her - Politikens Forlag

politikensforlag.dk

her - Politikens Forlag

arne Dahl

Jacos hjerte

R

oversat fra svensk af Mich Vraa


a lting ser ens ud. Det er den tanke han pludselig får, mens

han kører ad east oakland Park Boulevard. Han sælger fast

ejendom her i det østlige, eller måske burde man sige det sydøstlige,

Florida, og alting ser ens ud. Den dér beigeagtige farvetone

der ligesom bare er Florida, for ikke at sige Usa. Det er der det

begynder.

Det er nemlig den tanke han tror han får. Men han fornemmer

også at det ikke er helt sandt. For netop den tanke har han jo haft

så mange gange i den tid han har arbejdet som ejendomsmægler

i Palm Beach County. Det burde slet ikke være nogen ny tanke.

Det er en del af jobbet, af hverdagen. alligevel at få hvert eneste

hus til at fremstå som noget ganske særligt.

Det er tung sommer. Den fugtige Floridavarme brænder sig

igennem tøjet inden man overhovedet er nået ud til bilen –

det længste nogen bevæger sig til fods i Usa. Det føles som en

luftspejling når vejbanen ikke sitrer. Det gør east oakland Park

Boulevard helt frem til det øjeblik da han indser, hvad det faktisk

er for en tanke han pludselig har fået. Da er det at tiden forandrer

sig. Da er det at ingenting sitrer længere. Da er det at alting bliver

glasklart.

Først genkender han ikke fornemmelsen. Det er alligevel et

kvart århundrede siden, og han fylder snart halvtreds. Den alder

hvor man, uanset hvor god form man er i, bør begynde at være

opmærksom på kroppens signaler. De signaler der siger, at man

faktisk har levet længe nok. Det er derfor hjertesvigt og kræft bliver

så almindeligt. For der var ingen der oplevede at fylde halvtreds,

95


dengang vi var en del af naturen. Først da vi løsrev os fra det vilde,

begyndte vi at blive gamle.

Han føler sig ikke gammel. Han dyrker stadig sin kampsport.

Han lever et sundt liv med sin familie. så han stoler ikke på

det dér første instinkt som råber om hjertetilfælde. Men der går

nogle sekunder inden han bliver klar over, at han har oplevet det

før.

og da er han allerede kørt forbi stedet. Han plejer at undgå

det, underbevidst, men målbevidst. Hvorfor kørte han den her vej

lige i dag? en ren fejltagelse – han har jo for en gangs skyld ikke

spor travlt. Villaspekulanten i Wilson Manors lige nord for Fort

lauderdale, ringede afbud i sidste øjeblik. Men måske netop derfor.

Fordi der pludselig var tid.

tid er farlig. ikke mindst når den antager de her former.

Den underlige klarhed. Det indsnævrede synsfelt. Det rytmiske

pulsslag. en følelse af at blive oversvømmet af noget der er på

grænsen til musik. sidste gang han oplevede det, var han femogtyve

og sad i arresten og ventede på at komme for retten. klarheden

varede i tre timer.

Han foretager en brat U-vending på east oakland Park

Boulevard. Hvinende dæk og skingre horn forsvinder bag tunnelen

der næsten er musik. Han sætter farten ned da han nærmer sig

stedet. Corner Pocket Billiards nu, intet ligner sig selv. og alligevel

ligner alt sig selv. alt er det samme.

Det er ingen vej udenom nu. Den femogtyve år gamle nat træder

frem i hans glasklare tunnel af næsten-musik. Da flyene kolliderede

med tvillingetårnene fjorten år senere, forstærkede det

bare hans egen ellevte september. en Floridavarm sensommernat.

en meget bøvlet aften i klubben. For mange drukkenbolte.

Bare én til, så ville bægeret flyde over.

Forældrenes natåbne bottle club hvor han var både udsmider

og chef, bouncer og boss. Høj i betragtning af sine rødder, kampsportstrænet,

hidsigt temperament. alt det der var blevet samlet

sammen under opvæksten. at vokse op i Usa som halvvietnameser

under Vietnamkrigen. Bombetogterne begyndte da han var to,

96


tet-offensiven da han var seks, freden kom først da han var tretten.

en hel barndom i krigens skygge.

som om man kunne give den skylden. og som om han behøvede

give noget skylden. Han havde ikke gjort noget forkert.

Men de tanker findes ikke herinde. ikke inde i tunnelen. Her

findes kun klarheden. og alt det der er overalt omkring ham og

som er på vej til at blive til musik. Hele tiden på vej til uden rigtig

at blive det.

Han er nødt til at standse. køre ind på en 7-eleven-parkeringsplads.

et øjeblik hænger vejstøvet omkring ham. Det hvirvler

rundt i tunnelen som om bilen befandt sig i et glasrør, inden det

lægger sig. Hvide knoer på rattet, umulige at få til at give slip. så

tydelige mod den brune, asiatiske hud.

ti dage i arresten inden det kom, ti dages kaos og angst og så

pludselig de dér tre timers forfærdelige klarhed. allerede dengang

– han var femogtyve og i topform – troede han at det var hjertet.

Det var en rimelig antagelse; det kunne være prisen for at blive

stor. Men det var ikke hjertet, i hvert fald ikke hans, det var noget

helt andet, noget han aldrig havde oplevet før.

næste morgen var sigtelsen blevet ændret. til drab, “homicide”.

kommer det også til at vare i tre timer denne gang? tænker han

og ser på sine hvide knoer. overlever jeg det?

Den nat igen, ikke til at slippe for. afmagten. Han gik udenfor

et øjeblik for at køle af og komme væk fra menneskenes dårskab

– som om han tænkte på den måde. Det var bare vrede, uartikuleret

vrede. Den satans, forbandede natklub omringet af biler

som en truende hær der bare ventede på at blive brugt til at begå

forbrydelser. al den spirituskørsel han så hver eneste nat. og nu

igen, nøgler der klirrer mod asfalten, dæmpede eder, vaklende

skridt. ingen stjerner eller måne, helt bestemt ingen nattekølighed.

Varmen fugtigere end nogensinde. Højrøstede, berusede

stemmer inde fra baren.

i det øjeblik dukker han op. notorisk drukkenbolt. Han vil ikke

have noget med det at gøre. ser op i den kulsorte himmel. ryster

97


på hovedet. Bare en taber mere, det er det hele. gider ikke mere.

Men drukkenbolten sparker til glasdøren, forsøger at mase sig ind,

kæfter op om at han har været backstage med santana. så husker

han ikke mere.

indtil det fulde svin ligger der på jorden. tænderne er gået

igennem både over- og underlæbe. et sygt dødningehoved der

griner gennem alt blodet.

ikke engang i arresten ved han rigtig hvem beruseren er. en

ballademager af den slags hvis fjæs er ætset ind på nethinden af

enhver udsmider. Fyre som aldrig må lukkes ind, det er det hele.

Det siges at manden er indlagt på sygehuset, men han får ikke

særlig meget at vide i arresten. Der går ti dage, ti tavse dage som

han aldrig vil kunne beskrive. Den enogtyvende september forandres

alt.

Cellen fyldes af en særlig klarhed. synsfeltet snævres ind. og så

kommer den dér rytmiske puls, det dér som ikke rigtig er musik,

men når som helst vil kunne blive det. Hvor det presser og maser

sig på, vil tydeligvis sige ham et eller andet, lige nu og lige dér, på

den beskidte cellemadras.

Musik har aldrig betydet noget for ham. livet er fuldt og kompliceret

nok som det er. Der har aldrig været plads til det. Man

kan faktisk leve et helt liv uden at have kunstneriske oplevelser.

De er ikke nødvendige.

Men klarheden giver sig ikke. langsomt, ganske langsomt kommer

toner glidende ud af det dér som ikke rigtig er musik. i starten

lange, dybe, dæmpede. og hele tiden den rytmiske pulseren.

tonerne bliver hurtigere, lysere. Det er en elbas, men ingen elbas

er nogensinde blevet håndteret sådan. Den særlige skønhed, det

fine anslag. rytmens pres og samtidig melodiens skrøbelighed.

Han omsluttes, fortrylles. Verden får en ny form. ingenting kan

nogensinde blive det samme igen. Da en besynderlig, intensiv

fingervandring op og ned ad bassens gribebræt glider over i nogle

sidste blide flageoletter, bliver han klar over at den rytmiske pulseren

allerede er slut. Fortryllelsen brydes. Dagen efter får han at

vide at sigtelsen er ændret.

98


Præcis hvordan femogtyve år for drab blev forvandlet til ti måneder

for vold med døden til følge forstod han aldrig. Han blev

sluppet ud efter et halvt år på grund af god opførsel.

intet kan nogensinde blive det samme igen – men det bliver det

alligevel. livet normaliserer sig. Han melder sig til kontrol hos sin

tilsynsværge i fem år. Han bliver i Florida. De tre mærkelige timer

i arresten trænges i baggrunden sådan som erindringer gør.

Det er den dag han fylder tredive at han hører det. en gammel

transistorradio breder et knitrende lydtæppe ud over tilsynsværgens

svedigvarme venteværelse. Pludselig vokser tonerne frem, de

dér lange, dybe, dæmpede toner, og der går nogen tid inden han

kan høre, at de kommer fra en elbas. Han rejser sig og kan mærke

at han bliver bleg. Han spørger tilsynsværgen som netop i det samme

kommer ud for at kalde ham ind på kontoret. tilsynsværgen

ryster på hovedet og siger: “Det har du ikke lyst til at vide.”

Men han vil vide det. Der er ingen vej udenom. Drukkenbolten

som han slog ihjel, var ikke bare en dranker på femogtredive, han

var også i nogle korte, selvdestruktive år verdens mest indflydelsesrige

bassist. komponist, arrangør, musikalsk vidunderbarn. og

både genialiteten og alkoholismen hang åbenbart sammen med

en sygdom som snart skulle blive benævnt bipolar sygdom, men

endnu kaldes maniodepressiv psykose. og det vigtigste af alt: Hvis

han havde fået hjælp i form af den rigtige medicinering, havde

han efter al sandsynlighed været i live den dag i dag.

i dag hvor hans morder sidder i sin bil på en parkeringsplads

uden for en 7-eleven med knoer der ikke vil holde op med at være

hvide, ville han have været tres. og han kunne stadig have spillet,

komponeret og arrangeret musik.

Da han endelig slipper for tilsynsværgen, lytter han faktisk til

det hele, hver eneste indspilning han kan finde. Det er ikke bare

en musik som vokser sig stærkere og stærkere – han genkender

også mere og mere af den. Fra de tre timers klarhed. tunnelen

som næsten var musik og sidenhen blev verdens mest fantastiske

bassists fulde, enorme register.

Da han har hørt det hele, hver en tone, synes han at han har

99


forstået et eller andet, men der findes ingen ord for det. og så ved

han ikke om han har forstået noget som helst.

Det er en kort, forbigående periode i hans liv. så må han i gang

med hverdagen igen. Mens han opbygger en karriere som ejendomsmægler,

falmer erindringen sådan som den slags gør. Det

sker stadig sjældnere at han hører de magiske bastoner og de sælsomme

rytmer inde i sig selv. og musik lytter han aldrig mere til.

Det sidste han læste inden han holdt op med at interessere sig

for det, var at bassisten fik en hjerneblødning mens han lå på sygehuset.

Man lagde ham i respirator og holdt ham kunstigt i live.

Familien var tvunget til at beslutte om den skulle slukkes. Det

skete ti dage efter episoden. Det mærkelige var at hans hjerte blev

ved at slå i hele tre timer.

og ud af den dér diffuse lydtunnel som omgiver bilen på parkeringspladsen,

siver pludselig musik. i begyndelsen er det lange,

dybe, dæmpede toner. og hele tiden den rytmiske pulseren. så

eksploderer musikken inde i ham. Den kommer overalt fra og fylder

ham, åbner ham. intet kan nogensinde blive det samme igen.

så holder det op. Pludselig. Hænderne slipper rattet. Fingrene

er helt stive. Han ser på knoerne og ser at blodet langsomt og

smertefuldt fylder de små årer, vener, kapillarer. efter et øjeblik

kan han atter bevæge dem.

en sælsom tomhed fylder ham. Han ser på uret og indser at

han kommer tre timer for sent hjem. Han bakker ud fra parkeringspladsen

og kører tilbage ad east oakland Park Boulevard.

ser ind på det der nu er Corner Pocket Billiards. Der er ikke noget

specielt ved stedet. alt ligner sig selv.

eller gør det?

More magazines by this user
Similar magazines