Det politiske marked

Det politiske marked 

– den politiske sociologi som ramme for 

analyse af partipolitisk kommunikation 1 

Af Orla Vigsø 

Dette paper redegør for den politiske sociologi som med udgangspunkt i 

Pierre Bourdieus tanker, der er blevet udviklet af en række franske 

politologer. Ifølge denne teori kan det politiske felt beskrives som et 

marked, hvor politiske entreprenører og partier tilbyder varer til vælgerne, 

som efterspørger disse varer, og som til gengæld tilbyder sin støtte til de 

politiske aktører. Varerne er immaterielle, eftersom politik i et 

repræsentativt demokrati er et sprogligt spil. Kampen mellem partierne for 

at opnå vælgernes støtte hviler på partiets kollektive kapital, dvs. det som 

kan gøres til et positivt træk over for vælgerne. 

1. Indledning 

En stor del af studier, som beskæftiger sig med politiske partier, har af 

forskellige grunde ikke behandlet det politiske parti som en (bestemt type af) 

organisation. På den anden side har mange organisationsteoretiske studier 

ikke eksplicit beskæftiget sig med det politiske parti som organisationstype. 

Går man derimod til sociologien, nærmere bestemt den gren, som kaldes den 

1 Teksten præsenteredes som et paper ved forskerkonferencen ”Samhällets diskurser” på 

Stockholms universitet. En version af teksten indgår i min licentiatafhandling Parti og 

vælgere. Studier i svensk partipolitisk kommunikation 1991-2001, Uppsala 2002.

Orla Vigsø 

politiske sociologi, finder man ikke blot studier af de politiske partier, men 

også teorier, som knytter de politiske partiers funktionsmåde sammen med 

generelle teorier om menneskets måde at organisere et samfund på. En af de 

mest interessante af disse sociologiske teorier er blevet opbygget gennem 

snart et halvt århundrede af Pierre Bourdieu, og hans tanker om det 

politiskes funktionsmåde er blevet videreført og udviklet af en gruppe 

sociologer og politologer, med navne som Daniel Gaxie, Michel Offerlé, 

Bernard Lacroix og Michel Dobry, i et forsøg på at bryde med de herskende 

teoridannelser inden for politologien. Jeg vil i denne artikel forsøge at 

sammenfatte nogle af hovedpunkterne i denne politiske sociologi og 

diskutere dens relevans for studiet af partiernes kommunikative ageren. 

Samtidig er det nødvendigt at tænke på, at selv om der er tale om generelle 

teorier, så er udgangspunktet for de fleste af studierne det franske politiske 

system, og man må derfor hele tiden overveje, om dette forhold har 

betydning for tilpasningen til studiet af skandinaviske systemer. Med andre 

ord: forsøge at fastholde de generelle aspekter og overveje, hvorledes de 

specifikke analyser vil kunne kaste lys over forholdene i Skandinavien. 

Samtidig er det på grund af denne politiske sociologis oprindelse i 

Bourdieus sociologi nødvendigt at forklare visse centrale begreber i denne. 

Det gælder begreber som felt, habitus og ”det politiske marked” − og netop 

dette sidste begreb nødvendiggør en diskussion af selve den grundlæggende 

”økonomiske” tankegang hos Bourdieu. Men gennemgangen prætenderer på 

ingen måde at være en introduktion til eller en gennemgang af hele Pierre 

Bourdieus ualmindeligt omfattende produktion og de forskellige 

forskydelser gennem forfatterskabet. Her henvises læseren til andre værker. 2 

2 Bl.a. Martuccelli 1999:109-141. I øvrigt er en række af de Bourdieu-citater, der bringes, 

taget fra Accardo & Corcuff 1992, som er en tematisk (og diskuterende) samling af citater 

fra hele forfatterskabet, inkl. interviews mm. Jeg henviser dog til den oprindelige tekst for 

at undgå en alt for stor forvirring omkring kilderne. Alle citater er oversat af 

undertegnede. 

2


2. Generelt om Bourdieus sociologi 

Pierre Bourdieu er blevet kaldt en ”strukturalistisk konstruktivist” i et forsøg 

på at beskrive hans originale kombination af strukturalismens 

grundsynspunkter (værdien som en udelukkende relationelt bestemt 

størrelse, bl.a.) og af aktørernes skabelse af den verden, de agerer i og på, 

gennem selve deres ageren. 

Bourdieu er i sit udgangspunkt materialist (og til og med marxist), men 

hans syn på økonomien er ikke det traditionelle materialistiske. Hos 

Bourdieu ses de økonomiske strukturer i traditionel forstand, dvs. de som har 

med kapitaltilegnelse at gøre, som en speciel form for strategi hos aktørerne3 , 

men ikke væsensforskellig fra andre former for strategi. De sociale aktører 

råder over forskellige former for kapital, hvoraf den økonomiske blot er én 

form, og de handler strategisk for at opnå eller forvalte disse forskellige 

former for kapital. De investerer deres kapital for at opnå en profit; de 

tilbyder deres varer på et marked og erhverver sig andres udbudte varer i 

udbytte mod egne. Hos Bourdieu bliver vareøkonomien kilde til den 

sprogbrug, som anvendes til at beskrive social udveksling (kapital, 

investering, marked, udbud, profit), men den er ikke model i nogen normativ 

forstand. Forholdet skal snarere tænkes i weberske termer, dvs. som en 

udvikling af modernitetens grundlæggende rationaliseringstendens. 4 

Samtidig er der tale om en sproglig topos, som er frugtbar som 

beskrivelsesmodel på grund af dens almenhed. 

Herved udsætter han sig selvfølgelig for den fare, at nogle netop opfatter 

det som om, politik eller kunst eller andre former for sociale strukturer blot 

ses som ”varianter” af vareøkonomien − dvs. at teorien bliver en plat form for 

vulgærmaterialisme. Det er som sagt ikke tilfældet; derimod ses 

vareøkonomien som én udvekslingsform på linie med andre; måske kan man 

3 Pierre Bourdieu anvender betegnelsen agent social for at understrege handlingsaspektet: 

”[ce] qui est agi (de l’intérieur) autant qu’il agit (vers l’extérieur)[...]” (Accardo & Corcuff 

1992:67). Jeg har valgt alligevel at anvende ordet aktør, eftersom agent på dansk får nogle (i 

denne sammenhæng) lidt for komiske konnotationer, ligesom agent ikke på dansk giver 

nogen etymologisk forbindelse til at handle (agir). Ganske vist har aktør konnotationer, som 

peger mod scenekunsten, men med tanke på Bourdieus brug af spil-begrebet, er det en 

mere passende konnotation, end James Bond o. lign. ville være. 

4 Se fx Martucelli 1999:193-230 om Max Weber. 

3

Orla Vigsø 

se det som en række parallelle former, som kan indordnes under det 

overordnede begreb ”udveksling”. Bourdieu viser, ”at de egentlige 

økonomiske strategier for tilegnelse af kapital i ordets traditionelle betydning 

blot er et bestemt tilfælde af strategier, som aktørerne i forskellige sociale 

felter anvender sig af, for at opnå eller bevare forskellige former for kapital” 

(Accardo & Corcuff 1992:86). 

Til gengæld gør denne parallelisering, at det kan det være svært at finde 

de faktorer, som inden for det politiske felt er manifesteringen af visse af 

begreberne. Betegnelser, der har deres klare definition inden for en vare- og 

pengeøkonomi, som fx udbud, investering og profit, bliver sværere at 

definere inden for et felt som det politiske. 

2.1. Habitus, marked, felt og kapital generelt 

Begrebet habitus spiller en central rolle i den bourdieuske teori, eftersom det 

er et begreb, som gør det muligt at formulere forholdet mellem det 

individuelle og det sociale og at forstå, at subjektivitetens interne strukturer 

og de eksterne sociale strukturer ikke udelukker hinanden. De er i stedet dele 

af den samme virkelighed, den samme kollektive historie, som på én gang er 

indskrevet i kroppen og i tingene. Habitus er så at sige den kropsliggjorte 

historie, som hver enkelt social aktør bærer med sig. 

Habitus er et system af dispositioner 5 for at handle, forstå, sanse og 

tænke på en bestemt måde, som er interioriseret og inkorporeret af 

individerne i løbet af deres historie, og den viser sig først og fremmest i 

den praktiske sans, det vil sige i evnen til at bevæge sig, handle og 

orientere sig efter den position, man indtager i det sociale rum, efter 

feltets logik og den situation, man befinder sig i, alt sammen uden 

bevidst at reflektere over det, takket være de erhvervede dispositioner, 

som fungerer automatisk. (Accardo & Corcuff 1992:67-68) 

5 ”Dispositioner” skal forstås som ”holdninger, tilbøjeligheder til at opfatte, sanse, gøre og 

tænke, som er interioriseret af individerne i kraft af deres objektive eksistensbetingelser, 

og som derfor fungerer som ubevidste handlings-, perceptions- og reflektionsprincipper” 


4


Habitus er således et system af skemaer, som genererer praksis, og som 

samtidig er et skema for tolkning af praksis (det, nogle formodentlig ville 

kalde et kognitivt skema). Den er et resultat af de betingelser, man har været 

udsat for, og tenderer derfor mod at reproducere disse betingelser: ”Den er 

en slags transformationsmaskine, som gør at vi ”reproducerer” de sociale 

omstændigheder under hvilke vi selv blev produceret, men på en forholdsvis 

uforudsigelig måde, på en sådan måde, at man ikke mekanisk og enkelt kan 

gå fra kendskab om produktionsbetingelserne til kendskab om produktet” 

(Bourdieu 1980:134-135). Uforudsigeligheden, det som gør, at der ikke er tale 

om en reproduktion i den vulgære afspejlingsteoretiske forstand, er at 

habitus ganske vist gør det muligt for ydre kræfter at sætte sig igennem, men 

at det sker ud fra den specifikke logik, som den enkelte organisme besidder. 

På denne måde er habitus på én gang fælles for en bestemt social gruppe 

(Bourdieu taler om ”klasser”, men ikke i en traditionel marxistisk forstand), 

og forskellig fra individ til individ: 

Hvis det er udelukket, at alle medlemmer af den samme klasse (eller for 

den sags skyld to medlemmer) skulle have gjort de samme erfaringer og i 

samme rækkefølge, så er det samtidig sikkert, at ethvert medlem af samme 

klasse har større chancer end et hvilket som helst medlem af en anden 

klasse for at befinde sig i de situationer, som er de mest hyppige for 

denne klasse, [...] ethvert system af individuelle dispositioner er en strukturel 

variant af de andre [...]. (Bourdieu 1980a:100) 

Forskellen i den individuelle habitus hos medlemmer af den samme klasse 

skyldes således, at hvert individs sociale bane er unik; erfaringerne kommer i 

en given rækkefølge, og summen af tidligere erfaringer (dvs. habitus på et 

bestemt tidspunkt) er afgørende for, hvorledes efterfølgende erfaringer 

tolkes. På dette punkt er Bourdieu helt på linie med hermeneutikkens 

centrale tese, at tolkningen er knyttet til erfaringen og dermed i stadig 

udvikling. 6 

6 For eksempel hos Paul Ricœur, se Vigsø 1993 og 1997. 

5

Orla Vigsø 

Bourdieu erstatter det traditionelle ideologiske syn på forholdet mellem 

individ og samfund med et andet, hvor der hersker dialektiske forbindelser 

mellem habitus, som er socialt konstrueret, og feltet, som er historisk 

konstitueret. Han behandler således ”forholdet mellem to aspekter af det 

sociale: det sociale indlejret i kroppen og det sociale indlejret i tingene” 


Ifølge Bourdieu eksisterer der i ethvert samfund en række områder, som 

har deres egen indre logik, som de fungerer efter, de såkaldte felter. Hvert felt 

er et struktureret rum med positioner, som får deres egenskaber ud fra deres 

relative position i rummet i forhold til de øvrige positioner. Men selv om 

disse felter er vidt forskellige − det politiske felt, filosofiens felt, religionens 

eller kunstens − så har de nogle fælles love, som de fungerer under. 

Aktiviteten i et felt er at betragte som et spil, i en meget generel og 

omfattende forstand, dvs. som en social aktivitet, hvor man gør indsatser og 

kan opnå en gevinst, og hvor adfærden styres af regler, mere eller mindre 

eksplicit formuleret, men anerkendt af deltagerne. 7 Ethvert felt defineres bl.a. 

gennem de indsatser og specifikke interesser, som er på spil, og som ikke kan 

reduceres til de interesser, som er på spil i andre felter (det er ikke det 

samme, som driver en filosof og en geograf frem). ”For at et felt skal kunne 

fungere, må der være indsatser og folk, som er parate til at spille spillet; folk, 

som er i besiddelse af den habitus, som implicerer kendskab til og 

anerkendelse af spillets immanente regler, indsatser, osv. [...]” (Bourdieu 

1980:114). Feltet kan fungere, hvis dets deltagere er i besiddelse af det, 

Bourdieu kalder illusio: ”Illusio er det at være fanget i spillet, at være fanget af 

spillet, at tro at det er indsatsen værd, eller for at sige det helt enkelt, at det er 

besværet værd at spille” (Bourdieu 1994:151). 

Ud over at dele en opfattelse af spillet, deler alle, som er engageret i 

feltet, en række grundlæggende interesser, som er knyttet til selve feltets 

eksistens. Under alle modsætninger ligger der en objektiv samhørighed: man 

er overens om, hvad det er, som udgør feltet, og man er interesseret i, at feltet 

fortsat består. For at kunne komme ind, skal man betale en ”afgift”, som 

7 Spil som beskrivelsesmodel og metafor har haft en utrolig betydning for tænkningen i 

det 20. århundrede; Saussure anvendte skakspillet for at forklare det sproglige tegn, 

Wittgenstein talte om sprogspil og så videre. Analogien er ikke uproblematisk, men dette 

er ikke stedet at udfolde diskussionen. 

6


består i netop at anerkende spillets betydning og dets grundlæggende regler. 

Feltet er således et mangesidigt spændingsfelt: det er både et felt, hvor 

kræfter står mod hinanden, og et felt, hvor der pågår en kamp for at bevare 

eller forandre selve feltet. Alle typer af sociale felter ”[...] kan kun fungere, for 

så vidt der findes aktører, som investerer deri, i de forskellige betydninger 

dette ord kan have; som engagerer deres ressourcer deri og gør deres 

indsatser, og på denne måde − gennem selve deres modsætning − bidrager til 

at bevare feltets struktur eller, i visse tilfælde, til at forandre den” (Bourdieu 

1982:47). 

Aktørerne handler derfor strategisk i et felt ud fra dels individuelle 

interesser, dels den kollektive interesse i at opretholde feltets struktur. Men 

ved at kalde handlingen for strategisk risikerer man let at give det indtryk, at 

der er tale om en bevidst og rationel kalkulation, hvilket ikke er tilfældet. 

Strategien er resultatet af den praktiske sans, sansen for spillet, som er opnået 

gennem deltagelse i de sociale aktiviteter i feltet (Bourdieu 1987:79). Når det 

drejer sig om det politiske felt, vil det sige, at man inkorporerer en bestemt 

forståelse af, hvordan man handler inden for politikken; en forståelse, som 

bliver så inkorporeret, at aktøren ikke er sig bevidst, at der er tale om en 

indlært adfærd. Man kan illustrere det med det eksempel, at visse politikere 

omtales som ”politiske dyr”. Betegnelsen sigter på, at de handler instinktivt, 

som et dyr, inden for det politiske felt; de opfattes så at sige næsten som en 

slags ”naturtalenter”, men selve det faktum, at en sådan næsten instinktiv 

adfærd må betegnes med et eget udtryk, viser, at der er tale om en 

handlemåde, som skal indlæres − inkorporeres og dermed accepteres − af 

politikerne. Den er netop ikke ”naturlig”, selv om den hos visse fremtræder, 

som om den var det. 

Aktørerne inden for et felt er i besiddelse af forskellige former for kapital, 

noget som har en værdi inden for feltet. Der findes flere former for kapital, 

ud over den økonomiske (som også spiller en rolle inden for det politiske 

felt): social kapital, symbolsk kapital og kulturel kapital. Begrebet kulturel 

kapital blev lanceret af Pierre Bourdieu i et forsøg på at forklare, hvorfor børn 

fra forskellige sociale klasser ikke klarede sig lige godt i skolen (uden at falde 

tilbage i en biologistisk påstand om sammenhæng mellem socialklasse og 

intelligens). Konklusionen blev, at børn fra forskellige sociale klasser 

7

Orla Vigsø 

medbringer forskellige former for viden, kunnen og materielle ting, som har 

forskellig værdi i skolen (eller rettere på det uddannelsesmæssige, ”skolære” 

felt). 

Den kulturelle kapital kan findes i tre former: i en inkorporeret tilstand, 

dvs. i form af varige dispositioner hos organismen; i en objektiveret 

tilstand, i form af kulturelle goder, malerier, bøger, ordbøger, 

instrumenter, maskiner, som er et spor efter eller realiseringen af teorier 

eller kritik af disse teorier, problemstillinger, osv.; og endelig i en 

institutionaliseret tilstand, en form for objektivering, som må ses separat, 

fordi den, som man kan se med eksamensbeviset 8 , forlener den kulturelle 

kapital, som den anses at garantere, med helt igennem unikke 

egenskaber [...]. (Bourdieu 1979:3) 

Det meste af den kulturelle kapital er knyttet til kroppen og forudsætter, at 

man inkorporerer den, hvilket bl.a. vil sige, at man tilpasser sig bestemte 

normer, en bestemt livsstil osv. Man investerer sin tid i denne proces; det er et 

arbejde med én selv, man ”kultiverer sig”, og den kulturelle kapital bliver 

således udtryk for en ”være-blevet”: man er blevet fx politiker, ser sig selv 

som sådan og anerkendes af andre som sådan. 

3. Det politiske felt og de politiske markeder 

Ovenstående har været en kort indføring i nogle af de centrale begreber hos 

Bourdieu, uden særlig skelen til deres anvendelse inden for det politiske felt. 

Bourdieu har selv ved flere lejligheder skrevet om aspekter af det politiske 

spil (især i Bourdieu 1981), men det er især hos en gruppe af politologer og 

sociologer med Daniel Gaxie og Michel Offerlé som de mest markante 

figurer, man finder en grundig behandling af det (parti)politiske system med 

udgangspunkt i Bourdieus tanker. Det følgende er et forsøg på at uddrage og 

sammenskrive den generelle del af det, man kunne kalde den Bourdieuinspirerede 

politiske sociologi, dvs. et forsøg på at ”fremdestillere” de 

8 På fransk: le titre scolaire. 

8


karakteristika, som vedrører det repræsentative partipolitiske system som 

sådant, og ikke blot er gældende for Frankrig. 

Før den almene valgret indførtes, fandtes et personligt forhold mellem 

vælgeren og den valgte; man kom fra samme område og tilhørte samme 

meget begrænsede kreds af velhavende og velestimerede mænd. 

Forandringerne i dette system indtræder først i de store byer, hvilket ganske 

enkelt skyldes antallet af vælgere: jo større antallet af vælgere er, desto 

sværere bliver det at opretholde personlige forbindelser med dem, og som 

følge heraf må mobiliseringen ske på baggrund af abstrakte principper i 

stedet for personlige fordele. Samtidig bliver sandsynligheden for 

fraktionering større; modsætninger mellem sociale grupper træder frem etc. 

Kampen om stemmerne bliver mere abstrakt og forholdet til vælgerne 

mere indirekte, og med indføringen af den almene valgret ændres forholdet 

mellem repræsentant og vælgere markant. Gruppen af vælgere vokser til at 

blive en masse, den transformeres til et publikum, og måden at henvende sig 

til vælgeren må nødvendigvis dermed også ændre sig. Politikeren må 

præstere et specifikt arbejde for at gøre vælgerne interesseret i virksomheden, 

i de mere abstrakte goder, han har at tilbyde: taler, repræsentation, 

fremtidsvisioner, reformer. På baggrund af dette begynder vælgerne at føle 

tilknytning til politiske principper og dermed til partier, frem for til 

enkeltindivider. Ganske vist er der stadig en ganske stærk lokal og personlig 

tilknytning, men vælgerne begynder i stadig større udstrækning at samles 

om partiet med dets tegn og emblemer. Denne proces forløber i øvrigt 

forskelligt i de skandinaviske lande: i Norge og Sverige fødtes de politiske 

partier inden den almene valgret indførtes, i Danmark efter. 

De nye politiske aktører, som var den drivende kraft i forandringen af 

systemet, kom ofte fra lavere sociale lag end de gamle politikere, og de havde 

derfor ikke samme mulighed for at udnytte personlige forbindelser og 

position. Ved at forkaste den tidligere fremgangsmåde, hvor man nærmest 

købte stemmer, forsøgte de − ubevidst − at fremtvinge en ny opfattelse af den 

politiske konkurrence, som var i deres egen interesse og i overensstemmelse 

med deres egen overbevisning (Gaxie 1989:16). Dermed skabes også en ny 

moral for politikken, som stadig gør sig gældende: det er ikke acceptabelt at 

anvende sig af materielle midler for at ”købe” folks støtte, og det er heller 

ikke acceptabelt at anvende sin position til at skaffe sig materielle fordele. 

9

Orla Vigsø 

Politikken er blevet et felt for ideer og symbolsk kamp, hvor indslag af 

personlig vinding meget hurtigt opfattes som korruption og magtmisbrug. 9 

I det 19. århundrede var politikeren oftest et individ, som forvandlede 

sin personlige kapital (formue, forbindelser, eksamener, kendthed) til politisk 

kapital og udvekslede den på et lokalt plan. Men efterhånden som den nye 

form for politikere kommer til, individer uden personlige ressourcer, 

forstærkes den politiske kamp og bliver mere kontinuerlig. Samtidig sker der 

en centralisering af kapitalen i partier, og de individuelle ”entreprenører” 10 

forsvinder til fordel for kollektive virksomheder, hvilket også medfører en 

tendens til homogenisering af det politiske udbud. 

Kendetegnende for det repræsentative demokrati er, at det udfolder sig i en 

ikke-voldelig kamp, en konkurrence om indflydelse og positioner, som først 

og fremmest er et sprogligt fænomen. Samtidig er det en forudsætning, at der 

rent faktisk findes en aktivitet, som er udelukkende politisk, dvs. som det er 

muligt at adskille fra andre sfærer i samfundet (det sociale, det religiøse og 

det økonomiske). Dette er en forholdsvis moderne foreteelse; går man tilbage 

i tiden, er det ikke muligt at skille disse sfærer ad. Men med den 

demokratiske styreforms indførelse udspiller politikken sig nu i afgrænsede 

rum, som er differentierede i forhold til hinanden, og hvor specialiserede 

politiske aktører kæmper mod hinanden om specifikke indsatser. Disse 

afgrænsede rum kan kaldes politiske felter (Gaxie 1996:15). Samtidig med at 

politikken udskilles som et selvstændigt felt, udskilles også dette felts aktører 

og de indsatser, som er på spil i feltet. Politik som område, det politiske som 

spørgsmål og politikeren som aktør konstitueres i samme bevægelse. 

Umiddelbart kan det virke lidt forvirrende, at der tales om både det 

politiske felt og de politiske felter i litteraturen, men dette bør tolkes som et 

spørgsmål om specificering: det er muligt at finde fællestræk i de forskellige 

specifikke politiske felter, som gør, at man kan tale om det politiske felt, når 

9 Man kan blot tænke på de forskellige svenske ”kontokortshärvor”, balladen om Ritt 

Bjerregaards lejlighed i København mm. Listen er meget lang og tyder på en vis divergens 

i opfattelsen af moralens imperativiske kraft hos på den ene side politikerne og på den 

anden side befolkningen, eller måske blot pressen. 

10 Se senere om brugen af ordet ”entreprenør”. 

10


man undersøger de fælles træk. Til gengæld må man være opmærksom på de 

specifikke træk inden for det afgrænsede felt, som et politisk felt udgør. Man 

kan således skelne mellem det politiske centralfelt, hvor det drejer sig om 

fordelingen af centrale magtpositioner i fx rigsdag/folketing, regering, 

formandsposter i rigsdagsudvalg eller partiledelse, og de politiske periferi-felter, 

som er en heterogen gruppe af kommunale, amtskommunale med videre 

felter. At det politiske spil foregår på vidt forskellige måder på det centrale 

felt og på periferi-felterne, men også mellem det ene og det andet perifere 

felt, behøver man blot at se på opstillingslisterne til de forskellige valg for at 

konstatere. På landsplan foregår kampen udelukkende mellem 

repræsentanter for de etablerede partier, men går man til storbyerne, findes 

der allerede der lokalpolitiske lister, som overskrider de partipolitiske 

grænser og supplerer partierne, samtidig med at der indgås alliancer, som er 

utænkelige på landsplan. Går man længere ned i de perifere, lokale felter, 

bliver forskellen til landsplanet endnu synligere; lokallister, der ofte 

fokuserer på enkelte spørgsmål; enkeltpersoner, som er velkendt lokalt som 

erhvervsfolk eller lignende, og ikke mindst alliancer, som fra landsplan 

nedsættende betegnes som ”studehandler” snarere end ”samarbejde”. Et 

eksempel på forskellen på det centrale felt og periferi-felternes 

funktionsmåde kom i Danmark i oktober måned 1999, hvor statsminister 

Poul Nyrup Rasmussen blankt afviste ethvert landspolitisk samarbejde med 

Dansk Folkeparti; Dansk Folkeparti var ikke ”stuerene”. 11 Kort efter udtalte 

formanden for de socialdemokratiske borgmestre, at det gik udmærket at 

11 Dansk Folkeparti, stiftet af Pia Kjærsgaard som en udbrydergruppe fra 

Fremskridtspartiet, har gjort stop for indvandring og mistænkeliggørelse af ”fremmede” 

til deres centrale, og stort set eneste, kampfelt. Samtidig er de meget ivrige efter at blive 

accepteret som et ”rigtigt” parti med ret til at deltage i forhandlingerne om finanslov mm., 

hvilket gjorde at reaktionerne på statsministerens totale afvisning blev en stor fortørnelse. 

Hændelsesforløbet er også interessant som et eksempel på den kamp, der er om selve 

definitionen af, hvad et (”rigtigt”) politisk parti er: så længe man holdes uden for 

indflydelse, dvs. ikke inviteres med til forhandlinger om centrale lovforslag, er man ikke 

et ”rigtigt” parti, fordi man ikke anerkendes af de centrale partier som ligeværdig. Så 

faktisk har Dansk Folkeparti, trods deres stadige insisteren på at være et stuerent og rigtigt 

parti, ved netop deres fortørnelse vist, hvor central anerkendelsen fra spillets øvrige 

deltagere er: får man ikke denne anerkendelse rimeligt hurtigt, er man dømt til en perifer 

eksistens og formodentlig en forholdsvis hurtig død. Dansk Folkeparti er siden da nået et 

godt stykke på vejen mod anerkendelse. 

11

Orla Vigsø 

samarbejde med Dansk Folkepartis repræsentanter på det lokale plan − 

hvilket statsministeren ikke modsagde − fordi det på lokalplan handlede om 

at finde løsninger på konkrete problemer og ikke om ”politik”. Så længe 

Dansk Folkepartis lokale repræsentanter ikke udtalte sig politisk om 

indvandring og ”de fremmede”, således som den landspolitiske ledelse gør 

ustandseligt, så ville man godt kunne samarbejde. Holder man sig til en 

enhedslig og ideologisk forståelse af, hvad politik er, vil man ikke kunne 

forklare denne tilsyneladende flagrante inkonsistens; her er det netop 

nødvendigt at forstå, at det lokalpolitiske felt og det centralpolitiske felt 

fungerer efter vidt forskellige regler. Samtidig er de perifere felter mere eller 

mindre integreret i det centrale felt, eftersom intet område kan fungere helt 

autonomt i forhold til centralmagten. 

Systemet er således kendetegnet ved en høj grad af arbejdsdeling mellem 

politikere og ”profane” 12 , hvilket bl.a. kan ses, når man spørger folk om deres 

interesse for politik. Gang på gang viser disse undersøgelser i alle 

vesteuropæiske lande, at det kun er en meget lille del af befolkningen, som 

erklærer sig meget interesseret i politik. Kort sagt: borgerne interesserer sig 

ikke synderligt for politik i denne generelle forstand; de overlader politikken 

til politikerne. 13 

Der er således etableret et skel mellem politisk aktive aktører, som er 

interesseret i politikken i en sådan grad, at de vil investere deres liv i 

den, og det store flertal af dem, som de må forsøge at mobilisere. Det 

politiske felt er således konstitueret som et afskilt område, som følger sine 

egne love, fokuserer på sine indre indsatser, som er relativt esoteriske 

eller latterlige for de ikke-indviede, og det er samtidig tilbøjeligt til at 

”lukke” sig om sig selv. (Gaxie 1996:20) 

12 Når dette begreb anvendes, er det udelukkende for at undgå at specificere gruppen som 

andet end ”ikke-politikere”. 

13 Man skal imidlertid ikke heraf drage den konklusion, at borgerne ikke interesserer sig 

for politiske spørgsmål, men interessen afhænger af den personlige investering og indsats. 

At man erklærer sig ”ikke særligt interesseret” i politik forhindrer ikke, at man engagerer 

sig i fx kampen mod bygningen af en ny bro eller mod nedlæggelsen af daginstitutioner. 

12


Denne tendens modvirkes af valget, som netop er en dom over politikerne, 

fældet af dem, som er udelukket fra det politiske område − lidt af et 

paradoks. Derfor ser man også ofte politikerne undsige selve det politiske 

systems lukken-sig-om-sig-selv til fordel for et demokratisk ideal om aktiv 

deltagelse. Heri kan man se endnu et paradoks; politikerne undsiger den 

professionalisering, som er grundlaget for systemet, til fordel for den aktive 

deltagelse fra befolkningen, som for størstedelens vedkommende udtrykker, 

at de ikke interesserer sig for politik. Uden at skulle gøre et stort nummer ud 

af dette, må man sige, at der tilsyneladende er en vis afstand mellem 

idealerne og virkeligheden inden for politikken. 

3.1. Fra entreprenør til virksomhed 

Professionaliseringen af politikken har, som tidligere nævnt, ført til, at det er 

andre typer af aktører, som er virksomme inden for feltet: tidligere var der 

tale om ”entreprenører”; nu er der tale om ”virksomheder”. Dette kræver en 

kommentar. 

Daniel Gaxie og Michel Offerlé med flere taler på fransk om entrepeneur og 

entreprise inden for det politiske felt, hvilket giver muligheden for at anvende 

det tilhørende verbum entreprendre og spille på en dobbelt betydning: en 

entrepeneur er dels en innovativ igangsætter, dels en person, som driver en 

specifik virksomhed. L’entreprise er således både det at entreprendre og den 

specifikke virksomhed. Jeg har valgt her at anvende det noget uvante ord 

entreprenør sammen med det noget mere almindelige virksomhed. Det danske 

ord har også en dobbelthed i sig, som kan sammenlignes med den franske: 

virksomhed kan være såvel resultatet af et virke som en produktionsenhed, 

men at konstruere substantivet en virker for at vise det etymologiske 

slægtskab virker lidt for søgt. Så en entreprenør skal forstås som en person, der 

har en virksomhed (med mulighed for begge dette ords betydninger) på det 

politiske felt. 

Begrebet politisk entreprenør er knyttet til forestillingen om det politiske 

marked som et abstrakt sted, hvor aktører konkurrerer med hinanden for 

opnåelse af visse goder. Når det er nødvendigt at indføre begrebet og ikke 

blot tale om politikere, skyldes det, at der findes andre former for aktører på 

markedet end politikere. I vore dage er politiker stort set synonymt med 

13

Orla Vigsø 

partipolitiker, men såvel en historisk analyse som en analyse af den aktuelle 

situation viser, at der har været og er andre typer af entreprenører på det 

politiske marked. Partierne er historisk bestemte former for politisk 

virksomhed, og selv om de i dag har stort set monopol på at agere på det 

politiske marked i forbindelse med valg, er de til stadighed truet på andre 

politiske markeder af andre former for entreprenører, som også udbyder 

politiske goder: miljøorganisationer, forbrugergrupper, græsrodsbevægelser, 

kort sagt interesseorganisationer. Denne pointe er vigtig, når man vil forstå 

partiernes stillingstagen, positionering og kommunikation; partierne kæmper 

ikke kun mod hinanden, men også mod andre ikke-parlamentariske grupper, 

i forsøget på at opnå befolkningens opmærksomhed og støtte. 

Men der er altså sket en bevægelse fra individuelle aktører til kollektive 

aktører, fra politiske entreprenører til politiske partier. Det betyder 

selvfølgelig ikke, at individet som sådant forsvinder − det er og bliver stadig 

mennesker af kød og blod, som man på valgdagen har mulighed for at vælge 

imellem − men det betyder, at individerne må indordne sig under en 

kollektivitet for at have en chance for at blive valgt, 14 og dette har igen 

betydning for den form, repræsentationen og udvekslingen med vælgerne 

tager. 

Det faktum, at politikerne er individer med personlige interesser, gør 

også et parti til en mere sammensat og (potentielt) konfliktuel størrelse, end 

tidligere definitioner har anset. 15 Man bør derfor ikke, ifølge Michel Offerlé, 

analysere de politiske partier ud fra spørgsmålet hvad de ”tjener til”, hvilken 

rolle de udfylder i et demokratisk samfund, men i stedet som grupper, der er 

”grundlagt” for at intervenere på det politiske marked, men som er i stand til 

at producere meget forskellige virkninger og være genstand for meget 

varierende investeringer og sociale anvendelser. Det gælder ikke om at forstå, 

hvad partierne tjener til, for en sådan tankegang udgår fra en tro på, at 

partierne er målrationelle og funktionelle. Hævdelsen af det partipolitiske 

14 I Danmark er det siden 2. verdenskrigs ophør kun lykkedes to personer at blive valgt til 

Folketinget uden for partiopstillingerne, og i begge tilfælde var der tale om personer med 

en særlig personlig kapital: Christmas-Møller var under krigen blevet kendt som den 

danske stemme fra BBC, og Jacob Haugaard var landskendt som komiker på tv. I begge 

tilfælde spillede medierne således en afgørende rolle. 

15 Se fx Duverger 1964, LaPalombara & Weiner 1966, Rasmussen 1972. 

14


systems rationalitet og funktionalitet er, som Weber har vist, et led i 

modernitetens generelle rationaliseringsbestræbelser, og den er derfor også 

en grundantagelse i partiernes selvforståelse og legitimering af deres 

virksomhed. Det er og bliver imidlertid en påstand. En nærmere 

undersøgelse vil vise, at partierne ikke blot er rationelle, enhedslige aktører, 

men at de er scene for indre kampe. Så hvis de politiske partier tjener til 

noget, er det ikke det samme for alle aktører. I stedet må man redegøre for, 

hvordan de sociale aktører, som har interesse i de politiske partier, på én 

gang ”tjener” disse og ”anvender” sig af disse på ekstremt forskellige måder. 

Så i stedet for at være en enhedslig, målrationel aktør, er et parti et 

konkurrencefelt, hvor to former for kapital mødes: 1) Partiets objektiverede 

kapital, dvs. dets samlede sum af teknologier og handlemåder, som er 

akkumuleret gennem tiden af partiets deltagere, og 2) de enkelte deltageres 

personlige − mere eller mindre adækvate − egenskaber: inkorporeret kapital, 

deres habitus som aktive medlemmer eller funktionærer. Disse deltagere er i 

konkurrence om den objektive kapitals fordeling og dermed om retten til at 

bestemme, hvad den skal bruges til. 

3.2. Den objektiverede kapital 

Når man taler om den ”objektiverede” kapital, er det fordi den er blevet 

materialiseret, eksterioriseret: 

Den sociale objektivering er eksterioriseringen, materialiseringen og/eller 

institutionaliseringen af repræsentationer og praksisser hos individer og 

grupper i eksterne genstande (skriften er for eksempel en form for 

objektivering). Man taler også om reifikation. De sociale former, som er 

objektiveret (gennem eksteriorisering af det interiøre), adskiller sig fra de 

sociale former, der er inkorporerede (gennem interiorisering af det eksteriøre, 

habitus). (Accardo & Corcuff 1992:233) 

Den kollektive kapital, som et parti råder over, inkluderer både objektiverede 

former som emblemer, logoer, symboler, steder og bygninger, og mere 

abstrakte former som organisationsform og traditioner. Vigtigst og ældst af 

disse er som regel partiets mærke, dets symbol eller logo; det er det, som er 

15

Orla Vigsø 

bedst kendt i offentligheden, og som har den bredeste anvendelse. At mærket 

virkelig indtager en central plads kan fx ses af den forsigtighed, som 

partierne udviser hvad angår dets modernisering, for slet ikke at tale om dets 

udskiftning med et helt andet. Den socialdemokratiske knyttede næves 

transformation overalt i Vesteuropa fra at være et rent kampmærke til at blive 

en markering af en vilje til fredelige reformer ved hjælp af en rose var en 

langvarig proces. Da de svenske socialdemokrater valgte at tage næste skridt 

og bevare rosen i en mere stiliseret og uformel udgave, skete det ikke uden 

protester fra medlemmerne, som havde svært ved at forbinde et 

dekonstrueret rose-ansigt med den traditionelle (klasse)kamp. 16 Mange 

socialdemokrater (formodentlig især de ældre) foretrak det traditionelle 

partisymbol (som i og for sig ikke var specielt gammelt, men som dog vedgik 

sig sine rødder ved at bibeholde knytnæven). Ved sin alder, synlighed og 

genkendelighed skabte det en anden form for identitet end Javier Mariscals 

smilende puslespil. Et andet eksempel på et mærke, som ved sin stadige 

tilstedeværelse gør det muligt at skelne mellem ”os” og ”de andre” er 

socialdemokraternes røde nipsenål i reversen. Her er det kollektive mærke 

gledet over i et individuelt mærke, som på én gang er diskret og tydeligt, 

mindre konfrontatorisk end den knyttede næve, men mere påtrængende ved 

sin stadige tilstedeværelse. 17 

En vigtig del af konstitueringen af et nyt parti viser sig gang på gang at 

være valget af navn (som også er en del af mærket) og partisymbolet. På 

venstrefløjen i 1970’erne var navnet vigtigt som en markering af en forskel, 

som det ellers kunne være svært at se for de ikke-indviede (deraf den 

overvældende brug af betegnelserne ”revolutionær”, ”marxistisk-leninistisk” 

og ”arbejder” 18 ); i 1980’ernes og 90’ernes Europa var det på højrefløjen især 

markeringen af nationalt tilhørsforhold og ”folkelighed”, som var vigtig. 

16 Se Vigsø 1996. 

17 Man kan også gøre sig mange tanker om Socialdemokratiets og fagbevægelsens ønske 

om at leve op til de ”borgerlige” normer ved deres fremstilling af diverse memorabilia, så 

som askebægre og platter, som minder fra kongresser o. lign. 

18 Hvilket på forrygende morsom vis er vist i Monty Pythons film Life of Brian, hvor de 

forskellige palæstinensiske modstandsgrupper er mere optaget af at bekæmpe hinanden 

og forsvare deres egen ret til at kalde sig noget med ”folk” end af at bekæmpe romerne. 

16


At steder og bygninger udgør en kollektiv kapital skyldes deres 

symbolværdi: stedet, hvor partiet blev stiftet, spiller ofte en central rolle for 

påpegningen af kontinuiteten, dvs. som et referencepunkt. Hvad bygninger 

angår, er det især arbejderbevægelsens rejsning af et eget hus (”Folkets hus”) 

rundt omkring i landet, som har spillet en stor rolle − det er ikke uden grund, 

at det danske Socialdemokratis egen beskrivelse af partiets fremvækst fik 

titlen En bygning vi rejser. 19 Disse huse har fungeret både som praktisk 

samlingssted og som symbolsk mærke for bevægelsens voksende styrke (og 

som en torn i øjet på bevægelsens politiske modstandere, hvilket også er en 

vigtig funktion). 

En form for kollektiv kapital, som er central, er den rent økonomiske 

kapital. Partier er ikke blot virksomheder i en abstrakt forstand, de er det 

også i en meget konkret økonomisk forstand. De økonomiske ressourcer er af 

stor betydning ved planlægningen og gennemførelsen af en valgkampagne, 

men også i det daglige arbejde spiller økonomien en stor rolle, fx for 

muligheden for at drive en professionel organisationsstruktur med et stort 

antal ansatte. At man har indset de økonomiske ressourcers betydning for det 

partipolitiske arbejde ses af de forskellige former for lovgivning, man har i de 

forskellige lande, angående partiernes finansiering, firmaers og personers 

bidrag til valgkampe og partikasser osv. Regler og praksis er vidt forskellig i 

de forskellige lande, men fælles er, at staten støtter partivirksomheden for at 

undgå, at de partier, som har tilgang til store økonomiske ressourcer (fra 

erhvervsliv, landbrug eller fagbevægelse) skal få en alt for overvældende 

fordel. Tidligere skilte kommunistpartierne sig ud ved deres indsamlinger 

blandt medlemmerne; nu er det fx et fænomen som ”partiskat” af 

rigsdagsmedlemmernes løn, som skiller visse småpartier ud fra de store (og 

rige) partier. 

Man kan fremsætte den hypotese, at jo ældre og jo mere lukket den 

sociale relation er, desto vigtigere er den objektiverede kapital. Det vil sige, at 

der er en sammenhæng mellem partiets grad af etablerethed og vigtigheden 

af de kollektive ressourcer. Og omvendt: jo mindre de aktives kapital er 

objektiveret, desto friere slag er der for de aktive til at tilegne sig kapitalens 

afkastning, dvs. for at ”gøre karriere” i partiet og skaffe sig fordele og 

19 Oluf Bertolt, Ernst Christiansen & Poul Hansen (1954-55): En bygning vi rejser I-III. 

København: Forlaget Fremad. 

17

Orla Vigsø 

indflydelse. I det første tilfælde er det partiet, som skaber den aktive, i det 

andet er det de aktive, som skaber partiet. (Jvf. kapitalismens udvikling: i 

begyndelsen er det entreprenøren, den enkelte iværksætter, som skaber 

kapitalismen; når den er mere avanceret − objektiveret og etableret − er det 

kapitalismen, som skaber entreprenøren.) 

3.3. Den individuelle kapital 

De individuelle former for kapital er sværere at beskrive skematisk; de 

udgøres af de personlige egenskaber og ressourcer, som kan have relevans i 

en politisk sammenhæng. Det vil sige kvantificerbare størrelser som 

uddannelse og formue, alder og køn, men også mere uhåndterlige størrelser 

som karisma, netværk, anseelse, erfaring mm. Man kan også beskrive den 

individuelle kapital som det, der kan medvirke til at bevare og uddybe 

politikerens ethos, altså de faktorer, som retorisk kan anvendes som 

argument for politikerens egnethed. Her virker det som om, den politiske 

sociologi har et ganske objektivistisk syn på, hvad de individuelle ressourcer 

er, mens et mere pragmatisk og retorisk syn vil kunne give en uddybet 

forståelse af deres anvendelse. For ud over de rent fysiske ressourcer, er der 

for de andres vedkommende tale om potentielle ressourcer, som først 

realiseres som ressourcer ved at blive diskursiverede. Det betyder, at en 

egenskab som alder kan diskursiveres som en ressource på (mindst) to 

forskellige måder, alt efter kandidatens alder: en høj alder kan diskursiveres 

som (livs)erfaring og ansvarlighed; ungdom kan diskursiveres som dynamik 

og gåpåmod. Og modsat kan modstandernes alder, hvis det anses som 

opportunt, diskursiveres modsat: høj alder som svaghed og træthed, lav alder 

som mangel på erfaring og uansvarlighed. Ved et sådant syn på de personlige 

ressourcer fremgår det tydeligt, at en politikers kapital er en størrelse, som får 

sin betydning fra den værdi, den tilskrives af modtagerne, vælgerne. Det er 

med andre ord ikke nok, at partiet eller politikeren selv hævder, at 

kandidaten besidder en vis kapital; for at den skal få indflydelse på 

18


vælgernes adfærd, skal den anerkendes som en positiv ressource af vælgerne 

− ellers forbliver det en påstand. 20 

I det politiske parti mødes således to former for kapital, som indgår i en 

tæt relation med hinanden. Den enkelte politiker trækker i varierende grad 

på den kollektive kapital, samtidig med at han med sin personlige kapital 

bidrager til at opbygge og forstærke den kollektive kapital. Politikeren låner 

så at sige af den kollektive kapital: han optræder under partiets mærke, han 

indgår i dets organisationsstruktur og får en personlig ressource ved at være 

højt placeret i hierarkiet, han anvender partiets diskurser (og transformerer 

dem i varierende grad for at skabe en forskel), og han henviser helt generelt 

til partiet som en bagvedliggende kraft (med antal medlemmer og stemmer 

som en vigtig styrkemåler). Samtidig øger han partiets kollektive kapital, som 

jo er summen af de enkelte politikere og aktivisters indsats gennem historien. 

Er der ikke tale om denne gensidige værditilførsel, dvs. hvis politikeren 

udnytter partiet uden at tilføre det noget, vil hans karriere inden for partiet 

blive kort. Dette kan fx være tilfældet, når et parti ”kaprer” en kendt 

personlighed, gerne en mediepersonlighed, i håbet om at tiltrække nye 

vælgere (altså øge den kollektive kapital), og det så viser sig, at personen blot 

anvender tilknytningen til at eksponere sig selv yderligere og ikke tiltrækker 

nye vælgere. Dette eksempel viser også, at der ikke er vandtætte skot mellem 

det politiske felt og andre sociale felter; den personlige kapital er netop 

knyttet til individet og kan realiseres inden for forskellige felter, endda 

samtidig. 

Skal man forsøge at karakterisere et parti ud fra dets ressourcer, bør man 

således undersøge både de kollektive og de individuelle ressourcer. Man må 

se på ressourcernes genese, dvs. hvor de stammer fra. Det indebærer et studie 

af partiets historie og af forgængerne, de enkelte fremtrædende politikeres 

bidrag til den kollektive kapital. Hvad betød fx Thorvald Staunings rolle som 

”landsfader” for det danske socialdemokratis fremtidige position som 

statsbærende parti (og Per Albin Hanssons tilsvarende rolle for det svenske 

socialdemokrati)? Man må undersøge hvilke typer af ressourcer, som 

karakteriserer organisationen, og hvor variable de er, dvs. hvor afhængige de 

20 Eksemplerne er mange på politikere, som man har påstået besidde en vis ressource, der 

så har vist sig ikke at være det (dvs. ikke kunne gå fra at være potentiel til at være 

realiseret ressource) ved et valg. 

19

Orla Vigsø 

er af konjunkturerne. Og man må undersøge den relative fordeling mellem 

kollektiv og privat kapital i partiet, fx hvor stor en rolle partilederen spiller 

for partiets anseelse. 21 

3.4. Den interne kamp 

I et hvilket som helst parti foregår der en intern kamp om poster, indflydelse, 

magt. Det er så selvklart, at det ikke burde være nødvendigt at fremhæve, 

men man har i høj grad forbigået dette faktum i definitionerne af, hvad et 

politisk parti er. Partiet er blevet set som en enhedslig og rationel aktør, men 

er rent faktisk scene for en intern konkurrence: 

Et parti bør analyseres som et rum for objektiveret konkurrence mellem 

aktører, som er villige til og motiverede for at kæmpe for den legitime definition 

af partiet og for retten til at tale i enhedens navn og under det kollektive mærke, 

som de ved deres konkurrence bidrager til at opretholde eksistensen af, eller 

snarere af troen på dens eksistens. (Offerlé 1997:25) 

Et sådant konkurrencefelt samler interesserede aktører, interessenter, men 

disse har varierende interesse i opretholdelsen af ”eksistensen” og i 

bestræbelsernes succes. Det er derfor altid vigtigt at spørge sig selv, hvad den 

”aktive” bruger partiet til og gør det til, og hvad partiet bruger den ”aktive” 

til og gør ham eller hende til. 

Det er også vigtig at understrege, at politikerne ved at tale i partiets navn 

kæmper om retten til at definere, hvad partiet er og står for: ved at påkalde 

sig partiet gør man sig selv til (sand) repræsentant, hvilket på én gang viser 

eksistensen af en enhed og fremholder den talende som inkarnationen af 

denne enhed. Ser man på politikernes kamp for at blive opstillet inden for et 

parti, bliver det tydeligt, at der er tale om et dobbelt konkurrencefelt: på den 

ene side lader den indre kamp ingen tvivl tilbage om, at kandidaterne er vidt 

21 At det kan være såvel en fordel som en svaghed at få hovedparten af sin styrke fra 

partilederens individuelle kapital, hans eller hendes ethos, er der flere eksempler på i 

nyere tid. De danske Centrumsdemokraterne får i høj grad deres stemmer på partilederen 

Mimi Jacobsens personlige ethos, ligesom svenske Kristdemokraterna får deres fra Alf 

Svensson. 

20


forskellige og har forskellige interesser, og på den anden side gør de alt for at 

markere, at partiet er en samlet enhed, og at deres egen kamp for at blive 

opstillet skyldes overbevisningen om, at netop de på bedste vis vil kunne 

repræsentere partiet i kampen mod andre partier. Så ikke nok med at man 

skal råde over ressourcerne, man skal også få andre til at tro på, at det er 

tilfældet: ”[...] at have magt inden for et felt vil sige at råde over overordnede og 

differentierede ressourcer, men også at lykkes med at overbevise andre om, at man har 

magt” (Offerlé 1997:70). Så for at forstå et parti må man således forstå det som 

en organisation med komplekse relationer mellem aktører, der er i 

konkurrence med hinanden, samtidig med at organisationen er i konkurrence 

med andre organisationer om støtte fra vælgerne. 

At studere partierne vil sige at analysere historiske former for politisk 

virksomhed, bestemte typer af associative sociale relationer, under 

hvilke aktører, som er interesseret af tilegnelsen af profit garanteret af et 

kollektivt mærke, indgår i konkurrence om produktionen af goder, som 

skal tilbydes på det politiske marked. (Offerlé 1997:27) 

Det faktum, at et parti er i en konkurrencesituation såvel udad som indad har 

også konsekvenser for partiets kommunikation: konkurrencen må udad til 

markeres inkorporeret (eller ”overvundet”), dvs. som et sundhedstegn, så 

partiet kan fremstå som en enhed, hvor konkurrencen er blevet til en kapital 

(rationalitet i form af enighed på baggrund af debat). Partiets diskurs må ikke 

afspejle den konkurrence, der vitterligt findes, som en uenighed, der er 

potentielt splittende og skadelig for partiet. 

Den indre konkurrence er således underlagt den ydre konkurrence, hvor 

det gælder om at fremstå som en enhed for klart at kunne markere forskellen 

til andre partier. Situationen skaber dermed også skel mellem forskellige 

diskursive rum: det er ikke alle former for diskussion (sproglig kamp), som er 

acceptabel i alle sammenhænge. 

21

Orla Vigsø 

3.5. Forskelsskabelse og konformisme 

De politiske partier lever af at kunne overbevise vælgerne om, at de er 

forskellige fra hinanden. Men det er i denne forbindelse ikke interessant at 

forsøge at afgøre, hvorvidt partierne ”rent faktisk” er forskellige, dvs. at søge 

efter en essentialistisk definition af de forskellige partier. Forskellen er ikke 

noget, som ”er” der, det er noget, som skabes i partiets italesættelse af sig 

selv, og hvis det ikke lykkes for et parti at skabe denne forskel til andre 

partier, har dette parti ikke nogen eksistensberettigelse. Demarkeringen, 

forskelsskabelsen, er dermed en central del af de politiske partiers diskurser: 

forskellen er forudsætningen for at kunne tiltrække støtte fra vælgerne, og så 

er det principielt uden betydning, om den forskel, man vælger at skabe, er 

ideologisk, aldersmæssig, regional eller andet − selv om det selvfølgelig har 

store konsekvenser for, hvilke vælgere man kan tiltrække. 

Men samtidig med denne forskelsproduktion findes der stærke kræfter, 

som virker for assimiliation og konformisme mellem de politiske partier. 

Partierne har samme syn på en række punkter, og denne enighed producerer 

og reproducerer de gennem deres ageren og interageren. Dermed 

reproducerer de også deres egen ret til at deltage i det politiske spil, og de 

reproducerer selve det politiske spils legitimitet. Der hersker i det mindste 

enighed om følgende punkter: 

1) Enighed om nødvendigheden af politikere, af (gode) repræsentanter, og 

dermed også om politikernes repræsentativitet. 

2) Enighed om nødvendigheden af partier, som er forskellige (dvs. af 

pluralisme). 

3) Enighed om det politiske arbejdes vigtighed: politik kan faktisk ændre 

borgernes liv, det er ikke bare tom snak; der træffes afgørelser af 

betydning. 

4) Enighed om den politiske konkurrence og den mulige fortjeneste; den 

politiske kamp er en symbolsk kamp ført med ord, hvor man kan vinde 

retten til at repræsentere folket. 

5) Enighed om skuepladsen/kamppladsen og kampens form: man nægter at 

diskutere visse ting (fx personlige forhold), og diskussionen må foregå 

på ”et vist niveau” (ingen ukvemsord, latrinære udtryk mm.); man 

22


kritiserer dem, som ikke spiller efter reglerne (”gør grin med politikken”, 

som i Frankrig Coluche, i Danmark Jacob Haugaard), og nye aktører, 

som for at blive repræsenteret tager nye emner op eller indtager en 

ekstrem position: de kaldes ekstremister, ideologer, populister, 

demagoger − kort sagt frakendes de de egenskaber, som de andre er 

enige om udgør grundlaget. 

Herved begrænser partierne som samlet gruppe universet for det, der er 

muligt at sige og tænke politisk, hvilket med andre ord vil sige, at det er 

feltets aktører, som selv sætter grænserne for feltet og lægger retningslinierne 

for, hvem der kan accepteres som aktør på feltet. 

4. Konkurrencen på det politiske marked 

Konkurrencen mellem de politiske partier finder sted på et politisk marked, 

dvs. et sted ”hvor der udveksles politiske produkter med former for støtte 

(materielt eller symbolsk) og stemmer” (Offerlé 1997:28-29). Umiddelbart kan 

det være svært at se forskellen på det politiske felt (eller de politiske felter, 

som man rettelig bør omtale det, jvf. tidligere) og det politiske marked eller, 

som det bør være: de politiske markeder. Det virker ikke helt klart, hvornår 

noget bør kaldes et politisk felt og hvornår et politisk marked, eftersom selve 

det, der kendetegner politikken i et demokratisk samfund, er en udveksling 

af (mere eller mindre symbolske) størrelser (stemmer, repræsentation, 

ønskeopfyldelse). Det er således svært at tænke sig politik uden at samtidig 

tænke marked. 

Dette hænger selvfølgelig sammen med den historiske udvikling af de 

vestlige demokratier, hvor politikerrollen og partisystemet er blevet så 

indarbejdet, at der er tale om en monopolstilling. De to begreber felt og 

marked må derfor ses som vævet ind i hinanden; taler man om et politisk felt, 

taler man på et geografisk afgrænset plan, som udgør udbudsstrukturen for 

et politisk marked; taler man om et politisk marked, befinder man sig på et 

plan, hvor der er tale om specifikke udvekslinger. Til ethvert politisk felt 

23

Orla Vigsø 

svarer en bestemt type af politisk marked. 22 Valget til den lovgivende 

forsamling er således et politisk marked, som udspiller sig på det generelle 

politiske felt, mens valg til en bestemt kommunes styrende organ udgør et 

andet marked, som udspiller sig på et bestemt periferi-felt. Samtidig giver 

markedsbegrebet mulighed for at se andre former for udveksling end netop 

de offentlige valg som udspillende sig efter samme mønster. Der findes 

således også markeder inden for de enkelte partier, inden for det enkelte partis 

gruppe i den lovgivende forsamling, mellem partierne inden for den 

lovgivende forsamling osv. 

4.1 Udbud og efterspørgsel 

Når man taler om et politisk marked har man dermed også sagt, at der er tale 

om et udbud og en efterspørgsel, og denne brug af de økonomiske begreber er 

ikke uproblematisk. Som Gaxie & Lehingue påpeger, kan man, når man 

anvender begreberne analogisk, ikke se bort fra den måde, begreberne 

anvendes på inden for den disciplin, de er lånt fra. Man løber dermed en 

risiko for, at falde ind i en simplificerende og totaliserende ”økonomisme” i 

en form for generaliseret økonomi, eller at underkaste sig det monetære 

marked som ramme for forståelsen af alt andet. Som vi tidligere har set, er 

der tale om en mere kompliceret bevægelse end blot og bare at låne 

begreberne fra økonomien; der er snarere tale om, at der bag såvel den 

økonomiske brug som andre anvendelser af marked/udbud/efterspørgsel 

22 Ifølge bl.a. Gaxie (Gaxie 1996:23, note 2) må man skelne mellem politisk marked og 

marked for politisk magt, hvor sidstnævnte er den direkte konfrontation mellem 

politikeren og de personer, som berøres af beslutningerne, fx en minister over for en 

erhvervsgruppe inden for staten, som er ramt af nedskæringer. Det er klart, at ministerens 

diskurs er en anden i et sådant tilfælde, end når han står over for en forsamling af vælgere 

− han er i en anden magtposition − og resultatet af denne skelnen vil derfor være en 

supplering af de centrale og perifere politiske markeder med tilsvarende markeder for 

politisk magt. Jeg vælger imidlertid ikke at anvende en sådan skelnen, bl.a. ud fra den 

opfattelse, at politikere altid også taler på et politisk marked, selv når de taler på et marked 

for politisk magt. En årsag til dette er den stadige tilstedeværelse af medier, som gør 

enhver udtalelse til et moment i den politiske konkurrence, formodentlig endda i langt 

højere grad end udtalelsen er et led i en handel vedrørende politisk magtudøvelse. 

24


ligger en almen forestilling som udveksling. 23 Man kan derfor anvende 

begreberne, blot man udøver en ”hård kontrol over det lånte ordforråd” 

(Gaxie & Lehingue 1984:115). De problemer, som de økonomiske og 

økonomistiske definitioner giver, leder til et behov for en anden forståelse af 

udbuddet i politikken: 

De forskellige problemer, vi er stødt på, tilskynder til en substantiel 

udvidelse af indholdet i begrebet politisk udbud. I en valgkamp er det, som 

præsenteres for borgerne, intet mindre (men heller ikke mere [...]) end en 

samling diskursive repræsentationer af det sociale rum [...]. Udbuddet 

består således i en fremstilling og en diskursivering, som eventuelt kan 

påvirke skabelsen af kollektive goder på den politiske magts felter og 

markeder. (Gaxie & Lehingue 1984:119) 

Eftersom den politiske kamp er en kamp på ord, må det, som politikerne 

udbyder, også være ”ord”, altså et sprogligt formuleret billede af verden, 

visioner for fremtiden, løfter, identifikationspunkter osv. En sådan definition 

opfylder tre krav: 

Først og fremmest gør en diskursiv definition af udbuddet det muligt at 

genindføre den symbolske dimension, som faktisk bestemmer over såvel 

produktionen som receptionen af politiske produkter. I den betydning er 

en sådan definition uden tvivl mere realistisk, fordi den er mindre 

brutalt materialistisk. [...] Identificeringen af politisk udbud med diskurs 

har den anden fordel, at den gør det muligt nærmere at studere de 

principper for det politiske felts funktionsmåde, som disse diskurser 

skaber. Det politiske felt er et differentieret rum, der holder sine 

eksistensbetingelser forholdsvist adskilt fra evnen til at oversætte sociale 

skel til politiske skel, og det bør ses som et felt for frem for alt symbolsk 

produktion, måske endda som ”det symbolske felt par excellence” 

[henvisning til Bourdieu]. I denne optik fremtræder diskurserne som det 

centrale produkt, som holder liv i konkurrencepraksissen. (Gaxie & 

Lehingue 1984:120) 

23 Gaxie & Lehingue henviser til ordbogsdefinitionen (Robert) for at vise, at ordet offre 

historisk har haft en overvejende politisk og ikke økonomisk karakter − tværtimod er det 

økonomerne, der har taget et polysemisk ord og monosemantiseret det. 

25

Orla Vigsø 

Er udbuddet således blevet defineret som værende af diskursiv karakter, må 

dets modstykke, efterspørgslen, tænkes i samme baner. Det er umiddelbart 

lettere, eftersom efterspørgslen på det økonomiske marked ikke er et fysisk 

fænomen, modsat udbuddet, men udgør et behov, et begær, et ønske, en 

forventning. På det økonomiske marked retter begæret sig mod et produkt og 

dets (forventede) værdi for kunden, det være sig brugsværdi eller symbolsk 

værdi. Parallelt hermed er den politiske efterspørgsel en forventning eller et 

håb om opfyldelse af ønsker, materielt (flere penge i tegnebogen) eller 

symbolsk (national storhed, uafhængighed, fremskridt osv.). Forholdet 

mellem udbud og efterspørgsel er imidlertid kompliceret, såvel inden for det 

økonomiske som inden for det politiske felt: hvor kommer efterspørgslen fra? 

Hvad kommer først: udbud eller efterspørgsel? Inden for økonomien har der 

været en tendens til at lade efterspørgslen være det styrende (man 

producerer for at møde en efterspørgsel), mens ”forbrugersamfundets” 

kritikere har hævdet, at industriens udbud styrer (man får, bl.a. ved hjælp af 

reklame, os til at købe varer, som vi ”egentlig” ikke behøver). Denne tendens 

til enten-eller tænkning, til en antinomi mellem udbud og efterspørgsel, må 

overskrides, hvis man skal forstå samspillet mellem aktørerne på det politiske 

marked (Gaxie & Lehingue 1984:62). Sammenhængen mellem produktion og 

forbrug er langt mere kompleks; forbruget påvirker udbudsstrukturen, 

udbuddet påvirker efterspørgslen. 24 Det betyder bl.a., at forventningerne til 

udbuddet styres af det aktuelle udbud − eller med andre ord: vælgerne 

begynder ikke at forvente sig ændringer, som ikke allerede er blevet 

diskursiveret på det politiske marked. Og samtidig lancerer et parti ikke 

noget fuldstændigt nyt på markedet; der skal på forhånd være etableret en 

forståelse for dette gode. 

Eftersom forbrugerne er prædisponerede for at vælge de politiske goder, 

som udbydes på markederne, som følge af deres sociale interesser, og 

disse goder er produceret af konkurrerende entreprenører ud fra en 

habitus, som er socialt konstitueret; og fordi, på den anden side, der er 

en tendens til at der etableres stabile relationer på markederne, hvilket 

forstærker de profanes tilknytning og trofasthed over for deres 

24 Som Marx sagde det, bl.a. i indledningen til Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie: 

produktion er direkte forbrug, forbrug er direkte produktion. 

26


repræsentanter og gør det muligt for disse at lade deres klienter (på ulige 

vilkår) dele deres specifikke politiske interesser, så udspiller møderne 

mellem producenterne og forbrugerne på markederne sig efter en 

forudetableret harmonis logik, en harmoni, som forskellige elementer 

hver gang ændrer på. (Gaxie & Lehingue 1984:245) 

Der er altså en forudetableret harmoni mellem et parti og dets vælgere: 

partiet udbyder ikke noget, som de ikke tror, vælgerne forventer, og vælgerne 

forventer ikke noget, som de ikke tror partiet vil udbyde (i så fald ville de 

skifte parti) − vælgernes forventninger er styret af de diskurser, partierne 

anvender. Partiet har selv skabt forventningerne blandt dets vælgere, og 

genaktiveringen af disse forventninger er en væsentlig del af partiets 

markering af forskel i forhold til andre partier. 

Konkurrencesituationen og eksistensen af specifikke politiske interesser 

tenderer mod at integrere og harmonisere de politiske problemstillinger, 

men samtidig etablerer hvert parti et hierarki af debattemaer, som på en 

måde går forud for hierarkiseringen af de aktuelle eller potentielle 

kunders problemstillinger. Forbrugerne er for deres del tilbøjelige til 

mellem de diskurser, som findes på markedet, at vælge dem, som 

modsvarer deres forventninger og således gentage diskurserne hos de 

partier, som de hælder imod. 

I en valgkamp giver partierne fortrinsret til de temaer, som de 

forskellige segmenter af deres kundekreds giver fortrinsret, og 

forbrugerne ledes socialt set mod at interessere sig for de indsatser, som 

deres repræsentanter lægger frem. Udbuddet af politiske produkter på et 

marked er således forudtilpasset til de forventninger, som det selv 

historisk set har skabt og som det genaktiverer. (Gaxie & Lehingue 

1984:245) 

Eftersom forskelsskabelsen er central for et politisk partis evne til at tiltrække 

vælgere, bliver valget af temaer (diskursive goder) et relationelt spørgsmål: 

der er ikke kun tale om et samspil mellem partiets udbud og vælgernes 

forventninger, men om et fortløbende spil af svar og modsvar mellem de 

forskellige, konkurrerende partier. Udspil, som bliver bedømt som vigtige, 

kræver nødvendigvis et modsvar fra modstanderne, der ellers vil fremstå 

27

Orla Vigsø 

som ude af stand til at møde en efterspørgsel, og som derfor vil miste i relativ 

styrke. 25 Dette bidrager også til at forklare, hvorfor det politiske udbud er så 

relativt homogeniseret, når de politiske tilbuds verden burde være 

ubegrænset: udbuddet er altid et resultat af konkurrencen mellem partierne 

og kan derfor ikke analyseres selvstændigt. 

Et partis udbud bliver til i en kompleks proces, som involverer såvel 

partiinterne som partieksterne forhold (se Offerlé 1997:98). Til de partinterne 

hører den sociale baggrund for partiet, aktiviteterne hos medlemmerne, den 

ideologiske tolkningsramme i partiet samt den interne konkurrence og 

magtfordeling. Til de partieksterne forhold hører hvilken type af politisk 

marked, udvekslingen finder sted på, partiets position på det politiske felt og 

konkurrencen mellem partierne. Samtidig gør de samme typer af forhold sig 

gældende for alle partier, hvilket gør ét partis placering og udbud afhængig 

af de konkurrerende partiers position og udbud. Der findes ikke noget 

marked med kun én udbyder. 

Det er ikke uproblematisk at anvende markedsbegrebet på det politiske 

område, men ud over de problemer, som det stiller for en teoretisk 

beskrivelse, findes der også en modstand blandt de involverede mod at se 

deres aktivitet beskrevet på denne måde: 

Selv om den politiske aktivitet kan beskrives [...] som en udveksling 

inden for rammerne af et marked, er det vigtigt at konstatere, at denne 

udveksling i almenhed ikke opfattes som sådan. En del af de ”profane” 

oplever ikke sig selv som profane, der står uden for det politiske felt eller 

som ”forbrugere” af udbudte goder, men som borgere udstyret med en 

magt til at vælge. (Gaxie 1996:37) 

Man kan også analysere politik som et spil, dvs. som en regelstyret aktivitet, 

men kun under forudsætning af at man ser, at det politiske spil hviler på en 

25 Vi har her at gøre med kernen i ”dagsordenssætningen” (agenda setting): man får en 

relativ fordel ved at sætte et emne på dagsordenen, hvis dette emne af andre betragtes 

som så vigtigt, at de føler sig kaldet til at også tage det op og give et modsvar. Derved er 

der også blevet skabt en efterspørgsel, dvs. en forventning om, at alle partier tager stilling 

til problemet. 

28


overbevisning om, at politikken kan kuldkaste alle andre former for sociale 

spil og alle muligheder for gevinst. Derfor forekommer det politiske spil så 

vigtigt, at ingen af de involverede accepterer, at der er tale om et spil − uanset 

hvor omhyggeligt man forklarer, at det er i betydningen af regelstyret 

aktivitet. Selve tolkningen af den politiske aktivitet og beskrivelsen af den er 

med andre ord genstand for en kamp. 26 

Hvis analogien mellem politik og spil eller marked og opmærksomheden 

på politikernes ”egne interesser” vækker så stærk modstand, især i 

akademiske miljøer, der således viser sig i høj grad også at være 

tempelvogtere, så er det fordi den tenderer mod at reducere den storhed 

og ”hellighed”, som man i praksis, men nu og da i modstrid med 

udtalelser som samtidig er ikonoklastiske, tilskriver det politiske 

univers. Det er omfanget af og styrken hos specialisternes og de profanes 

investeringer, som er grundlaget for den politiske aktivitets sociale 

rækkevidde, indberegnet hos dem, der stadig er tilstrækkeligt troende til 

at føle sig kaldet til at forsvare deres ligegyldighed med den ”afsky”, 

som aktiviteten vækker i dem. (Gaxie 1996:116) 

Politikerne er enige om at forsvare værdigheden i deres metier; en værdighed, 

som de føler truet af en beskrivelse, der anvender spil eller marked som 

forståelsesramme. Denne reaktion må helt klart ses som en kollektiv 

forsvarshandling, ligesom politikernes angreb på ”udenomsparlamentarisk 

politisk aktivitet”, som udfordrer politikernes repræsentationsmonopol. Det 

er problematisk, at forsvaret for politikerembedet meget ofte kobles sammen 

med et forsvar for demokratiet som sådan, simpelthen fordi politikernes 

mediering i deres egne øjne er selve fundamentet for ethvert demokrati. At 

sætte spørgsmålstegn ved partipolitikernes nødvendighed bliver, på grund af 

partiernes monopol på politisk repræsentation, gjort synonymt med en kritik 

af de demokratiske principper, og det er de færreste, som ønsker at se sig selv 

26 Hvilket i øvrigt er noget, jeg selv har oplevet gentagne gange også blandt forskere: selve 

diskussionen af (parti)politisk kommunikation er så ladet med politisk kraft, at det kan 

være svært for folk at holde den videnskabelige distance. Eller sagt i andre termer: den 

personlige investering i politikken er så stor, at den stiller sig i vejen for en diskussion af 

politikkens funktionsmåde. Et godt bevis på, at politik af de involverede er et spil, som 

kan kuldkaste alle andre sociale spil, inklusive det videnskabelige. 

29

Orla Vigsø 

i en position som anti-demokrater. Og skulle man acceptere at blive placeret i 

denne gruppe, ville man alligevel være afskåret fra at deltage i en dialog: 

accepterer man ikke politikernes nødvendighed, tages man ikke alvorligt og 

inviteres ikke til at deltage i den offentlige diskussion. Det, som fremstår som 

et forsvar for ”demokratiet” (i abstrakt betydning), er også et forsvar for 

deltagernes ret til at definere, hvad ”demokrati” er, og dermed et forsvar for 

deres egen rolle. 27 

Som på ethvert andet marked fastsættes der også på det politiske marked en 

”pris” for de udbudte varer. Den værdi, som en politisk diskurs opnår, er en 

funktion af det antal personer, som kan identificere sig med den; jo flere der 

formodes at stå bag én, desto større vægt har ens ord. Det gælder, uanset om 

der er tale om støtte i form af afgivne stemmer, resultat i meningsmålinger, 

demonstranter i en given demonstration eller i en strejke. Konstateringen er 

banal, men vigtig: hver gang, en politiker påberåber sig sin ”basis”, sin støtte, 

understreger han enten dets numeriske størrelse eller dets vigtighed, enten 

fordi de indbefattede personer er centrale, eller fordi de udgør en samlet 

gruppe, fx et helt (eller næsten) erhverv. En sådan ekstern anerkendelse af en 

politiker eller et parti åbner desuden dørene for eksponering i 

massemedierne: et parti med 20 % i en opinionsmåling kan kræve, og ”har ret 

til”, at få dækning i især tv, fx i en diskussion om et aktuelt emne, på lige fod 

med andre partier. Sådanne beviser på repræsentativitet, som fx resultater af 

en opinionsmåling, er derfor altid genstand for en kamp om tolkningen af 

resultaterne: procenttal, antal personer, relativ frem- og tilbagegang − alt 

sammen får først mening, når det aktuelle parti har tolket det, og denne 

tolkning modsiges selvfølgelig af de konkurrerende partier, og vice versa. 

27 For nu at gøre det helt klart: dette er ikke en kritik af en demokratisk styreform; det er en 

påpegning af umuligheden af at stille spørgsmålet om, hvorvidt et system baseret på 

partipolitikere er det bedste. 

30

4.2. Stemmeafgivelse 


Den væsentligste form for støtte, som ”de profane” udveksler med 

politikerne i et repræsentativt demokrati, er i form af stemmeafgivelse. Ved at 

sætte sit kryds ved et bestemt parti eller en bestemt politiker markerer 

vælgeren, at en udveksling har fundet sted, men ingen kan på stemmesedlen 

se, hvilken udveksling der mere specifikt er tale om. Vælgerne stemmer 

nemlig efter meget forskellige bevæggrunde. Nogle af de vigtigste28 er: 

• Den ideologiske stemme. Man stemmer på partiet eller kandidaten ud fra 

ens ideologiske overbevisning, dvs. man identificerer sig med en bestemt 

fastlagt ideologi (kommunismen, liberalismen, socialismen) og 

accepterer kandidaten og partiet som legitim repræsentant for denne 

ideologi. Denne form for stemme spiller stadig en rolle, uanset hvor 

meget man har talt om ”ideologiernes død”; så længe en del af vælgerne 

accepterer ideologierne som grundlæggende politiske bevæggrunde, vil 

der findes partier og politikere, som markerer sig som ideologiske. 

• Den personalisererede stemme. Man stemmer på en bestemt kandidat på 

grund af dennes individuelle egenskaber, hans eller hendes individuelle 

kapital, som kan være mere eller mindre politisk, men formodentlig 

oftest har mere at gøre med personlig udstråling, karisma, 

medieeksponering eller lignende. Der kan dog også være tale om en 

stemme på grund af erfaring og kompetence. 

• Den emnebestemte stemme. Man stemmer på den kandidat eller det 

parti, som tager netop det specifikke emne op, som man selv anser for 

vigtigt, ofte fordi man selv har en interesse i sagen. I Frankrig dannedes i 

slutningen af 90’erne et parti med bevarelsen af jagt og fiskeri (og 

dermed ”traditionen”) som centralt emne, i en sådan grad at det blev 

selve partiets navn29 . I Danmark blev Centrumsdemokraterne kaldt et 

28 Listen er inspireret af Offerlé (1997:100), som besynderligt nok ikke har den strategiske 

stemme med i sin opregning, skønt den − i alle fald set fra en skandinavisk vinkel − spiller 

en langt større rolle end visse af de andre former, han tager med. 

29 Chasse, Pêche, Nature et Tradition (CPNT) har haft ret stor succes ved flere valg. Se også 

deres hjemmeside: http://perso.wanadoo.fr/cpnt/index.htm 

31

Orla Vigsø 

parti for ”bil- og villaejere”, fordi de gjorde nedsættelsen af skatter på 

disse to områder til centrale emner (og skaffede sig stemmer på det). 

• Den negative eller forkastende stemme. Man kan stemme blankt, hvilket 

efter politisk beslutning ikke regnes med i det samlede stemmetal30 , eller 

man stemmer imod den siddende regering, uanset dens farve. 

• Den konforme og vanemæssige stemme. Ser man ældre tv-optagelser fra 

valgstederne, hvor folk blev spurgt, hvad de havde stemt, er det ikke 

ualmindeligt at høre kvinder sige ”jeg stemte som min mand”. Selv om 

denne form for kønsspecifik konformisme formodentlig er ved at dø ud, 

findes der andre former for konformisme, knyttet til arbejdspladsen, 

familien, kvarteret eller lignende. Større vægt har formodentlig 

vanestemmen; man stemmer socialdemokratisk, for ”det har jeg altid 

gjort”. En stor del af de store og gamle partiers kernevælgere må 

betragtes som vanevælgere, der ikke foretager nogen analyse af den 

aktuelle situation, men stemmer som de plejer. 

• Stemme på grund af etisk eller social nærhed. Man stemmer på en 

person, fordi han eller hun er ”ærlig”, ”en af vore egne”, katolik, 

protestant, frikirkelig, buddhist eller andet, eller fordi personen kommer 

samme sted fra som en selv. 

• Forskelsstemmen. Man stemmer på et parti eller en person for at markere 

en afstand, fx til forældrene. I så fald vil valget af parti være bestemt som 

det diametralt modsatte: er forældrene konservative, stemmer man på 

venstrefløjen, er forældrene venstreorienterede, stemmer man 

konservativt eller liberalt. Der kan også være tale om en stemme på et 

parti, som man mener, bør findes i den lovgivende forsamling, men som 

er i fare for at ryge ud (eller ikke komme ind). 

• Den strategiske stemme. Denne form for stemme styres af en pragmatisk 

kalkule, hvor man egentlig ville stemme på ét parti, men stemmer på et 

andet for at forhindre et tredje i at få magten. Eksempelvis stemmer man 

socialdemokratisk i stedet for at stemme på venstrefløjspartierne for at 

sikre, at der ikke bliver en borgerlig majoritet. (Dette er endnu tydeligere 

i lande, hvor der er tale om flertalsvalg i enkeltmandskredse, eller hvor 

der vælges en præsident gennem flere valgrunder.) Alt afhængig af 

30 Hvilket, så vidt jeg ved, gælder i alle vestlige demokratier. 

32


meningsmålingernes tendenser kan man også stemme på et andet parti 

end det, man egentlig ville stemme på, hvis det tyder på, at partiet ikke 

kommer over spærregrænsen, og ens stemme i så fald ville være 

”spildt”. 31 

Vælgerne stemmer, som vi lige har set, på et parti ud fra vidt forskellige 

begrundelser, som partiet ikke kan vide noget om. 32 Ikke desto mindre 

fremhæver hvert parti, at deres vælgere udgør en gruppe, et vælgerkorps, og 

efter at man i en periode betragtede vælgerkorpsene, som om de var reelle, 

velafgrænsede grupper, må man i dag se det som overfladiske forsamlinger 

af atomiserede individer (se fx Baudouin 1998:205 ff.). Dette skyldes bl.a., at 

de traditionelle bånd mellem et parti og en bestemt og homogen social 

gruppe er brudt; partierne konkurrerer så at sige om de samme vælgere, og 

styrkeforholdet mellem partierne kan ikke tolkes som et styrkeforhold 

mellem konkurrerende sociale grupper. 33 Men eftersom partierne kæmper om 

de samme vælgere, nemlig i form af en ikke-socialgruppeopdelt 

vælgermasse, er det nødvendigt at producere en forskel i forhold til de andre 

31 Meningsmålingerne får dermed en selvforstærkende effekt ved at formindske antallet af 

stemmer på de små partier, som ligger på grænsen − med mindre de forstår at indgå 

alliancer, valgforbund, med andre partier, som gør at vælgerne får en repræsentation, selv 

hvis netop dette parti ikke bliver repræsenteret. I øvrigt viser denne sprogbrug, hvor ens 

stemme er ”spildt”, hvis man ikke får en repræsentation, at der ligger en 

markedstankegang bag: at stemme uden at blive repræsenteret er som at betale uden at få 

varen, eller, hvis man er meget positivt indstillet, at få en vare, som er mindre værd end 

den, man var blevet lovet. 

32 Ganske vist spørges der nu og da til vælgernes begrundelser for at stemme ved 

undersøgelser ved valglokalerne, men strengt taget er der ingen mulighed for at vide, om 

vælgernes svar er i overensstemmelse med sandheden: det, at man ved at valg er en 

”politisk” handling, kan let lede til, at man giver en begrundelse, som man tror, vil 

opfattes mere ”politisk” (dvs. ”rigtig”), end det, som egentlig drev én. Altså svarer man, at 

man stemte på parti X på grund af deres skattepolitik, selv om det måske mere var på 

grund af spidskandidatens fremtræden i tv. 

33 Hvis der var et ligefremt proportionalt forhold mellem socialgruppe og partistemme, 

ville afstemningsresultatet vise styrkeforholdet mellem socialgrupperne. Man kan så stille 

sig det spørgsmål, hvordan et parti skulle kunne gå frem i stemmeprocent: enten skulle 

det være resultatet af en stigning i socialgruppens relative størrelse, eller også skulle det 

være fordi, partiet havde vundet folk uden for ”sin” gruppe − og dermed ville det direkte 

forhold være brudt. Eller også må man operere med et begreb som ”fremmedgørelse” i 

forhold til ”objektive” klassetilhørsforhold. 

33

Orla Vigsø 

partier, og denne forskel må (også) have som mål at give vælgerne en følelse 

af at høre til et fællesskab. At som politisk parti tale om sine vælgere som en 

gruppe, er med andre ord at konstruere denne gruppe, og dette spiller en vigtig 

rolle i det politiske spil: 

Den symbolske homogenisering af disse labile og meget ofte heterogene 

grupperinger, som først og fremmest findes som grupper på papiret, er et 

af de centrale aspekter af det repræsentative arbejde. (Offerlé 1997:101) 

Et parti repræsenterer vælgerne, men det kan ikke repræsentere vælgerne 

som en heterogen samling af enkeltindivider; det må, på en eller anden måde, 

få samlet vælgerne til en gruppe for at kunne udføre et 

repræsentationsarbejde. Og det er ikke nok at samle gruppen af vælgere 

under betegnelsen ”dem, der stemmer på os” − der må et mere substantielt 

samlingspunkt til. Her bruger partierne selvfølgelig de historisk 

veletablerede grupper, som har en stærk symbolværdi (arbejdere, bønder, 

selvstændige...), men vigtigere er sammenfatninger af de 

opinionsundersøgelser, partierne laver af vælgernes prioritering af 

problemer: partierne undersøger, hvad vælgerne (og de potentielle vælgere 

ikke mindst) interesserer sig for og ønsker, for at kunne integrere disse 

synspunkter i deres egne og således vise, at partierne repræsenterer disse 

synspunkter. 34 Ved dette arbejde gøres et synspunkt eller en interesse til et 

samlingspunkt for en gruppe, som dermed konstrueres som sådan. Arbejdet 

går med andre ord ud på at begrænse grupper, homogenisere deres krav, 

legitimere deres eksistens og samtidig delegitimere modstandernes 

grupperinger som værende mindre repræsentative. 

Et partis vælgerkorps er på én gang en samling af individer med 

modstridende interesser, et rent statistisk produkt og en 

34 Antallet af bøger og artikler, hvor dette form for opinionsmålings-politik kritiseres, er 

stort. Nævnes kan bl.a. Roland Cayrol: Médias et démocratie: la Dérive, hvis titel de fleste 

kritikere ville kunne anvende: dérive betyder ”afdrift”, altså når et skib på grund af 

strømmen afviger fra den udstukne kurs. Medialiseringen, og herunder opinionsmålingen 

som styringsmiddel, tvinger demokratiet bort fra dets rette kurs. Se også Ewa Stenberg 

”Politiken formas av mätningar”, Dagens Nyheter 21 december 2000. 

34


sammenslutning af mobiliserede grupper; det er en gruppe, som stræber 

mod en egentlig eksistens takket være det repræsentationsarbejde, som 

anerkender den og opretholder troen på dens eksistens og enhed. 

(Offerlé 1997:106) 

Det er ikke det samme som at sige, at der ikke er nogen forbindelse mellem 

partierne og sociale grupper, men at relationerne mellem de to udspilles 

gennem mange medieringer, og at gruppernes vigtigste karakteristika ikke er 

deres statistisk definerbare afgrænselighed (indtægt, antal over- eller 

underordnede mm.), men accepten af at tilhøre denne gruppe, genkendelsen 

af grupperingen. For ved at skabe denne gruppering trækker man samtidig 

grænserne i forhold til omverden og tildeler distinktive tegn (især mærket) til 

gruppen, og gør det dermed muligt for medlemmerne at genkende sig selv 

og hinanden som netop medlemmer. 

5. Sammenfatning 

Jeg har i det foregående forsøgt kort at sammenfatte den politiske sociologis 

syn på det partipolitiske system, på forholdet mellem parti, politiker og 

vælger, og på kommunikationens rolle i dette samspil. Netop 

kommunikationen spiller en central rolle, idet politikkens inderste væsen er 

sproglig – politik er en symbolsk udveksling, en sproglig kamp. Kampen 

foregår mellem politikere inden for et parti og mellem partier, og såvel 

politikernes som partiernes styrke har deres grund i forskellige former for 

kapital. Udvekslingen mellem parti (eller politiker) og vælgere involverer 

dels løfter og andre former for goder, som vælgerne efterspørger, dels især 

stemmeafgivelse som betaling for disse goder. Vælgerne er en atomiseret 

gruppe af individer, og en vigtig del af det politiske partis diskurs er at skabe 

homogenitet i denne gruppe for at kunne påberåbe sig at repræsentere den. 

Denne politiske sociologi former sig altså omkring en symbolsk 

udveksling, hvis vigtigste form er sproglig. Den er derfor i højeste grad 

anvendelig som ramme for analyse af politisk kommunikation ved at kunne 

kobles sammen med en tekstanalyse baseret på retorik og pragmatik. 

Forenklet kan man sige, at teorien kan anvendes til at forklare, hvorfor politisk 

35

Orla Vigsø 

kommunikation ser ud som den gør, mens den retorisk-pragmatiske 

tekstanalyse forklarer, hvordan kommunikationen ser ud og hvorledes 

kommunikationen tolkes af modtagerne. Især ethos-begrebet, forstået som 

billedet af afsenderen, dens troværdighed og lignende, spiller en central rolle 

som det sted, hvor den sociologiske analyse af kapital og den retoriskpragmatiske 

analyse af udtryk løber sammen. I en konkret analyse vil det 

meste af den sociologiske teori være ”skjult”, dvs. der vil ikke eksplicit blive 

henvist til den. Men eftersom det at analysere en tekst er at stille spørgsmål til 

teksten (jvf. fx Hellspong & Ledin 1997), er den sociologiske teori vigtig som 

baggrund for, hvilke spørgsmål man stiller til teksten. Man skal blot ikke tro, 

at den er tilstrækkelig i sig selv til at lave en udtømmende tekstanalyse. 

Litteratur 

Accardo, Alain & Corcuff, Philippe (1992): La sociologie de Bourdieu, 2. édition. Bordeaux: Le 

Mascaret. 

Baudouin, Jean (1998): Introduction à la sociologie politique. Paris: Seuil. 

Bourdieu, Pierre (1979): “Les trois états du capital culturel”. Actes de Recherches en Sciences 

Sociales, no. 30, s. 3-6. Paris: Seuil. 

Bourdieu, Pierre (1980): Questions de sociologie. Paris: Minuit. 

Bourdieu, Pierre (1980a): Le sens pratique. Paris: Minuit. 

Bourdieu, Pierre (1980b): “Le capital social”. Actes de Recherches en Sciences Sociales, no. 31, 

s. 2-3. Paris: Seuil. 

Bourdieu, Pierre (1981): “La représentation politique”. Actes de Recherches en Sciences 

Sociales, no. 36-37, s. 3-24. Paris: Seuil. 

Bourdieu, Pierre (1982): Leçon sur la leçon. Paris: Minuit. 

Bourdieu, Pierre (1987): Choses dites. Paris: Minuit. 

Bourdieu, Pierre (1988): “Penser la politique”. Actes de Recherches en Sciences Sociales, no. 

71-72, s. 2-3. Paris: Seuil. 

Bourdieu, Pierre (1994): Raisons pratiques. Paris: Seuil. 

36


Bourdieu, Pierre (1999): “Le fonctionnement du champ intellectual”. Regards Sociologiques, 

no. 17-18, s.5-27. Strasbourg: Université des Sciences Humaines. 

Champagne, Patrick (1990): Faire l’opinion. Paris: Minuit. 

Charlot, Jean (1971): Les partis politiques. Paris: Armand Colin.. 

C.U.R.A.P.P. (1991): La communication politique. Paris: PUF. 

C.U.R.A.P.P. (1994): L’identité politique. Paris: PUF. 

Duverger, Maurice (1964): Introduction à la politique. Paris: Gallimard. 

Gaxie, Daniel (ed.) (1989): Explication du vote, 2. édition. Paris: Presses de la Fondation 

Nationale des Sciences Politiques. 

Gaxie, Daniel (1996): La démocratie représentative, 2. édition. Paris: Montchrestien. 

Gaxie, Daniel & Lehingue, Patrick (1984): Enjeux municipaux. (C.U.R.A.P.P. 1984). Paris: 

PUF. 

Hellspong, Lennart, & Ledin, Per (1997): Vägar genom texten. Handbok i brukstextanalys. 

Lund: Studentlitteratur. 

LaPalombara, Joseph & Weiner, Myron (1966): “The Origin and Development of Political 

Parties”. I: LaPalombara & Weiner (eds.): Political Parties and Political Development, s. 3-42. 

Princeton: Princeton University Press. 

Martuccelli, Danilo (1999): Sociologies de la modernité. Paris: Gallimard. 

Offerlé, Michel (1989): Mobilisation électorale et invention du citoyen: l’exemple du milieu urbain 

français à la fin du XIXe siècle. I: Gaxie (ed.), s.149-174. 

Offerlé, Michel (1997): Les partis politiques, 3. édition. Paris: PUF. 

Offerlé, Michel (1998): Sociologie des groupes d’intérêt, 2. édition. Paris: Montchrestien. 

Rasmussen, Erik (1972): Komparativ Politik I-II, 2. udgave. Kbh.: Gyldendal. 

Seiler, Daniel L. (1982): Les partis politiques en Europe, 2. édition. Paris: PUF. 

Stenberg, Ewa (2000): ”Politiken formas av mätningar”. Dagens Nyheter, 21 december 2000, s. 

A11. Stockholm. 

Vigsø, Orla (1992): The Analysis of Political Discourse (TeFa, nr.5). Uppsala: Institutionen för 

nordiska språk. 

Vigsø, Orla (1993): Interpretationsbegrebet i hermeneutikken og semiotikken: Paul Ricœur & A.J. 

Greimas. Aalborg: Nordisk Sommeruniversitet. 

37

Orla Vigsø 

Vigsø, Orla (1996): Valgplakaten som kommunikation og marketing (Svenska i utveckling nr. 5, 

FUMS Rapport nr. 183). Uppsala: Institutionen för nordiska språk. 

Vigsø, Orla (1996a): ”Hvem er ’de’? Aspekter af den politiske diskurs”. I: Mats Thelander et 

al. (red.): Samspel och variation. Språkliga studier tilägnade Bengt Nordberg på 60-årsdagen, s.503- 

511. Uppsala: Institutionen för nordiska språk. 

Vigsø, Orla (1996b): ”Forandringer i den politiske kommunikation”. GRUS, nr. 49, s.41-58. 

Aalborg. 

Vigsø, Orla (1996c): ”’Marknaden’ som semantisk størrelse”. ASLA-nytt, nr. 22:2, s.21-25. 

Uppsala. 

Vigsø, Orla (1997): ”Hermenutik og sprogfilosofi”. Slagmark, nr. 25, s.93-107. Århus. 

Vigsø, Orla (1999): ”Parti och väljare som diskursiva konstruktioner”. I: Svenskans 

beskrivning 23, s. 420-427. Göteborg. 

Vigsø, Orla (2001): Livskraftiga texter? Om centerpartiets pågående kampanj ’Livskraft – i hela 

landet’. Paper præsenteret på Svenskans beskrivning 25, Åbo. 

Weber, Max (1972): Wirtschaft und Gesellschaft. Studienausgabe, 5. Auflage. Tübingen: 

J.C.B. Mohr 

38

Det politiske marked

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?