SH nr. 30.pdf - Dansk Sygeplejeråd

dsr.dk

SH nr. 30.pdf - Dansk Sygeplejeråd

1

SYGEPLEJE & HISTORIE

DSHS 10. ÅRG. NR. 30 MARTS 2007. ISSN 1600-7727

INDHOLD

Leder

Fagligt stof

Det Medicinske Politi – forebyggelsespolitikken ca. 1750-1860 -

af Gerda Bonderup

Viljen til selvstændighed

af Birte Hedegaard Larsen

Museumshjørnet

Rundt om et sengebord - af Kamma Lauridsen

Dansk Sygeplejehistorisk Museum - ny særudstilling

Dansk Sygeplejehistorisk Museum - åbningstider

Dansk Sygeplejehistorisk Selskab

DSHS Medlemsmøde – 12. april 2007

DSHS generalforsamling - 20. september 2007

DSHS første danske sygeplejehistoriske konference 2007

First Danish History of Nursing Conference, September 28 – 29, 2007

Nye bøger

Møder, foredrag og udstillinger

Dansk Sygeplejehistorisk Selskab

Foto på forside:

Illustration satiretegning: Karikatur af Jenner ved kokoppeindpodningen: "The Cow-Pock-or-The

Wonderful Effects of the New Innoculation" af Gillray 1802. (Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv).


2

LEDER

Dansk Sygeplejehistorisk Selskab er ved indgangen af 2007 gået ind i sit jubilæumsår – og det vil som

nævnt tidligere blive fejret med en sygeplejehistorisk konference den 28. og 29. september 2007.

Konferencen holdes på Dansk Sygeplejehistoriske Museum – og vi har fornøjelsen, at kunne fortælle at

tre internationalt anerkendte sygeplejeforskere vil være konferencens hovedtalere, nemlig professor

Sioban Nelson, professor Marit Kirkevold og Associate Professor Barbra Mann Wall. Dertil kommer, at

vi håber, mange vil komme med deres bidrag gennem anmeldelse af foredrag. Deadline for indsendelse er

30. april. Opslag om konferencen og praktiske oplysninger vedrørende tilmelding, pris og overnatning

kan der læses om inde i tidsskriftet.

I dette nummer har historiker Gerda Bonderup skrevet artiklen ”Det Medicinske Politi”, der handler om

dansk forebyggelsespolitik 1750 –1860. Den er skrevet på grundlag af forfatterens nyligt udgivne bog

med samme titel. Artiklen er optakten til at byde Gerda Bonderup velkommen som foredragsholder om

samme emne ved DSHS medlemsmøde den 12. april. Mødet holdes på sygeplejemuseet og er annonceret

nærmere inde i tidsskriftet.

I en anden artikel har sygeplejerske Birte Hedegaard Larsen skrevet en artikel med udgang i sin Ph.D. –

afhandling ”Anerkendelse og krænkelse”. Den handler om den kamp danske sygeplejersker har haft -

siden deres første spæde forsøg på at professionalisere faget i 1876 – for at få anerkendelse af

sygeplejefaget som et selvstændigt fag.

Der har været stor interesse for DSHSs rapport vedrørende ”Undersøgelse af sygeplejeskolernes

undervisning i sygeplejens historie” og den er derfor i sin helhed gjort tilgængelig for alle via selskabets

hjemmeside www.dsr.dk/dshs.htm. I forhold til rapporten kan der desuden henvises til næstformand

Bente Sigvaldsens artikel i nummer 29 af ”Sygepleje & Historie”, som udkom december 2006.

Det er forår og tid til at forny medlemskabet i DSHS. Med dette nummer af Sygepleje & Historie

udsendes et giroindbetalingskort. Kontingentet er fortsat 150 kr. for enkeltmedlemmer og 500 kr. for

foreninger. Velkommen til et nyt og aktivt 10-års jubilæumsår i selskabet.

Susanne Malchau

Formand


3

FAGLIGT STOF

Det Medicinske Politi – forebyggelsespolitikken ca. 1750-1860

Af lektor, dr. phil. Gerda Bonderup, Aarhus Universitet

Baggrund

Det Medicinske Politis fødsel

Det Medicinske Politi var et barn af oplysningstiden i 1700-tallet med enevælden og lægerne som

forældre. De absolutistiske stater var så nogenlunde etableret på denne tid, men ville gerne

yderligere konsolidere deres magt. En af de nye idéer, den om merkantilismen, tilbød en teori om

statens mulige magtudvidelse ved at styrke sin velstand og sin befolkning. At regeringen fokuserede

på befolkningen var der to grunde til, for den havde brug for øget arbejdskraft i de nye

manufakturer og fabrikker, og den politiske ledelse ville helst væk fra lejesoldatersystemet og

oprette stående hære af egne folk. Det betød, at regeringen beordrede en række demografiske

undersøgelser for overhovedet at få et indtryk af befolkningsstørrelse. Det blev påbudt at føre

mortalitetslister, kirkebøger og folketællinger. Men også befolkningens kvalitet, nemlig dens

raskhed og styrke, lå staten på sinde. Især var man opmærksom på, at sygdom og dårlige sociale

forhold var tæt knyttet sammen.

Lægerne mente bestemt, at de kunne hjælpe til i dette merkantilistiske system, samtidigt var de

begejstrede læremestre for at bibringe befolkningen oplysningens goder, for i lægernes øjne levede

folk i mørke, skidt og snavs. De foreslog en slagplan for bekæmpelse og forebyggelse af

sygdomme, som de kaldte for Det Medicinske Politi. Begrebet politi betød dog ikke uniformerede

knippelbevæbnede mænd, men var et koncept om et ordnet sundhedsvæsen, som skulle oprettes og

administreres ved hjælp af en institution. Denne skulle få et regelsæt til hjælp, der viste hvordan

sundhedsvæsenet burde se ud. Tyskeren Johann Peter Frank sammenfattede det hele i sit 6-

bindsværk System einer vollständigen medicinischen Polizey fra 1780, som danskeren Rasmus

Frankenau oversatte i stærk komprimeret form, med denne proklamation i indledningen:

”Sundhedspolitiet bør have Hensyn på 1) Landfar- og smittende Sygdomme, 2) Den barnlige

Alders, og især Hittebørns Pleie, og Forsørgelse, 3) Krigshærens Pleie til Lands, og Vands. 4)

Sundhedens Bevaring i store Stæder. 5) Fængsler og Sygehuse. 5) Syge uden for Hospitalerne.

6)Tilsyneladende livløse Menneskers Behandling; samt alt under disse Hovedstykker henhørende,

som Ammer, Læger, Giordemødre, Apothekere, Materialister, kort Personer der handle med Sager

der baade kunne være Lægemiddel og Gift; fremdeles Luftens Reenhed, Vandets Klarhed og

Reenhed i Springkilder, Brønde, Søer og Bække, Spise- og Drikkevares Friskhed og Godhed,

Bygningernes Indretning, og Anlæg af Manufakturer, hvor der behandles Materier der ere

mistænkelige i Henseende til Helbreden. Gaders Reenhed og Orden. Latriners Indretning og

Rensning.”(1)

Det var noget af et program, hvordan skulle det gribes an, når det danske sundhedsvæsen så således

ud:


4

Det danske ”sundhedsvæsen” anno 1750

Der fandtes tre typer behandlere, de universitetsuddannede medicinere, der havde monopol på

indvortes behandling. I alt fandtes kun ca. 15-20 medicinere, de var liv-, hof- og universitetslæger

bosiddende i København, 6-7 var dog udnævnt som fysikus og boede på nær to i stiftsbyerne. De

mere håndværksuddannede kirurger var for det meste bartskærere med lidt ekstra viden om kirurgi,

de måtte tage sig af udvortes behandling som sår og benbrud. De fungerede hovedsagelig som

garnisonslæger og deres antal var knap hundrede. Den tredje slags var de ”kloge” folk. Dem var der

mange af - efter lægernes skøn et par tusind. Der var nogle lødige og dygtige behandlere iblandt

dem, de kunne senere, hvis de opfyldte nogle krav, få en delautorisation. Desuden fandtes der

ganske få lovbestemmelser om epidemier.

Etablering af et fundament for et reelt sundhedsvæsen

De københavnske læger foreslog en række forbedringer, som kongen og siden kronprinsen ofte blev

overbevist om og ophøjede til lov. Det var

Fødselsstiftelsen

I 1750 blev jordemoderhuset oprettet, det skulle give ugifte kvinder mulighed for anonymt og gratis at

føde deres børn. Det betød, at pigerne ikke længere behøvede at føde i dølgsmål, hvor ingen kunne hjælpe

dem, og hvor de tit i fortvivlelse begik barnemord. Desuden reddede man en vordende nyttig

samfundsborger. Fødselsstiftelsen af 1787 overtog disse formål, og fik herudover den opgave at undervise

kommende jordemødre og læger. Noget af stiftelsens materiale er den dag i dag er klausuleret, man må

normalt ikke se i den protokol, hvor oplysningerne om pigernes navne er opgivet. Deres anonymitet er

skam den dag i dag efter 230 år sikret!

Sygehusene

Indtil midten af 1700-tallet fandtes intet behandlingssygehus. Man havde samlet alle dem, der ikke kunne

klare sig selv, fattige, forældreløse børn, invalide og syge på samme sted, på et såkaldt hospital. Dér

havde man eventuelt indrettet en enkelt sygestue. Det første somatisk terapeutiske hospital blev Frederiks

Hospital i København – nu Kunst- og Industrimuseum. Det blev oprettet i 1756 og fik to afdelinger, en

medicinsk og en kirurgisk. Det skulle egentlig kun betjene Københavns fattige, men fik snart stor

betydning pga. lægernes ekspertviden. Således blev især kirurgiske tilfælde fra hele landet sendt derhen.

Samtidigt skulle det også fungere som uddannelsessted for unge læger. Patienterne måtte ikke være

kronisk syge eller have en smittende sygdom, de skulle hurtigt kunne helbredes for at komme ud på

arbejdsmarkedet igen. Fra omkring 1800 skulle denne type moderne sygehus oprettes i alle landets amter,

de skulle tilgodese amtets fattige. I midten af 1800-tallet fandtes dog stadig kun ganske få

behandlingssygehuse. Staten var jo gået bankerot og det var først koleraen, der satte rigtig skub i tingene

igen.

Embedslægenettet

Der var alt for få hovedaktører, nemlig læger, for Det Medicinske Politi i Danmark. Nok havde

regeringen efter reformationen ansat enkelte fysici og ganske få byer og godsejere havde antaget en

barberkirurg. Men fra 1770'erne blev regeringen mere lydhør, og godt et halvhundrede læger fik et

embede i købstæderne som distriktskirurger. De skulle snarest muligt i det mindste have absolveret nogle

kurser på det i 1785 oprettede Kirurgiske Akademi. Efter 1838 blev begge lægeuddannelser slået sammen

og lagt under universitetet.


5

Epidemier og epidemiforordningerne af 1782 og 1810

Fra oldtiden hører vi om epidemier, især om pesten. Den kom igen i middelalderen, og frem til

1700-tallet var den den største dræber. Da pesten var forbi, blev kopperne mere synlige, for de

havde allerede igennem århundrede været en grim børnesygdom, der dræbte mange. Kopperne blev

stort set sat under kontrol ved hjælp af vaccination. Derfor troede man, at epidemiernes tid var

forbi, men så slog en helt ukendt sot til, nemlig koleraen. – Den vender jeg tilbage til.

Regeringens bekæmpede epidemier med ad hoc bestemmelser, senest ved pesten i København i

1711. Da der igen truede – vist nok en blodgangsepidemi (dysenteri) - kom 1782-forordningen om

epidemier med klare regler om, hvordan man skulle forholde sig ved et epidemiudbrud: En fra

familien skulle underrette præsten, denne skulle informere en (af de endnu meget få) embedslæger.

Behandlingen var gratis og pengene skulle komme ind via skatten, der blev pålignet hartkornet.

Koppeforordningen af 1810 påbød trods lægernes klare krav ikke obligatorisk vaccination, men en

underlig floromvunden formulering om, at præsten ikke måtte vie folk, der ikke var vaccineret eller

havde haft de ægte kopper. Der blev heller ikke truet med bødestraf. Folk var nemlig bange for

vaccinationen af to grunde: Kopper var i befolkningens opfattelse et nødvendigt onde, for de havde

en rensende opgave. Hvis de urene væsker forblev i kroppen ville man blive spedalsk. Den anden

grund var det svært forståelige, at noget sygt fra en ko skulle gøre gavn. Derfor holdt den

enevældige regering igen sit navn til trods.

Collegium Medicum og Sundhedskollegiet

Den øverste institution i sundhedsvæsenet var Collegium Medicum, der var oprettet i 1740 og skulle være

et rådgivningsorgan for den politiske ledelse. Det skulle føre tilsyn med medicinalvæsenet og løse

retsmedicinske problemer, udover at det skulle klare stridighederne mellem kirurger og medicinere. Det

blev i 1803 afløst af Sundhedskollegiet, der efter 1849 blev lagt under Justitsministeriet.

Kommissionen af 1802

Hermed var fundamentet lagt for sundhedsvæsenet, et første forsøg på systematisk at forbedre

mulighederne for den generelle sundhedstilstand ved at institutionalisere nogle basisfunktioner, der

før var prisgivet tilfældighedernes spil. Der manglede dog en samlet lov og et organ, der kunne

varetage de præventive opgaver i "sunde" tider og de nødvendige bekæmpelsesopgaver. Derfor

nedsattes en sundhedspolitikommission i 1802. Den tog sit arbejde uhyre seriøst, blandt andet

sendte den et rundspørge ud til alle landets læger. De skulle svare på ca. 200 spørgsmål om

sundhedstilstanden og sundhedsvæsenet i deres "område". Det er en sand guldgrube for os om

befolkningens leveforhold, tanker og opfattelser af sygdom og sundhed.

Vi kan for eksempel læse, at kødet også dengang blev "blæst op", og at lægerne krævede

slagterkontrol. Men det var ganske problematisk i 1802, fordi en sådan kontrol forudsatte vidner, og

disse kunne "belave sig paa en god Livfuld Hug om Aftenen i Tusmørke” (2). Slagterne havde

hidsige gemytter. Eller vi kan se, at vandet syntes at være ganske udmærket, de fleste steder, men

desværre grisede "Kiellingerne" det til med deres vask af "Uld og skidne Klæder", og det blev

forurenet af møddingerne, ajlen og ikke mindst afløbet fra priveterne. Disse havde yderligere den

ulempe, at de nedentil var åbne, "hvorved opkommer en Trækvind, som angriber det blotte Legeme,

og ei siælden, især ved dem, der ere plagede af Hæmerrhoidal Tilfælde … tilveiebringer

ubehagelige Følger" (3).


6

1802-kommissionen havde lagt et meget stort arbejde i løsningen af sin opgave, alene den første

paragraf i deres udkast fyldte 64 underpunkter. Det hele skulle blive på 16 paragraffer. Det trak i

langdrag, kommissionen blev indhentet af Napoleonskrigene og statsbankerotten og nedlagde sig

selv. Der skulle ske noget forfærdeligt, førend sundhedspolitiet kom op at stå. Og det blev koleraen.

Koleraen og fornyet arbejde med forebyggelse

Koleraen havde været en total ukendt sygdom i Europa, den fandtes kun i Bangladesh ved

Gangesdeltaet. Englænderne havde godt nok mødt den dér og rapporteret om den hjem, men det

blev nærmest opfattet som noget eksotisk, uciviliseret. Derfor blev man noget så overrasket, da en

koleraepidemi nåede frem til først Rusland og efterhånden til hele Europa i 1830'erne. Her i

Danmark tog man straks – da den viste sig i Preussen – hånd om den. Nu var man parat, og det blev

den mest restriktive forebyggende forordning man kunne forestille sig, med karantæne, isolering af

de syge samt standret ved overtrædelse. Det vigtigste for den følgende tid var dog oprettelsen af

sundhedskommissionerne, der skulle have det organisatoriske ansvar for alt og især for

lazaretoprettelse og renlighedseftersyn. De større byer blev inddelt i flere distrikter med hver sin

sundhedskommission. Efter at have oprettet lazaretterne var hovedopgaven for deres medlemmer at

gå fra hus til hus og se efter syge og renligheden. De fik nogle meget detaljerede instrukser til

efterlevelse. Men Danmark var heldigt, epidemien drog forbi, selv om den blot behøvede at hoppe

over Sundet fra Malmø eller over Elben fra Hamborg. Nok havde man beordret karantæne fra begge

sider, men det havde koleraen ellers ikke taget sig efterretteligt! Efterhånden opmagasinerede man

lazaretudstyret. Sundhedskommissionerne selv gik i dvale. Men koleraen kom 20 år senere, på et

tidspunkt da hele Europa var fri igen, det nærmeste sted var St. Petersborg.

Boligforholdene, den private og offentlige renlighed

Det satte fornyet skub i udvidelsen af sundhedsvæsenet. Man tog fat i 1831-forordningens

bestemmelser. Dog ikke så meget hvad karantæne angik, for den havde Rigsdagen afskaffet året før,

mod at hygiejniske tiltag skulle iværksættes for de sparede midler så som kloakering, vandforsyning

og gadefejning. Men det var ikke kommet i gang endnu – selvfølgeligt ikke, den gang som nu

forhastede man sig ikke, når det gjaldt igangsættelse af offentligt arbejde.

Lægerne og bystyrerne måtte nu på anden vis effektuere de nødvendige hygiejniske tiltag. Det blev

klart med det samme, at de alene ikke kunne klare det, derfor satte de et opråb om hjælp i aviserne,

og straks meldte sig mange frivillige. Nu kom husvisitationerne i gang. Her skulle de frivillige

borgere sammen med frivillige læger gå fra hus til hus, såvel forhusene, som side- og baghuse. Selv

om man dengang endnu ikke vidste, hvad der var årsag til koleraen, kolerabakterien blev først

opdaget 30 år senere, havde man jo den klare fornemmelse, at renlighed og frisk luft kunne holde

den for døren, de skulle også holde øje med diaréer og evt. kolerapatienter, begge skulle komme

under hurtig behandling. Hvis man fandt patienter eller forsømmelser, skulle det påføres i en protokol

og ses efter nogle dage senere. Det var for dem og for os ubegribelige forhold, der blev afsløret.

For eksempel så det sådan ud i Frederiksværk:

”Ved successiv Paafyldning var det kommet dertil, at det omliggende Jordsmon laa langt højere end

Gulvet i Huset, saaledes at der paa den ene side af Huset ikke var mere end 1/4 Alens Afstand fra

Jorden til Vinduerne. Boligen omkransedes paa de tre Sider af en slet vedligeholdt og med næsten

intet Fald forsynet Rendesten i næppe en halv Alens Afstand fra Muren, og denne Rendesten

dannede Afløbet fra en hel Række Huse samt adskillige Svinestier. Inde i selve Huset antydedes

Fugtigheden noksom af de opraadnede Gulve og de med sorte Skimmelplanter bedækkede Vægge,

og omend Familiens Fattigdom ikke var stor, saa var dens Urenlighed desto større, og jeg skal i saa


7

Henseende blot henlede Opmærksomheden paa, at ved Udrensning af Huset fandtes i en Seng, hvor

tre af Børnene havde haft deres Leie, den mugne og raadne Sengehalm opfyldt og gjennemtrængt af

en Mængde Ekskrementer i den Masse, at man skulle tro, at hele Familien havde benyttet

Sengehalmen til Latrin.” (4)

Men vi må ikke glemme, at de borgerlige frivillige og lægerne lige som os var gået igennem en

disciplinerende hygiejniske skole og netop skulle fokusere på snavs. Men selv om vi trækker nogle

procenter fra, bliver der rigeligt tilbage.

Koleraens indflydelse på sundhedsvæsenet

Koleraen havde kastet sit skærende lys over de delvis rystende samfundsforhold. Hvad gjorde de

ansvarlige for at afhjælpe det sete? Bystyrerne gik straks i gang med de forskellige opgaver, så som

oprettelsen af kommunehospitaler. Enten anvendtes et allerede eksisterende koleralazaret, i Århus

var det den nedlagte realskole, eller skulle der bygges et nyt som i København. Problemerne ved

vandforsyningen blev løst ved at bygge vandværker, og man begyndte med kloakeringen.

Boliglovgivningen fik hovedstaden ordnet i 1854/56, de andre byer fulgte lidt senere. Retirader, der

indtil nu blot var store gruber på gården med det lille hus med hjertet ovenpå, og som nogle steder

skulle betjene 60 mennesker, skulle nu afløses af et tøndesystem ved alt nybyggeri. Lovgivningen

indeholdt også en hel række bestemmelser om rummenes højde, om kælder- og loftslejligheder,

vandafløb og om gårdenes forhold til bebygget grundareal etc. etc.

Omsider faldt også loven om et sundhedspoliti på plads. Der skulle laves sundhedsvedtægter for

alle kommuner. De kan ses som Det Medicinske Politis manifest, idet de indeholdt de fleste af de

punkter, som man for et halvhundrede år havde diskuteret. De blev kronen på godt 100 års

forebyggelsespolitik. Hvordan var det lykkedes?

Afslutning

Det hele var foregået på forbløffende symbiotisk måde. Gik lægerne for vidt i deres iver, bremsede

regeringen dem. Vaccinationen var således ikke obligatorisk, men var i de første mange år kun for

dem, der havde lyst. Den enevældige regering ville ikke anvende tvang over for befolkningen. På

den anden side iværksatte den så godt som aldrig sundhedspolitiske tiltag uden først at have rådført

sig grundigt med lægerne. Det gjorde befolkningen hjælpsom, som for eksempel da mange frivillige

borgere under koleraangrebet midt i 1800-tallet hjalp lægerne i deres hygiejnefremstød. Det betød

igen, at samfundets svagere grupper følte, at der blev taget hånd om dem, som de kvitterede ved at

rette sig efter forslagene.

Til slut vil det være interessant at relatere mine iagttagelser til andre forskningsresultater om emnet.

Der findes dog ikke noget samlet for denne tidlige periode, derfor henviser jeg til en undersøgelse

for det 20. århundrede om påvirkningen fra de styrende organer inden for sundhedssektoren, som

Signild Vallgårda har foretaget. Med afsæt i Michel Foucault og Nikolas Rose analyserede hun sig

frem til, at de styrende anvendte to former for strategier. Dels appellerede de til folks mål og til

egenskaber, som folk allerede havde, for at få dem til at ændre adfærd, og dels søgte de at forme

eller ændre menneskers ønsker og egenskaber (5). Begge strategier forudsætter både en styrelysten

gruppe, der også har mulighed for styring, og en befolkning, der i det mindste har en forestilling om

at ønske sundhed og forebyggelse af sygdom. En sådan befolkning fandtes knap nok i begyndelsen


8

af vores periode, men den styrelystne gruppe var der, og den kunne bygge et fundament af

institutioner, der tilgodeså folks behov og dermed skabte tillid og forventning. Det kunne siden hen

gøre folk bevidste om, at forhold, man før havde taget for givet, måske som forudbestemt, nu kunne

ændres. For eksempel kunne koppeepidemier måske undgås og fnat – et andet stort onde –

bekæmpes. Overtalelse og gode forbilleder hjalp, især når oplysningsartikler fulgte med i

dagspressen, men helt sikkert blev det først, når for eksempel en ny epidemi viste, at de vaccinerede

var immune. Da var befolkningen også parat til at overveje igen, om kopperne virkede rensende, og

til at acceptere den vederstyggelige tanke om at indpode kokoppematerie i deres børn.

Fototekst (indsæt foto hvor det passer i layout)

Illustration med hånd: Malkepigens kokopper tegnet af lægen Jenner. Han tog materie herfra og

indpodede den på en anden malkepige. Tegningen havde han aftrykt i sin bog An Inquiry 1798.

(Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv).

Noter

1. Rasmus Frankenau, Det offentlige Sundhedspolitie 1801 s. 3f.

2. Stadslæge de Mezas svar fra Helsingør, RA 232 DK G 125b nr. 7.

3. Distriktslæge Mürer fra Svendborg, RA 232 DK G 125b nr. 17

4. Praktiserende læge Madvigs epidemiberetning s. 22f. RA 1252 Sundhedskollegiets

Epidemiberetning

5. Signild Vallgårda: Studier af magtudøvelse. Bidrag til en operationalisering af Michel Foucaults

begreb Governmentality. I Lise Togeby m.fl., På sporet af magten. (Magtudredningen) 2003 s.

123ff.

Kilder og litteratur

Bonderup, Gerda: Det Medicinske Politi 2006.

Frank, Johann Peter: System einer vollständigen medicinischen Polizey I-VI 1780-1819.

Frankenau, Rasmus: Det offentlige Sundhedspolitie under en oplyst Regjering 1801.

Medicinalberetninger fra 1803 i 1252 Sundhedskollegiets arkiv på Rigsarkivet (se Daisy).

Nyland, Nick: De praktiserende læger i Danmark 1800-1910 2000.

Sundhedspolitikommissionens arkiv på Rigsarkivet: 232 DK G 125 a-c.

Vallgårda, Signild: Studier af magtudøvelse. Bidrag til en operationalisering af Michel Foucaults

begreb Governmentality. I Lise Togeby m.fl., På sporet af magten. (Magtudredningen) 2003 s.

117-31.


9

Viljen til selvstændighed

Af underviser Birte Hedegaard Larsen, Ph.D., CVU Vita - Sygeplejerskeuddannelsen

Resumé

Danske sygeplejersker har siden den første verdslige ordning af sygepleje i Danmark i 1876 forsøgt at

opnå anerkendelse af sygeplejefaget som et selvstændigt fag. Kravet om selvstændighed har fortrinsvis

været rettet mod overlæger, dvs. at danske sygeplejersker først og fremmest har betragtet faglig

selvstændighed som et spørgsmål om sygeplejefagets tilknytning til lægefaget. Denne tilknytning har

været og er tæt. Læger har tilsyneladende altid opfattet sygepleje som en integreret del af den kliniske

medicin. I dagligdagen har sygepleje i vid udstrækning været delegeret til sygeplejersker, men

overlægerne har gennem tiden set sig som overordnede ansvarlige også for sygeplejen. Sygeplejersker

har på deres side altid anerkendt tilknytningen til medicin, men herud over har de gennem foreløbig 130

år påberåbt sig en opfattelse af, at sygepleje er andet og mere end lægeligt delegeret - sygeplejefaget er

et selvstændigt fag, kontrolleret af sygeplejersker.

Indledning

Allerede i min første praktikperiode om sygeplejeelev i slutningen af 1960-erne undrede det mig, at

forskolens indtryk af sygeplejefaget som et anerkendt selvstændigt fag, ikke stemte overens med

mine oplevelser i praktikken. Her oplevede jeg, at sygeplejersker altid rådførte sig med læger

vedrørende patientforhold, og at der i dagligdagen fandtes et tydeligt hierarki med overlægen i en

alt dominerende position. På uddannelsens senere læsekurser fandtes ’sygepleje’ som et fag på

skemaet, men til min store forundring blev der her gentaget forhold vedrørende undersøgelser og

behandlinger, som der allerede var blevet undervist i af læger i fagene ’sygdomslære’ og

’farmakologi’. Var ’sygepleje’ på skoleskemaet ikke andet end repetition af lægelige fag? Disse

oplevelser og denne undren har forfulgt mig i hele min aktive karriere som sygeplejerske og som

underviser på en sygeplejeskole.

I 1990 gik grunduddannelsen til sygeplejerske fra at have været en elevuddannelse til en

uddannelse, klassificeret som et studie – som en mellemlang videregående uddannelse – og der blev

oprettet kandidat og ph.d. uddannelsesordninger for sygeplejersker. Disse formelle

uddannelsesordninger understøttede sygeplejerskers opfattelser af deres fag som et selvstændigt fag.

Alligevel havde jeg en nagende følelse af, at alt dette ikke grundlæggende ændrede sygeplejefagets

status set i relation til lægefaget. På cand. cur.- studiet og senere ph.d.-studiet fik jeg muligheder for

at undersøge dette nærmere. Jeg havde på forhånd den opfattelse, at en faglig selvstændighed, hvis

der var tale om en sådan, måtte være af nyere dato, og min forundring var stor, da jeg i det

historiske kildemateriale opdagede, at det, jeg kalder ’viljen til selvstændighed’, havde været endog

meget nærværende i hele det verdslige sygeplejefags levetid i Danmark, at sygeplejersker

tilsyneladende altid havde været helt og fuldt overbeviste om, at deres fag var et selvstændigt fag,

der skulle forstås i en form for komplementær position til lægens fag. I denne artikel belyser jeg

sygeplejerskers og lægers ’tale’ om sygepleje, sygeplejersker og sygeplejefag i slutningen af

1800tallet og begyndelsen af 1900tallet med henblik på at sætte fokus på forhold, sygeplejersker

mente, skulle og nødvendigvis måtte begrunde sygeplejefaget som selvstændigt (note 1).

Den metodiske inspiration

Den metodiske inspiration til at fokusere på ’tale’ skyldes den franske vidensanalytiker Michel

Foucaults (1926-1984) diskursanalytiske undersøgelser (2, 3). Foucault anvender begrebet ’diskurs’

som et analytisk værktøj til at indkredse ’tale’ og ’historiske frembringelser’ i forbindelse hermed.


10

Ved at fokusere på diskursive frembringelser herunder skrift og tale, men ligeledes indretningen af

en epokes institutioner - kirkelige, politiske, juridiske, terapeutiske, uddannelsesmæssige mm., kan

man skabe et billede af de betingelser, en diskurs, f.eks. diskursen om sygepleje, er underlagt. Ifølge

Foucault består en diskursanalyse af to helheder: En kritisk helhed, der indkredser former for

udelukkelser, begrænsninger og tilegnelse, der indkredser de procedurer i samfundet, der

kontrollerer f.eks. tale, skrift og opbygning af samfundets institutioner. I herværende forbindelse

omhandler den kritiske helhed, hvorledes sygeplejerskers og lægers tale om sygepleje, sygeplejefag

og lægefag er blevet kontrolleret gennem ca. 130 år (note 2). Udover den kritiske helhed indkredser

diskursanalysen en genealogisk helhed, som undersøger, hvorledes en talerække, f.eks. talen om

sygepleje som et selvstændigt fag, er blevet udformet, og hvilke betingelser, der har været for denne

tale. Sygeplejefaget i Danmark opstod i relation til opkomsten af den kliniske medicin i midten af

1800-tallet. Set i relation til såvel en kritisk som en genealogisk helhed er udviklingen af denne

således af afgørende betydning for, at sygeplejersken overhovedet kom på tale.

Udviklingen af den kliniske medicin i Danmark

I midten af 1700-tallet påbegyndte man i Danmark en særlig indsats overfor syge fattige. I 1757

blev Kongelig Frederiks Hospital oprettet, og i kølvandet på en kongelig forordning i 1806 blev

hospitaler og sygehuse i stadig stigende antal og størrelser oprettet rundt i Danmark. Behandling og

pleje under sygdom foregik langt op i 1800-tallet i hjemmene. Sygepleje var et kvindearbejde under

en husmoders ledelse. Syge medlemmer af familien, samt laugsmedlemmer eller ansatte på et gods,

hørte til familiens ansvarsområde og der blev på et vist niveau sørget for dem under sygdom og

alderdom. I Danmark gav statslige forordninger fra 1600-tallet medicinere og kirurger monopol på

forebyggelse og behandling af sygdomme samt tilsynsforpligtelser med den danske befolknings

sundhedstilstand. Sygdomme blev hovedsagligt forklaret i relation til teorier om sundhed og

sygdom f.eks. teorier om ’livskraften - vitalismen’ og ’usynlige luftbårne smittepartikler -

miasmer’. Behandling blev udført i relation til forskelligartede teorier om en balanceret natur, der

ved indvortes eller udvortes miljøpåvirkninger kom i en sundhedsubalance. Behandling omfattede

metoder f.eks. indgift af medikamenter, strygninger, åreladninger og lavementer, der skulle

medvirke til at genoprette den naturlige balance. Siden renæssancen havde læger dog i nogen grad

forklaret sygdomme som tegn på anatomiske og fysiologiske abnormiteter og behandling som

korrektion og lindring af disse. Denne sidste opfattelse var blevet mere og mere fremherskende i

slutningen af 1700-tallet, og op gennem 1800-tallet kom der gang i en bevægelse, hvor en patient

fra at blive set som et individ, hvis individuelle livsbetingelser var grundlæggende væsentlige for at

genoprette en sund balance, blev set som et anatomisk-patofysiologisk tilfælde, hvor lægen eksakt -

såkaldt positivt – måtte beskrive det, han så, samt behandle i henhold til metoder, der var blevet

påvist brugbare gennem klinisk dokumenterede eksperimenter. En ny positivistisk

lægevidenskabelig doktrin var i færd med at erstatte den gamle teoretiske medicin. Fra begyndelsen

af 1900-tallet blev eksakt naturvidenskabelig eksperimentel klinisk viden højt værdsat såvel i

forhold til lægens videnskabelige som kliniske virksomhed. Denne form for viden var afgørende for

hans faglige dygtighed, virksomhed og position i samfundet. Alle andre former for viden, der

tidligere havde været anset som væsentlige, blev udelukket fra den medicinske diskurs (note 3). Den

enkelte patients fortælling om sin sundhedsbalance, sine symptomer, livsomstændigheder,

familieforhold, boligforhold, muligheder for at få nærende kost o.l. havde ikke samme betydning

som tidligere (1, ss.191-210) og (4).

Sygepleje som et verdsligt fag opstod midt i denne bevægelse fra én medicinsk doktrin til en anden,

og kampe mellem de lægelige doktriner kom til at spille en stor rolle for sygeplejefagets muligheder

og betingelser for at opnå anerkendelse som et selvstændigt fag.


11

Sygeplejersken – en lægelig hjælper, stedfortræder, husstyrer og filantrop

Den første verdslige sygeplejeordning i Danmark blev indført på Københavns Kommunehospital i 1876.

Den verdslige sygepleje blev et fag i en periode, hvor en positivistisk naturvidenskabelig inspireret

doktrin endnu ikke var karakteristisk. Det var derimod en empirisk klinisk metode og en såkaldte

numerisk eller statistisk metode (4, ss.137-162). Nøje observationer, registreringer og rapporteringer af

disse var afgørende væsentlige for lægens kliniske virksomhed og lægevidenskabelige forskning. Da

lægen ikke kunne være til stede ved sygesengen døgnet rundt, opstod et behov for ’hjælpere og

stedfortrædere’, der havde tilstrækkelig dannelse og uddannelse til nøjagtigt at udføre observationer,

registreringer, rapporteringer og ordinationer. MEN herudover havde lægen behov for personer, der

kunne lede det daglige arbejde på hospitaler og sygehuse i lægens ånd - for højt kvalificerede husstyrere,

der satte en filantropisk indstilling til syge fattige højt. Overlæger italesatte et behov for kvinder af den

dannede borgerklasse, der qua opdragelse, oplæring og uddannelse netop besad de egenskaber og den

uddannelse og dannelse, som de ønskede sig af deres ’hjælpere og stedfortrædere’. Overlægerne påpegede

stærkt deres egen overordnede rolle samt betydningen af, at sygeplejersker var loyale frem for alt andet

mod lægevidenskaben og lægen. Diskurser i forbindelse med lægers viden, faglige monopol, forpligtelser

og rettigheder blev i forbindelse med opkomsten af det verdslige sygeplejefag gentaget. Men det samme

gjaldt for diskurser vedrørende mænds og kvinders forskelligartede egenskaber, viden, ansvar,

forpligtelser og kunnen (1, ss.159-188).

Biologisk kønsbundne egenskaber - forpligtelser og roller i det danske samfund

Kvinder og mænd blev langt op i 1900-tallet betragtet som grundlæggende forskellige med hensyn

til egenskaber, forpligtelser og aktiviteter – på grund af køn. Manden blev betegnet som aktiv,

udadvendt, ansvarlig, videncentreret, kulturskabende, mens kvinden blev betegnet som passiv,

modtagende, centreret om hjemmet, om de nære ting, ernæring, relationer, reproduktion, barnepleje,

opdragelse af børn og pasning af syge og gamle. Manden var nok familiens overhoved, men det

kvindelige ansvar og kvinders forpligtelser og funktioner blev af såvel mænd som kvinder betegnet

som selvstændige set i relation til det syn på kønsopdelt forpligtelse, viden og kunnen, der var

fremherskende i 1876. Kvinder blev betegnet som indbyrdes forskellige på baggrund af dannelse.

Den dannede kvinde var en kvinde, der havde lært sig en vifte af sproglige, kunstneriske, sociale,

filantropiske og husstyrende færdigheder. Der ud over havde hun lært sig selverkendelse,

selvbeherskelse, loyalitet og selvopofrelse. Hun havde lært sig at styre sin natur, herunder sin

seksualitet, og hun havde lært sig at underordne sig mandens såkaldte højere fysiske og åndelige

niveau samt mandens kulturelle, religiøse, videnskabelige og politiske frembringelser. I

modsætning hertil blev den udannede og uuddannede kvinde opfattet, som en kvinde, der var

uvidende og ikke kunne styre sine drifter, som amoralsk, doven, drikfældig o.l. (note 4) (1, kap.10)

Allerede i forbindelse med det verdslige sygeplejefags opkomst vandt en stærk inspiration fra

Florence Nightingales opfattelse af sygepleje som en syntese af ’lægens fag’ og ’kvinders

egenskaber og forpligtelser’ indpas. Ifølge Nightingale måtte en sygeplejerske integrere begge disse

områder, men en sygeplejerske var ikke blot en lægelig assistent og heller ikke blot en dannet

kvinde.

Et selvstændigt sygeplejefag - en syntese af ’lægens fag’ og ’kvinders egenskaber og forpligtelser’

Florence Nightingale (1820-1910)(1, ss.229-248) var tilhænger af den gamle medicinske doktrin.

Sundhed var for hende et spørgsmål om en naturlig balance. Hun var tilhænger af miasmeteorien

vedrørende infektionssygdomme, men ligeledes af den kliniske og den statistiske metode. Hele livet

igennem bevarede hun dette syn. Hun tilsluttede sig tilsyneladende aldrig den nye positivistiske


12

lægevidenskabelige doktrin. For Nightingale var sygeplejersker og læger nære samarbejdsparter på

grundlag af de lægevidenskabelige indsigter, der var gældende omkring 1850, men ligeledes på

grundlag af kvinders særlige egenskaber, viden og kunnen. Hun så lægers og sygeplejerskers

livsformer som komplementære. Begge parter besad samfundsnødvendig komplementær viden og

kunnen. Lægen var i forhold til behandling af syge overordnet sygeplejersken. Sygeplejersken

skulle loyalt udføre sin gerning i henhold til lægens udkast, men sygepleje havde ifølge Nightingale

to sider, en teknisk og en moralsk. Den tekniske side var knyttet til lægens viden og kunnen og den

moralske til kvinders viden, kunnen og moralske indstilling. Det er betegnende, at ’den moralske

side’ ikke blot var en indstilling, denne omfattede i høj grad kvinders viden - og kunnen.

Der var for Nightingale ingen niveauforskelle på teorier om sundhed og sygdom og teorier om det

kvindelige. Disse teorier havde samme status, og sygepleje kunne betegnes som en kunst ved siden af

lægekunsten, en kunst med et fælles delelement, hvad angik teori om sundhed og sygdom, og med

komplementær viden og kunnen. I forhold til behandlende foranstaltninger havde lægen den autoritative

myndighed, og sygepleje var intet uden dette delelement. Sygeplejersker modtog ordinationer fra lægen,

men hun udførte ordinationer i henhold til en ’viden’ om, hvordan dette bedst lod sig udføre i en aktuel

situation. Sygepleje var ikke blot et ’hvad’, men i høj grad også et ’hvordan’. I forhold til filantropi og

husstyrelse havde sygeplejersken den autoritative myndighed, som mænd var læger uvidende om ledelse

af en husholdning, og sygepleje var intet uden dette.

Nightingales tænkning om sygepleje og sygeplejersker kan betragtes i et spændingsfelt mellem

underordning og selvstændighed. At fungere som sygeplejerske krævede en vis medicinsk viden. Denne

viden var lægeligt delegeret, men Nightingale kan fortolkes således, at hun anså viden om en balanceret

sundhed for at være et delt vidensområde. Lægerne havde lægelig viden og et fagligt monopol vedrørende

behandling af syge, men viden vedrørende sundhed og sygdom og en balanceret natur var ligeledes

baggrund for arkitekters, ingeniørers, husfruers og sygeplejerskers arbejde. En syntese ’sygepleje som et

selvstændigt fag’ ophævede såvel ’lægens fag’ som ’kvinders egenskaber og forpligtelser’, og sygepleje

kunne ikke betragtes som et fag i en liniær hierarkisk organisering underordnet lægens fag. Nightinale

fandt tilsyneladende ikke forestillingen om et selvstændigt sygeplejefag uforenelig med lægers

behandlingsmonopol. Dominansrelationen mellem læger og sygeplejersker var for hende kun væsentlig i

forbindelse med lægelige ordinationer af teknisk art.

Florence Nightingale og den verdslige sygepleje i Danmark

Uddannelsen på Københavns Kommunehospital var tydeligt inspireret af Nightingale’s anbefalinger

om organisering af sygeplejerskers uddannelse, rekruttering af dannede kvinder, krav til kvinder,

der ønskede at blive sygeplejersker og sygeplejerskers ledelsesforhold (7, 8). Den danske komtesse,

Selma L. Lüttichau (1838-1927) (note 5), medvirkede angiveligt til ordningen af den verdslige

sygepleje i Danmark. Hun blev kaldt fra London til København i forbindelse med ordningen på

Kommunehospitalet. Hvornår hun kom til København, hvor længe hun blev, og hvor stor

indflydelse, hun havde i forbindelse med ordningen i 1876, er ikke helt klar. Kildematerialet er

sparsomt. Ifølge Henny Tscherning (note 6) blev Lüttichau tilbudt stillingen som plejemoder ved

Københavns Kommunehospital, men afslog denne med den begrundelse, at stillingen ikke svarede

til den engelske matronstilling (forstanderinde) - ikke var selvstændig nok set i relation til

overlægerne (11). Hun vendte tilbage til London til en livsstilling som matron ved et

hjemmeplejedistrikt for fattige syge. Alligevel satte hun i høj grad sit fingeraftryk på den verdslige

sygeplejerskeuddannelse i Danmark. Hun oversatte Florence Lees’ nightingaleinspirerede lærebog,

”Veiledning til Konsten at pleie Syge” (7). Bogen fungerede gennem 1800-tallet som lærebog i

sygeplejeforhold og var bestemt for sygeplejeledere og –undervisere. Én af de københavnske


13

overlæger, der medvirkede til ordningen af sygeplejen på Kommunehospitalet, Sopfus Engelsted

(1823-1914), skrev et omfattende forord til bogen, der gav bogen lægelig anerkendelse og samtidig

afspejlede den lægelige opfattelse af lægefag og sygepleje i Danmark i 1876.

’Viljen til selvstændighed’ og danske sygeplejersker

Lüttichaus afvisning af plejemoderstillingen på Københavns Kommunehospital kan ses som det

første forsøg i Danmark på at opnå en lægelig anerkendelse af et selvstændigt sygeplejefag. Som

forsøg mislykkedes det i samtiden, men ved at følge danske sygeplejerskers senere forsøg (12-16)

og (1, kap.12-14) fremgår det, at Florence Nightingale’s opfattelse af sygepleje og Selma Lüttichaus

afvisning gav anledning til en ’talerække’ blandt danske sygeplejersker i forhold til at betragte

sygeplejefaget som selvstændigt. Denne talerække intensiveredes op gennem 1900-tallet og flere og

flere af sygeplejerskernes krav blev imødekommet – men uden at dette grundlæggende ændrede de

tidlige lægelige opfattelser af læge-sygeplejerske relationen.

Det er betegnende, at grundlaget for sygeplejerskernes opfattelse af et selvstændigt sygeplejefag

oprindeligt var den senere forladte teoretiske medicinske doktrin og teorier om kvinders

kønsbestemte egenskaber, forpligtelser, viden og kunnen. Det er ligeledes betegnende, at danske

sygeplejersker har holdt fast ved dette grundlag. Der skete naturligvis ændringer. Dannede kvinders

husstyrelsesfærdigheder blev op gennem 1900-tallet transformeret til ledelse og uddannelse af

plejelinjen og plejepersonalet på et hospital, til ledelsesteori og pædagogik og til teori om almene

behov, imødekommelse af behov, omsorg og egenomsorg. Filantropiske forpligtelser blev

transformeret til patientcentreret pleje, til ’et ansvar for den svage’ og til f.eks. etik og

kommunikation. Disse transformationer har dog ikke kunnet sikre en anerkendelse af

sygeplejefagets selvstændige status. I forbindelse med den positivistiske lægevidenskabs stadig

stærkere position kunne forhold – selv om disse nok så meget var blevet omformet - knyttet til en

forladt teoretisk medicinsk doktrin og doktriner vedrørende kvinders kønsspecifikke egenskaber og

praksisser ikke accepteres som grundlag for en formel anerkendelse af sygeplejefagets

selvstændighed (note 7). Disse områder var ikke på niveau med den eksakte, eksperimentelle

lægevidenskab, og sygeplejersker måtte forblive loyale og underordnede denne (1, ss.304-20). Dette

til trods er sygeplejerskers ’vilje til selvstændighed’ en stadig tilstedeværende drivkraft for

sygeplejerskers krav og tiltag vedrørende praktisk sygepleje, uddannelse, ledelse og forskning.

Kravet om selvstændighed vil tilsyneladende ikke dø.

Noter

1. Grundlaget for denne artikel er undersøgelser i forbindelse med min ph.d.-afhandling. Her

undersøgte jeg sygeplejerskers forsøg på at opnå anerkendelse af et selvstændigt sygeplejefag

gennem ca. 130 år (1)

2. Det er Foucaults opfattelse, at al ’tale’ og alle ’historiske frembringelser’ er kontrollerede. Læger

kan således heller ikke sige alt. Al menneskelig virksomhed kontrolleres af eksterne og interne

mekanismer, der sikrer, at der ’produceres’ de rigtige sygeplejersker, læger osv. Disse

kontrolmekanismer eller –procedurer er historisk foranderlige og en følge af de herskende diskurser

i et samfund. Der findes mange former for krusninger på overfladen, men grundlæggende

forandringer foregår ifølge Foucault trægt (1, ss.128-39).

3. Ændringen fra lægekunst til positiv lægevidenskab er meget tydelig i lærebøger for læger,

medicinsk historiske værker og tekster i lægefaglige tidsskrifter fra slutningen af 1800-tallet og

begyndelsen af 1900-tallet. Der findes lægelige ytringer, der argumenterer for betydningen af


14

medicinske teorier og lægekunst, men fra begyndelsen af 1900-tallet er tendensen klar – en klinisk

positiv videnskabelighed betegnede frem for alt andet lægens fag

4. Underklassens kvinder blev i høj grad opfattet således, i det hele taget blev underklassen i 17-

1800-tallet anset for uvidende, amoralsk, tøjlesløs, upålidelig, tyvagtig og grådig (5, ss.87-106) og

(6, ss.18-19 og 60-66).

5. Selma Lüttichau indtager en, mener jeg, overset rolle i dansk sygeplejehistorie. Hun var datter af

godsejer og baron H. H. Lüttichau til Tjele. Hun blev uddannet som sygeplejerske på Pastor

Fliedners diakonissestiftelse i Kaiserswerth. Senere supplerede hun sin uddannelse hos katolske

søstre i bl.a. Strasbourg og herefter på Sct. Thomas Hospital, London i Florence Nightingales regi.

Hun blev angiveligt kaldt fra London til København for at medvirke til oprettelsen af

sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Kommunehospital i 1874 (9, ss.132-133 og xxxiv-xxxv

6. Henny Tscherning f. Schultz (1853-1932) blev uddannet som sygeplejerske på Københavns

Kommunehospital. Efter giftermål med overkirurg senere professor E. A. Tscherning i 1886

ophørte hendes aktive sygeplejerskekarriere, men hun fortsatte hele livet i gennem sit arbejde for

sygeplejen. Hun var formand for Dansk Sygeplejeråd 1899-1927 (10).

7. At videnskabeliggøre sygepleje på et traditionelt positivistisk grundlag har aldrig vundet bred

tilslutning blandt sygeplejersker i Danmark. Det er da også et stort spørgsmål, om tiltag i relation hertil

uden for sygeplejerskers rækker vil kunne betragtes som andet end supplement til lægevidenskab.

Referencer

1. Larsen BH. Anerkendelse og krænkelse – en undersøgelse af diskursive kontrolprocedurer i

relation til sygeplejerskers bestræbelser på, at opnå anerkendelse af det verdslige sygeplejefag som

et selvstændigt fag. Viborg., Forlaget PUC, 2006

2. Foucault M. Klinikkens Fødsel. København: Hans Reitzels Forlag, 2000 (1963)

3. Foucault M. Talens forfatning. København: Hans Reitzels Forlag, 2001 (1971)

4. Petersen J. Lægekunstens Historie. København: Andr. Fred. Høsts og Søns Forlag, 1876

5. Possing B. Viljens styrke. Nathalie Zahle. En biografi. København: Gyldendal, 1997

6. Vallgårda S. Sjukhus och fattigpolitik. Publikation 17. København: FADL’s Forlag, 1985

7. Lees F. Veiledning til Konsten at pleie Syge. København: C. A. Reitzel 1876

8. Budde V. (red.) ”Den paatænkte Reform af Sygeplejen paa Kommunehospitalet i København.”

Ugeskrift for Læger;25:393-396. København: Den Almindelige Danske Lægeforening, 1875

9. Jakobsen KH. Den verdslige sygeplejerskeuddannelse ved Københavns Kommunehospital 1876.

Århus: Skrift – Serie fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole;94, 2001

10. Dansk Kvindebiografisk Leksikon, www.kvinfo.dk


15

11. Tscherning H. ”Lidt om mine personlige Oplevelser ved den humane Sygeplejes Indførelse paa

Kommunehospitalet og dens senere Udvikling”. Tidsskrift for Sygepleje;18:295-30. København:

Dansk Sygeplejeråd, 1913

12. Koch M. ”En Reform af Sygeplejen i Danmark”. Tidsskrift for Sygepleje;4:53-56. København:

Dansk Sygeplejeråd, 1906

13. Koch M. ”Sygeplejeuddannelse”. Tidsskrift for Sygepleje;4:62-63. København: Dansk

Sygeplejeråd, 1906

14. Lütken C. ”En Reform af vor Sygepleje”. Tidsskrift for Sygepleje;4:56-58. København: Dansk

Sygeplejeråd, 1906

15. Lütken C. ”Sygeplejesagen”. Tidsskrift for Sygepleje;4:63-66. København: Dansk Sygeplejeråd,

1906

16. Munck C. ”Sygeplejerskerne som en Stand”. Tidsskrift for Sygepleje;16:199-204. København:

Dansk Sygeplejeråd, 1910


16

MUSEUMSHJØRNET

Rundt om et sengebord

Af Kamma Lauridsen, formidlingsmedarbejder, Dansk Sygeplejehistorisk Museum

På bordet står en buket blomster i en metalvase og et glas vand. Der ligger også en pose

Matadormix og en blok papir. I hylden nedenunder findes en skønsom blanding af aviser, ugeblade,

mobiltelefon, papkapsel, hårbørste og andet forskelligt løsøre. På siden af bordet hænger et

spisestykke. Det ser rent ud.

Det er den besøgendes sengebord, og det står i Museets udstilling som en opfordring til, at den

enkelte kan være med til at fortælle historie. Historien om sengebordet, om patienten, om det at

bevare sin integritet, når privatlivet er på hjul og skal rummes i et møbel, om at komme omkring et

sengebord og at bruge det i sit arbejde.

Med udgangspunkt i et par kasser med rekvisitter har den enkelte mulighed for at indrette

sengebordet efter ønske, som et udtryk for, hvad man finder vigtigt at have hos sig som patient, eller

for at beskrive et sengebord, man har mødt i sit daglige arbejde.

Sengebordsprojektet har til formål at få Museets brugere til at reflektere over patientrollen, og

sengebordets betydning for patient og plejepersonale. Som eksempel kan patientens tilstand ofte

aflæses i sengebordet ud fra hvor meget af dets indhold, der udgøres af plejepersonalets remedier.

Men vi forsøger også at præsentere sengebordet i en historisk sammenhæng, fordi brugen af

sengebordet og dets indretning er med til at synliggøre enhver tids syn på patienten, på

sygeplejersken og dennes arbejde og det daglige liv på hospitalet.

Allerede i 1916 kunne man i Dorthea Leths bog ”Vejledning til Syges Pleje” læse følgende om

sengebordet:

Ved Sygesengen bør der i de fleste Tilfælde være anbragt et lille Bord, paa hvilket Glas,

Smaarekvisitter m. m. kunne stilles. Bordet har bedst sin Plads ved Patientens venstre Side; staar

det ved højre Side, hindrer det den fri Adgang til Patientens Person.

Af saadanne Smaaborde haves forskellige Slags saavel fritstaaende Borde, der kunne drejes ind

over Sengen, som ogsaa Borde, der kunne fastskrues paa selve Sengen.

I forbindelse med den besøgendes sengebord hænger der en lille udstilling med billeder fra Museets

arkiv. Her er eksempler på sengeborde i forskellige tidsperioder, og dér kan man aflæse historier om

en given tid, om situationer og personer.

Der er også mulighed for at den enkelte kan give sit besyv med ved at nedskrive egne

”sengebordserfaringer” til ophæng – f.eks.:

Åh, de mandlige patienters sengeborde på Lemvig Sygehus 1974 var ulækre, en cigarkasse

med aske til at dyppe den stærke skrå i og så urinkolben, som skvulpede over, det lugtede og

så meget udelikat ud.


17

Under mit eneste ophold på et hospital gjorde mit sengebord, at jeg følte mig mere

end en del af en stuegang. Der var lidt plads til gaver og mad, der gjorde opholdet

mere behageligt.

Man finder også en lille erindringsskrivelse fra en sygeplejerske om et sengebord på Rigshospitalet

ca. 1955, der her følger i udpluk.

Om sengebordet:

Sengebordet var anbragt på patientens venstre side. Det var fremstillet af træ og lakeret. Bordpladen

kunne være dækket af kakler, underhylden var af træ, og der var vist nok en skuffe. Ellers var

bordet åbent til alle sider. Det betød, at bortset fra det, der var gemt i skuffen, var patientens

ejendele stort set fritliggende og synlig for alle, der passerede forbi. Det være sig personale,

stuegangen, medpatienter og pårørende.

Sengebordets funktion:

Der var ikke mange rulleborde til rådighed, så personalet anvendte sengebordet til arbejdsbord i

forbindelse med forskellige procedurer, eksempelvis patientens personlige hygiejne (øvre og nedre

toilette). Personlig hygiejne blev udført i sengen med eller uden hjælp at personalet. Hertil anvendte

vi to vandfade, tandkrus og kapsel. Vand blev bragt hen til sengen. Af hensyn til patientens

blufærdighed blev der sat transportabel skærm omkring sengen.

Jeg husker, at der på sengebordet var kroge til håndklæde og vaskeklude til øvre toilette (drejls) og

nedre toilette (longuet). Håndklæder og vaskeklude blev kun skiftet en gang i ugen i forbindelse

med det ugentlige bad, der foregik i afdelingens eneste badeværelse på faste ugedage. Halvdelen af

patienterne fik bad én dag og den anden halvdel en anden dag.

Patienten indtog desuden alle måltider ved sengebordet.

Dansk Sygeplejehistorisk Museum – ny udstilling 24. marts 2007

”Foran Afghanistans lukkede Døre”

En udstilling om diakonissen, lægen og missionæren

Marie Holst fra Kolding

og hendes arbejde i Indien 1896 – 1917

Indsæt annonce foto


18

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Koldingfjord, Fjordvej 152, 6000 Kolding

Åbningstider: Onsdag 11-18, torsdag og fredag 11-16, lørdag og søndag 12-16 (tlf. 76 32 76 76).

Billetpriser:

Fri adgang for enkeltmedlemmer af DSHS

Øvrige: Voksne 30 kr., grupper over ti 20 kr., pensionister og studerende 20 kr., børn under16 samt

skoleklasser gratis.

Kaffe og hjemmebag til reduceret pris på Hotel Koldingfjord mod aflevering af entrebillet – dog ikke

søn- og helligdage (gælder ikke gruppebilletter).

Der tages forbehold for eventuelle ændringer.


19

NYT FRA DANSK SYGEPLEJEHISTORISK SELSKAB

Medlemsmøde - april 2007

Torsdag den 12. april 2007 kl. 19 – 21.30 afholder DSHS medlemsmøde på Dansk Sygeplejehistorisk

Museum.

Historiker Gerda Bonderup, lektor Aarhus Universitet, holder foredrag med udgang i sin nyeste bog

om dansk forebyggelses-politik 1750-1860. Det var i denne periode, at lægerne gik fra

sygdomsbekæmpelse til forebyggelse – og dermed introducerede: Det Medicinske Politi.

Som optakt til foredraget har Gerda Bonderup skrevet en artikel til dette nummer af ”Sygepleje &

Historie” (se side ??).

Deltagelse er gratis for medlemmer, gæster kan deltage for kr. 30 eller gennem indmeldelse i

DSHS. Under mødet serveres en forfriskning.

Adresse: Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Koldingfjord, Fjordvej 152, 6000 Kolding.

Tilmelding: senest tirsdag den 10. april 2007 på tlf. 76 32 76 76

Generalforsamling - september 2007

Dansk Sygeplejehistorisk Selskab afholder sin næste generalforsamling i København torsdag den

20. september 2007 kl. 16.00. Indkaldelse foretages i Sygepleje og Historie nr. 31 september 2007.

Efter generalforsamling er der foredrag ved historiker professor, dr. phil. Birgittte Possing om

”Betydningen af historisk forskning”.


20

Første Danske Sygeplejehistoriske Konference den 28. og 29. september 2007

I 2007 har Dansk Sygeplejehistorisk Selskab 10-års jubilæum. Selskabet har i den anledning

besluttet at arrangere en sygeplejehistorisk konference, den første af sin art i Danmark. Konferencen

vil finde sted på Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding.

Det ønskes med konferencen, at få et bredt tværfagligt perspektiv på aktuel forskning inden for

sygeplejens, plejens og omsorgens historie – nationalt såvel som internationalt. Der inviteres

hermed både til at anmelde foredrag / indsende abstrakts og til almen tilmelding som deltager uden

foredrag. Konferencesprogene vil være engelsk og dansk.

Hovedtalere

Professor Sioban Nelson, University of Toronto, Canada,

Professor Marit Kirkevold, Aarhus Universitet

Associate Professor Barbra Mann Wall, University of Pennsylvania, USA.

Foredrag / abstrakts: Abstrakts må maximalt omfatte 1 A4 side (2400 anslag) og bedes indsendt på

engelsk eller dansk. Navn, (titel, stilling), adresse, telefon og e-mail bedes anført. Deadline for

indsendelse er mandag den 30. april 2007.

Abstrakt bedes indsendt via mail til museum@dshm.dk, men kan alternativt også sendes med

almindelig post (adresse nedenstående).

Tilmelding og praktiske oplysninger

Pris: Medlemmer af DSHS 750 kr., - øvrige 950 kr.

Konferencemiddag: Fredag d. 28. september er der mulighed for at deltage i en konferencemiddag på

Hotel Koldingfjord. Middagen koster 400 kr. Såfremt du ønsker at deltage i middagen, skal du tilmelde

dig til denne særskilt.

Tilmelding og betaling: Tilmelding til konferencen samt konferencemiddag kan ske til

konferencesekretær Anne Marie Overgaard på telefon 7632 7676 eller e-mail: museum@dshm.dk

Der kan også foretages tilmelding via blanketten på DSHSs hjemmeside www.dsr.dk/dshs.htm

Deltagergebyr samt betaling for konferencemiddag bedes overført senest 20. august til: Lån & Spar

Bank reg.nr. 0400 konto nr. 1180043235. Angiv følgende tekst til din overførsel "Konference 2007,

NAVN".

Overnatning: Deltagerne sørger selv for bestilling og afregning. Der er indgået specialaftale med

Hotel Koldingfjord www.koldingfjord.dk om 1 overnatning á 695 kr. for konferencens deltagere.

Hotellet ligger i gå-afstand fra museet.

Konferencesekretær:

Anne Marie Overgaard

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Fjordvej 152, 6000 Kolding

Telefon: 76 32 76 76

E-mail: museum@dshm.dk

Konference information: www.dsr.dk/dshs


21

First Danish History of Nursing Conference, September 28 – 29, 2007

The Danish Society of Nursing History is celebrating its 10 th Anniversary in 2007 by arranging the

First Danish History of Nursing Conference. The conference will be held at The Danish Museum of

Nursing History in Kolding. Keynote speakers: Professor Sioban Nelson, University of Toronto,

Canada, Professor Marit Kirkevold, University of Aarhus, Denmark and Associate Professor Barbra

Mann Wall, University of Pennsylvania, USA.

The conference languages will be English and Danish and abstracts from all disciplines are

welcome.

Call for Abstracts: A one page abstract will be accepted by e-mail. It must state the author(s) name,

institutional affiliation, address, phone and e-mail. Abstracts must arrive on or before April 30, 2007.

Submit to: museum@dshm.dk

Registration and accommodation

Registration fee: Members of the Danish Society of Nursing History (DSHS): 750 D.kr.

Others: 900 D.kr.

Conference dinner: Friday September 28 th a conference dinner is held at Hotel Koldingfjord. The

price is 400 D.kr. If you want to participate, please let the conference secretary know.

Registration and payment: Registration online www.dsr.dk/dshs.htm or contact secretary of the

conference Anne Marie Overgaard. Phone: 0045 76 32 76 76 or e-mail: museum@dshm.dk

Registration fee and payment for the conference dinner should be transferred to the following bank

account before August 20:

Laan & Spar Bank: IBAN: DK7604001180043235 - SWIFT: LOSADKKK

Add the following text to your transfer: "Conference 2007, NAME".

Please note: The conference participants pay all bank fees. The fee in a Danish bank is D.kr. 30.

Accommodation: The conference participants are requested to do the booking and payment of hotel

or hostel by themselves. Hotel Koldingfjord www.koldingfjord.dk offers the conference participant

a special price for 1 night of 695 D.kr. The Hotel is within walking distance of the museum.

Secretary of the Conference:

Anne Marie Overgaard

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Fjordvej 152

6000 Kolding

Denmark

Phone: (+45) 76 32 76 76

E-mail: museum@dshm.dk

Conference information: www.dsr.dk/dshs


22

NYE BØGER

W.F. Bynum and Helen Bynum (ed.) “Dictionary of Medical Biography” (Five Volumes).

Greenwood Press 2006. – 1616 pages, photos, tables, price $ 749.95. The dictionary provides

authoritative biographical coverage of major medical practitioners in all times and cultures. It

concentrates on all the nuances of medical practice, and the social context within which ideas of

health, disease and therapy exist. There are almost 1100 entries and almost 400 scholars have

contributed to the work. (Fokus i det omfattende biografiske leksika er lægestanden, men også

sygeplejersker med international indsats er medtaget. I nordisk regi er danske Christiane Reimann

og finske Sophia Mannerheim medtaget - de er begge biograferet af Susanne Malchau).

Kirsten Frederiksen et al. (red.) ”Perspektiver på faglighed”. Århus: Udviklingsinitiativet for

Sygeplejerskeuddannelsen i Århus Amt, 2006. – 316 sider, kr. 149. En antologi bestående af 13

artikeler, hvor det i denne sammenhæng skal nævnes, at Karin Anna Petersen har bidraget med en

artikel, hvor udgangspunktet er et videnskabshistorisk blik på sygeplejens ståsted i den

akademisnke verden.

Peter Frederiksen. ”Jutlandia. Danmark i Korea-krigen.” København: Høst og Søn, 2006. – 276

sider, ill. kr. 299. I bogens oprulles historien om hospitalsskibet Jutlandia, dets besætning og dets

mission. Det er historien om et fredeligt bidrag til en storpolitisk krig i et lille land fjernt fra

Danmark. Bogen bygger på et omfattende arkivmateriale og en række interviews. Tidligere

udenrigsminister Mogens Lykketoft har skrevet bogens forord. Bogen er i ord og billeder også en

dokumentation af sygeplejerskes indsats på Jutlandia – og den omfatter en liste over alt ansat

medicinsk personale inkl. sygeplejersker.

Edith Mandrup Rønn og Inger Hartby (red.). ”Det forrykte menneske. Den psykisk syge i historien

ca., 1830-1980”. Ebeltoft: Skippershoved, 2006. – 351 sider, ill., kr. 248. Denne antologi - 15

artikler - sætter fokus på kulturmødet mellem de mennesker, der i perioden 1830-1980 blev

”forrykket” i forhold til det, der blev anset for normaliteten. Kyndige forskere afdækker, hvordan

den psykisk syge indgik – eller ikke indgik – i stat, samfund og kultur, – og de afsøger på den måde

årsagerne til den psykisk syges marginalisering.

Nick Nyland. ”Alment praktiserende læger i Danmark 1900-2000. En professionshistorie.” Odense:

Institut for Sundhedstjenesteforskning. Syddansk Universitet, 2006. - 159 sider, ill. Op gennem

1900-tallet gennemgik de alment praktiserende læger i Danmark en professionaliseringsproces,

hvorved de skilte sig ud fra de øvrige lægegrupper og skabte deres eget speciale. I bogens beskrives

denne proces frem mod oprettelsen af specialet almen medicin i 1994.

Knut W. Ruyter og Arne Johan Vetlesen (red.) ”Omsorgens tvetydighed. Egenart, historie og

praksis. Oslo: Gyldendal Akademisk, 2001. – 324 sider.

Morten A. Skydsgaard. ”Ole Bang – og en brydningstid i dansk medicin”. Århus: Aarhus

Universitetsforlag, 2006. – 350 sider, ill., kr. 348. Ole Bang var førende indenfor sin tids

lægevidenskab. Men i eftertiden er han blevet fremstillet som en læge, der hang fast ved den

hippokratiske lægekunst, og som stod i vejen for den moderne medicins udvikling i Danmark.

Forfatterens ærinde er at revidere denne noget ensidige opfattelse af Ole Bangs virke og påpege

hans bidrag til den moderne lægevidenskab.


23

MØDER, FOREDRAG OG UDSTILLINGER

DSHS medlemsmøde

Dansk Sygeplejehistorisk Selskab afholder medelmsmøde ved Dansk Sygeplejehistorisk Museum i kolding

den 12. april 2007 Sygeplejeden

DSHS generalforsamling 2007

Dansk Sygeplejehistorisk Selskab afholder sin næste generalforsamling i København den 20. september 2007

kl. 16.00. Indkaldelse annonceres i Sygepleje og Historie nr. 31 september 2007. Efter generalforsamling er

der foredrag ved historiker professor, dr. phil. Birgittte Possing om ”Betydningen af historisk forskning”.

DSHS konference 2007

Første Danske Sygeplejehistoriske Konference, den 28. og 29. september 2007

Indkaldelse af foredrag / abstrakts (se annoncering side ??)

First Danish History of Nursing Conference, September 28 – 29, 2007

Call for Abstracts (announced page ??)

AAHN –Annual Conferences

American Association for the History of Nursing, Inc.

Twenty-third Annual History of Nursing Conference

Rochester, Minnesota, USA

September 29 - October 1, 2006.

Further information: www.aahn.org/conference.html

American Association for the History of Nursing, Inc.

Twenty-fourth Annual History of Nursing Conference

White Plains, New York

September 28 – 29, 2007

Abstracts must arrive on or before January 15, 2007

Further information: www.aahn.org/abstract.html

Borders, boundaries and political context in nursing and health care history.

An International Conference devoted to Nursing History Research, Toronto, Canada, 5-7 June 2008

The conference is organized by the Canadian Association for the History of Nursing/Association

Canadienne pour l’Histoire du Nursing.

Call for Abstracts: Please submit a one page abstract on completed research by e-mail of no more than 300

words. State the title of the paper at the top and at the end list name, institutional affiliation or city, contact

information, and whether you are a student. Let us know if you would like your e-mail to be published

along with the abstract, and if you have any audiovisual or other special requirements. Abstracts will be

peer-reviewed. Submit abstracts to geertje.boschma@nursing.ubc.ca

Abstracts must be received by Nov. 15, 2007. Notification of acceptance will be send out by Feb.1, 2008

For further information contact Judy Young (judithy@primus.ca or Carol.Helmstadter@rogers.com

(Detaljeret opslag af konferensen kan rekvireres ved Susanne Malchau - sm@sygeplejevid.au.dk)


24

UK Centre for the History of Nursing & Midwifery

Seminars in Nursing History 2006/07 at the University of Manchester

Further information: www.ukchnm.org/seminars.php

Nordic Societies of Medical History

The XXIst Nordic Medical History Congress June 13 – 16, 2007 Umeå, Sweden.

Call for Abstracts: Deadline for submission February 5, 2007.

In order to have an idea of the number of abstracts, please announce your interest before October 1,

2006. Further information: www.medhistumea.se

Møder i medicinsk historiske selskaber – se hjemmesiderne

Jysk Medicinhistorisk Selskab, www.jmhs.dk/

Dansk Medicinsk-historisk Selskab, www.dmhs.suite.dk/

Medicinsk Historisk Selskab for Fyn, hjem.get2net.dk/medhistfyn/medicinsk_historisk_selskab_for_.htm


25

DANSK SYGEPLEHISTORISK SELSKAB

Selskabets adresse:

Sankt Annæ Plads 30

Postbox 1084

1008 København K

http://dsr.dk/dshs.htm

Bestyrelsen:

Formand: Susanne Malchau, Skolevej 18 F, 8250 Egå (e-post: sm@sygeplejevid.au.dk)

Næstformand: Bente Sigvaldsen, Bernstorfflund Allé 25, 2920 Charlottenlund

Sekretær: Kirsten Stallknecht, Tunet 31, 3450 Allerød

Kasserer: Bodil Jacobsen, Nørre Alle 3, 4400 Kalundborg

Birthe Mortensen, Sønder Alle 9, Strib, 5500 Middelfart

Seniorsammenslutningen i DSR: Karen Buhl, Gunilshøjvej 275,Virklund, 8600 Silkeborg

Dansk Sygeplejeråd: Adm. direktør Anne Granborg, Dansk Sygeplejeråd

Suppleanter:

Marianne Mahler, Ahlefeldtsgade 29, 3th, 1359 København k

Lis Suhr, Udbakken 27, 2750 Ballerup

Jan Agerbo Toft, Frueløkke 195, 6200 Aabenraa

Trine Holgersen, Dansk Sygeplejeråd (suppleant for Dansk Sygeplejeråd)

Kirsten Köneke, Gadekærsvej 12A 2500 Valby (suppleant for Seniorsammenslutningen)

Revisor: Benny Andresen, Odense

Revisor: Hanne Schytte, København

Revisorsuppleant: Sinne Kamstrup, København

Redaktion Sygepleje & Historie

Susanne Malchau, Århus (ansv. red.)

Inger Marie Børgesen, Kolding

Nete Balslev Wingender, København

Marianne Mahler, København

Winnie Høgsaa, Aarhus


26

Indmeldelsesblanket til Dansk Sygeplejehistorisk Selskab

Navn:

Adresse:

Postnr./by

Dato:......... Underskrift:

Som (sæt kryds) Enkeltmedlem: ... Forening, organisation eller firma: ...

Enkeltmedlemmer: Kr. 150,00 pr. år.

Forening, organisation eller firma: Kr. 500,00 pr. år.

Sendes til: Dansk Sygeplejehistorisk Selskab, Dansk Sygeplejeråd, Sankt Annæ Plads 30,

Postbox 1084, 1008 København K

More magazines by this user
Similar magazines