Forskning 2007 - Herlev Hospital

herlevhospital.dk

Forskning 2007 - Herlev Hospital

Overlæge Poul Geertsen.

Forskning 2007

Nye apparater giver

færre bivirkninger

Herlevs otte nye stråleapparater placerer

hospitalet i den absolutte elite inden for

kræftbehandling på verdensplan. Den

nye teknik kan bestråle et langt mere

præcist område, end man kunne tidligere.

Det giver færre alvorlige bivirkninger og

åbner mulighed for en mere effektiv behandling,

fordi stråledosis kan øges.

I 2007 blev en helt ny og yderst avanceret teknik taget

i brug i stråleterapien. Det er afdelingens otte nye

stråleapparater, der sørger for, at kræftpatienterne på

Herlev fremover kan få en behandling i verdensklasse.

Overlæge Poul Geertsen viser, hvordan en række bevægelige

plader kan få strålerne til at gå ind i patienten

i buer fra et uendeligt antal vinkler samtidig med, at

apparatet kører.

”Med den nye teknik kan man meget præcist indrette

strålingen til at ramme den form, man vil. Dermed kan

man smyge strålingen rundt om kræftknuden, så man

beskadiger mindre af det raske væv,” forklarer han. Det

kan få stor betydning for patienterne, fordi bestråling

på raske områder kan give alvorlige bivirkninger. Alt

efter hvor kræften sidder, kan man for eksempel få

hukommelsesproblemer, huller på tarmen, øge risikoen

for blodpropper i hjertet og i værste fald blive blind

eller lam i dele af kroppen.

Større sikkerhed

Indbygget i de nye stråleapparater er også et røntgenapparat

og en CT-scanner, der i høj opløsning kan vise

lægerne om patienten ligger på samme måde, som da

den indledende scanning blev lavet. Det giver en større

sikkerhed for, at lægerne rammer præcis det område,

som de vil. Det betyder, at man nu kan planlægge

strålefeltet med marginer på helt ned til 1-2mm, hvor

marginerne før var 4 - 5 mm. Med den nye teknik er

det også muligt at styre strålingen alt efter patientens

åndedræt. Det kan for eksempel have stor betydning

for patienter med en knude i lungen. Når patienten

trækker vejret vil knuden flytte sig, så strålerne under

normale omstændigheder også vil ramme rask væv.

Med det nye avancerede system måler en sensor, hvornår

patienten trækker vejret og sørger for, at lungen

kun bestråles på et bestemt tidspunkt i vejrtrækningen.

Mere effektiv behandling

Når man i højere grad kan undgå at beskadige det

raske væv hos patienten, åbner det op for, at man kan

forhøje den dosis bestråling, som man giver patienten.

”Dermed kan man gøre behandlingen af kræft mere

effektiv, så man måske kan forlænge patientens levetid

eller øge chancen for, at de ikke bliver syge igen,” siger

Poul Geertsen.

Det nye apparatur i stråleterapien giver desuden

mulighed for at behandle flere patienter på færre tid.

Behandlingen med de nye strålekanoner tager kortere

tid end på de gamle. Samtidig er de alle otte indstillet

på nøjagtig samme måde, så en patient kan blive

behandlet på hvilken som helst af dem. Det betyder,

at man bedre kan udnytte maskinerne fuldt ud, og det

skaber mindre ventetid, hvis en af dem skal repareres.

Afdelingen har desuden fået nye computersystemer,

der kan overtage en del af arbejdet med at beregne den

nøjagtige stråling af patienten, så personalet kan bruge

tiden på at få flere patienter gennem systemet.

”De nye velfungerende apparater får arbejdet til at glide

lettere. Samtidig giver det en god fornemmelse for medarbejderne,

at vi nu er med på allerhøjeste niveau. Der

findes ikke noget apparatur på markedet, der er mere

avanceret end det, som vi har her,” siger Poul Geertsen.

Forskellen på konventionel og intensitets moduleret

stråleterapi (IMRT): Det blå hesteskoformede område

er den del af patientens krop, der skal modtage strålebehandling,

mens den røde omslutter den del af patienten,

der modtager den foreskrevne dosis. Med IMRT er det

muligt at få dosiskurven til at dykke ned i det hesteskoformede

område, der skal bestråles. Dermed bliver et

mindre område af det raske væv bestrålet, hvilket nedsætter

risikoen for stråleskader hos patienten.

More magazines by this user
Similar magazines