Urskovsmuseum

estrup.org

Urskovsmuseum

Urskovsmuseum

Sophus Michaëlis (1865-1932)

Udgivet: 1918

Fra Træbukken - Tre Stemninger

[www.estrup.org - ID: T299 - TS: 2007-02-06 16:01]

Side 1


Side 2

ENGANG om Aarhundreder eller Aartusinder, naar hele Kloden er opdyrket, Sahara

udparcelleret i Havelodder, Sibirien bragt under Ploven og de sydamerikanske

Pampas-Sletter gjort i Hartkorn, da vil ogsaa Urskovenes Tid være forbi.

Ligesom Bison-Oksen fredes i en enkelt Skov i Lithauen, for at Arten ikke skal

uddø, saaledes vil man - som en videnskabelig Kuriositet - lade en Stump Urskov blive

staaende hist og her.

For Eksempel i Brasilien eller Caracas vil en eller anden af Fremtidens Kæmpebyer

midt imellem sine Murkolosser frede en Rest af den Urskov, paa hvis Grund den er

bygget.

Midt i den almægtige Højkultur vil man bevare en Ruin af Urnaturen, af den

jomfruelige Skov fra Oldtidens Dage, da ingen Menneskefod gjorde sig disse Egne

underdanig.

Og denne Stump Urskov vil blive opretholdt efter alle Kunstens Regler som en Art

botanisk Have, et Museum for ellers udryddede Vækster og Dyr.

Til den Tid vil Menneskenes Børn være som den Eventyrets Prins, der drog ud for at

lære Frygt at kende. De vil kun kende til kunstige Gys og ad videnskabelig raffineret Vej

søge de Fantasiens kildrende Indtryk, som Naturen selv ikke længer paatvinger dem.

De vil gaa ind i "Urskoven" gennem et Tælleapparat og, har de travlt, med "Fører"

vove sig ind i den smukt holdte Labyrint af Tykning og Vildnis, hvor banede Stier med

"Vejvisere" fører rundt til de tusinde Mærkværdigheder.

Hvor Urskoven tætner sig allersortest, vil elektriske Glødelamper kunne tændes højt

oppe i de sammenfiltrede Kroner for at sprede fantastiske og stemningsvækkende

Belysninger.

Kæmpetræer og Lianer vil flette deres uigennemtrængelige Mure tæt langs den

bekvemme Fodsti. Man vil kunne kaste pirrende Blik ind i Djunglens aldrig udforskede

Nat.

Her hænger et vidunderligt Eksemplar af den frygtelige Kvælerslange, ubevægelig

snoet om en Stamme. Vær blot ikke bange! Man kan trygt passere under dens

Kæmpebug. Et næppe synligt Sikkerhedsnet hindrer den i at styrte sig over sit Bytte;

men en Gang om Ugen er der Fodring med store levende Hjorte.

Urskovsmuseet vrimler med Aber, dresserede i Frihed. I dette Friluftsbur entrer de

til Vejrs, gynger, svajer, leger og slaas og producerer deres Abekattestreger med en

Naturlighed, som aldrig ses i en zoologisk Have; Nødder og Bananer behøver ikke at

medbringes.

Tværs over Stien ligger den farlige Koralslange som en tynd, rød- og hvidstribet

Snor. Tag den op uden Frygt og vind den om dine Fingre - dens Gifttand er brækket

ud, og den er saa uskadelig som en Perlesnor, men den isner dig behageligt paa din

varme Haand.

Kolibrierne svirrer omkring mellem Lianerne som smaa glødende Ildkugler eller som

pludselige Lynblink i den elektriske Lystaage.

Her slipper Lyset ganske, og mellem det knitrende Bambuskrat stirrer du ned til

den nattedunkle Sø, hvor Vildnissets Dyr søger Drikke; du hører deres Tunger labe

og smaske; og pludselig skinner - næsten kun en Armlængde borte - to Øjne som

grønne Fosforgløder, indfattede i en svovlgul sitrende Ring. Det knager i Djunglen,

mens Tigeren knurrende kryber frem paa Bugen. Den krummer sig til Spring - det er

mod dig, den sigter - og gennem det finmaskede Net aander du Brunsten fra dens

Svælg og prikkes af dens Knurhaar som af Nagle, der risper din Kind.


Side 3

Her bovner alle Tropernes Urter og Blomster i yppigste Fylde. Og dog beherskede

af Sagkundskaben. Thi alle de sjældne Arter bærer Porcelænsetiketter. Og ved

Plakatopslag rundt omkring paa Stammerne er det under høj Mulkt forbudt at

botanisere eller plukke Blomster, hvorved Sjældenhederne vilde staa Fare for at uddø.

Elektriske Gløder blandt Orkidéer. Højkultur og Vildnis mødes. Urskovsmuseet

springer ud om disse elektriske Blus, der selv ligner gnistrende, og straalende Blomster:

Orkidéerne fylder Rummet med Trope.

Fra de fritsvævende Planter hænger tætblomstrede Klaser ned som hvidlig

Straaleregn fra en. sprængt Raket. Op ad de flettede Straatapeter kryber Stængel-flor

ligesom med hektisk Feberrødme. Her strutter visne Ris besatte som med bleggrønne

Florvinger eller sølvgraa Tusmørkemøl. Her har gullige Blomster spraglet sig ud

med alle Raaddenskabens brune Stænk og Pletter. Her skinner en Blomst blank

som det guleste Smør. Her er flossede Silkeærmer til smaa usynlige Alfearme. Lilla

sønderflængede Slør fra Feers Bryster. Glatte grønne Vokssko til smaa fantastiske

Venusfødder.

Det er jo ingen Gartnerfantasi, som har udklækket. disse Blomster. Det er slet

ikke - som dum Avissnak fortæller - et Udslag af fin-de-siecle Dekadence. Disse

Blomster er ikke fremelskede af nogen sygelig Ekscentricitet hos Nutidsmenneskene.

De er Naturens egne vilde Børn - Planteverdenens selvskabte Indfald og Luner.

Udskejende Drømme af Moder Jords Søvn. Saadanne bizarre Former og Farver,

Tegninger og Toner kunde ingen dødelig Hjerne udpønske. Dertil udkræves Naturens

egen vidunderlige Fantasi, der varierer alt Liv i uendelige Nuancer og tæller selve

Menneskeslægten blandt sine Paradokser.

Disse Orkideer i en Stue er kun Menneskerov fra Naturens babyloniske Haver, der

ikke kender anden Gartner end den endeløse Variering, for hvilken intet er umuligt.

I Kählers glasurdryppende Krukker en Række Buketter plyndrede fra Fru Floras

Frilufts-Driverier hele Ækvator rundt. Blomster fra Tropernes overdaadige Vildnis,

fra Madagaskar og Andesbjergene, fra Meksiko og Ny Zealand, fra Kochinkina og

Filippinerne, fra Birma og Sumatra.

En Haandfuld Blomster ranet fra Naturens fjerneste Brudekammer, som krydres af

Vanille og Patchouly, Ylang-Ylang og tusind andre hidsende afrodisiske Dufte.

Et lille beskedent Pluk. I ubetraadte Bjergkløfter og Urskovsdybder gror endnu utalte

Arter, som ingen menneskelig Fantasi har drømt om og ingen Samler finder i sin

Katalog.

Naturen spotter alle vore Systemer og Teorier. Den ler af vor kortsynede

Gøren-Forskel mellem organisk og uorganisk, mellem Planter og Dyr.

Planterne kan jo aande og sove, tænke og drømme. De fordyber sig i deres eget

Væsens Løndom med en Styrke, der gør alle Videnskabsmænd til Skamme.

De lever og nyder med en usigelig Sødme. De dufter af Lykke. De lægger Planer.

De er grusomme som Rovdyr.

Derhenne bærer Nepenthes sine insektædende Bladkrukker, der er saa raffineret

"udtænkte" som nogen menneskelig Done eller Musefælde:

Disse "Kandebærere" er som Planteverdenens Heks, der lokker sødt og uskyldigt

Liv ind i sit Kagehus for at æde det. Planten hænger sine Krukker ud med lifligtduftende

Honningvand paa den dybe Bund. Insekterne drages til og lokkes ned i Faldgruben

- for at udsuges, thi Krukkens indvendige Sider er saa glatte og stejle, at de ikke kan

krybe op igen. Og Veedsken paa Bunden holder dem fast.


Sig saa, at Naturen ikke har Bevidsthed og Planterne ikke "Sjæl".

Side 4

En Plante med blodtørstige Kirtler. I Urskovsmuseet en Plante, der ligger paa Lur

som en Røver. Et Snigmorder-Vokskabinet, hvor en Plante fører Gift og Dolk og i

grønne Kander drikker det Liv, den tørster efter.

More magazines by this user
Similar magazines