Fra Skærum i Vestjylland til Kaupang i Skiringssal

janskovgard.dk

Fra Skærum i Vestjylland til Kaupang i Skiringssal

Fra Skærum i Vestjylland til Kaupang i Skiringssal

For et stykke tid siden var jeg til foredrag om Forhistorien fra skyhøjde – luftfotoarkæologi i

Danmark med Lis Helles Olesen, museumsinspektør ved Holstebro Museum. Det er fantastisk og

fascinerende, hvad man under de rette betingelser og med forskellig teknologi kan se eller danne

sig begreb om fra luften. Det tilfører arkæologien og landskabets historieskrivning enorme

perspektiver. Se f.eks. adressen: http://www.fortidensetfrahimlen.dk.

Ved Skærum Bro og lige syd for Skærum Mølle i det vestjyske landskab, hvor Storå og Lilleå

mødes og løber videre ud i Felsted Kog syd for Nissum Fjord, ses fra luften tydelige spor af

en bebyggelse langs en vej med retning imod krydset – formentlig har der ikke her fra

begyndelsen været tale om en (land)fast forbindelse over deltaet, men en gammel vejføring

i denne retning kan dog med en vis rimelighed ses som en angivelse af, at det her i meget

lang tid har været muligt at komme over. Forbindelsen har været rimeligt institutionaliseret.

På den nordlige modsatte bred ligger Vemb. Et gammelt navn, der hører til den gruppe, man

har kaldt -heim-navne.

For mig at se er såvel Vemb som Skærum snarere –rum-navne (se mit indlæg Rum).

Vemb: ” … Ca 1325 Weæm … 1347 Weom, … 1500 Wern; … 1599 Wimb Sogenn, Wimbye; …

1610 Weeum … Efterleddet er glda. hēm, forleddet kan være enten subst. glda. wæ, n., en

sideform til glda. wī, n. ”helligdom” eller glda. *wā, f., samme ord som oldisl. vá, f. ”vrå,


krog”, hvis oprindelige betydning er ”krumning, bøjning” … navngivningen kan sigte på en

bugtning af Storåen … “(1).

Vemb ligger i Hjerm Herred. Dette er vigtigt at forholde sig til, når man kigger nærmere på

navnet Skærum. Om Skærum hedder det: ” … 1163 (1600-tallet) Sckierm birch (dette belæg

er fejlagtigt henført til købstadnavnet Skjern ….); … 1477 Skærom; … 1479 Skerem; … 1484

Skyrme … 1683 Schiærum Mølle / Schierum - / Schiere … Kr. Hald, Stedn. på –um p. 94

sammenholder navnet med sognenavnet Skærum i Horns h. i Vendsyssel, hvis ældste form,

16/11 1394 Schyrn, formodes at være fejl for *Schyrm. Grundformen for de to navne

antages at være et *Skirmæ af uviss oprindelse. Som tolkningsforsøg nævnes en nordisk

parallel til ohty. scirm ”skjold” (identisk med låneordet skærm), anvendt i topografisk

betydning. Hvis denne tolkning og Niels Åge Nielsens tolkning af sognenavnet Hjerm … er

rigtig, bliver Hjerm således en etymologisk parallel til Skærum. De ældste originale

middelalderlige belæg på Skærum i Ulfborg s. giver dog anledning til også at nævne

muligheden af et hēm-navn, hvis forled kunne være adj. skær ”klar, ren”, som bl.a. indgår i

flere vandløbsnavne … ”(2).

Ved sammenhold af Skærum her med Skærum i Horns Herred (i Vendsyssel) er Hald af den

overbevisning, at: ”Det er vistnok lidet sandsynligt, at der her foreligger Sammensætninger

paa –hēm … ”(3).

Sogne- og/eller herredsnavnet Hjerm tæller fra 1163 og kronologisk frem til 1531 bl.a.

skrevne former, der spænder over det tidligste (1163) Hiarm birch, Hiærum herrett,

Hiarmæ, Hyarm, Hiærem, Hewrem, Hermherrett, Herumhæreth, Jherum, Iherum,

Hiernherrit, Hierdom og til det seneste (1531) Hiernige, og et tolkningsforslag går på, at

navnet rummer et indoeuropæisk ” … *kermo-, germ. *herma (rodbeslægtet med subst.

skærm) med betydninger som ”værn, beskyttelse; hus; noget dækkende” … oprindelse …

uvis”(4).

For mig at se er der tydelige spor, der peger i retning af navne som Hevring og Herning (men

således også Skærum), som jeg henfører til rum-navne, altså navne, der udgår fra – eller

måske snarere knytter an til - et rheûm/strøm, og som viser hen til vandvejen som

hovedfærdselsåre eller handelsrute. Se tidligere indlæg Rum.

Byen Hjerm ligger ved Hummelmose Å, et navn, vi tidligst har overleveret i 1547 i formen

Homelmøsse og senere i former som Humblemose og Himmelmosegaard … ”af

plantenavnet humle”(5).


Det er efter min mening ikke ganske entydigt, at der skal være tale om humle. Snarere kan

man måske her vælge at se en omformning af rheûm > hum > hummel >>. Dvs. angivelse af

vandvejen.

Hvis man skal sammenholde Skærum – der ligger på den sydlige side af Storåen og dermed i

Ulfborg herred – med Hjerm, og det tror jeg, man skal, må det være korrekt, som det

anføres ovenfor, at der er tale om etymologiske paralleller. Blot handler det hverken om at

skærme eller om klarhed. At der er tale om en form af et –heim-navn, er der således heller

ikke tvivl om, idet jeg jo opfatter –heim-navne som (senere) former af rum-navne.

Skærum’s forskellige skrevne former (jfr. ovenfor: ”Sckierm birch (dette belæg er fejlagtigt

henført til købstadnavnet Skjern ….); … 1477 Skærom; … 1479 Skerem; … 1484 Skyrme …

1683 Schiærum Mølle / Schierum - / Schiere … ” ) sammenholdt med sognenavnet Skærum i

Vendsyssel, hvis ældste form, 1394 Schyrn, formodedes at være fejl for *Schyrm (jfr.

ovenfor) giver os en mængde informationer og godt materiale at arbejde videre med. Der er


nogle lydlige forbindelser og ændringer/forskydninger, der kunne finde anvendelse og

dermed danne udgangspunkt for tolkningsmuligheder også på helt andre geografiske

lokaliteter, og som samtidig vidner om en fælles overregional forståelse meget langt tilbage

i tid.

For Skærum’s vedkommende handler det bl.a. om forvandlingen af h’et i rheûm til k’et i

Skærum. Det handler muligvis tillige om det mobile s, der ikke er til stede i rheûm – men dog

i Skærum.

Men så handler det også om at inddrage formen fra Vendsyssel – Schyrn – et udtryk, der jo i

sin tur uafvendeligt må henlede opmærksomheden på vore Skjern-lokaliteter, der alle har

tilknytning til vandveje. Et eksempel er dette Skjern i deltaet ved Nørreå, hvor vi udover en

vrimmel af gravhøje, der vidner om knudepunkt og samfærdsel langt tilbage i tid, har et

gammelt voldsted, vi har en gammel kirke, runesten, handelsplads, tingsted repræsenteret i

navnet Tindbæk, et til alle tider vigtigt kryds repræsenteret i navnet Tranebærkær (ikke

traner og ikke bærfrugter; derimod enten en dansk form af et ”tarn”, et drag (engelsk: to

tear) eller en form af et rum-navn og altså udtryk for vandvejen, og endelig bær som udtryk

for overbæringsstedet).


Det samme Skærum og det samme Skjern, og det fænomen, disse repræsenterer, må være,

hvad vi finder også i det norske Skiringssal: Skiring(s) er en form af rheûm og betegner fra

først af den farbare vandvej. Og (s)al skal hermed ikke - som ellers foreslået – først

forholdes til en salsbygning, en halbygning. (s)al refererer til vejen over land: draget, the

hauling place.

Stefan Brink har et meget spændende udgangspunkt, når han skriver: ”A salr was originally

not a district or something spatial: it was used for a building, a hall. The word salr was the

old word for such a hall building, and we find it in some – but not many – very interesting

place-names in Scandinavia, such as (Gamla) Uppsala, Skíringssalr, a couple of Oðinssalr,

“Tesal”, several Sala, and some more … These names were hence originally the names of

actual halls, but must early on have been transferred to the settlement that the hall related

to. Such an imposing hall, owned by a king or a chieftain, inevitably made an impression and

was well known, so that from an early date the area around the hall must have been

identified with the hall-name, giving then the area the meaning “the area/district under the

influence of N-hall”. This must be the explanation of why, during the Middle Ages, we find

the name Skíringssalr as denoting an area or a district”(6).

Jeg forestiller mig, at de tidligste kilder faktisk ikke taler om en sal eller en hal, og jeg tænker

derfor ikke, at der er tale om ordet salr som udgangspunkt. Jeg tænker, at det må være eller

er den anden vej rundt. Hvis vi har en så tidlig kilde som i 800-tallet med Ohthere’s

rejsebeskrivelse, hvor netop denne lokalitet (som der synes at være rimelig enighed om)

nævnes i formen Sciringes heal, kunne man gerne tage udgangspunkt i denne komposition.

Det gør Brink således: ”Was this a translation of an Old Norse name, or was it a

misunderstanding or misinterpretation by the Old English writer? In my opinion the easiest

way to explain OE Sciringes heal is to see it as a corrupt form of Skíringssalr, where the

second element –salr has been wrongly identified with OE healh m. “bend (perhaps also

bay)” by an Anglo-Saxon note-taker or interpreter, but several other possibilities seem

plausible”(7).

For mig at se kunne der være en pointe i, at Ohthere eller hans skriver bevidst deler navnet i

to for at undgå misforståelser. Men det ville formentlig samtidig kræve, at man kunne

argumentere, at heal har (haft) en udtale af -ea- som f.eks. i vore dages break, for så kunne

man muligvis forsvare, at heal er udtale- og forhåbentlig også den datidige skriveform af

substantivet hørende til verbet to hale, som siden finder formen haul. Måske har der

oprindeligt været tale om to ord og ikke kun ét.

Jeg tror altså, at der kan være god mening i at henvise til ”OE healh m. ”bend (perhaps also

bay)””, og da særligt bugten (bay) som - i denne forbindelse - retningsgivende element.

Hvorfor der så lige i senere former optræder to s’er, kunne man måske forklare som en

fordobling og/eller en form for overtrækning. Man kan indvende, at hvis udgangspunktet er

et rheûm, er der ikke lige umiddelbart noget synligt s, der kunne fordobles eller trækkes

over i næste led, men sammenstiller man med et andet ord, der kunne være aktuelt, rheus

(se indlægget Rum), opstår der muligheder. Såfremt man da ikke vil argumentere et

genitivisk s?

Scíring- tør være en oplagt parallel til navne som bl.a. Skærum og Skjern – men kan f.eks.

også sammenholdes med Rom. Fra først af betegnende vandvejen og (dernæst?) havne- og

handelsmuligheden med forbindelse over land: knudepunktet, om man vil. Forbindelsen til


indlandet er muligvis, hvad vi skal læse ud af heal eller –alr. Et ord, som vi genfinder i et

norsk kvitval(8), der betegner et drag over land, og som vi genfinder i nærområdet i

navnene Vollen og Valby: ”Valby (af Valbø RB) is a –bý/-bø name containing the word

vall/voll ”flat grassland”. The name is perhaps to be seen in conjunction with the placename

Vollen found at Tjølling church to the east. This name Vollen might be old, as old as

the name Þjóðalyng, and the word is often found in place-names for assembly sites, as, for

instance, Vall in central locations in the old parishes in the province of Gästrikland in

Sweden and in names such as Tingvalla, Þingvellir … “(9).

Jeg er også overbevist om, at navnet er meget gammelt, og jeg er også ret sikker på, at det

henviser til det overkommelige, flade land – ikke som f.eks. græsningsmulighed eller

tingsted som sådan, snarere til farbarheden eller til vejen.

Det er også en mulighed at se heal i navnet Helgefjell (Helgafield) ved søen Vittersen nord

for Tjølling, der skriver sig tilbage til i alle tilfælde 1439(10), hvilket er sent. Den stejle knold

markerer, at her går val’en ((Sciringes) heal) over land sydpå via Tjølling til Kaupang. Eller

omvendt: her slutter landevejen fra Kaupang. Historien om det hellige bjerg og/eller et

kultsted, som ofte knyttes til lokaliteter med forled af denne type, kan meget sandsynligt

være eftertidens gode historie, hvor den oprindelige betydning længst er gået i

glemmebogen.

Jeg kan heller ikke lade være med at antyde, at der kan være former og parallelformer, der

giver sig til kende i lokaliteter så ”forskellige” som det norske sønavn, Kaldingen – et navn,

som f.eks. allerede Kristian Hald sammenholdt med danske navne som Kolding og Kolind,

hvor han beskæftigede sig med –ing(e)-navne: ”I det hele taget er det saadan, at hvor vi kan

konstatere, at Endelsen har Enstavelsesform, drejer det sig normalt ikke om oprindelige

Bebyggelsesnavne, men om gamle Naturnavne, Bygdenavne, Aanavne, Fjordnavne etc.,

ligesom det er Tilfældet i England. I nogle Tilfælde er det fristende at opfatte –ing som en

oprindelig Enstavelsesform, selv om det ikke direkte fremgaar af de gamle Skrivemaader.

Det gælder f.Eks. Navnene Kolding og Kolind; det sidste er af samme Oprindelse som

Købstadnavnet, men i Stedets Dialekt gaar Endelsen –ing over til –in(d). Begge gaar tilbage

til et oprindeligt *Kaldung- (en ing-Afledning vilde give et moderne *Kælding), og da begge

ligger ved Bunden af Fjorde, Kolind ved det nu udtørrede Kolindsund, er det en meget

nærliggende Tanke, at vi har at gøre med et gammelt Fjordnavn, afledt af Tillægsordet kold,

gammeldansk kaldær. Navnet kan jævnføres med det norske Sønavn Kaldingen, som vi

vistnok har et Sidestykke til i det nordsjællandske Kollensø (1682 Kolling Søe)”(11). Om

Kolding og Kolind skriver Jørgensen: ” … af adj. kold. ”Den kolde (å)” – hhv. ”Det kolde

(sund)””(12).

Der er flere væsentlige pointer i ovenstående citat. Dels om –ing som betegnende et

”naturnavn”, her i særdeleshed å- eller fjordnavne, som også er til stede på engelsk grund.

Om der er tale om et ”naturnavn”, kan jeg tilslutte mig, såfremt der menes ”betegnelse for

et funktionelt naturfænomen”. –ing(e) såvel som –ung og –ang (Kaup-ang)

repræsenterende eller som former af et udgangspunkt, der hedder rheûm – strøm, vandvej.

Dernæst er der en vigtig pointe i k-formerne Kal(d)-, Kol(d)- og ikke mindst i

krydsreferencerne imellem Norge og Danmark. Det handler ikke om vandenes temperatur.

Vandet er i alle tilfælde f.eks. ikke specielt koldt i Koldingfjorden (om sommeren). Langt

hellere skal man tænke nogle sproglige forbindelser omkring h og k ind i lydbilledet, således

at forstå, at disse kan være hinandens ”stedfortrædere”. Vi kan tage navne som Høl og

Hølen, Kølby og Kol(d)by, men også f.eks. Kieler-kanalen eller ”Kölen, or Kölarna, fvn. Kilir,


Engl. ”the keel” or ”the keels” which signifies ”the watershed” par préference, is the

traditional name of the borderlands between Norway and Sweden. As such it is recognized

since ancient times on both sides … “(13).

Køl eller høl, kal eller hal, kiel eller heal eller haul, kvitval i Norge eller Hvidanger i Danmark

(ved Vordingborg). Pointen er, at der er tale om veje eller overgangszoner, og om knude-

og/eller kontrolpunkter.

Med hensyn til Kaupang har vi dermed en tidlig købing, et handels- og forbindelsesmæssigt

knudepunkt på grænsen mellem land og vand (Kaup + ang) hvor –ang angiver vandvejen –

rheûm – og hvor kaup- er udtrykket for handelsmuligheden. Om verbet købe hedder det

bl.a.: ” … (ænyd. glda. d. s., æda. køpæ (Da. Sprogtekster.I.(1925).14. Lund.Ordb.81.

Wim.180), sv. köpa, no. kjøpe, oldn. kaupa (præt. keypti), ty. kaufen, got. kaupon, oeng.

ceapian; rimeligvis fællesgermansk dannelse paa grundlag af lat. caupo (gen. -onis),

krovært, kræmmer (vinhandler), med grundbet.: drive (tusk)handel med en caupo … ”(14).

Det er tankevækkende, at købe/kaup/ceapian etc. antages at være en rimeligvis

fællesgermansk dannelse på grundlag af et latinsk caupo. Vi finder lokaliteter med forled af

denne type på eller meget nær ved næs, som jeg andetsteds (Veje ind i arkæologien) ser

som afledning i en eller anden form af et gammelt nau- og som værende udtryk for

handelsknudepunkt mellem land og vand. Ligeledes tankevækkende er det, at vi rundt om i

verden har handelsstationer, der bærer forled som Kap/Cape/Cabo. Kigger man f.eks. ordet

cape nærmere efter, lyder det bl.a.: ” … “promontory,” late 14c., from M.Fr. cap, from L.

caput “headland, head” (see head)”(15). Og om head nævnes: “ … from P.Gmc.

*khaubuthan (cf. O.S. hobid, O.N. hofuð, O.Fris. haved, Ger. Haupt, Goth. haubiþ “head”),

from PIE *kauput- “head” (cf. Skt. kaput-, L. caput “head”) … “(16). Det er selvfølgelig ikke

sikkert, men det forekommer mig umiddelbart, som om der på et tidspunkt i historien

kunne have fundet nogle koblinger eller fejl- eller kortslutninger sted imellem kaput, kauput,

kaupa/caupo osv. At forholde sig til navnet på så imposant en lokalitet som Kapernaum er

måske heller ikke helt uden mening (se f.eks. Welcome to The Capharnaum. The Town of

Jesus - http://198.62.75.1/www1/ofm/sites/TScpmain.html).

Et sidste toponym at forholde sig til i Skiringssal er Huseby. ”Huset” i denne Huseby såvel

som måske alle andre lokaliteter med (i udgangspunktet) samme forled skal ikke

nødvendigvis relateres til bygningen - huset, salen eller hallen. Hus- er - eller kunne i hvert

fald tænkes at være - en reminiscens eller en omskrivning af et gammelt rheus: strøm, flod,

vandvej (se mit indlæg Rum). En Husby refererer dermed ikke alene til et kongeligt,

administrativt center, en kongsgård eller længere oppe i tid befæstningen (jfr. Hammershus,

Koldinghus etc.); navnet refererer samtidig - hvis ikke først - til denne administrative enheds

beliggenhed: nemlig ved vandvejen.

I Ulfborg Herred i Vestjylland ligger en af de danske Husby’er, hvis ældste form tilbage i

1266 skrives Horsæby, senere former tæller bl.a. Husæby (1388) og Huusbye (1688):

”Navnet, som er sammensat af subst. hus, antagelig i plur., og by, findes 9 steder i Danmark,

46 i Norge og ca. 70 i Sverige. Vigtig for dets tolkning er to appellative sammensætninger.

Den ene, huseby, er overleveret i et dansk kongebrev fra 1233 … i en sammenhæng som

viser at glda. hūsaby har betegnet en kongsgård. Hermed stemmer at den anden, den

svenske Dalalagens husabyman, betegner en lensmand eller bryde i kongens tjeneste.

Medens det således synes uomtvisteligt at Huseby-navnene har relation til kongeligt gods,


er det trods indgående forskning ikke lykkedes at fastslå hvilken betydning forleddet hus

skal tillægges i sammenhængen. Som muligheder har været nævnt ”velbygget gård”,

”ladegård”, ”bygning indrettet til forsvar” (hvorimod ”befæstning”, som i Koldinghus, Bohus

etc., ikke kan komme på tale; det er et senere tysk betydningslån) … Steinnes … vil se deres

forekomst som et vidnesbyrd om 900-tallets svenskevælde i det sydlige Jylland”(17).

Det er værd at bemærke, at vi har Husby beliggende ved et i nyere tid stort og om ikke vådt

så dog meget fugtigt område, tidligere et indhav eller en indfjord. Det er også vigtigt at

bemærke, at vi har en tidlig skriftlig form med et (bibeholdt?) r: Horsæby. Det er ikke

umuligt, at der i tidens løb har fundet en rokade sted: rheus > hors. Siden forsvinder r’et

helt, mens o’et ”vender tilbage til” u’et. Det er slet ikke et enestående tilfælde eller et

ukendt fænomen, at vokaler og konsonanter ændres og/eller bytter plads (f.eks.

torp>trup/tarp/terp/(d)rup).

Men det betyder også, at det, som hus- udtrykker, også er det, der udtrykkes i toponymer

med led som f.eks. hos(e)-, hors-, ros-, rus- (Horsens? Århus? Roskilde?) og endnu mange

andre varianter. Måske også i endnu mere udviklede former, hvor vi ser h-lyden ændret til

en k-lyd: Korsør ( ” … *1300 Koszøer, 1341 Corsøre. FL sb. kors ”sømærke” … ”(18)) handler

måske ikke om sømærket men derimod om beliggenheden ved vandvejen? Og Korselitse,

der omkring 1250 skrives Køcæliz(19) bliver interessant for sin beliggenheds skyld og ikke

som et ”Navn af slavisk oprindelse, afledt af mandsnavn *Chotel + -itse >. ”Chotels

efterkommere””(20).


Korselitse ligger på Falster’s østlige side, hvor der krydses tværs over øen mod Nykøbing i

vest. Krydset markeres midt på øen af et ”ingenmandsland” mellem to vandløb, der løber

hhv. østpå mod Korselitse og ud i Østersøen ved Tromnæs Skov (om Trom-: se indlægget

Rum), hhv. vestpå mod Nykøbing og Guldborg Sund, med udløb ved Husvigen, hvor

Nykøbinghus engang lå(21).

Det er ikke sikkert, det forholder sig sådan, men det kunne være et rimeligt bud.

Og på samme vis, som at vi har ordet for vandvejen – rheus – der betydnings- eller

indholdsmæssigt udvikles over imod, eller erstattes af, huset (bygningen, befæstningen),

kunne det være, at vi ser udviklingen af ordet for landevejen – ”hal’et”, val’en – der

betydnings- eller indholdsmæssigt udvikles hen imod, eller erstattes af, salen?

Albøge, Gordon: Stednavne i Ringkøbing Amt. Hammerum Herred, Ulfborg Herred, Hind

Herred. 2. halvbind, 1. hæfte, 1981


Albøge, Gordon: Stednavne i Ringkøbing Amt. Købstæder, Skodborg Herred, Vandfuld

Herred, Hjerm Herred, Ginding Herred. 1. halvbind, 1976

Bjerrum, Anders og Christian Lisse: Maribo Amts Stednavne, 1954

Brink, Stefan: Skiringssal, Kaupang, Tjølling – the Toponymic Evidence. in: Skre, Dagfinn

(ed.): Kaupang in Skiringssal. Kaupang Excavation Project Publication Series, Volume 1.

Norske Oldfunn XXII, 2007

Dalsgaard, Kristian; Palle Eriksen; Jens Villiam Jensen og Jørgen Rydén Rømer (red.):

MELLEM HAV OG HEDE. Landskab og bebyggelse i Ulfborg herred indtil 1700, 2000

Hage, Hallstein og Anne-Mette Nielsen (eds.): BRAUT 2. Nordiske veghistoriske studier, 2002

Hald, Kristian: De danske Stednavne paa –um, 1942

Hald, Kristian: Vore Stednavne. 2. reviderede og forøgede Udgave, 1965

Jørgensen, Bent: Stednavneordbog, 1994

Simonsen, Poul: Nordnorske båtdrag. in: Hage, Hallstein og Anne-Mette Nielsen (eds.):

BRAUT 2. Nordiske veghistoriske studier, 2002, p. 7-40

Skre, Dagfinn (ed.): Kaupang in Skiringssal. Kaupang Excavation Project Publication Series,

Volume 1. Norske Oldfunn XXII, 2007

Steinnes; Asgaut: HUSEBYAR, 1955

Westerdahl, Christer: On the Significance of Portages – a survey of a new research area.

http://www.abc.se/~pa/publ/portages.htm (Afsnittet The function of borders), 2004

http://www.etymonline.com

http://ordnet.dk/ods

http://198.62.75.1/www1/ofm/sites/TScpmain.html - Welcome to The Capharnaum. The

Town of Jesus

(1) Albøge, 1976, p. 208-209; Albøge, 1981, p. 599 og Hald, 1942, p. 105-106

(2) Albøge, 1981, p. 378-379

(3) Hald, 1942, p. 94

(4) Albøge, 1976, p. 175-176

(5) Albøge, 1976, p. 176

(6) Brink, 2007, p. 61

(7) Brink, 2007, p. 62

(8) Simonsen, 2002, p. 17

(9) Brink, 2007, p. 60


(10) Brink, 2007, p. 56

(11) Hald, 1965, p. 44

(12) Jørgensen, 1994, p. 161

(13) Westerdahl, 2004

(14) http://ordnet.dk/ods (opslag =købe)

(15) http://www.etymonline.com/index.php?term=cape

(16) http://www.etymonline.com/index.php?term=head

(17) Albøge, 1981, p. 356-357

(18) Jørgensen, 1994, p. 163

(19) Jørgensen, 1994, p. 163

(20) Jørgensen, 1994, p. 163

(21) Bjerrum og Lisse, 1954, p. 15

More magazines by this user
Similar magazines