Final2 MarieBladet juni 2010.pmd - Mariehjemmene

mariehjem.dk

Final2 MarieBladet juni 2010.pmd - Mariehjemmene

MarieBladet

MarieBladet

Hv Hvad Hv ad må må det det k kkoste?

k oste?

- hvem hvem sætter sætter prisen prisen prisen på på et et et handicap?

handicap?

For or orandring or andring fry fryder fry der

- - Bosted Bosted System System på på Mette Mette Marie

Marie

Hv Hvor Hv or ordan or dan la laves la es en en g ggod

g od f ffest

f est

- - just just just use use use the the the same same pr procedur pr procedur

ocedur ocedure ocedur e as as last last y yyear!

y ear!

Selvstændighed Selvstændighed i i try trygge try e r rrammer

r ammer

- - at at styre styre uden uden at at at være være styrende

styrende

Leder

Leder

Krise Krise eller eller ej?

ej?

Juni Juni 2010 2010

FONDEN HJEMMENE


Adresser

FONDEN MARIEHJEMMENE

Onsgårdsvej 35

2900 Hellerup, 39 62 23 33

ROSE MARIEHJEMMET

Brodersens Alle 16

2900 Hellerup, 39 62 88 57

ELSE MARIEHJEMMET

Kystvej 33

3050 Humlebæk, 49 19 08 62

DORTHE MARIEHJEMMET

Rødovrevej 325

2610 Rødovre, 36 70 53 00

ELLEN MARIEHJEMMET

Vesterbrogade 3 C

3250 Gilleleje, 48 30 03 65

KIRSTEN MARIE

Vinkelvej 3

2800 Lyngby, 45 88 19 28

KAREN MARIE

Skovvej 7, Nyrup

4262 Sandved, 55 42 19 00

METTE MARIE

Hyltebjerg Allé 73

2720 Vanløse, 38 76 13 75

LOUISE MARIEHJEMMET

Svenskelejren 1

2700 Brønshøj, 38 60 55 00

HANNE MARIEHJEMMET

– KVINDELY

Ringstedvej 57-59

4000 Roskilde, 46 32 19 92

LINE MARIE

Stationsvej 4

3550 Slangerup, 47 33 00 39

BIRTHE MARIE

Liselundager 13 A

2640 Hedehusene, 73 30 03 10

SOFIE MARIE

Skansen 3

4100 Ringsted, 57 67 07 50

INGE MARIE

Skansen 1

4100 Ringsted, 57 67 33 70

CAROLINE MARIE

Godhersgade 141

1123 København K, 45 46 51 15

LISELUND FRIPLEJEBOLIGER

Hüttel Sørensens Vej 61

9310 Vodskov, 98 29 34 00

Forsiden:

Jens Christian Haagensen, i sin lejlighed

i Bofællesskabet Sofie Marie

i Ringsted, foran billedet af ham

selv hængende i faldskærm højt

over Dubais skyline.

2

Leder

Jesper Maarbjerg, formand

Fonden Mariehjemmene

Krise eller ej?

For tiden kan vi ikke åbne en avis uden der skrives om krisen.

Vi læser og hører om dramatiske besparelser i kommunerne – dels p.gr.a.

krisen og dels p.gr.a. nogle stigninger i antallet af dyre indsatser på handicapområdet.

Altså en blanding af kriseproblemer og muligvis uforudsete konsekvenser

af kommunalreformen.

Vi hører også, at regeringen prøver at få os smertefrit igennem krisen, for

kort tid efter at præsentere krav om skrappe besparelser.

Generelt vil man fra statens side ikke røre ved velfærdsområderne – altså det

pengene bruges til – hvorimod kommunerne ytrer ønsker om brugerbetalinger.

Sagen er den, at, uanset det stadig diskuteres, hvilket omfang krisen har, så

oplever vi en tydelig iver efter at gennemføre besparelser.

For Mariehjemmene må vi håbe, vi kan komme igennem det noget dramatiske

farvand.

Vi har den styrke – set med økonomers briller – at kommunerne kun betaler

for det de får. Der skal altså ikke dækkes tomgangsudgifter, fordi der er

eventuelle ubenyttede pladser.

Vi løber den risiko – også set med økonomernes øjne – at det er let at undlade

at bruge det, man ikke er forpligtet til at bruge.

Vi har vist, at kommunerne har ønsket at bruge vores tilbud, fordi de er af en

høj kvalitet og er efterspurgt af borgerne, men det har ikke været og er ikke

let at præsentere nydannelser i denne tid.

Vi må håbe, at vi i den grad lever op til vores ambitiøse kvalitetskrav – både i

de nuværende tilbud og ikke mindst i de tilbud, der er på planlægningsstadiet

– så kommunerne først og fremmest ser på os, som nogle, der løser problemer

frem for nogle, der kun trækker penge ud af kommunekasserne.

God læselyst ønskes af redaktionsgruppen.


Redaktion

Jesper Maarbjerg

jmaarbjerg@post.tdcadsl.dk

Kristian Wedel Andersen

kwa@mariehjem.dk

Heinz Reugboe

hr@regionsjaelland.dk

Arne Skovgaard Nielsen

ansvarshavende

asn@mariehjem.dk

FONDEN MARIEHJEMMENE

Onsgårdsvej 35

2900 Hellerup

Tlf. 3962 2333

Fax. 3962 5729

www.mariehjem.dk

Citat og gengivelse tilladt med tydelig

kildeangivelse.

ISSN 1604-7419

Trykning: StormTryk

Faste links:

www.borger.dk

Ankestyrelsen:

www.ast.dk

Beskæftigelsesministeriet:

www.bm.dk

Indenrigs- og Socialministeriet

www.ism.dk

Sundhedsministeriet:

www.sum.dk

Videnscentre

www.aeldreviden.dk

www.socialpsykiatri.dk

Redaktionelt

Leder

Leder .................................................... 2

Redaktionelt .......................................... 3

Fra vor egen verden

Forandring fryder .................................. 4-5

The same procedure as last year,

Miss Sophie!? ....................................... 6-7

Hvad må det koste ................................ 8-9

Selvstændighed i trygge rammer ......... 10-11

Bagsiden

Tak til vor dronning og til alle som deltog i festen

- „hun ville ha’ nydt at være hos os“ ...... 12

MarieBladet trykkes i et oplag på 825 stk. og sendes

til alle medarbejdere og alle bestyrelsesmedlemmer

samt samarbejdspartnere.

Desuden udleveres MarieBladet til interessede

beboere og pårørende.

I Mariehjemmene er der aktuelt ansat ca. 563

medarbejdere, og antallet af bestyrelsesmedlemmer

er 87.

Mariehjemmenes webmaster gør opmærksom på,

at MarieBladet også kan læses på

www.mariehjem.dk

3


Fra vores egen verden

Kirsten Marie er socialpsykiatrisk bofællesskab,

som blev oprettet i 1999 og har til huse i Kgs.

Lyngby. Der bor 24 beboere og vi er ca. 20 i personalegruppen.

Vi har tilknyttet et aktivitets- og

værested, som er en del af huset med både interne

og eksterne brugere. Vi er en tværfaglig personalegruppe

med social og sundhedsassistenter, pædagoger,

ergoterapeuter og studerende.

Artikel af socialpædagog Anders Nørgaard

Forandring fryder

„Hvad bruger I egentligt opholdsstuen i Hus C til?“ Dette

var et ofte stillet spørgsmål, når vi fik nye elever eller nyt

personale i huset. Og hver gang måtte vi konstatere, at

det rent faktisk aldrig blev brugt af hverken beboere eller

personale. Det var oprindeligt ment som et sted, hvor beboerne

kunne sætte sig og se fjernsyn, høre musik og

hyggesnakke, men vi måtte erkende, at det åbenbart ikke

var det, beboerne havde behov for mere. Det var tid til

fornyelse og udvikling af stuen.

Vi talte løst med beboerne om deres tanker og ideer til

rummet og nedsatte herefter et udvalg med deltagelse af

dem, som havde lyst til at sætte deres præg på stuen. Det

bestod af tre beboere og tre medarbejdere.

Udvalget besluttede, at formålet med opholdsstuen skulle

være at samle beboerne og medarbejderne til aktiviteter,

hvor beboerne kunne udvikle sociale relationer til hinanden

og til personalet. Ideerne var mange, fx løbebånd,

motionscykler og bordtennisbord. Men efter mange dis-

4

kussioner og overvejelser endte vi med at blive enige om

dart, bordfodbold og en Nintendo Wii med tilhørende

fladskærm. For at give rummet noget stemning og atmosfære,

skulle vi have et ur, et musikanlæg og nogle plakater

til væggene. „Yes“ tænkte vi i udvalget - det bliver

bare fedt!

Udfordringer skaber kreativitet og fællesansvar

Næste projekt var så at indsamle priser på tingene for at

pejle os ind på et realistisk budget. Der blev tjekket priskataloger,

hjemmesider og Fona-butikker, og det endelige

budget lød på 18.000 kr.!

Vi forelagde det for ledelsen, der desværre måtte skuffe

os og meddele at det var der på ingen måder penge til.

Da vi havde sundet os lidt og fået tankerne på gled igen,

kom der gode råd fra kollegerne: „Hvorfor søger I ikke

om pengene hos nogle af de mange fonde der findes?“.

Tjo, hvorfor ikke.

Vi søgte derfor penge hos 5-6 fonde og gjorde rede for,

hvad formålet var, og hvor mange penge vi skulle bruge.

Der gik så nogle måneder, hvor processen gik lidt i stå,

da vi afventede, om vi ville få nogle penge til at købe de

ønskede ting for. En dag kom der så brev fra Nordea-

Fonden og stik imod alle forventninger, ville de gerne donere

alle 18.000 kr. til os! En fantastisk nyhed for vores

aktivitetsrum, der nu helt sikkert ville blive til noget. Ikke

så lang tid efter skrev Tryg-fonden, at de gerne ville donere

5.000 kr. og dermed havde vi pludseligt mange

penge at gøre godt med.

Herefter bestod udvalgets opgave så i at få købt tingene


Udfordringer skaber kreativitet og fællesansvar

ind, få gjort stuen i pæn stand og sætte tingene

op. Det kom der en masse gode ture og oplevelser

ud af, og man kunne mærke på resten af huset,

at de var utålmodige og glædede sig til rummet

blev klart til at blive taget i brug.

Efter ca. et halvt års arbejde var opholdsstuen nu

blevet ændret fra at være et atmosfære-forladt

gennemgangsrum til at være et aktivitetsrum, hvor

beboere og personale kunne pleje relationerne og

udfordrer hinanden i diverse spil.

Fællesskabet styrkes

Bo og Grethe, som er beboere på Kirsten Marie,

var med i udvalget, og de var især begejstrede for

turene, hvor vi indkøbte de forskellige ting til rummet.

De nævner, at det var en god fornemmelse,

at man nu havde tingene i hus. Bo var særlig glad

for turen til København, hvor vi købte plakater til rummet.

Bo får ikke brugt rummet, så meget som han havde

regnet med: „Jeg er nok bare for doven! Og måske er

jeg heller ikke så god til det, men det er ikke pga. de aktiviteter,

der er. Dem havde vi jo enige om, så de er ok.

Grethe synes at rummet er blevet godt og nyder at spille

Guitar-hero på Nintendo Wii´en, hvor hun både spiller

guitar og trommer. „Vi har jo vores lille band. Det er

godt nok nogle uger siden, vi sidst har øvet, men vi skal

snart i gang igen“. Grethe pointerer herefter, at hun ikke

går op i aktivitetsrummet alene og spiller: „Det er da meget

sjovere at spille sammen med nogle andre“. Og det

er jo også netop det sociale aspekt, som er meningen

med rummet.

Bodil, som er medarbejder i Værestedet på Kirsten Marie,

supplerer yderligere med, at aktivitetsrummet også

Kirsten Mortensen (set fra ryggen), der er bruger af

Aktivitets- og Værestedet, bowler på fladskærmen

med Nintendo Wii

5

To beboere spiller „fodbold“ med to medarbejdere

bliver flittigt brugt til Værestedets fredagscafe. „Jeg syntes

rummet er en succes og der er mange der deltager

om fredagen og stemningen er altid god. Så går vi og

varmer lidt op i timerne op til dysterne og driller hinanden

med, hvem der nu vinder. Det har betydet meget for fællesskabet,

at både beboere og personale deltager, og vi

har lavet huset sammen“. Grethe tilføjer, at det er vigtigt,

at der er nogle medarbejdere, der tager initiativet til at

spille, da det godt kan være svært for beboerne at have

overskud til dette.

For at få flere til at bruge aktivitetsrummet er det vigtigt,

at der udarbejdes en manual til, hvordan Nintendo

Wii´en bruges, så endnu flere kan sætte et spil i gang.

„Lige nu er det tit de samme medarbejdere, som spiller

med beboerne, og det kunne være godt, hvis det blev

spredt lidt mere.

I dagligdagen er det mest Nintendo Wii´en, der bliver

brugt - specielt bowling har været et stort hit. Men vi

skal også have lidt mere gang i dart og bordfodbold. Til

vores indvielse af rummet, lavede vi en turnering, hvor

personale og beboere dystede i alle tre discipliner, og det

var en kanon dag. Sådanne succesoplevelser skal alle

have flere af og Bodils forslag er, at vi laver 4 turneringer

årligt med, som hun formulerer det „Store internationale

præmier“.

Alt i alt må vi sige at både det indledende arbejde med

rummet og det endelige resultat har været en succes,

hvor der selvfølgelig altid er plads til små forbedringer. Vi

er meget taknemmelige for de penge, som vi har fået tildelt

af Trygfonden og Nordea-Fonden og jeg kan anbefale

andre Mariehjem at søge sådanne steder, hvis I vil i

gang med noget lignende. Dog skal man være opmærksomme

på, at det kan tage nogle måneder fra man søger,

til man får svar.


I 60-erne blev der lavet en kortfilm, som på

dansk hed „90-års fødselsdagen“.

I den gentages en bestemt vending et utal af

gange: „The same procedure as last year,

Miss Sophie?“ Hvorefter miss Sophie svarer:

„The same procedure as every year, James!“

Det er trygt med procedurer som gentages.

Genkendelighed skaber balance i tilværelsen,

og vi skal ikke bruge så mange kræfter

på at finde rundt i dagen eller omgivelserne.

Artikel af sygehjælper Grethe Dimon og forstander Maria

Hedin, Louise Mariehjemmet i Brønshøj, København.

Planlægningen er den halve fest

Her vil Grethe og jeg fortælle lidt omkring hvordan Louise

Mariehjemmet løser planlæggelsen af vores fester,

men vi bruger også modellen til en anden slags planlægning.

Det er en måde at skabe „the same procedure as

last time“, men samtidig udvikle arbejdsgangen, vi arbejder

med. Det skulle være meget interessant efterfølgende

at høre, hvordan I andre gør det. En måde at få udvekslet

erfaringer og få idéer til nye måder at arbejde på.

For at lykkes med et samvær kræves planlæggelse og

Louise Mariehjemmet har i lang tid praktiseret at planlægge

sine fester ved hjælp af mindmap. På den kan

man, se hvem der er ansvarlig for hvad, og sikre sig mod

at intet bliver glemt.

I løbet af 2010 kan vi se frem til ikke mindre end 3 stk.

100-års fødselsdage og den første blev afholdt for godt

og vel en måned siden. Det var fru Ingeborg Rasmussen

som fyldte de 100 år, og hele personalegruppen var enige

om, at det skulle fejres med manér. Denne første

Fra vor egen verden

Medarbejder Tove Sørensen som „Dronningen“

poserer for fotografen sammen med 100-års

fødselaren Ingeborg Rasmussen

The same procedure as last year,

Miss Sophie!?

6

100-års fødselsdag skulle altså også danne ramme om,

hvordan vi i fremtiden arbejder med netop 100-års fødselsdage.

Det er nødvendigt at give alle nogenlunde

samme fejring.

Første skridt

På personalerummets væg blev der sat et stort hvidt ark

papir op, og så kunne planlægningen gå i gang. En vigtig

opgave er at være tovholdere. Om end hele personalegruppen

på en eller anden måde er involveret i festen, så

skal nogen kunne træffe beslutninger og trække på de

indsatser, som skal løses. Erfaringen viser, at denne

gruppe ikke må være for stor, så 2-3 personer er ideelt.

Denne gang blev Tove, Lilian og Grethe udset.

Mindmappen er et dejligt værktøj, som tåler at blive

fyldt op med mange forskellige oplysninger. Så alt fra

farve på servietter til hvem i personalegruppen, som står

for opvasken, kan noteres.

Festen skal være god for alle. Så i løbet af de timer festen

foregår, er man skiftevis „akutperson“, dvs. at man

svarer på klokker, hjælper på toilet eller andet „akut“.

Når ens timer er overstået og en anden tager over, kan

man sidde ned med god samvittighed og bruge energien

på at gøre samværet hyggeligt med konversation rundt


Det Det er er tr trygt tr gt med med pr procedur pr ocedur ocedurer ocedur er er, er der der g ggenta

g enta entages enta es

om bordet. Hvem som skal være „akutperson“ og i hvilket

tidsrum står nøjagtig på mindmappen.

Til en 100-års fødselsdag er der mange anderledes ting,

man skal huske på. Både kongehus og

borgmesterkontor skal nemlig underrettes

om højtideligheden. Hvordan har familien

tænkt sig at fejre begivenheden? Tænk nu,

hvis fødselaren ikke vil fejres. Alt skal være

tys, tys og hemmeligt, samtidigt som man

skal opspore alle mulige oplysninger.

Skal der være fest - skal der pyntes op

To kreative medarbejdere gik i gang med at

lave et skjold, der senere blev sat på Fru

Rasmussens dør. Sange skulle udvælges og

printes. Bordkort skulle males og bordplanen

fastsættes. Tidligt blev det opdaget, at

det var umuligt at nå alt, som skulle nås om

ikke personalegruppen kom en halv time

tidligere på arbejde den store festdag. Beboerne

skulle møde op i pænt tøj og både

læbestift og rouge kræver sin tid. Festen skulle indeholde

både morgenmad og den varme mad kl. 12,00. Så

det var nødvendig at dække morgenbordet oppe i „Aktiviteten“,

da det ellers ville blive fortravlet, når man skulle

dække af og på mellem måltiderne.

Kl. 9 sad gæster og fødselar forventningsfulde på deres

pladser. Køkkenet havde tilberedt lækre fade med forskellige

slags pålæg og ost, og rundstykkerne var hentet

hos bageren. Yvonne spillede på sin harmonika. Flere

fødselsdagssange

blev sunget og

pludselig kom

„Dronningen“ på

besøg. Hendes

kongelige højhed

havde afsat hele

dagen til at fejre en

så stor begivenhed.

Majestæten havde

været rundt i huset

og kunne godt tænke

sig at komme

som beboer med

Prinsgemalen, når den tid kom. Og som det rigtig blev

påpeget, så ville Louise Mariehjemmet i dette tilfælde

blive hofleverandør. Majestæten holdt en fantastisk flot

tale for Ingeborg, som blev meget rørt. „Dronningens“

besøg var et meget værdsat indslag, og der var mange

7

som grinede, så tårerne løb. Dronningen havde dagen til

ære fået håret opsat i en høj, flot frisure med krøller,

som havde krævet lang tid, meget lak og næsten 100

hårnåle.

Louise Mariehjemmet har i lang tid praktiseret at planlægge

sine fester med hjælp af mindmaps som vist ovenfor

Fru Ingeborg, som er en meget rask og rørig dame, rejste

sig og holdt en flot takketale. Det var en dejlig 100

års fødselsdag for fødselar med familie samt for beboere

og personalet.

Gjorde vi det så godt nok

Når festen er overstået, bliver den evalueret af hele personalegruppen

for på den måde at lære noget til den næste

gang, der skal holdes fest. Vi evaluerer også på et

stykke hvidt papir, som hænges op på væggen i personalerummet.

Det er opdelt i to kolonner med overskriften:

„Hvad var godt“ på den ene side og „Hvad var mindre

godt - eller kunne gøres bedre“ på den anden. Naturligvis

vil der altid være noget, der fungerer mindre

godt. Noget man alligevel har glemt, men som skal huskes

til næste gang. Gennem at arbejde med en evaluering

på tværs gennem personalegruppen og at se tilbage

på de tidligere evalueringer kan det undgås, at fejlene

gentages og udviklingen går fremad. Evalueringerne

gemmes i „informationsbogen“ som er et excel-ark på

fællesdrevet. Her kan alle gå ind og se evalueringerne fra

fester i de sidste mange år. Med små rettelser ved vi nu,

at dette er proceduren for 100-års fødselsdage på Louise

Mariehjemmet.

Hvordan arbejder I på jeres hjem? Skriv en mail til

mch@mariehjem.dk med navn og telefonnummer, så

vi kan tales ved.


Fra vores egen verden

I debatten om sociale ydelsers kvalitet bliver

det påstået, at det er ligegyldigt med pengene,

og at vi alene skal sikre den rigtige indsats.

Man må sige, at det er en indstilling der

langt fra altid er aktuel.

Hvad må det koste

Artikel af

Jesper Maarbjerg,

bestyrelsesformand

i Fonden Mariehjemmene.

Prisen for ydelserne er tvært imod kommet i centrum,

når der tilrettelægges en indsats af myndighederne.

Faktisk har der siden den tidligere bistandslov fra 1976

været tilrettelagt et system, hvor man i kommunerne forventedes

at holde indsatsernes pris op mod deres effekt.

Man ville forhindre en „kassetænkning“, hvor der mere

spurgtes til, hvem der skulle betale, end hvad effekten

var.

Det ser imidlertid ud til, at det først er her efter den sidste

kommunalreform og i forbindelse med den aktuelle

økonomiske krise, at vi ser den skrappe fokusering på

prisen.

Brud med årtiers udvikling

Det har altid været sådan, at man har ønsket (men ikke

altid praktiseret) at kunne sammenholde pris og effekt.

Hvis en social klient støttes med en billig men effektløs

indsats i mange år, vil det let blive dyrere end den mere

kostbare men effektfulde indsats.

Den nuværende regering har haft det frie valg som en af

deres mærkesager. Det er faktisk et markant brud med

årtiers udvikling, hvor det har været et centralt krav, at

kommunen skulle tilrettelægge serviceopbygninger, der

skulle dække alle aspekter af tilbud.

8

Spørgsmålet er nu, om man kan kombinere borgernes

frie valg med en kommunal økonomisk adfærd? Det kan

man langt fra altid. Kommunerne sammensætter deres

service i budgetterne, og der forventer de at kunne styre

deres forbrug. Hvordan passer det med, at en klient ønsker

at bruge andre tilbud end dem, kommunen selv råder

over?

Konsekvensen for kommunen kan hurtigt blive, at den

faktisk bliver stillet overfor, at den får ekstra økonomiske

byrder, hvis der vælges andre tilbud end dem, kommunen

i forvejen råder over. Kommunen kan nemlig

sjældent tåle den kritik der kommer, hvis nogle af deres

tilbud ikke anvendes fuldt ud, fordi det forventes, at de

ikke indskrænker deres personale p.gr.a. korttidstendenser.

Det er således kun, når kommunen selv kan

„sælge“ en plads til en anden kommune, at pengene går

lige op.

Det er det, der gør, at vi ofte ser hvordan kommuner

bruger mange kræfter på at få klienterne til at vælge

kommunens egne tilbud.

De dyre priser acceptereres ikke længere

Interessant er det imidlertid, at det er efter den kommunalreform,

som har skabt større enheder, at vi ser problemerne

tydeligere. Ændringen skulle ellers indebære,

at de konkrete beslutninger i højere grad end før ville

begrænse de snævre økonomiske overvejelser. Her er

det nok fraværet af amterne, som har givet en større

gennemslagskraft for de kommunale økonomiske overvejelser

– især på specialområderne - hvor man måske

tidligere har accepteret de dyre tilbud, som for det meste


Hvad er prisen på et handicap

var amtskommunale område og som man derved ikke

kunne gøre noget ved.

Det er i orden, at kommunerne optræder økonomisk,

men hvordan prøver „systemet“ at sikre, at der købes

kvalitet for pengene?

Hvor er varen billigst

Vi ved godt alle sammen, hvad det er for butikker vi vil

handle i, men engang imellem opdager vi, at vi kunne have

handlet bedre i andre butikker. Fra „systemets“ side

er det væsentligste bidrag til, at der træffes holdbare be-

www.tilbudsportalen.dk

slutninger, faktisk Servicestyrelsens såkaldte tilbudsportal

på internettet (www.tilbudsportalen.dk). Tilbudsportalen

er blevet det sted, hvor de tilbud, kommunerne må

benytte, er oplistet. Det er samtidig et sted, hvor det er

søgt beskrevet i detaljer, hvad indholdet er i tilbuddene.

Kommunerne vil helst ikke oplyse egne priser

Man kunne kalde det en „tilbudsbørs“; - for det er meningen,

at man skal kunne sammenligne de forskellige tilbud,

der er relevante, og så – på basis af prisen – vælge

det tilbud, der er mest relevant. Det, der i forhold til prisen,

har den største effekt.

Virker det?

Hvis vi ser på ældreområdet, så illustreres en stor mangfoldighed.

Masser af steder oplyses der ikke noget om prisen eller

også oplyses der, at den fastsættes individuelt. Priserne

svinger samtidig - der hvor de er oplyst - enormt. På ældreområdet

er der en forskel på flere hundrede procent

mellem de billige og dyre tilbud. Og det er ikke altid,

man af beskrivelserne af tilbuddene kan aflæse den

eventuelle tilsvarende kvalitetsforskel, selvom man

normmalt har medtaget tilsyns- og evalueringsrapporter.

9

På området for børn og unge er forskellene endnu større

og tilbuddene endnu mere differentierede.

Det fælles problem er jo, at der skal indberettes fra tilbuddene

selv. Det kan betyde at nogle oplysninger er

gamle. Samtidig er det jo også sådan, at det ikke altid er

muligt at få indberettet det helt aktuelle, så det, man kan

læse, er ikke altid aktuelt dækkende.

Når man kobler disse forhold sammen med kravene til

kommunerne om at administrere økonomisk, må man sige,

at tilbudsportalen næppe er det redskab, der i tilstrækkeligt

omfang kan løse problemerne.

Det er derfor, at institutionsledere - og andre der har opgaver

med at udnytte tilbuddene ordentligt - kommer i

situationer, hvor man synes, det er det rene „flueknepperi“

at få aftalt, om en kommune vil anvende - og købe -

en plads på et tilbud, vi opfatter som rigtig godt og relevant

i den konkrete situation.

Kan kommunerne sætte prisen

Det vil nok være naivt at tro, at den slags problemer går

over, når der er gået et stykke tid.

Snarere skal man indstille sig på, at det vil være et

grundvilkår, at man professionelt skal være i stand til at

beskrive kvaliteterne ved de tilbud, kommunerne skal

anvende, for ellers bliver det bare en ren prisdiskussion

om, hvem der til den laveste pris kan tage sig af en opgave.

En variant til løsning af problemerne kan være den, der

er kendt fra friplejeboligområdet, hvor der jo fra statslig

hånd er fastsat bestemte maksimumtakster, der skal anvendes.

Her er udgangspunktet dog en ret spinkel undersøgelse

om tidsforbruget ved forskellige tilbuds indsats. Det er

let at kritisere grundlaget, men idéen om, at der skal anvendes

fælles takster over hele landet kunne godt vise

sig i horisonten. Selvom man også her alligevel vil opleve

forskelligheder, der ikke er helt gennemskuelige.

Det næste er, at hvis kommunerne i stadigt større omfang

skal leve op til borgernes frie valg af tilbud, så er

det næppe den kommunale driftsform, der er den mest

fleksible. Men så længe det i realiteten er kommunerne,

der betaler hele gildet, vil det også være dem der bestemmer.

Må vi bede om sammenlignelige priser

Til gengæld kunne jeg godt ønske mig, at det i det mindste

bliver sådan, at regnskaber for henholdsvis offentlige

og private tilbud gøres identiske og sammenlignelige, så

man i det mindste har et helt sikkert udgangspunkt for de

diskussioner, der altid vil være om prisen.


Af Charlotte Bach

Fra vores egen verden

På Sofie Marie i Ringsted bliver medarbejderne hver dag

klogere på autisme. Blot en lille bitte ændring i adfærd eller

tale kan give store udsving. Såvel beboere som

medarbejdere udvikler sig hele tiden, og alle er enige om,

at man er nået langt på det halvandet år bofællesskabet

har eksisteret.

Selvstændighed

i trygge rammer

„Hvilket stjernetegn er du født i?“ spørger Jens Christian

Haagensen, en af de 18 beboere i Bofællesskabet Sofie

Marie i Ringsted, som er et botilbud for mennesker med

autisme. Jens Christian Haagensen er 30 år, og han interesserer

sig brændende for astrologi og bruger flittigt internettet,

når han lægger horoskoper og printer dem ud for beboere

og personale på Sofie Marie. Han har boet her et lille

års tid. Tidligere boede han i syv år i et bofællesskab i

Næstved.

„Jeg kan bedre lide det her. Jeg har mere frihed, og her er

mere afskærmet, så man kan få lov at være i fred. Der er

stor forståelse for mit handicap, føler jeg“.

Jens Christians Haagensens hverdag er skemalagt og

overskuelig. Om mandagen svømmer han i den nærliggende

svømmehal, om tirsdagen gælder det rengøring i

lejligheden, og på ugens øvrige hverdage arbejder han i

et beskyttet beskæftigelsestilbud på et metalværksted i

Næstved. Her samler han udstyr, bl.a. de transportkroge,

som slagteriarbejderne bruger til at hænge de slagtede

svin på. Hver anden weekend besøger han sine forældre i

Hellerup nord for København.

„Horoskoper er spændende, fordi de fortæller noget om,

hvordan man er som person. Jeg er fisk, og fisk er følsomme

og kan lide at snakke. Bente (Bente Baggesen, forstander,

red.) er jomfru, og jomfruer er udadvendte og analytiske.

Kristina er skorpion, og de er stædige“, siger Jens

Christian Haagensen og peger over mod pædagog Kristina

Palmquist, der ler.

Hun har arbejdet på Sofie Marie siden åbningen i november

2008. Tidligere beskæftigede hun sig med fysisk og

psykisk udviklingshæmmede, men autisme var nyt for hende.

„De første 14 dage var her ingen beboere, og vi fik intro-

10

Alle lejligheder i Bofællesskabet Sofie Marie har

egen indgang. Her står Jens Christian Haagensen

sammen med pædagog Kristina Palmquist, mens

forstander Bente Baggesen er på vej op ad trappen

duktion til Fonden Mariehjemmene og til området autisme.

Desuden blev vi præsenteret for de beboere, der var på

vej,“ fortæller Kristina Palmquist, der er 28 år og blandt de

yngste af medarbejderne. Beboerne strækker sig aldersmæssigt

fra 18 til 46 år, og de 12 ansatte er spredt i alder,

så de matcher beboerne.

Mennesker med autisme har svært ved at forholde sig til

gængse sociale regler og har svært ved at leve sig ind i andres

tankegang. De oplever deres egen verden som korrekt.

„Vi skal skabe rum, så beboerne oplever respekt om deres

verden. Men de skal også lære at begå sig i det normale

samfund og have mulighed for at leve i dette samfund med

det særpræg, de har“, siger forstander på Sofie Marie,

Bente Baggesen.

Nogle af beboerne vil med tiden kunne klare sig med mindre

støtte og vejledning i egen bolig uden for bofællesskabet.

På Sofie Marie hjælper de ansatte beboerne med det

praktiske såsom at gøre rent, skifte sengetøj, vaske, købe

ind og lave mad. Det er den såkaldte botræning.

Den sociale træning er mere subtil. Her gælder det om at

hjælpe beboerne med at aflæse andre menneskers kropssprog

og mimik, at dele dagens gøremål op i overskuelige

bidder, at tydeliggøre det, der skal ske, f.eks. bad, skole,

arbejde, spisning, - ved hjælpe af skemaer. Nogle skemaer

er forsynet med opfindsomme piktogrammer, også kaldet

Boardmaker, fordi det visuelle ofte er en styrke for mennesker

med autisme. F.eks. hænger der på alle døre på Sofie

Marie et foto af, hvad der befinder sig på den anden side:


At styre uden at være styrende

kontor, kopirum, toilet eller en beboers lejlighed. Det samme

gælder alle køkkenskabe og skuffer i de fire fælleskøkkener.

Her er fotos af skeer, skåle og gryder.

„Overskuelighed og forudsigelighed er nøgleord. Men først

kommunikation. Vi skal besidde kommunikationskompetencer

på forskellige niveauer. Nogle beboere er visuelt

stærke. For dem er Boardmaker gavnlige“, siger Bente

Baggesen.

Medarbejderne planlægger dagen sammen med beboeren.

Det er meget forskelligt, hvordan mennesker med autisme

kan overskue deres hverdag og ofte hjælper en visuel kommunikation

med Boardmaker, der viser, hvad der skal ske.

Nogle har brug for en ledsager, hvis de skal et ærinde ud af

huset, andre går og kommer, som de vil. I hverdagene skal

de fleste ud af huset – enten til Unges, et uddannelsesforløb

i Værløse for unge med autisme, eller på arbejde. Nogen

har som Jens Christian Haagensen et beskyttet beskæftigelsestilbud.

Fem beboere tager til Østagergård ved Jystrup,

som er et integreret bo-, beskæftigelses- og fritidstilbud, der

også har tilkoblet en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse.

Ikke alle beboere har imidlertid et jobtilbud, og Sofie Marie

arbejder sammen med Ringsted Kommune på at finde egnede

steder. To beboere ønsker ikke at få job lige nu.

Kristina Palmquist synes, at beboerne har magtet indflytningen

på Sofie Marie på fremragende vis. En flytning er en

voldsom forandring, hvor overskuelighed og forudsigelighed

for en tid er sat ud af spillet. Nogle af beboerne har også

skiftet job i forbindelse med flytningen, og det er i sig selv

en stor omvæltning.

Medarbejderne har, ifølge Kristina Palmquist, udviklet sig

meget i det halvandet år, Sofie Marie har eksisteret.

„Her bor 18 individer, der har vidt forskellige behov, og de

skal tilgodeses på vidt forskellige måder. Det er voksne

mennesker, der som alle andre har behov for integritet og

selvstændighed, men også et stort mål af tryghed og genkendelighed.

Vores opgave som medarbejdere er at styre

uden at være styrende, og det kan være en vanskelig balance.

Nogle stresses og kan blive udadreagerende, hvis ikke

de kan finde genkendelighed i hverdagen“, siger Kristina

Palmquist.

Hun og de øvrige medarbejdere deltager i et pædagogisk

udviklingsarbejde og modtager undervisning fra Sopra, et

ekspertisecenter for mennesker med autisme. Desuden har

Bente Baggesen lige taget hul på et personaleudviklingsforløb,

hvor en coach fra Colinco Systemet underviser i kommunikation,

samarbejde, personaleudvikling og teambuilding.

„Når man etablerer en institution og skal skabe retningslinjer,

har man som leder og medarbejder meget energi i begyndelsen.

Alle synes, det er spændende at være med til at

præge hverdagen og kulturen på stedet. Men man kan ikke

11

blive ved med at køre i det høje gear. Begejstringens rus afløses

af en mere rolig periode, og den tid bliver igen afløst

af en periode, hvor man ikke synes, man når det, man burde.

Så bliver man ked af det og frustreret. Sådan havde vi

det denne vinter, men nu synes jeg, vi har fået bedre samarbejdsrelationer

og mere energi til at udvikle den kultur, som

er i færd med at blive opbygget, og som vi gerne vil kendes

på“, siger Bente Baggesen.

Selv om medarbejderne hele tiden bliver klogere på autisme,

skal de ofte finde utraditionelle løsninger på opståede

udfordringer. Der er forskellige metoder at bruge. Eksempelvis

KAT-kassen, som er et samtaleredskab, der understøtter

snak om følelser og tanker, der somme tider kan

være svære at holde styr på. F.eks. kan beboeren på en

skala fra 0 til 10 afspejle sine følelser med piktogrammer af

Fra venstre Kristina Palmquist, Jens

Christian Haagensen og Bente Baggesen.

ansigter, der viser forskellige sindsstemninger.

Det gælder om at finde det, der virker for den enkelte, og

medarbejderne har haft stor gavn af samarbejdet med forældre

og pårørende, som har givet mange gode råd og idéer

til dagligdagen, og som for manges vedkommende deltager

i udarbejdelsen af handleplanerne og jævnligt færdes i

huset.

„Somme tider skal man bare ændre kursen et par millimeter“,

siger Kristina Palmquist. Hun synes, at hun er nået

langt i sin forståelse af autisme, og hun bliver klogere for

hver dag.

Jens Christian Haagensen viser rundt i sin lejlighed. Alle lejligheder

har egen indgang. En lille entré fører frem til et køkken

og et badeværelse for enden. Til højre en dagligstue

med altan. Fra dagligstuen går man ind i et rummeligt soveværelse.

Over sofaen i dagligstuen hænger en stor fotostat

af en mand i faldskærm over en skyline. Det er Jens Christian

Haagensen, der hænger i faldskærmen højt over Dubai.

Oplevelsen var en gave fra hans forældre til hans 30 års

fødselsdag, hvor familien var på ferie i Dubai.


MarieBladet

MarieBladets MarieBladet

s bagside

bagside

bagside

MarieBladets redaktion har modtaget:

Kære Redaktøren af MarieBladet.

I anledningen af at vores Dronning blev 70 år, festligholdte vi selvfølgelig også

fødselsdagen her. Det var en rigtig god dag. Vi snakkede om, at der måske

skulle en artikel i Mariebladet, så hvis det har nogen interesse, sender jeg lidt

matriale.

Vi har snakket med beboerne, der er på billederne, og de havde ikke noget

imod, at vi brugte billederne i Mariebladet.

Mange hilsner

Søren-Anker, værkstedsleder på Karen Marie

12

More magazines by this user
Similar magazines