Det politiske marked

sprog.asb.dk

Det politiske marked

Det politiske marked

– den politiske sociologi som ramme for

analyse af partipolitisk kommunikation 1

Af Orla Vigsø

Dette paper redegør for den politiske sociologi som med udgangspunkt i

Pierre Bourdieus tanker, der er blevet udviklet af en række franske

politologer. Ifølge denne teori kan det politiske felt beskrives som et

marked, hvor politiske entreprenører og partier tilbyder varer til vælgerne,

som efterspørger disse varer, og som til gengæld tilbyder sin støtte til de

politiske aktører. Varerne er immaterielle, eftersom politik i et

repræsentativt demokrati er et sprogligt spil. Kampen mellem partierne for

at opnå vælgernes støtte hviler på partiets kollektive kapital, dvs. det som

kan gøres til et positivt træk over for vælgerne.

1. Indledning

En stor del af studier, som beskæftiger sig med politiske partier, har af

forskellige grunde ikke behandlet det politiske parti som en (bestemt type af)

organisation. På den anden side har mange organisationsteoretiske studier

ikke eksplicit beskæftiget sig med det politiske parti som organisationstype.

Går man derimod til sociologien, nærmere bestemt den gren, som kaldes den

1 Teksten præsenteredes som et paper ved forskerkonferencen ”Samhällets diskurser” på

Stockholms universitet. En version af teksten indgår i min licentiatafhandling Parti og

vælgere. Studier i svensk partipolitisk kommunikation 1991-2001, Uppsala 2002.


Orla Vigsø

politiske sociologi, finder man ikke blot studier af de politiske partier, men

også teorier, som knytter de politiske partiers funktionsmåde sammen med

generelle teorier om menneskets måde at organisere et samfund på. En af de

mest interessante af disse sociologiske teorier er blevet opbygget gennem

snart et halvt århundrede af Pierre Bourdieu, og hans tanker om det

politiskes funktionsmåde er blevet videreført og udviklet af en gruppe

sociologer og politologer, med navne som Daniel Gaxie, Michel Offerlé,

Bernard Lacroix og Michel Dobry, i et forsøg på at bryde med de herskende

teoridannelser inden for politologien. Jeg vil i denne artikel forsøge at

sammenfatte nogle af hovedpunkterne i denne politiske sociologi og

diskutere dens relevans for studiet af partiernes kommunikative ageren.

Samtidig er det nødvendigt at tænke på, at selv om der er tale om generelle

teorier, så er udgangspunktet for de fleste af studierne det franske politiske

system, og man må derfor hele tiden overveje, om dette forhold har

betydning for tilpasningen til studiet af skandinaviske systemer. Med andre

ord: forsøge at fastholde de generelle aspekter og overveje, hvorledes de

specifikke analyser vil kunne kaste lys over forholdene i Skandinavien.

Samtidig er det på grund af denne politiske sociologis oprindelse i

Bourdieus sociologi nødvendigt at forklare visse centrale begreber i denne.

Det gælder begreber som felt, habitus og ”det politiske marked” − og netop

dette sidste begreb nødvendiggør en diskussion af selve den grundlæggende

”økonomiske” tankegang hos Bourdieu. Men gennemgangen prætenderer på

ingen måde at være en introduktion til eller en gennemgang af hele Pierre

Bourdieus ualmindeligt omfattende produktion og de forskellige

forskydelser gennem forfatterskabet. Her henvises læseren til andre værker. 2

2 Bl.a. Martuccelli 1999:109-141. I øvrigt er en række af de Bourdieu-citater, der bringes,

taget fra Accardo & Corcuff 1992, som er en tematisk (og diskuterende) samling af citater

fra hele forfatterskabet, inkl. interviews mm. Jeg henviser dog til den oprindelige tekst for

at undgå en alt for stor forvirring omkring kilderne. Alle citater er oversat af

undertegnede.

2


Det politiske marked

2. Generelt om Bourdieus sociologi

Pierre Bourdieu er blevet kaldt en ”strukturalistisk konstruktivist” i et forsøg

på at beskrive hans originale kombination af strukturalismens

grundsynspunkter (værdien som en udelukkende relationelt bestemt

størrelse, bl.a.) og af aktørernes skabelse af den verden, de agerer i og på,

gennem selve deres ageren.

Bourdieu er i sit udgangspunkt materialist (og til og med marxist), men

hans syn på økonomien er ikke det traditionelle materialistiske. Hos

Bourdieu ses de økonomiske strukturer i traditionel forstand, dvs. de som har

med kapitaltilegnelse at gøre, som en speciel form for strategi hos aktørerne3 ,

men ikke væsensforskellig fra andre former for strategi. De sociale aktører

råder over forskellige former for kapital, hvoraf den økonomiske blot er én

form, og de handler strategisk for at opnå eller forvalte disse forskellige

former for kapital. De investerer deres kapital for at opnå en profit; de

tilbyder deres varer på et marked og erhverver sig andres udbudte varer i

udbytte mod egne. Hos Bourdieu bliver vareøkonomien kilde til den

sprogbrug, som anvendes til at beskrive social udveksling (kapital,

investering, marked, udbud, profit), men den er ikke model i nogen normativ

forstand. Forholdet skal snarere tænkes i weberske termer, dvs. som en

udvikling af modernitetens grundlæggende rationaliseringstendens. 4

Samtidig er der tale om en sproglig topos, som er frugtbar som

beskrivelsesmodel på grund af dens almenhed.

Herved udsætter han sig selvfølgelig for den fare, at nogle netop opfatter

det som om, politik eller kunst eller andre former for sociale strukturer blot

ses som ”varianter” af vareøkonomien − dvs. at teorien bliver en plat form for

vulgærmaterialisme. Det er som sagt ikke tilfældet; derimod ses

vareøkonomien som én udvekslingsform på linie med andre; måske kan man

3 Pierre Bourdieu anvender betegnelsen agent social for at understrege handlingsaspektet:

”[ce] qui est agi (de l’intérieur) autant qu’il agit (vers l’extérieur)[...]” (Accardo & Corcuff

1992:67). Jeg har valgt alligevel at anvende ordet aktør, eftersom agent på dansk får nogle (i

denne sammenhæng) lidt for komiske konnotationer, ligesom agent ikke på dansk giver

nogen etymologisk forbindelse til at handle (agir). Ganske vist har aktør konnotationer, som

peger mod scenekunsten, men med tanke på Bourdieus brug af spil-begrebet, er det en

mere passende konnotation, end James Bond o. lign. ville være.

4 Se fx Martucelli 1999:193-230 om Max Weber.

3


Orla Vigsø

se det som en række parallelle former, som kan indordnes under det

overordnede begreb ”udveksling”. Bourdieu viser, ”at de egentlige

økonomiske strategier for tilegnelse af kapital i ordets traditionelle betydning

blot er et bestemt tilfælde af strategier, som aktørerne i forskellige sociale

felter anvender sig af, for at opnå eller bevare forskellige former for kapital”

(Accardo & Corcuff 1992:86).

Til gengæld gør denne parallelisering, at det kan det være svært at finde

de faktorer, som inden for det politiske felt er manifesteringen af visse af

begreberne. Betegnelser, der har deres klare definition inden for en vare- og

pengeøkonomi, som fx udbud, investering og profit, bliver sværere at

definere inden for et felt som det politiske.

2.1. Habitus, marked, felt og kapital generelt

Begrebet habitus spiller en central rolle i den bourdieuske teori, eftersom det

er et begreb, som gør det muligt at formulere forholdet mellem det

individuelle og det sociale og at forstå, at subjektivitetens interne strukturer

og de eksterne sociale strukturer ikke udelukker hinanden. De er i stedet dele

af den samme virkelighed, den samme kollektive historie, som på én gang er

indskrevet i kroppen og i tingene. Habitus er så at sige den kropsliggjorte

historie, som hver enkelt social aktør bærer med sig.

Habitus er et system af dispositioner 5 for at handle, forstå, sanse og

tænke på en bestemt måde, som er interioriseret og inkorporeret af

individerne i løbet af deres historie, og den viser sig først og fremmest i

den praktiske sans, det vil sige i evnen til at bevæge sig, handle og

orientere sig efter den position, man indtager i det sociale rum, efter

feltets logik og den situation, man befinder sig i, alt sammen uden

bevidst at reflektere over det, takket være de erhvervede dispositioner,

som fungerer automatisk. (Accardo & Corcuff 1992:67-68)

5 ”Dispositioner” skal forstås som ”holdninger, tilbøjeligheder til at opfatte, sanse, gøre og

tænke, som er interioriseret af individerne i kraft af deres objektive eksistensbetingelser,

og som derfor fungerer som ubevidste handlings-, perceptions- og reflektionsprincipper”

(Accardo & Corcuff 1992:229).

4


Det politiske marked

Habitus er således et system af skemaer, som genererer praksis, og som

samtidig er et skema for tolkning af praksis (det, nogle formodentlig ville

kalde et kognitivt skema). Den er et resultat af de betingelser, man har været

udsat for, og tenderer derfor mod at reproducere disse betingelser: ”Den er

en slags transformationsmaskine, som gør at vi ”reproducerer” de sociale

omstændigheder under hvilke vi selv blev produceret, men på en forholdsvis

uforudsigelig måde, på en sådan måde, at man ikke mekanisk og enkelt kan

gå fra kendskab om produktionsbetingelserne til kendskab om produktet”

(Bourdieu 1980:134-135). Uforudsigeligheden, det som gør, at der ikke er tale

om en reproduktion i den vulgære afspejlingsteoretiske forstand, er at

habitus ganske vist gør det muligt for ydre kræfter at sætte sig igennem, men

at det sker ud fra den specifikke logik, som den enkelte organisme besidder.

På denne måde er habitus på én gang fælles for en bestemt social gruppe

(Bourdieu taler om ”klasser”, men ikke i en traditionel marxistisk forstand),

og forskellig fra individ til individ:

Hvis det er udelukket, at alle medlemmer af den samme klasse (eller for

den sags skyld to medlemmer) skulle have gjort de samme erfaringer og i

samme rækkefølge, så er det samtidig sikkert, at ethvert medlem af samme

klasse har større chancer end et hvilket som helst medlem af en anden

klasse for at befinde sig i de situationer, som er de mest hyppige for

denne klasse, [...] ethvert system af individuelle dispositioner er en strukturel

variant af de andre [...]. (Bourdieu 1980a:100)

Forskellen i den individuelle habitus hos medlemmer af den samme klasse

skyldes således, at hvert individs sociale bane er unik; erfaringerne kommer i

en given rækkefølge, og summen af tidligere erfaringer (dvs. habitus på et

bestemt tidspunkt) er afgørende for, hvorledes efterfølgende erfaringer

tolkes. På dette punkt er Bourdieu helt på linie med hermeneutikkens

centrale tese, at tolkningen er knyttet til erfaringen og dermed i stadig

udvikling. 6

6 For eksempel hos Paul Ricœur, se Vigsø 1993 og 1997.

5


Orla Vigsø

Bourdieu erstatter det traditionelle ideologiske syn på forholdet mellem

individ og samfund med et andet, hvor der hersker dialektiske forbindelser

mellem habitus, som er socialt konstrueret, og feltet, som er historisk

konstitueret. Han behandler således ”forholdet mellem to aspekter af det

sociale: det sociale indlejret i kroppen og det sociale indlejret i tingene”

(Accardo & Corcuff 1992:86).

Ifølge Bourdieu eksisterer der i ethvert samfund en række områder, som

har deres egen indre logik, som de fungerer efter, de såkaldte felter. Hvert felt

er et struktureret rum med positioner, som får deres egenskaber ud fra deres

relative position i rummet i forhold til de øvrige positioner. Men selv om

disse felter er vidt forskellige − det politiske felt, filosofiens felt, religionens

eller kunstens − så har de nogle fælles love, som de fungerer under.

Aktiviteten i et felt er at betragte som et spil, i en meget generel og

omfattende forstand, dvs. som en social aktivitet, hvor man gør indsatser og

kan opnå en gevinst, og hvor adfærden styres af regler, mere eller mindre

eksplicit formuleret, men anerkendt af deltagerne. 7 Ethvert felt defineres bl.a.

gennem de indsatser og specifikke interesser, som er på spil, og som ikke kan

reduceres til de interesser, som er på spil i andre felter (det er ikke det

samme, som driver en filosof og en geograf frem). ”For at et felt skal kunne

fungere, må der være indsatser og folk, som er parate til at spille spillet; folk,

som er i besiddelse af den habitus, som implicerer kendskab til og

anerkendelse af spillets immanente regler, indsatser, osv. [...]” (Bourdieu

1980:114). Feltet kan fungere, hvis dets deltagere er i besiddelse af det,

Bourdieu kalder illusio: ”Illusio er det at være fanget i spillet, at være fanget af

spillet, at tro at det er indsatsen værd, eller for at sige det helt enkelt, at det er

besværet værd at spille” (Bourdieu 1994:151).

Ud over at dele en opfattelse af spillet, deler alle, som er engageret i

feltet, en række grundlæggende interesser, som er knyttet til selve feltets

eksistens. Under alle modsætninger ligger der en objektiv samhørighed: man

er overens om, hvad det er, som udgør feltet, og man er interesseret i, at feltet

fortsat består. For at kunne komme ind, skal man betale en ”afgift”, som

7 Spil som beskrivelsesmodel og metafor har haft en utrolig betydning for tænkningen i

det 20. århundrede; Saussure anvendte skakspillet for at forklare det sproglige tegn,

Wittgenstein talte om sprogspil og så videre. Analogien er ikke uproblematisk, men dette

er ikke stedet at udfolde diskussionen.

6


Det politiske marked

består i netop at anerkende spillets betydning og dets grundlæggende regler.

Feltet er således et mangesidigt spændingsfelt: det er både et felt, hvor

kræfter står mod hinanden, og et felt, hvor der pågår en kamp for at bevare

eller forandre selve feltet. Alle typer af sociale felter ”[...] kan kun fungere, for

så vidt der findes aktører, som investerer deri, i de forskellige betydninger

dette ord kan have; som engagerer deres ressourcer deri og gør deres

indsatser, og på denne måde − gennem selve deres modsætning − bidrager til

at bevare feltets struktur eller, i visse tilfælde, til at forandre den” (Bourdieu

1982:47).

Aktørerne handler derfor strategisk i et felt ud fra dels individuelle

interesser, dels den kollektive interesse i at opretholde feltets struktur. Men

ved at kalde handlingen for strategisk risikerer man let at give det indtryk, at

der er tale om en bevidst og rationel kalkulation, hvilket ikke er tilfældet.

Strategien er resultatet af den praktiske sans, sansen for spillet, som er opnået

gennem deltagelse i de sociale aktiviteter i feltet (Bourdieu 1987:79). Når det

drejer sig om det politiske felt, vil det sige, at man inkorporerer en bestemt

forståelse af, hvordan man handler inden for politikken; en forståelse, som

bliver så inkorporeret, at aktøren ikke er sig bevidst, at der er tale om en

indlært adfærd. Man kan illustrere det med det eksempel, at visse politikere

omtales som ”politiske dyr”. Betegnelsen sigter på, at de handler instinktivt,

som et dyr, inden for det politiske felt; de opfattes så at sige næsten som en

slags ”naturtalenter”, men selve det faktum, at en sådan næsten instinktiv

adfærd må betegnes med et eget udtryk, viser, at der er tale om en

handlemåde, som skal indlæres − inkorporeres og dermed accepteres − af

politikerne. Den er netop ikke ”naturlig”, selv om den hos visse fremtræder,

som om den var det.

Aktørerne inden for et felt er i besiddelse af forskellige former for kapital,

noget som har en værdi inden for feltet. Der findes flere former for kapital,

ud over den økonomiske (som også spiller en rolle inden for det politiske

felt): social kapital, symbolsk kapital og kulturel kapital. Begrebet kulturel

kapital blev lanceret af Pierre Bourdieu i et forsøg på at forklare, hvorfor børn

fra forskellige sociale klasser ikke klarede sig lige godt i skolen (uden at falde

tilbage i en biologistisk påstand om sammenhæng mellem socialklasse og

intelligens). Konklusionen blev, at børn fra forskellige sociale klasser

7


Orla Vigsø

medbringer forskellige former for viden, kunnen og materielle ting, som har

forskellig værdi i skolen (eller rettere på det uddannelsesmæssige, ”skolære”

felt).

Den kulturelle kapital kan findes i tre former: i en inkorporeret tilstand,

dvs. i form af varige dispositioner hos organismen; i en objektiveret

tilstand, i form af kulturelle goder, malerier, bøger, ordbøger,

instrumenter, maskiner, som er et spor efter eller realiseringen af teorier

eller kritik af disse teorier, problemstillinger, osv.; og endelig i en

institutionaliseret tilstand, en form for objektivering, som må ses separat,

fordi den, som man kan se med eksamensbeviset 8 , forlener den kulturelle

kapital, som den anses at garantere, med helt igennem unikke

egenskaber [...]. (Bourdieu 1979:3)

Det meste af den kulturelle kapital er knyttet til kroppen og forudsætter, at

man inkorporerer den, hvilket bl.a. vil sige, at man tilpasser sig bestemte

normer, en bestemt livsstil osv. Man investerer sin tid i denne proces; det er et

arbejde med én selv, man ”kultiverer sig”, og den kulturelle kapital bliver

således udtryk for en ”være-blevet”: man er blevet fx politiker, ser sig selv

som sådan og anerkendes af andre som sådan.

3. Det politiske felt og de politiske markeder

Ovenstående har været en kort indføring i nogle af de centrale begreber hos

Bourdieu, uden særlig skelen til deres anvendelse inden for det politiske felt.

Bourdieu har selv ved flere lejligheder skrevet om aspekter af det politiske

spil (især i Bourdieu 1981), men det er især hos en gruppe af politologer og

sociologer med Daniel Gaxie og Michel Offerlé som de mest markante

figurer, man finder en grundig behandling af det (parti)politiske system med

udgangspunkt i Bourdieus tanker. Det følgende er et forsøg på at uddrage og

sammenskrive den generelle del af det, man kunne kalde den Bourdieuinspirerede

politiske sociologi, dvs. et forsøg på at ”fremdestillere” de

8 På fransk: le titre scolaire.

8


Det politiske marked

karakteristika, som vedrører det repræsentative partipolitiske system som

sådant, og ikke blot er gældende for Frankrig.

Før den almene valgret indførtes, fandtes et personligt forhold mellem

vælgeren og den valgte; man kom fra samme område og tilhørte samme

meget begrænsede kreds af velhavende og velestimerede mænd.

Forandringerne i dette system indtræder først i de store byer, hvilket ganske

enkelt skyldes antallet af vælgere: jo større antallet af vælgere er, desto

sværere bliver det at opretholde personlige forbindelser med dem, og som

følge heraf må mobiliseringen ske på baggrund af abstrakte principper i

stedet for personlige fordele. Samtidig bliver sandsynligheden for

fraktionering større; modsætninger mellem sociale grupper træder frem etc.

Kampen om stemmerne bliver mere abstrakt og forholdet til vælgerne

mere indirekte, og med indføringen af den almene valgret ændres forholdet

mellem repræsentant og vælgere markant. Gruppen af vælgere vokser til at

blive en masse, den transformeres til et publikum, og måden at henvende sig

til vælgeren må nødvendigvis dermed også ændre sig. Politikeren må

præstere et specifikt arbejde for at gøre vælgerne interesseret i virksomheden,

i de mere abstrakte goder, han har at tilbyde: taler, repræsentation,

fremtidsvisioner, reformer. På baggrund af dette begynder vælgerne at føle

tilknytning til politiske principper og dermed til partier, frem for til

enkeltindivider. Ganske vist er der stadig en ganske stærk lokal og personlig

tilknytning, men vælgerne begynder i stadig større udstrækning at samles

om partiet med dets tegn og emblemer. Denne proces forløber i øvrigt

forskelligt i de skandinaviske lande: i Norge og Sverige fødtes de politiske

partier inden den almene valgret indførtes, i Danmark efter.

De nye politiske aktører, som var den drivende kraft i forandringen af

systemet, kom ofte fra lavere sociale lag end de gamle politikere, og de havde

derfor ikke samme mulighed for at udnytte personlige forbindelser og

position. Ved at forkaste den tidligere fremgangsmåde, hvor man nærmest

købte stemmer, forsøgte de − ubevidst − at fremtvinge en ny opfattelse af den

politiske konkurrence, som var i deres egen interesse og i overensstemmelse

med deres egen overbevisning (Gaxie 1989:16). Dermed skabes også en ny

moral for politikken, som stadig gør sig gældende: det er ikke acceptabelt at

anvende sig af materielle midler for at ”købe” folks støtte, og det er heller

ikke acceptabelt at anvende sin position til at skaffe sig materielle fordele.

9


Orla Vigsø

Politikken er blevet et felt for ideer og symbolsk kamp, hvor indslag af

personlig vinding meget hurtigt opfattes som korruption og magtmisbrug. 9

I det 19. århundrede var politikeren oftest et individ, som forvandlede

sin personlige kapital (formue, forbindelser, eksamener, kendthed) til politisk

kapital og udvekslede den på et lokalt plan. Men efterhånden som den nye

form for politikere kommer til, individer uden personlige ressourcer,

forstærkes den politiske kamp og bliver mere kontinuerlig. Samtidig sker der

en centralisering af kapitalen i partier, og de individuelle ”entreprenører” 10

forsvinder til fordel for kollektive virksomheder, hvilket også medfører en

tendens til homogenisering af det politiske udbud.

Kendetegnende for det repræsentative demokrati er, at det udfolder sig i en

ikke-voldelig kamp, en konkurrence om indflydelse og positioner, som først

og fremmest er et sprogligt fænomen. Samtidig er det en forudsætning, at der

rent faktisk findes en aktivitet, som er udelukkende politisk, dvs. som det er

muligt at adskille fra andre sfærer i samfundet (det sociale, det religiøse og

det økonomiske). Dette er en forholdsvis moderne foreteelse; går man tilbage

i tiden, er det ikke muligt at skille disse sfærer ad. Men med den

demokratiske styreforms indførelse udspiller politikken sig nu i afgrænsede

rum, som er differentierede i forhold til hinanden, og hvor specialiserede

politiske aktører kæmper mod hinanden om specifikke indsatser. Disse

afgrænsede rum kan kaldes politiske felter (Gaxie 1996:15). Samtidig med at

politikken udskilles som et selvstændigt felt, udskilles også dette felts aktører

og de indsatser, som er på spil i feltet. Politik som område, det politiske som

spørgsmål og politikeren som aktør konstitueres i samme bevægelse.

Umiddelbart kan det virke lidt forvirrende, at der tales om både det

politiske felt og de politiske felter i litteraturen, men dette bør tolkes som et

spørgsmål om specificering: det er muligt at finde fællestræk i de forskellige

specifikke politiske felter, som gør, at man kan tale om det politiske felt, når

9 Man kan blot tænke på de forskellige svenske ”kontokortshärvor”, balladen om Ritt

Bjerregaards lejlighed i København mm. Listen er meget lang og tyder på en vis divergens

i opfattelsen af moralens imperativiske kraft hos på den ene side politikerne og på den

anden side befolkningen, eller måske blot pressen.

10 Se senere om brugen af ordet ”entreprenør”.

10


Det politiske marked

man undersøger de fælles træk. Til gengæld må man være opmærksom på de

specifikke træk inden for det afgrænsede felt, som et politisk felt udgør. Man

kan således skelne mellem det politiske centralfelt, hvor det drejer sig om

fordelingen af centrale magtpositioner i fx rigsdag/folketing, regering,

formandsposter i rigsdagsudvalg eller partiledelse, og de politiske periferi-felter,

som er en heterogen gruppe af kommunale, amtskommunale med videre

felter. At det politiske spil foregår på vidt forskellige måder på det centrale

felt og på periferi-felterne, men også mellem det ene og det andet perifere

felt, behøver man blot at se på opstillingslisterne til de forskellige valg for at

konstatere. På landsplan foregår kampen udelukkende mellem

repræsentanter for de etablerede partier, men går man til storbyerne, findes

der allerede der lokalpolitiske lister, som overskrider de partipolitiske

grænser og supplerer partierne, samtidig med at der indgås alliancer, som er

utænkelige på landsplan. Går man længere ned i de perifere, lokale felter,

bliver forskellen til landsplanet endnu synligere; lokallister, der ofte

fokuserer på enkelte spørgsmål; enkeltpersoner, som er velkendt lokalt som

erhvervsfolk eller lignende, og ikke mindst alliancer, som fra landsplan

nedsættende betegnes som ”studehandler” snarere end ”samarbejde”. Et

eksempel på forskellen på det centrale felt og periferi-felternes

funktionsmåde kom i Danmark i oktober måned 1999, hvor statsminister

Poul Nyrup Rasmussen blankt afviste ethvert landspolitisk samarbejde med

Dansk Folkeparti; Dansk Folkeparti var ikke ”stuerene”. 11 Kort efter udtalte

formanden for de socialdemokratiske borgmestre, at det gik udmærket at

11 Dansk Folkeparti, stiftet af Pia Kjærsgaard som en udbrydergruppe fra

Fremskridtspartiet, har gjort stop for indvandring og mistænkeliggørelse af ”fremmede”

til deres centrale, og stort set eneste, kampfelt. Samtidig er de meget ivrige efter at blive

accepteret som et ”rigtigt” parti med ret til at deltage i forhandlingerne om finanslov mm.,

hvilket gjorde at reaktionerne på statsministerens totale afvisning blev en stor fortørnelse.

Hændelsesforløbet er også interessant som et eksempel på den kamp, der er om selve

definitionen af, hvad et (”rigtigt”) politisk parti er: så længe man holdes uden for

indflydelse, dvs. ikke inviteres med til forhandlinger om centrale lovforslag, er man ikke

et ”rigtigt” parti, fordi man ikke anerkendes af de centrale partier som ligeværdig. Så

faktisk har Dansk Folkeparti, trods deres stadige insisteren på at være et stuerent og rigtigt

parti, ved netop deres fortørnelse vist, hvor central anerkendelsen fra spillets øvrige

deltagere er: får man ikke denne anerkendelse rimeligt hurtigt, er man dømt til en perifer

eksistens og formodentlig en forholdsvis hurtig død. Dansk Folkeparti er siden da nået et

godt stykke på vejen mod anerkendelse.

11


Orla Vigsø

samarbejde med Dansk Folkepartis repræsentanter på det lokale plan −

hvilket statsministeren ikke modsagde − fordi det på lokalplan handlede om

at finde løsninger på konkrete problemer og ikke om ”politik”. Så længe

Dansk Folkepartis lokale repræsentanter ikke udtalte sig politisk om

indvandring og ”de fremmede”, således som den landspolitiske ledelse gør

ustandseligt, så ville man godt kunne samarbejde. Holder man sig til en

enhedslig og ideologisk forståelse af, hvad politik er, vil man ikke kunne

forklare denne tilsyneladende flagrante inkonsistens; her er det netop

nødvendigt at forstå, at det lokalpolitiske felt og det centralpolitiske felt

fungerer efter vidt forskellige regler. Samtidig er de perifere felter mere eller

mindre integreret i det centrale felt, eftersom intet område kan fungere helt

autonomt i forhold til centralmagten.

Systemet er således kendetegnet ved en høj grad af arbejdsdeling mellem

politikere og ”profane” 12 , hvilket bl.a. kan ses, når man spørger folk om deres

interesse for politik. Gang på gang viser disse undersøgelser i alle

vesteuropæiske lande, at det kun er en meget lille del af befolkningen, som

erklærer sig meget interesseret i politik. Kort sagt: borgerne interesserer sig

ikke synderligt for politik i denne generelle forstand; de overlader politikken

til politikerne. 13

Der er således etableret et skel mellem politisk aktive aktører, som er

interesseret i politikken i en sådan grad, at de vil investere deres liv i

den, og det store flertal af dem, som de må forsøge at mobilisere. Det

politiske felt er således konstitueret som et afskilt område, som følger sine

egne love, fokuserer på sine indre indsatser, som er relativt esoteriske

eller latterlige for de ikke-indviede, og det er samtidig tilbøjeligt til at

”lukke” sig om sig selv. (Gaxie 1996:20)

12 Når dette begreb anvendes, er det udelukkende for at undgå at specificere gruppen som

andet end ”ikke-politikere”.

13 Man skal imidlertid ikke heraf drage den konklusion, at borgerne ikke interesserer sig

for politiske spørgsmål, men interessen afhænger af den personlige investering og indsats.

At man erklærer sig ”ikke særligt interesseret” i politik forhindrer ikke, at man engagerer

sig i fx kampen mod bygningen af en ny bro eller mod nedlæggelsen af daginstitutioner.

12


Det politiske marked

Denne tendens modvirkes af valget, som netop er en dom over politikerne,

fældet af dem, som er udelukket fra det politiske område − lidt af et

paradoks. Derfor ser man også ofte politikerne undsige selve det politiske

systems lukken-sig-om-sig-selv til fordel for et demokratisk ideal om aktiv

deltagelse. Heri kan man se endnu et paradoks; politikerne undsiger den

professionalisering, som er grundlaget for systemet, til fordel for den aktive

deltagelse fra befolkningen, som for størstedelens vedkommende udtrykker,

at de ikke interesserer sig for politik. Uden at skulle gøre et stort nummer ud

af dette, må man sige, at der tilsyneladende er en vis afstand mellem

idealerne og virkeligheden inden for politikken.

3.1. Fra entreprenør til virksomhed

Professionaliseringen af politikken har, som tidligere nævnt, ført til, at det er

andre typer af aktører, som er virksomme inden for feltet: tidligere var der

tale om ”entreprenører”; nu er der tale om ”virksomheder”. Dette kræver en

kommentar.

Daniel Gaxie og Michel Offerlé med flere taler på fransk om entrepeneur og

entreprise inden for det politiske felt, hvilket giver muligheden for at anvende

det tilhørende verbum entreprendre og spille på en dobbelt betydning: en

entrepeneur er dels en innovativ igangsætter, dels en person, som driver en

specifik virksomhed. L’entreprise er således både det at entreprendre og den

specifikke virksomhed. Jeg har valgt her at anvende det noget uvante ord

entreprenør sammen med det noget mere almindelige virksomhed. Det danske

ord har også en dobbelthed i sig, som kan sammenlignes med den franske:

virksomhed kan være såvel resultatet af et virke som en produktionsenhed,

men at konstruere substantivet en virker for at vise det etymologiske

slægtskab virker lidt for søgt. Så en entreprenør skal forstås som en person, der

har en virksomhed (med mulighed for begge dette ords betydninger) på det

politiske felt.

Begrebet politisk entreprenør er knyttet til forestillingen om det politiske

marked som et abstrakt sted, hvor aktører konkurrerer med hinanden for

opnåelse af visse goder. Når det er nødvendigt at indføre begrebet og ikke

blot tale om politikere, skyldes det, at der findes andre former for aktører på

markedet end politikere. I vore dage er politiker stort set synonymt med

13


Orla Vigsø

partipolitiker, men såvel en historisk analyse som en analyse af den aktuelle

situation viser, at der har været og er andre typer af entreprenører på det

politiske marked. Partierne er historisk bestemte former for politisk

virksomhed, og selv om de i dag har stort set monopol på at agere på det

politiske marked i forbindelse med valg, er de til stadighed truet på andre

politiske markeder af andre former for entreprenører, som også udbyder

politiske goder: miljøorganisationer, forbrugergrupper, græsrodsbevægelser,

kort sagt interesseorganisationer. Denne pointe er vigtig, når man vil forstå

partiernes stillingstagen, positionering og kommunikation; partierne kæmper

ikke kun mod hinanden, men også mod andre ikke-parlamentariske grupper,

i forsøget på at opnå befolkningens opmærksomhed og støtte.

Men der er altså sket en bevægelse fra individuelle aktører til kollektive

aktører, fra politiske entreprenører til politiske partier. Det betyder

selvfølgelig ikke, at individet som sådant forsvinder − det er og bliver stadig

mennesker af kød og blod, som man på valgdagen har mulighed for at vælge

imellem − men det betyder, at individerne må indordne sig under en

kollektivitet for at have en chance for at blive valgt, 14 og dette har igen

betydning for den form, repræsentationen og udvekslingen med vælgerne

tager.

Det faktum, at politikerne er individer med personlige interesser, gør

også et parti til en mere sammensat og (potentielt) konfliktuel størrelse, end

tidligere definitioner har anset. 15 Man bør derfor ikke, ifølge Michel Offerlé,

analysere de politiske partier ud fra spørgsmålet hvad de ”tjener til”, hvilken

rolle de udfylder i et demokratisk samfund, men i stedet som grupper, der er

”grundlagt” for at intervenere på det politiske marked, men som er i stand til

at producere meget forskellige virkninger og være genstand for meget

varierende investeringer og sociale anvendelser. Det gælder ikke om at forstå,

hvad partierne tjener til, for en sådan tankegang udgår fra en tro på, at

partierne er målrationelle og funktionelle. Hævdelsen af det partipolitiske

14 I Danmark er det siden 2. verdenskrigs ophør kun lykkedes to personer at blive valgt til

Folketinget uden for partiopstillingerne, og i begge tilfælde var der tale om personer med

en særlig personlig kapital: Christmas-Møller var under krigen blevet kendt som den

danske stemme fra BBC, og Jacob Haugaard var landskendt som komiker på tv. I begge

tilfælde spillede medierne således en afgørende rolle.

15 Se fx Duverger 1964, LaPalombara & Weiner 1966, Rasmussen 1972.

14


Det politiske marked

systems rationalitet og funktionalitet er, som Weber har vist, et led i

modernitetens generelle rationaliseringsbestræbelser, og den er derfor også

en grundantagelse i partiernes selvforståelse og legitimering af deres

virksomhed. Det er og bliver imidlertid en påstand. En nærmere

undersøgelse vil vise, at partierne ikke blot er rationelle, enhedslige aktører,

men at de er scene for indre kampe. Så hvis de politiske partier tjener til

noget, er det ikke det samme for alle aktører. I stedet må man redegøre for,

hvordan de sociale aktører, som har interesse i de politiske partier, på én

gang ”tjener” disse og ”anvender” sig af disse på ekstremt forskellige måder.

Så i stedet for at være en enhedslig, målrationel aktør, er et parti et

konkurrencefelt, hvor to former for kapital mødes: 1) Partiets objektiverede

kapital, dvs. dets samlede sum af teknologier og handlemåder, som er

akkumuleret gennem tiden af partiets deltagere, og 2) de enkelte deltageres

personlige − mere eller mindre adækvate − egenskaber: inkorporeret kapital,

deres habitus som aktive medlemmer eller funktionærer. Disse deltagere er i

konkurrence om den objektive kapitals fordeling og dermed om retten til at

bestemme, hvad den skal bruges til.

3.2. Den objektiverede kapital

Når man taler om den ”objektiverede” kapital, er det fordi den er blevet

materialiseret, eksterioriseret:

Den sociale objektivering er eksterioriseringen, materialiseringen og/eller

institutionaliseringen af repræsentationer og praksisser hos individer og

grupper i eksterne genstande (skriften er for eksempel en form for

objektivering). Man taler også om reifikation. De sociale former, som er

objektiveret (gennem eksteriorisering af det interiøre), adskiller sig fra de

sociale former, der er inkorporerede (gennem interiorisering af det eksteriøre,

habitus). (Accardo & Corcuff 1992:233)

Den kollektive kapital, som et parti råder over, inkluderer både objektiverede

former som emblemer, logoer, symboler, steder og bygninger, og mere

abstrakte former som organisationsform og traditioner. Vigtigst og ældst af

disse er som regel partiets mærke, dets symbol eller logo; det er det, som er

15


Orla Vigsø

bedst kendt i offentligheden, og som har den bredeste anvendelse. At mærket

virkelig indtager en central plads kan fx ses af den forsigtighed, som

partierne udviser hvad angår dets modernisering, for slet ikke at tale om dets

udskiftning med et helt andet. Den socialdemokratiske knyttede næves

transformation overalt i Vesteuropa fra at være et rent kampmærke til at blive

en markering af en vilje til fredelige reformer ved hjælp af en rose var en

langvarig proces. Da de svenske socialdemokrater valgte at tage næste skridt

og bevare rosen i en mere stiliseret og uformel udgave, skete det ikke uden

protester fra medlemmerne, som havde svært ved at forbinde et

dekonstrueret rose-ansigt med den traditionelle (klasse)kamp. 16 Mange

socialdemokrater (formodentlig især de ældre) foretrak det traditionelle

partisymbol (som i og for sig ikke var specielt gammelt, men som dog vedgik

sig sine rødder ved at bibeholde knytnæven). Ved sin alder, synlighed og

genkendelighed skabte det en anden form for identitet end Javier Mariscals

smilende puslespil. Et andet eksempel på et mærke, som ved sin stadige

tilstedeværelse gør det muligt at skelne mellem ”os” og ”de andre” er

socialdemokraternes røde nipsenål i reversen. Her er det kollektive mærke

gledet over i et individuelt mærke, som på én gang er diskret og tydeligt,

mindre konfrontatorisk end den knyttede næve, men mere påtrængende ved

sin stadige tilstedeværelse. 17

En vigtig del af konstitueringen af et nyt parti viser sig gang på gang at

være valget af navn (som også er en del af mærket) og partisymbolet. På

venstrefløjen i 1970’erne var navnet vigtigt som en markering af en forskel,

som det ellers kunne være svært at se for de ikke-indviede (deraf den

overvældende brug af betegnelserne ”revolutionær”, ”marxistisk-leninistisk”

og ”arbejder” 18 ); i 1980’ernes og 90’ernes Europa var det på højrefløjen især

markeringen af nationalt tilhørsforhold og ”folkelighed”, som var vigtig.

16 Se Vigsø 1996.

17 Man kan også gøre sig mange tanker om Socialdemokratiets og fagbevægelsens ønske

om at leve op til de ”borgerlige” normer ved deres fremstilling af diverse memorabilia, så

som askebægre og platter, som minder fra kongresser o. lign.

18 Hvilket på forrygende morsom vis er vist i Monty Pythons film Life of Brian, hvor de

forskellige palæstinensiske modstandsgrupper er mere optaget af at bekæmpe hinanden

og forsvare deres egen ret til at kalde sig noget med ”folk” end af at bekæmpe romerne.

16


Det politiske marked

At steder og bygninger udgør en kollektiv kapital skyldes deres

symbolværdi: stedet, hvor partiet blev stiftet, spiller ofte en central rolle for

påpegningen af kontinuiteten, dvs. som et referencepunkt. Hvad bygninger

angår, er det især arbejderbevægelsens rejsning af et eget hus (”Folkets hus”)

rundt omkring i landet, som har spillet en stor rolle − det er ikke uden grund,

at det danske Socialdemokratis egen beskrivelse af partiets fremvækst fik

titlen En bygning vi rejser. 19 Disse huse har fungeret både som praktisk

samlingssted og som symbolsk mærke for bevægelsens voksende styrke (og

som en torn i øjet på bevægelsens politiske modstandere, hvilket også er en

vigtig funktion).

En form for kollektiv kapital, som er central, er den rent økonomiske

kapital. Partier er ikke blot virksomheder i en abstrakt forstand, de er det

også i en meget konkret økonomisk forstand. De økonomiske ressourcer er af

stor betydning ved planlægningen og gennemførelsen af en valgkampagne,

men også i det daglige arbejde spiller økonomien en stor rolle, fx for

muligheden for at drive en professionel organisationsstruktur med et stort

antal ansatte. At man har indset de økonomiske ressourcers betydning for det

partipolitiske arbejde ses af de forskellige former for lovgivning, man har i de

forskellige lande, angående partiernes finansiering, firmaers og personers

bidrag til valgkampe og partikasser osv. Regler og praksis er vidt forskellig i

de forskellige lande, men fælles er, at staten støtter partivirksomheden for at

undgå, at de partier, som har tilgang til store økonomiske ressourcer (fra

erhvervsliv, landbrug eller fagbevægelse) skal få en alt for overvældende

fordel. Tidligere skilte kommunistpartierne sig ud ved deres indsamlinger

blandt medlemmerne; nu er det fx et fænomen som ”partiskat” af

rigsdagsmedlemmernes løn, som skiller visse småpartier ud fra de store (og

rige) partier.

Man kan fremsætte den hypotese, at jo ældre og jo mere lukket den

sociale relation er, desto vigtigere er den objektiverede kapital. Det vil sige, at

der er en sammenhæng mellem partiets grad af etablerethed og vigtigheden

af de kollektive ressourcer. Og omvendt: jo mindre de aktives kapital er

objektiveret, desto friere slag er der for de aktive til at tilegne sig kapitalens

afkastning, dvs. for at ”gøre karriere” i partiet og skaffe sig fordele og

19 Oluf Bertolt, Ernst Christiansen & Poul Hansen (1954-55): En bygning vi rejser I-III.

København: Forlaget Fremad.

17


Orla Vigsø

indflydelse. I det første tilfælde er det partiet, som skaber den aktive, i det

andet er det de aktive, som skaber partiet. (Jvf. kapitalismens udvikling: i

begyndelsen er det entreprenøren, den enkelte iværksætter, som skaber

kapitalismen; når den er mere avanceret − objektiveret og etableret − er det

kapitalismen, som skaber entreprenøren.)

3.3. Den individuelle kapital

De individuelle former for kapital er sværere at beskrive skematisk; de

udgøres af de personlige egenskaber og ressourcer, som kan have relevans i

en politisk sammenhæng. Det vil sige kvantificerbare størrelser som

uddannelse og formue, alder og køn, men også mere uhåndterlige størrelser

som karisma, netværk, anseelse, erfaring mm. Man kan også beskrive den

individuelle kapital som det, der kan medvirke til at bevare og uddybe

politikerens ethos, altså de faktorer, som retorisk kan anvendes som

argument for politikerens egnethed. Her virker det som om, den politiske

sociologi har et ganske objektivistisk syn på, hvad de individuelle ressourcer

er, mens et mere pragmatisk og retorisk syn vil kunne give en uddybet

forståelse af deres anvendelse. For ud over de rent fysiske ressourcer, er der

for de andres vedkommende tale om potentielle ressourcer, som først

realiseres som ressourcer ved at blive diskursiverede. Det betyder, at en

egenskab som alder kan diskursiveres som en ressource på (mindst) to

forskellige måder, alt efter kandidatens alder: en høj alder kan diskursiveres

som (livs)erfaring og ansvarlighed; ungdom kan diskursiveres som dynamik

og gåpåmod. Og modsat kan modstandernes alder, hvis det anses som

opportunt, diskursiveres modsat: høj alder som svaghed og træthed, lav alder

som mangel på erfaring og uansvarlighed. Ved et sådant syn på de personlige

ressourcer fremgår det tydeligt, at en politikers kapital er en størrelse, som får

sin betydning fra den værdi, den tilskrives af modtagerne, vælgerne. Det er

med andre ord ikke nok, at partiet eller politikeren selv hævder, at

kandidaten besidder en vis kapital; for at den skal få indflydelse på

18


Det politiske marked

vælgernes adfærd, skal den anerkendes som en positiv ressource af vælgerne

− ellers forbliver det en påstand. 20

I det politiske parti mødes således to former for kapital, som indgår i en

tæt relation med hinanden. Den enkelte politiker trækker i varierende grad

på den kollektive kapital, samtidig med at han med sin personlige kapital

bidrager til at opbygge og forstærke den kollektive kapital. Politikeren låner

så at sige af den kollektive kapital: han optræder under partiets mærke, han

indgår i dets organisationsstruktur og får en personlig ressource ved at være

højt placeret i hierarkiet, han anvender partiets diskurser (og transformerer

dem i varierende grad for at skabe en forskel), og han henviser helt generelt

til partiet som en bagvedliggende kraft (med antal medlemmer og stemmer

som en vigtig styrkemåler). Samtidig øger han partiets kollektive kapital, som

jo er summen af de enkelte politikere og aktivisters indsats gennem historien.

Er der ikke tale om denne gensidige værditilførsel, dvs. hvis politikeren

udnytter partiet uden at tilføre det noget, vil hans karriere inden for partiet

blive kort. Dette kan fx være tilfældet, når et parti ”kaprer” en kendt

personlighed, gerne en mediepersonlighed, i håbet om at tiltrække nye

vælgere (altså øge den kollektive kapital), og det så viser sig, at personen blot

anvender tilknytningen til at eksponere sig selv yderligere og ikke tiltrækker

nye vælgere. Dette eksempel viser også, at der ikke er vandtætte skot mellem

det politiske felt og andre sociale felter; den personlige kapital er netop

knyttet til individet og kan realiseres inden for forskellige felter, endda

samtidig.

Skal man forsøge at karakterisere et parti ud fra dets ressourcer, bør man

således undersøge både de kollektive og de individuelle ressourcer. Man må

se på ressourcernes genese, dvs. hvor de stammer fra. Det indebærer et studie

af partiets historie og af forgængerne, de enkelte fremtrædende politikeres

bidrag til den kollektive kapital. Hvad betød fx Thorvald Staunings rolle som

”landsfader” for det danske socialdemokratis fremtidige position som

statsbærende parti (og Per Albin Hanssons tilsvarende rolle for det svenske

socialdemokrati)? Man må undersøge hvilke typer af ressourcer, som

karakteriserer organisationen, og hvor variable de er, dvs. hvor afhængige de

20 Eksemplerne er mange på politikere, som man har påstået besidde en vis ressource, der

så har vist sig ikke at være det (dvs. ikke kunne gå fra at være potentiel til at være

realiseret ressource) ved et valg.

19


Orla Vigsø

er af konjunkturerne. Og man må undersøge den relative fordeling mellem

kollektiv og privat kapital i partiet, fx hvor stor en rolle partilederen spiller

for partiets anseelse. 21

3.4. Den interne kamp

I et hvilket som helst parti foregår der en intern kamp om poster, indflydelse,

magt. Det er så selvklart, at det ikke burde være nødvendigt at fremhæve,

men man har i høj grad forbigået dette faktum i definitionerne af, hvad et

politisk parti er. Partiet er blevet set som en enhedslig og rationel aktør, men

er rent faktisk scene for en intern konkurrence:

Et parti bør analyseres som et rum for objektiveret konkurrence mellem

aktører, som er villige til og motiverede for at kæmpe for den legitime definition

af partiet og for retten til at tale i enhedens navn og under det kollektive mærke,

som de ved deres konkurrence bidrager til at opretholde eksistensen af, eller

snarere af troen på dens eksistens. (Offerlé 1997:25)

Et sådant konkurrencefelt samler interesserede aktører, interessenter, men

disse har varierende interesse i opretholdelsen af ”eksistensen” og i

bestræbelsernes succes. Det er derfor altid vigtigt at spørge sig selv, hvad den

”aktive” bruger partiet til og gør det til, og hvad partiet bruger den ”aktive”

til og gør ham eller hende til.

Det er også vigtig at understrege, at politikerne ved at tale i partiets navn

kæmper om retten til at definere, hvad partiet er og står for: ved at påkalde

sig partiet gør man sig selv til (sand) repræsentant, hvilket på én gang viser

eksistensen af en enhed og fremholder den talende som inkarnationen af

denne enhed. Ser man på politikernes kamp for at blive opstillet inden for et

parti, bliver det tydeligt, at der er tale om et dobbelt konkurrencefelt: på den

ene side lader den indre kamp ingen tvivl tilbage om, at kandidaterne er vidt

21 At det kan være såvel en fordel som en svaghed at få hovedparten af sin styrke fra

partilederens individuelle kapital, hans eller hendes ethos, er der flere eksempler på i

nyere tid. De danske Centrumsdemokraterne får i høj grad deres stemmer på partilederen

Mimi Jacobsens personlige ethos, ligesom svenske Kristdemokraterna får deres fra Alf

Svensson.

20


Det politiske marked

forskellige og har forskellige interesser, og på den anden side gør de alt for at

markere, at partiet er en samlet enhed, og at deres egen kamp for at blive

opstillet skyldes overbevisningen om, at netop de på bedste vis vil kunne

repræsentere partiet i kampen mod andre partier. Så ikke nok med at man

skal råde over ressourcerne, man skal også få andre til at tro på, at det er

tilfældet: ”[...] at have magt inden for et felt vil sige at råde over overordnede og

differentierede ressourcer, men også at lykkes med at overbevise andre om, at man har

magt” (Offerlé 1997:70). Så for at forstå et parti må man således forstå det som

en organisation med komplekse relationer mellem aktører, der er i

konkurrence med hinanden, samtidig med at organisationen er i konkurrence

med andre organisationer om støtte fra vælgerne.

At studere partierne vil sige at analysere historiske former for politisk

virksomhed, bestemte typer af associative sociale relationer, under

hvilke aktører, som er interesseret af tilegnelsen af profit garanteret af et

kollektivt mærke, indgår i konkurrence om produktionen af goder, som

skal tilbydes på det politiske marked. (Offerlé 1997:27)

Det faktum, at et parti er i en konkurrencesituation såvel udad som indad har

også konsekvenser for partiets kommunikation: konkurrencen må udad til

markeres inkorporeret (eller ”overvundet”), dvs. som et sundhedstegn, så

partiet kan fremstå som en enhed, hvor konkurrencen er blevet til en kapital

(rationalitet i form af enighed på baggrund af debat). Partiets diskurs må ikke

afspejle den konkurrence, der vitterligt findes, som en uenighed, der er

potentielt splittende og skadelig for partiet.

Den indre konkurrence er således underlagt den ydre konkurrence, hvor

det gælder om at fremstå som en enhed for klart at kunne markere forskellen

til andre partier. Situationen skaber dermed også skel mellem forskellige

diskursive rum: det er ikke alle former for diskussion (sproglig kamp), som er

acceptabel i alle sammenhænge.

21


Orla Vigsø

3.5. Forskelsskabelse og konformisme

De politiske partier lever af at kunne overbevise vælgerne om, at de er

forskellige fra hinanden. Men det er i denne forbindelse ikke interessant at

forsøge at afgøre, hvorvidt partierne ”rent faktisk” er forskellige, dvs. at søge

efter en essentialistisk definition af de forskellige partier. Forskellen er ikke

noget, som ”er” der, det er noget, som skabes i partiets italesættelse af sig

selv, og hvis det ikke lykkes for et parti at skabe denne forskel til andre

partier, har dette parti ikke nogen eksistensberettigelse. Demarkeringen,

forskelsskabelsen, er dermed en central del af de politiske partiers diskurser:

forskellen er forudsætningen for at kunne tiltrække støtte fra vælgerne, og så

er det principielt uden betydning, om den forskel, man vælger at skabe, er

ideologisk, aldersmæssig, regional eller andet − selv om det selvfølgelig har

store konsekvenser for, hvilke vælgere man kan tiltrække.

Men samtidig med denne forskelsproduktion findes der stærke kræfter,

som virker for assimiliation og konformisme mellem de politiske partier.

Partierne har samme syn på en række punkter, og denne enighed producerer

og reproducerer de gennem deres ageren og interageren. Dermed

reproducerer de også deres egen ret til at deltage i det politiske spil, og de

reproducerer selve det politiske spils legitimitet. Der hersker i det mindste

enighed om følgende punkter:

1) Enighed om nødvendigheden af politikere, af (gode) repræsentanter, og

dermed også om politikernes repræsentativitet.

2) Enighed om nødvendigheden af partier, som er forskellige (dvs. af

pluralisme).

3) Enighed om det politiske arbejdes vigtighed: politik kan faktisk ændre

borgernes liv, det er ikke bare tom snak; der træffes afgørelser af

betydning.

4) Enighed om den politiske konkurrence og den mulige fortjeneste; den

politiske kamp er en symbolsk kamp ført med ord, hvor man kan vinde

retten til at repræsentere folket.

5) Enighed om skuepladsen/kamppladsen og kampens form: man nægter at

diskutere visse ting (fx personlige forhold), og diskussionen må foregå

på ”et vist niveau” (ingen ukvemsord, latrinære udtryk mm.); man

22


Det politiske marked

kritiserer dem, som ikke spiller efter reglerne (”gør grin med politikken”,

som i Frankrig Coluche, i Danmark Jacob Haugaard), og nye aktører,

som for at blive repræsenteret tager nye emner op eller indtager en

ekstrem position: de kaldes ekstremister, ideologer, populister,

demagoger − kort sagt frakendes de de egenskaber, som de andre er

enige om udgør grundlaget.

Herved begrænser partierne som samlet gruppe universet for det, der er

muligt at sige og tænke politisk, hvilket med andre ord vil sige, at det er

feltets aktører, som selv sætter grænserne for feltet og lægger retningslinierne

for, hvem der kan accepteres som aktør på feltet.

4. Konkurrencen på det politiske marked

Konkurrencen mellem de politiske partier finder sted på et politisk marked,

dvs. et sted ”hvor der udveksles politiske produkter med former for støtte

(materielt eller symbolsk) og stemmer” (Offerlé 1997:28-29). Umiddelbart kan

det være svært at se forskellen på det politiske felt (eller de politiske felter,

som man rettelig bør omtale det, jvf. tidligere) og det politiske marked eller,

som det bør være: de politiske markeder. Det virker ikke helt klart, hvornår

noget bør kaldes et politisk felt og hvornår et politisk marked, eftersom selve

det, der kendetegner politikken i et demokratisk samfund, er en udveksling

af (mere eller mindre symbolske) størrelser (stemmer, repræsentation,

ønskeopfyldelse). Det er således svært at tænke sig politik uden at samtidig

tænke marked.

Dette hænger selvfølgelig sammen med den historiske udvikling af de

vestlige demokratier, hvor politikerrollen og partisystemet er blevet så

indarbejdet, at der er tale om en monopolstilling. De to begreber felt og

marked må derfor ses som vævet ind i hinanden; taler man om et politisk felt,

taler man på et geografisk afgrænset plan, som udgør udbudsstrukturen for

et politisk marked; taler man om et politisk marked, befinder man sig på et

plan, hvor der er tale om specifikke udvekslinger. Til ethvert politisk felt

23


Orla Vigsø

svarer en bestemt type af politisk marked. 22 Valget til den lovgivende

forsamling er således et politisk marked, som udspiller sig på det generelle

politiske felt, mens valg til en bestemt kommunes styrende organ udgør et

andet marked, som udspiller sig på et bestemt periferi-felt. Samtidig giver

markedsbegrebet mulighed for at se andre former for udveksling end netop

de offentlige valg som udspillende sig efter samme mønster. Der findes

således også markeder inden for de enkelte partier, inden for det enkelte partis

gruppe i den lovgivende forsamling, mellem partierne inden for den

lovgivende forsamling osv.

4.1 Udbud og efterspørgsel

Når man taler om et politisk marked har man dermed også sagt, at der er tale

om et udbud og en efterspørgsel, og denne brug af de økonomiske begreber er

ikke uproblematisk. Som Gaxie & Lehingue påpeger, kan man, når man

anvender begreberne analogisk, ikke se bort fra den måde, begreberne

anvendes på inden for den disciplin, de er lånt fra. Man løber dermed en

risiko for, at falde ind i en simplificerende og totaliserende ”økonomisme” i

en form for generaliseret økonomi, eller at underkaste sig det monetære

marked som ramme for forståelsen af alt andet. Som vi tidligere har set, er

der tale om en mere kompliceret bevægelse end blot og bare at låne

begreberne fra økonomien; der er snarere tale om, at der bag såvel den

økonomiske brug som andre anvendelser af marked/udbud/efterspørgsel

22 Ifølge bl.a. Gaxie (Gaxie 1996:23, note 2) må man skelne mellem politisk marked og

marked for politisk magt, hvor sidstnævnte er den direkte konfrontation mellem

politikeren og de personer, som berøres af beslutningerne, fx en minister over for en

erhvervsgruppe inden for staten, som er ramt af nedskæringer. Det er klart, at ministerens

diskurs er en anden i et sådant tilfælde, end når han står over for en forsamling af vælgere

− han er i en anden magtposition − og resultatet af denne skelnen vil derfor være en

supplering af de centrale og perifere politiske markeder med tilsvarende markeder for

politisk magt. Jeg vælger imidlertid ikke at anvende en sådan skelnen, bl.a. ud fra den

opfattelse, at politikere altid også taler på et politisk marked, selv når de taler på et marked

for politisk magt. En årsag til dette er den stadige tilstedeværelse af medier, som gør

enhver udtalelse til et moment i den politiske konkurrence, formodentlig endda i langt

højere grad end udtalelsen er et led i en handel vedrørende politisk magtudøvelse.

24


Det politiske marked

ligger en almen forestilling som udveksling. 23 Man kan derfor anvende

begreberne, blot man udøver en ”hård kontrol over det lånte ordforråd”

(Gaxie & Lehingue 1984:115). De problemer, som de økonomiske og

økonomistiske definitioner giver, leder til et behov for en anden forståelse af

udbuddet i politikken:

De forskellige problemer, vi er stødt på, tilskynder til en substantiel

udvidelse af indholdet i begrebet politisk udbud. I en valgkamp er det, som

præsenteres for borgerne, intet mindre (men heller ikke mere [...]) end en

samling diskursive repræsentationer af det sociale rum [...]. Udbuddet

består således i en fremstilling og en diskursivering, som eventuelt kan

påvirke skabelsen af kollektive goder på den politiske magts felter og

markeder. (Gaxie & Lehingue 1984:119)

Eftersom den politiske kamp er en kamp på ord, må det, som politikerne

udbyder, også være ”ord”, altså et sprogligt formuleret billede af verden,

visioner for fremtiden, løfter, identifikationspunkter osv. En sådan definition

opfylder tre krav:

Først og fremmest gør en diskursiv definition af udbuddet det muligt at

genindføre den symbolske dimension, som faktisk bestemmer over såvel

produktionen som receptionen af politiske produkter. I den betydning er

en sådan definition uden tvivl mere realistisk, fordi den er mindre

brutalt materialistisk. [...] Identificeringen af politisk udbud med diskurs

har den anden fordel, at den gør det muligt nærmere at studere de

principper for det politiske felts funktionsmåde, som disse diskurser

skaber. Det politiske felt er et differentieret rum, der holder sine

eksistensbetingelser forholdsvist adskilt fra evnen til at oversætte sociale

skel til politiske skel, og det bør ses som et felt for frem for alt symbolsk

produktion, måske endda som ”det symbolske felt par excellence”

[henvisning til Bourdieu]. I denne optik fremtræder diskurserne som det

centrale produkt, som holder liv i konkurrencepraksissen. (Gaxie &

Lehingue 1984:120)

23 Gaxie & Lehingue henviser til ordbogsdefinitionen (Robert) for at vise, at ordet offre

historisk har haft en overvejende politisk og ikke økonomisk karakter − tværtimod er det

økonomerne, der har taget et polysemisk ord og monosemantiseret det.

25


Orla Vigsø

Er udbuddet således blevet defineret som værende af diskursiv karakter, må

dets modstykke, efterspørgslen, tænkes i samme baner. Det er umiddelbart

lettere, eftersom efterspørgslen på det økonomiske marked ikke er et fysisk

fænomen, modsat udbuddet, men udgør et behov, et begær, et ønske, en

forventning. På det økonomiske marked retter begæret sig mod et produkt og

dets (forventede) værdi for kunden, det være sig brugsværdi eller symbolsk

værdi. Parallelt hermed er den politiske efterspørgsel en forventning eller et

håb om opfyldelse af ønsker, materielt (flere penge i tegnebogen) eller

symbolsk (national storhed, uafhængighed, fremskridt osv.). Forholdet

mellem udbud og efterspørgsel er imidlertid kompliceret, såvel inden for det

økonomiske som inden for det politiske felt: hvor kommer efterspørgslen fra?

Hvad kommer først: udbud eller efterspørgsel? Inden for økonomien har der

været en tendens til at lade efterspørgslen være det styrende (man

producerer for at møde en efterspørgsel), mens ”forbrugersamfundets”

kritikere har hævdet, at industriens udbud styrer (man får, bl.a. ved hjælp af

reklame, os til at købe varer, som vi ”egentlig” ikke behøver). Denne tendens

til enten-eller tænkning, til en antinomi mellem udbud og efterspørgsel, må

overskrides, hvis man skal forstå samspillet mellem aktørerne på det politiske

marked (Gaxie & Lehingue 1984:62). Sammenhængen mellem produktion og

forbrug er langt mere kompleks; forbruget påvirker udbudsstrukturen,

udbuddet påvirker efterspørgslen. 24 Det betyder bl.a., at forventningerne til

udbuddet styres af det aktuelle udbud − eller med andre ord: vælgerne

begynder ikke at forvente sig ændringer, som ikke allerede er blevet

diskursiveret på det politiske marked. Og samtidig lancerer et parti ikke

noget fuldstændigt nyt på markedet; der skal på forhånd være etableret en

forståelse for dette gode.

Eftersom forbrugerne er prædisponerede for at vælge de politiske goder,

som udbydes på markederne, som følge af deres sociale interesser, og

disse goder er produceret af konkurrerende entreprenører ud fra en

habitus, som er socialt konstitueret; og fordi, på den anden side, der er

en tendens til at der etableres stabile relationer på markederne, hvilket

forstærker de profanes tilknytning og trofasthed over for deres

24 Som Marx sagde det, bl.a. i indledningen til Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie:

produktion er direkte forbrug, forbrug er direkte produktion.

26


Det politiske marked

repræsentanter og gør det muligt for disse at lade deres klienter (på ulige

vilkår) dele deres specifikke politiske interesser, så udspiller møderne

mellem producenterne og forbrugerne på markederne sig efter en

forudetableret harmonis logik, en harmoni, som forskellige elementer

hver gang ændrer på. (Gaxie & Lehingue 1984:245)

Der er altså en forudetableret harmoni mellem et parti og dets vælgere:

partiet udbyder ikke noget, som de ikke tror, vælgerne forventer, og vælgerne

forventer ikke noget, som de ikke tror partiet vil udbyde (i så fald ville de

skifte parti) − vælgernes forventninger er styret af de diskurser, partierne

anvender. Partiet har selv skabt forventningerne blandt dets vælgere, og

genaktiveringen af disse forventninger er en væsentlig del af partiets

markering af forskel i forhold til andre partier.

Konkurrencesituationen og eksistensen af specifikke politiske interesser

tenderer mod at integrere og harmonisere de politiske problemstillinger,

men samtidig etablerer hvert parti et hierarki af debattemaer, som på en

måde går forud for hierarkiseringen af de aktuelle eller potentielle

kunders problemstillinger. Forbrugerne er for deres del tilbøjelige til

mellem de diskurser, som findes på markedet, at vælge dem, som

modsvarer deres forventninger og således gentage diskurserne hos de

partier, som de hælder imod.

I en valgkamp giver partierne fortrinsret til de temaer, som de

forskellige segmenter af deres kundekreds giver fortrinsret, og

forbrugerne ledes socialt set mod at interessere sig for de indsatser, som

deres repræsentanter lægger frem. Udbuddet af politiske produkter på et

marked er således forudtilpasset til de forventninger, som det selv

historisk set har skabt og som det genaktiverer. (Gaxie & Lehingue

1984:245)

Eftersom forskelsskabelsen er central for et politisk partis evne til at tiltrække

vælgere, bliver valget af temaer (diskursive goder) et relationelt spørgsmål:

der er ikke kun tale om et samspil mellem partiets udbud og vælgernes

forventninger, men om et fortløbende spil af svar og modsvar mellem de

forskellige, konkurrerende partier. Udspil, som bliver bedømt som vigtige,

kræver nødvendigvis et modsvar fra modstanderne, der ellers vil fremstå

27


Orla Vigsø

som ude af stand til at møde en efterspørgsel, og som derfor vil miste i relativ

styrke. 25 Dette bidrager også til at forklare, hvorfor det politiske udbud er så

relativt homogeniseret, når de politiske tilbuds verden burde være

ubegrænset: udbuddet er altid et resultat af konkurrencen mellem partierne

og kan derfor ikke analyseres selvstændigt.

Et partis udbud bliver til i en kompleks proces, som involverer såvel

partiinterne som partieksterne forhold (se Offerlé 1997:98). Til de partinterne

hører den sociale baggrund for partiet, aktiviteterne hos medlemmerne, den

ideologiske tolkningsramme i partiet samt den interne konkurrence og

magtfordeling. Til de partieksterne forhold hører hvilken type af politisk

marked, udvekslingen finder sted på, partiets position på det politiske felt og

konkurrencen mellem partierne. Samtidig gør de samme typer af forhold sig

gældende for alle partier, hvilket gør ét partis placering og udbud afhængig

af de konkurrerende partiers position og udbud. Der findes ikke noget

marked med kun én udbyder.

Det er ikke uproblematisk at anvende markedsbegrebet på det politiske

område, men ud over de problemer, som det stiller for en teoretisk

beskrivelse, findes der også en modstand blandt de involverede mod at se

deres aktivitet beskrevet på denne måde:

Selv om den politiske aktivitet kan beskrives [...] som en udveksling

inden for rammerne af et marked, er det vigtigt at konstatere, at denne

udveksling i almenhed ikke opfattes som sådan. En del af de ”profane”

oplever ikke sig selv som profane, der står uden for det politiske felt eller

som ”forbrugere” af udbudte goder, men som borgere udstyret med en

magt til at vælge. (Gaxie 1996:37)

Man kan også analysere politik som et spil, dvs. som en regelstyret aktivitet,

men kun under forudsætning af at man ser, at det politiske spil hviler på en

25 Vi har her at gøre med kernen i ”dagsordenssætningen” (agenda setting): man får en

relativ fordel ved at sætte et emne på dagsordenen, hvis dette emne af andre betragtes

som så vigtigt, at de føler sig kaldet til at også tage det op og give et modsvar. Derved er

der også blevet skabt en efterspørgsel, dvs. en forventning om, at alle partier tager stilling

til problemet.

28


Det politiske marked

overbevisning om, at politikken kan kuldkaste alle andre former for sociale

spil og alle muligheder for gevinst. Derfor forekommer det politiske spil så

vigtigt, at ingen af de involverede accepterer, at der er tale om et spil − uanset

hvor omhyggeligt man forklarer, at det er i betydningen af regelstyret

aktivitet. Selve tolkningen af den politiske aktivitet og beskrivelsen af den er

med andre ord genstand for en kamp. 26

Hvis analogien mellem politik og spil eller marked og opmærksomheden

på politikernes ”egne interesser” vækker så stærk modstand, især i

akademiske miljøer, der således viser sig i høj grad også at være

tempelvogtere, så er det fordi den tenderer mod at reducere den storhed

og ”hellighed”, som man i praksis, men nu og da i modstrid med

udtalelser som samtidig er ikonoklastiske, tilskriver det politiske

univers. Det er omfanget af og styrken hos specialisternes og de profanes

investeringer, som er grundlaget for den politiske aktivitets sociale

rækkevidde, indberegnet hos dem, der stadig er tilstrækkeligt troende til

at føle sig kaldet til at forsvare deres ligegyldighed med den ”afsky”,

som aktiviteten vækker i dem. (Gaxie 1996:116)

Politikerne er enige om at forsvare værdigheden i deres metier; en værdighed,

som de føler truet af en beskrivelse, der anvender spil eller marked som

forståelsesramme. Denne reaktion må helt klart ses som en kollektiv

forsvarshandling, ligesom politikernes angreb på ”udenomsparlamentarisk

politisk aktivitet”, som udfordrer politikernes repræsentationsmonopol. Det

er problematisk, at forsvaret for politikerembedet meget ofte kobles sammen

med et forsvar for demokratiet som sådan, simpelthen fordi politikernes

mediering i deres egne øjne er selve fundamentet for ethvert demokrati. At

sætte spørgsmålstegn ved partipolitikernes nødvendighed bliver, på grund af

partiernes monopol på politisk repræsentation, gjort synonymt med en kritik

af de demokratiske principper, og det er de færreste, som ønsker at se sig selv

26 Hvilket i øvrigt er noget, jeg selv har oplevet gentagne gange også blandt forskere: selve

diskussionen af (parti)politisk kommunikation er så ladet med politisk kraft, at det kan

være svært for folk at holde den videnskabelige distance. Eller sagt i andre termer: den

personlige investering i politikken er så stor, at den stiller sig i vejen for en diskussion af

politikkens funktionsmåde. Et godt bevis på, at politik af de involverede er et spil, som

kan kuldkaste alle andre sociale spil, inklusive det videnskabelige.

29


Orla Vigsø

i en position som anti-demokrater. Og skulle man acceptere at blive placeret i

denne gruppe, ville man alligevel være afskåret fra at deltage i en dialog:

accepterer man ikke politikernes nødvendighed, tages man ikke alvorligt og

inviteres ikke til at deltage i den offentlige diskussion. Det, som fremstår som

et forsvar for ”demokratiet” (i abstrakt betydning), er også et forsvar for

deltagernes ret til at definere, hvad ”demokrati” er, og dermed et forsvar for

deres egen rolle. 27

Som på ethvert andet marked fastsættes der også på det politiske marked en

”pris” for de udbudte varer. Den værdi, som en politisk diskurs opnår, er en

funktion af det antal personer, som kan identificere sig med den; jo flere der

formodes at stå bag én, desto større vægt har ens ord. Det gælder, uanset om

der er tale om støtte i form af afgivne stemmer, resultat i meningsmålinger,

demonstranter i en given demonstration eller i en strejke. Konstateringen er

banal, men vigtig: hver gang, en politiker påberåber sig sin ”basis”, sin støtte,

understreger han enten dets numeriske størrelse eller dets vigtighed, enten

fordi de indbefattede personer er centrale, eller fordi de udgør en samlet

gruppe, fx et helt (eller næsten) erhverv. En sådan ekstern anerkendelse af en

politiker eller et parti åbner desuden dørene for eksponering i

massemedierne: et parti med 20 % i en opinionsmåling kan kræve, og ”har ret

til”, at få dækning i især tv, fx i en diskussion om et aktuelt emne, på lige fod

med andre partier. Sådanne beviser på repræsentativitet, som fx resultater af

en opinionsmåling, er derfor altid genstand for en kamp om tolkningen af

resultaterne: procenttal, antal personer, relativ frem- og tilbagegang − alt

sammen får først mening, når det aktuelle parti har tolket det, og denne

tolkning modsiges selvfølgelig af de konkurrerende partier, og vice versa.

27 For nu at gøre det helt klart: dette er ikke en kritik af en demokratisk styreform; det er en

påpegning af umuligheden af at stille spørgsmålet om, hvorvidt et system baseret på

partipolitikere er det bedste.

30


4.2. Stemmeafgivelse

Det politiske marked

Den væsentligste form for støtte, som ”de profane” udveksler med

politikerne i et repræsentativt demokrati, er i form af stemmeafgivelse. Ved at

sætte sit kryds ved et bestemt parti eller en bestemt politiker markerer

vælgeren, at en udveksling har fundet sted, men ingen kan på stemmesedlen

se, hvilken udveksling der mere specifikt er tale om. Vælgerne stemmer

nemlig efter meget forskellige bevæggrunde. Nogle af de vigtigste28 er:

• Den ideologiske stemme. Man stemmer på partiet eller kandidaten ud fra

ens ideologiske overbevisning, dvs. man identificerer sig med en bestemt

fastlagt ideologi (kommunismen, liberalismen, socialismen) og

accepterer kandidaten og partiet som legitim repræsentant for denne

ideologi. Denne form for stemme spiller stadig en rolle, uanset hvor

meget man har talt om ”ideologiernes død”; så længe en del af vælgerne

accepterer ideologierne som grundlæggende politiske bevæggrunde, vil

der findes partier og politikere, som markerer sig som ideologiske.

• Den personalisererede stemme. Man stemmer på en bestemt kandidat på

grund af dennes individuelle egenskaber, hans eller hendes individuelle

kapital, som kan være mere eller mindre politisk, men formodentlig

oftest har mere at gøre med personlig udstråling, karisma,

medieeksponering eller lignende. Der kan dog også være tale om en

stemme på grund af erfaring og kompetence.

• Den emnebestemte stemme. Man stemmer på den kandidat eller det

parti, som tager netop det specifikke emne op, som man selv anser for

vigtigt, ofte fordi man selv har en interesse i sagen. I Frankrig dannedes i

slutningen af 90’erne et parti med bevarelsen af jagt og fiskeri (og

dermed ”traditionen”) som centralt emne, i en sådan grad at det blev

selve partiets navn29 . I Danmark blev Centrumsdemokraterne kaldt et

28 Listen er inspireret af Offerlé (1997:100), som besynderligt nok ikke har den strategiske

stemme med i sin opregning, skønt den − i alle fald set fra en skandinavisk vinkel − spiller

en langt større rolle end visse af de andre former, han tager med.

29 Chasse, Pêche, Nature et Tradition (CPNT) har haft ret stor succes ved flere valg. Se også

deres hjemmeside: http://perso.wanadoo.fr/cpnt/index.htm

31


Orla Vigsø

parti for ”bil- og villaejere”, fordi de gjorde nedsættelsen af skatter på

disse to områder til centrale emner (og skaffede sig stemmer på det).

• Den negative eller forkastende stemme. Man kan stemme blankt, hvilket

efter politisk beslutning ikke regnes med i det samlede stemmetal30 , eller

man stemmer imod den siddende regering, uanset dens farve.

• Den konforme og vanemæssige stemme. Ser man ældre tv-optagelser fra

valgstederne, hvor folk blev spurgt, hvad de havde stemt, er det ikke

ualmindeligt at høre kvinder sige ”jeg stemte som min mand”. Selv om

denne form for kønsspecifik konformisme formodentlig er ved at dø ud,

findes der andre former for konformisme, knyttet til arbejdspladsen,

familien, kvarteret eller lignende. Større vægt har formodentlig

vanestemmen; man stemmer socialdemokratisk, for ”det har jeg altid

gjort”. En stor del af de store og gamle partiers kernevælgere må

betragtes som vanevælgere, der ikke foretager nogen analyse af den

aktuelle situation, men stemmer som de plejer.

• Stemme på grund af etisk eller social nærhed. Man stemmer på en

person, fordi han eller hun er ”ærlig”, ”en af vore egne”, katolik,

protestant, frikirkelig, buddhist eller andet, eller fordi personen kommer

samme sted fra som en selv.

• Forskelsstemmen. Man stemmer på et parti eller en person for at markere

en afstand, fx til forældrene. I så fald vil valget af parti være bestemt som

det diametralt modsatte: er forældrene konservative, stemmer man på

venstrefløjen, er forældrene venstreorienterede, stemmer man

konservativt eller liberalt. Der kan også være tale om en stemme på et

parti, som man mener, bør findes i den lovgivende forsamling, men som

er i fare for at ryge ud (eller ikke komme ind).

• Den strategiske stemme. Denne form for stemme styres af en pragmatisk

kalkule, hvor man egentlig ville stemme på ét parti, men stemmer på et

andet for at forhindre et tredje i at få magten. Eksempelvis stemmer man

socialdemokratisk i stedet for at stemme på venstrefløjspartierne for at

sikre, at der ikke bliver en borgerlig majoritet. (Dette er endnu tydeligere

i lande, hvor der er tale om flertalsvalg i enkeltmandskredse, eller hvor

der vælges en præsident gennem flere valgrunder.) Alt afhængig af

30 Hvilket, så vidt jeg ved, gælder i alle vestlige demokratier.

32


Det politiske marked

meningsmålingernes tendenser kan man også stemme på et andet parti

end det, man egentlig ville stemme på, hvis det tyder på, at partiet ikke

kommer over spærregrænsen, og ens stemme i så fald ville være

”spildt”. 31

Vælgerne stemmer, som vi lige har set, på et parti ud fra vidt forskellige

begrundelser, som partiet ikke kan vide noget om. 32 Ikke desto mindre

fremhæver hvert parti, at deres vælgere udgør en gruppe, et vælgerkorps, og

efter at man i en periode betragtede vælgerkorpsene, som om de var reelle,

velafgrænsede grupper, må man i dag se det som overfladiske forsamlinger

af atomiserede individer (se fx Baudouin 1998:205 ff.). Dette skyldes bl.a., at

de traditionelle bånd mellem et parti og en bestemt og homogen social

gruppe er brudt; partierne konkurrerer så at sige om de samme vælgere, og

styrkeforholdet mellem partierne kan ikke tolkes som et styrkeforhold

mellem konkurrerende sociale grupper. 33 Men eftersom partierne kæmper om

de samme vælgere, nemlig i form af en ikke-socialgruppeopdelt

vælgermasse, er det nødvendigt at producere en forskel i forhold til de andre

31 Meningsmålingerne får dermed en selvforstærkende effekt ved at formindske antallet af

stemmer på de små partier, som ligger på grænsen − med mindre de forstår at indgå

alliancer, valgforbund, med andre partier, som gør at vælgerne får en repræsentation, selv

hvis netop dette parti ikke bliver repræsenteret. I øvrigt viser denne sprogbrug, hvor ens

stemme er ”spildt”, hvis man ikke får en repræsentation, at der ligger en

markedstankegang bag: at stemme uden at blive repræsenteret er som at betale uden at få

varen, eller, hvis man er meget positivt indstillet, at få en vare, som er mindre værd end

den, man var blevet lovet.

32 Ganske vist spørges der nu og da til vælgernes begrundelser for at stemme ved

undersøgelser ved valglokalerne, men strengt taget er der ingen mulighed for at vide, om

vælgernes svar er i overensstemmelse med sandheden: det, at man ved at valg er en

”politisk” handling, kan let lede til, at man giver en begrundelse, som man tror, vil

opfattes mere ”politisk” (dvs. ”rigtig”), end det, som egentlig drev én. Altså svarer man, at

man stemte på parti X på grund af deres skattepolitik, selv om det måske mere var på

grund af spidskandidatens fremtræden i tv.

33 Hvis der var et ligefremt proportionalt forhold mellem socialgruppe og partistemme,

ville afstemningsresultatet vise styrkeforholdet mellem socialgrupperne. Man kan så stille

sig det spørgsmål, hvordan et parti skulle kunne gå frem i stemmeprocent: enten skulle

det være resultatet af en stigning i socialgruppens relative størrelse, eller også skulle det

være fordi, partiet havde vundet folk uden for ”sin” gruppe − og dermed ville det direkte

forhold være brudt. Eller også må man operere med et begreb som ”fremmedgørelse” i

forhold til ”objektive” klassetilhørsforhold.

33


Orla Vigsø

partier, og denne forskel må (også) have som mål at give vælgerne en følelse

af at høre til et fællesskab. At som politisk parti tale om sine vælgere som en

gruppe, er med andre ord at konstruere denne gruppe, og dette spiller en vigtig

rolle i det politiske spil:

Den symbolske homogenisering af disse labile og meget ofte heterogene

grupperinger, som først og fremmest findes som grupper på papiret, er et

af de centrale aspekter af det repræsentative arbejde. (Offerlé 1997:101)

Et parti repræsenterer vælgerne, men det kan ikke repræsentere vælgerne

som en heterogen samling af enkeltindivider; det må, på en eller anden måde,

få samlet vælgerne til en gruppe for at kunne udføre et

repræsentationsarbejde. Og det er ikke nok at samle gruppen af vælgere

under betegnelsen ”dem, der stemmer på os” − der må et mere substantielt

samlingspunkt til. Her bruger partierne selvfølgelig de historisk

veletablerede grupper, som har en stærk symbolværdi (arbejdere, bønder,

selvstændige...), men vigtigere er sammenfatninger af de

opinionsundersøgelser, partierne laver af vælgernes prioritering af

problemer: partierne undersøger, hvad vælgerne (og de potentielle vælgere

ikke mindst) interesserer sig for og ønsker, for at kunne integrere disse

synspunkter i deres egne og således vise, at partierne repræsenterer disse

synspunkter. 34 Ved dette arbejde gøres et synspunkt eller en interesse til et

samlingspunkt for en gruppe, som dermed konstrueres som sådan. Arbejdet

går med andre ord ud på at begrænse grupper, homogenisere deres krav,

legitimere deres eksistens og samtidig delegitimere modstandernes

grupperinger som værende mindre repræsentative.

Et partis vælgerkorps er på én gang en samling af individer med

modstridende interesser, et rent statistisk produkt og en

34 Antallet af bøger og artikler, hvor dette form for opinionsmålings-politik kritiseres, er

stort. Nævnes kan bl.a. Roland Cayrol: Médias et démocratie: la Dérive, hvis titel de fleste

kritikere ville kunne anvende: dérive betyder ”afdrift”, altså når et skib på grund af

strømmen afviger fra den udstukne kurs. Medialiseringen, og herunder opinionsmålingen

som styringsmiddel, tvinger demokratiet bort fra dets rette kurs. Se også Ewa Stenberg

”Politiken formas av mätningar”, Dagens Nyheter 21 december 2000.

34


Det politiske marked

sammenslutning af mobiliserede grupper; det er en gruppe, som stræber

mod en egentlig eksistens takket være det repræsentationsarbejde, som

anerkender den og opretholder troen på dens eksistens og enhed.

(Offerlé 1997:106)

Det er ikke det samme som at sige, at der ikke er nogen forbindelse mellem

partierne og sociale grupper, men at relationerne mellem de to udspilles

gennem mange medieringer, og at gruppernes vigtigste karakteristika ikke er

deres statistisk definerbare afgrænselighed (indtægt, antal over- eller

underordnede mm.), men accepten af at tilhøre denne gruppe, genkendelsen

af grupperingen. For ved at skabe denne gruppering trækker man samtidig

grænserne i forhold til omverden og tildeler distinktive tegn (især mærket) til

gruppen, og gør det dermed muligt for medlemmerne at genkende sig selv

og hinanden som netop medlemmer.

5. Sammenfatning

Jeg har i det foregående forsøgt kort at sammenfatte den politiske sociologis

syn på det partipolitiske system, på forholdet mellem parti, politiker og

vælger, og på kommunikationens rolle i dette samspil. Netop

kommunikationen spiller en central rolle, idet politikkens inderste væsen er

sproglig – politik er en symbolsk udveksling, en sproglig kamp. Kampen

foregår mellem politikere inden for et parti og mellem partier, og såvel

politikernes som partiernes styrke har deres grund i forskellige former for

kapital. Udvekslingen mellem parti (eller politiker) og vælgere involverer

dels løfter og andre former for goder, som vælgerne efterspørger, dels især

stemmeafgivelse som betaling for disse goder. Vælgerne er en atomiseret

gruppe af individer, og en vigtig del af det politiske partis diskurs er at skabe

homogenitet i denne gruppe for at kunne påberåbe sig at repræsentere den.

Denne politiske sociologi former sig altså omkring en symbolsk

udveksling, hvis vigtigste form er sproglig. Den er derfor i højeste grad

anvendelig som ramme for analyse af politisk kommunikation ved at kunne

kobles sammen med en tekstanalyse baseret på retorik og pragmatik.

Forenklet kan man sige, at teorien kan anvendes til at forklare, hvorfor politisk

35


Orla Vigsø

kommunikation ser ud som den gør, mens den retorisk-pragmatiske

tekstanalyse forklarer, hvordan kommunikationen ser ud og hvorledes

kommunikationen tolkes af modtagerne. Især ethos-begrebet, forstået som

billedet af afsenderen, dens troværdighed og lignende, spiller en central rolle

som det sted, hvor den sociologiske analyse af kapital og den retoriskpragmatiske

analyse af udtryk løber sammen. I en konkret analyse vil det

meste af den sociologiske teori være ”skjult”, dvs. der vil ikke eksplicit blive

henvist til den. Men eftersom det at analysere en tekst er at stille spørgsmål til

teksten (jvf. fx Hellspong & Ledin 1997), er den sociologiske teori vigtig som

baggrund for, hvilke spørgsmål man stiller til teksten. Man skal blot ikke tro,

at den er tilstrækkelig i sig selv til at lave en udtømmende tekstanalyse.

Litteratur

Accardo, Alain & Corcuff, Philippe (1992): La sociologie de Bourdieu, 2. édition. Bordeaux: Le

Mascaret.

Baudouin, Jean (1998): Introduction à la sociologie politique. Paris: Seuil.

Bourdieu, Pierre (1979): “Les trois états du capital culturel”. Actes de Recherches en Sciences

Sociales, no. 30, s. 3-6. Paris: Seuil.

Bourdieu, Pierre (1980): Questions de sociologie. Paris: Minuit.

Bourdieu, Pierre (1980a): Le sens pratique. Paris: Minuit.

Bourdieu, Pierre (1980b): “Le capital social”. Actes de Recherches en Sciences Sociales, no. 31,

s. 2-3. Paris: Seuil.

Bourdieu, Pierre (1981): “La représentation politique”. Actes de Recherches en Sciences

Sociales, no. 36-37, s. 3-24. Paris: Seuil.

Bourdieu, Pierre (1982): Leçon sur la leçon. Paris: Minuit.

Bourdieu, Pierre (1987): Choses dites. Paris: Minuit.

Bourdieu, Pierre (1988): “Penser la politique”. Actes de Recherches en Sciences Sociales, no.

71-72, s. 2-3. Paris: Seuil.

Bourdieu, Pierre (1994): Raisons pratiques. Paris: Seuil.

36


Det politiske marked

Bourdieu, Pierre (1999): “Le fonctionnement du champ intellectual”. Regards Sociologiques,

no. 17-18, s.5-27. Strasbourg: Université des Sciences Humaines.

Champagne, Patrick (1990): Faire l’opinion. Paris: Minuit.

Charlot, Jean (1971): Les partis politiques. Paris: Armand Colin..

C.U.R.A.P.P. (1991): La communication politique. Paris: PUF.

C.U.R.A.P.P. (1994): L’identité politique. Paris: PUF.

Duverger, Maurice (1964): Introduction à la politique. Paris: Gallimard.

Gaxie, Daniel (ed.) (1989): Explication du vote, 2. édition. Paris: Presses de la Fondation

Nationale des Sciences Politiques.

Gaxie, Daniel (1996): La démocratie représentative, 2. édition. Paris: Montchrestien.

Gaxie, Daniel & Lehingue, Patrick (1984): Enjeux municipaux. (C.U.R.A.P.P. 1984). Paris:

PUF.

Hellspong, Lennart, & Ledin, Per (1997): Vägar genom texten. Handbok i brukstextanalys.

Lund: Studentlitteratur.

LaPalombara, Joseph & Weiner, Myron (1966): “The Origin and Development of Political

Parties”. I: LaPalombara & Weiner (eds.): Political Parties and Political Development, s. 3-42.

Princeton: Princeton University Press.

Martuccelli, Danilo (1999): Sociologies de la modernité. Paris: Gallimard.

Offerlé, Michel (1989): Mobilisation électorale et invention du citoyen: l’exemple du milieu urbain

français à la fin du XIXe siècle. I: Gaxie (ed.), s.149-174.

Offerlé, Michel (1997): Les partis politiques, 3. édition. Paris: PUF.

Offerlé, Michel (1998): Sociologie des groupes d’intérêt, 2. édition. Paris: Montchrestien.

Rasmussen, Erik (1972): Komparativ Politik I-II, 2. udgave. Kbh.: Gyldendal.

Seiler, Daniel L. (1982): Les partis politiques en Europe, 2. édition. Paris: PUF.

Stenberg, Ewa (2000): ”Politiken formas av mätningar”. Dagens Nyheter, 21 december 2000, s.

A11. Stockholm.

Vigsø, Orla (1992): The Analysis of Political Discourse (TeFa, nr.5). Uppsala: Institutionen för

nordiska språk.

Vigsø, Orla (1993): Interpretationsbegrebet i hermeneutikken og semiotikken: Paul Ricœur & A.J.

Greimas. Aalborg: Nordisk Sommeruniversitet.

37


Orla Vigsø

Vigsø, Orla (1996): Valgplakaten som kommunikation og marketing (Svenska i utveckling nr. 5,

FUMS Rapport nr. 183). Uppsala: Institutionen för nordiska språk.

Vigsø, Orla (1996a): ”Hvem er ’de’? Aspekter af den politiske diskurs”. I: Mats Thelander et

al. (red.): Samspel och variation. Språkliga studier tilägnade Bengt Nordberg på 60-årsdagen, s.503-

511. Uppsala: Institutionen för nordiska språk.

Vigsø, Orla (1996b): ”Forandringer i den politiske kommunikation”. GRUS, nr. 49, s.41-58.

Aalborg.

Vigsø, Orla (1996c): ”’Marknaden’ som semantisk størrelse”. ASLA-nytt, nr. 22:2, s.21-25.

Uppsala.

Vigsø, Orla (1997): ”Hermenutik og sprogfilosofi”. Slagmark, nr. 25, s.93-107. Århus.

Vigsø, Orla (1999): ”Parti och väljare som diskursiva konstruktioner”. I: Svenskans

beskrivning 23, s. 420-427. Göteborg.

Vigsø, Orla (2001): Livskraftiga texter? Om centerpartiets pågående kampanj ’Livskraft – i hela

landet’. Paper præsenteret på Svenskans beskrivning 25, Åbo.

Weber, Max (1972): Wirtschaft und Gesellschaft. Studienausgabe, 5. Auflage. Tübingen:

J.C.B. Mohr

38

More magazines by this user
Similar magazines