APRIL> JUNI - Horsens Pinsekirke

meTTe bjerre
ud af deprission og ingenmandsland:
1+1= alT deT, gud
ønsker for mig
Før frygtede jeg mange af hverdagens udfordringer, fordi jeg var
bange for ikke at være god nok. Nu er jeg tæt på ”kun” at frygte
Gud! Jeg hedder Mette Bjerre, er gift med nok nær den mest elskelige
mand, der findes. Sammen har vi to børn, og jeg har to
voksne børn fra et tidligere ægteskab. Livet har budt på mange
udfordringer mellem mennesker med sådan en børneflok.
Jeg er vokset op i en familie, hvor hovedparten var ateister. Holdningen
var, at når du dør, så dør du! Jeg kunne fortælle mange
andre og berigende historier, men den væsentligste i forhold til
denne er, at jeg lærte, at 1+1 er 2, og sådan var dét bare!
Jeg har altid kunnet mærke, at der var noget andet - noget mere
at komme efter. Dét andet, jeg mærkede, kunne vi bare ikke tale
om. Det blev ”forkert”, og jeg følte mig forkert, fordi jeg ikke blev
taget alvorlig. Hver gang jeg syntes, gjorde eller sagde noget,
som ikke gav mening i den verden, hvor 1+1 er 2, var jeg bare
ikke en succes. Sjovt nok fandt jeg jobs i en verden, hvor netop
det, man kan veje og måle, er det eneste rigtige, og mon ikke
jeg ubevidst søgte denne verden, fordi det gav mening for de
relationer, jeg var i, og jeg dermed følte, at jeg var god nok? Det
har godt nok skaffet mig en masse fine resultater på mit CV, men
har også resulteret i en opslidende vandring i livet. Det eneste,
jeg kunne finde ud af, var stræben efter det perfekte!
For 2,5 år siden sad jeg som en zombie – kun 3. døgn på antidepressiv
medicin, og hele kroppen var gået i stå. Jeg var gået
i stå! 1+1 var ikke 2 mere. Mit regnestykke gik ikke op. Det gav
simpelthen ikke mening at sidde dér, død og i ingenmandsland
og helt uden handlekraft. Og dog!
Imens jeg sad dér på min kontorstol, (jeg har nok siddet næsten
en hel dag uden ord og handling), blev min krop - ja hele mit indre
oplyst. Det startede indefra, og pludselig føltes det som om,
hver en celle var oplyst, og jeg ”hørte” nogen kalde.. Ordene var:
”Mette rejs dig op, beslut dig for at følge lyset, kom med”. Jeg tror
på, at Gud åbenbarede lyset, da jeg blev stille – uforetagsom,
depressiv og ude af stand til at handle, som jeg ville. Eller rettere
som jeg havde lært meget tidligt af frygt for ikke at være perfekt.
Det perfekte findes bare ikke. Jeg er og bliver lidt skæv og ikketilpasset
i denne ”1+1 = 2 verden”. I min verden er 1+1= alt det,
Gud ønsker for mig og Hans plan. Jeg har sluppet frygten for
”Janter” og menneskers fordømmelse. Jeg vælger at komme
til Gud og holder hver dag Jesus i hånden. Han gik jo
vejen før mig, og jeg behøver ikke at opfinde den dybe
tallerken og finde vejen selv. Man bliver så træt af det i
længden. Nu frygter jeg kun, at Gud ikke får sin vilje, for
Han har jo en helt unik plan med mig og (h)ånden på
hjertet, jeg tror, den er go`.
CHRIST
FORDENMARK
CHRIST
FORDENMARK
CHRIST
FORDENMARK