I Malstrømmen

The ways of God in Nature, as in Providence, are not as our ways; nor arr
the models that we frame any way commensurate to the wastness, profundity
and unsearchableness of His works, which have a depth in them, greater than
the well of Democritis.
Joseph Glanville.
Side 2
Vi havde naat Spidsen af det højeste Klippestykke. Den gamle Mand var altfor
udmattet til at tale i de første Minutter.
Tilsidst begyndte han: "For ikke længe siden vilde jeg kunne have gaat denne
Vej med Dem, lige saa godt som den yngste af mine Sønner; men for tre Aar siden
hændtes der mig et Tilfælde, som endnu aldrig noget Menneske har oplevet - i det
mindste har aldrig nogen overlevet det - og de seks Timer, jeg den Gang tilbragte i den
skrækkeligste Dødskval, har rent knækket mig baade paa Legeme og Sjæl. De anslaar
mig vist til at være meget gammel - det er jeg imidlertid ikke. Paa mindre end en eneste
Dag blev mit Haar, der var kulsort, hvidt, mine Lemmer blev svage, mine Nerver saa
slappe, at jeg kommer til at ryste ved den mindste Anstrængelse og skræmmes af en
Skygge. Jeg kan neppe se ud over denne lille Klippe uden at blive svimmel.
Den "lille Klippe", paa Kanten af hvilken han havde kastet sig ned for at hvile sig,
medens en Del af hans Legeme hang helt ud over den, og han kun med sine Albuer
holdt sig fast paa den yderste glatte Rand - denne "lille Klippe" var en stejl, glat og sort
Tinde, femten eller sekstenhundrede Fod over de nedre Klippespidser. Intet fristede
mig til at nærme mig Randen. Jeg blev saa underlig betagen af min Ledsagers farefulde
Stilling, at jeg kastede mig, saa lang jeg var, paa Jorden, greb fat i Buskene omkring
mig og havde ikke Mod til at se op - medens jeg forgæves gjorde mig Umage for at
bekæmpe en underlig Frygt for, at selve Bjergene stod i Fare for at blive blæste om i
den frygtelige Orkan, der begyndte at rase. Det varede længe, før jeg kunde overtale
mig til at sidde oprejst og sé ud for mig.
"De maa sé at tage Dem sammen," sagde min Ledsager. "Jeg har ført Dem herhen,
for at De skulde have det bedst mulige Overblik over Skuepladsen for den Begivenhed,
jeg omtalte - og for at jeg kunde fortælle Dem den hele Historie, medens De har Stedet
lige for Øje."
"Nu er vi midt i Lofoten og dens melankolske Omgivelser," vedblev han paa den ham
egne Maade, "tæt ved den norske Kyst - under den 68de Bredde grad - i Provinsen
Nordland. Det Bjerg, paa hvis Top vi befinder os, er Helseggen, den Skyfulde. Rejs
Dem nu lidt højere op - hold Dem fast i Græsset, hvis De bliver svimmel - og sé ned
paa Søen ud over Taagebæltet under os."
Jeg gjorde, som han sagde, og betragtede et vidtudstrakt Hav, hvis Vand var saa sort
som Blæk og derved bragte mig til at tænke paa den nubiske Geografs Beretning om
Mare Tenebrarum. Det er ikke muligt for noget Menneske at udmale sig et sørgeligere
eller mere øde Panorama. Til højre og venstre, saa langt Øjet kunde række, hævede
sig ligesom uhyre Volde sorte, fremspringende Klipper, hvis melankolske Udseende
traadte stærkere frem ved hvide og spøgelsesagtige Skummasser, der buldrende slog
højt op paa dem. Lige overfor det Klippestykke, paa hvilket vi sad, omtrent fem eller
seks (engelske) Mile ud i Søen saa man en lille mørk Ø, eller rettere sagt, man anede
kun dens Tilværelse i Brændingernes forvildede Tummel; omtrent to Mile nærmere
Land hævede der sig en mindre Ø, klippefuld og gold og omgiven af mørke Fjeldstykker.
Havets Udseende paa Strækningen imellem Kysten og den længst bortliggende Ø
havde noget usædvanligt ved sig. Skønt der blæste en saa stærk Kuling, at en Brig, der
laa for dobbeltrebede Sejl langt ude i aaben Sø, hvert Øjeblik dukkede Skroget dybt