Læs Tage Ebbensgaards nyskrevne tekst - DR

dr.dk

Læs Tage Ebbensgaards nyskrevne tekst - DR

Arbejdstitel: Tand for tunge

INDLEDNING (viderebearbejdet)

Tage Ebbensgaard

Horsens d. 17.marts 2013

Søndag den 20. oktober

Muskler og blod

Fangeren havde ikke haft meget held med at fravriste havet noget af dets store overflod der,

som oftest, skaffede ham en indtægt, som gjorde livet i Sarqaq tåleligt for ham og dermed den

øvrige del af hans lille familie. Sælerne var ganske enkelt ikke fede nok på denne tid af året,

og uden et tykt spæklag til at bære dem oppe, sank de hurtigt, selv om han var fremme ved de

skudte dyr mindre end et halvt minut efter at det dræbende fangstskud med usvigelig

sikkerhed havde gennemboret kraniet. Han bandede lavmælt, men tog sig i det, vel vidende at

Guuti, den hellige treenige, holder øje med os alle sammen fra det højeste, og til enhver tid er

klar til at straffe de tåbelige mennesker i form af manglende jagtheld.

- Aqagu tænkte han: I morgen har jeg sikkert mere held med mig.

Drømmen om at "i morgen", "mañana", "domani" vil bringe mere held end i dag, er måske

universel, men godt og vel 400 kilometer nord for polarcirklen kan manglende jagtlykke meget

hurtigt resultere i nødtørftig overlevelse på kontanthjælp, især sent på efteråret når den

ustabile havis lægger sig, og vanskeliggør livet i en grad som virker ubegribelig for mange af

de mennesker som er født under varmere himmelstrøg.

De bekymrede udtalelser om stigende temperaturer som stadig oftere blev luftet af diverse VIP

delegationer på konferencehotellet i Ilulissat, godt og vel firs kilometer borte, var ukendte for

fangeren. Eller i det mindste havde de ingen relevans i kampen for det daglige kød. Livet er

NU, - her er der ingen plads for bekymrede svagpissere!

På stranden ved Tartunaq, fjorten kilometer vest for hans hjembygd, havde fangeren tidligere

på sommeren efterladt to plastikbaljer med laksegarn. Han besluttede sig for at sejle ind for at

tage grejet med hjem, for dog at få lidt nytte af den dyre benzin til påhængsmotoren, når nu

ikke det ville lykkes med jagten. Baljerne var gemt godt af vejen, skjult mellem et par store

stenblokke. Ovenpå havde han lagt tang for yderligere at camouflere gemmestedet og dermed

mindske risikoen for at uvedkommende to- eller firebenede vandaler skulle stjæle eller

ødelægge hans ejendom. Fangeren lod jollen glide ind mod land, vippede motoren op og

mærkede i det samme at kølen ramte sandbunden. Han sprang i land og halvløb op til

gemmestedet. Baljerne blev båret ned til jollen een af gangen. Han satte dem op i jollen og fik

i det samme øje på en hvid plastikdunk. Dunken lå tæt ved vandkanten, halvvejs dækket

under en del af det tangbælte som markerede det seneste højvande. Fangeren gik ned og

sparkede tangen bort og samlede dunken op. Den var ikke helt tom, eet eller andet

ubestemmeligt indhold skvulpede rundt når han rystede den. Han skruede låget af dunken og


amtes i næste øjeblik af en kvalm stank. Han bekæmpede de velkendte tegn på mavens lyst

til at reagere med at kaste op, vendte i stedet bunden i vejret på dunken og tømte indholdet ud

i sandet. Han spærrede øjnene op, stirrede uden at kunne tro på det han så, vaklede et par

skridt tilbage, hvorefter han løb ned til sin jolle, skubbede denne ud fra strandkanten, sprang

op i jollen, startede påhængsmotoren og sejlede væk med stor hast mens han med frygt i

blikket kikkede sig over skulderen. Tilbage i sandet lå der to afskårne mennesketunger og en

klump ildelugtende koaguleret blod.

Fangerens ophidselse blev dæmpet da han nærmede sig bygden, og han kom i tvivl med sig

selv om hvorvidt han overhovedet skulle nævne noget om fundet. Det lille bygdesamfund med

120 sjæle hungrede altid efter ting som kunne bruges til spot og drilleri, og han havde ikke

meget lyst til at blive skydeskive for latter og smørede halvskjulte grin.

På den anden side var der jo det med de to forsvundne danskere fra Ilulissat.

Sammenhængen var næsten for tydelig. Han besluttede sig for at snakke med bygdefogeden

under fire øjne, vel vidende at denne ikke kunne styre sin tunge, - nå det måtte blive

bygdefogedens eget problem. Bygdefogeden så skeptisk på fangeren da de mødtes et par

timer senere. Lidt sur var han også over at fangeren havde valgt kyllingens taktik frem for at

bringe fundet med tilbage, men der var ingen vej tilbage. Ved næste daggry måtte de begge

være tilbage på stranden og sikre fundet.

Det viste sig at der ikke var noget fund at sikre. Tangbæltet afslørede ubarmhjerteligt hvor højt

tidevandet havde været oppe: Dunken var væk, drevet til havs. Tungerne befandt sig med stor

sandsynlighed i mere eller mindre opløst tilstand i maverne på de store måger som uafladeligt

afpatruljerede stranden. Helt forgæves var turen dog ikke: Langt oppe på stranden fandt de to

mænd et orange skruelåg af plastik i den store mængden af andet ragelse som i tidens løb er

smidt eller blæst i havet. Bygdefogeden snuste til proppen og rynkede på næsen. En

ubestemmelig duft af benzin, saltvand og noget udefinerbart havde svagt fyldt hans næsebor.

Han trak en plastikpose op af lommen, lagde proppen deri og bandt en knude på posen.

83 minutter senere sad de to mænd på bygdefogedens kontor og ventede på at få

telefonforbindelse til Politistationen i Ilulissat. 2 minutter senere væltede den vagthavende

politiassistent Elias Barlaq, sin kaffe ud over skrivebordet.

More magazines by this user
Similar magazines