24 sider - LAP

Konferencerapport 

Lige muligheder 

for deltagelse 

- også for borgere med en 

psykisk lidelse? 

Landskonference 

den 6. – 7. november 2001 

på Fuglsøcentret, Mols 

Formidlingscentret Storkøbenhavn

© marts 2002 

Eftertryk tilladt med kildeangivelse 

Lige muligheder for deltagelse 

- også for borgere med en psykisk lidelse? 

Landskonference afholdt den 6. – 7. november 2001 på Fuglsøcentret, Mols 

Konferencerapport fra Formidlingscentret Storkøbenhavn 

Udarbejdet af: 

Karl Bach Jensen 

Fotos: 

Karlo Hansen 

Udgivet af: 

Formidlingscentret Storkøbenhavn 

Købmagergade 47, 2.th. 

1150 København K 

Tlf.: 33 14 90 70 

Fax: 33 14 90 79 

E-mail: fck@fc-storkbh.dk 

Website: www.fc-storkbh.dk 

1. udgave, 1. oplag, 1000 eks. 

ISBN: 87-90817-33-8 

Pris: 60 kr. 

Layout og tryk: Kligum Tryk · Digital, Kolding, tlf. 7550 4711 

Formidlingscentret Storkøbenhavn er en selvejende institution under 

Socialministeriet, som arbejder med processtøtte, metodeudvikling og 

formidling i forhold til socialt udsatte grupper. 

Formidlingscentret Storkøbenhavn forsøger at bidrage til såvel en økologisk 

som en socialt bæredygtig udvikling. Formidlingscentret har i sin 

miljømålsætning forpligtet sig til en stadig reduktion af ressourceforbruget 

samt en reduktion af miljøpåvirkningerne i øvrigt. 

Denne udgivelse er trykt på papir med Nordisk miljømærkning.

Forord 

Landskonferencen "Lige muligheder for deltagelse 

– også for borgere med en psykisk lidelse?" 

den 6. – 7. november, 2001 var arrangeret i et 

samarbejde mellem: 

Landsforeningen Sind 

Landsforeningen Bedre 

Psykiatri/Pårørende til Sindslidende 

LAP – Landsforeningen af 

nuværende og tidligere Psykiatribrugere, og 

Formidlingscentret Storkøbenhavn. 

Herudover har følgende organisationer været 

med til at forberede og anbefale konferencen: 

SamfundSind 

Galebevægelsen 

Depressionsforeningen 

Pårørendeforeningen af 1998 

Socialt Udviklingscenter – SUS 

Videnscenter for Socialpsykiatri 

Tidsskriftet Outsideren og BUPS 

Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser 

Center for Ligebehandling af Handicappede 

CASA – Center for Alternativ 

Samfundsanalyse 

De arrangerende foreninger ønskede med konferencen 

at: 

- udvikle og klargøre betydningsbærende begreber 

om psykiske lidelsers konsekvens for den 

enkelte, samt disse begrebers betydning for social- 

og sundhedspolitikken og indsatsen i forhold 

til borgere med en psykisk lidelse. 

- indgå i en dialog med politikere, praktikere og 

embedsfolk, der i stat, amter og kommuner øver 

indflydelse på udformning og udmøntning af love 

og vejledninger. 

- give mulighed for at personer med en psykisk 

lidelse og deres pårørende kan diskutere egne 

erfaringer med og ønsker til integration/deltagelse 

og medborgerskab – i lyset af almene menneskerettigheder 

og FN’s standardregler om lige 

muligheder for deltagelse. 

- give brugere, ex-brugere og pårørende indsigt i 

at lige muligheder for deltagelse i samfundslivet 

afhænger af, hvor vidt der kan skabes indbyrdes 

samklang om grundlæggende begreber og interessepolitiske 

udmeldinger. 

Nærmere bestemt var formålet med konferencen 

at stille og finde svar på spørgsmål som: 

- I hvilket omfang diskrimineres borgere med 

psykiske lidelser i lovgivning, bekendtgørelser og 

vejledninger, i kommunal og amtskommunal praksis, 

i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet? 

- Hvordan kan det handicappolitiske princip om 

sektoransvarlighed også komme til at gælde for 

borgere med en psykisk lidelse? 

- Er der brug for at ændre på lovgivningen for at 

indfri idealet om lige muligheder for deltagelse? 

- Er de socialpsykiatriske foranstaltninger med til 

at skabe lige muligheder eller reservater? 

- Hvordan sikres oplevelsen af sammenhæng i 

indsatsen, uden at den enkeltes retssikkerhed 

sættes over styr? 

Men også konstruktivt at pege på og diskutere: 

- Visioner, værdier, dynamiske tilgange og begrebsdannelser 

som nødvendige elementer i et paradigmeskift 

i retning af fuldgyldigt medborgerskab. 

- Erfaringer og gode eksempler på vej mod lige 

muligheder for deltagelse og livsudfoldelse. 

Godt 400 personer deltog i konferencen. 

Personer med vidt forskellig baggrund: nuværende 

og tidligere psykiatribrugere, pårørende, praktikere 

fra socialsektoren/socialpsykiatrien og - i

mindre omfang - fra undervisningssektoren, 

distrikts- og sygehuspsykiatrien, desuden planlæggere 

og embedsmænd samt enkelte politikere 

fra amter og kommuner. 

Takket være en større bevilling fra såvel 

Socialministeriet som Sundhedsministeriet var ca. 

halvdelen af deltagerne bevilget friplads. Uden 

denne generøsitet fra de to ministeriers side 

havde det ikke være muligt at gennemføre konferencen. 

En stor frivillig indsats fra de arrangerende foreningers 

side både i de indledende drøftelser og i 

planlægningen og gennemførelsen af konferencen 

var også en nødvendig forudsætning for at konferencen 

kunne lade sig gøre. 

Under selve konferencen gjorde såvel deltagerne, 

de frivillige hjælpere som Formidlingscentret 

Storkøbenhavns og Fuglsøcentrets personale 

deres til at alting forløb smidigt og i en god og 

konstruktiv stemning. 

Vi er klar over, at denne rapport ikke yder de 

mange vidende og engagerede indlæg fuld retfærdighed. 

Men med rapporten har vi ønsket at fastholde 

nogle hovedpunkter og sætte navn på 

nogle af de mange deltagere der ved at bidrage 

med deres faglige og/eller personlige viden gjorde 

landskonferencen til en ganske særlig og uforglemmelig 

oplevelse. 

Både under og efter konferencen har vi fået 

mange positive tilbagemeldinger, og det er vores 

håb at landskonferencen på Mols november 

2001 vil vise sig at blive begyndelsen til nye og 

fremadrettede netværksdannelser og initiativer på 

vej mod lige muligheder for deltagelse også for 

borgere med en psykisk lidelse. 

Organisationskomiteen: 

Erik Olsen, Landsforeningen Af nuværende og 

tidligere Psykiatribrugere – LAP 

Elsebeth Lundsteen, Landsforeningen Sind 

Ole Aagerup, Landsforeningen Bedre 

Psykiatri/Pårørende til Sindslidende 

Ole Thomsen, Formidlingscentret Storkøbenhavn 

Karl Bach Jensen, Formidlingscentret 

Storkøbenhavn/LAP

1. 

Velkomst 

Medlemmer af organisationskomiteen bød velkommen på vegne af de 

arrangerende foreninger: 

Ole Thomsen, Formidlingscentret Storkøbenhavn, 

udtrykte glæde og stolthed over 

den store tilslutning til konferencen, og rettede 

en tak til de mange deltagere der havde indvilget 

i at medvirke som oplægsholdere i plenum, minikonferencer 

og workshops, og til Socialministeriet 

og Sundhedsministeriet for deres økonomiske 

støtte. Han roste organisationskomiteens medlemmer 

for det gode forarbejde og viljen til at 

samarbejde på tværs af de tre foreninger. Han 

mente at de 3 foreningers repræsentanter i organisationskomitéen 

havde haft en frugtbar og berigende 

dialog og havde indgået de nødvendige 

kompromiser med henblik på at fastholde fokus 

på konferencens tema og medlemmernes interesser. 

Erik Olsen, Landsforeningen Af nuværende 

og tidligere Psykiatribrugere – LAP: 

Konferencen handler om hvad der skal til for at 

man som psykiatribruger kan opnå lige muligheder, 

og hvilke barrierer der er i lovgivning, praksis 

og holdninger. Det er spændende at såvel brugere 

som praktikere er til stede. Det giver en enestående 

chance for praktikerne til at høre direkte 

fra brugerne, og for brugerne til at formulere 

hvor det er skoen trykker, og hvilke begrænsninger 

der er for at nå derhen hvor man gerne vil. 

Elsebeth Lundsteen, Landsforeningen 

Sind: 

Konference betyder "bære sammen". 

Konferencen her er et resultat af at en række 

organisationer har "båret sammen" og besluttet 

at sætte en række store spørgsmål på dagsordenen. 

Handicappolitiske spørgsmål som: 

· Hvordan kan vi arbejde med spørgsmål om 

funktionshæmninger og kompensation? 

· Hvad vil det sige at være syg eller sund, normal 

eller unormal? 

· Hvad skal være perspektiverne og ambitionerne 

i den indsats der gøres? 

Ole Aagerup, Landsforeningen Bedre 

Psykiatri/Pårørende til Sindslidende: 

Spørgsmålstegnet i konferencens titel er ren retorik.Vi 

ved godt der ikke er lige muligheder for 

deltagelse.Vi skal finde ud af hvor ulighederne og 

de ulige muligheder er og i bedste fald finde 

måder, vi kan agere på som individ og organisation. 

Konferencen her er usædvanlig ved at komme 

nedefra og rette opmærksomheden på brugernes 

og pårørendes egne erfaringer og viden. 

Benyt den sidegevinst det er at kunne mødes i 

pauserne, hvor der er plads til dialog.

2. 

Lige muligheder, menneskerettigheder, 

retssikkerhed, sektoransvarlighed og 

handicapbegreber – har det relevans for 

borgere med en psykisk lidelse? 

Konferencens første dag var afsat til introduktion og drøftelse af væsentlige begreber og nye 

dynamiske tilgange. Her bringes resuméer af hvad der kom frem vedrørende ligebehandling 

og retssikkerhed i plenumindlæg og i de efterfølgende minikonferencer. 

2.1. Plenumindlæg 

Mogens Wiederholdt, leder af 

Center for Ligebehandling af 

Handicappede: 1. 

Det er lykkeligt med et arrangement af denne 

type: en egen konference om lige muligheder for 

borgere med psykiske lidelser. 

Det er selvfølgeligt at borgere med sindslidelser 

er omfattet af handicapbegrebet og den handicappolitiske 

diskussion, og det er besynderligt at 

ikke alle er indstillet herpå. Nogle af handicapbegreberne 

kan medvirke til emancipationen og 

fremskridtet på psykiatriområdet. 

Der findes i Danmark ikke én officiel definition 

af handicapbegrebet. Der er enighed om at skelne 

mellem på den ene side selve "funktionsnedsættelsen" 

- det objektivt konstaterbare om at 

der er noget der ikke fungerer som hos "normalindividet", 

fx at der hos personen med en sindslidelse 

er noget socialt der ikke fungerer optimalt. 

På den anden side "handicappet", som er de forhold 

eller barrierer samfundet stiller op over for 

individet. 

I løbet af de seneste år er fokus skiftet fra det 

individorienterede til det samfundsorienterede: 

Hvad kan samfundet gøre for at tilpasse sig individet? 

Siden begyndelsen af 90’erne har den politiske 

parole været at sikre lige muligheder mellem 

handicappede og ikke-handicappede, fastslået 

med Folketingsbeslutning B 43 af 2. april 1992 og 

tiltrædelse af FN’s standardregler december 

1993. 

Ligebehandlingen søges effektueret gennem 

kompensationsprincippet. Kompenserende foranstaltninger 

er i princippet gratis for den enkelte. I 

forbindelse med mange kompenserende foranstaltninger, 

etableret i lovgivningen, er der ikke 

umiddelbart tænkt på borgere med en psykisk 

lidelse. Man har tænkt kompensation for personer 

med fysiske og sansemæssige handicap. Her 

findes mange og gode kompenserende foranstaltninger. 

Støtte- og kontaktpersonordningen er 

en kompenserende foranstaltning, men i lovgivning 

om kompensation til handicappede i 

erhverv er der eksempelvis ikke meget at 

komme efter for personer med en sindslidelse. 

Der står et meget stort arbejde foran med at 

diskutere, hvad der i den og den sammenhæng 

er en relevant kompenserende foranstaltning for 

personer med en sindslidelse. 

Sektoransvarlighed er et af de grundlæggende 

principper i dansk handicappolitik: Den sektor 

der har ansvar for at levere en ydelse til borgere 

i almindelighed, har også den forpligtelse over for 

personer med et handicap.Ydelser fra det offentlige 

skal ydes af samme myndighed og samme 

sted over for alle borgere. Det er det eneste 

værdige princip ud fra en ligebehandlingsbetragtning 

og et nødvendigt princip ud fra praktiske kriterier 

i et moderne samfund. 

Men den tekniske tilgang er ikke tilstrækkelig. 

Det er væsentligt også at forholde sig til og bear- 

1. 

Resumé udarbejdet på baggrund af båndoptagelse af indlægget.

ejde holdninger. Ifølge en undersøgelse fra 

Socialforskningsinstituttet ligger mennesker med 

psykiske lidelser i bunden af det hierarki, der findes 

i befolkningen vedrørende holdninger til 

mennesker med handicap. Der skal gøres et stort 

arbejde for at fremme forståelsen i befolkningen 

for, at personer med psykiske lidelser får ret til og 

mulighed for lige deltagelse. 

På kompensationsområdet er det vigtigt at 

udvikle en forståelse af hvilke muligheder, der vil 

være relevante for at sikre ligebehandling af personer 

med sindslidelser. Hvorfor kan vi bevilge 

hjælp til at tage tunge ting ned for en person i 

kørestol, når vi ikke kan bevilge hjælp til at få en 

person med en psykisk lidelse i gang om morgenen? 

Der er i princippet ingen forskel, men en 

barriere der skal overvindes. 

Det er vigtigt også på dette område at tænke i 

sektoransvarlighed.Vi kan ikke centralisere os ud 

af problemerne ved at overlade dem til 

Sundheds- og Socialministeriet. Problemerne skal 

løses decentralt - derude hvor de er.Vi er nødt 

til at sikre at alle beslutningstagere i samfundet 

ved at beslutningerne skal tages, så der også 

tages hensyn til borgere med psykiske lidelser. 

Nogle gange skal der ikke ret meget til, men der 

er langt til at den opmærksomhed findes. 

Ida Elisabeth Koch, cand. jur., ph.d., 

seniorforsker Det Danske Center for 

Menneskerettigheder: 2. 

Det er veldokumenteret, at der er en snæver 

sammenhæng mellem ressourcer og tvang i 

psykiatrien i den forstand, at utilstrækkelige 

ressourcer kan føre til en øget anvendelse af 

tvangsforanstaltninger. Denne sammenhæng er 

anerkendt i psykiatrilovens § 2, hvorefter sygehusmyndigheden 

med henblik på i videst muligt 

omfang at forebygge anvendelse af tvang skal tilbyde 

sygehusophold, behandling og pleje, som 

svarer til god psykiatrisk sygehusstandard. 

Psykiatrilovens § 2 giver imidlertid ikke den 

enkelte ret til tvangsbegrænsende goder som 

f. eks. enestue eller en særlig behandling. 

Tvangsbegrænsende goder er bekostelige, og det 

er overladt det amtskommunale selvstyre at træffe 

afgørelse om ressourcetildelingen. Det tilsyn 

der føres med amternes psykiatriske sygehusstandard, 

er særdeles begrænset, og eftersom § 2 ikke 

lovfæster et katalog af tvangsbegrænsende rettigheder, 

er der næppe udsigt til at sammenhængen 

mellem tvang og ressourcer vil komme til udtryk 

i patientklagenævnenes og domstolenes afgørelser 

efter psykiatriloven. 

Det er ikke sædvanligt at gøre politiske ressourceprioriteringer 

til spørgsmål om retssikkerhed. 

Eftersom eksistensen af positive tilbud i behandlingen 

af psykiatriske patienter er afgørende for, 

om der bliver anvendt tvang og hvor længe, er 

der imidlertid grund til at inkludere et krav om 

en vis kvalitativ mindstestandard i kravet om retssikkerhed. 

Eller sagt på en anden måde: Det menneskeretlige 

krav om respekt for den personlige 

integritet kan næppe tilgodeses uden en samtidig 

tilfredsstillelse af en kvalitativ mindstestandard i 

behandlingen af psykiatriske patienter. Negative 

menneskerettigheder (ikke-indgriben) og positive 

menneskerettigheder (kvalitativ sygdomsbehandling) 

er sammenhængende størrelser, og bør i høj 

grad sammentænkes i sygehusplanlægningen og i 

behandlingen af den enkelte psykiatriske patient. 

Lene Falgreen Larsen, erfaringsekspert, 

cand. jur., brugerevaluator: 3. 

Man kunne indledningsvis spørge: Er det rimeligt 

eller holdbart med et krav om lige muligheder 

for borgere med psykisk lidelse og andre borgere? 

Ud fra tanker om retsbevidstheden i et 

demokratisk samfund er det muligvis rimeligt. 

Men er der grund til at stille et sådant krav, eller 

er der allerede lige muligheder? Med fokus på 

behandlingsmulighederne kan det ved første øjekast 

se ud som om der bliver gjort mange og en 

del specielle ting netop for borgere med psykiske 

vanskeligheder. 

Men ser man på den psykiatriske virksomhed 

ud fra resultaterne af en enkelt brugers forløb 

hvor systemet faktisk har ydet sit bedste, så krakelerer 

facaden. Og billedligt kan behandlingen 

beskrives således: 

Lægen udspørger: "Oplever du, at du ikke kan 

se noget?" – Svar: "Ja. Lige præcist. Jeg kan ikke se 

en pind." 

Diagnose: blindhed! Man ved måske godt, rent 

teoretisk, at blindhed f.eks. kunne skyldes en 

infektion i øjenlåget, som får det til at hæve op, 

hvilket betyder, at man ikke kan åbne øjet. Men 

den slags forklarende omstændigheder, bag symptomerne, 

undersøger man ikke. 

Behandling iværksættes: Øreskylning, som skal 

foretages dagligt i mindst et år eller to (før man 

rigtigt kan konstatere behandlingens virkninger). 

Begrundelse:Ved korrekte, videnskabelige forskningsmetoder 

har man kunnet konstatere en 

effekt af denne behandling i form af vibrationer i 

øjeæblet på folk der skylles i øret. 

2. 

Talerens eget resumé. 

3. 

Talerens eget resumé.

I løbet af behandlingsperioden sker der så et ud 

af to. Enten får kroppens immunforsvar bugt med 

betændelsen, hævelsen forsvinder, øjet kan åbnes, 

og blindheden forsvinder. Så har man et vellykket 

behandlingsforløb. Eller også breder betændelsen 

sig, så man bliver alvorligt syg!!! 

Det lyder grotesk. Det bliver endnu mere grotesk, 

når en sådan behandling kan påduttes folk 

ved tvang, Så vil de fleste nok synes at der er 

svigt i retssikkerheden. Men hvis det gælder borgere 

med psykisk lidelse, er det så anderledes? 

2.2 Minikonferencer 

Ligebehandling 

Ved Thoridt Allermand – erfaringsekspert, formand i 

FAP-Vejle Amt; Peter Christiansen – næstformand i 

DSI formand for LEV; Ebbe Henningsen – pårørende 

og viceskoleinspektør; Nina Stenshøj – leder af 

Rosengården, Skjern; Mogens Wiederholt. Ordstyrer: 

Ole Thomsen. 

Ebbe Henningsen: Er det ligebehandling at alle 

skal have det samme? Nej, vi skal have hvad vi 

har brug for - nogle meget, andre lidt.Tilbuddene 

skal tilpasses den enkelte borger. Ligebehandling 

er differentieret behandling. Ligebehandling 

kræver holdningsændring blandt politikere og i 

befolkningen. 

Peter Christiansen: Der er ikke lige muligheder 

for deltagelse i tilværelsen. Serviceloven ligestiller 

ikke sindslidende. Fx kan sindslidende ikke 

få ledsagelse 15 timer om ugen som andre handicappede. 

Der er sket en opblødning i lovgivningen 

for udviklingshæmmede, det samme er ikke 

sket for sindslidende, men kommer forhåbentligt 

snart. Særlovgivning for sindslidende hindrer ligebehandling. 

Der er behov for lovændringer der 

afskaffer særlovgivningen. Også økonomien hindrer 

et ligeværdigt medborgerskab for sindslidende. 

Ansvaret for borgernes retssikkerhed er 

udlagt til amter og kommuner. De lever ikke op 

til ansvaret. 

Thoridt Allermand: Kom i kontakt med psykiatrien 

som 13-årig. Kunne derfor ikke få nogen 

uddannelse. Blev opereret og næsten døv og 

først nu spurgt om, hvad der skulle til for at fungere 

i samfundet. Har oplevet stor holdningsforskel 

afhængigt af om man opfattede hende som 

døv eller som sindslidende. Fik social pension i 

80’erne.Ville i skånejob, men blev fastholdt i at 

have en psykiatrisk diagnose og derfor være ustabil. 

Kunne ikke komme i revalidering p.g.a. psykiatrisk 

diagnose. Efter at hun selv havde skaffet og 

fungeret i skånejob, krævedes en psykiatrisk vurdering 

som hun afslog. Kunne få støtteperson 

p.g.a. hørehandicap, men ikke når hun grundet en 

psykisk lidelse var bange for at gå uden for sin 

dør. Som psykisk syg har man ikke ret til at 

komme sig.Ville foretrække kun at være døv. 

Nina Stenshøj: Har arbejdet med sindslidende 

i 25 år. Sindslidende omtales som en stor homogen 

gruppe. Det er anderledes med fysisk syge. 

Hvis behov er det vi vil dække med ligebehandling? 

Bedre at give positiv særbehandling. Man skal 

selv bestemme hvad man vil have hjælp til. At 

være hjælper fordrer at man kender lidelsens 

væsen. Ligebehandling er retten til selv at vælge 

hvordan man vil leve sit liv og få støtte til at gennemføre 

det. 

Mogens Wiederholt: Undrer sig over at politikerne 

har fravalgt konferencen på grund af valget. 

Ligebehandling betyder ikke samme behandling. 

Forudsætningen for ligebehandling er at man holder 

op med at tro at man skal rette en fejl hos 

individet, og at man forstår at systemet skal 

ændre sig, så det passer den enkelte. Den enkelte 

skal have den nødvendige kompensation for at 

kunne leve på lige vilkår. Særlovgivningen er ikke 

kun økonomisk begrundet men også holdningsbetinget. 

Der sker hele tiden en udvikling af holdningerne. 

Efterfølgende blev det blandt andet præciseret at 

alle ikke skal i arbejde. Pligten til at stille sin 

arbejdskraft til rådighed for samfundet fordrer at 

samfundet lever op til sin forpligtelse om at stille 

med den nødvendige støtte. Det blev drøftet hvorvidt 

mennesker med psykiske lidelser har adgang til 

at få assistance i henhold til lov om kompensation 

til handicappede i erhverv. Der står ikke direkte i 

loven at det ikke kan lade sig gøre, og det praktiseres 

bl.a. i AF’s Vejle region. 

Retssikkerhed 

Ved Bjørn Danielsen – medlem af Nordjyllands 

Amtsråd, psykolog; Ida Elisabeth Koch; Lene 

Falgreen Larsen; Erik Olsen – erfaringsekspert, lærer 

og leder i LAP/FAP - Storkøbenhavn. Ordstyrer: Ole 

Aagerup.

Bjørn Danielsen indledte med et oplæg om 

amtsrådsarbejdet i Nordjyllands Amt. Amtet 

anlagde 50 døgnpladser i Brovst, og Bjørn 

Danielsen talte for at drive dem under sociallovgivningen 

for i højest muligt omfang at undgå 

tvang. Repræsentanter for SIND modsatte sig 

dette, og forlangte i stedet at man skulle anvende 

sygehuslovgivningen og dermed psykiatriloven. 

Døgnpladserne i Brovst bygges nu efter sygehusloven, 

hvilket er ensbetydende med at tvang er 

mulig. 

Bjørn Danielsen mente, at personalet skal 

uddannes til bedre reaktioner. Love er godt, men 

må ikke blive en spændetrøje og forhindre udvikling.Vi 

skal have dialog! Behandlerne har for lidt 

tid, der er for lidt tid til terapi. 

Erik Olsen mente at særloven om frihedsberøvelse 

og tvang i psykiatrien skal afskaffes. 

Samfundet skal have lov at bruge tvang, men ikke 

alene fordi man er sindssyg. Loven burde hedde 

"Lov om patientrettigheder", der er ingen grund 

til at beholde særlove (som for rockere, terrorister 

og pestbefængte). Danskerne skal først forstå 

at mennesker med psykiske problemer ikke 

er farlige.Ved afskaffelsen af særloven risikerer vi 

at såkaldt "normale" mennesker bliver udsat for 

tvang. 

Vi kan få et bedre liv i det sociale system end i 

sygehusmiljøet. Penge til psykiatrien hjælper ikke. 

Vil have lov at lave et "psykiatrisk testamente", 

som fx indeholder at han ikke vil tvangsbehandles 

med elektrochok.Tvangsbehandling skal begrænses 

til livstruende situationer. Også nej til tidsubestemte 

domme! Selv banal kriminalitet kan som 

behandlings- og anbringelsesdomme udløse 

meget lange straffe. 

Ida Elisabeth Koch: Der er en snæver forbindelse 

imellem ressourcer og den hellige kommunale 

selvbestemmelse. Det er ansvarsforflygtigelse 

ikke at gribe ind overfor kommunerne og så bare 

sidde og kritisere. 

Lene Falgreen Larsen: Retssikkerhed er ikke 

et entydigt begreb. Det kan forstås som en sikkerhed 

imod overgreb fra statens side, eller det 

kan knytte an til vores velfærdssamfund: At kunne 

gå sikkert på gaden – sikkerhed imod farlige 

sindslidende. For de sindslidende: At kunne færdes 

uden fare for at blive udsat for tvangsbehandling. 

I særloven anvendes et specielt tvangsbegreb: 

Tvangsanvendelse er sædvanligvis ikke lig med 

frivillighed, men det er det i psykiatrien. Der er 

ifølge særloven kun tale om tvang, når al frivillighed 

kan udelukkes, inklusive overtalelse. 

Fra salen blev der givet et eksempel på at en kvinde 

med en sindslidelse bad om hjælp og fik at vide 

at hun kunne blive tvangsindlagt. Hun besluttede at 

lade sig indlægge frivilligt, men det kunne ikke lade 

sig gøre, og derfor blev hun så tvangsindlagt alligevel. 

Politiet kom og hentede hende. Lejligheden blev 

ikke låst – huslejen blev ikke betalt – og så havde 

hun ingenting. Kriterierne for tvangsindlæggelse 

ophørte, men hun blev på den lukkede. 

René Nielsen fortalte om et bosted han havde 

arbejdet på, hvor der af sparehensyn blev omlagt fra 

den gamle sindssygelov til den gamle bistandslov, 

dvs. ændringerne betød at personalet måtte opgive 

magtanvendelse. Det viser at så længe der er magtanvendelsesmidler, 

bliver de brugt – når man ikke 

har dem løses problemsituationer uden – ved at 

tænke anderledes. Det handler om HOLDNINGER!

3. 

Nye toner fra udlandet, når det gælder 

grundholdninger til borgere med en 

psykisk lidelse. 

I dette afsnit bringes resumeer af plenumindlæg om recovery og det at høre og acceptere 

stemmer og af efterfølgende minikonferencer om de temaer. 


Alain Topor, psykolog, chef for forskningsog 

udviklingsenheden i psykiatrien i 

Stockholm 

Jeg er stolt over at have været med i processen 

med at lukke de psykiatriske sygehuse.Vi nedlagde 

ikke kun, vi opbyggede også alternativer i form 

af små hverdagsagtige enheder.Vi drømte ikke 

om at helbrede patienterne, for vi mente ikke de 

var syge.Vi ville tilbyde et bedre liv og gjorde det 

også. Men nu spørger vi os selv: Kan vi ikke gøre 

noget mere? Kan vi mindske eller ophæve lidelsen? 

Ifølge traditionel psykiatri 

kan mennesker med 

alvorlige psykiske lidelser 

ikke komme sig. Inden 

for officiel svensk psykiatri 

består skizofreni ud 

over diverse symptomer 

af en forstyrrelse i 

evnen til at modtage, 

bearbejde og give information. 

Får man den 

sygdom, er man ifølge 

psykiatrien noget helt 

andet end os, man er 

uhelbredelig, sygdommen 

varer hele livet. 

Efter lang tids alvorlig psykisk lidelse kan man 

naturligvis ikke blive som den, man var. At komme 

sig handler ikke om at gå tilbage, men om at erobre 

sig selv frem i tiden. 

Selv om det er en etableret psykiatrisk tradition 

at anse alvorlige psykiske lidelser for kroniske, findes 

en omfattende international forskning, der 

viser, at mange mennesker med diagnosen skizofreni 

og andre alvorlige psykiatriske lidelser er 

kommet sig. Langtidsstudier viser, at mellem 1/5 

og 1/3 af patienter med diagnosen skizofreni er 

kommet sig helt: udviser ingen symptomer, lever 

et "normalt" socialt liv, er ikke i nogen form for 

behandling. Skizofreni er altså ikke nogen uhelbredelig 

sygdom! Desuden viser det sig at mellem 

1/4 og 1/2 er kommet sig socialt: har visse 

symptomer, får en vis behandling, men lever et 

fuldgyldigt socialt liv. 

Det er et paradoks at psykiatrien formidler et 

urimeligt deprimerende budskab om kroniskhed 

samtidig med at en væsentlig forudsætning for at 

komme sig netop er håb! 

Det er svært at finde sammenhæng mellem 

psykiatrisk behandling og det, at nogen kommer 

sig. Derfor begrebet spontanhelbredelse, som er 

et absolut lavpunkt i intellektuel redelighed: "Vi 

har at gøre med en uhelbredelig sygdom – kommer 

nogen sig, har de gennemgået en uforklarlig 

spontan helbredelse." Man kan ikke sætte det at 

patienten kommer sig ind i nogen sammenhæng 

med noget psykiatriens professioner har gjort, 

det være sig læger, psykologer eller psykoterapeuter. 

På den måde usynliggøres hele det sociale 

arbejde og det sociale samspil med venner, forældre, 

medpatienter, overlevere m.v. 

I et omfattende studie har vi interviewet et antal 

personer der er kommet sig, og har spurgt: 

"Hvordan er det gået? Hvad er det, der har hjulpet 

dig?" Alle beretter at de fandt en mening 

med det de havde været igennem, en mening der 

blev deres sandhed. Mening på det medicinske, 

det psykoterapeutiske, det åndelige eller det 

interaktionelle plan. Som noget uhyre væsentligt 

mente alle at de selv havde spillet en afgørende 

rolle for at komme sig. Det kan formuleres som: 

"Jeg har ikke givet op", og det er jo lidt underligt 

når det hævdes at det drejer sig om mennesker 

der ikke kan træffe beslutninger! 

Men ingen kommer sig i ensomhed. Andre mennesker 

spiller en vigtig rolle. Professionelle, der 

har hjulpet, er gennemgående personer, der bryder 

med reglerne og udsætter sig for risiko for 

4. 


patienternes skyld. Gensidighed er afgørende, 

uden den bliver man et menneske der kun tager 

imod. At komme sig betyder at blive et menneske, 

der både gi’r og ta’r. 5. 

Marius Romme, hollandsk professor i 

socialpsykiatri: 6. 

Det er muligt at finde mening i stemmer – man 

skal bare vide hvordan. I sig selv er det at høre 

stemmer ikke et symptom på psykisk sygdom, 

men et signal om at der er problemer, ofte følelsesmæssigt 

overvældende problemer. Det der 

gør, at nogle af dem der hører stemmer, bliver 

psykiatriske patienter, er vanskeligheder med at 

leve med stemmerne. Blandt ikke psykisk syge er 

det ganske udbredt at høre stemmer – der er 

således antalsmæssigt flere mennesker som ikke 

er psykiatriske patienter, der hører stemmer, end 

der er patienter der gør det. 

I 1985 overbeviste en patient mig om at jeg skulle 

tage hendes problemer med at høre stemmer 

alvorligt.Tidligere havde jeg som psykiater kun 

interesseret mig for stemmerne som et symptom 

– en forudsætning for at stille en diagnose. 

Gennem samtaler patienter indbyrdes gik det op 

for mig at de patienter jeg kendte, forholdt sig til 

stemmerne, men de magtede blot ikke at håndtere 

dem. Og det gik op for mig at psykiatrien 

ikke vidste noget om stemmerne, og om hvordan 

man kan leve med at høre stemmer. Efter et TV 

indslag om problematikken fik vi henvendelser fra 

500 personer der havde erfaring med at høre 

stemmer. Deres oplevelser kortlagde vi gennem 

et spørgeskema.Vi udviklede spørgeskemaet som 

et instrument til at udvikle dialogen på baggrund 

af stemmehørernes egne erfaringer. Mange af 

dem der havde henvendt sig, hørte stemmer 

uden at have nogen form for psykiatrisk diagnose. 

I de videre studier fandt vi frem til at: 

2 – 4 % af befolkningen hører stemmer i form 

af "auditive hallucinationer". Kun 1/3 af disse har 

problemer med det og søger hjælp. Blandt visse 

grupper af psykiatriske patienter hører 40- 50 % 

stemmer. 

Ikke kun blandt patienter med diagnosen skizofreni 

er det udbredt at høre stemmer – det er 

det også blandt mange andre patientkategorier, fx 

patienter med dissociative lidelser. 

Sammenligner man ikke-patienter og forskellige 

patientkategorier, er der ikke væsentlige forskelle i 

karakteristika ved stemmehøringen, fx om man 

hører stemmerne udefra (gennem ørerne) eller 

indefra, eller om stemmerne taler til eller med 

en. 

Forskellen ligger heller ikke i om stemmerne er 

positive eller negative, men derimod i om man 

opfatter stemmerne som positive eller negative. 

Ikke-patienter opfatter stemmerne som overvejende 

positive, patienterne opfatter dem som 

overvejende negative. I modsætning til ikke-patienterne 

er patienterne bange for stemmerne og 

bliver forstyrret af eller lader sig forstyrre af dem. 

Men hvorfor hører psykiatriske patienter oftere 

stemmer end ikke-patienter? Vi mener, man skal 

søge forklaringen i livshistorierne og ikke i biologien. 

Hos 70 % af dem der hører stemmer, er der 

sammenfald mellem det at stemmerne starter og 

overvældende eller traumatiske hændelser, man 

ikke har kunnet håndtere. 

Det at høre stemmer er 

en forsvarsmekanisme 

der træder i stedet for et 

problem, fx vedrørende 

seksuel identitet, dødsfald 

m.v. Over for mange individuelle 

problemer føler 

mennesker sig magtesløse, 

hvilket kan føre til at 

man hører stemmer. 

At høre stemmer er 

altså en personlig oplevelse 

der knytter an til 

hændelser i ens liv. Man 

skal forstå personens 

socialt-emotionelle problem 

for at kunne hjælpe. 

Der findes ikke afgrænsede psykotiske sygdomme, 

psykotiske fænomener er reaktioner på personlige 

problemer. Hvilken form for psykose man 

end kategoriserer, har den ikke nogen ens og 

specifik årsag, idet samme problematik kan føre til 

vidt forskellige reaktioner.Vi har i psykiatrien at 

gøre med personer der oplever psykiske belastninger.Vi 

må derfor anlægge en individuel tilgang. 

Der findes ikke én rigtig behandlingsform for alle 

5. 

Videnscenter for Socialpsykiatri har for nylilig udgivet to af Alain Topors bøger: "At komme sig. Et litteraturstudie om at komme sig 

efter alvorlig psykisk lidelse" og "Vendepunkter. Et nærstudie af vendepunkter for mennesker der er kommet sig efter alvorlig psykisk 

lidelse". En mere omfattende fremstilling findes i Alain Topor (2001): Återhämtning från svåra psykiska störningar. Stockholm: Natur och 

Kultur. Denne bog forventes at udkomme i en dansk oversættelse på Hans Reitzels Forlag i begyndelsen af år 2003. 

6. 


patienter, man må nødvendigvis engagere sig i 

den enkeltes livshistorie. Den vigtigste informationskilde 

er patienten selv. Det er der modstand 

over for i psykiatrien - man vil gerne gøre alle 

patienter ens og give dem én form for behandling, 

nemlig medicin. Man vil ikke involvere sig for 

meget – det er for trættende. 7. 

Ron Coleman, skotsk 

erfaringsekspert: 8. 

Jeg blev diagnosticeret med skizofreni i 1982 og 

som kronisk skizofren i 1987. I 1991 opgav jeg at 

være skizofren for igen at blive Ron Coleman. 

Min rejse mod recovery – mod at komme mig - 

begyndte med andre mennesker, der gav mig håb 

og tro på vejen og hjalp mig med at navigere i 

forhold til stemmerne og samfundet. Bl.a. Marius 

Romme og Sandra Escher har tegnet de kort, 

der var nødvendige for at jeg kunne navigere. 

Andre mennesker er 

det afgørende første 

trin, den første trædesten 

på vejen mod 

recovery. Man kommer 

sig ikke i isolation, eller 

hvis man kun indgår i 

relationer baseret på 

interaktionen mellem 

professionel og klient. 

At komme sig er at 

blive hel – ingen kan 

blive hel, hvis man er 

isoleret fra samfundet. 

I mange år hævdede 

jeg, at psykisk sygdom 

ikke fandtes. Marius 

Romme gjorde mig 

opmærksom på at sygdom 

kan udtrykkes som en persons manglende 

evne til at fungere i samfundet. Det kunne jeg 

acceptere, idet det betyder at recovery ikke er 

en gave fra læger, men et ansvar vi har alle sammen. 

Er samfundet parat til at påtage sig ansvaret for 

recovery? Det mener jeg ikke, idet man har købt 

en biologisk forklaring på psykisk lidelse. Men der 

er håb, for der findes samfund hvor man tager 

ansvar for dem der bliver gale. Når en aboriginer 

(i Australien) bliver gal, træder stammen sammen 

for at diskutere hvad stammen har gjort, så personen 

blev gal. Sådan foregår det ikke i vores kultur. 

Hos os bliver problemet og løsningen overladt 

til hospitalet og eksperterne. Det er en 

upersonlig og ikke personcentreret måde at forholde 

sig på. Recovery bliver noget objektivt og 

ikke subjektivt. Den enkelte person spiller ikke 

nogen rolle i processen. 

Hvis mennesker er byggesten i recovery, så er 

hjørnestenen selvet. Jeg tror uden forbehold at 

den største hindring på rejsen mod recovery er 

én selv. Recovery kræver selvtillid, selvværd, selvindsigt 

og selvaccept. Uden det er recovery umulig 

og værdiløs. 

Vi må tro på egne evner til at ændre vores liv.Vi 

må opgive at være syge og afhængige af andre.Vi 

må indse vort eget værd og vore egne fejl som 

borgere i samfundet. Systemet har nok skabt diagnoserne, 

men vi holder dem ofte selv ved lige.Vi 

må ændre på den tillærte adfærd der holder os 

fast i patientrollen.Vi må acceptere og være stolte 

af at være dem, vi er. Når vi bliver sikre på 

hvem og hvad vi er, kan vi også få tillid til hvem 

og hvad vi ønsker at være. 

Det andet trin på vejen mod recovery, er selvtillid, 

selvværd, selvindsigt og selvaccept. 

Tredje trin er nært forbundet hermed og indgroet 

i vores egen status. Den har vi selv indflydelse 

på.Vi kan vælge at forblive ofre for systemet, at 

have medlidenhed med os selv, forblive stakkels 

lille mig der skal have professionel omsorg alle 

døgnets 24 timer.Vi kan også vælge en anden 

retning: holde op med at være ofre og blive vindere. 

Når man ser på sig selv som syg, er det let at 

lade andre træffe valg på ens vegne. Recovery 

betyder at man selv træffer valg, og selv tager 

ansvar for både sine gode og dårlige valg.Vi må 

lære at skelne mellem at begå fejl og at få tilbagefald. 

Det er så nemt at vende tilbage til det psykiatriske 

system, når vi begår fejl, at give sin biologi 

frem for sin menneskelighed skylden. 

7. 

En uddybet fremstilling findes i: Romme & Escher (eds.) (1993):Accepting Voices. London: Mind Publications (www.mind.org.uk). Marius 

Romme (red.)(1996/2000): Höra röster – att hantera hörselhallucinationer och förvirrande erfarenheter. FoU-enheten/psykiatri (tlf. 0046 

8 687 60 00, e-mail: fou@algonet.se),Västra Stockholms Sjukvårdsområde. 

8. 


Hvis andre mennesker er recovery’s byggesten 

og selvet er hjørnestenen, så er valget den mørtel 

der holder stenene sammen. 

Den sidste byggesten er ejerskab. Her er nøglen 

til recovery.Vi skal lære selv at eje vores erfaringer. 

Ingen andre kan eje vores erfaringer. Kun ved 

at eje erfaringerne med galskaben kan vi komme 

til at eje recovery. 

Rejsen gennem galskaben er grundlæggende 

individuel, vi kan kun dele en del af den med 

andre. Det meste af rejsen er vores egen alene. 

Det er inden i os selv, vi må finde redskaberne, 

styrken og færdighederne til at afslutte rejsen. 

Recovery er blevet et fremmedartet begreb, selv 

om det er baseret på sund fornuft.Vi må indse at 

vi nogle gange gør ting vanskeligere end de 

behøver at være, ved at ville anvende videnskabelig 

objektivitet frem for at udforske vores liv 

gennem personlig subjektivitet. 

Recovery er på dagsordenen. Ikke klinisk eller 

social recovery, men personlig recovery. Ansvaret 

for recovery deler vi alle sammen: professionelle, 

brugere og pårørende.Vi kan opnå recovery ved 

at arbejde sammen, ved at tale og lytte til hinanden.Ved 

at skifte paradigme fra biologisk reduktionisme 

til samfundsmæssig og personlig udvikling. 

Rommes og Eschers arbejde har indledt dette 

paradigmeskift, vi må alle være med til at fuldføre 

det. 

Indtil da vil folk stadigvæk blive tvangsbehandlet, 

samfundet vil frygte galskaben, civilisationen vil 

forblive uciviliseret. Recovery er vores fælles mål, 

vi kan nå det nu! 9. 

3.2. Minikonferencer 

Recovery – "at komme sig" 

Ved Leif Gjørtz Christensen – socialpsykiatrichef i 

Århus Amt; Maria Holbek – erfaringsekspert, Edbassistent 

og brugerlærer; Alain Topor. Ordstyrer: 

Elsebeth Lundsteen. 

Maria Holbek fortalte, at hun var ved at 

komme sig efter et halvt liv som sindslidende. 

Som 11-årig fik hun et nervesammenbrud som 

blev helet med faderens støtte. På baggrund af 

en meget svær fødsel og faderens samtidige død 

kom Maria imidlertid ind i en ond cirkel af angst 

og skyld, som medførte 5 års hospitalspsykiatrisk 

behandling. 

Behandlingen skete dog på baggrund af en forkert 

diagnose, og havde ingen positive effekter. 

Tværtimod oplevede Maria efter yderligere 

behandling i distriktspsykiatrien, at hun som 33- 

årig mor til 2 børn var blevet afhængig af medicin, 

var blevet tyk, var socialt isoleret, var fraskilt, 

var blevet storryger og helt manglede selvtillid. 

Det ældste barn var flyttet hjemmefra og kommunens 

familieafdeling ville tvangsfjerne det 

mindste barn, fordi Maria besluttede at hun ikke 

længere ville være afhængig af nogen eller noget, 

og derfor holdt op med at tage medicin. 

Maria mente at grunden til at hun tog styringen 

af sit eget liv, var 2 hjemmevejledere fra socialpsykiatrien. 

De talte med hende og ikke til 

hende. De troede på hendes ressourcer. 

Leif Gjørtz Christensen fortalte at socialpsykiatrien 

i løbet af én dag yder hjælp til 10.000 

mennesker i Århus Amt, hvilket er udtryk for den 

store udbredelse. Det var hans opfattelse at man 

kan lære mere ved at se på mønsterbrydere end 

ved at studere normen inden for socialpsykiatrien. 

Det var også hans opfattelse at psykiatrien kan 

lære meget fra andre tilgange 

end de hidtil 

kendte, og at det er vigtigt 

at få dette formidlet 

ind i socialpsykiatrien. 

Dette står i skarp modstrid 

til tiden før 1993 

hvor der var "importforbud" 

mod nye ideer. 

Leif fandt det vigtigt at 

aktivere brugere og 

pårørende i arbejdet. 

Amtet havde således 

rekrutteret erfarne brugere 

og tidligere brugere 

til at blive brugerlærere 

og bruger-evaluatorer, 

ligesom tidligere 

brugere ansættes til at arbejde indenfor distriktspsykiatrien. 

Alain Topor opridsede kort hovedpunkterne 

fra sit plenumindlæg. Han tilføjede at det var 

9. 

En uddybet fremstilling findes i Ron Coleman (1999): Recovery an Alien Concept. Gloucester: Handsell Publish-ing. Sammen med Mike 

Smith har han i 1997 på samme forlag udgivet håndbogen:Working with Voices.Victim to Victor. Bøgerne kan bestilles via hjemmesiden: 

www.keepwell-uk.com.

interessant at se på lærebøgernes sprogbrug, som 

slet ikke ligner brugernes egne ord på situationer 

og følelser. Patienter skal individuelt støttes til 

deres recovery, og det kan også være med 

penge, egen bolig eller en uddannelse. Alain 

spurgte om det er med vilje vi ikke samarbejder. 

Den efterfølgende debat behandlede først spørgsmål 

om mulighederne for at opnå den individuelle 

behandling i "systemet", hvad den kunne bestå af, 

og hvornår den i særlig grad skulle sættes ind. 

Hertil er stikordene: kærlighed og medfølelse. Der 

bør sættes ind ved udskrivning, samt gennem selvhjælpsgrupper 

som også stiller krav. For pårørende 

er opgaven at lære at sætte grænser. Det skal bl.a. 

læres gennem kurser, men kurser der sikrer at 

pårørende ikke kommer til at fastholde en syg "i rollen". 

Pårørende og syge skal kunne opbygge og 

holde sammen i stedet for at splitte, fordi at splitte 

altid giver flest smerter. 

Leif Gjørtz Christensen rundede minikonferencen 

af med at hilse selvhjælpsgrupper velkomne i psykiatrien, 

samt pege på at det virker når pårørende og 

brugere fortæller hvad der hjælper. 

Hearing and Accepting Voices 

Ved Ron Coleman, Sandra Escher – hollandsk videnskabsjournalist 

og forsker, 

Merete Nordentoft – psykiater 

og formand for 

Dansk Psykiatrisk Selskab; 

Marius Romme. Ordstyrer: 

Karl Bach Jensen. 

Sandra Escher har 

arbejdet som researcher 

i 15 år for psykiateren 

Marius Romme der var 

den første forsker som 

hævdede, at det at høre 

stemmer ikke er ensbetydende 

med en psykiatrisk 

sygdom. Parret arrangerer 

kurser og konferencer 

for både behandlere 

og stemmehørere, udgiver 

bøger, og har senest 

forsket i børns stemmehøring. 

Sandra ønsker at medvirke til at stemmehørere 

lærer at tale om deres stemmer i deres vante 

omgivelser. Det er forudsætningen for at bryde 

med tabuer, skam og isolation. Et væsentligt redskab 

er det interviewskema som bruges i arbejdet 

med folk der hører stemmer. Skemaet er blevet 

til på baggrund af de informationer man har 

fået fra flere hundrede personer der hører stemmer. 

For den der hører stemmer, kan interviewet 

medvirke til at få øje på strukturer og afmystificere 

stemmerne. For terapeuten kan interviewet 

give indsigt i den enkelte stemmehørers erfaringer 

med og grad af kontrol over stemmerne, og 

med hvordan stemmerne relaterer sig til den 

enkeltes livshistorie. 

Interviewet tjener til at afdække: 

Aspekter og karakteristika ved stemmerne, fx 

hvordan stemmerne opleves, om de taler til, om 

eller med én, og hvor de opleves at komme fra. 

Personlig historie med at høre stemmer. 

Hvilken hændelse er eventuelt forbundet med 

at man er begyndt at høre stemmer? (For 70 % 

af dem der hører stemmer, er der en sammenhæng 

med traumatiske hændelser som sygdom, 

dødsfald, seksuelt misbrug og brudsituationer.) 

Hvad udløser stemmerne, det være sig bestemte 

situationer, omstændigheder eller følelser? 

Hvad siger stemmerne, hvad taler de om, opleves 

de positivt eller negativt? 

Hvordan tolker man stemmernes tilblivelse, 

stammer de f.eks. fra en kendt person, opfattes 

de som en del af ens egen personlighed, som 

åndelige guider eller guder eller som telepatiske 

hændelser m.v.? 

Hvilken indflydelse har stemmerne på ens liv, 

hvilke relationer har man til dem, og hvordan 

klarer eller håndterer man dem, det være sig 

kognitivt (fx ved at ignorere, lytte eller diskutere), 

adfærdsmæssigt (fx distraktion eller dagbog) eller 

fysiologisk (fx alkohol, medicin, øvelser eller 

diæt)? 10. 

Merete Nordentoft:I dansk psykiatri anerkendes 

det at ca. 25% af de patienter der lider af skizofreni, 

kommer sig. Man anser ikke patienter der 

lider af skizofreni som værende ude af stand til at 

klare noget som helst, men det er en fordel at 

erkende de vanskeligheder man har. Merete har 

bl.a. interviewet patienter indlagt på hospital om 

deres stemmehøring. 

10 En vejledning i hvordan man arbejder med stemmehørere og anvender interviewet findes i: Marius Romme & Sandra Escher (2000): 

Making Sense of Voices.A guide for mental health professionals working with voice-hearers. London: Mind Publications 

(www.mind.org.uk). (Kan også bestilles via hjemmesiden: www.keepwell-uk.com).

At høre stemmer er ikke et spørgsmål om 

enten – eller, men et gradvist fænomen. Alle kan 

forestille sig deres mors eller deres lærers stemme 

inde i hovedet. Man kan også opleve sine 

tanker som om de bliver sagt højt. Det skræmmende 

er, når stemmerne råber til en at man 

f.eks. skal slå nogen ihjel eller skade sig selv, men 

Merete har også mødt patienter der har positive 

oplevelser med deres stemmer. 

Moderne psykiatri har en række behandlingstilbud 

ved stemmehøring: Medicin, psykoedukation, 

træning i at forholde sig til hallucinationer og illusioner, 

assertion, familieinvolvering. Merete mener 

at det kan dokumenteres, at lang tids ubehandlet 

psykose fører til dårligere udkomme og dårligere 

social funktion, og at det at høre stemmer øger 

risikoen for at begå selvmord. 

I den efterfølgende debat blev det især diskuteret 

hvilken rolle psykiatrisk medicin kan og bør spille i 

behandlingen. Det blev også berørt, om stemmerne 

kan få en til at begå noget farligt eller kriminelt, og 

om der altid er en traumatisk hændelse forbundet 

med at man begynder at høre stemmer. 

Ifølge Marius Romme kan medicin dæmpe de 

overvældende følelser der er forbundet med at høre 

stemmer, men man kan ikke behandle stemmerne 

med medicin. Medicin kan gøre det vanskeligere at 

klare dagligdagen og kan forsinke processen med at 

forholde sig til stemmerne. For Marius er psykiatri 

ikke en videnskab men et trossystem, hvis diagnoser 

hviler på vurdering af adfærd og ikke på viden om 

årsager. Frem for at behandle giver man blot medicin. 

Påtvinger man patienten medicin, lærer denne 

ikke at håndtere sine følelser. 

Ron Coleman gjorde opmærksom på at chancen 

for at komme sig fra skizofreni er langt større i 

mange udviklingslande end i den vestlige industrialiserede 

verden, hvor der ikke er sket nogen forbedring 

hvad angår helbredelsesprocenten i de mange 

år, neuroleptika har været fremme. Merete mente at 

medicin udover at dæmpe følelserne også kan 

dæmpe stemmernes styrke og hyppighed. 

Ron forklarede, at det er vigtigt at ændre på 

magtforholdet, så man selv får magten over stemmerne, 

frem for at de har magten over en. Man må 

lære at sige nej til stemmerne hvis de vil have en til 

at gøre noget ubehageligt. Sandra gjorde opmærksom 

på at undersøgelser har vist at 10% har deres 

stemmer fra fødslen af, og at 30% ikke har haft 

traumatiske oplevelser før de begyndte at høre 

stemmer.

4. 

Hvordan ser landskabet ud, veje 

mod lige muligheder eller reservater? 

Konferencens anden dag var afsat til at belyse, hvor langt vi er nået, når det gælder lige 

muligheder i praksis inden for sektorer som bolig, arbejde, uddannelse og kultur/fritid. Først 

bringes et resume af plenumindlæg, derefter en kort omtale af de 13 forskellige workshops, 

og til sidst resumeer af dagens 4 minikonferencer. 


ved Klaes Guldbrandsen: 11. 

På botilbudsområdet hvor der efter serviceloven 

skal tilbydes bolig til blandt andet sindslidende, er 

der grund til at problematisere den meget forskellige 

praksis, som bliver 

til rammer om tilværelsen 

for den sindslidende. 

Med udgangspunkt i en 

analyse 12 , kan der konstateres 

store forskelle i 

botilbudene. Det angår 

fysiske omgivelser, placering, 

anvendte metoder 

i det sociale arbejde, 

samt opfattelser af 

integration og herunder 

muligheder for deltagelse. 

Bolig og hjem repræsenterer 

i vores samfund 

en række centrale værdier, 

og boligen er funktionsbærende 

for mange aspekter i tilværelsen. 

Derfor angår praksis i botilbudene også den 

generelle sociale indsats for sindslidende. 

Reservater omkring grupper af mennesker i samfundet 

der på et tidspunkt i tilværelsen har særlige 

behov for hjælp, kan f.eks. opstå når hjælpeindsatsen 

er massiv eller af andre årsager lukker sig 

om hjælper-modtager relationen. Hermed 

afskæres nogle muligheder for deltagelse i det 

omgivende samfund. Mulighederne erstattes af 

anden indsats og efterspørges derfor ikke af den 

sindslidende.Tilstedeværelse af hjælpere og hjælpen 

i sig selv konstruerer et bestemt billede af 

virkeligheden og det omgivende samfund, og 

præger derved ens egen opfattelse af mulighederne. 

Tilstedeværelse af målsætninger om integration 

og hvordan disse udmøntes er derfor afgørende 

for, om der udvikles reservater eller der skabes 

muligheder for deltagelse i samfundet. Det er 

nødvendigt at anskue målsætninger og værdier på 

flere niveauer: (a) på politisk niveau, hvor indsatsen 

prioriteres, (b) i organisationerne, som skaber 

rammerne for indsatsen samt (c) i praksis, i form 

af medarbejderen som udfører hjælpen. 

Socialpolitikken er i et spændingsfelt mellem kraftig 

normalisering og værdipluralisme. Der er derfor 

ikke klare strategier. Socialpolitikken udmøntes 

både via rettigheder, rammelove, korporativ forvaltning, 

frivilligt arbejde, visioner om rummelighed 

og markedskorrektion, samt i egentlige markedsløsninger. 

At give særlige grupper særlige rettigheder 

– f.eks. bolig, ledsagelse, økonomisk 

kompensation – er ikke ’in’ i et decentraliseringsperspektiv. 

Den typiske organisation - det sociale arbejde i 

amter og kommuner, distriktspsykiatri, sygehuse - 

vælger med tiden en specifik problemorientering 

og dermed en specialisering. Der opstår ’virkelighedsbilleder’ 

om målgruppen, som på den ene 

side kan effektivisere indsatsen, og på den anden 

side begrænse perspektivet for f.eks. den enkeltes 

muligheder for deltagelse. I den samlede psykiatri 

har denne tendens en særlig dynamik, som følge 

af arbejdsdeling og segmentering af indsatsen. 

Organisationerne tenderer til at operere med 

homogene målgrupper der tilbydes skiftende 

kombinationer af pakkeløsninger. 

På medarbejderniveau skal det individuelle skøn 

udøves. Det sociale arbejde med sindslidende er i 

høj grad baseret på en individuel kontakt og 

fokus på at opbygge relationer. Medarbejderen 

repræsenterer typisk sig selv som både professionel 

og som person i relationen. Det er én af 

11.Talerens eget resumé. 

12. Se Klaes Guldbrandsen (2001):Analyse af botilbudsområdet – botilbud til sindslidende. København:Videnscenter for Socialpsykiatri.

grundene til at medarbejderniveauet ’er styret’ af 

etik og værdier, frem for en fælles metodik eller 

prioriteret faglig reference. Der arbejdes meget 

med at skabe stabilitet, hverdagskompetencer og 

normforståelse. Der arbejdes mindre med at 

udnytte potentialer i lokalsamfund, at indgå i eksterne 

fællesskaber, at knytte an til tidligere tilværelse, 

samt aktivt at støtte til handlinger i forhold 

til foreninger, arbejde/uddannelse og andre 

civile mønstre. Generelt er der en overvægt på 

individualiseret indsats (hjælper – modtager rollen) 

versus en indsats i/rettet mod miljøer i det 

omgivende samfund (forebyggende, opsøgende, 

medierende roller). 

På de tre niveauer – politisk, organisatorisk, i 

det udførende led – er der tale om forskellige 

rationaler for hvordan indsatsen styres og 

udmøntes.Tilsammen giver det et diffust billede 

af indsatsens kerne og dermed eksempelvis prioriteringen 

af ’de lige muligheder for deltagelse’.Til 

dette diffuse billede hører også at det sociale 

arbejde med sindslidende er et fag/en sektor i 

udvikling, i lighed med f.eks. rehabilitering. 

Nogle konkrete forslag der kan understøtte en 

kultur- og værdibaseret styring på tværs af de tre 

niveauer, er: 

· At sikre et mere intenst arbejde med partnerskaber 

omkring arbejde og uddannelse og kultur, 

som er de institutioner der generelt forbindes 

med deltagelse i samfundet. 

· At følge op på Servicelovens intentioner om at 

sondre mellem at have ret til en bolig og til at 

have et hjem. 

Begge dele forudsætter tilstedeværelsen af ’centrale 

værdisættere’ der kan hamle op med dynamikkerne 

fra psykiatriens arbejdsdeling, den generelle 

decentralisering, samt – i nogle år frem – et 

diffust fag ’socialt arbejde med sindslidende’. 

Såkaldt kraftige ministerielle vejledninger i lighed 

med f.eks. børne- og familieområdet er et godt 

bud herpå. Retskrav på konkrete ydelser som 

overvejes på f.eks. ældreområdet, er ikke løsningen, 

da det vil frarøve den bærende dynamik i 

det individuelle skøn og den individuelle relation 

mellem hjælper og modtager. 

4.2.Workshops 

Hearing voices 

Præsentation af interviewguide som et 

redskab til at arbejde systematisk med at 

finde mening i stemmer. Ved Sandra Escher. 

Interviewguiden og anvendelsen af den blev 

nærmere gennemgået og beskrevet. En del af 

deltagerne gav udtryk for interesse i selv at tage 

interviewet i anvendelse. 

Der var en del personer med i workshoppen 

som selv hører stemmer og som fandt indfaldsvinklen 

interessant. Sandra gjorde opmærksom på 

at det at høre stemmer, er en dybt personlig 

oplevelse som skal omgås med varsomhed og 

respekt. 

Hearing Voices + Recovery 

Hvordan man kan arbejde med at håndtere 

stemmer, med at hjælpe og organisere 

mennesker, der hører stemmer. 

Ved Marius Romme og Ron Coleman. 

Når andre accepterer at man hører stemmer, 

har man bedre mulighed for at få hjælp til at leve 

med stemmerne. Hvis hjælpepersonen ikke går 

ind i dialogen med stemmerne, forstår denne 

ikke hvorfor man f.eks. skader sig selv. 

Der blev bl.a. opfordret til at starte med en velorganiseret 

dialog med og om stemmer. Man 

lærer at have med stemmer at gøre og bliver 

mindre bange. Lav et interview med stemmehørere 

om deres stemmer. Det er den eneste 

måde at få mere viden om stemmehørere og 

deres stemmer. 

Rummelighed i samfundet og på arbejdsmarkedet 

Differentieret social integration af sindslidende 

borgere på Vesterbro i København. 

Oplæg til et fremtidigt udviklingsarbejde. 

Ved Jette Antonsen, Vesterbroprojektet. 

Det negative ved væresteder er at sindslidende 

kun har andre sindslidende i deres omgangskreds, 

og dette fremmer ikke integrationen. Man ønsker 

at skabe en gensidig læreproces hvor "normale" 

(altså majoriteten) og de marginaliserede mødes. 

Negative og positive erfaringer med 

arbejdsmarkedet. Erfaringer med brugere 

som jobkonsulenter. Hvordan og om hvad 

bør der oplyses til erhvervslivet for at 

øge rummeligheden. Ved Kirsten Ramy, 

Depressionsforeningen; Helle Brok og Sonja 

Bøjgaard, Gallohuset. 

Manglende forståelse for ens problemer kan 

føre til at man til sidst vælger at forlade arbejdsmarkedet. 

På Gallohuset arbejder man ud fra 

princippet om hjælp til selvhjælp. I jobgruppen 

hjælper man hinanden med at finde fleks- og 

skånejobs. Man laver opsøgende arbejde for at 

finde jobbene og støder på både positive og 

negative holdninger. At have et job giver struktur,

status, ansvar, en følelse af at nogen har brug for 

én, og det giver et stort selvværd. 

Fra brugerinddragelse til 

brugerkooperation 

Initiativ til selvstændigt konsulentfirma, 

hvorfor og hvordan? Ved Maria Holbek, Birte 

Bondo og Thoridt Allermand, Insiderne. 

I bestræbelserne på at danne eget firma kan 

det være svært at få lov at blive/være rask, men 

det er også en stærk, løfte- og lærerig oplevelse 

at tage sagen i egen hånd. Beretning om processen 

fra ide til virkeliggørelse med erhvervsfremme-støtte, 

forretningsmæssig drift, samarbejde, 

selverkendelse, salg, personlige kompetencer, 

udviklingspotentialer mm. 

Skitse til kooperativer for borgere med 

psykiske lidelser. Oplæg på baggrund et 

igangværende udviklingsarbejde for Det 

kooperative Fællesforbund. Ved Bjørn 

Christensen, Den Boligsociale Fond. 

Hvis staten får mindre indflydelse, bliver samspillet 

mellem civilsamfund og marked af større 

betydning. I dette samspil opstår mulighederne 

for brugerkooperativer. Der blev kastet lys på 

muligheder, betingelser og forskelle på selskabsog 

driftsformer, som fx foreningsdannelser, kooperativer, 

ApS, I/S, m.m. 

Hvordan anvendes brugernes viden og 

kompetence i socialpsykiatrien? 

På baggrund af evalueringer og projektudvikling 

sættes spørgsmål ved og gives 

bud på anvendelsen af brugernes viden og 

kompetence. Eksempel på tværkommunalt 

brugerråd i fem kommuner, der samarbejder 

om socialpsykiatriske serviceydelser. 

Ved Erik Nielsen, brugerrådsformand, 

Jammerbugten og Merete Dobusz, 

Konsulentkompagniet. 

Ved kvalitetsudviklingsprojekter er det væsentligt 

at ikke kun brugerne, men også ledelsen og medarbejderne 

er parat til forandring og involverer 

sig i processen. Sker det ikke, kan det opleves 

som nederlag for brugergruppen. Der var i 

workshoppen gennemgående interesse for mere 

systematisk at anvende brugertilbagemeldinger i 

form af spørgeskemaer, interviews m.v. 

Børn og forældreskab 

Konsekvenser for barn og familie når en 

familie, hvor en af forældrene har en psykisk 

lidelse, ikke får hjælp. Åben rundbordssamtale 

med vægt på forældrerolle, 

fordomme og oplevelser og samarbejde 

med offentlige myndigheder. Ved Leah Kjær 

Joyce, Ann-Dorthe Petersen,Torben James Kerridge, 

Torsten Skjerne Dinesen, Piyanah Hassing 

Steensberg, Kirsten Dam. 

Drøftelserne mundede ud i en prioritering af 

følgende: 

· Undervisning/oplysning af behandlere/ 

sagsbehandlere 

· Kontakt mellem hospital/kommune 

ved akutindlæggelser 

· Brug af bedsteforældrenes ressourcer 

· Fjerne diskriminering 

· Holdningsændring i behandlingssystemet 

· Psykiatri-ombudsmand 

· Samarbejde og koordinering af indsats. 

Lige muligheder for uddannelse 

Særlige undervisningsmiljøer, ungdomsuddannelser 

og videregående uddannelser. 

Brobygning, specialpædagogisk 

bistand, fleksibilitet, hvorfor, hvordan? 

Ved Britta Jydebjerg og Malene Schwartz Jørgensen, 

Dalgas Skolen i Århus, Jette Avlund, ivu*C i Kbh., Eva 

Bolette Bjørn. 

På Dalgasskolen der drives under Folkeoplysningsloven, 

har man erfaring for, at elever der forsøger 

sig på VUC, vender tilbage, fordi der mangler 

ressourcer til brobygning. Man har haft gode 

erfaringer med et brobygningsprojekt hvor kursister 

støttede hinanden 2 og 2. En udvikling hen 

imod at finde skjulte ressourcer og væk fra at se 

sig selv som en diagnose blev beskrevet. 

Nøgleord: sammenhæng, blive set, forståelse, tryghed, 

opmuntring, tillid, vejledning, modspil og fleksibilitet. 

Fordomme, skepsis og negative forventninger 

er problemer, man møder. 

De begrænsede muligheder og behov, hvad 

angår specialpædagogisk støtte til videregående 

uddannelse, blev drøftet. 

Selvbestemmelse, informeret 

samtykke, tvang 

Informeret samtykke og frivillighed relateret 

til ECT-behandling. Man kan tvinges 

eller dømmes til behandling – men hvor 

er retten til en forsvarlig og ordentlig 

behandling? Ved Ellen Langgaard og Else Sommer. 

Et synspunkt: Det drejer sig om at bestemme 

selv, ordentligt informeret samtykke, undgå tvang. 

Hvis vi beder om hjælp, skal vi modtage det som 

tilbydes. Læger, socialfolk osv. siger: "Hvis du ikke 

tager medicinen og gør, som vi siger, får du ikke

hjælp". Selvom vi HAR viden og HAR argumenterne, 

virker det ikke, det med at få lov at lade 

være. 

Værestedet som fristed eller reservat 

Frivilligt eller professionelt baseret? Fri 

adgang eller visitation? Pædagogisk styret 

fællesskab og/eller plads til forskellighed? 

Ved Kirsten Dalsager, Holbæk; Margit Pejtersen, Korsør. 

Debatten gik mest på FOR eller IMOD brugerindflydelse 

- hvad skal man bruge den til! Om 

værestedet er et fristed, et reservat eller begge 

dele! 

Sindssyg eller åndeligt udviklet? 

Eksempler fra litteraturen på, hvordan 

man lever med særlige evner uden at 

drukne.Visioner om et center for 

neuroteologi. Ved Bodil Knudsen og Krystyna 

Anna Hansen 

Debat om holdningsændring til det at opleve 

guddommelige ting. Samfundet og psykiatrien skal 

være mere åbne og have respekt for åndsvidenskaben. 

Der er for lidt rummelighed. 

Skør kunst 

Stor kunst eller galskab? Kunst som terapi 

eller som bevidstgørelse af følelser, tanker 

og visioner? Ved Niels Einer Rust og Suzanne 

Pelch, Højskolen - En bro til livet; Birgit Wamberg. 

En af konklusionerne på workshoppen var at 

personer med en sindslidelse kan mere end de 

tror de kan. På alle andre områder end kunst bliver 

mennesker med en sindslidelse forhindret i at 

virke på lige vilkår med såkaldt normale mennesker. 

På kunstområdet kan man i dag optræde på 

lige vilkår. 

Personlig assistance i job, erfaringer og 

behov 

Hvilke hjælpeydelser bør lovgivningen 

åbne mulighed for, hvis man på langt sigt 

skal have succes med sit job, herunder 

hvis man går fra skåne- eller flexjob til 

lønarbejde på almindelige vilkår. Ved Egon 

Mølgaard og Marianne Sand, Café Utopia, David 

Bonde Henriksen, Allan Jørgensen, AF. 

Der blev gjort opmærksom på at handicapkonsulenter 

i AF-regi allerede råder over nogle hjælpemuligheder. 

Problemer med at komme ud i og 

blive i almindeligt job blev drøftet. 

Arbejdsmiljø i relation til skåneog 

flexjob 

Krav og forventninger til et godt arbejdsmiljø 

i forbindelse med flex- og skånejob. 

Betydningen af at kende og formulere sig 

om egne behov og begrænsninger. Hvad 

er og hvordan finder man en god arbejdsplads? 

Ved Søren Langkilde. 

Deltagerne fremlagde en række gode, konkrete 

eksempler på forskellige tilgange til arbejdsmarkedet. 

I en række af disse eksempler blev især to 

pointer fremhævet: 

· at arbejdet - også omfanget af arbejdet - skal 

passe til den enkelte arbejdstager. 

· at arbejdet skal have betydning, være ægte - det 

må ikke være "som om arbejde". 

4.3. Minikonferencer 

Bolig 

Skal der bygges og etableres et stort 

antal boinstitutioner og bofællesskaber, 

eller vil flere akutboliger og en forbedret 

hjælpe- og støtteindsats kunne sikre, at 

også borgere med alvorlige psykiske lidelser 

kan fungere i egen selvstændig bolig? 

Ved Klaes Guldbrandsen; Ebbe Henningsen – 

pårørende og viceskoleinspektør; Hanne Henriksen 

– erfaringsekspert; Alice Holm – kontorchef Odense 

Kommunes Handicap- og psykiatriafdeling; Hans 

Erik Lund – direktør for Boligselskabet Skt. Jørgen i 

Viborg. Ordstyrer: Ole Thomsen. 

Ebbe Henningsen: Arbejde og bolig er en del 

af vores identitet. Det gælder om at fjerne sig fra 

institutionsformer, også på hospitalet skal man 

have lov til at præge sit rum og have mulighed 

for at invitere venner og familie.Tryghed er at 

være i kendte rammer i boligen og tæt på venner. 

Hanne Henriksen: Har boet i bofællesskab i 4 

år. Har oplevet mange konflikter med andre 

beboere i bofællesskab og lært at være mægler, 

er kommet videre med sit liv. Bofællesskabet har 

betydet omsorg og gode kammerater. 

Bofællesskab er ikke ensbetydende med social 

deroute, for i et bofællesskab kan man øge sit 

selvværd og selvtillid. Bedst med permanente 

boliger, der nemmere bliver til et hjem. 

Hans Erik Lund: Lagde vægt på at boligens 

ukrænkelighed skal respekteres, også på institutioner 

og i skæve boliger. I Viborg har man arbejdet 

med ikke at smide problematiske beboere ud,

men forbedre bomiljøet, så der er plads til alle. 

Det har været en lang og besværlig proces, man 

har bl.a. fået et godt samarbejde med det psykiatriske 

system. Bl.a. har man initieret selvhjælpsgrupper 

i boligområderne og givet vejledning til 

psykisk syge om, hvad det vil sige at bo i et boligområde. 

Alice Holm: Man bør udbygge støttemuligheder 

i eget hjem, uden at krænke boligen. 

Hospitaler tænker i mursten og institutioner. I 

Odense Kommune tænker man i støttecentre 

hvor støtten er tæt på, uden at beboerne er 

overvåget. Man lægger vægt på at oprette netværk 

mellem beboerne. Mange kan klare sig i 

eget hjem med støtte, selv om de selv og andre 

mener at de har brug for et institutionstilbud. 

For mennesker der har behov for støtte i døgnets 

24 timer, skal man bygge så det er muligt at 

opretholde intimsfæren. Det er ikke nødvendigvis 

godt med små enheder, de kan være sårbare. 

Man skal lade sig udfordre arkitektonisk. 

Mobiliteten skal være personalets. Beboerne skal 

kunne blive boende uanset støttebehov. 

Behandlingen skal være optimal, så man kan klare 

sig i egen bolig uden at alle mulige kommer rendende. 

Klaes Guldbrandsen: Går ikke ind for 

opsøgende teams, hvor man ikke kan sige nej tak 

og hindre behandlingen i at komme ind i ens 

hjem. 

Fra salen blev der bl.a. rejst kritik af et tilbud i 

Københavns Kommune til 700 unge sindslidende i 

gamle institutionsbygninger med små værelser uden 

toilet, og personale der ikke er blevet omskolet fra 

at arbejde med senildemente. Placering i andre 

kommuner isolerer beboerne i lokalområderne. 

Der blev givet eksempler på stor NIMBY-effekt 

(Not In My BackYard) og efterlyst erfaringsopsamling 

om NIMBY og integration i lokalområderne. 

I Viborg har man succes, fordi man har ansat en 

opsøgende medarbejder som tager fat i de problemer 

der opstår med naboerne. I Odense er NIMBY 

taget af. Man spørger ikke mere, og der er ikke problemer. 

Der er mange dagsordener i NIMBY, modstand 

er ikke nødvendigvis rettet mod beboerne, 

men f.eks. at udsigten skæmmes. 

Arbejde 

Hvilke behov skal indfries, og hvad mangler 

i lovgivningen m.h.p. at sikre, at borgere 

med psykiske lidelser også på længere 

sigt kan fungere på almindelige eller 

særlige vilkår på det åbne arbejdsmarked? 

Ved Sven A. Blomberg – administrerende 

direktør, BRFkredit; Elsebeth Foged – konsulent, 

arbejdsministeriet; Vivian Hauger – jobkonsulent, 

Fredericia Kommune; Bjarne Skov Jensen – socialrådgiver, 

tidligere førtidspensionist, nu i flexjob; Allan 

Jørgensen – handicapkonsulent i AF, region Vejle. 

Ordstyrer: Karl Bach Jensen. 

Sven A. Blomberg: Har haft succes med at 

ansætte personer med psykiske lidelser i virksomheden. 

Lægger vægt på at dette indarbejdes i 

virksomhedens værdigrundlag. Det skal ikke dreje 

sig om at blive et socialt værested eller om 

reklame for virksomheden 

Det har været nødvendigt at samarbejde med 

Fountain House:Vi er ikke eksperter i psykiske 

lidelser i virksomheden.Vi skal lære at håndtere 

TABU. Samarbejdet med Fountain House er på 

fuld tid – også om aftenen/natten. 

Vi har brug for hjælp til at opfange signaler om 

problemet. Der skal være åbenhed fra personens 

side. Medarbejderne skal opleve at virksomheden 

har et socialt ansvar, så de kommer til os hvis de 

selv skulle få en psykisk lidelse. Der er stor vilje til 

at få det til at lykkes, holdninger om at ville succes’er. 

En virksomheds parathed er nødvendig, for 

at det skal lykkes. 

Elsebeth Foged: Spørgsmålet om sektoransvarlighed 

gør sig i den her sammenhæng gældende i 

afgrænsningen mellem Arbejdsministeriet og 

Socialministeriet. 

Lov om kompensation til handicappede i 

erhverv gælder ikke for mennesker med en sindslidelse, 

men for personer med fysiske handicaps. 

Ordningen har været meget længe om at få volumen, 

og der er ikke mangel på midler, tværtimod 

står der betydelige uforbrugte midler. 

Vivian Hauger: Har haft succes med beskæftigelse 

for mennesker med sindslidelser. Citat: "Jeg 

holder fri fra min sygdom og mine symptomer 

når jeg er på arbejde" – det er recovery! 

Jobopfølgning er vigtig - uden vanetænkning om 

hvordan det skal forløbe. 

Bjarne Skov Jensen: Arbejde giver identitet og 

netværk og kan betyde et længere liv. 

Kompetencer og indsigt giver SELVVÆRD. Det er 

meget forskelligt hvordan det går, når man forsøger 

sig på arbejdsmarkedet på trods af en psykisk 

lidelse. Nogle falder meget hurtigt fra, andre 

ikke. 

Det "rummelige" arbejdsmarked udstøder ca. 

12.000 mennesker om året. Der satses for meget 

på flexjobs – vil hellere have ansættelse på ordinære 

vilkår. Isbryderordningen for personer med 

handicap er god, den burde også kunne være til 

gavn for sindslidende. Der er brug for holdningsbearbejdelse! 

Ikke blot den sindslidende, men 

også virksomheden skal tilpasse sig.

Bjarne efterlyste lokale netværk blandt psykiatribrugerne 

og mere forskning på området. 

Desuden opfordrede han til, at diskriminationen i 

lovgivningen om kompensation til handicappede i 

erhverv ophører, så loven også kommer til at 

gælde personer med en sindslidelse. 

Allan Jørgensen: Min titel "handicapkonsulent" 

er forkert. Det burde hedde "konsulent for mennesker 

med nedsat funktionsevne". 

I fremtiden bliver der en kolossal mangel på 

kvalificeret arbejdskraft og på skattekroner til at 

finansiere velfærdssamfundet. Der bør sættes 

fokus på menneskers ressourcer frem for deres 

begrænsninger, på holdningsændring og på at fjerne 

stigmatisering 

Mange har mistet kontrol over tilværelsen. Det 

handler om at sætte processerne i gang for at 

løse problemerne. 

Der mangler information/klarhed omkring reglerne 

for kompensation hos sagsbehandlerne i 

kommunerne. Der er behov hos sindslidende for 

at blive kompenseret. Lovgivningen skal gøres 

ENDNU mere rummelig 

Nedsat funktionsevne p.g.a. en psykisk lidelse 

kunne fx kompenseres ved hjælp af: instruktion i 

opgaver, strukturering, hjælp til at kommunikere 

med kollegaer osv., tolerance, accept, nedsat 

tid/tempo - ikke stress! 

Efterfølgende blev der fra salen givet udtryk for 

indignation over den diskriminerende lovgivning. Allan 

Jørgensen gjorde opmærksom på at han i enkelte 

tilfælde - som forvalter af lov om kompensation til 

handicappede i erhverv - havde bevilget personlig 

assistance til personer med en psykisk lidelse. 

Bjarne Skov Jensen havde i en rundringning konstateret 

at 3 andre handicapkonsulenter i AF-regi 

havde gjort noget tilsvarende. Elsebeth Foged var 

klar over, at der måtte arbejdes videre med det lovgivningsmæssige 

problem. 

På et spørgsmål om hvad der er virksomhedernes 

behov, svarede Sven Blomberg: "Vi har behov for at 

få del i de forskellige organisationers viden. Jeg skal 

f.eks. vide at jeg skal skaffe en hvileplads, at man 

gerne vil have sit eget kontor. Jeg skal have nogen 

at ringe til, så jeg kan spørge om sindslidelser. Vi 

skal ikke have penge som kompensation, men ydelser, 

som givetvis koster penge. 

Bjarne til arbejdsministeriet: "Skåne- og flexadministration 

skal indeholde både kompetenceplanlægning, 

udvikling og lødighed i jobfunktioner. 

Obligatorisk ret til kurser til opgradering af kompetencer." 

Uddannelse 

Hvordan bygges der bro til, og hvordan 

skabes forudsætninger for at øge tilgængeligheden 

i det almene uddannelsessystem, 

så flere borgere med psykiske lidelser 

kan gennemføre kompetencegivende 

uddannelser? Ved Birte Bondo – erfaringsekspert 

og frivillig i Fountain House Bogstøtten i Kbh.; 

Elsebeth Lundsteen – lærer, næstformand i SIND; 

Jens Mortensen – konsulent, Storstrøms Amt; Rie 

Nielsen – pædagogisk konsulent, undervisningsministeriet; 

Anni Reintoft – forstander på Amtsskolen, 

specialskole under psykiatrien i Århus Amt. 

Ordstyrer: Ole Aagerup. 

Anni Reintoft: Målet med den kompenserende 

undervisning som tilbydes på Amtsskolen i Århus, 

er at afhjælpe eller begrænse følgevirkningerne 

efter en sindslidelse. Der er stor forskel på, hvad 

den enkelte kan og har brug for hjælp til. 

Undervisningen er ikke en uddannelse i sig selv 

og er ikke formelt kompetencegivende. 

Nøgleordene er nye handlemuligheder og forberedelse, 

f.eks. til uddannelse, job, fritidsliv, til at 

være borger i samfundet. For nogle af eleverne 

har skolen indfriet behov for hjælp til at komme 

videre med planer vedrørende arbejde eller 

uddannelse. Lige muligheder for deltagelse kræver 

forskellighed og mangfoldighed. 

Birte Bondo: Bogstøtten på Fountain House i 

København er et tilbud om støtte, rådgivning og 

vejledning til de ca. 100, der benytter stedet. Der 

er 2 studievejledere, et lokale, hvor man kan 

arbejde med sine studier, EDB-lokale og samtalerum. 

Stedet er etableret på initiativ af og finansieres 

af Københavns Kommune. Bogstøtten er et 

parallel-univers hvor man indgår i et fællesskab, 

og hvor det er i orden at have det svært. Man 

kan få lektiehjælp og etablere speciale- og opgaveskrivningsgrupper 

og eventuelt knytte an til 

husets øvrige funktioner. Mange er blevet hjulpet 

til at gennemføre deres studier og eksamener. 

Rie Nielsen: Som supplement til den ikke-kompetencegivende 

kompenserende specialundervisning 

for voksne har der været ført en lang og sej 

kamp for at personer med fysiske eller psykiske 

handicap får mulighed for at gennemføre en videregående 

uddannelse. 

Siden 1. januar 2001 har der været mulighed for 

at få Specialpædagogisk Støtte – SPS - til videregående 

uddannelse (i forvejen fandtes en tilsvarende 

ordning for erhvervsuddannelserne). 

Ordningen skal medvirke til at sikre, at man kan 

gennemføre sin uddannelse på trods af en eventuel 

funktionsnedsættelse. Der kan ikke ændres

på mål og krav i uddannelsen, men på tilrettelæggelsen. 

Ordningen administreres af SU-styrelsen, 

og der er vejledere på centrene for information 

om videregående uddannelse (ivu*C) i 

Odense, Ålborg, Århus og København. Ordningen 

har ikke været så efterspurgt som forventet, p.t. 

benyttes den af ca. 1000 på landsplan, heraf kun 

4-5 personer med en psykisk lidelse. Ordningen 

kan benyttes uanset ens forsørgelsesgrundlag, 

men forudsætter at der er tale om en offentligt 

anerkendt uddannelse. 

Der er usikkerhed om, hvilke støtteforanstaltninger 

der er brug for, når den studerende har en 

psykisk lidelse. Det ville være godt med mere 

fleksible tilrettelæggelsesformer, hvor man kunne 

stå af og på uden at miste en masse studietid. 

Jens Mortensen: I Storstrøms Amt har man 

lagt mere vægt på at gøre almindelige uddannelsessteder 

tilgængelige for unge med psykiske 

lidelser end på at drive særlige undervisningsmiljøer. 

På de enkelte uddannelsessteder findes en 

Sind-vejleder der indgår i et amtsligt netværk. 

Nøgleordet er brobygning, og indsatsen har allerede 

vist synlige resultater ved at nogle er "blevet 

hængende" efter planlagte introduktionsdage. 

Elsebeth Lundsteen: Indsatsen gennem de 

sidste 40 år har ikke ført til at flere mennesker 

med handicap via uddannelse er kommet ud på 

arbejdsmarkedet. Fokus skal flyttes fra integration 

til inklusion. I stedet for først at udstøde for derefter 

at forsøge at integrere, skal uddannelsessystemet 

inkludere mennesker med handicap ved 

at øge rummeligheden og give plads til mangfoldighed. 

Der skal kompenseres såvel individuelt 

som kollektivt. Der skal flyttes på de mentale 

kategorier for, hvordan vi forstår det anderledes 

og særlige. Der er brug for anstændige voksne 

mennesker, man kan have tillid til – gode følgesvende. 

Efterfølgende berørte Rie Nielsen, at der har været 

en voldsom øgning af antallet af folkeskoleelever der 

henvises til segregerede amtslige § 20.2 foranstaltninger, 

og derfra bevæger sig videre til specielle ikke 

kompetencegivende ungdomsuddannelser. Der 

arbejdes med at skabe fleksible muligheder for at 

disse unge kan komme herfra og over i erhvervsuddannelserne. 

I det hele taget er der brug for bedre 

tværsektoriel vejledning og mere fleksibilitet i uddannelserne. 

Muligheder for at etablere tilbud som Bogstøtten 

andre steder i landet efterlystes. 

Kultur/fritid 

Hvad er begrundelsen for at etablere 

særlige fritids- og kulturtilbud for sindslidende? 

Bør der anvendes flere ressourcer 

på at åbne almenkulturen for borgere 

med psykiske lidelser? Ved Carsten Andersen - 

konsulent, Socialt Udviklingscenter – SUS; Lisbeth 

Crafack – konsulent, Dansk Arbejder Idræt / Idræt 

for sindslidende; Dorte Jensen – aktiv i 

Netværkstedet Thorvaldsen, Frederiksberg; Lone 

Storm – leder, Netværkstedet Offside, København; 

Bo Vainø Søgaard – erfaringsekspert og cand. mag, 

Aktivitetshuset i Middelfart. Ordstyrer: Erik Olsen. 

Carsten Andersen: Kultur formes gennem tanker 

og arbejde. Styrkes mennesker, forstærkes 

tankerne, forstærkes handlingerne og dermed 

kulturen – de kulturelle værdier ændres og samfundet 

bliver rummeligere. Holdninger til psykisk 

sårbare ændres gennem en kulturel indsats. 

Dalgasskolen og højskolen En bro til livet er ifølge 

Carsten Andersen eksempler herpå. 

Der er stor modstand blandt højskolefolk mod 

at der skal tages specielle hensyn til psykisk handicappede, 

mens man ingen kvaler har med kompensationstiltag 

for fysisk handicappede. 

Lisbeth Crafack: I Dansk Arbejder Idræt har 

man fundet det nødvendigt med en særlig indsats 

for at give psykisk sårbare adgang til at dyrke 

idræt. I modsætning til almindelige idrætsforeninger 

som bygger på frivilligt arbejde, mener man at 

det på det her område er nødvendigt med 

uddannet og ansat personale, men oplever lige 

nu at de mange initiativer bliver kastebold mellem 

amter og kommuner. 

Dorthe Jensen: Netværkstedet Thorvaldsen er 

fuldt brugerstyret, både hvad angår beslutninger 

og ansvar, også for at skaffe økonomiske midler. 

Man udgør hinandens netværk og oplever synlige 

og positive forandringer blandt deltagerne. Det 

bygger meget på små sejre, opbygning af selvtillid. 

Et lærested, hvor man finder ressourcer og insisterer 

på at få plads og værdi, men også at få lov 

at leve med sin lidelse. 

Lone Storm: Offside-projekterne har udviklet 

sig fra at være et særligt tilbud til at åbne sig for 

almenheden. Man driver økologisk café, netværksted 

(undervisning, kultur, sport) og økologisk 

gartneri.Tidsskriftet Outsideren udspringer herfra. 

Efter et par år valgte man at bryde med sin 

status som reservat for sindslidende. I dag er tilbuddene 

for alle på overførselsindkomst i området, 

75 % kommer med brugerbaggrund fra psykiatrien. 

Man ønsker at skabe et almindeligt miljø 

med almindelige aktiviteter, hvor fællesskabet kan 

rumme forskelligheder og ualmindeligheder.

Lone Storm mente ikke der skal laves specielle 

tiltag for sindslidende, hun tog afstand fra "idræt 

for sindslidende" idet man jo ikke har "svømning 

for ordblinde", "tegning/maling for diabetikere" 

eller "engelsk for gangbesværede". Uanset om 

man har en diagnose eller ej, har man mere til 

fælles end det, der skiller. Man skal ikke tvinges til 

at slæbe sin diagnose med sig overalt. Nok lever 

mange med en psykisk lidelse et svingende liv, 

men man er ikke deprimeret eller psykotisk hele 

tiden. 

Bo Vainø Søgård: Har fuld brugerindflydelse 

på sit værested. Hvis man på grund af sin sindslidelse 

har mistet sit familie-/arbejds- og samfundsliv, 

har man brug for særlige hensyn, derfor særlige 

foranstaltninger. Aktivitetsstederne kan tilbyde 

fællesskab og socialisation i ligeværd og respekt. 

Var der åbent for alle – ville de svage bliver trynet. 

I den efterfølgende debat blev brugerstyring fremhævet 

som et plus, som der kan være mange forskellige 

barrierer for at nå. Det blev nævnt at ressourcestærke 

brugere er interesseret i at tilpasse sig 

virkeligheden uden for den socialpsykiatriske verden, 

hvorimod de ressourcesvage er glade for den oase 

et værested kan være på deres lange ørkenvandring. 

5. 

Afslutning 

I de afsluttende bemærkninger sagde Ole 

Thomsen fra Formidlingscentret at nogle af de 

tilbagemeldinger han allerede havde modtaget 

om konferencen, var at den var unik: - fordi den 

samlede ca. 400 deltagere næsten ligeligt fordelt 

på brugere, pårørende og professionelle, - fordi 

deltagerfordelingen blev afspejlet i konferencens 

oplæg, paneler og workshop, - fordi en del af de 

medvirkende oplevede at ankomme som patient, 

sindslidende eller bruger og at tage af sted som 

erfaringsekspert. 

Kontorchef Peter Juul, Socialministeriet, hilste 

fra sit eget ministerium og fra 

Sundhedsministeriet. De to ministerier havde virkelig 

fået noget for pengene. Konferencen havde 

bragt synspunkter på bane, som er nye i begge 

ministerier, bl.a. om recovery og om brugerinvolvering. 

I de to ministerier mener man ikke der er 

brug for yderligere regler og lovgivning. De nødvendige 

regler i form af love, cirkulærer mv. findes 

allerede, men de skal implementeres, bringes til 

udførelse. 

Fra de arrangerende foreningers side afsluttede 

Karl Bach fra LAP med at replicere at der ganske 

vist findes mange gode regler og bestemmelser, 

men selv om der i Danmark siges at være lighed 

for loven, oplever borgere med psykiske 

lidelser, at mange positive regler ikke gælder for 

dem. Denne forskelsbehandling af grupper med 

særlige behov bør ophøre. 

Ole Aagerup fra Landsforeningen Bedre 

Psykiatri/Pårørende til Sindslidende lagde vægt på 

at de mange gode indlæg ikke må blive ved ordene, 

det gælder om at ordene fører til handlinger, 

der skaber forandring til det bedre. 

Elsebeth Lundsteen fra Landsforeningen Sind 

afrundede konferencen med at give udtryk for at 

konferencen med succes havde bragt mange 

mennesker og mange vigtige emner sammen. 

Emner som bør være vigtige for alle.

INDHOLD 

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 

1. Velkomst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 

2. Lige muligheder, menneskerettigheder, retssikkerhed, 

sektoransvarlighed og handicapbegreber – har det relevans 

for borgere med en psykisk lidelse? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 

Plenumindlæg ved 

Mogens Wiederholdt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 

Ida Elisabeth Koch . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

Lene Falgreen Larsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

Minikonferencer om 

Ligebehandling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 

Retssikkerhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 

3. Nye toner fra udlandet, når det gælder grundholdninger til borgere 

med en psykisk lidelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .10 


Alain Topor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 

Marius Romme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 

Ron Coleman . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 


Recovery – "at komme sig" . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 

Hearing and Accepting Voices . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 

4. Hvordan ser landskabet ud, veje mod lige muligheder eller reservater? . . . . . . . 16 


Klaes Guldbrandsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .16 

Workshops . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .17 


Bolig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .19 

Arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .20 

Uddannelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .21 

Kultur/fritid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .22 

5. Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .23 

Formidlingscentret Storkøbenhavn 

tlf. 33 14 90 70 

fax 33 14 90 79 

Købmagergade 47, 2. th. 

1150 København K 

e-mail fck@fc-storkbh.dk 

hjemmeside www.fc-storkbh.dk

24 sider - LAP

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?