Det politiske marked

Det politiske marked
karakteristika, som vedrører det repræsentative partipolitiske system som
sådant, og ikke blot er gældende for Frankrig.
Før den almene valgret indførtes, fandtes et personligt forhold mellem
vælgeren og den valgte; man kom fra samme område og tilhørte samme
meget begrænsede kreds af velhavende og velestimerede mænd.
Forandringerne i dette system indtræder først i de store byer, hvilket ganske
enkelt skyldes antallet af vælgere: jo større antallet af vælgere er, desto
sværere bliver det at opretholde personlige forbindelser med dem, og som
følge heraf må mobiliseringen ske på baggrund af abstrakte principper i
stedet for personlige fordele. Samtidig bliver sandsynligheden for
fraktionering større; modsætninger mellem sociale grupper træder frem etc.
Kampen om stemmerne bliver mere abstrakt og forholdet til vælgerne
mere indirekte, og med indføringen af den almene valgret ændres forholdet
mellem repræsentant og vælgere markant. Gruppen af vælgere vokser til at
blive en masse, den transformeres til et publikum, og måden at henvende sig
til vælgeren må nødvendigvis dermed også ændre sig. Politikeren må
præstere et specifikt arbejde for at gøre vælgerne interesseret i virksomheden,
i de mere abstrakte goder, han har at tilbyde: taler, repræsentation,
fremtidsvisioner, reformer. På baggrund af dette begynder vælgerne at føle
tilknytning til politiske principper og dermed til partier, frem for til
enkeltindivider. Ganske vist er der stadig en ganske stærk lokal og personlig
tilknytning, men vælgerne begynder i stadig større udstrækning at samles
om partiet med dets tegn og emblemer. Denne proces forløber i øvrigt
forskelligt i de skandinaviske lande: i Norge og Sverige fødtes de politiske
partier inden den almene valgret indførtes, i Danmark efter.
De nye politiske aktører, som var den drivende kraft i forandringen af
systemet, kom ofte fra lavere sociale lag end de gamle politikere, og de havde
derfor ikke samme mulighed for at udnytte personlige forbindelser og
position. Ved at forkaste den tidligere fremgangsmåde, hvor man nærmest
købte stemmer, forsøgte de − ubevidst − at fremtvinge en ny opfattelse af den
politiske konkurrence, som var i deres egen interesse og i overensstemmelse
med deres egen overbevisning (Gaxie 1989:16). Dermed skabes også en ny
moral for politikken, som stadig gør sig gældende: det er ikke acceptabelt at
anvende sig af materielle midler for at ”købe” folks støtte, og det er heller
ikke acceptabelt at anvende sin position til at skaffe sig materielle fordele.
9