VI SES I HELVEDE - Tiderne Skifter

dev.tiderneskifter.dk

VI SES I HELVEDE - Tiderne Skifter

VIRGINIE DESPENTES

VI SES I HELVEDE

ROMAN

På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 3 11/04/12 15.25


Vi ses i helvede

Oversat fra fransk efter „Apocalypse bébé“

Copyright © Éditions Grasset & Fasquelle, 2010

Dansk udgave: © 2012 Tiderne Skifter

Forlagsredaktion: Claus Clausen

Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde

Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg

ISBN 978-87-7973-483-8

Pinted in Denmark 2012

Denne udgivelse har modtaget støtte fra

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K

Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91

e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 4 11/04/12 15.25


„… como dos vampiros dormiremos sobre

tu tumba, calentaremos tus huesos, como dos

vampiros vendremos a saciar tus ed de sexo,

de sangre y de testosterona.“

Testo Yonqui

Til B. P.

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 5 11/04/12 15.25


Tiderne_Vi ses i helvede.indd 6 11/04/12 15.25


PARIS

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 7 11/04/12 15.25


Tiderne_Vi ses i helvede.indd 8 11/04/12 15.25


For ikke så længe siden var jeg stadig tredive, og verden lå åben.

Man skulle bare træffe de rigtige valg på de rigtige tidspunkter.

Jeg skiftede tit job, arbejdede på tidsbegrænsede kontrakter,

der sjældent blev fornyet, og jeg nåede aldrig at komme til

at kede mig. Min levestandard var ikke prangende, men jeg

klagede ikke. Jeg var sjældent alene. Årstiderne skiftede som

slikposer: farvestrålende og lige til at æde. Jeg ved ikke, hvornår

tilværelsen holdt op med at smile til mig.

I dag har jeg stadig samme løn som for ti år siden. Dengang

syntes jeg, at jeg klarede mig godt. Men min begejstring er taget

af efter de tredive, den bølge af energi, jeg red på, er væk. Og

jeg ved, at næste gang, jeg igen skal ud på jobmarkedet, er jeg

en moden kvinde uden kvalifikationer. Derfor klamrer jeg mig

til mit job, som var det liv eller død.

Denne morgen er jeg sent på den. Agathe, den unge receptionist,

banker på sit ur med fingeren og rynker brynene. Hun har

neongule strømpebukser på og hjerteformede øreringe. Hun

er mindst ti år yngre end mig. Jeg burde bare ignorere hendes

lille, opgivende suk, fordi hun synes, at jeg er for længe om at

tage frakken af; men i stedet fremstammer jeg en uforståelig

undskyldning og skynder mig at banke på døren ind til chefen.

Inde fra kontoret lyder der råben og skrigen. Jeg træder

9

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 9 11/04/12 15.25


forskrækket et skridt tilbage og ser spørgende på Agathe. Hun

skærer ansigt og hvisker: „Det er madame Galtan. Hun stod

allerede og ventede på Dem foran indgangen her til morgen,

inden vi åbnede. Hun har overfuset Deucené de sidste tyve

minutter. Skynd Dem ind. Så falder hun sikkert til ro.“ Jeg har

mest lyst til at dreje om på hælen og forsvinde ned ad trapperne

uden et ord til forklaring. Men jeg banker på døren, og

de hører mig.

For en gangs skyld behøver Deucené ikke kigge i sine papirer

på skrivebordet for at komme i tanke om mit navn.

„Lucie Toledo, som De allerede har mødt, hun var …“

Han får ikke lov at tale ud. Klienten afbryder ham med et

brøl:

„Hvor fanden har du været, din idiot?“

Hun giver mig to sekunder til at indkassere dette verbale

knytnæveslag og fortsætter så med uformindsket styrke:

„Er du klar over, hvor meget jeg betaler for, at du skal holde

opsyn med hende? Og så for-svind-er hun bare? I metroen? I

ME-TRO-EN, dit fjols! Du kan ikke engang finde ud af at holde

øje med hende i metroen! Og så venter du en halv dag, inden

du fortæller mig det? Jeg skulle høre det fra skolen! Synes du,

det er normalt? Synes du måske selv, at du har passet dit job

ordentligt?“

Kvindemennesket er edderspændt, og jeg reagerer åbenbart

ikke aktivt nok efter hendes smag, så hun mister interessen for

mig og vender sig atter mod Deucené:

„Og hvorfor har De sat sådan et skvadderhoved til at holde

opsyn med Valentine? Har De virkelig ikke noget bedre på

lager?“

Chefen er ilde til mode, men presset af omstændighederne

tager han mig i forsvar.

„Jeg forsikrer Dem, at Lucie er en af vores dygtigste med-

10

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 10 11/04/12 15.25


arbejdere, hun har stor erfaring og ekspertise og …“

„Synes De selv, at det er normalt at miste en unge på femten

år af syne på vej til skolen?“

Jeg havde mødt Jacqueline Galtan ti dage tidligere, da vi tog

sagen. Hun var en kølig kvinde med lyst pagehår, en ny de lig

kort kjole og højhælede sko med røde såler – yderst velpræserveret

for sin alder og særdeles præcis i sine anvisninger. Jeg

havde ingen anelse om, at hun ved den mindste streg i regningen

ville udvikle galopperende Tourettes syndrom. Hendes

raserianfald giver hende dybe rynker i panden. Botox har tabt

kampen. En lille smule hvidt skum fråder i hendes mundvige,

og hun traver op og ned ad gulvet i kontoret, mens de smalle

skuldre skælver krampagtigt.

„HVORDAN i alverden kan man være så himmelråbende

åndssvag at tabe hende af syne i METROEN???“

Dette ord ophidser hende. Deucené skrumper ind foran

hende. Det morer mig at se ham sådan; han der normalt aldrig

forpasser en chance for at spille hård negl. Jacqueline Galtan

kaster sig ud i en improviseret maskingeværsmonolog. Hun

skyder på alt: mit grimme fjæs, mit håbløse kluns, min uduelighed

i forhold til mit arbejde, som ellers ikke skul le være så

svært at passe, min manglende intelligens, der karakteriserer

alt, hvad jeg foretager mig. Jeg koncentrerer mig om Deucenés

skaldede isse, der er oversået med obskøne, brune pletter. Min

lavstammede, tykmavede chef er i virkeligheden temmelig usikker

på sig selv, hvilket gør ham urimelig brutal over for sine

underordnede. Men lige nu er han lammet af angst. Jeg tager

en stol og sætter mig ved hans skrivebord. Klienten holder en

pause for at få vejret, og jeg griber chancen for at blande mig

i samtalen:

„Det hele gik så hurtigt … Jeg forestillede mig ikke, at Valentine

pludselig kunne forsvinde. Tror De, at der kan være

tale om en flugt?“

11

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 11 11/04/12 15.25


„Jamen, nu De siger det: Det er faktisk lige præcis, fordi jeg

gerne vil vide den slags, at jeg betaler Dem.“

Deucené har spredt en håndfuld fotos og rapporter ud på

sit skrivebord. Jacqueline Galtan griber et tilfældigt ark mellem

to fingre, som om det var et dødt insekt, kaster et kort

blik på det og lader det derefter falde. Hendes negle er perfekt

lakerede. Jeg forsvarer mig:

„De bad mig om at overvåge Valentine og aflægge rapport

om hendes gøren og laden … Men jeg havde ingen grund til at

antage, at der kunne ske hende noget. Det er to helt forskellige

procedurer. Forstår De, hvad jeg mener?“

Hun bryder ud i gråd. Det var lige, hvad der manglede.

„Det er forfærdeligt ikke at vide, hvor hun er.“

Deucené undgår hendes blik og fremstammer:

„Vi vil naturligvis gøre alt, hvad der står i vores magt for

at hjælpe Dem med at finde hende igen … Men jeg er sikker

på, at politiet …“

„Politiet? Tror De virkelig, at de vil tage det alvorligt? Det

eneste, der interesserer dem, er at offentliggøre sagen i medierne.

De har kun én ting i hovedet: at snakke med journalisterne.

Tror De virkelig, at Valentine har brug for den slags

offentlighed? De synes måske, at det er en måde at starte sit

voksenliv på?“

Deucené vender sig mod mig. Han kunne godt tænke sig,

at jeg kom op med et spor. Men jeg var selv den første til at

undre mig, da jeg ikke fandt hende på caféen over for skolen

den morgen. Klienten fortsætter:

„Jeg dækker alle omkostninger. Vi laver et addendum til

den oprindelige kontrakt. Jeg tilbyder en bonus på fem tusind

euro, hvis De bringer hende tilbage inden for fjorten dage. Hvis

De derimod ikke gør, så skal jeg sørge for, at De kommer til at

opleve helvede på jord. Vi har forbindelser, og jeg forestiller

mig, at en forretning som Deres ikke er interesseret i at blive

12

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 12 11/04/12 15.25


udsat for alt for megen… generende kontrol. For slet ikke at

tale om dårlig omtale.“

Idet hun siger dette sidste, hæver hun blikket og ser Deucené

lige ind i øjnene. Perfekt timing, lige tilpas langsomt, så man

føler sig hensat til en gammel sort/hvid film. Det er tydeligvis

noget, hun har øvet sig på. Hun bøjer sig atter over et af arkene

på bordet. Det er mine dossierer, der ligger der. Ikke kun de

data, som jeg har brugt hele gårsdagen og aftenen på at samle

sammen, men også alle dem, som de selv har været inde i min

computer og hentet i mit fravær. Der er ingen grund til at

genere sig over for sådan en som mig. Selvfølgelig tjekker de,

at jeg har det hele med og ikke skjuler eller glemmer noget.

Jeg har brugt timevis på at udvælge de vigtigste elementer

og bringe orden i dem. De har lavet et syndigt rod i det hele.

Her er det hele, hulter til bulter – lige fra regningen fra den

café, hvor jeg ventede på hende, til hvert eneste billede, jeg

nogensinde har taget af hende, også dem, der kun viser et

lille stykke af hendes arm … en måde at lade mig forstå, at

selvom jeg knokler døgnet rundt med et dossier for at sikre

mig, at det fremstår perfekt, når det skal præsenteres, så anser

man mig for at være ude af stand til at vurdere, hvad der

er vigtigt, og hvad der ikke er. Hvorfor dog afholde sig fra at

tilfredsstille sine sadistiske tilbøjeligheder, når jeg nu er der,

lige til at træde på, nederst i hierarkiet? Hun er i sin gode ret

til at behandle mig som en dørmåtte, den gamle, hvis det nu

kan glæde hende. Jeg er det underbetalte fæhoved, der har

haft en loppetjans de sidste fjorten dage med at overvåge en

hyperaktiv, kokainomtåget teenagenymfoman. Endnu en af

slagsen. I de to år, jeg har arbejdet hos Reldanch, har jeg ikke

haft andet end overvågning af teenagere. Og jeg har såmænd

ikke klaret det så dårligt – indtil Valentine forsvandt.

Jeg var lige et par skridt bag hende, den morgen i metroens

gangsystem. Det var ikke så svært at glide ubemærket

13

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 13 11/04/12 15.25


ind i mængden, for tøsen slap sjældent sin iPod med øjnene.

Pludselig var der en ældre, korpulent dame foran mig, der

besvimede. Jeg nåede lige at række ud og gribe hende, inden

hun faldt bagover, og i stedet for bare at lade hende ligge, hvor

hun var, og styrte efter Valentine, blev jeg hos hende et minuts

tid, indtil der var andre, der standsede op. Jeg havde allerede

skygget Valentine i to uger, og jeg var sikker på, at jeg nok skulle

genfinde hende sammen med skolekammeraterne på caféen

ved siden af skolen, i færd med at fylde sig med muffins og

cola, som hun plejede. Normalt satte hun sig lidt for sig selv.

Hun holdt altid diskret afstand til de andre. Men denne morgen

forsvandt hun altså bare. Det er muligt, at hun er løbet ind i

problemer. Naturligvis overvejede jeg, om hun havde opdaget

mig og set sit snit til at ryste mig af sig. Men jeg havde ikke på

noget tidspunkt haft fornemmelsen af, at hun havde mistanke

til mig. Og efter at have rendt i røven af så mange teenagere

begynder jeg alligevel at kende dem ret godt.

Jacqueline Galtan betragter fotografierne på skrivebordet.

Valentine sutter den af på en fyr, der sidder på en parkbænk,

skærmet mod omverdenens nysgerrige blikke af en busk. Valentine

sniffer en bane på sit skolehæfte klokken otte om morgenen.

Valentine har sneget sig ud. Hun sætter sig op bag på

scooteren hos en fuldstændig ukendt fyr, som hun har prajet

i lyskrydset, midt om natten …

Jeg havde ingen partner. Af budgetmæssige årsager var jeg

blevet sat sammen med en notorisk narkoman, der accepterede

at arbejde for en hvilken som helst løn, bare han fik sine penge

udbetalt i kontanter hver aften. Jeg går ud fra, at hans dealer

har brændt ham af. I hvert fald kom han aldrig og afløste mig,

han svarede ikke på mine beskeder og var ikke til at få fat i. Der

var ingen, der fandt det påtrængende nødvendigt at finde en

erstatning for ham, så jeg måtte både overvåge hendes vinduer

om natten i tilfælde af, at hun skulle finde på at snige sig ud,

14

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 14 11/04/12 15.25


og også stå foran skolen næste morgen. Faktisk var det rent

held, at jeg var der, da hun forsvandt, for jeg havde for det

meste ingen idé om, hvad hun havde gang i.

Da jeg begyndte på opgaven, benyttede jeg mig af et klassisk

trick: Jeg fik en fyr, der tit hjælper os, til at tilbyde hende

en uimodståelig smartphone, der var „faldet af lastbilen“. For

teenagernes vedkommende er det som regel tilstrækkeligt at

forklare forældrene, hvordan man kan udnytte deres afkoms

mobil. Men Valentine havde ingen mobiltelefon, og hun gad

åbenbart ikke bruge den, jeg forsynede hende med. Det gjorde

ikke mit arbejde lettere: Det er sjældent, at jeg har været ude

for at skulle skygge en teenager uden hjælp af en GPS-spion.

Den gamle lægger eftertænksomt fotografierne op ved siden

af hinanden, inden hun ser på mig. „Er det Dem, der har

skrevet rapporterne?“ spørger hun venligt indladende, som

om vi alle har haft masser af tid til at komme os over hendes

møgfald. Det lykkes mig at løbe sur i mit ellers ganske kortfattede

svar, som hun alligevel heller ikke hører efter. „Og

foto grafierne – er det også Deres? De har faktisk udført et

udmærket arbejde, inden De ødelagde det hele.“ Skiftevis kold

og varm – manipulatorens yndlingsmetode: Jeg fornærmer

dig, jeg roser dig, og det er mig og kun mig, der afgør tonen i

samtalen. Det virker: Beskyldningerne var så ubehagelige, at

hendes kompliment virker som et skud morfin i et åbent sår.

Hvis jeg turde, ville jeg lægge mig på ryggen, så hun kunne

klø mig på maven. Hun tænder en cigaret. Deucené tør ikke

gøre opmærksom på, at det er forbudt. Han ser sig desperat

om efter noget, der kan bruges som askebæger.

„Jeg håber, at De personligt vil påtage Dem at finde hende

igen?“ Genialt – hun er tilfreds med mig som boksebold. Jeg

afventer, at Deucené nævner en anden detektiv, der kan overtage

sagen. Jeg har aldrig arbejdet med forsvundne før. Jeg har

ingen erfaring med området. Men han vender sig om imod mig:

15

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 15 11/04/12 15.25


„De har jo indgående kendskab til sagen.“

Klienten nikker bifaldende. Hun har genfundet sit smil.

Chefen sender mig et indforstået øjekast. Han virker lettet,

den spassernar.

Et insekt arbejder sig langsomt hen over det øverste venstre

vindue i det kosteskab, der gør det ud for mit kontor. Dets

følehorn er enorme.

Jeg finder min kartotekskasse frem. Jeg har ikke ret meget

liggende på min computer. Hvis jeg skulle blive skudt ned i

morgen, og nogen bagefter gennemgik mine ting, ville man

måske ud fra mine notater antage, at jeg havde udviklet et

kodesprog, der får Enigma til at tage sig ud som et ynkeligt

amatørnummer. Sandheden er, at når jeg selv forsøger at læse,

hvad jeg har skrevet, så fatter jeg aldrig en brik. Heldigvis har

jeg en pålidelig hukommelse, og normalt ender jeg med at

komme i tanke om, hvad jeg mente. Mere eller mindre. Jeg

bladrer i kartotekskortene, der er fulde af uigennemskuelige

tegn, nu og da matematiske – som om jeg forstod noget som

helst af algebra.

Siden min start her på stedet, har jeg været irriteret over kun

at arbejde med teenageovervågning. Ingen unge kan ryge sig

en fredelig joint, uden at jeg kommer rendende i røven på

dem. Det første år skyggede jeg i det mindste ikke unge under

femten. I dag ville det ikke overraske mig, hvis jeg skulle skygge

en fra underskolen. Ungernes liv tilhører de voksne fra min

generation, der er fast besluttede på ikke at lade ungdommen

glide sig af hænde endnu en gang. Man kan ikke sige, at jeg

hader mit arbejde, men det er hverken særlig glorværdigt eller

ophidsende at snage i ungernes mobiltelefoner. Jeg burde være

glad for at få mulighed for at lave noget andet, men jeg har

ingen idé om, hvordan jeg skal gribe det an. Deucené sendte

16

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 16 11/04/12 15.25


mig ud af sit kontor uden at spørge, om jeg havde brug for

hjælp.

Jeg søger Valentine Galtan på nettet. Ingen resultater. Det

overrasker mig ikke. Det er den første unge, jeg har overvåget,

som jeg aldrig har set sende en sms. Selv de mest høje og skæve

unger plejer ellers nok at kunne finde ud af at lægge film af

deres crack-bedrifter ud på YouTube.

Hendes far, François Galtan, er romanforfatter. Jeg mødte

ham ganske kort, den dag hendes bedstemor kom og bestilte

overvågningen. Han sagde ikke et ord under hele samtalen.

Hans Wikipedia-side er typisk for usikre mennesker, der skriver

om sig selv og glemmer alt om almindelig anstændighed:

Hvem han sad ved siden af i hvilken skole, hvilke værker der

har påvirket ham, vejret den dag han skrev sit første digt, betydningen

af hans foredrag på de mest obskure konferencer,

etc. På de fotos, der ledsager artiklerne om ham, ser man, at

han er yderst tilfreds med sit hår, som han reder bagud som

en løvemanke. Jeg går ud fra, at det første, jeg bør gøre, er at

tage kontakt til ham.

Valentines mor forlod hende kort efter fødslen. Familien

foregiver, at de ikke har nogen idé om, hvor hun bor i dag.

Men jeg bliver nødt til at finde hende. Det hele forekommer

mig fuldstændig uoverskueligt. Jeg leger med tanken om at

sige op. Men i forhold til A-kassen er det bedre, at jeg bliver

afskediget for uduelighed. Jeg sidder og overvejer at gå hjem

og gense nogle af de fjernsynsserier om privatdetektiver, som

altid får os til at grine sådan, da Jean-Marc banker på. Selvom

jeg ikke kan se ham, ved jeg, hvordan det ser ud, når han bøjer

to fingre og banker let på døren, hans måde at bøje håndleddet

på er elegant – en sexet nonchalance. Han stikker hovedet ind

gennem dørsprækken for at sikre sig, at jeg er alene, og går

så hen til vinduet ud mod gaden. Jeg laver en kop kaffe. Han

nynner „chérie j’aime tes genoux“ og markerer rytmen med

17

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 17 11/04/12 15.25


skuldre og hofter uden at tage hænderne op af lommer ne. Han

er høj og slank, men kraftigt bygget med store knogler og en

rank holdning, og han har en egen facon at indtage rummet

på, som et angreb. Han har uregelmæssige an sigtstræk, dybtliggende

øjne, en kraftig næse og fremtrædende pande. Og så har

han et af den slags lidt brutale fjæs, som appellerer til kvinderne

og skræmmer de mandlige kolleger, der opfatter ham

som en gud. Jean-Marc er den eneste i vores team, der klæder

sig elegant. Vi andre ligner bonderøve i sammenligning med

ham. Det her er ikke et job, hvor man gør en dyd ud af at gøre

sig bemærket. Men med sit sorte slips og sin altid ulastelige,

hvide skjorte tøver han ikke med at gøre opmærksom på, at

det var, da mændene smed slipset, at de mistede deres virilitet.

At give afkald på jakkesættet er, ifølge ham, at give afkald på at

inkarnere loven. Han besøger mig sjældent, medmindre han

har brug for en kontakt til en teenager til at hjælpe sig. Jeg har

et godt kontaktnet blandt unge mennesker, der kan være til stor

hjælp, uden at det koster en bondegård. Men i dag kommer

han, fordi jeg har fået en stor sag. Agathe har sikkert fortalt

ham om det. Fra sin plads kan hun høre og følge med i alt,

hvad der foregår på chefens kontor. Reldanchs lokaler befinder

sig i et gammelt laboratorium, hvor man førhen analyserede

blodprøver, så væggene er ikke byggede til at yde nogen form

for diskretion. Jeg kunne godt tænke mig, at Jean-Marc tilbød

mig, at vi kunne arbejde sammen om den her sag. Men han

forestiller sig, at jeg sagtens kan klare mig selv:

„Hvad vil du starte med?“

„Tja, det spørger jeg også mig selv om. Tøsen er småskør.

Jeg har ingen idé om, hvad der kan være sket hende. Og

bedstemoren skræmmer mig alt for meget til, at jeg orker at

krydsforhøre hende. Helt ærligt ved jeg det ikke … måske

hendes biologiske mor?“

Han betragter mig tavst. Jeg tror, han venter på, at jeg skal

18

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 18 11/04/12 15.25


præsentere min angrebsplan. Jeg spørger:

„Du har jo ofte arbejdet med forsvundne, ikke? Har du

nogensinde været bange for at finde et eller andet forfærdeligt?“

Jeg forsøger at lyde afslappet, men ordene åbner en gaben

de afgrund inden i mig. Jeg anede end ikke selv, at jeg var

så bange.

„Fem tusind euro i bonus, hvad skal jeg sige … Jeg spørger

ikke mig selv, om jeg vil elske det, jeg kommer til at finde. Jeg

spørger mig selv om, hvordan jeg skal finde den forsvundne.

Hvis du ikke kan forestille dig at klare sagen alene, så del den.

Det gør alle andre. Så deler I bare præmien. Har du brug for

kontakter?“

„Jeg har faktisk tænkt på det. Jeg vil foreslå Hyænen det,

hun har masser af erfaring med den slags sager …“

Det er det første navn, der falder mig ind, og som kan gøre

indtryk på ham. Jeg siger det i et tonefald som kvinden, der

lige ringer til Hyænen, når hun har forlagt sine nøgler. Det er

rigtigt, at jeg kender én, der kender hende, men jeg har aldrig

selv set hende.

Jean-Marc undertrykker et smil. Han er ikke længere bekymret

og omsorgsfuld. Han er fjern. Hyænen har et vist ry. At

erklære, at jeg kan arbejde sammen med hende, er det samme

som at sige, at jeg har lyssky foretagender kørende ved siden af.

Jeg har allerede fortrudt, at jeg har løjet, men nu fremturer jeg:

„Jeg kommer en del på hendes stambar. Indehaveren er en

fælles ven …“

„Så kender I altså hinanden?“

Jeg svarer ikke. Jean-Marc puster på sin kaffe og fortsætter

så eftertænksomt:

„Hør, Lucie, det hele handler om held og stædighed. Det

virker umuligt i begyndelsen, men uden at man ved hvordan,

tegner der sig et spor, og derefter er det kun et spørgsmål om

udholdenhed at følge det til enden.“

19

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 19 11/04/12 15.25


Jeg nikker, som om jeg forstår, hvad han mener.

Jean-Marc har altid været biksens lysende stjerne, ikke kun

fordi han formår at skrive sine rapporter så overbevisende

elegant, at selv når han ikke har haft held til at løse opgaven,

så fremstår det alligevel efter endt læsning som en personlig

triumf for ham. Han var den tidligere chefs højre hånd, og

alle troede, at han en dag ville blive den officielle næstkommanderende,

direktør i en filial. Men Deucené blev udpeget

til direktør, og Jean-Marc får ham til at føle sig utilpas. Han

fylder sikkert for meget.

Jean-Marc lukker diskret døren efter sig. Jeg finder Kromags

glittede visitkort frem. Jeg har tænkt mig at ringe til ham fra

telefonboksen nede på gaden, når jeg lige om lidt går til frokost.

Jeg har ingen tillid til kontorets telefoner, der sikkert alle sammen

bliver aflyttet, selvom jeg har svært ved at se, hvem der

skulle have tid til at aflytte alle vores samtaler. Det er sikkert

en erhvervssygdom, men jeg bruger kun min mobiltelefon til

at sende sms’er med fødselsdagshilsener, og jeg undgår helst

at sende e-mails. Jeg ved, hvad de koster i tilfælde af en retssag

eller en undersøgelse. Og jeg ved, at det er en pivåben ladeport

for enhver nysgerrig, så jeg sender stadig tit breve med postvæsenet.

At spore og følge en kuvert kræver en erfaring, som kun

de færreste agenter har i dag. Jeg har aldrig haft noget særligt

at skjule, men jobbet fører en vis paranoia med sig.

Kromag griner ikke højt og larmende, da jeg siger til ham, at

jeg gerne vil i kontakt med Hyænen. Det er jeg ham taknemmelig

for. Han beder mig ringe tilbage senere. Jeg tager forbi

Valentines skole for at drikke en kop kaffe på den café, hvor

ungerne fra skolen hænger ud i frokostpausen. De har hverken

kantine eller skolegård. Den lille privatskole, hvor de går, er

ikke bygget til formålet. Jeg forsøger ikke at falde i snak med

dem, jeg lytter bare. De taler ikke om Valentine. De ved endnu

20

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 20 11/04/12 15.25


ikke, at hun er forsvundet, hvilket betyder, at politiets efterforskning

endnu ikke er begyndt. Jeg ville ellers have væddet

på, at familien Galtan var så tilstrækkelig betydningsfuld, at

panserne ville sætte alt ind på sagen. Ungerne bryder op for at

gå tilbage til skolen. De er tomhjernede, larmende og overgearede,

og de ligner alle sammen hinanden. Jeg kan ikke sige, at

de interesserer mig voldsomt, og det er gengældt. De ser mig

simpelthen ikke. Det er mit stærkeste kort: Jeg er nem at overse.

Jeg bliver siddende det meste af eftermiddagen og læser mig

side for side igennem en glemt avis, mens jeg bestiller den ene

kop kaffe efter den anden. Den dårlige samvittighed over ikke

at gå i gang med eftersøgningen plager mig lidt, men ikke nok

til at ødelægge min glæde over denne uventede frieftermiddag.

På fortovet uden for den bar, hvor Kromag arbejder, må jeg

løbe spidsrod gennem en forsamling goths, der står og ryger

smøger og griner larmende, hvilket forekommer mig at være

i modstrid med deres image, men jeg er på den anden side

ikke specialist. Ingen af dem bemærker mig, da jeg maser mig

gennem gruppen for at komme ind.

Kromag tager varmt imod mig. Sin livsstil taget i betragtning

– alkohol, narko, søvnløse nætter, junk food og masser

af smøger – ser han faktisk strålende ud. Han er stadig fuld

af det idiotiske gåpåmod, som de fleste mennesker mister,

inden de bliver tredive, men som ikke forekommer påtaget.

Hans øreflipper er trukket helt ud af facon af et par enorme

øreringe, og hans tænder er orange af nikotin, men de er der

alle sammen, og det er faktisk store sager. Han læner sig frem

over bardisken for at hviske til mig, at hun kommer lige om

lidt. På afstand ser det ud, som om jeg køber stoffer af ham,

og at han fortæller mig den sidste nye dealer-sladder. Han klør

sig på hagen og tilføjer med højt hævet hoved og en viril, men

ikke specielt klædelig gestus: „For tiden sværmer hun for en

21

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 21 11/04/12 15.25


tøs, der kommer en del her. Det var ikke så svært at overtale

hende til at komme.“

Jeg bestiller en øl. Egentlig ville jeg hellere have haft en kop

varm chokolade, for der er koldt udenfor; men jeg skal mødes

med Hyænen, og jeg har ikke lyst til, at hun opfatter mig

som den lille, pæne pige. Normalt drikker jeg ikke alkohol på

barer. Jeg får ondt i hovedet af det, og jeg bryder mig ikke om

kontroltab. Man ved aldrig, hvad man er i stand til, hvis man

mister sine sunde hæmninger.

Det med mig og Kromag går langt tilbage. Der var en vinter

for femten år siden, hvor vi gik i seng sammen. Faktisk syntes

jeg, at han var grim, men når han havde drukket, insisterede

han så hårdnakket på, at vi skulle gå hjem sammen, at jeg alligevel

altid endte med at lade mig overtale. En skønne dag

valsede han så pludselig af sted med en lille kæreste fra en fjern

provins under armen – en brunøjet skønhed, der var smuk nok

til at være ligeglad med, hvordan han så ud. Derefter undgik

Kromag mig nogen tid af skræk for, at jeg skulle begynde at

stille spørgsmål eller lave skandale. Men jeg forholdt mig rolig,

og han fattede ømhed for mig, og siden da har han altid ringet,

når han var i nabolaget, så vi kunne drikke en kop kaffe,

og jeg har altid været inviteret med, når han holdt fester. Det

var ham, der for to år siden gjorde mig opmærksom på, at de

søgte folk hos Reldanch.

Han hælder peanuts op i nogle underkopper, stiller en

foran mig, blinker til mig og vender tilbage til sine pligter som

bartender. Han elsker at fortælle om Hyænen og deres fælles

eventyr. De har nemlig arbejdet sammen. Faktisk debuterede

de sammen. De lavede inddrivelsesforretninger. Deres første

klient var en lille, lokal dealer i 12. arrondissement, som

havde ‘glemt’ at betale. Opgaven var at overbevise ham om,

at det var i hans egen interesse hurtigst muligt at bringe en

gæld, der var begyndt at gøre ondt, ud af verden. Inden de

22

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 22 11/04/12 15.25


tog derhen, havde Hyænen foreslået, at hun skulle være den

rå og Kromag den forsonlige. Han var blevet pigefornærmet:

„Sig mig, har du overhovedet set rigtigt på mig?“ Argumentet

var fornuftigt nok: Kromag er kæmpestor, og udtrykket i de

små tætsiddende, brune øjne ligger og svinger et sted midt

mellem foruroligende idioti og dyriskhed. Men han havde

alligevel været mere benovet over opgaven, end han havde villet

være ved, så da det kom til stykket, havde han bare rusket

fyren grundigt og stolet på, at styrken ville råde bod på hans

manglende erfaring. Fyren hylede op; men det var tydeligt, at

han spillede komedie for at slippe af krogen. Hyænen havde

forholdt sig tavs i baggrunden. Da de skulle til at gå, snurrede

hun pludselig rundt og greb fyren i kraven med et lystent smil.

Så smækkede hun tænderne hårdt sammen flere gange lige ud

for hans øre og sagde: „Næste gang bider jeg pikken af dig,

din luderkarl, er det forstået?“ Kromag siger, at det var som at

møde Hulk, bare uden den grønne farve – pludselig havde hun

forvandlet sig til et monster, der kunne have fået hvem som

helst til at løbe skrigende bort. Bagefter havde hun ikke desto

mindre bebrejdet sig selv, overbevist om, at de havde fejlet:

„Han lugtede ikke rigtig af angst. Den der forpulede stank af

ammoniak, der er så ulækker, at man simpelthen bare får lyst

til at smadre folk på stedet.“

Kromag fik om muligt endnu mere kvalme, end han havde

haft deroppe: „Du er jo bindegal, du er virkelig bindegal!“ Der

havde været noget skrækindgydende over hende i det øjeblik,

hun havde grebet fyren i kraven. Han omtalte det som „mordlyst,

ren og ufortyndet mordlyst, ikke noget man kan lade som

om“. Og fyren havde betalt allerede samme aften. Lidt efter lidt

havde de fundet deres egen rytme: Han åbnede ballet, og hun

lavede sit lille solonummer som afslutning. Tilsammen besad

de en alkymi, der havde gjort dem til et bemærkelsesværdigt

par. Han elskede at fortælle, at det var ham, der havde givet

23

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 23 11/04/12 15.25


hende hendes tilnavn. „Når man så hende i aktion dengang,

var det det, der faldt én ind. En hyæne – jo mere ondskabsfuldt

og sindssygt hun opførte sig, jo højere grinede hun“. Kromag

var fuld af teorier fra den periode af sit liv, og man fornemmede,

at han havde udviklet dem under samtaler med hende.

„Angst er noget dyrisk. Det foregår uden for sproget, selvom

visse ord er bedre end andre til at fremkalde den, det handler

om fingerspidsfornemmelse … man må føle sig frem, ligesom

med en kvinde, man ikke kender. Mærke efter, famle i mørket,

indtil man rammer det punkt, hvor man kan mærke, at det

virker. Derefter skal man bare insistere, indtil de smelter. Det

gælder både de mest tumpede og tungnemme og de virkelig

rappe og raffinerede. Det skal stå helt klart: Næste gang vi tager

dig i kraven, slipper vi dig ikke igen, at du ved det.“ Han havde

været glad for at arbejde sammen med hende, og han pralede

gerne af det over for de unge, der hang ud i baren, som om han

lærte dem noget vigtigt om tilværelsen: „Vi var et godt makkerpar,

for vi var enige om alt det afgørende, som for eksempel,

at man skal holde mange og lange pauser, fordi det er vigtigt at

være udhvilet, når man skal præstere; og at man altid skal tage

imod penge under bordet, hvis det drejer sig om substantielle

summer; og først og fremmest, at flugt er en sund strategi, hvis

man står over for en overmagt. Og så snakkede vi meget om

piger. Det er godt at have fælles interesser. Man kan jo ikke

snakke job hele tiden, det bliver alt for stressen de.“ Men så en

skønne dag, hvor det regnede, og de var på jagt efter en russer

i 13. arrondissement – russerne havde allerede længe huseret i

byen – klagede Kromag sig endnu engang over sit mavesår, og

så spurgte Hyænen: „Du skulle vel ikke tilfældigvis være træt

af jobbet?“ Og med ét indså han, at jo, han var dødtræt af at

stå op hver morgen uden at vide, hvem han skulle true den

dag; uden at vide, om de ville være flere; eller, endnu værre,

om han ville få medlidenhed med dem og skamme sig over sig

24

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 24 11/04/12 15.25


selv. Han var led og ked af at stramme ballerne hver aften, når

han satte nøglen i døren; af at have ondt i maven ved tanken

om, at der var nogen, der ventede på ham i stuen, eller at han

ville finde sin kæreste i tusind småstykker ude i køkkenet, eller

at han ville blive slået ned af strisserne. Jo, han havde fået nok

af at leve i evig angst uden at tjene nok til at kunne flytte fra

sine tredive kvadratmeter nord for Belleville. Det eneste, der

holdt ham tilbage, var makkerskabet med hende. Hun havde

sagt: „Jeg kommer til at savne dig, hvis du holder op. Men du

kan sagtens finde dig noget andet. Det kan jeg ikke. Jeg duer

ikke til at tilpasse mig, det gør du. Det er synd og skam, at

du ødelægger dit helbred ved at lave noget, der gør dig syg.“

Kromag fortalte, at han havde haft det dårligt med at indse, at

det var slut – at han ville holde op, og at makkerskabet med

hende var forbi. Men også fordi han forstod, at det var sandt,

hvad hun sagde: Hun måtte fortsætte. Hun egnede sig ikke

til at leve et almindeligt liv. Forskellen mellem de ægte hårde

negle og dem, der vælger en anden vej, er, at nogle har et valg,

mens andre ikke har. Hver gang han berettede om dette øjeblik

i deres fælles historie, blev han så bevæget, som om han

havde svigtet en såret kammerat på en bjergtop, vel vidende

at denne ikke ville holde længe, og han følte sig skyldbetynget

over at være undsluppet og leve et normalt liv. „Hyænen – det

er en virkelig tragedie. Når man kommer tæt nok på, indser

man, hvad ensomhed og sorg og livsuduelighed vil sige.“ Man

kunne høre på hans stemme, at han virkelig elskede hende.

Ikke „elskede“ som i: Lad mig kneppe dig. Men som når man

virkelig holder af nogen, og hver eneste fælles erindring ligger

badet i et gyldent skær.

I løbet af de to år, jeg har været i den her business, har jeg

tit hørt tale om hende, og jeg har forstået, at hun har haft den

virkning på mange mennesker, så jeg gider ikke rigtig høre

om alt det der med, at hun skulle være så frygtelig ensom …

25

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 25 11/04/12 15.25


De var blevet ved med at se hinanden på Kromags sædvanlige

facon, hvilket ville sige fra tid til anden på en café. Den

mand må bruge en ikke ubetydelig del af sin tid på at holde

liv i sine gamle forbindelser. Med tiden var Hyænen blevet en

lysende stjerne i sin egen verden; men det er ikke en profession,

der rigtig tæller uden for underholdningslitteraturen. Hendes

specialitet var forsvundne personer. Herefter fortaber historierne

om hende sig i usikre myter, der modsiger hinanden, og

som under alle omstændigheder virker som ren fiktion. Alle

har deres egne historier: advokaterne, politistikkerne, efterretningsfolkene,

strisserne, privatdetektiverne, journalisterne,

frisørerne, hotelpersonalet og luderne … alt hvad der kan krybe

og gå i vores lille verden har sin egen version af, hvad hun laver,

hvor hun gør det, hvordan og sammen med hvem. Hun er

leveringsdygtig i alt, hvad ministerierne efterspørger, beskyttet

af efterretningsvæsenet, hun leverer ludere til højtstående embedsmænd,

hun er i besiddelse af ultrahemmelige oplysninger

om franske inter esser i Afrika, hun taler flydende russisk og

står på venskabelig fod med Putin, hun eftersporer gidsler i

Turkmenistan, hun driver narkohandel med de sydamerikanske

stater, hun overvåger scientologys interesser og markedet

for syntetisk narko fra Asien, levnedsmiddelindustrien har

betroet hende at forsvare deres interesser, atomindustrien har

ingen hemmeligheder for hende, radikale islamister beskytter

hende, hun har en luksuslejlighed i Svejts, hun rejser meget i

Israel … Men på ét punkt er alle enige: Hun er aldrig blevet

dømt for noget, for hun er en tikkende bombe af hemmelig viden,

så man dækker over hende ligegyldigt hvad. Og faktum er,

at gennem de seneste fem år, hvor søgsmålene ellers har været

utallige, er der aldrig et eneste advokatkontor, der har kunnet

prale af at have hende som klient. Det er længe siden,

hun har arbejdet for en fast arbejdsgiver, men hendes navn

kommer stadig op – med foragt, beundring, vrede eller mor-

26

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 26 11/04/12 15.25


skab – hver gang man leder efter et underholdende samtaleemne.

Jeg skæver mod indgangsdøren med stigende nervøsitet,

mens jeg om og om igen gentager de indledende bemærkninger,

jeg har forberedt. Jeg forsøger at stive mig af ved tan ken

om, at ni tiendedele af alt det, man siger om hende, selvfølgelig

ikke passer, og at fem tusind euro trods alt er en pæn

sum penge i disse krisetider. Kromag spørger mig med jævne

mellemrum, om jeg vil have noget mere at drikke. Jeg afslår.

Han lukker øjnene og nikker med et mystisk smil, der skal

betyde så meget som, at hun nok skal komme, men at man må

have tålmodighed, fordi hun sikkert er i gang med at afslutte

en vigtig opgave. Baren er helt fuld nu, og en eller anden fyr

brøler og bræger ud af højttalerne. Om jeg forstår, hvorfor

nogen gider høre den slags musik – det lyder som larmen fra

en byggeplads. Pludselig lyser Kromags ansigt op, og Hyænen

står ved siden af mig. Hun er høj og hulkindet og fører sig frem

som en stjerne med røgfarvede, maskuline Ray-Ban-solbriller

og en stram, hvid læderjakke. Kromag peger på mig, og hun

giver mig hånden.

„Lucie? De ville mødes med mig?“

Hun tager ikke solbrillerne af, smiler ikke og giver mig ikke

tid til at svare.

„Kan det vente fem minutter? Jeg skal lige hilse på nogle

venner, så kommer jeg tilbage.“

På nært hold er der ikke meget af den mytiske aura, som

jeg har hørt så meget om. Jeg bruger tiden, mens jeg venter

på hende, på at pille min ølbrik fra hinanden, skære tænder

og forsøge at overbevise mig selv om, at selvom jeg bliver til

grin, så skader det ikke at forsøge.

„Skal vi ikke sætte os ned bagved? Dér kan vi bedre snakke

uforstyrret.“

27

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 27 11/04/12 15.25


Hun går ugenert og roligt forrest. Hendes ben er lange og slanke

i de stramme, hvide jeans. Hun er mager på den der elegante

måde, hvor kroppen nærmest forsvinder, men tøjet tager sig

fantastisk ud. Jeg føler mig lille og tyk. Sveden driver af mig,

mine hænder ryster, og jeg er taknemmelig over overhovedet

at kunne gå uden at snuble. Hun sætter sig over for mig med

armene hvilende på ryglænet og vidt spredte ben, som om

øvelsen gik ud på at okkupere mest muligt rum med mindst

mulig kropsmasse. Jeg prøver at samle tankerne og komme

i tanke om, hvordan jeg skal få begyndt. Omsider tager hun

solbrillerne af og måler mig fra øverst til nederst med blikket.

Hendes øjne er enorme og helt mørke, og hun er furet som en

gammel indianer, hvilket giver hendes ansigt karakter.

„Jeg arbejder for Reldanch.“

„Ja, det fortalte Kromag mig.“

„Jeg har specialiseret mig i mindreårige.“

„Det virker som et godt marked.“

„Faktisk er det det område, der går bedst hos os. Jeg har

overvåget en teenager på femten år. I forgårs smuttede hun fra

mig i metroen på vej til skole. Hun har ikke været hjemme siden

og har ikke givet livstegn fra sig. Bedstemoren har udlovet en

dusør på fem tusind euro, hvis vi bringer hende tilbage inden

for to uger. Og …“

„Fem tusind euro – levende eller ej?“

Selvfølgelig! Hvorfor har jeg ikke tænkt på at spørge om det?

„Jeg håber meget, at vi finder hende i live.“

„Flugt eller bortførelse?“

„Aner det ikke.“

„Hvad slags pige?“

„Rastløs. Ild i røven. Ansvarsløs.“

„Hvad slags familie?“

„Faren er forfatter, rentier, industriformue, medicinalindustrien,

Rhône. Alenefar. Dominerende bedstemor. Moren skred,

28

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 28 11/04/12 15.25


da Valentine var to år gammel, og hun ser hende ikke. For

øjeblikket vides det ikke, hvor hun er.“

Jeg åbner tasken og rækker hende et billede af pigen. Hyænen

tøver lidt med at tage det.

„Jeg har svært ved at se, hvad jeg kan gøre for dig.“

Hun kaster et blik på billedet, og bliver eftertænksom. Hun

tøver. Det glæder mig.

„Hvor meget får jeg for det, hvis jeg hjælper dig?“

„De fem tusind. I kontanter. Og hvis vi ikke finder hende

… så må vi dele min løn.“

„Hm. Til den tarif synes jeg ikke, at vi skal overanstrenge

os …“ Hun smiler og tager solbrillerne på igen. Jeg har svært

ved at afgøre, om hun finder mig morsom eller trættende.

„Okay, jeg får dusøren. Men hvad med dig? Bestiller du

noget, eller driver du den bare af?“

„Jeg … jeg vil bare gerne have en samarbejdspartner, for-

di …“

„Fordi du ikke har den fjerneste idé om, hvad du skal stille

op. Tak, det har jeg forstået. Har du hendes sag med?“

„Det hele er her i min computer.“

Jeg bøjer mig frem for at tage den op af tasken, men hun

knipser med fingrene for at standse mig.

„Kan du ikke give mig det på en USB-nøgle?“

Hyænen lægger billedet af Valentine midt på bordet foran

sig.

„Teenagere, det er ikke lige min sædvanlige boldgade. De

har vel normalt deres grunde til at stikke af, går jeg ud fra?“

„Men hun er måske blevet bortført.“

Hun bøjer sig over billedet og betragter det indgående. Hun

har smukke hvide hænder og lange, slanke fingre. Jeg bemærker,

at hun bider negle helt op til albuerne, og at hun har en

fingerring med et enormt dødningehoved på. Det forekommer

mig en anelse patetisk. Hvem tror hun, hun er? Underverde-

29

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 29 11/04/12 15.25


nens Keith Reichard? Hun ser koncentreret på fotografiet af

Valentine, der smiler til kameraet i trekvart profil med strålende

øjne, smilehuller og skinnende hår. Lidt buttet. Som de fleste

piger i hendes alder ligner hun bare en ganske almindelig sød

unge på familiens fotografi af hende. Hyænen hæver blikket

og ser granskende på mig. Det er faktisk ikke videre behageligt.

„De buttede piger dækker over farens løgne.“

Skidegodt! Her troede jeg, at jeg hookede op med James

Bond, og så er det dr. Freud, der taler. Jeg ved ikke, hvad jeg skal

svare for ikke at være ubehagelig, så jeg bemærker pragmatisk:

„De drikker for meget cola, de unge.“

„Hvorfor ville familien egentlig have hende overvåget?“

„Jeg tror, at de mente, at Valentine, øh … udsatte sig for

fare.“

„Hvad slags fare?“

„Du må hellere se fotografierne fra overvågningen, hun …“

„Senere. Hvordan havde de tænkt sig at beskytte hende?“

„Det har jeg ikke haft anledning til at diskutere med dem …“

„Men med din erfaring har du vel en ret præcis idé om,

hvad klienterne ønsker, ikke?“

„Det ved jeg ikke. Nej. Jeg beskæftiger mig ikke med, hvad

folk stiller op med de oplysninger, jeg giver dem.“

„Okay. Jeg skal have fem tusind i kontanter for at finde

pigebarnet. Du adviserer klienterne om at gøre summen klar.

Og du gør dem begribeligt, at der løber omkostninger på. De

har pengene, forstår jeg?“

„Ja, men jeg er ikke i en position, hvor jeg kan kræve noget,

for hun forsvandt jo for mig og …“

„Vissevasse. Du ved helt præcis, hvor og hvornår hun forsvandt.

Du bliver ikke betalt for at forhindre hende i at stikke af.

Og du bliver heller ikke betalt for at agere livvagt og forhindre

bortførelser. Du har intet at bebrejde dig selv. Tag dig sammen

og fortæl den far, at det her kommer til at koste.“

30

Tiderne_Vi ses i helvede.indd 30 11/04/12 15.25

More magazines by this user
Similar magazines