FAKTor - Aalborg Universitet

projekter.aau.dk

FAKTor - Aalborg Universitet

FREDAG

31. MAJ

2013

25

Intra-view-metode

Til de to intra-views med Karsten Baagø og Jon

Adelsten medbragte vi artefakter. Desuden lavede

vi det, vi kalder en (be)gribelsesguide – en form

for rekonfigureret interview-guide.

SEKTION 3

De medbragte artefakter har således rekonfigurerende virkekraft i det between, der er

en del af. Havde vi og artefakterne valgt hinanden anderledes – for at blive i Haraways

sprogbrug – så havde det ændret intra-view-situationens between.

Inspireret af sandplay-metoden 2 fra Materiel Storytelling medbragte vi artefakter til

intra-viewene. Metodologien Apparatus of Materiel Storytelling er diffrakteret gennem

det ny-materialistiske paradigme og bygger blandt andet på Karen Barads pointer

om quantum entanglement, spacetimematter-intra-aktion og nonlinearitet. Dette uddybes

senere i sektionen.

Gennem sandplay-metoden fra Apparatus of Material Storytelling kan der i ’empiri-indsamlingen’

frembringes 3D-konfigurationer af tavs viden, hvilket er med til at

stadfæste the between, hvoraf vi selv er en del (Strand 2012: 35). Tavs viden kan

umiddelbart lyde abstrakt, men det skal forstås på den måde, at artefakterne kan være

med til at italesætte viden, som ikke umiddelbart er tilgængelig og sætte ting i relation

til hinanden på en anden måde og dermed sætte et mulighedsfelt for mere end blot

verbal og nonverbal kommunikation. Artefakterne udgør et fælles holdepunkt – der

kan tales om dem, men mening emergerer også gennem deres indbyrdes relation til

hinanden, og de kan sætte tanker i gang, som eller ikke var blevet ytret. Med det

procesmetodiske redskab – sandplay – blev det således muligt at frembringe tavs viden

gennem artefakterne; et mulighedsfelt blev sat for et anderledes sprog og herved

foldningerne af ’empiri-indsamlingen’ og os som studerende. (Strand 2012: 42).

Grundet praktiske omstændigheder medbragte vi ikke både artefakter og sandkasse

til intra-viewene. I stedet medbragte vi en kurv med artefakter, som ’blev sat i spil’ på

bordet mellem os. Hvad der emergerede ud af intra-view-metoden, og hvordan Baagø

og Adelsten reagerede på de medbragte artefakter, kommer vi nærmere ind på i sektion

4 og 5, hvor vi også (be)griber, hvordan metoden var medkonstituerende for foldningen

af ’empirien’. Desuden vender vi senere i denne sektion tilbage til, hvordan

der blandt andet ud af empiri-indsamlingen emergerede tematikker for sektion 4 og 5.

Begribelsesguide

Som allerede nævnt lægger agential realisms anti-antropocentriske tankegang op til

(be)gribelse af intra-viwene som mere end bare en udveksling af spørgsmål og svar

mellem to personer. Da vi medbragte artefakter som en del af intra-view-formen,

fandt vi det upassende på forhånd at lave stringente spørgsmål, som Baagø eller

Adelsten skulle besvare. I stedet ønskede vi at lade viden emergere i intra-viewenes

betweens; betweens som vi i sagens natur ikke til fulde ville kunne forberede os

på på forhånd. Derfor lavede vi ikke præfabrikerede spørgsmål i form af en traditionel

interview-guide. I stedet lavede vi i en grasping-guide – en (be)gribelsesguide

– bestående af fem tematikker, som vi ønskede at komme ind på i løbet af hvert intra-view.

Tematikkerne skrev vi på fem papirstykker og lagde dem på bordet sammen

med artefakterne. Tematikkerne var som følgende: Nyhedsproduktion/vidensproduktion,

journalistløftet (beskrives nærmere i sektion 4), ny-puritanisme, objektivitet og

vinkling. Hermed var det vores hensigt, at viden i forhold til tematikkerne lettere

kunne emergere i det between, som vi ikke på forhånd kunne forudsige. Metoden

stillede dog yderligere krav til os om at have overblik over samtalens forløb og balancere

mellem at holde samtalen på rette kurs samtidig med at lade den emergere

som ønsket – en disciplin vi ikke har den store erfaring med. Mangel på erfaring med

metoden og brug af artefakter kan siges at have betydning for samtalens forløb og

Baagø og Adelstens reaktion på metoden. Vi kunne eksempelvis have været bedre til

at inddrage og anvende artefakterne gennem hele samtalen, hvilket ville have foldet

’empirien’ anderledes.

De medbragte artefakter havde vi ’valgt’ som performende elementer med forskellige

muligheder for, hvordan den journalistiske praksis kan (be)gribes. Med udvalget

foretog vi derfor også et cut og satte herved et mulighedsfelt for brugen af artefakter.

Ifølge Donna Haraway ’vælger’ artefakterne dog i lige så høj grad os:

Som det fremgår af billedet, medbragte vi følgende artefakter med tanker for mulige/

ikke mulige symbolikker (performer): hunde (journalister som vagthund, jagthund

hyrdehund), et ur (deadlines og travlhed), en redningskrans (troværdighed, noget skal

reddes), et forstørrelsesglas (undersøgelse af fænomener og hændelser i verden), superheltefigurer,

en fægter og en mand med en le (som forskellige måder at anskue

journalister på).

Crusial point

– sandkasse-rekonfigurationer

Til at (be)gribe, hvor i processen vi var efter ’empiri-indsamlingen’,

benyttede vi den nævnte sandplay-metode

fra Material Storytelling. Herved tydeliggøres

tilblivelsen af temaerne for de kommende

sektioner i Speical(e)avisen.

Som nævnt tidligere var vi klar over, at noget var sket efter at have været i felten,

men vi manglede at finde ud af, hvordan og hvorhen det havde rekonfigureret os og

specialets kurs. I konsultation med vejleder lavede vi sandkasser for at frembringe

tavs viden:

Sanplay: During the sandplay process the ambitions of the purposeful conscious

mind is ‘silenced’ as/if it relaxes its control, and the virtual unconscious

awakens in the selection of figures as well as in the shaping of the sandplay

‘picture’. Is this way a deconfiguration is made possible where a complete new

‘outlook’ or spacetimedmatter manifold is afforded (Strand 2012b: 93).

I hver vores sandkasse forsøgte vi at vise, hvor i processen vi var samt empiriens rekonfigurationer

ved at placere artefakter i sandkassen. Herved emergerede forskellige

temaer og viden gennem sandkasserne i et lokalt cut som et materialiseret apparatus.

Det at vi lavede hver vores sandkasse kan siges at have manifesteret sig i opdelingen

af emner i rapporten mellem os. Mona er hovedforfatter på sektion 4, og Katrine er

hovedforfatter på sektion 5. Men havde vi lavet en fælles sandkasse, ville andre tematikker

og en anden arbejdsfordeling formodentlig have emergeret.

Figures collect the people through their invitation to inhabit the corporeal story

told in their lineaments. Figures are not representations or didactic illustrations,

but rather material-semiotic nodes or knots in which diverse bodies and

meanings coshape one another. For me “gures have always been where the biological

and literary or artistic comes together with all the force of lived reality.

My body itself is such a “gure, literally” (citat Haraway i Strand 2012b: 25).

2 Dora M. Kalff udviklede sandkasseterapi (sandplay theory) i Schweiz i 1950 og 60’erne.Teorien er baseret på hendes studier på C.G. Jung Institute, Zurich, og tibetansk buddhisme (http://www.sandplay.org/about_sandplay.htm)

More magazines by this user
Similar magazines