To danske psykologer har deltaget i et projekt, som rummer et ...

infolink2003.elbo.dk

To danske psykologer har deltaget i et projekt, som rummer et ...

Tværkulturelt Af Anne Vivike og Ulrik Jørgensen

Hos

tibetanere i eksil

FOTO: POLFOTO

Hvad kan

To danske psykologer har

deltaget i et projekt,

som rummer et træningsprogram

for sundhedspersonale i det

tibetanske eksilsamfund i Indien.

Her fortæller de om deres

overvejelser og erfaringer.

danske psykologer

lære behandlere fra

andre kulturer om psykiske

traumer? Er følgevirkningerne

af psykisk traumatisering

ikke netop så

kulturspecifik, at det at anlægge

en vestlig behand-

forankrede sæder og skikke,

uden at vi kender de

fulde konsekvenser af vores

handlinger?

Disse helt centrale

spørgsmål stillede vi os, da

vi – en gruppe på tre psykologer

(Stephen Mathiasen

og farfatterne) og en

socionom (Stella Lützer) – i

1996 indledte et længe forberedt

projekt i samarbejde

med Sundhedsministeriet

for den tibetanske eksilregering

i Dharamsala, Indien,

for tibetanske flygtninge

og torturofre i eksil.

Udgangspunktet for projektet

er tidligere blevet

beskrevet i artiklen: „Vold

og ukuelighed“ af Stephen

Mathiasen i Psykolog Nyt

16/1998.

Formålet med projektet

er at styrke de behandlingsstrategi

let ender med

et kulturimperialistisk

overgreb på den pågældende

kultur? Kan og skal

vi overhovedet give os i

kast med den slags eksperimenter,

hvor vi risikerer

at gribe dybt ind i kulturelt

lingsmæssige ressourcer

blandt tibetanerne, så de

kan hjælpe de nyankomne

traumatiserede tibetanske

flygtninge gennem de psykiske,

somatiske og sociale

følgevirkninger af deres

traumer og derigennem

hjælpe dem til en bedre tilværelse.

Derudover er der

et væsentligt politisk formål

i at støtte et folk, som

lider under alvorlige krænkelser

af menneskerettighederne,

bevidst og særdeles

brutalt udført af den kinesiske

stat.

Projektet implementeres

som et NGO-projekt finansieret

af DANIDA. Det består

af to dele: en direkte finansiering

af psykosocial

rehabilitering af 45 torturofre

og træning af sundhedspersonale

– især læger

Nr. 8 . 1999

3


og sygeplejersker, uddannet

enten inden for traditionel

tibetansk eller vestlig

medicin. Træningen sker

med henblik på videreuddannelse

i psykosocial behandling

af traumatiserede

flygtninge.

Vi har på nuværende

tidspunkt gennemført det

planlagte træningsprogram

bestående af fire seminarer/

workshops à syv dages

varighed over en periode

på halvandet år. De 22

tibetanske læger og sygeplejersker,

der har gennemført

videreuddannelsen,

kommer fra flere forskellige

tibetanske settlements

spredt over alle dele

af Indien.

Tværkulturel

dialog

Som udgangspunkt for

træningen havde vi en

række metodiske overvejelser.

Vi ville forsøge at

undgå den mere eller mindre

umærkelige form for

kulturimperialisme, der let

kan finde sted, når eksperter

fra Vesten skal formidle

deres viden og erfaringer

til modtagere i en anden

kulturel kontekst. Vi ville

finde en balanceret position,

hvor vi i og med formidlingen

af vores viden

og erfaringer samtidig

styrkede de specifikt kulturelt

tibetanske ressourcer,

så at tibetanerne kunne

konsolidere og udvikle egne

erfaringer og metoder

til forståelse og behandling

af traumatiserede flygtninge.

En integrationsproces,

der skulle gå begge veje –

befrugtende for både tibetanernes

og vores forståelse

af psykiske traumer og

deres behandling.

Omdrejningspunktet i

mødet blev ud fra dette

vores forskellighed.

Vi mødte op som danske

psykologer med erfaringer

og viden ud fra en vestlig

akademisk uddannelse og

tradition og et mangeårigt

virke som psykoterapeuter

med speciale i behandling

af traumatiserede flygtninge

i Danmark.

Tibetanerne mødte op

med baggrund i tibetansk

kultur og filosofi og med

medicinske uddannelser og

erfaringer inden for henholdsvis

traditionel tibetansk

medicin og vestlig

medicin.

En spændende dialog tog

form, vi måtte lære at forstå

tibetanernes forhold til

døden, vold, vrede, karma,

begrebet om medfølelse

m.m. for at forstå, i hvilken

kontekst vores psykologiske

begreber som

PTSD, sorg/krise, overføring/modoverføring

og

empati kunne forstås; en

proces, som ikke blot tilførte

begge parter ny viden,

men mindst lige så

vigtigt bidrog til en skærpet

forståelse af de religiøse,

kulturelle og professionelle

udgangspunkter, vi

hver især stod for.

Træningens

indhold

Indholdsmæssigt bestod

træningen i fire dele. Den

første del var en præsentation

af teorier om eksilpsykologi,

krise- og traumepsykologi,

træning i aktiv

FOTO: POLFOTO

Der et væsentligt politisk

formål i at støtte et folk,

som lider under alvorlige

krænkelser af

menneskerettighederne

4 Nr. 8 . 1999


lytning og terapeutiske attituder.

Der blev arbejdet

med deltagernes egne traumatiske

erfaringer som 1.-

eller 2.-generationsflygtninge,

samt indføring i begreber

som overføring/

modoverføring.

I anden del af træningsprogrammer

blev der arbejdet

mere uddybende

med traumebegrebet og

specifikt torturtraumer,

herunder PTSD, og andre

diagnostiske kategorier,

der relaterer sig til flygtninges

kriser og traumer.

Deltagerne blev endvidere

trænet i at supervisere og

fik supervision af egne sager.

Tredje del handlede specifikt

om forskellige terapeutiske

og psykosociale

interventionsformer; den

terapeutiske samtale, individuelt

og i grupper, herunder

særlige forhold omkring

terapi med traumatiserede

flygtninge og torturofre.

Fjerde del havde som sit

overordnede tema: Arbejdet

med traumatiserede

børn og familier.

Gennemgående for træningsprogrammerne

var,

at der på de sidste tre

workshops blev dannet supervisionsgrupper,

hvor

deltagerne arbejdede med

deres egne sager. Desuden

sluttede hvert seminar/

workshop med, at deltagerne

lavede en handlingsplan

for, hvordan og i hvilket

omfang de ville arbejde

med traumatiserede tibetanske

flygtninge i perioden

indtil næste gang. Endelig

blev der etableret fire

netværksgrupper blandt

deltagerne i deres respektive

lokalområder rundt omkring

i Indien. Netværksgrupperne

mødtes en-to

gange mellem hvert seminar/workshop,

hvor de

dannede studiekredse og

supervisionsgrupper.

Vores teoretiske og metodiske

udgangspunkt blev

præsenteret, som vi ville

have præsenteret det i en

hvilken som helst anden

sammenhæng i Vesten i

overensstemmelse med de

faglige forudsætninger hos

deltagerne. Vi lagde imidlertid

op til, at tibetanerne

skulle forholde sig kritisk

til vores forståelse, og at de

bl.a. i gruppearbejde skulle

relatere vores vestlige begrebs-

og metodeapparat

til begreber og metoder i

deres egen filosofi og kultur.

Vi lagde også op til at

diskutere, hvordan fænomener

i deres kultur, som

den vestlige psykologi traditionelt

ikke forholder sig

til, kan og bør indgå i en

behandlingsmæssig kontekst.

Det drejer sig fx om

meditation, betydningen af

onde ånder, betydningen af

troen på reinkarnation og

karma. Endelig lagde vi op

til en vurdering af, hvordan

den nye viden (formidlet

af både dem selv og os)

kunne implementeres i deres

daglige arbejde.

Undervisningen blev

langt hen ad vejen tilrettelagt

som workshops. En

væsentlig del tog form af

tværkulturelle debatter,

hvor vi udfordrede hinandens

synspunkter på en sådan

måde, at der blev

skabt en atmosfære af interesse,

nysgerrighed og engagement.

Deltagerne blev

undervejs mere og mere

interesserede i vores bidrag,

men frem for alt blev

de meget optaget af de

mange ressourcer, der ligger

i deres egen tibetanske

filosofi i forhold til at forstå

psykologiske fænomener.

Dette mundede bl.a.

ud i, at tibetanerne arrangerede

et tredages kursus i

buddhistisk ”mind training”

under ledelse af en

fremtrædende buddhistisk

munk.

Integrering

Hvordan integrationen af

en vestlig og tibetansk tilgang

til et problem begyndte

at ske, kan belyses

med følgende eksempel:

En sygeplejerske modtog

i sin klinik en kvinde,

der fremførte forskellige

somatiske klager. Tidligere

ville sygeplejersken have

ordineret (vestlig) medicin

til afhjælpning af kvindens

symptomer. Nu gik hun

imidlertid ind på at tale

med klienten, som hun var

blevet trænet i på kurserne.

Under samtalen kom det

frem, at kvinden for nylig

havde været udsat for, at

to af hendes børn med få

dages mellemrum var blevet

ramt af trafikulykker.

Dette fik kvinden til at føle,

at hun måtte havde

gjort noget, som hun på

denne måde måtte lide for,

og hun følte sig derfor både

skyldig og dybt ulykkelig.

Sygeplejersken vurde-

Nr. 8 . 1999

5


ede nu ud fra de begreber,

hun havde lært under træningen,

at kvinden befandt

sig i en psykisk krisetilstand.

Med en traditionel tibetansk

forståelse af, hvad

der kunne hjælpe hende

psykisk, henviste hun derfor

kvinden til en lama,

som udførte forskellige ritualer

med hende. Da sygeplejersken

og kvinden kort

tid efter mødtes igen, var

kvinden symptomfri og

havde det godt.

Eksemplet viser, at ved

at integrere moderne metoder

(i dette tilfælde samtaleteknik),

drejes fokus i

denne sag fra somatiske

symptomer til deres eksistentielle/psykologiske

årsag.

Udfaldet bliver da et

helt andet: I stedet for

symptombehandling med

vestlig medicin kan kvinden

behandles med traditionelle

spirituelle metoder

og blive helbredt. Der er

sket noget nyt på tibetanernes

specifikt kulturelle

vilkår.

Ved Dalai

Lamas hat

Ud fra positionen at bidrage

med noget nyt, samtidig

med at det kulturspecifikt

unikke bestyrkes, udformede

supervisionen af deltagernes

sager sig som et

teamarbejde mellem os og

tibetanerne. På den måde

blev det muligt, at fænomener,

som vi med vores

vestlige baggrund var blinde

for, kunne få den nødvendige

plads i tibetanernes

professionelle arbejde.

Endnu et eksempel kan

belyse, hvordan de kategorier,

vi tænker i i vestlig behandling,

og de kategorier,

der er væsentlige for menneskelige

relationer i tibetansk

tradition, gennem

teamarbejdet i supervisionen

smeltede sammen til

en frugtbar syntese:

En traditionelt uddannet

tibetansk læge blev opsøgt

privat tidligt en morgen af

en munk fra et nærliggende

kloster. Munken havde

opnået et tillidsforhold til

lægen gennem tidligere behandlinger

på hans klinik.

Han fortæller, at dette besøg

er inkognito, og får lægen

til at sværge ved Dalai

Lamas hat, at han ikke vil

røbe det, munken fortæller,

til nogen som helst.

Munken betror herefter

lægen, at han bliver forfulgt

af de andre munke på

klosteret, han kan hele tiden

høre deres stemmer sige

dårlige ting om ham, de

forgifter hans mad, og i øvrigt

er de i gang med at

planlægge et komplot mod

Dalai Lama. Lægen lytter

til munken, og denne virker

umiddelbart tilfreds.

Efterhånden opsøges lægen

dog hver morgen af

munken, der elaborerer på

sine forestillinger og får

det dårligere og dårligere.

Lægen føler sig efterhånden

både magtesløs og invaderet,

han søger derfor

supervisionsteamets støtte

til at komme videre med

sagen. I teamet reflekteres

der både over diagnose,

rammer og behandlingsmuligheder,

med både

vestlige og tibetanske kategorier.

Det forekommer

indlysende ud fra begge

FOTO: POLFOTO

indfaldsvinkler, at det er

nødvendigt at inddrage andre

professionelle for at

hjælpe munken.

Lægen tager de mange

refleksioner til sig, men var

ikke helt tilfreds. Han havde

jo sværget ved Dalai Lamas

hat, at han ikke ville

røbe munkens betroelser

til nogen som helst, og følte

derfor, at han var lige

vidt. Først da et tibetansk

teammedlem foreslår, at

lægen opsøger en lamas

rådgivning om, hvordan

han – selv om han havde

sværget – kunne komme

videre med de nødvendige

behandlingstiltag, føler lægen

sig forløst.

Forløsningen bygger på

et system i den tibetanske

kultur, hvor lamaen i kraft

af sin visdom og personlige

integritet, som opnås gennem

hård selvdisciplin og

meditation, besidder en

særlig dømmekraft. Denne

status gør det muligt for

lægen at søge hjælp, uden

at han eller munken vil føle,

at lægen har brudt sit

løfte. I lighed med det katolske

skriftemål bygger

systemet på en kulturelt

betinget overenskomst

om, at lamaen kan betros

alt uden undtagelse, idet lamaen

har forpligtet sig til

at behandle alle oplysninger

yderst fortroligt.

Fremtidige

perspektiver

Et af nøgleordene i dansk

bistandspolitik er begrebet

bæredygtighed. Det dækker

et ønske om, at den

proces, der sættes i gang

med et bistandsprojekt,

kan fortsætte og udvikles,

efter at den hjælpende organisation

har trukket sig

ud af projektet. Det bygger

endvidere på filosofien om

hjælp til selvhjælp, så modtagerlandet

ikke ender i et

6 Nr. 8 . 1999


hedsarbejdere i nonne- og

munkeklostre, sundhedskoordinatorer

i de tibetanske

settlements og læger

uddannet inden for tibetansk

medicin. Derudover

vil den tidligere træning

blive fulgt op med mindst

ét genopfriskningskursus/

workshop.

Det er vores håb, at vi

med denne udfasning af

projektet har sat en uafvendelig

proces i gang til

gavn for det tibetanske

sundhedsvæsen og de traumatiserede

tibetanske

flygtninge, der i sidste ende

er modtagere af hjælpen.

Kulturel empati

Ud over at kvalificere det

psykosociale arbejde med

traumatiserede flygtningen

inden for den primære

sundhedssektor har projektet

også sat sine spor

strukturelt i sundhedssystemet.

Lederen af det

vestligt orienterede tibetanske

hospital i Dharamsala

sammenfattede perspektiverne

i tre punkter:

• På trods af mange tidligere

tiltag er traditionel tibetansk

og vestlig medicin

for første gang begyndt at

samarbejde om noget konkret.

Dette muliggør et mere

nuanceret syn på, hvad

traditionel tibetansk, respektive

vestlig medicin er

god til i forhold til den enkelte

patient. Samtidig skaber

det grobund for en

øget integration af de to

medicinske traditioner.

• Projektet inddrager en

spirituel dimension i behandlingsarbejdet,

hvilket

dybt afhængighedsforhold

til hjælpeorganisationen.

En af de hyppigt anvendte

strategier til at sikre en

bæredygtighed er kapacitetsopbygning.

Lokale ressourcer

må kvalificeres, og

der må opbygges en strategi

for, hvordan den ny viden

anvendes til sit formål

og spredes til en større

målgruppe.

For vores psykosociale

rehabiliteringsprojekt betyder

dette konkret, at vi

aktuelt arbejder på at udvikle

en model for, hvordan

vi fagligt og økonomisk

kan støtte tibetanerne

i selv at træne relevante

grupper i psykosocialt arbejde.

Foreløbig er det planen,

at den kernegruppe af

læger og sygeplejesker,

som allerede er blevet trænet,

skal i gang med at træne

fire forskellige grupper:

lærere og pædagoger i

børnelandsbyerne, sunder

en stor hjælp for de

traumatiserede tibetanske

flygtninge til at fastholde/

genfinde deres kulturelle

identitet.

• De svært traumatiserede

tibetanere, som ikke aktuelt

kan nyde gavn af et

behandlingstilbud, er dem,

der stadig sidder i de kinesiske

fængsler som samvittighedsfanger

og underkastes

tortur, og dem, som

ikke har mulighed for eller

ønske om at forlade Tibet.

På længere sigt, når det bliver

muligt for uddannede

tibetanske læger og sygeplejesker

at vende tilbage

til Tibet, udgør traumatiserede

tibetanere i Tibet en

stor gruppe, som skal hjælpes.

Den tanke, at alt det,

tibetanere tilegner sig i eksil,

en gang også skal komme

de tilbageblevne til gode

i Tibet, gennemsyrer

hele eksilsamfundet.

Psykosocialt arbejde i

den tredje verden er stadig

et område i sin vorden, ikke

mindst blandt danske

Dharamsala

psykologer. Det er et område,

hvor der kun er meget

lidt hjælp at hente i litteraturen,

især hvad angår

teoretiske og metodiske

overvejelser. Vi kan i nogen

grad støtte os til forskning

inden for kulturpsykologien,

men som praktikere

er vi i vid udstrækning

stadig overladt til at

famle os frem ud fra egne

’common sense’-betragtninger.

Samtidig er det et område,

hvor det er afgørende,

at man ikke kun støtter sig

til viden fra bøger og teorier,

men også bruger sin

kulturelle empati ved at

lytte og lære af de kolleger,

man støtter. Endvidere

finder vi det vigtigt, at

man anerkender sin egen

professionelle baggrund,

men med en åbenhed for

at se på den i en ny sammenhæng.

Anne Vivike og Ulrik

Jørgensen er begge privatpraktiserende

psykologer

Efter Kinas annektering af Tibet i 1949 flygtede

mange tibetanere fra det kinesiske regime. Fra

sidst i 1950’erne har byen Dharamsala i det nordlige

Indien udviklet sig til hovedkvarter for det tibetanske

eksilsamfund, og alene her bor der i dag

over 7-8.000 tibetanere. De har dannet et demokratisk

samfund på de buddhistiske principper

om ikke-vold, tolerance, gensidig afhængighed,

medfølelse og respekt for liv og miljø. Med hjælp

fra Indien, FN og andre har samfundet opbygget

bl.a. eget uddannelses- og sundhedssystem.

Nr. 8 . 1999

7

More magazines by this user
Similar magazines