23.11.2013 Views

På sporet af den terapeutiske grundform

På sporet af den terapeutiske grundform

På sporet af den terapeutiske grundform

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

sporet af den

terapeutiske grundform

Er der en terapeutisk grundform? Kan man forestille sig en

terapeutisk setting, der rummer essensen af menneskelige

psykoterapeutiske udviklingsmuligheder?

Vignet nr. 1

Af Ken Vagn Hansen

Terapi og terapeutiske praksisformer er ikke entydige begreber,

som uproblematisk kan bruges i en faglig dialog på tværs

af de forskellige terapeutiske retninger. Hvad den ene terapeut

opfatter som terapi, vil en anden opfatte som en spekulativt og

uklar forholdemåde.

Når den ene er tilfreds med sin terapis effektivitet og evne til

at skabe hurtige og målelige forandringer, vil den anden hævde,

at der grundlæggende ikke er sket noget, men at klienten

blot midlertidigt har tilpasset sig nogle ydre omstændigheder.

grund af de mange forskellige indfaldsvinkler med forskellige

holdninger til, hvad der kurativt i psykoterapi, er psykoterapi

er et vanskelig område at indkredse mere præcist.

Det eneste, der er enighed om, er, at psykoterapi involverer

to instanser, en eller flere klienter og en eller flere terapeuter,

som indgår i en relation i en ramme fastsat af terapeuten. Inden

for den konstellation er der mange forskellige varianter af

psykoterapeutiske forholdemåder, relationer og rammer.

Differentieringen opstår mellem de forskellige former for

terapi, ud fra hvad terapeuten opfattet som det terapeutiske

materiale (hvad der skal fokuseres på), og hvordan terapeuten

forstår materialet (om der fx er tale om ubevidst materiale).

Der er stor forskel på den terapi, som fokuserer på klientens

umiddelbare forklaringer og forståelse af sine egne vanskeligheder,

og den, hvor terapeuten forstår klientens udtalelser og

adfærd som afledt af nogle bagvedliggende, ubevidste forhold.

I den første vil terapeuten arbejde direkte med de problemstillinger,

som klienten har formuleret og på samme forståelsesniveau

som klienten selv. I den anden form må terapeuten

skabe en setting, hvor de ubevidste forhold kan træde frem og

blive bevidste for klienten. Det kræver en særlig ramme og en

særlig relation mellem klient og terapeut. Der vil under alle

omstændigheder være tale om to meget forskellige terapeutiske

settings og forløb.

Evidensbaseret terapi

Der er stigende krav om evidens i psykologisk praksis, formentligt

i et ønske om effektivitet og klarhed. Evidensbasere­

16 Psykolog nyt • 14 • 2009


fakta sporet af

I en række små, vignetagtige artikler, hvoraf denne er den første, vil Ken Vagn Hansen søge at indkredse

nogle af psykoterapiens centrale aspekter. Artiklerne er tilstræbt at være lettilgængelige uden at være overfladiske

i deres beskrivelse af komplicerede psykoterapeutiske emner. Referencer og litteraturhenvisninger

vil stort set være udeladt, ligesom artiklerne primært vil fokusere på praksis. Artiklerne er også tænkt som en

introduktion til en anden forståelse af psykoterapi end de fremherskende evidensbaserede tilgange.

de praksisformer får megen opmærksomhed, hvorimod de

hermeneutiske tilgange til forståelse af mennesket taber terræn.

Forskningen inden for bl.a. de neurologiske og genetiske

fagområder er i rivende udvikling, og flere og flere aspekter af

den menneskelige psyke forklares ud fra disse fagområder.

Hvis vi imidlertid opfatter tilværelsen og menneskelig eksistens

som så kompleks og dialektisk, at den kun gradvist kan

indfanges, må de evidensbaserede tilgange til det terapeutiske

område og deres krav om præcise effektmålinger indebære en

reduktion og forenkling af det menneskelige.

Det vil sige, hvis psykoterapi skal handle om livet og om det

at være menneske, må den psykoterapeutiske praksis rumme

noget af den samme kompleksitet og dialektik og nogle af de

samme transformerende processer.

Grundform – og afledte former

Det er min opfattelse, at de forskellige aktuelle psykoterapeutiske

retninger fungerer, fordi de har fat i nogle af centrale sider

af den menneskelige livssituation og kompleksitet, men ingen

af dem er tilstrækkelige.

Hvorvidt der kan etableres en sådan tilstrækkelig terapiform,

er uklart, men jeg vil forsøge at nærme mig nogle af dens aspekter.

Indtil videre vil jeg kalde den for den terapeutiske grundform.

Den terapeutiske grundform er således en forestillet og

hypotetisk terapeutisk setting, der rummer essensen af menneskelige

psykoterapeutiske udviklingsmuligheder.

De terapeutiske hovedretninger har hvert deres primære fokus-

og styrkeområder, hvor de har udviklet specifikke faglige

kompetencer inden for kognitive, narrative, emotionelle, eksistentielle,

mv. sider af klientens tilværelse og udviklet specifikke

og ofte meget elaborerede terapeutiske metoder til (at arbejde

med) det givne fokusområde.

I forhold til den terapeutiske grundform vil jeg kalde dem

for de afledte terapiformer. De afledte terapier opstår som derivater

af grundformen, således at et givent aspekt af den terapeutiske

grundform koges op og destilleres til et selvstændigt

terapeutisk system, typisk med en elaboreret teori og praksis.

De forskellige terapiformers kurative effekt udspringer netop

af, at de repræsenterer derivater af forskellige elementer eller

aspekter af den terapeutiske grundform.

De afledte terapiformer får, så at sige, deres næring fra grundformen.

Principielt kan man tage et hvilket som helst element

af grundformen og udvikle det til en selvstændig terapiform.

den måde bliver der en forbindelse mellem de forskellige

(konkurrerende) terapiretning. De udspringer alle sammen af

den samme terapeutiske grundform.

Specifikke og nonspecifikke faktorer

Som en første indkredsning af den terapeutiske grundform,

kan vi konstatere, at på grund af de afledte terapiformers elaborerede

metoder og deres målrettethed i forhold til at opnå

specifikke resultater vil kontakten mellem klient og terapeut

og den terapeutiske effekt kunne deles op i specifikke og nonspecifikke

faktorer.

De specifikke faktorer er knyttet til retningens teori og metode,

medens de nonspecifikke faktorer omhandler andre forhold

i terapien, som ikke er en del af metoden, eller som ikke

er indeholdt i fokusområdet.

I de afledte terapiformer har man kun styr på de specifikke

faktorer, som er i fokus, og som på forhånd er defineret som

centrale i terapien. De nonspecifikke faktorer er utilsigtede

hændelser i terapien, som i bedste fald kan ignoreres. I værste

fald påvirker de terapien i utilsigtet eller ukontrolleret retning.

I den terapeutiske grundform er der principielt ingen skelnen

mellem specifikke og nonspecifikke faktorer. Alt hvad der foregår

eller befinder sig i det terapeutiske felt, er af betydning for

terapien. Dvs. der er ingen handlinger, fænomener, genstande

eller forhold, som er uden for terapien, eller som ikke vedrører

terapien.

I denne sammenhæng er det interessant, at den traditionelle

effektforskning tilsyneladende har vist, at de nonspecifikke

faktorer spiller en afgørende rolle i effekten af psykoterapi, hvilket

peger på betydningen af at medregne de nonspecifikke faktorer.

Ken Vagn Hansen, klinisk psykolog

Psykolog nyt • 14 • 2009 17

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!