9. RAVN - Arne Glud

arneglud.dk

9. RAVN - Arne Glud

Det næste tilhørte kommandør Henrik Ravn

(1868-1949). Det lå højt, på ”Klinten”, ligesom

Fortet. Det var en langstrakt grund, på midten

lå huset, et rødt træhus i to etager. Fra landevejen

hen til huset var have, med en masse

Ravns hus: GLITNE. Set fra øst. 1935.

9. RAVN

frugttræer og frugtbuske. Fra huset ud til klinten

var der åbent. Der har vel fra starten været

en bestemmelse om at der ikke måtte bygges

her, fordi man fra fortet skulle kunne skyde

mod syd (Demarkationslinie), siden er det

31


32

blevet fredet. Lokalvejen hedder nu Frydensvej.

Fruen havde tegnet huset, og tømrer Nielsen

(Stk. 25) havde bygget det. Det lå på en

skråning, således at der var en lang trappe op

til stueetagen. Man kunne gå lige ind i kælderetagen,

hvor der var et stort værksted. Det var

kommandørens hobby at arbejde her, og nogle

sagde at han burde have været tømrer eller

snedker. Han havde også plantet alt i haven,

var begyndt på en bar mark. De havde købt

jord af Klintegården, og det var god jord. Nu

var der meget at gøre med at plukke frugt og

bær, det var fruen og de to døtre der stod for

det. Kommandøren – det skulle man altid sige,

man måtte ikke sige ”hr. Ravn” – var ivrig til at

lave frugtvin. Dengang var druevin en luksus,

og mange lavede frugtvin. Men det var svært.

Det blev sagt, at der skulle 10 års erfaring til

før man kunne være bekendt at servere den for

gæster.

Kommandør Ravns far var også søofficer,

blev viceadmiral, og var minister i Estrups regering

i en lang årrække. Den var jo meget

upopulær på grund af ”provisorierne” (provisoriske

finanslove), og det fortælles at Københavnerviddet

sagde eller sang: ”Ned med

Estrup, Scavenius og Ravn. – Op, op på en

skraldevogn – og ud af Kongens København”!

Ved at støtte landbefæstningen skadede han

flåden, og blev kritiseret af sine kolleger. –

Kommandøren blev senere direktør for Søkortarkivet.

Han havde sejlet meget, bl.a. til

Island, som dengang hørte til Danmark. Her

havde han fundet sin hustru, Marie, som var

søster til fru Hartz (Stk. 19). Og det var ved

sommerophold hos Hartz at de fik lyst til at få

eget hus her. Fruernes far var norsk hvalfanger

på Island, kaptajn Lauritz Berg. En anden søster

blev gift med den svenske opdagelsesrejsende

Nordenskjöld. Fru Ravn fortalte engang,

med et undskyldende smil, at blandt de danske

søofficerer hed det sig, at man skulle

”plukke rosen, men lade busken stå”. Det

føltes som en meget ”vovet” bemærkning på

den tid. – Det var et forbilledligt ægteskab,

min mor sagde at det var ”den store kærlighed

i praksis”. Fru Ravn havde engang fortalt, at

der gik ikke en dag uden at hendes mand

sagde en kompliment til hende. - De to døtre

havde fået nogle gammeldags navne: Wilhelmine

og Henriette. Men det klarede de ved at

forkorte til: Willen og Henni. Henni blev gift

med en ingeniør i Göteborg.

Ravns hus hed GLITNE. Det er et gammelt

norsk ord der betyder: den lysende, eller strålende.

I den norrøne mytologi var det navnet


på guden Forsets hal, hvor han holdt dom. Der

var støtter af guld, og taget var af sølv. – Men

sådan var Ravns hus nu ikke. I påsken 1935

boede jeg der. De viste mig en dørkarm, hvor

malingen klæbede lidt. Huset var bygget

Det vi kaldte Klinten kronedes af et mægtigt

bjælkehus med rødt tag. Det var i 3 etager, og

med lang balkon mod øst og vest. Det ligger

nu for enden af Klinteparken. Sigurd Orla-Jensen

(1870-1949) blev cand. polyt. 1893, dr. phil.

1904, professor ved Polyteknisk Læreanstalt

1908. Hans fag var gæringsfysiologi, og han

gjorde en stor indsats for mejeribrug og osteproduktion,

han var en internationalt anerkendt

videnskabsmand. Han medvirkede til

den danske roquefort-osteindustri, og han lavede

recepten til CLOC-likør (Cuminum Liquidum

Optimum Castelli, Slottets Bedste Kommen

Likør). Og han skrev en afhandling om

”Aarsagen til Dannelsen af Huller i Schweizerost”.

Hans hustru var også ingeniør, og gav sig

af med de samme emner: mælk og brød. Da de

havde købt grund tegnede hun et hus. Men da

under første verdenskrig, der var erstatningsmaterialer,

og malingen var ikke blevet tør i

løbet af 20 år! – I 1960 blev huset ombygget,

men nu er det væk. Og området derfra ud til

klinten er ligeså åbent som før i tiden.

10. ORLA-JENSEN

hun så min fars bjælkehus (Stk. 13), blev hun

så begejstret for det, at hun tegnede et lignende,

men betydeligt større. I sommeren 1918

boede de til leje i vort første hus (Stk. 12), mens

de byggede deres, som blev færdigt i 1919. -

Orla-Jensens hus. Ca.1924. (uskarpt).

33


34

Børnefødselsdag hos Orla-Jensen. 1926 eller 1927. Til venstre, foran: Sigurd O-J, bag: Erik G.

Til højre, foran: Arne G, bag: Ib O-J. I midten: 4 børn af gartner Rosenaa.

Professorens hobby var at spille Kroket, det

var moderne dengang, og man sagde at han

gerne ville vinde. Der var indrettet en flot kroketbane.

Der var to sønner, og når der var

børnefødselsdag var det en stor oplevelse at

være i den fantastiske have. Den ældste søn,

Ib, blev kunstner, maler. Han havde en udstil-

ling i 1935, hvor jeg hilste på den aldrende professor.

Den anden søn, Sigurd, sluttede som

købmand i Store Magleby på Amager. Fruens

søster, frk. Gjerulff, boede der om sommeren.

De to søstre havde arvet mange penge, fra Firmaet

Holbech på Østergade, hjørnet af Købmagergade.


Grunden var umådelig stor, så man måtte

have en gartner til at passe haven, han boede

med familie i et hus ved indkørslen fra vejen

(nu Klinteparken 1), han hed Rosenaa. Grunden

var på 4 tønder land, 57.000 kv.alen,

(22.440 kv.meter). Professoren begyndte som

andre på bar mark. Han havde rejst meget i

udlandet, og havde hjembragt mange smukke

planter og træer. Og fruen var også aktiv ved

anlægget. Der var dels dyrket have, dels park,

og der var lavet en lille sø. Da professoren blev

gammel ville han gerne at stedet blev bevaret

som det var. Han tilbød det offentlige at købe

det hele for 150.000 kr., men hverken Statsministeriet

eller Københavns Kommune ville

betale det. Man syntes at anlægget var for fint

til at være ”folkepark”, desuden lå det langt

fra København. I slutningen af 1944 solgte

Orla-Jensen til en privatmand, for 120.000 kr.

35

Herefter begyndte udstykningen. Der var forskellige

planer for denne, mere eller mindre

hårdhændede. Søen blev kastet til. Men der

blev dog ikke bygget rækkehuse. Der er nu 2

veje: Klinteparken, og Klinteparksvej, med

parceller på begge sider, og desuden er der

mod syd et åbent stykke. Det blev købt af

Ernst Hartmann (Stk. 25), der skænkede det til

Høje-Taastrup kommune, som har indrettet en

strandpark med mulighed for camping.

Derfor navnet: Hartmannsgave. – Området fra

Orla-Jensens hus ud til stranden er fredet.

Orla-Jensen var meget aktiv for naturfredning,

og var i mange år formand for Grundejerforeningen.

- En af grundene blev købt i 1950 for

12.000 kr. Den var på 942 kv.meter. Det giver

en pris på ca. 13 kr. pr. kv.meter.


36

Klintegaarden. Forrest: vej til Karlslunde by. Stuehuset er stråtækt.

Til venstre: Peder Olsens røde murstenshus. Skibet i baggrunden er strandet, og besætningen boede en tid på

Klintegaarden. Postkort. Stemplet 5.1.16. Efter et stort professionelt fotografi, 1914.

Klintegården lå som en indgang til Karlslunde

Strand, ud til vejen der førte op til landsbyen.

Skulle man til Karlslunde By (som man sagde)

gik vejen fra Klintegården først lidt mod nord

(nu Klintegaardsvej), så drejede den og gik

mod vest til landevejen Tåstrup-Køge. Halvvejs

hertil boede frk. KIERKEGAARD, hvis far

havde haft Karlslundegården, og hendes

11. FRA KLINTEGÅRD TIL KØBMAND

broder havde haft den inden Gjersdahl (Stk.

27). Hun drev et stort gartneri her, hjulpet af

sin husbestyrerinde, frk. Møller. Her kunne

man købe grøntsager, jordbær, også saft og syltetøj.

Hendes hus var bygget af kridtsten, så

det blev kaldt Kridthuset. Hun havde selv

bygget huset, og anlagt haven. For børnene

var det et paradis at komme her, og frk. Kier-


kegaard var sød mod børn. Fra indgangen ved

vejen var der skiftevis guldregn og rødbøg.

Hun havde arvet flere grunde på stranden,

som hun kunne sælge efterhånden. Hun var

meget dygtig, og meget afholdt. Hun havde

været forlovet med en mediciner, men han

døde. Da hendes veninder holdt sølvbryllup

ville hun også holde en fest, og det blev i et telt

på en strandgrund, med flere hundrede gæster

(fortæller Sigrid f. Hartz, Stk. 19). Men hun

blev syg, og måtte opgive gartneriet. - I nærheden

boede Martin (Hansen) som også var gartner.

Han kørte på stranden og solgte grøntsager.

Hans hus ligger der endnu, overfor Egedalcentret.

Bag dette går vejen lidt opad, ved

Firhøje. Og i nærheden lå - Himmelbjerget! Engang

kørte min mor på hestevogn her, og bonden

klagede sig over stigningen. Min mor kom

fra Norge med dets fjelde, så hun syntes nok

det virkede komisk. Der må have været andre,

der havde den opfattelse, for nu hedder det:

HINBJERG.

Som nævnt overtog Christian H(ilarius)

RASMUSSEN Klintegården efter Therkildsen,

som måtte opgive den på grund af sygdom.

Han flyttede til Roskilde men kom sig her, så

han kunne give sig af med forskelligt arbejde.

Rasmussen havde forinden haft Øtoftegård

”Ane ved Klintegaarden”. Ca. 1917.

ved Høje-Taastrup, en gård med udmærket

jord. Nu er der by her, men navnet er bevaret i

et vejnavn. Rasmussen var gift med en datter

af Therkildsen, og de fik 13 børn. Men fruen

døde i 1918, under den spanske syge. Han giftede

sig ikke igen. Der var forskellige husbestyrerinder,

og der var ANE Rasmussen, som

37


38

havde været gift med en tømrer, men han

døde tidligt efter en ulykke. Derefter hjalp hun

til hos andre. Hun blev kaldt Ane ved Klintegaarden,

hun var kusine til Ane på Ræveholm

(Stk. 26), og hun var meget proper, i modsætning

til den anden Ane (Nielsen). Hun boede i

et hus der lå ved hjørnet af Engvej og Strandgårdsvej.

Det brændte for nogle år siden, det

var det sidste rigtige bondehus her. Der er en

lille mindesten med teksten: ”Ane’s Hus

1817”. Ane ved Klintegården døde ca. 1936, og

var da ca. 80 år.

Da cementvejen blev anlagt gik det ud over

Klintegaarden, længer blev fjernet, så kun

stuehuset (bygget 1880) er bevaret, det ligger

Lille bindingsværkshus overfor Peder Olsens hus.

1935. Nu: Oldermandsvej 7

vinkelret på vejen (Karlslunde Strandvej nr.

32). Omkring 1950 blev markerne udstykket,

og Rasmussen tjente mange penge på det. Han

lod opføre den røde ejendom (nr. 34), for at

have nogle butikker i nærheden. Han døde

l961, og siden har nogle af hans børn boet der.

Den sidste, Ernst, døde i 2002, og derefter er

huset blevet solgt. Jeg har talt med en datter,

fru Thorsen, som var 94 år, hun kunne huske

min far fra dengang han havde grund her!

Lige syd for Klintegården kan man se en

rest af den gamle Køgevej, den hedder Oldermandsvej,

den er opkaldt efter Therkildsen,

som var oldermand i Karlslunde bylaug. I øvrigt

betalte Therkildsen en ny skole i Karls-

Broen over åen ved den gamle landevej

(nu: Oldermandsvej), lidt syd for Klintegården. 1935.


lunde, i 1908. Det var for penge han havde fået

ind ved grundsalg. Oldermandsvej går ud til

”Åen”, som hedder Møllebækken. Indtil her er

den overdækket, og der er en gangsti på den,

som snor sig gennem villakvarteret. Her var

dengang en lille bro til den gamle vej, og der lå

et rødt murstenshus, bygget ca. 1907. Her boede

PEDER OLSEN (Ol’en) som var arbejdsmand

og hjalp til ved bygning af huse, fx blan-

de cement til fundament, ellers var det jo træ.

Han var meget tunghør, og vi børn morede os

over at se, at han holdt den ene hånd for øret

når han talte med nogen. Der var ikke noget

med høreapparat der. Og i øvrigt gik ”almindelige

mennesker” ikke med briller dengang. Det

kom først med Steinckes Socialreform i 1933,

”Sygekassebriller”. - Huset ligger der endnu,

Oldermandsvej nr. 2, men er ombygget.

Rester af bro inde på marken, lidt syd for Klintegården. 1935.

39


40

Her fra Oldermandsvej er åen åben. Ved

udløbet er der en stensætning. Ved at dreje

udløbet ville man undgå at efterårsstormene

pressede søvandet ind i åen. Syd for åen var et

lavtliggende areal der længe lå ubenyttet hen.

En tid blev det kaldt: CONVADs grunde. Først

i løbet af 1930’erne blev det udstykket og

bebygget. På de følgende grunde boede

mange af de første grundejere. Der var

ALBERTSEN, som havde været inspektør ved

De Gamles By. Han havde flere grunde. Han

og hans kone lejede ud om sommeren, så

kunne de bo der før og efter, fruen sagde, at

september var den bedste måned, når der ikke

var ret mange mennesker. Hun sagde også:

”Når en af os dør, flytter jeg til Roskilde”. - En

af de første på stranden var frk. LJUNGDAHL.

Hun havde flere grunde, og byggede flere

huse. Da min far byggede sit første hus kunne

de vinke til hinanden, og i et blad var der en

artikel om ”hans hus og hendes hus”. Ud til

landevejen ligger et kvadratisk hus med stråtag,

det kaldte vi fru Weiss’ hus (nu Granvænget

nr. 2). Hun var afdelingschef i Magasin du

Nord, for broderi. Hun foretog forretningsrejser,

og herved traf hun en østriger, Weiss, som

hun blev gift med, ca.1920. Det var gennem

hende, at PIND kom herned. Han var afdel-

ingschef i Magasin du Nord, hvidevareafdeling,

han havde 4 døtre. Huset var hvidt med

stråtag, bygget ca. 1920. (Huset ses nu på

Hybenvej nr. 6). – Derefter kom STEINs hus,

gult. Karl Stein var grosserer. Senere var her

Wandel-Petersen, købmand i Roskilde. (Huset

ses nu i Granvænget nr. 7). I ”pionertiden”

voksede der ikke noget, man så kun husene,

derfor udtrykte man sig på den måde. - Holger

Sørensens vej er opkaldt efter en grundejer.

Holger E. SØRENSEN (f. 1886) var kontorchef

i Københavns Belysningsvæsen, og havde en

stor stilling som leder af personaleafdelingen.

Han var i funktion da jeg begyndte som bibliotekar

i Belysningsvæsnet i 1950. Han var en

fin ældre herre. Hver dag indtog han sin

frokost ved et lille bord i hjørnet af sit kontor.

Jeg fortalte om min tilknytning til Karlslunde

Strand. Men hans tid dér var efter min.

Efter Steins hus kom PETER PETERSENs

hus. Han var gårdmand, medlem af amtsrådet.

Derefter et lille rødt træhus, det var frk.

BECH der havde det, hun var datter af gårdejer

Morten Bech. Han havde købt den parcel

der lå lige nord for vor. Senere solgte han stykket

vest for vejen til købmandshandel. Ca.

1934 byggede han rigtigt hus nærmere ved

landevejen, mens frk. Bech havde det lille røde


sommerhus nær stranden, et af de første huse

der. Hun malede på den kongelige porcelænsfabrik.

Hun blev senere gift med Jens Holger

Jensen, fra Strandgaarden, da han var blevet

enkemand. Denne grund er nu den eneste, der

går helt fra landevejen ned til stranden.

Af andre beboere kan nævnes MANICUS-

HANSEN, et yngre par fra København, der

var nabo til Albertsen. Mine forældre kom

sammen med dem, også i byen. I det hele taget

kom man meget sammen med de andre på

stranden, og mange livsvarige bekendtskaber

begyndte her.

Omkring 1920 boede den kendte læge og

ernæringsekspert HINDHEDE en sommer på

Stranden med sin familie. Han spillede en stor

rolle under første verdenskrig, med sine råd i

forbindelse med rationering. Han var ivrig

vegetar. Hans søn, K. Hindhede, var den første

der fabrikerede færdigblandet beton (Stk. 7),

og anvendte gravko til udgravning af byggegrunde.

Bjælkehuset og andre huse. Til højre Steins hus med hvid gavl. Pinds hus med stråtag. Badehus.

41


42

På vestsiden af vejen lå et toetagers træhus,

Højbo. Det ses stadig, men er ombygget (nr.

78). Der er mange sideveje på østsiden af

Strandvejen, men der er ingen på vestsiden,

bortset fra rundkørslen. Vejen er ”facadeløs”,

fra Klintegården til Strandkirken, idet grundene

har indkørsel fra Ræveholmvej.

Derefter kom Købmanden (nu nr. 84). Oprindelig

var der ingen købmand her. Der var

Mette Petersen og hendes mand, de boede i

Karlslunde landsby. De kom ned til stranden

med en hvid hest, en gang om ugen, og havde

man telefon kunne man bestille varer. De var

meget hjælpsomme. Efter mandens død flyt-

Købmandens hus. Benzintank. Den gamle vej. Ubebygget grund. Udlånt af Arne Hansen.


tede METTE (”Mette Hans Pæ’sen”) til stranden,

og byggede købmandshuset. Om sommeren

blev førstesalen udlejet. Mette var

meget dygtig, og meget afholdt. Efter nogle år

overgik forretningen til J. C. PETERSEN (som

ikke var i familie med hende). - Man kan

undre sig over, at der var basis for en forretning

her hele året, da der var så få beboere

(1920’erne). Men her traf man de andre mennesker

og kunne snakke med dem, og så var

der telefon, det var der ikke mange der havde.

Byfolk syntes det var mærkeligt at se købmandsfruen

veje mel af i papirpose med et lille

barn på armen! Hun var ret stor, mens købmanden

var ret lille. Han havde en stor rødlig

hund ved navn Bello, den var meget fredelig.

En sommerdag lå den og sov på pladsen foran

butikken. Jeg, som var 7-8 år, stod og så på

den, blot af nysgerrighed. Så begyndte den at

blive urolig, virrede med hovedet, og vågnede

op. Jeg tænkte: det er da mærkeligt, at jeg sådan

kan øve indflydelse på den …

Købmanden havde også bil, en Renault fra

begyndelsen af 1920’erne, hvor køleren foran

havde to skrå sider, det var noget der ellers

først kom frem i 1933, med ”strømliniede”

biler. I løbet af 1920’erne begyndte det med

motorkørsel, og købmanden fik anlagt en ben-

43

zintank. Dengang var der et stort område fra

Købmandshuset ud til vejen, det forsvandt da

cementvejen blev anlagt. Når der skulle tankes

benzin (der var ikke selvbetjening) skulle man

bevæge et lodret håndtag frem og tilbage (vingepumpe).

Herved blev den gullige benzin

pumpet op, der var to glasbeholdere, hver til 5

liter. Når den ene var fuld åbnede man for en

hane, så benzinen kunne løbe ned, og imens

pumpede man op i den anden beholder, og således

fortsatte det. Under krigen var der ikke

brug for benzintanke, og da de kom igen efter

krigen var de blevet mekaniserede.

Når man stod ved købmandens hus en

sommeraften kunne man se ”mosekonens

bryg”, det var en let tåge der lå henover de

lavtliggende marker og enge, op mod Karlslunde

by.

Ud over denne faste købmand var der

mælkemanden fra Korskilde mejeri, han kom i

bil, og ringede med sin klokke. Den tids varevogne

var små, med en stor kasse bag førerhuset.

På bagsiden af denne var der haner til sødmælk

og til kærnemælk. På siden af vognen

var der en lille hane, den var til fløde. Man

medbragte kande til mælk og fløde, der var

ikke flasker. Var man ikke hjemme kunne han

stille den på trappen. En gang (da vi boede i


44

Bjælkehuset) var der stillet en halv liter fløde,

det var til en uge. Da vi skulle tage den ind, lå

der en druknet mus nede i kanden! Musen var

kravlet op til kanten–og havde fået ”overbalance”.

- Der kom også en bil fra Korskilde bageri.

OgdervarenslagterbilfraKarlslunde. Manden

hedRocatis,ogvibørn var mest optaget af hans

hareskår (ganespalte), det var meget fremtrædende,

dengang blev det ikke opereret.

Der var også et landpostbud. Det var en

ældre mand, der kom med sin cykel, og en stor

lædertaske. Et år fik jeg som fødselsdagsgave

en ”daler” (2 kroner) fra en faster i København.

Det sagde han, og jeg ventede, jeg syntes han

udfyldte en masse papirer. Så endelig halede

han daleren frem og gav mig. Det var mange

penge dengang!


12. GLUUD – CEMENTHUSET

Den første sommer. 1912. Udsigt mod vest over markerne. Til højre: L.G.

45


46

Efter købmanden kommer det areal min far

købte, og som er centrum for mig. Leopold F.

Gluud (1883-1968) arbejdede i sin fars garveri

på Ny Carlsbergvej, og overtog det senere.

Navnet stammer fra landsbyen Glud ved Horsens

Fjord. En stamfader var bondekarl der,

han blev hvervet til ”den Kongelige Livgarde

til Hest” i København, og tjente 10 år, det var

under Napoleonskrigene, da der var engelske

soldater ned over Sjælland til Lolland. - Efter

skilsmisse fik min mor, og min bror og jeg,

Arbejde ved det første hus. Til højre: L.G.

tilladelse til at skrive navnet med ét u, det er

mere praktisk.

Hvordan min far fandt frem til Karlslunde

Strand ved jeg ikke. Men som sagt købte han

grund i 1911. Han kørte derud på motorcykel,

og havde de første år et lille hus. I 1915 begyndte

han at bygge sit første rigtige hus, som

blev lagt allerbagest på grunden, ved den

nuværende Ræveholmsvej. Man kan se huset

endnu, men uden den altan mod vest hvorfra

Vandvognen. 1915.


man så aftensolen over markerne. I en lille

regnskabsbog kalder han det ”Cementhuset”.

Det var nyt dengang at lave væggene af cement.

På billederne ser man arbejdet. Overetagen

var af træ. Huset var tegnet af W. Glud,

som ikke var i familie med min far.

Regnskabsbogen viser at man tog ud hver

søndag for at bygge. ”Billet Taastrup retur (2

pers.) 1,60. Automobil Karlslunde retur 3,20”. –

”Arbejdsløn til Lund og Jørgensen (første

gang) 5 kr.” (derefter 7 kr.) (for 1 dag). – Senere:

Cementhuset under opførelse.

”1 fl. whisky 3,00 kr. 1 ⁄2 Cognac 1,00. 10 sække

cement 35,00. 12 flasker skibsøl 1,05”. Desuden:

”Knud – 18 timer á 50 – 9,00”.

I en ”Samlet Opstilling” hedder det: Alt cementarbejde

343,44. Glud tegning 40,00. Tømrer

Nielsen 1.200,00, og 800,00. Brøndgraver

Olsen 113,20. Murermester Madsen 253,00.

Malermester Mathiesen 189,00. (m.m.) De

samlede udgifter er: 5.188,64. – Dette hus blev

siden solgt til Wesche. Det blev da kaldt

VÆNGET (Stk. 18).

Cementhuset færdigt.

47


48

Opførelsen af det første hus strakte sig ifl.

regnskabsbogen fra april 1915 til oktober 1917.

Men nu skete der noget uforudset. Midt under

første verdenskrig rejste min far med en ven til

Norge for at stå på ski, i begyndelsen af 1916.

De boede på hotel i Geilo, og her var også en

skiløber fra Oslo, Julie BASSØE (1889-1975).

Hun var kontordame, og på grund af krigen

13. BJÆLKEHUSET

var der meget overarbejde, i forbindelse med

skibsfart, idet Norge var udenfor krigen. Som

kompensation gav chefen hende dette ophold

på Geilo. Min far var endnu ungkarl, men her

fandt han sin hustru. Allerede samme efterår

var der bryllup i Kristiania. Han havde set på

flere bjælkehytter i byens omegn og fået lyst til

at bygge et lignende. Og straks det følgende

Materialer til bjælkehuset. Påsken 1917. Til højre: Laura Bechs hus. Peter Petersens hus.


forår begyndte opførelsen af ”det norske hus”,

som det hedder i regnskabsbogen. Siden blev

det altid kaldt: Bjælkehuset. Det blev lagt i den

modsatte ende af grunden, nær strandkanten,

foran læbæltet. Det var tømrer Nielsen der

byggede det. Der blev brugt runde tømmerstokke,

som var udhulet på undersiden, hvor

de lå på næste bjælke. Mellemrummet blev foret

med ”fæhår” for at tætne. Det kunne være

godt nok til et sommerhus, men ikke til en

streng vinter. Der var ingen indvendig beklædning,

det var der heller ikke i cementhuset.

Taget var et ”spåntag”, af små træplader.

Det så pænt ud, men de skulle hyppigt

udskiftes, det blev dyrt.

”Udgifter ved Bygning af det norske Hus”:

1917 april. Brøndgraver Olsen 77,00. Maj:

Tømrer Nielsen 1.500,00 (og flere beløb

senere). Desuden: Wulf Arbejdstegning 40,00.

1 læs lægter 100,00. Malermester Mathiassen

207,25. 1 komfur 75,00. 1 firkantet kakkelovn

150,00. Fisker Peter Jensen (Stopning af Bjælker

og Hegn) 11 1 ⁄2 dag á 6 kr: 69,00. Plantning

af graner 64,00. Med nogle andre poster bliver

det i alt: 4.435,11 kr. - Af indbo nævnes: 3 spiralsenge

á kr. 20, 4 kurvestole á kr. 32, 5 tangmadrasser

á kr. 11, kravlebord, sengeudstyr

143,60.

Da huset skulle bygges modtog man bjælkerne.

De blev skåret til så de passede til tegningen.

Bagefter kom man til at tænke på, at

man kunne have fået et større hus med de

bjælker. Der var balkon både mod øst og mod

vest. I hjørnet mod nordøst var der en åben veranda.

Det ser man mange steder, men det er

nu en misforståelse, i vort klima. For enten er

Bjælkehuset under opførelse.

49


50

vejret dårligt, så er man inde, eller det er godt,

så vil man gerne sidde helt ude. Det gjorde

man også her, derfor blev der købt kurvemøbler,

fordi de er lette når man skal flytte dem ud

og ind. Men de går nemt i stykker. - Under de

senere ejere blev denne veranda lukket.

Der findes et maleri af ”det norske hus”,

eller Bjælkehuset, som vi kaldte det. Det har

Bjælkehuset færdigt. 17. marts 1918.

Foto: C.H. Delcomyn.

signaturen Alf L, som står for Alfred Larsen

(Note 12). Han boede hos ”Fiske-Peter”, og gik

rundt og malede på bestilling. Vi har 3 af hans

billeder. Jeg kan svagt huske at jeg har set ham

da jeg var meget lille. Han var en lille, rund

mand, så børnene kaldte ham for ”Kaptajn

Vom” (efter en tegneserie). På maleriet ser man

huset fra strandsiden, og der vokser kun enkelte

buske. Min far fortalte, at han plantede

en masse graner, men de gik alle ud. Senere

kunne der gro noget, og nu er der fuldt af høje

træer. Pudsigt nok ser man pumpen, det er vist

en ”kunstnerisk frihed”, for den skulle være

skjult set herfra. Men den fylder jo godt ud i

billedet. Pumpen stod nemlig foran huset.

Man skulle bære vand i spande ind til køkken

og soveværelser. Nogle gange skulle der ”spædes”,

dvs. man skulle hælde vand i pumpen

ovenfra, for at stemplet skulle blive tæt. Og

hvis det blæste kraftigt, kunne vandet blæse

væk fra spanden! Når jeg dengang så ned i

brønden kunne jeg se, at den var foret med grå

mursten. Jeg tænkte, at det måtte have været et

stort arbejde at stå dernede og mure. Men tømrer

Arne Hansen har fortalt om fremgangsmåden.

Først laver man en rund, flad ring af træ

(brædder). Den skal ligge på jorden, som her

er sand, helt vandret. Man lægger mursten


Bjælkehuset. Maleri af Alfred Larsen.

51


52

rundt langs kanten, i flere lag over hinanden.

Der er ikke mørtel mellem dem, for at vandet

kan løbe til. Man graver sand ud i midten, derved

synker kransen med sten ned. Man lægger

flere sten på, og graver ud, så det hele synker

ned til den dybde man ønsker.

Omkring 1930, da sommerhusbyggeriet

tog fart, brugte man store ”cementringe” som

kom på lastbil. Man lagde en ring på jorden.

Der var to brøndgravere, den ene gravede jord

op inde i ringen, og efterhånden sank ringen

ned. Så blev der lagt en ny ring ovenpå,

vægten pressede ringen ned. Den ene brøndgraver

fyldte jord i en spand, den anden

brøndgraver stod oppe med et hejseværk, som

han skulle dreje på, for at få spanden op.

Således blev der lagt den ene ring ovenpå den

anden, og brøndgraveren kom længere og

længere ned. Når han skulle op satte han det

ene ben i spanden, holdt sig til tovet, og den

anden skulle så trække ham op. Det har nok

været tungt. Arbejdet kunne være farligt, hvis

der kom giftig luftart ud af jorden. Det siges at

nogle havde et stearinlys dernede, hvis det gik

ud, var der fare på færde. – Jeg fulgte dette

arbejde ved flere brønde. Brøndgraverne

tyggede skrå, og det syntes jeg var spændende.

Jeg ville gerne prøve det, men det brød

de sig ikke om. Jeg helmede dog ikke før jeg

havde fået et lille stykke at sutte på. Men det

var stærkere end jeg havde tænkt, så da jeg

kom hjem måtte jeg kaste op, det var i et blomsterbed!

– Senere blev der anlagt et lille vandværk

overfor Klintegaarden, i 1935. Det blev

passet af Martin, som oprindelig var fisker og

tømrer. Det er efter ham Martinsvej er opkaldt.

Mens Bjælkehuset blev bygget boede man i

det første hus. Efter at Bjælkehuset var færdigt

blev det familiens sommerhus. Man ser på

maleriet balkonen på første sal. Indenfor var

forældrenes soveværelse, og her kom jeg til

verden i sommeren 1921. Mange syntes, at det

var forfærdeligt, at min mor ville føde her, i et

sommerhus på den øde strand. Men hun

havde fået nok af klinik, og sagde, at man

kunne få børn alle vegne, også på Grønlands

indlandsis. Og hun havde både sygeplejerske

og jordemoder. Fødslen gik let. I øvrigt havde

viogsåenungpigeihuset, det var Valborg, datter

af lærer Mortensen. En sang til min konfirmation

begynder med: ”MANICUS han skød 3

skud, / alle løb på marken ud. / Over stranden

lød det bud: / der er født en søn hos Gluud. -

Man til ”Bjælkehuset” foer, / gloede på det lille

noer. / Glæden var som altid stor. / Ja! Og stolt

det var hans mor.” Og det var hans far nok


også, for det er ham der har skrevet sangen.

Det at huset lå tæt ved stranden, og mod

øst, var noget særligt. På sommermorgener

kunne man se solen stå op, og jeg har senere

Pionerer på Stranden. Kurvemøbler i sandet. 1918.

tænkt på Jakob Knudsens salme: ”Se nu stiger

solen af havets skød …” Det var et paradis for

et barn at være her, man kunne lege overalt, og

i sandet kunne man ”bygge flotte slotte”.

53


54

Den strenge vinter. Jul 1927.

Ved pumpen foran Bjælkehuset.

14. OVERVINTRING

Men, som Holberg siger: ”Hvor længe var

Abraham i paradis?” Efter første verdenskrig

kom der nogle år med stor ”turbulens” på

varemarkederne, prisfald, også på læder og

skind. I 1925-26 måtte garveriet lukke, familien

måtte forlade villaen på Ny Carlsbergvej, og

man flyttede simpelthen ned til sommerhuset.

Den første vinter var meget mild. Jeg husker at

jeg i januar gik med min mor til Karlslunde by

og tilbage igen. Og bagefter sad vi det fri og

spiste ”flæskeæggekage”. – Den anden vinter

(1927-28) var meget streng. Der lå is et godt

stykke ud i vandet. Jeg gik med min bror Erik

(4 år ældre) ud på isen, vi trak i vore små

kælke, gik imellem høje isskruninger og tænkte

på hvad vi havde hørt om Grønland. Vi kom

helt ud til iskanten og så ned i det sorte vand.

Nu bagefter tænker jeg på hvad der kunne

være sket …

For et barn var det en dejlig tid. Men for

min mor var det strengt. Huset var jo bygget til

sommerbolig, og kunne ikke klare frosten. Der

kom is på indersiden af væggene. Hun sagde

til min far, at vi måtte flytte til byen. Der var jo

også børnenes skolegang. Min bror fik undervisning

på Karlslundegården, hvor man havde


en lærerinde til de to børn, Kate og Poul. Han

gik hver dag fra stranden til Karlslunde by og

tilbage igen. Engang måtte han vende om ved

Lopholm, han var bange for gasen der. Og en

anden gang så han en militær flyvemaskine,

der var nødlandet på en mark. Det var jo noget

nyt med flyvemaskiner, så det var han meget

optaget af, og skrev en historie om det. Han

gik i al slags vejr, sommer og vinter, og syntes

det var hårdt. Hans erindring om den tid er

helt anderledes end min. Jeg fik undervisning

af min mor, lærte at læse efter en ABC. Der var

en side til hvert bogstav, med et lille billede

øverst. Jeg husker bogstavet I, der var en

dreng som løb på skøjter på isen. For nogle år

siden så jeg på væggen i en café billeder af en

moderne ABC, her var også bogstavet I, og et

billede af is – men det var is til at spise! Det

siger noget om tidernes forandring. - Min mor

vedblev at tale norsk. Da jeg nu var den eneste

elev påvirkede det mig. Således ordet ”nogle”

– det udtalte min mor som ”nokle”, og så

sagde jeg også det. Så måtte jeg lære af min

ældre broder, at det hedder ”no’le”. Da vi flyttede

til byen og jeg begyndte at gå i skole

sagde de andre: ”Hvordan kan du forstå din

mor?”. Dengang var der ikke noget der hed

”modersmålsundervisning”. Det kunne jeg

55

godt have ønsket mig, så jeg havde lært at tale

norsk. Nordmændene har svært ved at forstå

dansk, og de synes det er et grimt sprog. -

Engang da vi sad i stuen med ABC-en kom der

en mus frem fra et hul i en væg. Den gik

ganske roligt hen over gulvet og forsvandt i et

hul på den modsatte væg. Der var mange mus,

og der blev sat musefælder op. Så kunne man

om morgenen se det sørgelige syn med mus

der var døde, og halerne stak ud. Om efteråret

kom de ind i huset. Engang da min mor kom

op i soveværelset var der en mus, der løb

rundt i vandfadet – den kunne ikke komme

op. En dag var det tordenvejr. Jeg sad på

skødet af min mor, med ABC-en, og vi så ud af

vinduet mod syd at et lyn slog ned, i et hus

langt væk, ved Solrød – og straks slog flammerne

op af taget. Derefter var jeg bange for

tordenvejr.

Vi kunne få besøg af hr. Gjersdal fra Karlslundegården

(Stk. 27), han kom til hest, det var

også den bedste transportmåde hernede ”på

stranden”. Og jeg husker sommermorgener,

når min bror var gået af sted til skole, jeg stod

og så op over markerne mod Karlslunde by.

Det var vidunderligt med solen, de lyse farver.

Senere, da jeg gik i Mellemskolen, læste vi

digte af Chr. Winther. Hans hyldest til det sjæl-


56

landske landskab udtrykte netop hvad jeg

følte …

Denne tid var radioens barndom (1926-28).

Min far var ivrigt optaget af det nye. Han havde

et ”Krystalapparat”, det var en lille trækasse

med en sort plade foroven, hvor der kunne

indsættes ”bananstik” og ”spoler”. Man var

nødt til at have hovedtelefon. Og der skulle

bruges en bestemt spole til hver station, der

stod et tal på hver spole. Han hørte Danmark,

og nogle gange udbrød han begejstret, at nu

havde han fået Königs Wusterhausen, en stor

Proprietær Gjersdal aflægger visit. 1932. Foto: R-K.

sender ved Berlin. Det afgørende var ”krystallen”,

der virkede som ”detektor”. Det var noget

der lignede en fin sten, inde i en gennemsigtig

skal. Der var en lille tråd som man

kunne styre, så gjaldt det om at finde et godt

sted på krystallen, så man kunne høre noget.

Det var også flyvningens barndom. Blandt

de første passagerflyvninger var ruten til Berlin.

Det var først militærmaskiner, de fulgte

kystlinien. Og nogle gange når råbet ”lavflyver”

hørtes, så styrtede vi ned til stranden og

så op på maskinen, som vist kun var nogle få


hundrede meter oppe. Vi kunne se passagererne

i vinduerne, de vinkede til os, og vi vinkede

til dem.

Og det var bilismens barndom, eller gennembrud

(det første!). Min far købte en lille

vogn af mærket ”Saxon” i 1919 for 3000 kr.

Den blev solgt i 1921 for 2800 kr. til en cykelsmed

i Karlslunde. Derefter købte han en Ford

T, også kaldet HGF (høj gammel Ford), som

var datidens folkevogn. Regningen fra F.

Bülow & Co. af 20. april 1921 lyder på: 1 Ford

Touring – Kr. 4.825. Desuden: Boldhorn, Uhr,

Speedometer, Trinbrædder, Reservehjul, Leveringsomkostninger,

i alt Kr. 5.760. Den var

”åben”, men der var kaleche der kunne slås op

i tilfælde af regnvejr. I kalechen var der indsat

vinduer af bøjeligt gennemsigtigt materiale,

men de var ikke særligt klare. Vi havde biltur

til Jylland i den, boede i telt og besøgte familie.

På billedet ser man den med familien. Når

man sammenligner den tids primitive biler

med de nuværende, og alt deres elektroniske

Fordvognen med familien ved Vallø. På trinbræt: ”Kit-bag”. Ca. 1923.

57


58

Saxonvognen med Erik. 1919.

På trinbræt: spand til acetylenlygte.

udstyr, så må man da siger, at det er en fantastisk

udvikling der er sket i løbet af min levetid.

Og man fristes til at spørge: kan den udvikling

fortsætte? Dette spørgsmål kommer

igen i tillægget om Greve Præstegård.

Da garveriet var solgt var der ikke penge til

at køre i bilen. Der var ingen der ville købe

den, så den endte i et mosehul – lige udfor

”Vænget”. Det lyder mærkeligt, men det hænger

vel sammen med at der kom den nye

model ”Ford A”, og så var der ingen der ville

købe en HGF. - Bag på vognen var der et stort

skilt med bogstavet B. Det betød, at bilen

havde lov til at køre på ”biveje”. Det var noget

nyt at der kom biler ud på vejene. Nogle gange

når jeg kørte med Riise-Knudsen til Karls-

lunde by, det var vejen til København, og der

kom en hestevogn, så standsede den op, og

kusken gik frem til hestens hoved og holdt det

fast, til vi var passeret.

For at vende tilbage til Bjælkehuset: Køkkenet

lå mod syd, ligesom i det første hus. Min

far mente det var bedst for husmoderen, som

skulle opholde sig meget der. Der var komfur

til madlavningen, men man anvendte mest

primus (petroleumsapparat), som var noget

ret nyt, opfundet af en svensker i 1892. Vand

måtte som sagt hentes ind i spande. I køkkenbordet

kunne man løfte en plade, så var der

trappe ned til en kælder. Den trappe faldt vi

ned af nu og da. Mod nordvest var et lille værelse.

Derefter stuen, og her var trappen op til

første sal. Under trappen var et lille rum, et

pulterrum. Den anden vinter kom en onkel fra

Amerika på besøg, ved juletid. Han medbragte

et stort sæt bestik af stål, det var noget nyt dengang.

Og til børnene havde han et lysbilledapparat.

Det var meget lille, billederne var på

nogle smalle glasplader, vist 5-6 billeder på

hver, i farver. Der blev hængt et lille lærred op

i pulterrummet, så vi kunne se billederne der.

Og lyskilden var – et stearinlys! (jvf. fyrfadlys).

Når man tænker på, hvad der nu findes af

elektronisk legetøj, var dette uendeligt primi-


tivt. Men vi var lykkelige for det. – I øvrigt var

der jo ikke elektricitet.

Da huset lå mellem stranden og læbæltet

havde man dejlig sol om morgenen, men ikke

om aftenen. Læbæltet stod som en mørk mur.

Når der om aftenen var helt stille kunne man

høre en hund gø langt væk. Denne særlige

stemning gjorde et stort indtryk på mig, og jeg

har bevaret mindet om den, lyslevende.

Mange år senere fik jeg kolonihave på Amager,

og det mærkelige er, at den stemning oplever

jeg nu her. Der er ikke store huse, man hører

ofte ikke andre mennesker, blæsten fejer hen

over det flade område. Men Karlslunde Strand

– det er by nu.

I læbæltet var der et skur i flere afdelinger,

og her var også ”tørkloset”. Hver aften gik min

mor med min bror og mig dertil. Som den ældste

kom han først til, vi stod udenfor og ventede

til det blev min tur. Jeg husker det fra vinteraftener,

det var kulsort nat. Men det mærkelige

er, at jeg var ikke spor bange for mørket,

tværtimod. Når man så op på nattehimlen var

det fantastisk at se ”Mælkevejen”. Nu kan

man næppe se den, fordi der er lys alle vegne.

Men for nogle år siden kørte jeg igennem

Sahara i lastbil, og her kunne jeg genopleve

barndommens mælkevej. Der er ingen bjerge,

59

der er ingen skyer, luften er klar (tør), der er

ikke bebyggelse. Man ser myriader af stjerner,

der strækker sig som en ”vej” henover himlen,

og det virker som om de er så nær på, at man

NÆSTEN kan røre dem …

Jeg har hugget mig i fingeren. 1926.


60

Min far havde lavet et bed til asparges, på

landsiden af læbæltet. Asparges skal have

sandjord, så det passede godt. Først blev der

lagt tang, derefter blev der lavet flere rækker af

”aspargesvolde”, hvor sandjorden er formet

som en vold med skrå sider, og vandret overflade.

I forsommeren gik han hver morgen ned

for at se efter asparges, som stak ”hovedet” op

Min far fik aldrig noget arbejde. Derfor kneb

det med økonomien. Bjælkehuset blev først

udlejet, senere solgt. En sommer boede komponisten

Kai Normann-Andersen og Ellen

Gottschalk der, med to drenge, Jesper og Hans

Henrik. Fra læbæltet op til vejen blev der efterhånden

udstykket grunde, og de blev bebygget

med sommerhuse af træ. I nogle år havde

vi en af disse grunde til brug om sommeren,

efter at vi i 1928 var flyttet til Brønshøj. Der

havde været et ”badehus” lige ved stranden,

til omklædning. Nu blev det flyttet op til det

grundstykke, der gik op til landevejen, på sydsiden

af den vej der førte ned til læbæltet, den

hedder nu Strandvangen (nr. 2). På den tilsvarende

grund mod nord (nr. 1) stod garagen, en

af sandet. Så gravede han omkring den, og

skar stilken over så langt nede som muligt. De

måtte ikke få dagslys (men nu bruger man

grønne asparges!). – Efter Skt. Hans måtte man

ikke ”stikke” flere, så fik planterne lov til at

vokse op, og de blev til hele ”træer”, de var

grønne med små kugler på. De var så høje, at

børnene kunne lege skjul mellem rækkerne.

15. FURUHEIM

stor træbygning hvor vi kunne lege, en rest fra

”velmagtsdage”.

Det var jo en social ”deroute”, fra det store

bjælkehus i to etager til et lille træskur. For at

pynte på det fandt min mor på et navn til

huset. Hun kaldte det Furuheim, eller Fyrrehjem,

en meget passende betegnelse, for det

var det eneste der voksede der. Og hun vedblev

at tale norsk i hele sin tid i Danmark,

næsten 60 år.

Der var lige plads til to senge, til forældrene.

Min bror lå på en madras på gulvet for

enden af de to senge, jeg som var den lille lå på

en madras som gik ind under sengene. Senere

fik vi et telt til børnene. Madlavning foregik i

det fri, i et ”Køkkentelt” med fuld ståhøjde.


Varmekilde var: ”Primus”. Vand måtte vi

hente hos købmanden. ”Kælder” til madvarer

var et rør af brædder i jorden. Et kloset blev

rigget til for enden af garagen. - Vi tilbragte

somrene 1929-32 her. Det har nok været slemt

for min mor, med de primitive forhold. Men

for mig som barn var det en dejlig tilværelse.

Flagstangen fra Bjælkehuset blev flyttet

hertil, og jeg fik min mor til at sy alle signalflag,

der er et til hvert bogstav, for jeg var

optaget af alt med skibe. Og fra kommandør

Ravn fik vi et gammelt eksemplar af ”Flagbogen”,

hvor der stod alle ”signalerne”, det var

kombinationer af nogle få bogstaver. Særligt

yndet var ”Sørøverflaget”, det var sort, med

dødningehoved og korslagte knogler i hvidt.

Og vi sad i det fri og spillede kort, ”4 mands 66

med esmakker”, det var min far og bror, Bent

R-K og jeg. - Jeg har fødselsdag om sommeren.

61

Når jeg vågnede skulle jeg fire et tov ned, det

gik op om et spær. For enden af tovet var en

kurv, og heri var fødselsdagsgaver. Det havde

forældrene forberedt efter at jeg var gået i

seng. Om eftermiddagen var der hjemmelavet

lagkage, og fødselsdagsbarnet skulle have det

runde stykke i midten.

Nabogrunden var længe ubebygget. Engang

kom militæret, med nogle lastbiler, hvor

der var et stort ”lytteapparat”, og en lyskaster

der nok var en meter i diameter. Det var det

nye, at de skulle spore flyvemaskiner. Det føltes

som noget virkelighedsfjernt. Man levede

(ca. 1930) i skyggen af den første verdenskrig.

Man hørte om børskrak i New York, om arbejdsløshed

i Tyskland, men havde vist ikke

hørt om Hitler. Men 10 år senere – ”Slaget om

England”: fjendtlige fly, lyskastere, ”spærreild”

– nu var det pludselig blevet virkelighed.


62

Man var i det fri altid. Vi var nogle børn der

legede sammen. Vi badede hver dag, formiddag

og eftermiddag. Stranden var ideel til

badning, navnlig for børn. Bunden skrånede

jævnt, så man kunne gå langt ud, ligesom nu.

Stranden er det eneste der ikke har forandret

16. STRANDEN

sig! Der var gerne 2-3 revler man skulle passere

for at komme til dybt vand. Hvis man ville

have båd her, skulle den helst være fladbundet.

Man skulle have nogle runde tømmerstokke

til at lægge under, så kunne båden rulles

op på stranden, når man skubbede på. Hr.


Wesche (Stk. 18) fik bygget en sådan fladbundet

båd. Den var lavet af tykt træ, så den var

tung. Det var til sønnen, den senere søofficer.

Da den blev leveret måtte de to trække den en

del af vejen på en trækvogn. Hr. Riise-

Knudsen (Stk. 20) var engang på rejse i Norge,

og her blev han så begejstret for en ”Nordlandsbåd”,

at han købte en med. Den havde

form som de gamle vikingeskibe, med køl, og

gik op foran og bag (agter). Det viste sig nu, at

63

det var nærmest umuligt at hale den op på

stranden. Så efter få år blev den bragt op til

grunden, hvor børnene kunne lege i den. Hr.

Riise-Knudsen fik så lavet en flad båd som

Wesches, men lettere. - Nogle gange kunne

man se fru Wesche til hest, hun red på den

flade sandstrand med sin ridelærer.

Der kunne være lavvande, og nogle gange

så meget at man kunne cykle på det tørre, faste

sand – og eksperimentere med at blive drevet

Nordlandsbåden. Karen, Bobby, Mogens, O. Riise-Knudsen. 1932. Foto: R-K.


64

af et ”sejl”. Andre gange var det højvande, det

var navnlig om efteråret, og det efterlod en

masse tang i sandet. Som regel blev det skyllet

væk igen, men hvis det blev liggende til næste

sommer kunne det give en ubehagelig lugt.

Der kunne være ”pålandsvind”, så stod vandet

højere, bølgerne rullede ind, og vandet var

lidt varmere. Der kunne være ”fralandsvind”,

så var vandet lavere, koldere, og med glat

overflade. Men fralandsvinden var farlig for

Lavvande. Bent R-K prøver med sejl. 1936.

ukyndige, fx nye gæster. Hvis de legede med

en badebold kunne vinden tage den, de opdagede

ikke at de kom længere og længere ud,

og så kunne de ikke svømme ind. Nogle gange

blev en fisker alarmeret, han startede en motorbåd

og sejlede ud for at redde personen,

ofte et barn. Alle var glade når det var sket,

men midt i glæden var der mange der ikke

tænkte på at betale fiskeren for indsatsen. –

Det skete engang at en badende druknede, så


edte der sig en uhyggelig, tavs stemning på

”Stranden” (egnen). Der var jo så få mennesker,

og man fulgte med i alt.

Ude i vandet stod der rækker af bundgarnspæle.

De blev rammet ned i foråret, der

var en særlig kutter med en tung vægt i den

ene side, den blev hejst op og faldt ned på

pælen (rambuk). Den lyd kunne man høre i

dagevis. Der var en enkelt række pæle udefter,

med et lodret net der skulle lede fiskene

udefter til rusen. Her var der en kreds af pæle

med net som sidevægge, og endelig den tragt

hvor fisken endte – og ikke kunne komme ud.

Ulempen ved bundgarn var at pælene kunne

rive sig løs, dels ved efterårsstorme, dels og

navnlig i isvintre, fordi isen kunne trække

65

pælene op så de forsvandt. Mange drev ind på

stranden, men langt fra ejermanden. Børnene

kunne prøve at lave tømmerflåde af dem.

Når der var torden kom den gerne sydfra,

og når den kom nærmere gik den enten mod

øst, ud over Køge Bugt, eller mod vest, til

Roskilde Fjord. Man sagde at vandet ”trak” i

hver sin retning, derfor var der sjældent

lynnedslag. For nogle år siden kom jeg i en flyvemaskine

sydfra, den fulgte kystlinien ved

Køge Bugt, og jeg undrede mig over at se en

smal landtange mellem to vandområder. Det

viste sig, at det var Roskilde Fjord på den

anden side, så landområdet virkede smalt – set

fra flyvemaskinens højde.


66

Da cementvejen blev bygget begyndte tilstrømningen

af byboere, som ville købe grund

og bygge sommerhus. Min far solgte den ene

grund efter den anden. Først var det strandgrunden

med bjælkehuset, den blev i 1930

solgt til tømmerhandler OVERGAARD i Taastrup.

I skødet fastsættes at: ”Sælgeren og efterfølgende

ejere af den sælgeren tilhørende

del af grunden skal have ret til at færdes til

fods over køberens parcel langs en 3 alen bred

strimmel jord langs parcellens nordlige side

17. SIDSTE AKT

Bjælkehuset set fra syd. 1955.

ned til strandbredden, og have opholdsret og

badningsret fra grundens nordøstlige hjørne i

fortsættelse af adgangsstien, hvilket opholdsareal

udgør 10 x 10 alen og er afmærket af

landinspektøren”. – Familien Overgaard har

haft grunden lige siden. Bjælkehuset blev

brugt som sommerhus, indtil det blev revet

ned i 1995. Nu er der to helårshuse her.

Det stykke hvor vi havde haft ”Furuheim”

blev solgt til Ingeniør GAD (nu nr. 2). Det

næste (nr. 4) til urtekræmmer HENNINGSEN.


Han fik bygget et to etagers træhus, ved tømrermester

Richard Hansen. Henningsen var en

ældre, kraftig, gemytlig mand. Når vi børn gik

forbi på vej til stranden sagde han uvægerligt:

”Nå, skal I have en Dykkert?”. Huset er senere,

ligesom mange andre, blevet ombygget til helårshus,

idet der blev sat skalmur udenpå.

På nordsiden af lokalvejen, nu Strandvangen,

var det en bankmand, SØRENSEN, der

byggede (nr. 1), han var selv med til arbejdet.

Han cyklede vist frem og tilbage. Huset blev

malet blåt, så børnene kaldte det ”Køkkenhuset”.

Bjælkehuset set fra stranden. 1959.

67

Den næste grund (nr. 3) blev købt af O.

Wesche (Stk. 18). Baggrunden for købet var

ønsket om at sikre sig strandret, dvs. ret til at

opholde sig på stranden, idet alle har ret til at

passere stranden. Ved en lovrevision i 1937

blev færdsel i de offentlige skove og på strandene

tilladt. Senere benyttede hans søn, Hans-

Henrik, grunden om sommeren. Der blev

opstillet en sigøjnervogn, den var sommerhus

for hans familie i en årrække. Fidusen var at

huset var på hjul, så skulle man ikke betale

ejendomsskat.

More magazines by this user
Similar magazines