SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 10 | 2013

infolink2003.elbo.dk

SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 10 | 2013

modelfotos: Colourbox

SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 10 | 2013


› AE & KLAPPE Af Cecilie A. Thorslund

Børn &

kæledyr

Man kan nærmest mærke, at han kan lide mig,

siger Mathilde om sin kat. Er det nødvendigvis

sådan, at tætte tilknytningsfigurer udelukkende

består af mennesker?

F

or nylig fødte jeg en søn, og som andre nybagte mødre er

jeg meget optaget af dette lille væsen og foretrækker for det

meste, at han ligger i min favn, ved min side, eller at jeg har

øjenkontakt med ham. Jeg føler en stor tilknytning og forestiller

mig, at han mærker det samme, hvorved han oplever et stabilt og

trygt bånd til mig og de andre nære voksne i hans liv.

Et karakteristisk træk ved modstandsdygtige børn er, at de tidligt

har haft mulighed for at oprette tætte, trygge og stabile tilknytningsbånd

til andre personer, som accepterer dem betingelsesløst

og giver dem tilstrækkelig omsorg til, at de udvikler en grundlæggende

følelse af tillid. Nære emotionelle bånd spiller en væsentlig

rolle, og de stærkeste følelser i alle aldersgrupper er dem, som har

at gøre med enten at knytte, miste eller genetablere nære bånd til

andre mennesker.

Men er det nødvendigvis vigtigt, at tætte tilknytningsfigurer

udelukkende udgøres af mennesker? Kan det ikke være mere relevant,

at kontakten mellem barn og tilknytningsfigur er præget

af stabilitet, omsorg, tryghed og nærhed, uanset om kontakten er

til et menneske eller et kældedyr?

Med udgangspunkt i et projekt ved Roskilde Universitet vil jeg

her komme med eksempler på, hvordan børn kan have relationer

til deres kæledyr, der på mange måder kan ligestilles med tilknytningsfigurer.

Mit fokus bevæger sig nu fra mit spædbarn og til de

PSYKOLOG NYT NR. 10 | 2013 | SIDE 19


lidt større børn, der udviklingsmæssigt ikke har samme fysiske afhængighed

af deres forældre – de kan eksempelvis selv holde hovedet

(!) og lever ikke af modermælk. Når man kommer ud over

sådanne direkte afhængighedsforhold, er der grobund for, at kæledyr,

store som små, kan agere tilknytningsfigurer, indgå i givende

relationer og fordre en sund og positiv tillid til verden.

Et relevant spørgsmål, når man diskuterer, hvilket potentiale

dyret har for at være en tilknytningsfigur, er, hvordan barnet opfatter

kæledyret på mere generelt niveau. Man kunne tænke sig, at

barnet forholdt sig til dyret som et objekt, ligesom et stykke legetøj,

man kan eje og bestemme over. Eller at forholdet kan ligestilles

med en relation mellem to mennesker, hvor det ene menneske

blot er et dyr; et andet subjektivt væsen.

Bowlby, Ainsworth & Schibbye

Ifølge Bowlby har evolutionen medført, at barnet knytter sig og

søger nærhed til den primære omsorgsperson, selv hvis omsorgen

er mangelfuld eller fjendtlig. En af Bowlbys vigtigste konklusioner

er, at for at spædbarnet skal blive et mentalt sundt menneske, må

han opleve en varm, intim og vedvarende relation med sin mor

(eller en anden permanent voksen), hvori begge parter finder nydelse

og tilfredshed.

Ainsworth har påvist en sammenhæng mellem omsorg, tilknytningskvalitet

og senere personlighedsudvikling, og hun tilføjer

tilknytningsfiguren som en ’sikker base’, hvorfra spædbarnet

kan udforske verden. Spædbørn og småbørn har brug for at udvikle

en sikker og stabil afhængighed af sine forældre, før de bevæger

sig ud i ukendte situationer. Ud over den sikre base har Ainsworth

identificeret tre karakteristika for nær tilknytning: ’safe haven’,

dvs. at barnet søger kontakt med tilknytningsfiguren som

støtte i skræmte eller stressede situationer; ’proximity maintenance’,

som indikerer, at barnet trives med at have tilknytningsfiguren

i fysisk nærhed; og ’separation distress’, altså at barnet reagerer negativt,

når han er væk fra tilknytningsfiguren.

Bowlby arbejder med et universelt, indbygget behov for at knytte

nære følelsesmæssige bånd til andre. Hans tilknytningsbegreb

henviser både til en tilstand af at være tilknyttet og til kvaliteten af

individets tilknytning. Når barnet begynder at føle sig som et selvstændigt,

afgrænset jeg, opdager det samtidig, at det har brug for

den anden (tilknytningsbehov), og når det lille barn finder ud af,

at det kan bevæge sig væk fra moderen, opdager det også, at moderen

kan fjernes fra barnet, altså en trussel om tab af tilknytning.

Den norske psykolog Anne-Lise Schibbye beskæftiger sig med

anerkendende relationer. Hun pointerer, at mennesket udvikler

SIDE 20 | PSYKOLOG NYT NR. 10 | 2013


sig i kraft af sine relationer til vigtige andre, hvori anerkendelse er

en vigtig grundholdning. Anerkendelse forudsætter erkendelsen

af den anden og den andens perspektiv. Ifølge Schibbye er anerkendelse

forankret i et princip om gensidigt ligeværd, altså en subjekt-subjekt-relation

frem for en subjekt-objekt-relation. Det forudsætter,

at børnene opfatter kæledyr som subjekter, hvis perspektiv

og oplevelser de erkender, frem for som objekter – men samtidig,

i teoretisk forstand, at dyrene også udviser forståelse for børnenes

oplevelser og erkendelser.

I sin drøftelse af anerkendelse behandler Schibbye fem dialektiske

delelementer, der er hinandens forudsætninger: lytning, forståelse,

accept, tolerance og bekræftelse (Schibbye 2007: 284-300).

Det at forsøge at forstå den andens handlinger ud fra dennes forudsætninger

fordrer blik for, på hvilke måder handlingen giver

mening fra den andens perspektiv. Det kræver lydhørhed, åbenhed

og parathed til at forstå selv det, som umiddelbart kan virke

uforståeligt. I praksis blandt andet at være opmærksom på budskaber

formidlet nonverbalt: øjenkontakt, tonefald, kropsholdning

og lignende. Derfor er det interessant at se nærmere på, i hvilken

udstrækning børn og deres kæledyr formidler metakommunikative

budskaber og derigennem udviser anerkendende adfærd.

Bowlby lægger vægt på den gensidige glæde mellem omsorgsperson

og barn, og Schibbye lægger vægt på, at begge parter i et anerkendende

forhold sætter sig ind i hinandens perspektiver og giver

hinanden gensidig anerkendelse. Der foreligger dokumentation for,

at hunde kan være knyttede til deres ejere (Kurdek 2008), og at forskellige

dyrearter kan finde trøst i hinandens selskab og udvise karakteristiske

tilknytningstræk (Levinson 1984), men om kæledyr

som sådan oplever gensidig glæde, støtte og anerkendelse, og om de

har forståelse for menneskets perspektiv, henstår i det uvisse.

Uden at afvise kæledyrs mulige gensidighed i relationen vil jeg

fokusere på den oplevelse af gensidighed, som barnet har. Hvis

barnet har en oplevelse af, at kæledyret er anerkendende i sine

handlinger, udviser tegn på forståelse og opfører sig, som om det

sætter pris på kontakten til barnet, så er det i mine øjne en mulig

gensidighed.

Barnet får ordet

Som en del af projektet ved Roskilde Universitet har jeg interviewet

en gruppe børn i 3. klasse, der har kaniner, marsvin, katte og

skildpadder. Ud fra empirien er der ingen tvivl om, at børnene er

følelsesmæssigt knyttet til dyrene, hvilket kommer til udtryk, når

børnene søger trøst hos dem.

Som eksempel forklarer Mathias, at han nogle gange sætter sig

hen ved sin skildpadde og snakker med den, hvis han er ked af det:

”Det var også, fordi derhjemme der havde jeg ligesom mit eget træ,

fordi det blomstrede på min fødselsdag. Det blev så fældet, fordi

vi skulle have nye fliser. Det var ikke sjovt (…) så satte jeg mig hen

til ham og talte lidt med ham. [Hjalp det lidt?] Ja! Det var, lidt ligesom

jeg gad ikke rigtig at tale med mine forældre om det.”

Også Amalie beretter om at snakke med sin kanin. Det er til

tider, som om den forstår hende, dels udtrykt ved at den holder

op med at sprælle, dels ved måden, den kigger på. Dette kan tolkes

som et eller flere af Schibbyes dialektiske delelementer, idet

barnet giver udtryk for, at dyret lytter og udviser forståelse.

Både Amalie og Mathilde fortæller, at kæledyret ofte kommer hen

til dem, og Amalie nævner ligefrem at ”man kan nærmest mærke, at

han kan lide mig”, hvad der kan tolkes som både accept, tolerance og

bekræftelse. I det hele taget giver børnene udtryk for, at dyrene har en

anerkendende adfærd, hvilket udvises via metakommunikative budskaber,

såsom længerevarende øjenkontakt, opsøgende adfærd og fx

Mathildes kat, der spinder. Det kan dog diskuteres, om denne anerkendelse

er bevidst eller måske blot et udtryk for dyrets erkendelse og

accept af barnet. Om dyret decideret indgår i en intersubjektiv deling

og tager barnets perspektiv, er tvivlsomt.

Børnene er knyttet til deres kæledyr, opfatter det som en ven,

leger med det, respekterer dets grænser og sætter pris på fysisk

kontakt med dem. De kysser og krammer dem og foretrækker til

tider dyrene frem for menneskelige kontakter, hvis de har behov

for trøst eller kontakt. Børnene viser også tegn på reaktioner ved

adskillelse og tab. Fx siger Mathilde altid farvel til sin kat, når hun

skal i skole, og blev meget ærgerlig, da hun for noget tid siden skulle

flytte fra sine høns.

Ligeledes giver børnene udtryk for, at de savner dyrene, når de

er i skole eller er på ture, og Mathias har billeder med af sine skildpadder.

De udviser bekymring for dyrenes ve og vel og er urolige

for, om dyrene nu har nok mad eller er kommet til skade. Et tydeligt

eksempel er Mathias’ udtalelse om hans skildpadder: ”Nogle

gange kan man godt lige komme til at tænke på, om de er faldet

ned og er blevet til et spejlæg … det er i hvert fald den tanke, jeg

tænker, at de bliver til spejlæg, når de splatter ud.”

Er det nødvendigvis vigtigt,

at tætte tilknytningsfigurer udelukkende

udgøres af mennesker?

Graden af tilknytning

Tilknytningsfiguren skal fungere som en del af den ’sikre base’.

Børnene udtrykker, at de indimellem føler trøst ved samvær med

kæledyret, men at dyrene ligefrem fungerer som figurer, der dæmper

sårbarhed, er usikkert. Herudover skal figuren fungere som

’safe haven’, hvor barnet søger kontakt, bekræftelse og sikkerhed i

krisesituationer. Dertil kommer, at det skal opleves positivt og glædeligt

for barnet at have figuren fysisk tilrådelig og i nærheden, og

ikke mindst at adskillelse fra figuren skal udløse negative følelser

såsom afsavn og længsel. På disse to punkter lever kæledyrene op

PSYKOLOG NYT NR. 10 | 2013 | SIDE 21


Som udgangspunkt er kæledyret hverken udelukkende et subjekt eller et objekt,

men gøres til noget af barnet i de forskellige situationer.

til rollen, idet børnene udtrykker glæde ved fysisk kontakt og negative

reaktioner ved adskillelse.

Et eksempel er Mathildes begejstring over, at katten venter ved

døren, når hun kommer hjem, og når katten kommer for at blive

kælet for, og Mathias’ bekymring for, om skildpadderne er løbet væk.

Der er ingen tvivl om, at tilknytningen til kæledyrene lever op til

kriterierne ’p roximity maintenance’ og ’separation distress’, idet børnene

og dyrenes forhold er præget af en omsorgsfuld tilknytning,

hvor i hvert fald børnene drager omsorg og passer på dyrene.

Børnenes kontakt til kæledyrene lever i nogen grad op til den

’sikre base’ og ’safe haven’, og det kan ikke udelukkes, at kontakten

kan tolkes som en decideret tilknytning i Ainsworths forstand. Om

børnene oplever tilknytningen til dyrene som særlig stærk, afhænger

formentlig også af, hvilke andre tilknytninger de har. Hvis de

som udgangspunkt ikke oplever deres forældre som ’sikre baser’,

kan dyrene muligvis træde til her og give den nødvendige stabilitet

og sikkerhed. Det er tvivlsomt, om dyrene kan fungere som

primære relationer, når det kommer til sikkerhed i krisesituationer

eller sårbarhed ved udforskning af verden.

Ifølge Bowlby er det vigtigt for (spæd-)børn, at de oplever en

varm, intim og kontinuerlig relation, og jeg plæderer for, at kæledyrene

kan bidrage med en sådan relation, og fungere på lige fod

med andre positive tilknytningsrelationer. Om kæledyrene lever

op til Bowlbys forudsætning om, at tilknytningsfiguren er et individ,

der opfattes som bedre i stand til at klare verden, er uklart.

Børnene viste ingen tegn på at opfatte dyrene sådan, men omvendt

var der heller ingen tegn på at de havde den modsatte opfattelse,

altså at dyrene ikke kunne klare sig godt.

Et objekt med intentioner?

Som udgangspunkt er kæledyret hverken udelukkende et subjekt

eller et objekt, men gøres til noget af barnet i de forskellige situationer.

Der kan foregå en nær relation både på subjekt- og objektniveau,

fordi der er en respons fra dyret og en tolkning på den respons,

der kommer ud af situationen.

Når Mathilde fx vil klæde katten ud, gør hun katten til objekt

for sine fantasier og behov i et legeunivers. Samtidig er katten ikke

et passivt objekt, fordi der er en form for respons fra dyret – en

bekræftelse eller accept af legen – og det bekræfter en eller anden

grad af nærhed i relationen, selv om hun gør katten til et objekt.

Dermed giver det mulighed for, at hun kan tolke en form for subjektivitet

ind i dyret. Ved at klæde sin kat ud gør hun den samtidig

til et subjekt, og dette understøttes af børnenes udsagn om, at

dyrene er deres venner. Mathilde kunne også klæde sin dukke ud

og kalde sin dukke for en ven. Men dukken kan ikke be- eller afkræfte:

dukken har ingen intentionalitet.

Det har dyret. Dyret har et handlerum, selv om dette måske

ikke er så udstrakt. Basalt set kunne katten vælge at gå væk fra barnet

i udklædningssituationen. Når katten lader Mathilde udklæde

sig, tillader den hende at gøre sig til et objekt. Objektet kan i den

forstand have en intentionalitet mod subjektet, og det kræver en

form for subjekt-dimension hos objektet. Denne forståelse af kæledyr

som delvis objektive og subjektive afhængig af forskellige situationer

viser kompleksiteten i børn og dyrs relationer.

Det betyder også, at der ikke kan gives et enkelt svar på spørgsmålet

om kæledyr som tilknytningsfigurer, idet graden af relationens

nærhed tilsyneladende er situationsbestemt og afhængig af,

om barnet ser dyret som subjekt eller objekt. En tilknytningsfigur

kan som udgangspunkt ikke være et passivt objekt – men det viser

sig, at børnene godt kan opleve en nær relation med et objekt

med intentionalitet. Derved kan de til tider opfatter kæledyrene

som tilknytningsfigurer i større eller ringe grad, uafhængig af deres

opfattelse af dyret som subjekt eller objekt, men derimod afhængig

af konteksten og situationen.

Dette understøtter tesen om, at kæledyr har potentiale til at

fungere som en ud af flere tilknytningsfigurer; der er en nær relation

i visse situationer og en mere fjern relation i andre, men der

er en gennemgående tilknytning, hvis styrke varierer.

Det kunne være interessant at få belyst, hvad denne variation

skyldes: om graden af nærhed er afhængig af tilgængeligheden af

andre tilknytningsfigurer, eller om der er betydelige relationsforskelle

afhængig af dyrets art og race. Det kunne også være interessant

at få uddybet barnets opfattelse af relationen til dyret sammenlignet

med relationen til mennesker, samt børnenes reaktioner

på dyrenes handlinger i samværet.

litteratur

Cecilie A. Thorslund, cand.scient.soc. i psykologi og socialvidenskab

ved RUC, ph.d.-studerende ved KU Science

Bretherton, Inge (1992): The Origins of Attachment Theory. Developmental Psychology,

28, 759-775.

Bowlby, John (2003 [1988]): En sikker base, Det Lille Forlag, Frederiksberg.

Irvine, Leslie (2004): If You Tame Me – Understanding Our Connection with Animals,

Temple University Press, Philadel phia, USA.

Kryger, Lisa Kirk (2004): Om tilknytning til andre mennesker. Psykolog Nyt, 18, 32-43.

Kurdek, Lawrence A. (2008): Pet dogs as attachment figures. Journal of Social and

Personal Relationships, 25, 247-267.

Schibbye, Anne-Lise (2007): Relationer – et dialektisk perspektiv, Akademisk Forlag,

København.

SIDE 22 | PSYKOLOG NYT NR. 10 | 2013

More magazines by this user
Similar magazines