Lobbyismen – et apolitisk emne - Dr

dr.dk

Lobbyismen – et apolitisk emne - Dr

D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T

K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T

Kandidatspeciale

Signe Jühne Bast

Lobbyismen et apolitisk emne

Et kritisk blik på de diskursive betingelser for regulering af dansk lobbyisme

Vejleder: Martin Marcussen

Afleveret den: 30/08/11


Abstract

Purpose: This thesis studies the construction of Danish lobbyism as a non-problem. I have

two main errands. One is to deliberate the policy makers’ thoughts on lobbyism. Thereby I

wish to deliberate their thoughts about possibilities and appropriateness as regards to

lobbyism. The other errand is to contribute to the understanding of, why the question of

regulating the Danish lobbyism has not yet been put on the official political agenda.

Methods and theory: These errands are persecuted primarily through answering the

question of the role of discursive practices in policy formulation. My theoretical point of

departure is Norman Faircloughs critical discourse analysis (CDA) as well as the new

institutionalism. As I have highlighted a political problem, I believe that the strategic actions

of creative actors constitute an important piece in order to understand the relationship. In

CDA and the new institutionalism it appears, however, so that discursive practices and

historical institutions have overriding effects. I have addressed this deficiency in relation to a

political context, using the discursive institutionalism and adjustments of the concepts

discourse coalitions and story lines, which I have selected from Maarten Hajers argumentative

discourse theory.

Results: The thesis shows that principal discussions on the role of the lobbyism only rarely

take place in a formal setting in Denmark. Quite the reverse it is found to be perceived as

inappropriate to discuss this in a political setting. The topic is considered apolitical. It is the

agreement that lobbyism not only is unproblematic but in reverse a democratic contribution.

The problems regarding lobbyism are constructed to be the obstacles therefore. Thus I have

identified two main coalitions regarding the problematic aspect of the relationship between

the Danish political system and outside interests. This is the very small Overthrowing

Coalition and the hegemonizing Keeping Coalition. The Overthrowing Coalition perceives

some of the lobbyism as malicious and wishes to eliminate this in order to facilitate the other.

The Keeping Coalition perceives malicious lobbyism as non-existing in a Danish context.

Consequently most of the politicians agree that the absence of scandals in Danish history end

the degree of openness and trust between the political actors make regulation redundant.

Side 1

af 116


Indhold

1. Indledning: En fraværende debat ....................................................................................................................................... 5

1.1 Hvorfor en diskursteoretisk policy-analyse? ......................................................................................................... 6

1.2 Mit bidrag: Light! More Light! ....................................................................................................................................... 7

1.3 Problemformulering ......................................................................................................................................................... 8

1.4 Specialets præmisser ........................................................................................................................................................ 9

1.4.1 Mit socialkonstruktivistiske udgangspunkt: En social virkelighed, der ej kan erkendes ............ 9

1.4.2 Begrebsafklaring: Diskurs et analytisk værktøj ..................................................................................... 10

1.4.3 Begrebsafklaring: Lobbyisme en bred definition .................................................................................. 11

1.4.4 Begrebsafklaring: Regulering at undgå uønsket adfærd .................................................................... 12

1.5 Specialets fremgangsmåde: Præsentation af den kritiske diskursanalyse ............................................. 13

1.5.1 Den 3-dimensionelle model ............................................................................................................................... 13

1.6 Specialets struktur .......................................................................................................................................................... 15

2. Analysestrategi: Anvendelsen af den 3-dimensionelle model i specialet ....................................................... 17

2.1 Den sproglige og strategiske konstruktion af lobbyismens rolle ................................................................ 19

2.1.1 Lingvistisk analyse: At beskrive sprogbrug ................................................................................................. 19

2.1.2 Diskursiv analyse: At søge efter og fortolke spor ...................................................................................... 20

2.2 Den sociokulturelle praksis ........................................................................................................................................ 23

2.2.1 Spor bliver lagt og fortolket… ........................................................................................................................ 25

2.2.2 Operationalisering af det ikke-diskursive: Formelle regler og konkrete institutioner ............. 27

2.2.3 Hvorfor regulere? Hvad er det, vi ønsker at sikre/hindre? ................................................................... 28

2.3 Delkonklusion ................................................................................................................................................................... 29

3. Om min empiriske metode ................................................................................................................................................. 31

3.1 Afgrænsning af centrale aktører: Folketingspolitikere og lobbyister ....................................................... 31

3.2 Empiri: Folketingsdebatter og studier af lobbyismen ..................................................................................... 32

3.3 Tidsmæssig afgrænsning ............................................................................................................................................. 33

3.4 Indsamlingsstrategi........................................................................................................................................................ 34

3.4.1 Indsamling af videnskabelige studier af lobbyismen .............................................................................. 35

Side 2

af 116


3.4.2 Indsamling af folketingsdebatter ..................................................................................................................... 36

3.5 Kildekritik og gyldighed ............................................................................................................................................... 37

3.5.1 Studier af lobbyismen: At fortolke fortolkninger ...................................................................................... 37

3.5.2 Folketingsdebatter ................................................................................................................................................. 38

3.6 Kodning og fortolkning af tekstmaterialet ........................................................................................................... 38

3.6.1 Den sociokulturelle dimension: Fælles forståelseshorisont ................................................................. 38

3.6.2 Iterativ fortolkningsproces ................................................................................................................................. 40

3.6.3 Min rolle som medkonstruktør ......................................................................................................................... 40

4. Lobbyismens historiske relation til den politiske beslutningsproces .............................................................. 42

4.1 Lobbyismens udvikling før 1975 .............................................................................................................................. 43

4.2 Lobbyismen efter 1975 ................................................................................................................................................ 44

4.3 Et ideal om pluralisme .................................................................................................................................................. 44

4.3.1 Svækket individuel indflydelse over tid ........................................................................................................ 45

4.3.2 Øget pluralisme i indflydelse på både input og output ........................................................................... 46

4.3.3 Betydningen og fordelingen af ressourcer ................................................................................................... 48

4.3.4 (Retfærdig) ulighed indenfor de enkelte ressortområder .................................................................... 50

4.4 Ideal om gennemsigtighed og parlamentarisk kontrol ................................................................................... 51

4.4.1 Normbaseret regulering i de direkte (formelle og uformelle) kanaler ............................................ 52

4.4.2 Den normbaserede regulerings demokratiske slagside ......................................................................... 53

4.4.3 Styrkelse af Folketingets direkte kontrol ..................................................................................................... 54

4.4.4 Gennemsigtighed og kontrol på tværs af kanaler ..................................................................................... 55

4.5 Samarbejdende og konsensus-søgende metoder .............................................................................................. 57

4.5.1 De uskandaløse skandaler .................................................................................................................................. 59

4.6 Regulering af aktørerne med det demokratiske mandat ............................................................................... 60

4.7 Delkonklusion ................................................................................................................................................................... 61

5. Folketingsmedlemmernes konstruktion af relationen ........................................................................................... 63

5.1 Lobbyismen: Principal eller agent? Problem eller løsning? ......................................................................... 63

5.1.1 De Ansvarshavende Politikere .......................................................................................................................... 64

Side 3

af 116


5.1.2 Virkelighedens Eksperter .................................................................................................................................... 65

5.1.3 Den Tvingende Lobbyisme ................................................................................................................................. 65

5.1.4 Befolkningens Talerør .......................................................................................................................................... 66

5.1.5 Analytisk afgrænsede diskurser ....................................................................................................................... 66

5.3 Konstruktion af relationen .......................................................................................................................................... 67

5.3.1 Et samlet Folketing: Redskabsfortællingen ................................................................................................. 68

5.4 De centrale skillelinjer i Folketinget: Hvordan facilitere? ............................................................................. 73

5.4.1 Den Bevarende Koalition: Loge-fortællingen ............................................................................................. 75

5.4.2 Den Omstyrtende Koalition: Mørkets Fyrster ............................................................................................ 80

5.5 Formel regulering en oplagt mulighed? ............................................................................................................. 83

5.5.1 Tradition for tillid og åbenhed .......................................................................................................................... 85

5.5.2 ”Folketinget er ikke bare et efterretningskontor.” ................................................................................... 87

5.5.3 Regulering som barriere ...................................................................................................................................... 88

5.6 Delkonklusion ................................................................................................................................................................... 90

6. Konklusion ................................................................................................................................................................................ 92

6.1 Teoretiske implikationer: Trialektiske forhold .................................................................................................. 95

6.2 Konklusionens rækkevidde: ....................................................................................................................................... 96

6.3 Perspektivering: Hvad vi stadigt ikke ved ............................................................................................................ 97

7. Litteraturliste ........................................................................................................................................................................... 98

7.1 Webliografi ......................................................................................................................................................................103

Bilag 1: Fortegnelse over anvendte kilder til indholdsanalyse ..............................................................................105

Bilag 2: Fortegnelse over anvendte kilder til diskursanalysen ..............................................................................111

Side 4

af 116


1. Indledning: En fraværende debat

Flere lande har gennem de sidste få årtier indført regulering af lobbyismen hvilket har til

hensigt at sikre, at lobbyismens positive sider ikke overskygges af de negative. Eksempelvis

har EU for nyligt indført regulering, og USA har i årtier reguleret lobbyisme formelt. Også

lande som Tyskland, Canada, Australien 1 samt Polen 2 og Litauen 3 har indført formel

regulering af lobbyisme, mens eksempelvis Ungarn, 4 Slovakiet, Slovenien og Storbritannien 5 i

de sidste år har diskuteret muligheden herfor. Ud fra en forestilling om institutionel

isomorfisme 6, burde dette vække også danske politikeres interesse. I Danmark er lobbyismen

kun delvist reguleret. Således findes der for eksempel regler for, hvorledes og hvor længe

lobbyister kan opnå foretræde for udvalgene, samt hvordan de skal agere her. 7

Adfærdskodeks, registrering eller andre former for formel regulering, af eksempelvis den

indirekte lobbyisme (fx mediekampagner, demonstrationer, underskriftsindsamlinger mv.),

findes dog ikke i Danmark, ligesom uformel påvirkning af de enkelte politikere eksempelvis

ved at mødes med dem uden for de formelle arenaer (fx råd, nævn og kommissioner) heller

ikke er reguleret. Der er altså ikke umiddelbart nogen officielle reguleringstiltag i Danmark,

der sikrer, at lobbyisternes indflydelse sker på det parlamentariske demokratis præmisser.

I 2009 foretog jeg en evaluering af reguleringen af lobbyismen i EU. I den forbindelse læste jeg

en del avisartikler, om danske politikeres holdning til det europæiske reguleringsinitiativ, og

det blev klart, at de danske politikere generelt mente, at regulering af lobbyisme i EU er

vigtigt. 8 Herefter virkede det, for mig, påfaldende, at den danske lobbyisme slet ikke er

reguleret i samme omfang, som lobbyismen i EU, 9 og at de danske politikere stort set ikke

forholder sig til, om det ville være ønskværdigt. Således har betydningsfulde danskere, som

eksempelvis folketingsmedlem Bertel Haarder, 10 tidligere formand for Folketinget Erling

1 Pross 2007: 5

2 Ahlsson 2004: 1-4

3 Litauen 2007: 2

4 Lékó 2007: 3

5 Ahlsson 2004: 18-19

6 DiMaggio og Powell (1991)

7 Folketinget Deputationer.

8 fx Beder 2009, 28. maj, Boysen 2007, 14. januar og Flensburg, 2006, 2. juni

9 Ahlsson 2004: 18, Ahlsson 1998: 168-169, Rechtman 1998: 579 og Esbensen 2007: 157

10 Buksti 1980: 29

Side 5

af 116


Olsen, 11 tidligere formand for Socialdemokraterne Svend Auken 12 samt professor i politologi

Anker Brink Lund, 13 med jævne mellemrum, men uden succes, forsøgt at sætte emnet

dagsordenen.

Mit ærinde er at forstå den begrænsede (debat om) regulering af lobbyisme i Danmark. Mere

præcist vil jeg bidrage til forståelsen af, hvorfor regulering af dansk lobbyisme ikke er

konstrueret som et emne for formel, politisk debat. Da der er tale om en ikke-beslutning, som

ikke kan observeres direkte, vælger jeg at afdække, hvad det er for muligheder og

begrænsninger, der findes for debat om regulering af lobbyisme i Danmark. Mit bidrag er

mere specifikt til afdækningen og fortolkningen af de diskursive betingelser for reguleringen

af lobbyismen.

1.1 Hvorfor en diskursteoretisk policy-analyse?

Oftest tager beslutningsprocesanalyser udgangspunkt i handlingsplanet og forsøger at forstå

aktørernes motiver og handlinger (dvs. deres strategier) i det samlede forløb. Det er

imidlertid dette speciales påstand, at aktørers interesser/motiver og handlemuligheder er

begrænsede og muliggjorte af en diskursiv ramme. Politikerne ville måske nok være

strategiske i deres valg om at regulere lobbyismen i Danmark, men de strategiske valg og

handlemuligheder foretages inden for en diskursiv ramme, der begrænser, hvad der opfattes

som muligt og passende. Jeg har valgt et diskursteoretisk udgangspunkt, fordi jeg ønsker at

forstå, hvilken betydning den diskursive magt i form af rammesættende forestillinger har i

forbindelse med policy-formulering.

Policy-analyser fokuserer oftest på styringssvigt forstået som manglende overensstemmelse

mellem intentioner og resultater. Dette er dog en analyse af, hvorfor der ikke er taget en

beslutning om at regulere dansk lobbyisme. Hvis spørgsmålet herom for alvor havde været til

debat, kunne man besvare dette via en analyse af institutionelt betingede interessekampe og

undersøge, hvorledes forskellige interessenter har påvirket den endelige beslutning om ikke

at regulere. I dette tilfælde har man dog heller ikke aktivt fravalgt regulering.

11 Carstensen, 1996, 24. september

12 Stougaard, 2004, 6. februar

13 Altinget.dk, 2010, 14. februar

Side 6

af 116


En diskursiv policy-analyse adskiller sig på flere måder fra traditionelle policy-analyser.

Traditionelt opfattes policy som en rationel løsning på et objektivt givet problem. I

diskursteori ses selve problemet som diskursivt konstrueret, mens mulige løsninger herpå ses

som historisk betingede opfattelser af, hvad der er rigtigt og passende i den givne situation.

Alt i alt fokuserer jeg i denne policy-analyse ikke på traditionel vis på selve

beslutningsprocessen og eksempelvis, hvem der har påvirket denne og med hvilke

intentioner. I stedet fokuserer jeg på det diskursive grundlag for beslutningsprocessen. Dvs.

den diskursive ramme for aktørers handlemuligheder i forhold til regulering af lobbyismen i

Danmark, herefter kaldet ’mulighedsrummet’.

1.2 Mit bidrag: Light! More Light!

Dette speciale bidrager primært til at udfylde to faglige mangler i politologiens vidensbase.

For det første vil mit speciale bidrage til at frigøre lovgivernes tanker om dansk lobbyisme og

dermed udvide mulighedsrummet i forbindelse hermed. For det andet vil mit speciale

bridrage til forståelse af, hvorfor formel regulering af dansk lobbyisme ikke sættes på

dagsordenen.

Det er mit ærinde at belyse magtstrukturer for at frigøre lovgiverne fra de rammer, der lige nu

udgør mulighedsrummet angående regulering af lobbyisme. Inspireret af

socialkonstruktivisten Finn Collin 14 er min underliggende idé, at omfattende, videnskabelig

dokumentation historisk kontingente, samfundsmæssige opfattelser, traditioner og

institutioner vil lede til underminering af deres autoritet og give inspiration til eventuelle

ændringer, man måtte ønske sig. Specialet vil altså have en kritisk vinkel med et

emancipatorisk sigte og have henblik på at muliggøre forandring uden i øvrigt at diktere

forandringens karakteristika. Med andre ord er det ikke mit ønske offensivt at deltage i

kampen om den mest hensigtsmæssige ordning af relationen mellem lobbyister og det

politiske system ved at foreslå alternative diskursive konstruktioner. Mit formål er derimod at

afnaturalisere vilkårene for den kamp, der finder sted blandt Folketingets medlemmer og

dermed facilitere deliberation.

14 Collin 2010: 231

Side 7

af 116


Mit speciale er primært af empirisk karakter. Derfor er det også hovedsageligt denne

empiriske viden om relationen mellem lobbyister og det politiske system, det er mit mål at

frembringe. Jeg ønsker dog desuden på et mere overordnet niveau at kvalificere den

politologiske viden om, hvordan generel regulering opstår, samt hvilken rolle diskursive

praksisser har i forbindelse hermed. Endvidere leverer jeg nogle bud på, hvordan metodiske

problemer i forbindelse med konkrete diskursanalyser kan løses. Eksempelvis bruger jeg

plads på at sikre høj gennemsigtighed i gennemførelsen af analysen, og jeg kombinerer

diskursteorier, så en sammentænkning af strukturer og aktørers betydning i policy-processer

bliver mulig.

1.3 Problemformulering

Med udgangspunkt i denne overordnede problemstilling og mit diskursteoretiske afsæt, lyder

min todelte problemformulering:

Hvorledes konstrueres relationen mellem lobbyismen og det danske, politiske

system, og hvilken betydning har denne konstruktion for mulighedsrummet

angående formel regulering af dansk lobbyisme?

Denne problemformulering vil jeg svare på ved at afdække og fortolke, hvorledes lobbyisme-

begrebet er blevet konstrueret via det ikke-diskursive såvel som det diskursive. Herefter vil

jeg vurdere, hvilke konsekvenser denne konstruktion har for mulighedsrummet angående

regulering af dansk lobbyisme. Jeg foretager altså dybest set en analyse af den diskursive

magt og stiafhængighed, der gør sig gældende i forbindelse med spørgsmålet om regulering af

dansk lobbyisme. Jeg vil nu præsentere specialets præmisser for at behandle

problemformuleringen. Herefter præsenteres den teoretiske ramme, der vil være

udgangspunktet for besvarelsen af min problemformulering, og som resten af specialet

grundliggende er bygget op omkring.

Side 8

af 116


1.4 Specialets præmisser

Præmisserne for at behandle ovenstående problemstilling er først og fremmest et

socialkonstruktivistisk udgangspunkt og en heraf følgende forståelse af det bredt anvendte

diskurs-begreb. Videre arbejder jeg ud fra særlige forståelser af begreberne lobbyisme og

regulering, hvilke har betydning for analysen af de diskursive rammebetingelser for debat om

regulering af dansk lobbyisme.

1.4.1 Mit socialkonstruktivistiske udgangspunkt: En social virkelighed, der ej kan erkendes

Den fælles grundantagelse for al socialkonstruktivisme er, at virkeligheden frembringes og

vedligeholdes af sociale praksisser, og at fænomener derfor ikke kan eksistere uafhængigt af

de sociale praksisser, de er indlejret i. 15 Derfor er sociale praksisser kontingente, hvilket vil

sige, at de ikke er nødvendige, ej heller universelle. Således kunne de være anderledes og

afskiller sig også fra samfund til samfund og mellem kulturkredse. Denne opfattelse af sociale

praksisser som kontingente er også grundlaget for min kritiske ambition, idet jeg, jf. afsnit 1.2,

forsøger at demontere den eksisterende orden eller i det mindste vise, at den kan omgås.

Jeg anlægger en moderat, epistemologisk socialkonstruktivisme, ifølge hvilken vores

erkendelse af virkeligheden er socialt konstrueret, mens selve virkeligheden eksisterer

uafhængigt heraf. Denne virkelighedsopfattelse står i modsætning til den ontologiske

socialkonstruktivisme, som hævder, at også virkeligheden, og ikke kun erkendelsen heraf, er

en social konstruktion.

Den hollandske politolog Maarten Hajer beskriver forholdet mellem virkelighed og erkendelse

i den epistemologiske socialkonstruktivisme således: ”To be sure, large groups of dead trees as

such are not a social construct; the point is how one makes sense of dead trees.” 16 De døde træer

kan være udtryk for et socialt problem som forurening, mens andre skyder skylden på tørke,

kulde, vind eller blot alder. Når træernes død begrundes med forurening, indskrænker det

mængden af mulige løsninger. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan fænomener i den

materielle verden konstrueres socialt. Videre har der været døde træer i tusindvis af år. Det er

altså en social konstruktion, at dette udgør et problem. Det er altså en social konstruktion, at

lobbyismen i nogle lande udgør et problem og i andre (fx Danmark) ikke gør det.

15 Collin 2010: 230

16 Hajer 1993: 44

Side 9

af 116


1.4.2 Begrebsafklaring: Diskurs et analytisk værktøj

Begrebet diskurs tilskrives en lang række konfliktuerende og delvist overlappende

definitioner afhængigt af, med hvilket videnskabsteoretisk udgangspunkt begrebet defineres.

Min diskursforståelse stammer fra sociolingvistikken. Således forstår jeg diskurs som

sprogbrug. Dette diskursbegreb er interessant i samfundsvidenskabelig optik, idet

diskurs/sprogbrug både opfattes som konkret substantiv (’en diskurs’) og som handling.

Diskurs som substantiv er således en særlig repræsentation af virkeligheden og dermed et

forsøg på at udelukke andre mulige repræsentationer eller i hvert fald gør dem mindre

mulige. Samtidigt er diskurs en social og historisk situeret handling, medhvilken man kan

påvirke sine omgivelser. Dvs. ved at tale virkeligheden på en bestemt, udøver man samtidigt

en påvirkning heraf.

Denne diskursopfattelse er formuleret af lingvisten Norman Fairclough, som med sin kritiske

diskursanalyse (KDA) får lingvistisk orienteret sproganalyse til at spille sammen med social

og politisk tænkning. Det gør han ved at sætte diskursteorien i dialektisk forhold til andre

socialvidenskabelige teorier, hvilket gør KDA anvendelig og interessant fra et

samfundsvidenskabeligt perspektiv. Det er Faircloughs KDA, jeg tager udgangspunkt i, og

herefter således også udelukkende denne jeg refererer til med forkortelsen KDA.

Fairclough tydeliggør ikke, hvordan én diskurs i praksis afgrænses fra en anden, hvorfor KDA

mangler operationalisering. Jeg vælger at se diskurser som analytisk konstruerede idealtyper,

snarere end ’noget’ der findes ’derude’. Diskurs er altså for mig et værktøj snarere end et

virkeligt fænomen. Hvordan diskurs konkret anvendes som analytisk værktøj, vender jeg

tilbage til i afsnit 2.1 og afsnit 5.1.

Jeg anlægger som sagt et moderat, epistemologisk socialkonstruktivistisk perspektiv, ifølge

hvilken erkendelsen af virkeligheden er konstrueret, men ikke virkeligheden selv. Således

findes der en materiel og social virkelighed, der rækker ud over det diskursive, og som det

diskursive påvirkes af. Herved adskiller min diskursopfattelse sig fra de poststrukturalistiske

tilgange til diskursteori, som eksempelvis Ernest Laclau & Chantal Mouffe og Foucault er

repræsentanter for, idet sproget ikke udelukkende findes for sig selv, men også er

repræsentationer af en materiel og social virkelighed, som det har et dialektisk forhold til,

hvilket ovenstående Hajer-citat udtrykker.

Det, der gør KDA interessant i forbindelse med lobbyisme, er, at det ikke alene er det

diskursive, der konstruerer, idet der også eksisterer en virkelighed af sociale praksisser, som

Side 10

af 116


er med til at konstruere mulighedsrummet. Disse sociale praksisser består, ifølge Fairclough,

både af diskursive og ikke-diskursive aspekter. 17 Fairclough er dog uklar i forhold til, hvordan

det ikke-diskursive egentlig indholdsbestemmes, hvorfor dette begreb må operationaliseres.

Dette gør jeg, med udgangspunkt i nyinstitutionalismen, i afsnit 2.2.2.

1.4.3 Begrebsafklaring: Lobbyisme en bred definition

Omdrejningspunktet for dette speciale er lobbyismen. Lobbyisme-begrebet anvendes meget

forskelligartet og til tider med negativ ladning. Jeg anvender begrebet værdineutralt og

opfatter altså ikke begrebet, som refererende til noget odiøst eller ondt.

Overordnet definerer jeg lobbyisme løst som ethvert forsøg på at påvirke den politiske

beslutningsproces i en given retning. Den mest traditionelle forståelse af politik, som blev

formuleret af den amerikansk-canadiske politolog David Easton i 1950’erne, definerer politik

som den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund. 18 Historiker og

professor i statskundskab Erik Rasmussen udvidede denne definition i 1960’erne, således at

den også inkluderer fastsættelsen af, hvad det er, der skal fordeles 19 en vigtig tilføjelse set fra

mit socialkonstruktivistiske perspektiv, hvor alle forhold i samfundet herunder opfattelsen

af de værdier, der skal fordeles forstås som socialt konstruerede.

Når jeg definerer lobbyisme som ethvert forsøg på at påvirke den politiske beslutningsproces,

kan begrebet altså ikke begrænses til at dække over eksempelvis direkte påvirkning af selve

den politiske beslutning. Lobbyisme henviser i dette speciale til enhver handling med den

hensigt at påvirke et hvilket som helst led i den politiske beslutningsproces. Det være sig den

indledende fastsættelse af dagsordenen (herunder også udelukkelse fra dagsordenen),

forberedelse af beslutningsgrundlag og politikformulering samt anvisning af alternative

løsningsforslag, den endelige, autoritative beslutning samt den efterfølgende implementering

og eventuelle evaluering af den valgte løsning. Jeg anlægger altså en bred

indholdsbestemmelse af lobbyisme-begrebet, som dækker over såvel formaliserede og direkte

metoder som høringssvar og mere uformelle og indirekte metoder som demonstrationer,

debatter eller mediekampagner. Desuden kan lobbyismen udføres af alle eksempelvis

private individer og erhvervsvirksomheder men også organisationer. Den form for

17 Fairclough 1992a: 64

18 Easton 1953: 129

19 Rasmussen 1971: 105

Side 11

af 116


lobbyisme, der udføres af offentlige institutioner, som eksempelvis kommuner og regioner,

afgrænser jeg mig dog fra her, idet jeg mener, at den udgør en særlig problemstilling. Endelig

dækker min lobbyismedefinition både over direkte interaktioner (eksempelvis mellem

individer og ministerier) og påvirkningsforsøg via betalte mellemmænd (eksempelvis

konsulenter, PR- eller kommunikationsbureauer, organisationer og ministerier).

Denne brede definition anlægger jeg, fordi det tillader mig at afdække de varierende

indholdsbestemmelser af begrebet, som folketingspolitikerne, hver især giver udtryk for.

Dette er interessant, idet opfattelsen af, hvorvidt lobbyisme udgør et problem og i givet fald,

hvorledes det udgør et problem, må afhænge af, hvordan lobbyismebegrebet

indholdsbestemmes.

1.4.4 Begrebsafklaring: Regulering at undgå uønsket adfærd

Dette speciale handler om formel regulering af lobbyisme i Danmark. Det er derfor på sin

plads at definere, hvad begrebet regulering dækker over i denne henseende.

Jeg interesserer mig her for ekstern regulering, hvilket dækker over regulering, der kommer

fra nogen uden for det hierarki, de regulerede fungerer inden for. 20 Jeg er altså ikke

interesseret i, hvad lobbyisterne gør for at regulere sig selv (intern regulering). I stedet

interesserer jeg mig udelukkende for regulering, som noget de folkevalgte politikere vedtager

officielt for at sikre/undgå en given adfærd blandt lobbyister.

Jeg lægger hermed op til en bred forståelse af reguleringsbegrebet, som ikke forholder sig til

den indholdsmæssige side af regulering. Det gør jeg, fordi det ikke er mit ærinde at vurdere

ønskværdigheden af regulering af lobbyisme end ikke at undersøge, hvad der kendetegner

den (begrænsede) regulering af lobbyisme i Danmark. Dog begrænser jeg mig til at se på

formel regulering. Således indholdsbestemmer jeg her udelukkende regulering til at bestå af

officiel regulering af lobbyisme, mens normer, institutioner, konventioner osv. såkaldte

uformelle regler ikke er omfattet af definitionen. Denne udelukkelse foretager jeg til trods

for, at jeg qua mit socialkonstruktivistiske udgangspunkt også opfatter disse sociale

praksisser som regulerende for lobbyisternes adfærd. Jeg anerkender således eksistensen og

betydningen af uformel regulering, men det er fraværet af formel regulering, jeg her forsøger

at forstå.

20 Palmhøj Nielsen 2003: 11

Side 12

af 116


Herefter vil brugen af begrebet regulering, når intet andet er angivet, referere til formelle

tiltag, foretaget af danske, folkevalgte politikere, med henblik på at sikre/undgå en given

adfærd blandt danske lobbyister, samt givne konsekvenser af deres tilstedeværelse i dansk

politik. Hvilken adfærd og konsekvenser man ønsker at sikre/undgå, vil jeg derimod ikke

definere nærmere, idet opfattelsen heraf antages at være dynamisk, kontekstafhængig og

langt fra objektivt givet.

1.5 Specialets fremgangsmåde: Præsentation af den kritiske diskursanalyse

KDA er, som beskrevet, funderet i socialkonstruktivismen, ifølge hvilken der ikke findes

kontekstuafhængig viden og dermed heller ingen universel gældende opskrift på, hvorledes

denne viden kan frembringes. I stedet må jeg konstruere analysens rammer ud fra den

konkrete kontekst og formålet med analysen. Jeg vil nu præsentere den analytiske ramme, der

vil være udgangspunktet for min opstilling af de analytiske begreber, jeg anvender i mine

empiriske analyser. Den analytiske ramme vil blive operationaliseret i kapitel 2, mens jeg vil

redegøre for mine metodiske overvejelser i kapitel 3. Jeg har valgt at præsentere den

overordnede analytiske ramme her, fremfor i kapitel 2, hvor den operationaliseres, fordi jeg

allerede nu ønsker at give læseren et indblik i, hvad dette er for et speciale, samt hvilken

funktion de forskellige afsnit har i forbindelse med problemformuleringen.

1.5.1 Den 3-dimensionelle model

KDA er en sammenkobling af tre analysedele: En lingvistisk analyse, en mikrosociologisk

analyse og en makrosociologisk analyse. Dette kommer til udtryk i Faircloughs

tredimensionelle model, der består af 1) en tekstuel dimension (skriftlig, mundtlig eller visuel

manifestation af sprogbrug dvs. den tekstuelle praksis), 2) en diskursiv dimension (tekstens

produktions- og konsumptionsprocesser dvs. den diskursive praksis) og 3) en sociokulturel

dimension (normer, konventioner, regler, adfærd mv., dvs. den sociokulturelle praksis). 21

Den tekstuelle og den diskursive dimension behandles sideløbende, idet man ikke kan

beskæftige sig med tekstens egenskaber uden også at forholde sig til tekstens produktions- og

konsumptionsprocesser. Derfor vil jeg opdele analysen i to kapitler: Et kapitel med analysen

21 Fairclough 2008: 119-127

Side 13

af 116


af den tekstuelle og den diskursive dimension og et kapitel med analysen af den

sociokulturelle dimension.

Metoden til at analysere den tekstuelle og den diskursive dimension er den samme:

Tekstanalyse. På den tekstuelle dimension analyseres tekstens egenskaber, hvilket afdækkes

via en beskrivende, lingvistisk tekstanalyse. Den diskursive praksis analyseres derimod via en

fortolkende, intertekstuel analyse, der er på et højere abstraktionsniveau. Man er som

analytiker mere afhængig af social og kulturel forståelse for at kunne foretage analysen af den

diskursive praksis. Det er dette behov for social og kulturel forståelse, der aktualiserer KDAs

transdisciplinære karakter, hvor indsigter fra samfundsvidenskaben bliver nødvendige.

Derfor indleder jeg med analysen af den sociokulturelle praksis, lobbyismen indgår i, og som

omgiver ikke-beslutningen om regulering af dansk lobbyisme.

Den sociokulturelle praksis kan ikke analyseres vha. diskursteorien, fordi den også består af

ikke-diskursive elementer. Den må suppleres med samfundsvidenskabelige teorier og

metoder, der må udvælges afhængigt af abstraktionsniveau og formål med analysen. Jeg

vælger at operationalisere den sociokulturelle praksis ved hjælp af nyinstitutionalismen,

hvilket jeg vil gøre i afsnit 2.2.

På baggrund af den viden, jeg finder frem til i analysen af den sociokulturelle dimension, vil

jeg installere en idealtypisk diskursorden, som vil sætte rammen for analysen af den

diskursive praksis. Fairclough definerer diskursordenen som en modsætningsfyldt og

kompleks konfiguration af diskurser inden for et socialt område. 22 Diskursordenen dækker

altså over forskellige diskurser, som refererer til samme domæne, som de konkurrerer om at

indholdsbestemme. Diskursordenen i dette speciale er kompleksiteten af lobby-diskurser,

domænet er lobbyisme, og diskurserne er dem/det, der forsøger at indholdsbestemme

lobbyismen.

22 Fairclough 1992a: 219

Side 14

af 116


Figur 1: Faircloughs tredimensionelle model 23

Jeg har nu redegjort for de, for mit speciale, interessante dele af KDA. Måden, hvorpå KDA

tjener til at besvare min problemstilling, vender jeg tilbage til i kapitel 2, hvor jeg udvikler min

teoretiske analyseramme ved operationalisering af teorien.

1.6 Specialets struktur

I specialets første kapitel har jeg præsenteret min problemstilling og problemformulering,

mit kritiske og emancipatoriske ærinde samt mit videnskabsteoretiske udgangspunkt. Videre

har jeg afklaret de tre mest centrale begreber i specialet: Diskurs, lobbyisme og regulering.

Herefter har jeg overordnet præsenteret min analytiske ramme: Faircloughs tredimensionelle

model, som vil blive uddybet og operationaliseret i kapitel to. Dette sker dels med

udgangspunkt i Faircloughs egne anvisninger og dels ved hjælp af begreber fra Hajer, som jeg

har udvalgt strategisk. Desuden finder jeg inspiration i nyinstitutionalismen.

Kapitel tre vil være en gennemgang af de metodiske overvejelser, jeg har foretaget i

forbindelse med min empiri særligt i forbindelse med min indsamlingsstrategi samt kodning

og fortolkning af teksterne. Men også min opfattelse af, hvem der udgør de centrale aktører

samt min tidsmæssige afgrænsning, vil jeg her redegøre for.

I specialets fjerde kapitel vil jeg analysere den sociokulturelle dimension. Det vil jeg gøre via

indholdsanalyse af politologiens eksisterende viden om lobbyismen. Mit ærinde er

herigennem at afdække, hvordan praksis har været. Videre vil jeg fortolke, hvorledes denne

sociokulturelle praksis har været, og er, med til at konstruere lobbyismens relation til det

politiske system set i lyset af grundlæggende og dominerende normer, jeg mener, at jeg kan

23 Frit efter Clark 1992c: 123

Sociokulturel praksis

Diskursiv praksis

Tekstuel praksis

--

Side 15

af 116


identificere. Dette er primært sket ved at sammenholde statistiske analyser over tid, men også

kvalitative casestudier vil blive anvendt.

I kapitel fem analyseres den tekstuelle og den diskursive dimension via folketingsdebatter.

Her finder kombinationen af Faircloughs lingvistiske analyse og Hajers begreber til

argumentativ, intertekstuel analyse anvendelse. Kapitlet indledes med en operationalisering

af begrebet ’diskursorden’. Dette vil ske med udgangspunkt i analysen af den sociokulturelle

praksis, som altså udgør den forforståelse af lobbyismen, den diskursive praksis fortolkes ud

fra. Denne forforståelse struktureres i form af fire idealtypiske lobbyisme-diskurser, som jeg

forventer at kunne genfinde i tekstmaterialet.

I specialets sjette og sidste kapitel runder jeg af med en konklusion, hvor jeg opsummerer,

hvorfor relationen mellem eksterne interessenter og det politiske system ikke er konstrueret

som et problem, som regulering kunne være en mulig løsning. Kapitlet vil desuden indeholde

nogle overvejelser om konklusionens gyldighed og brugbarhed, samt en refleksion over

anvendeligheden af min operationalisering af den kritiske diskursanalyse.

Side 16

af 116


2. Analysestrategi: Anvendelsen af den 3-dimensionelle model i specialet

Jeg vil nu operationalisere den overordnede analytiske ramme, jeg, med udgangspunkt i

Faircloughs KDA, har præsenteret ovenfor i afsnit 1.5. Opsummerende består den analytiske

ramme af tre dimensioner: En tekstuel, en diskursiv og en sociokulturel dimension. Disse står

i dialektisk forhold til hinanden og er derfor kun analytisk adskilte. Således er tekst ét blandt

mange udtryk for den diskursive praksis, idet tekst er et produkt af en given diskurs og

dermed fungerer som en slags (delvist) fastfrosset manifestation af en diskursiv praksis, som

igen blot er ét af mange aspekter af den sociokulturelle praksis. Eller med andre ord: Den

sociokulturelle praksis består blandt andet af diskurser, som blandt andet kommer til udtryk i

tekster. Således vil man i en tekst kunne finde dokumentation for, hvorledes diskurser, eller

sprogbrug, tilskriver mening til begrebet ’lobbyisme’. Den diskursive praksis er således

sammen med flere andre aspekter af den sociokulturelle dimension med til at indskrænke

opfattelsen af, hvilke handlinger der er mulige og passende i forbindelse med dansk

lobbyisme.

Side 17

af 116


Forholdet mellem de tre dimensioner kan opsummeres i nedenstående figur 2, der viser tekst

som ét udtryk for den diskursive praksis, der udgør ét element i den sociokulturelle praksis.

Begreberne i figuren har jeg hentet fra forskellige dele af den politologiske litteratur, og de er

altså ikke alle Faircloughs. Dette kapitel har primært til formål at forklare disse begreber

samt, hvordan jeg mener, de tjener til at operationalisere KDA, så den bliver anvendelig til mit

formål.

Figur 2: Forholdet mellem de tre dimensioner og min operationalisering af dimensionerne.

Sociokulturel praksis (deskriptivt og fortolkende og delvist forklarende niveau)

- Nyinstitutionalisme

oInerti

oStiafhængighed

oWindow of opportunity

oCritical junctures

Operationaliseringen af denne model vil ske ved, at jeg først præsenterer begreberne ordvalg,

leksikalisering, modale adverbier og kategoriske tidsangivelser, som hentes fra Faircloughs

lingvistiske værktøjskasse, og som er mine primære værktøjer i forbindelse med den

lingvistiske tekstanalyse af den tekstuelle praksis. Herefter introducerer jeg Hajers begreber

story lines og diskurskoalitioner, hvilke vil være styrende for min intertekstuelle analyse af den

diskursive praksis.

Diskursiv praksis (Fortolkende niveau)

- Ordvalg

- Leksikalisering

- Modale adverbier

- Kategoriske tidsangivelser

Tekst (deskriptivt niveau)

- Storylines

--- Diskurskoalitioner

Til sidst uddyber jeg min forståelse af begrebet ’den sociokulturelle praksis’, hvilket er vagt

defineret hos Fairclough, hvorfor jeg vil bruge mere plads på operationaliseringen af denne. I

denne forbindelse vil jeg også afklare min anvendelse af begrebet ’ikke-diskursiv’, som

Fairclough heller ikke indholdsbestemmer. Til operationalisering af Faircloughs

Side 18

af 116


sociokulturelle dimension anvender jeg elementer fra forskellige dele af nyinstitutionalismen.

Ifølge Fairclough er den sociokulturelle dimension det forklarende niveau. 24 Jeg mener dog, at

dette må være en teoretisk forestilling, da det sociokulturelle niveau principielt dækker over

alt i verden. Da det ikke er muligt at afdække alt i verden er en udtømmende forklaring ikke

praktisk muligt. Ved at afdække de, for problemstillingen, mest relevante aspekter af den

sociokulturelle dimension, bliver forståelsen for den diskursive praksis bedre dog ikke

forklaret. Derfor har jeg tilføjet, at niveauet kun ’delvist’ er forklarende.

2.1 Den sproglige og strategiske konstruktion af lobbyismens rolle

Den tekstuelle og den diskursive dimension behandles som førnævnt sideløbende, idet man

ikke kan beskæftige sig med den tekstuelle dimension uden også at forholde sig til den

diskursive dimension. Den tekstuelle dimension analyseres via en beskrivende, lingvistisk

tekstanalyse, der leverer beskrivende dokumentation. 25 Den diskursive praksis analyseres

derimod via en fortolkende, intertekstuel analyse, der er på et højere abstraktionsniveau, og

derfor forudsætter den sociale og kulturelle baggrundsviden, jeg frembringer i analysen af

den sociokulturelle praksis i kapitel 4.

2.1.1 Lingvistisk analyse: At beskrive sprogbrug

Fairclough anviser en meget stor mængde metodiske, lingvistiske begreber, som tilmed ikke

altid er indholdsbestemt, hvilket gør KDA vanskeligt håndterbar. De fleste begreber har jeg

vurderet irrelevante for mit politologiske sigte, men enkelte har jeg anvendt for at kunne

dokumentere leksikaliseringer og i særlig grad for at kunne evaluere aktørernes tilslutning til

de udsagn, de kommer med. Disse er: Ordvalg, leksikalisering, modale adverbier og kategoriske

tidsangivelser. Ordvalg refererer til brugen af forskellige ord til at benævne samme

fænomen. 26 Eksempler herpå kan være ’interesserepræsentant’, ’lobbyist’ eller ’interessent’.

Leksikalisering refererer til betydningsgivning til de valgte ord. 27 Således analyserer man,

hvordan der alligevel menes noget forskelligt, når man anvender disse ord, der tilsyneladende

dækker over samme fænomen: Ikke-folkevalgtes påvirkning af den politiske

24 Fairclough 1992b: 10

25 Fairclough 2008: 130

26 Fairclough 2008: 34

27 Fairclough 2008: 33

Side 19

af 116


eslutningsproces. Disse forskellige ordvalg er sproglige repræsentationer af samme

virkelighed, men er udtryk for forskellige virkelighedsopfattelser.

Med henblik på at kunne vurdere, hvilke story lines der har størst tilslutning blandt

politikerne, vil jeg altså ikke blot måle rent kvantitativt, hvor ofte en story line italesættes og

hvor mange, der tilslutter sig dem. I stedet finder jeg det relevant at inddrage Faircloughs

begreb modalitet, som sætter fokus på det engagement, sociale aktører lægger i sine udsagn.

Ifølge Fairclough identificeres modalitet via betoning af ord, gentagelser, modale adverbier

som eksempelvis slet ikke, aldrig, meget, lidt, faktisk mv. og tidsangivelser (kategoriske

modaliteter), hvor eksempelvis præsens angiver, at udsagnet er sandt og ikke kan modstrides,

mens brugen af fortidsbøjninger som præteritum eller pluskvamperfektum, uden at det

refererer til noget historisk (såkaldte konjunktivistiske udtryk), henviser til, at udsagnet er

hypotetisk og altså ikke nødvendigvis udtrykker en ’sand’ fremstilling af virkeligheden.

2.1.2 Diskursiv analyse: At søge efter og fortolke spor

I den intertekstuelle analyse af den diskursive praksis leder man efter spor fra de forskellige

diskurser fra diskursordenen i teksten. Jeg vælger at operationalisere den diskursive praksis

ved at installere en diskursorden i form af fire idealtypiske lobbyisme-diskurser, som vil blive

udviklet med udgangspunkt i analysen af den sociokulturelle praksis. Derfor vil

operationaliseringen af diskursordenen også først finde sted i kapitel 5 efter analysen af den

sociokulturelle praksis i kapitel 4. Videre henter jeg, som nævnt, begreber fra Hajers

argumentative diskursanalyse. 28 Hajer arbejder med diskursanalyse af miljømæssige

problemstillinger, men hans diskursanalyse har et generelt sigte, der gør, at den også kan

bruges på andre områder. Fairclough og Hajer deler videnskabsteoretisk udgangspunkt, idet

begge ser virkeligheden som objektiv givet, mens erkendelsen heraf opfattes som socialt

konstrueret.

28 Hajer arbejder med diskursanalyse af miljømæssige problemstillinger, men hans diskursanalyse har et

generelt sigte, der gør, at den også kan bruges på andre områder. Fairclough og Hajer deler videnskabsteoretisk

udgangspunkt, idet begge ser virkeligheden som objektiv givet, mens erkendelsen heraf opfattes som socialt

konstrueret. Fairclough og Hajer er således enige om, at det ikke er uvæsentligt, hvordan den materielle og

sociale verden tilskrives mening gennem sprogbrug, fordi dette har betydning for, hvorledes sociale problemer

identificeres, samt hvilke mulige løsninger problemet opfattes at have, hvilket Hajer-citatet med de døde træer

og opfattelsen af mulige løsninger herpå, viste (se afsnit 1.4.1). Ligeledes er de enige om, at sociale

konstruktioner ikke opstår af sig selv, men er historisk situeret.

Side 20

af 116


Hajers begreber indhenter jeg, fordi den tillader et blik for aktørers aktive rolle i forbindelse

med konstruktioner af virkelighedsopfattelser, som KDA ellers er blind for. Faircloughs

tredimensionelle model viser ikke, hvorledes aktører spiller en rolle i den diskursive praksis.

Tværtimod er aktører slet ikke nævnt i modellen og fremstår altså passive. Jeg forstår dog

forholdet mellem diskurser og aktører således, at den diskursive orden udgør rammen for

centrale aktørers forhandlinger om en politisk konsensus om et givet policy-output. Hajer

opfatter aktører som”… active, selecting and adapting thoughts, mutating and creating them, in

the continued struggle for argumentative victory against rival thinkers.” 29 Hajer introducerer

begreber til diskursanalysen, som netop muliggør et blik for aktørers rolle i forbindelse med

at opretholde og ændre den diskursive orden: den modsætningsfyldte og komplekse

konfiguration af diskurser inden for et socialt område (jf. afsnit 1.5.1).

Ifølge Hajer kan aktørerne, via argumentative strategier, udnytte flertydigheder i diskurser

for at påvirke disse i nye retninger. 30 Mulighedsrummet for regulering af lobbyisme formes og

ændres således i samspil mellem aktørernes strategiske interventioner og de

institutionaliserede diskurser og ikke-diskurser, der på forhånd eksisterer angående

lobbyismen. Aktørerne er altså selv med til at forme og ændre det mulighedsrum, der findes

angående regulering af lobbyisme, men er begrænset af eksisterende institutioner angående

lobbyismen, der lægger stier for videreudvikling af mulighedsrummet. Hajer anvender

begreberne story lines og diskurskoalitioner til at vise, hvilken aktiv rolle aktører har i den

diskursive praksis. Disse begreber vil jeg nu redegøre for, da de udgør mine vigtigste

værktøjer i min intertekstuelle analyse af den diskursive praksis.

2.1.2a Story lines fortællinger om lobbyisme

Når et fænomen som lobbyisme behandles diskursivt, præsenterer aktører forskellige

diskursive elementer som narrativer. Her kombineres elementer af de forskellige diskurser til

et sammenhængende hele, hvormed den diskursive kompleksitet skjules. Sådanne narrativer

kalder Hajer story lines. 31 En story line adskiller sig fra en diskurs ved at være en specifik

fortælling om et specifikt problem og problemets løsning.

29 Hajer 1995: 54

30 Hajer 1995: 63

31 Hajer 1993: 47

Side 21

af 116


Story lines trækker på flere forskellige diskurser for at konstruere denne fortælling, men

udgør ikke en diskurs i sig selv. 32 En story line er altså en ultrakort fortælling, der samler

(nogle af) de forskellige diskurser inden for en diskursorden.

Funktionen af story lines er at skabe en fælles symbolsk referenceramme i forhold til et givent

fænomen. Story lines er kortfattede og abstrakte udtryk for en diskurs’ indhold, som flere

centrale aktører kan tilslutte sig. Et eksempel på en sådan story line kunne være fortællingen

om lobbyisme som ’Mørkets Fyrster’, som refererer til lobbyisme som skjult og

manipulerende påvirkning af den offentlige politiklægning. Problemet kunne i forlængelse

heraf være, at vælgerne ikke kan se, hvad der sker og dermed ikke har mulighed for at

modvirke indflydelsen og/eller at sanktionere. Mulige løsninger kunne være forskellige tiltag

for at øge gennemsigtigheden i den politiske beslutningsproces.

Story lines anvendes til at forklare komplekse problemstillinger, idet story lines som nævnt

fungerer ved at reducere et problems diskursive kompleksitet og dermed gøre problemet

mere forståeligt. 33 Gennem denne reducerede kompleksitet opstår en mulighed for at ’lukke’

et problem, hvilket vil sige, at opfattelsen af den virkelighed, der omgiver problemet, bliver

dominerende eller endda naturaliseres. At en virkelighedsopfattelse naturaliseres er

Faircloughs måde at betegne en altdominerende begrebsliggørelse af virkeligheden. Således

kan virkelighedsopfattelsen ikke længere eller kun i begrænset omfang udfordres af andre.

Den opfattes som ’sand’. Ofte vil der dog være flere konkurrerende story lines, som forskellige

aktører tilslutter sig og danner koalitioner på baggrund af. Således kunne en anden story line,

angående lobbyisme være historien om lovgivning som noget, der forberedes og

implementeres af embedsmænd i et elfenbenstårn uden kontakt til ’virkeligheden’. Et

problem i denne forbindelse kunne være, at eksempelvis erhvervslivet og dermed økonomien

lider unødvendig og ikke-intentionel overlast pga. uhensigtsmæssig lovgivning. I denne optik

har lobbyismen, som den svenske politolog Bo Rothstein skriver det, 34 været en mulig løsning

og ikke et problem i sig selv, idet lobbyister kan informere embedsværket om, hvad der

foregår ude i ’virkeligheden’, samt hvilke praktiske implikationer specifik lovgivning har.

32 Hajer 1995: 56

33 Hajer 1995: 62-64

34 Rothstein 1992: 346

Side 22

af 116


Med udgangspunkt i min problemstilling med fokus på en ikke-beslutning, har jeg valgt at

justere Hajers begreb en smule og også at lade story lines referere til ikke-problemer. En story

line kan altså, i dette speciale, også være en måde at beskrive noget harmonisk og

ønskværdigt. Story linen fungerer herudover på samme måde, som ved konstruktionen af

problemer og deres løsning. Dvs. aktørerne, der er enige om en story line og trækker på

forskellige diskurser til at konstruere story linen som et ikke-problem.

2.1.2b Diskurskoalition en platform for konflikt og enighed

Når flere aktører tiltrækkes af en bestemt story line, indgår de i diskurskoalitioner også

selvom de fortolker denne story line forskelligt. 35 Således definerer Hajer en diskurskoalition

som et netværk af politiske aktører, der holder sammen på baggrund af deres fælles

referenceramme en given story line. 36 Det er således ikke fælles interesser eller

målsætninger, der er motivationen for koalitionen, men det lingvistiske i, at man via story

linen kan dele udtryk og betydningsdannelser. Aktørerne i koalitionen kan således have

forskellige og endda modsatrettede interesser, men de er ens i den forstand, at de har samme

opfattelse af, hvad der udgør et problem, samt hvilke mulige løsninger, problemet kan have.

Diskurskoalitionen tilvejebringer en fælles platform for konflikt og enighed om diverse policy-

emner, og den politiske interaktion mellem aktørerne vil over tid gøre det muligt at udvikle en

fælles diskurs, der kan skabe rammen om indgåelse af politiske kompromisser og indholdet af

en ny policy eksempelvis regulering af lobbyisme.

2.2 Den sociokulturelle praksis

Den sociokulturelle praksis er ikke uddybet ret meget hos Fairclough, som skriver, at den

sociokulturelle analyse må være selektiv og tage udgangspunkt i socialvidenskabelige teorier

uden for diskursteorien. 37 Fairclough giver ikke i øvrigt nogen handleanvisninger til,

hvorledes denne dimension kan analyseres, eller hvordan den konkret spiller sammen med de

øvrige dimensioner. Dette manglende fokus på den sociokulturelle dimension i Faircloughs

metodiske handleanvisninger leder til, at mange helt udelader denne del af analysen, hvilket

35 Hajer 1995: 13

36 Hajer 1995: 65-66

37 Fairclough 2008: 131

Side 23

af 116


Fairclough også ofte selv gør sig skyldig i. 38 Fairclough pointerer dog selv, at ingen af de tre

dimensioner står i privilegeret position i forhold til de andre. Derfor antager jeg, at denne

mangel i Faircloughs analyser er udtryk for hans eget faglige ståsted, lingvistikken, og ikke, at

han opfatter den sociokulturelle dimension som mindre vigtig end de øvrige dimensioner.

Jeg skriver dog inden for politologien og har derfor i særdeleshed interesse i, hvordan den

tekstuelle og den diskursive dimension spiller sammen med den sociokulturelle dimension.

Ligeledes mener jeg, at det især er denne dimension, der er modellens styrke. Navnligt i

forbindelse med dansk lobbyisme som domæne, som jeg forventer i særlig grad er præget af

stiafhængighed grundet vores lange, danske tradition for at inddrage lobbyister i den politiske

beslutningsproces den såkaldte skandinaviske korporatisme. Således mener jeg, at analysen

af mulighedsrummet angående regulering af lobbyisme vil blive styrket, når fortolkningen af

den diskursive praksis sker i lyset af en analyse af den sociokulturelle praksis, som i dette

speciale vil være af historisk karakter.

Forholdet mellem staten og lobbyister (oftest interesseorganisationer) er et klassisk

studieobjekt for statskundskaben. Alligevel er der ikke opnået konsensus om, hvorledes

relationen skal forstås og angribes teoretisk. Jeg vælger at tage udgangspunkt i de tre

abstraktionsniveauer, Fairclough inddeler den sociokulturelle dimension i. Disse er 1) den

umiddelbare, situationelle kontekst, 2), den bredere, institutionelle kontekst og 3) den helt

brede, samfundsmæssige og kulturelle kontekst. 39

Min problemstilling angår ikke en beslutning, der er blevet taget, men derimod en ikke-

beslutning om et socialt fænomen, der end ikke er lukket som problem. Derfor mener jeg ikke,

at det er meningsfuldt at tale om en umiddelbar, situationel kontekst. Lobbyismen, i min

brede forstand, har været en del af det danske, politiske system i over 100 år, hvorfor den

sociokulturelle praksis må forventes at favne bredt og dybt. Derfor bevæger jeg mig højere op

på abstraktionsniveau og foretager en analyse af den sociokulturelle praksis på det brede,

institutionelle niveau over tid.

38 Winther Jørgensen og Phillips 1999: 102-103

39 Fairclough 2008: 130

Side 24

af 116


2.2.1 Spor bliver lagt og fortolket

Fairclough leverer ikke anvisninger til, hvad der forstås ved den institutionelle kontekst, eller

hvorledes den kan analyseres. Til operationalisering af, hvad jeg forstår ved den brede

institutionelle kontekst, vælger jeg at tage udgangspunkt i nyinstitutionalismen, som

definerer institutioner og deres rolle i forbindelse med forandring og ikke-forandring. Jeg

mener, at nyinstitutionalismen kan have en rolle i forbindelse med analysen af den

sociokulturelle praksis ved at skabe en forståelse for, hvorledes institutioner er med til at

skabe stabilitet, og dermed ikke-forandring, i et samfund. Forventningen er altså, at de

indlejrede institutioner i forbindelse med lobbyismen vanskeliggør muligheden for forandring

i dette tilfælde en kritisk vurdering af behovet/muligheden for regulering af dansk

lobbyisme såkaldt institutionel inerti. Nyinstitutionalismen rummer tre primære tilgange til

studiet af forandring: Rationel, sociologisk og historisk institutionalisme. Disse tre tilgange

indeholder alle overvejelser om institutioners karakteristika og funktion, der kan bidrage til

en operationalisering af den sociokulturelle praksis. Ved at medtage betragtninger fra den

nyere, diskursive institutionalisme vil jeg desuden gøre det klart, hvordan de tre ’gamle’ ny-

institutionalismer finder anvendelse i en diskursteoretisk ramme.

Antagelsen i den rationelle institutionalisme er, at aktører, på baggrund af en cost/benefit-

analyse, formulerer og vælger løsningsmuligheder ud fra, hvad, rationalisterne antager, er

objektivt givne problemer dog begrænset af institutionelle regler, som ændrer betingelserne

for beregning af fordele og ulemper ved mulige løsningsforslag. 40 I den sociologiske og

historiske institutionalisme ses også selve problemet som en social konstruktion. De

sociologiske og historiske institutionalister medtager udover formelle regler også normer

og værdier samt forestillinger om, hvordan samfundet fungerer, og hvordan virkeligheden ser

ud.

Sociologisk institutionalisme fokuserer på, hvordan individer socialiseres gennem interaktion

med andre og hermed præges af den kultur, de er en del af. 41 Opfattelsen af behovet samt

muligheden for at regulere lobbyismen, må i denne optik i høj grad være påvirket af den

kultur og de interaktioner, der er kendetegnende for lobbyismens domæne.

40 Boye og Hauxner 2000: 27

41 March og Olsen 1989: 160

Side 25

af 116


Ifølge den historiske institutionalisme er det ikke kun den eksisterende kultur og de

interaktioner samt formelle regler og rutiner, som aktører nu og her indgår i, der påvirker

individers valg, men også tidligere tiders kulturer og interaktioner, som man ikke

nødvendigvis selv har været involveret i. Således er det ikke kun den konkrete erfaring,

nutidige politikere har med lobbyismen, der former deres opfattelse heraf, men også den

historiske, sociokulturelle praksis i forbindelse hermed.

Med udgangspunkt i nyinstitutionalismen, forstår jeg således Faircloughs midterste

abstraktionsniveau: Den brede, institutionelle kontekst, som konteksten af ”… collections of

interrelated rules and routines that define appropriate actions in terms of relations between

roles and situations.” 42 En rolle kan eksempelvis være en lobbyist eller en politiker, og en

situation kan være påvirkning af den politiske beslutningsproces eller vedtagelsen af formelle

regler, der på- eller forbyder en given adfærd i forbindelse med situationen. Det skal

pointeres, at ”… collections of interrelated rules and routines…” 43 både kan referere til

uformelle såvel som formelle regler, og at tidligere tiders formelle og uformelle regler og

rutiner også i høj grad har betydning, idet de lægger det spor, eller den sti, som alle

efterfølgende politiske beslutninger følger. Når et problem konstrueres, udtrykt ved en story

line, er det et udtryk for, at noget ikke lever op til de normer og forventninger, der findes på

baggrund af de historiske institutioner. Der er så at sige et brud med stien eller noget, der

truer med at bryde stien på en måde, der opfattes som uhensigtsmæssig. Indførelsen af ny

policy, i dette tilfælde et reguleringsinitiativ, må derfor vise, at det løser problemet, som det er

formuleret i story linen, men på en sådan måde, at den samfundsmæssige orden opretholdes.

For at blive opfattet som en mulig løsning på et problem, må løsningen opfattes som på en

gang i overensstemmelse med den nye story line, der er et brud på stien, men også i

forlængelse af de samfundsmæssige traditioner, som ikke er brudt. Regulering må med andre

ord på en gang være et brud på og i forlængelse med den gamle sti angående dansk lobbyisme

for at blive opfattet som passende og mulig.

Den diskursive institutionalisme, mener jeg, kan anvendes til at vise, hvorledes de tre ’gamle’

nyinstitutionalismer finder anvendelse i en diskursteoretisk ramme dvs. hvordan

42 March og Olsen 1989: 160

43 March og Olsen 1989: 160

Side 26

af 116


dimensionerne i KDA spiller sammen, idet KDA ikke er helt klar på dette punkt. Den

diskursive institutionalisme tager i udgangspunktet afsæt i de tre ’gamle’

nyinstitutionalismer, særligt den historiske institutionalisme, men hævder, at opfattelsen af

passende adfærd ikke kun afhænger af den institutionelle kontekst, men også af policy-

paradigmer og virkelighedsopfattelser. Ifølge diskursiv institutionalisme leder en given

kontekst altså ikke nødvendigvis til en specifik adfærd. I stedet medieres opfattelsen af

passende adfærd af, at aktører ikke direkte påvirkes af konteksten, men fortolker den, således

at det bliver opfattelsen af en given kontekst, der giver anledning til opfattelsen af passende

adfærd. Desuden er konteksten på samme tid givet og kontingent. 44 Dette skal forstås således,

at konteksten udgør en fast ramme, som den diskursive praksis udspilles i, men at konteksten

samtidig er et produkt af aktørers tidligere handlinger, tanker og ord. Den diskursive

institutionalisme plæderer for et dialektisk forhold mellem institutioner og diskurser på

samme måde, som Fairclough argumenterer for et dialektisk forhold mellem den

sociokulturelle og den diskursive praksis.

Analysen af den sociokulturelle praksis vil med andre ord være en analyse af, hvilke nutidige

og historiske formelle og uformelle regler og rutiner, der kan tænkes at påvirke opfattelsen af

lobbyismens rolle i det politiske system samt muligheden og behovet for regulering af dansk

lobbyisme. Med udgangspunkt i den diskursive institutionalisme vil jeg analysere, hvordan

denne kontekst er blevet opfattet, og senere hvordan opfattelser af denne institutionelle

kontekst kan genfindes i den diskursive praksis udtrykt ved story lines, der begrebsliggør

det konstruerede problem.

2.2.2 Operationalisering af det ikke-diskursive 45: Formelle regler og konkrete institutioner

Begrebet, det ikke-diskursive, er et af de punkter, hvor KDA i særlig grad adskiller sig fra

andre, mere poststrukturalistiske diskursanalyser. Fairclough er dog uklar i forhold til, hvad

44 Schmidt 2008: 314

45 Jævnfør Hajer-citatet om de døde træer, er den materielle verden også en del af det ikke-diskursive. I forhold til

mit ærinde mener jeg dog ikke, der er meningsfyldt at tale om en materiel verden, fordi politiske

beslutningsprocesser primært foregår på det idémæssige plan og i form af sociale praksisser. På den måde

fremstår min operationalisering af KDA’en mere poststrukturalistisk end Fairclough ville beskrive den. Dette er

dog primært udtryk for, at jeg opfatter ’lobbyisme’ og ’politik’ (herunder reguleringstiltag) som sociale

konstruktioner hermed ikke sagt at der ikke i andre sammenhænge findes en relevant og betydningsfuld

materiel virkelighed.

Side 27

af 116


det ikke-diskursive præcist refererer til, idet han blot definerer det som alt andet end det

diskursive. ’Det diskursive’ dækker som nævnt både over nedskreven tekst, talte ord, visuelle

billeder og handlinger, hvoraf sidstnævnte analyseres som en del af den sociokulturelle

praksis. Derfor operationaliserer jeg i denne forbindelse det ikke-diskursive som formelle

regler og konkrete institutioner (lovgivning, Folketinget, ministerier mv.), som påvirker

muligheden og behovet for regulering af lobbyisme, mens det diskursive, i forbindelse med

den sociokulturelle praksis, refererer til handlinger, normer, konventioner mv. Eksempelvis

er Folketinget med folkevalgte politikere, der har en grundlovssikret magt ikke-diskursivt. På

samme måde er retten til at ytre sig og forene sig (jf. Grundlovens § 77 og § 78) også

eksempler på formelle regler, og er dermed ikke-diskurser i overensstemmelse med min

operationalisering. Folketinget og Grundloven er ikke naturlove, men er udtryk for stærkt

institutionaliserede normer, som kan ændres over tid. Det ikke-diskursive bliver altså i dette

speciale en slags fastfrosne diskurser, som ikke er uforanderlige, men som det kræver (meget)

mere at forandre. Jeg anvender altså begrebet således, at der er en flydende overgang mellem

det diskursive og det ikke-diskursive, som primært er historisk bestemt.

2.2.3 Hvorfor regulere? Hvad er det, vi ønsker at sikre/hindre?

Jeg opfatter, jf. afsnit 1.4.4, regulering som formelle tiltag for at sikre/hindre en given adfærd

blandt de regulerede. I forlængelse heraf er opfattelsen af behovet for at regulere lobbyisme

påvirket af, om lobbyismens relation til det politiske system opfattes som ønskværdig eller ej.

Vurderingen af, hvorvidt denne relation er ønskværdig, må i sidste ende foretages af

politikerne. Mit ærinde er, som nævnt, at bidrage til at forbedre grundlaget for en sådan

vurdering ved at afdække, hvad der kendetegner denne adfærd, samt hvilken betydning den

har. Det interessante i forbindelse med den sociokulturelle praksis bliver i forlængelse heraf, i

hvilket omfang lobbyismens relation til det politiske system samstemmer med idealer herfor.

Det må forudsættes, at idealerne, imod hvilke ønskværdigheden af lobbyismens karakteristika

bliver målt, løbende er under forandring. Derfor bør lobbyisters deltagelse i den politiske

beslutningsproces ikke vurderes i forhold til et statisk idealbillede. Grundet dette vil jeg ikke

på forhånd opstille kriterier for, hvilke karakteristika ved den sociokulturelle praksis, der

forventes at lede til regulering eller fravær heraf, hvilket desuden ville være i modstrid med

Side 28

af 116


mit kritiske ærinde om, at muliggøre forandring uden i øvrigt at diktere forandringens

karakter. I stedet vil jeg lade min fortolkning af den sociokulturelle praksis’ betydning for

opfattelsen af behovet og muligheden for regulering være baseret på metafortolkninger af

tidligere læsning af studier af lobbyismen, som indledningsvist vil være tilstræbt eksplorativ.

Fortolkning kan aldrig være fuldstændig eksplorativ, men vil altid tage udgangspunkt i

læserens (her: Min) intuition. Udgangspunktet herfor vil jeg redegøre for i kapitel 3, hvor jeg

blandt andet reflekterer over min egen rolle som medkonstruktør.

2.3 Delkonklusion

Jeg har nu operationaliseret den tredimensionelle model, som jeg præsenterede i afsnit 1.5.

Den tredimensionelle model består af en tekstuel, en diskursiv og en sociokulturel dimension,

som står i dialektisk forhold til hinanden og derfor kun er analytisk adskilte. Den diskursive

praksis er således sammen med flere andre aspekter af den sociokulturelle praksis med til at

indskrænke opfattelsen af, hvilke handlinger der er nødvendige, mulige og passende i

forbindelse med dansk lobbyisme.

Den diskursive praksis afdækkes via en intertekstuel analyse, igennem hvilken jeg leder efter

spor efter den diskursive orden. Til brug i forbindelse med den intertekstuelle analyse har jeg

introduceret Hajers begreber story lines og diskursalliancer til Faircloughs KDA. Dette tillader

et blik for aktørers aktive rolle i den diskursive praksis. Videre vil jeg installere en idealtypisk

diskursiv orden, som vil danne udgangspunkt for den intertekstuelle analyse. Hermed

håndterer jeg den udfordring det er at operationalisere begrebet ”diskursordenen”. Til

dokumentation af den intertekstuelle analyse foretager jeg en lingvistisk, tekstuel analyse.

Hertil anvender jeg primært begreberne ordvalg og leksikalisering, hvilke dækker over de ord,

der anvendes til at beskrive den samme virkelighed, samt hvordan forskellige valg af ord

alligevel dækker over forskellige opfattelser af virkeligheden. Desuden anvendes lingvistiske

værktøjer som modale adverbier og kategoriske tidsangivelser til at vurdere, hvor

dominerende givne story lines er.

Jeg har valgt at tage udgangspunkt i nyinstitutionalismen til operationaliseringen af den

sociokulturelle praksis. Således opfatter jeg den sociokulturelle praksis som de historisk

indlejrede regler og rutiner formelle såvel som uformelle der definerer passende og mulig

adfærd i givne situationer (fx forberedelsen af lovgivning eller påvirkning heraf) og i

Side 29

af 116


forbindelse med relationer mellem roller (fx lobbyister, embedsmænd og folkevalgte

politikere). Analysen af den sociokulturelle praksis vil med andre ord være en analyse af de

nutidige og historiske formelle og uformelle regler, normer og rutiner, der kan tænkes at

påvirke opfattelsen af lobbyismens rolle i det politiske system samt opfattelsen af muligheden

og behovet for regulering af dansk lobbyisme.

Jeg har valgt ikke endeligt at definere, hvornår institutioner kan tænkes at give anledning til

regulering af lobbyisme udover at det giver anledning til regulering, hvis lobbyismen, eller

effekter heraf, opfattes som uønskværdig. Det har jeg gjort, fordi jeg antager, at opfattelsen af

behovet og muligheden for at regulere lobbyismen afhænger af, hvilke idealer, der er

gældende på det givne tidspunkt. Den endelige fortolkning af disse traditioner, regler, normer

og værdiers betydning vil foretages på baggrund af metafortolkninger og med udgangspunkt i

de idealer, jeg fortolker som grundliggende i den danske, politiske kultur, som politikerne

indgår i.

Side 30

af 116


3. Om min empiriske metode

Politologiens erfaring med diskursteoretiske policy-analyser er endnu beskeden. Forskere

betoner stadigt oftere det konstruktivistiske element i policy-analyser, men oftest forholder

de sig mest til behovet for mere konstruktivistisk policy-analyse, mens overvejelser om de

metodiske aspekter i forbindelse hermed er begrænsede.

Nedenfor vil jeg beskrive, hvilke metodiske valg og fravalg jeg har foretaget ved at afgrænse,

hvad jeg forstår som centrale aktører. Desuden vil jeg præsentere den empiri, jeg har udvalgt

samt afgrænse undersøgelsen tidsmæssigt. Derudover indeholder dette kapitel en

redegørelse for min indsamlingsstrategi, samt nogle kildekritiske overvejelser, hvor jeg

diskuterer min metodes gyldighed (her: Om jeg gennem mit empiri- og kildevalg får den

viden, jeg ønsker). Endelig vil jeg beskrive mine præmisser for fortolkning, idet viden herom

øger min analyses pålidelighed ved at sætte læseren i stand til at vurdere alternative

fortolkningsmuligheder.

3.1 Afgrænsning af centrale aktører: Folketingspolitikere og lobbyister

Med udgangspunkt i den dominerende policy-litteratur kunne man argumentere for, at policy-

analyser bør have en buttom-up-tilgang med fokus på embedsmænd i frontlinjen

(markarbejderne), fordi det er her, de politiske beslutningsprocesser implementeres, og fordi

de ofte får en ganske anden virkning, end intentionen har været. 46 Tager man derimod

udgangspunkt i min diskursive tilgang, vil en backward-mapping-metode, hvor man

kortlægger de centrale aktører ved baglæns at optrevle policy-processen og afdække de

komplekse interaktioner, der har været i forskellige netværk, forekomme oplagt. Idet jeg

analyserer en ikke-beslutning af et fænomen, der (endnu) ikke er defineret som problem,

finder jeg dog den traditionelle top-down analyse med fokus på rammen om den egentlige

autoritative beslutning om at regulere eller ej, mere formålstjenlig. Der er formodentligt

mange aktører, der har spillet en rolle i forbindelse med fastsættelsen af denne ramme. Idet

det i sidste ende er de folkevalgte politikere, der sætter et emne på Folketingets officielle

dagsorden og dermed muliggør, at der træffes en autoritativ beslutning herom, vælger jeg at

analysere, hvordan den diskursive ramme kommer til udtryk i debatterne i folketingssalen.

46 Winther og Lehman Nielsen (2009)

Side 31

af 116


Med denne afgrænsning er det ikke muligt for mig at se, hvem der har konstrueret

mulighedsrummet angående regulering af lobbyisme, idet det diskursive magtspil kan have

udspillet sig i en helt anden arena med helt andre aktører. Derimod kan jeg afdække billedet

af, hvordan den konstruktion, der danner udgangspunkt for dagsordenen i Folketinget ser ud.

Der bliver altså tale om en analyse af det eksisterende mulighedsrum (den diskursive magt)

en slags øjebliksbillede samt en vurdering af betydningen heraf. Den diskursive kamp, der er

et forud herfor dvs. aktørernes kamp om at sætte dagsordenen, kan jeg dog ikke se. Denne

havde været interessant, hvis jeg havde foretaget en traditionel magtanalyse med fokus på,

hvilke aktører der har udøvet magt i forbindelse med dagsordensfastsættelsen.

Afgrænsningen er derimod hensigtsmæssig i forbindelse med, hvordan den diskursive magt

udelukker regulering af lobbyisme.

’Centrale aktører’ afgrænses i dette speciale derfor til de folkevalgte politikere på

folketingsniveau (afdækket via folketingsdebatter) samt lobbyister i kraft af deres adfærd

over tid (afdækket via indholdsanalyse af videnskabelige analyser heraf).

3.2 Empiri: Folketingsdebatter og studier af lobbyismen

To typer dokumenter finder anvendelse i specialet: Transskriberede folketingsdebatter og

videnskabelige dokumenter med analytiske bearbejdninger af virkeligheden.

Den tekstuelle og den intertekstuelle analyse foretages på transskriberede

folketingsdebatter hentet fra Folketingets online arkiv. Folketingsdebatter er valgt som tekst

til at afdække og dokumentere den diskursive praksis fremfor eksempelvis interviews, fordi

det er det eksisterende mulighedsrum i forbindelse med en formel, politisk diskussion og en

autoritativ beslutning om formel regulering af lobbyisme, jeg ønsker at afdække. Derfor er jeg

interesseret i, hvordan mulighedsrummet konstrueres netop i Folketinget. Desuden lader

denne empiri mig se på langt flere aktører, end interviewmetoden ville have gjort, da

interviewmetoden af pragmatiske årsager ikke giver mig mulighed for at høre alle

folketingspolitikere. Derimod ville jeg skulle udvælge nogle, som ikke nødvendigvis ville være

de samme, som på eget initiativ ville italesætte domænet. Min metode muliggør desuden, at

jeg får adgang til tidligere folketingspolitikeres konstruktioner i deres samtid, mens

interviews ville have beroet på respondenters rekonstruktioner heraf.

Side 32

af 116


Mit ærinde er ikke at bidrage til viden om, hvad der kendetegner den sociale praksis angående

lobbyisme, men at afdække hvordan denne praksis konstruerer mulighedsrummet for

regulering heraf. Derfor analyseres den sociokulturelle praksis ved hjælp af indholdsanalyse

af eksisterende studier af lobbyismen, bedst kategoriseret som dokumentanalyse.

Herigennem vil jeg følge udvikling over tid med henblik på at identificere stabilitet og

forandring inden for den sociokulturelle praksis og opnå forståelse af, hvad det er for

institutioner, der påvirker mulighedsrummet for formel regulering af lobbyisme i dag.

Ofte springes der let henover metodeovervejelserne i forbindelse med denne slags analyser,

der, grundet deres hyppige forekomst i samfundsvidenskaben, opfattes som trivielle. 47

Analysemetoden giver dog anledning til flere metodiske udfordringer, der er værd at forholde

sig til, hvilket jeg vil gøre efter en tidsmæssig afgrænsning af analysen.

3.3 Tidsmæssig afgrænsning

Lobbyisme har, under forskellige kaldenavne, været genstand for politologiske studier i

hundrede år. 48 Således siges den amerikanske politolog Arthur Bentley at have grundlagt

interessegruppeforskningen allerede i 1908, hvor han skrev bogen The Process of

Government. 49 Også den danske debat om lobbyisters magtposition i forhold til den politiske

beslutningsproces har eksisteret længe. Således havde Folketinget allerede i december 1937

en principiel debat om organisationers rolle og ansvar i forbindelse med de politiske

beslutninger, idet landbrugets organisationer kort forinden i udbredt grad havde påvirket

forhandlingerne om ændring af gældende kornordninger. 50

Min undren udspringer af den danske tilslutning til de initiativer for regulering af lobbyisme i

EU, som blev lanceret som en del af det Europæiske Åbenhedsinitiativ d. 9. november 2005, og

den fraværende debat om dansk regulering af lobbyisme i perioden herefter. Derfor afgrænser

jeg mig til at afdække konstruktionen af lobbyismen efter denne lancering altså perioden d.

9. november 2005 til d. 31. maj 2011 (begge datoer inklusive).

47 Lynggaard 2010: 137

48 Binderkrantz 2005b: 25

49 Bentley (1908). Det er omdiskuteret, om Bentley også skal regnes som grundlæggeren af de pluralistiske

paradigmer, idet Bentleys interessegruppebegreb adskiller sig fra pluralisternes (Binderkrantz 2005b: 26) og

mere minder om marxisternes gruppebegreb.

50 Buksti 1982a: 2. Emnet har muligvis været diskuteret tidligere. Pointen er imidlertid den samme:

Opmærksomheden på eksternes påvirkning af den politiske beslutningsproces er langt fra ny.

Side 33

af 116


Da jeg ønsker at forstå det dialektiske aspekt i, hvordan den sociokulturelle praksis har været

med til at konstruere de opfattelser af lobbyismen, der har gjort sig gældende i denne periode,

og jeg, jf. kapitel 2, forstår den sociokulturelle praksis som de historisk indlejrede institutioner

i forbindelse med lobbyismen, vil jeg i dokumentanalysen af den sociokulturelle praksis gå

længere tilbage i tid. Jeg har valgt at afgrænse analysen af den sociokulturelle praksis til

perioden 1975 til 2010. Dette valg har jeg truffet, fordi studier af forandringer af

lobbyismens karakteristika i udlandet har vist, at der i 1980’erne er sket betydelige

forandringer. 51 Dette giver anledning til en forventning om, at der i samme periode også kan

være sket ændringer i Danmark, hvilket litteraturen om emnet også tyder på. 52 Endvidere var

det i midten af 1970’erne, dansk forskning for alvor fik fokus på lobbyismen som en del af det

politiske system. Indtil 1975 bestod den videnskabelige litteratur dog primært af studier af

enkeltorganisationer, mens opbygningen af den politologiske vidensbase angående den

generelle, danske lobbyisme så småt fik sin begyndelse i 1975, hvor Statens

Samfundsvidenskabelige Forskningsråd nedsatte en arbejdsgruppe vedrørende forskning af

danske, politiske institutioners udvikling. 53

3.4 Indsamlingsstrategi

Et kvalitativt studium som dette, der strækker sig over flere årtier, kan nemt lede til et enormt

datamateriale, som selv et erfarent hold forskere kunne bruge flere år på at analysere til

bunds. Eksempelvis gav en hurtig søgning på Bibliotek.dk i første omgang anledning til mere

end 3000 poster med faglitteratur omhandlende lobbyisme. Den intuitive indskydelse i

forlængelse heraf kan nemt blive, at man i så fald må indsamle datamateriale, indtil man

oplever, at sidst indsamlede datamateriale ikke har bidraget med ny viden. Selv denne

indskrænkede ambition ville dog i mit tilfælde lede til et uforholdsmæssigt stort

datamateriale, som desuden ville være relativt vilkårligt indsamlet. Således må det blive en

skønsmæssig afgørelse, hvornår dataindsamlingen må ophøre. Jeg vil nu redegøre for,

hvorledes dette skøn er foretaget i forbindelse med indsamlingen af hver af de to typer

dokumenter: Videnskabelige studier af lobbyismen og transskriberede folketingsdebatter.

51 Fx Lewin (1992), Nordby (1994) og Crepaz (1994)

52 Fx Munk Christiansen, Sonne Nørgaard og Sidenius 2000: 4

53 Buksti 1982a: 12

Side 34

af 116


3.4.1 Indsamling af videnskabelige studier af lobbyismen

I lyset af ovenstående erkendelse af, at udtømmende dataindsamling ikke er mulig, har jeg

taget udgangspunkt i sneboldsmetoden som indsamlingsstrategi dog suppleret med små

eksplorative interviews og en slags mini-citationsanalyse for at indskrænke mængden af data

til de mest centrale. Jeg har udvalgt det nyeste dokument, jeg har kunnet opsore,

omhandlende lobbyismen i Danmark: >>Tordenskjolds soldater: Interesseorganisationer i

medierne.>De som meget har… Store danske virksomheder som politiske aktører.


Jeg har fravalgt dokumenter omhandlende dansk lobbyisme i udlandet - herunder EU, da det

falder uden for specialets fokus. Endvidere har jeg fravalgt rent teoretiske dokumenter samt

dokumenter, der fokuserer på specifikke organisationers lobbyisme og som hovedregel

lobbyisme inden for specifikke domæner (fx transportpolitik eller arbejdsmarkedspolitik),

hvilket udgør en stor del af litteraturen. Det har jeg gjort, fordi jeg er interesseret i empirisk

viden om den generelle lobbyisme. Kvalitative casestudier af lobbyisme bidrager hertil, men

jeg forventer, at jeg har adgang til den generaliserbare viden, der er udledt på baggrund af

disse casestudier, via den øvrige litteratur, som blandt andet indeholder stat of the art-

dokumenter og sammenfattende konklusioner, der er draget på baggrund af casestudier.

3.4.2 Indsamling af folketingsdebatter

Folketingsdebatterne er indsamlet fra Folketingets hjemmesides dokumentarkiv. 56 Jeg har

udvalgt alle folketingsdebatter, hvor begreber som eksempelvis lobbyist, korporatist mv. 57 er

blevet nævnt. Folketingsdebatterne har ikke drejet sig direkte om lobbyismen. Derimod

nævnes lobbyismen i forbindelse med andre emner. Derfor har jeg blot læst citatets

umiddelbare kontekst for at kvalificere fortolkningen af meningstilskrivelsen en slags

minianalyse af tekstens umiddelbare, situationelle kontekst.

Tabel 1. Præsentation af analysens empiri58 Studieobjekt Afsender Antal dokumenter

Sprogbrug

Folketingspolitikere N=135

(diskurs)

Folketingsdebatter

Lobbyismens Videnskaben

N=49 Videnskabelige,

karakteristika (primært

empiriske

(sociokulturel politologien)

dokumenter om

praksis)

lobbyisme

56 Søgningen er vejledt af en bibliotekar Folketingets Bibliotek for at sikre udtømmende dataindsamling og

korrekt navigation i Folketingets arkiv, der ikke er opbygget med henblik på den slags dataindsamling, som jeg

har foretaget.

57 Jeg har søgt på lobbyi*, interesserepræs*, interessevar*, interessegrup*, interesseorg*, public affairs, forening*

og korporati* i perioden 9. november 2005-31. maj 2011. Trunkering er anvendt for at sikre, at også forskellige

bøjninger af begreberne er fremkommet.

58 Se hhv. bilag 1 og 2 for fortegnelser over, hvilke folketingsdebatter og videnskabelige dokumenter, der er

anvendt.

Side 36

af 116


3.5 Kildekritik og gyldighed

Evalueringer af dansk forskning fastslår, at gode, kvalitative studier især handler om graden

af metodisk refleksion. 59 Især skal det være mulig for læseren af tage kritisk stilling til

undersøgelsens resultater, men også af hensyn til andre, der anvender specialets design som

inspiration er gennemsigtighed og gennemskuelighed er værd at stræbe efter. I de næste to

afsnit vil jeg redegøre for, hvilken virkelighed jeg opnår viden om, ved at anvende den empiri

jeg har valgt.

3.5.1 Studier af lobbyismen: At fortolke fortolkninger

Grundet det historiske element i analysen af den sociokulturelle kontekst, har jeg ikke direkte

adgang til den empiri, der er nødvendig for analysen. Derfor foretager jeg et indirekte studium

af empirien ved at analysere den fremstilling af lobbyismen, der allerede findes i den

politologiske vidensbase en såkaldt dokumentanalyse. Hermed forsøger jeg altså at sige

noget om virkeligheden på baggrund af tertiære dokumenter dvs. allerede analytiske

bearbejdninger af begivenheder, der allerede har fundet sted. Jeg fortolker altså andres

fortolkninger af den sociale virkelighed, idet virkeligheden, som før nævnt, ikke kan erkendes

objektivt heller ikke af videnskabsfolk. Eksempelvis handler det meste politologiske

litteratur om lobbyisme i Danmark om interessegrupper og organisationer. Det betyder dog

ikke, at der nødvendigvis ikke har været andre former for lobbyisme i Danmark. Således viser

en spørgeskemaundersøgelse fra 1970’erne, at en tredjedel af alle kontakter til

centraladministrationen blev foretager af individer (fx virksomheder). 60 Videnskaben har blot

ikke haft blik herfor muligvis fordi den empiriske dækning i høj grad har taget

udgangspunkt i den samme meget sparsomme data, der har været til rådighed 61.

I analysen af tekst og diskurser fortolker jeg også fortolkninger. Her er mit ærinde dog også at

afdække disse fortolkninger. I analysen af den sociokulturelle praksis er mit ærinde derimod

at fortolke den sociale virkelighed. Min analyse er derfor ikke en fortolkning af, hvordan den

sociokulturelle praksis angående lobbyisme har været, men snarere en fortolkning af, hvilken

mening videnskaben har tilskrevet lobbyismen. Denne viden er dog frembragt ud fra de

samme kvalitetskriterier, som jeg selv arbejder med, hvorfor den eksisterende

59 Se fx Olsen (2002) og Olsen (2003)

60 Damgaard og Eliassen (1978)

61 Munk Christiansen og Sidenius 2000: 305-306

Side 37

af 116


epræsentationen af virkeligheden ikke er mindre sand, end den repræsentation jeg selv ville

konstruere. Tværtimod er den sand ud fra samme præmisser, som jeg selv ville være

underlagt i form af eksempelvis videnskabskriterier som gyldighed og pålidelighed, såvel

som uskrevne regler for frembringelsen af videnskabelig viden.

Desuden må videnskaben antages at stille de spørgsmål, der er ’oppe i tiden’, hvorfor jeg

antager, at der overordnet er overensstemmelse mellem den samlede videnskabs (i

modsætning til enkelte forskeres) og de folkevalgtes opfattelse af den sociokulturelle praksis.

Dette er det væsentlige her, hvor opfattelser af den sociokulturelle praksis må forventes at

have større betydning end den faktiske praksis, fordi politiske beslutninger træffes på

baggrund af opfattelser.

3.5.2 Folketingsdebatter

Min tekstuelle analyse støtter sig til tekstlæsning af transskriberede folketingsdebatter. Jeg

anvender dem dog ikke som dokumentering af en materiel virkelighed. Den virkelighed, jeg

forsøger at beskrive, er konstruktionen af lobbyismen. Jeg mener, at de transskriberede

folketingsdebatter er troværdige kilder hertil, idet de er hentet fra Folketingets egne arkiver

og transskriberet af en officielt bemyndiget person. Endvidere er alle indlæg videofilmet, så

det er muligt at downloade videoklip med bestemte indlæg. Det har gjort det muligt for mig at

fortolke den mundtlige såvel som ikke-mundtlige kommunikation (fx kropsprog og tonefald),

samt at styrke fortolkningen ved at vurdere fx forstyrrelser i salen mv.

3.6 Kodning og fortolkning af tekstmaterialet

I forbindelse med fortolkende studier som dette, kan det være en udfordring at vurdere, hvad

teksterne siger, samt hvornår teksterne indeholder noget, der bidrager til at belyse

problemstillingen. Det første problem angår fortolkningen. Det andet angår kodningen.

Nedenfor vil jeg redegøre for mine præmisser for læsning og fortolkning af teksterne.

3.6.1 Den sociokulturelle dimension: Fælles forståelseshorisont

Indholdsanalysen af de studier af lobbyismen, som udgør empirien i analysen af den

sociokulturelle praksis er udført på baggrund af metafortolkninger. Således har det første

Side 38

af 116


studium, jeg har læst, fungeret som et slags pilotstudium, som næste studium er blevet

fortolket i lyset af og fremdeles. Da teksterne er læst i nogenlunde kronologisk rækkefølge, er

fortolkninger af teksterne hele tiden sket med udgangspunkt i metafortolkninger af tidligere

tekster. Institutioner er derfor identificerede med samme historiske viden, som

institutionerne, af aktørerne, er blevet videreført i lyset af. Desuden har jeg en række

forhåndsforventninger til teksten, som stammer fra den viden om debatten mellem

eksempelvis elitister, pluralister, korporatisme-teoretikere, netværksteoretikere mv., som jeg

har læst gennem min studietid.

Min fortolkning styrkes af, at jeg gennem mit studium er trænet i at læse netop akademiske

tekster, og at jeg derfor er bekendt med sprogbrug, såvel som de præmisser i form af

videnskabelige kvalitetskriterier, som teksterne er blevet til under. Videre er langt

størstedelen af studierne foretaget af politologer og sociologer, som jeg overordnet deler den

teoretisk forhåndsviden med, som fortolkningen af den sociale virkelighed er blevet til under.

Kun enkelte studier er foretaget af forskere fra andre videnskaber (dog stadig

samfundsvidenskaber), som jeg i mindre grad deler teoretisk forhåndsviden med.

En udfordring har været, at analyseobjektet ikke altid har været helt det samme i studierne.

Næsten alle studier har fokuseret på interesseorganisationer, mens virksomheder oftest blot

er nævnt i indledningen, perspektiveringen eller slet ikke. Desuden anvender forskerne

forskellige begreber til at beskrive samme fænomen, og omvendt også samme begreb om

forskellige fænomener. Således refererer nogle forskere eksempelvis til konsulentfirmaer, når

de anvender begrebet ’lobbyisme’, mens andre udelukkende refererer til illegitim

interesserepræsentation. Jeg har, i det omfang det har været muligt, oversat terminologien i

alle studierne, så den bliver ens, hvormed studierne i højere grad bliver sammenlignelige.

Deterministisk sammenligning er dog ikke med sikkerhed muligt, da jeg ikke kan være helt

sikker på, hvem forskerne har analyseret, når de har analyseret hhv. ’lobbyister’,

’interesserepræsentanter’, ’interessegrupper’, ’interesseorganisationer’, ’public affairs-

konsulenter mv.

Side 39

af 116


3.6.2 Iterativ fortolkningsproces

Jeg har foretaget min kodning i forbindelse med den tekstuelle analyse med hjælp fra

computerprogrammet NVivo og med udgangspunkt i min operationalisering af den tekstuelle

og den diskursive praksis, jf. kapitel 2, samt de fire idealtyper, der vil blive udviklet i kapitel 5.

Idealtyperne er, under fortolkningen af teksterne, hele tiden blevet revideret, hvorved jeg har

forsøgt at eliminere deres begrænsende effekt i forhold til, hvad jeg har fortolket som

interessant for problemstillingen. Således er min læsning hele tiden sket med udgangspunkt i

metatolkning på baggrund af tidligere læsning. 62 Da dette er et enkeltmandsspeciale har

egentlige pålidelighedstjek ikke været mulige. Stikprøver af fortolkninger er dog blevet

diskuteret med medspecialiserende på min specialeplads, ligesom jeg tidsmæssigt har brugt

mange ressourcer på kodningen for at sikre høj pålidelighed og gyldighed. Det styrker

desuden pålideligheden, at flere aspekter af meningstilskrivelsen analyseres. Det er således en

styrke for mine resultater, at de underbygges af både den tekstuelle og intertekstuelle analyse

af de skriftlige tekster og af indholdsanalysen af de tertiære dokumenter, som har givet mig en

solid baggrundsviden og dermed forståelseshorisont.

3.6.3 Min rolle som medkonstruktør

I socialkonstruktivistiske analyser, og kvalitative analyser generelt, tilvejebringes viden via

fortolkning, hvilket udfordrer analysens pålidelighed. 63 Mit socialkonstruktivistiske

udgangspunkt giver derfor også anledning til refleksion over min egen funktion i analysen for

hermed at øge gennemsigtigheden i min fortolkningsproces. Hermed kan læseren bedre

vurdere alternative fortolkningsmuligheder.

I min analyse fortolker jeg virkelighedsforståelser med hensigten at beskrive andre aktørers

virkelighedsopfattelser. I min fortolkning trækker jeg både på førviden i form af teorier, der

giver mig nogle forhåndsantagelser om, hvad der er interessant at lede efter, og i form af

empirisk kendskab til emnet, som jeg har fra studiejobs. Hermed bliver min analyse en

62 Den intertekstuelle analyse kan foretages på to niveauer. På det lave niveau analyseres sproget som tegn på

papir (enkelte ord og grammatiske karakteristika). Dette niveau finder jeg som politolog ikke så interessant i sig

selv, men anvender det udelukkende til at forstå meningen i de sætninger, der analyseres på det højere niveau.

Omvendt går man altid til en tekst med en forventning om, hvad denne indeholder. Derfor fortolkes de enkelte

ord på det lave niveau altid med udgangspunkt i en førdom af, hvilken mening man vil finde, hvorfor fortolkning

på det lave niveau altid sker med udgangspunkt i en given forventningsramme. I mit tilfælde er denne

forventningsramme i særlig grad konstrueret af min analyse af den sociokulturelle praksis, ligesom min rolle

som medkonstruktør, jf. afsnit 3.6.3, også vil være med til at konstruere forventningsrammen.

63 Tanggaard og Brinkmann 2010: 491

Side 40

af 116


konstruktion i sig selv og altså ikke en objektiv afspejling af ’sandheden’, idet jeg gennem min

fortolkning også tilskriver mening. Min videnskabelige iagttagelse er altså i sig selv

kontingent. Den kendsgerning, at jeg selv har bevæget mig både på de regulerendes

præmisser som ansat i centraladministrationen (og dermed har tjent lovgiverne) og på de

reguleredes (i dette tilfælde ikke-reguleredes) præmisser, betyder, at jeg deler nogle af de

common sense-opfattelser, der kendetegner området. På denne baggrund gør jeg mig ingen

illusioner om at kunne foretage en objektiv analyse. Dog mener jeg, at analysens pålidelighed

styrkes af, at jeg har indgået i flere relevante kulturkredse og dermed har været

medkonstruktør af flere af aktørgruppernes virkelighedsopfattelser dvs.

centraladministrationens og lobbyisternes. Hermed har jeg også udfordret selvfølgeligheder i

begge grupper, hvilket fordrer et kritisk blik herpå. Den mest relevante konstruktør i dette

speciale er dog de folkevalgte politikere en aktørgruppe, jeg ikke har været en del af, og som

jeg derfor ikke i særlig grad deler selvfølgeligheder med.

Side 41

af 116


4. Lobbyismens historiske relation til den politiske beslutningsproces

Den underliggende antagelse i dette kapitel er, med udgangspunkt i den diskursive

institutionalisme, at folketingspolitikerne ganske vist selv spiller en aktiv og strategisk rolle i

konstruktionen af lobbyismens relation til den politiske beslutningsproces. Deres muligheder

herfor er dog begrænsede og muliggjorte af de spor, der allerede er lagt via den faktiske

sociale virkelighed samt de historisk indlejrede opfattelser heraf. Disse spor giver imidlertid

ikke på deterministisk vis anledning til forudsigelige og på forhånd givne handlemuligheder,

idet folketingspolitikerne er aktive fortolkere af sporene og også forholder sig kritisk til

fortiden. Det er denne faktiske, sociale virkelighed, der er omdrejningspunktet for dette

kapitel dog afdækket via forskernes analytiske bearbejdninger heraf.

Gennem en indholdsanalyse af den empiriske forskning, vil jeg nu afdække, hvad der

karakteriserer lobbyismens relation til det politiske system, samt fortolke hvorledes dette kan

tænkes at påvirke opfattelser af muligheden/nødvendigheden af regulering af dansk

lobbyisme.

Jeg har valgt ikke på forhånd at opstille kriterier for, hvilke karakteristika der vil lede til en

opfattelse af regulering af dansk lobbyisme som nødvendig og/eller mulig. Det valg har jeg

truffet, fordi jeg opfatter disse kriterier som dynamiske, kontekstafhængige og defineret af de

regulerende selv (folketingspolitikerne). Overordnet har jeg blot anlagt en antagelse om, at

regulering er forsøg på at sikre/hindre ønsket/uønsket adfærd.

Min fortolkning, af de forskellige karakteristika ved lobbyismen som ønskværdige eller ej, vil

tage udgangspunkt i idealer, som jeg sideløbende med den øvrige indholdsanalyse leder efter

spor efter. Også konkret lovgivning (eksempel på ikke-diskurser 64 ) afslører idealer for

eksternes påvirkning af den politiske beslutningsproces. Desuden fremgår idealerne til tider

også implicit af folketingsmedlemmernes adfærd overfor lobbyisterne, ligesom

folketingsmedlemmerne visse steder i tekstmaterialet er blevet spurgt direkte herom.

64 Jf. afsnit 2.2.2: En slags fastfrosne diskurser, som ikke er uforanderlige, men som det kræver (meget) mere at

forandre.

Side 42

af 116


4.1 Lobbyismens udvikling før 1975

Jeg har afgrænset den periode, jeg vil afdække, til periode mellem 1975 og frem til i dag. Også

lobbyismens karakteristika i perioden 1975 og frem til i dag er dog influeret af de historiske

begivenheder, der er gået forud herfor. Derfor vil jeg indledningsvist ganske kort opridse de

væsentligste karakteristika ved den danske lobbyisme forud for 1975.

Organisationer har i hvert fald siden Grundloven af 1848 søgt indflydelse på den politiske

beslutningsproces. 65 I 1870-80’erne blev arbejdsgiver-, og erhvervsorganisationer samt

fagbevægelsen grundlagt. Disse organisationer stod dengang for langt størstedelen af al

regulering, som staten højst blandede sig i ved at facilitere indgåelsen af aftaler om

selvregulering. Efter Den Store Depression i 1930’erne og 2. verdenskrig, som begge medførte

offentlig intervention på en række vigtige områder, tog stigningen i antallet af organisationer

til en udvikling der forsatte efterhånden som velfærdsstaten blev gennemført, og den

offentlige indblanding i privatsfæren og erhvervslivet kraftigt blev udvidet. 66 Hermed skete

der et brud på den danske tradition for selvregulering blandt berørte organisationer, der

hidtil havde eksisteret.

Det fremgår af afsnit 2.2.1, at selv brud på traditioner sker med udgangspunkt i de spor, der

tidligere er lagt. Organisationer havde hidtil stået for næsten al regulering, hvorfor det blev

opfattet som ikke bare naturligt men også, mest hensigtsmæssigt, at den offentlige regulering

skete i samarbejde med de hidtidigt regulerende: Organisationerne. Derfor overtog staten

ikke al regulering, men begyndte i stedet at regulere de samfundsøkonomiske mekanismer i

samarbejde med organisationerne. Hermed var den danske tradition for udefrakommendes

(oprindeligt organisationers) direkte medvirken i den politiske beslutningsproces grundlagt.

Set i dette historiske lys fremstår det således, at det oprindeligt var de folkevalgte politikere,

der søgte indflydelse på interesseorganisationers regulering af forskellige områder af

samfundet.

65 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 41

66 Buksti 1982a: 6-7

Side 43

af 116


4.2 Lobbyismen efter 1975

På tværs af case-studier mener Jens Blom-Hansen og Carsten Daugbjerg, ikke overraskende, at

kunne konkludere, at lobbyismen har betydning for den førte politik, idet den præger

dagsordener og mulige løsningsmodeller. 67 Lobbyismens omfang har desuden været stigende

i hele perioden. Således har der både været stadigt flere, der har søgt indflydelse, og den

enkelte lobbyist har søgt indflydelse oftere. Stigningen var dog størst i 1970’erne og har

herefter været aftagende i hvert fald i de formelle kanaler. 68 Selvom lobbyismens intensitet

på alle måder tager til, virker problematikken med eksternes indflydelse på den politiske

beslutningsproces altså ikke i sig selv særligt aktuel. Der har med andre ord ikke været noget

brud på udviklingen i lobbyismens omfang, der kunne have udløst en opfattelse af et behov

for regulering. Tværtimod synes lobbyismen omfangsmæssigt at gøre mindre opmærksom på

sig selv i dag end tidligere, da niveauet er ved at flade ud.

4.3 Et ideal om pluralisme

Den danske, politiske kultur rummer et ideal om pluralisme og ligevægt i fordelingen af

magten, samt at også niche-interesser får mulighed for at blive hørt. Dette kommer

eksempelvis til udtryk via vores flerpartisystem (som eksempel på noget ikke-diskursivt).

Idealet har været særligt udtalt efter jordskredsvalget i 1973, hvor antallet af partier blev

fordoblet fra 5 til 10. Hermed blev snævre interesser bedre repræsenterede. I relation til

lobbyismen betyder idealet om pluralisme og den legitime varetagelse af selv snævre

interesser, at flest muligt bør inddrages. Det er dog ikke sådan, at alle bør have lige stor

indflydelse, hvilket vores forholdstalsvalgsystem, som også er en ikke-diskursiv manifestation

af et ideal, er udtryk for. Således bør ingen have privilegeret adgang eller uforholdsmæssig

meget indflydelse på den politiske beslutningsproces i forhold til andre. Privilegeret

inddragelse og særinteressers uforholdsvis store indflydelse er da også en af de bekymringer,

flest folketingspolitikerne har angående lobbyismen, 69 hvilket det har været i hvert fald siden

1980. Dog har der været en norm om hellere at inddrage for mange, end at risikere at nogle,

der burde havde været inddraget, ikke er blevet det. 70 Dette vidner om forholdsvis vide

67 Blom-Hansen og Daugbjerg 1999: 216 og Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 179- 186

68 Munk Christiansen 1995: 441

69 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 191

70 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 91-93

Side 44

af 116


ammer for, hvornår og hvor meget specifikke interesser vurderes at blive påvirket af en

beslutning.

Nedenfor vil jeg afdække, hvordan inddragelsen af lobbyister fordeler sig på forskellige typer,

og hvorledes dette har udviklet sig over tid. Inddragelse leder dog ikke i sig selv til indflydelse.

Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at en lige og/eller retfærdig (ud fra princippet om

inddragelse efter berøringsgrad) inddragelse giver anledning til en ønskværdig fordeling af

den faktiske indflydelse.

4.3.1 Svækket individuel indflydelse over tid

Vurdering af, hvem der har indflydelse og hvor meget, har længe været en udfordring for

politologien. Man kan måle, hvornår interesserepræsentanter har været involveret, men det

lader sig kun i et vist omfang måle, hvornår de har været succesfulde og især, hvornår de ikke

har været det. Det er altså endnu ikke muligt for videnskaben at dokumentere, hvor meget

indflydelse lobbyismen har slet ikke den indflydelse, der kommer via latente metoder som

eksempelvis stemningspåvirkning via medierne. Forskningen i interesserepræsentation har

dog givet forskellige bud på, hvorledes indflydelse kan vurderes. 71

I spørgeskemaundersøgelser fra hhv. 1980 og 2000 er folketingsmedlemmer blevet bedt om

at vurdere interesseorganisationernes indflydelse. I begge år vurderede folketingspolitikere,

at de selv var mere indflydelsesrige end lobbyisterne, som blev vurderet mest indflydelsesrige

af hhv. 7 pct. og 4 pct. af politikerne. 72 De ser altså sig selv som den mest magtfulde part i

relationen. Det er svært at vurdere pålideligheden af den slags vurderinger, idet politikerne

må forventes at svare strategisk på et sådan spørgsmål. 73 Det er dog interessant, at eksternes

indflydelse, især på hvad der skal træffes beslutning om, men også på beslutningens endelige

71 Alle disse målemetoder når frem til tilsvarende konklusioner, hvorfor jeg vurderer, at disse målemetoder

opfylder det videnskabelige kriterium om målevaliditet: om man måler det, man ønsker at måle.

72 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 185-186

73 Hvis politikerne fremstår som svage i forhold til lobbyismen, svækkes Folketingets magt, fordi befolkningen

mister troen på, at Folketinget evner at varetage den parlamentariske kontrol med beslutningsprocessen. Selvom

Folketingspolitikkerne er blevet lovet anonymitet, er der en mulighed for at de svarer strategisk for at sikre

Folketinget som helhed, hvilket også sikrer deres egen prestige som folketingsmedlemmer.

Side 45

af 116


udformning, vurderes som betydeligt lavere i år 2000 (hhv. 49 pct. og 16 pct.) end i 1980

(hhv. 34 og 11 pct.). 74

Denne udvikling understøttes af, at antallet af vedtagne love med forudgående behandling i et

udvalg er mere end halveret i år 1998/99 (20 pct.) i forhold til 1977/78 (42 pct.) 75. Omvendt

er antallet af vedtagne lovforslag med forudgående formel høring, som er en mindre

forpligtende form for inddragelse, steget fra 19 pct. i 1977/78 til 72 pct. i 1998/99. 76 Denne

udvikling tyder på, at lobbyismen er blevet svækket. Lobbyismen er ikke begrænset til denne

direkte og formelle kanal, men da dette er den oftest anvendte og også en af de mere

betydningsfulde kanaler, 77 er tendensen nok retvisende. Desuden har Jens Blom-Hansen

gennemgået de relevante kvalitative casestudier fra 1990’erne og fundet frem til, at

organisationernes individuelle politiske indflydelse, med meget få undtagelser i denne

periode, er blevet svækket over tid, 78 hvilket altså underbygger de kvantitative fund og

politikernes vurdering. Endeligt er det også i tråd med organisationernes egen opfattelse, idet

de, i det nye årtusinde, selv vurderer, at de hver især kun lejlighedsvist kan påvirke den

politiske beslutningsproces, så udfaldet heraf faktisk bliver anderledes, end det ellers ville

være blevet. 79

Umiddelbart forekommer regulering af lobbyismen altså mindre oplagt end tidligere, idet

inddragelsen af lobbyister er blevet mindre forpligtende, og den enkeltes indflydelse er

svækket. Samtidigt føler politikerne sig som den mest magtfulde part i relationen. Det er dog

ikke kun i den formelle lovforberedelse og valg af løsningsmodel, at lobbyisterne søger

indflydelse. Således er politiske problemer ikke objektivt givet, men konstrueres. Udviklingen

ser da også anderledes ud, hvis man medtager indflydelse på input såvel som output, samt at

indflydelse kan deles, hvilket jeg vil se nærmere på i næste afsnit.

4.3.2 Øget pluralisme i indflydelse på både input og output

Svækkelsen af den enkeltes indflydelse er altså ikke nødvendigvis et udtryk for, at lobbyismen

generelt set er blevet mindre indflydelsesrig. Blot er der tilsyneladende kommet øget

74 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 185-186

75 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 186

76 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 186

77 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard (2003a)

78 Blom-Hansen (2000)

79 Binderkrantz 2005b: 240-241

Side 46

af 116


konkurrence om at sætte emner på dagsordenen og konstruere mulighedsrum i forbindelse

med disse emner.

Eksempelvis mistede landbruget gennem 1980’erne evnen til at definere problemer og holde

emner af dagsordenen. 80 Denne magt er dog ikke forsvundet, men deles nu bl.a. med

miljøorganisationer som Naturfredningsforeningen og Greenpeace. 81 I en periode havde

landbruget stadig en vis kontrol over lovformuleringen (dvs. på output-siden). 82 De havde

altså stadigt indflydelse på, hvorledes de problemer, der blev sat på dagsordenen af bl.a.

miljøorganisationerne, skulle løses, og landbruget kunne påvirke løsningsmodellerne, så

indholdet blev anderledes, end det ellers ville være blevet. Landbrugets kontrol hermed er

dog blevet svækket gennem 1990’erne, hvor der blev indført flere miljøreguleringer og -

afgifter. Dette, fortolker jeg, som et udtryk for miljøorganisationernes øgede indflydelse også

i valget af løsningsmodel. Tilsvarende tendenser kan genfindes angående eksempelvis

boligpolitikken, 83 sundhedspolitikken, 84 privatiseringspolitikken 85 og den økonomiske

politik. 86

Eksemplet viser, at selvom organisationerne relativt til hinanden har mindre indflydelse end

tidligere, er det ikke urimeligt at forestille sig, at den samlede indflydelse fra lobbyismen er

vokset eller i det mindste har bevaret status quo, idet lobbyismens magt tilsyneladende blot

er fordelt blandt flere aktører. Videre viser eksemplet, at den øgede pluralisme i lobbyismens

indflydelse er gældende både på input-siden (definition af politisk problem) og på output-

siden (valg af mulig løsningsmodel). Lobbyismen har i 1980’erne og som vist i 1990’erne,

altså udviklet sig til at have indflydelse også på formuleringen af løsningsmodeller, mens det i

1970’erne primært var definitionen af det politiske problem, de kunne influeres. 87

Indflydelsen på lovgivningens indhold er dog over tid blevet mere pluralistisk, hvormed

risikoen for vilkårlig magtudøvelse er blevet mindre. Alt i alt er der altså bedre

overensstemmelse mellem idealet om pluralistisk inddragelse og indflydelse og den sociale

virkelighed angående det politiske input og det politiske output.

80 Blom-Hansen og Daugbjerg 1999: 209

81 Grønnegård Christensen og Munk Christiansen 1992: 67

82 Blom-Hansen og Daugbjerg 1999: 210 og Grønnegård Christensen og Munk Christiansen 1992: 67

83 Jensen (1999)

84 Pallesen (1999)

85 Greve (1999)

86 Blom-Hansen og Worsøe Laursen 1999: 205-204

87 Buksti 1980: 10-11

Side 47

af 116


4.3.3 Betydningen og fordelingen af ressourcer

Ifølge pluralisten Robert A. Dahl har politiske ressourcer betydning for, hvor politisk magtfuld

en lobbyist kan være. 88 Professor i politologi og økonomi Charles E. Lindblom har formuleret

en tese om, at erhvervslivets interesser på baggrund heraf skulle have privilegeret adgang til

den politiske beslutningsproces i forhold til de mere ideologiske interesser (fx

forbrugerinteresser og grønne interesser), 89 fordi de økonomiske interesser har kontrol over

investeringer, eksport, arbejdspladser og meget mere, ligesom de har et stort økonomisk

råderum, som de kan anvende til at udføre politiske aktiviteter. Mængden af økonomiske

ressourcer skulle desuden have betydning for, hvor meget indflydelse lobbyisten får, idet

politikerne er afhængige af disse ressourcer 90 en afhængighed som dog ikke synes at påvirke

politikerne, som i stadig mindre grad frygter at blive afhængige af lobbyisterne (hhv. 13 pct. i

1980 og 3 pct. i 2000). 91

I 1980 havde de økonomisk orienterede arbejdsmarkeds- og erhvervsorganisationer i

Danmark da også betydeligt flere økonomiske ressourcer end de ideologiske

interesseorganisationer, ligesom de havde større medlemstal og et større sekretariat. 92

Dermed havde de flere ressourcer til at udføre de faktiske politiske aktiviteter. En

undersøgelse fra det nye årtusinde viser dog, at de økonomiske organisationer (eksempelvis

repræsentanter for erhvervslivet eller lønmodtagerne) ikke har et tættere direkte samspil

med centraladministrationen end de ideologiske organisationer (fx miljøorganisationer) har. I

det nye årtusinde er der altså tilsyneladende ingen privilegering af økonomiske interesser

fremfor ideologiske. Dette er en pluralistisk udvikling i forhold til 1970’erne, hvor de

økonomiske interesser stod for 60 % af alle de formelle kontakter til

centraladministrationen. 93 I hvert fald i denne betydningsfulde, direkte og formelle kanal,

havde de altså privilegeret adgang en tendens der også karakteriserede lobbyismen i

1980’erne. 94 Privilegeringen af økonomiske interesser er med andre ord tilsyneladende

aftaget, hvormed lobbyismens relation til det politiske system i dag er bedre i

88 Dahl 1961: 228

89 Lindblom (1977)

90 Lindblom (1977)

91 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 191

92 Buksti 1980: 18

93 Buksti 1984: 54-55

94 Fivelsdal, Beck Jørgensen og Daugaard Jensen 1979: 126 og Grønnegård Christensen 1989: 330

Side 48

af 116


overensstemmelse med det danske ideal om ligelig fordeling af magten og pluralistisk

inddragelse end tidligere.

Det kan dog ikke på denne baggrund konkluderes, at ressourcer ikke er betydningsfulde.

Ressourcesvage lobbyister er sjældnere inddraget i de formelle kanaler (råd, nævn, udvalg,

høringer, arbejdsgrupper i folketinget mv.) end ressourcestærke, 95 og særligt økonomiske

ressourcer har i dag endnu større betydning end i 1970’erne. 96 Således vil ressourcestærke

ideologiske interesser være bedre inddraget end ressourcesvage økonomiske interesser

uanset om man ser på de formelle eller uformelle kanaler.

Man kunne have en forventning om, at de ressourcesvage organisationer, ville kompensere

for den manglende inddragelse i de øvrige kanaler ved øget aktivitet i de uformelle kanaler

(mail-korrespondance med embedsmænd og politikere, uformel vidensudveksling,

telefonopkald, mediekampagner mv.). Dette var da i en vis grad også tilfældet i 1990’erne,

hvor lobbyisterne var ligegodt stillede i forhold til den uformelle påvirkning. 97 I det nye

årtusinde er det dog især de organisationer, der har privilegeret adgang til de direkte kanaler

(til embedsmænd og politikere), der også søger indflydelse via eksempelvis mobilisering af

medlemmer og borgere til brevskrivningskampagner og demonstrationer. 98 Overordnet

hænger det i dag således sammen, at jo mere man anvender én type strategi, desto større er

sandsynligheden for, at man også anvender andre strategier.

Ressourcer spiller altså stadigt, og i øget omfang, en rolle. Blot synes ressourcerne at være

bedre fordelt på hhv. økonomiske og ideologiske interesser. Dette kan muligvis hænge

sammen med, at de ideologiske organisationer har fået større økonomisk råderum

eksempelvis ved at øge deres medlemskreds eller forhøje deres medlemsbidrag. En anden

forklaring kunne være, at også andre ressourcer som troværdighed, anciennitet,

repræsentativitet, intellektuelle ressourcer, snilde og effektivitet spiller en rolle. Således er

dette aspekter, som politikere og embedsmænd lægger vægt på, når de vurderer, hvilke

interesser de ønsker at inddrage, hvilket jeg vil komme nærmere ind i afsnit 4.4.1.

Økonomiske ressourcer har ikke kun betydning for muligheden for inddragelse. Idet det især

95 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2004: 426 (organisationers lobbyisme) og Munk Christiansen og Sonne

Nørgaard 003b: 149 (virksomhedslobbyisme)

96 Fivelsdal, Beck Jørgensen og Daugaard Jensen 1979: 75, Grønnegård Christensen 1989: 330, Munk Christiansen

og Sonne Nørgaard 2003a: 29 og 152

97 Munk Christiansen 1999: 256-257

98 Binderkrantz 2005b: 213

Side 49

af 116


er inddragelse via den parlamentariske kanal (kontakt til politikerne), der kræver

økonomiske ressourcer 99 (måske fordi der er færrest af dem, og de derfor må prioritere deres

tid strammere), og det samtidigt er denne form for inddragelse, der er mest betydningsfuld, 100

vurderer jeg den umiddelbare konsekvens således, at de med flest ressourcer sandsynligvis

også bliver dem, der får mest indflydelse eller i hvert fald har bedst mulighed herfor.

4.3.4 (Retfærdig) ulighed indenfor de enkelte ressortområder

Selvom interesserepræsentanterne generelt set inddrages mere ligeligt i dag end tidligere og

magten desuden er spredt blandt flere typer af lobbyister, er der på de enkelte

ressortområder stor forskel på, hvem der inddrages mest. Eksempelvis står landbrugs-,

fiskeri- og forbrugerområdet stærkt i Fødevareministeriet, og landbruget igen i

Miljøministeriet. 101 Samme tendens kan genfindes på en lang række andre ressortområder, 102

og det er politisk sociolog Povl-Erik Daugaard Jensens vurdering, at det har været tendensen i

hele perioden. 103

Den ulige inddragelse på de enkelte ressortområder er dog ikke i uoverensstemmelse med

normen om lige og retfærdig inddragelse, idet netop disse organisationer også må forventes i

særlig grad at blive berørt af beslutninger truffet her. Hvis man forholder sig til den faktiske

indflydelse, og ikke kun inddragelsen, er eksempelvis landbrugsorganisationerne, jf.

ovenstående, i dag heller ikke så dominerende på disse områder som tidligere. Således har

miljøorganisationerne gennem 1980’erne og 1990’erne fået mere indflydelse, hvilket har

manifesteret sig i konkret regulering, eksempelvis pesticidafgifter, der går imod netop

landbrugets umiddelbare interesser. Det er altså tendensen, at enkelte interesser privilegeres

på enkelte områder. De privilegeres dog på baggrund af, at de også berøres mere. Således

føler ingen organisationer 104 i det nye årtusinde, at de er ekskluderede fra politiske

beslutningsprocesser, som de ønsker at blive inddraget i. 105 Eksemplet giver desuden støtte til

argumentet om, at magtfulde interesser i dag afbalanceres af magtfulde modparter.

99 Togeby, Goul Andersen og Munk Christiansen 2003: 200

100 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard (2003a)

101 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 114

102 Boligområder: Jensen (1999), sundhedsområdet: Pallesen (1999) og privatiseringsområdet: Greve (1999)

103 Daugaard Jensen 2002: 115

104 Forskningen i virksomheders lobbyisme er meget begrænset. Jeg ved derfor ikke, om der er virksomheder, der

føler sig ekskluderede fra beslutningsprocesser, de ellers ønsker at deltage i.

105 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 92

Side 50

af 116


4.4 Ideal om gennemsigtighed og parlamentarisk kontrol

I Danmark har vi et parlamentaristisk demokrati. Normen om parlamentarisme er så

grundliggende i den danske, politiske kultur, at den er indskrevet i Grundloven. 106 Normen

bygger på et ideal om demokratiets repræsentative karakter, 107 der foreskriver, at det

politiske systems legitimitet er forankret i det suveræne folk Folket angiver via

valghandlingen, hvem det har tillid til (de folkevalgte politikere). Endeligt vælger sidstnævnte

en politisk ledelse (regeringen). I kraft af den negative parlamentarisme, har Folketinget

mulighed for at kontrollere regeringen ved at udtale sin mistillid til den (mistillidsvotum),

hvormed regeringen i praksis bliver ansvarlig overfor Folketinget og dermed vælgerne. Det

eftertragtelsesværdige heri bygger bl.a. på et ønske om at sikre parlamentarisk kontrol, idet

Folketinget, jf. det retsstatslige princip, 108 har pligt til at beskytte borgerne mod vilkårlig

magtudøvelse. Lobbyismen må altså finde sted på en sådan måde, at det muliggør, at

Folketingets medlemmer kan føre opsyn hermed og har mulighed for at sanktionere

lobbyister, der ikke opfører sig ønskværdigt. Dette kræver gennemsigtighed, hvorfor

lobbyismens relation til det politiske system konstrueres som ideelt set præget af

gennemsigtighed og parlamentarisk kontrol.

I princippet burde det være tilstrækkeligt, at Folketinget kan følge med i lobbyismens

påvirkning. Man kan dog også argumentere for, at også borgerne skal kunne følge den løbende

udvikling i beslutningsprocesserne. Argumentet herfor kan enten være et beskedent ønske

om at sikre, at borgerne er godt rustet til at udføre valghandlingen. Et andet argument kunne

være et mere ambitiøst, deltagelsesdemokratisk ideal om, at borgerne skal kunne identificere,

hvem der påvirker de politiske beslutninger og i hvilken retning, for også mellem valgene at

kunne træffe beslutningen om at intervenere.

Gennemsigtighedsidealet og idealet om parlamentarisk kontrol er interessant for

problemstillingen, fordi lobbyismen på baggrund heraf må opfattes som problematisk i det

omfang den hindrer folketingsmedlemmernes, og muligvis også borgernes, mulighed for at

følge og kontrollere udviklingen i de politiske beslutningsprocesser.

106 Danmarks Riges Grundlov, § 15

107 Daugaard Jensen 2002: 140

108 Haagen Jensen 1979: 129

Side 51

af 116


Fire overordnede indflydelsesstrategier kendetegner, ifølge Anne Binderkrantz, lobbyismen.

Dette er en parlamentarisk strategi (kontakt til politikere), en forvaltningsstrategi (kontakt til

centraladministrationen), en mobiliseringsstrategi (mobilisering af medlemmer og/eller

borgere) og en mediestrategi. Disse, mener jeg, igen kan omkategoriseres på tværs, så de

bliver aktuelle i forbindelse med en analyse af lobbyismens betydning for de politiske

beslutningsprocessers gennemsigtighed og mulighed for parlamentarisk kontrol. Således

mener jeg, strategierne kan inddeles i en direkte og formel strategi (eksempelvis i form af

repræsentation i folketingsudvalg, samt råd og nævn i forvaltningen), en direkte og uformel

strategi (eksempelvis i form af mailkorrespondance til politikere, ministre og embedsmænd)

og en indirekte og uformel strategi (eksempelvis mediestrategien og mobiliseringsstrategien).

4.4.1 Normbaseret regulering i de direkte (formelle og uformelle) kanaler

Lobbyismens påvirkningsforsøg via de direkte og formelle kanaler er delvist formelt

reguleret, idet der findes regler for, hvem der kan opnå foretræde i udvalgene, og hvorledes

dette skal foregå. 109 De direkte, formelle kanaler såvel som de uformelle kanaler, er dog også

(og måske primært) regulerede via uskrevne regler.

Centraladministrationen og folketingspolitikerne har gennem hele perioden styret, hvornår

og i hvilket omfang lobbyisterne fik direkte adgang til den formelle politiske

beslutningsproces 110 (eksempelvis via råd, nævn og udvalg), eller ved mere uformel, men

stadigvæk direkte, kontakt (eksempelvis via mail, telefon eller fysiske møder). Eksempelvis er

lobbyisterne traditionelt ikke blevet inddraget i situationer med krisepræg, 111 eller i

beslutningsprocesser af generel eller principiel karakter. 112 Også det karakteristikum, at

Socialdemokraterne historisk har haft særligt tætte forhold til fagforeningerne, mens de

borgerlige partier har haft stærkest tilknytning til erhvervslivets organisationer, 113 vidner om,

at politikerne tager kontakt til, eller lader sig kontakte af, eksterne interesser, de i forvejen

109 Denne regulering angår udelukkende udvalg, og handler om, at man skal være berørt af beslutningen direkte

for at kunne opnå foretræde (komme i deputation). Kun advokater og organisationer må repræsentere

interesserne og ikke eksempelvis politiske konsulenter. Man må højst tale 10-15 minutter og al skriftligt

materiale skal tilsendes Folketinget i ’god tid’ og i 60 eksemplarer. Endeligt må ingen forhandlinger foregå ved

deputationen. Således må man udelukkende fremlægge argumenter og svare på spørgsmål fra

udvalgsmedlemmerne. Det er derimod ikke tilladt selv at stille spørgsmål til udvalgsmedlemmerne. (Ahlsson

2004: 18 og Folketinget Deputationer.)

110 Damgaard og Eliassen (1978), Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 91-93

111 Grønnegård Christensen og Munk Christiansen 1992: 84

112 Grønnegård Christensen og Munk Christiansen 1992: 82

113 Buksti 1984: 54-55

Side 52

af 116


deler grundliggende interesser med. Angående denne direkte inddragelse, har

folketingspolitikerne og embedsværket også (bevidst eller ubevidst) kunnet kontrollere fra

sag til sag, hvem der fik mulighed for indflydelse, 114 og har dermed også haft eksklusion som

mulig sanktionsmekanisme. Videre er ministerierne generelt blevet mere bevidste om denne

mulighed. 115 Lobbyisterne er blevet inddraget på baggrund af fx repræsentationsgrad (fx

organisationens medlemskreds), anciennitet og troværdighed, som opbygges over tid og ved

gentagne samspil. 116 Jævnfør afsnit 4.3.3 er det altså ikke kun økonomiske ressourcer, der har

betydning for, om man bliver inddraget. Herved er der blevet internaliseret et fælles normsæt

for passende adfærd, som alle har skullet efterleve. Lobbyismen har altså været reguleret via

uskrevne regler. Endvidere har det politiske system haft en sanktionsmulighed i kraft af at

kunne ekskludere uønskede lobbyister fra direkte deltagelse i beslutningsprocessen og ved at

kunne vægte nogle lobbyisters ønsker, krav og argumenter højere end andres, hvis disse

lobbyister blev opfattet som mere troværdige eller på anden vis mere legitime. En lobbyist,

der er blevet taget i at lyve, vildlede, eller som på anden vis har sat sin troværdighed over styr,

vil således stå dårligere i fremtidige beslutningsprocesser, og vil muligvis slet ikke blive

inddraget via de kanaler, som politikere og embedsmænd kontrollerer adgangen til (se afsnit

4.5).

4.4.2 Den normbaserede regulerings demokratiske slagside

Denne historisk indlejrede, normbaserede regulering af lobbyismens relation til det politiske

system, betyder dog også, at nye interesserepræsentanter, som ikke nødvendigvis har gjort

noget forkert, men som heller ikke har haft mulighed for at bevise sit værd, traditionelt har

haft sværere ved at blive inddraget og opnå indflydelse gennem disse kanaler, end de, der har

bedrevet lobbyisme gennem lang tid. Således er der tidligere i de direkte kanaler (frem til

årtusindeskiftet) sket en privilegering af ældre, etablerede interesser frem for nye. 117 Især var

denne privilegering tydelig, når det var det politiske system, der initierede kontakten, mens

der har været mere lighed i, hvem der kontakter det politiske system (særligt politikerne).

Eksempelvis blev ungdomsorganisationerne kun sjældent kontaktet, mens lønmodtager- og

114 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 99

115 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 116

116 Buksti 1980: 12 og Grønnegård Christensen 1989: 333-334

117 Grønnegaard Christensen 1980: 333 og Munk Christiansen, Sonne Nørgaard og Sidenius 2000: 4

Side 53

af 116


erhvervsorganisationerne ofte kontaktes. 118 Dette strider imod idealet om pluralistisk

inddragelse. Det forekommer dog i udbredt grad at være systemet selv, der faciliterede

uligheden, idet der kun var ulighed i forbindelse med, hvem der blev kontaktet, og ikke hvem

der selv initierede kontakten. På dette punkt var der altså tilsyneladende truffet et valg om

uformel, normbaseret regulering frem for lige inddragelse af berørte parter. I dag er det dog

sjældent, at i hvert fald organisationer 119 , der ønsker at blive inddraget, ikke bliver det. 120

Også selvom de er nye og ikke har haft mulighed for at bevise sit værd. Normsættet for

passende adfærd synes altså nu så indgroet, at sanktionsmuligheden slet ikke tages i brug.

4.4.3 Styrkelse af Folketingets direkte kontrol

Ifølge den parlamentariske styringskæde, kontrolleres centraladministrationen af regeringen,

som igen kontrolleres af Folketinget. Således er der principielt set intet odiøst i, at en del af

den uformelle regulering foretages af centraladministrationen. Alligevel er det interessant, at

vejen til indflydelse stadigt oftere søges gennem Folketinget. Således viser tabel 2, at antallet

af organisationer med mindst månedlig kontakt til centraladministrationen mindre end

fordoblet fra 24 pct. i 1976 til ca. 44 pct. i 2000 og er stort set stagneret mellem 1981 og 1993,

mens tilsvarende tal for kontakt til folketingspolitikerne er mere end tredoblet fra 7 pct. i

1976 til 24 pct. i 2000 og har været stigende i hele perioden.

Tabel 2. Organisationer med kontakt til centraladministrationen

og Folketinget, pct. 121

Pct. med mindst månedlige kontakter

1976 1981 1993 2000

Centraladministrationen 25 33 35 44

Folketinget 7 11 17 24

N= 1890 1990 1316 1201

Tabel 2 viser, at organisationerne har ”… forskudt den relative vægt i påvirkningen af den

politiske og administrative beslutningsproces mod Folketinget, uden dog i øvrigt at reducere

118 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 181

119 Det er ikke undersøgt, om virksomheder føler sig ekskluderede, men ressourcer synes at have samme

betydning for virksomheder som for organisationer. (Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003b: 79-88)

120 Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2003a: 92

121 Tabellen er lavet med udvalgte tal fra Munk Christiansen og Sonne Nørgaard 2004: 423. Erik Damgaard når

frem til samme konklusion (Damgaard 2003: 43).

Side 54

af 116


kontakterne til forvaltningen.” 122 Dette øger defacto folketingsmedlemmernes mulighed for

direkte at overvåge og uformelt kontrollere, hvem der får direkte adgang. Lobbyismen har

hermed udviklet sig til at være bedre i overensstemmelse med idealet om mulighed for

parlamentarisk overvågning og kontrol i hvert fald i de direkte og formelle kanaler.

4.4.4 Gennemsigtighed og kontrol på tværs af kanaler

Litteraturen har indtil det nye årtusinde betragtet det politiske system som havende primært

disse to formelle indflydelseskanaler dvs. en korporativ og en parlamentarisk. Lobbyisterne

kan dog også benytte sig af indirekte metoder, som eksempelvis at påvirke via medierne eller

via mobilisering af andre aktører som medlemmer eller andre borgere. I det omfang disse

metoder benyttes, er det sværere for parlamentarikerne og borgerne at gennemskue, hvem

der påvirker. Samtidigt bliver den normbaserede regulering sat ud af spil, idet det politiske

system ikke kontrollerer adgangen til de indirekte metoder, og politikere og embedsmænd

her ikke indgår direkte. Til gengæld bliver det lettere og mere åbent for enhver at følge med i,

i hvilken retning påvirkningen foregår, hvormed også valghandlingen såvel som beslutningen

om at intervenere lettes.

Da forskningen i disse indirekte metoder, som nævnt, er ny, er det ikke muligt med den

eksisterende viden at sige meget om udviklingen heraf. 123 Vores viden om, at lobbyisterne

bruger disse metoder, er mere end tre årtier gammel. 124 Omfanget heraf, samt hvordan de er

blevet brugt, ved videnskaben dog ikke meget om. Binderkrantz gør det imidlertid klart, at

interesseorganisationerne i det nye årtusinde anvender en lang række indirekte metoder i

deres påvirkningsforsøg. 125 Videre opfatter organisationerne selv metoderne som en

væsentlig del af deres påvirkningsstrategier. Således udgør de indirekte strategier ikke blot et

supplement eller en kompensation for de mere direkte strategier. 126

122 Munk Christiansen 1998: 142-144

123 Binderkrantz 2009: 27

124 Se eksempelvis Grønnegård Christensen 1989: 331, Ronit (1998), Munk Christiansen (1998), Blom-Hansen og

Daugbjerg (1999), Blom-Hansen (2001), Munk Christiansen og Sonne Nørgaard (2003a) og Binderkrantz

(2005b)

125 Binderkrantz 2005b: 176-212

126 Binderkrantz 2005b: 224

Side 55

af 116


Det interessante er nu, hvorledes anvendelsen og betydningen af strategierne ser ud i forhold

til hinanden, fordi strategierne hver især, som nævnt, fremmer og hindrer gennemsigtighed

og parlamentarisk kontrol på forskellig vis.

Angående forholdet mellem strategierne har forskere allerede siden 1980’erne vurderet, at

anvendelsen af de indirekte og uformelle metoder var ligeså intensiv som de direkte og

formelle. 127 En vurdering, som forsat gælder i det nye årtusinde. 128 De indirekte metoder kan

jeg ikke sige noget om over tid, men sammenligner man organisationernes nutidige brug af de

mest anvendte strategier indenfor hver strategitype, ser man, at alle tre typer anvendes af de

fleste organisationer, som det fremgår af tabel 3.

Tabel 3. Organisationernes anvendelse og vægtning af, udvalgte metoder, fra

de forskellige strategier, pct. N=1164-1178

Formelle, direkte Brug

(overhovedet)

Side 56

af 116

Opfattelse af

væsentlighed

Aktiv brug af pladser i råd, nævn og udvalg 76 61

Indsende høringssvar

Uformelle, direkte

73 65

Kontakter til embedsmænd 74 60

Kontakt til ministeren 73 62

Kontakte partiernes ordførere 65 53

Kontakte andre folketingsmedlemmer

Indirekte

63 38

Arrangere debatmøder og konferencer 84 69

Kontakte journalister 79 62

Opfordre medlemmer og andre til at skrive

læserbrev

65 66

Brug af medierne 87 ? 129

De fleste interesseorganisationer anvender både formelle og uformelle, direkte samt indirekte

metoder. Således viser tabellen, at det eksempelvis kun er 13 pct. af organisationerne, der

ikke anvender medierne i deres forsøg på at påvirke den politiske beslutningsproces. 130

Jeg har før beskrevet, hvorfor det er vanskeligt at konkludere noget om, hvornår og hvor

meget indflydelse lobbyismen har. Det samme gør sig gældende i forhold til, hvor

127 Grønnegård Christensen 1989: 331

128 Daugaard Jensen 2002: 115

129 Datamaterialet leverer ikke viden herom.

130 Binderkrantz 2005b: 177


indflydelsesrige de forskellige strategier er. Således er forskerne da også uenige om, hvor

indflydelsesrige, og dermed betydningsfulde, metoderne hver især er. 131

Problemet med at vurdere metodernes betydning i forhold til hinanden er dog primært

teoretisk, idet det som nævnt oftest er de samme, der benytter de forskellige metoder. I det

omfang, man benytter én strategitype, stiger sandsynligheden for, at man også benytter de

andre. Konstateringen af, at alle strategityperne anvendes relativt ofte og af de fleste, og at de

alle er væsentlige indflydelseskanaler, betyder, at risikoen for at negative sider ved de enkelte

typer bliver dominerende, begrænses, og at den samlede åbenhed, både mht. at følge med i og

faktisk at deltage, øges.

4.5 Samarbejdende og konsensus-søgende metoder

Lobbyisternes metoder er mangeartede og kan således både være offentlige og vedgåede eller

skjulte og camouflerede. Udviklingen og betydningen heraf, har jeg behandlet ovenfor. Det har

dog også betydning for opfattelsen af behovet for regulering, om lobbyisterne anvender

legitime, ærlige og lovlige metoder eller om deres metoder snarere opfattes som

problematiske. 132 Derfor vil jeg i dette afsnit afdække, hvad videnskaben ved om lobbyisters

konkrete adfærd, forstået som de midler de bruger til at nå deres mål.

Lobbyismen er kendetegnet ved samarbejdsvillighed. Således benytter de oftest metoder, der

indbyder til dialog, mens konfronterende tiltag som strejker og boykots er sjældne, og slet

ikke indgår i langt de fleste lobbyisters værktøjskasse. Det samme er tilfældet for direkte

ulovlige metoder. Således er det kun 0,3 pct. af organisationerne, der meget ofte benytter

131 Den teoretiske litteratur om emnet argumenterer for, at det især i de direkte og formelle strategier, der giver

mest indflydelse, fordi man får størst indflydelse ved at sidde med ved bordet, når beslutningerne træffes. (Grant

2004: 409). Idet medierne har fået øget betydning for dannelsen af holdninger og for den politiske dagsorden

(Togeby, Goul Andersen og Munk Christiansen 2003: 212), og at mediestrategien i særlig grad synes at blive

anvendt (Binderkrantz 2005b: 242), virker det sandsynligt, at også de indirekte strategier kan lede til reel

indflydelse særligt på definitionen af, hvad der udgør et politisk problem. Omvendt kan man også argumentere

for, at de interesser, der har direkte adgang til de formelle arenaer og aktører, får adgang til information om,

hvilke beslutningsforslag, der er på vej, hvormed de, udover den direkte deltagelse i lovforberedelsen og valg af

løsningsmodel, også får et forspring i forhold til eksempelvis stemningspåvirkning via medierne. Forskningen (fx

Larsen og Goul Andersen 2004: 267-268) viser nemlig, at muligheden for at påvirke mediernes dagsorden er

begrænset, når først problemet er identificeret og sat ind i en given kontekst. I det omfang dette ræsonnement

holder, giver privilegeret inddragelse i de direkte kanaler bedre mulighed for indflydelse både på den endelige

beslutning og formuleringen af løsningsmodel, men også i kraft af et forspring i dagsordensfastsættelsen og

formuleringen af det politiske problem i medierne.

132 Rechtman 2008: 582-585

Side 57

af 116


konfronterende metoder, mens 3,4 pct. anvender dem lejlighedsvist. 133 Selv metoder, som er

fuldt ud lovlige, men som opfattes problematiske, benyttes kun i begrænset omfang. Således er

eksempelvis økonomiske bidrag en relativt udskældt metode, pga. en mistanke om, at

lobbyisterne på denne måde kan købe sig til bestemte udfald af beslutningsprocesserne. 134

Denne metode benyttes dog kun af et fåtal (3,9 pct.) 135 af organisationerne.

De, der anvender konfronterende metoder, er også dem, der er mindst privilegerede i de

direkte kanaler. 136 Dette kan være et udtryk for, at interessenterne gør oprør, fordi de føler sig

oversete. Det kan dog også være et udtryk for normbaseret regulering, hvor politikere og

embedsmænd vælger at sanktionere den konfrontatoriske adfærd med eksklusion. Endeligt

tyder norske studier på, at medlemmer af denne type organisationer vil se det som

kompromitterende for organisationen, hvis den interagerer med systemets

repræsentanter, 137 hvorfor denne del af de mindst privilegerede også selv kan have valgt

eksklusionen. 138 Ceteris paribus er det interessant, at der synes at være normer, der hæmmer

inddragelsen af organisationer uanset om det er organisationerne, medlemmerne eller det

politiske system, der håndhæver disse normer.

De hyppigst anvendte metoder er eksempelvis debatarrangementer og mobilisering af

borgerne (især ideologiske interesser) og deltagelse i råd og nævn (især økonomiske

interesser). 139 Disse metoder er ikke bare legitime og ikke-konfrontatoriske, men bidrager til

at opfylde mulige demokratisk idealer som deliberation, kvalitet i det politiske output,

konsensus, og at det politiske input er forankret i det suveræne folk. Udover, at det ikke

forekommer oplagt at regulere disse metoder, kan det ligefrem forekomme uhensigtsmæssigt,

hvis resultatet bliver en ringere opnåelse af disse idealer (idet omfang man deler disse

idealer). Den fraværende regulering kan altså skyldes, ikke bare at det opfattes som

unødvendigt, men også, at man er bange for at regulere noget ønskværdigt bort.

133 Binderkrantz 2005b: 183

134 Binderkrantz 2005b: 243

135 Binderkrantz 2005b, Appendix 1: 254

136 Binderkrantz 2005b: 190

137 Rommetvedt, Aurvåg Farsund og Melberg 2001: 425

138 Det er ikke muligt for mig at forfølge dette spørgsmål med det datamateriale, jeg har til rådighed. Interviews

med politikere og konfrontatoriske interessegrupper og/eller individer ville dog kunne kaste lys over, hvorfor

der er negativ sammenhæng mellem brugen af konfrontatoriske metoder og privilegeringsgrad.

139 Binderkrantz 2005b: 225

Side 58

af 116


4.5.1 De uskandaløse skandaler

Forekomsten af skandaler vil ifølge den historiske institutionalisme lede til critical junctures,

som giver anledning til brud på den eksisterende sti, hvormed nye, forholdsvist utraditionelle,

tiltag kan initieres. Der opstår således et window of opportunity, hvor regulering bliver

muligt, selvom det ikke umiddelbart følger det spor, der er blevet lagt. Således siges

eksempelvis skandalen med den amerikanske lobbyist Jack Abramoff 140 at have givet

anledning til 'Legislative Transparency and Accountability Act of 2006’, som er en af

reguleringerne af lobbyismen i USA.

I Danmark har der dog stort set ingen skandaler været angående lobbyismen, som jf.

ovenstående ’opfører sig pænt’ og anvender ønskværdige metoder. Den mest kendte danske

sag handler om et medlem af Københavns Borgerrepræsentation, der samtidigt fungerede

som lobbyist. Dette blev opfattet som illegitimt, men der blev aldrig rejst tiltale, da det ikke er

ulovligt. 141

En anden sag, som den videnskabelige litteratur om emnet ikke nævner, er ’Burson-

Marsteller-sagen’, hvor bureauet indgik en aftale om at hjælpe sæbeindustrien med at

imødegå en kritisk test fra Forbrugerrådet, mens bureauet stadigt varetog Forbrugerrådets

interesser, og tilmed ikke oplyste Forbrugerrådet herom. 142

Skandaler er sjældne i dansk kontekst, men findes de dog. Årsagen til, at de ikke udvikler sig

til storstilede skandaler som eksemplet med Jack Abramoff, mener jeg, kan være, at der ikke

findes regler på området, og der derfor skal relativt meget til, før lobbyisternes adfærd kan

betegnes som decideret ulovlig. Derfor kan det fra officiel side opfattes således, at der ikke er

grund til at se nærmere på de ’sager’, der er, hvorfor der ikke opstår en mulighed for udvikling

af ’skandale’-stemning i forbindelse med de enkelte ’sager’, som det var tilfældet med det

københavnske byrådsmedlem. Officielle aktører bliver, med systemteoriens termer, blinde i

forhold til skandalen, da de iagttager ud fra en lovlig/ulovlig-kode, hvormed historierne

hurtigt ’forsvinder’, selvom de lever op til mediernes nyhedskriterier og derfor bliver

’skandaler’ her.

140 Jack Abramoff er en amerikansk lobbyist, der blev dømt for korruption og bedrageri i 2006. I forbindelse med

hans dom blev bl.a. også ni andre lobbyister samt et antal embedsmænd dømt.

141 Munk Christiansen 2009: 223

142 Ritzau (2006, 24. oktober)

Side 59

af 116


Alt i alt opfører lobbyisterne sig altså ’pænt’ og anvender metoder, som indbyder til

samarbejde og forhandling. Lobbyismen synes i sit metodevalg kun i begrænset omfang at

kunne opfattes som problematisk. I stedet har metoderne karakter af at kunne tilvejebringe

viden og argumenter samt skabelsen af kompromisser mellem debatterende og forhandlende

interesser. Hermed øger lobbyismen kvaliteten i det politiske output samt sandsynligheden

for konsensus.

Selvom konfrontatoriske, illegitime eller ulovlige metoder såvel som egentlige skandaler er

sjældne, er de dog ikke helt fraværende. Det forholder sig altså ikke således, at der slet ikke er

noget problematisk ved lobbyismen og dermed slet ikke er noget at regulere bort.

4.6 Regulering af aktørerne med det demokratiske mandat

Lobbyismen er indirekte reguleret i kraft af, at embedsmænd, og til en vis grad

folketingspolitikere, er regulerede. Således er folketingsmedlemmerne ”… ene bundet ved

deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.” 143 Dette betyder, at

Folketingets medlemmer skal forholde sig kritisk til den indflydelse, lobbyisterne kommer

med og ikke lade sig dominere heraf i deres beslutningstagning. For at sikre de folkevalgtes

uafhængighed fra lobbyisterne findes desuden partitilskud, høje lønninger (hindrer

korruption) samt assistance fra et sekretariat, hvormed embedsfolket og Folketingets

ressourceknaphed begrænses og hermed afhængigheden af lobbyisterne ligeså, jf. afsnit 4.3.3.

Også ikke-diskursive betingelser som Offentlighedsloven og retten til aktindsigt, samt

Forvaltningslovens regulering af embedsmændenes adfærd, er med til at regulere

embedsværkets samspil med lobbyisterne. Disse indirekte reguleringer kan give anledning til

en opfattelse af, at regulering af lobbyismen ikke er nødvendig, fordi de, der har det

demokratiske mandat, er regulerede. Der findes dog ikke umiddelbart anvisninger til,

hvordan forvaltningen bør agerer specifikt i forhold til eksterne interesser som det

eksempelvis er tilfældet i EU, hvor Kommissionen er underlagt et adfærdskodeks. 144

Desuden sikrer regulering af embedsmænd og politikere ikke, at lobbyister opfører sig

ønskværdigt. I eksemplet med medlemmet af den københavnske borgerrepræsentation,

kunne strengere inhabilitetskrav i forhold til politiker-rollen have gjort en forskel. I eksemplet

143 Danmarks Riges Grundlov, § 56

144 European Commission (2000)

Side 60

af 116


med Burson-Marsteller-skandalen ville hverken Forvaltningsloven, Grundloven eller anden

regulering af politikere og embedsmænd have gjort en forskel. Regulering af aktørerne med

det demokratiske mandat, synes altså ikke nødvendigvis at være tilstrækkeligt til at

overflødiggøre regulering direkte møntet på lobbyisterne.

4.7 Delkonklusion

Specialets underliggende antagelse har været, at strategiske folketingsmedlemmers mulighed

for at handle i forhold til lobbyismen er begrænsede, men ikke definerede og muliggjorte af de

spor, der allerede er lagt via den faktiske sociale virkelighed samt de historisk indlejrede

opfattelser heraf. Det er denne faktiske, sociale virkelighed, der har været

omdrejningspunktet i kapitlet.

Gennem en indholdsanalyse af den empiriske forskning har jeg afdækket, hvad der

karakteriserer lobbyismens relation til det politiske system, samt fortolket hvorledes dette

kan tænkes at påvirke opfattelser af muligheden/nødvendigheden af regulering af dansk

lobbyisme, når man fortolker ud fra idealer, der manifesteres via ikke-diskurser.

Lobbyismen inddrages i vidt omfang i de politiske beslutningsprocesser. Endvidere sker

påvirkningsforsøgene mod særligt Folketinget oftere, og folketingsmedlemmerne tager også i

stigende omfang selv initiativet hertil. Dette vidner om, at lobbyismen i dag opfattes som

endnu mere legitim end tidligere. Da lobbyismen i sig selv ikke opfattes som problematisk, er

det lobbyismens karakteristika og ikke blotte eksistens, der er det mest interessante for

problemstillingen.

Den danske politiske kultur rummer primært to overordnede idealer, der er interessante i

forbindelse med regulering af lobbyisme. Det ene er et ideal om pluralisme med særlig

hensynstagen til niche-interesser samt berørte interesser. Det andet er idealet om det

parlamentariske demokrati, som også rummer et gennemsigtighedsideal.

Alt i alt kan det ikke konkluderes, om lobbyismens rolle i den politiske beslutningsproces

konstrueres som problematisk eller ej, idet udviklingen angående overensstemmelsen mellem

idealerne og lobbyismens betydning for det politiske system går i modstridende retninger.

Side 61

af 116


Inddragelsen og indflydelsen af interesser er blevet mere pluralistisk end tidligere, men

ressourcer spiller stadigt, og i øget grad, en vigtig rolle. Dertil er inddragelsen også på tværs af

kanaler kendetegnet ved, at ressourcestærke har privilegeret adgang. Dog synes ressourcerne

at være bedre fordelt på tværs at interesse-typer, og de stærkeste interesser har politiske

modparter inden for deres respektive ressortområder som betyder, at ingen bliver

altdominerende.

Også fordelingen mellem de arenaer, de politiske kampe foregår i, er pluralistisk, selvom det

ikke umiddelbart er muligt at konkludere, om der er tale om mere eller mindre pluralisme i

dag end tidligere. Pluralismen i valget af indflydelseskanal øger på én gang

gennemsigtigheden og reducerer effekten af den normbaserede, såvel som sparsomme,

formelle, regulering. Alt i alt er lobbyisterne i deres valg af kanaler med til at konstruere en

relativt åben beslutningsproces. En substantiel del af deres påvirkningsforsøg foregår dog bag

lukkede døre, og den del af lobbyismen, der foregår i det åbne, er ikke underlagt hverken

formel regulering eller er underkastet det uskrevne regelsæt, der hersker i de direkte kanaler.

Lobbyismens konkrete metoder synes generelt set at være uproblematiske og bidrager til

opfyldelsen af forskellige demokratiidealer, som i højere eller mindre grad kan genfindes i den

danske, politiske kultur. Problematiske metoder anvendes imidlertid også. Dog kun af få

lobbyister og i begrænset omfang.

Det forholder sig altså ikke sådan, at regulering slet ikke kan opfattes som nødvendig.

Hverken angående idealet om pluralistisk inddragelse og indflydelse, beslutningsprocessers

gennemsigtighed, muligheden for parlamentarisk kontrol eller ønskværdigheden af

lobbyisternes metoder. Udviklingen har været således, at der på nogle områder tidligere har

været bedre overensstemmelse med idealerne og lobbyismens faktiske relation til det

politiske system end tidligere, mens overensstemmelsen på andre områder er ringere. Dog

synes lobbyismen, af den faktiske sociale virkelighed, alt i alt at blive konstrueret som mindre

problematisk i dag, end tidligere. Da lobbyismen tilsyneladende opfattes som både legitim og

direkte ønskværdig, er det interessante dog ikke, om lobbyismen generelt er ønskværdig, men

hvordan folketingspolitikerne opfatter de enkelte mere problematiske aspekter ved

lobbyismen, samt muligheden for at afhjælpe dem.

Side 62

af 116


5. Folketingsmedlemmernes konstruktion af relationen

I kapitel 4 afdækkede jeg, hvordan den sociale virkelighed angående lobbyismen ser ud i dag,

og hvordan den har udviklet sig siden 1975. Jeg har desuden fortolket, hvordan forskellige

elementer af lobbyismen kan opfattes ud fra normer, som jeg har argumenteret for, er

grundliggende i den danske, politiske kultur, og som jeg derfor også forventer, udgør

grundlaget for politikernes opfattelse af lobbyismen, idet politikerne er en del af denne kultur.

Det følger af mit epistemologiske, socialkonstruktivistiske udgangspunkt, at den historiske

sociale virkelighed ikke på egen hånd konstruerer lobbyismen som et problem eller ej, og ej

heller problemets karakter og deraf mulige og passende løsningsmodeller. Derimod har også

aktive og kritiske aktører en rolle i at erkende og fortolke denne virkelighed.

Med udgangspunkt i den viden om borgeres, virksomheders og interesseorganisationers

samspil med politikere og embedsmænd i centraladministrationen, som jeg har fortolket

ovenfor, vil jeg nu redegøre for hvilke diskurser, jeg forventer at kunne genfinde i

folketingsreferaterne. Disse diskurser udgør min operationalisering af en forventet

diskursorden, og er således de ledetråde, der vil strukturere min læsning af

folketingsreferaterne. Folketingspolitikernes placering i denne diskursorden er det, som

skaber mulighedsrummet angående lobbyismen. Det er dette mulighedsrum, der forventes at

kunne øge forståelsen for, hvorfor regulering af lobbyismen ikke er indført end ikke

debatteret i dansk kontekst.

5.1 Lobbyismen: Principal eller agent? Problem eller løsning?

Analysen af den sociokulturelle praksis giver anledning til en forventning om to typer

argumenter i diskursordenen. På den ene side en type argumentation, der angår lobbyismens

egenskaber som problem eller løsning, idet lobbyismen i vidt omfang inviteres inden for på

initiativ af politikerne og derfor må opfattes som et gode. Samtidigt virker regulering kun

meningsfuldt i det omfang lobbyismen også er problematisk, hvilket eksempelvis

privilegerings-problematikken og anvendelsen af konfrontatoriske metoder giver anledning

til en forventning om, at den kan opfattes at være.

Den anden argumenttype handler om, hvem der indtager rollerne som hhv. principal og agent

i relationen. Dvs. hvem der opfattes som bestiller af en opgave, og hvem der opfattes at udføre

Side 63

af 116


den. 145 Denne type argumenter forventer jeg på baggrund af det grundliggende ideal om

parlamentarisk kontrol samt pluraliteten af indflydelseskanaler. Således viste analysen af den

sociokulturelle praksis, at lobbyismen både foregår i de direkte kanaler, hvor politikere eller

embedsmænd er direkte involveret i relationen, men også i de indirekte kanaler (fx

medierne), hvor politikerne i højere grad fremstår som passive modtagere af påvirkningen.

Tilsammen skaber disse to typer af argumenter fire mulige diskurser, som aktørerne

forventes at trække på i konstruktionen af story lines. Dette er diskursen om de

Ansvarshavende Politikere, Virkelighedens Eksperter, den Tvingende Lobbyisme og

Befolkningens Talerør, som kan illustreres i et matrix på følgende vis:

Tabel 4. Min forventning om en diskursiv orden

Problem Løsning

Politikere som principal De Ansvarshavende Politikere Virkelighedens Eksperter

Lobbyismen som principal Den Tvingende Lobbyisme Befolkningens Talerør

5.1.1 De Ansvarshavende Politikere

Blandt de aktører, der opfatter politikeren som principalen, dvs. den der ideelt set har

overtaget i relationen, er fokusset på politikernes kontrol i forhold til at udvælge hvilke

interesser, der skal inddrages og hvilke der ikke skal. Det er også politikerne, der beslutter,

hvor i beslutningsprocessen, lobbyisterne skal inddrages, ligesom det er politikerne, der afgør,

hvilke ønsker og krav, der faktisk skal indfries. Selv i forbindelse med lobbyismen i de

indirekte kanaler, er det i sidste ende politikerens egne holdninger og vurderinger, der

danner udgangspunkt for beslutningerne. Det problematiske heri er, at politikerens interesser

får forrang for de interesser, politikeren skulle repræsentere: Befolkningens. Lobbyismen

bliver altså kun problematisk i kraft af politikernes adfærd, hvorfor det er denne, der må

ændres for at løse problemet.

Problemer i forbindelse med lobbyismen kan være problemet med den opportunistiske

politiker, der udnytter lobbyismen til at realisere personlige mål. Disse kan eksempelvis være

at fremme politikerens egen karriere eller politiske mærkesager. Et eksempel på, hvordan

145 I principalen-agent-teorien er man opmærksom på, at principalen ikke altid har kontrol over agenten, og der

derfor meget vel kan være uoverensstemmelse mellem den intention, principalen har og agentens udførelse.

Idealet er dog, at agenten uden mediering implementere principalens hensigt, hvilket også er den del af

principal-agent-teorien, jeg drager nytte af i forbindelse med installationen af min idealtypiske diskursive orden.

Side 64

af 116


lobbyismen konkret kan anvendes hertil, er via endorsement 146, hvorved virksomheder,

organisationer eller kendte personers (lobbyister) positive brand kan have en afsmittende

effekt på politikeren eller dennes mærkesager.

En anden måde relationen mellem lobbyister og politikere kan konstrueres som problematisk

er, hvis politikerne ikke lever op til deres ansvar som indehaveren af det demokratiske

mandat, hvor de eksempelvis, ifølge Grundloven, ikke må tage anvisninger fra andre (jf. afsnit

4.6).

5.1.2 Virkelighedens Eksperter

I diskursen om Virkelighedens Eksperter opfattes lobbyisme på samme måde, som noget

politikerne ’anvender’, og dermed som noget politikerne har kontrol over. I denne

virkelighedsforståelse er lobbyismen dog et middel til at løse problemer, og ikke et problem i

sig selv.

Aktørerne, der leksikaliserer lobbyismen via denne diskurs, kan have forskellige opfattelser

af, hvad lobbyismen er en løsning på. Fælles for dem er det dog, at det er politikerne, der har

ansvaret, og at politikerne kan anvende lobbyismen som, principielt, er en slags viljeløst

redskab eller værktøj, der ideelt set ikke influerer beslutninger anderledes, end politikerne vil

have det til. Dvs. det er politikerne, der influerer lovgivningen ved hjælp af lobbyismen og ikke

omvendt. Lobbyismen opfattes altså eksempelvis som en løsning på problemet at sikre, at

konsekvenser af regulering er i overensstemmelse med intentionen og ikke eksempelvis har

utilsigtede, negative konsekvenser, eller får anderledes effekter end ønsket ved

implementering, fordi der ikke blev taget højde for aspekter ved ’virkeligheden’ under

politiklægningen.

5.1.3 Den Tvingende Lobbyisme

Blandt de aktører, der opfatter lobbyisterne som principalen, er kernen, at eksterne interesser

’bestiller’ en given handling hos politikerne, som opfattes som forholdsvist passivt, bevidst

146 Begrebet stammer fra litteraturen om politisk marketing. Endorsement-begrebet betegner, når en kendt

offentlig person, virksomhed, organisation eller lign. eksplicit eller implicit giver sin opbakning til et bestemt

politisk issue, parti eller en person, hvorved de, i kraft af deres popularitet eller ry, styrker opmærksomheden,

appellen eller relevansen for ’brandet’ og dermed har indflydelse på befolkningen eller andre politikeres adfærd.

Jeg mener ikke, der findes en dækkende dansk oversættelse for begrebet, hvorfor jeg anvender den engelske

betegnelse ’endorsement’.

Side 65

af 116


eller ubevidst, opfyldende de anvisninger, der kommer fra lobbyisterne. Lobbyismen

konstrueres altså ikke som noget, politikerne har egentlig kontrol over. Det opfattes desuden

således, at lobbyisterne er initiativtagerne til relationen, hvorfor ophavet til relationens

karakteristika også findes hos lobbyisterne og ikke hos politikerne, som i de Ansvarshavende

Politikere. De problemer, der findes ved lobbyismens karakteristika, skal altså løses ved tiltag

direkte rettet mod lobbyismen og ikke politikerne (jf. afsnit 4.7) eller det politiske system,

som blot ’modtager’ lobbyismens effekter. Det betyder, at den regulering af relationen, der

findes eksempelvis i Grundloven eller Forvaltningsloven (jf. afsnit 4.7), ikke opfattes som

effektiv, idet det er lobbyisterne, der styrer relationen. Derfor har politikere ikke mulighed for

at håndhæve en ønskværdig relation. I stedet bør lobbyismen begrænses eksempelvis via

regulering eller direkte kriminalisering af lobbyismen.

5.1.4 Befolkningens Talerør

Grundliggende handler diskursen om Befolkningens Talerør om, at lobbyismen skal

faciliteres, fordi den på forskellig vis styrker befolkningens politiske magt. I Talerørsdiskursen

er den opfattede virkelighed, at lobbyisterne ’bestiller’ handling fra politikerne, hvilket

opfattes som et gode dvs. en løsning på andre problemer. Lobbyismen kan eksempelvis

opfattes som befolkningens, eller blot berørte parters, ytring af ønsker og krav om forandring,

og er således et mobiliseringsredskab, der giver befolkningen potens. I forlængelse heraf kan

lobbyismen opfattes som en måde at sikre, at de politiske beslutninger tager udgangspunkt i

det suveræne folk og hermed sikre den demokratiske inputlegitimitet. Lobbyismen bliver en

løsning for aktører, der værdsætter deltagelsesdemokrati frem for eksempelvis det

repræsentative demokrati. Således vil tiltag, der hæmmer lobbyismen eller ligefrem gør den

ulovlig, opfattes som direkte udemokratiske.

5.1.5 Analytisk afgrænsede diskurser

Jeg anvender, jf. afsnit 1.4.2, diskurs-begrebet som et analytisk værktøj. Idealtyperne er derfor

kun teoretisk afgrænsede, og er karakteriseret ved en flydende overgang mellem diskurserne

i den forventede diskursorden. Den sociokulturelle praksis har dog ikke en deterministisk

effekt på aktørerne. Derfor kan diskurserne heller ikke præcist genfindes i virkeligheden.

Således udgør de blot ledetråde for, hvordan jeg konkret vil gribe læsningen af

Side 66

af 116


folketingsreferaterne an, mens viden fra analysen i kapitel 4 udgør den kontekst, jeg fortolker

politikernes udsagn i lyset af. Jeg vil dog stadigt tilstræbe en eksplorativ læsning, forstået

således, at jeg ikke på forhånd lægger mig fast på, hvordan lobbyismen kan konstrueres som

hhv. problem og løsning.

De eksempler på funktioner som hhv. løsning og problem, som jeg har nævnt ovenfor, er med

andre ord langt fra udtømmende. Jeg opfatter aktører som kreative. Derfor kan

folketingspolitikerne opfatte lobbyismen som problematisk og/eller ønskværdig på langt flere

måder, end det er muligt for udenforstående at forudsige. Pointen med eksemplerne har

været at vise, hvordan jeg forventer, at politikerne vil italesætte relationen mellem

lobbyismen som i højere eller mindre grad samstemmende med de fire idealtypiske diskurser:

De Ansvarshavende Politikere, Virkelighedens Eksperter, den Tvingende Lobbyisme og

Befolkningens Talerør.

5.3 Konstruktion af relationen

Udgangspunktet for dette speciale er fraværet af en debat om regulering af lobbyismen. Dette

fravær har vist sig at være kendetegnende for principielle drøftelser af lobbyismen generelt,

idet der kun ganske få gange i perioden drøftes, hvilke principper der bør være styrende for

lobbyismens relation til det politiske system. Ved at se på drøftelserne af lobbyismens rolle i

konkrete sager, har jeg dog kunnet foretage en indirekte analyse af, hvorledes en ideel

relation konstrueres af folketingsmedlemmerne. Konstruktionen af lobbyismens ideelle

relation til det politiske system er præget af et enigt Folketing, der samler sig om en

konstruktion af lobbyismen som et redskab, der løser forskellige problemer.

Folketinget er desuden enigt om, at der i praksis er problemer forbundet med lobbyismen,

idet der findes barrierer for udnyttelsen af dette problemløsende redskab. En dominerende

koalition opfatter politikerne og beslutningsgangene som disse barrierer, og trækker hermed

på diskursen om de Ansvarshavende Politikere. En mindre koalition opfatter desuden en del af

lobbyismen, som en barriere for den øvrige, gode, lobbyisme. Hermed trækkes desuden på

diskursen om den Tvingende Lobbyisme.

Først vil jeg vise, hvordan konstruktionen af lobbyismen som et gode i form af et

problemløsende redskab, samler Folketinget. Efter en afdækning af de centrale skillelinjer og

Side 67

af 116


koalitioner i Folketinget vil denne forståelse bidrage til forståelsen af, hvorfor den

dominerende koalition, der ikke opfatter regulering som meningsfuld, har vundet den

diskursive kamp om konstruktionen af mulige og passende løsninger i forbindelse med at

fjerne de ’barrierer’, koalitionen oplever, der findes for brugen af lobbyismen.

5.3.1 Et samlet Folketing: Redskabsfortællingen

Den overordnede konklusion på analysen af den sociokulturelle praksis var, at lobbyismen

generelt er nogenlunde i overensstemmelse med grundliggende, danske idealer, og at der

indtil videre ikke har været de helt store brud på de traditioner, der findes i relationen, og

som oftest går mere end hundrede år tilbage i tiden. På flere områder er relationens

karakteristika endda blevet endnu bedre samstemmende med idealerne end tidligere.

Eksempelvis er inddragelsen blevet mere pluralistisk, og der er bedre mulighed for, at

interesser, som alligevel er ekskluderede fra de direkte indflydelseskanaler, kan søge

indflydelse af andre veje også selvom de oftest ikke benytter sig af disse andre veje i samme

omfang, som de, i forvejen inkluderede, gør. Desuden er det et fåtal, der anvender

konfrontatoriske eller direkte ulovlige metoder. I stedet er relationen mellem lobbyister og

det politiske system præget af samarbejde, deliberation og søgen efter konsensus via dialog,

hvilket er en videreførelse af de normer, der blev grundlagt allerede i forbindelse med Den

Store Depression i 1930’erne måske endda tidligere (jf. afsnit 4.1).

I lyset af denne viden om den sociokulturelle praksis, forekommer det ikke overraskende, at

folketingsmedlemmerne i hele perioden grundliggende har været enige om, at lobbyismen er

et demokratisk gode. Således findes der i Folketinget én samlet koalition, der opfatter

lobbyismen som en løsning, og som italesætter relationen mellem lobbyister og det politiske

system via diskurserne: Befolkningens Talerør og Virkelighedens Eksperter. Jeg har valgt at

kalde den story line, der samler Folketinget, for Redskabs-fortællingen. Det har jeg valgt, fordi

aktørerne samler sig om en forståelse af lobbyismen som et redskab, der anvendes af enten

politikerne eller eksterne interesser.

Det er interessant for forståelsen af, hvorfor den danske lobbyisme ikke er konstrueret som

noget, der kræver regulering, som det er tilfældet mange steder i udlandet, at Folketinget

tilsyneladende deler denne story line. Det er det, fordi der er tale om en ikke-beslutning.

Side 68

af 116


Folketinget har ikke sat emnet på dagsordenen og har altså heller ikke formelt afvist

regulering. Derfor er det interessant, at Folketinget tilsyneladende samler sig om en

konstruktion af lobbyismen som en løsning på en række problemer, og dermed ikke som

noget, man ønsker at undgå (jf. afsnit 1.4.4), selvom de ikke nødvendigvis er enige om, hvad

det er, lobbyismen løser. Det forekommer altså ikke umiddelbart relevant at tage en

diskussion i Folketinget om, hvordan lobbyismen kan forhindres. Således udtaler Søren

Espersen (SEP), at relationen mellem lobbyismen og det politiske system (hvordan man

udnytter lobbyismen bedst muligt) er et interessant emne, som politikerne ”… bør diskutere

alle andre steder end i Folketingssalen, hvor to store grupper står over for hinanden…” 147 . Der

antages altså at være en universelt gældende ’bedste metode’, for hvordan man bør udnytte

lobbyismen, som ikke afhænger af, hvilken farve ens politiske briller har dvs. hvordan man

ideologisk set ønsker det politiske system indrettet. Spørgsmålet om lobbyismens

tilstedeværelse i det politiske system, opfattes altså i det store hele som et apolitisk

spørgsmål.

Den story line, der samler koalitionen lyder som følger:

Det politiske system eksisterer særskilt fra og uden adgang til virkeligheden. Således kan

politikerne eksempelvis ikke vide, hvilke problemer der eksisterer her, hvordan problemerne kan

løses eller hvilke utilsigtede effekter lovgivning kan have ved implementering. Lobbyismen skaber

altså både input og outputlegitimitet og er nyttige for de eksterne interesser såvel som

politikerne.

Lobbyismen er dermed et gode, både af ideelle og pragmatiske årsager. Lobbyismen har ikke

nogle negative effekter i sig selv, men tillægges værdi i anvendelsen. Derfor må lobbyismen

faciliteres ved at fjerne barrierer herfor.

I det følgende vil jeg vise, hvordan folketingsmedlemmerne alle trækker på de to diskurser,

Befolkningens Talerør og Virkelighedens Eksperter, for at blive enige om lobbyismen som et

grundliggende gode, der ikke rummer godt eller ondt i sig selv, men som anvendes, og dermed

tillægges værdi, af aktørerne.

147 Søren Espersen (DF). Møde nr. 81 (2011).

Side 69

af 116


5.3.1a Virkelighedens Eksperter

Story linen om lobbyismen som et redskab trækker på den virkelighedsopfattelse, at

politikere og embedsmænd eksisterer adskilt fra og uden adgang til virkeligheden. Det

fremgår eksempelvis, når Rasmus Prehn (RPR) henviser til ”… de mange kritiske høringssvar

og henvendelser fra borgergrupper og interesseorganisationer, som tyder på, at det her forslag

måske lyder lidt for godt, i forhold til, hvad der er sandt.” 148 Citatet viser en opfattelse af, at der

lovgives efter, hvad der opfattes som sandheden, mens borgerne og interessegrupperne, i

hvert fald i fællesskab, ved, hvad der er sandt. Derfor har politikere og embedsmænd brug for

”… de mennesker, som er ude i virkeligheden.” 149 Således anvendes det som kritikpunkt, når

lovforslag ikke baseres på indlæg fra ’virkelighedens eksperter’, hvilket opfattes som ”…

vigtig[t] af hensyn til den demokratiske proces.” 150 Afsenderen af dette udsagn, Lotte Thiim

Bertelsen (LTB) anvender dog adverbiet principielt, det er således kun ’principielt’ vigtigt,

hvilket bløder tilknytningen til udsagnet lidt op, idet det viser, at der kan være andre hensyn,

der ikke i så høj grad forudsætter inddragelse af eksperter på virkeligheden.

Lobbyismen konstrueres altså som noget, politikerne aktivt kan til- eller fravælge at lytte til,

alt efter om de vurderer det som passende eller nødvendigt. Lobbyisterne antages desuden

ikke så meget at påvirke det politiske indhold, men primært det tekniske, hvorfor lobbyismen

ikke er problematisk, hvilket eksempelvis Line Barfod rammende beskriver således: ”Sådan er

der på forskellige områder tekniske ting, som ikke har med vores politiske holdninger at gøre,

men som er væsentlige, for at lovene kan fungere på den rigtige måde ude i samfundet.” 151

Ovenstående citat af RPR vidner, via brugen af verbet tyder, om en svagere tilknytning til

udsagnet, end hvis han eksempelvis havde sagt, at høringsvarerne viste, at forslaget var for

godt til at være sandt. Det er altså ikke sådan, at eksperterne fra virkeligheden nødvendigvis

afspejler en sand virkelighed, hvilket jeg vil vende tilbage til i afsnit 5.4.2. Det opfattes dog

som direkte underligt, hvis man slet ikke tager højde for den fremstilling af virkeligheden,

man har fået leveret eller har indhentet. Anne Baastrup betegner dette som ”… en kilde til

undren…” 152 , ligesom Torben Hansen beskriver, at ”… det er dybt besynderligt, at regeringen og

Dansk Folkeparti i aftalen konsekvent ikke lytter […] til anbefalinger fra organisationer og

148 Rasmus Prehn (S). Møde nr. 18 (2010). Min markering.

149 Troels Lund Poulsen (V). Møde nr. 99 (2007). Min markering.

150 Lotte Thiim Bertelsen (SF). Møde nr. 10 (2005).

151 Line Barfod (EL). Møde nr. 81 (2011).

152 Anne Baastrup (SF). Møde nr. 53 (2005).

Side 70

af 116


miljøfolk…” 153. For at understrege opfattelsen af, at det er disse organisationer og miljøfolk,

der besidder viden om virkeligheden, betegner aktørerne det ikke blot som problematisk,

men med ordvalg som undren og de modale adverbier dybt besynderligt, dvs. meget underligt

eller uforståeligt/meningsløst, at aftalen ikke er forankret i disse eksperter, hvorved han

udtrykker en stærk tilknytning til udsagnet, hvis mening ikke burde være til diskussion.

Lobbyismen konstrueres altså som legitimerende og kvalificerende for det demokratiske

output ved at levere ekspertviden, fra dem, som bliver kaldt eksperter på virkeligheden eller

”… hverdagens eksperter…” 154 , og som refererer til eksempelvis pædagoger i børnehaven og

økonomer fra erhvervslivet. Således repræsenteres en virkelighed, hvor politikerne indhenter

den viden om virkeligheden, der opfattes som nødvendig for at kunne formulere brugbar

politik, og som får effekt i overensstemmelse med intentionen, når den implementeres af

netop disse aktører”… ude i den virkelige verden.” 155.

I konstruktionen af lobbyismen som et redskab, der løser problemer, findes desuden en

forestilling om, at lobbyismen bidrager til deliberation. Således argumenteres ofte, for

ønskværdigheden af et lovforslag, med, at der har været en livlig debat 156 , og at ”… der bliver

argumenteret for eller imod…” 157. Der er således en opfattelse af, at jo flere der har deltaget i

debatten og jo flere synspunkter, der har været repræsenterede, desto kvalitetsmæssigt, og

generelt demokratisk, bedre bliver det politiske output, fordi politikerne gennem debatten

med aktører fra virkeligheden får en ”… bedre forståelse for, hvad det er, det her [politiske

tema] handler om…” 158 . På den måde konstruerer politikerne deres relation til lobbyisterne

således, at beslutningerne faktisk bliver bedre, fordi de forskellige argumenter vejes mod

hinanden. 159 Således er der tilsyneladende enighed om, at debatterne med eksterne interesser

ikke handler om, at man selv skal vinde og enten kæmpe mod modvillige agenter, der

implementerer lovgivningen ’forkert’, som i diskursen om de Ansvarshavende Politikere. I

stedet gør de sig ”… umage med at lytte til omverdenen og tage argumenterne ind.” 160

153 Torben Hansen (S). Møde nr. 47 (2005). Min markering.

154 Troels Lund Poulsen (V). Møde nr. 9 (2007).

155 Sophie Løhde (V). Møde nr. 88 (2010).

156 Der henvises som nævnt ofte i teksten til en ’livlig debat. Se fx Thor Pedersen (V). Møde nr. 86 (2006) og

Thomas Adelskov (S). Møde nr. 86 (2006).

157 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).

158 Jørgen Arbo-Bæhr (EL). Møde nr. 86 (2006).

159 Christian Wedell-Neergaard (KF). Møde nr. 86 (2006).

160 Christine Antorini (S). Møde nr. 106 (2009).

Side 71

af 116


Det er dog ikke kun i udarbejdelsen af en løsningsmodel, politikerne har brug for de eksterne

interesser. Det er også befolkningen, ”… som ved, hvor problemet er, og har fingeren på

pulsen.” 161 Lobbyismen er altså et redskab, hvormed berørte interesser kan gøre politikerne

opmærksomme på, hvilke problemer der findes ”… ude i virkeligheden” 162. Dette giver

anledning til at se nærmere på det andet problem, lobbyismen er et redskab til at løse:

Hvordan man sikrer legitimiteten af det politiske input. Her trækkes på diskursen

Befolkningens Talerør, hvor berørte interesser, og ikke politikere, benytter sig af lobbyismen.

5.3.1b Talerørsdiskursen

I story linen, der konstruerer lobbyismen som et redskab, opfattes lobbyismen også som en

måde at sikre, at det politiske input tager udgangspunkt i befolkningens ønsker og krav,

hvormed der altså trækkes på diskursen om Befolkningens Talerør. Det kan både være

ønskværdigt, fordi politikerne ikke har adgang til virkeligheden og dermed ikke selv kan

erkende, hvad der udgør politiske problemer her, som beskrevet ovenfor. Ønskværdigheden

heraf begrundes dog samtidigt med et deltagelsesdemokratisk ideal, hvor politikernes

politiklægning blot ses som en pragmatisk løsning på det problem, at ikke alle kan deltage

direkte i selve politiklægningen. Ved hjælp af lobbyismen kommer man dog tættere herpå,

idet lobbyismen bliver et ”… talerør …” 163 , hvorigennem befolkningen kan ”… lade deres

mening kommer til orde… [og] ... på den måde får direkte indflydelse på, hvordan det danske

samfund skal se ud.” 164 Hermed undgår man, med Ole Glahns (OGL) gengivelse af Erhard

Jacobsens ord, en situation, der hedder: ”Stem hvert fjerde år, og hold mund i mellemtiden.” 165

OGL tilføjer, at den situation kaldes ”… det repræsentative demokrati. Det er ikke

hensigtsmæssigt, og det er ikke ønskværdigt set ud fra en demokratisk synsvinkel.” 166

Lobbyismen er altså en måde at mobilisere det suveræne folk, eller blot berørte interesser, så

de ”... kan komme til at spille en aktiv rolle i demokratiet.” 167 Citatet afslører dog også, at det

kun er under særlige betingelser, at det repræsentative demokrati ikke opfattes som

ønskværdigt, idet det kun er uønskværdigt set ud fra en demokratisk synsvinkel. OGL indikerer

161 Thomas Adelskov (S). Møde nr. 84 (2006).

162 Pernille Vigsø Bagge (SF). Møde nr. 72 (2009).

163 Kristian Thulesen Dahl (DF). Møde nr. 9 (2005).

164 Jørgen Arbo-Bæhr (EL). Møde nr. 86 (2006).

165 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).

166 Ole Glahn (RV). Møde. Nr. 9 (2005).

167 Rune Lund (EL). Møde nr. 47 (2005).

Side 72

af 116


altså, at der er andre hensyn, der kan betyde, at der også bør være begrænsninger for

lobbyismen, hvilket udelukkelsen af lobbyister fra beslutninger af principiel art eller

kriseprægede beslutninger, jf. afsnit 4.4.1, er eksempler på fra den sociokulturelle praksis.

Denne ideelle begrænsning af lobbyismen vender jeg tilbage til i afsnit 5.5.2.

Idealet om, at befolkningens ønsker bør være udgangspunkt for den offentlige politiklægning,

er gennemgående for alle politikerne, som ofte legitimerer deres krav i befolkningens ønsker.

Eksempelvis finder Christian H. Hansen (CHA), i forbindelse med et forslag om at

kriminalisere sodomi, rygdækning i, at ”… over 30.000 mennesker, som har skrevet under på for

dyreværnsorganisationen der hedder Dyrenes Venner, 30.000 danskere, og der er endnu

flere...” 168 . CHH legitimerer altså sit krav med, at, hvad han anser for, en substantiel del af

befolkningen deler det med ham. Samtidigt rummer citatet implicit en anklage om, at

regeringen ikke varetager sit hverv som repræsentant for befolkningen, idet CHA mener, at

man bør handle i overensstemmelse med befolkningens ønsker, som han mener, at de endnu

flere end 30.000 danskere repræsenterer. Med dette udsagn konstrueres lobbyismen som en

løsning på det problem, at befolkningen i det repræsentative demokrati ikke har mulighed for

selv at beslutte, hvordan de ønsker, at samfundet skal ordnes på specifikke områder.

Lobbyisten, Dyrenes venner, bliver talerør for den del af befolkningen, der ønsker, at dyresex

skal være ulovlig, og det er et problem, hvis politikerne ikke lytter til dem, hvilket følgende

kritik af Dansk Folkeparti, i forbindelse med en debat om regler for alment boligbyggeri, også

illustrerer: ”… Ignorerer man i den grad, at der er en så stor folkelig protest mod det her? Har

Dansk Folkeparti valgt at lade være med at lytte til befolkningen?” 169 Lobbyister er altså ikke

kun tekniske eksperter, men er også dem, der ved, hvordan befolkningen ønsker samfundet

ordnet en opgave, der i praksis løses af politikerne, men som politikerne opfatter, ideelt set

burde ligge hos befolkningen.

5.4 De centrale skillelinjer i Folketinget: Hvordan facilitere?

Lobbyismens relation til det politiske system har på nogle områder alligevel udviklet sig til at

være mindre samstemmende med grundlæggende danske idealer end, i hvert fald forskerne

havde, forventet, de ville. Således har ressourcer i dag større betydning for, om man bliver

168 Christian H. Hansen (UFG). Møde nr. 83 (2011).

169 Rasmus Prehn (S). Møde nr. 22 (2005).

Side 73

af 116


inddraget et karakteristikum, der har eksisteret i hele perioden, men som, man kunne have

forventet, ville være blevet mindre med de strukturelle forandringer, samfundet har

gennemgået i form af eksempelvis et højere uddannelsesniveau (hvormed flere besidder

ressourcen: Viden) og udvikling af informationsteknologier. Brugen af indirekte strategier

som eksempelvis gadeaktioner og mediekampagner opfattes heller ikke at have givet

anledning til den øgede gennemsigtighed, man havde håbet på. Det opfattes således, at det

stadigvæk primært er i lukkede udvalg eller andre ikke-offentlige arenaer, at faktiske

beslutninger træffes. Desuden opfatter politikerne, at dette ofte sker lang tid før, politiske

temaer bliver diskuteret i medierne, på gaden eller i forsamlingshusene. Dette giver anledning

til den story line, jeg, med udgangspunkt i aktørernes eget ordvalg, har valgt at kalde Loge-

fortællingen. Loge-fortællingen refererer til den lukkethed i både adgang og gennemsigtighed,

der kendetegner en loge og, ifølge aktørerne, også lobbyisternes relation til den politiske

beslutningsproces.

Karakteristika såsom kompleksiteten i beslutningsprocessen, i form af eksempelvis en

pluralitet af indflydelseskanaler samt de uønskede metoder, som et fåtal, men dog nogle (3,4

pct.), anvender i deres påvirkningsforsøg, har givet anledning til en story line om Mørkets

Fyrster, som refererer til den overlagte uigennemsigtighed, nogle lobbyister opfattes at

forårsage ved at lyve, manipulere eller på anden vis udvise odiøs adfærd.

Konflikten kan altså rekonstrueres som en kamp mellem to diskurskoalitioner, som har

forskellige syn på, hvor radikale ændringer af relationen, der er nødvendige for at håndtere

problemer med hhv. lukkethed og uigennemsigtighed. Den centrale konflikt angår, hvem der

opfattes som ansvarshavende og dermed, hvem problemløsningsmodeller bør rettes imod.

Den ene diskurskoalition deler den opfattelse, at problemet kan håndteres ved at følge de

spor for normbaseret regulering og begrænset regulering af aktørerne fra det politiske

system, traditionerne lægger op til (jf. afsnit 4.4.2). Løsningsmodellen justerer altså kun i

begrænset omfang relationen, deraf navnet den Bevarende Koalition.

Den anden diskurskoalition taler for, at et mere omfattende brud med stien, i form af

eksempelvis formel regulering, er nødvendigt for at håndtere problemet. Udgangspunktet for

denne løsningsmodel er en opfattelse af, at problemernes ophav er lobbyismen selv, hvorfor

det er lobbyisternes adfærd, der må ændres for at løse problemerne. Sådanne

Side 74

af 116


løsningsmodeller ændrer relationen mere grundlæggende deraf navnet den Omstyrtende

Koalition.

I det følgende vil jeg redegøre for, hvorledes hhv. den Bevarende Koalition og den

Omstyrtende Koalition hver især trækker på forskellige diskurser for at konstruere

lobbyismen. Denne konstruktion foretages ved hjælp af story lines, som, ved deres

metaforiske form, illustrerer aktørernes forskellige opfattelse af virkeligheden, så de, inden

for de respektive koalitioner, kan blive enige om, hvordan relationen mellem lobbyister og det

politiske system fremover skal håndteres.

5.4.1 Den Bevarende Koalition: Loge-fortællingen

Aktørerne i den Bevarende Koalition deler story linen om relationen mellem lobbyister og det

politiske system som ”… loge-agtig…” 170 , hvilket refererer til den ressourcebestemte

lukkethed angående adgang, som kendetegner den sociokulturelle praksis (jf. afsnit 4.3).

Aktørerne er enige om en story line, der konstruerer lobbyismen som en ufuldendt løsning:

Relationen mellem lobbyister og det politiske system kan til tider være præget af

lukkethed angående adgangen til den politiske beslutningsproces, hvilket udgør en

barriere for anvendelsen af lobbyismen. Lobbyisme er dog grundliggende et gode, fordi det

er et redskab til at legitimere og kvalificere det politiske input såvel som output ved at

forankre det i det suveræne folk og i ’virkeligheden’, som politikerne fungerer særskilt fra

og uden adgang til. Løsningsmodeller på problemer i relationen mellem lobbyister og det

politiske system, bør altså styrke lobbyismen og ikke svække den.

Den Bevarende Koalition udgør den største koalition i Folketinget og rummer eksempelvis

også de fleste af aktørerne fra Den Omstyrtende Koalition, som blot mener, at Loge-

fortællingen ikke udtømmende beskriver problemerne. Den Bevarende Koalition samler

således aktører på tværs af politiske partier og fløje, hvilket jeg fortolker således, at aktørerne

ikke konstruerer relationens ønskede og faktiske karakteristika, som afhængige af politisk

170 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).

Side 75

af 116


ståsted. I stedet leksikaliseres den story line, som samler koalitionen, altså som objektivt givet

og er dermed tæt på at være naturaliseret og kun i begrænset omfang udfordret af andre.

I Story linen trækkes på Virkelighedens Eksperter og Befolkningens Talerør, som har det

tilfælles, at de opfatter lobbyismen som en løsning i overensstemmelse med story linen om

lobbyisme som et redskab. Samtidigt anerkender aktørerne dog også, at der er aspekter af

relationen, som ikke er ønskværdige. Lukketheden opfattes således at udgøre en ”… central

problemstilling…” 171 , fordi den opfattes at hindre anvendelsen af lobbyismen dvs. hindre at

de politiske beslutninger træffes på baggrund af viden om virkeligheden og med

udgangspunkt i befolkningens ønsker og krav. Derfor opfattes det som ”… helt afgørende […]

at vi får åbnet de beslutningsprocesser der kører.” 172

I konstruktionen af lobbyismen refererer OGL til, at den politiske beslutningsproces ”…

nærmest foregår loge-agtigt…” 173 , og Søren Espersen (SES) taler om ”… stærke

lobbykredse…” 174 . I tråd med diskursen om de Ansvarshavende Politikere, får det politiske

system skylden for problemet, idet beslutninger, for at øge effektiviteten, ”… formelt set,

faktisk er blevet truffet på lukkede udvalgsmøder måske 2-3 uger før…” 175 , de debatteres i

offentligheden. Hermed får borgerne ikke reelt mulighed for indflydelse. Her trækkes på

Befolkningens Talerør, idet aktørerne ønsker, at beslutninger skal forankres i den brede

befolkning og er optaget af, hvordan man sikrer, at alle kan anvende lobbyismen til at

fremføre sine holdninger.

Koalitionen opfatter især manglende overholdelse af det eksisterende regelsæt som

hindrende for lobbyismen. Politikerne i den Bevarende Koalition er af den opfattelse, at

politikere og det politiske system kontrollerer relationen. Følgeligt er det ”… altså primært

politikernes […] ansvar…” 176 at sikre åbenhed og gennemsigtighed i beslutningsprocesserne.

Derfor må politikerne”… understøtte hele det her demokratiske område… ” 177 samt skabe ”…

171 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).

172 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).

173 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005).

174 Søren Espersen (DF). Møde nr. 49 (2005). Min markering.

175 Ole Glahn (RV). Møde nr. 49 (2005).

176 Jørgen Arbo-Bæhr (EL). Møde nr. 86 (2006).

177 Leif Mikkelsen (V). Møde nr. 9 (2005).

Side 76

af 116


fælles vilkår…” 178 , så der kommer ”… en lige og en fair tilgang til at kunne påvirke

processerne…” 179.

Den Bevarende Koalition konstruerer derfor mulige og passende løsningsmodeller således:

De politiske beslutningsgange er ordnet hensigtsmæssigt i forhold til at sikre en

ønskværdig relation. Der er altså ikke brug for at lave om på de formelle regler, der

allerede findes. Ophavet til problemerne er ikke lobbyismen i sig selv. I stedet opstår

problemerne, fordi de formelle regler, der allerede findes for at ordne relationen, ikke

bliver overholdt.

Samtidigt findes der en grundliggende ressourcemæssig ulighed blandt de eksterne

interesser, som har en afsmittende effekt på den politiske deltagelse. Derformå

vilkårene for politisk deltagelse ændres, så de bliver mere ens.

Jeg vil nu vise, hvordan den Bevarende Koalition, som samler hele Folketinget, trækker på de

tre diskurser Befolkningens Talerør, Virkelighedens Eksperter og elementer af de

Ansvarshavende Politikere for at konstruere lobbyismen som et gode, som må faciliteres.

Problemer med privilegering og betydningen af ressourcer må derfor løses uden at ændre

relationens nuværende karakteristika i særligt omfang.

Idet jeg allerede har dokumenteret de to diskurser Befolkningens Talerør og Virkelighedens

Eksperter, vil jeg her fokusere på de Ansvarshavende Politikere, som er det, der adskiller

koalitionen fra den Omstyrtende Koalition.

5.4.1a Ansvarshavende politikere skal facilitere lobbyismen

En af årsagerne til, at relationen er loge-agtig opfattes at være, at politikerne ofte har ”… valgt

ikke engang at inddrage alle de relevante parter…” 180 Dette citat viser, at den privilegerede

inddragelse, såvel som eksklusionen, opfattes som noget, politikerne vælger. Politikerne er

altså ansvarlige for relationen, hvormed der trækkes på de Ansvarshavende Politikere.

178 Leif Mikkelsen (V). Møde nr. 9 (2005).

179 Erling Bonnsen (V). Møde nr. 93 (2006).

180 Thomas Adelskov (S). Møde nr. 84 (2006). Min markering.

Side 77

af 116


Således opfattes det som politikernes ”… ansvar, at enkelte særinteresser ikke får større

indflydelse, end de bør have, men også, at alle med legitime indvendinger har mulighed for at

fremføre deres synspunkter over for beslutningstagerne.” 181 Aktørerne har altså fokus på den

del af den sociokulturelle praksis, hvor politikerne initierer kontakten (jf. afsnit 4.4.4) og

derved skaber uligheden, fordi de altid inviterer de samme. 182

Aktørerne fokuserer altså på, at politikerne vælger ikke at lytte eller indgå dialog, men også ”…

at lovforslag hastes igennem processen, uden at der er tid til at indhente høringssvar fra

relevante organisationer, og uden at der er tid til en ordentlig debat.” 183 Derfor kan problemet

løses ved, at politikerne bliver mere lydhøre overfor de påvirkningsforsøg, befolkningen

kommer med. Det gælder både i de direkte kanaler via fx høringssvar, men også i de indirekte

kanaler, hvilket følgende citat afslører: ”… de store folkelige bevægelser […] har tænkt sig at

give deres mening til kende ved de store demonstrationer den 17. maj, og det kunne være, at alle

politikere også skulle høre efter, hvad der bliver sagt ved de demonstrationer…” 184. Det betyder,

at det bliver problematisk, hvis alle beslutninger, af effektivitetshensyn, træffes inden

eksterne bliver inddraget og i lukkede fora, hvor udefrakommende ikke har mulighed for at

følge med. Udvalgsmøder skal altså, som det mindste, suppleres med debat og ved et større

fokus på de formelle inddragelsesprocedurer som deputationer og høringsprocesser. Det

opfattes ikke problematisk, at de endelige beslutninger træffes i lukkede fora, idet de eksterne

interesser ikke har beslutningskompetence, 185 og det ikke er ”… interesseorganisationerne, der

lovgiver.” 186 Den forudgående inddragelse af de eksterne interesser bør dog have reel effekt

på lovgivningen. Dette fremgår af, at politikerne mener, at de eksterne interesser ”… meget

tidligt i processen [skal have] en mulighed for at komme med deres ideer…” 187 , og at det er

politikernes ansvar at sikre denne mulighed eksempelvis ved at ”… stå til rådighed for

deltagelse i debatmøder og andre arrangementer…” 188 .

Et andet aspekt, der fremhæves som forklaring på, hvorfor inddragelsen er ulige, og som

trækker på diskursen om de Ansvarshavende Politikere, er, at politikerne ikke overholder de

regler, der allerede findes til at regulere forholdet mellem det politiske system og eksterne

181 Per Stig Møller (KF). Møde nr. 93. (2006).

182 Pia Christmas-Møller (UFG). Møde nr. 103 (2010).

183 Manu Sareen (RV). Møde nr. 81 (2011). Min markering.

184 Jørgen Arbo-Bæhr (EL). Møde nr. 86 (2006).

185 Flemming Bonne (SF). Møde nr. 12 (2009).

186 Jens Hald (V). Møde nr. 31 (2005).

187 Jens Hald (V). Møde nr. 31 (2005).

188 Kristian Thulesen Dahl (DF). Møde nr. 86 (2006).

Side 78

af 116


interessenter: ”Man har ikke overholdt tidsfristerne for, hvornår man fremsætter lovforslaget i

Folketinget; man har heller ikke overholdt tidsfristerne for, hvor lang en høringsperiode man har

givet de berørte organisationer…” 189. De korte høringsfrister opfattes problematiske, idet der

ikke ”… er tilstrækkelig tid til at indhente høringssvar fra relevante organisationer...” 190,

hvormed det politiske output svækkes, fordi ”... inddragelsen af interesseorganisationer og

offentligheden i lovgivningsprocessen jo er med til at sikre kvaliteten af den lovgivning, som vi

laver.” 191

Den manglende overholdelse af de formelle regler, der allerede findes, opfattes ikke kun at

have betydning for, hvor meget man kan nå at lytte til eksterne interesser, før en beslutning

træffes, men opfattes også at give anledning til en skæv fordeling af, hvem der bliver hørt, idet

det bliver ”… de organisationer der har mange ressourcer og har adgang til at få politikerne i

tale, som kan komme med indvendinger…” 192. Anklagen om, at politikere faciliterer uligheden

ved at udelukke de ressourcesvage, der ikke har samme tidsmæssige ressourcer som de

stærke, går igen mange gange. Således mener Karen J. Klint (KJK), at ”… man jo snyder lidt på

vægten…" 193 ved at lægge høringsfrister henover påsken, idet der ikke antages at være ”… ret

mange organisationer, hvor man går på arbejde i påsken for at komme med et høringssvar.” 194

Hermed mener KJK, at nogle stilles dårligere i forhold til at anvende ’talerøret’ end andre, og

politikerne (bevidst eller ubevidst) tilrettelægger beslutningsprocessen, så udvalgte

interesser står relativt bedre.

Det opfattes således, at problemer med den ulige inddragelse kan løses ved at politikerne

tilrettelægger beslutningsprocesserne anderledes og aktivt sørger for en mere lige

inddragelse. Således kan eksempelvis eksklusionen af ungdomsorganisationer (jf. afsnit 4.4.2)

undgås ved at ”... tage højde for de yngre generationers helt anderledes måde at involvere sig

på.” 195

189 Thomas Adelskav (S). Møde nr. 85 (2007).

190 Manu Sareen (RV). Møde nr. 81 (2011).

191 Nick Hæjjerup (S). Møde nr. 83 (2010).

192 Line Barfod (EL). Møde nr. 81 (2011).

193 Karen J. Klint (S). Møde nr. 81 (2011).

194 Karen J. Klint (S). Møde nr. 81 (2011).

195 Lars Løkke Rasmussen (V). Møde nr. 9 (2005).

Side 79

af 116


Aktørerne er altså enige om, at problemer med lobbyismen skyldes, at politikerne ikke

overholder de regler, der allerede findes og generelt ikke gør nok for at facilitere enten

eksterne interessers eller egen anvendelse af lobbyismen. Politikerne opfattes altså, inden for

de eksisterende rammer, at kunne sikre en større lighed i inddragelsen ved at gøre sig

bevidste om deres egen rolle i forbindelse med problemet og aktivt at søge en bred

inddragelse samt gennemsigtige processer. En passende og mulig løsningsmodel konstrueres

altså som rettet mod politikerne og organisationsstrukturen i Danmark generelt, mens formel

regulering af lobbyisterne forekommer mindre meningsfuldt.

5.4.2 Den Omstyrtende Koalition: Mørkets Fyrster

Over for aktørerne i den Bevarende Koalition står denne noget mindre koalition, der deler

story linen Mørkets Fyrster. Story linen Mørkets Fyrster refererer til manglende

gennemsigtighed i relationen. Disse aktører opfatter lobbyisterne som bevidst

ansvarshavende for noget af denne uigennemsigtighed.

Aktørerne i denne koalition mener, at mere omfattende ændringer i relationen er nødvendige,

idet de opfatter problemet som mere grundliggende. Aktørerne ønsker desuden ikke kun at

facilitere lobbyismen, som i den Bevarende Koalition, men at hindre en bestemt form for

lobbyisme. Aktørerne, der deler story linen Mørkets Fyrster, har jeg derfor valgt at kalde den

Omstyrtende Koalition.

Denne koalition samler sig om en story line, der konstruerer lobbyismen således:

Lobbyisme er grundliggende et gode, fordi det er et redskab til at legitimere

og kvalificere det politiske input såvel som output ved at forankre det i det

suveræne folk og i ’virkeligheden’, som politikerne fungerer særskilt fra og

uden adgang til.

Enkelte lobbyister, primært virksomhedsrepræsentanter, udgør dog barrierer

for den gode lobbyisme, idet de lyver, manipulerer og skaber uigennemsigtige

beslutningsgange, så andres mulighed for at påvirke den politiske

beslutningsproces vanskeliggøres, og så det politiske output forringes.

Løsningsmodeller må derfor være rettet mod at fjerne den dårlige lobbyisme,

så den gode lobbyisme faciliteres.

Side 80

af 116


Mørkets Fyrster er en lille koalition bestående af få politikere fra primært Enhedslisten, men

enkelte andre deler også denne story line. Aktørerne konstruerer lobbyismen som et problem

i sig selv, og er de eneste, der betegner påvirkningsforsøg med ordvalg som lobbykredse,

lobbyisme og lignende. Ordvalget lobbyisme betegner altså en negativ leksikalisering af, at

eksterne påvirker den politiske beslutningsproces, mens der anvendes synonymer som

interesserepræsentation, interesseorganisationer eller borgerinddragelse, når den sociale

virkelighed, at eksterne søger indflydelse på de politiske beslutningsprocesser, betegnes som

noget positivt.

Aktørerne har fokus på enkelte ’brodne kar’ i relationen, som de blandt andet mener, udgør en

barriere for politikernes anvendelse af Virkelighedens Eksperter, fordi de snyder og

manipulerer. Også lobbyismens funktion som Befolkningens Talerør opfattes at blive

forstyrret. Det gør den for det første, fordi disse lobbyister ikke er en del af befolkningen, men

repræsenterer virksomheder, der ikke har demokratiske rettigheder. Samtidig betyder den

uigennemsigtighed, de forårsager, at de mennesker, der faktisk burde høres (befolkningen

som opfattes som det legitime udgangspunkt for demokratiet), får sværere ved at

gennemskue, hvad der foregår i de politiske beslutningsprocesser og dermed ved at agere her.

Pga. lobbyismens skjulte karakter antages den at få tvingende virkning på beslutningerne,

fordi politikerne ikke har mulighed for at afværge den. Aktørerne trækker dermed på

diskursen om den Tvingende Lobbyisme for at konstruere den problematiske side af

relationen mellem lobbyister og det politiske system. Da jeg allerede har dokumenteret, at

aktørerne via Virkelighedens Eksperter og Befolkningens Talerør konstruerer lobbyismen

som et gode, vil jeg nu fokusere på, hvorledes de trækker på den Tvingende Lobbyisme.

Aktørerne i denne koalition deler opfattelsen af lobbyismen som overordnet et gode med

resten af Folketinget: ”Problemet er jo ikke den lobbyisme eller den påvirkning af det politiske

system, som foregår, og som på mange måder er god. Problemet er, når store selskaber ansætter

folk til at pleje de store selskabers interesser, og det sker på en sådan måde, at det ikke er

gennemskueligt…” 196 . Aktørerne i denne koalition er også enige med aktørerne fra den

Bevarende Koalition om, at den gode lobbyisme skal faciliteres og ikke hindres. Disse aktører

196 Rune Lund (EL). Møde nr. 93 (2006).

Side 81

af 116


opfatter dog netop disse Mørkets Fyrster fra de store selskaber, som barrierer for den gode

lobbyisme.

Et væsentligt emne angår det opfattede problem om gennemsigtigheden i forhold til, hvem

der forsøger at øve indflydelse. Således opfattes det, at ”…[d]et er vigtigt for demokratiet, at

befolkningen kan se, hvem der påvirker beslutningstagerne…” 197 , og at ”[d]et store problem

ligger i, at man ikke ved, hvem lobbyorganisationerne repræsenterer, hvad der er deres

dagsorden, eller hvem der finansierer deres arbejde.” 198 Dette er endda en uigennemsigtighed,

som aktørerne i denne koalition opfatter, at lobbyisterne forårsager med vilje: ”Vi har set

sager, hvor ngo’er viser sig ikke at være ngo’er, men i virkeligheden en stor industrikoncern, som

forsøger at arbejde i det skjulte.” 199 Uigennemsigtigheden angående, hvem det er, der påvirker,

opfattes grundliggende problematisk:”… det efterlader altså en blind vinkel i politik, der svigter

de gode demokratiske idealer om troværdighed og gennemsigtighed.” 200

Uigennemsigtighedsproblematikken angår dog ikke kun, hvem der påvirker dvs. hvem der

anvender redskabet. Aktørerne refererer også til et ’mørke’, lobbyister opfattes at lægge over

sandheden/virkeligheden. Ved at manipulere med eller tilbageholde information mistænkes

de for at snyde politikerne til at have andre holdninger, end de ellers ville have haft. I

konstruktionen af lobbyismen som et problem, trækker aktørerne således også på diskursen

om Virkelighedens Eksperter, idet lobbyisterne leverer information. Dog opfattes lobbyismen

af disse aktører, ikke kun at levere viden om virkeligheden, men, jf. analysen af lingvistiske

elementer i RPRs citat i afsnit 5.3.1a, også potentielt at sløre virkeligheden. Det gør de

ubevidst, fordi de ikke nødvendigvis selv kender hele virkeligheden, men også bevidst ved at

tilbageholde information eller ved at præsentere misvisende information. Således anklages

Landbrug og Fødevarer for ikke at oplyse om pesticider og gmo, og dermed ikke at ”... skabe

lys, der hvor der er mørke.” 201 BUPL anklages for at forsøge at ”… bilde den danske

befolkning…” 202 noget ind, og PCL anklager videre Pelsdyravlerforeningen ”… for at have

197 Mette Gjerskov (S). Møde nr. 93 (2006).

198 Rune Lund (EL). Møde nr. 93 (2006).

199 Rune Lund (EL). Møde nr. 93 (2006).

200 Jesper Petersen (SF). Møde nr. 94 (2010)

201 Per Clausen (EL). Møde nr. 28 (2010).

202 Per Ørum Jørgensen (KF). Møde nr. 64 (2007).

Side 82

af 116


inviteret på besøg på danske minkfarme på et tidspunkt af året, hvor man kan sige, hvor

muligheden for at se de dårlige forhold for dyrene er mindst mulige.” 203

Citatet om Pelsdyravlerforeningen repræsenterer dog samtidigt en opfattelse af, at den slags

kun kan lade sig gøre i tilfælde af, at man er enelobbyist eller i hvert fald er en stærkt

dominerende interesse inden for sit politiske felt. Dermed reduceres lobbyismens funktion

som redskab til at erkende virkeligheden (jf. diskursen om Virkelighedens Eksperter), ved at

lobbyisterne tilrettelægger vilkårene for, hvordan virkeligheden kan erkendes. Således

udtaler PCL i samme forbindelse, at det jo godt kan ”… betyde noget, hvordan man

tilrettelægger forskningen, hvem der betaler, for der er jo ikke meget forskning i mink i

Danmark, hvis Dansk pelsdyravlerforeningen ikke betaler for det.” 204 Implicit i citatet afsløres

en formodning om, at forskellige finansieringskilder til forskningen (dvs. forskellige kilder til

viden) vil lede til øget gennemsigtighed. Forskningen forventes at blive tilrettelagt på

forskellige måder, der ikke nødvendigvis på forhånd giver anledning til fordelagtige resultater

for Dansk Pelsdyravlerforening. Det mere grundliggende problem er altså den privilegerede

inddragelse af særinteresser, idet det antages, at der ellers ville udvikles et system med

checks-and-balances, hvor lobbyisterne ville kontrollere og regulere hinanden. Dette viser, at

aktørerne i den Omstyrtende Koalition både konstruerer lobbyismen via Mørkets Fyrster,

men også via Loge-fortællingen.

5.5 Formel regulering en oplagt mulighed?

Udgangspunktet for opfattelsen af passende og mulige løsninger er, at lobbyismen er et gode,

men at der samtidigt findes karakteristika ved relationen, der hindrer, at dette gode udnyttes

af ’brugeren’ (politikere og/eller eksterne interesser). Målet er derfor at fjerne barrierer for

lobbyismen. Dette har de to koalitioner til fælles, men som det fremgår af ovenstående, har de

forskellige opfattelser af, hvad der udgør disse barrierer. I den dominerende Bevarende

Koalition opfattes politikerne som de ansvarshavende i relationen. Barrierer for lobbyismen

er derfor primært politikeres uønskværdige adfærd, hvilket jeg dokumenterede i afsnit 5.4.1a.

Den Omstyrtende Koalition mener, at nogle lobbyister ødelægger det for de øvrige såvel som

for politikerne, der har glæde af ’den gode lobbyisme’. Idet en del af problemet skyldes

203 Rená Christensen (DF). Møde nr. 93 (2011).

204 Per Clausen (EL). Møde nr. 93 (2011).

Side 83

af 116


lobbyisternes adfærd, og ikke politikernes, er det ikke tilstrækkeligt at overlade en løsning til

politikerne og organisationsstrukturen, hvilket opfattes kun at løse nogle af problemerne

(loge-problematikken), mens problemet med Mørkets Fyrster kræver ændring af

lobbyisternes adfærd. Den problematiske lobbyisme må hindres, for at facilitere den gode

lobbyisme, hvorfor formel regulering rettet mod lobbyister, som i EU, opfattes som passende.

Den Omstyrtende Koalition er dog i undertal og har ikke haft held til at vinde den diskursive

kamp om at konstruere lobbyisterne som ansvarshavende i relationen. I stedet synes

diskursen de Ansvarshavende Politikere at dominere konstruktionen af den problematiske

side af relationen mellem lobbyister og politikere, hvorfor regulering af lobbyister ikke er

blevet en del af et passende mulighedsrum. Regulering nævnes ganske vist kun ganske få

gange som en mulighed og affejes hurtigt som meningsløst af aktørerne fra den dominerende

koalition. Idet den Omstyrtende Koalition grundliggende er enige i den Bevarende Koalitions

grundantagelser om lobbyismen som et redskab, bliver den Bevarende Koalitions argumenter

desuden vanskelige at udfordre.

Præmisserne for passende og mulige løsningsforslag dvs. det konstruerede mulighedsrum

for løsning af problemer angående lobbyismen kan opsummeres med følgende citat af Per Stig

Møller (PSM):

”Og så synes jeg også, at man lige skal være opmærksom på, at lobbyisme jo ikke i sig selv er

kriminelt. Vi modtager jo deputationer hele tiden i alle folketingsudvalg, og vi ved også godt,

hvad de repræsenterer. Jeg tror ikke, at politikere er dummere, end at de også kan gennemskue,

at der er nogle interesser, der selvfølgeligt bliver varetaget og repræsenteret. Jeg synes, at vi som

beslutningstagere skal synes, at alle skal kunne komme frem til os, hvad enten det er lobbyister,

eller det er private personer, som har et synspunkt eller en indvending, som bør indgå i

beslutningstagernes overvejelser.” 205

Citatet viser flere ting, der taler imod regulering som oplagt løsningsmodel. For det første

fremgår det, at lobbyismen er ønskværdig, fordi den bidrager med ’noget’, som ”… bør indgå i

beslutningstagernes overvejelser.” 206 Hermed trækkes på Virkelighedens Eksperter, idet

lobbyismen er nødvendig for at politikerne kan træffe kompetente beslutninger og dermed

205 Per Stig Møller (KF). Møde nr. 93. (2006).

206 Per Stig Møller (KF). Møde nr. 93. (2006).

Side 84

af 116


forbedre det politiske output. Med ordet synspunkt henviser PSM til Befolkningens Talerør og

trækker således på et ideal om, at den politiske beslutningsproces bør være forankret i, hvad

lobbyister og privatpersoner ’synes’. Dette afslører Redskabsfortællingens rolle i

konstruktionen af mulighedsrummet.

PSM siger også, at politikere ikke er dumme, og at de er bevidste om, at de bliver påvirket

baggrund af givne interesser, hvilket afslører politikernes ansvarshavende rolle. Endeligt

understreger PSM, at lobbyismen ikke er noget kriminelt og altså ikke er noget, man

overordnet bør kriminalisere. I forlængelse heraf forekommer regulering ikke oplagt, hvilket,

jeg nu vil vise, også er opfattelsen i den dominerende koalition i Folketinget: Den Bevarende

Koalition, som stort set har vundet kampen om at konstruere mulighedsrummet angående

lobbyismen.

5.5.1 Tradition for tillid og åbenhed

Lobbyisme har som beskrevet været en del af det danske, politiske system i over hundrede år.

Over tid er der opbygget regler og rutiner for, hvorledes lobbyismen passende kan have sit

virke. En story line, som dog kun i begrænset omfang kan identificeres, er derfor fortællingen

om Danmark som en lille andedam, hvor alle kender alle, og der findes traditioner for

åbenhed og gennemsigtig, som gør regulering unødvendig, hvilket jeg har afdækket i analysen

af den sociokulturelle praksis i afsnit 4.4.1.

I det omfang aktørerne har naturaliseret denne virkelighedsopfattelse, er de ikke

nødvendigvis altid bevidste om den, da den fremstår som ’sand’ og åbenlyst givet. Endvidere

forekommer det ikke oplagt at påpege selvfølgeligheder, som at lobbyismen ikke er et

problem, da den er reguleret af et internaliseret normsæt, førend andre forsøger at

konstruere lobbyismen som problematisk. Denne virkelighedsopfattelse kan altså ikke

dokumenteres ved at se på, hvor ofte man kan finde spor efter den. I stedet må anvendes

lingvistiske værktøjer til at afdække, hvor naturaliseret virkelighedsopfattelsen er blandt

politikerne.

Selvom virkelighedsopfattelsen kun sjældent manifesterer sig, vidner brugen af kategoriske

modaliteter om en høj tilknytning til udsagnene. Dette kommer eksempelvis til udtryk, når

Morten Messerschmidt (MME) siger, at ”… [d]er er det altså vigtigt for os at slå fast, at man jo i

Side 85

af 116


Danmark har en helt anden åbenhed, en helt anden tradition end den vi kender fra EU-systemet.

I EU med de enormt mange procedurer og vanskeligt gennemskuelige procedurer er det jo

stort set umuligt for f.eks. pressen at gennemskue, hvad der rent faktisk er op og ned på de

enkelte sager. Det er noget, vi slet ikke kender fra Folketinget, hvor pressen i den grad er aktiv og

faktisk udgør det, som man kalder den fjerde statsmagt.” 207 Her bruges præsensformen

(kategorisk tidsangivelse) hyppigt, hvormed udtrykket kommer til at fremstå som sandheden

ikke noget der kan diskuteres, eller som man kan opfatte anderledes. I endnu højere grad

lægger jeg dog mærke til brugen af meget stærke modaladverbier som slå fast, slet ikke, i den

grad og faktisk, der vidner om en høj grad af tilknytning til udsagnet. Det bør, ifølge

afsenderen MME, forekomme selvfølgeligt for modtageren af udsagnet, at sådan forholder

virkeligheden sig. MME behøver ikke at argumentere for, at vi har andre traditioner og

erfaringer i Danmark end i EU. Et behov, der bliver endnu mindre, i kraft af MMEs relativt høje

troværdighed i forhold til at udtale sig om forskelle på EU og Danmark, som han havde i kraft

af at sidde i Europarådets parlamentariske forsamling på det tidspunkt, han kom med

udtalelsen.

I denne story line henvises, udover betydningen af traditioner, også til fraværet af skandaler

(critical junctures) i dansk sammenhæng (jf. afsnit 4.5.1), hvilket anvendes til at begrunde,

hvorfor regulering af lobbyismen ikke er nødvendigt i Danmark: ”Men man har jo forskellige

traditioner, og man har også forskellige erfaringer, og de erfaringer, vi har haft hidtil, har jo

ikke været af den art, som man har været udsat for i USA. Så derfor er der ikke nogen grund til at

indføre amerikanske systemer bare for Amerikas skyld.” 208 I USA er lobbyisme altså noget man

er udsat for. Tilsvarende opfattelse findes angående lobbyismen i EU. 209 Lobbyismen i

Danmark opfattes derimod i højere grad som noget, der støtter den demokratiske proces, jf.

afsnit 5.3.1, og som man erfaringsmæssigt kan have tillid til. I lyset af min viden om de

skandaler, der har været i amerikansk kontekst (jf. afsnit 4.5.1), fortolker jeg det således, at

PSM refererer til erfaringer som eksempelvis Jack Abramoff-skandalen. Når lobbyismen ikke

opleves som et problem, er der, ifølge Lars Barfoed (LBA), ”… ingen grund til at lovgive mere

detaljeret end nødvendigt, og derfor er det en fornuftig balance, der er i reglerne, som de er i

207 Morten Messerschmidt (DF). Møde nr. 93 2006. Min markering.

208 Per Stig Møller (KF). Møde nr. 93 (2006). Min markering.

209 Se Møde nr. 93 (2006).

Side 86

af 116


øjeblikket.” 210 En udtalelse der må forventes at have relativ høj troværdighed grundet LBAs

funktion som justitsminister, hvor han eksempelvis er ansvarlig for at regulere

embedsmændenes relation til eksterne interesser via Forvaltningsloven, og dermed forventes

at have et godt kendskab til reglerne, som de er i øjeblikke.

Alt i alt er flertallet af Folketingets aktører altså uenige i, at problemer i stil med dem i

fortællingen om Mørkets Fyrster er kendetegnene for dansk lobbyisme, hvorfor ændringer

med henblik på at løse denne slags problemer ikke forekommer relevante.

5.5.2 ”Folketinget er ikke bare et efterretningskontor.” 211

De fleste aktører opfatter relationen mellem lobbyismen og det politiske system som

kontrolleret af politikerne, som ikke bare skal ”… efterkomme, hvad interesseorganisationer

ønsker.” 212 Aktørerne i den Bevarende Koalition anerkender, om ikke andet det hypotetiske

problem, at lobbyister kan lyve, manipulere eller på anden vis opføre sig uønskværdigt. Disse,

aktører mener dog ikke, at det udgør et reelt problem.

For det første er der, jf. ovenstående, ikke erfaring for den slags i Danmark. Desuden forstås

det således, at ”… organisationerne i Danmark ikke er en del af vores forfatning. Det er ikke

sådan, at vi har en fjerde magt i det her land, som er organisationerne…” 213. Derfor opfattes de

ikke at have reel magt. Det er med, Jens Halds ord, ”… jo ikke interesseorganisationerne, der

lovgiver.” 214 De politiske beslutninger træffes af politikerne og ikke lobbyisterne, som blot

fungerer som ”… ekspertbistand…” 215. Med ordvalget bistand afsløres et syn på lobbyister som

hjælpere eller agenter, og dermed ikke som egentlig magthavere med kontrol over den

egentlige beslutning.

Selv hvis den slags uærlig lobbyisme skulle forekomme, opfattes konsekvenserne heraf som

minimale, da politikerne forholder sig kritisk til de oplysninger, de får leveret af de eksterne

interesser. Således udtaler SEP, at man skal anvende ”… sine egne politiske principielle ideer og

sund[e] fornuft…” 216 . Lobbyisterne kan altså levere viden og sørge for, at beslutningerne

træffes på et kompetent grundlag, men det er principper, der vægter de oplysninger

210 Lars Barfoed (KV) Møde nr. 94 (2010).

211 Birthe Rønn Hornbech (V). Møde nr. 67 (2007).

212 Ole Glahn (RV). Møde nr. 25 (2006).

213 Lars Barfoed (K). Møde nr. 81 (2011).

214 Jens Hald (V). Møde nr. 31 (2005).

215 Pia Christmas-Møller (UFG). Møde nr. 103 (2010). Min markering.

216 Søren Espersen (DF). Møde nr. 81 (2011).

Side 87

af 116


politikerne kommer med, som også skal igennem et filter af ’sund fornuft’. Samtidigt bør det

”… være helt naturligt, at man tager en etisk vurdering med ind…” 217.

Udtalelserne viser tilsammen, at politikerne opfatter, at de træffer beslutningerne

selvstændigt, og at de kan hæve sig over den påvirkning, der kommer udefra. Det opfattes

altså som muligt for en politiker at være ”… komplet ligeglad med, hvad Dansk Industri siger,

hvad Dansk Arbejdsgiverforening siger, hvad Dansk Erhverv siger.” 218 Sidstnævnte citat er

egentligt en kritik mod venstrefløjen, fordi de netop vælger ikke at lytte til de navngivne

interesser. Ikke desto mindre viser citatet, at det faktisk opfattes som muligt at ignorere de

eksterne interesser, hvis man ikke er enige i det, de siger, eller man ønsker at prioritere

anderledes. Den mest gængse holdning er dog, at politikkerne bør lytte til interesserne af de

hensyn diskurserne om hhv. Befolkningens Talerør og i særlig grad Virkelighedens Eksperter

værdsætter, men at der i sidste ende bør foretages en kritisk afvejning på baggrund af

politikernes egne principper.

Jørn Dohrmann (JDO) opsummerer: ”Hvorfor skulle vi have den politiske behandling, hvis man

bare vil tage det til indtægt og skrive lovene efter det, som de såkaldte eksperter er kommet frem

til.” 219

5.5.3 Regulering som barriere

Jeg har allerede beskrevet, at aktørerne ser lobbyismen som en ressource, og at regulering

derfor forekommer meningsløst. Alligevel forholder enkelte politikere sig til regulering som

en mulighed, idet de argumenterer mod regulering af lobbyismen. Således mener den

dominerende Bevarende Koalition, at man skal være varsom med regulering, idet man

risikerer at miste denne ressource: Lobbyismen.

Frygten for at miste lobbyismen fremgår desuden af følgende citat om ønskværdigheden af en

registreringsordning i Danmark, som den man har indført i EU: ”Desuden rejser en tvungen

registreringsordning en række spørgsmål om, hvordan vi sikrer, at beslutningsprocedurerne i EU

217 Lise von Seelen (S). Møde nr. 76 (2011).

218 Tina Nedergaard (V). Møde nr. 17 (2010).

219 Jørn Dohrmann (DF). Møde. Nr. 16 (2005).

Side 88

af 116


så vidt muligt er åbne for alle, der ønsker at bidrage. Hvis man blot har en enkeltsag at fremføre,

skal man så registreres, eller udelukkes man, fordi man ikke er registreret?” 220

Citatet illustrerer en frygt for at regulere lobbyisterne væk, fordi man opfatter det således, at

lobbyisterne bidrager med noget. Der trækkes således på diskursen om Virkelighedens

Eksperter. Citatet afslører desuden en opfattelse af, at regulering af lobbyismen ikke kun er

ineffektivt, fordi det ikke forholder sig til det virkelige problem, som er uhensigtsmæssig

adfærd blandt politikere (jf. de Ansvarshavende Politikere), der ikke fordrer åbenhed og

gennemsigtighed. PSM anvender verbet ’udelukkes’ og henviser således til problemstillingen

med eksklusion. Regulering opfattes altså som endnu en barriere for lobbyismen, som dermed

frygtes at have den modsatte virkning at privilegeret adgang i endnu højere grad bliver et

kendetegn. Især fokuseres på de snævre interesser, som kun søger indflydelse på enkeltsager,

og for hvem omkostningerne forbundet med regulering hurtigt forventes at overstige

udbyttet. Politikerne har her også fokus på de ressourcesvage. Således argumenteres mod et

reguleringsforslag i form af økonomiske gebyrer med ”… at, der er tale om at begrænse de

mennesker, som sidder derude og bruger deres søndag eftermiddage på at gå de her sager igennem

for os…” 221 . Citatet afslører en bekymring for, at de mest ressourcesvage udelukkes, fordi det

kræver for mange økonomiske ressourcer at begå sig i et reguleringsfyldt område.

Aktørerne i den Omstyrtende Koalition er i særligt grad bekymrede for den lobbyisme, der

udføres af virksomhederne. Det er de, fordi de ikke mener, at virksomhederne er legitime, da

de ikke repræsenterer borgernes interesser, hvormed der trækkes på diskursen om

Befolkningens Talerør. Eksempelvis ønsker de ”… at sikre en klar adskillelse mellem de

personer, som repræsenterer industriens interesser, og de personer, som repræsenterer

borgernes…” 222 . Aktørerne fra den Bevarende Koalition har i dette tilfælde dog fokus på, at

repræsentanter fra erhvervslivet kan levere ekspertviden, jf. Virkelighedens Eksperter:

”Vedrørende selve industrien vil jeg da gå så langt som til at sige, at det jo måske også godt

kunne være, at de havde noget kompetent at komme med i forbindelse med

lovgivningsarbejdet.” 223 Selvom lobbyister altså ikke altid opfattes som berettiget til at deltage,

220 Per Stig Møller (KF). Møde nr. 93. (2006).

221 Mette Gjerskov (S). Møde nr. 34 (2010).

222 Rune Lund (EL). Møde nr. 93 (2006).

223 Mette Gjerskov (S). Møde nr. 93 (2006).

Side 89

af 116


opfattes regulering uhensigtsmæssig, fordi det politiske output opfattes at blive forringet ved

at udelukke nogen også selvom de, der udelukkes, ikke udgør en del af det suveræne folk.

5.6 Delkonklusion

Der hersker enighed om, at lobbyismen er en nødvendig og ønskværdig del af det politiske

system, fordi det løser flere demokratiske problemstillinger. Der er altså ingen grund til, at

politikerne skulle stille spørgsmålstegn ved lobbyismens tilstedeværelse i det politiske

system eller det fænomen, at eksterne søger, og også opfattes faktisk at få, indflydelse i de

politiske beslutningsprocesser. Lobbyismen opfattes både som nødvendig, og som en del af et

ideelt demokrati. Lobbyismen er således konstrueret, som noget der skal faciliteres snarere

end at hindres. En principiel debat om lobbyismens tilstedeværelse forekommer altså

meningsløs.

OGL opsummerer relationen mellem politikere og lobbyister, som ”… en situation, hvor mange

mennesker faktisk kan være med til at kvalificere beslutninger, der skal træffes lokalt, ved at de

kommer med deres synsvinkler, deres ideer til, hvordan den her opgave skal løses, og så møder de

nogle argumenter måske imod eller nogle ekstra spørgsmål, som kan være med til at belyse hele

denne problemstilling på en bedre måde. Så det vil sige, at ved at inddrage borgerne mere […]

inden man træffer beslutningerne, får man en bedre kvalificering af beslutningerne. Desuden får

man altså også en legitimering af de beslutninger.” 224

Folketingsmedlemmerne er desuden enige om en konstruktion af relationen mellem

lobbyister og det politiske system som loge-agtig, idet den er kendetegnet ved en lukkethed

angående adgangen. Koalitionen har således fokus på den del af den sociokulturelle praksis,

der angår privilegeret inddragelse og mener, at en bedre tilrettelæggelse af

beslutningsgangene, kombineret med en aktiv indsats fra politikernes side, er den bedste

løsning af problemet. Den Bevarende Koalition mener, at det er politikerne og

beslutningsgangene, der er årsagen til denne lukkethed. Den Omstyrtende Koalition mener

dog desuden, at lobbyisterne selv har betydning herfor særligt i kraft af den

uigennemsigtighed, de mener, lobbyisterne intentionelt forårsager. Således er den

224 Ole Glahn (RV). Møde nr. 9 (2005). Min markering.

Side 90

af 116


Omstyrtende Koalition i særlig grad optaget af muligheden for parlamentarisk kontrol og

borgernes mulighed for at vurdere behovet for at intervenere, som de mener, bliver

vanskeliggjort af uærlige lobbymetoder. Derfor ønsker de at eliminere denne form for

lobbyisme eksempelvis ved at regulere den bort.

Den Omstyrtende Koalition er dog i undertal og har ikke haft held til at vinde den diskursive

kamp om at konstruere lobbyisterne som ansvarshavende i relationen. I stedet synes

diskursen om de Ansvarshavende Politikere at dominere konstruktionen af den

problematiske side af relationen mellem lobbyister og politikere, hvorfor regulering af

lobbyister opfattes som en passende løsningsmodel.

Regulering affejes af aktørerne fra den dominerende koalition, som finder regulering, ikke

bare ineffektivt, men også som endnu en barriere, og dermed en forværring af det egentlige

problem. Idet den Omstyrtende Koalition grundliggende er enig i den Bevarende Koalitions

grundantagelser om lobbyismen som et redskab, bliver den Bevarende Koalitions argumenter

desuden vanskelige at udfordre. Den Omstyrtende Koalition har således ikke formået

synderligt at påvirke mulighedsrummet angående relationen mellem lobbyister og det

politiske system. Lobbyismen i sig selv er derfor konstrueret som uproblematisk i dansk

kontekst, hvor der ikke er erfaring for, at vi har ondsidet lobbyisme. Videre opfattes

lobbyisterne primært at fungere som redskab, mens det er politikeres principper og sunde

fornuft, der udgør grundlaget for den egentlige politiklægning.

Side 91

af 116


6. Konklusion

Mit ærinde har været at bidrage til at udfylde to overordnede mangler i politologiens

vidensbase. For det første har jeg ønsket at frigøre lovgivernes tanker om dansk lobbyisme

ved at afnaturalisere de opfattede rammer for håndtering heraf. For det andet har jeg ønsket

at bidrage til forståelsen af, hvorfor formel regulering af lobbyismen ikke sættes på

dagsordenen. Fuldbyrdelsen af disse mål har været styret af følgende problemformulering:

1. Hvorledes konstrueres relationen mellem lobbyismen og det danske,

politiske system?

2. Hvilken betydning har denne konstruktion for mulighedsrummet

angående formel regulering af dansk lobbyisme?

Jeg har struktureret min analyse med udgangspunkt i Faircloughs tredimensionelle model.

Dette har givet anledning til nogle operationaliseringsmæssige udfordringer, hvilket jeg vil

vende tilbage til i afsnit 6.1. Først vil jeg opsummere mine empiriske fund.

Det første interessante fund, jeg har gjort, er, at principielle drøftelser af lobbyismen kun

sjældent finder sted. Når emnet er blevet bragt på banen, bliver diskussionen hurtigt lukket

med begrundelsen, at det er upassende at diskutere præmisserne for lobbyismen i en politisk

kontekst. Spørgsmålet herom opfattes altså som apolitisk. Med termer fra et andet

konstrueret apolitisk domæne, økonomien, kan man sige, at folketingspolitikerne konstruerer

emnet, så det blot drejer sig om at finde en pareto-optimal relation mellem lobbyismen og det

politiske system. Følgeligt er det ikke passende, at diskutere præmisserne herfor i Folketinget,

hvor politiske hensyn risikerer at stå i vejen for at finde den bedst mulige løsning.

Analysen af den sociokulturelle praksis har vist, at relationen mellem lobbyister og det

politiske system er præget af privilegering på baggrund af berøringsgrad og ressourcer.

Lobbyisterne anvender primært ønskværdige metoder, der bidrager til at opfylde forskellige

demokratiske idealer, og som effektiviserer beslutningsprocesserne. Indholdsanalysen viste

også, at pluraliteten i brugen af kanaler både øger og reducerer gennemsigtigheden i de

politiske beslutningsprocesser, Det gør den, fordi de forskellige kanaler på hver deres måde

hæmmer og fordrer idealerne. I indholdsanalysen tog jeg udgangspunkt i pluralisme,

gennemsigtighed og parlamentarisk kontrol som grundlæggende idealer i den danske

politiske kultur. Disse har jeg identificeret ved at se på ikke-diskursive manifestationer i form

Side 92

af 116


af eksempelvis Grundloven. Med udgangspunkt i idealerne fortolkede jeg relationen mellem

lobbyismen og det politiske system som grundliggende ønskværdig dog med problematiske

aspekter.

Denne viden gav anledning til en forventning om to typer argumenter i den diskursive

praksis. Dette er en type argumenter, der handler om lobbyismens egenskaber som enten

problem eller løsning, og en argumenttype omhandlende hvem der er initiativtager i

relationen, og dermed hvem der udgør ophavet til problemer og løsninger. Til sammen gav

disse to typer argumenter anledning til fire mulige diskurser, som alle i større eller mindre

omfang også er blevet genfundet i folketingsreferaterne. Disse er Virkelighedens Eksperter,

Befolkningens Talerør, de Ansvarshavende Politikere og den Tvingende Lobbyisme.

Virkelighedens Eksperter og Befolkningens Talerør anvendes af et samlet Folketing.

Folketinget konstruerer grundlæggende lobbyismen som et gode, der ikke har betydning i sig

selv, men i kraft af sin anvendelse som redskab. I forlængelse heraf er det ikke passende at

diskutere muligheden for at undgå lobbyismen, hvilket bidrager til en forståelse af, hvorfor

emnet er blevet apolitisk. Lobbyismen konstrueres følgeligt som, noget, der bør beskyttes og

faciliteres. Derfor er alle aktørerne i Folketinget enige om, at eventuelle barrierer for denne

løsningsorienterede lobbyisme må fjernes.

Jeg har identificeret to forskellige, delvist konkurrerende, opfattelser af, hvilke barrierer der

findes. Dette er barrierer angående adgangen til de politiske beslutningsprocesser, der

udlægges som forårsaget af det politiske system og politikerne selv. Eksempelvis politikere

der ikke lytter, eller som tilrettelægger beslutningsprocesserne, så det skaber privilegeret

inddragelse. Dette er en form for barriere, som politikerne alle er enige om, findes.

Den anden type barrierer er den ’dårlige lobbyisme’, som opfattes at skabe

uigennemsigtighed. En lille gruppe politikere er således af den opfattelse, at en del af

lobbyisterne, qua deres metoder, udgør en barriere for de øvrige lobbyister. Tilmed er dette

lobbyister, der opfattes som mindre berettigede til at deltage, idet de ikke opfattes at

repræsentere borgere men virksomheder.

Disse forskellige udlægninger af samme sociale virkelighed har jeg navngivet hhv. Loge-

fortællingen og fortællingen om Mørkets Fyrster. Navnene henviser til metaforer, aktørerne

Side 93

af 116


anvender for at reducere kompleksiteten af den sociale virkelighed, så de kan samles i

såkaldte diskurskoalitioner.

Jeg har rekonstrueret tekstmaterialet som en konkurrence mellem to diskurskoalitioner, som

kæmper om at gøre deres udlæggelse af virkeligheden dominerende. Den ene er den

Bevarende Koalition, der desuden trækker på diskursen om de Ansvarshavende Politikere, og

som mener, at barrierer kan fjernes uden at ændre grundlæggende ved inddragelsen af

lobbyister i den politiske beslutningsproces. Det mener de, fordi politikerne opfattes at

kontrollere relationen og at være i besiddelse af et demokratisk mandat til at gøre det, hvilket

legitimerer relationen. Den anden er den Omstyrtende Koalition, der ønsker at ændre

relationen mellem lobbyister og det politiske system mere grundlæggende ved at

kriminalisere en del af lobbyismen. Det gør de, fordi de desuden trækker på diskursen om den

Tvingende Lobbyisme, der udlægger lobbyismen som noget politikerne ikke har kontrol over,

fordi den opererer i det skjulte.

Endelig har jeg vist, at det er lykkedes den Bevarende Koalition at dominere domænet, idet

den Bevarende Koalitions udlægning af den sociale virkelighed stort set er blevet

altdominerende. Story linen Mørkets Fyrster afvises altså, af den dominerende koalition, som

en hypotetisk problemstilling, der ikke har relevans i dansk kontekst.

Lobbyisters tilstedeværelse i den politiske beslutningsproces i Danmark konstrueres som

apolitisk. Lobbyismen konstrueres som en selvfølgelig, nødvendig og ønskværdig del af

demokratiet, som bør faciliteres. ’Dårlig lobbyisme’ opfattes som en hypotetisk

problemstilling i dansk kontekst, hvor normer og tillid regulerer lobbyismen. Derfor opfattes

regulering som upassende. Relationen udlægges samtidigt som kontrolleret af politikerne. De

problemer (i form af barrierer), der karakteriserer relationen, konstrueres således, at de kan

løses af politikerne inden for de eksisterende rammer eksempelvis fordi det er politikerne,

der forårsager nogle af problemerne. Regulering opfattes altså ikke kun som upassende, men

desuden som ineffektiv, idet det ikke adresserer den problemstilling, der opfattes reelt at

være: At politikerne ikke lever op til deres ansvar og overholder de eksisterende regler.

Side 94

af 116


6.1 Teoretiske implikationer: Trialektiske forhold

Det teoretiske, såvel som metodiske, udgangspunkt for mit speciale har været Faircloughs

diskursteori og hans tredimensionelle model. Faircloughs model muliggør et blik for det

dialektiske forhold mellem sprogbrug og praksis, der tilsammen skaber magtstrukturer. Da

jeg har kastet lys over en politisk problemstilling, mener jeg, at aktørers strategiske handlinger

udgør en vigtig brik for forståelsen. I Faircloughs KDA fremstår det dog således, at

magtstrukturer har tvingende effekt på aktørerne, som ikke har nogen handlemuligheder. Jeg

har forsøgt at løse denne mangel, som, jeg mener, Faircloughs KDA har i forhold til at fungere i

en politisk kontekst, ved hjælp af den diskursive institutionalisme og begreber udvalgt fra

Hajers argumentative diskursteori. Hermed har det været muligt for mig at analysere det

trialektiske forhold mellem sociokulturelle praksisser, diskursive praksisser og strategiske og

kreative aktører.

Ikke-beslutninger har længe været en udfordring for politologien. Jeg mener, at

diskursteorien er et oplagt bud på en måde at opnå forståelse af ikke-beslutninger. Jeg har

foretaget en mindre justering af Hajers begreb story lines. Således har story lines i dette

speciale, desuden været symbolske referencerammer til forenkling af ikke-problemer.

Justeringen er simpel. Redskabsfortællingen viser dog, at denne justering tillader et blik for

ikke-problemer. Justeringen er altså frugtbar i forbindelse med at øge forståelsen af

baggrunden for ikke-beslutninger.

I et bredere perspektiv kan studiet af ikke-beslutningen om regulering af dansk lobbyisme ses

som et case-studie i, hvordan regulering opstår eller ikke opstår samt hvilken rolle

diskursive praksisser har i forbindelse hermed. Det er ikke muligt at generalisere på baggrund

af mit speciale, som ikke har været repræsentativt for alt fravær af regulering(sdebatter). Dog

kan man foretage en analytisk generalisering af mine resultater. På baggrund heraf er det

nærliggende at forvente, at tilsvarende teoretiske og analytiske udgangspunkt kan anlægges i

analyser af andre ikke-debatter eller ikke-beslutninger i forbindelse med policy-formulering

eller forståelse af fravær af samme.

Side 95

af 116


6.2 Konklusionens rækkevidde:

Det følger af mit videnskabsteoretiske udgangspunkt, at virkeligheden eksisterer for sig selv

og altså ikke er en social konstruktion. Erkendelsen heraf opfattes dog som konstrueret.

Konsekvensen bliver, at hverken facts, metoderegler, kriterier for videnskabelighed eller

andet kan give os sikker viden. Dette er dog ikke ensbetydende med, at det ikke er muligt at

frembringe valide, videnskabelige resultater. Epistemologisk socialkonstruktivistiske studier

hævder ikke overensstemmelse mellem virkelighed og resultater. Ovenstående resultater skal

altså ikke vurderes ud fra deres overensstemmelse med virkeligheden. I stedet må læseren

selv foretage en gyldighedsvurdering på baggrund af, om analysen forekommer oplysende,

sammenhængende og plausibel og dermed konkurrencedygtig i forhold til alternative

resultater, der kunne være fremkommet. Jeg har muliggjort denne vurdering ved at tilstræbe

gennemsigtighed og grundig redegørelse for mine valg og mit fortolkningsgrundlag.

Analysen af den sociokulturelle kontekst er baseret på tertiære dokumenter, hvilket vil sige, at

jeg analyserer på forhånd bearbejdede fremstillinger af virkeligheden. Denne problematik har

jeg allerede diskuteret i afsnit 3.5.1. Mine empiriske kilder har dog desuden nogle

pragmatiske begrænsninger, idet jeg har taget udgangspunkt i den viden, der allerede er

frembragt. En fuld afdækning af den sociokulturelle praksis kræver et datagrundlag, som

statskundskaben ikke besidder i dag. Især er forskningen i individers lobbyvirksomhed

begrænset, ligesom vores viden om alternative kontaktformer ikke er så stor. Det betyder, at

min afdækning af virksomheders medkonstruktion af den sociokulturelle praksis er

mangelfuld. Denne mangel giver anledning til en varsomhed i forbindelse med konklusioner i

forhold til den sociokulturelle praksis, men også til en opfordring til flere politologiske studier

af de politiske virksomheder.

Statskundskaben har været bevidst om eksempelvis virksomheders lobbyisme i hvert fald

siden 1975, men viden om omfang og kanaler er først forsøgt afdækket i politologisk optik i

forbindelse med Magtudredningen i 2001. Viden om virksomhedernes strategier er stort set

ikke-eksisterende i den politologisk vidensbase, hvorfor studier heraf må tage udgangspunkt i

viden fra handelsskolerne. Set i lyset af, at virksomheders lobbyisme netop er et af

stridspunkterne blandt politikerne, er mere viden herom ønskværdig også fra et politisk

perspektiv.

Side 96

af 116


6.3 Perspektivering: Hvad vi stadigt ikke ved

Det er kendetegnende for al samfundsvidenskabelig analyse, at man må vælge at se noget

bestemt og hermed erkende, at der er mange aspekter, man bliver blind for. En lang række

vigtige spørgsmål forsøger jeg ikke at belyse.

Diskursteorien er nyttig i forbindelse med ’hvad’ og ’hvorledes’ spørgsmål. Diskursteorien

falder dog til kort, når det angår spørgsmål om ’hvorfor’. Denne mangel udbedres til dels af

ved inddragelsen af den sociokulturelle dimension. Således øger det eksempelvis forståelsen

af, hvorfor fortællingen om Mørkets Fyrster afvises som hypotetisk, at vi ved, at lobbyisterne

primært anvender dialogbaserede metoder, mens konfrontatoriske metoder er sjældne. Min

afgrænsning til en dansk kontekst betyder dog, at jeg ikke opnår forståelse for, hvorfor det

danske mulighedsrum tilsyneladende adskiller sig fra andre politiske systemers. Således ville

en komparative analyse af eksempelvis EU og Danmark kunne bidrage yderligere til

forståelsen af fraværet af (debat om) regulering af lobbyisme i Danmark. Et perspektiv som

bliver endnu mere interessant set i lyset af argumenterne om en særlig dansk åbenhed og

tillid.

Jeg har foretaget en analyse af det eksisterende mulighedsrum for regulering af lobbyismen

dvs. en slags øjebliksbillede. Jeg har dog ikke set på de forudgående diskursive kampe, hvilket

ville kunne bidrage til en forståelse af, hvorfor mulighedsrummet er konstrueret, som det er.

Hvis opfattelsen af behovet for en ny policy, og muligheden for at diskutere dette, betinges af

en stiafhængig diskursiv ramme, der sammenfattes i en story line, er det i et demokratisk

perspektiv interessant, hvordan rammen konstrueres, og hvem der deltager i konstruktionen.

Endnu et forslag til videre studier kunne derfor være, via backward-mapping, at afdække,

hvilke aktører der har påvirket politikernes virkelighedsopfattelser, så det eksisterende

mulighedsrum er fremkommet.

Side 97

af 116


7. Litteraturliste

Ahlsson, G. (1998). Rätslig reglering av lobbning inom EU. I: G. Ahlsson, J. H. Bergström, A.

Sundström, og D. Pamlin (red.): Lobbning. (pp. 147-188). Stockholm: Demokratiutredningen.

Bentley, A. F. (1908). The process of government. Chicago: University of Chicago Press.

Binderkrantz, A. (2005b). Magtens Midler. Århus: Politica.

Binderkrantz, A. og Munk Chrisiansen, P. (2010). Tordenskjoldssoldater.

Interesseorganisationerne i medierne. Politica, vol. 42(1), (pp. 27-48).

Blom-Hansen, J. (2000). Still corporatism in Scandinavia? A survey of recent empirical

findings. Scandinavian Political Studies, vol. 232(2), pp. 157-181.

Blom-Hansen, J. (2001). Organized Interests and the State. A disintegrating relationship?

Evidence from Denmark. European Journal of Political Research, vol. 39(3), pp. 391-416.

Blom-Hansen, J. og Daugbjerg, C. (1999). Magtens organisering. I: J. Blom-Hansen og C.

Daugbjerg (red.): Magtens organisering. Stat og interesseorganisationer i Danmark. (pp. 205-

216). Århus: Systime.

Blom-Hansen, J., og Worsøe Laursen, S. (1999). Økonomisk politik: Interesseorganisationerne

sat uden for døren? I: J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg (red.): Magtens organisering. (pp. 180-

204). Århus: Systime.

Boye, M., og Hauxner, K. (2000). Institutioner. I: T. Knudsen (red.): Kernebegreber i

statskundskab. (pp. 19-36). København: Forlaget Thomsen.

Boysen, M. (2007, 14. januar). Lobbyister vil puttes i register. Nyhedsavisen, 1. sektion, s. 9.

Buksti, J. A. (1980). Organisationerne, den politiske proces og samspillet med

samfundsudviklingen. I: J. A. Buksti (red.): Organisationer under forandring: studier i

organisationssystemet i Danmark. (pp. 9-33). A rhus: Politica.

Buksti, J. A. (1982a). Organisationer og offentlig politik. Interesseorganisationernes deltagelse i

den politiske beslutningsproces i Danmark og den danske forskningsmæssige udvikling på

området. Arbejdspapir.

Buksti, J. A. (1982b). Interesseorganisationer og organisationsforskning. Politica, vol. 14(4),

pp. 44-74.

Side 98

af 116


Buksti, J. A. (1984). Interesseorganisationer i politik. I: E. Damgård (red.): Dansk demokrati

under forandring. (pp. 50-79). København: Schultz.

Carstensen, N. H. (1996, 24. september). Kontrol med lobby-arbejde. Jyllandsposten. 1. sektion,

s. 1.

Clark, Romy. (1992). Principles and practice of CLA in he clasroom. I: N. Fairclough (red.):

Critical Language awareness. (pp. 117-140). New York: Longman Publishing.

Collin, F. (2010). Socialkonstruktivisme. I: M. Hviid Jacobsen (red.): Videnskabsteori i

statskundskab, sociologi og forvaltning. (pp. 230-264). København: Hans Reitzels Forlag.

Crepaz, M. (1994). From Semisoreignty to Sovereignty. The decline of Corporatism and Rise of

Parliament in Austria. Comparative Politics, vol. 27(1), pp. 45-66.

Dahl, R. A. (1961). Who governs? Democracy and Power in an American City. New Haven: Yale

University Press.

Damgaard, E. (2003). Folkets styre. Århus: Århus Universitetsforlag.

Damgaard, E. og Eliassen, K. A. (1978). Corporate Pluralism in Danish Law-Making.

Scandinavian Political Studies, vol. 1(4), pp. 285-313.

Danmarks riges grundlov af 5. juni 1849. (1997). Danmark: Forlaget Notat.

Daugaard Jensen, Poul-Erik (2002). Demokrati på afveje. I: Riis, Povl (red.). Magtfordelingen

mellem interesseorganisationer og det repræsentative demokrati: Er der opstået en ubalance

som truer fælleskabet? (pp. 93-148). København: JL-Fondet.

DiMaggio W.W. og Powell, P.J. (1991). Introduction. I: W.W. Powell og P.J. DiMaggio (reds.):

The New Institutionalism in Organizational Analysis. (pp. 1-38). Chicago: The University of

Chicago Press.

Easton, D. (1953). The political system. Chicago: The University Press of Chicago.

Esbensen, M. C. (2007). Public affairs. København: Information.

Fairclough, N. (1992a). Discourse and social change. Cambridge UK: Polity Press.

Side 99

af 116


Fairclough, N. (1992b). Introduction. I: N. Fairclough (red.): Critical Language awareness. (pp.

1-30).

New York: Longman Publishing.

Fairclough, N. (2001). Language and Power. (2. udgave). Essex: Pearson Education Limited.

Fairclough, N. (2008). Kritisk diskursanalyse. København: Hans Reitzels Forlag.

Fivelsdal, E., Beck Jørgensen, T., og Daugaard Jensen, P. E. (1979). Interesseorganisationer og

centraladministration. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Flensburg, T. (2006, 2. juni). Danmark kræver register over EU’s lobbyister. Politiken. 1.

Section, s. 7.

Grant, W. (2004). Pressure Politics: The Changing World of Pressure Groups. Parliamentary

Affairs, vol. 57(2), pp. 408-419.

Greve, C. (1999). Privatiseringspolitik: Fra stabilitet til usikkerhed i offentlige virksomheders

politik-netværk. I: J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg (red.): Magtens organisering: Stat og

Interesseorganisationer i Danmark (pp. 163-179). Århus: Systime.

Grønnegård Christensen, J. (1980). Centraladministrationen. Organisation og politisk placering.

København: Samfundsvidenskabeligt Forlag.

Grønnegård Christensen, J. (1989). Centraladministrationen. Organisation og politisk placering.

København: Samfundsvidenskabeligt Forlag.

Grønnegård Christensen, J. og Munk Christiansen, P. (1992). Forvaltning og omgivelser.

Herning: Systime.

Hajer, M. (1993). Discourse Coalitions and the Institutionalization of Practice. I: F. Fischer og J.

Forester (red.): Turn in Policy Analysis and Planning. (pp. 43-76). London: Duke University

Press.

Hajer, M. (1995). The politics of environmental discourse: ecological modernization and the

policy process. New York: Clarendon Press.

Haagen Jensen, C. (1979). Forvaltningsrettens kilder. København: Jurist- og Økonomforbundet.

Side

100

af 116


Jensen, (1999). Boligpolitik: Den organiserede boligbevægelse og institutionaliseringen af den

boligpolitiske forestilling. I: J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg (red.): Magtens organisering. (pp.

84-106). Århus: Systime.

Larsen, C. A., og Goul Andersen, J. (2004). Magten på Borgen: En analyse af

beslutningsprocesser i større politiske reformer. Århus: Århus Universitetsforlag.

Lewin, L. (1992). Samhället och de organiserade intressena. Stockholm: Norstedts.

Lindblom, C. E. (1977). Politics and markets. New York: Basic Books.

Lynggaard, Kenneth (2010). Dokumentanalyse. I: L. Tanggård og S. Brinkmann (red.):

Kvalitative metoder. En grundbog. (pp. 137-151). København: Hans Reitzels Forlag.

March, J. og Olson, J.P. Rediscovering Institutions. New York: The Free Press.

Munk Christiansen, P. (1998). Interesseorganisationer, centraladministrationen og

udviklingen af nye indflydelsesstrategier. I: K. Ronit (red.): Interesseorganisationer i dansk

politik. (pp. 119-154). København: Jurist-og Økonomforbundets Forlag.

Munk Christiansen, P. (1999). Det fælles bedste? Interesseorganisationer, folkestyre og

korporatisme. I: J. Goul Andersen, P. Munk Christiansen, T. Beck Jørgensen, L. Togeby, og S.

Vallgårda (red.): Den demokratiske udfordring. (pp. 247-266). København: Hans Reitzels

Forlag.

Munk Christiansen, P. (2009). Skal lobbyismen i Danmark reguleres? I: J. Blom-Hansen og J.

Elklit (red.): Perspektiver på politik: bidrag til samfundsdebatten. (pp. 218-224). Århus:

Academica

Munk Christiansen, Peter og Sidenius, Niels Christian (1995). Korporatisme på retur? Politica, vol.

27(4), pp. 436-449

Munk Christiansen, P. og Sidenius, N. C. (2000). Interesseorganisationerne. I: T. Knudsen

(red.): Regering og embedsmænd. Om magt og demokrati i staten. (pp. 305-330). Århus:

Systime.

Munk Christiansen, P., og Sonne Nørgaard, A. (2003a). Faste forhold, flygtige forbindelser: stat

og interesseorganisationer i Danmark i det 20. århundrede. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Munk Christiansen, P., og Sonne Nørgaard, A. (2003b). De som meget har… Store danske

virksomheder som politiske aktører. Århus: Magtudredningen.

Side

101

af 116


Munk Christiansen, P., og Sonne Nørgaard, A. (2004). Konsensusdemokrati og

interesseorganisationer. Politica, vol. 36(4), pp. 418-429.

Munk Christiansen, P., Sonne Nørgaard, A., og Sidenius, N. C. (2000). Organisationer og

korporatisme på dansk et historisk perspektiv. Forskningsrapport fra Institut for Økonomi,

Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet

Nordby, T. (1994). Korporatisme på norsk, 1920-1990. Oslo: Universitetsforlaget.

Olsen, H. (2002). Kvalitative Kvaler. Kvalitative metoder og danske kvalitative

interviewundersøgelsers kvalitet. København: Akademisk Forlag

Olsen, H. (2003). Veje til kvalitativ kvalitet. Nordisk pedagogik, vol. 23(1), pp. 1-20.

Pallesen, T. (1999). Sundhedspolitik: Hvad udad tabes, må indad vindes. I: J. Blom-Hansen og

C.

Daugbjerg (red.): Magtens organisering. (pp. 127-145). Århus: Systime.

Palmhøj Nielsen, C. (2003). Til glæde for hvem? Om intern regulering i staten. Århus:

Magtudredningen.

Rasmussen, E. (1971). Komparativ politik 1. København: Gyldendal.

Rechtman, R. E. (1998). Regulation of Lobbyists in Scandinavia A Danish Perspective.

Parliamentary Affairs, (51(4), pp. 579-586.

Rommetvedt, H., Aurvåg Farsund, A., og Melberg, K. (2001). Corporatism and Lobbyism in

Norwegian Enviromental Policy-Making. I: S. S. Nagel (red.): Handbook of global technology

policy, Public administration and public policy. (pp. 421-443). New York: Marcel Dekker.

Ronit, K. (1998). Interesseorganisationer i dansk politik. Traditioner og problemstillinger. I: K.

Ronit (red.): Interesseorganisationer i dansk politik. (pp. 1-48). København: Jurist-og

Økonomforbundets Forlag.

Rothstein, B. (1992). Den korporativa staten. Riksdagen och de organiserade intressena.

Stockholm: Norstedts juridik.

Schmidt, V.A. (2008). Discursive Institutionalism: The Explanatory Power of Ideas and

Discourse. The Annual Review of Political Science, vol. 11, pp. 303-326

Side

102

af 116


Stougaard, M. (2004, 6. februar). Forvaltning: Krav om åbenhed om habilitet. Jyllands-Posten,

Erhvervs- og Økonomisektionen, s. 4.

Tanggård, L., og Brinkmann, S. (2010a). Kvalitet i kvalitative studier. I: L. Tanggård og S.

Brinkmann (red.): Kvalitative metoder. En grundbog. (pp. 489-499). København: Hans Reitzels

Forlag.

Togeby, L., Goul Andersen, J., og Munk Christiansen, P. (2003). Magt og demokrati i Danmark.

Hovedresultater fra Magtudredningen. Århus: Århus universitetsforlag.

Winther, S.C. og Lehman Nielsen, V. (2009). Implementering af politik. Århus. Academica

Winther Jørgensen, M. og Phillips, L. (2010). Diskursanalyse som teori og metode.

Frederiksberg C: Samfundslitteratur

7.1 Webliografi

Ahlsson, G. (2004). Reglering av lobbying - för ökad öppenhet. Lokaliseret d. 15. marts 2011

på www: http://westander.se/printout.asp?!=130&year=2004&nyhet=80.

Altinget.dk (2010, 14. februar). Minister afviser kontrol med lobbyister.

Altinget.dk/Christiansborg. Lokaliseret d. 14. marts 2011 på www:

http://www.altinget.dk/christiansborg/artikel/2010-2-13-minister-afviser-kontrol-medlobbyister.

Beder, C. (2009, 28. maj). Lobbyister skal frem i lyset. Jyllandsposten.dk. Lokaliseret d. 15. maj

2011 på www:

http://woview.infomedia.dk/?url=http://jp.dk/indland/indland_politik/article1703724.ece&

OpointData=70e810fd22616a031307d69493107f3aJmlkX3NpdGU9MzE5JmlkX2FydGljbGU9

NDY3MTcwJmlkX3VzZXI9Mjg0MCZpZF9hcHBsaWNhdGlvbj0xMDAwMDA4JmlkX3BhcnRuZXI

9NSZsYW5nPWRh.

European Commission (2000). Code of Godd Administrative Behaviour. Lokaliseret d. 21. april

2011 på www: http://ec.europa.eu/civil_society/code/_docs/code_en.pdf.

Folketinget - Deputationer. Lokaliseret d. 27. maj 2011 på www:

http://www.ft.dk/Leksikon/Deputationer.aspx.

Lékó, Z. (2007, 8. juni). How much disclosure is enough? Lobby registration system in

Side

103

af 116


Hungary. Lokaliseret d. 15. marts 2011 på www:

http://www.oecd.org/dataoecd/18/14/38944245.pdf.

Litauen. (2007, 8. juni 8). Chief Official Ethics Commision of the Republic of Lithuania.

Presentation to OECD Symposium on Lobbying: Enhancing Transparency and Accountability.

Lokaliseret d. 15. marts 2011 på www: fra

http://www.oecd.org/dataoecd/17/30/38944570.pdf.

Munk Christiansen, P., Sonne Nørgaard, A., og Sidenius, N. C. (2000). Organisationer og

korporatisme på dansk - et historisk perspektiv. Lokaliseret d. 20. april 2011 på www:

http://vbn.aau.dk/files/95032/35112000_1.pdf.

Pross, A. P. (2007). Lobbying: Models for Regulation. Lokaliseret d. 15. marts 2011 på www:

http://www.oecd.org/dataoecd/17/50/38944782.pdf

Ritzau (2006, 34. oktober). Hård kritik af Burson-Marsteller. Lokaliseret d. 1. maj 2011 på

www:

http://woview.infomedia.dk/?url=http://politiken.dk/erhverv/article189609.ece&OpointDat

a=b69aa6dfb905ac13447473cf69994b64JmlkX3NpdGU9NzU1JmlkX2FydGljbGU9ODgxNjkma

WRfdXNlcj0yODQwJmlkX2FwcGxpY2F0aW9uPTEwMDAwMDgmaWRfcGFydG5lcj01Jmxhbmc

9ZGE=

Side

104

af 116


Bilag 1: Fortegnelse over anvendte kilder til indholdsanalyse

Fortegnelsen er, af hensyn til analysens historiske karakter, opstillet i omvendt kronologisk rækkefølge

2010

Binderkrantz, A. og Munk Christiansen, P. (2010). Tordenskjoldssoldater.

Interesseorganisationerne i medierne. Politica, vol. 42(1), pp. 27-48.

Munk Christiansen, P. et al (2009). Varieties of Democracy. Interest Groups and Corporatist

Committees in Scandinavian Policy Making. Voluntas, vol. 21(1), pp. 22-40.

Binderkrantz, A. (2009). Klassiske kanaler og moderne metoder. Interesseorganisationer i

dansk politik. I: J. Elklit og J. Blom-Hansen (red.): Perspektiver på politik. (pp. 199-205), Århus:

Systime Academic.

Munk Christiansen, Peter (2009). Skal lobbyismen i Danmark reguleres? I: J. Elklit og J. Blom-

Hansen (red.): Perspektiver på politik. (pp. 218-224), Århus: Systime Academic.

Binderkrantz, A. (2008). Different groups, different strategies: How Interest Groups Pursue

Their Political Ambitions. Scandinavian Political Studies, vol. 31(2), pp. 157-184.

Grønnegaard Christensen, J. et al (2006). Politik og Forvaltning. (2. udgave). Århus: Academica.

Binderkrantz, A. (2005a). Interest Group Strategies: Navigating Between Privileged Access

and Strategies of Pressure. Political Studies, vol. 53(4), pp. 694-715.

Binderkrantz, A. (2005b). Magtens Midler. Danske interesseorganisationer og deres

indflydelsesstrategier. Århus: Politica.

Binderkrantz, A. (2005c). Organisationernes og indflydelse: Hvordan interesseorganisationer

søger indflydelse på offentlig politik. Politica, vol. 37, (nr. 1), pp. 76-94.

Side

105

af 116


Munk Christiansen, P. og Sonne Nørgaard, A. (2004). Konsensusdemokrati og

Interesseorganisationer. Politica, vol. 36(4), pp. 418-429.

Munk Christiansen, P., Sonne Nørgaard, A. og Sidenius, N.C. (2004). Hvem skriver lovene?

Interesseorganisationer og politiske beslutninger. Århus: Århus Universitetsforlag.

Munk Christiansen, P. og Sonne Nørgaard, A. (2004). Konsensusdemokrati og

interesseorganisationer, Politica, vol. 36(4), pp. 418-429.

Albrekt Larsen, C. og Goul Andersen, J. (2004). Magten på Borgen. Århus: Aarhus

universitetsforlag.

Togeby, L. et al (2003). Magt og demokrati i Danmark. Hovedresultater fra magtudredningen.

Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Damgaard, E. (2003). Folkets styre. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Munk Christiansen, P. og Sonne Nørgaard, A. (2003). Faste forhold og flygtige forbindelser. Stat

og interesseorganisationer i Danmark i det. 20. århundrede. Århus: Århus Universitetsforlag.

Munk-Christiansen, P. og Sonne Nørgaard, A. (2003). De som meget har… Store danske

virksomheder som politiske aktører. Århus. Århus Universitetsforlag.

Daugaard Jensen, P. (2002). Demokrati på afveje. I: P. Riis (red.). Magtfordelingen mellem

interesseorganisationer og det repræsentative demokrati: Er der opstået en ubalance som truer

fælleskabet? (pp. 93-148). København: JL-Fondet.

Munk Christiansen, P. og Sonne Nørgaard, A. (2002). Hvordan demokrati?

Interesseorganisationer og det repræsentative demokratis institutioner. I: P. Riis (red.).

Magtfordelingen mellem interesseorganisationer og det repræsentative demokrati: Er der

opstået en ubalance som truer fælleskabet? (pp. 149-206). København: JL-Fondet.

Side

106

af 116


Blom-Hansen, J. (2001). Organized interests and the state: A disintegrated relationship?

Evidence from Denmark. European Journal of Political Research, vol. 39(3), pp. 391-416.

Munk Christiansen, P. og Sidenius, N.C. (2000). Interesseorganisationerne. I: T. Knudsen

(red.). Regering og embedsmænd. (pp. 305-352). Århus C: Systime.

Munk Christiansen, P. (2000). Organisationer og korporatisme på dansk et historisk

perspektiv. Forskningsrapport fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg

Universitet

Blom-Hansen, Jens (2000). Still Corporatism in Scandinavia? A Survey of Recent Empirical

Findings, Scandinavian Political Studies, vol. 23(2),pp 157-181.

1990

Sidenius, N.C. (1999). Industripolitik. Business as usual? I: J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg

(red.): Magtens organisering: Stat og interesseorganisationer i Danmark. (pp. 21-35). Århus:

Systime Institut for Statskundskab.

Sonne Nørgaard, A. (1999). Arbejdsmarkedspolitik. Korporatisme til alle tider og alle sider. I:

J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg (red.): Magtens organisering: Stat og interesseorganisationer i

Danmark. (pp. 21-35). Århus: Systime.

Munk-Christiansen, P. og Sidenius, N.C. (1999). Venner for altid? Samspillet mellem

centraladministrationen og interesseorganisationer. I: J. Blom-Hansen og C. Daugbjerg.

Magtens organisering: Stat og interesseorganisationer i Danmark. (pp. 21-35). Århus: Systime.

Blom-Hansen, J. og Daugbjerg, C. (1999). Magtens organisering. I: J. Blom-Hansen og C.

Daugbjerg (red.): Magtens organisering: Stat og interesseorganisationer i Danmark. (pp. 205-

216). Århus: Systime.

Side

107

af 116


Munk Christiansen, P. og Rommetvedt, H. (1999). From Corporatism to Lobbyism?

Parliaments, Executives and Organized Interests in Denmark and Norway, Scandinavian

Political Studies, vol. 22(3), pp. 195-221.

Munk Christiansen, P. (1999). Det fælles bedste? Interesseorganisationer, folkestyre og

korporatisme. I: Goul Andersen, Jørgen et al (red.): Den demokratiske udfordring. (pp.247-

266). København K. Hans Reitzels Forlag.

Ronit, K. (1998). Interesseorganisationer i dansk politik. Traditioner og problemstilling. I: K.

Ronit (red.). Interesseorganisationer i dansk politik. (pp. 1-48). København K. Jurist- og

Økonomforbundets Forlag.

Bille, L.(1998). Partier og interesseorganisationer. I: K. Ronit (red.). Interesseorganisationer i

dansk politik. (pp. 85-118). København K. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Munk Christiansen, P. (1998). Interesseorganisationer, centraladministrationen og

udviklingen af nye indflydelsesstrategier. I: K. Ronit (red.). Interesseorganisationer i dansk

politik. (pp. 119-154). København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Pedersen, O.K. (1998). Interesseorganisationerne og den parlamentariske styreform. I: K.

Ronit (red.). Interesseorganisationer i dansk politik. (pp. 197-232). København K. Jurist- og

Økonomforbundets Forlag.

Munk Christiansen, P. (1998). Stat og interesseorganisationer: Korporatisme som institution.

Politica, vol. 29(4), pp. 349-364.

Munk Christiansen, P. og Sidenius, N.C. (1995). Korporatisme på retur? Politica, vol. 27(4), pp.

436-449.

Munk Christiansen, P. (1993). Det frie marked den forhandlende økonomi. København: Jurist-

og Økonomforbundet.

Side

108

af 116


Grønnegaard Christensen, J. (1993). Corporatism, Administrative regimes and the Mis-

management of Public Funds. Scandinavien Political Studies, vol. 16(3), pp. 201-225.

Grønnegård Christensen, J. og Munk Christiansen, P. (1992). Forvaltning og omgivelser. Århus

C: Systime.

Grønnegård Christensen, J. og Munk Christiansen, P. (1992). Forvaltning og omgivelser. Århus

C: Systime.

1980

Grønnegaard Christensen, J. (1989). Centraladministrationen. Organisation og politisk

placering. (2. udgave). København: Jurist- og Økonomforbundets forlag.

Buksti, J. (1984). Interesseorganisationer i politik. I: E. Damgård et al. (red.). Dansk demokrati

under forandring. (pp. 50-79) København: Schultz.

Buksti, J. (1982b). Interesseorganisationer og organisationsforskning. Politica, vol. 14(4), pp.

9-26.

Buksti, J. (1982a). Organisationer og offentlig Politik. Århus Universitet. Arbejdspapir.

Buksti, J. (1980). Organisationerne, den politiske proces og samspillet. I: J. Buksti (red.).

Organisationer under forandring. (pp. 9-33). Århus C: Institut for Statskundskab.

1970

Buksti, J.. (1979). Variations in Organizational Participation in Government: The Case of

Denmark. Scandinavian Political Science, vol. 2(3), pp. 197-220.

Fivelsdal, E., Beck Jørgensen, T., og Daugaard Jensen, P. E. (1979). Interesseorganisationer og

centraladministration. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Side

109

af 116


Damgaard, Erik og Eliassen, Kjell A. (1978). Corporate Pluralism in Danish Law-Making.

Politica, vol. 1,(4), pp. 285-313.

Valentin, F. (1977). Korporatismen og den danske velfærdsstat. København: Københavns

Universitets Institut for Kultursociologi

Side

110

af 116


Bilag 2: Fortegnelse over anvendte kilder til diskursanalysen

Referater af folketingsdebatter, hvor et af ordene: lobbyi*, interesserepræs*, interessevar*,

interessegrup*, interesseorg*, public affairs forening* og korporati* udtales mindst én gang.

Søgeperioden er afgrænset til perioden 9. november 2005-31. maj 2011. Trunkering er anvendt for at

sikre, at også forskellige bøjninger af begreberne er fremkommet.

2011

Møde nr. 52. Tirsdag d. 8.2.2011

Møde nr. 54. Torsdag d. 10.2.2011

Møde nr. 67. Fredag d. 18.3.2011

Møde nr. 81. Fredag d. 15.4.2011

Møde nr. 86. Mandag d. 2.5.2011

Møde nr. 91. Tirsdag d. 10.5.2011

Møde nr. 93. Torsdag d. 12.5.2011

2010

Møde nr. 11. Fredag d. 29.10.2010

Møde nr. 17. Fredag d. 12.11.2010

Møde nr. 18. Tirsdag d. 16.11.2010

Møde nr. 28. Torsdag d. 2.12.2010

Møde nr. 34. Tirsdag d. 14.12.2010

Møde nr. 36. Torsdag d. 16.12.2010

Møde nr. 43. Fredag d. 19.1.2010

Møde nr. 43. Onsdag d. 03.2.2010

Møde nr. 57. Torsdag d. 25.2.2010

Møde nr. 63. Tirsdag d. 16.3.2010

Møde nr. 67. Fredag d. 26.3.2010

Møde nr. 71. Fredag d. 9.4.2010

Møde nr. 75. Torsdag d. 15.4.2010

Møde nr. 78. Tirsdag d. 20.4.2010

Møde nr. 81. Fredag d. 23.4.2010

Side

111

af 116


Møde nr. 83. Tirsdag d. 27.4.2010

Møde nr. 88. T0rsdag d. 6.5.2010

Møde nr. 92. Tirsdag d. 18.5.2010

Møde nr. 94. Torsdag d. 20.5.2010

Møde nr. 96. Tirsdag d. 25.5.2010

Møde nr. 97. Onsdag d. 26.5.2010

Møde nr. 102. Fredag d. 02.6.2010

Møde nr. 103. Torsdag d. 03.6.2010

Møde nr. 105. Torsdag d. 10.6.2010

2009

Møde nr. 4. Tirsdag d. 20.10.2009

Møde nr. 8. Torsdag d. 29.10.2009

Møde nr. 11. Onsdag d. 4.11.2009

Møde nr. 12. Torsdag d. 5.11.2009

Møde nr. 15. Onsdag d. 11.11.2009

Møde nr. 16. Torsdag d. 12.11.2009

Møde nr. 24. Tirsdag d. 1.12.2009

Møde nr. 26. Torsdag d. 3.12.2009

Møde nr. 40. Onsdag d. 14.1.2009

Møde nr. 44. Torsdag d. 22.1.2009

Møde nr. 47. Onsdag d. 28.1.2009

Møde nr. 48. Torsdag d. 29.1.2009

Møde nr. 53. Tirsdag d. 8.2.2009

Møde nr. 64. Torsdag d. 12.3.2009

Møde nr. 68. Tirsdag d. 24.3.2009

Møde nr. 70. Torsdag d. 26.3.2009

Møde nr. 72. Tirsdag d. 31.3.2009

Møde nr. 80. Tirsdag d. 21.4.2009

Møde nr. 82. Fredag d. 24.4.2009

Møde nr. 86. Mandag d. 4.5.2009

Side

112

af 116


Møde nr. 80. Tirsdag d. 21.4.2009

Møde nr. 89. Torsdag d. 7.5.2009

Møde nr. 106. Tirsdag d. 8.9.2009

2008

Møde nr. 13. Fredag d. 5.11.2008

Møde nr. 17. Torsdag d. 13.11.2008

Møde nr. 20. Fredag d. 18.1.2008

Møde nr. 26. Fredag d. 28.11.2008

Møde nr. 30. Fredag d. 5.12.2008

Møde nr. 32. Onsdag d. 10.12.2008

Møde nr. 35. Tirsdag d. 16.12.2008

Møde nr. 44. Torsdag d. 27.3.2008

Møde nr. 48. Torsdag d. 3.4.2008

Møde nr. 47. Onsdag d. 2.4.2008

Møde nr. 49. Torsdag d. 4.4.2008

Møde nr. 55. Tirsdag d. 15.4.2008

Møde nr. 56. Onsdag d. 16.4.2008

Møde nr. 60. Onsdag d. 23.4.2008

Møde nr. 61. Torsdag d. 24.4.2008

Møde nr. 63. Tirsdag d. 29.4.2008

Møde nr. 67. Torsdag d. 8.5.2008

Møde nr. 77. Tirsdag d. 27.5.2008

Møde nr. 81. Tirsdag d. 3.6.2008

Møde nr. 85. Torsdag d. 12.6.2008

2007

Møde nr. 43. Fredag d. 19.1.2007

Møde nr. 7. Torsdag d. 6.12.2007

Møde nr. 9. Tirsdag d. 23.10.2007

Møde nr. 11. Torsdag d. 13.12.2007

Side

113

af 116


Møde nr. 50. Torsdag d. 1.2.2007

Møde nr. 53. Torsdag d. 8.2.2007

Møde nr. 56. Onsdag d. 21.2.2007

Møde nr. 57. Torsdag d. 22.2.2007

Møde nr. 64. Onsdag d. 14.3.2007

Møde nr. 67. Torsdag d. 22.3.2007

Møde nr. 74. Onsdag d. 11.4.2007

Møde nr. 79. Torsdag d. 19.4.2007

Møde nr. 85. Onsdag d. 2.5.2007

Møde nr. 94. Onsdag d. 23.5.2007

Møde nr. 95. Torsdag d. 24.5.2007

Møde nr. 99. Torsdag d. 31.5.2007

Møde nr. 100. Fredag d. 1.6.2007

Møde nr. 102. Tirsdag d. 11.9.2007

2006

Møde nr. 10. Fredag d. 27.10.2006

Møde nr. 11. Fredag d. 3.11.2006

Møde nr. 12. Tirsdag d. 7.11.2006

Møde nr. 21. Onsdag d. 22.11.2006

Møde nr. 25. Onsdag d. 29.11.2006

Møde nr. 30. Torsdag d. 7.12.2006

Møde nr. 36. Torsdag d. 12.1.2006

Møde nr. 42. Tirsdag d. 24.1.2006

Møde nr. 48. Torsdag d. 2.2.2006

Møde nr. 50. Tirsdag d. 7.2.2006

Møde nr. 56. Torsdag d. 23.2.2006

Møde nr. 66. Tirsdag d. 28.3.2006

Møde nr. 67. Onsdag d. 29.3.2006

Møde nr. 71. Onsdag d. 5.4.2006

Møde nr. 76. Torsdag d. 20.4.2006

Side

114

af 116


Møde nr. 81. Fredag d. 28.4.2006

Møde nr. 84. Torsdag d. 4.5.2006

Møde nr. 86. Tirsdag d. 09.5.2006

Møde nr. 92. Fredag d. 19.5.2006

Møde nr. 93. Tirsdag d. 23.5.2006

Møde nr. 95. Tirsdag d. 30.5.2006

Møde nr. 98. Fredag d. 02.6.2006

2005

Møde nr. 4. Tirsdag d. 1.3.2005

Møde nr. 9. Fredag d. 11.3.2005

Møde nr. 9. Tirsdag d. 1.11.2005

Møde nr. 10. Tirsdag d. 15.3.2005

Møde nr. 16. Torsdag d. 31.3.2005

Møde nr. 18. Tirsdag d. 05.4.2005

Møde nr. 22. Fredag d. 25.11.2005

Møde nr. 22. Tirsdag d. 19.4.2005

Møde nr. 26. Onsdag d. 27.4.2005

Møde nr. 28. Fredag d. 9.12.2005

Møde nr. 29. Fredag d. 25.11.2005

Møde nr. 31. Tirsdag d. 10.5.2005

Møde nr. 34. Fredag d. 13.5.2005

Møde nr. 35. Tirsdag d. 17.5.2005

Møde nr. 42. Fredag d. 27.5.2005

Møde nr. 46. Fredag d. 3.6.2005

Møde nr. 47. Fredag d. 7.6.2005

Møde nr. 49. Torsdag d. 9.6.2005

Møde nr. 51. Tirsdag d. 14.6.2005

Møde nr. 52. Onsdag d. 15.6.2005

Møde nr. 53. Torsdag d. 16.6.2005

Side

115

af 116

More magazines by this user
Similar magazines