47


Madsen, K. B., (1986), ’Psykologiens historie i et videnskabsteoretisk perspektiv. Bind 1: Tiden

indtil ca. 1945’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A.S., Copenhagen. ISBN 87-01-50332-4.

Nordenbo, Red. Sven Erik, m. fl., (1976), ’Dansk filosofi og psykologi 1926-1976. Bind 1’.

Filosofisk Institut Københavns universitet. Tryk: JJ Trykteknik A/S, København. ISBN 87-503-

2100-5. (s. 7-23)

Nielsen, Jørgen Juul, (1991), indledningen til ’Menneskeværd og menneskevel’ af Niels Treschow.

C. A. Reitzels forlag A/S, København. Trykt hos Nørhaven A/S, Viborg. ISBN 87-7421-728-3.

Olesen, Red. Thorsten Borring, m. fl., (1987), ’På jord min Himmel. Kærlighedsliv i historien’.

Den jyske historiker, Århus. Tryk: Werks Offset, Århus. ISBN 87-7288-800-8.

Pahuus, Mogens, (1995), ’Fornuft og Følelse. Den følende fornuft og den vellykkede identitet’.

Philosophia, Århus. Tryk: Werks Offset, Århus. ISBN 87-88663-34-5.

Pahuus, Red. Mogens, (2001), ’Punktnedslag i dansk livsfilosofi’. Aalborg Universitetsforlag.

Tryk: Special-Trykkeriet Viborg A/S. ISBN 87-7307-642-2.

Rasmussen, Jens, (1999), ’J. P. Mynster. Sjællands biskop 1834-1854. Kampen for en rummelig

kirke. Forholdet til N. F. S. Grundtvig og Grundloven’. Odense Universitetsforlag, trykt af Special-

Trykkeriet Viborg A/S. ISBN 87-7838-483-4.

Schultz, Duane P., m. fl., (1992), ‘A History of Moderne Psychology’. Fifth Edition.University of

Southern Florida. ISBN 0-15-537467-2. (til s. 111)

Thomsen, Ole B., (1975), ’Embedsstudiernes Universitet. Bind 2’. Akademisk Forlag. Tryk: JJ

Trykteknik A/S, København. ISBN 87-500-1535-4. (s. 700-720)

Vind, Ole, (1999), ’Grundtvigs historiefilosofi’. Gyldendalske boghandel. Nordisk Forlag A/S,

Copenhagen. Trykt hos Nordisk Bog Center A/S, Haslev. ISBN 87-00-37308-7. (s. 210-220)

Wolf, Jakob, (1997), ’Etikken og Universet’. Forlaget ANIS. ISBN 87-7457-1999-0.

48


Ørsted, Børge, (1965), ’J. P. Mynster og Henrich Steffens’. Institut for dansk kirkehistorie. Nyt

nordisk forlag. Arnold Busck, København. (s. 465-475 og 535-545)

Historieteori, filosofi og videnskabsteori

Gadamer, Hans George, (2004), ’Sandhed og metode: grundtræk af en filosofisk hermeneutik’.

Systime. ISBN: 87-616-0288-4. (s. 9-71 og 165-297)

Jensen, Eric Bernard, (2003), ’Historie – livsverden og fag’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk

Forlag A/S, København. Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-00-45724-8.

Kjeldstadli, Knut, (2002), ’Fortiden er ikke hvad den har været – en indføring i historiefaget’.

Roskilde Universitetsforlag. Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-7867-091-8.

Kjørup, Søren, (2003), ’Forskning og samfund. En grundbog i videnskabsteori’. 2. udgave, 2.

oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. Trykt hos Nørhaven A/S,

Viborg. ISBN 87-00-27096-2.

Klausen, Søren Harnow, (1998), ’Metafysik. En grundbog’. 2. oplag. Gyldendalske Boghandel.

Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. ISBN 87-00-26408-3.

Køppe, Red. Simo, m. fl., (1995), ‘Humanistisk Videnskabsteori’. 2. oplag. Danmarks radio

forlaget. Tryk: Special-Trykkeriet Viborg A/S. ISBN 87-7047-457-5.

Lübcke, Red. Poul, (1989), ’Vor tids filosofi – engagement og forståelse’. 3. oplag, 2. bind.

Politiken. ISBN: 87-567-3540-5.

Olsen, Poul Bitsch, m. fl. (2003), ’Problemorienteret projektarbejde – en værktøjsbog. Ny 3.

udgave’. Roskilde Universitetsforlag. Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-7867-223-6.

Pahuus, Mogens, (1975), ’Filosofisk antropologi’. Berlingske forlag. København MCMLXXV.

Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg. ISBN 87-19-35552-1.

49


Opslagsværker

Biblen, (1991), ’Biblen. Den hellige skrifts kanoniske bøger’. 1. udgave, 2. oplag. Udgivet af det

danske bibelselskab. København. Trykt hos Nørhaven A/S, Viborg. ISBN 87-7523-051-8.

Erslew, (1963), ’Almindeligt Forfatter-lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande fra

før 1814 til efter 1858. Tredje bind’. Rosenkilde og Bagger, København.

Hårbøl, Karl, m. fl., (1997), ’Dansk Fremmedordbog’. 15. udgave, 1. oplag. Munksgaard, Trykt:

Ait Norbok, Norge. ISBN 87-16-12086-8.

Red. Lübcke, Poul, (1996), ’Politikens filosofileksikon’. 1. udgave, 11. oplag. Politikens Forlag

A/S, Copenhagen. Trykt hos Nordjyllands Bogtrykkeri A/S. ISBN 87-567-5677-1.

Red. Sørensen, Asger, m. fl., (2002), ’Gyldensdals religionsleksikon. Religion. Livsanskuelse’. 3.

udgave, 2. oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. Trykt hos Nordisk

Bogproduktion A/S, Haslev. ISBN 87-00-32564-3.

Sørensen, Nils Arne, m. fl., (2003), ’Gads historieleksikon’. 2. udgave, 1. oplag. Gads Forlag.

Aktieselskabet af 1994, København. ISBN 87-12-04114-9.

Internetadresser

http://www.kilder.rundetaarn.dk/biografisketavler/vaerger.htm

http://www.litteraturpriser.dk/aut/DJ.htm#DJJDampe

http://www.e-poke.dk/heiberg_05.asp

http://runeberg.org/dbl/5/0233.html

http://runeberg.org/dandig19/0480.html

http://bibliotek.dk/vis.php?PHPSESSID=ee878445709abd6c5f25d2fa51435d3b&origin=sogning&f

ield1=forfatter&term1=h%F8ffding&field2=titel&term2=Psykologi+i+Omrids+&field3=emne&ter

m3=&field4=fritekst&term4=&cclbuf=&divbuf=Alle+typer&field_mat=&term_mat=&field_sprog

=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa

50

More magazines by this user
Similar magazines