Kapitel 7 - Aage Staffe

aage.staffe.dk

Kapitel 7 - Aage Staffe

Kapitel 7

Ulandshjælp på godt og ondt

før og nu

Bistand gennem FN og Verdensbanken kaldes multilateral bistand

– bistand direkte fra et land til et andet kaldes bilateral bistand. Det

enkelte land kan suverænt styre, hvem den bilaterale bistand skal

gå til, men ikke hvordan FN yder sin bistand. Det er en af de vigtige

grunde til, at mange lande giver meget lidt bistand gennem FN.

Samtidig med, at der går relativt mindre bistand gennem de multilaterale

systemer, er der sket en forskydning fra FN-systemet og hen

mod Verdensbank-systemet, hvor u-landene har mindre indflydelse,

men giverlandene mere.

U-landsbistanden udgjorde 0,54% af de vestlige OECD-landes bruttonationalprodukt

i en årrække, men i 1990.erne skete gentagne

fald, således at gennemsnittet i 1997 var 0,22%. Danmarks regering

fastfrøs i 2003 et beløb på 11,2 milliarder kroner – hvilket svarer til 0,9

procent af næste års BNP. Den danske bistand sker gennem Danida

den norske gennem NORAD.

De toneangivende vestlige lande (USA) havde med den kolde krigs

ophør ikke samme militær strategiske og ideologiske interesse i at

bruge bistand til en kamp mod kommunisme og socialisme i den fattige

del af verden.

Andre donorinteresser, de økonomiske og handelsmæssige har

indvirket på bistanden, i takt med at markedsøkonomien er blevet

dominerende. I 1980.erne og 1990.erne udvikledes en «tro» på, at

støtte via handelsinteresser automatisk skabte fremgang for u-landene,

på trods af, at forskere har påpeget, at de fattigste og «mindst

interessante» lande bliver fattigere.

Som motiv for at yde bistand er ofte en kristen baggrund, som Danmark

har fælles med vestlige lande, da missionærer har medansvar

for mange af kolonitidens forbrydelser.

115


Stormagter som USA og siden Japan og Vesttyskland var så økonomisk

stærke, at de automatisk spillede en rolle på disse nye markeder.

De nordiske lande havde ikke de samme muligheder, men kunne bruge

u-landsbistanden i forsøg på at komme ind på nye markeder. Håbet

var så, at bistanden ville fungere som murbrækker for kommercielle

eksportører.

Nationale og internationale NGO’er yder betydelig hjælp for egne indsamlede

midler, og påvirker den officielle bistand. De kanaliserer dele

af den officielle bistand til u-landene. I Danmark ydes 16-17% af den

bilaterale u-landsbistand gennem private folkelige organisationer.

Der stilles i dag en lang række tekniske og politiske krav til u-landsbistanden,

og der er lavet talrige til dels modstridende undersøgelser

af bistandens kortsigtede og langsigtede effekt.

Den er blandt andet kritiseret for at kunne være med til at fastholde

lande i et afhængighedsforhold, men samtidig er der grund til at

understrege, at fattige, svage stater på talrige andre områder er

underlagt en markedsorienteret økonomisk styring, som de ingen

indflydelse har på.

I den sammenhæng kan en egentlig fattigdomsorienteret u-landsbistand

ses som et af de få internationale redskaber, der findes til at

give de fattigste lande et vist niveau af investeringer såvel i social

udvikling som i støtte til udvikling af produktion.

Bistandens effekt afhænger imidlertid i meget høj grad af, hvordan

den gives. Der er mange påvisninger af, at krav om egeninteresser

(f.eks. krav om indkøb i giverlandet næsten uanset pris) kan svække

bistandens effekt.

Udover de økonomiske og udviklingsmæssige målsætninger for bistanden,

findes der i dag en række andre mål.

Danmark har været i front med udvikling af bistand som skal støtte

miljømæssige indsatser, men derudover søges hensyn til demokrati,

ligestilling, menneskerettigheder mv. ofte integreret i dansk bistand,

ligesom der i stigende grad er enighed om, at lande der er ansvarlige

for voldsomme menneskeretskrænkelser kan eller bør straffes via

tilbageholdelse af bistand.

116


Donorlande

Internationalt spiller F.N. en afgørende rolle;

primært som katastrofehjælp. Eksempler: Haiti - Somalia.

kortfattet oversigt af hensyn til forståelsen:

Ved langsigtet hjælp yder Verdensbanken indflydelse med

hensyn til om modtagerlandet overholder menneskerettighedskonventionerne

og har en acceptabelt demokratisk

styreform. Eksempel: Gældssanering

Nationalt

Danmark yder som andre lande økonomisk støtte

til FN, og påvirker politisk beslutningsprocesserne

således, at hjælp ydes i overensstemmelse med

den danske regerings beslutninger.

U-lande

modtagerlande

Nationalt

Danmark yder støtte direkte til ulande og indirekte

via Græsrodsbevægelser (frivillige organisationer)

Græsrodsbevægelser – frivillige organisationer

Økonomiske mekanismer:

Støtte ydes af den danske stat og ved indsamlinger.

karakteriseres ved flg. motiver for deres bistand:

kristne og humanitære

udenrigspolitiske

politisk-solidariske

økonomisk-forretningsmæssige.

117


Lyspunkter — projekter — hjælp til selvhjælp

En dansk hjælpeorganisation oprettede et skopudserprojekt.

Man organiserede forældreløse børn i grupper. Hidtil havde de strejfet

om, og var mere eller mindre kriminelle. Børnene fik nu logi — de

fik mad — de fik undervisning — men kun pa forud aftalte betingelser.

Disse var, at de hver dag skulle gå ud i byen og tilbyde at pudse folks

sko. Det indtjente skulle afleveres — som derefter blev sat ind pa en

bankkonto og udbetalt, når børnene forlod projektet.

De kunne få forskellige håndværksmæssige uddannelser, der var for

eksempel et tip top moderne bilværksted, hvor alt værktøj inkl. lifte var

leveret fra Danmark, en moderne systue til pigerne fandtes også. Om

det har været en af flere forudsætninger for den senere store eksport

af tekstil og konfektionsvarer i dag ved jeg ikke.

På systuerne kunne pigerne tjene så meget, at de efter nogen tid havde

sparet sammen til en symaskine, som de fik med hjem, hvorefter de

havde mulighed for at lave lidt privat forretning. Disse projekter var

primært for unge piger, men flere beskæftigede og husede også drenge

og unge mænd.

I flere af disse projekter kom barfodslæger – de behandlede og uddelte

også medicin. I et meget fint fungerende projekt spurgte jeg lederen:

«Hvad har du i løn»?

Det beløb, han opgav, var mere end beskedent. Ikke uden stolthed

oplyste han, at han var tilbudt andet og betydeligt bedre lønnet arbejde,

men han ville blive, for det at hjælpe andre i nød var lykken for ham.

118

Systuerne var mest for unge piger, men vi

så også steder, hvor drenge og unge mænd

blev uddannet.


Forebyggende arbejde – befolkningseksplosion

Salems mor spurgte: «Kan man lave små ekstemporalspil i lighed med dem,

du laver med børnene»?

Vi arbejdede intenst med tanken og i samarbejde med Folkekirkens

Nødhjælp opførtes små sketch selv i ret øde områder. Ingen kunne være

i tvivl om budskabet, tolke og ordbøger var unødvendige.

Første scene

En familie med tre børn og en kæmpskål med herlig ris. Alle guffede

i sig, ræbede højlydt af vellyst og slog mave.

Anden scene

En familie med otte – ni børn

(lånt gods) og en uanselig klat

ris. Man nippede til den sparsomme

kost og børnene tiggede

for at få mere. Herefter

kom så et kort foredrag om

befolkningstilvæksten og dens

følger.

Tredje scene

Et ægtepar, laset og lurvet klædt, med tjavset hår og strimer af snavs.

Han havde munden fyldt med betel og det røde spyt drev ned over

mundvigene. (Betel er et rusmiddel.) Grønne, friske blade, tygges og

frembringer et rødt spyt, som gavmildt anbringes stort set overalt også

på gader og stræder. Midlet skulle styrke potensen, siger man, (jeg

har ikke efterprøver påstanden), mere sikkert er, at her er en af flere

væsentlige smittekilder til den udbredte tuberkulose. En sygdom som

var udryddet i Danmark omkr. 1960.

Folkekirkens Nødhjælp 12, 34, 50, 51, 54, 57, 114, 131, 146

Salem 41, 53, 80

Ekstemporalspil 40

119


Kvinden havde fået en pude på maven, ingen kunne være i tvivl? Hun

var højgravid. Et barn på armen og et andet i den ledige hånd. I gåsegang

kom nu deres børn i trip – trap træsko aldre.

Ægteparrets produktionskapacitet var man ikke i tvivl om – et barn

pr. år. Manden gjorde nu nogle meget kraftige tilnærmelser, han ville

i seng med sin kone. Hun rodede rundt i hans skjortelomme, men den

var tom. Han blev afvist. Budskabet var: «No condom, no love».

120

Fjerde scene

Et ungt par, nydeligt klædt, hun bærer et rigtigt nuttet barn på armen.

Han gør tilnærmelser, hun leder i hans skjortelomme og tager en lille

pakke frem. Hvad kan det dog være?

Prævention — fødselskontrol

Samtidigt er tilsvarende små pakker delt ud til alle, hvorefter børnene

med stor fornøjelse puster kondomer op og leger med dem, som man

leger med balloner.

Med et par unge mænd var det aftalt, at de skulle rulle kondomer pa

tommelfingrene og agere. Kondomernes egentlige anvendelsesmuligheder

var nu åbenbaret. De var en del af den gave, jeg havde fået fra

den danske ambassade.


Her var mikrofon – getto blaster

– Musik fra et orgel, der mindede

om en stor harmonika - og belysning

fra bilernes akkumulatorer og petroleumslamper

Spise med fingrene – jeg blev populær

Som afslutning på aftenen blev vi budt pa et herligt måltid, og her scorede

jeg ret mange point, idet jeg spiste fejlfrit med fingrene og viste, at

jeg kendte deres bordskik i detaljer. Spiseredskaber var lagt frem foran

mig, men jeg lod dem ligge. Hemmeligheden var, at jeg på skolen havde

lært at spise korrekt, men det kunne de ikke vide.

Når jeg her i kongeriget hører argumenter i den ofte meget usaglige

debat om, at de fremmede kulturers kvinder ikke ønsker prævention,

tænker jeg pa disse aftener med den stjernefyldte tropehimmel over os

og de mange, der i skæret fra petroleumslamperne lyttede intenst.

Nar kvinder tilsyneladende ikke gør oprør mod undertrykkelsen,

skyldes det deres frygt – den herskende vold er for massiv – kvinderne

har ingen rettigheder og er ubeskyttede af ordensmagt og retsvæsen.

Ingen af disse kvinder var i tvivl om, at deres rolle som seksobjekter

og fødemaskiner var et af flere undertrykkende elementer i diskriminationen

af kvinder.

Turen hjem foregik i en firehjulstrækker, og vi kom på afveje. Besværlighederne

syntes ikke at tage nogen ende. Ved passage af et mindre

vandløb skulle vi op over et dige og bevæge os ud på en meget smal

bro. Pludselig sank det ene baghjul ned. Da vi kravlede ud, konstaterede

vi, at broen bestod af kraftige bambusstokke, som var flettet sammen.

Det lykkedes dog at hæve og skubbe vognen videre.

Efter nogen tid stoppede chaufføren igen – denne gang for at spørge

om vej. Mange mennesker stod langs en række oksekærrer.

121


Da vi kom nærmere, kunne vi se, at okserne og kærrerne var pyntede.

Da jeg lyste en mand i ansigtet med min lommelygte, fik jeg et mindre

chok.

Var det blod? Det viste sig, at han havde malet sig overvejende med

rød farve. Vor frygt var ubegrundet – det var feststemte mennesker i

et bryllupsoptog.

Men vi var kommet ud af kurs – vi var i Indien.

Ved grænseovergangen skulle vi over en mindre flod og listede ud

på en bro, hvor vejbanen var af cement. En gik foran med lommelygte

og advarede mod huller efter granater, der var faldet i Frihedskrigen.

Snart viste det sig, at uanset hvordan, den stakkels chauffør manøvrerede,

ville bilen dumpe ned i et af hullerne.

Efter at have sendt en indfødt ned og vade over floden, så man kendte

dybden, besluttede man at køre ned og op ad de forholdsvis stejle

flodskrænter. Fra vognbunden halede driveren et jernrør op, åbnede

en lem og skruede røret fast til udstødningsrøret. Det var for at holde

udstødningen fri for vand, når vi kørte i floden.

Da vi skulle op, kørte han pa skrå op ad flodskrænten. Til min undren

trak bilen kun med højre forhjul og venstre baghjul – de andre svævede

frit i luften – flere gange var vognen ved at vælte, men her gik vi alle

mand pa siden og støttede den.

Ud pa morgenen var vi tilbage, men ingen af os havde brug for sovepiller

den nat.

Svalerne

Ulandsforeningen Svalerne er inspireret af den franske præst Abbe

Pierre, populært kaldet klunserpræsten.

Har folk noget, de kan undvære eller ligefrem vil smide væk, kan det

afleveres eller blive afhentet.

Frivillige i Danmark gør så tingene klar til salg i Svalernes genbrugsbutikker.

Derudover yder man økonomisk støtte til mange projekter,

som er centreret omkring Indien og Bangladesh.

Et af disse projekter besøgte jeg i Lalmonirhat.

Her gav man juridisk vejledning primært til kvinder.

122


I et projekt havde man plantage med morbærtræer;

man udviklede silkelarver og fremstillede silke af dens puppe.

Silkelarvernes pupper er indsamlet fra tavle, der kan minde om bitavler.

Puppens spin fjernes.

Derefter koges spinnet i kæmpekar.

123


Sundhedsklinik – mødrehjælp – hjælp til selvhjælp

Denne nødhjælpsorganisation med en kristen baggrund, havde uddannet

sygeplejersker og leverede bl. a. medicin, Disse sygeplejersker

underviste for senere at overlade meget arbejde til de lokale kvinder.

124

Puppens spin er fjernet

og kan nu blive spundet til silketråd

Damen i den hvide kittel kontrollerer

uden al tvivl om medicinen

indtages korrekt.


I Danmark blev nyfødte i sin tid dryppet med

lapisvand som beskyttelse mod infektioner,

(kønssygsomme). Mange børn i Bangladesh

led under øjen­infektioner, måske kunne denne

simple foranstaltning have hjulpet.

Blind mor havde fundet et fristed hos nonnerne,

og hvor utroligt det end kan lyde, formåede hun

at hjælpe ikke blot sig selv og sit spæde barn, men

også de andre børn.

125


126

De misdannede ben er kun et af flere handicaps

forårsaget af sult – fejlernæring. Bemærk pigen

kan ikke stå uden støtte – derfor hånden på hendes

skulder. Nedsat intelligens er en anden følge,

men det snakker man ikke om.

Som ved skolens port stod også her mødre i kø

for at få hjælp til deres børn. Kynisk som jeg er,

afslog jeg, da den indsats, vi ellers kunne yde,

ville være lig nul.


Rygtet er nået til nabobyen!

I Lalmonihart tillagde man mig overnaturlige evner i og med, at vi

kunne fremvise resultater – børn kunne stavre af sted efter få ugers

træning. Man rystede blot på hovedet, når jeg hævdede, at resultaterne

havde kostet blod – sved og tårer.

En dag dukker en mand op på cykel og beder mig komme og hjælpe

i en irsk mission i en naboby. De har problemer. Efter ca. 30 km. pa

cykel er vi fremme, og fortrinsvis yngre nonner tager imod. Ude i det

fri præsenterer de mig for to lange rækker af hylder i knæhøjde med

endeløse rækker af måske 300 børn.

De fik billederne af KZ­lejrenes muselmænd frem.

De fleste børn lå meget stille – apatiske. I et mindre rum madede

nonner nogle børn og uddelte medicin – ingen tvivl i mit sind – de

havde kastet sig ud i en håbløs opgave. Nonnerne havde fundet nogle

forældreløse børn. Deres kristne tro – deres følelser var løbet af med

deres sunde fornuft.

De tog nogle børn med sig. I løbet af to dage kunne de finde flere

hundrede, som i nattens mulm og mørke var anbragt foran missionen.

Spørgsmålet er så blot, kan man leve videre med god samvittighed

– hvis man kynisk lader fornuften råde, lukker øjnene og overlader

små børn til en pinefuld død?

De troede, at John var ekspert i psykiske handicap

Jeg spurgte: «I har bedt mig komme, hvad kan jeg gøre»?

De to nonner havde de frygteligste samvittighedskvaler og forklarede,

hvorledes de prøvede at redde så mange børn som muligt, men

på trods af, at de arbejdede i døgndrift, døde børn alligevel.

«Vil det ikke være bedst at koncentrere sig om de børn, som vil have en chance

for at vokse op som normale — vi kan jo ikke redde dem alle»? spurgte de.

«Betyder det, at jeg skal sortere børnene i normale og anormale? De fysisk

handicappede kan I jo selv finde. Skal de mentalt retarderede så opgives»?

Spørgsmalet stred givetvis mod deres kristne tro — de virkede trætte

— modløse — de havde det rigtig skidt. At jeg skulle optræde som bøddel

— gå rundt og fælde dødsdomme — var udelukket — det ville jeg

ikke under nogen omstændigheder — men jeg holdt mund — her var

ikke brug for forargelse — her var ikke brug for at såre mennesker, der

gjorde alt, hvad de formåede og lidt til for at hjælpe.

127


«Må jeg se nærmere pa børnene»?

Jeg gik fra barn til barn — flertallet var så afkræftede, at de nærmest

var apatiske — en eller anden form for test af deres åndelige habitus

var udelukket.

Det meddelte jeg og foreslog, at vi bad en belgisk læge, som boede i

samme guest­house som mig om at komme, fordi hun havde erfaring

fra sit arbejde fra hungerkatastrofer i Afrika.

De andede lettet op. De nærmest faldt mig om halsen, da jeg tilbød

at blive. Kampmodet vendte tilbage.

«Hvordan desinficerer I? De fleste af børnene har dysenteri, afføringen løber

ligefrem af dem».

«De vaskede børnene og skiftede deres tøj, nar de havde noget rent».

«Jeg kan se, at der ligger afføring og opkast pa jorden og i græsset, hvad gør

I ved det»? «Vi har samlet så meget op, som man kan, men rent kan det ikke

blive». «Har I klor og kalk»? «Næh»! «Hvor har I toilet — latrinen»?

Begrænsning af smittefaren — blev det første, vi gik i gang med. Vi

sparede ikke på kalken, den blev strøet ud alle de steder, hvor der var

mindste tegn pa afføring.

At bruge kalk blev jeg opmærksom på, da tog efter tog rullede ind

i Danmark i krigens sidste måneder med sårede tyske soldater, flygtninge

og KZ­ fanger.

De steder, hvor togene holdt, blot i korte perioder gik DSB personale

og strøede kalk ud ved toiletternes udløb.

Det næste blev at hyre damer i byen til at vaske børnenes tøj, således

at tøjet ikke blot var rent, men også uden smitte. Vi fik fat i desinfektionsmidler

allerede næste dag.

Derefter lavede vi en handlingsplan således, at alle børn fik rigeligt at

drikke og blev madet med risvælling – salt og bananer. Med dysenteri

i de varmegrader, der herskede, sker dehydrering i løbet af få timer.

Næste dag ankom den belgiske læge og undersøgte alle børnene, hun

sagde det ikke højt – men hviskede:

«Overlever halvdelen vil det være et mirakel».

Hun var den fødte leder – vi fulgte slavisk hendes instruktioner – nu

kom der system i tingene – nu gjaldt det ikke kun om at redde liv, men

også om at lindre.

128


Mange børn døde mellem hænderne på os – det skar i hjerterne.

Noget, man nok ikke skal skrive om, var, at jeg var draget af sted

uden andet end det tøj, jeg gik og stod i. Arbejder man med syge børn

far man snavset sit tøj til.

På et tidspunkt spurgte jeg en af nonnerne om, man havde noget tøj,

jeg kunne låne, medens jeg vaskede mit eget. I perioder gik jeg med

dametrusser og andet dametøj – dog ikke brystholder.

Ved at se ud over landskabet sad altid ret så mange pa hug til min

store undren. Når vi taler om tøj, fik jeg senere diarre og fandt frem til,

at en longi, som er en form for nederdel, er et fantastisk hjæIpemiddel,

når man ikke har chance for at nå frem til et WC i tide. Man gør blot

som halvdelen af befolkningen – ned pa hug og få det overstået.

Efter kapitulationen i 1945 var jeg pa tyske krigslazaretter i Danmark,

hvor unge lemlæstede soldater lå med gennemblødte bandager af toiletpapir.

Stanken af betændelse og råddenskab var fremherskende – de

lå uden smertestillende medicin og jamrede – det var slemt, men dette

var værre, nok det værste, jeg har oplevet.

Underernærede – fejlernærede børn kendes på store opspilede maver,

meget lig en gravid kvindes i sjette. måned. Ofte er dysenteri og orm

yderligere medvirkende. Dehydrering medfører apati.

Den belgiske læge viste mig et lille tricks, hun vred og klemte blidt en

stor hudfold og slap pludselig. Efter hendes skøn var det slut, hvis ikke

huden rettede sig ud. Overlever barnet er langtidsskader ofte ødelagte

led og nedsat intelligens.

Ulandshjælp med modifikationer

Børn far medicin - fint! MEN!

Tysk hjælpeorganisation sendte vognladning af kasseret medicin.

Men hvilke sygdomme kunne den bruges til?

Kunne den bruges? Den var jo forældet. Jeg kunne kun sige – jeg er

ikke læge – jeg ved det ikke.

Igen fik jeg hjælp af den belgiske læge. Hendes vurdering var som

min – medicinen kunne skade mere end den kunne gavne. Ukendskab

– og kke mindst udløbsdatoen var overskredet på flere pakker var begrundelsen.

Hendes råd var: Smid det ud.

129


Specialisters specialviden

Nærmest opløst af sved lå jeg på græsplænen, da to damer uanmeldt

dukker op. De iagttog mig og mit arbejde og kom straks med gode råd

om, hvad jeg skulle, og især hvordan jeg skulle behandle eleven.

Nu har jeg altid været tilhænger af høj intelligens og specielt som her,

da jeg åbenbart blev konfronteret med genier. Hvem var de så?

Danida havde udsendt hold, som skulle checke de forskellige projekter,

og de var nu kommet til Evnesvage Vel’s Skole.

De var sarte sjæle og var derfor taget med fly fra Dhaka og blev i

Lalmonihart afhentet af airconditionerede limousiner, som lige havde

tilbagelagt en bagatel af 600 km. på grusveje for, at man standsmæssigt

kunne tage imod specialisterne.

Blev jeg vred? Nej! For det var Helvedes varmt og jeg skulle videre

til den næste elev, som stod tålmodigt ventende.

Men jeg var forbløffet over, at nogen udgået af Den danske Folkeskole,

på splitisekunder kunne diagnosticere handicap og derefter på sekunder

foredage, hvad man skulle gøre.

Var det en rekord i dumhed?

Jeg spurgte naturligvis: «Hvilken uddannelse har I? Hvor arbejder I med

handicappede»? Den videre samtale blev om verdenspolitiske problemer,

som de også ordnede i en ruf.

En anden gruppe skulle checke et højskoleprojekt. De fandt det aldrig.

Grunden, skolen skulle bygges på, var ifølge rygter i byen købt

for flere år siden og personalet havde været og var vistnok stadig ansat

og lønnet, men skolen fandt man ikke.

Fem stegte rødspætter for at se deres rapport.

Men jeg holdt lav profil – en negativ bedømmelse kunne som konsekvens

betyde færre penge fra Danida til mine børn.

Men der var formildende omstændigheder ved specialisterne, som

var samlet sammen fra udenrigsministeriets forkontorer .

Til deres «ferietur» medbragte de godt med pilsnere og Gammel Dansk

i rigelige mængder – en mangelvare og efterhånden lidt af et savn.

Omkostningerne ved min rejse i 3 ½ måned var for Evnesvages Vel

med alt inklusive 13.000 kr..

130

Evnesvages Vel 12, 21, 33, 67, 72

Danida 90, 143, 148


Lilian ses her i selskab med manden,

der formidlede skuespil og

foredrag i junglen, og som var

mig til stor hjælp, når problemer

var uoverskuelige. Han var min

revisor og bankboks.

Modsætninger! Havde man lært af erfaringerne

Vi fik ved Chittagong kendskab til et stort anlagt Danida-projekt for

fiskeri. Joller blev støbt på stedet i glasfiber, men i forme fra Danmark

– med motorer fra Bukh (A. P. Møller) – havne og kajanlæg med alt

tilhørende i form af frysehuse for tøris – og store kølehuse.

Alt stod gabende tomt. Hvorfor så det?

I fladvandet sugede motorerne sand ind med kølevandet og brændte

derfor sammen. Indsejlingen til havnen blev spærret af tilsanding. Da

der ingen fisk var, stod kølehusenes maskineri ubrugt – intet blev passet

og plejet – vedligeholdelse og muligheder for at reparere havde man

ikke tænkt på.

Projektet led samme kranke skæbne som det danske hospital i Congo.

Da det danske personel og de danske støttemidler var væk fik alt lov

til at forfalde.

Modsætningen var Folkekirkens Nødhjælps organisatoriske struktur,

som bl.a. indeholdt undervisning på flere planer; og dermed mulighed

for systematiske og rutinemæssige eftersyn af alt materiel udført af

lokale mænd og kvinder.

Boligerne var bygget af og vedligeholdt af medarbejdere, som senere

blev tilknyttet forskellige projekter.

Devisen var: Vil du have et sted at bo – så gå i gang.

Folkekirkens Nødhjælp 12, 34, 50, 51, 54, 57, 114, 119, 146

Chittagong 27, 92, 135, 140, 142, 143, 146, 152

131


Her undervises i brug af drejebænk. Mange fik en alsidig uddannelse

som smede eller maskinarbejdere. Det havde betydning for fremstilling

af trædepumper, hvor svejsning af rør var påkrævet.

132

Tagdækningen var væsentlig, når monsunregnen

satte ind. Materialevalget var styret

af pengepungen – fra bananblade til plastic

eller bølgeblik.


Mange blev uddannet som automekanikere,

således at man selv kunne

foretage vedligeholdelse og reparation

af køretøjer og maskiner.

Det var en af forklaringerne på, at materiellet

funkede, og en forudsætning for

barfodslægernes færden i ødemarken.

133


134

Barfodslæger på vej ad stier – ad diger til

selv de fjerneste – hytter. Deres gerning var

ud over at yde hjælp til syge også at rådgive

om, hvorledes hverdagens problemer

kunne løses.

Barfodslæge 50

Her er så centret – man

kan næppe benævne det

kommandocentralen i

et fredfyldt missionsarbejde.

Jeg lagde ofte vejen

forbi, da jeg frydede

mig over den syden af

aktivitet, der var.


Med bus kørte vi ind i Chittagong Hills

Gang pa gang blev bussen stoppet og passagerer undersøgt af politisoldater.

Vi blev jaget ud, og jeg skulle i en protokol notere vore navne

— pasnumre — hvem vi var — hvorfor vi var det — og hvorfor vi futtede

rundt i ødemarken.

Det, jeg troede, de kunne forstå, skrev jeg pænt, men de længere

fortællinger erstattede jeg med vers fra højskolesang­bogen. Der er et

yndigt land — højt for træets grønne top osv..

Det gik, de kunne ikke læse og slet ikke dansk.

Oppe i bussen igen siger jeg til Lilian, der må sku’ da være krig her

— og det var der. Om hvad? Hvorfor? Af hvem?

Igennem flere hundrede år har der været sammenstød mellem hinduer

og muslimer. Disse sammenstød har ligefrem været regulære

krige, hvor man skånselsløst har slagtet alt og alle fra «fjendens» lejr.

Dertil kom etniske forskelle — i junglen levede stammer med fortrinsvis

buddhistisk baggrund.

Disse stammer ernærede sig hovedsageligt ved svedjebrug, dvs. de

afbrændte og ryddede et stykke skov, dyrkede det i nogle år og fortsatte

så på et nyt stykke. (Dyrkningsmetoden er skånsom)

Tvangsflytningen af de fattige fra Noakhali distriktet fortrængte

disse mindretalsgrupper, og de forsøgte derfor meget naturligt med

de midler, de havde at forsvare deres rettigheder — oversæt til eksistensmuligheder.

Danmark havde ydet størsteparten af sin ulandsbistand til et kæmpeprojekt

i Noakhali — formålet var over en bred front at hæve levestandarden

— og at mindske antallet af fattige bønder. Men det gik

lige modsat — der var blevet flere fattige — og de fattige var blevet

fattigere. Da man fra dansk side luftede sin utilfredshed med de manglende

resultater og lod skinne igennem, at fremtidig bistand nok ville

blive begrænset, løste Bangladesh’s regering problemet.

Let og elegant — man flyttede simpelthen omkring 450.00 fattige

bønder fra fallitboet Noakhali til Chittagong Hills.

Med den traditionelle svindel og humbug tildeltes den bedste jord

— wet areas, dvs. jord, hvor kunstvanding var en mulighed, til dem,

der var i stand til at smøre de korrupte embedsmænd. Den herskende

konflikt — grænsende til åben krig forstærkedes.

Noakhali 140, 146

Chittagong 27, 92, 131, 140, 142, 143, 146, 152

135


Børnelammelse – polio

Salem var en dreng pa 12 ar, næsten total lam, men forhåbentlig og

sandsynligvis et af de sidste poliotilfælde i Bangladesh, da dansk ulandsbistand

forsynede de egne, man kunne komme frem til med vaccine.

Kilde: vaccine; www.netdoktor.dk

Værd at vide; Hvad er polio?

Polio er en akut virusinfektion, som i nogle tilfælde angriber nervecellerne

i centralnervesystemet. Derved opstår sygdommen børnelammelse,

hvor der i løbet af ganske få dage udvikles blivende

lammelser af et større eller mindre antal muskler.

I mere end 99 procent af tilfældene forløber en infektion med poliovirus

dog helt uden symptomer eller som en lettere, influenzalignende

sygdom, der ikke giver nogen ubehagelige følger.

Hvorfor og hvordan får man polio?

Ved alle former for poliovirusinfektion udskilles enorme antal virus

med afføringen.

Selv minimale mængder af sådan afføring kan enten direkte, eller

ved forurening af vand og fødevarer, smitte andre personer gennem

mund og mave-tarmkanal. Poliovirus formerer sig voldsomt i

tarmslimhinden, og er man uheldig, føres det med blodcirkulationen

til hjerne eller rygmarv. Her kan det forårsage de alvorlige skader,

der fører til lammelser.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Sygdomsbilledet med de slappe lammelser er typisk for polio, men

der bør altid foretages laboratorieundersøgelser af afføringsprøver

for poliovirus.

Hvordan føles sygdommen?

I de få tilfælde, hvor infektionen medfører lammelser, vil der sædvanligvis

være feber. Lammelserne indfinder sig en til tre uger efter

smittetidspunktet, og de kan være ledsaget af smerter.

I løbet af to til fire dage lammes et større eller mindre antal muskler

spredt i kroppen. Rammes åndedræts-musklerne kan tilstanden blive

livstruende. I 2 —10 procent af tilfældene ender børnelammelse med

døden.

136


Udsigt for fremtiden?

Lammelserne kan i nogen udstrækning bedres det første halve år

efter infektionen. Men herefter er de permanente og kan være årsag

til kronisk invaliditet i forskellig grad.

Polio udryddet i Europa

Fredag 21. juni 2002 erklærede Verdenssundhedsorganisationen

(WHO) sygdommen polio for udryddet i Europa. Når en sygdom

skal erklæres for udryddet, må ingen af landene have haft tilfælde

af indenlandsk smitteoverførsel i tre år i træk.

Det krav kan alle landene nu opfylde, og derfor har WHO meddelt,

at Europa er fri for polio.

Danmark havde det sidste poliotilfælde i 1976. Siden, at der blev

udviklet en vaccine mod sygdommen. I midten af 1950. erne, er sygdommen

blevet bekæmpet effektivt i lande verden over. I 1988 var

der omkring 350.000 tilfælde af polio i verden hvert år. I 2001 blev

der kun registreret 480 tilfælde.

Hvor findes polio?

Poliovirus var indtil 1955, hvor man begyndte at vaccinere mod

sygdommen, udbredt overalt på jordkloden. Næsten alle børn blev

dengang smittet med denne virus i en tidlig alder. Det ser i disse år ud

til, at poliovirus er godt på vej til at blive udryddet, ikke mindst takket

være WHOs verdensomspændende vaccinationskampagne.

Stop for gratis poliovaccine fra Danmark

Stop i Bangladesh. Regeringen vil ikke betale

Er det en forbrydelse at undlade vaccinering?

Ved udgangen af år 2000 var forekomsten således begrænset til mindre

end 20 lande i det sydlige Asien samt i den vestlige og centrale

del af Afrika.

Det sidste tilfælde opstået i Danmark går tilbage til 1976.

Hvordan behandles sygdommen?

Selve virusinfektionen kan ikke behandles, når den først er i gang. Ved

svigtende åndedrætsfunktion kan respiratorbehandling komme på tale.

I efterforløbet vil fysioterapeutisk genoptræning ofte være vigtig.

137


Det samme gælder anvisning af passende hjælpemidler. Der kan være

behov for støtteskinner, stokke, kørestole samt specialindretninger.

Hvad kan man selv gøre?

Det helt afgørende er, at forebygge sygdommen med vaccination. I

det nuværende danske børnevaccinationsprogram anvendes både

dræbte og levende poliovaccine. I barnets første leveår gives tre

indsprøjtninger en blandingsvaccine rettet mod difteri, stivkrampe,

kighoste samt polio.

Denne vaccine indeholder dræbt poliovirus. I barnets andet, tredje

og fjerde leveår gives herefter en vaccine gennem munden med levende

svækket poliovirus, en såkaldt sukkervaccine.

Det er imidlertid nu i begyndelsen af 2001 besluttet, at man i løbet af

de næste par år vil ophøre med brugen af levende poliovaccine.

Programmet kommer herefter til at bestå af de sædvanlige tre indsprøjtninger

af dræbt vaccine i første leveår, hvorefter man som noget

nyt indfører en revaccination med dræbt poliovirus i femårsalderen.

Programændringen hænger sammen med, at vi nærmer os udryddelsen

af polio. Når man på et tidspunkt herefter ønsker at holde

helt op med at vaccinere, er det at fortrække, at der ikke cirkulerer

levende poliovirus af nogen art i befolkningen.

Så længe poliovirus ikke med sikkerhed er udryddet overalt på kloden,

er det vigtigt at opretholde den høje tilslutning til det danske

poliovaccinationsprogram. Ellers risikerer man, at virus importeres

og spredes, og at sygdommen vender tilbage. Uddrag slut.

138

More magazines by this user
Similar magazines