Miljøgifte i fisk og skaldyr - FiskerForum.com

fiskerforum.dk

Miljøgifte i fisk og skaldyr - FiskerForum.com

Ifølge de danske myndigheder er indtagelsen

af miljøgifte gennem fisk og skaldyr generelt så

lav, at den næppe udgør en reel fare for menneskets

helbred. Det kan ikke afvises, at et

langvarigt og meget stort forbrug af fede fisk

kan belaste kroppen. Især hvis fiskene stammer

fra de mest forurenede farvande.

Opmærksomheden har mest været rettet mod

forureninger med stoffer som dioxin, PCB og

DDT, der tidligere var meget brugt. Generelt er

indholdet af disse miljøforureninger i fisk og

skaldyr faldet siden 1970’erne, fordi der er

gjort en indsats for at stoppe brugen og dermed

udledningen i havmiljøet.

Kapitel 14 side 109

Miljøgifte i fisk og skaldyr

En del mennesker vil ikke spise fisk af frygt for, at den kan være forurenet.

Årsagen er, at der er blevet udledt mange giftstoffer i havet.

Giftstofferne kan ophobes gennem fødekæden og ender bl.a. i fiskene –

især i fede fisk. Derudover kan skaldyr som muslinger ophobe giftstofferne

fra vandet. Generelt har indholdet af de mest kendte giftstoffer som

PCB og DDT været faldende siden 1970’erne. Der dukker dog hele tiden

nye miljøfremmede stoffer op i havet. Derfor er det dog ikke sundhedsskadeligt

at spise fisk og skaldyr.

DDT

DDT er et bekæmpelsesmiddel, som har

været forbudt i mange år, men som stadig

kan findes i miljøet. Brugen af DDT

eksploderede nærmest efter 2. verdenskrig,

fordi stoffet viste sig at være et

effektivt middel mod bl.a. myg, der

spreder malaria. Senere udviklede myggene

modstandskraft (resistens) mod

DDT. Stoffet er meget lang tid om at

nedbrydes i naturen.

PCB

PCB er navnet på en gruppe industrikemikalier,

som nu er forbudt.

I de senere år er der kommet et stigende fokus

på, at andre forurenende stoffer også kan ende

i fiskene. Derfor er det vigtigt, at miljøovervågningen

fortsætter og brugen af forurenende

stoffer begrænses. For fiskerierhvervet er miljøgifte

i fisk og skaldyr et svært problem at takle.

På den ene siden må man råbe vagt i gevær

over for alle de kemikalier, der ender i havet og

ødelægger fiskeriet. På den anden side må vi

ikke være med til at skabe hysteri i befolkningen,

så de ikke tør spise fisk. Det kan være en

svær balancegang.

I det følgende beskrives en række af de miljøfremmede

stoffer og tungmetaller, som kan

genfindes i nogle fisk og skaldyr – samt betydningen

for sundheden.

Miljøfremmede stoffer

Fisk kan indeholde miljøfremmede stoffer

pga. forurening af vandmiljøet. Disse stoffer

er fedtopløselige og vil derfor især ophobes i

fede fisk. Stofferne kaldes persistente, fordi

det tager meget lang tid, før de bliver nedbrudt

og forsvinder fra miljøet. Derfor kan de

give miljøforureninger mange år efter, at man

er holdt op med at bruge dem.

Klorholdige pesticider

Klorholdige pesticider er stoffer som f.eks.

DDT, aldrin, dieldrin, HCB, hexaklorcyklohexan,

lindan og heptaklorepoxid. Klorholdige

pesticider har været brugt meget efter 2. verdenskrig.

Men i dag er brugen meget begrænset

i den vestlige verden – i Danmark er de

helt forbudt. Men de benyttes stadig i mange

u-lande. Stoffer, der tidligere har været brugt


14.1 · Miljøforurening

Dioxin tilføres stadig miljøet.

som pesticider, kan også fortsat findes i nogle

fødevarer. Det skyldes den miljøforurening, som

har fundet sted tidligere og at stofferne stadig

anvendes i andre dele af verden.

Klorholdige pesticider findes bl.a. i fede fisk.

Undersøgelser viser, at der er sket et fald siden

midten af 1970’erne, hvor pesticidmængden i

fisk var højere – specielt i Østersøen.

Fødevaredirektoratet skønner, at selvom man

spiser de nævnte pesticider, så overskrider man

ikke de mængder, der har en sundhedsmæssig

risiko. Selv ikke mennesker, der spiser rigtig

mange fisk. Det er ikke afklaret, hvorvidt den

tidligere belastning med DDT kan have ind-flydelse

på mænds forplantningsevne. Klorholdige

pesticider kan bl.a. påvirke huden, nerverne,

leveren og forplantningsevnen og øge risikoen

for kræft.

Pesticider

Pesticider er navnet på stoffer, der

anvendes som bekæmpelsesmidler

mod svampe, insekter og andre organismer,

der kan skade f.eks. afgrøder.

Kapitel 14 side 110

Dioxiner

Dioxiner er en gruppe af beslægtede klorholdige

stoffer, som dannes ved forbrænding – f.eks.

affaldsforbrænding og forskellige processer i

industrien. Denne gruppe findes også i spildevand

bl.a. fra papirindustrien og i udstødningsgasser

fra biler. Dioxiner findes overalt i miljøet.

Nogle af dioxinerne opkoncentreres i fødekæderne

og ender i fede fisk. På samme måde

ophobes dioxiner i menneskers fedtvæv og

udskilles i modermælk. De væsentligste kilder

til dioxiner i danskernes kost er fede fisk, mejeriprodukter

og fedt fra kød.

Dioxin

Dioxiner er polychlorede dibenzopara-dioxiner

og – dibenzofuraner.

Foto: Stock.xchng

Problemet med dioxin i fisk er langt fra løst. Der

er fastsat EU-grænseværdier for dioxin i fisk og

fiskeolie, som står i bekendtgørelse nr. 184.

Østersøen er stadig forurenet med dioxin, og

indholdet er højest i fede fisk fra den østlige

Østersø og den Botniske Bugt. Der er desværre

fundet fisk i de danske dele af Østersøen, hvor

grænseværdierne er overskredet. Det har i

2004 betydet et stop for det danske laksefiskeri

i Østersøen.


Dioxiner hører til nogle af de mest skadelige

giftstoffer, man kender. De kan påvirke forplantningsevnen,

immunforsvaret, give fosterskader

og være kræftfremkaldende.

PCB’er

PCB står for en gruppe stoffer (polyklorede

bifenyler), der tidligere blev anvendt som kemikalier

i industrien bl.a. i maling, tryksværte,

skæreolie, kondensatorer og transformatorer.

PCB er opløseligt i fedt. Det ophobes derfor

gennem fødekæden i fedtvævet hos bl.a. fisk

og mennesker. I Danmark er det forbudt at

anvende disse stoffer. Siden 1970’erne er

mængden af PCB i fisk fra farvandene omkring

Danmark gradvist faldet. Tidligere indeholdt

fisk fra især Østersøen meget PCB. Ifølge svenske

undersøgelser blev PCB-indholdet i fisk

mere end halveret fra 1970 til 1980.

De danske myndigheder mener ikke, at den

danske befolkning risikerer skadevirkninger

fra den mængde PCB, man får fra fede fisk.

Men det kan ikke afvises at mennesker, som

spiser mange fede fisk fra forurenede områder,

belastes.

De skadelige effekter af PCB er svære at gøre

op, fordi der findes flere hundrede forskellige

typer PCB. Nogle PCB-forbindelser har samme

giftige virkning som dioxin. Derfor skal PCB

regnes med, når man beregner, hvor meget

dioxin mennesker udsættes for.

PAH’er

PAH’er dækker over en gruppe på mere end

100 stoffer. Stofferne blev først fundet som

bestanddele af kultjære og sod. Derfor kaldes

de også tjærestoffer.

PAH

PAH er forkortelsen for polycycliske

aromatiske hydrocarboner.

Kapitel 14 side 111

PAH’er dannes ved forbrændingsprocesser

også cigaretrygning. De vigtigste kilder til

miljøforurening med PAH er røg fra boligopvarmning

med kul, olie og træ samt udstødningsgasser

fra biler. Hertil kommer udledning

fra kraftvarmeværker, forbrændingsanlæg og

en lang række industrielle processer. En anden

kilde til PAH forurening er olieudslip fra skibe

og boreplatforme.

For mennesker er den største kilde til PAH

cigaretrygning og fødevarer – herunder fisk.

Når man taler om PAH i fødevarer, skal man

være opmærksom på, at PAH også kan dannes

ved madlavning, specielt ved grillstegning,

røgning og tørring.

Der findes kun få undersøgelser af PAH i danske

fisk. I modsætning til dioxin og PCB ophobes

PAH ikke væsentligt i mennesker. Men

stofferne findes i forhøjede mængder i fisk og

skaldyr fra områder med olieforurening.

PAH-forbindelserne skader arveanlæggene,

påvirker immunsystemet, forplantningsevnen

og er kræftfremkaldende.

14.2 · PAH’er i fisk

PAH’er findes primært i røget og grillet fisk.

Foto: Mia Frandsen.


Bromerede flammehæmmere

Bromerede flammehæmmere er navnet på en

række forskellige organiske forbindelser, der

indeholder brom. Bromerede flammehæmmere

bruges i forskellige typer af plast til elektriske

apparater som TV, radio og computere. De

vigtigste kilder til miljøforurening med bromerede

flammehæmmere er, når produkter med

stofferne skal produceres og bortskaffes.

Bromerede flammehæmmere nedbrydes

meget langsomt i naturen og ophobes i fødekæden.

Stofferne findes i fede madvarer som

fede fisk og mælkeprodukter og i modermælk.

Niveauet i modermælk har været stigende, og

det giver bekymring. En amerikansk undersøgelse

har vist, at indholdet af bromerede flammehæmmere

i fisk er steget siden 1997. EU

har vedtaget et forbud mod to af de farligste

bromerede flammehæmmere.

En del af stofferne er kræftfremkaldende og

mistænkes for at give fosterskader.

Det foreløbige skøn er, at niveauet for den

mængde, som mennesker i de nordiske lande

indtager, er langt under den grænse, hvor der

er risiko for skadelig virkning.

Nonylfenoler

Nonylfenoler (nonoxynol) anvendes bl.a. i pesticidblandinger,

vaske- og rengøringsmidler

samt kosmetik. De ender i havmiljøet via spildevandet.

Stofferne er svære at nedbryde og

har tendens til at ophobe sig i organismer.

Selv små doser har vist sig at give kønsforstyrrelser

hos østers. Stofferne mistænkes og

for kunne skade forplantningsevnen hos mennesker

og give forskellige former for kræft.

Stofferne er ved at blive forbudt, men kan

stadig findes i nogle produkter.

Organiske tinforbindelser

Organiske tinforbindelser er en gruppe af

stoffer, der enten bruges i fremstillingen af

produkter – bl.a. tekstiler og PVC. TBT (tributyltin)

er den form af de organiske tinforbindelser,

der har været mest debat om. TBT er

blevet anvendt som anti-begroningsmiddel i

skibsmaling og er den største kilde til TBTforurening

af havmiljøet. Der er nu forbud mod

Kapitel 14 side 112

at bruge TBT-holdig bundmaling til skibe, og

fra 2008 forventes det at blive forbudt at sejle

med skibe, der er bundmalet med TBT. TBT

nedbrydes langsomt i havmiljøet og ophobes

i forskellige havdyr. Derfor er fisk, krebs- og

bløddyr en kilde til disse stoffer for mennesker.

TBT har vist sig at have en hormonforstyrrende

effekt overfor en række havsnegle – og

mistænkes for at have en skadelig virkning på

mennesker. Der findes ikke tal på indholdet af

TBT i fisk fra danske farvande, men tal fra

andre lande omkring os viser, at der sikkert

ikke er nogen risiko forbundet med at spise

fisk.

Sennepsgas

I et område nordøst for Bornholm er der tidligere

blevet dumpet store mængder ammunition,

der bl.a. indeholder sennepsgas.

Sennepsgas adskiller sig fra de andre miljøgifte

ved at nedbrydes relativt let i havmiljøet.

Sennepsgas ophobes ikke i fisk. Men det er

nødvendigt at kassere fangster, der har været i

kontakt med opfisket ammunition.

Sennepsgas

i trawlet

I Fiskeriårbogen (B5) står der, hvordan

du skal forholde dig, hvis du kommer til

at få ammunition og andet krigsmateriel

i fiskeredskaberne. Det gælder generelt,

at alle former for krigsgas er yderst

farligt at komme i kontakt med. Det

gælder både direkte berøring og

dampe.

Tungmetaller

Fisk og skaldyr kan indeholde tungmetaller.

Det skyldes ofte forurening af havmiljøet. Men

nogle tungmetaller kan også godt stamme fra

naturlige kilder som f.eks. vulkaner. Det gælder

tungmetaller som kviksølv, arsen, bly og

cadmium. Tungmetaller spredes i miljøet bl.a.


via kulfyrede kraftværker, affaldsforbrændingsanlæg,

minedrift og industrier. Tungmetaller

nedbrydes ikke, men optages let i

organismer. Nogle tungmetaller som kviksølv

ophobes ligesom de fedtopløselige miljøfremmede

stoffer i de fedtholdige dele – f.eks.

fedtvæv og lever. Flere tungmetaller er giftige

selv i små mængder, og enkelte er kræftfremkaldende.

Kviksølv

Kviksølv findes i flere forbindelser. Man skelner

mellem totalkviksølv og methylkviksølv.

Methylkviksølv er den forbindelse, der mest

findes i fisk. Det er også den forbindelse, der

anses for at være den mest giftige.

Fisk kan indeholde en del kviksølv. Det

afhænger bl.a. af arten og det farvand, hvor

den er fanget. Kviksølvindholdet i fisk kan være

højt i områder, hvor der er en lokal forurening.

Der er flere områder i danske farvande – bl.a. i

Øresund – hvor der har været fiskeriforbud

pga. kviksølvforurening. Der er mest kviksølv i

store rovfisk som tun, sværdfisk og sildehajer,

fordi kviksølv ophobes gennem fødekæden.

Kviksølv påvirker centralnervesystemet. Den

mængde fisk, danskerne spiser, anses ikke for

at give sundhedsmæssige problemer for voksne

mennesker. Men kviksølv kan give svære

fosterskader. Det kan også overføres fra den

14.3 · Kviksølv

Kapitel 14 side 113

ammende kvinde til spædbarnet, hvor det kan

skade barnets hjerne. Derfor anbefaler myndighederne

i Danmark, at gravide eller ammende

kvinder ikke spiser store portioner af store rovfisk

som f.eks. tun, sværdfisk og sildehaj.

Arsen

Fisk og skaldyr indeholder ofte meget arsen.

Visse uorganiske arsen-forbindelser kan give

kræft. Men det meste af den mængde, der findes

i fisk og skaldyr, består af ugiftige organiske

former. Derfor rummer arsen ingen sundhedsmæssig

risiko.

Cadmium

Cadmium er sammen med bly og kviksølv de

metaller, der især er en trussel mod miljøet og

os selv. Fisk indeholder normalt ikke særligt

meget cadmium, men muslinger kan indeholde

betydelige mængder, hvis de kommer fra

forurenede områder. Kammuslinger fra arktiske

egne kan indeholde store mængder cadmium.

Hvorfor ved man ikke. Cadmium giver

nyreskader.

Bly

Blyindholdet i fisk er lavt. Der kan godt findes

større mængder i muslinger, der lever i forurenede

havneområder. Bly kan påvirke centralnervesystemets

udvikling – bl.a. evnen til at

lære og huske.

Sildehajen er en af de rovfisk sammen med tun og sværdfisk, som myndighederne fraråder gravide

og ammende at spise, fordi de indeholder meget kviksølv. De fleste danskere spiser ikke meget

sildehaj, men tun er en populær spisefisk. Foto: FiskeriCirklen.


Kapitel 14 side 114

More magazines by this user
Similar magazines