Opgør med løntryk til søs - Ugebrevet A4

ugebreveta4.dk

Opgør med løntryk til søs - Ugebrevet A4

Arbejdsmarked, politik, velfærd og værdier 10. november 2003

39

Opgør med løntryk til søs

Dansk søfart blæser på FN-regler om organisationsret. SiD kræver millionerstatning til polske

søfolk, og Dannebrog kan blive blacklistet. Udenlandske søfolk strømmer til dansk søfart.

Mens de danske rederier rider på en bølge af

succes, presses erhvervet nu fra flere sider på

grund af den intense brug af billige søfolk fra

den tredje verden. Siden Dansk Internationalt

Skibsregister blev indført i 1988 er andelen af

danske søfolk i handelsflåden skrumpet fra 75

procent til 55 procent. Samtidig er antallet af

udenlandske søfolk steget med 171 procent.

Rederiernes forkærlighed for de udenlandske

søfolk skyldes, at de får en langt ringere løn,

fordi dansk lov forbyder dem at organisere sig i

danske fagforeninger. Men loven krænker både

FN’s konventioner om organisations- og forhandlingsret

og den såkaldte associeringsaftale,

som Polen og EU har indgået.

Derfor truer det Internationale Transportar-

bejder Forbund nu med fra nytår at blackliste

danske skibe og betragte Dannebrog som bekvemmelighedsflag.

Samtidig trues rederierne

også af et sagsanlæg fra SiD, der vil kræve erstatninger

i millionklassen til op mod 4.000 polske

søfolk, fordi de i strid med Polens associeringsaftale

med EU i årevis er blevet underbetalt.

Forretningsfører Michael Wengel-Hansen

fra Rederiforeningen for mindre skibe frygter

ikke de polske søfolk:

»Associeringsaftalen mellem Polen og EU er

en mellemstatslig aftale, som vi som organisation

ikke kan gøre ansvarlig for.«

I Danmarks Rederiforening vurderes udsagnet

om, at Dannebrog ender som bekvemmelighedsflag,

som »noget volapyk«. SIDE 3 OG 12

LANDSORGANISATIONEN I DANMARK · ISLANDS BRYGGE 32D · POSTBOKS 340 · 2300 KØBENHAVN S

TLF. 3524 6000 · FAX 3524 6300 · MAIL UGEBREVETA4@LO.DK · WWW.UGEBREVETA4.DK

Indvandrere

skal spredes

INTEGRATION Karen Jespersen (S)

vil have Folketinget til fastsætte

kvoter for, hvor mange indvandrere

der må bo i sociale boligområder.

Hun ønsker også loft

over andelen af tosprogede

børn i skoler og daginstitutioner.

Den tidligere social- og

indenrigsminister er alarmeret

over udviklingen i retning af

stadig større koncentration af

indvandrere. I en ny bog argumenterer

hun for behovet for

stærk politisk styret udlændingepolitik

og advarer mod udviklingen

af etniske parallelsamfund,

der kan betyde velfærdssamfundets

endeligt. SIDE 8


UGEBREVET A4 39/2003

Mandag den 10. november 2003

2. årgang

UDGIVET AF

Landsorganisationen i Danmark

Islands Brygge 32D

Postboks 340

2300 København S

Tlf. 3524 6000

Fax 3524 6300

www.lo.dk

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR

Hans Jensen

REDAKTØR

Bent Winther

REDAKTION

Jan Birkemose

Michael Bræmer (webredaktør)

Gladis Johansson (redaktionssek.)

Søren Kudahl

Noa Redington

Lars Olsen

Gitte Redder

E-MAIL ugebrevetA4@lo.dk

ISSN 1602-1630

FORSIDEILLUSTRATION

Gitte Skov

LAYOUT

Lisbeth Frellsen

PRODUKTION

KLS Grafisk Hus, Hvidovre

PAPIR 100g. MultiFine

TYPOGRAFI Trade Gothic og Cendia

CITATER er kun tilladt med

tydelig angivelse af kilde.

ABONNEMENT på A4 kan tegnes på

adressen www.tilmeldmig.dk/a4

eller pr. brev til ugebrevets postadresse.

Den elektroniske udgave er

gratis for alle. Den trykte udgave af

A4 koster kr. 900,- medmindre

man er medlem af et LO-forbund.

Ugebrevet kan i øvrigt læses på

www.ugebreveta4.dk

DELTAG I DEBATTEN Send os et

debatindlæg på debat@lo.dk eller

til ugebrevets postadresse.

BIDRAG TIL KALENDEREN

Begivenheder, som ønskes optaget i

kalenderen »denne uge« kan

sendes til kalender@lo.dk

INDHOLD

Nyheder

DANSKE REDERIER AFKRÆVES MILLIONER I 10 år

har danske rederier underbetalt polske søfolk,

mener SiD, som vil rejse erstatningskrav i millionklassen.

SIDE 3

FORMANDSPOST I SIGTE Med godt 181.000

medlemmers opbakning er pædagog-formand

Bente Sorgenfrey tæt på at vinde titlen

som formand for FTF. SIDE 4

VENSTRE TABER STEMMER Godt tre tusind medlemmer

har forladt Venstre siden valget i

2001. Partiets diskussioner har mistet pusten,

mener forsker. SIDE 4

Magten glider fra Folketinget

UNION 37 procent af lovgivningen i Folketinget

er påvirket af EU-regler. Det viser nye tal fra

Magtudredningen. Inden for enkelte ressortområder

såsom miljø- og erhvervspolitik er

op til 73 procent af den samlede danske lovgivning

præget af EU. Ifølge fem eksperter,

som ugebrevet har talt med, vil udviklingen

blive forstærket med den nye EU-Forfatningstraktat.

Eksperterne afviser samtidig, at det er

demokratisk problem, at Folketinget retter ind

efter EU-beslutninger. Udfordringen ligger i

at gøre danskerne mere engagerede i den europæiske

debat. SIDE 5

Skatteflugten er aflyst

DELTE MENINGER Ifølge en ny rapport fra Erhvervsministeriet

oplever Danmark en moderat

udvandring af højtuddannede. Niveauet

har været konstant i 10 år, og 8 ud af 10 vender

tilbage til Danmark. Økonomiminister

Bendt Bendtsen (K) og Dansk Industri vil gerne

fremstille det, som om højtuddannede

flygter fra det høje danske skattetryk. Men dokumentationen

halter. Oplevelsen af et fremmed

land, kultur og spændende karrieremuligheder

tæller langt højere. Hvis man i stedet

for at investere 10 milliarder i skattelettelser

brugte pengene på for eksempel forskning,

ville man formentlig kunne fastholde flere

hjerner i Danmark. LEDER SIDE 11

Taktisk spil om barselsfond er begyndt

OVERENSKOMST Meget tyder på, at LO-fagbevægelsen

kan samles om et kompromis, hvor

kravet hedder, at arbejdsgiverne opretter fire

barselsfonde. Det vil betyde, at arbejdsgiverne

ikke længere har nogen grund til at fravælge

2 UGEBREVET A4

kvinder på grund af risikoen for en dyr barselsperiode.

Men der venter et hårdt taktisk

slag blandt arbejdsgiverne, før barselsfonde

kan blive til en realitet. Det kræver nemlig, at

de mandsdominerede brancher skal aflevere

penge til de kvindedominerede. Men politikernes

trussel om lovgivning er våbnet, der

måske kan få arbejdsgiverne til at makke ret.

SIDE 12

Vækst i frynsegoder vækker bekymring

ØKONOMISK BOMBE Skattefri computer, bredbånd

og sundhedsforsikringer har udviklet sig

til at blive en ny aflønningsform især i den private

sektor. Det betyder blandt andet, at privatansattes

indkomstmæssige forspring øges. En

voldsom vækst i antallet af skattefrie frynsegoder

er en bombe under økonomien og skævvrider

beskatningen, advarer skatteeks-perter.

Regningen kan løbe op i fire milliarder kroner

om året, men regeringen, som har indført skattefritagelse

for flere frynsegoder, har ingen

planer om at gribe ind. Skatteminister Svend

Erik Hovmand (V) erkender dog, at der er

»tændt alarmklokker«. 235.000 lønmodtagere

har i dag en sundhedsforsikring og 200.000

firmabetalt hjemmecomputer. SIDE 18

Debat

LYKKEN ER IKKE BARE ET JOB Fokus er flyttet fra

»flere og bedre« job til udelukkende »flere«

job. Men lykken er ikke at få et lortejob.

SIDE 22

FAGLIGE LEDERE MÅ VÆRE SLAGKRAFTIGE Arbejderklassen

får hver dag bekræftet, at der er

brug for ledere, der kan genrejse den politiske

debat og aktivitet. SIDE 23

Regeringen taler med to tunger

VELFÆRD Vi kan ikke være bekendt, at behandlingen

af udsatte grupper er reduceret til

pleje uden udvikling. Så fattige er vi ikke. Danskerne

har i adskillige undersøgelser tilkendegivet,

at velfærden skal bevares. Men regeringens

skattestop er ved at underminere den

velfærdsmodel, vi kender – selv om samme

regering gang på gang har fremhævet, at der

ikke skal pilles ved velfærden. Sloganet i socialpolitikken

hed engang »Mennesker først –

derefter økonomi«. Men virkeligheden viser

noget helt andet, skriver socialpædogernes

formand Kirsten Nissen. BAGSIDEN


Polske søfolk truer

danske rederier med millionkrav

Kollision mellem EU-aftale og dansk lov giver 4.000 polske sømænd mulighed for

at kræve erstatning for ti års underbetaling på danske skibe. Rederiforeningen afviser

sagen, men frygter lukninger af rederier, hvis polakkerne får medhold.

Erstatningskravet kan løbe op i flere hundrede

millioner kroner, hvis op mod 4.000 polske sømænd

får medhold i en sag om underbetaling

på danske skibe. Specialarbejderforbundet i

Danmark, SiD, har rejst sagen for det ukendte

antal polske søfolk, der op gennem 90’erne har

været hyret som besætninger på danske skibe.

Forbundet mener nemlig, at polakkerne ulovligt

er blevet forhindret i at få løn efter de overenskomster,

som gælder for danske søfolk, der

har udført det samme arbejde.

Forskelsbehandlingen skyldes, at loven om

Dansk Internationalt Skibsregister, DIS, forbyder

udenlandske søfolk at organisere sig i danske

fagforbund og dermed få samme løn som

deres danske kolleger. Men SiD mener, at loven

er i konflikt med den associeringsaftale, som

den polske stat og EU indgik i 1991 i forbindelse

med Polens ansøgning til EU. Her fremgår

det, at polske statsborgere, der arbejder i EU,

ikke må diskrimineres i forhold til EU-landenes

statsborgere. Det betyder, at polakkerne skal

have de samme arbejdsvilkår og aflønnings- og

afskedigelsesforhold som EU’s egne borgere.

Men ifølge forretningsfører for transport- og

servicegruppen i SiD, Henrik Berlau, har alle de

polske søfolk været ansat på individuelle

kontrakter, der kun har givet dem en brøkdel af

de danske lønninger.

»Vi ser kun de polske lønninger, når der sker

uheld eller dødsulykker. Derfor kender vi ikke

det præcise lønniveau, men jeg har set lønninger

for befarne sømænd på 400-500 dollars om

måneden. Vi kender også til en polsk sømand,

der tjente mindre end tre dollars i timen for at

arbejde 14 timer hver eneste dag. Det siger lidt

om, hvad det er for nogle vilkår, polakkerne bliver

budt,« siger Henrik Berlau.

Polakkerne har primært været hyret på mindre

skibe, og SiD retter derfor sit krav mod Rederiforeningen

for mindre skibe. Her afviser

forretningsfører Michael Wengel-Nielsen dog,

at EU-aftalen skulle kollidere med DIS-loven.

»Arbejdsretten har tidligere afgjort, at hol-

landske tjenere på danske DFDS-skibe skulle

under hollandske overenskomster. Da de er

fuldgyldige EU-medlemmer, kan jeg ikke tro, at

de skulle stilles ringere end polakkerne bliver i

deres ansøgningsperiode,« siger Michael Wengel-Hansen

fra Rederiforeningen for mindre

skibe og fortsætter:

»Desuden er associeringsaftalen mellem Polen

og EU en mellemstatslig aftale, som jeg ikke mener,

vi som organisation kan gøres ansvarlig for.«

SiD henviser omvendt til en sag fra EF-domstolen

fra 2002, der afgjorde, at associeringsaftalen

blev brudt, da en polsk kvinde ikke fik samme

vilkår som sine tyske kolleger på en tysk arbejdsplads.

Indtil videre eksisterer de polske søfolk

kun som ukendte navne på mønstringslister, som

SiD ikke har adgang til. Derfor vil SiD indrykke

annoncer i polske aviser og fagblade for at opfordre

søfolkene til at gøre deres krav gældende.

»Det er den eneste måde, vi kan grave beviserne

frem i sagen. Nok er polakkerne ikke er vores

medlemmer, men det er vores overenskomst,

der bliver knægtet ved, at de ikke har fået lov til

at komme ind under den. Derfor har vi en legitim

ret til at rejse sagen,« siger Henrik Berlau.

Foreløbig er LO’s jurister gået ind i sagen, og

der er aftalt et fællesmøde med Rederiforeningen

1. december. Selv om Rederiforeningen håber,

at SiD dropper sagen, lægger Michael

Wengel-Hansen ikke skjul på, at en tabt sag vil

blive dramatisk for hans medlemmer.

»Det vil få store konsekvenser for omkostningsniveauet,

og i yderste konsekvens kan det

betyde, at nogle rederier må lukke, mens andre

nok vil flage ud fra det danske skibsregister.«

Det får dog ikke Henrik Berlau til at tvivle:

»Med den billige arbejdskraft, som de har sejlet

med i årevis, må de have sparet en masse

penge op. De har haft nogle gode år, hvor de

har cyklet uden cykellygte, men nu er det ved at

blive mørkt, og så må de altså købe cykellygter,

selv om det gør ondt.« ■

Af Jan Birkemose, jbi@lo.dk

SE OGSÅ SIDE 12

10 · NOVEMBER 2003 3

NYHEDER


NETNYT


OPSVINGET FIK INDVANDRERE

I ARBEJDE – WWW.DST.DK

Ledigheden faldt for alle personer

uafhængigt af oprindelse i perioden

fra 3. kvartal 1994 til 3.

kvartal 2002. Men størst fald i

ledighed oplevede personer med

ikke-vestlig oprindelse: Et fald på

mere end 25 procentpoint fra

over 40 procent til under 15 procent.

Til sammenligning oplevede

personer med dansk oprindelse et

fald i ledigheden på cirka 6 procentpoint

fra 11 til 5 procent.

UDGIFTER TIL FOLKESKOLER

SVINGER KRAFTIGT – WWW.DA.DK

Elevudgifterne på landets folkeskoler

svinger mere end de gennemsnitlige

elevudgifter blandt

alle lande i EU. Udgifterne per

elev er 80 procent højere i Karlebo

kommune end i Hvorslev.

Brugte alle kommuner et beløb

per elev i folkeskolen, der svarer

til gennemsnittet i de 10 billigste

kommuner, kunne kommunerne

tilsammen frigøre over fem milliarder

kroner, viser beregning foretaget

af ArbejdsMarkedsPolitisk

Agenda.

100 ÅRS LO-PAPIRER REGISTRERET

– WWW.ABA.DK

Arbejderbevægelsens Bibliotek og

Arkiv, ABA, er nu færdige med at

registrere LO's arkiv fra 1898 til

2000. I arkivet kan der nu søges

bredt på emner i 100 års arkivalier.

Andre søgefaciliteter giver

sammen med fritekstsøgning

også muligheder for at finde specielle

sager i det store arkiv.

GOD ARBEJDSLYST –

WWW.GODARBEJDSLYST.DK

Hjemmeside, tegneserier, postkort,

e-cards og annoncer er nogle

af de virkemidler, som Arbejdsmiljørådet

bruger i en ny kampagne

om psykisk arbejdsmiljø.

Kampagnens hjemmeside, der er

aktiv fra 10. november, rummer

blandt andet dialogspil, checklister

og love om regler om psykisk

arbejdsmiljø for de forskellige

brancher.

Sorgenfrey tæt på formandspost

BUPL-formand Bente Sorgenfrey bliver efter al sandsynlighed ny formand for hovedorganisationen

FTF på torsdag. Det viser A4’s rundspørge til de største FTF-forbund.

Meget skal gå galt, hvis den 47-årige pædagog

Bente Sorgenfrey ikke på torsdag kan kalde

sig ny formand for Danmarks næststørste

hovedorganisation for lønmodtagere, Funktionærernes

og Tjenestemændenes Fællesråd

(FTF). Det viser Ugebrevet A4’s rundspørge til

12 af de største FTF-organisationer.

Hver organisation repræsenterer ved formandsvalget

det antal medlemmer, de har i forbundet.

Og det betyder, at en kandidat er sikker

på valg, hvis hun har forbund med i alt over

halvdelen – knap 182.000 – af FTF-organisationernes

i alt 363.086 aktive medlemmer bag sig.

Og her har den nuværende formand for børne-

og ungdomspædagogernes forbund BUPL,

Bente Sorgenfrey, allerede over 181.000 medlemmer

bag sig med støtten fra de store forbund

Danmarks Lærerforening, Sorgenfreys

eget forbund BUPL, Finansforbundet, Dansk

Socialrådgiverforening, Danske Forsikringsfunktionærers

Landsforening og Landsforbundet

af Voksen- og Ungdomsundervisere.

Til sammenligning har den anden for-

Venstre mister medlemmer

4 UGEBREVET A4

mandskandidat, Dansk Sygeplejeråds næstformand

Grete Christensen, i ugebrevets rundspørge

kun opbakning fra organisationer med

i alt cirka 73.500 medlemmer. Det drejer sig

ud over Dansk Sygeplejeråd om tre andre forbund

inden for sundhedsområdet, Danske

Bioanalytikere, Økonomaforeningen og Ergoterapeutforeningen.

IT-fagforeningen Prosa har endnu ikke afklaret,

hvilken kandidat dens delegerede vil

stemme på, og Politiforbundet ønsker ikke at

oplyse, hvem forbundets stemmer tilfalder.

Men med den markante opbakning fra de store

forbund mangler Sorgenfrey blot opbakning

fra en enkelt organisation med blot

500 medlemmer, før flertallet er hjemme.

Bente Sorgenfrey er uddannet pædagog og

har været formand for BUPL siden 1994.

Den nye formand afløser Anker Christoffersen,

der har været formand for FTF siden

1988. FTF-kongressen finder sted onsdag og

torsdag, og formandsvalget sker torsdag. ■

Af Søren Kudahl, sku@lo.dk

Landets største parti Venstre er blevet mindre, mens socialdemokrater og konservative

stort set oplever status quo. De radikale fastholder derimod fremgangen i medlemstallet.

Anders Fogh Rasmussen (V) vandt i 2001 en

historisk valgsejr efter en valgkamp, der gav et

rygstød til Venstres partiorganisation. Rygstødet

var så stort, at Venstres medlemstal ved

udgangen af 2001 var på 75.935. Nye tal fra

Venstre viser imidlertid, at partiets medlemstal

er faldet til 72.850, en tilbagegang på 3.085

medlemmer. 64 procent af Venstres medlemmer

bor i Jylland.

Ifølge Venstres partisekretær Jens Skipper

Rasmussen kan tilbagegangen i medlemstallet

forklares med træthed i organisationen oven

på valget i 2001, hvor der var valg til kommunalbestyrelser,

amtsråd og folketing. Men han

regner med, at udviklingen vil være stabil – om

ikke vendt – i løbet af 2003.

Lektor i statskundskab ved Københavns

Universitet Hans Jørgen Nielsen siger, at

tilbagegangen er et stille signal til Venstres top.

»Der er ikke så meget drev i Venstres interne

politiske diskussioner. Meldingen fra ledelsen

er, at de store reformer er udskudt til

efter næste valg. Derfor er der ikke et specielt

stort incitament til at melde sig ind,« siger han.

Venstre er dog stadig landets absolut største

parti. Socialdemokraterne havde en mindre

medlemstilbagegang fra 55.103 i 2001 til

54.688 i 2002. I samme periode gik de konservative

en anelse tilbage til knap 22.000 medlemmer.

Af de fire gamle partier er Det Radikale

Venstre alene om at opleve medlemsfremgang.

I 2000 havde 5.833 danskere papir på, at

de var radikale. I 2003 er tallet 8.007. ■

Af Noa Redington, noa@lo.dk


MAGTFORDELING

EU haler ind på Folketinget

Magtudredningen viser, at dansk lovgivning i voksende omfang bliver bestemt af EU. Med

den kommende forfatningstraktat og overgangen til »blød« EU-lovgivning vil påvirkningen

stige voldsomt i de kommende år. Nogle områder er i realiteten allerede overgået til EU.

Eksperterne er enige: Ikke noget demokratisk problem.

Landmanden har længe haft det på fornemmelsen.

Det samme har fiskeren, erhvervsmanden

og i stigende grad embedsmændene – lige

fra Slotsholmen til den mindste landkommune:

EU spiller en afgørende rolle, når dansk lovgivning

bliver til. En ny undersøgelse fra Magtudredningen

– et stort dansk forskningsprojekt,

som netop er afsluttet – viser, at EU-påvirkningen

er steget markant over de seneste 20 år.

Mens EU-regler direkte eller indirekte bestemte

indholdet af 14 procent af alle danske love i folketingsåret

1980-81, så var tallet i folketingsåret

2000-01 mere ned fordoblet til 37 procent.

Professor Peter Munk Christiansen, som har

siddet med i styregruppen for Magtudredningen,

siger:

»Det er særligt vedtagelsen af det indre marked

i 1986 og de to traktatændringer i

1990’erne, der har sat skub i udviklingen. Flere

og flere områder er overgået til flertalsafgø-

relser i EU. Det skyldes en erkendelse af, at

mange grænseoverskridende problemer kun

kan løses i fællesskab, og det giver mere EU-lovgivning.

EU er gået fra at have spillet en mindre

rolle i dansk lovgivning til i dag at spille en betydelig

rolle.«

Og den udvikling vil ifølge Peter Munk Christiansen

og fire andre eksperter, som Ugebrevet

A4 har talt med, blive endnu kraftigere med den

kommende forfatningstraktat, som er ved at blive

forhandlet færdig i Bruxelles.

Direkte og indirekte påvirkning

Som Danmarks førende EU-jurist, professor

Hjalte Rasmussen, siger:

»Når EU får nye kompetencer er der tre muligheder.

EU-systemet kan vælge at stoppe op

og rulle kompetencen tilbage. Man kan vælge at

fastholde niveauet for indflydelse. Og endelig

kan man udnytte de nye muligheder for

10 · NOVEMBER 2003 5

Foto Scanpix


egulering. På et eller andet tidspunkt har EU

altid gjort det sidste.«

EU er et komplekst internationalt samarbejde,

der ikke lovgiver på samme måde som Folketinget,

og EU's regler har forskellig juridisk status.

Det gør det meget svært at måle det præcise omfang

af EU's påvirkning på dansk lovgivning.

Ved at undersøge om danske ministre henviser

til EU i deres mundtlige og skriftlige fremsættelser

af et lovforslag i Folketinget, har Magtudredningen

kortlagt, i hvilket omfang dansk

lovgivning er direkte affødt af en EU-regel. Eksempelvis

blev en række love om ligestilling

»Folketinget mister indflydelse og hvad så! Internationaliseringen begrænser

i forvejen Folketingets reelle handlemuligheder.

JØRGEN GOUL ANDERSEN, professor ved Ålborg Universitet

På 20 år er EU´s påvirkning af

den danske lovgivning mere end

fordoblet, så den i dag omfatter

over en tredjdel af Folketingets

love.

50

40

30

20

10

Det europæiserede

folketing

Hård påvirkning

Efterlevelse af EU-direktiver

Blød påvirkning

Tilpasning af EU-regulering

0

81/82 91/92 00/01

Kilde Magt og demokrati i Danmark.

Magtudredningen 2003 Anmærkning.

Hård påvirkning sker, når en lov helt

eller delvist gennemfører et EU-direktiv

eller tilpasser loven med henvisning

til en EU-forordning. Blød påvirkning

sker, når en lov tilpasser eksisterende

lovgivning, når der henvises

til EU-regler, og når der tages hensyn

til EU-regler på området.

ændret i sommeren 2001 som følge af et EU-direktiv

om bevisbyrden i sager om forskelsbehandling.

På samme vis har Magtudredningen

afdækket i hvilket omfang dansk lovgivning tilpasser

allerede eksisterende lov som følge af

EU. Det sker gennem bekendtgørelser om alt

mellem himmel og jord, fra åbning og lukning

af ventilationsanlæg til grænseværdier for luftens

indhold af svovldioxid.

Peter Munk Christiansen understreger, at antallet

af love med EU-stempel ikke i sig selv siger

noget om påvirkningen af samfundet. Der er

forskel på en finanslov og en lov om havanlæg.

At EU's indflydelse på dansk lovgivning er

stor er også folketingsmedlemmernes egen opfattelse.

En tidligere undersøgelse fra Magtudredningen

viste, at hvert femte medlem af Folketinget

mener, at EU har større indflydelse på

de politiske beslutninger i Danmark end de selv

har. Hver fjerde – 24 procent – mente, at EU og

Folketinget har lige stor indflydelse. Og mere

end to ud af tre – 68 procent af Folketingsmedlemmerne

– svarede, at initiativet til et lovforslag

inden for deres politikområder meget eller

ret ofte kom fra EU.

Señor Bendtsen og Fräulein Fischer-Boel

Påvirkningen fra EU er meget ujævnt fordelt.

Enkelte ministerier som Fødevare-, Miljø- og Erhvervsministeriet

kan stort set ikke fremsætte

lovforslag uden, at EU juristerne i ministeriet

skal på overarbejde. I Folketingsåret 2000/2001

6 UGEBREVET A4

var hele 73 procent af de forslag, som kom fra

de tre ministerier på den ene eller anden måde

præget af EU. Omvendt er der ministerier, hvor

lovgivningen stort set aldrig er i berøring med

EU. Det gælder blandt andet Kultur-, Forsvarsog

Undervisningsministeriet.

Ifølge Marlene Wind, lektor ved Institut for

Statskundskab, Københavns Universitet, er det

en logisk afspejling af, hvor EU-samarbejdet er

mest udviklet.

»Det indre marked betyder, at alle konkurrenceregler

skal være i overensstemmelse med

EU. Landbruget er ligeledes gennemreguleret af

EU's støtteordninger og internationale handelsaftaler.

Miljøområdet er et sted, hvor flere

og flere beslutninger skal tage hensyn til fællesskabet,

fordi problemerne er grænseoverskridende.«

Mere EU-lovgivning på vej

Magtudredningen viser, at en meget stor gruppe

ministerier er moderat påvirket af EU. Det er

ministerier som Beskæftigelses-, Skatte- og Socialministeriet.

Det er områder, hvor EU-samarbejdet

er tæt, men hvor der stadigvæk er store

nationale forskelle. Men det er også områder,

der ifølge Marlene Wind i fremtiden vil blive

mere påvirker af EU.

»Som EU-samarbejdet udvikler sig, stiger behovet

for fælles regler eksempelvis indenfor arbejdsmarkedet,

fordi EU-borgerne skal have ret

og mulighed for at arbejde i hele EU på lige vilkår.

Det betyder ikke nødvendigvis en masse nye

direktiver, men i lige så høj grad at Danmark stille

og rolig tilpasser loven, så den ikke er i modstrid

med de gældende EU-regler,« siger hun.

Hjalte Rasmussen peger på, at den kommende

forfatningstraktat vil få mængden af lovgivning

fra EU, som vil præge Folketinget, til at vokse.

»Der er ingen vej uden om,« siger han.

I udkastet til Forfatningstraktat er der lagt op

til, at stort set alle beslutninger skal vedtages

med flertalsafgørelser – skattepolitik og udenrigspolitik

er dog undtaget. Det vil alt andet lige

betyde, at der bliver vedtaget flere EU-regler,

når princippet om enstemmighed begrænses til

et minimum.

I fremtiden bliver det ifølge Jørgen Goul Andersen,

professor ved Ålborg Universitet, endnu

vanskeligere at sondre mellem EU og national

lovgivning. Årsagen er den såkaldte åbne

koordinationsmetode, hvor landene opstiller


fælles mål, som de kan indfri på deres egen

måde og uden risiko for sanktioner, hvis det

mislykkes.

»Det er en meget adfærdsregulerende metode,

hvor det bliver svært at skelne mellem, om

landene handler frivilligt, eller om de i en blanding

af inspiration og pres indfører politiske ændringer,

de ellers ikke ville have gjort,« siger han.

Peter Munk Christiansen mener ligeledes, at

den direkte påvirkning af EU-reguleringen i

fremtiden måske endog vil falde, mens den mere

indirekte EU-indflydelse vil vokse. En udvikling,

der antydes i Magtudredningens data.

Folket er problemet

Selv om det lyder voldsomt, at 37 procent af al

dansk lovgivning bliver påvirket af EU, og at tallet

vil stige, lyder der ingen advarsler fra de eksperter,

Ugebrevet A4 har talt med.

»Det er i høj grad de nordiske lande og Holland,

der har presset på for, at der bliver lovgivet

mere. Vi ønsker højere standarder i Europa, og

det kan vi kun få gennem fælles lovgivning.

Gennem de seneste år har EU-borgerne fået

nogle meget stærkere rettigheder, og det ser jeg

som en styrkelse af det danske demokrati,« siger

Marlene Wind.

Jørgen Goul Andersen er endnu mere kontant:

»Folketinget mister indflydelse og hvad så!

Internationaliseringen begrænser i forvejen Folketingets

reelle handlemuligheder. Det europæiske

samarbejdet er en mulighed for at genvinde

noget af magten til institutioner, der er baseret på

folket, og det er EU – trods de mange mangler.«

Han mener, at de demokratiske problemer

opstår et andet sted end i Folketinget.

»I princippet kan jeg ikke se det umulige i et

europæisk demokrati, men det bekymrer mig,

at vi endnu ikke har en fælles offentlig debat i

medlemslandene,« siger han.

Ifølge professor i offentlig ret ved Aarhus

Universitet, Jens Peter Christensen, er den danske

debat om, hvorvidt Folketinget mister magt til

EU, skæv. Den tager ikke udgangspunkt i, at overdragelsen

af kompetencer til EU sker på fuld demokratisk

vis og som beskrevet i Grundloven.

»Juridisk er der ikke noget at komme efter.

Politisk er suverænitet derimod en sær størrelse,«

siger Jens Peter Christensen.

I Magtudredningen er Peter Munk Christiansen

med til at pege på, at den måde, hvorpå Fol-

ketinget giver EU-politiske mandater til regeringens

ministre gennem Folketingets Europaudvalg,

er forældet, blandt andet fordi udvalget er overbebyrdet.

Men han er overbevist om, at Folketinget

finder nye og bedre metoder til at koble EU

og lovgivningsarbejdet. Peter Munk Christiansen

er mere bekymret for, hvordan befolkningen

kommer til at deltage i Europadebatten.

»På den ene side er danskerne nogle af de

mest europæisk indstillede europæere, og de

har et meget højt informationsniveau. På den

anden side føler danskerne ikke, at de har stor

indflydelse på lovgivningen i EU. Det er problemet

for det danske demokrati,« siger han. ■

Peter Munk Christiansen

Jørgen Goul Andersen

Marlene Wind

Jens Peter Christensen

Hjalte Rasmussen

Af Noa Redington, noa@lo.dk.

Research Peter G.H. Madsen, phm@lo.dk

Mindre magt til Folketinget

Folketinget mister magt, men det er ikke et problem, mener fem samfundsvidenskabelige

forskere. Den demokratiske udfordring er først og fremmest at engageret befolkningen i EU.

Mere magt til Bruxelles

Hvilke områder vil særligt Er det et demokratisk problem,

blive berørt af EU-lovgivning?

at Folketinget får mindre indflydelse?

Op til 73 procent af nogle ministeriers samlede lovgivning er påvirket af EU-beslutninger. Andel af

love, som er påvirket af EU. I procent.

Folketingsår 81/82 91/92 00/01

Meget påvirkede ministerier

Erhvervs-, Miljø-, Fødevare- og Udenrigsministeriet 34 56 73

Moderat påvirkede ministerier

Beskæftigelses-, Justists-, Finans-, Skatte-, Social-,

Indenrigs- og Sundheds- samt Trafikministeriet 6 25 35

Let påvirkede

Bolig-, Kultur-, Kirke-, Stats-, Forsvars-,

og Undervisningsministeriet 0 9 6

Kilde Magt og demokrati i Danmark. Magtudredningen 2003.


Arbejdsmarked, social

Arbejdsmarked, sundhed,

social, forbruger


Energi, miljø,

arbejdsmarked

social med mere.

10 · NOVEMBER 2003 7

Nej. Problemet er manglende folkelig deltagelse.

Nej, men vi mangler en europæisk offentlighed.

Nej, udviklingen styrker borgernes rettigheder

og skabes af folkelige bevægelser.

Nej, så længe det sker inden for

Grundlovens rammer.

Nej, min tiltro til EU og Europa-Parlamentet

er lige så stor som til Folketinget.

Kilde Ugebrevet A4. Anmærkning Hverken Peter Munk Christiansen eller Jens Peter Christensen har

ønsket at udtale sig om, hvilke områder EU i fremtiden vil påvirke mere.


Karen Jespersen

• 56 år.

• Cand.mag. i historie

og arkæologi 1977.

• Redaktør på Politisk Revy

1974-77.

• Politisk reporter på dagbladet

Information 1978-84 og på

Danmarks Radio, TV-Avisen,

1984-89.

• Medlem af Folketinget valgt i

Københavns Amt fra 1990.

• Socialminister i regeringen

Nyrup Rasmussen fra januar

1993 til januar 1994 og igen

fra september 1994 til 2000.

Indenrigsminister fra februar

2000 frem til valget i november

2001.

• Nuværende medlem af Folketingets

socialudvalg og sundhedsudvalg.

KULTURKAMP

Danmark ved en korsvej

Velfærdssamfundet holder ikke i længden til, at en stor gruppe indvandrere ikke føler sig

som danskere og identificerer sig med et normsæt og en kultur, der hører et førmoderne

samfund til, siger Karen Jespersen (S). Hun har skrevet en bog om behovet for en stærk

politisk styret udlændingepolitik.

Uden stærk politisk styring både af tilstrømningen

af indvandrere, og hvordan de integreres

i samfundet, risikerer det danske velfærdssamfund

at gå i opløsning og blive erstattet af en

række parallelsamfund, der ikke vil have særlig

stor kontakt og forståelse for hinanden.

Det er det dystre hovedbudskab i tidligere

social- og indenrigsminister, socialdemokraten

Karen Jespersens bog, »Til støtte for Fatima«,

som udkommer 17. november. Karen Jespersen

har i sin ministertid og siden samlet stort set alt,

hvad der er skrevet og undersøgt om indvandrere

og integration, og kommer på den baggrund

med sit bud på, hvad indvandringen betyder

for vores samfund, og hvilke valg den stiller

os over for.

Hendes dom er, at integrationen i vidt omfang

er slået fejl. Alt for mange indvandrere –

også i anden og tredje generation – er ikke blevet

integreret, men lever deres kulturelt isolerede

liv på kontanthjælp. Vi har undervurderet

forskellen på det danske samfund og de muslimske

lande, størstedelen af indvandrere kommer

fra, og undladt at tage hånd om det kultursammenstød,

indvandringen udgør, mener hun.

Derfor ser vi i dag mange indvandrere fortsætte

med at identificere sig med deres hjemlands

kultur og samfundsmønster, også selv om

de er født i Danmark. Karen Jespersen henviser

til undersøgelser, der viser, at kun et mindretal

af indvandrere og efterkommere føler sig som

danskere.

»Samtidig betragter mange oprindelseslandets

sprog som deres modersmål. De fleste gifter

sig med en fra hjemlandet, og de lever i vid

udstrækning efter hjemlandets patriarkalske og

kvindeundertrykkende normer,« siger hun.

Modsætninger skærpes

Det kulturelle modsætningsforhold forstærkes

af, at der i disse år sker en øget koncentration af

indvandrere i bestemte bebyggelser i de store

8 UGEBREVET A4

byer og af indvandrerbørn i bestemte skoler,

hvor de nogle steder udgør op til 90 procent.

Karen Jespersen ser en klar tendens til opsplitning

i etniske parallelsamfund, som efter hendes

opfattelse er dybt problematiske, fordi det

danske velfærdssamfund bygger på fællesskab:

En enighed om grundlæggende værdier og en

rimelig grad af kontakt mellem befolkningsgrupperne.

»Vi står lige nu over for et valg mellem et

multikulturelt samfund, hvor kulturene er ligestillede,

og bevarelsen af det danske velfærdssamfund.

Velfærdssamfundet holder ikke i

længden til, at en stor gruppe indvandrere ikke

føler sig som danskere og identificerer sig med

et normsæt og en kultur, der hører et førmoderne

samfund til. Borgerne vil kun betale en

høj skat til andres velfærd, hvis de tror på, at

denne omfordeling fungerer efter hensigten,«

mener Karen Jespersen.

Hun understreger, at der skal være plads til

kulturelle forskelle inden for Danmarks grænser

og forskellige måder at indrette sit liv på, men

betoner samtidig nødvendigheden af, at der er

bred enighed om en grundkultur baseret på moderne,

humanistiske samfundsværdier som personlig

frihed og lighed mellem kønnene.

»Til støtte for Fatima« er 200 siders systematisk

gennemgang af, hvor Karen Jespersen ser

integrationen gå galt på de forskellige områder

af samfundet. Enhver faktuel oplysning er forsynet

med en kildehenvisning til enten en

avisartikel eller forskning. Forfatteren vil, som

hun siger, ikke skydes løse postulater eller fordomme

i skoene.

Kvoter nødvendige

Karen Jespersen vil have Folketinget til at fastsætte

kvoter for, hvor mange indvandrere der

må bo i bestemte boligområder. Der skal højst

være 20-30 procent indvandrere i en bebyggelse,

hvis udviklingen i retning af ghettoer skal


emses effektivt, mener hun.

Hun mener, at man efter samme princip er

nødt til at indføre loft over andelen af tospogede

børn i skoler og i dagsinstitutioner. Det skal

bremse en udvikling og opsplitning, hvor der

bliver stadig større andele af tosprogede i bestemte

institutioner og skoler, mens danske forældre

i stigende antal flytter deres børn fra folkeskolen

til friskoler. Karen Jespersen foreslår

også her et loft på 20-30 procent.

På arbejdsmarkedet kunne arbejdsgivere og

fagbevægelse være helt anderledes aktive for at

fremme indvandrernes integration, mener Karen

Jespersen. Hun kommer efter eget udsagn

med højlydte mishagsytringer, når hun i fjernsynet

ser arbejdsgivere skose kommunerne for

ikke at gøre nok for indvandrernes integration.

»Til syvende og sidst er det jo arbejdsgiverne,

der sidder med ansvaret. Det er dem, der skal

lukke op for indvandrerne, så de kan jo bare

komme i gang,« siger hun.

Hun er opmærksom på, at mange indvandrere

som udgangspunkt har svært ved at leve op

til kravene på et arbejdsmarked, der er karakteriseret

af stadig færre ufaglærte job og stigende

krav til både formelle og uformelle kvalifikatio-

»Det er som ærkesocialdemokrat og stor tilhænger af velfærdssamfundet,

at jeg råber vagt i gevær. Den stærke politiske styring, jeg efterlyser,

har jo i øvrigt altid været et socialdemokratisk adelsmærke, når man

har stået over for økonomisk, social eller kulturel ulighed.

ner. Men mange indvandrere kunne komme

ind på arbejdspladserne, hvis arbejdsgiverne og

de faglige organisationer indgik aftaler via overenskomsterne

om oplæring på arbejdspladserne,

mener hun.

»Det har aldrig været fagbevægelsens kop te,

fordi den frygter løntrykkeri, men det bør ikke

afholde den fra at tage spørgsmålet op til overvejelse

igen. Ellers er man med til at skabe barrierer

for indvandrerne på arbejdsmarkedet, og

det, synes jeg, harmonerer dårligt med den solidaritet,

både arbejdsgivere og fagbevægelse siger,

de føler for indvandrere,« siger Karen Jespersen.

Større konsekvens

Mere konsekvens over for indvandrere, der

ikke er aktivt jobsøgende eller pjækker fra

sprogskole er også en af de ting, Karen Jesper-

10 · NOVEMBER 2003 9

Foto Lars Wittrock


Foto Lars Wittrock

»Jeg bruger i bogen

mange indvandrerkilder,

som føler sig provokeret

af, at nogle sjofler det

danske samfund, og undrer

sig over, at vi giver dem lov

til det. Dem skal vi støtte i

den værdikamp, der foregår

allerhårdest blandt indvandrere

i disse år.

sen efterlyser i opgøret med en kultur, hvor arbejdet

har en anden rolle og hovedsagelig er

noget, man gør for at få brød på bordet. Hun

henviser til en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet,

der viste, at 80 procent af unge

kvindelige kontanthjælpsmodtagere og halvdelen

af de mandlige ikke havde søgt arbejde

inden for den seneste måned. Det, mener hun,

skal kunne mærkes på kontanthjælpen.

Er du ikke bange for, at du med dine mange kategoriske

udtalelser og vurderinger kommer til at

generalisere og på den måde rammer de mange

indvandrere, der jo vitterligt er helt fremme i skoene,

når det gælder om at tilpasse sig det danske

samfund?

»Nej, tværtimod. Jeg synes, man svigter dem,

der gerne vil integreres, hvis man ikke tager fat

på dem, der ikke vil. Det er faktisk en vigtig

pointe – at det ikke er os mod dem, danskere

mod indvandrere og ikke-muslimer mod muslimer.

Jeg bruger i bogen mange indvandrerkilder,

som føler sig provokeret af, at nogle sjofler

det danske samfund, og undrer sig over, at vi giver

dem lov til det. Dem skal vi støtte i den værdikamp,

der foregår allerhårdest blandt indvandrere

i disse år. Ikke ved at hovere og bilde os

ind, at vi er bedre end alle andre. Men ved at

være bevidste om og holde fast i, at vi har bygget

samfundet op, som vi har, fordi vi vil have

det på den måde.«

Du var i 10 år et fremtrædende medlem af SRregeringen

og i næsten to år ansvarlig for udlændingepolitikken.

Nogle vil mene, at du skulle have

gjort noget mere af det, du nu siger, er blevet forsømt,

mens tid var?

»Det var svært at vinde lydhørhed over for

konsekvenserne af indvandringen. Som indenrigsminister

ville jeg gerne have haft et regeringsudvalg

til at se på, hvordan indvandringen

udviklede sig, men det kunne jeg ikke komme

10 UGEBREVET A4

igennem med og måtte oprette min egen tænketank.

Jeg tror, at man undervurderede problemet

– at der i regeringen som i brede kredse i

øvrigt var en forestilling af, at det gik af sig selv:

Her kom der nogle mennesker, der gerne ville

integreres. Og hvis ikke det skete, så var det det

danske samfunds skyld,« siger Karen Jespersen.

Efter valget i 2001 fik du at vide, at nederlaget

var din skyld, og at din indvandrerlinje var død.

Hvorfor bruger du så en hel bog på at udvikle den

yderligere?

»Det er jo det dér med, at man slår budbringeren

ihjel. For siden har Socialdemokraterne jo

sagt ja til mange af de stramninger, regeringen

har fremlagt. Men det er fint nok, at det rykker i

den rigtige retning. Og jeg føler selv en stor mission

i at være med til at formulere grundlaget for

den fremtidige socialdemokratiske politik. Det

er som ærkesocialdemokrat og stor tilhænger af

velfærdssamfundet, at jeg råber vagt i gevær.

Den stærke politiske styring. jeg efterlyser, har jo

i øvrigt altid været et socialdemokratisk adelsmærke,

når man har stået over for økonomisk,

social eller kulturel ulighed,« siger hun.

Minister for tørklæder

Tilfredsheden med Socialdemokraternes opbakning

til regeringens stramninger skal imidlertid

ikke forstås sådan, at hun er ethundrede

procent enig med VK-regeringen i indvandrerpolitikken.

For eksempel mener hun, at integrationsminister

Bertel Haarder (V) har en for snæver

opfattelse af de udfordringer, vi står overfor.

»Han bruger arbejde som universalløsning på

integrationsproblemerne og siger, at han ikke

er minister for tørklæder. Men det er netop det,

han er. For den store del af indvandrerne får

ikke et arbejde, hvis man ikke tager hul på de

kulturelle barrierer,« mener hun. ■

Af Michael Bræmer, mbr@lo.dk


UDVANDRING Af Bent Winther, redaktør – bwi@lo.dk Foto Lars Wittrock

Skatteflugt eller ej

Økonomiminister Bendt Bendtsen (K) og Dansk Industri vil gerne fremstille det, som om

højtuddannede i stort tal søger til udlandet på grund af den høje danske skat. Men dokumentationen

halter.

Dansk Industri vil gerne have sænket personskatten

i Danmark. Faktisk er det i disse år svært

for en arbejdsgiverrepræsentant at afslutte en

sætning, uden at det sker med ordene: »I øvrigt

mener jeg, at skatten skal ned.«

Senest har Dansk Industri i god samklang

med de konservative sat sig for at bevise, at højtuddannede

flygter fra Danmark på grund af den

høje skat – til stor skade for den vidensbaserede

industri, som skal sikre kongerigets fremtid.

Holder beviset, må det siges at være et meget

vægtigt argument for at gøre noget alvorligt

ved de danske marginalskatter. Hvis der virkelig

er dokumentation for, at skat på arbejde dermed

er en meget mobil skat, ja, så kan situationen

blive alvorlig for Danmark.

Men sagen er, at dokumentationen halter alvorligt.

Der er med sikkerhed mange gode

grunde til at sætte skatten på arbejde ned, men

frygten for hjerneflugt er ikke en af dem, som

Danmarks førende ekspert på området, professor

Peder Pedersen, Aarhus Universitet, sagde

det til A4 for et par måneder siden.

Det er rigtigt, at en del højtuddannede rejser

til udlandet, som vi også har beskrevet det her i

ugebrevet. I 2000 skete der en nettoudvandring

af højtuddannede på 1.500 personer. Det er en

fordobling siden 1981, fremhæver også Økonomi-

og Erhvervsministeriet i sin netop offentliggjorte

rapport »Vækst gennem globalisering.«

Men tallene viser samtidig, at antallet af kandidater

med en længerevarende uddannelse er

steget tilsvarende i perioden, så udvandringen

målt på andelen af højt kvalificerede har været

fuldstændig konstant i 10 år. Dertil kommer, at

otte ud af 10 udvandrede efter en kortere årrække

vender tilbage til Danmark med ny viden

og inspiration. Rapporten fra den konservative

minister Bendt Bendtsens ministerium konkluderer,

at der er tale om »en moderat udvandring

blandt de højest uddannede«.

Selv en moderat udvandring er naturligvis alvorlig.

Danmark skal som bekendt leve af viden

og høje kvalifikationer, derfor er det økonomisk

og beskæftigelsesmæssigt set negativt,

hvis kvalifikationerne siver ud af landet – næsten

uanset omfanget. Det næste spørgsmål må

derfor være, hvorfor højtuddannede vælger at

slå sig ned uden for Danmarks grænser.

Her har Dansk Industri til lejligheden foretaget

en interviewundersøgelse blandt danskere,

som bor og arbejder i udlandet. De er blevet

spurgt om, hvorvidt en række konkrete forhold

har spillet ind i deres beslutning om at udvandre.

Topscoreren blandt besvarelserne er »har

lyst til at bo i et andet land«, derefter følger »jeg

vil styrke mine karrieremuligheder«. Først på

tredjepladsen følger ønsket om at nyde godt af

et lavere skattetryk i udlandet. Tre ud af fire adspurgte

har svaret, at skatten i høj grad eller i

nogen grad har haft indflydelse på beslutningen

om at udvandre. Svarpersonerne er altså ikke

blevet bedt om at prioritere deres begrundelse,

men udelukkende at svare på, om en række faktorer

har spillet ind. Derfor kan man med god

ret fremhæve det bemærkelsesværdige i, at

over halvdelen af udlandsdanskerne slet ikke eller

kun »i nogen grad« tillægger skatten en betydning.

Skat spiller uden tvivl en vis rolle for nogle af

de danske universitetskandidater, der søger til

udlandet for at arbejde eller studere. Men gode

forskningsmiljøer, interessante jobmuligheder,

kulturelle tilbud og udvikling af karrieren er

uden tvivl faktorer med langt større vægt. VKregeringen

har lettet skatten med omkring 10

milliarder kroner frem til 2007. Det betyder en

lettelse for en højtuddannet på 500 kroner om

måneden.

Er det den plovmand, der får de yngre genier

til at blive i fædrelandet? Næppe. Var de

mange penge i stedet spenderet på forskning og

udvikling af kreative miljøer for disse højtskattede

vidensarbejdere, ville effekten være mange

gange større. ■

10 · NOVEMBER 2003 11

LEDER


Beskæftigelsen stiger

på danske skibe

Kurven viser antallet af søfolk påmønstret

skibe i DIS-registret.

Antal påmønstrede

8.000

7.000

6.000

5.000

90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 00 01 02

Det totale antal af beskæftigede

er reelt højere, da en stor gruppe

søfolk konstant holder landorlov

med løn. Danmarks Rederiforening

oplyser, at i alt 13.877

personer i 2002 var ansat på

DIS-skibene.

Kilde Søfartsstyrelsen.

Kurven viser andelen af danske

søfolk på skibe i DIS-registret.

80 Procent

70

60

…Men der bliver

længere mellem

danskerne

50

90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 00 01 02

Kilde Søfartsstyrelsen.

SKIBSREGISTRET

Sejlende succes på

bistand og særbehandling

Dansk søfart er erhvervslivets kronjuvel. Men prisen for den maritime succes er

massiv statsstøtte, brud på internationale konventioner og en overhængende risiko for,

at Dannebrog snart anses som bekvemmelighedsflag.

Dansk skibsfart har succes som aldrig før. Målt i

omsætning, beskæftigelse og antal skibe slår rederierne

i disse år alle rekorder. Alligevel er der

frygt for, at søfartsnationen Danmark, der netop

nu er verdens 12. største handelsflåde, er på vej

til at forsvinde bag horisonten. Allerede i dag,

mens rederierne befinder sig på den absolutte

top, viser et nærstudie af den sejlende succes, at

rederierne er i fuld gang med at vende Danmark

ryggen. Trods massiv statsstøtte, accepterede

brud på internationale konventioner og

positiv særbehandling af lovgivningen for erhvervet

viser de nyeste internationale opgørelser,

at rederierne kun anser Dannebrog som

det mest attraktive flag til godt halvdelen af deres

nuværende 587 skibe.

I år er det 15 år siden, at Folketinget kastede

en attraktiv redningskrans ud til rederierne, der

i stor stil havde udflaget deres skibe til billige bekvemmelighedsflag.

Redningen hed Dansk

Internationalt Skibregister, DIS. Formuleringen

af loven blev i det store og hele dikteret af erhvervet

selv, og argumentationen for at gennemføre

de attraktive regler, der ville være

utænkelige i alle andre erhverv, var, at det nye

skibsregister ville kunne bevare den historisk

vigtige danske handelsflåde som indtægt for

staten og som arbejdsplads for tusindvis af danske

søfolk.

Minimalt provenue

Men i år, hvor DIS fylder rundt, er andelen af

danske søfolk på skibene faldet markant. I 1990

var tre ud af fire søfolk på DIS-skibene danske. I

dag er andelen skrumpet til hver anden. Status

viser også, at rederiernes bidrag til samfundet i

form af skatter er minimale i forhold til deres

omsætning, og at Danmark i 15 år har accepteret

at krænke FN’s internationale konventioner

om forhandlings- og organisationsret for at tilfredsstille

rederiernes behov for billig arbejds-

12 UGEBREVET A4

kraft fra den tredje verden.

Hovedtrækkene i DIS-loven er, at:

• Rederierne kan nøjes med at udbetale lave

og konkurrencestærke lønninger, fordi søfolkene

har skattefrihed. Skatteministeriet

har beregnet, at ordningen i år betyder tabte

skatteindtægter på 561 millioner kroner. En

indirekte støtte, som ministeriet beregner til

at koste 1,2 milliarder kroner, hvis den skulle

gives som direkte støtte.

• De udenlandske søfolk forbydes at organisere

sig i danske fagforeninger. Dermed sikres det,

at udlændingene fastholdes i lave lønninger,

selv om de er ansat på en dansk arbejdsplads af

en dansk arbejdsgiver. Dette er en krænkelse af

de internationale konventioner.

Sidste år blev skibsfarten desuden begunstiget

med en skatteordning, der friholder rederierne

for at betale selskabsskat. I stedet skal de aflevere

en slags vægtafgift – kaldet tonnageskat – der

er uafhængig af rederiernes resultater. I bemærkningerne

til loven fremgår det, at rederierne

hidtil har afleveret cirka 125 millioner kroner

om året i selskabsskatter, og at tonnageskatten

vil betyde, at beløbet vil falde til 50-100 millioner

kroner i fremtiden. Til sammenligning omsatte

rederierne i 2001 for mere end 100 milliarder

kroner. Provenuet til samfundet er altså

mindre end en promille af omsætningen.

Ganske særlige betingelser

Underdirektør I Danmarks Rederiforening, Jan

Fritz Hansen, medgiver gerne, at den danske

skibsfart har fået privilegier, som er utænkelige

i andre brancher. Men søfarten kan ikke

sammenlignes med andre erhverv, mener han.

»Det er klart, at det er en speciel ordning, der

er tilpasset et meget globalt marked. 95 procent

af vores skibe anløber aldrig danske farvande,

og tre ud af fire skibe kommer ikke engang til

Europa. Vi skal matche en international konkur-


ence, og loven gør det muligt, at vi kan blive

under dansk flag og ikke flytte produktionen til

udlandet, som det er set i andre brancher,« siger

Jan Fritz Hansen, og understreger sine ord med,

at rederierne ikke har de samme barrierer som

andre erhverv for at flytte til udlandet.

Jan Fritz Hansen mener ikke, at det danske

samfunds indsats til søfarten er urimeligt høj,

selv om kun 4.379 danskere i 2001 var påmønstret

skibene under DIS, og at erhvervet

kun afleverer 25-100 millioner kroner i tonnageskat.

Han påpeger, at søfarten skal ses i et bredere

perspektiv. Rederidriften fungerer nemlig

ifølge Rederiforeningen og Søfartsstyrelsen

som en slæbebåd for en stribe andre erhverv,

der samlet betegnes som »det blå Danmark«. Det

indbefatter skibsbygning og reparationer, maritimt

udstyr og uddannelsesinstitutioner. Søfartsstyrelsen

vurderer, at cirka 50.000 personer

er beskæftiget i »det blå Danmark«.

Den betragtning bakkes også op af Dansk

Metal, der som det eneste forbund protesterede,

da LO’s kongres for to uger siden udtalte kritik

af DIS-lovens krænkelse af de internationale

konventioner.

»Erhvervet skal ses i et internationalt lys, og

det er derfor også rimeligt, at lønninger og

overenskomster har en international karakter.

Uanset hvad rederierne betaler i skat, kan jeg i

hvert fald se, at skiftende regeringer har skabt et

miljø, der gør, at Danmark fortsat er en søfartsnation,

og at der kommer penge i kassen. Og en

del af dem bliver i Danmark,« siger forbundsfor-

mand i Dansk Metal, Thorkild E. Jensen.

Det er da heller ikke Metals medlemmer, der

står længst ude på planken, når de danske søfolk

erstattes af billige filippinere og polakker. Medlemmerne

i Metal Søfart, som ganske vist kun

tæller godt 1.000 personer, er nemlig traditionelt

godt uddannelsesmæssigt rustet til at levere

den vare, som rederierne efterspørger i en mere

og mere højteknologisk skibsfart, hvor det kan

betyde forskelle i tocifrede millionbeløb, om

man anløber havnene på minuttet eller ej.

Udkonkurrerede danskere

Anderledes står det til for de søfarende medlemmer

af Specialarbejderforbundet i Danmark,

SiD. De er i direkte lønkonkurrence med de

udenlandske søfolk, og på nær i ét rederi er slaget

allerede tabt. Af de danske rederier har kun

Mærsk i dag ansat danske, menige søfolk på

oversøiske DIS-skibe. SiD er derfor bannerfører

i kampen om at få Danmark til at overholde

konventionerne fra FN’s arbejdsorganisation,

ILO, om blandt andet retten til at organisere sig.

»I Danmark er der tradition for, at en overenskomst

mellem arbejdsgivere og arbejdstagere

gælder hele området. Så kan vi ikke leve med,

at der ved lov skal gælde en overenskomst for

danskerne og en anden for de udenlandske kolleger.

Det indebærer en lønkonkurrence, som

er lovmæssigt cementeret til fordel for udlændingene,«

siger forretningsfører for Transport

og servicegruppen i SiD, Henrik Berlau.

På fredag skal økonomi- og erhvervsmi-

10 · NOVEMBER 2003 13

Mere end en

dråbe i havet

Rederiernes omsætning er steget

eksplosivt de seneste år. Kurven

viser den totale valutaindsejling.

Når dette års omsætning bliver

gjort op, forventer rederierne at

sætte ny rekord på et godt stykke

over 100 milliarder kroner.

Milliarder kroner

120

100

80

60

40

20

Foto Scanpix

95 96 97 98 99 00 01 02

Kilde Danmarks Rederiforening.


nister Bendt Bendtsen (K) derfor i samråd i

Folketinget for at svare på spørgsmål om, hvad

regeringen vil stille op med bruddet på de internationale

konventioner, som ILO hvert eneste

år har gjort skiftende regeringer opmærksom

på. Reelt ligger der dog en langt større trussel

mod rederierne og den danske stats anseelse i

nær fremtid. Det Internationale Transportarbejderforbund,

ITF, er nemlig blevet så træt af den

danske passivitet, at man har meddelt, at det

danske flag fra nytår vil blive betragtet som bekvemmelighedsflag,

hvis ikke diskriminationen

mod de udenlandske søfolk hører op.

Konsekvensen af at sejle under bekvemmelighedsflag

er, at de danske skibe vil blive behandlet

på lige linje med skibe fra Liberia, Bahamas

og andre åbne skibsregistre, når de anløber

havne verden over. Det kan betyde langsommere

sagsgang og i visse tilfælde blokader.

Men det ryster ikke Danmarks Rederiforening.

»Det er noget volapyk, ITF siger. Det er ikke

mere end et år siden, at de sammenlignede alle

skibsregistre og udnævnte DIS til det bedste. Vi

har nye moderne skibe og lønninger, der ligger

godt over de lønninger, som ITF selv anbefaler.

Det er da muligt, at det vil give noget chikane,

og nogle vil blive ramt af det. Men vi tager truslen

helt roligt,« lyder det fra rederiforeningens

underdirektør, Jan Fritz Hansen.

Ud over at det er en krænkelse af konventionerne,

at de udenlandske søfolk ikke må organisere

sig i danske fagforeninger, mener SiD

Selv om DIS-registret har eksisteret i 15 år, har rederne

i de seneste år kun ladet halvdelen af deres

skibe sejle under dansk flag. Søjlerne viser forholdet

mellem antal danske skibe under Dannebrog og danske

skibe under fremmed flag.

800

700

600

500

400

300

200

100

0

Kun halvdansk

Dansk flag

Kilde Institut für Seeverkehrswirtschaft und Logistik.

14 UGEBREVET A4

Fremmed flag

1999 2000 2001 2002 2003

også, at den praksis er økonomisk ubegrundet

for at kunne opretholde konkurrenceevnen. Beregninger

fra Søfartsstyrelsen viser, at andelen

af løn i et skibs driftsomkostninger kun udgør ni

procent af de samlede omkostninger, hvilket er

langt lavere end i de fleste andre erhverv.

»Der er tale om en grådighed uden sidestykke

i historien. De store containerskibe indsejler

50.000 dollars om dagen, og rederierne kan

ikke sandsynliggøre, at det er økonomisk nødvendigt

med de billige udlændinge,« siger Henrik

Berlau.

Rederiforeningen forsvarer derimod ordningen

med, at netop løndelen er en af de få variabler

i konkurrencen, fordi de store udgiftsposter

som brændstof, finansiering og havneafgifter

er ens for alle.

Flere skibe under fremmed flag

Skulle Danmark finde på at ændre DIS-loven, så

de udenlandske søfolk kan opnå danske lønninger,

er der ingen tvivl om, at det vil betyde

udflagning i stribevis. Selv om rederierne i 15 år

har nydt godt af den givtige ordning, lader rederierne

kun 51,6 procent af deres tonnage sejle

under DIS-registret. Danmarks Rederiforening

mener ikke, at det lave tal skyldes, at rederierne

allerede har udflaget i større stil. Til

gengæld er der en tendens til, at rederierne vælger

andre flag end det danske til deres nybyggede

eller lejede skibe.

»Jeg ser faren for udflagning i fremtiden.

Hvis det er sådan, at rammevilkårene går tilbage,

vil nogle helt sikkert overveje andre flag, når

de bygger nye skibe. I øjeblikket har vi nybygningsordrer

til cirka 20 milliarder kroner, og

det betyder, at 10 procent af flåden bliver erstattet

om året. Jeg kan godt være bange for, at

rederierne vælger andre flag til deres nybyggede

skibe,« siger Jan Fritz Hansen fra Danmarks

Rederiforening, der lever af kontingent fra rederierne,

fastsat efter, hvor mange skibe de har

sejlende under dansk flag.

Omfanget af ordrer på nybygninger fra de

danske rederier er dog kommet bag på Rederiforeningen,

der ikke havde forventet så stor optimisme.

At dømme efter den kurs, er der derfor

ingen tvivl om, at rederierne forventer fortsat at

have succes. Spørgsmålet er kun, om det er med

danske søfolk om bord og Dannebrog i agterstavnen.


Af Jan Birkemose, jbi@lo.dk


OVERENSKOMST

Styrkeprøve om

barselsfond skudt i gang

Meget tyder på, at fagbevægelsen vil gå efter en model med fire barselsfonde ved de kommende

overenskomstforhandlinger. Men der venter et hårdt slag blandt arbejdsgiverne, hvor

de mandsdominerede brancher skal aflevere penge til de kvindedominerede, hvis barselsfonde

skal blive til noget. Det politiske pres bliver formentlig afgørende for, om parterne

selv kan blive enige om fonde.

Et flertal i Folketinget har anbragt en skarpladt

seksløber på bordet, når overenskomstforhandlingerne

på det private område indledes om få

uger. Forhandler arbejdsgivere og lønmodtagere

sig ikke frem til en eller flere barselsfonde, så

risikerer de at få trukket en ned over hovedet af

politikerne på Christiansborg.

Meldingen fra især Det Konservative Folkeparti,

som nu er fuldblods fortaler for en mere solidarisk

fordeling af udgifterne til barselsorlov,

har sat strøm til hele overenskomst-systemet, og

spekulationer og taktiske meldinger fylder luften.

Ugebrevet A4 har talt med en række aktører

på både arbejdsgiver- og lønmodtagerside. Fælles

for deres vurdering er, at de fortsat er i tvivl,

om barselsfondene bliver en del af overenskomstaftalerne.

Trods det politiske pres fra folketingsflertallet

er der en række ting, der taler

imod. For det første er det en meget vanskelig

øvelse at oprette store fonde på tværs af de decentrale

overenskomstområder, og desuden er

der udsigt til et kompliceret taktisk spil mellem

arbejdsgiverne inden for forskellige brancher.

På LO’s kongres i forrige uge gjorde flere

»mandeforbund« det klart, at de er stærke tilhængere

af en barselsfond. Barselsfonden skal

udligne udgifterne til barsel mellem virksomhederne,

så kvinder ikke længere bliver fravalgt af

arbejdsgiveren, fordi de måske går på en dyr

barselsorlov.

Selv om flere mandsdominerede forbund

som for eksempel Dansk El-Forbund og Nærings-

og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet

altså går i brechen for en barselsfond, er der dog

også stadig skeptiske toner i LO-familien. Det

store industriforbund Dansk Metal og industrigruppen

i Specialarbejderforbundet er nemlig

ikke interesserede i at bytte barselsfonden i industrien

ud med en fælles fond. Og på samme

måde er LO-forbundet med flest offentligt ansatte,

Forbundet af Offentligt Ansatte, skeptisk over

for en central barselsfond. De ansatte i kommuner

og amter er ganske vist ikke omfattet af nogen

barselsfond i dag, men FOA-formand Dennis

Kristensen frygter, at en central barselsfond kan

pille ved de gode forhold under barsel, som hans

medlemmer allerede har opnået.

Kompromis i fagbevægelsen

De store toneangivende forbunds skepsis

over for én central barselsfond betyder, at det

mest sandsynlige nu er, at fagbevægelsen i stedet

vil satse på flere barselsfonde. Dermed undgår

man at lægge sig ud med industrien, der kan

beholde den nuværende fond, som industriens

arbejdsgivere under Dansk Industri betaler til.

På samme måde kan staten beholde den fond,

der allerede er i staten. Og så kan de ansatte i

amter og kommuner blive omfattet af en ny

fond, der kun dækker dem. Det betyder, at der

bliver behov for en fjerde fond, som dækker de

LO-medlemmer i den private sektor, som ikke

arbejder i industrien. Det gælder blandt andet

byggeriet, transporterhvervet, handel- og kontor

og rengøring.

Flere centrale aktører i fagbevægelsen som

for eksempel Dennis Kristensen og LO-næstformand

Tine Aurvig-Huggenberger har allerede

erklæret sig positive over for denne model med

netop fire barselsfonde, der dækker alle LOmedlemmer

både i den offentlige og i den private

sektor på virksomheder organiseret under

Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Meget tyder altså på, at LO-forbundene kan

samles om denne model, selv om de mangeårige

barselsfond-forkæmpere Kvindeligt Arbejderforbund

og HK stadig foretrækker blot én

fond for hele arbejdsmarkedet. Én fond gi-

10 · NOVEMBER 2003 15


Prisen for barselsorlov


ver nemlig ikke blot den mest solidariske fordeling

af udgifterne mellem virksomheder på

tværs af brancher – alle betaler det samme, uanset

hvor mange kvinder man har ansat, og hvor

mange medarbejdere der går på barsel. Flere

fonde vil også blive sværere at administrere,

fordi medarbejdere jo skifter mellem forskellige

brancher, og hvilken fond skal så betale udgiften,

når medarbejderen går på barsel?

Slut med diskrimination

Det sidste er imidlertid mest et spørgsmål om

tilstrækkeligt klare spilleregler mellem fondene.

Derfor skal HK og KAD også nok bakke op om

flere fonde, lyder vurderingen fra flere kilder.

For den enkelte kvinde er det vigtigste formål

med fondene nemlig opfyldt, uanset om der

kommer en eller fire: Virksomhederne – specielt

de små – har ikke længere nogen grund til at

fravælge kvinder i den fødedygtige alder, når de

ansætter nye medarbejdere. De betaler nemlig

det samme beløb til en fond, uanset hvor

mange medarbejdere der går på barsel. Og fonden

dækker så vel at mærke udgifterne til løn

under barsel.

Men selv om fagbevægelsen kan finde fodslag

for en model med fire barselsfonde, betyder

det langtfra, at barselsfondene bliver en realitet

ved de kommende overenskomstforhand-

16 UGEBREVET A4

linger. Industriens og statens fond er der allerede,

og en fond på det (amts)kommunale område

vil formentlig også blive en overkommelig opgave

at få etableret. Men den store hurdle bliver

etableringen af den nye fond, der skal dække

resten af DA/LO-området. Denne fond skal

overvinde flere hårde knaster:

• For det første er overenskomstforhandlingerne

på det private område meget decentrale,

hvor de enkelte forbund og karteller forhandler

direkte med arbejdsgiverorganisationen

på deres område. Men hvis barselsfonden

skal blive en realitet, vil det kræve en

aftale på tværs af overenskomstområder. Det

vil blandt andet kræve, at DA og LO på hver

sin side varetager en mere aktiv rolle end

normalt.

• For det andet kan man tvivle på, om der vil

være et tilstrækkeligt pres fra lønmodtagerne.

Hvis fondene skal blive til noget, så skal

ligestillingsspørgsmålet prioriteres højt hos

forbundenes forhandlere. Og det er der ikke

tradition for.

• For det tredje er der fordelingen af udgifter.

Etableringen af en fond betyder reelt, at virksomheder

i mandsdominerede brancher – der

i dag har få udgifter til barsel – skal aflevere

nogle penge til virksomheder i kvindedominerede

brancher med større udgifter til barsel.

Lønniveauet og andelen af kvinder er afgørende for, hvad barselsorloven koster virksomheder i forskellige brancher. Derfor må for eksempel frisørmestre

bruge en langt større del af lønsummen på barselsudgifter end for eksempel en industri-virksomhed. I gennemsnit koster barselsudgifter en

frisørmester 0,49 procent af lønsummen. Derimod kunne han slippe med 0,17 procent af fortjenesten, hvis der blev oprettet en barselsfond for

alle LO-medlemmer ansat i DA-virksomheder.

Tabellen viser den procentdel af virksomhedernes lønsum, som de gennemsnitligt bruger til barselsløn til en bestemt gruppe ansatte, når de skal

dække et vist antal barselsuger med løn. Den første model med 14 ugers løn til kvinder og to til mænd er det mest almindelige i den private sektor

i dag, mens nummer to er det almindelige i det offentlige. Model tre betyder, at man får fuld i løn i et helt år, og at de 18 uger går til manden.

SiD-murere

Industriarbejdere

Kvinder 14 uger Mænd 2 uger Kvinder 32 uger Mænd 4 uger Kvinder 34 uger Mænd 18 uger

SiD-murere

Industriarbejdere

HK-butiksansatte

Hele arbejdsmarkedet*

SiD-murere

Hele arbejdsmarkedet*

HK-butiksansatte

Hele arbejdsmarkedet*

Ansatte i amt/kommune Ansatte i amt/kommune Ansatte i amt/kommune

KAD-vaskeriarbejdere KAD-vaskeriarbejdere KAD-vaskeriarbejdere

Frisører Frisører Frisører

0,0 0,1 0,2 0,3 0,4 0,5 0,0 0,2 0,4 0,6 0,8 1,0 1,2 0,0 0,2 0,4 0,6 0,8 1,0 1,2 1,4

procent

*Hele arbejdsmarkedet betyder i denne sammenhæng LO/DA-området samt staten, amter og kommuner. Andre områder indgår ikke i beregningerne.

Kilde Rapporten »Barselsfravær – vilkår og finansiering« udarbejdet af en arbejdsgruppe fra LO og LO-forbundene.

Industriarbejdere

HK-butiksansatte


Og vil arbejdsgiverne i de mandsdominerede

brancher overhovedet gå med til det?

Politisk pres er afgørende

Det sidste spørgsmål er alfa og omega for, om

barselsfonden bliver til noget. Og her spiller

presset fra de politiske partier en afgørende rolle.

Frygten for en central barselsfond etableret i

Folketinget kan få de mandsdominerede brancher

til at nikke ja til en fond ved overenskomstforhandlingerne.

Beregninger fra en arbejdsgruppe

under LO gør det nemlig klart, at en

central landsdækkende barselsfond med den

nuværende løndækning under barsel vil koste

arbejdsgiverne 0,25 procent af den samlede fortjeneste

på årsbasis, mens en barselsfond på

LO/DA-niveau kun vil koste 0,17 procent. Med

andre ord kan det betale sig for de mandsdominerede

brancher at aftale en fond ved overenskomstforhandlingerne,

hvis alternativet er, at

politikerne lovgiver om en central fond.

Men arbejdsgiverne i de mandsdominerede

brancher vil i første omgang være mest fristet til

at lave en smallere fond, der måske kun dækker

deres egen branche eller et par andre derudover.

En smallere fond, hvor de kvindedominerede

områder som handel- og kontor og rengøring

ikke er med, vil være markant billigere.

Hvis de mandsdominerede brancher laver disse

smallere fonde, vil det imidlertid stille de kvindedominerede

i en situation, hvor de ikke har

den store interesse i at lave tilsvarende smallere

fonde. De vil nemlig være dyrere for de kvindedominerede

brancher, end en landsdækkende

politisk bestemt fond vil være.

Derfor er det heller ikke overraskende, at

den arbejdsgiverorganisation, som organiserer

virksomheder inden for handel og service, er

optaget af at holde presset på politikerne:

»Barselsreglerne er meget uhensigtsmæssige

for små og mellemstore virksomheder. Og når

det er politikerne, der har tvunget reglerne ned

over os, må det også være deres ansvar at komme

frem til en udligningsordning, der kan aflaste

de små virksomheder og gøre med den ligestillingsmæssige

skævhed. Der er jo desværre

ingen tvivl om, at små virksomheder med de nuværende

regler bliver nødt til at tænke sig grundigt

om, før de ansætter kvinder,« siger Søren B.

Henriksen, administrende direktør i Dansk Handel

& Service.

Det er nærmest i direkte modstrid med mel-

dingen fra hans direktørkollega Jørn Neergaard

Larsen i DA. Han var temmelig misfornøjet med

diverse partier og politiske kaffeklubbers lyst til

at blande sig i barselsfonds-diskussionen, da han

talte med NET-Redaktionen for et par uger siden

og blandt andet gjorde det klart, »at man

ikke kan forhandle overenskomst med en ladt

revolver liggende på bordet«:

»Politikerne har sikret danskerne et helt års

orlov og en grundlæggende betaling via skattepengene.

Hvordan arbejdsgiverne vil finansiere

deres, skal politikerne ikke blande sig i. Det er et

arbejdsmarkedspolitisk spørgsmål, og den slags

er der tradition for, at arbejdsmarkedets parter

løser,« sagde Neergaard Larsen.

Konservative vil have fond

Det politiske flertal for en barselsfond er imidlertid

stadig intakt, efter at det konservative

landsrådsmøde i forrige weekend med et stort

flertal vedtog, at der bør laves en central barselsfond.

Dermed er det kun det store regeringsparti,

Venstre, der ikke går ind for en barselsfond.

Dansk Folkeparti har heller ikke meldt

endeligt ud, men stemte dog for udarbejdelsen

af den analyse af en central barselsfond, som et

regeringsudvalg arbejder på i øjeblikket.

Hvis det lykkes LO-forbundene og arbejdsgiverorganisationerne

under DA at nå til enighed

om barselsfonde ved de kommende overenskomstforhandlinger,

vil der dog muligvis stadig

være brug for lovgivning i en eller anden form.

25-30 procent af lønmodtagerne i den private

sektor vil nemlig ikke være dækket af disse fonde,

og hvis de skal være omfattet af en barselsfond,

skal der derfor laves lovgivning og/eller

aftaler uden for LO-området.

Selv om politikerne presser på, og mange af

fagbevægelsens topfolk har talt varmt for barselsfonde,

er arbejdsmarkedsforsker Flemming

Ibsen fra Aalborg Universitet da også langt fra

parat til at sætte bjørneskindet til salg:

»Det er temmelig kompliceret at lave en barselsfond

tværs over forskellige overenskomstområder,

fordi det er decentrale forhandlinger.

Der kan komme så stor uenighed i forhandlingerne,

at man bare kører videre, som man plejer

uden barselsfond. Og det politiske flertal kan

heller ikke nødvendigvis bære, når det gælder,«

siger Flemming Ibsen med henvisning til, at regeringspartierne

ikke er enige. ■

Af Søren Kudahl, sku@lo.dk

10 · NOVEMBER 2003 17

Om barselorlov

• Lovgivningen giver ret til at

holde barselsorlov i et år på

dagpengesats, hvoraf to uger

er øremærket til faderen.

Derudover har de fleste grupper

på arbejdsmarkedet gennem

deres overenskomster ret

til at få suppleret op til fuld

løn i en vis periode.

• I hovedparten af overenskomsterne

på det private DA/LO

område har kvinderne ret til

fuld løn i 14 uger, mens mændene

har ret til to uger med

løn.

• I det offentlige har forældrene

ret til op til 36 ugers orlov

med fuld løn, hvoraf de fire

uger er øremærket til mændene.

• Ved de kommende overenskomstforhandlinger

vil lønmodtager-organisationernestille

krav om at få udvidet perioden

med løn under barsel.

• LO’s hovedbestyrelse anbefaler,

at udvidelsen af perioden

med fuld løn under barsel skal

deles ligeligt mellem mand og

kvinde. Det vil betyde, at hvis

det for eksempel lykkes at forhandle

sig frem til ti ugers

ekstra løn under barsel, skal

moderen tage de fem og faderen

de øvrige fem uger.


Privatansatte scorer frynsen

AFLØNNING

Eksperter advarer mod

skattefrie frynsegoder

En voldsom vækst i skattefrie frynsegoder er en bombe under økonomien og skævvrider

beskatningen, advarer skatteeksperter. Fri PC, bredbånd og sundhedsforsikringer, som ny aflønningsform

betyder blandt andet, at privatansatte får et større indkomstmæssigt forspring.

Skatteeksperter er bekymrede over frynsegodernes

fremmarch. De truer samfundsøkonomien

og skævvrider beskatningen – ikke mindst

mellem den offentlige og private sektor. Regningen

kan løbe op i fire milliarder kroner om

året, men regeringen, som har indført skattefritagelse

for flere frynsegoder, har ingen planer

om at gribe ind. Dog erkender skatteminister

Svend Erik Hovmand (V), at der er »tændt nogle

alarmklokker.«

I alt 235.000 lønmodtagere har i dag en

sundhedsforsikring, mens 200.000 har en firmabetalt

hjemmecomputer. Aage Michelsen,

professor ved Handelshøjskolen i Aarhus og

medlem af Skatteretsrådet, er chokeret over de

skattefri frynsegoders hastigt stigende omfang.

Han betegner udviklingen som »farlig.«

»Væksten i de skattefri personalegoder strider

mod princippet om, at alle indtægter skal

være skattepligtige og mod ligheds- og retfærdighedsprincippet

om, at man skal betale skat

Lønmodtagere har tilbud om følgende fryns.

Alle lønmodtagere Privatansatte Offentligt ansatte

Hjemme-pc

Internet hjemme

Firmabil

Kantinetilskud

Gratis kaffe/te på jobbet

Motion/fitness

Fri avis

Fri telefon

Julegave

Rådgivning af

fysioterapeut

0 20 40 60 80 100

Procent

Kilde Spørgeskemaundersøgelse udført af TNS Gallup for LO. I juni/juli 2003. I alt 2.003 lønmodtagere

er blevet interwievet.

18 UGEBREVET A4

efter evne. Samtidig udhuler de skattegrundlaget,

hvilket er en meget farlig udvikling, som

kan resultere i, at man ikke kan sænke skatteprocenterne,«

siger han.

PC-ordning belaster finanspolitik

En ny rapport fra regeringen om frynsegoder

konstaterer, at der er udsigt til så stor vækst i

brugen af fryns som aflønningsform, at det kan

koste statskassen op mod fire milliarder kroner

og dermed true den overordnede plan om afvikling

af den offentlige gæld - den såkaldte

2010-plan. Rapporten, som er udarbejdet af et

tværministeriet embedsmandsudvalg, forudser

især store skattetab på den skattefri hjemme-pc

og firmabetalt bredbånd og på de nye sundhedsforsikringer,

som er blevet fritaget for skat

under VK-regeringen.

»Hvis eksempelvis udbredelsen af alene

sundhedsforsikringer, ADSL-forbindelser og pchjemmearbejdspladser

stiger til et omfang af en

million personer, svarende til en fire-femdobling,

vil dette øge skatteudgiften for disse tre goder

med omkring tre milliarder kroner, og dermed

til en samlet skatteudgift for personalegoder

under ét på i størrelsesordenen fire milliarder

kroner. Skatteudgifter af denne størrelse vil

belaste finanspolitikkens holdbarhed i relation

til 2010-planen,« hedder det i rapporten.

Danmark som IT-nation

Lektor i skatteret på Københavns Universitet,

Henrik Dam, er overbevist om, at politikerne på

Christiansborg om nogle år vil være nødt til at

droppe skattefritagelsen på firmabetalt hjemme-pc

og bredbånd.

»Skattefriheden blev indført på grund af et

ønske om at gøre Danmark til en IT-nation,

men efterhånden som hjemme-pc og internetadgang

er på vej til at blive almindelige forbrugsgoder,

kan det argument ikke bære mere,


og disse ordninger vil løbe op i meget store

summer,« siger han.

Henrik Dam forventer, at det vil være slut

med skattefri firma-pc, inden der er gået 10 år.

Også skattefrit bredbånd vil forsvinde på længere

sigt, forudser han. Formand for Folketingets

skatteudvalg, Jens Peter Vernersen (S), er også

bekymret over de skattefri frynsegoders konsekvenser

for samfundsøkonomien:

»Den enkelte lønmodtager, som får disse personalegoder,

er naturligvis glad, men pengene

fosser jo ud af statskassen med det resultat, at afdragene

på den offentlige gæld må udsættes, eller

at vi har færre midler til at finansiere det offentlige

forbrug. Det er klart, at skatteministeren

må være bekymret, selv om han jovialt slår ud

med arme og ben,« siger Jens Peter Vernersen.

Udsigterne til et kraftigt dræn i statskassen

bekymrer ikke skatteminister Svend Erik Hovmand

(V) her og nu. Han maner til besindighed

og har svært ved at se, hvilke ordninger, der skal

fjernes. Dog sagde han under en Folketingsdebat

i tirsdags, at regeringen vil følge udviklingen

nøje, og at der er »tændt nogle alarmklokker«

Venstres skatteordfører, Peter Christensen, bakker

ministeren op.

»Bredbånd og sundhedsforsikringer blev indført,

fordi vi gerne vil have folk til at bruge dem,

så vi er kun glade for, at det sker. Vi ser ikke noget

ukontrollabelt skred i de skattefri personalegoder,«

siger han.

Dansk Folkeparti var med til at indføre skattefrihed

for arbejdsgiverbetalte bredbånd og

sundhedsforsikringer. Partiets skatteordfører,

Mikkel Dencker, kalder de to ordninger rationelle

investeringer. De skal henholdsvis sætte

turbo på IT-udviklingen og hjælpe sygemeldte

medarbejdere hurtigt tilbage i job. Hvis de skattefri

frynsegoder udvikler sig til allemandseje,

er han dog parat til at overveje sagen igen.

Privatansatte slipper billigere i skat

Den stigende brug af skattefri personalegoder

indebærer desuden en skævvridning mellem

den offentlige og private sektor. Embedsmandsrapporten

konstaterer, at det fortrinsvis er ansatte

i det private erhvervsliv, der får del i frynsegoderne.

Det indebærer, at privatansatte slipper

billigere i skat end offentligt ansatte, og det

er meget uheldigt, mener lektor i skatteret Henrik

Dam.

private skævvrider den effektive beskatning, så

offentligt ansatte netto bliver hårdere beskattet,

fordi de ikke har samme andel af de skattebegunstigede

frynsegoder, og den udvikling er

meget uhensigtsmæssig,« siger han.

Formanden for Folketingets Skatteudvalg er

enig.

»Offentligt ansatte og andre, der ikke får

bredbåndsforbindelse og sundhedsforsikring

betalt af deres arbejdsgiver, betaler reelt for de

»Jeg antager, at offentligt ansatte ved lønforhandlingerne sørger for at

blive kompenseret for deres eventuelle mindre fryns.

PETER CHRISTENSEN, skatteordfører for Venstre

lønmodtagere, der får disse goder. Det er en

uretfærdig måde at drive skattepolitik,« siger

Jens Peter Vernersen.

Problemer med rekruttering

Professor Aage Michelsen forudser, at den stigende

mængde fryns til privatansatte i længden

vil gøre det vanskeligere for den offentlige sektor

at rekruttere medarbejdere.

»Det offentlige halter i forvejen bagefter lønmæssigt,

og væksten i frynsegoder i det privat

gør forskellene endnu større, hvilket på sigt

medfører en uheldig situation, hvor det offentlige

får problemer med at rekruttere dygtige

folk,« siger Aage Michelsen.

At offentligt ansatte taber på den stigende

mængde fryns, tror Venstres skatteordfører til

gengæld ikke på.

»Jeg antager, at offentligt ansatte ved lønforhandlingerne

sørger for at blive kompenseret

for deres eventuelle mindre fryns,« siger Peter

Christensen.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra

Aalborg Universitet tror ikke, at fryns spiller en

afgørende rolle for lønmodtagernes valg af arbejdsplads.

Ansatte prioriterer arbejdsmiljø

højst, viser hans undersøgelser af personalepolitikker

på arbejdspladserne.

»Der er ingen tvivl om, at personalegoder

som hjemme-pc vil vokse, for det er et godt redskab

i virksomhedernes personalepolitik. Medarbejderne

føler, at arbejdsgiveren værdsætter

dem, og at de får noget gratis, selvom der reelt

sker det, at et personalegode til nogle medarbejdere

betales af andre. Men de fleste har i

»Den voksende mængde frynsegoder i det

10 · NOVEMBER 2003 19

Frynsens top fem

Antal Lønmodtagere

Sundhedsforsikringer 235.000

Hjemme-PC 200.000

Fri telefon 160.000

ADSL-forbindelser 100.000

Fri bil 90.000

Aktuelt skatte- og momstab for

personalegoder er en milliard kroner.

Hvis udbredelsen af sundhedsforsikringer,ADSL-forbindelser

og PC-hjemmearbejdspladser

fire til fem-dobles, vokser

skatte- og momstabet til fire milliarder

kroner.

Opgørelsen er dog forbundet med

nogen usikkerhed på grund af

mangelfulde datakilder.

Kilde Embedsmandsrapporten

»Beskatning af personalegoder/

naturalieydelser«.


Hjemmearbejde

med måde

Adgang til hjemmearbejde har 28

procent.

Hvor ofte benytter disse lønmodtagere

muligheden for hjemmearbejde?

To eller flere gange om ugen 20

En gang om ugen 8

To-tre gange om måneden 14

En gang om måneden 14

Sjældnere end en

gang om måneden 42

Kilde Spørgeskemaundersøgelse udført

af TNS Gallup for LO.


forvejen en hjemme-pc, og personalegoder er

slet ikke afgørende for lønmodtagerne. Det er

derimod arbejdsmiljøet, gode kollegaer og chefer,

og om arbejdet er fleksibelt og udviklende,«

siger han.

En undersøgelse, som Gallup har udført for

LO, viser, at chancen for at få installeret arbejdsgiverbetalt

pc og internetforbindelse i privaten

er langt større for privatansatte end for

offentligt ansatte. 25 procent af de privatansatte

Hjemme-pc og internetforbindelser betalt af arbejdsgiveren

er i eksplosiv vækst, fastslår en

embedsmandsrapport om frynsegoder. Men

rent faktisk udnytter kun få lønmodtagere de

nye muligheder for at arbejde hjemmefra, viser

en undersøgelse, som Gallup har foretaget for

LO blandt 2.003 lønmodtagere i Danmark.

Lidt over en fjerdedel – 28 procent – af lønmodtagerne

har mulighed for somme tider at

arbejde hjemmefra, men blandt dem svarer

over halvdelen – 56 procent – at de kun benytter

sig af muligheden en gang om måneden eller

sjældnere. Kun hver femte med adgang til

hjemmearbejde benytter sig af muligheden to

eller flere gange om ugen.

Samtidig siger de fleste nej tak til bedre mulighed

for hjemmearbejde. Hele 88 procent af

lønmodtagerne i undersøgelsen ønsker ikke bedre

adgang til at tage arbejde med hjem.

Modviljen mod at arbejde hjemmefra kommer

bag på flere eksperter i hjemmearbejde. En

række undersøgelser viser nemlig, at lønmodtagere

med delvist hjemmearbejde generelt er

meget tilfredse.

Det kan redde dagen at arbejde hjemmefra,

hvis sønnen er forkølet, bilen punkteret, eller

når en opgave kræver ly for kimende telefoner.

Medarbejdere med delvist hjemmearbejde er

mere effektive og oplever samtidig at have bedre

tid til andre ting, fastslår blandt andet en

stor EU-undersøgelse af hjemmearbejde, som

Teknologisk Institut har været med til at udarbejde.

20 UGEBREVET A4

har firma-pc derhjemme. Kun otte procent af de

offentligt ansatte har dette gode. Firmabetalt

internetforbindelse har 21 procent af de privatansatte

mod otte procent af de privatansatte.

Samme forskel mellem de to sektorer gælder

for firmabil, kantinetilskud, gratis kaffe og te på

jobbet, fri avis og telefon og julegave. ■

Forbehold over for hjemmearbejde

Af Marie Preisler, freelancejournalist.

Hver fjerde lønmodtager har muligheden for at arbejde hjemmefra, men kun få gør det.

Og der er en stor skepsis mod at kunne arbejde døgnet rundt.

»Undersøgelsen viste, at alle var tilfredse

med hjemmearbejde, men de mest tilfredse var

dem, der kun gør det delvist,« siger Lars

Schmidt, konsulent på Teknologisk Institut og

med-arkitekt på EU-undersøgelsen.

Især yngre karrierebevidste mænd risikerer

at arbejde alt for meget, når de kan arbejde videre

derhjemme, mens kvinder og ældre er bedre

til at håndtere hjemmearbejde, vurderer

Lars Schmidt.

I telekoncernen TDC kan 7.000 af de 17.000

ansatte arbejde hjemmefra, og erfaringerne er

udpræget positive, vurderer arbejdslivsforsker

hos TDC, Agi Csonka.

Enkelte trives dog ikke med at blande arbejdsliv

og hjemmeliv, og for at undgå at hjemmearbejde

udløser stress, er det nødvendigt, at

arbejdsgiveren udstikker klare rammer for

hjemmearbejdet, fastslår hun.

»Vi oplever ret entydig begejstring for vores

hjemmearbejdspladser. Især føler mange, at det

giver et bedre familieliv. Men kulturen på arbejdspladsen

er afgørende for, om det er en succes.

Hvis arbejdsgiveren forventer, at medarbejderen

læser mails søndag aften, er det ikke aflastende,

og i en stærk karrierekultur kan det

derfor være at stikke folk blår i øjnene at sige, at

hjemmearbejde er familievenligt. Omvendt kan

det give mulighed for at nå hjem og møde familien

og så arbejde videre bagefter,« siger Agi

Csonka. ■

Af Marie Preisler, freelancejournalist.


DENNE UGE SIDSTE UGE


MANDAG 10. NOVEMBER

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg,

Europaudvalg og Socialudvalg

holder høring om »Dansk

social- og arbejdsmarkedspolitik

i fremtidens EU«. Både beskæftigelsesminister

Claus Hjort Frederiksen

(V) og socialminister

Henriette Kjær (K) deltager i høringen,

som starter klokken 9.00

i Fællessalen på Christiansborg.

LO-næstformand Tine Aurvig-

Huggenberger kommer også med

oplæg, ligesom repræsentanter

fra DA, FTF, AC og KL deltager.

TIRSDAG 11. NOVEMBER

»Investering i fremtiden – uddannelse

og forskning« er tema

for et debatmøde i Østerbrohuset,

Århusgade 103, København,

klokken 19.00. Det socialdemokratiske

folketingsmedlem Thomas

Adelskov holder oplæg.

ONSDAG 12. NOVEMBER

Funktionærernes og Tjenestemændenes

forbund, FTF, åbner

to dages kongres i Falconer

Centret, Frederiksberg. FTF skal

vælge ny formand efter Anker

Christoffersen, der ønsker at

trække sig efter at have siddet

på formandsposten siden 1988.

Børne- og Kulturchefforeningen

holder årsmøde over temaet

»Den sociale arv«. Mødet foregår

på Munkebjerg Hotel i Vejle.

TORSDAG 13. NOVEMBER

»Udvikling af arbejdet i call centre«

hedder to dages konference,

der sætter fokus på, hvordan arbejdet

i i såkaldte call centre organiseres.

Projektleder og lektor

Niels Møller fra DTU indleder

konfererencen, hvor også forskere

fra Center for Alternativ Samfunds

Analyse samt fra Tyskland,

Norge og England deltager.

LØRDAG 15. NOVEMBER

Socialdemokraterne i København

inviterer til aktivitetsdag på Borups

Højskole i København.

Klokken 13.00 er der debat med

partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet

Poul Nyrup Rasmussen

om visioner for arbejdet

i Europa. Klokken 15.30 er der

debat med Københavns overborgmester

Jens Kramer Mikkelsen,

der gør midtvejs-status i

den kommunale valgperiode.


FÆRRE I SKOLEPRAKTIK

Antallet af skolepraktikpladser

på erhvervsskolerne skal skæres

fra omkring 5.000 til 1.200.

Det har regeringen aftalt med

Dansk Folkeparti og de radikale.

Til gengæld øges belønningen til

skolerne for hver uddannelsesaftale,

der indgås med en virksomhed.

Kravene skærpes til

elevernes mobilitet fagligt og

geografisk. Elever i skolepraktik

skal i fremtiden have samme

ydelse som elever på produktionsskolerne,

nemlig 5.330 kroner

om måneden for elever over

18 år.

PORTOSTØTTEN FJERNES

Portostøtten til ugeblade, magasiner

og fagblade fjernes 1.

marts 2004. Samtidig står det

klart, at de politiske partiers

blade ikke vil få del i den pulje

på 31 millioner kroner, som Kulturministeriet

skal fordele for at

afbøde virkningerne af den

manglende portostøtte. Det blev

resultatet af aftalen mellem regeringen

og Dansk Folkeparti om

flere penge til den danske kulturarv.

Reglerne for puljen fastlægges

senere.

LEDIGHEDSFORSIKRING

UDEN A-KASSE

Civiløkonomerne får nu mulighed

for at tegne forsikring mod

ledighed, selv om de ikke er

medlemmer af en a-kasse. Civiløkonomerne

vil i samarbejde

med Topdanmark tilbyde medlemmerne

en individuel forsikring.

Beslutningen bekymrer

både Akademikernes Centralorganisation

og A-kassernes Samvirke,

hvis formand Morten Kaspersen

frygter, at flere tilsvarende

ordninger kan true den solidariske

dagpengeordning.

A-KASSEREGLER

SKAL VÆRE NEMMERE

Et bredt flertal i Folketinget blev

tirsdag enigt om, at alle kræfter

skal inddrages for at lette administrationen

af reglerne i arbejdsløshedslovgivningen.Regeringen

skal inddrage arbejdsmarkedets

parter og A-kassernes

Samvirke i forenklingen af reglerne

– også om efterlønsbeviset.

Beskæftigelsesminister

Claus Hjort Frederiksen (V) skal

om et år redegøre for forenklingen.

TDC-ANSATTE TILBYDES AKTIER

16.500 medarbejdere i TDC

samt i selskaber, hvor TDC har

aktiemajoriteten, vil få tilbud

om at købe aktier for op til

9.000 kroner til omkring halvdelen

af markedskursen. Aktierne

skal båndlægges i de første fem

kalenderår. Foreløbige beregninger

viser, at det koster TDC

omkring 100 millioner kroner,

RADIKALE OG DANSK FOLKEPARTI INDGIK EN DELAFTALE OM FINANSLOVEN ... Illustration Gitte Skov

10 · NOVEMBER 2003 21

hvis alle medarbejdere benytter

tilbuddet fuldt ud.

A-KASSETVANG ER ULOVLIG

Det er i strid med loven, når Nyborg

Kommune kræver kontanthjælpen

tilbagebetalt fra unge

borgere, der ikke har meldt sig i

a-kasse. Det fastslår Tilsynsrådet

for Fyns Amt. Kommunen krævet

tilbagebetalingen for at tilskynde

unge til at melde sig i en

a-kasse. Nyborg Byråd har henholdt

sig til loven om aktiv socialpolitik,

der giver mulighed for

at kræve kontanthjælpen

tilbagebetalt, hvis modtageren

har udvist uforsvarlig økonomi.

Men Tilsynsrådet afviser, at det

er uforsvarligt ikke at melde sig

ind i en a-kasse.

AL FERIE ELLER

PENGENE TILBAGE

Lønmodtagere, der kun holder

fire ugers ferie, skal fremover

kunne få resten af den optjente

ferie udbetalt. For lønmodtagere

med ret til rem ugers ferie drejer

det sig om den femte uge, mens

lønmodtagere, der har ret til

længere ferie, alene kan få

pengene udbetalt, hvis de er optjent

de sidste 2,5 måneder af

optjeningsåret. Det foreslår beskæftigelsesminister

Claus Hjort

Frederiksen (V) i et forslag til

ændringer af ferieloven, han har

lagt frem i Folketinget.


Lykken er mindre ulykke i arbejdslivet

I det seneste nyhedsbrev fra Beskæftigelsesministeriet

(nummer 10, oktober 2003) kan man

læse, at lykken er at have et lortejob!

Konklusionen stammer fra den engelske forsker,

Richard Layard fra London School of Economics,

der holdt oplæg på et møde for 30

OECD-landes beskæftigelses- og socialministre i

Paris i september. Mødets overskrift var »Mod

flere og bedre job«, men skeler man til Layards

oplæg, er der næppe tvivl om, at fokus mere var

på de »flere job« end på »bedre job«.

For at imødekomme et betragteligt fremtidigt

pensionspres er der stort behov for at reducere

overførselsindkomsterne samt øge den

samlede arbejdskraftstyrke og dermed beskatningsgrundlaget,

lød det på mødet. Dette argument

er langt fra ukendt i Danmark. Faktisk har

det været en af drivkræfterne i overgangen fra

det tidligere princip om ret til forsørgelse til det

nu herskende princip om ret-og-pligt til en arbejdsmarkedsrettet

aktivering.

I den tidligere regerings version var dette

samfundsøkonomiske argument samstemmende

med argumentet om, at opkvalificering til arbejde

var til borgerens bedste. Den tidligere

danske sang handlede altså både om »bedre job«

og »flere job«. Der var politisk fokus på opkvalificering

gennem uddannelse til de bedre job.

Samtidig stod en direkte virksomhedsrettet indsats

højt på den politiske dagsorden – i bestræbelserne

for flere i arbejde.

Denne samstemmighed af toner om »flere«

og »bedre« synes nu at være forstummet til fordel

for et unisont brøl for »de flere«. Og her

rammer Layards oplæg belejligt. Han tager

nemlig skridtet videre og hævder, at det »… at gå

fra ledighed til et dårligt job medfører større

lykke end at gå fra et dårligt til et bedre job.«

Hvor opkvalificering handler om at give den

enkelte mulighed for at stræbe efter det ønskede

job, synes fokus nu entydigt rettet mod det at

have et arbejde, uanset arbejdets kvalitet. Lykken

findes i arbejdslivet!

Men hvad er egentlig lykke – og hvordan

måler man det? Beskæftigelsesministeriet gør

os ikke klogere på det spørgsmål, men godtager

blot lykke som et helt generelt plusord. Og kigger

man på Layards egen definition af lykke,

forbliver begrebet uigennemskueligt for den

22 UGEBREVET A4

uindviede med hans indforståede referencer til

»korresponderende psykometriske og neurologiske

måleenheder«. Man kan vælge et af to.

Som Beskæftigelsesministeriet: At æde den råt –

eller at forholde sig kritisk.

Selv om det at være lykkelig i ministeriets

gengivelse af Layard entydigt handler om at reducere

graden af ulykke, så er lykken nu engang

et slående argument. Så slående, at det ser

ud til både at legitimere nedprioriteringen af

»bedre« job og at verfe alle onde (alias skeptiske)

tanker væk, som for eksempel, at et hårdt pres

hen i mod »flere« i arbejde rummer risikoen for

flere ansættelser under lavmål: Dårlig løn, dårlige

fysiske og psykiske arbejdsvilkår, usikkerhed

i ansættelsen med videre.

Det er i hvert fald det indtryk, man sidder tilbage

med efter at have læst, hvilken effekt Layards

forskning synes at have haft i Beskæftigelsesministeriets

rækker. Ministeriets nyhedsbrev

refererer loyalt og ukritisk Layards konklusion,

og præsenterer det som »et befriende enkelt og

almengyldigt budskab«. Det er for så vidt ikke

overraskende. Men det er ikke desto mindre

nedslående.

Forstå os ret: Vi mener ikke, at lykken er at

være arbejdsløs, vi mener heller ikke, at opkvalificering

er det eneste saliggørende. Vi mener

faktisk, at en reel arbejdsmarkedsrettet indsats

er på sin plads. Men vi bryder os ikke om, at det

unisone brøl for flere i job præsenteres som

indbegrebet af lykke. Samtidig finder vi det helt

nødvendigt at opfordre til kritisk stillingtagen til

både Beskæftigelsesministeriets og Layards version

af lykkebegrebet, herunder de implikationer

måtte rumme.

Se selv på www.bm.dk. ■

Lotte Grove, stud.scient. adm., og Dorte Caswell, cand.mag.

og kandidatstipendiat, begge Roskilde Universitetscenter

og Amternes og Kommunernes Forskningsenhed


Slagkraftige faglige ledere efterlyses

Hver eneste dag, siden den borgerlige regering

tiltrådte i november 2001, har arbejderklassen

fået bekræftet, at der er brug for en slagkraftig

fagbevægelse. Vel at mærke én, som vil genrejse

den politiske debat og aktivitet i fagforbund,

fagforeninger og på arbejdspladserne. Regeringen

fører en velfærdsfjendsk politik, der

ustandseligt ændrer vilkårene for de indgåede

overenskomster, for eksempel indgreb i den

frie forhandlingsret, de asociale nedskæringer i

amter og kommuner og angrebene på udsatte

grupper i samfundet.

Arbejderklassen er ofre for de nyliberale og

kapitalistiske ideologier og krav om fleksibilitet,

effektivitet og forandring. Arbejdsliv og fritidsliv

underlægges markedets krav og behov. Derfor

må de politiske ledere i fagbevægelsen forstå,

at snæver faglig kamp om indholdet i overenskomsterne

ikke er nok! Mange fagligt aktive

reagerer over de forræderier, der bliver begået

af højrefløjen i fagbevægelsen, og ønsker dem

udskiftet med mere venstreorienterede for på

den måde at forvandle fagforeningerne til virkelige

kamporganisationer.

Historien viser desværre, at forandringen

udebliver. Strategien er den parlamentariske vej

til socialisme, omsat til fagligt arbejde. Arbejderklassen

er nødt til at sætte lid til egen styrke og

aktivitet på arbejdspladsen. Arbejderklassen har

kun én styrke, nemlig den kollektive mulighed

for at trække arbejdskraften tilbage og sætte det

kapitalistiske system i stå.

Fagforeningerne leverer en organisation, der

kan gøre denne styrke effektiv. Aldrig har nogen

meldt sig ud af en fagforening, fordi den

har forhandlet for gode overenskomster, for

meget i løn, for kort arbejdstid eller for godt arbejdsmiljø!

Derfor er spørgsmålet også: Hvorfor

bruger fagtoppen ikke arbejderklassens kollektive

styrke til en gang for alle at skabe et samfund

uden udbytning?

Når arbejderklassens interesser skal forsvares

og udvikles, skal kampen tages på alle politiske

områder, som har betydning for levevilkår.

Fagbevægelsen må erkende, at faglig kamp

er politisk kamp. Der skal stilles konkrete krav

til den politik, der føres i nationale og internationale

spørgsmål. Konsekvenserne af nyliberalistisk

globalisering bliver stadigt mere brutale.

Krig og undertrykkelse følges ad med nedskæringer,

privatiseringer og fyringer. Kampen

mod privatisering af vand hænger derfor stadig

mere tydeligt sammen med kampen mod fyringer

et andet sted i verden. Mange enkeltsager

har en fælles fjende i selve den globale kapitalisme,

i særlig grad udtrykt gennem de multinationale

og nyliberalistiske ledere som Bush, Blair

og Fogh.

Den fagpolitiske modstand mod nyliberalisme,

krig og racisme tager sit afsæt i de kampe

og bevægelser, der vokser frem lokalt og globalt.

Modstanden er mangfoldig og pluralistisk

og har mange forskellige former. Derfor har bevægelsen

brug for fagpolitiske ledere, der tør og

vil stille sig i spidsen i kampen for: Et klart nej til

nedskæringer på velfærden, et forsvar for pensionsordningerne,

et nej til udbytning og nej til,

at vi skal betale med fyringer for at sikre profitten

- et nej til krig og besættelse, nej til privatisering

og WTO/GATS, ja til, at godt arbejdsmiljø,

uddannelse og sundhed er gratis, offentlige

goder for alle, og at racisme og hetz skal imødegås

overalt. Fagbevægelsens ledere bør udfordres

på disse spørgsmål på de lokale generalforsamlinger

og kongresser i LO og FTF, så vi kan

få valgt de fagpolitikere, som reelt vil kæmpe

for medlemmernes interesser. ■

Lisbeth Schmidt, medlem af Forretningsudvalget i BUPL

10 · NOVEMBER 2003 23


Af forbundsformand

Kirsten Nissen, Socialpædagogernes

Landsforbund.

Illustration Gitte Skov

POSTBESØRGET BLAD NR. 57401 (0900 KHC)

TIL OMDELING MANDAG

Borgerskabets diskrete dobbeltspil

FAGLIGT TALT Behandlingen af udsatte grupper er reduceret til pleje uden udvikling. Det

kan vi simpelthen ikke være bekendt. Så fattige er vi ikke. Og vi vil ikke tavst se til, at regeringen

ødelægger velfærden.

Fagbevægelsen har været en væsentlig drivkraft

i udviklingen af vort velfærdssamfund, og

det store flertal i befolkningen har i adskillige

nyere undersøgelser bekræftet, at de ønsker

velfærden bevaret. Ja store dele af befolkningen

er oven i købet parat til at betale mere i skat for

at sikre velfærdsgoderne.

Men regeringens skattestop er i al stilhed ved

at underminere den velfærdsmodel, vi kender.

Det sker diskret og uden udmeldinger om hensigten.

Tværtimod har regeringen gang på gang

fremhævet, at der ikke skal pilles ved velfærden

og bedyret, at især de svage og udsatte gruppers

ve og vel ligger den stærkt på sinde.

Men det er tvetunget tale, for skattestoppet

rammer især disse samfundsgrupper. Det kommer

for eksempel til udtryk, når kommunerne

nu uden blusel erkender, at der ikke længere er

råd til at anbringe udsatte børn uden for hjemmet.

Skattestoppet rammer også medarbejderne

i den offentlige sektor. De medarbejdere, der

ikke fyres, må løbe hurtigere, og de tvinges til at

forringe kvaliteten af den service, de yder.

Tidligere var målet for socialpædagogisk arbejde

at sikre, at fysisk eller psykisk handicappede

beboere, som ikke kan klare sig selv, fik både

omsorg, pleje og udviklingsmuligheder. Nu ly-

der ordren fra amtet: »I skal blot yde omsorg og

pleje.«

Og i arbejdet med udsatte børn, der er anbragt

på grund af svigt i hjemmet, lyder beskeden

fra socialudvalgsformanden til medarbejderne:

»I behøver ikke at gøre det bedste – I skal

bare gøre nok.«

I forhold til socialpolitikken hed det førhen

fra et enigt Folketing: »Mennesker først – derefter

økonomi.«

Enigheden manifesterede sig i vedtagelsen af

den sociale servicelov, hvor det udtrykkeligt

fremgår, at der skal tages individuelle hensyn til

borgerne, og at selv de svageste skal have valgmuligheder

og inddrages i beslutninger om,

hvad der skal ske i deres liv.

Men ovenstående citater fra det virkelige liv

viser, hvad der sker, når humanismen og menneskesynet

underlægges skattestoppet og de afledte

aftaler om amternes og kommunernes

økonomi.

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Så

fattige er vi ikke.

Velfærd er et fundamentalt interesseområde

for LO-fagbevægelsen. Historisk har fagbevægelsen

været i front i den politiske kamp for at

sikre svage og syge et ordentligt liv. Og uanset

om vi arbejder i den offentlige – eller i den private

sektor, må vi vide at bekæmpe regeringens

politik om »noget for noget,« og i stedet fastholde

fagbevægelsens vision om fællesskabets og

samfundets ansvar for den enkelte.

Vi vil velfærd, også for de mennesker, som

aldrig bliver i stand til at magte et arbejde og for

de, der må forlade arbejdsmarkedet på grund af

nedslidning eller alder.

Det er den vision, regeringen i det skjulte er

ved at ødelægge.

Men vi vil ikke blot se tavst til fra sidelinien,

mens VK-regeringen ødelægger de velfærdsgoder,

som vi har været med til at skabe.

Dertil er de alt for dyrebare. ■

ISSN: 1602-1630

More magazines by this user
Similar magazines