SÃ¸gbar version

De bymæssige 

kommuner 

BETÆNKNING 

afgivet af det af indenrigsministeriet 

under 21. oktober 1952 

nedsatte udvalg med den opgave 

at foretage en undersøgelse 

af de bymæssigt bebyggede sognekommuners 

særlige forhold. 

BETÆNKNING NR. 161 

1956

Indholdsoversigt 

Indledning 5— 6 

Side 

Kapitel 

Bydannelserne 

AFSNIT I 

uden for købstæderne i det 19. og 20. århundrede. 

Byernes vækst. 

1. De bymæssige bebyggelsers opståen - Lovgivningens stilling til de bymæssige 

bebyggelser i tidligere tid 9 — 23 

Kapitel 2. De bymæssige bebyggelsers udvikling og vækst 24 — 38 

AFSNIT II 

De faktiske forhold i de bymæssige 

bebyggelser (kommuner). 

Kapitel 3. Bebyggelserne - De bymæssigt bebyggede kommuner 41— 45 

Kapitel 4. Befolkningen i de bymæssige bebyggelser og dennes forhold 46— 69 

Kapitel 5. De bymæssige kommuners finanser 70 — 77 

Kapitel 6. Byggevirksomheden i de bymæssige kommuner 78— 79 

Kapitel 7. Sammenfattende bemærkninger om de faktiske forhold i de bymæssige bebyggelser 

80 - 85 

AFSNIT III 

De bymæssige bebyggelsers (kommuners) stilling 

efter den gældende lovgivning. 

Indledning 89 

1. AFDELING 

Lovgivningens regler 

om de bymæssige kommuners stilling 

i forhold til amtskommunen. 

Kapitel 8. Den gældende kommunalordning 90— 95 

Kapitel 9. Kommunalordningens historiske baggrund 96—109 

Kapitel 10. 

Spørgsmålet om gennemførelse af ændringer i de bymæssigt bebyggede 

kommuners stilling som sognekommuner i forhold til amtskommunen - 

Købstadoprettelse 110-126 

DET ADMINISTRATIVE BIBLIOTEK

4 

Indledning. 

Kapitel 11. 

2. AFDELING 

De bymæssige kommuners stilling 

på lovgivningsområder, der ikke vedrører 

tilhørsforholdet til amtskommunen. 

Købstadbegrebets indflydelse i almindelighed ved afgrænsningen af byreglers 

anvendelsesområde 129 — 130 

Lovbestemmelser, der overhovedet ikke sondrer mellem købstæder og byer 

uden for disse, over for lovbestemmelser, der udelukkende gælder for 

købstæderne 131 — 137 

Kapitel 12. Lovgivningsområder, hvor de for købstæder givne særregler er udvidet 

til bymæssige bebyggelser (kommuner) - Afgrænsningen af kredsen af 

de med købstæderne sidestillede bebyggelser 138—163 

Kapitel 13. Almindelige bemærkninger om afgrænsningen af byreglers anvendelsesområde 

i den nugældende og fremtidige lovgivning 164—179 

Kapitel 14. Reglerne om ejendomsbeskatningen i de bymæssige kommuner 180—194 

Kapitel 15. Reglerne om de bymæssigt bebyggede sognekommuners styrelse 195 — 204 

1-20 206-265 

Sagregister 267 — 270

Indledning 

Den 21. oktober 1952 nedsatte indenrigsministeriet 

et udvalg med den opgave at foretage 

en undersøgelse af de bymæssigt bebyggede 

sognekommuners særlige forhold og at udarbejde 

en redegørelse herfor, som kunne danne 

grundlag for videre overvejelser med hensyn 

til spørgsmålet om gennemførelse af reformer, 

herunder lovændringer på det pågældende område. 

Udvalget fik følgende sammensætning: 

Fuldmægtig, nu ekspeditionssekretær i indenrigsministeriet, 

fru G. Refslund Thomsen, 

formand, 

Kontorchef i Det statistiske Departement Henry 

Stjernqvist, 

Sognerådsformand, civilingeniør O. F. R. Kier, 

Risskov, (udpeget af foreningen »Bymæssige 

Kommuner«), 

Folketingsmand Kai Jensen, Birkerød, (udpeget 

af foreningen »Bymæssige Kommuner«), 

Kæmner E. Kjærsgaard, Odder, (udpeget af 

»Landsforeningen af kommunesekretærer i landkommunerne«) 

. 

Sekretær i indenrigsministeriet Jørgen H. 

Koch har med bistand af sekretær i Det statistiske 

Departement Helge Bov fungeret som 

udvalgets sekretær. 

I tiden forud for udvalgets nedsættelse var 

der ved forskellige lejligheder af »Fællesorganisationen 

af Landkommuner med bymæssig 

Bebyggelse«, nu foreningen »Bymæssige Kommuner«, 

blevet fremsat ønsker om, at der 

blev taget skridt til gennemførelse af ændringer 

i den gældende retstilstand, for så vidt 

angår de bymæssige bebyggelser eller bymæssigt 

bebyggede kommuner uden for købstæderne. 

Organisationen havde herved bl. a. anført, 

at der ved udformningen af de retsregler, 

som på forskellige lovgivningsområder skal 

komme til anvendelse i landets bysamfund, ikke 

i tilstrækkelig grad er taget hensyn til de bysamfund, 

der i løbet af det sidste århundrede 

er vokset op uden for købstæderne uden at 

være blevet oprettet til købstæder. Organisationen 

havde i denne forbindelse især peget på 

det utilfredsstillende i, at mange af de bestemmelser, 

der efter den nugældende lovgivning 

kommer til anvendelse i de bymæssige kommuner, 

afviger fra de bestemmelser, der gælder for 

købstæderne, til trods for at mange af de nye 

byer med hensyn til indbyggertallets størrelse 

og dermed også almindeligvis med hensyn til 

bysamfundets struktur i bebyggelsesmæssig, erhvervsmæssig, 

økonomisk og i andre henseender 

ligger fuldt på linie med flere af købstæderne, 

således at de forhold, der har motiveret særlige 

regler for købstæderne, også måtte tale for, at 

de samme regler blev gennemført for de omhandlede 

byer. 

Selvom udvalgets kommissorium efter sin ordlyd 

omfatter også sognekommuner med ganske 

små bymæssige bebyggelser, har udvalget på denne 

baggrund dog ment i særlig grad at burde 

rette sine undersøgelser imod de byer og bymæssige 

bebyggelser uden for købstæderne, der har 

nået en sådan størrelse, at det må formodes, at 

forholdene på flere områder svarer til forholdene 

i købstæderne. Man har dog tillige haft 

opmærksomheden særlig henvendt på sådanne 

mindre bebyggelser, der har karakteren af forstadsbebyggelser, 

hvor særlige forhold på grund 

af moderbyens nærhed gør sig gældende. 

Til forståelse af tilstandene på det omhandlede 

område og herunder især til belysning af 

den historiske baggrund for den nuværende lovgivningstilstands 

manglende samklang med de 

faktiske forhold har udvalget foretaget en historisk 

undersøgelse af bydannelserne i forrige 

og indeværende århundrede, idet man i forbindelse 

hermed særlig har undersøgt, hvilken 

linie lovgivningsmagten til de forskellige tider 

har anlagt over for disse bydannelser. 

Udvalgets undersøgelser af de nu herskende 

tilstande har omfattet dels en undersøgelse af

6 

de faktiske forhold i de bymæssige bebyggelser 

eller i de kommuner, der har sådanne bebyggelser, 

med særligt henblik på at skabe grundlag 

for en bedømmelse af, i hvilket omfang forholdene 

på forskellige områder måtte adskille sig 

fra forholdene i købstæderne, dels en undersøgelse 

af den gældende lovgivning med særligt 

henblik på at skabe overblik over, i hvilket omfang 

de bymæssige bebyggelser (kommuner) 

efter lovgivningen måtte indtage en særstilling 

i forhold til de øvrige byer, købstæderne. Herunder 

har man tillige søgt at konstatere, i 

hvilket omfang der af den gældende lovgivnings 

bestemmelser om bymæssige bebyggelsers sidestilling 

med købstæderne måtte kunne uddrages 

generelle retningslinier for lovgivningens afgrænsning 

af den kreds af bebyggelser (kommuner), 

for hvilke købstadregler kommer til 

anvendelse på de enkelte lovgivningsområder. 

En undersøgelse af den nævnte art, der 

hovedsagelig tilsigter at give et samlet billede 

af retstilstanden for de bymæssige bebyggelser 

i almindelighed, må nødvendigvis få et vist 

summarisk præg, for så vidt angår de enkelte 

lovgivningsområder, idet man af hensyn til ønsket 

om en naturlig begrænsning af udvalgets 

arbejde ikke har kunnet foretage en detailleret 

behandling af hvert af de enkeltstående problemer, 

som den nugældende lovgivning måtte 

afføde specielt for de bymæssigt bebyggede 

sognekommuner. Udvalget har dog fundet, at 

visse spørgsmål er af så stor betydning for disse 

kommuner, at man har ment det rigtigt at undergive 

dem en særlig undersøgelse og behandling. 

Dette gælder spørgsmålene om ændring af 

de bymæssige kommuners kommunalretlige stilling 

(oprettelse til købstadkommuner), om afgrænsningen 

af de med købstæderne sidestillede 

bymæssige bebyggelser eller kommuner i relation 

til statsskattelovgivningens og forsorgslovgivningens 

indtægtsgrænser m. v., om den kommunale 

ejendomsbeskatning i de bymæssige 

kommuner samt om formen for disse kommuners 

styrelse. 

Som resultatet af udvalgets undersøgelser 

fremlægges nærværende betænkning, der er enstemmigt 

tiltrådt af udvalgets medlemmer. 

Det er faldet uden for udvalgets opgave at 

fremsætte konkrete forslag til afhjælpning af 

manglerne ved den gældende lovgivning i relation 

til de bymæssige bebyggelser, men udvalget 

har ikke ment sig afskåret fra på enkelte 

punkter at fremhæve mulige udveje i så henseende, 

hvilket er sket i forbindelse med betænkningens 

behandling af de enkelte spørgsmål. 

København, september 1956. 

Kai Jensen. O. Kier. E. Kjærsgaard. 

G. Refslund Thomsen. Henry Stjernqvist. 

Formand. 

Jørgen H. Koch.

AFSNIT I. 

BYDANNELSERNE UDEN FOR KØBSTÆDERNE 

I DET 19. OG 20. ÅRHUNDREDE 

BYERNES VÆKST

KAPITEL 1 

De bymæssige bebyggelsers opståen — Lovgivningens stilling 

til de bymæssige bebyggelser i tidligere tid. 

Ved folketællingen i 1801 udgjorde Danmarks 

folkemængde 929-000 indbyggere, og 

befolkningen fordelte sig med 192.000 - eller 

20,7 % - i byerne og 737.000 i landdistrikterne. 

I de følgende halvandet hundrede år har folkemængden 

været i stadig vækst. Ved folketællingen 

i 1950 udgjorde folketallet ialt 4.281.000 

indbyggere, eller mere end 4 gange så meget 

som i 1801, men samtidig var bybefolkningens 

andel i den samlede folkemængde i 1950 steget 

til 65 %. 

Antallet af den del af landets indbyggere, 

der i 1801 måtte siges at udgøre landets bybefolkning, 

var sammensat af Københavns og 

af købstædernes indbyggertal, således at 101.000 

- eller 52,4 % - af den samlede bybefolkning 

boede i København og resten i landets 68 købstæder. 

Ved folketællingen i 1950 fordelte bybefolkningen 

sig med 34 % i hovedstaden 

(Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner), 

39 % i landets 85 købstæder, 11 % i 

forstader og 16 % i øvrige bymæssige bebyggelser 

i landkommuner. En væsentlig del af den 

siden 1801 stedfundne vækst i bybefolkningens 

andel af den samlede folkemængde falder således 

på det betydelige antal bymæssige bebyggelser, 

der nu findes uden for København 

og købstæderne - det være sig i form af forstadsbebyggelser 

til hovedstaden og købstæderne 

eller som selvstændige, isolerede bebyggelser 

(»stationsbyer o. 1.«). 

A. DEN ERHVERVSØKONOMISKE 

BAGGRUND 

a. Første halvdel af det 19. århundrede. 

I første halvdel af det 19- århundrede var 

Danmarks folkemængde i jævn vækst, således 

at den i løbet af de 39 år fra 1801 til 1840 voksede 

med ca. 360.000 indbyggere, eller med 

mere end en trediedel. Væksten fordelte sig dog 

ligeligt på land- og bybefolkningen, således 

at denne sidste ved folketællingen i 1840 på 

samme måde som i 1801 udgjorde ca. 21 % af 

landets samlede folkemængde, ligesom bybefolkningen 

stadig ganske overvejende levede i hovedstaden 

og købstæderne. 

Der fandtes ganske vist uden for hovedstaden 

og købstæderne visse bebyggelser af bymæssig 

karakter - samlinger af huse, som ikke, eller i 

hvert fald ikke overvejende, anvendtes til landbrugsformål 

- men dels var antallet af sådanne 

bebyggelser ganske ringe, dels har deres indbyggertal, 

som iøvrigt kun findes opgjort for 

enkelte af bebyggelsernes vedkommende, ikke 

været af en sådan størrelse, at det har kunnet 

forrykke det fornævnte forhold mellem by- og 

landbefolkningen væsentligt. Sådanne bymæssige 

bebyggelser har til eksempel været at finde 

omkring kongelige slotte eller fæstninger, som f. 

eks. Hals, Fredensborg og Hørsholm (der endog 

i henhold til en kgl. bevilling af 26. november 

1739 nød »alle de privilegier og friheder, som 

andre rigets kjøbstæder ere tillagte«, dog uden 

at byen blev betragtet som købstad). I denne 

gruppe kan også nævnes Fladstrand, der iøvrigt 

ved kgl. resolution af 9. september 1818 

blev købstad under navnet Frederikshavn. Også 

ved flere havne eller udskibningssteder (toldsteder) 

lå bebyggelser af bymæssig karakter, som 

ikke medregnedes i købstædernes kreds, de såkaldte 

»ladesteder« eller »ladepladser«, jfr. herved 

plakat af 26. marts 1816, hvori det bestemtes, 

at tiendeyderne skulle føre tiendekornet 

»til den nærmest liggende kjøbstad eller 

det nærmeste ladested«. Som sådanne ladepladser 

kan nævnes Løgstør og Struer, der begge 

senere blev købstæder, samt Løkken og Troense. 

I visse tilfælde havde der også dannet sig 

mindre bymæssige bebyggelser omkring de fra 

gammel tid bestående tingsteder (eks. Kjellerup), 

ved vigtige vejkryds (eks. Årup) eller 

på steder, hvor der var vandmøller og blev holdt 

markeder (eks. Odder). Enkelte af bebyggel-

10 

serne uden for købstæderne var byer, der tidligere 

havde haft købstadstatus (Slangerup og 

GI. Rye). Indbyggertallet i de fleste af sådanne 

bebyggelser var dog almindeligvis ganske ringe 

og kom kun i ganske få tilfælde op over 

400*). 

Den almindelige stigning i folketallet medførte 

naturligvis, at købstædernes indbyggertal 

voksede, men i almindelighed ikke i en sådan 

grad, at købstæderne voksede ud over grænserne 

og dannede egentlige forstæder i landdistrikterne, 

allerede fordi de enkelte købstæder 

almindeligvis var omgivet af ubebyggede områder 

inden for købstadens grænser, »markjorderne«, 

som kunne give plads for udvidelserne. 

Når der - til trods for folketallets relativt 

stærke vækst - ikke opstod bydannelser af væsentlig 

betydning uden for hovedstaden og købstæderne 

i første halvdel af det 19. århundrede, 

hænger dette imidlertid sammen med hele landets 

erhvervsstruktur i denne periode. 

Efter Napoleonskrigene i århundredets begyndelse 

gennemgik Danmark en økonomisk 

krise, som var en medvirkende årsag til landbrugserhvervenes 

stagnation på denne tid. Landbruget 

var endnu baseret på naturalhusholdning, 

således at hvert landbrug udgjorde en i det store 

og hele selvforsynende enhed, hvis drift og trivsel 

kun i meget ringe grad var afhængig af tilførsel 

af produkter udefra. Købstædernes erhverv 

var gennemgående lokalt betonet. Hver 

købstad havde et vist opland, der begrænsedes 

af de øvrige købstæders opland, og købstadens 

handel og håndværk var så godt som udelukkende 

baseret på kun at skulle forsyne byen og 

dens opland, hvilket var en naturlig følge af 

kommunikationsmidlernes ringe stade. På den 

anden side var den i købstæderne stedfindende 

handel og produktion i det store og hele tilstrækkelig 

til at dække oplandets behov, der 

som følge af naturalhusholdningen på landet 

kun var ganske ringe, målt med nutidens målestok. 

Der var således rent faktisk i almindelighed 

ikke større trang til og grobund for nye 

bydannelser. Men hertil kommer, at den dengang 

gældende lovgivning allerede på forhånd 

afskar - eller i hvert fald i høj grad vanskeliggjorde 

- bydannelser uden for købstæderne. Udøvelsen 

af handel og af de fleste af håndværksfagene 

havde nemlig siden det 15. århundrede 

været forbeholdt købstæderne, og da handels- 

*)Således i 1840: Fredensborg 618 indbyggere, Hals 

790 indbyggere, Løgstør 791 indbyggere, Odder 

889 indbyggere og Troense 930 indbyggere. 

og håndværksvirksomheder jo måtte være den 

almindelige forudsætning for, at en by hævede 

sig op over landsbystadet, er det klart, at dei 

ikke kunne finde bydannelser sted udenfor købstæderne. 

Indskrænkningerne i den frie næringsudøvelse 

på landet, som var fastslået i Danske 

Lovs 3-13-23, 24 og 26 og nærmere udformet 

i en række forordninger og plakater af senere 

dato, kunne ganske vist ophæves ved kgl. bevilling 

i de enkelte tilfælde og blev det også for 

visse byers vedkommende, således bl. a. Løgstør, 

men i det store og hele var handel, håndværk 

og fabriksdrift henvist til og forbeholdt 

købstæderne som et af de vigtigste led i de 

købstæderne fra gammel tid tillagte privilegier. 

b. Næringsloven af 1857 — Industrialiseringen. 

Den hidtidige indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse 

på landet var imidlertid i strid 

med de frihedstanker, som grundloven byggede 

på og søgte at realisere, jfr. grundloven af 1849 

§ 83, og hertil kom, at den begyndende ændring 

i landets erhvervsstruktur, kendetegnet 

ved industrialiseringen og mekaniseringen, som 

nu begyndte at vinde indpas i flere og flere 

grene af erhvervslivet, skabte et større behov 

for adgang til fri næringsudøvelse uden for købstæderne. 

På denne baggrund vedtog rigsdagen 

da loven af 29- december 1857 om handværksog 

fabriksdrift samt handel og beværtning, som 

ophævede de gamle købstadprivilegier på næringsrettens 

område, således at der nu blev adgang 

til at drive handel, håndværk og industri 

i samme omfang på landet som i byerne. Loven 

gjorde dog visse undtagelser til fordel for købstæderne, 

idet den indførte de såkaldte »læbælter« 

omkring købstæderne*). Det blev nemlig 

bestemt, at håndværksdrift med enkelte undtagelser 

ikke måtte udøves i mindre end een 

mils afstand fra den nærmeste købstad, ligesom 

»groshandel, kjøbmandshandel og detailhandel« 

i almindelighed ikke måtte udøves i 

mindre end 1½ mils afstand fra købstaden. 

Samtidig blev der dog givet indenrigsministeren 

adgang til at gøre undtagelser fra læbæltereglerne 

ved udfærdigelse af kgl. bevilling 

til de enkelte næringsdrivende, ligesom 

indenrigsministeren efter begæring af en køb- 

*) Der blev også oprettet læbælter omkring de få 

byer, der ikke var købstæder, men »handelspladser 

og flækker«, se nedenfor s. 17, ligesom der 

blev etableret læbælter for Københavns vedkommende.

11 

stads kommunalbestyrelse helt kunne ophæve 

læbæltet for vedkommende købstad. 

Med næringsfrihedens gennemførelse var 

vejen åbnet for de bydannelser ude omkring i 

landet, som i de følgende årtier fandt sted med 

det resultat, at ca. 250.000 mennesker — eller 

ca. 9 % af landets samlede befolkning - 50 år 

senere ved folketællingen i 1911 levede i bymæssige 

bebyggelser udenfor købstæderne og 

hovedstaden. 

Selv om det er givet, at næringsfrihedens 

indførelse var den betingelse, som måtte være 

opfyldt, for at der ude i landdistrikterne kunne 

opstå et stort antal nye byer, er det dog på den 

anden side klart, at næringsfrihedens indførelse 

alene ikke har kunnet begrunde den stedfundne 

udvikling. Dette er så meget mere klart, som 

næringsfrihedens indførelse - netop på grund 

af oprettelsen af de foran omtalte særlige læbælter 

omkring købstæderne - i hvert fald 

ikke kan siges at have været en direkte forudsætning 

for dannelsen af de mange bymæssige 

forstadsbebyggelser, som fremkom omkring købstæderne 

allerede i sidste halvdel af forrige århundrede. 

Den stedfundne udvikling såvel af 

forstadsbebyggelser som af isolerede bymæssige 

bebyggelser i landkommunerne må tillige ses på 

baggrund af den fuldstændige omvæltning af 

landets hele erhvervsstruktur, som samtidig 

fandt sted. 

Industrialiseringen, som satte ind i 1850erne, 

medførte nemlig en omlægning af erhvervsfordelingen 

til fordel for de erhverv, som ikke er 

af egentlig landbrugsmæssig karakter, og som 

typisk vil have tendens til at koncentrere sig i 

byer. Anvendelsen af maskiner medførte nu, at 

mange af de forbrugsvarer, som tidligere under 

landbrugets naturaløkonomi var fremstillet af de 

enkelte landbrug til eget forbrug, nu kunne 

fremstilles langt billigere fabriksmæssigt, og 

medens købstadens håndværkere, som ovenfor 

omtalt, tidligere havde måttet indskrænke sig 

til en produktion, der udelukkende var beregnet 

på det lokale oplands forsyning, var der nu på 

grund af de nye trafikmidlers fremkomst (jernbaner, 

dampskibe) mulighed for salg ud over 

det tidligere opland og dermed yderligere basis 

for den billigere stordrift, der var muliggjort 

ved de forskellige nye industrielle opfindelser. 

Disse forhold førte til en voksende specialisering 

og dermed også til forøget handelsog 

transportvirksomhed. Industrialiseringens gennembrud 

begunstigedes af de gode konjunkturer 

for landbruget i perioden omkring 1840- 

1870, som i forbindelse med, at der nu indførtes 

nye arbejdsbesparende produktionsmetoder 

i landbruget (dræning, mergling, nye plovformer, 

tærskeværker etc.), virkede henimod en 

forøgelse af landbrugsproduktionen og dermed 

en forøgelse af landets velstand som helhed, 

som yderligere stimulerede handel, industri og 

håndværk. 

Disse forskellige faktorer i forening bevirkede, 

at en del af landbrugets arbejdskraft nu 

blev frigjort fra landbrugserhvervet til fordel 

for byerhvervene. Betegnende er det således, at 

der i denne periode var en stærk vandring fra 

land til by, hvorved kan anføres, at alene købstæderne 

og hovedstaden i perioden 1840-1880 

havde en tilvækst på 97 %, medens landdistrikternes 

tilvækst i samme periode alene udgjorde 

41 %, således at hovedstadens og købstædernes 

andel af den samlede befolkning allerede i 1880 

udgjorde 28 % mod ca. 21 % i 1840 og 1801. 

Landbrugskrisen omkring 1880 gjorde intet 

skår i den påbegyndte udvikling, idet den allerede 

nogle år tidligere påbegyndte omlægning 

af landbrugsproduktionen fra kornavl til animalsk 

produktion blot tjente til at fremme industrialiseringen 

og mekaniseringen såvel i selve 

landbrugserhvervet (andelsmejerier, -slagterier) 

som uden for dette, således at de faktorer, som 

efter det ovenfor beskrevne havde begunstiget 

ændringen af erhvervsfordelingen til fordel for 

byerhvervene, nu virkede i forstærket grad. Til 

belysning heraf kan anføres, at den del af landets 

befolkning, der var beskæftiget ved landbruget, 

i 1834 udgjorde 57,5 %, i 1880 51,1 % 

og i 1911 36,3 % (i 1950: 23,7 %) samtidig 

med, at bybefolkningens andel af den samlede 

befolkning i 1911 var steget til 50 %, når man 

medregner befolkningen i de bymæssige bebyggelser 

i landkommuner. 

B. DE NYE BYDANNELSER 

Den ovenfor beskrevne erhvervsøkonomiske 

udvikling kunne ikke undgå at få indflydelse 

på hele landets bebyggelsesmæssige struktur. 

Den stærke vandring fra land til by bevirkede 

for det første, at købstæderne sprængte deres 

rammer, således at der opstod bymæssige bebyggelser 

i de uden om købstæderne liggende landkommuner, 

og udviklingen førte tillige med sig, 

at der ude omkring i landkommunerne opstod 

nye bebyggelser af bymæssig karakter, ligesom 

mange af de fra gammel tid eksisterende mindre 

byer uden for købstæderne voksede stærkt.

12 

I. Forstadsbebyggelser. 

a. Forstædernes opståen. 

For tiden forud for folketællingen i 1901 

foreligger der ikke samlede, særskilte opgørelser 

over indbyggertallet i forstadsbebyggelser 

af bymæssig karakter i landkommunerne omkring 

hovedstaden og købstæderne, men det er 

givet, at sådanne bebyggelser er fremkommet 

på et relativt tidligt tidspunkt, og at de tidligt 

var af en sådan betydning, at man fandt det fornødent 

at give lovregler, der særlig tog hensyn 

til disse bebyggelsers eksistens. 

Udviklingen af og i sådanne forstadsbebyggelser 

er naturligvis ikke foregået samtidig og 

på ensartet måde for samtlige købstæder, idet 

de geografiske og erhvervsøkonomiske faktorer, 

der har betinget forstadsbebyggelsernes fremkomst 

og videre udvikling, har varieret stærkt 

såvel i karakter som i styrke fra købstad til 

købstad. 

Det må sikkert antages, at købstædernes læbælter 

har øvet en vis dæmpende indflydelse 

på fremkosten af sådanne forstadsbebyggelser 

i almindelighed, men hvor meget læbælternes 

eksistens har betydet i denne henseende, er det 

dog på den anden side vanskeligt at sige, når 

det tages i betragtning, at læbæltereglerne ikke 

gjaldt for en lang række håndværksfag, at de 

overhovedet ikke omfattede fabriksdrift, at behovet 

for adgangen til handel netop på grund 

af købstadens nærhed næppe har været af væsentlig 

betydning for befolkningen i disse bebyggelser, 

at de allerede i 1860erne opståede 

brugsforeninger ikke blev ramt af forbudet mod 

handel indenfor læbæltet, samt endelig, at der 

jo var adgang til ved kgl. bevilling at gøre 

fravigelse fra læbæltereglernes forbudsbestemmelser. 

Forstadsbebyggelserne i landkommuner uden 

for købstæderne har formentlig typisk haft karakter 

enten af egentlige fabrikskvarterer, som 

er blevet placeret i forstadskommunerne, fordi 

grundene var billigere*), eller - og især - 

*) I et af Næringskommissionen af 1890 udarbejdet 

forslag til ændringer i næringslovgivningen var 

der bl. a. stillet forslag om, at læbæltet skulle 

udvides til også at omfatte fabriksdrift, dog således 

at bestående fabrikker skulle have lov til at 

fortsætte den hidtil udøvede virksomhed, men i 

det af regeringen på grundlag af kommissionens 

indstilling udarbejdede lovforslag havde man dog 

ikke medtaget en sådan bestemmelse. Til begrundelse 

herfor anførtes det i motiverne, at det efter 

kommissionens forslag ville være ganske udelukket, 

at »der kunne gives de allerede bestående 

af beboelseskvarterer, der i visse tilfælde er opstået 

ved, at den mere velstillede del af købstadens 

befolkning har søgt skattely i de købstaden 

omgivende landkommuner. I andre tilfælde 

er forstadskvarterer opstået ved, at købstadens 

arbejderbefolkning er søgt ud til områder, hvor 

udgiften til bolig har været mindre end i købstaden, 

dels på grund af grundprisernes ringe størrelse, 

dels fordi bygningsvedtægternes krav til 

beboelseshuses opførelsesmåde og indretning 

som regel har været lempeligere i landkommunen 

end i købstaden. Udflytningen til forstæderne 

må formentlig også til en vis grad ses i sammenhæng 

med den på denne tid stedfindende 

ændring i erhvervsforholdene i retning mod en 

tilstand, hvor de næringsdrivende ikke i samme 

grad som tidligere anså det for nødvendigt at 

have deres bopæl i forbindelse med virksomheden, 

og hvor arbejder- og funktionærstaben nu 

var blevet relativt langt større, samtidig med at 

dens tilknytning til virksomheden var blevet 

løsnet, således at arbejdere og funktionærer ikke 

i samme grad som tidligere var henvist til at 

bo ved arbejdsstedet. 

Placeringen af jernbanestationer på de fra 

en købstad udgående jernbanelinier har i mange 

tilfælde haft betydning for, hvor en forstadsbebyggelse 

af en af de ovennævnte karakterer 

har dannet sig, men jernbanenettets udvikling 

i 1870erne og 1880erne har formentlig også 

i visse tilfælde været den direkte årsag til en 

forstadsbebyggelses opståen. Der kan således 

nævnes eksempler på steder, hvor den omstændighed, 

at selve købstadens jernbanestation — af 

geografiske eller andre årsager — blev placeret 

uden for selve bykernen i en tilstødende landkommune, 

har givet anledning til, at der omkring 

jernbanestationen har dannet sig en bebyggelse, 

som efterhånden er sammenvokset 

med købstaden. Sådanne forhold har således 

foreligget ved Skanderborg, Hobro, Sorø m. fl. 

b. Lovgivningens stilling til de 

nye forstadsbebyggelser. 

Udviklingen af forstadsbebyggelser af bymæssig 

karakter gav - som foran antydet - anledning 

til, at der fra lovgivningsmagtens side 

allerede på et temmelig tidligt tidspunkt på 

fabriksanlæg i købstædernes nærhed en ny industriel 

anvendelse (ved en ønsket omlægning af 

produktionen), eller at nye fabrikker anlægges 

sammesteds, skønt forholdet ikke sjældent kan 

være det, at en fabriksdrift netop har sin naturlige 

plads i købstadens omegn.«

13 

forskellige områder blev taget hensyn til sådanne 

bebyggelsers eksistens. 

1. Byregiers udvidelse til forstæderne. 

Allerede i 1850erne var der sket en voldsom 

ekspansion i hovedstadsområdet, således at der 

uden for Københavns volde opstod bymæssige 

forstadsbebyggelser, og i den københavnske 

byggelov af 17. marts 1856 blev lovens område 

derfor fastsat til »staden Kjøbenhavn 

samt dens forstæder«, hvorved man forstod de 

indenfor den ældre demarkationslinie liggende 

dele af stadens grunde. Ved en lov af 12. januar 

1858 udvidedes lovens bestemmelser endvidere 

til at gælde en nærmere betegnet del af 

Frederiksberg og Hvidovre sogne, i hvilken forbindelse 

det skal bemærkes, at Frederiksberg 

ved lov af 29. december 1857 netop på grund 

af sin tiltagende bymæssige bebyggelse havde 

opnået en købstadlignende stilling i styrelsesmæssig 

henseende. 

Et andet vidnesbyrd om forstadsbebyggelsernes 

vækst omkring København giver loven af 

23. februar 1866 om udvidet næringsfrihed i 

Københavns omegn, hvorved læbælterne ophævedes 

i »de staden Kjøbenhavn omgivende 

landdistrikter«. Det oprindelige forslag til denne 

lov omfattede alene Frederiksberg, men under 

rigsdagens udvalgsbehandling udvidedes 

lovforslaget til at gælde hele Københavns omegn 

netop under hensyn til forholdene også 

uden for Frederiksberg sogn. 

Den bymæssige udvikling i Københavns omegn 

førte bl. a. iøvrigt til, at der kort efter århundredskiftet 

ved tre love af 3. april 1900 

gennemførtes indlemmelse af Valby, Brønshøj 

og Sundbyerne i Københavns kommune. 

Også for købstædernes vedkommende var 

forstadsdannelserne allerede i 1850erne så omfattende, 

at de gav anledning til særlige lovregler. 

Ved bygningslov for købstæderne i kongeriget 

Danmark af 30. december 1858 bestemtes 

det således, at justitsministeriet efter 

indstilling af købstadens kommunalbestyrelse 

og vedkommende sogneforstanderskab kunne 

udvide lovens bestemmelser til at gælde de på 

landjurisdiktionens grund liggende bygninger, 

som »danne en sådan fortsættelse af selve kjøbstaden, 

at de for denne givne forskrifter findes 

derpå at burde anvendes.« 

Bygningsloven for købstæderne må ses som 

det første udtryk for en senere almindelig tendens 

i lovgivningen, hvorefter de regler, som 

fastsættes for købstæderne, tillige administrativt 

skal kunne udvides til at gælde for de dele af 

de omgivende landkommuner, hvor der har 

dannet sig bymæssige forstadsbebyggelser. 

Samme princip gav sig også udslag i lov nr. 

21 af 4. februar 1871 om politiet uden for København, 

hvor det i § 4 bestemtes, at købstadens 

politivedtægt tillige skulle gælde for de til købstadens 

grund stødende dele af landdistrikter, 

der er eller måtte blive henlagte under dens 

jurisdiktion. Af lovens forarbejder fremgår det 

tydeligt, at der netop her var tænkt på forstadsbebyggelserne. 

På tilsvarende måde bestemtes 

det i § 38 i lov nr. 28 af 21. marts 1873 om 

brandvæsenet i købstæder udenfor København, 

at lovens bestemmelser kunne udvides til at 

gælde for de til en købstad grænsende dele af 

landsogne. Også her fremgår det af forarbejderne, 

at denne udvidelsesadgang var tænkt anvendt 

på forstadsbebyggelser. 

De nydannede bebyggelser uden for købstædernes 

grænser gav også på skattelovgivningens 

område anledning til indførelse af særlige regler, 

der på samme måde som i bygnings-, brandog 

politilovgivningen var bygget på synspunktet 

om, at en købstad og dennes forstadsbebyggelser 

måtte betragtes som en enhed, uanset at 

bebyggelserne rent faktisk var beliggende i forskellige 

kommuner. Da man i 1861 gennemførte 

en lov om den kommunale beskatning i 

København, der som et nyt princip hjemlede 

beskatning af de i kommunen bosiddende borgeres 

indkomster, var man stærkt inde på tanken 

om tillige at indføre en regel om, at kommunen 

skulle kunne kræve skat af personer, 

der uden at have bopæl i København havde 

deres erhverv eller øvrige indtægtskilder dér. 

En sådan regel, der netop væsentligst ville få 

anvendelse på personer, der havde deres bopæl 

i forstadsbebyggelser til København, men som 

gennem deres erhverv nød godt af byens kommunale 

goder, var optaget i regeringens lovforslag, 

men reglen blev ikke gennemført bl. a. på 

grund af modstand fra landstingets side, idet 

landstinget fandt, at regler om erhvervsskat kun 

kunne ordnes ved en hele landet omfattende lov. 

Fra landstingets side opfordrede man dog regeringen 

til at have opmærksomheden henvendt 

på sagen, »der overalt trænger til en ordning, 

om end denne trang på grund af lokale forhold 

stærkest fremtræder ved København.« Tanken 

om erhvervsskatteregler var igen fremme under 

rigsdagens forhandlinger forud f or landkommunalloven 

af 1867, som indeholdt forskellige bestemmelser 

om personbeskatningen, men heller

14 

ikke her blev der gennemført regler om erhvervsbeskatning. 

Spørgsmålet om at gennemføre regler, der 

sikrede købstæderne imod, at skatteyderne unddrog 

sig deltagelse i købstadens udgifter ved 

at tage bopæl i en landkommune uden for købstaden, 

blev dog mere og mere presserende, 

efterhånden som forstadsbebyggelserne voksede 

i omfang og betydning. Den af regeringen 

i 1870 nedsatte Købstadkommission tog 

derfor bl. a. spørgsmålet om gennemførelse af 

den såkaldte »interkommunale beskatning« op 

til behandling og stillede forslag om gennemførelse 

af regler om erhvervsbeskatning. I de 

følgende år blev der gentagne gange såvel af 

regeringen som fra privat side fremsat lovforslag 

herom, men forslagene strandede hver gang 

på vanskeligheder ved at gennemføre erhvervsbeskatning 

uden samtidig at gennemføre en almindelig 

kommunal indkomstbeskatning, og 

først ved skattereformen i 1903 blev der i loven 

af 15. maj 1903 gennemført erhvervsskatteregler. 

De dengang gennemførte regler danner hovedgrundlaget 

for de i dag gældende erhvervsskatteregler, 

som dog på flere punkter - især 

med hensyn til kredsen af de erhvervsskattepligtige 

- er mere vidtgående end 1903-loven*). 

2. Indlemmelse af forstæder. 

Den ovenfor beskrevne tendens i lovgivningen 

til at give regler, hvorved der blev taget 

særligt hensyn til forstadsbebyggelsernes eksistens, 

bl. a. ved at købstadreglerne udvidedes 

til også at gælde i forstadsbebyggelserne uden 

for købstaden, modsvaredes imidlertid af bestræbelser 

for at lette adgangen til at gennemføre 

indlemmelser i købstæderne af disses forstadsbebyggelser. 

Allerede i 1850erne havde 

man på rigsdagen været inde på tanken om, at 

det måtte være mere ønskeligt - i stedet for at 

sidestille forstadsbebyggelserne med købstæderne 

- at søge forstæderne indlemmet, idet 

man fandt, at det måtte være betænkeligt »således 

at lægge to købstæder op ad hinanden«. 

Indlemmelsestanken blev taget op af Købstadkommissionen 

af 1870, der havde til opgave 

at undersøge og overveje, hvorledes der 

måtte kunne rådes bod på de mindre gunstige 

: ) Senere overvejelser om ændringer i erhvervsskattereglerne 

var i 1915 den direkte anledning til dannelsen 

af »Fællesorganisationen af Landkommuner 

med bymæssig Bebyggelse«. 

forhold, hvorunder købstæderne og navnlig den 

næringsdrivende del af befolkningen i disse var 

stillet. Kommissionen fandt — uden dog på 

grund af oplysningernes mangelfuldhed at være 

i stand til at føre et egentligt statistisk bevis 

herfor - at »kjøbstædernes tilstand, hvorledes 

end enkelte af disse på grund af særlige forhold 

kunne have udviklet sig, i de senere år i 

almindelighed ikke har været gunstig«*), og i 

betænkningen stillede kommissionen forslag om 

forskellige lovændringer til forbedring af købstædernes 

stilling, herunder forslag om ændringer 

i næringsloven, hvorved bl. a. adgangen til 

ved kgl. bevilling at fravige næringslovens læbæltebestemmelser 

fremtidig skulle bortfalde 

(uden at dette forslag dog udtrykkelig var begrundet 

i konkurrencen specielt fra de købstaden 

omgivende forstadsbebyggelser). Som ovenfor 

omtalt stillede kommissionen også forslag 

om erhvervsskatteregler. 

Købstadkommissionen stillede endvidere forslag 

om, at der tilvejebragtes hjemmel til administrativt 

at foretage indlemmelser af »landgrunde 

eller landdistrikter, som omsluttes af 

eller støde umiddelbart til en kjøbstad, samt til 

for regeringen at tilstå sådanne undtagelser og 

lempelser i de for kjøbstaden gældende regler, 

som måtte være fornødne i anledning af indlemmelsen.« 

(Tidligere krævedes der til en sådan 

indlemmelse enten lov i det enkelte tilfælde**) 

eller enighed mellem kommunalbestyrelserne 

og samtlige grundejere i det indlemmede 

område, hvilket iøvrigt var vanskeligt at 

opnå, da der jo ikke var mulighed for at lempe 

købstadreglerne for et indlemmet område uden 

ved særlig lov). 

Som begrundelse for forslaget om indlemmelser 

angav kommissionen, at der - således 

som forholdene forskellige steder havde udvik- 

*) Som den væsentligste grund for denne tilstand anførte 

kommissionen »den indtrufne betydelige 

udvikling af og forandring i communicationsmid- 

1erne - og som en følge deraf - i den retning 

confluxen og omsætningen har taget«, ligesom 

kommissionen hævdede, at næringsfrihedens indførelse 

havde været til særlig ugunst for købstæderne. 

- Medens der vel ikke er tvivl om, at næringsfrihedens 

indførelse i hvert fald som et overgangsfænomen 

havde skadet de mange små købstæder, 

synes den senere udvikling dog at have 

vist, at trafikmidlernes udvikling og forandring i 

almindelighed har gavnet byerhvervene og dermed 

også købstæderne i almindelighed. 

**) Således var størstedelen af Udesundby sogn blevet 

indlemmet i Frederikssund købstad ved lov af 12. 

april 1867.

15 

let sig - var trang til og ønske om en indlemmelse, 

i hvilken forbindelse kommissionen anførte, 

at ønske om indlemmelse ville næres af 

købstadkommunen i tilfælde, hvor den ellers 

ville være hindret i kommunale foretagender, 

som er til fælles nytte for beboerne såvel på 

købstadens som på landets grund, men hvor 

den ikke kan opnå bidrag eller blot samtykke 

dertil fra ejerne af landgrundene, eller i tilfælde, 

hvor købstaden, hvis indlemmelse ikke 

fandt sted, ville hindres i en naturlig udvidelse 

af sine grænser. På den anden side ville »landdistriktet, 

i særdeleshed hvor dette er tættere 

bebygget, ofte kunne være stærkt interesseret 

i dets indlemmelse i kjøbstaden, dels på grund 

af, at den fattigere del af befolkningen fra 

denne vil søge ud til de billigere boliger på 

landet, og landkommunernes udgifter til fattigvæsenet 

derved ville forøges, dels på grund af, 

at der ikke i landdistriktet vil kunne drives 

de næringer, hvis udøvelse er betinget af en 

vis afstand fra kjøbstaden«, hedder det i betænkningen. 

Efter kommissionens forslag skulle indlemmelse 

kun kunne finde sted, når både vedkommende 

byråd og sogneråd samt en vis del 

af ejerne af de af indlemmelsen omfattede 

grunde var enige om indlemmelsen, men i 

loven af 17. maj 1873 om landdistrikters indlemmelse 

i købstæderne, som blev udarbejdet 

på grundlag af kommissionsbetænkningen, blev 

det dog bestemt, at indlemmelse kunne ske, 

når blot to af de nævnte tre parter var enige 

derom. 

Med hjemmel i denne lov foretoges der i de 

følgende år en række indlemmelser i købstadkommuner 

af tilstødende arealer af landkommuner, 

men loven medførte kun i begrænset 

omfang indlemmelse af bymæssigt bebyggede 

arealer*), idet det ofte - når et areal først var 

bymæssigt bebygget - var svært at opnå den 

til en indlemmelse fornødne enighed. 

I årtierne omkring århundredskiftet havde 

de gode konjunkturer og den internationale 

handels blomstring yderligere begunstiget tilstrømningen 

til byerne. De fleste købstæder var 

nu så godt som udbyggede, og der havde efterhånden 

dannet sig større eller mindre forstadsbebyggelser 

uden for godt halvdelen af landets 

*) Loven fandt dog bl. a. anvendelse ved indlemmelse 

i Århus købstad af det såkaldte »Frederiksbjerg« 

i Viby sogn. Det indlemmede areal var ved 

indlemmelsen i 1873 beboet af ca. 2000 indbyggere. 

købstæder. Ved folketællingen i 1916, da man 

for første gang foretog en egentlig tilbundsgående 

optælling af indbyggertallet i de bymæssige 

bebyggelser, optaltes 78 forstadsbebyggelser 

med ialt 95.000 indbyggere, eller ca. 

1/6 af købstædernes samlede folketal. 

Spørgsmålet om en lempelse af adgangen til 

indlemmelser blev derfor stadig mere aktuelt, 

og i 1915 nedsatte regeringen en kommission, 

der skulle fremsætte forslag til revision af 

loven af 1873*). 

Kommissionen fandt, at der var tillagt 

grundejerne en for stor indflydelse på spørgsmålet 

om indlemmelser, samt at lovens erstatningsbestemmelser, 

hvorefter der altid tilkom 

grundejerne erstatning, medens den afgivende 

sognekommune ikke havde krav på erstatning, 

ofte rent faktisk havde hindret indlemmelser. 

Et af kommissionen udarbejdet lovforslag, 

som søgte at råde bod på disse ulemper, dannede 

grundlag for lov nr. 379 af 28. juni 1920 

om indlemmelse i købstæder af arealer af sognekommuner 

m. v., der i § 5 bl. a. indeholdt 

en bestemmelse om, at der efter begæring fra 

vedkommende byråd, sogneråd eller en vis del 

af grundejerne ville kunne foretages indlemmelse 

i en købstad af de til købstaden umiddelbart 

grænsende bymæssigt bebyggede arealer 

af en sognekommune, »når arealernes beboere 

ved deres virksomhed er nøje knyttede til købstaden, 

og indlemmelsen skønnes nødvendig 

eller særdeles ønskelig af hensyn til købstadens, 

sognekommunens eller vedkommende landareals 

*) Regeringen pålagde iøvrigt tillige kommissionen 

at undersøge, hvorvidt der nu måtte være anledning 

til at ophæve læbælterne. Såvel i 1881 som 

i 1911 havde der på rigsdagen været fremsat private 

lovforslag herom, men disse forslag var ikke 

blevet gennemført. I medfør af den i næringslovens 

§ 14 indeholdte hjemmel var læbæltebestemmelserne 

imidlertid allerede blevet ophævet administrativt 

for en række købstæders vedkommende 

efter begæring fra vedkommende byråd (heriblandt 

Odense, Århus og Ålborg). Læbælternes 

ophævelse var oftest sket med det formål at åbne 

private erhvervsdrivende mulighed for at påføre 

brugsforeningerne konkurrence, idet disse foreninger 

netop på grund af læbæltebestemmelserne 

hidtil havde været ene om at forsyne forstædernes 

indbyggere med varer til det daglige forbrug. 

Kommissionen kom til det resultat, at læbælternes 

opretholdelse under de nævnte omstændigheder 

ikke kunne anses at have betydning, og at det i 

virkeligheden måtte anses for højst tvivlsomt, om 

købstædernes handelsstand ikke ville have været 

bedre stillet, om læbælterne ikke havde eksisteret. 

Læbælterne blev derefter ophævet ved lov nr. 46 

af 11. februar 1920.

16 

økonomiske udvikling eller af hensyn til den 

tilbørlige udvikling af forsørgelsesvæsenet, 

skolevæsen, sundhedsvæsen, brandvæsen, belysningsvæsen, 

bygningsvæsen, afløbsforhold, 

færdselsforhold eller lignende foranstaltninger 

af almen social eller økonomisk betydning, 

eller når et byen nærliggende areals beboere 

nyder andel i købstadens goder, medens skattebyrden 

er væsentlig ringere end i købstaden, 

således at arealet virker som skattely for købstaden.« 

Loven af 1920 blev afløst af de nugældende 

i landkommunalloven af 1933 indeholdte indlemmelsesregler, 

som er nærmere omtalt nedenfor 

side 83 f. og side 113 f. 

Lempelserne i adgangen til at gennemføre 

indlemmelser bevirkede imidlertid ikke, at forstadsspørgsmålet 

blev af mindre betydning. 

Den samfundsmæssige udvikling i indeværende 

århundrede har begunstiget byernes 

stærke vækst og dermed en stærk vækst i de 

allerede ved århundredskiftet bestående forstadsbebyggelser 

samt dannelsen af nye forstæder. 

Blandt de faktorer, der i indeværende århundrede 

især har været medvirkende til dannelsen 

af forstæder, kan — udover de foran 

side 12 omtalte - blandt andet nævnes de forandringer 

i befolkningens almindelige boligskik, 

der under påvirkning fra udlandet slog 

igennem herhjemme i 20-erne og 30-erne med 

rækkehus- og havebybebyggelserne, hvor man 

tilstræbte ved boligernes udformning og placering 

i frie omgivelser at forene bylivets og 

landlivets fordele. Disse ideer måtte naturligt 

medføre, at de nye bebyggelser blev placeret i 

nogen afstand fra købstadens tætte og høje bebyggelse 

og dermed som oftest i købstadens 

nabokommune. 

Denne udvikling blev yderligere stærkt begunstiget 

af cyklernes og motorkøretøjernes stigende 

betydning som almindeligt befordringsog 

transportmiddel, der gjorde det muligt for 

de i købstæderne beskæftigede at tage bopæl i 

stadig større afstand fra arbejdsstedet. Dette 

forhold har samtidig bevirket, at man blandt 

købstædernes forstadsbebyggelser ofte vil medregne 

bebyggelser, der ikke ligger i umiddelbar 

tilknytning til vedkommende købstad. 

Den voldsomme udvikling, der i indeværende 

århundrede er foregået bl. a. på transportmidlernes 

område, har været årsag til, at mange 

af de nyere forstadsbebyggelser er vokset op 

som randbebyggelser til de større udfaldsveje 

fra hovedstad og købstæder, således at disse 

forstadsbebyggelser bliver mere spredte og vanskelige 

at afgrænse. 

Selvom de lempelige indlemmelsesregler, 

der blev indført i 1920, vel har afgivet hjemmel 

for mangfoldige indlemmelser i tiden op 

til vore dage, har indlemmelsesmuligheden dog 

ikke været i stand til at fjerne de problemer, 

som eksistensen og dannelsen af forstadsbebyggelser 

kan give anledning til. Ved en undersøgelse 

af lovgivningen i indeværende århundrede 

ser man da også, at den foran omtalte 

tendens til at lade de for købstæder gældende 

regler tillige gælde for købstædernes forstadsbebyggelser 

er blevet fulgt på flere og flere 

lovgivningsområder jævnsides med tendensen 

imod lempelse af indlemmelsesadgangen. Idet 

der herom henvises til kapitel 12 nedenfor, skal 

det blot anføres, at der så sent som ved lov 

nr. 181 af 20. maj 1952 om de københavnske 

omegnskommuners styrelse er givet et kraftigt 

eksempel på den tendens, der anerkender, at 

forstadsbebyggelsens eksistens som selvstændigt 

bysamfund opretholdes, idet loven tilvejebringer 

hjemmel for at gøre købstadkommunallovens 

regler anvendelige på en lang række af 

Københavns omegnskommuner, samtidig med 

at der åbnes adgang til at overføre købstadreglerne 

i en række andre love til disse kommuner. 

II. Stationsbyer o. lign. 

a. Stationsbyernes opståen. 

Det er foran påvist, hvorledes der efter 

næringsfrihedens indførelse og industrialiseringens 

gennembrud i det 19. århundredes sidste 

halvdel foregik en omvæltning af landets erhvervsstruktur, 

som medførte, at de bestående 

bysamfund voksede stærkt. Dette gjaldt naturligvis 

ikke alene købstæderne, hvis vækst allerede 

på et tidligt tidspunkt gav sig udslag i, at 

der ved mange købstæder i de omkringliggende 

landdistrikter opstod bymæssige bebyggelser 

som forstæder til købstaden, men også de - 

efter nutidens forhold - fåtallige bebyggelser 

af bymæssig karakter, som fra tidligere tid 

havde bestået i landdistrikterne, må antages at 

have lukreret af udviklingen på et lige så tidligt 

tidspunkt som købstæderne. Et billede af, 

hvilke større bymæssige bebyggelser af denne 

art der fandtes på den tid, da næringsfriheden 

blev indført, giver en bekendtgørelse af

17 

20. marts 1858, hvori indenrigsministeren med 

hjemmel i den nye næringslovs § 55 fastsætter 

læbælter, for så vidt angår høkerhandel, for 

følgende »handelspladser og flækker: Nørre- 

Sundby landsby, Løgstør ladeplads, Silkeborg 

handelsplads, Høyer flække, Løgumkloster 

flække, Fredensborg slotsby, Frederiksværk by, 

Hirschholm by, Hadsund ladeplads og Struer 

ladeplads.« 

Den direkte ydre anledning til dannelsen af 

hver enkelt af de mange idag bestående bebyggelser 

af bymæssig karakter uden for købstæderne 

og disses forstæder kan naturligvis 

ikke angives generelt, idet mange forskellige 

samvirkende faktorer har spillet ind, af forskellig 

art og med forskellig styrke for hver 

enkelt bydannelse. 

Jernbaneanlægene har naturligvis haft en 

dominerende rolle som byskabende faktor, men 

allerede før jernbanernes egentlige fremkomst 

efter næringsfrihedens gennembrud og iøvrigt 

med baggrund i industrialiseringen havde der 

dannet sig visse nye bymæssige bebyggelser. 

Som eksempel på en af de omstændigheder, 

der i nogle af disse tilfælde allerede før jernbaneanlægene 

må siges at have været den 

væsentligste bydannende faktor, kan nævnes 

anlæget af en havn, som ved Esbjerg (havneanlæg 

påbegyndt i 1868), Fakse ladeplads, hvor 

der, efter at man i 1862 havde påbegyndt en 

egentlig industriel udnyttelse af kalkbrudene, 

blev anlagt en havn i 1864, Gilleleje (havn 

1870) og i indeværende århundrede Tyborøn, 

Hirtshals m. fl. I nogle tilfælde har opførelsen 

af en fabrik eller andet industrielt anlæg 

givet anledning til dannelsen af en bymæssig 

bebyggelse omkring vedkommende anlæg, f. 

eks. i Fensmark (Holmegaards glasværk) og 

Assens ved Randers (cementfabrikker). I andre 

tilfælde har den omstændighed, at der i eller 

ved vedkommende landsbyer placeredes tingsteder 

(rets- og politikontorer) (eks. Holsted) 

eller anlagdes amtssygehuse (eks. Dronninglund 

og Farsø), skoler (eks. Høng og Rønde) 

eller andelsmejerier og lignende anlæg, været 

den første spore til dannelsen af en bymæssig 

bebyggelse på det pågældende sted. 

Også den forøgelse af landevejstrafikken, 

som fandt sted i disse år, har medvirket til 

dannelsen af bymæssige bebyggelser ved landevejsknudepunkter 

(Grindsted, Videbæk). Men 

i ta.ngt det overvejende antal af tilfælde kan 

opkomsten af bydannelsen føres tilbage til anlæg 

af en jernbanestation på det pågældende 

sted, og i de fleste af de tilfælde, hvor der 

allerede i forvejen af den ene eller anden grund 

havde dannet sig mindre byer, blev disses videre 

vækst og udvikling yderligere fremskyndet og 

forstærket ved jernbanens anlæg. Den første 

jernbanestrækning i Danmark blev anlagt i 1847 

(København-Roskilde), men først i slutningen 

af 1860erne påbegyndtes den egentlige udvikling 

af jernbanenettet, og udbygningen fortsattes 

derefter med kraft i de følgende år op 

til første verdenskrig. 

Det er klart, at jernbanestationen mange 

steder hurtigt blev midtpunktet for befolkningen 

i de omgivende landdistrikter. Netop 

på grund af den tidligere omtalte omlægning 

af landbrugsproduktionen foregik der nu en 

livlig udveksling af varer mellem land og by, 

og her fik jernbanestationerne ude omkring i 

landet deres store byskabende betydning. Jernbanestationen 

blev det sted, som hele den omkringboende 

landbefolknings produkter måtte 

passere med henblik på videretransporten til 

aftagerne, samtidig med at den stigende mængde 

varer og produkter, som landbrugeren skulle 

anvende til forbrug i husholdning og bedrift, 

også først nåede frem til landbrugeren via 

jernbanestationen. Da jernbanestationen således 

var et sted, hvor landbrugeren jævnligt kom, 

var det naturligt, at de handlende og håndværkere, 

der fortrinsvis forhandlede og forarbejdede 

varer til landbobefolkningen, etablerede 

sig i jernbanestationens nærhed, og at 

landbefolkningens pengeinstitutter, fortrinsvis 

sparekasserne, placeredes dér. Da andelsbevægelsen 

begyndte at vinde indpas i 1880erne, 

var det naturligt, at andelsmejeriet og eventuelt 

også andelsslagteriet anlagdes i nærheden af det 

sted, hvorfra produkterne skulle videresendes. 

Den omstændighed, at institutioner, der som 

sparekasser og andelsmejerier hyppigt var besøgt 

af landboerne fra de omkringliggende 

landdistrikter, placeredes i stationsbyerne, bevirkede 

selvfølgelig, at disse byer øvede yderligere 

tiltrækning på handlende og håndværkere. 

Også andre forhold kunne begrunde, at en 

bymæssig bebyggelse opstod omkring en jernbanestation. 

Anlæget af et jernbaneknudepunkt, 

hvor der nødvendigvis måtte bygges 

boliger til mange funktionærer og andre personer 

med tilknytning til jernbanen, virkede 

naturligvis tiltrækkende på handlende og håndværkere, 

der kunne regne med afsætning til 

disse funktionærer. 

Tilsvarende virkninger havde naturligvis og- 

2

18 

så anlæg af større fabriks- og industrivirksomheder, 

som det var naturligt at placere i nærheden 

af en jernbanestation, hvor der var 

mulighed for lettere tilførsel af råprodukterne 

og borttransport af de færdige varer. Når sådanne 

virksomheder havde mange beskæftigede, 

måtte der uvægerligt fremkomme en bydannelse 

med de for denne typiske detailhandels- og 

håndværksvirksomheder og kulturelle institutioner 

m. v. 

En sådan mindre bydannelse, der var vokset 

op omkring en enkelt virksomhed med mange 

beskæftigede, fik yderligere tiltrækning for 

andre virksomheder, som ville få lettere ved at 

skaffe arbejdskraft på et sted, hvor der i forvejen 

var en bydannelse med dennes fordele 

for den arbejdende befolkning i form af større 

udvalg af forbrugsgoder, bedre muligheder for 

fritidens udnyttelse og for menneskelige kontakter 

m. v. 

Endelig kan det nævnes, at jernbaneanlæg i 

mange tilfælde har været medvirkende til bydannelser 

omkring fiskerlejer, som ved jernbanens 

anlæg har fået forøgede afsætningsmuligheder 

og derved har virket tiltrækkende 

på andre fiskere samt på handlende og håndværkere. 

Jernbaneanlægene har endvidere haft 

betydning for sommerhusbebyggelser ved fiskerlejer 

og andre steder langs kysterne, som derved 

er blevet yderligere tiltrækkende for omsætnings- 

og håndværkserhvervene. 

Den omstændighed, at bebyggelsen opstod 

omkring jernbanestationen, og at der ofte 

ved jernbanestationernes placering ikke var 

taget hensyn til sogne- og kommunegrænser, 

således at stationen placeredes på åben mark, 

bevirkede i visse tilfælde, at der dannedes bymæssige 

bebyggelser tværs over kommuneskellene 

(f. eks. ved Bjerringbro og Hadsten), 

men oftest lagdes jernbanestationen i eller i 

nærheden af en fra gammel tid eksisterende 

landsby. Hvor jernbanestationen lagdes uden 

for selve landsbyen, medførte jernbanens eksistens 

ofte, at den gamle landsby voksede og 

antog bymæssig karakter, samtidig med at 

der dannedes bymæssig bebyggelse omkring 

selve stationen. I visse tilfælde voksede de to 

bymæssige bebyggelser sammen (Vejen, Langå), 

i andre tilfælde består de to bebyggelser side 

om side som af hinanden uafhængige enheder 

(Gram Slotsby - Gram stationsby, Holsted by - 

Holsted stationsby). 

En nøjagtig talmæssig opgørelse over jernbaneanlægenes 

betydning for dannelsen af de 

enkelte bymæssige bebyggelser kan naturligvis 

ikke foretages, fordi så mange forskellige faktorer 

har spillet ind, men som et ret kraftigt 

bevis for jernbaneanlægenes betydning skal 

anføres en oversigt*) over befolkningstilvæksten 

i områder, der berørtes af jernbaneanlægene: 

Befolkningstilvækst 

1840-60 1860-91 

Landsogne, som i perioden 1860-91 

eller i en del deraf havde jernbanestation 

21,4% 35,5% 

Andre landsogne 20,5% 18,5% 

Hvadenten nu en bymæssig bebyggelses oprindelse 

kan føres tilbage til havneanlæg, jernbaneanlæg 

eller andet, kan der dog - som 

foran omtalt - på den anden side nævnes adskillige 

andre faktorer, som har været af betydning 

for det omfang, hvori en påbegyndt 

bymæssig bebyggelse videre har udviklet sig. 

Hvilke faktorer der her har været afgørende, 

og hvilken vægt der kan tillægges hver enkelt 

faktor, beror naturligvis ganske på de konkrete 

omstændigheder i de enkelte lokaliteter, og 

det er vel iøvrigt næppe muligt at udskille 

de enkelte faktorers betydning. Det skal dog 

nævnes, at navnlig størrelsen af og velstanden 

i bebyggelsens opland, afstanden til nærmeste 

købstad eller stationsby o. 1. naturligvis har 

været af væsentlig betydning for den enkelte 

bebyggelse**), men også momenter såsom anlæg 

af industrivirksomheder i selve stationsbyen, 

afholdelse af markeder, opførelse af 

amtssygehus, anlæg af centralskoler etc. kan 

anføres. Det kan specielt i denne forbindelse 

nævnes, at den omstændighed, at der ved hedeselskabets 

indsats i 1880erne indvandtes store 

strækninger hedejord, som nu blev opdyrket 

og beboet, og i hvis nærhed der på grund af 

områdernes tidligere uegnethed som opland for 

en by ikke lå købstæder, var den grundlæggende 

betingelse for opkomsten af og navnlig fremgangen 

for flere af de jydske stationsbyer. 

*) Oversigten er hentet fra Statistisk Tabelværk 5. 

række, litra A, nr. 5, Befolkningsforholdene i 

Danmark i det 19. århundrede, side 22. 

**) Allerede Erslev i »Den danske Stat«, 1855, udtalte: 

»Betingelsen for, at en by kan opstå, er, at 

den kan komme til at danne midtpunkt i en kreds 

— jo større og rigere kredsen er, desto større og 

rigere bliver byen.«

19 

b. Lovgivningens stilling til de, 

nye stationsbyer. 

Der foreligger ikke nøjagtige samlede opgørelser 

over indbyggertallet i de bymæssige 

bebyggelser for tiden før 1901, men af den 

følgende gennemgang af lovgivningens stillingtagen 

til disse bebyggelser vil det fremgå, 

hvilken rolle de faktisk spillede allerede før 

århundredskiftet. Det er klart, at fremkomsten 

og den videre udvikling af sådanne bebyggelser 

af egentlig bymæssig karakter måtte fremkalde 

ønsker om, at disse bebyggelser, der såvel i 

bebyggelses- som erhvervsstruktur mere og 

mere fik købstadpræg, i lovgivningen måtte 

blive sidestillet med købstæderne. Disse ønsker 

blev til en vis grad efterkommet af lovgivningsmagten. 

Ligesom der i lovgivningen for forstædernes 

vedkommende ses to tildels modgående 

tendenser - på den ene side i retning 

af at lade de for købstæderne gældende regler 

omfatte disses forstæder, uden at deres karakter 

af sognekommuner ændres, på den anden 

side i retning af at søge de enkelte forstæder 

indlemmet i købstæderne - således ses der også 

i lovgivningen for stationsbyernes vedkommende 

to forskellige tendenser: På den ene side en 

tendens i retning af at lade de regler, som gives 

for købstæderne, udvide til også at gælde generelt 

for de bymæssige bebyggelser i landkommunerne, 

som har nået en vis størrelse, og på 

den anden side en tendens i retning af ved 

særlige love for enkelte konkrete bymæssige 

bebyggelser at give disse en købstadlignende 

stilling som handelsplads eller endog ren købstadstilling. 

1. Oprettelse til handelsplads eller købstad. 

Et udtryk for den sidstnævnte tendens er den 

lovgivning, hvorved forskellige af de større bymæssige 

bebyggelser i forrige århundrede blev 

oprettet til handelspladser, og senere de love, 

hvorved handelspladserne (bortset fra Marstal) 

og enkelte andre bymæssige kommuner omkring 

århundredskiftet og i de følgende år blev oprettet 

til købstæder. En handelsplads var med 

hensyn til tilhørsforholdet til amtskommunen 

stillet på samme måde som sognekommunerne, 

men i andre henseender var handelspladserne 

almindeligvis sidestillet med købstæderne, idet 

de særlige bestemmelser, der på forskellige lovgivningsområder 

kom til anvendelse i købstæderne, 

som altovervejende hovedregel tillige blev 

gjort gældende for de enkelte handelspladser. 

Om handelspladserne og om disses oprettelse 

til købstæder henvises til kapitel 9 nedenfor. 

2. Købstadreglers anvendelse pa stationsbyer 

o. 1. 

Den strømning i lovgivningen, som gik ud på 

tilvejebringelsen af en tilstand, hvorefter de for 

købstæderne gældende regler på det enkelte område 

direkte blev overført på - eller i hvert fald 

administrativt kunne gøres gældende for - de 

isolerede bymæssige bebyggelser i landkommuner, 

synes først at være slået igennem på et 

langt senere tidspunkt end den tilsvarende 

strømning, der for forstædernes vedkommende 

har gjort sig gældende allerede i slutningen af 

1850erne. 

Medens der således - som foran omtalt - allerede 

ved bygningsloven for købstæderne af 30. 

december 1858 blev tilvejebragt hjemmel for 

administrativt at udvide lovens bestemmelser til 

også at gælde bymæssige forstadsbebyggelser i 

de købstaden omgivende landkommuner, blev 

en tilsvarende hjemmel for stationsbyerne først 

tilvejebragt ved lov nr. 20 af 11. februar 1876 

angående tilvejebringelse af bygningsreglementer 

for landdistrikter, hvorefter justitsministeriet 

bemyndigedes til helt eller delvis at udvide 

de i bygningslov for købstæderne (eller den 

specielle bygningslov for Frederiksberg af 12. 

januar 1858) indeholdte bestemmelser til landdistrikter 

eller dele af samme. Der var ganske 

vist ved en lov af 19. april 1864 blevet tilvejebragt 

hjemmel for købstadbygningslovens anvendelse 

på »handels-, ladeog lossepladser«, 

men det blev anset for tvivlsomt, om ikke denne 

lovs anvendelsesområde alene var indskrænket 

til at omfatte de få bymæssige bebyggelser, 

der i kommunal henseende havde stillingen 

som handelsplads; det udtales således i bemærkningerne 

til lovforslaget, hvis fremsættelse iøvrigt 

var foranlediget af et andragende fra Løgstør 

handelsplads, at »det vil kunne forventes, 

at der fra andre af de større handels-, ladeog 

lossepladser, der ere under lignende vilkår som 

Løgstør, til eksempel Frederiksværk, Silkeborg 

og Nørre-Sundby, vil fremkomme lignende andragender.« 

I alt fald var det i 1875 fremsatte forslag 

til lov om tilvejebringelse af bygningsreglementer 

for landdistrikter - som iøvrigt var fremkommet, 

efter at to af birkedommerne i Københavns 

amt havde stillet forslag om, at bygningslovgivningen 

blev indført bl. a. på Utterslev 

Mark, i Valby og i Sundbyerne - begrundet i, 

2*

20 

*) Justitsminister Nellemann i folketinget, R.T.F. 

sp. 889. 

»at der på flere andre steder i landet (end i 

Københavns amt) er landdistrikter, hvor en lignende 

købstadmæssig bebyggelse er i begreb 

med at udvikle sig«*), ligesom man henviste 

til tvivlen om, hvad der skulle forstås ved 1864- 

lovens udtryk »handels-, ladeog lossepladser«. 

På samme måde som der for forstædernes 

vedkommende i lov nr. 21 af 4. februar 1871 

om politiet uden for København var givet hjemmel 

for købstadreglernes anvendelse på forstadsbebyggelser 

i de til købstaden stødende 

landjurisdiktioner, indeholdtes der i lovens § 5 

hjemmel til administrativt at gøre lovens bestemmelser 

gældende for »landjurisdictioner eller 

dele af samme«. Det fremgår dog ikke helt 

tydeligt af bemærkningerne eller af de om forslaget 

til denne lov førte rigsdagsforhandlinger, 

om man her har sigtet netop til de bymæssigt 

bebyggede dele af landjurisdiktionerne. 

I lov nr. 28 af 21. marts 1873 om brandvæsenets 

ordning i købstæderne uden for København 

indeholdes der — udover den foran omtalte 

hjemmel til at lade bestemmelsen gælde i 

de til en købstad stødende sognekommuner - 

tillige (i § 38) hjemmel til at udvide bestemmelserne 

til »handels-, ladeog lossepladser 

med de forandringer, som det pågældende steds 

særegne kommunale og stedlige forhold gøre 

nødvendigt.« Da det i bemærkningerne til den 

nævnte bestemmelse anføres, at bestemmelsen 

for brandvæsenets vedkommende svarer til den 

for bygningsvæsenets vedkommende givne bestemmelse 

i den fornævnte lov af 19. april 1864 

om købstadbygningslovens anvendelse på handels-, 

ladeog lossepladserne, er det vel tvivlsomt, 

om der med bestemmelsen er tænkt på 

andre bymæssige bebyggelser end de, der i kommunal 

henseende havde stilling som handelsplads. 

At de nye stationsbyer allerede i slutningen 

af 1880erne og i begyndelsen af 1890erne spillede 

en vis rolle i lovgivningsmagtens øjne 

fremgår imidlertid klart af rigsdagens forhandlinger 

vedrørende det i samlingen 1891-92 

fremsatte forslag til en lov om begunstigelser 

for en kreditforening af grundejere på landet 

i Jylland. Forslaget var begrundet i et andragende 

fra en række byer i Jylland, hvor grundejerne 

var udelukket fra at opnå lån i deres ejendomme, 

idet de ikke kunne få lån i Ny jydsk 

Kjøbstad-Creditforening, fordi deres ejendomme 

ikke var beliggende i købstæder, medens de 

på den anden side var afskåret fra at få lån i 

kreditforeningerne for landbrugsejendomme. 

Forslaget mødte velvillig modtagelse i begge 

ting, og af referatet af forhandlingerne på rigsdagen 

fremgår det, at der med lovforslaget var 

tænkt på ejendomme »på steder, som i en vis 

grad have karakter af opkommende byer«, i 

hvilken forbindelse bl. a. Hadsten, Hammel, 

Kjellerup, V. Brønderslev, Esbjerg, Struer, Herning, 

Vejen og Holsted nævntes. Klarest kommer 

billedet formentlig frem i landstingsudvalgets 

betænkning, hvori det hed: »Der er et 

stort savn at afhjælpe for en stor del ejere af 

ejendomme på landet i Jylland, især på de steder, 

som ved jernbane- eller havneanlæg eller 

af andre grunde ere blevne vigtige trafikcentrer, 

og hvor der i den senere årrække ere opførte en 

mængde bygninger.«*) Loven blev stadfæstet 

den 14. april 1893. 

Som et vidnesbyrd om, at man i stadig større 

udstrækning på forskellige lovgivningsområder 

søgte at imødekomme trangen til særregler for 

de bymæssigt bebyggede sognekommuner, kan 

også nævnes et i samlingen 1904-05 fremsat 

privat forslag til en lov om istandsættelse af 

private fællesveje i landkommuner med bymæssig 

bebyggelse, hvorved der agtedes tilvejebragt 

hjemmel for, at »veje, som ligge i sådanne tætbebyggede 

landkommuner, der i virkeligheden 

ere at betragte som en slags købstæder«, af sognerådet 

skulle kunne forlanges istandsat på en sådan 

måde, at de kom til at svare til købstadgader. 

Forslagstilleren (Piper) henviste herved 

til »den store række af landkommuner, som nu 

ved udviklingen og særlig ved den stærke udvikling, 

der har fundet sted i de sidste 10 år 

langs jernbanelinierne og ved stationsbyerne, ere 

blevne til byer, der stå ganske ligestillede med 

købstæderne«, og efterlyste i det hele en lovgivning, 

der passede til forholdene i disse kommuner. 

Forslaget blev imidlertid ikke gennemført, 

idet det af folketinget nedsatte udvalg 

henstillede, at der indhentedes udtalelser fra de 

kommunale råd, og da sådanne ikke forelå ved 

samlingens slutning, bortfaldt forslaget. Tan- 

*) Der kan i det hele henvises til referatet af de i 

landstinget fremkomne udtalelser under lovforslagets 

første behandling, R.T.L. 1892-93 sp. 511 

ff., der giver et godt indtryk af de nydannede 

bymæssige bebyggelsers betydning omkring 1890. 

Det blev således bl. a. anført, at de nye byer »i 

virkeligheden ere så levedygtige, at de for en stor 

dels vedkommende overgå de mindre købstæder 

rundt om i landet.«

21 

ken om at tilvejebringe særregler om anlæg og 

overtagelse af gader og veje i landkommuner 

med bymæssig bebyggelse var påny fremme i 

forbindelse med rigsdagens behandling af et 

i 1908-09 fremsat forslag til lov om anlæg og 

overtagelse af gader og veje i Gentofte kommune, 

men blev igen opgivet, da Gentofte pressede 

på for at få lovforslaget vedrørende Gentofte 

kommune igennem. 

Først i 1925 blev der givet en særlig lov om 

anlæg og overtagelse af gader og veje i landkommuner 

med bymæssig bebyggelse, hvorved 

der for disse landkommuner indførtes regler 

på dette område, svarende til de for købstæderne 

gældende. Denne lov blev senere afløst 

af den nugældende lov nr. 90 af 23. marts 1932. 

Også på andre områder kan der nævnes tidlige 

tendenser i retning af at lade de regler, der 

blev givet for købstæderne, tillige have gyldighed 

for stationsbyerne. Fra det næringsretlige 

område kan således nævnes et i 1910-11 fremsat 

forslag til en lov om handelsrejsende for 

udenlandske firmaer, hvori det bl. a. bestemtes, 

at sådanne handelsrejsende alene måtte drive 

virksomhed i købstæder og »sådanne stationsbyer, 

som handelsministeren bestemmer«. Forslaget 

føltes dog som et alt for stærkt indgreb 

i købstadprivilegiet, hvorfor man nåede til et 

kompromis om alene at medtage »sådanne stationsbyer 

og handelspladser på landet, der have 

en købstadmæssig bebyggelse og en folkemængde 

på mindst 2000 indbyggere«. Forslaget 

blev dog af forskellige grunde ikke gennemført, 

og først ved lov nr. 138 af 1. juli 1927 

indførtes bestemmelsen, der er videreført i den 

nugældende næringslovs § 31, jfr. nedenfor 

s. 145. 

Fra det økonomiske område kan det nævnes, 

at de bymæssige bebyggelser allerede kort efter 

århundredskiftet spillede en sådan rolle, at 

lovgivningsmagten anerkendte, at der i tilfælde, 

hvor størrelsen af en ydelse fra det offentlige 

fandtes at burde bero på prisniveauets højde på 

det sted, hvor ydelsen blev oppebåret, ikke skulle 

trækkes skel efter sondringen mellem købstadkommuner 

og sognekommuner, men at det afgørende 

måtte være, om ydelsen skulle oppebæres 

på landet eller i en by, hvadenten denne 

formelt var købstad eller ej. 

I lov nr. 113 af 27. maj 1908 om lønninger 

m. v. for tjenestemænd ved postvæsenet, statsbanerne, 

telegraf- og toldvæsenet og i lov nr. 138 

af samme dato om lønninger til landpostbude 

blev der fastsat 4 forskellige lønsatser i følgende 

grupper: a) København, Frederiksberg, Hellerup-Charlottenlund 

og Gentofte, b) Andre byer 

og bymæssige bebyggelser med over 2000 indbyggere, 

c) Byer og bymæssige bebyggelser med 

1000-2000 indbyggere, og d) Den øvrige del 

af landet. 

Inddelingen blev foretaget på grundlag af en 

af Det statistiske Departement foretaget undersøgelse 

af udgifter til daglige forbrugsvarer, bolig 

og skatter samt skolepenge, hushjælp o. a. i 

hovedstaden, købstæderne, stationsbyer med 

over 1000 indbyggere og rene landdistrikter. 

I lov nr. 489 af 12. september 1919 om 

statens tjenestemænd blev stedtillægssatserne reguleret 

efter tjenestested i a) Hovedstaden, b) 

Provinsbyer (købstæder og bymæssige bebyggelser) 

med over 15.000 indbyggere, c) Provinsbyer 

med 2000-15.000 indbyggere, samt 

d) Det øvrige land. 

Denne ændring i forhold til de fornævnte 

lønningslove af 1908, hvorved man opgav hensynet 

til de mindre bymæssige bebyggelser med 

under 2000 indbyggere, var dog ikke begrundet 

i nogen fornyet undersøgelse af prisniveauet i 

stationsbyerne, men skete blot »for ikke at bryde 

for stærkt med den nugældende ordning« (for 

de tjenestemænd, der ikke omfattedes af 1908- 

lovene). 

Fra den sociale lovgivnings område kan nævnes 

indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 325 

af 22. december 1915, der i medfør af sygekasseloven 

af 10. maj s. å. fastsatte indtægtsgrænsen 

for optagelse i statsanerkendt sygekasse. 

Bekendtgørelsen fastsatte grænsen forskelligt i 

de samme 4 områdegrupper, som lønningsloven 

af 1908 havde lagt til grund, idet dog hovedstadsområdet 

fik en noget videre udstrækning. 

Det ses altså, at man også i henseende til sygekassegrænserne 

allerede på et så tidligt tidspunkt 

tog hensyn til, at forholdene i de nydannede 

bymæssige bebyggelser svarede til forholdene 

i købstæderne, endog således at man - i 

modsætning til, hvad der er tilfældet i nyere 

lovgivning i almindelighed - udelukkende lagde 

vægt på byens størrelse og ikke på dens status 

som købstad. 

Bekendtgørelsen fastsatte iøvrigt også, at alle 

bymæssige bebyggelser med over 1000 indbyggere, 

(hvoraf der ved folketællingen i 1916 

fandtes 57), skulle sidestilles med købstæderne 

med hensyn til satserne for størrelsen af statstilskuddet 

til sygekasserne. 

På det egentlige forsorgsvæsens område blev 

der først ved lov nr. 348 af 7. august 1922 om

22 

aldersrente tilvejebragt ligestilling mellem købstæderne 

og bymæssige bebyggelser (med over 

2000 indbyggere) i landkommunerne med hensyn 

til reglerne om størrelsen af renteydelserne. 

Endelig skal det nævnes, at man allerede i 

lov nr. 114 af 8. juli 1912 om indkomst- og 

formueskat til staten etablerede sidestilling mellem 

købstæder og landkommuner, hvori der findes 

bymæssige bebyggelser med over 2000 indbyggere, 

for så vidt angår reglerne om de skattefri 

fradrag. 

Specielt for de stationsbyer, som er vokset op 

på tværs af sogne- og kommuneskel, blev der 

efter forslag af den tidligere omtalte, i 1915 

nedsatte kommission, der havde til opgave at 

overveje ændringer i indlemmelsesloven af 1873, 

ved indlemmelsesloven af 1920 (§11) tilvejebragt 

særlige regler, der tilsigtede at muliggøre, 

at stationsbyen blev oprettet til selvstændig 

kommune. 

Tendensen til i lovgivningen at tage hensyn 

til de bymæssige bebyggelser ved at lade købstadreglerne 

blive gældende også i stationsbyer 

o. 1. er blevet fulgt på stadig flere områder 

i indeværende århundrede jævnsides med disse 

bebyggelsers stigende antal og størrelse, således 

at den gældende lovgivning i dag i vidt omfang 

tager hensyn til de bymæssige bebyggelsers eksistens, 

se nærmere herom nedenfor i kapitel 12, 

medens den foran omtalte tendens til at give 

større stationsbyer købstadstatus, som var fremherskende 

omkring århundredskiftet, ikke har 

slået igennem siden 1921, da Vester Brønderslev 

ved lov blev gjort til købstad. 

C. DANNELSEN AF NYE BYER I 

INDEVÆRENDE ÅRHUNDREDE 

Den erhvervsøkonomiske udvikling, der medførte 

dannelsen af de mange stationsbyer i slutningen 

af forrige århundrede, er fortsat i indeværende 

århundrede ikke blot med det resultat, 

at de fleste af de dengang nye stationsbyer har 

haft en rivende vækst, men også således, at der 

i indeværende århundrede — udover forstadsbebyggelser 

- er opstået mange nye byer. 

Det kan således nævnes, at der i 1950 optaltes 

omkring 150 stationsbyer og lignende, der overhovedet 

ikke var medregnet ved folketællingen 

i 1916, hvor man optalte alle bebyggelser af bymæssig 

karakter, der havde over 50 indbyggere. 

Af de således i tiden siden 1916 opståede nye 

bebyggelser havde 6 stationsbyer o. 1. over 1000 

indbyggere i 1950*). 

Til belysning af stigningen i antallet af 

stationsbyer o. 1. siden 1901 anføres nedenstående 

tabel, som viser det af Det statistiske 

Departement optalte antal stationsbyer ved folketællingerne 

i hvert af tiårene siden 1901. Det 

bemærkes, at tallene vedrørende 1901 og 1911 

er behæftet med nogen usikkerhed, idet man 

som allerede tidligere omtalt først ved folketællingen 

i 1916 begyndte en egentlig systematisk 

og tilbundsgående optælling af folketallet i bymæssige 

bebyggelser. Det må endvidere erindres, 

at visse bebyggelser, der ved tidligere tællinger 

har været betragtet som stationsbyer, senere er 

blevet betragtet som forstæder, og at nogle af 

de i 1901 og 1911 optalte stationsbyer ikke er 

medregnet i tallene for de senere år, idet de i 

mellemtiden havde fået status som købstæder. 

Antal stationsbyer fordelt efter størrelse. 1901-1950. 

lait... 107 242 413 533 526 558 

Den voksende specialisering i forbindelse 

med den langsomt stedfundne ændring i folkementaliteten 

i retning af en større trang hos den 

enkelte til at opnå menneskelige kontakter har 

formentlig været medvirkende årsager til bydannelsen 

i indeværende århundrede, som vel nok 

væsentligst er blevet begunstiget af det stigende 

antal fabriksanlæg og industrielle virksomheder, 

som den økonomiske udvikling har befordret. 

Derimod må det antages, at jernbanen ikke 

har spillet den samme dominerende rolle som 

byskabende faktor som i forrige århundrede, i 

hvert fald ikke i tiden efter den første verdens- 

*) Lille Værløse (1314 indb.), »Codan«s arbejderby 

(1104 indb.), Fensmark (Holmegårds glasværk) 

(1214 indb.), Langeskov (1004 indb.), Sdr. Omme 

(1151 indb.) og Hvide Sande (1072 indb.). 

Det ses, at disse stationsbyer typisk er sådanne, 

der er opstået omkring en enkelt erhvervsvirksomhed 

eller institution. 

**) 7 af de 9 bebyggelser, der i 1930 blev optalt som 

stationsbyer o. 1. med over 3000 indb., blev ved 

folketællingen i 1940 optalt som forstæder til 

hovedstaden, jfr. nedenfor s. 26.

23 

krig. Siden begyndelsen af 1920erne er mange 

jernbanestrækninger blevet nedlagt. Der er bogstavelig 

talt ikke blevet anlagt nye jernbaner, 

og de har i hvert fald ikke givet anledning til 

bydannelser. 

Jernbanens store betydning som person- og 

godstransportmiddel er i vidt omfang blevet 

overtaget af automobilerne, der imidlertid ikke 

har den samme byskabende tendens. Rute- og 

fragtbiler er jo ikke på samme måde som jernbanerne 

bundet til bestemte ruter og holdepladser, 

der een gang anlagt ligger så godt som fast, 

og som derfor har mulighed for at blive det erhvervsøkonomiske 

midtpunkt for et opland. 

I det hele taget må automobilernes fremkomst 

vist i virkeligheden siges at have bevirket en 

spredning af bebyggelsen. Det er nu ikke længere 

i samme grad som før nødvendigt at placere 

industrielle anlæg i tilknytning til jernbanerne, 

ligesom der ej heller — som tidligere — 

er de samme ulemper for de i byerne beskæftigede 

ved at tage bopæl i rene landområder. 

Det må dog bemærkes, at den forøgede landevejstrafik 

har haft til følge, at der visse steder, 

især ved vej knudepunkter, langs vejen er 

fremkommet mindre bebyggelser, hvor sådanne 

ikke tidligere fandtes. 

For de bestående bymæssige bebyggelser har 

automobilernes fremkomst formentlig haft en 

vis betydning både i positiv og i negativ retning. 

I nogle tilfælde har transportmidlernes voldsomme 

udvikling i indeværende århundrede 

haft til følge, at byens opland — dens kundekreds 

- er blevet strakt længere ud, således at 

der er blevet skabt yderligere basis for etablering 

af håndværks- og handelsvirksomheder. I 

tilfælde, hvor en stationsby ligger ved en stærkt 

befærdet landevej, vil den forøgede landevejstrafik 

næppe heller have undgået at øve indflydelse 

på byens vækst, ligesom anlæg af rutebilstationer 

eller fragtcentraler, hvor sådant har 

fundet sted, formentlig har været af en vis betydning 

for stationsbyen. 

I andre tilfælde har automobilernes fremkomst 

derimod bevirket, at byen har mistet en 

del af sit tidligere opland derved, at en del 

af oplandsbeboerne - netop på grund af de forbedrede 

transportmuligheder - har foretrukket 

at handle i en noget fjernere, men større by. 

Forholdet mellem jernbanernes og automobilernes 

betydning for udviklingen i stationsbyerne 

belyses ved et eksempel, der er nævnt i lektor 

Aage Aagesens bog »Geografiske studier over 

jernbanerne i Danmark«: Thyregod og Nørre 

Snede havde i 1911 nogenlunde samme indbyggertal, 

men efter at der i 1914 var blevet anlagt 

en jernbanestation i Thyregod, voksede bebyggelsens 

indbyggertal relativt stærkt. Indbyggertallet 

i Nørre Snede, hvor der ikke fandtes jernbanestation, 

men som er placeret ved et vejknudepunkt, 

holdt sig derimod konstant indtil 

1921-25, hvor det - formentlig på grund af 

den fremkomne biltrafik — begyndte at vokse. 

Derimod synes anlæget af en jernbanestation 

ved Nørre Snede i 1929 ikke at have haft synderlig 

betydning for bebyggelsens vækst. 

Det er naturligvis ikke muligt at sige noget 

om, hvorvidt den fremtidige udvikling vil begunstige 

dannelsen af nye byer. På den ene side 

synes trafikmidlernes stærke udvikling at gøre 

behovet for nye bydannelser minimalt, men på 

den anden side er der en mulighed for, at udviklingen 

i retning af mekaniserede, kollektive 

driftsmetoder i landbruget vil kunne medvirke 

til skabelsen af mindre bydannelser, der kommer 

til at fungere som det geografiske udgangspunkt 

for den kollektive drift af flere landbrugsejendomme 

med fælles maskinstationer, 

køleanlæg og kollektive stalde m. v. Også den 

omstændighed, at automobilernes stigende udbredelse 

som almindeligt befordringsmiddel i 

fremtiden vil gøre det mindre nødvendigt, at de 

bygninger, hvorfra et landbrug drives, ligger tæt 

op ad selve landbrugsarealerne, vil kunne stimulere 

tendensen til nye bydannelser af den 

nævnte art.*) 

Det må i denne forbindelse erindres, at de 

faktorer, der bestemmer en bys vækst, er af så 

forskellig og uberegnelig karakter, at det ikke 

er muligt at forudsige, om eventuelle bydannelser 

af den nævnte art vil holde sig på et relativt 

lavt indbyggertal, eller om de vil udvikle 

sig til større byer. 

*) Jfr. kontorchef V. Hauch's artikel i tidsskriftet 

»Byplan«, 1955, nr. 6.

KAPITEL 2 

De bymæssige bebyggelsers udvikling og vækst. 

I det foregående kapitel er der søgt redegjort 

for de faktorer, der har bevirket, at der i de 

sidste årtier af forrige århundrede og i indeværende 

århundrede er opstået en lang række bymæssige 

bebyggelser - forstæder og stationsbyer 

o. 1. - uden for købstæderne. Men den erhvervsøkonomiske 

udvikling, der har været den dybere 

liggende årsag til, at disse nye bebyggelser 

overhovedet er opstået, har naturligvis på tilsvarende 

måde øvet indflydelse på det tempo, 

hvori de fra gammel tid bestående byer - købstæderne 

— og de efterhånden opståede nye byer 

er vokset i hele denne periode. 

Det ville af mange grunde være ønskeligt 

at foretage en undersøgelse af, hvorledes forholdet 

mellem land- og bybefolkningen og 

især mellem den del af bybefolkningen, der er 

bosat i købstæderne, og den del, der er bosat 

i de bymæssige bebyggelser, har udviklet sig i 

tiden efter, at de erhvervsøkonomiske strukturændringer, 

der har betinget hele denne udvikling, 

begyndte at gøre sig gældende. 

A. DET STATISTISKE MATERIALE 

En undersøgelse af befolkningsudviklingen 

henholdsvis i købstæderne og i de bymæssige bebyggelser 

tilbage til midten af forrige århundrede 

støder imidlertid på flere vanskeligheder. 

For det første blev der ikke førend ved folketællingen 

i 1901 foretaget generelle opgørelser 

af folketallet i de efterhånden opståede 

bymæssige bebyggelser uden for købstæderne. 

For enkelte af disse bebyggelsers vedkommende 

foreligger der ganske vist oplysninger om folketallet 

også for tidligere år, men nogen generel 

opgørelse findes ikke. I 1901 optalte man ialt 

109 bymæssige bebyggelser*) - »halvkøbstæder, 

*) I 25 af disse bebyggelser optaltes i 1901 over 

1000 indbyggere: Herning (3706), Lyngby (3701), 

Brønderslev (2852), Odder (2822), Nordby 

(1767), Dragør (1609), Kristrup (1565), Vamfiskerbyer 

og stationsbyer«, som det hedder i 

Statistiske Meddelelser, 4. række, 10. hæfte, 

»Folkemængden 1901« — og i de følgende 

folketællingsår (1906, 1911, 1916, 1921, 1925 

og derefter hvert 5. år) har man foretaget tilsvarende 

optællinger specielt af folketallet i 

»forstæder og stationsbyer o. 1.«. 

Det er således ikke muligt at foretage en nøjagtig 

opgørelse af udviklingen i tiden op til 

1901, og for tiden derefter er man henvist til 

resultaterne af de 5-årlige folketællinger, idet 

det kun er ved disse folketællinger, at der foretages 

særskilte opgørelser af indbyggertallet i 

de bymæssige bebyggelser, medens der ikke ved 

de siden 1925 foretagne årlige opgørelser på 

grundlag af antallet af de i hver kommunes 

folkeregister opførte personer (»registertællingerne«) 

foretages nogen udskillelse af indbyggerne 

i de bymæssigt bebyggede dele af de enkelte 

kommuner. 

Når man ved en sammenligning mellem de 

ved folketællingen i 1901 og senere folketællinger 

opgjorte tal vil undersøge udviklingen i 

drup (1543), Hammel (1498), Fakse (1464), 

Haslev (1394), Birkerød (1283), Assens fabriksby 

(1283), Kjellerup (1199), Ballerup (1198), Holsted 

(1175), Glostrup (1174), Hadsund (1122), 

Engsig (Skjern) (1122), Vejen (1198), Høng 

(1073), Ørsted (1067), Tåstrup (1063), Tarm 

(1053) og Ringe (1041). Det må dog bemærkes, 

at der i forbindelse med opgørelsen af resultaterne 

vedrørende folketællingen i 1906 synes foretaget 

revisioner af visse af tallene fra 1901, bl. a. således 

at Haslevs indbyggertal i 1901 nu blev opgjort 

til 2546. 

I 1906 regnede man endvidere med, at der 

i 1901 havde eksisteret yderligere følgende bebyggelser 

med et indbyggertal, der i 1901 oversteg 

1000: Ordrup (6636), Struer (3230), Vejgården 

ved Ålborg (2063), Nyhuse ved Hillerød 

(1031), Strømmen ved Randers (1051), samt 

følgende bebyggelser, hvis indbyggertal i 1901 

var ukendt, men hvis indbyggertal i 1906 var så 

stort, at de utvivlsomt har haft mere end 1000 

indbyggere i 1901: Hellerup, Gentofte, Kastrup 

og Brejninge.

25 

indeværende århundrede, støder man imidlertid 

også på visse vanskeligheder. Opgørelsen af de 

enkelte bymæssige bebyggelsers indbyggerantal 

beroede ved de første folketællinger i indeværende 

århundrede fuldt og helt på de lokale 

myndigheders skøn over, hvilket geografisk område 

der ved hver folketælling kunne anses for 

bymæssig bebygget. Det er selvsagt yderst vanskeligt 

at udøve dette skøn, idet det uvægerligt 

vil give anledning til utallige tvivlsspørgsmål 

og være behæftet med mange fejlmuligheder, 

hvortil kommer, at den omstændighed, at skønnene 

kun blev udøvet hvert 5. år, kunne bevirke 

nogen vaklen med hensyn til de kriterier, 

der rent faktisk blev lagt til grund ved skønnenes 

udøvelse i de enkelte tilfælde. 

Ved folketællingen i 1916 gjorde man forsøg 

på at foretage en nogenlunde systematisk, 

geografisk afgrænsning af hver enkelt bymæssig 

bebyggelse, men afgrænsningen kom dog fortsat 

i altovervejende grad til at bero på det lokale 

skøn, og først ved de seneste folketællinger 

er man kommet ind på at søge at lægge de 

enkelte lokale myndigheders skøn om vedkommende 

bymæssige bebyggelses grænser i marken 

ind i nogenlunde faste baner for derved at 

opnå ensartede afgrænsningsmetoder for alle 

landets bebyggelser ved hver folketælling. Medens 

der ikke til og med folketællingen i 1935 

blev udøvet nogen egentlig generel kontrol med 

rigtigheden af de lokale myndigheders skøn om 

de enkelte bebyggelsers grænser, lod Det statistiske 

Departement i forbindelse med folketællingen 

i 1940 udarbejde kortskitser over hver 

enkelt bebyggelse med angivelse af de enkelte 

ejendommes matrikelnumre. Disse kortskitser 

blev tilstillet de respektive kommunalbestyrelser, 

som på departementets anmodning og med støtte 

i kortskitserne foretog en udskillelse af de folketællingsskemaer, 

der angik det bymæssige område. 

Grænserne for dette område blev af kommunalbestyrelserne 

indtegnet på kortet, der derefter 

tilbagesendtes til departementet sammen 

med det øvrige tællingsmateriale. Ved den endelige 

afgrænsning af områderne for de bymæssige 

bebyggelser har departementet i det væsentlige 

fulgt kommunalbestyrelsernes indstilling, 

og kun i enkelte tilfælde har hensynet til en 

ensartet behandling af det samlede materiale 

gjort visse afvigelser påkrævet. 

Det således foreliggende materiale blev i 

forbindelse med tællingen i 1950 revideret, idet 

departementet i samarbejde med Geografisk Laboratorium 

på Københavns Universitet søgte at 

foretage afgrænsningerne efter mere ensartede 

kriterier, hvorved man bl. a. uddybede sondringen 

mellem »stationsbyer o. 1.« og »forstadsbebyggelser«. 

Rent bortset fra de unøjagtigheder og fejlmuligheder 

ved sammenligninger mellem tallene 

for de enkelte folketællingsår, som kan 

opstå som følge af, at den enkelte bebyggelses 

geografiske område er afgrænset på forskellig 

måde og efter forskellige, usikre kriterier ved 

de enkelte folketællinger, kan der ved sammenligninger 

mellem tallene for de enkelte folketællingsår 

opstå vanskeligheder som følge af, at 

der er foretaget ændringer i de almindelige 

principper, der følges ved de enkelte folketællinger. 

Til og med folketællingen i 1935 fulgte 

Det statistiske Departement det princip at optælle 

den faktisk tilstedeværende befolkning i 

den enkelte by, medens man fra 1940 og fremefter 

har optalt den hjemmehørende befolkning, 

hvilket bevirker, at de samlede tal fra folketællingerne 

før og efter 1940 ikke bliver umiddelbart 

sammenlignelige. Dette forhold får naturligvis 

især betydning for folketallet i byer 

med anstalter, skoler o. 1. 

Endelig må det ved sammenligninger mellem 

tallene for de enkelte bymæssige bebyggelser 

fra de forskellige folketællingsår erindres, at 

tallene for de enkelte år alene vedrører det område, 

der på vedkommende tællingstidspunkt 

blev betragtet som bymæssigt bebygget, men 

ikke det område omkring vedkommende bebyggelse, 

der senere måtte være blevet bebygget, 

og hvis folketal derfor er medregnet ved senere 

tællinger. 

Dette forhold har i og for sig ingen betydning, 

såfremt man ønsker at undersøge, hvor mange 

personer der til enhver tid har boet under bymæssige 

forhold. Såfremt man imidlertid ønsker 

at undersøge, hvorledes indbyggerantallet 

i et bestemt område, der i dag er bymæssigt 

bebygget, har udviklet sig ned gennem tiderne, 

ville man kun kunne opnå et helt nøjagtigt 

billede, såfremt man kendte indbyggerantallet 

i det samme geografiske område også for tidligere 

år. I det omfang, hvori en bebyggelse er 

vokset, ved at bebyggelsen har spredt sig udover 

et stadig større område, vil man imidlertid 

være uden kendskab til indbyggerantallet for 

tidligere år i de områder, der vel er bymæssigt 

bebygget i dag, men som ikke var det i tidligere 

år. Kun i tilfælde, hvor bebyggelsen i dag udgør 

en hel kommune, kan man foretage sådanne 

nøjagtige sammenligninger, fordi man også for

26 

de tidligere år har oplysning om vedkommende 

kommunes indbyggertal. Dette forhold bevirker 

forsåvidt en svækkelse af værdien af sammenligninger 

mellem indbyggerantallets vækst i købstæderne 

og i de bymæssige bebyggelser. Medens 

man nemlig for de sidstes vedkommende udelukkende 

kender indbyggertallet i det geografiske 

område, der ved hver folketælling har 

været bymæssigt bebygget, kender man for købstædernes 

vedkommende som hovedregel kun 

indbyggertallet i vedkommende kommune, men 

derimod ikke indbyggertallet i den del af købstadkommunen, 

der ved hver folketælling rent 

faktisk var bymæssigt bebygget. Til og med 

folketællingen i 1925 blev der ganske vist foretaget 

særskilte opgørelser over indbyggertallet 

i købstadkommunernes ikke-bymæssige områder, 

men fra og med folketællingen i 1930 

opgav man denne praksis. Dette må ses på baggrund 

af, at antallet af indbyggere i købstædernes 

ikke-bymæssige områder allerede i 1925 

var forholdsvis ringe i forhold til købstadkommunernes 

samlede indbyggertal (8949 indbyggere 

af ialt 750.801 indbyggere), og at antallet 

selvfølgelig, efterhånden som købstæderne 

er vokset, er blevet ganske minimalt. 

Udover disse forhold kommer visse vanskeligheder, 

såfremt man vil foretage sammenligninger 

mellem Det statistiske Departements 

samlede opgørelser over indbyggertallet i henholdsvis 

købstæder og bymæssige bebyggelser 

for de enkelte folketællingsår fra og med 1901 

(offentliggjort i Statistiske Meddelelser, 4. 

række). 

For det første må det ved sådanne sammenligninger 

haves i erindring, at visse områder, 

hvis indbyggertal i dag regnes med til købstædernes, 

ved tidligere tcsllinger er medregnet 

som bymæssige bebyggelser. Dette gælder således 

først og fremmest de stationsbyer, der 

i periodens løb er blevet købstæder (Frederiksværk 

i 1907, Herning i 1912, Struer i 1917 og 

Brønderslev i 1921*). Men herudover må man 

være opmærksom på, at der i tiden siden 1901 

*) Brønderslev kommune blev først oprettet til købstad 

med virkning fra den 1. april 1921, således 

at den på folketællingsdagen den 1. februar 1921 

principielt havde status som sognekommune. 

Dette bevirker, at forskellige statistiske publikationer 

ikke medregner kommunens indbyggertal 

i samlede opgørelser over købstædernes indbyggertal 

i 1921. I det omfang, hvori der i det følgende 

anføres samlede indbyggertal i 1921 for 

købstæder og stationsbyer o. 1., er Brønderslev 

medregnet blandt købstæderne. 

i vidt omfang er foretaget indlemmelser af bymæssige 

forstadsbebyggelser i købstæderne, hvilket 

uvægerligt har påvirket forholdet mellem 

væksten i indbyggertallet i købstæderne og i 

landets bymæssige bebyggelser. 

Hertil kommer yderligere, at der ved de forskellige 

folketællinger bar været anlagt vekslende 

kriterier for, i hvilket omfang man overhovedet 

skal medtage en bebyggelse som bymæssig, 

hvilket naturligvis også kan virke 

forstyrrende ved sammenligninger mellem de 

samlede tal. Ved folketællingen i 1901 medtog 

man således kun i ringe omfang bebyggelser 

med under 500 indbyggere, medens man ved 

folketællingen i 1916 konsekvent medtog alle 

bebyggelser, der havde 50 indbyggere eller derover. 

Ved de seneste folketællinger har man for 

stationsbyer o. 1. lagt en grænse på 250 indbyggere 

til grund. Det er klart, at denne forskel 

i opgørelsesmetoderne må bevirke ret væsentlige 

afvigelser i de samlede tal for de enkelte optællinger, 

netop fordi antallet af de mindre 

bebyggelser altid har været meget stort*). 

Også med hensyn til principperne for afgrænsningen 

af forstæder i forhold til stationsbyer 

o. 1. har der været nogen forskel fra folketælling 

til folketælling. 

I almindelighed har praksis været den, at 

Det statistiske Departement som følge af den 

faktiske udvikling har inddraget et stigende 

antal kommuner - eller dele af kommuner — 

under forstadsgruppen, men der gives dog også 

eksempler i modgående retning. 

Det kan således nævnes, at en række bebyggelser, 

som i 1930 var henført til gruppen 

stationsbyer o. 1., ved tællingerne i 1935 og 

senere er blevet henført til forstæderne. Dette 

gjaldt således for en del af hovedstadens omegnskommuner 

med et samlet indbyggertal i 

1930 på 43.000 og tilsvarende for enkelte af 

købstædernes omegnskommuner med henved 

9000 indbyggere i 1930. Som eksempler i modgående 

retning kan nævnes, at departementet 

i 1950 - i modsætning til foregående tællingsår 

- ikke har medregnet Hørsholm og Birkerød til 

hovedstadens forstæder, og at man har indsnævret 

Helsingørs, Randers' og Vejles forstadsområder. 

Ved de seneste folketællinger har Det statistiske 

Departement fulgt følgende retnings- 

*) I 1916 optaltes der således 335 bebyggelser med 

under 500 indbyggere og med et samlet indbyggertal 

på ca. 50.000 indbyggere.

27 

linier med hensyn til afgrænsningen af disse 

to arter af bymæssig bebyggelse: 

Tallene for købstædernes forstæder omfatter 

indbyggertallene for enhver bebyggelse med 

bymæssig karakter (d.v.s. principielt uden indbyggertals 

grænse nedad), som danner en direkte 

fortsættelse af bebyggelsen i den tilgrænsende 

købstad*), medens tallene for de øvrige bymæssige 

bebyggelser (»stationsbyer o. /.«} kun omfatter 

indbyggertallene for sådanne sammenhængende 

bebyggelser af bymæssig karakter, 

som har mindst 250 indbyggere, jfr. Statistiske 

Meddelelser, 4. række, 147. bind, 1 hæfte, 

»Folkemængde 1950«, s. 111. 

Når Det statistiske Departement har fundet 

anledning til at opstille forskellige kriterier 

for på den ene side »forstadsbebyggelser« og 

på den anden side »stationsbyer o. f.«, navnlig 

således, at man kun i opgørelserne medregner 

stationsbyer med over 250 indbyggere, medens 

man medregner samtlige forstadsbebyggelser 

uanset den enkelte bebyggelses indbyggerantal, 

skyldes det naturligvis, at de særlige problemer, 

der typisk er en følge af en bymæssig bebyggelses 

eksistens i en sognekommune, for så 

vidt angår de isolerede planetbebyggelser, stationsbyerne, 

først vil gøre sig gældende, når 

bebyggelsen har nået en vis størrelse, medens 

det bymæssige præg straks vil foreligge selv 

for ganske små forstadsbebyggelser, fordi disse 

jo så at sige er udløbere af den større by, 

moderbyen. 

Den omstændighed, at der således ved opgørelsen 

af stationsbyernes indbyggerantal i de 

enkelte tællingsår har været fastsat en bestemt 

indbyggertalsgrænse nedad, kan dog på den anden 

side også bevirke visse skævheder ved sammenligninger 

mellem de samlede tal fra folketælling 

til folketælling, selvom den samme indbyggertalsgrænse 

anvendes ved hver folketælling. 

I 1940 blev der således optalt 16.000 indbyggere 

i stationsbyer o. 1., som ikke tidligere 

var optalt som sådanne, fordi de ikke havde 

*) Reglen om, at man i relation til folketællingerne 

kun betragter bymæssige bebyggelser, der danner 

en fortsættelse af købstadens bebyggelse, som forstæder, 

har til følge, at visse bebyggelser, som 

ikke er sammenhængende med en nærliggende 

købstadbebyggelse, ikke i statistisk henseende regnes 

som forstæder, men optælles som stationsbyer, 

til trods for at bebyggelsen efter den lokale 

opfattelse betragtes som en forstad til vedkommende 

købstad, fordi bebyggelsen i flere henseender 

har forstadens karakteristika. Dette gælder 

f. eks. Brabrand ved Århus, Stige havneby ved 

Odense og enkelte andre. 

den fikserede minimumsstørrelse på 250 indbyggere, 

og omvendt udgik enkelte bebyggelser, 

fordi disse i 1940 havde mindre end 250 indbyggere. 

I denne forbindelse kan det iøvrigt bemærkes, 

at Det statistiske Departements afgrænsning 

af hovedstadens forstæder har været forskellig 

ved de forskellige folketællinger, bl. a. således, 

at området bestandig er blevet udvidet til også 

at omfatte bebyggelser, der tidligere blev betragtet 

som stationsbyer o. 1. dog bortset fra den 

indskrænkning, som fandt sted ved folketællingen 

i 1950, hvor Birkerød og Hørsholm 

kommuner igen blev anset for stationsbyer o. 1. 

Ved folketællingen i 1950 har Det statistiske 

Departement anset følgende 9 kommuner som 

»hovedstadens forstæder«: Brøndbyerne, Gladsaxe, 

Glostrup, Herlev, Hvidovre, Lyngby-Tårbæk, 

Rødovre, Søllerød og Tårnby, idet hver 

af disse kommuner betragtes som bymæssigt bebygget 

i sin helhed. Det bemærkes, at denne 

afgrænsning af hovedstadens forstadskommuner 

ikke er sammenfaldende med kredsen af de 

kommuner, der omfattes af lov nr. 181 af 20. 

maj 1952 om de københavnske omegnskommuners 

styrelse, ligesom Det statistiske Departements 

afgrænsning ej heller svarer til den i Københavns 

kommunes statistiske kontors publikationer 

anvendte afgrænsning. I de i nærværende 

betænkning indeholdte opstillinger og tabeller 

er den af Det statistiske Departement anvendte 

afgrænsning af hovedstadens forstæder fulgt, 

medmindre andet udtrykkelig fremgår af teksten. 

Ved bearbejdelsen af folketællingsmaterialet 

vedrørende den i 1955 stedfundne folketælling 

agter Det statistiske Departement - i overensstemmelse 

med lignende bestræbelser i de øvrige 

nordiske lande - at foretage særskilte opgørelser 

over indbyggertallet i »tætbebyggede områder«. 

Som tætbebygget område vil man herefter 

regne alle hussamlinger med mindst 200 indbyggere, 

hvor afstanden mellem husene normalt 

ikke overstiger 200 meter; ved beregningen af 

husafstanden vil også blive medregnet ubeboede 

huse, herunder huse, der udelukkende 

benyttes som arbejdsplads, (for Danmarks vedkommende 

vil der af administrative grunde 

tillige blive foretaget en opdeling, hvorefter 

der ved beregningen af husafstanden ikke medtages 

huse, der udelukkende anvendes til sommerbeboelse) 

. Anstalter og lignende, som ligger 

i spredt bebyggelse, regnes dog ikke som tætbebygget 

område, selvom de har 200 indbyggere. 

Selvom afstanden mellem husene overstiger

28 

200 meter, vil man dog ikke betragte det som 

en afbrydelse i bebyggelsen, når det mellem 

husene beliggende område benyttes til almennyttige 

formål såsom veje, parkeringspladser, 

parker, fredskove, idrætspladser og kirkegårde, 

og det samme gælder områder, som erhvervsvirksomheder 

lader ligge ubebyggede af hensyn 

til den daglige drift, såsom lagerpladser, jernbanelinier 

og kajer. 

Opdelingen i tætbebyggede og spredtbebyggede 

områder foretages uafhængigt af den administrative 

inddeling, således at hussamlinger, 

som danner en direkte fortsættelse af et tætbebygget 

område i en nabokommune, regnes 

med til dette område uden hensyn til indbyggertallet. 

De tætbebyggede områder vil blive fordelt 

efter indbyggertal som anført nedenfor: 

200- 499 

500- 999 

1.000- 1.999 

2.000- 4.999 

5.000- 9.999 

10.000- 24.999 

25.000- 49.999 

50.000- 99.999 

100.000-499-999 

500.000- og derover. 

I relation til den administrative inddeling vil 

man som forstadsbebyggelse til købstaden regne 

den del af det tætbebyggede område, som ligger 

uden for købstadgrænsen, men i direkte fortsættelse 

af købstadens bebyggelse, samt endvidere 

tætbebyggede områder i forstadskommuner, 

hvor mindst ^3 af de i erhvervene beskæftigede 

personer har deres arbejdssted i købstaden. 

B. FORHOLDET MELLEM BY- OG 

LANDBEFOLKNING SIDEN 1890 

De ovenfor anførte forhold medfører, at det 

ikke er muligt at give et fuldstændig nøjagtigt 

billede af byernes og specielt de bymæssige bebyggelsers 

vækst siden 1850, men på den anden 

side vil man dog kunne eliminere flere af de 

nævnte fejlkilder i et sådant omfang, at der kan 

gives et talmæssigt indtryk af udviklingen i 

hvert fald siden 1890. 

Selvom man allerede i 1901 foretog optællinger 

af indbyggerantallet i de bymæssige bebyggelser, 

begyndte Det statistiske Departement 

først i 1921 at udarbejde samlede oversigter 

over folketallet i henholdsvis hovedstad, købstæder, 

forstæder, stationsbyer o. 1. samt de egentlige 

landdistrikter. Tallene var bearbejdet således, 

at de kunne danne grundlag for sammenligninger 

med resultaterne for tidligere folketællinger 

(1911 og 1916). 

Ved folketællingen i 1930 fortsattes dette 

arbejde, og nu opstilledes en sammenlignende 

oversigt over folketallet i de forskellige områder 

ved tællingerne i 1890, 1901, 1911 og 1930 

(se Stat. Medd., 4. række, 86. bind, 2. hæfte, 

»Folkemængden 5. november 1930«). Under 

»provinsbyerne« medtog departementet i denne 

oversigt alle de kommuner, der i 1930 var købstæder 

eller flækker, uanset at de for nogles 

vedkommende først var blevet oprettet som købstæder 

i den sidste del af perioden, ligesom man 

under købstædernes indbyggertal for de enkelte 

år medtog indbyggertallet i de forstadsbebyggelser 

og andre områder, der inden for perioden 

1890-1930 var blevet indlemmet i en købstad. 

På tilsvarende måde havde man i tallene for 

hovedstaden også for 1890 medregnet de ved 

århundredskiftet i København indlemmede dele 

af omegnskommuner, ligesom tallene for Frederiksberg 

og Gentofte indgik i hovedstadens 

tal for alle årene. 

Den således foretagne opgørelse indgår i nedenstående 

tabel 1 over indbyggertallets fordeling 

1890-1950. Medens tallene indtil 1930 

altså for så vidt er sammenlignelige, bygger tallene 

for 1940 og 1950 på den i disse år gældende 

administrative inddeling, således at de 

stigende indbyggertal for købstæderne i nogen 

grad forklares ved foretagne indlemmelser; tilsvarende, 

men i modsat retning, er forstadsgruppernes 

indbyggertal blevet påvirket af indlemmelserne. 

Det må også her nævnes, at der 

fremkommer nogen unøjagtighed ved sammenligning 

mellem tallene fra før og efter 1940 

som følge af den forannævnte ændring i folketællingsprincipperne, 

hvorefter man ved folketællingen 

i 1940 gik over til at optælle den i 

de enkelte områder hjemmehørende befolkning 

i stedet for som tidligere, den faktisk tilstedeværende. 

Man må endvidere være opmærksom 

på de unøjagtigheder, som følger af, at afgrænsningen 

af de til enhver tid værende bymæssige 

bebyggelser delvis har beroet på skøn, samt at 

der har været nogen forskel med hensyn til afgrænsningen 

af forstæder kontra stationsbyer 

o. 1., jfr. foran. Disse forhold forklarer bl. a., 

at indbyggerantallet i stationsbyer o. 1. i 1940 

er lavere end i 1930. I realiteten havde stationsbyer 

o. 1. med over 1000 indbyggere en tilvækst 

på 11 % i perioden 1930-40.

29 

Det fremgår heraf, at landbefolkningens foruden for købstæderne og hovedstaden i 1950 

holdsmæssige andel af landets folketal siden udgjorde ca. 18 % af befolkningen, hvoraf no- 

1890 er faldet til det halve, og at denne udvik- get over halvdelen i stationsbyerne, 

ling falder sammen med udviklingen af de by- På grundlag af tabellens tal er der i tabel 2 

mæssige bebyggelser, hvori der i 1890 kun le- givet en oversigt over befolkningstilvækstens 

vede ca. 1 % af landets samlede befolkning*), fordeling henholdsvis i perioden 1890-1921 

medens indbyggerne i de bymæssige bebyggelser og i perioden 1921-50. 

Tabel 2. Befolkningstilvækstens fordeling 1890-1921 og 1921-1950 på de forskellige 

bysamfund og landdistrikterne. 

1890-1921 1921-1950 

(uden Sønderjylland) 

(med Sønderjylland) 

(1000) (pct.) (1000) (pct.) 

Hovedstaden 312 33,5 274 27,0 

Købstæderm.v 308 33,0 413 40,7 

Hovedstadens forstæder ) 183 18,0 ) 

Købstædernes forstæder \ 339 36,4 48 4,7 • 39,3 

Stationsbyer o. 1 J 168 16,6 J 

Landdistrikter -r-27 -4-2,9 -4- 73 -4-7,0 

Befolkningstilvæksten ialt ... 932 100,0 1013 100,0 

Tallene i tabel 2 viser, at befolkningstilvæksten 

siden 1890 - bortset fra den af Sønderjyllands 

indlemmelse forårsagede tilvækst - udelukkende 

er faldet i byerne, og at mere end 1 fe 

af tilvæksten i begge de omhandlede perioder 

falder på de bymæssige bebyggelser, hvilket er 

så meget mere bemærkelsesværdigt, som disse 

bebyggelser knap nok fandtes i 1890, hvor 

deres samlede indbyggertal som nævnt kun udgjorde 

ca. 1 % af folketallet. 

*) Af de 20.000 indbyggere, der i 1890 levede i 

bymæssige bebyggelser, boede ca. 9000 i Lyngby, 

Haslev, Odder, Løkken og Nordby. 

Når købstæderne i perioden 1921-50 har 

optaget 40,7 pct. af den samlede befolkningstilvækst, 

må det herved tages i betragtning, at 

en del af denne tilvækst hidrører fra indlemmelser 

af forstadsbebyggelser. 

Når man - som vist i tabel 3 nedenfor - sammenholder 

de enkelte bygruppers andel i tilvæksten 

fra 1921 og fremefter med deres andel 

af bybefolkningen i 1921, viser det sig imidlertid, 

at udviklingen siden 1921 er forløbet nogenlunde 

ensartet for de forskellige bygrupper, 

idet befolkningstilvækstens fordeling i 1950 i 

det store og hele svarer til bybefolkningens fordeling 

i 1921, dog at hovedstadens forstads-

kommuner procentvis har haft en væsentlig 

stærkere tilvækst end selve hovedstaden, men 

således at hele hovedstadsområdets folketal i 

1950 udgør samme andel af bybefolkningen som 

i 1921. 

30 

Tabel 3. De j or skellige bysamfunds andel i 

bybefolkningen og i byernes tilvækst 1921-1930. 

Andel af Andel i by- Andel af 

bybefolk- ernes til- bybefolkningen 

vækst siden n ingen 

i 1921 1921 i 1950 

pct. pct. pct. 

Hovedstaden 39,0 25,2 33,8 

Hovedstadens 

forstæder 0,6 16,9 6,7 

Købstæder m. v. . 40,0 38,0*) 39,3 

Købstædernes 

forstæder 4,3 4,4 4,3 

Stationsbyer o. 1. 16,1 15,5 15,9 

100,0 100,0 100,0 

*) En del af købstædernes tilvækst skyldes stedfundne 

indlemmelser. 

C. DE BYMÆSSIGE BEBYGGELSERS 

VÆKST 

Skønt de bymæssige bebyggelsers andel i bybefolkningen 

har været nogenlunde konstant i 

tiden fra 1921, når man bortser fra hovedstadens 

forstæder, har den stedfundne befolkningsmæssige 

udvikling medført, at hele billedet af 

de bymæssige bebyggelser på afgørende måde har 

skiftet karakter i disse 30 år. Medens de bymæssige 

bebyggelser i 1921 gennemgående var små - 

kun 7 forstæder og 12 stationsbyer havde over 

2000 indbyggere - er der nu mange bymæssige 

bebyggelser, der er på størrelse med købstadkommuner; 

24 forstæder og 32 stationsbyer o. 1. 

havde i 1950 over 2000 indbyggere; heraf havde 

17 forstæder og 5 stationsbyer over 5000 indbyggere, 

medens 32 af landets købstæder havde 

under 5000 indbyggere. Den stedfundne udvikling 

har altså bevirket, at der ikke mere befolkningsmæssigt 

er den store forskel mellem den 

gruppe byer, som udgøres af købstæder, på den 

ene side og gruppen af de bymæssige bebyggelser 

på den anden side. 

Dette forhold belyses formentlig bedst af den 

som bilag 1 aftrykte oversigt over Danmarks 

bysamfund, grupperet efter deres størrelse i 

1950. 

I tabel 4 nedenfor har man foretaget en opgørelse 

til belysning af den siden 1921 stedfundne 

vækst i de områder, som i 1950 er optalt 

under henholdsvis købstæder m. v., disses 

forstæder samt stationsbyerne. 

Ved opgørelsen af indbyggertallene i 1921, 

1930 og 1940 i de anførte bygrupper har man 

så vidt muligt søgt at finde frem til indbyggertallet 

i disse år i hele det geografiske område, 

der i 1950 betragtes som hørende til vedkommende 

by, således at tallene vedrørende købstæder 

m.v. er fremkommet ved, at man har forøget 

de officielle folketællingstal for købstæderne 

for hvert af de nævnte folketællingsår 

med indbyggertallet i de forstadsbebyggelser, 

som på et senere tidspunkt er blevet indlemmet. 

For købstadforstæderne og for stationsbyerne 

foreligger der som foran s. 25 nævnt kun oplysninger 

tilbage i tiden om indbyggertallet i de 

områder, der i de enkelte folketællingsår er blevet 

betragtet som bymæssigt bebygget, hvorimod 

det i almindelighed ikke er muligt at finde frem 

til indbyggertallet i de områder, der vel i 1950 

blev betragtet som bymæssigt bebygget, men som 

ikke i tidligere folketællingsår blev anset for 

henhørende til den bymæssige bebyggelse. Dette 

gælder dog ikke for den talmæssigt betydende 

gruppe forstadsbebyggelser og de enkelte stationsbyer 

(f. eks. Hørsholm og Birkerød), der 

efterhånden har bredt sig til at omfatte en hel 

kommune. For disse kommuner har man derfor 

i tabel 4 for alle årene medregnet indbyggertallet 

i de pågældende kommuner som helhed. 

Blandt de forstadsbebyggelser og stationsbyer, 

som ikke i 1950 omfattede en hel kommune, 

er der en del, hvorom der ikke fra de første 

tællingsår foreligger oplysninger om indbyggertallet, 

men ved beregningen af de i tabel 4 an- 

*) Det bemærkes, at en opgørelse over indbyggertallets 

vækst i de områder, der i hvert af de nævnte 

tællingsår har henhørt under købstadkommunerne 

på tællingstidspunktet, d.v.s. bortset fra 

senere indlemmelser, giver følgende tal: 

Indb. Index 

1921 

1930 

1940 

1950 

718.000 

788.000 

933.000 

1.131.000 

100 

110 

130 

158 

Det ses altså, at en ret væsentlig del af væksten 

i købstædernes indbyggertal siden 1921 skyldes 

stedfundne indlemmelser.

31 

givne tal er der ansat skønsmæssige tal for disse 

første »uoplyste« år. 

Det bemærkes, at tallene vedrørende stationsbyerne 

kun omfatter de stationsbyer, der i 1950 

havde over 1000 indbyggere. Ved bedømmelsen 

af de for stationsbyerne anførte tal må det tages 

i betragtning, at afgrænsningen af de enkelte 

stationsbyer ikke i alle tilfælde har været den 

samme gennem den undersøgte periode, idet 

man ved de enkelte tællinger i konsekvens af 

den faktiske udvikling i en række tilfælde har 

inddraget større områder under en bymæssig bebyggelse 

end ved tidligere tællinger. Dette medfører, 

at indbyggertallene for stationsbyer o. 1. 

for tidligere år ikke omfatter de indbyggere, der 

dengang levede i områder, som først ved senere 

folketællinger er blevet betragtet som bymæssigt 

bebyggede, hvorved befolkningstilvæksten overvurderes 

i oversigten. Det har imidlertid ikke 

været muligt at foretage korrektioner herfor. 

Uanset denne overvurdering viser oversigten 

dog, at væksten i indbyggertallet i de stationsbyområder, 

der omfattes af beregningerne, har været 

betydelig svagere i perioden 1921-50 end 

udviklingen i købstædernes forstæder i det 

samme tidsrum. Medens stationsbyernes indbyggertal 

således ifølge beregningerne kun er 

vokset med 68 pct, viser de nuværende købstadforstæder 

en vækst på 127 pct., d.v.s. en 

næsten dobbelt så kraftig stigning, men stationsbyerne 

er dog i den nævnte periode vokset stærkere 

end købstæderne (herunder de i købstæderne 

indlemmede forstadsområder), der kun har 

haft en gennemsnitlig vækst på 48 pct. 

Tabel 5. De forskellige bysamfunds vækst i tiden 

efter 1935 i procent af folketallet ved hver foregående 

folketælling.*) 

1935-40 1940-45 1945-50 



Hovedstadens forstæder .. 26,6 15,3 41,3 

Købstæder m. v 6,5 8,0 9,2 

Købstædernes forstæder .. 6,6 1,1 12,6 

Stationsbyer o. 1 6,0 9,3 11,8 

*) Ved beregningen af de i tabel 5 anførte tilvækstprocenter 

er der taget hensyn til indlemmelser i 

købstæderne ved, at de i hver periode indlemmede 

distrikters folketal er medregnet i den pågældende 

købstads folketal ved periodens begyndelse. 

På tilsvarende måde har man ved beregningen 

af tilvækstprocenterne for stationsbyer o. 1. 

i de samlede tal vedrørende stationsbyernes indbyggertal 

ved hver periodes begyndelse medregnet 

indbyggertallet på det pågældende tidspunkt 

i de stationsbyer, som først i periodens løb er 

kommet op over den sædvanlige minimumsgrænse, 

250 indbyggere. 

Til belysning af tilvæksten i de forskellige 

grupper af bysamfund specielt i årene efter 1935 

kan henvises til tabel 5, der er hentet fra Det 

statistiske Departements publikationer om folkemængden 

ved de enkelte folketællinger siden 

1935. 

Tallene i tabel 5 viser, at væksten i købstæder 

m. v. samt i disses forstæder og i stationsbyer 

har været jævnt stigende i hele perioden, og at 

væksten i de bymæssige bebyggelser i de senere 

år har været stærkere end i købstæderne. 

1. Specielt om stationsbyernes vækst 

1921-1950. 

Allerede som følge af de ovenfor fremhævede 

fejlkilder og øvrige vanskeligheder, der særligt 

frem til 1921 gør sig gældende, når man vil forsøge 

at foretage opgørelser over indbyggertallets 

bevægelser i de forskellige bygrupper, skal man 

i det følgende indskrænke sig til at undersøge 

udviklingen i tiden siden 1921. 

Den del af befolkningen, der levede i stationsbyer 

o. 1. med over 250 indbyggere, blev 

i 1921 optalt til 286.791 indbyggere, medens 

der i 1950 blev optalt 454.970 indbyggere i 

stationsbyer o. 1. over den nævnte indbyggertalsgrænse. 

Denne befolkningsgruppe udviser 

herefter en tilvækst på 58 %. Når man på tilsvarende 

måde optæller indbyggertallet i købstæderne 

henholdsvis i 1921 og i 1950, viser 

der sig også i denne befolkningsgruppe at være 

en tilvækst på 58 %. 

Denne opgørelsesmåde, for så vidt angår stationsbyerne 

o. 1., er imidlertid ikke velegnet til 

at give et indtryk af det reelle forhold imellem 

væksten i stationsbyer og købstæder, idet der 

ikke er sammenfald imellem kredsen af de byer, 

der i 1921 optaltes som stationsbyer, og de bebyggelser, 

der i 1950 blev betragtet som stationsbyer. 

På den ene side indgår der nemlig i 

1921-tallet en række stationsbyer, der i 1950 

er optalt som forstæder, og på den anden side 

indgår der i 1950-tallet en række stationsbyer, 

som ikke er medregnet i 1921-tallet, fordi de 

enten slet ikke fandtes dengang eller i hvert 

fald ikke havde mindst 250 indbyggere. Hertil 

kommer, at der i det anførte tal vedrørende købstædernes 

vækst også er medregnet den tilvækst 

i købstæderne, der skyldes indlemmelser. 

Billedet af stationsbyernes vækst bliver da også 

noget anderledes, såfremt man går over til 

at undersøge udviklingen på grundlag af indbyggertallene 

henholdsvis i 1921 og i 1950 i

32 

den samme kreds af stationsbyer, og såfremt 

man for købstædernes vedkommende søger at 

eliminere den tilvækst, der skyldes indlemmelser. 

I 1950 optaltes der ialt 558 stationsbyer med 

tilsammen 455.000 indbyggere. Godt halvdelen 

af disse indbyggere levede i de 444 stationsbyer, 

der havde under 1000 indbyggere, medens den 

anden halvdel levede i de 114 stationsbyer, der 

i 1950 havde over 1000 indbyggere, og ca. 

56 % af denne befolkningsgruppe levede i de 

72 stationsbyer, der havde mellem 1000 og 2000 

indbyggere. 

/ det følgende skal man indskrænke sig til 

detailleret at undersøge tilvæksten siden 1921 

i de stationsbyer, der i 1950 havde over 1000 

indbyggere. 

Nedenfor i tabel 6 er der opstillet en oversigt 

over tilvæksten henholdsvis i stationsbyerne 

og i købstæderne i tiden 1921-1950. Begge 

grupper af byer er opdelt efter størrelsen i 1950. 

Af hensyn til forstæderne og indlemmelsernes 

betydning er tilvækstprocenterne for købstæderne 

specificerede, således at kolonne a) angiver 

tilvækstprocenten i de områder, der henholdsvis 

i 1921 og i 1950 hørte under købstadkommunerne, 

jfr. note til tabel 4, kolonne b) angiver 

tilvækstprocenten for det samlede geografiske 

område, der i 1950 hørte under købstæderne, 

d.v.s. incl. stedfundne indlemmelser 

(jfr. tabel 4), og kolonne c) angiver tilvækstprocenten 

for de enkelte grupper af købstæder 

med forstadsbebyggelser. Ved fordelingen i de 

enkelte størrelsesgrupper har man ved beregningen 

af tilvækstprocenten under kolonne c) 

lagt vægt på det samlede indbyggertal i 1950 

i det enkelte bysamfund (d.v.s. købstad + forstæder) 

. 

Oversigten viser først og fremmest, at væksten 

i de stationsbyer, der havde mere end 1000 

indbyggere i 1950, har været noget stærkere 

end væksten i købstadkommunernes indbyggertal 

(kolonne a), og når man bortser fra den 

vækst i købstæderne, der skyldes stedfundne indlemmelser 

(kolonne b), viser der sig at være 

en ret væsentlig forskel på stationsbyernes og 

købstædernes vækst. Også i forhold til væksten 

*) I oversigten i bilag 2 er angivet, hvilke stationsbyer der indgår i de enkelte størrelsesgrupper. 

**) Hørsholm og Birkerød kommuner, der i Det statistiske Departements opgørelse (og i tabel 4) 

medregnes blandt stationsbyer o. 1., er ikke medregnet i nærværende tabel, idet disse byers 

meget store vækst siden 1921 (Hørsholm: ca. 210 %, Birkerød: ca. 150 %) har sin væsentligste 

årsag i byernes beliggenhed i nærheden af København, hvorfor billedet af stationsbyernes 

vækst i almindelighed bliver noget klarere, når disse byer udelades. 

***) Ved opgørelsen af købstædernes indbyggertal i 1921 har man i denne henseende alene medtaget 

de opgjorte indbyggertal i 1921 for købstædernes bymæssigt bebyggede områder.

33 

i de bysamfund, der udgøres af købstæderne 

med disses forstadsbebyggelser, viser stationsbyerne 

gennemgående en noget stærkere 

vækst.*) 

Hele billedet af forholdet mellem købstædernes 

og stationsbyernes vækst bliver noget mere 

differentieret, når man betragter tilvæksten i de 

enkelte størrelsesgrupper. Det viser sig her, at 

der med hensyn til tilvækstprocenterne — ligesom 

på mange andre områder vedrørende forholdet 

mellem stationsbyer og købstæder - kan 

drages en parallel mellem på den ene side de 

større købstæder (d.v.s. med over 10.000 indb.) 

og de større stationsbyer (d.v.s. med over 3500 

indb.) og på den anden side de mindre købstæder 

og de mindre stationsbyer. Tabellen viser, 

at tilvæksten har været forholdsmæssigt 

stærkere i de større byer i begge arter af bysamfund 

end i de mindre byer, det være sig de mindre 

købstæder eller de mindre stationsbyer**). 

Men selv når man sammenholder tilvækstprocenterne 

for henholdsvis de større og de 

*) Som det fremgår af tabellen, ligger tilvækstprocenten 

i købstadkommunerne (kolonne a) og tilvækstprocenten 

i de samlede købstadsamfund (kolonne 

c) nogenlunde på linie med hinanden, henholdsvis 

58 % og 59 %, og det samme gør sig 

gældende m. h. t. vækstprocenten i de største byer, 

der udgør 71 %, hvadenten man medregner 

forstadsbebyggelserne eller ej. På forhånd måtte 

det forekomme nærliggende at tro, at tilvæksten 

i købstadkommunerne måtte ligge noget lavere 

end tilvæksten i de samlede bysamfund, idet de 

i dag bestående forstæders tilvækst jo efter det 

foran anførte har været langt kraftigere end købstædernes, 

men det må herved erindres, at en 

væsentlig del af væksten i købstæderne skyldes 

indlemmelse af forstadsbebyggelser. Herved er de 

tal, hvormed forstadsgruppen indgår, blevet tilsvarende 

formindsket, hvilket dog igen opvejes 

ved den gennemgående større vækst i de i dag bestående 

forstæder, således at stigningen i det antal 

personer, der henholdsvis i 1921 og i 1950 

levede i forstæder, stort set svarer til tilvæksten 

i købstædernes indbyggertal. 

**) Det må dog herved bemærkes, at forskellen i 

tilvækstprocentens størrelse for henholdsvis de 

større og de mindre byer er mindre udpræget for 

stationsbygruppens vedkommende end for købstadgruppen. 

Såfremt man ved beregningen af 

tilvækstprocenten i stationsbyerne ville bortse fra 

Ikast stationsby, der har haft en tilvækstprocent 

på over 500 %, ville det vise sig, at den gennemsnitlige 

tilvækstprocent i alle størrelsesgrupperne 

for stationsbyernes vedkommende ligger på 60- 

70 %. For købstædernes vedkommende varierer 

tilvækstprocenterne i langt højere grad med købstadens 

størrelse, idet tilvæksten i de største købstæder 

gennemgående har været 3 gange så stor 

som i de mindste. 

mindre byer i hver bysamfundsgruppe, viser det 

sig, at væksten i de enkelte størrelsesgrupper 

gennemgående har været forholdsmæssigt langt 

stærkere for stationsbyernes vedkommende end 

for købstædernes vedkommende. Forholdet bliver 

endnu tydeligere, når man sammenholder 

vækstprocenterne i stationsbyerne med vækstprocenterne 

i grupperne af de købstæder, der er af 

tilsvarende størrelse (under 10.000 indbyggere), 

idet det af oversigten fremgår, at stationsbyernes 

vækst gennemgående har været langt stærkere 

end væksten i købstæderne af tilsvarende 

størrelse (60-80 % mod 20-40 %). 

Oversigten viser iøvrigt, at tilvæksten i de 

største stationsbyer og tilvæksten i de bysamfund, 

der udgøres af de største købstæder med 

disses forstæder, i det store og hele ligger på 

nogenlunde samme niveau. 

Det kan herefter fastslås, at de stationsbyer 

med over 1000 indb. i bymæssig bebyggelse, 

som findes i dag, har været ude for en langt 

stærkere vækst end de købstæder, som efter deres 

størrelse ligger på linie med stationsbyerne, 

og at indbyggertallet i disse stationsbyer endog 

er vokset noget stærkere end det samlede indbyggertal 

i den gruppe bysamfund, der dannes 

af købstæderne og forstadsbebyggelserne (66 % 

imod 59 %). Denne udvikling har været særlig 

udtalt for de større stationsbyers vedkommende 

(d. v. s. de stationsbyer, der i dag har over 

3.500 indbyggere). Disse stationsbyer, hvis 

indbyggertal ligger mellem 3500 (Hadsund) 

og 6000 (Tåstrup), har haft en vækst på gennemsnitligt 

83 % siden 1921, medens købstæderne 

af nogenlunde samme størrelse, d. v. s. 

fra ca. 3000 til ca. 6000 indbyggere, kun har 

haft en gennemsnitlig vækst på 25 %, eller når 

forstæderne til disse købstæder medregnes, 

28 %, ligesom selv de største købstæder på over 

20.000 indbyggere »kun« har haft en vækst på 

71 %. 

Tabel 7 viser væksttempoet i købstæderne 

(med forstæder) og i stationsbyerne i ti-årsperioderne 

siden 1921. Købstadsamfundenes 

vækst har været nogenlunde jævn i hele perioden, 

medens stationsbyernes vækst har været 

svingende, dels således at forholdet mellem de 

enkelte størrelsesgruppers tilvækstprocent har 

svinget noget for hver periode, dels således 

at stationsbyernes vækst i særlig grad er sket i 

perioden 1940-50, medens væksten i den foregående 

ti-årsperiode har været noget svagere. 

Det må dog bemærkes, at den tilsyneladende 

noget svagere vækst for stationsbyernes vedkom- 

3

34 

mende i perioden 1930-40 i et vist omfang kan 

føres tilbage til de i denne periode skete ændringer 

i principperne for folketællingernes foretagelse, 

jfr. foran s. 25. 

Tabel 7. Tilvæksten i procent af folketallet ved hver 

10 års-periodes begyndelse for købstæder og 

stationsbyer. 

1921-30 1930-40 1940-50 

Købstæder m. forstæder 14 18 17 

Stationsbyer*) m. over 3.500 indb. 25 12 30 

Stationsbyer m. 2.OOO-3.5OO indb. 16 14 21 

Stationsbyer m. 1.500-2.000 indb. 18 13 24 

Stationsbyer m. 1.000-1.500 indb. 19 8 24 

Samtlige stationsbyer m. over 

1.000 indb 19 11 25 

Samtlige byer m. over 1.000 indb. 

(excl.hovedstadsområdet m. Hørsholm 

og Birkerød kommuner) ..15 17 18 

Hele landet 9 8 11 

*) Også her er tallene for Birkerød og Hørsholm 

kommuner udeladt. 

Når det foran er anført, at de stationsbyer, 

som i 1950 havde over 3500 indbyggere, er 

vokset med 83 % siden 1921, må det erindres, 

at dette tal er et gennemsnitstal, der repræsenterer 

en ret forskellig vækstgrad i de enkelte 

byer, idet f. eks. byer som Odder og Haslev kun 

er vokset med 35 %, medens på den anden side 

Grindsted og Ikast er vokset med henholdsvis 

110% og 525 %. 

De forhold, der har været bestemmende for 

byernes udvikling, har jo været af vidt forskellig 

beskaffenhed og har gjort sig gældende med 

forskellig styrke og til forskellige tider i de enkelte 

byer. Når man derfor — som i tabel 6 

foran - tager sit udgangspunkt i forholdene i 

1950 og undersøger, hvorledes de i hver størrelsesgruppe 

placerede stationsbyer har udviklet 

sig i tiden efter et bestemt tidligere tidspunkt, 

1921, er det klart, at der inden for hver størrelsesgruppe 

må forekomme ret afvigende tal 

for de enkelte i gruppen indgående stationsbyer. 

Ved bedømmelsen af tabellens tal må det således 

bl. a. erindres, at de i hver enkelt størrelsesgruppe 

indgående byer ikke har stået på 

samme stadium i byens udvikling ved undersøgelsens 

udgangspunkt, 1921, hvorved man fjerner 

sig fra billedet af den typiske udvikling. 

For mange af stationsbyernes vedkommende 

vil byens vækst og størrelse hovedsagelig være 

afhængig af udviklingen af og i byens opland 

og af dette oplands størrelse. Mange af de i dag 

bestående stationsbyer er dannet på et så tidligt 

tidspunkt, at de allerede i 1921 havde nået den 

størrelse, som deres opland kan betinge, og disse 

byer har derfor ikke haft nogen væsentlig tilvækst 

i undersøgelsesperioden, medens andre 

byer, der først er dannet på senere tidspunkter, 

måske endnu ikke i 1921 havde nået det samme 

punkt i deres udvikling og derfor har haft en 

væsentligt stærkere tilvækst end »normalt«, i 

hvert fald indtil byen har nået den efter oplandet 

»naturlige« størrelse. 

På tilsvarende måde - og i måske endnu kraftigere 

grad - forholder det sig med de stationsbyer, 

hvis eksistens hovedsagelig har været betinget 

af anlæg af industrivirksomheder o. 1. I 

visse tilfælde har byen - som f. eks. Assens 

fabriksby i Randers amt - allerede før 1921 

været dannet omkring et enkelt, fuldt udbygget 

industrianlæg, og fordi der ikke er anlagt 

andre industrivirksomheder på stedet, er byen 

ikke vokset væsentligt siden, medens der har 

været andre tilfælde, hvor de industrivirksomheder, 

der har været afgørende for byens dannelse 

og udvikling, først er blevet anlagt efter 

1921 på steder, hvor der faktisk ikke i 1921 

fandtes bymæssig bebyggelse af betydning, således 

som det har været tilfældet med f. eks. 

Ikast, hvor der i 1921 kun fandtes 600 indb., 

medens der i 1950 fandtes ca. 4500 indb. 

For så vidt byer af den sidstnævnte art indgår 

i de enkelte størrelsesgrupper, vil tallene for 

disse byer naturligvis medføre en kraftig forøgelse 

af gennemsnittet. Muligheden for, at en 

størrelsesgruppes gennemsnitstal på denne måde 

påvirkes uforholdsmæssig stærkt i opadgående 

retning, og den styrke, hvormed en sådan påvirkning 

vil gøre sig gældende, er naturligvis — 

ud fra en rent matematisk betragtning og alt 

andet lige - større, jo større den pågældende 

by og størrelsesgruppe er. Det var derfor på 

forhånd at vente, at en undersøgelse af den hidtidige 

tilvækst i byerne i de forskellige størrelsesgrupper, 

hvor man tager sit udgangspunkt i 

byernes størrelse i 1950, vil vise, at den gennemsnitlige 

tilvækstprocent vil have tendens til at 

blive større for gruppen af de større byer end 

for gruppen af de mindre byer. Af to byer, som 

i 1921 hver havde 300 indbyggere og som i 

1950 var vokset til henholdsvis 1500 og 4000 

indbyggere, vil den sidstnævnte naturligvis påvirke 

gennemsnitstallet for den størrelsesgruppe, 

hvori den placeres i 1950, langt stærkere end 

den førstnævnte. 

Såfremt man på den anden side tager sit udgangspunkt 

i forholdene i 1921 og undersøger, 

hvorledes de dengang bestående stationsbyer,

fordelt i grupper efter deres størrelse i 1921, har 

udviklet sig, fremkommer tallene i tabel 8 

ovenfor, hvor der er givet en oversigt over tilvæksten 

siden 1921 henholdsvis i købstæderne 

med disses forstæder og i de stationsbyer, der 

i 1921 havde over 1000 indbyggere, og som 

også i 1950 blev anset for stationsbyer.*) 

Tabellen viser, at væksten i de stationsbyer, 

der i 1921 havde over 1000 indbyggere, har 

været noget svagere end væksten i de bysamfund, 

der udgøres af købstæderne med disses 

forstæder, men dog således at væksten i de omhandlede 

stationsbyer gennemgående har været 

stærkere end væksten i de købstæder, der i 1921 

var af den samme størrelsesorden (d. v. s. med 

under 5000 indbyggere), idet de omhandlede 

stationsbyer gennemgående er vokset med ca. 

50 %, medens de små købstæder kun er vokset 

med ca. 33 %. Når tilvækstprocenten i de stationsbyer, 

der i 1921 havde over 1000 indbyggere, 

ca. 50 %, viser sig at være noget svagere 

end tilvæksten siden 1921 i den gruppe stationsbyer, 

der idag har over 1000 indbyggere, ca. 

66 %, jfr. tabel 6, skyldes det altså, at der i 

gruppen af stationsbyer med over 1000 indbyggere 

i 1950 indgår en række stationsbyer, der i 

1921 havde mindre end 1000 indbyggere, men 

hvis vækst har været væsentligt kraftigere end 

væksten i de stationsbyer, der allerede i 1921 

havde over 1000 indbyggere. Det er imidlertid 

et spørgsmål, hvor stor vægt der i det hele taget 

kan tillægges tabellens tal, i hvert fald for så 

vidt angår væksten i gruppen af de stationsbyer, 

der i 1921 havde over 1500 indbyggere, dels 

fordi antallet af disse stationsbyer er relativt 

*) D. v. s., at de byer, der i 1921 blev betragtet som 

stationsbyer, men i 1950 som forstæder, er udeladt, 

ligesom Birkerød og Hørsholm ikke er medtaget. 

lavt, dels fordi det viser sig, at gennemsnitstallene 

dækker over vidt forskellige tilvækstprocenter 

for de enkelte stationsbyer, jfr. nedenstående 

tabel 9, der viser tilvæksten i hver enkelt 

af de stationsbyer, der i 1921 havde over 

1500 indbyggere: 

Tabel 9. Tilvæksten i de i 1921 bestående stationsbyer 

med over 1500 indbyggere. 

Indb.tal Indb.tal Vækst i 

1921 1950 pct. 

Tåstrup 3568 8119 128 

Grindsted 1724 3659 112 

Års 1539 2875 87 

Brande 1909 3585 80 

Hadsund 1971 3504 78 

Skjern 2325 3857 66 

Brabrand 1682 2667 57 

Ringe 1680 2627 56 

Vejen 2838 4001 41 

Hammel 1554 2193 41 

Odder 3923 5316 36 

Bramminge 1907 2560 34 

Haslev 4132 5468 32 

Dragør 2048 2437 19 

Fakse 1781 1966 10 

Nordby 1916 1838 ~4 

Vamdrup 2327 2055 -M2 

lait... 37474 58727 57 

De i tabel 8 opførte gennemsnitstal kan vist 

herefter ikke siges på nogen måde at give udtryk 

for en typisk udvikling, dog måske bortset 

fra tallet vedrørende stationsbyer med mellem 

1000-1500 indbyggere, idet langt det overvejende 

flertal af disse stationsbyer har haft en 

tilvækst, der nogenlunde svarer til gennemsnittet. 

Det kan dog fastslås, at de fleste stationsbyer 

med over 1000 indbyggere har haft en udvikling, 

der er kraftigere end udviklingen i købstæderne 

af tilsvarende størrelse, og at nogle 

stationsbyer har haft en meget kraftig vækst. 

3*

36 

2. Specielt om forstædernes vækst 

1921-1950. 

En sammenligning mellem det antal indbyggere, 

der i 1921 levede i forstadsbebyggelser, 

og det antal indbyggere, der i dag lever i sådanne 

bebyggelser, vil i og for sig ikke give 

noget billede af forstadsbebyggelsernes vækst, 

idet en lang række af de i 1921 bestående og 

senere opståede forstadsbebyggelser er blevet 

indlemmet i købstæderne. Når man imidlertid 

går over til at undersøge, hvorledes de i dag 

bestående bebyggelser har udviklet sig, viser 

det sig som foran anført, at disse bebyggelser 

siden 1921 har haft en stærkere tilvækst end 

både købstæder og stationsbyer, idet deres indbyggertal 

gennemsnitligt er 127 % større end 

i 1921, og herved har man endda i et vist omfang 

taget hensyn til indbyggertallet i 1921 i 

de områder, der ikke dengang var forstadsmæssigt 

bebygget, men som senere er blevet det. 

Medens størstedelen af den befolkningsgruppe, 

der lever i stationsbyer med 1000 indbyggere 

eller derover, bor i stationsbyer med mellem 

1000 og 2000 indbyggere (ca. 56 %), forholder 

det sig noget anderledes med købstædernes 

forstader, idet langt den største del af 

den befolkningsgruppe, som lever i de forstæder, 

der har over 1000 indbyggere, bor i de 

større forstadsbebyggelser med over 3500 indbygge 

6 (73 %). Når man imidlertid sammenholder 

væksten i forstæderne fordelt på de forskellige 

størrelsesgrupper, viser det sig — ligesom 

for købstædernes og til en vis grad også 

for stationsbyernes vedkommende — at det også 

for købstædernes forstæder især har været de 

bebyggelser, som i dag har et højt indbyggertal, 

der har gennemgået en stærk udvikling, jfr. 

tabel 10. 

Ligesom for stationsbyernes vedkommende er 

det dog behæftet med nogen tvivl, hvor meget 

der kan bygges på tabellens tal, der som gennemsnitstal 

dækker over vidt forskellige vækstprocenter 

for de enkelte forstæder i vedkommende 

gruppe. Fra gruppen af forstæder med mellem 

1000 og 2000 indbyggere kan det således nævnes, 

at en forstadsbebyggelse som f. eks. Rørbæk 

i Saxkøbing landsogn kun er vokset med 

ca. 200 indbyggere siden 1921, eller med 14 %, 

medens på den anden side en forstadsbebyggelse 

som Mølholm i Vinding kommune ved 

Vejle er vokset med 230 %, og en forstadsbebyggelse 

som Sæding ved Esbjerg, der i 1950 

har 1301 indbyggere, medregnedes overhovedet 

ikke som bymæssig bebyggelse i 1921. Hertil 

Tabel 10. Tilvæksten i de købstadforstader, der i 

1950 havde over 1000 indbyggere, fordelt efter størrelsen 

i 1950*). 

*) Det bemærkes, at der i tallene for 1921 - i modsætning 

til tabel 4 foran på s. 30 - alene er 

medtaget indbyggertallene i de områder, der i 

1921 betragtedes som forstæder. Afvigelserne fra 

tabel 4 fremkommer også som følge af, at der 

i nærværende tabel alene er medtaget forstadsbebyggelser, 

der i 1950 havde 1000 indb. og derover. 

**) I oversigten i bilag 2 er det angivet, hvilke forstadsbebyggelser 

der indgår i de enkelte størrelsesgrupper. 

kommer, at antallet af forstadsbebyggelser i de 

enkelte størrelsesgrupper er meget beskedent, 

således at de forskellige vækstprocenter for de 

enkelte bebyggelser kommer til at spille en for 

stor rolle ved beregningen af gennemsnitstal til, 

at disse gennemsnitstal kan siges at være typiske. 

For gruppen af de større købstadforstæder 

ligger vækstprocenterne lige så forskelligt, 

jfr. tabel 11, hvor der til sammenligning tillige 

er anført vækstprocenten siden 1921 for indbyggertallet 

i den købstadkommune, der er moderby 

til vedkommende forstad, samt i hele det 

bysamfund, hvori købstaden er kernen (d.v.s. 

vedkommende købstad med samtlige forstæder). 

I tallene i tabel 11 er alene medtaget det antal 

indbyggere, der henholdsvis i 1921 og i 1950 

er anset for boende i vedkommende bymæssige 

bebyggelse. Dette er for 1950 ensbetydende med 

de anførte kommuners samlede indbyggertal, 

idet disse kommuner er anset for bymæssigt bebygget 

i deres helhed (bortset fra Holme-Tranbjerg, 

hvor kun Holme og Skade sogne anses 

som forstadsbebyggelser). Forstædernes (og de 

samlede bysamfunds) tilvækstprocent ville blive 

noget mindre, såfremt tilvæksten var opgjort på 

grundlag af indbyggertallet i 1921 i hele vedkommende 

kommune (sogn), der i dag betragtes 

som bymæssigt bebygget. 

Det vil ses, at selve moderbyens vækst i visse 

af tilfældene ligger under gennemsnittet af 

samtlige købstæders vækst, men at den stærke 

vækst i forstadsbebyggelserne bevirker, at samtlige 

de omhandlede bysamfund er kommet op 

over den gennemsnitlige vækst i samtlige landets 

købstadbysamfund under eet. De anførte 

tal viser da også, at den ret voldsomme udvik-

37 

*) Specielt for Odenses og Ålborgs vedkommende skal det nævnes, at den ret voldsomme vækst i 

selve købstaden bl. a. kan føres tilbage til stedfundne indlemmelser. 

ling af de større bysamfund inden for de sidste 

30 år især kan føres tilbage til forstædernes 

kraftige vækst. 

Dette forhold har med endnu større tydelighed 

gjort sig gældende i hovedstadsområdet, idet 

væksten siden 1921 i indbyggertallet i selve 

hovedstadskommunerne (København, Frederiksberg 

og Gentofte) ikke - relativt set - har 

været særlig stærk (32 %), hvorimod indbyggertallet 

i de områder (kommuner), der i 1950 

regnedes som forstæder til hovedstaden, er vokset 

fra 42.000 i 1921 til 193.000 i 1950 med det 

resultat, at hovedstadssamfundets samlede indbyggertal 

fra 1921 til 1950 er steget med 65 %. 

Det samlede billede af udviklingen siden 

1921 viser således, at bybefolkningens andel 

af den samlede befolkning har været stadig stigende, 

og at den del af befolkningen, der er 

bosat i bymæssige bebyggelser uden for hovedstaden 

og købstæderne, har været stigende ikke 

blot absolut, men også relativt. De større stationsbyer 

og købstædernes forstæder (d.v.s. med 

over 3500 indbyggere) er gennemgående vokset 

stærkere end hovedstaden og købstæderne, ja, 

deres vækst har endog været relativt kraftigere 

end væksten i hele hovedstadsområdet eller 

væksten i det samlede indbyggertal i landets 

købstæder med forstæder. Den gennemsnitlige 

vækst i samtlige stationsbyer med over 1000 

indbyggere har været noget stærkere end den 

gennemsnitlige vækst i købstæderne, og væksten 

i de købstæder, som rent størrelsesmæssigt må 

siges at ligge på linie med stationsbyerne (under 

5000 indbyggere), har været langt ringere 

end i stationsbyerne. Væksten i de bebyggelser, 

der i dag betragtes som forstæder, har været 

meget stærkere end væksten i de øvrige byer. 

Udviklingen har dog været meget uensartet 

for alle bymæssige bebyggelser, idet enkelte af 

disse enten overhovedet ikke er vokset eller i 

hvert fald kun har haft en ganske ringe tilvækst, 

medens andre har haft en tilvækst, som ligger 

meget langt over gennemsnittet. 

D. UDVIKLINGEN EFTER 1950 

Som foran anført foretages der kun opgørelser 

over indbyggertallet i de bymæssige bebyggelser 

ved de 5-årlige folketællinger. Da resultaterne 

vedrørende folketællingen i 1955 endnu 

ikke foreligger bearbejdet, er det derfor ikke 

muligt at give noget billede af, hvorvidt den 

foran beskrevne udvikling i stationsbyer og forstæder 

er fortsat også efter 1950. 

På grundlag af de årlige opgørelser over, 

hvor mange personer, der står tilmeldt de enkelte 

kommuners folkeregistre, har man i tabel 

12 foretaget en beregning af befolkningstilvæksten 

i hvert af årene 1951—54 i følgende 

områdegrupper: hovedstaden, hovedstadens forstadskommuner, 

købstæderne, de kommuner, 

der har større forstadsbebyggelser til købstæderne, 

de kommuner, der har større stationsbyer 

o. 1.*), og for den øvrige del af landet. 

Tallene i tabel 12 giver et indtryk af, at den 

befolkningstilvækst i de forskellige bygrupper, 

som kunne konstateres i årene før 1950, er fortsat 

også i årene derefter med samme styrke i de 

forskellige bygrupper. Forstadskommuner og 

især hovedstadens forstadskommuner har haft 

en langt stærkere tilvækst end nogen af de andre 

: ) Tallene vedrører så godt som alle de kommuner, 

der i 1950 havde mindst een bymæssig bebyggelse 

med over 1000 indbyggere.

38 

Tabel 12. Befolkningstilvæksten i % af 

registerbefolkningen i hvert af årene 1951—54- 

1951 1952 1953 1954 

Hovedstaden ~ 0,5 -^0,4 -f-0,2 -=- 0,3 

Hovedstadens 

forstæder 7,2 6,5 6,7 6,4 

Købstadkommuner ... 1,0 1,1 1,2 1,1 

Kommuner med 

købstadforstæder ... 1,6 1,9 3,3 3,7 

Kommuner med 

stationsbyer 1,4 1,5 1,7 1,0 

Øvrige kommuner ... 0,2 0,3 0,2 0,2 

lait... 0,7 0,8 0,9 0,8 

bygrupper, og stationsbykommunerne er vokset 

noget kraftigere end købstæderne, hvorved det 

yderligere må tages i betragtning, at der i tallene 

vedrørende stationsbykommunerne indgår tilvæksten 

i de stationsbyerne omgivende landdistrikter 

inden for vedkommende kommuners 

grænser, hvor det må påregnes, at tilvæksten 

har været væsentligt lavere end i selve den bymæssige 

bebyggelse. 

Det er naturligvis ikke muligt at give noget 

fuldstændig klart billede af den fremtidige befolkningsmæssige 

udvikling, for så vidt angår 

de bymæssige bebyggelser og købstæderne. Befolkningstilvækstens 

størrelse i almindelighed og 

de enkelte byers fremtidige vækst vil være betinget 

af en lang række forskellige faktorer, 

hvis fremtidige tilstedeværelse og virkninger 

for den enkelte by er ganske uforudseelige og 

uberegnelige. 

Det er imidlertid nærliggende at antage, at 

den almindelige befolkningstilvækst, der har 

gjort sig gældende i indeværende århundredes 

første halvdel, i hvert fald vil fortsætte, og meget 

synes at tyde på, at den fremtidige befolkningstilvækst 

i forbindelse med fortsatte vandringer 

fra landdistrikterne til byerne vil have 

til følge, at den hidtidige stigning i byernes 

indbyggertal må forventes at ville fortsætte, 

bl. a. med den virkning, at landbrugsbefolkningens 

andel af landets samlede befolkning må 

antages fortsat at ville dale.*) 

Selvom det ikke er muligt at give nogen konkret 

udtalelse om, hvorvidt den fremtidige tilvækst 

i byerne vil være lige stor for de forskellige 

arter af byer, eller om byernes samlede tilvækst 

i fremtiden især vil manifestere sig i de 

større eller i de mindre bysamfund, er det dog 

givet, at den fremtidige befolkningstilvækst i 

byerne må forventes at ville give sig udslag i, 

at stadig flere bymæssige bebyggelser vil passere 

de - højere eller lavere - indbyggertalsgrænser, 

som lovgivningen idag på forskellige 

områder anvender som kriterium for afgrænsningen 

af kredsen af de bymæssige bebyggelser, 

der helt eller delvis er sidestillet med købstæderne. 

*) I en af Københavns kommunes statistiske kontor 

foretaget undersøgelse, offentliggjort i »Statistisk 

Månedsskrift«, 32. årgang, nr. 1, har man anslået 

indbyggertallet i 1970 i købstæderne med forstæder 

og i stationsbyer o. 1. til 2.074.000 imod 

1.666.000 i 1950, ligesom hovedstadsområdets 

indbyggertal i 1970 er anslået til 1.586.000 

imod 1.216.700 i 1950. Indbyggertallet i landdistrikterne, 

der i 1950 udgjorde 1.398.600, menes 

i 1970 kun at ville udgøre 1.228.600.

AFSNIT II. 

DE FAKTISKE FORHOLD I DE BYMÆSSIGE 

BEBYGGELSER (KOMMUNER)

KAPITEL 3 

Bebyggelserne — De bymæssigt bebyggede kommuner. 

A. BEBYGGELSERNES ANTAL, gruppen af byerne uden for købstæderne gen- 

STØRRELSE OG BELIGGENHED nemsnitlig have et væsentlig mindre indbyg- 

Af Danmarks samlede befolkning i 1950 le- g^rtal end købstæderne Ser man imidlertid på 

vede ca. 2,9 mill, i byerne, hvoraf 776.000 i 

de enkelte 

S m PP er f bymæssige bebyggelser, 

bymæssige bebyggelser uden for hovedstaden og viser det sig, at hovedstadens forstæder gennemkøbstæderne. 

Denne bybefolkning fordeler sig f ående har større indbyggertal end købstæderne 

imidlertid på en lang række byer af højst for- (gennemsnittet ligger pa ca 21.000 indbygskellig 

størrelse og struktur. Idet der iøvrigt hen- g ere de 

>' 

"^ bymæssige bebyggelser (stavises 

til fortegnelsen over landets bysamfund i ^sbver °ß købstædernes forstæder) nar vel 

bilag 1 samt til bilag 2, der indeholder en overlkke 

°P ,1» f> rrelse med de større købstæder, 

sigt over de forstæder og stationsbyer o.L, der i f en . * betydeligt antal bymæssige bebyggelser 

1950 havde over henholdsvis 500 og 1000 indhar 

^byggertal, der ligger pa lime med indbyggere 

med en angivelse af, i hvilke kommuner byggertallet i de sma og mellemstore købstædisse 

bebyggelser er beliggende, skal man i tabel 

^ man den relativt store gruppe 

den B e t 

13 anføre en oversigt ove?antallet af bysamfund 

der 

' 

f mellem 2000 og 10.000 indbyguden 

for hovedstaden (København, Frederiks- f re viser 

' 

at der er 

j ««' " efe bymæssige beberg 

og Gentofte), grupperet efter disses stør- byggelser end købstæder i denne gruppe, idet 

reise 

findes lait 46 bymæssige bebyggelser, 

Tabel 13. Antallet af byer uden for hovedstaden fordelt efter størrelse. 

250 500 1.000 1.500 2.000 3.500 5.000 10.000 15.000 

indb. Byer 

250 500 1.000 1.500 2.000 3.500 5.000 10.000 15.000 og ialt 

indb. indb. indb. indb. indb. indb. indb. indb. indb. derover 

Hovedstadens forstæder 2 16 9 

Købstæder m.v 1 5 7 13 6 20 11 22 85 

Købstædernes forstæder 18 20 23 5 5 5 1 8 1 86 

Købstadbysamfund (købstæder 

+ forstæder) 6 5 11 7 20 10 26 85 

Stationsbyer o. 1 ? 255 189 49 33 20 7 5 558 

Byer") ialt 255 189 55 38 31 14 25 10 26 643 

*) D.v.s. købstadbysamfund (incl. forstæder) -f- stationsbyer o. 1. 

Det fremgår af tabellen, at der foruden hovedstaden 

og dennes forstæder findes ialt 199 egentlige 

bysamfund med over 1000 indbyggere, hvoraf 

85 er købstæder med tilhørende forstæder, 

medens de resterende 114 er stationsbyer o.l. 

Gennemsnitlig ligger købstædernes indbyggertal 

på godt 13.000 indbyggere, men der er 

en meget betydelig spredning, lige fra ca. 1000 

indbyggere til godt 116.000 indbyggere. Det er 

klart, at når man - som sket i tabellen - medtager 

selv ganske små bymæssige bebyggelser, vil 

heraf 32 stationsbyer, medens der kun er 39 

købstæder. 

Når man dernæst betragter forstadsbebyggelserne 

under eet i forhold til gruppen af stationsbyer 

o. 1., viser det sig, at langt den væsentligste 

del af stationsbyerne har et indbyggertal på 

under 5000, medens en ikke ringe del af forstadsbebyggelserne 

ligger over denne grænse. 

Specielt om købstædernes forstadsbebyggelser 

bemærkes, at sådanne bebyggelser findes omkring 

46 af landets 85 købstæder m. v., fordelt

42 

på 71 kommuner, hvoraf 11 anses for bymæssigt 

bebygget i deres helhed*). Ved hvilke købstæder 

forstadsbebyggelser især forekommer, beror 

naturligvis ganske på de konkrete forhold i det 

enkelte tilfælde (de topografiske forhold, købstadgrænsens 

mere eller mindre tilfældige forløb, 

stedfundne indlemmelser m.v.), men der 

synes dog at kunne spores en tendens i retning 

af, at forstadsbebyggelserne især findes omkring 

de større købstæder, ligesom der gennemgående 

synes at kunne påvises et vist forhold imellem 

vedkommende købstads (moderbyens) og forstadsbebyggelsernes 

indbyggertal, nemlig således 

at de større forstadsbebyggelser er koncentreret 

om de større købstæder. Til belysning heraf 

er som bilag 3 optaget en oversigt over landets 

købstæder m. v. med angivelse af indbyggertallet, 

dels i selve købstaden, dels i de pågældende 

forstadsbebyggelser, suppleret med en 

procentvis opgørelse af den del af det pågældende 

samlede bysamfunds indbyggere, som bor 

i forstadsbebyggelser. Oversigten viser ikke blot, 

at forstadsbebyggelserne navnlig findes omkring 

de større købstæder, bl. a. således at ca. 75 % 

af den befolkningsgruppe, der er bosat i forstæder 

til købstæderne, lever i forstæder til en af 

de større købstæder (d. v. s. med over 15.000 

indbyggere), og at forstadsbebyggelsernes størrelse 

gennemgående vokser med moderbyens 

størrelse, men den viser tillige, at det for flere 

af vore egentlige bysamfunds vedkommende 

forholder sig således, at en ikke uvæsentlig del 

af den befolkning, der rent faktisk hører til 

bysamfundet som sådant, bor i områder, som 

ikke formelt hører med til selve købstadens område. 

For 14 af bysamfundenes vedkommende 

er det endog således, at 20 % eller derover af 

bysamfundets samlede indbyggertal bor uden 

for købstadens grænse. 

Stationsbyerne ligger mere tilfældigt spredt 

ud over landet. I visse amter findes der forholdsvis 

mange og store stationsbyer, og i andre 

er den bymæssige del af befolkningen uden for 

købstæderne meget ringe. Af befolkningen uden 

for hovedstaden og købstæderne bor gennemsnitligt 

for hele landet 20 % i stationsbyer o. 1., 

men tallet varierer stærkt, når man ser på forholdene 

i de enkelte amtsrådskredse. 

Til belysning af bybefolkningens størrelse i 

de enkelte amtsrådskredse (d. v. s. bortset fra 

*) Frederiksborg slotssogn, Slagelse Skt. Peders landsogn, 

Herlufsholm, Dalum, Åby, Vejlby-Risskov, 

Viby, Dronningborg, Vorup, Hasseris og Sundby- 

Hvorup kommuner. 

købstæderne) anføres i bilag 4 en oversigt over, 

hvor stor en andel af de enkelte amtsrådskredses 

befolkning der bor i henholdsvis forstæder 

og stationsbyer, og specielt hvor stor en andel 

der bor i de bymæssige bebyggelser med over 


Det fremgår af oversigten, at den del af de 

enkelte amtsrådskredses indbyggere, der bor i 

bymæssig bebyggelse, varierer stærkt, idet andelen 

svinger fra over 96 % i Københavns amtsrådskreds 

helt ned til knapt 17 % i Maribo 

amtsrådskreds. I følgende amtsrådskredse bor 

over 50 % af amtsrådskredsens beboere i bymæssige 

bebyggelser: Københavns (96,5 %), 

Frederiksborg (57,1%) og Århus (59,4%). 

I Københavns, Sorø, Odense og Århus amtsrådskredse 

bor den overvejende part af den bymæssige 

befolkning i forstadsbebyggelser, medens 

det i de øvrige amtsrådskredse er således, 

at stationsbyernes befolkning udgør den væsentligste 

del af de enkelte amtsrådskredses bymæssige 

befolkning. I enkelte amtsrådskredse kendes 

overhovedet ikke forstadsbebyggelser, og i 

mange amtsrådskredse udgør forstadsbefolkningen 

en ganske ringe andel. Kun i følgende amtsrådskredse 

udgør forstadsbefolkningen mere end 

Vio af amtsrådskredsens indbyggertal: Københavns, 

Frederiksborg, Sorø, Odense, Århus og 

Ålborg amtsrådskredse. 

B. DE BYMÆSSIGE BEBYGGELSER OG 

DEN SOGNEKOMMUNALE INDDELING 

Som tidligere omtalt hviler den kommunale 

inddeling på den fra gammel tid bestående 

sogneinddeling. Denne inddeling har i princippet 

stået fast ned gennem tiderne, uanset at der 

senere er sket ændringer i de topografiske og 

befolkningsmæssige forhold, som i sin tid har 

ligget til grund for inddelingens gennemførelse. 

Det kan derfor ikke undre, at der ikke forekommer 

nogen umiddelbar sammenhæng imellem 

den kommunale inddeling og den stedfundne 

bydannelse, der jo er bestemt af ganske andre 

faktorer end kommune- og sognegrænsernes 

forløb. 

Selvom det normale er, at de bymæssige bebyggelser 

er dannet og har holdt sig inden for 

een kommune — ofte således at der i en kommune 

findes flere, forholdsvis store bymæssige 

bebyggelser - kan der dog nævnes en række stationsbyer 

og sammenhængende forstadsbebyggelser, 

der er således beliggende, at de gennemskæres 

af een eller flere kommunegrænser. Det

43 

*) Følgende stationsby kommuner anses for bymæssigt 

bebygget i deres helhed: Dragør, Birkerød, 

Hørsholm, Slangerup og Tyborøn (oprettet pr. 

1. april 1954 ved udskillelse af Tyborøn by fra 

Vestervig-Agger kommune). 

er klart, at der kan opstå utilfredsstillende forhold 

for beboerne og administrationen i sådanne 

bysamfund, der ligger i to eller flere kommuner. 

Ligesom man, for så vidt angår forstadsbebyggelser 

til købstæderne, ned gennem tiderne har 

søgt at afbøde de opståede ulemper ved at foretage 

indlemmelser af forstadsbebyggelserne i 

købstæderne, har man på tilsvarende måde for 

stationsbyernes vedkommende i visse tilfælde 

måttet skride til ændringer af kommunegrænserne, 

således at kommunegrænsen i højere grad 

er bragt i overensstemmelse med de faktiske forhold, 

jfr. senest ændringen af kommunegrænserne 

i området omkring Bjerringbro stationsby, 

der tidligere lå i tre kommuner, men som fra 

den 1. april 1955 ligger i een kommune, Bjerringbro 

kommune, der omfatter hele den tidligere 

Hjermind-Le-Hjorthede kommune og arealer 

af Bjerring-Mammen og Sahl-Gullev kommuner, 

jfr. indenrigsministeriets bekendtgørelser 

nr. 4 og 5 af 7. marts 1955. 

Til belysning af, hvilke stationsbyer der i dag 

er således beliggende, at de gennemskæres af 

kommunegrænser, henvises til bilag 5, hvoraf 

det bl. a. fremgår, at ti af de stationsbyer, der 

har over 1000 indbyggere, ligger fordelt på to 

eller flere kommuner, men dog almindeligvis 

således at alene en mindre del af vedkommende 

stationsbys indbyggere bor i en anden kommune 

end »hovedkommunen«. 

De bymæssige bebyggelser udgør i almindelighed 

kun en del af kommunens geografiske 

område, og det forekommer kun undtagelsesvis, 

at en kommune er (eller af Det statistiske Departement 

anses for) bymæssigt bebygget i sin 

helhed. Dette er således tilfældet for de 9 kommuner, 

der anses for hovedstadens forstadskommuner, 

samt for 11 forstadskommuner til købstæder. 

For stationsbyernes vedkommende kan 

der kun nævnes ganske enkeltstående tilfælde, 

hvor hele kommunen anses for bymæssigt bebygget, 

og dette forhold kan som regel føres 

tilbage til specielle omstændigheder i vedkommende 

område.*) 

Bortset fra disse tilfælde vil der altså altid i 

en kommune med en bymæssig bebyggelse findes 

områder, der betragtes som landdistrikt, og 

hvis indbyggere ikke medregnes ved opgørelsen 

af bebyggelsens indbyggertal. Herved fremkommer 

der - som allerede foran s. 26 berørt - en 

forskel mellem de bymæssige kommuner og købstadkommunerne, 

idet købstadkommunerne såvel 

i Det statistiske Departements talmæssige 

opgørelser som almindeligvis i lovgivningen 

betragtes som bymæssigt bebygget i deres helhed.*) 

Der er næppe tvivl om, at der inden for 

flere købstadkommuners grænser findes områder, 

der ikke kan betragtes som bymæssigt bebyggede, 

således f. eks. i Rødby købstadkommune, 

der i virkeligheden består af 2 bebyggelgelser, 

Rødby og Rødbyhavn, som ligger ret 

fjernt fra hinanden. Ved folketællingerne i 

1916, 1921 og 1925 foretog man særlige opgørelser 

over den del af befolkningen, der levede 

under ikke-bymæssige forhold i 9 købstadkommuner**), 

hvor denne befolkningsgruppe var 

så stor, at den kunne få betydning ved bedømmelsen 

af den samlede bybefolknings størrelse. 

Sådanne opgørelser foretages ikke idag, og 

der kan da heller ikke være tvivl om, at det lovgivningsmæssigt 

og administrativt er det mest 

praktiske uden videre at anse købstadkommunerne 

for bymæssigt bebygget i deres helhed. 

For de bymæssige bebyggelsers vedkommende 

kan man derimod ikke på forhånd gå ud fra, 

at der gennemgående vil være sammenfald mellem 

kommunegrænserne og de enkelte bebyggelsers 

grænse mod det åbne land, allerede fordi 

der ikke oprindelig har været relationer imellem 

de bestående administrative inddelinger og 

de enkelte bymæssige bebyggelsers opståen og 

udvikling. 

Det viser sig imidlertid, at mange bymæssige 

bebyggelser har haft en sådan vækst i indbyggertal, 

at bebyggelsens indbyggertal nu udgør langt 

den overvejende del af indbyggertallet i den 

kommune, hvor bebyggelsen er beliggende, og 

dette er tilfældet selv i mange kommuner, hvis 

geografiske område er meget stort. Forholdet 

mellem en kommunes indbyggertal og indbyggertallet 

i kommunens bymæssige bebyggelser vil 

naturligvis variere stærkt fra kommune til kom- 

*) Når der i forrige århundredes lovgivning ofte 

knyttedes retsvirkninger til sondringen imellem 

købstædernes bygrunde og markjorder, må dette 

ses som et vidnesbyrd om, at købstæderne dengang 

som regel ikke var fuldstændigt bymæssigt 

bebyggede, idet markjorderne henlå som landdistrikt. 

**) Brønderslev, Fredericia, Herning, Nykøbing M., 

Nykøbing S., Ribe, Rødby, Varde og Viborg. (For 

disse kommuners vedkommende har den ikkebymæssige 

del af befolkningen i de nævnte folketællingsår 

gennemsnitligt udgjort ca. 10 %.)

44 

mune, idet forholdet jo i sidste instans især vil 

bero på størrelsen af de enkelte kommuners 

geografiske område samt indbyggertætheden i 

de bebyggelsen omgivende landdistrikter, og 

disse faktorers betydning svinger meget fra kommune 

til kommune. 

Der må selvsagt formodes at være en vis generel 

sammenhæng mellem bebyggelsernes størrelse 

og bybebolkningens andel af kommunens 

samlede indbyggertal, således at denne andel 

gennemgående bliver større, jo større bebyggelser 

der er tale om. 

I tabel 14 nedenfor er der givet en oversigt 

over bybefolkningens gennemsnitlige andel af 

kommunens samlede befolkning i de forskellige 

kommuner, der har over 1000 indbyggere i bymæssig 

bebyggelse, således at stationsbykommunerne 

er fordelt efter størrelsen af den største 

bebyggelse i kommunen, medens købstadforstadskommunerne 

er fordelt efter størrelsen 

af indbyggertallet i samtlige forstadsbebyggelser 

i kommunen, jfr. opstillingen i bilag 2 med 

tilhørende bemærkninger. 

Tabellen viser, at bybefolkningsprocenten ligger 

noget lavere i stationsbykommunerne end i 

de større forstadskommuner (med over 3500 

indbyggere i bymæssige bebyggelser), hvoraf de 

fleste betragtes som bymæssigt bebygget i deres 

helhed. Det bemærkes endvidere, at antallet af 

indbyggere i de bymæssige bebyggelser i kommunerne 

gennemgående udgør mere end 50 % 

i de kommuner, der har mindst een bebyggelse 

med mere end 1500 indbyggere. (Kun i Vejlby- 

Strib og Give kommuner ligger bybefolkningsprocenten 

under 50 %). 

Det kan iøvrigt bemærkes, at i gruppen af 

de kommuner, der har een stationsby med 1000- 

1500 indbyggere, har så godt som alle kommunerne 

med mere end 1200 indbyggere i een bebyggelse 

en bybefolkningsprocent på over 50. 

Ved bedømmelsen af de i tabellen anførte 

tal må det dog haves i erindring, at der er tale 

om gennemsnitstal, der dækker over væsentlige 

afvigelser fra gennemsnittet i de enkelte kommuner. 

Til belysning heraf har man i bilag 6 

opstillet en fortegnelse over bybefolkningsprocenten 

i hver af de kommuner, i hvilke der ved 

folketællingen i 1950 fandtes een eller flere 

bebyggelser med tilsammen mindst 1000 indbyggere. 

Oversigten tjener samtidig til oplysning 

om, hvilke kommuner der indgår i de 

enkelte størrelsesgrupper, såfremt de bymæssige 

kommuner fordeles i grupper efter størrelsen af 

det samlede indbyggertal i samtlige bebyggelser 

i kommunen, jfr. bemærkningerne til bilag 2. 

Som foran nævnt foretages der ikke opgørelser 

over størrelsen af de enkelte købstadkommuners 

befolkning henholdsvis i og udenfor købstadkommunens 

bymæssige bebyggelser, hvorfor 

det er umuligt at drage nogen sammenligning 

Tabel 14. Bybefolkningens andel af det samlede indbyggertal i de bymæssige kommuner. 

Hovedstadens for stadskommuner 

Købstædernes for stadskommuner 

m. over 3.500 indb. tilsammen i een el. fl. forstæder ... 

m. 2.OOO-3.5OO indb. tilsammen i een el. fl. forstæder 

m. 1.500-2.000 indb. tilsammen i een el. fl. forstæder 

m. 1.000-1.500 indb. tilsammen i een el. fl. forstæder 

Indbyggertallet i 

samtlige bebyggelser 

i kommunen i procent 

af kommunens 

indbyggertal 

100 

96,0 

79,8 

46,8/ 50 ' 6 

Stationsbykommuner*') 

m. over 3.500 indb. i een stationsby 79,3 

m. 2.OOO-3.5OO indb. i een stationsby 84,8 

m. 1.5OO-2.OOO indb. i een stationsby 63,2l, 4 

m. 1.000-1.500 indb. i een stationsby 48,8/ ' 

Indbyggertallet i 

kommunens 

ikke bymæssigt 

bebyggede 

dele 

3.410 

3.770 

4.467 \ 

13.910) 

18.377 

25.557 

18.643 

10.306 

3L643\ 

93.008 

61.365/ 

121.957 

*) Såfremt stationsbykommunerne - ligesom det er sket for forstadskommunerne - grupperedes i 

de anførte størrelsesgrupper efter antallet af indbyggere i samtlige kommunens bebyggelser, udgør 

bybefolkningsprocenterne følgende tal: 

Kommuner med over 3.000 indb. i stationsbyer: 77,5 % 

Kommuner med 2.OOO-3-5OO indb. i stationsbyer: 67,7 % 

Kommuner med 1.000-2.000 indb. i stationsbyer: 52,1 %

45 

mellem købstadkommunerne og de bymæssige 

kommuner på dette område. En opgørelse af 

indbyggertallet pr. ha henholdsvis i købstæderne 

og i kommunerne med større bymæssig 

bebyggelse kan dog formentlig tjene til i et vist 

omfang at belyse forholdene. Det viser sig ved 

en sådan undersøgelse, at der i forstadskommuner 

med over 3500 indbyggere lever ca. 3 personer 

pr. ha, i stationsbykommuner med over 

3500 indbyggere ca. 1 pr. ha, i købstæderne af 

tilsvarende størrelse ca. 4 pr. ha og i de store 

købstæder ca. 15 pr. ha. Det vil heraf ses, at 

forskellen på dette område mellem de større 

bymæssige kommuner og købstæderne af tilsvarende 

størrelse ikke er væsentlig i forhold til 

forskellen mellem indbyggertallet pr. ha i de 

større købstæder og i de mindre. Det må herved 

yderligere erindres, dels at mange bymæssige 

kommuner har et areal, der er 3 å 4 gange 

større end en almindelig købstads geografiske 

område (der gennemgående ligger på 3-4000 

ha), dels at det er et almindeligt forekommende 

træk, at de bymæssige kommuners bebyggelse 

er mere lav og spredt end bebyggelsen i de 

ældre købstæder af tilsvarende størrelse, hvilket 

naturligt må føre til, at indbyggertætheden målt 

i antal indbyggere pr. ha gennemgående bliver 

større i købstæderne end i de bymæssige kommuner, 

selv i tilfælde hvor hele befolkningen 

i disse kommuner lever under forhold, der kan 

betegnes som bymæssige. 

Tallene synes dog i hvert fald at give et vist 

holdepunkt for den antagelse, at de større bymæssige 

kommuner ikke afgørende adskiller 

sig fra købstæderne af samme størrelse, for så 

vidt angår bebyggelsestætheden og den procentvise 

andel af kommunens befolkning, der lever 

under bymæssige forhold.

KAPITEL 4 

Befolkningen i de bymæssige bebyggelser og dennes forhold. 

Det er på forhånd klart, at selve den bymæssige 

struktur indebærer, at bybefolkningens erhvervsmæssige 

sammensætning adskiller sig fra 

landbefolkningens, men også på andre områder 

end med hensyn til den erhvervsmæssige sammensætning 

og de rent faktiske livsvilkår adskiller 

bybefolkningens forhold sig fra landbefolkningens. 

Således finder man en forskellig 

aldersfordeling i de to befolkningsgrupper, og 

også med hensyn til sammensætningen af det 

almindelige forbrug, den gennemsnitlige boligstandard, 

befolkningens gennemsnitlige indtægtsniveau 

og skattebyrden m. v. kan der konstateres 

forskelle for de to befolkningsgrupper. 

I de følgende afsnit vil det blive gjort til genstand 

for undersøgelse, hvilke forskelle der rent 

statistisk måtte kunne konstateres på de omhandlede 

punkter imellem by- og landbefolkningen 

med særligt henblik på spørgsmålet om, i hvilket 

omfang befolkningens forhold i de bymæssige 

bebyggelser nærmer sig købstadbefolkningens 

forhold og adskiller sig fra forholdene i 

landdistrikterne. 

Det skal dog indledningsvis bemærkes, at de 

følgende afsnits redegørelse for forholdene i de 

bymæssige bebyggelser og for de forskelle og 

ligheder, som konstateres på flere områder med 

hensyn til forholdene i de bymæssige bebyggelser 

og i købstæderne, må læses med det forbehold, 

som følger af manglerne ved det statistiske 

materiale, hvorpå redegørelsen bygger. Dels er 

der, som nærmere omtalt foran s. 25, vanskeligheder 

ved selve afgrænsningen af de enkelte 

bymæssige bebyggelsers geografiske område, 

dels støder man ofte på den vanskelighed, at 

der ikke er foretaget nogen særskilt udskillelse 

af den del af det til Det statistiske Departement 

indsendte oplysningsmateriale, der specielt vedrører 

de enkelte kommuners bymæssigt bebyggede 

dele. I sådanne tilfælde er man henvist til 

at benytte de foreliggende tal for hele den kommune, 

hvori bebyggelsen ligger, hvilket bevirker 

en betydelig svækkelse, når man på grundlag 

af sådanne tal vil drage sammenligninger 

mellem forholdene i de mindre bymæssige bebyggelser 

(kommuner) og i købstæderne (hvor 

man kan gå ud fra, at tallene vedrørende hele 

kommunen så godt som udelukkende omfatter 

bymæssigt bebyggede områder). 

Endvidere vil det ofte ved undersøgelsen af 

et konkret forhold, hvor de bymæssige kommuner 

ønskes grupperet efter størrelsen, være vanskeligt 

at afgøre, hvilke kriterier der bør lægges 

til grund for denne gruppering, idet det vil 

kunne få nogen betydning, om man ved grupperingen 

efter antallet af indbyggere i bymæssige 

bebyggelser vil lægge vægt på det samlede 

indbyggertal i samtlige bymæssige bebyggelser 

i vedkommende kommune, eller om man udelukkende 

lægger vægt på størrelsen af den bebyggelse 

i kommunen, der har det største indbyggertal. 

Hertil kommer endelig, at de i tabellerne 

nedenfor anførte gennemsnitstal for købstæder 

og bymæssige bebyggelser eller grupper 

af disse som oftest dækker over vidt forskellige 

tal for de enkelte byer, hvilket bevirker, at mulighederne 

for at drage generelle slutninger ud 

fra de anførte gennemsnitstal er væsentligt begrænsede. 

Særligt for så vidt angår tallene for 

købstæderne, bør man i denne henseende iagttage 

forsigtighed i det omfang, hvori tallene 

ikke er opdelt i grupper efter købstædernes størrelse, 

idet det er klart, at der ofte vil være meget 

væsentlige forskelle med hensyn til forholdene 

i de forskellige købstæder, hvis størrelse 

spænder fra omkring 1000 indbyggere til over 

100.000 indbyggere, ligesom tallene vedrørende 

de større købstæder naturligvis i høj grad vil 

præge gennemsnitstallene for hele gruppen af 

købstæder som sådan, fordi de større købstæder 

udgør en meget stor andel i de samlede tal for 

samtlige købstæder under eet.

47 

A. BEFOLKNINGENS OPRINDELSESSTED 

(Vandringer fra land til by). 

Som det fremgår af tabel 1 foran på s. 29, 

er Danmarks befolkning siden 1890 vokset fra 

ca. 2,2 mill, indbyggere til ca. 4,3 mill, indbyggere, 

eller med ca. 95 %. Samtidig er imidlertid 

det antal indbyggere, der lever i byerne, 

hovedstaden, købstæderne og de bymæssige bebyggelser, 

vokset fra 779.000 indbyggere til 

2.882.000 indbyggere, eller med ca. 270 %. 

Byernes tilvækst har altså været langt stærkere 

end, hvad der følger af den gennemsnitlige befolkningstilvækst 

for hele landet. Den overvejende 

del af byernes vækst skyldes indre vandringer 

fra landdistrikterne til byerne. Til belysning 

af vandringerne fra land til by i almindelighed 

og specielt vandringerne til og fra de bymæssige 

kommuner er der i nedenstående tabel 15 

på grundlag af foreliggende oplysninger om 

indenlandske flytninger, anmeldt til folkeregistrene 

i årene 1951-54*), foretaget en opstilling 

over vandringerne mellem landdistrikterne, 

de bymæssige kommuner, købstæderne og hovedstaden. 

Det bemærkes, at tabellen, for så vidt 

angår de bymæssige kommuner, bygger på tal 

ikke for selve den bymæssige bebyggelse, men 

for hele kommunen, således at der altså i de 

foreliggende tal vedrørende de bymæssige kommuner 

indgår tal også vedrørende disse kommuners 

rene landdistrikter. 

Tallene i tabel 15 viser, at der ikke er tale om 

en ensidig vandring fra land til by. Godt 80 % 

*) Der foreligger ikke samlede opgørelser vedr. 

stationsbykommunerne for tidligere år.

Tabel 16. Nettovandringen i årene 1951-54 fra i det væsentligste fra de rene landdistrikter, men 

landdistrikterne henholdsvis til købstæder med som nævnt er der også sket en yis tilflytnine 

J 

forstæder og til stationsbyer. c , ,. . ^,..° , , . , ° 

b 

tra stationsbyerne. Til gengæld har der været en 

Antal netto- indbyggerret 

kraftig vandring fra købstæderne til hoved- 

V frai r and- r 31 tal pr- & afb staden og dennes forstæder og til købstædernes 

_., . . , , distrikter ' eo ne forstader, hvis befolkningstilvækst så eodt 

Til købstæder med som J I I I i i • J c i i . i 

forstæder 37.716 1.318.699 2,86 

lukkende hidrører fra købstæderne og 

Til stationsbykommu- 

fra de rene landdistrikter, 

ner med over 1.000 

Hovedstadens forstader har både absolut og 

indbyggere i een by- rdativt haft dfc fc fc vand r i ngS0 verskud, 

6 

mæssig bebyggelse ... 10.025 383-314 2,62 **,--. ,. ^ . j , , r .., 

44.637 indbyggere. Den overvejende del af tilaf 

vandringen fra landdistrikterne modsvares af væksten er sket ved flytninger fra hovedstaden, 

flytning fra byer og bymæssige bebyggelser til 

en mindre del stammer fra købstæderne med 

landdistrikterne, som dog i de nævnte år havde forstæder. 

et vandringsunderskud på 56.801 indbyggere. Hovedstaden har haft et vandringsunderskud, 

Den væsentligste del af vandringerne fra land- der skyldes stærk fraflytning til forstæderne og 

distrikterne går til købstæderne og disses for- til stationsbyer (jfr. ovenfor). Derimod har tilstøder 

samt til stationsbyerne, hvorimod antal- flytningen til hovedstaden fra købstæderne og 

let af vandringer direkte fra landdistrikter til landdistrikterne været større end flytningen fra 

hovedstaden og dennes forstæder er relativt be- hovedstaden til disse byer og områder, 

skedent. Sætter man nettoantallet af vandrin- De i tabel 15 angivne tal for flytninger melgerne 

fra landdistrikterne henholdsvis til køb- lem de forskellige kommunegrupper kan kun 

stæderne med forstæder og til stationsbyerne i belyse, hvorfra de forskellige bygruppers beforhold 

til de to bygruppers samlede indbyg- folkningstilvækst hidrører, medens tabellen ikke 

gertal, viser det sig, at vandringsstrømmen fra kan give noget klart billede af spørgsmålet om, 

landdistrikterne til stationsbyerne relativt bliver hvorledes den bosiddende befolkning er samnoget 

mindre end til købstadsamfundene, jfr. mensat med hensyn til oprindelsessted eller tidtabel 

16. 

ligere bopæl. I denne henseende giver tallene 

Stationsbyerne har i årene 1951-54 haft et kun et fingerpeg, idet der til en undersøgelse 

vandringsoverskud på 9594 indbyggere. Langt af det omhandlede spørgsmål måtte kræves deden 

overvejende del af tilflytningerne til sta- taillerede oplysninger om de flyttendes forhold, 

tionsbyerne stammer fra landdistrikterne, idet herunder om varigheden af opholdet i fraflytknap 

84.000 af de ialt 143.000 tilflyttede kom- ningskommunen og tidligere bopælskommuner, 

mer fra landdistrikterne. En vis del af tilvæk- På grundlag af de foreliggende oplysninger 

sten kan dog også føres tilbage til flytninger kan det dog konstateres, at der gennemgående 

fra hovedstaden, men dette har formentlig sin i noget højere grad sker flytninger over komforklaring 

i det forhold, at der iblandt gruppen munegrænserne for de bymæssige kommuners 

af stationsbyer er medregnet en lang række kom- vedkommende end i de andre byer, idet det vimuner 

i Københavns nærhed, hvis væsentligste ser sig, at det antal personer, der hvert år tilbefolkningstilvækst 

- ligesom for Københavns flytter og fraflytter de bymæssige kommuner, i 

egentlige forstadskommuner - skyldes flytninger forhold til den bosiddende befolkning er noget 

fra hovedstaden. Fra stationsbyerne er der fore- større end for de andre byers vedkommende, jfr. 

gået en ret kraftig vandring til købstæderne. tabel 17. Det bemærkes, at tabellen ikke angiver 

Købstæderne har haft et vandringsoverskud antallet af flytninger inden for de tre hovedpå 

14.839 indbyggere. Tilflytningen hidrører stadskommuner. 

Tabel 17. Årligt antal til- og fraflyttede personer i forhold til registerbefolkningen ved hvert års 

begyndelse. 1951-54. Pr. 1000 indbyggere. 

1951 1952 1953 1954 

til fra til fra til fra til fra 

Hovedstaden 40 44 36 42 37 42 37 43 

Hovedstadens forstæder 168 109 149 96 146 98 142 94 

Købstæder m. v 87 84 83 80 85 81 84 81 

Købstædernes forstæder 136 128 131 120 141 118 148 119 

Stationsbyer o. 1 126 119 122 116 122 115 122 114 

Landdistrikter 139 148 133 141 129 138 127 137

49 

B. ALDERSFORDELING 

I nedenstående tabel 18 et der foretaget en 

opstilling over befolkningens procentvise fordeling 

i 1950 på aldersgrupperne 0-14 år, 15-64 

år og 65 år og derover, fordelt på hovedstaden, 

købstæderne, de bymæssige bebyggelser og landdistrikterne. 

Tabel 18. Aldersfordelingen i de forskellige byer og 

landdistrikter i 1930. 

65 ar 

0-14 år 15-64 år o. dero. 



Hovedstadens forstæder ... 28,2 66,3 5,5 

Hovedstadsområdet 22,7 68,2 9,1 

Købst. m. o. 5.000 indb. . 25,8 66,3 8,9 

Købst. m. u. 5.000 indb. . 25,1 63,2 11,7 

Købstæder ialt ............. 25,7 65,2~" %T 

Købstædernes forstæder 

3.500 indb. og derover... 27,2 64,8 8,0 

2.OOO-3.5OO indb 28,7 62,9 8,4 

1.000-2.000 indb 27,3 63,6 9,1 

Købstadforstæder m. o. 

1.000 indb. ialt 27,4 64,4 8,2 

Købstadforstæder m. u. 

1.000 indb. ialt 25,6 62,9 11,5 

Samtlige købstæder og forstæder 

25,9 65,1 9,0 

Stationsbyer o. 1. 

3.500 indb. og derover ... 26,8 64,3 8,9 

2.000-3.500 indb 27,4 62,7 9,9 

1.000-2.000 indb 26,5 62,0 11,5 

Stationsbyer o. 1. m. o. 

1.000 indb. ialt 26,8 62,8 10,4 

Landdistrikter 29,3 61,7 9,0 

Hele landet 26,3 64,6 9,1 

Tabel 18 viser, at der er nogen forskel på 

aldersfordelingen i på den ene side bysamfundene 

og på den anden side de rene landdistrikter. 

Den del af befolkningen, der er over 65 år, 

ligger ganske vist nogenlunde ensartet i by og 

på land, ca. 9 %, dog at de gamles andel af befolkningen 

i stationsbyerne, de mindre købstæder 

og de mindre forstæder gennemsnitligt ligger 

noget højere end i de andre områder. Med 

hensyn til antallet af børn under 15 år er der 

noget større spredning, idet denne aldersgruppes 

andel er forholdsmæssigt større i landdistrikterne 

end i bysamfundene og større i de 

bymæssige bebyggelser end i købstæderne. 

Når man isoleret betragter stationsbyer o. 1., 

viser det sig, at der lever forholdsmæssigt flere 

gamle i de mindre stationsbyer med under 3500 

indbyggere end i såvel landdistrikterne som de 

større købstæder og forstæderne. De to bygrupper, 

stationsbyerne og købstæderne, viser iøvrigt 

her det fælles træk, at der lever forholdsmæssigt 

flere gamle i de mindre købstæder og 

i de mindre stationsbyer end i de større købstæder 

(med over 5000 indbyggere). Det kan i 

denne forbindelse bemærkes, at det ved en yderligere 

opdeling af aldersgruppen 15-64 år vil 

vise sig, at der også her kan konstateres en vis 

lighed mellem på den ene side de mindre stationsbyer 

og de mindre købstæder og på den 

anden side de større byer i begge grupper. Antallet 

af 45-64 årige er forholdsvis større i de 

mindre byer end i de større byer, medens den 

forholdsmæssige andel af 15-24 årige og 25-44 

årige ligger noget højere i de større byer i begge 

grupper end i de mindre byer. 

På den anden side er antallet af børn under 

15 år forholdsmæssigt lidt højere i alle stationsbygrupperne 

end i købstæderne, idet denne 

aldersgruppes andel for stationsbygruppen som 

helhed ligger på 26,8 % imod 25,7 % for købstadgruppen. 

I forhold til hovedstadens og købstædernes 

forstæder viser det sig, at antallet af børn under 

15 år forholdsmæssigt ligger noget lavere i stationsbyerne 

end i forstæderne, og på den anden 

side ligger antallet af gamle relativt højere i 

stationsbyerne end i købstædernes forstæder af 

samme størrelse og væsentligt højere end i 

hovedstadens forstæder, hvor antallet af gamle 

er meget lavt. 

Når man under eet betragter de købstadforstæder, 

der har over 1000 indbyggere, viser det 

sig som nævnt, at antallet af gamle over 65 år 

forholdsmæssigt ligger noget lavere end i købstæderne, 

stationsbyerne og landdistrikterne, medens 

børns og unges andel af befolkningen gennemgående 

ligger noget højere end de tilsvarende 

tal for såvel købstæder som stationsbyer 

o. 1. Aldersfordelingen i de helt små købstadforstæder 

(med mindre end 1000 indbyggere) ligger 

nærmest på linie med aldersfordelingen i de 

mindre stationsbyer (med 1000-2000 indbyggere). 

I den som bilag 7 aftrykte tabel er der givet 

en opstilling over aldersfordelingen i en række 

større købstæder og i disses forstæder. Tabellen 

viser, at der i sådanne bysamfund er en ret 

væsentlig forskel i aldersfordelingen i selve 

købstaden og i forstæderne. Selvom tallene varierer 

fra bysamfund til bysamfund som følge 

af de forskellige lokale forhold, kan det dog 

uddrages som en gennemgående tendens for

50 

disse købstæder med forstæder, at de unges 

og børnenes andel af befolkningen er væsentlig 

større i forstæderne end i selve købstaden, medens 

på den anden side de ældre aldersgruppers 

andel af befolkningen oftest er noget større i 

købstaden end i dennes forstæder. Særlig symptomatisk 

for forholdet er tallene for hovedstaden 

og dennes forstæder, hvor der er en tydelig 

grænse ved 45 års alderen, således at der forholdsmæssigt 

er væsentlig flere personer under 

45 år i forstæderne end i de tre hovedstadskommuner, 

medens der omvendt forholdsmæssigt 

er flere i aldersgrupperne over 45 år i moderbyen 

end i forstæderne. 

De anførte tal bekræfter de erfaringer, som 

er gjort ved en undersøgelse af de interne vandringer 

i Danmark*). Det viser sig nemlig, at 

der er forholdsvis flere børn under 15 år og 

forholdsvis flere personer i alderen 30-49 år 

blandt tilflytterne til hovedstadens og købstædernes 

forstæder end blandt tilflytterne til selve 

hovedstaden og købstæderne. Dette forhold - 

som vel tildels er begrundet i, at det som regel 

vil være lettere for familier med børn at få 

bolig i forstadsbebyggelser end i selve moderbyen 

— bevirker naturligt, at antallet af børn 

bliver større i forstæderne end i moderbyen. Når 

antallet af gamle ligger noget højere i de mindre 

stationsbyer og købstæder end i de større 

byer og i forstæderne, må det formentlig forklares 

med, at mange gamle fra landdistrikterne 

foretrækker at nyde deres otium i en nærliggende 

mindre by, hvor de kan drage nytte af bylivets 

fordele, uden at ulemperne (såsom store 

afstande, høj bebyggelse, manglende menneskelige 

kontakter m. v.) følger med i alt for udpræget 

grad. 

Den omstændighed, at de bymæssige bebyggelsers 

befolkning adskiller sig fra købstædernes 

på den måde, at børns og gamles andel af befolkningen 

er større, og de »produktive, erhvervsevnende« 

aldersgruppers andel til gengæld 

er mindre i de bymæssige bebyggelser end 

i købstæderne, er en medvirkende årsag til, at 

kravene til den kommunale aktivitet (herunder 

især aldersforsorgsvæsen og skolevæsen) og omvendt 

det offentliges krav imod de enkelte borgere 

i denne produktive aldersgruppe i retning 

af beskatning alt andet lige må blive noget 

større i kommuner med bymæssig bebyggelse 

a. Befolkningens fordeling efter erhverv. 

Det er på forhånd klart, at tilstedeværelsen 

og størrelsen af den bymæssige bebyggelse i en 

kommune på afgørende måde har betydning for 

befolkningens fordeling på de forskellige erhverv 

indenfor kommunen. 

I Statistiske Meddelelser, 4. række, 162. bind, 

2. hæfte, »Erhvervsgeografisk materialesamling, 

folketællingen 1950«, er det ved særlige tabeller 

(s. 13 og 16) påvist, hvorledes og i hvilket 

omfang en kommunes industribefolkning såvel 

som den del af befolkningen, der er beskæftiget 

ved handel og omsætning, transport og administration 

m. v., eller som oppebærer formuef 

) Se Torben Agersnap: »Studier over indre vandringer 

i Danmark«, København 1952. 

end i købstadkommuner. Herudover må det 

yderligere tages i betragtning, at selve den omstændighed, 

at tilvæksten til de bymæssige bebyggelser 

gennemgående har været noget stærkere 

end til købstæderne, også har betydning 

for omfanget af de bymæssige kommuners nødvendige 

kommunale aktivitet i forhold til købstæderne, 

jfr. nærmere herom nedenfor i kapitel 

5, C. 

Det er ikke muligt at opstille en blot nogenlunde 

sikker prognose for den fremtidige udvikling 

med hensyn til aldersfordelingen i de forskellige 

dele af landet, men stedfundne undersøgelser*) 

synes at vise, at den stigning i fødselstallet, 

som forekom i 1940erne, har gjort sig 

stærkere gældende i købstæderne og i de bymæssige 

bebyggelser end i de rene landdistrikter 

(dog uden at den relative fødselshyppighed 

i byerne kom op på samme niveau som på landet) 

. Dette forhold vil naturligvis få en vis indflydelse 

på aldersfordelingen i by og på land i 

de kommende år, og det er i hvert fald klart, at 

de af det store fødselstal i 1940erne følgende 

store årgange især vil give anledning til problemer 

for byerne, og at de krav med hensyn til 

udviklingen af kommunernes skolevæsen og til 

iværksættelse af beskæftigelsesfremmende foranstaltninger 

m. v., som vil blive affødt af disse 

store årganges videre opvækst og forhold, i det 

hele taget må formodes at blive af samme styrke 

i de bymæssige kommuner som i købstadkommunerne. 

C. ERHVERVSFORDELING OG ANDRE 

ERHVERVSMÆSSIGE FORHOLD 

*) Se Statistiske Meddelelser, 4. række, 162. bind, 

1. hæfte, »Aldersfordelingen i 1950 og i de 

kommende år«.

og renteindtægter, er stigende, medens landbrugsbefolkningen 

er faldende, jo større andel 

af kommunens befolkning der bor i bymæssige 

bebyggelser. 

I det følgende vil det blive undersøgt, i hvilket 

omfang og på hvilke punkter erhvervsfordelingen 

i selve de bymæssige bebyggelser adskiller 

sig fra erhvervsfordelingen i de rene landdistrikter, 

og især i hvilket omfang erhvervsfordelingen 

i disse bymæssige bebyggelser svarer 

til erhvervsfordelingen i andre byer (hovedstaden 

og købstæderne). Samtidig vil man behandle 

spørgsmålet om, hvorvidt der kan påvises 

nogen generel sammenhæng imellem en bymæssig 

bebyggelses størrelse og befolkningens erhvervsfordeling. 

I tabel 19 et der foretaget en opstilling over 

befolkningens procentvise erhvervsfordeling i 

1950 i landdistrikterne og i byerne, disse sidste 

opdelt efter størrelse på samme måde som i ta- 

4* 

bel 18 foran vedrørende aldersfordelingen. Det 

bemærkes, at det antal personer, der indgår i 

tabellens enkelte erhvervsgrupper, omfatter såvel 

de i erhvervene beskæftigede som disses 

hustruer, husmedhjælpere og børn. 

Det må indledningsvis bemærkes, at de i tabellen 

opførte tal er gennemsnitstal, der dækker 

over ret store forskelligheder imellem forholdene 

i de enkelte byer. Afvigelserne fra by til 

by må på forhånd formodes at være større end 

ved aldersfordelingen, fordi de forhold, der bestemmer 

erhvervsfordelingen i en by, er af langt 

mere varieret natur. Der kan her peges på forhold 

som f. eks. beliggenheden (ved havet eller 

inde i landet eller som trafikknudepunkt), oplandets 

karakter, tilstedeværelsen af virksomheder 

af bestemt art (fabriks- eller handelsvirksomheder) 

, tilstedeværelsen af administrativt prægede 

institutioner (dommer- og politikontorer m. 

v.). Jo mindre bebyggelsen er, jo større betyd-

52 

ning vil specielle lokale forhold naturligvis have 

på erhvervsfordelingen, men også når der er tale 

om selv forholdsvis store byenheder, vil der vise 

sig at være forskelle i fordelingen af befolkningen 

efter erhverv, alt efter bysamfundets hele 

struktur. Som et illustrerende eksempel anføres 

nedenfor den procentvise erhvervsfordeling i 

de bymæssige bebyggelser i fem kommuner, der 

har nogenlunde samme antal indbyggere i bymæssige 

bebyggelser (4000 å 4500 indbyggere): 

ning til en by, at rentens størrelse er højere i 

byerne end i landdistrikterne, uden at det samtidig 

overvejes, hvorvidt den højere rente opvejes 

af et tilsvarende højere leveomkostningsniveau. 

Den omstændighed, at formue- og renteindtægtsnydernes 

andel af befolkningen er noget 

mindre i landdistrikterne end i byerne, kan 

dog også til en vis grad skyldes det forhold, at 

de i tabellen opførte tal, som foran anført, også 

omfatter hjemmeværende børn af de i de enkelte 

Hadsund, ca. 4.500 indb 

Ikast, ca. 4.200 indb 

Vejen, ca. 4.000 indb 

Skjern, ca. 3.800 indb 

Dronninglund, ca. 3.800 indb. . 

Det bemærkes, at Dronninglunds relativt høje 

tal, for så vidt angår landbrugsbefolkningen, 

formentlig hænger sammen med, at de anførte 

3800 indbyggere er fordelt på 3 mindre byer 

hver på ca. 1200 indbyggere, hvor landbrugsbefolkningens 

relative andel på forhånd må formodes 

at være større end i byer på ca. 4000 indbyggere. 

Når tabel 19 foran imidlertid læses med det 

forbehold, som følger af tallenes karakter af 

gennemsnitstal, synes man at kunne udlede følgende 

generelle træk: 

Bortset fra den fundamentale forskel i byernes 

og i landdistrikternes erhvervsfordeling, 

som består i forholdet mellem landbrugserhvervene 

og de øvrige, oplagt mere bymæssigt betonede 

erhverv som håndværk, handel, byggeri og 

administration, viser det sig, at den del af befolkningen, 

der lever af formue- og renteindtægter, 

gennemgående er noget større i byerne 

end på landet. Dette er så meget mere betegnende, 

som den aldersgruppe, der må formodes 

at være væsentligst repræsenteret blandt formue- 

og renteindtægtsnyderne, de over 65-årige, 

var nogenlunde ensartet repræsenteret på land 

og i by, men forholdet hænger til dels naturligt 

sammen med, at personer, der lever af renteindtægter 

(det være sig som rente af formue 

eller aldersog invaliderenteindtægter) erfaringsmæssigt 

vil foretrække at slå sig ned i en 

by, jfr. foran s. 50. For aldersog invaliderentenyderes 

vedkommende kan det yderligere være 

et ansporende moment i overvejelserne om flyterhverv 

beskæftigede. Da børnetallet er væsentlig 

større i landdistrikterne end i byerne, og 

da børnene ikke indgår med nogen større vægt 

i gruppen for formue- og renteindtægtsnydere, 

vil de øvrige erhvervsgruppers samlede forholdsmæssige 

andel af befolkningen alt andet 

lige blive større i landdistrikterne end i byerne, 

og formue- og renteindtægtsnydergruppens andel 

til gengæld blive mindre. 

Når man dernæst betragter erhvervsfordelingen 

i de bymæssige bebyggelser (d. v. s. forstæderne 

og stationsbyer o. 1.) i forhold til erhvervsfordelingen 

i hovedstad og købstæder, 

konstateres det, at tallene for erhvervsfordelingen 

i de bymæssige bebyggelser gennemgående 

ligger nogenlunde på linie med de tilsvarende 

tal for købstæderne, dog at de landbrugsprægede 

erhverv og byggeog anlægserhvervene 

samt - for stationsbyernes og de helt små forstæders 

vedkommende - formue- og renteindtægtsnyderne 

er noget stærkere repræsenteret i 

de bymæssige bebyggelser end i købstæderne. 

Dette forhold kan ikke siges at være overraskende. 

For landbrugserhvervenes vedkommende 

hænger det sammen med de bymæssige bebyggelsers 

struktur, som ofte vil være af en sådan 

karakter, at der inden for selve den bymæssige 

bebyggelses grænser er plads til gartneri og mindre 

landbrug*). Hertil kommer, at den omstæn- 

*) Det må også herved erindres, at den geografiske 

afgrænsning af købstæderne ligger fuldstændig 

klar, og at købstæderne som oftest vil være egentlig 

tætbebyggede inden for hele deres område, medens 

afgrænsningen af de bymæssige bebyggelser 

er mere flydende og ofte vil være draget således,

53 

dighed, at indbyggerne i en bymæssig bebyggelse 

gennemgående vil have kortere vej at tilbagelægge 

for at komme til egentlige landbrugsområder 

end indbyggerne i en købstad, gør det 

naturligt, at en relativt større del af de bymæssige 

bebyggelsers indbyggere lever af landbrug. 

Det er da også betegnende, at den del af befolkningen 

i de bymæssige bebyggelser, der lever 

af landbrug, er aftagende med bebyggelsens 

størrelse, idet tallene tydeligt viser, at det relative 

antal personer, der lever af landbrug m. v., 

bliver mindre, jo større bebyggelsen er. Også 

den omstændighed, at flere stationsbyer o. 1. 

er opstået omkring udprægede fiskerihavne 

(Hundested, Gilleleje, Tyborøn, Løkken, Hals, 

Hvide Sande, Hirtshals m. fl.), kan være en 

medvirkende årsag til, at den ved »landbrug, 

skovbrug, gartneri og fiskeri« beskæftigede andel 

af befolkningen i de bymæssige bebyggelser 

under eet er noget højere end i købstæderne, 

taget under eet. 

Det kan iøvrigt i denne forbindelse oplyses, 

at en opgørelse af de ved landbrug m. v. beskæftigedes 

andel af befolkningen i de bymæssige 

bebyggelser under eet henholdsvis i 1940 

og i 1950 viser en væsentlig nedgang i 1950 i 

forhold til 1940, medens til gengæld andelen 

af de ved administration og andre liberale erhverv 

beskæftigede samt formue- og renteindtægtsnydere 

i de bymæssige bebyggelser viser 

fremgang. 

Når byggeog anlægserhvervene er rigere 

repræsenteret i de bymæssige bebyggelser, hænger 

dette formentlig sammen med, at befolkningstilvæksten 

har været noget større i de bymæssige 

bebyggelser end i købstæderne*), idet 

en stærk befolkningstilvækst jo netop medfører 

en stærk byggeog anlægsvirksomhed. Forholdet 

kan måske også til en vis grad forklares 

med den omstændighed, at de personer, der udfører 

byggeri og anden anlægsvirksomhed i de 

rene landdistrikter, som ikke ligger i købstædernes 

umiddelbare opland, formentlig som oftest 

vil være bosat i en nærliggende stationsby 

og ikke i selve landdistriktet. 

Den omstændighed, at de to omtalte erhverv 

- landbrug m. v. og byggeog anlægserhvervene 

- er stærkere repræsenteret i de bymæssige 

at bebyggelsen omfatter bygninger, hvis beboere 

driver landbrug på tilgrænsende arealer, der ligger 

uden for grænsen, medens dette som oftest 

ikke vil være tilfældet for købstadgrænsens vedkommende. 

*) Jfr. foran s. 30 fi. 

bebyggelser end i købstæderne, vil efter sagens 

natur bevirke, at de øvrige erhvervs samlede 

andel af befolkningen bliver noget mindre i de 

bymæssige bebyggelser end i købstæderne, hvilket 

må tages i betragtning ved bedømmelsen af 

befolkningens forholdsmæssige fordeling på de 

øvrige erhverv i disses indbyrdes forhold. 

Når man derefter går over til specielt at betragte 

tallene for stationsbyer o. /., konstaterer 

man som ovenfor nævnt, at de i landbrugserhvervene 

beskæftigede udgør en forholdsvis 

større andel end i købstæderne, men også i forhold 

til købstædernes (og hovedstadens) forstæder 

er andelen noget større. Bygge- og anlægserhvervene 

er derimod nogenlunde ligeligt 

repræsenteret i stationsbyer og forstæder, og i 

begge disse bygrupper ligger dette erhvervs andel 

noget højere end i købstæderne. Andelen 

af de ved de »egentlige byerhverv«, håndværk 

og industri samt handel og omsætning, beskæftigede 

ligger noget højere i købstæderne (og i 

forstæderne) end i stationsbyerne, men derimod 

er transporterhvervene og de administrative og 

andre liberale erhverv nogenlunde ligeligt repræsenteret 

i købstæder og stationsbyer. 

Det er dog betegnende, at selv når man som 

i tabel 19 foran indskrænker sig til at undersøge 

erhvervsforholdene udelukkende i vedkommende 

bymæssige bebyggelse og ikke tager hensyn 

til erhvervsforholdene i de bebyggelsen omgivende 

landdistrikter indenfor vedkommende 

kommunes grænser, viser der sig at være en klar 

sammenhæng mellem bebyggelsens størrelse og 

erhvervsfordelingen i selve bebyggelsen. Det 

kan således konstateres, at de i landbrugserhvervene 

beskæftigedes andel af befolkningen er 

mindre, jo større stationsbyer, der er tale om, 

og dette gælder altså, selv når man som i tabellen 

foran nøjes med at undersøge de noget større 

stationsbyer, der har 1000 indbyggere og derover. 

I tilsvarende omfang viser det sig, at de 

typiske byerhverv, håndværk og industri, handel 

og omsætning og de liberale erhverv, alle 

viser en tydeligt stigende tendens med byens 

størrelse. 

Medens man på visse områder kan finde fælles 

træk i udvikling og struktur, for så vidt angår 

de større stationsbyer (med over 3500 indbyggere) 

sammenholdt med de større købstæder 

(med over 5000 indbyggere) og de mindre stationsbyer 

sammenholdt med de mindre købstæder, 

kan man på dette område ikke trække en så 

klar linie, jfr. tabel 20 på s. 54, hvor tallene 

vedrørende de mindre stationsbyer omfatter

54 

Tabel 20. Erhvervsfordelingen i større og mindre købstæder saml i større og mindre stationsbyer. 

samtlige stationsbyer med mellem 1000 og 3500 

indbyggere. 

Tabellen viser, at selv om der for visse erhvervs 

vedkommende kan drages paralleller 

på den ene side imellem de større stationsbyer 

og de større købstæder og på den anden side 

imellem de mindre byer i begge grupper, kan 

der næppe — når man sammenligner de enkelte 

kommunegruppers erhvervsfordeling ud fra en 

helhedsbetragtning — påvises nogen klar linie. 

Som et fremherskende træk ved stationsbyernes 

erhvervsfordeling kan iøvrigt fremhæves, 

at den del af stationsbyernes befolkning, der lever 

af formue- og renteindtægter, gennemgående 

er noget større end den tilsvarende befolkningsgruppe 

i købstæderne og i de samfund, 

der dannes af købstæderne med forstæder, men 

opdelingen af byerne i størrelsesgrupper viser, 

at denne befolkningsgruppes andel er noget 

større i de mindre købstæder og i de helt små 

stationsbyer end i de større købstæder og stationsbyer, 

og at antallet af formue- og renteindtægtsnydere 

er relativt størst i de små købstæder, 

medens det er lige stort i de større købstæder 

og de større stationsbyer. Disse tal harmonerer 

i og for sig godt med de foran anførte 

tal vedrørende aldersfordelingen henholdsvis i 

de mindre købstæder og stationsbyer og i de 

større købstæder og stationsbyer, som viste, at 

antallet af gamle (d. v. s. over 65-årige) var 

relativt større i den førstnævnte gruppe byer end 

i den sidstnævnte. 

Sammenfattende og i grove træk kan det om 

stationsbyernes erhvervsfordeling siges, at den 

ligger ret tæt opad købstædernes, og at den ligner 

købstædernes derved, at de forskelle i erhvervsfordelingen, 

som viser sig imellem de 

store og de små købstæder, til en vis grad går 

igen i forholdet mellem de store og de små stationsbyer. 

Går man dernæst over til at betragte erhvervsfordelingen 

i forstæderne, viser det sig, at antallet 

af personer, der lever af landbrug, ligger 

relativt højere end i købstæderne, men lavere 

end i stationsbyerne af tilsvarende størrelse, og 

til gengæld er antallet af personer, der lever af 

håndværk og industri, relativt højere i de forstæder, 

der har over 1000 indbyggere, end i noget 

andet bysamfund. Dette forhold har formentlig 

sin forklaring i den omstændighed, at mange 

af de større forstæder netop er opstået ved, at 

de i købstadens håndværk og industrier beskæftigede 

har deres bopæl i forstadskommuner. 

Mange blandt forstædernes befolkning, der er 

beskæftiget ved håndværk og industri, udøver 

ikke dette erhverv i forstaden, men derimod i 

købstaden, idet det viser sig, at der er et relativt 

langt større antal personer beskæftigede i 

håndværks- og industrivirksomheder i købstæderne 

end i forstæderne, jfr. nedenfor s. 57. 

Erhvervsfordelingen i de helt små forstæder 

(med under 1000 indbyggere) adskiller sig noget 

fra erhvervsfordelingen i de større forstæder. 

Det viser sig således, at det relative antal 

beskæftigede i håndværks- og industrierhvervene 

ligger noget lavere i de mindre forstæder 

end i de større, medens på den anden side antallet 

af personer, der er beskæftiget i transportog 

administrationserhvervene, samt formue- og 

renteindtægtsnyderne relativt ligger noget højere 

i de helt små forstæder. Disse forskelle kan 

måske til en vis grad føres tilbage til, at de 

større forstæder i højere grad har karakter af

55 

selvstændige bysamfund i forhold til de mindre 

forstæder, der vel almindeligvis vil have karakter 

af beboelseskvarterer i det bysamfund, der 

udgøres af købstaden og de med denne sammenbyggede 

forstadsbebyggelser. 

Transporterhvervene er i et noget mindre omfang 

repræsenteret i de større forstæder end i 

købstæderne og i stationsbyerne, hvilket formentlig 

hænger sammen med, at kommunikationsmidlernes 

faste udgangspunkter som regel 

vil være i købstadens eller stationsbyens centrum 

og ikke i forstæderne. 

Når antallet af formue- og renteindtægtsnydere 

relativt ligger noget lavere i de forstæder, der 

har over 1000 indbyggere, end i købstæderne 

og stationsbyerne, medens antallet ligger meget 

højt i de helt små forstæder, forklares dette 

formentlig væsentligst af aldersfordelingstallene, 

jfr. foran s. 49. 

I tabel 19 foran har man angivet erhvervsfordelingen 

på den ene side i samtlige købstæder og 

på den anden side i samtlige forstæder. For at 

belyse erhvervsfordelingen i de bysamfund, der 

udgøres af de enkelte købstæder med disses forstadsbebyggelser, 

og herunder navnlig forholdet 

mellem erhvervsfordelingen i selve købstaden 

og i forstæderne har man i bilag 8 opstillet 

en oversigt over erhvervsfordelingen i en række 

købstæder og i disses forstæder. Oversigten viser, 

at forholdene ligger væsentlig forskelligt 

i de forskellige bysamfund, beroende på de 

enkelte bysamfunds geografiske og erhvervsøkonomiske 

struktur. Til oversigten skal bemærkes: 

Landbrugserhvervene er - naturligt nok - 

stærkere repræsenteret i forstad end i købstad, 

men de ved landbrugserhvervene beskæftigedes 

andel af forstædernes befolkning svinger ret 

stærkt fra 4,1 % i Århus's forstæder til 21,6 % 

i Slagelses forstad. 

Håndværks- og industrierhvervene er gennemgående 

noget kraftigere repræsenteret i mange 

af forstæderne, medens forholdet ligger omvendt 

i typiske industribyer som Næstved, Vejle, 

Helsingør og Ålborg. I de to sidste byområder 

er handel og omsætning samt administration og 

andre liberale erhverv til gengæld relativt kraftigere 

repræsenteret i forstæderne end i selve 

købstaden. 

Bygge- og anlægserhvervene er - i overensstemmelse 

med det foran side 53 anførte om 

sammenhængen mellem den stedfundne befolkningstilvækst 

i de forskellige bygrupper og 

byggeog anlægserhvervenes relative andel i 

disse bygruppers befolkning - noget kraftigere 

repræsenteret i forstæderne end i moderbyen, 

men forskellen i de enkelte bysamfund er som 

regel ikke stor, hvilket formentlig hænger sammen 

med, at den byggeog anlægsvirksomhed, 

som har været en følge af den stærke befolkningstilvækst 

i forstæderne, ofte er varetaget af 

firmaer, der hører hjemme i og beskæftiger personer, 

der er bosat i købstaden. 

Handels- og omsætningserhvervene er gennemgående 

noget kraftigere repræsenteret i moderbyen 

end i forstæderne, men på dette punkt 

er der ret store variationer fra by til by. 

Også transporterhvervenes repræsentation er 

noget kraftigere i moderbyerne. I Sorø, hvor 

byens jernbanestation er beliggende i forstadskommunen, 

er transporterhvervene dog stærkere 

repræsenteret i forstaden end i moderbyen. 

De liberale erhverv er tydeligt kraftigere repræsenteret 

i moderbyerne, medens det relative 

antal af formue- og renteindtægtsnydere gennemgående 

ligger nogenlunde på linie i moderby 

og forstad. 

Med hensyn til hovedstadens forstæder kan 

det i grove træk siges, at der også for hovedstadsområdets 

vedkommende kan konstateres 

visse forskelle mellem moderbyens og forstædernes 

erhvervsfordeling omend i mindre udtalt 

grad. Ligesom i provinsen er den ved landbrug 

m. v. beskæftigede del af befolkningen - 

naturligt nok - væsentligt større i forstæderne 

end i moderbyen, men medens der for købstædernes 

vedkommende forekom ret væsentlige 

forskelle mellem moderby og forstæder med 

hensyn til det relative antal beskæftigede i 

håndværks- og industrierhvervene, i transporterhvervene 

og i de liberale erhverv, viser det sig, 

at disse erhvervs repræsentation ligger nogenlunde 

ensartet i hovedstaden og i dennes forstæder. 

På den anden side viser det sig, at antallet 

af de i byggeog anlægserhvervene beskæftigede 

samt formue- og renteindtægtsnyderne, der 

lå nogenlunde ensartet i købstæderne og i disses 

forstæder, ligger noget mere forskelligt i 

hovedstadsområdet, hvor byggeog anlægserhvervene 

er kraftigere repræsenteret i forstæderne 

end i moderbyen, medens til gengæld 

formue- og renteindtægtsnyderne er væsentlig 

stærkere repræsenteret i hovedstaden end i forstæderne, 

hvilket må ses i forbindelse med den 

forskellige aldersfordeling i de to områder. 

Disse forskelle mellem erhvervsfordelingen 

i hovedstadsområdet og i købstæderne og disses 

forstæder hænger formentlig til dels sammen 

med de for hovedstadsområdet særlige forhold,

56 

herunder især forstædernes stærke vækst og 

store udstrækning. 

Da der ved opgørelsen af antallet af beskæftigede 

i de enkelte erhvervsgrupper i tabellerne 

foran også er medregnet hustruer, hjemmeværende 

børn o. lign., er det klart, at visse af de 

påviste forskelle vedrørende erhvervsfordelingen 

i de forskellige områder kan skyldes, at 

familiernes børneantal kan variere i de enkelte 

erhvervsgrupper, jfr. f. eks. om forskellene med 

hensyn til antallet af formue- og renteindtægtsnydere 

foran s. 52. Også den omstændighed, at 

de enkelte husstande gennemgående er noget 

større hos landbrugsbefolkningen, kan bevirke 

en forrykkelse af det billede, som tallene foran 

har givet, jfr. tabel 21. 

Tabel 21. Husstandenes gennemsnitlige størrelse i 

kommuner med større og mindre landbrugsbefolkning 

1950. 

Ved læsningen af tabellerne om erhvervsfordelingen 

foran må det endvidere erindres, at tabellerne 

blot giver et indtryk af, i hvilket omfang 

befolkningen er repræsenteret i de forskellige 

erhvervsgrupper, hvorimod tabellerne ikke 

giver noget indtryk af de enkelte personers - 

eller husstandes - arbejdsmæssige stilling i den 

pågældende erhvervsgruppe. I hele billedet af 

befolkningens erhvervsfordeling i de forskellige 

kommunegrupper vil det naturligvis være et 

væsentligt træk, i hvilket omfang den enkelte 

udøver erhvervet som selvstændig erhvervsdrivende 

eller som arbejder, funktionær el. 1. Tabellerne 

om erhvervsfordelingen i de forskellige 

områdegrupper må derfor suppleres med tabel 

22. 

Det fremgår af tabellen, at antallet af husstande, 

hvor overhovedet er arbejder, funktionær 

eller tjenestemand, relativt er noget større 

i de større bysamfund end i de mindre, medens 

omvendt antallet af husstande, hvis overhoved 

er selvstændig erhvervsdrivende, relativt ligger 

noget højere i de små bysamfund end i de større. 

Når man sammenholder de større stationsbyer 

med de købstæder, der har under 5000 

indbyggere, viser det sig, at funktionær- og arbejderstanden 

er relativt størst i stationsbyerne. 

I forbindelse med undersøgelsen af befolkningens 

fordeling efter den arbejdsmæssige stilling 

kunne det være ønskeligt at foretage en 

undersøgelse af, hvorvidt der med hensyn til beskæftigelsens 

eller arbejdsledighedens omfang 

måtte være forskelle for de forskellige bygrupper. 

Det viser sig imidlertid, at det — rent bortset 

fra spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet 

i denne henseende vil kunne drages generelle 

slutninger på grundlag af en undersøgelse 

af antallet af ledige i de enkelte byer — ikke er 

muligt på grundlag af det foreliggende oplysningsmateriale 

at foretage en blot nogenlunde 

nøjagtig og sikker undersøgelse af de omhandlede 

spørgsmål specielt med henblik på påvisningen 

af eventuelle forskelle mellem købstæder 

og stationsbyer i så henseende.

57 

Som foran s. 53 anført er der i perioden 

1940-50 sket en ret betydelig nedgang i de ved 

landbrug m. v. beskæftigedes andel af befolkningen 

i de bymæssige bebyggelser. Denne ændring 

er imidlertid udslag af en almindelig tendens 

i hele landets erhvervsforhold, hvorefter 

beskæftigelsen i byerhvervene er gået stærkt 

frem på landbrugserhvervenes bekostning. Efter 

de undersøgelser, der er foretaget af Arbejdsmarkedskommissionen 

i forbindelse med undersøgelsen 

af de store årganges problemer, kan 

denne udvikling forventes at fortsætte også i de 

kommende år omend i et noget mere begrænset 

omfang end tidligere (jfr. kommissionens betænkning 

(nr. 143-1956), De store fødselsårgange, 

s. 35 ff.). Den omstændighed, at de 

store årgange i de kommende år vil komme op 

i de »produktive« aldersklasser, og at den deraf 

nødvendiggjorte forøgelse af beskæftigelsens 

samlede omfang især må forventes at ville falde 

på byerhvervene, kan naturligvis ikke undgå at 

få indflydelse på den fremtidige udvikling af 

og i byerne, dels således at fremtidig en større 

andel af befolkningen vil være bosat i byerne, 

hvis hidtidige vækst altså vil fortsætte, dels således 

at de ved landbruget beskæftigedes andel 

af befolkningen i de bymæssige bebyggelser 

fortsat vil være faldende. 

b. Erhvervsvirksomhedernes art og 

antal m.v. 

De ovenfor anførte tal har alene kunnet give 

et indtryk af erhvervsfordelingen hos de befolkningsgrupper, 

der er bosat i de forskellige arter 

af byer, og selvom disse tal er et meget væsentligt 

grundlag for bedømmelsen af erhvervs- og 

næringslivets forhold i de forskellige grupper 

af byer, er det klart, at de langtfra kan give et 

fuldstændigt billede i så henseende, idet tallene 

måtte suppleres med oplysninger om, i hvilket 

omfang den bosiddende befolkning har sit erhverv 

i samme by, om arten og antallet af de 

virksomheder, hvorfra erhvervene udøves, etc. 

I forbindelse med den gennemgribende undersøgelse 

af Danmarks erhvervsforhold, som 

blev foretaget på grundlag af tallene fra erhvervstællingen 

i 1948, er der også på enkelte 

områder foretaget særskilt udskillelse af materialet 

vedrørende forstadsbebyggelser og stationsbyer. 

Idet man iøvrigt henviser til disse 

undersøgelser, som er offentliggjort i Statistisk 

Tabelværk, 5. række, Litra A nr. 24, skal man 

indskrænke sig til her at fremhæve enkelte 

forhold. 

/ tabel 23 er der givet forskellige oplysninger 

om håndværks- og industrivirksomheder i de 

forskellige områder. 

Tabel 23. Antal håndværks- og industrivirksomheder 

samt disses samlede personel og antal hestekræfter pr. 


A , Antal 

. , Ant l i , Personel hestevirksomheder 

kræfter') 

Hovedstaden 23,08 271,38 350 

Hovedstadens forstæder 22,47 178,45 295 

Købstæder m. v 30,53 238,48 442 

Købstædernes forstæder 21,25 136,87 621 

Stationsbyer o. 1.**) ... 29,34 120,19 249 

Landdistrikter 21,99 63,60 177 

Hele landet 25,28 169,31 313 

*) Bortset fra elektricitetsværker. 

**) Stationsbyer med over ca. 800 indbyggere. 

Det fremgår af tabellen, at antallet af håndværks- 

og industrivirksomheder forholdsmæssigt 

ligger nogenlunde på linie i købstæder og 

stationsbyer, medens det i købstædernes forstæder 

ligger lavere end noget andet sted. Men samtidig 

fremgår det, at virksomhederne gennemgående 

er større i købstæderne end i stationsbyer 

og forstæder. Når det foran s. 54 er påvist, 

at det relative antal beskæftigede i håndværks- 

og industrierhvervene gennemgående 

ligger noget højere i forstadsbebyggelser end i 

købstæder, navnlig i de mindre forstadsbebyggelser, 

skyldes det altså, at en væsentlig del af 

det personel, der er beskæftiget i købstædernes 

håndværks- og industrivirksomheder, er bosat i 

forstæderne. 

Den relativt store maskinkraft i købstædernes 

forstæder forklares ved, at mange af provin- 

Tabel 24. Håndværks- og industrivirksomheder i de forskellige by grupper fordelt efter antallet af 

arbejdere. Procentvis fordeling. 

A rl -k»;,W». ° 1-5 6-20 21-100 over 100 lait 

Antal arbejdere. pa pa pa pa pa pa 

Hovedstaden m. forstæder 37,9 43,4 12,8 4,8 1,1 100 

Købstæder m. forstæder 38,0 46,2 11,9 3,3 0,6 100 

Stationsbyer o. 1.*) 44,6 46,4 7,3 1,6 0,1 100 

Landdistrikter 54,0 40,6 4,5 0,8 0,1 100 

Hele landet 43,4 44,0 9,4 2,7 0,5 100 

*) Stationsbyer med over 800 indbyggere.

58 

sens store virksomheder, især inden for sten-, 

ler- og glasindustrien samt maskinfremstillingsindustrien, 

netop er placeret i forstæder. 

At der gennemgående er tale om mindre 

håndværks- og industrivirksomheder med noget 

færre beskæftigede i stationsbyerne end i købstæderne 

fremgår af tabel 24 pi s. 57. 

Det kan i denne forbindelse bemærkes, at en 

særlig oversigt i det fornævnte tabelværk vedrørende 

erhvervstællingen 1948, der belyser, hvorledes 

håndværks- og industrivirksomhederne i 

de forskellige bygrupper fordeler sig efter oprettelsesår, 

viser, at gennemsnitligt 57,2 % af de 

i 1948 bestående håndværks- og industrivirksomheder 

i stationsbyerne er oprettet før 1932, 

medens det tilsvarende tal for købstædernes 

vedkommende kun var 52,3 %. Det synes dog 

ikke muligt at sige, om dette forhold skal ses 

som udtryk for, at de i stationsbyerne oprettede 

industrielle virksomheder har vist sig mere stabile 

end de i købstæderne oprettede, eller om 

tallene er et bevis for, at udviklingen har medført, 

at industrivirksomhederne i de senere år 

i højere grad er blevet placeret i købstæderne 

(med forstæder) end i stationsbyerne. 

Det viser sig endvidere, at antallet af mindre 

virksomheder (med indtil 20 arbejdere), der 

er oprettet før 1924, forholdsmæssigt er væsentligt 

større i stationsbyerne end i købstæderne 

og disses forstæder, medens omvendt antallet 

af større virksomheder (med mellem 21 og 100 

arbejdere), der er oprettet før 1924, er noget 

større i købstæderne (med forstæder) end i stationsbyerne, 

hvor der især synes at være sket en 

stærk udvikling på dette område i årene 

1932-39. 

Til belysning af handelsog omsætningsvirksombeders 

fordeling i de forskellige bygrupper 

har man anført tabel 25. 

Tabellen viser, at det samlede antal af virksomheder 

af denne art ligger væsentligt lavere 

i stationsbyerne end i købstæderne. Der findes således 

et væsentligt lavere antal detailforretninger 

i stationsbyerne end i købstæderne, men dog 

flere end i forstæderne**). Antallet af en grosvirksomheder 

i stationsbyerne er meget lavt. Den 

væsentligste del af de en gros-virksomheder, 

som overhovedet findes i stationsbyerne, er virksomheder, 

der beskæftiger sig med salg af fisk, 

og i et vist omfang virksomheder, der har tilknytning 

til landbrugserhvervene (korn, foderstoffer, 

elektriske artikler samt frugt og grøntsager). 

Det må ved læsningen af de ovenfor anførte 

tabeller vedrørende virksomhederne i de forskellige 

bygrupper haves stærkt i erindring, at 

tallene kun er gennemsnitstal, der dækker over 

store forskelligheder. En opdeling efter størrelse 

inden for de forskellige bygrupper ville formentlig 

give et noget mere nuanceret billede. 

Da det samlede antal af erhvervsvirksomheder 

imidlertid er forholdsvis lavt, vil en opdeling i 

grupper efter størrelsen i hvert fald for de bymæssige 

bebyggelsers vedkommende medføre, 

at det talmæssige grundlag for at foretage gen- 

Tabel 25. Handelsvirksomheder fordelt efter art i de forskellige bygrupper. 

Antal pr. 1000 indbyggere. 

En gros 

Hovedstaden 3,86 

Hovedstadens forstæder 0,71 

Købstæder m. v 2,93 

Købstædernes forstæder 0,90 

Stationsbyer o. 1.*) 0,71 

Landdistrikter 0,24 

*) Stationsbyer med over 800 indbyggere. 

**) I den af boligministeriets udvalg vedrørende kollektive 

anlæg afgivne betænkning (nr. 57, 1954) 

findes en oversigt over antallet af detailforretninger 

i de forskellige brancher. Det fremgår heraf, 

at antallet af husstande pr. butik er nogenlunde 

ensartet i købstæderne og i stationsbyerne (henholdsvis 

12 og 13), medens antallet er væsentlig 

højere i hovedstadens og købstædernes forstæder 

(hhv. 2 3 og 21). Oversigten giver iøvrigt et indtryk 

af, at fordelingen af butikkerne på de forskellige 

brancher er noget mere differentieret i købstæderne 

ikke blot i forhold til forstæderne, men også 

Agenturer 

0,88 

0,46 

1,16 

0,73 

1,50 

0,75 

Detail 

15,60 

11,23 

17,64 

9,58 

12,57 

8,04 

Hoteller, restauranter 

2,13 

2,03 

2,86 

1,06 

2,20 

1,38 

lait 

22,47 

14,43 

24,59 

12,27 

16,98 

10,41 

i forhold til stationsbyerne, hvor antallet af husstande 

pr. butik i visse brancher er væsentligt 

større end i købstæderne. Dette gælder således 

butikker i fødevarebranchen (kød m. v., frugt 

m. v., konfekturer m. v.) samt de mere typiske 

specialforretninger (aviser, blomster, indbo samt 

damelingeri og -konfektion og tobak m.v.). På 

den anden side er antallet af husstande pr. butik i 

korn-, foderstof-, frø- og grovvarebranchen væsentligt 

mindre i stationsbyerne end i købstæderne 

(hhv. 419 mod 1290). Det må dog bemærkes, 

at tallene for købstæderne her omfatter samtlige 

købstæder uanset størrelsen.

59 

nemsnitsberegninger for de enkelte grupper vil 

blive formindsket i en sådan grad, at gennemsnitstallet 

fuldstændig vil have mistet værdien 

som udtryk for det typiske. 

c. Stedet for erhvervets udøvelse. 

I det foregående har man alene givet en beskrivelse 

dels af erhvervsfordelingen hos den i 

de enkelte områder bosatte befolkning, dels af 

erhvervsvirksomhedernes antal og karakter i de 

samme områder. Billedet ville blive noget mere 

fuldkomment, såfremt det var muligt at beskrive, 

i hvilket omfang den i hvert område bosatte 

befolkning er beskæftiget inden for området. 

Det er ganske vist foran påvist, hvorledes en 

væsentlig del af den i forstadskommunerne bosatte 

befolkning, der er beskæftiget i håndværksog 

industrierhvervene, udøver dette erhverv i 

den nærliggende købstad, og der er da heller 

ikke tvivl om, at lignende forhold gør sig gældende, 

også for så vidt angår forstædernes beboere, 

der er beskæftiget i andre erhverv. Det 

kunne derfor være ønskeligt at søge disse forhold 

noget nærmere belyst gennem statistiske 

opgørelser. Det viser sig imidlertid, at der ikke 

er foretaget samlede opgørelser over, hvor stor 

en del af de enkelte byers befolkning, der udøver 

erhvervet i selve byen, eller omvendt opgørelser 

over, hvor de i de enkelte byer beskæftigede 

eller erhvervsudøvende er bosat. De foreliggende 

oplysninger vedrørende antallet af de 

enkelte kommuners erhvervsskatteydere giver ej 

heller nogen egentlig vejledning, dels fordi der 

ikke foreligger samlede opgørelser over, hvor de 

til en kommune erhvervsskattepligtige skatteydere 

har deres opholdskommune, dels fordi antallet 

af erhvervsskatteydere til en kommune - 

på grund af de relativt høje indtægtsgrænser for 

erhvervsskattepligtens indtræden - kun repræsenterer 

et begrænset udsnit af de personer, der 

med bopæl andetsteds har deres erhverv i vedkommende 

kommune. 

D. DE FASTE EJENDOMME 

a. Bebyggelsens udstrækning og karakter, 

ejendommenes værdi. 

Medens der foreligger opgørelser over de enkelte 

kommuners areal, er der ikke foretaget 

samlede opgørelser over størrelsen af det areal, 

der i de enkelte kommuner med bymæssig bebyggelse 

anses for at høre til den bymæssige bebyggelse. 

Det er derfor ikke muligt at foretage 

nogen talmæssig sammenligning mellem købstæderne 

og de bymæssige bebyggelser med hensyn 

til det bebyggede areals udstrækning. Der kan 

dog ikke være tvivl om, at bebyggelsen i købstæderne 

gennemgående er højere og noget 

mere tæt end i de bymæssige bebyggelser, hvor 

det især for forstadsbebyggelsernes vedkommende 

gælder, at bebyggelsen almindeligvis består 

af ikke-sammenbyggede eenfamilieshuse, således 

at det tør formodes, at det bymæssigt bebyggede 

areal i forhold til folketallet er af noget større 

udstrækning i de bymæssige bebyggelser end i 

købstæderne*). Dette forhold har naturligvis 

indflydelse på de krav, der må stilles til vej- og 

kloakanlæg samt til vandforsyningsanlæg m. v. 

henholdsvis i de bymæssige kommuner og i købstadkommunerne. 

Det kunne være ønskeligt at foretage en statistisk 

undersøgelse af bebyggelsens fordeling 

på de forskellige arter af ejendomme i de bymæssige 

bebyggelser med henblik på en sammenligning 

med forholdene i købstæderne. Medens 

der for hovedstadsområdet, købstæderne 

og disses forstæder foreligger temmelig detaillerede, 

samlede opgørelser over ejendommenes 

antal, bygningernes karakter og værdi m. v. på 

grundlag af vurderingerne til grundskyld og 

ejendomsskyld pr. 1. oktober 1950 (Statistisk 

tabelværk, 5. række, Litra E nr. 23), foreligger 

der ikke lignende samlede opgørelser med hensyn 

til stationsbyer o. 1.**). 

Derimod foreligger der ret detaillerede oplysninger 

også for de bymæssige bebyggelsers 

vedkommende om forskellige forhold i forbindelse 

med de hvert år stedfindende ejendomssalg. 

Blandt de foreliggende oplysninger vedrørende 

1954, der er offentliggjort i Statistiske 

Tabel 26. Forholdet mellem vurderingssum pr. 1. 

oktober 1950 og købesum for beboelsesejendomme, 

der er solgt i 1953 og 1954. 

Købesum højere end 

vurderingssum i pct. 

1953 1954 

Hovedstaden 27,3 34,3 

Købstæder m. v 44,6 48,0 

Bymæssige bebyggelser***) 54,1 59,3 

Landdistrikter 70,4 77,2 

***) D.v.s. stationsbyer og forstæder m. over 1500 

indbyggere. 

*) Jfr. foran s. 44-45 om antallet af indbyggere 

pr. ha henholdsvis i købstadkommunerne og i 

de bymæssige kommuner samt nedenfor s. 61 om 

bebyggelsens karakter. 

**) Der foreligger dog oplysninger om det i de senere 

år stedfundne byggeri (udtrykt i m 2 ) fordelt på 

de forskellige arter af bygninger. Herom henvises 

til s. 78-79 nedenfor.

60 

Meddelelser, 4. række, 163. bind, 2. hæfte, er 

der anledning til at fremhæve en undersøgelse 

af forholdet mellem de faste ejendommes vurderingssum 

og salgssummerne. Det viser sig 

her, at salgssummerne gennemgående ligger noget 

højere i forhold til vurderingssummerne i 

de bymæssige bebyggelser end i købstæderne, 

jfr. tabel 26. 

Det er dog ikke muligt at sige noget om, i 

hvilket omfang forskellene for de enkelte områdegrupper 

kan føres tilbage til reelle forskelle 

i vurderingsniveauet i de forskellige områder, 

og det må bemærkes, at de omhandlede tal er 

gennemsnitstal, der dækker over vidt forskellige 

tal for de enkelte amter og byer. Hertil kommer 

yderligere, at forholdet mellem salgssum 

og vurderingssum viser sig at være af forskellig 

størrelse for de forskellige arter af ejendomme, 

bl. a. således at forskellen er større, for så vidt 

angår eenfamilies-ej en domme, end for ejendomme 

med flere lejligheder. En vis del af forskellen 

i tallene for de enkelte områder kan derfor 

føres tilbage til forskelle med hensyn til arten 

og antallet af de omsatte ejendomme. Der synes 

dog at være noget, der tyder på, at den større 

spændvidde imellem salgssum og vurderingssum, 

som kan konstateres for de bymæssige bebyggelsers 

vedkommende i forhold til hovedstaden 

og købstæderne, dækker over en vis realitet, 

for så vidt som det viser sig, at prisstigningerne 

på faste ejendomme i de senere 

år har været noget stærkere i de bymæssige bebyggelser 

end noget andet sted, jfr. tabel 27. 

Tabel 27. Index for salgssummen pr. 1000 kr. 

vurderingssum for beboelsesejendomme. 1949 ~ 100. 

1951 1952 1953 1954 

Hovedstaden Ill 111 113 117 

Købstæderne m. v 109 109 110 112 

Bymæssige bebyggelser 113 118 121 126 

Landdistrikter 110 111 112 115 

Det fremgår af tabel 27, at medens prisstigningen 

for beboelsesejendomme i hovedstaden, 

købstæder og landdistrikter i årene 1951-54 

har været forholdsvis ringe, har priserne på de 

faste ejendomme i de bymæssfge bebyggelser 

været væsentligt stærkere stigende i hele pe- ; o- 

den. Dette forhold hænger måske sammen med 

den noget stærkere tilvækst til de bymæssige bebyggelser 

i den omhandlede periode, jfr. foran 

s. 38, der har bevirket en kraftigere efterspørgsel 

efter beboelsesejendomme. Også den omstændighed, 

at en relativt væsentlig større del 

af de i de bymæssige bebyggelser omsatte ejendomme 

er eenfamilies-ej en domme, i forbindelse 

med det forhold, at flytningshyppigheden er noget 

større i de bymæssige bebyggelser end i de 

andre byer, jfr. foran s. 48, kan have indflydelse 

på udviklingen med hensyn til priserne på 

beboelsesejendomme, idet det er givet, at det 

årlige antal af ejendomssalg er relativt væsentlig 

højere i de bymæssige bebyggelser end andetsteds, 


Tabel 28. Antal salg af beboelsesejendomme og 

blandede beboelses- og forretningsejendomme i 1951-54 

pr. 1000 indbyggere (i 1950). 

Antal salg Indb. 

A T\^ 

1951-1954 1950 

P [ n db ' 

Hovedstaden 6.012 975.000 6,17 

Købstæder m. v 20.925 1.130.000 18,52 

Bymæssige bebyggelser 16.005 455.000 35,18 

Landdistrikter 25.730 1.721.000 14,95 

For 1954 er der foretaget en særlig opgørelse 

over de omsatte beboelsesejendommes lejlighedsantal. 

Det fremgår af denne opgørelse, at antallet 

af omsatte eenfamilies-ej endomme relativt 

er væsentligt større i de bymæssige bebyggelser 

end i købstæderne, jfr. tabel 29, hvilket igen 

hænger sammen med, at eenfamilies-huse er 

mere almindelige i de bymæssige bebyggelser 

end i andre byer. 

b. Bolig- og huslejeforhold. 

I forbindelse med folketællingen i 1950 blev 

der - ligesom i tidligere folketællingsår - af 

Det statistiske Departement foretaget en gennemgribende 

undersøgelse af bolig- og huslejeforholdene 

i byerne, herunder forstæder og stationsbyer 

o. 1. Undersøgelsens resultater er offentliggjort 

i Statistiske Meddelelser, 4. række, 

149. bind, 3. hæfte, hvor der gives oversigter 

med kommentarer vedrørende forskellige husleie- 

og boligforhold henholdsvis i hovedstaden

og dennes forstæder og i købstæderne (opdelt 

efter størrelse), i disses forstæder samt i stationsbyer 

o. 1. med mere end 1000 indbyggere. 

Det statistiske Departement har imidlertid ikke 

foretaget nogen opdeling af stationsbyer i de 

forskellige størrelsesgrupper, og selvom det 

kunne være af værdi at undersøge, i hvilket omfang 

der i almindelighed kan drages paralleller 

imellem købstæderne og stationsbyerne i de forskellige 

størrelsesgrupper på disse områder, har 

udvalget dog ikke ment at burde lade iværksætte 

yderligere undersøgelser udover det foreliggende, 

offentliggjorte materiale. Man skal derfor 

indskrænke sig til at henvise til den nævnte 

publikation, hvorfra den væsentligste del af de 

i det følgende anførte tabeller og oversigter er 

hentet. 

En fordeling af de i hver by værende lejligheder 

efter vedkommende ejendoms art viser, 

at der er en ret væsentlig forskel imellem købstæderne 

og de bymæssige bebyggelser, for så 

vidt angår lejlighedernes karakter, jfr. tabel 30. 

Tabellen bekræfter tydeligt det almindelige 

indtryk af, at bebyggelsen i de bymæssige bebyggelser 

gennemgående har en anden karakter 

end i købstæderne, idet den lave villabebyggelse 

spiller en langt større rolle i de bymæssige 

bebyggelser, og selv om begrebet »For- og baghuse« 

i et vist omfang indbefatter lave bebyggelser 

af villa-agtig karakter, er den væsentligste 

del af disse ejendomme dog etageejendomme, 

således at der under alle omstændigheder bliver 

forskel imellem købstæderne og de bymæssige 

bebyggelser på dette punkt. Det er iøvrigt betegnende, 

at antallet af villalejligheder er relativt 

større i købstædernes forstæder end i hovedstadens 

forstæder og stationsbyerne. 

Den nævnte fordeling af lejlighederne efter 

ejendommenes art afspejler sig iøvrigt også i 

tallene vedrørende den del af de forskellige bygruppers 

lejligheder, der er beboet af ejeren 

selv, jfr. tabel 31. 

Tabel 31. Lejlighederne fordelt efter ejerforholdet. 

Beboede af 

Andre lejejeren 

Udlejede ligheder*) lak 

pct. pct. pct. pct. 

Hovedstaden .... 8,8 81,8 9,4 100 

Hovedstadens 

forstæder 38,3 53,1 8,6 100 

Købstæder m. v. 27,6 61,2 11,2 100 


forstæder 52,1 40,8 7,1 100 

Stationsbyer o. 1. 49,2 42,4 5,6 100 

*) D.v.s. andelslejligheder, ubeboede lejligheder samt 

lejligheder i sommerhuse og barakker. 

Også for så vidt angår lejlighedernes størrelse, 

er der en ret betydelig forskel imellem købstæderne 

og de bymæssige bebyggelser, hvilket 

formentlig også tildels hænger sammen med, at 

en væsentlig større del af lejlighederne i de bymæssige 

bebyggelser er villalejligheder og dermed 

gennemgående større lejligheder end i 

etagehuse. Købstædernes forstæder ligger dog 

i denne henseende noget nærmere ved købstæderne, 


Tabellen viser, at medens det relative antal 

af 3-værelsers lejligheder ligger nogenlunde ensartet 

i alle bygrupper, er der gennemgående 

langt færre mindre lejligheder og flere større 

lejligheder i de bymæssige bebyggelser end i 

købstæderne, dog således at forstæderne i denne 

henseende i højere grad end stationsbyerne nær-

62 

mer sig købstæderne. På dette felt som på flere 

andre viser det sig iøvrigt, at tallene for de 

større stationsbyer ligger nærmere ved tallene 

for købstæderne end de mindre stationsbyers tal, 

jfr. tabellen, hvor der af hensyn til sammenligningen 

specielt er anført tallene for de større 

stationsbyer (d. v. s. m. over 2000 indb.) og 

de mindre købstæder (d. v. s. m. under 10.000 

indb.), hvis tal ligger ret tæt op ad hinanden, 

dog at lejlighederne i de bymæssige bebyggelser 

stadig gennemgående er større end i købstæderne. 

Med hensyn til lejlighedernes udstyr med moderne 

bekvemmeligheder står de bymæssige bebyggelser 

i denne henseende noget tilbage for 

købstæderne og især for hovedstaden. Medens 

antallet af lejligheder, der har indlagt lys, er 

nogenlunde ensartet i alle grupper af byer, viser 

det sig nemlig, at antallet af lejligheder med 

gas, w. c, bad, centralvarme og varmt vand ligger 

væsentlig lavere i stationsbyer o. 1. end i 

hovedstaden, købstæderne og disses forstæder*). 

Med hensyn til antallet af beboere pr. lejlighed 

viser det sig, at der her er nogen forskel 

mellem på den ene side forstadsbebyggelser og 

på den anden side stationsbyer o. 1. og købstæderne, 

hvilke sidste bygrupper til gengæld ligger 

ret tæt op ad hinanden. Det er klart, at 

man ved sammenligning af beboerantallet pr. 

lejlighed i de forskellige bygrupper må tage 

hensyn til afvigelserne med hensyn til de pågældende 

bygruppers fordeling af lejligheder 

af forskellig størrelse. I tabel 33 har man foretaget 

en opstilling over beboerantallet pr. lejlighed 

i de forskellige bygrupper, beregnet under 

forudsætning af en ensartet lejlighedsfordeling 

i de forskellige bygrupper. 

Tabel 33. Antal beboere pr. lejlighed 

(Standardgennemsnit). 



Købstæder m. v. m. under 5.000 indbyggere... 2,82 

Købstæder m. v. m. over 5.000 indbyggere .... 3,04 

Købstædernes forstæder 3,12 

Stationsbyer m. 3.500 indbyggere og derover.. 3,02 

Stationsbyer m. 2.OOO-3.5OO indbyggere 2,97 

Stationsbyer m. 1.000-2.000 indbyggere 2,96 

Samtlige stationsbyer m. over 1.000 indbyggere 2,98 

*) Den omstændighed, at kun ca. 59 % af stationsbyernes 

lejligheder har indlagt w.c. (mod 68 % 

i købstædernes forstæder og ca. 80 % i købstæderne 

og hovedstadens forstæder), må give 

et fingerpeg om, at de bymæssige kommuner i 

fremtiden vil kunne forvente relativt større udgifter 

til kloakering end købstæderne. 

Lejlighederne i forstadsbebyggelserne er således 

noget tættere beboede end noget andet 

sted, hvilket formentlig tildels hænger sammen 

med, at det relative antal af familier med børn 

er noget højere i forstæderne end i de øvrige 

bygrupper. Det viser sig endvidere, at der også 

på dette område til en vis grad kan drages en 

parallel imellem på den ene side de store stationsbyer 

og de store købstæder og på den anden 

side de små stationsbyer og de små købstæder. 

Når man ønsker at sammenligne det almindelige 

huslejeniveau i de forskellige bygrupper, 

støder man på den vanskelighed, at det er umuligt 

helt at eliminere de forskelle, der hænger 

sammen med forskellene i lejlighedernes størrelsesmæssige 

fordeling i de forskellige bygrupper 

og forskellene i deres udstyr og areal m. v. 

I tabel 34 har man anført en oversigt over 

den gennemsnitlige årlige husleje for udlejede 

lejligheder (d. v. s. bortset fra lejligheder, der 

bebos af ejeren), hvor tallene for de enkelte bygrupper 

er udarbejdet under den forudsætning, 

at lejlighederne i de forskellige kommuner fordeler 

sig efter størrelse på ensartet måde. 

Tabel 34. Gennemsnitlig årlig husleje 

(Standard gennemsnit). Kr. 

Hovedstaden 960 

Hovedstadens forstæder 1.197 

Købstæder m. v. m. under 5.000 indbyggere 581 

Købstæder m. v. m. over 5.000 indbyggere 732 

Samtlige Købstæder m. v 724 

Købstædernes forstæder 754 

Stationsbyer m. over 3-500 indbyggere 824 

Stationsbyer m. 2.OOO-3.5OO indbyggere 666 

Stationsbyer m. 1.000-2.000 indbyggere 606 

Samtlige stationsbyer m. over 1.000 indbyggere 697 

Det viser sig altså, at huslejen er noget højere 

i forstadsbebyggelserne end i købstæderne og 

de mindre stationsbyer, hvilket formentlig hænger 

sammen med, at en væsentlig større del af 

lejlighederne i forstæderne er indrettet i nyere 

ejendomme, der er opført under det højere byggeomkostningsniveau. 

Det er formentlig også 

dette forhold, der bevirker, at huslejeniveauet 

i de større stationsbyer - hvor tilvæksten i de 

sidste 20 år ligesom i forstæderne har været 

relativt stærkere end i købstæderne og i de mindre 

stationsbyer - ligger højere end i de mindre 

bebyggelser. Det viser sig jo iøvrigt, at der også 

på dette område kan drages paralleller imellem 

på den ene side de noget større købstæder og 

de større stationsbyer o. 1. og på den anden side 

de mindre købstæder og de mindre stationsbyer.

63 

Når huslejeniveauet i de mindre stationsbyer 

gennemgående ligger noget lavere end i købstæderne, 

hænger det formentlig til en vis grad 

sammen med den forskel, som almindeligvis 

gør sig gældende mellem købstæderne og stationsbyerne 

med hensyn til lejlighedernes udstyr. 

E. FORBRUGS- OG OPSPARINGSFOR- 

HOLD - LEVEOMKOSTNINGSNIVEAUET 

Der er tidligere foretaget forskellige statistiske 

undersøgelser af mere almindelig karakter 

til belysning af sammensætningen af familiernes 

forbrug og prisniveauets højde. Det kan således 

nævnes, at Det statistiske Departement på 

grundlag af indsendte husholdningsregnskaber 

har foretaget en undersøgelse af sammensætningen 

og størrelsen af familiernes forbrug i regnskabsåret 

1939/40 i de forskellige dele af landet 

(Statistiske Meddelelser, 4. række, 122. 

bind, 1. hefte). Der foreligger endvidere en til 

brug ved en revision af aldersog invaliderentelovgivningen 

udarbejdet undersøgelse vedrørende 

prisniveauets højde i de forskellige områdegrupper 

(Rigsdagstidende 1945/46, tillæg B, 

sp. 2193 ff.)> og endelig er der til brug ved 

beregningen af detailpristallet senest i 1948 

foretaget almindelige forbrugsundersøgelser. 

De foreliggende undersøgelser er imidlertid 

af forskellige grunde ikke særlig velegnede til 

at belyse forholdene specielt i de bymæssige 

bebyggelser i sammenligning med på den ene 

side købstæderne og hovedstaden og på den anden 

side de rene landdistrikter eller til at belyse, 

i hvilket omfang der på de omhandlede 

områder måtte kunne konstateres forskelle, der 

hænger sammen med vedkommende bys størrelse. 

Det statistiske Departement er for tiden i 

færd med at gennemføre en omfattende undersøgelse 

til belysning af arbejderes, funktionærers 

og tjenestemænds forbrugs- og opsparingsforhold 

samt til belysning af spørgsmålet om, 

hvorvidt der i aldersrentemodtageres leveomkostningsniveau 

måtte være forskelle, der er betinget 

i forskelle i prisniveauet i de tre takstområder, 

hvori folkeforsikringsloven deler landet: 

1) Hovedstaden og dennes omegn, 2) købstæder 

og større bymæssige bebyggelser samt 3) 

landkommuner med mindre eller ingen bymæssige 

bebyggelser. 

Undersøgelsen baseres på oplysninger, der 

tilvejebringes ved henvendelser til et repræsentativt 

udsnit af landets husstande, bl. a. således 

at man henvender sig til alle arter af husstande 

(ægtepar med eller uden børn og enlige 

med eller uden børn). Der agtes foretaget særskilte 

undersøgelser af forholdene i de bymæssige 

bebyggelser, ligesom man også agter at lade 

undersøgelsen omfatte lønmodtagerhusstande i 

de ikke bymæssigt bebyggede dele af landkommuner 

med bymæssig bebyggelse. 

Først når det ved en sådan undersøgelse tilvejebragte 

oplysningsmateriale foreligger, vil 

der være skabt grundlag for en tilbundsgående 

undersøgelse af forholdene i de bymæssige bebyggelser 

med hensyn til befolkningens forbrugs- 

og opsparingsforhold og med hensyn til 

leveomkostningernes højde i de forskellige bygrupper, 

hvorfor udvalget ikke vil kunne give 

nogen redegørelse for de bymæssige bebyggelsers 

forhold på dette område. 

F. SKOLEFORHOLDENE I DE BYMÆS- 

SIGE BEBYGGELSER (KOMMUNER) 

Efter folkeskoleloven (lov nr. 160 af 18. maj 

1937) gælder der forskellige regler for folkeskolens 

ordning henholdsvis i købstad- og sognekommuner. 

Den for købstæderne foreskrevne 

skoleordning kan i korthed betegnes som noget 

mere differentieret med hensyn til undervisningens 

art og omfang, bl. a. således at det 

foreskrevne antal undervisningstimer ligger noget 

højere end i landsbyskolerne. Hertil kommer, 

at kun købstadskoleordningen åbner mulighed 

for at lade eleverne gennemgå mellemskole-undervisning, 

der er den afgørende betingelse 

for optagelse i en højere almenskole med 

henblik på forberedelse til real- eller studentereksamen. 

Sondringen mellem købstadordnede 

og landsbyordnede skoler har endelig betydning 

på enkelte punkter vedrørende skolens bestyrelse, 

lærerembedernes normering m. v. 

Efter folkeskolelovens § 2 er der dog adgang 

til at ordne en folkeskole på landet på 

samme måde som en købstadskole. Denne adgang 

er i vidt omfang blevet anvendt, fortrinsvis 

af bymæssige kommuner. Langt det overvejende 

flertal af de ialt 123 kommuner, der 

har een eller flere købstadordnede skoler, har 

bymæssig bebyggelse. Kun 5 af disse 123 kommuner 

har enten slet ingen bymæssig bebyggelse 

eller kun mindre bebyggelser (med under 

500 indbyggere), og 92 af de omhandlede 

kommuner er kommuner med bymæssig bebyggelse 

på over 1000 indbyggere.

64 

Tabel 35. Antal bymæssige kommuner med over 1.000 indbyggere i bymæssig bebyggelse, der 

pr. 15. februar 1956 havde een eller flere købstadordnede skoler. 

Bymæssige kommuner Forstadskommuner*) Stationsbykommuner 

Fordelt efter indbyggertal Antal Heraf med købstad- Antal Heraf med købstadi 

bymæssig bebyggelse kommuner ordnede skoler kommuner ordnede skoler 

over 3.500 indbyggere 20 20 13 13 

2.000-3.500 indbyggere 6 4 19 19 

1.500-2.000 indbyggere 4 4 30 22 

1.000-1.500 indbyggere 9 0 41 15 

*) Herunder hovedstadens forstadskommuner. 

I tabel 35 ovenfor er angivet, hvor stort et 

antal af de i hver størrelsesgruppe placerede 

kommuner, jfr. oversigten i bilag 2, der pr. 15. 

februar 1956 har en eller flere købstadordnede 

skoler. 

Det fremgår af tabellen, at adgangen til at 

etablere købstadordnede skoler er anvendt af så 

godt som alle kommuner med over 1500 indbyggere 

i bymæssig bebyggelse**), medens den 

i noget mindre omfang er benyttet af kommuner 

med lavere indbyggertal i bymæssig bebyggelse. 

G. BESKATNINGEN I DE BYMÆSSIGE 

KOMMUNER 

**) Bortset fra Slagelse Skt. Peders landsogn, Hover, 

Finderup, Tersløse-Skellebjerg, Børglum-Furreby, 

Vrå-Em, Egvad, Sal, Nørre Åby og Vejlby-Strib. 

a. Den kommunale beskatnings form. 

Medens reglerne om udskrivning af statsskatterne 

er ens for købstad- og sognekommuner 

(bortset fra reglerne om børnefradrag m. v.), 

er der væsentlige forskelle i den kommunale beskatning 

mellem købstadkommuner og sognekommuner. 

Forskellene viser sig især i den 

måde, hvorpå de til kommunernes drift fornødne 

skattebeløb pålignes skatteyderne, herunder 

navnlig hvorledes udskrivningen fordeler 

sig på fast ejendom og på indkomster. Idet der 

med hensyn til de herom gældende reglers nærmere 

indhold og virkninger for de bymæssige 

kommuner henvises til kapitel 14 nedenfor, skal 

det bemærkes, at den væsentligste forskel i beskatningsformen 

imellem købstæderne og de bymæssige 

kommuner beror på de forskellige regler, 

der gælder om fastsættelsen af udskrivningen 

på fast ejendom, hvortil kommer, at den del 

af den kommunale skatteudskrivning uden for 

købstæderne, der udskrives af amtskommunen, 

udelukkende pålignes de faste ejendomme. Disse 

forhold bevirker, at ejendomsskatternes andel 

af de samlede kommunale skatter bliver betydelig 

større i sognekommunerne end i købstadkommunerne. 

I tabel 36 har man på grundlag af oplysningerne 

om de i de enkelte kommuner i skatteåret 

1954/55 udskrevne opholdskommuneskatter*), 

erhvervskommuneskatter samt kommunale 

ejendomsskatter**) såvel til den pågældende 

kommune som til amtskommunen beregnet, 

hvor stor en del af de således udskrevne samlede 

skattebeløb der i de forskellige kommunegrupper 

udskrives henholdsvis som personlige 

skatter og som ejendomsskatter. Med hensyn 

til størrelsen af de udskrevne absolutte beløb 

henvises til bilag 9, der indeholder en oversigt 

over forskellige forhold vedrørende beskatningen. 

Det fremgår af tabel 36, at forskellen mellem 

den måde, hvorpå de kommunale skatter udskrives 

henholdsvis i købstæder og i sognekommuner, 

er meget væsentlig. I forhold til de rene 

landkommuner viser beskatningsforholdene i de 

bymæssige kommuner dog en vis tilnærmelse 

til forholdene i købstæderne, en tilnærmelse, 

der bliver stærkere, jo større den bymæssige bebyggelse 

er. Dette forhold hænger sammen med 

en tendens i større bymæssige kommuner til at 

fastsætte ligningsforholdet, d. v. s. forholdet 

mellem de af kommunen udskrevne personlige 

skatter og ejendomsskatterne, på en sådan måde, 

at de egenkommunale ejendomsskatters andel 

af kommunens samlede skatteudskrivning - ligesom 

i købstæderne - bliver forholdsvis ringe. 

Det kan iøvrigt bemærkes, at den andel af 

de samlede kommunale ejendomsskatter, der i 

den enkelte kommune udskrives som ejendomsskyld 

(på grundlag af forskellen mellem ejen- 

*) Efter fradrag af nedsættelse i opholdskommuneskatten 

for erhvervsskatteydere til andre kommuner. 

**) Bortset fra de ejendomsskatter, der er udskrevet 

(men ikke opkrævet) på ejendomme, der i medfør 

af byggestøttelovgivningen er fritaget for eller 

har fået henstand med ydelse af ejendomsskyld.

65 

Tabel 36. De i 1954/55 udskrevne samlede kommunale skatter fordelt efter beskatningsgrundlaget. 

Ejendomsskatter til 

Personlige egen kommune og 

skatter 

°/o 

til amtskommunen 

°/o 

lait 

% 

Hovedstaden 89,6 10,4 100 

(heraf Gentofte) 82,6 17,4 100 

Hovedstadens forstadskommuner 75,0 25,0 100 

Købstæder m. v. m. over 5.000 indbyggere 95,2 4,8 100 

Købstæder m. v. m. under 5.000 indbyggere 95,4 4,6 100 

Samtlige købstæder m. v 95,2 4,8 100 

Købstædernes forstadskommuner* ) 

m. over 3-500 indbyggere 66,9 33,1 100 

m. 2.000-3.500 indbyggere 65,6 34,4 100 

m. 1.500-2.000 indbyggere 48,3 51,7 100 

m. 1.000-1.500 indbyggere 45,7 54,3 100 

Samtlige købstadforstæder m. over 1.000 indbyggere ... 62,0 38,0 100 

Stationsbykommuner* ) 

m. over 3-500 indbyggere 66,2 33,8 100 

m. 2.OOO-3.5OO indbyggere 63,4 36,7 100 

m. 1.500-2.000 indbyggere 57,4 42,6 100 

m. 1.000-1.500 indbyggere 54,2 45,8 100 

Samtlige stationsbykommuner m. over 1.000 indbyggere 60,3 39,7 100 

Øvrige sognekommuner 45,0 55,0 100 

Hele landet 74,1 25,9 100 

*) Fordelt efter størrelsen af indbyggertallet i den bymæssige bebyggelse i overensstemmelse med 

den i bilag 2 angivne fordeling. 

domsskyldvurdering og grundværdi, »forskelsværdien«) 

, er langt større i købstæderne end i de 

bymæssige kommuner og i de rene landkommuner. 

Således udgør den udskrevne ejendomsskyld 

i købstæderne gennemsnitligt 52 % af de samlede 

ejendomsskatter, medens ejendomsskylden 

i bymæssige kommuner og i rene landkommuner 

gennemsnitlig kun udgør henholdsvis 35- 

40 % og 29 % af de samlede sognekommunale 

ejendomsskatter. Den amtskommunale ejendomsskyld 

udgør i de bymæssige kommuner ca. 36 % 

og i de rene landkommuner ca. 19 % af de samlede 

amtskommunale skatter. 

Særligt med hensyn til den amtskommunale 

beskatning i sognekommunerne skal det bemærkes, 

at de amtskommunale skatter udgør en relativt 

større andel af de samlede kommunale 

skatter i de rene landkommuner end i de bymæssige 

kommuner, jfr. tabel 37, hvor det tillige 

er angivet, hvilke beløb der i skatteåret 

1954/55 er udskrevet i amtskommunale skatter 

pr. indbygger. 

Det fremgår af tabellen, at der er en tendens 

til, at de amtskommunale skatters andel af den 

samlede kommunale beskatning er lavere i kommuner 

med større bymæssig bebyggelse end i 

kommuner, der har mindre bebyggelser. Det ses 

endvidere af tabellen, at de beløb, der pr. indbygger 

erlægges i amtskommunale skatter, gen- 

5 

nemgående er lavere i de bymæssige kommuner 

end i de rene landkommuner. 

Tabel 37. De i 1954/55 udskrevne amtskommunale 

skatter i pct. af den samlede kommunale beskatning. - 

Udskrevne amtskommunale skatter pr. indbygger i de 

forskellige kommunegrupper. 

Amtskommunale Amtskommuskatter 

i pct. af nal ejendomssamtlige 

skat pr. indbygkommuneskatter 

ger pr. 1.-4.-54 

«/o 

kr. 

Gentofte 14,0 80,41 

Hovedstadens forstæder ... 15,3 56,42 


forstadskommuner* ) 

m. over 3.500 indb 16,2 48,89 

m. 2.OOO-3.5OO indb 15,6 44,69 

m. 1.500-2.000 indb 19,1 46,88 

m. 1.000-1.500 indb 18,7 55,47 

Købstadforstadskommuner 

med over 1.000 indb 16,8 49,25 

Stationsby kommuner* ) 

m. over 3.500 indb 14,8 45,12 

m. 2.000-3.500 indb 14,2 39,71 

m. 1.500-2.000 indb 15,4 40,81 

m. 1.000-1.500 indb 17,0 41,24 

Stationsby kommuner m. o. 

1.000 indb 15,3 41,85 

Øvrige sognekommuner ... 20,0 54,07 

Samtlige amtskommuner ... 18,3 52,97 

*) Fordelt efter størrelsen af indbyggertallet i den 

bymæssige bebyggelse i overensstemmelse med 

den i bilag 2 angivne fordeling.

66 

Med hensyn til forholdet mellem de i kommunen 

udskrevne personlige skatter henholdsvis 

til opholdskommunen (efter fradrag af nedslag 

i opholdskommuneskatten for erhvervsskatteydere) 

og til erhvervskommunen viser det 

sig — naturligt nok - at erhvervsskatten udgør 

en væsentlig større del af de personlige skatter 

i købstadkommuner end i de bymæssige kommuner. 

I disse sidste kommuner betyder erhvervsskatten 

dog noget mere i forstadskommuner 

end i stationsbykommuner, jfr. tabel 38. 

Tabel 38. Den i 1954/55 udskrevne erhvervsskat i 

procent af de samlede pålignede personlige skattebeløb. 



Købstæder m. v. m. o. 5.000 indb 1,9 

Købstæder m. v. m. u. 5.000 indb 1,0 

Stationsbyer m. o. 1.000 indb 0,4 

Købstadforstæder m. o. 1.000 indb 0,7 

Hele landet 1,7 

Af tabel 38 fremgår det iøvrigt, at erhvervsskatten 

i forhold til opholdskommuneskatten 

betyder mere i købstæder med over 5000 indbyggere 

end i de mindre købstæder, hvilket formentlig 

bl. a. hænger sammen med, at det især 

er i de større købstæder, at beskæftigelsesmulighederne 

findes, ligesom de større forstadsbebyggelser 

især er koncentreret omkring de større 

købstæder. Erhvervsskattens andel af den samlede 

personbeskatning ligger temmeligt højt i 

hovedstadens forstadskommuner, hvilket hænger 

sammen med hele hovedstadssamfundets 

særlige struktur. 

Tabellens tal må iøvrigt læses med det forbehold, 

at der er tale om gennemsnitstal. 

Spørgsmålet om, hvorvidt en bymæssig kommune 

overhovedet har erhvervsskatteindtægter 

af betydning, afhænger i høj grad af vedkommende 

bebyggelses forhold iøvrigt, og tallene 

varierer derfor meget stærkt fra kommune til 

kommune. Det kan således nævnes, at flere stationsbykommuner 

overhovedet ikke har budgetteret 

udskrivning af erhvervsskat i 1954/55, 

medens erhvervsskatteindtægterne i andre stationsbykommuner 

udgør væsentlige beløb. 

b. Den kommunale skattebyrde. 

Såfremt man ønsker at give et billede af 

skattebyrden i en kommune som et udtryk for 

den belastning af den enkelte borgers økonomi, 

som tilvejebringelsen af de kommunale goder 

indebærer, møder man den vanskelighed, at det 

er umuligt at finde frem til et enkelt tal, der 

er i stand til at give et fuldstændig klart og dækkende 

billede af forholdene. En række faktorer 

spiller ind, når man vil bedømme skattebyrden 

i de forskellige kommuner, f. eks. hvorledes 

progressionen i den kommunale indkomstbeskatning 

er tilrettelagt, og hvorledes de skattepligtige 

indkomster fordeler sig på de forskellige 

indkomsttrin, hvilken indtægtsgrænse der er 

fastsat for indkomstskattepligt til kommunen, 

skatteligningens effektivitet, forholdet mellem 

de i kommunen udskrevne personlige skatter 

og ejendomsskatterne, forholdet mellem ejendomsskyldværdierne 

og ejendommenes værdi i 

handel og vandel etc. 

Alle disse faktorer kan ikke samordnes i et 

klart talmæssigt udtryk, men man skal dog i det 

følgende fremdrage enkelte forhold til belysning 

af forskellige sider af problemet vedrørende 

den kommunale beskatnings omfang og vægt 

i de forskellige kommunegrupper. 

Idet man med hensyn til den kommunale personbeskatning 

henviser til de af Det statistiske 

Departement udsendte publikationer om ejendoms- 

og personbeskatningen, senest Statistiske 

Meddelelser, 4. række, 161. bind, 1. hæfte, 

»Ejendoms- og personbeskatningen i skatteåret 

1954/55«, hvor der er foretaget særlige udskillelser 

af det foreliggende materiale vedrørende 

stationsby- og forstadskommuner, skal det bemærkes, 

at det overvejende flertal af bymæssige 

kommuner ligesom samtlige købstadkommuner 

anvender en vejledende ligningsskala 

ved beregningen af de forhøjelser og nedsættelser 

af de til statsskat ansatte indkomster, 

Tabel 39. Antal kommuner med bymæssig bebyggelse 

på over 1.000 indbyggere, der anvender ligningsskala. 

Antal heraf med 

kommuner ligningsskala 

Hovedstadens forstæder 9 9 

Købstædernes forstæder*) 

m. o. 3.500 indb 11 11 

m. 2.OOO-3.5OO indb 6 6 

m. 1.500-2.000 indb 4 2 

m. 1.000-1.500 indb 9 6 

Samtlige købstadforstæder 

m. o. 1.000 indb 30 25 

Stationsbyer*) 

m. o. 3.500 indb 13 12 

m. 2.000-3.500 indb 19 14 

m. 1.500-2.000 indb 30 18 

m. 1.000-1.500 indb 41 19 

Samtlige stationsbyer m. o. 

1.000 indb 103 63 

*) Fordelt efter størrelse i overensstemmelse med 

den i bilag 2 angivne fordeling.

67 

der ligger til grund for beregningen af de pålignede 

opholdskommuneskatter. Det viser sig 

dog, at omfanget af ligningsskalaers anvendelse 

er aftagende med bebyggelsens størrelse, jfr. 

tabel 39*). 

Den i en kommune anvendte ligningsskala vil 

være et væsentligt moment til bedømmelse af 

skattebyrden på de enkelte indkomsttrin, idet 

dens opbygning er afgørende for den progression, 

hvormed skatten udskrives. De i de forskellige 

kommuner anvendte ligningsskalaer viser 

sig imidlertid at være af højst uensartet indhold. 

I visse kommuner er beskatningen af de 

lavere indkomster forholdsvis lempelig, medens 

beskatningen af mellemindkomsterne er forholdsvis 

hård, og i andre kommuner anvendes 

der en noget mere jævnt stigende skala. Progressionens 

styrke og omfang er i den grad varierende 

fra kommune til kommune, at det 

næppe er muligt at sige noget om, hvorvidt der 

i almindelighed er forskelle på beskatningens 

hårdhed som følge af ligningsskalaernes opbygning 

i henholdsvis købstæderne, de bymæssige 

kommuner og de rene landkommuner, der anvender 

ligningsskala. 

Med hensyn til skatte- og lignings-procenterne 

skal det bemærkes, at disse i de bymæssige kommuner 

gennemgående ligger lavere end i købstæderne, 

men det må her - ligesom hvor der på 

andre punkter vedrørende skatteudskrivningen 

drages sammenligninger imellem købstadkommuner 

og bymæssige kommuner — erindres, at 

en væsentlig større del af den samlede kommunale 

skattebyrde i de bymæssige kommuner udskrives 

på fast ejendom, selv i de større bymæssige 

kommuner, hvilket som regel udelukker, 

at der kan drages generelle slutninger af sådanne 

sammenligninger. 

For at give et billede af skattebyrden i de forskellige 

kommunegrupper, taget som et udtryk 

for den pris, der af borgerne må betales for tilvejebringelsen 

af de kommunale goder, har 

man udarbejdet nedenstående tabel 40, der bl. 

a. giver oplysning om de samlede kommuneskattebeløb, 

der i skatteåret 1954/55 er udskrevet 

i de anførte kommunegrupper, henholdsvis 

pr. indbygger i kommunen den 1. april 1954 

og pr. skatteyder til staten i skatteåret 1954/55, 

ligesom tabellen giver oplysning om forholdet 

mellem de i de forskellige kommunegrupper 

*) Mange sognekommuner anvender dog »faste regler« 

ved ligningen efter formue og lejlighed, uden 

at disse regler er nedfældet i en egentlig, offentliggjort 

ligningsskala. 

udskrevne samlede kommunale skattebeløb og 

skatteydernes samlede ansatte indkomster (til 

staten). 

Den samlede skattebyrde er, ligesom foran i 

tabel 36, opgjort som de beløb, der i 1954/55 

er udskrevet i henholdsvis kommunal opholdskommuneskat 

(efter fradrag af nedslag for erhvervsskatteydere), 

erhvervsskat og egenkommunale 

ejendomsskatter samt - for sognekommunernes 

og Marstals vedkommende - tillige 

i amtskommunale ejendomsskatter (jfr. oversigten 

i bilag 9). Når man ved beregningen af 

skattebyrden pr. skatteyder samt ved beregningen 

af skattebyrden i forhold til indkomstmassen 

har valgt i tabel 40 at lægge antallet af 

skatteydere til staten og den for disse ansatte 

statsskattepligtige indkomst til grund i stedet 

for at gå ud fra antallet af opholdskommuneskatteydere 

og den samlede indkomst, hvoraf 

der svares skat til opholdskommunen, skyldes 

det ønsket om at anvende et for alle kommuner 

ensartet beregningsgrundlag. Antallet af kommuneskatteydere 

og størrelsen af disses samlede 

ansatte indkomst til opholdskommuneskat vil 

nemlig være påvirket af, hvilken indtægtsgrænse 

der i den enkelte kommune er fastsat for indtræden 

af skattepligt til kommunen. Den nævnte 

indtægtsgrænse har - på grund af særlige 

forhold netop i det omhandlede skatteår - varieret 

stærkt fra kommune til kommune. Hertil 

kommer, at indtægtsgrænsen for indkomstskattepligt 

til staten er sat relativt højt*) i forhold 

til de grænser, der gælder for indkomstskattepligt 

til kommunen, således at antallet af statsskatteydere 

og disses samlede indkomst i højere 

grad kan siges at være udtryk for den personkreds 

og den indkomstmasse, der »bærer« skattebyrden 

i kommunen. Det må dog på den anden 

side bemærkes, at man ikke herved er nået frem 

til et fuldgyldigt grundlag for bedømmelsen af 

skattebyrden, idet det må erkendes, at en vis 

del af den samlede kommunale skattebyrde bæres 

af personer, hvis indtægt ligger under grænsen 

for statsskattepligt, bl. a. i form af de ejendomsskatter, 

der pålignes sådanne personer, enten 

direkte eller indirekte igennem huslejen. 

Det fremgår af tabel 40, at forholdet mellem 

antallet af personer, hvis indkomst ligger over 

grænsen for statsskattepligt, og antallet af indbyggere 

varierer noget, men at variationerne 

*) For skatteåret 1954/55 var grænsen for skattepligt 

til staten for forsørgere i hovedstaden 4.000 

kr., i købstæder m. v. 3.800 kr. og i det øvrige 

land 3.600 kr. 

5*

68 

Tabel 40. De samlede i 1954J55 udskrevne kommunale skattebeløb fordelt pr. indbygger og 

pr. stats skatteyder m. v. 

Statsskatteydere Kommunal ^° mmun , al Ansat indtægt . Saml , et komm - S» 1 « k TT" 

ipct.afindb.pr. skattebyrde 

1.-4.1954 pr. indbygger*) 

skattebyrde 

P'-statsskattep 

statsskatte- skattebyrde i pct. nal skattebyrde 

der af samle i pct. af den 

' i yder*) \ statsskattephg- samlede 

- 

pct Kn 

kr. 

kr - tig indkomst indkomst**) 

Hovedstaden 38,2 392 1.026 10.035 10,23 9,38 

Hovedstadens forstadskommuner 

34,3 369 1.074 10.454 10,28 9,69 

Købstæder m. v. 

m. o. 5.000 indb 31,1 313 1.004 8.804 11,40 9,95 

m. u. 5.000 indb 30,3 305 1.007 8.579 11,73 10,09 

Samtlige købstæder 31,1 312 1.003 8.790 11,41 9,95 

Købstædernes forstadskommuner***) 

m. o. 3.500 indb 30,7 301 981 9-372 10,47 9,42 

m. 2.OOO-3.5OO indb. ... 29,0 287 982 8.684 11,31 9,72 

m. 1.5OO-2.OOO indb. ... 32,0 246 769 8.231 9,34 8,23 

m. 1.000-1.500 indb. ... 35,4 297 838 8.092 10,35 9,18 

Samtlige m. o. 

1.000 indb. ialt 31,4 294 938 8.962 10,47 9,34 

Stationsbykommuner* * * ) 

m. o. 3.500 indb 30,8 314 1.019 9-210 11,07 9,93 

m. 2.000-3.500 indb. ... 29,6 280 950 8.103 11,72 10,06 

m. 1.5OO-2.OOO indb. ... 28,6 265 927 7.830 11,85 9,96 

m. 1.000-1.500 indb. ... 28,4 243 85j> 7.427 11,52 9,58 

Samtlige m. o. 

1.000 indb. ialt 29,3 274 934 8.133 11,49 9,86 

Øvrige sognekommuner .. 29,1 270 926 7.292 12,70 10,66 

Hele landet 32,0 315 982 8.706 11,28 9,96 

*) Herunder amtskommunale skatter. 

**) D.v.s. de samlede kommuneskattepligtige indkomster før forhøjelser og nedsættelser efter formue og lejlighed 

med tillæg af de for kommuneskat fritagne småindkomster samt nedslag i ansættelsen, der er indrømmet 

aldersog invaliderentenydere m. fl. 

***) Opdelt efter størrelsen af den bymæssige bebyggelse i overensstemmelse med den i bilag 2 angivne fordeling. 

især kommer frem imellem på den ene side 

hovedstaden, hvor 38 % af indbyggerne svarer 

indkomstskat til staten, og på den anden side 

provinsen, hvor procenten kun ligger på omkring 

30, dog således at procenten gennemgående 

er noget højere i købstæderne og i disses 

forstæder end i de rene landdistrikter og i stationsbyerne. 

Forskellen i de forskellige områder, 

der beror på en lang række forskellige faktorer, 

herunder den forskellige aldersog indkomstfordeling, 

forklarer de afvigelser, der konstateres 

med hensyn til forholdet mellem skattebyrdens 

størrelse pr. indbygger og pr. skatteyder. Opgørelsen 

af den absolutte skattebyrde pr. indbygger 

og pr. skatteyder viser, at den kommunale skattebyrde, 

målt i kr. og ører, var noget større i 

hovedstadsområdet end i det øvrige land, dog 

at de større stationsbykommuner ved opgørelsen 

af skattebyrden pr. statsskatteyder nærmer sig 

hovedstadens niveau. Gennemsnitligt viser det 

sig, at skattebyrden pr. statsskatteyder har været 

nogenlunde lige stor for stationsbykommuner 

og for købstædernes forstadskommuner, og at 

den for begge kommunegruppers vedkommende 

stiger med bebyggelsens størrelse. 

De anførte skattebeløb pr. indbygger og pr. 

skatteyder kan imidlertid kun give et indtryk 

af den pris, som kommunens borgere gennemsnitligt 

må betale for tilvejebringelsen af de 

kommunale goder, men tallene giver ikke noget 

indtryk af, i hvilket omfang denne skattebyrde 

belaster borgernes økonomi. Til dette formål er 

det nødvendigt at betragte den absolutte skattebyrde 

i forhold til befolkningens skatteevne, som 

ikke behøver at være den samme fra område til 

område. For den personlige kommuneskats vedkommende 

udtrykkes dette forhold ved hjælp af 

»skatteprocenten«, men som foran nævnt giver 

de kommunale skatteprocenter ikke megen vejledning 

med hensyn til den egentlige kommu-

69 

nåle skattebyrde ved sammenligninger mellem 

købstæder og sognekommuner eller mellem disse 

kommuner indbyrdes, bl. a. fordi den reelle 

skattebyrde i høj grad påvirkes af forholdet 

mellem de personlige skatter og de kommunale 

ejendomsskatter i de forskellige kommuner. 

Når man vil sætte de samlede kommunale 

skatter, herunder såvel de egenkommunale som 

de amtskommunale ejendomsskatter, i forhold 

til skatteevnen hos befolkningen i en kommune, 

vil det imidlertid være vanskeligt at finde frem 

til et fuldt dækkende udtryk for skatteevnen. 

Ved beregningen af den kommunale skatteprocent 

sætter man skattebyrden (d. v. s. den 

udskrevne personlige opholdskommuneskat) i 

forhold til indkomsterne. I bilag 9 har man 

foretaget en beregning af indkomstniveauet i 

de forskellige kommunegrupper, hvoraf det 

fremgår, at gennemsnitsindkomsten stiger med 

bysamfundets størrelse. Det er imidlertid klart, 

at indkomstmassen i en kommune ikke i samme 

grad vil have værdi som udtryk for skatteevnen, 

når man vil sætte den i relation til den samlede 

udskrevne kommuneskat, hvori der også er medregnet 

erhvervsskat pålignet personer, der ikke 

har bopæl i kommunen. Også den omstændighed, 

at de faste ejendommes værdi uden for købstæderne 

rent faktisk spiller en langt større 

rolle som beskatningsgrundlag end i købstadkommunerne, 

kan blive af betydning for bedømmelsen, 

såfremt man tager indkomstmassen som 

udtryk for skatteevnen. 

Med disse forbehold i erindring vil man 

kunne beregne en slags »skatteprocent« ved at 

sætte de samlede udskrevne kommunale skattebeløb 

i forhold til indkomstmassen, hvorved 

man får et udtryk for skattebyrdens højde i de 

forskellige kommunegrupper, såfremt de i 

1954/55 udskrevne samlede kommunale skattebeløb 

var udskrevet alene på indkomsterne. 

I næstsidste kolonne i tabel 40 har man for 

de forskellige kommunegrupper beregnet en 

»skatteprocent« på grundlag af de samlede statsskattepligtige 

indkomster i hver kommunegruppe 

(jfr. bemærkningerne herom foran). 

Det er klart, at denne procent ikke kan tages 

som et fuldt dækkende udtryk for skattebyrden i 

de forskellige kommuner, dels på grund af den 

forskellige effektivitet i skatteligningen, dels 

fordi billedet kan forrykkes på grund af den 

omstændighed, at der i de rene landkommuner 

må formodes at være relativt flere kommuneskatteydere, 

hvis indkomster ikke medregnes i 

den samlede jfø/jskattepligtige indkomstmasse, 

end i bykommunerne. Endelig må det tages 

i betragtning, at den statsskattepligtige indkomst 

kun er et udtryk for den samlede indkomstmasse 

efter fradrag for betalte skatter og forsikringsbidrag. 

Tallene viser, at den samlede kommunale 

skattebyrde målt på den omhandlede måde virker 

noget tungere i købstæderne og i stationsbyerne 

end i hovedstadsområdet og i købstædernes 

forstæder, hvor der viser sig ret store 

variationer imellem de enkelte størrelsesgrupper. 

Skattebyrden er noget lavere i de større 

købstæder (med over 5000 indbyggere) og i 

de større stationsbyer (med over 3500 indbyggere) 

end i de mindre byer i begge grupper. 

Endelig har man i tabel 40's sidste kolonne 

beregnet en »skatteprocent« på grundlag af den 

samlede indkomstmasse (opgjort som de samlede 

kommuneskattepligtige indkomster før forhøjelse 

og nedsættelse efter formue og lejlighed 

med tillæg af de for kommuneskat fritagne 

småindkomster samt rentenyder-nedslag). Disse 

tal viser nogenlunde samme linie, dog at forskellene 

mellem de enkelte kommunegrupper 

bliver knap så udprægede. 

Ved bedømmelsen af de således beregnede 

»skatteprocenter« må det dog erindres, at disse 

procenter ikke kan tages som udtryk for, 

hvorledes skattebyrden føles af den enkelte borger 

i de forskellige kommunegrupper. Ved beregningen 

af skattebyrden i forhold til indkomsten 

er der nemlig ikke taget hensyn til de for 

størrelsen af skatteudskrivningen på den enkelte 

borger i kommunen meget væsentlige faktorer, 

skatteligningens effektivitet, indkomstfordelingen 

og udskrivningsprogressionens styrke og 

omfang. Det er klart, at gennemsnitsindkomsten 

pr. skatteyder vil miste sin værdi som udtryk 

for befolkningens skatteevne ved sammenligninger 

mellem de forskellige kommunegrupper og 

kommuner, i samme omfang som der i kommunegrupperne 

eller i kommunerne findes en 

forskellig indkomstfordeling og derudover anvendes 

forskellige progressionsskalaer med hensyn 

til indkomstskattens udskrivning. Da indkomstfordelingen 

må antages gennemgående at 

være noget mere differentieret i bykommunerne 

end i landkommunerne, navnlig således at der i 

bykommunerne findes relativt flere skatteydere 

i de højere indkomstklasser, og da der tillige er 

væsentlige forskelle med hensyn til progressionens 

styrke og omfang i de forskellige kommuner, 

må man tage forbehold med hensyn til de 

slutninger, der vil kunne drages på grundlag 

af de anførte tal med hensyn til skattebyrden 

på den enkelte borger i de forskellige kommunegrupper.

KAPITEL 5 

De bymæssige kommuners finanser. 

Den statistik over kommunernes finanser, som 

Det statistiske Departement udarbejder, og som 

har dannet grundlag for den følgende fremstilling, 

hviler på de årlige oversigter over kommuneregnskaberne, 

der af kommunerne indsendes 

til Det statistiske Departement. 

Det for købstæderne gældende regnskabsskema 

er opstillet efter driftsregnskabssystemet, 

medens sognekommunernes regnskabsform i nogen 

grad afviger herfra. Et stigende antal sognekommuner, 

især de bymæssige kommuner, benytter 

sig imidlertid af adgangen til at aflægge 

regnskaberne efter det for købstæderne gældende 

regnskabsskema. 

For at opnå sammenlignelighed mellem kommunegrupperne 

har departementet ved den statistiske 

bearbejdelse omregnet tallene for de 

sognekommuner, der fører deres regnskaber efter 

den sognekommunale kontoplan. Omregningen 

består navnlig i, at der, for så vidt angår 

faste ejendomme m. v., er beregnet forrentning 

og afskrivning, der er medtaget som driftsudgifter. 

Ved departementets årlige opgørelser over 

sognekommunernes regnskaber opdeles kommunerne 

i følgende 3 grupper: 

1. Forstadskommuner med een eller flere bymæssige 

bebyggelser på ialt mindst 1000 indbyggere 

(herunder hovedstadens forstadskommuner) 

. 

2. Andre kommuner med mindst een bymæssig 

bebyggelse med 1000 indbyggere eller derover 

(stationsbykommuner). 

3. Øvrige kommuner. 

Antallet af kommuner og indbyggertallet i 

disse udgjorde ved folketællingen i 1950 for 

gruppe 1, 39 kommuner med ialt 335.000 indbyggere 

(gennemsnitligt 8599 indbyggere pr. 

kommune), for gruppe 2, 103 kommuner med 

ialt 365.000 indbyggere (gennemsnitligt 3548 

indbyggere pr. kommune), og for gruppe 3, 

1158 kommuner med ialt 1.478.000 indbyggere 

(gennemsnitligt 1276 indbyggere pr. kommune). 

Det bemærkes, at departementet i de offentliggjorte 

tabel værker vedrørende kommune- og 

havneregnskaberne anvender en yderligere opdeling 

af gruppe 3 i tre undergrupper efter 

landbrugsbefolkningens procentvise andel af 

folketallet. Denne yderligere opdeling vil imidlertid 

ikke blive anvendt her. 

A. INDTÆGTS- OG UDGIFTSSTRUKTUR 

I det følgende vil regnskabstallene for de bymæssige 

kommuner (grupperne 1 og 2) blive 

sammenholdt med tallene for de egentlige landkommuner 

(gruppe 3) samt med tallene for 

hovedstaden*) og for købstæderne m. v. med 

henholdsvis over og under 5000 indbyggere 

med det formål at søge konstateret, i hvilket 

omfang de bymæssige kommuners indtægts- og 

udgiftsstruktur nærmer sig købstadkommunernes 

og adskiller sig fra de egentlige landkommuners. 

Amtskommunerne er i det hele holdt uden 

for nærværende redegørelse, da de på grund af 

deres særlige forhold ikke kan komme i betragtning 

ved de sammenligninger, der her skal 

foretages. De bidrag, som sognekommunernes 

beboere yder til amtskommunerne (ejendomsskatter 

m. v.), og udgifterne til de ydelser (hospitalsophold 

m. v.), som beboerne modtager, 

kommer derfor ikke til udtryk her. 

Da den enkelte kommune danner en financiel 

helhed, er det selvsagt ikke muligt at give oplysninger 

særskilt for de bymæssige bebyggelser, 

men kun for de kommunegrupper, hvori disse 

bysamfund er beliggende. 

I bilag 10 et der givet en oversigt over kommunegruppernes 

driftsindtægter og driftsud- 

*) København, Frederiksberg og Gentofte.

71 

gifter i 1953/54 angivet i procent af samtlige 

driftsindtægter. De anførte udgiftsprocenter er 

opgjort netto, d. v. s. efter fradrag af refusioner 

fra staten og udligningsfonden m. v. 

Betragtes indtægtsposterne i de 3 hovedgrupper 

af kommuner: hovedstaden, købstæderne 

og sognekommunerne, ses det, at kommunernes 

vigtigste indtægtskilde er indkomstskatterne, 

der i hovedstaden og købstæderne har indbragt 

75-80 pct. af de samlede indtægter imod 56 

pct. i sognekommunerne under eet. Ejendomsskatterne 

er for sognekommunerne et væsentligt 

bidrag til de samlede indtægter (31 pct.), 

men er af mindre betydning for købstæderne og 

hovedstaden, hvor de har udgjort henholdsvis 

ca. 5 pct. og 10 pct. De direkte andele i motorafgifterne 

spiller en ikke ubetydelig rolle for 

sognekommunerne (9 pct.), men er af mere 

underordnet betydning på købstædernes regnskaber, 

hvor kun nogle få procent af indtægten 

stammer herfra. 

Formue- og erhvervsindtægterne, der bl. a. 

hidrører fra værkernes overskud, er en betydelig 

post for købstæderne og hovedstaden. Bruttoindtægten 

(uden fradrag for renter af gæld m. 

v.) svarer for denne kommunegruppes vedkommende 

til 20 pct. af indtægterne mod kun 7 pct. 

i sognekommunerne, hvor de kommunale værker 

iøvrigt almindeligvis spiller en underordnet 

rolle, hvilket naturligvis hænger sammen 

med, at det uden for købstæderne er almindeligt, 

at vand- og elektricitetsforsyningen varetages 

af private. Værkernes overskud er iøvrigt 

opgjort efter fradrag af de beregnede udgifter 

til forrentning og afskrivning, hvorimod afholdte 

henlæggelser til fornyelsesfonds o. 1. og 

udgifter til nyanskaffelser, afholdt af driften, 

ikke er fratrukket, men i tabellen anført samlet 

som selvstændige udgiftsposter. 

Vedrørende formue- og erhvervsindtægterne 

skal iøvrigt bemærkes, at der herunder som indtægt 

er medregnet de beregnede renter, som er 

belastet de forskellige virksomheds- og institutionsregnskaber. 

De faktisk afholdte renteudgifter 

vedrørende samtlige kommunens lån er 

fratrukket, inden formue- og erhvervsindtægternes 

nettobeløb fremkommer. Disse renteudgifter 

m. v., der i købstæderne svarer til omkring 

6 pct. af indtægterne mod 4 pct. i sognekommunerne, 

er en meget væsentlig udgift for 

hovedstaden (17 pct. af indtægterne). 

Med hensyn til driftsudgifterne må det ved 

en sammenligning mellem udgiftsposterne i de 

tre kommunegrupper haves i erindring, at sognekommunerne 

ikke - i modsætning til hovedstaden 

og købstæderne - har udgifter til sygehuse 

m. v., ligesom den del af skoleudgifterne, 

der afholdes gennem den for købstad og land 

fælles skolefond, for landets vedkommende afholdes 

af amtsfonden og ikke af sognekommunen. 

Disse forhold påvirker den procentvise fordeling 

af de enkelte udgiftsposter i de forskellige 

kommunegrupper. Denne påvirkning er dog 

næppe af så stor betydning, at den forrykker 

helhedsbilledet, idet det kan nævnes, at sygehusudgifterne 

for købstædernes vedkommende 

»kun« udgør 8 % af de samlede driftsindtægter, 

og hertil kommer, at den omstændighed, at 

de omhandlede udgiftsposter ikke figurerer i 

sognekommunernes regnskaber, netop er et væsentligt 

træk i den forskel i udgiftsstrukturen 

i de forskellige kommunegrupper, som oversigten 

i bilag 10 skal tjene til at påvise. 

Blandt driftsudgifterne er den vigtigste post 

udgiften til sociale formål, der såvel i by som 

på land beslaglægger x k til 1 ls af totalindtægten. 

Vejudgifterne er en meget væsentlig udgift for 

sognekommunerne, der anvender ca. en fjerdedel 

af indtægten til vej formål mod købstædernes 

7 pct. Udgifterne til skolevæsen udgør 

14-16 pct., mindst i hovedstaden og højest i 

sognekommunerne. Sognekommunernes udgifter 

til medicinalvæsen er i modsætning til købstædernes 

ubetydelige, fordi sognekommunerne 

- som nævnt — ikke har udgifter til drift af sygehuse. 

Administrationsudgifterne ligger ret ens 

i alle kommunegrupper, omkring 8 %. 

Posterne, Henlæggelser m. v. og Ny'anskaffelser 

m. v. afholdt af driften, har ikke kunnet opgøres 

for sognekommunerne, idet de sognekommuner, 

der fører normalregnskabet for sognekommunerne, 

almindeligvis ikke posterer sådanne 

udgifter. Købstæderne anvendte i 1953/54 

19 pct. af indtægterne til henlæggelser og nyanskaffelser 

mod hovedstadens godt 3 pct. 

Sognekommunernes relativt store driftsoverskud 

(14 pct.) må ses på baggrund heraf. 

Sammenligner man dernæst de bymæssige 

kommuner (forstadskommuner og stationsbyer 

o. 1.) med på den ene side de egentlige landkommuner 

og på den anden side hovedstaden 

og købstæder m. v. (med henholdsvis over og 

under 5000 indbyggere), ses det, at forstadskommunerne 

oppebærer omkring 70 pct. af indtægten 

i form af indkomstskatter mod ca. 80 pct. 

i hovedstaden, ca. 75 pct. i købstæderne og 

knapt halvdelen i de egentlige landkommuner. 

Stationsbykommunerne indtager her en mellemstilling 

med 61 pct., men ligger dog nærmere

72 

ved forstadskommunerne end ved de egentlige 

landkommuner. 

Ejendomsskatterne er - som ovenfor nævnt - 

af meget stor betydning for de egentlige landkommuner, 

hvor 38 pct. af indtægten stammer 

herfra. Heroverfor står købstæderne med 4 pct., 

hovedstaden med 11 pct, forstadskommunerne 

med 16 pct og stationsbykommunerne med 25 

pct. Det må iøvrigt fremhæves, at medens indtægten 

af den kommunale grundskyld og ejendomsskyld 

i købstadkommunerne er af nogenlunde 

lige stor betydning, er grundskylden i 

sognekommunerne (specielt de egentlige landkommuner) 

en langt væsentligere indtægtskilde 

end ejendomsskylden, jfr. bemærkningerne foran 

s. 64 f. 

De direkte andele i motorafgifterne udgør for 

sognekommunernes vedkommende 6-10 pct. af 

indtægterne (mindst i forstadskommunerne og 

mest i de egentlige landkommuner) mod kun 

et par procent i hovedstaden og købstæderne. De 

enkelte sognekommunegruppers andele må ses på 

baggrund af de gældende fordelingsregler. Medens 

købstædernes andele fordeles efter længden 

af landeveje og landevejsgader samt indbetalt 

vægtafgift, fordeles sognekommunernes andele 

mellem kommunerne på grundlag af vej udgifterne 

inden for en treårs-periode. Det ses, at 

for de egentlige landkommuner, der har de relativt 

største vej udgifter på driftsregnskabet, betyder 

motorafgifterne forholdsvis mest på indtægtssiden. 

Dækningsprocenten (d.v.s. motorafgifternes 

andel af de på driftsregnskabet opførte 

vejudgifter) er i de egentlige landkommuner 

højere end i købstæderne m. v., men mindre 

end i de bymæssige kommuner. 

Formue- og erhvervsindtægterne, der har stor 

betydning for hovedstads- og købstadkommunerne, 

udgør (netto) kun et par procent i stationsbykommunerne 

og i de egentlige landkommuner 

og knapt 5 pct. i forstadskommunerne. 

I tabellen i bilag 10 er angivet særlige procenter 

for værkernes overskud; det må imidlertid 

ved vurderingen heraf tages i betragtning, at 

de kommunale værkers betydning for en kommunes 

økonomi ikke alene afhænger af virksomhedernes 

størrelse og antal, men tillige af 

den førte takstpolitik. 

Fradragsposten, Renter af gæld m. v., er som 

før nævnt af meget væsentlig betydning for 

hovedstaden (17 pct. af indtægterne), men også 

forstadskommunerne har betydelige renteudgifter 

(8 pct.) mod 6 pct. i købstadkommunerne 

og 5 og 3 pct. i henholdsvis stationsbykommunerne 

og de egentlige landkommuner. 

På udgiftssiden er de sociale udgifter den 

største post i alle kommunegrupper. Spredningen 

imellem de forskellige kommunegrupper er 

ikke stor, idet procenterne varierer fra godt 25 

i de mindre købstæder (med under 5000 indbyggere) 

til knapt 33 i hovedstaden. Udgiftsandelen 

er større i sognekommunerne end i 

købstæderne og større i de egentlige landkommuner 

end i stationsbykommunerne, der igen 

ligger noget højere end forstadskommunerne. 

Udgifterne til vej- og kloakvæsen er som før 

nævnt af meget væsentlig betydning for de 

egentlige landkommuner, der anvender 30 pct. 

af indtægten til veje og kloaker mod omkring 

7 pct. i købstæderne, i de mindre købstæder 

dog knapt 10 pct. Forstadskommunerne anvender 

ligesom de mindre købstæder omkring en 

halv snes procent af de samlede indtægter til 

veje og kloaker, medens stationsbykommunerne 

med en udgiftsandel på 20 pct. indtager en 

mellemstilling mellem købstad- og landkommuner. 

Medens skoleudgifterne i købstadkommunerne 

og de egentlige landkommuner ligger på omkring 

15 pct. af indtægterne, beslaglægger denne 

udgift i forstadskommunerne og stationsbykommunerne 

henholdsvis 20 og 18 pct., hvilket 

formentlig kan forklares ved den stærke vækst 

i disse kommuner og de relativt mange børn. 

Udgifterne til medicinalvæsen er naturligt 

nok ubetydelige i sognekommunerne, der intet 

hospitalsvæsen har. Som før nævnt påvirker 

dette forhold den procentvise fordeling af udgifterne 

inden for de forskellige kommunegrupper. 

Administrationsudgifterne ligger nogenlunde 

ensartet i kommunegrupperne på 6-9 pct., dog 

at forstadskommunerne anvender henved 15 

pct. af indtægten hertil. Selvom den store udbygning, 

som har fundet sted i forstæderne, 

utvivlsomt har medført en væsentlig forøgelse 

af administrationen, må det dog erindres, at forskellig 

konteringspraksis i kommunerne gør 

sammenligninger på dette område særlig usikre. 

Selvom de gældende lovregler vedrørende 

kommunale forhold på mange områder sidestiller 

forstads- og stationsbykommunerne med de 

egentlige landkommuner og derigennem så at 

sige til en vis grad tvinger alle sognekommuner 

ind i en fælles ramme, viser oversigten dog, at 

de bymæssige kommuners indtægts- og udgifts-

73 

struktur adskiller sig væsentligt fra de egentlige 

landkommuners og på vigtige områder - særlig 

for så vidt angår forstadskommunerne — ligger 

ret teet op ad købstadkommunernes. 

Det må imidlertid erindres, at oversigten i 

bilag 10, der viser de forskellige udgiftsposters 

procentvise andel af samtlige driftsindtægter, 

ikke kan besvare spørgsmålet om, hvorvidt en 

kommunegruppes indtægt eller udgift på et bestemt 

område er højere eller lavere end de øvrige 

gruppers, men oversigten kan kun give oplysning 

om de enkelte posters relative betydning. 

B. KOMMUNERNES INDTÆGTER OG 

UDGIFTER PR. INDBYGGER 

Til belysning af det kommunale udgiftsniveau 

i de forskellige kommunegrupper er der i bilag 

11 givet en oversigt over driftsindtægter og 

driftsudgifter pr. indbygger. 

Da undersøgelsen kun omfatter et enkelt år, 

er muligheden for, at tilfældigheder kan have 

påvirket tallene for enkelte kommuner, temmelig 

stor, men når man som her betragter gennemsnitstal 

for kommunegrupper, må det formodes, 

at sådanne tilfældigheders påvirkning 

udjævnes, og man vil se, at der på mange områder 

kan konstateres karakteristiske forskelle 

(og ligheder) imellem de forskellige kommunegrupper. 

De samlede driftsindtægter (og driftsudgifter) 

viser en udpræget og ubrudt stigning, når 

man går fra de egentlige landkommuner, der 

gennemsnitligt har haft en indtægt på 239 kr. 

pr. indbygger, over stationsby- og forstadskommunerne 

(henholdsvis 276 og 365 kr.) til købstæderne 

og hovedstaden (henholdsvis 393 og 

431 kr.). Det bemærkes, at forstadskommunerne 

ligger noget over de mindre købstadkommuner 

(henholdsvis 365 og 352 kr. pr. indbygger). 

Betragter man dernæst de enkelte indtægtsog 

udgiftsposter, viser ganske vist nogle af posterne 

den samme linie, som kunne konstateres 

i oversigten over de samlede indtægts- og udgiftsposters 

fordeling, men der er dog en række 

undtagelser. 

På indtægtssiden viser opholdskommuneog 

aktieselskabsskatten samt formue- og erhvervsindtægternes 

bruttobeløb samme udvikling som 

totalbeløbene. Derimod ligger indtægten af erhvervskommuneskatten 

i forstæderne på niveau 

med erhvervsskatteindtægten pr. indbygger i de 

større købstæder, og erhvervsskatteindtægten i 

forstæderne er væsentlig større end i de små 

købstæder og i stationsbykommunerne samt i de 

egentlige landkommuner, uden dog at komme 

på højde med hovedstaden, hvor erhvervsskatten 

indbringer mere end dobbelt så meget som i de 

større købstæder. Det bemærkes, at opholdskommuneskatten 

er opgjort netto, d. v. s. efter 

fradrag i henhold til kommuneskattelovens § 28. 

Ser man bort fra hovedstaden, bevæger ejendomsskatterne 

sig modsat af opholdskommuneskatten, 

idet beløbene mindskes med stigende 

bymæssighed. Medens grundskylden indbringer 

gennemsnitligt 55 kr. i sognekommunerne, faldende 

fra 64 kr. i de egentlige landkommuner 

til 42 og 30 kr. i henholdsvis stationsbykommuner 

og forstadskommuner, ligger købstæderne 

her på omkring 7 kr. pr. indbygger. En nogenlunde 

tilsvarende bevægelse viser ejendomsskylden, 

dog at stationsbykommunerne og de egentlige 

landkommuner her ligger på samme niveau. 

Det ses endvidere, at de to arter ejendomsskatter 

er af nogenlunde lige stor betydning i købstæderne, 

medens grundskylden i sognekommunerne 

har en betydelig overvægt. 

Skønt de egentlige landkommuners vej- og 

kloakudgifter, der afholdes af driftsindtægterne, 

både absolut og relativt er betydeligt større end 

stationsbykommunernes, der igen er væsentligt 

større end forstadskommunernes, ligger indtægterne 

af motorafgifterne ens i de 3 kommunegrupper 

på omkring 23 kr. pr. indbygger mod 

7-13 kr. i hovedstads- og købstadkommunerne. 

Det ses iøvrigt, at købstadkommunerne med 

under 5000 indb. har væsentlig større indtægt 

pr. indbygger af motorafgifterne end de større 

købstæder, idet disse afgifter, hvis størrelse beregnes 

på grundlag af antallet af motorkøretøjer 

og længden af landevejsgader m. v., giver de 

små byer en fordel. Dette hænger sammen med, 

at disse byer har forholdsvis mange indregistrerede 

motorkøretøjer, og at længden af landevej 

sgader m. v. er af relativ størst betydning i 

byerne med de lave indbyggertal. 

Fradragsposten, Renter af gæld m. v., viser 

stigende beløb med stigende bymæssighed og 

deraf følgende voksende anlægsvirksomhed. Betegnende 

er det, at forstadskommunerne (når 

bortses fra hovedstaden, der her indtager en 

særstilling) har den højeste udgift pr. indbygger 

med 28 kr. mod 19-24 kr. i købstæderne 

og kun henholdsvis 12 og 6 kr. i stationsbykommunerne 

og de egentlige landkommuner. 

På udgiftssiden ligger de sociale udgifter på 

nogenlunde samme niveau i stationsbykommu-

74 

neme og de egentlige landkommuner (76-80 

kr. pr. indbygger), medens forstadskommunerne 

med en udgift på knapt 100 kr. pr. indbygger 

indtager en mellemstilling mellem de store 

købstæder (108 kr.) og de små købstæder (90 

kr.). 

Vejudgifterne ligger højere i sognekommunerne 

end i hovedstads- og købstadkommunerne. 

Særlig store er udgifterne som nævnt i de egentlige 

landkommuner (72 kr. pr. indbygger), hvor 

den ringe bef olkningstæthed medfører en relativ 

fordyrelse af de herhenhørende kommunale foranstaltninger. 

Stationsbykommunerne anvender 

54 kr. pr. indbygger til vejformål, medens forstadskommunerne 

med 39 kr. pr. indbygger ligger 

nogenlunde på niveau med hovedstaden og 

de små købstæder, hvor udgiften er 35 kr. pr. 

indbygger mod 29 kr. i de større købstæder. Det 

må dog herved tages i betragtning, at de omhandlede 

tal alene omfatter de vejudgifter, der 

afholdes direkte på driftsregnskabet. Vej- og 

kloakudgifter, der afholdes af låne- eller fondsmidler 

eller som udgift til beskæftigelsesforanstaltninger, 

er ikke medregnet i disse tal. Såfremt 

man tager hensyn hertil, viser det sig, at forstadskommunerne 

i det undersøgte regnskabsår 

havde noget større investeringsudgifter til veje 

og kloaker end stationsbykommunerne, der igen 

lå over de rene landkommuner, se nedenfor, 

s. 76-77. 

Udgifterne til skolevasen ligger højest i forstadskommunerne, 

hvor tilgangen til folkeskolen 

har været kraftigt stigende i de senere år. 

Denne kommunegruppe anvender 74 kr. pr. 

indbygger til skoleformål mod 50 og 35 kr. i 

henholdsvis stationsbykommunerne og de egentlige 

landkommuner og omkring 60 kr. i købstadkommunerne, 

i de mindre købstæder dog 

kun 53 kr. 

Medicinalvæsenet medfører kun ubetydelige 

udgifter for sognekommunerne, da disse ikke 

som købstæderne har udgifter til sygehuse. 

Administrationsudgifterne ligger i købstadkommunerne 

på 32 kr. pr. indbygger (i hovedstaden 

dog 36 kr.), men i forstadskommunerne 

på 53 kr. mod 24 og 14 kr. pr. indbygger i 

henholdsvis stationsbykommunerne og de egentlige 

landkommuner. Som tidligere anført medfører 

forskellig konteringspraksis imidlertid, at 

disse gennemsnitsbeløb må tages med forbehold. 

I det omfang, hvori der på statusregnskabet 

ses relativt høje tal for de kommunale lån, modsvares 

dette stort set af, at vedkommende kommunegruppe 

ejer aktiver, ligeledes til forholdsvis 

høje beløb. Tallene viser iøvrigt udpræget 

stigning med det bymæssige præg, og det bemærkes, 

at forstadskommunerne har højere beløb 

end de mindre købstæder for såvel aktiver 

som lån. 

Sammenfattende bekræfter gennemsnitsbeløbene 

i oversigten i bilag 11 de konklusioner, 

der kunne drages på grundlag af procentfordelingen 

i oversigten i bilag 10: De bymæssige 

kommuners indtægts- og udgiftsstruktur adskiller 

sig væsentligt fra de egentlige landkommuners, 

og på en række områder — særlig for så 

vidt angår forstadskommunerne — ligger strukturen 

ret tæt op ad købstadkommunernes. 

Det fremgik af oversigten i bilag 11, at de 

samlede udgifter pr. indbygger viste udpræget 

stigning, når man gik fra de egentlige landkommuner 

over stationsby- og forstadskommuner 

til købstæderne og hovedstaden. Dette 

gjaldt samtlige udgiftsposter med undtagelse af 

de vejudgifter, der afholdes over driften, hvor 

forholdet var det omvendte, nemlig at de egentlige 

landkommuners udgifter pr. indbygger var 

større end stationsbykommunernes, der igen var 

højere end forstadskommunernes. 

Som tidligere nævnt er det gennemsnitlige 

indbyggertal pr. kommune i de bymæssige kommuner 

imidlertid betydelig højere end i de 

egentlige landkommuner. I 1950 var der således 

gennemsnitligt 8599 indbyggere i hver af 

de undersøgte forstadskommuner og 3548 indbyggere 

i hver af de undersøgte stationsbykommuner, 

medens der gennemsnitligt kun var 1276 

indbyggere i hver af de egentlige landkommuner. 

For at eliminere den påvirkning på udgiftsog 

indtægtstallene pr. indbygger, der måtte være 

en følge af disse forhold, har man i tabel 41 

forsøgt at sammenholde udgifterne pr. indbygger 

i visse bymæssige kommuner og i nogle 

egentlige landkommuner med samme indbyggertal. 

Til dette formål er udvalgt 16 bymæssige 

kommuner (hvoraf 3 er forstadskommuner) og 

16 egentlige landkommuner hver med et indbyggertal 

(i 1950) på mellem ca. 2000 og 3000. 

Det fremgår umiddelbart af tabellen, at udgifterne 

pr. indbygger til de enkelte formål for 

de 16 bymæssige kommuner under eet - ligesom 

det var tilfældet med tallene for samtlige 

bymæssige kommuner i oversigten i bilag 11 — 

ligger væsentligt over udgifterne i de 16 egentlige 

landkommuner. Også her viser det sig, at 

vej udgifterne danner en undtagelse med de højeste 

beløb pr. indbygger i de egentlige landkommuner, 

og det ses endvidere, at den indtægt, der 

hidrører fra motorafgifterne, er mindre pr. ind-

75 

Tabel 41. Udgift pr. indbygger i 1953154 til forskellige formal*) i visse bymæssige kommuner og 

visse rene landkommuner af tilsvarende størrelse. 

i„AU • i»AU ; Admini- Vej- og Direkte an- 

K-,, i u UK stration Socialvæsen Skolevæsen kloak- dele i mo- 

Kommune kommunen bym bebyg. væsen«) torafgiften 

„ . , 

° 

° kr. kr. kr. kr. kr. 

Bymæssige kommuner: 

Ulfborg 2069 1166 14,70 52,33 30,07 22,98 7,06 

Dronningborg (F) 2112 2112 35,56 80,71 64,39 8,02 12,32 

Skørping 2133 1259 23,29 63,60 26,06 3,70 45,48 

Nordby (Odden) 2138 1838 20,77 76,18 55,32 56,36 12,38 

Vojens 2138 1950 22,04 71,19 47,60 43,91 13,52 

Hvalsø-Særløse 2273 1077 22,38 60,86 22,73 47,93 27,84 

Jelling 2330 1003 9,78 66,17 19,58 25,85 16,55 

Slagelse Skt. Peders lands. (F) 2667 2667 28,74 76,34 16,17 16,85 9,00 

Gråsten 2676 2343 21,08 83,09 40,84 16,73 17,64 

Holsted 2710 1175 8,37 88,48 27,99 35,21 10,03 

Kjellerup 2714 2257 17,57 92,83 42,86 62,80 23,80 

Lillerød 2716 2437 33,12 95,17 42,99 H-2,29 16,34 

Langå-Torup-Sdr. Vinge 3170 2008 21,65 69,07 31,91 10,06 7,59 

Hasle-Skejby-Lisbjerg (F) 3227 2091 27,14 69,58 66,02 37,08 42,54 

Vamdrup 

Bramminge 

3411 

3473 

2055 

2560 

23,09 

21,52 

108,43 

118,83 

49,14 

47,74 

22,57 

47,91 

18,11 

18,83 

Gennemsnitlig 2622 22,01 81,61 40,04 28,61 18,85 

Rene landkommuner: 

Gesing-Nørager 1801 12,75 55,06 19,50 135,86 20,01 

Løjt 2070 17,60 103,74 57,21 55,10 51,52 

Dollerup-Finderup-Ravnstrup .. 2073 5,88 73,11 22,12 42,79 25,32 

Sønderholm-Frejlev 2099 12,59 55,85 24,53 54,68 19,89 

Virring-Essenbæk 2099 9,67 67,12 20,47 34,60 12,65 

Tranekær-Tullebølle 2104 15,02 72,39 27,92 34,78 20,21 

Føvling 2127 3,74 62,47 31,30 62,49 13,23 

Hejnsvig 2229 6,44 65,71 23,97 34,05 13,28 

Ormslev-Kolt 2303 17,78 102,49 32,97 44,05 29,66 

Torning 2310 9,98 74,62 23,31 8,20 20,20 

Felsted 2347 20,00 74,94 32,03 80,34 30,70 

Tversted-Uggerby 2446 7,87 88,85 19,29 27,47 26,78 

Snejbjerg 2504 10,29 59,98 28,08 54,83 26,59 

Lynge-Uggeløse 2779 20,92 74,46 27,06 22,52 23,01 

Vrejlev-Hæstrup 3039 10,98 88,70 25,57 16,96 32,76 

Tern 3185 12,75 93,29 19,73 37,03 24,16 

Gennemsnitlig 2345 10,79 70,45 26,10 43,52 24,62 

*) Exclusive beregnede renter og afskrivning af anlæg. 

**) Uden fradrag af direkte andele i motorafgifterne. 

bygger for de egentlige landkommuner end for 

de bymæssige kommuner. 

De i tabellen undersøgte kommuner er inden 

for hver af de to grupper opstillet efter folketallets 

størrelse med henblik på at give et indtryk 

af, hvorvidt der er nogen sammenhæng 

mellem kommunens indbyggertal og udgifterne 

pr. indbygger. Inden for et så forholdsvis lille 

befolkningsinterval, som der her er tale om, har 

en sådan sammenhæng imidlertid ikke kunnet 

konstateres. 

Det må imidlertid på baggrund af tabellens 

tal anses for godtgjort, at det er selve den bymæssige 

struktur, der medfører, at de bymæssige 

kommuners udgifter er relativt højere end 

de egentlige landkommuners, og ikke det forhold, 

at de bymæssige kommuner almindeligvis 

er mere folkerige end de egentlige landkommuner. 

C. KOMMUNERNES INVESTERINGER 

Ved sammenligningerne imellem de forskellige 

kommunegruppers udgifter til de enkelte 

formål har man i afsnit A og B ovenfor alene 

betragtet de udgifter, der er kommet til udtryk 

i kommunernes driftsregnskaber. Det er imidlertid 

klart, at eventuelle forskelle mellem de 

enkelte kommuner med hensyn til det omfang, 

hvori kommunerne i et regnskabsår afholder 

anlægsudgifter over driftsregnskabet, vil kunne 

påvirke det helhedsindtryk, som skabes af sam-

76 

menligningerne på grundlag af de i driftsregnskaberne 

opførte udgifter til de enkelte formål. 

Det vil derfor være af værdi at få et indtryk af 

de samlede beløb, der i de enkelte kommunegrupper 

er anvendt til anlægsformål i det omhandlede 

regnskabsår. 

Kommuneregnskaberne indeholder sjældent 

specificerede oplysninger om de samlede udgifter 

til byggeog anlægsarbejder og andre investeringer. 

Det statistiske Departement indhenter 

derfor årligt særlige oplysninger om kommunernes 

udgifter til investeringsformål. Udgifterne 

opgøres brutto, d. v. s. uden fradrag af tilskud 

fra staten, udligningsfonden m. v., og uden hensyn 

til om udgifterne er afholdt over kommunens 

driftsregnskab eller er financieret ved 

låne- eller fondsmidler. 

På grundlag heraf har man i oversigten i bilag 

12 anført kommunegruppernes udgifter pr. 

indbygger i 1953/54 til de enkelte hovedformål. 

Selvom opgørelsen kun omfatter et enkelt år, 

og udgifterne i de enkelte kommuner kan svinge 

kraftigt fra år til år, vil det dog, når tallene 

som her omfatter kommunegrupper, være forsvarligt 

at benytte opgørelsen som grundlag for 

en vurdering af investeringsvirksomheden. 

Til de enkelte poster i oversigten bemærkes: 

Posten, »Nybyggeri«, omfatter de egentlige bygningsudgifter, 

herunder også til tilbygninger. 

Arbejder vedrørende installation af det almindelige 

bygningstilbehør såsom elektriske ledninger, 

varmeanlæg, ledninger til vand og gas 

m. v. medregnes under udgifterne til byggearbejder, 

medens f. eks. udgifter til anskaffelse 

af apparatur på et sygehus, maskiner i de offentlige 

værker m. v. henregnes under posten, 

»Maskiner m. v.«. 

Til »Nyanlæg« henføres f. eks. gader, veje, 

broer, tunneler, kloaker, rensningsanlæg, ledningsarbejder, 

transformatorer, kedelanlæg samt 

jordarbejder såsom landvindingsarbejder, kystsikring, 

kultiveringsarbejder, idræts- og parkanlæg, 

anlæg af kirkegårde, vandløbsregulering, 

flyvepladser o. s. v. (excl. bygninger, der er opført 

under »Nybyggeri«). 

Posten, »Maskiner, apparater, redskaber m. p.«, 

omfatter udgifterne til køb og installation af 

maskiner, vogne, automobiler, apparater samt 

redskaber og kontormaskiner, værktøj m. v., der 

er bestemt til anvendelse over en længere årrække. 

Maskiner m. v., som anskaffes til erstatning 

for andre, medregnes også under nyanskaffelser, 

hvorimod indkøb af brugte maskiner, 

apparater, automobiler m. v. ikke medregnes. 

Udgifter til køb af ejendomme og grunde 

betragtes ikke som investeringsudgifter og er 

derfor ikke medtaget i opgørelsen. 

Det fremgår af oversigten i bilag 12, at forstadskommunerne 

har de højeste udgifter til nybyggeri 

med 90 kr. pr. indbygger mod 65-70 kr. 

i de større købstæder og i stationsbykommunerne 

og 30-35 kr. i hovedstaden, i de små købstæder 

og i de egentlige landkommuner. Særlig med 

hensyn til administrationsbygninger ogskolerligget 

forstadskommunerne højt. Til skolebyggeri 

anvendte forstadskommunerne 5 5 kr. pr. indbygger, 

eller 60 pct. af den samlede byggeudgift, 

men på dette område har også stationsbykommunerne 

haft væsentlige udgifter, idet udgiften i 

disse kommuner har udgjort 57 kr. pr. indbygger 

svarende til godt 80 pct. af disse kommuners 

samlede byggeudgift. Heroverfor står 

de større købstæder og de egentlige landkommuner 

med 29 kr. og de små købstæder og 

hovedstaden med henholdsvis 12 og 3 kr. pr. 

indbygger. De høje udgifter i forstads- og stationsbykommuner 

er en naturlig følge af, at 

disse kommuner har haft en kraftig tilgang af 

børn i skolepligtig alder. Også boligbyggeriet 

betyder forholdsvis mere i forstadskommunerne 

(4 kr. pr. indbygger) end i de øvrige grupper 

bortset fra de større købstæder, der har en udgift 

på 10 kr. pr. indbygger. Til gengæld har 

stationsbykommunerne og de egentlige landkommuner 

sammen med de små købstæder de største 

udgifter til alderdomshjem som følge af de 

forholdsvis mange gamle i disse kommuner, jfr. 

foran s. 49. Stationsbyerne og de egentlige landkommuner 

har naturligt nok ingen udgifter til 

sygehusbyggeri. Hovedstaden har afholdt 4 kr., 

de større købstæder 9 kr. pr. indbygger, medens 

de små købstæders udgifter er ubetydelige. 

Udgifterne til reparation og vedligeholdelse 

af bygninger er stigende med det bymæssige 

præg fra godt 2 kr. i de egentlige landkommuner 

til 13 kr. i de større købstæder og 24 kr. 

pr. indbygger i hovedstaden. 

Udgifterne til nyanlæg er størst i de større 

købstæder og forstadskommunerne med henholdsvis 

94 og 88 kr. pr. indbygger, medens de 

små købstæder og stationsbykommunerne hver 

anvender 60 kr. og J egentlige landkommuner 

34 kr. pr. indbygger. I hovedstaden og de større 

købstæder er den største del af anlægsudgifterne 

medgået til kommunale værker (45-50 

kr. pr. indbygger), medens det i de øvrige kommunegrupper 

er udgifterne til veje og kloaker, 

der har størst betydning. Det bemærkes, at ud-

gifter til veje og kloaker her - i modsætning til 

i oversigten i bilag 11 - også omfatter vej- og 

kloakarbejder udført som beskæftigelsesarbejder 

med tilskud fra staten eller udligningsfonden. 

Det ses, at forstadskommunerne har højere bruttoudgifter 

tilveje og kloakerend stationsbykommunerne, 

der igen ligger over de egentlige landkommuner. 

I oversigten i bilag 11, der angav 

kommunernes udgifter ifølge driftsregnskaberne 

til veje og kloaker som nettoudgifter (dog uden 

fradrag af de direkte andele i motorafgiften), 

var forholdet lige omvendt, idet det her var de 

egentlige landkommuner, der havde de største 

udgifter. Derimod er sognekommunernes bruttoudgifter 

til reparation og vedligeholdelse af veje 

m. v. - ligesom de samlede nettovej udgifter 

ifølge driftsregnskaberne - højest i de egentlige 

landkommuner og lavest i forstadskommunerne. 

Det vil være fremgået af de foregående bemærkninger, 

at de bymæssige kommuner har 

langt større investeringsudgifter pr. indbygger 

end de egentlige landkommuner. Med hensyn 

til nybyggeri ligger disse kommuner - specielt 

forstadskommunerne - endog højere end købstadkommunerne, 

og for så vidt angår nyanlægene, 

afviger forstadskommunernes udgifter ikke 

meget fra de større købstæders, medens stationsbykommunernes 

ligger på niveau med de 

små købstæders. 

D. KOMMUNERNES GARANTI- 

FORPLIGTELSER 

77 

Der foreligger ikke samlede opgørelser over 

størrelsen af de samlede eller gennemsnitlige 

kommunale garantiforpligtelser i almindelighed, 

men på et enkelt område har man dog tal, der 

kan belyse en meget væsentlig del af kommunernes 

forpligtelser af denne art, idet der af 

boligministeriet føres løbende statistiker over de 

af kommunerne påtagne garantier for statslån, 

der ydes i medfør af byggestøttelovgivningen. 

Efter byggestøttelovgivningen er det den almindelige 

regel, at lånegrænsen for statslånet 

forhøjes noget, når der for statslånet ydes kommunegaranti, 

og selvom der mellem de forskellige 

kommuner kan være forskelle med hensyn 

til det omfang, hvori kommunerne påtager sig 

at yde sådanne garantier, synes de samlede tal 

vedrørende de forskellige kommunegruppers 

garantiforpligtelser på dette område dog at være 

et værdifuldt fingerpeg til belysning ikke blot 

af den økonomiske risiko, som garantiforpligtelserne 

indebærer, men tillige af statslånsbyggeriets 

omfang i de enkelte kommunegrupper. 

I tabel 42 nedenfor har man foretaget en beregning 

af de i de forskellige kommunegrupper 

i tiden fra den 1. april 1946 til den 31. marts 

1954 ydede garantiforpligtelser for statslån, der 

er udbetalt i medfør af byggestøttelovgivningen, 

i forhold til kommunernes indbyggertal pr. sidstnævnte 

dato. 

Tabel 42. Kommunegaranti pr. indbygger for statslån 

i medfør af byggestøttelovgivningen. Pr. 31. marts 

1934. Kr. 


Hovedstadens forstadskommuner 173,62 

Købstæder m. over 5.000 indbyggere 101,51 

Købstæder m. under 5.000 indbyggere 80,58 

Købstæder ialt 100,12 

Købstædernes for stadskommuner*) 

m. over 3.500 indb. i bymæssig bebyggelse ... 101,69 

m. 2.OOO-3.5OO indb. i bymæssig bebyggelse. 87,27 

m. 1.500-2.000 indb. i bymæssig bebyggelse. 47,74 

m. 1.000-1.500 indb. i bymæssig bebyggelse. 39,43 

m. 500-1.000 indb. i bymæssig bebyggelse ... 46,24 

Købstædernes forstadskommuner m. over 500 

indbyggere i bymæssig bebyggelse 79,87 

Stationsby kommuner*) 

m. over 3.500 indb. i bymæssig bebyggelse ... 128,44 

m. 2.000-3.500 indb. i bymæssig bebyggelse . 99,50 



Stationsbykommuner m. over 1.000 indb. i bymæssig 

bebyggelse 70,42 

Øvrige sognekommuner 8,64 

Hele landet 53,01 

*) Fordelingen efter størrelse er foretaget i overensstemmelse 

med den i bilag 2 angivne fordeling. 

Det fremgår af tabellen, at kommunernes 

garantiforpligtelser relativt ligger langt højere 

i hovedstadens forstadskommuner end i nogen 

af de andre kommunegrupper, og iøvrigt viser 

det sig, at garantiforpligtelserne især ligger på 

et højt niveau i de større købstadkommuner, i 

de større forstæder til købstæder og i de større 

stationsbyer, hvor niveauet endog er væsentlig 

højere end i de større købstæder. Såvel for købstædernes 

forstadskommuner som for stationsbykommunerne 

gælder det, at garantiforpligtelserne 

i de kommuner, der har over 2000 indbyggere 

i bymæssig bebyggelse, ligger noget 

højere end i de mindre købstæder (med under 

5000 indbyggere). 

Ved bedømmelsen af de anførte tal må det 

dog tages i betragtning, at der er tale om gennemsnitstal, 

der dækker over vidt forskellige 

tal fra kommune til kommune.

KAPITEL 6 

Byggevirksomheden i de bymæssige kommuner. 

Den stærke befolkningstilvækst, der har præget 

de bymæssige kommuner, har naturligvis 

bevirket, at der i disse kommuner er foregået et 

betydeligt byggeri. Udvalget har søgt at tilvejebringe 

et materiale til belysning af omfanget af 

byggevirksomheden i de bymæssige kommuner 

sammenholdt med byggeriet i de andre kommunegrupper. 

En undersøgelse heraf støder 

imidlertid på den vanskelighed, at der for tiden 

før 1950 kun i begrænset omfang foreligger 

oplysninger om byggevirksomheden i de bymæssige 

kommuner. Kun for tiden efter 1950 

foreligger der fyldestgørende oplysninger om 

antallet af m 2 fuldført etageareal henholdsvis 

i hovedstaden, i dennes forstæder samt i købstæder 

og i bymæssige kommuner. Oplysningerne 

herom offentliggøres kvartalsvis i de af Det 

statistiske Departement udgivne »Statistiske efterretninger«. 

Det naturlige udgangspunkt for en undersøgelse 

af udviklingen i byggevirksomheden i 

de enkelte kommunegrupper ville være den på 

et basistidspunkt tilstedeværende bygningsmasse 

udtrykt i m 2 etageareal. Sådanne oplysninger 

foreligger imidlertid ikke, og udvalget har under 

hensyn hertil samt under hensyn til, at anvendelige 

oplysninger kun foreligger for årene 

efter 1950, undladt at meddele tal for byggeriet 

i de enkelte år i hver af kommunegrupperne. 

For dog at give et indtryk af byggeriets niveau 

har man i bilag 13 — der for perioden 

1951-55 viser byggeriets procentvise fordeling 

på de enkelte ejendomstyper i de forskellige 

kommunegrupper — tillige anført det antal m 2 

etageareal, der gennemsnitlig er fuldført i 

hvert år i den nævnte periode. Disse summariske 

tal, der selvsagt ikke siger noget om, hvorvidt 

byggeaktiviteten i een kommunegruppe har 

været større end i en anden (hertil kræves, at 

man tillige tager indbyggertallet i betragtning, 

jfr. tabel 43 nedenfor), viser, at det samlede 

byggeri har været størst i købstæderne og i de 

rene landkommuner (hhv. 1.081.000 og 831.000 

m 2 ) og mindst i købstadkommunerne og stationsbykommunerne 

(hhv. 181.000 og 245.000 m 2 ), 

medens hovedstadsforstæderne indtager en mellemstilling 

med 515.000 m 2 . 

Betragter man bilagets oplysninger om byggeriets 

fordeling på ejendomstyper, ses det, at 

boligbyggeriet i de omhandlede år har været det 

vigtigste byggeri i alle de bymæssigt prægede 

kommunegrupper. Størst har boligbyggeriet været 

i forstæderne, hvor det udgør 75-85 % 

af det samlede byggeri. I stationsbykommunerne 

ligger boligbyggeriets andel på 70-75 % 

mod 55-65 % i købstæderne og kun 30-40 % 

i de egentlige landkommuner. 

Opførelse af forretningsejendomme, offentlige 

ejendomme og industrielle bygninger har 

relativt størst betydning i købstæderne, men er 

også af væsentlig betydning i stationsbyerne. 

Gruppen: Andre ejendomme er af meget væsentlig 

betydning for de egentlige landkommuner, 

hvor dette byggeri (hovedsagelig avlsbygninger) 

udgør 50-60 % af det samlede byggeri, 

i 1955 dog kun 35 %. 

Med det formål at undersøge, hvorvidt og i 

hvilket omfang der har været forskel på byggeaktiviteten 

kommunegrupperne imellem, d.v.s. 

om aktiviteten har været større i een kommunegruppe 

end i en anden, har man udarbejdet 

nedenstående tabel 43, der angiver det gennemsnitlige 

årlige byggeri i årene 1951-55, udtrykt 

i m 2 fuldført etageareal i forhold til indbyggertallet 

i de forskellige kommunegrupper ved den 

almindelige folketælling i 1950. 

Det fremgår af tabellen, at hovedstadsforstæderne 

har haft langt den stærkeste byggeaktivitet. 

Udtrykt pr. indbygger er der i disse forstæder 

gennemsnitligt opført 2,7 m 2 etageareal 

årligt, d.v.s. henved 3 gange mere end i købstæderne 

og i disses forstæder, der hver har 

fuldført knapt 1 m 2 pr. indbygger mod 0,8 m 2

79 

Tabel 43. Fuldført etageareal i m? pr. indbygger. - Årsgennemsnit for 1951-55. 

Beboelses- Forretnings- Offentlige Fabriker, Andre Samtlige 

ejendom- ejendom- ejendom- værksteder ejendom- ejendomme 

me me o. 1. me me 

Hovedstaden 0,17 0,03 0,05 0,09 0,02 0,36 

Hovedstadens forstæder 2,16 0,02 0,18 0,23 0,07 2,66 

Købstadkommuner m. v 0,59 0,04 0,15 0,12 0,06 0,96 

Købstædernes forstadskommuner .. 0,73 0,01 0,10 0,03 0,06 0,93 

Stationsbykommuner m. over 1.000 

indb. i en bymæssig bebyggelse .... 0,56 0,02 0,09 0,05 0,07 0,79 

Øvrige sognekommuner 0,20 0,01 0,04 0,03 0,26 0,54 

i stationsbykommunerne og godt 0,5 m 2 i de 

egentlige landkommuner. 

Boligbyggeriet har indtaget en dominerende 

rolle i alle de bymæssigt prægede kommunegrupper. 

Det ses, at hovedstadsforstædernes 

boligbyggeri (2,2 m 2 pr. indbygger) har været 

henved 3 gange så stort som købstædernes forstæders 

(0,7 m2 pr. indbygger), der igen ligger 

højere end stationsbykommunernes og købstædernes 

(0,5-0,6 m 2 pr. indbygger). I de egentlige 

landkommuner har boligbyggeriet kun udgjort 

0,2 m 2 pr. indbygger. 

Også med hensyn til opførelse af »offentlige 

ejendomme« samt »fabriker og værksteder« har 

hovedstadsforstæderne indtaget en førende stilling. 

Dette gælder særlig det industrielle byggeri, 

der har været omtrent dobbelt så stort som 

i købstæderne (0,23 mod 0,12 m 2 pr. indbygger), 

der igen ligger væsentlig over de øvrige 

grupper. 

Opførelse af »forretningsejendomme« og af 

»andre ejendomme« er af forholdsvis ringe betydning 

i de bymæssigt prægede kommuner, 

men det skal i denne forbindelse fremhæves, at 

købstædernes byggeri af forretningsejendomme 

har været væsentlig større end de øvrige kommunegruppers. 

Endelig må det nævnes, at avlsbygninger til 

landbrugsejendomme (der indgår i gruppen: 

»Andre ejendomme«) naturligt nok har været af 

stor betydning i de egentlige landkommuners 

byggevirksomhed (0,26 m 2 pr. indbygger).

KAPITEL 7 

Sammenfattende bemærkninger om de faktiske forhold 

i de bymæssige bebyggelser. 

A. KØBSTÆDERNE OG DE BYMÆSSIGE 

BEBYGGELSER 

I de foregående kapitler har man søgt at give 

en almindelig beskrivelse af de bymæssige bebyggelser 

uden for købstæderne og af forholdene 

i de kommuner, hvori disse bebyggelser er 

beliggende, idet man især har søgt at give et 

indtryk af, i hvilket omfang forholdene i de bymæssige 

bebyggelser (kommuner) på forskellige 

områder ligger på linie med eller adskiller 

sig fra forholdene i købstæderne og specielt i 

købstæder af nogenlunde tilsvarende størrelse. 

Ved bedømmelsen af de resultater, der fremkommer 

ved sammenligninger mellem gennemsnitstal 

for større eller mindre grupper af bysamfund, 

må man være opmærksom på, at de 

faktiske forhold varierer meget stærkt fra by 

til by som følge af specielle, lokalt betonede 

forhold, og dette gælder, hvadenten der her er 

tale om købstæder eller bymæssige bebyggelser. 

Med dette forbehold og iøvrigt med de forbehold 

med hensyn til det statistiske materiale, 

der følger af vanskelighederne ved en afgrænsning 

af de enkelte bymæssige bebyggelsers geografiske 

område, synes de foretagne undersøgelser 

dog at give et samlet indtryk af, at der 

ikke i almindelighed kan siges at være væsensforskelle 

med hensyn til de faktiske livsforhold 

i købstæderne og i bymæssige bebyggelser af 

tilsvarende størrelse. Dette bekræfter også de 

slutninger, der kan udledes af tallene vedrørende 

de forskellige kommunegruppers økonomi, 

idet disse tal kan tages som udtryk for, at 

den kommunale virksomheds omfang og retning 

i sognekommuner med større bymæssige bebyggelser 

stort set er den samme som i købstadkommunerne, 

bortset fra det forhold, at købstæderne, 

der står uden for den amtskommunale 

inddeling, har visse særlige opgaver, der 

for sognekommunerne varetages af amtskommunen. 

Den omstændighed, at de fleste af købstæderne 

har bestået som egentlige bysamfund, 

længe før de nuværende bymæssige bebyggelser 

uden for købstæderne overhovedet fandtes, betyder 

naturligvis, at der er visse forskelle mellem 

de to arter af bysamfund. Disse forskelle 

vil navnlig ytre sig i selve bebyggelsens fremtoningspræg 

og karakter, men giver sig også udslag 

i, at der i højere grad i købstæderne end 

i de bymæssige bebyggelser er placeret offentlige 

institutioner m. v. Disse forhold er måske 

en medvirkende årsag til den traditionelle tilbøjelighed 

til i købstadbetegnelsen at indlægge 

en særlig - som oftest udefineret — udmærkelse 

for de bysamfund, der bærer denne betegnelse, 

fremfor de andre byer. 

Denne forskel mellem købstæderne og de øvrige 

bysamfund med hensyn til oprindelse og 

alder og som følge heraf også med hensyn til 

hele udviklingsforløbet igennem det sidste århundrede 

giver imidlertid på den anden side 

et vist perspektiv ved vurderingen af sammenligninger 

mellem købstæderne og de andre byer 

på mange af de områder, hvor disse nye byer i 

dag ligger på linie med købstæder af tilsvarende 

størrelse eller måske endog har nået et 

stade i den bymæssige udvikling, der svarer til 

forholdene i de noget større købstæder. 

Undersøgelsen af forholdene på de forskellige 

områder synes iøvrigt at vise som et gennemgående 

træk, at ligesom forholdene i de 

noget større købstæder i væsentlig grad adskiller 

sig fra forholdene i de mindre købstæder, 

således kan der også i et vist — måske dog i 

mindre - omfang påvises forskelle mellem forholdene 

i kommuner med større bymæssige bebyggelser 

og kommuner med mindre bebyggelser. 

På visse områder forholder det sig endog 

således, at forholdene i de større bymæssige 

kommuner er mere »bymæssige« i den forstand, 

at de i højere grad end i de mindre købstæder 

ligger på linie med forholdene i de større 

købstæder.

81 

B. FORSKELLE I FORHOLDENE 

HENHOLDSVIS I STATIONSBYER O. L. 

OG I FORSTÆDER 

Vender man sig derefter til alene at betragte 

forholdene i de bymæssige bebyggelser (kommuner), 

viser der sig på en række områder at 

være væsentlige forskelle mellem henholdsvis 

stationsbyer o. 1. og forstæderne. Disse forskelle 

kan som regel føres tilbage til, at den 

enkelte stationsby i modsætning til forstadsbebyggelsen 

udgør et samlet bysamfund, der så 

at sige hviler i sig selv og sit opland, medens 

forstadsbebyggelsen alene udgør en del af et 

større bysamfund, hvilket bevirker, at forholdene 

i en sådan bebyggelse i vidt omfang er 

afhængige af og påvirkes af forholdene i moderbyen. 

Den strukturmæssige forskel mellem stationsbyer 

o. 1. og forstæder er baggrunden for, at der 

på forskellige lovgivningsområder gælder forskellige 

regler henholdsvis for forstadsbebyggelser 

og for stationsbyer o. 1., og for forstadsbebyggelsernes 

vedkommende er der i et vist omfang 

tillige forskelle med hensyn til den stilling, 

der er tillagt hovedstadens forstæder og 

købstadforstæderne. 

Forstædernes særlige tilknytningsforhold til 

moderbyen indebærer samtidig, at der på forskellige 

områder er betydelige forskelle imellem 

de enkelte forstæder, i højere grad end det er 

tilfældet for gruppen af stationsbyer o. 1. Dette 

forhold svækker i visse tilfælde værdien af 

generelle undersøgelser vedrørende forholdene 

i forstæderne, fordi de resultater, man når frem 

til, derfor ikke altid kan betragtes som typiske. 

Derimod vil en undersøgelse af forholdene i de 

enkelte forstadsbebyggelser, set i relation til 

forholdene i moderbyen, have særlig interesse. 

Udvalget har imidlertid ikke ment i almindelighed 

at burde foretage sådanne undersøgelser 

for hovedstadsområdet og de enkelte købstadbysamfund, 

men man skal i så henseende henvise 

til de undersøgelser af denne art, der i vidt 

omfang er foretaget for de enkelte større provinsbysamfund, 

og som på en række områder 

foretages for hovedstaden og dens forstæder af 

Københavns kommunes statistiske kontor. Man 

kan endvidere henvise til de undersøgelser, der 

er gennemført specielt med henblik på udarbejdelse 

af byudviklingsplaner og byplaner efter 

fælles retningslinier for visse købstæder og disses 

forstadsbebyggelser. 

Blandt de generelle trak, der vil kunne udledes 

af undersøgelserne vedrørende forholdene 

6 

henholdsvis i stationsbyer o. 1. og i forstadsbebyggelser, 

skal særligt fremhæves, at den i de 

sidste 30-40 år stedfundne befolkningstilvækst 

har været stærkere i de kommuner, i hvilke 

der i dag findes større forstadsbebyggelser, end 

i stationsbykommuner af tilsvarende størrelse, 

at tilvandringen til forstadskommunerne fortrinsvis 

hidrører fra købstæderne, medens tilvandringen 

til stationsbykommunerne fortrinsvis 

kommer fra de rene landdistrikter, at der i 

forstadskommunerne findes relativt flere børn 

og unge end i stationsbykommunerne, hvor det 

relative antal gamle til gengæld er højere end 

i forstæderne, at erhvervsfordeling og øvrige 

erhvervsmæssige forhold i forstadskommunerne 

i høj grad bærer præg af forstadsbebyggelsens 

karakter af at være en integrerende bestanddel 

af det samlede bysamfund, som moderbyen og 

dennes forstæder udgør, samt at byggeriet i 

forstadskommunerne og den i forbindelse hermed 

stående kommunale investeringsvirksomhed 

(til gader og veje, kloaker, skoler m. v.) gennemgående 

er af et noget større omfang i forstadskommuner 

end i stationsbykommuner. 

C. SPECIELLE FORHOLD OG PROBLEMER 

FOR HVER AF DE TO ARTER AF 

BYMÆSSIGE KOMMUNER 

a. Stationsbyernes særlige forhold. 

Den strukturmæssige forskel mellem stationsbyerne 

og forstæderne indebærer, at problemstillingen 

i nogen grad bliver forskellig i de to 

arter af kommuner. 

Stationsbyens eksistens og trivsel er gennemgående 

i højere grad end for forstædernes vedkommende 

afhængig af bysamfundets erhvervsliv, 

og stationsbysamfundet vil derfor i højere 

grad end forstadssamfundet være interesseret 

i, at der bydes byens erhvervsliv så gunstige 

vilkår som muligt, ligesom den - på samme måde 

som købstæderne og i konkurrence med disse - 

vil søge at drage nye erhvervsvirksomheder til 

sig. Da stationsbyen almindeligvis er centrum 

for et opland, er det tillige særlig vigtigt for 

dens trivsel og for søgningen fra oplandet, at 

der i byen etableres de virksomheder og institutioner, 

der nu engang hører til et selvstændigt 

bysamfund. I modsat fald vil oplandets befolkning 

søge til den nærmeste købstad, og stationsbyen 

stagnere. Disse forhold influerer også 

på den kommunale virksomhed i stationsbyerne,

82 

idet stationsbykommunen ikke alene af hensyn 

til sine egne beboere, men også af hensyn til 

oplandet må sørge for tilvejebringelsen af biblioteker, 

park- og sportsanlæg, badeanstalter o. 1., 

ligesom også hensynet til oplandet kan få betydning 

for kravene til kommunens skolevæsen 

m. v., medens beboerne i de mindre forstadsbebyggelser 

- i hvert fald indtil bebyggelsen 

har nået en vis størrelse - i et vist omfang på 

de omhandlede områder vil kunne nyde godt af 

de foranstaltninger af denne art, som findes i 

købstaden. 

Stationsbyernes særlige interesse i søgning fra 

oplandet og konkurrencen med købstæderne på 

de forskellige områder forklarer i nogen grad, 

at det hidtil navnlig har været i stationsbyerne, 

således Haslev, Odder, Ikast og Skjern, at der 

fra tid til anden har været fremsat ønske om, 

at byen blev oprettet til købstad, og at ønskerne 

gennemgående har været fremsat af eller har 

vundet stærk støtte i erhvervskredse i de pågældende 

byer*). 

b. Forstadsbebyggelsernes særlige forhold. 

Ligesom der for stationsbykommunerne kan 

nævnes visse forhold og problemer, der er specifike 

for denne art af de bymæssige bebyggelser, 

er der også for forstadskommunerne forhold, 

der fortrinsvis gør sig gældende i disse. 

Interessekonflikter inden for kommunen. 

I en bymæssigt bebygget sognekommune vil 

der, når kommunen ikke er overvejende bymæssigt 

bebygget, ofte kunne opstå visse interessekonflikter 

mellem den del af kommunens befolkning, 

der bor i den bymæssige bebyggelse, 

og kommunens landbefolkning. Denne interessemodsætning 

vil som regel være noget stærkere 

i forstadskommuner end i stationsbykommuner, 

fordi behovet og interesserne hos forstadens befolkning 

ofte vil være stærkt påvirket af forholdene 

i den nærliggende større moderby, medens 

overgangen mellem land- og bymentaliteten 

i de mindre stationsbyer må formodes at 

være langt mere flydende. 

Forstadsbebyggelsernes dannelse bevirker, at 

der af forstadens befolkning stilles krav til 

kommunen om gennemførelse af særlige foranstaltninger 

såsom anlæg af gader, veje, klo- 

*) Jfr. nærmere herom nedenfor i kapitel 10. 

aker, opførelse af skoler m. v., som specielt skal 

tjene forstadens behov. Udgifterne herved vil 

være tyngende på kommunens budget, og dette i 

forbindelse med andre forhold, bl. a. at forstadskommunen 

i kraft af de gældende regler om 

erhvervsbeskatning ikke får den fulde normale 

skatteindtægt af forstadsbeboernes indkomster, 

kan naturligvis i visse tilfælde, især i kommuner, 

der kun har en lille forstadsbebyggelse, give 

anledning til, at der opstår et vist modsætningsforhold 

mellem kommunens land- og bybefolkning. 

Et særligt spændingsforhold mellem beboerne 

i forstadsbebyggelserne og landbefolkningen 

vil kunne opstå, når beboerne i forstadsbebyggelsen 

fortrinsvis er den mindre velstillede 

del af befolkningen i det samlede bysamfund, 

og hvor forstadskommunen må afholde 

betydelige sociale udgifter til beboerne i forstaden 

uden at opnå tilsvarende skatteindtægter. 

I denne forbindelse kan det iøvrigt også nævnes, 

at det for en forstadskommunes landbefolkning 

ofte forekommer uforståeligt, at de 

sociale ydelser, aldersrente m. v. - som det undertiden 

er tilfældet - skal udbetales med højere 

beløb i forstadsbebyggelsen end i kommunens 

landdistrikter. 

Når der består et sådant modsætningsforhold 

imellem en forstadskommunes land- og bybefolkning, 

vil dette i visse tilfælde kunne finde 

sin naturlige udløsning i en indlemmelse af forstadsbebyggelsen 

i moderbyen. Efter de nugældende 

regler om indlemmelse i købstadkommuner 

(landkommunallovens III. afsnit, jfr. lovbekendtgørelse 

nr. 329 af 6. juli 1950) tages 

der netop særligt hensyn til ønsker om indlemmelse 

i tilfælde, hvor »en betydelig del af beboerne 

på det til indlemmelse bestemte område 

er udflyttet fra eller har deres beskæftigelse i 

købstaden«, eller hvor »det nævnte område på 

væsentlige punkter har trang til sådanne goder, 

som i almindelighed følger med købstadkommunal 

forvaltning, og landkommunen ikke er i 

stand til eller nægter at afhjælpe disse mangler«, 

eller hvor »de skatteindtægter, området 

afkaster, som følge af dets tilknytning til købstaden 

står i væsentligt misforhold til størrelsen 

af de udgifter, dets forvaltning fører med 

sig«. 

Noget andet er, at der i forstadskommuner, 

hvor bybefolkningen er nået op til at udgøre 

en noget større del af kommunens befolkning, 

almindeligvis ikke vil være ønske om at søge

83 

problemerne løst ved indlemmelse, se nedenfor 

s. 84. 

Forholdet til moderbyen. 

De største problemer for forstadskommunerne 

knytter sig dog til forholdet til moderbyen, 

fordi forstadskommunen i så høj grad vil være 

afhængig af forholdene i og den politik, der på 

forskellige områder føres, i moderbyen, og som 

i visse tilfælde kan give anledning til interessekonflikter 

mellem moderbyen og forstæderne. 

Man kan her nævne de problemer, der opstår 

i forbindelse med udarbejdelsen af samlede byplaner 

(byudviklings- og egnsplaner) for moderbyen 

og de omliggende områder eller i forbindelse 

med etableringen af kommunale indretninger, 

herunder navnlig kloakanlæg, hvor 

det ofte har vist sig vanskeligt at finde frem 

til en rationel fællesordning for hele byområdet 

og de omliggende områder. Også de problemer, 

der opstår i forbindelse med en sikring af vandforsyningen, 

kan nævnes i denne forbindelse, 

idet det her undertiden sker, at den ene part 

har vanskeligheder ved at opnå de til kommunens 

vandforsyning fornødne vandindvindingsrettigheder, 

fordi den anden part i forvejen 

har sikret sig vandindvindingsrettighederne på 

de arealer, der kommer i betragtning. 

Undertiden vil forholdene ligge således, at 

forsyning med vand, gas og elektricitet fra egne 

værker vil være så bekostelig for forstadsbebyggelsen 

(kommunen), at dens beboere er henvist 

til at blive forsynet fra moderbyens værker, 

hvilket kan give moderbyen mulighed for at 

drive en tarifpolitik, der stiller forstadens befolkning 

ugunstigere end moderbyens. 

Det kan endvidere nævnes, at forstadskommunerne 

i visse tilfælde vil se det som en trusel 

imod deres fremtidige stilling som selvstændige 

kommunesamfund, når moderbyen erhverver 

større faste ejendomme i sognekommunen. Sådanne 

ejendomserhvervelser har nemlig i mange 

tilfælde været forløbere for senere indlemmelser. 

Hertil kommer, at den måde, hvorpå moderbyen 

måtte udnytte sådanne ejendomme, ikke altid 

vil falde i tråd med den af forstadskommunen 

ønskede bebyggelses- og befolkningsmæssige 

udvikling i kommunen. Det må dog herved bemærkes, 

at forstadskommunerne i denne henseende 

har en vis garanti imod eventuelle overgreb 

fra købstadkommunernes side ved, at indenrigsministeriet 

skal godkende købstadkommuners 

erhvervelse af fast ejendom, idet man 

6* 

i de foreliggende tilfælde fra ministeriets side 

har påset, at forstadskommunens velbegrundede 

interesser tilgodeses.*) 

Endelig kan et vist modsætningsforhold til 

moderbyen opstå som følge af de økonomiske 

forpligtelser, som udflytningen fra moderbyen 

til en sognekommune påfører denne kommune. 

Der tænkes her ikke alene på de udgifter for 

kommunen, der direkte følger med en forstadsbebyggelses 

udbygning, men også på de forpligtelser, 

som kommer til at påhvile kommunen 

efter reglerne om huslejetilskud til børnerige 

familier og i kraft af garantier for statslån til 

boligbyggeri. For hovedstadsområdets vedkommende 

har dette givet anledning til, at der er 

gennemført en særlig udligningsordning, for så 

vidt angår tab på garantier for statslån og for 

kommunernes udgifter til huslejetilskud, jfr. 

byggestøttelovens (lov nr. 107 af 14. april 

1955) § 6, stk. 2, og § 68. For købstæder med 

forstæder er en tilsvarende udligningsordning 

derimod ikke gennemført. 

Særlige problemer for forstadskommuner opstår 

i tilfælde, hvor der fra vedkommende moderbys 

side næres ønsker om indlemmelse af 

forstadsbebyggelsen eller forstadskommunen. 

Moderbyens interesser i så henseende skyldes 

i visse tilfælde ønsket om ved en indlemmelse 

i højere grad at kunne få indflydelse på bysamfundets 

fremtidige udvikling. I andre tilfælde 

kan det især være beskatnings-økonomiske hensyn, 

der ligger til grund, fordi forstadskommunen 

virker som skattely. 

Efter de gældende indlemmelsesregler i landkommunallovens 

(lovbekendtgørelse nr. 329 af 

6. juli 1950) III. afsnit, B, §§ 38-48, er der 

mulighed for at gennemføre indlemmelser af 

sognekommuner eller dele deraf i en købstadkommune 

selv i tilfælde, hvor sognerådet eller 

beboerne i indlemmelsesområdet måtte modsætte 

sig dette, når »væsentlige økonomiske, 

forvaltningsmæssige, kommunale eller andre offentlige 

hensyn taler derfor«. Der er specielt 

*) Også for så vidt angår tilfælde, hvor en købstadkommune 

måtte ønske at optage statslån til boligbyggeri 

i en forstadskommune eller at påtage sig 

garanti for sådanne lån, vil forstadskommunen 

have beskyttelse imod uønskede overgreb fra købstadkommunens 

side, idet sådanne statslån ifølge 

byggestøttelovens (lov nr. 107 af 14. april 1955) 

§ 7 alene ydes med beliggenhedskommunens tilslutning. 

Boligministeren kan dog meddele det 

fornødne samtykke, men denne beføjelse har 

ikke hidtil haft praktisk betydning.

åbnet adgang for indenrigsministeren til efter 

et byråds andragende at gennemføre indlemmelse 

af »arealer, der grænser op til en købstad 

og er helt eller dog delvis ubebyggede, når sådanne 

arealer under hensyntagen til forholdene 

inden for købstadkommunen må anses nødvendige 

for denne for at anvise plads til havnebyggeri 

eller andre formål, der er af væsentlig betydning 

for købstadens kommunale eller økonomiske 

udvikling« (landkommunallovens § 39). 

Medens en indlemmelse som foran anført vil 

kunne give en hensigtsmæssig løsning af problemerne 

omkring en forstadsbebyggelse, sålænge 

denne kun er af mindre omfang, har indlemmelsesplaner 

ofte mødt betydelig modstand 

i forstadskommuner, hvor forstadsbebyggelsen 

har nået en vis størrelse. Denne modstand hos 

mange forstadsbebyggelser mod indlemmelse 

skyldes mange hensyn. I visse tilfælde er det 

overvejende økonomiske, skattemæssige betragtninger, 

der er afgørende; også forskelligt politisk 

flertal kan spille en rolle. Endelig vil det 

i mange tilfælde hos forstadskommunens beboere 

føles som en ulempe, at de ved en indlemmelse 

i den større kommune i nogen grad mister 

indflydelsen på den kommunale forvaltning inden 

for forstadskommunens område og ikke 

har den samme nære kontakt mellem borgerne 

og kommunens ledelse og administration, som 

består i forstadskommunerne. 

Denne ret udbredte uvilje imod indlemmelser, 

som næres i større forstadsbebyggelser, er 

årsagen til, at der kun i relativt begrænset omfang 

er sket indlemmelser af større forstadsbebyggelser. 

De problemer, der således uvægerligt vil opstå 

i forholdet mellem moderbyen og forstæderne, 

vil naturligvis i vidt omfang finde en 

rimelig løsning i et samarbejde imellem kommunerne. 

På visse områder er der i henhold til lov nedsat 

særlige samarbejdsorganer. Dette gælder, for 

så vidt angår byplanlægningen, hvor der i henhold 

til byplanlovens (lovbekendtgørelse nr. 

242 af 30. april 1949) § 3, stk. 2, for omkring 

20 købstæder med forstæder er nedsat fælles 

udvalg til bistand ved udarbejdelsen af by- og 

markplaner. Også med henblik på udarbejdelsen 

af byudviklingsplaner og administrationen 

af bestemmelserne i byreguleringsloven (nr. 

210 af 23. april 1949) er der i de af loven 

umiddelbart omfattede bysamfund (hovedstaden, 

Århus, Ålborg og Odense, alle med forstæder) 

nedsat fælles byudviklingsudvalg.*) 

Også på det civilforsvarsmæssige område er der 

ved lov etableret samarbejde mellem købstad og 

forstadsbebyggelser (-kommuner), jfr. nu civilforsvar 

slovens (nr. 152 af 1. april 1949) § 21, 

stk. 2, smh. m. bekendtgørelse nr. 236 af 28. 

maj 1951**). 

Enkelte steder, hvor der er tale om mange 

og store forstadskommuner, er der imidlertid ved 

frivillig overenskomst nedsat fælles samarbejdsorganer, 

hvis kompetence ikke er begrænset til 

spørgsmål i forbindelse med byplanlægningen 

og byudviklingen eller civilforsvaret. 

Man skal her pege på den i 1946 af Århus 

købstadkommune, Århus amtskommune og de 

omliggende forstadskommuner***) nedsatte 

»Stor-Århuskommission«, der havde til opgave at 

drøfte »spørgsmål af teknisk, økonomisk og administrativ 

karakter, der er fælles for de pågældende 

kommuner, således at man kan få tilvejebragt 

et materiale, der kan danne grundlag for 

en bedømmelse af muligheden for og karakteren 

af fremtidige samarbejds-regler mellem 

kommunerne i Stor-Århusområdet«. Kommissionens 

arbejde er resulteret i en fælles egnsplan 

for hele Stor-Århus, og i forbindelse hermed 

er der foretaget en gennemgribende undersøgelse 

af en række forhold i områdets forskellige 

kommuner. Undersøgelsen er offentliggjort 

som »Økonomiske og administrative forhold i 

Stor-Århus«, maj 1953, og danner grundlag for 

det tekniske samarbejde i det daglige imellem 

kommunerne. 

Kommissionen har nu afsluttet sin virksomhed, 

men samarbejdet mellem købstadkommunen og 

*) Loven omfatter direkte kun de nævnte bysamfund, 

men kan administrativt udvides til også 

at gælde for andre købstæder med forstæder. 

Dette er sket, for så vidt angår Randers, Køge 

og Hillerød med omliggende kommuner, og 

overvejes med hensyn til Helsingør og Roskilde. 

**) Specielt for det storkøbenhavnske område er der 

under landbrugsministeriet nedsat et udvalg, der 

skal undersøge problemer i forbindelse med spildevands 

afledning. Det kan endvidere nævnes, 

at det i den af boligministeriet nedsatte »Samfærdselskommission«s 

betænkning, nr. 132, 1955, 

er foreslået, at der nedsættes et fælles trafikråd 

for det storkøbenhavnske område til samordning 

og udbygning af den kollektive trafik indenfor 

området. 

***) Åby, Brabrand-Årslev, Hasle-Skejby-Lisbjerg, 

Holme-Tranbjerg, Vejlby-Risskov samt Viby 

kommuner.

85 

forstadskommunerne foregår nu ved forhandlinger 

direkte mellem købstadkommunen og 

en sammenslutning mellem Århus' omegnskommuner 

og Odder kommune, »Forstadernes Sammenslutning«. 

Denne sammenslutning, der bestod 

allerede før nedsættelsen af den nævnte 

kommission, har til opgave dels at tilvejebringe 

ensartethed med hensyn til indholdet af de forskellige 

kommuners reglementer og vedtægter, 

tjenestemandslønninger m. v., dels at skabe 

grundlag for kommunernes fællesoptræden i 

forhandlinger med Århus købstadkommune*). 

Også andre steder i landet er der oprettet 

sammenslutninger mellem forstadskommunerne 

omkring en købstadkommune med lignende 

formål som »Forstædernes Sammenslutning«. 

For det storkøbenhavnske område er der stiftet 

et fællesorgan, »Hovedstadskommunernes 

samråd«, med repræsentanter for Københavns, 

Frederiksberg og Gentofte kommuner, Københavns 

amtsråd, samtlige kommuner i Københavns 

amtsrådskreds samt Birkerød, Farum, 

Hørsholm og Karlslunde-Karlstrup kommuner. 

Det er samrådets formål »at forhandle spørgsmål 

af fælles interesse, at drøfte eventuelle mellemkommunale 

uoverensstemmelser samt på der- 

*) Denne sammenslutnings historie og virksomhed 

er nærmere omtalt i en artikel af amtsrådsmedlem 

J. Juul, Viby, i Byplan 23, 5. årgang, nummer 

1, 1953. 

til given foranledning at undersøge spørgsmål, 

som naturligt henhører under samrådet, og eventuelt 

derom at rette henstilling til de pågældende 

kommuner eller andre, som forholdene 

berører, til ministerium eller andre myndigheder«.*) 

Fordelene ved et sådant fast samarbejdsorgan 

fremfor en forhandling i hvert enkelt tilfælde 

vil navnlig ligge i, at man ved etableringen af 

et fast samarbejdsorgan har et naturligt forum 

til drøftelse ikke blot af de spørgsmål, der lige 

i øjeblikket presser på, men tillige af problemer 

af mere vidtrækkende betydning for kommunerne. 

I det foregående har man søgt at opridse 

henholdsvis stationsbykommunernes og forstadskommunernes 

specielle problemer af mere faktisk 

karakter. Herudover består der en lang 

række problemer, der i det væsentlige er fælles 

for begge arter af bymæssige bebyggelser (kommuner), 

og som står i forbindelse med den 

stilling, som lovgivningen tillægger disse bysamfund, 

såvel inden for som uden for kommunallovgivningens 

område. Disse problemer vil 

blive behandlet i det følgende afsnit. 

*) Samrådets arbejdsregler er offentliggjort i Københavns 

Borgerrepræsentations Forhandlinger 

1955-56, s. 517-22.

AFSNIT III. 

DE BYMÆSSIGE BEBYGGELSERS (KOMMUNERS) STILLING 

EFTER DEN GÆLDENDE LOVGIVNING

INDLEDNING 

Efter at der i forrige afsnit er givet en almindelig 

beskrivelse af de faktiske forhold i de 

bymæssige bebyggelser (kommuner) uden for 

købstæderne, skal man i det følgende afsnit beskrive 

disse bymæssige bebyggelsers (kommuners) 

retlige stilling efter den gældende lovgivning, 

idet man navnlig har til hensigt at belyse, 

i hvilket omfang de bestemmelser, der 

rundt om i lovgivningen er givet med særligt 

henblik på en regulering af forholdene i bysamfund, 

finder anvendelse på disse bymæssige 

bebyggelser. 

Ud fra en objektiv betragtning måtte det på 

forhånd forventes, at lovgivningen ved afgrænsningen 

af den kreds af byer, for hvilke særlige 

byregler på et eller andet område skal komme 

til anvendelse, havde lagt vægt på kriterier, der 

kan tages som udtryk for omfanget og karakteren 

af det enkelte bysamfunds bymæssige struktur, 

som f. eks. byens indbyggertal, bebyggelsens 

tæthed eller lignende. En gennemgang af 

de gældende lovbestemmelser på dette område 

viser imidlertid, at lovgivningen i vidt omfang 

har taget sit udgangspunkt i det fra gammel tid 

bestående købstadbegreb, således at byreglerne 

som den altovervejende hovedregel umiddelbart 

finder anvendelse i samtlige købstæder, medens 

det omfang, hvori byreglerne eventuelt tillige 

skal finde anvendelse i byerne uden for købstæderne, 

varierer stærkt fra lov til lov. På de 

fleste lovgivningsområder kan dette formentlig 

føres tilbage til, at begrebet »købstad« - i modsætning 

til begrebet »bymæssig bebyggelse« - 

betragtes som en klar fællesbetegnelse for en 

kreds af bysamfund, der har nået en sådan størrelse 

og struktur, at der er behov for, at byreglerne 

gennemføres i hvert fald for disse bysamfund. 

På visse lovgivningsområder er købstadbegrebets 

anvendelse imidlertid en nødvendig følge 

af, at vor kommunalordning tillægger købstæderne 

en særlig stilling med hensyn til varetagelsen 

af de kommunale opgaver i forhold til 

ordningen uden for købstæderne, hvor de kommunale 

opgavers løsning er fordelt imellem to 

arter af kommuner, amtskommuner og sognekommuner. 

Den omstændighed, at købstadkommunerne 

således i modsætning til sognekommunerne 

står uden for amtskommunen, indebærer 

nødvendigvis, at i hvert fald de lovgivningsområder, 

der vedrører de forskellige kommunetypers 

kommunale opgaver - ganske bortset 

fra hvad der måtte gælde i den øvrige kommunallovgivning 

- i et vist omfang må gøre 

forskel mellem købstadkommuner og de andre 

kommuner, herunder de sognekommuner, der 

er købstadmæssigt bebygget. 

På denne baggrund falder det naturligt at 

opdele redegørelsen for de bymæssige kommuners 

retsstilling i to afdelinger, således at man 

i den første afdeling beskæftiger sig med de 

lovgivningsområder, hvor forskellene imellem 

de bymæssige kommuner og købstadkommunerne 

hænger sammen med, at købstadkommunerne 

i modsætning til de bymæssige kommuner står 

uden for amtskommunen, således at købstadkommunerne 

har en mere vidtrækkende kommunal 

kompetence end de bymæssige kommuner, 

medens man i den anden afdeling redegør 

for de bymæssige bebyggelsers retsstilling - 

navnlig set i forhold til købstædernes stilling - 

på de øvrige lovgivningsområder, hvor der er 

givet særlige regler for bysamfund, men hvor 

disse byregler ikke er affødt af forskellen i de 

to kommunetypers kommunalretlige forhold til 

amtskommunen.

1. afdeling. Lovregler der vedrører 

de bymæssige kommuners stilling i forhold til amtskommunen. 

KAPITEL 8 

Den gældende kommunalordning. 

A. KØBSTADKOMMUNERNE OG DE 

TO ARTER AF LANDKOMMUNER, AMTS- 

KOMMUNER OG SOGNEKOMMUNER 

Den siden midten af forrige århundrede bestående 

kommunalordning er bygget op på den 

grundtanke, at visse af de kommunale opgaver 

er af en sådan karakter eller er forbundet 

med udgifter af en sådan størrelse, at deres løsning 

uden for de dengang bestående bysamfund, 

købstæderne, ikke kunne overlades til de relativt 

små og på den tid tyndtbefolkede sognekommuner. 

Der blev derfor for landet etableret 

større kommune-enheder, omfattende flere sognekommuners 

område, amtskommunerne, således 

at disse større kommuner på grund af deres 

vide geografiske udstrækning og dermed større 

indbyggertal kunne blive tilstrækkelig bærekraftige 

til en hensigtsmæssig løsning af disse opgaver 

inden for amtskommunens område. De 

enkelte købstæder havde derimod et sådant indbyggertal, 

at de ansås for at have tilstrækkelig 

økonomisk bærekraft til hver for sig og på egen 

hånd at løse samtlige de almindelige kommunale 

opgaver inden for deres område, hvortil kom, 

at også historiske, traditionelt betonede grunde 

talte for, at købstæderne kom til at stå uden for 

amtskommunen. 

Disse synspunkter havde således til følge, at 

de enkelte sognekommuners kompetence med 

hensyn til varetagelsen af de kommunale opgaver 

- i modsætning til købstadkommunernes 

- blev begrænset til fordel for vedkommende 

amtskommune. 

Medens der ikke siden denne kommunalordnings 

gennemførelse er sket væsentlige ændringer 

i antallet af købstadkommuner, har lovginingen 

i vidt omfang reguleret den oprindelig 

gennemførte kompetencefordeling mellem sognekommuner 

og amtskommuner, ligesom lovgivningen 

på enkelte områder har gennemført 

ordninger, der i nogen grad afviger fra hovedprincipperne. 

B. AMTSKOMMUNERNES OPGAVER 

OG UDGIFTER 

I det følgende vil der blive foretaget en kort 

gennemgang af de bestemmelser i den gældende 

lovgivning, der regulerer sognekommunernes - 

og dermed de bymæssige kommuners - kommunale 

kompetence i forhold til købstadkommunernes 

ved at henlægge løsningen af en kommunal 

opgave uden for købstæderne til amtskommunen, 

enten således at gennemførelsen af 

den pågældende foranstaltning fuldt og helt 

beror på amtsrådets beslutning, eller i hvert fald 

således at udgifterne ved en af andre offentlige 

myndigheder gennemført foranstaltning skal afholdes 

henholdsvis af købstadkommunerne og 

af amtskommunerne, men ikke af sognekommunerne.*) 

a) Som det vigtigste af disse opgaveområder 

kan nævnes de kommunale opgaver, der vedrører 

bekæmpelse og behandling af sygdomme. 

*) Der bortses i det følgende fra de tilfælde, hvor 

det ifølge lovgivningen påhviler amtskommunen 

at afholde en eller anden udgift forskudsvis mod 

senere fuldstændig refusion af sognekommunerne 

(f. eks. udgifter ved skolelægeordning i amtets 

landkommuner), af staten (f. eks. udgifter i medfør 

af lov om svangerskabshygiejne) eller af private. 

Der bortses endvidere fra den særlige bornholmske 

ordning, hvor de amtskommunale anliggender 

også varetages af amtskommunen for købstædernes 

vedkommende, se herom nedenfor s. 

124. Der bortses endelig fra de tilfælde, hvor beføjelser 

er tillagt amtsrådet som tilsynsmyndighed 

i forhold til sognekommunerne.

91 

Efter sygehusloven (nr. 71 af 27. februar 1946) påhviler 

det således amtskommunerne og købstadkommunerne 

at tilvejebringe og drive det fornødne antal 

sygehuse*), og i denne forbindelse kan det nævnes, at 

tuberkulosehospitaler og tuberkulosestationer på tilsvarende 

måde drives af amts- eller købstadkommunerne. 

Lovgivningen har endvidere til amtskommunerne 

henlagt gennemførelsen af en lang række sygdomsbekæmpende 

foranstaltninger, der for købstædernes 

vedkommende gennemføres af købstadkommunen. 

Dette gælder således de foranstaltninger imod 

smitsomme sygdomme, der omhandles henholdsvis i 

epidemiloven (nr. 138 af 10. maj 1915)**), i lov om 

foranstaltninger til tuberkulosens bekæmpelse (nr. 145 

af 12. marts 1918) og i lov om bekæmpelse af kønssygdomme 

(nr. 193 af 4. juni 1947) samt i karantæneloven 

(nr. 67 af 31. marts 1953). I denne forbindelse 

kan det også nævnes, at udgifterne ved gennemførelse 

af vaccinationer i medfør af lov om difterivaccination 

(nr. 208 af 19. april 1943) samt lov om koppevaccination 

(nr. 87 af 21. april 1914, jfr. lov nr. 84 af 

31. marts 1931), der for købstædernes vedkommende 

afholdes af købstadkommunen, uden for købstæderne 

afholdes af amtskommunen og ikke af sognekommunen. 

Også udgifterne ved gennemførelse af de i lov 

om smitsomme sygdomme hos husdyr (nr. 156 af 14. 

april 1920) omhandlede foranstaltninger afholdes på 

landet af amtskommunen, medens de i købstæderne afholdes 

af købstadkommunen. 

Endelig er det pålagt henholdsvis amtskommuner 

og købstadkommuner at sørge for gennemførelse af 

jordemoderordninger (lov nr. 89 af 31. marts 1953). 

På et enkelt område inden for sundhedsvæsenet er 

såvel amts- som sogne- og købstadkommuner kompetente, 

idet det står hver af de nævnte kommunearter 

frit for at gennemføre sundhedsplejerskeordninger i 

medfør af lov nr. 85 af 31. marts 1937 om bekæmpelse 

af sygelighed og dødelighed blandt børn i de 

første leveår. 

b) Ligesom det uden for købstadkommunerne 

påhviler amtskommunerne at drive sygehuse, er 

det overladt til amtskommunen for landets vedkommende 

at træffe forskellige foranstaltninger 

på forsorgsvæsenets område, der for købstædernes 

vedkommende træffes af købstadkommunen 

selv. 

I medfør af § 36 i forsorgsloven (lovbekendtgørelse 

nr. 311 af 23. september 1954) påhviler det således 

amts- og købstadkommuner at sikre sig ret til i fornødent 

omfang at disponere over pladser på en kommunal 

arbejdsanstalt, og en lignende pligt foreligger, 

for så vidt angår tvangsarbejdsanstalter (lovens § 40). 

Også for så vidt angår kommunale fødehjem, er der 

tillagt amtskommunerne (og købstadkommunerne) en 

særlig kompetence. Pligten til at sikre pladser i optagelse 

shjem for børn i medfør af lovens § 35 påhvi- 

*) En enkelt sognekommune, Brande, driver dog sit 

eget sygehus. 

' f *) Det kan i denne forbindelse nævnes, at overepidemikommissionens 

medlemmer for købstæderne 

udpeges af byrådene, medens de for landet udpeges 

af amtsrådene. 

ler derimod kun købstadkommuner, men hverken 

amts- eller sognekommuner. Endvidere kan det nævnes, 

at amtskommunerne for landets vedkommende afholder 

en del af udgifterne ved mødrebjælpsinstitutioners 

virksomhed (lov nr. 119 af 15. marts 1939), samt at 

amtskommunerne afholder en del af udgifterne ved 

befordring af sygekassepatienter til og fra sygehus, 

jfr. folkeforsikringslovens (lovbekendtgørelse nr. 218 

af 11. juli 1953) § 17. 

Endelig skal det bemærkes, at medlemmerne af de i 

arbejdsanvisningslovens (lovbekendtgørelse nr. 43 af 

18. februar 1952) § 2 omhandlede arbejdsanvisningstilsynsråd 

for købstæderne udpeges af byrådet, medens 

de for landet udpeges af amtsrådet. 

c) På vejvæsenets område indtager amtskommunerne 

en særlig stilling i forhold til købstadkommunerne, 

idet anlæg og vedligeholdelse af 

landeveje påhviler amtskommunerne, også for 

så vidt angår landeveje og landevejsgader på 

købstædernes geografiske område, jfr. vejbestyrelsesloven 

af 21. juni 1867. 

Amtskommunernes udgift til vedligeholdelse af den 

del af landevejen over købstadens grund, der betegnes 

som landevej sgade, skal dog efter lovens § 4 fordeles 

ligeligt imellem købstad- og amtskommune, men efter 

at vedligeholdelsen af sådanne vejstrækninger i langt 

de fleste tilfælde er overtaget af købstadkommunerne 

efter overenskomst med amtskommunen, har denne 

pligt næppe større reel betydning i praksis. Købstadkommunerne 

er endvidere efter loven pligtige til at 

deltage i amtskommunernes vej udgifter i forhold til 

købstadens hartkorn, og dette gælder, hvadenten der 

mellem købstadkommune og amtskommune er indgået 

overenskomst om købstadkommunens overtagelse 

af vedligeholdelsespligten med hensyn til de i købstaden 

beliggende strækninger af landevejene eller ej. 

Det kan i denne forbindelse nævnes, at det i et af 

regeringen i folketingssamlingen 1955-56 fremsat forslag 

til lov om bestyrelsen af de offentlige veje er 

foreslået, at købstadkommunerne skal være pligtige til 

selv at vedligeholde landevej sstrækninger på købstadens 

grund, dog at amtskommunens bestyrelse af hovedlandeveje 

eller landeveje inden for byernes område 

opretholdes, for så vidt angår veje, der hidtil har 

været bestyret af amtsrådet (d.v.s. hvor der ikke måtte 

være indgået overenskomst om købstadkommunens 

overtagelse af amtskommunens vedligeholdelsespligt 

efter de gældende regler). Samtidig foreslås købstadkommunernes 

pligt til at svare det omhandlede hartkornsbidrag 

ophævet. 

I lovforslaget indeholdes der iøvrigt også en bestemmelse, 

hvorefter medlemmerne af de i forslaget 

omhandlede taksationskommissioner udpeges på grundlag 

af en liste, hvortil byrådene, og for landets vedkommende, 

amtsrådene, skal udpege et vist antal 

medlemmer. 

Ligesom det påhviler amtskommunen at vedligeholde 

landevejene, har amtskommunen pligt til at 

sørge for snekastningen på disse veje, dog således at 

pligten til at gennemføre snerydning på den del af 

landevejen, der løber over købstadens grund, påhviler 

købstadkommunen, jfr. lov nr. 158 af 13. april 1938. 

Også for så vidt angår udgifter i forbindelse med 

sandflugt, gælder det, at amtskommunen forestår for-

92 

anstaltningernes gennemførelse, men således at udgifterne 

fordeles mellem amtskommunen og købstadkommunerne 

efter hartkorn (lov af 29. marts 1867, jfr. 

lov nr. 163 af 11. maj 1935). 

d) På skolevæsenets område er en del af de 

opgaver (udgifter), der i købstæderne varetages 

af købstadkommunen, for landets vedkommende 

henlagt til amtskommunen, således at der - 

ganske bortset fra de bestemmelser, der iøvrigt 

gælder om skolevæsenets styrelse og ordning i 

henholdsvis købstad- og sognekommuner - også 

med hensyn til kompetence (udgifts-) fordelingen 

fremkommer forskelle mellem købstad- og sognekommuner. 

Efter loven om det kommunale skolevæsens styrelse 

og tilsyn (nr. 200 af 12. april 1949) afholdes en lang 

række forskellige udgifter vedrørende skolevæsenet i 

hvert amt (købstæderne og sognekommunerne), herunder 

navnlig udgifter vedrørende læreres lønninger 

og pension m. v., af en for amtets kommuner fælles 

skolefond, som bestyres af skolerådet, og hvortil byrådene 

vælger købstædernes repræsentanter, medens 

amtsrådet vælger landets repræsentanter. De samlede, 

af skolefonden i hvert regnskabsår afholdte udgifter 

fordeles mellem amtets købstadkommuner og amtskommunen 

efter folketal, dog således at udgifterne 

ved skolefondens administration afholdes fuldt ud af 

amtskommunen. 

Det gælder endvidere, at en række beslutninger 

vedrørende anliggender inden for skolevæsenets område, 

der i købstæderne træffes af byrådet, for sognekommunernes 

vedkommende træffes af den af amtsrådet 

valgte skoledirektion, jfr. den nævnte lovs §§ 

19 og 20. Også ansættelse af skolelæger er uden for 

købstæderne henlagt til skoledirektionen (lov nr. 413 

af 12. juli 1946). 

Det kan i denne forbindelse nævnes, at kompetencen 

til at udpege visse medlemmer af amtsungdomsnævnene 

i købstæderne tilkommer byrådet, medens 

den på landet tilkommer amtsrådet, jfr. lov om ungdomsundervisning 

(nr. 219 af 11. juni 1954) § 11. 

e) Der er endvidere på rets- og politivæsenets 

område pålagt amtskommunerne visse opgaver 

(udgifter) for landets vedkommende, som for 

købstæderne påhviler købstadkommunen. 

Det kan således nævnes, at der endnu påhviler 

amtskommunerne og købstadkommunerne visse udgifter, 

som står i forbindelse med, at forskellige opgaver 

inden for politi- og arrestvæsenet tidligere var henlagt 

til henholdsvis købstadkommunerne og amtskommunerne, 

indtil disse opgaver ved lov nr. 166 af 18. maj 

1937 om politi- og arrestvæsenets ordning overgik til 

staten. Det er endvidere pålagt købstadkommunerne og 

for landet amtskommunerne at afholde forskellige 

udgifter i beneficerede retssager og sager for landvæsensretterne 

og husdyrvoldgiftsretterne (fri proces, 

beskikkede sagførere i civile sager), jfr. forordning af 

24. oktober 1806 m. v., samt at afholde delinkventudgifter, 

udgifter i forbindelse med landvæsensretternes 

virksombed (lov nr. 213 af 31. marts 1949) samt 

udgifter til omskrivning af realregistre (lov nr. 111 

af 31. marts 1926). 

Det kan også i denne forbindelse nævnes, at medlemmerne 

af forskellige råd og nævn med funktioner 

inden for rets- og politivæsenets område for købstædernes 

vedkommende vælges af vedkommende byråd, 

medens de for landet vælges af amtsrådet og ikke af 

sognerådene. Dette gælder således med hensyn til 

nævningeårslisteudvalgenes medlemmer (bek. nr. 328 

af 21. december 1932) og med hensyn til to af medlemmerne 

af de i retsplejelovens (lovbek. nr. 265 af 

15. september 1953) § 115 omhandlede politiråd samt 

de i lovens § 792 omhandlede udvalg vedrørende tilsyn 

med varetægtsfangers behandling. Også med hensyn 

til landvæsensretternes sammensætning er der tillagt 

byrådene og for landet amtsrådene en særlig kompetence, 

idet det i loven om landvæsensretter (nr. 213 

af 31. marts 1949) § 9, stk. 2, er bestemt, at landvæsenskommissionærerne 

udnævnes efter indstilling 

dels af amtsrådene, dels af byrådene inden for et landvæsenskommissionsområde. 

På tilsvarende måde er det 

i retsplejelovens § 20, jfr. lov nr. 72 af 12. april 

1892 om oprettelse af søretter uden for København, 

bestemt, at amtmandens beskikkelse af sø- og bandelsretsmedlemmer 

sker efter indstilling af amtsråd og 

byråd. 

f) Endelig kan der nævnes forskellige andre 

områder, hvor beføjelser eller pligter, der i købstæderne 

er henlagt til byrådet, uden for købstæderne 

er henlagt til amtsrådet. 

Efter næringsloven (nr. 138 af 28. april 1931) er 

det således for købstædernes vedkommende byrådet, 

der gør indstilling til handelsministeren om udvidelse 

af lovens område til at omfatte andre virksomheder 

end de i loven nævnte samt udfærdiger vedtægten om 

frihandel, medens disse beføjelser for sognekommunernes 

vedkommende tilkommer amtsrådet. Med hensyn 

til ansættelse af skorstensfejere gælder det, at disse 

i købstæderne ansættes af byrådet, medens de i sognekommunerne 

ansættes af amtmanden (lov nr. 28 af 

21. marts 1873 og lov nr. 174 af 31. marts 1926). 

Det kan endvidere nævnes, at det påhviler købstadkommunerne 

og amtskommunerne at afholde udgifter 

i forbindelse med gennemførelse af naturfredning (lov 

nr. I4o af 7. maj 1937), ligesom det påhviler henholdsvis 

byråd og amtsråd at udpege medlemmerne 

af de i loven omhandlede taksationskommissioner. Det 

påhviler endvidere købstadkommunerne og for landet 

amtskommunerne at afholde udgifter til udbetaling af 

befordringsgodtgørelser og diæter til medlemmerne af 

forskellige nævn og kommissioner (f. eks. kapiteltakstnævnet) 

og andre. Endelig skal det bemærkes, at 

kompetencen til at udpege medlemmerne af forskellige 

råd og nævn, som for købstæderne tilkommer 

byrådene, også på andre områder end de i det foregående 

omhandlede for landets vedkommende er henlagt 

til amtsrådene, jfr. f. eks. om medlemmerne af 

den ordinære session, værnepligtslovens (nr. 210 af 11. 

juni 1954) § 7, og om de for hver amtsrådskreds nedsatte 

trafikudvalg, lov nr. 257 af 27. maj 1950 § 2. 

g) På enkelte områder påhviler det amtskommunen 

såvel at udføre løsningen af en kommunal 

opgave som at afholde de dermed for-

93 

bundne udgifter både for amtsrådskredsen og 

for de i forbindelse dermed stående købstæder, 

medens det på andre områder gælder, at visse 

pligter alene påhviler købstadkommunerne. 

Tilsynet med amtsvandløbene, jfr. lov nr. 214 af 

11. april 1949, påhviler således alene amtskommunerne, 

idet også den del af amtsvandløbene, der løber 

over købstadens grund, står under amtsrådets tilsyn, 

således at de dermed forbundne udgifter afholdes af 

amtsfonden. På nogenlunde tilsvarende måde forholder 

det sig med hensyn til foranstaltninger til bekæmpelse 

af skadedyr og fuglevildt (lov nr. 109 af 31. 

marts 1953). 

På den anden side er det alene købstadkommunerne, 

der i medfør af indkvarteringsloven (nr. 91 af 29. 

marts 1924) er underkastet de i loven fastsatte pligter 

for kommuner med hensyn til gennemførelse af ordinær 

indkvartering. 

Det er endvidere pålagt købstadkommunerne at 

opkræve ejendomsskatterne til staten imod et vist vederlag, 

medens en tilsvarende pligt ikke er pålagt 

kommunerne uden for købstæderne, hvor disse skatter 

opkræves af staten selv gennem amtstuen, jfr. lov nr. 

116 af 20. april 1926.*) 

C. AMTSKOMMUNERNES INDTÆGTER 

Den omstændighed, at gennemførelsen af 

visse af de kommunale opgaver, der i købstæderne 

er henlagt til købstadkommunen, på landet 

er henlagt til amtskommunen og ikke til de 

enkelte sognekommuner, har bevirket, at der 

med hensyn til reglerne om påligning af kommunale 

skatter er forskel imellem købstad og 

land, idet der uden for købstæderne er hjemlet 

adgang til beskatning såvel til amtskommunen 

som til sognekommunen. Noget andet er, 

at denne omstændighed ikke behøver at indebære, 

at det nærmere indhold af de for købstadkommuner 

og sognekommuner (bymæssige kommuner) 

gældende regler om den egenkommunale 

beskatning m. v. skal være forskellige, jfr. 

nærmere herom i kapitel 14 nedenfor. 

*) I forbindelse med hele spørgsmålet om forholdet 

mellem købstadkommunernes og landkommunernes 

kommunale kompetence kan det også nævnes, 

at de kommunale havne henholdsvis i og uden 

for købstæderne indtager en noget forskellig retsstilling. 

De kommunale havne i købstæderne har 

en ganske særegen offentligretlig status, idet de 

betragtes som selvstændige, offentlige institutioner 

(der ganske vist bestyres af den samme personkreds 

som købstadkommunen, byrådet), medens 

de kommunale havne uden for købstæderne fuldt 

og helt hører under vedkommende sognekommune 

på samme måde som eventuelle andre af sognekommunen 

drevne anlæg til offentlig benyttelse, 

som f. eks. vand- og elektricitetsværker. 

Med hensyn til selve beskatningsrettens indhold 

er der visse forskelle mellem amtskommuner 

og købstadkommuner. Om selve beskatningsgrundlaget, 

de faste ejendommes værdi, gælder 

der således ifølge den kommunale ejendomsskattelov 

(nr. 188 af 20. maj 1933) forskellige 

regler i på den ene side amtskommunerne og 

på den anden side købstadkommunerne (og 

sognekommunerne) med hensyn til størrelsen 

af de beløb, hvoraf ejendomsskylden (bygningsskatterne) 

beregnes, samt med hensyn til 

forholdet mellem grundskyld- og ejendomsskyldpromillernes 

størrelse (lovens § 1). Det 

kan endvidere nævnes, at bygge støttelovgivningens 

(lov nr. 107 af 14. april 1955 og tidligere 

love) regler om fritagelse for eller henstand 

med ydelse af kommunal ejendomsskyld almindeligvis 

alene omfatter den af købstadkommuner 

(og sognekommuner) pålignede kommunale 

ejendomsskyld. Endelig er der i den kommunale 

ejendomsskattelovs § 8 hjemlet ydelse af 

et særligt statstilskud til nedscettelse af den 

amtskommunale grundskyld under visse nærmere 

angivne betingelser. 

Som en særlig indtægtskilde, der udover den 

egentlige kommunale beskatning er hjemlet for 

købstadkommuner, medens den uden for købstæderne 

kommer amtskommunerne og ikke 

sognekommunerne til gode, skal nævnes totalisatorafgifterne, 

hvoraf 8 % af de af staten oppebårne 

afgifter tilflyder den købstadkommune 

eller amtskommune, hvori det afgiftspligtige 

spil har fundet sted (lov nr. 145 af 31. marts 

1950), medens der ikke tilflyder sognekommunerne 

nogen del af denne afgift. 

Endelig skal det nævnes, at der gælder forskellige 

regler for beregningen af de andele af 

vægt-, benzin- og omsætningsafgifterne, der tilkommer 

henholdsvis købstadkommuner og amtskommuner 

(og sognekommuner), jfr. lovbekendtgørelse 

nr. 123 af 23. marts 1932. 

Gennemgangen af de kommunale opgaver, 

der for landets vedkommende er henlagt til 

amtskommunen, men som for købstædernes vedkommende 

er henlagt til købstadkommunerne, 

giver et indtryk af, at flertallet af disse opgaver 

netop er af en sådan karakter, at det — for at 

opgaverne kan blive løst på en rationel måde i 

rene landdistrikter, der ikke har samme befolkningstæthed 

som byerne, - er naturligt at henlægge 

dem til større kommunale enheder med 

en større samlet økonomisk bærekraft. Dog gælder 

det, at man, for så vidt angår de opgaver,

94 

hvor det principielt er af afgørende betydning, 

at de løses ensartet i større geografiske områder, 

landeveje og større vandløb, har henlagt 

løsningen til den geografisk store kommune, 

amtskommunen, også for købstædernes område*). 

Den bag hele vor kommunalordning liggende 

forudsætning om, at kommunerne uden for købstæderne 

alle er forholdsvis tyndt befolkede, og 

at de enkelte sognekommuner derfor ikke - som 

købstæderne — må formodes at have tilstrækkelig 

økonomisk bærekraft til at varetage visse af 

de kommunale opgaver, holder imidlertid ikke 

ganske stik, således som forholdene har udviklet 

sig. Uden for købstæderne findes der nu en 

række bysamfund, som med hensyn til indbyggertal 

og erhvervsmæssig struktur m. v. ligger 

på linie med flere af købstadkommunerne, uden 

at lovgivningen har tillagt disse bysamfund den 

samme kommunalretlige stilling i forhold til 

amtskommunerne som købstæderne. 

D. DE FORSKELLIGE ARTER AF 

BYKOMMUNER 

Når man betragter hele vor kommunalordning, 

således som den ser ud i dag, viser der 

sig i det hele taget et ret uensartet billede med 

hensyn til den stilling, som landets bysamfund 

indtager i kommunalretlig henseende: 

Den største kommune, Københavns kommune, 

indtager i kommunalretlig henseende en ganske 

særegen stilling. 

Visse af de øvrige bysamfund benævnes købstadkommuner, 

og det overvejende flertal af 

disse kommuner står uden for amtskommunen, 

således at disse kommuners kommunale kompetence 

ikke — som sognekommunernes - på visse 

områder er begrænset af en »overkommunes«, 

amtskommunens, beføjelser. En noget tilsvarende 

stilling indtager Frederiksberg kommune. 

Enkelte af købstæderne, nemlig købstæderne 

på Bornholm, indtager dog en særstilling i forhold 

til de andre købstæder, idet der er etableret 

et lovbundet fællesskab mellem disse købstæder 

og Bornholms landdistrikter med hensyn 

*) Det må i denne forbindelse nævnes, at der ikke 

efter dansk kommunallovgivning er noget til 

hinder for, at opgaver, der principielt er henlagt 

til henholdsvis købstadkommuner og amtskommuner, 

løses af disse i fællesskab, hvilket i vidt 

omfang finder sted på sygehusvæsenets område 

og på flere andre områder. 

til den række kommunale opgaver, som normalt 

varetages af amtskommunen alene for landets 

vedkommende. Dette fællesskab giver sig udslag 

i, at de bornholmske købstæders befolkning 

vælger repræsentanter til Bornholms amtsråd, 

og at de udgifter, der er forbundet med disse 

fælles anliggender, fordeles mellem landdistrikterne 

og købstadkommunerne efter særlige fordelingsregler, 

således at den del af amtskommunens 

udgifter, der skal bæres af landdistrikterne, 

udskrives hos disses beboere som almindelig 

amtskommunal skat, medens den del af 

udgifterne, der skal bæres af købstæderne, pålignes 

de enkelte købstadkommuner. Man kan 

altså for så vidt sige, at de bornholmske købstæder 

hører til amtskommunen, jfr. nærmere 

nedenfor, s. 124 ff. 

Andre bysamfund benævnes flækker, og visse 

af disse kommuner indtager i forhold til amtskommunen 

en stilling, der svarer til de almindelige 

købstadkommuners, medens to af flækkerne 

(Christiansfeld og Nordborg) i kommunalretlig 

henseende indtager en stilling, der 

minder om de bornholmske købstæders. 

Et enkelt af bysamfundene, Marstal, benævnes 

»handelsplads«. Marstal indtager med hensyn 

til det økonomiske tilhørsforhold til amtskommunen 

nøjagtig den samme stilling som en 

sognekommune. Når denne kommune har en 

særlig benævnelse, der adskiller den fra sognekommunerne, 

hænger dette således ikke sammen 

med, at dens kommunale status i relation 

til amtskommunen er anderledes end sognekommunernes, 

men den særlige benævnelse har sin 

historiske forklaring i, at denne kommune på 

en række andre lovgivningsområder såvel i som 

uden for kommunallovgivningen har indtaget 

en anden stilling end sognekommunerne. Dette 

er således tilfældet på det næringsretlige område, 

hvor kommunen fra gammel tid har haft 

en købstadlignende stilling. Også med hensyn 

til det nærmere indhold af reglerne om kommunens 

styrelse har byen allerede tidligt indtaget 

en købstadlignende stilling. På tilsvarende 

måde svarer de regler, hvorefter kommunen 

påligner og opkræver de egenkommunale ejendomsskatter, 

til de i købstæderne gældende. Den 

omstændighed, at kommunen vel i forhold til 

amtskommunen er stillet fuldstændig som en 

sognekommune, men dog indtager en særstilling 

på det styrelsesmæssige og på andre kommunale 

lovgivningsområder, har begrundet, at 

kommunen opfattes som havende en særlig 

kommunalretlig status.

95 

Endvidere findes der visse bysamfund, nemlig 

nogle af de københavnske omegnskommuner, 

der i forhold til amtskommunen er stillet 

fuldstændig som andre sognekommuner, men 

som - på samme måde som Marstal - både med 

hensyn til styrelsen af de kommunale anliggender 

og på visse andre kommunale områder behandles 

efter regler, der svarer til de for købstadkommunerne 

gældende. Disse kommuners stilling 

adskiller sig dog fra Marstal kommunes bl. a. 

ved, at de ikke — som købstæderne — er undergivet 

indenrigsministeriets almindelige tilsyn, 

men derimod står under tilsyn af amtsrådet, 

samt ved at de kommunale ejendomsskatter i 

disse kommuner pålignes efter de for de øvrige 

sognekommuner gældende regler. 

Endelig er der de bysamfund, der såvel i forhold 

til amtskommunen som med hensyn til de 

fleste andre områder inden for kommunallovgivningen, 

herunder især med hensyn til styreform 

og den kommunale beskatning, indtager 

den samme stilling som rene landkommuner, til 

trods for at disse byer med hensyn til størrelse 

og struktur iøvrigt, herunder kommunens økonomiske 

bærekraft, ligger på linie med mange 

købstæder. 

I det følgende vil man foretage en undersøgelse 

til belysning af den historiske baggrund 

for det nuværende kommunale systems opdeling 

af landet i to arter af landkommuner og i de 

forskellige arter af bykommuner. Man vil særlig 

søge at belyse, i hvilket omfang den siden 

midten af forrige århundrede stedfundne udvikling 

i retning af bydannelser uden for købstæderne 

har øvet indflydelse på kommunalordningen 

i form af senere forandringer i den kommunalordning, 

der bestod, før de nye bydannelser 

gjorde sig gældende. I bilag 14 er der endvidere 

givet en kort beskrivelse af de i Sverige 

og Norge gældende kommunalordninger, herunder 

af principperne for disse landes kommunale 

inddeling, idet man specielt har omtalt, 

hvilken kommunalretlig stilling der i disse lande 

er tillagt de byer, der er vokset op uden for 

de fra gammel tid bestående byer som følge af 

en tilsvarende udvikling som den, der er foregået 

her i landet.

KAPITEL 9 

Kommunalordningens historiske baggrund. 

A. DE KOMMUNALE STYRELSESANORD- 

NINGER - TIDEN INDTIL GRUNDLOVEN 

AF 5. JUNI 1849 

Da vor nuværende kommunale inddeling blev 

endelig fastlagt ved de kommunale styrelsesanordninger, 

der udfærdigedes lidt før midten 

af forrige århundrede*),lagde man den fra gammel 

tid bestående kirkelige inddeling i sogne 

samt amtsinddelingen til grund for kommuneinddelingen 

uden for købstæderne. Landet blev 

opdelt i sognedistrikter, der hørte under amtskommunen, 

i amtskommuner, hver omfattende et 

større antal sognedistrikter, i købstadkommuner, 

der ikke hørte under amtskommunen, og i Københavns 

kommune, der i det hele indtog en 

særstilling. 

De enkelte sognedistrikters område blev fastlagt 

i overensstemmelse med de retningslinier, 

der havde ligget til grund ved fattigvæsenets 

organisation på landet, jfr. reglement af 5. juli 

1803. Sognedistriktet omfattede herefter normalt 

et sogn eller flere under eet præstekald 

forenede sogne, for så vidt de i overensstemmelse 

med den almindelige regel i § 1 i fornævnte 

reglement af 5. juli 1803 havde haft 

fælles fattigvæsen. Et til en købstadkirke henhørende 

landdistrikt, som undtagelsesvis havde 

haft eget fattigvæsen, blev ligeledes oprettet til 

et særskilt sognedistrikt (købstadernes landsogne). 

Amtskommunernes område baseredes på den 

tidligere amtsinddeling, dog at købstæderne 

holdtes uden for amtskommunen. 

Købstadkommunernes område omfattede de 

dengang bestående købstæder med alle de til dis- 

*) Anordning af 24. oktober 1837 om købstædernes 

økonomiske bestyrelse, anordning af 1. januar 

1840 angående kommunalbestyrelsen i København 

og anordning af 13. august 1841 om landkommunalvæsenet. 

se hørende grunde uden for selve købstadens 

grænser. Hvor et til en købstadkirke hørende 

landdistrikt havde været henlagt til købstaden, 

for så vidt angår fattig- eller skolevæsen, skulle 

en af distriktets beboere valgt forstander have 

sæde i købstadens skole- og fattigkommissioner, 

men distriktet som sådant hørte kun i de anførte 

relationer til købstadkommunen og betragtedes 

iøvrigt som et sognedistrikt (de såkaldte købstadlanddistrikter) 

. 

Dette kommunale system, hvor købstæderne 

udgjorde kommuner for sig, medens landet 

udenfor købstæderne blev inddelt i to slags 

kommuner, amtskommuner og sognekommuner, 

harmonerede for så vidt godt med de dengang 

bestående faktiske forhold. Der fandtes ikke 

byer af nogen betydning uden for købstæderne, 

og landdistrikterne var gennemgående relativt 

tyndt befolkede, således at de enkelte sognedistrikters 

økonomiske bærekraft var langt mere 

begrænset end købstædernes. 

Med hensyn til de ved anordningerne givne 

regler for styrelsen af kommunernes anliggender 

var der forskelle mellem bestemmelserne 

for henholdsvis København, købstæderne og 

sognedistrikterne, hvilket var i god overensstemmelse 

med det skel, der dengang var mellem 

forholdene i by og på land. 

København og købstæderne havde — i modsætning 

til sognedistrikterne — allerede fra gammel 

tid haft karakteren af administrative enheder 

med et vist lokalt selvstyre og med et selvstændigt 

administrationsapparat. I København 

fandtes et borgerudvalg, i købstæderne »eligerede 

borgere«, med hvilke den kgl. magistrat 

eller byfogden skulle rådføre sig i kommunens 

anliggender, og som i enkelte byer endog havde 

besluttende myndighed. På landet havde man 

ikke tidligere haft egentlige kommunalbestyrelser; 

først ved det fornævnte reglement af 1803 

for fattigvæsenet på landet og anordning af

97 

29. juli 1814 om almueskolevæsenet på landet 

blev spiren lagt til vort nuværende kommunale 

system på landet. 

Købstadanordningen omfattede 67 købstæder 

i kongeriget; gennemgående var købstæderne 

små, sammenlignet med nutidens byer; kun 8 

havde et indbyggertal på over 4000 (Århus, 

Odense, Ålborg, Randers, Helsingør, Horsens, 

Fredericia og Rønne), medens 53 havde et indbyggertal 

på under 2000. 

Forskellige steder i landet forelå der dog - 

som oftest særlig historisk begrundede - forhold, 

der kunne tale for en afvigelse fra de i 

kommunalanordningerne givne regler om kommunernes 

styre. For en række sognedistrikters 

styrelse blev der da også i den følgende tid givet 

særlige regler, uden at de pågældende distrikters 

karakter af egentlige sognedistrikter 

herved ændredes (Dragør, Store Magleby m. 

fl.). Men der var også allerede dengang enkelte 

mindre bysamfund uden for købstæderne, 

hvor landkommunalanordningens regler om sognedistrikternes 

kommunale styrelse ikke naturligt 

fandt anvendelse. Således havde byen Løgstør 

hidtil i flere retninger indtaget en købstadlignende 

stilling uden dog at være købstad; der 

var blevet tilstået dens indbyggere rettighed til 

at drive handel, brænderi og anden købstadnæring, 

ligesom dens bystyre havde været ordnet 

på købstadlignende vis. I forbindelse med styrelsesanordningens 

gennemførelse opstod derfor 

spørgsmålet om, efter hvilke regler byens 

kommunale administration ville være at ordne. 

Da anvendelse af landkommunalanordningens 

regler ikke fandtes hensigtsmæssig i det foreliggende 

tilfælde, blev det ved reskript af 17. 

november 1841 bestemt, at købstadanordningen 

skulle finde anvendelse på Løgstør med de 

modifikationer, som byens særegne forhold krævede, 

således at den nærmere ordning skulle 

fastsættes i et regulativ. Et sådant regulativ, der 

kun på ganske enkelte punkter indeholdt afvigelser 

fra købstadanordningens regler, blev approberet 

i 1842*), og Løgstør by fik således 

bl. a. med hensyn til reglerne om den kommunale 

beskatning og om byens bestyrelse en købstadlignende 

stilling, uden at den dog udtrådte 

af den bestående økonomiske forbindelse med 

*) »Provisorisk regulativ for handelsog ladepladsen 

Løgstørs fremtidige kommunale styrelse« approberet 

ved kanc.skr. af 22. februar 1842, jfr. 

kanc.skr. af 30. november 1847 og indenrigsministeriets 

skrivelse af 9. august 1862. 

7 

amtskommunen. Derimod fandt man ikke straks 

anledning til at gøre Løgstør til en egentlig købstad, 

hvilket - bortset fra virkningen for kommunens 

stilling i forhold til amtskommunen - 

især ville have haft betydning for byens stilling 

i næringsretlig henseende, men det blev ved 

kgl. resolution af 17. november 1841 pålagt 

kancelliet at tage under overvejelse, om der ikke 

måtte være anledning til at tilstå Løgstør fuldkommen 

købstadret. 

I det hele stod man i tiden efter kommunalanordningernes 

udfærdigelse ikke ganske fremmed 

over for tanken om at udvide købstædernes 

antal. Der blev således ved reskript af 17. september 

1844 nedsat en kommission til at meddele 

forslag til de betingelser, under hvilke et 

købstadanlæg ved Silkeborg kunne være at tillade. 

I overvejelserne om virkningerne af en bys 

oprettelse til købstad var det imidlertid dengang 

ikke så meget spørgsmålet om det kommunalretlige 

tilhørsforhold til amtskommunen og om 

den rette form for den kommunale administration, 

der spillede den afgørende rolle, men det 

var først og fremmest et spørgsmål om tilståelse 

af de særligt for købstadborgerne gældende næringsrettigheder, 

og man tog her ikke alene hensyn 

til byboernes interesse i sådan næring, men 

også til ønsker fra beboerne i de omliggende 

landdistrikter om lettere adgang til afsætning af 

deres produkter. 

Hverken Løgstør eller Silkeborg blev imidlertid 

oprettet til købstad dengang, men Silkeborg 

blev i overensstemmelse med en af den 

fornævnte kommission afgivet foreløbig indstilling 

ved kgl. resolutioner af 15. december 1845 

og 8. januar 1846 oprettet til handelsplads, således 

at der efter bevilling i hvert enkelt tilfælde 

ville blive tilstået dens indbyggere ret til handelsog 

håndværksnæring, ligesom der blev indrømmet 

nybyggere særlige begunstigelser for at animere 

til tilflytning til byen. Først i 1855 fik 

Silkeborg i kommunal henseende en købstadlignende 

stilling svarende til Løgstørs, hvorom nærmere 

nedenfor, s. 98 f. 

Endelig blev der under 23. januar 1849 af 

indenrigsministeriet approberet et regulativ for 

Frederiksværk by, hvilket regulativ senere blev 

afløst af et under 2. juni 1850 udfærdiget 

»Foreløbigt regulativ for Frederiksværk bys 

økonomiske bestyrelse«, hvorved Frederiksværk 

opnåede en tilsvarende købstadlignende stilling 

som Løgstør med bevarelse af den økonomiske 

forbindelse med amtskommunen.

98 

B. TIDEN EFTER GRUNDLOVEN AF 1849 

I grundloven af 5. juni 1849 bestemtes det 

i § 96, at kommunernes ret til, under statens 

tilsyn, selvstændigt at styre deres anliggender, 

ville blive ordnet ved lov. Det var vel almindeligt 

ventet, at der meget snart efter grundlovens 

givelse ville blive gennemført en gennemgribende 

revision af hele kommunallovgivningen, 

således at borgernes indflydelse på 

kommunalforvaltningen i højere grad kom i 

overensstemmelse med den indflydelse, som 

borgerne gennem den nye forfatning havde opnået 

på statens anliggender. Interessen for de 

kommunale anliggender var gennemgående ikke 

stor i befolkningen ude over landet, men ved 

en kommunal reform med udvidet selvstyre 

for kommunerne tilsigtede man bl. a. at skabe 

større interesse hos befolkningen for deltagelse i 

kommunestyret, og herigennem også for hele 

landets offentlige anliggender. Da der imidlertid 

ikke fra regeringens side fremkom forslag 

til den forventede kommunalreform, blev 

der først i rigsdagssamlingen 1850 af Balthazar 

Christensen og senere i rigsdagssamlingen 1851 

af tidligere indenrigsminister Rosenørn fremsat 

forslag til en kommunallov. Under udvalgsbehandlingen 

af det af Rosenørn fremsatte forslag 

fremkom Orla Lehmann med et udkast til en 

kommunallov, hvilket forslag dog ikke nåede 

til behandling på rigsdagen. 

Alle disse forslag indeholdt bestemmelser om 

væsentlige ændringer i den kommunale inddeling 

og hele det kommunale system. Ifølge 

Balthazar Christensens forslag skulle landet 

inddeles i 6 landskredse, og hver landskreds 

inddeles i lige så mange kommuner, som der 

da var købstadkommuner og sognedistrikter; 

hovedstaden skulle opløses i 5 kommuner. Rosenørns 

forslag om kommuneinddelingen gik 

ud på en inddeling i 9 stiftsdistrikter, der atter 

skulle opdeles i købstadkommuner og herredsdistrikter, 

og herredsdistrikterne skulle omfatte 

de til herredet hørende sognedistrikter. Dette 

udkast indeholdt endvidere bestemmelser om, 

at købstæder med mindre end 2000 indbyggere 

under visse nærmere angivne betingelser administrativt 

skulle kunne nedlægges, således at de 

fremtidig betragtedes som sognedistrikter. 

Efter Lehmanns udkast skulle den hidtidige 

amtsinddeling bevares, men amtskredsene skulle 

omfatte købstadkommunerne og flere herredskredse, 

hvilke sidste igen skulle omfatte et større 

antal sognekredse. 

Intet af disse lovforslag blev imidlertid vedtaget, 

idet der viste sig store politiske vanskeligheder 

ved overhovedet at få gennemført en 

reform af kommunallovgivningen. Man indskrænkede 

sig derfor i de følgende år til alene 

at gennemføre de allermest påkrævede lovændringer 

inden for det kommunale område, herunder 

navnlig vedrørende sogneforstanderskabernes 

og amtsrådenes sammensætning og valg. 

I loven herom af 22. marts 1855 blev der tillige 

givet regler om de bornholmske købstxders repræsentation 

i amtsrådet, hvilket forhold tidligere 

havde været ordnet ad administrativ vej, 

første gang ved reskript af 31. december 1850. 

Der havde fra gammel tid bestået et særligt 

fællesskab mellem købstæder og landdistrikter 

på Bornholm, hvilket gjorde det naturligt, at 

købstæderne også fik repræsentation i amtsrådet 

og dermed indflydelse på de for købstæder og 

landdistrikter fælles anliggender. Med hensyn 

til købstædernes bidrag til den fælles amtsfond 

blev der givet nye regler i lov af 21. januar 

1857, hvorefter amtsfondens vejudgifter skulle 

fordeles mellem købstæder og landdistrikter efter 

hartkorn, medens andre udgifter skulle afholdes 

med 1 /3 af købstæderne og 2 h af landet, 

således at købstædernes andel fordeltes mellem 

disse efter folketal*). 

Også spørgsmålet om oprettelse af nye købstæder 

eller i hvert fald tilståelse af en købstadlignende 

stilling i styrelsesmæssig henseende 

var fremme i tiden efter grundloven. I rigsdagssamlingerne 

1852 og 1854 blev der af regeringen 

fremsat et forslag til »Regulativ for handelspladsen 

Silkeborgs økonomiske bestyrelse«, 

hvorefter Silkeborg ligesom Løgstør og Frederiksværk 

skulle indtage en købstadlignende stilling 

også i styrelsesmcsssig henseende med bevarelse 

af forbindelsen med amtskommunen. 

Ved forslagets fremsættelse oplystes det fra 

regeringens side, at man ikke havde ment at 

kunne imødekomme et andragende fra beboerne 

på pladsen om tilståelse af egentlig købstadret. 

Dette andragende var begrundet i beboernes 

vanskeligheder ved at opnå lån i deres 

ejendomme, idet der dengang ikke var adgang 

til at opnå lån af offentlige midler i ikkelandbrugsejendomme 

uden for købstæderne. Regeringen 

nærede imidlertid betænkeligheder ved 

*) Dette særlige fællesskab mellem købstæder og 

landdistrikter på Bornholm er stadig gældende, 

dog er reglerne for det økonomiske fællesskab 

ændret ved lov nr. 98 af 4. marts 1918 og lov 

nr. 150 af 31. marts 1949 samt anordning nr. 

264 af 15. maj 1949, jfr. nærmere i kapitel 10. 

C. 2., nedenfor.

99 

tilståelse af næringsfrihed og foretrak indtil 

videre anvendelsen af det for landet gældende 

bevillingssystem for derved at have mere kontrol 

med udviklingen. Regeringens forslag blev 

vedtaget af rigsdagen og stadfæstet af kongen 

den 20. marts 1855. 

Under hensyn til det stærke ønske hos beboerne 

i Silkeborg om tilståelse af egentlig købstadret 

blev der imidlertid af regeringen i rigsdagssamlingen 

1856 fremsat et forslag til en 

lov, hvorved handelspladsen Silkeborg oprettes 

til købstad. Beboernes ønske var påny begrundet 

med vanskelighederne ved prioritering af de faste 

ejendomme, og der henvistes endvidere til 

de fordele, der på næringsrettens område var 

forbundet med egentlig købstadret, samt til, at 

landboreglerne inden for brand-, bygnings- og 

sundhedsvæsenets område hæmmede byens udvikling. 

Under forslagets behandling i folketinget 

udtryktes der betænkeligheder ved at oprette 

nye købstæder på et tidspunkt, hvor man 

ønskede at udjævne forskellen mellem by og 

land og afskaffe hele monopolsystemet på næringsrettens 

område. Forslaget blev herefter nægtet 

overgang til anden behandling, og heller 

ikke et i 1858 fremsat privat lovforslag om 

Silkeborgs oprettelse til købstad blev vedtaget. 

Også i Nørrejylland var der i denne tid ønsker 

fremme om oprettelse af en ny købstad. I 

rigsdagssamlingerne 1853 og 1854 blev der fremsat 

private lovforslag, hvorefter der skulle meddeles 

købstadret til Nørresundby. Forslagene 

var begrundet med et ønske fra landboerne i 

Nørrejylland om bedre muligheder for afsætning 

af deres produkter, idet transporten til og 

fra Ålborg over Limfjorden var både kostbar 

og tidskrævende. Folketinget kunne imidlertid 

ikke tiltræde forslaget dels på grund af hensynet 

til Ålborg, der havde udtalt sig imod forslaget, 

dels fordi man nærede ængstelse for, at et 

foreliggende projekt til en bro over Limfjorden 

skulle kompliceres ved lovforslagets gennemførelse. 

Men fra folketingets side blev det henstillet 

til indenrigsministeren, at der administrativt 

blev tilvejebragt en ordning, hvorefter personer, 

der havde borgerskab i Ålborg, på visse 

vilkår fik adgang til tillige at drive næring i 

Nørresundby. Denne henstilling blev dog ikke 

fulgt af indenrigsministeren, da Ålborg havde 

protesteret imod foranstaltningens gennemførelse 

ad administrativ vej. Der blev herefter i rigsdagssamlingen 

1855 fremsat et privat lovforslag 

angående Nørresundbys næringsforhold. 

Dette lovforslag blev med visse ændringer ved- 

taget og stadfæstet den 16. februar 1856, og i 

medfør af lovens § 3 blev der under 17. oktober 

1858 udfærdiget et regulativ om Nørresundbys 

kommunalvæsen, hvorved Nørresundby i kommunal 

henseende opnåede en lignende stilling 

som Løgstør, Frederiksværk og Silkeborg. 

I rigsdagssamlingen 1857 blev der dernæst 

fremsat et privat forslag til regulativ for Frederiksberg 

sogns økonomiske bestyrelse. Frederiksberg 

sogn havde sammen med Hvidovre sogn 

dannet een kommune, der administreredes som 

landkommune. På grund af den stedfundne udbygning 

af Frederiksberg by ønskede beboerne 

en adskillelse i kommunal henseende fra det 

dengang overvejende landlige Hvidovre sogn, 

således at Frederiksberg sogn fik egen kommunalbestyrelse 

og — i kraft af et regulativ om 

kommunens styre efter købstadlignende regler, 

svarende til de tidligere for handelspladserne 

udfærdigede — fik bedre muligheder for at varetage 

de kommunale opgaver (gadeanlæg og 

-belysning m. v.), som bebyggelsen nødvendiggjorde. 

Uanset de forventede muligheder for 

en eventuel fremtidig hel eller delvis indlemmelse 

af Frederiksberg sogn i København blev 

lovforslaget med visse ændringer vedtaget og 

stadfæstet den 29. december 1857 som »Midlertidig 

lov angående Frederiksberg sogns økonomiske 

bestyrelse«. 

Endelig blev byen Marstal i forbindelse med 

Ærø herreds inddragelse under kongeriget efter 

krigen i 1864 oprettet til handelsplads i henhold 

til lov af 1. marts 1867 om »Handelspladsen 

Marstals nærings- og kommunale forhold«*). 

Marstal, der tidligere havde hørt under hertugdømmerne, 

havde hidtil med hensyn til reglerne 

om kommunens styrelse indtaget en stilling 

mellem købstad og sognekommune, hvorfor 

de landkommunale regler ikke i almindelighed 

fandtes anvendelige. Ærø herred blev henlagt 

under Svendborg amt, og i ovennævnte lov 

af 1867 blev det bestemt, at Marstal i forhold 

til Svendborg amtskommune skulle betragtes 

som en sognekommune. 

Man har således såvel i tiden før som umiddelbart 

efter grundlovens givelse søgt i fornødent 

omfang og i tillempet form at overføre de 

i købstadanordningen givne regler på de nye 

bysamfund, der nu var opstået, og for hvilke 

landkommunalanordningens bestemmelser ikke 

længere fandtes egnede, uden at man dog foretog 

ændringer i disse bysamfunds kommunal- 

*•) Jfr. indenrigsministeriets bekendtgørelse af 29. 

marts 1867 og bekendtgørelse af 18. oktober 1878. 

7*

100 

retlige stilling i forhold til amtskommunen. Der 

blev for hver enkelt af disse kommuner fastsat 

særlige regler om kommunens styrelse m. v., 

der afpassedes efter kommunens særegne forhold 

og hele udvikling. De seks handelspladser 

indtog således i det hele stilling som købstæder, 

bortset fra at de fortsat hørte under amtskommunen. 

Hele deres styrelse var ordnet på 

købstadlignende vis, og reglerne om valgret og 

valgbarhedsbetingelserne samt beskatningen*) 

var afpasset efter byforholdene. Selve betegnelsen 

handelsplads blev vel ikke dengang anvendt 

som fællesbetegnelse for de seks kommuner, 

idet denne fællesbetegnelse først slog igennem 

efter de kommunale styrelseslove af 1867 og 

1868. 

Der blev imidlertid ikke i denne tid gennemført 

oprettelse af nye købstæder, men dette 

skyldtes i tiden før og umiddelbart efter grundlovens 

givelse ikke principiel modstand mod nye 

købstæders oprettelse. Først noget senere, da 

ønskerne om og udsigterne til gennemførelse 

af en udligning af forskellene mellem land og 

by efterhånden var blevet mere fremtrædende, 

viste der sig større modstand imod oprettelse af 

nye egentlige købstæder med de til disse knyttede 

købstadprivilegier på næringsrettens område. 

Ønsket om en udligning af forskellene mellem 

by og land gjorde sig også gældende inden 

for andre lovgivningsområder. Medens købstæderne 

i henhold til forordningerne af 15. maj 

1834 havde haft en særlig repræsentation i provinsialstænderne, 

blev valgdistrikterne til rigsdagen 

ifølge grundloven og valgloven af 1849 

inddelt efter territoriet uden hensyn til forskellen 

mellem købstad og land. Ved lov af 12. 

februar 1849 blev der indført almindelig værnepligt, 

medens forpligtelsen til krigstjeneste tidligere 

i det store og hele kun påhvilede befolkningen 

uden for købstæderne. Endvidere skal 

nævnes lov af 7. februar 1851, der ophævede 

konsumptionsafgifterne m. v. for købstæderne. 

Men den - i hvert fald over lidt længere sigt - 

største udligning af forskellene mellem by og 

land skete ved gennemførelsen af næringsloven 

af 29. december 1857, der på en meget radikal 

*) Reglerne i lov af 11. februar 1863 om den kommunale 

beskatning i købstæderne uden for København 

var gældende også for handelspladserne, 

hvilket bl. a. indebar, at der i disse kommuner - 

i modsætning til de rene sognekommuner - kunne 

lignes kommunale skatter også på grundlag af 

bygningsværdierne, ligesom der påhvilede borgerne 

den særlige næringsskat. 

måde ophævede størstedelen af de hidtidige restriktioner 

på næringslivets område. 

Først i rigsdagssamlingen I860 fremkom der 

fra regeringen (indenrigsminister Monrad) forslag 

til en reform af kommunallovgivningen. 

Som første led i en påtænkt samlet reform fremsattes 

et forslag til lov angående en for købstad 

og land fælles overordnet kommunal bestyrelse 

m. v., ifølge hvilket hvert amts købstadkommuner 

sammen med amtets landdistrikter skulle 

indordnes under et fælles amtsråd, der dels 

skulle have den umiddelbare bestyrelse af de 

kommunale anliggender, der var fælles for hele 

eller en større del af amtet, dels skulle føre tilsyn 

med købstad- og sognekommunerne. Tanken 

om en for købstæder og sognedistrikter fælles 

overordnet kommunal bestyrelse havde som tidligere 

nævnt også ligget til grund for de i rigsdagssamlingerne 

1850-51 forelagte private forslag 

til almindelige kommunallove. I rigsdagssamlingen 

1855 havde et af landstinget nedsat 

udvalg angående et lovforslag om købstædernes 

kommunale valg ligeledes eenstemmigt i sin 

betænkning henstillet, at købstæderne søgtes 

henlagt under amtskommunerne, og denne henstilling 

var blevet tiltrådt af landstinget*). 

Indenrigsminister Monrads lovforslag nåede 

imidlertid ikke at blive vedtaget, inden rigsdagssamlingen 

I860 sluttede. Forslaget blev af 

de herefter skiftende regeringer påny fremsat 

i rigsdagssamlingerne 1861, 1862 og 1863, men 

hver gang blev samlingerne sluttet, inden lovforslaget 

blev færdigbehandlet. Selve tanken om 

købstædernes inddragelse under amtskommunerne 

mødte ikke større modstand på rigsdagen; 

den var i overensstemmelse med tidens ønsker 

om en udjævning af forskellene mellem by og 

land. Men mange købstæder var betænkelige 

ved den foreslåede ordning, og det blev da også 

fra visse sider under rigsdagsforhandlingerne 

fremført, at der ikke var trang til en sådan sammensmeltning, 

at forholdene i by og på land 

var meget forskellige, og at det kunne befrygtes, 

at købstæderne i et overvejende af landborepræ- 

*) I udvalgets betænkning var det bl. a. anført: 

»Den forældede forestilling om en væsentlig og 

gennemgribende modsætning mellem købstad og 

land, der er den eneste hindring for en sådan 

forening, har hverken hjemmel i Danmarks historie 

eller i de virkelige hos os bestående forhold, 

navnlig efter at værnepligtens ligeliggørelse, 

consumptionens ophævelse og fremfor alt grundlovens 

valgsystem i hovedsagen alt har gennemført 

den sammenslutning, hvoraf udviklingen af 

den rette statsborgerlige ånd er betinget.«

101 

sentanter bestående amtsråd ikke fik tilstrækkelige 

muligheder for at få deres ønsker gennemført. 

Det var specielt spørgsmålet om forholdet 

mellem købstædernes og landdistrikternes repræsentation 

i amtsrådet, der havde givet anledning 

til diskussion. 

C. LANDKOMMUNALLOVEN AF 1867 OG 

KØBSTADKOMMUNALLOVEN AF 1868 

Forslagene til de love, der senere med en 

række ændringer blev gennemført som lov om 

landkommunerne s styrelse m. v. af 6. juli 1867 

og lov om købstadkommunernes styrelse m. v. 

af 26. maj 1868, blev fremsat af regeringen i 

1866. Ved disse forslags udarbejdelse havde 

man opgivet tanken om en for købstad og land 

fælles overordnet kommunal bestyrelse, og i 

bemærkningerne til landkommunallovforslaget 

fremhævedes det, at der for landdistrikterne vel 

var trang til en overordnet kommunal autoritet, 

men at en sådan trang ikke forelå for købstæderne, 

der lige fra middelalderen havde haft 

et udviklet kommunalt styre. Adskillelsen mellem 

købstad og land med hensyn til de kommunale 

opgavers løsning fandtes heller ikke hidtil 

at have medført særlig følelige ulemper. 

De to kommunale styrelseslove gjorde ingen 

ændring i den ved kommunalanordningerne 

skabte og senere udviklede kommunalordning; 

begge love undtog handelspladserne, idet der 

dog var enkelte bestemmelser i landkommunalloven, 

som også skulle gælde for handelspladserne, 

navnlig reglen om, at der skulle kunne pålignes 

de under amtsrådskredsen hørende kommuner 

et bidrag til amtsrepartitionsfonden (lovens 

§ 50). 

Handelspladsernes forhold ønskedes imidlertid 

ordnet ved særlig lov, og i rigsdagssamlingen 

1868—69 blev der af regeringen fremsat forslag 

til lov om handelspladsernes styrelse m. p., hvilken 

lov skulle omfatte de seks handelspladser. I 

bemærkningerne til lovforslaget var det fremhævet, 

at man ved udarbejdelsen også havde haft 

for øje, at andre kommuner eller mindre distrikter, 

hvor forholdene måtte udvikle sig på 

en tilsvarende måde som i handelspladserne, ved 

beslutning af lovgivningsmagten skulle kunne 

inddrages under den eventuelle lovs område ved 

en simpel henvisning til denne. 

Ifølge lovforslaget skulle handelspladserne 

fortsat i økonomisk henseende høre til amtskommunen, 

medens styrelsesreglerne overvejende 

var fastsat i overensstemmelse med de i købstadkommunalloven 

af 1868 indeholdte bestemmelser, 

dog at amtsrådet og ikke indenrigsministeriet 

skulle være tilsynsmyndighed. Landstingsudvalget 

ønskede imidlertid lovforslaget 

ændret på forskellige punkter, bl. a. således at 

indenrigsministeriet blev tilsynsmyndighed, men 

de i overensstemmelse hermed af udvalget stillede 

ændringsforslag blev ikke vedtaget af landstinget. 

I folketinget vandt tanken om en sådan fælles 

lovgivning for handelspladserne imidlertid ikke 

ubetinget tilslutning. Et flertal i det af folketinget 

nedsatte udvalg henstillede til regeringen 

at overveje mulighederne for indlemmelse af 

Frederiksberg i Københavns kommune og eventuelt 

også af Nørresundby i Ålborg kommune 

og iøvrigt lade de resterende fire handelspladser 

vælge mellem, om de ville være købstæder eller 

rene landkommuner. Flertallet kunne dog tiltræde, 

at der for en overgangstid tilvejebragtes 

en fælles lovgivning for de seks kommuner, 

idet man dog bl. a. foreslog, at indenrigsministeriet 

og ikke amtsrådet skulle være tilsynsmyndighed. 

Samlingen sluttede imidlertid, inden 

lovforslaget kom til anden behandling i folketinget, 

hvorfor det bortfaldt, og et lignende 

lovforslag blev ikke fremsat før i 1890erne. 

Handelspladserne måtte derfor i tiden efter 

1867-68 fortsat styres efter de for hver enkelt 

kommune fastsatte særlige bestemmelser, der 

var baseret på den iøvrigt ophævede købstadanordning 

af 1837; men hvor lovgivningsmagten 

ellers behandlede kommunernes forhold, 

blev der taget hensyn til handelspladsernes særlige 

stilling, således at disse stort set var ligestillet 

med købstæderne. 

De økonomiske vilkår for købstæderne var 

ikke gode i slutningen af 1860erne. Mange små 

købstæders hele tilværelse var baseret på at forsyne 

oplandet og opkøbe landmændenes produkter, 

og ved næringens frigivelse ved næringsloven 

af 1857 blev der påført disse købstæder 

en stærk konkurrence fra landet. Men 

hertil kom, at de nye trafikmidler, jernbanerne 

og dampskibene, havde bevirket, at varerne nu 

søgte andre veje til større og bedre markeder, 

hvorfor mange købstæder følte deres eksistens 

truet. Efter henstilling fra købstæderne blev 

der i henhold til kgl. resolution af 2. juli 1870 

nedsat en kommission til undersøgelse og overvejelse 

af, »hvorledes der gennem en omordning 

og udvikling af de provinskøbstæderne og handelspladserne 

vedrørende forhold måtte kunne 

rådes bod på de mindre gode vilkår, hvorunder 

navnlig den næringsdrivende befolkning i disse

102 

v r ar stillet, samt at fremkomme med forslag til 

de foranstaltninger, der ved lovgivningmagtens 

og administrationens bistand i så henseende 

måtte kunne træffes«. I den af kommissionen 

(»Købstadkommissionen«) den 6. juli 1871 afgivne 

betænkning understreges de vanskeligheder, 

købstæderne var ude for, og der fremsattes 

forslag til en række foranstaltninger til at råde 

bod herpå*). I denne forbindelse skal særlig 

fremhæves et forslag om, at der blev givet hjemmel 

til administrativt at nedlægge de købstæder, 

der måtte ønske dette, således at de blev indordnet 

under amtskommunerne på samme måde 

som sognekommunerne. Det blev anført, at der 

derved kunne opnås væsentlige besparelser i de 

kommunale udgifter, idet sådanne kommuner 

dels blev fritaget for de udgifter, der særlig påhvilede 

købstæderne, dels ville kunne overføre 

en række udgifter til amtsrepartitionsfonden, 

hvorved de i kraft af den dengang gældende 

hartkornsfordeling af amtsrepartitionsfondens 

udgifter ville drage væsentlig fordel. Efter landkommunallovens 

§ 50 skulle nemlig amtsrepartitionsfondens 

udgifter udredes ved ligning på 

amtsrådskredsens faste ejendomme efter hartkorn. 

Amtsrådet kunne dog træffe bestemmelse 

om, at indtil 1 h af det beløb, der noget år skulle 

udskrives, skulle pålignes de under amtsrådskredsen 

hørende kommuner, således at disse 

skulle udrede halvdelen heraf efter deres hartkorn, 

en fjerdedel efter folketal og den resterende 

fjerdedel efter amtsrådets skøn. 

Købstadkommissionens forslag om adgang til 

nedlæggelse af købstæder blev imidlertid ikke 

fulgt, og der er heller ikke siden nedlagt nogen 

købstad. På den anden side blev der heller 

ikke i denne tid oprettet nye købstæder, hvilket 

vel tildels skyldes, at de forskellige love, herunder 

næringsloven af 1857, der i det store og 

hele havde ophævet de gamle købstadprivilegier, 

havde gjort købstadstillingen mindre eftertragtelsesværdig 

end tidligere. Efter næringsloven 

skulle købstæderne ganske vist bevare privilegiet 

på handel og håndværk i et vist område omkring 

købstaden, »læbælterne«, men man regnede 

ikke med, at eventuelle nye købstæder ville 

få tilstået sådanne læbælter. Fordelene ved overgang 

til købstad kunne således næppe opveje 

den væsentlige forøgelse af de økonomiske byrder, 

der fulgte med købstadstillingen. 

Da det imidlertid på flere punkter var uheldigt, 

at handelspladsernes kommunale styre ikke 

*) Jfr. om forslaget om en udvidet adgang til at 

gennemføre indlemmelser, foran s. 14 f. 

var ført å jour med de almindelige kommunale 

styrelseslove, blev der i rigsdagssamlingen 1893- 

94 af regeringen påny fremsat forslag til lov 

om handelspladsernes kommunale styrelse m. v. 

Efter forslaget skulle loven, ligesom det i rigsdagssamlingen 

1868-69 fremsatte forslag, direkte 

omfatte de seks eksisterende handelspladser, 

men det var tillige tanken, at loven ved 

senere beslutning af lovgivningsmagten skulle 

kunne anvendes på de nye byer, der var opstået 

eller ville opstå ude over landet. Handelspladserne 

skulle efter dette forslag bevare den økonomiske 

forbindelse med amtskommunen, medens 

deres styrelse iøvrigt skulle foregå efter 

regler svarende til købstadkommunalloven af 

1868, bl. a. således at indenrigsministeriet skulle 

være tilsynsmyndighed. Lovforslaget blev 

imidlertid ikke færdigbehandlet af rigsdagen 

inden samlingens slutning, og da det påny fremsattes 

i 1894-95, var der efter henstilling fra 

Frederiksberg kommunalbestyrelse foretaget den 

ændring, at Frederiksberg kommune i princippet 

fortsat skulle styres efter de hidtil gældende 

regler*). Heller ikke i 1894-95 blev lovforslaget 

færdigbehandlet på rigsdagen, inden samlingen 

sluttede. Under behandlingen i folketinget 

var der iøvrigt fra forskellig side blevet udtrykt 

betænkeligheder ved forslaget, idet især 

spørgsmålene om den kommunale valgret og 

den kongevalgte borgmester var genstand for 

debat. 

Imidlertid havde Esbjerg sogneråd i 1894 

indsendt et andragende til indenrigsministeriet 

om, at Esbjerg kommune, der fra 1. januar 1894 

var blevet udskilt fra Jerne-Skads kommune, 

måtte blive oprettet til handelsplads. 

Efter at staten i henhold til lov af 24. april 

1868 havde anlagt en havn ved Esbjerg, var 

der sket en stærk tilvandring til byen, som tidligere 

havde været et ganske lille fiskerleje. 

Tilvandringen var så stærk, at byen i 1875, året 

efter at havnen og banen var blevet åbnet for 

trafik, var kommet op på over 1000 indbyggere. 

Allerede i 1876 var der ønsker fremme hos 

beboerne om, at pladsen måtte blive oprettet 

til flække, uden at man nærmere definerede, 

hvori den særlige stilling som flække bestod. 

Andragendet blev imidlertid afslået af mini- 

*) Også i anledning af det i rigsdagssamlingen 

1868-69 fremsatte forslag til lov om handelspladserne 

havde Frederiksberg under henvisning 

til kommunens størrelse i forhold til de øvrige 

handelspladser modsat sig at blive underkastet 

de foreslåede fællesregler for handelspladserne.

103 

steriet, idet man ikke for tiden fandt anledning 

til at udskille Esbjerg fra Jerne sogn. Siden var 

indbyggertallet vokset stærkt i Esbjerg, således 

at byen i 1885 havde ca. 2000 indbyggere, i 

1890 ca. 4000, i begyndelsen af 1894 ca. 6400 

indbyggere og i slutningen af samme år over 


Det var derfor naturligt, at Esbjerg i 1894 

fremsatte ønske om, at kommunens forhold blev 

ordnet efter købstadlignende regler, hvorved der 

bl. a. ville blive mulighed for en omlægning af 

den kommunale beskatning. Hidtil havde udskrivningen 

fordelt sig med 79 /so på formue og 

lejlighed og 1 lso på hartkorn, men ved overgang 

til handelsplads kunne Esbjerg i lighed 

med de andre handelspladser og købstæderne 

tillige udskrive skat på bygninger, hvorved skatten 

på formue og lejlighed ville blive lettet. 

Endvidere blev det anført, at anvendelsen af de 

i landkommunalloven indeholdte regler ikke 

længere var naturlig for en by af Esbjergs 

størrelse og efter den udvikling, der foregik i 

Esbjerg. Landkommunalloven gav f. eks. ikke - 

som nu - adgang til nedsættelse af stående udvalg 

til behandling og afgørelse af mindre, løbende 

sager, hvorfor hele kommunalbestyrelsen 

måtte samles for at træffe afgørelse af ethvert 

mindre spørgsmål. Endelig ønskedes der tilvejebragt 

hjemmel for, at handelsrejsende for udenlandske 

handelshuse kunne besøge byen og afslutte 

handel efter prøve, samt at beboerne fik 

mulighed for at optage lån i en købstadkreditforening. 

Esbjergs stærke og velbegrundede ønske om 

at blive handelsplads gav anledning til, at regeringen 

i rigsdagssamlingen 1896-97 genfremsatte 

lovforslaget om handelspladsernes kommunale 

styrelse m. v., dog at forslaget var ændret, 

således at det også direkte omfattede Esbjerg, 

der nu havde nået ca. 12.000 indbyggere. 

Der var på rigsdagen principiel enighed om, at 

Esbjerg burde oprettes til handelsplads, men 

folketingsbehandlingen vedrørende lovforslaget 

om handelspladserne sluttede med vedtagelse 

af en motiveret dagsorden, hvorved det henstilledes, 

at der blev tilvejebragt nærmere oplysninger 

vedrørende den økonomiske forbindelse 

mellem handelspladserne og amtskommunerne. 

Inden sagen kom til anden behandling, 

sluttede samlingen, hvorved lovforslaget bortfaldt. 

Da man imidlertid fra alle sider var enige 

om, at der snarest måtte ske en ændring i Esbjergs 

kommunale stilling, blev der inden samlingens 

slutning fremsat et privat lovforslag om 

Esbjerg kommunes oprettelse til handelsplads, 

således at byens styre fremtidig skulle foregå 

efter regler svarende til de for de øvrige handelspladser 

gældende, men heller ikke dette 

forslag blev gennemført. Grunden hertil var 

alene, at folketinget ville fastholde en bestemmelse 

i forslaget om, at Esbjerg med hensyn til 

valg til landstinget blev sidestillet med købstæder, 

medens landstinget ikke kunne gå med 

hertil, idet tinget fandt reglen grundlovstridig. 

Grundloven af 1866 § 37 bestemte, at Frederiksberg, 

Frederiksværk, Marstal, Silkeborg, 

Løgstør og Nørresundby i henseende til valg til 

landstinget skulle sidestilles med købstæder, 

men grundloven anvendte ikke betegnelsen 

»handelspladserne«. Da forslaget var vedtaget 

i afvigende skikkelse ved eneste behandling i 

begge ting, blev der for at komme over dette 

punkt fremsat et nyt privat lovforslag, hvorefter 

Esbjerg kommune skulle oprettes til købstad; 

lovforslaget blev vedtaget i folketinget med forskellige 

ændringer, men samlingen sluttede, inden 

lovforslaget var endelig vedtaget i landstinget. 

Efter at indenrigsministeriet i sommerens løb 

havde tilvejebragt de af folketingsudvalget ønskede 

oplysninger vedrørende den økonomiske 

forbindelse mellem handelspladserne og amtskommunerne, 

fremsatte regeringen påny i rigsdagssamlingen 

1897—98 forslag til lov om handelspladsernes 

kommunale styrelse m. v., dog 

at man denne gang havde undtaget Esbjerg fra 

lovforslagets bestemmelser, og kort efter fremsatte 

regeringen forslag til en lov, hvorefter 

Esbjerg kommune skulle oprettes til købstad, 

idet der, efter det i den forrige rigsdagssamling 

passerede, ikke var fundet mulighed for efter 

formuleringen af grundlovens § 37 at få Esbjerg 

oprettet til handelsplads. Esbjerg ville ganske 

vist som købstadkommune miste den økonomiske 

fordel ved at være i økonomisk forbindelse 

med amtskommunen, men behovet for købstadstillingen 

var så stort, at man fra byens side var 

rede til at påtage sig dette offer. Uagtet der i 

landstinget næredes visse betænkeligheder ved 

oprettelse af nye købstæder, idet man mente at 

dette kunne forrykke købstædernes stilling ved 

valg til landstinget, blev loven vedtaget i begge 

ting og stadfæstet som lov nr. 36 af 19. marts 

1898 om købstadrettighed for Esbjerg. 

Derimod mødte forslaget til lov om handelspladsernes 

kommunale styrelse m. v. ikke samme 

velvillige modtagelse. Det fremgik af det af

104 

ministeriet tilvejebragte materiale, at alle handelspladser 

nød økonomisk fordel af forbindelsen 

med amtskommunerne, idet de beløb, 

der fra handelspladserne blev ydet til amtskommunerne, 

var mindre end amtskommunernes 

udgifter i forbindelse med handelspladserne. 

Forholdet var særlig grelt for Frederiksberg 

kommunes vedkommende, og sognerådene i Københavns 

amtsrådskreds havde allerede i 1896 

indgivet et andragende om, at Frederiksberg 

blev udskilt af den økonomiske forbindelse 

med amtskommunen. 

Løgstør kommunalbestyrelse havde imidlertid 

i februar 1898 indgivet et andragende til indenrigsministeriet 

og rigsdagen om, at kommunen 

måtte blive oprettet til købstad. Forholdet var 

det, at Ålborg amtsråd for første gang havde 

vedtaget at benytte den i landkommunalloven af 

1867 § 50 indeholdte hjemmel til at fordele en 

del af udskrivningsbeløbet på amtsrådskredsens 

kommuner, hvorefter der var blevet pålignet 

Løgstør handelsplads et særligt bidrag til amtsfonden. 

Kommunens ønske om købstadstilling 

var begrundet i frygt for, at amtsrådet skulle 

gå videre ad denne vej, hvilket ansås for sandsynligt 

på grund af store udgifter til jernbaneanlæg. 

Uagtet Løgstør ved på daværende tidspunkt 

at udtræde af forbindelsen med amtskommunen 

ville pådrage sig yderligere udgifter, 

foretrak man at opnå den selvstændighed og rådighed 

over kommunens egen skatteevne, som 

købstadstillingen ville medføre, fremfor - som 

det hedder i andragendet - »at være underkastet 

et skøn fra en forsamling, som har ganske 

andre hovedinteresser at varetage end vore, hvis 

flertal ikke tilstrækkeligt kender eller kan kende 

vore forhold, til hvilken vi for tiden ikke engang 

have valgret, og på hvis sammensætning - 

selv om valgret, således som bestemt i lovforslaget 

om handelspladsernes styrelse (§ 33), tillægges 

os — vi dog kun ville kunne udøve en 

ganske forsvindende indflydelse«. 

Folketingsudvalget meddelte herefter ministeriet, 

at den tanke var fremkommet i udvalget, 

at det muligt måtte være i alles interesse, såvel 

amtsrådskredsenes som de respektive handelspladsers, 

om fællesskabet i økonomisk henseende 

fuldstændig ophævedes, således at handelspladserne 

kom til at stå uden for amtsrådskredsen 

nøjagtig som de pågældende amters købstadkommuner. 

Udvalget anmodede derfor ministeriet 

om at indhente erklæringer hos amtsrådene 

og handelspladsernes kommunalbestyrelser. 

Inden disse erklæringer var tilvejebragt, 

sluttede rigsdagssamlingen. Forslaget blev påny 

fremsat i uændret skikkelse i samlingen 1898- 

99. Øjensynlig foranlediget af det røre, der i 

det hele var om handelspladsernes stilling og 

amtsrådenes ønsker om at få handelspladserne 

udskilt fra amtskommunen, havde Ålborg og 

Skanderborg amtsråd, ligesom tidligere Københavns 

amtsråd, benyttet den i landkommunalloven 

1867 § 50 hjemlede adgang til efter skøn 

at påligne handelspladserne et bidrag til amtsrepartitionsfonden 

af en sådan størrelse, at Nørresundby, 

Silkeborg og - som tidligere nævnt - 

Løgstør nu ikke længere ønskede forbindelsen 

med amtskommunen bevaret og derfor gerne så 

handelspladserne oprettet til købstadkommuner. 

Derimod ønskede Frederiksberg, Frederiksværk 

og Marstal det bestående fællesskab opretholdt. 

For Frederiksberg var forholdet det, at 

landkommunallovens § 50 ikke gav Københavns 

amtsråd mulighed for at påligne Frederiksberg 

et bidrag til amtsrepartitionsfonden, der var så 

stort, at amtskommunens udgifter til Frederiksberg 

kunne opvejes af indtægterne, hvorfor det 

var naturligt, at Frederiksberg ikke så nogen 

anledning til at søge de bestående forhold ændret. 

Frederiksværk og Marstal var betænkelige 

ved overgang til købstadkommune på grund af 

de forøgede udgifter herved. Frederiksborg og 

Svendborg amtsråd havde dengang ikke fuldt 

ud udnyttet landkommunallovens § 50 over for 

Frederiksværk og Marstal på grund af disse 

handelspladsers trange økonomiske kår. 

Under disse omstændigheder fandt det nedsatte 

folketingsudvalg ikke anledning til at 

fremme lovforslaget om handelspladsernes kommunale 

styrelse m. v., og der blev i stedet fremsat 

to private lovforslag, dels et forslag til lov 

om Løgstørs, Nørresundbys og Silkeborgs oprettelse 

til købstæder, dels et forslag til en lov, 

hvorefter Frederiksberg kommune skulle udskilles 

fra Københavns amtsrådskreds. Frederiksberg 

havde på dette tidspunkt opgivet modstanden 

mod udskillelse fra amtskommunen, og begge 

lovforslag blev vedtaget og stadfæstet den 

7. april 1899 (lov nr. 63 af 7. april 1899, hvorved 

Løgstør, Nørresundby og Silkeborg oprettes 

til købstceder og lov nr. 69 af s. d., hvorved 

Frederiksberg kommune udskilles af Københavns 

amtsrådskreds). Uanset at Frederiksbergs 

forbindelse med amtskommunen således var blevet 

ophævet, vedblev kommunen dog at være en 

handelsplads omend af særegen art, og spørgsmålet 

om en ændring i Frederiksværks og Marstals 

stilling lod man stå hen indtil videre.

105 

I de følgende år forhøjede Frederiksborg 

amtsråd Frederiksværks bidrag til amtsrepartitionsfonden, 

hvilket fjernede byens tidligere 

betænkeligheder ved at overgå til købstadstilling, 

og efter andragende fra kommunalbestyrelsen 

blev Frederiksværk by købstadkommune 

ved lov nr. 35 af 5. marts 1907, hvorved Frederiksværk 

kommune oprettes til købstad. 

Kort efter, i 1907, indsendte Struer sogneråd 

et andragende til ministeriet om, at Struer, 

der i slutningen af det 19. århundrede havde 

haft en stærk tilvækst, og som nu havde ca. 

3500 indbyggere, måtte blive oprettet til købstad. 

Som begrundelse for andragendet henvistes 

til det ønskelige i en omlægning af kommunens 

beskatning, således at der i højere grad, 

ligesom i købstæderne, blev udskrevet skat på 

bygninger. Endvidere forudså man en stærk 

stigning i de amtskommunale skatter, efterhånden 

som den amtskommunale beskatning i henhold 

til lov nr. 85 af 15. maj 1903 gik over fra 

den gamle hartkornsskat til ejendomsskyld, medens 

man ikke forventede, at amtsrådet i fornødent 

omfang ville tåge hensyn til Struers særlige 

forhold med hensyn til sygehusvæsen, brolægning 

af landevej sgader m. v. Også af hensyn 

til den kommunale administration ansås købstadstillingen 

for ønskelig, idet man - ligesom 

det i sin tid blev anført af Esbjerg - ønskede 

en styreform, der åbnede mulighed for nedsættelse 

af stående udvalg til behandling af løbende 

sager. Endelig fremhævedes de forskellige 

fordele ved købstadstillingen i næringsretlig 

henseende, bl. a. fremmede handelsrej sendes 

adgang til at optage ordrer, ligesom man begrundede 

ønsket om købstadstilling med, at det 

derved ville blive muligt at belåne de i kommunen 

beliggende faste ejendomme i en købstadkreditforening, 

hvorved man forventede at 

opnå bedre kurser. 

Andragendet fra Struer var kædet sammen 

med et andragende til justitsministeriet om oprettelse 

af en retskreds bestående af Struer og 

omliggende sogne. Da justitsministeriet ikke 

kunne imødekomme dette andragende, meddelte 

indenrigsministeriet i skrivelse af 26. marts 

1909, at man ikke for tiden så sig i stand til at 

foretage videre i sagen. Det må herved bemærkes, 

at det dengang var almindeligt, at en kgl. 

udnævnt embedsmand, i reglen byfogden, blev 

beskikket til borgmester i købstæderne, og den 

omstændighed, at der ikke blev oprettet en særlig 

retskreds for Struer og omliggende sogne, 

havde til følge, at der ikke fandtes en byfoged 

i Struer, som kunne udnævnes til borgmester. 

I 1911 indgav Herning sogneråd andragende 

om, at Herning kommune måtte blive oprettet 

til købstad. I andragendet henvistes til den betydelige 

udvikling, der var foregået i kommunen. 

Herning by var siden midten af det 19. 

århundrede vokset fra ca. 50 indbyggere til ca. 

5800 indbyggere, og byen havde i det hele 

købstadpræg. Man forventede, at kommunen 

efterhånden ville få væsentlig økonomisk fordel 

ved en udskillelse fra amtskommunen på grund 

af den stigning i den amtskommunale ejendomsbeskatning, 

der var en følge af den ved 

loven af 1903 fastsatte gradvise overgang fra 

hartkornsskat til ejendomsskyld. Endvidere fremhævedes 

de større skattefradrag, der indrømmedes 

beboerne i købstæderne ved beregning af 

statsskat, de større statstilskud til købstadkommunerne 

samt den friere stilling, som købstadkommunerne 

i det hele indtog i styrelsesmæssig 

henseende, ligesom også ønsket om at blive repræsenteret 

i købstædernes organisationer blev 

fremført. 

I rigsdagssamlingen 1911-12 fremsatte regeringen 

herefter forslag til lov, hvorefter Herning 

kommune skulle oprettes til købstad; forslaget 

nåede ikke at blive gennemført i denne 

samling og blev derfor fremsat påny i samlingen 

1912-13. Medens der i folketinget var almindelig 

tilslutning til forslaget om Hernings oprettelse 

til købstad, blev der fra et mindretal i 

landstinget givet udtryk for samme principielle 

betænkeligheder ved oprettelse af nye købstæder, 

som var fremme i rigsdagssamlingen 1897- 

98 under landstingsbehandlingen i forbindelse 

med Esbjergs oprettelse til købstad, idet man 

mente, at oprettelse af nye købstæder ville forrykke 

stillingen ved valg til landstinget. For at 

dette forhold dog ikke skulle hindre gennemførelsen 

af Hernings naturlige ønske om købstadstilling, 

overvejedes det at stille ændringsforslag, 

hvorefter Herning i relation til valg 

til landstinget fortsat skulle betragtes som sognekommune, 

men forslag herom blev frafaldet, 

efter at regeringen havde fremsat forslag til ændringer 

i grundloven, hvorved bl. a. reglerne 

om valg til landstinget foresloges ændret. Herning 

blev herefter købstadkommune ved lov nr. 

281 af 6. december 1912, hvorved Herning 

kommune oprettes til købstad. 

Uagtet Herning hidtil i forbindelse med Hammerum 

Herred havde udgjort en særlig jurisdiktion, 

således at der fandtes en i Herning boende

106 

byfoged, der ville kunne udnævnes til kgl. borgmester, 

valgte man i stedet at udnævne den hidtidige 

sognerådsformand til borgmester, og i 

de følgende år imødekom man i det hele ønsker 

fra byrådenes side om udnævnelse af en af byens 

borgere til borgmester. 

Jurisdiktionsforholdene kunne herefter ikke 

længere lægge hindringer i vejen for Struers 

overgang til købstad, og i 1916 indsendte Struer 

påny et andragende om kommunens oprettelse 

til købstadkommune. Begrundelsen for andragendet 

var i det væsentlige den samme som i 

1907; men det spillede nu yderligere en rolle 

for Struer at få indflydelse på den Holstebro 

kommune tilhørende havn, der var beliggende 

i Struer kommune, hvilket man mente lettere 

kunne opnås, når Struer var købstad. Struers 

ønske blev imødekommet ved lov nr. 69 af 15. 

februar 1917, hvorved Struer kommune oprettes 

til købstad. 

Endelig indgav Vester Brønderslev sogneråd 

i 1919 andragende om, at kommunen måtte 

blive oprettet til købstad. Byen havde med sine 

godt 5000 indbyggere i den bymæssige del gennemgået 

en stærk udvikling og havde i det hele 

købstadpræg. Begrundelsen var i det væsentlige 

den samme som tidligere anført af Herning og 

Struer, idet man navnlig fremhævede, at de amtskommunale 

skatter ikke stod i rimeligt forhold 

til de goder, som forbindelsen med amtsrådskredsen 

indebar, samt at købstadstillingen ville 

medføre fordele for næringslivet og større selvstændighed 

for kommunen. Også adgangen til 

at indtræde i købstædernes organisationer blev 

anført som begrundelse for ønsket om købstadstilling. 

Andragendet blev imødekommet ved 

lov nr. 71 af 11. februar 1921 om oprettelse 

af Brønderslev købstad. 

I forbindelse med Sønderjyllands genforening 

med Danmark måtte der bl. a. træffes en 

ordning vedrørende de kommunale forhold i 

Sønderjylland. Efter den preussiske lovgivning 

hørte købstæderne og flækkerne til »kredsen« 

(nærmest svarende til den danske amtskommune); 

de var repræsenteret i kredsdagen og 

ydede bidrag til kredsen. Ved lov nr. 299 af 28. 

juni 1920 om indførelse af dansk kommunal 

administration i de sønderjydske landsdele bestemtes 

det i § 10, stk. 2: »Ordningen af det 

fremtidige økonomiske forhold mellem amtskommunerne 

og de i samme værende købstæder 

eller flækker træffes, når andet ikke ved lov 

bestemmes, ved overenskomst mellem de nævnte 

kommuner og de medlemmer af amtsrådet, der 

er valgte af landkommunerne. Den trufne ordning 

stadfæstes af indenrigsministeren, således 

at staten fortrinsvis kan dække de krav, der deraf 

måtte opstå.« 

En udskillelse fra amtskommunen var stærkt 

ønsket af købstæderne, da disse ville få økonomisk 

fordel derved, men det var vanskeligt at 

nå til enighed om de nærmere vilkår for udskillelsen. 

For at fremme forhandlingerne om en 

adskillelse blev det i § 8, stk. 2, i lov nr. 158 

af 21. april 1922 om kommunale loves gyldighed 

i de sønderjydske landsdele bestemt, at 

såfremt der ikke inden den 1. oktober 1923 

for samtlige amter var truffet overenskomst om 

adskillelse mellem amtskommunerne og købstæderne 

samt flækkerne, skulle ordningen for de 

kommuner, om hvis forhold overenskomst ikke 

var opnået, under forbehold af indenrigsministeriets 

stadfæstelse, være at træffe af en særlig 

kommission. 

I de følgende år lykkedes det i de fleste tilfælde 

at tilvejebringe enighed om købstædernes 

og flækkernes stilling til amtskommunen. Kun 

for så vidt angår Augustenborg flække og 

Åbenrå købstadkommune, blev det nødvendigt 

at henvise sagen til afgørelse af en i henhold 

til fornævnte lov nedsat kommission. Ifølge 

overenskomsterne og de to kommissionskendelser 

blev samtlige sønderjydske købstæder samt 

flækkerne Augustenborg, Løgumkloster og Højer 

udskilt af amtskommunen. Nordborg og Christiansfeld 

flækker forblev derimod indtil videre 

under amtskommunen, således at kommunerne 

som sådanne skulle svare et nærmere fastsat bidrag 

til amtsfonden, ligesom de blev repræsenteret 

i amtsrådet, jfr. § 2, nr. 9, i lov nr. 158 

af 21. april 1922 om kommunale loves gyldighed 

i de sønderjydske landsdele. Denne forbindelse 

mellem Christiansfeld og Nordborg flækker 

med henholdsvis Haderslev og Sønderborg 

amtskommuner, der svarer nogenlunde til fællesskabet 

mellem købstadkommunerne og landdistrikterne 

på Bornholm, er stadig bestående. 

Med hensyn til flækkernes valg af repræsentanter 

til amtsrådene henvises nu til §§ 42-43 i 

den kommunale valglov, jfr. lovbekendtgørelse 

nr. 336 af 22. december 1953. 

D. DE KOMMUNALE STYRELSESLOVE 

AF 1933 

Ved gennemførelsen af de nugældende kommunale 

styrelseslove, lov nr. 87 af 25. marts 

1933 om købstadkommunernes styrelse og lov 

nr. 88 af samme dato om landkommunernes

107 

styrelse, skete der ikke nogen væsentlig ændring 

i den hidtidige afgrænsning mellem de forskellige 

kommunegrupper. Det blev vel under folketingets 

behandling af landkommunallovforslaget 

fra en enkelt side fremhævet, at det syntes 

noget uforståeligt, at købstæder med 1000- 

3000 indbyggere skulle høre under købstadkommunalloven 

og styres efter denne lovs regler, 

medens landkommuner med fra 2000 til 50.000 

indbyggere skulle høre under landkommunalloven, 

og at man derfor burde overveje, om 

grænsen absolut skulle drages efter, om kommunen 

havde købstadprivilegier eller ej*). Ved 

formuleringen af de nye bestemmelser i landkommunallovforslaget 

havde man iøvrigt søgt 

at tage fornødent hensyn til de nye bymæssige 

bebyggelser, der var opstået ude over landet, 

således at disses forhold mere naturligt kunne 

indordnes under de almindelige regler i landkommunalloven 

. 

Ved købstadkommunalloven af 1933 blev det 

særlige fællesskab mellem købstæder og landdistrikter 

på Bornholm opretholdt, jfr. købstadkommunallovens 

§ 32. Med hensyn til de sønderjydske 

flækker og handelspladsen Marstal 

blev det i købstadkommunallovens § 34, stk. 1, 

bestemt, at indenrigsministeren bemyndiges til 

ved særlige regulativer at træffe de fornødne 

nærmere bestemmelser angående disse kommuners 

styrelse, således at de i købstadkommunalloven 

givne regler kommer til anvendelse med 

de lempelser, som efter de nævnte flækkers og 

handelspladsens særlige forhold findes påkrævede. 

Med hensyn til Frederiksberg kommune 

bestemtes det i købstadkommunallovens § 34, 

stk. 2, at kommunen, for så vidt angår de i købstadkommunalloven 

fastsatte bestemmelser, skal 

anses som købstad, således at den nærmere 

ordning - under hensyntagen til de for denne 

kommune gældende særlige bestemmelser og 

med de lempelser, som måtte anses for ønskelige 

— fastsættes i en af Frederiksberg kommunalbestyrelse 

vedtaget og af indenrigsministeren 

stadfæstet vedtægt. Endelig blev det i § 34, stk. 

3, bestemt, at de i købstadkommunalloven givne 

regler af indenrigsministeren efter indhentet 

erklæring fra Københavns amtsråd og Gentofte 

kommunalbestyrelse kunne gøres gældende for 

Gentofte kommune i det omfang, i hvilket dette 

er foreneligt med, at kommunen hører til Københavns 

amtsrådskreds, og med de lempelser, 

som dette forhold måtte nødvendiggøre, eller 

*) Rigsdagstidende 1930-31. Folketingets forhandlinger, 

sp. 3580. 

som iøvrigt anses for ønskelige, således at den 

nærmere ordning - på lignende måde som i Frederiksberg, 

Marstal og flækkerne - fastsættes i en 

af kommunalbestyrelsen vedtaget, af indenrigsministeren 

stadfæstet vedtægt. En sådan vedtægt 

blev stadfæstet i 1934, og Gentofte kommune 

har herefter haft en købstadlignende stilling i 

styrelsesmæssig henseende, ligesom kommunen 

på andre kommunalretlige områder er blevet 

sidestillet med købstæderne eller med de to andre 

hovedstadskommuner. 

E. DE KØBENHAVNSKE OMEGNS- 

KOMMUNER - LOVEN AF 20. MAJ 1952 

Den nævnte hjemmel i købstadkommunallovens 

§ 34, stk. 3, til administrativt at tillægge 

Gentofte kommune en købstadlignende stilling 

i styrelsesmæssig henseende er ved lov nr. 181 

af 20. maj 1952 om ændringer i de københavnske 

omegnskommuners styrelse m. v. udvidet 

til også at gælde de københavnske omegnskommuner: 

Ballerup-Måløv, Birkerød, Brøndbyvester-Brøndbyøster, 

Dragør, Farum, Gladsaxe, 

Glostrup, Herlev, Herstedøster-Herstedvester, 

Hvidovre, Høje Tåstrup, Hørsholm, Lyngby- 

Tårbæk, Rødovre, St. Magleby, Søllerød, Tårnby, 

Vallensbæk og Værløse kommuner. 

Før denne lovs fremkomst havde et flertal 

inden for den af indenrigsministeriet nedsatte 

»Hovedstadskommission« i betænkning af 24. 

januar 1948 fremsat forslag om gennemgribende 

ændringer i den kommunale ordning i hovedstadsområdet. 

Kommissionen havde foreslået, dels at en række 

af de nærmest ved København liggende kommuner 

skulle indlemmes i Københavns kommune, 

dels at der ved sammenlægning af visse af 

de øvrige kommuner i Københavns amtsrådskreds 

skulle oprettes 5 nye kommuner, der benævntes 

»omegnskommuner«, medens de resterende 

4 mindre sognekommuner i amtsrådskredsen 

skulle overføres til Roskilde amtsrådskreds. 

Efter forslaget skulle Københavns amtskommune 

ophæves, og der skulle tillægges de 5 

nævnte omegnskommuner en købstadlignende 

stilling, idet købstadkommunalloven og »de 

for landets købstæder iøvrigt gældende almindelige 

regler« skulle være gældende for disse 

kommuner. Dette var dog ikke ensbetydende 

med, at det hidtidige gennem amtskommunen 

bestående økonomiske fællesskab ganske skulle 

bortfalde for disse kommuner, idet omegnskom-

108 

munerne efter forslaget skulle indtræde i et 

kommuneforbund, der skulle bestyre det for 

kommunerne fælles sygehusvæsen samt overtage 

forskellige andre udgifter i forbindelse med 

sundhedsvæsenet. Forbundets udgifter skulle 

dækkes af de enkelte medlemskommuner i forhold 

til vurderingerne til ejendomsskyld af de 

i hver kommune beliggende ejendomme. 

Endvidere blev det foreslået, at der til varetagelse 

af omegnskommunernes og de tre hovedstadskommuners 

fælles interesser og formidling 

af samarbejdet skulle nedsættes et »Hovedstadsråd« 

med repræsentanter for hver kommune. 

Rådet skulle bl. a. have beføjelse til at pålægge 

de enkelte kommuner at gennemføre arbejder på 

vejvæsenets område. 

Endelig indeholdt forslaget regler om gennemførelse 

af en almindelig økonomisk udligningsordning, 

omfattende såvel hovedstadskommunerne 

som omegnskommunerne. 

Dette forslag vandt imidlertid ikke fornøden 

politisk tilslutning, og i stedet fremsatte regeringen 

i rigsdagssamlingen 1951-52 forslag til 

lov, hvorefter den fornævnte bestemmelse i købstadkommunalloven 

om, at lovens bestemmelser 

kan bringes til anvendelse på Gentofte 

kommune, skulle udvides til også at omfatte enkelte, 

nærmere angivne københavnske omegnskommuner. 

Endvidere indeholdt lovforslaget 

bestemmelser, hvorefter de omhandlede omegnskommuner 

skulle behandles efter købstadbestemmelser 

også i visse andre love (folkeregisterloven, 

næringsloven og lovene om landvæsensretter 

og vandløb samt for visse af kommunernes 

vedkommende loven om det kommunale 

skolevæsens styrelse og tilsyn). Derimod skulle 

der efter lovforslaget ikke ske forandringer i 

disse kommuners stilling som sognekommuner 

med hensyn til det kommunalretlige tilhørsforhold 

til amtskommunen, ligesom det iøvrigt 

heller ikke blev foreslået, at der med hensyn til 

reglerne om den egenkommunale beskatning 

skulle gælde købstadregler i kommunerne. 

Under forslagets behandling på rigsdagen blev 

kredsen af de kommuner, der skulle omfattes af 

ordningen, udvidet til de ovenfor anførte kommuner, 

idet folketingsudvalget i sin betænkning 

anførte, at udvalget var enigt med ministeren 

i, at bemyndigelsen herefter ville komme til at 

omfatte kommuner, for hvilke en ændring af 

den kommunalretlige status ikke for tiden ville 

falde naturlig, og at det måtte bero på den 

videre udvikling inden for hovedstadsområdet, 

hvornår den enkelte kommune havde fået en 

sådan struktur, at spørgsmålet om en overgang 

til en mere købstadpræget status kunne anerkendes 

at være aktuelt. 

I henhold til den nævnte lov er der for samtlige 

de i loven nævnte kommuner, bortset fra 

Farum, Herstedøster-Herstedvester, St. Magleby, 

Vallensbæk og Værløse kommuner, af indenrigsministeriet 

stadfæstet styrelsesvedtægter, 

hvorved disse kommuner har fået en købstadlignende 

stilling med hensyn til kommunernes 

styrelse m. v. 

Under rigsdagens behandling af forslaget til 

loven var det i en henvendelse fra »Fællesorganisationen 

af Landkommuner med bymæssig Bebyggelse« 

(nu foreningen »Bymæssige kommuner«) 

om udvidelse af det oprindelige lovforslag 

til at omfatte den videre kreds af københavnske 

omegnskommuner tillige blevet anført, 

at der også uden for hovedstadsområdet fandtes 

en lang række bymæssige kommuner, for hvilke 

der var behov for opnåelse af en købstadlignende 

stilling, hvorfor foreningen henstillede, 

at der også for disse kommuner skabtes lovhjemmel 

for indførelse af købstadlignende styreform. 

løvrigt henvises der om denne henvendelse 

samt om det nærmere indhold af den såkaldte 

»Gentofte-status« til bemærkningerne nedenfor 

s. 200 ff. 

Man bygger altså stadig på den kommunalordning, 

som blev skabt ved de kommunale 

styrelsesanordninger fra omkring 1840, men at 

der efterhånden har udviklet sig forskellige 

former for kommuner ved siden af de tre grundtyper, 

købstad kommuner, sognekommuner og 

amtskommuner. 

Frederiksberg kommune står på samme måde 

som købstadkommunerne uden for amtskommunen, 

jfr. den fornævnte lov nr. 69 af 7. april 

1899, og kommunen har på mangfoldige andre 

områder en stilling, der svarer til købstadkommunernes 

eller Københavns, jfr. med hensyn til 

kommunens styrelse, købstadkommunallovens 

§ 34, stk. 2. 

Tre af de sønderjydske flækker står ligeledes 

uden for amtskommunen, ligesom disse kommuner 

på det styrelsesmæssige område og med hensyn 

til beskatningsreglerne er sidestillet med 

købstæderne, jfr. købstadkommunallovens § 34, 

stk. 1, samt den kommunale ejendomsskartelovs 

8 28.

109 

To af flækkerne samt de bornholmske købstæder 

indtager en særstilling i forhold til amtskommunen, 

jfr. henholdsvis lov nr. 299 af 28. 

juni 1920 § 10, stk. 2, samt landkommunallovens 

§ 21, stk. 2, men disse kommuner omfattes 

iøvrigt almindeligvis på andre områder af 

de for købstæderne gældende regler, jfr. med 

hensyn til styrelsen købstadkommunaliovens § 34, 

stk. 1, og med hensyn til ejendomsbeskatningen, 

den kommunale ejendomsskattelovs § 28. 

Marstal og visse københavnske omegnskommuner 

indtager derimod stillingen som sognekommuner 

i forhold til amtskommunen, medens 

de på flere andre områder er undergivet de for 

købstæderne gældende regler, jfr. med hensyn 

til styrelsen købstadkommunaliovens § 34, stk. 1 

og 3, samt med hensyn til den egenkommunale 

ejendomsbeskatning, for Marstals vedkommende 

den kommunale ejendomsskattelovs § 28.

KAPITEL 10 

Spørgsmålet om gennemførelse af ændringer 

i de bymæssigt bebyggede kommuners stilling som sognekommuner 

i forhold til amtskommunen — Købstadoprettelse. 

Af de foregående kapitler vil det være fremgået, 

dels at den nuværende kommunalordning 

frembyder et ret uensartet billede med hensyn 

til de enkelte byers kommunalretlige stilling i 

forhold til amtskommunen, dels at den kommunalordning, 

der i midten af forrige århundrede 

blev gennemført for de dengang bestående 

byer, kun er blevet overført til et fåtal af 

de mange byer, der siden kommunalsystemets 

gennemførelse er vokset op uden for købstæderne. 

Afgrænsningen af kredsen af de byer, 

der i dag står uden for amtskommunen, er 

overvejende begrundet i historiske forhold, 

uden at den nu stemmer overens med de forudsætninger, 

der i sin tid lå til grund for kommunalordningens 

sondring imellem de kommuner, 

der skulle stå uden for amtskommunen, 

og de kommuner, der med hensyn til løsningen 

af visse kommunale opgaver skulle være begrænset 

af amtskommunens kompetence. 

A. ALMINDELIG REFORM AF 

KOMMUNALORDNINGEN OG DEN 

KOMMUNALE INDDELING? 

På denne baggrund kunne det være nærliggende 

at rejse spørgsmålet, om ikke den siden 

midten af forrige århundrede stedfundne voldsomme 

forøgelse af byernes antal i forbindelse 

med den udjævning, der er sket af forskellene 

imellem land og by, må siges at have haft til 

følge, at forudsætningerne for vor kommunalordning 

nu er forrykket i en sådan grad, at det 

var rimeligt at tage spørgsmålet om en almindelig 

reform af denne kommunalordning op til 

overvejelse. Dette problem må tillige ses i lyset 

af spørgsmålet om, hvorvidt landets nuværende 

kommunale inddeling i geografisk henseende 

muliggør en rationel løsning af de 

offentlige opgaver og formål, som inddelingen 

skal tjene. 

Den kommunale inddeling hviler stadig på 

det grundlag, der blev fastlagt, da man i begyndelsen 

af forrige århundrede organiserede 

fattigvæsenets og skolevæsenets ordning i lokale 

distrikter, der hovedsagelig blev fastlagt 

i overensstemmelse med den bestående kirkelige 

inddeling. De dengang dannede kommuner 

havde -— bortset fra den på den tid 

fundamentale forskel med hensyn til forholdene 

i købstadkommuner og landkommuner 

-—• en nogenlunde ensartet struktur såvel i 

befolkningsmæssig som i økonomisk henseende, 

og de kommunale enheder, man skabte, 

var med hensyn til både størrelse og økonomisk 

bærekraft vel afpassede efter de opgaver, 

der dengang påhvilede kommunerne. 

Medens den således fastlagte kommuneinddeling 

i princippet har stået fast i løbet af 

disse halvandet hundrede år, har den stedfundne 

tekniske, økonomiske og befolkningsmæssige 

udvikling ført til, at de faktiske forhold 

i dag i ikke ringe grad kan siges at gå 

på tværs af hele inddelingen. Hertil kommer, 

at det spændingsforhold, der i dag består 

imellem den kommunale inddeling og de faktiske 

forhold i kommunerne, må forventes at 

blive af stigende styrke, hvis udviklingen i 

retning af en stigende befolkningskoncentration 

i større og mindre bysamfund og affolkning 

af landdistrikterne fortsætter. En lignende 

udvikling i Sverige og Norge har — 

som nærmere omtalt i bilag 14 •—• givet anledning 

til, at man i Sverige har gennemført og 

i Norge overvejer at gennemføre en omfattende 

reform af den kommunale inddeling, 

således at der ved sammenlægning af to eller 

flere mindre kommuner og omlægning af 

grænserne mellem kommunerne skabes større 

kommunale enheder, der bedre er i stand til 

at løse de opgaver, som i dag påhviler kommunerne.

Ill 

Det falder imidlertid uden for nærværende 

udvalgs opgave at overveje og tage stilling til 

de problemer, der knytter sig til spørgsmålet 

om betimeligheden af, at der tages skridt til 

gennemførelse af en almindelig reform af hele 

vor kommunalordning og i forbindelse dermed 

vor kommunale inddeling. Man har derfor 

alene ment at burde behandle spørgsmålet 

om, hvorvidt der — inden for rammerne af 

den bestående kommunalordning — burde 

søges gennemført en sidestilling imellem købstæderne 

og de senere opståede bysamfund, der 

har en tilsvarende størrelse og struktur, specielt 

med hensyn til disse bysamfunds stilling i den 

kommunale ordning — eller med andre ord 

spørgsmålet om en ændring af disse bysamfunds 

kommunalretlige stilling i forhold til 

amtskommunen i form af oprettelse af disse 

kommuner til købstadkommuner. 

B. SPØRGSMÅLET OM OPRETTELSE 

AF BYMÆSSIGT BEBYGGEDE 

SOGNEKOMMUNER TIL EGENTLIGE 

KØBSTÆDER 

Siden Vester Brønderslev ved lov nr. 71 af 

11. februar 1921 blev oprettet til købstad, har 

der ikke været gennemført love om bymæssigt 

bebyggede sognekommuners udskillelse af tilhørsforholdet 

til amtskommunen ved oprettelse 

til købstadkommuner. Der blev ganske vist ved 

lov nr. 181 af 20. maj 1952 gennemført bestemmelser 

om, at visse københavnske omegnskommuner 

på nogle kommunalretlige områder 

skulle behandles efter de for købstadkommunerne 

gældende regler, men denne ordning 

indebar ikke, at man for disse kommuner gennemførte 

den udskillelse fra det økonomiske 

og opgavemæssige tilhørsforhold til amtskommunen, 

som vel er det, der i kommunalretlig 

henseende er den egentlige kerne i spørgsmålet 

om en kommunes overgang fra sognekommune 

til købstadkommune. 

Dette er dog ikke ensbetydende med, at der 

ikke siden 1921 har været fremsat tanker om at 

gøre bymæssige kommuner til købstadkommuner, 

idet spørgsmålet i de forløbne år flere 

gange har været rejst i lokale kredse for visse 

af de større stationsbyers vedkommende, som 

f. eks. Haslev, Odder og senest også Skjern 

og Ikast. 

Spørgsmålet har i visse tilfælde været rejst 

af vedkommende kommunes kommunalbestyrelse, 

medens det i andre tilfælde især har 

været kredse indenfor vedkommende bys erhvervsliv, 

der har beskæftiget sig med tanken. 

I. De almindelige begrundelser for ønsket 

om købstadstatus. 

De forhold, der i de forskellige tilfælde 

har været fremført som begrundelse for ønsket 

om en sognekornmunes oprettelse til købstadkommune, 

har været af meget forskellig 

karakter — således som det også var tilfældet, 

for så vidt angår de i slutningen af 

forrige og begyndelsen af indeværende århundrede 

stedfundne købstadoprettelser. 

I nogle af tilfældene har ønsket om en 

stationsbys oprettelse til købstad især været 

begrundet i udsigten til derved at opnå de 

virkninger, der for bysamfundet som sådant 

er knyttet til selve købstadnavnet, idet man i 

denne henseende ikke så meget har tænkt på 

købstadoprettelsens følger for kommunens stilling 

i forhold til amtskommunen*), men mere 

på de virkninger for den enkelte borger og for 

kommunens administration m. v., der skulle 

være en følge af, at der såvel i lovgivningen 

som i det praktiske erhvervsliv er tillagt de 

bysamfund, der benævnes købstæder, en særlig 

stilling i forhold til landet og de andre bysamfund. 

Man har herved henvist til, at der — til 

trods for at de i sin tid bestående særlige købstadprivilegier 

nu er ophævet — stadig i vidt 

omfang er tillagt befolkningen i købstæderne 

en slags priviligeret stilling. Medens købstadprivilegierne 

i ældre tid var ensbetydende med, 

at der indrømmedes købstædernes borgere en 

slags priviligeret særstilling i forhold til beboerne 

i landdistrikterne, skulle de nuværende 

„købstadprivilegier" nærmest have karakter af 

en særstilling i forhold til beboerne i de byer, 

der ikke benævnes købstæder. 

Der er herved tænkt på, at lovgivningens 

afgrænsning af de bysamfund, for hvilke der 

er givet særregler med begrundelse i den bymæssige 

struktur, — også uden for de lovgivningsområder, 

der har relation til de forskellige 

kommunetypers indbyrdes kommunalretlige 

stilling, — stadig i vidt omfang bygger på 

købstadbegrebet, hvilket har til følge, at de 

særlige byregler på mange lovgivningsområder 

ikke kommer til anvendelse i bymæssige bebyg- 

*) Ønskerne er mere gået i retning af at opnå, at 

bysamfundet blev gjort til købstad, end at kommunen 

blev købstadkommune.

112 

gel s er uden for købstæderne. Man tænker her 

såvel på bestemmelser på det kommunalretlige 

område, som f. eks. om kommunernes styrelse 

m. v. og den egenkommunale ejendomsbeskatning*), 

som på bestemmelser, der mere direkte 

regulerer borgernes forhold, som f. eks. om 

adgangen til at etablere beværtninger og gæstgiveri. 

Man har endvidere som oftest i forbindelse 

med ønsket om, at vedkommende by kunne 

opnå købstadnavnet, tillige anført, at dette 

navn skulle indebære en række gunstige — 

tildels uhåndgribelige — faktiske virkninger 

navnlig af betydning for byens erhvervsliv 

udover de virkninger for erhvervslivet, der 

menes at følge af, at lovgivningens købstadregler 

ikke gælder i byerne uden for købstæderne**). 

Det er i denne henseende navnlig anført, at 

der til købstadnavnet skulle være knyttet særlige 

»prestigemæssigt« betonede virkninger***). 

For erhvervslivet skulle disse virkninger give 

sig udslag i, at større erhvervsorganisationer 

og større erhvervsvirksomheder på forskellig 

måde skulle yde begunstigelser til de erhvervsdrivende 

i købstæderne fremfor erhvervsdrivende 

i de andre byer. Det er således anført, 

at de større branchesammenslutningers praksis 

med hensyn til medlemmers optagelse er noget 

strengere over for erhvervsdrivende fra byer, 

der ikke er købstæder, og at handelsfirmaers 

praksis med hensyn til annoncering, udsendelse 

af repræsentanter, tildeling af eneforhandlingsrettigheder, 

betaling af forsendelsesomkostninger 

m. v. skulle være forskellig overfor er- 

*) Det kan i denne forbindelse nævnes, at det undertiden 

anføres, at kun købstæder skulle være 

berettigede til at føre byvåben og at udnævne 

æresborgere. Denne antagelse er imidlertid ikke 

rigtig. 

**) Med hensyn til de lovgivningsmæssige følger af 

købstadoprettelsen har man fra erhvervsside peget 

på, at den købstadkommunale beskatningsform 

indebærer fordele for erhvervslivet fremfor 

beskatningsformen på landet. Den omstændighed, 

at en væsentlig større del af de kommunale 

skatter uden for købstæderne lignes som ejendomsskatter, 

herunder også amtskommunale ejendomsskatter, 

menes undertiden at påvirke industri- 

og andre virksomheder, når de står over for 

at skulle etablere nye anlæg, med den følge, at 

sådanne virksomheder fortrinsvis placeres i købstæderne 

på grund af den lavere ejendomsbeskatning 

der. 

***) Som oftest tillægges der også borgmestertitlen en 

prestigemæssig betydning fremfor den tilsvarende 

stillings titel i sognekommunerne, »sognerådsf 

ormand«. 

hvervsdrivende henholdsvis i købstæder og i 

andre byer. 

Fra erhvervsside er der også blevet henvist 

til, at købstadnavnet i almindelighed skulle 

indebære en noget gunstigere stilling for erhvervslivet 

i de byer, der har denne betegnelse, 

og dette skulle navnlig gøre sig gældende i 

forholdet til udenlandske firmaer og andre 

virksomheder, der ikke har detailkendskab til 

danske forhold. Man har herved peget på, at 

der i statistiske publikationer og andre oplysende 

værker, herunder også landkort m. v., 

almindeligvis foretages særlige udhævelser eller 

måske endog gives særlige detailoplysninger, 

specielt for så vidt angår købstæderne i modsætning 

til stationsbyer o. 1. 

Endelig er der visse tilfælde, hvor ønsket 

om købstadoprettelse fra den pågældende bys 

side navnlig har været begrundet med, at man 

har fundet det ønskeligt for kommunen og 

dens borgere at opnå den af en købstadoprettelse 

følgende udskillelse af kommunen fra 

det amtskommunale tilhørsforhold*}. 

Man kan herved særlig have lagt vægt på en 

formening om, at de samlede skattebeløb, der 

af kommunens borgere (ejendomsbesiddere) 

erlægges til amtskommunen, ikke ganske har 

kunnet opvejes af værdien af de kommunale 

goder, som ydes fra amtskommunen. En løsrivelse 

fra tilhørsforholdet til amtskommunen 

og dermed bortfald af de amtskommunale skatter 

vil i så fald ikke blot være ensbetydende 

med en omlægning af skattebyrdens fordeling 

på kommunens borgere, men løsrivelsen vil 

tillige indebære en lettelse af den samlede 

kommunale skattebyrde i kommunen. Også 

udsigten til ved kommunens overtagelse af de 

kommunale opgaver, der hidtil har været varetaget 

af amtskommunen, at få større mulighed 

for at søge disse opgaver løst på en måde, der 

i højere grad svarer til kommunens specielle 

behov, kan have spillet en rolle. 

II. Udvalgets bemærkninger og synspunkter. 

I tilknytning til de betragtninger, der således 

almindeligvis fremføres som begrundelse for 

ønsket om oprettelse af en bymæssigt bebygget 

sognekommune til købstadkommune, skal det 

*) Ønsket om købstadoprettelse har altså i disse 

tilfælde — i modsætning til de foran anførte — 

primært taget sigte på kommunens oprettelse til 

købstadkommune.

113 

indledningsvis bemærkes, at oprettelse af en 

bymæssigt bebygget sognekommune til købstadkommune 

kræver lov herom. Gennemførelsen 

af en sådan lov må naturligt forudsætte, 

at der for hver enkelt af de bymæssigt bebyggede 

sognekommuner, der måtte ønskes oprettet 

til købstadkommune, blev foretaget en dybtgående 

undersøgelse af de med løsrivelsen fra 

tilhørsforholdet til amtskommunen forbundne 

virkninger for kommunen og for dens borgere, 

navnlig i økonomisk og skattemæssig henseende*), 

ligesom det vel må forventes, at en 

sådan lov kun vil blive gennemført, for så vidt 

der hos befolkningen i vedkommende kommune 

vil kunne påvises en overvejende stemning 

til gunst for kommunens oprettelse til 

købstadkommune. 

I forbindelse med spørgsmålet om gennemførelse 

af købstadoprettelse ved lov skal det 

dog nævnes, at der for en særlig gruppe af de 

bymæssige bebyggelser og for beboerne i disse 

efter den gældende lovgivning er en mulighed 

for at opnå de ovenfor anførte virkninger af 

købstadoprettélsen uden gennemførelse af en 

formelig lov i det enkelte tilfælde. Disse virkninger 

vil for kommuner, der støder op til 

købstadkommuner, kunne opnås rent administrativt 

ved gennemførelse af en indlemmelse 

i købstadkommunen af vedkommende sognekommune 

eller blot af dennes bymæssige dele. 

»KØBSTADOPRETTELSE« 

AF FORSTADSBEBYGGELSER 

VED INDLEMMELSE 

Efter de nærmere regler om fremgangsmåden 

ved ændringer i landets kommunale inddeling, 

der indeholdes i landkommunallovens 

(lovbekendtgørelse nr. 329 af 6. juli 1950) 

III. afsnit, er der en ret vid adgang til administrativt 

at gennemføre indlemmelser i en købstadkommune 

af en tilstødende sognekommune 

dier dele deraf. Efter de nævnte bestemmelser 

kan indenrigsministeren under visse nærmere 

angivne betingelser beslutte, at sognekommuner 

eller dele deraf skal indlemmes i købstæ- 

*) En sådan undersøgelse måtte også danne grundlag 

for lovgivningsmagtens stillingtagen til spørgsmålet 

om, hvorvidt købstadoprettelsen skulle omfatte 

hele vedkommende kommune eller eventuelt 

blot den (måske væsentlig mindre) bymæssigt 

bebyggede del, idet man i sidstnævnte fald enten 

måtte lade den ikke bymæssige del have fortsat 

eksistens som selvstændig sognekommune eller 

henlægge denne del til en eller flere af de omkringliggende 

sognekommuner. 

8 

der, selv i tilfælde, hvor der ikke mellem vedkommende 

sogneråd og byråd er opnået enighed 

om indlemmelsen eller om betingelserne 

herfor. Såfremt sådan enighed ikke foreligger, 

vil indlemmelse dog kun kunne gennemføres 

under visse yderligere betingelser, herunder at 

indlemmelsen indstilles af et særligt indlemmelsesnævn, 

der tæller repræsentanter for de kommunale 

organisationer. 

Der er således mulighed for indenrigsministeren 

til at træffe bestemmelse om indlemmelse 

af en sognekommune eller dele deraf i en købstadkommune, 

også i tilfælde, hvor købstadkommunen 

modsætter sig indlemmelsen, når 

vedkommende sogneråd ønsker det, og sognerådet 

har tilslutning til dette ønske fra 

mere end halvdelen af indlemmelsesområdets 

kommunale vælgere eller fra en nærmere angiven 

del af områdets grundejere, dog at der — 

såfremt en hel sognekommune ønskes indlemmet 

—• kræves tilslutning fra begge grupper. 

Endelig er der •—- selv når disse betingelser 

ikke er opfyldt — mulighed for at 

gennemføre en indlemmelse, det være sig efter 

ønske fra vedkommende sogneråd, fra den 

nævnte vælgergruppe eller fra en vis del af 

områdets grundejere, »når væsentlige økonomiske, 

forvaltningsmæssige, kommunale eller 

andre offentlige hensyn taler derfor«, jfr. i 

det hele landkommunallovens § 39. 

Uanset at der således formelt er ret vid 

adgang til gennemførelse af indlemmelser i 

købstadkommuner, er indlemmelse af forstadsbebyggelser 

i praksis kun gennemført i beskedent 

omfang, sammenholdt med forstadsbebyggelsernes 

vækst og udvikling i de senere 

år. Dette skyldes, at beboerne og kommunalbestyrelserne 

i forstadskommunerne gennemgående 

har følt, at de fordele, der ville være 

forbundet med, at området blev henført under 

de for købstæderne gældende regler og forhold, 

opvejes af ulemper, der vil følge med en sådan 

indlemmelse. 

Overvejelserne om, hvorvidt en indlemmelse 

af en forstadskommune eller af dennes bymæssigt 

bebyggede del må anses for ønskelig for 

beboerne i ind'lemmelsesområdet, vil nemlig 

som regel først og fremmest bygge på en afvejning 

af eventuelle forskelle med hensyn til 

skattebyrdens størrelse og andre forhold mellem 

vedkommende forstadskommune og den pågældende 

købstadkommune. Udsigten til ved 

indlemmelsen at opnå de — som regel noget 

mere uhåndgribelige •— virkninger, der måtte

114 

være knyttet til selve købstadnavnet i almindelighed, 

kommer derimod naturligt nok i anden 

række. For beboerne i forstadsbebyggelser føles 

det yderligere som en fordel at tilhøre det i forhold 

til den nærliggende købstadkommune som 

regel noget mindre, selvstændige kommunesamfund, 

hvor der i højere grad end i det større 

købstadsamfund er mulighed for en nærmere 

kontakt imellem borgerne og kommunens ledelse 

og administration. 

Når der i dag består mange forstadsmæssigt 

bebyggede sognekommuner, som altså ikke er 

blevet indlemmet, må det ses som udtryk for, 

at en stedfunden vurdering hos disse forstæders 

befolkning af de virkninger, der måtte 

være forbundet med at blive underkastet de i 

vedkommende købstadkommune gældende regler 

og forhold, har ført til ønsket om opretholdelse 

af eksistensen som selvstændigt bysamfund. 

Men det ville være urigtigt at tolke 

denne tilstand som et udtryk for, at man i 

disse forstadsbebyggelser tidligere ikke har 

ønsket eller i dag ikke ønsker at opnå de til 

købstadnavnet i almindelighed knyttede virkninger. 

Tværtimod vil det vel endog ofte forholde 

sig således, at ønsket om at opnå disse 

virkninger for kommunen som sådan eller 

umiddelbart for dens borgere vil være særlig 

stærkt netop på grund af kommunens beliggenhed 

i nærheden af vedkommende købstad. 

VIRKNINGERNE AF EN SOGNEKOMMU- 

NES OPRETTELSE TIL KØBSTAD 

Herefter skal man vende sig til de virkninger, 

der efter det overfor anførte almindeligvis 

fremhæves som afgørende for ønsket om en 

sognekommunes oprettelse til købstad. 

a. Købstadnavnet. 

De faktiske virkninger. 

For så vidt angår de tilfælde, hvor ønsket 

om købstadoprettelsen især er begrundet i 

forventningen om at opnå de virkninger, der 

— bortset fra den af oprettelsen til købstadkommune 

følgende udskillelse fra tilhørsforholdet 

til amtskommunen — menes at være 

knyttet til opnåelsen af selve købstadnavnet, 

skal man først om de faktiske virkninger for 

bysamfundets erhvervsliv bemærke, at udvalget 

ikke har ment at burde foretage en nærmere 

undersøgelse af, i hvilket omfang der måtte 

kunne påvises en sammenhæng imellem købstadnavnet 

og eventuelt foreliggende forskelle 

med hensyn til erhvervslivets almindelige vilkår 

og forhold, henholdsvis i købstæder og 

i bymæssige bebyggelser. En sådan eventuel 

undersøgelse vil blive vanskeliggjort ved, at 

det ikke er muligt at eliminere de virkninger 

af eventuelle forskelle, der kan føres tilbage 

til forskelle i de faktiske livs- og erhvervsforhold 

i de forskellige byer. På den 

anden side kan man heller ikke ganske afvise 

den mulighed, at der til købstadnavnet 

kan være knyttet visse virkninger af mere 

abstrakt og prestigemæssigt betonet karakter 

såvel for købstadbefolkningen i almindelighed 

som specielt for købstædernes erhvervsliv*). 

Det er imidlertid et spørgsmål, om hensynet 

til at opnå disse virkninger i sig selv gør det 

ønskeligt og nødvendigt at gennemføre en 

egentlig købstadoprettelse med alt, hvad dette 

indebærer især med hensyn til ophævelsen af 

det kommunalretlige tilhørsforhold til amtskommunen, 

jfr. nærmere nedenfor. Udvalget 

finder dog i denne forbindelse anledning til al 

fremhæve betydningen af, at den ret udbredte 

indstilling, der i købstadbetegnelsen indlæggeren 

prestigemæssig vurdering, søges modvirket 

ved, at der i publikationer med oplysninger af 

statistisk eller anden art i videst muligt omfang 

søges gennemført en sidestilling mellem købstæder 

og bymæssige bebyggelser uden for købstæderne, 

såvel med hensyn til disses placering 

i publikationerne som — og navnlig — med 

hensyn til det omfang, hvori oplysninger indsamles 

og bearbejdes. 

De retlige virkninger. 

Med hensyn til de retlige virkninger, der 

skulle være forbundet med opnåelsen af køb- 

*) I lektor Ejler Alkjærs bog »Købstad eller Landkommune«, 

udgivet i 1945, der behandler spørgsmålet 

om Odder kommunes eventuelle oprettelse 

til købstadkommune, hedder det bl.a. (s. 125): 

»De forskelligheder, der kan påvises mellem 

erhvervsvilkårene i købstæder og stationsbyer, 

hænger i vore dage næsten udelukkende sammen 

med forskellighederne i byernes størrelse, alder, 

beliggenhed etc. - og skyldes ikke selve købstad- 

eller stationsbynavnet.... Dog må det erkendes, 

at købstadnavnet fra gammel tid vedblivende 

har et særligt renommé, og at ophøjelsen 

til købstad formentlig vil opfattes som en art 

»udnævnelse« eller anerkendelse. Både over for 

forretningsforbindelser i udlandet, den offentlige 

mening herhjemme, byens opland og kommunens 

egne beboere vil købstadovergangen være af en 

vis psykologisk værdi, som naturligvis unddrager 

sig rent kvantitativ opgørelse, men som ikke må 

overses.«

115 

stadnavnet, udover hvad der måtte være en 

følge af udskillelsen fra amtskommunen, skal 

man henvise til den udførlige redegørelse i 

nærværende afsnits 2. afdeling, s. 127 ff., vedrørende 

de bymæssige bebyggelsers retsstilling 

på de lovgivningsområder, der ikke vedrører 

disse kommuners forhold til amtskommunen. 

Købstadnavnet i lovgivningen i almindelighed. 

Det vil fremgå af redegørelsen i kapitel 11 

og 12, at en lang række bestemmelser, der 

har deres begrundelse i særlige bymæssige forhold 

på et eller andet område, er indskrænket 

til at komme til anvendelse i købstæderne, 

således at de byer, der ikke bærer købstadnavnet, 

behandles efter regler, der har de typiske, 

landlige forhold for øje. Dette gælder således 

bl. a. i vidt omfang i kommunallovgivningen, 

der på mange punkter giver forskellige regler 

for købstad- og sognekommuner, uden at de 

forskellige regler står i forbindelse med forskellen 

i de to kommunetypers stilling i forhold 

til amtskommunen. Her kan nævnes reglerne 

om den egenkommunale beskatning og 

reglerne om formen såvel for kommunernes 

almindelige styrelse som for skolevæsenets 

styrelse og tilsyn. 

På andre områder er de for købstæderne 

givne regler ganske vist udvidet til at gælde 

også i byer uden for købstæderne, men den 

måde, hvorpå kredsen af disse byer er afgrænset, 

er højst varieret fra lov til lov, bl. a. med 

den virkning, at der kun vil være ganske få 

bysamfund, der er sidestillet med købstæderne 

på samtlige de lovgivningsområder, hvor købstadreglernes 

anvendelsesområde således er udvidet. 

Disse forhold virker utilfredsstillende 

især for de bymæssigt bebyggede sognekommuner, 

der i størrelse og struktur ligger på linie 

med mange købstæder, og det er derfor ganske 

naturligt, at man i købstadnavnet søger at finde 

det middel, der — ganske bortset fra de med 

en oprettelse til købstadkommune forbundne 

virkninger for kommunens stilling i forhold 

til amtskommunen — skulle kunne bringe 

disse kommuner og deres borgere ind under 

de samme retsregler som købstæderne. 

En købstadoprettelse ville vel være t i l- 

strækkelig for, at en bymæssig bebygget 

sognekommune skulle kunne opnå de til købstadnavnet 

knyttede virkninger, men det er 

imidlertid et spørgsmål, om køb stad oprettelse 

også er nødvendig for at opnå disse virkninger. 

8* 

I forrige århundrede byggede lovgivningen 

i langt højere grad end nu på den skarpe sondring 

mellem by og land. Kun på forholdsvis 

få lovgivningsområder fandtes der bestemmelser, 

hvorefter de for købstæderne givne regler 

kom til anvendelse også i (bymæssigt bebyggede) 

sognekommuner*), og kravet fra de 

efterhånden opvoksende byer i sognekommunerne 

om at blive underkastet samme regler 

som købstæderne var derfor for så vidt stærkere 

end nu. Men da man dengang betragtede 

oprettelsen til købstad som mindre ønskelig, 

bl. a. fordi den deraf følgende udskillelse fra 

amtskommunen mentes at være mindre gunstig 

for de nye byer i økonomisk henseende, anvendte 

man den udvej at gøre de nye byer til 

handelspladser**). Ved oprettelsen af en kommune 

til handelsplads — hvilket rent praktisk 

fandt sted ved udstedelse af et regulativ, 

hvori der indeholdtes nærmere regler for kommunens 

styrelse svarende til de for købstadkommunerne 

gældende — undgik man ophævelsen 

af det økonomiske tilhørsforhold til 

amtskommunen. Men samtidig opnåede man, 

at byen blev stillet på samme måde som købstæderne 

på andre områder, idet langt de fleste 

af de lovbestemmelser, der dengang var fastsat 

for købstæderne, og som ikke vedrørte købstadkommunernes 

særlige kommunalretlige 

stilling som kommuner uden for amtskommunen, 

tillige var gjort gældende i handelspladserne. 

Denne fremgangsmåde gik imidlertid ganske 

ud af brug, efterhånden som det blev almindeligt, 

at handelspladserne ønskede sig løsrevet 

fra det økonomiske tilhørsforhold til amtskommunen 

og derfor søgte at blive — og blev 

—• oprettet til købstadkommuner. De senest 

oprettede købstæder har end ikke passeret handelsplads-stadiet. 

I 1930erne og senest i 1952 fik den omhandlede 

fremgangsmåde dog på en vis måde 

en renaissance, idet man — ganske vist uden 

at benævnelsen »handelsplads« blev anvendt 

— med udgangspunkt i tildelingen af købstadlignende 

styreform til visse bymæssige kommuner 

(Gentofte og senere de øvrige københavnske 

omegnskommuner) udstyrede disse med 

en særlig status i kommunal henseende, samtidig 

med at man på visse områder af kommunallovgivningen 

udvidede de for købstad- 

*) Se nærmere herom s. 13 f. og 19 foran. 

**) Se nærmere herom i kapitel 9 foran.

116 

kommunerne gældende regler til at finde 

anvendelse også i de kommuner, der havde 

fået tillagt denne status. Ved tildelingen af 

denne særlige status til de omhandlede kommuner 

blev der skabt grundlag for en forventning 

om, at der — ligesom den tidligere lovgivning 

havde ladet byreglerne gælde for »købstæder 

og handelspladser« — i den fremtidige lovgivning 

ville blive taget hensyn til de kommuner, 

der havde opnået den særlige »Gentoftestatus«, 

ved at byreglernes anvendelsesområde 

blev formuleret som: købstæder, flækker, handelspladsen 

Marstal samt de (københavnske 

omegns-)kommuner, på hvilke købstadkommunalloven 

er bragt i anvendelse i medfør af 

købstadkommunallovens § 34, stk. 2. 

Køb stad stilling uden ophævelse af tilhørsforholdet 

til amtskommunen? 

Som der vil blive nærmere redegjort for 

nedenfor i kapitel 13, er det udvalgets opfattelse, 

at lovgivningens bestemmelser om afgrænsningen 

af den kreds af bysamfund, for 

hvilke særlige byregler skal gælde, bør udformes 

på en sådan måde, at man principielt 

undgår i lovgivningen at tillægge købstadbegrebet 

reel betydning uden for de lovgivningsområder, 

der vedrører de forskellige kommunetypers 

stilling i det kommunale system, og 

hvor købstadbegrebet finder naturlig anvendelse 

som kriterium for den kreds af kommuner, 

der står uden for amtskommunerne. 

Såfremt den fremtidige lovgivning følger 

denne linie, er en oprettelse til købstad ikke 

en nødvendig betingelse for at opnå de virkninger, 

der i dag i henhold til lovgivningen 

er knyttet til købstadstillingen. 

På tilsvarende måde kan det vel forventes, 

at de virkninger af mere faktisk karakter (det 

prestigemæssige), som idag er forbundet med 

købstadnavnet, efterhånden vil aftage noget, 

hvis udviklingen fortsætter således, at der 

bliver stadig flere — store — byer udenfor 

købstæderne. 

Men rent bortset fra, hvilke retningslinier 

den fremtidige lovgivning vil anvende ved 

afgrænsningen af byreglernes anvendelsesområde, 

er det et spørgsmål, om det selv efter de 

i dag gældende regler er nødvendigt for at 

opnå de til købstadnavnet knyttede virkninger, 

at kommunen oprettes til købstadkommune og 

løsrives fra tilhørsforholdet til amtskommunen. 

Det må her tages i betragtning, at ophævelsen 

af det økonomiske fællesskab med amtskommunen 

som oftest vil have meget indgribende 

virkninger for kommunen som sådan og for 

dens skatteydere. 

Efter udvalgets opfattelse må dette spørgsmål 

besvares benægtende. Betegnelsen »købstadkommune« 

behøver nemlig ikke at betyde, 

at kommunen står uden for amtskommunen. 

Visse købstadkommuner, købstæderne på Bornholm, 

hører ind under amtskommunen. Det 

vil derfor ikke være udelukket at tillægge en 

sognekommune købstadnavnet, uden samtidig 

at løsrive kommunen fra det amtskommunale 

tilhørsforhold. I nærværende kapitels afsnit C. 

har man nærmere behandlet spørgsmålet om at 

tillægge de større bymæssige kommuner en status 

svarende til de bornholmske købstæders, 

således at tilhørsforholdet til amtskommunen 

bevares. 

Men også ad anden vej vil der kunne tillægges 

de bymæssige kommuner en stilling, hvorved 

disse kommuner og deres borgere opnår 

de virkninger, der i lovgivningen er knyttet til 

købstadnavnet, idet man vil kunne benytte en 

lignende fremgangsmåde, som den der i forrige 

århundrede blev anvendt overfor de nye byer 

ved oprettelsen af disse til handelspladser, jfr. 

nærmere nedenfor i kapitel 15 om gennemførelse 

af en ændring af de større bymæssige 

kommuners status, således at den kommer til at 

svare til de københavnske omegnskommuners. 

Behandlingen af spørgsmålet om det ønskelige 

i at gennemføre sådanne ændringer i en 

bymæssig kommunes retlige stilling, at den opnår 

sidestilling med de byer, der bærer købstadnavnet 

(uden for Bornholm), kan herefter 

i det væsentlige indskrænkes til en behandling 

af de problemer, der knytter sig til spørgsmålet 

om kommunens løsrivelse fra tilhørsforholdet 

til amtskommunen. 

b. Ophævelse af det økonomiske fællesskab 

med amtskommunen ved oprettelse 

til købstadkommune. 

En sognekommunes løsrivelse fra tilhørsforholdet 

til amtskommunen indebærer som det 

mest principielle, at de kommunale anliggender, 

der hidtil for sognekommunen er blevet 

varetaget af vedkommende amtskommune, nu 

overgår til kommunens eget kompetenceområde. 

Foran i kapitel 8 er det nærmere omtalt, hvilke 

opgaver og udgifter der er tale om. løvrigt 

bemærkes, at en sognekommunes oprettelse til 

købstad og dermed overtagelsen af de hidti-

117 

dige amtskommunale opgaver vil være forbundet 

med en styrkelse af kommunens interessefællesskab 

med andre købstadkommuner, der 

bl. a. giver sig udslag i, at der nu bliver adgang 

for kommunen til at indtræde i de købstadkommunale 

organisationer. 

I det følgende vil man først omtale de almindelige 

fordele og ulemper, der for de bymæssige 

kommuner vil knytte sig til en overtagelse 

af de amtskommunale opgaver, og senere 

specielt behandle spørgsmålet om de økonomiske 

virkninger af en udskillelse fra amtskommunen. 

1. Varetagelsen af de amtskommunale 

opgaver. 

Henlæggelsen af de kommunale opgaver, der 

hidtil har været varetaget af amtskommunen, til 

den bymæssige kommunes eget kompetenceområde 

har den umiddelbare følge, at den bymæssige 

kommunes kommunalbestyrelse nu i 

højere grad får mulighed for at søge disse 

anliggender varetaget på en måde, der svarer 

til kommunens særlige behov og forhold. Dette 

gælder ikke blot med hensyn til de kommunale 

opgaver, der kræver visse positive foranstaltninger, 

men også hvor en kommunal opgave 

blot består i, at det tilkommer kommunalbestyrelsen 

at udpege medlemmer til forskellige råd 

og nævn m. v. med administrative funktioner, 

vil det kunne være af betydning, at den bymæssige 

kommune nu får mulighed for selvstændig 

repræsentation. 

Den omstændighed, at det påhviler amtskommunen 

at varetage sine opgaver for hele 

amtsrådskredsen under eet, i forbindelse med, 

at der ofte med hensyn til den nærmere form 

for gennemførelsen af en amtskommunal foranstaltning 

vil kunne opstå naturlige interessemodsætninger 

mellem amtsrådskredsens bymæssige 

områder og de rene landdistrikter, vil undertiden 

kunne virke hæmmende for sådanne 

foranstaltningers gennemførelse efter de retningslinier, 

som efter de bymæssige kommuners 

specielle behov og forhold måtte anses for 

mest rationelle og ønskelige. 

I betragtning af, at indbyggerantallet i de bymæssige 

distrikter i en amtsrådskreds almindeligvis 

kun vil udgøre en mindre del af amtsrådskredsens 

samlede indbyggerantal, jfr. oversigten 

i bilag 5, er det nemlig klart, at der kun 

er begrænset mulighed foir, at en bymæssig 

kommunes borgere gennem amtsrådet kan øve 

en sådan direkte indflydelse, at der ved varetagelsen 

af de amtskommunale anliggender i almindelighed 

kan forventes taget særlige hensyn 

til den bymæssige kommunes eventuelle 

specielle interesse i en eller anden foranstaltnings 

gennemførelse. 

Er der tale om en særforanstaltning, der ønskes 

gennemført navnlig i en enkelt bymæssig 

kommunes interesse, vil spørgsmålet i praksis 

ofte løse sig ved, at den bymæssige kommune 

selv afholder udgifterne ved foranstaltningens 

gennemførelse. Drejer det sig derimod om anliggender, 

som er af en sådan karakter, at de 

i praksis eller efter loven kun vil kunne løses 

i almindelighed for hele amtskommunen, kan 

der forekomme tilfælde, hvor den bymæssige 

kommune føler, at der ikke er taget tilstrækkeligt 

hensyn til dens særlige behov, og hvor det 

derfor umiddelbart ville forekomme at være en 

fordel for kommunen, om kommunalbestyrelsen 

selv overtog administrationen af det pågældende 

anliggende. 

Det kommunale fællesskab gennem 

amtskommunen. 

På den anden side må man dog gøre sig 

klart, at den omstændighed, at de amtskommunale 

anliggender ved en bymæssig kommunes 

oprettelse til købstad henlægges til vedkommende 

kommune (kommunalbestyrelse) selv, 

således at dette anliggende nu principielt skal 

gennemføres alene for vedkommende kommunes 

eget område og af kommunen på egen 

hånd, ikke behøver at være ensbetydende med, 

at man derved opnår den bedste løsning af 

problemerne. De krav, der i dag stilles til den 

kommunale virksomheds art og omfang, har 

bevirket, at mange købstadkommuner — og 

det ville også gælde de bymæssige kommuner, 

der måtte blive oprettet til købstæder — i visse 

henseender ikke er tilstrækkelig store til, at de 

hver for sig og på egen hånd kan løse alle de 

foreliggende kommunale opgaver på en rationel 

måde. Til afhjælpning af dette forhold er 

der i vidt omfang indgået overenskomster mellem 

køb stad kommuner og amtskommuner om 

sådanne opgavers løsning i samarbejde mellem 

kommunerne, et samarbejde, der som oftest 

vil være af værdi for såvel købstad- som amtskommunen. 

Dette gælder navnlig inden for sygehusvæsenet, 

hvor udviklingen har medført, at det 

efterhånden er den almindelige ordning, at 

sygehusene drives i fællesskab mellem købstadog 

amtskommunerne; men et lignende sam-

118 

arbejde er også almindeligt med hensyn til 

tuberkulosestationer, arbejdsanstalter o. lign., 

og tendensen vil formentlig gå i retning af en 

udvidelse af samarbejdet mellem købstad- og 

amtskommuner. På denne baggrund må det 

forekomme sandsynligt, at en bymæssig kommune, 

der udskilles fra det økonomiske tilhørsforhold 

til amtskommunen og derved overtager 

pligten til at drive sygehuse, i almindelighed 

vil se sin fordel i at indgå i et sådant samarbejde 

med amtskommunen, bl. a. således at 

kommunen bliver medejer af eller blot træffer 

aftale om indlæggelsesret på det bestående 

amtskommunale sygehus, fremfor fuldstændigt 

at skulle opbygge eget sygehusvæsen. Det 

samme vil sikkert gøre sig gældende med 

hensyn til arbejdsanstalter og lignende institutioner. 

Resultatet af en kommunes udskillelse 

fra amtskommunen vil da herefter blot 

blive, at det samarbejde, der for sådanne 

anliggenders vedkommende hidtil har været 

etableret mellem vedkommende bymæssige kommune 

og de øvrige kommuner i amtsrådskredsen 

gennem det fælles tilhørsforhold til 

amtskommunen, vil blive afløst af et samarbejde 

i flere specielle samarbejdsorganer med 

henblik på de enkelte opgavers løsning. Denne 

ordning indebærer ganske vist den fordel for 

den bymæssige kommune — fremfor det almindelige 

fællesskab umiddelbart igennem 

amtskommunen — at kommunen får sikkerhed 

for at blive repræsenteret i det fælles samarbejdsorgan, 

og muligheden for, at den bymæssige 

kommunes eventuelle .særinteresser 

med hensyn til opgavernes løsning vil kunne 

komme til orde, vil derfor i almindelighed 

være noget større end under det almindelige 

sognekommunale tilhørsforhold til amtskommunen, 

men i mange tilfælde — navnlig når 

der er tale om gennemførelse af foranstaltninger 

eller afholdelse af udgifter af mere ordinær 

karakter — vil der i realiteten næppe være 

større forskel på kommunens stilling. 

Andre opgaver, som f. eks. skolelæge- og 

sundhedsplejerskeordninger samt jordemodervæsen, 

vil efter deres art vel kunne løses af den 

bymæssige kommune på egen hånd. På den 

anden side vil der netop, for så vidt angår 

opgaver af denne art, såvel for den bymæssige 

kommune som for landdistrikterne undertiden 

være fordele forbundet med en ordning, hvorefter 

sådanne opgaver gennem amtsrådet løses 

generelt for et større område også omfattende 

den pågældende bymæssige kommune. 

Her i landet har købstæderne — bortset fra 

de bornholmske købstæder — aldrig hørt til 

amtskommunen i modsætning til forholdene i 

Sverige, hvor de fleste købstæder hører til 

»landstinget«, der nogenlunde svarer til den 

danske amtskommune. Den tidligere i Sverige 

gældende regel om, at købstæderne, når de 

havde nået et vist indbyggerantal, kunne udtræde 

af landstinget, blev ophævet i 1954. I 

Norge har flertallet i den norske kommuneinddelingskomiité 

foreslået, at byerne inddrages 

i fylkeskommunen (amtskommunen), hvorefter 

visse opgaver skal løses af den udvidede 

fylkeskommune, medens andre opgaver alene 

kan løses af fylkeskommunen, når byerne i de 

enkelte tilfælde giver deres tilslutning hertil, 

dog med den modifikation, at kongen, når 

vigtige samfundsmæssige hensyn foreligger, 

kan påbyde byens deltagelse i en opgaves løsning*). 

I Danmark har man som nævnt søgt at dække 

behovet for forskellige kommunale opgavers 

løsning inden for enheder, der er større end 

den enkelte kommune, ved at etablere et frivilligt 

samarbejde mellem købstad- og landkommuner 

inden for de enkelte grene af det 

kommunale virksomhedsområde på grundlag 

af overenskomster mellem kommunerne. Selvom 

det gennem sådanne samarbejdsoverenskomster 

etablerede fællesskab på mange måder 

er af betydelig værdi, må det imidlertid erindres, 

at et kommunalt samarbejde af den omhandlede 

art indebærer den principielle ulempe, 

at der sker en adskillelse mellem den reelle 

bevillings- og beskatningsmyndighed. Det samarbejdsorgan, 

der nødvendigvis må etableres 

med hensyn til forvaltningen af det fælles 

kommunale anliggende, vil undertiden skille 

sig ud fra den almindelige kommunale forvaltning, 

og de enkelte kommunalbestyrelser, der 

skal skaffe pengene til fællesforetagendets 

drift, har da ringe indflydelse på størrelsen af 

de beløb, som skal bevilges til formålet. 

Drejer det sig om en indtægtsgivende virksomhed, 

således at virksomheden økonomisk 

hviler i sig selv eller i hvert fald ikke ordinært 

kræver bidrag fra de deltagende kommuners 

side, som f. eks. elektricitetsværker, er 

betænkelighederne ved samarbejdsformen dog 

af mindre betydning. Det kan i denne forbindelse 

anføres, at det interkommunale sam- 

: ) Se nærmere om kommunalordningerne i Sverige 

og Norge i bilag 14.

119 

arbejde inden for større områder må formodes 

at have været en afgørende forudsætning for, 

at landets elektricitetsforsyning har kunnet løses 

på en økonomisk og rationel måde. 

Når der derimod er tale om andre fællesforetagender, 

der er baseret på, at der årligt 

af de enkelte kommuner skal tilskydes ofte 

betydelige beløb til fællesforetagendets drift, 

som f. eks. et fællesskab mellem en amtskommune 

og en eller flere købstadkommuner om 

driften af et sygehus, er det undertiden en 

ulempe, at de enkelte kommunalbestyrelser, 

der skal skaffe pengene, ikke har den regelmæssige 

føling med fællesforetagendets drift 

og behov, fordi dets administration er henlagt 

til et interkommunalt udvalg. Henlæggelsen af 

et kommunalt anliggendes administration til et 

sådant samarbejdsorgan, der får selvstændig 

eksistens som en slags »overkommunalbestyrelse«, 

vil også have til følge, at den enkelte 

borgers mulighed for at følge det pågældende 

anliggendes administration forringes. 

Ulemperne ved den adskillelse mellem den 

udøvende og den bevilgende myndighed, som 

disse kommunale fællesskaber indebærer, har 

dog her i landet ikke hidtil været følt så stærke, 

at man har fundet anledning til at give disse 

fællesskaber form af en egentlig kommune ved 

at inddrage købstadkommunerne under amtskommunen. 

Men udviklingen er gået så stærkt 

i retning af udjævning af forskellene mellem 

land og by, og den tekniske udvikling har 

skabt et sådant behov for, at visse offentlige 

opgaver løses samlet inden for større geografiske 

enheder end ide nuværende kommunale, 

at der sikkert vil kunne anføres betænkeligheder 

ved, dt et større antal bymæssige kommuner 

løsrives fra det lovfæstede kommunale 

fællesskab, som i dag består igennem amtskommunen. 

Et sådant skridt vil i nogen grad 

bevirke en opsplittelse af de bestående større 

administrative enheder, som der er -— og i 

fremtiden sikkert vil være — et stigende behov 

for til varetagelse af de offentlige opgaver, der 

ikke finder deres mest hensigtsmæssige løsning 

som statsopgaver. 

I denne forbindelse må det yderligere nævnes, 

at en almindelig ophævelse af de større 

bymæssige kommuners tilhørsforhold til amtskommunen 

for visse amtsrådskredse — hvor 

antallet af større bymæssige kommuner og disses 

samlede indbyggertal er relativt stort, som 

f. eks. i Københavns, Århus samt Frederiksborg 

amtsrådskredse og måske også Odense 

amtsrådskreds — må forventes at have til 

følge, at sådanne amtskommuners reelle kompetenceområde 

vil blive i den grad reduceret, 

at disse amtskommuner næppe vil kunne opretholdes 

som selvstændige kommunale enheder. 

En eventuel udskillelse af disse kommuner må 

derfor formodes at have en omlægning af vedkommende 

amtsrådskreds til følge. 

2. De økonomiske virkninger. 

En kommunes oprettelse til købstad og den 

i forbindelse dermed stående overtagelse af de 

amtskommunale anliggender medfører i økonomisk 

henseende først og fremmest, at pligten 

for kommunens ejendomsbesiddere til at svare 

amtskommunaile skatter bortfalder, samtidig 

med at de udgifter, som varetagelsen af de 

amtskommunale opgaver medfører, nu må dækkes 

ind af kommunen selv gennem dennes almindelige 

skatteudskrivning. Ophævelsen af 

tilhørsforholdet til amtskommunen indebærer 

for så vidt den fordel for en bymæssig kommune, 

at spørgsmålet om, hvorledes den samlede 

kommunale beskatning i kommunen bør 

fordeles på de to forskellige beskatningsgrundlag, 

ejendomme og indkomster, nu overlades 

fuldt og helt til kommunalbestyrelsen. Herved 

vil kommunalbestyrelsen kunne afpasse denne 

fordeling efter kommunens struktur og behov 

inden for lovens rammer, uden at der — som 

under den sognekommunale ordning — skal 

tages hensyn til, at en bestemt kreds af kommunens 

skatteydere udover de egenkommunale 

skatter skal betale ejendomsskatter til amtskommunen. 

Med hensyn til de mere indirekte økonomiske 

virkninger af en bymæssig kommunes 

udskillelse fra amtskommunen vil der blive 

tale om virkninger, dels for de enkelte borgere 

i kommunen i form af en omlægning af beskatningen 

inden for kommunen, dels for kommunen 

som sådan. 

Omlægning af skattebyrden. 

Af redegørelsen foran i kapitel 4, afsnit G, 

om beskatningsforholdene i de forskellige 

kommunetyper fremgår det, at der i sognekommunerne 

udskrives en langt større del af de 

samlede kommunale skatter på fast ejendom 

end i købstadkommuner. Denne fundamentale 

forskel i beskatningsformen hænger dels sammen 

med, at de amtskommunale skatter uden 

for købstæderne udelukkende udskrives på 

fast ejendom, og dels beror forskellen på de

120 

principielt forskellige regler, der med hensyn 

til den egenkommunale ejendomsbeskatning 

gælder i henholdsvis købstad- og sognekommuner. 

Når de kommunale udgifter, der hidtil i en 

bymæssigt bebygget sognekommune har været 

dækket ved udskrivning af amtskommunale 

ejendomsskatter, nu sammen med kommunens 

øvrige udgifter skal dækkes ved udskrivning 

af skatter efter de købstadkommunale beskatningsregler, 

vil der således ske en omlægning 

af skattebyrden på kommunens enkelte borgere. 

Løsrivelsen fra tilhørsforholdet til amtskommunen 

vil have til følge, at de kommunale ejendomsskatteyderes 

skattebyrde — alt andet lige 

— må forventes at blive lettet, medens de 

kommunale indkomstskatteyderes samlede skattebyrde 

modsvarende må forventes at blive 

forøget. Det er naturligvis ikke muligt at sige 

noget generelt om, hvorledes selve denne omlægning 

af den kommunale beskatningsform 

vil påvirke den enkelte borgers økonomi, men 

til belysning af virkningerne af en sådan omlægning 

skal man henvise til beregningerne i 

bilag 15, 16 og 17, der vil blive nærmere omtalt 

nedenfor. 

Det må dog herved bemærkes, at såfremt 

omlægningen af en kommunes beskatningsforhold 

i forbindelse med oprettelse til købstadkommune 

vil bevirke afgørende forskydninger 

i forholdet mellem kommunens udskrivning 

på fast ejendom og på indkomsten, må det forventes, 

at der vil blive etableret en overgangsordning 

med en gradvis omlægning til købstadkommunal 

beskatning, således som det også 

er sket i de seneste tilfælde, hvor sognekommuner 

er blevet oprettet til købstæder eller er 

blevet indlemmet i købstæder. 

Forøgelse af skattebyrden? 

Medens det kan fastslås, at en kommunes 

oprettelse til købstadkommune efter de gældende 

regler vil indebære en omlægning af 

skattebyrdens fordeling mellem fast ejendom 

og indkomsterne, er det straks vanskeligere at 

sige noget om, hvilke økonomiske virkninger 

for kommunen som helhed der vil følge med 

udskillelsen fra amtskommunen. Af tabel 37 

foran på s. 65 er det fremgået, at de samlede 

amtskommunale skattebeløb pr. indbygger udgør 

et noget større beløb i de rene landkommuner 

end i de bymæssige kommuner, og således 

at beløbet pr. indbygger er mindre i de 

større bymæssige kommuner end i de mindre. 

Dette forhold kan dog ikke tages som udtryk 

for, at de bymæssige kommuners økonomiske 

stilling i forhold til amtskommunen i almindelighed 

skulle være noget gunstigere end landkommunernes, 

idet forskellene i beløbenes størrelse 

hænger naturligt sammen med forskellene 

i befolknings tætheden. Der kan ej heller af 

disse tal udledes noget om, hvorvidt en løsrivelse 

fra amtskommunen ud fra en samlet 

økonomisk betragtning ville være til gunst 

eller ugunst for en bymæssig kommune. Vurderingen 

heraf må ganske afhænge af, om de 

merudgifter, der påføres en kommune som 

følge af løsrivelsen fra amtskommunen, vil 

være større eller mindre end den samlede 

skattebyrde, der hidtil har påhvilet kommunens 

ejendomsbesiddere til amtskommunen. Om 

dette spørgsmål kan der naturligt nok ikke 

siges noget generelt — idet det vil afhænge 

af den enkelte bymæssige kommunes og amtskommunens 

struktur i økonomisk og andre 

henseender. 

Der vil for den enkelte bymæssige kommune 

kunne foretages en beregning af, hvordan den 

ville være stillet i et enkelt regnskabsår, såfremt 

den i dette regnskabsår havde været 

udskilt fra amtskommunen, men en sådan beregning 

vil naturligvis indeholde flere usikkerhedsmomenter, 

bl. a. fordi resultatet vil afhænge 

af de nærmere vilkår, hvorpå løsrivelsen 

fra amtskommunen sker. Der vil her navnlig 

blive spørgsmål om, hvorvidt, i hvilket omfang 

og på hvilke betingelser den bymæssige kommune 

som købstadkommune vil kunne opnå 

adgang til at benytte amtskommunens kommunale 

indretninger, navnlig sygehuse, samt i 

hvilket omfang det kan forventes, at et eventuelt 

krav fra amtskommunens side om formelig 

erstatning for bortfald af skatteindtægterne 

fra vedkommende bymæssige kommune vil 

blive imødekommet etc. 

Med disse forhold taget i betragtning har 

udvalget dog forsøgt at foretage visse beregninger, 

idet man på grundlag af Odder kommunes 

samt Århus amtskommunes regnskaber 

for regnskabsåret 1952/53 har foretaget en 

detailleret undersøgelse til belysning af virkningerne 

for den samlede kommunale skattebyrde 

i Odder kommune i det nævnte regnskabsår, 

såfremt kommunen i dette år havde 

været købstadkommune. Redegørelsen for 

denne undersøgelse, der er optaget som bilag 

15 til nærværende betænkning, har man givet 

en sådan form, at den skulle kunne danne

121 

grundlag for undersøgelser med tilsvarende formål 

også for andre kommuners vedkommende. 

Udvalget har endvidere foretaget en lignende 

— omend noget mere summarisk — 

undersøgelse for Birkerød kommunes vedkommende 

for regnskabsåret 1954/55 (bilag 16), 

og endelig har udvalget fra Ikast kommune 

modtaget en beregning vedrørende denne kommune 

ligeledes for regnskabsåret 1954/55 (bilag 

17). 

Idet man iøvrigt henviser til de nævnte bilag, 

skal det bemærkes, at undersøgelsen for 

Odder kommunes vedkommende har vist, at 

den samlede kommunale skattebyrde i denne 

kommune, såfremt kommunen havde været 

købstadkommune i regnskabsåret 1952/53, 

ville have været ca. 180.000 kr., eller knap 

10 % højere end den aktuelle samlede skattebyrde. 

Det må dog herved bemærkes, at en 

væsentlig del af forskellen med hensyn til 

kommunens samlede indtægter og udgifter som 

henholdsvis sogne- og købstadkommune i realiteten 

ikke er udtryk for, at overtagelsen af de 

amtskommunale opgaver påfører kommunen 

merudgifter, men kan føres tilbage til, at 

anvendelse af købstadregler på kommunen 

indebærer en væsentlig formindskelse af det 

beløb, der er tilgået kommunen som andel i 

motorafgifter m. v. Det viser sig, at det beløb, 

hvormed skattebyrden efter den samlede beregning 

ville være forøget, såfremt kommunen 

havde været købstadkommune, nogenlunde 

svarer til den indtægtsnedgang for kommunen, 

der er en følge af anvendelsen af de gældende 

købstadregler med hensyn til beregningen af 

motorafgifternes størrelse, således at det i det 

store og hele kan siges, at selve løsrivelsen fra 

amtskommunen og overtagelsen af de amtskommunale 

opgaver — efter beregningen — 

i sig selv hverken skulle medføre forøgelse 

eller formindskelse af den samlede kommunale 

skattebyrde i kommunen. 

Det kan dog herved bemærkes, at det i et 

af regeringen i folketingssamlingen 1955/56 

fremsat forslag til lov om tilskud til de 

offentlige veje er foreslået, at der ved fordelingen 

af motorafgifter m. v. til kommunerne 

fremtidig skal anvendes ensartede fordelingsregler 

for købstad- og sognekommuner. Såfremt 

dette forslags principper havde været 

gældende i det omhandlede regnskabsår, ville 

der altså ikke have været nogen forskel for 

Odder kommune henholdsvis som købstad- og 

som sognekommune. 

Den for Birkerød kommune foretagne undersøgelse 

(bilag 16) viser i realiteten hverken 

en lempelse eller en forøgelse af den samlede 

kommunale skattebyrde, men også her må det 

tages i betragtning, at en væsentlig del af den 

yderligere egenkommunale skattebyrde, som 

modsvarer de amtskommunale skatters bortfald, 

kan føres tilbage til anvendelsen af købstadreglerne 

for fordeling af motorafgiftsandelene 

m. v. og altså ikke til en reel forøgelse af 

kommunens udgifter som følge af den med 

købstadoprettelsen forbundne overtagelse af de 

amtskommunale udgifter. 

Endelig synes den af Ikast kommune foretagne 

beregning (bilag 17) at vise, at anvendelsen 

af købstadregler i kommunen ville have 

indebåret, at den samlede kommunale skattebyrde 

ville have været væsentlig lavere end 

den aktuelle skattebyrde, selv når det tages i 

betragtning, at overgangen til købstadregler 

indebærer en betydelig nedsættelse af det beløb, 

der i det omhandlede regnskabsår er udbetalt 

kommunen som andel i motorafgifterne m. v. 

Undersøgelsen for Ikast kommune er i det 

væsentlige foretaget efter samme retningslinier 

som udvalgets undersøgelser vedrørende Odder 

og Birkerød kommuner, men udvalget har 

ikke forestået den samlede beregning, ligesom 

man ikke har foretaget en kritisk gennemgang 

af denne. 

Det bemærkes, at der ikke i nogen af de omhandlede 

undersøgelser er taget hensyn til muligheden 

af, at det som et vilkår for løsrivelsen 

fra det kommunale tilhørsforhold til amtskommunen 

-— på samme måde som det undertiden 

forekommer ved indlemmelser i købstadkommuner 

af større forstadskommuner — vil 

blive betinget, at der af kommunen ydes et 

afståelsesvederlag til amtskommunen. 

De omhandlede undersøgelser synes at bekræfte, 

at der intet med sikkerhed kan siges 

om, hvorvidt det i almindelighed vil kunne 

betale sig for de bymæssige kommuner at søge 

gennemført en løsrivelse fra tilhørsforholdet 

til amtskommunen. Der er til undersøgelser af 

den omhandlede art knyttet en række usikkerhedsmomenter, 

som bevirker, at man er afskåret 

fra med fuldstændig sikkerhed at kunne sige, 

hvad det økonomiske resultat ville være, hvis 

kommunen var købstadkommune. 

Hertil kommer yderligere, at spørgsmålet 

om, hvorvidt en kommunes løsrivelse fra amtskommunen 

ud fra en helhedsbetragtning vil 

være økonomisk gunstig eller ugunstig for

122 

kommunens skatteydere, naturligvis ikke kan 

afgøres definitivt på grundlag af beregninger 

over de økonomiske virkninger for kommunen 

i et enkelt regnskabsår. Spørgsmålet måtte 

strengt taget behandles for en længere årrække. 

Her ville man imidlertid støde på den vanskelighed, 

at en beregning på grundlag af de 

fremtidige forhold ikke blot vil være behæftet 

med de usikkerhedsmomenter, der følger af 

ukendskabet til den fremtidige, faktiske befolkningsmæssige 

og økonomiske udvikling, men 

tillige vil blive væsentligt svækket af ukendskabet 

til den fremtidige lovgivnings regler 

på det kommunale område, herunder navnlig 

reglerne om byrdefordelingen i almindelighed 

med hensyn til de offentlige opgaver mellem 

stat og kommune og mellem de forskellige 

•kommunetyper indbyrdes. 

3. Sammenfattende bemærkninger. 

Om de virkninger, der er forbundet med, 

at en sognekommune ved oprettelse til købstadkommune 

udtræder af det hidtidige fællesskab 

med amtskommunen, kan det sammenfattende 

siges, at løsrivelsen fra tilhørsforholdet til 

amtskommunen og dermed kommunens overtagelse 

af de amtskommunale anliggender vel 

på den ene side indebærer visse fordele derved, 

at kommunen nu får adgang til at øve direkte 

indflydelse på disse anliggenders varetagelse 

for kommunens eget vedkommende, men på 

den anden side må det forventes, at den hidtidige 

stilling som deltager i det amtskommunale 

fællesskab for de fleste af disse anliggenders 

vedkommende blot afløses af et frivilligt 

fællesskab mellem amtskommunen og vedkommende 

kommune. Kommunens udtræden af 

tilhørsforholdet til amtskommunen vil yderligere 

være et brud på den seneste udvikling på 

det kommunale område, der tenderer henimod 

en ordning, hvorefter flere af de kommunale 

anliggender varetages samlet i større enheder. 

På det skattemæssige omrade må udtrædelsen 

af fællesskabet forventes at indebære en* 

omlægning af beskatningsformen til gunst for 

ejendomsskatteyderne, men samtidig vil den 

udtrædende bymæssige kommune få større mulighed 

for at tilrettelægge udskrivningen henholdsvis 

på fast ejendom og på indkomster 

efter forholdene i kommunen. Det er ikke muligt 

at sige noget generelt om, hvorvidt tilhørsforholdet 

til amtskommunen på længere sigt 

vil medføre en forøgelse eller en lettelse af 

den samlede kommunale skattebyrde i kommunen. 

Det vil af det foregående være fremgået, 

at der til spørgsmålet om de bymæssige kommuners 

oprettelse til købstadkommuner er 

knyttet en lang række problemer. Man skal 

ikke fra udvalgets side afvise tanken om, at 

det for nogle af de større bymæssigt bebyggede 

sognekommuner efter en afvejning af de forskellige 

hensyn ville forekomme natmligt, at 

der tillagdes kommunen købstadstatus også 

med hensyn til kommunens stilling i forhold 

til amtskommunen. Men udvalget mener på 

den anden side, at man vil støde på meget 

store vanskeligheder af administrativ og økonomisk 

art, såfremt man ville gennemføre en 

almindelig ordning, hvorefter alle sognekommuner 

med større bymæssige bebyggelser skulle 

oprettes til købstadkommuner med en deraf 

følgende almindelig opløsning af disse kommuners 

tilhørsforhold til amtskommunen. 

C. OPRETTELSE AF BYMÆSSIGT 

BEBYGGEDE SOGNEKOMMUNER TIL 

KØBSTÆDER UDEN OPHÆVELSE AF 

DET ØKONOMISKE TILHØRSFORHOLD 

TIL AMTSKOMMUNEN 

1. Almindelige bemærkninger. 

Når man foran har fremhævet visse betænkeligheder 

ved en almindelig ordning, hvorefter 

alle de større bymæssigt bebyggede sognekommuner 

oprettes til købstadkommuner, 

hænger dette udelukkende sammen med betænkeligheder 

ved ophævelsen af det økonomiske 

fællesskab inden for det større geografiske 

område, som amtskommunen udgør. 

Det må imidlertid på den anden side erindres, 

at oprettelsen til købstad på en lang 

række områder indebærer virkninger, hvis opnåelse 

i almindelighed må anses for meget 

ønskelig for sådanne bymæssige kommuner, 

hvis faktiske forhold svarer til købstædernes. 

Der tænkes her navnlig på de bymæssigt bebyggede 

sognekommuner, der har nået et indbyggertal 

på omkring 3000 indbyggere eller 

derover i en bymæssig bebyggelse, og som 

ifølge redegørelsen i nærværende betænknings 

afsnit I og II på så godt som alle områder har 

forhold, der svarer til forholdene i købstæder

123 

af tilsvarende størrelse; på mange områder 

svarer forholdene i disse stationsbyer og forstæder 

endog til forholdene i de noget større 

købstadsamfund, således at der for sådanne 

kommuner kan være virkeligt behov for opnåelsen 

af den samme eller en noget tilsvarende 

stilling som den, der efter lovgivningen m. v. 

er tillagt disse købstæder. 

Hvad nu angår disse kommuners stilling 

med hensyn til selve varetagelsen af de anliggender, 

der uden for købstæderne henhører 

under amtskommunen, skal det bemærkes, at 

den stedfundne udvikling har haft til følge, 

at de enkelte amtskommuners befolkning nu 

er af langt mere uensartet sammensætning end 

tidligere, således at der nu er større mulighed 

for, at der kan opstå naturlige interessemodsætninger 

inden for amtsrådskredsens befolkning 

med hensyn til den nærmere gennemførelse 

af de amtskommunale anliggender. De 

forskellige forhold i by og på land vil ofte 

gøre det naturligt, at der hos amtsrådskredsens 

landbefolkning og befolkningen i de enkelte 

byer hersker afvigende opfattelser om nødvendigheden 

af eller den rette form for løsningen 

af en eller anden amtskommunal opgave. 

Den omstændighed, at amtsrådets medlemmer 

vælges for hele amtsrådskredsen under 

eet efter almindelige partipolitiske skillelinier, 

medfører, at amtsrådskredsens enkelte 

større bysamfund ikke er direkte repræsenteret 

som sådanne i selve amtsrådet. Selvom der til 

den bestående ordning er knyttet mange værdier, 

og selvom de politiske forhold i amtsrådskredsen 

ofte ligger således, at amtsrådskredsens 

bymæssige bebyggelser kan siges at være 

indirekte repræsenteret i amtsrådet, synes den 

nuværende ordning dog ud fra en helhedsbetragtning 

i nogen grad at svække disse bysamfunds 

muligheder for at opnå særlig hensyntagen 

til de eventuelle særinteresser, som 

disse byer måtte have i forbindelse med varetagelsen 

af amtskommunens anliggender. Det 

ville derfor, set ud fra disse bysamfunds synspunkt, 

ofte være ønskeligt, om der — uden 

at disse bysamfunds deltagelse i det økonomiske 

fællesskab med amtskommunen iøvrigt 

bringes til ophør — blev givet sådanne bysamfund 

en mere direkte repræsenlationsadgang i 

amtsrådene. 

Udvalget må endvidere pege på, at det 

kunne være ønskeligt, om det blev overladt til 

sådanne større bymæssigt bebyggede sognekommuners 

egen kommunalbestyrelse at træffe 

afgørelse om formen for tilvejebringelse af 

det bidrag, der af kommunens beboere skal erlægges 

til amtskommunen til dækning af 

dennes udgifter i forbindelse med varetagelsen 

af de kommunale anliggender i området. 

Efter den nuværende ordning, hvor disse 

bidrag af amtskommunen direkte pålignes ejendomsbesidderne 

i de enkelte kommuner, vil 

den amtskommunale beskatningsform ofte gå 

på tværs af den hos kommunens kommunalbestyrelse 

herskende opfattelse om den beskatningsform, 

der efter kommunens struktur 

m. v. må anses for mest hensigtsmæssig, herunder 

navnlig med hensyn til forholdet mellem 

ejendoms- og indkomstbeskatningen i kommunen. 

Såfremt bidraget til amtskommunen — 

ligesom en kommunes bidrag til (andre) kommunale 

fællesskaber, hvori kommunen måtte 

deltage — blev pålignet kommunen som sådan 

og ikke en på forhånd bestemt afgrænset kreds 

af kommunens skatteydere, ejendomsbesidderne, 

ville bidraget til amtskommunen indgå i den 

bymæssige kommunes almindelige udgiftsbudget, 

således at bidraget blev udskrevet på samme 

måde som de egenkommunale skattebidrag. 

I forbindelse med spørgsmålet om de store 

bymæssige kommuners indflydelse på varetagelsen 

af de amtskommunale anliggender og 

om den måde, hvorpå kommunens andel i de 

hermed forbundne udgifter udskrives indenfor 

kommunen, står også spørgsmålet om, hvorvidt 

det ud fra en helhedsbetragtning måtte være 

rimeligt, at der tilvej ebragtes en ordning, hvorefter 

det bidrag til varetagelse af de kommunale 

anliggender, som påhviler kommunens beboere, 

blev beregnet efter en anden fordelingsnorm 

end værdien af de faste ejendomme i kommunen, 

således at man i stedet gik over til at 

anvende fordelingsnormer, der i højere grad 

end de faste ejendommes grundog bygningsværdier 

kunne tages som udtryk for det omfang, 

hvori de enkelte amtskommunale foranstaltninger 

er kommet beboerne i den bymæssige 

kommune til gode, f. eks. således at 

sygehusudgifterne blev fordelt efter antal sygedage 

for patienter fra kommunen. 

Endelig — men ikke mindst — må opmærksomheden 

henledes på, at der — ganske bortset 

fra de virkninger med hensyn til varetagelsen 

af de amtskommunale anliggender og de dermed 

forbundne udgifters dækning, som er 

knyttet til en bymæssig kommunes oprettelse 

til købstadkommune — er knyttet virkninger af 

meget indgribende og væsentlig betydning til

124 

byens (kommunens) oprettelse til købstad. Der 

tænkes her på de ovenfor s. 114-115 berørte 

virkninger, som på mangfoldige områder i 

lovgivningen og i det praktiske liv er knyttet 

til selve købstadnavnet, uden at disse virkningers 

indtræden behøver at have reel sammenhæng 

med, om byen (kommunen) i kommunalretlig 

henseende er løsrevet fra det amtskommunale 

tilhørsforhold. 

På hele denne baggrund finder udvalget 

anledning til at pege på muligheden af, at 

der for større bymæssige kommuner åbnes 

adgang til at opnå en kommunalretlig stilling 

svarende til de bornholmske købstaders. Herved 

vil disse kommuner, uden at det økonomiske 

tilhørsforhold til amtskommunen fuldstændig 

ophæves, på det kommunalretlige 

område opnå de ovenfor anførte mål med 

hensyn til kommunens indflydelse på amtskommunens 

varetagelse af de kommunale anliggender 

og med hensyn til påligningen og 

beregningen af kommunens bidrag til disse 

anliggenders varetagelse, samtidig med at disse 

kommuner ved at blive udstyret med købstadnavnet 

opnår de virkninger, der efter den øvrige 

lovgivning og i det praktiske liv er knyttet 

til denne betegnelse. 

2. De bornholmske købstæders status. 

I modsætning til, hvad der er tilfældet for 

landets øvrige købstæder, har der fra gammel 

tid bestået et særligt økonomisk fællesskab 

mellem købstadkommunerne og landdistrikterne 

på Bornholm, ligesom købstæderne fra 

gammel tid har været repræsenteret i Bornholms 

amtsråd. Dette økonomiske fællesskab 

stammer helt tilbage fra 1741, medens reglerne 

om købstædernes repræsentation i amtsrådet 

har sin oprindelse i et reskript af 31. december 

1850. Denne særlige bornholmske ordning 

er opretholdt ved landkommunallovens § 21, 

stk. 2, og købstadkommunallovens § 32, jfr. 

også lov om kommunale ejendomsskatter § 7, 

stk. 2. 

Den nugældende ordning har, for så vidt 

angår det økonomiske fællesskab, hjemmel i lov 

nr. 98 af 4. marts 1918 om ændring i reglerne 

for påligning af bidrag til den for Bornholms 

købstæder og landdistrikter fælles amtsfond 

m. v., som ændret ved lov nr. 150 af 31. marts 

1949 og den i henhold hertil udfærdigede kgl. 

anordning nr. 264 af 15. maj 1949. 

Det økonomiske fællesskab. 

Fællesskabet mellem øens landdistrikter og 

købstæder ytrer sig i, at Bornholms amtsråd 

også for købstædernes vedkommende varetager 

de sædvanlige amtskommunale anliggender. 

I medfør af de fornævnte bestemmelser 

fordeles amtsfondens årlige udgifter på købstæderne 

og landdistrikterne efter særlige fordelingsregler. 

Landdistrikternes andel af udgifterne 

udskrives direkte på grundog ejendomsskyldværdierne 

i sognekommunerne i 

overensstemmelse med de almindelige regler 

om den amtskommunale beskatning, medens 

købstædernes andel pålignes de enkelte købstadkommuner. 

Det den enkelte købstadkommune 

påhvilende bidrag indgår i kommunens almindelige 

udgiftsbudget og pålignes kommunens 

skatteydere sammen med de egenkommunale 

udgifter. 

Fordelingen af amtskommunens udgifter 

mellem landdistrikterne og købstadkommunerne 

sker principielt efter folketal i henhold til 

den sidste forud for ligningen liggende almindelige 

folketælling, men fra dette princip 

gælder der dog meget betydningsfulde undtagelser, 

idet udgifterne til vejvæsen, bekæmpelse 

af smitsomme sygdomme hos husdyr 

samt skolefondens administration fordeles efter 

hartkorn, medens udgifter til sygehuse fordeles 

efter det antal sygedage, der kan henføres til 

vedkommende kommune. 


i amtsrådet. 

repræsentation 

Med hensyn til købstædernes repræsentation 

i det fælles amtsråd bestemmer den kommunale 

valglovs (lovbekendtgørelse nr. 336 af 22. december 

1953) § 42, at amtsrådets 15 medlemmer 

skal vælges dels af købstædernes, dels af 

sognekommunernes kommunale vælgere. Det 

antal medlemmer, der skal vælges henholdsvis 

for byerne og for landet, fastsættes på grundlag 

af folketallet ved den sidste almindelige folketælling 

ved benyttelse af d'Hondts fordelingsregel. 

Købstædernes repræsentanter deltager som 

hovedregel i amtsrådets behandling af alle 

sager. Der gælder dog her den undtagelse, at 

beslutninger i vejsager udelukkende træffes af 

landdistriktets repræsentanter i amtsrådet, men 

købstædernes repræsentanter har dog ret til at 

deltage i forhandlingerne om dem i amtsrådets 

møder. Denne undtagelsesregel må ses i sam-

125 

menhæng med, at købstædernes bidrag til 

amtskommunens vej udgifter beregnes efter hartkorn 

ligesom i landets øvrige amter, hvor der 

ikke er tillagt købstadkommunerne indflydelse 

på amtsrådenes beslutninger i vejsager. Endvidere 

er det forbeholdt landdistrikternes repræsentanter 

i amtsrådet alene at træffe beslutning 

om størrelsen af den del af amtskommunens 

udskrivningsbeløb, der fordeles mellem 

købstæderne og landdistrikterne efter hartkorn, 

dog kan de ikke modsætte sig bevillingen 

af nødvendige beløb til arbejder eller foranstaltninger, 

der vedtages af det samlede amtsråd. 

Endvidere bestemmes det i den for amtskommunen 

gældende styrelsesvedtægt, at købstadrepræsentanterne 

fratræder ved behandlingen 

af sager om tilsynet med sognekommunerne 

samt »om repræsentationen af landdistriktets 

interesser i de tilfælde, hvor en sådan 

repræsentation ved lovgivningen er henlagt til 

amtsrådene, og hvor købstæderne har en særegen, 

af rådet uafhængig repræsentation«. Der 

tænkes her på de tilfælde, hvor det påhviler 

henholdsvis byråd og amtsråd at udpege medlemmer 

til råd og nævn m. v. 

Købstadnavnet. 

Den omstændighed, at købstæderne på Bornholm 

har købstadbetegnelsen, bevirker, at disse 

byer automatisk er omfattet af de regler, der 

rundt om i lovgivningen er fastsat for »købstæder«, 

og dette gælder også principielt på 

kommunallovgivningens område. Det kan således 

nævnes, at disse kommuner og deres 

skolevæsen styres efter de for (de øvrige) købstadkommuner 

fastsatte bestemmelser, ligesom 

disse kommuner påligner de kommunale skatter 

efter de for købstæderne gældende bestemmelser. 

Det særlige fællesskab imellem de bornholmske 

købstæder og landdistrikter, som er 

etableret gennem Bornholms amtskommune, 

har imidlertid naturligt til følge, at disse kommuner 

principielt ikke kan sidestilles med købstæderne 

på lovgivningsområder, der fordeler 

den kommunale kompetence ved at henlægge 

visse opgavers løsning eller udgifters afholdelse 

henholdsvis til købstadkommunerne og for 

landets vedkommende til amtskommunen. På 

sådanne lovgivningsområder er der i reglen 

givet en særlig undtagelsesregel for de bornholmske 

købstadkommuner, idet det særlige 

fællesskab med amtskommunen jo netop 

indebærer, at anliggender eller udgifter af 

denne art påhviler Bornholms amtskommune 

også for købstædernes vedkommende. Som 

eksempel på regler af denne art kan nævnes 

sygehuslovens § 1, der undtager de bornholmske 

købstadkommuner fra pligten til at drive 

sygehuse. 

Når en lovbestemmelse henlægger kompetencen 

på et eller andet område til »byrådet 

og for landet amtsrådet«, er det dog ikke altid 

for Bornholms vedkommende ensbetydende 

med, at kompetencen alene skal tilkomme 

Bornholms amtsråd, men ikke de enkelte byråd. 

Uden for de tilfælde, hvor reglerne om 

amtsrådenes kompetence har relation til det 

økonomiske fællesskab gennem amtskommunen 

mellem amtsrådskredsens kommuner, må det 

nemlig som den almindelige regel antages, at 

der skal tilkomme de bornholmske købstæders 

kommunalbestyrelser den samme kompetence 

som andre byråd. 

Kompetencen til at udfærdige vedtægter om 

frihandel, der efter næringsloven er henlagt 

til byrådene og for landets vedkommende til 

amtsrådet*), tilkommer således også de bornholmske 

byråd. Det kan tillige her nævnes, at 

den af amtsrådet valgte skoledirektion, der 

afgør visse spørgsmål vedrørende skolevæsenet 

i de til amtsrådskredsen hørende kommuner, 

på Bornholm alene har denne kompetence for 

landdistrikternes vedkommende. De bornholmske 

købstæder er — ligesom købstæderne i de 

øvrige amter — ikke undergivet skoledirektionen. 

Med hensyn til de lovbestemmelser, der henlægger 

kompetencen til at udpege medlemmer 

til forskellige administrative råd eller nævn 

til henholdsvis byråd og amtsråd, er det i visse 

tilfælde udtrykkelig fastslået, at der tilkommer 

købstæderne på Bornholm selvstændig repræsentationsret, 

jfr. således om sammensætningen 

af trafikudvalget på Bornholm lov nr. 257 

af 27. maj 1950 § 2, stk. 3, og i andre tilfælde 

er det på den anden side udtrykkeligt fastslået, 

at kompetencen tilkommer det samlede bornholmske 

amtsråd, jfr. således i denne retning 

bestemmelsen om, at amtsrådet på Bornholm 

fungerer som skoleråd, lov nr. 200 af 12. april 

1949 § 27. 

I tilfælde, hvor der på dette område ikke 

er givet særbestemmelser for Bornholm, og 

hvor den almindelige regel om, at byrådene 

*) Jfr. ovenfor s. 92.

126 

skal udpege visse af repræsentanterne, må ses 

som udtryk for et ønske om en særlig repræsentation 

for byerne med henblik på varetagelsen 

specielt af bymæssige interesser, må der 

tilkomme de bornholmske byråd en særlig 

kompetence, uanset at byrådene er repræsenteret 

i amtsrådet. For at undgå at købstæderne skal 

opnå en slags dobbelt repræsentation, er det 

da også, som foran nævnt, fastsat, at amtsrådets 

købstadrepræsentanter skal fratræde, når amtsrådet 

foretager valg af medlemmer til sådanne 

råd og nævn m. v., hvor købstæderne er selvstændigt 

repræsenteret. 

Christiansfeld og Nordborg. 

For to af de sønderjydske flækker (Christiansfeld 

og Nordborg) gælder der en lignende ordning 

som for de bornholmske købstadkommuner 

med hensyn til forholdet til amtskommunen. 

Der kommer dog her den forskel frem mellem 

de bornholmske købstæder og flækkerne, at 

flækkerne kun kan antages at være sidestillet 

med købstæderne i den almindelige lovgivning, 

for så vidt dette er udtrykkeligt bestemt. Det må 

iøvrigt bemærkes, at medens de nævnte flækker 

såvel med hensyn til reglerne om kommunernes 

styrelse som med hensyn til den egenkommunale 

ejendomsbeskatning er sidestillet med købstadkommuner, 

er det med hensyn til reglerne 

om skolevæsenets styrelse udtrykkeligt bestemt, 

at flækkerne ikke omfattes af de for købstæderne 

(herunder de bornholmske) fastsatte bestemmelser, 

jfr. lov nr. 200 af 12. april 1949 § 24, 

stk. 4. 

3- Udvalgets synspunkter. 

Under hensyn til udvalgets kommissorium 

og dets sammensætning har udvalget ikke foretaget 

en indgående undersøgelse af, i hvilket 

omfang og på hvilken måde det system, som 

den for de bornholmske købstæder gældende 

kommunalordning ud fra særlige historiske 

forudsætninger bygger på, vil kunne overføres 

til at finde anvendelse på bymæssigt bebyggede 

sognekommuner. Dette spørgsmål må finde 

sin naturlige løsning i forbindelse med forberedelserne 

til gennemførelsen af den lov, som 

i så fald vil blive nødvendig. Udvalget har blot 

ønsket at pege på en bestående mulighed for 

at tillægge bymæssige kommuner selve købstadnavnet, 

uden at dette får konsekvenser for det 

økonomiske fællesskab i amtskommunen. Efter 

udvalgets opfattelse må en status, svarende til 

de bornholmske købstæders med en vis tilpasning, 

anses for et for de større bymæssige 

kommuner tilfredsstillende middel til løsningen 

af mange af de problemer, som den gældende 

kommimalordning og lovgivningen iøvrigt 

giver anledning til for disse kommuner. 

Udvalget har ikke ment at burde foretage 

nogen konkret udpegning af de bymæssigt 

bebyggede sognekommuner, som efter deres 

størrelse og struktur iøvrigt naturligt kunne 

påregnes at have behov for gennemførelse af 

en statusændring i den omhandlede retning, 

men man er af den opfattelse, at adgangen til 

gennemførelse af en sådan ændring burde stå 

åben for kommuner med et samlet indbyggertal 

på omkring 3000 indbyggere eller derover i 

en bymæssig bebyggelse samt — efter en nærmere 

undersøgelse af kommunens struktur —• 

tillige for sådanne kommuner, der har over ca. 

3000 indbyggere i flere bymæssige bebyggelser 

i kommunen. Det bør dog i alle tilfælde være 

en betingelse, at den overvejende del af kommunens 

befolkning bor under bymæssige forhold. 

Omvendt bør grænsen på 3000 indbyggere 

næppe fastholdes for kategorisk, hvis en 

meget betydelig procentdel af kommunens befolkning 

bor i bymæssig bebyggelse. Det er en 

selvfølge, at en sådan ordning af kommunens 

forhold ikke bør påtvinges kommunen, men at 

det i første række må være overladt til kommunen 

selv at træffe bestemmelse om, hvorvidt der 

ønskes gennemført en ændring i dens status.

AFSNIT III. 

2. AFDELING 

DE BYMÆSSIGE KOMMUNERS STILLING PÅ LOVGIVNINGS- 

OMRÅDER, DER IKKE VEDRØRER TILHØRSFORHOLDET 

TIL AMTSKOMMUNEN

INDLEDNING 

Købstadbegrebets indflydelse i almindelighed ved afgrænsningen 

af byreglers anvendelsesområde. 

Det er allerede foran i korthed berørt, hvorledes 

der i den gældende lovgivning i vidt 

omfang knyttes særlige virkninger til købstadnavnet 

på den måde, at de regler, der på forskellige 

lovgivningsområder tilsigter at regulere 

forhold, som måtte være særligt forekommende, 

eller som kun gør sig gældende, i byerne i 

modsætning til de rene landdistrikter, som 

oftest tager deres udgangspunkt i købstadbegrebet 

ved afgrænsningen af den kreds af 

bysamfund, for hvilke de særlige byregler skal 

gælde. 

I visse tilfælde bevirker dette forhold, at 

byreglerne overhovedet ikke finder anvendelse 

i det store antal bysamfund, der vel ikke bærer 

købstadnavnet, men som i henseende til indbyggertal 

og struktur iøvrigt ligger på linie 

med købstæderne. På andre områder har lovgivningen 

i og for sig anerkendt, at der kan 

være trang til at lade byreglerne omfatte både 

købstæderne og de bymæssige bebyggelser i 

sognekommunerne. I disse tilfælde er reglerne 

imidlertid ofte udformet således, at de ikke 

umiddelbart finder anvendelse i de bymæssige 

bebyggelser, men først når en eller anden administrativ 

myndighed træffer beslutning derom, 

eller når andre indskrænkende betingelser 

er opfyldt. Hertil kommer, at den måde, hvorpå 

kredsen af de således med købstæderne 

sidestillede bymæssige bebyggelser afgrænses, 

er højst forskelligartet på de forskellige lovgivningsområder. 

Når man ved afgrænsningen af byreglernes 

anvendelsesområde i lovgivningen stadig i vidt 

omfang principielt tager udgangspunkt i 

købstadbegrebet, skyldes det formentlig flere 

forskellige forhold, herunder også vanskeligheder 

af mere lovteknisk betonet karakter: 

9 

Trangen til at give særregler for byerne på 

et eller andet lovgivningsområde vil altid 

hænge sammen med, at de faktiske forhold på 

det pågældende område — netop som følge af 

selve den bymæssige struktur •— er anderledes 

i byerne end i landdistrikterne. Dette forhold 

medfører naturligt, at byreglerne helst må søges 

formuleret på en sådan måde, at de dels 

kun kommer til at gælde for egentlig bymæssigt 

bebyggede områder, dels kun kommer til 

at gælde i byer, der har nået en sådan størrelse 

og udvikling i den bymæssige struktur, 

at forudsætningerne for at fastsætte de særlige 

byregler er til stede. Når man står over 

for at skulle formulere afgrænsningen af byreglernes 

anvendelsesområde, falder det derfor 

naturligt at lade reglerne blive gældende 

for »købstæder«, fordi man i hvert fald for 

disse bysamfunds vedkommende har sikkerhed 

for, at lovens regler i alt overvejende grad kun 

kommer til at gælde for bymæssigt bebyggede 

områder, idet man går ud fra, at enhver købstad 

er så godt som fuldstændigt bymæssigt 

bebygget inden for sine grænser. Man har 

endvidere sikkerhed for, at byreglernes anvendelsesområde 

kommer til at omfatte byer, der 

har den størrelse, som betinger, at der overhovedet 

er tale om en by i snæver forstand. 

For så vidt angår byerne uden for købstæderne, 

savner man derimod en tilsvarende 

skarp afgrænsning såvel i begrebsmæssig som 

i geografisk henseende. Begrebet »bymæssig 

bebyggelse« er meget vidtrækkende, idet det 

omfatter selv ganske små bebyggelser, for 

hvilke der almindeligvis ikke vil være anledning 

til at lade byregler gælde. Man må derfor 

som oftest fastsætte en eller anden indbyggertalsgrænse 

for de bebyggelser, hvorpå byreg-

130 

lerne skal anvendes, men her støder man på den 

vanskelighed, at det i praksis ofte vil være 

svært at finde frem til en rationelt begrundet 

indbyggertalsgrænse. 

Fastsættelsen af en bestemt indbyggertalsgrænse 

vil dernæst undertiden kunne virke som 

en urimelighed over for de byer, der ligger 

enten umiddelbart over eller umiddelbart under 

grænsen. 

Hertil kommer det forhold, at medens købstædernes 

grænser — og dermed grænserne for 

byreg'lernes geografiske anvendelsesområde i 

den enkelte by — ^gg?* f ast og er lette at 

konstatere og arbejde med, forefindes der ikke 

nogen tilsvarende, autoritativt fastslået grænselinie 

for de enkelte bymæssige bebyggelser 

uden for købstæderne, fordi bebyggelsernes 

grænser kun sjældent vil være sammenfaldende 

med kommunegrænserne. Man vil derfor ofte 

vige tilbage for at lade byreglerne gælde alene 

i den bymæssige bebyggelse på grund af de 

ulemper, der — navnlig i tilfælde, hvor de pågældende 

retsregler hjemler indgribende retsvirkninger 

for borgerne eller for det offentlige 

•— vil være forbundet med en grænsedragning 

inden for kommunens grænser. På den anden 

side vil det i mange tilfælde blive anset for betænkeligt 

at lade byreglerne gælde for hele den 

kommune, hvori vedkommende bymæssige bebyggelse 

er beliggende, idet man derved vil 

lade byregler blive gældende også i de rene 

landdistrikter, der omgiver bebyggelsen inden 

for kommunegrænsen. 

I de følgende kapitler skal der foretages en 

gennemgang af den gældende lovgivning med 

henblik på en undersøgelse af, i hvilket omfang 

der i lovgivningen og i administrationens 

praksis er taget hensyn til eksistensen af de bysamfund, 

der ikke benævnes købstæder, bortset 

fra de tilfælde hvor særregler for købstæderne 

er begrundet i købstadkommunernes særlige 

stilling som stående uden for amtskommunen*). 

*) Med hensyn til de lovgivningsområder, hvor de 

for købstæderne givne særregler ikke er udvidet 

til de bymæssige kommuner, og hvor dette hænger 

sammen med, at de bymæssige kommuner 

ikke som købstæderne står uden for amtskommunen, 

henvises til kapitel 8 foran.

KAPITEL 11 

Lovbestemmelser, der overhovedet ikke sondrer 

mellem købstæder og byer uden for disse, over for lovbestemmelser, 

der udelukkende gælder for købstæderne. 

A. LOVBESTEMMELSER, DER IKKE 

ANVENDER KØBSTADBEGREBET, MEN 

ANDRE AFGRÆNSNINGSKRITERIER, 

SÅLEDES AT DER ETABLERES 

FULDSTÆNDIG SIDESTILLING MELLEM 

KØBSTÆDER OG ANDRE BYER. 

Der kan kun nævnes få, spredte eksempler 

på forskrifter, der gælder for »byer og bymæssige 

bebyggelser« uden at anvende sondringen 

mellem købstæder og landkommuner; 

det drejer sig her navnlig om tilfælde, hvor 

reglerne skal gælde også for ganske små bysamfund, 

der i hvert fald i indbyggertal ligger 

under selv de mindste købstæder og flækker, 

og hvor reglerne for købstædernes vedkommende 

kun skal gælde for iselve byområdet, men 

ikke i de inden for købstædernes grænser liggende 


Som eksempler på sådanne lovbestemmelser kan 

nævnes vandløbslovens (nr. 214 af 11. april 1949) § 5, 

som bl. a. giver nærmere regler om adgangen til at 

aflede spildevand »uden for områder med sammenhængende 

bebyggelse«, naturfredningslovens (nr. 140 

af 7. maj 1937) § 30, der bestemmer, at enhver art 

af friluftsreklame uden for gader, veje og pladser i 

»byer og bylignende bebyggelser« er forbudt, hundelovens 

(nr. 164 af 18. maj 1937) § 10, stk. 1 og 4, 

der indeholder forbud mod at lade hunde færdes løse 

i »byer og områder med bymæssig bebyggelse« og at 

lade hunde strejfe om uden for sådanne områder, 

færdselslovens (nr. 153 af 24. maj 1955) § 35, stk. 2, 

der giver retningslinier for motorkøretøjers kørehastighed 

i »tættere bebygget område«, samt lovens § 32, 

stk. 3, om kørsel med cykel med hjælpemotor henholdsvis 

uden for og i »bymæssigt bebygget område« 

og vejafmærkningsbekendtgøreisens (nr. 225 af 1. juli 

1955) § 7 om anbringelse af visse vejtavler i »bymæssigt 

bebyggede områder«. Endelig kan der henvises 

til hegnslovens (nr. 259 af 27. maj 195) § 10, 

stk. 4, der giver nærmere regler om hegn i »bymæssige 

bebyggelser og villakvarterer«.*) 

*) Fra den tidligere gældende byggestøttelov (lovbek. 

nr. 321 af 21. oktober 1954) kan nævnes 

§ 37, stk. 3, der opstillede en fordelingsnorm 

med hensyn til de beløb, der var til rådighed til 

ydelse af statslån i hvert finansår, således at en 

vis del blev udlånt til »de bymæssige bebyggelser 

i købstæderne eller på landet«. 

9* 

Der kan dog nævnes enkelte eksempler på 

tilfælde, hvor der er tale om reel ligestilling 

af egentlige bysamfund uanset disses kommunalretlige 

status, men hvor afgrænsningen af 

de byer, der skal omfattes af reglerne, udelukkende 

beror på bysamfundenes størrelse, 

således at man også bortskærer købstæder, der 

er under (eller over) den angivne størrelse. 

Man kan her nævne bio graf teaterbekendtgørelsens 

(nr. 365 af 12. december 1938) § 5 a, stk. 3, der 

giver visse bestemmelser om betjening af filmsmaskiner 

i biografer, beliggende i »en by med højst 5000 

indbyggere«, lejelovens (lovbek. nr. 116 af 15. april 

1955) § 70, stk. 1, og § 76, som giver nærmere bestemmelser 

om nedsættelse af huslejenævn og om nævnenes 

virksomhed og beføjelser i kommuner med over 

og under 30.000 indbyggere, § 100, som giver adgang 

til at indføre særlige regler om fremleje i kommuner 

med mindst 10.000 indbyggere, samt § 138 om betingelserne 

for lejlighedssøgendes godkendelse som lejere 

i kommuner med over 15.000 indbyggere, kommuneskattelovens 

(nr. 28 af 18. februar 1937) § 7, stk. 2, 

som indeholder en regel om, at det i kommuner med 

over 10.000 indbyggere kan bestemmes, at ligningsmænd 

skal deltage i ligningskommissionens eller 

sognerådets virksomhed, den kommunale valglovs 

(lovbek. nr. 336 af 22. dec. 1953) § 17, stk. 5, 

om at kommunalbestyrelsen i kommuner, hvor der er 

flere end 5000 indbyggere, kan bestemme, at de til 

kommunevalgene opstillede kandidaters navne ikke 

skal opføres på stemmesedlerne, folkeforsikringslovens 

(lovbek. nr. 218 af 11. juli 1953) § 4, stk. 5, der 

bestemmer, at sygekassernes geografiske område ikke 

må være snævrere end et sogn, med mindre der i sognet 

findes en »bymæssig bebyggelse med mindst 1000 

indbyggere«, samt forsorgslovens (lovbek. nr. 311 af 

23. september 1954) § 34 om, at det kan pålægges 

kommuner med over 4000 indbyggere at opføre alderdomshjem. 

Fra den tidligere gældende lovgivning kan nævnes 

de i kapitel 1, foran side 21, omtalte lønningslove fra 

århundredets begyndelse, der udelukkende anvendte 

betegnelsen »byer og bymæssige bebyggelser«. 

Som eksempel på en lovbestemmelse, der hverken 

lægger vægt på bysamfundets kommunalretlige status 

eller på indbyggertallet, men på et andet kriterium, 

kan nævnes lov om ungdomsundervisning (nr. 219 af 

11. juni 1954) § 1, stk. 2, der fastsætter en pligt til 

at oprette ungdomsskoler for kommuner, hvor der 

har meldt sig mindst 15 elever. 

Endelig skal man nævne en bestemmelse, der foretager 

en negativ afgrænsning af byerne ved kun at

132 

gælde for »landdistrikterne«. Der tænkes i denne henseende 

på loven om opførelse af arbejderboliger på 

landet (lovbek. nr. 125 af 25. april 1955) § 5, hvorefter 

de i loven omhandlede lån ydes til køb af byggegrunde, 

der som regel ikke må overstige en vis størrelse, 

og som skal være beliggende i »landdistrikterne«. 

Efter denne bestemmelse er det således ikke udelukket, 

at der ydes lån til køb af byggegrunde, der vel 

ligger inden for en købstads grænse, men uden for 

købstadens bymæssige område, og dette er også sket 

i praksis. 

De fornævnte eksempler på tilfælde, hvor 

lovgivningen ikke sondrer mellem købstad- og 

sognekommuner, men lader særreglerne gælde 

for »byer«, er dog kun enkeltstående, idet den 

almindelige hovedregel er, at de regler, der 

skal gælde for byerne, kommer til anvendelse 

på alle købstæderne uden hensyn til disses 

størrelse, og at byreglerne eventuelt tillige gøres 

gældende for visse bymæssige bebyggelser, som 

dog af grænses højst forskelligt på de enkelte 

lovgivningsområder. 

B. LOVBESTEMMELSER, DER 

UDELUKKENDE ANVENDER KØBSTAD - 

BEGREBET SOM AFGRÆNSNINGS- 

KRITERIUM, SÅLEDES AT BYERNE 

UDENFOR KØBSTÆDERNE BEHANDLES 

EFTER DE FOR LANDET GIVNE REGLER 

1) Som eksempel herpå kan først og fremmest 

nævnes reglerne om kommunernes almindelige 

styrelse i købstadkommunalloven, som principielt 

kun gælder for købstæderne, medens byerne 

udenfor købstæderne styres efter samme regler 

som de rene landkommuner. Der henvises 

iøvrigt herom til kapitel 15 nedenfor. 

2) Ej heller reglerne om skolevæsenets styrelse 

er afpasset efter de faktiske forhold, idet skolevæsenet 

i købstæderne styres efter særlige regler, 

medens principielt alle andre kommuners 

skolevæsen styres efter landkommunale regler, 

uden hensyn til om vedkommende kommune 

har en større bymæssig bebyggelse — og dermed 

også trang til den samme noget friere stilling 

på dette område som købstæderne. 

I folkeskolelovens (nr. 160 af 18. maj 1937) § 2, 

stk. 3, er der hjemmel for, at folkeskoler uden for 

købstæderne kan ordnes som købstadskoler, hvorved 

de underkastes de for købstadskoler gældende regler 

med hensyn til undervisningens omfang og karakter, 

skolens interne ledelse samt lærernes normering og aflønning. 

Den omstændighed, at enkelte af kommunens 

skoler eller måske hele kommunens skolevæsen bliver 

købstadordnet, er derimod ikke ensbetydende med, at 

kommunens skolevæsen iøvrigt underkastes de for købstæderne 

gældende regler om skolevæsenets styrelse og 

tilsyn*). Praktisk taget alle de kommuner, der har 

mindst een bymæssig bebyggelse med over 1500 indbyggere, 

har købstadordnede skoler**), men disse kommuner 

(bortset fra visse københavnske omegnskommuner) 

har alle den samme bundne stilling med hensyn 

til skolevæsenets styrelse som de egentlige landkommuner, 

hvilket dels ytrer sig i, at disse kommuner er 

undergivet skoledirektionens og ikke - som for købstædernes 

vedkommende - undervisningsministeriets 

tilsyn, ligesom en række dispositioner vedrørende skolevæsenet 

i disse kommuner afgøres af skoledirektionen 

eller skal forelægges denne til godkendelse, medens de 

tilsvarende dispositioner for købstadkommunernes vedkommende 

kan træffes af byrådet på egen hånd. For de 

større bymæssige kommuner, som har et stærkt udviklet 

og omfattende skolevæsen, der fuldt ud ligger på linie 

med skolevæsenet i mange købstæder, måtte det synes 

naturligt, at de i denne henseende var sidestillede med 

købstæderne. 

Det kan således nævnes, at medens kommunalbestyrelsen 

i enhver nok så lille købstadkommune 

i medfør af loven om det kommunale skolevæsens 

styrelse og tilsyn (nr. 200 af 12. april 1949) §§ 38 

og 40 er berettiget til at kalde og afskedige lærere 

ved det kommunale skolevæsen, har kommunalbestyrelsen 

i sognekommunerne og dermed også i de større 

bymæssigt bebyggede kommuner overhovedet ingen 

kompetence i denne henseende, idet kompetencen uden 

for købstæderne er henlagt til skoledirektionen. 

Sondringen mellem købstadkommuner og 

landkommuner i bestemmelserne om skolevæsenets 

styrelse har formentlig —• ligesom 

i bestemmelserne om kommunernes almindelige 

styrelse — deres rod dels i de overleverede 

forestillinger om, at kun købstæderne repræsenterer 

de egentlige, væsentlige bysamfund, 

dels i en formodet sammenhæng med hele det 

kommunale system, hvorefter sognekommunerne 

— i henseende til løsningen af forskellige 

opgaver — hører under amtskommunen. 

Der synes imidlertid ikke at findes nogen 

sådan nødvendig organisk sammenhæng mellem 

det kommunale system som sådant og 

reglerne om skolevæsenets ordning, fordi den 

omhandlede kompetencefordeling mellem amtskommune 

(skoledirektion) og de enkelte sognekommuner 

på skolevæsenets område for så vidt 

ikke vedrører den økonomiske byrdefordeling 

mellem de to arter af landkommuner. Herom 

vidner den ordning, der ved loven om de 

københavnske omegnskommuners styrelse (nr. 

181 af 20. maj 1952) blev gennemført, også 

for så vidt angår styrelsen af visse af de kø- 

*) Det bemærkes dog, at skoleplanerne for købstadordnede 

skoler stadfæstes af undervisningsministeriet 

og ikke - som for de øvrige skoler i sognekommunerne 

— af skoledirektionen, jfr. undervisningsministeriets 

cirkulære nr. 4 af 5. jan. 1950. 

s *) Jfr. tabel 35 foran på s. 64.

133 

benhavnske omegnskommuners skolevæsen, 

idet disse kommuner i denne henseende nu er 

stillet som købstadkommuner, uden at der er 

gjort forandringer i kommunernes økonomiske 

tilhørsforhold til amtskommunen. 

3) Også reglerne om den kommunale ejendomsbeskatning 

bygger i hovedprincipperne 

stadig på købstadsondringen. På visse detailpunkter 

er der ganske vist etableret sidestilling 

mellem købstæderne og de bymæssige bebyggelser 

(størrelsen af de skattefri fradrag ved 

beregningen af ejendomsskatter m. y., jfr. nedenfor 

side 151). Men med hensyn til selve 

hovedreglerne om det kommunale beskatningssystem 

— reglerne om ligningsforholdet og 

om det tidsrum, for hvilket grundskyldpromillen 

fastsættes — behandles de bymæssigt bebyggede 

kommuner principielt på samme måde 

som de rene landkommuner, uanset at de forhold, 

der i sin tid begrundede, at der på dette 

område blev givet særregler for købstæderne, 

nu i samme grad gør sig gældende også for 

de større bymæssige kommuners vedkommende. 

Herom henvises i det hele til kapitel 14 

nedenfor. 

4) Det er imidlertid ikke alene i reglerne om 

kommunernes styrelse og om den kommunale 

beskatning, at sondringen mellem købstæder 

og sognekommuner opretholdes strengt. Når 

man betragter reglerne på forskellige lovgivningsområder 

om sammensætningen af administrative 

organer og deres kompetence, viser det 

sig nemlig at gælde som et almindeligt hovedprincip, 

at der gives forskellige regler for 

købstæderne og for »landet«, således at de 

bymæssige bebyggelser omfattes af de for landdistrikterne 

gældende regler. Dette forhold 

forekommer således i vidt omfang i tilfælde, 

hvor lovgivningen giver regler for sammensætningen 

af råd og nævn, som skal være kompetente 

med hensyn til en eller anden administrationsgren 

inden for et amt eller et andet større 

administrationsområde. I sådanne tilfælde er det 

nemlig ofte foreskrevet, at købstæderne i det 

pågældende amt (område) selv vælger deres 

repræsentanter til vedkommende råd, medens 

repræsentanterne for „landet" — og hermed 

også for de bymæssige bebyggelser — vælges 

af amtsrådet. 

I nogle af tilfældene vil denne udvælgelsesmåde 

blot være udtryk for en administrativ — 

teknisk udvælgelsesmåde, hvorved man sikrer 

sig, at hele vælgerbefolkningen i vedkommende 

område indirekte får indflydelse på udvælgelsen 

af medlemmerne, uden at der heri ligger 

nogen hensigt til at søge særlige »byrepræsentanter« 

og særlige »landrepræsentanter« udpeget*). 

Men i de tilfælde, hvor reglerne om, at 

købstæderne skal udpege deres egne repræsentanter, 

derimod bygger på forudsætningen om, 

at bysamfundenes interesser i vedkommende 

råds eller nævns afgørelser ikke altid vil være 

sammenfaldende med de rene landdistrikters 

interesser, kan det synes mindre rimeligt, at de 

bymæssige kommuner ikke har adgang til at 

influere på valget af vedkommende råds byrepræsentanter, 

men tværtimod gennem amtsrådet 

er med til at udpege landdistriktrepræsentanterne. 

Som eksempler på tilfælde, hvor sådanne skævheder 

vil kunne forekomme, kan nævnes reglerne i omnibusog 

fragtmandslovens (nr. 257 af 27. maj 1950) § 2 

om sammensætningen af de i hver amtsrådskreds nedsatte 

trafikudvalg, hvor 2 af rådets ialt 4 medlemmer 

vælges af amtsrådet, 1 af vedkommende sognerådsforening 

og 1 af det pågældende amts købstæder og 

flækker i forening, arbejdsanvisningslovens (lovbek. 

nr. 43 af 18. februar 1952) § 2, stk. 2, om arbejdsanvisningstilsynsrådene, 

hvis »menige« medlemmer består 

af en arbejdsgiver og en arbejder valgt af byrådene 

i vedkommende kontors område og en arbejdsgiver og 

en arbejder valgt af det pågældende amtsråd, lov om 

landvæsensretter (nr. 213 af 31. marts 1949) § 9, 

stk. 2, som bestemmer, at en fjerdedel af landvæsenskommissærerne 

inden for et landvæsenskommissionsområde 

skal udpeges blandt de af byrådene indstillede, 

medens de øvrige udpeges blandt de af amtsrådene 

indstillede, lov om ungdomsundervisning (nr. 

219 af 11. juni 1954) § 11 om, at 2 af amtsungdomsnævnets 

medlemmer udpeges af amtsrådet, 1 af 

købstæderne, og endvidere udpeges 3 medlemmer af 

de inden for amtsrådskredsen virkende landboforeninger 

og husmandsforeninger og afdelinger af Dansk 

Arbejdsmands Forbund på landet, medens 2 medlemmer 

udpeges af de i købstæderne værende organisationer 

af henholdsvis arbejdere og arbejdsgivere, naturfredningslovens 

(nr. 140 af 7. maj 1937) § 5 om 

naturfredningstaksationskommissionen, hvoraf det ene 

medlem i købstæderne og flækkerne vælges af kommunalbestyrelsen, 

i det øvrige land af amtsrådet. 

Endvidere kan nævnes retsplejelovens (lovbek. nr. 

265 af 15. september 1953) § 115 om sammensætningen 

af politiråd, bestående af politimesteren og 

bl. a. 2 medlemmer, der i politikredse, som udeluk- 

*) Dette er formentlig således tilfældet med reglerne 

i værnepligtslovens (nr. 210 af 11. juni 1954) 

§ 7, hvorefter den ordinære session bl. a. består 

i købstæderne af et af byrådet af dets midte valgt 

medlem og i landdistrikterne af et af amtsrådet 

valgt medlem, samt bekendtgørelse om navningearslisteudvalgene 

(nr. 328 af 21. december 1932), 

hvorefter der til nævningeårslisteudvalgene bl. a. 

skal vælges 2 medlemmer, hvoraf det ene vælges 

af vedkommende byråd og det andet af vedkommende 

amtsråd.

134 

kende består af købstad eller af landdistrikt, vælges 

af vedkommende byråd eller amtsråd; men i politikredse, 

der består af både købstad og landdistrikt, 

vælges det ene medlem af vedkommende byråd og det 

andet af vedkommende amtsråd. Endelig kan nævnes 

reglen i lov om vandforsyningsanlæg (nr. 54 af 31. 

marts 1926), der henviser behandlingen af sager om 

vandindvindingsrettigheder til landvæsenskommissioner 

(jfr. om disses sammensætning ovenfor). Det 

bestemmes imidlertid i lovens § 2, stk. 4, at såfremt 

en købstad eller flække er part i eller interesseret i 

sagen, skal landvæsenskommissionen tiltrædes af 2 

byrepræsentanter, der udnævnes af vedkommende 

landsret. Selvom lige så stærke argumenter kunne tale 

for, at byrepræsentanter tiltræder landvæsenskommissionen, 

når en bymæssig kommune er part i eller 

interesseret i et anlæg, er der altså ikke hjemmel 

herfor. 

Fra det af regeringen i folketingssamlingen 1955-56 

forelagte forslag til lov om bestyrelsen af de offentlige 

veje kan nævnes § 27 om taksationskommissioner, 

hvis 2 menige medlemmer udpeges på grundlag af en 

liste, hvortil byrådene og amtsrådene udpeger et vist 

antal medlemmer. 

Det kan naturligvis overfor ønsket om, at 

der på de omhandlede områder tillægges de bymæssige 

kommuner den samme stilling som 

købstadkommuner, anføres, at bestemmelser 

af den omhandlede art almindeligvis vil være 

udtryk for en kompetencefordelingsnorm, der 

fastslår, at kompetencen på det pågældende 

kommunale område udenfor købstæderne tilkommer 

amtskommunen (amtsrådet) og ikke 

de enkelte sognekommuner (sogneråd), således 

at forholdet kan siges at hænge sammen med 

sognekommunernes almindelige stilling med 

hensyn til tilhørsforholdet til amtskommunen. 

Dette kan naturligvis ikke benægtes, men det 

må dog her erindres, at de forskellige bestemmelser 

om udpegelse af repræsentanter til råd 

og nævn ikke i almindelighed har nogen forbindelse 

med den almindelige fordeling mellem 

amtskommuner og sognekommuner af de 

økonomiske byrder ved de kommunale opgavers 

løsning uden for købstæderne, og konsekvenserne 

ved på dette punkt at tillægge de 

bymæssige kommuner en anden stilling end de 

øvrige sognekommuner i amtsrådskredsen ville 

derfor næppe give anledning til særlige betænkeligheder. 

Det ville måske kunne anføres, at 

en ordning, hvorefter de bymæssige kommuner 

i de omhandlede henseender selv skulle udpege 

deres repræsentanter, derved skulle give 

disse kommuner dobbelt repræsentationsadgang, 

idet de ved bestemmelser som de omhandlede 

ville blive repræsenteret dels direkte 

af byrepræsentanterne og dels indirekte 

gennem de af amtsrådet udpegede 

repræsentanter. Hertil kan dog bemærkes, 

at en ordning, hvorefter de bymæssige kommuner 

sammen med amtsrådskredsens købstadkommuner 

udpegede vedkommende kollegiale 

organs byrepræsentanter, formentlig ville anspore 

amtsrådet til ved udpegelsen af sine repræsentanter 

ikke at udpege medlemmer, der 

specielt måtte formodes at varetage de bymæssige 

kommuners interesser. Der kan i denne 

forbindelse henvises til den københavnske 

omegnskommunelov (nr. 181 af 20. maj 

1952), der i hvert fald ikke synes at have taget 

hensyn til den nævnte betænkelighed, for så 

vidt angår landvæsensretterne, idet loven har 

sidestillet de københavnske omegnskommuner 

med købstæderne i henseende til landvæsenskomniissionsloven. 

Endvidere kan nævnes bestemmelsen 

i § 2, stk. 2, i den fornævnte lov 

om omnibusog fragtmandskørsel, der, for så 

vidt angår trafikudvalget for Københavns amtsrådskreds, 

foreskriver, at 2 af trafikudvalgets 4 

medlemmer vælges af amtsrådets medlemmer, 

der ikke er boende i Gentofte, 1 af Gentofte 

kommunalbestyrelse og 1 af sognerådsforeningen. 

5) Ligesom der ikke er tillagt de bymæssige 

kommuners kommunalbestyrelser den samme 

indflydelse som købstæderne på udpegelsen af 

»byrepræsentanter« til forskellige administrative, 

kollegiale organer, er de bymæssige kommuner 

også stillet ringere end købstæderne, for så 

vidt angår deres almindelige indflydelse inden 

for visse andre administrationsområder, der direkte 

vedrører vedkommende kommune, uden at 

denne ringere stilling kan begrundes med det 

økonomiske tilhørsforhold til amtskommunen. 

Fra næringslovens (nr. 138 af 28. april 1931) 

område kan det således nævnes, at den myndighed, 

som gør indstilling til handelsministeriet om udvidelse 

af lovens område til andre virksomheder end de 

i lovens § 1, stk. 1, nævnte, og som udfærdiger vedtægten 

om frihandel (lovens § 27), i købstæderne er 

vedkommende kommunalbestyrelse, medens det for 

de bymæssige kommuners vedkommende - som for 

andre sognekommuner - er amtsrådet. 

Fra vandløbsloven (nr. 214 af 11. april 1949) kan 

nævnes reglerne om affattelse af regulativer for amtsvandløb. 

Når der er tale om vandløb, der gennemløber 

eller berører en købstads grund, skal amtsrådet 

forhandle med vedkommende byråd forinden regulativets 

affattelse (§ 13, stk. 2), hvorimod denne forhandlingspligt 

ikke er foreskrevet, når der er tale om 

vandløb, der gennemskærer en bymæssig kommune - 

uden at denne forskel har nogen nødvendig sammenhæng 

med sognekommunernes økonomiske stilling 

i forhold til amtskommunen i det kommunale system. 

Fra brandlovene (nr. 28 af 21. marts 1873 og nr. 

174 af 31. marts 1926) kan nævnes reglerne om, at 

skorstensfejerne i købstæderne ansættes af byrådet

135 

(købstadbrandlovens § 10), medens de i sognekommunerne 

ansættes af amtmanden, der ligeledes fastsætter 

de enkelte skorstensfejerdistrikter, alt dog efter indstilling 

af sognerådet (brandpolitiloven for landet 

§ 20). 

At bestemmelser af denne art ikke er nødvendiggjort 

af de bymæssige kommuners økonomiske 

og opgavemæssige stilling som sognekommuner, 

viser loven om de københavnske 

omegnskommuners styrelse, hvorved en række 

af de københavnske omegnskommuner bl. a. i 

henseende til de omhandlede bestemmelser i 

næringsloven og vandløbsloven blev sidestillet 

med købstæderne, uden at deres status som 

sognekommuner i relation til det økonomiske 

tilhørsforhold til amtskommunen blev ændret, 

og uden at ide i henseende til reglerne om 

kommunernes styrelse blev unddraget amtsrådets 

almindelige tilsyn. 

6) Som et andet eksempel fra et af de mange 

områder, hvor lovgivningen ikke ganske er 

fulgt med udviklingen, kan nævnes hundelovens 

(nr. 164 af 18. maj 1937) § 10, stk. 3, hvor 

særlige forholdsregler med hensyn til hunde 

af visse nærmere angivne racer kun gælder i 

København, Frederiksberg og Gentofte samt 

købstæder med over 15.000 indbyggere. Da 

loven blev givet, fandtes der ikke bysamfund 

uden for de nævnte, der havde over 15.000 

indbyggere, men udviklingen har medført, at 

der nu som forstadsbebyggelser til hovedstaden 

findes en række bysamfund med indbyggertal, 

der ligger over 15.000, uden at de nævnte særlige 

regler er gældende i disse byer. Den omhandlede 

bestemmelse synes at have været langt 

mere smidigt formuleret, såfremt man ved 

dens udstedelse havde undladt at bruge købstadbegrebet. 

7) Også i snekastningsloven (nr. 158 af 13. 

april 1938) gives der forskellige regler for 

købstæder og for sognekommuner, uden at der 

er taget hensyn til de bymæssige bebyggelser 

(bortset fra reglen i lovens § 1, stk. 5, om optagelse 

af regler om snekastning i vejvedtægterne, 

se nedenfor side 141). Forskellene er 

ganske vist næppe af væsentlig betydning, men 

det kan dog nævnes, at de bymæssige kommuner 

— ligesom de øvrige sognekommuner — i 

medfør af lovens § 11 er pligtige at udpege 

snefogder til at forestå og føre tilsyn med 

snerydningen i kommunen, uanset at forholdene 

i flere af de bymæssige kommuner er af 

en sådan art, at der næppe er større behov for 

en sådan snefoged end i købstæderne, hvor 

der ikke skal udpeges snefoged. 

8) Fra ægteskabslovens (nr. 276 af 30. juni 

1922) område kan det nævnes, at bestemmelsen 

om, at borgmesteren i købstæderne eo ipso 

er udstyret med ægteskabsstiftende myndighed, 

jfr. også købstadkommunallovens § 33, ikke 

er udvidet til at gælde i nogen bymæssig kommune*). 

I disse kommuner er det altså — ligesom i 

alle øvrige sognekommuner — nødvendigt, at 

der udstedes en speciel beskikkelse, hvorved 

der tillægges den enkelte sognerådsformand 

myndighed i denne henseende. 

9) Fra folkeforsikringsloven (lovbek. nr. 218 

af 11. juli 1953) kan nævnes § 8 om, at der i 

hver kommune skal nedsættes et udvalg, der 

skal tage stilling til tvivlsspørgsmål med hensyn 

til personers optagelse eller forbliven i 

sygekasse. Ifølge den nævnte bestemmelse er 

kommunalbestyrelsen i København og i købstæder 

med over 10.000 indbyggere berettiget 

til at bestemme, at der skal nedsættes to eller 

flere udvalg, medens en tilsvarende beføjelse 

ikke tilkommer kommunalbestyrelsen i andre 

(bymæssige) kommuner med tilsvarende indbyggertal. 

10) Fra medhjælperloven (lovbek. nr. 270 af 

16. juni 1941) kan nævnes bestemmelsen i 

§ 6, hvorefter fæstemål mellem husbond og 

medhjælper — når det ikke er oplyst, for 

hvilket tidsrum fæstemålet er indgået — anses 

for indgået for en måned, når tjenestestedet 

er København, en købstad eller en handelsplads, 

medens det anses for indgået for tiden 

indtil første almindelige skiftedag, når tjenestestedet 

er »på landet«. 

11) I mange af de tilfælde, hvor lovgivningen 

fastsætter visse indtægtsgrænser eller hjemler 

ydelse af tilskud fra det offentlige til borgerne 

— eller institutioner (kommuner), — gælder 

det, at indtægtsgrænserne og tilskudenes størrelse 

gradueres efter lokalitet ud fra den forudsætning, 

at prisniveauet er noget forskelligt i 

hovedstaden, i provinsbyerne og i landdistrikterne. 

I sådanne tilfælde, hvor lovgivningen 

graduerer størrelsen af en ydelse eller andre 

efter lokaliteten, er det den altovervej- 

*) I Gentofte kommune er den til enhver tid valgte 

borgmester dog automatisk udstyret med ægteskabsstiftende 

myndighed, jfr. justitsministeriets 

cirkulære nr. 237 af 30. september 1948.

136 

ende hovedregel, at de større bymæssige bebyggelser 

i landdistrikterne er sidestillet med købstæderne 

(omend afgrænsningen af disse bebyggelser 

(kommuner) er forskellig på de forskellige 

lovgivningsområder, jfr. nærmere nedenfor 

side 149 ff.). Man er her gået ud fra den 

forudsætning, at prisniveauet i de større bymæssige 

kommuner — på linie med prisniveauet 

i købstæderne — må antages at ligge 

højere end i de rene landdistrikter. Når lovgivningen 

således på de fleste områder accepterer 

og drager konsekvensen af denne forudsætning 

og sidestiller de bymæssige bebyggelser 

med købstæderne, kan det synes 

ejendommeligt, at forudsætningen ikke har 

fået indflydelse i enkelte andre love. 

a) Som eksempel på sådanne love kan nævnes 

lov om friskoler, om hjemmeundervi suing samt om 

efterløns kassen for friskoler og efterskoler (lovbek. 

nr. 78 af 18. marts 1954) § 8, hvorefter der til friskoler 

kan udbetales visse nærmere angivne tilskud, 

hvis størrelse er gradueret alt efter, om vedkommende 

skole er beliggende i København, Frederiksberg, Gentofte, 

i købstæderne eller i landkommunerne. 

b) Endvidere kan nævnes undervisningsministeriets 

bekendtgørelse nr. 51 af 14. februar 1955 om understøttelse 

til efterskoleelever, hvor der er fastsat forskellige 

indtægtsgrænser og tilskudsskalaer for henholdsvis 

København, Frederiksberg og Gentofte, købstæder 

og landet. 

c) Man kunne også i denne forbindelse pege på 

lejelovens (lovbek. nr. 116 af 15. april 1955) § 85, 

stk. 4, hvorefter reglerne om lejeforhøjelse for hus 

og husrum, der helt eller delvis anvendes til andet 

end beboelse, ikke finder anvendelse, når den årlige 

leje ligger under visse nærmere angivne beløb, der 

er af forskellig størrelse for hovedstadsområdet, købstadkommuner 

og landkommuner. Man synes her ikke 

at have taget hensyn til det forhold, at huslejen i 

hvert fald i de større bymæssige bebyggelser gennemgående 

ligger endog noget højere end i købstæderne, 

jfr. tabel 34 foran s. 62. 

d) Endelig kan i denne gruppe lovbestemmelser 

nævnes reglen i kommuneskattelovens (nr. 28 af 18. 

februar 1937) § 9, stk. 3, som ændret ved lov nr. 

124 af 13. april 1954, der fastsætter indtægts grænserne 

for adgangen til nedsættelse af indkomsterne 

efter formue og lejlighed forskelligt for købstæder og 

sognekommuner, uanset at det i den øvrige skattelovgivning 

er almindeligt, at en række bymæssige 

bebyggelser i henseende til størrelsen af de fradrag 

m. v., som gradueres efter lokalitet, sidestilles med 

købstæderne, jfr. nedenfor s. 156 ff. 

12) I den gruppe lovbestemmelser, der giver 

særregler for byer, men således at disse særregler 

alene kommer til anvendelse på købstæderne, 

kan også nævnes enkelte lovbestemmelser, 

der hjemler adgang til at indbringe 

et byråds afgørelse for et ministerium, medens 

et sogneråds afgørelser må indbringes 

for vedkommende amtsråd, jfr. f. eks. folkeregisterlovens 

(nr. 57 af 14. marts 1924) § 9 

og vandløbslovens (nr. 214 af 11. april 1949) 

§§ 9, 10 og 13. 

At rekursbestemmelser af denne art ikke 

har nødvendig relation til sognekommunernes 

almindelige stilling i forhold til amtskommunen 

fremgår af loven om de københavnske 

omegnskommuners styrelse, der i de nævnte 

henseender sidestiller de københavnske omegnskommuner 

med købstæderne uden iøvrigt 

at ophæve disse kommuners tilhørsforhold til 

amtskommunen. 

13) Også indkvarteringsloven (nr. 91 af 29. 

marts 1924) fastholder købstadbegrebet som 

fællesbetegnelsen for landets bysamfund. Lovens 

bestemmelser om ordinær indkvartering 

kommer ifølge § 1 kun umiddelbart til anvendelse 

over for de købstæder, i hvilke staten har 

oprettet eller opretter garnison. Overfor sognekommuner 

kan lovens bestemmelser derimod 

alene bringes til anvendelse, for så vidt vedkommende 

kommune er villig til at underkaste 

sig lovens bestemmelser. 

14) Endvidere kan man i denne gruppe nævne 

reglerne om brandvæsenets ordning, der indeholdes 

i to forskellige love, lov nr. 28 af 21. 

marts 1873 om brandvæsenet i købstæderne og 

lov nr. 174 af 31. marts 1926 om brandpolitiet 

på landet. De to loves hovedprincipper for 

brandvæsenets ordning er i realiteten de samme, 

men på enkelte detailpunkter er reglerne 

forskellige. Dette gælder således med hensyn 

til brandvæsenets styrelse og med hensyn til 

brandmandskabet m. v. 

Efter købstadbrandlovens § 39 kommer lovens bestemmelser 

dog til anvendelse på de dele af de til 

købstaden grænsende dele af et landsogn, der ligger 

inden for det område, hvor også købstadens bygningslovgivning 

kommer til anvendelse, og efter § 38 er 

der tillige givet justitsministeren bemyndigelse til, 

når vedkommende kommunalbestyrelse andrager derom, 

at udvide lovens bestemmelser til »handels-, ladeog 

lossepladser«, men denne bestemmelse synes ikke 

bragt i anvendelse, for så vidt angår bymæssige bebyggelser 

uden for købstæderne. 

I en i 1952 afgivet kommissionsbetænkning*) er 

det foreslået, at bestemmelserne om brandvæsenets 

ordning i købstæderne og på landet samles i een lov, 

men således at der stadig på visse punkter opstilles 

forskellige regler for købstad- og sognekommuner. 

Det er dog samtidig foreslået, at der gives justitsministeren 

bemyndigelse til at udvide de for købstæderne 

*) Betænkning afgivet af den ved justitsministeriets 

skr. af 29. oktober 1945 nedsatte kommission 

angående organisationen af brandvæsenet i Danmark.

137 

givne regler til »handelspladser, flækker og sognekommuner 

med bymæssig bebyggelse.« 

15) Også med hensyn til kreditforeningers udlånsområde 

er der i et vidt omfang givet særregler 

for købstad og for land. Således er Ny 

jydske Kjøbstad-Creditforenings udlånsområde 

begrænset til købstæderne i Jylland, medens andre 

foreningers udlånsområde er begrænset til 

»landet« og eventuelt tillige købstædernes markjorder, 

jfr. lovbek. nr. 286 af 23. juli 1952 

§1*). 

16) Endelig skal i denne gruppe lovbestemmelser 

nævnes reglerne om fordeling mellem kommunerne 

af vægt- og benzinafgifterne samt 

omsætningsafgifter af motorkøretøjer. Efter 

§ 9, stk. 4, i motorafgiftsloven (lovbek. nr. 

123 af 23. marts 1932) fordeles den del af de 

indkomne vægtafgiftsbeløb, der ydes direkte 

til kommunerne, imellem de tre kommunegrupper, 

amts-, købstad- og sognekommuner, 

med bestemte procentandele af de årligt ind- 

*) Se om hypotekforeningers udlånsområde nedenfor 

s. 147. 

komne beløb, og herudover er der fastsat forskellige 

principper for fordelingen af beløbene 

imellem de enkelte kommuner i hver gruppe. 

For købstædernes vedkommende fordeles afgiftsbeløbene 

med 2/3 i forhold til den i hver 

købstad indbetalte afgift af motorkøretøjer og 

med 1/3 efter længden af landeveje og landevej 

sgader i vedkommende købstad. For sognekommunernes 

vedkommende fordeles afgiftsbeløbene 

derimod i forhold til hver enkelt 

sognekommunes gennemsnitlige regnskabsmæssige 

udgifter til vejvæsenet ifølge de tre sidst 

aflagte årsregnskaber. 

Disse principper finder tilsvarende anvendelse 

ved fordelingen af omsætningsafgifter 

af motorkøretøjer og benzinafgiften, jfr. henholdsvis 

lovbek. nr. 3 af 9. januar 1954 § 22 

og lovbek. nr. 251 af 8. juli 1954 § 3. 

I det af regeringen i folketingssamlingen 

1955—56 fremsatte forslag til lov om tilskud 

til de offentlige veje foreslås det, at der ydes 

de enkelte kommuner refusion af vej udgifter 

efter ensartede principper for købstad- og 

sognekommuner.

KAPITEL 12 

Lovgivningsområder, hvor de for købstæder givne særregler er ud 

videt til bymæssige bebyggelser (kommuner). — Afgrænsningen 

af kredsen af de med købstæderne sidestillede bebyggelser. 

Selvom der som foran påvist kan nævnes 

adskillige eksempler på love, hvor de for byerne 

fastsatte regler kun er gældende i købstæderne, 

medens de bymæssige bebyggelser uden 

for købstæderne behandles efter de for landdistrikterne 

givne regler, er det dog det almindelige 

inden for særlovgivningen, at de for købstæderne 

fastsatte regler tillige gælder for eller 

kan bringes til anvendelse på de bymæssige bebyggelser 

(kommuner) eller visse af disse — 

eller i hvert fald at der er taget hensyn til disse 

bebyggelsers behov ved, at der er givet specielle 

regler, der afviger fra de i de rene landdistrikter 

gældende. 

Lovgivningen frembyder imidlertid i denne 

henseende et ret broget billede. Det skal i 

denne forbindelse først bemærkes, at lovgivningens 

betegnelser for de bymæssige bebyggelser 

i landkommunerne er yderst varierede. Selvom 

udtrykkene »bymæssige bebyggelser« eller »bymæssigt 

bebyggede landkommuner« er de mest 

almindeligt forekommende, støder man dog på 

udtryk som »købstadmæssigt bebyggede distrikter« 

(loven om bybefolkningens forsyning med 

mælk og fløde), »købstadlignende byer« (købstadhypotekforeningsloven), 

»stationsbyer« (næringslovens 

§ 31) etc., men der kan næppe 

opstilles nogen formodning for, at disse forskellige 

terminologier skulle dække over forskellige 

arter af bymæssige bebyggelser. 

Visse af de lovbestemmelser, som sidestiller 

bymæssige bebyggelser med købstæder, lader 

købstadreglerne komme til anvendelse på »bymæssige 

bebyggelser« i landdistrikterne uden 

at foretage nogen nærmere afgrænsning af 

disse bebyggelser bortset fra den afgrænsning, 

som ligger i selve begrebet »bymæssige bebyggelser«. 

Andre lovbestemmelser — de fleste — anordner 

imidlertid på en eller anden måde en 

begrænsning af den kreds af bymæssige bebyggelser, 

der skal sidestilles med købstæderne. 

Begrænsningen er ofte indeholdt i en i selve 

loven udtrykkeligt fastsat minimumsgrænse for 

indbyggertallet i de bebyggelser, der skal omfattes 

af reglerne. I nogle tilfælde er begrænsningen 

gennemført ved, at det er overladt til 

administrationen at fastsætte, hvilke bymæssige 

kommuner der skal omfattes af købstadreglerne, 

enten på den måde, at administrationen 

skal fastsætte visse generelle kriterier, eller 

således at administrationen konkret for den 

enkelte bymæssige bebyggelse afgør, om den 

kan sidestilles med købstæder. I enkelte love 

er der dog opstillet kriterier af begge arter, jfr. 

f. eks. næringslovens § 31 om handelsrejsendes 

adgang til at optage ordrer for udenlandsk 

regning, som finder anvendelse på »købstæderne 

og sådanne stationsbyer og handelspladser 

på landet, der har en efter handelsministerens 

skøn købstadmæssig karakter og mindst 

2000 indbyggere«. 

Mangelen af et fastslået og eentydigt fællesbegreb 

for den række bymæssige bebyggelser i 

landkommunerne, der har nået en sådan størrelse 

og struktur, at der er behov for, at de 

undergives de samme regler som købstadkommunerne, 

fremgår således tydeligt af den mangfoldighed 

af lovbestemmelser, der anordner sidestilling 

i større eller mindre omfang. 

Billedet bliver ikke klarere af den omstændighed, 

at visse lovbestemmelser lader købstadreglerne 

finde anvendelse i hele den kommune, der 

har en eller flere bymæssige bebyggelser, medens 

andre af bestemmelserne er indskrænket til 

alene at komme til anvendelse på vedkommende 

bymæssige bebyggelse. 

I det følgende skal der søges givet en sammenfattende 

redegørelse for de mange forskellige 

kriterier, lovgivningsmagt og administra-

139 

tion har lagt til grund ved afgrænsningen af de 

bebyggelser eller kommuner med bymæssige 

bebyggelser, der på de forskellige lovgivningsområder 

er sidestillet med købstæderne. 

A. LOVBESTEMMELSER, DER IKKE GI- 

VER NOGEN FAST AFGRÆNSNING AF 

DE MED KØBSTÆDER SIDESTILLEDE 

BYMÆSSIGE BEBYGGELSER (KOM- 

MUNER) 

Lovgivning og centraladministration synes 

kun i ganske få tilfælde at anordne sidestilling 

mellem købstæderne og bymæssige bebyggelser 

eller kommuner med sådan bebyggelse, uden at 

de bymæssige bebyggelser, der således tilsigtes 

sidestillet med købstæderne, på en eller anden 

måde søges afgrænset enten ved opstilling af 

et generelt kriterium eller ved, at afgørelsen 

overlades til administrationen. I de tilfælde, 

hvor man ikke finder anledning til således at 

indføre et begrænsende kriterium, fordi alle — 

selv de mindste — bymæssige bebyggelser ønskes 

medtaget, vil man oftest helt opgive købstadbegrebet 

og i stedet formulere reglerne 

således, at de kommer til at gælde for »byer og 

sammenhængende bymæssige bebyggelser«, eller 

anvende andre lignende kriterier*). 

Der kan dog nævnes tilfælde, hvor man opretholder 

sondringen mellem købstæder og 

bymæssige bebyggelser, selvom købstadreglerne 

også skal gælde for disse sidste, men i sådanne 

tilfælde må årsagen til købstadbegrebets 

opretholdelse ofte ses i, at købstadreglerne 

automatisk skal komme til anvendelse på købstæderne, 

medens de kun skal kunne anvendes 

for vedkommende bymæssige bebyggelse, når 

kommunalbestyrelsen beslutter det. 

Som eksempel på lovbestemmelser af denne art kan 

nævnes hundelovens (nr. 164 af 18. maj 1937) § 4, 

stk. 3, der bestemmer, at sognerådet, for så vidt angår 

bymæssigt bebyggede dele af landkommuner, kan bestemme, 

at lovens regler om hundeafgiftens størrelse 

i købstæderne skal komme til anvendelse. 

Afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt lovens 

købstadregler i dette og i andre lignende 

tilfælde kan bringes til anvendelse i en kommune, 

og i bekræftende fald på hvilken del 

af kommunen købstadreglerne kommer til anvendelse, 

tilkommer i første instans vedkommende 

kommunalbestyrelse, men spørgsmålet 

om, hvorvidt en kommune har »bymæssig bebyggelse«, 

og hvor dennes grænse går, kan i 

*) Jfr. eksemplerne foran s. 131. 

sidste instans indbringes for domstolene, der 

må tage stilling efter en fortolkning af lovens 

ord. Ved denne fortolkning må man formentlig 

tage udgangspunkt i den betragtning, at 

mangelen af et begrænsende kriterium i lovens 

ord må ses som et tegn på, at lovens bestemmelser 

om adgang til indførelse af købstadregler 

tilsigtes anvendt selv på ganske små bymæssige 

bebyggelser. 

Nogen vejledning ved fortolkningen vil man 

naturligvis kunne hente i de af Det statistiske 

Departement med henblik på folketællingerne 

trufne afgørelser af spørgsmålet om, hvorvidt 

vedkommende område er bymæssigt bebygget, 

uden at der dog kan tillægges disse afgørelser 

nogen absolut afgørende betydning. 

Der kan herved henvises til den i Ugeskrift 

for Retsvæsen 1940, side 542, citerede landsretsdom, 

hvor landsretten statuerede, at der 

ikke i hundelovens § 4, stk. 3, »findes hjemmel 

til udvidelse af afgiftsreglerne til et område 

som Jægersborg Dyrehave, der efter sin 

størrelse, sin samlede beliggenhed og sin egenskab 

af fredskov hverken kan anses som en 

enklave i en større bymæssig bebyggelse eller 

selv kan betegnes som bymæssigt bebygget«. 

Denne afgørelse blev truffet på et tidspunkt, 

da hele Lyngby-Tårbæk kommune, hvori Jægersborg 

Dyrehave er beliggende, i befolkningsstatistikken 

blev betragtet som bymæssigt 

bebygget. 

Som et andet tilfælde, hvor afgørelsen af 

spørgsmålet om, hvorvidt vedkommende kommune 

er bymæssigt bebygget, er overladt til 

vedkommende kommunalbestyrelse, kan nævnes 

cirkulære nr. 35 af 18. marts 1953, der indeholder 

vejledning om det økonomiske grundlag 

for indretning af børnebiblioteker. Cirkulæret 

omhandler på den ene side børnebiblioteker i 

købstæder og købstadmæssige bebyggelser og 

på den anden side børnebiblioteker på landet. 

Endelig kan i denne gruppe nævnes loven 

om brug af visse ejendomme og boliger på 

landet (nr. 241 af 7. juni 1952) § 8, stk. 2, 

som undtager boliger og huse, der er beliggende 

i »en stationsby eller anden bymæssig 

bebyggelse«, fra lovens særlige bestemmelser i 

afsnit C om overdragelse af brugen af visse arbejderboliger 

på landet. Afgrænsningen af de 

omhandlede bymæssige bebyggelser, der således 

— på samme måde som købstæderne, jfr. 

lovens § 12 — ikke omfattes af de nævnte bestemmelser, 

er her i sidste instans overladt til 

domstolene.

140 

B. AFGRÆNSNINGEN FASTSAT 

GENERELT I LOV ELLER ANDEN RETS- 

FORSKRIFT ELLER KONKRET AF ET 

CENTRALT FORVALTNINGSORGAN. 

Det er langt det mest almindeligt forekommende, 

at den gruppe af de bymæssige bebyggelser 

(kommuner), der sidestilles med 

købstæderne — eller som i hvert fald har fået 

tillagt en anden stilling end de rene landdistrikter, 

— nærmere afgrænses, enten direkte i 

loven eller ved, at afgørelsen overlades til en 

central forvaltningsmyndighed. 

En gennemgang af de forskellige lovbestemmelser 

af denne art og af administrationens 

praksis viser imidlertid, at den måde, hvorpå 

kredsen af de med købstæderne sidestillede bymæssige 

bebyggelser er fastsat, er højst forskellig 

i de forskellige henseender. I visse tilfælde 

vil man således f. eks. kun medtage bymæssige 

bebyggelser, der har relativt høje indbyggertal, 

medens man i andre tilfælde medtager 

selv ganske små bymæssige bebyggelser. 

Den omstændighed, at man på forskellige 

lovgivningsområder anvender forskellige afgrænsningskriterier, 

kan naturligvis til en vis 

grad føres tilbage til forskelle i de forhold, der 

for de enkelte lovgivningsområder har motiveret, 

at der er givet særregler for bysamfundene, 

således at disse forskelle i reglernes baggrund 

også motiverer en forskellig afgrænsning af 

den gruppe bysamfund, der tilsigtes omfattet 

af »byreglerne«. Det forekommer således ikke 

på forhånd unaturligt, at afgrænsningen af de 

bymæssige bebyggelser, som skal omfattes af 

byregler, der er motiveret med ønsket om at regulere 

bebyggelsesforhold (f. eks. i byplanloven), 

afviger fra afgrænsningen af de bymæssige 

bebyggelser, som skal omfattes af særlige 

byregler, der måtte være baseret på en forudsætning 

om, at leveomkostnings- og prisniveauet 

ligger højere i byer end i rene landdistrikter. 

I det følgende vil der blive foretaget en gennemgang 

af de gældende regler m. v. om bymæssige 

bebyggelsers (kommuners) sidestilling 

med købstæderne, hvor de undersøgte lovgivningsområder 

grupperes efter de hensyn, der 

navnlig har ligget til grund for fastsættelsen af 

særlige lovregler på det pågældende område, 

idet man dog er klar over, at de bag de enkelte 

lovgivningsområders byregler liggende hensyn 

ofte vil være så mangesidede, at en sådan gruppering 

nødvendigvis må få en summarisk karakter. 

Man vil særlig have henblik på en undersøgelse 

af, hvorledes de med købstæderne 

sidestillede bebyggelser afgrænses på de forskellige 

områder — det være sig udtrykkeligt 

ved et i loven eller i en dertil knyttet retsanordning 

fastsat generelt afgrænsningskriterium eller 

indirekte gennem administrationens praksis. 

Undersøgelsen vil vise, at kredsen af de 

med købstæderne sidestillede bymæssige bebyggelser 

(kommuner) varierer fra område til område 

i langt videre omfang, end de ovenfor 

anførte synspunkter synes at tilsige. Afgrænsningen 

af disse bebyggelser (kommuner) viser 

sig nemlig også i et vist omfang at være forskellig, 

når man sammenholder lovgivningsområder, 

hvor sidestillingen med købstæderne er 

motiveret med de samme hensyn, og hvor man 

derfor på forhånd skulle vente, at der anvendtes 

en blot nogenlunde ensartet afgrænsning. 

Herudover vil det yderligere kunne konstateres, 

at den på visse lovgivningsområder anvendte 

afgrænsning af kredsen af de med købstæderne 

sidestillede bymæssige bebyggelser 

(kommuner) fører til irrationelle resultater. Det 

forekommer nemlig, at de regler, der på det 

pågældende område kommer til anvendelse i 

alle købstæder og selv i de mindste af disse, 

kun er gjort gældende for et fåtal af de større 

bymæssige bebyggelser, hvilket har til følge, 

at en række bymæssige bebyggelser, som i 

struktur og indbyggertal er mindst lige så 

»bymæssige« som flere af købstæderne, ikke 

desto mindre fortsat behandles efter de regler, 

som på det pågældende område er fastsat for 

rene landkommuner. 

Det bemærkes, at der i den nedenstående redegørelse 

i almindelighed er bortset fra de særregler, 

der ved loven om de københavnske omegnskommuners 

styrelse blev gennemført specielt 

for disse kommuner, hvorom man henviser 

til kapitel 15. 

I. Lovgivningsområder, hvor de særlige 

byregler er begrundet i bebyggelsens 

tæthed. 

På en lang række lovgivningsområder er 

bymæssige bebyggelsers (kommuners) sidestilling 

med købstæder begrundet i ønsket 

om på een eller anden måde at regulere de 

umiddelbare virkninger af den tæthed i selve 

bebyggelsen, som netop er et af kendemærkerne 

for den »bymæssige bebyggelse«.

141 

a) Konkret afgrænsning. 

Nogle af bestemmelserne på dette område 

overlader det til et forvaltningsorgan at afgøre, 

hvilke bymæssige bebyggelser der skal 

sidestilles med købstæderne, uden at der af 

disse forvaltningsorganers praksis kan udledes 

generelle kriterier på de enkelte omrader. 

Dette gælder først og fremmest på hele bygningsvæsenets 

område, hvor lovgrundlaget for bygningsbestemmelserne 

hovedsagelig er tilvejebragt ved en 

udvidelse af de for købstæderne (Frederiksberg og 

København) fastsatte bestemmelser »med de forandringer, 

som det pågældende steds særegne kommunale 

og stedlige forhold gør nødvendige«, jfr. lov 

nr. 20 af 11. februar 1876 samt lov nr. 216 af 

5. december 1894, lov nr. 109 af 23. april 1915 samt 

den københavnske byggelov (nr. 148 af 29. marts 

1939). Herudover indeholdes der bygningsbestemmelser 

specielt for sognekommunerne i loven om brandpolitiet 

på landet (nr. 174 af 31. marts 1926). 

Det nærmere indhold af de i hver enkelt købstadeller 

sognekommune gældende regler på dette område 

beror i høj grad på indholdet af de lokale bygningsvedtægter, 

og det er derfor ikke muligt at udtale noget 

generelt om, i hvilket omfang der på dette område 

gælder de samme regler i de bymæssige kommuner 

som i købstæderne. 

I et af Byggelovsudvalget af 1948 udarbejdet udkast 

til en »Byggelov for købstæderne og landet« (betænkning 

nr. 141, 1955) har man for så vidt opretholdt 

det hidtidige princip, hvorefter visse bestemmelser 

gælder umiddelbart for købstæderne, medens der kræves 

særlig beslutning for at udvide bestemmelserne 

til sognekommuner. 

Efter udkastet opstilles der på flere punkter særlige 

regler for »kommuner, hvor den almindelige bygningsmyndighed 

udøves af kommunalbestyrelsen«, og 

ifølge ordlyden af udkastets § 6 er denne kreds umiddelbart 

sammenfaldende med købstæderne, Marstal, 

flækkerne og de københavnske omegnskommuner, der 

har fået købstadlignende styreform, idet den almindelige 

bygningsmyndighed i disse kommuner ifølge § 6 

udøves af kommunalbestyrelsen, medens den i andre 

kommuner udøves af et særligt »amtsbygningsråd«. 

Det bestemmes dog i udkastets § 6, stk. 2, at det 

ved bygningsvedtægt kan bestemmes, at den almindelige 

bygningsmyndighed i en sognekommune skal udøves 

af kommunalbestyrelsen, bl. a. med den virkning, 

at kommunen derved omfattes af de nævnte særlige 

regler. Denne bestemmelse må formodes især at få 

betydning for de bymæssige kommuner. 

Det vil ses, at bygningslovgivningen ikke opstiller 

nogen indbyggertalsgrænse for de bebyggelser, der 

skal kunne sidestilles med købstæderne, idet det er 

overladt til kommunalbestyrelsen og boligministeriet, 

der skal stadfæste bygningsvedtægterne, at skønne 

over, i hvilket omfang byregler bør indføres i sognekommunerne. 

Noget lignende gælder efter loven om anlag, overtagelse 

og vedligeholdelse af gader og veje i landkommuner 

med bymæssig bebyggelse (nr. 90 af 23. 

marts 1932), der giver sognekommuner med bymæssig 

bebyggelse adgang til at indføre regler om disse 

forhold, som i det store og hele svarer til de i købstæderne 

gældende. Loven indeholder ikke bestemmelser 

om afgrænsningen af kredsen af de bymæssige bebyggelser, 

på hvilke lovens regler skal finde anvendelse, 

men den nærmere gennemførelse af lovens 

regler i de enkelte kommuner beror efter loven på 

indholdet af en særlig vedtægt herom. Afgørelsen af 

spørgsmålet om, hvorvidt en kommune omfattes af 

loven, er altså i realiteten overladt til sognerådet og 

vedkommende amtsråd, som skal henholdsvis vedtage 

og stadfæste en sådan vejvedtægt. Det kan iøvrigt i 

denne forbindelse bemærkes, at den nævnte lovs anvendelsesområde 

også er afgørende for adgangen til 

indførelse af generelle bestemmelser om snerydning i 

en kommune, jfr. snekasttiingslovens (nr. 158 af 13. 

april 1938) § 1, stk. 5, der giver en regel herom for 

»landkommuner med bymæssig bebyggelse«. 

Det er ikke muligt at fremlægge oplysninger om, 

hvilken fortolkning af udtrykket »bymæssig bebyggelse« 

der følger af de enkelte amtsråd, men der kan 

næppe være tvivl om, at den omhandlede vejlov hjemler 

adgang til stadfæstelse af vej vedtægter (med særlige 

bestemmelser om snerydning) også for kommuner 

med mindre bymæssige bebyggelser. Spørgsmålet 

om, hvor store de bymæssige bebyggelser i en kommune 

skal være, for at loven kan bringes til anvendelse, 

er naturligvis i sidste instans overladt til domstolene, 

men et søgsmål herom vil formentlig næppe 

forekomme i praksis. 

Som et andet eksempel på denne gruppe lovbestemmelser, 

hvor selv mindre bymæssige bebyggelser ikke 

er udelukket fra at opnå købstadstilling, kan nævnes 

naturfredningslovens (nr. 140 af 7. maj 1937) § 25, 

stk. 4, der fastslår, at lovens særlige forbud imod bebyggelse 

på og ved strandbredder ikke gælder for købstædernes 

bygrunde samt — når statsministeren bestemmer 

det — for sådanne bestemt afgrænsede områder, 

der naturligt hører til en allerede eksisterende bymæssig 

bebyggelse. I medfør af denne bestemmelse har 

statsministeriet i flere bekendtgørelser i 1937 og 1938 

ophævet forbudet for en lang række (købstæders markjorder 

og) bymæssige bebyggelser i landkommuner, 

uden at nogen indbyggertalsgrænse synes at have 

spillet ind ved afgøreisen. 

Også på det civilforsvarsmæssige område, hvor bymæssige 

bebyggelsers sidestilling med købstæder på 

samme måde som i de ovenfor anførte lovbestemmelser 

for en væsentlig del er begrundet i selve bebyggelsens 

tæthed, har man valgt at lade en administrativ 

myndighed træffe afgørelsen. 

Efter civilforsvarslovens (nr. 152 af 1. april 1949) 

§ 20 overlades det nemlig til indenrigsministeren at 

afgøre, hvilke bymæssige bebyggelser der — på linie 

med købstæderne - skal gøres til civilforsvarsområder. 

Loven har dog samtidig åbnet adgang for indenrigsministeren 

til at fritage købstæder fra den almindelige 

regel om, at enhver købstad udgør et civilforsvarsområde. 

I indenrigsministeriets praksis med hensyn til, hvilke 

bymæssige bebyggelser der således skal udgøre - 

eller indgå i - civilforsvarsområder, har man ikke 

lagt afgørende vægt på bebyggelsernes indbyggertal, 

idet man i højere grad har ladet de konkrete forhold 

være afgørende. Der er naturligvis i første række blevet 

lagt vægt på de enkelte bebyggelsers faktiske 

struktur og herunder bl. a. folketallet, men der er 

herudover lagt vægt på en række andre faktorer af 

mere civilforsvarsmæssig karakter, såsom bebyggelsernes 

beliggenhed (som jernbaneknudepunkter, ved hav-

142 

ne o. 1.) samt tilstedeværelsen af sådanne virksomheder 

eller andre institutioner, som kunne tænkes at 

danne angrebsmål i krigstilfælde. Disse forhold har 

bevirket, at man i nogen grad har fjernet sig fra en 

på indbyggertallet baseret afgrænsning af kredsen af 

købstæder og bebyggelser, for hvilke de særlige regler 

for civilforsvarsområder gælder. Det kan således nævnes, 

at Mariager og Ærøskøbing er de eneste købstæder, 

der ikke er medtaget som civilforsvarsområder 

(ligesom iøvrigt ej heller flækkerne og Marstal er 

medtaget), således at bl. a. mindre købstæder som 

f. eks. Hasle, Nysted, Stubbekøbing og Ebeltoft, der 

har indbyggertal på henholdsvis 1573, 1503, 2230 og 

2167, udgør civilforsvarsområder, medens ingen stationsby 

på under 2000 indbyggere er medtaget som 

civilforsvarsområde, bortset fra Nordby på Fanø og 

Tarm, der har henholdsvis 1838 og 1865 indbyggere. 

Også blandt stationsbyerne på over 2000 indbyggere 

er der flere, som ikke udgør civilforsvarsområder*). 

Forstadsbebyggelser omkring købstæderne er derimod 

i vidt omfang medtaget som civilforsvarsområder 

uanset deres størrelse - ud fra den betragtning, 

at de civilforsvarsmæssige hensyn naturligt må 

føre til at lade området omfatte hele vedkommende 

bysamfund som et organisk hele. 

Specielt for Københavns vedkommende gælder det, 

at hele Københavns amtsrådskreds er inddraget under 

det storkøbenhavnske civilforsvarsområde (jfr. bekendtgørelse 

nr. 451 af 3. november 1949), således 

at dette område altså også omfatter kommuner, der 

ikke i styrelsesmæssig eller i andre henseender sidestilles 

med købstæderne (eller København), medens 

på den anden side kommuner som Birkerød og Hørsholm, 

der i flere andre henseender er sidestillet med 

de københavnske omegnskommuner, ikke er medtaget 

under civilforsvarsområdet. 

Det kan i denne forbindelse bemærkes, at den i 

medfør af civilforsvarsloven gennemførte afgrænsning 

af civilforsvarsområderne til en vis grad er afgørende 

for afgrænsningen af de områder, i hvilke der i medfør 

af loven om bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger 

(nr. 253 af 27. maj 1950) skal indrettes sikringsrum 

og foretages murgennembrydninger i alle nybygninger, 

idet loven definerer området som »civilforsvarsområder 

samt byer og bymæssige bebyggelser, 

for hvilke indenrigsministeren bestemmer, at lovens 

regler skal finde anvendelse«. De omhandlede bestemmelser 

er dog ikke hidtil udvidet til andre byer end 

de, der omfattes af civilforsvarsområderne. 

Med hensyn til brandlovgivningens afgrænsning kan 

der henvises til det foran s. 136 anførte, hvorefter 

købstadbrandlovens bestemmelser kan udvides til de 

købstaden omgivende distrikter af landsogne samt til 

»handels-, ladeog lossepladser«. Disse bestemmelser 

har dog næppe praktisk betydning, efter at der i 

brandpolitiloven for landet af 1926 er fastsat særlige 

regler om brandvæsenet uden for købstæderne. Det 

bemærkes endvidere i denne forbindelse, at det i det 

foran omtalte kommissionsudkast til en for købstæ- 

*) Følgende stationsbyer med over 2000 indbyggere 

i 1950 er ikke oprettet som civilforsvarsområder: 

Lillerød (2832 indb.), Hammel (2193 indb.), 

Langå (2008 indb.), Vamdrup (2055 indb.), 

Ølgod (2061 indb.), Hadsten (2039 indb.), 

Bjerringbro (2757 indb.), Ringe (2627 indb.), 

Års (2875 indb.) og Ikast (4207 indb.). 

der og landet fælles lov om brandvæsenets ordning er 

foreslået, at købstadbestemmelserne skal kunne bringes 

til anvendelse på bymæssige bebyggelser. 

b) 1000 indbyggere i bymæssig bebyggelse. 

I en række af de lovbestemmelser, der iøvrigt 

sidestiller bymæssige bebyggelser (kommuner) 

med købstæderne med begrundelse i 

bebyggelsens tæthed, anvendes en hovedregel 

om, at kun bebyggelser med over 1000 indbyggere 

sidestilles med købstæderne. 

Dette gælder således med hensyn til pligten til tilvejebringelse 

af en byplan, idet denne pligt ifølge 

byplanlovens (lovbek. nr. 242 af 30. april 1949) § 1 

gælder for »enhver købstad og for enhver anden samlet 

bebyggelse, der overvejende udgøres af bygninger 

til andet end landbrugsformål, og som omfatter mere 

end 1000 indbyggere«. 

Denne indbyggertalsgrænse gælder også i reglerne 

om tilsynet med overholdelsen af hegnsloven (nr. 259 

af 27. maj 1950), som i § 27, stk. 1, bestemmer, at 

det ene af hegnssynets tre medlemmer i købstæder 

og i landkommuner med bymæssig bebyggelse på 1000 

indbyggere eller derover skal være bygningskyndigt. 

Som et eksempel på tilfælde, hvor grænsen på 1000 

indbyggere i bymæssig bebyggelse vel ikke er eneafgørende, 

men hvor der tillægges denne grænse stor 

vægt, kan nævnes bestemmelserne om den lokale tilsynsmyndighed 

i boligtilsynslovens (nr. 212 af 31. maj 

1939) § 4. Selve loven fastsætter ganske vist ikke 

nogen minimumsgrænse for de bymæssige bebyggelser, 

der - ligesom købstæderne - er underkastet boligtilsynsrådets 

tilsyn, og som skal oprette boligtilsyn, men 

i et i tilknytning til loven udsendt cirkulære (nr. 281 

af 2. november 1940) hedder det, at »et særskilt 

boligtilsyn bør oprettes i bymæssige bebyggelser, forstæder, 

stationsbyer eller lignende med mindst 1000 

indbyggere«. Der vil dog ikke være noget til hinder 

for, at boligtilsyn også oprettes i andre tilsvarende 

byer, selvom de ikke har et indbyggertal af denne 

størrelse. 

Den i relation til boligtilsynsloven almindeligt gældende 

1000 indbyggertals-grænse lægges også til 

grund ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt de 

særlige bestemmelser for kommuner med bymæssig 

bebyggelse, der indeholdes i den af indenrigsministeriet 

udarbejdede normal-sundhedsvedtægt for landkommuner, 

bør komme til anvendelse i en kommune. 

c) 2000 indbyggere i bymæssig bebyggelse. 

Efter de hidtil gældende bestemmelser om 

ydelse af honorar til vurderingsmænd (lov nr. 

352 af 7. august 1922 om beskatning til staten 

af faste ejendomme § 13, jfr. f. eks. cirkulære 

nr. 79 af 21. maj 1955) var det derimod alene 

landkommuner med bymæssig bebyggelse på 

over 2000 indbyggere, der sidestilledes med 

købstæderne. Efter det nævnte cirkulære var 

visse nærmere angivne københavnske omegnskommuner 

i denne henseende sidestillet med

143 

hovedstaden, men kredsen af disse omegnskommuner 

svarede ikke til den afgrænsning 

af de med hovedstaden iøvrigt i skattelovgivningen 

sidestillede kommuner, jfr. bilag 19- 

De omhandlede bestemmelser er nu afløst af 

lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af 

landets faste ejendomme § 27, hvorefter vederlaget 

til vurderingsmændene m. fl. fastsættes 

på finansloven. Det vil herefter bero på de 

fremtidige finanslove, i hvilket omfang bymæssige 

kommuner vil blive sidestillet med 

købstæderne i denne henseende. 

d) Forstadsbebyggelser og en enkelt stationsby. 

Som et andet område, hvor der er etableret 

sidestilling mellem købstæder og visse bymæssige 

bebyggelser ud fra en begrundelse, der kan 

føres tilbage til bebyggelsestætheden, kan nævnes 

reglerne om fribefordring af skoleelever, 

hvor afgrænsningen af de med købstæderne sidestillede 

bebyggelser imidlertid forekommer 

noget vilkårlig. 

På de årlige finanslove (§ 20, VIII, A) har 

der i de senere år været bevilget beløb til dækning 

af udgifterne ved fribefordring på jernbaner 

af skoleelever m. fl. efter nærmere af undervisningsministeriet 

fastsatte regler. Disse 

regler indeholdes nu i bekendtgørelse nr. 113 

af 5. april 1955. Herefter kan der ydes fribefordring 

af skoleelever såvel på ferierejser som 

på skolerejser. Fribefordring på ferierejser til 

sommerlejre kan ydes til alle skolesøgende børn 

uanset, hvor de er hjemmehørende, jfr. bekendtgørelsens 

§ 5, stk. 2, medens fribefordring 

på øvrige (private) ferierejser kun ydes til 

børn, der søger skoler i København, Frederiksberg 

og Gentofte, i en række københavnske omegnskommuner, 

i købstæderne og i en række 

nærmere angivne af de til købstæderne grænsende 

kommuner eller dele af kommuner, der 

har samme stedtillæg som vedkommende købstad, 

samt i Marstal, de sønderjydske flækker 

og endelig i Brande stationsby. Efter bekendtgørelsen 

kan undervisningsministeriet udvide 

fribefordringsreglerne til andre forstadsbebyggelser 

end de i bekendtgørelsen nævnte, som 

har samme stedtillæg som den købstadbebyggelse, 

de grænser op til. Derimod er Brande 

stadig den eneste stationsby, for hvilken fribefordringsreglerne 

gælder. 

Reglerne om fribefordring af skoleelever var 

oprindeligt begrænset til hovedstaden, og de 

var begrundet i hensynet til at skaffe børn, der 

levede under trange bymæssige forhold, lettere 

adgang til landophold. Efterhånden er reglernes 

område imidlertid blevet udvidet, og i en 

periode blev de administreret således, at de 

kommuner, der ansøgte derom, kunne blive 

inddraget under ordningen. I de senere år har 

man imidlertid ikke udvidet reglernes anvendelsesområde, 

bl. a. af statsfinancielle hensyn. 

Det virker noget vilkårligt, at man har sidestillet 

Brande stationsby med købstæderne, de sønderjydske 

flækker og Marstal uden samtidig at medtage den 

lange række stationsbyer, hvis indbyggertal ligger 

langt over flækkernes (og iøvrigt også flere af købstædernes) 

indbyggertal, som f. eks. Odder, Haslev, 

Hadsund m. fl. 

Endvidere synes bekendtgørelsens opregning af de 

forstadskommuner til købstæderne eller dele deraf, der 

sidestilles med købstæderne, ret tilfældig, idet man 

i visse tilfælde har medtaget kommuner, som ikke 

iøvrigt af Det statistiske Departement anses for forstadskommuner. 

Dette gælder således Gammelsogn 

kommune og Rise kommune (Rødekro stationsby). 

Endvidere har man i visse tilfælde ladet ferierejsebestemmelserne 

gælde hele forstadskommunen, uanset 

at kun en (mindre) del af kommunen betragtes som 

forstadsbebygget. (Dette gælder Benløse kommune 

ved Ringsted og Lumby kommune ved Odense). På 

den anden side kan der nævnes en lang række forstadsbebyggelser, 

som ikke er medtaget*) uanset, at 

bebyggelserne - i hvert fald for flertallets vedkommende 

— på andre områder er sidestillet med købstæder, 

således f. eks. med hensyn til størrelsen af stedtillæg 

og forsorgslovgivningens indtægtsgrænser og 

ydelser, jfr. nedenfor side 153 ff. 

Efter at man har udvidet reglerne om fribefordring 

af skoleelever til ikke alene at gælde 

skoleelever i hovedstaden, men også skoleelever 

i en lang række større og mindre bysamfund, 

således at bestemmelserne ikke længere kan siges 

at være begrundet i hensynet til at skaffe 

stofbyens — eller storbyernes — børn gratis befordring 

til landophold, kan det være vanskeligt 

at se begrundelsen for, at bestemmelserne 

ikke udvides til at omfatte børn fra alle bysamfund 

(»tætbebyggede områder«) over en vis 

størrelse, uanset om der er tale om købstæder 

(med forstæder) eller stationsbyer o. 1. 

e) Kun forstadsbebyggelser. 

Endelig skal nævnes reglerne om ydelse af 

*) F. eks. er forstadsbebyggelserne i følgende kommuner 

ikke medtaget: Kregme-Vinderød (Frederiksværk), 

Tikøb (Helsingør), Tyrsted-Ut og 

Væhr-Nebel (Horsens), Marstal landsogn (Marstal), 

Vejlby-Strib (Middelfart), Aunslev-Bovense 

og Hjulby (Nyborg), Toreby (Nykøbing F.), 

Sanderum (Odense), Himmelev (Roskilde), Ulkebøl 

(Sønderborg), Oppe-Sundby (Frederikssund), 

Vinding (Vejle) samt Asmild-Tapdrup 

(Viborg).

144 

fribefordring af sygekassepatienter og svangre 

kvinder samt af læger og jordemødre, hvor man 

har sidestillet forstadsbebyggelser til købstæderne 

med disse uden samtidig at etablere sidestilling 

for stationsbyernes vedkommende. Disse 

regler er — ligesom reglerne om fribefordring 

af skoleelever — tilsyneladende bygget 

på forudsætningen om, at der ikke uden for 

købstæderne og disses forstæder findes bysamfund 

af betydning. 

De nærmere bestemmelser om fribefordring 

i sygdomstilfælde m. v. findes for sygekassepatienters, 

lægers og jordemødres vedkommende 

i folkeforsikringslovens (lovbek. nr. 218 af 

11. juli 1953) § 17 og for svangre kvinders 

vedkommende i lov nr. 472 af 1. oktober 1945 

om svangerskabshygiejne, som ændret ved lov 

nr. 182 af 20. maj 1952, jfr. cirkulære nr. 130 

af 30. juni 1952. Efter disse bestemmelser er 

adgangen til at oppebære fri befordring noget 

snævrere, når der er tale om personer, der bor 

inden for en for hver købstad fastsat grænse, 

hvilken grænse iøvrigt skal fastsættes »under 

hensyntagen til de lokale forhold, og således 

at det tilstræbes, at den nævnte bestemmelse 

(om fribefordringsadgangen i købstæderne) 

kommer til anvendelse på alle sygekassemedlemmer, 

der bor i et område, der strækker sig 

indtil 1 km uden for den sammenhængende 

bymæssige bebyggelse, uanset om vedkommende 

er bosat i købstad- eller landkommune«.*) 

Uden for denne grænse er adgangen til at kræve 

fribefordring af læge eller jordemoder eller 

af patienter til og fra læge eller jordemoder dog 

indskrænket til det samme (minimale) omfang 

som i købstadområderne, såfremt sygekassemedlemmet 

bor inden for 1 km fra lægens eller jordemoderens 

bopæl. 

Disse regler viser tydeligt, at bestemmelserne 

har deres baggrund i den omstændighed, at 

trangen til, at der ydes fri befordring, er mindre 

i bysamfundene, hvor afstandene mellem 

læge (jordemoder) og patient almindeligvis er 

ganske korte, og hvor der måske oven i købet 

vil være billige, offentlige befordringsmidler til 

disposition. Lovgiveren har netop derfor ved 

den geografiske afgrænsning af de områder, 

for hvilke købstadreglerne skal anvendes, 

med rette undladt at følge den almindelige 

sondring mellem købstæder og landdistrikter, 

*) I hovedstadsområdet følger grænsen Københavns 

kommunes grænser, således at der i de københavnske 

omegnskommuner ydes fribefordring efter 

samme regler som i de rene landdistrikter. 

men har ladet købstadreglerne komme til anvendelse 

på selve det sammenhængende bysamfund, 

hvis kerne købstaden er. Man retter sig 

derfor ikke efter den formelle kommunegrænse, 

men lader den faktiske bebyggelses grænse være 

afgørende, uanset om der derved medtages 

sognekommuner eller dele af disse eller bortskæres 

dele af købstadkommunen. Det ville efter 

udvalgets opfattelse have været naturligt, 

om man på dette område fuldt ud havde forladt 

ældre tiders sondring mellem købstæder og 

landkommuner til fordel for en mere realistisk 

betonet sondring mellem by og land, således at 

bysamfundsreglerne også kom til at gælde for 

de større stationsbyer samt i de københavnske 

omegnskommuner. 

II. Lovgivningsområder, hvor de særlige 

byregler er begrundet i byens erhvervsmæssige 

struktur eller dens stilling som 

centrum for et opland. 

De bestående forskelle imellem de erhvervsmæssige 

forhold i byerne og på landet har naturligt 

nok affødt, at der på flere lovgivningsområder, 

der vedrører erhvervsmæssige forhold, 

er givet forskellige regler for by og for 

land. Specielt har den omstændighed, at de enkelte 

byer som oftest i erhvervsmæssig, i kulturel 

og i andre henseender indtager en stilling 

som centrum for et opland, medført, at der på 

visse lovgivningsområder er givet særlige bestemmelser 

for byerne. 

Da de erhvervsmæssige forhold i mange bymæssige 

bebyggelser ikke adskiller sig væsentligt 

fra forholdene i købstæderne, og da de 

større stationsbyer — ligesom købstæderne — 

er egentlige centrer for det omgivende opland, 

har man på de fleste af de heromhandlede lovgivningsområder 

gennemført sidestilling mellem 

købstæderne og bymæssige bebyggelser. 

Det viser sig imidlertid, at afgrænsningen af 

kredsen af de bebyggelser, der således sidestilles 

med købstæderne, varierer fra lov til lov, 

uden at det er muligt at konstatere nogen klar 

linie i de afgrænsningsprincipper, der er anvendt 

i de forskellige lovbestemmelser på dette 

område. 

a) Som et eksempel på lovbestemmelser inden 

for dette område kan nævnes beværterlovens 

(nr. 129 af 15. marts 1939) § 12, der bestemmer, 

at lovens købstadregler kan bringes til anvendelse 

på landkommuner eller dele af disse,

145 

når bebyggelsesforholdene gør de for landet 

gældende regler uhensigtsmæssige, og det pågældende 

område har mindst 1200 indbyggere. 

Købstadreglerne kan dog kun bringes til anvendelse, 

når vedkommende kommunalbestyrelse 

indstiller det, og handelsministeriet træffer 

bestemmelse derom, og hertil kommer yderligere, 

at spørgsmålet om købstadreglers indførelse 

i bymæssige landkommuner kan forlanges 

undergivet kommuneafstemning efter de særlige 

regler herom i § 12, stk. 2. 

Beværterlovens købstadregler åbner en noget 

videre adgang til etablering af beværtninger og 

gæstgiverier end landreglerne. Efter købstadreglerne 

meddeles bevilling til at drive beværtning 

endeligt og selvstændigt af vedkommende 

bevillingsnævn, medens bevillingen uden for 

købstæderne meddeles af amtsrådet, hvis beføjelser 

i denne henseende imidlertid er indskrænket, 

dels ved at amtsrådet kun kan udstede 

bevillingen, når kommunalbestyrelsen har indstillet 

dette, dels ved at spørgsmålet om bevillingens 

udstedelse kan forlanges underkastet 

kommuneafstemning. Adgangen til etablering 

af gæstgiverier er efter købstadreglerne for så 

vidt ganske fri, idet der blot udkræves næringsbrev 

til at drive gæstgiveri i købstæderne, medens 

der uden for købstæderne skal udstedes 

særlig bevilling dertil. 

Når adgangen til etablering af beværtninger 

og gæstgiverier er noget friere i købstæderne 

end på landet, kan det vel for en del føres tilbage 

til de gamle næringsretligt betonede købstadprivilegier, 

men den væsentligste begrundelse 

herfor er formentlig den omstændighed, 

at etableringen af beværtninger og gæstgiverier 

anses for et naturligt og nødvendigt led i 

købstadsamfundets struktur som et handelsog 

erhvervsmæssigt centrum for oplandet. Bysamfundets 

koncentration af handels-, håndværksog 

industrivirksomheder må nødvendigvis trække 

rejsende til byen, hvorved der skabes et ganske 

andet og større behov for beværtnings- og 

gæstgiverivirksomheder i byerne end i de rene 


Det er formentlig synspunkter af denne art, 

der har ført til, at man i beværterloven har åbnet 

adgang for indførelse af de noget friere 

købstadregler også i de bymæssige bebyggelser, 

der har en sådan størrelse og erhvervsmæssig 

struktur, at der i disse bebyggelser vil være den 

samme trang til etablering af beværtninger og 

gæstgiverier som i købstæder. På denne baggrund 

kan det imidlertid virke noget ejendom- 

10 

meligt, at man ikke har draget konsekvensen 

fuldt ud og etableret en fuldstændig sidestilling 

mellem købstæderne og de bymæssige bebyggelser. 

De nævnte bymæssige bebyggelser 

er nemlig i realiteten ikke sidestillet med købstæderne, 

idet reglerne om betingelserne for 

købstadreglernes indførelse i de bymæssige bebyggelser 

(kommuneafstemning, beslutning af 

handelsministeren) rent faktisk stiller de bymæssige 

bebyggelser dårligere end købstæderne.*) 

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at flertallet 

i den af handelsministeriet nedsatte kommission af 

1947 angående alkoholspørgsmålet ikke har ment at 

burde foreslå nogen ændring af de gældende regler på 

dette punkt (betænkning nr. 104, 1954, side 55), 

ligesom der ej heller i det af regeringen i folketingssamlingen 

1955-56 fremsatte forslag til lov om ændringer 

i beværterloven er foreslået ændringer på det 

omhandlede punkt. 

b) Som et andet eksempel på lovbestemmelser, 

der giver særregler for bysamfundene med 

motivering i hensynet til disses erhvervsmæssige 

struktur, kan nævnes bestemmelsen i næringslovens 

(nr. 138 af 28. april 1931) § 31, hvorefter 

personer, der ved personlig henvendelse 

ønsker at optage eller medvirke til optagelse af 

bestillinger for udenlandsk regning, alene må 

drive virksomhed i København, købstæderne og 

»sådanne stationsbyer og handelspladser på landet, 

der har en efter handelsministerens skøn 

købstadmæssig karakter og mindst 2000 indbyggere«. 

I bekendtgørelse nr. 329 af 11. juni 1940 er 

det nærmere fastslået, hvilke stationsbyer og 

handelspladser der således anses for at have 

købstadmæssig karakter. Bekendtgørelsens afgrænsning 

af kredsen af de med købstæderne 

sidestillede bymæssige bebyggelser harmonerer 

ikke særlig godt med de faktiske forhold, hvilket 

vel til dels skyldes, at bekendtgørelsens afgrænsning 

ikke er fulgt med den siden bekendtgørelsens 

udstedelse i 1940 stedfundne 

befolkningsmæssige udvikling. 

Således har man blandt de stationsbyer, der efter 

bekendtgørelsen bringes ind under lovens regler, medtaget 

enkelte bebyggelser, hvis indbyggertal ved folke- 

*) Pr. 15. juni 1955 var købstadreglernes anvendelse 

godkendt for 15 stationsbyer, 2 stationsbykommuner 

samt 5 københavnske omegnskommuner: 

Ålestrup, Års, Arden, Avning, Bramminge, Brande, 

Hadsten, Hadsund, Hals, Hammel, Holsted, 

Rye, Sindal, Skørping og Vamdrup stationsbyer, 

Haslev-Freerslev og Kjellerup kommuner samt 

Gladsaxe, Glostrup, Lyngby-Tårbæk, Rødovre og 

Søllerød kommuner.

146 

tællingen i 1950 var mindre end 2000: Nordby (1838 

indb.) og Fakse (1966 indb.)> medens følgende stationsbyer, 

der alle i 1950 havde over 2000 indbyggere, 

ikke er medtaget: Lillerød (2483 indb.), Ringe (2627 

indb.), Hammel (2193 indb.), Hirtshals (2532 indb.), 

Kjellerup (2257 indb.), Langå (2008 indb.) og Gråsten 

(2343 indb.). 

I bekendtgørelsen er medtaget en del forstadsbebyggelser, 

herunder også Marstal landsogn (868 indb.), 

medens følgende forstadsbebyggelser, som alle i 1950 

havde over 2000 indbyggere, ikke er omfattet af bestemmelserne: 

Brøndbyerne (5061 indb.), Herlev (7674 

indb.), Hvidovre (23.163 indb.), Herlufsholm (6500 

indb.), Hasseris (8077 indb.), Espergærde (2626 

indb.), Slagelse Skt. Peders landsogn (2667 indb.), 

Hasle sogn (2091 indb.) og Dronningborg (2112 

indb.). 

Bestemmelsen i næringslovens § 31 er en reminiscens 

af tidligere tiders købstadprivilegium i næringsretlig 

henseende. I en forordning af 8. juni 1839 

var det fastlået, at fremmede handlende eller handelskommissionærer 

skulle være uberettigede til at faldbyde 

eller afhænde varer andetsteds end i København 

og i købstæderne. Igennem tiderne blev der flere 

gange gjort forsøg på at udvide bestemmelsen, hvilket 

dog først lykkedes i 1927, hvor den nugældende 

ordning blev indført ved lov nr. 138 af 1. juli 1927. 

Denne lovs afgrænsning af de med købstæderne sidestillede 

bebyggelser, der havde »købstadmæssig karakter«, 

blev fastlagt allerede under rigsdagens behandling 

af et i rigsdagssamlingen 1910-11 fremsat forslag 

til udvidelse af bestemmelserne i forordningen af 

1839- Under rigsdagsbehandlingen nåede man frem til 

den nugældende afgrænsning som et kompromis mellem 

på den ene side en gruppe, der alene ønskede 

forordningen af 1839 udvidet til at omfatte Frederiksberg 

og Marstal, og på den anden side en gruppe, 

der ønskede alle stationsbyer med. 

c) I modsætning til de foran omhandlede 

bestemmelser, hvor man har knyttet de bymæssige 

bebyggelsers sidestilling med købstæderne 

til bestemte indbyggertalsgrænser, står de i årene 

under og efter krigen gældende bestemmelser 

om brændselsrationering, jfr. cirkulære nr. 

151 af 7. juli 1951 om handel med kul og koks, 

hvis bestemmelser alene fandt anvendelse i hovedstaden, 

i købstæderne samt i en række nærmere 

i cirkulæret angivne bymæssige bebyggelser 

(kommuner). 

Afgørelsen af hvilke bymæssige bebyggelser (kommuner), 

der i denne henseende skulle sidestilles med 

købstæderne, synes foretaget ganske konkret, hvorved 

dog bemærkes, at i hvert fald alle bymæssige bebyggelser 

med over 2000 indbyggere var medtaget. Når 

man derimod betragter de i cirkulæret opregnede 

bymæssige bebyggelser, der har mindre end 2000 indbyggere, 

er det åbenbart, at indbyggertallet ikke har 

haft nogen afgørende betydning for en bebyggelses 

sidestilling med købstæderne, idet der på den ene sidekan 

nævnes en lang række stationsbyer med mindre 

end 1000 indbyggere, som i medfør af cirkulæret var 

sidestillet med købstæderne (f. eks. Fløng, Hou, Holeby, 

Skodborg), og på den anden side kan der nævnes 

flere stationsbyer med op mod 2000 indbyggere, som 

ikke havde opnået en sådan sidestilling, f. eks. Dianalund 

(1988 indb.), Give (1657 indb.), Vrå (1936 

indb.). Derimod virkede det rimeligt og naturligt, når 

selv ganske små forstadsbebyggelser ifølge cirkulæret 

var sidestillet med købstæderne. 

d) Som et andet eksempel på lovbestemmelser, 

der sidestiller bymæssige bebyggelser 

med købstæderne ud fra den betragtning, at 

den erhvervsmæssige struktur i de bymæssige 

bebyggelser eller i en del af dem ligger på 

linie med købstædernes, kan nævnes bekendtgørelsen 

om bybefolkningens forsyning med 

mælk og fløde m. v. (nr. 443 af 19. august 

1940), der dels pålægger kommunalbestyrelserne 

i Storkøbenhavn og købstæderne at gennemføre 

en rationalisering af handelen med mælk 

og fløde efter nærmere i bekendtgørelsen angivne 

retningslinier, dels giver handelsministeren 

adgang til at bestemme, at bekendtgørelsens 

bestemmelser efter kommunalbestyrelsens indstilling 

skal finde anvendelse i andre kommuner 

med bymæssig bebyggelse eller dele af sådanne 

kommuner. For de københavnske omegnskommuner, 

der omfattes af den storkøbenhavnske 

mælkeordning*), er mælkeordningens 

gennemførelse gjort obligatorisk, men for de 

øvrige bymæssige kommuners vedkommende er 

gennemførelse af mælkeordninger altså i første 

omgang overladt til det lokale initiativ, og mælkeordninger 

er da også nu gennemført i flere 

af disse kommuner. 

Langt det overvejende flertal af de forstadskommuner, 

der har over 2000 indbyggere, har gennemført 

mælkeordninger, bortset fra Ballerup-Måløv, Brøndbyernes, 

Frederiksborg slotssogns, Slagelse Skt. Peders 

landsogns og Vindinge kommuner, medens på den anden 

side kun et mindretal af de stationsbyer, der har 

mere end 2000 indbyggere, har gennemført mælkeordninger 

(Høje-Tåstrup, Birkerød, Hørsholm, Haslev, 

Odder, Vejen, Ringe, Hammel, Braband og Gråsten). 

Der er dog gennemført mælkeordninger også i 

mindre forstæder (Pårup, Lumby og Lynge) samt i 

enkelte mindre stationsbyer (Tølløse og Tyborøn). 

Der kan således ikke konstateres nogen umiddelbar 

sammenhæng imellem en bymæssig bebyggelses 

størrelse og ønskeligheden af en mælkeordning, 

idet en række andre faktorer end 

netop byens erhvervsmæssige struktur og størrelse 

har været afgørende for spørgsmålet om 

gennemførelse af en mælkeordning. For flere 

mindre forstadsbebyggelsers vedkommende er 

*) Efter bekendtgørelsen omfatter Storkøbenhavn 

følgende kommuner: København, Frederiksberg, 

Gentofte, Dragør, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, 

Hvidovre, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, St. Magleby 

og Tårnby. Senere er også Søllerød kommune 

inddraget under ordningen.

147 

mælkeordning således gennemført som et led i 

en for hele det pågældende provinsbysamfund 

gennemført fællesordning. 

e) Blandt de lovbestemmelser, hvor en række 

bymæssige bebyggelser, væsentligst med begrundelse 

i disses erhvervsmæssige struktur, er 

sidestillet med købstæderne, kan også nævnes 

købstadhypotekforeningslovens (nr. 108 af 7. 

april 1936) bestemmelser om købstadhypotekforeningernes 

udlånsområder. I denne lov er 

udlånsområderne for de hypotekforeninger, der 

yder lån mod pant i ejendomme beliggende 

i »købstæderne og købstadlignende byer«, nærmere 

fastsat og afgrænset for hver enkelt af de 

omhandlede hypotekforeninger, dog således at 

områderne kan udvides med boligministeriets 

godkendelse. 

Visse af hypotekforeningernes områder er indskrænket 

til at omfatte bestemte, navngivne købstæder eller 

København, medens andre hypotekforeningers udlånsområder 

også omfatter bymæssige bebyggelser, jfr. 

således at »Jydsk Hypotekforening«s udlånsområde er 

fastsat til Jyllands købstæder samt Odder og Nordby, 

og at »Østifternes Hypotekforening«s udlånsområde 

omfatter »købstæder med umiddelbart tilstødende distrikter« 

samt en række i foreningens statutter opregnede 

»købstadlignende byer og distrikter«. 

Hjemmelen for boligministeren til at bestemme udvidelser 

af foreningernes udlånsområde har netop henblik 

på udvidelse af låneområdet til også at omfatte 

lån til boligbyggeri på landet eller til byggeri i stationsbyerne 

i de tilfælde, hvor de bestående landhypotekforeningers 

udlånsmuligheder måtte vise sig at være 

utilstrækkelige. 

f) I denne forbindelse er det naturligt at nævne 

(den nu ophævede) lov om krigsforsikring af bygninger 

(nr. 473 af 22. december 1939, jfr. lovbek. 

nr. 366 af 26. august 1941), hvorefter der til forsikring 

af bygninger mod krigsskade blev stiftet fem gensidige 

forsikringsforbund, der benævntes »Krigsforsikringen 

af bygninger i København«, »Krigsforsikringen 

af bygninger i købstæder«, »Krigsforsikringen af landbrugsbygninger«, 

»Krigsforsikringen for bymæssige bebyggelser 

i landkommuner« og »Krigsforsikringen af 

bygninger for industri, håndværk og handel«. 

Når man valgte den omhandlede opdeling af forbundene, 

skyldtes det ifølge den til grund liggende 

kommissionsbetænkning dels hensynet til den gruppedeling, 

der i det væsentlige er lagt til grund for 

organisationen i brandforsikringsselskaber og kreditog 

hypotekforeninger, dels ønsket om at foretage opdelingen 

således, at der derved blev taget hensyn til 

den forskel på risikoen, som måtte foreligge for så 

vidt angår bebyggelsen i henholdsvis hovedstaden, 

provinsbyerne og landdistrikterne. 

g) I denne gruppe lovbestemmelser kunne også 

nævnes den ko?nmunale valglovs (lovbek. nr. 336 af 

22. december 1953) § 19, der fastsætter forskellige 

regler om afstemningstidspunkterne ved kommunale 

valg i på den ene side hovedstaden, købstæderne og 

visse nærmere angivne københavnske omegnskommuner 

og på den anden side landkommunerne. 

10* 

h) Også de foran side 144 omhandlede regler om 

den noget snævrere adgang til fribefordring for sygekassepatienter 

m. v. i købstæderne og i forstæderne end 

i de rene landdistrikter kan nævnes i denne gruppe, 

idet disse regler forudsætter, at forstæderne har samme 

struktur som selve købstaden (samme lettere adgang 

til læger og jordemødre), medens denne forudsætning 

derimod ikke anerkendes, for så vidt angår 

nogen stationsby. 

Den foregående gennemgang af lovbestemmelser, 

der sidestiller bymæssige bebyggelser 

med købstæderne ud fra den betragtning, at de 

større bymæssige bebyggelser har samme erhvervsmæssige 

struktur som de fra gammel tid 

bestående byer, købstæderne, har vist, at afgrænsningen 

af de med købstæderne sidestillede 

bymæssige bebyggelser også på dette område 

forekommer meget varieret. 

III. Lovgivningsområder, hvor de særlige 

byregler er begrundet i befolkningstætheden. 

På en række områder er der givet særregler 

for byerne, fordi bl. a. de særlige administrative 

hensyn, der er forbundet med byernes befolkningskoncentration, 

gør sådanne særregler 

nødvendige eller i hvert fald hensigtsmæssige. 

På andre områder kan de særlige byregler føres 

tilbage til, at reglerne omhandler foranstaltninger, 

som kun kan gennemføres effektivt og rationelt, 

når størrelsen af den befolkningsgruppe, 

der skal eller kan have praktisk mulighed 

for at nyde godt af foranstaltningerne, ligger 

over en vis grænse, således at foranstaltningerne 

kun kan gennemføres for områder, der som 

byerne er tæt beboet. 

I det omfang, hvori man lader sådanne bestemmelser, 

der har deres baggrund i byernes 

befolkningskoncentration, komme til anvendelse 

på alle købstæder uden nogen begrænsning, 

må det forekomme ganske naturligt, 

at bestemmelserne også bringes til anvendelse 

på bymæssige bebyggelser i landkommunerne. 

Dette har da også fundet sted i vidt omfang, 

men også her viser det sig, at den måde, 

hvorpå de således med købstæder sidestillede 

bymæssige bebyggelser (kommuner) er afgrænset, 

er noget forskellig på de forskellige lovgivningsområder, 

og hertil kommer, at den indbyggertalsgrænse, 

der er afgørende for en bymæssig 

bebyggelses sidestilling med købstæderne, 

i enkelte af lovbestemmelserne er fastsat 

så højt, at man derved har udelukket en

148 

række bymæssige bebyggelser, hvis indbyggertal 

ligger betydeligt over flere købstæders. 

a) 5000 indbyggere i bymæssig bebyggelse. 

I denne gruppe lovbestemmelser kan nævnes 

bestemmelsen i bio graf teaterlovens (nr. 

117 af 13. april 1938) § 1, der bestemmer, 

at bevillinger til biografteatre i købstæderne 

samt i bymæssige bebyggelser med over 

5000 indbyggere meddeles af justitsministeriet, 

medens de i den øvrige -del af landet meddeles 

af vedkommende amtmand. Lovens motiver giver 

ingen begrundelse for, at netop 5000-indbyggertalsgrænsen 

er valgt, idet det blot anføres: 

»Teatrene i disse bebyggelser, der hyppigt 

danner forstæder til købstæderne, er af samme 

karakter og undergivet samme betingelser som 

teatrene i købstæderne, og afgørelsen bør derfor 

af hensyn til ensartetheden i den administrative 

praksis henlægges til den samme myndighed.« 

Den relativt høje indbyggertalsgrænse for de 

bymæssige bebyggelser, der er sidestillet med 

købstæderne, bevirker altså, at en lang række 

bymæssige bebyggelser, der er større end mange 

af købstæderne, ikke behandles efter samme 

regel som disse. 

b) 2000 indbyggere i bymæssig bebyggelse. 

Visse af lovbestemmelserne på dette område 

lader købstadreglerne komme til anvendelse i 

kommuner med mere end 2000 indbyggere i 

bymæssig bebyggelse. 

Dette gælder således forsorgslovens (lovbek. 

nr. 311 af 23. september 1954) § 28, stk. 1, 

der bestemmer, at socialkontor skal oprettes i 

købstæder samt i »landkommuner, der enten 

har over 3000 indbyggere, eller i hvilke der 

findes en samlet bymæssig bebyggelse på 

mindst 2000 indbyggere«. 

Når man ikke har indskrænket sig til at foreskrive, 

at socialkontor skal oprettes i alle sognekommuner 

med over 3000 indbyggere, men har 

givet en særregel for kommuner med bymæssig 

bebyggelse, hænger det formentlig sammen 

med, at behovet for oprettelse af et sådant 

kontor må formodes at være stærkere, når den 

personkreds, kontoret skal betjene, bor tæt koncentreret. 

Hertil kommer, at antallet af de under 

socialvæsenet hørende forretninger må antages 

at være større i byerne end på landet på 

grund af den bymæssige struktur og dermed 

befolkningens særlige erhvervsmæssige sammensætning 

i forhold til landbefolkningens. 

Som et andet eksempel på tilfælde, hvor administrative 

grunde har ført til særregler for købstæderne, 

og hvor disse særregler også er bragt til anvendelse i 

kommuner med bymæssige bebyggelser på over 2000 

indbyggere, kan nævnes de nærmere detailbestemmelser 

om udfærd/gel se m. v. af sparebeviser (skattedepartementets 

cirkulære nr. 59 af 6. april 1955 og finansministeriets 

cirkulære nr. 122 af 8. juli 1955), 

hvorefter udskrivningen af sparebeviser i købstæder og 

i landkommuner med bymæssig bebyggelse med over 

2000 indbyggere foretages af kommunalbestyrelsen selv, 

medens sparebeviserne i andre landkommuner udskrives 

af vedkommende amtstue. 

c) ly00 indbyggere i bymæssig bebyggelse. 

Den efterspørgsel efter jord, som befolkningskoncentrationen 

medfører i byerne, har 

givet sig udslag i bestemmelsen i statshmmandslovens 

(lovbek. nr. 11 af 13. januar 

1956) § 7, hvorefter statens jordlovsudvalg 

skal have opmærksomheden henvendt på, hvorvidt 

der kan fremskaffes egnede jorder for en 

billig pris for at fyldestgøre efterspørgslen efter 

jord bl. a. til fremskaffelse af byggepladser og 

havelodder, fortrinsvis i København, købstæderne 

og de bymæssige bebyggelser med over 


d) 1000 indbyggere i bymæssig bebyggelse. 

I visse andre tilfælde, hvor byernes befolkningskoncentration 

— og i forbindelse hermed 

bybefolkningens erhvervsmæssige sammensætning 

i forhold til landbefolkningens — har begrundet 

særregler, er grænsen for de med køb- 

.stæderne sidestillede bymæssige bebyggelser 

draget helt nede ved 1000 indbyggere. 

Dette gælder i ungdomsskolelovens (nr. 219 

af 11. juni 1954) § 7, der foreskriver forskellige 

regler for sammensætningen af ungdomsnævnene 

i på den ene side købstadkommuner 

og landkommuner med bymæssig bebyggelse og 

på den anden side ide rene landkommuner. Forskellen 

består nærmere i, at der specielt til ungdomsnævnene 

i byer skal udpeges medlemmer, 

som repræsenterer arbejdsgiver- og arbejdsmandsorganisationerne, 

samt i, at antallet af 

medlemmer, der vælges efter indstilling af de 

stedlige husholdningsorganisationer og organisationer, 

der virker i ungdoms- og aftenskoleundervisningen, 

er større i byerne end i landdistrikterne. 

I cirkulære nr. 120 af 21. juli 

1954 har undervisningsministeriet fastslået, at 

lovens udtryk »landkommuner med bymæssig

149 

bebyggelse« skal forstås som landkommuner, 

der indbefatter en sammenhængende bebyggelse 

med mindst 1000 indbyggere. 

Når der således gives særregler for sammensætningen 

af byernes ungdomsnævn og antallet 

af disses medlemmer, hænger det formentlig 

sammen med, dels at ungdomsundervisningen i 

byerne må formodes at have en noget anden 

karakter og linie end i de rene landdistrikter 

på grund af bybefolkningens særlige erhvervsmæssige 

sammensætning, dels at befolkningskoncentrationen 

i sig selv medfører behov for, 

at flere interesser bliver repræsenteret i ungdomsnævnet. 

e) Ingen generel afgrænsning. 

Endelig kan i denne gruppe lovbestemmelser 

nævnes skolelægelovens (nr. 413 af 12. juli 

1946) § 10. Efter denne bestemmelse forestås 

gennemførelsen af den i loven påbudte skolelægeordning 

i købstæderne af vedkommende 

kommunalbestyrelse fuldstændigt på egen hånd, 

medens skolelægeordningen for sognekommunerne 

gennemføres af skoledirektionen som en 

fællesordning for samtlige amtets landkommuner. 

Der er dog hjemmel for, at undervisningsministeriet 

under særlige omstændigheder kan 

tillade, at en landkommune har sin særlige 

skolelægeordning — ligesom der på den anden 

side er åbnet købstadkommuner adgang til at 

slutte sig til den af skoledirektionen trufne fællesordning 

i stedet for selv at etablere en skolelægeordning, 

hvilket navnlig vil være af betydning 

for mindre købstadkommuner. Adgangen 

for sognekommuner til at etablere egen 

skolelægeordning er efter lovens motiver i første 

række tænkt anvendt på forstadskommuner 

og på sådanne landkommuner, der allerede ved 

lovens gennemførelse havde etableret eller ønskede 

at etablere en særlig ordning ved ansættelse 

af den lokale læge. 

Der foreligger ikke nogen samlet oversigt 

over, i hvilket omfang bymæssige kommuner i 

medfør af den nævnte bestemmelse er holdt 

uden for de bestående sognekommunale fællesordninger 

og har etableret deres egen ordning 

på linie med købstæderne. Det kan dog næppe 

tænkes, at et begrundet andragende fra en kommune 

selv med en mindre bymæssig bebyggelse 

om tilladelse til etablering af egen ordning vil 

blive afvist af undervisningsministeriet, medmindre 

der fra vedkommende skoledirektions 

side kan anføres begrundede indvendinger 

imod, at kommunen udgår af fællesskabet. 

IV. Lovgivningsområder, hvor de særlige 

byregler er begrundet med prisniveauets 

højde. 

På en række områder, hvor lovgivningen anordner 

direkte ydelser af bestemt størrelse fra 

det offentlige, eller hvor der i skattelovgivningen 

fastsættes regler om skattefradrag m. v., vil 

der ofte være givet forskellige regler for byerne 

og for den øvrige del af landet, enten således at 

ydelserne fra det offentlige er større i byerne 

end på landet, eller således at de indtægtsgrænser, 

der opstilles som afgørende for opnåelsen 

af visse ydelser eller skattefradrag, er forskellige 

i by og på land. 

Denne forskel er begrundet i forudsætningen 

om, at prisniveauet på det pågældende område 

ligger højere i byerne end på landet, således 

at en reel ligestilling af bybefolkningen og 

landbefolkningen på vedkommende lovgivningsområde 

må forudsætte, at ydelserne eller 

indtægtsgrænserne ligger højere i byerne end 

på landet. 

Denne forudsætning fører naturligt med sig, 

at byreglerne ikke kan indskrænkes til alene at 

gælde hovedstaden og købstæderne, men at 

man i disse henseender må sidestille de større 

bymæssige bebyggelser med købstæderne (eller 

med hovedstaden), og lovgivningen har da også 

med enkelte undtagelser--) fra et temmelig 

tidligt tidspunkt taget denne konsekvens. En 

gennemgang af de gældende lovbestemmelser, 

hvori man ved gennemførelsen af en sådan 

graduering af økonomiske størrelser efter lokaliteten 

har taget hensyn til de bymæssige bebyggelser 

uden for købstæderne, viser imidlertid, 

at den måde, hvorpå man afgrænser kredsen 

af de med købstæderne sidestillede bymæssige 

bebyggelser (kommuner), er højst forskellig 

på de forskellige lovgivningsområder. 

Et andet typisk træk ved denne lovgivning 

er det også, at selve forholdet imellem størrelsen 

af ydelserne m. v. i de forskellige områdegrupper 

— »aftrapningsskalaen« — er forskelligt 

på de forskellige lovgivningsområder. 

Spørgsmålet om, hvorvidt der på et eller andet 

område overhovedet skal indføres lokalitetsgraduering 

af ydelser eller indtægtsgrænser, 

samt på hvilken måde man skal afgrænse kredsen 

af de byer, hvor det findes rimeligt at give 

kompensation eller iøvrigt tage hensyn til det 

højere prisniveau, og spørgsmålet om, hvorledes 

*) Jfr. ovenfor side 135 f.

150 

aftrapningen af ydelserne eller indtægtsgrænserne 

skal foretages, må bero på, i hvilket 

omfang der virkelig er — eller må formodes 

at være — forskelligheder i landets forskellige 

dele med hensyn til prisen på de goder, 

som ydelsen skal tjene til at forskaffe modtageren, 

eller med hensyn til det almindelige 

leveomkostningsniveau, der har motiveret forskellige 

indtægtsgrænser. 

En regel, der tilsigter at yde kompensation 

for lokalitetsforskelle i det almindelige byggeomkostningsniveau, 

behøver således ikke at 

følge den samme lokalitetsafgrænsning eller 

aftrapningsskala som de regler, der tilsigter at 

yde kompensation for forskelle i det almindelige 

leveomkostningsniveau, som f. eks. reglerne 

om aldersrentens størrelse, idet det jo ikke på 

forhånd er givet, at den måde, hvorpå prisforskellene 

ytrer sig med hensyn til henholdsvis 

byggeomkostninger og almindelige leveomkostninger, 

er den samme. 

I det følgende vil man undlade at kommentere 

sådanne tilfælde, hvor lovgivningens regler 

om graduering af økonomiske størrelser 

efter lokaliteten afviger fra hinanden, fordi 

de faktiske prisforskelle, for hvilke man gennem 

lovreglerne tilsigter at give kompensation, 

må formodes at ytre sig på forskellig måde. 

Der vil endvidere i det følgende blive bortset 

fra de lovregler, der overhovedet ikke gennemfører 

graduering efter lokaliteten af ydelser 

eller indtægtsgrænser, idet de eventuelle uligheder, 

som måtte være en følge af den sidstnævnte 

art lovregler, ikke giver anledning 

til problemer specielt for de bymæssige bebyggelser. 

Når man imidlertid indskrænker sig til 

gruppevis at betragte de forskellige regler, som 

anvender en graduering efter lokaliteten, og 

som på forhånd synes at være begrundet i prisforskelle 

med hensyn til det samme gode —• 

eller den samme gruppe goder (f. eks. almindelige 

leveomkostninger), — viser det sig, 

at såvel den geografiske afgrænsning af kredsen 

af de byer, der er underkastet andre regler 

end det øvrige land, som selve aftrapningsskalaen 

i vidt omfang varierer fra lov til lov. 

Med hensyn til spørgsmålet om selve aftrapningsgraden 

specielt inden for sociallovgivningen 

kan der henvises til en af socialministeriets 

statsvidenskabelige konsulent udarbejdet 

redegørelse, som er offentliggjort i Socialt 

Tidsskrift, 29. årgang, nr. 11—12, afdeling 

A, side 327 ff. I nærværende undersøgelse 

vil man iøvrigt bortse fra hele spørgsmålet 

om de forskellige aftrapningsskalaer, idet dette 

spørgsmål ikke specielt vedrører de bymæssige 

bebyggelser uden for købstæderne. 

I det følgende skal der derimod søges foretaget 

en gennemgang af de forskellige lovbestemmelser, 

der anvender graduering af økonomiske 

størrelser efter lokalitet, med særligt 

henblik på en undersøgelse af den geografiske 

afgrænsning af de områdegrupper, imellem 

hvilke gradueringen finder sted. Efter 

de ovenstående betragtninger vil det være naturligt 

at gruppere de herhenhørende lovbestemmelser 

efter arten af de goder, hvis priser har 

dannet grundlag for gradueringen. 

10 Byggeomkostningernes 

størrelse. 

I den nugældende byggestøttelovs (lovbek. 

nr. 107 af 14. april 1955) § 32, stk. 2, er der 

fastsat visse maksimumsgrænser for håndværkerudgifternes 

størrelse ved opførelsen af parcel- 

eller rækkehuse, der af mindrebemidlede 

ønskes financieret med statslån (lovens kap. 

IV), og disse grænser får også betydning, for så 

vidt angår lån til privat byggeri efter lovens kap. 

V. B (jfr. lovens § 40). Grænserne er fastsat 

med forskellige beløb i a) hovedstadsområdet, 

b) købstæderne og de bymæssigt bebyggede 

dele af landkommunerne uden for hovedstadsområdet 

og c) landkommunerne iøvrigt"'). 

Hovedstadsområdet omfatter i henhold til 

lovens § 75 foruden Københavns, Frederiksberg 

og Gentofte kommuner samtlige de omegnskommuner, 

der er nævnt i loven om de 

københavnske omegnskommuners styrelse (nr. 

181 af 20. maj 1952), og er således videre end 

kredsen af de kommuner, der faktisk har opnået 

den særlige »Gentofte-status«. løvrigt er 

boligministeriet bemyndiget til at henføre andre 

kommuner til hovedstadsområdet, når særlige 

forhold i vedkommende kommune måtte tale 

derfor. 

Loven sætter ingen indbyggertalsgrænse for 

de bymæssige bebyggelser, der med hensyn til 

: ) I regeringens lovforslag var det foreslået, at også 

størrelsen af de driftstilskud, der nu ydes i stedet 

for den tidligere generelle rentelempelse, 

skulle gradueres efter lokalitet, men forslaget 

herom blev ikke gennemført, idet tilskudene ydes 

med samme beløb pr. m 2 etageareal i alle landets 

dele.

151 

håndværkerudgifternes størrelse skal sidestilles 

med købstæderne, og der gives i det hele taget 

ingen vejledning med hensyn til, hvorledes 

udtrykket »bymæssige bebyggelser« skal fortolkes 

i relation til anvendelsen af lovens købstadsatser. 

Fortolkningen er overladt til den 

myndighed, der bevilger statslånene, boligministeriet. 

Ved de konkrete afgørelser har 

boligministeriet, efter hvad der er oplyst for 

udvalget, væsentligst fulgt de retningslinier, 

som følges af Det statistiske Departement ved 

opgørelsen af folketællingsresultaterne, hvilket 

i praksis er ensbetydende med, at alle forstadsmæssige 

bebyggelser og de stationsbyer o. lign., 

der har over 250 indbyggere, er sidestillet med 

købstæderne i denne henseende. 

De nævnte lovbestemmelser kan således siges 

at bygge på forudsætningen om, at de højere 

byggepriser i byerne viser sig allerede i de 

mindre bysamfund med ca. 250—300 indbyggere. 

2° Bygningsværdierne. 

På et andet, men beslægtet område — hvor 

der forudsættes forskelle i bygningsværdierne 

i de forskellige dele af landet — går man 

derimod ud fra formodningen om, at det højere 

værdiniveau vil gøre sig gældende i alle 

købstæderne uanset disses størrelse, medens det 

højere niveau for de bymæssige bebyggelsers 

vedkommende først gør sig gældende, når bebyggelsen 

har nået et indbyggertal på 3000. 

Loven om de kommunale ejendomsskatter (nr. 188 

af 20 maj 1933) § 3, som ændret senest ved lov nr. 

361 af 22. december 1954, bestemmer således, at der 

ved beregningen af de kommunale skatter af de faste 

ejendommes »forskelsværdi« skal gives ejendommene 

et fradrag, hvis størrelse fastsættes af kommunalbestyrelsen 

inden for visse i loven angivne grænser, der er 

forskellige for henholdsvis: 

a) hovedstaden, b) købstæderne og sognekommuner, 

i hvilke der efter Det statistiske Departements opgørelse 

ved folketællingen den 7. november 1950 fandtes 

mindst een bymæssig bebyggelse med over 3000 indbyggere, 

og c) det øvrige land. 

Ved beregningen af ejendomsskatterne til staten 

gives der på tilsvarende måde fradrag, men dette fradrag 

udgør det samme beløb for hele landet, jfr. lov 

om beskatning til staten af faste ejendomme (nr. 352 

af 7. august 1922) § 6. 

Begrundelsen for ydelsen af disse fradrag må være 

ønsket om ikke at gøre bygningsskatterne for hårde 

især for de mindre selvstændige landbrugere og erhvervsdrivende. 

Når man derfor ved beregningen af 

de kommunale ejendomsskatter giver fradrag af forskellig 

størrelse for by og land, må begrundelsen herfor 

formentlig søges i den betragtning, at bygningerne 

i byerne som følge af hele bysamfundets struktur gennemsnitligt 

har en relativt højere værdi end på landet*). 

Det kan på denne baggrund virke noget ejendommeligt, 

at byreglerne på dette område skal gælde for 

alle købstæderne uanset størrelsen, medens der for de 

bymæssige kommuner er fastsat en relativt høj indbyggertalsgrænse. 

Når denne indbyggertalsgrænse ikke 

er sat ved et lavere tal, skyldes det formentlig til en 

vis grad frygten for i uforholdsmæssig grad at begunstige 

den rene landbefolkning i kommuner, som 

vel har en større bymæssig bebyggelse, men som samtidig 

har et relativt stort egentligt landdistrikt. Hertil 

kan dog bemærkes, at fastsættelsen af fradragenes 

størrelse i de bymæssige kommuner, som ifølge loven 

har »købstadfradrag«, er overladt til kommunalbestyrelsen 

inden for lovens rammer. 

Det bemærkes iøvrigt, at de nugældende regler på 

dette område er opretholdt i det af regeringen som 

led i en skattereform fremsatte forslag til ændring af 

lov om kommunale ejendomsskatter. 

3° Huslejens størrelse. 

Der findes dernæst visse lovbestemmelser, 

der bygger på forudsætningen om forskelle 

i det almindelige huslejeniveau i byerne og 

på landet, men også her viser det sig, at afgrænsningen 

af kredsen af de byer, som forudsættes 

at have et højere huslejeniveau end landdistrikterne, 

er meget forskellig fra lov til lov. 

a) Som eksempel på lovbestemmelser af denne art 

kan nævnes arbejdsanvisningslovens (lovbek. nr. 43 af 

18. februar 1952) § 15, stk. 6, der fastsætter maksimumssatserne 

for huslejehjælp til arbejdsløse forskelligt 

i på den ene side de til hovedstadsområdet hørende 

kommuner samt købstæder og bymæssige bebyggelser 

med over 1500 indbyggere m. v., således som 

disse er afgrænset i relation til aldersog invaliderentens 

størrelse i medfør af folkeforsikringslovens 

§ 39, og på den anden side det øvrige land**). 

b) Den samme gruppedeling, hvorefter bymæssige 

bebyggelser med over 1500 indbyggere med hensyn 

til huslejens størrelse forudsættes at ligge på linie med 

købstæderne, er anvendt af socialministeriet ved fastsættelsen 

af de i folkeforsikringslovens (lovbek. nr. 

218 af 11. juli 1953) § 40, stk. 9, omhandlede tillæg 

til aldersog invaliderente, der ydes som huslejegodtgørelse, 

jfr. socialministeriets cirkulære nr. 18 af 15. 

februar 1956. 

c) Ved fastsættelsen af de i byggestøttelovens 

(nr. 107 af 14. april 1955) kap. X og XI omhandlede 

tilskud til nedsættelse af huslejen for alder srentemodtagere 

samt for invalider og kronisk syge har man 

fastsat tilskudene forskelligt henholdsvis i hoved- 

*) Der kan herved henvises til en af folketingsmand 

Pinholt under rigsdagsbehandlingen af 1926-loven 

fremsat udtalelse (R.T. F. 1925-26, spalte 4876), 

hvori det hedder: »Disse forskelligartede fradrag 

er nødvendige af hensyn til kommunernes forskelligartede 

konstruktion, forskelligartede opbygning.« 

**) Jfr. nærmere nedenfor om afgrænsningen i medfør 

af folkeforsikringsloven og de øvrige love 

på forsorgslovgivningens område.

152 

staden, i »købstæder og større bymæssige bebyggelser« 

samt i det øvrige land, jfr. indenrigs- og boligministeriets 

cirkulære nr. 110 af 24. juni 1955, der 

henviser til arbejds- og socialministeriets cirkulærer 

nr. 301 af 3. oktober 1946 og nr. 145 af 23. juli 

1952. Selvom det ikke udtrykkeligt fremgår af de omhandlede 

cirkulærer, antages den omhandlede gruppedeling 

i praksis at svare til den efter folkeforsikringsloven 

anvendte gruppedeling. 

d) Ved fastsættelsen af de i byggestøttelovens § 55 

omhandlede tilskud til nedsættelse af huslejen for 

mindrebemidlede, børnerige familier, der bebor lejligheder 

taget i brug før 1. januar 1950, har man 

derimod ikke anerkendt en tilsvarende forudsætning 

om, at huslejeniveauet i købstæderne og i de bymæssige 

bebyggelser ligger højere end i de rene landdistrikter. 

Den omhandlede bestemmelse fastsætter nemlig 

huslejetilskudet til et noget højere beløb i hovedstadsområdet 

end i den øvrige del af landet, uden at 

der gøres nogen forskel mellem provinsbyer og landdistrikter. 

Kredsen af de bymæssige kommuner i Københavns 

omegn, der i denne henseende er sidestillet med hovedstaden 

(København, Frederiksberg og Gentofte), 

er fastsat i byggestøttelovens § 75. Herefter er kredsen 

af de kommuner, hvor huslejetilskudet i medfør 

af byggestøtteloven ydes til hovedstadssatser, noget 

videre end kredsen af de kommuner, der er sidestillet 

med hovedstaden efter folkeforsikringslovens gruppedeling 

og dermed også med hensyn til de foran 

nævnte huslejetilskud til arbejdsløse m. v., se oversigten 

i bilag 19. 

e) Endelig skal nævnes en bestemmelse, der vel 

forudsætter et forskelligt huslejeniveau i hovedstaden, 

provinsbyerne og landdistrikterne, men således at de 

bymæssige bebyggelser i denne henseende ikke er 

sidestillet med købstæderne, men (bortset fra visse københavnske 

omegnskommuner) behandles på samme 

måde som de rene landdistrikter. Der tænkes herved 

på bestemmelsen i lejelovens (lovbek. nr. 116 af 

15. april 1955) § 85, stk. 4, hvor der gives en særlig 

regel med hensyn til lejemål om hus eller husrum, 

der udlejes delvis til beboelse, for så vidt det lejede 

omfatter en beboelseslejlighed, og den årlige leje den 

1. juli 1951 ikke oversteg følgende beløb: i hovedstadsområdet 

1500 kr., i købstadkommunerne 1300 kr. 

og i landkommunerne 1000 kr. 

I lovens § 129, stk. 2, er det nærmere fastlagt, 

hvilke københavnske omegnskommuner der således 

antages at høre med til hovedstadsområdet. Kredsen 

af disse kommuner er fastsat noget snævrere end kredsen 

af de kommuner, der omfattes af loven om de 

københavnske omegnskommuners styrelse, og de kommuner, 

der i henseende til byggestøtteloven er sidestillet 

med hovedstaden. Lejelovens afgrænsning af 

hovedstadsområdet svarer forsåvidt til folkeforsikringslovens 

afgrænsning af de med hovedstaden sidestillede 

omegnskommuner, dog at Birkerød og Hørsholm 

kommuner efter lejelovens regler omfattes af 

hovedstadsområdet, medens de ikke gør det efter forsorgslovgivningen, 

se oversigten i bilag 19. 

Det ses altså, at de forskellige love går ud 

fra vidt forskellige forudsætninger om, hvorledes 

forskelle i det almindelige huslejeniveau 

— og i visse bestemmelser specielt huslejeniveauet 

i nyere ejendomme — ytrer sig i de 

forskellige områder, således at de bymæssige 

kommuner i visse af bestemmelserne forudsættes 

at have samme huslejeniveau som købstæderne, 

medens denne forudsætning ikke 

anerkendes i andre bestemmelser, ligesom de 

forskellige love synes at være udtryk for forskellige 

opfattelser af, hvilket område i Københavns 

omegn der har samme huslejeniveau som 

København, idet Vallensbæk, Værløse, Birkerød, 

Farum og Hørsholm kommuner ikke behandles 

ensartet i de pågældende love og bestemmelser*). 

40 Udgifter til undervisning. 

Som omtalt foran**) har man ikke ved gradueringen 

af størrelsen af statstilskud til friskoler 

og efterskoler eller til elever på sådanne skoler 

taget hensyn til de bymæssige bebyggelser uden 

for købstæderne, idet reglerne på dette område 

alene graduerer efter skolens beliggenhed i 

henholdsvis hovedstaden, købstæderne og det 

øvrige land. 

Derimod har man gennemført en anden 

gruppedéling, for så vidt angår statstilskud til 

elever på folkehøjskoler, landbrugsskoler og 

husholdningsskoler, jfr. undervisningsministeriets 

bekendtgørelse nr. 107 af 22. marts 1949, 

hvorefter man i denne henseende har lagt forsorgslovgivningens 

gruppedeling til grund, således 

at de for købstæderne fastsatte grænser 

og beløb også finder anvendelse i bymæssige 

bebyggelser med over 1500 indbyggere. 

Heroverfor står socialministeriets cirkulære nr. 32 

af 29. februar 1956 om fastsættelse af plejepenge og 

statstilskud m. v. ved anerkendte opdragelseshjem, 

hvori man i medfør af bestemmelsen i forsorgslovens 

§ 158, stk. 4, har fastsat betalingen for skoleundervisning 

i kommunale skoler af børn i opdragelseshjem 

forskelligt, efter om skolen er beliggende i: 1) hovedstaden 

samt visse københavnske omegnskommuner 

(de kommuner, der har gennemført købstadlignende 

styreform, bortset fra Birkerød og Hørsholm), 2) køb- 

*) På den anden side er der visse lovbestemmelser, 

der synes at forudsætte, at der overhovedet ikke 

er forskelle i huslejeniveauet i de forskellige dele 

af landet, jfr. f. eks. bestemmelserne i loven om 

ejendomsskatter til staten (nr. 352 af 7. august 

1922) og loven om ejendomsskatter til kommunen 

(nr. 188 af 20. maj 1933), hvorefter der skal 

gives et fast fradrag for hver beboelseslejlighed 

udover een, men således at dette fradrag, der 

hjemler en slags skattefritagelse for beboelseslejligheder, 

der lejes ud, er fastsat ensartet for hele 

landet, uden at der gøres forskel på land og by. 

**) S. 136.

stæder m. v. samt Birkerød, Farum og Hørsholm kommuner 

og 3) det øvrige land. 

Det virker noget ejendommeligt, at kun de tre 

nævnte kommuner er sidestillet med købstæderne, 

medens man i den fornævnte lov om statstilskud til 

elever på folkehøjskoler m.v. og i forsorgslovgivningen 

iøvrigt, se nedenfor, har sidestillet alle kommuner 

med bymæssig bebyggelse på over 1500 indbyggere 

med købstæderne, enten helt eller delvist. 

5° Leveomkostningsniveauet. 

Udover de foran omtalte lovbestemmelser, 

der refererer sig til prisniveauet for et bestemt 

gode, findes der en lang række vigtige lovbestemmelser, 

som fastsætter forskellige regler 

for by og land ud fra den betragtning, at det 

almindelige prisniveau — d. v. s. prisniveauet 

for samtlige de goder, som indgår i det almindelige 

forbrug — gennemgående ligger højere 

i byerne end på landet. Disse lovbestemmelser. 

har forsåvidt opgivet ældre tiders sondring 

mellem købstæder og landkommuner, idet bymæssige 

bebyggelser (kommuner) i vidt omfang 

er sidestillet med købstæderne. 

På forhånd måtte man tro, at kredsen af 

de bymæssige bebyggelser, som i henhold til 

de forskellige lovbestemmelser sidestilles med 

købstæderne ud fra den antagelse, at det almindelige 

prisniveau i disse bebyggelser ligger på 

linie med prisniveauet i købstæderne, måtte 

afgrænses på samme måde i alle disse lovbestemmelser. 

En gennemgang af bestemmelserne 

og den måde, hvorpå de praktiseres, vil imidlertid 

vise, at dette ikke er tilfældet. Afgrænsningen 

er forskellig på de forskellige lovgivningsområder 

på dette felt — skattelovgivningen, 

tjenestemandslov givningen og lovgivningen 

vedrørende social forsikring og forsorg, i 

det følgende benævnt forsorgslov givningen, — 

og selv inden for disse lovgivningsområder 

kan der nævnes enkelte bestemmelser, der anordner 

en gruppedeling, som afviger fra den, 

der sædvanlig følges efter de øvrige lovbestemmelser 

på det pågældende område. 

a. Områdedelingen i jorsor gslov givningen. 

I folkeforsikringslovens (lovbek. nr. 218 af 

11. juli 1953) § 39 indeholdes en graduering 

af størrelsen af de grundbeløb, hvormed aldersog 

invaliderenten udbetales, idet grundbeløbene 

varierer efter, om modtageren har bopæl 

i een af de følgende tre kommunegrupper: 

153 

I. København, Frederiksberg og Gentofte. 

II. Købstæderne og Marstal samt flækker og 

bymæssige bebyggelser på landet med over 

1500 indbyggere--). 

III. Det øvrige land. 

Det er dog i paragraffens stk. 2 bestemt, 

at en kommune efter kommunalbestyrelsens 

indstilling med socialministerens samtykke kan 

henføres til en kommunegruppe med højere 

grundbeløb, såfremt en tilgrænsende kommune 

i forvejen er placeret i denne gruppe, og levevilkårene 

må anses for at være lige så dyre i 

førstnævnte kommune som i nabokommunen, 

og på tilsvarende måde kan den ikke-bymæssigt 

bebyggede del af en kommune, der har en 

bymæssig bebyggelse med over 1500 indbyggere, 

overføres til den samme gruppe som den 

bymæssige bebyggelse, når det skønnes, at 

levevilkårene er lige så dyre i den ikke-bymæssigt 

bebyggede del af kommunen. 

Folkeforsikringsloven har tillige lagt denne gruppedeling 

til grund dels i bestemmelserne om fastsættelsen 

af indtægts grænsen for nydende medlemsskab 

af sygekasse (§6, stk. 2) og for retten til at oppebære 

aldersog invaliderente (§ 41, stk. 1), dels i 

bestemmelserne om størrelsen af en række andre ydelser 

end de i lovens § 39 omhandlede aldersog invaliderentebeløb, 

såsom dagpengehjælp efter fødsel (§ 19), 

forskellige tillæg til aldersog invaliderenten (herunder 

beklædnings-, bolig- og brændselstillæg) (§ 40), 

takster for lommepenge til beboere på alderdomshjem 

(§ 54) samt bistands- og plejeydelser til personer, 

der er afskåret fra at oppebære invaliderente (§ 62), 

jfr. socialministeriets cirkulære nr. 18 af 15. februar 

1956. Den omhandlede gruppedeling er endvidere anvendt 

af socialministeriet ved fastsættelsen af refusionstakster 

for ophold på alderdomshjem, jfr. socialministeriets 

cirkulære af 6. april 1956. 

I for s or gslov en (lovbek. nr. 311 af 23. september 

1954) anvendes en fuldstændig tilsvarende 

gruppedeling, idet forsorgslovens § 

194, der indeholder reglerne om indtægt s grænserne 

for enlige forsørgeres adgang til at få 

bidrag til børns underhold m. v. udbetalt af 

det offentlige (lovens afsnit III samt §§ 235 

og 237), dels foretager en opdeling af landets 

kommuner i tre grupper på samme måde som 

folkeforsikringslovens § 39, dels indeholder en 

på nøjagtig samme måde formuleret bemyndigelse 

for socialministeren til efter indstilling 

fra vedkommende kommunalbestyrelse at hen- 

*) Ved afgørelsen af en bebyggelses indbyggertal 

kommer kun de ved den seneste almindelige folketælling 

beregnede tal i betragtning, jfr. lovens 

§ 39, stk. 2, sidste pkt.

154 

føre kommuner eller dele af sådanne til andre 

grupper. 

Den i medfør af forsorgslovens § 194 foretagne 

gruppedeling er ikke alene af betydning 

for den nævnte indtægtsgrænses størrelse, men 

den er tillige lagt til grund i en række andre 

bestemmelser i selve forsorgsloven, som anordner 

ydelser fra det offentlige, således at ydelsens 

størrelse afhænger af, i hvilken af de tre 

kommunegrupper modtageren har bopæl. 

Gruppedelingen er således lagt til grund ved fastsættelsen 

af størrelsen af normalbidrag til børn (§ 

193), bidrag til moderens underhold før og efter 

fødslen (§ 236), underholdsbidrag til blinde børn 

(§ 259) og hjælp til værnepligtige (§ 281, jfr. cirkulære 

nr. 89 af 11. juni 1954, afsnit V). Endvidere 

er der tillagt gruppedelingen betydning ved socialministeriets 

fastsættelse af størrelsen af privates betaling 

for børns eller andres anbringelse under forsorg, 

jfr. således cirkulære nr. 32 af 29- februar 1956 

om takster for anbringelse af børn under 2 år i spædbørnshjem 

o. 1. og cirkulære nr. 152 af 23. september 

1955 om bidrag vedrørende personer, der undergives 

særforsorg, samt cirkulære nr. 181 af 21. november 

1955 om pålæggelse af bidrag til børn anbragt under 

børneforsorg uden for hjemmet. Hertil kommer yderligere, 

at en række bestemmelser i forsorgsloven indirekte 

lader den omhandlede gruppedeling blive et afgørende 

moment for visse retsvirkningers indtræden, 

idet disse bestemmelser knytter adgangen for en person 

til at opnå hjælp bl. a. til den betingelse, at den 

pågældendes indtægter ikke overstiger sygekassegrænsen, 

der jo som foran nævnt varierer inden for de 

tre i folkeforsikringslovens § 39 og forsorgslovens 

§ 194 omhandlede kommunegrupper, jfr. således forsorgslovens 

§ 241 om fortsat sygekassehjælp, §§ 247 

og 248 om hjælp til kronisk syge, § 277 om hjælp 

under hustruens indlæggelse på sygehus og § 289 om 

hjælp i forbigående og uforudseelige trangstilfælde. 

På lignende indirekte måde får den omhandlede gruppedeling 

betydning i det omfang, hvori forsorgsloven 

for visse forsorgsydelsers vedkommende fastsætter, at 

disse ikke kan overstige, hvad der kunne være ydet 

den pågældende som invalide- eller aldersrente, jfr. 

f. eks. bestemmelserne om hjælp til forsørgere, der 

er anbragt på sindssygehospital (§ 252), på et blindeinstitut 

(§ 258, stk. 2) eller på en tuberkuloseanstalt 

(§ 263, stk. 3), eller som er indlagt for visse andre 

lidelser (§ 265). Alders- og invaliderentebeløbene 

danner endvidere maksimumsgrænsen for størrelsen 

af kommunehjælp (§ 297). 

Den særlige, i begge lovene hjemlede adgang 

for socialministeren til at henføre en kommune 

eller en del af denne til en anden gruppe er 

stedse blevet praktiseret således, at overførsel 

af en kommune eller et område altid har fundet 

sted i henseende til begge loves bestemmelser. 

Der forekommer altså ikke tilfælde, hvor 

en kommune eller en bebyggelse er sidestillet 

med købstæderne i relation til de satser, der er 

fastsat i henhold til den ene af lovene, uden at 

den også er sidestillet i relation til den anden 

lovs satser. 

Bemyndigelsesreglens anvendelse har medført, 

at afgrænsningen af kredsen af de bymæssige 

bebyggelser (kommuner), der i denne 

relation er sidestillet med købstæderne, har fjernet 

sig en del fra den generelle 1500-indbyggertalsgrænse, 

idet afgrænsningen i ret vidt 

omfang er foretaget under hensyn til de konkrete 

forhold i den enkelte bymæssige bebyggelse 

eller kommune. Socialministeriets cirkulære 

nr. 139 af 16. juli 1952 indeholder en 

fortegnelse over, hvilke bymæssige bebyggelser 

(kommuner) der er sidestillet med købstæderne, 

og denne fortegnelse er suppleret ved 

senere skrivelser, hvorved socialministeriet har 

godkendt, at enkelte bebyggelser (kommuner) 

sidestilles med købstæderne, uanset at de ikke 

har over 1500 indbyggere"'). I bilag 18 til 

nærværende betænkning er der givet en oversigt 

over de med købstæderne sidestillede flækker 

og bymæssige bebyggelser (kommuner). 

Efter de således gældende regler er de for København, 

Frederiksberg og Gentofte fastsatte satser og 

indtægtsgrænser i forsorgs- og folkeforsikringsloven 

udvidet til at omfatte 14 københavnske omegnskommuner**) 

i deres helhed, medens de for købstæderne 

og Marstal gældende satser og indtægtsgrænser er udvidet 

til at gælde for tre af de sønderjydske flækkekommuner 

(Augustenborg, Løgumkloster og Nordborg) 

samt yderligere for 58 sognekommuner***) i 

deres helhed, uanset at det overvejende flertal af disse 

kommuner ikke er fuldstændigt bymæssigt bebygget. 

19 af disse kommuner har end ikke en bymæssig bebyggelse 

på over 1500 indbyggere, og i 7 af kommunerne 

findes der overhovedet ikke bymæssige bebyggelser 

af en sådan størrelse, at bebyggelsen optælles 

af Det statistiske Departement, men særlige forhold 

(for enkelte af disse kommuners vedkommende især 

*) Skr. af 23. juli 1952 (Kalundborgs forstadsbebyggelse 

i Årby kommune), skr. af 2. december 

1952 (Karlsholte by i Tersløse-Skellebjerg kommune), 

skr. af 8. maj 1953 (Horsens* forstadsbebyggelser 

Dagnæs og Bækkelund i Tyrsted-Ut 

kommune), skr. af 31. maj 1955 (Guldager 

kommune), skr. af 26. september 1955 (Skt. 

Knudsvej og Ålborgvej-distriktet i Skt. Hans-Skt. 

Olai kommune), skr. af 3. april 1956 (Dronninglund 

stationsby i Dronninglund kommune), 

skr. af 13. april 1956 (Nordborg kommune). 

**) Ballerup - Måløv, Brøndbyvester - Brøndbyøster, 

Dragør, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Herstedøster-Herstedvester, 

Hvidovre, Høje Tåstrup, 

Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Store Magleby, Søllerød 

og Tårnby kommuner. 

***) Heri medregnet Tyborøn kommune, der pr. 1. 

april 1954 er oprettet som selvstændig kommune 

ved udskillelse af Tyborøn by af Vestervig- 

Agger kommune.

155 

nærheden ved hovedstaden eller en købstad) har begrundet 

sidestillingen med købstæderne. 

Det er naturligvis fortrinsvis kommuner med større 

bymæssige bebyggelser, for hvilke købstadreglerne er 

gjort gældende i hele kommunen. Således er alle de 

kommuner, der har mindst een forstadsbebyggelse med 

over 2000 indbyggere, sidestillet med købstæderne 

(bortset fra Hasle-Skejby-Lisbjerg, hvor købstadstillingen 

kun er gennemført for Hasle sogn). For stationsbykommunernes 

vedkommende er det også hovedreglen, 

at købstadreglerne er udvidet til at gælde hele 

kommunen i de kommuner, der har over 2000 indbyggere 

i een bymæssig bebyggelse, men der kan dog her 

nævnes en række undtagelser, hvor købstadreglerne 

kun gælder i vedkommende bymæssige bebyggelse: 

Haslev (5468 indb.), Ikast (4207 indb.), Grindsted 

(3659 indb.), Brande (3585 indb.), Hundested-Lynæs 

(3001 indb.), Ringe (2627 indb.), Bjerringbro (2757 

indb.), Hirtshals (2532 indb.), Langå (2008 indb.) 

samt Ølgod (2061 indb.). 

Ved siden af de tilfælde, hvor købstadreglerne er 

gjort gældende i hele vedkommende kommune, er 

købstadreglerne ifølge det nævnte cirkulære med senere 

udvidelser gældende i ialt 38 stationsbyer samt i 

forstadsbebyggelser til købstæderne i ialt 19 forstadskommuner. 

Af de omhandlede 38 stationsbyer havde 

35 over 1500 indbyggere i 1950, medens tre af stationsbyerne 

(Assens fabriksby, Dronninglund stationsby 

samt Hornslet stationsby med Tendrup by) ved 

folketællingen i 1950 havde under 1500 indbyggere. 

Dispensationsbeføjeisen er i vidt omfang anvendt over 

for forstadsbebyggelser med under 1500 indbyggere, 

idet kun 3 af de forstadsbebyggelser, hvori købstadreglerne 

er gældende, har mere end 1500 indbyggere*). 

Forsorgslovens og folkeforsikringslovens 

gruppedeling blev indført ved socialreformen i 

1933, hvor den bl. a. afløste aldersrentelovgivningens 

regler om, at kun landkommuner 

med bymæssig bebyggelse på over 2000 indbyggere 

kunne sidestilles med købstæderne, 

og sygekasselovens regel om gruppering af alle 

byerne uden for hovedstaden i byer med over 

2000 indbyggere og byer med mellem 1000 

og 2000 indbyggere, jfr. foran s. 21—22. 

De to hovedloves gruppedeling, således som 

denne nærmere er udformet i praksis ved socialministeriets 

administration af dispensationsbestemmelserne, 

er senere blevet anvendt i en 

lang række andre love, såvel inden for som 

uden for forsorgsområdet i videre forstand. 

Folkeforsikringslovens gruppedeling er således afgørende 

for de i ulykkes]orsikringslovens (lovbek. nr. 

198 af 12. april 1949) § 75, jfr. bek. nr. 4 af 7. 

januar 1955, fastsatte indtægts grænser for forsikringstagere, 

til hvis ulykkesforsikringspræmier der ydes 

tilskud fra staten, ligesom de for hver af de omhandlede 

kommunegrupper fastsatte indtægtsgrænser ifølge 

lovens §§ 55 og 74 er afgørende for retten til at 

tegne frivillig forsikring med statstilskud. Gruppe- 

*) Frederiksberg ved Sorø med 1502 indb., Tarup 

ved Odense med 1825 indb. og Hasle sogn ved 

Århus med 2091 indb. 

delingen er også anvendt ved socialministeriets fastsættelse 

af den værdi, hvortil kost og logi for arbejdere, 

der har ophold hos arbejdsgiveren, vil være at 

beregne ved udregningen af dagpengeydelser efter 

ulykkesforsikringsloven, jfr. lovens § 44 og bek. nr. 

217 af 24. juni 1955. 

Også ved fastsættelsen af taksterne for den i husmoderafløsningslovens 

(nr. 234 af 7. juni 1952) § 3, 

stk. 2, omhandlede betaling for husmoderafløsning har 

man anvendt forsorgslovgivningens gruppedeling. 

Folkeforsikringslovens gruppedeling er tillige anvendt 

ved fastsættelsen af maksimumsgrænsen for størrelsen 

af den i arbejdsanvisningslovens (nr. 43 af 18. 

februar 1952) § 15, stk. 6, omhandlede huslejehjælp 

til arbejdsløse, ligesom denne gruppedeling ligger til 

grund ved fastsættelsen af størrelsen af de i byggestøttelovens 

(nr. 107 af 14. april 1955) kap. X og XI 

omhandlede tilskud til nedsættelse af huslejen for 

aldersrentemodtagere, invalider og kronisk syge, jfr. 

ovenfor side 151 f. 

Endelig skal det nævnes, at gruppedelingen i folkeforsikringslovens 

§ 39 (og forsorgslovens § 194) indirekte 

finder anvendelse i de forsorgsbetonede bestemmelser 

uden for de to hovedlove, som knytter en eller 

anden virknings indtræden eller udebliven til indtægtsgrænserne 

for nydende medlemsskab i statsanerkendte 

sygekasser, jfr. således mælkehjaslpslovens (nr. 

362 af 4. juni 1946) § 1, hvorefter adgangen til mælkehjælp 

kun står åben for kvinder, der opfylder de 

økonomiske betingelser for optagelse eller forbliven 

i statsanerkendt sygekasse, samt socialministeriets cirkulære 

nr. 34 af 28. februar 1952, hvorefter der er 

fastsat forskellige vejledende takster for børns ophold 

i institutioner for forebyggende børneforsorg, alt efter 

om forældrene opfylder de økonomiske betingelser for 

medlemsskab af anerkendt sygekasse eller ej, ligesom 

der er fastsat forskellige regler om statstilskudets 

størrelse, alt efter om en vis andel af forældrenes 

indtægt ligger under eller over sygekassegrænsen. 

Som nævnt har forsorgslovgivningens gruppedeling 

fundet anvendelse også på andre lovgivningsområder, 

der ikke traditionelt betragtes 

som j or sorgs områd er, og som administreres af 

andre centralmyndigheder end de egentlige forsorgsstyrelser. 

Det kan således nævnes, at den omhandlede gruppedeling 

er anvendt ved fastsættelsen af størrelsen af 

statstilskud til elever på folkehøjskoler, landbrugsskoler 

og husholdningsskoler, idet tilskudets størrelse 

- og dermed også den betaling, vedkommende elev 

selv skal erlægge - gradueres efter, om forældrenes 

indtægter ligger inden for bestemte grænser, hvis størrelse 

afhænger af, i hvilken af de tre kommunegrupper 

forældrene er skatteansat, jfr. undervisningsministeriets 

bekendtgørelse nr. 107 af 22. marts 1949 om 

reglerne for fordeling af statstilskud til elever på 

folkehøjskoler, landbrugsskoler og husholdningsskoler, 

som ændret ved bek. nr. 359 af 8. august 1951*). 

*) Ved fastsættelsen af de indtægtsgrænser, der er 

afgørende for størrelsen af tilskud til efterskoleelever, 

har man derimod ikke anvendt forsorgslovgivningens 

gruppedeling, idet man i denne 

henseende anvender sondringen mellem hovedstaden, 

købstæderne og det øvrige land, uden at 

der tages hensyn til de bymæssige bebyggelser,

156 

Også på skattelovgivningens område, hvor man 

iøvrigt almindeligvis anvender en helt anden gruppedeling, 

jfr. nedenfor, har forsorgslovgivningens gruppedeling 

vundet indpas, omend kun indirekte. Kommuneskattelovens 

(nr. 28 af 18. februar 1937) § 19, 

stk. 1, nr. 2, som ændret ved lov nr. 83 af 8. marts 

1949, opstiller nemlig som en betingelse for ansættelse 

aj en person til erhvervsskat, at den pågældendes 

statsskattepligtige indkomst overstiger den ved skatteårets 

begyndelse for erhvervskommunen senest fastsatte 

indtægtsgrænse for nydende medlemsskab af 

statsanerkendt sygekasse, dog således at man i kommuner, 

hvor der gælder forskellige indtægtsgrænser, 

anvender den højeste af disse. 

Endvidere kan nævnes byggestøttelovens (nr. 107 

af 14. april 1955) § 76, der lægger sygekassegrænsen 

til grund ved afgørelsen af, om en person kan anses 

for mindrebemidlet i lovens forstand og derved få adgang 

til bl. a. statslån efter lovens kapitel IV, jfr. 

boligministeriets cirk. nr. 110 af 24. juni 1955, jfr. 

også reglerne om huslejetilskud efter den tidligere 

byggestøttelovgivning, boligministeriets cirk. af 24. 

marts 1956, afsnit VII, 5. 

Endelig kan det bemærkes, at forsorgslovgivningens 

gruppedeling indirekte finder anvendelse på en 

række lovgivningsområder, hvor vedkommende lov 

gør opnåelsen af visse fordele afhængig af, at den 

pågældende er »mindrebemidlet« eller »uformuende«. 

I sådanne tilfælde vil de administrative myndigheder, 

der skal skønne over, om denne betingelse er opfyldt, 

i praksis almindeligvis tage udgangspunktet i en bedømmelse 

af, om den pågældendes indtægt (og formue) 

ligger under de for medlemsskab i statsanerkendt 

sygekasse på det pågældende sted fastsatte grænser. 

Som eksempler på bestemmelser, hvor kravet om 

mindrebemidlethed i praksis fortolkes på denne måde, 

kan nævnes toldlovens (lovbek. nr. 171 af 11. maj 

1928) § 3 c om toldfri indførsel af genstande, der erhverves 

ved arv eller gave, retsplejelovens (lovbek. nr. 

265 af 15. september 1953) § 330 om adgangen til at 

opnå fri proces samt bekendtgørelsen om fribefordring 

af skoleelever (nr. 113 af 5. april 1955) § 2, stk. 1, 

om adgangen til fribefordring på ferierejser. Også 

med hensyn til indtægtsgrænserne for ugifte mødres 

adgang til at opnå gratis spædbørnsudstyr fra en 

mødrehjælpsinstitution i medfør af mødrehjælpsloven 

(lov nr. 119 af 15. marts 1939, jfr. lov nr. 112 af 

23. marts 1948) lægges der i praksis vægt på indtægtsgrænserne 

for medlemsskab i sygekasser. 

der i øvrige henseender er sidestillet med købstæderne, 

jfr. undervisningsministeriets bekendtgørelse 

nr. 51 af 14. februar 1955, se ovenfor 

s. 136. 

Det vil af det foregående være fremgået, at 

den i folkeforsikringslovens § 39 og forsorgslovens 

§ 194 omhandlede gruppedeling, således 

som denne er udformet i praksis med en i 

realiteten konkret foretaget afgrænsning af en 

lang række bymæssige bebyggelser, der sidestilles 

med købstæderne, er lagt til grund i så 

godt som alle tilfælde inden for forsorgslovgivningen, 

taget i vid forstand, og derudover tillige 

på en række andre områder, der bygger på 

forskelle i prisniveauet i by og på land. 

b. OmrMedelingen i lovgivningen om 

indkomstbeskatning. 

Også inden for skattelovgivningen findes 

der flere bestemmelser, som fastsætter indtægtsgrænser 

eller fradrag af forskellig størrelse 

i de forskellige dele af landet ud fra 

forudsætningen om, at det almindelige leveomkostningsniveau 

ligger på forskellig højde i 

de enkelte områder, og at det derfor er nødvendigt 

at foretage en lokalitetsgraduering for 

at give skatteyderne en ensartet behandling, 

uanset hvor i landet de pågældende er skatteansat. 

1. Statsskattelovgivningen. 

I ligningslovens (lovbek. nr. 305 af 13. december 

1955) § 4 er der således gennemført 

lokalitetsgraduering, for så vidt angår størrelsen 

af de skattefri fradrag for børn, der ikke 

er fyldt 16 år, og som ikke er selvstændigt 

skatteansat, ligesom der i lovens § 17 er gennemført 

lokalitetsgraduering af de indtægtsgrænser, 

der er afgørende for, om børn under 

16 år skal selvstændigt skatteansætte s til at 

svare skat til staten. Endelig er der i lovens § 5 

gennemført lokalitetsgraduering, for så vidt 

angår den indtægtsgrænse, der er afgørende 

for adgangen for aldersog invaliderentemodtagere 

ni. fl. til at opnå nedslag i indkomst, 

ansættelsen, ligesom også størrelsen af selve 

nedslaget er gradueret efter lokaliteten. 

Også i børnetilskudsloven (nr. 78 af 28. 

marts 1956) er der gennemført lokalitetsgraduering 

af børnetilskudets størrelse (lovens § 

2), hvorimod indtægtsgrænsen for opnåelse 

af børnetilskud er ensartet over hele landet*). 

*) I de årlige udskrivningslove til og med udskrivningsloven 

for skatteåret 1955/56 (nr. 86 af 31. 

marts 1955) var der på tilsvarende måde hjemlet 

lokalitetsgraduering med hensyn til indtægtsgrænserne 

for indkomstskattepligt til staten samt med 

hensyn til størrelsen af de i statsskattelovens (nr. 

149 af 10. april 1922) § 8 omhandlede skattefradrag, 

der indrømmedes i indkomsten, forinden 

skattebidragene blev beregnet. Den omstændighed, 

at der for de omhandlede skattefradrag var gennemført 

lokalitetsgraduering, medførte en tilsvarende 

graduering med hensyn til indtægtsgrænserne 

for pligten til at yde værneskat og bunden 

opsparing. 

De omhandlede regler er imidlertid ikke videreført 

i udskrivningsloven for skatteåret 1956/57 

(nr. 76 af 28. marts 1956), der i § 1, næstsidste 

stk., helt ophæver de omhandlede skattefradrag.

157 

I alle de omhandlede lovbestemmelser er 

indtægtsgrænserne m. v. gradueret efter, om 

vedkommende skatteyder er ansat til skat i eet 

af de følgende tre områder: 

A. Københavns, Frederiksberg, Gentofte, 

Dragør, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, 

Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Store 

Magleby, Søllerød og Tårnby kommuner. 

B. Købstadkommunerne, Marstal og de sønder 

jydske flækker samt de i medfør af 

statsskattelovens § 8, stk. 9, hermed sidestillede 

landkommuner. 

C. Øvrige landkommuner. 

Om de landkommuner, der i den nævnte 

henseende skal være sidestillet med købstæderne, 

hedder det i statsskattelovens (nr. 149 

af 10. april 1922) § 8, stk. 9, således som 

denne er ændret ved lov nr. 420 af 17. december 

1952 § 6: »Landkommuner, i hvilke der 

efter Det statistiske Departements opgørelse 

over den sidst forud for ligningens foretagelse 

afholdte almindelige folketælling findes bymæssige 

bebyggelser med over 2000 indbyggere, 

sidestilles med købstadkommuner. I tidsrummet 

mellem de almindelige folketællinger 

kan den nævnte sidestilling med købstadkommuner 

indtræde, når vedkommende kommunalbestyrelse 

rettet henvendelse herom til finansministeren, 

og det ved en foretaget undersøgelse 

godtgøres, at der i kommunen findes 

bymæssige bebyggelser med over 2000 indbyggere«. 

I et cirkulære nr. 226 af 3. december 1951 

har skattedepartementet givet en fortegnelse 

over de kommuner, på hvilke de nævnte bestemmelsers 

købstadsatser (eller hovedstadssatser) 

finder anvendelse fra og med skatteåret 

1952/53. Fortegnelsen er suppleret ved senere 

cirkulærer og skrivelser fra skattedepartementet 

vedrørende ialt 10 kommuner, som af finansministeren 

i medfør af den citerede dispensationsbestemmelse 

i § 8, stk. 9, 2. pkt., 

nu er henført til købstadgruppen*). 

Herefter er 11 københavnske omegnskommuner 

sidestillet med hovedstaden. 20 af de 

øvrige ialt 54 kommuner, der er sidestillet med 

*) Cirkulære nr. 92 af 15. juni 1953 (Bov, Hurup 

og Vojens), cirkulære nr. 94 af 21. juni 1954 

(Farum og Søborg-Gilleleje), skr. af 13. dec. 

1954 (Allesø-Næsbyhovedbroby), skr. af 17. dec. 

1954 (Egvad), skr. af 21. jan. 1955 (Værløse), 

skr. af 7. febr. 1955 (Bjerringbro) samt skr. af 

21. marts 1955 (Guldager). 

købstæderne, er forstadskommuner, medens de 

resterende 34 kommuner er stationsbykommuner. 

Fortegnelsen over de med købstæderne 

sidestillede kommuner synes iøvrigt at vise, at 

lovens regel af skattedepartementet fortolkes 

således, at det for forstadskommunerne er tilstrækkeligt, 

for at sidestillingen kan opnås, 

at det samlede indbyggertal i eventuelle flere 

forstadsbebyggelser i kommunen tilsammen 

udgør mere end 2000, selvom ingen af kommunens 

bebyggelser kommer op på dette indbyggertal, 

medens det for stationsbykommunernes 

vedkommende er nødvendigt, at der i 

vedkommende kommune i hvert fald findes 

een bebyggelse med 2000 indbyggere eller 

derover. 

Den således i statsskatteloven m. v. gennemførte 

områdedeling adskiller sig på følgende 

væsentlige punkter fra forsorgslovgivningens 

områdeinddeling: 

1) Indbyggertalsgrænsen for de med købstæderne 

sidestillede bymæssige bebyggelser er 

forskellig i de to lovkomplekser. 

2) Forsorgslovgivningens købstadsatser finder 

principielt kun anvendelse på vedkommende 

bymæssige bebyggelse, medens skattelovgivningens 

købstadsatser finder anvendelse i 

hele den kommune, hvori den bymæssige 

bebyggelse er beliggende. 

3) Forsorgslovgivningens gruppedeling er 

gjort smidigere end skattelovgivningens ved 

den særlige bemyndigelse for socialministeren 

til konkret at henføre også områder, 

der ikke opfylder lovens generelle betingelser, 

til købstadgruppen. 

Når det tages i betragtning, at man ved 

kvalitetsgradueringen såvel i forsorgslovgivningen 

som i statsskattelovgivningen har taget 

sit udgangspunkt i forudsætningen om, at det 

almindelige leveomkostningsniveau er forskelligt 

i henholdsvis hovedstadsområdet, købstæderne 

og de bymæssige bebyggelser samt de 

rene landdistrikter, falder det i øjnene, at forskellene 

i de på de to lovgivningsområder 

anvendte afgrænsningsprincipper dels har til 

følge, at der forekommer en række tilfælde, 

hvor en bymæssig bebyggelse efter forsorgslovgivningens 

regler forudsættes at have samme 

leveomkostningsniveau som købstæderne, medens 

skattelovgivningen ikke anerkender denne 

forudsætning, dels at der på den anden side 

forekommer en række tilfælde, hvor et rent 

landdistrikt omkring en bymæssig bebyggelse

158 

efter skattelovgivningen behandles efter samme 

regler som købstæderne, medens dette ikke er 

tilfældet i relation til forsorgslovgivningen. 

Det kan endvidere i denne forbindelse anføres, 

at skattelovgivningens afgrænsningsprincip afskærer 

købstadstilling for selv meget store bymæssige 

bebyggelser, der er således placeret, at 

de gennemskæres af kommunegrænser, uden at 

der i hver af kommunerne bor over 2000 indbyggere 

i den pågældende del af den bymæssige 

bebyggelse, medens sådanne byer automatisk 

sidestilles med købstæderne efter forsorgslovgivningen 

(og tjenestemandslovgivningen). 

Af oversigten i bilag 18 fremgår det, at kun 39 af 

de 54 kommuner, der efter statsskattelovgivningens 

regler om størrelsen af indtægtsgrænserne m. v. er sidestillet 

med købstæderne, også i deres helhed er sidestillet 

med købstæderne (henholdsvis København) 

efter forsorgslovgivningens købstadtakster m. v. Der 

findes altså 15 kommuner, hvor skattelovgivningens 

købstadsatser m, v. er gældende i hele kommunen, 

medens forsorgslovgivningens købstadsatser kun er 

gældende i vedkommende bymæssige bebyggelse og 

ikke i det omkring bebyggelsen liggende landdistrikt. 

På den anden side er forsorgslovgivningens købstadsatser 

gældende i 23 kommuner i deres helhed*) og 

i bymæssige bebyggelser i yderligere 43 kommuner, 

uden at nogen af disse kommuner i skattelovgivingen 

er sidestillet med købstæder. 

Specielt for hovedstadsområdet bemærkes det, at 11 

københavnske omegnskommuner er sidestillet med 

København og Frederiksberg såvel efter skattelovgivningens 

som efter forsorgslovgivningens gruppedeling, 

medens 3 omegnskommuner (Ballerup-Måløv, Brøndbyerne, 

Høje Tåstrup) vel er sidestillet med København 

og Frederiksberg efter forsorgslovgivningens 

gruppedeling, medens de kun er sidestillet med købstæderne 

efter skattelovgivningens gruppedeling. Endelig 

er een omegnskommune (Herstederne) sidestillet 

med hovedstaden efter forsorgslovgivningen, medens 

denne kommune efter skattelovgivningens gruppedeling 

betragtes som landkommune. 

Afvigelserne i den måde, hvorpå kredsen af 

de med købstæderne (København) sidestillede 

bymæssige kommuner (bebyggelser) afgrænses 

på de to lovgivningsområder, medfører således, 

at ialt 84 kommuner ikke er stillet på samme 

made på begge lovgivningsområder. 

I det af regeringen senest i folketingssamlingen 

1955-56 fremsatte forslag til en skattereform 

er det foreslået, at den i den nugældende 

skattelovgivning anvendte gruppedeling 

— der iøvrigt var foreslået bibeholdt i det af 

Skattelovskommissionen udarbejdede lovforslag 

*) Een af disse kommuner (Herstederne) er endog 

efter forsorgslovgivningens gruppedeling sidestillet 

med hovedstaden. 

— opgives, således at man, for så vidt angår de 

personlige fradrag og indtægtsgrænsen for 

børns selvstændige skatteansættelse (forslagets 

§ 36 og § 25), overhovedet ikke anvender 

lokalitetsgraduering, medens man, for så vidt 

angår børnetilskud, anvender forsorgslovgivningens 

gruppedeling. Børnefradrag og nedslag 

i ansættelsen for aldersrentemodtagere m. fl. 

foreslås helt afskaffet. 

Den omhandlede i statsskattelovgivningen 

anvendte gruppedeling, der kan føres tilbage 

til statsskatteloven af 8. juni 1912, hvor man 

for første gang i skattelovgivningen gennemførte 

sidestilling af bymæssige kommuner med 

købstæderne, er imidlertid tilsyneladende ikke 

lagt til grund overalt, hvor der i statsskattelovgivningen 

og de sig dertil sluttende bestemmelser 

er gennemført lokalitetsgraduering. I 

de årlige meddelelser fra Statens Ligningsdirektorat 

bl. a. vedrørende de vejledende retningslinier 

for fastsættelsen af værdien af kost og 

logi for medhjælpere ved husholdning, landbrug 

m. v. (jfr. senest de i januar 1956 udsendte 

meddelelser, s. 90) er satserne for 

kostværdien gradueret efter, om skatteyderen 

har haft fast bopæl i følgende områder: 

Hovedstadsområdet, indbefattet en række 

københavnske omegnskommuner. 

Større købstæder med over 10.000 indbyggere 

og større forstæder til sådanne byer 

samt Birkerød, Brøndbyvester-Brøndbyøster 

og Hørsholm kommuner. 

Mindre købstæder og bymæssige bebyggelser 

i landkommuner. 

Landkommuner. 

Medens man i den øvrige statsskattelovgiv. 

ning alene anvender en opdeling i tre områdegrupper, 

har man altså i denne henseende 

foretaget en opdeling i fire grupper. Hertil 

kommer, at det synes noget tvivlsomt, om det er 

meningen, at kredsen af de bymæssige bebyggelser, 

der er sidestillet med de mindre købstæder 

i relation til de omhandlede normalværdier 

af kost og logi, skal afgrænses på 

samme måde som kredsen af de med købstæderne 

sidestillede bebyggelser i henseende til 

statsskattelovgivmingens øvrige bestemmelser. 

Det forekommer nemlig ikke ganske udelukket, 

at også bebyggelser, der har mindre end 2000 

indbyggere, kan sidestilles med de mindre 

købstæder i relation til de omhandlede kostog 

logiværdier. Der ses ikke at foreligge almindelige 

afgørelser af spørgsmålet.

159 

2. Kommuneskattelovgivningen. 

Med hensyn til lov om personlig skat til 

kommunen (nr. 28 af 18. februar 1937) skal 

det bemærkes, at en række bestemmelser i 

denne lov vel bygger på forudsætningen om, 

at leveomkostningsniveauet er højere i byerne 

end på landet, men den måde, hvorpå »byerne« 

afgrænses i de forskellige herhenhørende 

bestemmelser, er højst uensartet. 

I bestemmelsen i kommuneskattelovens § 9, 

stk. 2, således som denne er ændret ved lov 

nr. 20 af 27. januar 1950, er der således anordnet 

et børnefradrag på 200 kr. for hvert 

barn. Fradraget indrømmes under de samme 

betingelser, som er opstillet for indrømmelse 

af børnefradrag i statsskattelovgivningen. Fradragets 

størrelse fastsættes af kommunalbestyrelsen, 

og det kan forhøjes indtil det til enhver 

tid ved ansættelsen til indkomstskat til staten 

gældende fradrag. Det vil således til en vis 

grad være statsskattelovens lokalitetsgraduering 

og gruppedeling, der lægges til grund med 

hensyn til størrelsen af børnefradraget også i 

relation til kommuneskatten. 

Da kommuneskatteansættelserne er baseret 

på statsskatteansættelserne, jfr. kommuneskattelovens 

§ 8, vil statsskattelovgivningens gruppedeling 

ligeledes få indflydelse på spørgsmålet 

om, hvorvidt -personer under 16 ar, der har 

egne indtægter, skal ansattes til at svare skat 

til kommunen, eller om sådanne personers indtægter 

skal medregnes ved opgørelsen af forsørgerens 

også til kommunen skattepligtige 

indkomst. 

Da det nedslag i indkomstansættelsen, der 

i medfør af ligningslovens § 5 gives aldersrentemodtagere 

m. fl., jfr. foran s. 156, også 

er afgørende for den pågældendes kommuneskatteansættelse, 

bliver statsskattelovgivningens 

lokalitetsgraduering og gruppedeling på dette 

område altså også af betydning på kommuneskattens 

område. 

Medens statsskattelovens gruppedeling således 

i et vist omfang anvendes i forbindelse 

med kommuneskattelovens regler om ansættelse 

til kommunal opholdskommuneskat, anvender 

kommuneskatteloven derimod forsorgslovgivningens 

områdedeling med hensyn til indtægtsgrænserne 

for ansættelse til erhvervsskat*). 

Derimod anvender man hverken statsskattelovgivningens 

eller forsorgslovgivningens gruppedeling, 

for så vidt angår de indtægtsgrænser, 

*) Jfr. ovenfor s. 156. 

der i kommuneskattelovens § 9, stk. 3, som 

ændret ved lov nr. 124 af 13. april 1954, er 

fastsat som afgørende for de kommunale ligningsmyndigheders 

adgang til efter formue og 

lejlighed at nedsætte indkomsten eller helt lade 

skattepligten bortfalde. I denne henseende sondrer 

kommuneskatteloven alene mellem købstadkommuner 

og landkommuner, uden at det 

tages i betragtning, at der —• som anerkendt I 

statsskatteloven og andre steder i kommuneskatteloven 

selv — findes bymæssige bebyggelser, 

hvor skatteydernes indtægtsniveau på grund 

af pris- og leveomkostningsniveauet ligger på 

samme højde som i købstæderne. 

I det af regeringen fremsatte forslag til en 

skattereform — hvor det tilstræbes at gennemføre 

en endnu nærmere sammenhæng mellem 

kommuneskatteansættelsen og statsskatteansættelsen 

end efter de gældende regler — er de 

her nævnte uoverensstemmelser fjernet. 

c. Områdedelingen i 

tjenestemandslov'givningen. 

Også ved fastsættelsen af de lønninger, der 

ydes til statens tjenestemænd m. fl., har man 

bygget på forudsætningen om, at leveomkostningsniveauet 

er forskelligt i by og på land, 

og at ligelighedshensynet derfor må føre til, 

at der ydes de tjenestemænd, der gør tjeneste i 

byerne, en højere løn end de tjenestemænd af 

tilsvarende charge, der gør tjeneste på landet. 

Dette formål har man opnået ved ydelsen af 

stedtillæg til de enkelte tjenestemænds lønninger, 

således at stedtillæggenes størrelse er gradueret 

efter vedkommende tjenestemands tjenestested 

eller bopæl. Medens sociallovgivningen 

og skattelovgivningen, som det vil 

være fremgået af det foregående, i hovedsagen 

kun opererer med en opdeling af landet 

i tre hovedgrupper —• hovedstadsområdet, købstæderne 

og de dermed sidestillede bymæssige 

bebyggelser samt det øvrige land — og 

således at afgrænsningen af kredsen af de omhandlede 

bymæssige bebyggelser i princippet 

er sket efter generelle kriterier, anvender man 

med hensyn til stedtillægssatserne en langt 

mere differentieret og konkretiseret gruppedeling. 

Lov om statens tjenestemænd (nr. 301 af 

6. juni 1946) kap. 4, der indeholder de nærmere 

regler om ydelse af stedtillæg og om 

disses størrelse, varierer nemlig stedtillæggene 

efter, om tjenestestedet ligger i eet af følgende 

områder, jfr. § 85, stk. 2:

160 

a) København, Frederiksberg og Gentofte. 

b) De store købstæder og de i klasse dermed 

stillede byer. 

c) De mellemstore købstæder og de i klasse 

dermed stillede byer. 

d) De øvrige købstæder og de i klasse dermed 

stillede byer. 

e) Sådanne byer og kommuner, der ikke kan 

henføres under d), men som dog ved bedømmelsen 

af de foreliggende oplysninger 

om husleje og navnlig kommunal skat indtager 

en særstilling i forhold til almindelige 

landkommuner. 

Den nærmere klassificering af de under hver 

af de nævnte grupper hørende byer og områder 

foretages ved tekstanmærkning til § 22 på 

de årlige finanslove, og i tjenestemandslovens 

§ 88, stk. 1, er det bestemt, at der ved bevilling 

på finansloven hvert 3. år kan foretages 

forskydninger mellem de hidtil i grupperne 

b, c, d og e klassificerede byer eller kommuner, 

ligesom byer eller kommuner, der ikke hidtil 

har været opført i nogen af de 5 grupper, 

kan optages, eller hidtil opførte byer (kommuner) 

kan udgå. 

I tjenestemandslovens § 86 indeholdes der 

en særlig bemyndigelse til at fastslå, at forstadsbebyggelser 

i henseende til stedtillægssatserne 

kan sidestilles med købstæderne. Klassificeringen 

skal ifølge § 88, stk. 2, ske efter 

indstilling af lønningsrådet og efter dettes 

skøn over de foreliggende oplysninger om udgifter 

til husleje, kommunal skat samt over 

sådanne ganske særlige forhold for levevilkårene, 

der måtte kunne begrunde en forandring. 

Den for finansårene 1955/56—1957/58 gældende 

klassificering, der er fastsat ved finansloven 

for finansåret 1955/56, er optaget i 

finansministeriets cirkulære nr. 52 af 1. april 

1955. Cirkulæret indeholder dels en opregning 

af de købstæder og stationsbyer (kommuner), 

der er klassificeret i de enkelte grupper, dels 

en almindelig regel om, at tjenestemænd med 

tjenestested i de ved folketællingen i 1950 som 

forstadsbebyggelser betegnede områder oppebærer 

samme stedtillæg, som er fastsat for den 

pågældende købstad, dog således at der for 

enkelte i bekendtgørelsen nærmere angivne 

forstadsbebyggelser gælder en anden stedtillægssats, 

eller endog i et enkelt tilfælde således 

at der overhovedet ikke ydes noget stedtillæg. 

Som de mest fremtrædende punkter, hvorpå 

tjenestemandslovgivningens gruppedeling adskiller 

sig fra forsorgs- og statsskattelovgivningens, 

kan — udover opdelingen i 6 områdegrupper 

og princippet om den konkrete afgrænsning 

af kredsen af de i hver gruppe 

placerede købstæder og bymæssige bebyggelser 

— nævnes, 

at hovedstadsgruppen kun omfatter de tre hovedstadskommuner, 

men ingen af de københavnske 

omegnskommuner, 

at een af grupperne (sats e) omfatter visse 

mindre stationsbyer og landkommuner med 

mindre bymæssig bebyggelse eller helt uden 

bymæssig bebyggelse, som vel ikke er sidestillet 

med nogen købstad (idet ingen købstad 

er placeret i en lavere gruppe end sats 

d), men som dog med hensyn til stedtillægssatserne 

er placeret i en anden gruppe end de 

rene landdistrikter, samt 

at bymæssige bebyggelser, der af Det statistiske 

Departement er betragtet som forstadsbebyggelser 

ved folketællingen i 1950, som 

den altovervejende hovedregel, uanset deres 

størrelse, behandles på samme måde som vedkommende 

købstad, og i hvert fald behandles 

ingen af dem (bortset fra een) efter de for 

rene landdistrikter fastsatte satser. 

De anførte omstændigheder medfører således, 

at tjenestemandslovens afgrænsning af 

kredsen af de bymæssige bebyggelser (kommuner), 

hvor der ydes samme stedtillæg som i 

købstæderne, d. v. s. mindst med sats d, går 

noget på tværs af forsorgslovgivningens og 

skattelovgivningens gruppedeling. 

Det kan således nævnes, at det hører til de 

absolutte undtagelser, at stedtillæggenes købstadsatser 

er gjort gældende for en (bymæssig) 

kommune i dens helhed, bortset fra de tilfælde 

hvor hele kommunen er bymæssigt bebygget, 

medens forsorgslovgivningens købstadsatser jo 

i vidt omfang er udvidet til at gælde også de 

ikke-bymæssigt bebyggede distrikter af kommuner 

med større bymæssig bebyggelse. 

I bilag 18, der giver en oversigt over de bebyggelser 

(kommuner), som efter forsorgs- eller skattelovgivningen 

er sidestillet med købstæderne, er det tillige 

anført, hvilken stedtillægssats der er fastsat for vedkommende 

bebyggelse (kommune). Det fremgår af 

oversigten, at der findes 20 kommuner, hvor forsorgslovgivningens 

og skattelovgivningens købstadsatser 

er gældende i hele vedkommende kommune, 

men hvor stedtillæg kun ydes efter købstadsatserne 

i selve den bymæssige bebyggelse, medens resten af 

vedkommende kommune enten slet ikke er optaget i 

nogen af stedtillægsgrupperne eller i hvert fald kun 

har stedtillæg med laveste sats (e), hvor ingen af 

købstæderne er placeret.

161 

Den omstændighed, at enhver bebyggelse, der af 

Det statistiske Departement betegnes som forstadsbebyggelse, 

som altovervejende hovedregel har samme 

stedtillæg som vedkommende købstad, bevirker på 

den anden side, at en lang række forstadsbebyggelser 

er sidestillet med købstæderne med hensyn til stedtillæggenes 

størrelse uden at være sidestillet med købstæderne 

efter forsorgslovgivningens eller skattelovgivningens 

gruppedeling, og i flere af disse forstæder, 

der altså efter forsorgs- og skattelovgivningens gruppedeling 

betragtes som rene landdistrikter, ydes stedtillæggene 

endog efter de højere satser (b og c). 

Der kan også nævnes enkelte stationsbyer, som på 

tilsvarende måde er sidestillet med købstæderne efter 

tjenestemandslovens gruppedeling, medens de efter 

gruppedelingen i de øvrige love betragtes som rene 


Omvendt er der en lang række stationsbyer (kommuner), 

der er sidestillet med købstæderne efter forsorgslovgivningens 

gruppedeling uden at være sidestillet 

med købstæderne med hensyn til stedtillægssatserne. 

Det fremgår af den fornævnte oversigt, at 

der findes 9 stationsbyer, hvor skattelovgivningens og 

forsorgslovgivningens købstadsatser er gældende, medens 

der ikke i de pågældende byer ydes stedtillæg 

efter købstadsats (d. v. s. mindst sats d). Herudover 

findes der yderligere 27 stationsbyer, heraf 19 med 

over 1000 indbyggere, der er sidestillet med købstæderne 

i forsorgslovgivningen, men hvor der ikke ydes 

stedtillæg efter samme sats som i købstæder, hvorved 

dog må bemærkes, at 14 af disse stationsbyer er placeret 

i gruppen af byer (kommuner) med stedtillægssats 

e. 

Tjenestemandslovens gruppedeling blev indført 

ved tjenestemandsloven af 31. marts 1931, 

hvor den afløste den gruppedeling, som 

blev gennemført ved lovene af 27. maj 1908 

om lønninger m. v. henholdsvis for landpostbude 

og for tjenestemænd ved postvæsenet, 

statsbanerne, telegraf- og toldvæsenet. I disse 

love, som iøvrigt tilsigtede at afløse en ordning, 

hvorefter der var blevet ydet en efter 

opholdsstedet gradueret »huslejegodtgørelse«, 

blev der på grundlag af en undersøgelse af 

prisniveauet for fødevarer, klæder, fodtøj, 

brændsel, belysning, husleje, skatter, skolepenge, 

hushjælp og lignende udgifter*) indført 

en gruppedeling, svarende til den senere i sygekasseloven 

af 1915 anvendte gruppedeling, 

hvor man helt havde forladt købstadbegrebet 

og opdelte i følgende 4 grupper: 

1) Hovedstaden, 2) byer og bymæssige bebyggelser 

med over 2000 indbyggere, 3) byer 

og bymæssige bebyggelser med 1000—2000 

indbyggere, 4) det øvrige land. 

*) Undersøgelsen viste, at der især var forskelle, for 

så vidt angik husleje- og skatteniveauet, hvilket 

formentlig er årsagen til, at det er disse to momenter, 

der især lægges vægt på ved klassificeringen 

inden for de 6 stedtillægsgrupper, jfr. 

tjenestemandslovens § 88, stk. 2. 

11 

Tjenestemandslovens gruppedeling er ikke 

alene afgørende for størrelsen af de til statens 

tjenestemænd ydede lønninger, men de for de 

enkelte byer og kommuner fastsatte stedtillægssatser 

er tillige afgørende for størrelsen af de i 

henhold til lønningslov for folkeskolens lærere 

(nr. 414 af 12. juli 1946) § 38 og lønningslov 

for folkekirkens præster (nr. 418 af s. d.) § 40 

ydede lønninger. 

Stedtillægssatserne er almindeligvis også afgørende 

for størrelsen af de kommunernes tjenestemænd 

tillagte lønninger. 

Det kan også nævnes, at den omhandlede 

gruppedeling er lagt til grund for fastsættelsen 

af de beløb, der af kommunerne kan anmeldes 

til statsrefusion for lønudgifter til husmoderafløsere, 

jfr. socialministeriets cirkulære nr. 119 

af 12. juni 1952.*) 

Når der overhovedet foretages en graduering 

af økonomiske størrelser efter lokaliteten med 

baggrund i forskelle i det almindelige leveomkostningsniveau, 

må det naturligvis ud fra en 

teoretisk betragtning anses for ønskværdigt, 

at der — som i tjenestemandslovgivningen — 

opereres med flere områdegrupper, og at afgørelsen 

af, hvilke lokaliteter der skal placeres i 

de enkelte grupper, foretages konkret, men man 

må på den anden side ikke være blind for, at 

den måde, hvorpå tjenestemandslovgivningens 

graduering er gennemført, også kan føre til 

vilkårlige resultater, idet mange andre faktorer 

end netop husleje- og skatteniveauet kan 

være afgørende for leveomkostningsniveauets 

højde, hvortil kommer, at placeringen af de enkelte 

byer i de forskellige grupper efter en konkret 

udvælgelse meget let i praksis vil give anledning 

til utallige tvivlsspørgsmål. 

C. SÆRLIGE BEMÆRKNINGER OM 

LOVGIVNINGENS STILLING TIL DE 

KØBENHAVNSKE OMEGNSKOMMUNER. 

Kommunerne omkring København indtager 

på flere lovgivningsområder en ganske særlig 

stilling i forhold til andre (bymæssige) kommuner. 

Den stedfundne befolkningsmæssige 

udvikling i disse kommuner og kommunernes 

beliggenhed i nærheden af København har haft 

til følge, dels at de særregler, der på visse lovgivningsområder 

gælder for hovedstaden, er 

*) Om den gruppedeling, der er lagt til grund ved 

fastsættelsen af betalingen for husmoderafløsning, 

se ovenfor s. 155.

162 

udvidet til også at gælde for en række af de 

hovedstaden omgivende kommuner eller bebyggelser, 

dels at de københavnske omegnskommuner 

på forskellige lovgivningsområder er blevet 

sidestillet med købstæderne, uden at en sådan 

sidestilling er gennemført for andre bymæssige 

kommuner. 

Allerede på et tidligt tidspunkt har man i 

lovgivningen anerkendt, at de særlige forhold 

i hovedstaden kunne begrunde, ikke alene at 

der blev givet særregler for København, men 

også at der blev givet særregler for distrikterne 

i Københavns nærhed, idet der allerede fra 

tiden kort efter midten af forrige århundrede 

på flere forskellige områder har været givet 

særregler for Frederiksberg.*) I indeværende 

århundrede er der på tilsvarende måde i stadig 

stigende omfang blevet givet særregler for Gentofte 

kommune, således at de regler, der efter 

den nugældende lovgivning kommer til anvendelse 

i København, Frederiksberg og Gentofte, 

på mangfoldige punkter adskiller sig fra de 

regler, der gælder andetsteds, eller i hvert fald 

således at Gentofte kommune med bevarelse af 

denne kommunes kommunalretlige tilhørsforhold 

til amtskommunen i en række henseender 

har fået tillagt en købstadlignende stilling. 

Denne linie i lovgivningen er imidlertid i 

de senere år til en vis grad blevet videreført, 

også for så vidt angår en række af de københavnske 

omegnskommuner,**) men det vil allerede 

af den foregående redegørelse for lovgivningens 

stilling til de bymæssige bebyggelser 

(kommuner) i almindelighed være fremgået, at 

lovgivningen anvender en noget forskelligartet 

afgrænsning af kredsen af de københavnske 

omegnskommuner, for hvilke der på de forskellige 

lovgivningsområder er givet særlige 

regler. 

Ved offentliggørelsen af resultaterne af folketællingen 

i 1950 har Det statistiske Departement 

betragtet 11 af kommunerne i Københavns 

amtsrådskreds (herunder Gentofte) som 

forstadskommuner til København***), og de er 

alle anset for bymæssigt bebygget i deres helhed. 

De øvrige bebyggelser (kommuner) i Kø- 

*) Jfr. den historiske beskrivelse foran i kapitel 1. 

**) Jfr. om loven om de københavnske omegnskommuners 

styrelse, nr. 181 af 20. maj 1952, nedenfor 

i kapitel 15. 

***) Ballerup-Måløv, Brøndbyvester-Brøndbyøster, 

Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, 

Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Søllerød og Tårnby 

kommuner. 

benhavns nærhed er af departementet anset for 

stationsbyer, uanset at deres udvikling og forhold 

i væsentlig grad må antages at være præget 

af deres beliggenhed i nærheden af København. 

I det omfang, hvori der på et eller andet lovgivningsområde 

er givet særregler for bebyggelser 

(kommuner) i Københavns nærhed, er 

disse regler som den altovervejende hovedregel 

gjort gældende for de omhandlede 11 kommuner. 

Men herudover forekommer der væsentlige 

afvigelser fra lov til lov med hensyn til kredsen 

af de omegnskommuner (bebyggelser), for 

hvilke særreglerne iøvrigt er bragt i anvendelse. 

Visse love fastsætter, at de særlige regler for 

hovedstadsområdet skal gælde for samtlige 

kommuner i Københavns amtsrådskreds samt 

Birkerød, Farum og Hørsholm kommuner; i 

andre love er særreglernes anvendelsesområde 

indskrænket til at gælde i en mindre kreds af 

kommunerne, således at byregler i nogle tilfælde 

kun gælder i de 11 kommuner, som Det statistiske 

Departement henfører til forstæderne, 

medens byreglerne i andre tilfælde gælder i de 

kommuner, der omfattes af loven af 1952 om 

omegnskommunernes styrelse, og endelig anvender 

en række love og administrativ praksis 

m. v.*) specielle afgrænsninger. 

I bilag 19 er der givet en oversigt til belysning 

af en række lovgivningsområders afgrænsning 

af de københavnske omegnskommuner, 

for hvilke der er givet særregler, idet oversigten 

viser, hvilken stilling der på de enkelte 

områder tillægges hver af kommunerne i Københavns 

amtsrådskreds samt Birkerød, Farum 

og Hørsholm kommuner.**) 

Det er naturligvis klart, at afgrænsningen af 

særreglernes anvendelsesområde i høj grad må 

bero på formålet med og karakteren af det pågældende 

lovgivningsområdes nærmere bestemmelser, 

og at det derfor ikke på forhånd er 

fuldstændig givet, at den samme afgrænsning 

bør lægges til grund på alle lovgivningsområder, 

hvor man har fundet anledning til at give 

særregler for de københavnske omegnskommuner. 

Oversigten synes imidlertid at vise, at en 

*) Der tænkes her bl. a. på den afgrænsning of Storkøbenhavn, 

der f. eks anvendes med hensyn til 

fastsættelse af takster for brevporto, telefongebyrer 

m. v. 

**) Oversigten angiver ikke at være udtømmende, 

idet der også kan nævnes andre lovgivningsområder 

end de i oversigten anførte, hvor der er givet 

særregler for københavnske omegnskommuner.

163 

vis samordning af de forskellige afgrænsningsregler 

på dette område er ønskelig. 

Hertil kommer, at der kan nævnes enkelte 

lovgivningsområder, hvor de for de bymæssige 

kommuner givne regler om sidestilling med 

købstæderne er udformet således, at enkelte af 

de københavnske omegnskommuner ikke bliver 

omfattet af reglerne til trods for, at de reale 

grunde, der har motiveret særreglerne, taler 

derfor, allerede fordi de enkelte omegnskommuner 

hver for sig indgår som led i det samlede 

hovedstadssamfund. Som eksempel på lovbestemmelser 

af denne art kan nævnes bestemmelsen 

i den kommunale ejendomsskattelovs 

(lov nr. 188 af 20. maj 1933) § 3, 

som ændret senest ved lov nr. 361 af 22. december 

1954, der sætter særlige grænser for 

størrelsen af det almindelige fradrag ved 

beregningen af de kommunale ejendomsskatter 

i købstæderne samt kommuner med mindst 

een bymæssig bebyggelse med over 3000 indbyggere. 

Denne bestemmelses afgrænsning af 

kredsen af de med købstæderne sidestillede 

bymæssige kommuner medfører således, at en 

kommune som Dragør, der vel anses for fuldstændig 

bymæssigt bebygget, men hvis indbyggertal 

ikke overstiger 3000, ikke opnår samme 

stilling som andre københavnske omegnskommuner, 

til trods for at de faktiske forhold i 

kommunen på dette område (bygningsværdiernes 

højde) må formodes ikke at adskille sig fra 

forholdene i de omegnskommuner, der omfattes 

af den nævnte bestemmelse. 

Efter udvalgets opfattelse må det anses for 

ønskeligt, at man ved udformningen af regler 

om bymæssige bebyggelsers (kommuners) sidestilling 

med købstæderne har opmærksomheden 

henvendt særligt på spørgsmålet om afgrænsningen 

af kredsen af de københavnske omegnskommuner 

i den pågældende henseende. 

Man skal i denne forbindelse pege på det 

naturlige i, at reglerne udformes således, at i 

hvert fald de kommuner, for hvilke der ved 

særlig vedtægt er gennemført eller vil kunne 

gennemføres en købstadlignende styreform i 

medfør af loven om de københavnske omegnskommuners 

styrelse, også på andre end de i 

denne lov omhandlede lovgivningsområder sidestilles 

med købstæderne (eller hovedstaden). 

li*

KAPITEL 13 

Almindelige bemærkninger om afgrænsningen af byreglers anvendelsesområde 

i den nugældende og fremtidige lovgivning. 

A. LOVGIVNINGEN I ALMINDELIGHED 

1. Forskellighederne i den gældende 

lovgivnings afgrænsningskriterier. 

Det vil af de foregående kapitler være fremgået, 

at 'de forskellige lovgivningsområder, hvor 

man har givet særregler for bysamfundene, 

frembyder et meget uensartet billede med hensyn 

til afgrænsningen af kredsen af de bysamfund, 

for hvilke der skal gælde andre regler 

end i landdistrikterne. 

Nogle få lovbestemmelser definerer de særlige 

byreglers anvendelsesområde med begrebet 

»byer«, eventuelt i forbindelse med en højere 

eller lavere indbyggertalsgrænse. I de øvrige 

lovbestemmelser, hvor der gives særregler for 

byerne, anvender man stadig købstadbegrebet 

som det principielle udgangspunkt for fastsættelsen 

af byreg'lernes anvendelsesområde, uanset 

at købstadbegrebet ikke idag — som for hundrede 

år siden — er nogen dækkende fællesbetegnelse 

for landets bysamfund. Købstadbegrebet 

kan i virkeligheden idag kun med rette bruges 

som et udtryk for den del af bysamfundene, 

der indtager en særlig stilling i det kommunale 

system, — et forhold, der kun i de færreste tilfælde 

er relevant i relation til indholdet af de 

lovbestemmelser, som anvender begrebet. 

Visse af disse lovbestemmelser lader byreg- 

1erne komme til anvendelse udelukkende i købstæderne, 

således at de øvrige bysamfund behandles 

efter de regler, som på det pågældende 

lovgivningsområde er givet for landdistrikterne. 

Det almindelige inden for lovgivningen er 

dog, at der ved formuleringen af regler om 

byreglernes anvendelsesområde tages hensyn til 

bysamfundene uden for købstæderne; men den 

måde, hvorpå dette er sket, varierer stærkt fra 

lov til lov. 

I visse tilfælde er de for købstæderne fastsatte 

bestemmelser ikke gjort umiddelbart anvendelige 

på de andre bysamfund, men købstadreglernes 

indførelse i de pågældende byer 

er gjort afhængig af en eller anden administrativ 

centralmyndigheds skøn eller andre, på lignende 

måde indskrænkende betingelser.*) I 

andre tilfælde kan der være fastsat særlige regler 

for de bymæssige bebyggelser, hvorved disse 

vel stilles anderledes end de rene landdistrikter 

uden dog at blive stillet fuldstændigt som købstæderne.**) 

På de lovgivningsområder, hvor der for så 

vidt er etableret en fuldstændig og umiddelbar 

sidestilling mellem købstæderne og byer uden 

for disse, viser det sig imidlertid ofte, at den 

måde, hvorpå kredsen af de således med købstæderne 

sidestillede byer er afgrænset i loven 

eller gennem administrative afgørelser, varierer 

stærkt fra lov givnings område til lovgivningsområde, 

uden at det er muligt at påvise nogen 

egentlig linie i de anvendte afgrænsningskriterier. 

På visse områder er købstadreglerne kun 

gjort anvendelige i de bysamfund, der ligger 

som forstæder til hovedstaden eller købstæderne, 

men derimod ikke i de øvrige byer uden 

for købstæderne, stationsbyer o. 1.***). 

*) Jfr. f. eks. den foran s. 144 f. omtalte regel i beværterloven, 

hvorefter afgørelsen af spørgsmålet 

om indførelsen af købstadregler i en bymæssig 

bebyggelse er henlagt til handelsministeren, ligesom 

spørgsmålet kan forlanges underkastet afstemning 

blandt kommunens beboere. 

**) Jfr. f. eks. den foran s. 141 omtalte lov om overtagelse 

m. v. af gader og veje i landkommuner 

med bymæssig bebyggelse. 

***) Jfr. f. eks. de foran s. 143 f. omtalte regler 

om fribefordring henholdsvis af skoleelever og 

af sygekassepatienter.

165 

Det almindelige er dog, at købstadreglerne 

er udvidet til at gælde i begge arter af 

bymæssige bebyggelser. I nogle af disse tilfælde 

er afgrænsningen foretaget således, at 

købstadreglerne kun skal gælde i en række 

konkret udvalgte bebyggelser eller kommuner, 

og på andre lovgivningsområder afgrænses de 

med købstæderne sidestillede byer ved, at der i 

loven er opstillet et generelt kriterium i form af 

en minimumsgrænse for antallet af indbyggere i 

de byer, der skal komme i betragtning. Dette 

indbyggertalskriterium varierer fra lov til lov, 

også i tilfælde hvor den i forskellige love 

hjemlede sidestilling med købstæderne i og for 

sig kan føres tilbage til samme reale grunde, 

og hvor det derfor på forhånd måtte forekomme 

naturligt, at den indbyggertalsgrænse, som 

var lagt til grund i den ene af lovene, måtte 

være gældende også i de andre love. 

Endelig viser der sig at være variationer i 

den måde, hvorpå de forskellige love geografisk 

afgrænser de områder uden for købstæderne, 

hvor købstadregler skal anvendes. Visse 

love lader således grænsen for købstadreglernes 

anvendelsesområde i den enkelte by være sammenfaldende 

med vedkommende kommunegrænse, 

medens andre love kun lader købstadreglerne 

gælde i selve den bymæssige bebyggelse, 

således at resten af kommunen behandles 

efter de for landdistrikter givne regler. 

Sluttelig skal man pege på de ulemper, der 

følger af, at reglerne vedrørende afgrænsningen 

af de med købstæderne sidestillede bymæssige 

bebyggelser ofte er udformet således, at mindre 

bymæssige bebyggelser afskæres fra sidestilling 

med købstæderne. Dette forhold vil almindeligvis 

være ganske naturligt, for så vidt angår mindre 

stationsbyer o. 1., idet det er klart, at stationsbyerne 

som regel må have nået en vis størrelse, 

for at deres struktur kan siges at gøre særlige 

byregler nødvendige eller ønskelige. Når 

der derimod er tale om forstadsbebyggelser, består 

der ikke den samme formodning for, at der 

først vil være behov for anvendelse af de samme 

regler som i købstaden, når forstaden har 

nået en vis størrelse. Forholdene selv i ganske 

små forstadsbebyggelser vil som regel ikke adskille 

sig væsentligt fra forholdene i vedkommende 

købstad, hvorfor det ofte vil være vanskeligt 

at forstå, at der på flere lovgivningsområder 

skal gælde forskellige regler i de forskellige 

dele af samme by. 

2. Købstadbegrebets indhold og betydning 

efter den gældende lovgivning. 

De nuværende komplicerede og til en vis 

grad irrationelle tilstande på hele dette område 

af lovgivningen kan i væsentlig grad føres tilbage 

til den betydning og indflydelse, som den 

gældende lovgivning tillægger selve købstadbegrebet. 

I midten af forrige århundrede, hvor der 

ikke fandtes byer uden for købstæderne, var 

det ganske naturligt, at købstadbegrebet blev 

lagt til grund som det lovteknisk mest dækkende 

kriterium ved afgrænsningen af byreglernes 

anvendelsesområde i almindelighed, lige så vel 

som det efter de dengang bestående forhold 

stemte godt overens med tankerne bag hele 

vort kommunale system, når kredsen af de 

(by)kommuner, der skulle stå uden for amtsrådskredsen, 

kun kom til at omfatte købstæderne. 

Den stedfundne udvikling, der har ført til 

dannelsen af en lang række nye byer, uden at 

man væsentligt har udvidet kredsen af de byer, 

der betegnes som købstæder, til at omfatte disse 

nye byer, har imidlertid i nogen grad fjernet 

baggrunden for købstadbegrebets anvendelse 

som den almindelige fællesbetegnelse for landets 

bysamfund, således at dette begreb ikke i 

almindelighed kan siges at være velegnet eller 

rationelt som kriterium for de bysamfund, for 

hvilke særlige byregler skal gælde. 

På et enkelt område har købstadbegrebet dog 

bevaret sin reelle betydning, idet ordet »købstadkommune« 

stadig er fællesbetegnelsen for 

de kommuner, der indtager en særlig stilling i 

det kommunale system som stående udenfor 

amtskommunen.*) Så længe man derfor opretholder 

en kommunalordning som den nuværende, 

hvorefter visse kommuner skal stå udenfor 

amtskommunen, og så længe det opretholdes 

som den alt overvejende hovedregel, at købstadbegrebet 

kun omfatter de byer, der indtager 

denne særlige stilling i forhold til amtskommunen, 

vil dette begreb stadig finde naturlig 

anvendelse på lovgivningsområder, der vedrører 

kompetencefordélingen mellem på den ene 

*) Visse af købstadkommunerne, nemlig de bornholmske, 

hører ganske vist ind under amtskommunen, 

men dette er efter de nuværende forhold 

en så speciel undtagelse, at det ikke rokker ved 

hovedindtrykket af, at »købstadkommuner« er 

kommuner, der har det særkende fremfor andre 

kommuner, at de står uden for amtskommunen.

166 

side købstadkommunerne og på den anden side 

amtskommunerne. Dette vil gælde, uanset om 

man på andre lovgivningsområder — herunder 

også i bestemmelserne om styrelsen af og tilsynet 

med kommunerne — søger at gøre købstadbegrebet 

i dets nuværende betydning illusorisk 

ved at indføre ensartede regler for købstæderne 

og andre byer. 

Den omstændighed, at købstadbegrebet således 

nødvendigvis må finde anvendelse på visse 

— ganske vist kun relativt begrænsede •— lovgivningsområder, 

som f. eks. på sygehusvæsenets 

område, har formodentlig været medvirkende 

til, at købstadbegrebet er holdt i live 

også på lovgivningsområder, hvor der ikke er 

den samme snævre sammenhæng og forbindelse 

mellem købstadbegrebet og de bag reglerne liggende 

forhold. Når dette er sket, skyldes det 

dog formentlig også en traditionel tilbøjelighed 

hos lovgivningsmagten til at identificere købstæderne 

med landets bysamfund, således at 

lovgivningen kun i de tilfælde, hvor lovbestemmelsernes 

formål gør det påkrævet, medtager 

et vist udsnit af byerne uden for købstæderne, 

uden at afgrænsningen af disse altid foretages 

efter rationelle retningslinier, afpasset efter 

de faktiske forhold. Dette hænger måske også 

sammen med, at man savner et tilsvarende generelt 

begreb for de kommuner uden for købstæderne, 

hvis bymæssige struktur er af en sådan 

karakter, at der er behov for byreglers anvendelse. 

3- Udvalgets synspunkter med hensyn til 

de almindelige principper for afgrænsningen 

af byreglers anvendelsesområde. 

K ø b s t a d b e g r e b e t bør v æ r e u d e n 

reel b e t y d n i n g . 

Nar det må erkendes, at købstadbegrebet 

ikke er holdt a jour som den almindelige fællesbetegnelse 

for de bysamfund, der bar nået 

en sådan befolknings- og erhvervsmæssig struktur, 

at byreglerne bør komme til anvendelse på 

dem, bør det — såfremt man ikke går den vej 

at tildele købstadnavnet til de egentlige byer, 

der ikke idag benævnes på denne måde, eller 

på anden vis tilvejebringer generelle fællesbetegnelser 

for landets bykommuner, jfr. nærmere 

herom nedenfor i kap. 13 — efter udvalgets 

opfattelse i videst muligt omfang søges 

undgået, at der tillægges købstadbegrebet reel 

betydning uden for de lovbestemmelser, som regulerer 

forhold, der affødes af de enkelte kommunetypers 

stilling i det kommunale system. 

Ved den nærmere afgrænsning af byreglernes 

anvendelsesområde bør man efter udvalgets opfattelse 

således i det hele søge at undgå, at 

byreglerne — som det ofte forekommer efter 

den gældende lovgivning — kun er gældende i 

visse dele af et samlet bysamfund, nemlig kun 

indenfor købstadens område, uden at der er mulighed 

for at bringe reglerne til anvendelse også 

i de med købstaden sammenhængende forstadsbebyggelser 

i sognekommuner. 

Det bør endvidere søges undgået, at der tillægges 

købstadbegrebet reel betydning ved, at 

købstadreglernes anvendelse i de bymæssige 

kommuner knyttes til sådanne betingelser, at 

der ikke i realiteten kan siges at være etableret 

sidestilling mellem købstæderne og de bebyggelser, 

der har tilsvarende forhold og behov. 

Der tænkes her på afgrænsningsregler af samme 

art som den, der findes i den nugældende 

beværterlovs § 12, hvorefter der vel er taget 

hensyn til de bebyggelser uden for købstæderne, 

der har nået en vis størrelse (1200 indbyggere), 

men hvor bestemmelsen om, at spørgsmålet 

om indførelse af købstadregler i bebyggelsen 

kan forlanges underkastet kommuneafstemning, 

bevirker, at der ikke er tale om en 

reel sidestilling med købstæderne. 

Endelig bør man undgå de uheldige uligheder, 

som efter forskellige nugældende bestemmelser 

er en følge af, at regler, som gælder for 

enhver nok så lille købstad eller flække, kun er 

gældende i bymæssige bebyggelser, hvis indbyggertal 

har passeret en grænse, der ligger væsentligt 

over indbyggertallet i flere købstæder. 

I det hele taget bør man efter udvalgets opfattelse 

tilstræbe at anvende afgrænsningskriterier, 

der i højere grad tager deres udgangspunkt 

i forhold, der vedrører den bymæssige 

struktur end i den kommunalretlige status, 

hvorved det bliver muligt i langt højere grad 

end efter det nuværende system at afpasse byreglernes 

anvendelsesområde efter deres formål. 

Det er ikke på forhånd givet — således som 

det almindeligvis forudsættes i den nugældende 

lovgivning, der lader byreglerne gælde for alle 

købstæder — at alle bysamfund bør underkastes 

de samme regler. På mange lovgivningsområder 

vil det derimod sikkert ofte være ønskeligt 

at differentiere reglerne efter størrelsen

167 

af de bysamfund, for hvilke reglerne skal 

gælde.*) 

Indbyggertalskriteriet. 

I midten af forrige århundrede, da de enkelte 

byer udenfor hovedstaden, købstæderne, ikke 

adskilte sig væsentligt fra hinanden i størrelse 

eller struktur — medens der til gengæld var et 

skarpt skel mellem forholdene i by og på land, 

— var det forså vidt naturligt, at de bestemmelser, 

der skulle regulere forholdene i byerne 

uden for hovedstaden, blev gennemført for 

samtlige købstæder og med det samme indhold 

for idem alle. Den stedfundne udvikling har jo 

imidlertid medført, ikke alene at der til en vis 

grad er sket en udligning af forskellene imellem 

by og land, men også at kredsen af landets 

bysamfund — ganske bortset fra hovedstaden 

— nu er langt mere differentieret end tidligere. 

Medens det største købstadsamfund i 1850, 

Odense, havde omkring 11.000 indbyggere og 

det mindste, Mariager, ca. 500 indbyggere, findes 

der nu et langt større antal bysamfund uden 

for hovedstaden, spændende over indbyggerantal 

fra ca. 150.000 (Århus med forstæder) helt 

ned til de ganske små tal. 

Denne udvikling i forbindelse med de nuværende 

mere komplicerede samfundsforhold 

har bevirket, at man nu, når der skal træffes afgørelse 

om, hvorvidt der på et eller andet område 

skal gennemføres særlige byregler, tillige 

må tage stilling til, om disse byregler skal 

gælde for alle landets bysamfund, eller — hvis 

dette ikke er tilfældet — hvilken grad af bymæssig 

struktur der efter formålet med det 

pågældende lovgivningsområdes bestemmelser 

begrunder behovet for særregler. 

De forhold, som kan begrunde, at der er behov 

for gennemførelse af særlige regler for 

landets bysamfund, eller for en større eller minde 

kreds af disse, varierer naturligvis fra lovgivningsområde 

til lovgivningsområde. Da der 

imidlertid — som det også vil være fremgået 

af beskrivelsen af de faktiske forhold i de bymæssige 

kommuner i nærværende betænknings 

afsnit II — på de fleste livsområder vil være 

*) På enkelte områder i den gældende lovgivning 

forekommer en sådan differentiering efter bysamfundets 

størrelse, jfr. de foran s. 131 omtalte eksempler 

samt de bestemmelser, der lader antallet 

af et bysamfunds repræsentanter i råd, nævn og 

lignende bestemme af byens indbyggertal, f. eks. 

epidemilovens (nr. 138 af 10. maj 1915) § 2 

om antallet af hver købstads medlemmer i overepidemikommissionen. 

en ret nær sammenhæng mellem en bys indbyggertal 

på den ene side og på den anden side 

graden af den bymæssige struktur, vil en bys 

indbyggertal i almindelighed kunne anvendes 

som målestok for behovet for særregler. Indbyggertallet 

i en by vil derfor som hovedregel 

være et godt kriterium, når der på et eller andet 

lovgivningsområde skal foretages en generel 

afgrænsning af den kreds af byer, på hvilke 

særlige byregler bør bringes i anvendelse.*) 

Der vil naturligvis altid være visse ulemper 

ved i lovgivningen at knytte retsvirkninger til 

en bestemt, generelt fastsat, talmæssig grænse, 

fordi de faktiske livsforhold som regel vil være 

så varierede, at det ikke er muligt at presse dem 

ind under faste rammer. Opstillingen af en 

sådan fast grænse vil uvægerligt medføre, at 

retsvirkningerne i visse tilfælde kommer til at 

indtræde, uden at der er reale grunde hertil, 

medens de ikke indtræder i andre tilfælde, hvor 

den talmæssige betingelse vel ikke er opfyldt, 

men hvor retsvirkningerne efter de grunde, der 

ligger bag reglen, burde indtræde. 

Opstillingen af en fast indbyggertalsgrænse 

som det afgørende kriterium for en byregels 

anvendelsesområde vil derfor undertiden være 

behæftet med en vis vilkårlighed, navnlig således 

at visse byer, hvis indbyggertal ligger under 

grænsen, ikke bliver omfattet af byreglerne 

til trods for, at der i høj grad kan være behov 

herfor. 


der har ført til, at man på flere lovgivningsområder 

ikke har afgrænset de bymæssige bebyggelser, 

på hvilke købstadregler skulle finde anvendelse, 

ved opstillingen af en fast indbyggertalsgrænse, 

men har overladt afgørelsen til en 

central — eller lokal — forvaltningsmyndigheds 

afgørelse, hvorved der i højere grad vil 

kunne tages hensyn til de konkrete forhold i 

de enkelte byer. Ofte har dette samtidig indebåret, 

at ordningen er blevet udformet således, 

at byreglernes gennemførelse, der for købstædernes 

vedkommende har været obligatorisk, er 

blevet fakultativ for de bymæssige bebyggelser.**) 

*) Også andre kriterier vil naturligvis kunne anvendes, 

jfr. f. eks. den foran s. 131 omtalte bestemmelse 

i lov om ungdomsundervisning, der ved 

afgrænsningen af de kommuner, der skal være 

pligtige at oprette ungdomsskoler, lægger vægt 

på antallet af elever. 

**) Jfr. f. eks. de foran s. 146 f. omtalte regler vedrørende 

gennemførelse af mælkeordninger i de 

bymæssige kommuner.

168 

Uanset de ulemper, der er forbundet med en 

afgrænsningsre gel, der lægger vægt på et bestemt 

antal indbyggere i bymæssig bebyggelse, 

vil man dog mene, at de fordele, der principielt 

knytter sig til anvendelsen af et sådant generelt 

afgrænsningskriterium, i almindelighed opvejer 

disse ulemper. 

Man er dog på den anden side opmærksom 

på, at forholdene i de enkelte byer er af så 

varieret karakter, at det let i visse tilfælde vil 

føre til lidet rimelige resultater, såfremt lovgivningens 

afgrænsningsbestemmelser formuleres 

således, at byreglernes anvendelsesområde udelukkende 

baseres på opstillingen af generelle 

talkriterier. 

Det vil derfor i visse tilfælde være naturligt, 

at der åbnes mulighed for, at også byer og bymæssige 

bebyggelser, der ikke opfylder den opstillede 

talmæssige betingelse, men hvis forhold 

iøvrigt gør anvendelsen af de pågældende byregler 

naturlig, bringes ind under byreglernes 

anvendelsesområde ved en forvaltningsmyndigheds 

konkrete beslutninger for de enkelte byers 

vedkommende. 

Udvalget finder i denne forbindelse anledning 

til at pege på det ønskelige i, at lovgivningens 

afgrænsningsregler, i det omfang hvori 

der på et eller andet lovgivningsområde er — 

eller måtte blive — fastsat særregler for bymæssige 

bebyggelser (kommuner) uden for købstæderne, 

der adskiller sig fra de i landdistrikterne 

gældende, udformes således, at der tages særligt 

hensyn til den bestående strukturmæssige 

forskel imellem på den ene side forstadsbebyggelser 

og på den anden side stationsbyer o. 1. 

Der vil ofte i videre omfang være trang til gennemførelse 

af byregler for forstadsbebyggelserne 

end for stationsbyer o. 1., idet trangen til 

byreglers indførelse for forstadsbebyggelsernes 

vedkommende i mindre grad vil være afhængig 

af, at bebyggelsen har nået en vis indbyggertalsgrænse. 

Som et i hensende til afgrænsningsreglernes 

udformning anvendeligt kriterium for afgrænsningen 

af forstadsbebyggelser skal man pege 

på det foran side 28 nævnte kriterium, der er 

lagt til grund af Det statistiske Departement 

ved opgørelsen af resultaterne vedrørende folketællingen 

i 1955. 

Den gældende lovgivning har forsåvidt i 

vidt omfang anvendt de bymæssige bebyggelsers 

indbyggertal som afgrænsningskriterium i de 

forskellige henseender. Men lovgivningen og 

administrationens praksis på dette område viser 

sig at lide af mangel på en rationel samordning, 

idet de indbyggertalsgrænser, der er lagt 

til grund, varierer temmelig meget fra lov til 

lov, ofte uden at der kan påvises reale grunde 

til forskellene. De indbyggertalsgrænser, der er 

lagt til grund, ligger som den altovervejende 

hovedregel imellem 1000 og 3000, men i intervallet 

mellem disse tal er der mange variationer. 

Det er forståeligt, at denne uoverskuelighed 

i afgrænsningen af de bymæssige bebyggelser 

forekommer lidet tilfredsstillende for de 

myndigheder og institutioner eller privatpersoner, 

der direkte eller indirekte berøres af reglerne. 

For befolkningen og administrationen i en 

bymæssig bebyggelse med f. eks. 1100 indbyggere 

virker det således ret uforståeligt, at dette 

indbyggertal kan begrunde købstadstilling på 

nogle områder, hvor «den afgørende grænse er 

lagt ved 1000 indbyggere, medens bebyggelsens 

indbyggertal blot skulle være nogle få hundreder 

større for at begrunde købstadstilling på 

andre områder, uden at der kan påvises nogen 

egentlig reel begrundelse for de — i realiteten 

-— uvæsentlige forskelle i indbyggertalsgrænsen. 

Valget af den afgørende indbyggertalsgrænse 

må naturligvis bero på formålet med og det 

materielle indhold af den lovregel, som ønskes 

bragt i anvendelse på byerne. Men i stedet for, 

at man som nu anvender mange forskellige indbyggertalsgrænser 

og afgrænsningskriterier, 

ville det være ønskeligt, om man i lovgivningen 

og i administrationens praksis i højere grad 

koncentrerede sig om anvendelsen af nogle 

enkelte, faste indbyggertalsgrænser som f. eks. 

1000, 2000 og 3000 indbyggere i bymæssig 

bebyggelse. 

Dernæst ville det være ønskeligt, at det samme 

afgrænsningskriterium så vidt muligt blev 

lagt til grund på de forskellige lovgivningsområder, 

hvor byreglerne i og for sig er begrundet 

i samme faktiske forhold (bebyggelsens 

tæthed, omkostningsniveauets højde for 

en eller anden vare, byernes særlige erhvervsmæssige 

struktur). 

Ved anvendelsen af disse principper ville lovgivningen 

ikke alene vinde i overskuelighed og 

fasthed, men disse princippers anvendelse i almindelighed 

ville formentlig også i praksis lette 

lovgivningsmagten ved valget af den i de enkelte 

konkrete henseender relevante indbyggertalsgrænse. 

Udvalget finder i denne forbindelse anled-

169 

ning til tillige at fremhæve det hensigtsmæssige 

i, at de afgrænsningsregler, hvorefter byreg- 

1erne skal gælde i hele vedkommende kommune, 

jfr. herom nærmere nedenfor, formuleres 

således, at der ikke — som det nu undertiden 

er tilfældet — efterlades tvivl om, hvorvidt 

det er nødvendigt, at der i kommunen 

findes mindst een bymæssig bebyggelse med 

det relevante antal indbyggere, eller om det 

er tilstrækkeligt, at dette tal opnås ved sammenlægning 

af indbyggertallet i to eller flere 

bymæssige bebyggelser i vedkommende kommune. 

Ved opgørelsen af det relevante indbyggertal 

lægges der i almindelighed vægt på indbyggertallet 

ved den seneste almindelige folketælling. 

Man skal dog pege på det ønskelige i, at 

der åbnes mulighed for, at byreglerne kan 

bringes til anvendelse på bebyggelser (kommuner), 

der først opnår det relevante indbyggertal 

i perioden mellem to folketællinger*). 

Byreglerne s anvendelse 

inden for den enkelte kommunes 

område. 

*) Jfr. som et eksempel fra den gældende lovgivning 

den foran s. 157 omtalte regel i statsskattelovens 

§ 8, stk. 9, som ændret ved ligningsloven 

nr. 420 af 17. december 1952. 

**) Jfr. den foran s. 148 omtalte bestemmelse om pligt 

til oprettelse af socialkontor for kommuner med 

mere end 2000 indbyggere i bymæssig bebyggelse. 

Det uensartede præg over den gældende lovgivnings 

afgrænsningsregler skyldes imidlertid 

ikke alene, at der anvendes forskellige indbyggertalsgrænser 

som kriterium for de bymæssige 

bebyggelsers sidestilling med købstæderne, men 

tillige at visse lovbestemmelser lader byreglerne 

være gældende i hele vedkommende kommune, 

medens andre af bestemmelserne kun lader byreglerne 

finde anvendelse i selve den bymæssige 

bebyggelse. 

Det er klart, at visse bestemmelser efter deres 

formål og indhold nødvendigvis må gælde 

for hele vedkommende kommune, fordi lovbestemmelserne 

regulerer forhold, der udelukkende 

vedrører den kommunale administration 

eller iøvrigt har relation til kommunale forhold**). 

På den anden side kan der også nævnes 

bestemmelser, hvor det er klart, at de særlige 

regler efter deres formål kun bør finde 

anvendelse eller overhovedet får praktisk betydning 

i selve den bymæssige bebyggelse*). 

Bortset fra sådanne tilfælde synes det imidlertid 

ikke muligt at finde nogen egentlig linie i 

lovgivningens forskellige regler om byreglernes 

geografiske anvendelsesområde i de bymæssige 

kommuner. 

Det forekommer kun i få tilfælde, at en bymæssig 

kommune kan anses for bymæssigt bebygget 

i sin helhed. I det omfang, hvori lovgivningen 

derfor begrænser købstadreglernes 

anvendelsesområde til alene at omfatte selve 

den bymæssige bebyggelse, vil dette altså for 

langt den overvejende del af de i betragtning 

kommende bymæssige kommuner betyde, at der 

gælder forskellige regler i de forskellige dele 

af kommunen —• eller med andre ord, at der 

inden for kommunens grænser må drages en 

ny grænse, hvortil der knyttes særlige retsvirkninger. 

Den kommunale inddelings betydning som 

almindelig administrativ inddeling. 

Da den kommunale inddeling blev fastlagt 

i midten af forrige århundrede, var formålet 

at skabe den geografiske afgrænsning af de 

områder og samfund, til hvilke man overlod 

løsningen af de offentlige opgaver, som efter 

datidens opfattelse bedst kunne løses på lokal 

basis. 

I lovgivningen har man på hele det område, 

der i vid forstand betegnes som det kommunale, 

i meget vidt omfang fulgt synspunktet om 

kommunerne som territoriale enheder, bl. a. 

således at man på en lang række lovgivningsområder 

har overladt det til kommunalbestyrelserne 

at træffe afgørelse om det nærmere 

indhold af de detailbestemmelser, der på det 

pågældende lovgivningsområde skal gælde i 

vedkommende kommune, med den virkning, at 

der på disse lovgivningsområder principielt kan 

gælde forskellige regler fra kommune til kommune. 

Der kan her blot peges på de lovgivningsområder, 

der overlader fastsættelsen af de 

nærmere regler til de kommunale vedtægter, 

*) Jfr. f.eks. den foran s. 131 omtalte bestemmelse 

i færdselsloven om kørehastigheden eller den 

foran s. 148 omtalte bestemmelse i biografteaterloven 

om den bevillingsudstedende myndighed. 

Det kan også her nævnes, at de geografiske grænser 

for forskelle i reglerne om fribefordring for 

læger eller jordemødre til patienter eller omvendt, 

jfr. foran s. 143 f., også naturligt bør lægges i 

forhold til den bymæssige bebyggelses grænse.

170 

som f. eks. sundheds-, skatte-, bygnings- og 

vej vedtægter. 

Den omstændighed, at mange offentlige opgaver 

løses på lokalt initiativ og på forskellig 

måde i de forskellige kommuner, samt at der i 

et vist omfang gælder forskellige regler i kommunerne, 

har i høj grad været medvirkende til, 

at befolkningen inden for en kommune føler 

sig som en samfundsmæssig enhed. 

Den senere tids lovgivning har yderligere 

tillagt den kommunale inddeling en betydning, 

som tildels rækker ud over dens oprindelige 

hensigt, og som har styrket tanken om kommunen 

som en enhed. I en lang række love, der 

vedrører løsningen af opgaver, som i bred forstand 

må betegnes som statslige, har man lagt 

den kommunale inddeling til grund, således 

at kommuneinddelingen i dag er landets mest 

fundamentale administrative inddeling. 

Også for så vidt angår de lovbestemmelser, 

der griber direkte regulerende ind i borgernes 

handlefrihed, har man i et vist omfang lagt 

den kommunale inddeling til grund. Dette gælder 

således i næringslovens bestemmelser om 

begrænsninger i den enkelte næringsdrivendes 

adgang til indenfor kommunen at udøve de i 

loven omhandlede former for næring samt beværterlovgivningens 

tilsvarende bestemmelser. 

I denne forbindelse kan man også nævne den 

almindelige af de kommunale boliganvisningsudvalg 

tidligere fulgte regel om, at det som 

betingelse for lejlighedssøgendes adgang til at 

opnå boligberettigelse i en kommune kræves, 

at den pågældende i et vist tidsrum har haft 

bopæl i kommunen. Også reglen i folkeforsikringslovens 

§ 4, stk. 4, om, at begrænsningen i 

sygekassernes stedlige område som regel skal 

være kommunen, kan nævnes her. 

/ betragtning af den meget store betydning, 

som lovgivningen i forvejen tillægger den 

kommunale inddeling som den afgørende geografiske 

grænse for visse retsvirkningers indtræden 

på mange forskellige områder, må det 

forekomme mindre tilfredsstillende, når lovgivningen 

på visse områder fraviger dette 

fundamentale hovedprincip ved, at der gives 

bestemmelser, som uden for købstæderne principielt 

kun skal gælde for de bymæssigt bebyggede 

dele af en kommune med den følge, at 

der knyttes retsvirkninger til en geografisk 

grænse, som ikke er sammenfaldende med 

kommune grænsen. Der er her set bort fra de 

tilfælde, hvor en sådan grænsedragning må 

siges at være absolut påkrævet efter lovbestemmelsens 

formål. 

Ulemperne ved en grænsedragning inden for 

kommunen. 

En grænsedragning inden for kommunens 

grænse, hvortil der knyttes særlige retsvirkninger, 

vil ofte volde vanskeligheder i praksis for 

den kommunale administration, ligesom den 

mange gange af befolkningen føles som en 

urimelighed. 

Det er naturligvis klart, at enhver geografisk 

grænsedragning med den virkning, at der 

gælder forskellige regler på hver sin side af 

grænsen, som regel vil virke utilfredsstillende 

for de personer, der bor tæt ved grænsen, men 

som stilles ringere end de personer, der bor på 

den anden side. Den forskel i de faktiske forhold, 

som begrunder, at der gives forskellige 

regler i de to områder, vil nemlig kun sjældent 

ytre sig så skarpt, at de følger en bestemt 

grænselinie i marken. Denne ulempe vil erfaringsmæssigt 

føles mindre tungtvejende, når 

retsvirkningerne knyttes til kommunegrænsen, 

der — efterhånden som lovgivningen har tillagt 

den kommunale inddeling grundlæggende 

betydning på en lang række områder — i den 

lokale befolknings bevidsthed har opnået egenskaben 

som den naturlige geografiske grænse 

for lokalt begrundede forskelle i de faktiske 

forhold og i retsreglerne. 

Hertil kommer, at de ulemper og vanskeligheder 

for administrationen og for befolkningen, 

der er en følge af en sådan grænsedragning 

inden for kommunens grænser, bliver 

betydeligt forstærket som følge af, at grænsen 

mellem en bymæssig bebyggelse og det egentlige 

landdistrikt i en kommune ikke — som 

kommune- eller sognegrænserne — er autoritativt 

fastslået og forholdsvis let at konstatere, 

men tværtimod som oftest vil være vanskelig at 

drage, bl. a. fordi denne grænse bestandig vil 

følge den faktiske udvikling i bebyggelsen. 

Spørgsmålet om, hvilket område inden for en 

kommune, der til enhver tid er bymæssigt bebygget, 

vil almindeligvis være behæftet med 

tvivlsspørgsmål. Må det kræves, at der er tale 

om en sammenhængende bebyggelse, eller kan 

det tillades, at der inden for bebyggelsens 

grænser forekommer større ubebyggede arealer? 

Bør man ved afgørelsen af dette spørgsmål 

tage sit udgangspunkt i de matrikulære forhold 

eller i den rent faktiske afstandsstørrelse imellem 

de enkelte bygninger? Som det vil være

171 

fremgået af fremstillingen i kapitel 2 foran*), 

har der også været nogen vaklen med hensyn 

til de enkelte bymæssige bebyggelsers afgrænsning 

i marken i relation til folketællingsopgørelserne. 

Selvom man ved de senere folketællinger 

er gået over til i så henseende at følge 

retningslinier, der ligger noget mere fast end 

tidligere, kan det næppe undgås, at der også i 

fremtiden vil kunne opstå tvivlsspørgsmål, 

netop fordi de faktiske forhold på dette område 

er så varierede fra by til by, at det ikke 

forekommer muligt at opstille faste, generelle 

regler, der vil kunne dække alle forhold. Når 

der bliver tale om at afgøre, hvor en bymæssig 

bebyggelses grænse bør drages i marken, vil 

man naturligvis altid kunne finde en vis støtte 

i Det statistiske Departements til brug ved folketællingerne 

foretagne afgrænsninger, men 

det må her erindres, at departementets materiale 

vedrørende afgrænsningen ikke foreligger 

umiddelbart offentligt tilgængeligt, og at afgrænsningerne 

kun foretages hvert 5. år, således 

at den fastlagte grænse i mange tilfælde 

hurtigt må anses for forældet. Noget andet er, 

at Det statistiske Departements afgrænsninger 

ikke kan være bindende for administrationen 

og domstolene**). 

Endelig skal det nævnes, at de forskellige 

lovbestemmelser, der knytter retsvirkninger til 

en grænsedragning inden for kommuner med 

bymæssig bebyggelse, ikke altid henholder sig 

til den samme grænselinie, hvilket naturligvis 

yderligere forstærker ulemperne ved hele systemet. 

Det kan således nævnes, at den måde, 

hvorpå man afgrænser de forstadsbebyggelser, 

der er omfattet af reglerne om fribefordring 

af sygekassepatienter m. v., ikke svarer til den 

måde, hvorpå man f. eks. afgrænser forstadsbebyggelserne 

til brug for Det statistiske Departements 

opgørelser over folketallet og dermed 

til den afgrænsning, der normalt benyttes, 

når der er tale om regler, der kun skal finde 

anvendelse i en forstadsbebyggelse, som i tjenestemandslovens 

stedtillægsregler eller i byggestøttelovens 

regler om maksimum for håndværkerudgifter 

ved beregning af statslån til byggeri. 

Som eksempel på et tilfælde, hvor det om- 

*) Se s. 25. 

**) Jfr. den foran s. 139 omtalte domstolsafgørelse, 

hvor et område, der ved folketællingsopgørelsen 

var anset for henhørende til en bymæssig bebyggelse, 

ikke blev betragtet som bymæssigt bebygget 

af domstolene. 

råde i en bymæssig kommune, der er undergivet 

købstadregler, er afgrænset forskelligt efter 

de forskellige love m.v., kan nævnes forholdene 

i Hornstrup kommune, hvor der findes to 

forstadsbebyggelser til Vejle købstad, Grejsdalen 

og Bredballe strandhuse. Stedtillægssats c 

ydes kun i Grejsdalen, medens Bredballe strandhuse 

er placeret i gruppen for stedtillægssats d, 

fribefordring af skoleelever på almindelig ferierejse 

ydes kun til børn fra Grejsdalen, medens 

derimod forsorgslovgivningens og byggestøttélovens 

købstadregler gælder i begge forstadsbebyggelserne, 

som iøvrigt også begge er 

inddraget under Vejle civilforsvarsområde. 

Derimod er grænsen for anvendelsen af de 

særlige regler om fribefordring af sygekassepatienter 

i henholdsvis landdistrikter og købstæder 

m. v. draget således, at ingen af bebyggelserne 

omfattes af købstadområdet. 

Det kan også forekomme, at kommuner, der 

af visse administrative myndigheder betragtes 

som bymæssigt bebygget i deres helhed, af andre 

myndigheder kun betragtes som delvist bymæssigt 

bebygget. Som et eksempel herpå kan 

nævnes arbejds- og boligministeriets bekendtgørelse 

nr. 503 af 10. december 1949, der bestemte, 

at reglerne i lov om beskyttelse af erhvervsvirksomheder 

i lejet ejendom fra den 10. 

december 1949 skulle finde anvendelse i den 

bymæssigt bebyggede del af Birkerød kommune. 

Allerede ved folketællingen i 1945 var kommunen 

af Det statistiske Departement blevet betragtet 

som bymæssigt bebygget i sin helhed. 

Princippet om kommunens enhed. 

Det foran anførte synes at tale for det hovedsynspunkt, 

at lovgivningens regler om afgrænsningen 

af kredsen af de byer og bymæssige 

bebyggelser, i hvilke særlige byregler på et 

eller andet område skal finde anvendelse, for 

så vidt det overhovedet er foreneligt med lovens 

formål og hensigt, bør udformes således, 

at byreglerne •—• hvor dette overhovedet får 

praktisk betydning — kommer til at gælde i 

hele vedkommende kommune, uanset om hele 

området kan anses for bymæssigt bebygget, 

således at man undgår en grænsedragning inden 

for kommunens grænser. 

Dette hovedsynspunkt er kun i ringe grad 

slået igennem i den gældende lovgivning, idet 

de særlige byregler på de fleste områder er begrænset 

til at gælde i selve den bymæssige bebyggelse, 

men ikke i den resterende del af 

vedkommende kommune.

172 

I lovgivningen er man som den altovervejende 

hovedregel gået ud fra, at enhver købstadkommune 

er bymæssigt bebygget i sin helhed, 

idet det kun ganske undtagelsesvis gælder, at 

byreglerne udformes således, at de alene kommer 

til anvendelse i købstædernes bymæssige 

områder*). For de bymæssige kommuners vedkommende 

opstiller man derimod ikke den 

tilsvarende formodning. Man går tværtimod ud 

fra en hovedregel om, at en bymæssig kommune 

ikke er fuldstændig bymæssigt bebygget, 

hvilket indebærer, at man — såfremt byreglerne 

gøres gældende i hele kommunen — 

dels vil gå ud over forudsætningerne for overhovedet 

at fastsætte de særlige byregler, dels 

komme i strid med det almindelige ligelighedsprincip, 

når byreglerne bringes til anvendelse 

også på områder, hvor den personkreds, der 

berøres af reglerne, befinder sig under ikkebymæssige 

forhold. 

På visse lovgivningsområder har en afvejning 

af de modstående hensyn ført til, at bestemmelserne 

om 'de bymæssige bebyggelsers 

sidestilling med købstæderne er udformet således, 

at købstadreglerne vel kommer til anvendelse 

i hele den kommune, hvis bymæssige 

bebyggelse har begrundet købstadreglernes indførelse 

i kommunen, men af frygt for i for høj 

grad at lade byreglerne komme til anvendelse 

i rene landdistrikter har man til gengæld foretaget 

afgrænsningen således, at købstadregler 

kun kommer til anvendelse i kommuner med 

større bymæssige bebyggelser. Man er her gået 

ud fra, at den del af en bymæssig kommunes 

indbyggere, der ikke lever under bymæssige 

forhold, vil være relativt mindre jo større bebyggelser, 

der er tale om. 

Som et eksempel fra den gældende lovgivning 

kan det nævnes, at statsskattelovgivningens 

købstadsatser med hensyn til børnefradrag 

m. v. og tidligere også med hensyn til de almindelige 

skattefri fradrag gælder i kommuner 

med bymæssig bebyggelse med over 2000 

indbyggere**). Også reglen i den kommunale 

*) I den tidligere lovgivning var det derimod ofte 

forekommende, at byreglerne kun vedrørte købstædernes 

bymæssige bebyggelse, idet flere bestemmelser 

alene var gældende for købstædernes 

bygrunde, men ikke for markjordene. 

Fra den nugældende lovgivning kan nævnes, at 

grænsen for anvendelsen af henholdsvis købstadog 

landreglerne om fribefordring af sygekassepatienter 

snarere følger den bymæssige bebyggelse 

end kommunegrænsen, jfr. foran s. 143 f. 

**) Jfr. foran side 156 f. 

ejendomsskattelov om størrelsen af de skattefri 

fradrag ved beregningen af ejendomsskatterne 

i købstæder og kommuner med bymæssig bebyggelse 

med mindst 3000 indbyggere kan 

nævnes i denne forbindelse*). 

Disse bestemmelser hviler på forudsætningen 

om, at prisniveauet (henholdsvis det almindelige 

leveomkostningsniveau og bygningsværdiniveauet) 

er højere i byerne end på landet. Det 

måtte derfor på forhånd forekomme mest i 

overensstemmelse med ligelighedsprincippet, 

om de højere satser, der skal gælde i byerne, 

kun kommer til at gælde i de områder, hvor 

prisniveauet rent faktisk er højere end i landdistrikterne. 

Da de omhandlede regler om fradrag 

imidlertid vedrører et stort antal personer, 

er det klart, at der ville blive påført vedkommende 

kommunale myndighed et uforholdsmæssigt 

stort besvær, såfremt der skulle 

gælde forskellige satser i forskellige dele af 

kommunen, ligesom betænkelighederne ved at 

knytte retsvirkninger til den usikre grænsedragning 

for selve den bymæssige bebyggelse 

rent faktisk bliver af større betydning, når de 

retsvirkninger, der er tale om, vedrører en 

større kreds af personer, end når personkredsen 

— og dermed befolkningens almindelige 

interesse for grænsedragningen •— er mindre. 

Den omstændighed, at det efter betragtninger 

af den nævnte art findes mest hensigtsmæssigt 

at bringe købstadsatserne til anvendelse i 

hele kommunen, uanset om dennes område er 

fuldstændig bymæssigt bebygget, fører imidlertid 

samtidig til, at man vælger at sætte det 

for købstadsatsernes anvendelse afgørende antal 

indbyggere i den bymæssig bebyggelse relativt 

højt, fordi en lavere indbyggertalsgrænse ville 

have til følge, at købstadsatserne kom til anvendelse 

på rene landdistrikter i et omfang, 

der findes betænkeligt. Herved kan det ganske 

vist ikke undgås, at købstadsatsernes anvendelse 

afskæres i bymæssige bebyggelser, hvis indbyggertal 

vel er lavere end det valgte, men hvor 

de faktiske forhold alligevel kunne begrunde, 

at købstadsatser blev bragt til anvendelse i bebyggelsen, 

således som det f. eks. ofte vil være 

tilfældet i forstadsbebyggelser til en købstad. 

Man er imidlertid tilsyneladende her gået ud 

fra, at den del af befolkningen, der i kommuner 

med sådanne bebyggelser lever i kommunens 

bymæssige del, gennemgående vil udgøre 

en forholdsmæssig beskeden andel af kommu- 

*) Jfr. foran side 151.

173 

nens samlede befolkning, således at købstadreglernes 

anvendelse på disse kommuners relativt 

større landbefolkning ville virke som en 

uberettiget begunstigelse (eller byrde) for 

denne befolkningsgruppe. 


der danner baggrunden for, at man med hensyn 

til satserne for børnefradrag m. v. i henhold 

til statsskattélovgivningen har fastsat indbyggertalsgrænsen 

for de med købstæderne sidestillede 

bymæssige bebyggelser til 2000 til trods 

for, at man på andre lovgivningsområder, især 

de mange områder, der anvender forsorgslovens 

gruppedeling, forudsætter, at det almindelige 

leveomkostningsniveau ligger højere 

også i bebyggelser, der har et langt mindre 

indbyggertal. 

Det må imidlertid anses for nærliggende at 

rejse spørgsmålet om, hvor stor vægt der i almindelighed 

ved den nærmere afgrænsning af 

byreglernes anvendelsesområde bør tillægges 

betænkelighederne ved at lade købstadreglerne 

komme til anvendelse i hele vedkommende 

kommune også for kommuner med mindre 

bymæssige bebyggelser. Efter udvalgets opfattelse 

synes man ofte at have overdrevet frygten 

for uberettiget at begunstige eller bebyrde beboerne 

i en bymæssig kommunes landdistrikter 

ved at bringe byreglerne til anvendelse også i 

landdistrikterne. 

I kommuner med en bymæssig bebyggelse 

på over 2000 indbyggere, det være sig forstadseller 

stationsbykommuner, lever gennemsnitlig 

ca. 80 c /c af befolkningen under bymæssige forhold. 

Bybefolkningsprocenten er aftagende 

med bebyggelsens størrelse, men selv i kommuner, 

der har mellem 1000 og 2000 indbyggere 

i bymæssig bebyggelse, lever gennemgående 

godt 50 °/Q af kommunens befolkning i 

bymæssig bebyggelse*). 

Rent bortset herfra må det imidlertid tillige 

erindres, at de forskelle i de faktiske forhold, 

der begrunder nødvendigheden af særlige byregler 

på et eller andet område, kun sjældent 

vil manifestere sig rent geografisk på en sådan 

måde, at der overhovedet kan drages en fast 

grænse imellem de områder, hvor forholdene 

er forskellige. Der vil som oftest være ganske 

flydende overgange, ligesom det i de tilfælde, 

hvor en fast grænse kan drages, heller ikke 

altid på forhånd vil være absolut sikkert, at 

denne grænse er sammenfaldende med den 

*) Jfr. herved tabel 14 foran på s. 44 samt bilag 6. 

bymæssige bebyggelses grænse. Den geografiske 

grænse for de forskelle i leveomkostningsniveauet 

på land og i by, der danner baggrunden 

for den i en række love gennemførte 

graduering af økonomiske størrelser efter lokaliteten, 

må antages at være ganske flydende, og 

den vil sikkert ikke nøjagtigt følge den bymæssige 

bebyggelses grænse, idet et eventuelt forekommende 

højere leveomkostningsniveau i byerne 

på forhånd må formodes at have en vis 

indvirkning på leveomkostningsniveauet også 

i de byen omgivende landdistrikter, i hvert 

fald inden for en vis grænse, der ikke nærmere 

vil kunne defineres. Mulighederne for på det 

enkelte lovgivningsområde at finde frem til den 

mest retfærdige grænsedragning for byreglernes 

geografiske anvendelsesområde må derfor 

på forhånd betragtes som minimal. På flere 

lovgivningsområder er forholdene vel almindeligvis 

således, at det næppe vil kunne hævdes, 

at en afgrænsningsregel, hvorefter byreglerne 

skal komme til anvendelse i hele kommunen, i 

mindre grad opfylder det almindelige retfærdighedskrav 

end en afgrænsningsregel, hvorefter 

byreglerne kun skal gælde i vedkommende 

bymæssige bebyggelse. 

Udvalget må på denne baggrund finde det 

rettest, at lovgivningens afgrænsning af kredsen 

af de byer og bymæssige bebyggelser, for 

hvilke særlige byregler skal gælde, i videst 

muligt omfang, og hvor dette overhovedet vil 

have praktisk betydning, foretages i overensstemmelse 

med princippet om kommunen som 

en territorial enhed, således at byreglerne kommer 

til anvendelse i hele den kommune, hvori 

vedkommende by er beliggende. Herved undgår 

man de mindre heldige forhold, der er 

forbundet med en grænsedragning for den enkelte 

bymæssige bebyggelse med den virkning, 

at der kommer til at gælde forskellige regler i 

forskellige dele af samme kommune. 

Selv når der bortses fra lovgivningsområder, 

hvor der er en snæver sammenhæng mellem 

lovbestemmelsernes formål og nødvendigheden 

af en geografisk grænsedragning, der er ganske 

uafhængig af kommunegrænserne, som f. eks. 

med hensyn til reglerne om fribefordring af 

sygekassepatienter m. v., er man imidlertid klar 

over, at tanken om kommunens enhed ikke 

kan føre til opstillingen af et ufravigeligt princip 

herom. 

På mange lovgivningsområder vil det kunne 

forekomme, at den kreds af bysamfund, for 

hvilke det findes ønskeligt eller nødvendigt at

174 

gennemføre særlige byregler, også omfatter 

bebyggelser, hvis indbyggertal er så lavt, at 

fordelene ved at undgå en grænsedragning 

inden for de pågældende kommuners grænser 

vil opvejes af betænkeligheder ved at lade 

byregler komme til anvendelse i de — modsvarende, 

relativt store — landdistrikter i disse 

kommuner. For sådanne bebyggelsers vedkommende 

må princippet om kommunens enhed 

derfor opgives, og man må indskrænke byreg- 

1ernes anvendelsesområde til selve den bymæssige 

bebyggelse. 

Hvilke krav der må stilles med hensyn til 

indbyggertallets størrelse i den eller de bymæssige 

bebyggelser i en kommune, for at bebyggelsen 

kan siges at have nået en sådan størrelse, 

at fordelene ved byreglernes anvendelse i hele 

kommunen opvejer betænkelighederne derved, 

beror naturligvis i første række for den enkelte 

kommune på forholdet mellem bybefolkningens 

størrelse og indbyggertallet i hele kommunen. 

Men ganske bortset herfra må spørgsmålet 

for de enkelte lovgivningsområders vedkommende 

også i nogen grad bero på det nærmere 

indhold af og formål med de pågældende 

lovbestemmelser. 

Det er derfor ikke muligt at fastslå nogen 

generel, for alle tilfælde gyldig indbyggertalsgrænse 

i denne henseende. Man skal dog pege 

på, at den gennemsnitlige bybefolkningsprocent 

i de kommuner, i hvilke der i 1950 fandtes 

mindst een bymæssig bebyggelse med mere end 

2000 indbyggere, er ca. 80 % for kommuner 

med mellem 2000 og 3500 indbyggere i bymæssig 

bebyggelse og højere for kommuner 

med større bebyggelser. Der synes derfor gennemgående 

ikke at være større betænkeligheder 

ved at gennemføre princippet om kommunetis 

enhed og bringe byreglerne til anvendelse også 

for landdistrikterne i kommuner, der har ca. 

2000 indbyggere eller derover i bymæssig be. 

byggelse, når dette ikke er ganske uforeneligt 

med lovbestemmelsernes formål. 

Den omstændighed, at man ved en afgrænsningsregels 

udformning finder frem til en fast 

indbyggertalsgrænse i den omhandlede henseende 

(eller et andet generelt kriterium, f. eks. 

således at der lægges vægt på kommunens bybefolkningsprocent), 

bør imidlertid ikke fuldstændig 

udelukke, at byregler bringes til anvendelse 

i hele kommunen, også i kommuner 

med mindre bymæssige bebyggelser, idet der 

også på dette område bør kunne tages hensyn 

til, at forholdene kan tale for anvendelsen af 

princippet om kommunens enhed også i kom. 

muner, der ikke opfylder de generelle krav, 

f. eks. i forstadskommuner. 

Afvigelser fra princippet om kommunens 

enhed. 

Som nævnt bør der på den anden side heller 

ikke tillægges det omhandlede princip om 

kommunens enhed en sådan vægt, at man 

udelukker byreglers anvendelse i bymæssige 

bebyggelser, som vel ikke opfylder de generelle 

krav for, at hele kommunen bringes ind 

under byregler, men hvor der alligevel ofte 

vil være behov for, at byregler bringes til 

anvendelse i selve den bymæssige bebyggelse. 

I sådanne tilfælde vil trangen til byreglernes 

gennemførelse i selve bebyggelsen ofte 

være så stærk, at den opvejer ulemperne ved 

grænsedragningen inden for vedkommende 

kommune. Det må også her erindres, at betydningen 

af de administrative ulemper ved en sådan 

grænsedragning naturligvis vil aftage i 

samme omfang, som bebyggelsens indbyggertal 

— og dermed den personkreds, for hvilken de 

særlige byregler skal komme til anvendelse — 

er af mindre størrelse. 

Afgrænsning s reglernes 

formulering. 

De anførte synspunkter vil føre til, at regler 

om afgrænsningen af byreglernes anvendelsesområde 

almindeligvis bør have to led, nemlig 

dels således at » ... reglerne kommer til anvendelse 

i kommuner, i hvilke der findes en bymæssig 

bebyggelse med (f. eks. 2000) indbyggere 

eller derover«, dels således at byreglerne 

anvendes »i bymæssige bebyggelser med (f. eks. 

mindst 1000) indbyggere«. 

Det vil herudover ofte være hensigtsmæssigt, 

om en generelt udformet afgrænsningsregel af 

den nævnte art — bl. a. af hensyn til byreglers 

anvendelse i forstadsbebyggelser — suppleres 

med en bemyndigelse for vedkommende 

minister eller andre administrative myndigheder 

til at bestemme, at byreglerne tillige skal 

komme til anvendelse i kommuner eller bymæssige 

bebyggelser med lavere indbyggertal end 

de generelt fastsatte. 

I tilfælde, hvor afgrænsningsreglen alene får 

den form, at byreglerne kun skal komme til 

anvendelse i kommuner, hvis indbyggerantal i 

bymæssig bebyggelse overstiger en nærmere 

fastsat talmæssig grænse, uden at der tillige

175 

gives regler for bebyggelser, vil en supplerende 

bemyndigelsesregel af den omhandlede art 

være yderligere ønskelig på grund af hensynet 

til de relativt mange bymæssige bebyggelser, 

der er således beliggende, at de gennemskæres 

af en kommunegrænse*). For sådanne bebyggelser 

vil det nemlig ofte forekomme, at selve 

bebyggelsen som sådan opfylder den opstillede 

talmæssige betingelse, uden at nogen af de 

i de forskellige kommuner beliggende dele 

af bebyggelsen opfylder den fastsatte talmæssige 

betingelse med hensyn til indbyggerantallet 

i bymæssig bebyggelse i kommunen**). 

Det må i denne forbindelse bemærkes, at 

nødvendigheden af, at afgrænsningsregler, der 

fastsætter generelle indbyggertalsgrænser som 

afgørende for byreglers anvendelse, suppleres 

med en bemyndigelsesregel af den omhandlede 

art, forekommer særlig stærk, for så vidt 

angår forstadsbebyggelser og sådanne mindre 

dele af stationsbyer, der ligger i »fremmede« 

kommuner. For sådanne bebyggelsers vedkommende 

er det meget ønskeligt, at man 

undgår, at byreglerne kun gælder i visse 

dele af det samlede bysamfund, og på den 

anden side vil de til en grænsedragning indenfor 

kommunens grænse knyttede betænkeligheder 

her næppe være store, dels fordi den del 

af bysamfundets befolkning, der bor i en sådan 

forstadseller nabokommune, almindeligvis vil 

være af ringe størrelse, dels fordi denne befolkningsgruppe 

som regel vil føle sig mindst 

lige så stærkt knyttet til det samlede bysamfund 

som til den kommune, hvortil de hører. 

4. Sammenfattende bemærkninger om 

afgrænsningen af byreglers anvendelsesområde 

i almindelighed. 

Udvalgets synspunkter med hensyn til den 

fremtidige lovgivnings afgrænsning af den 

kreds af byer, for hvilke byregler på et eller 

andet område skal finde anvendelse, kan herefter 

sammenfattes således: 

*) Jfr. oversigten i bilag 5 og bemærkni lingerne dertil 

foran i kap. 3, s. 42. 

**) En bestemmelse, der lader byregler gælde i kommuner, 

i hvilke der findes en bymæssig bebyggelse 

på 1500 indbyggere, vil eksempelvis afskære 

Hadsten, der vel har langt over 1500 indbyggere 

(byen har 2039 indbyggere), men som er beliggende 

således, at ingen af de tre kommuner, 

hvori byen er beliggende, har over 1500 indbyggere 

i bymæssig bebyggelse. Såfremt grænsen var 

Selve a f g r æ n s n i n g e n bør foretages 

på en sådan måde, 

at der ikke i almindelighed tillægges sondringen 

mellem købstæder og andre byer reel betydning 

uden for de lovgivningsområder, hvor 

gennemførelsen af særlige regler for købstadkommuner 

har relation til købstædernes kommunalretlige 

stilling som en særlig art kommuner 

i det kommunale system, 

at der ved afgrænsningen lægges vægt på de 

enkelte bysamfunds indbyggertal eller andre 

kriterier for den bymæssige struktur, 

at afgrænsningen på forskellige lovgivningsområder, 

hvor byreglers gennemførelse er begrundet 

i de samme faktiske forhold, så vidt muligt 

foretages efter de samme indbyggertalskriterier, 

at princippet om kommunens enhed i videst 

muligt omfang gennemføres på lovgivningsområder, 

hvor dette princips anvendelse overhovedet 

har praktisk betydning eller ikke er 

absolut uforeneligt med lovbestemmelsernes 

formål, med den virkning, at byreglerne p% 

disse lovgivningsområder bringes til anvendelse 

i hele den kommune, hvori vedkommende by 

eller bebyggelse er beliggende, 

at anvendelsen af dette princip ved afgrænsningen 

dog ikke får til følge, at byreglernes 

anvendelse afskæres i bymæssige bebyggelser, 

der ikke opfylder de fastsatte krav for, at hele 

kommunen behandles efter byregler, men at 

byreglerne i sådanne tilfælde, hvor administrative 

hensyn ikke taler afgørende derimod, bringes 

til anvendelse i hvert fald i selve den 

bymæssige bebyggelse, samt 

at der tages særligt hensyn til behovet for byregler 

i forstadsbebyggelser til købstæderne og 

hovedstaden, således at sådanne bebyggelser 

så vidt muligt underkastes samme regler som 

moderbyen. 

Specielt ved udformningen af 

de nærmere afgrænsnings bestemmelser 

i lovgivningen 

bør det tilstræbes, 

at der så vidt muligt opstilles generelle kriterier 

for afgrænsningen af den kreds af kommuner 

eller bebyggelser, på hvilken byreglerne 

skal anvendes, 

lagt ved 1000 indbyggere, ville den ene del af 

byen (og vedkommende kommune) være omfattet 

af byreglerne, men ikke de i de to andre 

kommuner beliggende bydele.

176 

at der tillige åbnes mulighed for, at byreglerne 

efter administrativ beslutning i de enkelte tilfælde 

kan bringes til anvendelse også i bebyggelser 

(kommuner), der ikke omfattes af den 

generelt afgrænsede kreds, men hvor der alligevel 

måtte være behov for byregler, navnlig i forstadsbebyggelser 

(kommuner), samt 

at de indbyggertalsgrænser, der i afgrænsningsreglerne 

lægges til grund i de forskellige henseender, 

koncentreres om enkelte, faste indbygger 

tal s støn el s er, f. eks. 1000, 2000 og 3000 

indbyggere i bymæssig bebyggelse. 

B. SÆRLIGE BEMÆRKNINGER OM 

OMRÅDEDELINGEN I FORSORGS-, 

STATSSKATTE- OG 

TJENESTEMANDSLOVGIVNINGEN 

Baggrunden for de gældende 

regler. 

Når man specielt betragter de mange forskellige 

lovbestemmelser, der graduerer størrelsen 

af visse ydelser (fradrag) eller indtægtsgrænser 

efter lokaliteten ud fra den forudsætning, 

at det almindelige leveomkostningsniveau 

er forskelligt i by og på land, måtte det forekomme 

berettiget på forhånd at tro, at kredsen 

af de byer, hvor leveomkostningsniveauet 

forudsættes at ligge højere end i de rene landdistrikter, 

var afgrænset på samme måde i 

alle de herhenhørende lovbestemmelser. Det viser 

sig imidlertid, at de i de forskellige bestemmelser 

på dette område anvendte afgrænsningsprincipper 

er af højst uensartet indhold 

og fører til højst uensartede afgrænsninger. 

Specielt når man betragter de tre hovedlovgivningsområder 

på dette felt, forsorgs-, statsskatte- 

og tjenestemandslovgivningen, viser der 

sig at være ret store uoverensstemmelser i den 

måde, hvorpå afgrænsningen er foretaget, bortset 

fra at det på alle lovgivningsområder dog 

forudsættes, at enhver købstad har et leveomkostningsniveau, 

der ligger højere end i de 

rene landdistrikter. Uoverensstemmelserne med 

hensyn til afgrænsningsprincipperne på de tre 

områder har således til følge, at kun 16 af de 

bymæssigt bebyggede sognekommuner er stillet 

fuldstændig ensartet på alle tre lovgivningsområder, 

medens resten af de kommuner, som 

på eet af områderne er sidestillet med købstæderne 

— det være sig for så vidt angår hele 

kommunen eller blot for den bymæssigt bebyggede 

dels vedkommende, — ikke er stillet på 

samme måde på de to øvrige lovgivningsområder. 

Om det nærmere indhold af de tre lovgivningsområders 

afgrænsningsregler henvises 

iøvrigt til s. 153—161 foran. 

Forskellene i det almindelige 

leveomkostningsniveau. 

Når de tre loves gruppedeling er udformet 

på en sådan måde, at afgrænsningen i praksis 

bliver så uensartet, skyldes det vel tildels, at 

der ikke foreligger de oplysninger om leveomkostningsniveauets 

højde i de forskellige dele 

af landet, som er nødvendige ikke blot for at 

fastsætte en rationel aftrapning af de på de tre 

lovgivningsområder omhandlede ydelser og 

indtægtsgrænser, men tillige for at gruppere 

og klassificere de enkelte byer og områder i 

et hensigtsmæssigt og rationelt afgrænsningssystem, 

som er nogenlunde i overensstemmelse 

med de virkelige forskelle i leveomkostningsniveauet. 

Ved de undersøgelser af leveomkostningsniveauets 

højde i de forskellige dele af landet, 

der er foretaget i nyere tid, har man i særlig 

grad interesseret sig for spørgsmålet om aftrapningsgraden 

i de forskellige områdegrupper, 

uden at komme ind på spørgsmålet om, 

hvorvidt den gældende afgrænsning af de med 

købstæderne sidestillede bebyggelser er rationel 

og i overensstemmelse med de faktiske forhold. 

Det kan således nævnes, at den undersøgelse 

af forskellighederne i prisniveauet i 

hovedstaden, provinsbyerne og de bymæssige 

bebyggelser, som på foranledning af et af 

folketinget nedsat udvalg blev foretaget i forbindelse 

med den i 1946 stedfundne revision 

af lovgivningen om aldersog invaliderentenydere*), 

vel viste en forskel i leveomkostningsniveauet 

i hvert af de nævnte tre områder, 

men undersøgelsen gav ikke noget bidrag til 

belysning af, i hvilket omfang den enkelte 

bymæssige bebyggelses størrelse var afgørende 

for, hvorvidt bebyggelsens leveomkostningsniveau 

lå på linie med købstædernes. Hertil 

kommer, at der ikke i undersøgelsen indgik 

materiale til belysning af leveomkostningsniveauet 

i de rene landdistrikter, ligesom mange 

af de i undersøgelsen indgående tal var skønsmæssige 

eller behæftet med fejlmuligheder af 

anden art. 

*) Se Rigsdagstidende 1945-46, tillæg B, sp. 2193, 

og foran s. 63.

177 

En tilbundsgående, nøjagtig undersøgelse 

af leveomkostningernes størrelse i de forskellige 

dele af landet er forbundet med meget 

store vanskeligheder, dels fordi det er vanskeligt 

at finde frem til grundlaget for beregningen 

af leveomkostningsniveauet (de varegrupper 

og tjenesteydelser, der indgår i det almindelige 

forbrug), idet sammensætningen af det 

almindelige forbrug på forhånd må formodes 

at være noget forskelligt i de forskellige dele 

af landet, dels fordi det er vanskeligt at eliminere 

virkningen af de skævheder, der kan 

fremkomme som følge af de i uensartet kvalitet 

eller omfanget af serviceydelser begrundede 

prisforskelle på enkelte varegrupper eller tjenesteydelser. 

Det statistiske Departement er imidlertid i 

færd med at foretage en undersøgelse, der 

skulle kunne belyse leveomkostningernes højde 

i de forskellige dele af landet. Denne undersøgelses 

resultater vil være af væsentlig værdi 

som grundlag for overvejelser om gennemførelsen 

af en samlet reform af de på forskellige 

lovgivningsområder anvendte afgrænsningsprincipper. 

De 

administrative hensyn. 

Som det vil være fremgået af redegørelsen 

for de tre lovgivningsområders afgrænsningsregler 

i forrige kapitel, består der den principielle 

forskel, at skattelovgivningens afgrænsningsregler 

lader købstadsatserne finde anvendelse 

i hele vedkommende kommune, og til 

gengæld er det kun kommuner med et generelt 

fastsat, relativt højt antal indbyggere i 

den bymæssige bebyggelse, der sidestilles med 

købstæderne, medens forsorgslovgivningens afgrænsningsregler 

og endnu mere tjenestemandslovgivningens 

følger den principielle hovedregel, 

at købstadsatserne alene kommer til anvendelse 

i den bymæssige bebyggelse, men 

samtidig således at også mindre bebyggelser 

opnår sidestilling med købstæderne, og at 

kredsen af de med købstæderne sidestillede 

bebyggelser i større eller mindre grad er 

konkret fastlagt. På tjenestemandslovgivningens 

område er der specielt taget hensyn til 

forstadsbebyggelserne, idet der — uanset den 

enkelte bebyggelses størrelse — er tillagt forstadsbebyggelserne 

samme stilling som vedkommende 

købstad. 

Den omstændighed, at der således på de tre 

lovgivningsområder anvendes forskellige af- 

12 

grænsningsprincipper, hænger formentlig til en 

vis grad sammen med visse administrativt tekniske 

hensyn: 

Efter den til og med skatteåret 1955/56 

gældende lovgivning havde statsskattelovgivningens 

områdedeling betydning for alle skatteydere 

i vedkommende kommune, idet områdedelingen 

var afgørende for størrelsen af de 

dengang hjemlede almindelige skattefri fradrag, 

og det var derfor forså vidt naturligt, 

at afgrænsningsreglerne af administrative grunde 

og navnlig for at fremme arbejdet med 

skatteligningen var udformet således, at man 

undgik grænsedragninger inden for kommunen, 

idet kun bymæssige kommuner som helhed 

kunne sidestilles med købstæder. Inden for 

forsorgslovgivningen har man derimod ikke 

tillagt ulemperne ved en grænsedragning inden 

for kommunen en sådan vægt, at man har 

holdt fast ved princippet om kommunens enhed, 

og dette har i endnu mindre grad været 

tilfældet, for så vidt angår tjenestemandslovgivningen, 

der kun vedrører et begrænset udsnit 

af befolkningen. 

Det er klart, at det princip, der ligger bag 

tjenestemandslovgivningens afgrænsning med 

en opdeling i 6 grupper og en konkret udvælgelse 

af de i hver gruppe placerede byer og 

bebyggelser, ud fra en rent teoretisk betragtning 

i højere grad end skattelovgivningens 

skulle føre til en afgrænsning, der er i overensstemmelse 

med forskellene i det faktiske leveomkostningsniveau, 

medens skattelovgivningens 

afgrænsningsprincip på forhånd må formodes 

at føre til mere grove resultater. Det er således 

ikke på forhånd givet, at skattelovgivningens 

2000-indbyggertalsgrænse er sammenfaldende 

med den gennemsnitlige indbyggertalsgrænse 

for de bysamfund, hvor leveomkostningsniveauet 

ligger så meget højere, at der kan være 

grund til at fastsætte andre satser end for de 

rene landdistrikter. Hertil kommer, at den omstændighed, 

at skattelovgivningen lader købstadsatser 

gælde i hele vedkommende kommune, 

kan have til følge, at der i visse tilfælde 

etableres en i forhold til leveomkostningssynspunktet 

uberettiget særstilling for befolkningen 

i rene landdistrikter med et lavere leveomkostningsniveau 

inden for en bymæssig kommunes 

grænser. 

På den anden side må det erkendes, at ej 

heller tjenestemandslovgivningens afgrænsningsprincip 

udelukker, at der gives visse områder 

en sådan uberettiget særstilling, idet ord-

178 

rangen på grund af den konkrete udvælgelsesmådes 

fejlkilder i forbindelse med mangelen 

af et egentligt bevis for svingningerne i det 

almindelige leveomkostningsniveau ikke i praksis 

vil være i stand til fuldstændigt at opfylde 

retfærdighedskravene. 

Udvalgets 

synspunkter. 

Såfremt resultaterne af den nævnte, igangværende 

undersøgelse af leveomkostningsniveauets 

højde i landets forskellige dele måtte 

vise, at leveomkostningsniveauets højde i by 

og på land varierer i en sådan grad, at det er 

berettiget at opretholde princippet om, at størrelsen 

af de i lovgivningen hjemlede ydelser 

eller indtægtsgrænser, der har relation til det 

almindelige leveomkostningsniveau, bør gradueres 

efter lokalitet, vil det efter udvalgets 

opfattelse være naturligt at foretage en kritisk 

gennemgang af de j or skellige lovgivningsområders 

bestemmelser om afgrænsningen af kredsen 

af de byer, i hvilke ydelserne eller indtægts 

grænserne fastsættes til en højere sats end 

i de rene landdistrikter, således at de forskellige 

loves af grænsningsregler udformes efter 

de foran s. 175 f. anførte hovedsynspunkter. 

Særligt om statsskatte- og forsorgslovgivningens 

områdedeling. 

Man er klar over, at spørgsmålet om gennemførelse 

af en egentlig reform af lovgivningens 

forskellige regler om graduering af økonomiske 

ydelser eller grænser efter lokaliteten 

samt om den områdedeling, der lægges til grund 

for gradueringen, må afvente resultatet af den 

omhandlede undersøgelse. Udvalget finder 

imidlertid, at de ulemper for administrationen 

og for borgerne, der under den nuværende lovgivningstilstand 

er en følge af uoverensstemmelserne 

imellem de forskellige afgrænsningsprincipper, 

der er lagt til grund henholdsvis i 

for sor gslov givnin gen og i statsskattelov givningen, 

har et sådant omfang, at det må forekomme 

meget ønskeligt, om der — uden at 

undersøgelsens resultat afventes — søges gennemført 

en tilnærmelse imellem de på de to 

lovgivningsområder anvendte afgrænsningsprincipper 

med den virkning, at kredsen af de 

kommuner eller bebyggelser, der sidestilles med 

hovedstaden eller købstæderne, bliver ensartet 

på de to lovgivningsområder. 

Som en naturlig løsning på uoverensstemmelserne 

imellem de to lovgivningsområders 

afgrænsningsprincipper skal man pege på muligheden 

af en ændring af de i skattelovgivningen 

gældende af grænsningsregler, således at 

afgrænsningen på dette område — ligesom på 

en lang række andre lovgivningsområder — 

kommer til at svare til forsorgslovgivningens 

afgrænsning. 

Gennemførelsen af en sådan ændring vil 

have til følge, at skattelovgivningens hovedstadssatser 

bliver gennemført i fire københavnske 

omegnskommuner, hvoraf de tre efter skattelovgivningens 

nugældende gruppedeling kun 

er sidestillet med købstæderne, medens een af 

kommunerne behandles efter de for landdistrikterne 

gældende satser (Herstedøster- Herstedvester 

kommune). 

Ændringen vil endvidere medføre, at købstadsatserne 

bliver gældende i yderligere 22 

kommuner samt i 40 bymæssige bebyggelser, 

hvoraf 15 er forstadsbebyggelser, jfr. afsnit IV 

og V i bilag 18. 

Det kan i denne forbindelse bemærkes, at 

betænkelighederne ved at knytte de af skattelovgivningens 

lokalitetsgraduering følgende 

retsvirkninger til en grænsedragning for disse 

bebyggelser inden for vedkommende kommuners 

grænser er blevet væsentligt reduceret, 

efter at den personkreds som skattelovgivningens 

satser vedrører, er blevet betydeligt 

formindsket i forhold til tidligere ved bortfaldet 

af reglerne om de enhver statsskatteyder tilkommende 

skattefri fradrag. Skattelovgivningens 

gruppedeling har således nu væsentligst 

kun betydning for skatteydere med børn 

under 16 år samt for de aldersog invaliderentemodtagere, 

som er berettigede til nedslag i 

ansættelsen efter ligningslovens § 5. For denne 

sidste befolkningsgruppe må det i særlig grad 

være naturligt, at nedslaget ved skatteansættelsen 

harmonerer med den udbetalte rente, og 

der synes i hvert fald ikke for denne mindre 

kreds af skatteydere at være administrative 

ulemper ved en grænsedragning inden for kommunen, 

når denne i forvejen må foretages ved 

beregningen af rentens størrelse. 

Man skal endelig i denne forbindelse fremhæve, 

at det af regeringen senest i folketingssamlingen 

1955—56 i forbindelse med forslaget 

til en samlet skattereform fremsatte forslag 

til lov om skat til staten af indkomst, formue 

og kapitalvinding lægger forsorgslovgivningens 

gruppedeling til grund i det omfang, hvori der 

efter forslaget gennemføres lokalitetsgraduering.

179 

Idet man henviser til de foran nærmere omtalte 

hensyn, der fører til opstillingen af princippet 

om, at byregler i videst muligt omfang 

bør søges gennemført for hele vedkommende 

bymæssige kommune, således at en grænsedragning 

inden for kommunens grænser undgås, 

finder man samtidig anledning til at pege 

på det ønskelige i, at der i videst muligt omfang 

vises imødekommenhed fra socialministeriets 

side over for andragender fra kommunalbestyrelser 

om oprykning af en bymæssig kommunes 

ikke — bymæssige distrikter til samme 

gruppe som selve den bymæssige bebyggelse. 

Ønsket om en sådan oprykning synes i hvert 

fald at være naturligt for kommuner, som har 

2000 indbyggere eller derover i en bymæssig 

bebyggelse, og som efter de nugældende regler 

er sidestillet med købstæderne efter statsskattelovgivningens 

gruppedeling. 

Det tilføjes, at en sådan oprykning for de 

ikke-bymæssige distrikter af kommuner, i hvilke 

der findes en bymæssig bebyggelse med over 

2000 indbyggere, vil få virkning for 15 kommuner, 

som efter de nugældende regler er sidestillet 

med købstæderne efter skattelovgivningens 

gruppedeling, men hvor kun den bymæssige 

bebyggelse er sidestillet med købstæderne 

efter forsorgslovgivningens gruppedeling, se 

afsnit III i bilag 18. 

12'

KAPITEL 14 

Reglerne om ejendomsbeskatningen i de bymæssige kommuner. 

A. DE GÆLDENDE REGLER 

De almindelige regler om den kommunale 

ejendomsbeskatning indeholdes i lov nr. 188 

af 20. maj 1933 om kommunale ejendomsskatter, 

således som denne lov er ændret ved § 25 

i lov nr. 100 af 14. april 1937 om en fælleskommunal 

udligningsfond og ved lov nr. 361 

af 22. december 1954. Endvidere er der ved 

lov nr. 166 af 24. maj 1955 givet visse særlige 

regler om forhøjelse af den kommunale ejendomsbeskatning 

i købstæder m. v. 

Som en væsentlig forskel i ejendomsbeskatningen 

i på den ene side København, Frederiksberg 

og købstæderne og på den anden side 

sognekommunerne skal indledningsvis nævnes, 

at der kun i sognekommunerne svares amtskommunal 

ejendomsskat, et forhold, der nødvendigvis 

må tages i betragtning, når man vil sammenligne 

beskatningen i købstad- og sognekommuner. 

Men herudover findes der på visse, ret 

afgørende punkter væsentlige forskelle mellem 

de for henholdsvis sognekommuner og København, 

Frederiksberg samt købstæder fastsatte 

regler vedrørende de kommunale ejendomsskatter. 

Dette gælder med hensyn til fradragene 

ved beregningen af kommunal ejendomsskyld 

og vedrørende promillernes fastsættelse. 

a. Fradragene ved beregningen af kommunal 

ejendomsskyld. 

Om disse bestemmer ejendomsskattelovens § 

3, stk. 1, jfr. lov nr. 361 af 22. december 1954, 

at der, forinden ejendomsskylden beregnes af 

forskellen mellem vurderingssummen til ejendomsskyld 

og grundværdien, »forskelsværdien«, 

skal gives hver enkelt ejendom et for alle ejendomme 

i kommunen ensartet fradrag. Fradraget, 

hvis formål er at lette bygningsbeskatningen 

for de mindre ejendomme, fastsættes af 

kommunalbestyrelsen med tilsynsmyndighedens 

godkendelse og skal for perioden 1. april 1955 

til 31. marts 1959 udgøre mindst 12.000 kr. 

og højst 21.000 kr. i København, Frederiksberg, 

købstæderne, Marstal handelsplads, de sønderjydske 

flækker samt sognekommuner, i hvilke 

der efter Det statistiske Departements opgørelse 

ved folketællingen den 7. november 1950 

fandtes mindst een bymæssig bebyggelse med 

over 3000 indbyggere. I de øvrige sognekommuner 

skal fradraget udgøre mindst 9000 kr. 

og højst 11.000 kr. 

På dette område er der altså — selv om man 

principielt bygger på sondringen mellem købstæder 

og sognekommuner — etableret sidestilling 

mellem købstæderne og de større bymæssige 

bebyggelser. 

b. Fastsættelsen af promillerne for opkrævning 

af kommunal grundog ejendomsskyld. 

For samtlige kommuner, bortset fra amtskommunerne, 

gælder det, at den kommunale 

ejendomsskyld skal udredes med 3 / 4 af promillen 

for den kommunale grundskyld; i amtskommunerne 

er det tilsvarende forhold 3 / 5 . 

Men iøvrigt gælder der forskellige regler for 

promillernes fastsættelse henholdsvis for København 

og Frederiksberg (lovens § 4), for 

købstæderne (lovens § 5) og for sognekommunerne 

(lovens § 6). 

I København og Frederiksberg fastsættes promillerne 

af kommunalbestyrelsen for 4-årige 

perioder, og promillen for den kommunale 

grundskyld kunne til og med skatteåret 1954/55 

ikke overstige 7,5 °/oo i København og 9,02 

°/ 00 i Frederiksberg kommune. Disse maksimumssatser 

er nu ophævet ved § 2 i lov nr. 361 

af 22. december 1954. 

I købstæderne, herunder Marstal og de sønderjydske 

flækker, fastsættes promillerne ligeledes 

for 4 år ad gangen, men her gælder stadig 

visse maksimumsbestemmelser for udskrivningen 

af ejendomsskatter. Ifølge reglerne herom

181 

må promillerne for hver 4-års periode ikke 

fastsættes højere, end at provenuet af de kommunale 

ejendomsskatter ikke overstiger i/ 6 af 

alle de udgifter, som efter gennemsnittet af 

det sidste tiår i det hele har været genstand 

for ligning på fast ejendom og på personer, 

med tillæg af den kommunale ejendomsskyld, 

der i skatteåret 1925/26 blev opkrævet i kommunen 

i henhold til lov nr. 85 af 15. maj 

1903 § 21. Endvidere må grundskyldpromillen 

ikke forhøjes med mere end 1 °/ o0 for hver 

4-års periode, jfr. lovens § 5, stk. 4, der henviser 

til den tidligere ejendomsskattelovs (nr. 

85 af 31. marts 1926) § 5, stk. 4. 

Ved lov nr. 166 af 24. maj 1955 blev der 

gennemført en almindelig forhøjelse af ejendomsbeskatningen 

i købstæderne. Loven, der 

var et led i bestræbelserne for at udligne 

spændvidden mellem huslejeniveauet i ældre 

og nye ejendomme, foreskriver, at grundog 

ejendomsskyldpromillerne i købstæderne fra og 

med regnskabsåret 1956/57 skal forhøjes med 

henholdsvis 6,0 o/ OQ O g 4,5 o/ oo , idet forhøjelsen 

(»tillægspromillen«) dog ikke kan 

overstige forskellen mellem henholdsvis 12,0 

°/oo °S 9,0 °/ 00 og de i vedkommende kommune 

for perioden 1. april 1955—31. marts 

1959 fastsatte grundog ejendomsskyldpromiller. 

Det vil sige, at to købstæder, der for perioden 

1. april 1955—31. marts 1959 har haft 

en ordinær grundskyldpromille på henholdsvis 

6 og 9, vil få en tillægspromille for grundskylden 

på respektive 6 og 3. 

Ejendomme, der i medfør af byggestøtteloven 

er helt eller delvis fritaget for kommunal ejendomsskyld, 

og for hvilke skattefritagelsen er 

regnet fra et tidspunkt, der ligger efter 1. april 

1947, er helt eller delvis fritaget for den omhandlede 

forhøjelse af den kommunale ejendomsskyld. 

Tillægspromillerne fastsættes een gang for 

alle for hver købstadkommune på grundlag af 

grundog ejendomsskyldpromillerne i perioden 

1955-—59, men for senere 4 års-perioder 

kan kommunerne herudover i samme omfang 

som hidtil forhøje den ordinære grundog 

ejendomsskyldpromille, uanset om de samlede 

promiller derved kommer op over henholdsvis 

12 og 90/00. 

I sogne kommunerne fastsætles promillerne 

for hvert enkelt skatteår i forbindelse med sognerådets 

vedtagelse af det årlige overslag, men 

sognerådet er ved promillernes fastsættelse bundet 

af det af amtsrådet efter sognerådets forslag 

for 4-årige perioder fastsatte forhold mellem 

skatteudskrivning på fast ejendom og på 

personer, det såkaldte ligningsforhold. 

Hovedreglen er, at ligningsforholdet skal 

fastsættes for 4 år ad gangen, og at det ikke 

kan ændres i periodens løb; men dels antages 

det, at der ikke er noget til hinder for, at ligningsforholdet 

ved periodens begyndelse fastsættes 

forskelligt for periodens enkelte år, f. 

eks. til imødegåelse af en forudset økonomisk 

udvikling i kommunen eller til formidling af 

overgangen til et ændret ligningsforhold, dels 

er der ved den fornævnte lov nr. 361 af 22. 

december 1954 om ændring af lov om kommunale 

ejendomsskatter gjort visse undtagelser fra 

hovedreglen, for så vidt angår sognekommuner 

i stærk vækst, og det vil i praksis sige visse 

bymæssige kommuner. For kommuner, hvor der 

som følge af betydelig befolkningstilvækst må 

forudses i løbet af en 4-års periode at ville 

ske væsentlige forskydninger i de forhold, der 

bør tages i betragtning ved ligningsforholdets 

fastsættelse, er der nu, når vægtige grunde taler 

derfor, adgang til, at ligningsforholdet fastsættes 

for kortere åremål end 4 år. Der er ligeledes 

adgang til, når der som følge af betydelig 

befolkningstilvækst er sket væsentlige forskydninger 

i de forhold, der har været bestemmende 

for et — enten for hele 4-års perioden eller for 

en kortere periode — fastsat ligningsforhold, 

at ændre dette for den tilbageværende del af 

vedkommende periode, når vægtige grunde taler 

herfor. 

Som en særlig begrænsning i den almindelige 

adgang til at ændre ligningsforholdet er 

det i den endnu gældende bestemmelse i § 26 

i ejendomsskatteloven af 15. maj 1903 bestemt, 

at det i skatteåret 1903/04 for hver enkelt 

sognekommune gældende ligningsforhold ikke 

kan forandres til skade for de faste ejendomme, 

medmindre sådan forandring er vedtaget med 

et flertal af sognerådets medlemstal og med 

et flertal på tre fjerdedele af amtsrådets medlemstal. 

B. EJENDOMSSKATTERNES STØRRELSE I 

DE FORSKELLIGE KOMMUNEGRUPPER 

I den følgende redegørelse for ejendomsbeskatningens 

størrelse i de forskellige kommunegrupper 

har man måttet lægge oplysninger 

om skatteudskrivningen i skatteåret 1954/55 

og tidligere år til grund, idet materialet for senere 

skatteår ikke forelå statistisk bearbejdet på

182 

tidspunktet for nærværende betænknings udarbejdelse. 

Tallene for skatteåret 1954/55 giver 

imidlertid ikke noget korrekt billede af forholdet 

i dag imellem ejendomsbeskatningen og 

personbeskatningen i henholdsvis hovedstaden, 

købstæderne og sognekommunerne, idet de for 

1954/55 fastsatte grundog ejendomsskyldpromiller 

senere er blevet forhøjet for København 

og Frederiksberg samt købstæderne, for 

disse sidste dog først fra og med skatteåret 

1956/57. Herved er der sket en vis tilnærmelse 

mellem ejendomsbeskatningen i disse kommuner 

og i det øvrige land, men det ophæver dog 

ikke den spændvidde, der hidtil har bestået 

mellem ejendomsbeskatningen i de forskellige 

kommunegrupper. 

Medens de kommunale ejendomsskatter for 

hele landet, når der bortses fra den amtskommunale 

beskatning, i 1954/55 udgjorde knap 

20 o/ o af den samlede kommunale beskatning, 

udgjorde de i hovedstaden (Københavns, Frederiksberg 

og Gentofte kommuner) gennemsnitligt 

godt 9 °/o, i købstæderne ca. 6 °/ 0 og i 

sognekommunerne ca. 36 °/ 0 af den egenkommunale 

beskatning""). 

I Københavns og Frederiksberg kommuner 

har promillerne for de kommunale ejendomsskatter 

ligget fast i en årrække; grundskyldpromillen 

har for København udgjort 7,5, hvilket 

til og med skatteåret 1954/55 var maksimumsgrænsen 

efter de tidligere gældende bestemmelser. 

Frederiksberg har gennem længere tid 

opkrævet 8,40 °/ O o- Da de skattepligtige grundog 

ejendomsskyldværdier under og efter krigen 

ikke er steget i samme grad som de skattepligtige 

indkomster og den samlede skatteudskrivning, 

har fastholdelsen af ejendomsskattepromillerne 

bevirket, at ejendomsskatternes andel 

i den samlede kommunale beskatning i de to 

kommuner er gået ned fra ca. 26 °/ 0 i 1939/40 

til godt 10 o/ o i 1954/55. Som tidligere 

nævnt er de hidtil gældende maksimumssatser 

for grundskyldpromillen i København og Frederiksberg 

ophævet ved § 2 i lov nr. 361 af 22. 

december 1954, og grundskyldpromillerne i de 

to kommuner er for perioden 1955/56 — 

1958/59 fastsat til henholdsvis 11 og 12. 

I købstæderne er der under og efter krigen 

gennemgående kun sket en mindre stigning i 

*) Se om de samlede egenkommunale og amtskommunale 

ejendomsskatters andel af den samlede 

kommunale person- og ejendomsbeskatning i de 

forskellige kommunegrupper tabel 37 foran på 

s. 65. 

grundskyldpromillen fra gennemsnitlig 5,63 

°/o i 1939/40 til 6,13 o/ oo i 1954/55, medens 

på den anden side ejendomsskatternes andel 

af de samlede udskrevne opholdskommuneog 

ejendomsskatter i købstadkommunerne er 

faldet fra ca. 14 o/ Q i 1939/40 til ca. 6 0j Q i 

1954/55. 

Gennemgående har ejendomsbeskatningen i 

de forskellige købstæder ligget på et nogenlunde 

ensartet niveau. I 1954/55 lå grundskyldpromillerne 

i købstæderne mellem 2 og 16, 

og to trediedele af købstæderne havde grundskyldpromiller 

mellem 4 og 7; ejendomsskatternes 

andel i den samlede købstadkommunale 

beskatning udgjorde fra 2 til 9 °/ 0 . 

I henhold til lov nr. 166 af 24. maj 1955 

om forhøjelse af den kommunale ejendomsbeskatning 

i købstæderne m. v. skal der fra og 

med skatteåret 1956/57 ske en forhøjelse af 

grundog ejendomsskyldpromillerne i købstæderne 

med maksimalt henholdsvis 6,0 °/ 00 og 

4,5 °/ 00 . Denne forhøjelse vil bevirke, at den 

gennemsnitlige grundskyldpromille i købstæderne 

fra og med skatteåret 1956/57 vil komme 

til at ligge lidt under 12 °/ 00 . Da reglerne om 

tillægspromillens fastsættelse bevirker, at den 

samlede grundskyldpromille for det store antal 

købstæder vil komme til at ligge omkring 12 

°/ 00 , vil der i fremtiden blive endnu mindre 

spredning blandt købstæderne med hensyn til 

grundskyldpromillens størrelse. 

I sogne kommunerne, hvor de faste ejendomme 

gennemgående har større betydning 

som grundlag for den kommunale skatteudskrivning, 

er der sket en meget væsentlig forhøjelse 

af grundskyldpromillerne under og efter 

krigen fra en gennemsnitlig grundskyldpromille 

i 1939/40 på 11,88 o/ OQ til 24,43 °/ 00 

i 1954/55, men desuagtet er ejendomsskatternes 

andel af ide samlede udskrevne opholdskommune- 

og egenkommunale ejendomsskatter 

i sognekommunerne faldet fra 42 °/ 0 i 1939/40 

til 36 % i 1954/55. Ved bedømmelsen af 

ejendomsskatternes størrelse i sognekommunerne 

må der imidlertid også tages hensyn til den 

amtskommunale ejendomsskat. I skatteåret 

1954/55 udgjorde den amtskommunale grundskyldpromille 

gennemsnitlig for hele landet 

18,62 °/ 00 og den amtskommunale ejendomsskyldpromille 

9,99 °/oo- På grund af de særlige 

regler om opgørelsen af den til amtskommunen 

skattepligtige ejendomsskyldværdi og 

fradragene heri er den amtskommunale ejendomsskyld 

gennemgående ikke så tyngende som

183 

grundskylden. Når der tages hensyn til den 

amtskommunale ejendomsbeskatning blev i skatteåret 

1954/55 55 °/ 0 af den samlede amts- og 

egenkommunale skatteudskrivning uden for købstæderne 

udskrevet som ejendomsskatter.*) 

I modsætning til forholdene i købstæderne 

er ejendomsbeskatningens størrelse meget forskellig 

i de forskellige sognekommuner både 

med hensyn til promillernes størrelse og med 

hensyn til ejendomsskatternes andel af den samlede 

kommunale beskatning. Dette er for så vidt 

ganske naturligt, da ejendomsbeskatningens størrelse 

efter det gældende lovgrundlag i meget 

høj grad vil afhænge af de enkelte sognekommuners 

struktur og øvrige forhold. 

Det statistiske Departement har på grundlag 

af de foreliggende tal for skatteudskrivningen 

i skatteåret 1951/52 foretaget en beregning af 

bl. a. den gennemsnitlige grundskyldpromilles 

størrelse og ejendomsskatternes andel i den 

samlede kommunale beskatning i kommuner 

med forstadsbebyggelse, i andre kommuner med 

mindst 1000 indbyggere i bymæssig bebyggelse 

samt i de øvrige sognekommuner, disse sidste 

opdelt i 3 grupper efter landbrugsbefolkningens 

andel i folketallet.**) Det fremgår heraf, at 

medens den gennemsnitlige grundskyldpromille 

for samtlige sognekommuner i det nævnte skatteår 

udgjorde 19,5 °/ 00 , var den i forstæder, 

hvis skatteyderes gennemsnitsindtægt var større 

end moderbyens, kun 8,7 og i de øvrige forstæder 

14,7. I andre kommuner med mindst 

1000 indbyggere i bymæssig bebyggelse lå den 

gennemsnitlige grundskyldpromille på 20,4, 

hvilket nogenlunde svarede til den gennemsnitlige 

grundskyldpromille i de øvrige sognekommuner, 

bortset fra forstæderne. De udskrevne 

ejendomsskatter udgjorde i procent af den samlede 

skatteudskrivning for samtlige sognekommuner 

gennemsnitligt 37,2 o/ Q5 me n også her 

var der stor forskel mellem de forskellige kommunegrupper, 

idet ejendomsskatterne i forstæder, 

hvis skatteyderes gennemsnitsindtægt var 

større end moderbyens, var på 15,2 o/ Q) i de 

øvrige forstæder 23,2 o/ o O g i de andre kommuner 

med bymæssig bebyggelse med mindst 

1000 indbyggere 30,3 °/ 0 > medens andelen i de 

øvrige sognekommuner udgjorde knap 45 °/ 0 - 

I tabel 44 og 45 har man for skatteåret 

1954/55 opdelt de bymæssige kommuner efter 

henholdsvis grundskyldpromillens størrelse og 

det vedtagne ligningsforhold og samtidig angivet 

den tilsvarende fordeling for samtlige øvrige 

sognekommuner. 

*) Herunder Gentofte. 

*) Jfr. tabel 36 foran på side 65. 

**) Jfr. Statistisk Tabelværk, Femte række, Litra E, 

nr. 24, Tabel 80.

184 

Det fremgår af tabel 44, at kommuner med 

middelstore bymæssige bebyggelser fra 1—2000 

indbyggere gennemgående har relativt høje 

grundskyldpromiller; af 72 stationsbyer o. 1. 

og 13 forstæder med 1—2000 indbyggere i bymæssig 

bebyggelse havde henholdsvis 20 og 3 

kommuner, d. v. s. mellem !/ 3 og */ 4 af kommunerne, 

grundskyldpromiller over 35. Blandt 

de øvrige sognekommuner har kun 176 af 1157, 

eller knap i/ 7 grundskyldpromiller over 35. I 

de store stationsbyer og forstæder er grundskyldpromillerne 

gennemgående væsentlig lavere, 

men der er også blandt disse sognekommuner 

en betydelig spredning fra kommuner 

med meget lave grundskyldpromiller til kommuner 

med høje grundskyldpromiller. 

Tabel 45. Sognekommunerne fordelt ejter størrelsen af den bymæssige bebyggelse og det vedtagne 

ligningsforhold 1951/52-1954155. 

*) Herunder Gentofte. 

Det fremgår af tabel 45, at de bymæssige 

kommuner gennemgående har betydelig lavere 

ligningsforhold end de øvrige sognekommuner. 

Tager man de bymæssige kommuner med 

mindst 1000 indbyggere i bymæssig bebyggelse 

under eet, havde godt halvdelen et ligningsforhold 

under 35, medens kun omkring i/ 6 af de 

øvrige sognekommuner havde et ligningsforhold 

under 35. Ret få — kun i/ 6 — af de bymæssige 

kommuner havde et ligningsforhold 

over 50, medens godt halvdelen af de øvrige 

sognekommuner havde et så højt ligningsforhold. 

Ser man på de enkelte grupper af bymæssige 

kommuner, viser det sig — hvad man også kunne 

vente — at de større bymæssige kommuner 

gennemgående har væsentlig lavere ligningsforhold 

end de mindre bymæssige kommuner 

og øvrige sognekommuner. Men der er selv 

blandt de større bymæssige kommuner med 

over 3500 indbyggere i bymæssig bebyggelse 

en betydelig spredning; der er kommuner med 

meget lave ligningsforhold og kommuner, der 

har ligningsforhold med over 40 o/ o udskrivning 

på fast ejendom. 

C. SKATTEFRITAGELSE I HENHOLD TIL 

BYGGESTØTTELOVGIVNINGEN 

I den sidste menneskealder er der for at 

støtte byggeriet ved en række love givet regler 

om fritagelse for kommunale ejendomsskatter. 

Oprindelig blev fritagelsen givet i form af en 

adgang for kommunerne til med eller uden 

indenrigsministeriets godkendelse at bevilge 

nyt boligbyggeri skattefritagelse. Senere fritagelsesregler 

er udformet således, at der i hovedsagen 

foreligger en ret for det af reglerne 

omfattede nybyggeri til skattefritagelse. 

Medens det oprindelig kun var nyopførte beboelsesejendomme, 

der kunne fritages for ejendomsskatter, 

gaves der ved byggestøtteloven af

185 

1946 skattefritagelse såvel for nyopførte beboelsesejendomme 

som for nyopførte kontor- og 

forretningsejendomme. Skattefritagelsen udvidedes 

senere ved lov nr. 252 af 14. juni 1951 

til også at omfatte nyopførte ejendomme med 

sociale og kulturelle formål, men efter lov nr. 

304 af 6. oktober 1954 og den nugældende 

byggestøttelov, lov nr. 107 af 14. april 1955, 

er det alene nyopførte beboelsesejendomme og 

ejendomme med socialt og kulturelt formål, der 

har krav på skattefritagelse. Skattefritagelsen 

for disse ejendomme gælder principielt i 22 

år og omfatter den på bygningerne faldende 

del af ejendomsskatterne, dog med undtagelse 

af skatten til amtskommunen, og skattefritagelsen 

gælder, uanset om der er bevilget statslån 

til opførelsen eller ej. Parcel- og rækkehuse, 

hvori der indestar statslån efter byggestøttelovens 

kap. IV eller V.B. 2, er i den tid, hvori 

der er indrømmet ejeren huslejetilskud, tillige 

fritaget for den amtskommunale ejendomsskyld. 

Endelig kan der efter ansøgning bevilges skattefritagelse 

i et nærmere fastsat omfang i forbindelse 

med visse om- og tilbygningsarbej der. 

Det samlede skattebeløb til kommunerne, for 

hvilket der således i henhold til byggestøttelovgivningen 

er givet fritagelse, udgjorde for hele 

landet i skatteåret 1954/55 16,3 mill, kr., 

eller 6,5 °/ 0 af samtlige udskrevne kommunale 

ejendomsskatter, bortset fra de amtskommunale 

skatter. For hovedstaden (København, Frederiksberg 

og Gentofte) udgør procenten gennemsnitligt 

6,9 °/o, medens den for hovedstadens 

forstæder udgør 31,3 °/ 0 > for købstæder 

18,9 °/o og for købstædernes forstadskommuner 

16,1 °/ 0 ; i sognekommunerne bortset fra forstadskommunerne 

er fritagelsesprocenten gennemsnitlig 

2,4 °/ 0 , men her iblandt er der en 

lang række bymæssige kommuner, for hvilke 

procenterne ligger væsentlig over fritagelsesprocenten 

for de øvrige sognekommuner. 

Det er klart, at den særlige fritagelse for 

ejendomsskyld, som er indrømmet nybyggeriet, 

navnlig vil falde i de kommuner, der er i stærk 

vækst, d. v. s. købstæderne og de bymæssige 

kommuner. Skattefritagelsen for nybyggeri har 

imidlertid på grund af den tidligere undtagelsesfrit 

gældende regel om ligningsforholdets 

fastsættelse for 4-årige perioder haft visse uheldige 

virkninger for ejendomsbeskatningen i de 

bymæssige kommuner i stærk vækst. I disse 

kommuner vil det beløb, der årligt skal udskrives 

i skat, vokse stærkt, dels fordi befolkningstilvæksten 

nødvendiggør en række nye byggeog 

anlægsarbejder (vej- og kloakanlæg, skoler 

m. v.), dels fordi et øget indbyggerantal altid 

giver kommunen større udgifter. Da indkomstskattegrundlaget 

(skatteydernes samlede skattepligtige 

indkomst) samtidig vil vokse, er det 

ikke altid nødvendigt at skride til drastiske forhøjelser 

af skatte- og ligningsprocenten. Derimod 

vil ejendomsskattegrundlaget — den samlede 

grundog forskelsværdi af de ejendomsskattepligtige 

ejendomme i kommunen — i almindelighed 

ikke vokse tilsvarende, bl. a. fordi 

størstedelen af det af befolkningstilvæksten følgende 

nybyggeri er fritaget for ejendomsskyld, 

og fordi de almindelige vurderinger — med stigende 

vurderingssummer særlig i voksende 

kommuner — kun foretages med flere års mellemrum. 

Følgen heraf bliver en stærk stigning 

i grundog ejendomsskyldpromillerne indenfor 

4-års perioden, fordi kommunen er bundet til 

at udskrive den ved ligningsforholdet bestemte 

del af den samlede skatteudskrivning på de faste 

ejendomme. 

Man har i et vist omfang kunnet modvirke 

en stigning i grundog ejendomsskyldpromillerne 

indenfor 4-års perioderne ved at fastsætte 

ligningsforholdet forskelligt for de enkelte år 

inden for en 4-års periode, men dette forudsætter, 

at man med nogenlunde sikkerhed kan 

skønne over kommunens fremtidige udvikling, 

hvilket ikke altid vil være tilfældet, og denne 

fremgangsmåde har da heller ikke været benyttet 

i større omfang. 

Enkelte bymæssige kommuner i stærk vækst 

har tidligere søgt at afbøde de påpegede uheldige 

virkninger ved i forbindelse med promillernes 

fastsættelse på grundlag af ligningsforholdet 

at medregne ejendomsskyldværdien for 

de for ejendomsskyld fritagne ejendomme, således 

at den for disse ejendomme beregnede 

samlede ejendomsskyld rent faktisk betragtes 

som et uerholdeligt beløb, der enten fuldstændigt 

pålignes indkomsterne eller fordeles på 

ejendoms- og indkomstskatter i samme forhold 

som ligningsforholdet. Selvom en sådan metode 

ikke er i overensstemmelse med lovens bestemmelser, 

har den dog i enkelte tilfælde været 

tolereret af vedkommende amtsråd og har i 

flere kommuner været medvirkende til, at ejendomsskatterne 

har kunnet holdes på et nogenlunde 

konstant niveau. 

Nu er der imidlertid for i nogen måde at afbøde 

disse ulemper for kommuner i stærk 

vækst ved lov nr. 361 af 22. december 1954 

skabt mulighed for sådanne kommuner til dels

186 

at få fastsat ligningsforholdet for kortere åremål 

end 4 år, dels indenfor en 4-års periode at 

få ændret et tidligere fastsat ligningsforhold. 

D. DE GÆLDENDE REGLERS VIRKNIN- 

GER FOR DE BYMÆSSIGE KOMMUNER 

De regler, der indeholdes i den kommunale 

ejendomsskattelov om promillernes fastsættelse 

i henholdsvis sognekommuner og købstæder, tilsigter 

at skabe en vis fasthed i ejendomsbeskatningen, 

således at kommunalbestyrelserne kun 

hvert fjerde år skal tage principiel stilling til 

ejendomsbeskatningens størrelse. For købstæderne 

opnås dette ved, at byrådet hvert fjerde 

år træffer afgørelse om grundog ejendomsskyldpromillernes 

størrelse, således at promillerne 

ligger fast i den kommende 4-års periode. 

For sognekommunerne er idet ikke promillerne 

for ejendomsbeskatningen, men derimod ligningsforholdet, 

der fastsættes for 4 år ad gangen, 

med den virkning, at ejendomsskatternes 

størrelse — og dermed ejendomsskattepromil- 

1erne — i hvert af 4-års periodens skatteår kommer 

til at svinge med den samlede skatteudskrivnings 

størrelse. Denne principielle forskel 

mellem købstæderne og sognekommunerne 

hænger sammen med den forskel, der normalt 

vil være i købstædernes og i landkommunernes 

erhvervsmæssige struktur. 

De to skattegrundlag, indkomsterne 

og de faste ejendomme 

I sognekommunerne har man fra gammel tid 

udskrevet en væsentlig part af kommunens 

skattebehov på de faste ejendomme. Dette skyldes 

vel i første række, at den overvejende del 

af befolkningen i det store flertal af disse kommuner 

ernærer sig ved landbrug, gartneri 

o. lign., og at de fleste skatteydere er ejendomsbesiddere, 

således at værdien af de faste ejendomme 

i nogen grad er taget som udtryk for 

beboernes skatteevne. Hertil kommer, at ejendomsværdierne 

er et ret stabilt skattegrundlag, 

og selv om der er visse usikkerhedsmomenter 

ved vurderingen af de faste ejendomme, er disse 

dog ikke så store som ved fastsættelsen af beboernes 

skattepligtige indkomster. Når således 

en væsentlig part af skatteudskrivningen i sognekommunerne 

hviler på fast ejendom, er det 

naturligt, at de udsving, der måtte komme i en 

kommunes skatteudskrivning, kommer til at give 

sig forholdsmæssigt samme udslag i indkomst- 

og ejendomsbeskatningen, hvilket man 

har villet opnå ved at binde skatteudskrivningen 

i sognekommunerne til det for 4 år ad 

gangen fastsatte ligningsforhold. 

I købstæderne gør disse forhold sig ikke gældende; 

i byerne er værdien af de faste ejendomme 

ikke i samme grad udtryk for beboernes 

skatteevne, og købstæderne udskriver den 

væsentligste del af deres skattebehov på indkomsterne. 

Der har således for købstæderne 

ikke foreligget de samme reale grunde for et 

fast ligningsforhold som for sognekommunerne, 

og købstæderne har derfor fået mulighed for at 

holde et mere stabilt ejendomsskatteniveau ved, 

at promillerne skal fastsættes for 4 år ad gangen. 

Virkningerne af forskydninger 

i forholdet mellem skattegrundlagene. 

Reglen om det faste ligningsforhold i sognekommunerne 

medfører imidlertid alene, at forholdet 

mellem de samlede beløb, der faktisk 

udskrives henholdsvis på fast ejendom og på 

indkomsterne, bliver det samme i hele perioden, 

men derimod fører princippet ikke nødvendigvis 

til, at en forøgelse af skatteudskrivningen 

kommer til at ramme ejendomme og 

indkomster forholdsmæssigt lige stærkt — eller 

med andre ord, at forholdet mellem grundskyldpromillen 

og skatteprocenten står fast i 

4-års perioden. Om dette vil være tilfældet afhænger 

af, om forholdet mellem de to skattegrundlag 

— på den ene side den samlede skattepligtige 

indkomst og på den anden side de 

skattepligtige grundog ejendomsskyldværdier 

— er det samme i hele 4-års perioden. Stiger 

indkomstmassen uden samtidig tilsvarende stigning 

i de skattepligtige grundog ejendomsskyldværdier, 

fører princippet om det faste ligningsforhold 

til, at der i en periode med stigende 

skatteudskrivning vil ske en stærkere 

stigning i grundog ejendomsskyldpromillen 

end i skatteprocenten; denne sidste kan måske 

endda holdes uændret, nemlig hvis den forholdsmæssige 

stigning i skatteudskrivningen 

svarer til stigningen i den samlede skattepligtige 

indkomstmasse. Der vil senere blive omtalt 

et eksempel herpå fra Grove kommune. 

Systemet med det faste ligningsforhold giver 

en vis form for elasticitet i ejendomsbeskatningen 

i sognekommunerne, men det er spørgsmålet, 

om det er ønskeligt at bevare princippet 

i de bymæssige kommuner, hvor princippets

187 

forudsætning — sammenhængen mellem ejendommenes 

værdi og borgernes skatteevne — 

ikke længere er til stede, og i hvert fald kan 

princippet i tilfælde, hvor der sker væsentlige 

forskydninger i forholdet mellem de to skattegrundlag, 

føre til resultater, der ikke altid kan 

anses for ønskværdige. 

En sådan forskydning i forholdet mellem en 

kommunes to skattegrundlag kan have flere 

årsager. 

Konjunkturbevægelser. 

Forskydningen i forholdet mellem skattegrundlagene 

kan skyldes de almindelige konjunkturbevægelser, 

der giver sig udslag i en 

stigning eller et fald i skatteydernes samlede 

skattepligtige indkomst uden en tilsvarende 

eller blot tilnærmelsesvis tilsvarende bevægelse 

i de skattepligtige grundog ejendomsskyldværdier. 

Almindeligvis vil konjunktursvingninger 

have indflydelse såvel på de samlede indkomster 

hos kommunens beboere som på værdien i 

handel og vandel af de i kommunen beliggende 

faste ejendomme. Den omstændighed, 

at vurderingerne til grundog ejendomsskyld 

—af tekniske grunde — normalt kun foretages 

hvert femte år, vil i tilfælde, hvor den op- eller 

nedadgående konjunkturbevægelse i indkomsterne 

finder sted inden for en sådan vurderingsperiode, 

kunne bevirke, at der sker en 

formel forskydning i de to skattegrundlag. Hvis 

ejendomsværdierne imidlertid, inden den ny 

vurdering foretages, faktisk er steget eller faldet 

i samme takt som indkomstmassen, vil der 

dog ikke være tale om en reel forskydning mellem 

de to skattegrundlag, og den faktiske ejendomsskattebyrde 

— forholdet mellem de pålignede 

ejendomsskatter og ejendommenes værdi i 

handel og vandel — vil ikke være ændret i forhold 

til indkomstskattebyrden. 

Selv om de almindelige konjunkturbevægelser 

vil have en tendens til påvirkning såvel af 

indkomsterne som af værdierne af de faste 

ejendomme, herunder også den skattepligtige 

værdi, behøver denne påvirkning imidlertid 

ikke at give sig forholdsmæssigt samme udslag 

på indkomstmassen som på de skattepligtige 

ejendomsværdier, idet der erfaringsmæssigt vil 

være en tilbøjelighed til en vis træghed på det 

sidste område. 

Den foran omtalte stigning i de gennemsnitlige 

ejendomsskattepromiller i sognekommunerne 

i tiden 1939/40—1954/55 kan således i 

nogen grad føres tilbage til det forhold, at den 

siden 1939 stedfundne stigning i de skattepligtige 

indkomster ikke er blevet fulgt af en tilsvarende 

stigning i de skattepligtige grundog 

ejendomsskyldværdier, i forbindelse med en 

tendens til, at den relative andel af den samlede 

sognekommunale skatteudskrivning, der 

udskrives som ejendomsskatter, holdes nogenlunde 

konstant. Skatteydernes samlede skattepligtige 

indkomst udgjorde for sognekommunerne 

i 1938/39 ca. 1.356 mill, kr., medens 

den i 1954/55 udgjorde 5.926 mill, kr., altså 

godt det firedobbelte, medens de samlede skattepligtige 

grundog ejendomsskyldværdier i 

samme periode kun er vokset fra henholdsvis 

3.021 mill. kr. og 2.144 mill. kr. til henholdsvis 

5.141 mill. kr. og 3.241 mill, kr., eller med ca. 

-lo . Den heraf følgende forskydning i forholdet 

mellem de 2 skattegrundlag, uden at ejendomsskatternes 

andel af den samlede kommunale beskatning 

er faldet væsentligt, har således været 

medvirkende til, at den gennemsnitlige grundskyldpromille 

i sognekommunerne er vokset fra 

12,02 i 1938/39 til 24,43 i 1954/55, medens 

den gennemsnitlige skatte-og ligningsprocent 

har kunnet holde sig så nogenlunde uændret på 

godt 5 °/Q i hele perioden. 

Det kunne nu anføres, at det enkelte sogneråd 

havde kunnet modvirke denne forholdsmæssige 

forøgelse af ejendomsskattebyrden i 

forhold til indkomstskattebyrden ved for hver 

ny 4-års periode at ændre ligningsforholdet 

og nedsætte de faste ejendommes andel i 

den samlede kommunale beskatning. Mange 

sognekommuner, specielt de bymæssige kommuner, 

har i ret vid omfang benyttet sig heraf, 

men der synes dog at være en tendens til, at 

man i sognekommunerne i almindelighed kun 

i begrænset omfang drager konsekvensen af 

forskydningen i de to skattegrundlag. Man har 

måske ved ligningsforholdets fastsættelse for 

en ny periode været noget tilbøjelig til blot at 

fastsætte ligningsforholdet således, at grundskyldpromillen 

i det første år af den nye periode 

kommer til at ligge så nogenlunde på 

højde med — eller måske lidt under •—• grundskyldpromillen 

i den løbende periodes sidste 

skatteår, men derved har man kun i begrænset 

omfang kunnet afdæmpe virkningerne af den 

fortsatte forskydning i forholdet mellem de to 

skattegrundlag. Den nævnte tendens kan måske 

også have sin politiske baggrund i, at 

sognerådene almindeligvis ikke har ønsket at 

give kommunens ejendomsbesiddere den til-

188 

syneladende favorisering på indkomstskatteydernes 

bekostning, som en nedsættelse af 

grundskyldpromillen ville være. 

Befolkningstilvækst i kommunen. 

Udover den forskydning i forholdet mellem 

de to skattegrundlag, der kan skyldes de almindelige 

konjunkturbevægelser, kan der indtræde 

en væsentlig forskydning i skattegrundlagene 

som en virkning af en stærk befolkningstilvækst 

i kommunen, hvilket jo almindeligvis 

nutildags kun vil forekomme i kommuner, der 

er — eller i forbindelse med befolkningstilvæksten 

bliver — bymæssigt bebygget. En på 

denne måde begrundet væsentlig forskydning 

i skattegrundlagene kan indtræffe selv i løbet 

af den 4-års periode, i hvilken et fastsat ligningsforhold 

gælder. 

Som et — ganske vist ekstremt — eksempel 

herpå kan omtales forholdene i Grove kommune, 

der navnlig på grund af anlæg af flyveplads 

har haft en betydelig befolkningstilvækst 

i de senere år. For perioden 1951/52 

- 1954/55 var ligningsforholdet i Grove fastsat 

således, at ejendomsskatternes andel af de 

samlede kommunale skatter udgjorde 20 o/ o . 

Ejendomsskattegrundlaget (opgjort som den 

skattepligtige grundværdi -f- % af de skattepligtige 

ejendomsskyld vær dier efter fradrag af 

de i henhold til byggestøtteloven fritagne ejendomme) 

udgjorde i 1951/52 765.000 kr., medens 

indkomstskattegrundlaget lå på 2.809.000 

kr. Efter 1951 voksede kommunens indbyggertal 

fra 959 pr. y 4 1951 til 1737 pr. y 4 1954, 

og i forbindelse hermed steg indkomstmassen 

til 6.281.000 kr. eller med ca. 125 °/ 0 , medens 

ejendomsskattegrundlaget, opgjort som foran 

angivet, steg til 969.000 kr. eller med godt 

25 °/ 0 - Da kommunen på grund af befolkningstilvæksten 

har haft et stadig stigende skattebehov 

i den omhandlede periode og har været 

bundet til i hvert af årene at udskrive 20 °/ 0 

af skattebehovet på de faste ejendomme, er 

resultatet blevet, at grundskyldpromillen er 

steget fra 28 o/ QO i 1951/52 til 48 o/ OQ i 

1954/55, medens skatte- og ligningsprocenten 

har kunnet holde sig så nogenlunde uændret. 

Ejendomsskattegrundlaget for de nævnte år 

hviler på den almindelige vurdering pr. i/ 10 

1950 og senere omvurderinger, og det er vel 

sandsynligt, at de skattepligtige grundog ejendomsskyldværdier 

vil stige noget ved en ny 

almindelig vurderings foretagelse, men det kan 

dog næppe antages, at denne stigning vil blive 

så stærk, at den på afgørende måde vil forrykke 

billedet af den forskydning, der er sket 

i forholdet mellem de to skattegrundlag. 

En sådan udbygning af en kommune som 

den, der i de senere år er foregået i Grove kommune, 

vil ganske vist påvirke grundog ejendomsværdierne, 

men når praktisk talt alt nybyggeri 

er fritaget for ejendomsskyld, vil de 

reelt skattepligtige grundog ejendomsskyldværdier 

ikke stige tilsvarende. I det angivne 

tidsrum er de skattepligtige grundværdier I 

Grove steget fra 617.000 kr. til 783.000 kr., 

medens de samlede ejendomsskyldværdier (forskelsværdierne), 

incl. værdien af de i henhold 

til byggestøtteloven fritagne ejendomme, er 

steget fra 197.000 kr. til 1.072.000 kr. som 

følge af det stedfundne nybyggeri. Sættes ved 

beregningen af ejendomsskattegrundlaget ejendomsskyldværdierne 

til %, ville ejendomsskattegrundlaget 

være vokset til 1.587.000 kr. 

i 1954/55, hvis man medtog de for ejendomsskyld 

fritagne ejendomme, og stigningen i forhold 

til 1951/52 ville have udgjort 107 %, 

eller næsten svarende til stigningen i indkomstmassen. 

Dette eksempel synes klart at vise, at reglen 

om det faste ligningsforhold i en kommune, 

hvor der inden for en 4-års periode sker afgørende 

forskydninger i forholdet mellem de to 

skattegrundlag, medfører en væsentlig stærkere 

stigning i ejendomsbeskatningen end i 

personbeskatningen. Det skal erkendes, at tilfældet 

Grove er ekstremt, men tilsvarende 

forhold gør sig gældende i en række andre bymæssige 

kommuner i stærk vækst og i det hele 

taget i tilfælde, hvor der i 4-års periodens løb 

sker reelle forskydninger i forholdet mellem 

de to skattegrundlag, med den virkning, at 

ejendomsskattebyrden i forhold til indkomstskattebyrden 

bliver tungere end forudset ved 

periodens begyndelse. 

Eksempler. 

I bilag 20 et der for en række bymæssige 

kommuner foretaget beregninger over stigningen 

i de to skattegrundlag i tiden 1943/44 til 

1954/55, tre 4-års perioder. Tallene for skattegrundlagene 

er angivet som indextal med 100 

i basisåret 1943/44. Tallene viser, at de omhandlede 

kommuners ejendomsskattegrundlag, 

opgjort som den skattepligtige grundværdi og 

% af den skattepligtige ejendomsskyld vær di

189 

efter fradrag af de efter byggestøttelovgivningen 

fritagne ejendomme, i den nævnte periode 

•er steget gennemgående med ca. 100 °/ 0 , dog at 

stigningen i een af kommunerne (Herlev) 

har andraget 350 o/ Q) medens der i en anden 

kommune (Grove) praktisk talt ingen stigning 

er. Indkomstskattegrundlaget, opgjort som beboernes 

samlede, til kommunen skattepligtige 

indkomst før forhøjelser og nedsættelser*), 

er steget mere ujævnt; i Grove og Herlev 

med henholdsvis ca. 1.200 o/ o O g 800 o/ o> i 

de resterende tilfælde fra ca. 200

190 

er stigningen i indkomstmassen og skatteudskrivningen 

så stærk, at grundskyldpromillen — 

hvis denne alene blev beregnet på grundlag af 

de reelt skattepligtige grundog ejendomsskyldværdier 

og efter det vedtagne ligningsforhold, 

14,3 °/ 0 på fast ejendom - ville stige fra 

ca. 17 o/ oo i 1951/52 til ca. 25 o/ QO i 1954/55, 

altså en betragtelig stigning inden for 4-års perioden. 

Faktisk har promillen i det angivne 

tidsrum holdt sig uændret på 12 i kraft af 

den ovenanførte fremgangsmåde med indregning 

af værdien af de fritagne ejendomme 

ved grundskyldpromillens fastsættelse, hvorved 

ejendomsskatternes faktiske andel af de udskrevne 

skatter kun kommer til at udgøre ca. 

7 o/ o . 

Lignende forhold har også foreligget i 

Tårnby og Værløse kommuner og til dels også 

i Hasle-Skejby-Lisbjerg, Holme-Tranbjerg, Herlev 

og Herstedernes kommuner, hvor man har 

tilstræbt og opnået at fastholde en nogenlunde 

fast grundskyldpromille i hver 4-års periode, 

men hvor dette er sket dels ved i hver 

ny 4-års periode at modvirke forskydninger i 

skattegrundlagene ved en nedsættelse af det 

vedtagne ligningsforhold, dels ved i 4-års periodens 

enkelte år fortsat at nedsætte ejendomsskatternes 

faktiske andel af de udskrevne skatter. 

Som andre betegnende eksempler på de uheldige 

virkninger for en bymæssig kommune af 

reglerne om det faste ligningsforhold kan nævnes 

Grindsted og Guldager kommuner, hvor 

fastholdelsen af ligningsforholdet i perioden 

1951/52—1954/55 i forbindelse med den i perioden 

stedfundne forskydning af forholdet 

mellem skattegrundlagene har bevirket, at kommunernes 

grundskyldpromille har vist stigende 

tendens i perioden. Også i Birkerød kommune, 

hvor man søger så nogenlunde at fastholde det 

samme faktiske ligningsforhold

191 

ændret det fastsatte ligningsforhold for den 

tilbageværende del af perioden. 

Man har altså ved denne lov for så vidt erkendt, 

at det for visse sognekommuner er uheldigt 

at binde ejendomsbeskatningen til et for 

4 år gældende ligningsforhold. Den løsning, 

der er nået, synes dog ikke at være fuldt tilfredsstillende. 

Dels er det ikke vedkommende 

kommunalbestyrelse selv, der afgør om ligningsforholdet 

skal gælde for kortere tid, respektive 

ændres, men afgørelsen er henlagt til 

amtsrådene, dels opnås der ikke ved disse regler 

den politiske ro om ejendomsbeskatningen, 

der ellers følger af de almindeligt gældende 

regler, hvorefter der kun hvert 4. år af kommunalbestyrelsen 

tages principiel stilling til 

ejendomsbeskatningens størrelse. Endelig kan 

det nævnes, at reglerne gennem de snævre betingelser 

for deres anvendelse far karakteren af 

undtagelsesregler, hvis anvendelse i praksis 

næppe vil bane vejen for et ejendomsskattesystem 

i bymæssige kommuner, der vil være i 

overensstemmelse med de særlige krav, som 

disse kommuners bymæssige struktur stiller til 

et sådant system. 

Som påvist foran har flere bymæssige kommuner 

med mere eller mindre held og på mere 

eller mindre lovlig vis tilstræbt at holde ejendomsskattepromillerne 

nede på samme niveau 

i hele 4-års perioden. Dette forhold og de 

ovenfor anførte synspunkter og forhold iøvrigt 

synes derfor at gøre det naturligt, at man overvejer 

spørgsmålet, om det overhovedet er rigtigt 

i de større bymæssige kommuner principielt at 

binde ejendomsbeskatningen til ligningsforholdet, 

eller om man ikke snarere i denne henseende 

burde sidestille de større bymæssige kommuner 

med købstæderne, således at ejendomsskattereglerne 

i hvert fald i disse kommuner 

kommer til at svare til de faktiske forudsætninger 

i disse kommuner*). 

E. FORSKELLIGE FORSLAG OM EN 

REVISION AF DEN KOMMUNALE 

EJENDOMSSKATTELOV 

De foreliggende forslag. 

I Skattelovskommissionens betænkning (Betænkning 

II, s. 99) fremhævedes det ønske- 

*) Det bemærkes herved, at ejendomsskatterne i 

Marstal og i de sønderjydske flækker, der ligesom 

sognekommuner står i økonomisk forbindelse 

med amtskommunen, udskrives efter de 

for købstæderne gældende regler. 

lige i, at der søges tilvejebragt mere ensartethed 

i ejendomsbeskatningen i de forskellige kommuner. 

Kommissionens forslag gik ud på, at 

den hidtil på de enkelte ejendomme hvilende 

ejendomsskyld blev fikseret og gradvis afviklet, 

samt at kommunale ejendomsskatter fremtidig 

alene kunne pålignes som grundskyld. Med 

hensyn til promillernes fastsættelse opretholdt 

man den hidtil gældende forskel mellem købstad- 

og sognekommuner, således at promillerne 

skulle fastsættes for 4 år ad gangen i 

København, Frederiksberg og købstæderne 

m. v. dog med en maksimums- og minimumsgrænse, 

medens i sognekommunerne det af 

amtsrådet for 4 år ad gangen fastsatte ligningsforhold 

skulle være bestemmende for promillernes 

størrelse for de enkelte skatteår. 

Med henblik på at afhjælpe de urimelige 

virkninger for visse bymæssige kommuner af 

skattefritagelsen for nybyggeri i forbindelse 

med den dengang for sognekommunerne ubetinget 

gældende regel om ligningsforholdets 

fastsættelse for 4-årige perioder foreslog kommissionen 

endvidere, at der skulle være adgang 

for amtsrådet til at ændre ligningsforholdet 

inden for 4-års perioden, såfremt kommunens 

indbyggertal siden ligningsforholdets fastsættelse 

var blevet forøget med mere end 10 o/ Q . 

Endvidere blev det foreslået, at der blev 

fastsat et minimum og maksimum for ligningsforholdet 

i sognekommuner med overgangsbestemmelser 

for de kommuner, der havde ligningsforhold 

henholdsvis under og over minimums- 

og maksimumsgrænserne. Gentofte kommune 

skulle efter dette forslag ikke behandles 

efter de for sognekommuner gældende regler, 

men skulle i kraft af tilhørsforholdet til hovedstadsområdet 

bringes ind under regler svarende 

til de for København, Frederiksberg og 

købstæderne m. v. gældende, dog at der ved 

beregningen af minimums- og maksimumspromillerne 

skulle tages hensyn til den ejendommene 

i Gentofte kommune påhvilede amtskommunale 

grundskyld. 

I bemærkningerne til lovudkastet fremhæves 

det, at med fikseringen af ejendomsskylden 

bortfalder det vigtigste argument mod forhøjelse 

af grundskyldpromillen, nemlig at en sådan 

forhøjelse involverer en forhøjelse af den 

for lejeniveauet og forretningslivet i byerne 

ulige mere tyngende ejendomsskyldpromille, 

og at det herefter formentlig vil være naturligt, 

at der i en del købstadkommuner gennemføres 

en vis forhøjelse af den kommunale beskatning

192 

af grundværdierne. Med hensyn til ligningsforholdet 

i sognekommunerne fremhæves det, 

at de foreslåede maksimums- og minimumsgrænser 

for ligningsforholdet skulle tilgodese 

på den ene side en vis mindsteudskrivning på 

fast ejendom og på den anden side, at ikke en 

aldeles overvejende del af de kommunale skatter 

udskrives på dette grundlag med den virkning, 

at de kommunale myndigheders økonomiske 

interesse i gennemførelse af en rigtig 

ligning af den skattepligtige indkomst fra et 

egenkommunalt synspunkt bliver forsvindende. 

I folketingssamlingerne 1953/54, 1954/55 

og 1955/56 er der af regeringen fremsat lovforslag 

om ændring af lov om kommunale ejendomsskatter, 

hvilke forslag har været et led i 

de af regeringen fremsatte forslag til en samlet 

omlægning af de offentlige indtægter og udgifter. 

Efter dette lovforslag skal det hidtil 

gældende faste forhold mellem størrelsen af 

ejendomsskyldpromillen og grundskyldpromillen 

løsnes, således at ejendomsskyldpromillen 

fremtidig skulle kunne fastsættes lavere end 

YA a f grundskyldpromillen. Endvidere foreslås 

det, at den amtskommunale ejendomsskyld ophæves, 

og at de gældende grænser for opkrævning 

af ejendomsskatter i købstad- og sognekommuner 

ændres. 

Specielt for købstædernes vedkommende foreslås 

det, at de hidtil gældende maksimumsbestemmelser 

for opkrævning af kommunale 

ejendomsskatter ophæves, og at der i stedet 

sættes et minimum for grundskyldpromillen, 

således at denne for ingen periode kan fastsættes 

lavere end den for perioden fra 1. april 

1951 til 31. marts 1955 gældende grundskyldpromille. 

For sognekommunernes vedkommende foreslås 

visse grænser for ligningsforholdet med 

henblik på at skabe større beskatningsmæssig 

ensartethed i sognekommunerne. Bestemmelserne 

herom er nærmere udformet således: 

a. Ligningsforhold mellem 40 % og 60 % 

(udskrivning på fast ejendom) vil kunne 

forhøjes eller nedsættes inden for disse 

grænser, men ikke herudover. 

b. Ligningsforhold mellem 20 % og 40 % vil 

kunne forhøjes, men ikke nedsættes. 

c. Ligningsforhold mellem 60 % og 80 % vil 

kunne nedsættes, men ikke forhøjes. 

d. Ligningsforhold under 20 % vil for perioden 

1. april 1959 til 31. marts 1963 og for 

hver derefter følgende periode være at forhøje 

med mindst 3, indtil ligningsforholdet 

udgør 20 %. 

e. Ligningsforhold over 80 % vil for perioden 

1. april 1959 til 31. marts 1963 og for 

hver derefter følgende periode være at nedsætte 

med mindst 3, indtil ligningsforholdet 

udgør 80 %. 

Efter dette forslag skulle 21 kommuner med 

over 1000 indbyggere i bymæssig bebyggelse 

i løbet af en overgangsperiode bringe ligningsforholdet 

op til 20 %. Blandt disse kommuner 

kan nævnes følgende større kommuner: Gentofte, 

Gladsaxe, Rødovre, Glostrup, Herlev, 

Hvidovre, Lyngby-Tårbæk, Søllerød, Hasseris, 

Åby, Vejlby-Risskov, Viby, Ikast og Skjern, 

der alle i perioden 1. april 1951—31. marts 

1955 havde ligningsforhold under 20 %. 

Særlig med henblik på de bymæssige kommuner 

med stærk udvikling er det dernæst foreslået, 

at amtsrådet får adgang til at ændre 

ligningsforholdet inden for 4-års perioden, 

når der er sket væsentlige forskydninger i de 

forhold, der har været bestemmende for dets 

fastsættelse, og når iøvrigt væsentlige grunde 

taler derfor. Til en sådan ændring af ligningsforholdet 

kræves dog efter forslaget, at sognerådets 

indstilling er tiltrådt af mindst % af 

amtsrådets medlemstal. 

Denne adgang til ændring af ligningsforholdet 

vil dog næppe få så stor betydning for 

de kommuner, der idag er bymæssige, idet de 

gennemgående har ligningsforhold under 40, 

således at disse kommuner efter forslagets øvrige 

bestemmelser kun kan forhøje ejendomsskatternes 

andel i den samlede kommunale beskatning, 

men ikke nedsætte den, medens det 

— i hvert fald hidtil — har været behovet for 

en nedsættelse af ejendomsskatternes andel i 

den samlede beskatning, der har begrundet ønsket 

om en sådan adgang til ændring af ligningsforholdet. 

Såvel skattelovskommissionens forslag som 

regeringsf or slaget opretholder altså med bensyn 

til reglerne om promillernes fastsættelse 

den hidtidige principielle sondring mellem 

købstadkommuner og sognekommuner, dog al 

forslagene på forskellig måde søger at tage 

et vist hensyn til de bymæssige kommuner i 

stærk vækst. 

Sammenfattende bemærkninger. 

— Udvalgets synspunkter. 

Det må erkendes, at der uanset den forhøj-

193 

else af ejendomsbeskatningen i købstæderne, 

der er en følge af lov nr. 166 af 24. maj 1955, 

stadig er en betydelig forskel på størrelsen af 

ejendomsbeskatningen i købstæderne og sognekommunerne. 

Denne forskel i den egenkommunale 

beskatning bliver yderligere forstærket 

ved, at der i sognekommunerne påhviler ejendommene 

amtskommunal grundog ejendomsskyld. 

De større bymæssige kommuner har dog 

gennemgående søgt at holde ejendomsbeskatningen 

noget nede med hensyn til både grundskyldpromillens 

størrelse og ejendomsskatternes 

andel i den samlede kommunale beskatning, 

men alligevel er ejendomsbeskatningen 

gennemgående væsentlig højere i disse kommuner 

end i købstæderne, selv efter forhøjelsen 

af grundog ejendomsskyldpromillerne i købstæderne 

fra og med skatteåret 1956/57. 

Denne forskel i ejendomsbeskatningen må 

for en væsentlig del henføres til de forskellige 

regler, der gælder om promillernes fastsættelse 

henholdsvis i sognekommunerne og i købstæderne. 

Reglen om, at købstæderne fastsætter 

grundog ejendomsskyldpromillerne for 4 år 

ad gangen, har bevirket, at ejendomsbeskatningen 

i disse kommuner vil kunne holdes på det 

niveau, som man nu fra kommunalbestyrelsens 

side ønsker. Under og efter krigen har man i 

købstæderne gennemgående ikke ønsket at forhøje 

ejendomsbeskatningen, og grundskyldpromillen 

er da også kun steget ganske uvæsentligt 

i tiden fra før krigen til den almindelige forhøjelse, 

der ved lov er gennemført fra og med 

skatteåret 1956/57. 

Den for sognekommunerne gældende regel, 

hvorefter ejendomsbeskatningens størrelse er 

afhængig af det for 4 år ad gangen fastsatte 

ligningsforhold, bevirker, at grundskyldpromillen 

inden for den enkelte 4-års periode vil 

stige, når kommunens samlede skatteudskrivning 

stiger, fordi ejendomsskattegrundlaget 

sjældent vokser i takt med stigningen i den almindelige 

skatteudskrivning. Denne stigning 

inden for de enkelte 4-års perioder indebærer 

i sig selv en tendens til en stigning i grundskyldpromillen 

over længere sigt. Kun ved 

jævnlige og væsentlige ændringer i ligningsforholdet 

er det muligt at holde et blot nogenlunde 

fast ejendomsskatteniveau i sognekommunerne. 

Som tidligere påvist, vil der navnlig 

i de bymæssige kommuner kunne indtræde 

meget væsentlige forskydninger i forholdet 

mellem de to skattegrundlag, selv over kort 

åremål, hvorfor det netop for disse kommuner 

13 

er særlig vanskeligt at holde et fast ejendomsskatteniveau. 

I skattelovskommissionens betænkning er det 

fremhævet, at det vil være ønskeligt, om der 

blev tilvejebragt større ensartethed i ejendomsbeskatningen 

i kommunerne. En sådan ensartethed 

er i kommissionsbetænkningen foreslået 

opnået ved, at der for købstæderne fastsættes 

visse maksimums- og minimumspromi'ller for 

udskrivning af grundskyld, medens der for 

sognekommunerne fastsættes et maksimum og 

minimum for ligningsforholdet. Ved en sådan 

fremgangsmåde vil man vel kunne opnå en vis 

ensartethed mellem sognekommunerne indbyrdes 

og mellem købstæderne indbyrdes, men om 

en tilsvarende ensartethed opnås mellem de to 

kommunegrupper vil bero på, hvorledes disse 

maksimums- og minimumsgrænser fastsættes, 

og man måtte vel her —• hvis ejendomsbeskatningen 

i sognekommunerne ikke skal overstige 

ejendomsbeskatningen i købstæderne — tage 

hensyn til den amtskommunale ejendomsbeskatning 

ved fastsættelse af minimumsgrænsen for 

sognekommunerne. 

I det af regeringen fremsatte lovforslag vedrørende 

de kommunale ejendomsskatter er der 

ligeledes foreslået fastsat et maksimum og et 

minimum for ligningsforholdet i sognekommunerne, 

medens det for købstæderne alene er 

foreslået, at de hidtil gældende maksimumsregler 

for udskrivningen på fast ejendom ophæves, 

samt at de af de enkelte kommuner for perioden 

1. april 1951—31. marts 1955 vedtagne 

grundskyldpromiller skal være minimumspromiller 

for udskrivningen af grundskyld. Ved 

dette forslag skabes også en noget større ensartethed 

i den sognekommunale ejendomsbeskatning, 

men der er ikke for købstæderne foreslået 

et minimum, der nødvendigvis vil medføre, at 

den købstadkommunale ejendomsbeskatning 

bringes på niveau med den sognekommunale. 

Set fra de bymæssige kommuners side er det 

vel ønskeligt, at der skabes større ensartethed 

i den sognekommunale ejendomsbeskatning, 

men det synes nok så vigtigt, at lovgivningen i 

fremtiden giver bedre muligheder for de bymæssige 

kommuner til at holde et nogenlunde 

fast ejendomsskatteniveau ligesom i købstæderne, 

og at de i højere grad får mulighed for 

at holde grundskyldpromillen på et niveau, 

som efter kommunens struktur og øvrige forhold 

nu må anses for ønskelig. De større bymæssige 

kommuner har ligesom købstæderne et 

bredere skattegrundlag i skatteydernes samlede

194 

indkomst og udskriver derfor kun en mindre 

del af de kommunale skatter på fast ejendom. 

Grund- og ejendomsskyldværdierne er ikke — 

som i de rene landkommuner — udtryk for 

beboernes skatteevne. Hertil kommer, at de 

større bymæssige kommuner i flere henseender 

må konkurrere med købstæderne (eller hovedstaden) 

; det gælder, hvad enten de er forstæder 

eller større stationsbyer, og det er her af betydning, 

at ejendomsbeskatningen ikke i alt for 

høj grad afviger fra købstædernes (respektive 

hovedstadens). 

Det synes derfor mindre rimeligt at fastlåse 

de nugældende ligningsforhold for de større 

bymæssige kommuner og bringe kommuner 

med lavere ligningsforhold end 20 til at forhøje 

det, således som det er foreslået i det af 

regeringen fremsatte forslag til lov om ændring 

af lov om kommunale ejendomsskatter. Herved 

vil uligheden i forhold til købstæderne kun 

blive yderligere forstærket. 

Såfremt man fra lovgivningsmagtens side 

måtte beslutte at oprette de større bymæssige 

kommuner til købstæder — med eller uden ophævelse 

af disse kommuners tilhørsforhold til 

amtskommunen, jfr. kapitel 10 foran — vil 

spørgsmålet om ejendomsbeskatningen i disse 

kommuner løse sig af sig selv. Men hvis man 

ikke går denne vej, måtte det efter udvalgets 

opfattelse forekomme naturligt, at de større 

bymæssige kommuner, d. v. s. kommuner med 

omkring 3000 indbyggere i bymæssig bebyggelse, 

får samme adgang som købstæderne 

til at fastsætte grundog ejendomsskyldpromillerne 

for 4 år ad gangen. Herved vil disse 

kommuner få bedre muligheder for at fastlægge 

deres ejendomsbeskatning efter kommunens 

struktur og de hensyn, der iøvrigt 

ønskes varetaget i forbindelse med fastsættelsen 

af den del af den samlede kommunale 

skatteudskrivning, der skal udskrives på de 

faste ejendomme, i stedet for at ejendomsskatteniveauet 

— som hidtil — i høj grad 

er præget af kræfter, som kommunerne ikke 

altid selv er herre over. 

Imidlertid vil de påpegede forhold for de 

større bymæssige kommuner også i høj grad 

kunne gøre sig gældende for kommuner med 

mindre bymæssig bebyggelse, som er i stærk 

vækst. For disse kommuner, der måske endnu 

i overvejende grad har karakteren af egentlige 

landkommuner, ville det vel efter reglernes 

baggrund være naturligt, at de principielt behandles 

efter samme regler som de øvrige 

sognekommuner. Dog vil der, såfremt man i 

det hele for sognekommunerne bevarer reglen 

om ligningsforholdets fastsættelse for 4-årige 

perioder, være behov for en adgang for kommunalbestyrelsen 

i stærkt voksende kommuner 

til med tilsynsmyndighedens godkendelse at 

ændre ligningsforholdet inden for 4-års perioden, 

således som der nu også er mulighed for 

efter lov nr. 361 af 22. december 1954, jfr. 

herved den nogenlunde tilsvarende bestemmelse 

i regeringens lovforslag. Det forudsættes 

dog herved, at en sådan adgang til ændring af 

ligningsforholdet ikke bliver alt for snæver, og 

at reglerne udformes på en sådan måde, at 

denne adgang også kan benyttes til nedsættelse 

af ejendomsskatternes andel af den samlede 

kommunale beskatning.

KAPITEL 15 

Reglerne om de bymæssigt bebyggede sognekommuners styrelse. 

A. DE GÆLDENDE REGLER. 

FORSKELLE MELLEM KØBSTADKOM- 

MUNER OG SOGNEKOMMUNER 

Som det tidligere er berørt, er der med hensyn 

til den almindelige kommunale styreform 

fastsat forskellige regler for henholdsvis købstadkommuner 

og sognekommuner, men dog 

således at de for købstæderne gældende regler 

på dette punkt i et vist omfang er udvidet til at 

gælde også for visse bysamfund, der ikke indtager 

den samme stilling som købstadkommunerne 

i det kommunale system med hensyn til 

forholdet til amtskommunen, jfr. købstadkommunallovens 

§ 34, der åbner mulighed for 

overførsel af lovens regler til Marstal, de sønderjydske 

flækker samt en række af de københavnske 

omegnskommuner. Derimod består der 

ikke - som på flere andre lovgivningsområder 

- en almindelig adgang til at udvide de for købstadkommunerne 

gældende styrelsesregler til 

(andre) bymæssigt bebyggede sognekommuner, 

således at disse kommuner i dag styres efter de 

samme regler som de rene landkommuner. 

Sammenfattende kan det om styrelsesreglerne 

siges, at reglerne om købstadkommunernes styrelse 

forudsætter et noget mere udviklet og forgrenet 

kommunalt administrationsapparat end 

de sognekommunale regler, ligesom der er tillagt 

købstædernes kommunalbestyrelse en noget 

større dispositionsfrihed end sognerådene. 

Disse forskelle i hovedprincipperne harmonerede 

godt med forskellene i de faktiske forhold 

henholdsvis i og uden for købstæderne lidt før 

midten af forrige århundrede, da hele kommunalsystemet 

blev indført. Den stedfundne udvikling 

i retning af bydannelser uden for købstadkommunerne 

og dermed en voldsom udvidelse 

af den kommunale aktivitet og administrations 

omfang i de kommuner, hvor sådanne nye 

byer er vokset op til at blive egentlige bysamfund 

på linie med købstæderne, må imidlertid 

i nogen grad siges at have bragt uoverensstemmelse 

mellem de virkelige forhold og de forudsætninger 

herom, som ligger til grund for 

forskellene i styrelsesreglerne. 

Reglerne om kommunernes almindelige styrelse 

indeholdes henholdsvis i lov nr. 87 af 25. 

marts 1933 om købstadkommunernes styrelse, 

jfr. lovbekendtgørelse nr. 328 af 6. juli 1950 

(»kkl.«), og i lov nr. 88 af 25. marts 1933 om 

landkommunernes styrelse, jfr. lovbekendtgørelse 

nr. 329 af 6. juli 1950 (»lkl.«). 

Udvalget skal afstå fra at give en detailleret 

redegørelse for de punkter, hvorpå de to love 

adskiller sig fra hinanden, men man vil i det 

følgende fremdrage nogle af de væsentligste 

forskelle, herunder navnlig forskelle på områder, 

hvor anvendelsen af de for sognekommunerne 

fastsatte styrelsesregler kan virke mindre 

tilfredsstillende for den række bymæssigt bebyggede 

sognekommuner, hvis økonomi og administration 

har købstadstruktur. 

Hovedprincipperne i reglerne om selve kommunalbestyrelsen, 

om valg af kommunalbestyrelsens 

formand og dennes forretninger, om nedsættelse 

af udvalg og disses virksomhedsområde m. 

v. er - selv om detailbestemmelserne i nogen 

grad varierer — kun på enkelte punkter forskellige 

for købstæder og sognekommuner. 

Det kan således nævnes, at sogneråd s for manden 

kun vælges for et regnskabsår ad gangen 

(lkl. § 4), medens borgmesteren vælges for hele 

byrådets funktionstid (kkl. § 3). Da man i sognekommunerne 

almindeligvis foretager genvalg 

af formanden inden for valgperioden, vil formanden 

for sognerådet også som oftest komme 

til at fungere i hele valgperioden, men det er 

dog ikke altid, at dette er tilfældet. De grunde, 

der for købstædernes vedkommende taler for, 

at borgmestervalget skal gælde for hele byrådets 

valgperiode, — navnlig hensynet til at opnå den 

fornødne stabilitet i den kommunale forvaltning 

13*

196 

- gør sig med samme styrke gældende for de 

større bymæssige kommuner. 

Det sognerådsformanden ydede vederlag, der 

vel ikke er direkte lovbestemt, men fastsættes af 

sognerådet med amtsrådets godkendelse, såfremt 

det overstiger visse i landkommunallovens 

§ 15, stk. 5, fastsatte grænser, er i reglen mindre 

end vederlaget til borgmestre i købstæder 

af tilsvarende størrelse og struktur. Og betingelserne 

for at tillægge afgåede sognerådsformænd 

pension, jfr. lkl. § 10, stk. 4, og indenrigsministeriets 

bekendtgørelse nr. 257 af 

7. maj 1949, er strengere end de tilsvarende betingelser 

for opnåelse af borgmesterpension i 

købstadkommunallovens § 8, stk. 2, og de herom 

stadfæstede vedtægter for købstæderne. Også 

reglerne om beregningen af pensionens størrelse 

er forskellige. 

I købstæderne er der adgang til nedsættelse 

af en magistrat bestående af borgmesteren og 

indtil fire rådmænd, medens der ikke kan oprettes 

magistrat i sognekommuner. Købstadkommunallovens 

regler om magistratsordningen er 

dog nærmest af historisk betydning, idet magistraten 

i praksis efter de gældende vedtægter 

stort set ikke har anden myndighed end den, 

der tilkommer kasse- og regnskabsudvalgene i 

de kommuner, hvor ingen magistrat findes. 

Denne forskel kan derfor næppe siges at være 

af afgørende betydning. Det bemærkes, at magistratsordning 

kun findes i ti købstæder, hvor 

ordningen i de fleste tilfælde har en speciel 

historisk baggrund*). 

I købstæderne er kommunens administration 

almindeligvis i noget videre omfang end i sognekommunerne 

henlagt til byrådsudvalg, men 

denne forskel beror ikke på forskelle med hensyn 

til styrelsesreglerne, idet der også i sognekommunerne 

vil kunne nedsættes udvalg med 

de tilsvarende funktioner som i købstadkommunerne. 

Med hensyn til de nærmere regler for kommuneregnskabets 

form og revision gælder der 

også visse forskelle. I sognekommunerne skal 

regnskabet revideres af to af sognerådet valgte 

revisorer, hvem der med amtsrådets samtykke kan 

tillægges en mindre godtgørelse (lkl. § 16). I 

købstæderne vælges de to revisorer derimod af 

*) Kun i Århus købstadkommune kan magistratsordningen 

siges at have reel betydning, idet denne 

kommunes administration er af et sådant omfang, 

at man har fundet anledning til at opdele kommunens 

centraladministration i magistratsafdelinger, 

hver ledet af en rådmand. 

kommunens vælgere. Byrådet kan på egen hånd 

tillægge disse revisorer et beløb til at antage lønnet 

medhjælp, ligesom byrådet også kan bestemme, 

at der ved siden af de valgte revisorer skal 

antages lønnede revisorer (kkl. § 29). Reglerne 

om revisionens omfang og form er i det væsentlige 

ensartede for sogne- og købstadkommuner, 

bortset fra at der for sognekommunerne 

foretages en egentlig regnskabsrevision fra tilsynsmyndighedens 

side, medens dette ikke sker 

for købstadkommunernes vedkommende. 

Derimod er der visse forskelle med hensyn til 

den regnskabsform, der af indenrigsministeriet 

er foreskrevet for købstadkommunerne (kkl. § 

29), og den regnskabsform, der efter vedkommende 

amtsråds forskrift (lkl. § 14) almindeligvis 

anvendes i sognekommuner. Det er dog 

almindeligt, at vedkommende amtsråd tillader 

de større bymæssige kommuner at anvende den 

samme regnskabsform som købstadkommunerne, 

men undtagelsesfrit gælder dette ikke. 

Med hensyn til reglerne om kommunernes 

økonomiske styrelse m. v. gælder der den forskel, 

at købstadkommunerne står under tilsyn 

af indenrigsministeriet, medens sognekommunerne 

står under amtsrådets tilsyn. 

De nærmere regler om tilsynets omfang giver 

gennemgående købstæderne en friere stilling 

over for tilsynsmyndigheden end sognekommunerne, 

men derimod er det naturligvis ikke muligt 

generelt at fastslå, om det tilsyn, der af 

amtsrådene føres specielt med de større bymæssige 

bebyggelser inden for de givne lovrammer, 

er mere eller mindre indgribende end det tilsyn, 

der af indenrigsministeriet føres med købstadkommunerne. 

Forskellen mellem købstadkommuner 

og (bymæssigt bebyggede) sognekommuner 

med hensyn til tilsynsmyndigheden giver 

sig formentlig navnlig i praksis udslag i, at der 

for sognekommunernes vedkommende er etableret 

en mere direkte kontakt med tilsynsmyndigheden, 

end der normalt består imellem de enkelte 

købstadkommuner og indenrigsministeriet. 

Den omstændighed, at de økonomiske og 

andre forhold i en bymæssig kommune almindeligvis 

vil adskille sig væsentligt fra forholdene 

i flertallet af amtsrådskredsens andre kommuner, 

vil vel iøvrigt ofte begrunde, at der af amtsrådet 

anlægges andre retningslinier med hensyn til 

tilsynets udøvelse over for vedkommende bymæssige 

kommune i forhold til amtsrådskredsens 

rene landkommuner, men iøvrigt er det 

klart, at tilsynets faktiske omfang og betydning 

i høj grad må afhænge af vedkommende amts-

197 

råds syn på den konkrete bymæssige kommunes 

økonomi og øvrige forhold. 

Sognekommunernes årlige overslag godkendes 

af amtsrådet (lkl. § 14, stk. 6), medens købstædernes 

overslag ikke skal forelægges indenrigsministeriet 

til godkendelse, dog at indenrigsministeriet 

skal godkende den i købstæderne 

budgetterede skatteudskrivning, såfremt 

denne overstiger visse nærmere fastsatte grænser 

(kkl. § 25, jfr. lov nr. 79 af 20. april 1908, 

§ 22, stk. 2 og 6). Amtsrådene har endvidere i 

visse tilfælde adgang til at palægge sognerådene 

en øget skatteudskrivning (lkl. § 14, stk. 4 og 

5), medens en tilsvarende legal beføjelse ikke 

tilkommer indenrigsministeriet over for købstæderne. 

Sognerådene skal endvidere i flere tilfælde 

end byrådene indhente tilsynsmyndighedens 

godkendelse af vedtagne dispositioner. Det kan 

således nævnes, at købstadkommunerne uden 

tilsynsmyndighedens godkendelse kan påtage 

sig garanti for lan, som tilstås grundejere til bestridelse 

af udgifter til indlæg af gas, vand og 

elektricitet i ejendomme på byens grund samt 

ved gade-, vej- og kloakanlæg, når lånene afdrages 

i løbet af højst 15 år med mindst 1/15 

årligt (kkl. § 22, stk. 5), medens en tilsvarende 

regel ikke gælder for sognekommunerne. Købstadkommunerne 

har en friere dispositionsret 

over fonds, idet disse kommuner i henhold til 

købstadkommunallovens § 22, stk. 4, uden tilsynsmyndighedens 

godkendelse kan forbruge af 

de til anlæg eller fornyelse af gas-, vand- og 

elektricitetsværker eller gader, veje og kloaker 

henlagte særlige midler, når disse midler anvendes 

efter deres bestemmelse, medens der ikke 

i landkommunalloven gælder en tilsvarende regel 

for sognekommunerne. I praksis er det endvidere 

antaget, at købstæderne uden indenrigsministeriets 

samtykke kan forbruge af midler, 

der henstår på kontoen for opsamlet driftsoverskud, 

samt at købstæderne har fri rådighed over 

såkaldte dispositionsfonds (fonds, der er henlagt 

uden noget specificeret formål) samt skattereguleringsfonds 

og fonds til senere forbrug. 

Endelig antages alle fonds, der af købstadkommunerne 

er henlagt med en bestemt investering 

for øje, at kunne anvendes til dette formål uden 

indenrigsministeriets samtykke. Sognekommunerne 

har derimod ikke en tilsvarende frihed 

med hensyn til forbrug af fonds. 

Dernæst er der forskelle mellem de for købstæder 

og sognekommuner gældende regler om 

optagelse af midlertidige lan uden tilsynsmyndighedens 

godkendelse (lkl. § 15, stk. 1 e, kkl., 

§ 22, stk. 2), og endelig kan sognekommunerne 

ikke uden tilsynsmyndighedens samtykke yde 

bidrag til foreninger og institutioner udover 

1 % af årets skatteindtægter (lkl. § 15, stk. lf), 

medens en tilsvarende begrænsning ikke gælder 

for købstadkommunerne. Det kan også her nævnes, 

at amtsrådets samtykke udkræves til at tillægge 

de af sognerådet valgte revisorer honorar, 

medens byrådene frit kan gøre dette eller antage 

lønnede revisorer. 

Formodentlig på grund af de almindeligvis 

noget mere enkle forhold i sognekommunerne 

og af hensyn til amtsrådets mere omfattende 

tilsynsvirksomhed er de i landkommunalloven 

fastsatte frister for henholdsvis overslagenes og 

regnskabernes udarbejdelse, vedtagelse og indsendelse 

til tilsynsmyndigheden noget fremrykket 

for sognekommunerne i forhold til de tilsvarende 

frister for købstæderne. Sognekommunernes 

overslag skal udarbejdes inden den 1. 

januar og vedtages ved 2. behandling i sognerådet 

senest den 15. februar, medens de tilsvarende 

frister for købstadkommunernes overslag 

er 15. februar og 15. marts, jfr. lkl. § 14 og 

kkl. § 15. Sognekommunernes regnskaber skal 

udarbejdes inden udgangen af juli måned (købstædernes 

inden udgangen af august måned) og 

indsendes til amtsrådet inden udgangen af oktober 

måned, medens købstæderne først inden 

udgangen af januar måned i det følgende år 

skal indsende regnskaberne til indenrigsministeriet, 

jfr. lkl. § 16 og kkl. §§ 20 og 30. 

Blandt disse frister volder specielt fristen 

for sognerådenes vedtagelse af overslagene ved 

2. behandling, den 15. februar, vanskeligheder 

i praksis for mange sognekommuner med større 

bymæssig bebyggelse. Sognekommuner med 

større bymæssig bebyggelse vil i højere grad 

end de egentlige landkommuner udskrive den 

største del af kommuneskatten på indkomsterne, 

og det er for disse kommuner — ligesom for købstæderne 

- af stor betydning ved budgetternes 

udarbejdelse og behandling at have et nogenlunde 

sikkert skøn over skattegrundlaget. Da fristen 

for indgivelse af selvangivelser er fastsat til den 

31. januar og for skatteydere, der er pligtige 

at føre autoriserede handelsbøger, til den 15. februar, 

er samtlige selvangivelser ikke indkommet, 

endsige bearbejdet, før sognerådet endeligt 

skal vedtage overslaget, og sognerådene i de bymæssige 

kommuner har derfor ikke de samme 

muligheder som købstæderne for i forbindelse 

med budgetlægningen at fastsætte skatteudskriv-

198 

ningen for det kommende skatteår på grundlag 

af de skattepligtige indtægter. 

Det synes vanskeligt at begrunde, at de større 

bymæssige kommuner, der efter deres indbyggertal 

og struktur ganske kan sidestilles med købstæder, 

skal indtage en mindre fri stilling over 

for tilsynsmyndigheden end købstæderne. For 

de større bymæssige kommuner vil garanti for 

lån af den i købstadkommunallovens § 22, stk. 

5, omhandlede art eller forbrug af fonds o. lign. 

ikke - som i de rene landkommuner - være en 

ekstraordinær foreteelse, der nødvendigvis skulle 

kræve tilsynsmyndighedens godkendelse, ligesom 

den mere indgående tilsynsvirksomhed, som 

landkommunalloven forudsætter udøvet fra 

amtsrådenes side, ikke i almindelighed skulle 

være påkrævet for disse kommuner. Landkommunallovens 

tilsynsbestemmelser synes i det hele 

udformet med henblik på de mindre sognekommuner 

med et mindre udbygget administrativt 

apparat end købstæderne og de større bymæssige 

kommuner. I mange amtsråd vises der da også 

forståelse for de særlige forhold, der råder i 

amtsrådskredsens bymæssige kommuner, men 

det kan ikke undgås, at landkommunallovens 

krav om indhentelse af tilsynsmyndighedens 

godkendelse af sognerådets dispositioner ofte 

volder praktiske vanskeligheder i det daglige 

arbejde for disse kommuner, hvor det kommunale 

administrationsapparat og trangen til kommunal 

aktivitet som oftest er af en ganske anden 

størrelsesorden end i de rene landkommuner. 

Som en yderligere forskel mellem købstadkommuner 

og sognekommuner på det styrelsesmæssige 

område skal det nævnes, at det i sognekommunerne 

påhviler sognerådene at udføre 

ligningsarbejdet, medens dette arbejde i købstæderne 

er overladt til en særlig ligningskommission, 

der vælges af byrådet blandt de til dette 

valgbare beboere. For de største kommuner, 

d.v.s. købstæder og sognekommuner med over 

10.000 indbyggere, er der dog i kommuneskattelovens 

§ 7, stk. 2, hjemmel for, at der kan 

knyttes særlige ligningsmænd til henholdsvis 

ligningskommissionens og sognerådets arbejde 

med skatteligningen. Det skal erkendes, at kommunalbestyrelsesmedlemmernes 

deltagelse i ligningsarbej 

det kan have stor værdi, fordi det giver 

en ganske særlig indsigt i de økonomiske 

forhold inden for kommunen, ligesom det af 

mange betragtes som et sundt princip, at kommunalbestyrelsen, 

der er sat til at administrere 

kommunens skatteindtægter, også deltager i arbejdet 

med at skaffe disse indtægter tilveje 

gennem ligningen. Men på den anden side vil 

ligningsarbej det ofte være så byrdefuldt, specielt 

i kommuner med mange indbyggere i bymæssig 

bebyggelse, at det ville være ønskeligt, om der 

for sådanne kommuner var adgang til ved oprettelse 

af en særlig ligningskommission at aflaste 

kommunalbestyrelsen på dette punkt. Herved 

ville det også kunne opnås, at der blev 

større mulighed for til ligningsarbej det at knytte 

personer, der havde ganske særlige forudsætninger 

for at deltage i dette arbejde. 

Ved siden af reglerne om kommunernes almindelige 

styrelse gælder der særlige regler om 

styrelsen af de kommunale anliggender på en 

række specialområder, og også på disse områder 

er der i vidt omfang givet forskellige regler for 

købstad- og sognekommuner, således at de større 

bymæssige kommuner på disse områder behandles 

efter de for landdistrikterne gældende regler. 

Udvalget finder i denne forbindelse navnlig anledning 

til at henlede opmærksomheden på de 

i lov nr. 200 af 12. april 1949 indeholdte regler 

om det kommunale skolevæsens styrelse og tilsynet 

dermed, der på væsentlige punkter er forskellige 

for købstad- og sognekommuner, uden 

at der er adgang til på dette område at udvide 

de for købstæderne gældende regler til de kommuner 

uden for købstæderne, der med hensyn 

til skolevæsenets udbygning og dettes administration 

faktisk ligger på linie med købstæderne. 

Med hensyn til de væsentligste forskelle på 

dette område skal man iøvrigt henvise til redegørelsen 

ovenfor s. 132 samt nedenfor s. 201. 

B. SPØRGSMÅLET OM GENNEMFØRELSE 

AF EN ÆNDRET STYREFORM FOR 

DE BYMÆSSIGT BEBYGGEDE 

SOGNEKOMMUNER 

1. Ensartede styrelsesregler for købstadog 

sognekommuner i en fælles kommunallov. 

Man har inden for udvalget drøftet, om det 

i det hele taget under de nuværende samfundsforhold 

og med den udjævning, der er sket mellem 

by og land, er begrundet, at man i kommunallovgivningen 

fortsat opretholder væsentlige 

forskelle i de for købstad- og sognekommuner 

gældende bestemmelser. Såfremt der 

gives de større bymæssige kommuner stilling 

som købstad, hvad enten dette sker i form af 

en egentlig udskillelse af kommunen fra det 

økonomiske tilhørsforhold til amtskommunen.

199 

eller der på anden måde tillægges kommunen en 

købstadlignende status, vil man derved i nogen 

grad afhjælpe de ulemper, der er forbundet 

med en forskellig opbygning og udøvelse af den 

kommunale virksomhed i by og på land; men 

denne fremgangsmåde forudsætter, at man til 

enhver tid holder en sådan kommunalordning 

å jour, og man må med den udvikling, der er 

sket, i retning af flere og større bymæssige bebyggelser 

uden for de oprindelige købstæder 

forvente, at stadig flere sognekommuner i fremtiden 

vil få en folkemængde og struktur svarende 

til mange købstæders. 

I den øvrige lovgivning har man i stigende 

grad taget konsekvensen af den stedfundne udvikling, 

idet der nu i større omfang end tidligere 

gives fælles regler for land og by. 

I de kommunale styrelseslove er der vel gennem 

tiderne sket en vis tilnærmelse mellem de 

for købstæder og sognekommuner gældende regler, 

men der er stadig på en række områder 

væsentlige forskelle. For visse af disse forskelles 

vedkommende er det vanskeligt at finde en reel 

begrundelse, medens afvigelserne i andre tilfælde 

kan føres tilbage til forudsætningen om, 

at der er væsentlige forskelle i de faktiske forhold 

i købstadkommunerne og i sognekommunerne. 

Det skal erkendes, at der foreligger forskel 

på forholdene i en mindre landkommune 

og i købstæderne, men den bestående forskel må 

dog antages gennemgående at være af mindre 

betydning end forskellen mellem købstæderne 

indbyrdes, eller mellem Christiansfeld og f. eks. 

store købstæder som Århus, Odense og Ålborg, 

der alle styres efter købstadkommunallovens 

regler. 

Udvalget finder derfor anledning til at pege 

på, at det muligt ved en kommende revision af 

vore kommunale styrelseslove ville være naturligt, 

at der skabes et fælles lovgrundlag for 

styrelsen af by- og landkommuner, hvorved man 

ville kunne give kommunerne mulighed for at 

indrette deres styre efter det foreliggende behov. 

Der vil naturligvis være områder, hvor det i en 

sådan fælles kommunallov måtte være nødvendigt 

at give særregler for de største, og måske 

især for de mindre kommuner, hvilket sikkert 

navnlig ville være tilfældet med hensyn til reglerne 

om tilsynets omfang og karakter. Som det 

afgørende kriterium for forskelle i reglerne 

burde man imidlertid i denne henseende lægge 

vægt udelukkende på kommunens indbyggertal 

eller på andre rationelle kriterier, medens kommunens 

stilling i forhold til amtskommunen som 

købstad- eller sognekommune burde betragtes 

som irrelevant på dette område. 

Som det fremgår af bilag 14 har man i Sverige 

i 1953 som en konsekvens af udviklingen gennemført 

en fælles kommunallov for købstæder 

og landkommuner. Denne lov indeholder fælles 

bestemmelser for styrelsen af alle arter af kommuner, 

herunder også i princippet de bestående 

specialkommuner, »municipalsamhällen«. Udover 

forskellige benævnelser af det centrale forvaltningsorgan 

på den ene side i landkommuner 

og »köpinger« (kommunalnämnd) og på den 

anden side i købstæderne (drätselkammare) indeholder 

loven tillige den forskel mellem de 

for by- og landkommuner gældende regler, at 

visse af lovens bestemmelser alene skal gælde 

for de større købstæder. 

I Norge er der, som det ligeledes fremgår 

af bilag 14, i 1954 vedtaget en fælles kommunallov 

for by og land. På de punkter, hvor man 

har ment, at der er behov for særlige regler for 

de større eller mindre kommuner (om kommunestyrets 

medlemsantal og om ansættelse af rådmænd), 

er afgrænsningen ikke foretaget efter, 

om kommunen udgør en by- eller herredskommune, 

men man har alene lagt indbyggertallet 

til grund. 

Endelig skal det nævnes, at man også i Finland 

og Holland har en fælles kommunallov for 

by og land. Hollands kommunallov kender overhovedet 

ikke nogen sondring mellem by- og 

landkommuner. Den finske kommunallov af 

1948 har i princippet fællesbestemmelser for 

alle kommunetyper, dog at loven har særskilte 

afsnit vedrørende det centrale forvaltningsorgan 

i henholdsvis land- og bykommuner. Dernæst 

indeholder loven et særligt afsnit om de af tætbefolkede 

samfund i landkommuner dannede 

specialkommuner med egen bevillings- og beskatningsmyn 

di ghed. 

2. Udvidelse af købstadkommunalloven til 

også at omfatte andre bymæssigt bebyggede 

sognekommuner end de københavnske 


Købstadlignende styreform. 

Såfremt man ikke går den vej at gøre de 

større bymæssige kommuner til egentlige købstadkommuner 

uden for amtskommunen, eller 

eventuelt — med bevarelse af de bymæssige 

kommuners tilhørsforhold til amtskommunen - 

tillægger disse en status svarende til de born-

200 

holmske købstæders, skal udvalget pege på muligheden 

af, at der gives de større bymæssige 

kommuner adgang til at opnå en styreform, der 

i højere grad svarer til disse kommuners behov 

og forhold, ved at købstadkommunallovens bestemmelser 

- på samme måde som det er sket 

for visse københavnske omegnskommuners vedkommende 

- udvides til også at omfatte disse 

kommuner. 

Ved lov nr. 181 af 20. maj 1952 blev der 

gennemført en ændring af købstadkommunallovens 

§ 34, stk. 2, hvorved den bemyndigelse, 

der i købstadkommunalloven af 1933 var tillagt 

indenrigsministeren til med de fornødne lempelser 

at bringe de i loven indeholdte regler til 

anvendelse på Gentofte kommune, blev udvidet 

til at omfatte yderligere 19 københavnske omegnskommuner. 

Da de af loven omfattede kommuner 

fortsat, ligesom Gentofte, skulle høre 

til amtskommunen, gjaldt bemyndigelsen kun i 

det omfang, hvori lovens regler var forenelige 

med kommunernes tilhørsforhold til amtskommunen, 

og kun med de lempelser, dette forhold 

måtte nødvendiggøre, eller som iøvrigt 

måtte anses for ønskelige. Den nærmere ordning 

skulle fastsættes i en af kommunalbestyrelsen 

vedtaget, af indenrigsministeren stadfæstet vedtægt. 

I henhold til denne bemyndigelse er der af 

indenrigsministeriet for samtlige de af loven 

omfattede københavnske omegnskommuner, bortset 

fra Farum, Herstedøster-Herstedvester, St. 

Magleby, Vallensbæk og Værløse kommuner, 

stadfæstet styrelsesvedtægter, hvorved købstadkommunallovens 

bestemmelser i vidt omfang 

er bragt i anvendelse for disse kommuner. Dette 

gælder specielt med hensyn til købstadkommunallovens 

bestemmelser om valg af borgmester 

samt vederlag og pension til denne, om adgang 

til magistratsordningen*) samt om stillingen 

over for tilsynsmyndigheden, dog bortset fra, 

at kommunernes overslag fortsat skal godkendes 

af tilsynsmyndigheden, og at amtsrådet stadig 

er tilsynsmyndighed for disse kommuner. Også 

købstadkommunallovens regel om nedsættelse 

af en særlig ligningskommission er gennemført 

for disse kommuner. 

*) Magistratsordning er gennemført i Ballerup-Må- 

Jøv, Brøndbyvester-Brøndbyøster, Gentofte, Glostrup, 

Herlev, Hvidovre, Høje Tåstrup, Rødovre 

og Tårnby kommuner, men der er i det store 

og hele ikke forskelle mellem disse magistrater 

og kasse- og regnskabsudvalgene i de øvrige 


Under rigsdagens behandling af forslaget til 

den omhandlede lov vedrørende de københavnske 

omegnskommuner blev der af foreningen 

»Bymæssige kommuner« rettet henvendelse til 

regering og rigsdag om, at der åbnedes adgang 

også for større bymæssige kommuner uden for 

hovedstadsområdet til at gennemføre en købstadlignende 

styreform. Fra rigsdagens side 

mente man imidlertid ikke i overvejelserne om 

gennemførelsen af ordningen for de københavnske 

omegnskommuner at kunne inddrage også 

spørgsmålet om de andre større, bymæssigt bebyggede 

sognekommuners forhold. Loven kom 

derfor kun til at omfatte de omhandlede omegnskommuner, 

uden at dette forhold dog må 

ses som et udtryk for en stillingtagen til spørgsmålet 

om, hvorvidt en købstadlignende styreferm 

måtte være ønskelig og naturlig også for 

andre kommuner*). 

Af nærværende betænknings afsnit I og II 

vil det være fremgået, at de bymæssigt bebyggede 

sognekommuner og heraf navnlig de kommuner, 

der har nået et indbyggertal på omkring 

3000 eller derover i bymæssig bebyggelse, må 

siges i almindelighed at ligge på niveau med 

købstæderne af tilsvarende størrelse, såvel med 

hensyn til den befolkningsmæssige udvikling og 

de erhvervsmæssige og andre forhold i kommunen, 

som med hensyn til omfanget af hele 

det kommunale virksomhedsområde - således 

som dette kommer til udtryk såvel i kommunernes 

indtægts- og udgiftsstruktur som i kommunernes 

investeringsvirksomhed. 

Selve den omstændighed, at flertallet af disse 

bymæssigt bebyggede sognekommuner i de 4 

sidste årtier gennemgående har haft en befolkningsmæssig 

udvikling, der har været væsentlig 

stærkere end udviklingen i de fleste købstæder 

*) Under lovforslagets anden behandling i folketinget 

udtalte indenrigsministeren bl. a. (R.T. F. 

1951-52, sp. 3911): 

»Under udvalgsarbejdet er der blevet rejst en 

lang række problemer, der vedrører kommuner, 

der ligesom de kommuner, lovforslaget omfatter, 

er på vej ud af den landkommunale struktur. Det 

er derfor ganske naturligt, at spørgsmålet om, 

hvorledes sådanne kommuners fremtid skal forme 

sig, hvilken kommunalforfatning de skal virke 

under, har kunnet rejses. Jeg overvejer da også 

efter de forhandlinger, jeg har haft med udvalget, 

at søge at skaffe en kortlægning af de bymæssige 

kommuners status tilveje, formentlig 

gennem et kommissionsarbejde eller et udvalgsarbejde. 

Jeg er enig i, at disse kommuner med 

stor ret kan ønske deres administrative forhold 

forenklet i overensstemmelse med den udvikling, 

de har gennemgået.«

201 

at tilsvarende størrelse, med alt, hvad dette forhold 

indebærer for hele den kommunale virksomheds 

omfang og karakter, gør det naturligt, 

at der for disse kommuner — ligesom det er 

sket for de københavnske omegnskommuner - 

åbnes adgang til at opnå en noget mere differentieret 

og ubunden styreform end den nuværende 

sognekommunale. 

Køb stad stilling på andre områder. 

Spørgsmålet om tilståelse af en købstadlignende 

styreform til de større bymæssige kommuner 

har imidlertid perspektiver, der rækker 

ud over det rent styrelsesmæssige. Når man 

ved en udvidelse af reglen i købstadkommunallovens 

§ 34, stk. 2, til også at omfatte de større 

bymæssige kommuner rundt om i landet, giver 

dem en købstadlignende styreform, udstyrer 

man dem samtidig med en særlig kommunal - 

retlig status i forhold til andre kommuner. Denne 

særlige status vil kunne tjene som udgangspunkt 

for en afgrænsning af den kreds af kommuner 

uden for købstadkommunerne, der - 

uden at deres kommunalretlige tilhørsforhold 

til amtskommunen ændres — også på andre lovgivningsområder 

bør behandles efter de samme 

regler som købstæderne, ikke alene i selve kommunallovgivningen, 

men også uden for denne. 

Man har tidligere i dansk lovgivning i vidt 

omfang anvendt den fremgangsmåde rent lovteknisk 

at tage udgangspunktet i tildelingen af 

en købstadlignende styreform i tilfælde, hvor 

en kommune ønskedes bragt ind under købstadregler 

i almindelighed uden dog at løsrives fra 

tilhørsforholdet til amtskommunen. Dette princip 

blev fulgt, da man i forrige århundrede 

gjorde de efterhånden opvoksende byer til handelspladser*), 

og lignende tanker kan spores 

bag bestemmelserne i købstadkommunallovens 

§ 34 om, at lovens regler kan bringes til anvendelse 

på flækkerne og nu også på de københavnske 


Specielt for de af loven af 20. maj 1952 omfattede 

københavnske omegnskommuner synes 

disse tanker at have givet sig udslag i, at der 

samtidig i loven blev givet bestemmelser om 

ændringer i forskellige andre love, således at 

disse ændringsbestemmelser fulgte et princip 

om, at de kommuner, for hvilke den købstadlignende 

styreform blev indført ved indenrigsministerens 

stadfæstelse af en vedtægt herom, 

*) Jfr. kapitel 9 foran samt s. 115 f. 

samtidig hermed skulle omfattes af købstadreglerne 

i disse andre love. 

Efter lovens § 2 blev der således gennemført 

en ændring af skoletilsynslovens (lov nr. 200 af 

12. april 1949) § 24, stk. 3, hvorefter det 

kommunale skolevæsen i Gladsaxe, Glostrup, 

Hvidovre, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Søllerød 

og Tårnby kommuner fra tidspunktet for den 

omhandlede styrelsesvedtægts ikrafttræden ikke 

skulle være undergivet skoledirektionens tilsyn, 

men at det skulle stå under direkte tilsyn af 

undervisningsministeren*). 

Fritagelsen for skoledirektionens tilsyn betyder 

først og fremmest en friere stilling på 

skolevæsenets område, idet en række afgørelser, 

der hidtil har været henlagt til eller i hvert fald 

har skullet godkendes af amtets skoledirektion, 

nu - på samme måde som i købstæderne - kan 

afgøres af kommunalbestyrelserne selv eller endog 

af skolekommissionerne. Dette gælder således 

navnlig spørgsmål om bevilling af embedslån 

og afslutning af forpagtningskontrakter om 

skolelodder, vedtagelse af planer og overslag 

vedrørende opførelse og ombygning af skolebygninger, 

herunder tjenesteboliger og gymnastiksale, 

og valg af byggeplads, tildeling af rejsetilladelse 

til udlandet for lærere, ansættelse af 

vikarer, vakancelærere og hjælpelærere samt afgørelser 

om, hvorvidt lærere kan have bibeskæftigelse 

ved siden af deres embedsgerning. 

Ændringen medførte endvidere, at kaldsretten 

til alle lærerembeder, der ikke besættes af kongen, 

nu overgik til disse kommuner selv, (dog 

med undervisningsministeriets godkendelse), 

medens kaldsretten tidligere efter de sognekommunale 

regler tilkom skoledirektionen. 

Omegnskommuneloven gennemførte endvidere 

en ændring af § 9, 1. punkt., i folkeregisterloven 

(lov nr. 57 af 14. marts 1924), således 

at de københavnske omegnskommuner, for 

hvilke købstadkommunalloven er bragt i anvendelse, 

ligesom Gentofte sidestilles med købstadkommunerne, 

for så vidt angår klager over folkeregistrets 

mangelfulde førelse, hvilket har den 

*) Undervisningsministeren bemyndigedes endvidere 

til at bestemme, at det samme under tilsvarende 

forudsætning skulle gælde for de øvrige i loven 

nævnte københavnske omegnskommuner, når disses 

skolevæsen efter ministerens skøn har nået 

en størrelse, der gør en sådan bestemmelse rimelig, 

og det i henseende til ordning og ledelse 

er opbygget i overensstemmelse med gældende 

regler for købstædernes skolevæsen. Denne sidste 

bemyndigelse er dog hidtil ikke blevet benyttet.

202 

virkning, at klageinstansen er indenrigsministeriet 

i stedet for amtsrådet. 

Endvidere blev der gennemført ændringer af 

forskellige bestemmelser i næringsloven (lov 

nr. 138 af 28. april 1931), således at de københavnske 

omegnskommuner, for hvilke købstadkommunalloven 

blev bragt i anvendelse, blev 

omfattet af de for Gentofte og købstæderne særligt 

gældende regler efter bestemmelserne i 

lovens §§ 1, stk. 3, 27, stk. 1, 64, stk. 2 og 86, 

stk. 3. Sidestillingen med købstæder indebærer, 

at kommunalbestyrelsen skal høres, såfremt 

virksomheder, der ikke direkte omfattes af næringsloven, 

ved kgl. anordning skal inddrages 

under lovens bestemmelser (§1, stk. 3), at kommunalbestyrelsen 

selv med handelsministeriets 

stadfæstelse kan udfærdige en vedtægt om frihandel, 

medens sådan vedtægt ellers for sognekommunernes 

vedkommende udfærdiges af 

amtsrådet (§ 27, stk. 1), samt endvidere at der 

kommer til at gælde særlige regler for udøvelse 

af vognmandsnæring i kommunen. Derimod 

blev der ikke gennemført købstadregler med 

hensyn til adgangen til at drive beværtninger 

og gæstgiveri, således at disse kommuner stadig 

på dette område er omfattet af reglerne herom 

for landkommuner med bymæssig bebyggelse 

med mindst 1200 indbyggere*). 

Endelig indeholdt den københavnske omegnskommunelov 

ændringer i lov om landvæsensretter 

(lov nr. 213 af 31. marts 1949) samt 

vandløbsloven (lov nr. 214 af 11. april 1949), 

således at de kommuner, på hvilke købstadkommunalloven 

er bragt i anvendelse, er undergivet 

disse loves købstadregler. For så vidt angår 

landvæsensretter, vil dette navnlig have betydning 

ved sammensætningen af landvæsenskommissioner 

og overlandvæsenskommissioner i 

de største kommuner, idet der herefter ved kgl. 

anordning, jfr. lovens §§ 12 og 15, kan træffes 

bestemmelse om, at visse medlemmer skal vælges 

blandt fagligt sagkyndige personer. For 

vandløbsloven indebærer ændringen bl. a., at 

landbrugsministeriet bliver øverste instans i 

spørgsmålet vedrørende klassifikation og vedligeholdelse 

af de vandløb, der berører disse 

kommuners områder (lovens §§ 9-10 og 36), 

og at de pågældende kommunalbestyrelser kan 

øve indflydelse ved affattelsen af regulativet for 

den strækning af amtsvandløb, der gennemløber 

eller berører kommunernes område (lovens § 

13), samt endelig at bidrag til regulering og 

*) Jfr. ovenfor s. 144 f. 

vedligeholdelse af amtsvandløb og amtskommunale 

spildevandsanlæg m. v. fremtidig vil være 

at opkræve gennem vedkommende kommunekasser 

og ikke som hidtil gennem amtstuerne. 

Med den københavnske omegnskommunelov 

tilsigtede man umiddelbart at give de københavnske 

omegnskommuner en stilling svarende 

til den, som Gentofte allerede siden 1930erne 

havde indtaget, ikke alene i styrelsesmæssig henseende, 

men også på andre lovgivningsområder, 

hvor Gentofte kommune - iøvrigt med bevarelse 

af tilhørsforholdet til amtskommunen — er sidestillet 

med købstæderne (eller København og 

Frederiksberg). Selvom Gentofte kommune på 

langt de fleste områder indtager den samme 

stilling som købstadkommunerne, er kommunen 

dog med hensyn til reglerne om den egenkommunale 

ejendomsbeskatning sidestillet med sognekommunerne, 

idet der ikke i den kommunale 

ejendomsskattelov - som for Marstals og de 

sønderjydske flækkers vedkommende — indeholdes 

nogen bestemmelse om, at kommunen 

er sidestillet med købstæderne. Dette forhold 

har formodentlig begrundet, at der ej heller for 

de øvrige københavnske omegnskommuner er 

gennemført en sidestilling med købstæderne på 

dette område, selvom en sådan sidestilling efter 

det i forrige kapitel anførte måtte synes velbegrundet. 

Det kan iøvrigt nævnes, at den afgrænsning 

af de københavnske omegnskommuner, der således 

er kommet til udtryk igennem indenrigsministeriets 

stadfæstelse af styrelsesvedtægter for 

disse kommuner, er lagt til grund i det af Byggelovsudvalget 

af 1948 udarbejdede udkast til 

et lovforslag til en fælles byggelov for købstæderne 

og landet (betænkning nr. 141, 1955), 

hvori de for købstæderne foreslåede bestemmelser 

som hovedregel skal finde anvendelse 

i de med købstæderne »i kommunal henseende 

ligestillede kommuner«, jfr. udkastets § 6, stk. 1. 

Det kan formentlig forventes, at der i det 

omfang, hvori der i den fremtidige lovgivning 

måtte blive fastsat særlige købstadregler, tillige 

vil blive givet supplerende bestemmelser om, at 

disse købstadregler skal finde anvendelse også 

på (Marstal, flækkerne samt) de københavnske 

omegnskommuner, for hvilke købstadkommunalloven 

er bragt i anvendelse, ligesom det vil 

være naturligt at følge denne afgrænsning også 

i administrativ praksis. 

Foran i kapitel 13 har man - navnlig med 

sigte på den fremtidige lovgivning i almindelig-

203 

hed — peget på det ønskelige i, at byreglernes 

anvendelsesområde i almindelighed afgrænses 

på en sådan måde, at der ikke lægges vægt på 

det for lovreglernes indhold som regel irrelevante 

moment, om vedkommende bysamfund 

benævnes købstad og i denne egenskab står 

uden for amtskommunen. Der bør efter udvalgets 

opfattelse lægges vægt på kriterier, der 

i højere grad kunne tages som udtryk for den 

faktiske, bymæssige struktur, idet det må være 

karakteren og omfanget af den bymæssige struktur, 

der i realiteten må være afgørende for, om 

der er behov for anvendelse af særlige byregler 

på de forskellige områder. 

Den omstændighed, at den gældende lovgivning 

i vidt omfang lægger vægt på købstadbegrebet 

med det resultat, at de bymæssige kommuner 

i vidt omfang behandles efter de for 

sognekommuner gældende bestemmelser, gør 

det naturligt, at man som en udvej til at afhjælpe 

de heraf flydende ulemper specielt for 

de større bymæssige kommuner peger på muligheden 

af, at købstadnavnet tildeles disse bymæssige 

kommuner, hvad enten dette sker med 

den følge, at kommunen fuldstændigt udskilles 

fra tilhørsforholdet til amtskommunen, eller vedgennemførelse 

af en ordning for disse kommuner, 

hvorved de i forhold til amtskommunen 

stilles på samme made som de bornholmske købstæder. 

Som en anden udvej skal man endelig fremhæve 

muligheden af at gennemføre købstadlignende 

styreform i de større bymæssige kommuner 

på lignende måde, som det er sket for 

de københavnske omegnskommuner. Herved vil 

man dels opnå, at disse kommuner får en styreform, 

der er bedre afpasset efter de faktiske 

forhold end den nuværende sognekommunale, 

men samtidig vil man kunne opnå en fast afgrænsning 

af de kommuner, der ligesom handelspladsen 

Marstal, de sønderjydske flækker samt de 

københavnske omegnskommuner normalt umiddelbart 

bør underkastes de for købstæderne 

givne bestemmelser på de lovgivningsområder, 

der ikke har relation til kommunernes stilling 

i forhold til amtskommunen. Man tænker herved 

ikke blot på købstadreglerne i den egentlige 

kommunallovgivning, såsom reglerne om skolevæsenets 

styrelse og tilsyn og den egenkommunale 

ejendomsbeskatning, men også på købstadreglerne 

indenfor de øvrige lovgivningsområder, 

såsom næringslov, beværterlov m. v. 

Gennemførelsen af en sådan ordning bør dog 

på den anden side ikke indebære, at bebyggelser, 

der ikke måtte opnå denne særlige status, afskæres 

fra at blive behandlet efter byregler på 

de enkelte lovgivningsområder. Spørgsmålet om, 

i hvilket omfang byreglerne bør komme til anvendelse 

i sådanne bebyggelser, må fortsat bero 

på en afvejning af, hvorvidt der efter de enkelte 

lovbestemmelsers indhold måtte være behov for 

gennemførelse af bestemmelserne også for mindre 

bysamfund. 

Såfremt man vælger den udvej at gennemføre 

en købstadlignende styreform for de større 

bymæssige kommuner med dennes forventede 

konsekvenser for disse kommuner også på andre 

lovgivningsområder, vil det formentlig lovteknisk 

være mest hensigtsmæssigt at gennemføre 

ordningen ved en udvidelse af købstadkommunallovens 

§ 34. 

Udvalget skal afstå fra at tage stilling til, 

om ordningen i så fald bør gennemføres ved 

en generel regel, hvorefter adgangen til at 

få gennemført købstadlignende styreform skal 

stå åben for alle kommuner, der har opnånet 

et vist antal indbyggere, f. eks. omkring 3000 

indbyggere eller derover, i en bymæssig bebyggelse, 

eller om det ville være mere ønskeligt - 

således som det er sket for de københavnske 

omegnskommuner — i loven at foretage en opregning 

af de kommuner, der efter en konkret 

undersøgelse forinden lovens vedtagelse findes 

at burde komme i betragtning*). Men udvalget 

skal i denne forbindelse pege på, at det som 

en naturlig forudsætning må tilstræbes, at ordningen 

holdes å jour i overensstemmelse med 

den stedfindende udvikling, således at også 

kommuner, der først på et senere tidspunkt 

måtte nå den størrelse og struktur, som gør den 

købstadlignende status naturlig, får mulighed 

for på dette tidspunkt at opnå denne status. 

Såfremt en sådan løsning på de større bymæssige 

kommuners problemer måtte vinde tilslutning, 

ville det være ønskeligt, om der tilvej 

ebragtes en lovmæssig fællesbetegnelse for 

de kommuner, der uden at være købstæder dog 

i styrelsesmæssig henseende behandles efter regler, 

der i princippet svarer til købstadkommunallovens 

bestemmelser. Herved vil det rent 

lovteknisk være noget lettere at formulere regler 

for afgrænsningen af eventuelle byreglers 

anvendelsesområde i den øvrige lovgivning. 

Det er imidlertid vanskeligt at finde en sprog- 

*) Ved afgrænsningen af de kommuner, der kunne 

komme i betragtning, bør man efter udvalgets 

opfattelse følge de foran s. 126 skitserede principper.

204 

ligt dækkende fællesbetegnelse for disse kommuner, 

som kunne lægges til grund i lovgivningen. 

Under udvalgets drøftelser har man 

været inde på tanken om anvendelsen af ordet 

»bykommune« i denne henseende, enten som 

den almindelige betegnelse for de kommuner 

uden for købstæderne, på hvilke købstadkommunalloven 

i medfør af dennes § 34 bringes til 

anvendelse, eller eventuelt som fællesbetegnelse 

for disse kommuner og købstadkommunerne. 

Også ordet »nystad« (i flertal »nystæder«) har 

været nævnt.

BILAG

BILAG 1 

206 

BYSAMFUND I DANMARK 

under 2.000 indbyggere 2.000-3-500 indbyggere 3.500-5.000 indbyggere 

13 kølstæder og flækker: indb. 13 købstæder: indb. 

Åkirkeby 1.607 Allinge-Sandvig 2.189 

Augustenborg flække 1.614 Bogense 3.133 

Christiansfeld flække 769 Løgstør 3.187 

Hasle 1.531 Neksø 3.280 

Højer flække 1.410 Nibe 2.461 

Løgumkloster flække 1.793 Rødby 3.349 

Mariager 1.398 Sakskøbing 2.520 

Marstal handelsplads 1.997 Skælskør 3.023 

Nordborg flække 1.324 Stege 2.697 

Nysted 1.503 Store Heddinge 2.230 

Præstø 1.602 Stubbekøbing 2.230 

Stationsbyer o. 1.:*) 

20 stationsbyer o. 1.: indb. 

m. 1.000-1.500 indb.: 

Års 2.875 

49 stationsbyer - 

Bjerringbro 2.757 

indb. ialt... 59-836 Brabrand 2.667 

m. 1.500-2.000 indb.: 

Eramminge 2.560 

33 stationsbyer - 

Dragør 2.705 

indb. ialt... 57.639 Fredensborg 2.006 

Gråsten 2.343 

Købstadforstæder:* ) 

Hadsten 2.039 

m. 1.000-1.500 indb.: 

Hammel 2.193 

5 forstæder — Hedehusene 2.145 

indb. ialt... 6.294 Hirtshals 2.532 

Humlebæk 2.073 

m. 1.500-2.000 indb.: 

Hundested-Lynæs 3.001 

5 forstæder — Jyderup 2.171 

indb. ialt... 8.396 Kjellerup 2.257 

Langå 2.008 

Lillerød 2.882 

Ringe 2.627 

Vamdrup 2.055 

Ølgod 2.061 

Svaneke 

Ærøskøbing 

1.189 

1.375 

Sæby 

Æbeltoft 

3.464 

2.167 

indb. ialt... 19.112 

indb. ialt... 35.930 

indb. ialt ... Al.901 

5 købstadforstæder: 

Espergærde 2.626 

Slagelse Skt. Peders lands. 2.667 

Hasle sogn 2.091 

Dronningborg 2.112 

Kristrup 3-230 

indb ialt ... 12.726 

6 købstæder: indb. 

Frederikssund 4.143 

Frederiksværk 3.968 

Kerteminde 3.795 

Nykøbing S 4.453 

Ringkøbing 4.638 

Rudkøbing 4.541 

indb. ialt... 25.538 


Ballerup 3.925 

Brande 3.585 

Grindsted 3.659 

Hadsund 3.504 

Ikast 4.207 

Skjern 3.857 

Vejen 4.001 

indb. ialt ... 29.738 

1 købstadforstad: indb. 

Vorup 4.478 

*) Se bilag 2.

INDBYGGERTAL 1950 

207 

BILAG 1 

5.000-10.000 indbyggere 10.000-15.000 indbyggere 15.000 indbyggere og derover 


Assens 5.053 

Brønderslev 8.038 

Fåborg 5.058 

Grenå 8.186 

Hobro 8.315 

Kalundborg 8.603 

Lemvig 5.556 

Maribo 5.141 

Middelfart 8.711 

Nykøbing M 9.187 

Nørresundby 8.872 

Ribe 7.219 

Ringsted 8.660 

Skagen 8.020 

Skanderborg 5.091 

Sorø 5.503 

Struer 7.492 

Thisted 9.155 

Tønder 7.031 

Varde 8.290 

indb. ialt ... 147.181 


Birkerød 9.021 

Haslev 5.468 

Hørsholm 8.750 

Odder 5.316 

Tåstrup 5.974 

indb. ialt... 34.529 

2 hovedstadsforstæder: indb. 

Brøndbyvester-Brøndbyøster 5.061 

Herlev 7.674 

indb. ialt... 12.735 

8 købstadforstæder: indb. 

Åby 8.907 

Dalum 7.464 

Frederiksborg slotssogn .... 5.644 

Hasc.ris 8.077 

Herlufsholm 6.500 

Holme-Skåde 5.552 

Sundby-Hvorup 8.416 

Vejlby-Risskov 8.053 

indb. ialt ... 58.616 


Åbenrå 13.017 

Hillerød 10.023 

Hjørring 14.093 

Holbæk 14.417 

Holstebro 14.711 

Korsør 11.885 

Køge 10.602 

Nyborg 10.775 

Rønne 12.696 

Skive 14.497 

Vordingborg 11.231 

indb. ialt... 137.947 

1 hovedstadsforstad: indb. 

Glostrup 13.025 

1 købstadforstad: indb. 

Viby 10.109 

22 

Ålborg 

købstæder: indb. 

79.806 

Århus 

Esbjerg 

116.167 

48.205 

Fredericia 25.981 

Frederikshavn 18.394 

Haderslev 18.276 

Helsingør 21.010 

Herning 19-439 

Horsens 35.898 

Kolding 31.017 

Nakskov 16.074 

Nykøbing F 17.192 

Næstved 17.557 

Odense 100.940 

Randers 40.098 

Roskilde 26.355 

Silkeborg 23.372 

Slagelse 19-184 

Svendborg 23.069 

Sønderborg 16.204 

Vejle 29.448 

Viborg 21.522 

indb. ialt... 765.208 

7 hovedstadsforstæder: indb. 

Gentofte 87.803 

Gladsaxe 40.303 

Hvidovre 23-163 

Lyngby-Tårbæk 45.964 

Rødovre 18.704 

Søllerød 16.645 

Tårnby 22.900 

indb. ialt... 167.679

211

212

215 

Hovedstadens forstadskommuner: 

Brøndbyvester-Brøndbyøster ... 5.061 

Gladsakse 40.303 


Herlev 7.674 

Hvidovre 23.163 




Tårnby 22.900 

9 hovedst. forst.kom 193.439 

Alle disse kommuner anses for forstadsmæssigt 

bebygget i deres helhed. 

Bemærkninger til foranstående oversigt I og 

II over stationsbyer o.l. samt j or stæder. 

Afgrænsningen mellem stationsbyer o.l. og 

forstæder er sket i overensstemmelse med de 

retningslinier, som er lagt til grund af Det 

statistiske Departement ved opgørelsen af resultaterne 

fra folketællingen 1950. 

Oversigterne tjener først og fremmest til at 

belyse, hvorledes de bymæssige bebyggelser, 

der har over 1000 indbyggere, fordeler sig, såfremt 

de opdeles efter størrelsen i flg. grupper: 

3500 indb. og derover, 2000-3500 indb., 

1500-2000 indb., 1000-1500 indb. samt for 

forstadsbebyggelsers vedkommende 500-1000 

indb. (kolonne b.). Oversigterne giver samtidig 

oplysning om, i hvilke kommuner de enkelte 

bebyggelser er beliggende (kolonne a.). 

Grupperingen af kommunerne er foretaget amtsvis. 

I tilfælde, hvor en bymæssig bebyggelse 

strækker sig over grænsen mellem to eller 

flere kommuner, er dette tillige angivet med 

oplysning om, hvilket antal af bebyggelsens 

indbyggere der er bosat i hver kommune (anført 

med små typer). 

For så vidt en kommune, der har en af oversigterne 

omfattet bebyggelse, tillige har een 

eller flere andre bymæssige bebyggelser, er disse 

bebyggelsers navne og indbyggertal ligeledes 

angivet (i kolonne b. med små typer) tillige 

med en sammentælling af samtlige de i vedkommende 

kommune beliggende bebyggelsers 

indbyggertal. 

I oversigten over stationsbyer o.l. (I) er 

forstadsbebyggelser markeret med: »F.«, og i 

oversigten over forstæder (II) er stationsbyer 

o.l. markeret med: »St.by«. 

De i hver størrelsesgruppe placerede bebyggelser 

fremgår altså af kolonne b., hvor de 

enkelte bebyggelsers navn og samlede indbyggertal 

er opført med almindelige typer. 

Oversigten indeholder som nævnt tillige en 

opstilling over kommuner, der har mindst een 

bymæssig bebyggelse på over 1000 indbyggere 

(for forstæder 500 indb.), og oversigten er 

udarbejdet således, at den kan danne grundlag 

for en opdeling af kommunerne i grupper efter 

den bymæssige bebyggelses størrelse. Ved en 

sådan opdeling af kommunerne efter størrelsen 

af den eller de i kommunen beliggende bymæssige 

bebyggelser opstår spørgsmålet om, hvorledes 

man skal placere kommuner, der har mere 

end een bymæssig bebyggelse, og hvis samlede 

antal indbyggere i bymæssige bebyggelser er 

så stort, at kommunen derved kommer op i en 

anden størrelsesgruppe end den, hvori den 

skulle placeres, såfremt indbyggertallet i den 

største af de i kommunen beliggende bebyggelser 

lægges til grund. 

I bilag 6 nedenfor er der givet en oversigt 

over de bymæssige kommuner fordelt i de forskellige 

størrelsesgrupper, hvor det samlede antal 

indbyggere i samtlige bymæssige bebyggelser 

i kommunen har været afgørende for fordelingen 

i størrelsesgrupperne. 

I nærværende oversigt (kolonne a.) har 

man for stationsbykommunernes vedkommende 

tilsigtet at give en opstilling af kommunerne 

i de forskellige størrelsesgrupper, således at 

der ved fordelingen af kommunerne i de enkelte 

størrelsesgrupper er fulgt det hovedprincip, 

at de enkelte kommuner, der har flere 

bebyggelser, placeres i størrelsesgruppe efter 

den største af de i kommunen beliggende bebyggelser, 

uanset størrelsen af det samlede indbyggertal 

i samtlige kommunens bymæssige bebyggelser. 

Ud fra den betragtning, at det samlede 

indbyggertal i en kommunes bebyggelser 

og kommunens struktur iøvrigt for visse kommuners 

vedkommende dog kan gøre det naturligt, 

at vedkommende kommune i forskellige 

relationer sidestilles med kommuner, der har 

et tilsvarende indbyggertal i een bebyggelse, 

har man dog gjort undtagelser fra det nævnte 

hovedprincip. I oversigten over stationsbykommuner, 

hvor de i hver størrelsesgruppe 

herefter placerede kommuner er anført med 

almindelige typer (kolonne a.), er således 

Asminderød-Grønholt, Værløse, Jyderup, Bov

216 

og Broager kommuner anbragt i en højere 

størrelsesgruppe. 

I oversigten over forstæderne har man under 

hensyn til de særlige forhold for forstadskommunernes 

vedkommende konsekvent taget 

hensyn til det samlede indbyggertal i vedkommende 

kommunes forstadsbebyggelser ved placeringen 

af de enkelte kommuner i størrelsesgrupperne. 

Det bemærkes, at Tikøb kommune, der har 

såvel stationsbyer o.l. som forstadsbebyggelser 

af væsentlig størrelse, alene er medregnet som 

forstadskommune. 

Når man vil opgøre antallet af bymæssige 

bebyggelser i de forskellige størrelsesgrupper, 

vil det altså herefter være de i oversigternes 

kolonne b. med almindelige typer opførte bebyggelser 

og indbyggertal, der skal medregnes, 

og når man vil opgøre antallet af kommuner 

i de enkelte størrelsesgrupper, principielt fordelt 

efter størrelsen af den største bebyggelse 

i kommunen, vil det på tilsvarende måde være 

de i kolonne a. med almindelige typer opførte 

kommuner, der skal medregnes. 

Den i oversigterne angivne fordeling af de 

bymæssige kommuner efter størrelsen er i vidt 

omfang lagt til grund af udvalget i tilfælde, 

hvor man ved de statistiske undersøgelser af 

forholdene i de bymæssige kommuner har opdelt 

disse i forskellige størrelsesgrupper.

217 

BILAG 3 

OVERSIGT OVER INDBYGGERTALLET I KØBSTÆDERNE OG I DISSES 

FORSTADSBEBYGGELSER 

i. 

Købstadens 

indbyggertal, 1950 

Forstædernes 


3. 

Bysamfundets 

samlede 


4. 

Forstædernes 

indbyggertal 

i pct. af 3 

Århus 116.167 

Odense 100.940 

Ålborg 79-806 

Esbjerg 48.205 

Randers 40.098 

Horsens 35.898 

Kolding 31.017 

Vejle 29.448 

Roskilde 26.355 

Fredericia 25.981 

Silkeborg 23-372 

Svendborg 23.069 

Viborg 21.522 

Helsingør 21.010 

34.712 

12.544 

8.077 

1.301 

10.458 

1.417 

6.516 

613 

147 

778 

4.410 

150.879 

113.484 

87.883 

49.506 

50.556 

37.315 

31.017 

35.964 

26.968 

25.981 

23.372 

23.216 

22.300 

25.420 

23,0 

11,0 

9,2 

2,6 

20,7 

3,8 

18,1 

2,3 

0,6 

3,5 

17,6 

Herning 19.439 

Slagelse 19.184 

Frederikshavn 18.394 

Haderslev 18.276 

Næstved 17.557 

Nykøbing F 17.192 

Sønderborg 16.204 

Nakskov 16.074 

Holstebro 14.711 

Skive 14.497 

Holbæk 14.417 

Hjørring 14.093 

Åbenrå 13.017 

Rønne 12.696 

Korsør 11.885 

Vordingborg 11.231 

Nyborg 10.775 

Køge 10.602 

Hillerød 10.023 

2.667 

6.500 

2.145 

941 

260 

309 

315 

1.162 

151 

1.360 

5.644 

19.439 

21.851 

18.394 

18.276 

24.057 

19.337 

17.145 

16.334 

15.020 

14.497 

14.732 

15.255 

13.017 

12.847 

11.885 

11.231 

12.135 

10.602 

15.667 

12,2 

27,0 

11,0 

5,5 

1,6 

2,0 

2,1 

7,6 

1,2 

11,2 

36,0 

Nykøbing M 9.187 

Thisted 9.155 

Nørresundby 8.872 

Middelfart 8.711 

Ringsted 8.660 

Kalundborg 8.603 

Hobro 8.315 

Varde 8.290 

Grenå 8.186 

Brønderslev 8.038 

Skagen 8.020 

Struer 7.492 

Ribe 7.219 

Tønder 7.031 

917 

8.416 

775 

978 

101 

144 

9.187 

10.072 

17.288 

9.486 

9.638 

8.704 

8.315 

8.290 

8.186 

8.038 

8.020 

7.636 

7.219 

7.031 

9,1 

48,7 

8,2 

10,1 

1,1 

1,9 

Lemvig 5.556 

Sorø 5.503 

Maribo 5.141 

Skanderborg 5.091 

Fåborg 5.058 

Assens 5.053 

1.502 

64 

766 

539 

5.556 

7.005 

5.205 

5.857 

5.597 

5.053 

21,4 

1,2 

13,1 

9,6 

Fortsættes næste side

218 

i. 

Købstadens 


2. 

Forstædernes 


3. 

Bysamfundets 

samlede 


4. 

Forstædernes 

indbyggertal 

i pct. af 3 

Ringkøbing 4.638 

Rudkøbing 4.541 

Nykøbing S 4.453 

Frederikssund 4.143 

Frederiksværk 3-968 

Kerteminde 3-795 

Sæby 3.464 

Rødby 3.349 

Neksø 3.280 

Løgstør 3.187 

Bogense 3-133 

Skælskør 3.023 

391 

1.259 

1.213 

65 

159 

388 

295 

5.029 

4.541 

4.453 

5.402 

5.181 

3.860 

3.623 

3.737 

3.280 

3.187 

3.133 

3.318 

7,8 

23,3 

23,4 

1,7 

4,4 

10,4 

8,9 

Stege 2.697 

Sakskøbing 2.520 

Nibe 2.461 

St. Heddinge 2.230 

Stubbekøbing 2.230 

Allinge-Sandvig 2.189 

Æbeltoft 2.167 

1.038 

1.562 

264 

3.735 

4.082 

2.461 

2.494 

2.230 

2.189 

2.167 

27,8 

38,3 

10,6 

Marstal hdpl 1.997 

Løgumkloster 1.793 

Augustenborg 1.614 

Åkirkeby 1.607 

Præstø 1.602 

Hasle 1.531 

Nysted 1.503 

Højer 1.410 

Mariager 1.398 

Ærøskøbing 1.375 

Nordborg 1.324 

Svaneke 1.189 

Christiansfeld 769 

868 

258 

409 

312 

2.865 

1.793 

1.614 

1.865 

2.011 

1.531 

1.503 

1.410 

1.398 

1.375 

1.324 

1.189 

1.081 

30,3 

13,8 

20,3 

28,9 

Samtlige købstæder m.v. .. 1.130.916 

125.110 

1.256.026 

10,0 

Hovedstaden (København, 

Frederiksberg og Gentofte) 974.901 

193.439 

1.168.340 

16,6 

Hovedstaden og 

købstæder m. v 2.105.817 

318.549 

2.424.366 

13,3

219

220 

OVERSIGT OVER BYMÆSSIGE BEBYGGELSER, DER GENNEMSKÆRES 

AF KOMMUNEGRÆNSER 

Bebyggelse Indbyggertal 1950 Kommune 

Bebyggelsens indbyggere 

i hver kommune 

Stationsbyer o. 1.: 

Dragør 

Gadstrup 

Codan arbejderby . 

Lillerød 

Ølstykke 

Jyderup 

Mørkøv 

Rødvig 

Lobbæk 

Holeby 

Guldborg færgeby 

Holmstrup 

Langeskov 

Kavslunde 

Ebberup 

Randbøldal 

Lystrup 

Hadsten 

Allingåbro 

Laurbjerg 

2.705 

327 

1.044 

2.832 

472 

2.171 

1.032 

766 

247 

893 

648 

261 

1.004 

367 

590 

461 

392 

2.039 

1.140 

766 

Dragør 

St. Magleby 

Gadstrup-Syv 

Snoldelev 

Højelse 

Ølsemagle 

Lillerød 

Blovstrød 

Ølstykke 

Jørlunde 

Jyderup 

Hj embæk-Svinninge 

Skamstrup-Frydendal 

Mørkøv 

Lille Heddinge 

Havnelev 

Nylarsker 

Vester Marie 

Holeby-Bursø 

Tågerup-Torslunde 

Majbølle 

Kippinge-Brarup- 

Stadager 

Sanderum 

Brændekilde- 

Bellinge 

Rønninge 

Marslev-Birkende 

Gamborg 

Kavslunde 

Kærum 

Sønderby 

Randbøl 

Nørup 

Elsted 

Hjortshøj-Egå 

Nørre Galten- 

Vissing 

Ødum-Hadbj erg 

Vitten-Haldum- 

Hadsten 

Vivild-Vej lby 

Fausing-Auning 

Laurbj erg-Lerb j erg 

Houlbjerg-Granslev 

2.437 

268 

215 

112 

622 

422 

2.483 

349 

302 

170 

1.914 

257 

625 

407 

553 

213 

131 

116 

831 

62 

471 

177 

188 

73 

655 

349 

261 

106 

315 

275 

281 

180 

351 

41 

1.477 

170 

392 

1.006 

134 

640 

126 

Århus amt 

Randers amt 

Randers amt 

Randers amt 

Århus amt 

Randers amt 

Viborg amt

221 

BILAG 5 

Bebyggelse 

Indbyggertal 1950 

Kommune 

Bebyggelsens indbyggere 

i hver kommune 

Løkken 

Skovsgård 

1.676 

507 

Børglum- Furreby 

Vrendsted-Tise 

Øster Svenstrup 

Torslev(Han herred) 

1.600 

76 

324 

183 

Skelhøje 

361 

Dollerup-Finderup- 

Ravnstrup 

Lysgård 

Frederiks 

177 

116 

68 

Ulstrup 

705 

Hvorslev-Gerning 

Vellev 

505 

200 

Rødkærsbro 

787 

Vindum 

Højbjerg-Eisborg 

666 

121 

Bækmarksbro 

371 

Flynder 

Møborg 

316 

55 

Brørup 

1.845 

Brørup 

Folding 

1.728 

117 

Holsted st.by 

925 

Holsted 

Føvling 

779 

146 

Alnor 

607 

Rinkenæs 

Gråsten 

425 

182 

Bylderup-Bov 

596 

Burkai 

Bylderup 

380 

216 

Forstadsbebyggelser:*) 

Dyrehavekvarteret 

v. Nyborg 

Ringsebølle v. Rødby 

Grejsdalen v. Vejle 

Trædballe v. Vejle . 

1.026 

388 

1.452 

605 

Avnslev-Bovense 

Hjulby 

Nebbelunde-Sædinge 

Ringsebølle 

Hornstrup 

Hover 

Skibet 

Hover 

797 

229 

264 

124 

1.263 

189 

567 

38 

*) Herlufsholm kommune gennemskæres af grænsen mellem Sorø og Præstø amter, men betragtes i 

kommunal henseende som hørende under Sorø amtskommune.

222 

BYBEFOLKNINGSPROCENTEN I KOMMUNER MED EEN ELLER FLERE 

STATIONSBYER MED TILSAMMEN OVER 1.000 INDBYGGERE

223 

BILAG 6 A 

*) Hvor intet tal er angivet, findes kun een bebyggelse i kommunen med det angivne indbyggertal.

224 

BILAG 6 B 

BYBEFOLKNINGSPROCENTEN I KOMMUNER MED EEN ELLER FLERE 

FORSTÆDER MED TILSAMMEN OVER 1.000 INDBYGGERE 

*) Hvor intet tal er opgivet, findes kun een forstadsbebyggelse i kommunen med det angivne indbyggertal.

225 

ALDERSFORDELING I PCT. I 1950 I HOVEDSTADEN OG UDVALGTE 

KØBSTÆDER SAMT DISSES FORSTÆDER 

BILAG 7 

0-14 år 15-24 år 25-44 år 45-64 år 

65 år Hele 

og derover befolkningen

226 

BILAG 8 

ERHVERVSFORDELING I PCT. I 1950 I HOVEDSTADEN OG UDVALGTE 

KØBSTÆDER SAMT DISSES FORSTÆDER

15*

228 

OVERSIGT OVER BESKATNINGSFORHOLDENE I DE 

Antal indb. 

pr. 1.-4.-54 

(registerfolketallet) 

Antal 

skatteydere 

til opholdskommunen 

Antal 

skatteydere 

til staten 

Udskrevet 

opholdskommuneskat 

2 ) 

kr. 

Udskrevet 

erhvervsskat 

kr. 

Hovedstaden 

964.185 

428.906 

368.433 

329.828.147 

9.002.946 

Hovedstadens forstæder 

238.312 

94.344 

81.840 

64.778.046 

1.182.860 

Købstæder m. v. m. over 5.000 indb. ... 

Købstæder m. v. m. under 5.000 indb. . 

1.094.020 

77.368 

467.232 

38.138 

340.587 

23.467 

319.494.462 

22.316.574 

6.162.877 

225.507 

Samtlige købstæder m. v 

1.171.388 

505.370 

364.054 

341.811.036 

6.388.384 

Købstædernes forstadskommuner 1 ) 

m. over 3.500 indb 

m. 2.000-3.500 indb 

m. 1.500-2.000 indb 

m. 1.000-1.500 indb 

93.677 

19.827 

11.475 

24.318 

41.041 

8.934 

5.261 

12.740 

28.755 

5.791 

3.672 

8.631 

18.720.871 

3.705.668 

1.352.963 

3.276.170 

153.335 

22.628 

9.964 

17.391 

Købstadforstæder m. over 1.000 indb. . 

149.297 

67.976 

460.831 

27.055.672 

203.318 

Stationsbykommuner 1 ) 

m. over 3.500 indb 

m. 2.OOO-3.5OO indb 

m. 1.500-^.000 indb 

m. 1.000-1.500 indb 

98.669 

73.677 

88.998 

121.970 

42.588 

35.184 

41.418 

55.973 

30.432 

21.788 

25.472 

34.584 

20.437.165 

13.018.936 

13.529.311 

15.987.659 

107.157 

69.169 

31.292 

56.249 

Stationsbykommuner m. over 1.000 indb. 

383.314 

175.163 

112.276 

62.973.071 

263.867 

Øvrige sognekommuner 

Hele landet 

1.489-105 

4.395.601 

679.258 

1.951.017 

432.141 

1.405.575 

179-583.220 

1.006.029.192 

442.984 

17.484.359 

1 ) Fordelt efter størrelsen af den bymæssige bebyggelse i overensstemmelse med den i bilag 2 angivne 

fordeling. 

2 ) Efter fradrag af nedsættelse for erhvervsskatteydere.

229 

FORSKELLIGE KOMMUNEGRUPPER 1954-55 

BILAG 9 

Udskrevet 

grundskyld 

til 

kommunen 

1000 kr. 

Udskrevet 

grundskyld 

til 

amtsfonden 

1000 kr. 

Udskrevet 

ejend.skyld 

til 

kommunen 3 ) 

1000 kr. 

Udskrevet 

ejend.skyld 

til 

amtsfonden 

1000 kr. 

lait kommunal 

skattebyrde 

kr. 

Ansat indkomst 

til staten 

1000 kr. 

Samlet 

indkomst 4 ) 

1000 kr. 

Gennemsnitlig 

ansat 

indkomst pr. 

skatteyder 

til staten 

kr. 

Gennemsnitlig 

indkomst 

pr. person, 

der har selvangivet 

kr. 

13.905 

4.418 5 ) 

18.224 

2.705 5 ) 

378.083.093 

3.697.133 

4.030.241 

10.035 

7.909 

5.411 

6.724 

3.104 

6.722 

87.921.906 

855.556 

907.218 

10.454 

8.602 

7.670 

559 

16") 

8.612 

477 

29°) 

341.939.339 

23.623.081 

2.998.683 

201.335 

3.401.165 

238.519 

8.804 

8.579 

6.568 

6.061 

8.229 

16 

9.089 

29 

365.562.420 

3.200.018 

3.639.684 

8.790 

6.532 

3.021 

598 

482 

1.723 

2.708 

510 

351 

1.118 

1.746 

473 

441 

850 

1.872 

376 

187 

231 

28.221.206 

5.685.296 

2.823.927 

7.215.561 

269.493 

50.290 

30.223 

69.695 

299.662 

58.505 

34.303 

78.629 

9.372 

8.684 

8.231 

8.092 

6.981 

6.372 

6.254 

6.106 

5.824 

4.687 

3.510 

2.666 

43.945.990 

419.701 

471.099 

8.962 

6.441 

3.597 

2.819 

3.890 

5.486 

2.708 

2.083 

2.665 

4.093 

2.430 

1.827 

2.542 

3.026 

1.744 

843 

967 

937 

31.023.322 

20.660.105 

23.624.603 

29.585.908 

280.273 

176.541 

199.447 

256.887 

312.270 

205.409 

237.198 

308.905 

9.210 

8.103 

7.830 

7.427 

6.926 

5.838 

5.700 

5.432 

15.792 

11.549 

9.825 

4.491 

104.893.938 

913.148 

1.063.782 

8.133 

5.951 

98.568 

73.901 

41.073 

6.615 

400.183.204 

3.151.284 

3.752.617 

7.292 

5.473 

147.729 

101.295 

84.825 

23.228 

1.38O.59O.551 

12.236.840 

13.864.641 

8.706 

6.580 

3 ) Bortset fra ejendomsskyld, der er udskrevet på ejendomme, der er fritaget for ejendomsskyld i 

medfør af byggestøttelovgivningen. 

') D.v.s. de samlede kommuneskattepligtige indkomster før forhøjelser og nedsættelser efter formue 

og lejlighed med tillæg af de for kommuneskat fritagne indkomster samt nedslag, der i medfør 

af ligningslovens § 5 er indrømmet aldersog invaliderentenydere m. fl. 

') Gentofte. 

t! ) Marstal.

230

231

232

233 

BILAG 13 

FORDELING AF FULDFØRT ETAGEAREAL PÅ EJENDOMSTYPER, 1951-55 

Hovedstadens forstadskommuner 

Beboelsesejendomme 

Forretningsejendomme 

Offentlige ejendomme 

Fabrikker, værksteder o. 1 

Andre ejendomme 

lait... 

Gnstl. årligt 

fuldført 

etageareal 

1.000 m~ 

418,3 

3,4 

34,1 

44,9 

14,5 

515,2 

Det i hvert år fuldførte etageareal, procentvis fordelt 

1951 

pct. 

81,8 

0,6 

5,9 

7,7 

4,0 

100,0 

1952 

pct. 

84,6 

0,4 

3,6 

9,9 

1,5 

100,0 

1953 

pct. 

82,3 

0,5 

8,4 

6,8 

2,0 

1954 

pct. 

76,2 

1,0 

10,7 

7,2 

4,9 

100,0 100,0 

1955 

pct. 

81,7 

0,8 

4,5 

11,6 

1,4 

100,0 

Købstadkommuner m. v. 






lait... 

669,8 

47,9 

165,4 

131,7 

66,6 

1.081,4 

62,7 

5,5 

9,9 

14,6 

7,3 

100,0 

56,2 

3,2 

18,1 

13,4 

9,1 

100,0 

62,5 

3,5 

19,2 

10,5 

4,3 

100,0 

66,3 

4,2 

13,8 

11,3 

4,4 

100,0 

61,7 

5,8 

14,9 

11,5 

6,1 

100,0 

Købstadernes forstadskommuner 


Forretningsej endomme 




lait... 

142,4 

0,9 

19,5 

6,3 

12,2 

181,3 

80,0 

0,8 

3,3 

4,8 

10,3 

100,0 

77,2 

0,8 

9,7 

2,4 

9,9 

100,0 

74,7 

0,2 

17,5 

2,1 

5,5 

100,0 

82,2 

0,5 

9,9 

3,4 

4,0 

100,0 

78,0 

0,5 

10,0 

4,8 

6,7 

100,0 

Stationsby kommuner 






lait... 

174,4 

5,6 

26,5 

15,2 

23,3 

245,0 

72,8 

3,8 

8,1 

6,8 

8,5 

100,0 

69,2 

1,5 

10,1 

4,8 

14,4 

100,0 

74,0 

3,7 

9,7 

5,6 

7,0 

100,0 

70,2 

1,3 

14,3 

7,8 

6,4 

100,0 

70,5 

1,6 

10,7 

5,8 

11,4 

100,0 

Øvrige sognekommuner 


Forretningsej endomme 

Offentlige ej endomme 



lait... 

305,4 

11,8 

69,0 

43,2 

401,3 

830,7 

37,7 

2,5 

3,8 

3,5 

52,5 

100,0 

33,7 

1,3 

2,7 

4,1 

58,2 

100,0 

32,8 

0,9 

8,3 

7,4 

50,6 

38,2 

1,1 

6,2 

5,0 

49,5 

100,0 100,0 

40,1 

1,3 

18,4 

5,9 

34,3 

100,0 

Specifikation af ejendomstyperne: 

»Beboelsesejendomme« - Ejendomme overvejende med beboelse, herunder stuehuse, landårbejderboliger, 

aldersrenteboliger og alderdomshjem. 

»Forretningsejendomme« - Kontor-, handelsog butiksej endomme. 

»Offentlige ejendomme« - Elektricitets-, gas-, vand- og varmeværker, ejendomme anvendt ved transportvirksomhed 

(jernbanestationer, posthuse, m. v.) samt statslige og kommunale ikke-erhvervsejendomme 

(skoler m. v.). 

»Fabrikker, værksteder o. /.« - Fabrikker, værksteder og lignende med og uden tilhørende beboelse. 

»Andre ejendomme« - Hoteller, restauranter o. 1., biografer, teatre m. v., øvrige erhvervsejendomme 

(banker m. v.), ejendomme anvendt ved gartneri- og frugtavisvirksomhed, avlsbygninger til 

landbrugsejendomme samt private ikke-erhvervsejendomme.

234 

BILAG 14 

Kort redegørelse for kommunalordningen i Sverige og Norge. 

A. Sverige. 

I Sverige har man inden for de seneste år 

gennemført en omfattende reform af hele den 

kommunale inddeling. På grundlag af en i 1943 

nedsat kommuneinddelingskomité's betænkning 

blev der i henhold til lov af 21. juni 1946 i 

årene 1946-51 gennemført en omfattende sammenlægning 

og omlægning af grænserne mellem 

kommunerne med henblik på at skabe større 

og mere bærekraftige kommuner, der — i højere 

grad end de tidligere ret små kommuner — vil 

være i stand til at løse de opgaver, der i dag 

påhviler kommunerne. 

Det var i første række landkommunerne, der 

berørtes af inddelingsreformen. Antallet af 

svenske landkommuner blev ved inddelingsreformen 

nedbragt fra 2281 til 814, og det gennemsnitlige 

indbyggertal i hver landkommune 

steg herved fra ca. 1500 til godt 4000 indbyggere. 

Også de to arter af bykommuner, »stader«, 

nogenlunde svarende til vore købstæder, og 

»köpingar«, der nærmest har karakter af handelspladser, 

blev berørt af inddelingsreformen, 

navnlig ved at landkommuner eller dele af landkommuner 

blev henlagt til byerne. 

Grundlaget for den kommunale inddeling i 

Sverige hvilede før den omhandlede reform på 

en lovgivning fra 1862. Også i Sverige herskede 

der dengang stor forskel på forholdene i by og 

på land, og det fandtes derfor naturligt, at der - 

ligesom i Danmark — blev fastsat forskellige 

regler for styrelsen af de kommunale anliggender 

henholdsvis i bykommunerne og i landkommunerne. 

De byer, der havde privilegier som »stader« 

(svarende til de danske købstæder), blev oprettet 

til særskilte kommuner, og »Forordning 

om kommunalstyrelse i stad« indeholdt på en 

række punkter principielle forskelle i forhold 

til de for landkommunerne fastsatte regler. For 

Stockholms kommunale styre blev der udfærdiget 

en særskilt forordning. 

På landet lagde man principielt den kirkelige 

sogneinddeling til grund for kommuneinddelingen, 

og »Forordning om kommunalstyrelse på 

landet« skulle tillige finde anvendelse på de mindre 

bysamfund, »köpingar«, der ikke havde privilegier 

som »stader«, men som dog på visse 

områder blev behandlet efter byregler (nærmest 

svarende til de danske »handels-, ladeog lossepladser«) 

. Disse »köpingar« blev i visse tilfælde 

selvstændige kommuner, i andre tilfælde udgjorde 

de alene en kommune i forbindelse med 

det sogn, hvori de var beliggende. 

Endelig blev der etableret et økonomisk fællesskab 

og et fcelles organ for kommunerne inden 

for et noget større område, lenet, idet der 

oprettedes »landsting«, stort set svarende til de 

danske amtsråd, dog med den forskel, at købstæderne 

normalt deltog i det økonomiske fællesskab 

og var repræsenteret i landstingene. Kun 

Stockholm og købstæder med over 25.000 indbyggere 

skulle efter »Forordning om landsting« 

af 1862 ikke høre til landstinget. Oprindelig 

stod kun een købstad uden for landstinget, men 

efterhånden som købstæderne voksede, trådte 

flere af dem ud af det økonomiske fællesskab, 

som landstingsordningen indebar. For at modvirke 

en udvikling i retning af stadig flere købstæders 

udtræden af landstinget har man senere 

skærpet betingelserne for købstædernes udtræden 

af landsting, og efter landstingsloven af 

14. maj 1954 skal købstæderne ikke fremtidig 

have adgang til at udtræde af landstinget. De 

købstæder, der efter de hidtil gældende regler 

står uden for landsting (ialt 5 købstæder), kan 

dog forblive udenfor; men på den anden side 

vil sådanne købstæder dog kunne indtræde i 

landstingskommunen, såfremt dette vedtages af 

såvel købstaden som landstinget, eller såfremt 

kongen, når særlige grunde taler derfor, måtte 

træffe bestemmelse herom. 

Ligesom i Danmark er der siden sidste halvdel 

af forrige århundrede sket en væsentlig befolkningstilvækst 

og en befolkningsforskydning 

til fordel for byerne samtidig med, at der rundt 

om i landkommunerne er vokset en række bymæssige 

bebyggelser op. Omtrent på samme tid 

som i Danmark har man i Sverige påbegyndt 

den linie i lovgivningen, hvorefter de for købstæderne 

gældende bestemmelser tillige kan finde 

anvendelse på bymæssige bebyggelser i landkommuner, 

men udviklingen er tildels gået i en 

noget anden retning end i Danmark. Medens 

man her i landet har overladt varetagelsen af 

de af tætbebyggelsen følgende opgaver til sognerådene 

i de kommuner, inden for hvilke bebyggelsen 

opstod, har man oprindelig i Sverige 

overladt det til befolkningen i selve den by-

235 

mæssige bebyggelse at varetage disse opgaver på 

egen hånd ved stiftelsen af specialkommuner 

(»mumapalsamhällen«) alene omfattende selve 

den bymæssige bebyggelse, hvor købstadregler 

inden for ordens-, brand-, bygnings- eller sundhedslovgivningen 

m. v. skulle finde anvendelse. 

Disse specialkommuner blev, for så vidt angår 

de særlige anliggender, administreret af særskilte, 

fra den almindelige kommunalbestyrelse 

iøvrigt adskilte organer, der valgtes af beboerne 

i den bymæssige bebyggelse, og som havde egen 

bevillings- og beskatningsret, for så vidt angår 

de særlige anliggender. Denne adgang efter 

lovgivningen til oprettelse af »municipalsamhällen« 

med henblik på varetagelsen af de af 

tætbebyggelsen følgende særlige anliggender i 

de bymæssige bebyggelser har sikkert oprindelig 

haft sin store betydning for disse områders forhold 

og hele udvikling, men ordningen indebar 

samtidig visse ulemper. Landkommunerne har 

ofte været noget tilbageholdende med at søge 

købstadregler bragt i anvendelse for nye bymæssige 

bebyggelser, idet man har villet afvente, 

at bebyggelsen blev stor nok til, at der var økonomisk 

bærekraft til dannelsen af et »municipalsamhälle«, 

hvis beboere selv skulle afholde udgifterne 

ved gennemførelsen af de for specialkommunen 

særlige foranstaltninger. Efter manges 

opfattelse har dette forhold ofte været til 

skade for de bymæssige bebyggelser, idet indførelsen 

af købstadordnede forhold i bebyggelsen 

derved er blevet sinket. Opdelingen af forvaltningen 

af kommunens anliggender på flere 

sæt kommunale organer var uheldig, ligesom 

ordningen medførte, at beboerne i specialkommunerne 

var underkastet en dobbeltbeskatning, 

dels til »municipalsamhället«, dels til kommunen 

som helhed. 

Efterhånden som den kommunale forvaltning 

i sognekommunerne blev udbygget, og lovgivningen 

inden for brand-, bygnings- og sundhedsvæsenet 

m. v. gav landkommunerne større 

rettigheder og pligter, er de af tætbebyggelsen 

følgende anliggender i stigende grad blevet 

overtaget af kommunerne som sådanne, således 

at det ikke har været nødvendigt at danne specialkommuner 

af den nævnte art. Der har derfor 

til trods for udviklingen i retning af flere 

og større bymæssige bebyggelser i landkommuner 

i den senere tid været en nedgang i antallet 

af »municipalsamhällen« (i 1940 var antallet 

235, i 1956 var der kun 138 tilbage). Forholdet 

er nu det, at de fleste bymæssige bebyggelser 

ikke udgør »municipalsamhällen«, men i det 

hele er en integrerende del af vedkommende 

kommune. Mange af de tidligere specialkommuner 

er - vel ofte på grund af det modsætningsforhold, 

der let kunne opstå mellem den 

bymæssige bebyggelse og den øvrige del af 

kommunen - udskilt fra kommunen og indlemmet 

i en købstad eller oprettet til »köpingar« og 

derved blevet selvstændige kommuner. lait er 

der i tiden fra 1862-1944 oprettet over 60 nye 

»köpingar«, der blev selvstændige kommuner, 

hvoraf flere dog omfattede hele den kommune, 

hvori bebyggelsen var beliggende. Enkelte »municipalsamhällen« 

blev uden at passere köpingstadiet 

egentlige »stader«. 

Som en konsekvens af den udjævning, der 

er sket og stadig foregår mellem land og by, er 

der i 1953 givet en fcelles kommunallov for 

købstæderne og landkommunerne, der er trådt 

i kraft den 1. januar 1955. Denne lov indeholder 

fællesbestemmelser for styrelsen af landkommuner, 

»köpingar« og »stader«, ligesom 

dens regler i princippet skal finde anvendelse 

på de bestående »municipalsamhällen«; disse 

specialkommuner består således fortsat, men efter 

den nye kommunallov er betingelserne for 

oprettelse af et »municipalsamhälle« skærpet. 

Kun for de største »stader« indeholder loven 

visse særlige bestemmelser vedrørende administrationsformen, 

og hovedstaden Stockholm falder 

i det hele uden for lovens bestemmelser. 

B. Norge. 

Ligesom i Danmark og Sverige lagde man i 

Norge - ved de kommunale styrelseslove af 

1837 — den kirkelige inddeling til grund ved 

fastlæggelsen af kommuneinddelingen på landet. 

I modsætning til Sverige var det imidlertid ikke 

i første række sogneinddelingen, der anvendtes, 

men derimod — ligesom i Danmark — en noget 

større inddeling, idet man i almindelighed lod 

hver kommune omfatte et »prestegjeld«, nogenlunde 

svarende til de danske pastorater. I alt 

blev der herved oprettet 355 landkommuner, 

der benævntes »formannsskapsdistrikter«. Under 

hensyn til at sognene hidtil i visse henseender 

havde udgjort en administrativ kommunal 

enhed, blev der i tilfælde, hvor »prestegjeldet« 

bestod af flere sogne, åbnet adgang for de enkelte 

sogne til selv at styre sådanne anliggender, 

som kun angik sognet. 

For byernes styrelse blev der givet en særlig 

lov, »Byformannsskapsloven«, som imidlertid 

kun omfattede de egentlige købstæder, men

236 

derimod ikke den række mindre bysamfund, 

der gik under betegnelsen »ladesteder«, og for 

hvilke der på forskellige lovgivningsområder 

var givet særregler. Ladestederne skulle således 

principielt høre under landkommunerne, men 

der blev dog givet ladestedernes indbyggere adgang 

til at vedtage, at ladestedet skulle udgøre 

en selvstændig kommune, bl. a. med den virkning, 

at ladestedet da skulle styres efter byformannsskapslovens 

regler. Der blev herefter i 

1837 oprettet ialt 37 bykommuner. 

Endelig blev der oprettet særlige amtskommuner, 

nu benævnt »fylkeskommuner«, til varetagelse 

af visse fællesopgaver for amtet (»fylket«). 

Bykommunerne stod - ligesom købstadkommunerne 

i Danmark - uden for amtskommunen. 

»Formannsskapsdistrikterne« eller »herredskommuner«, 

som de senere blev benævnt, var 

arealmæssigt meget store, og dette gav på grund 

af de dårlige kommunikationsmidler anledning 

til, dels at der i tiden derefter er foretaget talrige 

delinger af herredskommunerne, dels at 

der mange steder er sket en udbygning af den 

forvaltning, der som ovenfor nævnt kunne finde 

sted i et enkelt sogn inden for herredet. 

Lovgivningen havde i stigende grad givet sognene 

adgang til at løse vigtige kommunale opgaver, 

ligesom de enkelte sogne ofte påtog sig 

opgaver, som ikke ved lov var henlagt til dem. 

De bymæssige bebyggelser, der — som følge 

af en tilsvarende erhvervsøkonomisk udvikling 

som den her i landet foregåede — efterhånden 

opstod i landkommunerne, er, når der har været 

tale om forstadsbebyggelser, i et vist omfang 

indlemmet i byerne, medens de nydannede byer 

ude i landet er blevet oprettet til ladesteder eller 

købstæder. I tiden efter 1837 er der oprettet 

ialt 10 nye købstadkommuner og 12 ladesteder, 

medens 2 bykommuner er ophævet. Endvidere 

blev efterhånden alle ladesteder, bortset fra to, 

selvstændige kommuner og styredes herefter i 

overensstemmelse med byformannsskapslovens 

regler. Ialt var der i 1952 64 bykommuner, 

hvoraf 44 købstæder og 20 ladesteder. 

De ladesteder, der udgør selvstændige kommuner, 

er efterhånden også i lovgivningen på 

andre områder i det hele blevet sidestillet med 

købstæderne; dog udgør de ikke som købstæderne 

særskilte distrikter ved stortingsvalg. 

Selvom man således ved ændring i selve den 

kommunale inddeling i et vist omfang søgte at 

afpasse kommuneinddelingen og det kommunale 

system med den stedfindende udvikling, 

opstod der også i Norge rundt om i landkommunerne 

bymæssige bebyggelser, der ikke blev 

udskilt til eller henlagt til en bykommune. For 

sådanne områder blev der inden for brand-, bygnings- 

og skolelovgivningen m. v. givet adgang 

til, at der i lighed med de svenske »municipalsamhällen« 

blev oprettet specialkommuner (bygningskommune, 

brandkommune, skolekommune 

m. v.), således at disse bymæssige bebyggelsers 

indbyggere selv, uafhængigt af herredskommunen, 

forvaltede og afholdt udgifterne 

inden for disse forvaltningsområder. 

Efterhånden som kommunikationsmidlerne er 

bedret, og der stilles stigende krav til den kommunale 

administration, har man i Norge fundet, 

at der var væsentlige ulemper forbundet med 

den gældende kommunalordning og kommuneinddeling. 

Ved kgl. resolution af 31. oktober 

1946 blev der derfor nedsat en kommission, 

som bl. a. fik til opgave at behandle spørgsmålet 

om en revision af den kommunale inddeling, 

om fremgangsmåden dertil, herunder retningslinier 

for det økonomiske opgør, vedrørende 

byudvidelser og ændring af herredsgrænser, 

vedrørende forholdet mellem byerne og fylkeskommunerne 

og om interkommunalt samarbejde. 

I overensstemmelse med indstillingen i denne 

kommissions første betænkning er den sognedelte 

administration inden for herredskommunerne 

blevet ophævet ved lov af 15. december 

1950, idet man har ophævet de enkelte sognes 

adgang til selv at varetage de anliggender, der 

kun vedrører sognet, ligesom visse af specialkommunerne 

er blevet ophævet. 

I en senere i 1951 afgivet betænkning har 

kommissionen indstillet, at der ved en omfattende 

reform af hele den kommunale inddeling, 

ved sammenlægning af kommuner og ved omlægning 

af grænserne mellem disse, skabes større 

kommuner, der har den fornødne økonomiske 

bæreevne og samtidig vil være bedre i stand 

til at opretholde og effektivt udnytte det forvaltningsapparat, 

der i dag anses for nødvendigt 

i den kommunale forvaltning. Kommissionen 

anfører, at en kommune i almindelighed mindst 

bør have 25OO-3OOO indbyggere, for at disse 

krav kan opfyldes*). I betænkningen rejses 

*) I en af kommunaldepartementet i 1956 afgivet 

betænkning vedrørende kommuneinddelingskommissionens 

forslag går departementet ind for, at 

kommunernes mindste størrelse endda bør ligge 

noget over den af kommissionen angivne, samtididig 

med, at man lægger vægt på, at det bør tilstræbes, 

at inddelingen tilrettelægges således, at 

de enkelte kommuners næringsliv bliver så varieret 

som muligt.

237 

specielt spørgsmålet, om der er grund til at opretholde 

2 slags primærkommuner - herredskommuner 

og bykommuner. Dette spørgsmål 

besvares bekræftende, idet det herved anføres, 

at byerne udover at varetage de almindelige 

kommunale opgaver inden for deres område tillige 

forvalter fælles interesser for byen og dens 

opland, såsom havneanlæg, køleanlæg, trafikanlæg, 

opgaver af kulturel art m. v.; ved at 

opretholde den selvstændige kommunale stilling 

for byerne vil landdistrikterne efter kommissionens 

opfattelse lettere slutte op om bykommunerne 

og få koordineret og rationaliseret 

en række anliggender. Men kommissionen anfører, 

at ikke alle nuværende byer opfylder betingelserne 

for opretholdelse af bystatus; mange 

byer er for små og varetager ikke sådanne fællesopgaver 

for et større landområde, og kommissionen 

nævner muligheden af, at den særlige 

bystatus for sådanne byer ophæves, og at der 

sker en sammenlægning af sådanne byer med en 

eller flere omliggende herredskommuner, således 

at der dannes en ny herredskommune. 

For så vidt angår de bymæssige bebyggelser 

i herredskommunerne, anføres det, at der i 

landdistrikterne er en voksende forståelse af, at 

næringslivets udvikling og kommunens økonomi 

kræver stærkt udbyggede centrer, og efter 

kommissionens opfattelse bør de anliggender, der 

angår den bymæssige bebyggelse, principielt varetages 

af kommunen som helhed, således at 

man undgår specialkommuner. 

Udviklingen i Norge er altså gået i samme 

retning som i Sverige, således at den almindelige 

landkommunes forvaltning efterhånden er 

blevet udbygget samtidig med, at man i stigende 

grad er gået bort fra alene at lade beboerne 

i selve den bymæssige bebyggelse forvalte og 

financiere de af tætbebyggelsen følgende anliggender 

ved at danne specialkommuner særligt 

med henblik på varetagelsen af sådanne anliggender. 

Kommuneinddelingskommissionens flertal foreslår 

endelig, at byerne optages i fylkeskommunerne, 

og at de således udvidede fylkeskommuner 

rådslår og træffer beslutning om foretagender 

til fælles nytte for hele fylket, dog 

således at de beslutninger vedrørende opgaver, 

der ikke er tillagt fylkeskommunen ved lovene 

om skole-, sundheds- og vejvæsen, skal have 

tilslutning af det enkelte bystyre. Kan sådan tilslutning 

ikke opnås, skal kongen ifølge forslaget 

kunne påbyde byens deltagelse, når klare 

og vigtige samfundsmæssige grunde herfor foreligger. 

I konsekvens af den udjævning, der er sket 

af forskellene mellem land og by, er der i 1954 

gennemført en fælles kommunallov for by- og 

herredskommunerne. Kun på enkelte områder 

er der givet særlige regler for de større kommuners 

administration m. v., men sådanne, særregler 

er ikke begrænset til bykommuner, idet 

de gælder for alle kommuner over en vis størrelse.

238 

BILAG 15 

BEREGNING VEDRØRENDE ODDER KOMMUNES ØKONOMISKE 

STILLING, SÅFREMT KOMMUNEN I REGNSKABSÅRET 1952-53 HAVDE 

VÆRET KØBSTADKOMMUNE 

K° nto Kontobetegnelse 

Driftsindtægter: 

1. Renter 

2. Kommunens jorder 

3. Kommunens ejendomme 

4. Badeanstalten 

5. Sportsanlæg 

6. Kiosk og nødtørftsanstalt 

7. Afgifter og kendelser i henhold til love ... 

8. Tilskud fra den fælleskom. udligningsfond 

9. Koncessionsafgifter 

10. Forskellige andre indtægter 

11. Pålignede skatter 

12. Vederlag for opkrævning af statsskat 

Regnskabets tal 

120.200 

—2.700 

^-30.100 

-4-1.900 

-4-6.300 

-4-1.900 

339-600 

233-600 

100 

6.200 

1.665.700 

18.600 

Afvigelser 

+ 1.300 

+750 

- 

_ 

+50 

-4-196.000 

- 

- 

- 

+422.100 

+ 1.600 

Regnskabstal som 

købstad 

120.200 

-4-1.400 

-4-29.350 

-4-1.900 

-4-6.300 

-4-1.850 

143.600 

233.600 

100 

6.200 

2.087.800 

20.200 

2.341.100 +229.800 2.570.900 

Driftsudgifter: 

13. Bestyrelsesudgifter 

14. Udgifter i henh. til lov om offentlig forsorg 

15. Udgifter i henhold til lov om folkeforsikring 

16a. Udgifter i henhold til andre sociale love 

16b. Udgifter i henhold til lov om arbejdsanvisning 

17. Skolevæsen 

18. Sundhedspleje (sygehuse) 

19. Gader, veje og kloaker 

20. Byens belysning 

21. Den offentlige renholdelse 

22. Brandvæsen 

23. De offentlige lystanlæg 

24. Bidrag til forskellige institutioner 

25. Andre udgifter 

26a. Henlagt til afskrivninger 

26b. Anden henlæggelse 

Driftsoverskud ... 

158.800 

206.300 

456.400 

16.200 

41.300 

272.300 

15.200 

570.800 

29.500 

18.400 

7.000 

7.700 

39.900 

45.300 

-4-10.600 

461.900 

4.700 

— 

+4.850 

-4-1.500 

+ 1.700 

- 

+29.250 

+ 152.000 

+40.000 

- 

+ 1.800 

- 

^-300 

- 

+ 2.000 

- 

_ 

_ 

158.800 

211.150 

454.900 

17.900 

41.300 

301.550 

167.200 

610.800 

29.500 

20.200 

7.000 

7.400 

39.900 

47.300 

-4-10.600 

461.900 

4.700 

2.341.100 -229.8OO 2.570.900

239 

Bemærkninger til beregningen vedrørende Odder kommunes økonomiske stilling, 

såfremt kommunen i regnskabsåret 1952/53 havde været købstadkommune. 

S: Regnskabstal som sognekommune. 

K: Regnskabstal som købstadkommune. 

ad konto nr. 1. Renter, S. og K. 120.200 kr. 

Stillingen som købstadkommune medfører 

pligt til løsning af visse opgaver, der for kommunens 

vedkommende som sognekommune løses 

af amtskommunen, og til hvis gennemførelse 

der vil komme til at påhvile kommunen visse 

kapitaludgifter og derved også renteudgifter. 

Dette gælder således pligten til at tilvejebringe 

og drive sygehuse, ligesom købstadstillingen 

kan forventes at påføre kommunen yderligere 

vejudgifter, herunder udgifter til anskaffelse af 

vejvedligeholdelsesmateriel. I nærværende undersøgelse 

er de dermed forbundne rente- (og 

afdrags-) udgifter medtaget under de respektive 

specialkonti, jfr. nedenfor ad konto nr. 18, 

Sundhedspleje, og ad konto nr. 19, Gader, veje 

og kloaker, og er følgelig ikke opført på nærværende 

konto. 

ad konto nr. 2. Kommunens jorder, 

S. +- 2.700 kr. og K. -r 1.400 kr. 

ad konto nr. 3- Kommunens beboelsesejendomme, 

S. + 30.100 kr. og K. -4- 29350 kr. 

I driftsudgifterne vedrørende kommunens jorder 

og beboelsesejendomme er medregnet beløb, 

der i regnskabsåret 1952/53 er betalt i amtskommunale 

ejendomsskatter af de grundstykker og 

ejendomme, som ikke i medfør af den kommunale 

ejendomsskattelovs §§ 16 og 19 er fritaget 

for amtskommunal grundog ejendomsskyld. 

De samlede amtskommunale ejendomsskatter af 

kommunens jorder har i det omhandlede regnskabsår 

udgjort 1.295 kr. og af beboelsesejendomme 

750,40 kr. Når købstadregler anvendes 

på Odder kommune, skal der ikke svares amtskommunale 

skatter af de i Odder kommune beliggende 

faste ejendomme, hvorfor der på disse 

konti vil fremkomme en mindreudgift på ialt 

2.045,40 kr. 

Mindreudgift på konto nr. 2: 1.300 kr. 

Mindreudgift på konto nr. 3: 750 kr. 

ad konto nr. 6. Kiosk og nødtørftsanstalt. 

S. -H 1.900 kr. og K. + 1.850 kr. 

Udgifterne til amtskommunale ejendomsskatter 

af den kommunen tilhørende kiosk har udgjort 

43,40 kr. Ved anvendelsen af købstadregler 

vil denne udgift bortfalde. 


ad konto nr. 7. Afgifter og kendelser, 

S. 339.600 kr. og K. 143.600 kr. 

Om de enkelte af denne konto omfattede 

underkonti skal følgende bemærkes: 

a. Afgifter af næringsbreve, S. og K. 1.000 kr. 

I medfør af §§ 4 og 11 i næringsloven (nr. 

138 af 28. april 1931, jfr. lov nr. 122 af 28. 

marts 1951) tilfalder afgifterne for udstedelse 

af næringsbreve samt for udstedelse af anmeldelsesbeviser 

for andelsforeninger vedkommende 

kommunekasse, og der er ikke med hensyn 

til afgifternes størrelse gjort forskel på købstad- 

og sognekommuner. 

b. Omsætningsafgift af stærke drikke, 

S. og K. 11.300 kr. 

I medfør af § 21 i lovbekendtgørelse nr. 76 

af 5. marts 1951 om afgift af omsætningen af 

stærke drikke*) tillægges der de enkelte kommuner 

en andel af omsætningsafgiften af stærke 

drikke af samme størrelse som det beløb, den 

pågældende kommune har oppebåret som andel 

af den i 1945/46 indgåede afgift. Efter de for 

det nævnte regnskabsår gældende regler tilkom 

der principielt hver enkelt kommune 1 /3 af den 

i vedkommende kommune indbetalte omsætningsafgift 

(jfr. lov nr. 83 af 22. marts 1930), 

og der var ikke i henseende til afgifternes størrelse 

eller kommunernes andel gjort forskel 

mellem købstad- og sognekommuner. 

c. Afgifter i henhold til lov om beværtning, 

S. og K. 800 kr. 

I medfør af §§ 5, 28, 31 og 32 i lov nr. 129 

af 15. marts 1939 om beværtning og gæstgiveri 

m.v., jfr. lov nr. 123 af 28. marts 1951, 

tilfalder afgifterne ved meddelelse af adkomst 

på beværtning eller gæstgiveri samt ved meddelelse 

af dispensationer vedkommende kommunekasse, 

og der er ikke med hensyn til afgifternes 

størrelse gjort forskel på købstad- og 

sognekommuner. Der er formentlig ikke grund 

til at antage, at en købstadstatus for Odder 

kommune og derved anvendelsen af beværterlovens 

noget lettere adgang til erhvervelse af 

*) Nu lov nr. 65 af 23. marts 1955 om afgift af 

spiritus, vin og øl, § 62.

240 

beværterbevilling vil være ensbetydende med 

en forøgelse af bevillingernes antal og dermed 

af kommunens afgiftsindtægter. 

d. Afgift af hunde, S. 2.000 kr. og K. 4.000 kr. 

I § 4 i lov nr. 164 af 18. maj 1937 om 

hunde bestemmes det, at hvor der i en husstand 

uden for købstæderne kun holdes een 

hund, er denne afgiftsfri, og iøvrigt er de i 

loven fastsatte hundeafgifter, der tilfalder kommunekassen, 

noget lavere for landet end for 

købstadkommunerne. For så vidt angår bymæssigt 

bebyggede dele af landkommuner kan 

sognerådet beslutte, at hundeafgifterne skal opkræves 

med de for købstadkommunerne gældende 

beløb. De i Odder kommune gældende 

hundeafgifter er i overensstemmelse hermed 

fastsat således, at de i den bymæssigt bebyggede 

del af kommunen svarer til købstadtaksterne 

(10 kr. årligt for mindre hunde og 

20 kr. årligt for større hunde), medens de i 

den øvrige del af kommunen opkræves efter 

landreglerne. En anvendelse af købstadreglerne 

på hele kommunen vil således medføre en merindtægt 

for kommunen, dels derved at de i 

kommunens landdistrikt gældende hundeafgiftstakster 

forhøjes til købstadtaksterne, dels ved 

at antallet af afgiftspligtige hunde i landdistriktet 

forhøjes, jfr. bestemmelsen om, at der i 

husstande på landet, hvor der kun holdes een 

hund, ikke skal svares afgift af denne. Antallet 

af hunde udgjorde i det undersøgte år 137, 

hvoraf 89 var af en sådan størrelse, at afgiften 

vil udgøre 20 kr., eller ialt 1.780 kr., medens 

afgiften af de mindre hunde ville udgøre 480 

kr. I denne samlede afgift fragår dog 2 kr. 

pr. anmeldt hund, eller ialt 274 kr., som tilfalder 

politikassen (lovens § 3, stk. 3), hvortil 

kommer, at afgiftspålæg på det yderligere 

antal hunde må påregnes at påføre kommunen 

yderligere udgifter (til protokoller o.l.). Under 

hensyn hertil samt til, at kommunen under 

de nuværende forhold oppebærer et vist afgiftsbeløb 

hidrørende fra hundehold i landdistriktet 

(hvor der i samme husstand findes 

mere end een hund), kan den samlede merindtægt 

formentlig ansættes til 2000 kr. 

e. Kommunens andel af forly stel se s skat, 

S. og K. 17.000 kr. 

I medfør af § 12 i lov nr. 260 af 27. maj 

1950 om afgift af forlystelser tilfalder r k (i 

visse tilfælde Vi) af den for forlystelser i en 

kommune indbetalte forlystelsesafgift vedkommende 

kommune, medens resten tilfalder staten, 

og der er ikke gjort forskel på købstadog 

sognekommuner hverken i henseende til 

fordelingen af afgifterne eller i henseende til 

disses størrelse. 

Det bemærkes i denne forbindelse, at 8 % 

af de af staten oppebårne totalisatorafgifter i 

medfør af lov nr. 145 af 31. marts 1950 tilflyder 

den købstadkommune eller amtskommune, 

hvori spillet har fundet sted. Da der 

ikke i Odder kommune i det undersøgte regnskabsår 

har været afholdt afgiftspligtigt spil, 

vil købstadreglernes anvendelse på kommunen 

ikke medføre nogen forandring i denne henseende. 

/. Gebyr for oplysning fra folkeregistret, 

S. og K. 30 kr. 

Købstadreglernes anvendelse vil ikke medføre 

nogen forandring i størrelsen af indtægterne 

på denne konto, idet disse gebyrers størrelse 

fastsættes af vedkommende kommune, dog 

således at der maksimalt kan opkræves 1 kr., 

jfr. § 23 i cirkulære af 25. oktober 1924 om 

førelse af folkeregistret. 

g. Stadepenge, S. og K. 400 kr. 

Købstadreglernes anvendelse vil ikke medføre 

nogen ændring i indtægterne på denne 

konto, idet afgifterne for stade på markedsplads 

og torv m. v. fastsættes af vedkommende 

kommunalbestyrelse selv. 

h. Direkte andel i motorafgifter, 

S. 307.100 kr. og K. 109.100 kr. 

Ifølge lov nr. 135 af 28. april 1931, § 9, 

stk. 4, der indeholder fordelingsreglerne for 

de andele af motor afgifterne, som direkte 

(automatisk) tilfalder kommunerne, modtager 

sognekommunerne af disse andele 34,5 % af 

vægtafgiften og benzinafgiften og 42,5 % af 

omsætningsafgiften, medens købstadkommunerne 

tilsammen modtager 8 % af hver af de 3 

nævnte afgifter. 

Sognekommunernes andel af afgifterne fordeles 

mellem de enkelte kommuner i forhold 

til hver kommunes regnskabsmæssige udgifter 

til vejvæsenet - opgjort efter bestemte regler - 

ifølge de tre sidste aflagte årsregnskaber, medens 

den købstadkommunerne tilkommende andel 

fordeles mellem disse kommuner med 2 /3 

i forhold til den i hver købstadkommune indbetalte 

vægtafgift af motorkøretøjer og med 

x h efter længden af landeveje og landevejsgader 

i vedkommende kommune. 

Den de enkelte kommuner for hvert regn-

241 

skabsår tilkommende andel af afgifterne udbetales 

kommunerne i april og september måneder 

i det følgende regnskabsår og indtægtsføres 

i dette regnskabsår. Det i Odder kommunes 

regnskab for 1952/53 opførte beløb på 

307.100 kr. som kommunens andel i motorafgifterne 

vedrører således regnskabsåret 1951/ 

52. For at kunne gennemføre en korrekt sammenligning 

må man altså undersøge, hvor stor 

andelen for finansåret 1951/52 havde været, 

såfremt kommunen i dette regnskabsår havde 

været købstadkommune: 

Kommunernes direkte andele i motorafgifterne, 

opgjort i henhold til ovennævnte 

§ 9, stk. 4, udgjorde for finansåret 1951/52 

133.228.949 kr. Ved tekstanmærkning til § 5 

i lov om tillægsbevilling for dette finansår 

blev det nævnte beløb imidlertid reduceret til 

70 mill. kr. ved en forholdsmæssig nedskæring 

af de enkelte kommunegruppers andele, idet 

der dog herudover blev bevilget yderligere 

33 mill, kr., hvoraf sognekommunerne fik tildelt 

ialt 28 mill. kr. og købstadkommunerne 

3 mill. kr. 

Sognekommunernes samlede andel for finansåret 

1951/52 udgjorde herefter 52.885.722 

kr., medens købstadkommunernes andel udgjorde 

8.652.202 kr. 

Odder kommunes afgiftsandel for finansåret 

1951/52 udgjorde 307.105 kr., jfr. nedenstående 

beregning: 

1.742.951X52.885.722 

- = 307.105 kr., 

300.148.880 

hvor beløbet, 300.148.880 kr., er sognekommunernes 

samlede regnskabsmæssige vej udgifter 

i årene 1947/48-1949/50, medens beløbet, 

1.742.951 kr., svarer til Odder kommunes andel 

af disse udgifter i de nævnte 3 år. 

Såfremt Odder kommunes andel skulle opgøres 

efter de for købstadkommunerne gældende 

fordelingsregler, ville kommunen for finansåret 

1951/52 have modtaget 109.096 kr., idet 

det herved er forudsat, at det købstadkommunerne 

tilkommende samlede beløb vil forblive 

uændret, uanset om Odder medregnes blandt 

købstadkommunerne. 

Det nævnte, Odder kommune tilkommende 

beløb fremkommer således: 

Købstædernes samlede andel for 1951/52 

udgjorde 8.652.202 kr., der fordeles med 1 ls 

efter længden af landeveje og landevejsgader, 

eller med 2.884.067 kr., og med 2 fe efter indbetalt 

vægtafgift, eller med 5.768.135 kr. Herefter 

foretages følgende beregning: 

16 

1) Købstadkommunernes samlede 

længde af landeveje og landevejsgader*) 

Odder kommunes samlede 

længde af landeveje og landevejsgader 

Odder kommunes andel efter 

gade- og vejlængde: 

2.884.067X8.400 

486.202 

__ 

477.802 m 

8.400 m 

486.202 m 

49.827 kr. 

2) Købstadkommunernes samlede 

indbetalte vægtafgift i 

1951/52*) 14.493.375 kr. 

Den for motorkøretøjer hjemmehørende 

i Odder kommune 

indbetalte vægtafgift i 

1953/54**) 124.862 kr. 

14.618.237 kr. 

Odder kommunes andel efter 

indbetalt vægtafgift: 

5.768.135X124.862 _ 

59.269 kr. 

14618^7 

l-f-2) Odder kommunes samlede 

andel af motorafgifterne, beregnet 

efter de for købstæderne 

gældende regler, ville således 

for finansåret 1951/52 

udgøre: 

1) efter gade- og vejlængde 

2) efter indbetalt vægtafgift 

Ialt T7T7 

49.827 kr. 

59.269 kr. 

109.096 kr. 

Da kommunen faktisk har fået udbetalt 

307.105 kr., ville anvendelsen af købstadreglerne 

på kommunen betyde, at dens indtægter 

i regnskabsåret 1952/53 vedrørende den direkte 

andel i motorafgifterne for finansåret 1951/52 

reduceredes med 198.000 kr. til ca. 1 k af det 

beløb, der er tilkommet kommunen som sognekommune. 

Det må imidlertid herved bemærkes, 

at tilsvarende beregninger for andre større 

stationsbykommuner formentlig i nogle tilfælde 

ville gixe resultater, der afviger væsentligt fra 

det her fremkomne, og at forholdet formentlig 

forekommer særlig grelt for Odder kommunes 

vedkommende i det undersøgte regnskabsår, fordi 

kommunen netop i årene 1947/48 - 1949/50 

har afholdt uforholdsmæssigt store vej vedligeholdelsesudgifter. 

Det bemærkes endelig, at der efter det af 

*) Oplyst af Det statistiske Departement. 

**) Oplysninger foreligger kun for dette år. Beløbets 

størrelse oplyst af politimesteren i Hads-Ning 

herreder.

242 

regeringen i folketingssamlingen 1955/56 fremsatte 

forslag til lov om tilskud til offentlige 

veje ikke ved beregningen af det den enkelte 

kommune tilkommende tilskudbeløb vil blive 

lagt vægt på kommunens status som købstadkommune 

eller sognekommune. 

Mindreindtægt: 198.009 kr. 

i. Andre indtægter. 

Ved anvendelsen af købstadregler kan der 

påregnes at ville tilflyde kommunen mindre 

indtægter af forskellig art således som gebyrer 

for udskrift af ægteskabsbogen, indtægter i forbindelse 

med førelse af handelsregistre, jfr. 

lov af 1. marts 1889 m.v. 

Mindreindtægt på konto 7: 

Hundeafgifter: + 2.000 kr. 

Motorafgifter: -f- 198.000 kr. 

lait ... -=- 196.000 kr. 

ad konto nr. 8. Tilskud fra den fælleskommunale 

tidlignings fond, S. og K. 233-580 kr. 

Som købstadkommune vil Odder kommune 

- udover de til kommunen som sognekommune 

ydede tilskud - tillige modtage tilskud fra udligningsfonden 

til dækning af kommunens sygehusudgifter. 

Dette mertilskud er beregnet og 

opført under bemærkningerne nedenfor til 

konto nr. 18, Sundhedspleje. 

ad konto nr. 11. Palignede skatter, 

S. 1. 665.700 kr., K. 2.087.800 kr. 

Af de stedfundne beregninger vedrørende 

Odder kommunes udgifter og indtægter udenfor 

skattepäligningen i regnskabsåret 1952/53, 

såfremt kommunen havde været købstadkommune, 

fremgår det, at kommunens indtægter 

udenfor skattepåligningen ved købstadreglernes 

anvendelse på kommunen vil blive formindsket 

med ialt 192.300 kr., samtidig med at udgifterne 

vil blive forøget med ialt 229.800 kr. 

Kontoen for palignede skatter må herefter forøges 

med ialt 422.100 kr., for at udgifterne kan 

salderes med indtægterne. Samtidig må det 

erindres, at købstadreglernes anvendelse på 

kommunen medfører, at der ikke vil blive pålignet 

de i kommunen beliggende ejendomme 

skatter til Århus amtskommune. Amtskommunens 

skatteindtægter hidrørende fra Odder 

kommune har i 1952 udgjort 239-600 kr., således 

at købstadreglernes anvendelse på Odder 

kommune herefter kun vil medføre en forøgelse 

af den samlede skattebyrde for kommunen 

med 422.100 kr. -^ 239.600 kr. = 182.500 kr. 

Købstadreglernes anvendelse på Odder kommune 

vil imidlertid ikke alene medføre en forøgelse 

af skatteudskrivningen i kommunen, 

men tillige en ændring af forholdet mellem 

de forskellige arter af de kommunale skatter. 

De i Odder kommune i 1952/53 udskrevne 

kommunale skatter har fordelt sig således: 

1) Ejendomsskatter 

a) til Odder kommune 295.000 kr. 

b) til amtskommunen 239.600 kr. 534.600 kr. 

2) Selskabsskat 24.000 kr. 

3) Erhvervsskat 3.200 kr. 

4) Opholdskommuneskat 1.440.800 kr. 

hvori fragär eftergivelser, 

refusion af erhvervsskat, 

uerholdelige 

beløb m. v 

97.300 kr. 1.343-500 kr. 

1.9O5.3OOkr. 

Anvendelsen af købstadregler vil ikke bevirke 

nogen ændring i de beløb, der tilkommer 

kommunen som grundstigningsskyld eller i aktieselskabsskat. 

Derimod vil anvendelsen af de 

i den kommunale ejendomsskattelov indeholdte 

regler for købstadkommunerne om forholdet 

mellem ligningen på fast ejendom og på formue 

og lejlighed i stedet for anvendelsen af 

de for sognekommuner gældende regler bevirke, 

at der sker en ændring af forholdet mellem 

på den ene side de udskrevne ejendomsskattebeløb 

og på den anden side de som opholds- 

og erhvervskommuneskat udskrevne beløb. 

Efter § 5 i den kommunale ejendomsskattelov 

skal ejendoms- og grundskyldpromillerne fastsættes 

således, at ejendomsskatterne ikke kommer 

til at overstige 1 k af samtlige de udgifter, 

som efter gennemsnittet af det sidste tiår har 

været genstand for ligning på fast ejendom 

og på personer, med tillæg af den i kommunen 

i skatteåret 1925/26 opkrævede ejendomsskyld 

i medfør af lov nr. 85 af 15. maj 1903 §21. 

Herefter kan der opstilles følgende beregning 

for Odder kommunes vedkommende: 

Udskrevne personlige skatter, 

1942/43-1951/52 8.767.400 kr. 

Udskrevne ejendomsskatter til Odder 

kommune, 1942/43-1951/52 

2.009-000 kr. 

Udskrevne ejendomsskatter til amtskommunen 

af ejendomme i Odder kommune, 

1942/43-1951/52 

1.725-000 kr. 

12.501.400 kr. 

gennemsnitligt 

1.250.100 kr. 

Ve heraf 

208.350 kr. 

Den i 1925/26 i Odder udskrevne ejendomsskyld 

i medfør af 1903-loven vil 

ikke kunne anvendes ved nærværende

243 

beregning, idet der ifølge nævnte lov 

gjaldt vidt forskellige regler om udskrivning 

af kommunal ejendomsskyld 

i købstæder og sognekommuner. Hvor 

stor ejendomsskylden ville have været, 

såfremt kommunen havde været købstad 

i 1925/26, er ej heller muligt at beregne 

nøjagtigt. Den kommunale ejendomsskyld 

i købstæderne har i 1925/26 

gennemsnitligt udgjort 3,4 % af samtlige 

udskrevne kommunale skatter i 

købstæderne. 3,4 % af de i Odder kommune 

i 1925/26 udskrevne skatter til 

amtskommunen og sognekommunen, 

529.900 kr., udgør 18.012 kr. 

lait... 

226.362 kr. 

hvilket beløb herefter må danne grænsen opad 

for de af kommunen som købstadkommune udskrevne 

ejendomsskatter. 

Med de i 1952/53 gældende skattepligtige 

grundog ejendomsskyldværdier samt under 

hensyn til, at ejendomsskyldpromillerne alene 

udgør % af grundskyldpromillen, jfr. den 

kommunale ejendomsskattelovs § 1, vil dette 

ejendomsskattebeløb fordele sig således: 

Grundskyld, 11,55 %*) 

Ejendomsskyld, 8,6 % 

135.000 kr. 

91-300 kr. 

226.300 kr. 

Det beløb, der skal opkræves i personlig 

opholdskommuneskat og i erhvervsskatter, kan 

herefter opgøres således: 

Samlet skatteudskrivning som købstadkommune 

2.087.800 kr. 

med fradrag af: 

Kommunal grundog ejendomsskyld 

226.300 kr. 

Grundstigningsskyld 7.900 kr. 

Aktieselskabsskat 24.000 kr. 258.200 kr. 

1.829.600 kr. 

Den del af dette beløb, der udskrives i erhvervsskat, 

kan skønsmæssigt beregnes efter 

forholdet mellem på den ene side de samlede 

opholdskommuneskattepligtige indtægter og på 

den anden side de til kommunen erhvervsskattepligtige 

indtægter. 

Herefter vil erhvervsskatten udgøre ... 6.200kr. 

og opholdskommuneskatten 1.823.400 kr. 

Under hensyn til, at afgangen i opholdskommuneskattebidragene 

som følge af eftergivelser, 

refusion for erhvervsskat m.v. skønsmæssigt 

anslås til ca. 10 %, kan det beløb, 

der herefter vil være at udskrive i personlige 

kommuneskatter, opgøres til 1.823.400 kr. + 

*) Odder kommunes grundskyldpromille udgjorde i 

1952/53 17,60, Århus amtskommunes grundskyldpromille 

udgjorde 14,0. 

16* 

10 % = ca. 2.005.700 kr. (nu 1.439.800 kr.), 

hvilket svarer til en skatteprocent på ca. 12 

(nu 8,2) og en ligningsprocent på ca. 11 (nu 

7,6). 

Det bemærkes dog, at såfremt Odder kommune 

før regnskabsåret 1952/53 ved lov var 

blevet oprettet til købstad, ville man sansynligvis 

ved denne lov have truffet en ordning, hvorefter 

ejendomsskatterne i en overgangsperiode blev 

opkrævet med større beløb, end hvad de købstadkommunale 

regler, direkte anvendt, giver adgang 

til. Herved ville den meget stærke stigning 

i skatte- og ligningsprocenterne kunne undgås. 

ad konto nr. 12. Vederlag for opkrævning af 

statsskat m. v., S. 18.600 kr., K. 20.200 kr. 

Medens ejendomsskatterne til staten og den 

fælleskommunale udligningsfond udenfor købstæderne 

opkræves af vedkommende amtstue, 

opkræves de i købstadkommunerne af vedkommende 

købstadkommune, der herfor modtager 

et vederlag på \VA% af de indgåede beløb, jfr. 

lov nr. 116 af 20. april 1925, § 1, sidste stk." 

Ved anvendelsen af købstadregler på Odder 

kommune vil kommunen altså få pligt til at opkræve 

de nævnte skatter, samtidig med at kommunens 

årlige indtægter vil blive forøget med 

det omhandlede opkrævningsvederlag. På grundlag 

af det samlede beløb, 126.501 kr. 70 øre, 

der i 1952 er pålignet ejendomme i Odder kommune 

i ejendomsskatter til staten og den fælleskommunale 

udligningsfond, kan kommunens 

merindtægter ved skatteopkrævning herefter opgøres 

til 1.581 kr. 51 øre. 

Merindtægt på konto nr. 12: 1.600 kr. 

ad konto nr. 13. Bestyrelsesudgifter, 

S. og K. 158.800 kr. 

Købstadreglernes anvendelse på Odder kommune 

kan på enkelte områder påregnes at medføre 

større krav til kommunens administrationsapparat. 

Såfremt man går ud fra, at kommunen 

enten direkte overtager eller kommer til at deltage 

økonomisk i driften af det i kommunen 

beliggende amtskommunale sygehus, jfr. nedenfor 

ad konto nr. 18, Sundhedspleje, vil der under 

en eller anden form blive påført kommunen 

udgifter ved bestyrelsen af sygehuset, men udgifterne 

herved vil i det store og hele blive posteret 

på sygehuskontoen og vil således ikke i 

nævneværdig grad influere på kontoen for bestyrelsesudgifter. 

Ved anvendelsen af købstadreglerne 

vil der endvidere blive påført kommunens 

administration en vis byrde med opkrævning

244 

af ejendomsskatter til staten og den fælleskommunale 

udligningsfond (jfr. bemærkninger 

ovenfor ad konto nr. 12), men denne byrde 

skønnes dog at kunne holdes inden for rammerne 

af det foreliggende administrationsapparat, 

således at der ikke af denne grund kan påregnes 

at blive merudgifter på bestyrelseskontoen. 

Det må formentlig i det store og hele 

antages, at anvendelsen af købstadregler ikke 

i sig selv behøver at medføre nogen væsentlig 

forøgelse af de rene bestyrelsesudgifter. 

ad konto nr. 14. Udgifter i henhold til lov om 

offentlig forsorg, S. 206.300 kr. og K. 211.150 

kr 

Købstadreglernes anvendelse vil ikke i sig 

selv medføre nogen forøgelse eller formindskelse 

af de på de enkelte underkonti i kommunens 

regnskab opførte beløb, idet der hverken 

med hensyn til pligten til at yde den af de 

pågældende udgiftskonti omfattede offentlige 

hjælp eller med hensyn til omfanget af den ydede 

hjælp gælder nogen forskel mellem Odder 

kommune og købstadkommunerne. Specielt med 

hensyn til ydelsernes størrelse bemærkes, at de 

i forsorgsloven omhandlede ydelser i Odder 

kommune udbetales efter købstadsatser. Derimod 

vil købstadreglernes anvendelse medføre, 

at der vil blive pålagt kommunen udgifter ved 

nogle af forsorgsloven omfattede sociale foranstaltninger, 

som uden for købstæderne påhviler 

amtskommunen. 

I medfør af forsorgslovens § 35 påhviler det 

principielt enhver købstadkommune at drage 

omsorg for, at det fornødne antal pladser i optagelseshjem 

for børn står til rådighed for kommunen 

til midlertidig anbringelse af børn. Der 

skønnes imidlertid ikke at ville påløbe særlige 

udgifter i forbindelse med Odder kommunes 

opfyldelse af denne pligt, idet kommunens interesse 

i denne henseende formentlig - ligesom 

det er tilfældet under de nuværende forhold - 

vil kunne forventes varetaget af de stedlige private 

plejehjemsforeninger. 

Efter forsorgslovens § 36 påhviler det endvidere 

enhver købstadkommune og amtskommune 

at have sikret kommunen ret til i fornødent 

omfang at disponere over pladser på en 

kommunal arbejdsanstalt. Efter samme lovs § 

71, stk. 2, fordeles udgifterne ved driften af arbejdsanstalterne, 

der drives af vedkommende 

amt, efter udløbet af hvert regnskabsår på amtsrådskredsen 

og de i forbindelse med samme 

stående købstæder efter folketal. Anvendelsen 

af købstadregler vil altså medføre, at en efter 

folketallet beregnet del af amtskommunens udgifter 

ved drift af arbejdsanstalter i 1952/53 

bliver at afholde af Odder kommune selv. Ifølge 

de foreliggende oplysninger har Århus amtskommunes 

udgifter til arbejdsanstalter i 1952/53 

udgjort 57.539 kr., og den del heraf, der efter 

en beregning på grundlag af folketallet pr. 7. 

november 1950 (jfr. forsorgslovens § 28) vedrører 

Odder kommune, vil herefter udgøre 4.712 

kr., med hvilket beløb Odder kommunes udgifter 

i henhold til forsorgsloven altså vil blive 

forøget. 

I medfør af forsorgslovens § 37 kan der i enhver 

købstad oprettes kommunale fødehjem, 

men anvendelsen af købstadregler på Odder kommune 

er altså ikke ensbetydende med, at kommunen 

vil have pligt til oprettelsen af et sådant 

fødehjem. 

I medfør af forsorgslovens § 39 kan der i ethvert 

amt indrettes plejehjem for kroniske syge, 

således at de med hjemmets drift forbundne udgifter 

fordeles på kommunerne efter nærmere 

fastsatte regler. Der har ikke i Århus amt været 

drevet plejehjem af den omhandlede art, således 

at købstadreglernes anvendelse på Odder kommune 

ikke ville betyde nogen merudgift i denne 

henseende. 

Endelig fordeles udgifterne ved de i henhold 

til forsorgslovens § 40 oprettede tvangsarbejdsanstalter 

efter folketal mellem de inden 

for vedkommende tvangsarbejdsanstalts distrikt 

liggende amts- og købstadkommuner. Århus 

amtskommunes udgift til tvangsarbej dsanstalter 

har i regnskabsåret 1952/53 udgjort 1.168 kr., 

således at den udgift, der ved købstadreglers 

anvendelse vil påhvile Odder kommune, bliver 

forholdsvis minimal, 138 kr. 

Herefter bliver merudgiften på kontoen vedrørende 

udgifter i henhold til lov om offentlig 

forsorg: 4.850 kr. 

Merudgift på konto nr. 14: 

Arbejdsanstalter: 4-712 kr. 

Tvangsarbejdsanstalter: 138 kr. 

lait ... 4.850 kr. 

ad konto nr. 15. Udgifter i henhold til lov om 

folkeforsikring, S. 456.400 kr., K. 454.900 kr. 

For så vidt angår udgifterne til aldersog 

invaliderente samt drift af alderdomshjem og 

aldersrenteboliger, vil købstadreglernes anvendelse 

ikke medføre nogen forandring i forhold 

til de af kommunen som sognekommune 

afholdte beløb, idet Odder kommune i henseende 

til folkeforsikringslovens regler om

245 

disse ydelsers størrelse er fuldt ligestillet med 

købstadkommuner. Derimod vil en anvendelse 

af købstadreglerne på kommunens pligt til at 

yde fribefordring i forbindelse med lægehjælp 

til sygekassepatienter formentlig være ensbetydende 

med en lettelse af udgifterne ved opfyldelsen 

af denne pligt. 

Kommunens udgifter ved den nævnte fribefordring 

fordeler sig således: 

Kørselsgodtgørelse til læger og jordemødre 3.248 kr. 

Befordring af patienter indenfor kommunen 

1.723 kr. 

Befordring af patienter til Århus amtssygehus 

389 kr. 

Befordring iøvrigt (til sindssygehospital, 

speciallæger m.v.) 

706 kr. 

6.066 kr. 

De nærmere regler om ydelse af fribefordring 

i forbindelse med lægehjælp m.v. til 

sygekassepatienter (folkeforsikringslovens § 17) 

er noget forskellige alt efter, om vedkommende 

sygekassemedlem har ophold inden for eller 

uden for en for hver af landets købstadkommuner 

særligt i denne henseende draget grænse, 

der almindeligvis er lagt således, at den omfatter 

alle områder, der ligger indenfor 1 km's 

afstand fra vedkommende købstadkommunes 

sammenhængende bymæssige bebyggelse, jfr. 

§ 17, stk. 6. Uden for denne »købstad-grænse« 

er vedkommende kommune for det første pligtig 

at yde gratis befordring af patienter til eller 

fra sygehus, ligesom kommunen principielt 

er ubetinget pligtig at yde gratis befordring 

af læge eller jordemoder til og fra patienterne 

eller omvendt gratis befordring af patient til 

og fra læge eller jordemoder, dog således at 

kommunen i tilfælde, hvor patienten ikke bor 

fjernere fra læge eller jordemoder end 1 km, 

ikke er pligtig at yde befordring af læge eller 

jordemoder, ligesom kommunen indenfor denne 

grænse kun er pligtig at yde befordring af 

patienter til og fra læge, når denne har erklæret 

befordringen nødvendig. 

Indenfor den nævnte grænse (»amtmandsgrænsen«) 

er kommunen derimod kun pligtig 

at yde gratis befordring af patienten til eller fra 

læge eller sygehus, og kun når lægen har erklæret 

befordringen for nødvendig. 

Selvom den nævnte regel om indskrænkningerne 

i pligten til uden for købstæderne at yde 

fribefordring indenfor 1 km-grænsen fra lægens 

eller jordemoderens bopæl vel nok i særlig grad 

i en by af Odders størrelse indebærer en væsentlig 

begrænsning i kommunens fribefordringsudgifter 

i forhold til de rene landkommuners, 

må det dog formentlig antages, at en anvendelse 

af købstadreglerne på Odder kommune vil medføre 

en yderligere formindskelse af fribefordringsudgifterne, 

hvorved bemærkes, at en ret 

væsentlig del (ca. en trediedel) af de i selve 

Odders bymæssige bebyggelse boende sygekassepatienter 

skønnes at bo således, at de efter de 

nugældende bestemmelser har ubetinget ret til 

fribefordring af lægen eller af sig selv, d. v. s. 

uden for en grænse af 1 km fra hver sygekasselæges 

bopæl. Det må derfor antages, at kommunens 

udgifter til betaling af kørselsgodtgørelse 

til læger og jordemødre vil blive noget formindsket 

ved anvendelse af købstadreglerne. Mindreudgiften 

skønnes at udgøre ca. 1500 kr. 


ad konto nr. 16a. Udgifter i henhold til andre 

sociale love, S. 16.200 kr. og K. 17.900 kr. 

Der vil ikke ved en anvendelse af købstadreglerne 

ske nogen forandring i udgifterne ved 

ydelse af de under denne konto opførte former 

for hjælp, idet reglerne om hjælpens ydelse og 

omfang samt afholdelse af udgifter derved er 

ensartede for købstad- og sognekommuner. Derimod 

vil anvendelse af købstadreglerne medføre, 

at denne konto må belastes med en yderligere 

udgift. 

I medfør af lov nr. 119 af 15. marts 1939 

(§ 11) om mødrehjcelpsinstitutioner fordeles 

den del af udgifterne ved disse institutioners 

virksomhed, der ikke bæres af staten, efter folketal 

mellem amts- og købstadkommunerne inden 

for vedkommende mødrehjælpsinstitutions område. 

Ved anvendelse af købstadregler må Odder 

kommune altså bære en udgift til dette formål, 

som nu bæres af amtskommunen. Udgifterne ved 

mødrehjælpsinstitutioner i Århus amt (d.v. s. 

amtskommunen + Århus købstadkommune) har 

i 1952/53 udgjort 24,99 øre pr. indbygger. Den 

Odder kommune efter folketal påhvilende andel 

vil herefter udgøre: 1681 kr. 

Merudgift på konto nr. 16a: 1700 kr. 

ad konto nr. 16b. Udgifter i henhold til lov om 

arbejdsanvisning m. m., S. og K. 41.300 kr. 

Udgiften ifølge de under denne konto opførte 

love fordeles mellem de enkelte sogne- og købstadkommuner 

efter særlige regler, uden at kommunernes 

status som købstad- eller sognekommuner 

har nogen betydning for fordelingen af 

udgifterne eller omfanget af pligten til at afholde 

disse.

246 

ad konto nr. 17. Skolevæsen, 

S. 272.300 kr. og K. 301.550 kr. 

En del af de en kommune påhvilende udgifter 

vedrørende skolevæsenet, især lønningsudgifter 

og lignende, dækkes af et efter nærmere 

regler udregnet tilskud fra den i hver skolerådskreds 

(amtskommunen samt de i forbindelse 

hermed stående købstadkommuner) bestående 

skolefond; kommunens status som købstadkommune 

eller som sognekommune har ikke indflydelse 

på størrelsen af tilskudet fra skolefonden. 

Skolefondens samlede udgifter til ydelse af 

tilskud til skolerådskredsens enkelte kommuner 

fordeles mellem amtskommunen og de pågældende 

købstadkommuner efter folketal, dog således 

at udgiften til skoledirektionens administration 

bæres af amtskommunen alene, jfr. § 

31, stk. 2, i lov nr. 200 af 12. april 1949 om 

det kommunale skolevæsens styrelse og tilsyn. 

Anvendelse af købstadregler på Odder kommune 

i regnskabsåret 1952/53 vil altså være ensbetydende 

med, at kommunen - uden at der sker 

ændringer i størrelsen af det tilskud, kommunen 

ville modtage fra skolefonden i regnskabsåret 

1952/53 — må yde et bidrag til skolefonden svarende 

til en efter folketallet beregnet andel af 

det af amtskommunen i 1952/53 betalte bidrag 

til skolefonden, - bortset fra udgifter ved skoledirektionens 

administration. Amtskommunens 

bidrag til skolefonden opgjort på denne måde 

udgjorde i regnskabsåret 1952/53: 387.059 kr., 

således at Odder kommunes bidrag udregnet i 

forhold til folketallet (pr. 7. november 1950) 

vil udgøre 31.700 kr. 13 øre. 

I medfør af lov nr. 413 af 12. juli 1946 om 

skolelæger skal der ved enhver kommunal skole 

føres kontrol med elevernes sundhedstilstand 

ved en skolelæge. Til bistand for skolelægen 

kan der endvidere ansættes en skolesundhedsplejerske. 

Det påhviler købstadkommuner og 

amtskommuner at ansætte og aflønne det fornødne 

antal skolelæger og skolesundhedsplejersker 

mod refusion fra staten af halvdelen af de 

dermed forbundne udgifter, dog for amtskommunernes 

vedkommende således at den halvdel 

af udgifterne, der ikke refunderes af staten, refunderes 

amtskommunen (skolefonden) af de 

enkelte sognekommuner i amtsrådskredsen i forhold 

til antallet af de skolebørn i kommunen, 

der omfattes af skolelægeordningen. For købstadkommunernes 

vedkommende er der adgang 

til tilslutning til en af amtets skoledirektion etableret 

fællesordning, ligesom der på den anden 

side er adgang for en sognekommune til med 

undervisningsministeriets godkendelse at etablere 

sin egen skolelægeordning. 

Odder kommune har i det omhandlede regnskabsår 

deltaget i amtskommunens skolelægeordning, 

og kommunens andel af udgifterne herved 

har udgjort 10.572 kr. Ved anvendelsen af købstadregler 

ville der imidlertid ikke påhvile Odder 

kommune pligt til at deltage i amtskommunens 

skolelægeordning, men kommunen ville 

være frit stillet til at etablere sin egen ordning, 

bl. a. således at kommunen til bistand for skolelægen 

kunne ansætte en sundhedsplejerske, som 

dels bistår skolelægen (jfr. lovens § 2), dels virker 

som almindelig sundhedsplejerske i kommunen, 

jfr. lov nr. 85 af 31. marts 1937 om 

bekæmpelse af sygelighed og dødelighed blandt 

børn i de første leveår. Udgifterne herved vil 

med det pr. 1. januar 1953 opgjorte antal skolebørn 

(776) og spædbørn (128) og på grundlag 

af de i det undersøgte regnskabsår faktisk 

afholdte udgifter til aflønning m. v. af den i 

Odder beskæftigede sundhedsplejerske kunne 

opgøres således: 

Skolelægen (der honoreres med 3 kr. + 

honorartillæg (75 % i 1952/53) pr. skoleelev) 

4.074 kr. 

Sundhedsplejersken (løn i 1952/53) 9-710 kr. 

Forskellige udgifter ved befordring, telefon 

m. v 

1.458 kr. 

lait... 15.242 kr. 

Heri fragår statsrefusion*) 

7.118 kr. 

8.124 kr. 

hvilken udgift vil være ensbetydende med en mindreudgift 

for Odder kommune på 2.448 kr. 


Tilskud til skolefond: + 31.700 kr. 

Skolelæge m. v.: -jr 2.430 kr. 

lait... 29.250 kr. 

ad konto nr. 18. Sundhedspleje m. v., 

S. 15.200 kr., K. 167.200 kr. 

Ved anvendelsen af købstadregler vil Odder 

kommune blive omfattet af bestemmelsen i § 1 

i lov nr. 71 af 27. februar 1946 om sygehus- 

*) Refusionen beregnes således: 

Halvdelen af skolelægens honorar 2.037 kr. 

Refusion af udgifter til skolesundhedsplejersker 

(beregnet som halvdelen af 

(2 kr. -|- honorartillæg) pr. skoleelev), 

jfr. lovens § 13 

1.358 kr. 

Refusion af halvdelen af den del af 

sundhedsplejerskens løn, der ikke vedrører 

arbejdet som skolesundhedsplejerske 

(efter forholdet mellem spædbørn 

og skolebørn anslået til 2 /3 af lønnen), 

jfr. lov af 31. marts 1937 

3.723 kr. 

7.118 kr.

247 

væsenet, hvorefter det bl. a. påhviler købstadkommunerne 

at tilvejebringe og drive sygehuse 

i fornødent omfang. Denne bestemmelse er ikke 

ensbetydende med, at hver købstadkommune 

skal stå som ejer af et sygehus, der drives helt 

og fuldt for kommunens egen regning, men det 

vil være tilstrækkeligt, at kommunen har ret til 

at disponere over det fornødne antal sengepladser 

enten på et sygehus, der er i fælleseje med 

en anden kommune, eller på en anden kommunes 

sygehus. Ved beregningen af, hvilke sygehusudgifter 

købstadreglernes anvendelse ville 

påføre Odder kommune, vil det være naturligt 

at forudsætte, at der er truffet en ordning, hvorefter 

Odder kommune under en eller anden 

form deltager i amtskommunens udgifter til sygehuse 

efter antallet af sygedage for patienter 

hjemmehørende i Odder kommune. 

Århus amtskommune driver to sygehuse, henholdsvis 

i Odder og i Århus, hvorhos amtskommunen 

i et vist omfang har indlæggelsesret på 

Århus købstadkommunes sygehus samt på en 

række private hospitaler. Det må i denne forbindelse 

bemærkes, at sygehuset i Odder havde 

ialt 100 sengepladser i regnskabsåret 1952/53. 

Sygehuset er senere delvis nedlagt og erstattet 

med et nyt, hvorved antallet af sengepladser på 

sygehuset i Odder er forøget til 125. 

Afgørelsen af, hvor store sygehusudgifter der 

i 1952/53 ville påhvile Odder kommune, såfremt 

denne havde været købstadkommune, vil 

naturligvis bero på den ordning, der i så fald 

måtte være gennemført vedrørende sygehusvæsenet 

efter nærmere aftale mellem Odder kommune 

og Århus amtsråd. Der vil her kunne tænkes 

flere forskellige løsninger. I det følgende 

har man foretaget en fordeling af amtskommunens 

sygehusudgifter i 1952/53 ud fra den forudsætning, 

at der var etableret en ordning, hvorefter 

Odder kommune selv skulle bære udgifterne 

ved indlæggelse af patienter fra Odder på 

andre sygehuse end amtskommunens, medens 

amtskommunens udgifter vedrørende de 2 eksisterende 

amtskommunale sygehuse fordeles efter 

de respektive sygedagstal på hvert af de 2 sygehuse, 

idet man har fundet det naturligt ved beregningen 

af fordelingsbeløbene at gå ud fra, 

at Odder kommune står som egentlig medejer 

af amtssygehuset i Odder, men kun har indlæggelsesret 

på amtssygehuset i Århus. 

a. Indlæggelser på »fremmede« sygehuse efter 

overenskomst. 

I regnskabsåret 1952/53 har antallet af sygedage 

for patienter hidrørende fra Odder kommune, 

der efter overenskomst har været indlagt 

på andre sygehuse end Århus amtskommunes 

sygehuse, udgjort 630, og de af amtskommunen 

herfor afholdte udgifter, 7425 kr., der er opført 

på amtskommunens regnskab for Odder sygehus, 

skulle altså have været afholdt af Odder 

kommune, såfremt denne havde været købstadkommune 

og under den forudsætning, at Odder 

kommune havde ret til indlæggelse på fremmede 

hospitaler på samme takstbetingelser som Århus 

amtskommune. 

Hertil kommer yderligere, at der i det omhandlede 

regnskabsår af amtskommunen er afholdt 

et beløb på 1407 kr. vedrørende hospitalsophold 

for tuberkuløse patienter hidrørende fra 

Odder kommune, således at den samlede udgift 

vedrørende indlæggelse af Odder-patienter på 

fremmede sygehuse m. v. ialt har udgjort 8832 

b. Driftsudgifter vedrørende amtssygehusene i 

Odder og Århus, bortset fra forrentning og afskrivning 

(afdrag). 

Det samlede antal sygedage på Odder sygehus 

udgjorde i 1952/53: 31.264. Af dette antal sygedage 

falder 9-944 på patienter hjemmehørende i 

Odder kommune, 19.640 sygedage vedrører patienter 

hjemmehørende i de øvrige sognekommuner 

i Århus amtsrådskreds, medens det resterende 

antal sygedage, 1680, vedrører udenamts 

patienter. 

Såfremt man går ud fra, at Odder sygehus 

ejes og drives af Odder kommune og amtskommunen 

i fællesskab med den virkning, at de samlede 

udgifter ved driften af Odder sygehus, bortset 

fra de på sygehusets regnskab opførte udgifter 

ved indlæggelse på fremmede sygehuse, 

skal fordeles efter forholdet mellem antallet af 

sygedage for patienter hidrørende henholdsvis 

fra Odder kommune og fra amtsrådskredsens 

sognekommuner, vil Odder kommunes andel af 

udgifterne bortset fra forrentning og afskrivning, 

690.937,80 kr., udgøre 

6 g°- 937 ; 9 - 944 k, = 232.243 kr. 

19.640 + 9.944 

Det bemærkes, at denne fordelingsmåde altså 

har til følge, at et eventuelt »underskud« ved 

behandlingen på Odder sygehus af udenamts patienter 

fordeles imellem Odder kommune og 

amtskommunen. 

Ved beregningen er der iøvrigt ikke taget 

hensyn til sygedagenes fordeling indenfor de

248 

forskellige takstklasser, hvilket eventuelt kunne 

medføre en vis afvigelse. 

Det samlede antal sygedage på amtssygehuset 

i Århus udgjorde i 1952/53 95.068, hvoraf 2085 

vedrører patienter hjemmehørende i Odder, medens 

7360 vedrører udenamts patienter. 

Såfremt man går ud fra, at Odder kommune 

uden et egentligt ejendomsfællesskab får indlæggelsesret 

på amtssygehuset i Århus imod pr. 

sygedag at betale et beløb svarende til sygehusets 

gennemsnitlige sygedagsudgift i det pågældende 

år, vil det betyde, at de samlede driftsudgifter 

(bortset fra forrentning og afskrivning) vedrørende 

amtssygehuset i Århus for 1952/53, 

1.934.700 kr., skal fordeles efter forholdet mellem 

antallet af sygedage for patienter hidrørende 

fra Odder kommune og antallet af sygedage for 

alle øvrige patienter på amtssygehuset. Herefter 

vil Odder kommunes andel udgøre 

1.934.700 X 2.085 

kl'. = 42.429 kr. 

95.068 

(bortset fra forrentning og afskrivning). 

Et eventuelt »underskud« ved behandlingen 

på Århus amtssygehus af udenamts patienter 

bæres altså efter denne fordelingsmåde fuldt 

og helt af amtskommunen. 

c. Forrentnings- og ajskrivningsudgljter. 

Den måde, hvorpå man i de bestående sygehusoverenskomster 

fordeler anlægsudgifterne 

vedrørende sådanne sygehuse, der benyttes i fællesskab 

af en købstadkommune og vedkommende 

amtskommune, varierer meget i de forskellige 

overenskomster. I nogle overenskomster bestemmes 

det, at hver af de implicerede kommuner 

selv skal tilvejebringe en i overenskomsten fastsat 

del af den fornødne anlægskapital, og i andre 

tilfælde er det i overenskomsten fastsat, at kommunerne 

i forhold til antallet af sygedage deltager 

enten i de beregnede udgifter til forrentning 

og afskrivning af anlægskapitalen eller i 

de faktisk afholdte udgifter til renter og afdrag 

på lån til sygehuset. 

I Århus amtskommunes regnskab for regnskabsåret 

1952/53 er der ikke udgiftsført beregnet 

forrentning og afskrivning af sygehusbygninger 

og inventar, men alene de faktisk afholdte 

udgifter til forrentning og afdrag på 

amtskommunens sygehuslån. Disse udgifter har 

i regnskabsåret 1952/53 været uforholdsmæssigt 

små, dels fordi en væsentlig del af anlægsudgiften 

vedrørende sygehusene i tidens løb er afholdt 

direkte af amtsfondens driftsindtægter (og 

dermed bl. a. også ved skatteudskrivning på de 

i Odder kommune beliggende ejendomme), dels 

fordi de i sin tid optagne lån nu i det væsentligste 

er fuldt afviklede, således at gælden vedrørende 

amtssygehuset i Århus pr. 1. april 1952 

udgjorde 438.473 kr., medens gælden vedrørende 

amtssygehuset i Odder pr. den nævnte 

dato alene har udgjort ca. 17.000 kr. Amtsfondens 

udgifter i regnskabsåret 1952/53 til renter 

og afdrag på denne gæld udgjorde ialt 72.720 

kr., hvilket beløb er meget lille i forhold til aktivværdien 

af de 2 sygehuse, der pr. 31. marts 

1953 udgjorde henholdsvis 7.357.900 kr. og 

1.445.000 kr. 

Såfremt disse rente- og afdragsudgifter fordeles 

mellem Odder kommune og amtskommunen 

efter sygedagstallene, vil der komme til at 

påhvile Odder kommune en udgift på ca. 300 

kr. vedrørende amtssygehuset i Odder og en udgift 

på 9300 kr. vedrørende amtssygehuset i 

Århus, eller ialt ca. 9600 kr., der herefter skulle 

udgøre Odder kommunes andel i udgifterne ved 

forrentning og amortisation af sygehusene. 

Til sammenligning anføres nedenfor nogle 

årlige forrentnings- og amortisationsudgifter 

vedrørende sygehuse samt de samlede sygehusudgifter 

i en række købstæder af Odder kommunes 

størrelse: 

Ä At 

Kr. Kr. 

Ribe (ca. 7.000 indbyggere) ... ca. 30.000 301.100 

Skagen (ca. 8.000 indbyggere) . ca. 13.500 345.200 

Maribo (ca. 5.200 indbyggere) . ca. 6.000 208.900 

Fåborg (ca. 5.000 indbyggere) . ca. 12.000 281.400 

Som foran nævnt er der senere gennemført 

et større sygehusbyggeri i Odder, hvortil de samlede 

udgifter var anslået til ca. 8 mill. kr. Som 

købstadkommune vil Odder kommune næppe 

kunne opretholde adgang til indlæggelse på 

amtskommunens sygehuse uden på en eller anden 

måde at komme til at deltage i forrentning 

og afskrivning af denne anlægsudgift. Det er 

naturligvis ikke muligt at sige, hvorledes man - 

såfremt Odder kommune havde været købstadkommune 

- ville fordele disse anlægsudgifter, 

men det skal blot her anføres, at Odder kommune 

som sognekommune gennem amtskommunens 

skatteudskrivning på ejendomme i Odder kommune 

efter en gennemsnitsberegning vil komme 

til at bære ca. 6,85% af de årlige afskrivningsog 

renteudgifter vedrørende det nye sygehus i 

Odder, medens den som købstadkommune vil 

komme til at bære ca. i/ 3 af udgifterne, såfremt:

249 

disse fordeles efter antallet af sygedage på Odder 

sygehus. 

Da nærværende undersøgelse imidlertid tilsigter 

at belyse spørgsmålet om, hvorvidt de af 

en købstadstatus for Odder kommune følgende 

merudgifter i regnskabsåret 1952/53 ville være 

større eller mindre end det beløb, som i det pågældende 

regnskabsår er tilgået amtskommunen 

som skatter af ejendomme i Odder kommune til 

dækning af amtskommunens udgifter, ville der 

komme skævheder frem i undersøgelsens resultat, 

såfremt man som en merudgift for Odder 

kommune opførte et afskrivningsbeløb vedrørende 

sygehusvæsenet, som ikke modsvares af en 

lignende udgiftspost på amtsfondens regnskab, 

hvortil amtskommunen det pågældende år har 

udskrevet skatter. Nærværende undersøgelse 

indeholder derfor ingen beregning af Odder 

kommunes andel af anlægsudgifterne vedrørende 

det nye sygehus. 

Efter det ovenstående vil Odder kommunes 

sygehusudgifter kunne opgøres til: 

a. Indlæggelse på fremmede sygehuse .... 8.832 kr. 

b. Andel i udgifter ved driften 

vedrørende sygehuset i Odder 232.243 kr. 

vedrørende sygehuset i Århus 42.429 kr. 

c. Andel i forrentnings- og afskrivningsudgifter 

9-600 kr. 

293.104 kr. 

Som købstadkommune ville Odder kommune 

imidlertid være berettiget til et tilskud fra den 

fælleskommunale udligningsfond til delvis 

dækning af sygehusudgifterne, hvilket tilskud 

i regnskabsåret 1952/53 udgjorde 10,50 kr. 

pr. indbygger ved folketællingen 1950 og 5,75 

kr. pr. tilskudsberettigende sygedag. Det samlede 

tilskud til Odder kommune ville på grundlag 

af antallet af sygedage for patienter fra 

Odder kommune samt antallet af ambulante behandlinger 

m.v. udgøre ca. 150.000 kr., således 

at Odder kommunes nettomerudgift vedrørende 

sygehusvæsenet kan opgøres til kr. 143.000. 

Udover udgifterne ved driften af sygehuse, 

vil købstadreglernes anvendelse medføre, at' 

der påføres kommunen en række andre udgifter 

til medicinalvæsenet, som i 1952/53 blev 

afholdt af amtskommunen. 

I medfør af § 7 i lov om jordemodervæsenet, 

jfr. lovbekendtgørelse nr. 175 af 29. marts 

1939, påhviler det købstadkommunerne og på 

landet amtskommunerne at sørge for, at der til 

enhver tid er tilstrækkelig adgang for befolkningen 

til fødselshjælp. Amtskommunens udgifter 

ved jordemodervæsenet udgjorde i regnskabsåret 

1952/53: 92.960 kr., hvori dog fragår 

statsrefusion, der er ydet med 23.555 kr., 

således at amtskommunens nettoudgifter har 

været 59-405 kr. Amtskommunens udgift har 

været fordelt på 15 jordemødre, og såfremt 

man går ud fra, at een jordemoder vil A r ære 

tilstrækkelig til at dække behovet i Odder 

kommune, kan udgiften ved jordemodervæsenet 

for kommunen som købstadkommune herefter 

passende anslås til a /is af amtskommunens 

nettoudgift, eller ialt 3-960 kr. 

I medfør af lov nr. 208 af 19. april 1943 

om tillæg til lov nr. 138 af 10. maj 1915 om 

foranstaltninger mod smitsomme sygdommes 

udbredelse påhviler det købstæderne og amtskommunerne 

at afholde udgifterne ved epidemiske 

sygdommes bekæmpelse, herunder ved 

gennemførelse af difterivaccinationer. Amtskommunens 

udgifter af denne art har i regnskabsåret 

1952/53 udgjort 13.269 kr. Af dette 

beløb er 621 kr. anvendt til ydelse af erstatninger, 

hvoraf intet beløb vedrører Odder kommune, 

medens resten, 12.648 k:., er anvendt 

til difterivaccinationer. Da det ikke vil være 

muligt uden væsentligt besvær nøjagtigt at opgøre, 

hvor stor en del af dette beløb der vedrører 

Odder kommune, vil det formentlig være 

forsvarligt at opgøre kommunens udgifter som 

købstadkommune efter forholdet mellem folketallet 

i amtskommunen og i Odder kommune 

pr. 1. april 1953. Herefter vil Odders udgift 

ved epidemiske sygdomme kunne opgøres til 

1.001 kr., hvoraf dog halvdelen ifølge lovens 

§ 3 refunderes kommunen, således at nettomerudgiften 

for Odder vil blive ca. 500 kr. 

Efter en mellem amtskommunen og Århus 

købstadkommune indgået overenskomst fungerer 

tuberkulosestationen på Århus kommunehospital 

tillige som tuberkulosestation for amtsrådskredsen. 

Tuberkulosestationen disponerer 

over lokaler på Odder sygehus, hvor der finder 

ugentlige konsultationer sted, og selv om der 

ikke påhviler kommunerne nogen pligt til at 

oprette og drive sådanne stationer, tør man 

dog gå ud fra, at Odder kommune som købstadkommune 

ville påtage sig at skaffe sine 

borgere adgang til konsultationer på en tuberkulosestation 

i samme omfang som nu. Da 

det ikke er muligt at afgøre, hvorledes den i 

så henseende fornødne overenskomst mellem 

Odder kommune og Århus kommune ville 

komme til at se ud, og da det ej heller er muligt 

nøjagtigt at opgøre, hvor stor en del af 

amtskommunens udgifter til tuberkulosestalionens 

drift i regnskabsåret 1952/53, 106.835

250 

kr., der vedrører konsultationer for beboete i 

Odder kommune, vil det formentlig være forsvarligt 

at opgøre kommunens udgifter til drift 

af tuberkulosestationen til et beløb svarende til 

en efter folketallet pr. 31. marts 1953 beregnet 

andel af amtsfondens fornævnte udgift, 

eller 8.461 kr. I medfør af lov nr. 66 af 29. 

marts 1924 § 12, vil dog halvdelen af dette 

beløb kunne forventes dækket af staten, således 

at nettoudgiften for Odder kommune som 

købstadkommune vil blive 4.230 kr. 

Anvendelsen af købstadregler på Odder 

kommune kan ikke antages at medføre yderligere 

væsentlige merudgifter til medicinalvæsenet, 

hvorved bemærkes, at udgifterne ved 

lægeundersøgelse af børn, mælkekontrol og 

levnedsmiddelkontrol ikke antages at ville blive 

større end de af kommunen allerede afholdte 

udgifter til disse formål. Eventuelt vil der blive 

påført kommunen mindre udgifter til forskellige 

medicinalformål, som nu for Odders vedkommende 

varetages af amtskommunen, f. eks. 

udgifter ved offentlige vaccinationer og lign., 

hvilke udgifter dog formentlig kun vil beløbe 

sig til små tal. 


Sygehusdrift 

143.000 kr. 

)ordemodervæsen 

4-000 kr. 

Vaccinationer 

500 kr. 

Tuberkulosestation 

4-250 kr. 

Diverse medicinaludgifter ... 250 kr. 

lait ... 152.000 kr. 

ad konto nr. 19. Gader, veje og kloaker, 

S. 570.800 kr. og K. 610.800 kr. 

Efter den gældende vejlovgivning (vejbestyrelsesloven 

af 21. juni 1867) bestyres de 

offentlige veje uden for købstæderne således, 

at landevejene anlægges, vedligeholdes og bestyres 

af amtskommunen, medens de øvrige offentlige 

veje (biveje) anlægges, vedligeholdes 

og bestyres af vedkommende sognekommune 

(ganske vist under amtsrådets tilsyn). Også 

i købstadkommunerne bestyres landevejene af 

amtskommunen, der afholder udgifterne ved 

anlæg og vedligeholdelse af disse, dog således 

at udgifterne ved anlæg og vedligeholdelse af 

den del af de over købstadkommunens område 

løbende landeveje, som efter den fra gammel 

tid nedarvede skik betegnes som landevejsgader, 

efter lovens regler fordeles mellem 

amtskommune og købstadkommune med halvdelen 

til hver. Alle øvrige offentlige gader og 

veje i købstadkommunen bestyres fuldt ud af 

vedkommende kommune selv. Selvom det er 

lovens regel, at amtskommunen bestyrer de på 

købstadkommunens grund værende landevejsstrækninger, 

er der imidlertid i mangfoldige 

tilfælde mellem amtskommune og købstadkommune 

indgået overenskomst om, at købstadkommunen 

— i visse tilfælde mod et een gang 

for alle ydet vederlag fra amtskommunen - 

overtager vedligeholdelsespligten, for så vidt 

angår sådanne landevej sstrækninger. 

Til delvis dækning af amtskommunens samlede 

vejudgifter ydes der herudover af de til 

amtet hørende købstadkommuner et vist årligt 

bidrag, som ifølge vejlovens § 3 er fastsat til 

en i forhold til (markjordernes) hartkorn udregnet 

andel af amtskommunens årlige vejudgifter. 

Denne hartkornsafgift påhviler købstadkommunerne, 

uanset om der med amtskommunen 

er indgået overenskomst af den 

ovenfor nævnte art. 

Ved anvendelsen af købstadregler på Odder 

kommune vil kommunens vej udgifter altså i 

hvert fald blive forøget med hartkornsafgiften. 

I regnskabsåret 1952/53 udgjorde Århus 

købstadkommunes hartkornsafgift til amtskommunens 

vejudgifter 65 kr. pr. td. hartkorn 

(ca. 230 tdr.). Odder kommunes hartkorn, 

der alene forefindes nøjagtigt opgjort pr. 1. 

januar 1877, udgjorde dengang 586 tdr., hvilken 

vurdering antagelig ikke er væsentligt ændret 

siden. Da det imidlertid alene er købstædernes 

markjorders hartkorn, der lægges til 

grund ved beregningen, og da de under Odder 

kommune hørende jorder ikke er opdelt 

i bygrunde og markjorder, bliver det vanskeligt 

nøjagtigt at opgøre, hvilken hartkornsvurdering 

der vil være at lægge til grund ved 

beregningen af den Odder kommune som købstad 

påhvilende andel i amtskommunens vejudgifter. 

På grundlag af et skøn over forholdet 

mellem omfanget af kommunens egentlige bymæssige 

bebyggelse og kommunens samlede 

areal*) kan det nævnte hartkornstal fordeles 

med 25 tdr. til den bymæssige bebyggelse (bygrundene) 

og 561 tdr. til de øvrige arealer 

(markjorderne). Såfremt det sidstnævnte lægges 

til grund ved hartkornsfordelingen af amtskommunens 

vej udgifter, vil Odders hartkornsafgift 

herefter kunne opgøres til 36.465 kr. 

Udover hartkornsafgiften vil købstadreglernes 

anvendelse dernæst medføre en forøgelse af 

vejudgifterne derved, at kommunen i overens- 

*) Af kommunens samlede areal, ca. 4.130 ha, skønnes 

ca. 175 ha at være egentligt bymæssigt bebygget.

251 

stemmelse med det ovenfor anførte får pligt 

til at deltage med halvdelen i amtskommunens 

udgifter ved vedligeholdelsen af den del af 

amtsvej strækningen igennem Odder kommune, 

der må betragtes som »landevej sgade«. Hvilken 

del af en landevej sstrækning, der kan betegnes 

som landevej sgade, beror ganske på de 

fra gammel tid bestående konkrete forhold i 

den enkelte købstad, og det er derfor ikke 

muligt at afgøre, hvilken del af den gennem 

Odder kommune løbende landevej sstrækning 

(Århus-Hadsherreds landevej) på ialt 8,4 km 

der i denne henseende må betragtes som landevejsgade. 

Ca. 2,1 km af den nævnte amtsvejstrækning 

løber igennem den bymæssigt bebyggede 

del af Odder, og såfremt man går ud 

fra, at hele denne del af strækningen må betragtes 

som landevej sgade i denne henseende, 

kan Odder kommunes andel i vedligeholdelsesudgiften 

ved denne skønsmæssigt fastsættes 

således: 

Amtskommunens samlede ordinære vejvedligeholdelsesudgift 

i regnskabsåret 

1952/53, herunder lønninger og rejsegodtgørelser 

Udgifter pr. km vejstrækning (ialt 139 km) 

Udgift ved vedligeholdelse af 2,1 km ... 

Halvdelen heraf 

546.561 kr. 

3.932 kr. 

8.257 kr. 

4.128kr. 

Såfremt man går ud fra, at Odder kommune 

ved overenskomst med amtskommunen påtager 

sig den fulde vedligeholdelsespligt, for så vidt 

angår den igennem den bymæssige bebyggelse 

løbende amtsvej strækning, kan udgifterne herved 

opgøres således: 

Odder kommunes egentlige vejvedligeholdelsesudgifter 

i 1952/53 ca. 160.000 kr.*) 

Vedligeholdelsesudgifter pr. km 

(ialt 59 km) 

2.712kr. 

Vedligeholdelsesudgift af 2,1 km 

vejstrækning 

5.695 kr. 

Såfremt Odder kommune påtager sig vedligeholdelsen 

af hele den gennem kommunen løbende 

amtsvej strækning, ville udgiften herefter 

kunne opgøres til 8,4 X 2.712 = 22.780 kr. 

Da en sådan ordning forudsætter særlig overenskomst 

herom, synes det rimeligt ved nærværende 

beregning at se bort fra denne løsning, 

således at der alene tages hensyn til de 

udgifter, kommunen direkte ifølge loven skal 

afholde, hvis den var købstad. 

*) Vedligeholdelse af gader og veje, 

ialt 

97.628kr. 

Lønninger og andre administrationsudgifter, 

ialt 126.000 kr., hvoraf ca. 

1 /2 skønnes at vedrøre kloakarbejder 63.000 kr. 

160.628 kr. 

Det bemærkes iøvrigt, at det i et af regeringen 

i folketingssamlingen 1955/56 fremsat 

forslag til lov om bestyrelsen af de offentlige 

veje er foreslået, at købstadkommunerne 

fremtidig skal overtage vedligeholdelsespligten 

med hensyn til de over købstadens grund løbende 

landevej sstrækninger, dog således at 

landevej sstrækninger på købstadens grund, der 

hidtil har været bestyret af amtskommunen 

(fordi der ikke har været overenskomst om 

købstadkommunens overtagelse af vedligeholdelsespligten), 

fortsat skal bestyres af amtskommunen. 

Hartkornsbidraget samt købstadkommunernes 

pligt til at bidrage med halvdelen 

af udgifterne vedrørende landevej sgader 

er foreslået ophævet. 

Det bemærkes, at overtagelse af vedligeholdelsespligten, 

for så vidt angår strækningen på 

2,1 km, ikke skønnes at medføre udgifter til 

yderligere materiel, hvorfor der ikke i denne 

anledning er beregnet merudgift ved forrentning 

og afskrivning af materiel. 

Det må iøvrigt bemærkes, at den reduktion 

af amtskommunens vejudgifter, som vil følge 

af, at Odder kommune overtager en del af udgifterne, 

naturligvis vil indebære en reduktion 

af den fornævnte hartkornsafgift, men under 

hensyn til, at hartkornsafgiftens reduktion må 

skønnes at blive ganske ubetydelig, og da opgørelsen 

af hartkornsafgiftens størrelse i forvejen 

er behæftet med fejlkilder, er der ved 

nærværende undersøgelse ikke taget hensyn til 

denne reduktion. 


Hartkornsbidrag 36.000 kr. 

Yderligere vej ud gi ft er 4.000 kr. 

Ialt... 40.000 kr. 

ad konto nr. 21. Den offentlige renholdelse, 

S. 18.400 kr. og K. 20.200 kr. 

Ved anvendelsen af købstadregler vil Odder 

kommune — i modsætning til nu - blive pligtig 

at foranstalte snekastning på de inden for 

kommunens grænser værende landevej sstrækninger 

og landevej sgader, jfr. lov nr. 158 af 

13. april 1938 § 1, stk. 4. Merudgiften herved 

vil kunne opgøres således: 

Odder kommunes nettoudgift ved snekastning 

i 1952/53 

12.634kr. 

Udgift pr. km vejlængde 

214 kr. 

Udgift ved snekastning af yderligere 

8,4 km 1.797kr. 

Merudgift på konto nr. 21: 1.800 kr.

252 

ad konto nr. 23. Offentlige ly stanlæg, 

S. 7.700 kr. og K. 7.400 kr. 

Ved anvendelsen af købstadreglerne vil kommunen 

blive fritaget for at svare ejendomsskatter 

til amtskommunen, jfr. bemærkningerne 

foran til konto nr. 2 og 3, hvilket medfører 

en mindreudgift på 310 kr. på denne konto. 


ad konto nr. 24. Bidrag til forskellige institutioner, 

S. og K. 39.900 kr. 

Anvendelse af købstadregler på Odder kommune 

vil ikke i sig selv medføre, at kommunens 

biblioteksudgifter forøges eller formindskes, 

men det må dog bemærkes, at det ikke 

er usandsynligt, at det af amtskommunen ydede 

tilskud til kommunen på 500 kr., der ydes som 

en art vederlag for udlån af bøger til sygehuset, 

vil bortfalde eller i hvert fald blive noget 

nedsat, men der er formentlig ikke tilstrækkelig 

anledning til at tage hensyn hertil ved 

nærværende undersøgelse. 

ad konto nr. 25. Forskellige andre udgifter, 

S. 45.343 kr. og K. 47.300 kr. 

Ved anvendelsen af købstadreglerne vil der 

blive pålagt Odder kommune en række mindre 

udgifter, som nu for kommunens vedkommende 

afholdes af amtsfonden. Dette gælder således 

udgifter i anledning af beneficerede retssager, 

som - når amtskommunens udgifter hertil i 

regnskabsåret 1952/53, 20.515 kr., fordeles efter 

folketallet - vil udgøre 1.624 kr. 

Hertil kommer yderligere, at der vil kunne 

forventes at fremkomme mindre udgifter i henhold 

til lov nr. 156 af 14. april 1920, jfr. lov 

nr. 139 af 1. juli 1927, om smitsomme sygdomme 

hos husdyrene samt eventuelt et krav fra 

amtskommunen om, at Odder kommune kommer 

til at deltage i amtskommunens endnu resterende 

udgifter i forbindelse med politivæsenet 

fra tiden, før dette overgik til staten, såsom 

udgifterne ved pensionering af politibetjente 

samt udgifterne ved ting- og arresthuse samt 

politistationer. 

Under hensyn hertil skønnes der på denne 

konto at fremkomme en merudgift på ialt ca. 

2.000 kr. 

Merudgift på konto nr. 25: 2.000 kr.

254 

BILAG 16 

BEREGNING VEDRØRENDE BIRKERØD KOMMUNES 

ØKONOMISKE STILLING, SÅFREMT KOMMUNEN I REGNSKABSÅRET 

1954/55 HAVDE VÆRET KØBSTADKOMMUNE

255 

Kortfattede bemærkninger til beregningen af Birkerød kommunes økonomiske stilling, 


Beregningen er foretaget af udvalget efter 

indhentede oplysninger fra Birkerød kommune, 

Frederiksborg amtskommune samt politimesteren 

i Helsingør og iøvrigt efter tilsvarende retningslinier 

som anvendt ved beregningerne vedrørende 

Odder kommune, idet man dog for de 

enkelte kontis vedkommende har foretaget en 

noget mere summarisk beregning. 

Efter beregningerne af de merudgifter og 

mindreindtægter uden for skattepåligningen, 

som anvendelsen af købstadregler ville have 

medført for kommunen, vil det være nødvendigt 

at forhøje kontoen for pålignede skatter 

med 573-000 kr. Da de af ejendomme i Birkerød 

kommune i 1954 er lagte skatter til amtskommunen 

har udgjort ialt 582.000 kr., skulle 

købstadreglernes anvendelse altså indebære en 

lempelse af den samlede kommunale beskatning 

i kommunen på 9.000 kr. 

De samlede kommunale ejendomsskatter 

(incl. amtskommunale skatter) i Birkerød kommune 

udgjorde i det undersøgte regnskabsår 

1.340.000 kr., eller ca. ^3 af den samlede 

kommunale beskatning på fast ejendom og på 

personer i kommunen. Den af købstadreglernes 

anvendelse følgende omlægning af den 

kommunale beskatning ville, såfremt der ikke 

måtte være blevet etableret en overgangsordning, 

indebære, at de kommunale ejendomsskatter 

nedsættes til maksimalt omkring 1 fe af de 

samlede person- og ejendomsskatter, som kommunen 

vil være nødsaget til at udskrive som 

købstadkommune, eller ca. 650.000 kr., samtidig 

med, at personbeskatningsbeløbene (opholds- 

og erhvervskommuneskatter) herefter 

ville have været ca. 680.000 kr. højere end de 

faktisk i regnskabsåret 1954/55 erlagte personlige 

skattebeløb, hvilket svarer til en forøgelse 

af personbeskatningen med ca. 26 %. 

Beregningen af kommunens merudgifter som 

købstadkommune som følge af overtagelse af 

pligten til at drive sygehuse er foretaget med 

bistand fra Frederiksborg amtskommune. Ved 

beregningen har man forudsat, at Birkerød 

kommune opnår indlæggelsesret på amtskommunens 

sygehuse (herunder nervesanatoriet 

»Montebello«) på tilsvarende vilkår som efter 

de bestående aftaler mellem amtskommunen og 

amtets købstadkommuner. Amtskommunens udgifter 

vedrørende de enkelte sygehuse, herunder 

forrentning og afskrivning, er herefter 

fordelt i forhold til antallet af sygedage (incl. 

ambulante behandlinger) for patienter fra Birkerød 

kommune på hvert af sygehusene, hvorefter 

der i det samlede beløb er foretaget fradrag 

af det tilskud fra udligningsfonden, der 

ville tilkomme kommunen som købstadkommune. 

Det bemærkes, at der ikke kan forventes påført 

kommunen udgifter til jordemodervæsen, 

idet der ikke i regnskabsåret 1954/55 var ansat 

distriktsjordemødre i Birkerød, jfr. lov nr. 175 

af 29. marts 1939 § 7, stk. 3. 

De som følge af købstadreglernes anvendelse 

påløbne yderligere vejudgifter er beregnet dels 

på grundlag af et skøn over det hartkornstal, 

der i denne henseende måtte blive lagt til 

grund*), dels ud fra en forudsætning om, at 

Birkerød kommune som købstadkommune helt 

eller delvis ville overtage udgifterne ved vedligeholdelse 

af de igennem kommunen løbende, 

ca. 3 km lange, amtsvej strækninger med et 

skønnet beløb på 20.000 kr. 

*) Det skønnede hartkorn af den del af kommunens 

areal, der ikke er udlagt som »inderzone«.

256 

BILAG 17 

BEREGNING VEDRØRENDE IKASTKOMMUNES 

ØKONOMISKE STILLING, SÅFREMT KOMMUNEN I REGNSKABSÅRET 

1954/55 HAVDE VÆRET KØBSTADKOMMUNE

257 

Kortfattede bemærkninger til beregningen vedr. Ikast kommunes økonomiske stilling, 


Beregningen er foretaget af Ikast kommune 

med bistand fra Ringkøbing amtskommune, dog 

at beregningen af det kommunen som købstadkommune 

tilkommende beløb vedrørende andel 

i motorafgifterne er foretaget af udvalget. 

Beregningen vedrørende de enkelte indtægtsog 

udgiftsposter er i det væsentlige foretaget 

efter samme retningslinier som anvendt ved den 

tilsvarende af udvalget for Odder kommune 

foretagne beregning, uden at udvalget dog har 

foretaget en kritisk gennemgang af denne. 

Det bemærkes, at der ved beregningen af 

de kommunen tilkommende andele i motorafgifterne 

m.v. er forudsat en samlet landevejsstrækning 

i kommunen på ca. 14 km, svarende 

til den nuværende, ca. 4,5 km lange, amtsvejstrækning 

med tillæg af en ca. 9,5 km vejstrækning 

(»Ejstrupholmvejen«). Herved er 

den i beregningen indgående landevej sstrækning 

blevet uforholdsmæssig lang i forhold til 

de landevej sstrækninger, der for andre købstadkommuner 

er lagt til grund ved beregningen af 

motorafgiftsandelene. 

Beregningen af de som følge af købstadreglernes 

anvendelse forekommende merudgifter 

og mindreindtægter bevirker en forøgelse på 

kontoen for pålignede skatter på 132.100 kr. 

De samlede amtskommunale skatter af ejendomme 

i Ikast kommune udgjorde i det undersøgte 

regnskabsår 270.300 kr., således at købstadreglernes 

anvendelse skulle indebære en 

samlet skattelettelse for kommunens beboere 

under eet på 138.200 kr. Anvendelsen af det i 

den kommunale ejendomsskattelov foreskrevne 

maksimum for ejendomsskatternes andel af den 

samlede kommunale skatteudskrivning i købstadkommunerne 

vil efter kommunens beregning 

have til følge, at kommunens grundskyldpromille 

ville have udgjort 17,74, såfremt 

kommunen i regnskabsåret 1954/55 havde været 

købstadkommune. Kommunens grundskyldpromille 

i det undersøgte regnskabsår udgjorde 

8,20, medens amtskommunens grundskyldpromille 

udgjorde 21,82. Kommunens skatteprocent 

og ligningsprocent ville efter beregningen 

have udgjort henholdsvis 8,3 (imod 8,1) og 

8,71 (imod 8,5). 

Beregningen af kommunens udgifter til drift 

af sygehuse er foretaget af Ringkøbing amtskommune 

på grundlag af antallet af sygedage 

for patienter fra Ikast kommune og efter fradrag 

af tilskud fra den fælleskommunale udligningsfond. 

Kommunens nettosygehusudgifter 

ville efter denne beregning udgøre ca. 

35.000 kr. 

Ved beregningen af kommunens gade- og 

vejudgifter er der udover hartkornsafgift til 

amtskommunen regnet med merudgifter på ca. 

10.000 kr. som en følge af kommunens overtagelse 

af den nuværende 4,5 km lange amtsvejstrækning 

i kommunen. 

17

258 

BILAG 18 

DE MED KØBSTADKOMMUNERNE (KØBENHAVN) SIDESTILLEDE 

BYMÆSSIGE BEBYGGELSER (KOMMUNER) EFTER FORSORGS-, SKATTE-. OG 

TJENESTEMANDSLOVGIVNINGENS GRUPPEDELING 

Forklaring: 

F.: forstadskommune eller forstadsbebyggelse. 

a, b, c, d og e betegner de respektive stedtillægssatser. 

K - vedkommende stedtillægssats gælder i hele kommunen. 

B - stedtillægssatsen gælder kun i den pågældende bymæssige bebyggelse. 

I. Kommuner, der er sidestillet med København og Frederiksberg både efter jorsorgslovgivningens 

og efter skattelovgivningens gruppedeling. 

Kommune — bymæssig bebyggelse 

Indbyggertal 

1950 


Indbyggertal 

1950 

Stedtillæg 

Stedtillæg 

Gentofte (F.) 87.803 

Gentofte 87.803 

2.437 

Dragør 2.437 

Gladsaxe (F.) 40.303 

Gladsaxe 40.303 

Glostrup (F.) 13.025 


Herlev (F.) 7.674 

Herlev 7.674 

Hvidovre (F.) 23.163 

Hvidovre 23.163 

a-K 

c-K 

b-K 

b-K 

b-K 

b-K 

Lyngby-Tårbæk (F.) 45.964 b-K 


Rødovre (F.) 18.704 b-K 


Store Magleby 1.399 c-K 

Del af Dragør 268 

Søllerød (F.) 16.645 b-K 


Tårnby (F) 22.900 b-K 

Tårnby 22.900

259 

II. Kommuner, der er sidestillet med købstadkommunerne både efter f orsor gslov givningens og efter 

skattelovgivningens gruppedeling. 

(De med*) mærkede er dog sidestillet med København i forsorgslovgivningen.) 


Indbyggertal Sted- 

1950 tillæg 



1950 tillæg 

Ballerup-Maløv*) 6.877 d-K 

Ballerup 3-925 

Måløv 945 

Skovlunde 

4l6 

Brøndbyvester-Brøndbyøster*) (F.) 5.061 c-K 

Brøndbyerne 5.061 

Høje Tåstrup*) 9-258 

Hedehusene 2.145 

Høje Tåstrup 443 

d-K 

Tåstrup stationsby 5-974 

Værløse 4.074 d-K 

Hareskov by 1.392 

Kirke Værløse 360 

Lille Værløse 1.314 

Asminderød-Grønholt 7.674 

Asminderød 1.075 -r- 

Fredensborg 2.006 d-B 

Humlebæk, Sletten og Torpen 2.073 d-B 

Birkerød 9.021 c-K 

Birkerød 9.021 

Farum 2.546 

Farum 1.824 d-B 

Frederiksborg slotssogn (F.) 5-644 c-K 

Forstad til Hillerød 5.644 

Hørsholm 8.750 c-K 

Hørsholm 8.750 

Lillerød 2.726 

Allerød 2.483 d-B 

Søborg-Gilleleje 3-158 

Gilleleje 1.944 d-B 

Tikøb 11.923 (e-K) 

Espergærde (F.) 2.626 c-B 

Snekkersten (F.) 1.784 c-B 

Hellebæk 1.602 d-B 

Hornbæk 1.574 d-B 

Kvistgård 490 d-B 

Herlufsholm (F.) 6.500 b-K 

Herlufsholm 6.500 

Slagelse Skt. Peders landsogn (F.) 2.667 c-K 

Forstad til Slagelse 2.667 

Allesø-Næsbyhovedbro (F.) .... 3-054 

Forstad til Odense 1.723 b-B 

Dalum (F.) 7.464 b-K 

Forstad til Odense 7.464 

Hammel-Voldby-Søby 3.941 

Hammel 2.193 d-B 

Åby (F.) 8.907 b-K 

Forstad til Århus 8.907 

Brabrand-Sønder Årslev 3.920 

Brabrand 2.667 d-B 

Holme-Tranbjerg 6.495 b-K 

Holme og Skade (F.) 5.552 

Tranbjerg 347 

Odder 6.726 

Odder 5.316 d-B 

Vejlby-Risskov (F.) 8.053 b-K 


Viby (F.) 10.109 b-K 


Dronningborg (F.) 2.112 b-K 

Forstad til Randers 2.112 

Kristrup 3.999 d-K 

Forstad til Randers (F.) 3.230 

Vorup (F.) 4.478 b-K 

Forstad til Randers 4.478 

Års 3.970 

Års 2.875 d-B 

Hadsund 7.534 (e-K) 

Hadsund ladeplads 3.504 d-B. 

Skelum 569 •—• 

Viddum 459 -5- 

Hasseris (F.) 8.077 b-K 

Forstad til Ålborg 8.077 

Sundby-Hvorup (F.) 8.416 b-K 

Forstad til Nr. Sundby 8.416 

Kjellerup 2.714 

Kjellerup 2.257 d-B. 

Egvad 2.389 

Tarm 1.865 d-B 

Skjern 4.647 

Skjern 3.857 d-B. 

Bramminge 3-473 

Bramminge 2.560 d-B 

Guldager 2.914 

Forstad til Esbjerg (F.) 1.301 b-B 

Hjerting 759 -f- 

Vamdrup 3-411 

Vamdrup 2.055 d-B 

Vejen 4791 

Vejen 4.001 d-B 

Bov 4-910 (e-K> 

Bov 394 

Kollund 445 

Kruså 395 d-B 

Padborg, Frøslev 1.898 d-B. 

Gråsten 2.676 

Gråsten 2.343 d-B 

Del af Alnor by 182 -f- 

17*

260 

///. Kommuner, der er sidestillet med købstadkommunerne efter skattelovgivningens gruppedeling — 

men hvor kun den bymæssige bebyggelse er sidestillet med købstæderne efter f or sor gslov givningens 

gruppedeling. 


Indbyggertal 

1950 


Indbyggertal j 

1950 

Stedtillæg 

Stedtillæg 

Torup 4-612 

Hundested-Lynæs 3-001 d-B 

Haslev-Freerslev 6.358 

Haslev 5.468 d-B 

Ringe 4-495 

Ringe 2.627 (e-B) 

Brande 6.240 

Brande 3.585 c-B 

Hover 3.263 d-K 

Frederikshøj (F.) 133 b-B 

Grejsdalen (F.) 1.263 b-B 

Trædballe (F.) 38 b-B 

Uhrhøj (F.) 754 b-B 

Vinding 

Eskholt (F.) 

3.383 

620 (e-B) 

Mølholm (F.) 

Vindingland (F.) 

1.477 

596 

(e-B) 

(e-B) 

Hasle-Skejby-Lisbjerg 3.227 c-K 

Hasle (F.) 2.091 b-B 

Home-Asdal 4.200 

Hirtshals 2.532 d-B 

Hurup 2.318 

Hurup 1.897 (e-B) 

Bjerringbro 4.200*) 

Bjerringbro 2.757 e-B 

Langä-Torup-Sdr. Vinge 3-110 

Langå 2.008 d-B 

Ikast 6.669 (e-K) 

Ikast 4.207 d-B 

Grindsted 5.496 

Grindsted 3.659 d-B 

Ølgod 4-420 

Ølgod 2.061 d-B 

Vojens 2.138 

Vojens 2.950 d-B 

*) Bjerringbro kommune først oprettet pr. 1 /4 1955. 

Indbyggertallet i 1950 anslået. 

IV. Kommuner, der er sidestillet med købstadkommunerne efter forsor gslov givningens gruppedeling 

uden at være det efter skattelovgivningens gruppedeling. 

(Den med *) angivne kommune er sidestillet med København i forsorgslovgivningen). 


Indbyggertal 

1950 

Stedtillæg 



1950 tillæg 

Her stedøster-Her s tedvester* ) 3.096 c—K 

Vridsløselille 1.817 

Himmelev i.397 

Ny Himmelev (F.) 613 c-B 

Hvedstrup-Fløng 1.621 

Ny Fløng 616 — 

Blovstrød 1.562 

Blovstrød 429 -^ 

Del af Allerød 349 d-B 

Kregme-Vinderød 2.730 

Åsebro, Enghaverne m.v. (F.) 967 d-B 

Strandvejen, Bjørnehoved (F.) . 246 d-B 

Kregme 488 ~ 

Stege landsogn 2.774 

Lendemark (F.) 1.038 d-B 

Sakskøbing landsogn 2.191 

Rørbæk (F.) 1.562 d-B 

Lumby 3.070 b-K 

Anderup Huse (F.) 169 

Sletten landevej (F.) 308 

Stige havneby 798 

Seden-Åsum 1.369 -r- 

Seden 431 

Skanderup-Stilling 2.994 

Banegårdskvarteret (F.) 766 d-B 

Stilling 872 ~- 

Børglum-Furreby 3.250 

Løkken ladeplads 1.600 d-B 

Vrå-Em 3-082 

Vrå 1.936 — 

Thisted landsogn 1.343 

Dragsbæk og Torp (F.) 635 c-B 

Tingstrup (F.) 282 c-B 

Tyborøn (ny kommune fra X U 54) 1.708 e-K 

Tyborøn 1.708 

Nordby 2.138 d-K 

Odden 1.838 

Rinkenæs 1.832 ~ 

Alnor og Trappen fiskerleje ... 425 

Rinkenæs 484 

Ledøje-Smørum 1.500 -r- 

Sengeløse 1.182 ~ 

Torslunde-Ishøj 1.680 -f- 

Vallensbæk 856 ~~ 

Reerslev-Vindinge 1.336 ~ 

Adsbøl 487 ~- 

Gl. Haderslev 677 ~

261 

V. Bymæssige bebyggelser, der er sidestillet med købstadkommunerne efter jorsorgslovgivningens 

gruppedeling uden at være det efter skattelovgivningens gruppedeling. 

Kommune 

Indb. 

1950 

Bebyggelse 

Indb. 

1950 

Stedtillæg

262 

OVERSIGT OVER DE KØBENHAVNSKE OMEGNSKOMMUNERS 

e ) Registerfolketallet pr. 1. april 1956 i de anførte kommuner udgjorde ialt 430.123.

263 

STILLING PÅ FORSKELLIGE LOVGIVNINGSOMRÅDER 

BILAG 19

264

265

Sagregister 

Aftrapningsskalaer 150, 176. 

Alderdomshjem 76, 131, 153. 

Aldersfordeling 49 f. 

Aldersrente 22, 153. 

Aldersrentemodtagere 50, 52 f, 151, 156, 158, 159, 

178. 

»Amtmandsgrænsen« 144, 171. 

Amtskommunernes opgaver 90 ff. 

Amtsungdomsnævn 92, 133. 

Amtsvandløb 93, 134, 202. 

Arbejderboliger på landet 132. 

Arbejdsanstalter 91, 244. 

Arbejdsanvisning 91, 133, 151. 

Arbejdsløse 56, 151, 155. 

Automobilerne, betydning for bydannelsen 23. 

Bygningslovgivningen 13, 19, 141. 

Bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger 142. 

Bygningsvedtægter 141, 170. 

Bygningsværdier 151, 163. 

Bygrunde 43, 141, 172. 

»Bykommune« 204. 

»Bymæssige kommuner« (foreningen) 5, 14, 108, 200. 

Byplaner 83, 84, 142. 

Byregulering 84. 

Byvåben 112. 

Børnebiblioteker 139. 

Børneforsorg 154, 155. 

Børnefradrag 156, 158, 159, 178. 

Børnetilskud 156, 158. 

Befolkningstilvækst i bymæssige kommuner 28 ff. 

Beklædningstillæg 153. 

Beskatningen 64 ff, 180 ff. 

Beskatningsgrundlag, forskydninger i 186 ff. 

Bevillingsnævn 145. 

Beværterloven 145, 202. 

Bibeskæftigelse (læreres) 201. 

Biblioteker 139. 

Biografer 131, 148. 

Birkerød, beregninger vedr. eventuel købstadoprettelse 

121, 254 f. 

Boligbyggeri 76, 78 f. 

Boligtillæg til aldersog invaliderentemodtagere 151, 

153. 

Boligtilsyn 142. 

Borgmester 105 f, 112, 195, 200. 

Bornholmske købstæder 124 ff, 203. 

Brandvæsen 13, 20, 134, 136, 142. 

Brevporto 162. 

Brændselsrationering 146. 

Brændselstillæg 153. 

Bunden opsparing 156. 

Bybefolkningsprocenten 43 f. 

Byggeomkostninger 150 f. 

Byggestøttelovgivningen 64, 150, 156, 171, 184 f. 

Byggevirksomheden 78 f. 

Civilforsvar 84, 141 f, 171. 

Detailvirksomheder 58. 

Difterivaccinationer 91. 

Domstolene 139. 

Efterskoleelever, tilskud til 136, 152. 

Efterskoler 136. 

Ejendomme, arten af 61. 

Ejendomssalg 60. 

Ejendomsskatter 64 f, 71, 73, 93, 133, 151, 163, 

180 ff, 202. 

Ejendomsværdier 59 f. 

Embedslån, bevilling af 201. 

En gros-virksomheder 58. 

Epidemiloven 91, 167. 

Erhvervsskat 13 f, 64 f, 73, 82, 156, 159. 

Erhvervsfordeling 50 ff. 

Erhvervsvirksomheder, art, antal 57. 

Ferierejser 143, 156. 

Financielle forhold i bymæssige kommuner 70 ff. 

Finsk kommunallov 199. 

Flækker 17, 94, 106, 126, 143, 154, 180.

268 

Folkehøjskoler 152, 155. 

Folkeregisterloven 136, 201. 

Folketællingerne, principperne ved 24 ff. 

Fonds, dispositionsret over 197. 

Formue og lejlighed, nedsættelse af indkomsten 

efter 136, 159. 

Forskelsværdi 151, 180. 

»Forstædernes sammenslutning« (Århus) 85. 

Fremleje 131. 

Fribefordring af skoleelever 143, 156. 

Fribefordring af sygekassepatienter 91, 144, 171. 

Frihandelsvedtægt 92, 134, 202. 

Friluftsreklame 131. 

Fri proces 92, 156. 

Friskoler 136, 152. 

Fælleskommunallov 198 f. 

Færdselsloven 131. 

Fødehjem 91, 244. 

Gader 141, 197. 

Garanti for lån til boligbyggeri 77. 

Garanti for lån iøvrigt 197. 

»Gentofte status« 107 f, 198 ff. 

Gæstgiveri 145, 202. 

Handelspladser 17, 19, 20, 94, 97 ff, 101, 115, 135, 

136, 145, 180, 203. 

Handelsrejsende 21, 103, 105, 145 f. 

Handelsvirksomheder 58. 

Hartkornsbidrag 91, 102, 125, 250 f. 

Havne 93. 

Hegnsloven 131, 142. 

Hjælpelærere, ansættelse af 201. 

Hollands kommunallov 199- 

Hovedstadskommunernes samråd 85. 

Hovedstadsområdet (se »Københavnske omegnskommuner«). 

Hundeloven 131, 135, 139, 240. 

Husdyrvoldgiftsretter 92. 

Husholdningsskoler 152, 155. 

Husleje 151, 161, 181. 

Huslejegodtgørelse 161. 

Huslejeniveauet 62, 151. 

Huslejenævn 131. 

Huslejetilskud til aldersog invaliderentemodtagere 

151. 

Huslejetilskud til arbejdsløse 151, 155. 

Huslejetilskud til børnerige familier 83, 152, 156. 

Husmoderafløsning 155, 161. 

Husstandenes størrelse 56. 

Hypotekforeninger 147. 

Håndværkerudgifter, maksimum efter byggestøtteloven 

150. 

Håndværksvirksomheder 57 f. 

Ikast, beregninger vedr. eventuel købstadoprettelse 

121, 256 f. 

Indkomstniveau 69. 

Indkvarteringsloven 93, 136. 

Indlemmelse 14 f, 22, 82, 83, 113 f. 

Industrivirksomheder 57 f. 

Investeringer 75 ff. 

Invaliderente 153, 156. 

Invaliderentemodtagere 52, 55, 156, 159, 178. 

Jernbaneanlæg, betydning for bydannelsen 17 f, 23. 

Jordemoderordninger 91, 118. 

Jordemødre 144. 

Kaldsret vedr. skolelærere 132, 201. 

Kloakanlæg, lån og garanti for lån til 197. 

Kommunale revisorer 196. 

Kommunale tjenestemænd (se tjenestemænd). 

Kommunale valglov 131, 147. 

Kommunale værker 71, 76. 

Kommuneregnskab 196 f. 

Kommuneskatteloven, områdeinddeling i 159. 

Kommunetyper 194 f. 

Koppevaccination 91. 

Kost og logi, værdi ved skatteansættelse 158. 

Kreditforeninger 20, 103, 105, 137. 

Krigsforsikring 147. 

Kronisk syge, hjælp til 154. 

Københavnske omegnskommuner 16, 85, 95, 107, 134, 

142, 144, 146, 150, 152, 154, 157, 158 ff, 161 ff, 

200 ff. 

Købstadkommissionen af 1870 14 f, 101. 

Købstadoprettelse af bymæssige kommuner 111 ff. 

Købstadordnede skoler 63 f, 132. 

Kønssygdomsbekæmpelse 91. 

Ladepladser, ladesteder 9, 19, 20, 136. 

Landbrugsskoler 152, 155. 

Landeveje, landevejsgader 91, 137, 250 f. 

Landvæsensretter 92, 133, 134, 202. 

Ledighedsprocent 56. 

Lejeforhøjelse 136. 

Lejemål 152. 

Leveomkostningsniveau 63, 153 ff, 176 f. 

Ligningsforholdet 181 ff. 

Ligningsmænd 131, 198. 

Ligningskommission 131, 198. 

Ligningsprocent 67. 

Ligningsskala 66 i. 

Læbælter 10, 12, 14 f, 102. 

Læger, fribefordring 144. 

Lærerlønninger 92, 161.

269 

Magistrat 196, 200. 

Markjorder 43, 141, 172. 

Medhjælper 135, 158. 

Medicinalvæsen 71, 74, 91, 117 f. 

Midlertidige lån 197. 

Mindrebemidlet 156. 

Motorafgifterne 71, 73, 93, 137, 240 f. 

Mælkehjælp 155. 

Mælkeordning 146. 

Mødrehjælpsinstitutioner 91, 245. 

Naturfredning 141. 

Naturf redningstaksationskommissionen 133. 

Normalbidrag 154. 

Norsk kommunallovgivning 199- 

Nystad 204. 

Næringskommissionen af 1890 12. 

Nævningeårslisteudvalg 92, 133. 

Odder, beregninger vedr. evt. købstadoprettelse 120 f, 

238 ff. 

Omsætningsafgift af motorkøretøjer 137. 

Opholdskommuneskat 64 f, 71. 

Overepidemikommissionen 167. 

Overlandvæsenskommissioner 202. 

Overslag 197. 

Pension til borgmestre og sognerådsformænd 196, 200. 

Politiråd 92, 133. 

Politivæsen 13, 20, 92. 

Registertællinger 24. 

Regnskaber, kommunernes 70 f, 196 f. 

Rejsetilladelse til udlandet for lærere 201. 

Revisorer, kommunale 196. 

Sandflugtsbekæmpelse 91. 

Session 133. 

Sikringsrum 142. 

Skattebyrde 66 ff. 

Skattefri fradrag 156 ff. 

Skattefritagelse for boligbyggeri 184 ff. 

Skattelovskommissionen 191. 

Skatteprocent 67 f. 

Skolebygninger 201. 

Skoledirektionen 92, 125, 132, 201. 

Skolekommission 201. 

Skolelodder 201. 

Skolelæger 92, 118, 149, 246. 

Skoleplan 132. 

Skolevæsen 63 f, 71 ff, 92, 132, 149, 152, 198, 201. 

Skorstensfejer 92, 134. 

Snefoged 135. 

Snekastning 91, 135, 141. 

Sociale udgifter 71 ff, 91. 

Socialkontor 148. 

Sognerådsformanden 195 f. 

Sparebeviser 148. 

Specialkommuner 199- 

Spildevand 84, 131. 

Spædbørnshjem 154. 

Spædbørnsudstyr 156. 

Statshusmandsloven 148. 

Statslån til boligbyggeri 77, 131, 150 f, 156, 185. 

Statstjenestemænd (se tjenestemænd). 

Stedtillæg 159 f, 171, 176 ff. 

Stor-Århuskommissionen 84. 

Styrelsesanordningerne 96 f. 

Sundhedsplej erskeordninger 118. 

Sundhedsvedtægt 142, 170. 

Svangerskabshygiejne (fribefordring) 144. 

Svensk kommunallovgivning 199. 

Sygehuse 71, 74, 76, 91, 117 f. 

Sygekassegrænsen 21, 153, 154, 155. 

Sygekasser 21, 131, 135, 153, 156. 

Sygekassepatienter, fribefordring af 91, 144. 

Særforsorg 154. 

Telefongebyrer 162. 

Tillægspromillen, i henhold til lov nr. 166 af 24 /s 

1955 181. 

Tilskud til foreninger og institutioner 197. 

Tilsynsmyndighed 196, 200. 

Tjenestemænd 21, 159 ff, 176 ff. 

Toldloven 156. 

Totalisatorafgifter 93. 

Trafikudvalg 92, 125, 133, 134. 

Tuberkuloseanstalt 154. 

Tuberkulosebekæmpelse 91. 

Tvangsarbejdsanstalter 91, 244. 

»Tætbebyggede områder« 27 f. 

Udenlandske firmaer 21, 103, 105, 112, 145 f. 

Udvalg 195, 196. 

Ulykkesforsikring 155. 

Underholdsbidrag 154. 

Ungdomsnævn 148 f. 

Ungdomsskoler 131. 

Vakancelærere 201. 

Vandindvinding 83, 134. 

Vandløb 93, 134, 202.

1 

270 

Vandringer fra by til land m. v. 47 f. Vurderingsmænd 142 f. 

Vederlag til borgmestre og sognerådsformænd 196. Vægtafgifter 137. 

200. Værnepligtige, hjælp til 154. 

Vejafmærkning 131. Værneskat 156. 

Veje 20 f, 71 f, 91, 134, 141. 

Vejvedtægt 141. 

Vikarer 201. Ægteskabsloven 135. 

Vognmandsnæring 202. Æresborgere 112.

SÃ¸gbar version

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?