Torsten Dam Jensens tale til 300 års jubilæet - Elers' Kollegium

FESTTALE FRE. 18. NOV. 2005
PÅ 300-ÅRSDAGEN FOR
ELERS’ KOLLEGIUMS INDVIELSE
Da Hans Sidelman, kollegiets første inspector, den 18,
november 1705 holdt tale ved indvielsen af kollegiumbygningen
i Store Kannikkestræde nr. 9 under overværelse
af universitetspatronen og en lang række notabiliteter,
skete det ifølge historiebogen på blomstrende
latin.
Det lader nok vanskeligt gøre – hér præcis 300 år efter
denne begivenhed – at anvende det gamle, fællesakademiske
sprog, da det er de færreste, som i vore dage behersker
latin i en sådan grad, at man ville kunne forstå,
hvad der bliver sagt. Allermindst den ex-alumne, som i
aften er blevet bedt om at sige noget i anledning af
kollegiebygningens 300 års fødselsdag.
Notabiliteter har vi dog stadigvæk. Ikke så mange som
ved Universitetets årsfest i går. Mindre kan gøre det.
Universitetet er repræsenteret af Rector Magnificus
Ralf Hemmingsen. Og naturligvis er kollegiets agtværdige
efor, Thorkild Damsgaard Olsen, iblandt os.
Glædeligt er det at se kollegiets gamle eforina, Vivi
Ellehøj. Nævnes skal det også, at ældste alumne i aften
er Einar Engberg, årgang 1914.
1705. I dét år blev astronomen Ole Rømer borgmester i
København. Danmarks første store lyriker, Ambrosius
Stub, kom til verden. Kongen hed Frederik den fjerde.
Han havde ifølge historiebøgerne ’et ikke ringe Hang til
sanselige glæder’.
I 1705 og i mange følgende år var der krav om, at
alumnerne skulle holde disputationer på latin. Det var
ofte væsentlige emner, der blev taget under behandling,
forstås. Nucleos, non putamina. Om Samsons kæbeben.
Om middagsmåltidets og morgenmåltidets størrelse. Om
fare og gavn ved køb og salg. Om femtallets fortræffelighed.
Om det mest egnede og mest belejlige
tidspunkt for Kristi genkomst. Om kødspisning før
syndfloden.
Heldigvis er der i årenes løb blevet lagt en dæmper på
tidligere tiders akademiske selvhøjtidelighed. Lidt trist,
at det akademiske vid også i nogen grad gik fløjten. For
en ung stud.theol. var det som at træde ind i en anden
verden, da jeg for 26 år siden for første gange trådte ind
ad de hellige porte. Man benyttede sig stadigvæk af en
slags latin. I bestemte situationer og med en ret alternativ
stavemåde. Pråt. Åmnes. Med å.
Der var latinske embedsbetegnelser. Jeg blev straks
udnævnt til Membrum. Hvilket slet og ret betyder ’lem’.
Jeg skulle sørge for, at der altid var rigelige forsyninger
af drikkelse til de tørstige med-alåmner. Øl og vand stod

endnu i mine første år på kollegiet frit fremme på 1. sal
ved lectoriet, indtil man p.gr.a. for stort svind – det må
have været nogen udefra – var nødt til at sætte det under
lås og slå i kælderen.
Der var også noget, som hed ’fiscus’, og som blev opkrævet
hver måned af kollegiets højeste embede, og som
vistnok på dén tid var 20 kr., som altså skulle lægges
oveni den formidable sum på 315 kr., som man måtte
erlægge i husleje. Det var ikke voldsomt mange penge,
ej heller i 1979. Det svarede stort set til min første ølregning,
som jeg altså måtte opkræve af mig selv.
Den årlige humlefest var også en opgave, som fra
skiftende Membrummers side er blevet løst med stor
nidkærhed og fantasi. Det var dengang, man endnu
kunne få fadøl på små trætønder. Og ganske vist skal
man ikke forsøge sig på at bevise Guds eksistens. Men
da jeg mange år senere meldte mig ind i Danske Ølentusiaster,
så fik jeg det selv samme medlemsnummer, som
store Kannikkestræde har som postnummer. 1169. En
tilfældighed, vil nøgterne sjæle og kolde hjerter sikkert
hævde. Jeg ser det nu som et tegn på, at der er en højere
mening med det hele!
For den unge teologistuderende var det hele nu endnu
ret overvældende dengang for mange år siden. Der
strømmede levende musik ud fra de forskellige råm.
Bach, Beethoven, Mozart på klaver. Nydeligt udført og
meget dannet. Min nabo til det yderst beskedne og
ydmyge råm, jeg blev anvist som ny alumne, holdt så
meget af at spille på blokfløjte, at han mente, at hele
kollegiet skulle høre hans spil – længe og på de mest
besynderlige tidspunkter. Så kunne man da heldigvis
hævne sig ved at spille The Who på fulde drøn – og
orgelmusik, som jo også har en vis lydstyrke. Det sidste
i en sådan grad, at en alumne i fulde alvor mente, at jeg
måtte være i besiddelse af et rigtigt pibeorgel på mit
rum!
Udenfor porten befandt sig en verden, som på én gang
var fjendtlig og farlig og stundom dragende. Ondskab i
form af en dæmonisk genbo, hvis navn jeg nægter at
tage i min mund, men hvis modbydelige indvånere gang
på gang antastede vort kollegium på det grusommeste.
Fuldskab og fordærv og portpisseri og sambarytmer,
som drev os ud på vanviddets rand. Men vi holdt ud, og
vi vil holde ud mange år endnu.
Og så sad der et besynderligt lille dyr på en piedestal i
lectoriet, som var proppet med lærde værker – mange af
dem skrevet og skænket af tidligere alumner. Var det
virkelig dén slags forventninger, som blev stillet til dén,
som var så heldig at blive optaget på Elers Kollegium?
Mange er de disputatser, som er blevet skrevet af tidligere
Elers-alumner. Og selv om en klog mand engang
har sagt, at den gennemsnitlige doktorafhandling ikke er
andet end en flytning af nogle skeletdele fra én grav til

en anden, så er det dog noget. I hvert fald føltes al denne
lærdom i begyndelsen lidt trykkende. Men man
opdagede jo hurtigt, at man såmænd ikke var så meget
dummere end de fostersønner og –døtre, man skulle dele
tilværelsen med de næste 5½ år.
Tilbage til dyret. Ved nærmere eftersyn viste det besynderlige
lille dyr at være et udstoppet egern. Et egern,
som gik igen på forsiden af diverse publikationer. Der
sad altid et lille egern, som grådigt gnaskede nødder i
sig, så skallerne dryppede ned fra dets fyldte mund. Et
egern, omkranset af ordene: ’Nucleos Non Putamina.
Colleg. Elersian. Fundat. 18 Nov. 1705’.
Det var stort! Det var lærd! Tænk, at man selv var blevet
en del af dette fællesskab. Nu var man virkelig noget.
Og hvordan det end ville gå én i tilværelsen – om man
end stundom var kørt surt i dette og hint i livet og i
studierne – så var der dog ingen, som kunne tage dét fra
én, at man var optaget i et eksklusivt fællesskab
omkring et egern. Vel var der så mange andre kollegier
i denne store stad – også nogle, der var langt ældre end
Elers. Men ingen andre havde et lille nøddegnaskende
egern som logo, og ingen andre steder blev man dagligt
formanet med ordene: ’Nucleos Non Putamina’.
Der findes i festskriftskriftet fra 1941 en meget morsom
og oplysende ekskurs om kollegiets bomærke. Her
møder man Elers-egernet i mange gestalter. Det hårede
egern. Det skællede egern. Det gode egern. Det nøgne
egern. Egernet i vamsen. Det muntre egern. I vore dage
kan man minsandten købe såvel han- som hunegern i
sølv til at pynte sig med.
For 14 år siden fejrede vi kollegiets 300 års jubilæum. I
aften fejrer vi 300-årsdagen for kollegiets indvielse.
Nucleos kommer før putamina. Og vel er det kernen og
ikke skallerne, som er det vigtigste. For det sultne og
arbejdsomme egern er skallerne bare noget, som skal
knuses for at nå ind til dét, der gælder – dét, som der er
næring i. For Elers-alumnen skulle der vel også knuses
nogle skaller, før man nåede ind til stedets sjæl. Men
skallerne, de fysiske rammer, spillede – og spiller – også
en vigtig rolle i kollegiets liv.
I aften fejrer vi ikke alene 300-årsdagen for putamina.
Vi fejrer også 100-året for Elersianersamfundets stiftelse.
Vi tager lidt forskud, thi selve dagen oprinder først
den 19. december, . Det er næppe nogen alumne, som
ikke husker sit første gåsegilde. Det var en karsk
indføring i Nucleos, i stedets sjæl. Disse bedagede
herrer, som holdt mange og lange og lærde og indimellem
ret morsomme taler, og som blev mere og mere
løsslupne, som aftenen skred frem. Det var virkelig
mærkeligt og eksotisk og også lidt sejt, som man ville
sige i dag. De gamles udskejelser blev tilgivet, fordi de
betalte meget mere for at deltage i gåsegildet, så vi
andre kunne komme med til en studenterrimelig pris. Og

fordi de engang imellem skænkede et eller andet møblement
til glæde for de unge.
Man forestillede sig vel ikke rigtigt dengang for så
længe siden, at man som gammel og for længst fraflyttet
alumne ville blive betragte med samme milde
overbærenhed, som vi betragtede oldingeskaren. Mon
den kom vel egentlig ret hurtigt, denne følelse af, at helt
kunne man da ikke slippe sit gamle kollegium. Man
skyldte det jo så meget. En vidunderlig studentertid.
Mange gode diskussioner, Varige venskaber. Og man
blev medlem af Samfundet, nogle af os ligefrem
livsvarige medlemmer – til en pris, som en tidligere
bestyrelse sikkert for længst har fortrudt. Det er nu
ikke, fordi jeg har overrendt gåsegilderne og generalforsamlingerne.
Men det er på en måde med Elersianersamfundet,
som det er med kirken. Man ved, at den
findes, og at det er godt, at den findes, selv om man ikke
overrender den.
Men måske burde man deltage noget mere. F.eks. i de
såkaldte F & D-arrangementer. For nogle måneder siden
deltog jeg – vistnok for første gang, siden jeg fraflyttede
kollegiet for 20 år siden – i et glimrende arrangement,
hvor en tidligere alumne på fortræffelig vis fortalte om
en bog, han havde skrevet. Jeg havde ventet at se mange
mennesker til denne aften, men vi var vist kun 12-14
deltagere. Det lyder lidt frelst, for hvor var jeg henne til
de mange andre arrangementer? Lad os slutte bedre op
om de gode initiativer.
Til de nuværende alumner, som er så fint repræsenteret i
aften, vil jeg blot sige: Nyd jeres tid på kollegiet! Det er
jeg sikker på, at I allerede gør, men alligevel: Nyd jeres
tid på kollegiet! Det er ikke altid, at man rigtigt forstår
af skønne på tingene, når man står midt i dem. Sådan er
livet skruet sammen. Benyt jer af muligheden for at
møde mange andre fag end jeres eget. Man kan tids nok
blive énsporet. Fortæl hinanden om, hvad I hver især går
og laver. Det udvider horisonten. Vi mennesker har ofte
mere til fælles, end vi sådan går rundt og tror. Hvis vi da
ellers gider holde ørerne og øjnene og sindet åbent.
Jeg kan glæde de tilstedeværende med, at min tale nu
har nået sin afslutning. Måske har der været mere
putamina end nucleos. Blot håber jeg, at der mellem de
mange skaller kan høres et tydeligt TAK for gode,
spændende, udfordrende, inspirerende, sjove og skønne
år på Elers Kollegium. Alle elersianere i denne verden,
forener Eder! Lad os alle rejse os og udbringe et trefoldigt
leve for Elersianersamfundet og vort kære, gamle
kollegium:
Elers Kollegium længe leve! – HURRA, HURRA,
HURRA.