Du finder rapporten om praksisfællesskaber her - Sundhed.dk
Praksisfællesskaber
Koncern Praksis
Praksisfællesskaber
2012
Koncern Praksis
Praksisfællesskaber
Indholdsfortegnelse
1. PRAKSISFÆLLESSKABER I REGION HOVEDSTADEN ............. 3
2. ETABLERING AF PRAKSISFÆLLESSKABER - EN FÆLLES
OPGAVE ............................................................................................................. 5
3. ETABLERING AF PRAKSISFÆLLESSKABER - RAMMER OG
REGLER .............................................................................................................. 7
3.1 Sundhedsområdet og praksisfællesskaber ............................... 8
3.2 Landsdækkende love, regler og rammer ................................ 10
3.3. Lokale regler og rammer ............................................................ 18
4. ETABLERING AF PRAKSISFÆLLESSKABER – EN PROCES
DER SKAL MOTIVERES OG UNDERSTØTTES .................................. 22
5. TO SÆRLIGE INDSATSOMRÅDER .................................................. 30
BILAG 1 ........................................................................................................... 37
BILAG 2 ........................................................................................................... 42
BILAG 3 ........................................................................................................... 44
BILAG 4 ........................................................................................................... 46
2
Praksisfællesskaber
1. Praksisfællesskaber i
Region Hovedstaden
Det hele sundhedsvæsen, visionen om et helt og
sammenhængende sundhedsvæsen (praksissektoren og de
kommunale sundhedstilbud ) skal gentænkes vedr. struktur,
opgaver, indhold og organisationsformer, så det er gearet til
at spille optimalt sammen med udviklingen af en
centraliseret og specialiseret hospitalsstruktur.
I praksisplanerne i Region Hovedstaden indgår
praksisfællesskaber som en væsentlig del af det hele
sundhedsvæsen. Praksisplanerne anbefaler øget fokus på
etablering af praksisfællesskaber 1 . Etablering af
praksisfællesskaber er derfor et naturligt indsatsområde for
praksissektorens faglige regionale organisationer og
regionen 2 .
Region Hovedstaden er præget af stor diversitet. Det i
forhold til kommuners størrelser, afstande til hospitalerne
samt befolkningssammensætningen og yderes ønsker til
deres praksis, hvorfor begrebet praksisfællesskab skal kunne
rumme denne forskellighed.
I Region Hovedstaden defineres praksisfællesskab derfor,
som et meget bredt og åbent begreb, der kan rumme
eksisterende institutioner som fx kompagniskabspraksis og
sundhedshuse eller helt nye konstruktioner. Det afgørende
for, at det her defineres som et praksisfællesskab, er at flere
af praksissektorens ydere er gået sammen i et fællesskab –
gerne sammen med kommunale sundhedstilbud og med
inddragelse af funktioner fra det sekundære sundhedsvæsen;
hospitalerne.
Der kan skelnes mellem tre forskellige former for
praksisfællesskaber:
• Monofaglige praksisfællesskaber
1 Fx i Plan for almen praksis 2008 – 2011, Plan for fysioterapi 2011 – 2014, Plan for
psykologi 2009 – 2012
2 Projektet knytter ligeledes an til tillægsaftaler til sundhedsaftalen for de
kommuner, hvor etablering af sundhedscentre nævnes 2 samt til gældende
overenskomst om almen praksis, hvor det fastslås, at regionerne skal etablere et
tilbud om struktureret støtte og rådgivning til læger, der har ønske om at etablere
større praksis samt tilbud om at understøtte læger, der ønsker at styrke
organisering, ledelse og anvendelse af praksispersonale.
3
o På tværs af eksisterende klinikker indenfor egen
ydergruppe i praksissektoren
• Tværfaglige praksisfællesskaber
o På tværs af ydergrupper og eksisterende
klinikker indenfor praksissektoren
• Tværfaglige og tværsektorielle fællesskaber
o På tværs af ydergrupper og sektorer
Fælles for alle tre former for praksisfællesskaber er, at
etableringen altid går imod større enheder og på tværs af
nogle eksisterende grænser i det danske sundhedsvæsen.
Rapporten indledes med en kort gennemgang af de enkelte
instansers rolle i forbindelse med etablering af
praksisfællesskaber.
Efterfølgende vil love, regler og rammer, der gør sig
gældende i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber
blive belyst nærmere. Hvorefter bliver processen i
forbindelse med etableringen af praksisfællesskaber
skitseret.
Afslutningsvis vil der være et afsnit om to særlige
indsatsområder: Lokaler til praksisfællesskaber - en særlig
udfordring samt Ulighed i sundhed
– tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber som en
model?
4
Praksisfællesskaber
2. Etablering af
praksisfællesskaber - en
fælles opgave
Erfaringer fra dette projekt har vist, at en del aktører ønsker,
at etablere praksisfællesskaber, men at det ikke er en nem
proces. Det kræver typisk ildsjæle i alle involverede
”systemer” i praksisfællesskabet at bære projektet igennem.
Det har ligeledes vist sig, at der eksisterer en vis skepsis
mod etablering af praksisfællesskaber blandt mange aktører
– specielt i forhold til de tværfaglige og tværsektorielle
praksisfællesskaber, som står højt på den politiske
dagsorden.
Det anbefales, at Region Hovedstaden, kommunerne, men i
høj grad også de faglige organisationer i regionen griber
denne bold og er med til at understøtte og motivere
aktørerne til at etablere praksisfællesskaber og dermed være
med til at definere fremtidens praksisfællesskaber i Region
Hovedstaden.
• De faglige organisationer spiller en særlig rolle, når det
handler om at motivere yderne til at etablere
praksisfællesskaber – og udvikling af deres fag og
faglighed
• Samarbejdsudvalgene spiller en særlig rolle i forhold til
udarbejdelse af praksisplanerne og flyttetilladelser – og
dermed, hvilke ydere som kan indgå i praksisfællesskabet
– jf. de enkelte ydergruppers overenskomster og
praksisplaner
• Kommunerne spiller en særlig rolle i forhold til at finde
egnede og mulige lokaler – jf. kommunens
kommuneplaner og lokalplaner
• Kommunerne spiller en særlig rolle i forhold til at tænke
forebyggelse og rehabilitering ind i praksisfællesskaber jf.
sundhedsloven § 34
• Regionen spiller en særlig rolle i forhold til at tænke
praksissektoren og hospitalsfunktioner som et hele i
forbindelse med etablering af praksisfællesskaber jf.
sundhedsloven § 57 og 54
5
6
• Regionen og kommunen spiller en særlig rolle i forhold til
de tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber i
forhold til at skabe sammenhæng indenfor
sundhedsområdet og imellem sundhedsområdet og de
tilgrænsende sektorer jf. Sundhedsloven § 203
Praksisfællesskaber
3. Etablering af
praksisfællesskaber - rammer
og regler
Etablering af praksisfællesskaber går typisk på tværs af
mange politik- og fagområder. Helt overordnet handler det
om fx sundheds-, erhvervs- samt boligpolitik, men flere
kommer til, hvis alt skal nævnes. Etablering af et
praksisfællesskab involverer derfor mange og meget
forskellige typer af love, regler og rammer.
Etablering af praksisfællesskaber er ligeledes en proces, der
ofte går på tværs af flere fag- og ydergrupper og dermed
overenskomster og praksisplaner samt de forskellige sektorer
i sundhedsvæsenet; dvs. praksissektoren, hospitalssektoren
samt kommunale sundhedstilbud.
Den store interesse for praksisfællesskaber samt åbne
definition af, hvad et praksisfællesskab kan være, betyder at
der for tiden eksperimenteres med diverse forskellige
konstruktioner, hvorfor rammerne i form af lovgivning og
andre regler for etablering af praksisfællesskaber konstant
udfordres og ændres.
Af ovenstående grunde vil der i det efterfølgende ikke være
en fuldstændig komplet gennemgang af love og andre regler
på området.
I stedet er der valgt med udgangspunkt i sundhedsområdet
at fokusere på de vigtigste og mest gennemgående for
etableringen af praksisfællesskaber.
Helt overordnet er området reguleret via landsdækkende
rammer som:
- Sundhedslovgivningen
- Overenskomsterne for praksissektoren
Samt lokale rammer, der defineres via:
- Regionen og de forskellige ydergruppers praksisplaner
- Kommunens kommuneplan og lokalplaner
- Sundhedsaftalerne
- Øvrig regional sundhedsplanlægning
7
3.1 Sundhedsområdet og praksisfællesskaber
Fig. 1
Regionen og praksissektoren
Selvstændige erhvervsdrivene med autorisation:
Praktiserende læge, speciallæge, tandlæge, kiropraktor,
fysioterapeut, fodterapeut samt psykolog
Sundhedsloven, kapitel 13 afsnit V foreskriver, at regionen har
forsyningsforpligtelsen dvs. tilvejebringelse af tilbud hos
praktiserende sundhedspersoner.
Sundhedspolitik
Sundhedspolitik
Overenskomsterne for hver af faggrupperne har indflydelse
på kapaciteten, organiseringsformer, det sundhedsfaglige udbud,
kvalitetskrav samt mulighederne for at flytte praksis
Styres ellers via praksisplanerne for hver af ydergrupperne.
Praksisplanerne er en del af regionens samlede
sundhedsplan
Kommunen og kommunale
sundhedsfunktioner
Offentlig myndighed, der har ansvar for forebyggelse og
sundhedsfremme
Sundhedsloven kapitel 34 afsnit IX
Sundhedskoordinationsudvalg
Sundhedsaftaler
Styres og reguleres ellers via kommuneplanen og
lokalplanerne
Sundhedspolitik
Regionen og hospitalers ´
funktioner
Offentlig myndighed der har ansvar
for at varetage hospitalsopgaver –
dvs. egne hospitaler og tilknyttede
behandlingsinstitutioner.
Sundhedsloven kapitel 16 afsnit VI
Styres og reguleres ellers via
sundhedsstyrelsens
specialeplanlægning, retningslinjer,
regionens sundhedsplan - >
hospitalsplan
Egen model
I ovenstående model af sundhedsvæsenet gives et overblik
over de mest relevante landsdækkende og lokale love, regler
og rammer i forbindelse med etablering af
praksisfællesskaber.
Love, regler og rammer er ikke statiske men ændres
kontinuerligt. Det er derfor vigtigt at forholde sig til den
sundhedspolitiske dagsorden, da den kan have stor
8
Praksisfællesskaber
indflydelse på lysten og viljen til politisk at ændre rammer og
regler eller give dispensation til praksisfællesskaber.
Den sundhedspolitiske dagsorden på landsplan, men også
regionalt og kommunalt, vil typisk være at finde i
udviklingskontrakterne i overenskomsterne og
praksisplanerne. De kan og skal derfor kunne bruges i
argumentation for evt. ændringer eller dispensationer i
forbindelse med etablering af et praksisfællesskab.
Som udgangspunkt foreskriver reglerne følgende omkring
den organisatoriske forankring:
• Monofaglige praksisfællesskaber
Skal forankres i ydergruppens overenskomst og
praksisplan og dermed i Samarbejdsudvalget.
Samarbejdsudvalget varetager eller inddrages i
udarbejdelse af praksisplan samt administrerer
overenskomsten og dermed flyttetilladelse i forbindelse
med etablering af praksisfællesskaber.
Kommunale lokalplaner for området vil altid være i spil i
forhold til lokaler.
• Tværfaglige praksisfællesskaber
Skal forankres i de involverede ydergruppers
overenskomster og praksisplaner og dermed i
Samarbejdsudvalgene.
Samarbejdsudvalget varetager eller inddrages i
udarbejdelse af praksisplan samt administrerer
overenskomsten og dermed flyttetilladelse i forbindelse
med etablering af praksisfællesskaber.
Kommunale lokalplaner for området vil altid være i spil i
forhold til lokaler.
• Tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber
Kan forankres i sundhedskoordinationsudvalget og
sundhedsaftalerne samt forankres i de involveredes
ydergruppers samarbejdsudvalg.
Samarbejdsudvalget varetager eller inddrages i
udarbejdelse af praksisplan samt administrerer
overenskomsten og dermed flyttetilladelse i forbindelse
med etablering af praksisfællesskaber.
Kommunale lokalplaner for området vil altid være i spil i
forhold til lokaler.
9
Kompleksiteten i forbindelse med etablering af
praksisfællesskaber stiger med graden af regelsæt, der skal
involveres i forbindelse med etablering af
praksisfællesskabet; dvs. gående fra monofaglige, til
tværfaglige til tværsektorielle praksisfællesskaber.
Hvilke love og regler, der specifikt gør sig gældende i
forbindelse med etablering af praksisfællesskaber, vil dog
altid være afhængigt af den enkelte konstruktion.
3.2 Landsdækkende love, regler og rammer
Helt overordnet reguleres etablering af praksisfællesskaber
via landsdækkende rammer som:
- Sundhedslovgivningen
- Overenskomsterne for praksissektoren
Sundhedsloven dækker hele sundhedsområdet og er
derfor relevant i forbindelse med etablering af
praksisfællesskaber.
Praksisfællesskaber kan bestå af aktører alene fra
praksissektoren, men også af aktører fra hele
sundhedsvæsenet – det vil sige det regionale
sundhedsvæsen bestående af hospitaler og praksissektoren,
samt det kommunale sundhedsvæsen.
Selvom praksisfællesskaber eller andre benævnelser for det
nære sundhedsvæsen ikke direkte nævnes i sundhedsloven,
sættes der i loven nogle rammer, der har betydning for
etablering af praksisfællesskaber.
Sundhedsloven indeholder helt overordnet en række
målsætninger, som region og kommune som de ansvarlige
på sundhedsområdet skal leve op til.
Målsætningerne for sundhedsvæsenet og dermed også for
praksisfællesskaberne er ifølge sundhedsloven 3 :
• let og lige adgang til sundhedsvæsenet
• behandling af høj kvalitet
• sammenhæng mellem ydelserne
• valgfrihed
• let adgang til information
• et gennemsigtigt sundhedsvæsen
• kort ventetid på behandling
3 Sundhedsloven, 2010, § 2
10
Praksisfællesskaber
Arbejdsdelingen mellem region og kommune er interessant,
når der er politisk fokus på tværfaglige og tværsektorielle
praksisfællesskaber, hvor man vil lægge hospitalsfunktioner,
kommunale sundhedstilbud samt ydelser i praksissektoren
ud i praksisfællesskaber 4 .
I forhold til tværfaglige og tværsektorielle
praksisfællesskaber foreskriver sundhedsloven vedr.
arbejdsdelingen mellem region og kommune.
Regionerne har ansvaret for at tilvejebringe tilbuddene både i
hospitalsvæsenet og i praksissektoren, hvilket typisk
omhandler diagnosticering, behandling og pleje samt dele af
den patientrettede forebyggelse. Mens kommunen skal
varetage den borgerrettede forebyggelse, men også
sundhedsydelser som genoptræning, rehabilitering,
sundhedspleje og hjemmesygeplejen.
Sundhedsloven vedr. arbejdsdelingen mellem region og
kommune
Ifølge § 57 i sundhedsloven har regionerne ansvaret for at tilvejebringe
tilbud om behandling hos praktiserende sundhedspersoner og ifølge § 74
har regionen ansvaret for at varetage sygehusvæsnets opgaver.
Kommunerne har ifølge § 34 i sundhedsloven ansvaret for den
borgerrettede forebyggelse samt dele af den patientrettede, genoptræning
og rehabilitering samt sundhedspleje og hjemmesygeplejen 1 .
Mere specifikt i forhold til den del af sundhedsvæsenet arbejde, der
omhandler forebyggelse og sundhedsfremme fremgår det af
sundhedsloven, at arbejdsdeling mellem kommune og region er som
følgende:
• Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at skabe rammer for en sund
levevis
• Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende
tilbud til borgerne
• Regionsrådet tilbyder patientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og i
praksissektoren – samt rådgivning af kommuner omkring deres indsats
Mange patientforløb går derfor på tværs af sektorerne. I
forbindelse med etablering af tværsektorielle
praksisfællesskaber bliver samarbejdet mellem sektorerne
derfor et vigtigt omdrejningspunkt for at kunne leve op til
målsætningen i sundhedsloven om sammenhæng mellem
ydelserne.
4 Sundhedspolitiske udspil fra Danske Regioner og KL, 2012
11
Samarbejdsformen mellem region og kommune i forbindelse
med etablering af tværsektorielle praksisfællesskaber, hvor
der skal sikres sammenhæng mellem sektorerne indenfor
sundhedsvæsenet og tilgrænsende sektorer er ifølge
sundhedsloven sundhedskoordinationsudvalget og
sundhedsaftalerne.
Sundhedsloven vedr. samarbejde mellem region og
kommune
Ifølge sundhedsloven § 203 skal Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i
regionen samarbejde om indsatsen på sundhedsområdet samt i forhold til
at skabe sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende
sektorer. Og ifølge § 204 skal der til dette formål nedsættes et
sundhedskoordinationsudvalg. Der er fastsat nærmere regler for
sammensætning og formandskab.
I henhold til sundhedsloven § 205 skal Regionsrådet og
kommunalbestyrelserne i regionen indgå aftaler om varetagelsen af
opgaver på sundhedsområdet, hvor fokus er på samarbejde og snitflader
mellem hospitalsvæsenet, almen praksis og kommunerne. Aftalerne
samles i Sundhedsaftalen for Regionen. Sundhedsministeriet fastsætter
nærmere regler om, hvilke indsatsområder sundhedsaftalerne skal omfatte.
I henhold til sundhedsloven § 205 a, b og c kan region og kommuner
tilvejebringe og udleje lokaler til brug for sundhedspersoner i
praksissektoren og hinandens sundhedstilbud. Regionsrådet og
kommunalbestyrelse skal dog koordinere disse aktiviteter i
sundhedskoordinationsudvalget.
De landsdækkende overenskomster er styrende for
praksissektoren. Praksissektoren består, i modsætning til
ansatte i hospitalsvæsenet, af selvstændige
erhvervsdrivende med en sundhedsfaglig autorisation, hvis
område reguleres via overenskomsterne. Overenskomsterne
for de forskellige ydergrupper i praksissektoren kan
betragtes som kontrakter, der er indgået mellem to parter,
henholdsvis regionen som har forsyningspligten via
sundhedsloven 5 og udbydere af ydelsen, dvs. den faglige
organisation for den enkelte ydergruppe.
Overenskomsterne for ydergrupperne i praksissektoren vil
altid sætte nogle rammer i forbindelse med etablering af
praksisfællesskaber.
5 Se tidligere afsnit om sundhedsloven
12
Praksisfællesskaber
I de landsdækkende overenskomster aftales vilkår for
honorering, og praksisdrift. Der er aftales også pligter i
forhold til fortsat kvalitetsudvikling af sundhedsydelsen m.v.
Regionens muligheder i forhold til at styre og udvikle
praksissektoren er derfor en anden end for hospitalsvæsenet.
For lægerne, dvs. almen praksis samt praktiserende
speciallæger, består overenskomsten yderligere af en
udviklingsdel.
I udviklingsdelene lægges der spor ud om lægerne i
praksissektoren. Udviklingsdelen forpligter parterne til at
forny og udvikle lægehjælpen i praksissektoren i takt med
udviklingen i det øvrige sundhedsvæsen.
Udviklingsdelene i overenskomsterne er derfor vigtige
retningsgivere for beslutningerne og afgørelserne i
samarbejdsudvalgene vedr. etablering af
praksisfællesskaber, som er et udviklingsområde, og hvor
praksisfællesskaber gerne skal tænkes i forhold til det øvrige
sundhedsvæsen.
Uddrag fra udviklingskontrakterne vedr. speciallægehjælp og
almen praksis
Overenskomst om speciallægehjælp
”Speciallægepraksis har også fremadrettet en central placering som det nære
tilbud og i mange tilfælde som alternativ til ambulant sygehusbehandling.
Det betyder, at speciallægepraksis har et tæt samarbejde med både almen
praksis og sygehussektoren. Det er målsætningen, at speciallægepraksis i
fremtiden skal indgå i et endnu tættere samarbejde med resten af
sundhedsvæsenet. Derfor er der med denne kontrakt lagt op til nye
samarbejdsformer og en ny måde at anvende overenskomsten på.”
Overenskomst om almen praksis
”Mange patientforløb går på tværs af almen praksis og det øvrige
sundhedsvæsen. Det er en grundlæggende udfordring for almen praksis og
det øvrige sundhedsvæsen at sikre effektive go sammenhængende
patientforløb. Det er også en grundlæggende udfordring at sikre, at
behandlingen sker på laveste, effektive omsorgsniveau. Det er til gavn for
patienterne, og det sikrer den bedst mulige ressourceanvendelse i det
samlede sundhedsvæsen.
Der skal sikres, at der er et godt samspil mellem almen praksis, det
specialiserede regionale sygehusvæsen, den øvrige praksissektor og det
kommunale sundhedsvæsen.”
Praksisformer defineres i overenskomsterne, og er gående
lige fra enkeltmandspraksis til flermandspraksis.
13
Overenskomsterne og praksisformer
Overenskomst om almen praksis § 21
Overenskomst om speciallægehjælp § 9
Overenskomst om psykologhjælp § 9
Overenskomst om almindelig fysioterapi § 21
Praksisformer er relevant i forbindelse med etablering af
Overenskomst om kiropraktik § 12
praksisfællesskaber, da flermandspraksis´ i Region
Overenskomst om fodterapi § 12
Hovedstaden pr. automatik defineres som
Overenskomst om tandlægehjælp – bilag 3
praksisfællesskaber.
• Enkeltmandspraksis, er en praksis med en yder og uden
fællesskab med andre om patienter og økonomi.
• Flermandspraksis indeholder flere praksisformer.
• Kompagniselskab, er en praksis der drives af flere
ydere indenfor ydergruppen og hvor man har fælles
patientkreds, lokaler, økonomi og personale
• Samarbejdspraksis er en praksis der drives i
samarbejde mellem flere enkeltmands eller
kompagniselskabspraksis, men med hver deres
patientkreds, hvorom der dog findes et vist
samarbejde og fællesskab om lokaler og personale
• Netværkspraksis er en praksis mellem selvstændige
praksis´, der ikke har lokalefællesskab, men er helt
eller delvist fælles om klinikpersonale og/ eller
klinikudstyr/instrumenter.
I bilag 1 findes et overblik over antallet af praksisformer for
de forskellige ydergrupper 6 og dermed et overblik over
monofaglige praksisfællesskaber i Region Hovedstaden.
Alligevel tegner der sig et billede af en region præget af
enkeltmandspraksis, hvis vi lige ser bort fra fysioterapi og
kiropraktik.
Dog har det ikke været muligt at få en opgørelse af, hvorvidt
disse enkeltmandspraksis indgår i samarbejds- eller
netværkspraksis og dermed kan defineres som
praksisfællesskaber.
Det har heller ikke været muligt at få et overblik over
antallet af tværfaglige eller tværsektorielle
praksisfællesskaber i regionen.
6 Dog ikke tandlægerne
14
Praksisfællesskaber
Det er derfor ikke muligt at give et klart billede af antallet af
typer af praksisfællesskaber i Region Hovedstaden 7 .
Det kan dog konkluderes, at praksisformerne og definitionen
af disse i overenskomsten ikke synes at være en barriere i
forbindelse med etablering af praksisfællesskaber. I
forbindelse med etablering af tværfaglige og sektorielle
praksisfællesskaber med økonomiske bindinger anvender
man typisk en anden form for leje eller ejerkonstruktion til at
”binde” fællesskabet sammen.
Flytning af praksis er altid en del af det at etablere et
praksisfællesskab. Flytningerne indenfor praksissektoren
styres og reguleres via de forskellige ydergruppers
overenskomster samt praksisplanerne for ydergrupperne i
Region Hovedstaden.
Ydere i praksissektoren (med undtagelse af tandlæger og
kiropraktiker) skal altid ifølge overenskomsterne ansøge
deres samarbejdsudvalg i regionen om flyttetilladelse.
• Kiropraktorer: Flytning af praksis inden for regionens
grænser med 1 måneds varsel til den 1. i en måned 8 .
• Tandlæger: Adresseændring indenfor regionen skal
meddeles regionen og Tandlægeforeningen senest 8 dage
efter ændringen er fundet sted.
Overenskomster almen og flytninger praksis § 8 stk. 1, 2 & 3
Overenskomst om speciallægehjælp § 11 stk. 1 & 2
Overenskomst om psykologhjælp § 14 stk. 1 & 2
Overenskomst om almindelig fysioterapi § 19 (§ 15 stk. 2), § 18 stk. 4
Overenskomst om kiropraktik – protokollat til § 11
Overenskomst om fodterapi § 18
Overenskomst om tandlægehjælp
Flytningen indenfor et område eller på tværs af
områder
Behandlingen af ansøgning om flytning behandles forskelligt
alt efter flytningens betydning for kapacitetsplanen. Det har
7 Overenskomsterne på området samt registreringen i yderregisteret er ikke ens på
tværs af ydergrupperne, hvorfor der ikke kan gives et klart billede af
praksisfællesskaber i Region Hovedstaden. Ligesom der i de ”systemer” ikke tages
højde for de tværfaglige og sektorielle praksisfællesskaber.
8 Dog: er klinikken nynedsat efter regionens beslutning, og er klinikkens geografiske
placering besluttet som vilkår for nynedsættelsen, kan flytning af praksis inden for
regionens grænser ske ved ansøgning til regionen. Godkendelse meddeles,
medmindre regionen ud fra en konkret vurdering finder, at det ansøgte ændrer
praksisforholdene i regionen i uhensigtsmæssig retning. Det vil sige, hvis det ikke
ændrer kapacitetsfordelingen uhensigtsmæssigt.
15
dermed betydning, om det er flytninger indenfor et
planområde eller på tværs af planområder, der ansøges om.
Flytninger indenfor et planområde
De flytninger som holder sig indenfor det planområde, hvor
man i forvejen driver sin praksis fra, behandles typisk
administrativt, da de normalt ikke ændrer nævneværdigt på
kapacitetsplanen i regionen.
De vil typisk blive imødekommet, så længe de lever op til
krav eller anbefalinger, der findes i udviklingsplanen, hvilket
bl.a. vil sige, at praksis er tilgængelig for handicappede.
Den administrative behandlingstid vil typisk være 14 dage.
Flytninger på tværs af planområder
Ansøgning om flytning til andet planområde skal behandles i
Samarbejdsudvalget, da det konkret skal vurderes, hvorvidt
det ændrer væsentligt ved kapacitetsfordelingen indenfor
regionen.
• Samarbejdsudvalget skal i deres bedømmelse forholde sig
til praksisplanen dvs. kapacitetsplanen og
udviklingsplanen for den pågældende ydergruppe i
regionen.
Behandlingstiden vil typisk have en længere varighed. Der
afholdes ca. 4 møder om året. Ansøgning skal indleveres ca.
små 8 uger inden mødet.
I forbindelse med en afgørelse af flytning af praksis på tværs
af planområder vil der ske en afvejning af to forskellige
principper i overenskomsten:
1) Reguleringsdelen af overenskomsten omhandlende
kapacitetsplanlægningen
2) Udviklingskontrakten og praksisplanen
Samarbejdsudvalget har altså i forbindelse med
flytteansøgninger mulighed for at vægte udviklingshensyn
frem for kapacitetsfordelingen eller omvendt.
Nedlæggelse eller tvungen flytning af kapacitet
I specielle tilfælde kan nedlæggelse eller flytninger af
kapaciteter indgå i praksisplaner. Rammer og regler for dette
findes i de enkelte ydergruppers overenskomster.
Specifikke etableringsmuligheder når der er mangel på
ydere
16
Praksisfællesskaber
Regionen har ikke samme problem med at rekruttere ydere
til udkantsområder som andre regioner, - dog tyder noget
på, at Regionen kan få sværere ved at rekruttere ydere til
sårbare områder 9 .
I nedenstående fakta boks findes en oversigt over specifikke
etableringsmuligheder i forbindelse med
rekrutteringsvanskeligheder. Muligheder som Region
Hovedstaden hidtil ikke har haft behov for at benytte.
Specifikke etableringsmuligheder når der er mangel på ydere
I sundhedsloven § 57 stk. 2 gives regionsrådene ligeledes hjemmel til
selv at etablere og drive klinikker med alment praktiserende læger efter
overenskomst, hvis det ikke er muligt at opfylde forsyningsforpligtelsen
på anden vis.
I overenskomst om almen praksis § 30 gives ligeledes muligheden
for regionsdrevet klinik i tilfælde med manglende lægedækning. Regionen
er forpligtet til senest efter to år at undersøge muligheden for at erstatte
dette tiltag med en løsning på almindelige overenskomstvilkår.
I overenskomst om almen praksis § 29 gives muligheden for at
etablere ydernummer på licens. Muligheden kan benyttes, når
region/kommune i yderområder, stiller kliniklokaler til rådighed for
lægen. Ydernummeret er til låns og kan ikke sælges videre. Praksis
drives efter overenskomstens regelsæt, og lægen betaler et konkret
fastsat omkostningsbidrag til regionen.
I overenskomst om almen praksis gives muligheden for at koble et
ydernummer til en fysisk lokalitet. Tildeling af ydernummeret betinges af,
at praksis ikke kan flyttes i en periode på op til 10 år. Dette vil sikre
regioners og kommuners investeringer i tidssvarende lægehuse.
I overenskomst om speciallægehjælp § 13 nævnes det, at der i
forbindelse med rekruttering og fastholdelse kan etableres tilbud
vedrørende lokaler, apparatur, o.lign.
9 Se evt. projektbeskrivelse for Praksisfællesskab Brøndby Strand
17
3.3. Lokale regler og rammer
Helt overordnet reguleres etableringen af praksisfællesskaber
af lokale rammer som:
- Regionens sundhedsplaner
- Regionen og de forskellige ydergruppers praksisplaner
- Kommunens kommuneplan og lokalplaner
- Sundhedsaftalerne
Regionens sundhedsplaner og dermed også de
regionale praksisplaner for de enkelte ydergrupper er det
regionale redskab til at sikre forsyningspligten. Det vil sige,
at det er i forbindelse med udarbejdelsen af praksisplanerne,
at kapacitet indenfor et yderområde fastsættes.
Praksisplanerne går derfor hånd i hånd med regionens
sundhedsplan og understøtter den samlet udvikling af den
regionale sundhedsindsats.
De involveredes ydergruppers praksisplaner er vigtige i
forbindelse med etablering af praksisfællesskaber, specielt i
forhold til Samarbejdsudvalgenes vurderinger af
flytteansøgninger.
Regionale praksisplaner udarbejdes hvert 4. år i den enkelte
region for hvert af ydergrupperne, hvor kapacitetsplan (antal
kapaciteter og fordelingen af dem) fastlægges ligesom der i
den forbindelse udarbejdes en udviklingsplan for
ydergruppen i regionen. For nogle ydergrupper som fx almen
praktiserende læger undersøges behovet for en evt.
regulering af kapacitetsplanen hvert år.
I regionens sundhedsplan, og dermed også i praksisplanerne,
inddeles regionen i 4 hovedområder samt
planlægningsområder, der er udgangspunktet for
kapacitetsplanlægningen i forhold til de forskellige
ydergrupper – og for flytteansøgninger 10 .
10 Se evt. afsnit om flytninger i afsnittet om overenskomster
18
Praksisfællesskaber
Region Hovedstaden er inddelt i følgende hovedområder og
planområder.
Etablering af praksisfællesskaber skal som udgangspunkt ske
med ydere indenfor et planområde, for at fastholde den
vedtagende kapacitetsfordeling.
Planområder kan til tider stå i vejen for etablering af
praksisfællesskaber – specielt hvis planområderne er for
små. Men også når grænsen mellem planområder tages
meget bogstaveligt og fx sætter en stopper for etablering af
et praksisfællesskab på den anden side af gaden.
Etablering af praksisfællesskaber på tværs af planområder og
dermed flytteansøgningen til Samarbejdsudvalget skal
begrundes i andre hensyn end den eksisterende
kapacitetsfordeling.
I dag er det typisk følgende hensyn, der gør sig gældende i
praksisplanerne:
• Rekruttering og fastholdelse, herunder særlige hensyn til
sårbare områder
• Et ønske om at understøtte praksisfællesskaber
• Adgangsforhold for handicappede.
• Eller at flytning ikke rykker nævneværdigt ved
kapacitetsfordelingen
Kommuneplanen, rammebestemmelser og de mere
specifikke lokalplaner er ikke specifikt rettet mod
sundhedsområdet, men spiller en afgørende rolle, når der
skal findes lokaler til praksisfællesskaber. De har typisk
betydning for, hvor der i et planlægningsområde kan
etableres praksisfællesskaber.
19
Kommuneplanen 11 er den bærende og helt afgørende
oversigtlige plan, hvor borgere og virksomheder kan
orientere sig om mål og regler for arealanvendelsen i deres
kommune. I kommuneplanen fastlægges
kommunalbestyrelsens politik for udviklingen af kommunens
samlede arealer i byer og landområder, mens det i
lokalplanerne bliver mere specifikt omkring anvendelse og
bebyggelse af området.
I henhold til planloven skal kommunerne udarbejde
lokalplaner, hvor der planlægges større ændringer i de
eksisterende forhold. En lokalplan fastlægger, hvordan
udviklingen skal være i et bestemt område. Det kan være et
større område eller en enkelt ejendom. Lokalplanen kan
bestemme:
• Hvad området og bygningerne skal bruges til
• Hvor og hvordan, der skal bygges nyt
• Hvilke bygninger, der skal bevares
• Hvordan de ubebyggede arealer skal indrettes.
Bindeleddet mellem kommuneplanen som den overordnede
plan og lokalplanernes bestemmelser om anvendelse og
bebyggelse af delområder er rammebestemmelserne for
lokalplanlægningen.
I forbindelse med etablering af praksisfællesskaber skal man
derfor typisk have fat i lokalplanen for det område i
kommunen som man ønsker at etablere sig i. Her skal man
være opmærksom på, at ydere i praksissektoren er at
betragte som erhvervsdrivende, hvorfor der typisk skal være
tilladelse til erhverv i området og i bygningerne.
Kommuneplanerne og lokalplanerne sætter altså de juridiske
rammer for, hvor der lokalemæssigt kan etableres
praksisfællesskaber.
Sundhedskoordinationsudvalget og sundhedsaftalerne
i regionen skal være med til at sikre, at der udvikles et
sammenhængende sundhedsvæsen i regionen, hvor
11 Alle kommuner har i medfør af planlovens § 11 pligt til at opretholde og
vedligeholde en kommuneplan. Samtidig sammenfatter og konkretiserer
kommuneplanen de overordnede politiske mål for udviklingen i kommunen. For en
periode på 12 år fastlægger kommuneplanen de overordnede mål og retningslinjer
for den enkelte kommunes udvikling såvel i byerne som i det åbne land.
Kommuneplanen skal som minimum omfatte de emner, der er beskrevet i
planlovens §§ 11a, 11b og 11c. De centrale emner dækker bl.a. over udformning af
byområder, trafik og grønne områder. Samtidig skal der tages stilling til en lang
række forhold uden for byerne, bl.a. natur, landskab, benyttelse og beskyttelse.
20
Praksisfællesskaber
borgeren oplever sammenhæng og kvalitet – jf. afsnittet om
sundhedsloven.
Sundhedsaftalerne bygger på et forpligtende samarbejde
imellem regionen og kommuner omkring den eksisterende og
fremtidige sundhedsindsats. De praktiserende læger er ikke
en direkte aftalepart. Aftalerne består af en grundaftale
gældende alle kommuner i regionen og af tillægsaftaler for
hver enkelt kommune 12 .
12 Sundhedsaftale for Region Hovedstaden 2011-2014 samt status for arbejdet med
sundhedsaftalerne, jan. 2011, Sundhedsstyrelsen
21
4. Etablering af
praksisfællesskaber – en
proces der skal motiveres og
understøttes
Projektets logbog afspejler de mange forskellige
”faciliterings”-opgaver, der er varetaget af projektleder i den
hidtidige projektperiode. Helt overordnet kan opgaverne
kategoriseres således 13 :
• Motivering og ”historiefortælling” om praksisfællesskaber
• Udfordre aktører i forhold til, hvad praksisfællesskabet
kan være
• Understøttelse af processen
o ”Dating funktion” mellem ydere og mellem
ydere, kommuner og region
o Flytteregler og ansøgninger
o Lokale muligheder
o Struktur og overblik over etableringsprocessen
o Udvikling af praksisfællesskabet i forhold til
mission, vision, sundhedsfag, ledelse og
organisering
Erfaringerne fra dette projekt samt fra øvrige regioners
arbejde indenfor området viser, at det helt overordnet er
forskelligt fra opgave til opgave eller fra praksisfællesskab til
praksisfællesskab, hvad etablerings-udfordringerne er og
dermed hvad faciliterings- og understøttelses behovet er.
Via projektleders forskellige typer af faciliteringsopgaver
samt erfaringerne fra fusionsprocesser i almen praksis i
Region Midt 14 er der i projektet udviklet en generisk model
13 Kategoriseringen er lidt anderledes formuleret i logbog
14 ”Evaluering af `Fusionspraksis`- Region Midtjyllands tilbud om støtte til almen
praksisenhed der fusionerer, 2011, Martin Sandberg Buch og Anja Elhjær Rahbek,
DSI
22
Praksisfællesskaber
over processen i forbindelse med etablering af
praksisfællesskaber.
Etablering og udvikling af et praksisfællesskab er en proces,
som typisk tager 4 – 5 år fra idéen fødes og til fællesskabet
fysisk er etableret.
Se model over etablering af praksisfællesskaber på næste
side.
23
Praksisfællesskaber
Etablering af praksisfællesskaber kan overordnet inddeles i 4
forskellige faser, som man skal igennem i forbindelse med
etablering af praksisfællesskaber 15 :
Interesse- og visionsfasen (1 – 4 år)
• prikket samt sort streg i model
Konkretiseringsfasen (1 – 4 år)
• grå ternet streg i model
Sammenlægningsfasen (1/2 – 1 år)
• Sort med hvid prikket streg i model
Konsolideringsfasen
• (Fortsættelse …)
Processen skal føre til en fælles ”fysisk enhed” – se kasserne
under tidslinjen i modellen, hvor rigtig mange regler og
aktører spiller ind. Her vil det være naturligt at
”redskabsgøre” en del af indholdet om love, regler og
rammer i rapporten, for at den viden gøres tilgængelig for
aktører på en hjemmeside.
Processen skal ligeledes føre til en fælles ”faglig og
værdimæssig enhed”, hvis praksisfællesskabet ikke på
længere sigt skal ende i en ”skilsmisse” 16 eller som små
selvstændige enheder i et fælles hus 17 – se kasserne over
tidslinjen. Dvs. det vil her være naturligt at tænke Koncern
Praksis’ konsulentordninger ind så de integreres i modellen i
forhold til at etablere praksisfællesskaber – det kunne f.eks.
være i forhold til at vejlede om organisation og ledelse i en
ny praksiskonstruktion.
Som det fremgår af ovenstående model, så er etablering af
praksisfællesskaber en kompleks proces, der typisk tager tid,
involverer mange instanser, regler og aktører.
Etablering af praksisfællesskaber er ligeledes en unik proces
for hvert enkelt praksisfællesskab, fordi det er afhængigt af
den enkelte form for praksisfællesskab, de enkelte aktører og
15 De 4 faser er hentet fra rapporten: ”Evaluering af `Fusionspraksis`- Region
Midtjyllands tilbud om støtte til almen praksisenhed der fusionerer, 2011, Martin
Sandberg Buch og Anja Elhjær Rahbek, DSI.
16 Ledelseskonsulent Ulrich Lange på Region Hovedstadens Store Praksisdag 2012
ud fra erfaringerne med deres ledelseskurser for praksissektoren (hovedsageligt
almen praksis) i hele landet
17 Region Midt har i forbindelse med etableringen af deres sundhedshuse erfaret, at
det er nødvendigt meget tidligt i etableringsfasen at tænke i organisering og ledelse.
25
deres relationer, så udfordringerne vil være forskellig fra sag
til sag.
Erfaringsmæssigt 18 ved man, at det typisk kræver en ildsjæl
eller to, som der skal støttes op om, hvis etableringen af et
praksisfællesskab skal lykkes. Ildsjælene er til tider ydere fra
praksissektoren, private bygherrer men i høj grad også
regioner eller kommuner.
Fælles for alle typer af faciliteringsopgaver er behovet for at
”gribe, puffe og understøtte ildsjælene”, som ønsker at
etablere et praksisfællesskab. Dvs. opgaver som er af en
mere relationel karakter og som er svære at standardisere.
Det anbefales derfor fortsat at have en konsulent ansat til at
varetage området
Motivering – en nødvendighed
Projektleders umiddelbare erfaringer med de forskellige
ydergruppers ønske om at etablere praksisfællesskaber har
været meget forskellige.
Overordnet kan det konkluderes, at en del af
faciliteringsopgaverne er udsprunget af henvendelser til
Driftsenheden i Koncern Praksis samt via høringen af
praktiserende læger i forbindelse med udarbejdelse af
praksisplanen. Ydere har ligeledes henvendt sig med ønske
om at indgå i et praksisfællesskab, fordi de har hørt om
muligheden for at få hjælp.
Dog har det i høj grad været ydere fra almen praksis som
projektleder har haft kontakt til. Det kan der være flere
grunde til.
En væsentlig grund kunne være, at almen praksis i højere
grad end de øvrige ydergrupper er udfordret af en politisk
virkelighed. Almen praksis forventes fortsat at skulle være
hjørnestenen i det danske sundhedsvæsen, men nu i en helt
anden udgave 19 .
Praktiserende læger oplever derfor et pres på praksis, i
forhold til bl.a. at varetage en del nye funktioner, funktioner
18 Typisk kendetegn omkring etablering af praksisfællesskaber rundt omkring i
Regionen samt i resten af landet.
19 De presses – synes presses er et dårligt ord via politiske udmeldinger i
økonomiaftalen mellem Regeringen og regionerne, sundhedspolitiske udspil fra
Danske Regioner og KL, aftaler om forløbsprogrammer, men også via nye
overenskomsterne (fx FMK, datafangst), og at patienterne, der har andre
forventninger. (nogle af dem i hvert fald)
26
Praksisfællesskaber
som tovholder, være en del af forløbsprogrammer, arbejde
systematisk med patientpopulationsbaseret kvalitetsudvikling
osv..
Det er ligesom om, at der nu forventes noget andet af os. Vi skal
være mere ”professionelle” omkring alt. … kvalitetsudvikling,
udarbejdelse af instrukser, fraser, afholdelse af mus osv. osv.. Det
kunne være rart at være flere om det eller støtte hinanden omkring
det.
Praktiserende læge i forbindelse med facilitering af praksisfællesskab
Den nuværende praksisstruktur, præget af mange
enkeltmandspraksis, egner sig ikke til at bruge hinanden i
udviklingen af praksis.
En anden grund kunne være, at almen praksis er den eneste
ydergruppe, hvor projektleder har nået at gøre en indsats for
at motivere og sælge ideen om praksisfællesskaber.
Aktivt har projektlederen for at motivere til etablering af
praksisfællesskaber udarbejdet en pjece vedr. tilbud om
faciliteringsbistand i forbindelse med etablering af
praksisfællesskaber, der bl.a. er omdelt på Store Praksisdag.
Ligesom der på sundhed.dk tilbydes facilitering i forbindelse
med etablering af praksisfællesskaber.
Projektlederen har ligeledes på møder for yngre læger ”talt
og iværksat øvelser” vedr. fremtidens praksissektor og
dermed praksisfællesskaber samt annonceret tilbuddet om
facilitering.
Det anbefales, at der systematisk arbejdes med at informere
og motivere ydergrupper til praksisfællesskaber.
Erfaringerne fra dette projekt viser, at politisk er der i høj
grad fokus på de tværfaglige og sektorielle
praksisfællesskaber, mens der i ydergrupperne i højere grad
er interesse for monofaglige praksisfællesskaber.
Det anbefales derfor, at der arbejdes med at udfordre ydere i
deres forståelse af praksisfællesskaber.
En proces af flere omgange
Det er vigtigt at se etablering af praksisfællesskaber som en
længere varende proces, hvor et første skridt kan være at
27
etablere en vis form for netværkspraksis eller fysisk
sammenflytning, uden dog at have for meget fælles.
I projektet har det vist sig, at der blandt mange yderne kan
spores en vis modvilje mod at indgå i for meget fælles i
forbindelse med etableringen af fysiske praksisfællesskaber
(reception, mødelokaler, laboratorium osv.) når man flytter
sammen.
Ligeledes viser erfaringer fra bl.a. etablering af større
lægehuse og sundhedshuse, at udviklingsarbejdet og det
tværgående ikke at kommer af sig selv – end ikke i de
tilfælde, hvor man geografisk flytter sammen. Ofte skal der
en ildsjæl, fælles opgaver eller fora, hvor man mødes til at
drive eller sætte processen i gang 20 .
Der skal altså tænkes i etablering her og nu samt
understøttelse af mulighederne på længere sigt.
Samtidig er det vigtigt fra starten at sikre:
1) Den rigtige fysiske beliggenhed
2) Inddragelse af alle aktører – også ydere – så hurtigt
som muligt i planerne
3) Plads nok fra starten og muligheder for at udvide
4) Fleksible bygningskonstruktioner så de nemt kan
tilpasses en anden organisering på længere sigt
5) Etablering af fællesrum fra starten, som mødelokaler,
frokoststue o. lign., der understøtter det tværgående i
praksisfællesskabet
6) Ledelse og organiserings konstruktionen, der
understøtter det tværgående i praksisfællesskabet
Hjemmeside som skal understøtte
Projektets tredje leverance er en struktur for en hjemmeside,
der kan understøtte aktører i forbindelse med etablering af
praksisfællesskaber.
Etablering af praksisfællesskaber er et udviklingsarbejde, der
ofte skal varetages ved siden af driften. En vigtig funktion for
hjemmesiden er at give aktørerne et overblik og en struktur
over den proces de skal igennem i forbindelse med etablering
af et praksisfællesskab.
Hjemmesiden foreslås derfor bygget op med udgangspunkt i
den proces man som aktører skal igennem i forbindelse med
etablering af praksisfællesskaber – se modellen side 18.
20 Erfaringer med etablering af bl.a. Horsens Sundhedshus, dokken i Thisted osv.. samt rapporten: Proaktive
lægehuse anno 2010,
28
Praksisfællesskaber
Udover overblik er det vigtigt at tænke i, hvordan
hjemmesiden også kan være med til at motivere, udfordre
samt give overblik og redskaber i forbindelse med konkrete
udfordringer.
• Motivere til at etablere praksisfællesskaber
o via film og historier om eksisterende
praksisfællesskaber
• Udfordre aktørernes forståelse af, hvad et
praksisfællesskab er
o Via præsentation af forskellige typer af
praksisfællesskaber
o Via ”spørgeguide” til at tænke i, hvem der kan
og bør indgå i praksisfællesskabet i forhold til
patientpopulationen
o Via generiske modeller over praksisfællesskaber
i forhold til forløbsprogrammer
• Understøtte og lette aktørernes arbejde med
etableringen
o Via oversigt over og redskaber til processen
o Via oversigt over love, regler og rammer
o Via oversigt over muligheder i forhold til
praksisfællesskab og indhold
• Opnå effekten af praksisfællesskaber
o Via fokus, redskaber og henvisninger til
konsulentbistand vedr. faglig udvikling, ledelse
og organisering internt i praksisfællesskabet
I bilag 2 og 3 findes eksempler på indhold til kasserne: Idé
og Ønske samt Lokale i modellen.
Det anbefales, at den bistand som aktører kan trække på via
Region Hovedstadens nuværende konsulentordninger
integreres i modellen. Ligeledes vil det være naturligt at
forslå andre typer konsulentfunktioner som støtte til de
forskellige faser.
29
5. To særlige indsatsområder
I dette afsnit vil to særlige indsatsområder i forhold til at
etablere praksisfællesskaber i Region Hovedstaden blive
præsenteret:
• Lokaler til praksisfællesskaber
• Praksisfællesskaber i sårbare områder; Ulighed i sundhed
Lokaler til praksisfællesskaber – en særlig
udfordring
I dette afsnit er der specifikt fokus på lokaleproblematikken i
forbindelse med etablering af praksisfællesskaber.
I afsnittet belyses kort:
• Lokalers betydning
• Kommune- og lokalplaners betydning
• Loven om almene boligers betydning
• Region og kommunes muligheder for at tilvejebringe
lokaler
• Praksisfællesskaber uden fælles lokaler
Lokalernes betydning. Lokaler og de fysiske rammer spiller
en afgørende rolle i forbindelse med etablering af større
enheder som praksisfællesskaber.
”De fysiske rammer spiller en afgørende rolle for, om almen
praksis er i stand til at varetage de opgaver, der lægges op
til i fremtiden.”
Proaktive lægehuse anno 2010. DSI
I byerne og specielt storbyerne kan det ifølge projektleders
erfaringer være noget af en udfordring at finde egnede
lokaler.
Tal viser, at Region Hovedstaden er den region præget af
flest solopraksis – og at 42 % af praksis kun har 1
lægekapacitet 21 . Tal fra Region Hovedstaden 22 viser
ligeledes, at enkeltmandspraksis netop er mest udbredt i
området Byen.
Dispensation fra kommuneplanerne og lokalplanerne.
Kommuneplanerne og lokalplanerne sætter de juridiske
rammer for, hvor der kan etableres praksisfællesskaber. Så
selv om ydere i praksissektoren er selvstændig
21 Medlemsundersøgelse, 24. feb. 2012, PLO
22 Fakta ark – almen praksis, Regionsrådet 9. april 2012
30
Praksisfællesskaber
erhvervsdrivende og i princippet selv skal etablere og sikre
udvikling af praksis, vil deres bestræbelser på at etablere
praksisfællesskaber altid være underlagt kommunens
lokalplan for området.
Kommuneplaner og lokalplaner er dog ikke statiske papirer.
Selvom de er juridiske bindende papir er de fortsat politisk
vedtaget og kan af den vej også ændres.
Har man har fundet et sted som kunne være egnet, men som
ikke må benyttes til erhverv ifølge lokalplanen, kan man
ansøge om dispensation.
I forbindelse med en ansøgning om dispensation fra
lokalplanen, vil det typisk være forvaltning Teknik og miljø i
kommunen, der behandler sagen.
Sundhedspolitisk kan kommunen have en interesse i at få
etableret et praksisfællesskab. Det kan derfor være en idé i
første omgang at tage en drøftelse med
sundhedsforvaltningen i kommunen og evt. sammen med
dem ansøge om dispensation.
Sundhedspolitisk kan kommunen typisk have interesse i et
større praksisfællesskab, da mulighederne for at udvikle og
bevare et tværfagligt og sektorielt helt sundhedsvæsen, der
kan leve op til fremtidens krav, derved styrkes. Ligesom et
praksisfællesskab typisk vil øge mulighederne for at
rekruttere ydere i praksissektoren.
Ansøgning om dispensation fra lokalplanen
1. Kontakt Sundhedsforvaltningen i kommunen
2. Præsenterer jeres lokaleplaner samt sundhedsfaglige visioner
3. Hør om de vil anbefale jeres ansøgning om dispensation til Teknik og
Miljø
4. Send jeres ansøgning om dispensation til Teknik og Miljø – med
sundhedsforvaltnings anbefaling
5. Kan der ikke gives dispensation
6. Undersøg via Sundhedsforvaltningen – og evt. Teknik og Miljø, hvor det
så kunne være muligt at etablere praksisfællesskab
Almene boliger vil typisk være et velegnet sted at placere
et praksisfællesskab, da der her er en tæt
befolkningspopulation. I henhold til lovgivningen for almene
boliger vil det være muligt at etabler praksisfællesskaber i
31
almen bolig byggeri, for så vidt at det sker i allerede
eksisterende erhvervslokaler.
Men det kan være vanskeligt at etablere praksisfællesskaber
i almene boliger, hvis det kræver etablering af nye
erhvervslokaler.
Begrænsninger for etablering af praksisfællesskaber i almene
boliger
I henhold til lovgivningen for almene boliger (bekendtgørelse om
sideaktiviteter i almene boligorganisationer m.v. 1306 af 15/12
2009) er muligheder for at etabler erhverv i almene boliger eller
bygge nyt til erhverv i almene boliger næsten ikke eksisterende.
I Danmark er der givet dispensation til at bygge til
praksisfællesskaber i almene boliger et sted (Himmerlands
Sundhedshus), da området kunne klassificeres som ghetto.
Regionale og kommunale muligheder for
tilvejebringelse af lokaler fastsættes bl.a. i
sundhedsloven. Ifølge Sundhedsloven § 205 a og 205 b 23 kan
regionen elle kommunalbestyrelsen tilvejebringe og udleje
lokaler for virksomhed, der udføres af sundhedspersoner
efter overenskomst og dermed ydere i praksissektoren.
I dag 24 gives der ligeledes hjemmel til, at region og
kommune kan leje lokaler ud til hinandens sundhedsydelser.
Dvs. at kommunen må tilvejebringe og udleje lokaler til brug
for udførelse af regionale og ambulante hospitalsydelser. Og
regionen får mulighed for at leje ud til kommunale
sundhedsydelser.
§ 205 a og b giver ligeledes hjemmel til også at tilvejebringe,
vedligeholde og udleje udstyr.
Udlejningen af lokaler samt udstyr skal ske på
markedsvilkår 25 . I det tilfælde der er flere potentielle lejere
skal kommunen eller regionen foretage en udvælgelse af den
enkelte lejer ud fra et sagligt skøn 26 .
23 Se uddrag af loven i afsnittet om sundhedsloven
24 Muligt med ændring af sundhedsloven, juni 2012
25 Ifølge bemærkninger til loven skal kommune eller region fastsætte
markedsværdien via fx konsultation af ejendomsmæglere eller foretage
undersøgelser for andre tilsvarende lokaler. Selve afgørelsen vil dog altid bero på et
skøn.
26 Bemærkninger til sundhedsloven (§ 205 b)
32
Praksisfællesskaber
Ifølge sundhedsloven skal lokalerne og placeringen af dem
ligeledes være i overensstemmelse med regionens
sundhedsplan og dermed også de regionale praksisplaner for
de enkelte ydergrupper, hvorved tilvejebringelse af lokalerne
er med til at fremme opfyldelsen af den samlet
sundhedsplanlægning i regionen.
I de tilfælde hvor region og kommune tilvejebringer lokaler
til ydere i praksissektoren og til hinandens sundhedstilbud,
skal aktiviteterne koordineres i
sundhedskoordinationsudvalget jf. § 204 i sundhedsloven.
I de tilfælde, hvor kommunen lejer lokaler ud til ydere eller
region og der er tale om tredjemandslejemål 27 skal
kommunen i henhold til lånebekendtgørelsen § 3, stk. 1 nr. 7
jf. § 6, stk. 1 som udgangspunkt deponerer et beløb
svarende til værdien af de lejede lokaler.
Der er dog undtagelser. Tidligere Indenrigs- og
sundhedsminister Bertel Haarder har som svar på
henvendelse fra de 6 store kommuner den sep. 2010 oplyst,
at det følger af ministeriets praksis, at der kan meddeles
forholdsmæssig deponeringsfritagelse i forbindelse med
indgåelse af lejeaftaler med fx praksissektorens ydere, hvis
det sker af hensigtsmæssighedsårsager til et ikkekommunalt
formål på markedsvilkår, dvs. ministeriet vil
kunne meddele deponeringsfritagelse for den del af de
pågældende lejemål 28 .
Kommunale muligheder for at til veje bringe lokaler
• Sundhedsloven § 205 b
– Hjemmel til at tilvejebringe lokaler
– Hjemmel til at tilvejebringe og vedligeholde udstyr
– Udlejning skal ske på markedsvilkår
– Overensstemmelse med regionens sundhedsplan
• Kommuneplan, rammebestemmelser og de mere specifikke
lokalplaner
– Hjemmel til at drive erhverv i området og bygningen
• Lånebekendtgørelsen § 3, stk. 1 nr. 7 jf. § 6, stk. 1
– Kommunen deponerer et beløb svarende til værdien af det
lejede
– Dispensation jf. brev fra tidligere Indenrigs og
sundhedsminister B. Haarder sep. 2010 til de 6 store
kommuner
27 Tredjemandslejemål omhandler de tilfælde, hvor kommunen lejer lokaler af anden
part for at leje dem ud igen.
28 Brev fra Indenrigs- og sundhedsministeriet, 020910, sagsnr. 1004848, dok. Nr.
276197
33
Praksisfællesskaber – uden lokalefællesskab
Ingen fælles lokaler – men en netværkspraksis som et
praksisfællesskab kan være en mulighed - i hvert tilfælde
indenfor almen praksis.
Ved netværkspraksis forstås
Praksis, der drives i samarbejde mellem flere enkeltmands- og /eller
kompagniskabspraksis og/eller almene lægeselskaber med hver deres
patientkreds, hvorom der dog findes et vist samarbejde.
Der er ikke lokalefællesskab.
Der er helt eller delvist fællesskab om klinikpersonale og/eller
fællesskab om klinikudstyr/instrumenter.
De læger, der indgår i en netværkspraksis, fungerer som
stedfortræder for hinanden i tilfælde af sygdom, ferie og andet
fravær. Læger i en netværkspraksis er ikke afskåret fra tillige at indgå
aftale med læger uden for netværket om at være stedfortræder,
eksempelvis hvis der i et konkret tilfælde ikke er en læge inden for
netværket, som har mulighed for at passe den fraværende læges
patienter.
Overenskomsten om
almen praksis, april 2011
Det kan være en idé at undersøge, hvordan man kan støtte
op omkring praksisfællesskaber uden fælles lokaler. En
mulighed kunne være at udvikle managementmodeller for
netværkspraksis.
Praksisfællesskaber i sårbare områder;
Ulighed i sundhed
”Sundhedsvæsenet er formet efter billedet af en ideal
patient, som forstår, hvor de rette indgange er, hvordan
henvisningssystemet fungerer, hvilke rettigheder der findes
for patienten og hvilke krav systemet stiller. … Individets
ressourcer har således stor betydning i mødet med
sundhedsvæsenet. Det er på den anden side
sundhedsvæsenets ansvar at organisere virksomheden
således, at også de mindst ressourcestærke kan finde vej og
give dem den ekstra støtte de har brug for, for at de kan
opnå et ligeværdigt behandlingsresultat.
Sundhedsstyrelsen, 17. maj 2011, p. 113
34
Praksisfællesskaber
Ulighed i sundhed er for alvor ved at sætte sig på den danske
politiske dagsorden – det både landspolitisk, hvor version 1.0
af rapporten ”Ulighed i Sundhed – årsager og indsatser” i
2011 blev udgivet af Sundhedsstyrelsen (Sundhedsstyrelsen,
17. maj 2011) og i Region Hovedstaden, hvor et af regionens
syv midlertidige udvalg i perioden 2010 – 2011 har fokus på
ulighed i sundhed (ULI) og fra 2012 udvalget vedr. udsatte
borgere – sammenhæng og samarbejde med kommunerne.
Ulighed i sundhed er interessant for sundhedsmyndigheder
og – væsen af flere årsager. Ulighed i sundhed har stor
betydning på et lands middellevetid, borgeres evne til at
indgå i arbejdsstyrke og myndigheders udgifter til såvel
sundheds, beskæftigelse og socialområdet.
(Sundhedsstyrelsen, 17. maj 2011, p. 5). En særlig indsats i
såkaldte sårbare områder og overfor sårbare patienter kan
derfor få stor betydning for udviklingen i et lands velfærd og
velstand.
Det er velkendt at geografiske afstande til sundhedsydelser
forstået som afstand i kilometer har betydning for
befolkningens brug af sundhedsydelser. I forhold til sårbare
patienter peger litteraturen ligeledes på, at faktorer som
lokal nærhed også er af betydning og dermed for sårbare
patienters sundhed (Jakob Horness, FE, København, review
for Sundhedsstyrelsen i forbindelse med udredning af social
ulighed i primærsektoren).
Mange af sundhedsstyrelsens indsatsområder har da også
fokus på netop praksissektoren - men også det
tværsektorielle sundhedssamarbejde mellem hospital,
kommune og praksissektor spiller en stor rolle, som det
fremgår af nedenstående punkter:
• Aktivt opsøgende indsats for at sikre, at børn med
hæmmet social og kognitiv udvikling kommer til de
forebyggende børneundersøgelser i almen praksis (#
1.3)
• Behandling af forhøjet blodtryk og kolesterol er
effektiv. I primærsektoren gøres en særlig indsats for
at sikre, at folk med kort uddannelse og små
indkomster fortsætter behandlingen, så længe den er
indikeret (# 9.3)
• Rekruttering af læger til primærsektoren i
socioøkonomisk mindre privilegerede områder (#
11.2)
• De praktiserende lægers arbejde integreres bedre i det
kommunale sundhedsarbejde (# 11.3)
• Opsøgende indsatser som sikrer at mindre
ressourcestærke grupper, nås af de effektive
35
forebyggende programmer for gravide, børn og ældre
samt opsporing af tidlige stadier af kræft, diabetes,
hjertekarsygdom og depression (# 11.4)
• Prioritering af psykiatri inkl. Psykiatrisk rehabilitering
og etablering af stærkere samarbejde mellem
psykiatri, primærsektor og kommunale ydelse (#
11.7)
(Sundhedsstyrelsen (2011)
Praksisfællesskaber i sårbare områder
Region Hovedstaden har ikke samme udfordring som de
øvrige regioner vedr. rekruttering af ydere til
udkantsområder, hvor andre regioner typisk bruger mange
ressourcer og penge på at etablere regionsdrevne
praksisfællesskaber. Region Hovedstaden kan dog få
problemer med rekruttering til sårbare områder, da
arbejdsvilkårene ofte ikke opleves som gunstige.
Praksisfællesskaber nævnes ofte som en af løsningerne på
sårbare områders udfordringer i forhold til
• at rekruttere ydere
• styrke det tværfaglige og – sektorielle samarbejde
om patienten.
Det anbefales at kommuner, region og de faglige
organisationer gør en særlig indsats for at etablere
praksisfællesskaber i sårbare områder 29 .
29 Se evt. projektbeskrivelse vedr. praksisfællesskab i Brøndby Strand
36
Praksisfællesskaber
BILAG 1
Praksisformer i Region Hovedstaden
- en oversigt for hver af ydergrupperne 30
En oversigt over praksisformer i Region Hovedstaden er
relevant i forbindelse med praksisfællesskaber, da
flermandspraksis i Region Hovedstaden pr. automatik
defineres som praksisfællesskaber.
Overenskomsterne samt registreringen i yderregisteret vedr.
praksisformer er ikke ens for de forskellige ydergrupper,
hvorfor det ikke har været muligt med en ens
fremstillingsform på tværs af ydergrupperne.
30 Et overblik over tværfaglige og sektorielle praksisfællesskaber findes ikke. I de respektive ”systemer;
overenskomsterne samt yderregisteret”, indgår der ikke praksisformer, der er defineret ved at gå på tværs af
ydergrupper og sektorer. Det har heller ikke været muligt at få via kommuners hjemmesider.
37
Almen praksis
Antal praksis 31[1] i Region Hovedstaden, kommunefordelt og
fordelt på størrelse (pr. 16. maj 2012)
Planlægningsområde/
antal læger pr. praksis
1 2 3 4 5 6 7 Antal praksis i alt
Frederiksberg Kommune 40 11 0 0 0 0 0 51
Ballerup Kommune 8 12 1 0 0 0 0 21
Brøndby Kommune 12 3 1 0 0 0 0 16
Dragør Kommune 7 0 0 0 0 0 0 7
Gentofte Kommune 28 8 0 0 0 0 0 36
Gladsaxe Kommune 26 4 0 1 0 0 0 31
Glostrup Kommune 6 2 1 0 0 0 0 9
Herlev Kommune 10 3 0 0 0 0 0 13
Albertslund Kommune 8 3 0 0 1 0 0 12
Hvidovre Kommune 13 7 0 1 0 0 0 21
Høje-Taastrup Kommune 17 2 1 2 0 0 0 22
Lyngby-Taarbæk Kommune 16 7 1 1 0 0 0 25
Rødovre Kommune 10 4 1 2 0 0 0 17
Ishøj Kommune 6 1 1 0 0 0 0 8
Tårnby Kommune 16 2 2 0 0 0 0 20
Vallensbæk Kommune 3 2 1 0 0 0 0 6
Furesø Kommune 13 4 1 0 0 0 0 18
Allerød Kommune 3 3 1 1 0 0 0 8
Fredensborg Kommune 13 4 1 0 0 0 0 18
Helsingør Kommune 12 5 4 1 0 0 0 22
Hillerød Kommune 9 2 3 2 0 0 0 16
Hørsholm Kommune 2 5 2 0 0 0 0 9
Rudersdal Kommune 23 4 1 0 0 0 0 28
Egedal Kommune 1 0 1 2 1 0 1 6
Frederikssund Kommune 3 3 2 1 2 0 0 11
Halsnæs Kommune 0 2 2 1 1 0 0 6
Gribskov Kommune 7 3 1 0 1 1 0 13
Bornholms Regionskommune 3 5 3 2 0 0 0 13
Christiansø Kommune 1 0 0 0 0 0 0 1
Amager Vest 18 7 1 0 0 0 0 26
Amager Øst 18 3 0 0 0 1 0 22
Bispebjerg 20 1 0 0 0 0 0 21
Brønshøj-Husum 13 4 0 0 0 0 0 17
Indre By 12 6 3 1 0 0 0 22
Nørrebro 24 8 1 1 0 0 0 34
Valby 17 5 1 0 0 0 0 23
Vanløse 19 3 0 0 0 0 0 22
Vesterbro 16 8 1 1 0 0 0 26
Østerbro 35 6 2 0 0 0 0 43
Region Hovedstaden 508 162 41 20 6 2 1 740
31[1] Praksis defineret som ydernumre – dvs. hvor praktiserende læger enten er sololæger eller kompagniskab med
økonomisk fællesskab.
38
Praksisfællesskaber
Langt størsteparten af almen praksis består ifølge
ovenstående tabel af enkeltmandspraksis – dog viser
opgørelsen ikke noget om, hvorvidt disse indgår i
samarbejds- eller netværkspraksis og dermed kan
karakteriseres som praksisfællesskab. At indgå i en form for
netværk eller fagligt samarbejde uden økonomisk fællesskab
er udbredt blandt enkeltmandspraksis.
Speciallæger
Der eksisterer 465 ydernummer i Region Hovedstaden med
en eller anden størrelse af kapacitet. Ydernumrene registres i
yderregisteret i 3 praksisformer, hvoraf to af formerne
(delemands- og kompagniselskabspraksis) pr. automatik
defineres som praksisfællesskaber.
Speciallægeområdet i Region Hovedstaden:
• Enkeltmandspraksis
o 423 ydernumre
• Delemandspraksis
o 26 ydernumre
• Kompagniselskabspraksis
o 16 ydernumre
Opgørelsen viser ikke noget om, hvorvidt de forskellige
praksis indgår i samarbejdspraksis og dermed kan
karakteriseres som praksisfællesskab
Overordnet kan det konkluderes at, at speciallægepraksis i
Region Hovedstaden er præget af enkeltmandspraksis og
formentlig ikke så mange praksisfællesskaber.
Psykologhjælp
I Regionen er der 241 ydernumre i regionen. Her af er de 57
ydernumre registeret med adresse sammen med anden
psykolog med ydernummer og kan derfor karakteriseres som
et monofagligt praksisfællesskab. Endvidere er der kendskab
til mange praksisfællesskaber med psykologer uden
ydernummer 32 .
32 Praksisplan for psykologhjælp 2009 - 2012
39
Almindelig fysioterapi
Klinikkernes størrelse, 15. juni 2010 (Kilde: Yderregisteret)
Antal fysioterapeuter i klinikken
15
14
13
12
11
10
9
8
7
6
5
4
3
2
1
0
0
0
1
4
5
5
7
8
9
10
14
15
20
19
0 5 10 15 20 25
Antal praksis
I regionen eksister der kun 10 enkeltmandspraksis.
Oplysninger om samarbejdspraksis og netværkspraksis har vi
ikke, så hvorvidt fx de 10 praksis indgår i samarbejds- eller
netværkspraksis vides ikke.
Fysioterapien er præget af praksisfællesskaber.
Kiropraktik
Klinikstørrelserne er ikke identiske med hverken antallet af
kapaciteter eller ydernumre. Opgørelsen inkluderer
kompagnoner (med eller uden egen kapacitet), assistenter,
hvilende ydernumre og generationsskifte. Turnuskandidater
er udeladt.
40
Praksisfællesskaber
Kiropraktorerne kan frit ansætte medhjælp (=assistenter) og
skal kun opgive dem til os årligt. Så reelt kan billedet
forskyde sig lidt, og vi kan ikke bestemme, hvor mange der
skal være på hver klinik.
Ca. ½ delen af kiropraktikerne er i et praksisfællesskab i en
eller anden form. Hvorvidt enkeltmandsklinikkerne indgår i
samarbejdspraksis fremgår ikke.
Fodterapi
Klinikkernes størrelse pr. 29. august 2012 Kilde: Yderregister
Klinikstørrelser
4+ fodterapeuter
3 fodterapeuter
2 fodterapeuter
1 fodterapeut
0 20 40 60 80 100 120 140
Antal praksis
Opgørelsen tager udgangspunkt i fodterapeuternes adresse.
Opgørelsen viser at fodterapi er præget af
enkeltmandspraksis.
41
Bilag 2
Hjemmeside – Ide og ønsker
33 Hvad et praksisfællesskab konkret i Region
Hovedstaden er og vil være meget forskelligt.
Praksisfællesskaber kan være eksisterende institutioner som
fx: sundhedshus, lægehotel, netværkspraksis,
samarbejdspraksis, kompagniskabspraksis, osv. eller helt
nye former for konstruktioner.
Det afgørende for, at der er tale om et praksisfællesskab, er
at flere af praksissektorens ydere er gået sammen i et
fællesskab – gerne på tværs af faggrupper, sammen med
kommunale sundhedstilbud og med inddragelse af det
sekundære sundhedsvæsen og med patienten og
patientpopulationen i centrum.
Fordelene ved etablering af større enheder har typisk
været:
• Flere at spare med og øget strukturering med mindre
stress og mere arbejdsglæde
o Øget patientkvalitet
o Øget kapacitet
o Øget fleksibilitet
o Øget rekrutteringsmuligheder
Etablering og udvikling af et praksisfællesskab er en
proces som typisk tager 4 – 5 år fra idéen fødes og til
fællesskabet fysisk er etableret.
1) Interesse- og visionsfasen (1 – 4 år)
2) Konkretiseringsfasen (1 – 4 år)
3) Sammenlægningsfasen (1/2 – 1 år)
4) Konsolideringsfasen (Fortsættelse …)
Processen skal overordnet føre til:
• en fælles ”fysisk” enhed
• en fælles ”værdimæssig enhed”
Det er en proces, der typisk tager tid, involver mange
instanser, regler og aktører. Det kan derfor virke som en
uoverskuelig proces i en travl hverdag, hvorfor Region
Hovedstaden tilbyder at facilitere processen.
33 Idé og Ønske afsnit bygger i høj grad på DSI rapporterne: ”Evaluering af `Fusionspraksis`- Region
Midtjyllands tilbud om støtte til almen praksisenhed der fusionerer, 2011, Martin Sandberg Buch og Anja Elhjær
Rahbek, DSI.samt ”Proaktive lægehuse anno 2010”, jan. 2012
42
Praksisfællesskaber
Region Hovedstaden tilbyder:
• Motivering til deltagelse i praksisfællesskab bl.a. via
oplysning og fortælling af de gode eksemplers historier
• At finde hinanden og lokaler via ”dating” og facilitering
blandt ydere, kommune og regionale tilbud
• At etablere praksisfællesskabet – via overblik og viden om
love, regler, vilkår og muligheder samt processen
• At udvikle det nyetablerede praksisfællesskab indenfor
kvalitet, ledelse og organisering
Kontakt Jane Fyhn, projektleder Koncern Praksis.
Jane.fyhn@regionh.dk / 21 16 66 34
Nogle generelle gode råd:
• Hav tålmodighed. En fusionsproces tager oftest flere år –
og kan være en hård proces for alle involverede. Vær
opmærksom på dette fra starten – det i sig selv kan lette
processen.
• Skab beskyttet patientfri tid, hvor I i ejerkreds og i
perioder sammen med personalet, udvikler
praksisfællesskabet.
• Brug tid – specielt i starten på at afdække og afstemme
de enkelte deltageres visioner og forventninger til et
praksisfællesskab. Erfaringer viser, at det ofte kan
”forebygge skilsmisser” og lette vejen.
• Flyt evt. fokus fra økonomi til tid og effektivitet – så
arbejdet også kommer til at handle om at realisere nogen
af de andre gevinster ved større enheder – fx øget
arbejdsglæde.
Historier om praksisfællesskaber [Link]
43
Bilag 3
Hjemmeside – lokale sider
”De fysiske rammer spiller en afgørende rolle for, om almen
praksis er i stand til at varetage de opgaver, der lægges op
til i fremtiden.”
Proaktive lægehuse anno 2010. DSI
Lokale forholdene er af stor betydning i forbindelse med
etablering af et praksisfællesskab. Mange steder vil det
typisk kunne betale sig at investere i nye større lokaler.
Specielt i storbyer kan det dog være et problem at finde
egnede byggegrunde eller lokaler, hvor praksisfællesskabet
kan etableres. Netværkspraksis med fælles personale i stedet
for fælles lokaler er en anden form for praksisfællesskab. Se
mere under personale.
Størrelse. Hvis mange af gevinsterne ved etablering af
praksisfællesskaber skal opnås kræver det pladsforhold til
ansat personale. I dag kræver en moderne praksis indenfor
almen praksis typisk mellem 100 – 150 kvm2 pr.
Erfaringerne fra etableringen af flere større
praksisfællesskaber viser, at noget af det vigtigste at være
opmærksom på i forhold til lokaler er, at der er:
• Plads nok
• Muligheder for udvidelse
• Fleksibel rum fordeling
Fleksibilitet. Lokaleindretningen skal hurtigt og billigt kunne
ændres, da sundhedsområdet er et felt, der er i konstant
udvikling. Horsens sundhedshus har fx ingen bærende
vægge – men kun bærende søjler, hvorfor rum fordelingen
er ekstrem fleksibel.
”Ud af kosteskabet”
En yngre læges kommentar på temadag om
praksisfællesskaber
Der kan ligeledes være stor forskel på nuværende og
kommende lægers, psykologers, speciallægers osv. ønsker
og behov i forhold til lokaler. Fleksibilitet skal derfor også
tænkes i forhold til at kunne rekruttere nye ydere til
praksisfællesskabet.
44
Praksisfællesskaber
Fælles. Hvor mange kvm2 der præcist skal bruges til hver
enkelt i praksisfællesskabet kommer dog meget an på, hvad
og hvor meget man vil være fælles om i praksisfællesskabet.
Hvis ønsket er her og nu eller på længere sigt at etablere
noget samarbejde på tværs af klinikker, faggrupper eller
sektorer er det vigtigt at rumfordelingen afspejler og
indbyder til dette fra starten – eller hurtigt kan ændres til
dette. Fra starten vil det typisk være en fordel at tænke i
fælles personalerum.
Personalerum som:
• Møderum
• Toilet og badeforhold
• Kantine, der kan rumme alt personale i huset
I forhold til patienten kan det fælles være:
Venteværelser
Toiletter
Handicaptoiletter
Reception
Omklædningsrum
Undersøgelsesrum
Laboratoriefunktion
---
Rumfordeling. Rumfordeling afhænger meget af
samarbejdsmønstrene i praksisfællesskabet samt den
enkeltes ønsker til arbejdsforhold fx lyst eller mørkt rum,
midt i det hele eller trukket lidt væk fra centrum osv..
Hvor mange kvm2 praksisfællesskabet skal være på
afhænger altså af, hvor mange der skal arbejde der, hvad
man vil være fælles om samt ønsker til rumfordeling. Det
afhænger altså meget af det enkelte praksisfællesskab.
Det vigtigste er, at de, som skal være en del af
praksisfællesskabet meget hurtigt er en del af
processen og med til at definere praksisfællesskabet.
45
BILAG 4
Praksisfællesskaber
- projektpræsentation
Projektets mål
Etablering af flere praksisfællesskaber i Region Hovedstaden
Projektets rammer
Et 2 årigt udviklingsprojekt: Praksisfællesskaber, der løber
fra 1/5 2011 – 1/5 2013 og hvortil projektleder Jane Fyhn er
ansat.
Grundet projektleders jobskifte afsluttes projektet tidligere
end planlagt, og det september 2012, dvs. 8 mdr. tidligere
end planlagt.
Projektets organisering:
Projektet er forankret i Koncern Praksis, hvilket afspejles i
projektets organisering.
Styregruppen består af 2 af koncernens enhedschefer: Karen
Nørskov Toke (udvikling) og Bettina Skovgaard (drift).
Projekt gennemførelse: Projektleder Jane Fyhn.
Referencegrupper: Implementeringsgrupperne vedr.
praksisplanerne; almen praksis, speciallæger,
fysioterapeuter, psykologer, kiropraktiker samt
fodterapeuter.
Sparringsgruppe: Tværregionale netværk vedr.
praksisfællesskaber
Projektets økonomi:
Det er ikke knyttet midler til projektet, hvorfor midler skal
søges, hvis enkelte indsatser kræver økonomi.
Projektet hviler på antagelsen om:
• at aktørerne ved for lidt om de love, regler, rammer, der
gør sig gældende i forbindelse med etablering af
praksisfællesskaber
• at der er et behov for konkret at understøtte aktørerne i
forbindelse med etablering af praksisfællesskaber.
Projektets formål er:
• at afdække love, regler og rammerne i forbindelse med
etablering af praksisfællesskaber
46
Praksisfællesskaber
• at støtte aktører i forbindelse med etablering af
praksisfællesskaber
o ved at facilitere og understøtte etablering af
praksisfællesskaber de steder i regionen, hvor
aktører tager initiativ til et praksisfællesskab
o ved at udvikle standardiserede redskaber, der
kan understøtte aktører i forhold til at etablere
praksisfællesskaber.
Projektet afgrænses fra:
• at planlægge, hvor der skal etableres praksisfællesskaber
Etablering, facilitering og understøttelse af
praksisfællesskaber sker der, hvor ildsjæle, det være sig
ydere, entreprenører, kommune eller region, tager initiativ,
samt i udvalgte områder, herunder udsatte områder.
Projektets leverancer er:
1. Afdækning af love, regler og rammerne i forhold til at
etablere praksisfællesskaber
a. Produktet er en rapport
2. Etablering af praksisfællesskaber – via projektlederes
facilitering og støtte til aktører
a. Produktet er logbog over projektleders
faciliteringsopgaver
3. Redskab, der understøtter aktørerne, der ønsker at
etablere praksisfællesskab
a. Produktet er en struktur for en hjemmeside på
området
Projektets målgrupper:
Projektets målgrupper er af meget forskellig karakter:
• Beslutningstagere i Regionen
• Administration i Regionen
• Aktører, der ønsker at etablere praksisfællesskaber
Der er derfor valgt, at skelne mellem målgrupperne i forhold
til leverancerne.
• Rapportens målgrupper er:
o Beslutningstagerne indenfor praksissektoren og
dermed Samarbejdsudvalgene for de forskellige
ydergrupper
o Administrationen i Region Hovedstaden og det
specielt i Koncern Praksis.
Formålet med rapporten er at give et overblik over, hvad
man skal rundt om, når der etableres praksisfællesskaber
47
samt danne grundlag for, at der kan træffes beslutninger om
den fremtidige indsats på området.
Rapporten indeholder ligeledes strukturen for hjemmesiden,
ligesom en stor del af rapportens indhold skal ”værktøjsgøres”
og indgå som viden og værktøjer på hjemmesiden.
Hjemmesiden samt selve faciliteringsdelens målgruppe er:
o Aktører, der ønsker eller er i gang med at
etablere praksisfællesskaber.
Formålet med faciliteringen samt hjemmesiden er at
understøtte aktører, der ønsker at etablere
praksisfællesskaber.
48
Change language