tigge i Københavns - Kofoeds Skole

Tiggere
i
København
Kofoeds Skole, Juni 2010
Rapport udarbejdet af Louise Christensen

Indhold:
Forord 1
Sammenfatning 2
1. Indledning 5
2. Metode 6
2.1 Begrebsafklaringer 7
2.2 Metodiske udfordringer 10
2.2.1 Forskelligheder 10
2.2.2 Dobbelttydigheder; at sige ét men også mene noget andet 11
2.2.3 Identitetstale; associering, distancering og fiktiv historiefortælling 11
3. Kvantitative oversigter 14
3.1 Danske tiggere 14
3.2 Avissælgere og de der periodisk tigger 17
3.3 Udenlandske tiggere 19
4. Kvalitative beskrivelser 21
4.1 Ustabile eller vekslende boligforhold 22
4.1.1 At økonomisere 22
4.1.2 Ikke at kunne komme hjem 23
4.1.3 Ikke at føle sig hjemme eller er det mit hjem? 23
4.1.4 Det sociale liv 23
4.1.5 At bo på gaden 24
4.2 Misbrug 25
4.2.1 Værdigt og uværdigt trængende 27
4.3 Økonomi 29
4.4 Oplevelser af at tigge 31
4.4.1 At finde et rum 33
4.4.2 Tiggernormer 33
4.4.3 Negative reaktioner på tiggeri 34
4.5 Hellere avissælge end at tigge 35
4.6 At arbejde 37
4.6.1 Autoriteter, stikmærker, ”hul i CV’et”, manglende uddannelse og
ufleksibilitet 38
4.7 Forsørgelse 39
4.7.1 Konsekvenser af kontanthjælp 41
4.8 Hvad ledte til tiggeri 43
4.9 At hjælpe sig selv; ”det skal komme indefra” 46
5. Konkrete tiltag 49
5.1 Exitstrategi 49
6. Konklusion 53

Forord
Denne rapport er blevet til på baggrund af Kofoeds Skoles ønske om at opnå mere
viden om tiggeri i Københavns Indre by, samt at forbedre forholdene for de, der
tigger.
Projektet er finansieret af Socialministeriet. Projektet var todelt, således at det både
søgte at skabe mere viden om gruppen af tiggere samtidig med, at det forsøgte at
forbedre forholdene for de danske tiggere i indre by. Sidstnævnte skete f.eks. gennem
oplysninger om muligheden for at opsøge Kofoeds Kælder, et kontaktsted for
hjemløse i indre by, for gennem medarbejdere med socialfaglig og juridisk ekspertise
og frivillige at få hjælp til at løse eventuelle problemer i deres situation og forhold.
Det lykkedes dog ikke at skabe denne forbindelse, da tiggerne enten sagde, at de ikke
kunne komme, med forklaringer som; det var for langt væk, åbningstiderne var for
smalle for dem, de fik hjælp andet sted fra, de havde før haft kontakt osv., eller de
sagde, at de ville komme forbi, men aldrig mødte op trods de af eget initiativ
gentagende udtrykte intentioner herom.
Anden del af projektet var at indsamle viden om den gruppe af danskere, der tiggede i
indre by. Rapporten er således et forsøg på at beskrive nogle af de sammenfiltrede
forhold omkring tiggeri, samt at få et indblik i nogle af de omstændigheder, der blev
beskrevet som betydningsfulde, af de der tiggede.
Og endelig tak til Kofoeds Skole, der tog initiativ til projektet, til Socialministeriet der
finansierede det og tak til medarbejdere og frivillige i Kofoeds Kælder for timerne på
gaden og utallige diskussioner. Og frem for alt en særlig tusind tak til de mange
hjemløse og tiggere, gadernes konger og dronninger, som deres ofte svære situation til
trods, fortalte mig åbent, gavmildt og for det meste tålmodigt om deres liv. En særlig
tak til Jimmie, der lukkede mig ind, forgæves forsøgte at lære mig at være rap i
replikken, og altid står parat til at hjælpe sin næste og lod mig stå beriget og i bundløs
gæld. Og et sidste tak-vuf til Ziki for ikke at bide mig hårdt i fødderne, den vinterdag
på Istedgade hvor jeg begik så gruelig en fejl.
Louise Christensen
Louise Christensen er bachelor i antropologi, og undersøgelsen er udført efter et 4
måneders feltarbejde i Kofoeds Kælder, som led i et speciale om social
marginalisering ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet.
1

Sammenfatning
Denne rapport belyser en række forhold, som tiggerne fortalte var relevante i deres liv
og som denne rapport er delt op efter. Generelt virkede det som om, at tiggerne
mindre opfattede sig som tiggere, end som folk, der levede på gaden og delte de
samme forhold. Om man tiggede eller fik fat i penge på anden måde, var således
sekundært i forhold til livet på gaden. Det følgende gælder både de 9, der kun tiggede,
samt de mange, der periodisk tiggede. I løbet af de 2 måneder feltarbejdet forløb, blev
der observeret 32 avissælgere i indre by, hvoraf 15 nævnte, at de periodisk tiggede.
8 ud af 9 tiggere nævnte, at de havde ustabile boforhold (s. 22). De boede på gaden,
herberger, natcaféer og nogle afbrød dette ved evt. også skiftevis at bo hos venner.
Mange af de, der periodisk tiggede, nævnte også ustabile boforhold. Flere fortalte
dog, at de havde en lejlighed. Det var dog ikke kun et problem at få en lejlighed, men
også at beholde den. Hindringer i at have en bolig var f.eks. at huslejen var dyr i
forhold til de penge, man har, og i forhold til det omfang, man benytter boligen samt
den personlige værdi, man knytter til boligen. Derudover var der en række fysiske,
psykiske og sociale udfordringer ved det at bo inde. Det kunne f.eks. være i forhold til
at boligerne, som tiggerne blev tilbudt, ofte var længere fra indre by, hvor de fleste
opholdt sig hver dag, hvorved besværligheder med at komme hjem, gjorde, at nogle
sov i byen i stedet. Det kunne også være svært at bibeholde det sociale liv, man havde
på gaden, og flere fortalte, at de følte sig ensomme i en bolig for sig selv. Enkelte
fortalte om forestillinger om boligen som f.eks. at væggene faldt sammen om én.
Et liv med misbrug (s. 25) var en realitet for mange af de, der tiggede. 6 ud af 9
tiggere fortalte, at de havde et misbrug, mens én fortalte, at han tidligere havde været i
et misbrug. 5 ud af de 6 var i et misbrug af hårde stoffer; det vil sige f.eks. heroin og
coke. De, der periodisk tiggede, fortalte også om misbrug af hårde stoffer og både
tiggere og periodisk tiggere fortalte om sidemisbrug ved siden af den
metadonbehandling, de var i. Ifølge Sociologen Lotte Sangstad kan misbrug blandt
tiggere i 2000 og 2001 groft skitseres som metode til enten at mærke noget; en rus
eller ikke at mærke noget; selvmedicinering (Sangstad 2002). Tiggeri og misbrug blev
af flere nævnt som to leveforhold, der forstærkede hinanden, idet der blev tigget for at
holde abstinenser væk og omvendt fortalte flere, at det var lettere at tigge, hvis man
var påvirket. Mange tiggere fortalte, at det var let nok at komme ud af misbruget, men
det var sværest at forblive ude af misbruget. Rent fysisk var abstinenserne væk, men
de psykiske og sociale problemer var der stadig. Det kunne være svært at holde sig
ude af misbrug, når man følte sig ensom, og de venner man havde var i et misbrug,
der hvor man plejede at komme. Manglende socialt netværk, problemer og
bekymringer, der før måske blev dulmet eller glemt i misbruget, kunne være svære at
tackle uden et misbrug.
2

Økonomiske besværligheder (s. 29) var selvfølgelig den direkte årsag til tiggeri. 6 af
de 9 tiggere var på offentlig forsørgelse, mens 3 fortalte, at de ingen offentlig
forsørgelse fik. De fleste tiggere og de der periodisk tiggede fortalte, at de havde
svært ved at få pengene til at slå til, og at de derfor måtte tigge eller sælge aviser. Der
blev nævnt behov for penge til ”dagen og vejen”, ”at det var dyrt at leve på gaden”,
”at komme ind at sove”, ”at få abstinenserne væk” osv. De, der havde en lejlighed, og
som kun i perioder tiggede, nævnte også andre goder, som resten af befolkningen har
til f.eks. at underholde eller gøre dagligdagen lettere. De nævnte ønsker som;
”mobiltelefon”, ”fladskærm”, ”computer” og ”den store kabel-tv pakke”. Tiggernes
forsørgelsesgrundlag (s. 39) var særligt kontanthjælp, som medførte, at tiggerne
skulle igennem aktiveringsforløb for at sikre, at der ikke blev skåret i kontanthjælpen.
Mange tiggere var meget påvirkede af disse aktiveringsforløb, og nogle fortalte, at de
havde fravalgt kontanthjælpen for at undgå aktiveringsforløbene. Flere fortalte, at de
følte sig pressede, og at de omgik aktiveringsforløbene ved at tage så mange stoffer,
at de var helt sløve og derfor blev sendt hjem. Reglerne om modregning i
kontanthjælpen ved lovligt betalt arbejde er så skrappe, at det nærmest ikke kan betale
sig at arbejde på deltid ved siden af kontanthjælpen. En oversigt fra Rådet for Socialt
Udsatte viste, at kontanthjælpsmodtagere i 2007, 2008 og 2009 kunne tjene helt ned
til 5-10 kr. pr. 100 kr., hvis de supplerede deres kontanthjælp med lovlig betalt
arbejde (Rådet for Socialt Udsatte 2007, 2008 og 2009). At supplere sin kontanthjælp
kunne altså svært ske ved lovligt arbejde, og tiggeri var et af de alternativer, man
kunne ty til. Andre muligheder der blev nævnt var: at samle flasker, at gå til hånde i
småbutikker som f.eks. kiosker og blomsterhandlere, salg af de ting man havde,
prostitution, butikstyverier og salg af hælervarer.
Derudover fortalte tiggerne om forskellige oplevelser af at tigge (s. 31). De fleste var
negativt påvirket af det og omtalte det med ord som f.eks. ”ydmygende”,
”ubehageligt”, ”skamfuldt” og én forklarede, at det var ”som at prostituere sig selv”.
Nogle omtalte det mere neutralt som ”okay”, mens ganske få nævnte, at de var glade
for det. Generelt ville de, der opholdt sig på gaden, hellere sælge aviser end at tigge
(s. 35). Langt størstedelen fandt det mindre ydmygende at sælge aviser og fortalte, at
kontakten til de forbipasserende var bedre, når man solgte aviser, end når man
tiggede. To af de 9 tiggere begyndte også at sælge aviser i løbet af de 2 måneder.
Flere fortalte, at de allerhelst ville have et ”rigtigt arbejde” (s. 37), men fortalte om
hindringer i at få og beholde et job, som f.eks. problemer med at få job pga. mistanke
om stofmisbrug f.eks. pga. stikmærker, for strikse forhold på arbejdspladsen f.eks.
problemer med autoritetsforhold og andre problemer med at træde ind i et
arbejdsmarked, som virkede meget utilgængeligt og ufleksibelt over for dem og deres
situation.
Tiggerne nævnte forskellige årsager til, hvad ledte til tiggeri (s. 43 ). Det var historier
om skilsmisse, mistede job, at miste slægtninge eller ægtefæller, at de havde svært
3

ved at tage en uddannelse og finde et job, at blive smidt ud hjemmefra eller stikke af
fra en institution, man ikke kunne holde ud osv. Selvom der var mange fortællinger
om, hvad der havde ledt dem på gaden og til at tigge, fortalte de anderledes entydigt
om, hvad der kunne lede dem ud af tiggeri. De mente, at det var et personligt valg; at
de skulle hjælpe sig selv (s. 46). De havde en forestilling om, at det var motivation og
vilje, der skulle komme indefra dem selv, hvis de ville ud af tilværelsen på gaden og
tiggeriet. Men i forhold til sociologen Lotte Sangstads rapport om tiggeri i København
fra 2002, blev der fundet ca. 50 danske tiggere på 6 måneder (Sangstad 2002),
hvorimod der i de 2 måneder i start 2010 kun blev fundet 9 danske tiggere. Men
avissalget af hjemløseavisen Hus Forbi, som startede i 1996 (Hus Forbi 2010a), var til
gengæld omfattende i forhold til tiggeri, sådan at der i de 2 måneder blev observeret
32 avissælgere i indre by. Muligheden for at sælge aviser gjorde, at tiggerne kunne
vælge noget andet end at tigge, der var lettilgængeligt, fleksibelt, noget der kunne ske
i det miljø, de allerede var i og med en hastighed og et fremmøde, de selv kunne
sætte. Herved er det måske et spørgsmål om de ville vælge anderledes, hvis der var
boliger og et jobmarked, der var lettere tilgængeligt. Altså hvis der kunne skabes rum
for flere valg til dem.
4

1. Indledning
Denne undersøgelse er blevet til på baggrund af Kofoeds Skoles ønske om at opnå
mere viden om tiggeri. Der er ikke mange tidligere undersøgelser, der specifikt
fokuserer på tiggeri i Danmark. Af tidligere undersøgelser kan dog nævnes: ”Tiggeri i
København” (Sangstad 2002), ”Brikker til forståelse af tiggeri i de københavnske
gader” (Kusiak 1999) og ”Skiltetiggere i København” (Sørensen 1999).
Udover undersøgelser af tiggeri er der dog diverse undersøgelser af hjemløshed og
hjemløse samt rapporter om socialt udsatte, hvor tiggerne ofte også hører ind under.
Gennem tiden har man forholdt sig forskelligt til fænomenet tiggeri. Det er skiftet
mellem at være lovligt f.eks. gennem særlige tiggertegn og ulovligt i det danske
samfund.
I dag er tiggeri et synligt fænomen i Københavns indre by, og det er ofte til debat i
pressen. Det er måske særligt andelen af udenlandske tiggere i Københavns indre by,
der har vakt opmærksomhed i den sidste tid. Spørgsmål om hvordan et
velfærdssamfund forholder sig til denne gruppes situation og behov for hjælp er også
relevant og presserende at besvare. Tiggeri er et fænomen, der udtrykker økonomisk
nød og sociale problemer for en gruppe i et samfund, og det må derfor nødvendigvis
interessere såvel de der arbejder med socialpolitiske tiltag, og de der udfører socialt
arbejde.
Denne undersøgelse omhandler altovervejende de danske tiggere og deres forhold.
Den er tiltænkt som en omfattende beskrivelse af dele af deres hverdagsliv og
situation, som ofte i medier, kunstprojekter osv. på en mere skitseagtigt måde
beskrives. Beskrivelserne kan forhåbentlig give en bedre forståelse og indsigt i
tiggernes liv og evt. de muligheder der er for at støtte denne gruppe. I den forbindelse
er den især rettet til de, der har muligheden for at påvirke nogle af disse forhold,
omend blot i lille omfang, og lette de ofte svære situationer mange af tiggerne står i.
5

2. Metode:
Denne undersøgelse af tiggeri er gennemført med brug af såvel kvantitative som
kvalitative metoder. Det kvantitative materiale forsøger at give en oversigt over
tiggeriet; bl.a. antallet af tiggere i indre by og visse forhold, der uddrages af
oplysninger fra samtalerne på gaden i løbet af de 2 måneder. Det kvantitative
materiale er delt i tre grupper; de ”udenlandske tiggere”, ”de danske tiggere” og ”de
der sælger hjemløse aviser”, hvoraf nogle periodisk tigger. Da rapporten omhandler
de danske tiggere, er der fortrinsvist fokus på dem, men de der periodisk tigger, og de
der tidligere har tigget drages også ind i det kvalitative materiale. Den kvalitative del
omhandler altså både de der tigger som eneste måde at tjene penge på, samt de der
periodisk tigger; altså de der på visse tidspunkter forsøger at tjene penge på anden vis;
fortrinsvis avissalg.
Al viden er situeret (Hastrup 2003 bl.a.). Det vil sige, at den viden der opnås og
bringes videre altid strømmer et bestemt sted fra og i en bestemt tid. Det kan måske
mere elegant formuleres, at ”det er ikke alle pladser, der er åbne [... for feltarbejderen]
(det er det heller ikke for de andre i fællesskabet), men en plads må man have”
(Hastrup 2003:10) og fra denne plads har man adgang og bliver eksponeret for en vis
form for viden. Således vil de oplysninger, jeg har fået, været givet til mig i forhold til
den plads, jeg har fået eller taget. Jeg har selvfølgelig søgt at tage den mest neutrale
plads, men neutralitet er aldrig en mulighed, og rapporten bør læses med dette i
baghovedet.
Enhver form for kvalitativ og kvantitativ viden kan endvidere kun videreformidles
selektivt, da der altid vil være et overskud af viden om ét felt; f.eks. tiggeri. En teori
eller beskrivelse kan svært rumme det overskud af mening og information, der er
oplevet i en ”virkelig verden”. Denne rapport afspejler altså den viden, der er valgt
ud. Det kvantitative materiale, der er valgt ud, vil forsøge at beskrive antal og
hyppighed af forskellige forhold ved tiggeriet, der i dag er fundet betydningsfuldt. Det
kvalitative materiale søger på anderledes facon ikke at afdække det mest udtalte, men
det som synes ”at være på spil”. Det vil sige, at det søger at beskrive de udtalelser,
handlinger osv., der giver oplysninger om tiggeri og giver os en bedre forståelse af
tiggeri, men som måske ikke er det, der er mest forklaret. Kort kan man sige, at det
kvalitative har nok i én informant, da det kan være denne ene, der formår at sætte ord
på de ting, der er vedrørerende for hele gruppen eller deres handlinger som f.eks.
tiggeri. Dette er selvfølgelig et spørgsmål om analyse, og validiteten ligger i at
bedømme det kvalitative materiale på baggrund af metoden og den empiriske
virkelighed, det forsøger at beskrive, og ikke om der er flest, der har udtalt det.
Således vil det kvalitative afsnit ikke henvise til et specifikt antal tiggere, men være
spækket med henvisninger til ”nogle”, ”andre”, ”mange” og ”flere”. Det kvalitative
6

materiale, der er valgt ud, er både det der har syntes relevant i forhold til de der tigger,
men især det der har virket vigtigt for at forstå tiggeri, og eventuelle tiltag til at hjælpe
de, der tigger.
2.1 Begrebsafklaringer:
Allerførst skal det understreges, at flere af de, der tiggede og periodisk tiggede,
virkede som om, de fandt det mærkværdigt kun at tale om tiggeri. For dem var det at
tigge kun en del af det at leve på gaden. Uanset om de tiggede eller ej, solgte aviser,
havde en bolig eller boede på gaden, talte de fleste som om, at de delte en måde at
leve på, hvoraf tiggeriet blot var en del. Lotte Sangstad der for ca. 10 år siden lavede
et feltarbejde blandt tiggere i indre by, beskriver det sådan her: ”de benytter sig af
byens rum som rammen om mange ting, som vi andre gør derhjemme: spise, drikke,
sove, være sammen med venner og familie osv. [...]. Tiggeriet er én ud af flere måder
at bruge byen og få hverdagen til at hænge sammen på” (Sangstad 2002:12).
Henvisninger til gadeliv, tilværelse på gaden, at leve på gaden, være hjemløs og
hjemløshed osv. henviser altså til denne form for liv, der er enormt varieret, men
alligevel her i rapporten samles som ét.
Begreberne tigger er for mange et meget ladet begreb, også for en del af de, der
tigger. Jeg havde helst afholdt mig fra at benytte begrebet, da jeg selv fandt det
stødende, men forsøgte at benytte det ud fra en forestilling om, at det måske ikke
havde samme genklang for de, der tiggede. I det første interview blev jeg dog
forvisset om min første indskydelse, og jeg brugte i stedet det ord, mange brugte: at
bomme, lave penge eller at betle, som færre dog brugte. Det skal dog understreges, at
nogle tiggere ingen kvaler havde ved at benytte ordene tigge og tiggeri, og de brugte
det skiftevis med ordet at bomme. At henvise til tiggere er også lidt misvisende, da
dette som sagt kun er en meget lille del af deres personlige identitet, og da de ofte
ikke selv benytter det ord om sig selv eller hinanden. At tigge er først og fremmest en
handling og kan ikke dække det, en person er. Lotte Sangstad skriver det måske mere
præcist; ”at tigge er en handling, der er så lidt kendetegnende for hvem, dem der
tigger er som personer [...], at det synes urimeligt at putte dem i en så reducerende
kategori ved at give dem identiteten ’tigger’” (Sangstad 2002:12). Jeg har valgt at
benytte ordet tigger og tiggeri alligevel, da det er den term, de fleste genkender, og da
det dækker den handling og de personer, der nu gennem mange tusind år er kendt ved
det navn. Ved at ændre på navnet, ændres dets negative konnotation nok alligevel
ikke.
Begrebet tiggeri eller at bomme dækker i denne rapport over det samme: at bede om
penge eller andre goder i et offentligt rum uden nogen modydelse. For enkelte betød
bomme dog et lidt mere flygtigt foretagende, lidt på linie med ”at platte”, som man
f.eks. gjorde på sin vej igennem byen, mens ordet ”at tigge” var en længerevarende
stillestående handling. I denne rapport bruges ordene for samme handling, hvadend
7

den er længerevarende eller ej. Tiggere henviser i denne rapport både til de personer,
der permanent benytter sig af tiggeri, og til de personer, der kun i perioder tigger.
Begrebet danske tigger bygger på om tiggerne talte dansk og var hjemmehørende i
Danmark. Grønlændere, der opholdt sig i Danmark i dette tidsrum og som tiggede, er
taget med i undersøgelsen under danske tiggere.
Rapporten bygger udelukkende på tiggernes egne udsagn, handlinger osv., da den
søger deres egne beskrivelser af tiggeri. Der er altså ikke direkte inddraget
beskrivelser fra andre, der har med denne gruppe at gøre. Men disse ”andre” som
f.eks. socialarbejdere, politi, forbipasserende osv. har selvfølgelig indflydelse på de,
der tigger og lever på gaden.
I denne rapport er alle navne ændret. Ligeledes er citater i visse tilfælde ændret for at
anonymisere de få tiggere, der opholder sig på gaden i den afgrænsede indre del af
København. I det kvalitative materiale er mange personlige oplysninger således
ændret. Visse steder er der ændret i køn, alder, sted, uddannelse, arbejdstitel, børnenes
køn og nogle personer har fået flere forskellige kaldenavne i rapporten.
Feltarbejdet blev udført mellem 1. februar og 1. april 2010 og derudover en enkelt uge
i april på grund af aftaler om gentagende interview. Feltarbejdet er altså udført i nogle
af de koldeste måneder, hvilket måske kan have betydning for antallet af tiggere, men
tiggerne nævnte selv behovet som det afgørende, og ikke selve sæsonen, de tiggede i.
Dette understreges selvfølgelig netop af de, der tiggede om vinteren, og det kan ikke
her afvises, at der eventuelt er flere, der tigger om sommeren.
Projektet omhandlede danske tiggere i Indre by. Indre by er afgrænset til at dække
kernen af indre by ud til Christianshavns Torv, Vesterbro Torv, Trianglen og Blågårds
Plads. Området blev inddelt i zoner, sådan at det kunne afgrænses, hvor der var
opsøgt tiggere, og hvor der ikke var. Nedenfor ses et kort over zonerne:
8

Kort over indre København med de 4 undersøgelseszoner indtegnet:
Alle zonerne blev besøgt mindst en gang om ugen. Og kernen i indre by (zone 1) blev
hver dag besøgt. Enkelte lørdage og søndage blev der også søgt efter tiggere i indre
by.
Det opsøgende arbejde er udført morgen, dag, aften og enkelte nætter i indre by. Der
var fortrinsvist tale om kortere samtaler frem for længerevarende interview, da
tiggerne ofte havde travlt med at tigge og ikke ville eller følte, at de kunne afbryde
dette. Nogle tiggere var mere snakkesalige, mens andre ikke havde tid. Samtalerne
spændte mellem 10 min til en time. Alle blev ved start informeret om projektet og fik
muligheden for at sige nej til at deltage. Ved gentagne møder er informanterne igen
9

levet informeret om projektet, hvis de i mellemtiden skulle have glemt, hvad det
omhandlede. Interviewene blev ikke båndet, da det i visse tilfælde viste sig at skabe
anspændthed i interviewsituationen, og da der kun var 2 måneder til at skabe en
nogenlunde tillidsfuld kontakt. Derudover, var der ikke altid en blok fremme, da dette
i visse tilfælde virkede som om det fremkaldte nervøsitet. At tale åbent har netop
været en af de største metodiske udfordringer i felten:
2.2 Metodiske udfordringer:
Der har været en række metodiske udfordringer i at skabe kontakt til de, der tigger, at
holde denne kontakt og at få skabt en kontakt, der gav rum til, at tiggerne følte, at de
kunne tale frit eller mindre vanligt. Særligt skal nævnes: forskellighed,
dobbelttydigheder og fiktive historiefortællinger.
2.2.1 Forskelligheder
Ethvert teoretisk arbejde og enhver beskrivelse er selvfølgelig en reduktion af
virkeligheden, da der vil være et overskud af informationer, der ikke kan tages ind.
Ved første øjekast kan gruppen af tiggere måske let grupperes, men det vil altid, ved
nærmere øjekast, vise sig at være et mere nuanceret billede, man får. Selv blandt det
forholdsvis lille antal tiggere og periodisk tiggende, som er interviewet igennem de to
måneder i Indre by, er der mange nuancer. De har f.eks. mange forskellige holdninger
til tiggeri og følelser omkring livet på gaden. Til tider modsatrettede;
”CAV [hans øgenavn –her anonymiseret] tigger ikke! Jeg kan bomme en smøg eller
øl, men ikke penge. Jo, hvis jeg er meget fuld. Jeg gør ikke det her [går på gaden med
barnevogn og i opsigtsvækkende tøj] for at tjene penge. Jeg gør det for at vise Hr. og
Fru Danmark, at man godt kan leve et anderledes liv”. ”Forstår de det?”, spørger
jeg. ”Det ved jeg ikke. Jeg tror det ikke rigtigt. De glemmer mig efter et øjeblik. Så
jeg tror ikke, de forstår det”.
Men Nick vil gerne ”være som de andre”. Jeg spørger, hvad han mener; ”jeg vil gerne
være ligesom de der går dér”. Han peger hen over torvet på de forbipasserende, der
haster forbi. ”Altså på hvilken måde”, spørger jeg? Han virker lidt frustreret over, at
jeg ikke bare sådan lige forstår og siger lidt opgivende: ”Okay jeg vil bare gerne klare
mig bedre. Drikke Tuborg i stedet for Guldtuborg ... og måske kun i weekenderne”.
Der er altså forskellige følelser omkring det at leve på gaden, og det er forskelligt,
hvordan gadelivet beskrives. For de flestes vedkommende er det rettere en blanding af
både negative og positive aspekter eller endda modsatrettede følelser og beskrivelser.
I denne rapport har jeg forsøgt at få nuancerne med og samtidig søgt at holde fast i
noget af det, der er på spil.
10

2.2.2 Dobbelttydigheder; at sige ét men også at mene noget andet
Endelig er det svært at bedømme tiggernes udsagn, da ordene nogle gange synes at
stride mod handlingerne og omvendt. Eller sådan at tiggerne kan starte med at
fortælle lystigt om livet på gaden for så at slå om i meget tungsindige, smertende eller
aggressive udtryk og omvendt.
Efter det første, ofte lidt mistroiske møde, er de fleste begyndt med smilende og
venligt at fortælle om sig selv. Men efter kort snak har de også nævnt det hårde liv det
indebærer, at se sig nødsaget til at tigge eller samle flasker, prostituere sig selv, sælge
ud af sine ting, stjæle, at føle, at man er blevet opgivet, at blive smidt væk, ikke blive
lukket ind diverse steder, at føle at folk er trætte af én og at være træt af sig selv. I
interviewsituationen er nogle brudt grædende sammen, andre har vendt sig bort og
gået for så at samle sig sammen og komme tilbage og fortælle igen.
Til at begynde med fortæller Charlie på en smilende og entusiastisk måde om livet på
gaden, men senere i samtalen udbryder han;
”Jeg kan ikke se mine børn, når jeg har det sådan her. Tror du, jeg ville tage dem
med herned (på pladsen)!” og begynder at græde.
Også Simon starter med at smile stort til mig og forklare længe om, hvordan det er på
gaden, da jeg første gang møder ham på en station i indre by. Men da jeg går med et
”pas godt på dig selv”, siger han; ”Det er okay, det er kun piller. […] Jeg har levet et
okay liv”. Og vender sig bort. Vi snakker lidt, men derfra er der kun mørke tanker og
udsagn om hans liv.
2.2.3 Identitetstale; associering, distancering og fiktiv historiefortælling
Det mest omfattende problem var spørgsmålet om ærlighed i det, jeg fik fortalt af
tiggerne, som måske skyldes det samfundsteoretikerne Snow og Andersson kalder
identitetstale (Snow og Anderson 1993).
Per fortæller mig til at starte med, at han tager til København hver 14. dag for at gå til
smertebehandlinger på Rigshospitalet. Der udleverer de smertestillende medicin til
ham. Men længere henne i samtalen forklarer han, at det egentlig er metadon, han får
udleveret.
Også Roland starter med indfølende at fortælle mig, at han ikke modtager nogle
former for bistand. Han forklarer mig, hvor svært det er at leve på gaden og forsøger
gentagende gange at hentyde til hans behov for penge. Jeg snakker med ham flere
gange igennem de to måneder. Én dag står vi udenfor en station, da en anden hjemløs
kommer forbi. Han fortæller, at han ikke sælger aviser eller tigger, med forklaringen
om, at han får pension. Han henvender sig til Roland, som jeg ellers var i gang med at
snakke med, og spørger umiddelbart om han får pension. ”Nej bistand” falder svaret
11

prompte fra Roland. Selvom han altså ved første møde har fortalt mig, at han ikke får
bistand er svaret til den anden hjemløse altså, at han får kontanthjælp.
Der kan være flere forklaringer på denne uærlighed som f.eks. kan knyttes til
tiggernes behov for at fremstille sig som værdigt trængende modtagere af hjælp fra de
forbipasserende, og som altså kun har sproget (samt diverse rekvisitter f.eks.
barnevogn, kaffekande o.a.) til sin rådighed. Tiggerne fortalte både om negative
reaktioner fra de forbipasserende og om ignorering af deres tilstedeværelse. Ved at
fremstille sig selv på én bestemt måde kunne de måske imødekomme denne
ignorering eller modvirke de negative udråb fra nogle af de forbipasserende, de bad
om penge af.
Uærligheden kan også skyldes, at man via sproget og andre udtryk havde behov for at
gøre brug af det begreb, Snow og Andersson kalder identitetstale. Groft skitseret
mener Snow og Andersson, at det ikke kun er den fysiske overlevelse tiggerne (og
hjemløse generelt, som er den gruppe Snow og Andersson beskriver) står over for,
men også et behov for at opbygge en form for ”eksistentiel mening” (Snow og
Andersson 1993:213). Ifølge Snow og Andersson er det et forsøg på at ”redde selvet”
(Snow og Andersson 1993:198-230). Eller måske skulle det hellere hedde bevare
selvet. Dette kan blandt andet ske igennem det, de kalder ”identitetstale”.
Identitetstale kan være; associering, distancering og fiktiv historiefortælling, som de
to ovenstående beskrivelser er eksempler på. Associering er en måde at fremstille sig
selv som del af eller udtryk for en gruppe, man gerne vil associeres med. Dette kan
ske ved f.eks. verbalt og i andre udtryk at søge at fremstille denne associering.
Distancering er modsat at fremstille sig i modsætning til de grupper, man ikke ønsker,
at associere sig med. Der var mange eksempler på ovenstående begreber. Det kunne
f.eks. ske når, en tigger tog afstand fra at være narkoman og i stedet kaldte sig
hjemløs (jvf. afsnittet om værdigt trængende), hvilket nogle gange ikke viste sig helt
sandt. Denne identitetstale var selvfølgelig et analysemæssigt og metodisk problem.
Den gentagende kontakt har hjulpet gevaldigt på at skabe rum hvor tiggerne kunne
vise og fortælle andre historier, som var tættere på virkeligheden, som f.eks. de
ovenfor beskrevne. Nogle gange har dette pres på ærlighed og mistillid dog skabt
frustration hos de, der blev interviewet. Det krævede balancegang og enorm
behændighed ikke at fornærme eller såre mennesker, hvor det virkede som om
identitet havde en så omfattende betydning for de fleste, at det derfor ville være let at
såre og hyle en person ud af den. Én tigger fortalte, at hun havde tabt sin togbillet til
Vordingborg og understregede, at det var derfor, at hun bad om hjælp til en ny. Hun
fremstillede en lang forklaring om, hvorfor hun havde behov for billetten, at hun
havde tabt den første, hun havde købt og omstændighederne for dette tab. Hun lod det
være meget klart, at der ikke skulle stilles spørgsmål til hendes formål med tiggeriet.
12

Andre taktikker kunne også gøre det lettere for tiggerne at fremkalde den mere
virkelighedsnære fortælling. I forhold til spørgsmålet om at modtage offentlig
forsørgelse gik jeg med tiden f.eks. ud fra at alle modtog kontanthjælp. Ved at tage
for givet og møde dem som kontanthjælpsmodtager og ikke at fordømme deres
tiggeri, kunne de selv sige fra, hvis de ikke var kontanthjælpsmodtagere. De behøvede
ikke at være bekymrede for om jeg fandt det forkert, at de var
kontanthjælpsmodtagere og samtidig tiggede, eller at de af vane fremstillede sig selv
som mere værdigt trængende ved at sige, at de ikke modtog hjælp fra det offentlige.
De kunne således lettere falde ind i den fortælling jeg gav eller bruge kræfter på at
træde ud af den, hvilket nogle gjorde. Med tid blev det altså lettere at fremkalde de
sande historier, men det står stadig uklart, hvor meget der var fiktiv historiefortælling,
distancering og associering, og hvor meget der var sandt.
13

3. Kvantitative oversigter
I perioden fra 1. feb. 2010 til 1. April 2010 blev der observeret 9 danske tigger, 41
udenlandske tiggere samt 32 avissælgere på gaderne i Københavns indre by. Af de,
der solgte aviser, nævnte mindst 15, at de i perioder tiggede. F.eks. når de var kommet
til at bruge alle pengene om aftenen og ikke har nogle penge om morgenen.
Undersøgelsen er derfor opdelt i ”danske tiggere”, ”udenlandske tiggere” og
”avissælgere”, hvoraf nogle periodisk tigger.
De der tigger er kun talt med som tiggere, hvis de har fortalt, at de ikke også sælger
aviser. Hvis en tigger har oplyst, at han også sælger aviser, er han opgjort som
avissælger og ikke tigger, bortset fra 2 tiggere, der i løbet af undersøgelsesperioden er
blevet avissælgere.
Overordnet kan det siges, at i løbet af de to måneder feltarbejdet foregik, blev der
observeret flest udenlandske tiggere og avissælgere, og markant færre danskere, der
kun tiggede.
3.1 Danske tiggere:
Danske tiggere er opgjort efter de personer, der blev set tigge, og som fortalte, at de
ikke også solgte hjemløseaviser. To af de personer, der er opgjort her, blev i løbet af
de to måneder undersøgelsen varede avissælgere, men oplysninger omkring dem er
som sagt beholdt i kategorien tiggere. De danske tiggere er alle interviewet
gentagende gange. Skitseringen nedenfor er lavet ud fra kvalitative udsagn.
Komprimeret oversigt over danskere, der er observeret tigge i Københavns indre by i
undersøgelsens 2 måneder:
Antallet af danske tiggere observeret tigge i indre by
Mænd 8
Kvinder 1
I alt 9
De 9 danske tiggere var fra 20 til 51 år.
Aldersfordeling blandt de danske tiggere
20 år 1
36 år 2
39 år 1
40 år 1
44 år 2
51 år 1
Vides ikke 1 (vurderes til omkring 40-50 år)
14

Civilforhold: (på interviewtidspunktet)
Alene 5
Gift/kæreste 2
Vides ikke 2
Kontakt til familie (defineret som kontakt til ethvert familiemedlem vedkommende
selv karakteriserede som familie):
Fortæller de har kontakt uden at det lyder problematisk 3
Fortæller om dårlig eller ingen kontakt 2
Vides ikke 4
Boligforhold (det sted tiggerne nævner som svar på spørgsmålet om, hvor de bor)
På gaden 1
På gaden og skiftevis hos venner 2
På gaden eller natcafé 2
På natcafé 1
På herberg 2
I opgangsfællesskab 1
Misbrug (defineret som det tiggerne fortæller, at de bruger/misbruger)
Hårde stoffer (defineret som coke, heroin) 5
Alkohol 1
Intet misbrug 1
Er kommet ud af stofmisbrug på interviewtidspunktet 1
Vides ikke 1
Psykisk sygdom (hvad tiggerne har nævnt om en evt. psykisk sygdom)
Betegner sig selv som ”psykisk ustabil” 1
Bor i opgangsfællesskab for psykisk syge 1
Nævner ingen psykiske sygdomsdiagnoser 7
Forsørgelsesgrundlag
Kontanthjælp 3
Førtidspension 2
Intet forsørgelsesgrundlag 3
Vides ikke 1
15

Formålet med at tigge (de umiddelbare svar)
For at ”få til dagen og vejen”(de fortæller, at de er uden kontanthjælp) 3
For at ”få mine abstinenser væk” 1
For at ”få penge til metadon og/eller stoffer” 3
Fordi hendes ”lommepenge” i opgangsfællesskabet er blevet sat ned 1
Svarede ikke direkte på det 1
Måder at tigge på? (Der kan skiftes mellem de forskellige måder at tigge. Her er,
hvad angives som typisk):
Opsøgende 3
Siddende/stående 2
Både opsøgende og siddende/stående 3
i togene 1
Typiske steder vedkommende tigger (De fleste tiggere har faste steder, hvor de ofte
kommer og står i længere tid af gangen. Generelt er det befærdede steder: stationer,
butikscentre, supermarkeder, på torve osv. De faste steder for de 9 tiggere, jeg mødte
var):
Hovedbanegården 1
Hovedbanegården og indre by 1
Torv i indre by 1
Nørrebrogade 1
Indre by 1
Stationer i indre by 2
Christiania 1
i S-togene og Hovedbanegården 1
Typiske perioder vedkommende tigger
Det kan variere, hvornår vedkommende tigger, men her er, hvad tiggerne nævnte som
typisk for dem og er observeret:
Morgen og formiddag 1
Eftermiddag 3
Aften 1
Hele dagen 4
16

Hvor længe har tiggerne tigget?
Tiggerne nævner perioder fra et par dage til 9 år, de havde tigget i Danmark.
Oplevelsen af at tigge?
(Dette er svært at opgøre kort, men noget forsimplet kan det siges at):
De fleste nævner, at det er ”ydmygende”, ”ubehageligt”, ”skamfuldt”.
Enkelte taler om det som ”en vane” eller at ”det er okay”.
Én at det er sjovt
Har vedkommende kontakt til kommunen?
Kontakt til kommunen er her bredt defineret som de, der modtager metadon (da dette
ifølge loven også fordrer social hjælp), kontanthjælp (da dette fordrer et
aktiveringsforløb) og endelig kontakt til kommunale bosteder –i dette tilfælde; et
opgangsfællesskab.
Ja 7
Nej 1
Vides ikke 1
3.2 Avissælgere og de der periodisk tigger:
Avissælgerne er opgjort efter de, der er set sælge hjemløse avisen i indre by i løbet af
de to måneder. Der er observeret 32 avissælgere i Indre by i de 2 måneder. På
landsplan oplyser hjemløseavisen, at der er ca. 500 registrerede avissælgere (Hus
Forbi 2010) De, der er observeret på deres vej igennem byen med avistasker, blev
ikke opsøgt til at starte med, da det først og fremmest er de danske tiggere, der er søgt
at få skabt en længerevarende kontakt til. Senere blev det dog klart, at også
avissælgerne tiggede i perioder, og de blev derfor fra da af opsøgt i indre by.
Der blev observeret 32 avissælgere i løbet af undersøgelsen. 7 af de mandlige
avissælgere fortalte, at de ikke var fra Danmark. 4 kom fra Sverige, 1 fra England, 1
fra Frankrig og 1 fra Rumænien. Af de 32 fortæller 15, at de periodisk tigger, 6 at de
ikke tigger og 11 vides ikke. Periodisk tiggeri blev for det meste forklaret med, at de
manglede penge til at købe aviser og derfor måtte tigge sig til det.
Antal observerede avissælgere
i indre by
Kvinder 4
Mænd 28
I alt 32
17

Antallet af avissælgere der fortæller, at de periodisk tigger 15
Avissælgerne var mellem 20 og 59 år.
Aldersfordeling af avissælgerne
28 år 1
31 år 1
35 år 1
37 år 1
40 år 1
46 år 1
47 år 2
49 år 1
50 år 2
53 år 3
56 år 1
59 år 1
Vides ikke 16
Mange af avissælgerne var hjemløse (i forhold til SFIs definition (Benjaminsen
2009).
Avissælgernes boforhold
Gaden 7
Natcafé 2
Herberg 3
Ven/kæreste/familie 2
Campingvogn 1
Lejlighed/værelse 8
Vides ikke 9
Antal af hjemløse i fht. SFIs definition 15
Hvor der var flere boformer er angivet den primære, altså den vedkommende nævnte som den primære
på interviewtidspunktet.
Flere avissælgere blandede de forskellige overnatningsformer, som f.eks. både at bo
ude og på natcafé, sove hos venner og på natcafé eller have en lejlighed og sove ude.
Antal avissælgere, der boede vekslende steder mellem ovenstående 10
17 avissælgere nævnte, at de var i et misbrug af alkohol, hash, hårde stoffer eller en
blanding, 2 nævnte at de ikke var i et misbrug mens 13 er uoplyst. Flere lagde ud med
at fortælle, at de ikke havde et misbrug men blot tiggede til alkohol og måske lidt
18

hash. Efter gentagende møder fortalte flere dog, at de havde et misbrug. Ligeså i
forhold til misbrugsbehandling. De fleste startede ud med at fortælle, at de var i
metadonbehandling, men fortalte så senere, at de havde et sidemisbrug.
Antal avissælgere der oplyste, at de var i et misbrug på interviewtidspunktet 17
Af de 25 danske avissælgere (hvoraf 7 var udenlandske) fortalte 15, at de havde
kontakt til kommunen enten pga. modtagelse af kontanthjælp, skrevet op på venteliste
til bolig, opsøgende gadeplansarbejde o.a. 1 fortalte at han ikke havde kontakt. Det
vides ikke om de resterende 9 avissælger havde kontakt til kommunen.
Andelen af de 25 danskere der havde kontakt til kommunen (f.eks. pga.
kontanthjælp, boligindstilling o.a.)
3.3 Udenlandske tiggere:
De udenlandske tiggere er en gruppe af tiggere, som mange danskere har lagt mærke
til, heriblandt også de danske tiggere og hjemløse. Der er mange påstande om denne
gruppe; både i medierne men også blandt de danske hjemløse. Der var danske tiggere,
der fortalte, at de blev jaget væk af de udenlandske tiggere. Men der var også en
dansk avissælger, der beskrev, hvordan en udenlandsk tigger troligt går væk fra den
plads, han tigger ved hver eftermiddag, når hun kom for at sælge aviser dér.
Hvilke historier der end er om de udenlandske tiggere, har der i løbet af feltarbejdet
været en åbenlys tilstedeværelse af udenlandske tiggere i Indre by. Groft skitseret, kan
det nævnes, at der de fleste dage blev observeret 2-3 udenlandske tiggere om dagen.
Mange blev observeret igen den næste dag.
Det ser ud som om de udenlandske tiggere, der er observeret i Indre by, hovedsageligt
er fra østeuropæiske lande. Det har dog ikke været muligt at få svar på, hvorfra de er
kommet. Ved henvendelse har en del ikke givet svar, måske fordi de ikke har vidst,
hvad der blev spurgt om på dansk eller engelsk. Det vurderes, at langt de fleste
kommer fra østeuropæiske lande. De der har givet svar, nævner f.eks. Bulgarien,
Rumænien og Moldova. Der var også én der nævnte Italien og to fra Sverige.
Antallet af udenlandske tiggere observeret tigge i Indre by:
Mænd 23
Kvinder 18
Ialt 41
15
19

Der er optalt 41 udenlandske tiggere på de 2 måneder i Indre by. Generelt skal det
nævnes at størstedelen er observeret tigge i dagtimerne. Heraf er 23 mænd, mens 18
er kvinder. Der er ikke observeret nogle børn, men en del unge. De fleste
karakteriseres som midaldrende. På aftenturene er der kun observeret 2 udenlandske
tiggere i færd med at tigge. Af de 41 er to svenske og en fra Italien. Resten menes at
være fra Østeuropa, men der er kun 10, der klart har fortalt, at de kommer fra et
østeuropæisk land.
De fleste er observeret tigge i kernen af indre by (zone 1, se kort s. 9) omkring de
travle gader, enkelte er dog også set længere uden for kernen af indre by; f.eks.
Østerbro, Vesterbro, Christianshavn og Amager.
Enkelte gange er de udenlandske tiggere set siddende på en bænk og spise mad; en 6-
7 stykker. Andre er fortrinsvist set enkeltvis.
Udover de østeuropæiske tiggere er der en gruppe skandinaviske hjemløse, der
opholder sig i indre by. Af denne gruppe er der dog kun én, som er observeret tigge,
dog en meget passiv form for tiggeri, hvor vedkommende ligger med en spand. Nogle
er set samle flasker, nogle fortæller, at de modtager pension fra det land, de kommer
fra, andre vides ikke hvordan de klarer sig.
20

4. Kvalitative beskrivelser
I følgende afsnit dækker begrebet tiggere altså de danskere, der tigger, og de der
periodisk tigger.
Den kvalitative beskrivelse bygger på en undersøgelse af de sociale forhold i højere
grad end psykologiske forhold. For et studie af hjemløse i Danmark, hvor også
tiggerne i denne rapport kan falde ind under, i et psykologisk perspektiv, henvises til
Kristensens studie (Kristensen 2008).
Selvom tiggeri er det centrale i denne rapport, er der aspekter ved gadelivet, der også
bør adresseres, idet disse snor sig ind i tiggeriet og har betydning for tiggernes
dagligdag. For at forstå tiggeri, må man forstå nogle af de forhold, der er omkring
tiggeri. Men Per, der tigger i indre by, mener ikke, at det er muligt at give en samlet
beskrivelse af de, der lever på gaden (og heriblandt de, der tigger) for ”alle
mennesker er forskellige, og de der lever på gaden, er det måske i endnu højere grad.
Der er direktøren, der er røget ned, der er håndværkeren osv.” opremser han. ”Du
kan ikke gøre noget fra samfundets side. Der er ikke noget, som kan omfatte det hele...
dem alle”. Det er rigtigt, at forskelligheden er stor; ikke blot i uddannelsesniveau,
stillingsmæssigt, men også i forhold til beskrivelserne af livet på gaden:
”Det er kedeligt at gå på gaden”.
”Tiden går anderledes på gaden, der sker så meget”.
”S: Det er hårdt, koldt. Folk stjæler.
I: Hvad har de stjålet fra dig?
S: Alt, alt har de stjålet fra mig. Det er ikke et dårligt liv på gaden, men det er
tungt. Jeg er ved at være for gammel til et liv på gaden”.
”Livet på gaden er ok. Der er tidspunkter, hvor man ikke gider mere, og andre
tidspunkter, hvor det er fint, godt”.
”Jeg vil ikke være spritter eller narkoman. Jeg vil ikke bo på gaden. Jeg vil ikke
leve sådan et liv”.
Men selvom de, der tigger og periodisk tigger, oplever livet på gaden og tiggeriet
forskelligt, er der nogle temaer, som går igen; særligt hjemløshed og misbrug. Det var
særligt disse forhold, tiggerne selv talte om. Men her er udvalgt nogle af de forhold,
der i omfattende grad og særligt var tilstede og på spil i feltet; hjemløshed, misbrug
og økonomiske forhold. Emner som opvækstforhold, seksuelt misbrug, fysiske
problemer, kriminalitet og fængselsstraf, institutionsanbringelser og psykisk sygdom
blev i mindre grad bragt op af tiggerne selv. Dette hænger nok først og fremmest
21

sammen med, at det selvfølgelig var de emner, der optog dem og havde betydning for
deres liv. Samtidig måske også fordi, at det var disse emner, det var legitimt at
henvise til og som tiggerne ved giver mening at tale om, hvorimod andre måske var
tabubelagt eller ikke italesat. Ovennævnte emner kan, selvom de ikke her er udforsket
dybere, også have betydning for tiggernes liv. Det var dog ikke muligt i løbet af de 2
måneder feltarbejdet varede at skabe en dybere viden om disse temaer, andet end at
det blev bragt op af enkelte. Men da gruppen af tiggere i mange tilfælde hører ind
under gruppen af hjemløse eller socialt udsatte, kan andre rapporter, der søger at
beskrive eller forklare disse forhold, måske være illustrative i forhold til gruppen af
tiggere. Fysiske og psykiske helbredsforhold for gruppen af socialt udsatte beskrives
f.eks. gennem SUSY-Udsat rapporten, som er en kvantitativ oversigt over gruppens
fysiske og mentale sundhed (Pedersen et al. 2008) samt rapporten ”Dårligt liv, dårligt
helbred” (Pedersen 2009), der er en kvalitativ beskrivelse af gruppens
sundhedstilstand og beskrivelse af psykiske belastninger. Beskrivelser af hjemløses
hverdag ud fra et mere psykologisk perspektiv, beskrives som sagt i Kristensens
afhandling (Kristensen 2008).
4.1 Ustabile eller vekslende boligforhold;
Tiggerne fortalte om ustabile og vekslende boligforhold. De fleste af dem, der kun
tiggede, havde ingen permanent bolig, og af de, der periodisk tiggede, fortalte en del,
at de heller ingen bolig havde. Nogle vidste ikke, hvor de boede den næste dag og
vekslede måske mellem at bo hos venner eller bo på gaden. For de, der bor på gaden,
skal der hver nat findes nye steder at sove, eller man må håbe, at der ikke er kommet
hindringer i vejen, for at man kan sove der, hvor man sov sidste nat. Nogle vælger at
sove sammen, fordi de synes, at det er mere sikkert. Nogle tør ikke sove ude og
vælger kun natcaféerne, mens andre igen er ligeglade. Antallet af billige boliger,
tilgængeligheden, nærheden til byen og ens sociale liv er forskellige faktorer, der er
afgørende for om de, der tigger og periodisk tigger, har en bolig.
4.1.1 At økonomisere:
Én af de væsentlige årsager til at tiggerne ikke har en bolig, er at boligerne i byerne
ofte ikke er billige for personer med en lav indkomst. De, der tigger, og som ikke har
en bolig, sover derfor ofte på gaden, hos venner eller natcaféer. De, der har en bolig,
fortæller at de bruger ca. 3000-4000 kr. om måneden på husleje til boliger, der gerne
ligger i Nordvest, Sydvest, Brønshøj eller provinsen. Flere fortæller, at det næsten er
halvdelen af deres kontanthjælp, og at de har ca. 3000-4000 kr. til sig selv om
måneden. For nogle er det at benytte halvdelen af sin indtjening på en bolig omsonst.
Andreas fortæller f.eks., at han ikke vil have en bolig, fordi han syntes, at det er
omsonst at bruge så mange af de relativt få penge, han modtager hver måned på et
sted at bo. Han fik ellers fat i en lejlighed gennem kommunen, men da han efter et
halvt år kun havde boet i den 2-3 gange og havde hårdt brug for pengene gik han på
gaden igen. Nu bor han på gaden og, når det er særligt koldt, på natcaféerne, når der
22

er plads. Han vil helst bo på gaden, og han ønsker generelt ikke kontakt til kommunen
mere, så kontanthjælpen er også strøget. Han vil bestemme selv, som han siger.
Andre mener ikke, at det er omsonst, men har svært ved at klare udgifterne til både
husleje og forbrug. Lars fortæller, at han ikke kunne klare at betale for den bolig
kommunen havde tilbudt ham. Han var på kontanthjælp dengang, og huslejen var
4000 kr. uden gas og varme, hvilket han ikke kunne holde.
4.1.2 Ikke at kunne komme hjem
De tiggere, som blev interviewet i de 2 måneder, undersøgelsen forløb, opholdt sig
meget i indre by. De, der havde en lejlighed, nåede nogle gange ikke toget hjem om
aftenen og sov derfor på gaden, som de var vant til. Jokum fortæller, at han har en
lejlighed i udkanten af København, men hvis det sidste tog er kørt, falder han om et
sted, når han er træt. Lise kan ikke finde nogen lejlighed i København. Hun har
egentlig en lejlighed på Lolland, men da hun opholder sig i indre by hver dag, bliver
hun og sover hos venner eller på gaden.
4.1.3 Ikke at føle sig hjemme eller er det mit hjem?
At bo på natcaféer, herberger, lejlighedskomplekser, hvor andre fra gaden også har
fået bolig, og på gaden, kan være krævende. Hvis man f.eks. vil forsøge at skære ned
på alkohol og stoffer, kan det være svært i et sådan miljø. Eller hvis man ønsker ro,
men f.eks. har været oppe at toppes med en i opgangen. Viggo fortæller mig, at han
ikke kunne holde ud at bo i lejligheden dør om dør med den fyr, han havde været
oppe at slås med, så han sov på gaden eller i en skov tæt ved byen.
Endelig er det en forudsætning for at bo, at man føler sig hjemme og har lyst til at bo
der. Forestillinger som at væggene falder sammen om én, eller der er mikrofoner i
væggene, blev kun nævnt af få tiggere, men mange fortalte, at de havde svært ved at
føle sig hjemme og følte sig ensomme, hvis de blev siddende hjemme. Et par stykker
fortalte, at de lukkede alle vinduerne op og sov med dem åbne året rundt, uden at
kunne forklare hvorfor.
4.1.4 Det sociale liv
Flere tiggere fortalte, at de gerne ville have et sted at bo, men havde have svært ved at
holde en lejlighed, bl.a. pga. deres sociale liv. Det sociale liv går igen i mange af
tiggernes fortællinger, som det der får betydning, for at mange bor på gaden i stedet
for i en lejlighed. Da jeg første gang møder Orla på en af stationerne i indre by en sen
aften, er han meget ihærdig med at bomme penge. Han har travlt og ikke meget tid til
at snakke. Jeg forklarer ham om projektet om tiggeri. Uden at jeg når at stille et
spørgsmål, siger han, som om det er svaret på alle mine spørgsmål om tiggeri; ”det er
da fordi, folk ikke gider sidde alene i en 2-værelses lejlighed i Nordvest”. Det sociale
23

liv og livet i indre by er mere indholdsrigt, og ensomheden kan være rungende i de
små lejligheder i Sydvest og Nordvest.
Kenneth beretter netop om sit sociale liv, som han føler, at han har mistet pga. den
bolig, han har fået. Han har fået et lille værelse i et slags bofællesskab, hvor de deler
toilet, bad og køkken. Han har tidligere boet på gaden og har sovet med sine
kammerater dér. De skiftedes ”til at holde vagt om natten”. Han savner at sove med
de andre på gaden Men nu er han kommet ind og kan ikke invitere dem hjem, fordi
han så risikerer at blive smidt ud. Han føler det som et svigt imod sine kammerater på
gaden, at han ikke inviterer dem hjem. Dengang aftalte de, at de skulle finde et sted at
bo sammen. De lovede hinanden, at hvis én kom ind, ville der være plads til de andre.
Jeg spørger, om han ikke bare kan møde de andre om dagen, for han ved jo, at de hver
dag sidder nede på pladsen som sædvanligt. Men det er ikke nok, også natten sammen
giver ham følelsen af samvær med de venner, han har, og den solidaritet, de havde for
hinanden, har han dårlig samvittighed over at have svigtet. Han har ladet dem sove på
gulvet i hans lille værelse et par gange med fare for at blive opdaget, for han kan ikke
lide, at de må sove ude, når han kan sove inde. ”Jeg kan ikke lide at se nogen, der
sover udenfor. Ikke når jeg har mit eget sted [...]. Lige meget hvem det er. Jeg har selv
sovet på gaden ik’, og vi aftale dem, der gik sammen dengang, hvis den ene fik et sted
at bo, så havde den anden også”, siger han.
4.1.5 At bo på gaden
Det kan således være et alternativ at sove på gaden. Men dette har også sine
begrænsninger og omkostninger: det kan være fysisk hårdt at sove på gaden, man
vækkes måske af byens larm, man sover ikke rigtig igennem af frygt for overfald eller
bestjæling osv. ”Jeg er så træt. Jeg vil bare gerne ind at sove. En 3-4 timer er nok”,
forklarer Charlie. At sove på natcaféer og herberger er et yndet alternativ, for de der
tigger, men dette kan også have sine begrænsninger. På natcaféerne er der regler, der
skal overholdes, og man kan få karantæne, hvis de ikke holdes. Der er begrænsninger
på, hvor længe man kan blive der og sove. Nogle åbner først sent på aftenen, så der
kan være mange timer på gaden, indtil man kommer ind. Nogle steder nytter det ikke
at komme i god tid for at sikre sig en seng, for der bliver trukket lod om pladserne.
Hvis man er uheldig må man gå igen. Detlev fortæller mig, at han en sjælden gang må
sove på en internetcafé et stykke fra selve natcaféen, da han har været uheldig i
lodtrækningen. Han køber en plads ved en computer natten igennem og forsøger at
sove lidt. Om morgenen tager han hen til natcaféen igen. Nogle gange er han heldig at
kunne få en seng fra de, der er gået tidligt, og kan sove de få timer, der er til at der
skal gøres rent. At sove på herberger og natcaféer kan dog være krævende. For nogle
er én strategi til at sove, at drikke sig fuld eller tage stoffer. Harold mener, at det er en
generel nødvendighed; at man enten må være fuld eller på stoffer for at sove de
steder.
24

Tiggeri er altså tæt forbundet med hjemløshed. Her skal dog omvendt pointeres at
hjemløshed ikke nødvendigvis var forbundet med tiggeri. Af de, der kun tiggede, var
8 ud af 9 uden bolig. Undtagelsen var en kvinde, der boede i et opgangsfællesskab. Af
de der periodisk tiggede havde flere en lejlighed, men de havde ofte boet i flere, og
nogle var ved at miste den, de boede i.
Bemærkninger om boforhold
- Flere fortæller huslejen er for dyr i forhold til de
penge, man har og i forhold til det omfang, man
benytter boligen
- At man har svært ved at bibeholde sit sociale liv
og føler sig måske ensom i boligen
- At det er langt fra byen
- At man bor på gaden, når der ikke er plads på
natcaféerne
- At man ikke kan bo i sin egen bolig eller et
værelse pga. forestillinger om boligen
4.2 Misbrug
Sammenhængen mellem tiggeri og misbrug er iøjenfaldende, men denne åbenlyse
sammenhæng er ikke udtryk for, at der eksisterer en simpel forklaring på misbrug. For
at forstå tiggernes situation og forhold er det vigtigt at huske på, at misbrug har en
kompleks karakter, der kan tillægges (og gennem tiden er blevet tillagt) mange
forskellige årsagsforklaringer og behandlingsmodeller. Her skal ikke gives en
dækkende beskrivelse af misbrug og misbrugsbehandling, da det ikke er hensigten
med denne rapport, og da det er et meget omfattende emne og afhænger af forskellige
tilgange til f.eks. hvad et misbrug er, hvordan det opstår og ikke mindst hvordan det
behandles (Pedersen 2005, Vinum 2005, Winsløw 1984). Her skal blot skitseres nogle
af de aspekter ved misbruget, som blev nævnt af tiggerne i løbet af de ca. to måneder,
undersøgelsen varede.
Sammenhængen mellem tiggeri og misbrug er som sagt iøjenfaldende, men det er
ikke nødvendigvis på grund af et misbrug, at alle starter med at tigge. Rasmus
25

fortæller, at han ikke har et misbrug, men er havnet på gaden, da han er stukket af fra
en institution. Han er begyndt at tigge, da han ikke havde taget kontakt til kommunen
og måtte have penge til at klare livet på gaden. Flere fortæller dog, at forbruget af
stoffer og alkohol ofte øges på grund af livet på gaden; som f.eks. at sove ude, på
natcaféer, tigge osv. Mange nævner, at de tigger for at få penge til alkohol eller
stoffer, men for at tigge nævner flere, at de har behov for at være påvirkede. At være i
en rus, når man tigger kan f.eks. dæmpe de ydmygende følelser og få én til at slappe
mere af eller være ligeglad med reaktionerne fra de forbipasserende. Derudover er der
flere eksempler på, at stoffer og alkohol mere generelt er brugbare midler på gaden.
Det kan bruges til at glemme ubehagelige hændelser, slappe af, blive underholdt, få
varmen, lindring af ubehag ved fysiske eller psykiske smerter, glemme generthed og
nervøsitet for at få kontakt til andre hjemløse, være en del af et fællesskab, dæmpe
seksuelle lyster osv.
Som også Sangstad skriver, er indtagelse af alkohol og stoffer det, der fylder og styrer
meget af tiggernes hverdag. Hun skriver ”indtagelse af alkohol og stoffer bruges både
som selvmedicinering og beruselse, - til ikke at mærke noget og til at mærke noget”
(Sangstad 2002:113) af den virkelighed og de forhold, de lever i. Mik fortæller f.eks.,
at han hver aften må ryge hash for at falde til ro og sove. Sakarias fortæller, at man
slapper så dejligt af med heroin, mens Harold fortæller, at det er gavnligt at være
påvirket for at klare tiggesituationen og for at kunne sove på natcaféerne. Jonas
forklarer, at det at tage stoffer dæmper smerterne i hans ben osv. Brugen af stoffer og
alkohol kan altså både være en årsag og konsekvens af at leve på gaden. Det skal dog
understreges, at det ikke er ensbetydende med, at alle er i et misbrug, som f.eks.
Rasmus.
Der kan være fysiske og psykiske årsager til misbruget, men også det sociale liv har
betydning i følge tiggerne. Ligesom boligsituationen kan være influeret af det sociale
liv for de der tigger, således er også misbrug en del af det sociale liv for mange. Det at
komme ud af et misbrug besværliggøres af, at man sættes udenfor det sociale liv og
de netværk, der er på gaden.
Harold fortæller, at han har været i behandling to gange, men at han hver gang ”er
faldet i” efter hhv. 4 og 7 måneder. ”I starten, da jeg var clean, går det fint. Men så
begynder man at kede sig om aftenen. Man har brug for selskab, og hvis du så ikke
har noget ordentligt netværk, så er det svært”. Harold er hver gang havnet i et misbrug
af stoffer igen. Han får metadon, men har et sidemisbrug og virker ikke synderligt
håbefuld på at komme ud af misbruget. Det lyder som om, han har opgivet
nogensinde at komme ud af det. Jeg spørger til den sociale behandling, der som et
lovkrav følger med ved uddeling af metadon. Han har en samtale om året, fortæller
han, og fortsætter med at fortælle, at man så bliver spurgt til ens fremtidsplaner, og
”så skriver de; ”ingen fremtidsplaner”, og så kommer man igen om et år”. Harold
26

fortæller, at der er metadonuddelingssteder for de, der ikke rigtigt vil ud af det, men
andre steder for de der er motiverede og har fremtidsplaner om at komme ud af
misbruget. Harold fortæller, at han får sin metadon fra et sted, hvor der ikke er meget
fokus på hans fremtidsplaner, men når jeg spørger ham, om han gerne vil være clean
siger han ja. Og at have en kæreste. Men det lyder som drømme, der er meget langt
væk, som om han ikke rigtig selv tror på dem.
Misbrug bliver af mange nævnt som den umiddelbare årsag til tiggeriet, og videre
forklares misbruget ofte ud fra forskellige livsforhold (jvf. afsnit om ”Hvad ledte til
tiggeri?”). Misbrug beskrives af en del som meget invaliderende og et problem, der
kan skabe skamfulde situationer. Det kan være så invaliderende, at de sociale og
familiemæssige bånd, man havde før, kan være svære at holde. Jan fortæller mig
f.eks., at han først trappede ned og kom på metadon, da hans kone forbød ham at se
deres datter igen, hvis ikke han gik i metadonbehandling. Jan fortæller, som så mange
andre fortællinger om stofafhængighed, at det kan udvikle sig til at stoffet får forrang
i forhold til ens familieliv. Jan havde f.eks. inviteret sin datter med i biografen. Men
den dag var pengene små, og han blev nødt til at vælge enten at bruge pengene ”på at
gøre mig rask”, som han kaldte det, eller til biografbilletter. Jan mener, at ”enhver
stofmisbruger vælger stoffet” og fortæller; ”Jeg var så flov. Jeg var for flov til at ringe
til hende og sige det. Og så gik min datter hjem og lå og bankede i gulvet med sin
knytnæve og græd; hvorfor kom far ikke”.
4.2.1 Værdigt og uværdigt trængende
Tiggerne var ikke kun påvirket af deres egne forestillinger og følelser omkring
misbruget, men var også påvirket af holdninger til stof- og alkoholmisbrug i
befolkningen. Holdninger der måske strækker sig tilbage i tid til idéer om den værdigt
og den uværdigt trængende (Sangstad 2002, Snow og Andersson 1993, Hotten 1860
[1528]). På gaden er man godt klar over, at den værdigt trængende er ”den hjemløse”
og ikke ”misbrugeren”. Det er måske en form for ansvarlighed, der her påkaldes,
sådan at den værdigt trængende er ham, der bruger pengene til, hvad der i en
senmoderne kapitalistisk samfundsmodel defineres som legitimt og fornuftigt; en
herbergsplads og ikke noget irrationelt, ikke-produktivt og lystbetonet som et
stofmisbrug. Derudover knyttes et stofmisbrug i højere grad til individets eget valg
end hjemløshed og derfor også til individets egen skyld. For at modtage folks velvilje
bliver man således nødt til at fremstille sig som hjemløs og ikke misbruger. Jeg har
ikke hørt én, der har fortalt mig, at han tigger til et misbrug; måske til én øl, men ikke
til en kasse øl og slet ikke til et skud heroin. De fleste af de, der tiggede henvendte sig
altså til de forbipasserende ved at bede om ”en mønt til en hjemløs” eller ”til dagen og
vejen” osv. Nogle gange med forklaringen om behovet for at få ”en lille tår”, men
aldrig til stoffer eller som om, det var i større mængder. Men ikke lang tid inde i mine
samtaler med tiggerne forklarede de, at det var til et alkohol- og ofte et stofmisbrug.
27

Der var altså et hierarki i det, som det var legitimt at bede om, og stoffer var ikke ét af
dem, eller i hvert fald ét, det var meget ugunstigt at ty til som forklaringsmodel.
Misbrug
- Et misbrug er ikke nødvendigvis årsagen til
tiggeri, men i langt størstedelen af tilfældene
fortæller tiggerne, at de har et misbrug
- Misbrug kan være en form for selvmedicinering
af fysiske og psykiske smerter; en metode til
”ikke at mærke noget”, samt en metode til at opnå
en rus; en metode til at mærke noget.
- Tiggeri og misbrug kan være gensidigt
påvirkelige, sådan at man tigger for at få penge til
sit misbrug, men også opretholder sit misbrug,
fordi det er lettere eller nødvendigt at være
påvirket for at tigge.
- Tiggerne må ofte fremstille sig som hjemløse i
stedet for misbrugere for at opnå accept og penge
af de forbipasserende.
- Metadonbehandling er ofte suppleret med et
sidemisbrug. Generelt taler tiggerne om
metadonbehandling som en behandling, men flere
nævner den sociale del af behandlingen som
mangelfuld eller dårlig.
- Den fysiske afhængighed er, ifølge flere, lettest at
overkomme, det er efterfølgende muligheder for
at forblive ude af et misbrug, der er svært.
- Misbrug er et komplekst problem, idet det har
fysiske, psykiske, eksistentielle og sociale årsager
og konsekvenser. Indsatser må således tage højde
for denne kompleksitet.
28

4.3 Økonomi
Boligforhold og misbrug er altså aspekter i tiggernes liv, men tiggeri handler
selvfølgelig især om økonomi. Der nævnes forskellige umiddelbare behov for penge;
det kan være til ”dagen og vejen”, ”at få abstinenserne væk”, ”at få penge til smøger”,
”til en plads indenfor”, ”fordi man ikke gider at sidde alene i en 2-væreslseslejlighed”
eller ”fordi det er dyrt at leve på gaden”. For de, der lever med få midler og højere
forbrug, og som ikke har mulighed for at understøtte dette igennem et arbejde, handler
det om at vælge en måde at være i dette misforhold. Det kan være ved at samle
flasker, sælge aviser, salg af ting man har, hjælpe til i små butikker som f.eks. kiosker
og blomsterhandlere, prostitution, salg af metadon, salg af hælervarer, butikstyverier,
låne af hinanden på gaden og at bomme.
I de to måneder undersøgelsen varede, fortalte de fleste tiggere, at de levede af
kontanthjælp, nogle at de levede af førtidspension og enkelte uden nogen former for
understøttelse. Selvom flere fortalte, at de kendte mange, der levede uden nogen
former for understøttelse, mødte jeg kun et fåtal i løbet af de 2 måneder.
Udover den lave indkomst og en relativt høj husleje i byen, er gadelivet især præget af
stof- eller alkoholmisbrug, og de omkostninger, der er knyttet hertil. På de to måneder
har det været vanskeligt at danne sig et billede af, hvor meget der benyttes til stof- og
alkoholforbrug. Det højeste beløb er nævnt af Harold, som fortæller, at han er
afhængig af et stof, der er meget dyrt for ham. Han skal bruge ca. 1300 kr. hver 3. dag
på dette stof. Andre, der har svaret, har nævnt ca. 300-400 kr. om dagen.
Også Max fortæller om misbrug som en faktor ved tiggeriet. De penge der kommer
ind ved tiggeri bruges ofte hurtigt på grund af misbrug, forklarer han. Han fortæller, at
der ofte bliver tigget imellem selve misbruget, da der er kraftigt behov for pengene til
at holde abstinenserne væk. Når de forsvinder, skal der tigges igen. På denne måde
opsøges tiggeriet hver gang abstinenserne tiltager. Nogle er i stand til at økonomisere
et par dage eller ugen ud, men flere fortæller, at de har desperat brug for pengene til at
få abstinenserne væk. Flere gange har de, der er blevet interviewet, måtte undskylde
og afbryde interviewet, fordi de har haft abstinenser.
Der er dog også personer, der ikke er afhængige i en sådan grad. Rasmus fortæller, at
han ikke er afhængig af hårde stoffer, men at han ”drikker lidt øl og ryger lidt hash”.
Han har boet på gaden i 7 måneder uden nogen økonomisk understøttelse. Også Lars
fortæller, at han er trappet ud af misbruget nu, men at han stadig lever på gaden, fordi
han ikke kan finde en lejlighed og ikke ønsker at modtage kontanthjælp og derfor har
svært ved at betale både husleje og sit forbrug.
På én måde kan man sige, at det kan betale sig at tigge, fordi det indimellem kan være
ganske høje beløb, der kommer ind. Men de fleste fortæller, at dagene hvor man
næsten ingenting får, er flest. Og for de, der tigger, er problemet altså, at det, der skal
29

købes, er så dyrt. Pengenes værdi skal ses i forhold til ens forbrug, så forestillingen
om den rige tigger er ikke særlig sandsynligt, da gadelivet og misbrug er så dyrt at
leve i. Det kan godt være, at man som tigger kan tjene op til 9000 kr. om måneden
(hvilket er det højeste beløb jeg har hørt på gaden), men det forbrug, der skal
finansieres er også højt. Og det er aldrig til at vide, om man får penge den dag eller ej.
Indtjeningen må ses i forhold til forbruget. Idéen om ikke at give til tiggere, fordi det
hele går til et misbrug, er så et spørgsmål om, hvordan man definerer det ”at hjælpe”,
og om det ikke at give er en hjælp ud af misbrug. Og spørgsmålet er så, om den
anerkendelse, der ligger i at modtage fra omgivelser, der måske ofte skyer én, måske
er en større hjælp.
”Det er dyrt at leve på gaden” er én af de sætninger, der ofte falder som svar, når
tiggerne bliver spurgt om, hvorfor de tigger. De fortæller, at det er svært at leve for de
lave ydelser. F.eks. er det dyrt at leve af fastfood en hel måned i byen, hvilket er en
mulighed, når man ikke har et køkken. At bede om kredit i mindre butikker, bede om
gratis mad, få den mad butikken skal smide ud, f.eks. fordi den er for gammel, eller
rode i skraldespande efter madrester, er måder at få mad på. Endelig er der er også
mulighed for at få mad igennem forskellige organisationer. Det kræver dog, at man
går fra sted til sted eller venter på den bil, der næsten hver dag kommer ud med mad,
og at man indretter sig efter de regler og rytmer, der er de forskellige steder. Man kan
ikke gå ned i butikken og købe noget, hvis man lige får lyst til det, men er overladt til
at vente og underordne sig den struktur, der er på gaden og i organisationerne. Gratis
mad, gratis sovesteder og væresteder er der en del af i København, men det kræver
koordinering at leve sådan.
Palle fortæller, at han ikke har flere penge. Han har lige været ude på Christianshavn
for at spise gratis morgenmad, skal nu gå ind til byen for at få en spisebillet til i aften
og så gå ud på Vesterbro, hvor der er en plads, han kan sove på. Alle hans dage i
resten af måneden vil således være struktureret efter, hvor i byen han kan få mad,
sove og hvad han får brug for, medmindre han får fat i nogle penge.
De, der tiggede, virkede mest koncentrerede om udgifter til at sove inde, mad, alkohol
eller stoffer. De, der tiggede permanent, talte især om disse ting. Men nogle af de, der
periodisk tiggede, og som havde fået lejlighed, fortalte også om andre forbrugsgoder.
Det var forbrugsgoder som resten af samfundet også har og ønsker sig, som f.eks. ting
der adspreder, underholder, som generelt gør dagligdagen lettere, som gør det muligt
at kommunikere med andre. Kalle fortalte f.eks., at han var ved at spare op til en
computer. Han havde lige fået en lille lejlighed i Brønshøj og ville gerne have en
computer. Hans datter var ofte på længere rejser pga. sit arbejde, og han ville derfor
gerne også kunne modtage de mails, hun sender hjem til resten af familien, når hun
var af sted de mange måneder af gangen.
30

De, som havde fået en lejlighed, ønskede sig f.eks. computere, mobiltelefoner,
fladskærme, den store kabel-tv pakke osv. Dette kan opfattes som en luksus, men det
er vel snarere naturligt at ville have de muligheder, som resten af samfundet også har.
Enhver der lever i et samfund, lever jo ikke isoleret fra dette samfund, og de der
tigger og periodisk tigger ved i høj grad, hvad der er af forbrugsgoder, hvilke
muligheder andre har, og ønsker selvfølgelig også at have del i de muligheder og især
de bekvemmeligheder, der er i det. Men de må oftest nøjes med det i ganske småt
omfang;
”Jeg bruger ca. 50,- i taletid om måneden på min mobiltelefon. Jeg kan godt lide at
have den, sådan at jeg kan snakke med min niece. En dag da jeg sad og talte, mens
jeg solgte aviser ude på Østerbro udbrød en forbipasserende ”det der har du da ikke
råd til!”
Økonomi
- Som årsager til misforholdet mellem indtægter og
udgifter nævner tiggerne bl.a. misbrug, at det er
dyrt at leve på gaden; spise, sove, div.
fornødenheder. De, der havde en bolig og som
kun periodisk tiggede, ønskede sig også nogle af
de luksusgoder, resten af befolkningen har; tv,
computer, den store kabeltv pakke osv.
- De fleste tiggere vidste, hvordan de skulle klare
sig og overleve fysisk, hvis de ikke havde nogen
penge. De kendte diverse gratis bespisningssteder,
gratis overnatningssteder osv., men det krævede
koordination og at kunne klare at opsøge og være
i miljøerne. Nogle hævdede, at det forværrede
deres misbrug.
4.4 Oplevelser af at tigge
Oplevelserne af at tigge bliver oftest beskrevet meget negativt. Det beskrives ikke blot
som opslidende og fysisk hårdt at udføre, men som en handling, der er hård for ens
person.
”I: Hvordan er det at bomme?
M: Det er en skam. Det er som at prostituere sig selv”.
31

De fleste taler om tiggeriet som meget ydmygende. Der nævnes ord som
nedværdigende, ubehageligt og krænkende. ”Det er lettere at tigge, når man har taget
nogle benzoer” (smertestillende medicin), forklarer Hjalte mig en kold martsdag, da
han sidder og tigger på fliserne uden for en butik. Det er hårdt ”at være på” over for
de forbipasserende, når man tigger, forklarer han. Også Bernhard giver udtryk for
dette. Han taler frustreret om, at der er nogle dage, hvor avissælgerne og tiggerne er
usynlige; ”Vi er usynlige mennesker... eller nogle dage er jeg usynlig, så går jeg
hjem”. At tigge opleves forskelligt, men de fleste giver altså udtryk for negative
følelser omkring det, oftest beskrevet med, at det er ydmygende. Den negative følelse
var dog blandet med en stolthed over at have modtaget penge, hvis én havde givet.
”Jeg har fået 200 kr. på en time!”, udbryder Janus stolt som det første, da han ser mig.
At modtage penge fra de forbipasserende udtrykte tiggerne stor glæde over.
Selvfølgelig var der glæden over at have fået penge, men det virkede som om, at det
også var selve mødet med de forbipasserende, der gav, som måske føltes som en
anerkendelse i en dagligdag, der ellers kunne være fyldt af restriktioner og
begrænsninger i det offentlige rum.
Selvom langt de fleste udtrykker det ydmygende i at tigge, nævner enkelte, at det ikke
er så slemt. Ruben fortæller f.eks. smilende, at han gør det samme hver dag, men ikke
to dage er ens. Han fortæller, at han møder mange mennesker hver dag, og at de fleste
er flinke. Peter mener, at det er nedværdigende at bomme. ”Jeg kan ikke engang finde
ud af at bomme en smøg!”, udbryder han, men han fortæller i samme åndedrag, at
fyren nede på det andet torv f.eks. er ret god til det og ikke har noget imod det. Men
da jeg interviewer den mand, som Peter henviser til, er det mere komplekst end som
så. Først nævner han smilende, at det er okay at tigge, men en anden dag fortæller han
mig, at det ikke er så let alligevel og dog okay.
Også Æske fortæller, at det er okay at tigge, og virker som om han finder sig
nogenlunde tilpas i det, men der er visse negative konsekvenser af tiggeriet. Efter den
første gang han gjorde det, tænkte han ”er det ikke sværere end det”. Men han siger
også at; ”Man vænner sig til det, men det bliver aldrig helt en vane”. Han lyder som
om, han er okay med at tigge, men tiggeriet og gadetilværelsen gør dog, at han ikke
vil opsøge sin familie. Familien er alle uddannede indenfor den samme branche, og
han fortæller, at de forestillede sig, at også han skulle vælge den vej. Men han blev
håndværker og blev hjemløs efter et brud med en kæreste og fortæller derefter om et
tiltagende misbrug, tab af arbejde og endelig tiggeri. Han håber på at få
førtidspension, for han har ”ikke opgivet”, som han kalder det. Han har bildt sin
familie ind, at han har forskelligt håndværkerarbejde. Han er ikke bange for at møde
dem på gaden, da han er sikker på, at de ikke længere kan genkende ham.
32

4.4.1 At finde et rum
At tigge handler om at finde en plads. Der blev selvfølgelig især tigget de steder, hvor
der var størst mulighed for at modtage penge; der hvor der var flest mennesker og på
de tidspunkter, der var flest. Men tiggerne finder hurtigt ud af at pladserne (rummet til
at tigge i) kan have sine restriktioner. Om vinteren sidder Hektor foran butikken, men
om sommeren, når der er særlig mange kunder og vagterne jager ham væk, bliver han
nødt til at rykke tre fliser væk. Ligeledes fortæller Andreas, hvordan de den ene dag er
blevet jaget væk fra et butikscenter.
”Der gik for meget druk i den, og vagterne blev sure og jagede os væk. Jeg gik væk.
Jeg vil gerne have et godt forhold til vagterne”.
Så han er flyttet til et andet butikscenter for tiden og står der. Han forklarer, at han
godt må stå derude væk fra fliserne under halvtaget, og viser pegende, hvilke fliser
der er butikkens, og hvor han har lov til at stå. Der er mange steder, det ikke er muligt
at tigge, da vagter regelmæssigt holder de tiggende væk. Det fysiske rum har
betydning for, om det er et sted, der kan tigges ved, og der er visse steder, det er
sværere at tigge. Så finder tiggerne andre pladser at udfylde, indtil det måske er
muligt at komme tilbage igen. Eller finder nye og bedre pladser.
Det er forskelligt, hvor længe der tigges af gangen. Nogle sidder i 7 timer i stræk, har
måske en rutine, sådan at de sørger for at være ét bestemt sted (hvis der ikke er andre
der har taget pladsen først), som f.eks. om morgenen i morgenmylderet på en station
og så videre til et indkøbscenter, hvor der er mange handlende. Nogle udvalgte de
forbipasserende, der så flinke ud og som ikke ville overfuse dem med ord som: få dig
et job osv.
”Nogle mennesker har brug for en historie” fortæller Villads. Nogle gange kræver de
forbipasserende, at han forklarer sin situation, før de giver ham penge, andre gange er
de ligeglade. Tiggeriet er blevet en vane for ham, siger han. Han går den samme
runde to-tre gange om dagen og ellers når han mærker på sin lomme og ved, ”at det er
tid til at tigge lidt.... nogle gange kan jeg slet ikke lade vær’”, siger han.
Mange af de, der tigger, ser jeg de samme steder. De har valgt et område ud, hvor de
synes at menneskene er mest behagelige og/eller giver mest. Andre har valgt visse
tidspunkter f.eks. fredag og lørdag nat, hvor de synes, at folk var i mere festligt humør
og efter nogle tiggeres erfaringer derfor var mere gavmilde. Atter andre talte dog om
fredag og lørdag nat som nætter, hvor de trak sig fra indre by, fordi de oplevede at
folk blev aggressive over for dem og oplevede tilnærmelser og overfald og undgik
derfor disse nætter.
4.4.2 Tiggenormer
At tigge betyder også, at man må overholde visse normer; det mener Oskar i hvert
fald. Han forklarer f.eks., at der er visse regler, der bør overholdes, når man tigger i
33

togene. Det er ikke i orden at genere folk, derfor sørger han for, at han ikke går
igennem et tog, som en anden tigger lige har været igennem. Man skal spørge den
første i vognen, om der har været en anden igennem, understreger han. På gaden er
der også en uskreven regel om, at man ikke skal spørge folk to gange. Thomas
forklarer, at det er for ikke at genere folk. Æske fortæller også, at han forsøger ikke at
spørge de samme to gange, men han giver udtryk for, at det måske mest handler om,
at han synes, at det er flovt at spørge de samme mennesker to gange. Han går en runde
på en station og tager videre til den næste og så tilbage igen. Når han kommer tilbage
regner han med, at de han spurgte før, er væk, og han derfor kan spørge igen. Det er
heller ikke okay, at man tigger lige op af hinanden, forklarer Lars, for tiggerne skal
ikke stå for tæt, for; ”det gør folk kede af det, hvis de ser for mange”, og ”de kan jo
ikke give til alle”. Lars taler om at man som tigger må være ”ydmyg” og vise
ydmyghed. Men ikke alle kender måske eller vil overholde normerne. Imens jeg taler
med Terkel stiller en avissælger sig op for at sælge kun et par meter fra ham. Han
bliver frustreret over han står så tæt og mumler irriteret; ”han har ingen pli”.
4.4.3 Negative reaktioner på tiggeri
At blive generet af de forbipasserende man tigger over for, er en af de ubehagelige
oplevelser for de, der tigger. Lars synes generelt at folk er venlige, men nogle dage er
det sværere for ham at tigge. Jeg spørger, om han så tvinger sig selv til det. Det gør
han, for han skal jo have noget at leve af, som han siger. Men der er nogle episoder
med folk, som siger: få dig et arbejde og vrænger af én. Men Lars’ rationale er:
”Det kan være ubehageligt, men man må huske på, at de måske også har problemer,
og hvis jeg kan hjælpe dem af med deres aggressioner på den måde, så er det da
okay. Det er ubehageligt ja, men hvis vi kan hjælpe hinanden, så er det jo godt”.
Silas giver udtryk for, at det at bomme er meget ydmygende. Han vil langt hellere
sælge aviser end at bomme. Ja, måske vil jeg næsten hellere stjæle en steg og sælge
den end at bomme. Ved at stjæle er der kun fare for at politiet fanger dig, og så er det
ydmygende over for dem, men ellers ikke.
Jannick er dog ikke enig i, at det er mindre ubehageligt at stjæle end at tigge. Han vil
til hver en tid hellere bomme end stjæle, for han har været i fængsel, og han taler om
det som en forfærdelig tid. Da han kom ud fra fængslet begyndte han i stedet at
bomme. Men at bomme var så ubehageligt, at han taler om muligheden for at sælge
aviser i stedet, som noget der har reddet hans liv.
34

Oplevelser af at tigge
- De fleste nævnte oplevelsen af at tigge som
negativt; oftest ydmygende. Nogle nævnte at det
var okay at tigge, få at det var sjovt
- Mange tiggere gav udtryk for, at de hellere ville
sælge aviser end at tigge, men de måtte tigge, når
de ikke havde penge til aviser.
- Nogle tiggere stod hele dagen, andre når de f.eks.
”kunne mærke det på deres lomme”, at de
manglede penge.
- Flere tiggere forklarede, at der var normer for,
hvordan man tiggede; man måtte f.eks. ikke stå
for tæt, da det kunne genere folk.
- Det var både glædeligt at modtage penge for
pengenes egen skyld, men det virkede som om det
i ligeså høj grad også handlede om, at man så
havde lykkedes i at få en god kontakt til de
forbipasserende, der ofte ignorerede én og i et
offentlige rum, som ellers bød på en del
restriktioner og begrænsninger.
4.5 Hellere avissælge end tigge
”At sælge aviser har reddet mit liv”, er den sætning Jannick tyer til, da han forsøger
at understrege, hvor betydningsfuldt det er for ham ikke at skulle tigge, men at kunne
sælge aviser i stedet for.
Det virker som om, at de fleste foretrækker at sælge aviser frem for at tigge. Antallet
af tiggere fra 10 år siden til nu, og det antal, der sælger aviser, taler sit tydelige sprog.
For 10 år siden var det ikke besværligt at finde 50 danskere, der regelmæssigt tiggede
(Sangstad 2002), mens det fra start februar til start april 2010 er anderledes sværere.
Mange, der først formodes kun at tigge, fortæller, at de plejer at sælge aviser, men
fordi de ikke har råd til aviser lige på det tidspunkt, bliver de nødt til at tigge. Af de 9
personer, der kun tiggede og ikke solgte aviser, begyndte to at sælge aviser i løbet af
de to måneder feltarbejdet varede. Avissalg er altså blevet den foretrukne
indtjeningskilde frem for tiggeri.
35

Æske er en af de mange, der hellere vil sælge aviser end at bomme. Han forklarer det
ved at sige, at det er ”fordi jeg gerne vil give noget”. Det at kunne give noget
understreges af mange af de, der tigger; ikke kun ved verbalt at forklare det, men ved
også at give noget. I interviewsituationerne har de f.eks. budt på halspastiller, sokker,
diverse kuponer de havde fået på gaden fra firmaer med gratis uddeling af boller,
vand og chokolade som reklame.
Det at sælge aviser beskriver langt de fleste af informanterne som mindre ydmygende.
De fortæller, at de skaber en bedre kontakt med de forbipasserende, når de sælger, end
når de bommer. Jannick fortæller, at han bommede penge, men han var som en
zombie. Han havde ikke den kontakt med folk, som han har i dag, når han sælger
aviser. I dag har han faste kunder, der kommer forbi og hilser, når de køber avisen.
Generelt nævnes kontakten med ”almindelige” mennesker som et plus ved avissalget
samt det, at det kan ske i et bymiljø, de allerede er bekendte med og til en vis grad
trygge ved.
De mange avissælgere kontra de ganske få, der kun tigger, vidner om at tiggeriet ikke
er et foretrukkent valg, og at avissalg er et godt alternativ til tiggeriet. Alligevel
fortæller nogle, at avissalget ikke er en mulighed. Flemming, der ofte kommer på
torvet og drikker, fortæller, at han ikke sælger aviser, da han ser sig nødsaget til at
udtrykke en distance til miljøet. ”Er du gal mand, jeg må holde facaden! Jeg har
børn!”, siger han, da jeg spørger, om han tigger eller sælger aviser.
Men også avissalget er hårdt arbejde som tiggeriet. Nogle dage er der ikke mange
penge at få, og det kan ødelægge humøret, som jeg oplevede det med Jannick på
særligt ikke-givtige dage. I starten af måneden lever han af sin kontanthjælp. Han
begynder at sælge aviser, når pengene slipper op. Hvis han havde penge hele måneden
ville han ikke sælge, siger han. Han er træt af at stå og sælge de mange timer om
dagen. Han har depression og får anti-depressive piller. Han ville hellere arbejde som
portør, som han gjorde engang, men han kan ikke få et job. Jannick fortæller, at han er
træt af at sælge aviser og siger, at han ville ønske, at han kunne finde et ”rigtigt”
arbejde.
36

Hellere sælge aviser end at tigge
- De fleste af de interviewede, der lever på gaden,
fortalte at de hellere ville sælge aviser end at
tigge.
- Til sammenligning med en rapport for 10 år
siden, der let fandt ca. 50 tiggere i et forløb over
et halv år, var der i 2 måneder i 2010 kun fundet 9
tiggere men 32 avissælgere.
- Hjemløseavisen Hus Forbi oplyser, at der er ca.
500 registrerede avissælgere på landsplan (Hus
Forbi 2010).
4.6 At arbejde:
”At sælge aviser er et job. Det er det ikke at bomme”, får jeg fortalt. Men selvom
nogle opfatter det mere som et arbejde end at tigge, er der som sagt også en
forestilling om, at det ikke er et ”rigtigt arbejde”. Men det er ikke let at finde og holde
et ”rigtigt arbejde”.
20-årige Rasmus fortæller, at han gerne vil arbejde som mekaniker, men der var ikke
nogen job at få, og det er svært, når man bor på gaden, at få fat i et job. Han har
tidligere boet på en opholdsinstitution, men han stak af, da han ikke udholdt
forholdene dér. Han rejste rundt til venner og bekendte og kom så til København i
forbindelse med et hjemløsearrangement. Han fortæller, at det er 7 måneder siden.
Herefter har han sovet på gaden og hos en ven, der bor i København, som han kender
fra en anden opholdsinstitution, de begge har boet på. I starten ønskede han ikke
kontakt til kommunen, da han var bekymret for, at de ville sende ham i aktivering, og
hvordan skulle han passe det, når han ikke har et hjem, og hvor skulle han så gøre af
sin hund, spørger han retorisk. Sidst jeg så ham havde kommunen indkaldt ham til et
møde angående et værested for unge. Herfra håber han at kunne komme videre til at
få en bolig og et arbejde som mekaniker.
Flere af de der tigger, periodisk tigger eller sælger aviser, drømmer om et ”rigtigt
arbejde”. Men de fortæller, at der er flere hindringer, der afholder dem fra at søge
arbejde; hindringer, der gør, at de ikke får det, når de søger og endelig hindringer i at
beholde det job, de havde. Det virker som om, det er en blanding af et (i hvert fald for
tiggerne) rigidt og ufleksibelt arbejdsmarked og arbejdsmiljø, og tiggernes besvær
med at passe ind pga. forskellige hindringer; de mest oplagte f.eks. at passe et job,
37

mens man sover på gaden, at være på stoffer og passe et arbejde, men også besvær
med at omgås autoriteter, lang tids fravær fra arbejdsmarkedet, manglende uddannelse
og andet de opfatter som ufleksible forhold på arbejdspladserne.
4.6.1 Autoriteter, stikmærker, ”hul i CV’et”, manglende uddannelse og
ufleksibilitet
Betydningen af at ”kunne bestemme selv” understreges som en af goderne af at tigge
eller sælge aviser og en af de ting, der afskrækker dem ved at finde et job.
Andreas fortæller f.eks., hvordan han var mekaniker på et skib. Han beskriver chefen
som meget dominerende og fortæller, hvordan chefen chikanerede medarbejderne og
skældte ud på dem. En dag blev det for meget. Han mistede kontrollen og smed
chefen over bord. Han mistede selvfølgelig jobbet, men det gjorde chefen også,
fortæller han smilende. Siden denne episode har Andreas ikke kunne finde arbejde.
”Men jeg vil heller ikke lave noget andet end at sælge aviser. Jeg har det bedst med, at
der ikke er nogle, som bestemmer over mig”.
Også Roland understreger det positive ved at kunne bestemme selv. Roland snakker
glad om frihed; frihed, som han definerer som det at gøre, hvad man vil og ikke have
nogle, som bestemmer over én. ”Der er ikke nogen, som bestemmer over os... bortset
fra politiet”, tilføjer han og smiler. Det ikke at have nogle, der bestemmer over én
eller irettesætter én er en af goderne ved ikke at have et arbejde, som mange forbinder
med autoriteter og indskrænkelser i ens liv. Men det er måske ikke kun i forhold til
arbejdsforhold, at Rolands idé om selvbestemmelse skal forstås. Da han en dag havde
haft et skænderi med sin kæreste, og hun havde sagt, at de skulle snakke om det, når
hun kom hjem om aftenen, havde han indtil videre sovet på gaden i to dage, fordi han
ikke kunne overskue at skulle snakke med hende, ”men jeg skal snakke med hende....
bare ikke nu”, forsikrer han.
Også den plettede straffeattest, stikmærker (der måske tilfældigvis er blevet fremvist,
hvis man er kommet til at smøge ærmerne op), manglende uddannelse eller et ”hul i
CV’et” nævnes som årsager til, at det er svært at få et job. Jannick fortæller, at han så
gerne ville arbejde som portør igen, men fraværet fra arbejdsmarkedet på fem år, som
hurtigt ses af hans CV, skal forklares og opleves som en af hindringerne ved at få et
job. Når han har været til samtale, har de spurgt ind til de år, han ikke har lavet noget
og han har svært ved at forklare dem, at det skyldes et misbrug. Han ville også gerne
arbejde som chauffør, men han tror ikke, at hans efterhånden så omfattende skavanker
gør, at han rent fysisk kan mestre et job længere, så nu har han søgt om
førtidspension.
38

Forhold der gør det svært at få og holde et job
- Ufleksible arbejdsforhold
- Besværlige ansættelsesprocedurer
- Ikke mange former for beskæftigelse, hvor der
ikke kræves en masse forkundskaber eller
længerevarende ansættelsesprocedurer
- Manglende uddannelse, fravær fra
arbejdsmarkedet f.eks. pga. misbrug, der gjorde
det svært at argumentere for fraværet fra
arbejdsmarkedet
- Problemer med autoriteter; som f.eks. at føle en
chef er for restriktiv eller man ikke kan leve op til
det, der forventes på en arbejdsplads.
- Mange følte, at de blev afvist pga. mistanke om et
misbrug
- At være i et misbrug
4.7 Forsørgelse:
De der tigger er enten på kontanthjælp, førtidspension eller har intet
forsørgelsesgrundlag, hverken i form af arbejde eller offentlig forsørgelse. I den sidste
hjemløsetælling fra SFI, fra 2009, ses det klart, at de fleste hjemløse var på
kontanthjælp; det vil sige ca. 60% af de, der var opgjort i tællingen (Benjaminsen
2009). Af de der tiggede nævnte mange, at de havde kontanthjælp som
forsørgelsesgrundlag. Kontanthjælp er ikke kun en ydelse, men indebærer også regler
om aktivering, 450-timers regel for de, der er gift, krav om tilbagebetaling ved lønnet
arbejde og krav om formue på højest 10.000 kr. pr. person for én selv og ens
ægtefælle (Beskæftigelsesministeriet 2010). Derudover er beløbsstørelserne
afhængige af, om man er enlig eller forsørger, og om man er over eller under 25 år.
Særligt kontanthjælpsreglen om aktivering er blevet nævnt med bekymring af de der
tigger. Nogle fortalte, at de havde fravalgt kontanthjælp, da de var for følelsesmæssigt
påvirkede af at skulle i aktivering. Aktiveringsforløbene skal ofte gennemgås flere
gange, og mange gav udtryk for, hvor bekymrede de var over at skulle i aktivering og
for evt. at få skåret i deres økonomiske støtte, hvis de ikke magtede at møde op til
39

møderne og aktiveringen på jobcentrene. For de, der havde en bolig, kunne det måske
betyde, at de ikke kunne beholde deres bolig, men for de, der allerede havde boet på
gaden, var tilbagefaldet til gaden jo ikke noget nyt. Nogle var bekymrede for
tilbagefaldet, andre var trygge i at de jo altid ”havde gaden”.
En morgen fortæller Jako, at han er blevet indkaldt til samtale i jobcenteret, men han
er helt ude af den. Han har ikke sovet natten igennem, fortæller han og lyder som om
hele hans verden er ved at falde sammen. Han har end ikke ringet til jobcenteret men
sidder bare med papiret i hånden, handlingslammet og skifter mellem at skælde ud på
alle på bænken den dag og stirre frem for sig. Han ved ikke, hvad han skal gøre, så
han gør ingenting, og at tage til mødet er af en eller anden grund en umulighed for
ham. Han er bekymret for, at de så skærer i hans kontanthjælp, men ”så bor jeg bare
på gaden igen”, siger han efterfølgende og lyder lidt mere fortrøstningsfuld.
Oskar der bor på herberg eller gaden og tigger på en S-togsstation, fortæller agiteret,
at han er træt af disse aktiveringsforløb og ville så gerne, at de bare kunne lade ham
”arbejde rigtigt”. Han vil gerne have et truckcertifikat for at kunne arbejde som
lastbilschauffør, men det var sagsbehandleren ikke enig i. Han brokker sig over
aktiveringsforløbet og at være arbejdsløs. Det er især den plettede straffeattest, der er
et problem, siger han og brokker sig højlydt over det. Men det med at få pletten på
straffeattesten var jo min egen skyld, erkender han så lidt slukøret. Og det at han har
et misbrug, nævner han ikke som noget, der kan forpurre idéerne om at køre truck.
I modsætning til de mange følelsesmæssigt påvirkede fortællinger af
aktiveringsforløbene, fortæller Jannick mere afslappet, at han har været igennem 6
aktiveringsforløb. Men han er meget træt af dem. Ved det syvende aktiveringsforløb,
som han netop skulle påbegynde, blev han sendt hjem af ”lærerinden”, som han kaldte
hende fra Jobcenteret, da hun syntes, han så for sløj ud.
Aktiveringsforløbene kan virke så afskrækkende på de, der går på gaden, at de vælger
dem fra eller forsøger at omgås dem på forskellige måder. F.eks. ved at ringe og sige,
at de er syge, hvilket blot udskyder problemet, eller slet og ret ved ikke møde op. Det
virkede som om tiggerne godt var klar over, at dette kan udløse, at kontanthjælpen
bliver sat ned. Én anden strategi for at undgå aktiveringen er at sætte sit misbrug så
højt op, at man er helt væk, når man møder op til aktiveringen og derfor bliver sendt
hjem. Tim fortæller, at han hver gang forsøger at håndtere sin uro ved aktiveringen,
ved at tage så mange benzodiasepiner, at han bliver så sløv, at de sendte ham hjem.
Det virker som om, at et forsøg på aktivering for nogle kan forværre et misbrug og
generelt skabe uro. Det, der skulle virke som en aktivering, virker som et tilbageslag i
misbrug og uro, irritation eller frustration over hvordan man nu skal klare den
økonomiske situation, man er i. Konsekvensen af dette bliver, at nogle vælger
kontanthjælpen fra for ikke at bekymre sig om at skulle igennem aktivering. Dette
40

efterlader dem til at klare sig selv eller få hjælp igennem organisationer, de gratis
bespisnings- og væresteder der er, eller hvis man stadig har kontakt til venner og
familie, der har mulighed for at hjælpe én.
For de der måske er berettiget til førtidspension, er der som ved aktiveringen en del
bekymring forbundet med den arbejdsprøvning, man ofte skal igennem, inden der kan
tildeles en førtidspension. De, der søger om førtidspension, søger ofte at undgå den
arbejdsprøvning, de skal ud i. På denne måde bibeholdes de på kontanthjælp og
kommer ikke længere. Selvom kontanthjælp skulle være en midlertidig ydelse kan
den risikere at blive langvarig og måske skåret i.
De, der får kontanthjælp, kører i ring i et system, hvor de hverken får tildelt
førtidspension eller kommer i job. Det virker som om, aktivering eller
arbejdsprøvning er onder man søger at holde sig fra, men som derfor også gør, at man
risikerer ikke at få førtidspension eller at få skåret i sin kontanthjælp, eller at man
vælger det helt fra og forsøger at klare sig selv.
Der er selvfølgelig også principielle årsager til, at nogle ikke ønsker at modtage hjælp
fra det offentlige, som f.eks. nogle landevejsridderes kodeks om frihed uden penge på
landevejene. Men i løbet af de 2 måneder mødte jeg ikke mange af dem. Fravalget af
kontanthjælp nævnes også af nogle tiggere, som knyttet til følelser om autoritet.
Andreas fortalte f.eks., at han ikke vil have kontakt med ’systemet’ mere, og at han
heller ikke vil have noget andet job end at sælge aviser eller periodisk tigge, for han
ønsker ikke, at der er nogle, der bestemmer over ham.
En anden fortalte om fravalget af kontanthjælp på grund af et ønske om ikke at ligge
samfundet økonomisk til last: ”Min sagsbehandler fortalte mig, hvor dyrt det er at
have alle os på kontanthjælp og i aktivering. Det kan jeg godt se. Jeg har det jo fint
nok. Jeg ønsker ikke at tage fra de andre”, siger Lau om sin beslutning om ikke
længere at modtage kontanthjælp. Han har nu kun de penge, han tjener ved tiggeri at
leve af. Han sov sidste år i en park bortset fra to kolde måneder omkring jul, hvor en
ven lod ham sove på sin sofa.
4.7.1 Konsekvenser af kontanthjælp
Fra andre undersøgelser er der gjort opmærksom på forskellige problematikker
omkring offentlig forsørgelse som f.eks. kontanthjælp. Der er bl.a. gjort opmærksom
på, at der sker en så markant modregning i kontanthjælpen, sådan at det ikke kan
betale sig for folk i aktivering at tage småjobs på lovlige vilkår for at supplere deres
indtægt. Rådet for Socialt Udsatte har beregnet, at det beløb, der kan beholdes ved
arbejdsindtægt ved siden af kontanthjælpen i 2009 var helt ned til 5-10 kr. pr. 100
tjente krone for de, der var hårdest ramt af modregningsreglerne (Rådet for Socialt
Udsatte 2009).
41

Udover de tidligere nævnte barrierer mod at komme i og beholde et job, er de svært
overskuelige regler og det ikke-eksisterende udbytte ved at have et deltidsarbejde på
lovlige vilkår ved siden af kontanthjælpen altså medførende til, at indtægter må søges
på anden måde. De tyer til andre måder at øge deres indtægt, hvor reglerne ikke er så
svært overskuelige, og hvor det kan betale sig for dem, som f.eks. at tigge. Man kan
lidt groft sagt sige, at det for denne gruppe kan betale sig at tigge og ikke at arbejde.
Men der kan være belastende personlige, sociale og relationelle konsekvenser ved
tiggeriet, hvoraf nogle er beskrevet i denne rapport. Mere omfattende undersøgelser af
de økonomiske og sociale konsekvenser af de lave ydelser, er skitseret i andre
rapporter (Hansen og Hussain 2008, Müller 2010).
Endelig er det vigtigt at overveje forskellige udtalelser om kontanthjælpsgruppens
manglende vilje til at arbejde og forestillingerne om at kontanthjælpsmodtagerne vil
udnytte systemet uden at arbejde. Mange af tiggerne talte om, at de gerne ville arbejde
og nævnte job som f.eks. mekaniker, speditør, chauffør osv. Men den mest
iøjenfaldende erfaring vedrørende arbejdsvilje for gruppen af
kontanthjælpsmodtagere, der lever på gaden, er måske at avissalg er blevet så stor en
succes. Som tidligere nævnt blev der kun fundet 9 danske tiggere på gaden, hvoraf to i
løbet af de to måneder begyndte at sælge aviser. Dette skal vel næppe tages som et
udtryk for en manglende arbejdsvilje, men på at der ikke er tilpas mange tilgængelige
job, denne gruppe kan bestride og har adgang til at få.
Forsørgelsesgrundlag
- Mange nævner med frustration eller bekymring
aktiveringsforløbene, der er en nødvendighed for
at få kontanthjælp. Flere fortæller, at de forsøger
at undgå aktiveringen ved enten at melde sig syge
eller tage så mange stoffer, at de er helt væk og
sendes hjem fra aktiveringen. Nogle fortæller, at
de helt har fravalgt kontanthjælp af den grund.
- Flere fortæller om mange aktiveringsforløb, men
ingen udbytte af dem i form af job eller overgang
til førtidspension.
- Regler om modregning af kontanthjælpen gør det
svært at finde et job, der lovligt kan supplere den
offentlige forsørgelse.
42

4.8 Hvad ledte til tiggeri?
Når jeg spørger tiggerne og de der periodisk tigger om, hvad der har ledt til tiggeriet,
er der forskellige fortællinger, gerne om en lang række faktorer i deres liv, der er
ramlet sammen. En form for deroute, hvor næsten alle dele af livet går skævt.
Jannick
Jannick fortæller, at han først begyndt på stoffer i 25 års alderen. Indtil da havde der
”ikke været nogen problemer”. Og han fik også et arbejde, han var glad for og kunne
passe. Men da han blev skilt ”blev han stofmisbruger for alvor”. Han blev skilt fra sin
kone og mistede en stedbror, ”og så gik det galt”, som han siger. Det var svært at have
et arbejde, da han var blevet afhængig. Han måtte have sit stof, ellers sad han og
rystede eller fik svedeture. Så måtte han låne en firmabil og køre ud for at få noget
stof. Han var i behandling, men det lykkedes ikke rigtigt. Jannick fortæller, at han
boede på gaden eller på natcaféer og herberger, da han ikke turde sove ude af frygt for
overfald. Den dag i dag er han på metadon. Først fortæller han mig, at han er stoffri
bortset fra metadonen. Men da jeg møder ham gangen efter, fortæller han, at han
faktisk har et sidemisbrug. Med hjælp fra kommunen har han fået en lejlighed i
Brønshøj, som han stadig bor i og er glad for. Det var altså stofferne, skilsmissen og
tabet af stedbroderen, der beskrives som vejen til hjemløshed og tiggeriet og nu
avissalget. Men Jannick gør meget ud af at fortælle, at det er hans egne valg, der ledte
ham på gaden. ”For mit vedkommende var det min egen skyld, at jeg måtte leve på
gaden. Men der er nogle, som gerne vil ind, som ikke kan komme det. Andre vil
hellere være ude; ”de bliver syge af at sove inde”.
Lars
Lars er 36 år. Han fortæller, at han har levet på gaden de sidste 7-10 år. Han er vokset
op i Nordsjælland og kommer der stadig, når han besøger sin mor. Han begyndte i
gymnasiet, men det gik ikke godt. Han forklarer, at han ikke kunne følge med og røg
derfor ud. På efterskolen havde han røget sammen med de andre elever, men ”der
kunne vi styre det”. Efter han ryger ud af gymnasiet og går derhjemme, begynder han
at ryge alt for meget hash. Han tager en håndværkeruddannelse og består sine
eksaminer med et godt gennemsnit. Men han har svært ved at passe et arbejde og får
olieallergi. Han har svært ved at finde et andet arbejde. Da han begynder at interessere
sig for en munketilværelse, forlader han sin lejlighed og andre materielle goder for at
forsøge at leve som munk. Han bor en rum tid i et kloster, men det er alligevel ikke
ham. Han får tilbudt en lejlighed, men den er for dyr for ham, da han er på
kontanthjælp og samtidig har gæld, han betaler af på. Han bor en rum tid i et værested
for unge, men det lukkes ned. Han synes nu, at det er lettere at leve på gaden og ikke
få kontanthjælp. Men han mener godt, at han kan klare sig ved at tigge og håber på at
finde en billig lejlighed eller værelse.
43

Gregers
Gregers er 44 år. Han fortæller, at han har boet på gaden de sidste 8 år og tigger
periodisk, når han ikke har penge til aviser. Han voksede op i Dragør, men den
barndom, han fortæller om, beskrives ikke som tryg. Stedfaderen misbrugte ham
seksuelt og hans mor dør af druk, mens han stadig gik i folkeskole. Han fortæller, at
han lavede en aftale med skolen om, at de ikke indberettede ham til de sociale
myndigheder, når bare han kom i skole hver dag. Han havde ingen penge og flyttede
til Christiania og blev involveret i stofhandel, som han også kom i fængsel for. Han
fortæller, at han har utallige lovovertrædelser bag sig, og at han stoppede med at tælle,
hvor mange fængselsstraffe han har haft, efter han havde været i fængsel 15 gange.
Han fortæller, at familien på moderens side næsten alle er kriminelle eller døde, til
forskel for faderens side, men dem har han en dårlig kontakt til. ”Min far er
millionær. Han gik tilfældigvis forbi på gaden en dag, jeg sad og tiggede, og sagde så;
”er du ikke kommet længere” og kastede en 5’er til mig. Jeg smed den efter ham og
ramte hans ryg”, fortæller Gregers og virker oprevet over det minde. Han har to døtre
med hver sin mor, men den ældste vil ikke se ham. Han prøvede at blive stoffri to
gange, hver gang mislykkedes det efter nogle måneder. Den ene gang kom han hjem
clean, men hans kone gik ”alligevel fra mig”, som han udtrykker det. Han fortæller, at
han ikke kunne holde aftenerne ud alene og søgte derfor gaden igen. I dag er han
afhængig af heroin. Han sprøjter den ind. Men han vil gerne være clean, men lyder
opgivende. Han får førtidspension pga. en leversygdom og bor på gaden, og nogle
gange, hvis der er plads, hos venner og bekendte.
Æske
Æske er 40 år. Han er opvokset i København og Odense. Hans far døde, da han var 3
måneder, men han har stadig sin mor og søskende. Familien så gerne, at han blev
uddannet indenfor det samme som alle andre, men han ville hellere være håndværker.
Han blev uddannet, men kom ud i et alkoholmisbrug. Han blev forelsket i en kvinde,
der krævede, at han blev ædru for at de kunne være sammen. Han var ædru i 3 ½ år
bortset fra tre gange; to nytårsaftener og sin 25 års fødselsdag. De flyttede fra
København til Jylland, men forholdet begyndte at gå skidt. De slog op en 3-4 gange.
Til sidst blev det for meget. Han fortæller, at han en dag rejste sig og gik og tog
hunden med sig. Han havde ikke mange steder at gå hen, boede rundt omkring hos
venner og på gaden. Han mistede jobbet, men vennerne havde forskelligt sort arbejde
han kunne lave, men de forsvandt med tiden, uden at han egentlig husker hvordan.
Han beskriver forløbet som om han har været i en tåge, som om han ikke var helt ved
sig selv. ”Lige pludselig var jeg stofmisbruger. Pludselig stod jeg en nat foran
banegården og havde ingenting. Det sneede. Jeg var sort foran og hvid bagpå jakken.
Jeg kiggede mod banegården og spurgte én om penge. Jeg fik en 50’er og tænkte: nå
er det ikke sværere. På ½ time havde jeg 249,-”, siger han, som om han genkalder sig
forundringen fra dengang. ”Fra at have 20.000 til 25.000 om måneden havde jeg
ingenting og var blevet stofmisbruger”, gentager han igen og igen gennem samtalen.
44

Ovenstående livshistorier er valgt ud for at beskrive de forskellige fortællinger,
tiggerne selv giver til hvordan de er havnet på gaden og i tiggeri. Det er fortællinger
der lægger vægt på hhv. misbrug, skilsmisse, opvækstforhold, seksuelt misbrug, et
svært ungdomsliv med svært ved at tage en uddannelse og få et job som betydende for
et liv på gaden med tiggeri.
Livshistorier er ofte bygget op som lineære forklaringsmodeller, der beskriver forløb,
hvor en eller flere årsager udløser tiggeri f.eks. Det er som en slags ordnet forklaring,
der afdækker et forløb hvor a og b til sammen har ledt til c. Tiggerne fortæller også
om sådanne forløb. For at forstå tiggeri, hjemløshed osv. er det oplagt at forsøge at
forstå, hvad det er, der har ledt en person derhen. Men det kan være forsimplende
årsagsforklaringer, der ikke tager det hele med eller som måske sætter noget som
årsag, der ikke er årsagen men en af effekterne. Snow og Anderson beretter, efter et
flerårigt feltarbejde blandt amerikanske hjemløse i midt 1980’erne, at hjemløshed
ikke så let kan forklares ud fra lineære forklaringer som f.eks. psykisk sygdom eller
stofmisbrug. De argumenterer for, at disse forhold ikke for alle blot er noget, der er
udløst inden et liv på gaden, men tager til i løbet af dette liv grundet forholdene. Også
de danske informanter beretter om andre årsager til tiggeri end f.eks. misbrug og et liv
på gaden. Én opholdt sig f.eks. på gaden, fordi han var stukket af fra en
ungdomsinstitution, han ikke kunne udholde forholdene på og var (endnu) ikke i et
misbrug. Det vil være for tentativt at drage konklusioner om, at det specifikt er et
misbrug, der har ledt til tiggeri, men det er klart, at et liv med tiggeri er knyttet til et
liv på gaden og for de fleste et misbrug. Dette vidner livshistorierne også om. De
nævner selv flere sammenhænge, der har ledt til tiggeri, og der er altså ikke simple
forklaringer til vejen til tiggeri.
Hvad leder til tiggeriet?
- De umiddelbare forklaringer tiggerne giver på,
hvorfor de tigger er f.eks.: at få til dagen og
vejen, få abstinenserne væk, komme ind at sove
osv.
- Tiggerne giver selv mange forskellige
forklaringer til at de er ”havnet på gaden” og i
tiggeri som f.eks: skilsmisse, død i familien,
smidt ud af uddannelse, manglende evner til at
tage uddannelsen, mistede job o.a. Der nævnes
ofte flere årsager på samme tid, som en slags
deroute.
45

4.9 At hjælpe sig selv; ”det skal komme indefra”
Spørgsmålet om, hvad der har ledt til tiggeriet er altså ikke så enkelt at besvare, da
tiggerne nævner mange årsager, men spørgsmålet om, hvad tiggerne mener, der kan
gøres for at de kommer ud af tiggeriet er anderledes mere entydigt; det kan man ”som
samfund” ikke gøre noget ved, det skal ”komme indefra”.
”Man kan ikke gøre noget for at mennesker ikke havner på gaden. Eller... en lærer
kunne måske have hjulpet mig, sådan at jeg ikke kom så langt ud. Han kunne måske
have snakket med mig. Men alligevel... jeg var så deprimeret, at jeg ikke kunne holde
det hele ud”.
”Er der noget samfundet kan gøre? Nej, det skal komme indefra. Jeg har selv valgt
det. Jeg kunne vælge gadelivet fra. Det gør jeg nu”.
”Man kan ikke hjælpe folk. De skal selv ville det”.
Det er som om, der er en udbredt forståelse på gaden om, at det er én selv, der må
ville det, hvis vedkommende vil ud af gadetilværelsen. Det fremstilles som noget,
man bare kan vælge sig ud af. Dette understreges f.eks. gennem billeder, der spiller på
idéen om at; ”det er jo ikke andre end mig selv, der stikker mig i armen”, eller ”det er
jo mig selv, der sætter flasken for munden”.
Dette spørgsmål ligger tæt op af en vægtning af individets frihed til at handle i forhold
til mere strukturelle forestillinger om individers muligheder for at handle. I
samfundsvidenskaberne har spørgsmålet om disse to positioners vægtning været
grundlag for ivrig diskussion i den efterhånden årelange agent-struktur debat som til
stadighed adresseres af diverse teoretikere. De mere strukturelt orienterede modeller
og teorier lægger vægt på, hvordan samfundsmæssige strukturer begrænser eller
influerer individet og dets valgmuligheder, mens de modeller der overvejende giver
forrang til individets valgfrihed, tenderer mod at nedtone eller måske helt at afvise
samfundsmæssige strukturers betydning eller tilstedeværelse. Men flere teoretikere
har forsøgt at finde en balance, hvorved individet kan vristes fri fra idéen om nogle
altovervejende og deterministiske samfundsstrukturer, uden samtidig at afvise disse
strukturers tilstedeværelse og indflydelse (f.eks. af Ortner 2006, Bourdieu 1977).
Sociologen og filosofen Pierre Bourdieu forsøgte at fange denne balance i sin
praksisteori. I et essay om ægteskabsstrategier som sociale strategier beskriver han
lidt karikeret forholdet ved at ligne det med et spil kort, hvor individet (og i dette
tilfælde taler han så om en familie) var indskrænket i forhold til de kort, de havde på
hånden, men stod frit til at spille på den måde, de fandt bedst indenfor spillets regler
(Bourdieu 1976). Udfaldet af spillet afhang således af: ”den hånd familien var blevet
tildelt og sad med, hvis styrke var defineret af spillets regler, og på den større eller
46

mindre grad af evne med hvilken denne hånd blev spillet” 1 (egen oversættelse.
Bourdieu 1976:122). Groft skitseret, er der altså en balance mellem den struktur der
er: de kort man er blevet tildelt og de regler der er i samfundet til at spille de kort man
har på hånden, samt de evner, muligheder og idéer man selv har til at spille spillet.
SFI’s hjemløsetælling forsøger at afspejle denne balance og understreger idéen om at
både strukturer og individuelle faktorer spiller ind i forhold til at forstå og forklare
hjemløshed (Benjaminsen 2009:19). Formuleringerne omkring Københavns
Kommunes social politik i forhold til hjemløse udtrykker også et forsøg på denne
balance (Københavns Kommune 2010). Men det virker som om de hjemløse, og her
mere specifikt de der tigger, selv hælder til at forstå og forklare deres situation ud fra
et fokus på deres eget ansvar og valgmuligheder. Visse samfundsforskere mener, at
dette måske hænger sammen med, at den dominerende tendens på nuværende
tidspunkt i det danske samfund er at hælde mod at forstå individets handlinger som de
centrale på bekostning af eller ved en negliciering af nogle samfundsmæssige
strukturer og forhold jvf. evt. diskussionen om dansk sundheds- og
forebyggelsespolitik (Reinbacher og Verwohlt 2009, Mandag Morgen 2006). Den
sociale position et individ befinder sig i forstås i højere grad som resultat af dette
individs eget valg, end som resultat af nogle strukturelle begrænsninger.
Efter de to måneder på gaden virker det umiddelbart som om, at tiggerne opfatter
deres situation i forlængelse af denne forståelse. De ser deres liv og situation som et
frit valg, de blot kan vælge sig ud af. De hælder i meget høj grad til at forstå sig selv,
som den eneste faktor i at komme ud af tiggeriet. Det var forbavsende få, der mente,
at andre eller samfundet kunne hjælpe dem, når det kom til stykket. Æske var en af de
få, der gav udtryk for, at andre og især folketingspolitikerne på Christiansborg kunne
gøre noget grundlæggende ved forholdene på gaden.
”Det er ikke sådan nogle som dig, der kan gøre noget. Det er gutterne og tøserne
derinde” (han peger i retning af Christiansborg). Jeg fortæller, at dette projekt rent
faktisk er finansieret for statslige midler. ”Ja, men hvor meget får du for det?”,
spørger han. Jeg tøver. Han fortsætter, inden jeg når at svare; ”ja, de rige får i hvert
fald mere. Og de [politikerne] keder sig bare over resultaterne fra sådan en rapport.
De læser det ikke, siger bare; ’skal vi have en whiskey eller bourbon og går så
videre’. Jeg er holdt op med at tro på dem. Nu vil jeg bare have min pension og tænke
på mig selv”.
Men i sidste ende slutter Æske af med at sige;
1 Oversat fra engelsk fra: ”the nature of the hand the family had been dealt, whose strength was defined
by the rules of the game and on the greater or lesser degree of skill with which this hand was played”
(Bourdieu 1976:122).
47

Det der skal til er motivation. Hvis en person ikke er motiveret, kan han ikke hjælpes.
Så er det lige meget, om du giver ham en bolig, og behandling og aktiviteter osv. Hvis
han ikke har motivation til det og hellere vil drikke, så går det ikke. Så sætter han sig
bare ud, ned på pladsen og drikker igen”.
Så tiggernes svar er altså, at det ikke er os (det omgivende samfund), men dem
(tiggerne), der skal være motiverede til at hjælpe sig selv. De har overvejende selv
bragt sig derud, og de skal selv bringe sig hjem igen. Det kan måske have sin
rigtighed, men dette svar spiller imod den virkelighed, der også er. For de, der
tiggede, ville jo netop gerne lave noget andet end at tigge, men kunne det først, da en
mulighed de kunne bruge, var der. Da der for ca. 10 år siden kom noget, de opfattede
som et godt alternativ til at tigge, tog de imod det; de valgte at sælge aviser i stedet for
at tigge. I forlængelse af denne rapport kan man måske så spørge: hvis der var
tilgængelige billige boliger for de med lave ydelser og mere fleksible boligforhold,
ville de måske så vælge at bo inde? Hvis der var flere arbejdspladser, der var
lettilgængelige, og hvor arbejdet virkede overkommeligt, ville de så vælge et arbejde?
I forhold til tiggeriet, har det vist sig, at der kan vælges anderledes, hvis der er valg,
der kan holde til det. Da salg af hjemløseavisen blev en mulighed, blev det taget imod
i en sådan grad, at der kun blev fundet 9 tiggere på gaden i indre by i de to måneder.
Dette var en mulighed der ”kom udefra”.
At hjælpe sig selv
- Tiggerne havde forskellige forklaringer på, hvad
der har ledt til tiggeriet, men var mere entydige i,
hvad der kunne lede dem ud af det: at man selv
skulle vælge det.
- De fleste valgte dog at sælge aviser i stedet for at
tigge. Avissalg af hjemløseaviser var omfattende i
forhold til, at der kun blev fundet 9 danske tiggere
i Indre by og 32 avissælgere.
- At vælge krævede, at der var noget det var muligt,
tilgængeligt og fordelagtigt at vælge.
48

5. Konkrete tiltag
Tiggerne gav altså udtryk for, at det der kunne hjælpe dem var dem selv. Måske bl.a.
pga. ovennævnte fokus på individuelle muligheder for at handle, men højst
sandsynligt også fordi de oplevede, at der var meget hjælp at hente i København. Der
er opsøgende gadeplansmedarbejdere, misbrugsbehandling, sundhedsrum, støtte- og
kontaktpersoner, nogle skæve huse, væresteder, et hjemløsehus, herberger og
natcaféer. Derudover er der en række konkrete strategier, som ud fra denne rapport
måske også kan overvejes i forhold til gruppen af tiggere.
5.1 Exitstrategi
Det kan nogle gange være inspirerende at se på tilbud til andre grupper med sociale
problemer. Exitstrategien er en form for hjælp, der søger at hjælpe en gruppe ud af en
social situation og position til en anden. Således kan den overvejes i forhold til at søge
at hjælpe tiggerne ud af deres situation.
Københavns kommunes exit-strategi er karakteriseret ved at ville hjælpe en gruppe fra
en livssituation til en anden. Exit strategien er bygget op som et forsøg på at hjælpe
unge mellem 18-25 år, der har begået alvorlig eller personfarlig kriminalitet eller unge
der vurderes i risikozonen for at begå dette ud af deres kriminelle løbebane og evt.
banderelationer. Strategien har en teleologisk karakter i et forløb, som altså gerne
skulle ende ud i at den unge ”leder en bedre og mere konstruktiv livsførelse - dette
både for den enkelte unges skyld, men også for det omkringliggende samfunds
skyld”, står der i et notat fra Københavns Kommunes Økonomiforvaltning
(Københavns Kommune 2010a).
Først opsøges de unge på gader, i fængsler, ved egen henvendelse o.a., herefter
hjælper SSP eller SSP+ konsulenter dem med at behovsafklare deres situation; f.eks. i
forhold til bolig, arbejde, uddannelse og økonomi. Behovsafklaringen munder ud i en
individuel handleplan, og der tildeles så en mentor eller, hvis det vurderes at
”kriminaliteten har en bandekarakter”, tildeles der tre exiteksperter, der er ansat i tre
af de forvaltninger, der involveres i forløbet (ibid.). Mentor og exitekspert skal
således hjælpe med den samlede indgang til systemerne. Mentoren har tæt kontakt til
den unge med vejledning på det nære personlige plan. Og exiteksperten har
”mulighed for at ”følge” den unge rundt i de tre forvaltninger”. Herefter gennemgår
den unge et individuelt forløb, der hviler på kommunens kerneydelser og kan
suppleres med eksterne tilbud, som kommunen håber ”munder ud i et relevant
uddannelses- eller beskæftigelsesforløb for den enkelte” (ibid.). Endelig er der en
afsluttende fase. ”Når den unge vurderes at være selvhjulpen og ikke selv giver udtryk
for behov for fortsat støtte afsluttes forløbet. Det skal understreges, at et forløb kan
være langvarigt, i nogle tilfælde op til 2 år” (ibid.).
Det nævnes, at det er vigtigt, at de deltagende myndigheder eller institutioner lever op
49

til deres forpligtelser og de indgåede aftaler, og det understreges, at der er behov for
en særlig hurtig, koordineret og insisterende kontakt og indsats. Derudover beskrives
indholdet i et konkret exitforløb. Der lægges vægt på handling, og at der konkret sker
og gøres noget. Man håber, at exiteksperterne sørger for at ”de unge får og oplever en
hurtig og effektiv respons på sin henvendelse samt sikrer en tæt opfølgning på de
konkrete indsatser” (ibid.). Derudover vil man hjælpe med at etablere nye sociale
netværk, ligesom det skal prioriteres at arbejde for at genetablere bæredygtige
familierelationer. Samt at det sikres at kommunikationen omkring denne ofte
følsomme målgruppe er ansvarlig og ikke stiller de unge, der følger exitprogrammet,
sværere end nødvendigt.
Ud fra tiggernes udsagn og udtryk er der visse ting i ordningen der evt. kan have
relevans for dem også.
- Arbejdet med gruppen i exitstrategien er konkret. Det bliver beskrevet som, at
der er konkrete tiltag, der bliver iværksat og træder i kraft umiddelbart efter
den individuelle behovsafklaring, som f.eks. boliger og arbejdspladser. Der er
reelle handlinger, der fortrinsvist hurtigt følger behovsafklaringen og flere
indsatser samtidig.
- Der er forståelse for, at der kan være behov for vedvarende støtte, og at der
kan være tilbagefald. Tiggerne, der havde et misbrugsproblem, talte f.eks. om
at have været clean men få tilbagefald til misbrug. Mange gentagende gange.
- Indsatsen er koordineret. Indsatsen søger at løse komplekse problemstillinger,
som netop også kendetegner mange af tiggernes forhold. De mangler bolig,
job, har et misbrug o.a.
- Der er en forståelse for, at der kan være tale om en sårbar og følsom
målgruppe, og at kommunikationen derfor skal være ansvarlig og ikke stille
gruppen dårligere eller sværere end nødvendigt.
- Der er en forståelse for, at tilbuddet til den unge skal være relevant, hvilket
netop er det flere tiggere har efterspurgt, når de ærgrede sig over
aktiveringsforløb ikke ledte til noget eller var kede af ikke at have ”et rigtigt
arbejde” ude blandt ”rigtige mennesker”. I en mindre evaluering og
undersøgelse af holdninger til arbejdet på en arbejdsplads med alternativ
beskæftigelse til socialt udsatte kontanthjælpsmodtagere viste det sig, at
arbejdets relevans havde stor betydning for kontanthjælpsmodtagerne
(Københavns Kommune 2009). At arbejdet har betydning for andre end én
selv var vigtig for gruppen af socialt udsatte, hvor tiggerne også kunne høre
ind under.
50

- Det understreges, at aftagerne af de unge skal være klar til at tage imod dem.
Flere tiggere nævnte f.eks. problemer med at føle sig tilpas på en arbejdsplads.
- I exitstrategien prioriteres det, at der skal skabes nye sociale netværk og
arbejde for at genetablere bæredygtige familierelationer. Mange tiggere gav
udtryk for, at det var et problem for dem kun at have netværk i gademiljøet
især i forhold til at komme ud af et misbrug eller føle sig ensom i en lejlighed.
Forholdet til familie var mere komplekst og er ikke som sådan undersøgt i
denne rapport, men der var både positive og negative udsagn omkring
udtalelserne, men enkelte talte om en dårlig kontakt, de ønskede kunne
udvikle sig til det bedre.
Der er dog også en række aspekter, der kan gøre det vanskelligere eller måske
ufordelagtigt for gruppen i forhold til exitstrategien.
- Der er ofte et misbrugsproblem, som har været længerevarende og kan kræve
længerevarende behandling end de op til to år exitstrategien er lagt op til.
- Tiggerne er ofte ældre (de fleste var omkring 35-50 år) og har måske ikke
samme energi, fysik eller mulighed for at komme i uddannelse eller fuldtidjob,
men er måske rettere i målgruppen for en førtidspension eller deltidsjob.
- Exitprogrammet virker meget resultatorienteret mod ét specifikt resultat. De
unge skal igennem et program, hvilket måske for tiggernes vedkommende kan
vække en følelse af indskrænkelse af frihed, som flere tiggere netop satte pris
på, eller en følelse af for omfattende bestemmelse over ens liv. Som beskrevet
i rapporten blev mange tiggere som sagt afskrækket af hjælp fra kommunen
eller at få et arbejde, på grund af en manglende frihed eller for meget autoritet.
- Der kan være traumer, psykisk sårbarhed og personlige problemer der er
vigtige samt helbredsmæssige problemer, der også må adresseres. I det hele
taget er gruppens problemer højst sandsynligt mere sammenblandede og mere
omfattende end de unges.
- Endelig er det spørgsmålet, om der er retfærdighed i at tiggeriet ændres, når nu
andre handlinger i det offentlige rum lægger sig op af også det tiggerne gør.
Hvorfor skal tiggerne ikke have lov til at sidde eller stå og gå i et offentlig rum
og skabe penge, sådan som også andre forretningsdrivende også indtager det
offentlige rum med f.eks. avissalg, salg af humanitær hjælp, miljøbeskyttelse,
dyrevelfærd eller andre hjælpeprogrammer. Som en avissælger sagde; ”er det
ikke også at tigge at forsøge at sælge avisabonnementer”. Hvorfor skulle det
51

være anderledes at bede om penge til sig selv end til en omspændende
organisation eller virksomhed? Spørgsmålet er måske ikke, om selve
tiggerhandlingen er okay, men om de andre sociale, fysiske og psykiske
problemer, de fleste af tiggerne har, bliver støttet og hjulpet. Det handler
derfor måske ikke så meget om at afskaffe tiggeriet, men om at hjælpe med de
sociale, fysiske og psykiske problemer, tiggerne står over for.
52

6. Konklusion
I denne rapport er der fremhævet en række forhold i tiggernes liv, som f.eks. at bo på
gaden, misbrug, økonomiske forhold, oplevelser af at tigge, forestillinger om
individets handlemuligheder osv. samt tiggernes udtryk og holdninger til disse
forhold. Det er åbenlyst at misbrug, problemer med at bo samt økonomiske
vanskeligheder er relevant for de fleste af tiggerne. Derudover giver tiggerne udtryk
for, at disse forhold er med til at forstærke hinanden, sådan at et misbrug gjorde det
sværere at bo og vanskelligere at administrere ens økonomi; pga. f.eks. manglende
socialt liv uden stoffer og behovet for at købe stof til at komme ud af sine abstinenser.
At en manglende bolig gjorde det sværere at leve et liv uden misbrug og styre sin
økonomi, f.eks. udtrykte tiggerne, at det var fordelagtigt for dem at tigge, sove på
gaden eller natcaféer, hvis de var påvirkede, og at det var sværere at få pengene til at
slå til, når man levede på gaden. Tiggerne fortalte også, at det at have svært ved at
administrere ens økonomi og få pengene til at slå til gjorde det svært at holde en
bolig og komme ud af sit misbrug, da pengene til husleje blev brugt til noget andet, og
man derfor risikerede at blive smidt ud, og at man i forhold til misbrug kunne bruge
mange penge på én gang, sådan at man var helt flad og var så desillusioneret over ens
økonomiske forhold, at planer længere ude i fremtiden virkede uoverskuelige eller
lige meget.
Tiggerne lagde ikke selv stor vægt på, at de tiggede, men forstod hele deres situation
på gaden, hvoraf at tigge kun var en del. Gadelivet og livsforløbet, der har ledt til
tiggeri, forklares af tiggerne ud fra personlige kriser, som skilsmisse o.a., problemer
med arbejde og uddannelsesforhold, osv. Tiggerne gav mange forskellige forklaringer
på hvad, der ledte dem til tiggeri, men for størstedelen af tiggere var der en tendens
til, at de kun kom med én løsning på deres situation; de skulle selv motivere sig ud af
det og vælge det. De oplever måske, at der er hjælp, hvis de har behov for det. At der
er sociale foranstaltninger, der står til rådighed. Der er f.eks. misbrugsbehandling, der
er sundhedsrum, der er gadeplansindsats, støtte- og kontaktpersoner, der er nogle
skæve huse, der er væresteder, et hjemløsehus, herberger og natcaféer. Men måske er
udtalelserne også udtryk for en tendens til at forstå sociale forhold og positioner som
individuelle frie valg. Tiggerne mente, at det var dem selv, der skulle vælge sig ud af
tiggeriet. De fortalte, at det ”skulle komme indefra”; at deres vilje og motivation ville
være det, der skulle til. Hvis de ville, kunne de vælge gadelivet fra. De mente ikke, at
samfundet kunne hjælpe dem med det. Men da tiggerne fik en mulighed for at sælge
aviser i stedet for at tigge tog langt de fleste i mod det. De fik muligheden for at vælge
avissalg i stedet for. Her kom muligheden netop ikke indefra men udefra. At avissalg
har gjort det muligt for tiggerne at vælge en anden måde at skaffe penge på, dog for
mange periodisk afbrudt af tiggeri, er måske udtryk for, at tiggerne også på andre
områder gerne ville vælge noget andet, hvis det var tilgængeligt, fordelagtigt, virkede
overkommeligt, trygt og muligt for dem.
53

Hvis disse konklusioner er nogenlunde sigende for gruppen af tiggere, er
forestillingerne om at de ikke vil lave noget andet end at tigge altså forkerte for langt
de fleste tiggere. Det er altså ikke blot motivation, der skal til, men reelle tilbud og
muligheder, de føler, de kan vælge. Hvis man altså vil forsøge at lave konkrete tiltag
til gruppen, bør man nøje overveje den situation tiggerne er i, når man møder dem.
Konkrete tiltag som de let kan træde over i kan vise sig gunstige for evt. at ændre på
de forhold, der er. Som avissalget har vist, er det tiltag, der er lettilgængelige for dem
at træde over i, og som de derfor tager imod og vælger. Avissalget lå tæt op af den
verden de kendte og deres egen hverdag allerede. Ligeledes kunne man måske tænke i
boliger, der ligger tæt op af deres hverdag, og de forestillinger om at bo der er
kommet til udtryk i denne rapport samt arbejdsmarkedsforhold, økonomiske forhold,
aktiveringsregler osv. kan måske gøres lettere tilgængelige for dem at vælge.
54