Om min Forfatter- Virksomhed

estrup.org

Om min Forfatter- Virksomhed

Om min Forfatter-

Virksomhed

Søren Kierkegaard (1813-1855)

Udgivet: 1849

[www.estrup.org - ID: T380 - TS: 2007-03-20 10:32]

Side 1


Wer glaubet, der ist groá und reich,

Er hat Gott und das Himmelreich.

Wer glaubet, der ist klein und arm,

Er schreiet nur: Herr Dich erbarm!

Indledning

Side 2


Regnskabet

Side 3

Kbhavn i Marts 1849.

Naar et Land er lille, er selvfølgeligt i alle Forhold Proportionerne smaae i det lille

Land. Saaledes literairt; Honoraret og Alt hvad dertil hører vil kun være ubetydeligt;

det at være Forfatter - naar man da ikke er Digter, og saa igjen dramatisk, eller man

skriver Lærebøger eller paa anden Maade er Forfatter i Forhold til en Embedsstilling

- omtrent den daarligst aflagte, den mindst betryggede, forsaavidt den utaknemmeligste

Ansættelse. Lever der nu en Enkelt, som er i Besiddelse af Evne til at kunne være

Forfatter, er han derhos saa lykkelig at have nogen Formue, saa bliver han da Forfatter,

noget nær for egen Regning. Dette er imidlertid ganske i sin Orden, derom Intet videre

at sige; saaledes skal den Enkelte i Gjerning elske sin Idee, det Folk han tilhører, den

Sag han tjener, det Sprog han som Forfatter har den Ære at skrive. Det vil ogsaa skee

saaledes, hvor der er Samdrægtighed mellem den Enkelte og Folket, hvilket saa igjen

i det givne Tilfælde vil være en Smule skjønsomt mod denne Enkelte.

Om det Modsatte heraf paa nogen Maade skulde have været mit Tilfælde, om jeg

af Nogen eller af Nogen skulde være blevet behandlet uskjønsomt: det vedkommer jo

egentligen ikke mig, men ret egentligen dem og bliver deres Sag. Hvad der derimod

vedkommer mig, og hvad der er mig saa kjert at det vedkommer mig, er at skulle

og burde takke for, hvad Gunst og Velvillie og Imødekommen og Paaskjønnen der, i

Almindelighed eller af de Enkelte særligen, er blevet mig beviist.

Den Bevægelse Forfatterskabet beskriver er: fra "Digteren" - fra det Æsthetiske, fra

"Philosophen" - fra det Speculative til Antydningen af den meest inderlige Bestemmelse

i det Christelige: fra den pseudonyme "Enten-Eller" gjennem "Afsluttende Efterskrift",

med mit Navn som Udgiver, til "Taler ved Altergangen om Fredagen, af hvilke de to

vare holdte i Frue Kirke. Denne Bevægelse er tilbagelagt eller beskrevet uno tenore, i

eet Aandedrag, om jeg saa tør sige, saa Forfatterskabet, totalt betragtet, er religieust

fra Først til Sidst, Noget, Enhver, der kan see, naar han vil see, ogsaa maa see.

Og som den Naturkyndige paa Traadenes Krydsning i Spindet strax kjender, hvilket

kunstforstandigt lille Dyr det er, hvis Spind det er: saaledes vil den Indsigtsfulde ogsaa

kjende, at til dette Forfatterskab svarer som Ophav En, der qva Forfatter "kun har

villet Eet". Den Indsigtsfulde vil tillige kjende, at dette Ene er det Religieuse, men det

Religieuse heelt og holdent sat ind i Reflexion, dog saaledes, at det heelt og holdent

tages ud af Reflexion tilbage i Eenfold, det er, han vil see, at den tilbagelagte Vei er:

at naae, at komme til Eenfoldighed.

Og dette er ogsaa (i Reflexion, som det faktisk var det oprindeligt) den christelige

Bevægelse. Christeligt er det ikke det Eenfoldige, fra hvilken man gaaer ud, for saa

at blive interessant, vittig, dybsindig, Digter, Philosoph o.s.v. Nei, lige omvendt; her

begynder man, og bliver saa eenfoldigere og eenfoldigere, kommer til det Eenfoldige.

Dette er, i "Christenhed", christeligt Reflexions-Bevægelsen; man reflekterer sig ikke

ind i Christendom, men man reflekterer sig ud af Andet og bliver, eenfoldigere og

eenfoldigere, Christen. Havde Forfatteren været en riigt begavet Aand, eller, hvis han

har været det, havde han været en dobbelt saa riigt begavet Aand, ville han vel have

behøvet en længere, eller en dobbelt saa lang Tid for, i Forfatter-Frembringelse, at

beskrive denne Vei og naae dette Punkt.

Men som Det, der er blevet meddeelt (det Religieuses Tanke) er blevet sat

heelt og holdent ind i Reflexion og atter taget tilbage ud af Reflexion: saaledes har

ogsaa Meddelelsen afgjørende været mærket af Reflexion, eller der er brugt den Art

Meddelelse, som er Reflexionens. "Ligefrem Meddelelse" er: ligefrem at meddele det


Side 4

Sande. "Meddelelse i Reflexion" er: at bedrage ind i det Sande; men da Bevægelsen

er at komme til det Eenfoldige, maa dog atter Meddelelsen engang, tidligere eller

sildigere, ende i den ligefremme Meddelelse. Der begyndes, maieutisk, med æsthetisk

Frembringelse, 2 og den hele pseudonyme Productivitet er et saadant Maieutisk. Derfor

var denne Productivitet jo ogsaa pseudonym, medens det ligefremme Religieuse - der

fra Først af var tilstede i en Antydnings Glimten - bar mit Navn. Det ligefremme

Religieuse var fra Først af tilstede; thi "to opbyggelige Taler 1843" ere jo samtidige

3 med "Enten-Eller". Og for at sikkre denne det ligefremme Religieuses Samtidighed,

derfor fulgte saa samtidig med enhver Pseudonym en lille Samling af "opbyggelige

Taler", indtil "Afsluttende Efterskrift" kom, der stiller Problemet, som ### ###### er

"Problemet", hele Forfatterskabets Problem: "det at blive Christen". 4 Fra det Øieblik

ophører det ligefremme Religieuses Glimten; thi nu indtræder den blot religieuse

Produktivitet: "opbyggelige Taler i forskjellig Aand"; "Kjærlighedens Gjerninger";

"Christelige Taler". Men for omvendt at erindre om Begyndelsen kom (som svarende

til hvad "to opbyggelige Taler" var ved Begyndelsen, da de volumineuse Skrifter vare

æsthetiske) ved Slutningen (hvor i lang Tid Alt udelukkende og volumineust var blot

religieus Produktivitet) en lille æsthetisk Artikel af "Inter et Inter" i Bladet "Fædrelandet"

Juli 1848 Nr. 188-191: de to opbyggelige Talers Glimten ved Begyndelsen betydede,

at det egentligen var Det, der skulde frem, Det, hvortil der skulde kommes; den lille

æsthetiske Artikels Glimten ved Slutningen betydede ved Gjenskæret, at det bragtes

til Bevidsthed, at det Æsthetiske fra Begyndelsen af var Det, hvorfra der skulde gaaes

bort, Det, der skulde forlades. "Afsluttende Efterskrift" er Midtpunktet, og - hvad da

naturligviis kun gjør Fordring paa at være en Curiositet - saa nøiagtigt, at selv Qvantum

af Præstation foran og efter er noget nær lige stort, naar man da, som jo er i sin

Orden, regner 18 opbyggelige Taler med til den blot religieuse Produktivitet; og selv

Forfatterskabets Tid foran "Afsluttende Efterskrift" og efter den er noget nær lige lang.

Endeligen er atter denne Forfatterskabets Bevægelse afgjørende mærket af

Reflexion, eller den er Reflexionens. Ligefrem begynder man med enkelte, nogle faa

Læsere, og Opgaven eller Bevægelsen er saa at samle Mængde, at faae sig et

Abstraktum: Publikum. Her begyndes, maieutisk, med Sensation, og med hvad dertil

hører, Publikum, som altid er med, hvor der er Noget paafærde; og Bevægelsen var,

maieutisk, at ryste "Mængde" af for at faae fat i "den Enkelte"5 religieust forstaaet.

Just i det samme Øieblik, da den Sensation, "Enten-Eller" vakte, var paa sit Høieste,

just i det samme Øieblik udkom "to opbyggelige Taler" 1843, der anbragte Formlen,

som siden blev stereotyp gjentaget "den søger hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde

og Taknemlighed kalder min Læser". Og just i det critiske Øieblik, da "Afsluttende

Efterskrift", der, som sagt, stiller "Problemet", var afleveret til Bogtrykkeren, for at

Trykningen snarest muligt skulde paabegyndes, og Udgivelsen altsaa vel snart maatte

paafølge: just i det Øieblik gjorde en Pseudonym, og paa det dertil hensigtsmæssigste

Sted, i en Blad-Artikel, den størst mulige Anstrengelse for at støde fra i Retning af

Publikum; 6 og derpaa begyndte den afgjørende religieuse Produktivitet. Religieust

holdt jeg anden Gang paa "hiin Enkelte", til hvem saa det (efter Afsluttende Efterskrift)

næste væsentlige 3 Skrift "opbyggelige Taler i forskjellig Aand" eller sammes første

Deel "Skriftetalen" var helliget. Da jeg første Gang anbragte Categorien "hiin Enkelte",

lagde man maaskee ikke Mærke til den; stort lagde man vel heller ikke Mærke til, at

den stereotyp blev gjentaget i Forordet til hvert Hefte af opbyggelig Tale: da jeg anden

Gang, eller i anden Potens, gjentog Budet og stod ved mit første Bud, var der gjort Alt,

hvad jeg formaaede, for at Eftertrykkets hele Vægt maatte falde paa denne Categori.

Bevægelsen er atter her: at komme til det Eenfoldige, Bevægelsen er: fra Publikum


Side 5

til "den Enkelte". Religieust er der nemlig intet Publikum, men kun Enkelte; 7 thi det

Religieuse er Alvoren, og Alvoren er: den Enkelte, dog at ethvert Menneske, ubetinget

ethvert Menneske, som han jo er det, kan være, ja skal være den Enkelte. Mig, den

opbyggelige Forfatter, var og er det derfor en Glæde, at ogsaa just fra hiint Øieblik af

De blive flere, som blive opmærksomme paa det om "den Enkelte"; det var og er mig

en Glæde, thi vistnok har jeg Tro paa min Tankes Rigtighed trods hele Verden, men

hvad jeg dog næst den sidst opgav, er min Tro paa de enkelte Mennesker. Og dette

er min Tro, at saa meget Forvirret og Ondt og Afskyeligt der kan være i Menneskene,

saasnart de blive det Ansvar- og Angerløse "Publikum", "Mængde" o.D.: lige saa meget

Sandt og Godt og Elskværdigt er der i dem, naar man kan faae dem Enkelte. O, og

i hvilken Grad skulde Menneskene ikke blive - Mennesker og Elskelige, naar de vilde

blive Enkelte for Gud!

Saaledes forstaaer jeg det Hele nu; fra Begyndelsen har jeg ikke saaledes kunne

overskue, hvad der jo tillige har været min egen Udvikling. Til vidtløftig Fremstilling

var da her mindst Stedet; her gjaldt det netop om ganske korteligen at kunne folde

Det sammen i Eenfold, Det, som er udfoldet i de mange Bøger eller som udfoldet

er de mange Bøger; og er denne korte Meddelelse nærmest foranlediget ved, at

Forfatterskabets Første nu kommer anden Gang, det nye Oplag af "Enten-Eller", hvilket

jeg ikke tidligere har villet lade udgaae.

Personligt - saa vel naar jeg betænker mine indre Lidelser, som hvad jeg personligt

kan have forskyldt - personligt beskjeftiger mig Eet ubetinget, er mig vigtigere end hele

Forfatterskabet og ligger mig mere paa Hjerte, at udtrykke, saa oprigtigt og saa stærkt

som muligt, hvad jeg aldrig noksom kan takke for, og hvad jeg, naar jeg engang har

glemt det hele Forfatterskab, uforandret evigt vil erindre: hvor uendeligt meget Mere

Styrelsen har gjort for mig, end jeg nogensinde havde ventet, kunde have ventet, eller

turde have ventet.

"Uden Myndighed" at gjøre opmærksom paa det Religieuse, det Christelige,

er Categorien for hele min Forfatter-Virksomhed totalt betragtet. At jeg var "uden

Myndighed", har jeg fra første Øieblik indskærpet og stereotyp gjentaget; jeg betragter

mig selv helst som en Læser af Bøgerne, ikke som Forfatter.

"For Gud", religieust, kalder jeg, naar jeg taler med mig selv, hele

Forfatter-Virksomheden min egen Opdragelse og Udvikling, kun ikke i den Mening

som var jeg da nu fuldkommen eller fuldkommen færdig i Henseende til at behøve

Opdragelse og Udvikling.


1

Min Position

Et Følgeblad

Min Position som religieus Forfatter i "Christenhed", og min Taktik

Side 6

Kbhavn i Nov. 1850.

Aldrig har jeg kæmpet saaledes, at jeg har sagt: jeg er den sande Christne, de Andre

ere ikke Christne, eller vel endog Hyklere o.D. Nei, jeg har kæmpet saaledes: jeg veed,

hvad Christendom er; min Ufuldkommenhed som Christen erkjender jeg selv - men

jeg veed, hvad Christendom er. Og at faae dette tilgavns at vide synes mig maa være

i ethvert Menneskes Interesse, han være nu Christen eller Ikke-Christen, hans Agt

være at antage Christendommen eller at opgive den. Men Ingen har jeg angrebet, at

han ikke var Christen, Ingen har jeg dømt; ja Pseudonymen, Joh. Climacus, der stiller

Problemet "at blive Christen", gjør endog det Omvendte, negter sig at være Christen,

og indrømmer de Andre det - dog vel den størst mulige Afstand fra at dømme Andre!

Og selv har jeg fra først af indskærpet, og atter og atter, stereotyp gjentaget: jeg er

"uden Myndighed". Endeligen er i den sidste Bog af Anti-Climacus (der, især i Nr. 1, ved

Hjælp af et Digterisk, som vover at sige Alt, og et Dialektisk, som ingen Conseqvents

skyer, har stræbt at forstyrre Sandsebedragene) atter Ingen, Ingen dømt, den eneste

Navngivne, hvem det gaaer ud over, at han, i Stræben efter Idealiteten, kun er en saare

ufuldkommen Christen, er (jvf. det tre Gange gjentagne Forord) mig selv, den eneste

Dømte, hvad jeg villigt finder mig i, thi mig beskjeftiger det uendeligt, at dog idetmindste

Idealitetens Fordringer høres. Men dette er dog vel atter den størst mulige Afstand fra

at dømme Andre.

2

Min Taktik

Den i lang Tid brugte Taktik var: at anvende Alt, for at faae saa Mange som muligt,

om muligt Alle til at gaae ind paa Christendommen - men saa ikke at tage det saa

ganske nøie med, om nu Det, man fik dem til at gaae ind paa, om det virkelig var

Christendom. Min Taktik var: med Guds Bistand at anvende Alt for at faae det klart,

hvad Christendommens Fordring i Sandhed er - om saa ikke een Eneste vilde gaae ind

derpaa, om jeg selv maatte have opgivet det at være Christen, hvad jeg i saa Fald vilde

have følt mig forpligtet til offentligen at vedgaae. Fra den anden Side var min Taktik

denne: istedetfor end i fjerneste Maade at give det Skin af, at der dog ere saadanne

Vanskeligheder ved Christendommen, at en Apologi bliver fornøden, hvis vi Mennesker

skulle gaae ind paa den: istedetfor at fremstille den, hvis Sandhed er, som noget saa

uendeligt høit, at Apologien falder paa et andet Sted, bliver for os, at vi vove at kalde

os Christne, eller forvandler sig til en bodfærdig Bekjendelse, at vi takke Gud, naar vi

blot tør ansee os selv for Christne.

Dog maa dette heller ikke glemmes. Ligesaa streng som Christendommen er,

ligesaa mild er den, netop ligesaa mild, det er, uendelig. Naar den uendelige Fordring

er hørt og hævdet, høres og hævdes i sin hele Uendelighed, da tilbydes "Naaden",

eller Naaden tilbyder sig, til hvilken saa den Enkelte, hver især, som jeg gjør det, kan

henflye; og saa gaaer det nok. Men det er dog vel ingen Overdrivelse (hvad jo tillige

ogsaa just er i "Naadens" Interesse), at Uendelighedens Fordring, den "uendelige"

Fordring fremstilles - "uendelig"; det er kun, i en anden Henseende, Overdrivelse,

naar ene Fordringen fremstilles, og Naaden slet ikke anbringes. Derimod er det


Side 7

Christendommens Forfængeliggjørelse, naar enten (maaskee i Betragtning af - hvad

der formeentligen vel skal kunne imponere baade Gud i Himlen og Christendommen

og Apostlene og Martyrerne og Sandhedsvidnerne og Fædrene med samt deres

"Praxis" - at "saaledes gaaer det ikke til i det praktiske Liv") den "uendelige"

Fordring endeliggjøres, eller den vel endog ganske udelades, og "Naaden" udenvidere

anbringes, hvilket jo betyder, at den tages forfængelig.

Men aldrig har jeg, end ikke i fjerneste Maade, gjort Mine til, eller Forsøg paa, at

ville føre Sagen ud i, hvad der er min Sjel og mit Væsen fremmed, pietistisk Strenghed,

ei heller paa at ville overanstrenge Existentserne, hvad der vilde bedrøve Aanden i

mig. Nei. Det jeg har villet er at bidrage til, ved Hjælp af Tilstaaelser, at bringe om

muligt noget mere Sandhed ind i disse (i Retning af at være ethisk og ethisk-religieus

Charakteer, at forsage verdslig Klogskab, at ville lide for Sandhed o.d.) ufuldkomnere

Existentser, som vi føre dem, hvilket dog altid er Noget, og i ethvert Tilfælde den første

Betingelse for at komme til at existere dygtigere. Det jeg har villet forhindre er, at man

da ikke, indskrænkende sig til og nøiede med det Lettere og Lavere, derpaa gaaer

videre, afskaffer det Høiere, gaaer videre, sætter det Lavere i det Høieres Sted, gaaer

videre, gjør det Høiere til Phantasteri og latterlig Overdrivelse, det Lavere til Viisdom

og sand Alvor, at man da ikke i "Christenhed" existentielt tager Luther og Betydningen

af Luthers Liv forfængeligt: dette har jeg villet bidrage til om muligt at forhindre.

Hvad der behøvedes var blandt Andet en gudfrygtig Satire. Denne har jeg

repræsenteret især ved Hjælp af Pseudonymer, der heller ikke have ladet mig gaae

Ram forbi. Men for at der da ingen Forvexling skulde kunne finde Sted, for at denne

Satire da ikke skulde kunne forvexles med, hvad der kun altfor gjerne vil udgive sig

for at være Satire: de dybest sunkne profane Magters profane Opstand, saa var jeg,

der har repræsenteret denne gudelige Satire, just jeg var Den, der kastede mig mod

og udsatte mig for hiin Pøbel-Opstandens profane Satire. Saaledes har jeg gudfrygtigt

stræbt for det Første at være redelig. Og dernæst, om end Fremstillingerne have

en Sandhedens Braad, saa er dog det Hele gjort saa mildt som muligt, da der kun

er Tale om Indrømmelser og Tilstaaelser, og Indrømmelser og Tilstaaelser, som det

overlades til Enhver at gjøre sig selv for Gud. Dog just denne Mildhed er maaskee i en

anden Forstand Nogen til Uleilighed; det var meget lettere at blive det Hele qvit, naar

Forfatteren var et fortumlet Hoved, der paa ethvert Punkt overdrev baade Sigtelsen og

Fordringen. Og da dette nu ikke er Tilfældet, saa kunde vel En og Anden hitte paa at

udsprede, at dette er Tilfældet. Dog vil med Guds Hjælp dette Forsøg nok mislykkes.

Ja var jeg en stærk ethisk-religieus Charakteer - ak, istedetfor at jeg er næsten kun en

Digter! - og altsaa beføiet til og forpligtet til i Sandhedens Medfør at gaae strengere

frem: saa var det vel muligt, at jeg, istedetfor at finde Indgang hos Samtidige, kun fandt

Modstand. Men da jeg ikke er saa stærk, vil det vistnok lykkes mig at finde Indgang hos

Samtidige, altsaa ikke paa Grund af min Fuldkommenhed, en Tilstaaelse jeg mener

at skylde Sandheden.

I Forhold til et "Bestaaende" har jeg - conseqvent, da jo mit Bestik har været "den

Enkelte" med polemisk Sigte paa det Numeriske, Mængde o.d. - altid gjort lige det

Modsatte af at angribe, jeg har aldrig været eller været med i "Opposition", der vil have

"Regjering" bort, men afgivet hvad man kalder "Correctiv", der vil, at der da for Gud i

Himlens Skyld maatte blive regjeret af Dem, som dertil ere beskikkede og kaldede, at

de, frygtende Gud, maatte staae faste, kun villende Eet, det Gode; og har jeg derved

opnaaet at have lagt mig ud med Oppositionen og Publikum, ja stundom ovenikjøbet

maattet finde mig i Misbilligelse af en og anden dog maaskee mindre vel underrettet

Embedsmand. - Forsaavidt et kirkeligt Bestaaende forstaaer sig selv, vil det i samme


Side 8

Grad ogsaa forstaae den sidste Bog "Indøvelse i Christendom" som et Forsøg paa

ideelt at finde Holdningspunktet for et Bestaaende. Dette (hvad da forresten Forordet

ligefrem udtrykker ved at udtrykke, hvorledes jeg forstaaer Bogen) har jeg ikke strax

villet sige saaledes ligefrem 8 som jeg her siger det, for, i det Sandes Interesse, ikke at

skaane mig selv i Forhold til, hvad der, rimeligt eller urimeligt, dog var en Mulighed, for

ikke at unddrage mig de Vanskeligheder og Farer, som kunde afstedkommes, hvis det

Bestaaende havde paataget sig - hvad der vilde have aabnet et betænkeligt Indblik i

det Bestaaendes religieuse Sundhedstilstand - at forvandle Meddelelsen til Opposition,

hvilket Gud være lovet imidlertid dog ikke er skeet, hvorimod det vel var muligt, at

det Ligegyldige, det Comiske endnu kunde skee, at en eller anden velunderrettet

Embedsmand, hvem det alene er nok, at jeg ikke er Embedsmand, kommer ilende for

at forsvare og værge om det Bestaaende, mod dette - ja det er dog vistnok i dette

Øieblik det mulige Forsvar for et Bestaaende, dersom dette forstaaer sig selv.

De brast i Aaret 48 Klogskabens Traade; det hørtes det Hviin, der bebuder Chaos!

"Det var det Aar 48, det var et Fremskridt" ja - hvis der nemlig skaffes "Regjering"

tilveie, hvortil maaskee ikke behøves en eneste ny Embedsmand, eller nogen ældres

Afskedigelse, men vel maaskee en inderlig Forvandling i Retning af at blive fast

ved at frygte Gud. Feilen fra oven var vistnok den, at i det Hele taget fra øverst

til nederst Regjeringen igjennem var Styrken væsentligen verdslig Klogskab, hvilket

just væsentligen er Mangel paa Styrke; Skylden fra neden var den at ville have al

Regjering bort: Straffen - thi Syndens Maade er altid Straffens Maade - Straffen er:

det der bittrest bliver Savnet bliver just: Regjering. Aldrig som i vort Aarhundrede var

vel Slægten og de Enkelte i den (den Bydende - den Lydende; den Foresatte - den

Underordnede; Læreren - den Lærende o.s.v.) saaledes frigjorte fra, om man saa vil,

alle Gener af, at Noget staaer og skal staae ubetinget fast; aldrig følte vel "Meningerne"

(de meest ueensartede, paa de forskjelligste Gebeter) sig saaledes, i "Frihed, Liighed

og Broderskab", ugenerede og lyksaliggjorte under Frispasens "til en vis Grad": aldrig

vil vel Slægten saa dybt komme til at sande, at den og hver Enkelt i den trænger til,

Noget staaer og skal staae ubetinget fast, trænger til, hvad Guddommen, den Kjerlige

og i Kjerlighed, opfandt, det Ubetingede, istedetfor hvilket Mennesket, den Kloge til

egen Fordærvelse, beundrende sig selv satte dette Beundrede "til en vis Grad". Byd

Sømanden at seile uden Baglast - han kulseiler; lad Slægten, lad hver Enkelt i den

forsøge at bestaae uden det Ubetingede: det er og bliver Hvirvel. Det kan i længere eller

kortere Tid, i Mellemrum synes anderledes, at det er Fasthed og Tryghed: i Grunden

er og bliver det Hvirvel, selv de største Begivenheder og det meest anstrengende Liv

dog Hvirvel eller som det at sye uden at fæste Ende - indtil Enden atter gjøres fast

derved, at det Ubetingede anbringes, eller derved, at den Enkelte, om end paa nok saa

stor Afstand, dog forholder sig til et Ubetinget. Leve blot i det Ubetingede, indaande

kun det Ubetingede kan Mennesket ikke, han omkommer, som Fisken naar den skal

leve i Luften; men paa den anden Side, uden at forholde sig til det Ubetingede kan

et Menneske heller ikke i dybere Forstand "leve", han udaander, det er, han vedbliver

maaskee at leve, men aandløst. Er - for at blive ved Mit: det Religieuse - er Slægten,

eller en stor Deel Enkelte i Slægten voxede fra dette Barnlige, at et andet Menneske for

dem er Den, der repræsenterer det Ubetingede: vel, derfor kan alligevel det Ubetingede

ikke undværes snarere, saa meget desto mindre kan det undværes. Saa maa "den

Enkelte" selv forholde sig til det Ubetingede. Det er dette jeg, efter forundt Evne, med

yderste Anstrengelse og mangen Opoffrelse, har kæmpet for, kæmpende mod ethvert

Tyranni, ogsaa det Numeriskes. Denne min Stræben er blevet lagt for Had som uhyre


Side 9

Stolthed og Hovmod - jeg troede, og jeg troer, at dette er Christendom og Kjerlighed

til "Næsten".


Noter:

Side 10

1..

Senere er der dog udkommet en ny Pseudonym: Anti-Climacus. Men just at det er

en Pseudonym betyder, hvad ogsaa Navnet (Anti-Cl.) antyder, at han er, omvendt,

standsende. Hele den tidligere Pseudonymitet er lavere end "den opbyggelige

Forfatter"; den nye Pseudonym er en høiere Pseudonymitet. Dog saaledes

"standses" der jo: der udvises et Høiere, hvilket just tvinger mig tilbage indenfor

min Grændse, dømmende mig, at mit Liv ikke svarer til saa høi en Fordring, og at

altsaa Meddelelsen er et Digterisk. - Og lidt tidligere udkom i samme Aar en lille

Bog: to ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af H.H. Betydningen af denne lille Bog

(der ikke saa meget forholder sig i Forfatterskabet som totalt til Forfatterskabet, og

af den Grund ogsaa var anonym, for ganske at holdes udenfor) er ikke saa let at

angive uden at gaae ind paa det Hele. Den er som et Sømærke, efter hvilket der

styres, vel at mærke, saaledes, at den Styrende forstaaer, at han just skal holde sig

paa en vis Afstand derfra. Den definerer Forfatterskabets Grændse. "Forskjellen

mellem et Geni og en Apostel" (Afhandl. Nr. 2) er: "Geniet er uden Myndighed". Men

just fordi Geniet, som saadant, er uden Myndighed, har det heller ikke den sidste

Concentration i sig, der giver Kraft og Berettigelse til at accentuere i Retning af: "at

lade sig slaae ihjel for Sandheden" (Afhandl. Nr. 1). Geniet, som saadant, bliver i

en Reflexion. Dette er igjen mit hele Forfatterskabs Categori: at gjøre opmærksom

paa det Religieuse, det Christelige - men "uden Myndighed". - Og endeligen for at

tage end det Mindste med, er senere udkommet "Lilien paa Marken og Fuglen under

Himlen" tre gudelige Taler, som afgave Følgeskabet til andet Oplag af Enten-Eller;

og "Ypperstepræsten" - "Tolderen" - "Synderinden" tre Taler ved Altergangen om

Fredagen, der afgave Følgeskabet til "Anti-Climacus Sygdommen til Døden" -

to Smaaskrifter, der begge i Forordet gjentage hiint første Forord, Forordet til to

opbyggelige Taler 1843.

I October 1849.

2..

Det Maieutiske ligger i Forholdet mellem æsthetisk Productivitet som Begyndelse,

og den religieuse som [UDELADT]. Der begyndes med det Æsthetiske, hvori

muligt de Fleste have deres Liv, og nu anbringes det Religieuse saa hurtigt, at

De, der, bevægede af det Æsthetiske, beslutte at følge med, pludselig staae midt

i det Christeliges afgjørende Bestemmelser, foranledigede til idetmindste at blive

opmærksomme.

3..

Herved forhindres tillige det Sandsebedrag: at det Religieuse er Noget, man tyer

til, naar man er blevet ældre; "man begynder som æsthetisk Forfatter, og naar man

saa er blevet ældre, ikke mere har Ungdommens Kræfter, saa bliver man religieus

Forfatter". Men naar en Forfatter samtidigt begynder som æsthetisk og religieus

Forfatter, saa kan man dog vel ikke forklare den religieuse Productivitet af det

Tilfældige, at Forfatteren er blevet ældre; thi samtidigt er man dog vel ikke ældre end

sig selv.

4..

Situationen (i "Christenhed", hvor man altsaa er Christen - at blive "Christen")

Situationen, der, hvad enhver Dialektiker seer, sætter Alt ind i Reflexion, gjør tillige

en indirecte Methode fornøden, fordi Opgaven her maa være at operere i Retning


Side 11

af Sandsebedrag: at kalde sig Christen, maaskee indbilde sig at være det, uden

at være det. Den, der anbragte Problemet, bestemte sig derfor ikke ligefrem, sig

at være Christen, de Andre ikke at være det, nei omvendt, han negter sig at være

det og indrømmer de Andre det. Dette gjør Joh. Climacus. - I Forhold til den rene

Modtagelighed, som det tomme Kar der skal fyldes, er ligefrem Meddelelse paa sin

Plads; men hvor der er Sandsebedrag med, altsaa et Noget, der først skal bort, der

er ligefrem Meddelelse paa urette Sted.

5..

Dette er igjen (ligesom det, at en religieus Forfatter begynder med æsthetisk

Frembringelse, og ligesom det: istedetfor, elskende sig selv og sin Fordeel, at

understøtte sin Stræben ved Sandsebedrag, istedetderfor, hadende sig selv, at tage

Sandsebedragene bort) den dialektiske Bevægelse eller det er det Dialektiske: i at

arbeide tillige at modarbeide sig selv, hvilket er Redupplikationen og al sand gudelig

Stræbens Ueensartethed fra verdslig Stræben. Ligefrem at stræbe eller at arbeide

er at arbeide eller at stræbe ligefrem, i umiddelbart Sammenhæng med en faktisk

given Tilstand; det Dialektiske er det Omvendte: i at arbeide tillige at modarbeide

sig selv, en Fordoblelse, der er "Alvoren", som Trykket paa Ploven, der bestemmer

Furens Dybde, medens den ligefremme Stræben er en Glatten-over, der baade

gaaer raskere fra Haanden og er langt, langt taknemligere -: er Verdslighed og

Eensartethed.

6..

Blot Eet endnu. Den literaire Foragteligheds Presse havde naaet en frygtelig

uproportioneret Udbredelse: oprigtigt talt, jeg troede, hvad jeg gjorde tillige var en

Velgjerning; den blev af Adskillige blandt Dem, ogsaa for hvis Skyld jeg udsatte mig

saaledes, lønnet - ja, som en Kjerligheds-Gjerning gjerne lønnes i Verden, og blev,

ved Hjælp af denne Løn, en sand christelig Kjerligheds-Gjerning.

7..

Og forsaavidt der, religieust, er "Menighed", da er dette et Begreb, som ligger paa

den anden Side af "den Enkelte", og som for Alt ikke maa forvexles med, hvad der

politisk kan have Gyldighed, Publikum, Mængde, det Numeriske o.s.v.

8..

At Bogen (uden Udgiverens Forord, der er Noget for sig selv) er et Forsvar for det

Bestaaende kan ikke siges ligefrem, da Meddelelsen er dobbelt reflecteret; den

kan jo ogsaa være lige det Modsatte eller forstaaes saaledes. Jeg siger derfor kun

ligefrem, at et Bestaaende, der forstaaer sig selv, maa forstaae den saaledes; al

dobbelt reflecteret Meddelelse gjør modsatte Forstaaelser lige mulige, saa den

Dømmende vil blive aabenbar i, hvorledes han dømmer.

More magazines by this user
Similar magazines