ind:sigt Vejen ud af misb

More Magazines

Recommendations

Info

ind:sigt Vejen ud af misbruget Om benzodiazepiner: 4 www.baptistkirke.dk Af Niels Mørup Pedersen I Danmark findes der en meget stor gruppe borgere, for- mentlig langt over 100.000, som fordi de på et tidspunkt har haft ’ondt i livet’, dagligt indtager lægeordineret sove- og nervemedicin - de såkaldte Benzodiazepiner. For mange har det voldsomme konsekvenser. Medicinen har den egenskab, at den efter kort tid mister sin tiltænkte virkning, samtidig med, at der opstår bivirkninger, som kan opleves meget indgribende. Den skaber både fysisk og psykisk afhængighed, der gør, at det selv efter kort tids brug (10-14 dage), kan være forbundet med meget store problemer at stoppe igen. Jeg har hørt til én af dem! Jeg har været på banen før, men nu rykker det ganske kraftigt i mig for at komme til at ytre mig over for alle jer, som har støttet op i min kamp for at genvinde frihe- den. Jeg har længe haft lyst til at sige tak. Og nu skal det være. En speciel tak vil jeg rette til Hildegard, som har været utrolig i den første fase, hvor jeg havde det meget skidt. Dernæst Claus, som præsenterede mig for Gud! I to fra kirken har vel nok været de to vigtigste personer i mit liv, siden jeg gjorde min entré her. Om- sorg, nærhed og kærlighed samt forståelse og accept er overskrifterne, og det havde jeg - om nogen - brug for. Mange kender min historie, men der er alligevel sket så meget i år 2007, at jeg har et behov for at få dette med. Endelig er det også mit håb, at min beretning kan hindre andre i at komme i samme situation, som den, jeg har været i. Når man – som jeg – har prøvet at befinde sig et godt stykke neden under gulvbrædderne, når man har været sat ud af spillet i en lang årkke, når man ufrivilligt i en alder af 50 år har måttet forlade sit faste lærerjob, som man holdt meget af, og som fyldte en stor del af ens liv, når man tillige samtidig måtte gennemgå en skilsmisse, som man aldrig havde regnet med skulle overgå én, en skilsmisse, som gjorde rigtig ondt, ja, så gælder det om at finde en grimasse, der kan passe. Samtidig har jeg måttet erkende, at de venner, jeg troede var sande venner ikke var det, idet de vendte mig ryggen. Hertil kommer alt det praktiske med henblik på reetablering med videre. Jeg skulle – i den værste krise i mit liv - til at skabe mig en ny tilværelse uden job og familie. Men jeg vidste, at Gud var med mig, og selv om jeg ikke kunne forstå Hans handlinger, så vidste jeg, at Han havde en mening med det hele. Gud skal man nemlig ikke forstå. Hans storhed og almagt er for stor til, at vi mennekser kommer til at forstå det. Men tager vi Ham ind i vore hjerter og ’tror’, ja så er hjælpen nær. ’Guds veje er uransagelige’. Gud prøver os mennesker. Og jeg blev prøvet. Hvorfor Gud prøver os mennesker, det skal man ikke spørge om, for det får man ikke noget endegyldigt svar på. Men jeg ved, at der som sagt er en mening med det, Gud udsætter os for. Det sagde jeg også til mig selv, hvorved jeg undgik at synke ned i selvmed- lidenhed, hvad der ellers havde været al mulig god grund til. Den kendsgerning, at jeg valgte at ’kæmpe’ i stedet for at sætte mig i en stol og pille næse, Jeg sad inde i min boble og så verden glide forbi mig har været medvirkende til, at jeg til sidst nåede gennem den tunnel, for enden af hvilken, jeg vidste, at solen altid skinner. At det så var en lang og besværlig vej, er bare et bevis på, at den afmagt, jeg følte var så slem, at den indpodede så meget vrede i mig, at fra at virke som stopklods for mig, fik den præcis den modsatte virkning. Jeg brugte redskaber, der hedder vrede, viljestyrke og målrettethed, hvilket ville bringe mig oven på igen. Af- magten, man føler er samtidig en styrke. Afmagten har den fordel indbygget, at når først den melder sig, så ved
man, at fra nu af kan det kun gå én vej. Men til syvende og sidst er det et spørgsmål om at bevare troen, og det kniber det – med god grund - for nogle mennesker, som giver op. I begyndelsen af 90’erne, gik jeg til lægen. Og lægen gjorde, hvad de fleste læger gør, når folk kommer og fortæller, at de har ondt i livet. Han udstedte en recept. Jeg var ikke klogere dengang, end at indløse recepten og denne handling var begyndelsen til min lidelseshisto- rie. Men første gang jeg indtog dette medikament, som går under fællesbetegnelsen ’benzodiazepiner’ – eller sove-nervemedicin, oplevede jeg, at jeg fik det rigtig godt. Derfor blev det til et voksende forbrug, der strakte sig over 14 år. Den første gang, jeg indtog pillen, var fantastisk. Jeg ejede på det tidspunkt hele verden. Jeg lagde planer om at blive præsident for Amerikas For- enede Stater, jeg planlagde at foretage en jordomsej- ling. Så måtte præsidentembedet vente. Men det blev til en Tivolitur for hele familien!! Jeg takkede Vorherre for, at Han havde lært menneskene at producere dette vidundermiddel. Men - fem år senere havde farven fået en anden lyd, da nedturen for alvor startede! Medicinen var det rene gift, der langsomt gjorde mig dybt afhængig og ændrede min adfærd og min personlighed. Jeg mistede et godt job, mit ægteskab røg sig en tur og jeg blev herefter forsør- get på det offentliges regning. Jeg var bange for mennesker, jeg bevægede mig sjældent uden for en dør. Jeg var bange for offentlige transportmidler, jeg var bange for supermarkeder. Min gamle mor på 88 sørgede for mig. Jeg havde problemer, hver gang jeg skulle handle ind, jeg skulle tage mig gevaldigt sammen for bare at gå 50 meter hen til postkassen. Derfor fik jeg for det meste andre til at gøre al ting for mig. Nat og dag gik ud i ét for mig. Jeg vidste ikke rigtig, hvem jeg var, min personlighed var udvisket. Jeg var hverken glad eller ked af det. Jeg følte kun en indre tomhed. Mit følelsesliv var totalt invalideret. Jeg kunne ikke begejstres eller det modsatte. Og jeg havde et meget stort behov for at gemme mig væk for alverden. Og de natlige mareridt var der altid. Jeg sad inde i min boble og så verden glide forbi mig. Jeg mødte Grethe. Min nuværende kone og livsledsa- gerske, og hun overtog min mors rolle. Det var i sidste øjeblik, for min mor var på daværende tidspunkt 88 år. De næste år var slidsomme, barske med op- og nedture, med trøst i kirken. Vi begyndte så småt at rejse, og det var i sig selv meget epokegørende for mig. Klimaks var vel nok, at jeg gik ombord i en flyvemaskine, der bragte os til Italien. Og sådan gik det slag i slag, samtidig med at mit forbrug reduceredes fra dag til dag. Og jeg begyndte nu at kunne skimte lyset for enden af tunnelen. Der kunne gives mange eksempler på, at vi sammen vandt den ene sejr efter den anden. Alligevel var der noget, der trykkede mig. Det var, at der ikke var noget at stå op til. Jeg skyldte jo arbejdsmarkedet ti år af min arbejdskraft, derfor tog tanken om at prøve at søge arbejde langsomt form i mit hoved. En dag fik jeg en form for åbenbaring, der fortalte mig, at det var nu eller aldrig. Jeg søgte ind i mit gamle lærerfag. Og svar lod ikke vente på sig. Jeg blev helt overrumplet. Den store dag oprandt - juni 2007 stod jeg igen bag et kateder og bibragte børnene nyttige kundskaber. Den første dag, jeg vendte hjem fra arbejde, kunne jeg ikke få armene ned. Og nu går det slag i slag – ja så heftigt, at jeg blev ringet op af en skoleleder fra en privatskole, der bad mig om at komme og hjælpe sig, for skolen havde et par langtidssyge lærere. Så nu har jeg ikke blot undervist i Folkeskolen - men er så heldig, at jeg nu er ansat på en kristen friskole. Målet er nået. Med Guds hjælp er jeg på vej ud i den store verden. www.baptistkirke.dk 5 ind:sigt
Page 1 and 2: øje:blik juli/august 2008 - glimt
Page 3: Glimt fra menighedslejren Af Randi
Page 7 and 8: Juli 2008 August 2008 fr 4. kl. 18:

- glimt fra Baptistkirken i Roskilde - Roskilde Baptistkirke

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

- glimt fra Baptistkirken i Roskilde - Roskilde Baptistkirke

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?