Læs - Historie-nu.dk

historienu.dk

Læs - Historie-nu.dk

Debatten om den historiske

Kierkegaard

har raset i

avisspaleterne sommeren

over. Men debatten

handler på et

andet plan om meget

mere end Kierkegaard,

nemlig om hvilken type

af videnskab, historiefaget

skal bedrive.

Mikkel Thrane Lassen er historiker

Historie Historie Netmagasinet

Netmagasinet

www.historie-nu.dk

www.historie-nu.dk

www.historie-nu.dk

Historie-nu.dk er et gratis

historie magasin, der sætter

nutiden i perspektiv, giver

baggrunden og skaber diskussionerne.

Den

historiske

TEKST Mikkel Thrane Lassen

Kierkegaard

Debatten om den historiske Kierkegaard har raset i Informations spalter i

den forgangne uge. Det er en med spænding og interesse at man har

kunnet følge denne debat. Eller debat er måske så meget sagt, idet det

udelukkende synes at være den ene part, Peter Tudvad, der får manifesteret

sit budskab om den anden parts, Joachim Garffs, historieskrivning,

hvilket så til gengæld sker med et vist bravur.

Det er ikke hensigten at dømme i denne debat, jeg er ingenlunde

Kierkegaard-ekspert, og skal ikke stille mig på hverken den ene fløj eller

den anden. Tværtimod, kunne man sige. For det at stille sig på en bestemt

fløj, ville paradoksalt nok være at spille Tudvads spil. For nok drejer

debatten sig om Kierkegaard, og nok er Peter Tudvads indlæg et passioneret

forsvar for Kierkegaard, snarere end et angreb imod Joakim Garff,

der endnu ikke har fået pusten ovenpå den professionelle mavepuster

han har tildraget sig. Og som sådan er debatten naturligvis interessant for

Kierkegaardentusiaster i almindelighed og tilhængere af videnskabelige

infights med tilhørende skandaler i særdeleshed.

Men debatten handler på et andet plan om meget mere end det, nemlig

om hvilken type af videnskab, historiefaget skal bedrive.

Historiefaget har altid haft en indre splittelse indbygget i sig mellem humaniora

og naturvidenskab, eller sagt på en anden måde: mellem fortolkning

og beskrivelse. Ganske vist blev historiefaget professionaliseret i slutningen

af 1800-tallet, med professor Leopold von Rankes indførelse af en

videnskabelig kildekritik, senere hjembragt til Danmark af Kristian Erslev,

der skrev den for alle senere historiestuderende kanoniske Historisk Teknik

i 1911. Men historiefaget har eksisteret såvel før som efter Ranke og

Erslev. Den form for historievidenskab Erslev præsenterer medførte som

bekendt og som sagt en professionalisering af historievidenskaben for så

vidt som den lagde fundamentet for en række grundprincipper som alle

historikere og andre videnskabsfolk, der benytter sig af kilder, må følge

for at det kan kaldes videnskab. Følger man ikke disse principper, be-


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 2

2

handler man sine kilder lemfældigt, da er man ikke professionel og forsøger

man at vride sine kilder, således at de passer ind i en allerede forudfattet

tese, da er det naturligvis endnu værre.

Jeg har selv i min grundlæggende historieundervisning på Københavns

Universitet deltaget i den hæderværdige disciplin det er at „udtømme en

kilde“, i dette tilfælde en runesten med en ganske kortfattet inskription.

Nu skulle man jo tro at det var relativt hurtigt overskuet, når inskriptionen

bestod af en 3-4 ord, men det tog faktisk ganske lang tid, for endskønt vi

studerende mente at have kilden udtømt efter et kvarters tid, blev vi

nænsomt og professionelt manuduceret af lektor Hans Vammen. Og hvad

man kunne få ud af kilden var, for en nybegynder i faget, ganske forbløffende.

For en kilde er jo ikke blot en spand med informationer man kan

hente op med en øseske indtil den er tom. Kildens svar er derimod ganske

afhængige af de spørgsmål man stiller til kilden. Nu lykkedes det os

altså at „udtømme“ netop denne kilde, der var så sparsom på information,

men havde vi haft en weekend til arbejdet, havde vi sikkert fået

mere ud af den. Så meget desto mere komplekst bliver det når kilder,

som det jo oftest er tilfældet, består af mere information. Oplysninger bliver

tvetydige, eller svarene afføder flere spørgsmål end de besvarer. Eller

man kan læse kilden på flere forskellige måder, afhængig af temperament.

Kilder er beklageligvis ikke altid entydige. Ikke engang runesten.

Historiefaget hører som bekendt til indenfor den større disciplin kaldet

humaniora, der som navnet antyder er videnskaben om mennesker. Humanistiske

videnskaber har derfor allerede på forhånd et (videnskabeligt)

paradoks: at genstanden for undersøgelsen er den samme som undersøgeren,

nemlig mennesker. I det større videnskabelige landskab hører humaniora

til indenfor de såkaldte „bløde“ videnskaber. Hermed skal forstås

at det står i modsætning til de såkaldt „hårde“ videnskaber, nemlig

naturvidenskaberne og de politiske videnskaber. Dette forhold skulle antyde

noget om graden af de pågældende videnskabers evne til at finde

eksakte svar, til at benytte sig af konkret og efterprøvelige metoder og

teorier samt vederhæftigheden af de foreliggende undersøgelser. Jeg har i

min bekendtskabskreds en hel del ingeniører, der helhjertet, men ofte

frustreret forsøger at finde hoved og hale i hvad humanioras videnskabelige

berettigelse egentlig er. For hvad er det egentlig vi beskæftiger os

med, hvad er det vi forsøger at undersøge, at bevise, hvad er det konkrete

resultat af vores undersøgelser? Og ikke sjældent støder jeg på en

stille undren ved en middagspassiar af typen: jamen, hvorfor undersøge

denne eller hin periode eller begivenhed, vi ved jo allerede hvad der

skete?

Denne undren og frustration er udtryk for samme sammenstød mellem

videnskabsopfattelser som kommer til udtryk i den standende envejsfejde

mellem Tudvad og Garff. For hvad er egentlig humanioras rolle eller

dets bidrag til de samlede videnskaber? Er det at udtømme kilderne til en

enkelt begivenhed, et enkelt detailstudie, hvis resultater derefter skal stå

evigtgyldigt sande, med mindre andre kilder, der kan belyse detailstudiet

yderligere, dukker op?

Det mener jeg ikke, og af flere årsager.

Ingen tvivl om at detailstudier har sin berettigelse i historieforskningen.


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 3

3

Detailstudier er de byggeklodser af hvilke syntesehistorikere bygger deres

arbejder op. Men at lægge detailstudiets kildeetik ned over de syntesehistoriske

produktioner ville være dræbende. I så fald ville det være et

livsværk, måske mere, at skrive en biografi om Kierkegaard. Og det er

tvivlsomt hvorvidt den ville være synderligt læseværdig. Og hermed er vi

fremme ved noget essentielt. For de humanistiske videnskaber har, mener

jeg, nogle ganske bestemte forpligtelser som de ganske vist deler

med andre videnskaber men som er ganske særligt fremherskende for

humaniora, nemlig forpligtelsen til at systematisere og fortolke den strøm

af informationer og viden som udgør et bølgende hav.

En historiker, der skriver en bog om et givet emne, har naturligvis altid

allerede på forhånd en vis mening om hvorledes de begivenheder eller

personer hun undersøger skal tolkes. Har hun ikke det, da bliver det en

dårlig, eller i hvert fald forvirrende, historie hun skriver. Som man vil bemærke

benyttede jeg her ordet ‘historie’ på en anden måde end den fagprofessionelle

jeg hidtil har benyttet. Ordet historie har, som ovennævnte

lektor Hans Vammen engang belærte os studerende om, nemlig flere betydninger

(syv, faktisk, men det skal jeg ikke trætte læseren med her),

hvoraf en af dem er som i „en god historie“.

Nu kan man jo indvende at selvom ordet har en række forskellige betydninger,

kan dette jo godt skyldes semantisk-historiske tilfældigheder (en

tredje betydning), og at disse betydninger godt gensidigt kan udelukke hinanden.

På den anden side eksisterer der en hel tradition indenfor historiefaget,

der netop med velberåd hu hævder at historikere altid skriver „historier“

når de skriver historie. Dette er netop hvad idehistorikeren Hayden White

hævder bogen Metahistory (1974). Hermed mener White ikke at historikere

blot sidder og finder på en god historie og derefter nødtørftigt udvælger

sig et antal kilder, der passer til, men at historikeren som producent

af et skriftligt materiale altid benytter sig af en bestemt struktur for materialet.

Denne struktur kalder White for et plot, et begreb der ellers hører

den skønlitterære verden til. For at skabe mening, indhold og sammenhæng

i det producerede materiale benytter historikeren sig af samme

struktur som den skønlitterære producent. For en historikers skriftlige

materiale ikke alene handler om mennesker og er skrevet af mennesker,

men det er tillige produceret for at blive læst af mennesker. Og skriver

man til overflod et menneskes livshistorie, da gør dette forhold sig end

kraftigere gældende. Et menneskes liv er også en historie, en levet historie.

Og for at fortælle denne historie må man fortolke, strukturere og formidle.

Og formidlingen kræver et plot.

At denne historie så skal være i overensstemmelse med de kilder der

foreligger til belysning af dette menneskes historie, det er ubestrideligt. På

den anden side vil jeg hævde at biografien som historisk genre under alle

omstændigheder kun være „en historie“, thi hvorledes udtømme et menneskeliv?

Som indledningsvis nævnt er dette ikke et indlæg til fordel for hverken

Tudvad eller Garff, det kan de nok selv håndtere, men derimod et forsvar

for at historiefaget og historievidenskaben er en kompleks disciplin, der i

sig kan indeholde flere forskellige tolkninger og bud på hvad det kan bruges

til og hvordan. Men det er samtidig en kraftig advarsel imod den forestilling

at en enkelt videnskabsopfattelse, det være sig den narrative eller


den kildepositivistiske skulle være den sande.

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 4

4

Hvis der fandtes en ’sand’ metode til afdækning af det levede livs historie,

så ville spørgsmålet, jeg så ofte støder på, jo pludselig give mening:

”ved vi ikke allerede hvad der skete…?”. Jo, måske. Måske kan vi afdække

kilderne, på en sådan måde at vi kan se, hvad der er grundlag for

at skrive at der skete, men det skete skal fortolkes og genfortolkes for

enhver ny generation. Ellers ville der jo kun være grund til at skrive ny historie,

når nye kilder dukkede op. At præsentere kildematerialets indhold

for læseren, i overensstemmelse med hvad der er belæg for i kilderne,

men på en sådan måde at det bliver vedkommende for læseren, det er

også historikerens opgave.

Og Tudvad er er efter min mening ude i et ganske vist ubestrideligt hæderligt,

men samtidig bekymrende ærinde: nemlig at fastslå et bestemt

historiesyns forrang over et andet. Men jeg mener godt at man kan anskue

historien som en fortælling, og historieskrivningen som en litterær

proces, og samtidig have den fornødne respekt for kilderne. For naturligvis

skal kilderne respekteres. Men det betyder på den anden side ikke at

hvis man låser 70 historikere inde i 70 klippehuler i 70 dage med de

samme kilder, at der vil komme den samme historieskrivning ud af det.

Det ville jo være nærmest uhyggeligt.

Historieskrivning er en underlig plastisk disciplin, og det meste af den historieskrivning,

der laves netop nu, vil om 50 år være forældet. Ikke fordi

den er faktisk forkert, eller har tolket noget ind i kilderne de ikke kunne

bære, ikke engang nødvendigvis fordi nye kilder er dukket op, men blot

fordi de mennesker, der skal læse denne historieskrivning om 50 år, har

anderledes normer, kultur, etik og dermed andre forudsætninger for at

holde historiens spejl op foran deres liv. Den historiskrivning, der skrives

nu, vil således ikke være forkert, men muligvis uinteressant og irrelevant,

fordi den ikke har nogen tilknytning til det levede liv som det leves om 50

år. Således hænger historie og nutid uløseligt sammen. Den historiske

biografi er betragtninger over det historiske liv og det levede liv i nutiden

og hvad disse liv gensidigt kan fortælle hinanden.

(for ikke at blive ført til doms af plagiat-politiet, vil jeg straks indrømme at

jeg i det afsluttende afsnit har skævet kraftigt til Bernard Eric Jensens

glimrende artikel om Narrative i Gads Historieleksikon, fordi fremstillingen

af de anførte overvejelser vedrørende historien som fortælling her er behandlet

så fornemt og formidlingsvenligt som tænkeligt er)

More magazines by this user
Similar magazines