Søgbar version

statensnet.dk

Søgbar version

De bymæssige

kommuner

BETÆNKNING

afgivet af det af indenrigsministeriet

under 21. oktober 1952

nedsatte udvalg med den opgave

at foretage en undersøgelse

af de bymæssigt bebyggede sognekommuners

særlige forhold.

BETÆNKNING NR. 161

1956


Indholdsoversigt

Indledning 5— 6

Side

Kapitel

Bydannelserne

AFSNIT I

uden for købstæderne i det 19. og 20. århundrede.

Byernes vækst.

1. De bymæssige bebyggelsers opståen - Lovgivningens stilling til de bymæssige

bebyggelser i tidligere tid 9 — 23

Kapitel 2. De bymæssige bebyggelsers udvikling og vækst 24 — 38

AFSNIT II

De faktiske forhold i de bymæssige

bebyggelser (kommuner).

Kapitel 3. Bebyggelserne - De bymæssigt bebyggede kommuner 41— 45

Kapitel 4. Befolkningen i de bymæssige bebyggelser og dennes forhold 46— 69

Kapitel 5. De bymæssige kommuners finanser 70 — 77

Kapitel 6. Byggevirksomheden i de bymæssige kommuner 78— 79

Kapitel 7. Sammenfattende bemærkninger om de faktiske forhold i de bymæssige bebyggelser

80 - 85

AFSNIT III

De bymæssige bebyggelsers (kommuners) stilling

efter den gældende lovgivning.

Indledning 89

1. AFDELING

Lovgivningens regler

om de bymæssige kommuners stilling

i forhold til amtskommunen.

Kapitel 8. Den gældende kommunalordning 90— 95

Kapitel 9. Kommunalordningens historiske baggrund 96—109

Kapitel 10.

Spørgsmålet om gennemførelse af ændringer i de bymæssigt bebyggede

kommuners stilling som sognekommuner i forhold til amtskommunen -

Købstadoprettelse 110-126

DET ADMINISTRATIVE BIBLIOTEK


4

Indledning.

Kapitel 11.

2. AFDELING

De bymæssige kommuners stilling

på lovgivningsområder, der ikke vedrører

tilhørsforholdet til amtskommunen.

Købstadbegrebets indflydelse i almindelighed ved afgrænsningen af byreglers

anvendelsesområde 129 — 130

Lovbestemmelser, der overhovedet ikke sondrer mellem købstæder og byer

uden for disse, over for lovbestemmelser, der udelukkende gælder for

købstæderne 131 — 137

Kapitel 12. Lovgivningsområder, hvor de for købstæder givne særregler er udvidet

til bymæssige bebyggelser (kommuner) - Afgrænsningen af kredsen af

de med købstæderne sidestillede bebyggelser 138—163

Kapitel 13. Almindelige bemærkninger om afgrænsningen af byreglers anvendelsesområde

i den nugældende og fremtidige lovgivning 164—179

Kapitel 14. Reglerne om ejendomsbeskatningen i de bymæssige kommuner 180—194

Kapitel 15. Reglerne om de bymæssigt bebyggede sognekommuners styrelse 195 — 204

1-20 206-265

Sagregister 267 — 270


Indledning

Den 21. oktober 1952 nedsatte indenrigsministeriet

et udvalg med den opgave at foretage

en undersøgelse af de bymæssigt bebyggede

sognekommuners særlige forhold og at udarbejde

en redegørelse herfor, som kunne danne

grundlag for videre overvejelser med hensyn

til spørgsmålet om gennemførelse af reformer,

herunder lovændringer på det pågældende område.

Udvalget fik følgende sammensætning:

Fuldmægtig, nu ekspeditionssekretær i indenrigsministeriet,

fru G. Refslund Thomsen,

formand,

Kontorchef i Det statistiske Departement Henry

Stjernqvist,

Sognerådsformand, civilingeniør O. F. R. Kier,

Risskov, (udpeget af foreningen »Bymæssige

Kommuner«),

Folketingsmand Kai Jensen, Birkerød, (udpeget

af foreningen »Bymæssige Kommuner«),

Kæmner E. Kjærsgaard, Odder, (udpeget af

»Landsforeningen af kommunesekretærer i landkommunerne«)

.

Sekretær i indenrigsministeriet Jørgen H.

Koch har med bistand af sekretær i Det statistiske

Departement Helge Bov fungeret som

udvalgets sekretær.

I tiden forud for udvalgets nedsættelse var

der ved forskellige lejligheder af »Fællesorganisationen

af Landkommuner med bymæssig

Bebyggelse«, nu foreningen »Bymæssige Kommuner«,

blevet fremsat ønsker om, at der

blev taget skridt til gennemførelse af ændringer

i den gældende retstilstand, for så vidt

angår de bymæssige bebyggelser eller bymæssigt

bebyggede kommuner uden for købstæderne.

Organisationen havde herved bl. a. anført,

at der ved udformningen af de retsregler,

som på forskellige lovgivningsområder skal

komme til anvendelse i landets bysamfund, ikke

i tilstrækkelig grad er taget hensyn til de bysamfund,

der i løbet af det sidste århundrede

er vokset op uden for købstæderne uden at

være blevet oprettet til købstæder. Organisationen

havde i denne forbindelse især peget på

det utilfredsstillende i, at mange af de bestemmelser,

der efter den nugældende lovgivning

kommer til anvendelse i de bymæssige kommuner,

afviger fra de bestemmelser, der gælder for

købstæderne, til trods for at mange af de nye

byer med hensyn til indbyggertallets størrelse

og dermed også almindeligvis med hensyn til

bysamfundets struktur i bebyggelsesmæssig, erhvervsmæssig,

økonomisk og i andre henseender

ligger fuldt på linie med flere af købstæderne,

således at de forhold, der har motiveret særlige

regler for købstæderne, også måtte tale for, at

de samme regler blev gennemført for de omhandlede

byer.

Selvom udvalgets kommissorium efter sin ordlyd

omfatter også sognekommuner med ganske

små bymæssige bebyggelser, har udvalget på denne

baggrund dog ment i særlig grad at burde

rette sine undersøgelser imod de byer og bymæssige

bebyggelser uden for købstæderne, der har

nået en sådan størrelse, at det må formodes, at

forholdene på flere områder svarer til forholdene

i købstæderne. Man har dog tillige haft

opmærksomheden særlig henvendt på sådanne

mindre bebyggelser, der har karakteren af forstadsbebyggelser,

hvor særlige forhold på grund

af moderbyens nærhed gør sig gældende.

Til forståelse af tilstandene på det omhandlede

område og herunder især til belysning af

den historiske baggrund for den nuværende lovgivningstilstands

manglende samklang med de

faktiske forhold har udvalget foretaget en historisk

undersøgelse af bydannelserne i forrige

og indeværende århundrede, idet man i forbindelse

hermed særlig har undersøgt, hvilken

linie lovgivningsmagten til de forskellige tider

har anlagt over for disse bydannelser.

Udvalgets undersøgelser af de nu herskende

tilstande har omfattet dels en undersøgelse af


6

de faktiske forhold i de bymæssige bebyggelser

eller i de kommuner, der har sådanne bebyggelser,

med særligt henblik på at skabe grundlag

for en bedømmelse af, i hvilket omfang forholdene

på forskellige områder måtte adskille sig

fra forholdene i købstæderne, dels en undersøgelse

af den gældende lovgivning med særligt

henblik på at skabe overblik over, i hvilket omfang

de bymæssige bebyggelser (kommuner)

efter lovgivningen måtte indtage en særstilling

i forhold til de øvrige byer, købstæderne. Herunder

har man tillige søgt at konstatere, i

hvilket omfang der af den gældende lovgivnings

bestemmelser om bymæssige bebyggelsers sidestilling

med købstæderne måtte kunne uddrages

generelle retningslinier for lovgivningens afgrænsning

af den kreds af bebyggelser (kommuner),

for hvilke købstadregler kommer til

anvendelse på de enkelte lovgivningsområder.

En undersøgelse af den nævnte art, der

hovedsagelig tilsigter at give et samlet billede

af retstilstanden for de bymæssige bebyggelser

i almindelighed, må nødvendigvis få et vist

summarisk præg, for så vidt angår de enkelte

lovgivningsområder, idet man af hensyn til ønsket

om en naturlig begrænsning af udvalgets

arbejde ikke har kunnet foretage en detailleret

behandling af hvert af de enkeltstående problemer,

som den nugældende lovgivning måtte

afføde specielt for de bymæssigt bebyggede

sognekommuner. Udvalget har dog fundet, at

visse spørgsmål er af så stor betydning for disse

kommuner, at man har ment det rigtigt at undergive

dem en særlig undersøgelse og behandling.

Dette gælder spørgsmålene om ændring af

de bymæssige kommuners kommunalretlige stilling

(oprettelse til købstadkommuner), om afgrænsningen

af de med købstæderne sidestillede

bymæssige bebyggelser eller kommuner i relation

til statsskattelovgivningens og forsorgslovgivningens

indtægtsgrænser m. v., om den kommunale

ejendomsbeskatning i de bymæssige

kommuner samt om formen for disse kommuners

styrelse.

Som resultatet af udvalgets undersøgelser

fremlægges nærværende betænkning, der er enstemmigt

tiltrådt af udvalgets medlemmer.

Det er faldet uden for udvalgets opgave at

fremsætte konkrete forslag til afhjælpning af

manglerne ved den gældende lovgivning i relation

til de bymæssige bebyggelser, men udvalget

har ikke ment sig afskåret fra på enkelte

punkter at fremhæve mulige udveje i så henseende,

hvilket er sket i forbindelse med betænkningens

behandling af de enkelte spørgsmål.

København, september 1956.

Kai Jensen. O. Kier. E. Kjærsgaard.

G. Refslund Thomsen. Henry Stjernqvist.

Formand.

Jørgen H. Koch.


AFSNIT I.

BYDANNELSERNE UDEN FOR KØBSTÆDERNE

I DET 19. OG 20. ÅRHUNDREDE

BYERNES VÆKST


KAPITEL 1

De bymæssige bebyggelsers opståen — Lovgivningens stilling

til de bymæssige bebyggelser i tidligere tid.

Ved folketællingen i 1801 udgjorde Danmarks

folkemængde 929-000 indbyggere, og

befolkningen fordelte sig med 192.000 - eller

20,7 % - i byerne og 737.000 i landdistrikterne.

I de følgende halvandet hundrede år har folkemængden

været i stadig vækst. Ved folketællingen

i 1950 udgjorde folketallet ialt 4.281.000

indbyggere, eller mere end 4 gange så meget

som i 1801, men samtidig var bybefolkningens

andel i den samlede folkemængde i 1950 steget

til 65 %.

Antallet af den del af landets indbyggere,

der i 1801 måtte siges at udgøre landets bybefolkning,

var sammensat af Københavns og

af købstædernes indbyggertal, således at 101.000

- eller 52,4 % - af den samlede bybefolkning

boede i København og resten i landets 68 købstæder.

Ved folketællingen i 1950 fordelte bybefolkningen

sig med 34 % i hovedstaden

(Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner),

39 % i landets 85 købstæder, 11 % i

forstader og 16 % i øvrige bymæssige bebyggelser

i landkommuner. En væsentlig del af den

siden 1801 stedfundne vækst i bybefolkningens

andel af den samlede folkemængde falder således

på det betydelige antal bymæssige bebyggelser,

der nu findes uden for København

og købstæderne - det være sig i form af forstadsbebyggelser

til hovedstaden og købstæderne

eller som selvstændige, isolerede bebyggelser

(»stationsbyer o. 1.«).

A. DEN ERHVERVSØKONOMISKE

BAGGRUND

a. Første halvdel af det 19. århundrede.

I første halvdel af det 19- århundrede var

Danmarks folkemængde i jævn vækst, således

at den i løbet af de 39 år fra 1801 til 1840 voksede

med ca. 360.000 indbyggere, eller med

mere end en trediedel. Væksten fordelte sig dog

ligeligt på land- og bybefolkningen, således

at denne sidste ved folketællingen i 1840 på

samme måde som i 1801 udgjorde ca. 21 % af

landets samlede folkemængde, ligesom bybefolkningen

stadig ganske overvejende levede i hovedstaden

og købstæderne.

Der fandtes ganske vist uden for hovedstaden

og købstæderne visse bebyggelser af bymæssig

karakter - samlinger af huse, som ikke, eller i

hvert fald ikke overvejende, anvendtes til landbrugsformål

- men dels var antallet af sådanne

bebyggelser ganske ringe, dels har deres indbyggertal,

som iøvrigt kun findes opgjort for

enkelte af bebyggelsernes vedkommende, ikke

været af en sådan størrelse, at det har kunnet

forrykke det fornævnte forhold mellem by- og

landbefolkningen væsentligt. Sådanne bymæssige

bebyggelser har til eksempel været at finde

omkring kongelige slotte eller fæstninger, som f.

eks. Hals, Fredensborg og Hørsholm (der endog

i henhold til en kgl. bevilling af 26. november

1739 nød »alle de privilegier og friheder, som

andre rigets kjøbstæder ere tillagte«, dog uden

at byen blev betragtet som købstad). I denne

gruppe kan også nævnes Fladstrand, der iøvrigt

ved kgl. resolution af 9. september 1818

blev købstad under navnet Frederikshavn. Også

ved flere havne eller udskibningssteder (toldsteder)

lå bebyggelser af bymæssig karakter, som

ikke medregnedes i købstædernes kreds, de såkaldte

»ladesteder« eller »ladepladser«, jfr. herved

plakat af 26. marts 1816, hvori det bestemtes,

at tiendeyderne skulle føre tiendekornet

»til den nærmest liggende kjøbstad eller

det nærmeste ladested«. Som sådanne ladepladser

kan nævnes Løgstør og Struer, der begge

senere blev købstæder, samt Løkken og Troense.

I visse tilfælde havde der også dannet sig

mindre bymæssige bebyggelser omkring de fra

gammel tid bestående tingsteder (eks. Kjellerup),

ved vigtige vejkryds (eks. Årup) eller

på steder, hvor der var vandmøller og blev holdt

markeder (eks. Odder). Enkelte af bebyggel-


10

serne uden for købstæderne var byer, der tidligere

havde haft købstadstatus (Slangerup og

GI. Rye). Indbyggertallet i de fleste af sådanne

bebyggelser var dog almindeligvis ganske ringe

og kom kun i ganske få tilfælde op over

400*).

Den almindelige stigning i folketallet medførte

naturligvis, at købstædernes indbyggertal

voksede, men i almindelighed ikke i en sådan

grad, at købstæderne voksede ud over grænserne

og dannede egentlige forstæder i landdistrikterne,

allerede fordi de enkelte købstæder

almindeligvis var omgivet af ubebyggede områder

inden for købstadens grænser, »markjorderne«,

som kunne give plads for udvidelserne.

Når der - til trods for folketallets relativt

stærke vækst - ikke opstod bydannelser af væsentlig

betydning uden for hovedstaden og købstæderne

i første halvdel af det 19. århundrede,

hænger dette imidlertid sammen med hele landets

erhvervsstruktur i denne periode.

Efter Napoleonskrigene i århundredets begyndelse

gennemgik Danmark en økonomisk

krise, som var en medvirkende årsag til landbrugserhvervenes

stagnation på denne tid. Landbruget

var endnu baseret på naturalhusholdning,

således at hvert landbrug udgjorde en i det store

og hele selvforsynende enhed, hvis drift og trivsel

kun i meget ringe grad var afhængig af tilførsel

af produkter udefra. Købstædernes erhverv

var gennemgående lokalt betonet. Hver

købstad havde et vist opland, der begrænsedes

af de øvrige købstæders opland, og købstadens

handel og håndværk var så godt som udelukkende

baseret på kun at skulle forsyne byen og

dens opland, hvilket var en naturlig følge af

kommunikationsmidlernes ringe stade. På den

anden side var den i købstæderne stedfindende

handel og produktion i det store og hele tilstrækkelig

til at dække oplandets behov, der

som følge af naturalhusholdningen på landet

kun var ganske ringe, målt med nutidens målestok.

Der var således rent faktisk i almindelighed

ikke større trang til og grobund for nye

bydannelser. Men hertil kommer, at den dengang

gældende lovgivning allerede på forhånd

afskar - eller i hvert fald i høj grad vanskeliggjorde

- bydannelser uden for købstæderne. Udøvelsen

af handel og af de fleste af håndværksfagene

havde nemlig siden det 15. århundrede

været forbeholdt købstæderne, og da handels-

*)Således i 1840: Fredensborg 618 indbyggere, Hals

790 indbyggere, Løgstør 791 indbyggere, Odder

889 indbyggere og Troense 930 indbyggere.

og håndværksvirksomheder jo måtte være den

almindelige forudsætning for, at en by hævede

sig op over landsbystadet, er det klart, at dei

ikke kunne finde bydannelser sted udenfor købstæderne.

Indskrænkningerne i den frie næringsudøvelse

på landet, som var fastslået i Danske

Lovs 3-13-23, 24 og 26 og nærmere udformet

i en række forordninger og plakater af senere

dato, kunne ganske vist ophæves ved kgl. bevilling

i de enkelte tilfælde og blev det også for

visse byers vedkommende, således bl. a. Løgstør,

men i det store og hele var handel, håndværk

og fabriksdrift henvist til og forbeholdt

købstæderne som et af de vigtigste led i de

købstæderne fra gammel tid tillagte privilegier.

b. Næringsloven af 1857 — Industrialiseringen.

Den hidtidige indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse

på landet var imidlertid i strid

med de frihedstanker, som grundloven byggede

på og søgte at realisere, jfr. grundloven af 1849

§ 83, og hertil kom, at den begyndende ændring

i landets erhvervsstruktur, kendetegnet

ved industrialiseringen og mekaniseringen, som

nu begyndte at vinde indpas i flere og flere

grene af erhvervslivet, skabte et større behov

for adgang til fri næringsudøvelse uden for købstæderne.

På denne baggrund vedtog rigsdagen

da loven af 29- december 1857 om handværksog

fabriksdrift samt handel og beværtning, som

ophævede de gamle købstadprivilegier på næringsrettens

område, således at der nu blev adgang

til at drive handel, håndværk og industri

i samme omfang på landet som i byerne. Loven

gjorde dog visse undtagelser til fordel for købstæderne,

idet den indførte de såkaldte »læbælter«

omkring købstæderne*). Det blev nemlig

bestemt, at håndværksdrift med enkelte undtagelser

ikke måtte udøves i mindre end een

mils afstand fra den nærmeste købstad, ligesom

»groshandel, kjøbmandshandel og detailhandel«

i almindelighed ikke måtte udøves i

mindre end 1½ mils afstand fra købstaden.

Samtidig blev der dog givet indenrigsministeren

adgang til at gøre undtagelser fra læbæltereglerne

ved udfærdigelse af kgl. bevilling

til de enkelte næringsdrivende, ligesom

indenrigsministeren efter begæring af en køb-

*) Der blev også oprettet læbælter omkring de få

byer, der ikke var købstæder, men »handelspladser

og flækker«, se nedenfor s. 17, ligesom der

blev etableret læbælter for Københavns vedkommende.


11

stads kommunalbestyrelse helt kunne ophæve

læbæltet for vedkommende købstad.

Med næringsfrihedens gennemførelse var

vejen åbnet for de bydannelser ude omkring i

landet, som i de følgende årtier fandt sted med

det resultat, at ca. 250.000 mennesker — eller

ca. 9 % af landets samlede befolkning - 50 år

senere ved folketællingen i 1911 levede i bymæssige

bebyggelser udenfor købstæderne og

hovedstaden.

Selv om det er givet, at næringsfrihedens

indførelse var den betingelse, som måtte være

opfyldt, for at der ude i landdistrikterne kunne

opstå et stort antal nye byer, er det dog på den

anden side klart, at næringsfrihedens indførelse

alene ikke har kunnet begrunde den stedfundne

udvikling. Dette er så meget mere klart, som

næringsfrihedens indførelse - netop på grund

af oprettelsen af de foran omtalte særlige læbælter

omkring købstæderne - i hvert fald

ikke kan siges at have været en direkte forudsætning

for dannelsen af de mange bymæssige

forstadsbebyggelser, som fremkom omkring købstæderne

allerede i sidste halvdel af forrige århundrede.

Den stedfundne udvikling såvel af

forstadsbebyggelser som af isolerede bymæssige

bebyggelser i landkommunerne må tillige ses på

baggrund af den fuldstændige omvæltning af

landets hele erhvervsstruktur, som samtidig

fandt sted.

Industrialiseringen, som satte ind i 1850erne,

medførte nemlig en omlægning af erhvervsfordelingen

til fordel for de erhverv, som ikke er

af egentlig landbrugsmæssig karakter, og som

typisk vil have tendens til at koncentrere sig i

byer. Anvendelsen af maskiner medførte nu, at

mange af de forbrugsvarer, som tidligere under

landbrugets naturaløkonomi var fremstillet af de

enkelte landbrug til eget forbrug, nu kunne

fremstilles langt billigere fabriksmæssigt, og

medens købstadens håndværkere, som ovenfor

omtalt, tidligere havde måttet indskrænke sig

til en produktion, der udelukkende var beregnet

på det lokale oplands forsyning, var der nu på

grund af de nye trafikmidlers fremkomst (jernbaner,

dampskibe) mulighed for salg ud over

det tidligere opland og dermed yderligere basis

for den billigere stordrift, der var muliggjort

ved de forskellige nye industrielle opfindelser.

Disse forhold førte til en voksende specialisering

og dermed også til forøget handels- og

transportvirksomhed. Industrialiseringens gennembrud

begunstigedes af de gode konjunkturer

for landbruget i perioden omkring 1840-

1870, som i forbindelse med, at der nu indførtes

nye arbejdsbesparende produktionsmetoder

i landbruget (dræning, mergling, nye plovformer,

tærskeværker etc.), virkede henimod en

forøgelse af landbrugsproduktionen og dermed

en forøgelse af landets velstand som helhed,

som yderligere stimulerede handel, industri og

håndværk.

Disse forskellige faktorer i forening bevirkede,

at en del af landbrugets arbejdskraft nu

blev frigjort fra landbrugserhvervet til fordel

for byerhvervene. Betegnende er det således, at

der i denne periode var en stærk vandring fra

land til by, hvorved kan anføres, at alene købstæderne

og hovedstaden i perioden 1840-1880

havde en tilvækst på 97 %, medens landdistrikternes

tilvækst i samme periode alene udgjorde

41 %, således at hovedstadens og købstædernes

andel af den samlede befolkning allerede i 1880

udgjorde 28 % mod ca. 21 % i 1840 og 1801.

Landbrugskrisen omkring 1880 gjorde intet

skår i den påbegyndte udvikling, idet den allerede

nogle år tidligere påbegyndte omlægning

af landbrugsproduktionen fra kornavl til animalsk

produktion blot tjente til at fremme industrialiseringen

og mekaniseringen såvel i selve

landbrugserhvervet (andelsmejerier, -slagterier)

som uden for dette, således at de faktorer, som

efter det ovenfor beskrevne havde begunstiget

ændringen af erhvervsfordelingen til fordel for

byerhvervene, nu virkede i forstærket grad. Til

belysning heraf kan anføres, at den del af landets

befolkning, der var beskæftiget ved landbruget,

i 1834 udgjorde 57,5 %, i 1880 51,1 %

og i 1911 36,3 % (i 1950: 23,7 %) samtidig

med, at bybefolkningens andel af den samlede

befolkning i 1911 var steget til 50 %, når man

medregner befolkningen i de bymæssige bebyggelser

i landkommuner.

B. DE NYE BYDANNELSER

Den ovenfor beskrevne erhvervsøkonomiske

udvikling kunne ikke undgå at få indflydelse

på hele landets bebyggelsesmæssige struktur.

Den stærke vandring fra land til by bevirkede

for det første, at købstæderne sprængte deres

rammer, således at der opstod bymæssige bebyggelser

i de uden om købstæderne liggende landkommuner,

og udviklingen førte tillige med sig,

at der ude omkring i landkommunerne opstod

nye bebyggelser af bymæssig karakter, ligesom

mange af de fra gammel tid eksisterende mindre

byer uden for købstæderne voksede stærkt.


12

I. Forstadsbebyggelser.

a. Forstædernes opståen.

For tiden forud for folketællingen i 1901

foreligger der ikke samlede, særskilte opgørelser

over indbyggertallet i forstadsbebyggelser

af bymæssig karakter i landkommunerne omkring

hovedstaden og købstæderne, men det er

givet, at sådanne bebyggelser er fremkommet

på et relativt tidligt tidspunkt, og at de tidligt

var af en sådan betydning, at man fandt det fornødent

at give lovregler, der særlig tog hensyn

til disse bebyggelsers eksistens.

Udviklingen af og i sådanne forstadsbebyggelser

er naturligvis ikke foregået samtidig og

på ensartet måde for samtlige købstæder, idet

de geografiske og erhvervsøkonomiske faktorer,

der har betinget forstadsbebyggelsernes fremkomst

og videre udvikling, har varieret stærkt

såvel i karakter som i styrke fra købstad til

købstad.

Det må sikkert antages, at købstædernes læbælter

har øvet en vis dæmpende indflydelse

på fremkosten af sådanne forstadsbebyggelser

i almindelighed, men hvor meget læbælternes

eksistens har betydet i denne henseende, er det

dog på den anden side vanskeligt at sige, når

det tages i betragtning, at læbæltereglerne ikke

gjaldt for en lang række håndværksfag, at de

overhovedet ikke omfattede fabriksdrift, at behovet

for adgangen til handel netop på grund

af købstadens nærhed næppe har været af væsentlig

betydning for befolkningen i disse bebyggelser,

at de allerede i 1860erne opståede

brugsforeninger ikke blev ramt af forbudet mod

handel indenfor læbæltet, samt endelig, at der

jo var adgang til ved kgl. bevilling at gøre

fravigelse fra læbæltereglernes forbudsbestemmelser.

Forstadsbebyggelserne i landkommuner uden

for købstæderne har formentlig typisk haft karakter

enten af egentlige fabrikskvarterer, som

er blevet placeret i forstadskommunerne, fordi

grundene var billigere*), eller - og især -

*) I et af Næringskommissionen af 1890 udarbejdet

forslag til ændringer i næringslovgivningen var

der bl. a. stillet forslag om, at læbæltet skulle

udvides til også at omfatte fabriksdrift, dog således

at bestående fabrikker skulle have lov til at

fortsætte den hidtil udøvede virksomhed, men i

det af regeringen på grundlag af kommissionens

indstilling udarbejdede lovforslag havde man dog

ikke medtaget en sådan bestemmelse. Til begrundelse

herfor anførtes det i motiverne, at det efter

kommissionens forslag ville være ganske udelukket,

at »der kunne gives de allerede bestående

af beboelseskvarterer, der i visse tilfælde er opstået

ved, at den mere velstillede del af købstadens

befolkning har søgt skattely i de købstaden

omgivende landkommuner. I andre tilfælde

er forstadskvarterer opstået ved, at købstadens

arbejderbefolkning er søgt ud til områder, hvor

udgiften til bolig har været mindre end i købstaden,

dels på grund af grundprisernes ringe størrelse,

dels fordi bygningsvedtægternes krav til

beboelseshuses opførelsesmåde og indretning

som regel har været lempeligere i landkommunen

end i købstaden. Udflytningen til forstæderne

må formentlig også til en vis grad ses i sammenhæng

med den på denne tid stedfindende

ændring i erhvervsforholdene i retning mod en

tilstand, hvor de næringsdrivende ikke i samme

grad som tidligere anså det for nødvendigt at

have deres bopæl i forbindelse med virksomheden,

og hvor arbejder- og funktionærstaben nu

var blevet relativt langt større, samtidig med at

dens tilknytning til virksomheden var blevet

løsnet, således at arbejdere og funktionærer ikke

i samme grad som tidligere var henvist til at

bo ved arbejdsstedet.

Placeringen af jernbanestationer på de fra

en købstad udgående jernbanelinier har i mange

tilfælde haft betydning for, hvor en forstadsbebyggelse

af en af de ovennævnte karakterer

har dannet sig, men jernbanenettets udvikling

i 1870erne og 1880erne har formentlig også

i visse tilfælde været den direkte årsag til en

forstadsbebyggelses opståen. Der kan således

nævnes eksempler på steder, hvor den omstændighed,

at selve købstadens jernbanestation — af

geografiske eller andre årsager — blev placeret

uden for selve bykernen i en tilstødende landkommune,

har givet anledning til, at der omkring

jernbanestationen har dannet sig en bebyggelse,

som efterhånden er sammenvokset

med købstaden. Sådanne forhold har således

foreligget ved Skanderborg, Hobro, Sorø m. fl.

b. Lovgivningens stilling til de

nye forstadsbebyggelser.

Udviklingen af forstadsbebyggelser af bymæssig

karakter gav - som foran antydet - anledning

til, at der fra lovgivningsmagtens side

allerede på et temmelig tidligt tidspunkt på

fabriksanlæg i købstædernes nærhed en ny industriel

anvendelse (ved en ønsket omlægning af

produktionen), eller at nye fabrikker anlægges

sammesteds, skønt forholdet ikke sjældent kan

være det, at en fabriksdrift netop har sin naturlige

plads i købstadens omegn.«


13

forskellige områder blev taget hensyn til sådanne

bebyggelsers eksistens.

1. Byregiers udvidelse til forstæderne.

Allerede i 1850erne var der sket en voldsom

ekspansion i hovedstadsområdet, således at der

uden for Københavns volde opstod bymæssige

forstadsbebyggelser, og i den københavnske

byggelov af 17. marts 1856 blev lovens område

derfor fastsat til »staden Kjøbenhavn

samt dens forstæder«, hvorved man forstod de

indenfor den ældre demarkationslinie liggende

dele af stadens grunde. Ved en lov af 12. januar

1858 udvidedes lovens bestemmelser endvidere

til at gælde en nærmere betegnet del af

Frederiksberg og Hvidovre sogne, i hvilken forbindelse

det skal bemærkes, at Frederiksberg

ved lov af 29. december 1857 netop på grund

af sin tiltagende bymæssige bebyggelse havde

opnået en købstadlignende stilling i styrelsesmæssig

henseende.

Et andet vidnesbyrd om forstadsbebyggelsernes

vækst omkring København giver loven af

23. februar 1866 om udvidet næringsfrihed i

Københavns omegn, hvorved læbælterne ophævedes

i »de staden Kjøbenhavn omgivende

landdistrikter«. Det oprindelige forslag til denne

lov omfattede alene Frederiksberg, men under

rigsdagens udvalgsbehandling udvidedes

lovforslaget til at gælde hele Københavns omegn

netop under hensyn til forholdene også

uden for Frederiksberg sogn.

Den bymæssige udvikling i Københavns omegn

førte bl. a. iøvrigt til, at der kort efter århundredskiftet

ved tre love af 3. april 1900

gennemførtes indlemmelse af Valby, Brønshøj

og Sundbyerne i Københavns kommune.

Også for købstædernes vedkommende var

forstadsdannelserne allerede i 1850erne så omfattende,

at de gav anledning til særlige lovregler.

Ved bygningslov for købstæderne i kongeriget

Danmark af 30. december 1858 bestemtes

det således, at justitsministeriet efter

indstilling af købstadens kommunalbestyrelse

og vedkommende sogneforstanderskab kunne

udvide lovens bestemmelser til at gælde de på

landjurisdiktionens grund liggende bygninger,

som »danne en sådan fortsættelse af selve kjøbstaden,

at de for denne givne forskrifter findes

derpå at burde anvendes.«

Bygningsloven for købstæderne må ses som

det første udtryk for en senere almindelig tendens

i lovgivningen, hvorefter de regler, som

fastsættes for købstæderne, tillige administrativt

skal kunne udvides til at gælde for de dele af

de omgivende landkommuner, hvor der har

dannet sig bymæssige forstadsbebyggelser.

Samme princip gav sig også udslag i lov nr.

21 af 4. februar 1871 om politiet uden for København,

hvor det i § 4 bestemtes, at købstadens

politivedtægt tillige skulle gælde for de til købstadens

grund stødende dele af landdistrikter,

der er eller måtte blive henlagte under dens

jurisdiktion. Af lovens forarbejder fremgår det

tydeligt, at der netop her var tænkt på forstadsbebyggelserne.

På tilsvarende måde bestemtes

det i § 38 i lov nr. 28 af 21. marts 1873 om

brandvæsenet i købstæder udenfor København,

at lovens bestemmelser kunne udvides til at

gælde for de til en købstad grænsende dele af

landsogne. Også her fremgår det af forarbejderne,

at denne udvidelsesadgang var tænkt anvendt

på forstadsbebyggelser.

De nydannede bebyggelser uden for købstædernes

grænser gav også på skattelovgivningens

område anledning til indførelse af særlige regler,

der på samme måde som i bygnings-, brandog

politilovgivningen var bygget på synspunktet

om, at en købstad og dennes forstadsbebyggelser

måtte betragtes som en enhed, uanset at

bebyggelserne rent faktisk var beliggende i forskellige

kommuner. Da man i 1861 gennemførte

en lov om den kommunale beskatning i

København, der som et nyt princip hjemlede

beskatning af de i kommunen bosiddende borgeres

indkomster, var man stærkt inde på tanken

om tillige at indføre en regel om, at kommunen

skulle kunne kræve skat af personer,

der uden at have bopæl i København havde

deres erhverv eller øvrige indtægtskilder dér.

En sådan regel, der netop væsentligst ville få

anvendelse på personer, der havde deres bopæl

i forstadsbebyggelser til København, men som

gennem deres erhverv nød godt af byens kommunale

goder, var optaget i regeringens lovforslag,

men reglen blev ikke gennemført bl. a. på

grund af modstand fra landstingets side, idet

landstinget fandt, at regler om erhvervsskat kun

kunne ordnes ved en hele landet omfattende lov.

Fra landstingets side opfordrede man dog regeringen

til at have opmærksomheden henvendt

på sagen, »der overalt trænger til en ordning,

om end denne trang på grund af lokale forhold

stærkest fremtræder ved København.« Tanken

om erhvervsskatteregler var igen fremme under

rigsdagens forhandlinger forud f or landkommunalloven

af 1867, som indeholdt forskellige bestemmelser

om personbeskatningen, men heller


14

ikke her blev der gennemført regler om erhvervsbeskatning.

Spørgsmålet om at gennemføre regler, der

sikrede købstæderne imod, at skatteyderne unddrog

sig deltagelse i købstadens udgifter ved

at tage bopæl i en landkommune uden for købstaden,

blev dog mere og mere presserende,

efterhånden som forstadsbebyggelserne voksede

i omfang og betydning. Den af regeringen

i 1870 nedsatte Købstadkommission tog

derfor bl. a. spørgsmålet om gennemførelse af

den såkaldte »interkommunale beskatning« op

til behandling og stillede forslag om gennemførelse

af regler om erhvervsbeskatning. I de

følgende år blev der gentagne gange såvel af

regeringen som fra privat side fremsat lovforslag

herom, men forslagene strandede hver gang

på vanskeligheder ved at gennemføre erhvervsbeskatning

uden samtidig at gennemføre en almindelig

kommunal indkomstbeskatning, og

først ved skattereformen i 1903 blev der i loven

af 15. maj 1903 gennemført erhvervsskatteregler.

De dengang gennemførte regler danner hovedgrundlaget

for de i dag gældende erhvervsskatteregler,

som dog på flere punkter - især

med hensyn til kredsen af de erhvervsskattepligtige

- er mere vidtgående end 1903-loven*).

2. Indlemmelse af forstæder.

Den ovenfor beskrevne tendens i lovgivningen

til at give regler, hvorved der blev taget

særligt hensyn til forstadsbebyggelsernes eksistens,

bl. a. ved at købstadreglerne udvidedes

til også at gælde i forstadsbebyggelserne uden

for købstaden, modsvaredes imidlertid af bestræbelser

for at lette adgangen til at gennemføre

indlemmelser i købstæderne af disses forstadsbebyggelser.

Allerede i 1850erne havde

man på rigsdagen været inde på tanken om, at

det måtte være mere ønskeligt - i stedet for at

sidestille forstadsbebyggelserne med købstæderne

- at søge forstæderne indlemmet, idet

man fandt, at det måtte være betænkeligt »således

at lægge to købstæder op ad hinanden«.

Indlemmelsestanken blev taget op af Købstadkommissionen

af 1870, der havde til opgave

at undersøge og overveje, hvorledes der

måtte kunne rådes bod på de mindre gunstige

: ) Senere overvejelser om ændringer i erhvervsskattereglerne

var i 1915 den direkte anledning til dannelsen

af »Fællesorganisationen af Landkommuner

med bymæssig Bebyggelse«.

forhold, hvorunder købstæderne og navnlig den

næringsdrivende del af befolkningen i disse var

stillet. Kommissionen fandt — uden dog på

grund af oplysningernes mangelfuldhed at være

i stand til at føre et egentligt statistisk bevis

herfor - at »kjøbstædernes tilstand, hvorledes

end enkelte af disse på grund af særlige forhold

kunne have udviklet sig, i de senere år i

almindelighed ikke har været gunstig«*), og i

betænkningen stillede kommissionen forslag om

forskellige lovændringer til forbedring af købstædernes

stilling, herunder forslag om ændringer

i næringsloven, hvorved bl. a. adgangen til

ved kgl. bevilling at fravige næringslovens læbæltebestemmelser

fremtidig skulle bortfalde

(uden at dette forslag dog udtrykkelig var begrundet

i konkurrencen specielt fra de købstaden

omgivende forstadsbebyggelser). Som ovenfor

omtalt stillede kommissionen også forslag

om erhvervsskatteregler.

Købstadkommissionen stillede endvidere forslag

om, at der tilvejebragtes hjemmel til administrativt

at foretage indlemmelser af »landgrunde

eller landdistrikter, som omsluttes af

eller støde umiddelbart til en kjøbstad, samt til

for regeringen at tilstå sådanne undtagelser og

lempelser i de for kjøbstaden gældende regler,

som måtte være fornødne i anledning af indlemmelsen.«

(Tidligere krævedes der til en sådan

indlemmelse enten lov i det enkelte tilfælde**)

eller enighed mellem kommunalbestyrelserne

og samtlige grundejere i det indlemmede

område, hvilket iøvrigt var vanskeligt at

opnå, da der jo ikke var mulighed for at lempe

købstadreglerne for et indlemmet område uden

ved særlig lov).

Som begrundelse for forslaget om indlemmelser

angav kommissionen, at der - således

som forholdene forskellige steder havde udvik-

*) Som den væsentligste grund for denne tilstand anførte

kommissionen »den indtrufne betydelige

udvikling af og forandring i communicationsmid-

1erne - og som en følge deraf - i den retning

confluxen og omsætningen har taget«, ligesom

kommissionen hævdede, at næringsfrihedens indførelse

havde været til særlig ugunst for købstæderne.

- Medens der vel ikke er tvivl om, at næringsfrihedens

indførelse i hvert fald som et overgangsfænomen

havde skadet de mange små købstæder,

synes den senere udvikling dog at have

vist, at trafikmidlernes udvikling og forandring i

almindelighed har gavnet byerhvervene og dermed

også købstæderne i almindelighed.

**) Således var størstedelen af Udesundby sogn blevet

indlemmet i Frederikssund købstad ved lov af 12.

april 1867.


15

let sig - var trang til og ønske om en indlemmelse,

i hvilken forbindelse kommissionen anførte,

at ønske om indlemmelse ville næres af

købstadkommunen i tilfælde, hvor den ellers

ville være hindret i kommunale foretagender,

som er til fælles nytte for beboerne såvel på

købstadens som på landets grund, men hvor

den ikke kan opnå bidrag eller blot samtykke

dertil fra ejerne af landgrundene, eller i tilfælde,

hvor købstaden, hvis indlemmelse ikke

fandt sted, ville hindres i en naturlig udvidelse

af sine grænser. På den anden side ville »landdistriktet,

i særdeleshed hvor dette er tættere

bebygget, ofte kunne være stærkt interesseret

i dets indlemmelse i kjøbstaden, dels på grund

af, at den fattigere del af befolkningen fra

denne vil søge ud til de billigere boliger på

landet, og landkommunernes udgifter til fattigvæsenet

derved ville forøges, dels på grund af,

at der ikke i landdistriktet vil kunne drives

de næringer, hvis udøvelse er betinget af en

vis afstand fra kjøbstaden«, hedder det i betænkningen.

Efter kommissionens forslag skulle indlemmelse

kun kunne finde sted, når både vedkommende

byråd og sogneråd samt en vis del

af ejerne af de af indlemmelsen omfattede

grunde var enige om indlemmelsen, men i

loven af 17. maj 1873 om landdistrikters indlemmelse

i købstæderne, som blev udarbejdet

på grundlag af kommissionsbetænkningen, blev

det dog bestemt, at indlemmelse kunne ske,

når blot to af de nævnte tre parter var enige

derom.

Med hjemmel i denne lov foretoges der i de

følgende år en række indlemmelser i købstadkommuner

af tilstødende arealer af landkommuner,

men loven medførte kun i begrænset

omfang indlemmelse af bymæssigt bebyggede

arealer*), idet det ofte - når et areal først var

bymæssigt bebygget - var svært at opnå den

til en indlemmelse fornødne enighed.

I årtierne omkring århundredskiftet havde

de gode konjunkturer og den internationale

handels blomstring yderligere begunstiget tilstrømningen

til byerne. De fleste købstæder var

nu så godt som udbyggede, og der havde efterhånden

dannet sig større eller mindre forstadsbebyggelser

uden for godt halvdelen af landets

*) Loven fandt dog bl. a. anvendelse ved indlemmelse

i Århus købstad af det såkaldte »Frederiksbjerg«

i Viby sogn. Det indlemmede areal var ved

indlemmelsen i 1873 beboet af ca. 2000 indbyggere.

købstæder. Ved folketællingen i 1916, da man

for første gang foretog en egentlig tilbundsgående

optælling af indbyggertallet i de bymæssige

bebyggelser, optaltes 78 forstadsbebyggelser

med ialt 95.000 indbyggere, eller ca.

1/6 af købstædernes samlede folketal.

Spørgsmålet om en lempelse af adgangen til

indlemmelser blev derfor stadig mere aktuelt,

og i 1915 nedsatte regeringen en kommission,

der skulle fremsætte forslag til revision af

loven af 1873*).

Kommissionen fandt, at der var tillagt

grundejerne en for stor indflydelse på spørgsmålet

om indlemmelser, samt at lovens erstatningsbestemmelser,

hvorefter der altid tilkom

grundejerne erstatning, medens den afgivende

sognekommune ikke havde krav på erstatning,

ofte rent faktisk havde hindret indlemmelser.

Et af kommissionen udarbejdet lovforslag,

som søgte at råde bod på disse ulemper, dannede

grundlag for lov nr. 379 af 28. juni 1920

om indlemmelse i købstæder af arealer af sognekommuner

m. v., der i § 5 bl. a. indeholdt

en bestemmelse om, at der efter begæring fra

vedkommende byråd, sogneråd eller en vis del

af grundejerne ville kunne foretages indlemmelse

i en købstad af de til købstaden umiddelbart

grænsende bymæssigt bebyggede arealer

af en sognekommune, »når arealernes beboere

ved deres virksomhed er nøje knyttede til købstaden,

og indlemmelsen skønnes nødvendig

eller særdeles ønskelig af hensyn til købstadens,

sognekommunens eller vedkommende landareals

*) Regeringen pålagde iøvrigt tillige kommissionen

at undersøge, hvorvidt der nu måtte være anledning

til at ophæve læbælterne. Såvel i 1881 som

i 1911 havde der på rigsdagen været fremsat private

lovforslag herom, men disse forslag var ikke

blevet gennemført. I medfør af den i næringslovens

§ 14 indeholdte hjemmel var læbæltebestemmelserne

imidlertid allerede blevet ophævet administrativt

for en række købstæders vedkommende

efter begæring fra vedkommende byråd (heriblandt

Odense, Århus og Ålborg). Læbælternes

ophævelse var oftest sket med det formål at åbne

private erhvervsdrivende mulighed for at påføre

brugsforeningerne konkurrence, idet disse foreninger

netop på grund af læbæltebestemmelserne

hidtil havde været ene om at forsyne forstædernes

indbyggere med varer til det daglige forbrug.

Kommissionen kom til det resultat, at læbælternes

opretholdelse under de nævnte omstændigheder

ikke kunne anses at have betydning, og at det i

virkeligheden måtte anses for højst tvivlsomt, om

købstædernes handelsstand ikke ville have været

bedre stillet, om læbælterne ikke havde eksisteret.

Læbælterne blev derefter ophævet ved lov nr. 46

af 11. februar 1920.


16

økonomiske udvikling eller af hensyn til den

tilbørlige udvikling af forsørgelsesvæsenet,

skolevæsen, sundhedsvæsen, brandvæsen, belysningsvæsen,

bygningsvæsen, afløbsforhold,

færdselsforhold eller lignende foranstaltninger

af almen social eller økonomisk betydning,

eller når et byen nærliggende areals beboere

nyder andel i købstadens goder, medens skattebyrden

er væsentlig ringere end i købstaden,

således at arealet virker som skattely for købstaden.«

Loven af 1920 blev afløst af de nugældende

i landkommunalloven af 1933 indeholdte indlemmelsesregler,

som er nærmere omtalt nedenfor

side 83 f. og side 113 f.

Lempelserne i adgangen til at gennemføre

indlemmelser bevirkede imidlertid ikke, at forstadsspørgsmålet

blev af mindre betydning.

Den samfundsmæssige udvikling i indeværende

århundrede har begunstiget byernes

stærke vækst og dermed en stærk vækst i de

allerede ved århundredskiftet bestående forstadsbebyggelser

samt dannelsen af nye forstæder.

Blandt de faktorer, der i indeværende århundrede

især har været medvirkende til dannelsen

af forstæder, kan — udover de foran

side 12 omtalte - blandt andet nævnes de forandringer

i befolkningens almindelige boligskik,

der under påvirkning fra udlandet slog

igennem herhjemme i 20-erne og 30-erne med

rækkehus- og havebybebyggelserne, hvor man

tilstræbte ved boligernes udformning og placering

i frie omgivelser at forene bylivets og

landlivets fordele. Disse ideer måtte naturligt

medføre, at de nye bebyggelser blev placeret i

nogen afstand fra købstadens tætte og høje bebyggelse

og dermed som oftest i købstadens

nabokommune.

Denne udvikling blev yderligere stærkt begunstiget

af cyklernes og motorkøretøjernes stigende

betydning som almindeligt befordringsog

transportmiddel, der gjorde det muligt for

de i købstæderne beskæftigede at tage bopæl i

stadig større afstand fra arbejdsstedet. Dette

forhold har samtidig bevirket, at man blandt

købstædernes forstadsbebyggelser ofte vil medregne

bebyggelser, der ikke ligger i umiddelbar

tilknytning til vedkommende købstad.

Den voldsomme udvikling, der i indeværende

århundrede er foregået bl. a. på transportmidlernes

område, har været årsag til, at mange

af de nyere forstadsbebyggelser er vokset op

som randbebyggelser til de større udfaldsveje

fra hovedstad og købstæder, således at disse

forstadsbebyggelser bliver mere spredte og vanskelige

at afgrænse.

Selvom de lempelige indlemmelsesregler,

der blev indført i 1920, vel har afgivet hjemmel

for mangfoldige indlemmelser i tiden op

til vore dage, har indlemmelsesmuligheden dog

ikke været i stand til at fjerne de problemer,

som eksistensen og dannelsen af forstadsbebyggelser

kan give anledning til. Ved en undersøgelse

af lovgivningen i indeværende århundrede

ser man da også, at den foran omtalte

tendens til at lade de for købstæder gældende

regler tillige gælde for købstædernes forstadsbebyggelser

er blevet fulgt på flere og flere

lovgivningsområder jævnsides med tendensen

imod lempelse af indlemmelsesadgangen. Idet

der herom henvises til kapitel 12 nedenfor, skal

det blot anføres, at der så sent som ved lov

nr. 181 af 20. maj 1952 om de københavnske

omegnskommuners styrelse er givet et kraftigt

eksempel på den tendens, der anerkender, at

forstadsbebyggelsens eksistens som selvstændigt

bysamfund opretholdes, idet loven tilvejebringer

hjemmel for at gøre købstadkommunallovens

regler anvendelige på en lang række af

Københavns omegnskommuner, samtidig med

at der åbnes adgang til at overføre købstadreglerne

i en række andre love til disse kommuner.

II. Stationsbyer o. lign.

a. Stationsbyernes opståen.

Det er foran påvist, hvorledes der efter

næringsfrihedens indførelse og industrialiseringens

gennembrud i det 19. århundredes sidste

halvdel foregik en omvæltning af landets erhvervsstruktur,

som medførte, at de bestående

bysamfund voksede stærkt. Dette gjaldt naturligvis

ikke alene købstæderne, hvis vækst allerede

på et tidligt tidspunkt gav sig udslag i, at

der ved mange købstæder i de omkringliggende

landdistrikter opstod bymæssige bebyggelser

som forstæder til købstaden, men også de -

efter nutidens forhold - fåtallige bebyggelser

af bymæssig karakter, som fra tidligere tid

havde bestået i landdistrikterne, må antages at

have lukreret af udviklingen på et lige så tidligt

tidspunkt som købstæderne. Et billede af,

hvilke større bymæssige bebyggelser af denne

art der fandtes på den tid, da næringsfriheden

blev indført, giver en bekendtgørelse af


17

20. marts 1858, hvori indenrigsministeren med

hjemmel i den nye næringslovs § 55 fastsætter

læbælter, for så vidt angår høkerhandel, for

følgende »handelspladser og flækker: Nørre-

Sundby landsby, Løgstør ladeplads, Silkeborg

handelsplads, Høyer flække, Løgumkloster

flække, Fredensborg slotsby, Frederiksværk by,

Hirschholm by, Hadsund ladeplads og Struer

ladeplads.«

Den direkte ydre anledning til dannelsen af

hver enkelt af de mange idag bestående bebyggelser

af bymæssig karakter uden for købstæderne

og disses forstæder kan naturligvis

ikke angives generelt, idet mange forskellige

samvirkende faktorer har spillet ind, af forskellig

art og med forskellig styrke for hver

enkelt bydannelse.

Jernbaneanlægene har naturligvis haft en

dominerende rolle som byskabende faktor, men

allerede før jernbanernes egentlige fremkomst

efter næringsfrihedens gennembrud og iøvrigt

med baggrund i industrialiseringen havde der

dannet sig visse nye bymæssige bebyggelser.

Som eksempel på en af de omstændigheder,

der i nogle af disse tilfælde allerede før jernbaneanlægene

må siges at have været den

væsentligste bydannende faktor, kan nævnes

anlæget af en havn, som ved Esbjerg (havneanlæg

påbegyndt i 1868), Fakse ladeplads, hvor

der, efter at man i 1862 havde påbegyndt en

egentlig industriel udnyttelse af kalkbrudene,

blev anlagt en havn i 1864, Gilleleje (havn

1870) og i indeværende århundrede Tyborøn,

Hirtshals m. fl. I nogle tilfælde har opførelsen

af en fabrik eller andet industrielt anlæg

givet anledning til dannelsen af en bymæssig

bebyggelse omkring vedkommende anlæg, f.

eks. i Fensmark (Holmegaards glasværk) og

Assens ved Randers (cementfabrikker). I andre

tilfælde har den omstændighed, at der i eller

ved vedkommende landsbyer placeredes tingsteder

(rets- og politikontorer) (eks. Holsted)

eller anlagdes amtssygehuse (eks. Dronninglund

og Farsø), skoler (eks. Høng og Rønde)

eller andelsmejerier og lignende anlæg, været

den første spore til dannelsen af en bymæssig

bebyggelse på det pågældende sted.

Også den forøgelse af landevejstrafikken,

som fandt sted i disse år, har medvirket til

dannelsen af bymæssige bebyggelser ved landevejsknudepunkter

(Grindsted, Videbæk). Men

i ta.ngt det overvejende antal af tilfælde kan

opkomsten af bydannelsen føres tilbage til anlæg

af en jernbanestation på det pågældende

sted, og i de fleste af de tilfælde, hvor der

allerede i forvejen af den ene eller anden grund

havde dannet sig mindre byer, blev disses videre

vækst og udvikling yderligere fremskyndet og

forstærket ved jernbanens anlæg. Den første

jernbanestrækning i Danmark blev anlagt i 1847

(København-Roskilde), men først i slutningen

af 1860erne påbegyndtes den egentlige udvikling

af jernbanenettet, og udbygningen fortsattes

derefter med kraft i de følgende år op

til første verdenskrig.

Det er klart, at jernbanestationen mange

steder hurtigt blev midtpunktet for befolkningen

i de omgivende landdistrikter. Netop

på grund af den tidligere omtalte omlægning

af landbrugsproduktionen foregik der nu en

livlig udveksling af varer mellem land og by,

og her fik jernbanestationerne ude omkring i

landet deres store byskabende betydning. Jernbanestationen

blev det sted, som hele den omkringboende

landbefolknings produkter måtte

passere med henblik på videretransporten til

aftagerne, samtidig med at den stigende mængde

varer og produkter, som landbrugeren skulle

anvende til forbrug i husholdning og bedrift,

også først nåede frem til landbrugeren via

jernbanestationen. Da jernbanestationen således

var et sted, hvor landbrugeren jævnligt kom,

var det naturligt, at de handlende og håndværkere,

der fortrinsvis forhandlede og forarbejdede

varer til landbobefolkningen, etablerede

sig i jernbanestationens nærhed, og at

landbefolkningens pengeinstitutter, fortrinsvis

sparekasserne, placeredes dér. Da andelsbevægelsen

begyndte at vinde indpas i 1880erne,

var det naturligt, at andelsmejeriet og eventuelt

også andelsslagteriet anlagdes i nærheden af det

sted, hvorfra produkterne skulle videresendes.

Den omstændighed, at institutioner, der som

sparekasser og andelsmejerier hyppigt var besøgt

af landboerne fra de omkringliggende

landdistrikter, placeredes i stationsbyerne, bevirkede

selvfølgelig, at disse byer øvede yderligere

tiltrækning på handlende og håndværkere.

Også andre forhold kunne begrunde, at en

bymæssig bebyggelse opstod omkring en jernbanestation.

Anlæget af et jernbaneknudepunkt,

hvor der nødvendigvis måtte bygges

boliger til mange funktionærer og andre personer

med tilknytning til jernbanen, virkede

naturligvis tiltrækkende på handlende og håndværkere,

der kunne regne med afsætning til

disse funktionærer.

Tilsvarende virkninger havde naturligvis og-

2


18

så anlæg af større fabriks- og industrivirksomheder,

som det var naturligt at placere i nærheden

af en jernbanestation, hvor der var

mulighed for lettere tilførsel af råprodukterne

og borttransport af de færdige varer. Når sådanne

virksomheder havde mange beskæftigede,

måtte der uvægerligt fremkomme en bydannelse

med de for denne typiske detailhandels- og

håndværksvirksomheder og kulturelle institutioner

m. v.

En sådan mindre bydannelse, der var vokset

op omkring en enkelt virksomhed med mange

beskæftigede, fik yderligere tiltrækning for

andre virksomheder, som ville få lettere ved at

skaffe arbejdskraft på et sted, hvor der i forvejen

var en bydannelse med dennes fordele

for den arbejdende befolkning i form af større

udvalg af forbrugsgoder, bedre muligheder for

fritidens udnyttelse og for menneskelige kontakter

m. v.

Endelig kan det nævnes, at jernbaneanlæg i

mange tilfælde har været medvirkende til bydannelser

omkring fiskerlejer, som ved jernbanens

anlæg har fået forøgede afsætningsmuligheder

og derved har virket tiltrækkende

på andre fiskere samt på handlende og håndværkere.

Jernbaneanlægene har endvidere haft

betydning for sommerhusbebyggelser ved fiskerlejer

og andre steder langs kysterne, som derved

er blevet yderligere tiltrækkende for omsætnings-

og håndværkserhvervene.

Den omstændighed, at bebyggelsen opstod

omkring jernbanestationen, og at der ofte

ved jernbanestationernes placering ikke var

taget hensyn til sogne- og kommunegrænser,

således at stationen placeredes på åben mark,

bevirkede i visse tilfælde, at der dannedes bymæssige

bebyggelser tværs over kommuneskellene

(f. eks. ved Bjerringbro og Hadsten),

men oftest lagdes jernbanestationen i eller i

nærheden af en fra gammel tid eksisterende

landsby. Hvor jernbanestationen lagdes uden

for selve landsbyen, medførte jernbanens eksistens

ofte, at den gamle landsby voksede og

antog bymæssig karakter, samtidig med at

der dannedes bymæssig bebyggelse omkring

selve stationen. I visse tilfælde voksede de to

bymæssige bebyggelser sammen (Vejen, Langå),

i andre tilfælde består de to bebyggelser side

om side som af hinanden uafhængige enheder

(Gram Slotsby - Gram stationsby, Holsted by -

Holsted stationsby).

En nøjagtig talmæssig opgørelse over jernbaneanlægenes

betydning for dannelsen af de

enkelte bymæssige bebyggelser kan naturligvis

ikke foretages, fordi så mange forskellige faktorer

har spillet ind, men som et ret kraftigt

bevis for jernbaneanlægenes betydning skal

anføres en oversigt*) over befolkningstilvæksten

i områder, der berørtes af jernbaneanlægene:

Befolkningstilvækst

1840-60 1860-91

Landsogne, som i perioden 1860-91

eller i en del deraf havde jernbanestation

21,4% 35,5%

Andre landsogne 20,5% 18,5%

Hvadenten nu en bymæssig bebyggelses oprindelse

kan føres tilbage til havneanlæg, jernbaneanlæg

eller andet, kan der dog - som

foran omtalt - på den anden side nævnes adskillige

andre faktorer, som har været af betydning

for det omfang, hvori en påbegyndt

bymæssig bebyggelse videre har udviklet sig.

Hvilke faktorer der her har været afgørende,

og hvilken vægt der kan tillægges hver enkelt

faktor, beror naturligvis ganske på de konkrete

omstændigheder i de enkelte lokaliteter, og

det er vel iøvrigt næppe muligt at udskille

de enkelte faktorers betydning. Det skal dog

nævnes, at navnlig størrelsen af og velstanden

i bebyggelsens opland, afstanden til nærmeste

købstad eller stationsby o. 1. naturligvis har

været af væsentlig betydning for den enkelte

bebyggelse**), men også momenter såsom anlæg

af industrivirksomheder i selve stationsbyen,

afholdelse af markeder, opførelse af

amtssygehus, anlæg af centralskoler etc. kan

anføres. Det kan specielt i denne forbindelse

nævnes, at den omstændighed, at der ved hedeselskabets

indsats i 1880erne indvandtes store

strækninger hedejord, som nu blev opdyrket

og beboet, og i hvis nærhed der på grund af

områdernes tidligere uegnethed som opland for

en by ikke lå købstæder, var den grundlæggende

betingelse for opkomsten af og navnlig fremgangen

for flere af de jydske stationsbyer.

*) Oversigten er hentet fra Statistisk Tabelværk 5.

række, litra A, nr. 5, Befolkningsforholdene i

Danmark i det 19. århundrede, side 22.

**) Allerede Erslev i »Den danske Stat«, 1855, udtalte:

»Betingelsen for, at en by kan opstå, er, at

den kan komme til at danne midtpunkt i en kreds

— jo større og rigere kredsen er, desto større og

rigere bliver byen.«


19

b. Lovgivningens stilling til de,

nye stationsbyer.

Der foreligger ikke nøjagtige samlede opgørelser

over indbyggertallet i de bymæssige

bebyggelser for tiden før 1901, men af den

følgende gennemgang af lovgivningens stillingtagen

til disse bebyggelser vil det fremgå,

hvilken rolle de faktisk spillede allerede før

århundredskiftet. Det er klart, at fremkomsten

og den videre udvikling af sådanne bebyggelser

af egentlig bymæssig karakter måtte fremkalde

ønsker om, at disse bebyggelser, der såvel i

bebyggelses- som erhvervsstruktur mere og

mere fik købstadpræg, i lovgivningen måtte

blive sidestillet med købstæderne. Disse ønsker

blev til en vis grad efterkommet af lovgivningsmagten.

Ligesom der i lovgivningen for forstædernes

vedkommende ses to tildels modgående

tendenser - på den ene side i retning

af at lade de for købstæderne gældende regler

omfatte disses forstæder, uden at deres karakter

af sognekommuner ændres, på den anden

side i retning af at søge de enkelte forstæder

indlemmet i købstæderne - således ses der også

i lovgivningen for stationsbyernes vedkommende

to forskellige tendenser: På den ene side en

tendens i retning af at lade de regler, som gives

for købstæderne, udvide til også at gælde generelt

for de bymæssige bebyggelser i landkommunerne,

som har nået en vis størrelse, og på

den anden side en tendens i retning af ved

særlige love for enkelte konkrete bymæssige

bebyggelser at give disse en købstadlignende

stilling som handelsplads eller endog ren købstadstilling.

1. Oprettelse til handelsplads eller købstad.

Et udtryk for den sidstnævnte tendens er den

lovgivning, hvorved forskellige af de større bymæssige

bebyggelser i forrige århundrede blev

oprettet til handelspladser, og senere de love,

hvorved handelspladserne (bortset fra Marstal)

og enkelte andre bymæssige kommuner omkring

århundredskiftet og i de følgende år blev oprettet

til købstæder. En handelsplads var med

hensyn til tilhørsforholdet til amtskommunen

stillet på samme måde som sognekommunerne,

men i andre henseender var handelspladserne

almindeligvis sidestillet med købstæderne, idet

de særlige bestemmelser, der på forskellige lovgivningsområder

kom til anvendelse i købstæderne,

som altovervejende hovedregel tillige blev

gjort gældende for de enkelte handelspladser.

Om handelspladserne og om disses oprettelse

til købstæder henvises til kapitel 9 nedenfor.

2. Købstadreglers anvendelse pa stationsbyer

o. 1.

Den strømning i lovgivningen, som gik ud på

tilvejebringelsen af en tilstand, hvorefter de for

købstæderne gældende regler på det enkelte område

direkte blev overført på - eller i hvert fald

administrativt kunne gøres gældende for - de

isolerede bymæssige bebyggelser i landkommuner,

synes først at være slået igennem på et

langt senere tidspunkt end den tilsvarende

strømning, der for forstædernes vedkommende

har gjort sig gældende allerede i slutningen af

1850erne.

Medens der således - som foran omtalt - allerede

ved bygningsloven for købstæderne af 30.

december 1858 blev tilvejebragt hjemmel for

administrativt at udvide lovens bestemmelser til

også at gælde bymæssige forstadsbebyggelser i

de købstaden omgivende landkommuner, blev

en tilsvarende hjemmel for stationsbyerne først

tilvejebragt ved lov nr. 20 af 11. februar 1876

angående tilvejebringelse af bygningsreglementer

for landdistrikter, hvorefter justitsministeriet

bemyndigedes til helt eller delvis at udvide

de i bygningslov for købstæderne (eller den

specielle bygningslov for Frederiksberg af 12.

januar 1858) indeholdte bestemmelser til landdistrikter

eller dele af samme. Der var ganske

vist ved en lov af 19. april 1864 blevet tilvejebragt

hjemmel for købstadbygningslovens anvendelse

på »handels-, lade- og lossepladser«,

men det blev anset for tvivlsomt, om ikke denne

lovs anvendelsesområde alene var indskrænket

til at omfatte de få bymæssige bebyggelser,

der i kommunal henseende havde stillingen

som handelsplads; det udtales således i bemærkningerne

til lovforslaget, hvis fremsættelse iøvrigt

var foranlediget af et andragende fra Løgstør

handelsplads, at »det vil kunne forventes,

at der fra andre af de større handels-, lade- og

lossepladser, der ere under lignende vilkår som

Løgstør, til eksempel Frederiksværk, Silkeborg

og Nørre-Sundby, vil fremkomme lignende andragender.«

I alt fald var det i 1875 fremsatte forslag

til lov om tilvejebringelse af bygningsreglementer

for landdistrikter - som iøvrigt var fremkommet,

efter at to af birkedommerne i Københavns

amt havde stillet forslag om, at bygningslovgivningen

blev indført bl. a. på Utterslev

Mark, i Valby og i Sundbyerne - begrundet i,

2*


20

*) Justitsminister Nellemann i folketinget, R.T.F.

sp. 889.

»at der på flere andre steder i landet (end i

Københavns amt) er landdistrikter, hvor en lignende

købstadmæssig bebyggelse er i begreb

med at udvikle sig«*), ligesom man henviste

til tvivlen om, hvad der skulle forstås ved 1864-

lovens udtryk »handels-, lade- og lossepladser«.

På samme måde som der for forstædernes

vedkommende i lov nr. 21 af 4. februar 1871

om politiet uden for København var givet hjemmel

for købstadreglernes anvendelse på forstadsbebyggelser

i de til købstaden stødende

landjurisdiktioner, indeholdtes der i lovens § 5

hjemmel til administrativt at gøre lovens bestemmelser

gældende for »landjurisdictioner eller

dele af samme«. Det fremgår dog ikke helt

tydeligt af bemærkningerne eller af de om forslaget

til denne lov førte rigsdagsforhandlinger,

om man her har sigtet netop til de bymæssigt

bebyggede dele af landjurisdiktionerne.

I lov nr. 28 af 21. marts 1873 om brandvæsenets

ordning i købstæderne uden for København

indeholdes der — udover den foran omtalte

hjemmel til at lade bestemmelsen gælde i

de til en købstad stødende sognekommuner -

tillige (i § 38) hjemmel til at udvide bestemmelserne

til »handels-, lade- og lossepladser

med de forandringer, som det pågældende steds

særegne kommunale og stedlige forhold gøre

nødvendigt.« Da det i bemærkningerne til den

nævnte bestemmelse anføres, at bestemmelsen

for brandvæsenets vedkommende svarer til den

for bygningsvæsenets vedkommende givne bestemmelse

i den fornævnte lov af 19. april 1864

om købstadbygningslovens anvendelse på handels-,

lade- og lossepladserne, er det vel tvivlsomt,

om der med bestemmelsen er tænkt på

andre bymæssige bebyggelser end de, der i kommunal

henseende havde stilling som handelsplads.

At de nye stationsbyer allerede i slutningen

af 1880erne og i begyndelsen af 1890erne spillede

en vis rolle i lovgivningsmagtens øjne

fremgår imidlertid klart af rigsdagens forhandlinger

vedrørende det i samlingen 1891-92

fremsatte forslag til en lov om begunstigelser

for en kreditforening af grundejere på landet

i Jylland. Forslaget var begrundet i et andragende

fra en række byer i Jylland, hvor grundejerne

var udelukket fra at opnå lån i deres ejendomme,

idet de ikke kunne få lån i Ny jydsk

Kjøbstad-Creditforening, fordi deres ejendomme

ikke var beliggende i købstæder, medens de

på den anden side var afskåret fra at få lån i

kreditforeningerne for landbrugsejendomme.

Forslaget mødte velvillig modtagelse i begge

ting, og af referatet af forhandlingerne på rigsdagen

fremgår det, at der med lovforslaget var

tænkt på ejendomme »på steder, som i en vis

grad have karakter af opkommende byer«, i

hvilken forbindelse bl. a. Hadsten, Hammel,

Kjellerup, V. Brønderslev, Esbjerg, Struer, Herning,

Vejen og Holsted nævntes. Klarest kommer

billedet formentlig frem i landstingsudvalgets

betænkning, hvori det hed: »Der er et

stort savn at afhjælpe for en stor del ejere af

ejendomme på landet i Jylland, især på de steder,

som ved jernbane- eller havneanlæg eller

af andre grunde ere blevne vigtige trafikcentrer,

og hvor der i den senere årrække ere opførte en

mængde bygninger.«*) Loven blev stadfæstet

den 14. april 1893.

Som et vidnesbyrd om, at man i stadig større

udstrækning på forskellige lovgivningsområder

søgte at imødekomme trangen til særregler for

de bymæssigt bebyggede sognekommuner, kan

også nævnes et i samlingen 1904-05 fremsat

privat forslag til en lov om istandsættelse af

private fællesveje i landkommuner med bymæssig

bebyggelse, hvorved der agtedes tilvejebragt

hjemmel for, at »veje, som ligge i sådanne tætbebyggede

landkommuner, der i virkeligheden

ere at betragte som en slags købstæder«, af sognerådet

skulle kunne forlanges istandsat på en sådan

måde, at de kom til at svare til købstadgader.

Forslagstilleren (Piper) henviste herved

til »den store række af landkommuner, som nu

ved udviklingen og særlig ved den stærke udvikling,

der har fundet sted i de sidste 10 år

langs jernbanelinierne og ved stationsbyerne, ere

blevne til byer, der stå ganske ligestillede med

købstæderne«, og efterlyste i det hele en lovgivning,

der passede til forholdene i disse kommuner.

Forslaget blev imidlertid ikke gennemført,

idet det af folketinget nedsatte udvalg

henstillede, at der indhentedes udtalelser fra de

kommunale råd, og da sådanne ikke forelå ved

samlingens slutning, bortfaldt forslaget. Tan-

*) Der kan i det hele henvises til referatet af de i

landstinget fremkomne udtalelser under lovforslagets

første behandling, R.T.L. 1892-93 sp. 511

ff., der giver et godt indtryk af de nydannede

bymæssige bebyggelsers betydning omkring 1890.

Det blev således bl. a. anført, at de nye byer »i

virkeligheden ere så levedygtige, at de for en stor

dels vedkommende overgå de mindre købstæder

rundt om i landet.«


21

ken om at tilvejebringe særregler om anlæg og

overtagelse af gader og veje i landkommuner

med bymæssig bebyggelse var påny fremme i

forbindelse med rigsdagens behandling af et

i 1908-09 fremsat forslag til lov om anlæg og

overtagelse af gader og veje i Gentofte kommune,

men blev igen opgivet, da Gentofte pressede

på for at få lovforslaget vedrørende Gentofte

kommune igennem.

Først i 1925 blev der givet en særlig lov om

anlæg og overtagelse af gader og veje i landkommuner

med bymæssig bebyggelse, hvorved

der for disse landkommuner indførtes regler

på dette område, svarende til de for købstæderne

gældende. Denne lov blev senere afløst

af den nugældende lov nr. 90 af 23. marts 1932.

Også på andre områder kan der nævnes tidlige

tendenser i retning af at lade de regler, der

blev givet for købstæderne, tillige have gyldighed

for stationsbyerne. Fra det næringsretlige

område kan således nævnes et i 1910-11 fremsat

forslag til en lov om handelsrejsende for

udenlandske firmaer, hvori det bl. a. bestemtes,

at sådanne handelsrejsende alene måtte drive

virksomhed i købstæder og »sådanne stationsbyer,

som handelsministeren bestemmer«. Forslaget

føltes dog som et alt for stærkt indgreb

i købstadprivilegiet, hvorfor man nåede til et

kompromis om alene at medtage »sådanne stationsbyer

og handelspladser på landet, der have

en købstadmæssig bebyggelse og en folkemængde

på mindst 2000 indbyggere«. Forslaget

blev dog af forskellige grunde ikke gennemført,

og først ved lov nr. 138 af 1. juli 1927

indførtes bestemmelsen, der er videreført i den

nugældende næringslovs § 31, jfr. nedenfor

s. 145.

Fra det økonomiske område kan det nævnes,

at de bymæssige bebyggelser allerede kort efter

århundredskiftet spillede en sådan rolle, at

lovgivningsmagten anerkendte, at der i tilfælde,

hvor størrelsen af en ydelse fra det offentlige

fandtes at burde bero på prisniveauets højde på

det sted, hvor ydelsen blev oppebåret, ikke skulle

trækkes skel efter sondringen mellem købstadkommuner

og sognekommuner, men at det afgørende

måtte være, om ydelsen skulle oppebæres

på landet eller i en by, hvadenten denne

formelt var købstad eller ej.

I lov nr. 113 af 27. maj 1908 om lønninger

m. v. for tjenestemænd ved postvæsenet, statsbanerne,

telegraf- og toldvæsenet og i lov nr. 138

af samme dato om lønninger til landpostbude

blev der fastsat 4 forskellige lønsatser i følgende

grupper: a) København, Frederiksberg, Hellerup-Charlottenlund

og Gentofte, b) Andre byer

og bymæssige bebyggelser med over 2000 indbyggere,

c) Byer og bymæssige bebyggelser med

1000-2000 indbyggere, og d) Den øvrige del

af landet.

Inddelingen blev foretaget på grundlag af en

af Det statistiske Departement foretaget undersøgelse

af udgifter til daglige forbrugsvarer, bolig

og skatter samt skolepenge, hushjælp o. a. i

hovedstaden, købstæderne, stationsbyer med

over 1000 indbyggere og rene landdistrikter.

I lov nr. 489 af 12. september 1919 om

statens tjenestemænd blev stedtillægssatserne reguleret

efter tjenestested i a) Hovedstaden, b)

Provinsbyer (købstæder og bymæssige bebyggelser)

med over 15.000 indbyggere, c) Provinsbyer

med 2000-15.000 indbyggere, samt

d) Det øvrige land.

Denne ændring i forhold til de fornævnte

lønningslove af 1908, hvorved man opgav hensynet

til de mindre bymæssige bebyggelser med

under 2000 indbyggere, var dog ikke begrundet

i nogen fornyet undersøgelse af prisniveauet i

stationsbyerne, men skete blot »for ikke at bryde

for stærkt med den nugældende ordning« (for

de tjenestemænd, der ikke omfattedes af 1908-

lovene).

Fra den sociale lovgivnings område kan nævnes

indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 325

af 22. december 1915, der i medfør af sygekasseloven

af 10. maj s. å. fastsatte indtægtsgrænsen

for optagelse i statsanerkendt sygekasse.

Bekendtgørelsen fastsatte grænsen forskelligt i

de samme 4 områdegrupper, som lønningsloven

af 1908 havde lagt til grund, idet dog hovedstadsområdet

fik en noget videre udstrækning.

Det ses altså, at man også i henseende til sygekassegrænserne

allerede på et så tidligt tidspunkt

tog hensyn til, at forholdene i de nydannede

bymæssige bebyggelser svarede til forholdene

i købstæderne, endog således at man - i

modsætning til, hvad der er tilfældet i nyere

lovgivning i almindelighed - udelukkende lagde

vægt på byens størrelse og ikke på dens status

som købstad.

Bekendtgørelsen fastsatte iøvrigt også, at alle

bymæssige bebyggelser med over 1000 indbyggere,

(hvoraf der ved folketællingen i 1916

fandtes 57), skulle sidestilles med købstæderne

med hensyn til satserne for størrelsen af statstilskuddet

til sygekasserne.

På det egentlige forsorgsvæsens område blev

der først ved lov nr. 348 af 7. august 1922 om


22

aldersrente tilvejebragt ligestilling mellem købstæderne

og bymæssige bebyggelser (med over

2000 indbyggere) i landkommunerne med hensyn

til reglerne om størrelsen af renteydelserne.

Endelig skal det nævnes, at man allerede i

lov nr. 114 af 8. juli 1912 om indkomst- og

formueskat til staten etablerede sidestilling mellem

købstæder og landkommuner, hvori der findes

bymæssige bebyggelser med over 2000 indbyggere,

for så vidt angår reglerne om de skattefri

fradrag.

Specielt for de stationsbyer, som er vokset op

på tværs af sogne- og kommuneskel, blev der

efter forslag af den tidligere omtalte, i 1915

nedsatte kommission, der havde til opgave at

overveje ændringer i indlemmelsesloven af 1873,

ved indlemmelsesloven af 1920 (§11) tilvejebragt

særlige regler, der tilsigtede at muliggøre,

at stationsbyen blev oprettet til selvstændig

kommune.

Tendensen til i lovgivningen at tage hensyn

til de bymæssige bebyggelser ved at lade købstadreglerne

blive gældende også i stationsbyer

o. 1. er blevet fulgt på stadig flere områder

i indeværende århundrede jævnsides med disse

bebyggelsers stigende antal og størrelse, således

at den gældende lovgivning i dag i vidt omfang

tager hensyn til de bymæssige bebyggelsers eksistens,

se nærmere herom nedenfor i kapitel 12,

medens den foran omtalte tendens til at give

større stationsbyer købstadstatus, som var fremherskende

omkring århundredskiftet, ikke har

slået igennem siden 1921, da Vester Brønderslev

ved lov blev gjort til købstad.

C. DANNELSEN AF NYE BYER I

INDEVÆRENDE ÅRHUNDREDE

Den erhvervsøkonomiske udvikling, der medførte

dannelsen af de mange stationsbyer i slutningen

af forrige århundrede, er fortsat i indeværende

århundrede ikke blot med det resultat,

at de fleste af de dengang nye stationsbyer har

haft en rivende vækst, men også således, at der

i indeværende århundrede — udover forstadsbebyggelser

- er opstået mange nye byer.

Det kan således nævnes, at der i 1950 optaltes

omkring 150 stationsbyer og lignende, der overhovedet

ikke var medregnet ved folketællingen

i 1916, hvor man optalte alle bebyggelser af bymæssig

karakter, der havde over 50 indbyggere.

Af de således i tiden siden 1916 opståede nye

bebyggelser havde 6 stationsbyer o. 1. over 1000

indbyggere i 1950*).

Til belysning af stigningen i antallet af

stationsbyer o. 1. siden 1901 anføres nedenstående

tabel, som viser det af Det statistiske

Departement optalte antal stationsbyer ved folketællingerne

i hvert af tiårene siden 1901. Det

bemærkes, at tallene vedrørende 1901 og 1911

er behæftet med nogen usikkerhed, idet man

som allerede tidligere omtalt først ved folketællingen

i 1916 begyndte en egentlig systematisk

og tilbundsgående optælling af folketallet i bymæssige

bebyggelser. Det må endvidere erindres,

at visse bebyggelser, der ved tidligere tællinger

har været betragtet som stationsbyer, senere er

blevet betragtet som forstæder, og at nogle af

de i 1901 og 1911 optalte stationsbyer ikke er

medregnet i tallene for de senere år, idet de i

mellemtiden havde fået status som købstæder.

Antal stationsbyer fordelt efter størrelse. 1901-1950.

lait... 107 242 413 533 526 558

Den voksende specialisering i forbindelse

med den langsomt stedfundne ændring i folkementaliteten

i retning af en større trang hos den

enkelte til at opnå menneskelige kontakter har

formentlig været medvirkende årsager til bydannelsen

i indeværende århundrede, som vel nok

væsentligst er blevet begunstiget af det stigende

antal fabriksanlæg og industrielle virksomheder,

som den økonomiske udvikling har befordret.

Derimod må det antages, at jernbanen ikke

har spillet den samme dominerende rolle som

byskabende faktor som i forrige århundrede, i

hvert fald ikke i tiden efter den første verdens-

*) Lille Værløse (1314 indb.), »Codan«s arbejderby

(1104 indb.), Fensmark (Holmegårds glasværk)

(1214 indb.), Langeskov (1004 indb.), Sdr. Omme

(1151 indb.) og Hvide Sande (1072 indb.).

Det ses, at disse stationsbyer typisk er sådanne,

der er opstået omkring en enkelt erhvervsvirksomhed

eller institution.

**) 7 af de 9 bebyggelser, der i 1930 blev optalt som

stationsbyer o. 1. med over 3000 indb., blev ved

folketællingen i 1940 optalt som forstæder til

hovedstaden, jfr. nedenfor s. 26.


23

krig. Siden begyndelsen af 1920erne er mange

jernbanestrækninger blevet nedlagt. Der er bogstavelig

talt ikke blevet anlagt nye jernbaner,

og de har i hvert fald ikke givet anledning til

bydannelser.

Jernbanens store betydning som person- og

godstransportmiddel er i vidt omfang blevet

overtaget af automobilerne, der imidlertid ikke

har den samme byskabende tendens. Rute- og

fragtbiler er jo ikke på samme måde som jernbanerne

bundet til bestemte ruter og holdepladser,

der een gang anlagt ligger så godt som fast,

og som derfor har mulighed for at blive det erhvervsøkonomiske

midtpunkt for et opland.

I det hele taget må automobilernes fremkomst

vist i virkeligheden siges at have bevirket en

spredning af bebyggelsen. Det er nu ikke længere

i samme grad som før nødvendigt at placere

industrielle anlæg i tilknytning til jernbanerne,

ligesom der ej heller — som tidligere —

er de samme ulemper for de i byerne beskæftigede

ved at tage bopæl i rene landområder.

Det må dog bemærkes, at den forøgede landevejstrafik

har haft til følge, at der visse steder,

især ved vej knudepunkter, langs vejen er

fremkommet mindre bebyggelser, hvor sådanne

ikke tidligere fandtes.

For de bestående bymæssige bebyggelser har

automobilernes fremkomst formentlig haft en

vis betydning både i positiv og i negativ retning.

I nogle tilfælde har transportmidlernes voldsomme

udvikling i indeværende århundrede

haft til følge, at byens opland — dens kundekreds

- er blevet strakt længere ud, således at

der er blevet skabt yderligere basis for etablering

af håndværks- og handelsvirksomheder. I

tilfælde, hvor en stationsby ligger ved en stærkt

befærdet landevej, vil den forøgede landevejstrafik

næppe heller have undgået at øve indflydelse

på byens vækst, ligesom anlæg af rutebilstationer

eller fragtcentraler, hvor sådant har

fundet sted, formentlig har været af en vis betydning

for stationsbyen.

I andre tilfælde har automobilernes fremkomst

derimod bevirket, at byen har mistet en

del af sit tidligere opland derved, at en del

af oplandsbeboerne - netop på grund af de forbedrede

transportmuligheder - har foretrukket

at handle i en noget fjernere, men større by.

Forholdet mellem jernbanernes og automobilernes

betydning for udviklingen i stationsbyerne

belyses ved et eksempel, der er nævnt i lektor

Aage Aagesens bog »Geografiske studier over

jernbanerne i Danmark«: Thyregod og Nørre

Snede havde i 1911 nogenlunde samme indbyggertal,

men efter at der i 1914 var blevet anlagt

en jernbanestation i Thyregod, voksede bebyggelsens

indbyggertal relativt stærkt. Indbyggertallet

i Nørre Snede, hvor der ikke fandtes jernbanestation,

men som er placeret ved et vejknudepunkt,

holdt sig derimod konstant indtil

1921-25, hvor det - formentlig på grund af

den fremkomne biltrafik — begyndte at vokse.

Derimod synes anlæget af en jernbanestation

ved Nørre Snede i 1929 ikke at have haft synderlig

betydning for bebyggelsens vækst.

Det er naturligvis ikke muligt at sige noget

om, hvorvidt den fremtidige udvikling vil begunstige

dannelsen af nye byer. På den ene side

synes trafikmidlernes stærke udvikling at gøre

behovet for nye bydannelser minimalt, men på

den anden side er der en mulighed for, at udviklingen

i retning af mekaniserede, kollektive

driftsmetoder i landbruget vil kunne medvirke

til skabelsen af mindre bydannelser, der kommer

til at fungere som det geografiske udgangspunkt

for den kollektive drift af flere landbrugsejendomme

med fælles maskinstationer,

køleanlæg og kollektive stalde m. v. Også den

omstændighed, at automobilernes stigende udbredelse

som almindeligt befordringsmiddel i

fremtiden vil gøre det mindre nødvendigt, at de

bygninger, hvorfra et landbrug drives, ligger tæt

op ad selve landbrugsarealerne, vil kunne stimulere

tendensen til nye bydannelser af den

nævnte art.*)

Det må i denne forbindelse erindres, at de

faktorer, der bestemmer en bys vækst, er af så

forskellig og uberegnelig karakter, at det ikke

er muligt at forudsige, om eventuelle bydannelser

af den nævnte art vil holde sig på et relativt

lavt indbyggertal, eller om de vil udvikle

sig til større byer.

*) Jfr. kontorchef V. Hauch's artikel i tidsskriftet

»Byplan«, 1955, nr. 6.


KAPITEL 2

De bymæssige bebyggelsers udvikling og vækst.

I det foregående kapitel er der søgt redegjort

for de faktorer, der har bevirket, at der i de

sidste årtier af forrige århundrede og i indeværende

århundrede er opstået en lang række bymæssige

bebyggelser - forstæder og stationsbyer

o. 1. - uden for købstæderne. Men den erhvervsøkonomiske

udvikling, der har været den dybere

liggende årsag til, at disse nye bebyggelser

overhovedet er opstået, har naturligvis på tilsvarende

måde øvet indflydelse på det tempo,

hvori de fra gammel tid bestående byer - købstæderne

— og de efterhånden opståede nye byer

er vokset i hele denne periode.

Det ville af mange grunde være ønskeligt

at foretage en undersøgelse af, hvorledes forholdet

mellem land- og bybefolkningen og

især mellem den del af bybefolkningen, der er

bosat i købstæderne, og den del, der er bosat

i de bymæssige bebyggelser, har udviklet sig i

tiden efter, at de erhvervsøkonomiske strukturændringer,

der har betinget hele denne udvikling,

begyndte at gøre sig gældende.

A. DET STATISTISKE MATERIALE

En undersøgelse af befolkningsudviklingen

henholdsvis i købstæderne og i de bymæssige bebyggelser

tilbage til midten af forrige århundrede

støder imidlertid på flere vanskeligheder.

For det første blev der ikke førend ved folketællingen

i 1901 foretaget generelle opgørelser

af folketallet i de efterhånden opståede

bymæssige bebyggelser uden for købstæderne.

For enkelte af disse bebyggelsers vedkommende

foreligger der ganske vist oplysninger om folketallet

også for tidligere år, men nogen generel

opgørelse findes ikke. I 1901 optalte man ialt

109 bymæssige bebyggelser*) - »halvkøbstæder,

*) I 25 af disse bebyggelser optaltes i 1901 over

1000 indbyggere: Herning (3706), Lyngby (3701),

Brønderslev (2852), Odder (2822), Nordby

(1767), Dragør (1609), Kristrup (1565), Vamfiskerbyer

og stationsbyer«, som det hedder i

Statistiske Meddelelser, 4. række, 10. hæfte,

»Folkemængden 1901« — og i de følgende

folketællingsår (1906, 1911, 1916, 1921, 1925

og derefter hvert 5. år) har man foretaget tilsvarende

optællinger specielt af folketallet i

»forstæder og stationsbyer o. 1.«.

Det er således ikke muligt at foretage en nøjagtig

opgørelse af udviklingen i tiden op til

1901, og for tiden derefter er man henvist til

resultaterne af de 5-årlige folketællinger, idet

det kun er ved disse folketællinger, at der foretages

særskilte opgørelser af indbyggertallet i

de bymæssige bebyggelser, medens der ikke ved

de siden 1925 foretagne årlige opgørelser på

grundlag af antallet af de i hver kommunes

folkeregister opførte personer (»registertællingerne«)

foretages nogen udskillelse af indbyggerne

i de bymæssigt bebyggede dele af de enkelte

kommuner.

Når man ved en sammenligning mellem de

ved folketællingen i 1901 og senere folketællinger

opgjorte tal vil undersøge udviklingen i

drup (1543), Hammel (1498), Fakse (1464),

Haslev (1394), Birkerød (1283), Assens fabriksby

(1283), Kjellerup (1199), Ballerup (1198), Holsted

(1175), Glostrup (1174), Hadsund (1122),

Engsig (Skjern) (1122), Vejen (1198), Høng

(1073), Ørsted (1067), Tåstrup (1063), Tarm

(1053) og Ringe (1041). Det må dog bemærkes,

at der i forbindelse med opgørelsen af resultaterne

vedrørende folketællingen i 1906 synes foretaget

revisioner af visse af tallene fra 1901, bl. a. således

at Haslevs indbyggertal i 1901 nu blev opgjort

til 2546.

I 1906 regnede man endvidere med, at der

i 1901 havde eksisteret yderligere følgende bebyggelser

med et indbyggertal, der i 1901 oversteg

1000: Ordrup (6636), Struer (3230), Vejgården

ved Ålborg (2063), Nyhuse ved Hillerød

(1031), Strømmen ved Randers (1051), samt

følgende bebyggelser, hvis indbyggertal i 1901

var ukendt, men hvis indbyggertal i 1906 var så

stort, at de utvivlsomt har haft mere end 1000

indbyggere i 1901: Hellerup, Gentofte, Kastrup

og Brejninge.


25

indeværende århundrede, støder man imidlertid

også på visse vanskeligheder. Opgørelsen af de

enkelte bymæssige bebyggelsers indbyggerantal

beroede ved de første folketællinger i indeværende

århundrede fuldt og helt på de lokale

myndigheders skøn over, hvilket geografisk område

der ved hver folketælling kunne anses for

bymæssig bebygget. Det er selvsagt yderst vanskeligt

at udøve dette skøn, idet det uvægerligt

vil give anledning til utallige tvivlsspørgsmål

og være behæftet med mange fejlmuligheder,

hvortil kommer, at den omstændighed, at skønnene

kun blev udøvet hvert 5. år, kunne bevirke

nogen vaklen med hensyn til de kriterier,

der rent faktisk blev lagt til grund ved skønnenes

udøvelse i de enkelte tilfælde.

Ved folketællingen i 1916 gjorde man forsøg

på at foretage en nogenlunde systematisk,

geografisk afgrænsning af hver enkelt bymæssig

bebyggelse, men afgrænsningen kom dog fortsat

i altovervejende grad til at bero på det lokale

skøn, og først ved de seneste folketællinger

er man kommet ind på at søge at lægge de

enkelte lokale myndigheders skøn om vedkommende

bymæssige bebyggelses grænser i marken

ind i nogenlunde faste baner for derved at

opnå ensartede afgrænsningsmetoder for alle

landets bebyggelser ved hver folketælling. Medens

der ikke til og med folketællingen i 1935

blev udøvet nogen egentlig generel kontrol med

rigtigheden af de lokale myndigheders skøn om

de enkelte bebyggelsers grænser, lod Det statistiske

Departement i forbindelse med folketællingen

i 1940 udarbejde kortskitser over hver

enkelt bebyggelse med angivelse af de enkelte

ejendommes matrikelnumre. Disse kortskitser

blev tilstillet de respektive kommunalbestyrelser,

som på departementets anmodning og med støtte

i kortskitserne foretog en udskillelse af de folketællingsskemaer,

der angik det bymæssige område.

Grænserne for dette område blev af kommunalbestyrelserne

indtegnet på kortet, der derefter

tilbagesendtes til departementet sammen

med det øvrige tællingsmateriale. Ved den endelige

afgrænsning af områderne for de bymæssige

bebyggelser har departementet i det væsentlige

fulgt kommunalbestyrelsernes indstilling,

og kun i enkelte tilfælde har hensynet til en

ensartet behandling af det samlede materiale

gjort visse afvigelser påkrævet.

Det således foreliggende materiale blev i

forbindelse med tællingen i 1950 revideret, idet

departementet i samarbejde med Geografisk Laboratorium

på Københavns Universitet søgte at

foretage afgrænsningerne efter mere ensartede

kriterier, hvorved man bl. a. uddybede sondringen

mellem »stationsbyer o. 1.« og »forstadsbebyggelser«.

Rent bortset fra de unøjagtigheder og fejlmuligheder

ved sammenligninger mellem tallene

for de enkelte folketællingsår, som kan

opstå som følge af, at den enkelte bebyggelses

geografiske område er afgrænset på forskellig

måde og efter forskellige, usikre kriterier ved

de enkelte folketællinger, kan der ved sammenligninger

mellem tallene for de enkelte folketællingsår

opstå vanskeligheder som følge af, at

der er foretaget ændringer i de almindelige

principper, der følges ved de enkelte folketællinger.

Til og med folketællingen i 1935 fulgte

Det statistiske Departement det princip at optælle

den faktisk tilstedeværende befolkning i

den enkelte by, medens man fra 1940 og fremefter

har optalt den hjemmehørende befolkning,

hvilket bevirker, at de samlede tal fra folketællingerne

før og efter 1940 ikke bliver umiddelbart

sammenlignelige. Dette forhold får naturligvis

især betydning for folketallet i byer

med anstalter, skoler o. 1.

Endelig må det ved sammenligninger mellem

tallene for de enkelte bymæssige bebyggelser

fra de forskellige folketællingsår erindres, at

tallene for de enkelte år alene vedrører det område,

der på vedkommende tællingstidspunkt

blev betragtet som bymæssigt bebygget, men

ikke det område omkring vedkommende bebyggelse,

der senere måtte være blevet bebygget,

og hvis folketal derfor er medregnet ved senere

tællinger.

Dette forhold har i og for sig ingen betydning,

såfremt man ønsker at undersøge, hvor mange

personer der til enhver tid har boet under bymæssige

forhold. Såfremt man imidlertid ønsker

at undersøge, hvorledes indbyggerantallet

i et bestemt område, der i dag er bymæssigt

bebygget, har udviklet sig ned gennem tiderne,

ville man kun kunne opnå et helt nøjagtigt

billede, såfremt man kendte indbyggerantallet

i det samme geografiske område også for tidligere

år. I det omfang, hvori en bebyggelse er

vokset, ved at bebyggelsen har spredt sig udover

et stadig større område, vil man imidlertid

være uden kendskab til indbyggerantallet for

tidligere år i de områder, der vel er bymæssigt

bebygget i dag, men som ikke var det i tidligere

år. Kun i tilfælde, hvor bebyggelsen i dag udgør

en hel kommune, kan man foretage sådanne

nøjagtige sammenligninger, fordi man også for


26

de tidligere år har oplysning om vedkommende

kommunes indbyggertal. Dette forhold bevirker

forsåvidt en svækkelse af værdien af sammenligninger

mellem indbyggerantallets vækst i købstæderne

og i de bymæssige bebyggelser. Medens

man nemlig for de sidstes vedkommende udelukkende

kender indbyggertallet i det geografiske

område, der ved hver folketælling har

været bymæssigt bebygget, kender man for købstædernes

vedkommende som hovedregel kun

indbyggertallet i vedkommende kommune, men

derimod ikke indbyggertallet i den del af købstadkommunen,

der ved hver folketælling rent

faktisk var bymæssigt bebygget. Til og med

folketællingen i 1925 blev der ganske vist foretaget

særskilte opgørelser over indbyggertallet

i købstadkommunernes ikke-bymæssige områder,

men fra og med folketællingen i 1930

opgav man denne praksis. Dette må ses på baggrund

af, at antallet af indbyggere i købstædernes

ikke-bymæssige områder allerede i 1925

var forholdsvis ringe i forhold til købstadkommunernes

samlede indbyggertal (8949 indbyggere

af ialt 750.801 indbyggere), og at antallet

selvfølgelig, efterhånden som købstæderne

er vokset, er blevet ganske minimalt.

Udover disse forhold kommer visse vanskeligheder,

såfremt man vil foretage sammenligninger

mellem Det statistiske Departements

samlede opgørelser over indbyggertallet i henholdsvis

købstæder og bymæssige bebyggelser

for de enkelte folketællingsår fra og med 1901

(offentliggjort i Statistiske Meddelelser, 4.

række).

For det første må det ved sådanne sammenligninger

haves i erindring, at visse områder,

hvis indbyggertal i dag regnes med til købstædernes,

ved tidligere tcsllinger er medregnet

som bymæssige bebyggelser. Dette gælder således

først og fremmest de stationsbyer, der

i periodens løb er blevet købstæder (Frederiksværk

i 1907, Herning i 1912, Struer i 1917 og

Brønderslev i 1921*). Men herudover må man

være opmærksom på, at der i tiden siden 1901

*) Brønderslev kommune blev først oprettet til købstad

med virkning fra den 1. april 1921, således

at den på folketællingsdagen den 1. februar 1921

principielt havde status som sognekommune.

Dette bevirker, at forskellige statistiske publikationer

ikke medregner kommunens indbyggertal

i samlede opgørelser over købstædernes indbyggertal

i 1921. I det omfang, hvori der i det følgende

anføres samlede indbyggertal i 1921 for

købstæder og stationsbyer o. 1., er Brønderslev

medregnet blandt købstæderne.

i vidt omfang er foretaget indlemmelser af bymæssige

forstadsbebyggelser i købstæderne, hvilket

uvægerligt har påvirket forholdet mellem

væksten i indbyggertallet i købstæderne og i

landets bymæssige bebyggelser.

Hertil kommer yderligere, at der ved de forskellige

folketællinger bar været anlagt vekslende

kriterier for, i hvilket omfang man overhovedet

skal medtage en bebyggelse som bymæssig,

hvilket naturligvis også kan virke

forstyrrende ved sammenligninger mellem de

samlede tal. Ved folketællingen i 1901 medtog

man således kun i ringe omfang bebyggelser

med under 500 indbyggere, medens man ved

folketællingen i 1916 konsekvent medtog alle

bebyggelser, der havde 50 indbyggere eller derover.

Ved de seneste folketællinger har man for

stationsbyer o. 1. lagt en grænse på 250 indbyggere

til grund. Det er klart, at denne forskel

i opgørelsesmetoderne må bevirke ret væsentlige

afvigelser i de samlede tal for de enkelte optællinger,

netop fordi antallet af de mindre

bebyggelser altid har været meget stort*).

Også med hensyn til principperne for afgrænsningen

af forstæder i forhold til stationsbyer

o. 1. har der været nogen forskel fra folketælling

til folketælling.

I almindelighed har praksis været den, at

Det statistiske Departement som følge af den

faktiske udvikling har inddraget et stigende

antal kommuner - eller dele af kommuner —

under forstadsgruppen, men der gives dog også

eksempler i modgående retning.

Det kan således nævnes, at en række bebyggelser,

som i 1930 var henført til gruppen

stationsbyer o. 1., ved tællingerne i 1935 og

senere er blevet henført til forstæderne. Dette

gjaldt således for en del af hovedstadens omegnskommuner

med et samlet indbyggertal i

1930 på 43.000 og tilsvarende for enkelte af

købstædernes omegnskommuner med henved

9000 indbyggere i 1930. Som eksempler i modgående

retning kan nævnes, at departementet

i 1950 - i modsætning til foregående tællingsår

- ikke har medregnet Hørsholm og Birkerød til

hovedstadens forstæder, og at man har indsnævret

Helsingørs, Randers' og Vejles forstadsområder.

Ved de seneste folketællinger har Det statistiske

Departement fulgt følgende retnings-

*) I 1916 optaltes der således 335 bebyggelser med

under 500 indbyggere og med et samlet indbyggertal

på ca. 50.000 indbyggere.


27

linier med hensyn til afgrænsningen af disse

to arter af bymæssig bebyggelse:

Tallene for købstædernes forstæder omfatter

indbyggertallene for enhver bebyggelse med

bymæssig karakter (d.v.s. principielt uden indbyggertals

grænse nedad), som danner en direkte

fortsættelse af bebyggelsen i den tilgrænsende

købstad*), medens tallene for de øvrige bymæssige

bebyggelser (»stationsbyer o. /.«} kun omfatter

indbyggertallene for sådanne sammenhængende

bebyggelser af bymæssig karakter,

som har mindst 250 indbyggere, jfr. Statistiske

Meddelelser, 4. række, 147. bind, 1 hæfte,

»Folkemængde 1950«, s. 111.

Når Det statistiske Departement har fundet

anledning til at opstille forskellige kriterier

for på den ene side »forstadsbebyggelser« og

på den anden side »stationsbyer o. f.«, navnlig

således, at man kun i opgørelserne medregner

stationsbyer med over 250 indbyggere, medens

man medregner samtlige forstadsbebyggelser

uanset den enkelte bebyggelses indbyggerantal,

skyldes det naturligvis, at de særlige problemer,

der typisk er en følge af en bymæssig bebyggelses

eksistens i en sognekommune, for så

vidt angår de isolerede planetbebyggelser, stationsbyerne,

først vil gøre sig gældende, når

bebyggelsen har nået en vis størrelse, medens

det bymæssige præg straks vil foreligge selv

for ganske små forstadsbebyggelser, fordi disse

jo så at sige er udløbere af den større by,

moderbyen.

Den omstændighed, at der således ved opgørelsen

af stationsbyernes indbyggerantal i de

enkelte tællingsår har været fastsat en bestemt

indbyggertalsgrænse nedad, kan dog på den anden

side også bevirke visse skævheder ved sammenligninger

mellem de samlede tal fra folketælling

til folketælling, selvom den samme indbyggertalsgrænse

anvendes ved hver folketælling.

I 1940 blev der således optalt 16.000 indbyggere

i stationsbyer o. 1., som ikke tidligere

var optalt som sådanne, fordi de ikke havde

*) Reglen om, at man i relation til folketællingerne

kun betragter bymæssige bebyggelser, der danner

en fortsættelse af købstadens bebyggelse, som forstæder,

har til følge, at visse bebyggelser, som

ikke er sammenhængende med en nærliggende

købstadbebyggelse, ikke i statistisk henseende regnes

som forstæder, men optælles som stationsbyer,

til trods for at bebyggelsen efter den lokale

opfattelse betragtes som en forstad til vedkommende

købstad, fordi bebyggelsen i flere henseender

har forstadens karakteristika. Dette gælder

f. eks. Brabrand ved Århus, Stige havneby ved

Odense og enkelte andre.

den fikserede minimumsstørrelse på 250 indbyggere,

og omvendt udgik enkelte bebyggelser,

fordi disse i 1940 havde mindre end 250 indbyggere.

I denne forbindelse kan det iøvrigt bemærkes,

at Det statistiske Departements afgrænsning

af hovedstadens forstæder har været forskellig

ved de forskellige folketællinger, bl. a. således,

at området bestandig er blevet udvidet til også

at omfatte bebyggelser, der tidligere blev betragtet

som stationsbyer o. 1. dog bortset fra den

indskrænkning, som fandt sted ved folketællingen

i 1950, hvor Birkerød og Hørsholm

kommuner igen blev anset for stationsbyer o. 1.

Ved folketællingen i 1950 har Det statistiske

Departement anset følgende 9 kommuner som

»hovedstadens forstæder«: Brøndbyerne, Gladsaxe,

Glostrup, Herlev, Hvidovre, Lyngby-Tårbæk,

Rødovre, Søllerød og Tårnby, idet hver

af disse kommuner betragtes som bymæssigt bebygget

i sin helhed. Det bemærkes, at denne

afgrænsning af hovedstadens forstadskommuner

ikke er sammenfaldende med kredsen af de

kommuner, der omfattes af lov nr. 181 af 20.

maj 1952 om de københavnske omegnskommuners

styrelse, ligesom Det statistiske Departements

afgrænsning ej heller svarer til den i Københavns

kommunes statistiske kontors publikationer

anvendte afgrænsning. I de i nærværende

betænkning indeholdte opstillinger og tabeller

er den af Det statistiske Departement anvendte

afgrænsning af hovedstadens forstæder fulgt,

medmindre andet udtrykkelig fremgår af teksten.

Ved bearbejdelsen af folketællingsmaterialet

vedrørende den i 1955 stedfundne folketælling

agter Det statistiske Departement - i overensstemmelse

med lignende bestræbelser i de øvrige

nordiske lande - at foretage særskilte opgørelser

over indbyggertallet i »tætbebyggede områder«.

Som tætbebygget område vil man herefter

regne alle hussamlinger med mindst 200 indbyggere,

hvor afstanden mellem husene normalt

ikke overstiger 200 meter; ved beregningen af

husafstanden vil også blive medregnet ubeboede

huse, herunder huse, der udelukkende

benyttes som arbejdsplads, (for Danmarks vedkommende

vil der af administrative grunde

tillige blive foretaget en opdeling, hvorefter

der ved beregningen af husafstanden ikke medtages

huse, der udelukkende anvendes til sommerbeboelse)

. Anstalter og lignende, som ligger

i spredt bebyggelse, regnes dog ikke som tætbebygget

område, selvom de har 200 indbyggere.

Selvom afstanden mellem husene overstiger


28

200 meter, vil man dog ikke betragte det som

en afbrydelse i bebyggelsen, når det mellem

husene beliggende område benyttes til almennyttige

formål såsom veje, parkeringspladser,

parker, fredskove, idrætspladser og kirkegårde,

og det samme gælder områder, som erhvervsvirksomheder

lader ligge ubebyggede af hensyn

til den daglige drift, såsom lagerpladser, jernbanelinier

og kajer.

Opdelingen i tætbebyggede og spredtbebyggede

områder foretages uafhængigt af den administrative

inddeling, således at hussamlinger,

som danner en direkte fortsættelse af et tætbebygget

område i en nabokommune, regnes

med til dette område uden hensyn til indbyggertallet.

De tætbebyggede områder vil blive fordelt

efter indbyggertal som anført nedenfor:

200- 499

500- 999

1.000- 1.999

2.000- 4.999

5.000- 9.999

10.000- 24.999

25.000- 49.999

50.000- 99.999

100.000-499-999

500.000- og derover.

I relation til den administrative inddeling vil

man som forstadsbebyggelse til købstaden regne

den del af det tætbebyggede område, som ligger

uden for købstadgrænsen, men i direkte fortsættelse

af købstadens bebyggelse, samt endvidere

tætbebyggede områder i forstadskommuner,

hvor mindst ^3 af de i erhvervene beskæftigede

personer har deres arbejdssted i købstaden.

B. FORHOLDET MELLEM BY- OG

LANDBEFOLKNING SIDEN 1890

De ovenfor anførte forhold medfører, at det

ikke er muligt at give et fuldstændig nøjagtigt

billede af byernes og specielt de bymæssige bebyggelsers

vækst siden 1850, men på den anden

side vil man dog kunne eliminere flere af de

nævnte fejlkilder i et sådant omfang, at der kan

gives et talmæssigt indtryk af udviklingen i

hvert fald siden 1890.

Selvom man allerede i 1901 foretog optællinger

af indbyggerantallet i de bymæssige bebyggelser,

begyndte Det statistiske Departement

først i 1921 at udarbejde samlede oversigter

over folketallet i henholdsvis hovedstad, købstæder,

forstæder, stationsbyer o. 1. samt de egentlige

landdistrikter. Tallene var bearbejdet således,

at de kunne danne grundlag for sammenligninger

med resultaterne for tidligere folketællinger

(1911 og 1916).

Ved folketællingen i 1930 fortsattes dette

arbejde, og nu opstilledes en sammenlignende

oversigt over folketallet i de forskellige områder

ved tællingerne i 1890, 1901, 1911 og 1930

(se Stat. Medd., 4. række, 86. bind, 2. hæfte,

»Folkemængden 5. november 1930«). Under

»provinsbyerne« medtog departementet i denne

oversigt alle de kommuner, der i 1930 var købstæder

eller flækker, uanset at de for nogles

vedkommende først var blevet oprettet som købstæder

i den sidste del af perioden, ligesom man

under købstædernes indbyggertal for de enkelte

år medtog indbyggertallet i de forstadsbebyggelser

og andre områder, der inden for perioden

1890-1930 var blevet indlemmet i en købstad.

På tilsvarende måde havde man i tallene for

hovedstaden også for 1890 medregnet de ved

århundredskiftet i København indlemmede dele

af omegnskommuner, ligesom tallene for Frederiksberg

og Gentofte indgik i hovedstadens

tal for alle årene.

Den således foretagne opgørelse indgår i nedenstående

tabel 1 over indbyggertallets fordeling

1890-1950. Medens tallene indtil 1930

altså for så vidt er sammenlignelige, bygger tallene

for 1940 og 1950 på den i disse år gældende

administrative inddeling, således at de

stigende indbyggertal for købstæderne i nogen

grad forklares ved foretagne indlemmelser; tilsvarende,

men i modsat retning, er forstadsgruppernes

indbyggertal blevet påvirket af indlemmelserne.

Det må også her nævnes, at der

fremkommer nogen unøjagtighed ved sammenligning

mellem tallene fra før og efter 1940

som følge af den forannævnte ændring i folketællingsprincipperne,

hvorefter man ved folketællingen

i 1940 gik over til at optælle den i

de enkelte områder hjemmehørende befolkning

i stedet for som tidligere, den faktisk tilstedeværende.

Man må endvidere være opmærksom

på de unøjagtigheder, som følger af, at afgrænsningen

af de til enhver tid værende bymæssige

bebyggelser delvis har beroet på skøn, samt at

der har været nogen forskel med hensyn til afgrænsningen

af forstæder kontra stationsbyer

o. 1., jfr. foran. Disse forhold forklarer bl. a.,

at indbyggerantallet i stationsbyer o. 1. i 1940

er lavere end i 1930. I realiteten havde stationsbyer

o. 1. med over 1000 indbyggere en tilvækst

på 11 % i perioden 1930-40.


29

Det fremgår heraf, at landbefolkningens for- uden for købstæderne og hovedstaden i 1950

holdsmæssige andel af landets folketal siden udgjorde ca. 18 % af befolkningen, hvoraf no-

1890 er faldet til det halve, og at denne udvik- get over halvdelen i stationsbyerne,

ling falder sammen med udviklingen af de by- På grundlag af tabellens tal er der i tabel 2

mæssige bebyggelser, hvori der i 1890 kun le- givet en oversigt over befolkningstilvækstens

vede ca. 1 % af landets samlede befolkning*), fordeling henholdsvis i perioden 1890-1921

medens indbyggerne i de bymæssige bebyggelser og i perioden 1921-50.

Tabel 2. Befolkningstilvækstens fordeling 1890-1921 og 1921-1950 på de forskellige

bysamfund og landdistrikterne.

1890-1921 1921-1950

(uden Sønderjylland)

(med Sønderjylland)

(1000) (pct.) (1000) (pct.)

Hovedstaden 312 33,5 274 27,0

Købstæderm.v 308 33,0 413 40,7

Hovedstadens forstæder ) 183 18,0 )

Købstædernes forstæder \ 339 36,4 48 4,7 • 39,3

Stationsbyer o. 1 J 168 16,6 J

Landdistrikter -r-27 -4-2,9 -4- 73 -4-7,0

Befolkningstilvæksten ialt ... 932 100,0 1013 100,0

Tallene i tabel 2 viser, at befolkningstilvæksten

siden 1890 - bortset fra den af Sønderjyllands

indlemmelse forårsagede tilvækst - udelukkende

er faldet i byerne, og at mere end 1 fe

af tilvæksten i begge de omhandlede perioder

falder på de bymæssige bebyggelser, hvilket er

så meget mere bemærkelsesværdigt, som disse

bebyggelser knap nok fandtes i 1890, hvor

deres samlede indbyggertal som nævnt kun udgjorde

ca. 1 % af folketallet.

*) Af de 20.000 indbyggere, der i 1890 levede i

bymæssige bebyggelser, boede ca. 9000 i Lyngby,

Haslev, Odder, Løkken og Nordby.

Når købstæderne i perioden 1921-50 har

optaget 40,7 pct. af den samlede befolkningstilvækst,

må det herved tages i betragtning, at

en del af denne tilvækst hidrører fra indlemmelser

af forstadsbebyggelser.

Når man - som vist i tabel 3 nedenfor - sammenholder

de enkelte bygruppers andel i tilvæksten

fra 1921 og fremefter med deres andel

af bybefolkningen i 1921, viser det sig imidlertid,

at udviklingen siden 1921 er forløbet nogenlunde

ensartet for de forskellige bygrupper,

idet befolkningstilvækstens fordeling i 1950 i

det store og hele svarer til bybefolkningens fordeling

i 1921, dog at hovedstadens forstads-


kommuner procentvis har haft en væsentlig

stærkere tilvækst end selve hovedstaden, men

således at hele hovedstadsområdets folketal i

1950 udgør samme andel af bybefolkningen som

i 1921.

30

Tabel 3. De j or skellige bysamfunds andel i

bybefolkningen og i byernes tilvækst 1921-1930.

Andel af Andel i by- Andel af

bybefolk- ernes til- bybefolkningen

vækst siden n ingen

i 1921 1921 i 1950

pct. pct. pct.

Hovedstaden 39,0 25,2 33,8

Hovedstadens

forstæder 0,6 16,9 6,7

Købstæder m. v. . 40,0 38,0*) 39,3

Købstædernes

forstæder 4,3 4,4 4,3

Stationsbyer o. 1. 16,1 15,5 15,9

100,0 100,0 100,0

*) En del af købstædernes tilvækst skyldes stedfundne

indlemmelser.

C. DE BYMÆSSIGE BEBYGGELSERS

VÆKST

Skønt de bymæssige bebyggelsers andel i bybefolkningen

har været nogenlunde konstant i

tiden fra 1921, når man bortser fra hovedstadens

forstæder, har den stedfundne befolkningsmæssige

udvikling medført, at hele billedet af

de bymæssige bebyggelser på afgørende måde har

skiftet karakter i disse 30 år. Medens de bymæssige

bebyggelser i 1921 gennemgående var små -

kun 7 forstæder og 12 stationsbyer havde over

2000 indbyggere - er der nu mange bymæssige

bebyggelser, der er på størrelse med købstadkommuner;

24 forstæder og 32 stationsbyer o. 1.

havde i 1950 over 2000 indbyggere; heraf havde

17 forstæder og 5 stationsbyer over 5000 indbyggere,

medens 32 af landets købstæder havde

under 5000 indbyggere. Den stedfundne udvikling

har altså bevirket, at der ikke mere befolkningsmæssigt

er den store forskel mellem den

gruppe byer, som udgøres af købstæder, på den

ene side og gruppen af de bymæssige bebyggelser

på den anden side.

Dette forhold belyses formentlig bedst af den

som bilag 1 aftrykte oversigt over Danmarks

bysamfund, grupperet efter deres størrelse i

1950.

I tabel 4 nedenfor har man foretaget en opgørelse

til belysning af den siden 1921 stedfundne

vækst i de områder, som i 1950 er optalt

under henholdsvis købstæder m. v., disses

forstæder samt stationsbyerne.

Ved opgørelsen af indbyggertallene i 1921,

1930 og 1940 i de anførte bygrupper har man

så vidt muligt søgt at finde frem til indbyggertallet

i disse år i hele det geografiske område,

der i 1950 betragtes som hørende til vedkommende

by, således at tallene vedrørende købstæder

m.v. er fremkommet ved, at man har forøget

de officielle folketællingstal for købstæderne

for hvert af de nævnte folketællingsår

med indbyggertallet i de forstadsbebyggelser,

som på et senere tidspunkt er blevet indlemmet.

For købstadforstæderne og for stationsbyerne

foreligger der som foran s. 25 nævnt kun oplysninger

tilbage i tiden om indbyggertallet i de

områder, der i de enkelte folketællingsår er blevet

betragtet som bymæssigt bebygget, hvorimod

det i almindelighed ikke er muligt at finde frem

til indbyggertallet i de områder, der vel i 1950

blev betragtet som bymæssigt bebygget, men som

ikke i tidligere folketællingsår blev anset for

henhørende til den bymæssige bebyggelse. Dette

gælder dog ikke for den talmæssigt betydende

gruppe forstadsbebyggelser og de enkelte stationsbyer

(f. eks. Hørsholm og Birkerød), der

efterhånden har bredt sig til at omfatte en hel

kommune. For disse kommuner har man derfor

i tabel 4 for alle årene medregnet indbyggertallet

i de pågældende kommuner som helhed.

Blandt de forstadsbebyggelser og stationsbyer,

som ikke i 1950 omfattede en hel kommune,

er der en del, hvorom der ikke fra de første

tællingsår foreligger oplysninger om indbyggertallet,

men ved beregningen af de i tabel 4 an-

*) Det bemærkes, at en opgørelse over indbyggertallets

vækst i de områder, der i hvert af de nævnte

tællingsår har henhørt under købstadkommunerne

på tællingstidspunktet, d.v.s. bortset fra

senere indlemmelser, giver følgende tal:

Indb. Index

1921

1930

1940

1950

718.000

788.000

933.000

1.131.000

100

110

130

158

Det ses altså, at en ret væsentlig del af væksten

i købstædernes indbyggertal siden 1921 skyldes

stedfundne indlemmelser.


31

givne tal er der ansat skønsmæssige tal for disse

første »uoplyste« år.

Det bemærkes, at tallene vedrørende stationsbyerne

kun omfatter de stationsbyer, der i 1950

havde over 1000 indbyggere. Ved bedømmelsen

af de for stationsbyerne anførte tal må det tages

i betragtning, at afgrænsningen af de enkelte

stationsbyer ikke i alle tilfælde har været den

samme gennem den undersøgte periode, idet

man ved de enkelte tællinger i konsekvens af

den faktiske udvikling i en række tilfælde har

inddraget større områder under en bymæssig bebyggelse

end ved tidligere tællinger. Dette medfører,

at indbyggertallene for stationsbyer o. 1.

for tidligere år ikke omfatter de indbyggere, der

dengang levede i områder, som først ved senere

folketællinger er blevet betragtet som bymæssigt

bebyggede, hvorved befolkningstilvæksten overvurderes

i oversigten. Det har imidlertid ikke

været muligt at foretage korrektioner herfor.

Uanset denne overvurdering viser oversigten

dog, at væksten i indbyggertallet i de stationsbyområder,

der omfattes af beregningerne, har været

betydelig svagere i perioden 1921-50 end

udviklingen i købstædernes forstæder i det

samme tidsrum. Medens stationsbyernes indbyggertal

således ifølge beregningerne kun er

vokset med 68 pct, viser de nuværende købstadforstæder

en vækst på 127 pct., d.v.s. en

næsten dobbelt så kraftig stigning, men stationsbyerne

er dog i den nævnte periode vokset stærkere

end købstæderne (herunder de i købstæderne

indlemmede forstadsområder), der kun har

haft en gennemsnitlig vækst på 48 pct.

Tabel 5. De forskellige bysamfunds vækst i tiden

efter 1935 i procent af folketallet ved hver foregående

folketælling.*)

1935-40 1940-45 1945-50

pct. pct. pct.

Hovedstaden 6,5 4,2 5,1

Hovedstadens forstæder .. 26,6 15,3 41,3

Købstæder m. v 6,5 8,0 9,2

Købstædernes forstæder .. 6,6 1,1 12,6

Stationsbyer o. 1 6,0 9,3 11,8

*) Ved beregningen af de i tabel 5 anførte tilvækstprocenter

er der taget hensyn til indlemmelser i

købstæderne ved, at de i hver periode indlemmede

distrikters folketal er medregnet i den pågældende

købstads folketal ved periodens begyndelse.

På tilsvarende måde har man ved beregningen

af tilvækstprocenterne for stationsbyer o. 1.

i de samlede tal vedrørende stationsbyernes indbyggertal

ved hver periodes begyndelse medregnet

indbyggertallet på det pågældende tidspunkt

i de stationsbyer, som først i periodens løb er

kommet op over den sædvanlige minimumsgrænse,

250 indbyggere.

Til belysning af tilvæksten i de forskellige

grupper af bysamfund specielt i årene efter 1935

kan henvises til tabel 5, der er hentet fra Det

statistiske Departements publikationer om folkemængden

ved de enkelte folketællinger siden

1935.

Tallene i tabel 5 viser, at væksten i købstæder

m. v. samt i disses forstæder og i stationsbyer

har været jævnt stigende i hele perioden, og at

væksten i de bymæssige bebyggelser i de senere

år har været stærkere end i købstæderne.

1. Specielt om stationsbyernes vækst

1921-1950.

Allerede som følge af de ovenfor fremhævede

fejlkilder og øvrige vanskeligheder, der særligt

frem til 1921 gør sig gældende, når man vil forsøge

at foretage opgørelser over indbyggertallets

bevægelser i de forskellige bygrupper, skal man

i det følgende indskrænke sig til at undersøge

udviklingen i tiden siden 1921.

Den del af befolkningen, der levede i stationsbyer

o. 1. med over 250 indbyggere, blev

i 1921 optalt til 286.791 indbyggere, medens

der i 1950 blev optalt 454.970 indbyggere i

stationsbyer o. 1. over den nævnte indbyggertalsgrænse.

Denne befolkningsgruppe udviser

herefter en tilvækst på 58 %. Når man på tilsvarende

måde optæller indbyggertallet i købstæderne

henholdsvis i 1921 og i 1950, viser

der sig også i denne befolkningsgruppe at være

en tilvækst på 58 %.

Denne opgørelsesmåde, for så vidt angår stationsbyerne

o. 1., er imidlertid ikke velegnet til

at give et indtryk af det reelle forhold imellem

væksten i stationsbyer og købstæder, idet der

ikke er sammenfald imellem kredsen af de byer,

der i 1921 optaltes som stationsbyer, og de bebyggelser,

der i 1950 blev betragtet som stationsbyer.

På den ene side indgår der nemlig i

1921-tallet en række stationsbyer, der i 1950

er optalt som forstæder, og på den anden side

indgår der i 1950-tallet en række stationsbyer,

som ikke er medregnet i 1921-tallet, fordi de

enten slet ikke fandtes dengang eller i hvert

fald ikke havde mindst 250 indbyggere. Hertil

kommer, at der i det anførte tal vedrørende købstædernes

vækst også er medregnet den tilvækst

i købstæderne, der skyldes indlemmelser.

Billedet af stationsbyernes vækst bliver da også

noget anderledes, såfremt man går over til

at undersøge udviklingen på grundlag af indbyggertallene

henholdsvis i 1921 og i 1950 i


32

den samme kreds af stationsbyer, og såfremt

man for købstædernes vedkommende søger at

eliminere den tilvækst, der skyldes indlemmelser.

I 1950 optaltes der ialt 558 stationsbyer med

tilsammen 455.000 indbyggere. Godt halvdelen

af disse indbyggere levede i de 444 stationsbyer,

der havde under 1000 indbyggere, medens den

anden halvdel levede i de 114 stationsbyer, der

i 1950 havde over 1000 indbyggere, og ca.

56 % af denne befolkningsgruppe levede i de

72 stationsbyer, der havde mellem 1000 og 2000

indbyggere.

/ det følgende skal man indskrænke sig til

detailleret at undersøge tilvæksten siden 1921

i de stationsbyer, der i 1950 havde over 1000

indbyggere.

Nedenfor i tabel 6 er der opstillet en oversigt

over tilvæksten henholdsvis i stationsbyerne

og i købstæderne i tiden 1921-1950. Begge

grupper af byer er opdelt efter størrelsen i 1950.

Af hensyn til forstæderne og indlemmelsernes

betydning er tilvækstprocenterne for købstæderne

specificerede, således at kolonne a) angiver

tilvækstprocenten i de områder, der henholdsvis

i 1921 og i 1950 hørte under købstadkommunerne,

jfr. note til tabel 4, kolonne b) angiver

tilvækstprocenten for det samlede geografiske

område, der i 1950 hørte under købstæderne,

d.v.s. incl. stedfundne indlemmelser

(jfr. tabel 4), og kolonne c) angiver tilvækstprocenten

for de enkelte grupper af købstæder

med forstadsbebyggelser. Ved fordelingen i de

enkelte størrelsesgrupper har man ved beregningen

af tilvækstprocenten under kolonne c)

lagt vægt på det samlede indbyggertal i 1950

i det enkelte bysamfund (d.v.s. købstad + forstæder)

.

Oversigten viser først og fremmest, at væksten

i de stationsbyer, der havde mere end 1000

indbyggere i 1950, har været noget stærkere

end væksten i købstadkommunernes indbyggertal

(kolonne a), og når man bortser fra den

vækst i købstæderne, der skyldes stedfundne indlemmelser

(kolonne b), viser der sig at være

en ret væsentlig forskel på stationsbyernes og

købstædernes vækst. Også i forhold til væksten

*) I oversigten i bilag 2 er angivet, hvilke stationsbyer der indgår i de enkelte størrelsesgrupper.

**) Hørsholm og Birkerød kommuner, der i Det statistiske Departements opgørelse (og i tabel 4)

medregnes blandt stationsbyer o. 1., er ikke medregnet i nærværende tabel, idet disse byers

meget store vækst siden 1921 (Hørsholm: ca. 210 %, Birkerød: ca. 150 %) har sin væsentligste

årsag i byernes beliggenhed i nærheden af København, hvorfor billedet af stationsbyernes

vækst i almindelighed bliver noget klarere, når disse byer udelades.

***) Ved opgørelsen af købstædernes indbyggertal i 1921 har man i denne henseende alene medtaget

de opgjorte indbyggertal i 1921 for købstædernes bymæssigt bebyggede områder.


33

i de bysamfund, der udgøres af købstæderne

med disses forstadsbebyggelser, viser stationsbyerne

gennemgående en noget stærkere

vækst.*)

Hele billedet af forholdet mellem købstædernes

og stationsbyernes vækst bliver noget mere

differentieret, når man betragter tilvæksten i de

enkelte størrelsesgrupper. Det viser sig her, at

der med hensyn til tilvækstprocenterne — ligesom

på mange andre områder vedrørende forholdet

mellem stationsbyer og købstæder - kan

drages en parallel mellem på den ene side de

større købstæder (d.v.s. med over 10.000 indb.)

og de større stationsbyer (d.v.s. med over 3500

indb.) og på den anden side de mindre købstæder

og de mindre stationsbyer. Tabellen viser,

at tilvæksten har været forholdsmæssigt

stærkere i de større byer i begge arter af bysamfund

end i de mindre byer, det være sig de mindre

købstæder eller de mindre stationsbyer**).

Men selv når man sammenholder tilvækstprocenterne

for henholdsvis de større og de

*) Som det fremgår af tabellen, ligger tilvækstprocenten

i købstadkommunerne (kolonne a) og tilvækstprocenten

i de samlede købstadsamfund (kolonne

c) nogenlunde på linie med hinanden, henholdsvis

58 % og 59 %, og det samme gør sig

gældende m. h. t. vækstprocenten i de største byer,

der udgør 71 %, hvadenten man medregner

forstadsbebyggelserne eller ej. På forhånd måtte

det forekomme nærliggende at tro, at tilvæksten

i købstadkommunerne måtte ligge noget lavere

end tilvæksten i de samlede bysamfund, idet de

i dag bestående forstæders tilvækst jo efter det

foran anførte har været langt kraftigere end købstædernes,

men det må herved erindres, at en

væsentlig del af væksten i købstæderne skyldes

indlemmelse af forstadsbebyggelser. Herved er de

tal, hvormed forstadsgruppen indgår, blevet tilsvarende

formindsket, hvilket dog igen opvejes

ved den gennemgående større vækst i de i dag bestående

forstæder, således at stigningen i det antal

personer, der henholdsvis i 1921 og i 1950

levede i forstæder, stort set svarer til tilvæksten

i købstædernes indbyggertal.

**) Det må dog herved bemærkes, at forskellen i

tilvækstprocentens størrelse for henholdsvis de

større og de mindre byer er mindre udpræget for

stationsbygruppens vedkommende end for købstadgruppen.

Såfremt man ved beregningen af

tilvækstprocenten i stationsbyerne ville bortse fra

Ikast stationsby, der har haft en tilvækstprocent

på over 500 %, ville det vise sig, at den gennemsnitlige

tilvækstprocent i alle størrelsesgrupperne

for stationsbyernes vedkommende ligger på 60-

70 %. For købstædernes vedkommende varierer

tilvækstprocenterne i langt højere grad med købstadens

størrelse, idet tilvæksten i de største købstæder

gennemgående har været 3 gange så stor

som i de mindste.

mindre byer i hver bysamfundsgruppe, viser det

sig, at væksten i de enkelte størrelsesgrupper

gennemgående har været forholdsmæssigt langt

stærkere for stationsbyernes vedkommende end

for købstædernes vedkommende. Forholdet bliver

endnu tydeligere, når man sammenholder

vækstprocenterne i stationsbyerne med vækstprocenterne

i grupperne af de købstæder, der er af

tilsvarende størrelse (under 10.000 indbyggere),

idet det af oversigten fremgår, at stationsbyernes

vækst gennemgående har været langt stærkere

end væksten i købstæderne af tilsvarende

størrelse (60-80 % mod 20-40 %).

Oversigten viser iøvrigt, at tilvæksten i de

største stationsbyer og tilvæksten i de bysamfund,

der udgøres af de største købstæder med

disses forstæder, i det store og hele ligger på

nogenlunde samme niveau.

Det kan herefter fastslås, at de stationsbyer

med over 1000 indb. i bymæssig bebyggelse,

som findes i dag, har været ude for en langt

stærkere vækst end de købstæder, som efter deres

størrelse ligger på linie med stationsbyerne,

og at indbyggertallet i disse stationsbyer endog

er vokset noget stærkere end det samlede indbyggertal

i den gruppe bysamfund, der dannes

af købstæderne og forstadsbebyggelserne (66 %

imod 59 %). Denne udvikling har været særlig

udtalt for de større stationsbyers vedkommende

(d. v. s. de stationsbyer, der i dag har over

3.500 indbyggere). Disse stationsbyer, hvis

indbyggertal ligger mellem 3500 (Hadsund)

og 6000 (Tåstrup), har haft en vækst på gennemsnitligt

83 % siden 1921, medens købstæderne

af nogenlunde samme størrelse, d. v. s.

fra ca. 3000 til ca. 6000 indbyggere, kun har

haft en gennemsnitlig vækst på 25 %, eller når

forstæderne til disse købstæder medregnes,

28 %, ligesom selv de største købstæder på over

20.000 indbyggere »kun« har haft en vækst på

71 %.

Tabel 7 viser væksttempoet i købstæderne

(med forstæder) og i stationsbyerne i ti-årsperioderne

siden 1921. Købstadsamfundenes

vækst har været nogenlunde jævn i hele perioden,

medens stationsbyernes vækst har været

svingende, dels således at forholdet mellem de

enkelte størrelsesgruppers tilvækstprocent har

svinget noget for hver periode, dels således

at stationsbyernes vækst i særlig grad er sket i

perioden 1940-50, medens væksten i den foregående

ti-årsperiode har været noget svagere.

Det må dog bemærkes, at den tilsyneladende

noget svagere vækst for stationsbyernes vedkom-

3


34

mende i perioden 1930-40 i et vist omfang kan

føres tilbage til de i denne periode skete ændringer

i principperne for folketællingernes foretagelse,

jfr. foran s. 25.

Tabel 7. Tilvæksten i procent af folketallet ved hver

10 års-periodes begyndelse for købstæder og

stationsbyer.

1921-30 1930-40 1940-50

Købstæder m. forstæder 14 18 17

Stationsbyer*) m. over 3.500 indb. 25 12 30

Stationsbyer m. 2.OOO-3.5OO indb. 16 14 21

Stationsbyer m. 1.500-2.000 indb. 18 13 24

Stationsbyer m. 1.000-1.500 indb. 19 8 24

Samtlige stationsbyer m. over

1.000 indb 19 11 25

Samtlige byer m. over 1.000 indb.

(excl.hovedstadsområdet m. Hørsholm

og Birkerød kommuner) ..15 17 18

Hele landet 9 8 11

*) Også her er tallene for Birkerød og Hørsholm

kommuner udeladt.

Når det foran er anført, at de stationsbyer,

som i 1950 havde over 3500 indbyggere, er

vokset med 83 % siden 1921, må det erindres,

at dette tal er et gennemsnitstal, der repræsenterer

en ret forskellig vækstgrad i de enkelte

byer, idet f. eks. byer som Odder og Haslev kun

er vokset med 35 %, medens på den anden side

Grindsted og Ikast er vokset med henholdsvis

110% og 525 %.

De forhold, der har været bestemmende for

byernes udvikling, har jo været af vidt forskellig

beskaffenhed og har gjort sig gældende med

forskellig styrke og til forskellige tider i de enkelte

byer. Når man derfor — som i tabel 6

foran - tager sit udgangspunkt i forholdene i

1950 og undersøger, hvorledes de i hver størrelsesgruppe

placerede stationsbyer har udviklet

sig i tiden efter et bestemt tidligere tidspunkt,

1921, er det klart, at der inden for hver størrelsesgruppe

må forekomme ret afvigende tal

for de enkelte i gruppen indgående stationsbyer.

Ved bedømmelsen af tabellens tal må det således

bl. a. erindres, at de i hver enkelt størrelsesgruppe

indgående byer ikke har stået på

samme stadium i byens udvikling ved undersøgelsens

udgangspunkt, 1921, hvorved man fjerner

sig fra billedet af den typiske udvikling.

For mange af stationsbyernes vedkommende

vil byens vækst og størrelse hovedsagelig være

afhængig af udviklingen af og i byens opland

og af dette oplands størrelse. Mange af de i dag

bestående stationsbyer er dannet på et så tidligt

tidspunkt, at de allerede i 1921 havde nået den

størrelse, som deres opland kan betinge, og disse

byer har derfor ikke haft nogen væsentlig tilvækst

i undersøgelsesperioden, medens andre

byer, der først er dannet på senere tidspunkter,

måske endnu ikke i 1921 havde nået det samme

punkt i deres udvikling og derfor har haft en

væsentligt stærkere tilvækst end »normalt«, i

hvert fald indtil byen har nået den efter oplandet

»naturlige« størrelse.

På tilsvarende måde - og i måske endnu kraftigere

grad - forholder det sig med de stationsbyer,

hvis eksistens hovedsagelig har været betinget

af anlæg af industrivirksomheder o. 1. I

visse tilfælde har byen - som f. eks. Assens

fabriksby i Randers amt - allerede før 1921

været dannet omkring et enkelt, fuldt udbygget

industrianlæg, og fordi der ikke er anlagt

andre industrivirksomheder på stedet, er byen

ikke vokset væsentligt siden, medens der har

været andre tilfælde, hvor de industrivirksomheder,

der har været afgørende for byens dannelse

og udvikling, først er blevet anlagt efter

1921 på steder, hvor der faktisk ikke i 1921

fandtes bymæssig bebyggelse af betydning, således

som det har været tilfældet med f. eks.

Ikast, hvor der i 1921 kun fandtes 600 indb.,

medens der i 1950 fandtes ca. 4500 indb.

For så vidt byer af den sidstnævnte art indgår

i de enkelte størrelsesgrupper, vil tallene for

disse byer naturligvis medføre en kraftig forøgelse

af gennemsnittet. Muligheden for, at en

størrelsesgruppes gennemsnitstal på denne måde

påvirkes uforholdsmæssig stærkt i opadgående

retning, og den styrke, hvormed en sådan påvirkning

vil gøre sig gældende, er naturligvis —

ud fra en rent matematisk betragtning og alt

andet lige - større, jo større den pågældende

by og størrelsesgruppe er. Det var derfor på

forhånd at vente, at en undersøgelse af den hidtidige

tilvækst i byerne i de forskellige størrelsesgrupper,

hvor man tager sit udgangspunkt i

byernes størrelse i 1950, vil vise, at den gennemsnitlige

tilvækstprocent vil have tendens til at

blive større for gruppen af de større byer end

for gruppen af de mindre byer. Af to byer, som

i 1921 hver havde 300 indbyggere og som i

1950 var vokset til henholdsvis 1500 og 4000

indbyggere, vil den sidstnævnte naturligvis påvirke

gennemsnitstallet for den størrelsesgruppe,

hvori den placeres i 1950, langt stærkere end

den førstnævnte.

Såfremt man på den anden side tager sit udgangspunkt

i forholdene i 1921 og undersøger,

hvorledes de dengang bestående stationsbyer,


fordelt i grupper efter deres størrelse i 1921, har

udviklet sig, fremkommer tallene i tabel 8

ovenfor, hvor der er givet en oversigt over tilvæksten

siden 1921 henholdsvis i købstæderne

med disses forstæder og i de stationsbyer, der

i 1921 havde over 1000 indbyggere, og som

også i 1950 blev anset for stationsbyer.*)

Tabellen viser, at væksten i de stationsbyer,

der i 1921 havde over 1000 indbyggere, har

været noget svagere end væksten i de bysamfund,

der udgøres af købstæderne med disses

forstæder, men dog således at væksten i de omhandlede

stationsbyer gennemgående har været

stærkere end væksten i de købstæder, der i 1921

var af den samme størrelsesorden (d. v. s. med

under 5000 indbyggere), idet de omhandlede

stationsbyer gennemgående er vokset med ca.

50 %, medens de små købstæder kun er vokset

med ca. 33 %. Når tilvækstprocenten i de stationsbyer,

der i 1921 havde over 1000 indbyggere,

ca. 50 %, viser sig at være noget svagere

end tilvæksten siden 1921 i den gruppe stationsbyer,

der idag har over 1000 indbyggere, ca.

66 %, jfr. tabel 6, skyldes det altså, at der i

gruppen af stationsbyer med over 1000 indbyggere

i 1950 indgår en række stationsbyer, der i

1921 havde mindre end 1000 indbyggere, men

hvis vækst har været væsentligt kraftigere end

væksten i de stationsbyer, der allerede i 1921

havde over 1000 indbyggere. Det er imidlertid

et spørgsmål, hvor stor vægt der i det hele taget

kan tillægges tabellens tal, i hvert fald for så

vidt angår væksten i gruppen af de stationsbyer,

der i 1921 havde over 1500 indbyggere, dels

fordi antallet af disse stationsbyer er relativt

*) D. v. s., at de byer, der i 1921 blev betragtet som

stationsbyer, men i 1950 som forstæder, er udeladt,

ligesom Birkerød og Hørsholm ikke er medtaget.

lavt, dels fordi det viser sig, at gennemsnitstallene

dækker over vidt forskellige tilvækstprocenter

for de enkelte stationsbyer, jfr. nedenstående

tabel 9, der viser tilvæksten i hver enkelt

af de stationsbyer, der i 1921 havde over

1500 indbyggere:

Tabel 9. Tilvæksten i de i 1921 bestående stationsbyer

med over 1500 indbyggere.

Indb.tal Indb.tal Vækst i

1921 1950 pct.

Tåstrup 3568 8119 128

Grindsted 1724 3659 112

Års 1539 2875 87

Brande 1909 3585 80

Hadsund 1971 3504 78

Skjern 2325 3857 66

Brabrand 1682 2667 57

Ringe 1680 2627 56

Vejen 2838 4001 41

Hammel 1554 2193 41

Odder 3923 5316 36

Bramminge 1907 2560 34

Haslev 4132 5468 32

Dragør 2048 2437 19

Fakse 1781 1966 10

Nordby 1916 1838 ~4

Vamdrup 2327 2055 -M2

lait... 37474 58727 57

De i tabel 8 opførte gennemsnitstal kan vist

herefter ikke siges på nogen måde at give udtryk

for en typisk udvikling, dog måske bortset

fra tallet vedrørende stationsbyer med mellem

1000-1500 indbyggere, idet langt det overvejende

flertal af disse stationsbyer har haft en

tilvækst, der nogenlunde svarer til gennemsnittet.

Det kan dog fastslås, at de fleste stationsbyer

med over 1000 indbyggere har haft en udvikling,

der er kraftigere end udviklingen i købstæderne

af tilsvarende størrelse, og at nogle

stationsbyer har haft en meget kraftig vækst.

3*


36

2. Specielt om forstædernes vækst

1921-1950.

En sammenligning mellem det antal indbyggere,

der i 1921 levede i forstadsbebyggelser,

og det antal indbyggere, der i dag lever i sådanne

bebyggelser, vil i og for sig ikke give

noget billede af forstadsbebyggelsernes vækst,

idet en lang række af de i 1921 bestående og

senere opståede forstadsbebyggelser er blevet

indlemmet i købstæderne. Når man imidlertid

går over til at undersøge, hvorledes de i dag

bestående bebyggelser har udviklet sig, viser

det sig som foran anført, at disse bebyggelser

siden 1921 har haft en stærkere tilvækst end

både købstæder og stationsbyer, idet deres indbyggertal

gennemsnitligt er 127 % større end

i 1921, og herved har man endda i et vist omfang

taget hensyn til indbyggertallet i 1921 i

de områder, der ikke dengang var forstadsmæssigt

bebygget, men som senere er blevet det.

Medens størstedelen af den befolkningsgruppe,

der lever i stationsbyer med 1000 indbyggere

eller derover, bor i stationsbyer med mellem

1000 og 2000 indbyggere (ca. 56 %), forholder

det sig noget anderledes med købstædernes

forstader, idet langt den største del af

den befolkningsgruppe, som lever i de forstæder,

der har over 1000 indbyggere, bor i de

større forstadsbebyggelser med over 3500 indbygge

6 (73 %). Når man imidlertid sammenholder

væksten i forstæderne fordelt på de forskellige

størrelsesgrupper, viser det sig — ligesom

for købstædernes og til en vis grad også

for stationsbyernes vedkommende — at det også

for købstædernes forstæder især har været de

bebyggelser, som i dag har et højt indbyggertal,

der har gennemgået en stærk udvikling, jfr.

tabel 10.

Ligesom for stationsbyernes vedkommende er

det dog behæftet med nogen tvivl, hvor meget

der kan bygges på tabellens tal, der som gennemsnitstal

dækker over vidt forskellige vækstprocenter

for de enkelte forstæder i vedkommende

gruppe. Fra gruppen af forstæder med mellem

1000 og 2000 indbyggere kan det således nævnes,

at en forstadsbebyggelse som f. eks. Rørbæk

i Saxkøbing landsogn kun er vokset med

ca. 200 indbyggere siden 1921, eller med 14 %,

medens på den anden side en forstadsbebyggelse

som Mølholm i Vinding kommune ved

Vejle er vokset med 230 %, og en forstadsbebyggelse

som Sæding ved Esbjerg, der i 1950

har 1301 indbyggere, medregnedes overhovedet

ikke som bymæssig bebyggelse i 1921. Hertil

Tabel 10. Tilvæksten i de købstadforstader, der i

1950 havde over 1000 indbyggere, fordelt efter størrelsen

i 1950*).

*) Det bemærkes, at der i tallene for 1921 - i modsætning

til tabel 4 foran på s. 30 - alene er

medtaget indbyggertallene i de områder, der i

1921 betragtedes som forstæder. Afvigelserne fra

tabel 4 fremkommer også som følge af, at der

i nærværende tabel alene er medtaget forstadsbebyggelser,

der i 1950 havde 1000 indb. og derover.

**) I oversigten i bilag 2 er det angivet, hvilke forstadsbebyggelser

der indgår i de enkelte størrelsesgrupper.

kommer, at antallet af forstadsbebyggelser i de

enkelte størrelsesgrupper er meget beskedent,

således at de forskellige vækstprocenter for de

enkelte bebyggelser kommer til at spille en for

stor rolle ved beregningen af gennemsnitstal til,

at disse gennemsnitstal kan siges at være typiske.

For gruppen af de større købstadforstæder

ligger vækstprocenterne lige så forskelligt,

jfr. tabel 11, hvor der til sammenligning tillige

er anført vækstprocenten siden 1921 for indbyggertallet

i den købstadkommune, der er moderby

til vedkommende forstad, samt i hele det

bysamfund, hvori købstaden er kernen (d.v.s.

vedkommende købstad med samtlige forstæder).

I tallene i tabel 11 er alene medtaget det antal

indbyggere, der henholdsvis i 1921 og i 1950

er anset for boende i vedkommende bymæssige

bebyggelse. Dette er for 1950 ensbetydende med

de anførte kommuners samlede indbyggertal,

idet disse kommuner er anset for bymæssigt bebygget

i deres helhed (bortset fra Holme-Tranbjerg,

hvor kun Holme og Skade sogne anses

som forstadsbebyggelser). Forstædernes (og de

samlede bysamfunds) tilvækstprocent ville blive

noget mindre, såfremt tilvæksten var opgjort på

grundlag af indbyggertallet i 1921 i hele vedkommende

kommune (sogn), der i dag betragtes

som bymæssigt bebygget.

Det vil ses, at selve moderbyens vækst i visse

af tilfældene ligger under gennemsnittet af

samtlige købstæders vækst, men at den stærke

vækst i forstadsbebyggelserne bevirker, at samtlige

de omhandlede bysamfund er kommet op

over den gennemsnitlige vækst i samtlige landets

købstadbysamfund under eet. De anførte

tal viser da også, at den ret voldsomme udvik-


37

*) Specielt for Odenses og Ålborgs vedkommende skal det nævnes, at den ret voldsomme vækst i

selve købstaden bl. a. kan føres tilbage til stedfundne indlemmelser.

ling af de større bysamfund inden for de sidste

30 år især kan føres tilbage til forstædernes

kraftige vækst.

Dette forhold har med endnu større tydelighed

gjort sig gældende i hovedstadsområdet, idet

væksten siden 1921 i indbyggertallet i selve

hovedstadskommunerne (København, Frederiksberg

og Gentofte) ikke - relativt set - har

været særlig stærk (32 %), hvorimod indbyggertallet

i de områder (kommuner), der i 1950

regnedes som forstæder til hovedstaden, er vokset

fra 42.000 i 1921 til 193.000 i 1950 med det

resultat, at hovedstadssamfundets samlede indbyggertal

fra 1921 til 1950 er steget med 65 %.

Det samlede billede af udviklingen siden

1921 viser således, at bybefolkningens andel

af den samlede befolkning har været stadig stigende,

og at den del af befolkningen, der er

bosat i bymæssige bebyggelser uden for hovedstaden

og købstæderne, har været stigende ikke

blot absolut, men også relativt. De større stationsbyer

og købstædernes forstæder (d.v.s. med

over 3500 indbyggere) er gennemgående vokset

stærkere end hovedstaden og købstæderne, ja,

deres vækst har endog været relativt kraftigere

end væksten i hele hovedstadsområdet eller

væksten i det samlede indbyggertal i landets

købstæder med forstæder. Den gennemsnitlige

vækst i samtlige stationsbyer med over 1000

indbyggere har været noget stærkere end den

gennemsnitlige vækst i købstæderne, og væksten

i de købstæder, som rent størrelsesmæssigt må

siges at ligge på linie med stationsbyerne (under

5000 indbyggere), har været langt ringere

end i stationsbyerne. Væksten i de bebyggelser,

der i dag betragtes som forstæder, har været

meget stærkere end væksten i de øvrige byer.

Udviklingen har dog været meget uensartet

for alle bymæssige bebyggelser, idet enkelte af

disse enten overhovedet ikke er vokset eller i

hvert fald kun har haft en ganske ringe tilvækst,

medens andre har haft en tilvækst, som ligger

meget langt over gennemsnittet.

D. UDVIKLINGEN EFTER 1950

Som foran anført foretages der kun opgørelser

over indbyggertallet i de bymæssige bebyggelser

ved de 5-årlige folketællinger. Da resultaterne

vedrørende folketællingen i 1955 endnu

ikke foreligger bearbejdet, er det derfor ikke

muligt at give noget billede af, hvorvidt den

foran beskrevne udvikling i stationsbyer og forstæder

er fortsat også efter 1950.

På grundlag af de årlige opgørelser over,

hvor mange personer, der står tilmeldt de enkelte

kommuners folkeregistre, har man i tabel

12 foretaget en beregning af befolkningstilvæksten

i hvert af årene 1951—54 i følgende

områdegrupper: hovedstaden, hovedstadens forstadskommuner,

købstæderne, de kommuner,

der har større forstadsbebyggelser til købstæderne,

de kommuner, der har større stationsbyer

o. 1.*), og for den øvrige del af landet.

Tallene i tabel 12 giver et indtryk af, at den

befolkningstilvækst i de forskellige bygrupper,

som kunne konstateres i årene før 1950, er fortsat

også i årene derefter med samme styrke i de

forskellige bygrupper. Forstadskommuner og

især hovedstadens forstadskommuner har haft

en langt stærkere tilvækst end nogen af de andre

: ) Tallene vedrører så godt som alle de kommuner,

der i 1950 havde mindst een bymæssig bebyggelse

med over 1000 indbyggere.


38

Tabel 12. Befolkningstilvæksten i % af

registerbefolkningen i hvert af årene 1951—54-

1951 1952 1953 1954

Hovedstaden ~ 0,5 -^0,4 -f-0,2 -=- 0,3

Hovedstadens

forstæder 7,2 6,5 6,7 6,4

Købstadkommuner ... 1,0 1,1 1,2 1,1

Kommuner med

købstadforstæder ... 1,6 1,9 3,3 3,7

Kommuner med

stationsbyer 1,4 1,5 1,7 1,0

Øvrige kommuner ... 0,2 0,3 0,2 0,2

lait... 0,7 0,8 0,9 0,8

bygrupper, og stationsbykommunerne er vokset

noget kraftigere end købstæderne, hvorved det

yderligere må tages i betragtning, at der i tallene

vedrørende stationsbykommunerne indgår tilvæksten

i de stationsbyerne omgivende landdistrikter

inden for vedkommende kommuners

grænser, hvor det må påregnes, at tilvæksten

har været væsentligt lavere end i selve den bymæssige

bebyggelse.

Det er naturligvis ikke muligt at give noget

fuldstændig klart billede af den fremtidige befolkningsmæssige

udvikling, for så vidt angår

de bymæssige bebyggelser og købstæderne. Befolkningstilvækstens

størrelse i almindelighed og

de enkelte byers fremtidige vækst vil være betinget

af en lang række forskellige faktorer,

hvis fremtidige tilstedeværelse og virkninger

for den enkelte by er ganske uforudseelige og

uberegnelige.

Det er imidlertid nærliggende at antage, at

den almindelige befolkningstilvækst, der har

gjort sig gældende i indeværende århundredes

første halvdel, i hvert fald vil fortsætte, og meget

synes at tyde på, at den fremtidige befolkningstilvækst

i forbindelse med fortsatte vandringer

fra landdistrikterne til byerne vil have

til følge, at den hidtidige stigning i byernes

indbyggertal må forventes at ville fortsætte,

bl. a. med den virkning, at landbrugsbefolkningens

andel af landets samlede befolkning må

antages fortsat at ville dale.*)

Selvom det ikke er muligt at give nogen konkret

udtalelse om, hvorvidt den fremtidige tilvækst

i byerne vil være lige stor for de forskellige

arter af byer, eller om byernes samlede tilvækst

i fremtiden især vil manifestere sig i de

større eller i de mindre bysamfund, er det dog

givet, at den fremtidige befolkningstilvækst i

byerne må forventes at ville give sig udslag i,

at stadig flere bymæssige bebyggelser vil passere

de - højere eller lavere - indbyggertalsgrænser,

som lovgivningen idag på forskellige

områder anvender som kriterium for afgrænsningen

af kredsen af de bymæssige bebyggelser,

der helt eller delvis er sidestillet med købstæderne.

*) I en af Københavns kommunes statistiske kontor

foretaget undersøgelse, offentliggjort i »Statistisk

Månedsskrift«, 32. årgang, nr. 1, har man anslået

indbyggertallet i 1970 i købstæderne med forstæder

og i stationsbyer o. 1. til 2.074.000 imod

1.666.000 i 1950, ligesom hovedstadsområdets

indbyggertal i 1970 er anslået til 1.586.000

imod 1.216.700 i 1950. Indbyggertallet i landdistrikterne,

der i 1950 udgjorde 1.398.600, menes

i 1970 kun at ville udgøre 1.228.600.


AFSNIT II.

DE FAKTISKE FORHOLD I DE BYMÆSSIGE

BEBYGGELSER (KOMMUNER)


KAPITEL 3

Bebyggelserne — De bymæssigt bebyggede kommuner.

A. BEBYGGELSERNES ANTAL, gruppen af byerne uden for købstæderne gen-

STØRRELSE OG BELIGGENHED nemsnitlig have et væsentlig mindre indbyg-

Af Danmarks samlede befolkning i 1950 le- g^rtal end købstæderne Ser man imidlertid på

vede ca. 2,9 mill, i byerne, hvoraf 776.000 i

de enkelte

S m PP er f bymæssige bebyggelser,

bymæssige bebyggelser uden for hovedstaden og viser det sig, at hovedstadens forstæder gennemkøbstæderne.

Denne bybefolkning fordeler sig f ående har større indbyggertal end købstæderne

imidlertid på en lang række byer af højst for- (gennemsnittet ligger pa ca 21.000 indbygskellig

størrelse og struktur. Idet der iøvrigt hen- g ere de

>'

"^ bymæssige bebyggelser (stavises

til fortegnelsen over landets bysamfund i ^sbver °ß købstædernes forstæder) nar vel

bilag 1 samt til bilag 2, der indeholder en overlkke

°P ,1» f> rrelse med de større købstæder,

sigt over de forstæder og stationsbyer o.L, der i f en . * betydeligt antal bymæssige bebyggelser

1950 havde over henholdsvis 500 og 1000 indhar

^byggertal, der ligger pa lime med indbyggere

med en angivelse af, i hvilke kommuner byggertallet i de sma og mellemstore købstædisse

bebyggelser er beliggende, skal man i tabel

^ man den relativt store gruppe

den B e t

13 anføre en oversigt ove?antallet af bysamfund

der

'

f mellem 2000 og 10.000 indbyguden

for hovedstaden (København, Frederiks- f re viser

'

at der er

j ««' " efe bymæssige beberg

og Gentofte), grupperet efter disses stør- byggelser end købstæder i denne gruppe, idet

reise

findes lait 46 bymæssige bebyggelser,

Tabel 13. Antallet af byer uden for hovedstaden fordelt efter størrelse.

250 500 1.000 1.500 2.000 3.500 5.000 10.000 15.000

indb. Byer

250 500 1.000 1.500 2.000 3.500 5.000 10.000 15.000 og ialt

indb. indb. indb. indb. indb. indb. indb. indb. indb. derover

Hovedstadens forstæder 2 16 9

Købstæder m.v 1 5 7 13 6 20 11 22 85

Købstædernes forstæder 18 20 23 5 5 5 1 8 1 86

Købstadbysamfund (købstæder

+ forstæder) 6 5 11 7 20 10 26 85

Stationsbyer o. 1 ? 255 189 49 33 20 7 5 558

Byer") ialt 255 189 55 38 31 14 25 10 26 643

*) D.v.s. købstadbysamfund (incl. forstæder) -f- stationsbyer o. 1.

Det fremgår af tabellen, at der foruden hovedstaden

og dennes forstæder findes ialt 199 egentlige

bysamfund med over 1000 indbyggere, hvoraf

85 er købstæder med tilhørende forstæder,

medens de resterende 114 er stationsbyer o.l.

Gennemsnitlig ligger købstædernes indbyggertal

på godt 13.000 indbyggere, men der er

en meget betydelig spredning, lige fra ca. 1000

indbyggere til godt 116.000 indbyggere. Det er

klart, at når man - som sket i tabellen - medtager

selv ganske små bymæssige bebyggelser, vil

heraf 32 stationsbyer, medens der kun er 39

købstæder.

Når man dernæst betragter forstadsbebyggelserne

under eet i forhold til gruppen af stationsbyer

o. 1., viser det sig, at langt den væsentligste

del af stationsbyerne har et indbyggertal på

under 5000, medens en ikke ringe del af forstadsbebyggelserne

ligger over denne grænse.

Specielt om købstædernes forstadsbebyggelser

bemærkes, at sådanne bebyggelser findes omkring

46 af landets 85 købstæder m. v., fordelt


42

på 71 kommuner, hvoraf 11 anses for bymæssigt

bebygget i deres helhed*). Ved hvilke købstæder

forstadsbebyggelser især forekommer, beror

naturligvis ganske på de konkrete forhold i det

enkelte tilfælde (de topografiske forhold, købstadgrænsens

mere eller mindre tilfældige forløb,

stedfundne indlemmelser m.v.), men der

synes dog at kunne spores en tendens i retning

af, at forstadsbebyggelserne især findes omkring

de større købstæder, ligesom der gennemgående

synes at kunne påvises et vist forhold imellem

vedkommende købstads (moderbyens) og forstadsbebyggelsernes

indbyggertal, nemlig således

at de større forstadsbebyggelser er koncentreret

om de større købstæder. Til belysning heraf

er som bilag 3 optaget en oversigt over landets

købstæder m. v. med angivelse af indbyggertallet,

dels i selve købstaden, dels i de pågældende

forstadsbebyggelser, suppleret med en

procentvis opgørelse af den del af det pågældende

samlede bysamfunds indbyggere, som bor

i forstadsbebyggelser. Oversigten viser ikke blot,

at forstadsbebyggelserne navnlig findes omkring

de større købstæder, bl. a. således at ca. 75 %

af den befolkningsgruppe, der er bosat i forstæder

til købstæderne, lever i forstæder til en af

de større købstæder (d. v. s. med over 15.000

indbyggere), og at forstadsbebyggelsernes størrelse

gennemgående vokser med moderbyens

størrelse, men den viser tillige, at det for flere

af vore egentlige bysamfunds vedkommende

forholder sig således, at en ikke uvæsentlig del

af den befolkning, der rent faktisk hører til

bysamfundet som sådant, bor i områder, som

ikke formelt hører med til selve købstadens område.

For 14 af bysamfundenes vedkommende

er det endog således, at 20 % eller derover af

bysamfundets samlede indbyggertal bor uden

for købstadens grænse.

Stationsbyerne ligger mere tilfældigt spredt

ud over landet. I visse amter findes der forholdsvis

mange og store stationsbyer, og i andre

er den bymæssige del af befolkningen uden for

købstæderne meget ringe. Af befolkningen uden

for hovedstaden og købstæderne bor gennemsnitligt

for hele landet 20 % i stationsbyer o. 1.,

men tallet varierer stærkt, når man ser på forholdene

i de enkelte amtsrådskredse.

Til belysning af bybefolkningens størrelse i

de enkelte amtsrådskredse (d. v. s. bortset fra

*) Frederiksborg slotssogn, Slagelse Skt. Peders landsogn,

Herlufsholm, Dalum, Åby, Vejlby-Risskov,

Viby, Dronningborg, Vorup, Hasseris og Sundby-

Hvorup kommuner.

købstæderne) anføres i bilag 4 en oversigt over,

hvor stor en andel af de enkelte amtsrådskredses

befolkning der bor i henholdsvis forstæder

og stationsbyer, og specielt hvor stor en andel

der bor i de bymæssige bebyggelser med over

1000 indbyggere.

Det fremgår af oversigten, at den del af de

enkelte amtsrådskredses indbyggere, der bor i

bymæssig bebyggelse, varierer stærkt, idet andelen

svinger fra over 96 % i Københavns amtsrådskreds

helt ned til knapt 17 % i Maribo

amtsrådskreds. I følgende amtsrådskredse bor

over 50 % af amtsrådskredsens beboere i bymæssige

bebyggelser: Københavns (96,5 %),

Frederiksborg (57,1%) og Århus (59,4%).

I Københavns, Sorø, Odense og Århus amtsrådskredse

bor den overvejende part af den bymæssige

befolkning i forstadsbebyggelser, medens

det i de øvrige amtsrådskredse er således,

at stationsbyernes befolkning udgør den væsentligste

del af de enkelte amtsrådskredses bymæssige

befolkning. I enkelte amtsrådskredse kendes

overhovedet ikke forstadsbebyggelser, og i

mange amtsrådskredse udgør forstadsbefolkningen

en ganske ringe andel. Kun i følgende amtsrådskredse

udgør forstadsbefolkningen mere end

Vio af amtsrådskredsens indbyggertal: Københavns,

Frederiksborg, Sorø, Odense, Århus og

Ålborg amtsrådskredse.

B. DE BYMÆSSIGE BEBYGGELSER OG

DEN SOGNEKOMMUNALE INDDELING

Som tidligere omtalt hviler den kommunale

inddeling på den fra gammel tid bestående

sogneinddeling. Denne inddeling har i princippet

stået fast ned gennem tiderne, uanset at der

senere er sket ændringer i de topografiske og

befolkningsmæssige forhold, som i sin tid har

ligget til grund for inddelingens gennemførelse.

Det kan derfor ikke undre, at der ikke forekommer

nogen umiddelbar sammenhæng imellem

den kommunale inddeling og den stedfundne

bydannelse, der jo er bestemt af ganske andre

faktorer end kommune- og sognegrænsernes

forløb.

Selvom det normale er, at de bymæssige bebyggelser

er dannet og har holdt sig inden for

een kommune — ofte således at der i en kommune

findes flere, forholdsvis store bymæssige

bebyggelser - kan der dog nævnes en række stationsbyer

og sammenhængende forstadsbebyggelser,

der er således beliggende, at de gennemskæres

af een eller flere kommunegrænser. Det


43

*) Følgende stationsby kommuner anses for bymæssigt

bebygget i deres helhed: Dragør, Birkerød,

Hørsholm, Slangerup og Tyborøn (oprettet pr.

1. april 1954 ved udskillelse af Tyborøn by fra

Vestervig-Agger kommune).

er klart, at der kan opstå utilfredsstillende forhold

for beboerne og administrationen i sådanne

bysamfund, der ligger i to eller flere kommuner.

Ligesom man, for så vidt angår forstadsbebyggelser

til købstæderne, ned gennem tiderne har

søgt at afbøde de opståede ulemper ved at foretage

indlemmelser af forstadsbebyggelserne i

købstæderne, har man på tilsvarende måde for

stationsbyernes vedkommende i visse tilfælde

måttet skride til ændringer af kommunegrænserne,

således at kommunegrænsen i højere grad

er bragt i overensstemmelse med de faktiske forhold,

jfr. senest ændringen af kommunegrænserne

i området omkring Bjerringbro stationsby,

der tidligere lå i tre kommuner, men som fra

den 1. april 1955 ligger i een kommune, Bjerringbro

kommune, der omfatter hele den tidligere

Hjermind-Le-Hjorthede kommune og arealer

af Bjerring-Mammen og Sahl-Gullev kommuner,

jfr. indenrigsministeriets bekendtgørelser

nr. 4 og 5 af 7. marts 1955.

Til belysning af, hvilke stationsbyer der i dag

er således beliggende, at de gennemskæres af

kommunegrænser, henvises til bilag 5, hvoraf

det bl. a. fremgår, at ti af de stationsbyer, der

har over 1000 indbyggere, ligger fordelt på to

eller flere kommuner, men dog almindeligvis

således at alene en mindre del af vedkommende

stationsbys indbyggere bor i en anden kommune

end »hovedkommunen«.

De bymæssige bebyggelser udgør i almindelighed

kun en del af kommunens geografiske

område, og det forekommer kun undtagelsesvis,

at en kommune er (eller af Det statistiske Departement

anses for) bymæssigt bebygget i sin

helhed. Dette er således tilfældet for de 9 kommuner,

der anses for hovedstadens forstadskommuner,

samt for 11 forstadskommuner til købstæder.

For stationsbyernes vedkommende kan

der kun nævnes ganske enkeltstående tilfælde,

hvor hele kommunen anses for bymæssigt bebygget,

og dette forhold kan som regel føres

tilbage til specielle omstændigheder i vedkommende

område.*)

Bortset fra disse tilfælde vil der altså altid i

en kommune med en bymæssig bebyggelse findes

områder, der betragtes som landdistrikt, og

hvis indbyggere ikke medregnes ved opgørelsen

af bebyggelsens indbyggertal. Herved fremkommer

der - som allerede foran s. 26 berørt - en

forskel mellem de bymæssige kommuner og købstadkommunerne,

idet købstadkommunerne såvel

i Det statistiske Departements talmæssige

opgørelser som almindeligvis i lovgivningen

betragtes som bymæssigt bebygget i deres helhed.*)

Der er næppe tvivl om, at der inden for

flere købstadkommuners grænser findes områder,

der ikke kan betragtes som bymæssigt bebyggede,

således f. eks. i Rødby købstadkommune,

der i virkeligheden består af 2 bebyggelgelser,

Rødby og Rødbyhavn, som ligger ret

fjernt fra hinanden. Ved folketællingerne i

1916, 1921 og 1925 foretog man særlige opgørelser

over den del af befolkningen, der levede

under ikke-bymæssige forhold i 9 købstadkommuner**),

hvor denne befolkningsgruppe var

så stor, at den kunne få betydning ved bedømmelsen

af den samlede bybefolknings størrelse.

Sådanne opgørelser foretages ikke idag, og

der kan da heller ikke være tvivl om, at det lovgivningsmæssigt

og administrativt er det mest

praktiske uden videre at anse købstadkommunerne

for bymæssigt bebygget i deres helhed.

For de bymæssige bebyggelsers vedkommende

kan man derimod ikke på forhånd gå ud fra,

at der gennemgående vil være sammenfald mellem

kommunegrænserne og de enkelte bebyggelsers

grænse mod det åbne land, allerede fordi

der ikke oprindelig har været relationer imellem

de bestående administrative inddelinger og

de enkelte bymæssige bebyggelsers opståen og

udvikling.

Det viser sig imidlertid, at mange bymæssige

bebyggelser har haft en sådan vækst i indbyggertal,

at bebyggelsens indbyggertal nu udgør langt

den overvejende del af indbyggertallet i den

kommune, hvor bebyggelsen er beliggende, og

dette er tilfældet selv i mange kommuner, hvis

geografiske område er meget stort. Forholdet

mellem en kommunes indbyggertal og indbyggertallet

i kommunens bymæssige bebyggelser vil

naturligvis variere stærkt fra kommune til kom-

*) Når der i forrige århundredes lovgivning ofte

knyttedes retsvirkninger til sondringen imellem

købstædernes bygrunde og markjorder, må dette

ses som et vidnesbyrd om, at købstæderne dengang

som regel ikke var fuldstændigt bymæssigt

bebyggede, idet markjorderne henlå som landdistrikt.

**) Brønderslev, Fredericia, Herning, Nykøbing M.,

Nykøbing S., Ribe, Rødby, Varde og Viborg. (For

disse kommuners vedkommende har den ikkebymæssige

del af befolkningen i de nævnte folketællingsår

gennemsnitligt udgjort ca. 10 %.)


44

mune, idet forholdet jo i sidste instans især vil

bero på størrelsen af de enkelte kommuners

geografiske område samt indbyggertætheden i

de bebyggelsen omgivende landdistrikter, og

disse faktorers betydning svinger meget fra kommune

til kommune.

Der må selvsagt formodes at være en vis generel

sammenhæng mellem bebyggelsernes størrelse

og bybebolkningens andel af kommunens

samlede indbyggertal, således at denne andel

gennemgående bliver større, jo større bebyggelser

der er tale om.

I tabel 14 nedenfor er der givet en oversigt

over bybefolkningens gennemsnitlige andel af

kommunens samlede befolkning i de forskellige

kommuner, der har over 1000 indbyggere i bymæssig

bebyggelse, således at stationsbykommunerne

er fordelt efter størrelsen af den største

bebyggelse i kommunen, medens købstadforstadskommunerne

er fordelt efter størrelsen

af indbyggertallet i samtlige forstadsbebyggelser

i kommunen, jfr. opstillingen i bilag 2 med

tilhørende bemærkninger.

Tabellen viser, at bybefolkningsprocenten ligger

noget lavere i stationsbykommunerne end i

de større forstadskommuner (med over 3500

indbyggere i bymæssige bebyggelser), hvoraf de

fleste betragtes som bymæssigt bebygget i deres

helhed. Det bemærkes endvidere, at antallet af

indbyggere i de bymæssige bebyggelser i kommunerne

gennemgående udgør mere end 50 %

i de kommuner, der har mindst een bebyggelse

med mere end 1500 indbyggere. (Kun i Vejlby-

Strib og Give kommuner ligger bybefolkningsprocenten

under 50 %).

Det kan iøvrigt bemærkes, at i gruppen af

de kommuner, der har een stationsby med 1000-

1500 indbyggere, har så godt som alle kommunerne

med mere end 1200 indbyggere i een bebyggelse

en bybefolkningsprocent på over 50.

Ved bedømmelsen af de i tabellen anførte

tal må det dog haves i erindring, at der er tale

om gennemsnitstal, der dækker over væsentlige

afvigelser fra gennemsnittet i de enkelte kommuner.

Til belysning heraf har man i bilag 6

opstillet en fortegnelse over bybefolkningsprocenten

i hver af de kommuner, i hvilke der ved

folketællingen i 1950 fandtes een eller flere

bebyggelser med tilsammen mindst 1000 indbyggere.

Oversigten tjener samtidig til oplysning

om, hvilke kommuner der indgår i de

enkelte størrelsesgrupper, såfremt de bymæssige

kommuner fordeles i grupper efter størrelsen af

det samlede indbyggertal i samtlige bebyggelser

i kommunen, jfr. bemærkningerne til bilag 2.

Som foran nævnt foretages der ikke opgørelser

over størrelsen af de enkelte købstadkommuners

befolkning henholdsvis i og udenfor købstadkommunens

bymæssige bebyggelser, hvorfor

det er umuligt at drage nogen sammenligning

Tabel 14. Bybefolkningens andel af det samlede indbyggertal i de bymæssige kommuner.

Hovedstadens for stadskommuner

Købstædernes for stadskommuner

m. over 3.500 indb. tilsammen i een el. fl. forstæder ...

m. 2.OOO-3.5OO indb. tilsammen i een el. fl. forstæder

m. 1.500-2.000 indb. tilsammen i een el. fl. forstæder

m. 1.000-1.500 indb. tilsammen i een el. fl. forstæder

Indbyggertallet i

samtlige bebyggelser

i kommunen i procent

af kommunens

indbyggertal

100

96,0

79,8

46,8/ 50 ' 6

Stationsbykommuner*')

m. over 3.500 indb. i een stationsby 79,3

m. 2.OOO-3.5OO indb. i een stationsby 84,8

m. 1.5OO-2.OOO indb. i een stationsby 63,2l, 4

m. 1.000-1.500 indb. i een stationsby 48,8/ '

Indbyggertallet i

kommunens

ikke bymæssigt

bebyggede

dele

3.410

3.770

4.467 \

13.910)

18.377

25.557

18.643

10.306

3L643\

93.008

61.365/

121.957

*) Såfremt stationsbykommunerne - ligesom det er sket for forstadskommunerne - grupperedes i

de anførte størrelsesgrupper efter antallet af indbyggere i samtlige kommunens bebyggelser, udgør

bybefolkningsprocenterne følgende tal:

Kommuner med over 3.000 indb. i stationsbyer: 77,5 %

Kommuner med 2.OOO-3-5OO indb. i stationsbyer: 67,7 %

Kommuner med 1.000-2.000 indb. i stationsbyer: 52,1 %


45

mellem købstadkommunerne og de bymæssige

kommuner på dette område. En opgørelse af

indbyggertallet pr. ha henholdsvis i købstæderne

og i kommunerne med større bymæssig

bebyggelse kan dog formentlig tjene til i et vist

omfang at belyse forholdene. Det viser sig ved

en sådan undersøgelse, at der i forstadskommuner

med over 3500 indbyggere lever ca. 3 personer

pr. ha, i stationsbykommuner med over

3500 indbyggere ca. 1 pr. ha, i købstæderne af

tilsvarende størrelse ca. 4 pr. ha og i de store

købstæder ca. 15 pr. ha. Det vil heraf ses, at

forskellen på dette område mellem de større

bymæssige kommuner og købstæderne af tilsvarende

størrelse ikke er væsentlig i forhold til

forskellen mellem indbyggertallet pr. ha i de

større købstæder og i de mindre. Det må herved

yderligere erindres, dels at mange bymæssige

kommuner har et areal, der er 3 å 4 gange

større end en almindelig købstads geografiske

område (der gennemgående ligger på 3-4000

ha), dels at det er et almindeligt forekommende

træk, at de bymæssige kommuners bebyggelse

er mere lav og spredt end bebyggelsen i de

ældre købstæder af tilsvarende størrelse, hvilket

naturligt må føre til, at indbyggertætheden målt

i antal indbyggere pr. ha gennemgående bliver

større i købstæderne end i de bymæssige kommuner,

selv i tilfælde hvor hele befolkningen

i disse kommuner lever under forhold, der kan

betegnes som bymæssige.

Tallene synes dog i hvert fald at give et vist

holdepunkt for den antagelse, at de større bymæssige

kommuner ikke afgørende adskiller

sig fra købstæderne af samme størrelse, for så

vidt angår bebyggelsestætheden og den procentvise

andel af kommunens befolkning, der lever

under bymæssige forhold.


KAPITEL 4

Befolkningen i de bymæssige bebyggelser og dennes forhold.

Det er på forhånd klart, at selve den bymæssige

struktur indebærer, at bybefolkningens erhvervsmæssige

sammensætning adskiller sig fra

landbefolkningens, men også på andre områder

end med hensyn til den erhvervsmæssige sammensætning

og de rent faktiske livsvilkår adskiller

bybefolkningens forhold sig fra landbefolkningens.

Således finder man en forskellig

aldersfordeling i de to befolkningsgrupper, og

også med hensyn til sammensætningen af det

almindelige forbrug, den gennemsnitlige boligstandard,

befolkningens gennemsnitlige indtægtsniveau

og skattebyrden m. v. kan der konstateres

forskelle for de to befolkningsgrupper.

I de følgende afsnit vil det blive gjort til genstand

for undersøgelse, hvilke forskelle der rent

statistisk måtte kunne konstateres på de omhandlede

punkter imellem by- og landbefolkningen

med særligt henblik på spørgsmålet om, i hvilket

omfang befolkningens forhold i de bymæssige

bebyggelser nærmer sig købstadbefolkningens

forhold og adskiller sig fra forholdene i

landdistrikterne.

Det skal dog indledningsvis bemærkes, at de

følgende afsnits redegørelse for forholdene i de

bymæssige bebyggelser og for de forskelle og

ligheder, som konstateres på flere områder med

hensyn til forholdene i de bymæssige bebyggelser

og i købstæderne, må læses med det forbehold,

som følger af manglerne ved det statistiske

materiale, hvorpå redegørelsen bygger. Dels er

der, som nærmere omtalt foran s. 25, vanskeligheder

ved selve afgrænsningen af de enkelte

bymæssige bebyggelsers geografiske område,

dels støder man ofte på den vanskelighed, at

der ikke er foretaget nogen særskilt udskillelse

af den del af det til Det statistiske Departement

indsendte oplysningsmateriale, der specielt vedrører

de enkelte kommuners bymæssigt bebyggede

dele. I sådanne tilfælde er man henvist til

at benytte de foreliggende tal for hele den kommune,

hvori bebyggelsen ligger, hvilket bevirker

en betydelig svækkelse, når man på grundlag

af sådanne tal vil drage sammenligninger

mellem forholdene i de mindre bymæssige bebyggelser

(kommuner) og i købstæderne (hvor

man kan gå ud fra, at tallene vedrørende hele

kommunen så godt som udelukkende omfatter

bymæssigt bebyggede områder).

Endvidere vil det ofte ved undersøgelsen af

et konkret forhold, hvor de bymæssige kommuner

ønskes grupperet efter størrelsen, være vanskeligt

at afgøre, hvilke kriterier der bør lægges

til grund for denne gruppering, idet det vil

kunne få nogen betydning, om man ved grupperingen

efter antallet af indbyggere i bymæssige

bebyggelser vil lægge vægt på det samlede

indbyggertal i samtlige bymæssige bebyggelser

i vedkommende kommune, eller om man udelukkende

lægger vægt på størrelsen af den bebyggelse

i kommunen, der har det største indbyggertal.

Hertil kommer endelig, at de i tabellerne

nedenfor anførte gennemsnitstal for købstæder

og bymæssige bebyggelser eller grupper

af disse som oftest dækker over vidt forskellige

tal for de enkelte byer, hvilket bevirker, at mulighederne

for at drage generelle slutninger ud

fra de anførte gennemsnitstal er væsentligt begrænsede.

Særligt for så vidt angår tallene for

købstæderne, bør man i denne henseende iagttage

forsigtighed i det omfang, hvori tallene

ikke er opdelt i grupper efter købstædernes størrelse,

idet det er klart, at der ofte vil være meget

væsentlige forskelle med hensyn til forholdene

i de forskellige købstæder, hvis størrelse

spænder fra omkring 1000 indbyggere til over

100.000 indbyggere, ligesom tallene vedrørende

de større købstæder naturligvis i høj grad vil

præge gennemsnitstallene for hele gruppen af

købstæder som sådan, fordi de større købstæder

udgør en meget stor andel i de samlede tal for

samtlige købstæder under eet.


47

A. BEFOLKNINGENS OPRINDELSESSTED

(Vandringer fra land til by).

Som det fremgår af tabel 1 foran på s. 29,

er Danmarks befolkning siden 1890 vokset fra

ca. 2,2 mill, indbyggere til ca. 4,3 mill, indbyggere,

eller med ca. 95 %. Samtidig er imidlertid

det antal indbyggere, der lever i byerne,

hovedstaden, købstæderne og de bymæssige bebyggelser,

vokset fra 779.000 indbyggere til

2.882.000 indbyggere, eller med ca. 270 %.

Byernes tilvækst har altså været langt stærkere

end, hvad der følger af den gennemsnitlige befolkningstilvækst

for hele landet. Den overvejende

del af byernes vækst skyldes indre vandringer

fra landdistrikterne til byerne. Til belysning

af vandringerne fra land til by i almindelighed

og specielt vandringerne til og fra de bymæssige

kommuner er der i nedenstående tabel 15

på grundlag af foreliggende oplysninger om

indenlandske flytninger, anmeldt til folkeregistrene

i årene 1951-54*), foretaget en opstilling

over vandringerne mellem landdistrikterne,

de bymæssige kommuner, købstæderne og hovedstaden.

Det bemærkes, at tabellen, for så vidt

angår de bymæssige kommuner, bygger på tal

ikke for selve den bymæssige bebyggelse, men

for hele kommunen, således at der altså i de

foreliggende tal vedrørende de bymæssige kommuner

indgår tal også vedrørende disse kommuners

rene landdistrikter.

Tallene i tabel 15 viser, at der ikke er tale om

en ensidig vandring fra land til by. Godt 80 %

*) Der foreligger ikke samlede opgørelser vedr.

stationsbykommunerne for tidligere år.


Tabel 16. Nettovandringen i årene 1951-54 fra i det væsentligste fra de rene landdistrikter, men

landdistrikterne henholdsvis til købstæder med som nævnt er der også sket en yis tilflytnine

J

forstæder og til stationsbyer. c , ,. . ^,..° , , . , °

b

tra stationsbyerne. Til gengæld har der været en

Antal netto- indbyggerret

kraftig vandring fra købstæderne til hoved-

V frai r and- r 31 tal pr- & afb staden og dennes forstæder og til købstædernes

_., . . , , distrikter ' eo ne forstader, hvis befolkningstilvækst så eodt

Til købstæder med som J I I I i i • J c i i . i

forstæder 37.716 1.318.699 2,86

lukkende hidrører fra købstæderne og

Til stationsbykommu-

fra de rene landdistrikter,

ner med over 1.000

Hovedstadens forstader har både absolut og

indbyggere i een by- rdativt haft dfc fc fc vand r i ngS0 verskud,

6

mæssig bebyggelse ... 10.025 383-314 2,62 **,--. ,. ^ . j , , r ..,

44.637 indbyggere. Den overvejende del af tilaf

vandringen fra landdistrikterne modsvares af væksten er sket ved flytninger fra hovedstaden,

flytning fra byer og bymæssige bebyggelser til

en mindre del stammer fra købstæderne med

landdistrikterne, som dog i de nævnte år havde forstæder.

et vandringsunderskud på 56.801 indbyggere. Hovedstaden har haft et vandringsunderskud,

Den væsentligste del af vandringerne fra land- der skyldes stærk fraflytning til forstæderne og

distrikterne går til købstæderne og disses for- til stationsbyer (jfr. ovenfor). Derimod har tilstøder

samt til stationsbyerne, hvorimod antal- flytningen til hovedstaden fra købstæderne og

let af vandringer direkte fra landdistrikter til landdistrikterne været større end flytningen fra

hovedstaden og dennes forstæder er relativt be- hovedstaden til disse byer og områder,

skedent. Sætter man nettoantallet af vandrin- De i tabel 15 angivne tal for flytninger melgerne

fra landdistrikterne henholdsvis til køb- lem de forskellige kommunegrupper kan kun

stæderne med forstæder og til stationsbyerne i belyse, hvorfra de forskellige bygruppers beforhold

til de to bygruppers samlede indbyg- folkningstilvækst hidrører, medens tabellen ikke

gertal, viser det sig, at vandringsstrømmen fra kan give noget klart billede af spørgsmålet om,

landdistrikterne til stationsbyerne relativt bliver hvorledes den bosiddende befolkning er samnoget

mindre end til købstadsamfundene, jfr. mensat med hensyn til oprindelsessted eller tidtabel

16.

ligere bopæl. I denne henseende giver tallene

Stationsbyerne har i årene 1951-54 haft et kun et fingerpeg, idet der til en undersøgelse

vandringsoverskud på 9594 indbyggere. Langt af det omhandlede spørgsmål måtte kræves deden

overvejende del af tilflytningerne til sta- taillerede oplysninger om de flyttendes forhold,

tionsbyerne stammer fra landdistrikterne, idet herunder om varigheden af opholdet i fraflytknap

84.000 af de ialt 143.000 tilflyttede kom- ningskommunen og tidligere bopælskommuner,

mer fra landdistrikterne. En vis del af tilvæk- På grundlag af de foreliggende oplysninger

sten kan dog også føres tilbage til flytninger kan det dog konstateres, at der gennemgående

fra hovedstaden, men dette har formentlig sin i noget højere grad sker flytninger over komforklaring

i det forhold, at der iblandt gruppen munegrænserne for de bymæssige kommuners

af stationsbyer er medregnet en lang række kom- vedkommende end i de andre byer, idet det vimuner

i Københavns nærhed, hvis væsentligste ser sig, at det antal personer, der hvert år tilbefolkningstilvækst

- ligesom for Københavns flytter og fraflytter de bymæssige kommuner, i

egentlige forstadskommuner - skyldes flytninger forhold til den bosiddende befolkning er noget

fra hovedstaden. Fra stationsbyerne er der fore- større end for de andre byers vedkommende, jfr.

gået en ret kraftig vandring til købstæderne. tabel 17. Det bemærkes, at tabellen ikke angiver

Købstæderne har haft et vandringsoverskud antallet af flytninger inden for de tre hovedpå

14.839 indbyggere. Tilflytningen hidrører stadskommuner.

Tabel 17. Årligt antal til- og fraflyttede personer i forhold til registerbefolkningen ved hvert års

begyndelse. 1951-54. Pr. 1000 indbyggere.

1951 1952 1953 1954

til fra til fra til fra til fra

Hovedstaden 40 44 36 42 37 42 37 43

Hovedstadens forstæder 168 109 149 96 146 98 142 94

Købstæder m. v 87 84 83 80 85 81 84 81

Købstædernes forstæder 136 128 131 120 141 118 148 119

Stationsbyer o. 1 126 119 122 116 122 115 122 114

Landdistrikter 139 148 133 141 129 138 127 137


49

B. ALDERSFORDELING

I nedenstående tabel 18 et der foretaget en

opstilling over befolkningens procentvise fordeling

i 1950 på aldersgrupperne 0-14 år, 15-64

år og 65 år og derover, fordelt på hovedstaden,

købstæderne, de bymæssige bebyggelser og landdistrikterne.

Tabel 18. Aldersfordelingen i de forskellige byer og

landdistrikter i 1930.

65 ar

0-14 år 15-64 år o. dero.

pct. pct. pct.

Hovedstaden 21,6 68,6 9,8

Hovedstadens forstæder ... 28,2 66,3 5,5

Hovedstadsområdet 22,7 68,2 9,1

Købst. m. o. 5.000 indb. . 25,8 66,3 8,9

Købst. m. u. 5.000 indb. . 25,1 63,2 11,7

Købstæder ialt ............. 25,7 65,2~" %T

Købstædernes forstæder

3.500 indb. og derover... 27,2 64,8 8,0

2.OOO-3.5OO indb 28,7 62,9 8,4

1.000-2.000 indb 27,3 63,6 9,1

Købstadforstæder m. o.

1.000 indb. ialt 27,4 64,4 8,2

Købstadforstæder m. u.

1.000 indb. ialt 25,6 62,9 11,5

Samtlige købstæder og forstæder

25,9 65,1 9,0

Stationsbyer o. 1.

3.500 indb. og derover ... 26,8 64,3 8,9

2.000-3.500 indb 27,4 62,7 9,9

1.000-2.000 indb 26,5 62,0 11,5

Stationsbyer o. 1. m. o.

1.000 indb. ialt 26,8 62,8 10,4

Landdistrikter 29,3 61,7 9,0

Hele landet 26,3 64,6 9,1

Tabel 18 viser, at der er nogen forskel på

aldersfordelingen i på den ene side bysamfundene

og på den anden side de rene landdistrikter.

Den del af befolkningen, der er over 65 år,

ligger ganske vist nogenlunde ensartet i by og

på land, ca. 9 %, dog at de gamles andel af befolkningen

i stationsbyerne, de mindre købstæder

og de mindre forstæder gennemsnitligt ligger

noget højere end i de andre områder. Med

hensyn til antallet af børn under 15 år er der

noget større spredning, idet denne aldersgruppes

andel er forholdsmæssigt større i landdistrikterne

end i bysamfundene og større i de

bymæssige bebyggelser end i købstæderne.

Når man isoleret betragter stationsbyer o. 1.,

viser det sig, at der lever forholdsmæssigt flere

gamle i de mindre stationsbyer med under 3500

indbyggere end i såvel landdistrikterne som de

større købstæder og forstæderne. De to bygrupper,

stationsbyerne og købstæderne, viser iøvrigt

her det fælles træk, at der lever forholdsmæssigt

flere gamle i de mindre købstæder og

i de mindre stationsbyer end i de større købstæder

(med over 5000 indbyggere). Det kan i

denne forbindelse bemærkes, at det ved en yderligere

opdeling af aldersgruppen 15-64 år vil

vise sig, at der også her kan konstateres en vis

lighed mellem på den ene side de mindre stationsbyer

og de mindre købstæder og på den

anden side de større byer i begge grupper. Antallet

af 45-64 årige er forholdsvis større i de

mindre byer end i de større byer, medens den

forholdsmæssige andel af 15-24 årige og 25-44

årige ligger noget højere i de større byer i begge

grupper end i de mindre byer.

På den anden side er antallet af børn under

15 år forholdsmæssigt lidt højere i alle stationsbygrupperne

end i købstæderne, idet denne

aldersgruppes andel for stationsbygruppen som

helhed ligger på 26,8 % imod 25,7 % for købstadgruppen.

I forhold til hovedstadens og købstædernes

forstæder viser det sig, at antallet af børn under

15 år forholdsmæssigt ligger noget lavere i stationsbyerne

end i forstæderne, og på den anden

side ligger antallet af gamle relativt højere i

stationsbyerne end i købstædernes forstæder af

samme størrelse og væsentligt højere end i

hovedstadens forstæder, hvor antallet af gamle

er meget lavt.

Når man under eet betragter de købstadforstæder,

der har over 1000 indbyggere, viser det

sig som nævnt, at antallet af gamle over 65 år

forholdsmæssigt ligger noget lavere end i købstæderne,

stationsbyerne og landdistrikterne, medens

børns og unges andel af befolkningen gennemgående

ligger noget højere end de tilsvarende

tal for såvel købstæder som stationsbyer

o. 1. Aldersfordelingen i de helt små købstadforstæder

(med mindre end 1000 indbyggere) ligger

nærmest på linie med aldersfordelingen i de

mindre stationsbyer (med 1000-2000 indbyggere).

I den som bilag 7 aftrykte tabel er der givet

en opstilling over aldersfordelingen i en række

større købstæder og i disses forstæder. Tabellen

viser, at der i sådanne bysamfund er en ret

væsentlig forskel i aldersfordelingen i selve

købstaden og i forstæderne. Selvom tallene varierer

fra bysamfund til bysamfund som følge

af de forskellige lokale forhold, kan det dog

uddrages som en gennemgående tendens for


50

disse købstæder med forstæder, at de unges

og børnenes andel af befolkningen er væsentlig

større i forstæderne end i selve købstaden, medens

på den anden side de ældre aldersgruppers

andel af befolkningen oftest er noget større i

købstaden end i dennes forstæder. Særlig symptomatisk

for forholdet er tallene for hovedstaden

og dennes forstæder, hvor der er en tydelig

grænse ved 45 års alderen, således at der forholdsmæssigt

er væsentlig flere personer under

45 år i forstæderne end i de tre hovedstadskommuner,

medens der omvendt forholdsmæssigt

er flere i aldersgrupperne over 45 år i moderbyen

end i forstæderne.

De anførte tal bekræfter de erfaringer, som

er gjort ved en undersøgelse af de interne vandringer

i Danmark*). Det viser sig nemlig, at

der er forholdsvis flere børn under 15 år og

forholdsvis flere personer i alderen 30-49 år

blandt tilflytterne til hovedstadens og købstædernes

forstæder end blandt tilflytterne til selve

hovedstaden og købstæderne. Dette forhold -

som vel tildels er begrundet i, at det som regel

vil være lettere for familier med børn at få

bolig i forstadsbebyggelser end i selve moderbyen

— bevirker naturligt, at antallet af børn

bliver større i forstæderne end i moderbyen. Når

antallet af gamle ligger noget højere i de mindre

stationsbyer og købstæder end i de større

byer og i forstæderne, må det formentlig forklares

med, at mange gamle fra landdistrikterne

foretrækker at nyde deres otium i en nærliggende

mindre by, hvor de kan drage nytte af bylivets

fordele, uden at ulemperne (såsom store

afstande, høj bebyggelse, manglende menneskelige

kontakter m. v.) følger med i alt for udpræget

grad.

Den omstændighed, at de bymæssige bebyggelsers

befolkning adskiller sig fra købstædernes

på den måde, at børns og gamles andel af befolkningen

er større, og de »produktive, erhvervsevnende«

aldersgruppers andel til gengæld

er mindre i de bymæssige bebyggelser end

i købstæderne, er en medvirkende årsag til, at

kravene til den kommunale aktivitet (herunder

især aldersforsorgsvæsen og skolevæsen) og omvendt

det offentliges krav imod de enkelte borgere

i denne produktive aldersgruppe i retning

af beskatning alt andet lige må blive noget

større i kommuner med bymæssig bebyggelse

a. Befolkningens fordeling efter erhverv.

Det er på forhånd klart, at tilstedeværelsen

og størrelsen af den bymæssige bebyggelse i en

kommune på afgørende måde har betydning for

befolkningens fordeling på de forskellige erhverv

indenfor kommunen.

I Statistiske Meddelelser, 4. række, 162. bind,

2. hæfte, »Erhvervsgeografisk materialesamling,

folketællingen 1950«, er det ved særlige tabeller

(s. 13 og 16) påvist, hvorledes og i hvilket

omfang en kommunes industribefolkning såvel

som den del af befolkningen, der er beskæftiget

ved handel og omsætning, transport og administration

m. v., eller som oppebærer formuef

) Se Torben Agersnap: »Studier over indre vandringer

i Danmark«, København 1952.

end i købstadkommuner. Herudover må det

yderligere tages i betragtning, at selve den omstændighed,

at tilvæksten til de bymæssige bebyggelser

gennemgående har været noget stærkere

end til købstæderne, også har betydning

for omfanget af de bymæssige kommuners nødvendige

kommunale aktivitet i forhold til købstæderne,

jfr. nærmere herom nedenfor i kapitel

5, C.

Det er ikke muligt at opstille en blot nogenlunde

sikker prognose for den fremtidige udvikling

med hensyn til aldersfordelingen i de forskellige

dele af landet, men stedfundne undersøgelser*)

synes at vise, at den stigning i fødselstallet,

som forekom i 1940erne, har gjort sig

stærkere gældende i købstæderne og i de bymæssige

bebyggelser end i de rene landdistrikter

(dog uden at den relative fødselshyppighed

i byerne kom op på samme niveau som på landet)

. Dette forhold vil naturligvis få en vis indflydelse

på aldersfordelingen i by og på land i

de kommende år, og det er i hvert fald klart, at

de af det store fødselstal i 1940erne følgende

store årgange især vil give anledning til problemer

for byerne, og at de krav med hensyn til

udviklingen af kommunernes skolevæsen og til

iværksættelse af beskæftigelsesfremmende foranstaltninger

m. v., som vil blive affødt af disse

store årganges videre opvækst og forhold, i det

hele taget må formodes at blive af samme styrke

i de bymæssige kommuner som i købstadkommunerne.

C. ERHVERVSFORDELING OG ANDRE

ERHVERVSMÆSSIGE FORHOLD

*) Se Statistiske Meddelelser, 4. række, 162. bind,

1. hæfte, »Aldersfordelingen i 1950 og i de

kommende år«.


og renteindtægter, er stigende, medens landbrugsbefolkningen

er faldende, jo større andel

af kommunens befolkning der bor i bymæssige

bebyggelser.

I det følgende vil det blive undersøgt, i hvilket

omfang og på hvilke punkter erhvervsfordelingen

i selve de bymæssige bebyggelser adskiller

sig fra erhvervsfordelingen i de rene landdistrikter,

og især i hvilket omfang erhvervsfordelingen

i disse bymæssige bebyggelser svarer

til erhvervsfordelingen i andre byer (hovedstaden

og købstæderne). Samtidig vil man behandle

spørgsmålet om, hvorvidt der kan påvises

nogen generel sammenhæng imellem en bymæssig

bebyggelses størrelse og befolkningens erhvervsfordeling.

I tabel 19 et der foretaget en opstilling over

befolkningens procentvise erhvervsfordeling i

1950 i landdistrikterne og i byerne, disse sidste

opdelt efter størrelse på samme måde som i ta-

4*

bel 18 foran vedrørende aldersfordelingen. Det

bemærkes, at det antal personer, der indgår i

tabellens enkelte erhvervsgrupper, omfatter såvel

de i erhvervene beskæftigede som disses

hustruer, husmedhjælpere og børn.

Det må indledningsvis bemærkes, at de i tabellen

opførte tal er gennemsnitstal, der dækker

over ret store forskelligheder imellem forholdene

i de enkelte byer. Afvigelserne fra by til

by må på forhånd formodes at være større end

ved aldersfordelingen, fordi de forhold, der bestemmer

erhvervsfordelingen i en by, er af langt

mere varieret natur. Der kan her peges på forhold

som f. eks. beliggenheden (ved havet eller

inde i landet eller som trafikknudepunkt), oplandets

karakter, tilstedeværelsen af virksomheder

af bestemt art (fabriks- eller handelsvirksomheder)

, tilstedeværelsen af administrativt prægede

institutioner (dommer- og politikontorer m.

v.). Jo mindre bebyggelsen er, jo større betyd-


52

ning vil specielle lokale forhold naturligvis have

på erhvervsfordelingen, men også når der er tale

om selv forholdsvis store byenheder, vil der vise

sig at være forskelle i fordelingen af befolkningen

efter erhverv, alt efter bysamfundets hele

struktur. Som et illustrerende eksempel anføres

nedenfor den procentvise erhvervsfordeling i

de bymæssige bebyggelser i fem kommuner, der

har nogenlunde samme antal indbyggere i bymæssige

bebyggelser (4000 å 4500 indbyggere):

ning til en by, at rentens størrelse er højere i

byerne end i landdistrikterne, uden at det samtidig

overvejes, hvorvidt den højere rente opvejes

af et tilsvarende højere leveomkostningsniveau.

Den omstændighed, at formue- og renteindtægtsnydernes

andel af befolkningen er noget

mindre i landdistrikterne end i byerne, kan

dog også til en vis grad skyldes det forhold, at

de i tabellen opførte tal, som foran anført, også

omfatter hjemmeværende børn af de i de enkelte

Hadsund, ca. 4.500 indb

Ikast, ca. 4.200 indb

Vejen, ca. 4.000 indb

Skjern, ca. 3.800 indb

Dronninglund, ca. 3.800 indb. .

Det bemærkes, at Dronninglunds relativt høje

tal, for så vidt angår landbrugsbefolkningen,

formentlig hænger sammen med, at de anførte

3800 indbyggere er fordelt på 3 mindre byer

hver på ca. 1200 indbyggere, hvor landbrugsbefolkningens

relative andel på forhånd må formodes

at være større end i byer på ca. 4000 indbyggere.

Når tabel 19 foran imidlertid læses med det

forbehold, som følger af tallenes karakter af

gennemsnitstal, synes man at kunne udlede følgende

generelle træk:

Bortset fra den fundamentale forskel i byernes

og i landdistrikternes erhvervsfordeling,

som består i forholdet mellem landbrugserhvervene

og de øvrige, oplagt mere bymæssigt betonede

erhverv som håndværk, handel, byggeri og

administration, viser det sig, at den del af befolkningen,

der lever af formue- og renteindtægter,

gennemgående er noget større i byerne

end på landet. Dette er så meget mere betegnende,

som den aldersgruppe, der må formodes

at være væsentligst repræsenteret blandt formue-

og renteindtægtsnyderne, de over 65-årige,

var nogenlunde ensartet repræsenteret på land

og i by, men forholdet hænger til dels naturligt

sammen med, at personer, der lever af renteindtægter

(det være sig som rente af formue

eller alders- og invaliderenteindtægter) erfaringsmæssigt

vil foretrække at slå sig ned i en

by, jfr. foran s. 50. For alders- og invaliderentenyderes

vedkommende kan det yderligere være

et ansporende moment i overvejelserne om flyterhverv

beskæftigede. Da børnetallet er væsentlig

større i landdistrikterne end i byerne, og

da børnene ikke indgår med nogen større vægt

i gruppen for formue- og renteindtægtsnydere,

vil de øvrige erhvervsgruppers samlede forholdsmæssige

andel af befolkningen alt andet

lige blive større i landdistrikterne end i byerne,

og formue- og renteindtægtsnydergruppens andel

til gengæld blive mindre.

Når man dernæst betragter erhvervsfordelingen

i de bymæssige bebyggelser (d. v. s. forstæderne

og stationsbyer o. 1.) i forhold til erhvervsfordelingen

i hovedstad og købstæder,

konstateres det, at tallene for erhvervsfordelingen

i de bymæssige bebyggelser gennemgående

ligger nogenlunde på linie med de tilsvarende

tal for købstæderne, dog at de landbrugsprægede

erhverv og bygge- og anlægserhvervene

samt - for stationsbyernes og de helt små forstæders

vedkommende - formue- og renteindtægtsnyderne

er noget stærkere repræsenteret i

de bymæssige bebyggelser end i købstæderne.

Dette forhold kan ikke siges at være overraskende.

For landbrugserhvervenes vedkommende

hænger det sammen med de bymæssige bebyggelsers

struktur, som ofte vil være af en sådan

karakter, at der inden for selve den bymæssige

bebyggelses grænser er plads til gartneri og mindre

landbrug*). Hertil kommer, at den omstæn-

*) Det må også herved erindres, at den geografiske

afgrænsning af købstæderne ligger fuldstændig

klar, og at købstæderne som oftest vil være egentlig

tætbebyggede inden for hele deres område, medens

afgrænsningen af de bymæssige bebyggelser

er mere flydende og ofte vil være draget således,


53

dighed, at indbyggerne i en bymæssig bebyggelse

gennemgående vil have kortere vej at tilbagelægge

for at komme til egentlige landbrugsområder

end indbyggerne i en købstad, gør det

naturligt, at en relativt større del af de bymæssige

bebyggelsers indbyggere lever af landbrug.

Det er da også betegnende, at den del af befolkningen

i de bymæssige bebyggelser, der lever

af landbrug, er aftagende med bebyggelsens

størrelse, idet tallene tydeligt viser, at det relative

antal personer, der lever af landbrug m. v.,

bliver mindre, jo større bebyggelsen er. Også

den omstændighed, at flere stationsbyer o. 1.

er opstået omkring udprægede fiskerihavne

(Hundested, Gilleleje, Tyborøn, Løkken, Hals,

Hvide Sande, Hirtshals m. fl.), kan være en

medvirkende årsag til, at den ved »landbrug,

skovbrug, gartneri og fiskeri« beskæftigede andel

af befolkningen i de bymæssige bebyggelser

under eet er noget højere end i købstæderne,

taget under eet.

Det kan iøvrigt i denne forbindelse oplyses,

at en opgørelse af de ved landbrug m. v. beskæftigedes

andel af befolkningen i de bymæssige

bebyggelser under eet henholdsvis i 1940

og i 1950 viser en væsentlig nedgang i 1950 i

forhold til 1940, medens til gengæld andelen

af de ved administration og andre liberale erhverv

beskæftigede samt formue- og renteindtægtsnydere

i de bymæssige bebyggelser viser

fremgang.

Når bygge- og anlægserhvervene er rigere

repræsenteret i de bymæssige bebyggelser, hænger

dette formentlig sammen med, at befolkningstilvæksten

har været noget større i de bymæssige

bebyggelser end i købstæderne*), idet

en stærk befolkningstilvækst jo netop medfører

en stærk bygge- og anlægsvirksomhed. Forholdet

kan måske også til en vis grad forklares

med den omstændighed, at de personer, der udfører

byggeri og anden anlægsvirksomhed i de

rene landdistrikter, som ikke ligger i købstædernes

umiddelbare opland, formentlig som oftest

vil være bosat i en nærliggende stationsby

og ikke i selve landdistriktet.

Den omstændighed, at de to omtalte erhverv

- landbrug m. v. og bygge- og anlægserhvervene

- er stærkere repræsenteret i de bymæssige

at bebyggelsen omfatter bygninger, hvis beboere

driver landbrug på tilgrænsende arealer, der ligger

uden for grænsen, medens dette som oftest

ikke vil være tilfældet for købstadgrænsens vedkommende.

*) Jfr. foran s. 30 fi.

bebyggelser end i købstæderne, vil efter sagens

natur bevirke, at de øvrige erhvervs samlede

andel af befolkningen bliver noget mindre i de

bymæssige bebyggelser end i købstæderne, hvilket

må tages i betragtning ved bedømmelsen af

befolkningens forholdsmæssige fordeling på de

øvrige erhverv i disses indbyrdes forhold.

Når man derefter går over til specielt at betragte

tallene for stationsbyer o. /., konstaterer

man som ovenfor nævnt, at de i landbrugserhvervene

beskæftigede udgør en forholdsvis

større andel end i købstæderne, men også i forhold

til købstædernes (og hovedstadens) forstæder

er andelen noget større. Bygge- og anlægserhvervene

er derimod nogenlunde ligeligt

repræsenteret i stationsbyer og forstæder, og i

begge disse bygrupper ligger dette erhvervs andel

noget højere end i købstæderne. Andelen

af de ved de »egentlige byerhverv«, håndværk

og industri samt handel og omsætning, beskæftigede

ligger noget højere i købstæderne (og i

forstæderne) end i stationsbyerne, men derimod

er transporterhvervene og de administrative og

andre liberale erhverv nogenlunde ligeligt repræsenteret

i købstæder og stationsbyer.

Det er dog betegnende, at selv når man som

i tabel 19 foran indskrænker sig til at undersøge

erhvervsforholdene udelukkende i vedkommende

bymæssige bebyggelse og ikke tager hensyn

til erhvervsforholdene i de bebyggelsen omgivende

landdistrikter indenfor vedkommende

kommunes grænser, viser der sig at være en klar

sammenhæng mellem bebyggelsens størrelse og

erhvervsfordelingen i selve bebyggelsen. Det

kan således konstateres, at de i landbrugserhvervene

beskæftigedes andel af befolkningen er

mindre, jo større stationsbyer, der er tale om,

og dette gælder altså, selv når man som i tabellen

foran nøjes med at undersøge de noget større

stationsbyer, der har 1000 indbyggere og derover.

I tilsvarende omfang viser det sig, at de

typiske byerhverv, håndværk og industri, handel

og omsætning og de liberale erhverv, alle

viser en tydeligt stigende tendens med byens

størrelse.

Medens man på visse områder kan finde fælles

træk i udvikling og struktur, for så vidt angår

de større stationsbyer (med over 3500 indbyggere)

sammenholdt med de større købstæder

(med over 5000 indbyggere) og de mindre stationsbyer

sammenholdt med de mindre købstæder,

kan man på dette område ikke trække en så

klar linie, jfr. tabel 20 på s. 54, hvor tallene

vedrørende de mindre stationsbyer omfatter


54

Tabel 20. Erhvervsfordelingen i større og mindre købstæder saml i større og mindre stationsbyer.

samtlige stationsbyer med mellem 1000 og 3500

indbyggere.

Tabellen viser, at selv om der for visse erhvervs

vedkommende kan drages paralleller

på den ene side imellem de større stationsbyer

og de større købstæder og på den anden side

imellem de mindre byer i begge grupper, kan

der næppe — når man sammenligner de enkelte

kommunegruppers erhvervsfordeling ud fra en

helhedsbetragtning — påvises nogen klar linie.

Som et fremherskende træk ved stationsbyernes

erhvervsfordeling kan iøvrigt fremhæves,

at den del af stationsbyernes befolkning, der lever

af formue- og renteindtægter, gennemgående

er noget større end den tilsvarende befolkningsgruppe

i købstæderne og i de samfund,

der dannes af købstæderne med forstæder, men

opdelingen af byerne i størrelsesgrupper viser,

at denne befolkningsgruppes andel er noget

større i de mindre købstæder og i de helt små

stationsbyer end i de større købstæder og stationsbyer,

og at antallet af formue- og renteindtægtsnydere

er relativt størst i de små købstæder,

medens det er lige stort i de større købstæder

og de større stationsbyer. Disse tal harmonerer

i og for sig godt med de foran anførte

tal vedrørende aldersfordelingen henholdsvis i

de mindre købstæder og stationsbyer og i de

større købstæder og stationsbyer, som viste, at

antallet af gamle (d. v. s. over 65-årige) var

relativt større i den førstnævnte gruppe byer end

i den sidstnævnte.

Sammenfattende og i grove træk kan det om

stationsbyernes erhvervsfordeling siges, at den

ligger ret tæt opad købstædernes, og at den ligner

købstædernes derved, at de forskelle i erhvervsfordelingen,

som viser sig imellem de

store og de små købstæder, til en vis grad går

igen i forholdet mellem de store og de små stationsbyer.

Går man dernæst over til at betragte erhvervsfordelingen

i forstæderne, viser det sig, at antallet

af personer, der lever af landbrug, ligger

relativt højere end i købstæderne, men lavere

end i stationsbyerne af tilsvarende størrelse, og

til gengæld er antallet af personer, der lever af

håndværk og industri, relativt højere i de forstæder,

der har over 1000 indbyggere, end i noget

andet bysamfund. Dette forhold har formentlig

sin forklaring i den omstændighed, at mange

af de større forstæder netop er opstået ved, at

de i købstadens håndværk og industrier beskæftigede

har deres bopæl i forstadskommuner.

Mange blandt forstædernes befolkning, der er

beskæftiget ved håndværk og industri, udøver

ikke dette erhverv i forstaden, men derimod i

købstaden, idet det viser sig, at der er et relativt

langt større antal personer beskæftigede i

håndværks- og industrivirksomheder i købstæderne

end i forstæderne, jfr. nedenfor s. 57.

Erhvervsfordelingen i de helt små forstæder

(med under 1000 indbyggere) adskiller sig noget

fra erhvervsfordelingen i de større forstæder.

Det viser sig således, at det relative antal

beskæftigede i håndværks- og industrierhvervene

ligger noget lavere i de mindre forstæder

end i de større, medens på den anden side antallet

af personer, der er beskæftiget i transportog

administrationserhvervene, samt formue- og

renteindtægtsnyderne relativt ligger noget højere

i de helt små forstæder. Disse forskelle kan

måske til en vis grad føres tilbage til, at de

større forstæder i højere grad har karakter af


55

selvstændige bysamfund i forhold til de mindre

forstæder, der vel almindeligvis vil have karakter

af beboelseskvarterer i det bysamfund, der

udgøres af købstaden og de med denne sammenbyggede

forstadsbebyggelser.

Transporterhvervene er i et noget mindre omfang

repræsenteret i de større forstæder end i

købstæderne og i stationsbyerne, hvilket formentlig

hænger sammen med, at kommunikationsmidlernes

faste udgangspunkter som regel

vil være i købstadens eller stationsbyens centrum

og ikke i forstæderne.

Når antallet af formue- og renteindtægtsnydere

relativt ligger noget lavere i de forstæder, der

har over 1000 indbyggere, end i købstæderne

og stationsbyerne, medens antallet ligger meget

højt i de helt små forstæder, forklares dette

formentlig væsentligst af aldersfordelingstallene,

jfr. foran s. 49.

I tabel 19 foran har man angivet erhvervsfordelingen

på den ene side i samtlige købstæder og

på den anden side i samtlige forstæder. For at

belyse erhvervsfordelingen i de bysamfund, der

udgøres af de enkelte købstæder med disses forstadsbebyggelser,

og herunder navnlig forholdet

mellem erhvervsfordelingen i selve købstaden

og i forstæderne har man i bilag 8 opstillet

en oversigt over erhvervsfordelingen i en række

købstæder og i disses forstæder. Oversigten viser,

at forholdene ligger væsentlig forskelligt

i de forskellige bysamfund, beroende på de

enkelte bysamfunds geografiske og erhvervsøkonomiske

struktur. Til oversigten skal bemærkes:

Landbrugserhvervene er - naturligt nok -

stærkere repræsenteret i forstad end i købstad,

men de ved landbrugserhvervene beskæftigedes

andel af forstædernes befolkning svinger ret

stærkt fra 4,1 % i Århus's forstæder til 21,6 %

i Slagelses forstad.

Håndværks- og industrierhvervene er gennemgående

noget kraftigere repræsenteret i mange

af forstæderne, medens forholdet ligger omvendt

i typiske industribyer som Næstved, Vejle,

Helsingør og Ålborg. I de to sidste byområder

er handel og omsætning samt administration og

andre liberale erhverv til gengæld relativt kraftigere

repræsenteret i forstæderne end i selve

købstaden.

Bygge- og anlægserhvervene er - i overensstemmelse

med det foran side 53 anførte om

sammenhængen mellem den stedfundne befolkningstilvækst

i de forskellige bygrupper og

bygge- og anlægserhvervenes relative andel i

disse bygruppers befolkning - noget kraftigere

repræsenteret i forstæderne end i moderbyen,

men forskellen i de enkelte bysamfund er som

regel ikke stor, hvilket formentlig hænger sammen

med, at den bygge- og anlægsvirksomhed,

som har været en følge af den stærke befolkningstilvækst

i forstæderne, ofte er varetaget af

firmaer, der hører hjemme i og beskæftiger personer,

der er bosat i købstaden.

Handels- og omsætningserhvervene er gennemgående

noget kraftigere repræsenteret i moderbyen

end i forstæderne, men på dette punkt

er der ret store variationer fra by til by.

Også transporterhvervenes repræsentation er

noget kraftigere i moderbyerne. I Sorø, hvor

byens jernbanestation er beliggende i forstadskommunen,

er transporterhvervene dog stærkere

repræsenteret i forstaden end i moderbyen.

De liberale erhverv er tydeligt kraftigere repræsenteret

i moderbyerne, medens det relative

antal af formue- og renteindtægtsnydere gennemgående

ligger nogenlunde på linie i moderby

og forstad.

Med hensyn til hovedstadens forstæder kan

det i grove træk siges, at der også for hovedstadsområdets

vedkommende kan konstateres

visse forskelle mellem moderbyens og forstædernes

erhvervsfordeling omend i mindre udtalt

grad. Ligesom i provinsen er den ved landbrug

m. v. beskæftigede del af befolkningen -

naturligt nok - væsentligt større i forstæderne

end i moderbyen, men medens der for købstædernes

vedkommende forekom ret væsentlige

forskelle mellem moderby og forstæder med

hensyn til det relative antal beskæftigede i

håndværks- og industrierhvervene, i transporterhvervene

og i de liberale erhverv, viser det sig,

at disse erhvervs repræsentation ligger nogenlunde

ensartet i hovedstaden og i dennes forstæder.

På den anden side viser det sig, at antallet

af de i bygge- og anlægserhvervene beskæftigede

samt formue- og renteindtægtsnyderne, der

lå nogenlunde ensartet i købstæderne og i disses

forstæder, ligger noget mere forskelligt i

hovedstadsområdet, hvor bygge- og anlægserhvervene

er kraftigere repræsenteret i forstæderne

end i moderbyen, medens til gengæld

formue- og renteindtægtsnyderne er væsentlig

stærkere repræsenteret i hovedstaden end i forstæderne,

hvilket må ses i forbindelse med den

forskellige aldersfordeling i de to områder.

Disse forskelle mellem erhvervsfordelingen

i hovedstadsområdet og i købstæderne og disses

forstæder hænger formentlig til dels sammen

med de for hovedstadsområdet særlige forhold,


56

herunder især forstædernes stærke vækst og

store udstrækning.

Da der ved opgørelsen af antallet af beskæftigede

i de enkelte erhvervsgrupper i tabellerne

foran også er medregnet hustruer, hjemmeværende

børn o. lign., er det klart, at visse af de

påviste forskelle vedrørende erhvervsfordelingen

i de forskellige områder kan skyldes, at

familiernes børneantal kan variere i de enkelte

erhvervsgrupper, jfr. f. eks. om forskellene med

hensyn til antallet af formue- og renteindtægtsnydere

foran s. 52. Også den omstændighed, at

de enkelte husstande gennemgående er noget

større hos landbrugsbefolkningen, kan bevirke

en forrykkelse af det billede, som tallene foran

har givet, jfr. tabel 21.

Tabel 21. Husstandenes gennemsnitlige størrelse i

kommuner med større og mindre landbrugsbefolkning

1950.

Ved læsningen af tabellerne om erhvervsfordelingen

foran må det endvidere erindres, at tabellerne

blot giver et indtryk af, i hvilket omfang

befolkningen er repræsenteret i de forskellige

erhvervsgrupper, hvorimod tabellerne ikke

giver noget indtryk af de enkelte personers -

eller husstandes - arbejdsmæssige stilling i den

pågældende erhvervsgruppe. I hele billedet af

befolkningens erhvervsfordeling i de forskellige

kommunegrupper vil det naturligvis være et

væsentligt træk, i hvilket omfang den enkelte

udøver erhvervet som selvstændig erhvervsdrivende

eller som arbejder, funktionær el. 1. Tabellerne

om erhvervsfordelingen i de forskellige

områdegrupper må derfor suppleres med tabel

22.

Det fremgår af tabellen, at antallet af husstande,

hvor overhovedet er arbejder, funktionær

eller tjenestemand, relativt er noget større

i de større bysamfund end i de mindre, medens

omvendt antallet af husstande, hvis overhoved

er selvstændig erhvervsdrivende, relativt ligger

noget højere i de små bysamfund end i de større.

Når man sammenholder de større stationsbyer

med de købstæder, der har under 5000

indbyggere, viser det sig, at funktionær- og arbejderstanden

er relativt størst i stationsbyerne.

I forbindelse med undersøgelsen af befolkningens

fordeling efter den arbejdsmæssige stilling

kunne det være ønskeligt at foretage en

undersøgelse af, hvorvidt der med hensyn til beskæftigelsens

eller arbejdsledighedens omfang

måtte være forskelle for de forskellige bygrupper.

Det viser sig imidlertid, at det — rent bortset

fra spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet

i denne henseende vil kunne drages generelle

slutninger på grundlag af en undersøgelse

af antallet af ledige i de enkelte byer — ikke er

muligt på grundlag af det foreliggende oplysningsmateriale

at foretage en blot nogenlunde

nøjagtig og sikker undersøgelse af de omhandlede

spørgsmål specielt med henblik på påvisningen

af eventuelle forskelle mellem købstæder

og stationsbyer i så henseende.


57

Som foran s. 53 anført er der i perioden

1940-50 sket en ret betydelig nedgang i de ved

landbrug m. v. beskæftigedes andel af befolkningen

i de bymæssige bebyggelser. Denne ændring

er imidlertid udslag af en almindelig tendens

i hele landets erhvervsforhold, hvorefter

beskæftigelsen i byerhvervene er gået stærkt

frem på landbrugserhvervenes bekostning. Efter

de undersøgelser, der er foretaget af Arbejdsmarkedskommissionen

i forbindelse med undersøgelsen

af de store årganges problemer, kan

denne udvikling forventes at fortsætte også i de

kommende år omend i et noget mere begrænset

omfang end tidligere (jfr. kommissionens betænkning

(nr. 143-1956), De store fødselsårgange,

s. 35 ff.). Den omstændighed, at de

store årgange i de kommende år vil komme op

i de »produktive« aldersklasser, og at den deraf

nødvendiggjorte forøgelse af beskæftigelsens

samlede omfang især må forventes at ville falde

på byerhvervene, kan naturligvis ikke undgå at

få indflydelse på den fremtidige udvikling af

og i byerne, dels således at fremtidig en større

andel af befolkningen vil være bosat i byerne,

hvis hidtidige vækst altså vil fortsætte, dels således

at de ved landbruget beskæftigedes andel

af befolkningen i de bymæssige bebyggelser

fortsat vil være faldende.

b. Erhvervsvirksomhedernes art og

antal m.v.

De ovenfor anførte tal har alene kunnet give

et indtryk af erhvervsfordelingen hos de befolkningsgrupper,

der er bosat i de forskellige arter

af byer, og selvom disse tal er et meget væsentligt

grundlag for bedømmelsen af erhvervs- og

næringslivets forhold i de forskellige grupper

af byer, er det klart, at de langtfra kan give et

fuldstændigt billede i så henseende, idet tallene

måtte suppleres med oplysninger om, i hvilket

omfang den bosiddende befolkning har sit erhverv

i samme by, om arten og antallet af de

virksomheder, hvorfra erhvervene udøves, etc.

I forbindelse med den gennemgribende undersøgelse

af Danmarks erhvervsforhold, som

blev foretaget på grundlag af tallene fra erhvervstællingen

i 1948, er der også på enkelte

områder foretaget særskilt udskillelse af materialet

vedrørende forstadsbebyggelser og stationsbyer.

Idet man iøvrigt henviser til disse

undersøgelser, som er offentliggjort i Statistisk

Tabelværk, 5. række, Litra A nr. 24, skal man

indskrænke sig til her at fremhæve enkelte

forhold.

/ tabel 23 er der givet forskellige oplysninger

om håndværks- og industrivirksomheder i de

forskellige områder.

Tabel 23. Antal håndværks- og industrivirksomheder

samt disses samlede personel og antal hestekræfter pr.

1000 indbyggere.

A , Antal

. , Ant l i , Personel hestevirksomheder

kræfter')

Hovedstaden 23,08 271,38 350

Hovedstadens forstæder 22,47 178,45 295

Købstæder m. v 30,53 238,48 442

Købstædernes forstæder 21,25 136,87 621

Stationsbyer o. 1.**) ... 29,34 120,19 249

Landdistrikter 21,99 63,60 177

Hele landet 25,28 169,31 313

*) Bortset fra elektricitetsværker.

**) Stationsbyer med over ca. 800 indbyggere.

Det fremgår af tabellen, at antallet af håndværks-

og industrivirksomheder forholdsmæssigt

ligger nogenlunde på linie i købstæder og

stationsbyer, medens det i købstædernes forstæder

ligger lavere end noget andet sted. Men samtidig

fremgår det, at virksomhederne gennemgående

er større i købstæderne end i stationsbyer

og forstæder. Når det foran s. 54 er påvist,

at det relative antal beskæftigede i håndværks-

og industrierhvervene gennemgående

ligger noget højere i forstadsbebyggelser end i

købstæder, navnlig i de mindre forstadsbebyggelser,

skyldes det altså, at en væsentlig del af

det personel, der er beskæftiget i købstædernes

håndværks- og industrivirksomheder, er bosat i

forstæderne.

Den relativt store maskinkraft i købstædernes

forstæder forklares ved, at mange af provin-

Tabel 24. Håndværks- og industrivirksomheder i de forskellige by grupper fordelt efter antallet af

arbejdere. Procentvis fordeling.

A rl -k»;,W». ° 1-5 6-20 21-100 over 100 lait

Antal arbejdere. pa pa pa pa pa pa

Hovedstaden m. forstæder 37,9 43,4 12,8 4,8 1,1 100

Købstæder m. forstæder 38,0 46,2 11,9 3,3 0,6 100

Stationsbyer o. 1.*) 44,6 46,4 7,3 1,6 0,1 100

Landdistrikter 54,0 40,6 4,5 0,8 0,1 100

Hele landet 43,4 44,0 9,4 2,7 0,5 100

*) Stationsbyer med over 800 indbyggere.


58

sens store virksomheder, især inden for sten-,

ler- og glasindustrien samt maskinfremstillingsindustrien,

netop er placeret i forstæder.

At der gennemgående er tale om mindre

håndværks- og industrivirksomheder med noget

færre beskæftigede i stationsbyerne end i købstæderne

fremgår af tabel 24 pi s. 57.

Det kan i denne forbindelse bemærkes, at en

særlig oversigt i det fornævnte tabelværk vedrørende

erhvervstællingen 1948, der belyser, hvorledes

håndværks- og industrivirksomhederne i

de forskellige bygrupper fordeler sig efter oprettelsesår,

viser, at gennemsnitligt 57,2 % af de

i 1948 bestående håndværks- og industrivirksomheder

i stationsbyerne er oprettet før 1932,

medens det tilsvarende tal for købstædernes

vedkommende kun var 52,3 %. Det synes dog

ikke muligt at sige, om dette forhold skal ses

som udtryk for, at de i stationsbyerne oprettede

industrielle virksomheder har vist sig mere stabile

end de i købstæderne oprettede, eller om

tallene er et bevis for, at udviklingen har medført,

at industrivirksomhederne i de senere år

i højere grad er blevet placeret i købstæderne

(med forstæder) end i stationsbyerne.

Det viser sig endvidere, at antallet af mindre

virksomheder (med indtil 20 arbejdere), der

er oprettet før 1924, forholdsmæssigt er væsentligt

større i stationsbyerne end i købstæderne

og disses forstæder, medens omvendt antallet

af større virksomheder (med mellem 21 og 100

arbejdere), der er oprettet før 1924, er noget

større i købstæderne (med forstæder) end i stationsbyerne,

hvor der især synes at være sket en

stærk udvikling på dette område i årene

1932-39.

Til belysning af handels- og omsætningsvirksombeders

fordeling i de forskellige bygrupper

har man anført tabel 25.

Tabellen viser, at det samlede antal af virksomheder

af denne art ligger væsentligt lavere

i stationsbyerne end i købstæderne. Der findes således

et væsentligt lavere antal detailforretninger

i stationsbyerne end i købstæderne, men dog

flere end i forstæderne**). Antallet af en grosvirksomheder

i stationsbyerne er meget lavt. Den

væsentligste del af de en gros-virksomheder,

som overhovedet findes i stationsbyerne, er virksomheder,

der beskæftiger sig med salg af fisk,

og i et vist omfang virksomheder, der har tilknytning

til landbrugserhvervene (korn, foderstoffer,

elektriske artikler samt frugt og grøntsager).

Det må ved læsningen af de ovenfor anførte

tabeller vedrørende virksomhederne i de forskellige

bygrupper haves stærkt i erindring, at

tallene kun er gennemsnitstal, der dækker over

store forskelligheder. En opdeling efter størrelse

inden for de forskellige bygrupper ville formentlig

give et noget mere nuanceret billede.

Da det samlede antal af erhvervsvirksomheder

imidlertid er forholdsvis lavt, vil en opdeling i

grupper efter størrelsen i hvert fald for de bymæssige

bebyggelsers vedkommende medføre,

at det talmæssige grundlag for at foretage gen-

Tabel 25. Handelsvirksomheder fordelt efter art i de forskellige bygrupper.

Antal pr. 1000 indbyggere.

En gros

Hovedstaden 3,86

Hovedstadens forstæder 0,71

Købstæder m. v 2,93

Købstædernes forstæder 0,90

Stationsbyer o. 1.*) 0,71

Landdistrikter 0,24

*) Stationsbyer med over 800 indbyggere.

**) I den af boligministeriets udvalg vedrørende kollektive

anlæg afgivne betænkning (nr. 57, 1954)

findes en oversigt over antallet af detailforretninger

i de forskellige brancher. Det fremgår heraf,

at antallet af husstande pr. butik er nogenlunde

ensartet i købstæderne og i stationsbyerne (henholdsvis

12 og 13), medens antallet er væsentlig

højere i hovedstadens og købstædernes forstæder

(hhv. 2 3 og 21). Oversigten giver iøvrigt et indtryk

af, at fordelingen af butikkerne på de forskellige

brancher er noget mere differentieret i købstæderne

ikke blot i forhold til forstæderne, men også

Agenturer

0,88

0,46

1,16

0,73

1,50

0,75

Detail

15,60

11,23

17,64

9,58

12,57

8,04

Hoteller, restauranter

2,13

2,03

2,86

1,06

2,20

1,38

lait

22,47

14,43

24,59

12,27

16,98

10,41

i forhold til stationsbyerne, hvor antallet af husstande

pr. butik i visse brancher er væsentligt

større end i købstæderne. Dette gælder således

butikker i fødevarebranchen (kød m. v., frugt

m. v., konfekturer m. v.) samt de mere typiske

specialforretninger (aviser, blomster, indbo samt

damelingeri og -konfektion og tobak m.v.). På

den anden side er antallet af husstande pr. butik i

korn-, foderstof-, frø- og grovvarebranchen væsentligt

mindre i stationsbyerne end i købstæderne

(hhv. 419 mod 1290). Det må dog bemærkes,

at tallene for købstæderne her omfatter samtlige

købstæder uanset størrelsen.


59

nemsnitsberegninger for de enkelte grupper vil

blive formindsket i en sådan grad, at gennemsnitstallet

fuldstændig vil have mistet værdien

som udtryk for det typiske.

c. Stedet for erhvervets udøvelse.

I det foregående har man alene givet en beskrivelse

dels af erhvervsfordelingen hos den i

de enkelte områder bosatte befolkning, dels af

erhvervsvirksomhedernes antal og karakter i de

samme områder. Billedet ville blive noget mere

fuldkomment, såfremt det var muligt at beskrive,

i hvilket omfang den i hvert område bosatte

befolkning er beskæftiget inden for området.

Det er ganske vist foran påvist, hvorledes en

væsentlig del af den i forstadskommunerne bosatte

befolkning, der er beskæftiget i håndværksog

industrierhvervene, udøver dette erhverv i

den nærliggende købstad, og der er da heller

ikke tvivl om, at lignende forhold gør sig gældende,

også for så vidt angår forstædernes beboere,

der er beskæftiget i andre erhverv. Det

kunne derfor være ønskeligt at søge disse forhold

noget nærmere belyst gennem statistiske

opgørelser. Det viser sig imidlertid, at der ikke

er foretaget samlede opgørelser over, hvor stor

en del af de enkelte byers befolkning, der udøver

erhvervet i selve byen, eller omvendt opgørelser

over, hvor de i de enkelte byer beskæftigede

eller erhvervsudøvende er bosat. De foreliggende

oplysninger vedrørende antallet af de

enkelte kommuners erhvervsskatteydere giver ej

heller nogen egentlig vejledning, dels fordi der

ikke foreligger samlede opgørelser over, hvor de

til en kommune erhvervsskattepligtige skatteydere

har deres opholdskommune, dels fordi antallet

af erhvervsskatteydere til en kommune -

på grund af de relativt høje indtægtsgrænser for

erhvervsskattepligtens indtræden - kun repræsenterer

et begrænset udsnit af de personer, der

med bopæl andetsteds har deres erhverv i vedkommende

kommune.

D. DE FASTE EJENDOMME

a. Bebyggelsens udstrækning og karakter,

ejendommenes værdi.

Medens der foreligger opgørelser over de enkelte

kommuners areal, er der ikke foretaget

samlede opgørelser over størrelsen af det areal,

der i de enkelte kommuner med bymæssig bebyggelse

anses for at høre til den bymæssige bebyggelse.

Det er derfor ikke muligt at foretage

nogen talmæssig sammenligning mellem købstæderne

og de bymæssige bebyggelser med hensyn

til det bebyggede areals udstrækning. Der kan

dog ikke være tvivl om, at bebyggelsen i købstæderne

gennemgående er højere og noget

mere tæt end i de bymæssige bebyggelser, hvor

det især for forstadsbebyggelsernes vedkommende

gælder, at bebyggelsen almindeligvis består

af ikke-sammenbyggede eenfamilieshuse, således

at det tør formodes, at det bymæssigt bebyggede

areal i forhold til folketallet er af noget større

udstrækning i de bymæssige bebyggelser end i

købstæderne*). Dette forhold har naturligvis

indflydelse på de krav, der må stilles til vej- og

kloakanlæg samt til vandforsyningsanlæg m. v.

henholdsvis i de bymæssige kommuner og i købstadkommunerne.

Det kunne være ønskeligt at foretage en statistisk

undersøgelse af bebyggelsens fordeling

på de forskellige arter af ejendomme i de bymæssige

bebyggelser med henblik på en sammenligning

med forholdene i købstæderne. Medens

der for hovedstadsområdet, købstæderne

og disses forstæder foreligger temmelig detaillerede,

samlede opgørelser over ejendommenes

antal, bygningernes karakter og værdi m. v. på

grundlag af vurderingerne til grundskyld og

ejendomsskyld pr. 1. oktober 1950 (Statistisk

tabelværk, 5. række, Litra E nr. 23), foreligger

der ikke lignende samlede opgørelser med hensyn

til stationsbyer o. 1.**).

Derimod foreligger der ret detaillerede oplysninger

også for de bymæssige bebyggelsers

vedkommende om forskellige forhold i forbindelse

med de hvert år stedfindende ejendomssalg.

Blandt de foreliggende oplysninger vedrørende

1954, der er offentliggjort i Statistiske

Tabel 26. Forholdet mellem vurderingssum pr. 1.

oktober 1950 og købesum for beboelsesejendomme,

der er solgt i 1953 og 1954.

Købesum højere end

vurderingssum i pct.

1953 1954

Hovedstaden 27,3 34,3

Købstæder m. v 44,6 48,0

Bymæssige bebyggelser***) 54,1 59,3

Landdistrikter 70,4 77,2

***) D.v.s. stationsbyer og forstæder m. over 1500

indbyggere.

*) Jfr. foran s. 44-45 om antallet af indbyggere

pr. ha henholdsvis i købstadkommunerne og i

de bymæssige kommuner samt nedenfor s. 61 om

bebyggelsens karakter.

**) Der foreligger dog oplysninger om det i de senere

år stedfundne byggeri (udtrykt i m 2 ) fordelt på

de forskellige arter af bygninger. Herom henvises

til s. 78-79 nedenfor.


60

Meddelelser, 4. række, 163. bind, 2. hæfte, er

der anledning til at fremhæve en undersøgelse

af forholdet mellem de faste ejendommes vurderingssum

og salgssummerne. Det viser sig

her, at salgssummerne gennemgående ligger noget

højere i forhold til vurderingssummerne i

de bymæssige bebyggelser end i købstæderne,

jfr. tabel 26.

Det er dog ikke muligt at sige noget om, i

hvilket omfang forskellene for de enkelte områdegrupper

kan føres tilbage til reelle forskelle

i vurderingsniveauet i de forskellige områder,

og det må bemærkes, at de omhandlede tal er

gennemsnitstal, der dækker over vidt forskellige

tal for de enkelte amter og byer. Hertil kommer

yderligere, at forholdet mellem salgssum

og vurderingssum viser sig at være af forskellig

størrelse for de forskellige arter af ejendomme,

bl. a. således at forskellen er større, for så vidt

angår eenfamilies-ej en domme, end for ejendomme

med flere lejligheder. En vis del af forskellen

i tallene for de enkelte områder kan derfor

føres tilbage til forskelle med hensyn til arten

og antallet af de omsatte ejendomme. Der synes

dog at være noget, der tyder på, at den større

spændvidde imellem salgssum og vurderingssum,

som kan konstateres for de bymæssige bebyggelsers

vedkommende i forhold til hovedstaden

og købstæderne, dækker over en vis realitet,

for så vidt som det viser sig, at prisstigningerne

på faste ejendomme i de senere

år har været noget stærkere i de bymæssige bebyggelser

end noget andet sted, jfr. tabel 27.

Tabel 27. Index for salgssummen pr. 1000 kr.

vurderingssum for beboelsesejendomme. 1949 ~ 100.

1951 1952 1953 1954

Hovedstaden Ill 111 113 117

Købstæderne m. v 109 109 110 112

Bymæssige bebyggelser 113 118 121 126

Landdistrikter 110 111 112 115

Det fremgår af tabel 27, at medens prisstigningen

for beboelsesejendomme i hovedstaden,

købstæder og landdistrikter i årene 1951-54

har været forholdsvis ringe, har priserne på de

faste ejendomme i de bymæssfge bebyggelser

været væsentligt stærkere stigende i hele pe- ; o-

den. Dette forhold hænger måske sammen med

den noget stærkere tilvækst til de bymæssige bebyggelser

i den omhandlede periode, jfr. foran

s. 38, der har bevirket en kraftigere efterspørgsel

efter beboelsesejendomme. Også den omstændighed,

at en relativt væsentlig større del

af de i de bymæssige bebyggelser omsatte ejendomme

er eenfamilies-ej en domme, i forbindelse

med det forhold, at flytningshyppigheden er noget

større i de bymæssige bebyggelser end i de

andre byer, jfr. foran s. 48, kan have indflydelse

på udviklingen med hensyn til priserne på

beboelsesejendomme, idet det er givet, at det

årlige antal af ejendomssalg er relativt væsentlig

højere i de bymæssige bebyggelser end andetsteds,

jfr. tabel 28.

Tabel 28. Antal salg af beboelsesejendomme og

blandede beboelses- og forretningsejendomme i 1951-54

pr. 1000 indbyggere (i 1950).

Antal salg Indb.

A T\^

1951-1954 1950

P [ n db '

Hovedstaden 6.012 975.000 6,17

Købstæder m. v 20.925 1.130.000 18,52

Bymæssige bebyggelser 16.005 455.000 35,18

Landdistrikter 25.730 1.721.000 14,95

For 1954 er der foretaget en særlig opgørelse

over de omsatte beboelsesejendommes lejlighedsantal.

Det fremgår af denne opgørelse, at antallet

af omsatte eenfamilies-ej endomme relativt

er væsentligt større i de bymæssige bebyggelser

end i købstæderne, jfr. tabel 29, hvilket igen

hænger sammen med, at eenfamilies-huse er

mere almindelige i de bymæssige bebyggelser

end i andre byer.

b. Bolig- og huslejeforhold.

I forbindelse med folketællingen i 1950 blev

der - ligesom i tidligere folketællingsår - af

Det statistiske Departement foretaget en gennemgribende

undersøgelse af bolig- og huslejeforholdene

i byerne, herunder forstæder og stationsbyer

o. 1. Undersøgelsens resultater er offentliggjort

i Statistiske Meddelelser, 4. række,

149. bind, 3. hæfte, hvor der gives oversigter

med kommentarer vedrørende forskellige husleie-

og boligforhold henholdsvis i hovedstaden


og dennes forstæder og i købstæderne (opdelt

efter størrelse), i disses forstæder samt i stationsbyer

o. 1. med mere end 1000 indbyggere.

Det statistiske Departement har imidlertid ikke

foretaget nogen opdeling af stationsbyer i de

forskellige størrelsesgrupper, og selvom det

kunne være af værdi at undersøge, i hvilket omfang

der i almindelighed kan drages paralleller

imellem købstæderne og stationsbyerne i de forskellige

størrelsesgrupper på disse områder, har

udvalget dog ikke ment at burde lade iværksætte

yderligere undersøgelser udover det foreliggende,

offentliggjorte materiale. Man skal derfor

indskrænke sig til at henvise til den nævnte

publikation, hvorfra den væsentligste del af de

i det følgende anførte tabeller og oversigter er

hentet.

En fordeling af de i hver by værende lejligheder

efter vedkommende ejendoms art viser,

at der er en ret væsentlig forskel imellem købstæderne

og de bymæssige bebyggelser, for så

vidt angår lejlighedernes karakter, jfr. tabel 30.

Tabellen bekræfter tydeligt det almindelige

indtryk af, at bebyggelsen i de bymæssige bebyggelser

gennemgående har en anden karakter

end i købstæderne, idet den lave villabebyggelse

spiller en langt større rolle i de bymæssige

bebyggelser, og selv om begrebet »For- og baghuse«

i et vist omfang indbefatter lave bebyggelser

af villa-agtig karakter, er den væsentligste

del af disse ejendomme dog etageejendomme,

således at der under alle omstændigheder bliver

forskel imellem købstæderne og de bymæssige

bebyggelser på dette punkt. Det er iøvrigt betegnende,

at antallet af villalejligheder er relativt

større i købstædernes forstæder end i hovedstadens

forstæder og stationsbyerne.

Den nævnte fordeling af lejlighederne efter

ejendommenes art afspejler sig iøvrigt også i

tallene vedrørende den del af de forskellige bygruppers

lejligheder, der er beboet af ejeren

selv, jfr. tabel 31.

Tabel 31. Lejlighederne fordelt efter ejerforholdet.

Beboede af

Andre lejejeren

Udlejede ligheder*) lak

pct. pct. pct. pct.

Hovedstaden .... 8,8 81,8 9,4 100

Hovedstadens

forstæder 38,3 53,1 8,6 100

Købstæder m. v. 27,6 61,2 11,2 100

Købstædernes

forstæder 52,1 40,8 7,1 100

Stationsbyer o. 1. 49,2 42,4 5,6 100

*) D.v.s. andelslejligheder, ubeboede lejligheder samt

lejligheder i sommerhuse og barakker.

Også for så vidt angår lejlighedernes størrelse,

er der en ret betydelig forskel imellem købstæderne

og de bymæssige bebyggelser, hvilket

formentlig også tildels hænger sammen med, at

en væsentlig større del af lejlighederne i de bymæssige

bebyggelser er villalejligheder og dermed

gennemgående større lejligheder end i

etagehuse. Købstædernes forstæder ligger dog

i denne henseende noget nærmere ved købstæderne,

jfr. tabel 32.

Tabellen viser, at medens det relative antal

af 3-værelsers lejligheder ligger nogenlunde ensartet

i alle bygrupper, er der gennemgående

langt færre mindre lejligheder og flere større

lejligheder i de bymæssige bebyggelser end i

købstæderne, dog således at forstæderne i denne

henseende i højere grad end stationsbyerne nær-


62

mer sig købstæderne. På dette felt som på flere

andre viser det sig iøvrigt, at tallene for de

større stationsbyer ligger nærmere ved tallene

for købstæderne end de mindre stationsbyers tal,

jfr. tabellen, hvor der af hensyn til sammenligningen

specielt er anført tallene for de større

stationsbyer (d. v. s. m. over 2000 indb.) og

de mindre købstæder (d. v. s. m. under 10.000

indb.), hvis tal ligger ret tæt op ad hinanden,

dog at lejlighederne i de bymæssige bebyggelser

stadig gennemgående er større end i købstæderne.

Med hensyn til lejlighedernes udstyr med moderne

bekvemmeligheder står de bymæssige bebyggelser

i denne henseende noget tilbage for

købstæderne og især for hovedstaden. Medens

antallet af lejligheder, der har indlagt lys, er

nogenlunde ensartet i alle grupper af byer, viser

det sig nemlig, at antallet af lejligheder med

gas, w. c, bad, centralvarme og varmt vand ligger

væsentlig lavere i stationsbyer o. 1. end i

hovedstaden, købstæderne og disses forstæder*).

Med hensyn til antallet af beboere pr. lejlighed

viser det sig, at der her er nogen forskel

mellem på den ene side forstadsbebyggelser og

på den anden side stationsbyer o. 1. og købstæderne,

hvilke sidste bygrupper til gengæld ligger

ret tæt op ad hinanden. Det er klart, at

man ved sammenligning af beboerantallet pr.

lejlighed i de forskellige bygrupper må tage

hensyn til afvigelserne med hensyn til de pågældende

bygruppers fordeling af lejligheder

af forskellig størrelse. I tabel 33 har man foretaget

en opstilling over beboerantallet pr. lejlighed

i de forskellige bygrupper, beregnet under

forudsætning af en ensartet lejlighedsfordeling

i de forskellige bygrupper.

Tabel 33. Antal beboere pr. lejlighed

(Standardgennemsnit).

Hovedstaden 2,85

Hovedstadens forstæder 3,11

Købstæder m. v. m. under 5.000 indbyggere... 2,82

Købstæder m. v. m. over 5.000 indbyggere .... 3,04

Købstædernes forstæder 3,12

Stationsbyer m. 3.500 indbyggere og derover.. 3,02

Stationsbyer m. 2.OOO-3.5OO indbyggere 2,97

Stationsbyer m. 1.000-2.000 indbyggere 2,96

Samtlige stationsbyer m. over 1.000 indbyggere 2,98

*) Den omstændighed, at kun ca. 59 % af stationsbyernes

lejligheder har indlagt w.c. (mod 68 %

i købstædernes forstæder og ca. 80 % i købstæderne

og hovedstadens forstæder), må give

et fingerpeg om, at de bymæssige kommuner i

fremtiden vil kunne forvente relativt større udgifter

til kloakering end købstæderne.

Lejlighederne i forstadsbebyggelserne er således

noget tættere beboede end noget andet

sted, hvilket formentlig tildels hænger sammen

med, at det relative antal af familier med børn

er noget højere i forstæderne end i de øvrige

bygrupper. Det viser sig endvidere, at der også

på dette område til en vis grad kan drages en

parallel imellem på den ene side de store stationsbyer

og de store købstæder og på den anden

side de små stationsbyer og de små købstæder.

Når man ønsker at sammenligne det almindelige

huslejeniveau i de forskellige bygrupper,

støder man på den vanskelighed, at det er umuligt

helt at eliminere de forskelle, der hænger

sammen med forskellene i lejlighedernes størrelsesmæssige

fordeling i de forskellige bygrupper

og forskellene i deres udstyr og areal m. v.

I tabel 34 har man anført en oversigt over

den gennemsnitlige årlige husleje for udlejede

lejligheder (d. v. s. bortset fra lejligheder, der

bebos af ejeren), hvor tallene for de enkelte bygrupper

er udarbejdet under den forudsætning,

at lejlighederne i de forskellige kommuner fordeler

sig efter størrelse på ensartet måde.

Tabel 34. Gennemsnitlig årlig husleje

(Standard gennemsnit). Kr.

Hovedstaden 960

Hovedstadens forstæder 1.197

Købstæder m. v. m. under 5.000 indbyggere 581

Købstæder m. v. m. over 5.000 indbyggere 732

Samtlige Købstæder m. v 724

Købstædernes forstæder 754

Stationsbyer m. over 3-500 indbyggere 824

Stationsbyer m. 2.OOO-3.5OO indbyggere 666

Stationsbyer m. 1.000-2.000 indbyggere 606

Samtlige stationsbyer m. over 1.000 indbyggere 697

Det viser sig altså, at huslejen er noget højere

i forstadsbebyggelserne end i købstæderne og

de mindre stationsbyer, hvilket formentlig hænger

sammen med, at en væsentlig større del af

lejlighederne i forstæderne er indrettet i nyere

ejendomme, der er opført under det højere byggeomkostningsniveau.

Det er formentlig også

dette forhold, der bevirker, at huslejeniveauet

i de større stationsbyer - hvor tilvæksten i de

sidste 20 år ligesom i forstæderne har været

relativt stærkere end i købstæderne og i de mindre

stationsbyer - ligger højere end i de mindre

bebyggelser. Det viser sig jo iøvrigt, at der også

på dette område kan drages paralleller imellem

på den ene side de noget større købstæder og

de større stationsbyer o. 1. og på den anden side

de mindre købstæder og de mindre stationsbyer.


63

Når huslejeniveauet i de mindre stationsbyer

gennemgående ligger noget lavere end i købstæderne,

hænger det formentlig til en vis grad

sammen med den forskel, som almindeligvis

gør sig gældende mellem købstæderne og stationsbyerne

med hensyn til lejlighedernes udstyr.

E. FORBRUGS- OG OPSPARINGSFOR-

HOLD - LEVEOMKOSTNINGSNIVEAUET

Der er tidligere foretaget forskellige statistiske

undersøgelser af mere almindelig karakter

til belysning af sammensætningen af familiernes

forbrug og prisniveauets højde. Det kan således

nævnes, at Det statistiske Departement på

grundlag af indsendte husholdningsregnskaber

har foretaget en undersøgelse af sammensætningen

og størrelsen af familiernes forbrug i regnskabsåret

1939/40 i de forskellige dele af landet

(Statistiske Meddelelser, 4. række, 122.

bind, 1. hefte). Der foreligger endvidere en til

brug ved en revision af alders- og invaliderentelovgivningen

udarbejdet undersøgelse vedrørende

prisniveauets højde i de forskellige områdegrupper

(Rigsdagstidende 1945/46, tillæg B,

sp. 2193 ff.)> og endelig er der til brug ved

beregningen af detailpristallet senest i 1948

foretaget almindelige forbrugsundersøgelser.

De foreliggende undersøgelser er imidlertid

af forskellige grunde ikke særlig velegnede til

at belyse forholdene specielt i de bymæssige

bebyggelser i sammenligning med på den ene

side købstæderne og hovedstaden og på den anden

side de rene landdistrikter eller til at belyse,

i hvilket omfang der på de omhandlede

områder måtte kunne konstateres forskelle, der

hænger sammen med vedkommende bys størrelse.

Det statistiske Departement er for tiden i

færd med at gennemføre en omfattende undersøgelse

til belysning af arbejderes, funktionærers

og tjenestemænds forbrugs- og opsparingsforhold

samt til belysning af spørgsmålet om,

hvorvidt der i aldersrentemodtageres leveomkostningsniveau

måtte være forskelle, der er betinget

i forskelle i prisniveauet i de tre takstområder,

hvori folkeforsikringsloven deler landet:

1) Hovedstaden og dennes omegn, 2) købstæder

og større bymæssige bebyggelser samt 3)

landkommuner med mindre eller ingen bymæssige

bebyggelser.

Undersøgelsen baseres på oplysninger, der

tilvejebringes ved henvendelser til et repræsentativt

udsnit af landets husstande, bl. a. således

at man henvender sig til alle arter af husstande

(ægtepar med eller uden børn og enlige

med eller uden børn). Der agtes foretaget særskilte

undersøgelser af forholdene i de bymæssige

bebyggelser, ligesom man også agter at lade

undersøgelsen omfatte lønmodtagerhusstande i

de ikke bymæssigt bebyggede dele af landkommuner

med bymæssig bebyggelse.

Først når det ved en sådan undersøgelse tilvejebragte

oplysningsmateriale foreligger, vil

der være skabt grundlag for en tilbundsgående

undersøgelse af forholdene i de bymæssige bebyggelser

med hensyn til befolkningens forbrugs-

og opsparingsforhold og med hensyn til

leveomkostningernes højde i de forskellige bygrupper,

hvorfor udvalget ikke vil kunne give

nogen redegørelse for de bymæssige bebyggelsers

forhold på dette område.

F. SKOLEFORHOLDENE I DE BYMÆS-

SIGE BEBYGGELSER (KOMMUNER)

Efter folkeskoleloven (lov nr. 160 af 18. maj

1937) gælder der forskellige regler for folkeskolens

ordning henholdsvis i købstad- og sognekommuner.

Den for købstæderne foreskrevne

skoleordning kan i korthed betegnes som noget

mere differentieret med hensyn til undervisningens

art og omfang, bl. a. således at det

foreskrevne antal undervisningstimer ligger noget

højere end i landsbyskolerne. Hertil kommer,

at kun købstadskoleordningen åbner mulighed

for at lade eleverne gennemgå mellemskole-undervisning,

der er den afgørende betingelse

for optagelse i en højere almenskole med

henblik på forberedelse til real- eller studentereksamen.

Sondringen mellem købstadordnede

og landsbyordnede skoler har endelig betydning

på enkelte punkter vedrørende skolens bestyrelse,

lærerembedernes normering m. v.

Efter folkeskolelovens § 2 er der dog adgang

til at ordne en folkeskole på landet på

samme måde som en købstadskole. Denne adgang

er i vidt omfang blevet anvendt, fortrinsvis

af bymæssige kommuner. Langt det overvejende

flertal af de ialt 123 kommuner, der

har een eller flere købstadordnede skoler, har

bymæssig bebyggelse. Kun 5 af disse 123 kommuner

har enten slet ingen bymæssig bebyggelse

eller kun mindre bebyggelser (med under

500 indbyggere), og 92 af de omhandlede

kommuner er kommuner med bymæssig bebyggelse

på over 1000 indbyggere.


64

Tabel 35. Antal bymæssige kommuner med over 1.000 indbyggere i bymæssig bebyggelse, der

pr. 15. februar 1956 havde een eller flere købstadordnede skoler.

Bymæssige kommuner Forstadskommuner*) Stationsbykommuner

Fordelt efter indbyggertal Antal Heraf med købstad- Antal Heraf med købstadi

bymæssig bebyggelse kommuner ordnede skoler kommuner ordnede skoler

over 3.500 indbyggere 20 20 13 13

2.000-3.500 indbyggere 6 4 19 19

1.500-2.000 indbyggere 4 4 30 22

1.000-1.500 indbyggere 9 0 41 15

*) Herunder hovedstadens forstadskommuner.

I tabel 35 ovenfor er angivet, hvor stort et

antal af de i hver størrelsesgruppe placerede

kommuner, jfr. oversigten i bilag 2, der pr. 15.

februar 1956 har en eller flere købstadordnede

skoler.

Det fremgår af tabellen, at adgangen til at

etablere købstadordnede skoler er anvendt af så

godt som alle kommuner med over 1500 indbyggere

i bymæssig bebyggelse**), medens den

i noget mindre omfang er benyttet af kommuner

med lavere indbyggertal i bymæssig bebyggelse.

G. BESKATNINGEN I DE BYMÆSSIGE

KOMMUNER

**) Bortset fra Slagelse Skt. Peders landsogn, Hover,

Finderup, Tersløse-Skellebjerg, Børglum-Furreby,

Vrå-Em, Egvad, Sal, Nørre Åby og Vejlby-Strib.

a. Den kommunale beskatnings form.

Medens reglerne om udskrivning af statsskatterne

er ens for købstad- og sognekommuner

(bortset fra reglerne om børnefradrag m. v.),

er der væsentlige forskelle i den kommunale beskatning

mellem købstadkommuner og sognekommuner.

Forskellene viser sig især i den

måde, hvorpå de til kommunernes drift fornødne

skattebeløb pålignes skatteyderne, herunder

navnlig hvorledes udskrivningen fordeler

sig på fast ejendom og på indkomster. Idet der

med hensyn til de herom gældende reglers nærmere

indhold og virkninger for de bymæssige

kommuner henvises til kapitel 14 nedenfor, skal

det bemærkes, at den væsentligste forskel i beskatningsformen

imellem købstæderne og de bymæssige

kommuner beror på de forskellige regler,

der gælder om fastsættelsen af udskrivningen

på fast ejendom, hvortil kommer, at den del

af den kommunale skatteudskrivning uden for

købstæderne, der udskrives af amtskommunen,

udelukkende pålignes de faste ejendomme. Disse

forhold bevirker, at ejendomsskatternes andel

af de samlede kommunale skatter bliver betydelig

større i sognekommunerne end i købstadkommunerne.

I tabel 36 har man på grundlag af oplysningerne

om de i de enkelte kommuner i skatteåret

1954/55 udskrevne opholdskommuneskatter*),

erhvervskommuneskatter samt kommunale

ejendomsskatter**) såvel til den pågældende

kommune som til amtskommunen beregnet,

hvor stor en del af de således udskrevne samlede

skattebeløb der i de forskellige kommunegrupper

udskrives henholdsvis som personlige

skatter og som ejendomsskatter. Med hensyn

til størrelsen af de udskrevne absolutte beløb

henvises til bilag 9, der indeholder en oversigt

over forskellige forhold vedrørende beskatningen.

Det fremgår af tabel 36, at forskellen mellem

den måde, hvorpå de kommunale skatter udskrives

henholdsvis i købstæder og i sognekommuner,

er meget væsentlig. I forhold til de rene

landkommuner viser beskatningsforholdene i de

bymæssige kommuner dog en vis tilnærmelse

til forholdene i købstæderne, en tilnærmelse,

der bliver stærkere, jo større den bymæssige bebyggelse

er. Dette forhold hænger sammen med

en tendens i større bymæssige kommuner til at

fastsætte ligningsforholdet, d. v. s. forholdet

mellem de af kommunen udskrevne personlige

skatter og ejendomsskatterne, på en sådan måde,

at de egenkommunale ejendomsskatters andel

af kommunens samlede skatteudskrivning - ligesom

i købstæderne - bliver forholdsvis ringe.

Det kan iøvrigt bemærkes, at den andel af

de samlede kommunale ejendomsskatter, der i

den enkelte kommune udskrives som ejendomsskyld

(på grundlag af forskellen mellem ejen-

*) Efter fradrag af nedsættelse i opholdskommuneskatten

for erhvervsskatteydere til andre kommuner.

**) Bortset fra de ejendomsskatter, der er udskrevet

(men ikke opkrævet) på ejendomme, der i medfør

af byggestøttelovgivningen er fritaget for eller

har fået henstand med ydelse af ejendomsskyld.


65

Tabel 36. De i 1954/55 udskrevne samlede kommunale skatter fordelt efter beskatningsgrundlaget.

Ejendomsskatter til

Personlige egen kommune og

skatter

°/o

til amtskommunen

°/o

lait

%

Hovedstaden 89,6 10,4 100

(heraf Gentofte) 82,6 17,4 100

Hovedstadens forstadskommuner 75,0 25,0 100

Købstæder m. v. m. over 5.000 indbyggere 95,2 4,8 100

Købstæder m. v. m. under 5.000 indbyggere 95,4 4,6 100

Samtlige købstæder m. v 95,2 4,8 100

Købstædernes forstadskommuner* )

m. over 3-500 indbyggere 66,9 33,1 100

m. 2.000-3.500 indbyggere 65,6 34,4 100

m. 1.500-2.000 indbyggere 48,3 51,7 100

m. 1.000-1.500 indbyggere 45,7 54,3 100

Samtlige købstadforstæder m. over 1.000 indbyggere ... 62,0 38,0 100

Stationsbykommuner* )

m. over 3-500 indbyggere 66,2 33,8 100

m. 2.OOO-3.5OO indbyggere 63,4 36,7 100

m. 1.500-2.000 indbyggere 57,4 42,6 100

m. 1.000-1.500 indbyggere 54,2 45,8 100

Samtlige stationsbykommuner m. over 1.000 indbyggere 60,3 39,7 100

Øvrige sognekommuner 45,0 55,0 100

Hele landet 74,1 25,9 100

*) Fordelt efter størrelsen af indbyggertallet i den bymæssige bebyggelse i overensstemmelse med

den i bilag 2 angivne fordeling.

domsskyldvurdering og grundværdi, »forskelsværdien«)

, er langt større i købstæderne end i de

bymæssige kommuner og i de rene landkommuner.

Således udgør den udskrevne ejendomsskyld

i købstæderne gennemsnitligt 52 % af de samlede

ejendomsskatter, medens ejendomsskylden

i bymæssige kommuner og i rene landkommuner

gennemsnitlig kun udgør henholdsvis 35-

40 % og 29 % af de samlede sognekommunale

ejendomsskatter. Den amtskommunale ejendomsskyld

udgør i de bymæssige kommuner ca. 36 %

og i de rene landkommuner ca. 19 % af de samlede

amtskommunale skatter.

Særligt med hensyn til den amtskommunale

beskatning i sognekommunerne skal det bemærkes,

at de amtskommunale skatter udgør en relativt

større andel af de samlede kommunale

skatter i de rene landkommuner end i de bymæssige

kommuner, jfr. tabel 37, hvor det tillige

er angivet, hvilke beløb der i skatteåret

1954/55 er udskrevet i amtskommunale skatter

pr. indbygger.

Det fremgår af tabellen, at der er en tendens

til, at de amtskommunale skatters andel af den

samlede kommunale beskatning er lavere i kommuner

med større bymæssig bebyggelse end i

kommuner, der har mindre bebyggelser. Det ses

endvidere af tabellen, at de beløb, der pr. indbygger

erlægges i amtskommunale skatter, gen-

5

nemgående er lavere i de bymæssige kommuner

end i de rene landkommuner.

Tabel 37. De i 1954/55 udskrevne amtskommunale

skatter i pct. af den samlede kommunale beskatning. -

Udskrevne amtskommunale skatter pr. indbygger i de

forskellige kommunegrupper.

Amtskommunale Amtskommuskatter

i pct. af nal ejendomssamtlige

skat pr. indbygkommuneskatter

ger pr. 1.-4.-54

«/o

kr.

Gentofte 14,0 80,41

Hovedstadens forstæder ... 15,3 56,42

Købstædernes

forstadskommuner* )

m. over 3.500 indb 16,2 48,89

m. 2.OOO-3.5OO indb 15,6 44,69

m. 1.500-2.000 indb 19,1 46,88

m. 1.000-1.500 indb 18,7 55,47

Købstadforstadskommuner

med over 1.000 indb 16,8 49,25

Stationsby kommuner* )

m. over 3.500 indb 14,8 45,12

m. 2.000-3.500 indb 14,2 39,71

m. 1.500-2.000 indb 15,4 40,81

m. 1.000-1.500 indb 17,0 41,24

Stationsby kommuner m. o.

1.000 indb 15,3 41,85

Øvrige sognekommuner ... 20,0 54,07

Samtlige amtskommuner ... 18,3 52,97

*) Fordelt efter størrelsen af indbyggertallet i den

bymæssige bebyggelse i overensstemmelse med

den i bilag 2 angivne fordeling.


66

Med hensyn til forholdet mellem de i kommunen

udskrevne personlige skatter henholdsvis

til opholdskommunen (efter fradrag af nedslag

i opholdskommuneskatten for erhvervsskatteydere)

og til erhvervskommunen viser det

sig — naturligt nok - at erhvervsskatten udgør

en væsentlig større del af de personlige skatter

i købstadkommuner end i de bymæssige kommuner.

I disse sidste kommuner betyder erhvervsskatten

dog noget mere i forstadskommuner

end i stationsbykommuner, jfr. tabel 38.

Tabel 38. Den i 1954/55 udskrevne erhvervsskat i

procent af de samlede pålignede personlige skattebeløb.

Hovedstaden 2,7

Hovedstadens forstæder 1,8

Købstæder m. v. m. o. 5.000 indb 1,9

Købstæder m. v. m. u. 5.000 indb 1,0

Stationsbyer m. o. 1.000 indb 0,4

Købstadforstæder m. o. 1.000 indb 0,7

Hele landet 1,7

Af tabel 38 fremgår det iøvrigt, at erhvervsskatten

i forhold til opholdskommuneskatten

betyder mere i købstæder med over 5000 indbyggere

end i de mindre købstæder, hvilket formentlig

bl. a. hænger sammen med, at det især

er i de større købstæder, at beskæftigelsesmulighederne

findes, ligesom de større forstadsbebyggelser

især er koncentreret omkring de større

købstæder. Erhvervsskattens andel af den samlede

personbeskatning ligger temmeligt højt i

hovedstadens forstadskommuner, hvilket hænger

sammen med hele hovedstadssamfundets

særlige struktur.

Tabellens tal må iøvrigt læses med det forbehold,

at der er tale om gennemsnitstal.

Spørgsmålet om, hvorvidt en bymæssig kommune

overhovedet har erhvervsskatteindtægter

af betydning, afhænger i høj grad af vedkommende

bebyggelses forhold iøvrigt, og tallene

varierer derfor meget stærkt fra kommune til

kommune. Det kan således nævnes, at flere stationsbykommuner

overhovedet ikke har budgetteret

udskrivning af erhvervsskat i 1954/55,

medens erhvervsskatteindtægterne i andre stationsbykommuner

udgør væsentlige beløb.

b. Den kommunale skattebyrde.

Såfremt man ønsker at give et billede af

skattebyrden i en kommune som et udtryk for

den belastning af den enkelte borgers økonomi,

som tilvejebringelsen af de kommunale goder

indebærer, møder man den vanskelighed, at det

er umuligt at finde frem til et enkelt tal, der

er i stand til at give et fuldstændig klart og dækkende

billede af forholdene. En række faktorer

spiller ind, når man vil bedømme skattebyrden

i de forskellige kommuner, f. eks. hvorledes

progressionen i den kommunale indkomstbeskatning

er tilrettelagt, og hvorledes de skattepligtige

indkomster fordeler sig på de forskellige

indkomsttrin, hvilken indtægtsgrænse der er

fastsat for indkomstskattepligt til kommunen,

skatteligningens effektivitet, forholdet mellem

de i kommunen udskrevne personlige skatter

og ejendomsskatterne, forholdet mellem ejendomsskyldværdierne

og ejendommenes værdi i

handel og vandel etc.

Alle disse faktorer kan ikke samordnes i et

klart talmæssigt udtryk, men man skal dog i det

følgende fremdrage enkelte forhold til belysning

af forskellige sider af problemet vedrørende

den kommunale beskatnings omfang og vægt

i de forskellige kommunegrupper.

Idet man med hensyn til den kommunale personbeskatning

henviser til de af Det statistiske

Departement udsendte publikationer om ejendoms-

og personbeskatningen, senest Statistiske

Meddelelser, 4. række, 161. bind, 1. hæfte,

»Ejendoms- og personbeskatningen i skatteåret

1954/55«, hvor der er foretaget særlige udskillelser

af det foreliggende materiale vedrørende

stationsby- og forstadskommuner, skal det bemærkes,

at det overvejende flertal af bymæssige

kommuner ligesom samtlige købstadkommuner

anvender en vejledende ligningsskala

ved beregningen af de forhøjelser og nedsættelser

af de til statsskat ansatte indkomster,

Tabel 39. Antal kommuner med bymæssig bebyggelse

på over 1.000 indbyggere, der anvender ligningsskala.

Antal heraf med

kommuner ligningsskala

Hovedstadens forstæder 9 9

Købstædernes forstæder*)

m. o. 3.500 indb 11 11

m. 2.OOO-3.5OO indb 6 6

m. 1.500-2.000 indb 4 2

m. 1.000-1.500 indb 9 6

Samtlige købstadforstæder

m. o. 1.000 indb 30 25

Stationsbyer*)

m. o. 3.500 indb 13 12

m. 2.000-3.500 indb 19 14

m. 1.500-2.000 indb 30 18

m. 1.000-1.500 indb 41 19

Samtlige stationsbyer m. o.

1.000 indb 103 63

*) Fordelt efter størrelse i overensstemmelse med

den i bilag 2 angivne fordeling.


67

der ligger til grund for beregningen af de pålignede

opholdskommuneskatter. Det viser sig

dog, at omfanget af ligningsskalaers anvendelse

er aftagende med bebyggelsens størrelse, jfr.

tabel 39*).

Den i en kommune anvendte ligningsskala vil

være et væsentligt moment til bedømmelse af

skattebyrden på de enkelte indkomsttrin, idet

dens opbygning er afgørende for den progression,

hvormed skatten udskrives. De i de forskellige

kommuner anvendte ligningsskalaer viser

sig imidlertid at være af højst uensartet indhold.

I visse kommuner er beskatningen af de

lavere indkomster forholdsvis lempelig, medens

beskatningen af mellemindkomsterne er forholdsvis

hård, og i andre kommuner anvendes

der en noget mere jævnt stigende skala. Progressionens

styrke og omfang er i den grad varierende

fra kommune til kommune, at det

næppe er muligt at sige noget om, hvorvidt der

i almindelighed er forskelle på beskatningens

hårdhed som følge af ligningsskalaernes opbygning

i henholdsvis købstæderne, de bymæssige

kommuner og de rene landkommuner, der anvender

ligningsskala.

Med hensyn til skatte- og lignings-procenterne

skal det bemærkes, at disse i de bymæssige kommuner

gennemgående ligger lavere end i købstæderne,

men det må her - ligesom hvor der på

andre punkter vedrørende skatteudskrivningen

drages sammenligninger imellem købstadkommuner

og bymæssige kommuner — erindres, at

en væsentlig større del af den samlede kommunale

skattebyrde i de bymæssige kommuner udskrives

på fast ejendom, selv i de større bymæssige

kommuner, hvilket som regel udelukker,

at der kan drages generelle slutninger af sådanne

sammenligninger.

For at give et billede af skattebyrden i de forskellige

kommunegrupper, taget som et udtryk

for den pris, der af borgerne må betales for tilvejebringelsen

af de kommunale goder, har

man udarbejdet nedenstående tabel 40, der bl.

a. giver oplysning om de samlede kommuneskattebeløb,

der i skatteåret 1954/55 er udskrevet

i de anførte kommunegrupper, henholdsvis

pr. indbygger i kommunen den 1. april 1954

og pr. skatteyder til staten i skatteåret 1954/55,

ligesom tabellen giver oplysning om forholdet

mellem de i de forskellige kommunegrupper

*) Mange sognekommuner anvender dog »faste regler«

ved ligningen efter formue og lejlighed, uden

at disse regler er nedfældet i en egentlig, offentliggjort

ligningsskala.

udskrevne samlede kommunale skattebeløb og

skatteydernes samlede ansatte indkomster (til

staten).

Den samlede skattebyrde er, ligesom foran i

tabel 36, opgjort som de beløb, der i 1954/55

er udskrevet i henholdsvis kommunal opholdskommuneskat

(efter fradrag af nedslag for erhvervsskatteydere),

erhvervsskat og egenkommunale

ejendomsskatter samt - for sognekommunernes

og Marstals vedkommende - tillige

i amtskommunale ejendomsskatter (jfr. oversigten

i bilag 9). Når man ved beregningen af

skattebyrden pr. skatteyder samt ved beregningen

af skattebyrden i forhold til indkomstmassen

har valgt i tabel 40 at lægge antallet af

skatteydere til staten og den for disse ansatte

statsskattepligtige indkomst til grund i stedet

for at gå ud fra antallet af opholdskommuneskatteydere

og den samlede indkomst, hvoraf

der svares skat til opholdskommunen, skyldes

det ønsket om at anvende et for alle kommuner

ensartet beregningsgrundlag. Antallet af kommuneskatteydere

og størrelsen af disses samlede

ansatte indkomst til opholdskommuneskat vil

nemlig være påvirket af, hvilken indtægtsgrænse

der i den enkelte kommune er fastsat for indtræden

af skattepligt til kommunen. Den nævnte

indtægtsgrænse har - på grund af særlige

forhold netop i det omhandlede skatteår - varieret

stærkt fra kommune til kommune. Hertil

kommer, at indtægtsgrænsen for indkomstskattepligt

til staten er sat relativt højt*) i forhold

til de grænser, der gælder for indkomstskattepligt

til kommunen, således at antallet af statsskatteydere

og disses samlede indkomst i højere

grad kan siges at være udtryk for den personkreds

og den indkomstmasse, der »bærer« skattebyrden

i kommunen. Det må dog på den anden

side bemærkes, at man ikke herved er nået frem

til et fuldgyldigt grundlag for bedømmelsen af

skattebyrden, idet det må erkendes, at en vis

del af den samlede kommunale skattebyrde bæres

af personer, hvis indtægt ligger under grænsen

for statsskattepligt, bl. a. i form af de ejendomsskatter,

der pålignes sådanne personer, enten

direkte eller indirekte igennem huslejen.

Det fremgår af tabel 40, at forholdet mellem

antallet af personer, hvis indkomst ligger over

grænsen for statsskattepligt, og antallet af indbyggere

varierer noget, men at variationerne

*) For skatteåret 1954/55 var grænsen for skattepligt

til staten for forsørgere i hovedstaden 4.000

kr., i købstæder m. v. 3.800 kr. og i det øvrige

land 3.600 kr.

5*


68

Tabel 40. De samlede i 1954J55 udskrevne kommunale skattebeløb fordelt pr. indbygger og

pr. stats skatteyder m. v.

Statsskatteydere Kommunal ^° mmun , al Ansat indtægt . Saml , et komm - S» 1 « k TT"

ipct.afindb.pr. skattebyrde

1.-4.1954 pr. indbygger*)

skattebyrde

P'-statsskattep

statsskatte- skattebyrde i pct. nal skattebyrde

der af samle i pct. af den

' i yder*) \ statsskattephg- samlede

-

pct Kn

kr.

kr - tig indkomst indkomst**)

Hovedstaden 38,2 392 1.026 10.035 10,23 9,38

Hovedstadens forstadskommuner

34,3 369 1.074 10.454 10,28 9,69

Købstæder m. v.

m. o. 5.000 indb 31,1 313 1.004 8.804 11,40 9,95

m. u. 5.000 indb 30,3 305 1.007 8.579 11,73 10,09

Samtlige købstæder 31,1 312 1.003 8.790 11,41 9,95

Købstædernes forstadskommuner***)

m. o. 3.500 indb 30,7 301 981 9-372 10,47 9,42

m. 2.OOO-3.5OO indb. ... 29,0 287 982 8.684 11,31 9,72

m. 1.5OO-2.OOO indb. ... 32,0 246 769 8.231 9,34 8,23

m. 1.000-1.500 indb. ... 35,4 297 838 8.092 10,35 9,18

Samtlige m. o.

1.000 indb. ialt 31,4 294 938 8.962 10,47 9,34

Stationsbykommuner* * * )

m. o. 3.500 indb 30,8 314 1.019 9-210 11,07 9,93

m. 2.000-3.500 indb. ... 29,6 280 950 8.103 11,72 10,06

m. 1.5OO-2.OOO indb. ... 28,6 265 927 7.830 11,85 9,96

m. 1.000-1.500 indb. ... 28,4 243 85j> 7.427 11,52 9,58

Samtlige m. o.

1.000 indb. ialt 29,3 274 934 8.133 11,49 9,86

Øvrige sognekommuner .. 29,1 270 926 7.292 12,70 10,66

Hele landet 32,0 315 982 8.706 11,28 9,96

*) Herunder amtskommunale skatter.

**) D.v.s. de samlede kommuneskattepligtige indkomster før forhøjelser og nedsættelser efter formue og lejlighed

med tillæg af de for kommuneskat fritagne småindkomster samt nedslag i ansættelsen, der er indrømmet

alders- og invaliderentenydere m. fl.

***) Opdelt efter størrelsen af den bymæssige bebyggelse i overensstemmelse med den i bilag 2 angivne fordeling.

især kommer frem imellem på den ene side

hovedstaden, hvor 38 % af indbyggerne svarer

indkomstskat til staten, og på den anden side

provinsen, hvor procenten kun ligger på omkring

30, dog således at procenten gennemgående

er noget højere i købstæderne og i disses

forstæder end i de rene landdistrikter og i stationsbyerne.

Forskellen i de forskellige områder,

der beror på en lang række forskellige faktorer,

herunder den forskellige alders- og indkomstfordeling,

forklarer de afvigelser, der konstateres

med hensyn til forholdet mellem skattebyrdens

størrelse pr. indbygger og pr. skatteyder. Opgørelsen

af den absolutte skattebyrde pr. indbygger

og pr. skatteyder viser, at den kommunale skattebyrde,

målt i kr. og ører, var noget større i

hovedstadsområdet end i det øvrige land, dog

at de større stationsbykommuner ved opgørelsen

af skattebyrden pr. statsskatteyder nærmer sig

hovedstadens niveau. Gennemsnitligt viser det

sig, at skattebyrden pr. statsskatteyder har været

nogenlunde lige stor for stationsbykommuner

og for købstædernes forstadskommuner, og at

den for begge kommunegruppers vedkommende

stiger med bebyggelsens størrelse.

De anførte skattebeløb pr. indbygger og pr.

skatteyder kan imidlertid kun give et indtryk

af den pris, som kommunens borgere gennemsnitligt

må betale for tilvejebringelsen af de

kommunale goder, men tallene giver ikke noget

indtryk af, i hvilket omfang denne skattebyrde

belaster borgernes økonomi. Til dette formål er

det nødvendigt at betragte den absolutte skattebyrde

i forhold til befolkningens skatteevne, som

ikke behøver at være den samme fra område til

område. For den personlige kommuneskats vedkommende

udtrykkes dette forhold ved hjælp af

»skatteprocenten«, men som foran nævnt giver

de kommunale skatteprocenter ikke megen vejledning

med hensyn til den egentlige kommu-


69

nåle skattebyrde ved sammenligninger mellem

købstæder og sognekommuner eller mellem disse

kommuner indbyrdes, bl. a. fordi den reelle

skattebyrde i høj grad påvirkes af forholdet

mellem de personlige skatter og de kommunale

ejendomsskatter i de forskellige kommuner.

Når man vil sætte de samlede kommunale

skatter, herunder såvel de egenkommunale som

de amtskommunale ejendomsskatter, i forhold

til skatteevnen hos befolkningen i en kommune,

vil det imidlertid være vanskeligt at finde frem

til et fuldt dækkende udtryk for skatteevnen.

Ved beregningen af den kommunale skatteprocent

sætter man skattebyrden (d. v. s. den

udskrevne personlige opholdskommuneskat) i

forhold til indkomsterne. I bilag 9 har man

foretaget en beregning af indkomstniveauet i

de forskellige kommunegrupper, hvoraf det

fremgår, at gennemsnitsindkomsten stiger med

bysamfundets størrelse. Det er imidlertid klart,

at indkomstmassen i en kommune ikke i samme

grad vil have værdi som udtryk for skatteevnen,

når man vil sætte den i relation til den samlede

udskrevne kommuneskat, hvori der også er medregnet

erhvervsskat pålignet personer, der ikke

har bopæl i kommunen. Også den omstændighed,

at de faste ejendommes værdi uden for købstæderne

rent faktisk spiller en langt større

rolle som beskatningsgrundlag end i købstadkommunerne,

kan blive af betydning for bedømmelsen,

såfremt man tager indkomstmassen som

udtryk for skatteevnen.

Med disse forbehold i erindring vil man

kunne beregne en slags »skatteprocent« ved at

sætte de samlede udskrevne kommunale skattebeløb

i forhold til indkomstmassen, hvorved

man får et udtryk for skattebyrdens højde i de

forskellige kommunegrupper, såfremt de i

1954/55 udskrevne samlede kommunale skattebeløb

var udskrevet alene på indkomsterne.

I næstsidste kolonne i tabel 40 har man for

de forskellige kommunegrupper beregnet en

»skatteprocent« på grundlag af de samlede statsskattepligtige

indkomster i hver kommunegruppe

(jfr. bemærkningerne herom foran).

Det er klart, at denne procent ikke kan tages

som et fuldt dækkende udtryk for skattebyrden i

de forskellige kommuner, dels på grund af den

forskellige effektivitet i skatteligningen, dels

fordi billedet kan forrykkes på grund af den

omstændighed, at der i de rene landkommuner

må formodes at være relativt flere kommuneskatteydere,

hvis indkomster ikke medregnes i

den samlede jfø/jskattepligtige indkomstmasse,

end i bykommunerne. Endelig må det tages

i betragtning, at den statsskattepligtige indkomst

kun er et udtryk for den samlede indkomstmasse

efter fradrag for betalte skatter og forsikringsbidrag.

Tallene viser, at den samlede kommunale

skattebyrde målt på den omhandlede måde virker

noget tungere i købstæderne og i stationsbyerne

end i hovedstadsområdet og i købstædernes

forstæder, hvor der viser sig ret store

variationer imellem de enkelte størrelsesgrupper.

Skattebyrden er noget lavere i de større

købstæder (med over 5000 indbyggere) og i

de større stationsbyer (med over 3500 indbyggere)

end i de mindre byer i begge grupper.

Endelig har man i tabel 40's sidste kolonne

beregnet en »skatteprocent« på grundlag af den

samlede indkomstmasse (opgjort som de samlede

kommuneskattepligtige indkomster før forhøjelse

og nedsættelse efter formue og lejlighed

med tillæg af de for kommuneskat fritagne

småindkomster samt rentenyder-nedslag). Disse

tal viser nogenlunde samme linie, dog at forskellene

mellem de enkelte kommunegrupper

bliver knap så udprægede.

Ved bedømmelsen af de således beregnede

»skatteprocenter« må det dog erindres, at disse

procenter ikke kan tages som udtryk for,

hvorledes skattebyrden føles af den enkelte borger

i de forskellige kommunegrupper. Ved beregningen

af skattebyrden i forhold til indkomsten

er der nemlig ikke taget hensyn til de for

størrelsen af skatteudskrivningen på den enkelte

borger i kommunen meget væsentlige faktorer,

skatteligningens effektivitet, indkomstfordelingen

og udskrivningsprogressionens styrke og

omfang. Det er klart, at gennemsnitsindkomsten

pr. skatteyder vil miste sin værdi som udtryk

for befolkningens skatteevne ved sammenligninger

mellem de forskellige kommunegrupper og

kommuner, i samme omfang som der i kommunegrupperne

eller i kommunerne findes en

forskellig indkomstfordeling og derudover anvendes

forskellige progressionsskalaer med hensyn

til indkomstskattens udskrivning. Da indkomstfordelingen

må antages gennemgående at

være noget mere differentieret i bykommunerne

end i landkommunerne, navnlig således at der i

bykommunerne findes relativt flere skatteydere

i de højere indkomstklasser, og da der tillige er

væsentlige forskelle med hensyn til progressionens

styrke og omfang i de forskellige kommuner,

må man tage forbehold med hensyn til de

slutninger, der vil kunne drages på grundlag

af de anførte tal med hensyn til skattebyrden

på den enkelte borger i de forskellige kommunegrupper.


KAPITEL 5

De bymæssige kommuners finanser.

Den statistik over kommunernes finanser, som

Det statistiske Departement udarbejder, og som

har dannet grundlag for den følgende fremstilling,

hviler på de årlige oversigter over kommuneregnskaberne,

der af kommunerne indsendes

til Det statistiske Departement.

Det for købstæderne gældende regnskabsskema

er opstillet efter driftsregnskabssystemet,

medens sognekommunernes regnskabsform i nogen

grad afviger herfra. Et stigende antal sognekommuner,

især de bymæssige kommuner, benytter

sig imidlertid af adgangen til at aflægge

regnskaberne efter det for købstæderne gældende

regnskabsskema.

For at opnå sammenlignelighed mellem kommunegrupperne

har departementet ved den statistiske

bearbejdelse omregnet tallene for de

sognekommuner, der fører deres regnskaber efter

den sognekommunale kontoplan. Omregningen

består navnlig i, at der, for så vidt angår

faste ejendomme m. v., er beregnet forrentning

og afskrivning, der er medtaget som driftsudgifter.

Ved departementets årlige opgørelser over

sognekommunernes regnskaber opdeles kommunerne

i følgende 3 grupper:

1. Forstadskommuner med een eller flere bymæssige

bebyggelser på ialt mindst 1000 indbyggere

(herunder hovedstadens forstadskommuner)

.

2. Andre kommuner med mindst een bymæssig

bebyggelse med 1000 indbyggere eller derover

(stationsbykommuner).

3. Øvrige kommuner.

Antallet af kommuner og indbyggertallet i

disse udgjorde ved folketællingen i 1950 for

gruppe 1, 39 kommuner med ialt 335.000 indbyggere

(gennemsnitligt 8599 indbyggere pr.

kommune), for gruppe 2, 103 kommuner med

ialt 365.000 indbyggere (gennemsnitligt 3548

indbyggere pr. kommune), og for gruppe 3,

1158 kommuner med ialt 1.478.000 indbyggere

(gennemsnitligt 1276 indbyggere pr. kommune).

Det bemærkes, at departementet i de offentliggjorte

tabel værker vedrørende kommune- og

havneregnskaberne anvender en yderligere opdeling

af gruppe 3 i tre undergrupper efter

landbrugsbefolkningens procentvise andel af

folketallet. Denne yderligere opdeling vil imidlertid

ikke blive anvendt her.

A. INDTÆGTS- OG UDGIFTSSTRUKTUR

I det følgende vil regnskabstallene for de bymæssige

kommuner (grupperne 1 og 2) blive

sammenholdt med tallene for de egentlige landkommuner

(gruppe 3) samt med tallene for

hovedstaden*) og for købstæderne m. v. med

henholdsvis over og under 5000 indbyggere

med det formål at søge konstateret, i hvilket

omfang de bymæssige kommuners indtægts- og

udgiftsstruktur nærmer sig købstadkommunernes

og adskiller sig fra de egentlige landkommuners.

Amtskommunerne er i det hele holdt uden

for nærværende redegørelse, da de på grund af

deres særlige forhold ikke kan komme i betragtning

ved de sammenligninger, der her skal

foretages. De bidrag, som sognekommunernes

beboere yder til amtskommunerne (ejendomsskatter

m. v.), og udgifterne til de ydelser (hospitalsophold

m. v.), som beboerne modtager,

kommer derfor ikke til udtryk her.

Da den enkelte kommune danner en financiel

helhed, er det selvsagt ikke muligt at give oplysninger

særskilt for de bymæssige bebyggelser,

men kun for de kommunegrupper, hvori disse

bysamfund er beliggende.

I bilag 10 et der givet en oversigt over kommunegruppernes

driftsindtægter og driftsud-

*) København, Frederiksberg og Gentofte.


71

gifter i 1953/54 angivet i procent af samtlige

driftsindtægter. De anførte udgiftsprocenter er

opgjort netto, d. v. s. efter fradrag af refusioner

fra staten og udligningsfonden m. v.

Betragtes indtægtsposterne i de 3 hovedgrupper

af kommuner: hovedstaden, købstæderne

og sognekommunerne, ses det, at kommunernes

vigtigste indtægtskilde er indkomstskatterne,

der i hovedstaden og købstæderne har indbragt

75-80 pct. af de samlede indtægter imod 56

pct. i sognekommunerne under eet. Ejendomsskatterne

er for sognekommunerne et væsentligt

bidrag til de samlede indtægter (31 pct.),

men er af mindre betydning for købstæderne og

hovedstaden, hvor de har udgjort henholdsvis

ca. 5 pct. og 10 pct. De direkte andele i motorafgifterne

spiller en ikke ubetydelig rolle for

sognekommunerne (9 pct.), men er af mere

underordnet betydning på købstædernes regnskaber,

hvor kun nogle få procent af indtægten

stammer herfra.

Formue- og erhvervsindtægterne, der bl. a.

hidrører fra værkernes overskud, er en betydelig

post for købstæderne og hovedstaden. Bruttoindtægten

(uden fradrag for renter af gæld m.

v.) svarer for denne kommunegruppes vedkommende

til 20 pct. af indtægterne mod kun 7 pct.

i sognekommunerne, hvor de kommunale værker

iøvrigt almindeligvis spiller en underordnet

rolle, hvilket naturligvis hænger sammen

med, at det uden for købstæderne er almindeligt,

at vand- og elektricitetsforsyningen varetages

af private. Værkernes overskud er iøvrigt

opgjort efter fradrag af de beregnede udgifter

til forrentning og afskrivning, hvorimod afholdte

henlæggelser til fornyelsesfonds o. 1. og

udgifter til nyanskaffelser, afholdt af driften,

ikke er fratrukket, men i tabellen anført samlet

som selvstændige udgiftsposter.

Vedrørende formue- og erhvervsindtægterne

skal iøvrigt bemærkes, at der herunder som indtægt

er medregnet de beregnede renter, som er

belastet de forskellige virksomheds- og institutionsregnskaber.

De faktisk afholdte renteudgifter

vedrørende samtlige kommunens lån er

fratrukket, inden formue- og erhvervsindtægternes

nettobeløb fremkommer. Disse renteudgifter

m. v., der i købstæderne svarer til omkring

6 pct. af indtægterne mod 4 pct. i sognekommunerne,

er en meget væsentlig udgift for

hovedstaden (17 pct. af indtægterne).

Med hensyn til driftsudgifterne må det ved

en sammenligning mellem udgiftsposterne i de

tre kommunegrupper haves i erindring, at sognekommunerne

ikke - i modsætning til hovedstaden

og købstæderne - har udgifter til sygehuse

m. v., ligesom den del af skoleudgifterne,

der afholdes gennem den for købstad og land

fælles skolefond, for landets vedkommende afholdes

af amtsfonden og ikke af sognekommunen.

Disse forhold påvirker den procentvise fordeling

af de enkelte udgiftsposter i de forskellige

kommunegrupper. Denne påvirkning er dog

næppe af så stor betydning, at den forrykker

helhedsbilledet, idet det kan nævnes, at sygehusudgifterne

for købstædernes vedkommende

»kun« udgør 8 % af de samlede driftsindtægter,

og hertil kommer, at den omstændighed, at

de omhandlede udgiftsposter ikke figurerer i

sognekommunernes regnskaber, netop er et væsentligt

træk i den forskel i udgiftsstrukturen

i de forskellige kommunegrupper, som oversigten

i bilag 10 skal tjene til at påvise.

Blandt driftsudgifterne er den vigtigste post

udgiften til sociale formål, der såvel i by som

på land beslaglægger x k til 1 ls af totalindtægten.

Vejudgifterne er en meget væsentlig udgift for

sognekommunerne, der anvender ca. en fjerdedel

af indtægten til vej formål mod købstædernes

7 pct. Udgifterne til skolevæsen udgør

14-16 pct., mindst i hovedstaden og højest i

sognekommunerne. Sognekommunernes udgifter

til medicinalvæsen er i modsætning til købstædernes

ubetydelige, fordi sognekommunerne

- som nævnt — ikke har udgifter til drift af sygehuse.

Administrationsudgifterne ligger ret ens

i alle kommunegrupper, omkring 8 %.

Posterne, Henlæggelser m. v. og Ny'anskaffelser

m. v. afholdt af driften, har ikke kunnet opgøres

for sognekommunerne, idet de sognekommuner,

der fører normalregnskabet for sognekommunerne,

almindeligvis ikke posterer sådanne

udgifter. Købstæderne anvendte i 1953/54

19 pct. af indtægterne til henlæggelser og nyanskaffelser

mod hovedstadens godt 3 pct.

Sognekommunernes relativt store driftsoverskud

(14 pct.) må ses på baggrund heraf.

Sammenligner man dernæst de bymæssige

kommuner (forstadskommuner og stationsbyer

o. 1.) med på den ene side de egentlige landkommuner

og på den anden side hovedstaden

og købstæder m. v. (med henholdsvis over og

under 5000 indbyggere), ses det, at forstadskommunerne

oppebærer omkring 70 pct. af indtægten

i form af indkomstskatter mod ca. 80 pct.

i hovedstaden, ca. 75 pct. i købstæderne og

knapt halvdelen i de egentlige landkommuner.

Stationsbykommunerne indtager her en mellemstilling

med 61 pct., men ligger dog nærmere


72

ved forstadskommunerne end ved de egentlige

landkommuner.

Ejendomsskatterne er - som ovenfor nævnt -

af meget stor betydning for de egentlige landkommuner,

hvor 38 pct. af indtægten stammer

herfra. Heroverfor står købstæderne med 4 pct.,

hovedstaden med 11 pct, forstadskommunerne

med 16 pct og stationsbykommunerne med 25

pct. Det må iøvrigt fremhæves, at medens indtægten

af den kommunale grundskyld og ejendomsskyld

i købstadkommunerne er af nogenlunde

lige stor betydning, er grundskylden i

sognekommunerne (specielt de egentlige landkommuner)

en langt væsentligere indtægtskilde

end ejendomsskylden, jfr. bemærkningerne foran

s. 64 f.

De direkte andele i motorafgifterne udgør for

sognekommunernes vedkommende 6-10 pct. af

indtægterne (mindst i forstadskommunerne og

mest i de egentlige landkommuner) mod kun

et par procent i hovedstaden og købstæderne. De

enkelte sognekommunegruppers andele må ses på

baggrund af de gældende fordelingsregler. Medens

købstædernes andele fordeles efter længden

af landeveje og landevejsgader samt indbetalt

vægtafgift, fordeles sognekommunernes andele

mellem kommunerne på grundlag af vej udgifterne

inden for en treårs-periode. Det ses, at

for de egentlige landkommuner, der har de relativt

største vej udgifter på driftsregnskabet, betyder

motorafgifterne forholdsvis mest på indtægtssiden.

Dækningsprocenten (d.v.s. motorafgifternes

andel af de på driftsregnskabet opførte

vejudgifter) er i de egentlige landkommuner

højere end i købstæderne m. v., men mindre

end i de bymæssige kommuner.

Formue- og erhvervsindtægterne, der har stor

betydning for hovedstads- og købstadkommunerne,

udgør (netto) kun et par procent i stationsbykommunerne

og i de egentlige landkommuner

og knapt 5 pct. i forstadskommunerne.

I tabellen i bilag 10 er angivet særlige procenter

for værkernes overskud; det må imidlertid

ved vurderingen heraf tages i betragtning, at

de kommunale værkers betydning for en kommunes

økonomi ikke alene afhænger af virksomhedernes

størrelse og antal, men tillige af

den førte takstpolitik.

Fradragsposten, Renter af gæld m. v., er som

før nævnt af meget væsentlig betydning for

hovedstaden (17 pct. af indtægterne), men også

forstadskommunerne har betydelige renteudgifter

(8 pct.) mod 6 pct. i købstadkommunerne

og 5 og 3 pct. i henholdsvis stationsbykommunerne

og de egentlige landkommuner.

På udgiftssiden er de sociale udgifter den

største post i alle kommunegrupper. Spredningen

imellem de forskellige kommunegrupper er

ikke stor, idet procenterne varierer fra godt 25

i de mindre købstæder (med under 5000 indbyggere)

til knapt 33 i hovedstaden. Udgiftsandelen

er større i sognekommunerne end i

købstæderne og større i de egentlige landkommuner

end i stationsbykommunerne, der igen

ligger noget højere end forstadskommunerne.

Udgifterne til vej- og kloakvæsen er som før

nævnt af meget væsentlig betydning for de

egentlige landkommuner, der anvender 30 pct.

af indtægten til veje og kloaker mod omkring

7 pct. i købstæderne, i de mindre købstæder

dog knapt 10 pct. Forstadskommunerne anvender

ligesom de mindre købstæder omkring en

halv snes procent af de samlede indtægter til

veje og kloaker, medens stationsbykommunerne

med en udgiftsandel på 20 pct. indtager en

mellemstilling mellem købstad- og landkommuner.

Medens skoleudgifterne i købstadkommunerne

og de egentlige landkommuner ligger på omkring

15 pct. af indtægterne, beslaglægger denne

udgift i forstadskommunerne og stationsbykommunerne

henholdsvis 20 og 18 pct., hvilket

formentlig kan forklares ved den stærke vækst

i disse kommuner og de relativt mange børn.

Udgifterne til medicinalvæsen er naturligt

nok ubetydelige i sognekommunerne, der intet

hospitalsvæsen har. Som før nævnt påvirker

dette forhold den procentvise fordeling af udgifterne

inden for de forskellige kommunegrupper.

Administrationsudgifterne ligger nogenlunde

ensartet i kommunegrupperne på 6-9 pct., dog

at forstadskommunerne anvender henved 15

pct. af indtægten hertil. Selvom den store udbygning,

som har fundet sted i forstæderne,

utvivlsomt har medført en væsentlig forøgelse

af administrationen, må det dog erindres, at forskellig

konteringspraksis i kommunerne gør

sammenligninger på dette område særlig usikre.

Selvom de gældende lovregler vedrørende

kommunale forhold på mange områder sidestiller

forstads- og stationsbykommunerne med de

egentlige landkommuner og derigennem så at

sige til en vis grad tvinger alle sognekommuner

ind i en fælles ramme, viser oversigten dog, at

de bymæssige kommuners indtægts- og udgifts-


73

struktur adskiller sig væsentligt fra de egentlige

landkommuners og på vigtige områder - særlig

for så vidt angår forstadskommunerne — ligger

ret teet op ad købstadkommunernes.

Det må imidlertid erindres, at oversigten i

bilag 10, der viser de forskellige udgiftsposters

procentvise andel af samtlige driftsindtægter,

ikke kan besvare spørgsmålet om, hvorvidt en

kommunegruppes indtægt eller udgift på et bestemt

område er højere eller lavere end de øvrige

gruppers, men oversigten kan kun give oplysning

om de enkelte posters relative betydning.

B. KOMMUNERNES INDTÆGTER OG

UDGIFTER PR. INDBYGGER

Til belysning af det kommunale udgiftsniveau

i de forskellige kommunegrupper er der i bilag

11 givet en oversigt over driftsindtægter og

driftsudgifter pr. indbygger.

Da undersøgelsen kun omfatter et enkelt år,

er muligheden for, at tilfældigheder kan have

påvirket tallene for enkelte kommuner, temmelig

stor, men når man som her betragter gennemsnitstal

for kommunegrupper, må det formodes,

at sådanne tilfældigheders påvirkning

udjævnes, og man vil se, at der på mange områder

kan konstateres karakteristiske forskelle

(og ligheder) imellem de forskellige kommunegrupper.

De samlede driftsindtægter (og driftsudgifter)

viser en udpræget og ubrudt stigning, når

man går fra de egentlige landkommuner, der

gennemsnitligt har haft en indtægt på 239 kr.

pr. indbygger, over stationsby- og forstadskommunerne

(henholdsvis 276 og 365 kr.) til købstæderne

og hovedstaden (henholdsvis 393 og

431 kr.). Det bemærkes, at forstadskommunerne

ligger noget over de mindre købstadkommuner

(henholdsvis 365 og 352 kr. pr. indbygger).

Betragter man dernæst de enkelte indtægtsog

udgiftsposter, viser ganske vist nogle af posterne

den samme linie, som kunne konstateres

i oversigten over de samlede indtægts- og udgiftsposters

fordeling, men der er dog en række

undtagelser.

På indtægtssiden viser opholdskommune- og

aktieselskabsskatten samt formue- og erhvervsindtægternes

bruttobeløb samme udvikling som

totalbeløbene. Derimod ligger indtægten af erhvervskommuneskatten

i forstæderne på niveau

med erhvervsskatteindtægten pr. indbygger i de

større købstæder, og erhvervsskatteindtægten i

forstæderne er væsentlig større end i de små

købstæder og i stationsbykommunerne samt i de

egentlige landkommuner, uden dog at komme

på højde med hovedstaden, hvor erhvervsskatten

indbringer mere end dobbelt så meget som i de

større købstæder. Det bemærkes, at opholdskommuneskatten

er opgjort netto, d. v. s. efter

fradrag i henhold til kommuneskattelovens § 28.

Ser man bort fra hovedstaden, bevæger ejendomsskatterne

sig modsat af opholdskommuneskatten,

idet beløbene mindskes med stigende

bymæssighed. Medens grundskylden indbringer

gennemsnitligt 55 kr. i sognekommunerne, faldende

fra 64 kr. i de egentlige landkommuner

til 42 og 30 kr. i henholdsvis stationsbykommuner

og forstadskommuner, ligger købstæderne

her på omkring 7 kr. pr. indbygger. En nogenlunde

tilsvarende bevægelse viser ejendomsskylden,

dog at stationsbykommunerne og de egentlige

landkommuner her ligger på samme niveau.

Det ses endvidere, at de to arter ejendomsskatter

er af nogenlunde lige stor betydning i købstæderne,

medens grundskylden i sognekommunerne

har en betydelig overvægt.

Skønt de egentlige landkommuners vej- og

kloakudgifter, der afholdes af driftsindtægterne,

både absolut og relativt er betydeligt større end

stationsbykommunernes, der igen er væsentligt

større end forstadskommunernes, ligger indtægterne

af motorafgifterne ens i de 3 kommunegrupper

på omkring 23 kr. pr. indbygger mod

7-13 kr. i hovedstads- og købstadkommunerne.

Det ses iøvrigt, at købstadkommunerne med

under 5000 indb. har væsentlig større indtægt

pr. indbygger af motorafgifterne end de større

købstæder, idet disse afgifter, hvis størrelse beregnes

på grundlag af antallet af motorkøretøjer

og længden af landevejsgader m. v., giver de

små byer en fordel. Dette hænger sammen med,

at disse byer har forholdsvis mange indregistrerede

motorkøretøjer, og at længden af landevej

sgader m. v. er af relativ størst betydning i

byerne med de lave indbyggertal.

Fradragsposten, Renter af gæld m. v., viser

stigende beløb med stigende bymæssighed og

deraf følgende voksende anlægsvirksomhed. Betegnende

er det, at forstadskommunerne (når

bortses fra hovedstaden, der her indtager en

særstilling) har den højeste udgift pr. indbygger

med 28 kr. mod 19-24 kr. i købstæderne

og kun henholdsvis 12 og 6 kr. i stationsbykommunerne

og de egentlige landkommuner.

På udgiftssiden ligger de sociale udgifter på

nogenlunde samme niveau i stationsbykommu-


74

neme og de egentlige landkommuner (76-80

kr. pr. indbygger), medens forstadskommunerne

med en udgift på knapt 100 kr. pr. indbygger

indtager en mellemstilling mellem de store

købstæder (108 kr.) og de små købstæder (90

kr.).

Vejudgifterne ligger højere i sognekommunerne

end i hovedstads- og købstadkommunerne.

Særlig store er udgifterne som nævnt i de egentlige

landkommuner (72 kr. pr. indbygger), hvor

den ringe bef olkningstæthed medfører en relativ

fordyrelse af de herhenhørende kommunale foranstaltninger.

Stationsbykommunerne anvender

54 kr. pr. indbygger til vejformål, medens forstadskommunerne

med 39 kr. pr. indbygger ligger

nogenlunde på niveau med hovedstaden og

de små købstæder, hvor udgiften er 35 kr. pr.

indbygger mod 29 kr. i de større købstæder. Det

må dog herved tages i betragtning, at de omhandlede

tal alene omfatter de vejudgifter, der

afholdes direkte på driftsregnskabet. Vej- og

kloakudgifter, der afholdes af låne- eller fondsmidler

eller som udgift til beskæftigelsesforanstaltninger,

er ikke medregnet i disse tal. Såfremt

man tager hensyn hertil, viser det sig, at forstadskommunerne

i det undersøgte regnskabsår

havde noget større investeringsudgifter til veje

og kloaker end stationsbykommunerne, der igen

lå over de rene landkommuner, se nedenfor,

s. 76-77.

Udgifterne til skolevasen ligger højest i forstadskommunerne,

hvor tilgangen til folkeskolen

har været kraftigt stigende i de senere år.

Denne kommunegruppe anvender 74 kr. pr.

indbygger til skoleformål mod 50 og 35 kr. i

henholdsvis stationsbykommunerne og de egentlige

landkommuner og omkring 60 kr. i købstadkommunerne,

i de mindre købstæder dog

kun 53 kr.

Medicinalvæsenet medfører kun ubetydelige

udgifter for sognekommunerne, da disse ikke

som købstæderne har udgifter til sygehuse.

Administrationsudgifterne ligger i købstadkommunerne

på 32 kr. pr. indbygger (i hovedstaden

dog 36 kr.), men i forstadskommunerne

på 53 kr. mod 24 og 14 kr. pr. indbygger i

henholdsvis stationsbykommunerne og de egentlige

landkommuner. Som tidligere anført medfører

forskellig konteringspraksis imidlertid, at

disse gennemsnitsbeløb må tages med forbehold.

I det omfang, hvori der på statusregnskabet

ses relativt høje tal for de kommunale lån, modsvares

dette stort set af, at vedkommende kommunegruppe

ejer aktiver, ligeledes til forholdsvis

høje beløb. Tallene viser iøvrigt udpræget

stigning med det bymæssige præg, og det bemærkes,

at forstadskommunerne har højere beløb

end de mindre købstæder for såvel aktiver

som lån.

Sammenfattende bekræfter gennemsnitsbeløbene

i oversigten i bilag 11 de konklusioner,

der kunne drages på grundlag af procentfordelingen

i oversigten i bilag 10: De bymæssige

kommuners indtægts- og udgiftsstruktur adskiller

sig væsentligt fra de egentlige landkommuners,

og på en række områder — særlig for så

vidt angår forstadskommunerne — ligger strukturen

ret tæt op ad købstadkommunernes.

Det fremgik af oversigten i bilag 11, at de

samlede udgifter pr. indbygger viste udpræget

stigning, når man gik fra de egentlige landkommuner

over stationsby- og forstadskommuner

til købstæderne og hovedstaden. Dette

gjaldt samtlige udgiftsposter med undtagelse af

de vejudgifter, der afholdes over driften, hvor

forholdet var det omvendte, nemlig at de egentlige

landkommuners udgifter pr. indbygger var

større end stationsbykommunernes, der igen var

højere end forstadskommunernes.

Som tidligere nævnt er det gennemsnitlige

indbyggertal pr. kommune i de bymæssige kommuner

imidlertid betydelig højere end i de

egentlige landkommuner. I 1950 var der således

gennemsnitligt 8599 indbyggere i hver af

de undersøgte forstadskommuner og 3548 indbyggere

i hver af de undersøgte stationsbykommuner,

medens der gennemsnitligt kun var 1276

indbyggere i hver af de egentlige landkommuner.

For at eliminere den påvirkning på udgiftsog

indtægtstallene pr. indbygger, der måtte være

en følge af disse forhold, har man i tabel 41

forsøgt at sammenholde udgifterne pr. indbygger

i visse bymæssige kommuner og i nogle

egentlige landkommuner med samme indbyggertal.

Til dette formål er udvalgt 16 bymæssige

kommuner (hvoraf 3 er forstadskommuner) og

16 egentlige landkommuner hver med et indbyggertal

(i 1950) på mellem ca. 2000 og 3000.

Det fremgår umiddelbart af tabellen, at udgifterne

pr. indbygger til de enkelte formål for

de 16 bymæssige kommuner under eet - ligesom

det var tilfældet med tallene for samtlige

bymæssige kommuner i oversigten i bilag 11 —

ligger væsentligt over udgifterne i de 16 egentlige

landkommuner. Også her viser det sig, at

vej udgifterne danner en undtagelse med de højeste

beløb pr. indbygger i de egentlige landkommuner,

og det ses endvidere, at den indtægt, der

hidrører fra motorafgifterne, er mindre pr. ind-


75

Tabel 41. Udgift pr. indbygger i 1953154 til forskellige formal*) i visse bymæssige kommuner og

visse rene landkommuner af tilsvarende størrelse.

i„AU • i»AU ; Admini- Vej- og Direkte an-

K-,, i u UK stration Socialvæsen Skolevæsen kloak- dele i mo-

Kommune kommunen bym bebyg. væsen«) torafgiften

„ . ,

°

° kr. kr. kr. kr. kr.

Bymæssige kommuner:

Ulfborg 2069 1166 14,70 52,33 30,07 22,98 7,06

Dronningborg (F) 2112 2112 35,56 80,71 64,39 8,02 12,32

Skørping 2133 1259 23,29 63,60 26,06 3,70 45,48

Nordby (Odden) 2138 1838 20,77 76,18 55,32 56,36 12,38

Vojens 2138 1950 22,04 71,19 47,60 43,91 13,52

Hvalsø-Særløse 2273 1077 22,38 60,86 22,73 47,93 27,84

Jelling 2330 1003 9,78 66,17 19,58 25,85 16,55

Slagelse Skt. Peders lands. (F) 2667 2667 28,74 76,34 16,17 16,85 9,00

Gråsten 2676 2343 21,08 83,09 40,84 16,73 17,64

Holsted 2710 1175 8,37 88,48 27,99 35,21 10,03

Kjellerup 2714 2257 17,57 92,83 42,86 62,80 23,80

Lillerød 2716 2437 33,12 95,17 42,99 H-2,29 16,34

Langå-Torup-Sdr. Vinge 3170 2008 21,65 69,07 31,91 10,06 7,59

Hasle-Skejby-Lisbjerg (F) 3227 2091 27,14 69,58 66,02 37,08 42,54

Vamdrup

Bramminge

3411

3473

2055

2560

23,09

21,52

108,43

118,83

49,14

47,74

22,57

47,91

18,11

18,83

Gennemsnitlig 2622 22,01 81,61 40,04 28,61 18,85

Rene landkommuner:

Gesing-Nørager 1801 12,75 55,06 19,50 135,86 20,01

Løjt 2070 17,60 103,74 57,21 55,10 51,52

Dollerup-Finderup-Ravnstrup .. 2073 5,88 73,11 22,12 42,79 25,32

Sønderholm-Frejlev 2099 12,59 55,85 24,53 54,68 19,89

Virring-Essenbæk 2099 9,67 67,12 20,47 34,60 12,65

Tranekær-Tullebølle 2104 15,02 72,39 27,92 34,78 20,21

Føvling 2127 3,74 62,47 31,30 62,49 13,23

Hejnsvig 2229 6,44 65,71 23,97 34,05 13,28

Ormslev-Kolt 2303 17,78 102,49 32,97 44,05 29,66

Torning 2310 9,98 74,62 23,31 8,20 20,20

Felsted 2347 20,00 74,94 32,03 80,34 30,70

Tversted-Uggerby 2446 7,87 88,85 19,29 27,47 26,78

Snejbjerg 2504 10,29 59,98 28,08 54,83 26,59

Lynge-Uggeløse 2779 20,92 74,46 27,06 22,52 23,01

Vrejlev-Hæstrup 3039 10,98 88,70 25,57 16,96 32,76

Tern 3185 12,75 93,29 19,73 37,03 24,16

Gennemsnitlig 2345 10,79 70,45 26,10 43,52 24,62

*) Exclusive beregnede renter og afskrivning af anlæg.

**) Uden fradrag af direkte andele i motorafgifterne.

bygger for de egentlige landkommuner end for

de bymæssige kommuner.

De i tabellen undersøgte kommuner er inden

for hver af de to grupper opstillet efter folketallets

størrelse med henblik på at give et indtryk

af, hvorvidt der er nogen sammenhæng

mellem kommunens indbyggertal og udgifterne

pr. indbygger. Inden for et så forholdsvis lille

befolkningsinterval, som der her er tale om, har

en sådan sammenhæng imidlertid ikke kunnet

konstateres.

Det må imidlertid på baggrund af tabellens

tal anses for godtgjort, at det er selve den bymæssige

struktur, der medfører, at de bymæssige

kommuners udgifter er relativt højere end

de egentlige landkommuners, og ikke det forhold,

at de bymæssige kommuner almindeligvis

er mere folkerige end de egentlige landkommuner.

C. KOMMUNERNES INVESTERINGER

Ved sammenligningerne imellem de forskellige

kommunegruppers udgifter til de enkelte

formål har man i afsnit A og B ovenfor alene

betragtet de udgifter, der er kommet til udtryk

i kommunernes driftsregnskaber. Det er imidlertid

klart, at eventuelle forskelle mellem de

enkelte kommuner med hensyn til det omfang,

hvori kommunerne i et regnskabsår afholder

anlægsudgifter over driftsregnskabet, vil kunne

påvirke det helhedsindtryk, som skabes af sam-


76

menligningerne på grundlag af de i driftsregnskaberne

opførte udgifter til de enkelte formål.

Det vil derfor være af værdi at få et indtryk af

de samlede beløb, der i de enkelte kommunegrupper

er anvendt til anlægsformål i det omhandlede

regnskabsår.

Kommuneregnskaberne indeholder sjældent

specificerede oplysninger om de samlede udgifter

til bygge- og anlægsarbejder og andre investeringer.

Det statistiske Departement indhenter

derfor årligt særlige oplysninger om kommunernes

udgifter til investeringsformål. Udgifterne

opgøres brutto, d. v. s. uden fradrag af tilskud

fra staten, udligningsfonden m. v., og uden hensyn

til om udgifterne er afholdt over kommunens

driftsregnskab eller er financieret ved

låne- eller fondsmidler.

På grundlag heraf har man i oversigten i bilag

12 anført kommunegruppernes udgifter pr.

indbygger i 1953/54 til de enkelte hovedformål.

Selvom opgørelsen kun omfatter et enkelt år,

og udgifterne i de enkelte kommuner kan svinge

kraftigt fra år til år, vil det dog, når tallene

som her omfatter kommunegrupper, være forsvarligt

at benytte opgørelsen som grundlag for

en vurdering af investeringsvirksomheden.

Til de enkelte poster i oversigten bemærkes:

Posten, »Nybyggeri«, omfatter de egentlige bygningsudgifter,

herunder også til tilbygninger.

Arbejder vedrørende installation af det almindelige

bygningstilbehør såsom elektriske ledninger,

varmeanlæg, ledninger til vand og gas

m. v. medregnes under udgifterne til byggearbejder,

medens f. eks. udgifter til anskaffelse

af apparatur på et sygehus, maskiner i de offentlige

værker m. v. henregnes under posten,

»Maskiner m. v.«.

Til »Nyanlæg« henføres f. eks. gader, veje,

broer, tunneler, kloaker, rensningsanlæg, ledningsarbejder,

transformatorer, kedelanlæg samt

jordarbejder såsom landvindingsarbejder, kystsikring,

kultiveringsarbejder, idræts- og parkanlæg,

anlæg af kirkegårde, vandløbsregulering,

flyvepladser o. s. v. (excl. bygninger, der er opført

under »Nybyggeri«).

Posten, »Maskiner, apparater, redskaber m. p.«,

omfatter udgifterne til køb og installation af

maskiner, vogne, automobiler, apparater samt

redskaber og kontormaskiner, værktøj m. v., der

er bestemt til anvendelse over en længere årrække.

Maskiner m. v., som anskaffes til erstatning

for andre, medregnes også under nyanskaffelser,

hvorimod indkøb af brugte maskiner,

apparater, automobiler m. v. ikke medregnes.

Udgifter til køb af ejendomme og grunde

betragtes ikke som investeringsudgifter og er

derfor ikke medtaget i opgørelsen.

Det fremgår af oversigten i bilag 12, at forstadskommunerne

har de højeste udgifter til nybyggeri

med 90 kr. pr. indbygger mod 65-70 kr.

i de større købstæder og i stationsbykommunerne

og 30-35 kr. i hovedstaden, i de små købstæder

og i de egentlige landkommuner. Særlig med

hensyn til administrationsbygninger ogskolerligget

forstadskommunerne højt. Til skolebyggeri

anvendte forstadskommunerne 5 5 kr. pr. indbygger,

eller 60 pct. af den samlede byggeudgift,

men på dette område har også stationsbykommunerne

haft væsentlige udgifter, idet udgiften i

disse kommuner har udgjort 57 kr. pr. indbygger

svarende til godt 80 pct. af disse kommuners

samlede byggeudgift. Heroverfor står

de større købstæder og de egentlige landkommuner

med 29 kr. og de små købstæder og

hovedstaden med henholdsvis 12 og 3 kr. pr.

indbygger. De høje udgifter i forstads- og stationsbykommuner

er en naturlig følge af, at

disse kommuner har haft en kraftig tilgang af

børn i skolepligtig alder. Også boligbyggeriet

betyder forholdsvis mere i forstadskommunerne

(4 kr. pr. indbygger) end i de øvrige grupper

bortset fra de større købstæder, der har en udgift

på 10 kr. pr. indbygger. Til gengæld har

stationsbykommunerne og de egentlige landkommuner

sammen med de små købstæder de største

udgifter til alderdomshjem som følge af de

forholdsvis mange gamle i disse kommuner, jfr.

foran s. 49. Stationsbyerne og de egentlige landkommuner

har naturligt nok ingen udgifter til

sygehusbyggeri. Hovedstaden har afholdt 4 kr.,

de større købstæder 9 kr. pr. indbygger, medens

de små købstæders udgifter er ubetydelige.

Udgifterne til reparation og vedligeholdelse

af bygninger er stigende med det bymæssige

præg fra godt 2 kr. i de egentlige landkommuner

til 13 kr. i de større købstæder og 24 kr.

pr. indbygger i hovedstaden.

Udgifterne til nyanlæg er størst i de større

købstæder og forstadskommunerne med henholdsvis

94 og 88 kr. pr. indbygger, medens de

små købstæder og stationsbykommunerne hver

anvender 60 kr. og J egentlige landkommuner

34 kr. pr. indbygger. I hovedstaden og de større

købstæder er den største del af anlægsudgifterne

medgået til kommunale værker (45-50

kr. pr. indbygger), medens det i de øvrige kommunegrupper

er udgifterne til veje og kloaker,

der har størst betydning. Det bemærkes, at ud-


gifter til veje og kloaker her - i modsætning til

i oversigten i bilag 11 - også omfatter vej- og

kloakarbejder udført som beskæftigelsesarbejder

med tilskud fra staten eller udligningsfonden.

Det ses, at forstadskommunerne har højere bruttoudgifter

tilveje og kloakerend stationsbykommunerne,

der igen ligger over de egentlige landkommuner.

I oversigten i bilag 11, der angav

kommunernes udgifter ifølge driftsregnskaberne

til veje og kloaker som nettoudgifter (dog uden

fradrag af de direkte andele i motorafgiften),

var forholdet lige omvendt, idet det her var de

egentlige landkommuner, der havde de største

udgifter. Derimod er sognekommunernes bruttoudgifter

til reparation og vedligeholdelse af veje

m. v. - ligesom de samlede nettovej udgifter

ifølge driftsregnskaberne - højest i de egentlige

landkommuner og lavest i forstadskommunerne.

Det vil være fremgået af de foregående bemærkninger,

at de bymæssige kommuner har

langt større investeringsudgifter pr. indbygger

end de egentlige landkommuner. Med hensyn

til nybyggeri ligger disse kommuner - specielt

forstadskommunerne - endog højere end købstadkommunerne,

og for så vidt angår nyanlægene,

afviger forstadskommunernes udgifter ikke

meget fra de større købstæders, medens stationsbykommunernes

ligger på niveau med de

små købstæders.

D. KOMMUNERNES GARANTI-

FORPLIGTELSER

77

Der foreligger ikke samlede opgørelser over

størrelsen af de samlede eller gennemsnitlige

kommunale garantiforpligtelser i almindelighed,

men på et enkelt område har man dog tal, der

kan belyse en meget væsentlig del af kommunernes

forpligtelser af denne art, idet der af

boligministeriet føres løbende statistiker over de

af kommunerne påtagne garantier for statslån,

der ydes i medfør af byggestøttelovgivningen.

Efter byggestøttelovgivningen er det den almindelige

regel, at lånegrænsen for statslånet

forhøjes noget, når der for statslånet ydes kommunegaranti,

og selvom der mellem de forskellige

kommuner kan være forskelle med hensyn

til det omfang, hvori kommunerne påtager sig

at yde sådanne garantier, synes de samlede tal

vedrørende de forskellige kommunegruppers

garantiforpligtelser på dette område dog at være

et værdifuldt fingerpeg til belysning ikke blot

af den økonomiske risiko, som garantiforpligtelserne

indebærer, men tillige af statslånsbyggeriets

omfang i de enkelte kommunegrupper.

I tabel 42 nedenfor har man foretaget en beregning

af de i de forskellige kommunegrupper

i tiden fra den 1. april 1946 til den 31. marts

1954 ydede garantiforpligtelser for statslån, der

er udbetalt i medfør af byggestøttelovgivningen,

i forhold til kommunernes indbyggertal pr. sidstnævnte

dato.

Tabel 42. Kommunegaranti pr. indbygger for statslån

i medfør af byggestøttelovgivningen. Pr. 31. marts

1934. Kr.

Hovedstaden 21,67

Hovedstadens forstadskommuner 173,62

Købstæder m. over 5.000 indbyggere 101,51

Købstæder m. under 5.000 indbyggere 80,58

Købstæder ialt 100,12

Købstædernes for stadskommuner*)

m. over 3.500 indb. i bymæssig bebyggelse ... 101,69

m. 2.OOO-3.5OO indb. i bymæssig bebyggelse. 87,27

m. 1.500-2.000 indb. i bymæssig bebyggelse. 47,74

m. 1.000-1.500 indb. i bymæssig bebyggelse. 39,43

m. 500-1.000 indb. i bymæssig bebyggelse ... 46,24

Købstædernes forstadskommuner m. over 500

indbyggere i bymæssig bebyggelse 79,87

Stationsby kommuner*)

m. over 3.500 indb. i bymæssig bebyggelse ... 128,44

m. 2.000-3.500 indb. i bymæssig bebyggelse . 99,50

m. 1.500-2.000 indb. i bymæssig bebyggelse . 48,70

m. 1.000-1.500 indb. i bymæssig bebyggelse . 21,77

Stationsbykommuner m. over 1.000 indb. i bymæssig

bebyggelse 70,42

Øvrige sognekommuner 8,64

Hele landet 53,01

*) Fordelingen efter størrelse er foretaget i overensstemmelse

med den i bilag 2 angivne fordeling.

Det fremgår af tabellen, at kommunernes

garantiforpligtelser relativt ligger langt højere

i hovedstadens forstadskommuner end i nogen

af de andre kommunegrupper, og iøvrigt viser

det sig, at garantiforpligtelserne især ligger på

et højt niveau i de større købstadkommuner, i

de større forstæder til købstæder og i de større

stationsbyer, hvor niveauet endog er væsentlig

højere end i de større købstæder. Såvel for købstædernes

forstadskommuner som for stationsbykommunerne

gælder det, at garantiforpligtelserne

i de kommuner, der har over 2000 indbyggere

i bymæssig bebyggelse, ligger noget

højere end i de mindre købstæder (med under

5000 indbyggere).

Ved bedømmelsen af de anførte tal må det

dog tages i betragtning, at der er tale om gennemsnitstal,

der dækker over vidt forskellige

tal fra kommune til kommune.


KAPITEL 6

Byggevirksomheden i de bymæssige kommuner.

Den stærke befolkningstilvækst, der har præget

de bymæssige kommuner, har naturligvis

bevirket, at der i disse kommuner er foregået et

betydeligt byggeri. Udvalget har søgt at tilvejebringe

et materiale til belysning af omfanget af

byggevirksomheden i de bymæssige kommuner

sammenholdt med byggeriet i de andre kommunegrupper.

En undersøgelse heraf støder

imidlertid på den vanskelighed, at der for tiden

før 1950 kun i begrænset omfang foreligger

oplysninger om byggevirksomheden i de bymæssige

kommuner. Kun for tiden efter 1950

foreligger der fyldestgørende oplysninger om

antallet af m 2 fuldført etageareal henholdsvis

i hovedstaden, i dennes forstæder samt i købstæder

og i bymæssige kommuner. Oplysningerne

herom offentliggøres kvartalsvis i de af Det

statistiske Departement udgivne »Statistiske efterretninger«.

Det naturlige udgangspunkt for en undersøgelse

af udviklingen i byggevirksomheden i

de enkelte kommunegrupper ville være den på

et basistidspunkt tilstedeværende bygningsmasse

udtrykt i m 2 etageareal. Sådanne oplysninger

foreligger imidlertid ikke, og udvalget har under

hensyn hertil samt under hensyn til, at anvendelige

oplysninger kun foreligger for årene

efter 1950, undladt at meddele tal for byggeriet

i de enkelte år i hver af kommunegrupperne.

For dog at give et indtryk af byggeriets niveau

har man i bilag 13 — der for perioden

1951-55 viser byggeriets procentvise fordeling

på de enkelte ejendomstyper i de forskellige

kommunegrupper — tillige anført det antal m 2

etageareal, der gennemsnitlig er fuldført i

hvert år i den nævnte periode. Disse summariske

tal, der selvsagt ikke siger noget om, hvorvidt

byggeaktiviteten i een kommunegruppe har

været større end i en anden (hertil kræves, at

man tillige tager indbyggertallet i betragtning,

jfr. tabel 43 nedenfor), viser, at det samlede

byggeri har været størst i købstæderne og i de

rene landkommuner (hhv. 1.081.000 og 831.000

m 2 ) og mindst i købstadkommunerne og stationsbykommunerne

(hhv. 181.000 og 245.000 m 2 ),

medens hovedstadsforstæderne indtager en mellemstilling

med 515.000 m 2 .

Betragter man bilagets oplysninger om byggeriets

fordeling på ejendomstyper, ses det, at

boligbyggeriet i de omhandlede år har været det

vigtigste byggeri i alle de bymæssigt prægede

kommunegrupper. Størst har boligbyggeriet været

i forstæderne, hvor det udgør 75-85 %

af det samlede byggeri. I stationsbykommunerne

ligger boligbyggeriets andel på 70-75 %

mod 55-65 % i købstæderne og kun 30-40 %

i de egentlige landkommuner.

Opførelse af forretningsejendomme, offentlige

ejendomme og industrielle bygninger har

relativt størst betydning i købstæderne, men er

også af væsentlig betydning i stationsbyerne.

Gruppen: Andre ejendomme er af meget væsentlig

betydning for de egentlige landkommuner,

hvor dette byggeri (hovedsagelig avlsbygninger)

udgør 50-60 % af det samlede byggeri,

i 1955 dog kun 35 %.

Med det formål at undersøge, hvorvidt og i

hvilket omfang der har været forskel på byggeaktiviteten

kommunegrupperne imellem, d.v.s.

om aktiviteten har været større i een kommunegruppe

end i en anden, har man udarbejdet

nedenstående tabel 43, der angiver det gennemsnitlige

årlige byggeri i årene 1951-55, udtrykt

i m 2 fuldført etageareal i forhold til indbyggertallet

i de forskellige kommunegrupper ved den

almindelige folketælling i 1950.

Det fremgår af tabellen, at hovedstadsforstæderne

har haft langt den stærkeste byggeaktivitet.

Udtrykt pr. indbygger er der i disse forstæder

gennemsnitligt opført 2,7 m 2 etageareal

årligt, d.v.s. henved 3 gange mere end i købstæderne

og i disses forstæder, der hver har

fuldført knapt 1 m 2 pr. indbygger mod 0,8 m 2


79

Tabel 43. Fuldført etageareal i m? pr. indbygger. - Årsgennemsnit for 1951-55.

Beboelses- Forretnings- Offentlige Fabriker, Andre Samtlige

ejendom- ejendom- ejendom- værksteder ejendom- ejendomme

me me o. 1. me me

Hovedstaden 0,17 0,03 0,05 0,09 0,02 0,36

Hovedstadens forstæder 2,16 0,02 0,18 0,23 0,07 2,66

Købstadkommuner m. v 0,59 0,04 0,15 0,12 0,06 0,96

Købstædernes forstadskommuner .. 0,73 0,01 0,10 0,03 0,06 0,93

Stationsbykommuner m. over 1.000

indb. i en bymæssig bebyggelse .... 0,56 0,02 0,09 0,05 0,07 0,79

Øvrige sognekommuner 0,20 0,01 0,04 0,03 0,26 0,54

i stationsbykommunerne og godt 0,5 m 2 i de

egentlige landkommuner.

Boligbyggeriet har indtaget en dominerende

rolle i alle de bymæssigt prægede kommunegrupper.

Det ses, at hovedstadsforstædernes

boligbyggeri (2,2 m 2 pr. indbygger) har været

henved 3 gange så stort som købstædernes forstæders

(0,7 m2 pr. indbygger), der igen ligger

højere end stationsbykommunernes og købstædernes

(0,5-0,6 m 2 pr. indbygger). I de egentlige

landkommuner har boligbyggeriet kun udgjort

0,2 m 2 pr. indbygger.

Også med hensyn til opførelse af »offentlige

ejendomme« samt »fabriker og værksteder« har

hovedstadsforstæderne indtaget en førende stilling.

Dette gælder særlig det industrielle byggeri,

der har været omtrent dobbelt så stort som

i købstæderne (0,23 mod 0,12 m 2 pr. indbygger),

der igen ligger væsentlig over de øvrige

grupper.

Opførelse af »forretningsejendomme« og af

»andre ejendomme« er af forholdsvis ringe betydning

i de bymæssigt prægede kommuner,

men det skal i denne forbindelse fremhæves, at

købstædernes byggeri af forretningsejendomme

har været væsentlig større end de øvrige kommunegruppers.

Endelig må det nævnes, at avlsbygninger til

landbrugsejendomme (der indgår i gruppen:

»Andre ejendomme«) naturligt nok har været af

stor betydning i de egentlige landkommuners

byggevirksomhed (0,26 m 2 pr. indbygger).


KAPITEL 7

Sammenfattende bemærkninger om de faktiske forhold

i de bymæssige bebyggelser.

A. KØBSTÆDERNE OG DE BYMÆSSIGE

BEBYGGELSER

I de foregående kapitler har man søgt at give

en almindelig beskrivelse af de bymæssige bebyggelser

uden for købstæderne og af forholdene

i de kommuner, hvori disse bebyggelser er

beliggende, idet man især har søgt at give et

indtryk af, i hvilket omfang forholdene i de bymæssige

bebyggelser (kommuner) på forskellige

områder ligger på linie med eller adskiller

sig fra forholdene i købstæderne og specielt i

købstæder af nogenlunde tilsvarende størrelse.

Ved bedømmelsen af de resultater, der fremkommer

ved sammenligninger mellem gennemsnitstal

for større eller mindre grupper af bysamfund,

må man være opmærksom på, at de

faktiske forhold varierer meget stærkt fra by

til by som følge af specielle, lokalt betonede

forhold, og dette gælder, hvadenten der her er

tale om købstæder eller bymæssige bebyggelser.

Med dette forbehold og iøvrigt med de forbehold

med hensyn til det statistiske materiale,

der følger af vanskelighederne ved en afgrænsning

af de enkelte bymæssige bebyggelsers geografiske

område, synes de foretagne undersøgelser

dog at give et samlet indtryk af, at der

ikke i almindelighed kan siges at være væsensforskelle

med hensyn til de faktiske livsforhold

i købstæderne og i bymæssige bebyggelser af

tilsvarende størrelse. Dette bekræfter også de

slutninger, der kan udledes af tallene vedrørende

de forskellige kommunegruppers økonomi,

idet disse tal kan tages som udtryk for, at

den kommunale virksomheds omfang og retning

i sognekommuner med større bymæssige bebyggelser

stort set er den samme som i købstadkommunerne,

bortset fra det forhold, at købstæderne,

der står uden for den amtskommunale

inddeling, har visse særlige opgaver, der

for sognekommunerne varetages af amtskommunen.

Den omstændighed, at de fleste af købstæderne

har bestået som egentlige bysamfund,

længe før de nuværende bymæssige bebyggelser

uden for købstæderne overhovedet fandtes, betyder

naturligvis, at der er visse forskelle mellem

de to arter af bysamfund. Disse forskelle

vil navnlig ytre sig i selve bebyggelsens fremtoningspræg

og karakter, men giver sig også udslag

i, at der i højere grad i købstæderne end

i de bymæssige bebyggelser er placeret offentlige

institutioner m. v. Disse forhold er måske

en medvirkende årsag til den traditionelle tilbøjelighed

til i købstadbetegnelsen at indlægge

en særlig - som oftest udefineret — udmærkelse

for de bysamfund, der bærer denne betegnelse,

fremfor de andre byer.

Denne forskel mellem købstæderne og de øvrige

bysamfund med hensyn til oprindelse og

alder og som følge heraf også med hensyn til

hele udviklingsforløbet igennem det sidste århundrede

giver imidlertid på den anden side

et vist perspektiv ved vurderingen af sammenligninger

mellem købstæderne og de andre byer

på mange af de områder, hvor disse nye byer i

dag ligger på linie med købstæder af tilsvarende

størrelse eller måske endog har nået et

stade i den bymæssige udvikling, der svarer til

forholdene i de noget større købstæder.

Undersøgelsen af forholdene på de forskellige

områder synes iøvrigt at vise som et gennemgående

træk, at ligesom forholdene i de

noget større købstæder i væsentlig grad adskiller

sig fra forholdene i de mindre købstæder,

således kan der også i et vist — måske dog i

mindre - omfang påvises forskelle mellem forholdene

i kommuner med større bymæssige bebyggelser

og kommuner med mindre bebyggelser.

På visse områder forholder det sig endog

således, at forholdene i de større bymæssige

kommuner er mere »bymæssige« i den forstand,

at de i højere grad end i de mindre købstæder

ligger på linie med forholdene i de større

købstæder.


81

B. FORSKELLE I FORHOLDENE

HENHOLDSVIS I STATIONSBYER O. L.

OG I FORSTÆDER

Vender man sig derefter til alene at betragte

forholdene i de bymæssige bebyggelser (kommuner),

viser der sig på en række områder at

være væsentlige forskelle mellem henholdsvis

stationsbyer o. 1. og forstæderne. Disse forskelle

kan som regel føres tilbage til, at den

enkelte stationsby i modsætning til forstadsbebyggelsen

udgør et samlet bysamfund, der så

at sige hviler i sig selv og sit opland, medens

forstadsbebyggelsen alene udgør en del af et

større bysamfund, hvilket bevirker, at forholdene

i en sådan bebyggelse i vidt omfang er

afhængige af og påvirkes af forholdene i moderbyen.

Den strukturmæssige forskel mellem stationsbyer

o. 1. og forstæder er baggrunden for, at der

på forskellige lovgivningsområder gælder forskellige

regler henholdsvis for forstadsbebyggelser

og for stationsbyer o. 1., og for forstadsbebyggelsernes

vedkommende er der i et vist omfang

tillige forskelle med hensyn til den stilling,

der er tillagt hovedstadens forstæder og

købstadforstæderne.

Forstædernes særlige tilknytningsforhold til

moderbyen indebærer samtidig, at der på forskellige

områder er betydelige forskelle imellem

de enkelte forstæder, i højere grad end det er

tilfældet for gruppen af stationsbyer o. 1. Dette

forhold svækker i visse tilfælde værdien af

generelle undersøgelser vedrørende forholdene

i forstæderne, fordi de resultater, man når frem

til, derfor ikke altid kan betragtes som typiske.

Derimod vil en undersøgelse af forholdene i de

enkelte forstadsbebyggelser, set i relation til

forholdene i moderbyen, have særlig interesse.

Udvalget har imidlertid ikke ment i almindelighed

at burde foretage sådanne undersøgelser

for hovedstadsområdet og de enkelte købstadbysamfund,

men man skal i så henseende henvise

til de undersøgelser af denne art, der i vidt

omfang er foretaget for de enkelte større provinsbysamfund,

og som på en række områder

foretages for hovedstaden og dens forstæder af

Københavns kommunes statistiske kontor. Man

kan endvidere henvise til de undersøgelser, der

er gennemført specielt med henblik på udarbejdelse

af byudviklingsplaner og byplaner efter

fælles retningslinier for visse købstæder og disses

forstadsbebyggelser.

Blandt de generelle trak, der vil kunne udledes

af undersøgelserne vedrørende forholdene

6

henholdsvis i stationsbyer o. 1. og i forstadsbebyggelser,

skal særligt fremhæves, at den i de

sidste 30-40 år stedfundne befolkningstilvækst

har været stærkere i de kommuner, i hvilke

der i dag findes større forstadsbebyggelser, end

i stationsbykommuner af tilsvarende størrelse,

at tilvandringen til forstadskommunerne fortrinsvis

hidrører fra købstæderne, medens tilvandringen

til stationsbykommunerne fortrinsvis

kommer fra de rene landdistrikter, at der i

forstadskommunerne findes relativt flere børn

og unge end i stationsbykommunerne, hvor det

relative antal gamle til gengæld er højere end

i forstæderne, at erhvervsfordeling og øvrige

erhvervsmæssige forhold i forstadskommunerne

i høj grad bærer præg af forstadsbebyggelsens

karakter af at være en integrerende bestanddel

af det samlede bysamfund, som moderbyen og

dennes forstæder udgør, samt at byggeriet i

forstadskommunerne og den i forbindelse hermed

stående kommunale investeringsvirksomhed

(til gader og veje, kloaker, skoler m. v.) gennemgående

er af et noget større omfang i forstadskommuner

end i stationsbykommuner.

C. SPECIELLE FORHOLD OG PROBLEMER

FOR HVER AF DE TO ARTER AF

BYMÆSSIGE KOMMUNER

a. Stationsbyernes særlige forhold.

Den strukturmæssige forskel mellem stationsbyerne

og forstæderne indebærer, at problemstillingen

i nogen grad bliver forskellig i de to

arter af kommuner.

Stationsbyens eksistens og trivsel er gennemgående

i højere grad end for forstædernes vedkommende

afhængig af bysamfundets erhvervsliv,

og stationsbysamfundet vil derfor i højere

grad end forstadssamfundet være interesseret

i, at der bydes byens erhvervsliv så gunstige

vilkår som muligt, ligesom den - på samme måde

som købstæderne og i konkurrence med disse -

vil søge at drage nye erhvervsvirksomheder til

sig. Da stationsbyen almindeligvis er centrum

for et opland, er det tillige særlig vigtigt for

dens trivsel og for søgningen fra oplandet, at

der i byen etableres de virksomheder og institutioner,

der nu engang hører til et selvstændigt

bysamfund. I modsat fald vil oplandets befolkning

søge til den nærmeste købstad, og stationsbyen

stagnere. Disse forhold influerer også

på den kommunale virksomhed i stationsbyerne,


82

idet stationsbykommunen ikke alene af hensyn

til sine egne beboere, men også af hensyn til

oplandet må sørge for tilvejebringelsen af biblioteker,

park- og sportsanlæg, badeanstalter o. 1.,

ligesom også hensynet til oplandet kan få betydning

for kravene til kommunens skolevæsen

m. v., medens beboerne i de mindre forstadsbebyggelser

- i hvert fald indtil bebyggelsen

har nået en vis størrelse - i et vist omfang på

de omhandlede områder vil kunne nyde godt af

de foranstaltninger af denne art, som findes i

købstaden.

Stationsbyernes særlige interesse i søgning fra

oplandet og konkurrencen med købstæderne på

de forskellige områder forklarer i nogen grad,

at det hidtil navnlig har været i stationsbyerne,

således Haslev, Odder, Ikast og Skjern, at der

fra tid til anden har været fremsat ønske om,

at byen blev oprettet til købstad, og at ønskerne

gennemgående har været fremsat af eller har

vundet stærk støtte i erhvervskredse i de pågældende

byer*).

b. Forstadsbebyggelsernes særlige forhold.

Ligesom der for stationsbykommunerne kan

nævnes visse forhold og problemer, der er specifike

for denne art af de bymæssige bebyggelser,

er der også for forstadskommunerne forhold,

der fortrinsvis gør sig gældende i disse.

Interessekonflikter inden for kommunen.

I en bymæssigt bebygget sognekommune vil

der, når kommunen ikke er overvejende bymæssigt

bebygget, ofte kunne opstå visse interessekonflikter

mellem den del af kommunens befolkning,

der bor i den bymæssige bebyggelse,

og kommunens landbefolkning. Denne interessemodsætning

vil som regel være noget stærkere

i forstadskommuner end i stationsbykommuner,

fordi behovet og interesserne hos forstadens befolkning

ofte vil være stærkt påvirket af forholdene

i den nærliggende større moderby, medens

overgangen mellem land- og bymentaliteten

i de mindre stationsbyer må formodes at

være langt mere flydende.

Forstadsbebyggelsernes dannelse bevirker, at

der af forstadens befolkning stilles krav til

kommunen om gennemførelse af særlige foranstaltninger

såsom anlæg af gader, veje, klo-

*) Jfr. nærmere herom nedenfor i kapitel 10.

aker, opførelse af skoler m. v., som specielt skal

tjene forstadens behov. Udgifterne herved vil

være tyngende på kommunens budget, og dette i

forbindelse med andre forhold, bl. a. at forstadskommunen

i kraft af de gældende regler om

erhvervsbeskatning ikke får den fulde normale

skatteindtægt af forstadsbeboernes indkomster,

kan naturligvis i visse tilfælde, især i kommuner,

der kun har en lille forstadsbebyggelse, give

anledning til, at der opstår et vist modsætningsforhold

mellem kommunens land- og bybefolkning.

Et særligt spændingsforhold mellem beboerne

i forstadsbebyggelserne og landbefolkningen

vil kunne opstå, når beboerne i forstadsbebyggelsen

fortrinsvis er den mindre velstillede

del af befolkningen i det samlede bysamfund,

og hvor forstadskommunen må afholde

betydelige sociale udgifter til beboerne i forstaden

uden at opnå tilsvarende skatteindtægter.

I denne forbindelse kan det iøvrigt også nævnes,

at det for en forstadskommunes landbefolkning

ofte forekommer uforståeligt, at de

sociale ydelser, aldersrente m. v. - som det undertiden

er tilfældet - skal udbetales med højere

beløb i forstadsbebyggelsen end i kommunens

landdistrikter.

Når der består et sådant modsætningsforhold

imellem en forstadskommunes land- og bybefolkning,

vil dette i visse tilfælde kunne finde

sin naturlige udløsning i en indlemmelse af forstadsbebyggelsen

i moderbyen. Efter de nugældende

regler om indlemmelse i købstadkommuner

(landkommunallovens III. afsnit, jfr. lovbekendtgørelse

nr. 329 af 6. juli 1950) tages

der netop særligt hensyn til ønsker om indlemmelse

i tilfælde, hvor »en betydelig del af beboerne

på det til indlemmelse bestemte område

er udflyttet fra eller har deres beskæftigelse i

købstaden«, eller hvor »det nævnte område på

væsentlige punkter har trang til sådanne goder,

som i almindelighed følger med købstadkommunal

forvaltning, og landkommunen ikke er i

stand til eller nægter at afhjælpe disse mangler«,

eller hvor »de skatteindtægter, området

afkaster, som følge af dets tilknytning til købstaden

står i væsentligt misforhold til størrelsen

af de udgifter, dets forvaltning fører med

sig«.

Noget andet er, at der i forstadskommuner,

hvor bybefolkningen er nået op til at udgøre

en noget større del af kommunens befolkning,

almindeligvis ikke vil være ønske om at søge


83

problemerne løst ved indlemmelse, se nedenfor

s. 84.

Forholdet til moderbyen.

De største problemer for forstadskommunerne

knytter sig dog til forholdet til moderbyen,

fordi forstadskommunen i så høj grad vil være

afhængig af forholdene i og den politik, der på

forskellige områder føres, i moderbyen, og som

i visse tilfælde kan give anledning til interessekonflikter

mellem moderbyen og forstæderne.

Man kan her nævne de problemer, der opstår

i forbindelse med udarbejdelsen af samlede byplaner

(byudviklings- og egnsplaner) for moderbyen

og de omliggende områder eller i forbindelse

med etableringen af kommunale indretninger,

herunder navnlig kloakanlæg, hvor

det ofte har vist sig vanskeligt at finde frem

til en rationel fællesordning for hele byområdet

og de omliggende områder. Også de problemer,

der opstår i forbindelse med en sikring af vandforsyningen,

kan nævnes i denne forbindelse,

idet det her undertiden sker, at den ene part

har vanskeligheder ved at opnå de til kommunens

vandforsyning fornødne vandindvindingsrettigheder,

fordi den anden part i forvejen

har sikret sig vandindvindingsrettighederne på

de arealer, der kommer i betragtning.

Undertiden vil forholdene ligge således, at

forsyning med vand, gas og elektricitet fra egne

værker vil være så bekostelig for forstadsbebyggelsen

(kommunen), at dens beboere er henvist

til at blive forsynet fra moderbyens værker,

hvilket kan give moderbyen mulighed for at

drive en tarifpolitik, der stiller forstadens befolkning

ugunstigere end moderbyens.

Det kan endvidere nævnes, at forstadskommunerne

i visse tilfælde vil se det som en trusel

imod deres fremtidige stilling som selvstændige

kommunesamfund, når moderbyen erhverver

større faste ejendomme i sognekommunen. Sådanne

ejendomserhvervelser har nemlig i mange

tilfælde været forløbere for senere indlemmelser.

Hertil kommer, at den måde, hvorpå moderbyen

måtte udnytte sådanne ejendomme, ikke altid

vil falde i tråd med den af forstadskommunen

ønskede bebyggelses- og befolkningsmæssige

udvikling i kommunen. Det må dog herved bemærkes,

at forstadskommunerne i denne henseende

har en vis garanti imod eventuelle overgreb

fra købstadkommunernes side ved, at indenrigsministeriet

skal godkende købstadkommuners

erhvervelse af fast ejendom, idet man

6*

i de foreliggende tilfælde fra ministeriets side

har påset, at forstadskommunens velbegrundede

interesser tilgodeses.*)

Endelig kan et vist modsætningsforhold til

moderbyen opstå som følge af de økonomiske

forpligtelser, som udflytningen fra moderbyen

til en sognekommune påfører denne kommune.

Der tænkes her ikke alene på de udgifter for

kommunen, der direkte følger med en forstadsbebyggelses

udbygning, men også på de forpligtelser,

som kommer til at påhvile kommunen

efter reglerne om huslejetilskud til børnerige

familier og i kraft af garantier for statslån til

boligbyggeri. For hovedstadsområdets vedkommende

har dette givet anledning til, at der er

gennemført en særlig udligningsordning, for så

vidt angår tab på garantier for statslån og for

kommunernes udgifter til huslejetilskud, jfr.

byggestøttelovens (lov nr. 107 af 14. april

1955) § 6, stk. 2, og § 68. For købstæder med

forstæder er en tilsvarende udligningsordning

derimod ikke gennemført.

Særlige problemer for forstadskommuner opstår

i tilfælde, hvor der fra vedkommende moderbys

side næres ønsker om indlemmelse af

forstadsbebyggelsen eller forstadskommunen.

Moderbyens interesser i så henseende skyldes

i visse tilfælde ønsket om ved en indlemmelse

i højere grad at kunne få indflydelse på bysamfundets

fremtidige udvikling. I andre tilfælde

kan det især være beskatnings-økonomiske hensyn,

der ligger til grund, fordi forstadskommunen

virker som skattely.

Efter de gældende indlemmelsesregler i landkommunallovens

(lovbekendtgørelse nr. 329 af

6. juli 1950) III. afsnit, B, §§ 38-48, er der

mulighed for at gennemføre indlemmelser af

sognekommuner eller dele deraf i en købstadkommune

selv i tilfælde, hvor sognerådet eller

beboerne i indlemmelsesområdet måtte modsætte

sig dette, når »væsentlige økonomiske,

forvaltningsmæssige, kommunale eller andre offentlige

hensyn taler derfor«. Der er specielt

*) Også for så vidt angår tilfælde, hvor en købstadkommune

måtte ønske at optage statslån til boligbyggeri

i en forstadskommune eller at påtage sig

garanti for sådanne lån, vil forstadskommunen

have beskyttelse imod uønskede overgreb fra købstadkommunens

side, idet sådanne statslån ifølge

byggestøttelovens (lov nr. 107 af 14. april 1955)

§ 7 alene ydes med beliggenhedskommunens tilslutning.

Boligministeren kan dog meddele det

fornødne samtykke, men denne beføjelse har

ikke hidtil haft praktisk betydning.


åbnet adgang for indenrigsministeren til efter

et byråds andragende at gennemføre indlemmelse

af »arealer, der grænser op til en købstad

og er helt eller dog delvis ubebyggede, når sådanne

arealer under hensyntagen til forholdene

inden for købstadkommunen må anses nødvendige

for denne for at anvise plads til havnebyggeri

eller andre formål, der er af væsentlig betydning

for købstadens kommunale eller økonomiske

udvikling« (landkommunallovens § 39).

Medens en indlemmelse som foran anført vil

kunne give en hensigtsmæssig løsning af problemerne

omkring en forstadsbebyggelse, sålænge

denne kun er af mindre omfang, har indlemmelsesplaner

ofte mødt betydelig modstand

i forstadskommuner, hvor forstadsbebyggelsen

har nået en vis størrelse. Denne modstand hos

mange forstadsbebyggelser mod indlemmelse

skyldes mange hensyn. I visse tilfælde er det

overvejende økonomiske, skattemæssige betragtninger,

der er afgørende; også forskelligt politisk

flertal kan spille en rolle. Endelig vil det

i mange tilfælde hos forstadskommunens beboere

føles som en ulempe, at de ved en indlemmelse

i den større kommune i nogen grad mister

indflydelsen på den kommunale forvaltning inden

for forstadskommunens område og ikke

har den samme nære kontakt mellem borgerne

og kommunens ledelse og administration, som

består i forstadskommunerne.

Denne ret udbredte uvilje imod indlemmelser,

som næres i større forstadsbebyggelser, er

årsagen til, at der kun i relativt begrænset omfang

er sket indlemmelser af større forstadsbebyggelser.

De problemer, der således uvægerligt vil opstå

i forholdet mellem moderbyen og forstæderne,

vil naturligvis i vidt omfang finde en

rimelig løsning i et samarbejde imellem kommunerne.

På visse områder er der i henhold til lov nedsat

særlige samarbejdsorganer. Dette gælder, for

så vidt angår byplanlægningen, hvor der i henhold

til byplanlovens (lovbekendtgørelse nr.

242 af 30. april 1949) § 3, stk. 2, for omkring

20 købstæder med forstæder er nedsat fælles

udvalg til bistand ved udarbejdelsen af by- og

markplaner. Også med henblik på udarbejdelsen

af byudviklingsplaner og administrationen

af bestemmelserne i byreguleringsloven (nr.

210 af 23. april 1949) er der i de af loven

umiddelbart omfattede bysamfund (hovedstaden,

Århus, Ålborg og Odense, alle med forstæder)

nedsat fælles byudviklingsudvalg.*)

Også på det civilforsvarsmæssige område er der

ved lov etableret samarbejde mellem købstad og

forstadsbebyggelser (-kommuner), jfr. nu civilforsvar

slovens (nr. 152 af 1. april 1949) § 21,

stk. 2, smh. m. bekendtgørelse nr. 236 af 28.

maj 1951**).

Enkelte steder, hvor der er tale om mange

og store forstadskommuner, er der imidlertid ved

frivillig overenskomst nedsat fælles samarbejdsorganer,

hvis kompetence ikke er begrænset til

spørgsmål i forbindelse med byplanlægningen

og byudviklingen eller civilforsvaret.

Man skal her pege på den i 1946 af Århus

købstadkommune, Århus amtskommune og de

omliggende forstadskommuner***) nedsatte

»Stor-Århuskommission«, der havde til opgave at

drøfte »spørgsmål af teknisk, økonomisk og administrativ

karakter, der er fælles for de pågældende

kommuner, således at man kan få tilvejebragt

et materiale, der kan danne grundlag for

en bedømmelse af muligheden for og karakteren

af fremtidige samarbejds-regler mellem

kommunerne i Stor-Århusområdet«. Kommissionens

arbejde er resulteret i en fælles egnsplan

for hele Stor-Århus, og i forbindelse hermed

er der foretaget en gennemgribende undersøgelse

af en række forhold i områdets forskellige

kommuner. Undersøgelsen er offentliggjort

som ȯkonomiske og administrative forhold i

Stor-Århus«, maj 1953, og danner grundlag for

det tekniske samarbejde i det daglige imellem

kommunerne.

Kommissionen har nu afsluttet sin virksomhed,

men samarbejdet mellem købstadkommunen og

*) Loven omfatter direkte kun de nævnte bysamfund,

men kan administrativt udvides til også

at gælde for andre købstæder med forstæder.

Dette er sket, for så vidt angår Randers, Køge

og Hillerød med omliggende kommuner, og

overvejes med hensyn til Helsingør og Roskilde.

**) Specielt for det storkøbenhavnske område er der

under landbrugsministeriet nedsat et udvalg, der

skal undersøge problemer i forbindelse med spildevands

afledning. Det kan endvidere nævnes,

at det i den af boligministeriet nedsatte »Samfærdselskommission«s

betænkning, nr. 132, 1955,

er foreslået, at der nedsættes et fælles trafikråd

for det storkøbenhavnske område til samordning

og udbygning af den kollektive trafik indenfor

området.

***) Åby, Brabrand-Årslev, Hasle-Skejby-Lisbjerg,

Holme-Tranbjerg, Vejlby-Risskov samt Viby

kommuner.


85

forstadskommunerne foregår nu ved forhandlinger

direkte mellem købstadkommunen og

en sammenslutning mellem Århus' omegnskommuner

og Odder kommune, »Forstadernes Sammenslutning«.

Denne sammenslutning, der bestod

allerede før nedsættelsen af den nævnte

kommission, har til opgave dels at tilvejebringe

ensartethed med hensyn til indholdet af de forskellige

kommuners reglementer og vedtægter,

tjenestemandslønninger m. v., dels at skabe

grundlag for kommunernes fællesoptræden i

forhandlinger med Århus købstadkommune*).

Også andre steder i landet er der oprettet

sammenslutninger mellem forstadskommunerne

omkring en købstadkommune med lignende

formål som »Forstædernes Sammenslutning«.

For det storkøbenhavnske område er der stiftet

et fællesorgan, »Hovedstadskommunernes

samråd«, med repræsentanter for Københavns,

Frederiksberg og Gentofte kommuner, Københavns

amtsråd, samtlige kommuner i Københavns

amtsrådskreds samt Birkerød, Farum,

Hørsholm og Karlslunde-Karlstrup kommuner.

Det er samrådets formål »at forhandle spørgsmål

af fælles interesse, at drøfte eventuelle mellemkommunale

uoverensstemmelser samt på der-

*) Denne sammenslutnings historie og virksomhed

er nærmere omtalt i en artikel af amtsrådsmedlem

J. Juul, Viby, i Byplan 23, 5. årgang, nummer

1, 1953.

til given foranledning at undersøge spørgsmål,

som naturligt henhører under samrådet, og eventuelt

derom at rette henstilling til de pågældende

kommuner eller andre, som forholdene

berører, til ministerium eller andre myndigheder«.*)

Fordelene ved et sådant fast samarbejdsorgan

fremfor en forhandling i hvert enkelt tilfælde

vil navnlig ligge i, at man ved etableringen af

et fast samarbejdsorgan har et naturligt forum

til drøftelse ikke blot af de spørgsmål, der lige

i øjeblikket presser på, men tillige af problemer

af mere vidtrækkende betydning for kommunerne.

I det foregående har man søgt at opridse

henholdsvis stationsbykommunernes og forstadskommunernes

specielle problemer af mere faktisk

karakter. Herudover består der en lang

række problemer, der i det væsentlige er fælles

for begge arter af bymæssige bebyggelser (kommuner),

og som står i forbindelse med den

stilling, som lovgivningen tillægger disse bysamfund,

såvel inden for som uden for kommunallovgivningens

område. Disse problemer vil

blive behandlet i det følgende afsnit.

*) Samrådets arbejdsregler er offentliggjort i Københavns

Borgerrepræsentations Forhandlinger

1955-56, s. 517-22.


AFSNIT III.

DE BYMÆSSIGE BEBYGGELSERS (KOMMUNERS) STILLING

EFTER DEN GÆLDENDE LOVGIVNING


INDLEDNING

Efter at der i forrige afsnit er givet en almindelig

beskrivelse af de faktiske forhold i de

bymæssige bebyggelser (kommuner) uden for

købstæderne, skal man i det følgende afsnit beskrive

disse bymæssige bebyggelsers (kommuners)

retlige stilling efter den gældende lovgivning,

idet man navnlig har til hensigt at belyse,

i hvilket omfang de bestemmelser, der

rundt om i lovgivningen er givet med særligt

henblik på en regulering af forholdene i bysamfund,

finder anvendelse på disse bymæssige

bebyggelser.

Ud fra en objektiv betragtning måtte det på

forhånd forventes, at lovgivningen ved afgrænsningen

af den kreds af byer, for hvilke særlige

byregler på et eller andet område skal komme

til anvendelse, havde lagt vægt på kriterier, der

kan tages som udtryk for omfanget og karakteren

af det enkelte bysamfunds bymæssige struktur,

som f. eks. byens indbyggertal, bebyggelsens

tæthed eller lignende. En gennemgang af

de gældende lovbestemmelser på dette område

viser imidlertid, at lovgivningen i vidt omfang

har taget sit udgangspunkt i det fra gammel tid

bestående købstadbegreb, således at byreglerne

som den altovervejende hovedregel umiddelbart

finder anvendelse i samtlige købstæder, medens

det omfang, hvori byreglerne eventuelt tillige

skal finde anvendelse i byerne uden for købstæderne,

varierer stærkt fra lov til lov. På de

fleste lovgivningsområder kan dette formentlig

føres tilbage til, at begrebet »købstad« - i modsætning

til begrebet »bymæssig bebyggelse« -

betragtes som en klar fællesbetegnelse for en

kreds af bysamfund, der har nået en sådan størrelse

og struktur, at der er behov for, at byreglerne

gennemføres i hvert fald for disse bysamfund.

På visse lovgivningsområder er købstadbegrebets

anvendelse imidlertid en nødvendig følge

af, at vor kommunalordning tillægger købstæderne

en særlig stilling med hensyn til varetagelsen

af de kommunale opgaver i forhold til

ordningen uden for købstæderne, hvor de kommunale

opgavers løsning er fordelt imellem to

arter af kommuner, amtskommuner og sognekommuner.

Den omstændighed, at købstadkommunerne

således i modsætning til sognekommunerne

står uden for amtskommunen, indebærer

nødvendigvis, at i hvert fald de lovgivningsområder,

der vedrører de forskellige kommunetypers

kommunale opgaver - ganske bortset

fra hvad der måtte gælde i den øvrige kommunallovgivning

- i et vist omfang må gøre

forskel mellem købstadkommuner og de andre

kommuner, herunder de sognekommuner, der

er købstadmæssigt bebygget.

På denne baggrund falder det naturligt at

opdele redegørelsen for de bymæssige kommuners

retsstilling i to afdelinger, således at man

i den første afdeling beskæftiger sig med de

lovgivningsområder, hvor forskellene imellem

de bymæssige kommuner og købstadkommunerne

hænger sammen med, at købstadkommunerne

i modsætning til de bymæssige kommuner står

uden for amtskommunen, således at købstadkommunerne

har en mere vidtrækkende kommunal

kompetence end de bymæssige kommuner,

medens man i den anden afdeling redegør

for de bymæssige bebyggelsers retsstilling -

navnlig set i forhold til købstædernes stilling -

på de øvrige lovgivningsområder, hvor der er

givet særlige regler for bysamfund, men hvor

disse byregler ikke er affødt af forskellen i de

to kommunetypers kommunalretlige forhold til

amtskommunen.


1. afdeling. Lovregler der vedrører

de bymæssige kommuners stilling i forhold til amtskommunen.

KAPITEL 8

Den gældende kommunalordning.

A. KØBSTADKOMMUNERNE OG DE

TO ARTER AF LANDKOMMUNER, AMTS-

KOMMUNER OG SOGNEKOMMUNER

Den siden midten af forrige århundrede bestående

kommunalordning er bygget op på den

grundtanke, at visse af de kommunale opgaver

er af en sådan karakter eller er forbundet

med udgifter af en sådan størrelse, at deres løsning

uden for de dengang bestående bysamfund,

købstæderne, ikke kunne overlades til de relativt

små og på den tid tyndtbefolkede sognekommuner.

Der blev derfor for landet etableret

større kommune-enheder, omfattende flere sognekommuners

område, amtskommunerne, således

at disse større kommuner på grund af deres

vide geografiske udstrækning og dermed større

indbyggertal kunne blive tilstrækkelig bærekraftige

til en hensigtsmæssig løsning af disse opgaver

inden for amtskommunens område. De

enkelte købstæder havde derimod et sådant indbyggertal,

at de ansås for at have tilstrækkelig

økonomisk bærekraft til hver for sig og på egen

hånd at løse samtlige de almindelige kommunale

opgaver inden for deres område, hvortil kom,

at også historiske, traditionelt betonede grunde

talte for, at købstæderne kom til at stå uden for

amtskommunen.

Disse synspunkter havde således til følge, at

de enkelte sognekommuners kompetence med

hensyn til varetagelsen af de kommunale opgaver

- i modsætning til købstadkommunernes

- blev begrænset til fordel for vedkommende

amtskommune.

Medens der ikke siden denne kommunalordnings

gennemførelse er sket væsentlige ændringer

i antallet af købstadkommuner, har lovginingen

i vidt omfang reguleret den oprindelig

gennemførte kompetencefordeling mellem sognekommuner

og amtskommuner, ligesom lovgivningen

på enkelte områder har gennemført

ordninger, der i nogen grad afviger fra hovedprincipperne.

B. AMTSKOMMUNERNES OPGAVER

OG UDGIFTER

I det følgende vil der blive foretaget en kort

gennemgang af de bestemmelser i den gældende

lovgivning, der regulerer sognekommunernes -

og dermed de bymæssige kommuners - kommunale

kompetence i forhold til købstadkommunernes

ved at henlægge løsningen af en kommunal

opgave uden for købstæderne til amtskommunen,

enten således at gennemførelsen af

den pågældende foranstaltning fuldt og helt

beror på amtsrådets beslutning, eller i hvert fald

således at udgifterne ved en af andre offentlige

myndigheder gennemført foranstaltning skal afholdes

henholdsvis af købstadkommunerne og

af amtskommunerne, men ikke af sognekommunerne.*)

a) Som det vigtigste af disse opgaveområder

kan nævnes de kommunale opgaver, der vedrører

bekæmpelse og behandling af sygdomme.

*) Der bortses i det følgende fra de tilfælde, hvor

det ifølge lovgivningen påhviler amtskommunen

at afholde en eller anden udgift forskudsvis mod

senere fuldstændig refusion af sognekommunerne

(f. eks. udgifter ved skolelægeordning i amtets

landkommuner), af staten (f. eks. udgifter i medfør

af lov om svangerskabshygiejne) eller af private.

Der bortses endvidere fra den særlige bornholmske

ordning, hvor de amtskommunale anliggender

også varetages af amtskommunen for købstædernes

vedkommende, se herom nedenfor s.

124. Der bortses endelig fra de tilfælde, hvor beføjelser

er tillagt amtsrådet som tilsynsmyndighed

i forhold til sognekommunerne.


91

Efter sygehusloven (nr. 71 af 27. februar 1946) påhviler

det således amtskommunerne og købstadkommunerne

at tilvejebringe og drive det fornødne antal

sygehuse*), og i denne forbindelse kan det nævnes, at

tuberkulosehospitaler og tuberkulosestationer på tilsvarende

måde drives af amts- eller købstadkommunerne.

Lovgivningen har endvidere til amtskommunerne

henlagt gennemførelsen af en lang række sygdomsbekæmpende

foranstaltninger, der for købstædernes

vedkommende gennemføres af købstadkommunen.

Dette gælder således de foranstaltninger imod

smitsomme sygdomme, der omhandles henholdsvis i

epidemiloven (nr. 138 af 10. maj 1915)**), i lov om

foranstaltninger til tuberkulosens bekæmpelse (nr. 145

af 12. marts 1918) og i lov om bekæmpelse af kønssygdomme

(nr. 193 af 4. juni 1947) samt i karantæneloven

(nr. 67 af 31. marts 1953). I denne forbindelse

kan det også nævnes, at udgifterne ved gennemførelse

af vaccinationer i medfør af lov om difterivaccination

(nr. 208 af 19. april 1943) samt lov om koppevaccination

(nr. 87 af 21. april 1914, jfr. lov nr. 84 af

31. marts 1931), der for købstædernes vedkommende

afholdes af købstadkommunen, uden for købstæderne

afholdes af amtskommunen og ikke af sognekommunen.

Også udgifterne ved gennemførelse af de i lov

om smitsomme sygdomme hos husdyr (nr. 156 af 14.

april 1920) omhandlede foranstaltninger afholdes på

landet af amtskommunen, medens de i købstæderne afholdes

af købstadkommunen.

Endelig er det pålagt henholdsvis amtskommuner

og købstadkommuner at sørge for gennemførelse af

jordemoderordninger (lov nr. 89 af 31. marts 1953).

På et enkelt område inden for sundhedsvæsenet er

såvel amts- som sogne- og købstadkommuner kompetente,

idet det står hver af de nævnte kommunearter

frit for at gennemføre sundhedsplejerskeordninger i

medfør af lov nr. 85 af 31. marts 1937 om bekæmpelse

af sygelighed og dødelighed blandt børn i de

første leveår.

b) Ligesom det uden for købstadkommunerne

påhviler amtskommunerne at drive sygehuse, er

det overladt til amtskommunen for landets vedkommende

at træffe forskellige foranstaltninger

på forsorgsvæsenets område, der for købstædernes

vedkommende træffes af købstadkommunen

selv.

I medfør af § 36 i forsorgsloven (lovbekendtgørelse

nr. 311 af 23. september 1954) påhviler det således

amts- og købstadkommuner at sikre sig ret til i fornødent

omfang at disponere over pladser på en kommunal

arbejdsanstalt, og en lignende pligt foreligger,

for så vidt angår tvangsarbejdsanstalter (lovens § 40).

Også for så vidt angår kommunale fødehjem, er der

tillagt amtskommunerne (og købstadkommunerne) en

særlig kompetence. Pligten til at sikre pladser i optagelse

shjem for børn i medfør af lovens § 35 påhvi-

*) En enkelt sognekommune, Brande, driver dog sit

eget sygehus.

' f *) Det kan i denne forbindelse nævnes, at overepidemikommissionens

medlemmer for købstæderne

udpeges af byrådene, medens de for landet udpeges

af amtsrådene.

ler derimod kun købstadkommuner, men hverken

amts- eller sognekommuner. Endvidere kan det nævnes,

at amtskommunerne for landets vedkommende afholder

en del af udgifterne ved mødrebjælpsinstitutioners

virksomhed (lov nr. 119 af 15. marts 1939), samt at

amtskommunerne afholder en del af udgifterne ved

befordring af sygekassepatienter til og fra sygehus,

jfr. folkeforsikringslovens (lovbekendtgørelse nr. 218

af 11. juli 1953) § 17.

Endelig skal det bemærkes, at medlemmerne af de i

arbejdsanvisningslovens (lovbekendtgørelse nr. 43 af

18. februar 1952) § 2 omhandlede arbejdsanvisningstilsynsråd

for købstæderne udpeges af byrådet, medens

de for landet udpeges af amtsrådet.

c) På vejvæsenets område indtager amtskommunerne

en særlig stilling i forhold til købstadkommunerne,

idet anlæg og vedligeholdelse af

landeveje påhviler amtskommunerne, også for

så vidt angår landeveje og landevejsgader på

købstædernes geografiske område, jfr. vejbestyrelsesloven

af 21. juni 1867.

Amtskommunernes udgift til vedligeholdelse af den

del af landevejen over købstadens grund, der betegnes

som landevej sgade, skal dog efter lovens § 4 fordeles

ligeligt imellem købstad- og amtskommune, men efter

at vedligeholdelsen af sådanne vejstrækninger i langt

de fleste tilfælde er overtaget af købstadkommunerne

efter overenskomst med amtskommunen, har denne

pligt næppe større reel betydning i praksis. Købstadkommunerne

er endvidere efter loven pligtige til at

deltage i amtskommunernes vej udgifter i forhold til

købstadens hartkorn, og dette gælder, hvadenten der

mellem købstadkommune og amtskommune er indgået

overenskomst om købstadkommunens overtagelse

af vedligeholdelsespligten med hensyn til de i købstaden

beliggende strækninger af landevejene eller ej.

Det kan i denne forbindelse nævnes, at det i et af

regeringen i folketingssamlingen 1955-56 fremsat forslag

til lov om bestyrelsen af de offentlige veje er

foreslået, at købstadkommunerne skal være pligtige til

selv at vedligeholde landevej sstrækninger på købstadens

grund, dog at amtskommunens bestyrelse af hovedlandeveje

eller landeveje inden for byernes område

opretholdes, for så vidt angår veje, der hidtil har

været bestyret af amtsrådet (d.v.s. hvor der ikke måtte

være indgået overenskomst om købstadkommunens

overtagelse af amtskommunens vedligeholdelsespligt

efter de gældende regler). Samtidig foreslås købstadkommunernes

pligt til at svare det omhandlede hartkornsbidrag

ophævet.

I lovforslaget indeholdes der iøvrigt også en bestemmelse,

hvorefter medlemmerne af de i forslaget

omhandlede taksationskommissioner udpeges på grundlag

af en liste, hvortil byrådene, og for landets vedkommende,

amtsrådene, skal udpege et vist antal

medlemmer.

Ligesom det påhviler amtskommunen at vedligeholde

landevejene, har amtskommunen pligt til at

sørge for snekastningen på disse veje, dog således at

pligten til at gennemføre snerydning på den del af

landevejen, der løber over købstadens grund, påhviler

købstadkommunen, jfr. lov nr. 158 af 13. april 1938.

Også for så vidt angår udgifter i forbindelse med

sandflugt, gælder det, at amtskommunen forestår for-


92

anstaltningernes gennemførelse, men således at udgifterne

fordeles mellem amtskommunen og købstadkommunerne

efter hartkorn (lov af 29. marts 1867, jfr.

lov nr. 163 af 11. maj 1935).

d) På skolevæsenets område er en del af de

opgaver (udgifter), der i købstæderne varetages

af købstadkommunen, for landets vedkommende

henlagt til amtskommunen, således at der -

ganske bortset fra de bestemmelser, der iøvrigt

gælder om skolevæsenets styrelse og ordning i

henholdsvis købstad- og sognekommuner - også

med hensyn til kompetence (udgifts-) fordelingen

fremkommer forskelle mellem købstad- og sognekommuner.

Efter loven om det kommunale skolevæsens styrelse

og tilsyn (nr. 200 af 12. april 1949) afholdes en lang

række forskellige udgifter vedrørende skolevæsenet i

hvert amt (købstæderne og sognekommunerne), herunder

navnlig udgifter vedrørende læreres lønninger

og pension m. v., af en for amtets kommuner fælles

skolefond, som bestyres af skolerådet, og hvortil byrådene

vælger købstædernes repræsentanter, medens

amtsrådet vælger landets repræsentanter. De samlede,

af skolefonden i hvert regnskabsår afholdte udgifter

fordeles mellem amtets købstadkommuner og amtskommunen

efter folketal, dog således at udgifterne

ved skolefondens administration afholdes fuldt ud af

amtskommunen.

Det gælder endvidere, at en række beslutninger

vedrørende anliggender inden for skolevæsenets område,

der i købstæderne træffes af byrådet, for sognekommunernes

vedkommende træffes af den af amtsrådet

valgte skoledirektion, jfr. den nævnte lovs §§

19 og 20. Også ansættelse af skolelæger er uden for

købstæderne henlagt til skoledirektionen (lov nr. 413

af 12. juli 1946).

Det kan i denne forbindelse nævnes, at kompetencen

til at udpege visse medlemmer af amtsungdomsnævnene

i købstæderne tilkommer byrådet, medens

den på landet tilkommer amtsrådet, jfr. lov om ungdomsundervisning

(nr. 219 af 11. juni 1954) § 11.

e) Der er endvidere på rets- og politivæsenets

område pålagt amtskommunerne visse opgaver

(udgifter) for landets vedkommende, som for

købstæderne påhviler købstadkommunen.

Det kan således nævnes, at der endnu påhviler

amtskommunerne og købstadkommunerne visse udgifter,

som står i forbindelse med, at forskellige opgaver

inden for politi- og arrestvæsenet tidligere var henlagt

til henholdsvis købstadkommunerne og amtskommunerne,

indtil disse opgaver ved lov nr. 166 af 18. maj

1937 om politi- og arrestvæsenets ordning overgik til

staten. Det er endvidere pålagt købstadkommunerne og

for landet amtskommunerne at afholde forskellige

udgifter i beneficerede retssager og sager for landvæsensretterne

og husdyrvoldgiftsretterne (fri proces,

beskikkede sagførere i civile sager), jfr. forordning af

24. oktober 1806 m. v., samt at afholde delinkventudgifter,

udgifter i forbindelse med landvæsensretternes

virksombed (lov nr. 213 af 31. marts 1949) samt

udgifter til omskrivning af realregistre (lov nr. 111

af 31. marts 1926).

Det kan også i denne forbindelse nævnes, at medlemmerne

af forskellige råd og nævn med funktioner

inden for rets- og politivæsenets område for købstædernes

vedkommende vælges af vedkommende byråd,

medens de for landet vælges af amtsrådet og ikke af

sognerådene. Dette gælder således med hensyn til

nævningeårslisteudvalgenes medlemmer (bek. nr. 328

af 21. december 1932) og med hensyn til to af medlemmerne

af de i retsplejelovens (lovbek. nr. 265 af

15. september 1953) § 115 omhandlede politiråd samt

de i lovens § 792 omhandlede udvalg vedrørende tilsyn

med varetægtsfangers behandling. Også med hensyn

til landvæsensretternes sammensætning er der tillagt

byrådene og for landet amtsrådene en særlig kompetence,

idet det i loven om landvæsensretter (nr. 213

af 31. marts 1949) § 9, stk. 2, er bestemt, at landvæsenskommissionærerne

udnævnes efter indstilling

dels af amtsrådene, dels af byrådene inden for et landvæsenskommissionsområde.

På tilsvarende måde er det

i retsplejelovens § 20, jfr. lov nr. 72 af 12. april

1892 om oprettelse af søretter uden for København,

bestemt, at amtmandens beskikkelse af sø- og bandelsretsmedlemmer

sker efter indstilling af amtsråd og

byråd.

f) Endelig kan der nævnes forskellige andre

områder, hvor beføjelser eller pligter, der i købstæderne

er henlagt til byrådet, uden for købstæderne

er henlagt til amtsrådet.

Efter næringsloven (nr. 138 af 28. april 1931) er

det således for købstædernes vedkommende byrådet,

der gør indstilling til handelsministeren om udvidelse

af lovens område til at omfatte andre virksomheder

end de i loven nævnte samt udfærdiger vedtægten om

frihandel, medens disse beføjelser for sognekommunernes

vedkommende tilkommer amtsrådet. Med hensyn

til ansættelse af skorstensfejere gælder det, at disse

i købstæderne ansættes af byrådet, medens de i sognekommunerne

ansættes af amtmanden (lov nr. 28 af

21. marts 1873 og lov nr. 174 af 31. marts 1926).

Det kan endvidere nævnes, at det påhviler købstadkommunerne

og amtskommunerne at afholde udgifter

i forbindelse med gennemførelse af naturfredning (lov

nr. I4o af 7. maj 1937), ligesom det påhviler henholdsvis

byråd og amtsråd at udpege medlemmerne

af de i loven omhandlede taksationskommissioner. Det

påhviler endvidere købstadkommunerne og for landet

amtskommunerne at afholde udgifter til udbetaling af

befordringsgodtgørelser og diæter til medlemmerne af

forskellige nævn og kommissioner (f. eks. kapiteltakstnævnet)

og andre. Endelig skal det bemærkes, at

kompetencen til at udpege medlemmerne af forskellige

råd og nævn, som for købstæderne tilkommer

byrådene, også på andre områder end de i det foregående

omhandlede for landets vedkommende er henlagt

til amtsrådene, jfr. f. eks. om medlemmerne af

den ordinære session, værnepligtslovens (nr. 210 af 11.

juni 1954) § 7, og om de for hver amtsrådskreds nedsatte

trafikudvalg, lov nr. 257 af 27. maj 1950 § 2.

g) På enkelte områder påhviler det amtskommunen

såvel at udføre løsningen af en kommunal

opgave som at afholde de dermed for-


93

bundne udgifter både for amtsrådskredsen og

for de i forbindelse dermed stående købstæder,

medens det på andre områder gælder, at visse

pligter alene påhviler købstadkommunerne.

Tilsynet med amtsvandløbene, jfr. lov nr. 214 af

11. april 1949, påhviler således alene amtskommunerne,

idet også den del af amtsvandløbene, der løber

over købstadens grund, står under amtsrådets tilsyn,

således at de dermed forbundne udgifter afholdes af

amtsfonden. På nogenlunde tilsvarende måde forholder

det sig med hensyn til foranstaltninger til bekæmpelse

af skadedyr og fuglevildt (lov nr. 109 af 31.

marts 1953).

På den anden side er det alene købstadkommunerne,

der i medfør af indkvarteringsloven (nr. 91 af 29.

marts 1924) er underkastet de i loven fastsatte pligter

for kommuner med hensyn til gennemførelse af ordinær

indkvartering.

Det er endvidere pålagt købstadkommunerne at

opkræve ejendomsskatterne til staten imod et vist vederlag,

medens en tilsvarende pligt ikke er pålagt

kommunerne uden for købstæderne, hvor disse skatter

opkræves af staten selv gennem amtstuen, jfr. lov nr.

116 af 20. april 1926.*)

C. AMTSKOMMUNERNES INDTÆGTER

Den omstændighed, at gennemførelsen af

visse af de kommunale opgaver, der i købstæderne

er henlagt til købstadkommunen, på landet

er henlagt til amtskommunen og ikke til de

enkelte sognekommuner, har bevirket, at der

med hensyn til reglerne om påligning af kommunale

skatter er forskel imellem købstad og

land, idet der uden for købstæderne er hjemlet

adgang til beskatning såvel til amtskommunen

som til sognekommunen. Noget andet er,

at denne omstændighed ikke behøver at indebære,

at det nærmere indhold af de for købstadkommuner

og sognekommuner (bymæssige kommuner)

gældende regler om den egenkommunale

beskatning m. v. skal være forskellige, jfr.

nærmere herom i kapitel 14 nedenfor.

*) I forbindelse med hele spørgsmålet om forholdet

mellem købstadkommunernes og landkommunernes

kommunale kompetence kan det også nævnes,

at de kommunale havne henholdsvis i og uden

for købstæderne indtager en noget forskellig retsstilling.

De kommunale havne i købstæderne har

en ganske særegen offentligretlig status, idet de

betragtes som selvstændige, offentlige institutioner

(der ganske vist bestyres af den samme personkreds

som købstadkommunen, byrådet), medens

de kommunale havne uden for købstæderne fuldt

og helt hører under vedkommende sognekommune

på samme måde som eventuelle andre af sognekommunen

drevne anlæg til offentlig benyttelse,

som f. eks. vand- og elektricitetsværker.

Med hensyn til selve beskatningsrettens indhold

er der visse forskelle mellem amtskommuner

og købstadkommuner. Om selve beskatningsgrundlaget,

de faste ejendommes værdi, gælder

der således ifølge den kommunale ejendomsskattelov

(nr. 188 af 20. maj 1933) forskellige

regler i på den ene side amtskommunerne og

på den anden side købstadkommunerne (og

sognekommunerne) med hensyn til størrelsen

af de beløb, hvoraf ejendomsskylden (bygningsskatterne)

beregnes, samt med hensyn til

forholdet mellem grundskyld- og ejendomsskyldpromillernes

størrelse (lovens § 1). Det

kan endvidere nævnes, at bygge støttelovgivningens

(lov nr. 107 af 14. april 1955 og tidligere

love) regler om fritagelse for eller henstand

med ydelse af kommunal ejendomsskyld almindeligvis

alene omfatter den af købstadkommuner

(og sognekommuner) pålignede kommunale

ejendomsskyld. Endelig er der i den kommunale

ejendomsskattelovs § 8 hjemlet ydelse af

et særligt statstilskud til nedscettelse af den

amtskommunale grundskyld under visse nærmere

angivne betingelser.

Som en særlig indtægtskilde, der udover den

egentlige kommunale beskatning er hjemlet for

købstadkommuner, medens den uden for købstæderne

kommer amtskommunerne og ikke

sognekommunerne til gode, skal nævnes totalisatorafgifterne,

hvoraf 8 % af de af staten oppebårne

afgifter tilflyder den købstadkommune

eller amtskommune, hvori det afgiftspligtige

spil har fundet sted (lov nr. 145 af 31. marts

1950), medens der ikke tilflyder sognekommunerne

nogen del af denne afgift.

Endelig skal det nævnes, at der gælder forskellige

regler for beregningen af de andele af

vægt-, benzin- og omsætningsafgifterne, der tilkommer

henholdsvis købstadkommuner og amtskommuner

(og sognekommuner), jfr. lovbekendtgørelse

nr. 123 af 23. marts 1932.

Gennemgangen af de kommunale opgaver,

der for landets vedkommende er henlagt til

amtskommunen, men som for købstædernes vedkommende

er henlagt til købstadkommunerne,

giver et indtryk af, at flertallet af disse opgaver

netop er af en sådan karakter, at det — for at

opgaverne kan blive løst på en rationel måde i

rene landdistrikter, der ikke har samme befolkningstæthed

som byerne, - er naturligt at henlægge

dem til større kommunale enheder med

en større samlet økonomisk bærekraft. Dog gælder

det, at man, for så vidt angår de opgaver,


94

hvor det principielt er af afgørende betydning,

at de løses ensartet i større geografiske områder,

landeveje og større vandløb, har henlagt

løsningen til den geografisk store kommune,

amtskommunen, også for købstædernes område*).

Den bag hele vor kommunalordning liggende

forudsætning om, at kommunerne uden for købstæderne

alle er forholdsvis tyndt befolkede, og

at de enkelte sognekommuner derfor ikke - som

købstæderne — må formodes at have tilstrækkelig

økonomisk bærekraft til at varetage visse af

de kommunale opgaver, holder imidlertid ikke

ganske stik, således som forholdene har udviklet

sig. Uden for købstæderne findes der nu en

række bysamfund, som med hensyn til indbyggertal

og erhvervsmæssig struktur m. v. ligger

på linie med flere af købstadkommunerne, uden

at lovgivningen har tillagt disse bysamfund den

samme kommunalretlige stilling i forhold til

amtskommunerne som købstæderne.

D. DE FORSKELLIGE ARTER AF

BYKOMMUNER

Når man betragter hele vor kommunalordning,

således som den ser ud i dag, viser der

sig i det hele taget et ret uensartet billede med

hensyn til den stilling, som landets bysamfund

indtager i kommunalretlig henseende:

Den største kommune, Københavns kommune,

indtager i kommunalretlig henseende en ganske

særegen stilling.

Visse af de øvrige bysamfund benævnes købstadkommuner,

og det overvejende flertal af

disse kommuner står uden for amtskommunen,

således at disse kommuners kommunale kompetence

ikke — som sognekommunernes - på visse

områder er begrænset af en »overkommunes«,

amtskommunens, beføjelser. En noget tilsvarende

stilling indtager Frederiksberg kommune.

Enkelte af købstæderne, nemlig købstæderne

på Bornholm, indtager dog en særstilling i forhold

til de andre købstæder, idet der er etableret

et lovbundet fællesskab mellem disse købstæder

og Bornholms landdistrikter med hensyn

*) Det må i denne forbindelse nævnes, at der ikke

efter dansk kommunallovgivning er noget til

hinder for, at opgaver, der principielt er henlagt

til henholdsvis købstadkommuner og amtskommuner,

løses af disse i fællesskab, hvilket i vidt

omfang finder sted på sygehusvæsenets område

og på flere andre områder.

til den række kommunale opgaver, som normalt

varetages af amtskommunen alene for landets

vedkommende. Dette fællesskab giver sig udslag

i, at de bornholmske købstæders befolkning

vælger repræsentanter til Bornholms amtsråd,

og at de udgifter, der er forbundet med disse

fælles anliggender, fordeles mellem landdistrikterne

og købstadkommunerne efter særlige fordelingsregler,

således at den del af amtskommunens

udgifter, der skal bæres af landdistrikterne,

udskrives hos disses beboere som almindelig

amtskommunal skat, medens den del af

udgifterne, der skal bæres af købstæderne, pålignes

de enkelte købstadkommuner. Man kan

altså for så vidt sige, at de bornholmske købstæder

hører til amtskommunen, jfr. nærmere

nedenfor, s. 124 ff.

Andre bysamfund benævnes flækker, og visse

af disse kommuner indtager i forhold til amtskommunen

en stilling, der svarer til de almindelige

købstadkommuners, medens to af flækkerne

(Christiansfeld og Nordborg) i kommunalretlig

henseende indtager en stilling, der

minder om de bornholmske købstæders.

Et enkelt af bysamfundene, Marstal, benævnes

»handelsplads«. Marstal indtager med hensyn

til det økonomiske tilhørsforhold til amtskommunen

nøjagtig den samme stilling som en

sognekommune. Når denne kommune har en

særlig benævnelse, der adskiller den fra sognekommunerne,

hænger dette således ikke sammen

med, at dens kommunale status i relation

til amtskommunen er anderledes end sognekommunernes,

men den særlige benævnelse har sin

historiske forklaring i, at denne kommune på

en række andre lovgivningsområder såvel i som

uden for kommunallovgivningen har indtaget

en anden stilling end sognekommunerne. Dette

er således tilfældet på det næringsretlige område,

hvor kommunen fra gammel tid har haft

en købstadlignende stilling. Også med hensyn

til det nærmere indhold af reglerne om kommunens

styrelse har byen allerede tidligt indtaget

en købstadlignende stilling. På tilsvarende

måde svarer de regler, hvorefter kommunen

påligner og opkræver de egenkommunale ejendomsskatter,

til de i købstæderne gældende. Den

omstændighed, at kommunen vel i forhold til

amtskommunen er stillet fuldstændig som en

sognekommune, men dog indtager en særstilling

på det styrelsesmæssige og på andre kommunale

lovgivningsområder, har begrundet, at

kommunen opfattes som havende en særlig

kommunalretlig status.


95

Endvidere findes der visse bysamfund, nemlig

nogle af de københavnske omegnskommuner,

der i forhold til amtskommunen er stillet

fuldstændig som andre sognekommuner, men

som - på samme måde som Marstal - både med

hensyn til styrelsen af de kommunale anliggender

og på visse andre kommunale områder behandles

efter regler, der svarer til de for købstadkommunerne

gældende. Disse kommuners stilling

adskiller sig dog fra Marstal kommunes bl. a.

ved, at de ikke — som købstæderne — er undergivet

indenrigsministeriets almindelige tilsyn,

men derimod står under tilsyn af amtsrådet,

samt ved at de kommunale ejendomsskatter i

disse kommuner pålignes efter de for de øvrige

sognekommuner gældende regler.

Endelig er der de bysamfund, der såvel i forhold

til amtskommunen som med hensyn til de

fleste andre områder inden for kommunallovgivningen,

herunder især med hensyn til styreform

og den kommunale beskatning, indtager

den samme stilling som rene landkommuner, til

trods for at disse byer med hensyn til størrelse

og struktur iøvrigt, herunder kommunens økonomiske

bærekraft, ligger på linie med mange

købstæder.

I det følgende vil man foretage en undersøgelse

til belysning af den historiske baggrund

for det nuværende kommunale systems opdeling

af landet i to arter af landkommuner og i de

forskellige arter af bykommuner. Man vil særlig

søge at belyse, i hvilket omfang den siden

midten af forrige århundrede stedfundne udvikling

i retning af bydannelser uden for købstæderne

har øvet indflydelse på kommunalordningen

i form af senere forandringer i den kommunalordning,

der bestod, før de nye bydannelser

gjorde sig gældende. I bilag 14 er der endvidere

givet en kort beskrivelse af de i Sverige

og Norge gældende kommunalordninger, herunder

af principperne for disse landes kommunale

inddeling, idet man specielt har omtalt,

hvilken kommunalretlig stilling der i disse lande

er tillagt de byer, der er vokset op uden for

de fra gammel tid bestående byer som følge af

en tilsvarende udvikling som den, der er foregået

her i landet.


KAPITEL 9

Kommunalordningens historiske baggrund.

A. DE KOMMUNALE STYRELSESANORD-

NINGER - TIDEN INDTIL GRUNDLOVEN

AF 5. JUNI 1849

Da vor nuværende kommunale inddeling blev

endelig fastlagt ved de kommunale styrelsesanordninger,

der udfærdigedes lidt før midten

af forrige århundrede*),lagde man den fra gammel

tid bestående kirkelige inddeling i sogne

samt amtsinddelingen til grund for kommuneinddelingen

uden for købstæderne. Landet blev

opdelt i sognedistrikter, der hørte under amtskommunen,

i amtskommuner, hver omfattende et

større antal sognedistrikter, i købstadkommuner,

der ikke hørte under amtskommunen, og i Københavns

kommune, der i det hele indtog en

særstilling.

De enkelte sognedistrikters område blev fastlagt

i overensstemmelse med de retningslinier,

der havde ligget til grund ved fattigvæsenets

organisation på landet, jfr. reglement af 5. juli

1803. Sognedistriktet omfattede herefter normalt

et sogn eller flere under eet præstekald

forenede sogne, for så vidt de i overensstemmelse

med den almindelige regel i § 1 i fornævnte

reglement af 5. juli 1803 havde haft

fælles fattigvæsen. Et til en købstadkirke henhørende

landdistrikt, som undtagelsesvis havde

haft eget fattigvæsen, blev ligeledes oprettet til

et særskilt sognedistrikt (købstadernes landsogne).

Amtskommunernes område baseredes på den

tidligere amtsinddeling, dog at købstæderne

holdtes uden for amtskommunen.

Købstadkommunernes område omfattede de

dengang bestående købstæder med alle de til dis-

*) Anordning af 24. oktober 1837 om købstædernes

økonomiske bestyrelse, anordning af 1. januar

1840 angående kommunalbestyrelsen i København

og anordning af 13. august 1841 om landkommunalvæsenet.

se hørende grunde uden for selve købstadens

grænser. Hvor et til en købstadkirke hørende

landdistrikt havde været henlagt til købstaden,

for så vidt angår fattig- eller skolevæsen, skulle

en af distriktets beboere valgt forstander have

sæde i købstadens skole- og fattigkommissioner,

men distriktet som sådant hørte kun i de anførte

relationer til købstadkommunen og betragtedes

iøvrigt som et sognedistrikt (de såkaldte købstadlanddistrikter)

.

Dette kommunale system, hvor købstæderne

udgjorde kommuner for sig, medens landet

udenfor købstæderne blev inddelt i to slags

kommuner, amtskommuner og sognekommuner,

harmonerede for så vidt godt med de dengang

bestående faktiske forhold. Der fandtes ikke

byer af nogen betydning uden for købstæderne,

og landdistrikterne var gennemgående relativt

tyndt befolkede, således at de enkelte sognedistrikters

økonomiske bærekraft var langt mere

begrænset end købstædernes.

Med hensyn til de ved anordningerne givne

regler for styrelsen af kommunernes anliggender

var der forskelle mellem bestemmelserne

for henholdsvis København, købstæderne og

sognedistrikterne, hvilket var i god overensstemmelse

med det skel, der dengang var mellem

forholdene i by og på land.

København og købstæderne havde — i modsætning

til sognedistrikterne — allerede fra gammel

tid haft karakteren af administrative enheder

med et vist lokalt selvstyre og med et selvstændigt

administrationsapparat. I København

fandtes et borgerudvalg, i købstæderne »eligerede

borgere«, med hvilke den kgl. magistrat

eller byfogden skulle rådføre sig i kommunens

anliggender, og som i enkelte byer endog havde

besluttende myndighed. På landet havde man

ikke tidligere haft egentlige kommunalbestyrelser;

først ved det fornævnte reglement af 1803

for fattigvæsenet på landet og anordning af


97

29. juli 1814 om almueskolevæsenet på landet

blev spiren lagt til vort nuværende kommunale

system på landet.

Købstadanordningen omfattede 67 købstæder

i kongeriget; gennemgående var købstæderne

små, sammenlignet med nutidens byer; kun 8

havde et indbyggertal på over 4000 (Århus,

Odense, Ålborg, Randers, Helsingør, Horsens,

Fredericia og Rønne), medens 53 havde et indbyggertal

på under 2000.

Forskellige steder i landet forelå der dog -

som oftest særlig historisk begrundede - forhold,

der kunne tale for en afvigelse fra de i

kommunalanordningerne givne regler om kommunernes

styre. For en række sognedistrikters

styrelse blev der da også i den følgende tid givet

særlige regler, uden at de pågældende distrikters

karakter af egentlige sognedistrikter

herved ændredes (Dragør, Store Magleby m.

fl.). Men der var også allerede dengang enkelte

mindre bysamfund uden for købstæderne,

hvor landkommunalanordningens regler om sognedistrikternes

kommunale styrelse ikke naturligt

fandt anvendelse. Således havde byen Løgstør

hidtil i flere retninger indtaget en købstadlignende

stilling uden dog at være købstad; der

var blevet tilstået dens indbyggere rettighed til

at drive handel, brænderi og anden købstadnæring,

ligesom dens bystyre havde været ordnet

på købstadlignende vis. I forbindelse med styrelsesanordningens

gennemførelse opstod derfor

spørgsmålet om, efter hvilke regler byens

kommunale administration ville være at ordne.

Da anvendelse af landkommunalanordningens

regler ikke fandtes hensigtsmæssig i det foreliggende

tilfælde, blev det ved reskript af 17.

november 1841 bestemt, at købstadanordningen

skulle finde anvendelse på Løgstør med de

modifikationer, som byens særegne forhold krævede,

således at den nærmere ordning skulle

fastsættes i et regulativ. Et sådant regulativ, der

kun på ganske enkelte punkter indeholdt afvigelser

fra købstadanordningens regler, blev approberet

i 1842*), og Løgstør by fik således

bl. a. med hensyn til reglerne om den kommunale

beskatning og om byens bestyrelse en købstadlignende

stilling, uden at den dog udtrådte

af den bestående økonomiske forbindelse med

*) »Provisorisk regulativ for handels- og ladepladsen

Løgstørs fremtidige kommunale styrelse« approberet

ved kanc.skr. af 22. februar 1842, jfr.

kanc.skr. af 30. november 1847 og indenrigsministeriets

skrivelse af 9. august 1862.

7

amtskommunen. Derimod fandt man ikke straks

anledning til at gøre Løgstør til en egentlig købstad,

hvilket - bortset fra virkningen for kommunens

stilling i forhold til amtskommunen -

især ville have haft betydning for byens stilling

i næringsretlig henseende, men det blev ved

kgl. resolution af 17. november 1841 pålagt

kancelliet at tage under overvejelse, om der ikke

måtte være anledning til at tilstå Løgstør fuldkommen

købstadret.

I det hele stod man i tiden efter kommunalanordningernes

udfærdigelse ikke ganske fremmed

over for tanken om at udvide købstædernes

antal. Der blev således ved reskript af 17. september

1844 nedsat en kommission til at meddele

forslag til de betingelser, under hvilke et

købstadanlæg ved Silkeborg kunne være at tillade.

I overvejelserne om virkningerne af en bys

oprettelse til købstad var det imidlertid dengang

ikke så meget spørgsmålet om det kommunalretlige

tilhørsforhold til amtskommunen og om

den rette form for den kommunale administration,

der spillede den afgørende rolle, men det

var først og fremmest et spørgsmål om tilståelse

af de særligt for købstadborgerne gældende næringsrettigheder,

og man tog her ikke alene hensyn

til byboernes interesse i sådan næring, men

også til ønsker fra beboerne i de omliggende

landdistrikter om lettere adgang til afsætning af

deres produkter.

Hverken Løgstør eller Silkeborg blev imidlertid

oprettet til købstad dengang, men Silkeborg

blev i overensstemmelse med en af den

fornævnte kommission afgivet foreløbig indstilling

ved kgl. resolutioner af 15. december 1845

og 8. januar 1846 oprettet til handelsplads, således

at der efter bevilling i hvert enkelt tilfælde

ville blive tilstået dens indbyggere ret til handelsog

håndværksnæring, ligesom der blev indrømmet

nybyggere særlige begunstigelser for at animere

til tilflytning til byen. Først i 1855 fik

Silkeborg i kommunal henseende en købstadlignende

stilling svarende til Løgstørs, hvorom nærmere

nedenfor, s. 98 f.

Endelig blev der under 23. januar 1849 af

indenrigsministeriet approberet et regulativ for

Frederiksværk by, hvilket regulativ senere blev

afløst af et under 2. juni 1850 udfærdiget

»Foreløbigt regulativ for Frederiksværk bys

økonomiske bestyrelse«, hvorved Frederiksværk

opnåede en tilsvarende købstadlignende stilling

som Løgstør med bevarelse af den økonomiske

forbindelse med amtskommunen.


98

B. TIDEN EFTER GRUNDLOVEN AF 1849

I grundloven af 5. juni 1849 bestemtes det

i § 96, at kommunernes ret til, under statens

tilsyn, selvstændigt at styre deres anliggender,

ville blive ordnet ved lov. Det var vel almindeligt

ventet, at der meget snart efter grundlovens

givelse ville blive gennemført en gennemgribende

revision af hele kommunallovgivningen,

således at borgernes indflydelse på

kommunalforvaltningen i højere grad kom i

overensstemmelse med den indflydelse, som

borgerne gennem den nye forfatning havde opnået

på statens anliggender. Interessen for de

kommunale anliggender var gennemgående ikke

stor i befolkningen ude over landet, men ved

en kommunal reform med udvidet selvstyre

for kommunerne tilsigtede man bl. a. at skabe

større interesse hos befolkningen for deltagelse i

kommunestyret, og herigennem også for hele

landets offentlige anliggender. Da der imidlertid

ikke fra regeringens side fremkom forslag

til den forventede kommunalreform, blev

der først i rigsdagssamlingen 1850 af Balthazar

Christensen og senere i rigsdagssamlingen 1851

af tidligere indenrigsminister Rosenørn fremsat

forslag til en kommunallov. Under udvalgsbehandlingen

af det af Rosenørn fremsatte forslag

fremkom Orla Lehmann med et udkast til en

kommunallov, hvilket forslag dog ikke nåede

til behandling på rigsdagen.

Alle disse forslag indeholdt bestemmelser om

væsentlige ændringer i den kommunale inddeling

og hele det kommunale system. Ifølge

Balthazar Christensens forslag skulle landet

inddeles i 6 landskredse, og hver landskreds

inddeles i lige så mange kommuner, som der

da var købstadkommuner og sognedistrikter;

hovedstaden skulle opløses i 5 kommuner. Rosenørns

forslag om kommuneinddelingen gik

ud på en inddeling i 9 stiftsdistrikter, der atter

skulle opdeles i købstadkommuner og herredsdistrikter,

og herredsdistrikterne skulle omfatte

de til herredet hørende sognedistrikter. Dette

udkast indeholdt endvidere bestemmelser om,

at købstæder med mindre end 2000 indbyggere

under visse nærmere angivne betingelser administrativt

skulle kunne nedlægges, således at de

fremtidig betragtedes som sognedistrikter.

Efter Lehmanns udkast skulle den hidtidige

amtsinddeling bevares, men amtskredsene skulle

omfatte købstadkommunerne og flere herredskredse,

hvilke sidste igen skulle omfatte et større

antal sognekredse.

Intet af disse lovforslag blev imidlertid vedtaget,

idet der viste sig store politiske vanskeligheder

ved overhovedet at få gennemført en

reform af kommunallovgivningen. Man indskrænkede

sig derfor i de følgende år til alene

at gennemføre de allermest påkrævede lovændringer

inden for det kommunale område, herunder

navnlig vedrørende sogneforstanderskabernes

og amtsrådenes sammensætning og valg.

I loven herom af 22. marts 1855 blev der tillige

givet regler om de bornholmske købstxders repræsentation

i amtsrådet, hvilket forhold tidligere

havde været ordnet ad administrativ vej,

første gang ved reskript af 31. december 1850.

Der havde fra gammel tid bestået et særligt

fællesskab mellem købstæder og landdistrikter

på Bornholm, hvilket gjorde det naturligt, at

købstæderne også fik repræsentation i amtsrådet

og dermed indflydelse på de for købstæder og

landdistrikter fælles anliggender. Med hensyn

til købstædernes bidrag til den fælles amtsfond

blev der givet nye regler i lov af 21. januar

1857, hvorefter amtsfondens vejudgifter skulle

fordeles mellem købstæder og landdistrikter efter

hartkorn, medens andre udgifter skulle afholdes

med 1 /3 af købstæderne og 2 h af landet,

således at købstædernes andel fordeltes mellem

disse efter folketal*).

Også spørgsmålet om oprettelse af nye købstæder

eller i hvert fald tilståelse af en købstadlignende

stilling i styrelsesmæssig henseende

var fremme i tiden efter grundloven. I rigsdagssamlingerne

1852 og 1854 blev der af regeringen

fremsat et forslag til »Regulativ for handelspladsen

Silkeborgs økonomiske bestyrelse«,

hvorefter Silkeborg ligesom Løgstør og Frederiksværk

skulle indtage en købstadlignende stilling

også i styrelsesmcsssig henseende med bevarelse

af forbindelsen med amtskommunen.

Ved forslagets fremsættelse oplystes det fra

regeringens side, at man ikke havde ment at

kunne imødekomme et andragende fra beboerne

på pladsen om tilståelse af egentlig købstadret.

Dette andragende var begrundet i beboernes

vanskeligheder ved at opnå lån i deres

ejendomme, idet der dengang ikke var adgang

til at opnå lån af offentlige midler i ikkelandbrugsejendomme

uden for købstæderne. Regeringen

nærede imidlertid betænkeligheder ved

*) Dette særlige fællesskab mellem købstæder og

landdistrikter på Bornholm er stadig gældende,

dog er reglerne for det økonomiske fællesskab

ændret ved lov nr. 98 af 4. marts 1918 og lov

nr. 150 af 31. marts 1949 samt anordning nr.

264 af 15. maj 1949, jfr. nærmere i kapitel 10.

C. 2., nedenfor.


99

tilståelse af næringsfrihed og foretrak indtil

videre anvendelsen af det for landet gældende

bevillingssystem for derved at have mere kontrol

med udviklingen. Regeringens forslag blev

vedtaget af rigsdagen og stadfæstet af kongen

den 20. marts 1855.

Under hensyn til det stærke ønske hos beboerne

i Silkeborg om tilståelse af egentlig købstadret

blev der imidlertid af regeringen i rigsdagssamlingen

1856 fremsat et forslag til en

lov, hvorved handelspladsen Silkeborg oprettes

til købstad. Beboernes ønske var påny begrundet

med vanskelighederne ved prioritering af de faste

ejendomme, og der henvistes endvidere til

de fordele, der på næringsrettens område var

forbundet med egentlig købstadret, samt til, at

landboreglerne inden for brand-, bygnings- og

sundhedsvæsenets område hæmmede byens udvikling.

Under forslagets behandling i folketinget

udtryktes der betænkeligheder ved at oprette

nye købstæder på et tidspunkt, hvor man

ønskede at udjævne forskellen mellem by og

land og afskaffe hele monopolsystemet på næringsrettens

område. Forslaget blev herefter nægtet

overgang til anden behandling, og heller

ikke et i 1858 fremsat privat lovforslag om

Silkeborgs oprettelse til købstad blev vedtaget.

Også i Nørrejylland var der i denne tid ønsker

fremme om oprettelse af en ny købstad. I

rigsdagssamlingerne 1853 og 1854 blev der fremsat

private lovforslag, hvorefter der skulle meddeles

købstadret til Nørresundby. Forslagene

var begrundet med et ønske fra landboerne i

Nørrejylland om bedre muligheder for afsætning

af deres produkter, idet transporten til og

fra Ålborg over Limfjorden var både kostbar

og tidskrævende. Folketinget kunne imidlertid

ikke tiltræde forslaget dels på grund af hensynet

til Ålborg, der havde udtalt sig imod forslaget,

dels fordi man nærede ængstelse for, at et

foreliggende projekt til en bro over Limfjorden

skulle kompliceres ved lovforslagets gennemførelse.

Men fra folketingets side blev det henstillet

til indenrigsministeren, at der administrativt

blev tilvejebragt en ordning, hvorefter personer,

der havde borgerskab i Ålborg, på visse

vilkår fik adgang til tillige at drive næring i

Nørresundby. Denne henstilling blev dog ikke

fulgt af indenrigsministeren, da Ålborg havde

protesteret imod foranstaltningens gennemførelse

ad administrativ vej. Der blev herefter i rigsdagssamlingen

1855 fremsat et privat lovforslag

angående Nørresundbys næringsforhold.

Dette lovforslag blev med visse ændringer ved-

taget og stadfæstet den 16. februar 1856, og i

medfør af lovens § 3 blev der under 17. oktober

1858 udfærdiget et regulativ om Nørresundbys

kommunalvæsen, hvorved Nørresundby i kommunal

henseende opnåede en lignende stilling

som Løgstør, Frederiksværk og Silkeborg.

I rigsdagssamlingen 1857 blev der dernæst

fremsat et privat forslag til regulativ for Frederiksberg

sogns økonomiske bestyrelse. Frederiksberg

sogn havde sammen med Hvidovre sogn

dannet een kommune, der administreredes som

landkommune. På grund af den stedfundne udbygning

af Frederiksberg by ønskede beboerne

en adskillelse i kommunal henseende fra det

dengang overvejende landlige Hvidovre sogn,

således at Frederiksberg sogn fik egen kommunalbestyrelse

og — i kraft af et regulativ om

kommunens styre efter købstadlignende regler,

svarende til de tidligere for handelspladserne

udfærdigede — fik bedre muligheder for at varetage

de kommunale opgaver (gadeanlæg og

-belysning m. v.), som bebyggelsen nødvendiggjorde.

Uanset de forventede muligheder for

en eventuel fremtidig hel eller delvis indlemmelse

af Frederiksberg sogn i København blev

lovforslaget med visse ændringer vedtaget og

stadfæstet den 29. december 1857 som »Midlertidig

lov angående Frederiksberg sogns økonomiske

bestyrelse«.

Endelig blev byen Marstal i forbindelse med

Ærø herreds inddragelse under kongeriget efter

krigen i 1864 oprettet til handelsplads i henhold

til lov af 1. marts 1867 om »Handelspladsen

Marstals nærings- og kommunale forhold«*).

Marstal, der tidligere havde hørt under hertugdømmerne,

havde hidtil med hensyn til reglerne

om kommunens styrelse indtaget en stilling

mellem købstad og sognekommune, hvorfor

de landkommunale regler ikke i almindelighed

fandtes anvendelige. Ærø herred blev henlagt

under Svendborg amt, og i ovennævnte lov

af 1867 blev det bestemt, at Marstal i forhold

til Svendborg amtskommune skulle betragtes

som en sognekommune.

Man har således såvel i tiden før som umiddelbart

efter grundlovens givelse søgt i fornødent

omfang og i tillempet form at overføre de

i købstadanordningen givne regler på de nye

bysamfund, der nu var opstået, og for hvilke

landkommunalanordningens bestemmelser ikke

længere fandtes egnede, uden at man dog foretog

ændringer i disse bysamfunds kommunal-

*•) Jfr. indenrigsministeriets bekendtgørelse af 29.

marts 1867 og bekendtgørelse af 18. oktober 1878.

7*


100

retlige stilling i forhold til amtskommunen. Der

blev for hver enkelt af disse kommuner fastsat

særlige regler om kommunens styrelse m. v.,

der afpassedes efter kommunens særegne forhold

og hele udvikling. De seks handelspladser

indtog således i det hele stilling som købstæder,

bortset fra at de fortsat hørte under amtskommunen.

Hele deres styrelse var ordnet på

købstadlignende vis, og reglerne om valgret og

valgbarhedsbetingelserne samt beskatningen*)

var afpasset efter byforholdene. Selve betegnelsen

handelsplads blev vel ikke dengang anvendt

som fællesbetegnelse for de seks kommuner,

idet denne fællesbetegnelse først slog igennem

efter de kommunale styrelseslove af 1867 og

1868.

Der blev imidlertid ikke i denne tid gennemført

oprettelse af nye købstæder, men dette

skyldtes i tiden før og umiddelbart efter grundlovens

givelse ikke principiel modstand mod nye

købstæders oprettelse. Først noget senere, da

ønskerne om og udsigterne til gennemførelse

af en udligning af forskellene mellem land og

by efterhånden var blevet mere fremtrædende,

viste der sig større modstand imod oprettelse af

nye egentlige købstæder med de til disse knyttede

købstadprivilegier på næringsrettens område.

Ønsket om en udligning af forskellene mellem

by og land gjorde sig også gældende inden

for andre lovgivningsområder. Medens købstæderne

i henhold til forordningerne af 15. maj

1834 havde haft en særlig repræsentation i provinsialstænderne,

blev valgdistrikterne til rigsdagen

ifølge grundloven og valgloven af 1849

inddelt efter territoriet uden hensyn til forskellen

mellem købstad og land. Ved lov af 12.

februar 1849 blev der indført almindelig værnepligt,

medens forpligtelsen til krigstjeneste tidligere

i det store og hele kun påhvilede befolkningen

uden for købstæderne. Endvidere skal

nævnes lov af 7. februar 1851, der ophævede

konsumptionsafgifterne m. v. for købstæderne.

Men den - i hvert fald over lidt længere sigt -

største udligning af forskellene mellem by og

land skete ved gennemførelsen af næringsloven

af 29. december 1857, der på en meget radikal

*) Reglerne i lov af 11. februar 1863 om den kommunale

beskatning i købstæderne uden for København

var gældende også for handelspladserne,

hvilket bl. a. indebar, at der i disse kommuner -

i modsætning til de rene sognekommuner - kunne

lignes kommunale skatter også på grundlag af

bygningsværdierne, ligesom der påhvilede borgerne

den særlige næringsskat.

måde ophævede størstedelen af de hidtidige restriktioner

på næringslivets område.

Først i rigsdagssamlingen I860 fremkom der

fra regeringen (indenrigsminister Monrad) forslag

til en reform af kommunallovgivningen.

Som første led i en påtænkt samlet reform fremsattes

et forslag til lov angående en for købstad

og land fælles overordnet kommunal bestyrelse

m. v., ifølge hvilket hvert amts købstadkommuner

sammen med amtets landdistrikter skulle

indordnes under et fælles amtsråd, der dels

skulle have den umiddelbare bestyrelse af de

kommunale anliggender, der var fælles for hele

eller en større del af amtet, dels skulle føre tilsyn

med købstad- og sognekommunerne. Tanken

om en for købstæder og sognedistrikter fælles

overordnet kommunal bestyrelse havde som tidligere

nævnt også ligget til grund for de i rigsdagssamlingerne

1850-51 forelagte private forslag

til almindelige kommunallove. I rigsdagssamlingen

1855 havde et af landstinget nedsat

udvalg angående et lovforslag om købstædernes

kommunale valg ligeledes eenstemmigt i sin

betænkning henstillet, at købstæderne søgtes

henlagt under amtskommunerne, og denne henstilling

var blevet tiltrådt af landstinget*).

Indenrigsminister Monrads lovforslag nåede

imidlertid ikke at blive vedtaget, inden rigsdagssamlingen

I860 sluttede. Forslaget blev af

de herefter skiftende regeringer påny fremsat

i rigsdagssamlingerne 1861, 1862 og 1863, men

hver gang blev samlingerne sluttet, inden lovforslaget

blev færdigbehandlet. Selve tanken om

købstædernes inddragelse under amtskommunerne

mødte ikke større modstand på rigsdagen;

den var i overensstemmelse med tidens ønsker

om en udjævning af forskellene mellem by og

land. Men mange købstæder var betænkelige

ved den foreslåede ordning, og det blev da også

fra visse sider under rigsdagsforhandlingerne

fremført, at der ikke var trang til en sådan sammensmeltning,

at forholdene i by og på land

var meget forskellige, og at det kunne befrygtes,

at købstæderne i et overvejende af landborepræ-

*) I udvalgets betænkning var det bl. a. anført:

»Den forældede forestilling om en væsentlig og

gennemgribende modsætning mellem købstad og

land, der er den eneste hindring for en sådan

forening, har hverken hjemmel i Danmarks historie

eller i de virkelige hos os bestående forhold,

navnlig efter at værnepligtens ligeliggørelse,

consumptionens ophævelse og fremfor alt grundlovens

valgsystem i hovedsagen alt har gennemført

den sammenslutning, hvoraf udviklingen af

den rette statsborgerlige ånd er betinget.«


101

sentanter bestående amtsråd ikke fik tilstrækkelige

muligheder for at få deres ønsker gennemført.

Det var specielt spørgsmålet om forholdet

mellem købstædernes og landdistrikternes repræsentation

i amtsrådet, der havde givet anledning

til diskussion.

C. LANDKOMMUNALLOVEN AF 1867 OG

KØBSTADKOMMUNALLOVEN AF 1868

Forslagene til de love, der senere med en

række ændringer blev gennemført som lov om

landkommunerne s styrelse m. v. af 6. juli 1867

og lov om købstadkommunernes styrelse m. v.

af 26. maj 1868, blev fremsat af regeringen i

1866. Ved disse forslags udarbejdelse havde

man opgivet tanken om en for købstad og land

fælles overordnet kommunal bestyrelse, og i

bemærkningerne til landkommunallovforslaget

fremhævedes det, at der for landdistrikterne vel

var trang til en overordnet kommunal autoritet,

men at en sådan trang ikke forelå for købstæderne,

der lige fra middelalderen havde haft

et udviklet kommunalt styre. Adskillelsen mellem

købstad og land med hensyn til de kommunale

opgavers løsning fandtes heller ikke hidtil

at have medført særlig følelige ulemper.

De to kommunale styrelseslove gjorde ingen

ændring i den ved kommunalanordningerne

skabte og senere udviklede kommunalordning;

begge love undtog handelspladserne, idet der

dog var enkelte bestemmelser i landkommunalloven,

som også skulle gælde for handelspladserne,

navnlig reglen om, at der skulle kunne pålignes

de under amtsrådskredsen hørende kommuner

et bidrag til amtsrepartitionsfonden (lovens

§ 50).

Handelspladsernes forhold ønskedes imidlertid

ordnet ved særlig lov, og i rigsdagssamlingen

1868—69 blev der af regeringen fremsat forslag

til lov om handelspladsernes styrelse m. p., hvilken

lov skulle omfatte de seks handelspladser. I

bemærkningerne til lovforslaget var det fremhævet,

at man ved udarbejdelsen også havde haft

for øje, at andre kommuner eller mindre distrikter,

hvor forholdene måtte udvikle sig på

en tilsvarende måde som i handelspladserne, ved

beslutning af lovgivningsmagten skulle kunne

inddrages under den eventuelle lovs område ved

en simpel henvisning til denne.

Ifølge lovforslaget skulle handelspladserne

fortsat i økonomisk henseende høre til amtskommunen,

medens styrelsesreglerne overvejende

var fastsat i overensstemmelse med de i købstadkommunalloven

af 1868 indeholdte bestemmelser,

dog at amtsrådet og ikke indenrigsministeriet

skulle være tilsynsmyndighed. Landstingsudvalget

ønskede imidlertid lovforslaget

ændret på forskellige punkter, bl. a. således at

indenrigsministeriet blev tilsynsmyndighed, men

de i overensstemmelse hermed af udvalget stillede

ændringsforslag blev ikke vedtaget af landstinget.

I folketinget vandt tanken om en sådan fælles

lovgivning for handelspladserne imidlertid ikke

ubetinget tilslutning. Et flertal i det af folketinget

nedsatte udvalg henstillede til regeringen

at overveje mulighederne for indlemmelse af

Frederiksberg i Københavns kommune og eventuelt

også af Nørresundby i Ålborg kommune

og iøvrigt lade de resterende fire handelspladser

vælge mellem, om de ville være købstæder eller

rene landkommuner. Flertallet kunne dog tiltræde,

at der for en overgangstid tilvejebragtes

en fælles lovgivning for de seks kommuner,

idet man dog bl. a. foreslog, at indenrigsministeriet

og ikke amtsrådet skulle være tilsynsmyndighed.

Samlingen sluttede imidlertid, inden

lovforslaget kom til anden behandling i folketinget,

hvorfor det bortfaldt, og et lignende

lovforslag blev ikke fremsat før i 1890erne.

Handelspladserne måtte derfor i tiden efter

1867-68 fortsat styres efter de for hver enkelt

kommune fastsatte særlige bestemmelser, der

var baseret på den iøvrigt ophævede købstadanordning

af 1837; men hvor lovgivningsmagten

ellers behandlede kommunernes forhold,

blev der taget hensyn til handelspladsernes særlige

stilling, således at disse stort set var ligestillet

med købstæderne.

De økonomiske vilkår for købstæderne var

ikke gode i slutningen af 1860erne. Mange små

købstæders hele tilværelse var baseret på at forsyne

oplandet og opkøbe landmændenes produkter,

og ved næringens frigivelse ved næringsloven

af 1857 blev der påført disse købstæder

en stærk konkurrence fra landet. Men

hertil kom, at de nye trafikmidler, jernbanerne

og dampskibene, havde bevirket, at varerne nu

søgte andre veje til større og bedre markeder,

hvorfor mange købstæder følte deres eksistens

truet. Efter henstilling fra købstæderne blev

der i henhold til kgl. resolution af 2. juli 1870

nedsat en kommission til undersøgelse og overvejelse

af, »hvorledes der gennem en omordning

og udvikling af de provinskøbstæderne og handelspladserne

vedrørende forhold måtte kunne

rådes bod på de mindre gode vilkår, hvorunder

navnlig den næringsdrivende befolkning i disse


102

v r ar stillet, samt at fremkomme med forslag til

de foranstaltninger, der ved lovgivningmagtens

og administrationens bistand i så henseende

måtte kunne træffes«. I den af kommissionen

(»Købstadkommissionen«) den 6. juli 1871 afgivne

betænkning understreges de vanskeligheder,

købstæderne var ude for, og der fremsattes

forslag til en række foranstaltninger til at råde

bod herpå*). I denne forbindelse skal særlig

fremhæves et forslag om, at der blev givet hjemmel

til administrativt at nedlægge de købstæder,

der måtte ønske dette, således at de blev indordnet

under amtskommunerne på samme måde

som sognekommunerne. Det blev anført, at der

derved kunne opnås væsentlige besparelser i de

kommunale udgifter, idet sådanne kommuner

dels blev fritaget for de udgifter, der særlig påhvilede

købstæderne, dels ville kunne overføre

en række udgifter til amtsrepartitionsfonden,

hvorved de i kraft af den dengang gældende

hartkornsfordeling af amtsrepartitionsfondens

udgifter ville drage væsentlig fordel. Efter landkommunallovens

§ 50 skulle nemlig amtsrepartitionsfondens

udgifter udredes ved ligning på

amtsrådskredsens faste ejendomme efter hartkorn.

Amtsrådet kunne dog træffe bestemmelse

om, at indtil 1 h af det beløb, der noget år skulle

udskrives, skulle pålignes de under amtsrådskredsen

hørende kommuner, således at disse

skulle udrede halvdelen heraf efter deres hartkorn,

en fjerdedel efter folketal og den resterende

fjerdedel efter amtsrådets skøn.

Købstadkommissionens forslag om adgang til

nedlæggelse af købstæder blev imidlertid ikke

fulgt, og der er heller ikke siden nedlagt nogen

købstad. På den anden side blev der heller

ikke i denne tid oprettet nye købstæder, hvilket

vel tildels skyldes, at de forskellige love, herunder

næringsloven af 1857, der i det store og

hele havde ophævet de gamle købstadprivilegier,

havde gjort købstadstillingen mindre eftertragtelsesværdig

end tidligere. Efter næringsloven

skulle købstæderne ganske vist bevare privilegiet

på handel og håndværk i et vist område omkring

købstaden, »læbælterne«, men man regnede

ikke med, at eventuelle nye købstæder ville

få tilstået sådanne læbælter. Fordelene ved overgang

til købstad kunne således næppe opveje

den væsentlige forøgelse af de økonomiske byrder,

der fulgte med købstadstillingen.

Da det imidlertid på flere punkter var uheldigt,

at handelspladsernes kommunale styre ikke

*) Jfr. om forslaget om en udvidet adgang til at

gennemføre indlemmelser, foran s. 14 f.

var ført å jour med de almindelige kommunale

styrelseslove, blev der i rigsdagssamlingen 1893-

94 af regeringen påny fremsat forslag til lov

om handelspladsernes kommunale styrelse m. v.

Efter forslaget skulle loven, ligesom det i rigsdagssamlingen

1868-69 fremsatte forslag, direkte

omfatte de seks eksisterende handelspladser,

men det var tillige tanken, at loven ved

senere beslutning af lovgivningsmagten skulle

kunne anvendes på de nye byer, der var opstået

eller ville opstå ude over landet. Handelspladserne

skulle efter dette forslag bevare den økonomiske

forbindelse med amtskommunen, medens

deres styrelse iøvrigt skulle foregå efter

regler svarende til købstadkommunalloven af

1868, bl. a. således at indenrigsministeriet skulle

være tilsynsmyndighed. Lovforslaget blev

imidlertid ikke færdigbehandlet af rigsdagen

inden samlingens slutning, og da det påny fremsattes

i 1894-95, var der efter henstilling fra

Frederiksberg kommunalbestyrelse foretaget den

ændring, at Frederiksberg kommune i princippet

fortsat skulle styres efter de hidtil gældende

regler*). Heller ikke i 1894-95 blev lovforslaget

færdigbehandlet på rigsdagen, inden samlingen

sluttede. Under behandlingen i folketinget

var der iøvrigt fra forskellig side blevet udtrykt

betænkeligheder ved forslaget, idet især

spørgsmålene om den kommunale valgret og

den kongevalgte borgmester var genstand for

debat.

Imidlertid havde Esbjerg sogneråd i 1894

indsendt et andragende til indenrigsministeriet

om, at Esbjerg kommune, der fra 1. januar 1894

var blevet udskilt fra Jerne-Skads kommune,

måtte blive oprettet til handelsplads.

Efter at staten i henhold til lov af 24. april

1868 havde anlagt en havn ved Esbjerg, var

der sket en stærk tilvandring til byen, som tidligere

havde været et ganske lille fiskerleje.

Tilvandringen var så stærk, at byen i 1875, året

efter at havnen og banen var blevet åbnet for

trafik, var kommet op på over 1000 indbyggere.

Allerede i 1876 var der ønsker fremme hos

beboerne om, at pladsen måtte blive oprettet

til flække, uden at man nærmere definerede,

hvori den særlige stilling som flække bestod.

Andragendet blev imidlertid afslået af mini-

*) Også i anledning af det i rigsdagssamlingen

1868-69 fremsatte forslag til lov om handelspladserne

havde Frederiksberg under henvisning

til kommunens størrelse i forhold til de øvrige

handelspladser modsat sig at blive underkastet

de foreslåede fællesregler for handelspladserne.


103

steriet, idet man ikke for tiden fandt anledning

til at udskille Esbjerg fra Jerne sogn. Siden var

indbyggertallet vokset stærkt i Esbjerg, således

at byen i 1885 havde ca. 2000 indbyggere, i

1890 ca. 4000, i begyndelsen af 1894 ca. 6400

indbyggere og i slutningen af samme år over

7000 indbyggere.

Det var derfor naturligt, at Esbjerg i 1894

fremsatte ønske om, at kommunens forhold blev

ordnet efter købstadlignende regler, hvorved der

bl. a. ville blive mulighed for en omlægning af

den kommunale beskatning. Hidtil havde udskrivningen

fordelt sig med 79 /so på formue og

lejlighed og 1 lso på hartkorn, men ved overgang

til handelsplads kunne Esbjerg i lighed

med de andre handelspladser og købstæderne

tillige udskrive skat på bygninger, hvorved skatten

på formue og lejlighed ville blive lettet.

Endvidere blev det anført, at anvendelsen af de

i landkommunalloven indeholdte regler ikke

længere var naturlig for en by af Esbjergs

størrelse og efter den udvikling, der foregik i

Esbjerg. Landkommunalloven gav f. eks. ikke -

som nu - adgang til nedsættelse af stående udvalg

til behandling og afgørelse af mindre, løbende

sager, hvorfor hele kommunalbestyrelsen

måtte samles for at træffe afgørelse af ethvert

mindre spørgsmål. Endelig ønskedes der tilvejebragt

hjemmel for, at handelsrejsende for udenlandske

handelshuse kunne besøge byen og afslutte

handel efter prøve, samt at beboerne fik

mulighed for at optage lån i en købstadkreditforening.

Esbjergs stærke og velbegrundede ønske om

at blive handelsplads gav anledning til, at regeringen

i rigsdagssamlingen 1896-97 genfremsatte

lovforslaget om handelspladsernes kommunale

styrelse m. v., dog at forslaget var ændret,

således at det også direkte omfattede Esbjerg,

der nu havde nået ca. 12.000 indbyggere.

Der var på rigsdagen principiel enighed om, at

Esbjerg burde oprettes til handelsplads, men

folketingsbehandlingen vedrørende lovforslaget

om handelspladserne sluttede med vedtagelse

af en motiveret dagsorden, hvorved det henstilledes,

at der blev tilvejebragt nærmere oplysninger

vedrørende den økonomiske forbindelse

mellem handelspladserne og amtskommunerne.

Inden sagen kom til anden behandling,

sluttede samlingen, hvorved lovforslaget bortfaldt.

Da man imidlertid fra alle sider var enige

om, at der snarest måtte ske en ændring i Esbjergs

kommunale stilling, blev der inden samlingens

slutning fremsat et privat lovforslag om

Esbjerg kommunes oprettelse til handelsplads,

således at byens styre fremtidig skulle foregå

efter regler svarende til de for de øvrige handelspladser

gældende, men heller ikke dette

forslag blev gennemført. Grunden hertil var

alene, at folketinget ville fastholde en bestemmelse

i forslaget om, at Esbjerg med hensyn til

valg til landstinget blev sidestillet med købstæder,

medens landstinget ikke kunne gå med

hertil, idet tinget fandt reglen grundlovstridig.

Grundloven af 1866 § 37 bestemte, at Frederiksberg,

Frederiksværk, Marstal, Silkeborg,

Løgstør og Nørresundby i henseende til valg til

landstinget skulle sidestilles med købstæder,

men grundloven anvendte ikke betegnelsen

»handelspladserne«. Da forslaget var vedtaget

i afvigende skikkelse ved eneste behandling i

begge ting, blev der for at komme over dette

punkt fremsat et nyt privat lovforslag, hvorefter

Esbjerg kommune skulle oprettes til købstad;

lovforslaget blev vedtaget i folketinget med forskellige

ændringer, men samlingen sluttede, inden

lovforslaget var endelig vedtaget i landstinget.

Efter at indenrigsministeriet i sommerens løb

havde tilvejebragt de af folketingsudvalget ønskede

oplysninger vedrørende den økonomiske

forbindelse mellem handelspladserne og amtskommunerne,

fremsatte regeringen påny i rigsdagssamlingen

1897—98 forslag til lov om handelspladsernes

kommunale styrelse m. v., dog

at man denne gang havde undtaget Esbjerg fra

lovforslagets bestemmelser, og kort efter fremsatte

regeringen forslag til en lov, hvorefter

Esbjerg kommune skulle oprettes til købstad,

idet der, efter det i den forrige rigsdagssamling

passerede, ikke var fundet mulighed for efter

formuleringen af grundlovens § 37 at få Esbjerg

oprettet til handelsplads. Esbjerg ville ganske

vist som købstadkommune miste den økonomiske

fordel ved at være i økonomisk forbindelse

med amtskommunen, men behovet for købstadstillingen

var så stort, at man fra byens side var

rede til at påtage sig dette offer. Uagtet der i

landstinget næredes visse betænkeligheder ved

oprettelse af nye købstæder, idet man mente at

dette kunne forrykke købstædernes stilling ved

valg til landstinget, blev loven vedtaget i begge

ting og stadfæstet som lov nr. 36 af 19. marts

1898 om købstadrettighed for Esbjerg.

Derimod mødte forslaget til lov om handelspladsernes

kommunale styrelse m. v. ikke samme

velvillige modtagelse. Det fremgik af det af


104

ministeriet tilvejebragte materiale, at alle handelspladser

nød økonomisk fordel af forbindelsen

med amtskommunerne, idet de beløb,

der fra handelspladserne blev ydet til amtskommunerne,

var mindre end amtskommunernes

udgifter i forbindelse med handelspladserne.

Forholdet var særlig grelt for Frederiksberg

kommunes vedkommende, og sognerådene i Københavns

amtsrådskreds havde allerede i 1896

indgivet et andragende om, at Frederiksberg

blev udskilt af den økonomiske forbindelse

med amtskommunen.

Løgstør kommunalbestyrelse havde imidlertid

i februar 1898 indgivet et andragende til indenrigsministeriet

og rigsdagen om, at kommunen

måtte blive oprettet til købstad. Forholdet var

det, at Ålborg amtsråd for første gang havde

vedtaget at benytte den i landkommunalloven af

1867 § 50 indeholdte hjemmel til at fordele en

del af udskrivningsbeløbet på amtsrådskredsens

kommuner, hvorefter der var blevet pålignet

Løgstør handelsplads et særligt bidrag til amtsfonden.

Kommunens ønske om købstadstilling

var begrundet i frygt for, at amtsrådet skulle

gå videre ad denne vej, hvilket ansås for sandsynligt

på grund af store udgifter til jernbaneanlæg.

Uagtet Løgstør ved på daværende tidspunkt

at udtræde af forbindelsen med amtskommunen

ville pådrage sig yderligere udgifter,

foretrak man at opnå den selvstændighed og rådighed

over kommunens egen skatteevne, som

købstadstillingen ville medføre, fremfor - som

det hedder i andragendet - »at være underkastet

et skøn fra en forsamling, som har ganske

andre hovedinteresser at varetage end vore, hvis

flertal ikke tilstrækkeligt kender eller kan kende

vore forhold, til hvilken vi for tiden ikke engang

have valgret, og på hvis sammensætning -

selv om valgret, således som bestemt i lovforslaget

om handelspladsernes styrelse (§ 33), tillægges

os — vi dog kun ville kunne udøve en

ganske forsvindende indflydelse«.

Folketingsudvalget meddelte herefter ministeriet,

at den tanke var fremkommet i udvalget,

at det muligt måtte være i alles interesse, såvel

amtsrådskredsenes som de respektive handelspladsers,

om fællesskabet i økonomisk henseende

fuldstændig ophævedes, således at handelspladserne

kom til at stå uden for amtsrådskredsen

nøjagtig som de pågældende amters købstadkommuner.

Udvalget anmodede derfor ministeriet

om at indhente erklæringer hos amtsrådene

og handelspladsernes kommunalbestyrelser.

Inden disse erklæringer var tilvejebragt,

sluttede rigsdagssamlingen. Forslaget blev påny

fremsat i uændret skikkelse i samlingen 1898-

99. Øjensynlig foranlediget af det røre, der i

det hele var om handelspladsernes stilling og

amtsrådenes ønsker om at få handelspladserne

udskilt fra amtskommunen, havde Ålborg og

Skanderborg amtsråd, ligesom tidligere Københavns

amtsråd, benyttet den i landkommunalloven

1867 § 50 hjemlede adgang til efter skøn

at påligne handelspladserne et bidrag til amtsrepartitionsfonden

af en sådan størrelse, at Nørresundby,

Silkeborg og - som tidligere nævnt -

Løgstør nu ikke længere ønskede forbindelsen

med amtskommunen bevaret og derfor gerne så

handelspladserne oprettet til købstadkommuner.

Derimod ønskede Frederiksberg, Frederiksværk

og Marstal det bestående fællesskab opretholdt.

For Frederiksberg var forholdet det, at

landkommunallovens § 50 ikke gav Københavns

amtsråd mulighed for at påligne Frederiksberg

et bidrag til amtsrepartitionsfonden, der var så

stort, at amtskommunens udgifter til Frederiksberg

kunne opvejes af indtægterne, hvorfor det

var naturligt, at Frederiksberg ikke så nogen

anledning til at søge de bestående forhold ændret.

Frederiksværk og Marstal var betænkelige

ved overgang til købstadkommune på grund af

de forøgede udgifter herved. Frederiksborg og

Svendborg amtsråd havde dengang ikke fuldt

ud udnyttet landkommunallovens § 50 over for

Frederiksværk og Marstal på grund af disse

handelspladsers trange økonomiske kår.

Under disse omstændigheder fandt det nedsatte

folketingsudvalg ikke anledning til at

fremme lovforslaget om handelspladsernes kommunale

styrelse m. v., og der blev i stedet fremsat

to private lovforslag, dels et forslag til lov

om Løgstørs, Nørresundbys og Silkeborgs oprettelse

til købstæder, dels et forslag til en lov,

hvorefter Frederiksberg kommune skulle udskilles

fra Københavns amtsrådskreds. Frederiksberg

havde på dette tidspunkt opgivet modstanden

mod udskillelse fra amtskommunen, og begge

lovforslag blev vedtaget og stadfæstet den

7. april 1899 (lov nr. 63 af 7. april 1899, hvorved

Løgstør, Nørresundby og Silkeborg oprettes

til købstceder og lov nr. 69 af s. d., hvorved

Frederiksberg kommune udskilles af Københavns

amtsrådskreds). Uanset at Frederiksbergs

forbindelse med amtskommunen således var blevet

ophævet, vedblev kommunen dog at være en

handelsplads omend af særegen art, og spørgsmålet

om en ændring i Frederiksværks og Marstals

stilling lod man stå hen indtil videre.


105

I de følgende år forhøjede Frederiksborg

amtsråd Frederiksværks bidrag til amtsrepartitionsfonden,

hvilket fjernede byens tidligere

betænkeligheder ved at overgå til købstadstilling,

og efter andragende fra kommunalbestyrelsen

blev Frederiksværk by købstadkommune

ved lov nr. 35 af 5. marts 1907, hvorved Frederiksværk

kommune oprettes til købstad.

Kort efter, i 1907, indsendte Struer sogneråd

et andragende til ministeriet om, at Struer,

der i slutningen af det 19. århundrede havde

haft en stærk tilvækst, og som nu havde ca.

3500 indbyggere, måtte blive oprettet til købstad.

Som begrundelse for andragendet henvistes

til det ønskelige i en omlægning af kommunens

beskatning, således at der i højere grad,

ligesom i købstæderne, blev udskrevet skat på

bygninger. Endvidere forudså man en stærk

stigning i de amtskommunale skatter, efterhånden

som den amtskommunale beskatning i henhold

til lov nr. 85 af 15. maj 1903 gik over fra

den gamle hartkornsskat til ejendomsskyld, medens

man ikke forventede, at amtsrådet i fornødent

omfang ville tåge hensyn til Struers særlige

forhold med hensyn til sygehusvæsen, brolægning

af landevej sgader m. v. Også af hensyn

til den kommunale administration ansås købstadstillingen

for ønskelig, idet man - ligesom

det i sin tid blev anført af Esbjerg - ønskede

en styreform, der åbnede mulighed for nedsættelse

af stående udvalg til behandling af løbende

sager. Endelig fremhævedes de forskellige

fordele ved købstadstillingen i næringsretlig

henseende, bl. a. fremmede handelsrej sendes

adgang til at optage ordrer, ligesom man begrundede

ønsket om købstadstilling med, at det

derved ville blive muligt at belåne de i kommunen

beliggende faste ejendomme i en købstadkreditforening,

hvorved man forventede at

opnå bedre kurser.

Andragendet fra Struer var kædet sammen

med et andragende til justitsministeriet om oprettelse

af en retskreds bestående af Struer og

omliggende sogne. Da justitsministeriet ikke

kunne imødekomme dette andragende, meddelte

indenrigsministeriet i skrivelse af 26. marts

1909, at man ikke for tiden så sig i stand til at

foretage videre i sagen. Det må herved bemærkes,

at det dengang var almindeligt, at en kgl.

udnævnt embedsmand, i reglen byfogden, blev

beskikket til borgmester i købstæderne, og den

omstændighed, at der ikke blev oprettet en særlig

retskreds for Struer og omliggende sogne,

havde til følge, at der ikke fandtes en byfoged

i Struer, som kunne udnævnes til borgmester.

I 1911 indgav Herning sogneråd andragende

om, at Herning kommune måtte blive oprettet

til købstad. I andragendet henvistes til den betydelige

udvikling, der var foregået i kommunen.

Herning by var siden midten af det 19.

århundrede vokset fra ca. 50 indbyggere til ca.

5800 indbyggere, og byen havde i det hele

købstadpræg. Man forventede, at kommunen

efterhånden ville få væsentlig økonomisk fordel

ved en udskillelse fra amtskommunen på grund

af den stigning i den amtskommunale ejendomsbeskatning,

der var en følge af den ved

loven af 1903 fastsatte gradvise overgang fra

hartkornsskat til ejendomsskyld. Endvidere fremhævedes

de større skattefradrag, der indrømmedes

beboerne i købstæderne ved beregning af

statsskat, de større statstilskud til købstadkommunerne

samt den friere stilling, som købstadkommunerne

i det hele indtog i styrelsesmæssig

henseende, ligesom også ønsket om at blive repræsenteret

i købstædernes organisationer blev

fremført.

I rigsdagssamlingen 1911-12 fremsatte regeringen

herefter forslag til lov, hvorefter Herning

kommune skulle oprettes til købstad; forslaget

nåede ikke at blive gennemført i denne

samling og blev derfor fremsat påny i samlingen

1912-13. Medens der i folketinget var almindelig

tilslutning til forslaget om Hernings oprettelse

til købstad, blev der fra et mindretal i

landstinget givet udtryk for samme principielle

betænkeligheder ved oprettelse af nye købstæder,

som var fremme i rigsdagssamlingen 1897-

98 under landstingsbehandlingen i forbindelse

med Esbjergs oprettelse til købstad, idet man

mente, at oprettelse af nye købstæder ville forrykke

stillingen ved valg til landstinget. For at

dette forhold dog ikke skulle hindre gennemførelsen

af Hernings naturlige ønske om købstadstilling,

overvejedes det at stille ændringsforslag,

hvorefter Herning i relation til valg

til landstinget fortsat skulle betragtes som sognekommune,

men forslag herom blev frafaldet,

efter at regeringen havde fremsat forslag til ændringer

i grundloven, hvorved bl. a. reglerne

om valg til landstinget foresloges ændret. Herning

blev herefter købstadkommune ved lov nr.

281 af 6. december 1912, hvorved Herning

kommune oprettes til købstad.

Uagtet Herning hidtil i forbindelse med Hammerum

Herred havde udgjort en særlig jurisdiktion,

således at der fandtes en i Herning boende


106

byfoged, der ville kunne udnævnes til kgl. borgmester,

valgte man i stedet at udnævne den hidtidige

sognerådsformand til borgmester, og i

de følgende år imødekom man i det hele ønsker

fra byrådenes side om udnævnelse af en af byens

borgere til borgmester.

Jurisdiktionsforholdene kunne herefter ikke

længere lægge hindringer i vejen for Struers

overgang til købstad, og i 1916 indsendte Struer

påny et andragende om kommunens oprettelse

til købstadkommune. Begrundelsen for andragendet

var i det væsentlige den samme som i

1907; men det spillede nu yderligere en rolle

for Struer at få indflydelse på den Holstebro

kommune tilhørende havn, der var beliggende

i Struer kommune, hvilket man mente lettere

kunne opnås, når Struer var købstad. Struers

ønske blev imødekommet ved lov nr. 69 af 15.

februar 1917, hvorved Struer kommune oprettes

til købstad.

Endelig indgav Vester Brønderslev sogneråd

i 1919 andragende om, at kommunen måtte

blive oprettet til købstad. Byen havde med sine

godt 5000 indbyggere i den bymæssige del gennemgået

en stærk udvikling og havde i det hele

købstadpræg. Begrundelsen var i det væsentlige

den samme som tidligere anført af Herning og

Struer, idet man navnlig fremhævede, at de amtskommunale

skatter ikke stod i rimeligt forhold

til de goder, som forbindelsen med amtsrådskredsen

indebar, samt at købstadstillingen ville

medføre fordele for næringslivet og større selvstændighed

for kommunen. Også adgangen til

at indtræde i købstædernes organisationer blev

anført som begrundelse for ønsket om købstadstilling.

Andragendet blev imødekommet ved

lov nr. 71 af 11. februar 1921 om oprettelse

af Brønderslev købstad.

I forbindelse med Sønderjyllands genforening

med Danmark måtte der bl. a. træffes en

ordning vedrørende de kommunale forhold i

Sønderjylland. Efter den preussiske lovgivning

hørte købstæderne og flækkerne til »kredsen«

(nærmest svarende til den danske amtskommune);

de var repræsenteret i kredsdagen og

ydede bidrag til kredsen. Ved lov nr. 299 af 28.

juni 1920 om indførelse af dansk kommunal

administration i de sønderjydske landsdele bestemtes

det i § 10, stk. 2: »Ordningen af det

fremtidige økonomiske forhold mellem amtskommunerne

og de i samme værende købstæder

eller flækker træffes, når andet ikke ved lov

bestemmes, ved overenskomst mellem de nævnte

kommuner og de medlemmer af amtsrådet, der

er valgte af landkommunerne. Den trufne ordning

stadfæstes af indenrigsministeren, således

at staten fortrinsvis kan dække de krav, der deraf

måtte opstå.«

En udskillelse fra amtskommunen var stærkt

ønsket af købstæderne, da disse ville få økonomisk

fordel derved, men det var vanskeligt at

nå til enighed om de nærmere vilkår for udskillelsen.

For at fremme forhandlingerne om en

adskillelse blev det i § 8, stk. 2, i lov nr. 158

af 21. april 1922 om kommunale loves gyldighed

i de sønderjydske landsdele bestemt, at

såfremt der ikke inden den 1. oktober 1923

for samtlige amter var truffet overenskomst om

adskillelse mellem amtskommunerne og købstæderne

samt flækkerne, skulle ordningen for de

kommuner, om hvis forhold overenskomst ikke

var opnået, under forbehold af indenrigsministeriets

stadfæstelse, være at træffe af en særlig

kommission.

I de følgende år lykkedes det i de fleste tilfælde

at tilvejebringe enighed om købstædernes

og flækkernes stilling til amtskommunen. Kun

for så vidt angår Augustenborg flække og

Åbenrå købstadkommune, blev det nødvendigt

at henvise sagen til afgørelse af en i henhold

til fornævnte lov nedsat kommission. Ifølge

overenskomsterne og de to kommissionskendelser

blev samtlige sønderjydske købstæder samt

flækkerne Augustenborg, Løgumkloster og Højer

udskilt af amtskommunen. Nordborg og Christiansfeld

flækker forblev derimod indtil videre

under amtskommunen, således at kommunerne

som sådanne skulle svare et nærmere fastsat bidrag

til amtsfonden, ligesom de blev repræsenteret

i amtsrådet, jfr. § 2, nr. 9, i lov nr. 158

af 21. april 1922 om kommunale loves gyldighed

i de sønderjydske landsdele. Denne forbindelse

mellem Christiansfeld og Nordborg flækker

med henholdsvis Haderslev og Sønderborg

amtskommuner, der svarer nogenlunde til fællesskabet

mellem købstadkommunerne og landdistrikterne

på Bornholm, er stadig bestående.

Med hensyn til flækkernes valg af repræsentanter

til amtsrådene henvises nu til §§ 42-43 i

den kommunale valglov, jfr. lovbekendtgørelse

nr. 336 af 22. december 1953.

D. DE KOMMUNALE STYRELSESLOVE

AF 1933

Ved gennemførelsen af de nugældende kommunale

styrelseslove, lov nr. 87 af 25. marts

1933 om købstadkommunernes styrelse og lov

nr. 88 af samme dato om landkommunernes


107

styrelse, skete der ikke nogen væsentlig ændring

i den hidtidige afgrænsning mellem de forskellige

kommunegrupper. Det blev vel under folketingets

behandling af landkommunallovforslaget

fra en enkelt side fremhævet, at det syntes

noget uforståeligt, at købstæder med 1000-

3000 indbyggere skulle høre under købstadkommunalloven

og styres efter denne lovs regler,

medens landkommuner med fra 2000 til 50.000

indbyggere skulle høre under landkommunalloven,

og at man derfor burde overveje, om

grænsen absolut skulle drages efter, om kommunen

havde købstadprivilegier eller ej*). Ved

formuleringen af de nye bestemmelser i landkommunallovforslaget

havde man iøvrigt søgt

at tage fornødent hensyn til de nye bymæssige

bebyggelser, der var opstået ude over landet,

således at disses forhold mere naturligt kunne

indordnes under de almindelige regler i landkommunalloven

.

Ved købstadkommunalloven af 1933 blev det

særlige fællesskab mellem købstæder og landdistrikter

på Bornholm opretholdt, jfr. købstadkommunallovens

§ 32. Med hensyn til de sønderjydske

flækker og handelspladsen Marstal

blev det i købstadkommunallovens § 34, stk. 1,

bestemt, at indenrigsministeren bemyndiges til

ved særlige regulativer at træffe de fornødne

nærmere bestemmelser angående disse kommuners

styrelse, således at de i købstadkommunalloven

givne regler kommer til anvendelse med

de lempelser, som efter de nævnte flækkers og

handelspladsens særlige forhold findes påkrævede.

Med hensyn til Frederiksberg kommune

bestemtes det i købstadkommunallovens § 34,

stk. 2, at kommunen, for så vidt angår de i købstadkommunalloven

fastsatte bestemmelser, skal

anses som købstad, således at den nærmere

ordning - under hensyntagen til de for denne

kommune gældende særlige bestemmelser og

med de lempelser, som måtte anses for ønskelige

— fastsættes i en af Frederiksberg kommunalbestyrelse

vedtaget og af indenrigsministeren

stadfæstet vedtægt. Endelig blev det i § 34, stk.

3, bestemt, at de i købstadkommunalloven givne

regler af indenrigsministeren efter indhentet

erklæring fra Københavns amtsråd og Gentofte

kommunalbestyrelse kunne gøres gældende for

Gentofte kommune i det omfang, i hvilket dette

er foreneligt med, at kommunen hører til Københavns

amtsrådskreds, og med de lempelser,

som dette forhold måtte nødvendiggøre, eller

*) Rigsdagstidende 1930-31. Folketingets forhandlinger,

sp. 3580.

som iøvrigt anses for ønskelige, således at den

nærmere ordning - på lignende måde som i Frederiksberg,

Marstal og flækkerne - fastsættes i en

af kommunalbestyrelsen vedtaget, af indenrigsministeren

stadfæstet vedtægt. En sådan vedtægt

blev stadfæstet i 1934, og Gentofte kommune

har herefter haft en købstadlignende stilling i

styrelsesmæssig henseende, ligesom kommunen

på andre kommunalretlige områder er blevet

sidestillet med købstæderne eller med de to andre

hovedstadskommuner.

E. DE KØBENHAVNSKE OMEGNS-

KOMMUNER - LOVEN AF 20. MAJ 1952

Den nævnte hjemmel i købstadkommunallovens

§ 34, stk. 3, til administrativt at tillægge

Gentofte kommune en købstadlignende stilling

i styrelsesmæssig henseende er ved lov nr. 181

af 20. maj 1952 om ændringer i de københavnske

omegnskommuners styrelse m. v. udvidet

til også at gælde de københavnske omegnskommuner:

Ballerup-Måløv, Birkerød, Brøndbyvester-Brøndbyøster,

Dragør, Farum, Gladsaxe,

Glostrup, Herlev, Herstedøster-Herstedvester,

Hvidovre, Høje Tåstrup, Hørsholm, Lyngby-

Tårbæk, Rødovre, St. Magleby, Søllerød, Tårnby,

Vallensbæk og Værløse kommuner.

Før denne lovs fremkomst havde et flertal

inden for den af indenrigsministeriet nedsatte

»Hovedstadskommission« i betænkning af 24.

januar 1948 fremsat forslag om gennemgribende

ændringer i den kommunale ordning i hovedstadsområdet.

Kommissionen havde foreslået, dels at en række

af de nærmest ved København liggende kommuner

skulle indlemmes i Københavns kommune,

dels at der ved sammenlægning af visse af

de øvrige kommuner i Københavns amtsrådskreds

skulle oprettes 5 nye kommuner, der benævntes

»omegnskommuner«, medens de resterende

4 mindre sognekommuner i amtsrådskredsen

skulle overføres til Roskilde amtsrådskreds.

Efter forslaget skulle Københavns amtskommune

ophæves, og der skulle tillægges de 5

nævnte omegnskommuner en købstadlignende

stilling, idet købstadkommunalloven og »de

for landets købstæder iøvrigt gældende almindelige

regler« skulle være gældende for disse

kommuner. Dette var dog ikke ensbetydende

med, at det hidtidige gennem amtskommunen

bestående økonomiske fællesskab ganske skulle

bortfalde for disse kommuner, idet omegnskom-


108

munerne efter forslaget skulle indtræde i et

kommuneforbund, der skulle bestyre det for

kommunerne fælles sygehusvæsen samt overtage

forskellige andre udgifter i forbindelse med

sundhedsvæsenet. Forbundets udgifter skulle

dækkes af de enkelte medlemskommuner i forhold

til vurderingerne til ejendomsskyld af de

i hver kommune beliggende ejendomme.

Endvidere blev det foreslået, at der til varetagelse

af omegnskommunernes og de tre hovedstadskommuners

fælles interesser og formidling

af samarbejdet skulle nedsættes et »Hovedstadsråd«

med repræsentanter for hver kommune.

Rådet skulle bl. a. have beføjelse til at pålægge

de enkelte kommuner at gennemføre arbejder på

vejvæsenets område.

Endelig indeholdt forslaget regler om gennemførelse

af en almindelig økonomisk udligningsordning,

omfattende såvel hovedstadskommunerne

som omegnskommunerne.

Dette forslag vandt imidlertid ikke fornøden

politisk tilslutning, og i stedet fremsatte regeringen

i rigsdagssamlingen 1951-52 forslag til

lov, hvorefter den fornævnte bestemmelse i købstadkommunalloven

om, at lovens bestemmelser

kan bringes til anvendelse på Gentofte

kommune, skulle udvides til også at omfatte enkelte,

nærmere angivne københavnske omegnskommuner.

Endvidere indeholdt lovforslaget

bestemmelser, hvorefter de omhandlede omegnskommuner

skulle behandles efter købstadbestemmelser

også i visse andre love (folkeregisterloven,

næringsloven og lovene om landvæsensretter

og vandløb samt for visse af kommunernes

vedkommende loven om det kommunale

skolevæsens styrelse og tilsyn). Derimod skulle

der efter lovforslaget ikke ske forandringer i

disse kommuners stilling som sognekommuner

med hensyn til det kommunalretlige tilhørsforhold

til amtskommunen, ligesom det iøvrigt

heller ikke blev foreslået, at der med hensyn til

reglerne om den egenkommunale beskatning

skulle gælde købstadregler i kommunerne.

Under forslagets behandling på rigsdagen blev

kredsen af de kommuner, der skulle omfattes af

ordningen, udvidet til de ovenfor anførte kommuner,

idet folketingsudvalget i sin betænkning

anførte, at udvalget var enigt med ministeren

i, at bemyndigelsen herefter ville komme til at

omfatte kommuner, for hvilke en ændring af

den kommunalretlige status ikke for tiden ville

falde naturlig, og at det måtte bero på den

videre udvikling inden for hovedstadsområdet,

hvornår den enkelte kommune havde fået en

sådan struktur, at spørgsmålet om en overgang

til en mere købstadpræget status kunne anerkendes

at være aktuelt.

I henhold til den nævnte lov er der for samtlige

de i loven nævnte kommuner, bortset fra

Farum, Herstedøster-Herstedvester, St. Magleby,

Vallensbæk og Værløse kommuner, af indenrigsministeriet

stadfæstet styrelsesvedtægter,

hvorved disse kommuner har fået en købstadlignende

stilling med hensyn til kommunernes

styrelse m. v.

Under rigsdagens behandling af forslaget til

loven var det i en henvendelse fra »Fællesorganisationen

af Landkommuner med bymæssig Bebyggelse«

(nu foreningen »Bymæssige kommuner«)

om udvidelse af det oprindelige lovforslag

til at omfatte den videre kreds af københavnske

omegnskommuner tillige blevet anført,

at der også uden for hovedstadsområdet fandtes

en lang række bymæssige kommuner, for hvilke

der var behov for opnåelse af en købstadlignende

stilling, hvorfor foreningen henstillede,

at der også for disse kommuner skabtes lovhjemmel

for indførelse af købstadlignende styreform.

løvrigt henvises der om denne henvendelse

samt om det nærmere indhold af den såkaldte

»Gentofte-status« til bemærkningerne nedenfor

s. 200 ff.

Man bygger altså stadig på den kommunalordning,

som blev skabt ved de kommunale

styrelsesanordninger fra omkring 1840, men at

der efterhånden har udviklet sig forskellige

former for kommuner ved siden af de tre grundtyper,

købstad kommuner, sognekommuner og

amtskommuner.

Frederiksberg kommune står på samme måde

som købstadkommunerne uden for amtskommunen,

jfr. den fornævnte lov nr. 69 af 7. april

1899, og kommunen har på mangfoldige andre

områder en stilling, der svarer til købstadkommunernes

eller Københavns, jfr. med hensyn til

kommunens styrelse, købstadkommunallovens

§ 34, stk. 2.

Tre af de sønderjydske flækker står ligeledes

uden for amtskommunen, ligesom disse kommuner

på det styrelsesmæssige område og med hensyn

til beskatningsreglerne er sidestillet med

købstæderne, jfr. købstadkommunallovens § 34,

stk. 1, samt den kommunale ejendomsskartelovs

8 28.


109

To af flækkerne samt de bornholmske købstæder

indtager en særstilling i forhold til amtskommunen,

jfr. henholdsvis lov nr. 299 af 28.

juni 1920 § 10, stk. 2, samt landkommunallovens

§ 21, stk. 2, men disse kommuner omfattes

iøvrigt almindeligvis på andre områder af

de for købstæderne gældende regler, jfr. med

hensyn til styrelsen købstadkommunaliovens § 34,

stk. 1, og med hensyn til ejendomsbeskatningen,

den kommunale ejendomsskattelovs § 28.

Marstal og visse københavnske omegnskommuner

indtager derimod stillingen som sognekommuner

i forhold til amtskommunen, medens

de på flere andre områder er undergivet de for

købstæderne gældende regler, jfr. med hensyn

til styrelsen købstadkommunaliovens § 34, stk. 1

og 3, samt med hensyn til den egenkommunale

ejendomsbeskatning, for Marstals vedkommende

den kommunale ejendomsskattelovs § 28.


KAPITEL 10

Spørgsmålet om gennemførelse af ændringer

i de bymæssigt bebyggede kommuners stilling som sognekommuner

i forhold til amtskommunen — Købstadoprettelse.

Af de foregående kapitler vil det være fremgået,

dels at den nuværende kommunalordning

frembyder et ret uensartet billede med hensyn

til de enkelte byers kommunalretlige stilling i

forhold til amtskommunen, dels at den kommunalordning,

der i midten af forrige århundrede

blev gennemført for de dengang bestående

byer, kun er blevet overført til et fåtal af

de mange byer, der siden kommunalsystemets

gennemførelse er vokset op uden for købstæderne.

Afgrænsningen af kredsen af de byer,

der i dag står uden for amtskommunen, er

overvejende begrundet i historiske forhold,

uden at den nu stemmer overens med de forudsætninger,

der i sin tid lå til grund for kommunalordningens

sondring imellem de kommuner,

der skulle stå uden for amtskommunen,

og de kommuner, der med hensyn til løsningen

af visse kommunale opgaver skulle være begrænset

af amtskommunens kompetence.

A. ALMINDELIG REFORM AF

KOMMUNALORDNINGEN OG DEN

KOMMUNALE INDDELING?

På denne baggrund kunne det være nærliggende

at rejse spørgsmålet, om ikke den siden

midten af forrige århundrede stedfundne voldsomme

forøgelse af byernes antal i forbindelse

med den udjævning, der er sket af forskellene

imellem land og by, må siges at have haft til

følge, at forudsætningerne for vor kommunalordning

nu er forrykket i en sådan grad, at det

var rimeligt at tage spørgsmålet om en almindelig

reform af denne kommunalordning op til

overvejelse. Dette problem må tillige ses i lyset

af spørgsmålet om, hvorvidt landets nuværende

kommunale inddeling i geografisk henseende

muliggør en rationel løsning af de

offentlige opgaver og formål, som inddelingen

skal tjene.

Den kommunale inddeling hviler stadig på

det grundlag, der blev fastlagt, da man i begyndelsen

af forrige århundrede organiserede

fattigvæsenets og skolevæsenets ordning i lokale

distrikter, der hovedsagelig blev fastlagt

i overensstemmelse med den bestående kirkelige

inddeling. De dengang dannede kommuner

havde -— bortset fra den på den tid

fundamentale forskel med hensyn til forholdene

i købstadkommuner og landkommuner

-—• en nogenlunde ensartet struktur såvel i

befolkningsmæssig som i økonomisk henseende,

og de kommunale enheder, man skabte,

var med hensyn til både størrelse og økonomisk

bærekraft vel afpassede efter de opgaver,

der dengang påhvilede kommunerne.

Medens den således fastlagte kommuneinddeling

i princippet har stået fast i løbet af

disse halvandet hundrede år, har den stedfundne

tekniske, økonomiske og befolkningsmæssige

udvikling ført til, at de faktiske forhold

i dag i ikke ringe grad kan siges at gå

på tværs af hele inddelingen. Hertil kommer,

at det spændingsforhold, der i dag består

imellem den kommunale inddeling og de faktiske

forhold i kommunerne, må forventes at

blive af stigende styrke, hvis udviklingen i

retning af en stigende befolkningskoncentration

i større og mindre bysamfund og affolkning

af landdistrikterne fortsætter. En lignende

udvikling i Sverige og Norge har —

som nærmere omtalt i bilag 14 •—• givet anledning

til, at man i Sverige har gennemført og

i Norge overvejer at gennemføre en omfattende

reform af den kommunale inddeling,

således at der ved sammenlægning af to eller

flere mindre kommuner og omlægning af

grænserne mellem kommunerne skabes større

kommunale enheder, der bedre er i stand til

at løse de opgaver, som i dag påhviler kommunerne.


Ill

Det falder imidlertid uden for nærværende

udvalgs opgave at overveje og tage stilling til

de problemer, der knytter sig til spørgsmålet

om betimeligheden af, at der tages skridt til

gennemførelse af en almindelig reform af hele

vor kommunalordning og i forbindelse dermed

vor kommunale inddeling. Man har derfor

alene ment at burde behandle spørgsmålet

om, hvorvidt der — inden for rammerne af

den bestående kommunalordning — burde

søges gennemført en sidestilling imellem købstæderne

og de senere opståede bysamfund, der

har en tilsvarende størrelse og struktur, specielt

med hensyn til disse bysamfunds stilling i den

kommunale ordning — eller med andre ord

spørgsmålet om en ændring af disse bysamfunds

kommunalretlige stilling i forhold til

amtskommunen i form af oprettelse af disse

kommuner til købstadkommuner.

B. SPØRGSMÅLET OM OPRETTELSE

AF BYMÆSSIGT BEBYGGEDE

SOGNEKOMMUNER TIL EGENTLIGE

KØBSTÆDER

Siden Vester Brønderslev ved lov nr. 71 af

11. februar 1921 blev oprettet til købstad, har

der ikke været gennemført love om bymæssigt

bebyggede sognekommuners udskillelse af tilhørsforholdet

til amtskommunen ved oprettelse

til købstadkommuner. Der blev ganske vist ved

lov nr. 181 af 20. maj 1952 gennemført bestemmelser

om, at visse københavnske omegnskommuner

på nogle kommunalretlige områder

skulle behandles efter de for købstadkommunerne

gældende regler, men denne ordning

indebar ikke, at man for disse kommuner gennemførte

den udskillelse fra det økonomiske

og opgavemæssige tilhørsforhold til amtskommunen,

som vel er det, der i kommunalretlig

henseende er den egentlige kerne i spørgsmålet

om en kommunes overgang fra sognekommune

til købstadkommune.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at der

ikke siden 1921 har været fremsat tanker om at

gøre bymæssige kommuner til købstadkommuner,

idet spørgsmålet i de forløbne år flere

gange har været rejst i lokale kredse for visse

af de større stationsbyers vedkommende, som

f. eks. Haslev, Odder og senest også Skjern

og Ikast.

Spørgsmålet har i visse tilfælde været rejst

af vedkommende kommunes kommunalbestyrelse,

medens det i andre tilfælde især har

været kredse indenfor vedkommende bys erhvervsliv,

der har beskæftiget sig med tanken.

I. De almindelige begrundelser for ønsket

om købstadstatus.

De forhold, der i de forskellige tilfælde

har været fremført som begrundelse for ønsket

om en sognekornmunes oprettelse til købstadkommune,

har været af meget forskellig

karakter — således som det også var tilfældet,

for så vidt angår de i slutningen af

forrige og begyndelsen af indeværende århundrede

stedfundne købstadoprettelser.

I nogle af tilfældene har ønsket om en

stationsbys oprettelse til købstad især været

begrundet i udsigten til derved at opnå de

virkninger, der for bysamfundet som sådant

er knyttet til selve købstadnavnet, idet man i

denne henseende ikke så meget har tænkt på

købstadoprettelsens følger for kommunens stilling

i forhold til amtskommunen*), men mere

på de virkninger for den enkelte borger og for

kommunens administration m. v., der skulle

være en følge af, at der såvel i lovgivningen

som i det praktiske erhvervsliv er tillagt de

bysamfund, der benævnes købstæder, en særlig

stilling i forhold til landet og de andre bysamfund.

Man har herved henvist til, at der — til

trods for at de i sin tid bestående særlige købstadprivilegier

nu er ophævet — stadig i vidt

omfang er tillagt befolkningen i købstæderne

en slags priviligeret stilling. Medens købstadprivilegierne

i ældre tid var ensbetydende med,

at der indrømmedes købstædernes borgere en

slags priviligeret særstilling i forhold til beboerne

i landdistrikterne, skulle de nuværende

„købstadprivilegier" nærmest have karakter af

en særstilling i forhold til beboerne i de byer,

der ikke benævnes købstæder.

Der er herved tænkt på, at lovgivningens

afgrænsning af de bysamfund, for hvilke der

er givet særregler med begrundelse i den bymæssige

struktur, — også uden for de lovgivningsområder,

der har relation til de forskellige

kommunetypers indbyrdes kommunalretlige

stilling, — stadig i vidt omfang bygger på

købstadbegrebet, hvilket har til følge, at de

særlige byregler på mange lovgivningsområder

ikke kommer til anvendelse i bymæssige bebyg-

*) Ønskerne er mere gået i retning af at opnå, at

bysamfundet blev gjort til købstad, end at kommunen

blev købstadkommune.


112

gel s er uden for købstæderne. Man tænker her

såvel på bestemmelser på det kommunalretlige

område, som f. eks. om kommunernes styrelse

m. v. og den egenkommunale ejendomsbeskatning*),

som på bestemmelser, der mere direkte

regulerer borgernes forhold, som f. eks. om

adgangen til at etablere beværtninger og gæstgiveri.

Man har endvidere som oftest i forbindelse

med ønsket om, at vedkommende by kunne

opnå købstadnavnet, tillige anført, at dette

navn skulle indebære en række gunstige —

tildels uhåndgribelige — faktiske virkninger

navnlig af betydning for byens erhvervsliv

udover de virkninger for erhvervslivet, der

menes at følge af, at lovgivningens købstadregler

ikke gælder i byerne uden for købstæderne**).

Det er i denne henseende navnlig anført, at

der til købstadnavnet skulle være knyttet særlige

»prestigemæssigt« betonede virkninger***).

For erhvervslivet skulle disse virkninger give

sig udslag i, at større erhvervsorganisationer

og større erhvervsvirksomheder på forskellig

måde skulle yde begunstigelser til de erhvervsdrivende

i købstæderne fremfor erhvervsdrivende

i de andre byer. Det er således anført,

at de større branchesammenslutningers praksis

med hensyn til medlemmers optagelse er noget

strengere over for erhvervsdrivende fra byer,

der ikke er købstæder, og at handelsfirmaers

praksis med hensyn til annoncering, udsendelse

af repræsentanter, tildeling af eneforhandlingsrettigheder,

betaling af forsendelsesomkostninger

m. v. skulle være forskellig overfor er-

*) Det kan i denne forbindelse nævnes, at det undertiden

anføres, at kun købstæder skulle være

berettigede til at føre byvåben og at udnævne

æresborgere. Denne antagelse er imidlertid ikke

rigtig.

**) Med hensyn til de lovgivningsmæssige følger af

købstadoprettelsen har man fra erhvervsside peget

på, at den købstadkommunale beskatningsform

indebærer fordele for erhvervslivet fremfor

beskatningsformen på landet. Den omstændighed,

at en væsentlig større del af de kommunale

skatter uden for købstæderne lignes som eje