3. søndag efter Trinitatis 2. tr. 2010 Salmevalg: 15 – op, al den ting ...

flakkebjergsogn.dk

3. søndag efter Trinitatis 2. tr. 2010 Salmevalg: 15 – op, al den ting ...

trong>3.trong> trong>søndagtrong> trong>eftertrong> trong>Trinitatistrong> trong>2.trong> tr. 2010

Salmevalg: 15 op, al den ting, 696 kærlighed er livets kilde, 522 den er din dagligdag, 725

det dufter lysegrønt af græs

Luk. 15;11-32

v11 Han sagde også: »En mand havde to sønner. v12 Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig

den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. v13 Nogle dage

senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin

formue bort i et udsvævende liv; v14 og da han havde sat det hele til, kom der en streng

hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. v15 Han gik så hen og holdt til hos en af landets

borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, v16 og han ønskede kun at spise sig

mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. v17 Da gik han i sig selv og tænkte:

Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. v18 Jeg

vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. v19 Jeg

fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

v20 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik

medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. v21 Sønnen sagde til ham:

Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. v22 Men

faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt

en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, v23 og kom med fedekalven, slagt den, og lad os

spise og feste. v24 For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er

blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

v25 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte

han musik og dans, v26 og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. v27 Han

svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god

behold. v28 Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind.

v29 Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af

dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner.

v30 Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger da han kom, slagtede

du fedekalven til ham. v31 Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.

v32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han

var fortabt, men er blevet fundet.«

Det er næsten som et eventyr, det Jesus fortæller os i dag: Der er to sønner og en far,

den ene rejser ud, men vender hjem og det ender lykkeligt, sådan næsten i hvert fald (for det er vist

ikke alle i husstanden man kan kalde lykkelige da fedekalven slagtes.)

Det fortabte søn, det plejer vi at kalde historien. Den fortabte søn. Hvad vil det sige at

være fortabt? Da jeg var barn lærte jeg fransk på ungdomsskolen, og da vi på holdet et år skulle


ejse til Paris lærte vi nogle gode sætninger og fraser, så vi kunne klare os og blive forstået hvis nu

vi skulle blive væk fra gruppen. Vi lærte blandt andet at sige ”Jeg er faret vild!”

Det er mægtig godt at kunne sige, hvis man er 14 år og alene i en meget stor storby.

”Hjælp mig venligst hr. jeg er faret vild.” Heldigvis fik ingen af os brug for det, men ordene

mejslede sig ind i min hukommelse og gjorde stort indtryk, fordi det franske udtryk for at fare vild,

slet ikke ligner det danske. På fransk farer man ikke vild, man går ikke galt i byen - man fortaber

sig.

I løbet af ugen vi var i Paris, var det min store skræk at blive væk, og skulle henvende

mig til vildt fremmede og bede om hjælp med ordene: ”jeg er fortabt” Det føltes så katastrofalt

langt mere farligt og uoverskueligt end at være på gale veje. Hvis man er faret vild eller er gået

forkert, kan man jo bare vende om, men hvis man er fortabt er der så nogen vej tilbage?

Hvordan var det mon for den fortabte søn i historien? Der var engang hvor han var på

rette vej en gang hvor han voksede op med sin far og sin bror, som sønner nu gør det. De sov,

spiste, arbejdede sammen og levede i det hele taget fint. Den ene dag tog den næste, hverdagen

foldede sig ud i mellem dem.

Men så begyndte en ide at vokse i drengens hoved: Der måtte da være mere i livet end

det. Hvorfor skulle han overhovedet blive hjemme og spilde sit liv hos sin far? Han ville opleve

noget, han ville nyde livet og derfor bad han sin far om penge. Normalt ventede man pænt til far var

død og så fik man sin arv, men sønnen her syntes altså ikke han havde tid til at vente på det, når nu

pengene var der allerede.

Det var der, hans vej ud på vildsporet begyndte, det var der hvor den respekt og

kærlighed han altid havde vist sin far, forsvandt (som røg i vinden) for i det øjeblik han sagde ”far,

giv mig arven” kunne han ligeså godt have sagt ”Far du er død for mig!”

Kan I forestille Jer faderens sorg? I som har børn - tænk hvis Jeres barn en dag stod

der og ønskede jer død… Enhver normal far ville blive rasende, vred og skælde ud: ”Du kan tjene

hvad du skal bruge. Mine penge får du ikke” I gamle dage ville han måske endda have fået et par på

hovedet. Men sådan reagerer denne far ikke: Han giver ham pengene og lader ham gå. Han vinker

farvel til sin søn som har fuld fart på væk derfra, i den forkerte retning.

Nu står der i fortællingen at sønnen rejste langt bort og ødslede sin formue op i et

udsvævende liv. De penge faren havde samlet til ham gennem livet, de penge som skulle have sikret

hans fremtidige liv, blev brugt rub og stub. Prøv lige at forestille Jer hvilket enormt overforbrug den

dreng har haft!


Men så blev det hårde tider og nu begyndte det at gå op for sønnen hvor langt ude han

egentligt var. Pludselig så han hvor meget han egentligt havde smidt væk: Den rigdom der nu kunne

have givet ham brød på bordet, havde han brugt på andet han ikke havde brug for. Nu havde han for

alvor spildt sit liv. Og som han sad der blandt grisene og spiste af deres foder, gik det op for ham, at

det ikke kun var pengene han havde brugt op, det var også den kærlighed han kunne forvente fra sin

fars side. Det gik op for ham, at den søn han en gang var, var blevet væk, og kunne aldrig finde

tilbage. Han havde vendt alt det han havde ryggen og var gået vild. Nu var han fortabt.

Men så skete det forunderlige det der gør historien til et eventyr, til noget helt

fantastisk og vidunderligt: han bider hovedet af al skam og går hjem for hvor skal han ellers gå

hen og hans far bliver lykkelig over at se ham, krammer ham og fejrer hans hjemkomst med en stor

fest.

Igen reagerer faren fuldstændigt ufornuftigt: Enhver almindelig far ville have sagt, det

har du ikke fortjent og vise sin søn konsekvensen af hans handlinger. Men altså ikke denne her far

Det er komplet ulogisk at han er i stand til at tilgive sin søn hvad han har gjort. Hans kærlighed er

fuldstændig urimelig stor og hjælpeløs. Den kan ikke andet end at tilgive. Og det er den kærlighed

der gør, at hovedpersonen i eventyret ikke er sønnen, den fortabte, men snarere faren, som slet ikke

ser sin søn som fortabt. Han ser sit kære barn vende tilbage, finde vejen hjem. Og derfor burde

historien snarere kaldes ”den kærlige far eller den nådige far”.

For det Jesus vil fortælle os med historien er netop, at selv når vi er kommet så meget

på afveje i forhold til det liv vi ville have levet, selv når vi er gået så meget galt i byen at vi føler os

helt fortabt, er der en vej hjem for os. et andet sted siger Jesus: ”Jeg er vejen, sandheden og livet!”

Og at den vej er en nåde. Fordi for enden af den står der en far der løber os i møde og byder os

velkommen, en far hvis kærlighed er så stor og urimeligt umulig at den tilgiver os, selv når vi, fulde

af foragt har vendt ham ryggen.

Så kan det godt være der står en sur storebror i baggrunden og siger ”Ahr det er for

groft hvorfor skal han have noget han ikke har fortjent, mens jeg som har fortjent det intet får?”

for det er nu engang sådan vi mennesker er indrettet at vi vil kunne se en logik i tingene.

Men hvorfor beder den bror så ikke bare om det han gerne vil have? Måske fordi han

føler han har sit på det tørre. Han føler at han er på rette vej, og derfor har han ikke brug for at bede

”hjælp mig venligst, jeg er fortabt.” Men selvom man ved hvor man skal hen, kan man godt føle sig

ensom og overset og have brug for én at følges med. Så kan man ønske at man var den der blev

løbet i møde, den der blev holdt fest for. Når alle fester for en anden, og man står der på sidelinjen


og ser på, føler man sig alligevel helt fortabt og har brug for en der siger, ”kom”, tager os ved

hånden og fører os inden for hvor livet er i gang.

Og så er det godt at høre at uanset hvem vi er om vi føler os fortabt eller ej, uanset

hvor vi er tæt på eller langt væk, så er vi omfattet af den urimeligt store og grundløse kærlighed.

Den kærlighed og nåde som i Jesu navn rækker til både fortabte og alle de andre og som er så

uforståelig og ulogisk. Guds kærlighed.

More magazines by this user
Similar magazines