Foråret 2010 - Sundby Mors

Længe leve forundringsparatheden!
Er det ikke et godt ord – forundringsparat…?
I julen læste jeg en avisartikel om de
10 mest nyskabende ord i 2009 – Der var ord
som ”tredjehåndsrygning”, ”burkaudvalg”,
”muskelhund”, ”elitefeminist” og ”klimakvalme”.
Det ord, der blev kåret til årets
nye ord af Dansk Sprognævn var dog ordet
”lømmelpakke”. Nu kan man jo lige så godt
være ude i lidt god tid, så jeg tænkte, at jeg i
dag ville komme med et bud på dette års nye
ord – for hvem ved – måske kan vi være med
til at gøre det til årets ord ved at bruge det?!
Og jeg håber altså, at årets ord i 2010 må
blive ”forundringsparathed”.
Ville det ikke være et godt ord? De fleste
af ordene fra sidste år handler om at være
imod noget eller lukke af for noget, men det
her ord er anderledes. Bare smag på det: Forundringsparathed.
Ordet er opfundet af en
højskoleforstander på Testrup Højskole, der
hedder Jørgen Carlsen. Han opfandt et ord,
der netop skal få os til at spærre øjnene op
for det under, der ligger i tilværelsen. Det er
et ord, der åbner os for verden. Som får os til
at se den skønhed og den sandhed, der ligger
lige foran os i naturen og i vores salmer og
sange. Som får os til at se vores medmenneske
som det mirakel, han eller hun faktisk er.
Og som, tror jeg, åbner os for også at se Gud
lige her i vores verden.
Forandrings- og forundringsparathed.
Jørgen Carlsen opfandt ordet forundringsparathed
som en modvægt til et andet ord.
Det var ordet forandringsparathed. Hvis man
i dag søger ny stilling, så er der mange stillingsopslag,
der efterlyser medarbejdere, der
er ”forandringsparate”. En af bagsiderne af
2
den medalje er, at stress er blevet en af de
mest almindelige grunde til at søge førtidspension,
for vi tror tit, at vi skal det hele selv.
Men hvorfor kunne det egentligt ikke også
være en værdifuld kvalitet i vores samfund
at være ”forundringsparat”? At man er parat
til at lade sig ”forundre”. At man ikke tror, at
man bare kan det hele på forhånd, men at vi
evner at lade os stoppe, dvæle lidt uden mål
og mening og derigennem opnå indsigter, vi
ikke kontrollerer eller styrer selv.
Forundringsparathed er et godt ord i kirken.
Jeg vil vove at påstå, at en kirke uden
forundringsparathed er en umulighed, for det
er jo det, kirken og troen handler om: At vi
stopper op i vores liv. At vi giver plads til,
at vi hører, hvad Gud siger til os. At vi river
en time ud om søndagen og tid her og dér i
løbet af ugen til at vende vores tanker mod
Gud og den verden og de mennesker, der
omgiver os.
Glædesforstyrrede…
Prøv at se manden, der går af sted på billedet.
Jeg synes, at han er et fantastisk billede
på det at gå ud i vores dejlige verden med
Guds ord i bagagen. Han er forankret i troen
på, at Gud er hos ham, for det er den bagage,
han bærer på. Samtidig er han åben for at se
det under, der ligger i selve livet. Og når vi
er forundringsparate, ja, så kan det jo ske,
at vi lige pludselig ser de mennesker, der er
omkring os i lyset fra Guds Kærlighed. At vi
lader børnenes glæde og undren smitte af på
os, så vi i dem får et glimt af Guds Rige lige
her og lige nu! At vi får øje på Guds store
kærlighed, som han viser os i Jesu liv, død
og opstandelse. Og når vi virkelig er ”forun-