Arbejdsgiver ikke erstatningsansvarlig for psykisk lidelse i form af ...

More documents

Recommendations

Info

arbejdspres – var blevet væsentligt forværret op til medarbejderens sygemelding i 1998, og at karakteren af arbejdet på afdelingen sammenholdt med problemerne med overbelægning havde medført et dårligt psykiske og fysiske arbejdsmiljø. Videre blev det anført, at sygehuset ikke i forbindelse med, at medarbejderen blev tillidsrepræsentant, havde givet medarbejderen den fornødne frihed til at passe tillidshvervet, uanset at medarbejderen havde gjort ledelsen opmærksom herpå. Det blev således anført, at sygehuset havde tilsidesat arbejdsmiljølovens §§ 16, 17 og 38 og derved pådraget sig erstatningsansvar. Endelig blev det anført, at der var årsagssammenhæng, og at medarbejderens psykiske svaghed var uden betydning. Sygehuset påstod frifindelse, idet sygehuset gjorde gældende, at det ikke var godtgjort, at sygehuset havde udvist nogen ansvarspådragende adfærd – herunder tilsidesat reglerne i arbejdsmiljøloven. Sygehuset anførte blandt andet, at ledelsen havde været opmærksom på arbejdsforholdene og ressourcerne i afdelingen, og at der løbende var iværksat en række forskellige tiltag med henblik på at undgå belastning af sygeplejerskerne, hvilket var sket inden for sygehusets politiske og økonomiske rammer. Sygehuset fremhævede, at normeringen på afdelingen var god både i forhold til landsgennemsnittet og i forhold til de øvrige afdelinger. Det blev på den baggrund anført, at arbejdet havde været planlagt på en måde, så det kunne foregå arbejdsmiljømæssigt forsvarligt. Der blev ligeledes henvist til, at Arbejdstilsynet havde besøgt afdelingen uden at finde grundlag for at udstede påbud eller gøre brug af andre reaktionsmuligheder. Sygehuset bestred, at medarbejderen ikke havde haft mulighed for at passe sit tillidshverv. Det blev anført, at medarbejderen var blevet bevilget den nødvendige tid til at passe hvervet, blot skulle deltagelsen i møder koordineres med driften af afdelingen. Sygehusets retningslinjer gav i øvrigt ikke mulighed for at frikøbe andre end fællestillidsrepræsentanten. Det blev således anført, at medarbejderen ved at påtage sig tillidshvervet selv havde vurderet, at hun havde overskud hertil. Medarbejderen viste ikke tegn på, at hun ikke magtede arbejdet, men påtog sig mange ekstravagter. Derudover anførte sygehuset, at der ikke var den fornødne årsagssammenhæng eller adækvans. Landsretten indledte i sin dom med at lægge til grund, at medarbejderen siden ungdomsårene havde været præget af en ængstelig personlighedsstruktur, og at hun siden 1996 gradvist havde udviklet neurasteni (dårlige nerver). Et belastende arbejdsmiljø med stort arbejdspres havde sandsynligvis været medvirkende hertil. Videre fastslog landsretten, at Ankestyrelsen ikke anerkendte medarbejderens psykiske lidelser som en arbejdsskade efter lov om social sikring mod følger af arbejdsskade. Endelig havde Arbejdstilsynet efter at have påpeget nogle arbejdsmæssige problemer, der i det væsentlige efterfølgende blev erkendt og løst af sygehuset, ikke foretaget sig videre i sagen. Herefter fastslog landsretten, at sygehuset havde haft en forsvarlig ledelse, at ledelsen løbende havde været opmærksom på problemerne på afdelingen, at der var blevet iværksat en række tiltag i den anledning, samt at medarbejderen vel havde tilkendegivet over for ledelsen, at hun havde svært ved at overkomme sit arbejde og tillidshvervet, men at det ikke kunne lægges til grund, at medarbejderen i den forbindelse havde givet udtryk for, at hun som følge heraf havde psykiske problemer, eller at ledelsen selv burde være blevet opmærksom herpå. På den baggrund fandt landsretten det ikke godtgjort, at arbejdsforholdene på afdelingen havde været af en sådan karakter, at de kunne begrunde et erstatningsansvar. I forhold til tillidshvervet blev det fastslået, at medarbejderen måtte antages at have været bekendt med reglerne, da hun påtog sig hvervet, og at det ikke kunne lægges til grund, at overenskomstens vage bestemmelser var blevet tilsidesat. Da det herefter ikke fandtes godtgjort, at der bestod et ansvarsgrundlag, frifandt landsretten sygehuset. Sagen blev herefter indbragt for Højesteret, der enstemmigt frifandt sygehuset. I bemærkningerne udtalte Højesteret, at: »A var som sygeplejerske på S Sygehus, afdeling M41, i tiden op til sygemeldingen i januar 1998 udsat for stressfremkaldende belastninger. Hun måtte imidlertid være forberedt på, at arbejdet som sygeplejerske på en hjerteafdeling i perioder ville være belastende. Hun måtte også være forberedt på, at det kunne medføre en ekstra belastning for hende, at hun påtog sig hvervet som tillidsrepræsentant. Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at det ikke er godtgjort, at der foreligger et ansvarsgrundlag for S Sygehus.« Højesteret stadfæstede herefter dommen og frifandt dermed sygehuset i det hele. 3. Kommentar til dommen Indledningsvist skal det fremhæves, at baggrunden for at anlægge sag mod arbejdsgiveren med påstand om erstatning i sagen i høj grad skal ses i sammenhæng med Ankestyrelsens afvisning af at anerkende stress som en erhvervssygdom. En afvisning af at anerkende en sygdom som en erhvervssygdom vil for den afskedigede aktualisere spørgsmålet om, hvorvidt den afskedigede medarbejder i stedet kan rette et krav mod arbejdsgiveren med henblik på at få erstatning og/eller godtgørelse. Som det fremgår af de citerede bemærkninger fra Ankestyrelsens afslag, vil et stort arbejdspres og personalemangel ikke i sig selv kunne anses som årsag til stress/psykiske problemer ved afgørelsen af, om der foreligger en erhvervssygdom. Ankestyrelsen har på linje hermed tidligere afvist at anerkende stress som en erhvervsbetinget sygdom. Således har Ankestyrelsen for eksempel i sag 13491-93 afvist stress med henvisning til, at stress ikke er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme. Det skal dog bemærkes, at vurderingen af, om stress var en erhvervssygdom i arbejdsskadesikringslovens forstand, i såvel denne sag som i sag 13491- 93 blev foretaget efter den gamle arbejdsskadesikringslov. Efter den nye arbejdsskadelov er dokumentationskravene til erhvervssygdomme slækket med henblik på at udvide erhvervssygdomsbegrebet. Efter den tidligere lov kunne en sygdom optages på fortegnelsen, når sygdommen efter »medicinsk og teknisk erfaring« er forårsaget af arbejdet. Efter den nye lov kan sygdomme opta- Juristen nr. 7 2008 Side 220
ges, når der er »medicinsk dokumentation« for, at den er forårsaget af arbejdet, jf. arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 1 og 2. I forhold til den konkrete sag fremgår det imidlertid af afslaget på anerkendelse, at der ikke er lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem lidelsen og de arbejdsmæssige påvirkninger. Derfor må det formodes, at stress og lignende sygdomme begrundet i arbejdspres fortsat ikke vil være at anse som en erhvervsbetinget sygdom efter arbejdsskadeloven. Anerkendelsen eller mangel på samme af psykisk betingede lidelser som arbejdsskader er et område, som i øjeblikket har en vis politisk bevågenhed. Teknologirådet har således på foranledning af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg den 23. april 2008 afholdt en høring om psykiske arbejdsskader med det formål at belyse mulighederne for anerkendelse af psykiske arbejdsskader samt give et indblik i årsagerne til psykiske arbejdsskader. Det vil således ikke kunne udelukkes, at man på et tidspunkt lovgivningsmæssigt åbner op for en videre anerkendelse af psykiske lidelser som arbejdsskader med de heraf forøgede muligheder for erstatning efter loven om erhvervssygdomme. I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdsgiver kan ifalde et erstatningsansvar for medarbejderens sygdom i form af stress eller lignende lidelse som følge af arbejdspres, synes retsstillingen med dommen generelt at være bekræftet. Præmisserne i Højesterets dom og de præmisser i landsrettens dom, der henvises til i dommen, synes generelt at fastslå, at i det omfang en medarbejder pådrager sig en psykisk betinget stresslidelse, der medfører, at medarbejderen bliver syg og som konsekvens heraf enten siger op eller bliver afskediget, og medarbejderen efterfølgende ikke er i stand til at varetage et normalt arbejde, vil det forhold, at lidelsen er (delvis) betinget af arbejdet, ikke i sig selv medføre, at der foreligger et fornødent ansvarsgrundlag til at lade arbejdsgiveren ifalde et erstatningsansvar over for medarbejderen. Det for idømmelse af erstatningsansvar nødvendige ansvarsgrundlag efter de almindelige erstatningsretlige regler må – som i andre tilfælde – almindeligvis forudsætte, at arbejdsgiveren har udvist uagtsomhed for eksempel i tilrettelæggelsen af arbejdet. I det omfang det kan dokumenteres, at en arbejdsgiver har overtrådt en arbejdsmiljømæssig forskrift, vil der afhængig af reglens betydning for medarbejderens helbred og sundhed kunne skabes en formodning for, at arbejdsgiveren har handlet uagtsomt, og at der herved foreligger det fornødne ansvarsgrundlag. I erstatningsretten taler man om reglens »Schutzzweck«, idet der fra retspraksis blandt andet kan henvises til UfR 1993.780V. Overtrædelse af arbejdsmiljømæssige regler medfører dog ikke i sig selv, at arbejdsgiveren har handlet uagtsomt. Der vil således i alle tilfælde forsat skulle foretages en selvstændig vurdering af, om der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag. Det vil i denne vurdering normalt blive tillagt betydning, om arbejdsgiveren har været vidende om forholdet og dermed haft anledning til at tage hånd om dette, ligesom karakteren af forholdet naturligvis må tillægges betydning. Der kan på dette punkt henvises direkte til den højesteretsdom, der er gjort til genstand for behandling i denne artikel, hvori det blev tillagt selvstændig betydning, at ledelsen havde taget hånd om de konstaterede arbejdsmiljømæssige problemer på den pågældende afdeling. De øvrige betingelser for at ifalde et erstatningsansvar, herunder kravene til årsagssammenhæng og adækvans, skal naturligvis altid selvstændigt være opfyldt. Her vil det i forhold til stress og andre psykiske lidelser begrundet i arbejdsmiljøet/arbejdspresset ofte være problematisk at statuere den fornødne årsagssammenhæng, idet der netop ikke – som det også fremgår af den konkrete sag – nødvendigvis er lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem lidelsen og de arbejdsmæssige påvirkninger i sådanne sager. Videre synes Højesteret med sine bemærkninger om, at medarbejderen »måtte imidlertid være forberedt på, at arbejdet som sygeplejerske på en hjerteafdeling i perioder ville være belastende«, og med bemærkningen om, at medarbejderen »måtte også være forberedt på, at det kunne medføre en ekstra belastning for hende, at hun påtog sig hvervet som tillidsrepræsentant«, at fastslå, at en medarbejder selv har et ansvar for at være forberedt på og vurdere, om man besidder de for jobbet nødvendige egenskaber og forudsætninger – også i psykisk henseende. Man må som medarbejder være forberedt på, at visse job indebærer en større psykisk belastning end andre job. I den her kommenterede dom kunne der således forventes en større psykisk belastning, fordi der var tale om et job på en hjerteafdeling, ligesom tillidsmandshvervet også måtte forventes at medføre et øget arbejdspres. Således må den enkelte medarbejder i almindelighed være indstillet på at blive udsat for de typiske, psykiske belastninger, som et givent job indeholder. Vælger man at arbejde for eksempel som falckredder, brandmand, læge, sygeplejerske eller lignende, må man være forberedt på at blive udsat for hændelser, der kan virke psykisk belastende. På samme måde må en børshandler forvente at blive udsat for et arbejdsmiljø, hvor det er almindeligt og forventeligt, at selve jobbet og det medfølgende arbejdspres i sig selv kan udgøre en psykisk belastning. Omvendt vil det være naturligt, at en arbejdsgiver, som beskæftiger medarbejdere, der som en del af deres job kan blive udsat for usædvanligt psykisk belastende hændelser, har udarbejdet procedurer om håndtering af sådanne situationer. Der kan her tænkes på situationer, hvor eksempelvis en brandmand eller falckredder er blevet kaldt ud til meget voldsomme trafikuheld, dødsulykker og lignende. I praksis vil der i situationer, hvor en medarbejder har pådraget sig en stressrelateret eller anden psykisk lidelse begrundet i arbejdsmæssige forhold og som følge heraf (typisk grundet mellemliggende afsked) har anlagt sag mod arbejdsgiveren med påstand om erstatning eller godtgørelse, blive tale om en indgående bevismæssig vurdering af, om arbejdsgiveren har tilrettelagt arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, og om det generelle arbejdsmiljø har medført sygdommen. Dette vil ikke blot være tilfældet ved stressrelaterede psykiske lidelser begrundet i arbejdspresset, men vil ligeledes være tilfældet ved en række andre psykiske lidelser, der har resulteret i medarbejderens sygemelding. Juristen nr. 7 2008 Side 221
Page 1: Arbejdsgiver ikke erstatningsansvar
Page 5 and 6: menighedsrådet tog og indgik i und

Arbejdsgiver ikke erstatningsansvarlig for psykisk lidelse i form af ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?