forskel - ide - projekt Ventilen Danmark 10 år

forskel - ide - projekt
Ventilen Danmark 10 år

2
Ambitionen om at gøre en forskel
Ventilen 10 år
Oktober 2009
Udgivet af:
Ventilen Danmark
Ny Kongensgade 9,3.
1472 København K
70 208 308
info@ventilen.dk
www.ventilen.dk
Skrevet, redigeret og layoutet af:
Marie-Louise ”Rillo“ Snerup Rud.
Tryk:
Grefta Tryk A/S

Velkommen
til Ventilens
jubilæumsskrift
På de næste sider kan du læse en fantastisk historie om, hvordan
en god idé blev til et Lyspunkt, der blev større og større, og i dag
er landets største selvstændige frivillige sociale ungdomsorganisation,
der hvert år hjælper rigtig mange unge over hele landet
med at finde en vej ud af ensomheden.
Først vil jeg som skribent og redaktør dog have lov at knytte
et par kommentarer, til det du skal læse. For jeg har haft den
udsøgte fornøjelse at få lov at interviewe alle Ventilens formænd
og sekretariatsledere gennem årene. Og det har været en både
sjovt og inspirerende. Selvom nogle af dem ikke har været i
kontakt med organisationen i flere år – selvom mange af dem
efterhånden kan siges at være helt voksne, så er det mennesker,
hvis hjerter banker for projektet. For det projekt, der handler
om at hjælpe unge, der mangler hjælp til at hjælpe sig selv ud af
ensomheden og ind i fællesskabet.
Det er dog også vigtigt for mig at sige – og det har været vigtigt
for alle dem, jeg har interviewet at pointere – at formændene
jo ikke har båret projektet alene. Ja, de har stået i spidsen, og
ja, de har ind imellem måttet skære igennem og træffe nogle
svære beslutninger. Men Ventilen har altid været og vil altid være
summen af alle de frivillige, der lægger tid og kræfter i projektet!
Ingen nævnt, ingen glemt – men en stor tak til jer alle.
Jeg har selv været ansat på sekretariatet i tre et halvt år. En tid,
hvor udviklingen absolut ikke har været sat i stå – der har været
knald på. Men i takt med, at jeg har sat mig ind i hele historien, er
det gået op for mig, at det har der altid været. Det er nok noget
af det, der kendetegner Ventilen som organisation: Vi står aldrig
stille, og vi tror aldrig, at vi gør nok og gør det godt nok.
Der er meget, der ikke er kommet med. Utallige sjove historier –
fortællinger om unge, der har udviklet sig enormt ved at komme
i mødestederne, om frivilliggrupper lokalt og nationalt, der har
gjort en indsats udover det sædvanlige, om kærestepar, sommerture,
bestyrelsesseminarer og meget, meget andet. Men jeg
håber, at det. jeg har udvalgt, kan give dig et billede af Ventilen.
Et billede af en organisation i konstant udvikling, båret af
frivilliges arbejde og ambitioner – en organisation, der ikke kan
alt. For ja, der er også begået fejl undervejs. Men frem for alt en
organisation, der aldrig glemmer, hvem den er sat i verden for:
Nemlig de ensomme unge.
Som de andre (tidligere) ansatte, der optræder i interviewene
kan jeg kun sige, at det et privilegium at få lov at arbejde sådan
et sted – og at det at møde nogle af dem, der kom før mig,
absolut ikke har gjort stoltheden mindre. Jeg håber, at du, uanset
hvem du er, bliver klogere på Ventilen, mere inspireret og fremfor
alt stolt.
God læselyst!
Rillo Snerup Rud
Informationsmedarbejder
Ventilen Danmark
3

lYSPUnkTeT
Til åbningen har de fået tegneren bag Valhalla,
Peter Madsen, til at lave en plakat – hvoraf det
også fremgår, at man kan kontakte projektet
ved at ringe til Ung På Linie. Lyspunktet har
nemlig ikke sin egen telefon.
4

25. marts 1993 åber et nyt frivilligt socialt tilbud i København.
Det hedder Lyspunktet og er et tilbud om samtalegrupper og et
mødested for unge, der føler sig ensomme og udenfor.
Året inden var Karin Rue, der var leder af selvhjælpsgrupperne
hos SR-bistand og Martin Klee – formand for Ung På Linje –
blevet enige om, at der manglede et tilbud til ensomme unge.
Martin arbejdede videre med ideen og endte med at sende et
projektforslag til EF, der giver ham 120.000 til at stable projektet
på benene.
Lyspunktet har kontor hos SR-bistand på Sortedams Dosseringen
i København – og i den første tid foregår aktiviteterne i Medborgerhuset
”Hønen”, der ligger i Ahlefeldtsgade, ikke langt derfra.
Der var åbent to dage om ugen.
Projektlederne i starten var Martin Klee, der især stod for det
organisatoriske – og Jan Nielsen, der var kommet med fra SRbistand,
og som arbejdede med indholdet og med de unge, der
begyndte at komme i mødestedet.
Der går ikke længe, før det går op for igangsætterne, at medborgerhuset
nok ikke er det optimale sted at have aktiviteter for
ensomme unge. Der foregår en masse andre ting samtidig, og
det kan være svært at finde roen til at køre en selvhjælpsgruppe,
eller bare sidde og hygge sig.
I februar 1994 flytter projektet derfor i egne lokaler på Sortedams
Dosseringen 5, st.tv. Her kan man samle kontoret og
aktiviteterne med de unge. I samme omgang bliver projektet
godkendt til at have ”unge i arbejde”, en ordning der var relativt
normal i de år med høj ungdomsarbejdsløshed. De to første
bliver Arenze og Helene, og de står for at passe kontoret, hvor
Martin Klee og Christian Daub – der siden er kommet med og
spiller en stor rolle i den organisatoriske del af projektet - dog
også ofte er at finde. Nu der er folk på kontoret, får Lyspunktet
også sit eget telefonnummer.
I februar 1995 er det flyttetid igen. Lyspunktet flytter ”sammen”
med Idé og Co til en stor baghuslejlighed på Nørrebrogade 52D.
Både kontor og mødested flytter.
Samtidig får organisationen en mere formel struktur – blandt
andet fordi det er et krav, for at man kan være med i Idé og Co.
Den højeste myndighed er årsmødet, hvor alle igangsættere har
stemmeret – og til den daglige ledelse etableres der en styregruppe,
med fem medlemmer – hver med deres ansvarsområdet.
Det bliver også muligt at melde sig ind i organisationen.
Martin fratræder som projektleder – og Jan har nu posten alene.
I løbet af efteråret slår man en frivillig, 37-timers stilling op som
daglig leder – der mangler en til at passe kontoret. Nana Friis
søger, og får jobbet.
Igangsættere
På grund af Jans baggrund i selvhjælpsgrupperne,
og fordi den oprindelige tanke var at Lyspunktet primært
skulle drive samtalegrupper, kaldte man i starten de frivillige
for igangsættere. Deres rolle var at sætte en gruppe unge i
gang i selvhjælpsgruppe, og derefter lade dem køre den selv.
Selvom de hurtigt fandt ud af, at aktiviteterne i mødestedet skulle
være det primære, og så blot suppleres af det, de kaldte unggrupper,
forsvandt ordet ikke. I de første mange år var de frivillige i
København ”igangsættere”.
Idé og Co.
Lyspunktet kører efterhånden og Martin Klee
og Christian Daub har fået blod på tanden i
forhold til at starte flere projekter op – og at
hjælpe andre med at gøre det samme. Derfor
stifter de Idé og Co – en projektbutik, hvor unge
med gode idéer kan finde kontorplads og hjælp
til organisering og fundraising. Lyspunktet, der
jo allerede eksisterer, er det første projekt, der
bliver tilknyttet.
5

I de nye lokaler bliver der mulighed for at spille computer, så
åbningstiden udvides til tre aftener om ugen, den ene er en
computeraften.
Efter flytningen
til de nye lokaler
vokser brugergruppen
meget.
I starten kom der
omkring 20 brugere
– nu er de oppe på
70 – selvom alle
selvfølgelig ikke er
der hver gang.
I løbet af 1996 vokser
projektet stille og
roligt. Især de unge, der
kommer i mødestedet,
udgør en stærk gruppe,
der har mange ønsker til
aktiviteter og projekter.
De unge inddrages blandt
andet i arbejdet med at
skaffe nye lokaler, skabe et
nyt image og finde en god
form for ind- og udslusning af
nye. Mødestedet er åbent fire
dage om ugen, og der er gang
i både unggrupper, maddag,
ud-af-huset-aktiviteter og arbejdet
med at lave Ventilatoren.
Samtidig arbejdes der på at få
indarbejdet den nye organisationsform,
og Nana, der har
overtaget posten som projektleder
går i gang med arbejdet med at
skabe kurser for de nye frivillige på
baggrund af den hidtidige tradition
for „mesterlære“.
6
Ventilatoren
I slutningen af 1995 får de unge i
mødestedet en idé. De vil gerne lave deres
egen avis, hvor de kan fortælle om, hvad der er sket,
og hvad der kommer til at ske i mødestedet – og hvor der er
mulighed for at få trykt noveller og digte. Avisen kommer til
verden, som et fuldstændig bruger-styret projekt, og får titlen
”Ventilatoren”. Den udkommer jævnligt de næste par år.

mARTIn
manden med
idéen
martin klee
initiativtager til Lyspunktet
I dag selvstændig med Adventure & Travel – der
arrangerer rejser i og til Latinamerika.
7
Martin havde altid hovedet
fuldt af gode ideer – og han
syntes, det var sjovt at føre
dem ud i livet. Det var især
processen med at få noget
op at stå, han var interesseret
i, hvilket han havde opdaget
i Ungdomsringen, hvor han
havde været aktiv gennem
flere år. På et tidspunkt var
han dog vokset fra den
organisation, og så faldt
han over en annonce om,
at Ungdommens Røde Kors
(URK) var ved at starte et
nyt projekt og søgte en
intiativgruppe. Her blev han
en af de 30, der var med til at
starte Ung på Linie.
Martin blev hurtigt ansvarlig
for at skabe opmærksomhed
om projektet, og var også
med til at indføre visitationer
af de frivillige. Det var
spændende, men også en sej
proces, hvor mange faldt fra.
Martin holdt dog ved, og blev
to år efter formand.
”Da jeg blev formand, havde
vi fået styr på projektet – jeg
lavede også en masse andre
ting hos URK, men syntes
det var meget bureaukratisk
og der var mure overalt. De
fleste af de andre aktive var
politiske dyr, der mest sad på
ansvarsposterne, fordi det så
pænt ud på cv’et”.
I løbet af tiden hos URK
møder han også andre sociale
organisationer – blandt

andet SR-bistand, der en overgang barsler med en idé om at lave
selvhjælpsgrupper for unge. Idéen faldt dog til jorden i første
omgang, men den blev siddende hos Martin. Og blev hurtigt
koblet med hans erfaringer fra telefonrådgivningen.
”Jeg ville gerne have Ung På Linie som model – og gøre en
indsats for de unge, før de blev syge i hovedet. Om man så må
sige fange dem, før det gik helt galt. En idé handlede om at
hjælpe de unge, der ikke fungerede så godt socialt – en anden
om at starte et sted for selvmordstruede unge”.
Idéerne lå i baghovedet, og en dag fandt han ud af, at der var
EF-puljer, der støttede den slags projekter. URK var ikke meget
for idéen, så han søgte selv og fik 120.000 til et projekt med ungtil-ung
selvhjælpsgrupper for ensomme unge.
”Jeg vidste, at jeg skulle have nogle folk med, med en faglig
ballast – og hos SR-bistand havde jeg mødt deres leder Karin
Rue, så jeg brugte nogle af pengene til at købe hende fri, og så
satte vi os sammen og udviklede projektet”.
De tænkte over målgruppen, hvordan man kunne håndtere
disse unge, sørge for supervision til igangsætterne og mange
andre elementer, der går igen i dag. Og så sørgede de for at
samle en gruppe frivillige, der alle kendte til arbejdet. Enten som
tidligere frivillige på Ung På Linie, eller fra SR-bistand. En af de
sidstnævnte var Jan Nielsen, der i høj grad var med til at holde
fast i videnen fra SR-bistand. Bistået af Karin Rue, der fungerede
som supervisor for projektet i de næste tre år. Med fra URK kom
blandt andet Christian Daub, der spillede en stor rolle i den mere
organisatoriske udvikling. Til sidst manglede der bare et navn:
”I den styregruppe, vi lavede i starten var vi enige om navnet
Vennepunktet. Vi havde trykt plakat, alt var klar og så kom en
til mødet, og siger der står en skurvogn på Amager, der hedder
Vendepunktet. Det var et problem for flere i gruppen og så
havde vi 24 timer til at finde på noget,” fortæller Martin. ”Vi
endte med at kalde det for Lyspunktet – et navn som ingen rigtig
kunne lide, men som kunne bruges,” siger han og vrænger lidt
på næsen – han er tydeligvis stadig ikke glad for det navn.
Den første stille tid
”Da vi slog dørene op, troede vi, at der ville komme en del
unge allerede første dag. Men vi sad der flere søndage, uden
nogen dukkede op,” fortæller Martin der i stedet besluttede at
søndagene kunne bruges som arbejdsmøder, for så sparede de
en mødedag.
”Så en søndag sad vi fire frivillige midt i en diskussion, da døren
går op og en pige træder ind – og der gik vi faktisk lidt i panik. Et
par af de andre smuttede dog hurtigt, og så sad vi to og tog en
snak med hende. Lige den situation havde vi været lidt bange
for – for vi vidste ikke om vi kunne spørge direkte til hendes
ensomhed, og om vi skulle passe på med det,” forklarer Martin
med et skævt smil.
8
Det gik meget lettere, end de havde frygtet. Pigen begyndte
af sig selv at fortælle, at hun var ensom, og hurtigt havde hun
afleveret hele sin historie. Hvem hun var, og hvorfor hun var der.
”Det, vi havde troet skulle listes ud, var pludselig lagt på bordet,
og så var vi igen lidt rådvilde. Hvad skulle vi nu? Især når der kun
var een bruger.”
Løsningen blev at spille et spil. Pigen kom igen ugen efter, og
lige så stille kom der flere og flere unge. Trods den voksende
gruppe af unge var mødestedet dog et meget stille sted at være.
Martin havde ikke så mange vagter, men kiggede tit forbi.
”Det var næsten som en kirkegårdsstemning. Der var en lille,
men stabil gruppe af unge, der kom hver gang – men som regel
vidste man ikke om de var der, før man var helt indenfor i lokalet.
Så stille var de,” siger Martin, men kan også godt huske lige
præcis den dag, hvor der kom andre boller på suppen.
”En dag jeg åbnede døren, var der pludselig bare fuld tryk på –
det var nærmest som at træde ind i en spejderlejr. Lige den dag
havde de været der nok til at føle sig hjemme – havde været
igennem den proces – og nu havde de fået så meget overskud,
at de ikke bare gad at sidde der og sidde. Det var så fedt at se, at
de her stille unge pludselig havde overtaget lokalet,” fortæller
han. ”Jeg kan stadig se billedet for mit indre blik, og kan huske at
det var en af de første gange, hvor jeg tænkte, at det her, det er
godt. Det virker, og gør det, vi vil have det til.”
Energiudladningerne skabte dog et nyt problem – energien
skulle lidt ned og bruges konstruktivt, også for at sikre at der var
plads til nye, der kom. Og det blev begyndelsen til de mange
aktiviteter, der også er i dag. Maddage, biografture og den slags.
Den lille nye
Det var dog ikke alt sammen let i starten. Lyspunktet var lille, nyt
og ukendt.
”Christian og jeg kunne relativt let skaffe penge. Det kostede en
masse ansøgninger og nætter uden søvn for at skrive dem, men
det var ikke det største problem. Det var næsten, at vi ikke kom
fra en landsorganisation, men ”bare” var unge med gode idéer.
Og derfor ville de andre projekter ikke have noget at gøre med
os i starten,” fortæller han.
”Da vi holdt åbningsreception dukkede nogle af de andre sociale
projekter op og havde sådan en ”hvad fanden vil I – hvad kan
I, som vi ikke kan”-holdning. Og generelt oplevede vi, at når vi
fortalte, hvem vi var, og hvem der stod bag, så syntes andre,
at vi skulle glemme det. Accepten var rigtig svær at få, men vi,
der var med, var heldigvis ikke bange for at tage den kamp,”
fortæller Martin, der først mener at anerkendelsen for alvor kom
nogle år senere, efter han havde forladt projektet, med Feminas
kvindepris.

Det var også svært at nå ud til de unge. Selvom Ung På Linie var
flinke til at henvise de ensomme unge, der ringede ind, var der
brug for en større indsats.
”Vi satte annoncer i aviserne, men det hjalp overhovedet ikke, og
jeg drog hurtigt den konklusion, at der var to indgangsvinkler til
at nå disse unge. Deres forældre og så deres lærere, vejledere og
studierådgivere.”
”Den strategi havde også den anden fordel, at det ikke kostede
ret mange penge – vi skulle bruge tid på at gå til møder og
fortælle om projektet, og så skulle vi have nogle brochurer. ”
Det var dog et langt sejt træk – også
fordi de ensomme unge ikke var de
hurtigste til at reagere, selv når de
var stødt på projektet.
”Jeg havde det sådan lidt, at hvis der
var 100 brugere, der havde hørt om
os, skulle vi være glade, hvis de 10
dukkede op i løbet af de næste tre
måneder. Og jeg vidste, at de aldrig
ville komme første dag, de hørte om
det. Når jeg spurgte de unge, om
hvor de havde hørt om det, så var
det måske i radioen for fire måneder
siden, eller ”jeg fandt en artikel og
hængte den op på min væg“.”
Den mand er fuld af l…
Projektet kom dog op at køre, de unge begyndte at komme,
accepten kom snigende – og Martin begyndte at se sig om
efter en ny ide. Halvandet år efter starten blev Jan Nielsen
projektleder og Martin kastede sig i stedet over Idé og Co. – et
idé- og projektværksted, som han skabte sammen med Christian
Daub.
Lyspunktet flyttede med og blev en del af Ide og Co., for målet
var at skabe et netværk af forskellige små projekter, både
kulturelle og sociale. Et andet argument var, at Lyspunktets
computer var en central del af arbejdet med at få stablet flere
ting på benene.
”Jeg var med i den seje opstartsproces – i de sidste måneder
sideløbende med at vi startede Ide og Co. op – og til sidst
var jeg mest der,” fortæller Martin, og er stolt over at begge
dele lykkedes, selvom der ikke var mange, der troede på ham
i starten. En af de første, der måtte lægge øre til ideerne, var
Arenze, en ung pige, som blev tilknyttet projektet som ”ung i
arbejde”.
”Jeg fortalte om mine visioner – at vi skulle have en projektbutik
med kæmpe lokaler og gang i den. Hun fortalte mig siden, at
hun havde tænkt, at jeg var skør og fuld af lort. For det holdt jo
tydeligvis ikke,” griner han. ”Seks måneder senere sad vi på 250
kvm. Med 100 unge, der rendte rundt. Og så måtte hun jo også
erkende, at vi havde gjort det.”
Martin forlod også Idé og Co. efter nogle år – og valgte at drage
til udlandet, hvor han boede og arbejdede i mange år. Idé og
Co. findes ikke længere, men det gør Lyspunktet jo, dog under
navnet Ventilen.
”Det er en af de ting, jeg er allermest stolt af: At det findes, og
er blevet landsdækkende og så stort som det er. Men ligeså
meget at projektbeskrivelsen i bund og grund er det samme
som dengang. Vi sagde, at det er DET, det handler om – og det er
det,” smiler han.
„Jeg har aldrig lagt vægt på, at det er
mit projekt. Det er ikke mig, der skal
hænge på væggen. Jeg var vigtig i den
proces, hvor jeg var med, men i dag er
der jo ingen, der ved, hvem jeg er. Og
det er fint med mig“
Martin tænker stadig stort. Han har ikke været i kontakt med
Ventilen i mange år – men interviewet og minderne om gamle
dage afføder straks nye idéer om at Ventilen skal søge EU-penge
til at afholde ungdomssociale topmøder, hyre journalister til at
samle op på diskussionerne og ikke bare være med til at sætte –
men skabe dagsordenen, når det handler om unges trivsel.
9

jAn
manden med
metoden
Jan Nielsen
Projektleder i Lyspunktet
1993-1996
Arbejder I dag som
projektleder i Universitets-
og Bygningsstyrelsen.
I interviewet møder vi
også Helene Ranneberg
og Eva Marie Borg Olsen,
der var frivillige samtidig
med Jan.
10
Jans kæreste var gået fra ham – og det slog ham helt ud. Kort
efter flyttede han fra Silkeborg til København for at begynde på
Kunstakademiet og for at komme i gang i byen og over eks’en,
ledte han efter en selvhjælpsgruppe han kunne begynde i.
Han startede i en gruppe hos SR-bistand, hvor han gennem
det næste år blev klogere på sig selv, familien, hvad kærlighed
er og andre af livets store spørgsmål. Efterfølgende blev han
frivillig i SR-bistand og blev selv igangsætter for mange andre
selvhjælpsgrupper.

Og det var sådan, Jan kom ind i Lyspunktet – for i arbejdet med
at få formuleret og formet projektet tog Martin Klee kontakt til
SR-bistand, hvor lederen, Karin Rue, og så Jan blev meget aktive i
at skabe Lyspunktet.
”Jeg har altid fokuseret mest på indholdet i projektet, især
fordi jeg havde en masse erfaringer fra selvhjælpsgrupperne at
trække på. I starten var det meget en sparring mellem mig og
Karin Rue, der også fortsatte som vores supervisor i de første år i
Lyspunktet.”
De første måneder kørte det primært som selvhjælpsgrupper
– men Jan og de andre opdagede hurtigt, at det ikke rigtig
fungerede, når det var unge, lidt stille eksistenser, man havde
med at gøre.
”Selvhjælpsgrupperne viste sig at virke enormt konfronterende
på de ensomme unge, og det var simpelthen for svært for dem
både at skulle erkende det, søge hjælp og så skulle sætte sig
ned og fortælle om deres ensomhed. Det er nok en metode, der
virker bedre for voksne end for unge. Derfor endte det hurtigt
med, at vi revurderede projektet, og i stedet bare lod de unge
komme indenfor dørene og så var sammen og snakkede mere
uforpligtende. Og lidt efter lidt begyndte vi så at udvikle mere
konkrete aktiviteter som at lave mad, spise det, spille spil og den
slags,” fortæller han, men lægger vægt på, at der selvfølgelig
også foregik mere alvorlige samtaler sideløbende.
Han brugte – sammen med de andre – rigtig lang tid på at
overveje både åbningstider, aktiviteter og finde ud af, hvordan
man bedst tog imod de unge, når de kom første gang. Der var
ikke meget, der ikke var gennemtænkt. Og stille og roligt i takt
med at metoden og projektet udviklede sig, kom der også flere
penge til. Lyspunktet flyttede til Nørrebrogade som eet af mange
projekter i Idé og Co. og Jan flyttede med.
Var jeg virkelig projektleder?
I takt med at først Martin og Christian koncentrerede sig mere
og mere om Idé og Co. blev der brug for en ny projektleder i
Lyspunktet. Og valget faldt på Jan.
”Det var vist ikke så formelt – jeg tror måske bare, jeg var ældst,”
smiler han. ”Jeg har aldrig set mig selv som projektleder i den
forstand – det var mere en Martin, Christian eller Nana-rolle –
hvor jeg mere har stået for indholdsdelen, har introduceret nye
frivillige, visiteret dem og den slags.”
Jan vil faktisk helst ikke tage æren for ret meget – ikke alene
i hvert fald. For omtrent samtidig med ham startede Eva og
Helene, og sammen prøvede de sig frem og udviklede projektet.
Eva kom sammen med Martin fra Ung På Linie, hvor hun havde
været frivillig i nogen tid. Helene blev ansat kort tid senere som
”ung i arbejde”, og sad på kontoret i hverdagene sammen med
Martin og Christian. Hun husker stadig jobsamtalen.
”Jeg var lige blevet færdig med gymnasiet og kommet hjem fra
USA - og ville gerne være pædagogmedhjælper, men det var
ikke så let at få et job. I stedet var jeg endt på bistand og skulle så
ud at være ”ung i arbejde”, fortæller Helene. ”Til jobsamtalen gik
de meget op i at spørge til mine kvalifikationer, og jeg kan huske,
at Martin på et tidspunkt så på mig og sagde at ”nu er det her jo
altså ikke en børnehave”. En rigtig Martin-kommentar,” smiler
hun.
Det er dog ikke dagene på kontoret, hun husker mest af – selvom
hun var der hver dag i et halvt år og lavede projektbeskrivelser,
købte ind og løste andre praktiske opgaver. Det der fylder i
erindringen er de mange timer og snakke, især med de to andre.
metodeudvikling
For i arbejdet ikke alene med at drive mødestedet – men også
med at udvikle og videreudvikle metoden, var der brug for
mange snakke. De knoklede, og mødtes tit både om søndagen
og i hverdagsaftenerne, for at få det hele til at falde på plads.
”Hvis man fik en god ide, så skulle der jo sættes ord på – så det
var en øvelse i at argumentere og forklare, hvorfor man tænkte
som man gjorde. Og så var det bare fedt, at vi havde det sjovt
sammen. Man kunne joke. Og selv hvis vi ikke var enige om,
hvordan tingene skulle gøres, så var der en generel opbakning,
fordi vi alle sammen gerne ville give hinanden plads,” mindes
Eva.
Nogle af forskellighederne var meget synlige, når man så på Jan
og så Christian og Martin.
”For dem var det mere en forretning – og jeg gik op i aktiv
lytning. Vi var meget forskellige unge mennesker. Jeg kan huske,
at jeg engang imellem kom forbi kontoret om aftenen, og så sad
vi og spillede computer. Og havde det hyggeligt, mens vi talte
om projektet – men hvis vi kom tæt ind på, hvad det handlede
om, så kunne jeg godt blive uenig med dem. Det var meget
vigtigt for mig, hvordan man tager imod de nye, hvordan man
kommunikerer, lytter og skaber nogle gode rammer. Metoderne
skulle være på plads, syntes jeg – og de forstod vist ikke altid,
hvorfor det var så vigtigt for mig,” fortæller Jan.
Rart at være
Selvom Jan havde en god ballast fra sine erfaringer i
selvhjælpsgrupperne, og de fra starten vidste, at det handlede
om at skabe et sted, hvor det var rart at være for de unge, var der
stadig meget, der skulle udvikles.
”Vi havde jo også nogle mål med de unge. De skulle have nogle
redskaber til at hjælpe sig selv, som de også kunne bruge, når de
var ude hos andre. Så det duede ikke, hvis vi servede det hele for
dem,” fortæller Eva, der husker, at især stilheden var svær.
”Der kunne være helt stille, når vi sad rundt om bordet, hvor man
nærmest kunne høre en nål, der faldt til gulvet. Vi kunne sidde
tre frivillige og ti unge, og der var helt musestille. Det syntes jeg
11

var svært; bare at sidde der og ikke sige noget. Det talte vi meget
om blandt de frivillige, hvordan vi både kunne være i det og lade
tingene ske af sig selv og få skubbet lidt til de unge.”
De begyndte at lave nogle små ”opgaver”, der f.eks. kunne
handle om at spørge om der var nogen, der ville lave noget kaffe.
Eller om der var nogen, der ville spille et spil. På den måde blev
der skabt lidt liv og nogle samtaler. Og pludselig skete der noget.
De unge lærte hinanden at kende, blev trygge og pludselig var
der en knevren uden lige. Og de små opgaver fortsatte, fordi de
kunne se, at de unge lærte og voksede af dem.
Ved siden af aktiviteterne i mødestedet kørte de også nogle
selvhjælpsgrupper, kaldet unggrupper. Det var ikke så centralt et
element, som det oprindelig havde været tænkt, men det var et
godt supplement til de små opgaver og samværet i mødestedet.
Visitatoren
I takt med at metoden og
mødestedet blev udviklet,
skulle der også flere frivillige
ind. Og her var Martin og Jan
enige. Alle skulle visiteres.
Noget Jan husker som
”skideskægt”. Og det må han
have syntes, for i de 4 år han
var med, stod han for alle
visitationerne.
”Det gik jo fint nok med at
rekruttere nye – og også med
at udvælge, hvem vi ville have,
men i dag er det lidt sjovt at
tænke tilbage på, for vi vidste
jo ikke selv, hvad vi lavede,”
fortæller Jan, der dog alligevel gik op i det med liv og sjæl og var
meget højtidelig og korrekt, når det gjaldt om at beslutte hvem,
der fik lov at blive frivillige. På nær en enkelt gang.
”Jeg har altid været meget metodisk korrekt, og var nok også
lidt selvhøjtidelig omkring det. Men så en dag skulle vi visitere
en potentiel frvillig – og det viste sig at være en rigtig køn og
sød pige. På mødet bagefter insisterede jeg på at hun skulle ind,
også selvom Eva og Helene ikke var enige,” fortæller han.
”Hun blev frivillig – og kort efter blev jeg kærester med hende.
Jeg synes selvfølgelig, at hun var dygtig,” smiler han og mener,
12
at historien har en vigtig pointe: ”Jeg sad i et dilemma der, for jeg
syntes med det samme, at hun var rigtig sød. Så jeg havde nok
nogle blinde pletter for det, som de andre kunne se. Og uanset,
hvor professionel man er, vil man altid komme til at stå i den
slags situationer.”
Ligemeget hvem, der var tale om, så gav Jan dog ikke køb på, at
de nye frivillige også skulle uddannes. De skulle lære metoden –
og det stod han for i de første år.
”Jeg brugte alt det, jeg havde lært ved at køre selvhjælpsgrupper
og af Karin Rue og begyndte at undervise de frivillige i
Lyspunktet ud fra det. I starten var det ikke så formelt – da
sad vi rundt om bordet og diskuterede forskellige scenarier,
men senere hen tog jeg ansvaret for, at de nye også lærte det
ordentligt. Det blev dog først sat i system, da jeg efterhånden
trak mig og Nana kom til,” fortæller han.
„Det at lave noget sammen med mennesker
- det elsker jeg også i dag. Samvær med mennesker
giver bare utroligt meget på alle mulige
måder - og hvis man kan få lov at bidrage
med noget, man synes man er god til - er det
en enorm bekræftelse på ens liv og person.“
Der blev i det hele taget trukket meget på Jans erfaringer og
hukommelse. I starten var der ikke noget, der blev skrevet ned.
Da der begyndte at komme flere til, blev der dog udviklet oplæg
og kurser, så der var en hel weekend, hvor de nye skulle komme
og høre på de mere garvede. Ligesom de søsatte en ordning,
hvor nye igangsættere var føl hos en mere erfaren i deres første
måneder.

Udbred til verden
Efterhånden var projektet vokset så meget, at andre fik øje på
det. Jan, Helen og Eva var især imponerede, da socialminister
Karen Jespersen viste interesse. Hun var forbi på Nørrebrogade
for at se, hvad det egentlig var, og inviterede også Eva og Jan til
et møde, hvor de skulle fortælle om Lyspunktet.
”Det var vildt at sidde der omkring et kæmpestort bord, der var
proppet med politikere og journalister, og så have taletid. Måske
det lugtede lidt af, hvordan det er i dag,” gætter Eva.
Interessen kom også fra TV og aviser. Helene kan huske, at hun
var med i et længere interview i TV-stop, og Eva blev genkendt
af receptionisten hos sin øjenlæge, efter hun havde givet et
interview til et ugeblad.”
”Den dag begyndte jeg at mærke effekten af vores arbejde –
og kunne se, at vi ikke var helt anonyme og usete,” fortæller
Eva, der dog også kan huske den knap så glamourøse del af
opreklameringen, hvor det gjaldt om altid at have en folder og
en plakat på sig.
Helene kan huske beviset på, at noget af det andet benarbejde
lykkedes:
”Jeg kan huske den første gang, vi fik at vide, at Tine Bryld havde
henvist en ung til os. Det var en milepæl, vi havde nået – og hun
havde på den måde ligesom blåstemplet projektet. Hun havde
hørt om os, fordi vi på kontoret brugte en masse tid på at ringe
rundt til forskellige folk og fortælle om projektet, og det havde
altså virket,” fortæller Helene.
Den megen omtale betød også, at projektet voksede. Der kom
nye og flere folk til – unge, der havde deres egne ideer om,
hvordan Lyspunktet skulle drives.
”Vi følte måske lidt, at vi blev presset op ad væggen. Vi sad der
og havde startet projektet op, og syntes måske, at vi vidste
bedst – og så var der nogle af de nye, der havde andre ideer og
pressede på. Det gav noget røre i flokken, og vi skulle finde ud
af, hvordan vi kunne holde sammen på gruppen, uden det løb
løbsk og ikke kunne styres mere,” fortæller Eva. ”Vi gik fra at
have været fælles om det hele, til at være en gruppe, der holdt
møder hver for sig og derefter sammen. Vi tre havde mange
telefonsnakke om, hvad vi skulle gøre.”
De endte med at vælge at trække sig fra projektet og overgive
initiativet til de nye. Men det var ikke en let beslutning.
”Jeg syntes, det var rigtig svært. Jeg havde brugt så meget tid på
det og været så glad for det – men jeg kunne også mærke, at det
begyndte at dræne mere, end det skulle,” fortæller Helene.
For Jan var det – i hvert fald når han ser i bakspejlet – en naturlig
udvikling.
”Der var kommet nogle, der ville noget andet og noget nyt – der
var en hel ny gruppe af unge med ressourcer, der ville noget med
projektet. Vi havde skabt nogle brede rammer og noget indhold
i dem, som gjorde, at andre blev tiltrukket. Andre, der måske ville
noget andet, end vi ville. Projektet var blevet mere professionelt,
og jeg havde ansat Nana på det tidspunkt. Jeg kan huske, at
hun og Christian tit sad og talte sammen om store tanker, og
vi fik eksterne rådgivere ind, så der også kom andre meninger
end mine om metoderne” fortæller han ”Og omtrent samtidig
fik Karin Rue en chefstilling på et socialpsykiatrisk værested ved
Nørreport og tilbød mig et lønnet job som kontaktperson.”
Jan stoppede som frivillig. Men har lært rigtig meget af årene
både på SR-bistand og i Lyspunktet.
”I de år gik jeg fra at være en ung umoden mand til at blive rigtig
voksen. Det har også givet mig et fantastisk menneskekendskab
at lave sådan et projekt sammen med andre,” fortæller Jan, der
også får helt tårer i øjnene ,når han tænker over, at projektet
stadig er her i dag.
”Jeg bliver helt rørt over, at vi lykkedes. At det er lykkedes at
hjælpe så mange unge gennem årene – at ressourcerne til at
drive projektet VAR der. Også hos de unge – det handlede bare
om at finde dem frem. Og at Christian og Nana fik det gjort
landsdækkende på baggrund af det indhold vi havde skabt, det
gør mig enormt stolt.”
13

ChRISTIAn
Trak i trådene
Christian Daub,
Arbejder i dag som Chefkonsulent i Direktoratet for
FødevareErhverv
Medstifter af Lyspunktet, Idé og Co. og Ventilen
Danmark.
14

Christian kom til Lyspunktet, da det var et helt nyt projekt i 1993.
Martin havde lokket ham med fra Ung På Linie – og Christian
kom med egne ord til at trække i trådene i mange år fremover.
Han var en fast del af ledelsen i Lyspunktet og senere daglig
leder i Idé og Co.
”Da jeg kom til, var Lyspunktet ikke ret stort. Martin havde startet
et rigtig godt projekt sammen med SR-bistand, men der kom
ikke rigtig nogen unge. Så min første opgave var at gå ind og
arbejde med markedsføring og fundraising. Det blev jeg sådan
set ved med,” fortæller Christian Daub.
I første omgang handlede det om at skaffe frivillige til
mødestedet og gøre de unge opmærksomme på, at projektet
fandtes.
”Vi begyndte at lave en massiv indsats overfor medierne og
arbejde for at folderne kom ud. Samtidig sørgede jeg for, at der
kom en ”ung i arbejde”, så der var nogen på kontoret. Vi søgte
penge, så der var til nye ting – og fik det på den måde stille og
roligt i gang,” forklarer han.
Den proces måtte de igennem mange gange i de år, han var
med – men det gik. Undervejs fandt man ud af, at Lyspunktet
sendte nogle forkerte signaler og skiftede navn til Ventilen –
men ellers var der ikke de store ændringer. For Christian var det
dog især processerne med at få projektet fra tegnebrættet gjort
levedygtigt, der var det interessante, så han valgte, sammen
med Martin, at bruge meget af sin tid på at stable Idé og Co. på
benene. Og i det regi fik han mange ting ført ud i livet:
”Jeg har sørget for klassisk musik på Nytorv, Rock i Fælledparken
– jeg har rådgivet om spiseforstyrrelser og været med til at lave
Transmogriffen. Jeg har rådgivet Kompilation – det pladeselskab,
der udgav den første danske rap-plade, og haft et stort
uddannelsesprojekt for unge arbejdsløse,” remser han op.
Arkitekt med mange projekter
Christian havde dog et blødt punkt for Ventilen – måske fordi
han selv som ung var noget af en enegænger – så trods de
mange andre jern i ilden, blev han ved at hjælpe projektet på vej.
Han havde dog aldrig vagter i mødestedet, det var nogle andre
ting, som han var god til.
”Som type er jeg nok en entreprise-arkitekt. I dag lever jeg
også af at bygge kæmpe IT-projekter, og det var det samme,
jeg syntes var sjovt dengang: At designe og beskrive, og så
se tingene udspringe fra den idé. At arbejde med, hvordan
man kommer dérfra og dérhen – og så er det selvfølgelig en
tilfredsstillelse, når det lykkes,” forklarer han.
”Ventilen var et projekt, hvor jeg hurtigt kunne se en masse
muligheder – mennesker, økonomiske muligheder og andre
faktorer, der kunne hjælpe os med at nå et mål, der var større,”
fortæller han.
Og det var især kernen i projektet, der gjorde ham sikker på, at
det nok skulle kunne lade sig gøre. Hvor Idé og Co. var et sted
med store muligheder for at lave nye projekter og uddanne
iværksætterfolk, var Ventilen sit helt eget projekt baseret på en
rigtig god idé.
”Det er et dejligt afgrænset formål – og derfor er det en solid ide.
Det er let at sælge og fortælle om, at vi taler om ensomhed, og
arbejder med folk, som ikke har lært de sociale normer, men kan
lære dem hos os.”
Og måske det netop var den gode idé og det solide projekt,
der fik ham til at fortsætte. Da Jan Nielsen stoppede som
projektleder i 1996, og Nana kom til, var han ellers helt på vej ud
af organisationsverdenen. I en helt tredje organisation var der
nemlig en, der kom til at træde på ham.
”På det tidspunkt sad jeg i måske otte ungdomsforeningsbestyrelser
– og samtidig havde jeg fået et fuldtidsarbejde, så
det blev lidt for meget af det gode. Da jeg så kom op at skændes
med formanden i en anden organisation i en situation, hvor jeg
syntes hun havde sat mig i en klemme rent personligt, trak jeg
mig fra bestyrelsen der, og fandt ud af at det egentlig var meget
rart,” fortæller Christian, der tog konsekvensen og i løbet af 14
dage trak sig fra alle de andre poster også.
”Det var helt mærkeligt at gå fra en uge på 70 timer til 37, så jeg
endte med at flytte i kollektiv, for hvad skulle jeg ellers bruge al
den tid til,” griner han.
Han trak sig også fra Idé og Co., der i mellemtiden havde udviklet
sig til flere småvirksomheder, hvilket ikke helt var det, han havde
tænkt sig fra starten. Men fordi han og Nana i mellemtiden
var blevet venner – og fordi de puslede med ideen om at gøre
Ventilen landsdækkende, blev det det eneste projekt, han ikke
helt slap. Det første år foregik deres møde dog ude i byen – ikke
fordi der var sure miner i lokalerne hos Idé og Co. men fordi
Christian syntes, det var rarest på den måde. Så var han også
sikker på, at der ikke lige pludselig landede andre opgaver på
hans bord.
landsdækkende
Det står ikke helt klart, om det var Christian eller Nana, der kom
med idéen første gang. Men det er egentlig også ligegyldigt. For
Christian er det helt klart, at det ikke var blevet til noget, hvis de
ikke begge to havde været med på den.
”Jeg havde forbindelser og kunne se muligheder. Blandt andet
kunne jeg se, hvor man kunne søge midler. Nana var vist løbet
lidt tør for energi på det tidspunkt, fordi arbejdet mødestedet
i København gik i ring – så der skulle noget nyt til. Men uden at
have sådan en som hende med, ville det ikke være gået. Jeg ville
aldrig du til at blive smidt i medierne, som hun gjorde, hvor hun
bare gik ind og fortalte om projektet. Det er en kombination af
evner, der skal gøre sådan et projekt landsdækkende.”
15

Og Christian kunne skaffe penge og kendte de rigtige
mennesker. Han havde fået job i den Grønne Fond, og kendte af
den vej til kvarterløftprojekterne, hvor han så en mulighed for at
få penge til at få Ventilen Danmark op at stå.
For Christian var menneskene dog mindst lige så vigtige som
pengene. Så da beslutningen var truffet om at gå i gang,
begyndte han at trække på sine forbindelser. På den måde
kom blandt andre Lisa Schmidt, der dengang var aktiv i Dansk
Ungdoms Fællesråd (DUF) til at sidde i styregruppen for den nye
landsorganisation. Og Jan Mølgaard, der i dag er bankdirektør,
blev kasserer.
„Hvis nogle kasser bajere kan gøre det
sjovt at pakke 20.000 breve, så kan
man godt lokke folk til. Men man
skal aldrig sætte de frivillige til noget,
som de ansatte ikke gider.“
”Jeg havde fra starten en bevidsthed om, at vi skulle have bredde
i styregruppen og senere i bestyrelsen. Tanken var – og er jo
stadig – at alle de mennesker, der var i Ventilen, var nogle, der
brændte for brugerne og for arbejdet i mødestedet. Og det er
bare ikke de samme mennesker, der er behov for, hvis man skal
lave noget landsdækkende. Man skal have nogle folk, der forstår,
hvad der skal til – der forstår de organisatoriske og politiske
processer, ellers går det ikke,” slår han fast.
Trak i trådene
”Nana og jeg var enige om langt de fleste ting, og det gjorde
tingene meget lettere. Da Jacob kom med, blev vi et enigt
trekløver – og det meste af det, som vi tre besluttede blev
gennemført,” fortæller Christian og lægger ikke skjul på, at han
var med til at styre de andre.
16
”Jeg kørte mange af møderne og styrede diskussionerne om,
hvordan man som organisation kan bevæge sig fra det ene sted
til det andet – og der var stort set ingen clashes, selvom der
selvfølgelig var nogle, der blev sure undervejs,” fortæller han, og
fortæller at manipulation ikke nødvendigvis er et negativt ladet
ord i hans bog.
Et eksempel var Aalborg-folkene, der ikke var tilfredse med
placeringen af mødestedet. Men lige netop den lå fast, for ellers
kunne man ikke trække af kvarterløftpengene. Mødestedet blev
hvor det var – og Christian så episoden som en bekræftelse af, at
det var vigtigt med folk som ham i ledelsen.
”Folk, der arbejder lokalt, har sjældent forståelse
for det landsdækkende perspektiv. Det handler
om at skabe de overordnede rammer for det
enkelte mødested i forhold til uddannelse, viden
og opreklamering. Og så bliver det vigtigste lige
pludselig at skaffe økonomien, for uden den kan
man ikke bakke det lokale arbejde op,” siger han
”Og det var nok fordi vi holdt fast i den filosofi, at
det lykkedes at blive landsdækkende.”
Det lykkedes jo – i dag er Ventilen Danmark det,
Christian glad kalder ”et vellykket projekt”. Og
han kan godt lide vellykkede projekter.
”Hvis man kigger tilbage og ser på andre
ungdomsorganisationer, så tvivler jeg på at du
kan finde nogen, der har haft så stor succes som
Ventilen. Et projekt, der på ti år er vokset fra et til
tretten mødesteder, som finansierer konferencer og forskning –
og som ikke mindre vigtigt har sikker finansiering i nogle år ud i
fremtiden,” remser han op, mens han smiler lidt stolt.

VenTIlen
Bliver til
Materialerne
kommer fra tryk i løbet af
sommeren – det bliver til foldere med frøer
på. Logoet bestod af to ringe – men man er
slet ikke klar over den dobbelte betydning
af navnet ”Ven-til-en”, hvilket logoet også
afspejler.
Fra og med 20. januar 1997 eksisterer Lyspunktet ikke – navnet
bliver ændret til Ventilen. Det sker som led i et projekt ”Nyt
Image”, hvor der også bliver lavet foldere og plakater. Logoet
er endnu ikke kommet til, men det er et krav til layouteren,
at der på plakaten ”skal være en illustration, der kan bruges i
simplificeret form, som logo”. Man overvejer
kort at bruge en stiliseret Ventil som logo,
ligesom der var på avisen Ventilatoren.
Det bliver Nana Friis, der for alvor tager
initiativ til navneændringen, efter hun
medvirker i et TV-program med Lotte
Heise og Reimar Bo. Hun er egentlig med,
fordi er skilsmissebarn – men har øjnet en
mulighed for at tale om Ventilen. Og det
gør hun så. Problemet opstår, da Lotte
Heise kommer til at kalde organisationen
for ”Lysets Engel”. Og da går
det op for Nana at navnet nok
sender nogle forkerte signaler.
I starten af 1997 genudsender
TV3 en udsendelse om
selvmord, og Martin Klee går
i gang med at lave den første
viderehenvisningsmappe – en
mappe med foldere og udklip om
andre tilbud til unge i København.
Målet er, at unge, med problemer,
som Ventilen ikke kan håndtere,
skal kunne sendes videre til det
rigtige, andet tilbud med det samme.
Nogle måneder senere flytter
mødestedet – de får deres egen lille
lejlighed i nabohuset, Nørrebrogade
52a, 1. sal. Kontoret bliver dog ved
med at ligge sammen med Idé og Co.
Mødestedet er stadig åbent fire dage om
ugen.
Navneskifte, nyt image, egen lejlighed og
nye foldere er dog ikke nok: 18. december
1998 afholdes det første møde vedrørende
dannelsen af en landsorganisation. Nana mødes med folk fra Idé
og Co. og forelægger dem sin idé.
Arbejdet med at nå fra idé til virkelighed fylder det meste af
1998. Der bliver skabt en styregruppe, der består af Nana og
Christian samt Lisa Schmidt, der også var national konsulent i
DUF og Svend Musiat, der var tidligere næstformand for Ung på
Linie.
I januar 1998 var Nana til sit første møde med
Kvarterløftssekretariatet – og i de næste måneder begynder
samarbejdet at tage form: Ventilen Danmark får penge, mod
17

at love at koncentrere sig om at åbne mødesteder i seks
kvarterløftsområder. I Aalborg og Randers går det let med at
finde interesserede samarbejdspartnere, projektet i Aalborg
bliver dog lidt forsinket af nogle praktiske problemer. Men i
Kolding er der ingen, der er interesserede i at være med. De tre
andre kvarterer er i Københavnsområdet, så her dækker Ventilen
København.
Støtten fra kvarterløft er dog ikke nok i sig selv – der skalogså
opmærksomhed til. Gennem DUF bliver der skaffet penge til en
konference om ungdomsensomhed. I den forbindelse – og for
at skaffe støtter, der vil bakke op om projekt landsorganisation
– begynder Nana at kontakte forskellige
fagpersoner. 7. maj har hun
sin første snak
18
med ungdomspsykologen Ida Koch, der siden har været en fast
samarbejdspartner og stor støtte for Ventilen. I Nanas noter fra
samtalen står der meget simpelt ”guld-dame!”.
23. november afholder Ventilen så sin første konference med
temaet ”unge og ensomhed”. Den foregår på Christiansborg.
Konferencen var tænkt som startskuddet på etableringen af
Ventilen Danmark. Efterfølgende er der pæn pressedækning –
blandt andet optræder Nana i Go’morgen Danmark.
Den megen mediedækning giver henvendelser fra frivillige, der
gerne vil være med til at starte projekter op. På den måde kom
byerne Odense og Esbjerg og senere Nykøbing Falster i spil. Byer,
der ikke var en del af samarbejdet med Kvarterløft. Det er også
TV-indslaget, der får Mia Sørup til at henvende sig for at blive
aktiv i i opstarten af Ventilen Aalborg.
Tankerne om en landsorganisation stiller også krav til de
nuværende og kommende frivillige. I april 1998 bliver det
besluttet, at der skal være en uddannelsesplan for alle frivillige
i Ventilen. Alle frivillige skal på et grundkursus, inden de starter
i mødestedet. Der skal laves et intro-kursus for de teams af
frivillige, der skal åbne nye Ventiler – og man planlægger et
projektmagerkursus for alle frivillige.
Der skal penge til for at blive
landsdækkende, og tanken
med at være koblet op på
Kvarterløftsprojektet viser
sig hurtigt at være uholdbar
i længden. Derfor ansøger
styregruppen om penge fra
socialministeriets Pulje til Udvikling
af Frivillig socialt arbejde – de
såkaldte PUF-midler. Der kommer
dog afslag på ansøgningen med den
begrundelse, at det er for ambitiøst at
ville åbne fem nye mødesteder på eet
år. Styregruppen holder dog ved og
med Nana i spidsen går de i gang med
at åbne nye mødesteder.
24. februar er der åbningsdag i Ventilen
Randers
7. april stiftes Ventilen Odense
21. november åbner Ventilen Aalborg
dørene til mødestedet.
Og lige inden året går på hæld, når man
også at stifte Ventilen i Nykøbing Falster –
hvor mødestedet dog først slår dørene op i
starten af 2000.

Det er ikke kun på Danmarkskortet, at Ventilen skal være let at
finde: 9. juni 1999 registreres domænenavnet www.ventilen.dk
Samtidig får Nana Friis et fuldtidsjob, og får mere end nok at se
til, da hun er
primus motor i
arbejdet, selvom
man henover
sommeren har
fundet penge
til at ansætte
Laura Detlefsen
som student
nogle timer
om ugen.
Det er derfor
tiltrængt,
da Nana 9.
september
får overrakt
Feminas
Kvindepris
ved et
arrangement
i Grøften.
Prisen, der
også består
af 25.000
kroner,
overrækkes
af Socialminister
Karen
Jespersen, der da
finder lejlighed til at love, at en eventuel genansøgning til PUFmidlerne
vil gå igennem denne gang.
Med de 25.000 fra Femina, og de midler, der snart efter kom
fra PUF, bliver der råd til at Ventilen får sin første ansatte
sekretariatschef. 1. oktober tiltræder Jacob Ørum stillingen,
der lyder på 25 timer om ugen. Laura fortsætter som
studentermedarbejder, og derudover er der skiftende unge, der
er i jobtræning.
Ventilen Danmark ser dagens lys
5. november 1999 stiftes landsorganisationen Ventilen Danmark.
Mødet bliver afholdt i Ventilen Odenses lokaler i ungdomshuset
i Odense. Nana Friis bliver valgt som formand, Christian Daub
bliver næstformand, Jan Mølgaard bliver kasserer og Lotte
Madsen og Peter Aagaard bliver valgt som repræsentanter fra de
to største Ventiler i hhv. Odense og København.
Det første bestyrelsesmøde blev afholdt 13. december samme år.
Ved udgangen af 1999 bestod Ventilen Danmark af 5 lokale
Ventiler. Hver af dem havde omkring 6-10 frivillige, på nær
Randers, der ved udgangen af året var midlertidigt lukket på
grund af frivilligmangel. Mødestedet blev aldrig åbnet igen.
Udveksling
Arbejdet med de unge i mødestedet i København
var dog ikke sat i stå. I april 1998 var en stor gruppe af dem
– 12 unge og 2 igangsættere – på udveksling i Andalusien
i Spanien. Det var en rigtig god tur, hvor de besøgte
nogle unge spaniere, der ikke var ensomme, men socialt
udsatte på en anden måde – og som slet ikke forstod
ensomhedsbegrebet. For hvordan kan man være
ensom, når der er andre tilstede? De unge fra Ventilen
boede på hotel, på nær én nat, hvor de overnattede
privat. Og så var de ude at se tyrefægtning, var
med til at male en mur i byen – og fik lynhurtigt
et stamværtshus. Spanierne var på genbesøg i
Danmark i løbet af sommeren.
19

nAnA
havde
ambitionerne
nana Friis madsen
Arbejder som leder af ungdomskulturhuset Kraftwerket
Projektleder i Lyspunktet/Ventilen 1996-1999.
Stifter af og formand for Ventilen Danmark 1999-2000
20
Det var i efteråret 1995. Nana holdt orlov fra universitetet, fordi
hun havde fundet ud af, at gymnasielærer skulle hun ikke være
– så hun havde brug for at prøve nogle andre ting af. Hun havde
egentlig tænkt sig at få et job – men det var ikke lige til at få.
”Så faldt jeg over en annonce i Politiken, hvor der stod, at man
på frivillig basis kunne være med til at fundraise og markedsføre
et socialt projekt. Det var nogle ting, jeg gerne ville lære, så jeg
søgte tjansen”.
Nana kom til samtale med Jan i
Lyspunktet og kort efter startede
hun. Jobbet lød på 37 timer om ugen,
ulønnet. Og hun blev kastet ud i det
med det samme. Hendes opgave var at
sidde på kontoret og stå for rekruttering
og fundraising. Men hun tog også vagter
i mødestedet, og var igennem det
obligatoriske selvhjælpsgruppeforløb.
Ligesom hun hurtigt også tog sig af at
udvikle organisationens kurser.
”Projektet var jo ikke så stort; På det
tidspunkt var det en lille organisation
– der var måske 6 frivillige og 15 unge i
mødestedet. Jan var projektleder, men
havde et fuldtidsjob ved siden af – og
idet jeg var der 37 timer havde jeg nok
bedre tid til gå i gang med tingene – og
også til at gøre mig tanker om, hvad der
skulle ske.”
Efter nogle måneder blev Nana
projektleder – Jan trak sig efter at have
været med i flere år, og det var naturligt,
at det blev hende, der alligevel sad på
kontoret, der blev den nye leder.
landsdækkende idéer
Det gav ny grobund for de mange idéer
og en af dem begyndte at fylde rigtig
meget i Nanas tanker; Ideen om Ventilen
som landsdækkende organisation.
”Vi var en del i landsdækkende medier,
og så ringede der typisk forældre fra alle
mulige steder i landet og spurgte, om
jeg ikke kendte til noget i deres område.
Jeg lavede en masse research, men
kunne ikke finde andre tilbud til den
målgruppe overhovedet.”
Idéen begyndte at tage form. Udover de manglende andre
tilbud, var der måske også en smule trods i Nanas tilgang.
Hun havde netop søgt lederstillingen hos Idé og Co, hvor man

gennem lang tid havde talt om at blive landsdækkende. Men
hun fik ikke stillingen og det blev ved snakken.
”Det var vist i 1997, da jeg havde været der i lidt over et år, at jeg
traf beslutningen om, at nu skulle jeg vise dem – nu gjorde vi
Ventilen landsdækkende. Vi var 20-25 frivillige og omkring 80
brugere og var lige vokset ud af det lånte lokale på Idé og Co. til
vores egen lille baghuslejlighed i samme kompleks. Så hvorfor
skulle vi ikke kunne det,” siger hun med et smil.
”Så begyndte arbejdet med at finde ud af, hvordan sådan
noget kunne finansieres og prøve at finde statistikker over, hvor
mange ensomme, der overhovedet var, så de kunne bruges
som begrundelse for vores ansøgninger. Jeg lærte hurtigt, at
den slags tal fandtes ikke – så stedet måtte vi hive fat i en masse
andre organisationer og tilbud for at få bekræftet billedet af, at
der reelt var mange ensomme unge og brug for et tilbud som
vores. Det var de fleste alle heldigvis enige i.”
Sparringspartnere
Nana sparrede med Christian Daub og flere andre, der sad
i fonde, hos DUF eller andre steder og som havde viden og
kontakter, der kunne bruges i arbejdet med at finde finansiering.
De første penge blev hentet hos Kvarterløftssekretariatet, hvor
Ventilen fik 50.000 til at starte nye projekter – men med den
binding, at de skulle ligge i Aalborg, Randers og Kolding.
DUF sponsorerede en konference på Christiansborg, der havde
til formål at sætte ungdomsensomhed på dagsordenen. Det var
essensielt for organisationen, og ikke mindst for finansieringen,
for indtil pressen havde opdaget emnet, syntes fondene, at det
var et fjollet problem. De lod til at have holdningen at unge ikke
var ensomme – de kunne jo bare melde sig ind i en fodboldklub.
”Der var fuldt hus til konferencen. Og det lykkedes for alvor
at få sat fokus på problemet – det var i november 1998 og en
hel måned efter var der god pressedækning. Det var inden
mobiltelefonens tid, så da Go’morgen Danmark ville have fat i
mig, og jeg var i Stockholm for at holde workshop i en anden
forbindelse, lagde de en besked til mig i lufthavnen. Jeg stod i
gaten og hørte dem kalde ”Er der en Nana Friis?”.“
Den megen pressedækning betød også, at der begyndte at
melde sig frivillige til de nye Ventiler. Der var også en Maja fra
Odense, der kontaktede Nana og selvom Odense ikke var på
listen, så ”havde hun så meget energi, så det måtte vi bare gøre”.
I forbindelse med opstarten i Odense gjorde de noget
benarbejde for at få støtte fra kommunen. Dengang var §115
(nu §18)-midlerne en ny opfindelse, og ingen vidste rigtig,
hvordan man kunne få dem. Heller ikke de mennesker i Odense
Kommune, som de kontaktede. Her sprang en af de frivillige,
Peter Aagaard, til – han skrev en artikel om problematikken og
solgte den til KL – og så var der pludselig hul igennem.
Det gik dog knap så godt med at få penge til driften af
landsorganisationen.
Afslag fra karen
”Jeg havde lagt rigtig mange timer i projektet, og havde egentlig
sat en grænse for mig selv, der hed, at hvis jeg skulle fortsætte,
skulle vi finde midler til, at jeg fik løn. Det var en af grundene til,
at vi søgte PUF-midler fra socialministeriet, hvor vi selv mente, at
vi havde en god chance. I november 1998 kom der dog et afslag
– blandt andet med begrundelsen, at der ikke var nok frivillig
arbejdskraft. Jeg blev SÅ rasende, at jeg gik ud og sparkede til en
dør ude i receptionen – og vistnok skræmte receptionisten, der
var der i jobtræning, fra vid og sans.”
Nana ringede i sin arrigskab til ministeriet for at få uddybet
afslaget og fik at vide, at projektet med at ville åbne fem steder
på ét år var for ambitiøst. Og måske var det ekstra brændstof til
stædigheden. Et år senere var der i hvert fald fire mødesteder
– også selvom hun i mellemtiden havde fået et fuldtidsjob som
leder af Kraftwerket, ved siden af.
”Ja, vi kunne have ventet, eller gjort det langsommere. Men
nu havde vi jo frivillige i alle byerne og havde gjort meget af
forarbejdet – så jeg ville ikke vente. Men hvis vi havde kunnet
aflønne mig eller en anden, havde de første mødesteder måske
kørt mere stabilt i starten.”
”Det var en sindssyg periode – i løbet af 1999 fik vi åbnet Ventiler
i Randers, Odense, Aalborg og Nykøbing Falster. Og vi begyndte
også at arbejde i Esbjerg. Alt sammen på frivillig basis.”
Arbejdet begyndte dog også at trække tænder ud på Nana.
”Jeg kunne mærke, da jeg nåede ind i sommeren, at nu var det
ved at være for meget for mig. Om morgenen, før jeg skulle på
arbejde på Kraftwerket var jeg forbi Ventilen – og efter arbejde
var jeg der igen til møder. Og de weekender, hvor der ikke var
arrangementer på Kraftwerket, var jeg ude at holde kurser i
Ventil-regi. Jeg var stresset,” fortæller Nana, der egentlig havde
besluttet, at nu ville hun trække sig fra projektet.
Anerkendelse
”Men så ringede telefonen fra Femina, der ville give mig deres
kvindepris. Og så endte det med, at jeg tog en tørn til. Jeg fik det
at vide i juli, men måtte ikke sige det til nogen før uddelingen i
september. Og den gav jo en masse mediedækning, hvor jeg var
omdrejningspunktet, så det ville jeg ikke trække mig fra, fordi
det var guld værd for Ventilen Danmark”.
Et ekstra plus ved prisen var, at den blev uddelt af Karen
Jespersen, selvsamme minister, der havde givet afslag på PUFansøgningen
knap et år tidligere. Så Nana udnyttede lejligheden:
”I interviewet i Femina fortalte jeg, at vi havde fået afslag, fordi
projektet var for ambitiøst, men at nu havde vi allerede åbnet
fire mødesteder baseret på rent frivillig arbejdskraft, så det synes
jeg var et godt bevis på, at det var ambitiøst - men realistisk
alligevel”
21

Ved selve overrækkelsen – med både papcheck, pris og håndtryk
var det første, Karen Jespersen sagde, at de havde set på det
igen, og var imponerede. Og at næste gang Ventilen søgte,
ville de være helt sikre på at få pengene. De søgte, fik pengene
og sammen med Femina-checken, som Nana med det samme
donerede til Ventilen, var organisationen ”stor nok” til at kunne
hyre en sekretariatsleder.
Valget faldt på Jacob Ørum, der kom til i oktober samme år.
”Jeg var i den grad brændt ned – så det var dejligt, at der kom en
ny mand til. Jeg fortsatte i nogen tid med at komme på kontoret
om morgenen, og var også ude at undervise nye frivillige, men
jeg trak mig lige så stille. Og ved det førstkommende årsmøde i
foråret 2000 blev Peter Aagaard valgt til formand.”
”Jeg synes, det har været fedt at se noget
så simpelt virke. Du tager nogle unge, der
har noget overskud og sætter dem sammen
med andre unge, der gerne vil ind i et fællesskab.
Og så ser du, hvor meget de rykker
– sammen”
Arbejdet alene
Hvis der er en ting, hun fortryder, så er det måske, at hun ikke
selv har fået et netværk ud af Ventil-årene. Hun ved, at mange
andre har fået gode venskaber ud af deres tid som frivillige, men
hun havde måske for travlt.
”Jeg løb rigtig stærkt i de år, så jeg nåede måske ikke rigtig at
danne de relationer til de andre – og derfor har jeg ikke kontakt
til dem i dag. Der var en overgang, hvor jeg følte det var lidt
absurd, at jeg rendte rundt og startede Ventiler op, men slet ikke
havde tid til at pleje mit eget netværk. På en måde var jeg ved
selv at blive ensom i mine bestræbelser på at gøre det så godt
for alle andre som muligt.”
Samlet set er der dog ingen fortrydelse at spore – og hun
trækker i dag på mange af de ting, hun lærte i årene i Ventilen.
Det handler både om samtaleteknik, om at udvikle kurser, om
fundraising og pressetræning – men frem for alt lærte hun, at
hvis man er ambitiøs og virkelig vil noget, så kan det godt lade
22
sig gøre. Og så har projekt Ventilen Danmark givet hende en evig
tro på sin egen mavefornemmelse.
”Hvis noget føles rigtigt, og er kvalitet, så skal det nok lykkes. Det
ved jeg nu – men det var ikke altid lige let dengang. Ensomhed
var jo ikke rigtig et anerkendt problem for andre end dem, der
var engagerede i Ventilen. Så både min familie, venner og min
kæreste syntes helt ærligt, at jeg skulle finde på noget andet at
lave i de første år. De forstod ikke, hvad det var jeg brugte alle
de kræfter på – og slet ikke hvorfor. Det samme gjaldt for dem,
vi delte lokaler med hos Idé og Co. – der var en masse smarte
kulturelle projekter, hvor de involverede måske så lidt ned på
vores, der ”bare” var et socialt projekt. Men så kom der jo alle de
priser – og det var os der fik opmærksomheden og ikke dem – og
så syntes de pludselig også, det var spændende.”
Den megen omtale i medierne
af den lille, nye organisation
med den unge kvindelige
projektleder fik også andre til
at reagere. De store kirkelige
organisationer var hurtige til at
kontakte Ventilen – måske med
en bagtanke om at overtage
projektet.
”Jeg holdt møder med
generalsekretæren for det ene
og det andet. Og havde hver
gang en klar fornemmelse
af, at de følte, at de let kunne
besnakke mig til, at de skulle
indlemme Ventilen i deres
organisation. Det var sjovt at sidde og se sød og naiv ud og
lytte, mens de talte, og vide at de tænkte ”nu fatter hun ikke
en bjælde”. Og når de så kom til sagen, så fortælle dem kort og
kontant, at vi nok skulle klare os selv, selvom vi var små og nye.
Og stædigheden og ambitionerne fik projektet til at lykkes. Det
stiftende årsmøde blev afholdt og landsorganisationen blev en
realitet. Det er dog ikke den formelle handling, som Nana mener,
var det vigtigste:
”Det vigtigste var vel, at jeg tænkte tanken om at gøre det
landsdækkende – og at vi så gjorde noget ved det. Måske
lykkedes det kun, fordi jeg aldrig havde været med i en forening
før, så jeg vidste slet ikke, hvad det var, jeg satte i gang. Jeg
kunne reelt ikke se noget problem i at starte fem steder på ét år.
Og jeg vidste ikke, hvordan man plejede at gøre den slags – jeg
holdt bare fast i, at det skulle være godt og kvaliteten skulle være
i orden. Og så blev det det,” smiler hun

jACoB
Fandt finanserne
jacob Ørum
Arbejder som kommunikations- og indsamlingschef i
Missionen blandt Hjemløse
Sekretariatsleder i Ventilen 1999-2004
Jacob Ørum kom til Ventilen i oktober 1999. Han blev ansat
som sekretariatsleder – et job, der handler om økonomi,
styring, frivillige, ensomme unge og økonomi igen. Og om at
få en i virkeligheden meget lille forening til at fungere som en
landsdækkende organisation.
”Da jeg kom til, var der en lille engageret gruppe på 3-4 stykker,
som gerne ville det her med en landsorganisation. Og så havde
der været et lille sekretariat, hvor Laura havde siddet sommeren
over som studentermedarbejder. Noget af det første jeg gjorde
var at oprette os som en virksomhed med et cvr-nummer,
og tage en lille kamp med skat om, hvordan vi havde kunnet
aflønne Laura i seks måneder uden. Men det lykkedes for mig at
snakke mig udenom bøden,” griner han.
Og det gjaldt om at holde på pengene, og ikke mindst skaffe
nogle flere. Jacob var deltidsansat, og der var kun penge til at
lønne ham i fem måneder, så han gik i krig med ansøgningerne.
”Jeg begik nogle klassiske fejl i starten – det tog mig f.eks.
et år at lære at skrive fondsansøgninger, fordi jeg i starten
forsøgte at være for professionel i stilen. Og ikke viste, hvad
vi i virkeligheden var; Nogle unge med entusiasme og hjertet
på rette sted. Så jeg brugte krudt på at skrive ansøgninger i
formfuldendt kancellisprog – og lærte, at det kan ministeriet
godt lide, men det fungerer ikke med de private fonde.”
23

Der kom dog penge fra både Socialministeriet og et par private
fonde – og efter halvandet år var der nok til at aflønne Jacob for
det fuldtidsjob, det hele tiden havde været – for der var nok at
holde styr på hele vejen igennem.
”Nana havde startet det på en eksplosionsagtig måde, og det
kendetegner måske stadig Ventilen, at vi bare kaster os ud i ting,
og så ser om det lykkes. Samtidig var – og er – det vigtigt for os,
at vi ikke ville lukke mødesteder ned i tide og utide, det skulle
køre så stabilt som muligt, for vi ville ikke smække døren for
næsen af en ensom ung, der var blevet glad for tilbuddet.”
Så selvom tanken egentlig var, at sekretariatet og bestyrelsen
primært skulle arbejde med at åbne flere nye mødesteder, så var
der også brug for hjælp og genstart i de allerede eksisterende
lokalforeninger. Og det kunne være svært, når de var spredt
udover hele landet.
”Dengang sendte man jo breve og ikke mails – og man kunne
ofte kun ringe til folk på fastnettelefonen, dvs. at man kun kunne
fange dem om aftenen, når de var hjemme. Så i de første år gik
tingene nok en smule langsommere end i dag,” griner Jacob,
der dog lige nåede at indføre, at alt bestyrelsesmateriale blev
udsendt pr. mail, inden han stoppede.
”Men trods de lidt lange arbejdsgange, og mange togture, så
synes jeg, det hang sammen for os. Faktisk synes jeg ikke, at der
var nogen steder, hvor vi virkelig dummede os – også selvom
vi blev nødt til at lukke et par af de oprindelige Ventiler. Det
var især svært i Nykøbing Falster og Esbjerg, hvor der allerede
var kommet et par unge. Men det lykkedes os jo at genåbne i
Esbjerg året efter, ” husker Jacob.
Ventilen i Nykøbing Falster blev dog aldrig stablet på benene
igen og det samme gjaldt Randers, hvor initiativgruppen vist
aldrig var nået længere end til at skaffe et kontor. Men i de
samme år, skød der nye Ventiler op i andre byer – og Jacob
husker mest perioden for det gode samarbejde med de mange
engagerede frivillige, der virkelig brændte for netop deres lokale
projekt.
Penge penge penge
Arbejdet med at skaffe finansiering var dog endeløst – og på et
tidspunkt så det ikke ud til at kunne hænge sammen. Her viste et
kaffemøde i gården på Nørrebrogade sig at være essentielt.
”Vi havde talt om Folketingets sats-midler og undersøgt lidt. Så
en dag drak kassereren, Jan, og jeg en kop kaffe ude i gården
sammen med Mads, der senere kom i bestyrelsen, men som
jeg kendte ad andre veje. Mads havde nogle kontakter til Villy
Søvndal og ville da gerne arrangere et møde,” fortæller Jacob,
der tog til mødet med en lidt skeptisk holdning – for det var vel
ministeriet, man skulle have fat i.
Det viste sig dog at være en god idé at vende sagen med en
garvet politiker. Jacob og Jan havde regnet og regnet og fundet
24
frem til, at for 200.000 kunne organisationen måske lige løbe
rundt. Men den gik ikke hos Villy:
”Hans bedste råd til os var at søge flere penge. Han mente ikke
at vi ville blive taget seriøst, medmindre vi søgte mindst det
tredobbelte. Det endte med at vi søgte – og fik – en million
om året – og det var virkelig et kvantespring. Vi gik fra at ligge
med røven i vandskorpen til at have ro i økonomien og luft til at
ekspandere.”
Pengene blev blandt andet brugt på at ansætte Anders Lundt
Hansen, Ventilens første informationsmedarbejder. For nu
var der ressourcer til for alvor at fokusere på ”det andet ben”:
Arbejdet med at skabe viden og debat om ensomhed blandt
unge.
Og det var tiltrængt. I de første år, kunne det være rigtig svært at
trænge igennem med budskabet om, at der var brug for et tilbud
til ensomme unge.
”Jeg ringede på et tidspunkt til Roskilde Kommune – blandt
andet for at få nogle ansøgningsskemaer, da vi ville åbne et
mødested der. Jeg talte med flere forskellige embedsmænd, og
ingen af dem mente, at der var nogen ensomme unge i Roskilde.
Overhovedet. Så kunne jeg godt se, at vi måske ville få svært ved
at få tilskud”
I Roskilde blev løsningen et debatmøde med blandt andre Per
Schultz Jørgensen, der fortalte om unges ensomhed. Blandt de
inviterede var selvfølgelig også de lokale politikere.
”Jeg kan huske et presseklip fra en avis i Roskilde, der har et
nydeligt billede af socialudvalgsformanden, der giver hånd
til formanden for Ventilen Roskilde. Et par dage efter det blev
bragt, skulle de tildele tilskud til byens organisationer. Og vi fik
selvfølgelig pengene,” siger Jacob med noget, der kan minde
om et smørret grin.
Men historien fra Roskilde viste også, at der var et stort generelt
behov for at få ungdomsensomhed på dagsordenen. Og Jacob
vil gerne tage noget af æren for, at det faktisk lykkedes.
”Når jeg ser tilbage, så var det en sjov øvelse i politik og spin at
være med til at forme en offentlig forståelse af at det her med
ensomme unge faktisk var et problem, som nogen skulle gøre
noget ved. Og at vi i Ventilen stod klar med nogle løsninger”
”I den tid jeg var med, fik vi udviklet en organisation, som gik fra
at være helt ukendt til at begynde at være dagsordensættende
på spørgsmålet om, at der faktisk var ensomme unge. Der skete
rigtig meget fra 2001-03, hvor vi var i medierne relativt ofte –
og også formåede at ride med på forskellige bølger. Vi havde
f.eks. held med at få journalisterne til at ringe til os, når Børns
Vilkår offentliggjorde en undersøgelse, der også handlede om
ensomhed,” fortæller han.

For for alvor at få ændret offentlighedens opfattelse af
problemet, skulle der dog mere viden til. Og Jacob fik idéen til en
udgivelse, som bestyrelsen også syntes var en god ide. ”Ung og
Ensom – en vidensoversigt” blev skrevet og udgivet og pludselig
var Ventilen også en spiller på det faglige felt.
en lærerig fornøjelse
Det er dog ikke kun organisationen, der har fået noget ud af
Jacob. Han lægger ikke selv skjul på, at han har fået rigtig meget
ud af jobbet.
”Jeg har lært utroligt meget – og lærte at være en ”social
entreprenør” ved at være med til at udvikle et helt projekt.
Men først og fremmest har det været en fornøjelse at gå på
arbejde hver dag sammen med nogle ildsjæle! For det er det, der
kendetegner projektet – selvom der er nogle vigtige personer,
der er gået igen gennem tiden, så er der ingen, der har gjort det
her alene. Og en gang imellem ved jeg faktisk ikke helt om det
tæller, når man ligefrem fik
løn for arbejdet,” siger han.
Selvom man er lønnet, kan
man dog godt feste med de
frivillige - og Jacob fniser
lidt, da han fortæller om
diverse bestyrelsesseminarer
og andre møder, der
nærmest er løbet af sporet,
fordi der gik fest og ballade i
den. Men det var kun lige før,
det løb af sporet, for Jacob
husker især engagerede og
ambitiøse frivilligkolleger.
”Der er en masse snak om, at
de unge er en zapperkultur,
der ikke kan blive ved én ting. Men det jeg har set har været et
stort engagement - og Ventilen har vel bevist, at hvis de unge
frivillige kan se, at de gør en forskel, hvis det giver mening for
dem og de får indflydelse, så vil de unge i den grad være med.”
historier der tæller
I virkeligheden er det nok de samme ting, der har betydet noget
for Jacob, og gjort at han blev i jobbet i Ventilen i fem år - og
efterfølgende stadig følger og støtter organisationen, blandt
andet som udvalgsmedlem. Indflydelsen og det at skabe en
organisation næsten fra bunden, var vigtige faktorer - men
arbejdet med de unge, og den forskel Ventilen gjorde og gør for
unge, der har det svært, tæller i virkeligheden lige så meget.
”Som ansat på sekretariatet er det ikke så tit, at man møder
de unge og kan følge deres udvikling, det er mest de frivillige,
der får den tilfredsstillelse. Men jeg har alligevel samlet nogle
historier, som jeg enten selv har oplevet eller har hørt om. Den
slags historier, der gjorde det sjovt at gå på arbejde,” fortæller
Jacob.
En af historierne handler om en pige, der var kommet i
mødestedet i København gennem noget tid. Det blev sommer
og hun holdt en Skt. Hans fest, hvor de andre var inviterede.
Det var en god fest, men ud på aften virkede hun pludselig
ulykkelig. En af de andre spørger, hvorfor hun dog er ked af det
- og det viser sig, at det er hun slet ikke. Hun er glad - for sidst
hun prøvede at invitere nogen hjem var i .4. klasse, hvor der kun
var kommet tre fra klassen. Nu var hun 19 og ikke haft socialt
samvær med jævnaldrende i 10 år. Før nu.
”Så begynder det at give mening, det de frivillige laver - og det er
en stor tilfredsstillelse at høre den slags fortællinger,” siger Jacob,
der også har en historie, der viser, hvor meget de unge satte pris
på stedet.
Jeg synes ikke der var nogen steder, hvor vi virkelig
dummede os. Nok nogle steder hvor vi
troede eller drømte at mere kunne lade sig gøre
end det kunne. Men det skal vi da forhåbentlig
blive ved med. Det ligger i en organisation
som Ventilen at tro på at tingene kan lade sig
gøre.
”Ventilen København havde en lille baghuslejlighed med stue,
køkken, gang og bak-ind-lokum - og verdens tungeste hoveddør,
som man næsten ikke kunne skubbe op. Det var ikke særlig
optimalt, så vi talte med kommunen om, om de ville finansiere
nogle større lokaler. De var ikke afvisende, men syntes - også
dengang - det var lidt mærkeligt, at vi ikke ville registrere vores
brugere, så de ville gerne have lov at se tilbuddet, inden de tog
stilling.”
Selvom hverken Jacob eller de frivillige var glade for det - for
normalt lukker man jo ikke ”fremmede” ind i mødestedet - sagde
de ja.
”Vi valgte at skrive ud til alle, at der ville komme nogle fra
kommunen, og at vi ville være glade, hvis der var mange, der
kom, så de kunne se, at det var et populært projekt. Da de to
embedsmænd så kom, kunne de knap komme ind ad døren,
fordi samtlige unge og frivillige, vi havde været i kontakt med
de sidste 10 måneder, var troppet op. Der var helt proppet - og
25

embedsmændene var nærmest i chok over, at vi havde overlevet
i de små lokaler,” fortæller han med et grin.
Kommunen gik med til at finansiere nogle større lokaler - og
Ventilen København rykkede til Læssøesgade - og Jacob og de
frivillige tog det som en dejlig tilkendegivelse af, at der var stor
opbakning til projektet, også fra de mange, der måske ikke var
helt trygge ved at møde nogen fra kommunen.
Opbakningen og bekræftelsen af, at det var et vigtigt tilbud kom
også til udtryk i noget, der ellers var den sværeste enkeltting,
som Jacob husker.
”En af de unge fra København havde taget sit eget liv. På
sekretariatet arbejdede vi med at etablere en kriserådgivning
og bakke op om de frivillige, for selvom vi var kede af det,
syntes vi stadig, at projektet gav god mening. Det var nogle
svære uger - men hans mor valgte efterfølgende at kontakte os
og fortælle, at han efter hendes opfattelse havde fået enormt
meget mere livskvalitet af at komme i Ventilen - at vi havde gjort
hans liv væsentligt bedre, også selvom det ikke var nok. Hun ville
gerne takke os. Det var stort, og til enorm hjælp for de frivillige,”
fortæller Jacob, der stadig er berørt af det.
Og det er historierne, som han især husker i dag. Selvom han
godt ved, at arbejdet med at sætte emnet på dagsordenen
og skaffe penge til at åbne flere Ventiler har været vigtigt og
essentielt, så er det alligevel de små beviser på, at man har gjort
en forskel for enkeltpersoner, der betyder mest.
”Arbejdet i Ventilen vil altid være noget, man laver lige så meget
med hjertet som med hovedet. Det skal det være.”
Selvom hjertet stadig var med i arbejdet, valgte Jacob efter fem
år i Ventilen at søge videre.
”Jeg var rigtig glad for at være der – og på en måde bliver sådan
et projekt ens barn, så det var ikke, fordi jeg var træt af det. Men
jeg havde lyst til nogle nye udfordringer, og så var jeg bange for
at blive for længe. Der var allerede mange ting, jeg havde set
før - og jeg ville ikke ende som en af de generalsekretærer uden
hår på hovedet, som man ser i ungdomsorganisationer rundt
omkring,” fortæller han, men mener også, at han afleverede en
organisation med et sundt fundament.
”Det var lykkedes at komme på landkortet som organisation,
vi var blevet Danmarks største selvstændige sociale
ungdomsorganisation, og vi havde et godt fundament. Da
jeg startede var der penge til fem måneder - da jeg stoppede,
var der økonomi til ikke bare at drive, men også at udvikle
organisationen de næste tre-fire år.“
26
konSolIDeRInG
en rigtig forening

Ved udgangen af 2000 har landsorganisationen været til i lidt
over et år – og status lyder på seks Ventiler; Ventilen Esbjerg kom
til i foråret 2000. Heraf har fire åbent i mødestedet – der er 55
frivillige på landsplan og to medarbejdere på sekretariatet:
Jacob og en studentermedarbejder.
Det betyder også, at Ventilen skal til at opføre sig
som en landsorganisation. På et bestyrelsesmøde i
maj beslutter man at gå i gang med at udarbejde
fælles retningslinjer for alle Ventilerne med f.eks.
alderskrav og krav om uddannelse af frivillige.
Derudover får man i løbet af sommeren trykt nye
fælles materialer.
Nana vælger, at nu må det være nok, og
genopstiller ikke, da hun er på valg ved
årsmødet i juni. I stedet bliver Peter
Aagaard valgt som formand. Med ham
ved roret lykkes det at stifte endnu
en lokalafdelingen, denne gang i
Roskilde – og hen imod slutningen
af året begynder de i bestyrelsen at diskutere
muligheden for at få tilskud fra tipsmidlerne gennem
DUF. Det kræver dog at vedtægterne laves om, så Ventilen bliver
en medlemsorganisation.
Den tanke kan man ikke helt slippe, så ved årsmødet i 2001
laves foreningsstrukturen om, og fra da af bliver det muligt at
blive medlem af Ventilen. Ved slutningen af året var der 265
medlemmer, hvoraf 235 var under 30 år.
Der har også været meget opmærksomhed på
Ventilen i årets løb. I maj måned får Peter overrakt
Børnesagens Fællesråds Børnesagspris.
Internt sker der også en masse. Den første
frivilligweekend – et weekendseminar for alle
frivilige fra hele landet løber af stablen. Her taler
man om retningslinjer og om eksterne visioner, og
går i gang med at formulere en fælles identitet.
Og så begynder Jacob og Peter at lege med
tanken om at søge Folketingets Sats-pulje. Hidtil
havde Jacob primært holdt sig til private fonde
og bidragydere – ud fra en strategi om at søge
mange om mindre summer. I forbindelse med
arbejdet kontakter de Mads Engholm, der har de
”rette forbindelser”.
Ansøgningen bliver
skrevet, og det giver pote.
I det tidlige forår 2002 får
Ventilen besked om, at
organisationen er blevet
tildelt i alt 2,8 millioner
kroner over de næste tre år.
Det betyder, at der er råd
til at udvide bemandingen
på sekretariatet. Og 1.
juli har Anders Lundt
Hansen første arbejdsdag.
Han bliver ansat som
kommunikationsmedarbejder
– og
skal udarbejde en generel
kommunikationsstrategi for Ventilen og hjælpe de lokale ventiler
med deres PR-arbejde.
Værdier
For at sikre, at medlemmerne føler, at de får
noget for de 20 kr., de betaler i kontingent om året,
begynder man i januar 2002 at udsende Ventilens
Nyhedsbrev. I Det første nummer, der er en sort/hvid
foldet A4-seddel, byder Peter Aagaard ”Velkommen til” de
mange nye medlemmer, og man præsenterer Ventilens nye
fælles værdigrundlag. Værdierne var Fællesskab, Demokrati,
Hjælp til selvhjælp og Ung-til-ung.
Værdigrundlag, Forretningsorden & Retningslinier
for
Ventilen Danmark
2002
VÆRDIGRUNDLAG
Ventilen Danmark er den landsdækkende forening for de frivillige, sociale Ventil-projekter.
Ventilen Danmark bygger på:
Fællesskab
Fællesskab skal dyrkes og styrkes i alle dele af Ventilens arbejde. Både blandt de unge i
Mødestedet, blandt de frivillige – samt mellem alle Ventil-projekter i Danmark.
Demokrati
Ventilen arbejder for at styrke stille, ensomme unges sociale færdigheder - hvorved den enkelte
unge også kan få styrken til at forandre sin egen tilværelse.
Hjælp til selvhjælp
De stille, ensomme unge der opsøger Ventilen, er alene eksperterne på deres eget liv. Ventilen
skal give dem muligheden for selv blive del af et fællesskab, skabe venskaber og opøve sociale
færdigheder. Jvf. Bilag 1.
Ung-til-ung
Ventilen arbejder efter ung-til-ung-metoder. I Mødestederne indgår frivillige, ressourcestærke
unge i et fællesskab med stille, ensomme unge. De frivillige er ikke professionelle behandlere.
De skal være bevidste om deres rolle som forbilleder, og de skal have evne og overskud til at
lytte til unge med problemer. Jvf. Bilag 2.
27

Sommeren 2002 indstiftes noget, der viser sig at blive en
uomgængelig tradition. Da afholder man første gang Ventilens
Sommertur. Med støtte fra Louis Petersens Legat afholder man
en forlænget weekend i det jyske for alle de unge fra de på
det tidspunkt seks åbne mødesteder. Nyhedsbrevet fortæller
at ”Turen bød blandt andet på en sejltur med ”Hjejlen” på
Silkeborgsøerne, en bestigning af Himmelbjerget og et besøg i
ferskvandsakvariet ”Aqua”. Desuden var der masser af almindelig
Ventil-hygge.”
Ved udgangen af 2003 er der seks Ventiler – hvoraf fem er
åbne. Der er liv og mange aktiviteter i både Aalborg, Esbjerg,
København, Odense og Roskilde - i løbet af efteråret har de
to sidste frivillige dog forladt projektet i Nykøbing F., og trods
mange forsøg lykkes det aldrig at åbne mødestedet igen. Til
gengæld er man begyndt at arbejde med planer om at åbne
yderligere to mødesteder i Herning og Århus.
Det sidste året byder på, er endnu en ansøgning: Ventilen
søger – på baggrund af sin medlemsskare – om tilskud fra DUF.
Godkendelsen indløber i foråret 2003.
Det har længe været et problem – både i arbejdet med at
overbevise kommende samarbejdspartnere i nye Ventil-byer,
og i forsøget på at få omtale i pressen – at der ikke findes ret
mange tal og undersøgelser om ungdomsensomhed. For at
få et overblik over den viden der er, og ikke mindst over, hvad
der mangler, vælger Ventilen at lave og udgive rapporten ”Ung
og Ensom”, der er en oversigt over al den viden om antallet
ensomme unge og dybden af unges ensomhed, der findes på
udgivelsestidspunktet. Hovedkonklusionen bliver, at problemet
er underbelyst.
Sofie på Christiansborg
Rapporten præsenteres på en konference i Fællessalen
på Christiansborg. Der er oplæg fra ensomung.dk, Peter
Aagaard, Ida Koch, Villy Søvndal og mange flere. Den taler,
der efterlader det største indtryk, er dog Sofie – en af de
unge, der har brugt Ventilen, og som nu stiller sig op for at
fortælle sin historie for fagfolk og politikere.
28
Ugen efter konferencen er der årsmøde – og her vælger Peter
ikke at genopstille som formand. I stedet vælger medlemmerne
Lisbet Castberg Thuesen. Mia Sørup bliver næstformand.
Lisbet kommer dermed på forsiden af første nummer af den nye
udgave af Ventilens Nyhedsbrev. Nu er der så meget at fortælle,
at bladet er vokset til mellem 12 og 16 sider pr. gang. Det er dog
stadig i sort hvid A4.

I Juli viser TV2 dokumentarfilmen ”De ensome unge”, der var
lavet af to journaliststuderende i samarbejde med Ventilen.
Filmen blev set af 300.000 danskere – og den kopi, Ventilen
efterfølgende fik, er blevet brugt på de interne grundkurser lige
siden, til at give de nye frivillige et indblik i livet som ensom ung.
En måneds tid efter er der også hjælp at få, hvis man er ensom i
Århus. 17. august holder Ventilen Århus åbningsreception.
Dermed er væksten dog ikke slut – der bliver lavet et grundigt
researcharbejde med henblik på at lave en plan over kommende
Ventil-byer. De tre højestprioriterede byer/områder blev
Trekantsområdet: Kolding, Vejle eller Fredericia, Frederiksborg
Amt: Helsingør eller Hillerød og Herning. Dernæst prioriterede
man Køge/Greve, Sønderborg, Viborg, Næstved og Randers.
Prioriteringen blev blandt andet foretaget på baggrund af
indbyggerantal og hvilke uddannelsesinstitutioner og andre
tilbud for unge der var i byen.
Sidst på året nedsættes et uddannelsesudvalg bestående af
den lokale uddannelsesansvarlige fra alle landets Ventiler og
nogle repræsentanter fra Ventilen Danmark. Udvalget får ansvar
for at planlægge grundkurser og komme med input til øvrige
uddannelsesaktiviteter.
13000 besøgende
De fine seertal kan være en af forklaringerne på at
hjemmesiden – ventilen.dk – får et besøgsboost.
I 2003 var der i alt 13.000 besøg på siden, hvor
man kunne finde adresser og åbningstider på alle
de lokale mødesteder, og også downloade ”ung
og ensom” og finde links til andre artikler om
ungdomsensomhed.
29

PeTeR
Rammeskaberen
Peter Aagaard
Er i ansat på RUC, hvor han forsker i organisation
og ledelse.
Peter var formand for Ventilen fra 2000-2003
30
Peter overtog posten som formand for Ventilen Danmark fra
Nana. Han overtog en organisation med seks mødesteder, en
kvindepris i bagagen og ikke mindst en lønnet sekretariatsleder.
Men det betød ikke, at der ikke var arbejde at gøre. For ham kom
det hurtigt til at handle om at skabe ensartethed i projektet –
nogle fælles retningslinjer.
”Der var ligesom lagt op til et ”periodeskift”, da
Nana stoppede. Nu var organisationen skabt, og
så var det tid til arbejdet med at få kød på skelettet,”
fortæller han. ”Min formandsperiode handlede
om at få organisationen til at eksistere – og
ikke blot bestå af nogle lokale mere eller mindre
løsrevne aktiviteter. At give den et dagligliv, om
man så må sige, for det havde der ikke været før”.
Peter var ikke ny i Ventil-sammenhænge. Han
havde været med siden han en dag i 1998 var troppet
op hos Idé og Co. og sagt ”jeg vil da godt lave
noget her”.
”Jeg var nyuddannet og levede af at skrive som
freelancejournalist suppleret med dagpenge. I
starten rendte jeg mest bare rundt på Idé og Co.
og vidste ikke helt, hvad jeg skulle lave – men jeg
syntes, at Ventilen virkede som det af projekterne
i huset, der var mest gods i. Det tiltalte mig, at
der var et reelt problem bag arbejdet, og at der
var noget at tage fat på. Så jeg meldte mig under
fanerne”
Han kan stadig huske den første vagt, hvor han –
trods et veloverstået grundkursus i ung-til-ung og
aktiv lytning – var noget desorienteret omkring
sin egen rolle. Han fandt dog hurtigt formen, og
var i mødestedet i København i to år.
”Jeg holdt aldrig op med at synes, at det var lidt
mærkeligt at være på vagt. Det var helt klart
givende og livsbekræftende – men man mødte
også nogle skæbner, der virkelig gjorde indtryk. Derfor blev det
aldrig en stor ”falden-på-halen” glæde over arbejdet – men i
stedet en stille, livsbekræftende glæde, når det lykkedes at skabe
relationer mellem brugerne internt, og mellem de frivillige og
brugerne. Den stille glæde er noget helt specielt, og det, der er
nerven i hele projektet.”
Sideløbende med arbejdet i mødestedet kom han med i den
gruppe, der arbejdede for at udbrede mødestederne til hele
landet. Efter stiftelsen af landsorganisationen kom han også til at
sidde i bestyrelsen – og da han blev valgt til formand i 2000 trak
han sig helt fra mødestedsarbejdet
”Det var mig selv, der valgte at stoppe som mødestedsfrivillig, da
det ville kræve for mange timer. I bakspejlet var det måske også
meget klogt, at jeg på den måde var mere neutral i forhold til

Ventilen København,” siger han og refererer til de mange diskussioner
og kampe, der udspillede sig de næste år i arbejdet med
at ensrette organisationen.
Regler og råd
”Noget af det første, jeg oplevede som formand var et slagsmål
med Ventilen Odense. De havde valgt at bruge nogle alternative
metoder i arbejdet med de unge – og der var en del ballade
internt i frivilliggruppen i byen også. Det endte med, at vi måtte
bede et par af de frivillige om at forlade projektet. Og efterfølgende
opdagede vi, at Ventilen i Nykøbing Falster bøjede de
regler, der nu engang var om både alder, medicinforbrug og
meget andet,” fortæller han.
Og så startede det store projekt ”fælles fodslag”. De to sager
havde givet Peter en klar idé om, at der måtte laves et sæt fælles
retningslinjer, der gjorde det klart, hvordan man drev et lokalt
Ventil-projekt.
”Flertallet i bestyrelsen var enige om, at man ikke kunne køre
projektet, som de f.eks. gjorde i Nykøbing F. På den anden side
skulle det heller ikke være et McDonalds-projekt med lokale
franchise afdelinger – men snittet måtte lægges et sted, så det
blev nogenlunde ensartet. Både for at sikre kvaliteten, men også
for, at vi kunne fortælle både de bevilgende myndigheder og
brugere over hele landet, hvad vi lavede og hvad man kunne
forvente. Ellers gav det ikke mening at have et landsdækkende
projekt under samme label,” slår han fast.
Det svære i øvelsen var at formulere reglerne, som i høj grad
blev modelleret over grundmodellen fra det første mødested i
København, og få dem udbredt, uden at nogen følte, at de fik
noget trukket ned over hovedet.
”Vi vidste godt, at vi ikke bare kunne skrive det ned og flytte det
over på alle de andre projekter. Noget af styrken er også, at de
frivillige selv skal ud og gen-opfinde den dybe tallerken – vi ville
bare gerne lede dem lidt på vej”.
Løsningsmodellen blev et sæt retningslinjer, der udstak de
grundlæggende regler for et Ventil-mødested – det man skal
– og derudover var der nogle gode råd, som de lokale projekter,
kunne følge, hvis de ville. Men hverken råd eller regler blev
vedtaget uden kamp, det blev f.eks. diskuteret igen og igen hvor
længe man måtte være mødestedsfrivillig; hvor længe man kan
kalde sig ung.
hjerteblod
”Jeg truede kun én gang i den proces med at smide tøjlerne og
skride, hvis jeg ikke fik min vilje. Det skal man jo som bekendt
kun gøre én gang. Men det virkede så også,” siger han med et
glimt i øjet.
Og han forstår også godt, hvorfor diskussionerne kom til at
trække tænder ud. I dag forsker han i organisationer og ledelser
– og kan måske bedre sætte ord på nu, end dengang.
”Det var en balancegang. Vi fik demonstreret, hvor vanskeligt
det er at skabe forandringer ovenfra – det er en proces, der som
udgangspunkt slet ikke kan lade sig gøre, for man kan jo ikke
vedtage en kultur i en organisation. Det var dog heller ikke det,
jeg så som min rolle – jeg var ikke kulturskaber, men prøvede
i stedet at kridte banen op, indenfor hvilken kulturen kunne
skabes,” forklarer han.
”Vi, der kommer fra den frivillige verden, vil jo vældig gerne have,
at alle forandringer skal skabes nedefra – og det er jo også rigtigt
og godt – det kan bare ikke stå alene. Der skal være processer og
instanser, der samler op på tingene i organisationen, og forstår
at samle trådene, så der også - i hvert fald over tid - ikke bare
bliver opbygget en formel organisation, men også en kultur. For
os handlede det om at skabe en fælles identitet, en fælles ramme
for arbejdet – hvilket krævede en opbakning nedefra, som der
også var. Men det krævede også nogle kampe – og der var folk,
der endte med at gå og smække med dørene.
I den sidste periode var det faktisk især nogle af de frivillige fra
København, der insisterede på at være imod nogle af de nye
regler. Og det skyldes måske, at det så længe havde været et
selvstændigt projekt – de var de første – og nu var man pludselig
blevet ”fusioneret” ind i en større forening, og skulle tage hensyn
til de andre også.
”Jeg synes, vi var meget tålmodige – det blev nogle ophidsede
diskussioner. Det var hjerteblod for mig, og det var det jo også
for dem, der var mod det. Der var en idealisme bag det, og den
skulle have lov at blive kanaliseret, ligesom der var et element
af facilitering, fordi man ikke bare kunne trække tingene ned
over hovedet på dem. Men til sidst blev det i bund og grund en
magtkamp – og den skulle tages,” siger han.
Alternativet havde været at lade projekterne blive ved at være
forskellige, og måske se dem drive i hver sin retning, som tiden
gik. Når han ser på organisationen i dag, kan han måske godt
savne lidt mere forskellighed – men synes alligevel, det var
væsentligt, at de dengang gjorde arbejdet med at tage mange
forskellige identiteter og skabe en fælles. For ham er der nemlig
stor forskel på at udvikle sig fra en flerhed af opfattelser til een
nogenlunde fælles opfattelse og så derudfra udvikle flere, nye,
opfattelser. For i det sidste tilfælde har man hele tiden en fælles
referenceramme. Og det var det, han forsøgte at skabe for
Ventilen.
”Det er også vigtigt for mig at understrege, at selvom vi diskuterede
– og endda skændtes – så var der god opbakning. Når der
var konkrete opgaver, så stillede de frivillige op, også selvom de
måske ikke alle sammen syntes, at vi i bestyrelsen var lige fede.
Men selve projektet var jo også hjerteblod for dem.”
Genstart og læring
De forskellige identiteter var dog ikke det eneste, der var at slås
med i organisationen på det tidspunkt. Dels var der en del af de
nye lokalafdelinger, der var kronisk lukningstruede – måske fordi
31

de var blevet startet så hurtigt. Dels havde organisationen en
ung, og også meget utrænet bestyrelse.
”Jeg valgte bevidst at udfylde den politiske rolle – og så lod jeg
Jacob Ørum, sekretariatslederen, stå for det mere organisatoriske.
Han var der jo hver dag, og var også den, der stod for at
genstarte de lukkede ventiler,” fortæller Peter, der dermed også
valgte at bryde med traditionen fra Idé og co. og Nanas tid, hvor
en formandspost nærmest var et fuldtidsjob, hvor man havde
hånd i hanke med alle hjørner af arbejdet. Men først efter, at de
to havde bidt skeer.
„Om man bliver hængende i en politisk
rolle uden brugerkontakt, afhænger nok
også af, hvor meget et politisk dyr, man er.
Og det er jeg måske i virkeligheden ikke.”
”Jeg kendte jo ikke Jacob, der var relativt nyansat, da jeg blev formand
– så jeg var lidt i tvivl om, hvordan jeg overhovedet skulle
holde styr på, hvad han rendte og lavede. Og om han overhovedet
lavede det, vi ville have,” fortæller Peter med et skævt grin.
”Så var der en, der anbefalede mig at bede ham om at lave et
tidsskema, hvor han skrev, hvad han brugte sine timer på. Jacob
sagde godt nok ja til at lave det, men så skete der ikke mere. Og
jeg blev belært af Christian Daub om, at det var et tillidsspørgsmål
og valgte at lade det ligge.”
På den måde blev det Jacob, der med Peters ord ”holdt butikken
kørende” mens formanden koncentrede sig om det politiske.
Og selvom det blev et fint parløb, besluttede Peter næsten lige
så hurtigt, at han kun ville sidde som formand i en begrænset
periode.
”Dels er jeg måske en lidt rastløs sjæl, der også skifter job ofte.
Dels havde jeg blik for min alder – det begyndte at blive svært at
skulle repræsentere en undomsorganisation. Og så var der nogle
af de kampe, vi havde taget i forbindelse med retningslinjerne,
som jeg simpelthen ikke gad tage igen. Jeg ville gerne have
udfordringer, men var sulten efter nye,” forklarer han.
Peter stoppede som formand i 2003, hvor Lisbet, der også havde
siddet i bestyrelsen inden, tog over. Men inden da, fik han dog
også nået andet og mere end at få skabt Ventilens retningslinjer.
”Jeg ville rigtig gerne have lavet mere PR-arbejde i min formandsperiode.
Sørge for at Ventilen for alvor kom ud og lavede
politisk arbejde og advocacy i forhold til udsatte grupper. Men
det var organisationen bare ikke gearet til, da jeg startede,”
fortæller han.
Og så alligevel. Kort efter, at han blev formand modtog Ventilen
Børnesagsprisen, hvilket gav en blåstempling og en masse pressedækning.
”Det var meget Nanas fortjeneste, at vi fik den pris. Børnesagens
Fællesråd, der uddeler den, var fuldstændig skudt i hende og det
arbejde, hun havde lavet med opstartsprocessen.”
Prisen kom på et godt tidspunkt. Dels var det en blåstempling
af projektet – Børnesagens Fællesråd havde ligefrem lavet en
screening, inden de besluttede sig, og havde været ude at interviewe
Jacob for at høre mere, og sikre sig, at det var et ordentligt,
redeligt og forsvarligt projekt. Dels var det med til at skabe
opmærksomhed om Ventilen – og kendthedsfaktoren skulle
bruges overfor potentielle frivillige og ikke mindst overfor de
øvrige organisationer og de bevilgende
myndigheder.
For organisationen var ikke særligt
kendt blandt de, der med de Ventilfrivilliges
øjne burde kende til den. For
at gøre noget ved det, blev der stablet
en konference på benene. Den blev
afholdt på Christiansborg – og med
indlæg fra fagfolk og ikke mindst historier fra de ensomme unge,
var det, med Peters ord ”ren emotionel kapital, der blev hældt ud
over publikum”.
Selvom det var Jacob, der havde det daglige arbejde med at
”holde butikken kørende”, så var Peter også i høj grad involveret
i arbejdet med at skaffe penge til organisationen. Og her fik han
også brug for sine evner og sin lyst til at lave PR for Ventilen – for
planen var at søge penge fra Folketingets Sats-pulje.
”Jeg var rundt på gangene på Christiansborg sammen med
Jacob for at lobbye for vores ansøgning. Det var sjovt – dels fordi
det jo endte med at lykkes – men også fordi Ventilen var - og
er - en sag, der er let at sælge. Man kan ikke være imod det – og
alle kan se, at det er indlysende rigtigt, når først de har hørt
om projektet og om, hvor relativt få penge, det koster at drive
organisationen”
”Vi havde sådan set ikke ventet at få pengene, for vi havde fået
at vide, at det var svært. Så det var en stor begivenhed for mig,
da jeg fik det at vide. Jacob var på ferie, så jeg blev ringet op af
Mads Engholm fra bestyrelsen, der havde været inde at tjekke
det. Og så måtte jeg jo ringe og overbringe den gode nyhed til
sekretariatslederen,” smiler Peter
”De penge var virkelig et boost, der bragte organisationen
fremad. Det gav den økonomiske ro i årene fremover, der skulle
til for at lave nogle nye ting – og ikke mindst opbygge et sekretariat,
der var levedygtigt,” siger han.
”Børnesagspris, satsmidler og konference og på den mere
interne bane, retningslinjerne, var ligesom resultaterne for mig i
Ventilen. Jeg kunne sige, at nu var der skabt noget, der udgjorde
organisationen. Og der var kommet en stabilitet, der ikke var der,
da jeg startede.”

lISBeT
Bar ånden rundt
lisbet Castberg Thuesen
Arbejder som leder af 10. klassescenteret på
Vesterbro Ny Skole
Var formand for Ventilen Danmmark 2003-
2004
Lisbet blev valgt som formand, da Peter Aagaard valgte ikke
at genopstille. Inden da havde hun siddet i bestyrelsen som
repræsentant for Ventilen København – og inden det været både
mødestedsfrivillig og projektleder i København, hvor hun var til
sin visitationssamtale i 1998.
33
”Jeg blev projektleder i et
team sammen med Laura,
der faktisk havde stået
for min visitationssamtale
omkring et år før. Vi var jo
så mange, at det var oplagt
at have et team. Der var
så meget at gøre og der
var så meget vækst hele
tiden – og vi talte sammen
hver aften, Laura og jeg.
Vi kæmpede, levede og
åndede for det sted – og
syntes, det var supersjovt
og lærerigt,” fortæller
Lisbet.
Det var dog også hårdt –
både fordi de unge havde
det hårdt, men også fordi
der konstant var arbejde
med at finde ud af, hvad
de frivillige kunne gøre
og hvad de ikke kunne. De
havde en meget demokratisk mødestruktur – med stort D – der
var baseret på meget snak og mange diskussioner om alting. Det
gav et rigtig godt fællesskab og en rigtig stor grad af ejerskab
blandt alle de frivillige.
Dem og os
På et af disse møder kom Peter Aagaard og præsenterede idéen
om Ventilen Danmark. Det skabte en del modstand, for det var jo
Ventilen København, der var VentilEN.
”Vi havde måske lidt en følelse af, at vi mistede ejerskabet til
projektet, selvom det selvfølgelig også var superfedt, at det
skulle spredes ud over hele landet, og at man kunne hjælpe flere
ensomme unge,” fortæller Lisbet, der endte med at blive valgt til
Københavns repræsentant i Ventilen Danmarks bestyrelse – mest
fordi, der ikke var nogen andre, der ville.
Lisbet kom på den måde ind i organisationen, mens den var
ved at blive skabt. Og noget af det første, hun kastede sig over,
var uddannelsesområdet. Kurser for de frivillige – og hjælp til
overhovedet at rekruttere dem og holde de lokale mødesteder
kørende.
”Jeg var med til at uddanne de nye frivillige, da vi startede
Ventilerne i Roskilde og Esbjerg – så jeg har faktisk været med til
at uddanne Pernille, der nu er formand,” smiler hun.

”Men problemet var nu ikke så meget uddannelsen – det havde
vi styr på – problemerne kom, når der var for få frivillige i en by.
Hvis de kun var to eller tre, kunne de godt drive mødestedet,
men kunne ikke magte også at lave PR, og at gøre folk i
lokalområdet opmærksomme på, at Ventilen fandtes.”
”Da vi fik Sats-midlerne valgte vi jo at ansætte en
informationsmedarbejder, og det hjalp. Men indtil da, var vi
nogle ”onkler og tanter”, der rejste rundt og hjalp, hvor vi kunne.
Jeg og Laura nåede rundt til alle Ventil-byerne, og det fungerede
rimelig godt – men tog jo sindssygt meget tid,” fortæller hun.
Faktisk er det noget af det, hun i dag vurderer som en af de
vigtigste ting – noget af det, der sikrede Ventilens overlevelse i
de år, hvor sekretariatet var rigtig lille.
”Vi var en gruppe gamle frivillige, en god blanding af dem, der
sad i bestyrelsen og ildsjæle fra de velkørende Ventiler i Odense,
Aalborg og København, der rejste
rundt og lavede ”rescue 911” – ved
at rekruttere, visitere og uddanne
frivillige. Vi rejste rundt og
uddannede næste generation og
skabte og udbredte på den måde
det, jeg vil kalde Ventil-ånden. Jeg
tror ikke, at der havde været så
mange Ventiler den dag i dag, hvis
vi ikke havde gjort det.”
Ventil-starter
Erfaringerne både fra København
og fra de mange tante-besøg
kunne hun også trække på, da hun
nogle år senere flyttede til Århus.
Det var en by uden en Ventil, og
det kunne hun ikke have siddende
på sig. Så hun og Anne gik i gang
med arbejdet. Anne havde tidligere været frivillig i Aalborg og
pendlede nu til Århus, for at lave Ventil-arbejde der.
”Vi kørte hele møllen med at finde lokaler, lave PR og skabe en
frivilliggruppe. Vi fandt et par frivillige, der var interesserede
i mødestedsarbejdet – men også en kaospilot, der havde en
masse ideer til det organisatoriske og ikke mindst en gruppe
frontløbere, der var mestre i at lave events – og de fandt på
en ide med en masse sofaer på torvet, hvor der sad nogle
skuespillere og var ”ensomme” – og så lå der en masse foldere og
flyers fra Ventilen,” fortæller hun.
Lisbet havde opgaven med at sende pressemeddelelserne ud
– og kan huske, at hun var på weekend i København og lå på
sine forældres gulv og skrev den sidste pressemeddelelse på sin
bærbare og trykkede send, send, send.
34
”Det gav super godt. Der kom filmhold fra TV2 Østjylland,
de lokale aviser skrev om det – og det virkede rigtig godt i
forhold til at rekruttere flere frivillige til at starte det op og gøre
opmærksom på åbningen. I det hele taget var det en forrygende
start,” smiler hun stolt, her syv år efter.
Den vigtigste lektie fra opstarten i Århus var dog, at det var
essentielt at have frivillige med forskellige roller. Den anden
initiativtager, Anne, var den strukturerede og Lisbet var med
egne ord hende, der samlede trådene og fulgte op. Og så
gav det bare et ekstra skub at få et par frontløbere med til
udelukkende at stå for den ene opgave, at lave en event for at
gøre opmærksom på projektet.
Lisbet flyttede snart efter tilbage til København, men den
frivilliggruppe, de havde fået stablet på benene, var god og stor
– så det gjorde hun uden betænkeligheder.
„I Ventilen København havde vi frivilligfest
en gang om måneden - og det var en stor del
af det, der skabte fællesskabet og ånden. Til
festerne skulle vi altid danse stoledans - det
var ligesom en del af gamet. Og der kommer
folks virkelige jeg op til overfladen. Hvis
man er en dårlig taber, kommer det virkelig
frem der.“
kendte afkrogene
Ved årsmødet i 2003 valgte Peter Aagaard, at han ikke ville
genopstille. Og i stedet blev Lisbet valgt til formand for Ventilen
Danmark.
”Jeg stillede op, fordi jeg følte, at jeg kendte alle afkroge af
Ventilen – og havde lavet alt det forskellige, man kunne lave i
organisationen. Samtidig med, at jeg følte et kæmpe ejerskab for
projektet, fordi jeg havde været med fra der var ét mødested til
de otte, der var på det tidspunkt.”
Lisbet valgte at bruge sin tid som formand på at pleje de frivillige
– og sørge for, at de fik støtte og anerkendelse for deres arbejde.
”Jeg føler, at jeg har bidraget til at bevare Ventil-ånden. Den
handler om fælles værdier og det at have et fællesskab omkring
noget. Det, at samarbejde om projektet – både de store linjer og

de små ting. At det er nødvendigt at være fælles om hver eneste
lille ting, der skal laves – og at det betyder, at hver enkelt frivillig
er afgørende for at Ventilen eksisterer.”
Mere konkret – og for at vise anerkendelsen og blive ved med at
kende organisationen – rejste hun fortsat rundt til alle Ventilerne
og sørgede for at tale i telefon med de frivillige.
”Det var vigtigt for mig, at det ikke bare virkede som en
virksomhed, men at det foregik menneske til menneske. For mig
var det at have en fælles vision og passion for noget, det, der
gjorde det helt unikt,” siger Lisbet, der den dag i dag har lyst til
at gøre det igen. Hver gang hun ser et opslag, der handler om at
starte et frivilligt projekt op, gibber det i hende.
”Det der var det spændende, var selvfølgelig at være sammen
med de unge i mødestedet, lave ting med dem, tale med dem
og se deres udvikling. Men så samtidig at se, hvordan man kan
udvikle hele organisationen, så man kan give rum for endnu flere
unge over hele landet – det var fedt!”
Men det var også hårdt arbejde, og det lægger hun ikke skjul på.
”Det har været sjovt og lærerigt og spændende - men det har
også været en kamp. Vi er rigtig mange mennesker, der har
kæmpet rigtig meget for, at det er så stort, som det er i dag. I
de første mange år var det hele jo stort set kun båret af frivillige
kræfter, og selvom der var en og senere to på sekretariatet, så var
det jo stadig noget med, at vi skulle af sted til Nykøbing Falster
for at lave redninger,” forklarer hun. Og nogle gange lykkedes
redningerne heller ikke.
”I nogle byer var der bare ikke frivillige nok – og nogle steder
blev der rekrutteret de forkerte. Men det handlede om at blive
ved at kæmpe og gøre det sammen. Hvis det slet ikke kunne lade
sig gøre i én by eller vi havde begået fejl, så måtte vi lære af dem
og åbne igen – måske i en anden by.”
Ikke mere overskud
På et tidspunkt var der dog ikke mere kampkraft i Lisbet. Hun
var i mellemtiden blevet færdiguddannet, havde fået et lederjob
– og havde lige mødt manden, der i dag er far til hendes børn.
Jobbet fyldte mere og mere, og til sidst måtte hun vælge at tage
orlov fra posten som formand i Ventilen. En beslutning, der ikke
var let for hende.
”Det var svært at overlade ”sit barn” til nogle andre. Også selvom
jeg kendte Mia, der overtog formandsposten, og de andre – og
vidste, at de kunne bære det og gøre det. Det var naturligt, at jeg
gjorde det – for jeg havde simpelthen ikke overskud til at gøre alt
det i Ventilen, som jeg gerne ville. Men det var svært!”
Lisbet slap tøjlerne, Mia blev konstitueret formand – og
blev valgt på det kommende årsmøde. Men Lisbet slap ikke
organisationen helt alligevel.
”Ret kort efter ringede Pernille og sagde, at de virkelig havde
brug for nogen i uddannelsesudvalget, og at hun havde tænkt
på mig. Og der talte hun jo til mit hjerte, for selvfølgelig savnede
jeg også Ventilen og havde lyst til at samarbejde med hende
igen, og at støtte op om projektet på den måde.”
De unge var krudtet
For projektet brænder hun stadig for, det er der ingen tvivl om.
Og brændslet er de unge, hun har mødt i mødestederne – den
forskel, som hun selv har set, at arbejdet gør.
”Jeg husker rigtig mange af de unge, jeg har mødt. Der var
blandt andet en pige, som for mig er udtrykket på den typiske
Ventil-bruger. Hun var god til at udtrykke sig, og endte også med
at stille op til flere interviews, bare hun kunne være anonym.
Men hun var den stille pige i klassen. Hun sagde selv, at der ikke
rigtig var nogen, der havde lagt mærke til hende. Hun havde
været flittig, haft styr på sine ting og den slags – men det med at
være veninder, det var hun ikke så god til. Og de par stykker hun
havde haft, var det ikke gået med. Fordi hun var sådan en stille
pige,” fortæller Lisbet.
Men Ventilen ændrede pigen – og hun ændrede den. Hun endte
med at være en af drivkræfterne i den gruppe af unge, der kom
der. Det kunne hun, fordi hun var god til at udtrykke sig – og det
er vigtigt, når man skal skabe et socialt netværk. Og i Ventilen
blev hun hørt – måske fordi de andre også var stille. Og fordi,
hun ikke var bange for at tale om, at hun var genert. Det gjorde
også, at de andre syntes det var lettere at tale om de emner, og
på den måde fik hun skabt en venindegruppe omkring sig.
”De var så søde de piger – det var de altså. De fik skabt alt det
veninder gør – de var uvenner og så venner igen, én fik en
kæreste og så var der pludselig en anden, der syntes, han var
sød. Som venindegrupper nu er. Så begyndte de også at ses
uden for Ventilen, og til sidst havde de ikke rigtig brug for at
komme der mere, og holdt langsomt op,” fortæller hun og
tilføjer med et stort smil: ”Jeg mødte en af dem tilfældigt for et
par år siden, og fik at vide, at de stadig ses og er veninder den
dag i dag.”
35

UDVIklInG
Ud over
stepperne
36
2004 starter med et formandsskifte. Lisbet må erkende, at med
et fuldtidsjob og mange andre ting om ørerne er det for meget
også at være formand for en organisation i rivende vækst. Hun
vælger at holde orlov fra posten frem til årsmødet – og Mia, der
ellers er næstformand indtræder. Hun optræder første gang
”offentligt” i den rolle i nyhedsbrevet fra marts 2004, hvor hun
roser Ventilen Roskilde for et vellykket arrangement med debat
og musik, afholdt 17. februar.
Det er ikke kun i Roskilde, at de frivillige bruger mange kræfter
på at lave arrangementer. I alle de andre ”gamle” Ventiler er der
i disse år knald på med afholdelse af faglige fyraftensmøder,
politiske debatter og mere kulturelle happenings. Alt sammen
for at sætte fokus på Ventilen og ungdomsensomhed.
Formandsskiftet var ikke eneste store skifte det år – for i 2004
slutter en æra. Idé og Co. må dreje nøglen om, og det betyder
også at Ventilens sekretariat må flytte – Jacob har fundet to små,
men gode lokaler på Ny Kongensgade. De samme lokaler, der
huser sekretariatet i dag, selvom lejemålet dog er blevet udvidet
med et mødelokale.
De nye lokaler betyder bedre plads og flere skriveborde, og da
der er lagt op til flere Ventilåbninger i løbet af året beslutter
man at ansætte en praktikant til at stå for opstartsarbejdet.
Ventilens første praktikant hedder Esben Grundtvig, han er
tovholder på åbningen af mødestedet i Kolding, hvor der er
Psykofarmakaprocessen
Inden den formelle del af årsmødet i april 2005 var der
en temadiskussion om unges brug af psykofarmaka og
Ventilen. Teksten i indkaldelsen lød:
”Årsmødet indledes i år af en temadiskussion om
unges brug af psykofarmaka. Mange Ventiler oplever
i øjeblikket flere og flere henvendelser fra brugere på
psykofarmaka, som i kraft af Ventilens regelsæt ikke kan
være brugere i mødestederne. Det gælder også, selvom
brugerne er på aftrapning efter lægens anvisning.
Spørgsmålet er, om lægernes ordineringspraksis og
de unges brug af psykofarmaka i dag er vokset fra
Ventilens regelsæt – og hvilke krav og udfordringer en
eventuel ændring vil medføre for Ventilens bruger- og
frivilliggrupper.”
Det bliver starten på en lang proces internt i Ventilen,
der ender med, at bestyrelsen i foråret 2006 vedtager
nye retningslinjer, der betyder, at unge, der bruger
antidepressiver, får mulighed for at komme i Ventilen,
mens der fortsat ikke vil være adgang for unge,
der har en alvorlig psykisk lidelse og f.eks. bruger
antipsykotiske midler.

åbningsreception d. 1. oktober. Den næste praktikant, der
kommer i efterårssemesteret, hedder Maria Mikkelsen – hun
går i gang med arbejdet i hhv. Herning – hvor Ventilen slår
dørene op i januar 2005 – og i Hillerød, hvor mødestedet åbner
i marts. Både Esben og Maria bliver efterfølgende ansat som
studentermedarbejdere.
17. april det år er der årsmøde – hvor Mia formelt bliver valgt
som formand. Lotte Just bliver næstformand. Ikke ret længe
efter nedsætter Socialministeren Rådet for frivilligt socialt
arbejde, og udpeger blandt andre Mia. I den forbindelse fortalte
hun i nyhedsbrevet at: ” Det er spændende, men giver også
sommerfugle i maven. Det bliver en udfordring som jeg glæder
mig til.”
Samtidig fortsætter Ventilen sin interne udvikling. I april
overvejer bestyrelsen at udgive en essay-samling, hvor de
forestiller sig indlæg skrevet af blandt andre Per Schultz
Jørgensen, Ida Koch, Ensomung.dk og en bruger fra Ventilen og
mange flere. Udgivelsen blev dog ikke til noget dengang.
Uddannelsen af de frivillige bliver yderligere styrket, da det
første interne kursus-katalog kommer til verden. Her kan de
frivillige finde datoerne for de obligatoriske grundkurser og
de øvrige kurser, som Ventilen tilbyder alle sine frivillige.
I Ventilen København genoptager man arbejdet
med unggrupper, der ellers har ligget stille i nogle år.
Anledningen er, at der er kommet en stor tilstrømning af
unge til mødestedet, så der nu er i snit 15 på en åbningsdag,
og det gør det svært at finde mulighed for at tale om lidt mere
private og alvorlige emner.
Ventilen begynder nu på de første forsøg med tilbud i mindre
byer, hvor det måske vil være svært at få et traditionelt mødested
til at løbe rundt. I efteråret 2004 indgår man en aftale med
det nye projekt, Vennepunktet i Morsø, der bliver optaget
som lokalafdeling, men uden de samme krav til aktiviteter og
uddannelse af frivillige. For at formalisere samarbejdet afholder
man en ekstraordinær generalforsamling i november samme
år, hvor medlemmerne stemmer ja til en vedtægtsændring, der
gør det muligt at optage andre typer lokalforeninger end de
klassiske Ventil-mødesteder. Vennepunktet slår dørene op første
gang i januar 2005.
Finansieringen bliver sikret for de næste fire år, da Folketingets
politikere tager vel imod Ventilens ansøgning om en ny portion
penge fra Sats-puljen. Organisationen får tilsagn om tilskud til
udvikling hvert år fra 2005 til og med 2008.
31. august får Mia et opkald fra Jacob – der efterfølgende cykler
hen til hende for at aflevere sin opsigelse. Stillingen bliver
slået op, og 1. november tiltræder Lars Ploug Sørensen som ny
sekretariatsleder.
Året går på hæld på fineste vis. 2. december optræder Mia
i Go’Aften Danmark sammen med Ryan, en af de unge fra
Ventilen Esbjerg. I timerne umiddelbart efter indslaget satte
hjemmesiden rekord med over 900 besøgende.
Ventilen skal have flere medlemmer – og de skal knyttes
tættere til organisationen. På årsmødet beslutter man at hæve
kontingentet med flere 100% til 75 kr., for at kunne leve op til
DUF’s krav – men det betyder også, at medlemmerne skal føle, at
de får noget for pengene. Med afsæt i medlemsundersøgelsen
nedsætter bestyrelsen i starten af 2005 en ”medlems-taskforce”,
der skal udarbejde en strategi. Gruppens anbefalinger ligger til
grund for en stor del af de tiltag, der kommer til at præge 2005.
mund-til-mund-organisation
Ventilen laver i løbet af 2004 en medlemsundersøgelse, hvor
der indkommer 157 besvarelser. Undersøgelsen viser, at lidt
over halvdelen af medlemmerne er kvinder – og at præcis
halvdelen af dem har hørt om Ventilen gennem venner, mens
18% har hørt om organisationen gennem familie.. ”Dette
indikerer, at VEntilen i høj grad er et mund til mund projekt,
hvor f.eks. de frivillige introducerer deres omgangskreds
for Ventilen, som så af den vej bliver medlemmer”, står der i
opsummeringen.
94% var i øvrigt primært medlemmer, fordi de ønskede at
støtte Ventilen – dernæst kom ønsket om at modtage nyhedsbrevet
og at blive inviteret til debatarrangementer.
37

En af anbefalingerne
er en opprioritering
af nyhedsbrevet.
Det skal trykkes i
farver – og fokus
skal ændres,
så det mere
bliver et fagligt
magasin, end
et internt
nyhedsbrev
om, hvad der
er sket i de
forskellige
Ventiler.
Omlægningen
sættes
i gang
med det
samme
– bladet
får nyt navn: ”Ung Trivsel”
og første nummer med temaet mobning
udkommer i efteråret 2005.
Samtidig launcher man en ny designlinje, der er resultatet af
godt et års arbejde i PR-udvalget. Hovedelementerne er striber
og et logo med lidt bredere ringe. Logoet kan blandt andet også
ses på det merchandise, som ved juletid lægges på hjemmesiden
med en opfordring til at støtte Ventilen ved at købe en t-shirt, en
keyhanger eller andet.
38
Anders Lundt Hansen når at lave to numre af det nye Ung Trivsel
- nr. to handler om psykofarmaka. Han siger sin stilling op pr.
1. december 2005 for i stedet at prøve kræfter med livet som
selvstændig historiker.
”Hun er hunkøn,
fregnet, saxofonist,
ryger – og rigtig
glad for sit nye job
som informationsmedarbejder
i
Ventilen”. Sådan
stod der i Ung
Trivsel i marts
2006 i anledning
af, at Rillo
Snerup Rud var
blevet ansat
som afløser for
Anders.
En af Rillos første opgaver bliver at launche Ventilens nye
hjemmeside. Adressen er stadig www.ventilen.dk, men nu er der
orange striber og lækkert layout.
Omtrent samtidig med at Rillo rammer sekretariatet,
udkommer Ventilens anden udgivelse: Undervisningsmaterialet
”Fortællinger om Ensomhed”. I den sammenhæng arrangerer
Ventilen Danmark i maj 2006 et debatarrangement 3. maj på N.
Zahles Seminarium i København om ”Lærernes kompetencer og
elevernes trivsel” Målet er at sætte fokus på hvordan lærerne og
folkeskolen som helhed er i stand til at forebygge og bekæmpe
trivselsproblemer. Og hvad der bliver
gjort fra politisk side.
Samme forår offentliggør Mathias
Lasgaard resultaterne fra sit speciale,
der omhandlede ensomhed
blandt elever i 8. klasse. Det er
den første danske undersøgelse,
der udelukkende fokuserer på
ensomhed blandt unge – og er et
stort skridt i forhold til at få mere
at vide om denne gruppe af unge.
Rapporten viser, at der er omkring
7%, der tit eller altid var ensomme.

ensomhedsdag
Den sidste lørdag i oktober i 2006 indstiftes en ny tradition:
Ventilens nationale Ensomhedsdag. De frivillige i alle landets
Ventil-byer stiller op på gader og torve for at gøre opmærksom på
organisationen og på ensomhed blandt unge. Det første år er de
udstyret med badges med teksten ”tabubekæmpere”.
39
Videnskab
Klædeskab
Hjørneskab
Adelskab
Selskab
Arrigskab
Klogskab
Beredskab
Elskab
Køkkenskab
Grevskab
Djævelskab
Broderskab
Budskab
Dovenskab
Regnskab
Ejerskab
Egenskab
Drukkenskab
Fangenskab
Redskab
Kundskab
Fryseskab
Venskab
Hvilket skab er vigtigst for dig?

Der er årsmøde 22. april i Århus – Mia er ikke på valg, men Ida
Scheel bliver valgt som næstformand, som afløser for Lotte
Just. På mødet vedtager man også en vedtægtsændring, hvor
det vigtigste punkt er at årsmøderne fremover skal afholdes
om efteråret. Det betyder, at der er årsmøde igen samme
år i september. Her er der igen vedtægtsændringer
på dagsordenen – for nu er Ventilen blevet så stor, at
ordningen med at der er en bestyrelsesrepræsentant
for hver lokalafdeling, ikke længere er hensigtsmæssig.
Årsmødet beslutter, at der fremover skal vælges seks
lokalrepræsentanter fra hver sit valgområde.
En af grundene til vedtægtsændringen er, at den 11. ventil er
på trapperne. Vennepunktet i Nykøbing Mors bliver omdannet
til et regulært Ventil-projekt og bliver dermed mødested
nr. 10, og Ventilen Viborg bliver stiftet i august – og holder
åbningsreception lørdag d. 28. oktober. Samme dag som
Ventilen for første gang afholder sin Nationale Ensomhedsdag.
I starten af 2007 gennemfører Ventilen en stor
trivselsundersøgelse blandt de frivillige. Den viser, at der er to
helt grundlæggende faktorer, der motiverer de frivillige: Først
og fremmest vil de gerne gøre noget ved problemerne med
ensomhed blandt unge. Det er ikke en motivation, der bunder
i, at de selv har oplevet ensomhed – men snarere at de ser
ensomhed blandt unge som et stort socialt problem. Den anden
ting, er, at de ønsker at opnå nogle personlige kompetencer
gennem deres frivillige arbejde. Og det ser ud til at arbejdet
i Ventilen lever op til kriterierne – i hvert fald angiver 90% af
de frivillige, at de er helt eller delvist enige i at „de er glade for
at være frivillige“ – og ingen har svaret, at de er fuldstændigt
uenige. Dog er der omkring 40%, der har et enkelt ankepunkt
eller to.
2007 står også i projektmageriets tegn. Bestyrelsen søsætter det
de, meget fantasifuldt kalder ”Nyt Projekt 2007”. Her beder man
alle landets 11 mødesteder om at prøve noget nyt i løbet af året.
Hvad det skal være, og hvor stort det skal slås op, må de lokale
frivillige selv bestemme – bare det er nyt.
Arbejdet blev fulgt tæt af en gruppe sammensat af
bestyrelsesmedlemmer og en repræsentant fra sekretariatet
– og de gode og dårlige erfaringer bliver i starten af 2008 kogt
ned til en ”kogebog for det gode ventil-projekt”. Samtidig føder
projektet et idékatalog med tanker om alt fra kanoture med
de unge, teambuilding for de frivillige, samarbejde med andre
organisationer og meget mere.
Ventilen søsætter en ekstern nyhedsmail til alle de
medlemmer og andre, der gerne vil følge med i, hvad der sker i
organisationen. Den udkommer 6-8 gange om året.
Planerne om en udgivelse, der kan samle den noget spredte
viden, der findes om unge og ensomhed, bliver taget op igen.
Og i juni 2007 udgiver Ventilen Danmark ”Der er bare ikke rigtig
nogen… - en antologi om unge og ensomhed”. Første oplag er
udsolgt ni måneder senere i foråret 2008.
40

Samarbejde med de kreative
I 2007 træder Ventilen op på landets scener. Teatergruppen
Munk&Pollner laver i samarbejde med Ventilen København et
teaterstykke om det at være ung og føle sig ensom. Stykket
er rettet mod unge, og bliver vist gennem flere uger på Bådteatret,
hvorefter truppen tager det med på turné i resten af
landet.
I Århus vælger KomikCaféen, der er en sammenslutning af
stand-up-komikere at sætte fokus på ungdomsensomhed.
Under titlen „Tale mod tabu“ går de på scenen en lørdag i
maj og hele overskuddet fra showet går til Ventilen Århus.
Fyraftensmøde
I forbindelse med udgivelsen
af antologien afholder Ventilen et
fyraftensmøde for fagfolk og andre
interesserede. Oplægsholderne
er: Mathias Lasgaard, der forsker i
ensomhed blandt unge, Ida Koch, der
er psykolog og ungerådgiver og ikke
mindst Dea D. Wille, der fortæller om
sine oplevelser med de ensomme unge,
hun har mødt som frivillig i Ventilen.
Trods høj sol og 30 grader samler
arrangementet over 100 gæster – og
da det nogle måneder senere bliver
gentaget i Århus, er tilstrømningen
lige så stor.
2007 er også året, hvor Sønderborg kommer på Ventil-kortet. I august
slår lokale frivillige dørene op til landets 12. mødested. I Nykøbing
Mors går det knap så godt – og da den eneste tilbageværende
frivillige flytter til Thisted, flytter Ventilen med. Her lykkes det at skaffe
en ny frivilliggruppe og i maj slår mødestedet dørene op.
I september tager tingene fart. Lørdag d. 22. træder Mia Sørup af
som formand på årsmødet i Odense – Bodil Østergaard bliver valgt
til ny formand i kampvalg mod Hera Hansen, der i stedet bliver
årsmødevalgt medlem af bestyrelsen.
Mia har dog en sidste opgave som formand – søndag d. 23. september
om aftenen går hun på scenen i Operaen i København for på vegne
af Ventilen at modtage Kronprinsparrets velgørende donation på
250.000 kr. Prisen overrækkes af kronprinsparret.
41
Fotograf: Jakob Boserup

mIA
Vejen til
verdensherredømmet
mia Sørup
Arbejder som udviklingskonsulent hos FOF
Formand for Ventilen i 2004-2007
42
”Jeg boede i København, men kendte ikke ret mange herovre,
og jeg havde også lyst til at lave et eller andet. Så så jeg en
annonce i Politiken om at man manglede frivillige til et sted, der
hed Lyspunktet. Og det synes jeg lød spændende, især fordi det
handlede om at arbejde med unge,” fortæller Mia, der faktisk
kontaktede Ung På Linie og Lyspunktet samtidig, dengang i
januar 1997. Men Lyspunktet henvendte sig først.
”Dengang var
det lidt af en
knaldperle af en
organisation, der
f.eks. tiggede
maling til
mødestedet af
den lokale maler
– og derfor havde
en stue, der var
både gul og lilla.
Selvom jeg ikke
troede det, da
jeg begyndte,
viste det sig jo
at blive livs-omsig-gribende
for
mig at komme
ind i projektet.
Men det var også
meget godt, at jeg
ikke vidste det,”
griner hun
Det blev nemlig
ikke kun til det
halve år, som hun
nåede at være i
Lyspunktet. Hun
stoppede godt
nok som frivillig,
da hun flyttede
til Aalborg
for at gå på
biblioteksskolen,
men så et par år
efter ser hun TV:
”Jeg havde jævnligt tænkt på projektet, og funderet over, om
det mon var gået ned eller blevet større. Jeg havde kigget i
avisen efter annoncer, men havde ikke set nogen. Og så en dag
sad Nana sammen med en bruger i Go’morgen TV og fortalte,
at de havde holdt en stor konference, og at nu ville de gøre det
landsdækkende”

Mia for straks i blækhuset – i bogstavelig forstand – og kort
efter modtog Nana et håndskrevet brev om, at Mia nu boede i
Aalborg, og rigtig gerne ville være med til at starte en afdeling
op der.
”Det gjorde jeg, fordi jeg stadig var tiltrukket af projektet og af
at arbejde med de unge – men også fordi jeg syntes, det kunne
være sjovt at prøve at starte noget op.”
Aalborg kom på Ventil-kortet
Der var allerede kontakt til lederen af det lokale frivilligcenter
og Kvarterløftssekretariatet, og da Mia først fik fisket et par
af sine studiekammerater, Anne og Thomas, til at være med,
gik det stærkt. Mia fik skaffet støtteerklæringer fra andre
organisationer og relevante ansatte i kommunen – og arrangeret
et informationsmøde, hvor der kom 25 interesserede frivillige.
Ventilen Aalborg slog dørene op i november 1999.
Nogle dage inden havde Mia været med til den stiftende
generalforsamling i Ventilen Danmark. Her talte hun første gang
med en, efter hendes mening ”meget tænksom ung mand”,
Peter Aagaard. Og mødte også Jacob Ørum for første gang.
Næste forår blev hun valgt som bestyrelsesrepræsentant for
Ventilen Aalborg, hvor hun fortsatte med at være frivillig frem til
sommeren 2001.
”Om foråret det år ringede Peter til mig. Der var snart årsmøde,
og vi vidste, at Nana ville gå af som formand, og at Peter skulle
overtage. Han spurgte, om ikke jeg ville være næstformand – og
jeg svarede ”jo jo”, sådan lidt nonchalant,” smiler hun ”Jeg sagde
vist mest ja, fordi jeg var virkelig stolt over at blive spurgt.”
Hun sagde også ja, fordi hendes interesser havde ændret sig i
den tid, hun havde været i Aalborg.
”I starten syntes jeg, at det organisatoriske arbejde var
uinteressant og ikke spor sjovt. Det var ikke min kop the, og jeg
ville allerhelst lave noget for og med de ensomme unge. Men
undervejs opdagede jeg, at det andet også var sjovt. Ikke sådan
lårklaskende grinagtigt, men spændende – og til sidst syntes
jeg næsten, at det var mest vedkommende at få lov at komme
ud og fortælle om problemet og projektet. Og at være med til
at udvikle det – for der var jo ingen tvivl om at Ventilen skulle
overtage verdensherredømmet, og helst i morgen. Og så var det
jo vigtigt, at vi talte om, hvordan vi udviklede os.”
I sommeren 2001 flyttede Mia til København, så det var også
en mulighed for hende for at fortsætte i Ventilen, nu som
næstformand i landsorganisationen. Hun kom i ledelsen af en
ung organisation og var med i den periode, hvor der skulle
skabes fælles fodslag og retningslinjer for, hvad projektet
egentlig var og skulle være.
I spidsen
I foråret 2003 meldte Peter ud, at han ikke ville genopstille
som formand. Lisbet meldte sit kandidatur, og selvom Mia
måske inderst inde havde lyst til også at stille op, valgte hun at
fortsætte som næstformand. Blandt andet fordi hun vurderede,
at organisationen ikke havde brug for et kampvalg.
Det første halve år husker Mia mest for processerne internt
i bestyrelsen. De lagde ud med et bestyrelsesseminar i et
sommerhus, hvor de forsøgte at definere hinandens roller, og
talte om, hvordan man er en bestyrelse sammen. Det handlede
også om at lande organisationen efter de mange diskussioner
om retningslinjerne.
2003 var et hårdt år for Mia privat også – og hun sluttede det af
med at tage på en velfortjent skiferie.
”Jeg sad i en skilift i Norge, da min mobiltelefon ringede. Jeg tog
den, og det viste sig at være Lisbet, der ringede for at sige, at hun
blev nødt til at tage orlov fra formandsposten,” fortæller Mia, der
svarede noget i stil med ”jeg skal lige af liften Lisbet, øjeblik.”
”Jeg tænkte egentlig med det samme, at det var okay. Jeg ville
blive konstitueret formand – og selvom der nok ville blive noget
bøvl med vedtægterne og den slags, så skulle det nok gå. Det
ville jeg gerne,” siger hun.
Ved det seneste årsmøde var Jan Mølgaard blevet genvalgt
som kasserer og Mads Engholm og Lotte Just var blevet
årsmødevalgte. Tilsammen udgjorde de det forretningsudvalg,
som Mia indkaldte, så snart hun var tilbage. Lisbet var ikke med
– orloven startede med det samme. På mødet blev de enige om
det praktiske: Mia blev konstitueret som formand frem til næste
ordinære årsmøde og Lotte blev næstformand. Ved årsmødet i
april 2004 blev de begge formelt valgt til deres poster.
”Så blev det sådan – jeg blev formand, og så var jeg jo det. Det
var sjovt, nyt og udfordrende, men jeg var jo fuldstændig kæk
og overbevist om, at det kunne jeg da godt,” fortæller hun.
”Samtidig syntes jeg også, det var svært, fordi Lisbet stoppede,
som hun gjorde. Jeg forstod godt, at hun blev nødt til det – men
det var svært at erkende, at den slags kunne ske, for det var
ligesom imod ånden. Samtidig var det også lidt svært at erkende
med mig selv, at jeg faktisk godt kunne lide at bestemme og at
sidde for bordenden”
43

Så gik det stærkt
Hun kom hurtigt til at lære, at pladsen for bordenden forpligter,
og at det ikke altid er let, at skulle være den der bestemmer. Kort
efter hun var blevet valgt, opdagede de, at der skulle nedsættes
et råd, der skulle rådgive Socialministeriet om frivilligt socialt
arbejde. Og det valgte Jacob og Mia at se nærmere på.
”Jeg fik alle papirerne og hev fat i forskellige mennesker i mit
netværk, der kunne hjælpe mig med at læse og forstå dem. For
jeg var godt klar over, at nu handlede det om at være skarp.”
Læsningen endte med, at Ventilen besluttede at indstille en
kandidat til Rådet – om ikke andet for at markere organisationen,
for de regnede ikke med at få udpeget en kandidat. Spørgsmålet
var, om det skulle være Mia, den frivillige og valgte formand, eller
Jacob der var fuldtidsansat sekretariatsleder.
”Vi holdt et møde, hvor vi talte om det – Jacob, Mads og jeg. Og
jeg var virkelig i tvivl. Jeg spurgte Mads, hvad han syntes, men
han gjorde det klart, at det var mig, der var formanden. Det var
mig, der skulle beslutte det. Jeg kan stadig huske ordvekslingen
og at jeg tænkte ”arh nitte”, da Mads ikke kom med et svar. Men
så måtte jeg jo selv træffe valget.”
Mia besluttede, at Ventilen skulle indstille hende – og mod alle
forventninger endte hun med at blive udpeget af ministeriet –
selvom der på det tidspunkt stadig var rigtig mange i de kredse,
der ikke havde hørt om organisationen, og
troede det handlede om noget med cykler.
Næste opgave var at skaffe penge. Den
første Sats-pulje-bevilling udløb, og der
skulle genansøges. Mia, Jacob, Mads og alle
de andre gjorde deres bedste for at løbe
pengene op: Talte med ordførere og trak
på andre forbindelser. Og det lykkedes. Mia
er ikke i tvivl om, at det i høj grad var deres
tilgang til det, der gjorde udslaget:
”Det kunne jo ikke fejle, mente vi. Det var verdens bedste
projekt, hvor vi hjalp en gruppe oversete unge mennesker og
samtidig var seje rent organisatorisk. Vi havde folk som Mads, der
kendte det politiske spil, og det var lykkedes os at lande et sæt
fælles retningslinjer, selvom det kostede noget smækken med
dørene,” fortæller hun, og man kan tydeligt høre, at det var og er
hjerteblod for hende.
Og så sagde Jacob op.
manden i mias Ventil-liv
”Vi var lige kommet hjem fra et fantastisk bestyrelsesseminar,
hvor vi havde talt om visioner. Nogle måneder inden havde
vi afholdt Ventilens første sommertur. Og vi havde fået ro på
økonomisk med sats-bevillingen.”
44
Mia sad hjemme i sofaen og forsøgte at slippe af med en
hovedpine af, da Jacob ringede og gerne ville have lov at tale
med hende.
”Jeg spurgte om ikke det kunne vente til dagen efter – men det
kunne det ikke. Faktisk var han allerede på vej ud til mig på cykel.
Jeg nåede lige at tænkte, at han nok ville sige op, inden han
kom, og gjorde netop det,” fortæller Mia, der også kan huske at
adrenalinen begyndte at pumpe og hovedpinen forsvandt.
”Det var anden gang, det sådan for alvor gik op for mig, hvad det
handlede om, når man var den, der sad for bordenden. Det var
mig, der havde ansvaret for, hvordan det kørte videre, hvordan vi
fik det meldt ud, og hvem vi ansatte.”
Forretningsudvalget blev indkaldt, stillingen blev slået op – og
selvom Mia kun var 97% procent sikker på, at det var det rette
valg, så ansatte de Lars Ploug Sørensen. Han havde erfaring
med at drive og lede en lille organisation, og kendte Ventilen i
forvejen.
”Og så sagde han ja til alle de vilde ting, vi spurgte ham om.
Blandt andet om han ville sidde i boblebad med de frivillige,”
fortæller Mia med reference til de mange bestyrelsesseminarer
og møder, hvor den efterfølgende fest ikke var det mindst sjove.
Fælles-boblebad, natte-strandture, forliste vielsesringe og
brækkede tæer er blot nogle af anekdoterne.
„Jeg blev engang spurgt: Mia, hvad laver
du, når du slapper af fra arbejde?
Så laver jeg Ventilen“
De nærmere detaljer kan Mia ikke huske – eller også vil hun
ikke ud med dem. Men for hende har det også været en af
drivkræfterne i hendes mange år i Ventilen
”Det at opleve et samarbejde med andre mennesker, hvor vi
trods vilde diskussioner har haft en fælles fremdrift – og samtidig
har kunnet hygge os og feste, når der var lejlighed til det.”
Selvom Lars aldrig holdt sit ord og hoppede med i boblebadet
blev samarbejdet mellem de to godt og tæt. Mia kalder ham selv
for ”manden i mit (Ventil)liv“. Og de talte så ofte sammen, at det
første hun gjorde, når hun kom hjem fra en ferie var at ringe til
ham og høre, hvordan det hele stod til. Så måtte opkaldet til mor
vente.

Vækst og fede mennesker
Med Lars ved roret på sekretariatet og Mia for bordenden
fortsatte Ventilen sin vækst. Mia husker mest de eksterne tiltag
– fordi det var der, hun havde sit fokus, og fordi Lotte, og senere
hen Ida Scheel, som næstformand sørgede for det interne. Det
var ifølge Mia en perfekt arbejdsdeling
”Jeg har måske haft lidt svært ved at være tålmodig nok, når
der var problemer i mødestederne,” erkender hun. ”Jeg blev
udfordret, når der var problemer et eller flere steder i landet, og
vi skulle diskutere, hvad vi så skulle gøre. Jeg syntes jo bare, det
skulle virke”.
Det gjorde det også. Ventilen voksede – og der var luft til at
fokusere på det mere eksterne arbejde. Mia var ofte ude at
fortælle om Ventilen i mange forskellige sammenhænge, og det
har givet hende nogle af de bedste oplevelser.
”Jeg oplevede altid, at det var vigtigt, det vi havde at fortælle og
det, vi gjorde. Jeg har siddet i Go’aften Danmark med en tidligere
bruger og hørt ham fortælle, hvor meget mening Ventilen havde
givet i hans liv, hvor jeg sad ved siden af og kunne fortælle om,
hvordan det var, vi gjorde det,” fortæller hun ”Og jeg har oplevet
at få stor anerkendelse fra fagfolk og ”hot-shots” om du vil. Folk
som Per Schultz Jørgensen og Tine Bryld har lyttet til os og har
sagt, at de synes, det er vigtigt, det vi laver.”
Den respons var med til at fastholde Mias fornemmelse af, at
Ventilen var verdens bedste projekt. En fornemmelse, som hun
håber at have givet videre til alle, der har mødt hende mens hun
var formand.
operaen
Fornemmelsen var i hvert fald tydelig, da hun en søndag aften
i september 2007 stod på scenen i Operaen sammen med
kronprinsparret. Det var en aften, hvor følelserne var på højkant,
men historien starter halvanden måned før, hvor hun er på
rideferie i Island.
Hun vartilfældigvis af sted sammen med Ventilens informationsmedarbejder,
Rillo, som hun havde været med til at ansætte
halvandet år forinden og en anden veninde. Og som altid holdt
hun kontakten med Lars, så da han ringede og sagde at han var
indkaldt til et møde ”om noget godt” den næste dag, fik han
straks besked på at ringe tilbage, når han vidste, hvad det var.
”Jeg sad godt nok ikke på hesten, men jeg stod i ridetøj i Island,
da det lykkedes at få forbindelse til sekretariatet. Lars var ikke
sikker på, at han måtte fortælle mig det – og pålagde mig at jeg
i hvert fald ikke måtte sige det til andre,” siger hun og griner ved
tanken.
For hun holdt på hemmeligheden i ca. 15 minutter, og så fik Rillo
at vide, at Ventilen var udvalgt til at modtage kronprinsparrets
velgørende donation. Ikke alene var det en check på 250.000 kr,
men den blev også uddelt ved et stort arrangement i Operaen.
”Det hele var meget hemmeligt og sjovt. Jeg besluttede, at det
måtte være anledning til at få syet en kjole, men kunne ikke
fortælle, hvad den skulle bruges til. Og jeg blev nødt til at gå fra
et seminar på mit arbejde, fordi jeg jo skulle ind og modtage
prisen”
Mia skulle holde en kort tale – og stak hovedet ind om
sekretariatet nogle timer i forvejen for at øve sig, og for at være
der, når de andre kom. For kredsen af indviede var blevet udvidet
en smule i de sidste dage, de tildelte sæder i operaen skulle jo
fyldes op.
”Jeg kan huske, at Rillo legede Mary, mens jeg øvede mig på
talen – og at små-panikken bredte sig, da de andre stødte til, for
hvordan er det lige, man binder en butterfly,” griner hun.
Der kom dog styr på det hele – hun tog en taxa til operaen
sammen med Lars, blev belært om etikken og fik vist de gule
tape-krydser på scenen. En til hende og en til kronprinsen.
”Da jeg kom ud på scenen tænkte jeg mest på, om man mon
kunne se, at mine knæ rystede – men så holdt kronprinsessen sin
tale om Ventilen og hvorfor vi var blevet valgt, og så blev jeg helt
overvældende stolt over vores forening.”
Da weekenden var slut, havde Mia haft følelser nok for resten
af året, mente hun. For dagen inden prisoverrækkelsen var hun
trådt af som formand. Ventilens årsmøde havde været planlagt
længe, så det kunne ikke flyttes på grund af ”en hemmelighed” –
og Mia havde også længe vidst, at hun ikke ville genopstille.
”Jeg stoppede, fordi jeg havde været med længe, og måske var
ved at blive en sur gammel kone, der sad i et hjørne og sagde
”det har vi prøvet”. Og så var det et godt tidspunkt at stoppe,
der var penge i kassen, ansatte på sekretariatet, og ingen store
projekter, der manglede at blive afsluttet,” forklarer hun om
beslutningen, der havde været længe undervejs.
”Og så var det bare sjovt at slutte med at modtage den der pris.
Det var en kæmpe blåstempling, og for mig personligt var det
lidt oplevelsen af, at ambitionen om at Ventilen skulle have
verdensherredømmet på en måde holdt hjem.”
45

lARS
Begge ben
på jorden
lars Ploug Sørensen
Arbejder i dag som administrationsleder i
kommunikationsfirmaet Geelmuyden.Kiese
Sekretariatsleder i Ventilen Danmark 2005-2008
46
Lars havde fulgt Ventilen siden 2000, fordi hans gode ven Mads
Engholm havde engageret sig i projektet. Han havde hjulpet
lidt til ved at skaffe medlemmer, og skimmede altid lige de sort/
hvide nyhedsbreve, når de kom med posten.
”Mads fortalte mig en dag, at stillingen som sekretariatsleder
nu var ledig, og jeg var samtidig ved så småt at overveje at søge
væk fra det job, jeg havde. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt
at give det et skud, så jeg ansøgte og blev kaldt til samtale,”
fortæller han.
Lars endte med at få
jobbet, og han begyndte
kort efter i det, han fra
start af betragtede som
en meget professionel
organisation.
”Jeg fandt hurtigt ud af,
at det måske ikke helt
var tilfældet, når man
kom ud i alle hjørner
af organisationen,”
griner han. ”Men jeg
var meget optaget
af, at organisationen
var frivilligdrevet, og
ikke bundet til nogen
moderorganisation. Og så
var det unge mennesker,
som arbejdede med et
atypisk problem. Det er
jo oppe i tiden i dag, men
dengang var ensomhed
blandt unge ikke noget,
man talte meget om. Så jeg
så det som en organisation,
der på trods af mange
udfordringer, havde fat i
den lange ende og havde
nogle ambitioner, som
jeg skulle være med til at
indfri.”
Ambitionerne og
virkeligheden
Det sekretariat, Lars blev
ansat til at lede, var ikke
ret stort. Der var Anders, informationsmedarbejderen, og en
studentermedarbejder, der stod for det praktiske omkring
kurserne. Men selvom de var så få, var der alligevel altid en
fare for at sekretariatet kom til at fylde for meget. Mia, der var
formand på det tidspunkt, havde nemlig et princip om, at det

meste politiske skulle ligge hos de frivillige, mens sekretariatet i
højere grad skulle være vandbærerne.
”Jeg tror, at Mia havde helt ret i at holde fast i den arbejdsdeling,
for på det tidspunkt var det rigtig vigtigt, at vi blev tegnet af de
”frontfrivillige” - især i forhold til ministeriet,” siger han. ”Men
selvom jeg var enig i den linje, så kommer man – om man vil det
eller ej - hurtigt til at være meget dagsordenssættende, når man
som sekretariat sidder med alle informationerne og arbejder så
tæt sammen med forretningsudvalget.”
Lars så det altid som sin primære opgave, at holde styr på det
hele. Der skulle være orden i huset (og mapperne), og det der
blev lovet, skulle holdes: De lokale Ventiler skulle have hjælp og
holdes kørende – og så skulle der alt andet lige også holdes lidt
snor i formanden.
”Måske har jeg sådan med den nordjyske ro og tilgangsvinkel
taget lidt af brodden af det hele. Sagt, at vi ikke altid var
verdensmestre – men til gengæld gerne ville være det, og
forsøgt at sætte tæring efter næring på nogle områder. Ligesom
det var vigtigt at modne bestyrelsen, så de var klar til at træffe de
beslutninger, der skulle til,” forklarer han og tilføjer med et smil
”Og nogle gange har det også været mit job at holde Mia lidt
nede på jorden, så hun og forretningsudvalget ikke kom for højt
op at flyve.”
”Vi har nok i virkeligheden altid overvurderet organisationen -
hvilket har været rigtig godt, og har givet et rigtig vigtigt drive.
Men nogle gange har vi måske også skudt os selv lidt i foden,
fordi vi troede, at vi kunne nå mere, end vi kunne,” siger han
med et skævt smil. ”Virkeligheden havde det med at overhale
ambitionerne, for i virkeligheden havde vi løbende problemer
med mange af de lokale Ventiler, hvor frivilliggrupperne ind i
mellem havde svært ved at få det til at løbe rundt på egen hånd.”
Noget af det første, Lars gjorde var da også at tage rundt til
alle de lokale mødesteder. Og samtidig med arbejdet med at
støtte de afdelinger, der allerede fandtes, var han med til støt
og roligt at sætte flere Ventiler på landkortet. I hans tid åbnede
mødestederne i Herning, Hillerød, Viborg, Sønderborg og
Vennepunktet i Nykøbing Mors blev til Ventilen Thisted.
”Jeg er stolt af, at det lykkedes for os at skabe så mange nye
Ventiler – og på den måde hjælpe en masse flere unge. Men
ekspansionen fik også nogle konsekvenser. Vi på sekretariatet
og måske også i ledelsen kom længere væk fra det lokale
arbejde. For at kunne vokse blev vi nødt til at fortsætte med at
professionalisere organisationen – og så glemte vi måske engang
imellem at fokusere på, at der også skulle være god plads til de
frivillige, der var bedst til at arbejde med de unge.”
Det andet ben
Lars nåede dog væsentligt mere end at hjælpe og starte
lokale Ventiler. Set fra sekretariatet var det vigtigt at fastholde
strategien om at organisationen skulle gå på to ben – drive
mødesteder, men også være med i det forskningspolitiske spil.
”Det var vigtigt for mig, at hvis man ville vide noget om
ungdomsensomhed, så skulle man kontakte os. Jeg vidste fra
den tidligere sekretariats¬leder, Jacob Ørum, at konferencer var
vigtige i det spil, og at vi skulle gøre meget ud af at fastholde
vores faglige samarbejdspartnere, så det forsøgte vi efter
bedste evne, selvom det indimellem var svært også at nå, når
mødestederne havde svært ved at få det til løbe rundt,” siger
han.
Den store sejr kom, da det lykkedes at få udgivet ”Der er bare
ikke rigtig nogen… - en antologi om unge og ensomhed”. Om
det var Mia, der havde fået idéen og plaget sig til en bog, eller
om det var Lars’ øje for det forskningspolitiske, der gjorde at det
lykkedes vides ikke. Men en varm sommerdag i 2007 var der i
hvert fald udgivelsesreception.
”Der kom over 100 mennesker til receptionen på Vesterbro i
stegende hede. Det var fantastisk. Og vi fik gode anmeldelser
og et fantastisk salg. I hvert fald i starten,” smiler Lars, der ved
samme lejlighed kunne føje titlen forlagsdirektør til visitkortet.
For Ventilen havde valgt selv at udgive bogen.
”Antologien var et godt eksempel på noget, som alle var enige
om kunne være fantastisk – og som samtidig var en meget flyvsk
idé og så svær at få ned, at vi ikke helt troede, at det kunne lade
sig gøre. Men vi tog tyren ved hornene, havde en fantastisk
redaktionsgruppe og redaktør - og så lykkedes det faktisk.”
fortæller han, selvom det krævede store overvejelser at erkende,
at projektet krævede, at man ansatte en ekstern redaktør.
Sekretariatet, der på det tidspunkt bestod af Lars, Rillo, der var
informationsmedarbejder, og to studentermedarbejdere, kunne
ikke bære arbejdet alene.
En anden succeshistorie er, at det lykkedes at skaffe penge til
forskning i unges trivsel og mistrivsel. Efter i mange år at have
ledt efter undersøgelser om unges ensomhed og samarbejdet
med stort set alle fagfolk, der vidste noget om emnet, tog
Ventilen selv initiativ til at samle en masse organisationer rundt
om et bord.
”Vi samlede ti organisationer til et aftenmøde i Ventilens lokaler,
for at få sat ord på, hvad vi som organisationer vidste om de
unges problemer, og hvad vi faktisk manglede viden om.
Efterfølgende solgte vi idéen om et stort, sammenhængende
forskningsprojekt videre til Center for Ungdomsforskning ved
DPU, som glade tog imod den, og vi var selv meget aktive i
arbejdet med at skaffe midler til projektet,” fortæller Lars. ”På
47

papiret er det måske nu ikke vores projekt, men vi opnåede det,
vi satte os som mål.”
Den største anerkendelse
Den største oplevelse handlede også om penge. I hvert fald
lidt. Lars blev indkaldt til møde i BG-fonden, men kunne ikke på
forhånd få at vide, hvad mødet skulle handle om. Kun at det var
noget godt.
”Jeg mødte op i fonden allerede dagen efter og tænkte, at det
nok handlede om en fortsættelse af det sociale fadderskab, som
fonden havde givet os samme år – at de måske ville forlænge
ordningen eller noget i den stil.”
Vi samler på talenter - også selvom vi
ikke udnytter dem alle. Og så hjælper vi
rigtig mangte unge. Både dem vi møder,
og dem der bare hører om os og hører
om, hvor “let” de kam komme fra A til B
Lars tror stadig, at det er sådan en generel snak om
mulighederne for forlængelse af fadderskabet, der er på tapetet,
da han sætter sig ned ved mødebordet i fonden, men det undrer
ham godt nok, at både fondens direktør og socialdirektør skal
deltage i mødet. Måske lidt overkill i forhold til at afklare nogle
enkelte spørgsmål om Ventilen.
”Så siger direktøren: ”Lars, jeg kan lige så godt sige det med det
samme – jeg har en blændende nyhed til dig. Vi har sammen
med kronprinsparret indstiftet en pris, Kronprinsparrets
Velgørende Donation, og den skal Ventilen have i år”. Jeg
smilede og sagde, at det lød da godt, selvom jeg faktisk på det
tidspunkt ikke anede, hvilken pris, der egentlig var tale om,”
fortæller Lars, der var ude af døren allerede fem minutter efter
og ikke engang havde nået at få en tår af sin danskvand.
”Jeg synes at det var en rigtig flot gestus. Vi søger alle sammen
efter anerkendelse, og det gør en organisation også, og selvom
der i alle årene har været mange, der har bakket op og rost
os, så fik det her mig alligevel til at tænke: Hold da op, er vi så
gode? Jeg var også stolt af Mia, da hun var på den store scene i
Operaen for at modtage prisen. Hun klarede det sublimt, og i det
øjeblik blev Ventilen for alvor sat på landkortet – også uden for
de snævre rammer i den frivillige sociale verden. Da havde jeg
fornemmelsen af, at nu var vi bredt anerkendt. Og tænkte, at det
også måtte betyde, at vi ikke havde opført os helt dumt,” smiler
Lars og hans jyske aner fornægter sig ikke.
48
Aldrig overflødig
Lars sagde sin stilling op i foråret 2008. Men er dog ikke helt
væk – for han fortsatte som frivillig i økonomiudvalget, hvor han
stadig sidder. Og bliver da også indimellem set til fredagsøl på
sekretariatet.
”Det var blevet tid til, at jeg skulle noget andet. Jeg var kørt lidt
fast i de strategier, der lå for, hvad vi kunne og ikke kunne. Og
så tænkte jeg også, at det ville være godt for Ventilen at få nyt
blod ind – finde en, der kunne tænke lidt mere ud af rammerne,”
forklarer han.
”Men på den anden side er det jo ikke et bare et ’job’, man tager,
når man bliver ansat et sted som Ventilen. Det
er et job med et sigte og en holdning, og når
man først har været indenfor, kan man vist
aldrig slippe det helt. Jeg har været stolt over
at være et sted, hvor det har givet mening,
det jeg lavede. Og jeg har aldrig syntes, at det
har været overflødigt.”
I virkeligheden er det hverken bøgerne,
pengene eller priserne, der har betydet mest
for Lars. Det er de frivillige og de unge, som
det hele handler om.
”Det har været spændende at arbejde sammen med mennesker,
som brænder så meget for projektet. Man får selv løn for at være
der, men så møder de frivillige op og er fyr og flamme – og har et
kæmpe engagement. Jeg har fået et meget respektfuldt forhold
til frivillighed,” fortæller Lars.
”Og så er det, der har betydet allermest for mig i virkeligheden
de historier, vi har hørt, om en ung, der havde en god sommertur
eller om et vellykket højskolearrangement. Det har gjort mig
stolt, hver gang jeg har hørt en frivillig fortælle om, at de unge
har rykket sig. Og det er jo derfor vi driver organisationen. Det
er for at gøre noget for nogle unge mennesker i deres liv – og
uanset, hvor mange mellemregninger, der skal til, så må det altid
være målsætningen, uanset om vi udgiver bøger eller forsker: At
hjælpe et ungt menneske til at blive behandlet bedre og føle sig
mere værd.”

VIDen
Uddannelse
og udvidelse
I efteråret 2007 gennemfører bestyrelsen en udvalgsreform,
der skal sikre at organisationens struktur passer til størrelsen.
Traditionen med to udvalg indenfor hhv. PR og uddannelse,
der består af de lokale ansvarlige på disse områder, bliver
brudt. I stedet skal bestyrelsen nu nedsætte hhv. Uddannelses-,
økonomi- og det socialpolitiske udvalg på baggrund af
indkomne opstillinger fra Ventilens medlemmer. Udvalgene skal
være rådgivende for bestyrelsen.
De lokale uddannelses- og PRansvarlige
mødes i stedet på
tværs af landet i fora – ligesom
der ved samme lejlighed oprettes
et projektlederforum for disse.
Foraene har til formål at give
rum for erfaringsudveksling og
mini-kurser, der er relevante for de
respektive ansvarsposter.
Efterårsmånederne byder
også på gode nyheder fra folk
udenfor organisationen. BGfonden
beslutter at forlænge det
fadderskab, de tildelte Ventilen i
starten af året – hvilket betyder at
organisationen modtager 100.000 om året i alle årene 2007-2010.
Samtidig falder fiansieringen på plads til et stort
forskningsprojekt, ”Når det er svært at være ung i Danmark”,
som Egmont-fonden vælger at finansiere. Center for
Ungdomsforskning skal gennem de næste to år se nærmere på
ensomhed og social isolation, mangel på stabile relationer og
netværk, mobning, problematisk selvværdsfølelse og mangel på
selvtillid, risikoadfærd i forhold til rusmidler, spiseforstyrrelser
og selvskade samt tegn på generel dårlig social integration
i uddannelse, arbejde og fritidsliv – for blot at nævne nogle
af de former for mistrivsel, som forskningsprojektet håber at
skabe mere viden om. Ventilen får to personer i projektets
følgegruppe.
Det er også i slutningen af året 2007
at Ventilens formandskab begynder
at blogge for første gang – og at
Ventilen bliver oprettet som en
”cause” på Facebook.
49

Som noget af det første i 2008 bliver Ventilen Thisted lavet om
til en søndagscafé. Bestyrelsen må erkende, at byen er for lille
til en regulær Ventil, og forsøger sig derfor med et nyt koncept,
hvor der dispenseres for retningslinjerne, hvad angår alder på
de frivillige.
1. marts kommer der et ekstra ansigt på sekretariatet, da
Lene Lykkegaard Schmidt bliver ansat som organisations-
og lokalkonsulent. Stillingen bliver oprettet for at sikre,
at sekretariatet har kræfter til at hjælpe alle landets 12
Ventiler – både, når det ind imellem er svært lokalt, men
også når de velkørende frivilliggrupper vil arbejde med at
udvide og udvikle projektet.
Samme måned afholder Ventilen en faglig konference
i Århus i samarbejde med Mathias Lasgaard og Århus
Universitet. Konferencen er målrettet professionelle,
der arbejder med unge og skulle sikre dem en større
viden om emnet og give dem en idé om, hvilke redskaber man
som professionelle kan bruge i arbejdet med socialt isolerede
unge. Tilmeldingen viser sig at være overvældende – så
arrangementet må flyttes til et større lokale, for at skaffe plads til
de mere end 250 betalende deltagere. Konferencen gentages i
København i november samme år.
50
kongelig sjov
I oktober samles frivillige
og unge fra alle landets
mødesteder i København.
Anledningen er en caféaften
med stand-up – og det helt
særlige er, at kronprinsparret
deltager. Det bliver en aften med
god mad, mange grin og mange
snapshots med de kongelige.
I april siger Lars Ploug Sørensen sin stilling op. Hans afløser
bliver fundet i Trine Hørdum Grünberger, der indtog chefstolen
på sekretariatet i juni. Samme måned bliver der sat fokus på
ledelse lokalt i Ventilerne, da organisationen afholder sit første
projektlederkursus for alle lokale formænd.
I august afholder Ventilen et politisk idéseminar på
Christiansborg. Deltagerne er de fremmeste forskere, de mest
erfarne fagfolk og interesserede politikere – og det bliver en
eftermiddag med erfaringsudveksling og debat om, hvordan
man bedst kan sikre unges sociale trivsel.

27. september det år er der årsmøde, hvor Ida Scheel stopper
som næstformand. I stedet vælger medlemmerne Pernille
Egholm Hermansen.
Velfærdsministeriet beslutter at ændre Rådet for frivilligt socialt
arbejde til Frivilligrådet. Mia Sørup bliver, som den eneste fra
det tidligere råd, genudpeget og efterfølgende valgt som
næstformand.
Bestyrelsen beslutter at nogle af pengene fra Kronprinsparrets
pris skal bruges på en ny hjemmeside, et intranet for de frivillige
og ikke mindst et ”virtuelt mødested for de unge, der bruger
mødestederne”. Der bliver lavet en projektbeskrivelse og
indhentet tilbud. Dernæst starter arbejdet med at finde restfinansieringen,
og da Bikuben-fonden i september siger ja til at
finansiere det virtuelle mødested med 230.000 og Trygfonden
i december supplerer med 52.000 kr. går arbejdet i gang. I
forbindelse med udviklingen af den nye hjemmeside får Ventilen
også en nyt og anderledes look. Striberne bliver udskiftet med
bobler.
I december måned vælger Bodil at trække sig fra posten som
formand. Pernille Egholm Hermansen bliver konstitueret
formand, og bestyrelsen vælger at konstituere Mette Madsen,
der sad som lokal repræsentant fra Ventilen København, som
næstformand.
Kort efter indløber en længe ventet besked:
Finansieringen er sikret i fire år fremover, da
Ventilen får tilsagn om en driftsbevilling fra Satspuljen
på en million kr. om året i årene 2009 til og
med 2012.
2009 starter med to nye spændende samarbejder.
Dels indgår Ventilen i et samarbejde med et
nystartet mobilselskab, HumanMobile, der
vælger at donere 10% af alt, hvad kunderne
forbruger til organisationen – ni måneder
senere er det allerede blevet til 10.000 kr.
Omtrent samtidig bliver Ventilens formand,
Pernille Hermansen, inviteret til at deltage i DRs
nye Tværs-panel, der skal være en afløser for
Tine Brylds legendariske radioprogram Tværs,
der bliver taget af æteren. I sidste udgave
af programmet kommer Tine ind på emnet
ensomhed blandt unge, og to lyttere ringer
ind for at fortælle om deres oplevelser med
ensomhed og positive oplevelser med Ventilen.
I løbet af foråret
bliver sekretariatet
udvidet med
Karen Lerstrup, der
tidligere har været
studentermedarbejder.
Hun bliver ansat som
organisationskonsulent.
5. maj åbner landets 13.
mødested i Næstved.
Ventilen her kører efter
samme retningslinjer som
den i Thisted – hvilket vil
sige, at der ikke er nogen
øvre aldersgrænse for de
frivillige.
Gymnasieprojekt
Ventilen har ambitioner om at hjælpe flere unge, end de,
der kommer i landets mødesteder. Derfor søger man
udviklingsmidler fra Sats-puljen til at søsætte et projekt,
der skal klæde gymnasielærere og –vejledere på
til at forebygge og afhjælpe social mistrivsel blandt
de unge, de møder på uddannelsesinstitutionerne.
I efteråret 2009 kommer der tilsagn fra puljen
– og Ventilen går i gang med projekt ”Netværk
ud af ensomheden”. I løbet af de næste tre år
skal der udvikles en metode, der fungerer i
en gymnasiehverdag, og den skal formidles
til lærere og vejledere fra gymnasier i
Region Hovedstaden.
51

Uforglemmelig sommertur
I 2009 afholdes traditionen tro en
sommertur for frivillige og unge fra
alle landets Ventiler. En af de unge, der
deltager fortæller i lang mail, hvad turen
har betydet for ham, og slutter af med denne
personlige kommentar:
”...Jeg har aldrig nogensinde følt mig så godt
tilpas, som jeg faktisk på en måde gjorde her til
sommerturen, da jeg virkelig kom ultranært ind på
mig selv med min personlige udvikling, som vi alle
sammen er i færde med hele livet igennem (jeg kom så
nært ind på mig selv rent følelsesmæssigt at jeg fik tårer
i øjnene, hvilket udmundede i gråd). Det er først nu jeg
kan se hvilke resultater jeg har opnået af turen her bagefter
sommerturen, hvor jeg har følt at vi alle sammen var som i
en stor familie (måske pga. samme problemstilling med bl.a.
ensomhed tilfælles, hvilket er rigtigt dejligt at se, at man ikke
er alene om, men at der også er andre der har det på samme
måde). Og det var da også rigtigt trist at det „allerede“ sluttede
den 3.dag om søndagen, følte jeg til sidst - og det siger jeg,
som var ved at flygte på førstedagen og ved at tage hjem, men
som en af de frivillige fik mig overtalt til ikke at gøre, hvilket
jeg takker hende inderligt mange gange for - tak. For ellers
ville jeg nok, som du også sagde, rigtigt inderligt fortryde det
resten af hele mit liv, ligesåvel som så mange andre ting jeg
fortryder i mit liv, som jeg ikke har deltaget i...“
52
Med 13 mødesteder, tre nationale udvalg og et utal af
arbejdsgrupper er det igen på tide at se på den interne
uddannelse af de frivillige. Ventilens bestyrelse vedtager
hen over sommeren – på baggrund af et oplæg fra
uddannelsesudvalget – en ny uddannelsespolitik og –strategi
for Ventilen.
Som en konsekvens ændrer man grundkurset, så det nu er
delt i to – dels en indledende weekend, hvor fokus er på
arbejdet med de ensomme unge, ventilens principper: Ungtil-ung
og hjælp-til-selvhjælp, samtaleteknik og aktiviteter
som metode. Dels et éndags kursus, hvor der er mere fokus
på det organisatoriske: Opbygningen af de lokale Ventiler og
Ventilen Danmark, og ikke mindst tips og tricks til at drive og
gennemføre projekter.
Årsmødet afholdes 20. september og her bliver både
Pernille og Mette formelt valgt til deres poster. Efterfølgende
fejrer Ventilen sit jubilæum med de 50 frivillige og medlemmer,
der har valgt at deltage, og det bliver en munter aften i Odense.

Lene, der har været ansat siden 2008, bliver projektleder på det
nye gymnasieprojekt. Det betyder at sekretariatet kan byde
velkommen til et nyt ansigt: Astrid Sandmark, der
overtager jobbet som lokalkonsulent.
Venskaber og fællesskaber spiller en afgørende rolle i
ungdomsårene. Men der findes en gruppe unge, der er
ensomme og ikke har nævneværdig social kontakt med
jævnaldrende eller deres familie. I denne rapport ser vi
nærmere på, hvem disse unge er, prøver at afdække årsagerne
til deres ensomhed, og konsekvenserne heraf.
I efteråret 2009 får Ventilen også et nyt look – i forbindelse med
hjemmesideprojektet er der blevet udviklet et helt nyt layout,
hvor striberne er erstattet af bobler – og det ser dagens lys på
nye foldere og plakater.
Rapporten bygger på en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse
af ensomhed blandt unge på de gymnasiale uddannelser,
hvor man kan finde over halvdelen af en ungdoms-årgang.
Undersøgelsen viser, at 6 % af de unge tit,
eller altid, føler sig ensomme. Og at følelsen af ensomhed
er forbundet med forskellige former for mistrivsel såsom
symptomer på psykiske lidelser og risikoadfærd.
Nærværende rapport bibringer, med resultaterne fra undersøgelsen,
viden om et emne, der ellers sjældent er afdækket
forskningsmæssigt herhjemme.
Rapporten er udgivet af Ventilen – en frivillig social
organisation, der driver mødesteder for stille og ensomme unge
over hele landet. Derudover arbejder organisationen for at
udbrede viden og debat om unges ensomhed.
ny viden: ensom i gymnasieskolen
Mathias Lasgaard afslutter i efteråret 2009 sit ph.d. projekt,
hvor han har set på ensomhed blandt unge i gymnasieskolen.
Hans undersøgelser viser at 6% af de unge i landets
gymnasieskoler føler sig ensomme – og at der er store
sammenfald mellem ensomhed, overvejelser om frafald og
forskellige former for mistrivsel i form af f.eks. symptomer
på psykiske lidelser.
På baggrund af undersøgelsen skriver Mathias Lasgaard og
Nana Kristensen en rapport, som Ventilen udgiver under
titlen ”Ensom i gymnasieskolen – en landsdækkende undersøgelse
af ensomhed hos unge på de almen- og erhvervsgymnasiale
uddannelser.”
Ensom i gymnasieskolen
ISBN: 978-87-991121-2-8
Ensom i
gymnasieskolen
– En landsdækkende undersøgelse af ensomhed hos
unge på de almen- og erhvervsgymnasiale uddannelser
VENTILEN
Mathias Lasgaard og Nanna Kristensen
53

BoDIl
Bygger bro
Bodil Østergaard
Arbejder i dag som folkeskolelærer i Kolding og er sideløbende
ved at tage uddannelsen som merit-lærer.
Formand for Ventilen 2007-2008
54
”Jeg havde været i praktik hos Amnesty, og så der, hvilken styrke
det gav en organisation at have frivillige. Det gav mig lyst til
selv at prøve – og så var det i virkeligheden helt tilfældigt, at jeg
stødte på Ventilen,” fortæller Bodil Østergaard, der henvendte
sig til sit lokale mødested i Kolding i september 2004 og meldte
sig som frivillig.
Projektet i Kolding var nyt og her var Bodil med fra start, og var
med til at få det til at køre. Et halvt år efter blev hun valgt som
bestyrelsesrepræsentant, og halvandet år efter blev hun lokal
projektleder oven i hatten.
”Jeg ville gerne være
med i bestyrelsen,
fordi jeg syntes
det kunne være
spændende at se det
hele lidt fra oven – og
da der så skulle være
formandsvalg nogle
år senere valgte jeg
at stille op, fordi jeg
syntes det var en
naturlig udvikling.
Jeg havde opnået
og lært det, jeg ville
som lokalformand
og som bestyrelsesrepræsentant,
og
hvis jeg skulle videre,
kunne jeg jo lige
så godt gå efter
formandsposten,”
forklarer hun.
Det var en
spændende tid, hun
fik et nyt perspektiv
på, hvordan tingene fungerer, og håber da også, at hun nåede at
være med til at ændre nogle arbejdsgange.
Bodil sad på formandsposten i lidt over et år – men valgte så at
stoppe, selvom der var godt ni måneder til hendes valgperiode
udløb.
”Det var blevet for meget det hele – der var ikke rigtig plads til
alle de ting, jeg gerne ville, og som trods alt ikke alle sammen
handlede om Ventilen. Det skabte et pres, som jeg nok først
opdagede for sent, da det var blevet for stort.”
Presset kom udefra, men måske især fra hende selv, kan hun se
nu. Og hun syntes, det var svært at fortsætte.

”Jeg havde jo sat mig et mål, som jeg ikke fuldførte – og jeg følte
også, at jeg svigtede en masse mennesker. Men jeg vidste også,
at hvis jeg fortsatte, så svigtede jeg mig selv,” fortæller hun om
beslutningen. Men selvom det endte med et lidt svært brud,
fortryder hun ikke et sekund, at hun var med.
”Jeg har jo blandt andet lært mig selv bedre at kende – og lært,
at selvom man fejler, kan man stadig godt blive til noget, at man
godt kan rykke et stykke, selvom det måske ikke bliver lige så
langt, som man havde regnet med. At de gode intentioner bare
ikke altid holder stik,” siger hun.
Hun har også taget en masse organisatoriske erfaringer med
sig: Hvordan man laver et projekt fra start til slut, hvordan man
holder snor i det, også når planen skrider en smule, og har fået
en ny forståelse for, hvor vigtig kommunikationen er.
”Organisationen udviklede sig meget i de år, jeg var med. Jeg
synes i hvert fald, at det var lykkedes at skabe større kontakt til
alle lokalafdelingerne, end der var, da jeg startede. De var mere
integrerede, og der var bygget mere bro på de fire år. Man kan
sige, at landsorganisationen i højere grad fremstod som en
paraplyorganisation,” forklarer hun.
„Selvom man fejler, så kan man stadigvæk
godt blive til noget. Man kan godt rykke et
stykke, selvom det ikke bliver samme længde,
som man havde regnet med“
I takt med at organisationen udviklede sig, så kom der også
større ambitioner, det er vel bare naturligt – og noget der er
vigtigt i Ventilen. Jeg håber at det aldrig bliver en organisation
med små armbevægelser, for den selvtillid og vilje, der er i
organisationen, må man aldrig miste”.
Fantastiske ennesker
”Udover den menneskelige og organisatoriske erfaring, så har
jeg også lært nogle helt fantastiske mennesker at kende.”
Bodil kan blandt andet fortælle levende om frivilligfesterne
i Ventilen Kolding, hvor de måske var en lille gruppe, men til
gengæld forstod at slå sig løs og have det sjovt, og hvor de
frivillige delte en fælles passion for 90’er disko-musik i form af
Haddaway og sådan noget.
”Det var nærmest starten på et helt nyt liv for mig, da jeg kom
ind i frivilliggruppen i Kolding. Vi havde nogle fede fester – men
i virkeligheden var det mest fantastiske nok oplevelsen af at
lære nogle nye mennesker at kende, og så knips, så har man det
virkelig sjovt sammen. Jeg har da også stadig to meget nære
veninder, som jeg lærte at kende gennem Ventilen,” smiler hun.
Det var dog ikke kun festerne, der gjorde det sjovt. Vagterne i
mødestedet med de unge har også givet hende mange gode
minder – og ikke mindst lært hende en vigtig lektie.
”Arbejdet i mødestedet har lært mig, at der altid er en grund til
at ting er, som de er – at mennesker er som de er. Jeg så på de
unge, der kom der, at der er mange forskellige måder at være
ensom på: Nogle bliver små stille mus – andre taler gerne, men
mangler fuldstændig situationsfornemmelse. De er forskellige,
fordi deres bagage er forskellig – men de kan alle sammen
komme videre. Jeg lærte, at hvis man vil, så er der altid mulighed
for at gøre noget for sig selv. Noget, man vil takke sig selv for
resten af livet.”
De unge rykkede
Noget der rykkede, for både Bodil og de unge, var de mange
gode oplevelser – og de gode grin.
”Måske sad vi bare i mødestedet og spillede et banalt brætspil
og hyggede os, og så var der en, der sagde noget sjovt – plat,
men sjovt – og så sad man side
om side, brugere og frivillige uden
at der var forskel overhovedet og
grinede på livet løs, sammen,”
siger hun og bliver straks ledt
videre til det, der helt klart
var hendes største oplevelse i
Ventilen. En aften, hvor der også
blev grinet.
”Alle landets ventiler var inviteret
til stand-up og hygge på café Funke i København. Dels håbede vi
at give alle de unge og de frivillige en god aften sammen – dels
havde vi jo også inviteret kronprinsessen, for at vise hende, hvad
det egentlig var, hun og kronprinsen havde givet prisen til året
før,” forklarer hun.
Det blev et brag af en aften. Bodil var som formand vært for
kronprinsparret, for de endte med at komme begge to, eller
som kronprinsessen formulerede det: ”Er det i orden, hvis jeg
tager min mand med?”. Og det var en opgave, som hendes indre
og slet skjulte royalist så frem til med lige dele nervøsitet og
spænding. Men det gik over al forventning
”Selvom de ikke talte med mig særligt længe, syntes jeg det
var en fed oplevelse – og så var det allerbedste at se alle de
ensomme unge få en oplevelse for livet. Og vide, at den havde
jeg været med til at give dem, det var helt ubeskriveligt.”
Hvis man skal forsøge at beskrive det lidt nærmere, så så man
unge piger og drenge, der normalt er stille og forknytte nærmest
kaste sig ind foran hinanden for at stå tættest på Mary og
55

Frederik - og måske få lov at tale med dem. Der var generte piger,
der af sig selv spurgte, om de måtte tage et billede – og også
unge, der normalt har lidt svært ved situationsfornemmelse, der
huskede at give plads i kredsen til de andre. Da stand-upperne
gik på var der latterbrøl – både fra frivillige, unge og kongelige.
”Selvom jeg havde glædet mig til at møde de kongelige, og
stadig synes, at det var et stort øjeblik – så var det brugernes
oplevelse den aften, der var det største for mig. Og jeg synes,
at de fortjener det, for de er alle som en virkeligt modige. Når
de vælger at komme i et af vores mødesteder, så vælger de at
tage deres liv på dem og selv gøre noget for at komme et skridt
videre. De venter ikke på, at andre skal gøre det for dem.”
om 10 år
Bodil tænker stadig ofte på Ventilen, selvom hun ikke længere
er aktiv i organisationen. Og hun ved, at hun har overladt den i
trygge hænder. Dels trådte hendes næstformand, Pernille, til og
blev konstitueret som formand. Dels nåede Bodil at være med til
at ansætte afløseren for Lars på sekretariatslederposten.
”Det er nok også noget af det vigtigste, jeg nåede som formand.
At være med til at ansætte Trine – og det er også en af de
opgaver, hvor jeg bagefter har klappet mig selv på skulderen og
tænkt, at det var godt klaret. Det indebar nogle møder og nogle
processer, som jeg ikke havde prøvet før, og jeg syntes det var
svært at skulle træde i arbejdsgiverens sko og tage den slags
beslutninger,” fortæller hun.
”Men jeg er rigtig glad for den beslutning vi traf – og nu glæder
jeg mig bare til at følge organisationen lidt på afstand. Til at
se, hvor den er, når de næste ti år er gået – for der kommer helt
sikkert til at være sket en masse.”
56
PeRnIlle
Vokset med
Ventilen
Pernille egholm hermansen
Arbejder som pædagog i Hyblerne – en døgninstitution
for unge med sociale og emotionelle
problemer.
Formand for Ventilen Danmark 2008-

Pernille så en folder med et sjovt hestehoved, der lå i
musiklokalet, da hun gik i 2.G i Esbjerg. Hun holdt generelt
øjnene åbne for steder, hvor man kunne lave noget sjovt, arbejde
med mennesker og også få indflydelse. Folderen var fra Ventilen
– og hun skrev en mail til hovedadressen, mest for at sige, at hun
syntes det lød fedt – men ikke rigtig havde tid til at være med.
”Jeg ved ikke hvorfor jeg skrev mailen, men jeg havde i hvert
fald ikke tænkt mig at involvere
mig, for jeg havde allerede gang
i 1000 andre ting,” fortæller
Pernille.
Noget tid efter vandt
nysgerrigheden alligevel, da
hun blev kontaktet af en af de
lokale frivillige, der ringede
for at høre om hun ikke havde
lyst til at komme ned og se
stedet. Det hun så var ikke så
heldigt, det endte med at de
frivillige stod og diskuterede
foran den ene unge, der var
der – så Pernille gik med hende
i biografen i stedet. Og hendes
nysgerrighed må være blevet
vakt, for en måned efter var hun
til visitationssamtale, og kort
derefter på grundkursus.
”Når jeg ser tilbage på det i dag,
kan jeg godt se, at det var en
meget uheldig første oplevelse
– men dengang så jeg nok
mere en god mulighed for at
komme ind og påvirke noget.
Og folderen og svar-mailen fra
sekretariatet havde overbevist
mig om, at det som projekt
gav god mening, så jeg så
muligheden for at få indflydelse
og rette noget op,” fortæller
Pernille.
Grundkurset bekræftede hende
da også i, at der var værdi i
projektet. Dengang, som i dag,
var underviserne andre frivillige
og Pernille blev helt benovet
over, at de vidste så meget, og at noget kunne være så småt, som
Ventilen var dengang i 2002, og stadig være så professionelt.
lokalt og kaotisk
Der var dog lang vej fra den professionelle landsorganisation
til forholdene i Esbjerg. Efter grundkurset var der dømt
sommerferie, og da Pernille ringede til projektlederen kort før
det aftalte frivilligmøde, fik hun at vide, at de to, der havde været
der var stoppet. Det betød at der nu var to tilbage. Pernille og
Thea, der også havde været på grundkursus i forsommeren.
”Vi to mødtes og fandt tilfældigt en folder med nummeret til
sekretariatet. Hvis der ikke havde været nogen derinde den
aften, så tror jeg ikke, vi var fortsat,” fortæller Pernille, der kan
huske at beskeden fra sekretariatet lød noget i stil med: ”I må
endelig ikke gå, vent lidt, så laver vi en plan.”
Og det fik Thea og Pernille til at klø på
”I alle fritimer og fælles frikvarterer var vi ude at hænge plakater
op – vi mødtes på ungdomsskolen, og senere i de frivilliges hus
– Vindrosen - og lavede et eller andet Ventil-relateret,” fortæller
Pernille, der i dag er stolt over at projektet med at genstarte
Ventilen Esbjerg lykkedes, trods en del op- og nedture undervejs.
”Jeg ved, at jeg har fået en lokalforening op at stå. Forarbejdet
med at lave vedtægter og dele foldere rundt var gjort, men
der var ikke var nogen til at følge op på det – den var nærmest
negativt eksisterende. Det føler jeg helt personligt som et
skulderklap, og det er noget jeg ved, at jeg kan gøre.”
Ind i bestyrelsen
Når noget skulle gøres, så skulle det gøres ordentligt, mente
Thea og Pernille – alle ansvarsposter skulle besættes, selvom de
kun var to. Og Pernille fik tjansen med at repræsentere Esbjerg i
Ventilen Danmarks bestyrelse. Hun var med til sit første møde i
2002.
”Jeg forstod nok ikke ret meget af det. Arbejdet med at lave
retningslinjerne var i gang, og der var åbenbart uenighed. Der
var en, fra Ventilen København, der ringede mig op for at lobbye
for sin sag – og da jeg så kom til mødet, spurgte jeg, hvordan det
kunne være,” griner hun. ”De andre sagde „bare glem det“ og
vendte øjne. Måske fordi de alligevel var så loyale, at de ikke ville
hænge nogen ud foran mig, der jo stadig var lidt fremmed.”
Pernille blev dog hængende i bestyrelsen, selvom hun syntes det
var en stor udfordring og lidt ubehageligt at være ung og ny i
den forsamling.
”Det virkede som om, der var nogle personlige og private
stridigheder – både lokalt i nogle af Ventilerne og på kryds
og tværs. Det foregik ikke på møderne, men lidt i krogene og
lidt mellem linjerne – og jeg syntes det var rigtig svært, at jeg
pludselig skulle tage stilling til forskellige alliancer, og om jeg
ville være med i dem,” fortæller Pernille, der klogelig valgte at
holde sig udenfor. Og stridighederne gik da også ret hurtigt
i sig selv. Hun kom ind lige i slutfasen af flere års debatter og
diskussioner om de fælles retningslinjer.
57

næstformand og så formand
Årene gik, og Pernille blev hængende. Både som projektleder i
en støt voksende Ventilen Esbjerg og i bestyrelsen. Efter at have
været lokalrepræsentant gennem flere år valgte hun at stille op
som årsmødevalgt.
”Det gjorde jeg af to grunde. Dels fordi jeg gerne ville mere
ind i det nationale arbejde – men også af hensyn til min lokale
Ventil. Jeg ville ikke have, at det var mig, der sad med al videnen,
så det var vigtigt for mig, at det var en anden, der blev lokal
bestyrelsesrepræsentant. Også selvom der i første omgang ikke
var nogen, der ville tage posten,” siger hun.
I 2008 blev hun næstformand, mens Bodil var formand. Hun
kom med i forretningsudvalget, og fik indsigt i nogle nye
områder – men syntes egentlig
ikke arbejdet var så meget
anderledes end at være
årsmødevalgt.
”Jeg stillede mest op
fordi posten var fri. Det,
jeg ville lave, kunne jeg
ligeså godt have gjort som
årsmødevalgt – men jeg
har jo nogle visioner for
projektet, og så syntes jeg
det gav god mening at
komme ind i formandskabet.
Det var også fint at være
næstformand, fordi mange af mine idéer handler om det interne
i Ventilen: At både frivillige og de unge ved, hvad vi står for og
hvilke værdier vi har,” forklarer hun.
Der gik dog ikke mange måneder, før Pernilles titel ændrede sig.
I december 2008 valgte Bodil at trække sig som formand, og så
overtog Pernille posten. Hun griner lidt nervøst, når hun tænker
på det, for det var ikke lige planen.
”Men når det så er sagt, så tænker jeg, at det ikke var så fjernt
for mig at blive formand. For jeg vil også gerne være ansigtet
udadtil, og for alvor være med til at fortælle omverdenen, hvad
Ventilen er,” fortæller Pernille, der da også stillede mere formelt
op til formandsposten og blev valgt på årsmødet i 2009.
”Jeg brænder jo stadig for det samme, som da jeg stillede op
som næstformand – men jeg ved og forstår, at der er andre ting,
man bliver nødt til som formand. Og så er det jo heldigt at det
også er ting, jeg synes er spændende. Og så er det jo også sådan,
at jo mere man arbejder med noget, jo mere spændende er det,”
smiler hun.
Brænder for uddannelse
Én ting, som har ligget Pernilles hjerte nært helt fra starten, er
uddannelsen af de frivillige. Hun blev hurtigt en af dem, der
holdt oplæg på grundkurserne – både fordi der var brug for det,
58
men også fordi hun godt selv kan lide at formidle. Hun kunne
dog også se, at der skulle ske noget med kurserne, så hun tog for
første gang til København, kun med det formål at gå til møde.
”Den gang var det nogle få, samlet i et grundkursus-udvalg, der
kørte alle grundkurserne og lavede alt det arbejde, der fulgte
med. Jeg var med til et møde i det udvalg, og det skulle jeg
måske ikke have været. For der sad nogle gamle frivillige, der
havde været med længe – og to af dem begyndte at græde af
frustration over, at de ikke følte sig værdsatte og fik opbakning,”
fortælle Pernille, der egentlig var taget med, fordi hun syntes
der skulle ske noget nyt med kurserne. ”Jeg kom med en masse
ideer, men kunne godt fornemme, at der nok skulle ryddes lidt
op, før vi kunne se fremad.”
„I virkeligheden er jeg meget genert, men det
har jeg været nødt til at komme ud over i mit
arbejde i Ventilen. Så det har givet mig noget
personligt, at jeg har været nødt til at kaste
mig ud i det.“
Udvalget fornyede sig selv efter dette møde. Nogle trak sig,
der kom nye til og luften blev renset. Pernille blev i gruppen
og arbejder stadig den dag i dag med at udvikle og forny både
grundkurserne og Ventilens andre kurser.
”Jeg fik projektlederkasketten lokalt, fordi der ikke var andre
der kunne. Og jeg blev bestyrelsesrepræsentant, fordi der ikke
var andre, der ville. Og begge poster beholdt jeg i lang tid. Men
uddannelsesarbejdet gik jeg ind i udelukkende fordi, jeg syntes,
det var spændende,” smiler hun.
For Pernille handler uddannelsen ikke kun om at sikre, at
de frivillige fungerer med de unge i mødestederne. Det
handler også om at sikre sammenhæng – både mellem de
lokale Ventiler, og mere vertikalt, mellem mødestederne og
landsorganisationen.
”Jeg har altid kæmpet for den sammenhæng. I mange år var
jeg den eneste i bestyrelsen, der rent faktisk havde været i alle
mødestederne. Det synes jeg gav mig en stor fordel, for bare det
at vide, hvordan der ser ud rundt omkring gør, at der ikke er så
langt fra det ene hjørne af landet til det andet.”
”Jeg har kæmpet for vores nationale kurser, som jeg tror,
er et vigtigt redskab - og jeg har været med til at gøre
frivilligweekenden til en tradition. Og i bestyrelsen prøver jeg

altid at huske på, hvad vi er der for. Selvom tingene flyver højt, så
skal vi huske på, hvad vi laver. At mødestederne er fundamentet,”
slår hun fast.
De store oplevelser i det små
Ligesom det, at have været i alle landet mødesteder, giver
Pernille en følelse af sammenhæng, så er det også i de små ting,
hun har hentet sine største Ventil-oplevelser.
”De vigtigste timer i Ventilen er sammen med dem, man hjælper.
Vi er der selvfølgelig for at hjælpe de unge, men har det jo også
superskægt selv,” siger hun og fortæller smågrinende om at
danse ballet med en maniodepressiv dame.
”Der var en engelsk dame, der ringede til mig efter en
ensomhedsdag, hvor vi havde været godt og grundigt i
medierne. Hun syntes, at hun havde noget at byde på, som
vores ensomme unge havde brug for – hun dansede ballet. Jeg
talte nok med hende 10 gange, og havde godt luret, at hun var
maniodepressiv, og selv brugte balletten, når hun havde det
dårligt,” forklarer Pernille, der tog chancen og inviterede hende
til at holde en ballet-session i mødestedet.
”Vi var et par frivillige og nok syv unge – og det var en kæmpe
succes. Denne her engelske dame med tyk accent og 15 katte
derhjemme. Hun var en lille dame, med rank ryg og mange
lag tøj. Både de unge og jeg syntes det var lidt mystisk, men vi
gjorde det og dansede. Og det var en god oplevelse, fordi jeg
rykkede ligeså meget som de unge. Vi gjorde det, selvom vi ikke
vidste, om vi turde. Og sådan nogle oplevelser må altid være det
vigtigste,” smiler hun.
”Jeg kunne også fortælle en masse historier om, hvor fedt det
er, når en af de unge for alvor rykker sig. Men hver gang jeg
fortæller de historier bliver det lige så meget dem, hvor jeg
selv har rykket mig med. Det er jo relationer vi arbejder i – og
relationer, vi forsøger at lave.”
”Jeg har oplevet at møde nogle af de unge, jeg kendte rigtig
godt fra Ventilen i andre situationer – og set, at det er to helt
forskellige perosner. Der var en pige, der var stærk i Ventilen.
Hun kunne lede husmøder, turde kritisere de frivillige og tage
et initiativ. Og når hun ikke var i mødestedet, var hun en lille grå
mus. Jeg så hende engang sammen med en gruppe af andre,
hvor hun blev direkte underkuet. Og der gik det op for mig, at
Ventilen jo er et eksperimentarium, en helt anden verden. Vi
skal tage det som en cadeau, at vi kan få de unge til at opføre sig
anderledes, når de er hos os. Så er næste skridt at få dem til at
turde det ude i det virkelige liv.”
Samarbejde med professionelle
Pernille tænker meget på de ensomme unge. De unge, som
Ventilen er sat i verden for at hjælpe. Og hun ved også, det kun er
en lille del af de unge, der kan få hjælp gennem mødestederne.
”Jeg tænker, at de professionelle, der arbejder med unge – altså
sådan nogle som mig selv, når jeg har min arbejdskasket på –
også må kunne gøre noget. De skal lære, hvad de skal gøre, når
de møder disse unge, og jeg kunne godt tænke mig, at det blev
Ventilen, der lærte dem det,” siger hun.
”For tiden tænker jeg også meget over, at det er tosset, at de
professionelle og de frivillige ikke bruger hinanden mere. Man
siger at 1+1 er 3 – men lige nu er der én der og én der – og de
samarbejder, der er, er vist meget tilfældige,” forklarer Pernille,
der godt ved, hvornår tanken for alvor slog rod i hende.
”I forbindelse med mit arbejde var jeg for nylig til en konference
over to dage, hvor vi besøgte forskellige institutioner i byen.
Der var en af oplægsholderne, der udeblev, og så så jeg mit snit
til at fortælle dem om ”den anden side”. Om de mange andre,
der arbejder med målgruppen i byen, bare på frivillig basis. Det
var superfedt, men samtidig lidt skræmmende, for alle de her
professionelle unge-arbejdere anede ikke, at der var frivillige. De
troede vist kun, at der fandtes Røde Kors og Spejderne,” griner
hun. ”Jeg tror, at jeg gav dem et mere nuanceret billede af, hvem
der egentlig er med til at gøre noget, og hvem man kan trække
på hvis der er behov. Og selv ved jeg, at det er rigtig fedt at sidde
og vide begge dele.”
Selvom Pernille synes det er fedt at kende begge sider, og
arbejde begge steder, så er hun meget bevidst om, at det gør en
stor forskel, hvilken kasket hun har på. For det at være frivillig er
noget helt andet, end at være ansat.
”Da jeg var i praktik – i en døgninstitution for unge, der havde
det rigtig svært – sad vi og talte om løn. En af de unge mente, at
vi jo bare var der for at tjene penge. Det holdt hun fast i, selv da
jeg fortalte ham, hvor lidt jeg fik i løn som praktikant. Da jeg så
sagde, at jeg godt ville komme og bruge nogle dage på at være
der frivilligt, og at jeg i forvejen lavede frivilligt arbejde, forstod
hun slet ikke, hvad jeg talte om: At man kunne gøre noget for
andre, uden at det var et lønnet arbejde. At man gad det. Hun fik
en helt anden respekt for mig efterfølgende.”
”Man kan på ingen måde kimse af, at vi er frivillige. Det viser,
at vi er der oprigtigt, fordi vi gider projektet og de unge – den
dimension kan man aldrig tilføje til det professionelle eller tage
fra de frivillige,” slår hun fast.
Udvikling
Når man taler med Pernille er man ikke i tvivl om, at hun stadig
synes at Ventilen er et fantastisk projekt. Hun var knap 18, da hun
kom ind og har udviklet sig i de år der er gået. Det samme har
Ventilen.
”Vi synes vi er fede. Og det er vi også. Men ikke så fede, at vi er
færdige med at udvikle os – for hvis vi var det, så var jeg her ikke
mere. Hvis der ikke stadig var veje, vi skulle gå, og ting vi skal til
at gøre ordentligt eller måske gøre færdigt,” slår hun fast.
59

VenTIlen
anno 2009
60
I dag er Ventilen en stor organisation. Vi er i hvert fald den
største selvstændige ungdomsorganisation indenfor det frivillige
sociale felt.

Vi har mødesteder i 13 byer - og omkring 150 aktive frivillige
på landsplan. Vores medlemsskare består af 600 støtter - og
hvert år kommer der samlet set 300 ensomme unge i vores
mødesteder. Derudover er vi i kontakt med omkring 1500
andre unge, forældre eller fagfolk, som vi hjælper til at finde
det rigtige tilbud.
Vi er stadig uafhængige af
politiske og religiøse interesser
- og driver stadig et ikkerådgivende
tilbud, der er
baseret på ung-til-ung og
hjælp-til-selvhjælp.
Vi har udgivet fire bøger:
”Ung og ensom – en
vidensoversigt“
”Fortællinger om ensomhed”
”Der er bare ikke rigtig
nogen… - En antologi
om unge og ensomhed”
”Ensom i gymnasieskolen
– en landsdækkende
undersøgelse af ensomhed
hos unge på de almen-
og erhvervsgymnasiale
uddannelser”.
Ventilen anno 2009 ledes af en bestyrelse bestående
af unge frivillige. Pernille Egholm Hermansen er formand – og
derudover består bestyrelsen af en næstformand, en kasserer, tre
årsmødevalgte og seks lokalvalgte medlemmer.
Ventilens sekretariat har fem medarbejdere: Trine Hørdum
Grünberger er sekretariatsleder, Rillo Snerup Rud er
informationsmedarbejder, Lene Lykkegaard Schmidt er
projektleder på ”Netværk ud af ensomheden”, Karen Lerstrup
Pedersen er organisationskonsulent og Astrid Sandmark er
lokalkonsulent.
61

Ventilen.dk - der det seneste år har haft over 50.000 besøgende
- står foran en stor relancering. Ikke alene bliver hjemmesiden
væsentligt pænere - bag den nydelige facade kommer der også
til at være både et intranet for frivillige, der skal sikre kommunikationen
på tværs af landet. Dels et virtuelt mødested for de
ensomme unge fra alle landets Ventiler.
Støt os
Hvis du synes, at Ventilen er et spændende projekt, og
gerne vil hjælpe os med fortsat at gøre en forskel - så kan du
sagtens det.
Hvis du ikke er medlem endnu, så skynd dig at blive det, ved at
klikke ind på www.medvenskab.dk
Så modtager du også vores blad, ”Ung Trivsel“ - og får et login til
den nye hjemmeside, hvor du selv kan bestemme hvilke dele af
vores arbejde, du helst vil høre mere om i din nyhedsmail.
Du har også mulighed for at støtte os økonomisk ved at give et
gavebidrag. Det kan du gøre let og smertefrit på
www.ventilen.dk - og pengene er fradragsberettigede.
62
hISToRIen
stopper
ikke
her

Og selvom vi kan lære af den, så skal vi aldrig holde op med at
have store ambitioner.
Som Ventil-menneske bliver man stolt, når man læser hvor
langt og hvor meget organisationen har nået siden det første
mødested slog dørene op i 1993 og landsorganisationen blev
stiftet i 1999.
Denne indsats skyldes udelukkende en ukuelig vilje, store
drømme, dygtighed og en masse knofedt hos Ventilens frivillige
gennem årene. Det var ikke lykkedes uden loyale og kompetente
ansatte, der ser Ventilen som mere end et job – eller uden de
økonomiske bidrag fra både offentlige og private kilder, som vi
er meget taknemmelige for. Men helt centralt står de gode idéer
og de store ambitioner.
Og det bringer os frem til i dag. For Ventilen er stadig klækkested
for gode idéer – og vi har stadig store ambitioner. Selvom det
måske ikke er ”verdensherredømmet” vi går efter, så er det
tæt på. Vi vil gerne være dem, der står i spidsen for arbejdet
for helt at udrydde ungdomsensomhed, og for at sikre, at
unges sociale trivsel bliver mindst lige så stort et emne på den
politiske dagsorden som f.eks. uddannelsesniveau, etnicitet og
kriminalitet.
Hvordan vil vi så gøre det, vil du måske spørge. Vi kan af gode
grunde ikke forudsige alt, hvad der kommer til at ske i de
kommende år, men her er nogle bud.
Med afsæt i vores gymnasieprojekt vil Ventilen gå i spidsen for at
lærere og vejledere på alle landets ungdomsuddannelser bliver
klædt bedre på til både at forebygge og afhjælpe ensomhed og
andre trivselsproblemer. Social trivsel skal skabes der, hvor de
unge er – og når målet er, at 95 procent af en ungdomsårgang
skal have en ungdomsuddannelse, så er det på disse
institutioner, der skal sættes ind. Drømmen er, at redskaberne
til at arbejde med trivsel bliver en del af uddannelsen af disse
undervisere – og får en fast plads i overvejelserne overalt
i uddannelsessystemet. På sigt også på de videregående
uddannelser, hvor det ikke altid er lige let at finde sig tilrette.
Det er fantastisk, at mange folkeskoler nu har en mobbepolitik
– I Ventilen synes vi, at alle uddannelsesinstitutioner for unge
skal turde tænke længere frem og formulere en decideret
fællesskabspolitik.
Det handler som sagt om at hjælpe de unge, der hvor de er.
Derfor har vi også ambitioner om at indgå i samarbejde med
landets kommuner – hvor vi, og vores samarbejdspartnere
blandt dygtige fagfolk, kan hjælpe kommunerne til en
ungdomspolitik og ungdomsaktiviteter, der i højere grad
er fremmende for de unges trivsel. Der kræver samarbejde
og erfaringsudveksling mellem f.eks. ungdomsskoler,
uddannelsesinstitutioner og de frivillige og private fritidstilbud.
For hvad stiller pædagogen, fodboldtræneren eller
spejderlederen op med en ung, der mistrives? Det har Ventilen
en masse bud på, og de skal formidles og sættes ind i større
perspektiver ude i kommunerne.
Som du nok kan høre, har vi planer om at udvide vores virkefelt.
Der kommer nok også flere – mere traditionelle – mødesteder til
i løbet af de kommende år. Lige nu fortsætter vi arbejdet med at
finde en model, der kan bære også i de mindre byer, uden at vi
skal gå på kompromis med kvaliteten. Men lige om lidt udvider
vi med et virtuelt mødested. Et trygt rum, hvor unge, der føler
sig ensomme, kan mødes, udveksle erfaringer og danne og
fastholde relationer. Men denne gang på nettet. I 1999 , da vi
købte domænet ventilen.dk, var det vist mest en utopi. Og der
er stadig mange voksne, der ikke helt tror på at relationer på
nettet er ”rigtige”. I Ventilen er vi selv unge – og ved at nettet, og
de kontaktformer og relationer, der følger med de nye sociale
medier ER rigtige. Det er ikke den samme type, som man danner
med mennesker, man møder irl (læs: In Real Life) – men de er
ligeså vigtige og væsentlige i et ungdomsliv anno 2009. Derfor
skal der selvfølgelig også være en Ventil på nettet.
Vi vil fortsætte med at skabe og formidle viden om unges
ensomhed. Vi er blevet meget klogere i løbet af de seneste
år, men det er stadig et underbelyst problem. Hvorfor er der
f.eks. så stor sammenhæng mellem ensomhed og mobning?
Og mellem ensomhed og selvmordstanker, psykiske lidelser,
frafald på uddannelser og en masse andet? Hvad er årsag og
hvad er virkning? Og fremfor alt, hvordan hjælper vi bedst den
enkelte unge? Vi vil fortsat samarbejde med ungdomsforskere
og udgive rapporter, undervisningsmateriale, antologier
på Ventilens eget forlag – og hvem ved, om 10 år står
Ventilen måske bag et wii-spil, der kan lære unge om sociale
kompetencer. Vi vil selvfølgelig også fortsat gøre det let for
alle – lige fra folkeskoleeleven, der skal skrive projektopgave til
socialrådgiveren, der sidder overfor en ensom ung – at finde den
nyeste viden om emnet.
Frem for alt vil vi aldrig holde op med at drømme. Og gøre noget
ved vores drømme. Der skal nok være en bold eller to af alle
dem, vi kaster op i luften, der ikke bliver grebet – eller først bliver
grebet om mange år. Men til den tid findes Ventilen også – og til
den tid er der mindst lige så mange seje frivillige med en ukuelig
vilje, store drømme, dygtighed og en masse knofedt.
Pernille Egholm Hermansen
Formand
63
Trine Hørdum Grünberger
Sekretariatsleder

Ventilen Danmark - ny kongensgade 9, 3. - 1472 københavn k - info@ventilen.dk - 70 208 308 - www.ventilen.dk

AmBITIonen om AT
GØRe en FoRSkel
Ve n t i le n Da n m a r k 10 å r