Du finder rapporten om praksisfællesskaber her - Sundhed.dk

sundhed.dk

Du finder rapporten om praksisfællesskaber her - Sundhed.dk

Praksisfællesskaber

Koncern Praksis

Praksisfællesskaber

2012

Koncern Praksis


Praksisfællesskaber

Indholdsfortegnelse

1. PRAKSISFÆLLESSKABER I REGION HOVEDSTADEN ............. 3

2. ETABLERING AF PRAKSISFÆLLESSKABER - EN FÆLLES

OPGAVE ............................................................................................................. 5

3. ETABLERING AF PRAKSISFÆLLESSKABER - RAMMER OG

REGLER .............................................................................................................. 7

3.1 Sundhedsområdet og praksisfællesskaber ............................... 8

3.2 Landsdækkende love, regler og rammer ................................ 10

3.3. Lokale regler og rammer ............................................................ 18

4. ETABLERING AF PRAKSISFÆLLESSKABER – EN PROCES

DER SKAL MOTIVERES OG UNDERSTØTTES .................................. 22

5. TO SÆRLIGE INDSATSOMRÅDER .................................................. 30

BILAG 1 ........................................................................................................... 37

BILAG 2 ........................................................................................................... 42

BILAG 3 ........................................................................................................... 44

BILAG 4 ........................................................................................................... 46

2


Praksisfællesskaber

1. Praksisfællesskaber i

Region Hovedstaden

Det hele sundhedsvæsen, visionen om et helt og

sammenhængende sundhedsvæsen (praksissektoren og de

kommunale sundhedstilbud ) skal gentænkes vedr. struktur,

opgaver, indhold og organisationsformer, så det er gearet til

at spille optimalt sammen med udviklingen af en

centraliseret og specialiseret hospitalsstruktur.

I praksisplanerne i Region Hovedstaden indgår

praksisfællesskaber som en væsentlig del af det hele

sundhedsvæsen. Praksisplanerne anbefaler øget fokus på

etablering af praksisfællesskaber 1 . Etablering af

praksisfællesskaber er derfor et naturligt indsatsområde for

praksissektorens faglige regionale organisationer og

regionen 2 .

Region Hovedstaden er præget af stor diversitet. Det i

forhold til kommuners størrelser, afstande til hospitalerne

samt befolkningssammensætningen og yderes ønsker til

deres praksis, hvorfor begrebet praksisfællesskab skal kunne

rumme denne forskellighed.

I Region Hovedstaden defineres praksisfællesskab derfor,

som et meget bredt og åbent begreb, der kan rumme

eksisterende institutioner som fx kompagniskabspraksis og

sundhedshuse eller helt nye konstruktioner. Det afgørende

for, at det her defineres som et praksisfællesskab, er at flere

af praksissektorens ydere er gået sammen i et fællesskab –

gerne sammen med kommunale sundhedstilbud og med

inddragelse af funktioner fra det sekundære sundhedsvæsen;

hospitalerne.

Der kan skelnes mellem tre forskellige former for

praksisfællesskaber:

• Monofaglige praksisfællesskaber

1 Fx i Plan for almen praksis 2008 – 2011, Plan for fysioterapi 2011 – 2014, Plan for

psykologi 2009 – 2012

2 Projektet knytter ligeledes an til tillægsaftaler til sundhedsaftalen for de

kommuner, hvor etablering af sundhedscentre nævnes 2 samt til gældende

overenskomst om almen praksis, hvor det fastslås, at regionerne skal etablere et

tilbud om struktureret støtte og rådgivning til læger, der har ønske om at etablere

større praksis samt tilbud om at understøtte læger, der ønsker at styrke

organisering, ledelse og anvendelse af praksispersonale.

3


o På tværs af eksisterende klinikker indenfor egen

ydergruppe i praksissektoren

• Tværfaglige praksisfællesskaber

o På tværs af ydergrupper og eksisterende

klinikker indenfor praksissektoren

• Tværfaglige og tværsektorielle fællesskaber

o På tværs af ydergrupper og sektorer

Fælles for alle tre former for praksisfællesskaber er, at

etableringen altid går imod større enheder og på tværs af

nogle eksisterende grænser i det danske sundhedsvæsen.

Rapporten indledes med en kort gennemgang af de enkelte

instansers rolle i forbindelse med etablering af

praksisfællesskaber.

Efterfølgende vil love, regler og rammer, der gør sig

gældende i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber

blive belyst nærmere. Hvorefter bliver processen i

forbindelse med etableringen af praksisfællesskaber

skitseret.

Afslutningsvis vil der være et afsnit om to særlige

indsatsområder: Lokaler til praksisfællesskaber - en særlig

udfordring samt Ulighed i sundhed

– tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber som en

model?

4


Praksisfællesskaber

2. Etablering af

praksisfællesskaber - en

fælles opgave

Erfaringer fra dette projekt har vist, at en del aktører ønsker,

at etablere praksisfællesskaber, men at det ikke er en nem

proces. Det kræver typisk ildsjæle i alle involverede

”systemer” i praksisfællesskabet at bære projektet igennem.

Det har ligeledes vist sig, at der eksisterer en vis skepsis

mod etablering af praksisfællesskaber blandt mange aktører

– specielt i forhold til de tværfaglige og tværsektorielle

praksisfællesskaber, som står højt på den politiske

dagsorden.

Det anbefales, at Region Hovedstaden, kommunerne, men i

høj grad også de faglige organisationer i regionen griber

denne bold og er med til at understøtte og motivere

aktørerne til at etablere praksisfællesskaber og dermed være

med til at definere fremtidens praksisfællesskaber i Region

Hovedstaden.

• De faglige organisationer spiller en særlig rolle, når det

handler om at motivere yderne til at etablere

praksisfællesskaber – og udvikling af deres fag og

faglighed

• Samarbejdsudvalgene spiller en særlig rolle i forhold til

udarbejdelse af praksisplanerne og flyttetilladelser – og

dermed, hvilke ydere som kan indgå i praksisfællesskabet

– jf. de enkelte ydergruppers overenskomster og

praksisplaner

• Kommunerne spiller en særlig rolle i forhold til at finde

egnede og mulige lokaler – jf. kommunens

kommuneplaner og lokalplaner

• Kommunerne spiller en særlig rolle i forhold til at tænke

forebyggelse og rehabilitering ind i praksisfællesskaber jf.

sundhedsloven § 34

• Regionen spiller en særlig rolle i forhold til at tænke

praksissektoren og hospitalsfunktioner som et hele i

forbindelse med etablering af praksisfællesskaber jf.

sundhedsloven § 57 og 54

5


6

• Regionen og kommunen spiller en særlig rolle i forhold til

de tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber i

forhold til at skabe sammenhæng indenfor

sundhedsområdet og imellem sundhedsområdet og de

tilgrænsende sektorer jf. Sundhedsloven § 203


Praksisfællesskaber

3. Etablering af

praksisfællesskaber - rammer

og regler

Etablering af praksisfællesskaber går typisk på tværs af

mange politik- og fagområder. Helt overordnet handler det

om fx sundheds-, erhvervs- samt boligpolitik, men flere

kommer til, hvis alt skal nævnes. Etablering af et

praksisfællesskab involverer derfor mange og meget

forskellige typer af love, regler og rammer.

Etablering af praksisfællesskaber er ligeledes en proces, der

ofte går på tværs af flere fag- og ydergrupper og dermed

overenskomster og praksisplaner samt de forskellige sektorer

i sundhedsvæsenet; dvs. praksissektoren, hospitalssektoren

samt kommunale sundhedstilbud.

Den store interesse for praksisfællesskaber samt åbne

definition af, hvad et praksisfællesskab kan være, betyder at

der for tiden eksperimenteres med diverse forskellige

konstruktioner, hvorfor rammerne i form af lovgivning og

andre regler for etablering af praksisfællesskaber konstant

udfordres og ændres.

Af ovenstående grunde vil der i det efterfølgende ikke være

en fuldstændig komplet gennemgang af love og andre regler

området.

I stedet er der valgt med udgangspunkt i sundhedsområdet

at fokusere på de vigtigste og mest gennemgående for

etableringen af praksisfællesskaber.

Helt overordnet er området reguleret via landsdækkende

rammer som:

- Sundhedslovgivningen

- Overenskomsterne for praksissektoren

Samt lokale rammer, der defineres via:

- Regionen og de forskellige ydergruppers praksisplaner

- Kommunens kommuneplan og lokalplaner

- Sundhedsaftalerne

- Øvrig regional sundhedsplanlægning

7


3.1 Sundhedsområdet og praksisfællesskaber

Fig. 1

Regionen og praksissektoren

Selvstændige erhvervsdrivene med autorisation:

Praktiserende læge, speciallæge, tandlæge, kiropraktor,

fysioterapeut, fodterapeut samt psykolog

Sundhedsloven, kapitel 13 afsnit V foreskriver, at regionen har

forsyningsforpligtelsen dvs. tilvejebringelse af tilbud hos

praktiserende sundhedspersoner.

Sundhedspolitik

Sundhedspolitik

Overenskomsterne for hver af faggrupperne har indflydelse

på kapaciteten, organiseringsformer, det sundhedsfaglige udbud,

kvalitetskrav samt mulighederne for at flytte praksis

Styres ellers via praksisplanerne for hver af ydergrupperne.

Praksisplanerne er en del af regionens samlede

sundhedsplan

Kommunen og kommunale

sundhedsfunktioner

Offentlig myndighed, der har ansvar for forebyggelse og

sundhedsfremme

Sundhedsloven kapitel 34 afsnit IX

Sundhedskoordinationsudvalg

Sundhedsaftaler

Styres og reguleres ellers via kommuneplanen og

lokalplanerne

Sundhedspolitik

Regionen og hospitalers ´

funktioner

Offentlig myndighed der har ansvar

for at varetage hospitalsopgaver –

dvs. egne hospitaler og tilknyttede

behandlingsinstitutioner.

Sundhedsloven kapitel 16 afsnit VI

Styres og reguleres ellers via

sundhedsstyrelsens

specialeplanlægning, retningslinjer,

regionens sundhedsplan - >

hospitalsplan

Egen model

I ovenstående model af sundhedsvæsenet gives et overblik

over de mest relevante landsdækkende og lokale love, regler

og rammer i forbindelse med etablering af

praksisfællesskaber.

Love, regler og rammer er ikke statiske men ændres

kontinuerligt. Det er derfor vigtigt at forholde sig til den

sundhedspolitiske dagsorden, da den kan have stor

8


Praksisfællesskaber

indflydelse på lysten og viljen til politisk at ændre rammer og

regler eller give dispensation til praksisfællesskaber.

Den sundhedspolitiske dagsorden på landsplan, men også

regionalt og kommunalt, vil typisk være at finde i

udviklingskontrakterne i overenskomsterne og

praksisplanerne. De kan og skal derfor kunne bruges i

argumentation for evt. ændringer eller dispensationer i

forbindelse med etablering af et praksisfællesskab.

Som udgangspunkt foreskriver reglerne følgende omkring

den organisatoriske forankring:

• Monofaglige praksisfællesskaber

Skal forankres i ydergruppens overenskomst og

praksisplan og dermed i Samarbejdsudvalget.

Samarbejdsudvalget varetager eller inddrages i

udarbejdelse af praksisplan samt administrerer

overenskomsten og dermed flyttetilladelse i forbindelse

med etablering af praksisfællesskaber.

Kommunale lokalplaner for området vil altid være i spil i

forhold til lokaler.

• Tværfaglige praksisfællesskaber

Skal forankres i de involverede ydergruppers

overenskomster og praksisplaner og dermed i

Samarbejdsudvalgene.

Samarbejdsudvalget varetager eller inddrages i

udarbejdelse af praksisplan samt administrerer

overenskomsten og dermed flyttetilladelse i forbindelse

med etablering af praksisfællesskaber.

Kommunale lokalplaner for området vil altid være i spil i

forhold til lokaler.

• Tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber

Kan forankres i sundhedskoordinationsudvalget og

sundhedsaftalerne samt forankres i de involveredes

ydergruppers samarbejdsudvalg.

Samarbejdsudvalget varetager eller inddrages i

udarbejdelse af praksisplan samt administrerer

overenskomsten og dermed flyttetilladelse i forbindelse

med etablering af praksisfællesskaber.

Kommunale lokalplaner for området vil altid være i spil i

forhold til lokaler.

9


Kompleksiteten i forbindelse med etablering af

praksisfællesskaber stiger med graden af regelsæt, der skal

involveres i forbindelse med etablering af

praksisfællesskabet; dvs. gående fra monofaglige, til

tværfaglige til tværsektorielle praksisfællesskaber.

Hvilke love og regler, der specifikt gør sig gældende i

forbindelse med etablering af praksisfællesskaber, vil dog

altid være afhængigt af den enkelte konstruktion.

3.2 Landsdækkende love, regler og rammer

Helt overordnet reguleres etablering af praksisfællesskaber

via landsdækkende rammer som:

- Sundhedslovgivningen

- Overenskomsterne for praksissektoren

Sundhedsloven dækker hele sundhedsområdet og er

derfor relevant i forbindelse med etablering af

praksisfællesskaber.

Praksisfællesskaber kan bestå af aktører alene fra

praksissektoren, men også af aktører fra hele

sundhedsvæsenet – det vil sige det regionale

sundhedsvæsen bestående af hospitaler og praksissektoren,

samt det kommunale sundhedsvæsen.

Selvom praksisfællesskaber eller andre benævnelser for det

nære sundhedsvæsen ikke direkte nævnes i sundhedsloven,

sættes der i loven nogle rammer, der har betydning for

etablering af praksisfællesskaber.

Sundhedsloven indeholder helt overordnet en række

målsætninger, som region og kommune som de ansvarlige

på sundhedsområdet skal leve op til.

Målsætningerne for sundhedsvæsenet og dermed også for

praksisfællesskaberne er ifølge sundhedsloven 3 :

• let og lige adgang til sundhedsvæsenet

• behandling af høj kvalitet

• sammenhæng mellem ydelserne

• valgfrihed

• let adgang til information

• et gennemsigtigt sundhedsvæsen

• kort ventetid på behandling

3 Sundhedsloven, 2010, § 2

10


Praksisfællesskaber

Arbejdsdelingen mellem region og kommune er interessant,

når der er politisk fokus på tværfaglige og tværsektorielle

praksisfællesskaber, hvor man vil lægge hospitalsfunktioner,

kommunale sundhedstilbud samt ydelser i praksissektoren

ud i praksisfællesskaber 4 .

I forhold til tværfaglige og tværsektorielle

praksisfællesskaber foreskriver sundhedsloven vedr.

arbejdsdelingen mellem region og kommune.

Regionerne har ansvaret for at tilvejebringe tilbuddene både i

hospitalsvæsenet og i praksissektoren, hvilket typisk

omhandler diagnosticering, behandling og pleje samt dele af

den patientrettede forebyggelse. Mens kommunen skal

varetage den borgerrettede forebyggelse, men også

sundhedsydelser som genoptræning, rehabilitering,

sundhedspleje og hjemmesygeplejen.

Sundhedsloven vedr. arbejdsdelingen mellem region og

kommune

Ifølge § 57 i sundhedsloven har regionerne ansvaret for at tilvejebringe

tilbud om behandling hos praktiserende sundhedspersoner og ifølge § 74

har regionen ansvaret for at varetage sygehusvæsnets opgaver.

Kommunerne har ifølge § 34 i sundhedsloven ansvaret for den

borgerrettede forebyggelse samt dele af den patientrettede, genoptræning

og rehabilitering samt sundhedspleje og hjemmesygeplejen 1 .

Mere specifikt i forhold til den del af sundhedsvæsenet arbejde, der

omhandler forebyggelse og sundhedsfremme fremgår det af

sundhedsloven, at arbejdsdeling mellem kommune og region er som

følgende:

• Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at skabe rammer for en sund

levevis

• Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende

tilbud til borgerne

• Regionsrådet tilbyder patientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og i

praksissektoren – samt rådgivning af kommuner omkring deres indsats

Mange patientforløb går derfor på tværs af sektorerne. I

forbindelse med etablering af tværsektorielle

praksisfællesskaber bliver samarbejdet mellem sektorerne

derfor et vigtigt omdrejningspunkt for at kunne leve op til

målsætningen i sundhedsloven om sammenhæng mellem

ydelserne.

4 Sundhedspolitiske udspil fra Danske Regioner og KL, 2012

11


Samarbejdsformen mellem region og kommune i forbindelse

med etablering af tværsektorielle praksisfællesskaber, hvor

der skal sikres sammenhæng mellem sektorerne indenfor

sundhedsvæsenet og tilgrænsende sektorer er ifølge

sundhedsloven sundhedskoordinationsudvalget og

sundhedsaftalerne.

Sundhedsloven vedr. samarbejde mellem region og

kommune

Ifølge sundhedsloven § 203 skal Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i

regionen samarbejde om indsatsen på sundhedsområdet samt i forhold til

at skabe sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende

sektorer. Og ifølge § 204 skal der til dette formål nedsættes et

sundhedskoordinationsudvalg. Der er fastsat nærmere regler for

sammensætning og formandskab.

I henhold til sundhedsloven § 205 skal Regionsrådet og

kommunalbestyrelserne i regionen indgå aftaler om varetagelsen af

opgaver på sundhedsområdet, hvor fokus er på samarbejde og snitflader

mellem hospitalsvæsenet, almen praksis og kommunerne. Aftalerne

samles i Sundhedsaftalen for Regionen. Sundhedsministeriet fastsætter

nærmere regler om, hvilke indsatsområder sundhedsaftalerne skal omfatte.

I henhold til sundhedsloven § 205 a, b og c kan region og kommuner

tilvejebringe og udleje lokaler til brug for sundhedspersoner i

praksissektoren og hinandens sundhedstilbud. Regionsrådet og

kommunalbestyrelse skal dog koordinere disse aktiviteter i

sundhedskoordinationsudvalget.

De landsdækkende overenskomster er styrende for

praksissektoren. Praksissektoren består, i modsætning til

ansatte i hospitalsvæsenet, af selvstændige

erhvervsdrivende med en sundhedsfaglig autorisation, hvis

område reguleres via overenskomsterne. Overenskomsterne

for de forskellige ydergrupper i praksissektoren kan

betragtes som kontrakter, der er indgået mellem to parter,

henholdsvis regionen som har forsyningspligten via

sundhedsloven 5 og udbydere af ydelsen, dvs. den faglige

organisation for den enkelte ydergruppe.

Overenskomsterne for ydergrupperne i praksissektoren vil

altid sætte nogle rammer i forbindelse med etablering af

praksisfællesskaber.

5 Se tidligere afsnit om sundhedsloven

12


Praksisfællesskaber

I de landsdækkende overenskomster aftales vilkår for

honorering, og praksisdrift. Der er aftales også pligter i

forhold til fortsat kvalitetsudvikling af sundhedsydelsen m.v.

Regionens muligheder i forhold til at styre og udvikle

praksissektoren er derfor en anden end for hospitalsvæsenet.

For lægerne, dvs. almen praksis samt praktiserende

speciallæger, består overenskomsten yderligere af en

udviklingsdel.

I udviklingsdelene lægges der spor ud om lægerne i

praksissektoren. Udviklingsdelen forpligter parterne til at

forny og udvikle lægehjælpen i praksissektoren i takt med

udviklingen i det øvrige sundhedsvæsen.

Udviklingsdelene i overenskomsterne er derfor vigtige

retningsgivere for beslutningerne og afgørelserne i

samarbejdsudvalgene vedr. etablering af

praksisfællesskaber, som er et udviklingsområde, og hvor

praksisfællesskaber gerne skal tænkes i forhold til det øvrige

sundhedsvæsen.

Uddrag fra udviklingskontrakterne vedr. speciallægehjælp og

almen praksis

Overenskomst om speciallægehjælp

”Speciallægepraksis har også fremadrettet en central placering som det nære

tilbud og i mange tilfælde som alternativ til ambulant sygehusbehandling.

Det betyder, at speciallægepraksis har et tæt samarbejde med både almen

praksis og sygehussektoren. Det er målsætningen, at speciallægepraksis i

fremtiden skal indgå i et endnu tættere samarbejde med resten af

sundhedsvæsenet. Derfor er der med denne kontrakt lagt op til nye

samarbejdsformer og en ny måde at anvende overenskomsten på.”

Overenskomst om almen praksis

”Mange patientforløb går på tværs af almen praksis og det øvrige

sundhedsvæsen. Det er en grundlæggende udfordring for almen praksis og

det øvrige sundhedsvæsen at sikre effektive go sammenhængende

patientforløb. Det er også en grundlæggende udfordring at sikre, at

behandlingen sker på laveste, effektive omsorgsniveau. Det er til gavn for

patienterne, og det sikrer den bedst mulige ressourceanvendelse i det

samlede sundhedsvæsen.

Der skal sikres, at der er et godt samspil mellem almen praksis, det

specialiserede regionale sygehusvæsen, den øvrige praksissektor og det

kommunale sundhedsvæsen.”

Praksisformer defineres i overenskomsterne, og er gående

lige fra enkeltmandspraksis til flermandspraksis.

13


Overenskomsterne og praksisformer

Overenskomst om almen praksis § 21

Overenskomst om speciallægehjælp § 9

Overenskomst om psykologhjælp § 9

Overenskomst om almindelig fysioterapi § 21

Praksisformer er relevant i forbindelse med etablering af

Overenskomst om kiropraktik § 12

praksisfællesskaber, da flermandspraksis´ i Region

Overenskomst om fodterapi § 12

Hovedstaden pr. automatik defineres som

Overenskomst om tandlægehjælp – bilag 3

praksisfællesskaber.

• Enkeltmandspraksis, er en praksis med en yder og uden

fællesskab med andre om patienter og økonomi.

• Flermandspraksis indeholder flere praksisformer.

• Kompagniselskab, er en praksis der drives af flere

ydere indenfor ydergruppen og hvor man har fælles

patientkreds, lokaler, økonomi og personale

• Samarbejdspraksis er en praksis der drives i

samarbejde mellem flere enkeltmands eller

kompagniselskabspraksis, men med hver deres

patientkreds, hvorom der dog findes et vist

samarbejde og fællesskab om lokaler og personale

• Netværkspraksis er en praksis mellem selvstændige

praksis´, der ikke har lokalefællesskab, men er helt

eller delvist fælles om klinikpersonale og/ eller

klinikudstyr/instrumenter.

I bilag 1 findes et overblik over antallet af praksisformer for

de forskellige ydergrupper 6 og dermed et overblik over

monofaglige praksisfællesskaber i Region Hovedstaden.

Alligevel tegner der sig et billede af en region præget af

enkeltmandspraksis, hvis vi lige ser bort fra fysioterapi og

kiropraktik.

Dog har det ikke været muligt at få en opgørelse af, hvorvidt

disse enkeltmandspraksis indgår i samarbejds- eller

netværkspraksis og dermed kan defineres som

praksisfællesskaber.

Det har heller ikke været muligt at få et overblik over

antallet af tværfaglige eller tværsektorielle

praksisfællesskaber i regionen.

6 Dog ikke tandlægerne

14


Praksisfællesskaber

Det er derfor ikke muligt at give et klart billede af antallet af

typer af praksisfællesskaber i Region Hovedstaden 7 .

Det kan dog konkluderes, at praksisformerne og definitionen

af disse i overenskomsten ikke synes at være en barriere i

forbindelse med etablering af praksisfællesskaber. I

forbindelse med etablering af tværfaglige og sektorielle

praksisfællesskaber med økonomiske bindinger anvender

man typisk en anden form for leje eller ejerkonstruktion til at

”binde” fællesskabet sammen.

Flytning af praksis er altid en del af det at etablere et

praksisfællesskab. Flytningerne indenfor praksissektoren

styres og reguleres via de forskellige ydergruppers

overenskomster samt praksisplanerne for ydergrupperne i

Region Hovedstaden.

Ydere i praksissektoren (med undtagelse af tandlæger og

kiropraktiker) skal altid ifølge overenskomsterne ansøge

deres samarbejdsudvalg i regionen om flyttetilladelse.

• Kiropraktorer: Flytning af praksis inden for regionens

grænser med 1 måneds varsel til den 1. i en måned 8 .

• Tandlæger: Adresseændring indenfor regionen skal

meddeles regionen og Tandlægeforeningen senest 8 dage

efter ændringen er fundet sted.

Overenskomster almen og flytninger praksis § 8 stk. 1, 2 & 3

Overenskomst om speciallægehjælp § 11 stk. 1 & 2

Overenskomst om psykologhjælp § 14 stk. 1 & 2

Overenskomst om almindelig fysioterapi § 19 (§ 15 stk. 2), § 18 stk. 4

Overenskomst om kiropraktik – protokollat til § 11

Overenskomst om fodterapi § 18

Overenskomst om tandlægehjælp

Flytningen indenfor et område eller på tværs af

områder

Behandlingen af ansøgning om flytning behandles forskelligt

alt efter flytningens betydning for kapacitetsplanen. Det har

7 Overenskomsterne på området samt registreringen i yderregisteret er ikke ens på

tværs af ydergrupperne, hvorfor der ikke kan gives et klart billede af

praksisfællesskaber i Region Hovedstaden. Ligesom der i de ”systemer” ikke tages

højde for de tværfaglige og sektorielle praksisfællesskaber.

8 Dog: er klinikken nynedsat efter regionens beslutning, og er klinikkens geografiske

placering besluttet som vilkår for nynedsættelsen, kan flytning af praksis inden for

regionens grænser ske ved ansøgning til regionen. Godkendelse meddeles,

medmindre regionen ud fra en konkret vurdering finder, at det ansøgte ændrer

praksisforholdene i regionen i uhensigtsmæssig retning. Det vil sige, hvis det ikke

ændrer kapacitetsfordelingen uhensigtsmæssigt.

15


dermed betydning, om det er flytninger indenfor et

planområde eller på tværs af planområder, der ansøges om.

Flytninger indenfor et planområde

De flytninger som holder sig indenfor det planområde, hvor

man i forvejen driver sin praksis fra, behandles typisk

administrativt, da de normalt ikke ændrer nævneværdigt på

kapacitetsplanen i regionen.

De vil typisk blive imødekommet, så længe de lever op til

krav eller anbefalinger, der findes i udviklingsplanen, hvilket

bl.a. vil sige, at praksis er tilgængelig for handicappede.

Den administrative behandlingstid vil typisk være 14 dage.

Flytninger på tværs af planområder

Ansøgning om flytning til andet planområde skal behandles i

Samarbejdsudvalget, da det konkret skal vurderes, hvorvidt

det ændrer væsentligt ved kapacitetsfordelingen indenfor

regionen.

• Samarbejdsudvalget skal i deres bedømmelse forholde sig

til praksisplanen dvs. kapacitetsplanen og

udviklingsplanen for den pågældende ydergruppe i

regionen.

Behandlingstiden vil typisk have en længere varighed. Der

afholdes ca. 4 møder om året. Ansøgning skal indleveres ca.

små 8 uger inden mødet.

I forbindelse med en afgørelse af flytning af praksis på tværs

af planområder vil der ske en afvejning af to forskellige

principper i overenskomsten:

1) Reguleringsdelen af overenskomsten omhandlende

kapacitetsplanlægningen

2) Udviklingskontrakten og praksisplanen

Samarbejdsudvalget har altså i forbindelse med

flytteansøgninger mulighed for at vægte udviklingshensyn

frem for kapacitetsfordelingen eller omvendt.

Nedlæggelse eller tvungen flytning af kapacitet

I specielle tilfælde kan nedlæggelse eller flytninger af

kapaciteter indgå i praksisplaner. Rammer og regler for dette

findes i de enkelte ydergruppers overenskomster.

Specifikke etableringsmuligheder når der er mangel på

ydere

16


Praksisfællesskaber

Regionen har ikke samme problem med at rekruttere ydere

til udkantsområder som andre regioner, - dog tyder noget

på, at Regionen kan få sværere ved at rekruttere ydere til

sårbare områder 9 .

I nedenstående fakta boks findes en oversigt over specifikke

etableringsmuligheder i forbindelse med

rekrutteringsvanskeligheder. Muligheder som Region

Hovedstaden hidtil ikke har haft behov for at benytte.

Specifikke etableringsmuligheder når der er mangel på ydere

I sundhedsloven § 57 stk. 2 gives regionsrådene ligeledes hjemmel til

selv at etablere og drive klinikker med alment praktiserende læger efter

overenskomst, hvis det ikke er muligt at opfylde forsyningsforpligtelsen

på anden vis.

I overenskomst om almen praksis § 30 gives ligeledes muligheden

for regionsdrevet klinik i tilfælde med manglende lægedækning. Regionen

er forpligtet til senest efter to år at undersøge muligheden for at erstatte

dette tiltag med en løsning på almindelige overenskomstvilkår.

I overenskomst om almen praksis § 29 gives muligheden for at

etablere ydernummer på licens. Muligheden kan benyttes, når

region/kommune i yderområder, stiller kliniklokaler til rådighed for

lægen. Ydernummeret er til låns og kan ikke sælges videre. Praksis

drives efter overenskomstens regelsæt, og lægen betaler et konkret

fastsat omkostningsbidrag til regionen.

I overenskomst om almen praksis gives muligheden for at koble et

ydernummer til en fysisk lokalitet. Tildeling af ydernummeret betinges af,

at praksis ikke kan flyttes i en periode på op til 10 år. Dette vil sikre

regioners og kommuners investeringer i tidssvarende lægehuse.

I overenskomst om speciallægehjælp § 13 nævnes det, at der i

forbindelse med rekruttering og fastholdelse kan etableres tilbud

vedrørende lokaler, apparatur, o.lign.

9 Se evt. projektbeskrivelse for Praksisfællesskab Brøndby Strand

17


3.3. Lokale regler og rammer

Helt overordnet reguleres etableringen af praksisfællesskaber

af lokale rammer som:

- Regionens sundhedsplaner

- Regionen og de forskellige ydergruppers praksisplaner

- Kommunens kommuneplan og lokalplaner

- Sundhedsaftalerne

Regionens sundhedsplaner og dermed også de

regionale praksisplaner for de enkelte ydergrupper er det

regionale redskab til at sikre forsyningspligten. Det vil sige,

at det er i forbindelse med udarbejdelsen af praksisplanerne,

at kapacitet indenfor et yderområde fastsættes.

Praksisplanerne går derfor hånd i hånd med regionens

sundhedsplan og understøtter den samlet udvikling af den

regionale sundhedsindsats.

De involveredes ydergruppers praksisplaner er vigtige i

forbindelse med etablering af praksisfællesskaber, specielt i

forhold til Samarbejdsudvalgenes vurderinger af

flytteansøgninger.

Regionale praksisplaner udarbejdes hvert 4. år i den enkelte

region for hvert af ydergrupperne, hvor kapacitetsplan (antal

kapaciteter og fordelingen af dem) fastlægges ligesom der i

den forbindelse udarbejdes en udviklingsplan for

ydergruppen i regionen. For nogle ydergrupper som fx almen

praktiserende læger undersøges behovet for en evt.

regulering af kapacitetsplanen hvert år.

I regionens sundhedsplan, og dermed også i praksisplanerne,

inddeles regionen i 4 hovedområder samt

planlægningsområder, der er udgangspunktet for

kapacitetsplanlægningen i forhold til de forskellige

ydergrupper – og for flytteansøgninger 10 .

10 Se evt. afsnit om flytninger i afsnittet om overenskomster

18


Praksisfællesskaber

Region Hovedstaden er inddelt i følgende hovedområder og

planområder.

Etablering af praksisfællesskaber skal som udgangspunkt ske

med ydere indenfor et planområde, for at fastholde den

vedtagende kapacitetsfordeling.

Planområder kan til tider stå i vejen for etablering af

praksisfællesskaber – specielt hvis planområderne er for

små. Men også når grænsen mellem planområder tages

meget bogstaveligt og fx sætter en stopper for etablering af

et praksisfællesskab på den anden side af gaden.

Etablering af praksisfællesskaber på tværs af planområder og

dermed flytteansøgningen til Samarbejdsudvalget skal

begrundes i andre hensyn end den eksisterende

kapacitetsfordeling.

I dag er det typisk følgende hensyn, der gør sig gældende i

praksisplanerne:

• Rekruttering og fastholdelse, herunder særlige hensyn til

sårbare områder

• Et ønske om at understøtte praksisfællesskaber

• Adgangsforhold for handicappede.

• Eller at flytning ikke rykker nævneværdigt ved

kapacitetsfordelingen

Kommuneplanen, rammebestemmelser og de mere

specifikke lokalplaner er ikke specifikt rettet mod

sundhedsområdet, men spiller en afgørende rolle, når der

skal findes lokaler til praksisfællesskaber. De har typisk

betydning for, hvor der i et planlægningsområde kan

etableres praksisfællesskaber.

19


Kommuneplanen 11 er den bærende og helt afgørende

oversigtlige plan, hvor borgere og virksomheder kan

orientere sig om mål og regler for arealanvendelsen i deres

kommune. I kommuneplanen fastlægges

kommunalbestyrelsens politik for udviklingen af kommunens

samlede arealer i byer og landområder, mens det i

lokalplanerne bliver mere specifikt omkring anvendelse og

bebyggelse af området.

I henhold til planloven skal kommunerne udarbejde

lokalplaner, hvor der planlægges større ændringer i de

eksisterende forhold. En lokalplan fastlægger, hvordan

udviklingen skal være i et bestemt område. Det kan være et

større område eller en enkelt ejendom. Lokalplanen kan

bestemme:

• Hvad området og bygningerne skal bruges til

• Hvor og hvordan, der skal bygges nyt

• Hvilke bygninger, der skal bevares

• Hvordan de ubebyggede arealer skal indrettes.

Bindeleddet mellem kommuneplanen som den overordnede

plan og lokalplanernes bestemmelser om anvendelse og

bebyggelse af delområder er rammebestemmelserne for

lokalplanlægningen.

I forbindelse med etablering af praksisfællesskaber skal man

derfor typisk have fat i lokalplanen for det område i

kommunen som man ønsker at etablere sig i. Her skal man

være opmærksom på, at ydere i praksissektoren er at

betragte som erhvervsdrivende, hvorfor der typisk skal være

tilladelse til erhverv i området og i bygningerne.

Kommuneplanerne og lokalplanerne sætter altså de juridiske

rammer for, hvor der lokalemæssigt kan etableres

praksisfællesskaber.

Sundhedskoordinationsudvalget og sundhedsaftalerne

i regionen skal være med til at sikre, at der udvikles et

sammenhængende sundhedsvæsen i regionen, hvor

11 Alle kommuner har i medfør af planlovens § 11 pligt til at opretholde og

vedligeholde en kommuneplan. Samtidig sammenfatter og konkretiserer

kommuneplanen de overordnede politiske mål for udviklingen i kommunen. For en

periode på 12 år fastlægger kommuneplanen de overordnede mål og retningslinjer

for den enkelte kommunes udvikling såvel i byerne som i det åbne land.

Kommuneplanen skal som minimum omfatte de emner, der er beskrevet i

planlovens §§ 11a, 11b og 11c. De centrale emner dækker bl.a. over udformning af

byområder, trafik og grønne områder. Samtidig skal der tages stilling til en lang

række forhold uden for byerne, bl.a. natur, landskab, benyttelse og beskyttelse.

20


Praksisfællesskaber

borgeren oplever sammenhæng og kvalitet – jf. afsnittet om

sundhedsloven.

Sundhedsaftalerne bygger på et forpligtende samarbejde

imellem regionen og kommuner omkring den eksisterende og

fremtidige sundhedsindsats. De praktiserende læger er ikke

en direkte aftalepart. Aftalerne består af en grundaftale

gældende alle kommuner i regionen og af tillægsaftaler for

hver enkelt kommune 12 .

12 Sundhedsaftale for Region Hovedstaden 2011-2014 samt status for arbejdet med

sundhedsaftalerne, jan. 2011, Sundhedsstyrelsen

21


4. Etablering af

praksisfællesskaber – en

proces der skal motiveres og

understøttes

Projektets logbog afspejler de mange forskellige

”faciliterings”-opgaver, der er varetaget af projektleder i den

hidtidige projektperiode. Helt overordnet kan opgaverne

kategoriseres således 13 :

• Motivering og ”historiefortælling” om praksisfællesskaber

• Udfordre aktører i forhold til, hvad praksisfællesskabet

kan være

• Understøttelse af processen

o ”Dating funktion” mellem ydere og mellem

ydere, kommuner og region

o Flytteregler og ansøgninger

o Lokale muligheder

o Struktur og overblik over etableringsprocessen

o Udvikling af praksisfællesskabet i forhold til

mission, vision, sundhedsfag, ledelse og

organisering

Erfaringerne fra dette projekt samt fra øvrige regioners

arbejde indenfor området viser, at det helt overordnet er

forskelligt fra opgave til opgave eller fra praksisfællesskab til

praksisfællesskab, hvad etablerings-udfordringerne er og

dermed hvad faciliterings- og understøttelses behovet er.

Via projektleders forskellige typer af faciliteringsopgaver

samt erfaringerne fra fusionsprocesser i almen praksis i

Region Midt 14 er der i projektet udviklet en generisk model

13 Kategoriseringen er lidt anderledes formuleret i logbog

14 ”Evaluering af `Fusionspraksis`- Region Midtjyllands tilbud om støtte til almen

praksisenhed der fusionerer, 2011, Martin Sandberg Buch og Anja Elhjær Rahbek,

DSI

22


Praksisfællesskaber

over processen i forbindelse med etablering af

praksisfællesskaber.

Etablering og udvikling af et praksisfællesskab er en proces,

som typisk tager 4 – 5 år fra idéen fødes og til fællesskabet

fysisk er etableret.

Se model over etablering af praksisfællesskaber på næste

side.

23


Praksisfællesskaber

Etablering af praksisfællesskaber kan overordnet inddeles i 4

forskellige faser, som man skal igennem i forbindelse med

etablering af praksisfællesskaber 15 :

Interesse- og visionsfasen (1 – 4 år)

• prikket samt sort streg i model

Konkretiseringsfasen (1 – 4 år)

• grå ternet streg i model

Sammenlægningsfasen (1/2 – 1 år)

• Sort med hvid prikket streg i model

Konsolideringsfasen

• (Fortsættelse …)

Processen skal føre til en fælles ”fysisk enhed” – se kasserne

under tidslinjen i modellen, hvor rigtig mange regler og

aktører spiller ind. Her vil det være naturligt at

”redskabsgøre” en del af indholdet om love, regler og

rammer i rapporten, for at den viden gøres tilgængelig for

aktører på en hjemmeside.

Processen skal ligeledes føre til en fælles ”faglig og

værdimæssig enhed”, hvis praksisfællesskabet ikke på

længere sigt skal ende i en ”skilsmisse” 16 eller som små

selvstændige enheder i et fælles hus 17 – se kasserne over

tidslinjen. Dvs. det vil her være naturligt at tænke Koncern

Praksis’ konsulentordninger ind så de integreres i modellen i

forhold til at etablere praksisfællesskaber – det kunne f.eks.

være i forhold til at vejlede om organisation og ledelse i en

ny praksiskonstruktion.

Som det fremgår af ovenstående model, så er etablering af

praksisfællesskaber en kompleks proces, der typisk tager tid,

involverer mange instanser, regler og aktører.

Etablering af praksisfællesskaber er ligeledes en unik proces

for hvert enkelt praksisfællesskab, fordi det er afhængigt af

den enkelte form for praksisfællesskab, de enkelte aktører og

15 De 4 faser er hentet fra rapporten: ”Evaluering af `Fusionspraksis`- Region

Midtjyllands tilbud om støtte til almen praksisenhed der fusionerer, 2011, Martin

Sandberg Buch og Anja Elhjær Rahbek, DSI.

16 Ledelseskonsulent Ulrich Lange på Region Hovedstadens Store Praksisdag 2012

ud fra erfaringerne med deres ledelseskurser for praksissektoren (hovedsageligt

almen praksis) i hele landet

17 Region Midt har i forbindelse med etableringen af deres sundhedshuse erfaret, at

det er nødvendigt meget tidligt i etableringsfasen at tænke i organisering og ledelse.

25


deres relationer, så udfordringerne vil være forskellig fra sag

til sag.

Erfaringsmæssigt 18 ved man, at det typisk kræver en ildsjæl

eller to, som der skal støttes op om, hvis etableringen af et

praksisfællesskab skal lykkes. Ildsjælene er til tider ydere fra

praksissektoren, private bygherrer men i høj grad også

regioner eller kommuner.

Fælles for alle typer af faciliteringsopgaver er behovet for at

”gribe, puffe og understøtte ildsjælene”, som ønsker at

etablere et praksisfællesskab. Dvs. opgaver som er af en

mere relationel karakter og som er svære at standardisere.

Det anbefales derfor fortsat at have en konsulent ansat til at

varetage området

Motivering – en nødvendighed

Projektleders umiddelbare erfaringer med de forskellige

ydergruppers ønske om at etablere praksisfællesskaber har

været meget forskellige.

Overordnet kan det konkluderes, at en del af

faciliteringsopgaverne er udsprunget af henvendelser til

Driftsenheden i Koncern Praksis samt via høringen af

praktiserende læger i forbindelse med udarbejdelse af

praksisplanen. Ydere har ligeledes henvendt sig med ønske

om at indgå i et praksisfællesskab, fordi de har hørt om

muligheden for at få hjælp.

Dog har det i høj grad været ydere fra almen praksis som

projektleder har haft kontakt til. Det kan der være flere

grunde til.

En væsentlig grund kunne være, at almen praksis i højere

grad end de øvrige ydergrupper er udfordret af en politisk

virkelighed. Almen praksis forventes fortsat at skulle være

hjørnestenen i det danske sundhedsvæsen, men nu i en helt

anden udgave 19 .

Praktiserende læger oplever derfor et pres på praksis, i

forhold til bl.a. at varetage en del nye funktioner, funktioner

18 Typisk kendetegn omkring etablering af praksisfællesskaber rundt omkring i

Regionen samt i resten af landet.

19 De presses – synes presses er et dårligt ord via politiske udmeldinger i

økonomiaftalen mellem Regeringen og regionerne, sundhedspolitiske udspil fra

Danske Regioner og KL, aftaler om forløbsprogrammer, men også via nye

overenskomsterne (fx FMK, datafangst), og at patienterne, der har andre

forventninger. (nogle af dem i hvert fald)

26


Praksisfællesskaber

som tovholder, være en del af forløbsprogrammer, arbejde

systematisk med patientpopulationsbaseret kvalitetsudvikling

osv..

Det er ligesom om, at der nu forventes noget andet af os. Vi skal

være mere ”professionelle” omkring alt. … kvalitetsudvikling,

udarbejdelse af instrukser, fraser, afholdelse af mus osv. osv.. Det

kunne være rart at være flere om det eller støtte hinanden omkring

det.

Praktiserende læge i forbindelse med facilitering af praksisfællesskab

Den nuværende praksisstruktur, præget af mange

enkeltmandspraksis, egner sig ikke til at bruge hinanden i

udviklingen af praksis.

En anden grund kunne være, at almen praksis er den eneste

ydergruppe, hvor projektleder har nået at gøre en indsats for

at motivere og sælge ideen om praksisfællesskaber.

Aktivt har projektlederen for at motivere til etablering af

praksisfællesskaber udarbejdet en pjece vedr. tilbud om

faciliteringsbistand i forbindelse med etablering af

praksisfællesskaber, der bl.a. er omdelt på Store Praksisdag.

Ligesom der på sundhed.dk tilbydes facilitering i forbindelse

med etablering af praksisfællesskaber.

Projektlederen har ligeledes på møder for yngre læger ”talt

og iværksat øvelser” vedr. fremtidens praksissektor og

dermed praksisfællesskaber samt annonceret tilbuddet om

facilitering.

Det anbefales, at der systematisk arbejdes med at informere

og motivere ydergrupper til praksisfællesskaber.

Erfaringerne fra dette projekt viser, at politisk er der i høj

grad fokus på de tværfaglige og sektorielle

praksisfællesskaber, mens der i ydergrupperne i højere grad

er interesse for monofaglige praksisfællesskaber.

Det anbefales derfor, at der arbejdes med at udfordre ydere i

deres forståelse af praksisfællesskaber.

En proces af flere omgange

Det er vigtigt at se etablering af praksisfællesskaber som en

længere varende proces, hvor et første skridt kan være at

27


etablere en vis form for netværkspraksis eller fysisk

sammenflytning, uden dog at have for meget fælles.

I projektet har det vist sig, at der blandt mange yderne kan

spores en vis modvilje mod at indgå i for meget fælles i

forbindelse med etableringen af fysiske praksisfællesskaber

(reception, mødelokaler, laboratorium osv.) når man flytter

sammen.

Ligeledes viser erfaringer fra bl.a. etablering af større

lægehuse og sundhedshuse, at udviklingsarbejdet og det

tværgående ikke at kommer af sig selv – end ikke i de

tilfælde, hvor man geografisk flytter sammen. Ofte skal der

en ildsjæl, fælles opgaver eller fora, hvor man mødes til at

drive eller sætte processen i gang 20 .

Der skal altså tænkes i etablering her og nu samt

understøttelse af mulighederne på længere sigt.

Samtidig er det vigtigt fra starten at sikre:

1) Den rigtige fysiske beliggenhed

2) Inddragelse af alle aktører – også ydere – så hurtigt

som muligt i planerne

3) Plads nok fra starten og muligheder for at udvide

4) Fleksible bygningskonstruktioner så de nemt kan

tilpasses en anden organisering på længere sigt

5) Etablering af fællesrum fra starten, som mødelokaler,

frokoststue o. lign., der understøtter det tværgående i

praksisfællesskabet

6) Ledelse og organiserings konstruktionen, der

understøtter det tværgående i praksisfællesskabet

Hjemmeside som skal understøtte

Projektets tredje leverance er en struktur for en hjemmeside,

der kan understøtte aktører i forbindelse med etablering af

praksisfællesskaber.

Etablering af praksisfællesskaber er et udviklingsarbejde, der

ofte skal varetages ved siden af driften. En vigtig funktion for

hjemmesiden er at give aktørerne et overblik og en struktur

over den proces de skal igennem i forbindelse med etablering

af et praksisfællesskab.

Hjemmesiden foreslås derfor bygget op med udgangspunkt i

den proces man som aktører skal igennem i forbindelse med

etablering af praksisfællesskaber – se modellen side 18.

20 Erfaringer med etablering af bl.a. Horsens Sundhedshus, dokken i Thisted osv.. samt rapporten: Proaktive

lægehuse anno 2010,

28


Praksisfællesskaber

Udover overblik er det vigtigt at tænke i, hvordan

hjemmesiden også kan være med til at motivere, udfordre

samt give overblik og redskaber i forbindelse med konkrete

udfordringer.

• Motivere til at etablere praksisfællesskaber

o via film og historier om eksisterende

praksisfællesskaber

• Udfordre aktørernes forståelse af, hvad et

praksisfællesskab er

o Via præsentation af forskellige typer af

praksisfællesskaber

o Via ”spørgeguide” til at tænke i, hvem der kan

og bør indgå i praksisfællesskabet i forhold til

patientpopulationen

o Via generiske modeller over praksisfællesskaber

i forhold til forløbsprogrammer

• Understøtte og lette aktørernes arbejde med

etableringen

o Via oversigt over og redskaber til processen

o Via oversigt over love, regler og rammer

o Via oversigt over muligheder i forhold til

praksisfællesskab og indhold

• Opnå effekten af praksisfællesskaber

o Via fokus, redskaber og henvisninger til

konsulentbistand vedr. faglig udvikling, ledelse

og organisering internt i praksisfællesskabet

I bilag 2 og 3 findes eksempler på indhold til kasserne: Idé

og Ønske samt Lokale i modellen.

Det anbefales, at den bistand som aktører kan trække på via

Region Hovedstadens nuværende konsulentordninger

integreres i modellen. Ligeledes vil det være naturligt at

forslå andre typer konsulentfunktioner som støtte til de

forskellige faser.

29


5. To særlige indsatsområder

I dette afsnit vil to særlige indsatsområder i forhold til at

etablere praksisfællesskaber i Region Hovedstaden blive

præsenteret:

• Lokaler til praksisfællesskaber

• Praksisfællesskaber i sårbare områder; Ulighed i sundhed

Lokaler til praksisfællesskaber – en særlig

udfordring

I dette afsnit er der specifikt fokus på lokaleproblematikken i

forbindelse med etablering af praksisfællesskaber.

I afsnittet belyses kort:

• Lokalers betydning

• Kommune- og lokalplaners betydning

• Loven om almene boligers betydning

• Region og kommunes muligheder for at tilvejebringe

lokaler

• Praksisfællesskaber uden fælles lokaler

Lokalernes betydning. Lokaler og de fysiske rammer spiller

en afgørende rolle i forbindelse med etablering af større

enheder som praksisfællesskaber.

”De fysiske rammer spiller en afgørende rolle for, om almen

praksis er i stand til at varetage de opgaver, der lægges op

til i fremtiden.”

Proaktive lægehuse anno 2010. DSI

I byerne og specielt storbyerne kan det ifølge projektleders

erfaringer være noget af en udfordring at finde egnede

lokaler.

Tal viser, at Region Hovedstaden er den region præget af

flest solopraksis – og at 42 % af praksis kun har 1

lægekapacitet 21 . Tal fra Region Hovedstaden 22 viser

ligeledes, at enkeltmandspraksis netop er mest udbredt i

området Byen.

Dispensation fra kommuneplanerne og lokalplanerne.

Kommuneplanerne og lokalplanerne sætter de juridiske

rammer for, hvor der kan etableres praksisfællesskaber. Så

selv om ydere i praksissektoren er selvstændig

21 Medlemsundersøgelse, 24. feb. 2012, PLO

22 Fakta ark – almen praksis, Regionsrådet 9. april 2012

30


Praksisfællesskaber

erhvervsdrivende og i princippet selv skal etablere og sikre

udvikling af praksis, vil deres bestræbelser på at etablere

praksisfællesskaber altid være underlagt kommunens

lokalplan for området.

Kommuneplaner og lokalplaner er dog ikke statiske papirer.

Selvom de er juridiske bindende papir er de fortsat politisk

vedtaget og kan af den vej også ændres.

Har man har fundet et sted som kunne være egnet, men som

ikke må benyttes til erhverv ifølge lokalplanen, kan man

ansøge om dispensation.

I forbindelse med en ansøgning om dispensation fra

lokalplanen, vil det typisk være forvaltning Teknik og miljø i

kommunen, der behandler sagen.

Sundhedspolitisk kan kommunen have en interesse i at få

etableret et praksisfællesskab. Det kan derfor være en idé i

første omgang at tage en drøftelse med

sundhedsforvaltningen i kommunen og evt. sammen med

dem ansøge om dispensation.

Sundhedspolitisk kan kommunen typisk have interesse i et

større praksisfællesskab, da mulighederne for at udvikle og

bevare et tværfagligt og sektorielt helt sundhedsvæsen, der

kan leve op til fremtidens krav, derved styrkes. Ligesom et

praksisfællesskab typisk vil øge mulighederne for at

rekruttere ydere i praksissektoren.

Ansøgning om dispensation fra lokalplanen

1. Kontakt Sundhedsforvaltningen i kommunen

2. Præsenterer jeres lokaleplaner samt sundhedsfaglige visioner

3. Hør om de vil anbefale jeres ansøgning om dispensation til Teknik og

Miljø

4. Send jeres ansøgning om dispensation til Teknik og Miljø – med

sundhedsforvaltnings anbefaling

5. Kan der ikke gives dispensation

6. Undersøg via Sundhedsforvaltningen – og evt. Teknik og Miljø, hvor det

så kunne være muligt at etablere praksisfællesskab

Almene boliger vil typisk være et velegnet sted at placere

et praksisfællesskab, da der her er en tæt

befolkningspopulation. I henhold til lovgivningen for almene

boliger vil det være muligt at etabler praksisfællesskaber i

31


almen bolig byggeri, for så vidt at det sker i allerede

eksisterende erhvervslokaler.

Men det kan være vanskeligt at etablere praksisfællesskaber

i almene boliger, hvis det kræver etablering af nye

erhvervslokaler.

Begrænsninger for etablering af praksisfællesskaber i almene

boliger

I henhold til lovgivningen for almene boliger (bekendtgørelse om

sideaktiviteter i almene boligorganisationer m.v. 1306 af 15/12

2009) er muligheder for at etabler erhverv i almene boliger eller

bygge nyt til erhverv i almene boliger næsten ikke eksisterende.

I Danmark er der givet dispensation til at bygge til

praksisfællesskaber i almene boliger et sted (Himmerlands

Sundhedshus), da området kunne klassificeres som ghetto.

Regionale og kommunale muligheder for

tilvejebringelse af lokaler fastsættes bl.a. i

sundhedsloven. Ifølge Sundhedsloven § 205 a og 205 b 23 kan

regionen elle kommunalbestyrelsen tilvejebringe og udleje

lokaler for virksomhed, der udføres af sundhedspersoner

efter overenskomst og dermed ydere i praksissektoren.

I dag 24 gives der ligeledes hjemmel til, at region og

kommune kan leje lokaler ud til hinandens sundhedsydelser.

Dvs. at kommunen må tilvejebringe og udleje lokaler til brug

for udførelse af regionale og ambulante hospitalsydelser. Og

regionen får mulighed for at leje ud til kommunale

sundhedsydelser.

§ 205 a og b giver ligeledes hjemmel til også at tilvejebringe,

vedligeholde og udleje udstyr.

Udlejningen af lokaler samt udstyr skal ske på

markedsvilkår 25 . I det tilfælde der er flere potentielle lejere

skal kommunen eller regionen foretage en udvælgelse af den

enkelte lejer ud fra et sagligt skøn 26 .

23 Se uddrag af loven i afsnittet om sundhedsloven

24 Muligt med ændring af sundhedsloven, juni 2012

25 Ifølge bemærkninger til loven skal kommune eller region fastsætte

markedsværdien via fx konsultation af ejendomsmæglere eller foretage

undersøgelser for andre tilsvarende lokaler. Selve afgørelsen vil dog altid bero på et

skøn.

26 Bemærkninger til sundhedsloven (§ 205 b)

32


Praksisfællesskaber

Ifølge sundhedsloven skal lokalerne og placeringen af dem

ligeledes være i overensstemmelse med regionens

sundhedsplan og dermed også de regionale praksisplaner for

de enkelte ydergrupper, hvorved tilvejebringelse af lokalerne

er med til at fremme opfyldelsen af den samlet

sundhedsplanlægning i regionen.

I de tilfælde hvor region og kommune tilvejebringer lokaler

til ydere i praksissektoren og til hinandens sundhedstilbud,

skal aktiviteterne koordineres i

sundhedskoordinationsudvalget jf. § 204 i sundhedsloven.

I de tilfælde, hvor kommunen lejer lokaler ud til ydere eller

region og der er tale om tredjemandslejemål 27 skal

kommunen i henhold til lånebekendtgørelsen § 3, stk. 1 nr. 7

jf. § 6, stk. 1 som udgangspunkt deponerer et beløb

svarende til værdien af de lejede lokaler.

Der er dog undtagelser. Tidligere Indenrigs- og

sundhedsminister Bertel Haarder har som svar på

henvendelse fra de 6 store kommuner den sep. 2010 oplyst,

at det følger af ministeriets praksis, at der kan meddeles

forholdsmæssig deponeringsfritagelse i forbindelse med

indgåelse af lejeaftaler med fx praksissektorens ydere, hvis

det sker af hensigtsmæssighedsårsager til et ikkekommunalt

formål på markedsvilkår, dvs. ministeriet vil

kunne meddele deponeringsfritagelse for den del af de

pågældende lejemål 28 .

Kommunale muligheder for at til veje bringe lokaler

Sundhedsloven § 205 b

– Hjemmel til at tilvejebringe lokaler

– Hjemmel til at tilvejebringe og vedligeholde udstyr

– Udlejning skal ske på markedsvilkår

– Overensstemmelse med regionens sundhedsplan

• Kommuneplan, rammebestemmelser og de mere specifikke

lokalplaner

– Hjemmel til at drive erhverv i området og bygningen

• Lånebekendtgørelsen § 3, stk. 1 nr. 7 jf. § 6, stk. 1

– Kommunen deponerer et beløb svarende til værdien af det

lejede

– Dispensation jf. brev fra tidligere Indenrigs og

sundhedsminister B. Haarder sep. 2010 til de 6 store

kommuner

27 Tredjemandslejemål omhandler de tilfælde, hvor kommunen lejer lokaler af anden

part for at leje dem ud igen.

28 Brev fra Indenrigs- og sundhedsministeriet, 020910, sagsnr. 1004848, dok. Nr.

276197

33


Praksisfællesskaber – uden lokalefællesskab

Ingen fælles lokaler – men en netværkspraksis som et

praksisfællesskab kan være en mulighed - i hvert tilfælde

indenfor almen praksis.

Ved netværkspraksis forstås

Praksis, der drives i samarbejde mellem flere enkeltmands- og /eller

kompagniskabspraksis og/eller almene lægeselskaber med hver deres

patientkreds, hvorom der dog findes et vist samarbejde.

Der er ikke lokalefællesskab.

Der er helt eller delvist fællesskab om klinikpersonale og/eller

fællesskab om klinikudstyr/instrumenter.

De læger, der indgår i en netværkspraksis, fungerer som

stedfortræder for hinanden i tilfælde af sygdom, ferie og andet

fravær. Læger i en netværkspraksis er ikke afskåret fra tillige at indgå

aftale med læger uden for netværket om at være stedfortræder,

eksempelvis hvis der i et konkret tilfælde ikke er en læge inden for

netværket, som har mulighed for at passe den fraværende læges

patienter.

Overenskomsten om

almen praksis, april 2011

Det kan være en idé at undersøge, hvordan man kan støtte

op omkring praksisfællesskaber uden fælles lokaler. En

mulighed kunne være at udvikle managementmodeller for

netværkspraksis.

Praksisfællesskaber i sårbare områder;

Ulighed i sundhed

Sundhedsvæsenet er formet efter billedet af en ideal

patient, som forstår, hvor de rette indgange er, hvordan

henvisningssystemet fungerer, hvilke rettigheder der findes

for patienten og hvilke krav systemet stiller. … Individets

ressourcer har således stor betydning i mødet med

sundhedsvæsenet. Det er på den anden side

sundhedsvæsenets ansvar at organisere virksomheden

således, at også de mindst ressourcestærke kan finde vej og

give dem den ekstra støtte de har brug for, for at de kan

opnå et ligeværdigt behandlingsresultat.

Sundhedsstyrelsen, 17. maj 2011, p. 113

34


Praksisfællesskaber

Ulighed i sundhed er for alvor ved at sætte sig på den danske

politiske dagsorden – det både landspolitisk, hvor version 1.0

af rapporten ”Ulighed i Sundhed – årsager og indsatser” i

2011 blev udgivet af Sundhedsstyrelsen (Sundhedsstyrelsen,

17. maj 2011) og i Region Hovedstaden, hvor et af regionens

syv midlertidige udvalg i perioden 2010 – 2011 har fokus på

ulighed i sundhed (ULI) og fra 2012 udvalget vedr. udsatte

borgere – sammenhæng og samarbejde med kommunerne.

Ulighed i sundhed er interessant for sundhedsmyndigheder

og – væsen af flere årsager. Ulighed i sundhed har stor

betydning på et lands middellevetid, borgeres evne til at

indgå i arbejdsstyrke og myndigheders udgifter til såvel

sundheds, beskæftigelse og socialområdet.

(Sundhedsstyrelsen, 17. maj 2011, p. 5). En særlig indsats i

såkaldte sårbare områder og overfor sårbare patienter kan

derfor få stor betydning for udviklingen i et lands velfærd og

velstand.

Det er velkendt at geografiske afstande til sundhedsydelser

forstået som afstand i kilometer har betydning for

befolkningens brug af sundhedsydelser. I forhold til sårbare

patienter peger litteraturen ligeledes på, at faktorer som

lokal nærhed også er af betydning og dermed for sårbare

patienters sundhed (Jakob Horness, FE, København, review

for Sundhedsstyrelsen i forbindelse med udredning af social

ulighed i primærsektoren).

Mange af sundhedsstyrelsens indsatsområder har da også

fokus på netop praksissektoren - men også det

tværsektorielle sundhedssamarbejde mellem hospital,

kommune og praksissektor spiller en stor rolle, som det

fremgår af nedenstående punkter:

• Aktivt opsøgende indsats for at sikre, at børn med

hæmmet social og kognitiv udvikling kommer til de

forebyggende børneundersøgelser i almen praksis (#

1.3)

• Behandling af forhøjet blodtryk og kolesterol er

effektiv. I primærsektoren gøres en særlig indsats for

at sikre, at folk med kort uddannelse og små

indkomster fortsætter behandlingen, så længe den er

indikeret (# 9.3)

• Rekruttering af læger til primærsektoren i

socioøkonomisk mindre privilegerede områder (#

11.2)

• De praktiserende lægers arbejde integreres bedre i det

kommunale sundhedsarbejde (# 11.3)

• Opsøgende indsatser som sikrer at mindre

ressourcestærke grupper, nås af de effektive

35


forebyggende programmer for gravide, børn og ældre

samt opsporing af tidlige stadier af kræft, diabetes,

hjertekarsygdom og depression (# 11.4)

• Prioritering af psykiatri inkl. Psykiatrisk rehabilitering

og etablering af stærkere samarbejde mellem

psykiatri, primærsektor og kommunale ydelse (#

11.7)

(Sundhedsstyrelsen (2011)

Praksisfællesskaber i sårbare områder

Region Hovedstaden har ikke samme udfordring som de

øvrige regioner vedr. rekruttering af ydere til

udkantsområder, hvor andre regioner typisk bruger mange

ressourcer og penge på at etablere regionsdrevne

praksisfællesskaber. Region Hovedstaden kan dog få

problemer med rekruttering til sårbare områder, da

arbejdsvilkårene ofte ikke opleves som gunstige.

Praksisfællesskaber nævnes ofte som en af løsningerne på

sårbare områders udfordringer i forhold til

• at rekruttere ydere

• styrke det tværfaglige og – sektorielle samarbejde

om patienten.

Det anbefales at kommuner, region og de faglige

organisationer gør en særlig indsats for at etablere

praksisfællesskaber i sårbare områder 29 .

29 Se evt. projektbeskrivelse vedr. praksisfællesskab i Brøndby Strand

36


Praksisfællesskaber

BILAG 1

Praksisformer i Region Hovedstaden

- en oversigt for hver af ydergrupperne 30

En oversigt over praksisformer i Region Hovedstaden er

relevant i forbindelse med praksisfællesskaber, da

flermandspraksis i Region Hovedstaden pr. automatik

defineres som praksisfællesskaber.

Overenskomsterne samt registreringen i yderregisteret vedr.

praksisformer er ikke ens for de forskellige ydergrupper,

hvorfor det ikke har været muligt med en ens

fremstillingsform på tværs af ydergrupperne.

30 Et overblik over tværfaglige og sektorielle praksisfællesskaber findes ikke. I de respektive ”systemer;

overenskomsterne samt yderregisteret”, indgår der ikke praksisformer, der er defineret ved at gå på tværs af

ydergrupper og sektorer. Det har heller ikke været muligt at få via kommuners hjemmesider.

37


Almen praksis

Antal praksis 31[1] i Region Hovedstaden, kommunefordelt og

fordelt på størrelse (pr. 16. maj 2012)

Planlægningsområde/

antal læger pr. praksis

1 2 3 4 5 6 7 Antal praksis i alt

Frederiksberg Kommune 40 11 0 0 0 0 0 51

Ballerup Kommune 8 12 1 0 0 0 0 21

Brøndby Kommune 12 3 1 0 0 0 0 16

Dragør Kommune 7 0 0 0 0 0 0 7

Gentofte Kommune 28 8 0 0 0 0 0 36

Gladsaxe Kommune 26 4 0 1 0 0 0 31

Glostrup Kommune 6 2 1 0 0 0 0 9

Herlev Kommune 10 3 0 0 0 0 0 13

Albertslund Kommune 8 3 0 0 1 0 0 12

Hvidovre Kommune 13 7 0 1 0 0 0 21

Høje-Taastrup Kommune 17 2 1 2 0 0 0 22

Lyngby-Taarbæk Kommune 16 7 1 1 0 0 0 25

Rødovre Kommune 10 4 1 2 0 0 0 17

Ishøj Kommune 6 1 1 0 0 0 0 8

Tårnby Kommune 16 2 2 0 0 0 0 20

Vallensbæk Kommune 3 2 1 0 0 0 0 6

Furesø Kommune 13 4 1 0 0 0 0 18

Allerød Kommune 3 3 1 1 0 0 0 8

Fredensborg Kommune 13 4 1 0 0 0 0 18

Helsingør Kommune 12 5 4 1 0 0 0 22

Hillerød Kommune 9 2 3 2 0 0 0 16

Hørsholm Kommune 2 5 2 0 0 0 0 9

Rudersdal Kommune 23 4 1 0 0 0 0 28

Egedal Kommune 1 0 1 2 1 0 1 6

Frederikssund Kommune 3 3 2 1 2 0 0 11

Halsnæs Kommune 0 2 2 1 1 0 0 6

Gribskov Kommune 7 3 1 0 1 1 0 13

Bornholms Regionskommune 3 5 3 2 0 0 0 13

Christiansø Kommune 1 0 0 0 0 0 0 1

Amager Vest 18 7 1 0 0 0 0 26

Amager Øst 18 3 0 0 0 1 0 22

Bispebjerg 20 1 0 0 0 0 0 21

Brønshøj-Husum 13 4 0 0 0 0 0 17

Indre By 12 6 3 1 0 0 0 22

Nørrebro 24 8 1 1 0 0 0 34

Valby 17 5 1 0 0 0 0 23

Vanløse 19 3 0 0 0 0 0 22

Vesterbro 16 8 1 1 0 0 0 26

Østerbro 35 6 2 0 0 0 0 43

Region Hovedstaden 508 162 41 20 6 2 1 740

31[1] Praksis defineret som ydernumre – dvs. hvor praktiserende læger enten er sololæger eller kompagniskab med

økonomisk fællesskab.

38


Praksisfællesskaber

Langt størsteparten af almen praksis består ifølge

ovenstående tabel af enkeltmandspraksis – dog viser

opgørelsen ikke noget om, hvorvidt disse indgår i

samarbejds- eller netværkspraksis og dermed kan

karakteriseres som praksisfællesskab. At indgå i en form for

netværk eller fagligt samarbejde uden økonomisk fællesskab

er udbredt blandt enkeltmandspraksis.

Speciallæger

Der eksisterer 465 ydernummer i Region Hovedstaden med

en eller anden størrelse af kapacitet. Ydernumrene registres i

yderregisteret i 3 praksisformer, hvoraf to af formerne

(delemands- og kompagniselskabspraksis) pr. automatik

defineres som praksisfællesskaber.

Speciallægeområdet i Region Hovedstaden:

• Enkeltmandspraksis

o 423 ydernumre

• Delemandspraksis

o 26 ydernumre

• Kompagniselskabspraksis

o 16 ydernumre

Opgørelsen viser ikke noget om, hvorvidt de forskellige

praksis indgår i samarbejdspraksis og dermed kan

karakteriseres som praksisfællesskab

Overordnet kan det konkluderes at, at speciallægepraksis i

Region Hovedstaden er præget af enkeltmandspraksis og

formentlig ikke så mange praksisfællesskaber.

Psykologhjælp

I Regionen er der 241 ydernumre i regionen. Her af er de 57

ydernumre registeret med adresse sammen med anden

psykolog med ydernummer og kan derfor karakteriseres som

et monofagligt praksisfællesskab. Endvidere er der kendskab

til mange praksisfællesskaber med psykologer uden

ydernummer 32 .

32 Praksisplan for psykologhjælp 2009 - 2012

39


Almindelig fysioterapi

Klinikkernes størrelse, 15. juni 2010 (Kilde: Yderregisteret)

Antal fysioterapeuter i klinikken

15

14

13

12

11

10

9

8

7

6

5

4

3

2

1

0

0

0

1

4

5

5

7

8

9

10

14

15

20

19

0 5 10 15 20 25

Antal praksis

I regionen eksister der kun 10 enkeltmandspraksis.

Oplysninger om samarbejdspraksis og netværkspraksis har vi

ikke, så hvorvidt fx de 10 praksis indgår i samarbejds- eller

netværkspraksis vides ikke.

Fysioterapien er præget af praksisfællesskaber.

Kiropraktik

Klinikstørrelserne er ikke identiske med hverken antallet af

kapaciteter eller ydernumre. Opgørelsen inkluderer

kompagnoner (med eller uden egen kapacitet), assistenter,

hvilende ydernumre og generationsskifte. Turnuskandidater

er udeladt.

40


Praksisfællesskaber

Kiropraktorerne kan frit ansætte medhjælp (=assistenter) og

skal kun opgive dem til os årligt. Så reelt kan billedet

forskyde sig lidt, og vi kan ikke bestemme, hvor mange der

skal være på hver klinik.

Ca. ½ delen af kiropraktikerne er i et praksisfællesskab i en

eller anden form. Hvorvidt enkeltmandsklinikkerne indgår i

samarbejdspraksis fremgår ikke.

Fodterapi

Klinikkernes størrelse pr. 29. august 2012 Kilde: Yderregister

Klinikstørrelser

4+ fodterapeuter

3 fodterapeuter

2 fodterapeuter

1 fodterapeut

0 20 40 60 80 100 120 140

Antal praksis

Opgørelsen tager udgangspunkt i fodterapeuternes adresse.

Opgørelsen viser at fodterapi er præget af

enkeltmandspraksis.

41


Bilag 2

Hjemmeside – Ide og ønsker

33 Hvad et praksisfællesskab konkret i Region

Hovedstaden er og vil være meget forskelligt.

Praksisfællesskaber kan være eksisterende institutioner som

fx: sundhedshus, lægehotel, netværkspraksis,

samarbejdspraksis, kompagniskabspraksis, osv. eller helt

nye former for konstruktioner.

Det afgørende for, at der er tale om et praksisfællesskab, er

at flere af praksissektorens ydere er gået sammen i et

fællesskab – gerne på tværs af faggrupper, sammen med

kommunale sundhedstilbud og med inddragelse af det

sekundære sundhedsvæsen og med patienten og

patientpopulationen i centrum.

Fordelene ved etablering af større enheder har typisk

været:

• Flere at spare med og øget strukturering med mindre

stress og mere arbejdsglæde

o Øget patientkvalitet

o Øget kapacitet

o Øget fleksibilitet

o Øget rekrutteringsmuligheder

Etablering og udvikling af et praksisfællesskab er en

proces som typisk tager 4 – 5 år fra idéen fødes og til

fællesskabet fysisk er etableret.

1) Interesse- og visionsfasen (1 – 4 år)

2) Konkretiseringsfasen (1 – 4 år)

3) Sammenlægningsfasen (1/2 – 1 år)

4) Konsolideringsfasen (Fortsættelse …)

Processen skal overordnet føre til:

• en fælles ”fysisk” enhed

• en fælles ”værdimæssig enhed”

Det er en proces, der typisk tager tid, involver mange

instanser, regler og aktører. Det kan derfor virke som en

uoverskuelig proces i en travl hverdag, hvorfor Region

Hovedstaden tilbyder at facilitere processen.

33 Idé og Ønske afsnit bygger i høj grad på DSI rapporterne: ”Evaluering af `Fusionspraksis`- Region

Midtjyllands tilbud om støtte til almen praksisenhed der fusionerer, 2011, Martin Sandberg Buch og Anja Elhjær

Rahbek, DSI.samt ”Proaktive lægehuse anno 2010”, jan. 2012

42


Praksisfællesskaber

Region Hovedstaden tilbyder:

• Motivering til deltagelse i praksisfællesskab bl.a. via

oplysning og fortælling af de gode eksemplers historier

• At finde hinanden og lokaler via ”dating” og facilitering

blandt ydere, kommune og regionale tilbud

• At etablere praksisfællesskabet – via overblik og viden om

love, regler, vilkår og muligheder samt processen

• At udvikle det nyetablerede praksisfællesskab indenfor

kvalitet, ledelse og organisering

Kontakt Jane Fyhn, projektleder Koncern Praksis.

Jane.fyhn@regionh.dk / 21 16 66 34

Nogle generelle gode råd:

• Hav tålmodighed. En fusionsproces tager oftest flere år –

og kan være en hård proces for alle involverede. Vær

opmærksom på dette fra starten – det i sig selv kan lette

processen.

• Skab beskyttet patientfri tid, hvor I i ejerkreds og i

perioder sammen med personalet, udvikler

praksisfællesskabet.

• Brug tid – specielt i starten på at afdække og afstemme

de enkelte deltageres visioner og forventninger til et

praksisfællesskab. Erfaringer viser, at det ofte kan

”forebygge skilsmisser” og lette vejen.

• Flyt evt. fokus fra økonomi til tid og effektivitet – så

arbejdet også kommer til at handle om at realisere nogen

af de andre gevinster ved større enheder – fx øget

arbejdsglæde.

Historier om praksisfællesskaber [Link]

43


Bilag 3

Hjemmeside – lokale sider

”De fysiske rammer spiller en afgørende rolle for, om almen

praksis er i stand til at varetage de opgaver, der lægges op

til i fremtiden.”

Proaktive lægehuse anno 2010. DSI

Lokale forholdene er af stor betydning i forbindelse med

etablering af et praksisfællesskab. Mange steder vil det

typisk kunne betale sig at investere i nye større lokaler.

Specielt i storbyer kan det dog være et problem at finde

egnede byggegrunde eller lokaler, hvor praksisfællesskabet

kan etableres. Netværkspraksis med fælles personale i stedet

for fælles lokaler er en anden form for praksisfællesskab. Se

mere under personale.

Størrelse. Hvis mange af gevinsterne ved etablering af

praksisfællesskaber skal opnås kræver det pladsforhold til

ansat personale. I dag kræver en moderne praksis indenfor

almen praksis typisk mellem 100 – 150 kvm2 pr.

Erfaringerne fra etableringen af flere større

praksisfællesskaber viser, at noget af det vigtigste at være

opmærksom på i forhold til lokaler er, at der er:

• Plads nok

• Muligheder for udvidelse

• Fleksibel rum fordeling

Fleksibilitet. Lokaleindretningen skal hurtigt og billigt kunne

ændres, da sundhedsområdet er et felt, der er i konstant

udvikling. Horsens sundhedshus har fx ingen bærende

vægge – men kun bærende søjler, hvorfor rum fordelingen

er ekstrem fleksibel.

”Ud af kosteskabet”

En yngre læges kommentar på temadag om

praksisfællesskaber

Der kan ligeledes være stor forskel på nuværende og

kommende lægers, psykologers, speciallægers osv. ønsker

og behov i forhold til lokaler. Fleksibilitet skal derfor også

tænkes i forhold til at kunne rekruttere nye ydere til

praksisfællesskabet.

44


Praksisfællesskaber

Fælles. Hvor mange kvm2 der præcist skal bruges til hver

enkelt i praksisfællesskabet kommer dog meget an på, hvad

og hvor meget man vil være fælles om i praksisfællesskabet.

Hvis ønsket er her og nu eller på længere sigt at etablere

noget samarbejde på tværs af klinikker, faggrupper eller

sektorer er det vigtigt at rumfordelingen afspejler og

indbyder til dette fra starten – eller hurtigt kan ændres til

dette. Fra starten vil det typisk være en fordel at tænke i

fælles personalerum.

Personalerum som:

• Møderum

• Toilet og badeforhold

• Kantine, der kan rumme alt personale i huset

I forhold til patienten kan det fælles være:

Venteværelser

Toiletter

Handicaptoiletter

Reception

Omklædningsrum

Undersøgelsesrum

Laboratoriefunktion

---

Rumfordeling. Rumfordeling afhænger meget af

samarbejdsmønstrene i praksisfællesskabet samt den

enkeltes ønsker til arbejdsforhold fx lyst eller mørkt rum,

midt i det hele eller trukket lidt væk fra centrum osv..

Hvor mange kvm2 praksisfællesskabet skal være på

afhænger altså af, hvor mange der skal arbejde der, hvad

man vil være fælles om samt ønsker til rumfordeling. Det

afhænger altså meget af det enkelte praksisfællesskab.

Det vigtigste er, at de, som skal være en del af

praksisfællesskabet meget hurtigt er en del af

processen og med til at definere praksisfællesskabet.

45


BILAG 4

Praksisfællesskaber

- projektpræsentation

Projektets mål

Etablering af flere praksisfællesskaber i Region Hovedstaden

Projektets rammer

Et 2 årigt udviklingsprojekt: Praksisfællesskaber, der løber

fra 1/5 2011 – 1/5 2013 og hvortil projektleder Jane Fyhn er

ansat.

Grundet projektleders jobskifte afsluttes projektet tidligere

end planlagt, og det september 2012, dvs. 8 mdr. tidligere

end planlagt.

Projektets organisering:

Projektet er forankret i Koncern Praksis, hvilket afspejles i

projektets organisering.

Styregruppen består af 2 af koncernens enhedschefer: Karen

Nørskov Toke (udvikling) og Bettina Skovgaard (drift).

Projekt gennemførelse: Projektleder Jane Fyhn.

Referencegrupper: Implementeringsgrupperne vedr.

praksisplanerne; almen praksis, speciallæger,

fysioterapeuter, psykologer, kiropraktiker samt

fodterapeuter.

Sparringsgruppe: Tværregionale netværk vedr.

praksisfællesskaber

Projektets økonomi:

Det er ikke knyttet midler til projektet, hvorfor midler skal

søges, hvis enkelte indsatser kræver økonomi.

Projektet hviler på antagelsen om:

• at aktørerne ved for lidt om de love, regler, rammer, der

gør sig gældende i forbindelse med etablering af

praksisfællesskaber

• at der er et behov for konkret at understøtte aktørerne i

forbindelse med etablering af praksisfællesskaber.

Projektets formål er:

• at afdække love, regler og rammerne i forbindelse med

etablering af praksisfællesskaber

46


Praksisfællesskaber

• at støtte aktører i forbindelse med etablering af

praksisfællesskaber

o ved at facilitere og understøtte etablering af

praksisfællesskaber de steder i regionen, hvor

aktører tager initiativ til et praksisfællesskab

o ved at udvikle standardiserede redskaber, der

kan understøtte aktører i forhold til at etablere

praksisfællesskaber.

Projektet afgrænses fra:

• at planlægge, hvor der skal etableres praksisfællesskaber

Etablering, facilitering og understøttelse af

praksisfællesskaber sker der, hvor ildsjæle, det være sig

ydere, entreprenører, kommune eller region, tager initiativ,

samt i udvalgte områder, herunder udsatte områder.

Projektets leverancer er:

1. Afdækning af love, regler og rammerne i forhold til at

etablere praksisfællesskaber

a. Produktet er en rapport

2. Etablering af praksisfællesskaber – via projektlederes

facilitering og støtte til aktører

a. Produktet er logbog over projektleders

faciliteringsopgaver

3. Redskab, der understøtter aktørerne, der ønsker at

etablere praksisfællesskab

a. Produktet er en struktur for en hjemmeside på

området

Projektets målgrupper:

Projektets målgrupper er af meget forskellig karakter:

• Beslutningstagere i Regionen

• Administration i Regionen

• Aktører, der ønsker at etablere praksisfællesskaber

Der er derfor valgt, at skelne mellem målgrupperne i forhold

til leverancerne.

• Rapportens målgrupper er:

o Beslutningstagerne indenfor praksissektoren og

dermed Samarbejdsudvalgene for de forskellige

ydergrupper

o Administrationen i Region Hovedstaden og det

specielt i Koncern Praksis.

Formålet med rapporten er at give et overblik over, hvad

man skal rundt om, når der etableres praksisfællesskaber

47


samt danne grundlag for, at der kan træffes beslutninger om

den fremtidige indsats på området.

Rapporten indeholder ligeledes strukturen for hjemmesiden,

ligesom en stor del af rapportens indhold skal ”værktøjsgøres”

og indgå som viden og værktøjer på hjemmesiden.

Hjemmesiden samt selve faciliteringsdelens målgruppe er:

o Aktører, der ønsker eller er i gang med at

etablere praksisfællesskaber.

Formålet med faciliteringen samt hjemmesiden er at

understøtte aktører, der ønsker at etablere

praksisfællesskaber.

48

More magazines by this user
Similar magazines