SÃ¸gbar version

De bymæssige 

kommuner 

BETÆNKNING 

afgivet af det af indenrigsministeriet 

under 21. oktober 1952 

nedsatte udvalg med den opgave 

at foretage en undersøgelse 

af de bymæssigt bebyggede sognekommuners 

særlige forhold. 

BETÆNKNING NR. 161 

1956

Indholdsoversigt 

Indledning 5— 6 

Side 

Kapitel 

Bydannelserne 

AFSNIT I 

uden for købstæderne i det 19. og 20. århundrede. 

Byernes vækst. 

1. De bymæssige bebyggelsers opståen - Lovgivningens stilling til de bymæssige 

bebyggelser i tidligere tid 9 — 23 

Kapitel 2. De bymæssige bebyggelsers udvikling og vækst 24 — 38 

AFSNIT II 

De faktiske forhold i de bymæssige 

bebyggelser (kommuner). 

Kapitel 3. Bebyggelserne - De bymæssigt bebyggede kommuner 41— 45 

Kapitel 4. Befolkningen i de bymæssige bebyggelser og dennes forhold 46— 69 

Kapitel 5. De bymæssige kommuners finanser 70 — 77 

Kapitel 6. Byggevirksomheden i de bymæssige kommuner 78— 79 

Kapitel 7. Sammenfattende bemærkninger om de faktiske forhold i de bymæssige bebyggelser 

80 - 85 

AFSNIT III 

De bymæssige bebyggelsers (kommuners) stilling 

efter den gældende lovgivning. 

Indledning 89 

1. AFDELING 

Lovgivningens regler 

om de bymæssige kommuners stilling 

i forhold til amtskommunen. 

Kapitel 8. Den gældende kommunalordning 90— 95 

Kapitel 9. Kommunalordningens historiske baggrund 96—109 

Kapitel 10. 

Spørgsmålet om gennemførelse af ændringer i de bymæssigt bebyggede 

kommuners stilling som sognekommuner i forhold til amtskommunen - 

Købstadoprettelse 110-126 

DET ADMINISTRATIVE BIBLIOTEK

4 

Indledning. 

Kapitel 11. 

2. AFDELING 

De bymæssige kommuners stilling 

på lovgivningsområder, der ikke vedrører 

tilhørsforholdet til amtskommunen. 

Købstadbegrebets indflydelse i almindelighed ved afgrænsningen af byreglers 

anvendelsesområde 129 — 130 

Lovbestemmelser, der overhovedet ikke sondrer mellem købstæder og byer 

uden for disse, over for lovbestemmelser, der udelukkende gælder for 

købstæderne 131 — 137 

Kapitel 12. Lovgivningsområder, hvor de for købstæder givne særregler er udvidet 

til bymæssige bebyggelser (kommuner) - Afgrænsningen af kredsen af 

de med købstæderne sidestillede bebyggelser 138—163 

Kapitel 13. Almindelige bemærkninger om afgrænsningen af byreglers anvendelsesområde 

i den nugældende og fremtidige lovgivning 164—179 

Kapitel 14. Reglerne om ejendomsbeskatningen i de bymæssige kommuner 180—194 

Kapitel 15. Reglerne om de bymæssigt bebyggede sognekommuners styrelse 195 — 204 

1-20 206-265 

Sagregister 267 — 270

Indledning 

Den 21. oktober 1952 nedsatte indenrigsministeriet 

et udvalg med den opgave at foretage 

en undersøgelse af de bymæssigt bebyggede 

sognekommuners særlige forhold og at udarbejde 

en redegørelse herfor, som kunne danne 

grundlag for videre overvejelser med hensyn 

til spørgsmålet om gennemførelse af reformer, 

herunder lovændringer på det pågældende område. 

Udvalget fik følgende sammensætning: 

Fuldmægtig, nu ekspeditionssekretær i indenrigsministeriet, 

fru G. Refslund Thomsen, 

formand, 

Kontorchef i Det statistiske Departement Henry 

Stjernqvist, 

Sognerådsformand, civilingeniør O. F. R. Kier, 

Risskov, (udpeget af foreningen »Bymæssige 

Kommuner«), 

Folketingsmand Kai Jensen, Birkerød, (udpeget 

af foreningen »Bymæssige Kommuner«), 

Kæmner E. Kjærsgaard, Odder, (udpeget af 

»Landsforeningen af kommunesekretærer i landkommunerne«) 

. 

Sekretær i indenrigsministeriet Jørgen H. 

Koch har med bistand af sekretær i Det statistiske 

Departement Helge Bov fungeret som 

udvalgets sekretær. 

I tiden forud for udvalgets nedsættelse var 

der ved forskellige lejligheder af »Fællesorganisationen 

af Landkommuner med bymæssig 

Bebyggelse«, nu foreningen »Bymæssige Kommuner«, 

blevet fremsat ønsker om, at der 

blev taget skridt til gennemførelse af ændringer 

i den gældende retstilstand, for så vidt 

angår de bymæssige bebyggelser eller bymæssigt 

bebyggede kommuner uden for købstæderne. 

Organisationen havde herved bl. a. anført, 

at der ved udformningen af de retsregler, 

som på forskellige lovgivningsområder skal 

komme til anvendelse i landets bysamfund, ikke 

i tilstrækkelig grad er taget hensyn til de bysamfund, 

der i løbet af det sidste århundrede 

er vokset op uden for købstæderne uden at 

være blevet oprettet til købstæder. Organisationen 

havde i denne forbindelse især peget på 

det utilfredsstillende i, at mange af de bestemmelser, 

der efter den nugældende lovgivning 

kommer til anvendelse i de bymæssige kommuner, 

afviger fra de bestemmelser, der gælder for 

købstæderne, til trods for at mange af de nye 

byer med hensyn til indbyggertallets størrelse 

og dermed også almindeligvis med hensyn til 

bysamfundets struktur i bebyggelsesmæssig, erhvervsmæssig, 

økonomisk og i andre henseender 

ligger fuldt på linie med flere af købstæderne, 

således at de forhold, der har motiveret særlige 

regler for købstæderne, også måtte tale for, at 

de samme regler blev gennemført for de omhandlede 

byer. 

Selvom udvalgets kommissorium efter sin ordlyd 

omfatter også sognekommuner med ganske 

små bymæssige bebyggelser, har udvalget på denne 

baggrund dog ment i særlig grad at burde 

rette sine undersøgelser imod de byer og bymæssige 

bebyggelser uden for købstæderne, der har 

nået en sådan størrelse, at det må formodes, at 

forholdene på flere områder svarer til forholdene 

i købstæderne. Man har dog tillige haft 

opmærksomheden særlig henvendt på sådanne 

mindre bebyggelser, der har karakteren af forstadsbebyggelser, 

hvor særlige forhold på grund 

af moderbyens nærhed gør sig gældende. 

Til forståelse af tilstandene på det omhandlede 

område og herunder især til belysning af 

den historiske baggrund for den nuværende lovgivningstilstands 

manglende samklang med de 

faktiske forhold har udvalget foretaget en historisk 

undersøgelse af bydannelserne i forrige 

og indeværende århundrede, idet man i forbindelse 

hermed særlig har undersøgt, hvilken 

linie lovgivningsmagten til de forskellige tider 

har anlagt over for disse bydannelser. 

Udvalgets undersøgelser af de nu herskende 

tilstande har omfattet dels en undersøgelse af

6 

de faktiske forhold i de bymæssige bebyggelser 

eller i de kommuner, der har sådanne bebyggelser, 

med særligt henblik på at skabe grundlag 

for en bedømmelse af, i hvilket omfang forholdene 

på forskellige områder måtte adskille sig 

fra forholdene i købstæderne, dels en undersøgelse 

af den gældende lovgivning med særligt 

henblik på at skabe overblik over, i hvilket omfang 

de bymæssige bebyggelser (kommuner) 

efter lovgivningen måtte indtage en særstilling 

i forhold til de øvrige byer, købstæderne. Herunder 

har man tillige søgt at konstatere, i 

hvilket omfang der af den gældende lovgivnings 

bestemmelser om bymæssige bebyggelsers sidestilling 

med købstæderne måtte kunne uddrages 

generelle retningslinier for lovgivningens afgrænsning 

af den kreds af bebyggelser (kommuner), 

for hvilke købstadregler kommer til 

anvendelse på de enkelte lovgivningsområder. 

En undersøgelse af den nævnte art, der 

hovedsagelig tilsigter at give et samlet billede 

af retstilstanden for de bymæssige bebyggelser 

i almindelighed, må nødvendigvis få et vist 

summarisk præg, for så vidt angår de enkelte 

lovgivningsområder, idet man af hensyn til ønsket 

om en naturlig begrænsning af udvalgets 

arbejde ikke har kunnet foretage en detailleret 

behandling af hvert af de enkeltstående problemer, 

som den nugældende lovgivning måtte 

afføde specielt for de bymæssigt bebyggede 

sognekommuner. Udvalget har dog fundet, at 

visse spørgsmål er af så stor betydning for disse 

kommuner, at man har ment det rigtigt at undergive 

dem en særlig undersøgelse og behandling. 

Dette gælder spørgsmålene om ændring af 

de bymæssige kommuners kommunalretlige stilling 

(oprettelse til købstadkommuner), om afgrænsningen 

af de med købstæderne sidestillede 

bymæssige bebyggelser eller kommuner i relation 

til statsskattelovgivningens og forsorgslovgivningens 

indtægtsgrænser m. v., om den kommunale 

ejendomsbeskatning i de bymæssige 

kommuner samt om formen for disse kommuners 

styrelse. 

Som resultatet af udvalgets undersøgelser 

fremlægges nærværende betænkning, der er enstemmigt 

tiltrådt af udvalgets medlemmer. 

Det er faldet uden for udvalgets opgave at 

fremsætte konkrete forslag til afhjælpning af 

manglerne ved den gældende lovgivning i relation 

til de bymæssige bebyggelser, men udvalget 

har ikke ment sig afskåret fra på enkelte 

punkter at fremhæve mulige udveje i så henseende, 

hvilket er sket i forbindelse med betænkningens 

behandling af de enkelte spørgsmål. 

København, september 1956. 

Kai Jensen. O. Kier. E. Kjærsgaard. 

G. Refslund Thomsen. Henry Stjernqvist. 

Formand. 

Jørgen H. Koch.

AFSNIT I. 

BYDANNELSERNE UDEN FOR KØBSTÆDERNE 

I DET 19. OG 20. ÅRHUNDREDE 

BYERNES VÆKST

KAPITEL 1 

De bymæssige bebyggelsers opståen — Lovgivningens stilling 

til de bymæssige bebyggelser i tidligere tid. 

Ved folketællingen i 1801 udgjorde Danmarks 

folkemængde 929-000 indbyggere, og 

befolkningen fordelte sig med 192.000 - eller 

20,7 % - i byerne og 737.000 i landdistrikterne. 

I de følgende halvandet hundrede år har folkemængden 

været i stadig vækst. Ved folketællingen 

i 1950 udgjorde folketallet ialt 4.281.000 

indbyggere, eller mere end 4 gange så meget 

som i 1801, men samtidig var bybefolkningens 

andel i den samlede folkemængde i 1950 steget 

til 65 %. 

Antallet af den del af landets indbyggere, 

der i 1801 måtte siges at udgøre landets bybefolkning, 

var sammensat af Københavns og 

af købstædernes indbyggertal, således at 101.000 

- eller 52,4 % - af den samlede bybefolkning 

boede i København og resten i landets 68 købstæder. 

Ved folketællingen i 1950 fordelte bybefolkningen 

sig med 34 % i hovedstaden 

(Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner), 

39 % i landets 85 købstæder, 11 % i 

forstader og 16 % i øvrige bymæssige bebyggelser 

i landkommuner. En væsentlig del af den 

siden 1801 stedfundne vækst i bybefolkningens 

andel af den samlede folkemængde falder således 

på det betydelige antal bymæssige bebyggelser, 

der nu findes uden for København 

og købstæderne - det være sig i form af forstadsbebyggelser 

til hovedstaden og købstæderne 

eller som selvstændige, isolerede bebyggelser 

(»stationsbyer o. 1.«). 

A. DEN ERHVERVSØKONOMISKE 

BAGGRUND 

a. Første halvdel af det 19. århundrede. 

I første halvdel af det 19- århundrede var 

Danmarks folkemængde i jævn vækst, således 

at den i løbet af de 39 år fra 1801 til 1840 voksede 

med ca. 360.000 indbyggere, eller med 

mere end en trediedel. Væksten fordelte sig dog 

ligeligt på land- og bybefolkningen, således 

at denne sidste ved folketællingen i 1840 på 

samme måde som i 1801 udgjorde ca. 21 % af 

landets samlede folkemængde, ligesom bybefolkningen 

stadig ganske overvejende levede i hovedstaden 

og købstæderne. 

Der fandtes ganske vist uden for hovedstaden 

og købstæderne visse bebyggelser af bymæssig 

karakter - samlinger af huse, som ikke, eller i 

hvert fald ikke overvejende, anvendtes til landbrugsformål 

- men dels var antallet af sådanne 

bebyggelser ganske ringe, dels har deres indbyggertal, 

som iøvrigt kun findes opgjort for 

enkelte af bebyggelsernes vedkommende, ikke 

været af en sådan størrelse, at det har kunnet 

forrykke det fornævnte forhold mellem by- og 

landbefolkningen væsentligt. Sådanne bymæssige 

bebyggelser har til eksempel været at finde 

omkring kongelige slotte eller fæstninger, som f. 

eks. Hals, Fredensborg og Hørsholm (der endog 

i henhold til en kgl. bevilling af 26. november 

1739 nød »alle de privilegier og friheder, som 

andre rigets kjøbstæder ere tillagte«, dog uden 

at byen blev betragtet som købstad). I denne 

gruppe kan også nævnes Fladstrand, der iøvrigt 

ved kgl. resolution af 9. september 1818 

blev købstad under navnet Frederikshavn. Også 

ved flere havne eller udskibningssteder (toldsteder) 

lå bebyggelser af bymæssig karakter, som 

ikke medregnedes i købstædernes kreds, de såkaldte 

»ladesteder« eller »ladepladser«, jfr. herved 

plakat af 26. marts 1816, hvori det bestemtes, 

at tiendeyderne skulle føre tiendekornet 

»til den nærmest liggende kjøbstad eller 

det nærmeste ladested«. Som sådanne ladepladser 

kan nævnes Løgstør og Struer, der begge 

senere blev købstæder, samt Løkken og Troense. 

I visse tilfælde havde der også dannet sig 

mindre bymæssige bebyggelser omkring de fra 

gammel tid bestående tingsteder (eks. Kjellerup), 

ved vigtige vejkryds (eks. Årup) eller 

på steder, hvor der var vandmøller og blev holdt 

markeder (eks. Odder). Enkelte af bebyggel-

10 

serne uden for købstæderne var byer, der tidligere 

havde haft købstadstatus (Slangerup og 

GI. Rye). Indbyggertallet i de fleste af sådanne 

bebyggelser var dog almindeligvis ganske ringe 

og kom kun i ganske få tilfælde op over 

400*). 

Den almindelige stigning i folketallet medførte 

naturligvis, at købstædernes indbyggertal 

voksede, men i almindelighed ikke i en sådan 

grad, at købstæderne voksede ud over grænserne 

og dannede egentlige forstæder i landdistrikterne, 

allerede fordi de enkelte købstæder 

almindeligvis var omgivet af ubebyggede områder 

inden for købstadens grænser, »markjorderne«, 

som kunne give plads for udvidelserne. 

Når der - til trods for folketallets relativt 

stærke vækst - ikke opstod bydannelser af væsentlig 

betydning uden for hovedstaden og købstæderne 

i første halvdel af det 19. århundrede, 

hænger dette imidlertid sammen med hele landets 

erhvervsstruktur i denne periode. 

Efter Napoleonskrigene i århundredets begyndelse 

gennemgik Danmark en økonomisk 

krise, som var en medvirkende årsag til landbrugserhvervenes 

stagnation på denne tid. Landbruget 

var endnu baseret på naturalhusholdning, 

således at hvert landbrug udgjorde en i det store 

og hele selvforsynende enhed, hvis drift og trivsel 

kun i meget ringe grad var afhængig af tilførsel 

af produkter udefra. Købstædernes erhverv 

var gennemgående lokalt betonet. Hver 

købstad havde et vist opland, der begrænsedes 

af de øvrige købstæders opland, og købstadens 

handel og håndværk var så godt som udelukkende 

baseret på kun at skulle forsyne byen og 

dens opland, hvilket var en naturlig følge af 

kommunikationsmidlernes ringe stade. På den 

anden side var den i købstæderne stedfindende 

handel og produktion i det store og hele tilstrækkelig 

til at dække oplandets behov, der 

som følge af naturalhusholdningen på landet 

kun var ganske ringe, målt med nutidens målestok. 

Der var således rent faktisk i almindelighed 

ikke større trang til og grobund for nye 

bydannelser. Men hertil kommer, at den dengang 

gældende lovgivning allerede på forhånd 

afskar - eller i hvert fald i høj grad vanskeliggjorde 

- bydannelser uden for købstæderne. Udøvelsen 

af handel og af de fleste af håndværksfagene 

havde nemlig siden det 15. århundrede 

været forbeholdt købstæderne, og da handels- 

*)Således i 1840: Fredensborg 618 indbyggere, Hals 

790 indbyggere, Løgstør 791 indbyggere, Odder 

889 indbyggere og Troense 930 indbyggere. 

og håndværksvirksomheder jo måtte være den 

almindelige forudsætning for, at en by hævede 

sig op over landsbystadet, er det klart, at dei 

ikke kunne finde bydannelser sted udenfor købstæderne. 

Indskrænkningerne i den frie næringsudøvelse 

på landet, som var fastslået i Danske 

Lovs 3-13-23, 24 og 26 og nærmere udformet 

i en række forordninger og plakater af senere 

dato, kunne ganske vist ophæves ved kgl. bevilling 

i de enkelte tilfælde og blev det også for 

visse byers vedkommende, således bl. a. Løgstør, 

men i det store og hele var handel, håndværk 

og fabriksdrift henvist til og forbeholdt 

købstæderne som et af de vigtigste led i de 

købstæderne fra gammel tid tillagte privilegier. 

b. Næringsloven af 1857 — Industrialiseringen. 

Den hidtidige indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse 

på landet var imidlertid i strid 

med de frihedstanker, som grundloven byggede 

på og søgte at realisere, jfr. grundloven af 1849 

§ 83, og hertil kom, at den begyndende ændring 

i landets erhvervsstruktur, kendetegnet 

ved industrialiseringen og mekaniseringen, som 

nu begyndte at vinde indpas i flere og flere 

grene af erhvervslivet, skabte et større behov 

for adgang til fri næringsudøvelse uden for købstæderne. 

På denne baggrund vedtog rigsdagen 

da loven af 29- december 1857 om handværksog 

fabriksdrift samt handel og beværtning, som 

ophævede de gamle købstadprivilegier på næringsrettens 

område, således at der nu blev adgang 

til at drive handel, håndværk og industri 

i samme omfang på landet som i byerne. Loven 

gjorde dog visse undtagelser til fordel for købstæderne, 

idet den indførte de såkaldte »læbælter« 

omkring købstæderne*). Det blev nemlig 

bestemt, at håndværksdrift med enkelte undtagelser 

ikke måtte udøves i mindre end een 

mils afstand fra den nærmeste købstad, ligesom 

»groshandel, kjøbmandshandel og detailhandel« 

i almindelighed ikke måtte udøves i 

mindre end 1½ mils afstand fra købstaden. 

Samtidig blev der dog givet indenrigsministeren 

adgang til at gøre undtagelser fra læbæltereglerne 

ved udfærdigelse af kgl. bevilling 

til de enkelte næringsdrivende, ligesom 

indenrigsministeren efter begæring af en køb- 

*) Der blev også oprettet læbælter omkring de få 

byer, der ikke var købstæder, men »handelspladser 

og flækker«, se nedenfor s. 17, ligesom der 

blev etableret læbælter for Københavns vedkommende.

11 

stads kommunalbestyrelse helt kunne ophæve 

læbæltet for vedkommende købstad. 

Med næringsfrihedens gennemførelse var 

vejen åbnet for de bydannelser ude omkring i 

landet, som i de følgende årtier fandt sted med 

det resultat, at ca. 250.000 mennesker — eller 

ca. 9 % af landets samlede befolkning - 50 år 

senere ved folketællingen i 1911 levede i bymæssige 

bebyggelser udenfor købstæderne og 

hovedstaden. 

Selv om det er givet, at næringsfrihedens 

indførelse var den betingelse, som måtte være 

opfyldt, for at der ude i landdistrikterne kunne 

opstå et stort antal nye byer, er det dog på den 

anden side klart, at næringsfrihedens indførelse 

alene ikke har kunnet begrunde den stedfundne 

udvikling. Dette er så meget mere klart, som 

næringsfrihedens indførelse - netop på grund 

af oprettelsen af de foran omtalte særlige læbælter 

omkring købstæderne - i hvert fald 

ikke kan siges at have været en direkte forudsætning 

for dannelsen af de mange bymæssige 

forstadsbebyggelser, som fremkom omkring købstæderne 

allerede i sidste halvdel af forrige århundrede. 

Den stedfundne udvikling såvel af 

forstadsbebyggelser som af isolerede bymæssige 

bebyggelser i landkommunerne må tillige ses på 

baggrund af den fuldstændige omvæltning af 

landets hele erhvervsstruktur, som samtidig 

fandt sted. 

Industrialiseringen, som satte ind i 1850erne, 

medførte nemlig en omlægning af erhvervsfordelingen 

til fordel for de erhverv, som ikke er 

af egentlig landbrugsmæssig karakter, og som 

typisk vil have tendens til at koncentrere sig i 

byer. Anvendelsen af maskiner medførte nu, at 

mange af de forbrugsvarer, som tidligere under 

landbrugets naturaløkonomi var fremstillet af de 

enkelte landbrug til eget forbrug, nu kunne 

fremstilles langt billigere fabriksmæssigt, og 

medens købstadens håndværkere, som ovenfor 

omtalt, tidligere havde måttet indskrænke sig 

til en produktion, der udelukkende var beregnet 

på det lokale oplands forsyning, var der nu på 

grund af de nye trafikmidlers fremkomst (jernbaner, 

dampskibe) mulighed for salg ud over 

det tidligere opland og dermed yderligere basis 

for den billigere stordrift, der var muliggjort 

ved de forskellige nye industrielle opfindelser. 

Disse forhold førte til en voksende specialisering 

og dermed også til forøget handelsog 

transportvirksomhed. Industrialiseringens gennembrud 

begunstigedes af de gode konjunkturer 

for landbruget i perioden omkring 1840- 

1870, som i forbindelse med, at der nu indførtes 

nye arbejdsbesparende produktionsmetoder 

i landbruget (dræning, mergling, nye plovformer, 

tærskeværker etc.), virkede henimod en 

forøgelse af landbrugsproduktionen og dermed 

en forøgelse af landets velstand som helhed, 

som yderligere stimulerede handel, industri og 

håndværk. 

Disse forskellige faktorer i forening bevirkede, 

at en del af landbrugets arbejdskraft nu 

blev frigjort fra landbrugserhvervet til fordel 

for byerhvervene. Betegnende er det således, at 

der i denne periode var en stærk vandring fra 

land til by, hvorved kan anføres, at alene købstæderne 

og hovedstaden i perioden 1840-1880 

havde en tilvækst på 97 %, medens landdistrikternes 

tilvækst i samme periode alene udgjorde 

41 %, således at hovedstadens og købstædernes 

andel af den samlede befolkning allerede i 1880 

udgjorde 28 % mod ca. 21 % i 1840 og 1801. 

Landbrugskrisen omkring 1880 gjorde intet 

skår i den påbegyndte udvikling, idet den allerede 

nogle år tidligere påbegyndte omlægning 

af landbrugsproduktionen fra kornavl til animalsk 

produktion blot tjente til at fremme industrialiseringen 

og mekaniseringen såvel i selve 

landbrugserhvervet (andelsmejerier, -slagterier) 

som uden for dette, således at de faktorer, som 

efter det ovenfor beskrevne havde begunstiget 

ændringen af erhvervsfordelingen til fordel for 

byerhvervene, nu virkede i forstærket grad. Til 

belysning heraf kan anføres, at den del af landets 

befolkning, der var beskæftiget ved landbruget, 

i 1834 udgjorde 57,5 %, i 1880 51,1 % 

og i 1911 36,3 % (i 1950: 23,7 %) samtidig 

med, at bybefolkningens andel af den samlede 

befolkning i 1911 var steget til 50 %, når man 

medregner befolkningen i de bymæssige bebyggelser 

i landkommuner. 

B. DE NYE BYDANNELSER 

Den ovenfor beskrevne erhvervsøkonomiske 

udvikling kunne ikke undgå at få indflydelse 

på hele landets bebyggelsesmæssige struktur. 

Den stærke vandring fra land til by bevirkede 

for det første, at købstæderne sprængte deres 

rammer, således at der opstod bymæssige bebyggelser 

i de uden om købstæderne liggende landkommuner, 

og udviklingen førte tillige med sig, 

at der ude omkring i landkommunerne opstod 

nye bebyggelser af bymæssig karakter, ligesom 

mange af de fra gammel tid eksisterende mindre 

byer uden for købstæderne voksede stærkt.

12 

I. Forstadsbebyggelser. 

a. Forstædernes opståen. 

For tiden forud for folketællingen i 1901 

foreligger der ikke samlede, særskilte opgørelser 

over indbyggertallet i forstadsbebyggelser 

af bymæssig karakter i landkommunerne omkring 

hovedstaden og købstæderne, men det er 

givet, at sådanne bebyggelser er fremkommet 

på et relativt tidligt tidspunkt, og at de tidligt 

var af en sådan betydning, at man fandt det fornødent 

at give lovregler, der særlig tog hensyn 

til disse bebyggelsers eksistens. 

Udviklingen af og i sådanne forstadsbebyggelser 

er naturligvis ikke foregået samtidig og 

på ensartet måde for samtlige købstæder, idet 

de geografiske og erhvervsøkonomiske faktorer, 

der har betinget forstadsbebyggelsernes fremkomst 

og videre udvikling, har varieret stærkt 

såvel i karakter som i styrke fra købstad til 

købstad. 

Det må sikkert antages, at købstædernes læbælter 

har øvet en vis dæmpende indflydelse 

på fremkosten af sådanne forstadsbebyggelser 

i almindelighed, men hvor meget læbælternes 

eksistens har betydet i denne henseende, er det 

dog på den anden side vanskeligt at sige, når 

det tages i betragtning, at læbæltereglerne ikke 

gjaldt for en lang række håndværksfag, at de 

overhovedet ikke omfattede fabriksdrift, at behovet 

for adgangen til handel netop på grund 

af købstadens nærhed næppe har været af væsentlig 

betydning for befolkningen i disse bebyggelser, 

at de allerede i 1860erne opståede 

brugsforeninger ikke blev ramt af forbudet mod 

handel indenfor læbæltet, samt endelig, at der 

jo var adgang til ved kgl. bevilling at gøre 

fravigelse fra læbæltereglernes forbudsbestemmelser. 

Forstadsbebyggelserne i landkommuner uden 

for købstæderne har formentlig typisk haft karakter 

enten af egentlige fabrikskvarterer, som 

er blevet placeret i forstadskommunerne, fordi 

grundene var billigere*), eller - og især - 

*) I et af Næringskommissionen af 1890 udarbejdet 

forslag til ændringer i næringslovgivningen var 

der bl. a. stillet forslag om, at læbæltet skulle 

udvides til også at omfatte fabriksdrift, dog således 

at bestående fabrikker skulle have lov til at 

fortsætte den hidtil udøvede virksomhed, men i 

det af regeringen på grundlag af kommissionens 

indstilling udarbejdede lovforslag havde man dog 

ikke medtaget en sådan bestemmelse. Til begrundelse 

herfor anførtes det i motiverne, at det efter 

kommissionens forslag ville være ganske udelukket, 

at »der kunne gives de allerede bestående 

af beboelseskvarterer, der i visse tilfælde er opstået 

ved, at den mere velstillede del af købstadens 

befolkning har søgt skattely i de købstaden 

omgivende landkommuner. I andre tilfælde 

er forstadskvarterer opstået ved, at købstadens 

arbejderbefolkning er søgt ud til områder, hvor 

udgiften til bolig har været mindre end i købstaden, 

dels på grund af grundprisernes ringe størrelse, 

dels fordi bygningsvedtægternes krav til 

beboelseshuses opførelsesmåde og indretning 

som regel har været lempeligere i landkommunen 

end i købstaden. Udflytningen til forstæderne 

må formentlig også til en vis grad ses i sammenhæng 

med den på denne tid stedfindende 

ændring i erhvervsforholdene i retning mod en 

tilstand, hvor de næringsdrivende ikke i samme 

grad som tidligere anså det for nødvendigt at 

have deres bopæl i forbindelse med virksomheden, 

og hvor arbejder- og funktionærstaben nu 

var blevet relativt langt større, samtidig med at 

dens tilknytning til virksomheden var blevet 

løsnet, således at arbejdere og funktionærer ikke 

i samme grad som tidligere var henvist til at 

bo ved arbejdsstedet. 

Placeringen af jernbanestationer på de fra 

en købstad udgående jernbanelinier har i mange 

tilfælde haft betydning for, hvor en forstadsbebyggelse 

af en af de ovennævnte karakterer 

har dannet sig, men jernbanenettets udvikling 

i 1870erne og 1880erne har formentlig også 

i visse tilfælde været den direkte årsag til en 

forstadsbebyggelses opståen. Der kan således 

nævnes eksempler på steder, hvor den omstændighed, 

at selve købstadens jernbanestation — af 

geografiske eller andre årsager — blev placeret 

uden for selve bykernen i en tilstødende landkommune, 

har givet anledning til, at der omkring 

jernbanestationen har dannet sig en bebyggelse, 

som efterhånden er sammenvokset 

med købstaden. Sådanne forhold har således 

foreligget ved Skanderborg, Hobro, Sorø m. fl. 

b. Lovgivningens stilling til de 

nye forstadsbebyggelser. 

Udviklingen af forstadsbebyggelser af bymæssig 

karakter gav - som foran antydet - anledning 

til, at der fra lovgivningsmagtens side 

allerede på et temmelig tidligt tidspunkt på 

fabriksanlæg i købstædernes nærhed en ny industriel 

anvendelse (ved en ønsket omlægning af 

produktionen), eller at nye fabrikker anlægges 

sammesteds, skønt forholdet ikke sjældent kan 

være det, at en fabriksdrift netop har sin naturlige 

plads i købstadens omegn.«

13 

forskellige områder blev taget hensyn til sådanne 

bebyggelsers eksistens. 

1. Byregiers udvidelse til forstæderne. 

Allerede i 1850erne var der sket en voldsom 

ekspansion i hovedstadsområdet, således at der 

uden for Københavns volde opstod bymæssige 

forstadsbebyggelser, og i den københavnske 

byggelov af 17. marts 1856 blev lovens område 

derfor fastsat til »staden Kjøbenhavn 

samt dens forstæder«, hvorved man forstod de 

indenfor den ældre demarkationslinie liggende 

dele af stadens grunde. Ved en lov af 12. januar 

1858 udvidedes lovens bestemmelser endvidere 

til at gælde en nærmere betegnet del af 

Frederiksberg og Hvidovre sogne, i hvilken forbindelse 

det skal bemærkes, at Frederiksberg 

ved lov af 29. december 1857 netop på grund 

af sin tiltagende bymæssige bebyggelse havde 

opnået en købstadlignende stilling i styrelsesmæssig 

henseende. 

Et andet vidnesbyrd om forstadsbebyggelsernes 

vækst omkring København giver loven af 

23. februar 1866 om udvidet næringsfrihed i 

Københavns omegn, hvorved læbælterne ophævedes 

i »de staden Kjøbenhavn omgivende 

landdistrikter«. Det oprindelige forslag til denne 

lov omfattede alene Frederiksberg, men under 

rigsdagens udvalgsbehandling udvidedes 

lovforslaget til at gælde hele Københavns omegn 

netop under hensyn til forholdene også 

uden for Frederiksberg sogn. 

Den bymæssige udvikling i Københavns omegn 

førte bl. a. iøvrigt til, at der kort efter århundredskiftet 

ved tre love af 3. april 1900 

gennemførtes indlemmelse af Valby, Brønshøj 

og Sundbyerne i Københavns kommune. 

Også for købstædernes vedkommende var 

forstadsdannelserne allerede i 1850erne så omfattende, 

at de gav anledning til særlige lovregler. 

Ved bygningslov for købstæderne i kongeriget 

Danmark af 30. december 1858 bestemtes 

det således, at justitsministeriet efter 

indstilling af købstadens kommunalbestyrelse 

og vedkommende sogneforstanderskab kunne 

udvide lovens bestemmelser til at gælde de på 

landjurisdiktionens grund liggende bygninger, 

som »danne en sådan fortsættelse af selve kjøbstaden, 

at de for denne givne forskrifter findes 

derpå at burde anvendes.« 

Bygningsloven for købstæderne må ses som 

det første udtryk for en senere almindelig tendens 

i lovgivningen, hvorefter de regler, som 

fastsættes for købstæderne, tillige administrativt 

skal kunne udvides til at gælde for de dele af 

de omgivende landkommuner, hvor der har 

dannet sig bymæssige forstadsbebyggelser. 

Samme princip gav sig også udslag i lov nr. 

21 af 4. februar 1871 om politiet uden for København, 

hvor det i § 4 bestemtes, at købstadens 

politivedtægt tillige skulle gælde for de til købstadens 

grund stødende dele af landdistrikter, 

der er eller måtte blive henlagte under dens 

jurisdiktion. Af lovens forarbejder fremgår det 

tydeligt, at der netop her var tænkt på forstadsbebyggelserne. 

På tilsvarende måde bestemtes 

det i § 38 i lov nr. 28 af 21. marts 1873 om 

brandvæsenet i købstæder udenfor København, 

at lovens bestemmelser kunne udvides til at 

gælde for de til en købstad grænsende dele af 

landsogne. Også her fremgår det af forarbejderne, 

at denne udvidelsesadgang var tænkt anvendt 

på forstadsbebyggelser. 

De nydannede bebyggelser uden for købstædernes 

grænser gav også på skattelovgivningens 

område anledning til indførelse af særlige regler, 

der på samme måde som i bygnings-, brandog 

politilovgivningen var bygget på synspunktet 

om, at en købstad og dennes forstadsbebyggelser 

måtte betragtes som en enhed, uanset at 

bebyggelserne rent faktisk var beliggende i forskellige 

kommuner. Da man i 1861 gennemførte 

en lov om den kommunale beskatning i 

København, der som et nyt princip hjemlede 

beskatning af de i kommunen bosiddende borgeres 

indkomster, var man stærkt inde på tanken 

om tillige at indføre en regel om, at kommunen 

skulle kunne kræve skat af personer, 

der uden at have bopæl i København havde 

deres erhverv eller øvrige indtægtskilder dér. 

En sådan regel, der netop væsentligst ville få 

anvendelse på personer, der havde deres bopæl 

i forstadsbebyggelser til København, men som 

gennem deres erhverv nød godt af byens kommunale 

goder, var optaget i regeringens lovforslag, 

men reglen blev ikke gennemført bl. a. på 

grund af modstand fra landstingets side, idet 

landstinget fandt, at regler om erhvervsskat kun 

kunne ordnes ved en hele landet omfattende lov. 

Fra landstingets side opfordrede man dog regeringen 

til at have opmærksomheden henvendt 

på sagen, »der overalt trænger til en ordning, 

om end denne trang på grund af lokale forhold 

stærkest fremtræder ved København.« Tanken 

om erhvervsskatteregler var igen fremme under 

rigsdagens forhandlinger forud f or landkommunalloven 

af 1867, som indeholdt forskellige bestemmelser 

om personbeskatningen, men heller

14 

ikke her blev der gennemført regler om erhvervsbeskatning. 

Spørgsmålet om at gennemføre regler, der 

sikrede købstæderne imod, at skatteyderne unddrog 

sig deltagelse i købstadens udgifter ved 

at tage bopæl i en landkommune uden for købstaden, 

blev dog mere og mere presserende, 

efterhånden som forstadsbebyggelserne voksede 

i omfang og betydning. Den af regeringen 

i 1870 nedsatte Købstadkommission tog 

derfor bl. a. spørgsmålet om gennemførelse af 

den såkaldte »interkommunale beskatning« op 

til behandling og stillede forslag om gennemførelse 

af regler om erhvervsbeskatning. I de 

følgende år blev der gentagne gange såvel af 

regeringen som fra privat side fremsat lovforslag 

herom, men forslagene strandede hver gang 

på vanskeligheder ved at gennemføre erhvervsbeskatning 

uden samtidig at gennemføre en almindelig 

kommunal indkomstbeskatning, og 

først ved skattereformen i 1903 blev der i loven 

af 15. maj 1903 gennemført erhvervsskatteregler. 

De dengang gennemførte regler danner hovedgrundlaget 

for de i dag gældende erhvervsskatteregler, 

som dog på flere punkter - især 

med hensyn til kredsen af de erhvervsskattepligtige 

- er mere vidtgående end 1903-loven*). 

2. Indlemmelse af forstæder. 

Den ovenfor beskrevne tendens i lovgivningen 

til at give regler, hvorved der blev taget 

særligt hensyn til forstadsbebyggelsernes eksistens, 

bl. a. ved at købstadreglerne udvidedes 

til også at gælde i forstadsbebyggelserne uden 

for købstaden, modsvaredes imidlertid af bestræbelser 

for at lette adgangen til at gennemføre 

indlemmelser i købstæderne af disses forstadsbebyggelser. 

Allerede i 1850erne havde 

man på rigsdagen været inde på tanken om, at 

det måtte være mere ønskeligt - i stedet for at 

sidestille forstadsbebyggelserne med købstæderne 

- at søge forstæderne indlemmet, idet 

man fandt, at det måtte være betænkeligt »således 

at lægge to købstæder op ad hinanden«. 

Indlemmelsestanken blev taget op af Købstadkommissionen 

af 1870, der havde til opgave 

at undersøge og overveje, hvorledes der 

måtte kunne rådes bod på de mindre gunstige 

: ) Senere overvejelser om ændringer i erhvervsskattereglerne 

var i 1915 den direkte anledning til dannelsen 

af »Fællesorganisationen af Landkommuner 

med bymæssig Bebyggelse«. 

forhold, hvorunder købstæderne og navnlig den 

næringsdrivende del af befolkningen i disse var 

stillet. Kommissionen fandt — uden dog på 

grund af oplysningernes mangelfuldhed at være 

i stand til at føre et egentligt statistisk bevis 

herfor - at »kjøbstædernes tilstand, hvorledes 

end enkelte af disse på grund af særlige forhold 

kunne have udviklet sig, i de senere år i 

almindelighed ikke har været gunstig«*), og i 

betænkningen stillede kommissionen forslag om 

forskellige lovændringer til forbedring af købstædernes 

stilling, herunder forslag om ændringer 

i næringsloven, hvorved bl. a. adgangen til 

ved kgl. bevilling at fravige næringslovens læbæltebestemmelser 

fremtidig skulle bortfalde 

(uden at dette forslag dog udtrykkelig var begrundet 

i konkurrencen specielt fra de købstaden 

omgivende forstadsbebyggelser). Som ovenfor 

omtalt stillede kommissionen også forslag 

om erhvervsskatteregler. 

Købstadkommissionen stillede endvidere forslag 

om, at der tilvejebragtes hjemmel til administrativt 

at foretage indlemmelser af »landgrunde 

eller landdistrikter, som omsluttes af 

eller støde umiddelbart til en kjøbstad, samt til 

for regeringen at tilstå sådanne undtagelser og 

lempelser i de for kjøbstaden gældende regler, 

som måtte være fornødne i anledning af indlemmelsen.« 

(Tidligere krævedes der til en sådan 

indlemmelse enten lov i det enkelte tilfælde**) 

eller enighed mellem kommunalbestyrelserne 

og samtlige grundejere i det indlemmede 

område, hvilket iøvrigt var vanskeligt at 

opnå, da der jo ikke var mulighed for at lempe 

købstadreglerne for et indlemmet område uden 

ved særlig lov). 

Som begrundelse for forslaget om indlemmelser 

angav kommissionen, at der - således 

som forholdene forskellige steder havde udvik- 

*) Som den væsentligste grund for denne tilstand anførte 

kommissionen »den indtrufne betydelige 

udvikling af og forandring i communicationsmid- 

1erne - og som en følge deraf - i den retning 

confluxen og omsætningen har taget«, ligesom 

kommissionen hævdede, at næringsfrihedens indførelse 

havde været til særlig ugunst for købstæderne. 

- Medens der vel ikke er tvivl om, at næringsfrihedens 

indførelse i hvert fald som et overgangsfænomen 

havde skadet de mange små købstæder, 

synes den senere udvikling dog at have 

vist, at trafikmidlernes udvikling og forandring i 

almindelighed har gavnet byerhvervene og dermed 

også købstæderne i almindelighed. 

**) Således var størstedelen af Udesundby sogn blevet 

indlemmet i Frederikssund købstad ved lov af 12. 

april 1867.

15 

let sig - var trang til og ønske om en indlemmelse, 

i hvilken forbindelse kommissionen anførte, 

at ønske om indlemmelse ville næres af 

købstadkommunen i tilfælde, hvor den ellers 

ville være hindret i kommunale foretagender, 

som er til fælles nytte for beboerne såvel på 

købstadens som på landets grund, men hvor 

den ikke kan opnå bidrag eller blot samtykke 

dertil fra ejerne af landgrundene, eller i tilfælde, 

hvor købstaden, hvis indlemmelse ikke 

fandt sted, ville hindres i en naturlig udvidelse 

af sine grænser. På den anden side ville »landdistriktet, 

i særdeleshed hvor dette er tættere 

bebygget, ofte kunne være stærkt interesseret 

i dets indlemmelse i kjøbstaden, dels på grund 

af, at den fattigere del af befolkningen fra 

denne vil søge ud til de billigere boliger på 

landet, og landkommunernes udgifter til fattigvæsenet 

derved ville forøges, dels på grund af, 

at der ikke i landdistriktet vil kunne drives 

de næringer, hvis udøvelse er betinget af en 

vis afstand fra kjøbstaden«, hedder det i betænkningen. 

Efter kommissionens forslag skulle indlemmelse 

kun kunne finde sted, når både vedkommende 

byråd og sogneråd samt en vis del 

af ejerne af de af indlemmelsen omfattede 

grunde var enige om indlemmelsen, men i 

loven af 17. maj 1873 om landdistrikters indlemmelse 

i købstæderne, som blev udarbejdet 

på grundlag af kommissionsbetænkningen, blev 

det dog bestemt, at indlemmelse kunne ske, 

når blot to af de nævnte tre parter var enige 

derom. 

Med hjemmel i denne lov foretoges der i de 

følgende år en række indlemmelser i købstadkommuner 

af tilstødende arealer af landkommuner, 

men loven medførte kun i begrænset 

omfang indlemmelse af bymæssigt bebyggede 

arealer*), idet det ofte - når et areal først var 

bymæssigt bebygget - var svært at opnå den 

til en indlemmelse fornødne enighed. 

I årtierne omkring århundredskiftet havde 

de gode konjunkturer og den internationale 

handels blomstring yderligere begunstiget tilstrømningen 

til byerne. De fleste købstæder var 

nu så godt som udbyggede, og der havde efterhånden 

dannet sig større eller mindre forstadsbebyggelser 

uden for godt halvdelen af landets 

*) Loven fandt dog bl. a. anvendelse ved indlemmelse 

i Århus købstad af det såkaldte »Frederiksbjerg« 

i Viby sogn. Det indlemmede areal var ved 

indlemmelsen i 1873 beboet af ca. 2000 indbyggere. 

købstæder. Ved folketællingen i 1916, da man 

for første gang foretog en egentlig tilbundsgående 

optælling af indbyggertallet i de bymæssige 

bebyggelser, optaltes 78 forstadsbebyggelser 

med ialt 95.000 indbyggere, eller ca. 

1/6 af købstædernes samlede folketal. 

Spørgsmålet om en lempelse af adgangen til 

indlemmelser blev derfor stadig mere aktuelt, 

og i 1915 nedsatte regeringen en kommission, 

der skulle fremsætte forslag til revision af 

loven af 1873*). 

Kommissionen fandt, at der var tillagt 

grundejerne en for stor indflydelse på spørgsmålet 

om indlemmelser, samt at lovens erstatningsbestemmelser, 

hvorefter der altid tilkom 

grundejerne erstatning, medens den afgivende 

sognekommune ikke havde krav på erstatning, 

ofte rent faktisk havde hindret indlemmelser. 

Et af kommissionen udarbejdet lovforslag, 

som søgte at råde bod på disse ulemper, dannede 

grundlag for lov nr. 379 af 28. juni 1920 

om indlemmelse i købstæder af arealer af sognekommuner 

m. v., der i § 5 bl. a. indeholdt 

en bestemmelse om, at der efter begæring fra 

vedkommende byråd, sogneråd eller en vis del 

af grundejerne ville kunne foretages indlemmelse 

i en købstad af de til købstaden umiddelbart 

grænsende bymæssigt bebyggede arealer 

af en sognekommune, »når arealernes beboere 

ved deres virksomhed er nøje knyttede til købstaden, 

og indlemmelsen skønnes nødvendig 

eller særdeles ønskelig af hensyn til købstadens, 

sognekommunens eller vedkommende landareals 

*) Regeringen pålagde iøvrigt tillige kommissionen 

at undersøge, hvorvidt der nu måtte være anledning 

til at ophæve læbælterne. Såvel i 1881 som 

i 1911 havde der på rigsdagen været fremsat private 

lovforslag herom, men disse forslag var ikke 

blevet gennemført. I medfør af den i næringslovens 

§ 14 indeholdte hjemmel var læbæltebestemmelserne 

imidlertid allerede blevet ophævet administrativt 

for en række købstæders vedkommende 

efter begæring fra vedkommende byråd (heriblandt 

Odense, Århus og Ålborg). Læbælternes 

ophævelse var oftest sket med det formål at åbne 

private erhvervsdrivende mulighed for at påføre 

brugsforeningerne konkurrence, idet disse foreninger 

netop på grund af læbæltebestemmelserne 

hidtil havde været ene om at forsyne forstædernes 

indbyggere med varer til det daglige forbrug. 

Kommissionen kom til det resultat, at læbælternes 

opretholdelse under de nævnte omstændigheder 

ikke kunne anses at have betydning, og at det i 

virkeligheden måtte anses for højst tvivlsomt, om 

købstædernes handelsstand ikke ville have været 

bedre stillet, om læbælterne ikke havde eksisteret. 

Læbælterne blev derefter ophævet ved lov nr. 46 

af 11. februar 1920.

16 

økonomiske udvikling eller af hensyn til den 

tilbørlige udvikling af forsørgelsesvæsenet, 

skolevæsen, sundhedsvæsen, brandvæsen, belysningsvæsen, 

bygningsvæsen, afløbsforhold, 

færdselsforhold eller lignende foranstaltninger 

af almen social eller økonomisk betydning, 

eller når et byen nærliggende areals beboere 

nyder andel i købstadens goder, medens skattebyrden 

er væsentlig ringere end i købstaden, 

således at arealet virker som skattely for købstaden.« 

Loven af 1920 blev afløst af de nugældende 

i landkommunalloven af 1933 indeholdte indlemmelsesregler, 

som er nærmere omtalt nedenfor 

side 83 f. og side 113 f. 

Lempelserne i adgangen til at gennemføre 

indlemmelser bevirkede imidlertid ikke, at forstadsspørgsmålet 

blev af mindre betydning. 

Den samfundsmæssige udvikling i indeværende 

århundrede har begunstiget byernes 

stærke vækst og dermed en stærk vækst i de 

allerede ved århundredskiftet bestående forstadsbebyggelser 

samt dannelsen af nye forstæder. 

Blandt de faktorer, der i indeværende århundrede 

især har været medvirkende til dannelsen 

af forstæder, kan — udover de foran 

side 12 omtalte - blandt andet nævnes de forandringer 

i befolkningens almindelige boligskik, 

der under påvirkning fra udlandet slog 

igennem herhjemme i 20-erne og 30-erne med 

rækkehus- og havebybebyggelserne, hvor man 

tilstræbte ved boligernes udformning og placering 

i frie omgivelser at forene bylivets og 

landlivets fordele. Disse ideer måtte naturligt 

medføre, at de nye bebyggelser blev placeret i 

nogen afstand fra købstadens tætte og høje bebyggelse 

og dermed som oftest i købstadens 

nabokommune. 

Denne udvikling blev yderligere stærkt begunstiget 

af cyklernes og motorkøretøjernes stigende 

betydning som almindeligt befordringsog 

transportmiddel, der gjorde det muligt for 

de i købstæderne beskæftigede at tage bopæl i 

stadig større afstand fra arbejdsstedet. Dette 

forhold har samtidig bevirket, at man blandt 

købstædernes forstadsbebyggelser ofte vil medregne 

bebyggelser, der ikke ligger i umiddelbar 

tilknytning til vedkommende købstad. 

Den voldsomme udvikling, der i indeværende 

århundrede er foregået bl. a. på transportmidlernes 

område, har været årsag til, at mange 

af de nyere forstadsbebyggelser er vokset op 

som randbebyggelser til de større udfaldsveje 

fra hovedstad og købstæder, således at disse 

forstadsbebyggelser bliver mere spredte og vanskelige 

at afgrænse. 

Selvom de lempelige indlemmelsesregler, 

der blev indført i 1920, vel har afgivet hjemmel 

for mangfoldige indlemmelser i tiden op 

til vore dage, har indlemmelsesmuligheden dog 

ikke været i stand til at fjerne de problemer, 

som eksistensen og dannelsen af forstadsbebyggelser 

kan give anledning til. Ved en undersøgelse 

af lovgivningen i indeværende århundrede 

ser man da også, at den foran omtalte 

tendens til at lade de for købstæder gældende 

regler tillige gælde for købstædernes forstadsbebyggelser 

er blevet fulgt på flere og flere 

lovgivningsområder jævnsides med tendensen 

imod lempelse af indlemmelsesadgangen. Idet 

der herom henvises til kapitel 12 nedenfor, skal 

det blot anføres, at der så sent som ved lov 

nr. 181 af 20. maj 1952 om de københavnske 

omegnskommuners styrelse er givet et kraftigt 

eksempel på den tendens, der anerkender, at 

forstadsbebyggelsens eksistens som selvstændigt 

bysamfund opretholdes, idet loven tilvejebringer 

hjemmel for at gøre købstadkommunallovens 

regler anvendelige på en lang række af 

Københavns omegnskommuner, samtidig med 

at der åbnes adgang til at overføre købstadreglerne 

i en række andre love til disse kommuner. 

II. Stationsbyer o. lign. 

a. Stationsbyernes opståen. 

Det er foran påvist, hvorledes der efter 

næringsfrihedens indførelse og industrialiseringens 

gennembrud i det 19. århundredes sidste 

halvdel foregik en omvæltning af landets erhvervsstruktur, 

som medførte, at de bestående 

bysamfund voksede stærkt. Dette gjaldt naturligvis 

ikke alene købstæderne, hvis vækst allerede 

på et tidligt tidspunkt gav sig udslag i, at 

der ved mange købstæder i de omkringliggende 

landdistrikter opstod bymæssige bebyggelser 

som forstæder til købstaden, men også de - 

efter nutidens forhold - fåtallige bebyggelser 

af bymæssig karakter, som fra tidligere tid 

havde bestået i landdistrikterne, må antages at 

have lukreret af udviklingen på et lige så tidligt 

tidspunkt som købstæderne. Et billede af, 

hvilke større bymæssige bebyggelser af denne 

art der fandtes på den tid, da næringsfriheden 

blev indført, giver en bekendtgørelse af

17 

20. marts 1858, hvori indenrigsministeren med 

hjemmel i den nye næringslovs § 55 fastsætter 

læbælter, for så vidt angår høkerhandel, for 

følgende »handelspladser og flækker: Nørre- 

Sundby landsby, Løgstør ladeplads, Silkeborg 

handelsplads, Høyer flække, Løgumkloster 

flække, Fredensborg slotsby, Frederiksværk by, 

Hirschholm by, Hadsund ladeplads og Struer 

ladeplads.« 

Den direkte ydre anledning til dannelsen af 

hver enkelt af de mange idag bestående bebyggelser 

af bymæssig karakter uden for købstæderne 

og disses forstæder kan naturligvis 

ikke angives generelt, idet mange forskellige 

samvirkende faktorer har spillet ind, af forskellig 

art og med forskellig styrke for hver 

enkelt bydannelse. 

Jernbaneanlægene har naturligvis haft en 

dominerende rolle som byskabende faktor, men 

allerede før jernbanernes egentlige fremkomst 

efter næringsfrihedens gennembrud og iøvrigt 

med baggrund i industrialiseringen havde der 

dannet sig visse nye bymæssige bebyggelser. 

Som eksempel på en af de omstændigheder, 

der i nogle af disse tilfælde allerede før jernbaneanlægene 

må siges at have været den 

væsentligste bydannende faktor, kan nævnes 

anlæget af en havn, som ved Esbjerg (havneanlæg 

påbegyndt i 1868), Fakse ladeplads, hvor 

der, efter at man i 1862 havde påbegyndt en 

egentlig industriel udnyttelse af kalkbrudene, 

blev anlagt en havn i 1864, Gilleleje (havn 

1870) og i indeværende århundrede Tyborøn, 

Hirtshals m. fl. I nogle tilfælde har opførelsen 

af en fabrik eller andet industrielt anlæg 

givet anledning til dannelsen af en bymæssig 

bebyggelse omkring vedkommende anlæg, f. 

eks. i Fensmark (Holmegaards glasværk) og 

Assens ved Randers (cementfabrikker). I andre 

tilfælde har den omstændighed, at der i eller 

ved vedkommende landsbyer placeredes tingsteder 

(rets- og politikontorer) (eks. Holsted) 

eller anlagdes amtssygehuse (eks. Dronninglund 

og Farsø), skoler (eks. Høng og Rønde) 

eller andelsmejerier og lignende anlæg, været 

den første spore til dannelsen af en bymæssig 

bebyggelse på det pågældende sted. 

Også den forøgelse af landevejstrafikken, 

som fandt sted i disse år, har medvirket til 

dannelsen af bymæssige bebyggelser ved landevejsknudepunkter 

(Grindsted, Videbæk). Men 

i ta.ngt det overvejende antal af tilfælde kan 

opkomsten af bydannelsen føres tilbage til anlæg 

af en jernbanestation på det pågældende 

sted, og i de fleste af de tilfælde, hvor der 

allerede i forvejen af den ene eller anden grund 

havde dannet sig mindre byer, blev disses videre 

vækst og udvikling yderligere fremskyndet og 

forstærket ved jernbanens anlæg. Den første 

jernbanestrækning i Danmark blev anlagt i 1847 

(København-Roskilde), men først i slutningen 

af 1860erne påbegyndtes den egentlige udvikling 

af jernbanenettet, og udbygningen fortsattes 

derefter med kraft i de følgende år op 

til første verdenskrig. 

Det er klart, at jernbanestationen mange 

steder hurtigt blev midtpunktet for befolkningen 

i de omgivende landdistrikter. Netop 

på grund af den tidligere omtalte omlægning 

af landbrugsproduktionen foregik der nu en 

livlig udveksling af varer mellem land og by, 

og her fik jernbanestationerne ude omkring i 

landet deres store byskabende betydning. Jernbanestationen 

blev det sted, som hele den omkringboende 

landbefolknings produkter måtte 

passere med henblik på videretransporten til 

aftagerne, samtidig med at den stigende mængde 

varer og produkter, som landbrugeren skulle 

anvende til forbrug i husholdning og bedrift, 

også først nåede frem til landbrugeren via 

jernbanestationen. Da jernbanestationen således 

var et sted, hvor landbrugeren jævnligt kom, 

var det naturligt, at de handlende og håndværkere, 

der fortrinsvis forhandlede og forarbejdede 

varer til landbobefolkningen, etablerede 

sig i jernbanestationens nærhed, og at 

landbefolkningens pengeinstitutter, fortrinsvis 

sparekasserne, placeredes dér. Da andelsbevægelsen 

begyndte at vinde indpas i 1880erne, 

var det naturligt, at andelsmejeriet og eventuelt 

også andelsslagteriet anlagdes i nærheden af det 

sted, hvorfra produkterne skulle videresendes. 

Den omstændighed, at institutioner, der som 

sparekasser og andelsmejerier hyppigt var besøgt 

af landboerne fra de omkringliggende 

landdistrikter, placeredes i stationsbyerne, bevirkede 

selvfølgelig, at disse byer øvede yderligere 

tiltrækning på handlende og håndværkere. 

Også andre forhold kunne begrunde, at en 

bymæssig bebyggelse opstod omkring en jernbanestation. 

Anlæget af et jernbaneknudepunkt, 

hvor der nødvendigvis måtte bygges 

boliger til mange funktionærer og andre personer 

med tilknytning til jernbanen, virkede 

naturligvis tiltrækkende på handlende og håndværkere, 

der kunne regne med afsætning til 

disse funktionærer. 

Tilsvarende virkninger havde naturligvis og- 

2

18 

så anlæg af større fabriks- og industrivirksomheder, 

som det var naturligt at placere i nærheden 

af en jernbanestation, hvor der var 

mulighed for lettere tilførsel af råprodukterne 

og borttransport af de færdige varer. Når sådanne 

virksomheder havde mange beskæftigede, 

måtte der uvægerligt fremkomme en bydannelse 

med de for denne typiske detailhandels- og 

håndværksvirksomheder og kulturelle institutioner 

m. v. 

En sådan mindre bydannelse, der var vokset 

op omkring en enkelt virksomhed med mange 

beskæftigede, fik yderligere tiltrækning for 

andre virksomheder, som ville få lettere ved at 

skaffe arbejdskraft på et sted, hvor der i forvejen 

var en bydannelse med dennes fordele 

for den arbejdende befolkning i form af større 

udvalg af forbrugsgoder, bedre muligheder for 

fritidens udnyttelse og for menneskelige kontakter 

m. v. 

Endelig kan det nævnes, at jernbaneanlæg i 

mange tilfælde har været medvirkende til bydannelser 

omkring fiskerlejer, som ved jernbanens 

anlæg har fået forøgede afsætningsmuligheder 

og derved har virket tiltrækkende 

på andre fiskere samt på handlende og håndværkere. 

Jernbaneanlægene har endvidere haft 

betydning for sommerhusbebyggelser ved fiskerlejer 

og andre steder langs kysterne, som derved 

er blevet yderligere tiltrækkende for omsætnings- 

og håndværkserhvervene. 

Den omstændighed, at bebyggelsen opstod 

omkring jernbanestationen, og at der ofte 

ved jernbanestationernes placering ikke var 

taget hensyn til sogne- og kommunegrænser, 

således at stationen placeredes på åben mark, 

bevirkede i visse tilfælde, at der dannedes bymæssige 

bebyggelser tværs over kommuneskellene 

(f. eks. ved Bjerringbro og Hadsten), 

men oftest lagdes jernbanestationen i eller i 

nærheden af en fra gammel tid eksisterende 

landsby. Hvor jernbanestationen lagdes uden 

for selve landsbyen, medførte jernbanens eksistens 

ofte, at den gamle landsby voksede og 

antog bymæssig karakter, samtidig med at 

der dannedes bymæssig bebyggelse omkring 

selve stationen. I visse tilfælde voksede de to 

bymæssige bebyggelser sammen (Vejen, Langå), 

i andre tilfælde består de to bebyggelser side 

om side som af hinanden uafhængige enheder 

(Gram Slotsby - Gram stationsby, Holsted by - 

Holsted stationsby). 

En nøjagtig talmæssig opgørelse over jernbaneanlægenes 

betydning for dannelsen af de 

enkelte bymæssige bebyggelser kan naturligvis 

ikke foretages, fordi så mange forskellige faktorer 

har spillet ind, men som et ret kraftigt 

bevis for jernbaneanlægenes betydning skal 

anføres en oversigt*) over befolkningstilvæksten 

i områder, der berørtes af jernbaneanlægene: 

Befolkningstilvækst 

1840-60 1860-91 

Landsogne, som i perioden 1860-91 

eller i en del deraf havde jernbanestation 

21,4% 35,5% 

Andre landsogne 20,5% 18,5% 

Hvadenten nu en bymæssig bebyggelses oprindelse 

kan føres tilbage til havneanlæg, jernbaneanlæg 

eller andet, kan der dog - som 

foran omtalt - på den anden side nævnes adskillige 

andre faktorer, som har været af betydning 

for det omfang, hvori en påbegyndt 

bymæssig bebyggelse videre har udviklet sig. 

Hvilke faktorer der her har været afgørende, 

og hvilken vægt der kan tillægges hver enkelt 

faktor, beror naturligvis ganske på de konkrete 

omstændigheder i de enkelte lokaliteter, og 

det er vel iøvrigt næppe muligt at udskille 

de enkelte faktorers betydning. Det skal dog 

nævnes, at navnlig størrelsen af og velstanden 

i bebyggelsens opland, afstanden til nærmeste 

købstad eller stationsby o. 1. naturligvis har 

været af væsentlig betydning for den enkelte 

bebyggelse**), men også momenter såsom anlæg 

af industrivirksomheder i selve stationsbyen, 

afholdelse af markeder, opførelse af 

amtssygehus, anlæg af centralskoler etc. kan 

anføres. Det kan specielt i denne forbindelse 

nævnes, at den omstændighed, at der ved hedeselskabets 

indsats i 1880erne indvandtes store 

strækninger hedejord, som nu blev opdyrket 

og beboet, og i hvis nærhed der på grund af 

områdernes tidligere uegnethed som opland for 

en by ikke lå købstæder, var den grundlæggende 

betingelse for opkomsten af og navnlig fremgangen 

for flere af de jydske stationsbyer. 

*) Oversigten er hentet fra Statistisk Tabelværk 5. 

række, litra A, nr. 5, Befolkningsforholdene i 

Danmark i det 19. århundrede, side 22. 

**) Allerede Erslev i »Den danske Stat«, 1855, udtalte: 

»Betingelsen for, at en by kan opstå, er, at 

den kan komme til at danne midtpunkt i en kreds 

— jo større og rigere kredsen er, desto større og 

rigere bliver byen.«

19 

b. Lovgivningens stilling til de, 

nye stationsbyer. 

Der foreligger ikke nøjagtige samlede opgørelser 

over indbyggertallet i de bymæssige 

bebyggelser for tiden før 1901, men af den 

følgende gennemgang af lovgivningens stillingtagen 

til disse bebyggelser vil det fremgå, 

hvilken rolle de faktisk spillede allerede før 

århundredskiftet. Det er klart, at fremkomsten 

og den videre udvikling af sådanne bebyggelser 

af egentlig bymæssig karakter måtte fremkalde 

ønsker om, at disse bebyggelser, der såvel i 

bebyggelses- som erhvervsstruktur mere og 

mere fik købstadpræg, i lovgivningen måtte 

blive sidestillet med købstæderne. Disse ønsker 

blev til en vis grad efterkommet af lovgivningsmagten. 

Ligesom der i lovgivningen for forstædernes 

vedkommende ses to tildels modgående 

tendenser - på den ene side i retning 

af at lade de for købstæderne gældende regler 

omfatte disses forstæder, uden at deres karakter 

af sognekommuner ændres, på den anden 

side i retning af at søge de enkelte forstæder 

indlemmet i købstæderne - således ses der også 

i lovgivningen for stationsbyernes vedkommende 

to forskellige tendenser: På den ene side en 

tendens i retning af at lade de regler, som gives 

for købstæderne, udvide til også at gælde generelt 

for de bymæssige bebyggelser i landkommunerne, 

som har nået en vis størrelse, og på 

den anden side en tendens i retning af ved 

særlige love for enkelte konkrete bymæssige 

bebyggelser at give disse en købstadlignende 

stilling som handelsplads eller endog ren købstadstilling. 

1. Oprettelse til handelsplads eller købstad. 

Et udtryk for den sidstnævnte tendens er den 

lovgivning, hvorved forskellige af de større bymæssige 

bebyggelser i forrige århundrede blev 

oprettet til handelspladser, og senere de love, 

hvorved handelspladserne (bortset fra Marstal) 

og enkelte andre bymæssige kommuner omkring 

århundredskiftet og i de følgende år blev oprettet 

til købstæder. En handelsplads var med 

hensyn til tilhørsforholdet til amtskommunen 

stillet på samme måde som sognekommunerne, 

men i andre henseender var handelspladserne 

almindeligvis sidestillet med købstæderne, idet 

de særlige bestemmelser, der på forskellige lovgivningsområder 

kom til anvendelse i købstæderne, 

som altovervejende hovedregel tillige blev 

gjort gældende for de enkelte handelspladser. 

Om handelspladserne og om disses oprettelse 

til købstæder henvises til kapitel 9 nedenfor. 

2. Købstadreglers anvendelse pa stationsbyer 

o. 1. 

Den strømning i lovgivningen, som gik ud på 

tilvejebringelsen af en tilstand, hvorefter de for 

købstæderne gældende regler på det enkelte område 

direkte blev overført på - eller i hvert fald 

administrativt kunne gøres gældende for - de 

isolerede bymæssige bebyggelser i landkommuner, 

synes først at være slået igennem på et 

langt senere tidspunkt end den tilsvarende 

strømning, der for forstædernes vedkommende 

har gjort sig gældende allerede i slutningen af 

1850erne. 

Medens der således - som foran omtalt - allerede 

ved bygningsloven for købstæderne af 30. 

december 1858 blev tilvejebragt hjemmel for 

administrativt at udvide lovens bestemmelser til 

også at gælde bymæssige forstadsbebyggelser i 

de købstaden omgivende landkommuner, blev 

en tilsvarende hjemmel for stationsbyerne først 

tilvejebragt ved lov nr. 20 af 11. februar 1876 

angående tilvejebringelse af bygningsreglementer 

for landdistrikter, hvorefter justitsministeriet 

bemyndigedes til helt eller delvis at udvide 

de i bygningslov for købstæderne (eller den 

specielle bygningslov for Frederiksberg af 12. 

januar 1858) indeholdte bestemmelser til landdistrikter 

eller dele af samme. Der var ganske 

vist ved en lov af 19. april 1864 blevet tilvejebragt 

hjemmel for købstadbygningslovens anvendelse 

på »handels-, lade- og lossepladser«, 

men det blev anset for tvivlsomt, om ikke denne 

lovs anvendelsesområde alene var indskrænket 

til at omfatte de få bymæssige bebyggelser, 

der i kommunal henseende havde stillingen 

som handelsplads; det udtales således i bemærkningerne 

til lovforslaget, hvis fremsættelse iøvrigt 

var foranlediget af et andragende fra Løgstør 

handelsplads, at »det vil kunne forventes, 

at der fra andre af de større handels-, lade- og 

lossepladser, der ere under lignende vilkår som 

Løgstør, til eksempel Frederiksværk, Silkeborg 

og Nørre-Sundby, vil fremkomme lignende andragender.« 

I alt fald var det i 1875 fremsatte forslag 

til lov om tilvejebringelse af bygningsreglementer 

for landdistrikter - som iøvrigt var fremkommet, 

efter at to af birkedommerne i Københavns 

amt havde stillet forslag om, at bygningslovgivningen 

blev indført bl. a. på Utterslev 

Mark, i Valby og i Sundbyerne - begrundet i, 

2*

20 

*) Justitsminister Nellemann i folketinget, R.T.F. 

sp. 889. 

»at der på flere andre steder i landet (end i 

Københavns amt) er landdistrikter, hvor en lignende 

købstadmæssig bebyggelse er i begreb 

med at udvikle sig«*), ligesom man henviste 

til tvivlen om, hvad der skulle forstås ved 1864- 

lovens udtryk »handels-, lade- og lossepladser«. 

På samme måde som der for forstædernes 

vedkommende i lov nr. 21 af 4. februar 1871 

om politiet uden for København var givet hjemmel 

for købstadreglernes anvendelse på forstadsbebyggelser 

i de til købstaden stødende 

landjurisdiktioner, indeholdtes der i lovens § 5 

hjemmel til administrativt at gøre lovens bestemmelser 

gældende for »landjurisdictioner eller 

dele af samme«. Det fremgår dog ikke helt 

tydeligt af bemærkningerne eller af de om forslaget 

til denne lov førte rigsdagsforhandlinger, 

om man her har sigtet netop til de bymæssigt 

bebyggede dele af landjurisdiktionerne. 

I lov nr. 28 af 21. marts 1873 om brandvæsenets 

ordning i købstæderne uden for København 

indeholdes der — udover den foran omtalte 

hjemmel til at lade bestemmelsen gælde i 

de til en købstad stødende sognekommuner - 

tillige (i § 38) hjemmel til at udvide bestemmelserne 

til »handels-, lade- og lossepladser 

med de forandringer, som det pågældende steds 

særegne kommunale og stedlige forhold gøre 

nødvendigt.« Da det i bemærkningerne til den 

nævnte bestemmelse anføres, at bestemmelsen 

for brandvæsenets vedkommende svarer til den 

for bygningsvæsenets vedkommende givne bestemmelse 

i den fornævnte lov af 19. april 1864 

om købstadbygningslovens anvendelse på handels-, 

lade- og lossepladserne, er det vel tvivlsomt, 

om der med bestemmelsen er tænkt på 

andre bymæssige bebyggelser end de, der i kommunal 

henseende havde stilling som handelsplads. 

At de nye stationsbyer allerede i slutningen 

af 1880erne og i begyndelsen af 1890erne spillede 

en vis rolle i lovgivningsmagtens øjne 

fremgår imidlertid klart af rigsdagens forhandlinger 

vedrørende det i samlingen 1891-92 

fremsatte forslag til en lov om begunstigelser 

for en kreditforening af grundejere på landet 

i Jylland. Forslaget var begrundet i et andragende 

fra en række byer i Jylland, hvor grundejerne 

var udelukket fra at opnå lån i deres ejendomme, 

idet de ikke kunne få lån i Ny jydsk 

Kjøbstad-Creditforening, fordi deres ejendomme 

ikke var beliggende i købstæder, medens de 

på den anden side var afskåret fra at få lån i 

kreditforeningerne for landbrugsejendomme. 

Forslaget mødte velvillig modtagelse i begge 

ting, og af referatet af forhandlingerne på rigsdagen 

fremgår det, at der med lovforslaget var 

tænkt på ejendomme »på steder, som i en vis 

grad have karakter af opkommende byer«, i 

hvilken forbindelse bl. a. Hadsten, Hammel, 

Kjellerup, V. Brønderslev, Esbjerg, Struer, Herning, 

Vejen og Holsted nævntes. Klarest kommer 

billedet formentlig frem i landstingsudvalgets 

betænkning, hvori det hed: »Der er et 

stort savn at afhjælpe for en stor del ejere af 

ejendomme på landet i Jylland, især på de steder, 

som ved jernbane- eller havneanlæg eller 

af andre grunde ere blevne vigtige trafikcentrer, 

og hvor der i den senere årrække ere opførte en 

mængde bygninger.«*) Loven blev stadfæstet 

den 14. april 1893. 

Som et vidnesbyrd om, at man i stadig større 

udstrækning på forskellige lovgivningsområder 

søgte at imødekomme trangen til særregler for 

de bymæssigt bebyggede sognekommuner, kan 

også nævnes et i samlingen 1904-05 fremsat 

privat forslag til en lov om istandsættelse af 

private fællesveje i landkommuner med bymæssig 

bebyggelse, hvorved der agtedes tilvejebragt 

hjemmel for, at »veje, som ligge i sådanne tætbebyggede 

landkommuner, der i virkeligheden 

ere at betragte som en slags købstæder«, af sognerådet 

skulle kunne forlanges istandsat på en sådan 

måde, at de kom til at svare til købstadgader. 

Forslagstilleren (Piper) henviste herved 

til »den store række af landkommuner, som nu 

ved udviklingen og særlig ved den stærke udvikling, 

der har fundet sted i de sidste 10 år 

langs jernbanelinierne og ved stationsbyerne, ere 

blevne til byer, der stå ganske ligestillede med 

købstæderne«, og efterlyste i det hele en lovgivning, 

der passede til forholdene i disse kommuner. 

Forslaget blev imidlertid ikke gennemført, 

idet det af folketinget nedsatte udvalg 

henstillede, at der indhentedes udtalelser fra de 

kommunale råd, og da sådanne ikke forelå ved 

samlingens slutning, bortfaldt forslaget. Tan- 

*) Der kan i det hele henvises til referatet af de i 

landstinget fremkomne udtalelser under lovforslagets 

første behandling, R.T.L. 1892-93 sp. 511 

ff., der giver et godt indtryk af de nydannede 

bymæssige bebyggelsers betydning omkring 1890. 

Det blev således bl. a. anført, at de nye byer »i 

virkeligheden ere så levedygtige, at de for en stor 

dels vedkommende overgå de mindre købstæder 

rundt om i landet.«

21 

ken om at tilvejebringe særregler om anlæg og 

overtagelse af gader og veje i landkommuner 

med bymæssig bebyggelse var påny fremme i 

forbindelse med rigsdagens behandling af et 

i 1908-09 fremsat forslag til lov om anlæg og 

overtagelse af gader og veje i Gentofte kommune, 

men blev igen opgivet, da Gentofte pressede 

på for at få lovforslaget vedrørende Gentofte 

kommune igennem. 

Først i 1925 blev der givet en særlig lov om 

anlæg og overtagelse af gader og veje i landkommuner 

med bymæssig bebyggelse, hvorved 

der for disse landkommuner indførtes regler 

på dette område, svarende til de for købstæderne 

gældende. Denne lov blev senere afløst 

af den nugældende lov nr. 90 af 23. marts 1932. 

Også på andre områder kan der nævnes tidlige 

tendenser i retning af at lade de regler, der 

blev givet for købstæderne, tillige have gyldighed 

for stationsbyerne. Fra det næringsretlige 

område kan således nævnes et i 1910-11 fremsat 

forslag til en lov om handelsrejsende for 

udenlandske firmaer, hvori det bl. a. bestemtes, 

at sådanne handelsrejsende alene måtte drive 

virksomhed i købstæder og »sådanne stationsbyer, 

som handelsministeren bestemmer«. Forslaget 

føltes dog som et alt for stærkt indgreb 

i købstadprivilegiet, hvorfor man nåede til et 

kompromis om alene at medtage »sådanne stationsbyer 

og handelspladser på landet, der have 

en købstadmæssig bebyggelse og en folkemængde 

på mindst 2000 indbyggere«. Forslaget 

blev dog af forskellige grunde ikke gennemført, 

og først ved lov nr. 138 af 1. juli 1927 

indførtes bestemmelsen, der er videreført i den 

nugældende næringslovs § 31, jfr. nedenfor 

s. 145. 

Fra det økonomiske område kan det nævnes, 

at de bymæssige bebyggelser allerede kort efter 

århundredskiftet spillede en sådan rolle, at 

lovgivningsmagten anerkendte, at der i tilfælde, 

hvor størrelsen af en ydelse fra det offentlige 

fandtes at burde bero på prisniveauets højde på 

det sted, hvor ydelsen blev oppebåret, ikke skulle 

trækkes skel efter sondringen mellem købstadkommuner 

og sognekommuner, men at det afgørende 

måtte være, om ydelsen skulle oppebæres 

på landet eller i en by, hvadenten denne 

formelt var købstad eller ej. 

I lov nr. 113 af 27. maj 1908 om lønninger 

m. v. for tjenestemænd ved postvæsenet, statsbanerne, 

telegraf- og toldvæsenet og i lov nr. 138 

af samme dato om lønninger til landpostbude 

blev der fastsat 4 forskellige lønsatser i følgende 

grupper: a) København, Frederiksberg, Hellerup-Charlottenlund 

og Gentofte, b) Andre byer 

og bymæssige bebyggelser med over 2000 indbyggere, 

c) Byer og bymæssige bebyggelser med 

1000-2000 indbyggere, og d) Den øvrige del 

af landet. 

Inddelingen blev foretaget på grundlag af en 

af Det statistiske Departement foretaget undersøgelse 

af udgifter til daglige forbrugsvarer, bolig 

og skatter samt skolepenge, hushjælp o. a. i 

hovedstaden, købstæderne, stationsbyer med 

over 1000 indbyggere og rene landdistrikter. 

I lov nr. 489 af 12. september 1919 om 

statens tjenestemænd blev stedtillægssatserne reguleret 

efter tjenestested i a) Hovedstaden, b) 

Provinsbyer (købstæder og bymæssige bebyggelser) 

med over 15.000 indbyggere, c) Provinsbyer 

med 2000-15.000 indbyggere, samt 

d) Det øvrige land. 

Denne ændring i forhold til de fornævnte 

lønningslove af 1908, hvorved man opgav hensynet 

til de mindre bymæssige bebyggelser med 

under 2000 indbyggere, var dog ikke begrundet 

i nogen fornyet undersøgelse af prisniveauet i 

stationsbyerne, men skete blot »for ikke at bryde 

for stærkt med den nugældende ordning« (for 

de tjenestemænd, der ikke omfattedes af 1908- 

lovene). 

Fra den sociale lovgivnings område kan nævnes 

indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 325 

af 22. december 1915, der i medfør af sygekasseloven 

af 10. maj s. å. fastsatte indtægtsgrænsen 

for optagelse i statsanerkendt sygekasse. 

Bekendtgørelsen fastsatte grænsen forskelligt i 

de samme 4 områdegrupper, som lønningsloven 

af 1908 havde lagt til grund, idet dog hovedstadsområdet 

fik en noget videre udstrækning. 

Det ses altså, at man også i henseende til sygekassegrænserne 

allerede på et så tidligt tidspunkt 

tog hensyn til, at forholdene i de nydannede 

bymæssige bebyggelser svarede til forholdene 

i købstæderne, endog således at man - i 

modsætning til, hvad der er tilfældet i nyere 

lovgivning i almindelighed - udelukkende lagde 

vægt på byens størrelse og ikke på dens status 

som købstad. 

Bekendtgørelsen fastsatte iøvrigt også, at alle 

bymæssige bebyggelser med over 1000 indbyggere, 

(hvoraf der ved folketællingen i 1916 

fandtes 57), skulle sidestilles med købstæderne 

med hensyn til satserne for størrelsen af statstilskuddet 

til sygekasserne. 

På det egentlige forsorgsvæsens område blev 

der først ved lov nr. 348 af 7. august 1922 om

22 

aldersrente tilvejebragt ligestilling mellem købstæderne 

og bymæssige bebyggelser (med over 

2000 indbyggere) i landkommunerne med hensyn 

til reglerne om størrelsen af renteydelserne. 

Endelig skal det nævnes, at man allerede i 

lov nr. 114 af 8. juli 1912 om indkomst- og 

formueskat til staten etablerede sidestilling mellem 

købstæder og landkommuner, hvori der findes 

bymæssige bebyggelser med over 2000 indbyggere, 

for så vidt angår reglerne om de skattefri 

fradrag. 

Specielt for de stationsbyer, som er vokset op 

på tværs af sogne- og kommuneskel, blev der 

efter forslag af den tidligere omtalte, i 1915 

nedsatte kommission, der havde til opgave at 

overveje ændringer i indlemmelsesloven af 1873, 

ved indlemmelsesloven af 1920 (§11) tilvejebragt 

særlige regler, der tilsigtede at muliggøre, 

at stationsbyen blev oprettet til selvstændig 

kommune. 

Tendensen til i lovgivningen at tage hensyn 

til de bymæssige bebyggelser ved at lade købstadreglerne 

blive gældende også i stationsbyer 

o. 1. er blevet fulgt på stadig flere områder 

i indeværende århundrede jævnsides med disse 

bebyggelsers stigende antal og størrelse, således 

at den gældende lovgivning i dag i vidt omfang 

tager hensyn til de bymæssige bebyggelsers eksistens, 

se nærmere herom nedenfor i kapitel 12, 

medens den foran omtalte tendens til at give 

større stationsbyer købstadstatus, som var fremherskende 

omkring århundredskiftet, ikke har 

slået igennem siden 1921, da Vester Brønderslev 

ved lov blev gjort til købstad. 

C. DANNELSEN AF NYE BYER I 

INDEVÆRENDE ÅRHUNDREDE 

Den erhvervsøkonomiske udvikling, der medførte 

dannelsen af de mange stationsbyer i slutningen 

af forrige århundrede, er fortsat i indeværende 

århundrede ikke blot med det resultat, 

at de fleste af de dengang nye stationsbyer har 

haft en rivende vækst, men også således, at der 

i indeværende århundrede — udover forstadsbebyggelser 

- er opstået mange nye byer. 

Det kan således nævnes, at der i 1950 optaltes 

omkring 150 stationsbyer og lignende, der overhovedet 

ikke var medregnet ved folketællingen 

i 1916, hvor man optalte alle bebyggelser af bymæssig 

karakter, der havde over 50 indbyggere. 

Af de således i tiden siden 1916 opståede nye 

bebyggelser havde 6 stationsbyer o. 1. over 1000 

indbyggere i 1950*). 

Til belysning af stigningen i antallet af 

stationsbyer o. 1. siden 1901 anføres nedenstående 

tabel, som viser det af Det statistiske 

Departement optalte antal stationsbyer ved folketællingerne 

i hvert af tiårene siden 1901. Det 

bemærkes, at tallene vedrørende 1901 og 1911 

er behæftet med nogen usikkerhed, idet man 

som allerede tidligere omtalt først ved folketællingen 

i 1916 begyndte en egentlig systematisk 

og tilbundsgående optælling af folketallet i bymæssige 

bebyggelser. Det må endvidere erindres, 

at visse bebyggelser, der ved tidligere tællinger 

har været betragtet som stationsbyer, senere er 

blevet betragtet som forstæder, og at nogle af 

de i 1901 og 1911 optalte stationsbyer ikke er 

medregnet i tallene for de senere år, idet de i 

mellemtiden havde fået status som købstæder. 

Antal stationsbyer fordelt efter størrelse. 1901-1950. 

lait... 107 242 413 533 526 558 

Den voksende specialisering i forbindelse 

med den langsomt stedfundne ændring i folkementaliteten 

i retning af en større trang hos den 

enkelte til at opnå menneskelige kontakter har 

formentlig været medvirkende årsager til bydannelsen 

i indeværende århundrede, som vel nok 

væsentligst er blevet begunstiget af det stigende 

antal fabriksanlæg og industrielle virksomheder, 

som den økonomiske udvikling har befordret. 

Derimod må det antages, at jernbanen ikke 

har spillet den samme dominerende rolle som 

byskabende faktor som i forrige århundrede, i 

hvert fald ikke i tiden efter den første verdens- 

*) Lille Værløse (1314 indb.), »Codan«s arbejderby 

(1104 indb.), Fensmark (Holmegårds glasværk) 

(1214 indb.), Langeskov (1004 indb.), Sdr. Omme 

(1151 indb.) og Hvide Sande (1072 indb.). 

Det ses, at disse stationsbyer typisk er sådanne, 

der er opstået omkring en enkelt erhvervsvirksomhed 

eller institution. 

**) 7 af de 9 bebyggelser, der i 1930 blev optalt som 

stationsbyer o. 1. med over 3000 indb., blev ved 

folketællingen i 1940 optalt som forstæder til 

hovedstaden, jfr. nedenfor s. 26.

23 

krig. Siden begyndelsen af 1920erne er mange 

jernbanestrækninger blevet nedlagt. Der er bogstavelig 

talt ikke blevet anlagt nye jernbaner, 

og de har i hvert fald ikke givet anledning til 

bydannelser. 

Jernbanens store betydning som person- og 

godstransportmiddel er i vidt omfang blevet 

overtaget af automobilerne, der imidlertid ikke 

har den samme byskabende tendens. Rute- og 

fragtbiler er jo ikke på samme måde som jernbanerne 

bundet til bestemte ruter og holdepladser, 

der een gang anlagt ligger så godt som fast, 

og som derfor har mulighed for at blive det erhvervsøkonomiske 

midtpunkt for et opland. 

I det hele taget må automobilernes fremkomst 

vist i virkeligheden siges at have bevirket en 

spredning af bebyggelsen. Det er nu ikke længere 

i samme grad som før nødvendigt at placere 

industrielle anlæg i tilknytning til jernbanerne, 

ligesom der ej heller — som tidligere — 

er de samme ulemper for de i byerne beskæftigede 

ved at tage bopæl i rene landområder. 

Det må dog bemærkes, at den forøgede landevejstrafik 

har haft til følge, at der visse steder, 

især ved vej knudepunkter, langs vejen er 

fremkommet mindre bebyggelser, hvor sådanne 

ikke tidligere fandtes. 

For de bestående bymæssige bebyggelser har 

automobilernes fremkomst formentlig haft en 

vis betydning både i positiv og i negativ retning. 

I nogle tilfælde har transportmidlernes voldsomme 

udvikling i indeværende århundrede 

haft til følge, at byens opland — dens kundekreds 

- er blevet strakt længere ud, således at 

der er blevet skabt yderligere basis for etablering 

af håndværks- og handelsvirksomheder. I 

tilfælde, hvor en stationsby ligger ved en stærkt 

befærdet landevej, vil den forøgede landevejstrafik 

næppe heller have undgået at øve indflydelse 

på byens vækst, ligesom anlæg af rutebilstationer 

eller fragtcentraler, hvor sådant har 

fundet sted, formentlig har været af en vis betydning 

for stationsbyen. 

I andre tilfælde har automobilernes fremkomst 

derimod bevirket, at byen har mistet en 

del af sit tidligere opland derved, at en del 

af oplandsbeboerne - netop på grund af de forbedrede 

transportmuligheder - har foretrukket 

at handle i en noget fjernere, men større by. 

Forholdet mellem jernbanernes og automobilernes 

betydning for udviklingen i stationsbyerne 

belyses ved et eksempel, der er nævnt i lektor 

Aage Aagesens bog »Geografiske studier over 

jernbanerne i Danmark«: Thyregod og Nørre 

Snede havde i 1911 nogenlunde samme indbyggertal, 

men efter at der i 1914 var blevet anlagt 

en jernbanestation i Thyregod, voksede bebyggelsens 

indbyggertal relativt stærkt. Indbyggertallet 

i Nørre Snede, hvor der ikke fandtes jernbanestation, 

men som er placeret ved et vejknudepunkt, 

holdt sig derimod konstant indtil 

1921-25, hvor det - formentlig på grund af 

den fremkomne biltrafik — begyndte at vokse. 

Derimod synes anlæget af en jernbanestation 

ved Nørre Snede i 1929 ikke at have haft synderlig 

betydning for bebyggelsens vækst. 

Det er naturligvis ikke muligt at sige noget 

om, hvorvidt den fremtidige udvikling vil begunstige 

dannelsen af nye byer. På den ene side 

synes trafikmidlernes stærke udvikling at gøre 

behovet for nye bydannelser minimalt, men på 

den anden side er der en mulighed for, at udviklingen 

i retning af mekaniserede, kollektive 

driftsmetoder i landbruget vil kunne medvirke 

til skabelsen af mindre bydannelser, der kommer 

til at fungere som det geografiske udgangspunkt 

for den kollektive drift af flere landbrugsejendomme 

med fælles maskinstationer, 

køleanlæg og kollektive stalde m. v. Også den 

omstændighed, at automobilernes stigende udbredelse 

som almindeligt befordringsmiddel i 

fremtiden vil gøre det mindre nødvendigt, at de 

bygninger, hvorfra et landbrug drives, ligger tæt 

op ad selve landbrugsarealerne, vil kunne stimulere 

tendensen til nye bydannelser af den 

nævnte art.*) 

Det må i denne forbindelse erindres, at de 

faktorer, der bestemmer en bys vækst, er af så 

forskellig og uberegnelig karakter, at det ikke 

er muligt at forudsige, om eventuelle bydannelser 

af den nævnte art vil holde sig på et relativt 

lavt indbyggertal, eller om de vil udvikle 

sig til større byer. 

*) Jfr. kontorchef V. Hauch's artikel i tidsskriftet 

»Byplan«, 1955, nr. 6.

KAPITEL 2 

De bymæssige bebyggelsers udvikling og vækst. 

I det foregående kapitel er der søgt redegjort 

for de faktorer, der har bevirket, at der i de 

sidste årtier af forrige århundrede og i indeværende 

århundrede er opstået en lang række bymæssige 

bebyggelser - forstæder og stationsbyer 

o. 1. - uden for købstæderne. Men den erhvervsøkonomiske 

udvikling, der har været den dybere 

liggende årsag til, at disse nye bebyggelser 

overhovedet er opstået, har naturligvis på tilsvarende 

måde øvet indflydelse på det tempo, 

hvori de fra gammel tid bestående byer - købstæderne 

— og de efterhånden opståede nye byer 

er vokset i hele denne periode. 

Det ville af mange grunde være ønskeligt 

at foretage en undersøgelse af, hvorledes forholdet 

mellem land- og bybefolkningen og 

især mellem den del af bybefolkningen, der er 

bosat i købstæderne, og den del, der er bosat 

i de bymæssige bebyggelser, har udviklet sig i 

tiden efter, at de erhvervsøkonomiske strukturændringer, 

der har betinget hele denne udvikling, 

begyndte at gøre sig gældende. 

A. DET STATISTISKE MATERIALE 

En undersøgelse af befolkningsudviklingen 

henholdsvis i købstæderne og i de bymæssige bebyggelser 

tilbage til midten af forrige århundrede 

støder imidlertid på flere vanskeligheder. 

For det første blev der ikke førend ved folketællingen 

i 1901 foretaget generelle opgørelser 

af folketallet i de efterhånden opståede 

bymæssige bebyggelser uden for købstæderne. 

For enkelte af disse bebyggelsers vedkommende 

foreligger der ganske vist oplysninger om folketallet 

også for tidligere år, men nogen generel 

opgørelse findes ikke. I 1901 optalte man ialt 

109 bymæssige bebyggelser*) - »halvkøbstæder, 

*) I 25 af disse bebyggelser optaltes i 1901 over 

1000 indbyggere: Herning (3706), Lyngby (3701), 

Brønderslev (2852), Odder (2822), Nordby 

(1767), Dragør (1609), Kristrup (1565), Vamfiskerbyer 

og stationsbyer«, som det hedder i 

Statistiske Meddelelser, 4. række, 10. hæfte, 

»Folkemængden 1901« — og i de følgende 

folketællingsår (1906, 1911, 1916, 1921, 1925 

og derefter hvert 5. år) har man foretaget tilsvarende 

optællinger specielt af folketallet i 

»forstæder og stationsbyer o. 1.«. 

Det er således ikke muligt at foretage en nøjagtig 

opgørelse af udviklingen i tiden op til 

1901, og for tiden derefter er man henvist til 

resultaterne af de 5-årlige folketællinger, idet 

det kun er ved disse folketællinger, at der foretages 

særskilte opgørelser af indbyggertallet i 

de bymæssige bebyggelser, medens der ikke ved 

de siden 1925 foretagne årlige opgørelser på 

grundlag af antallet af de i hver kommunes 

folkeregister opførte personer (»registertællingerne«) 

foretages nogen udskillelse af indbyggerne 

i de bymæssigt bebyggede dele af de enkelte 

kommuner. 

Når man ved en sammenligning mellem de 

ved folketællingen i 1901 og senere folketællinger 

opgjorte tal vil undersøge udviklingen i 

drup (1543), Hammel (1498), Fakse (1464), 

Haslev (1394), Birkerød (1283), Assens fabriksby 

(1283), Kjellerup (1199), Ballerup (1198), Holsted 

(1175), Glostrup (1174), Hadsund (1122), 

Engsig (Skjern) (1122), Vejen (1198), Høng 

(1073), Ørsted (1067), Tåstrup (1063), Tarm 

(1053) og Ringe (1041). Det må dog bemærkes, 

at der i forbindelse med opgørelsen af resultaterne 

vedrørende folketællingen i 1906 synes foretaget 

revisioner af visse af tallene fra 1901, bl. a. således 

at Haslevs indbyggertal i 1901 nu blev opgjort 

til 2546. 

I 1906 regnede man endvidere med, at der 

i 1901 havde eksisteret yderligere følgende bebyggelser 

med et indbyggertal, der i 1901 oversteg 

1000: Ordrup (6636), Struer (3230), Vejgården 

ved Ålborg (2063), Nyhuse ved Hillerød 

(1031), Strømmen ved Randers (1051), samt 

følgende bebyggelser, hvis indbyggertal i 1901 

var ukendt, men hvis indbyggertal i 1906 var så 

stort, at de utvivlsomt har haft mere end 1000 

indbyggere i 1901: Hellerup, Gentofte, Kastrup 

og Brejninge.

25 

indeværende århundrede, støder man imidlertid 

også på visse vanskeligheder. Opgørelsen af de 

enkelte bymæssige bebyggelsers indbyggerantal 

beroede ved de første folketællinger i indeværende 

århundrede fuldt og helt på de lokale 

myndigheders skøn over, hvilket geografisk område 

der ved hver folketælling kunne anses for 

bymæssig bebygget. Det er selvsagt yderst vanskeligt 

at udøve dette skøn, idet det uvægerligt 

vil give anledning til utallige tvivlsspørgsmål 

og være behæftet med mange fejlmuligheder, 

hvortil kommer, at den omstændighed, at skønnene 

kun blev udøvet hvert 5. år, kunne bevirke 

nogen vaklen med hensyn til de kriterier, 

der rent faktisk blev lagt til grund ved skønnenes 

udøvelse i de enkelte tilfælde. 

Ved folketællingen i 1916 gjorde man forsøg 

på at foretage en nogenlunde systematisk, 

geografisk afgrænsning af hver enkelt bymæssig 

bebyggelse, men afgrænsningen kom dog fortsat 

i altovervejende grad til at bero på det lokale 

skøn, og først ved de seneste folketællinger 

er man kommet ind på at søge at lægge de 

enkelte lokale myndigheders skøn om vedkommende 

bymæssige bebyggelses grænser i marken 

ind i nogenlunde faste baner for derved at 

opnå ensartede afgrænsningsmetoder for alle 

landets bebyggelser ved hver folketælling. Medens 

der ikke til og med folketællingen i 1935 

blev udøvet nogen egentlig generel kontrol med 

rigtigheden af de lokale myndigheders skøn om 

de enkelte bebyggelsers grænser, lod Det statistiske 

Departement i forbindelse med folketællingen 

i 1940 udarbejde kortskitser over hver 

enkelt bebyggelse med angivelse af de enkelte 

ejendommes matrikelnumre. Disse kortskitser 

blev tilstillet de respektive kommunalbestyrelser, 

som på departementets anmodning og med støtte 

i kortskitserne foretog en udskillelse af de folketællingsskemaer, 

der angik det bymæssige område. 

Grænserne for dette område blev af kommunalbestyrelserne 

indtegnet på kortet, der derefter 

tilbagesendtes til departementet sammen 

med det øvrige tællingsmateriale. Ved den endelige 

afgrænsning af områderne for de bymæssige 

bebyggelser har departementet i det væsentlige 

fulgt kommunalbestyrelsernes indstilling, 

og kun i enkelte tilfælde har hensynet til en 

ensartet behandling af det samlede materiale 

gjort visse afvigelser påkrævet. 

Det således foreliggende materiale blev i 

forbindelse med tællingen i 1950 revideret, idet 

departementet i samarbejde med Geografisk Laboratorium 

på Københavns Universitet søgte at 

foretage afgrænsningerne efter mere ensartede 

kriterier, hvorved man bl. a. uddybede sondringen 

mellem »stationsbyer o. 1.« og »forstadsbebyggelser«. 

Rent bortset fra de unøjagtigheder og fejlmuligheder 

ved sammenligninger mellem tallene 

for de enkelte folketællingsår, som kan 

opstå som følge af, at den enkelte bebyggelses 

geografiske område er afgrænset på forskellig 

måde og efter forskellige, usikre kriterier ved 

de enkelte folketællinger, kan der ved sammenligninger 

mellem tallene for de enkelte folketællingsår 

opstå vanskeligheder som følge af, at 

der er foretaget ændringer i de almindelige 

principper, der følges ved de enkelte folketællinger. 

Til og med folketællingen i 1935 fulgte 

Det statistiske Departement det princip at optælle 

den faktisk tilstedeværende befolkning i 

den enkelte by, medens man fra 1940 og fremefter 

har optalt den hjemmehørende befolkning, 

hvilket bevirker, at de samlede tal fra folketællingerne 

før og efter 1940 ikke bliver umiddelbart 

sammenlignelige. Dette forhold får naturligvis 

især betydning for folketallet i byer 

med anstalter, skoler o. 1. 

Endelig må det ved sammenligninger mellem 

tallene for de enkelte bymæssige bebyggelser 

fra de forskellige folketællingsår erindres, at 

tallene for de enkelte år alene vedrører det område, 

der på vedkommende tællingstidspunkt 

blev betragtet som bymæssigt bebygget, men 

ikke det område omkring vedkommende bebyggelse, 

der senere måtte være blevet bebygget, 

og hvis folketal derfor er medregnet ved senere 

tællinger. 

Dette forhold har i og for sig ingen betydning, 

såfremt man ønsker at undersøge, hvor mange 

personer der til enhver tid har boet under bymæssige 

forhold. Såfremt man imidlertid ønsker 

at undersøge, hvorledes indbyggerantallet 

i et bestemt område, der i dag er bymæssigt 

bebygget, har udviklet sig ned gennem tiderne, 

ville man kun kunne opnå et helt nøjagtigt 

billede, såfremt man kendte indbyggerantallet 

i det samme geografiske område også for tidligere 

år. I det omfang, hvori en bebyggelse er 

vokset, ved at bebyggelsen har spredt sig udover 

et stadig større område, vil man imidlertid 

være uden kendskab til indbyggerantallet for 

tidligere år i de områder, der vel er bymæssigt 

bebygget i dag, men som ikke var det i tidligere 

år. Kun i tilfælde, hvor bebyggelsen i dag udgør 

en hel kommune, kan man foretage sådanne 

nøjagtige sammenligninger, fordi man også for

26 

de tidligere år har oplysning om vedkommende 

kommunes indbyggertal. Dette forhold bevirker 

forsåvidt en svækkelse af værdien af sammenligninger 

mellem indbyggerantallets vækst i købstæderne 

og i de bymæssige bebyggelser. Medens 

man nemlig for de sidstes vedkommende udelukkende 

kender indbyggertallet i det geografiske 

område, der ved hver folketælling har 

været bymæssigt bebygget, kender man for købstædernes 

vedkommende som hovedregel kun 

indbyggertallet i vedkommende kommune, men 

derimod ikke indbyggertallet i den del af købstadkommunen, 

der ved hver folketælling rent 

faktisk var bymæssigt bebygget. Til og med 

folketællingen i 1925 blev der ganske vist foretaget 

særskilte opgørelser over indbyggertallet 

i købstadkommunernes ikke-bymæssige områder, 

men fra og med folketællingen i 1930 

opgav man denne praksis. Dette må ses på baggrund 

af, at antallet af indbyggere i købstædernes 

ikke-bymæssige områder allerede i 1925 

var forholdsvis ringe i forhold til købstadkommunernes 

samlede indbyggertal (8949 indbyggere 

af ialt 750.801 indbyggere), og at antallet 

selvfølgelig, efterhånden som købstæderne 

er vokset, er blevet ganske minimalt. 

Udover disse forhold kommer visse vanskeligheder, 

såfremt man vil foretage sammenligninger 

mellem Det statistiske Departements 

samlede opgørelser over indbyggertallet i henholdsvis 

købstæder og bymæssige bebyggelser 

for de enkelte folketællingsår fra og med 1901 

(offentliggjort i Statistiske Meddelelser, 4. 

række). 

For det første må det ved sådanne sammenligninger 

haves i erindring, at visse områder, 

hvis indbyggertal i dag regnes med til købstædernes, 

ved tidligere tcsllinger er medregnet 

som bymæssige bebyggelser. Dette gælder således 

først og fremmest de stationsbyer, der 

i periodens løb er blevet købstæder (Frederiksværk 

i 1907, Herning i 1912, Struer i 1917 og 

Brønderslev i 1921*). Men herudover må man 

være opmærksom på, at der i tiden siden 1901 

*) Brønderslev kommune blev først oprettet til købstad 

med virkning fra den 1. april 1921, således 

at den på folketællingsdagen den 1. februar 1921 

principielt havde status som sognekommune. 

Dette bevirker, at forskellige statistiske publikationer 

ikke medregner kommunens indbyggertal 

i samlede opgørelser over købstædernes indbyggertal 

i 1921. I det omfang, hvori der i det følgende 

anføres samlede indbyggertal i 1921 for 

købstæder og stationsbyer o. 1., er Brønderslev 

medregnet blandt købstæderne. 

i vidt omfang er foretaget indlemmelser af bymæssige 

forstadsbebyggelser i købstæderne, hvilket 

uvægerligt har påvirket forholdet mellem 

væksten i indbyggertallet i købstæderne og i 

landets bymæssige bebyggelser. 

Hertil kommer yderligere, at der ved de forskellige 

folketællinger bar været anlagt vekslende 

kriterier for, i hvilket omfang man overhovedet 

skal medtage en bebyggelse som bymæssig, 

hvilket naturligvis også kan virke 

forstyrrende ved sammenligninger mellem de 

samlede tal. Ved folketællingen i 1901 medtog 

man således kun i ringe omfang bebyggelser 

med under 500 indbyggere, medens man ved 

folketællingen i 1916 konsekvent medtog alle 

bebyggelser, der havde 50 indbyggere eller derover. 

Ved de seneste folketællinger har man for 

stationsbyer o. 1. lagt en grænse på 250 indbyggere 

til grund. Det er klart, at denne forskel 

i opgørelsesmetoderne må bevirke ret væsentlige 

afvigelser i de samlede tal for de enkelte optællinger, 

netop fordi antallet af de mindre 

bebyggelser altid har været meget stort*). 

Også med hensyn til principperne for afgrænsningen 

af forstæder i forhold til stationsbyer 

o. 1. har der været nogen forskel fra folketælling 

til folketælling. 

I almindelighed har praksis været den, at 

Det statistiske Departement som følge af den 

faktiske udvikling har inddraget et stigende 

antal kommuner - eller dele af kommuner — 

under forstadsgruppen, men der gives dog også 

eksempler i modgående retning. 

Det kan således nævnes, at en række bebyggelser, 

som i 1930 var henført til gruppen 

stationsbyer o. 1., ved tællingerne i 1935 og 

senere er blevet henført til forstæderne. Dette 

gjaldt således for en del af hovedstadens omegnskommuner 

med et samlet indbyggertal i 

1930 på 43.000 og tilsvarende for enkelte af 

købstædernes omegnskommuner med henved 

9000 indbyggere i 1930. Som eksempler i modgående 

retning kan nævnes, at departementet 

i 1950 - i modsætning til foregående tællingsår 

- ikke har medregnet Hørsholm og Birkerød til 

hovedstadens forstæder, og at man har indsnævret 

Helsingørs, Randers' og Vejles forstadsområder. 

Ved de seneste folketællinger har Det statistiske 

Departement fulgt følgende retnings- 

*) I 1916 optaltes der således 335 bebyggelser med 

under 500 indbyggere og med et samlet indbyggertal 

på ca. 50.000 indbyggere.

27 

linier med hensyn til afgrænsningen af disse 

to arter af bymæssig bebyggelse: 

Tallene for købstædernes forstæder omfatter 

indbyggertallene for enhver bebyggelse med 

bymæssig karakter (d.v.s. principielt uden indbyggertals 

grænse nedad), som danner en direkte 

fortsættelse af bebyggelsen i den tilgrænsende 

købstad*), medens tallene for de øvrige bymæssige 

bebyggelser (»stationsbyer o. /.«} kun omfatter 

indbyggertallene for sådanne sammenhængende 

bebyggelser af bymæssig karakter, 

som har mindst 250 indbyggere, jfr. Statistiske 

Meddelelser, 4. række, 147. bind, 1 hæfte, 

»Folkemængde 1950«, s. 111. 

Når Det statistiske Departement har fundet 

anledning til at opstille forskellige kriterier 

for på den ene side »forstadsbebyggelser« og 

på den anden side »stationsbyer o. f.«, navnlig 

således, at man kun i opgørelserne medregner 

stationsbyer med over 250 indbyggere, medens 

man medregner samtlige forstadsbebyggelser 

uanset den enkelte bebyggelses indbyggerantal, 

skyldes det naturligvis, at de særlige problemer, 

der typisk er en følge af en bymæssig bebyggelses 

eksistens i en sognekommune, for så 

vidt angår de isolerede planetbebyggelser, stationsbyerne, 

først vil gøre sig gældende, når 

bebyggelsen har nået en vis størrelse, medens 

det bymæssige præg straks vil foreligge selv 

for ganske små forstadsbebyggelser, fordi disse 

jo så at sige er udløbere af den større by, 

moderbyen. 

Den omstændighed, at der således ved opgørelsen 

af stationsbyernes indbyggerantal i de 

enkelte tællingsår har været fastsat en bestemt 

indbyggertalsgrænse nedad, kan dog på den anden 

side også bevirke visse skævheder ved sammenligninger 

mellem de samlede tal fra folketælling 

til folketælling, selvom den samme indbyggertalsgrænse 

anvendes ved hver folketælling. 

I 1940 blev der således optalt 16.000 indbyggere 

i stationsbyer o. 1., som ikke tidligere 

var optalt som sådanne, fordi de ikke havde 

*) Reglen om, at man i relation til folketællingerne 

kun betragter bymæssige bebyggelser, der danner 

en fortsættelse af købstadens bebyggelse, som forstæder, 

har til følge, at visse bebyggelser, som 

ikke er sammenhængende med en nærliggende 

købstadbebyggelse, ikke i statistisk henseende regnes 

som forstæder, men optælles som stationsbyer, 

til trods for at bebyggelsen efter den lokale 

opfattelse betragtes som en forstad til vedkommende 

købstad, fordi bebyggelsen i flere henseender 

har forstadens karakteristika. Dette gælder 

f. eks. Brabrand ved Århus, Stige havneby ved 

Odense og enkelte andre. 

den fikserede minimumsstørrelse på 250 indbyggere, 

og omvendt udgik enkelte bebyggelser, 

fordi disse i 1940 havde mindre end 250 indbyggere. 

I denne forbindelse kan det iøvrigt bemærkes, 

at Det statistiske Departements afgrænsning 

af hovedstadens forstæder har været forskellig 

ved de forskellige folketællinger, bl. a. således, 

at området bestandig er blevet udvidet til også 

at omfatte bebyggelser, der tidligere blev betragtet 

som stationsbyer o. 1. dog bortset fra den 

indskrænkning, som fandt sted ved folketællingen 

i 1950, hvor Birkerød og Hørsholm 

kommuner igen blev anset for stationsbyer o. 1. 

Ved folketællingen i 1950 har Det statistiske 

Departement anset følgende 9 kommuner som 

»hovedstadens forstæder«: Brøndbyerne, Gladsaxe, 

Glostrup, Herlev, Hvidovre, Lyngby-Tårbæk, 

Rødovre, Søllerød og Tårnby, idet hver 

af disse kommuner betragtes som bymæssigt bebygget 

i sin helhed. Det bemærkes, at denne 

afgrænsning af hovedstadens forstadskommuner 

ikke er sammenfaldende med kredsen af de 

kommuner, der omfattes af lov nr. 181 af 20. 

maj 1952 om de københavnske omegnskommuners 

styrelse, ligesom Det statistiske Departements 

afgrænsning ej heller svarer til den i Københavns 

kommunes statistiske kontors publikationer 

anvendte afgrænsning. I de i nærværende 

betænkning indeholdte opstillinger og tabeller 

er den af Det statistiske Departement anvendte 

afgrænsning af hovedstadens forstæder fulgt, 

medmindre andet udtrykkelig fremgår af teksten. 

Ved bearbejdelsen af folketællingsmaterialet 

vedrørende den i 1955 stedfundne folketælling 

agter Det statistiske Departement - i overensstemmelse 

med lignende bestræbelser i de øvrige 

nordiske lande - at foretage særskilte opgørelser 

over indbyggertallet i »tætbebyggede områder«. 

Som tætbebygget område vil man herefter 

regne alle hussamlinger med mindst 200 indbyggere, 

hvor afstanden mellem husene normalt 

ikke overstiger 200 meter; ved beregningen af 

husafstanden vil også blive medregnet ubeboede 

huse, herunder huse, der udelukkende 

benyttes som arbejdsplads, (for Danmarks vedkommende 

vil der af administrative grunde 

tillige blive foretaget en opdeling, hvorefter 

der ved beregningen af husafstanden ikke medtages 

huse, der udelukkende anvendes til sommerbeboelse) 

. Anstalter og lignende, som ligger 

i spredt bebyggelse, regnes dog ikke som tætbebygget 

område, selvom de har 200 indbyggere. 

Selvom afstanden mellem husene overstiger

28 

200 meter, vil man dog ikke betragte det som 

en afbrydelse i bebyggelsen, når det mellem 

husene beliggende område benyttes til almennyttige 

formål såsom veje, parkeringspladser, 

parker, fredskove, idrætspladser og kirkegårde, 

og det samme gælder områder, som erhvervsvirksomheder 

lader ligge ubebyggede af hensyn 

til den daglige drift, såsom lagerpladser, jernbanelinier 

og kajer. 

Opdelingen i tætbebyggede og spredtbebyggede 

områder foretages uafhængigt af den administrative 

inddeling, således at hussamlinger, 

som danner en direkte fortsættelse af et tætbebygget 

område i en nabokommune, regnes 

med til dette område uden hensyn til indbyggertallet. 

De tætbebyggede områder vil blive fordelt 

efter indbyggertal som anført nedenfor: 

200- 499 

500- 999 

1.000- 1.999 

2.000- 4.999 

5.000- 9.999 

10.000- 24.999 

25.000- 49.999 

50.000- 99.999 

100.000-499-999 

500.000- og derover. 

I relation til den administrative inddeling vil 

man som forstadsbebyggelse til købstaden regne 

den del af det tætbebyggede område, som ligger 

uden for købstadgrænsen, men i direkte fortsættelse 

af købstadens bebyggelse, samt endvidere 

tætbebyggede områder i forstadskommuner, 

hvor mindst ^3 af de i erhvervene beskæftigede 

personer har deres arbejdssted i købstaden. 

B. FORHOLDET MELLEM BY- OG 

LANDBEFOLKNING SIDEN 1890 

De ovenfor anførte forhold medfører, at det 

ikke er muligt at give et fuldstændig nøjagtigt 

billede af byernes og specielt de bymæssige bebyggelsers 

vækst siden 1850, men på den anden 

side vil man dog kunne eliminere flere af de 

nævnte fejlkilder i et sådant omfang, at der kan 

gives et talmæssigt indtryk af udviklingen i 

hvert fald siden 1890. 

Selvom man allerede i 1901 foretog optællinger 

af indbyggerantallet i de bymæssige bebyggelser, 

begyndte Det statistiske Departement 

først i 1921 at udarbejde samlede oversigter 

over folketallet i henholdsvis hovedstad, købstæder, 

forstæder, stationsbyer o. 1. samt de egentlige 

landdistrikter. Tallene var bearbejdet således, 

at de kunne danne grundlag for sammenligninger 

med resultaterne for tidligere folketællinger 

(1911 og 1916). 

Ved folketællingen i 1930 fortsattes dette 

arbejde, og nu opstilledes en sammenlignende 

oversigt over folketallet i de forskellige områder 

ved tællingerne i 1890, 1901, 1911 og 1930 

(se Stat. Medd., 4. række, 86. bind, 2. hæfte, 

»Folkemængden 5. november 1930«). Under 

»provinsbyerne« medtog departementet i denne 

oversigt alle de kommuner, der i 1930 var købstæder 

eller flækker, uanset at de for nogles 

vedkommende først var blevet oprettet som købstæder 

i den sidste del af perioden, ligesom man 

under købstædernes indbyggertal for de enkelte 

år medtog indbyggertallet i de forstadsbebyggelser 

og andre områder, der inden for perioden 

1890-1930 var blevet indlemmet i en købstad. 

På tilsvarende måde havde man i tallene for 

hovedstaden også for 1890 medregnet de ved 

århundredskiftet i København indlemmede dele 

af omegnskommuner, ligesom tallene for Frederiksberg 

og Gentofte indgik i hovedstadens 

tal for alle årene. 

Den således foretagne opgørelse indgår i nedenstående 

tabel 1 over indbyggertallets fordeling 

1890-1950. Medens tallene indtil 1930 

altså for så vidt er sammenlignelige, bygger tallene 

for 1940 og 1950 på den i disse år gældende 

administrative inddeling, således at de 

stigende indbyggertal for købstæderne i nogen 

grad forklares ved foretagne indlemmelser; tilsvarende, 

men i modsat retning, er forstadsgruppernes 

indbyggertal blevet påvirket af indlemmelserne. 

Det må også her nævnes, at der 

fremkommer nogen unøjagtighed ved sammenligning 

mellem tallene fra før og efter 1940 

som følge af den forannævnte ændring i folketællingsprincipperne, 

hvorefter man ved folketællingen 

i 1940 gik over til at optælle den i 

de enkelte områder hjemmehørende befolkning 

i stedet for som tidligere, den faktisk tilstedeværende. 

Man må endvidere være opmærksom 

på de unøjagtigheder, som følger af, at afgrænsningen 

af de til enhver tid værende bymæssige 

bebyggelser delvis har beroet på skøn, samt at 

der har været nogen forskel med hensyn til afgrænsningen 

af forstæder kontra stationsbyer 

o. 1., jfr. foran. Disse forhold forklarer bl. a., 

at indbyggerantallet i stationsbyer o. 1. i 1940 

er lavere end i 1930. I realiteten havde stationsbyer 

o. 1. med over 1000 indbyggere en tilvækst 

på 11 % i perioden 1930-40.

29 

Det fremgår heraf, at landbefolkningens foruden for købstæderne og hovedstaden i 1950 

holdsmæssige andel af landets folketal siden udgjorde ca. 18 % af befolkningen, hvoraf no- 

1890 er faldet til det halve, og at denne udvik- get over halvdelen i stationsbyerne, 

ling falder sammen med udviklingen af de by- På grundlag af tabellens tal er der i tabel 2 

mæssige bebyggelser, hvori der i 1890 kun le- givet en oversigt over befolkningstilvækstens 

vede ca. 1 % af landets samlede befolkning*), fordeling henholdsvis i perioden 1890-1921 

medens indbyggerne i de bymæssige bebyggelser og i perioden 1921-50. 

Tabel 2. Befolkningstilvækstens fordeling 1890-1921 og 1921-1950 på de forskellige 

bysamfund og landdistrikterne. 

1890-1921 1921-1950 

(uden Sønderjylland) 

(med Sønderjylland) 

(1000) (pct.) (1000) (pct.) 

Hovedstaden 312 33,5 274 27,0 

Købstæderm.v 308 33,0 413 40,7 

Hovedstadens forstæder ) 183 18,0 ) 

Købstædernes forstæder \ 339 36,4 48 4,7 • 39,3 

Stationsbyer o. 1 J 168 16,6 J 

Landdistrikter -r-27 -4-2,9 -4- 73 -4-7,0 

Befolkningstilvæksten ialt ... 932 100,0 1013 100,0 

Tallene i tabel 2 viser, at befolkningstilvæksten 

siden 1890 - bortset fra den af Sønderjyllands 

indlemmelse forårsagede tilvækst - udelukkende 

er faldet i byerne, og at mere end 1 fe 

af tilvæksten i begge de omhandlede perioder 

falder på de bymæssige bebyggelser, hvilket er 

så meget mere bemærkelsesværdigt, som disse 

bebyggelser knap nok fandtes i 1890, hvor 

deres samlede indbyggertal som nævnt kun udgjorde 

ca. 1 % af folketallet. 

*) Af de 20.000 indbyggere, der i 1890 levede i 

bymæssige bebyggelser, boede ca. 9000 i Lyngby, 

Haslev, Odder, Løkken og Nordby. 

Når købstæderne i perioden 1921-50 har 

optaget 40,7 pct. af den samlede befolkningstilvækst, 

må det herved tages i betragtning, at 

en del af denne tilvækst hidrører fra indlemmelser 

af forstadsbebyggelser. 

Når man - som vist i tabel 3 nedenfor - sammenholder 

de enkelte bygruppers andel i tilvæksten 

fra 1921 og fremefter med deres andel 

af bybefolkningen i 1921, viser det sig imidlertid, 

at udviklingen siden 1921 er forløbet nogenlunde 

ensartet for de forskellige bygrupper, 

idet befolkningstilvækstens fordeling i 1950 i 

det store og hele svarer til bybefolkningens fordeling 

i 1921, dog at hovedstadens forstads-

kommuner procentvis har haft en væsentlig 

stærkere tilvækst end selve hovedstaden, men 

således at hele hovedstadsområdets folketal i 

1950 udgør samme andel af bybefolkningen som 

i 1921. 

30 

Tabel 3. De j or skellige bysamfunds andel i 

bybefolkningen og i byernes tilvækst 1921-1930. 

Andel af Andel i by- Andel af 

bybefolk- ernes til- bybefolkningen 

vækst siden n ingen 

i 1921 1921 i 1950 

pct. pct. pct. 

Hovedstaden 39,0 25,2 33,8 

Hovedstadens 

forstæder 0,6 16,9 6,7 

Købstæder m. v. . 40,0 38,0*) 39,3 

Købstædernes 

forstæder 4,3 4,4 4,3 

Stationsbyer o. 1. 16,1 15,5 15,9 

100,0 100,0 100,0 

*) En del af købstædernes tilvækst skyldes stedfundne 

indlemmelser. 

C. DE BYMÆSSIGE BEBYGGELSERS 

VÆKST 

Skønt de bymæssige bebyggelsers andel i bybefolkningen 

har været nogenlunde konstant i 

tiden fra 1921, når man bortser fra hovedstadens 

forstæder, har den stedfundne befolkningsmæssige 

udvikling medført, at hele billedet af 

de bymæssige bebyggelser på afgørende måde har 

skiftet karakter i disse 30 år. Medens de bymæssige 

bebyggelser i 1921 gennemgående var små - 

kun 7 forstæder og 12 stationsbyer havde over 

2000 indbyggere - er der nu mange bymæssige 

bebyggelser, der er på størrelse med købstadkommuner; 

24 forstæder og 32 stationsbyer o. 1. 

havde i 1950 over 2000 indbyggere; heraf havde 

17 forstæder og 5 stationsbyer over 5000 indbyggere, 

medens 32 af landets købstæder havde 

under 5000 indbyggere. Den stedfundne udvikling 

har altså bevirket, at der ikke mere befolkningsmæssigt 

er den store forskel mellem den 

gruppe byer, som udgøres af købstæder, på den 

ene side og gruppen af de bymæssige bebyggelser 

på den anden side. 

Dette forhold belyses formentlig bedst af den 

som bilag 1 aftrykte oversigt over Danmarks 

bysamfund, grupperet efter deres størrelse i 

1950. 

I tabel 4 nedenfor har man foretaget en opgørelse 

til belysning af den siden 1921 stedfundne 

vækst i de områder, som i 1950 er optalt 

under henholdsvis købstæder m. v., disses 

forstæder samt stationsbyerne. 

Ved opgørelsen af indbyggertallene i 1921, 

1930 og 1940 i de anførte bygrupper har man 

så vidt muligt søgt at finde frem til indbyggertallet 

i disse år i hele det geografiske område, 

der i 1950 betragtes som hørende til vedkommende 

by, således at tallene vedrørende købstæder 

m.v. er fremkommet ved, at man har forøget 

de officielle folketællingstal for købstæderne 

for hvert af de nævnte folketællingsår 

med indbyggertallet i de forstadsbebyggelser, 

som på et senere tidspunkt er blevet indlemmet. 

For købstadforstæderne og for stationsbyerne 

foreligger der som foran s. 25 nævnt kun oplysninger 

tilbage i tiden om indbyggertallet i de 

områder, der i de enkelte folketællingsår er blevet 

betragtet som bymæssigt bebygget, hvorimod 

det i almindelighed ikke er muligt at finde frem 

til indbyggertallet i de områder, der vel i 1950 

blev betragtet som bymæssigt bebygget, men som 

ikke i tidligere folketællingsår blev anset for 

henhørende til den bymæssige bebyggelse. Dette 

gælder dog ikke for den talmæssigt betydende 

gruppe forstadsbebyggelser og de enkelte stationsbyer 

(f. eks. Hørsholm og Birkerød), der 

efterhånden har bredt sig til at omfatte en hel 

kommune. For disse kommuner har man derfor 

i tabel 4 for alle årene medregnet indbyggertallet 

i de pågældende kommuner som helhed. 

Blandt de forstadsbebyggelser og stationsbyer, 

som ikke i 1950 omfattede en hel kommune, 

er der en del, hvorom der ikke fra de første 

tællingsår foreligger oplysninger om indbyggertallet, 

men ved beregningen af de i tabel 4 an- 

*) Det bemærkes, at en opgørelse over indbyggertallets 

vækst i de områder, der i hvert af de nævnte 

tællingsår har henhørt under købstadkommunerne 

på tællingstidspunktet, d.v.s. bortset fra 

senere indlemmelser, giver følgende tal: 

Indb. Index 

1921 

1930 

1940 

1950 

718.000 

788.000 

933.000 

1.131.000 

100 

110 

130 

158 

Det ses altså, at en ret væsentlig del af væksten 

i købstædernes indbyggertal siden 1921 skyldes 

stedfundne indlemmelser.

31 

givne tal er der ansat skønsmæssige tal for disse 

første »uoplyste« år. 

Det bemærkes, at tallene vedrørende stationsbyerne 

kun omfatter de stationsbyer, der i 1950 

havde over 1000 indbyggere. Ved bedømmelsen 

af de for stationsbyerne anførte tal må det tages 

i betragtning, at afgrænsningen af de enkelte 

stationsbyer ikke i alle tilfælde har været den 

samme gennem den undersøgte periode, idet 

man ved de enkelte tællinger i konsekvens af 

den faktiske udvikling i en række tilfælde har 

inddraget større områder under en bymæssig bebyggelse 

end ved tidligere tællinger. Dette medfører, 

at indbyggertallene for stationsbyer o. 1. 

for tidligere år ikke omfatter de indbyggere, der 

dengang levede i områder, som først ved senere 

folketællinger er blevet betragtet som bymæssigt 

bebyggede, hvorved befolkningstilvæksten overvurderes 

i oversigten. Det har imidlertid ikke 

været muligt at foretage korrektioner herfor. 

Uanset denne overvurdering viser oversigten 

dog, at væksten i indbyggertallet i de stationsbyområder, 

der omfattes af beregningerne, har været 

betydelig svagere i perioden 1921-50 end 

udviklingen i købstædernes forstæder i det 

samme tidsrum. Medens stationsbyernes indbyggertal 

således ifølge beregningerne kun er 

vokset med 68 pct, viser de nuværende købstadforstæder 

en vækst på 127 pct., d.v.s. en 

næsten dobbelt så kraftig stigning, men stationsbyerne 

er dog i den nævnte periode vokset stærkere 

end købstæderne (herunder de i købstæderne 

indlemmede forstadsområder), der kun har 

haft en gennemsnitlig vækst på 48 pct. 

Tabel 5. De forskellige bysamfunds vækst i tiden 

efter 1935 i procent af folketallet ved hver foregående 

folketælling.*) 

1935-40 1940-45 1945-50 



Hovedstadens forstæder .. 26,6 15,3 41,3 

Købstæder m. v 6,5 8,0 9,2 

Købstædernes forstæder .. 6,6 1,1 12,6 

Stationsbyer o. 1 6,0 9,3 11,8 

*) Ved beregningen af de i tabel 5 anførte tilvækstprocenter 

er der taget hensyn til indlemmelser i 

købstæderne ved, at de i hver periode indlemmede 

distrikters folketal er medregnet i den pågældende 

købstads folketal ved periodens begyndelse. 

På tilsvarende måde har man ved beregningen 

af tilvækstprocenterne for stationsbyer o. 1. 

i de samlede tal vedrørende stationsbyernes indbyggertal 

ved hver periodes begyndelse medregnet 

indbyggertallet på det pågældende tidspunkt 

i de stationsbyer, som først i periodens løb er 

kommet op over den sædvanlige minimumsgrænse, 

250 indbyggere. 

Til belysning af tilvæksten i de forskellige 

grupper af bysamfund specielt i årene efter 1935 

kan henvises til tabel 5, der er hentet fra Det 

statistiske Departements publikationer om folkemængden 

ved de enkelte folketællinger siden 

1935. 

Tallene i tabel 5 viser, at væksten i købstæder 

m. v. samt i disses forstæder og i stationsbyer 

har været jævnt stigende i hele perioden, og at 

væksten i de bymæssige bebyggelser i de senere 

år har været stærkere end i købstæderne. 

1. Specielt om stationsbyernes vækst 

1921-1950. 

Allerede som følge af de ovenfor fremhævede 

fejlkilder og øvrige vanskeligheder, der særligt 

frem til 1921 gør sig gældende, når man vil forsøge 

at foretage opgørelser over indbyggertallets 

bevægelser i de forskellige bygrupper, skal man 

i det følgende indskrænke sig til at undersøge 

udviklingen i tiden siden 1921. 

Den del af befolkningen, der levede i stationsbyer 

o. 1. med over 250 indbyggere, blev 

i 1921 optalt til 286.791 indbyggere, medens 

der i 1950 blev optalt 454.970 indbyggere i 

stationsbyer o. 1. over den nævnte indbyggertalsgrænse. 

Denne befolkningsgruppe udviser 

herefter en tilvækst på 58 %. Når man på tilsvarende 

måde optæller indbyggertallet i købstæderne 

henholdsvis i 1921 og i 1950, viser 

der sig også i denne befolkningsgruppe at være 

en tilvækst på 58 %. 

Denne opgørelsesmåde, for så vidt angår stationsbyerne 

o. 1., er imidlertid ikke velegnet til 

at give et indtryk af det reelle forhold imellem 

væksten i stationsbyer og købstæder, idet der 

ikke er sammenfald imellem kredsen af de byer, 

der i 1921 optaltes som stationsbyer, og de bebyggelser, 

der i 1950 blev betragtet som stationsbyer. 

På den ene side indgår der nemlig i 

1921-tallet en række stationsbyer, der i 1950 

er optalt som forstæder, og på den anden side 

indgår der i 1950-tallet en række stationsbyer, 

som ikke er medregnet i 1921-tallet, fordi de 

enten slet ikke fandtes dengang eller i hvert 

fald ikke havde mindst 250 indbyggere. Hertil 

kommer, at der i det anførte tal vedrørende købstædernes 

vækst også er medregnet den tilvækst 

i købstæderne, der skyldes indlemmelser. 

Billedet af stationsbyernes vækst bliver da også 

noget anderledes, såfremt man går over til 

at undersøge udviklingen på grundlag af indbyggertallene 

henholdsvis i 1921 og i 1950 i

32 

den samme kreds af stationsbyer, og såfremt 

man for købstædernes vedkommende søger at 

eliminere den tilvækst, der skyldes indlemmelser. 

I 1950 optaltes der ialt 558 stationsbyer med 

tilsammen 455.000 indbyggere. Godt halvdelen 

af disse indbyggere levede i de 444 stationsbyer, 

der havde under 1000 indbyggere, medens den 

anden halvdel levede i de 114 stationsbyer, der 

i 1950 havde over 1000 indbyggere, og ca. 

56 % af denne befolkningsgruppe levede i de 

72 stationsbyer, der havde mellem 1000 og 2000 

indbyggere. 

/ det følgende skal man indskrænke sig til 

detailleret at undersøge tilvæksten siden 1921 

i de stationsbyer, der i 1950 havde over 1000 

indbyggere. 

Nedenfor i tabel 6 er der opstillet en oversigt 

over tilvæksten henholdsvis i stationsbyerne 

og i købstæderne i tiden 1921-1950. Begge 

grupper af byer er opdelt efter størrelsen i 1950. 

Af hensyn til forstæderne og indlemmelsernes 

betydning er tilvækstprocenterne for købstæderne 

specificerede, således at kolonne a) angiver 

tilvækstprocenten i de områder, der henholdsvis 

i 1921 og i 1950 hørte under købstadkommunerne, 

jfr. note til tabel 4, kolonne b) angiver 

tilvækstprocenten for det samlede geografiske 

område, der i 1950 hørte under købstæderne, 

d.v.s. incl. stedfundne indlemmelser 

(jfr. tabel 4), og kolonne c) angiver tilvækstprocenten 

for de enkelte grupper af købstæder 

med forstadsbebyggelser. Ved fordelingen i de 

enkelte størrelsesgrupper har man ved beregningen 

af tilvækstprocenten under kolonne c) 

lagt vægt på det samlede indbyggertal i 1950 

i det enkelte bysamfund (d.v.s. købstad + forstæder) 

. 

Oversigten viser først og fremmest, at væksten 

i de stationsbyer, der havde mere end 1000 

indbyggere i 1950, har været noget stærkere 

end væksten i købstadkommunernes indbyggertal 

(kolonne a), og når man bortser fra den 

vækst i købstæderne, der skyldes stedfundne indlemmelser 

(kolonne b), viser der sig at være 

en ret væsentlig forskel på stationsbyernes og 

købstædernes vækst. Også i forhold til væksten 

*) I oversigten i bilag 2 er angivet, hvilke stationsbyer der indgår i de enkelte størrelsesgrupper. 

**) Hørsholm og Birkerød kommuner, der i Det statistiske Departements opgørelse (og i tabel 4) 

medregnes blandt stationsbyer o. 1., er ikke medregnet i nærværende tabel, idet disse byers 

meget store vækst siden 1921 (Hørsholm: ca. 210 %, Birkerød: ca. 150 %) har sin væsentligste 

årsag i byernes beliggenhed i nærheden af København, hvorfor billedet af stationsbyernes 

vækst i almindelighed bliver noget klarere, når disse byer udelades. 

***) Ved opgørelsen af købstædernes indbyggertal i 1921 har man i denne henseende alene medtaget 

de opgjorte indbyggertal i 1921 for købstædernes bymæssigt bebyggede områder.

33 

i de bysamfund, der udgøres af købstæderne 

med disses forstadsbebyggelser, viser stationsbyerne 

gennemgående en noget stærkere 

vækst.*) 

Hele billedet af forholdet mellem købstædernes 

og stationsbyernes vækst bliver noget mere 

differentieret, når man betragter tilvæksten i de 

enkelte størrelsesgrupper. Det viser sig her, at 

der med hensyn til tilvækstprocenterne — ligesom 

på mange andre områder vedrørende forholdet 

mellem stationsbyer og købstæder - kan 

drages en parallel mellem på den ene side de 

større købstæder (d.v.s. med over 10.000 indb.) 

og de større stationsbyer (d.v.s. med over 3500 

indb.) og på den anden side de mindre købstæder 

og de mindre stationsbyer. Tabellen viser, 

at tilvæksten har været forholdsmæssigt 

stærkere i de større byer i begge arter af bysamfund 

end i de mindre byer, det være sig de mindre 

købstæder eller de mindre stationsbyer**). 

Men selv når man sammenholder tilvækstprocenterne 

for henholdsvis de større og de 

*) Som det fremgår af tabellen, ligger tilvækstprocenten 

i købstadkommunerne (kolonne a) og tilvækstprocenten 

i de samlede købstadsamfund (kolonne 

c) nogenlunde på linie med hinanden, henholdsvis 

58 % og 59 %, og det samme gør sig 

gældende m. h. t. vækstprocenten i de største byer, 

der udgør 71 %, hvadenten man medregner 

forstadsbebyggelserne eller ej. På forhånd måtte 

det forekomme nærliggende at tro, at tilvæksten 

i købstadkommunerne måtte ligge noget lavere 

end tilvæksten i de samlede bysamfund, idet de 

i dag bestående forstæders tilvækst jo efter det 

foran anførte har været langt kraftigere end købstædernes, 

men det må herved erindres, at en 

væsentlig del af væksten i købstæderne skyldes 

indlemmelse af forstadsbebyggelser. Herved er de 

tal, hvormed forstadsgruppen indgår, blevet tilsvarende 

formindsket, hvilket dog igen opvejes 

ved den gennemgående større vækst i de i dag bestående 

forstæder, således at stigningen i det antal 

personer, der henholdsvis i 1921 og i 1950 

levede i forstæder, stort set svarer til tilvæksten 

i købstædernes indbyggertal. 

**) Det må dog herved bemærkes, at forskellen i 

tilvækstprocentens størrelse for henholdsvis de 

større og de mindre byer er mindre udpræget for 

stationsbygruppens vedkommende end for købstadgruppen. 

Såfremt man ved beregningen af 

tilvækstprocenten i stationsbyerne ville bortse fra 

Ikast stationsby, der har haft en tilvækstprocent 

på over 500 %, ville det vise sig, at den gennemsnitlige 

tilvækstprocent i alle størrelsesgrupperne 

for stationsbyernes vedkommende ligger på 60- 

70 %. For købstædernes vedkommende varierer 

tilvækstprocenterne i langt højere grad med købstadens 

størrelse, idet tilvæksten i de største købstæder 

gennemgående har været 3 gange så stor 

som i de mindste. 

mindre byer i hver bysamfundsgruppe, viser det 

sig, at væksten i de enkelte størrelsesgrupper 

gennemgående har været forholdsmæssigt langt 

stærkere for stationsbyernes vedkommende end 

for købstædernes vedkommende. Forholdet bliver 

endnu tydeligere, når man sammenholder 

vækstprocenterne i stationsbyerne med vækstprocenterne 

i grupperne af de købstæder, der er af 

tilsvarende størrelse (under 10.000 indbyggere), 

idet det af oversigten fremgår, at stationsbyernes 

vækst gennemgående har været langt stærkere 

end væksten i købstæderne af tilsvarende 

størrelse (60-80 % mod 20-40 %). 

Oversigten viser iøvrigt, at tilvæksten i de 

største stationsbyer og tilvæksten i de bysamfund, 

der udgøres af de største købstæder med 

disses forstæder, i det store og hele ligger på 

nogenlunde samme niveau. 

Det kan herefter fastslås, at de stationsbyer 

med over 1000 indb. i bymæssig bebyggelse, 

som findes i dag, har været ude for en langt 

stærkere vækst end de købstæder, som efter deres 

størrelse ligger på linie med stationsbyerne, 

og at indbyggertallet i disse stationsbyer endog 

er vokset noget stærkere end det samlede indbyggertal 

i den gruppe bysamfund, der dannes 

af købstæderne og forstadsbebyggelserne (66 % 

imod 59 %). Denne udvikling har været særlig 

udtalt for de større stationsbyers vedkommende 

(d. v. s. de stationsbyer, der i dag har over 

3.500 indbyggere). Disse stationsbyer, hvis 

indbyggertal ligger mellem 3500 (Hadsund) 

og 6000 (Tåstrup), har haft en vækst på gennemsnitligt 

83 % siden 1921, medens købstæderne 

af nogenlunde samme størrelse, d. v. s. 

fra ca. 3000 til ca. 6000 indbyggere, kun har 

haft en gennemsnitlig vækst på 25 %, eller når 

forstæderne til disse købstæder medregnes, 

28 %, ligesom selv de største købstæder på over 

20.000 indbyggere »kun« har haft en vækst på 

71 %. 

Tabel 7 viser væksttempoet i købstæderne 

(med forstæder) og i stationsbyerne i ti-årsperioderne 

siden 1921. Købstadsamfundenes 

vækst har været nogenlunde jævn i hele perioden, 

medens stationsbyernes vækst har været 

svingende, dels således at forholdet mellem de 

enkelte størrelsesgruppers tilvækstprocent har 

svinget noget for hver periode, dels således 

at stationsbyernes vækst i særlig grad er sket i 

perioden 1940-50, medens væksten i den foregående 

ti-årsperiode har været noget svagere. 

Det må dog bemærkes, at den tilsyneladende 

noget svagere vækst for stationsbyernes vedkom- 

3

34 

mende i perioden 1930-40 i et vist omfang kan 

føres tilbage til de i denne periode skete ændringer 

i principperne for folketællingernes foretagelse, 

jfr. foran s. 25. 

Tabel 7. Tilvæksten i procent af folketallet ved hver 

10 års-periodes begyndelse for købstæder og 

stationsbyer. 

1921-30 1930-40 1940-50 

Købstæder m. forstæder 14 18 17 

Stationsbyer*) m. over 3.500 indb. 25 12 30 

Stationsbyer m. 2.OOO-3.5OO indb. 16 14 21 

Stationsbyer m. 1.500-2.000 indb. 18 13 24 

Stationsbyer m. 1.000-1.500 indb. 19 8 24 

Samtlige stationsbyer m. over 

1.000 indb 19 11 25 

Samtlige byer m. over 1.000 indb. 

(excl.hovedstadsområdet m. Hørsholm 

og Birkerød kommuner) ..15 17 18 

Hele landet 9 8 11 

*) Også her er tallene for Birkerød og Hørsholm 

kommuner udeladt. 

Når det foran er anført, at de stationsbyer, 

som i 1950 havde over 3500 indbyggere, er 

vokset med 83 % siden 1921, må det erindres, 

at dette tal er et gennemsnitstal, der repræsenterer 

en ret forskellig vækstgrad i de enkelte 

byer, idet f. eks. byer som Odder og Haslev kun 

er vokset med 35 %, medens på den anden side 

Grindsted og Ikast er vokset med henholdsvis 

110% og 525 %. 

De forhold, der har været bestemmende for 

byernes udvikling, har jo været af vidt forskellig 

beskaffenhed og har gjort sig gældende med 

forskellig styrke og til forskellige tider i de enkelte 

byer. Når man derfor — som i tabel 6 

foran - tager sit udgangspunkt i forholdene i 

1950 og undersøger, hvorledes de i hver størrelsesgruppe 

placerede stationsbyer har udviklet 

sig i tiden efter et bestemt tidligere tidspunkt, 

1921, er det klart, at der inden for hver størrelsesgruppe 

må forekomme ret afvigende tal 

for de enkelte i gruppen indgående stationsbyer. 

Ved bedømmelsen af tabellens tal må det således 

bl. a. erindres, at de i hver enkelt størrelsesgruppe 

indgående byer ikke har stået på 

samme stadium i byens udvikling ved undersøgelsens 

udgangspunkt, 1921, hvorved man fjerner 

sig fra billedet af den typiske udvikling. 

For mange af stationsbyernes vedkommende 

vil byens vækst og størrelse hovedsagelig være 

afhængig af udviklingen af og i byens opland 

og af dette oplands størrelse. Mange af de i dag 

bestående stationsbyer er dannet på et så tidligt 

tidspunkt, at de allerede i 1921 havde nået den 

størrelse, som deres opland kan betinge, og disse 

byer har derfor ikke haft nogen væsentlig tilvækst 

i undersøgelsesperioden, medens andre 

byer, der først er dannet på senere tidspunkter, 

måske endnu ikke i 1921 havde nået det samme 

punkt i deres udvikling og derfor har haft en 

væsentligt stærkere tilvækst end »normalt«, i 

hvert fald indtil byen har nået den efter oplandet 

»naturlige« størrelse. 

På tilsvarende måde - og i måske endnu kraftigere 

grad - forholder det sig med de stationsbyer, 

hvis eksistens hovedsagelig har været betinget 

af anlæg af industrivirksomheder o. 1. I 

visse tilfælde har byen - som f. eks. Assens 

fabriksby i Randers amt - allerede før 1921 

været dannet omkring et enkelt, fuldt udbygget 

industrianlæg, og fordi der ikke er anlagt 

andre industrivirksomheder på stedet, er byen 

ikke vokset væsentligt siden, medens der har 

været andre tilfælde, hvor de industrivirksomheder, 

der har været afgørende for byens dannelse 

og udvikling, først er blevet anlagt efter 

1921 på steder, hvor der faktisk ikke i 1921 

fandtes bymæssig bebyggelse af betydning, således 

som det har været tilfældet med f. eks. 

Ikast, hvor der i 1921 kun fandtes 600 indb., 

medens der i 1950 fandtes ca. 4500 indb. 

For så vidt byer af den sidstnævnte art indgår 

i de enkelte størrelsesgrupper, vil tallene for 

disse byer naturligvis medføre en kraftig forøgelse 

af gennemsnittet. Muligheden for, at en 

størrelsesgruppes gennemsnitstal på denne måde 

påvirkes uforholdsmæssig stærkt i opadgående 

retning, og den styrke, hvormed en sådan påvirkning 

vil gøre sig gældende, er naturligvis — 

ud fra en rent matematisk betragtning og alt 

andet lige - større, jo større den pågældende 

by og størrelsesgruppe er. Det var derfor på 

forhånd at vente, at en undersøgelse af den hidtidige 

tilvækst i byerne i de forskellige størrelsesgrupper, 

hvor man tager sit udgangspunkt i 

byernes størrelse i 1950, vil vise, at den gennemsnitlige 

tilvækstprocent vil have tendens til at 

blive større for gruppen af de større byer end 

for gruppen af de mindre byer. Af to byer, som 

i 1921 hver havde 300 indbyggere og som i 

1950 var vokset til henholdsvis 1500 og 4000 

indbyggere, vil den sidstnævnte naturligvis påvirke 

gennemsnitstallet for den størrelsesgruppe, 

hvori den placeres i 1950, langt stærkere end 

den førstnævnte. 

Såfremt man på den anden side tager sit udgangspunkt 

i forholdene i 1921 og undersøger, 

hvorledes de dengang bestående stationsbyer,

fordelt i grupper efter deres størrelse i 1921, har 

udviklet sig, fremkommer tallene i tabel 8 

ovenfor, hvor der er givet en oversigt over tilvæksten 

siden 1921 henholdsvis i købstæderne 

med disses forstæder og i de stationsbyer, der 

i 1921 havde over 1000 indbyggere, og som 

også i 1950 blev anset for stationsbyer.*) 

Tabellen viser, at væksten i de stationsbyer, 

der i 1921 havde over 1000 indbyggere, har 

været noget svagere end væksten i de bysamfund, 

der udgøres af købstæderne med disses 

forstæder, men dog således at væksten i de omhandlede 

stationsbyer gennemgående har været 

stærkere end væksten i de købstæder, der i 1921 

var af den samme størrelsesorden (d. v. s. med 

under 5000 indbyggere), idet de omhandlede 

stationsbyer gennemgående er vokset med ca. 

50 %, medens de små købstæder kun er vokset 

med ca. 33 %. Når tilvækstprocenten i de stationsbyer, 

der i 1921 havde over 1000 indbyggere, 

ca. 50 %, viser sig at være noget svagere 

end tilvæksten siden 1921 i den gruppe stationsbyer, 

der idag har over 1000 indbyggere, ca. 

66 %, jfr. tabel 6, skyldes det altså, at der i 

gruppen af stationsbyer med over 1000 indbyggere 

i 1950 indgår en række stationsbyer, der i 

1921 havde mindre end 1000 indbyggere, men 

hvis vækst har været væsentligt kraftigere end 

væksten i de stationsbyer, der allerede i 1921 

havde over 1000 indbyggere. Det er imidlertid 

et spørgsmål, hvor stor vægt der i det hele taget 

kan tillægges tabellens tal, i hvert fald for så 

vidt angår væksten i gruppen af de stationsbyer, 

der i 1921 havde over 1500 indbyggere, dels 

fordi antallet af disse stationsbyer er relativt 

*) D. v. s., at de byer, der i 1921 blev betragtet som 

stationsbyer, men i 1950 som forstæder, er udeladt, 

ligesom Birkerød og Hørsholm ikke er medtaget. 

lavt, dels fordi det viser sig, at gennemsnitstallene 

dækker over vidt forskellige tilvækstprocenter 

for de enkelte stationsbyer, jfr. nedenstående 

tabel 9, der viser tilvæksten i hver enkelt 

af de stationsbyer, der i 1921 havde over 

1500 indbyggere: 

Tabel 9. Tilvæksten i de i 1921 bestående stationsbyer 

med over 1500 indbyggere. 

Indb.tal Indb.tal Vækst i 

1921 1950 pct. 

Tåstrup 3568 8119 128 

Grindsted 1724 3659 112 

Års 1539 2875 87 

Brande 1909 3585 80 

Hadsund 1971 3504 78 

Skjern 2325 3857 66 

Brabrand 1682 2667 57 

Ringe 1680 2627 56 

Vejen 2838 4001 41 

Hammel 1554 2193 41 

Odder 3923 5316 36 

Bramminge 1907 2560 34 

Haslev 4132 5468 32 

Dragør 2048 2437 19 

Fakse 1781 1966 10 

Nordby 1916 1838 ~4 

Vamdrup 2327 2055 -M2 

lait... 37474 58727 57 

De i tabel 8 opførte gennemsnitstal kan vist 

herefter ikke siges på nogen måde at give udtryk 

for en typisk udvikling, dog måske bortset 

fra tallet vedrørende stationsbyer med mellem 

1000-1500 indbyggere, idet langt det overvejende 

flertal af disse stationsbyer har haft en 

tilvækst, der nogenlunde svarer til gennemsnittet. 

Det kan dog fastslås, at de fleste stationsbyer 

med over 1000 indbyggere har haft en udvikling, 

der er kraftigere end udviklingen i købstæderne 

af tilsvarende størrelse, og at nogle 

stationsbyer har haft en meget kraftig vækst. 

3*

36 

2. Specielt om forstædernes vækst 

1921-1950. 

En sammenligning mellem det antal indbyggere, 

der i 1921 levede i forstadsbebyggelser, 

og det antal indbyggere, der i dag lever i sådanne 

bebyggelser, vil i og for sig ikke give 

noget billede af forstadsbebyggelsernes vækst, 

idet en lang række af de i 1921 bestående og 

senere opståede forstadsbebyggelser er blevet 

indlemmet i købstæderne. Når man imidlertid 

går over til at undersøge, hvorledes de i dag 

bestående bebyggelser har udviklet sig, viser 

det sig som foran anført, at disse bebyggelser 

siden 1921 har haft en stærkere tilvækst end 

både købstæder og stationsbyer, idet deres indbyggertal 

gennemsnitligt er 127 % større end 

i 1921, og herved har man endda i et vist omfang 

taget hensyn til indbyggertallet i 1921 i 

de områder, der ikke dengang var forstadsmæssigt 

bebygget, men som senere er blevet det. 

Medens størstedelen af den befolkningsgruppe, 

der lever i stationsbyer med 1000 indbyggere 

eller derover, bor i stationsbyer med mellem 

1000 og 2000 indbyggere (ca. 56 %), forholder 

det sig noget anderledes med købstædernes 

forstader, idet langt den største del af 

den befolkningsgruppe, som lever i de forstæder, 

der har over 1000 indbyggere, bor i de 

større forstadsbebyggelser med over 3500 indbygge 

6 (73 %). Når man imidlertid sammenholder 

væksten i forstæderne fordelt på de forskellige 

størrelsesgrupper, viser det sig — ligesom 

for købstædernes og til en vis grad også 

for stationsbyernes vedkommende — at det også 

for købstædernes forstæder især har været de 

bebyggelser, som i dag har et højt indbyggertal, 

der har gennemgået en stærk udvikling, jfr. 

tabel 10. 

Ligesom for stationsbyernes vedkommende er 

det dog behæftet med nogen tvivl, hvor meget 

der kan bygges på tabellens tal, der som gennemsnitstal 

dækker over vidt forskellige vækstprocenter 

for de enkelte forstæder i vedkommende 

gruppe. Fra gruppen af forstæder med mellem 

1000 og 2000 indbyggere kan det således nævnes, 

at en forstadsbebyggelse som f. eks. Rørbæk 

i Saxkøbing landsogn kun er vokset med 

ca. 200 indbyggere siden 1921, eller med 14 %, 

medens på den anden side en forstadsbebyggelse 

som Mølholm i Vinding kommune ved 

Vejle er vokset med 230 %, og en forstadsbebyggelse 

som Sæding ved Esbjerg, der i 1950 

har 1301 indbyggere, medregnedes overhovedet 

ikke som bymæssig bebyggelse i 1921. Hertil 

Tabel 10. Tilvæksten i de købstadforstader, der i 

1950 havde over 1000 indbyggere, fordelt efter størrelsen 

i 1950*). 

*) Det bemærkes, at der i tallene for 1921 - i modsætning 

til tabel 4 foran på s. 30 - alene er 

medtaget indbyggertallene i de områder, der i 

1921 betragtedes som forstæder. Afvigelserne fra 

tabel 4 fremkommer også som følge af, at der 

i nærværende tabel alene er medtaget forstadsbebyggelser, 

der i 1950 havde 1000 indb. og derover. 

**) I oversigten i bilag 2 er det angivet, hvilke forstadsbebyggelser 

der indgår i de enkelte størrelsesgrupper. 

kommer, at antallet af forstadsbebyggelser i de 

enkelte størrelsesgrupper er meget beskedent, 

således at de forskellige vækstprocenter for de 

enkelte bebyggelser kommer til at spille en for 

stor rolle ved beregningen af gennemsnitstal til, 

at disse gennemsnitstal kan siges at være typiske. 

For gruppen af de større købstadforstæder 

ligger vækstprocenterne lige så forskelligt, 

jfr. tabel 11, hvor der til sammenligning tillige 

er anført vækstprocenten siden 1921 for indbyggertallet 

i den købstadkommune, der er moderby 

til vedkommende forstad, samt i hele det 

bysamfund, hvori købstaden er kernen (d.v.s. 

vedkommende købstad med samtlige forstæder). 

I tallene i tabel 11 er alene medtaget det antal 

indbyggere, der henholdsvis i 1921 og i 1950 

er anset for boende i vedkommende bymæssige 

bebyggelse. Dette er for 1950 ensbetydende med 

de anførte kommuners samlede indbyggertal, 

idet disse kommuner er anset for bymæssigt bebygget 

i deres helhed (bortset fra Holme-Tranbjerg, 

hvor kun Holme og Skade sogne anses 

som forstadsbebyggelser). Forstædernes (og de 

samlede bysamfunds) tilvækstprocent ville blive 

noget mindre, såfremt tilvæksten var opgjort på 

grundlag af indbyggertallet i 1921 i hele vedkommende 

kommune (sogn), der i dag betragtes 

som bymæssigt bebygget. 

Det vil ses, at selve moderbyens vækst i visse 

af tilfældene ligger under gennemsnittet af 

samtlige købstæders vækst, men at den stærke 

vækst i forstadsbebyggelserne bevirker, at samtlige 

de omhandlede bysamfund er kommet op 

over den gennemsnitlige vækst i samtlige landets 

købstadbysamfund under eet. De anførte 

tal viser da også, at den ret voldsomme udvik-

37 

*) Specielt for Odenses og Ålborgs vedkommende skal det nævnes, at den ret voldsomme vækst i 

selve købstaden bl. a. kan føres tilbage til stedfundne indlemmelser. 

ling af de større bysamfund inden for de sidste 

30 år især kan føres tilbage til forstædernes 

kraftige vækst. 

Dette forhold har med endnu større tydelighed 

gjort sig gældende i hovedstadsområdet, idet 

væksten siden 1921 i indbyggertallet i selve 

hovedstadskommunerne (København, Frederiksberg 

og Gentofte) ikke - relativt set - har 

været særlig stærk (32 %), hvorimod indbyggertallet 

i de områder (kommuner), der i 1950 

regnedes som forstæder til hovedstaden, er vokset 

fra 42.000 i 1921 til 193.000 i 1950 med det 

resultat, at hovedstadssamfundets samlede indbyggertal 

fra 1921 til 1950 er steget med 65 %. 

Det samlede billede af udviklingen siden 

1921 viser således, at bybefolkningens andel 

af den samlede befolkning har været stadig stigende, 

og at den del af befolkningen, der er 

bosat i bymæssige bebyggelser uden for hovedstaden 

og købstæderne, har været stigende ikke 

blot absolut, men også relativt. De større stationsbyer 

og købstædernes forstæder (d.v.s. med 

over 3500 indbyggere) er gennemgående vokset 

stærkere end hovedstaden og købstæderne, ja, 

deres vækst har endog været relativt kraftigere 

end væksten i hele hovedstadsområdet eller 

væksten i det samlede indbyggertal i landets 

købstæder med forstæder. Den gennemsnitlige 

vækst i samtlige stationsbyer med over 1000 

indbyggere har været noget stærkere end den 

gennemsnitlige vækst i købstæderne, og væksten 

i de købstæder, som rent størrelsesmæssigt må 

siges at ligge på linie med stationsbyerne (under 

5000 indbyggere), har været langt ringere 

end i stationsbyerne. Væksten i de bebyggelser, 

der i dag betragtes som forstæder, har været 

meget stærkere end væksten i de øvrige byer. 

Udviklingen har dog været meget uensartet 

for alle bymæssige bebyggelser, idet enkelte af 

disse enten overhovedet ikke er vokset eller i 

hvert fald kun har haft en ganske ringe tilvækst, 

medens andre har haft en tilvækst, som ligger 

meget langt over gennemsnittet. 

D. UDVIKLINGEN EFTER 1950 

Som foran anført foretages der kun opgørelser 

over indbyggertallet i de bymæssige bebyggelser 

ved de 5-årlige folketællinger. Da resultaterne 

vedrørende folketællingen i 1955 endnu 

ikke foreligger bearbejdet, er det derfor ikke 

muligt at give noget billede af, hvorvidt den 

foran beskrevne udvikling i stationsbyer og forstæder 

er fortsat også efter 1950. 

På grundlag af de årlige opgørelser over, 

hvor mange personer, der står tilmeldt de enkelte 

kommuners folkeregistre, har man i tabel 

12 foretaget en beregning af befolkningstilvæksten 

i hvert af årene 1951—54 i følgende 

områdegrupper: hovedstaden, hovedstadens forstadskommuner, 

købstæderne, de kommuner, 

der har større forstadsbebyggelser til købstæderne, 

de kommuner, der har større stationsbyer 

o. 1.*), og for den øvrige del af landet. 

Tallene i tabel 12 giver et indtryk af, at den 

befolkningstilvækst i de forskellige bygrupper, 

som kunne konstateres i årene før 1950, er fortsat 

også i årene derefter med samme styrke i de 

forskellige bygrupper. Forstadskommuner og 

især hovedstadens forstadskommuner har haft 

en langt stærkere tilvækst end nogen af de andre 

: ) Tallene vedrører så godt som alle de kommuner, 

der i 1950 havde mindst een bymæssig bebyggelse 

med over 1000 indbyggere.

38 

Tabel 12. Befolkningstilvæksten i % af 

registerbefolkningen i hvert af årene 1951—54- 

1951 1952 1953 1954 

Hovedstaden ~ 0,5 -^0,4 -f-0,2 -=- 0,3 

Hovedstadens 

forstæder 7,2 6,5 6,7 6,4 

Købstadkommuner ... 1,0 1,1 1,2 1,1 

Kommuner med 

købstadforstæder ... 1,6 1,9 3,3 3,7 

Kommuner med 

stationsbyer 1,4 1,5 1,7 1,0 

Øvrige kommuner ... 0,2 0,3 0,2 0,2 

lait... 0,7 0,8 0,9 0,8 

bygrupper, og stationsbykommunerne er vokset 

noget kraftigere end købstæderne, hvorved det 

yderligere må tages i betragtning, at der i tallene 

vedrørende stationsbykommunerne indgår tilvæksten 

i de stationsbyerne omgivende landdistrikter 

inden for vedkommende kommuners 

grænser, hvor det må påregnes, at tilvæksten 

har været væsentligt lavere end i selve den bymæssige 

bebyggelse. 

Det er naturligvis ikke muligt at give noget 

fuldstændig klart billede af den fremtidige befolkningsmæssige 

udvikling, for så vidt angår 

de bymæssige bebyggelser og købstæderne. Befolkningstilvækstens 

størrelse i almindelighed og 

de enkelte byers fremtidige vækst vil være betinget 

af en lang række forskellige faktorer, 

hvis fremtidige tilstedeværelse og virkninger 

for den enkelte by er ganske uforudseelige og 

uberegnelige. 

Det er imidlertid nærliggende at antage, at 

den almindelige befolkningstilvækst, der har 

gjort sig gældende i indeværende århundredes 

første halvdel, i hvert fald vil fortsætte, og meget 

synes at tyde på, at den fremtidige befolkningstilvækst 

i forbindelse med fortsatte vandringer 

fra landdistrikterne til byerne vil have 

til følge, at den hidtidige stigning i byernes 

indbyggertal må forventes at ville fortsætte, 

bl. a. med den virkning, at landbrugsbefolkningens 

andel af landets samlede befolkning må 

antages fortsat at ville dale.*) 

Selvom det ikke er muligt at give nogen konkret 

udtalelse om, hvorvidt den fremtidige tilvækst 

i byerne vil være lige stor for de forskellige 

arter af byer, eller om byernes samlede tilvækst 

i fremtiden især vil manifestere sig i de 

større eller i de mindre bysamfund, er det dog 

givet, at den fremtidige befolkningstilvækst i 

byerne må forventes at ville give sig udslag i, 

at stadig flere bymæssige bebyggelser vil passere 

de - højere eller lavere - indbyggertalsgrænser, 

som lovgivningen idag på forskellige 

områder anvender som kriterium for afgrænsningen 

af kredsen af de bymæssige bebyggelser, 

der helt eller delvis er sidestillet med købstæderne. 

*) I en af Københavns kommunes statistiske kontor 

foretaget undersøgelse, offentliggjort i »Statistisk 

Månedsskrift«, 32. årgang, nr. 1, har man anslået 

indbyggertallet i 1970 i købstæderne med forstæder 

og i stationsbyer o. 1. til 2.074.000 imod 

1.666.000 i 1950, ligesom hovedstadsområdets 

indbyggertal i 1970 er anslået til 1.586.000 

imod 1.216.700 i 1950. Indbyggertallet i landdistrikterne, 

der i 1950 udgjorde 1.398.600, menes 

i 1970 kun at ville udgøre 1.228.600.

AFSNIT II. 

DE FAKTISKE FORHOLD I DE BYMÆSSIGE 

BEBYGGELSER (KOMMUNER)

KAPITEL 3 

Bebyggelserne — De bymæssigt bebyggede kommuner. 

A. BEBYGGELSERNES ANTAL, gruppen af byerne uden for købstæderne gen- 

STØRRELSE OG BELIGGENHED nemsnitlig have et væsentlig mindre indbyg- 

Af Danmarks samlede befolkning i 1950 le- g^rtal end købstæderne Ser man imidlertid på 

vede ca. 2,9 mill, i byerne, hvoraf 776.000 i 

de enkelte 

S m PP er f bymæssige bebyggelser, 

bymæssige bebyggelser uden for hovedstaden og viser det sig, at hovedstadens forstæder gennemkøbstæderne. 

Denne bybefolkning fordeler sig f ående har større indbyggertal end købstæderne 

imidlertid på en lang række byer af højst for- (gennemsnittet ligger pa ca 21.000 indbygskellig 

størrelse og struktur. Idet der iøvrigt hen- g ere de 

>' 

"^ bymæssige bebyggelser (stavises 

til fortegnelsen over landets bysamfund i ^sbver °ß købstædernes forstæder) nar vel 

bilag 1 samt til bilag 2, der indeholder en overlkke 

°P ,1» f> rrelse med de større købstæder, 

sigt over de forstæder og stationsbyer o.L, der i f en . * betydeligt antal bymæssige bebyggelser 

1950 havde over henholdsvis 500 og 1000 indhar 

^byggertal, der ligger pa lime med indbyggere 

med en angivelse af, i hvilke kommuner byggertallet i de sma og mellemstore købstædisse 

bebyggelser er beliggende, skal man i tabel 

^ man den relativt store gruppe 

den B e t 

13 anføre en oversigt ove?antallet af bysamfund 

der 

' 

f mellem 2000 og 10.000 indbyguden 

for hovedstaden (København, Frederiks- f re viser 

' 

at der er 

j ««' " efe bymæssige beberg 

og Gentofte), grupperet efter disses stør- byggelser end købstæder i denne gruppe, idet 

reise 

findes lait 46 bymæssige bebyggelser, 

Tabel 13. Antallet af byer uden for hovedstaden fordelt efter størrelse. 

250 500 1.000 1.500 2.000 3.500 5.000 10.000 15.000 

indb. Byer 

250 500 1.000 1.500 2.000 3.500 5.000 10.000 15.000 og ialt 

indb. indb. indb. indb. indb. indb. indb. indb. indb. derover 

Hovedstadens forstæder 2 16 9 

Købstæder m.v 1 5 7 13 6 20 11 22 85 

Købstædernes forstæder 18 20 23 5 5 5 1 8 1 86 

Købstadbysamfund (købstæder 

+ forstæder) 6 5 11 7 20 10 26 85 

Stationsbyer o. 1 ? 255 189 49 33 20 7 5 558 

Byer") ialt 255 189 55 38 31 14 25 10 26 643 

*) D.v.s. købstadbysamfund (incl. forstæder) -f- stationsbyer o. 1. 

Det fremgår af tabellen, at der foruden hovedstaden 

og dennes forstæder findes ialt 199 egentlige 

bysamfund med over 1000 indbyggere, hvoraf 

85 er købstæder med tilhørende forstæder, 

medens de resterende 114 er stationsbyer o.l. 

Gennemsnitlig ligger købstædernes indbyggertal 

på godt 13.000 indbyggere, men der er 

en meget betydelig spredning, lige fra ca. 1000 

indbyggere til godt 116.000 indbyggere. Det er 

klart, at når man - som sket i tabellen - medtager 

selv ganske små bymæssige bebyggelser, vil 

heraf 32 stationsbyer, medens der kun er 39 

købstæder. 

Når man dernæst betragter forstadsbebyggelserne 

under eet i forhold til gruppen af stationsbyer 

o. 1., viser det sig, at langt den væsentligste 

del af stationsbyerne har et indbyggertal på 

under 5000, medens en ikke ringe del af forstadsbebyggelserne 

ligger over denne grænse. 

Specielt om købstædernes forstadsbebyggelser 

bemærkes, at sådanne bebyggelser findes omkring 

46 af landets 85 købstæder m. v., fordelt

42 

på 71 kommuner, hvoraf 11 anses for bymæssigt 

bebygget i deres helhed*). Ved hvilke købstæder 

forstadsbebyggelser især forekommer, beror 

naturligvis ganske på de konkrete forhold i det 

enkelte tilfælde (de topografiske forhold, købstadgrænsens 

mere eller mindre tilfældige forløb, 

stedfundne indlemmelser m.v.), men der 

synes dog at kunne spores en tendens i retning 

af, at forstadsbebyggelserne især findes omkring 

de større købstæder, ligesom der gennemgående 

synes at kunne påvises et vist forhold imellem 

vedkommende købstads (moderbyens) og forstadsbebyggelsernes 

indbyggertal, nemlig således 

at de større forstadsbebyggelser er koncentreret 

om de større købstæder. Til belysning heraf 

er som bilag 3 optaget en oversigt over landets 

købstæder m. v. med angivelse af indbyggertallet, 

dels i selve købstaden, dels i de pågældende 

forstadsbebyggelser, suppleret med en 

procentvis opgørelse af den del af det pågældende 

samlede bysamfunds indbyggere, som bor 

i forstadsbebyggelser. Oversigten viser ikke blot, 

at forstadsbebyggelserne navnlig findes omkring 

de større købstæder, bl. a. således at ca. 75 % 

af den befolkningsgruppe, der er bosat i forstæder 

til købstæderne, lever i forstæder til en af 

de større købstæder (d. v. s. med over 15.000 

indbyggere), og at forstadsbebyggelsernes størrelse 

gennemgående vokser med moderbyens 

størrelse, men den viser tillige, at det for flere 

af vore egentlige bysamfunds vedkommende 

forholder sig således, at en ikke uvæsentlig del 

af den befolkning, der rent faktisk hører til 

bysamfundet som sådant, bor i områder, som 

ikke formelt hører med til selve købstadens område. 

For 14 af bysamfundenes vedkommende 

er det endog således, at 20 % eller derover af 

bysamfundets samlede indbyggertal bor uden 

for købstadens grænse. 

Stationsbyerne ligger mere tilfældigt spredt 

ud over landet. I visse amter findes der forholdsvis 

mange og store stationsbyer, og i andre 

er den bymæssige del af befolkningen uden for 

købstæderne meget ringe. Af befolkningen uden 

for hovedstaden og købstæderne bor gennemsnitligt 

for hele landet 20 % i stationsbyer o. 1., 

men tallet varierer stærkt, når man ser på forholdene 

i de enkelte amtsrådskredse. 

Til belysning af bybefolkningens størrelse i 

de enkelte amtsrådskredse (d. v. s. bortset fra 

*) Frederiksborg slotssogn, Slagelse Skt. Peders landsogn, 

Herlufsholm, Dalum, Åby, Vejlby-Risskov, 

Viby, Dronningborg, Vorup, Hasseris og Sundby- 

Hvorup kommuner. 

købstæderne) anføres i bilag 4 en oversigt over, 

hvor stor en andel af de enkelte amtsrådskredses 

befolkning der bor i henholdsvis forstæder 

og stationsbyer, og specielt hvor stor en andel 

der bor i de bymæssige bebyggelser med over 


Det fremgår af oversigten, at den del af de 

enkelte amtsrådskredses indbyggere, der bor i 

bymæssig bebyggelse, varierer stærkt, idet andelen 

svinger fra over 96 % i Københavns amtsrådskreds 

helt ned til knapt 17 % i Maribo 

amtsrådskreds. I følgende amtsrådskredse bor 

over 50 % af amtsrådskredsens beboere i bymæssige 

bebyggelser: Københavns (96,5 %), 

Frederiksborg (57,1%) og Århus (59,4%). 

I Københavns, Sorø, Odense og Århus amtsrådskredse 

bor den overvejende part af den bymæssige 

befolkning i forstadsbebyggelser, medens 

det i de øvrige amtsrådskredse er således, 

at stationsbyernes befolkning udgør den væsentligste 

del af de enkelte amtsrådskredses bymæssige 

befolkning. I enkelte amtsrådskredse kendes 

overhovedet ikke forstadsbebyggelser, og i 

mange amtsrådskredse udgør forstadsbefolkningen 

en ganske ringe andel. Kun i følgende amtsrådskredse 

udgør forstadsbefolkningen mere end 

Vio af amtsrådskredsens indbyggertal: Københavns, 

Frederiksborg, Sorø, Odense, Århus og 

Ålborg amtsrådskredse. 

B. DE BYMÆSSIGE BEBYGGELSER OG 

DEN SOGNEKOMMUNALE INDDELING 

Som tidligere omtalt hviler den kommunale 

inddeling på den fra gammel tid bestående 

sogneinddeling. Denne inddeling har i princippet 

stået fast ned gennem tiderne, uanset at der 

senere er sket ændringer i de topografiske og 

befolkningsmæssige forhold, som i sin tid har 

ligget til grund for inddelingens gennemførelse. 

Det kan derfor ikke undre, at der ikke forekommer 

nogen umiddelbar sammenhæng imellem 

den kommunale inddeling og den stedfundne 

bydannelse, der jo er bestemt af ganske andre 

faktorer end kommune- og sognegrænsernes 

forløb. 

Selvom det normale er, at de bymæssige bebyggelser 

er dannet og har holdt sig inden for 

een kommune — ofte således at der i en kommune 

findes flere, forholdsvis store bymæssige 

bebyggelser - kan der dog nævnes en række stationsbyer 

og sammenhængende forstadsbebyggelser, 

der er således beliggende, at de gennemskæres 

af een eller flere kommunegrænser. Det

43 

*) Følgende stationsby kommuner anses for bymæssigt 

bebygget i deres helhed: Dragør, Birkerød, 

Hørsholm, Slangerup og Tyborøn (oprettet pr. 

1. april 1954 ved udskillelse af Tyborøn by fra 

Vestervig-Agger kommune). 

er klart, at der kan opstå utilfredsstillende forhold 

for beboerne og administrationen i sådanne 

bysamfund, der ligger i to eller flere kommuner. 

Ligesom man, for så vidt angår forstadsbebyggelser 

til købstæderne, ned gennem tiderne har 

søgt at afbøde de opståede ulemper ved at foretage 

indlemmelser af forstadsbebyggelserne i 

købstæderne, har man på tilsvarende måde for 

stationsbyernes vedkommende i visse tilfælde 

måttet skride til ændringer af kommunegrænserne, 

således at kommunegrænsen i højere grad 

er bragt i overensstemmelse med de faktiske forhold, 

jfr. senest ændringen af kommunegrænserne 

i området omkring Bjerringbro stationsby, 

der tidligere lå i tre kommuner, men som fra 

den 1. april 1955 ligger i een kommune, Bjerringbro 

kommune, der omfatter hele den tidligere 

Hjermind-Le-Hjorthede kommune og arealer 

af Bjerring-Mammen og Sahl-Gullev kommuner, 

jfr. indenrigsministeriets bekendtgørelser 

nr. 4 og 5 af 7. marts 1955. 

Til belysning af, hvilke stationsbyer der i dag 

er således beliggende, at de gennemskæres af 

kommunegrænser, henvises til bilag 5, hvoraf 

det bl. a. fremgår, at ti af de stationsbyer, der 

har over 1000 indbyggere, ligger fordelt på to 

eller flere kommuner, men dog almindeligvis 

således at alene en mindre del af vedkommende 

stationsbys indbyggere bor i en anden kommune 

end »hovedkommunen«. 

De bymæssige bebyggelser udgør i almindelighed 

kun en del af kommunens geografiske 

område, og det forekommer kun undtagelsesvis, 

at en kommune er (eller af Det statistiske Departement 

anses for) bymæssigt bebygget i sin 

helhed. Dette er således tilfældet for de 9 kommuner, 

der anses for hovedstadens forstadskommuner, 

samt for 11 forstadskommuner til købstæder. 

For stationsbyernes vedkommende kan 

der kun nævnes ganske enkeltstående tilfælde, 

hvor hele kommunen anses for bymæssigt bebygget, 

og dette forhold kan som regel føres 

tilbage til specielle omstændigheder i vedkommende 

område.*) 

Bortset fra disse tilfælde vil der altså altid i 

en kommune med en bymæssig bebyggelse findes 

områder, der betragtes som landdistrikt, og 

hvis indbyggere ikke medregnes ved opgørelsen 

af bebyggelsens indbyggertal. Herved fremkommer 

der - som allerede foran s. 26 berørt - en 

forskel mellem de bymæssige kommuner og købstadkommunerne, 

idet købstadkommunerne såvel 

i Det statistiske Departements talmæssige 

opgørelser som almindeligvis i lovgivningen 

betragtes som bymæssigt bebygget i deres helhed.*) 

Der er næppe tvivl om, at der inden for 

flere købstadkommuners grænser findes områder, 

der ikke kan betragtes som bymæssigt bebyggede, 

således f. eks. i Rødby købstadkommune, 

der i virkeligheden består af 2 bebyggelgelser, 

Rødby og Rødbyhavn, som ligger ret 

fjernt fra hinanden. Ved folketællingerne i 

1916, 1921 og 1925 foretog man særlige opgørelser 

over den del af befolkningen, der levede 

under ikke-bymæssige forhold i 9 købstadkommuner**), 

hvor denne befolkningsgruppe var 

så stor, at den kunne få betydning ved bedømmelsen 

af den samlede bybefolknings størrelse. 

Sådanne opgørelser foretages ikke idag, og 

der kan da heller ikke være tvivl om, at det lovgivningsmæssigt 

og administrativt er det mest 

praktiske uden videre at anse købstadkommunerne 

for bymæssigt bebygget i deres helhed. 

For de bymæssige bebyggelsers vedkommende 

kan man derimod ikke på forhånd gå ud fra, 

at der gennemgående vil være sammenfald mellem 

kommunegrænserne og de enkelte bebyggelsers 

grænse mod det åbne land, allerede fordi 

der ikke oprindelig har været relationer imellem 

de bestående administrative inddelinger og 

de enkelte bymæssige bebyggelsers opståen og 

udvikling. 

Det viser sig imidlertid, at mange bymæssige 

bebyggelser har haft en sådan vækst i indbyggertal, 

at bebyggelsens indbyggertal nu udgør langt 

den overvejende del af indbyggertallet i den 

kommune, hvor bebyggelsen er beliggende, og 

dette er tilfældet selv i mange kommuner, hvis 

geografiske område er meget stort. Forholdet 

mellem en kommunes indbyggertal og indbyggertallet 

i kommunens bymæssige bebyggelser vil 

naturligvis variere stærkt fra kommune til kom- 

*) Når der i forrige århundredes lovgivning ofte 

knyttedes retsvirkninger til sondringen imellem 

købstædernes bygrunde og markjorder, må dette 

ses som et vidnesbyrd om, at købstæderne dengang 

som regel ikke var fuldstændigt bymæssigt 

bebyggede, idet markjorderne henlå som landdistrikt. 

**) Brønderslev, Fredericia, Herning, Nykøbing M., 

Nykøbing S., Ribe, Rødby, Varde og Viborg. (For 

disse kommuners vedkommende har den ikkebymæssige 

del af befolkningen i de nævnte folketællingsår 

gennemsnitligt udgjort ca. 10 %.)

44 

mune, idet forholdet jo i sidste instans især vil 

bero på størrelsen af de enkelte kommuners 

geografiske område samt indbyggertætheden i 

de bebyggelsen omgivende landdistrikter, og 

disse faktorers betydning svinger meget fra kommune 

til kommune. 

Der må selvsagt formodes at være en vis generel 

sammenhæng mellem bebyggelsernes størrelse 

og bybebolkningens andel af kommunens 

samlede indbyggertal, således at denne andel 

gennemgående bliver større, jo større bebyggelser 

der er tale om. 

I tabel 14 nedenfor er der givet en oversigt 

over bybefolkningens gennemsnitlige andel af 

kommunens samlede befolkning i de forskellige 

kommuner, der har over 1000 indbyggere i bymæssig 

bebyggelse, således at stationsbykommunerne 

er fordelt efter størrelsen af den største 

bebyggelse i kommunen, medens købstadforstadskommunerne 

er fordelt efter størrelsen 

af indbyggertallet i samtlige forstadsbebyggelser 

i kommunen, jfr. opstillingen i bilag 2 med 

tilhørende bemærkninger. 

Tabellen viser, at bybefolkningsprocenten ligger 

noget lavere i stationsbykommunerne end i 

de større forstadskommuner (med over 3500 

indbyggere i bymæssige bebyggelser), hvoraf de 

fleste betragtes som bymæssigt bebygget i deres 

helhed. Det bemærkes endvidere, at antallet af 

indbyggere i de bymæssige bebyggelser i kommunerne 

gennemgående udgør mere end 50 % 

i de kommuner, der har mindst een bebyggelse 

med mere end 1500 indbyggere. (Kun i Vejlby- 

Strib og Give kommuner ligger bybefolkningsprocenten 

under 50 %). 

Det kan iøvrigt bemærkes, at i gruppen af 

de kommuner, der har een stationsby med 1000- 

1500 indbyggere, har så godt som alle kommunerne 

med mere end 1200 indbyggere i een bebyggelse 

en bybefolkningsprocent på over 50. 

Ved bedømmelsen af de i tabellen anførte 

tal må det dog haves i erindring, at der er tale 

om gennemsnitstal, der dækker over væsentlige 

afvigelser fra gennemsnittet i de enkelte kommuner. 

Til belysning heraf har man i bilag 6 

opstillet en fortegnelse over bybefolkningsprocenten 

i hver af de kommuner, i hvilke der ved 

folketællingen i 1950 fandtes een eller flere 

bebyggelser med tilsammen mindst 1000 indbyggere. 

Oversigten tjener samtidig til oplysning 

om, hvilke kommuner der indgår i de 

enkelte størrelsesgrupper, såfremt de bymæssige 

kommuner fordeles i grupper efter størrelsen af 

det samlede indbyggertal i samtlige bebyggelser 

i kommunen, jfr. bemærkningerne til bilag 2. 

Som foran nævnt foretages der ikke opgørelser 

over størrelsen af de enkelte købstadkommuners 

befolkning henholdsvis i og udenfor købstadkommunens 

bymæssige bebyggelser, hvorfor 

det er umuligt at drage nogen sammenligning 

Tabel 14. Bybefolkningens andel af det samlede indbyggertal i de bymæssige kommuner. 

Hovedstadens for stadskommuner 

Købstædernes for stadskommuner 

m. over 3.500 indb. tilsammen i een el. fl. forstæder ... 

m. 2.OOO-3.5OO indb. tilsammen i een el. fl. forstæder 

m. 1.500-2.000 indb. tilsammen i een el. fl. forstæder 

m. 1.000-1.500 indb. tilsammen i een el. fl. forstæder 

Indbyggertallet i 

samtlige bebyggelser 

i kommunen i procent 

af kommunens 

indbyggertal 

100 

96,0 

79,8 

46,8/ 50 ' 6 

Stationsbykommuner*') 

m. over 3.500 indb. i een stationsby 79,3 

m. 2.OOO-3.5OO indb. i een stationsby 84,8 

m. 1.5OO-2.OOO indb. i een stationsby 63,2l, 4 

m. 1.000-1.500 indb. i een stationsby 48,8/ ' 

Indbyggertallet i 

kommunens 

ikke bymæssigt 

bebyggede 

dele 

3.410 

3.770 

4.467 \ 

13.910) 

18.377 

25.557 

18.643 

10.306 

3L643\ 

93.008 

61.365/ 

121.957 

*) Såfremt stationsbykommunerne - ligesom det er sket for forstadskommunerne - grupperedes i 

de anførte størrelsesgrupper efter antallet af indbyggere i samtlige kommunens bebyggelser, udgør 

bybefolkningsprocenterne følgende tal: 

Kommuner med over 3.000 indb. i stationsbyer: 77,5 % 

Kommuner med 2.OOO-3-5OO indb. i stationsbyer: 67,7 % 

Kommuner med 1.000-2.000 indb. i stationsbyer: 52,1 %

45 

mellem købstadkommunerne og de bymæssige 

kommuner på dette område. En opgørelse af 

indbyggertallet pr. ha henholdsvis i købstæderne 

og i kommunerne med større bymæssig 

bebyggelse kan dog formentlig tjene til i et vist 

omfang at belyse forholdene. Det viser sig ved 

en sådan undersøgelse, at der i forstadskommuner 

med over 3500 indbyggere lever ca. 3 personer 

pr. ha, i stationsbykommuner med over 

3500 indbyggere ca. 1 pr. ha, i købstæderne af 

tilsvarende størrelse ca. 4 pr. ha og i de store 

købstæder ca. 15 pr. ha. Det vil heraf ses, at 

forskellen på dette område mellem de større 

bymæssige kommuner og købstæderne af tilsvarende 

størrelse ikke er væsentlig i forhold til 

forskellen mellem indbyggertallet pr. ha i de 

større købstæder og i de mindre. Det må herved 

yderligere erindres, dels at mange bymæssige 

kommuner har et areal, der er 3 å 4 gange 

større end en almindelig købstads geografiske 

område (der gennemgående ligger på 3-4000 

ha), dels at det er et almindeligt forekommende 

træk, at de bymæssige kommuners bebyggelse 

er mere lav og spredt end bebyggelsen i de 

ældre købstæder af tilsvarende størrelse, hvilket 

naturligt må føre til, at indbyggertætheden målt 

i antal indbyggere pr. ha gennemgående bliver 

større i købstæderne end i de bymæssige kommuner, 

selv i tilfælde hvor hele befolkningen 

i disse kommuner lever under forhold, der kan 

betegnes som bymæssige. 

Tallene synes dog i hvert fald at give et vist 

holdepunkt for den antagelse, at de større bymæssige 

kommuner ikke afgørende adskiller 

sig fra købstæderne af samme størrelse, for så 

vidt angår bebyggelsestætheden og den procentvise 

andel af kommunens befolkning, der lever 

under bymæssige forhold.

KAPITEL 4 

Befolkningen i de bymæssige bebyggelser og dennes forhold. 

Det er på forhånd klart, at selve den bymæssige 

struktur indebærer, at bybefolkningens erhvervsmæssige 

sammensætning adskiller sig fra 

landbefolkningens, men også på andre områder 

end med hensyn til den erhvervsmæssige sammensætning 

og de rent faktiske livsvilkår adskiller 

bybefolkningens forhold sig fra landbefolkningens. 

Således finder man en forskellig 

aldersfordeling i de to befolkningsgrupper, og 

også med hensyn til sammensætningen af det 

almindelige forbrug, den gennemsnitlige boligstandard, 

befolkningens gennemsnitlige indtægtsniveau 

og skattebyrden m. v. kan der konstateres 

forskelle for de to befolkningsgrupper. 

I de følgende afsnit vil det blive gjort til genstand 

for undersøgelse, hvilke forskelle der rent 

statistisk måtte kunne konstateres på de omhandlede 

punkter imellem by- og landbefolkningen 

med særligt henblik på spørgsmålet om, i hvilket 

omfang befolkningens forhold i de bymæssige 

bebyggelser nærmer sig købstadbefolkningens 

forhold og adskiller sig fra forholdene i 

landdistrikterne. 

Det skal dog indledningsvis bemærkes, at de 

følgende afsnits redegørelse for forholdene i de 

bymæssige bebyggelser og for de forskelle og 

ligheder, som konstateres på flere områder med 

hensyn til forholdene i de bymæssige bebyggelser 

og i købstæderne, må læses med det forbehold, 

som følger af manglerne ved det statistiske 

materiale, hvorpå redegørelsen bygger. Dels er 

der, som nærmere omtalt foran s. 25, vanskeligheder 

ved selve afgrænsningen af de enkelte 

bymæssige bebyggelsers geografiske område, 

dels støder man ofte på den vanskelighed, at 

der ikke er foretaget nogen særskilt udskillelse 

af den del af det til Det statistiske Departement 

indsendte oplysningsmateriale, der specielt vedrører 

de enkelte kommuners bymæssigt bebyggede 

dele. I sådanne tilfælde er man henvist til 

at benytte de foreliggende tal for hele den kommune, 

hvori bebyggelsen ligger, hvilket bevirker 

en betydelig svækkelse, når man på grundlag 

af sådanne tal vil drage sammenligninger 

mellem forholdene i de mindre bymæssige bebyggelser 

(kommuner) og i købstæderne (hvor 

man kan gå ud fra, at tallene vedrørende hele 

kommunen så godt som udelukkende omfatter 

bymæssigt bebyggede områder). 

Endvidere vil det ofte ved undersøgelsen af 

et konkret forhold, hvor de bymæssige kommuner 

ønskes grupperet efter størrelsen, være vanskeligt 

at afgøre, hvilke kriterier der bør lægges 

til grund for denne gruppering, idet det vil 

kunne få nogen betydning, om man ved grupperingen 

efter antallet af indbyggere i bymæssige 

bebyggelser vil lægge vægt på det samlede 

indbyggertal i samtlige bymæssige bebyggelser 

i vedkommende kommune, eller om man udelukkende 

lægger vægt på størrelsen af den bebyggelse 

i kommunen, der har det største indbyggertal. 

Hertil kommer endelig, at de i tabellerne 

nedenfor anførte gennemsnitstal for købstæder 

og bymæssige bebyggelser eller grupper 

af disse som oftest dækker over vidt forskellige 

tal for de enkelte byer, hvilket bevirker, at mulighederne 

for at drage generelle slutninger ud 

fra de anførte gennemsnitstal er væsentligt begrænsede. 

Særligt for så vidt angår tallene for 

købstæderne, bør man i denne henseende iagttage 

forsigtighed i det omfang, hvori tallene 

ikke er opdelt i grupper efter købstædernes størrelse, 

idet det er klart, at der ofte vil være meget 

væsentlige forskelle med hensyn til forholdene 

i de forskellige købstæder, hvis størrelse 

spænder fra omkring 1000 indbyggere til over 

100.000 indbyggere, ligesom tallene vedrørende 

de større købstæder naturligvis i høj grad vil 

præge gennemsnitstallene for hele gruppen af 

købstæder som sådan, fordi de større købstæder 

udgør en meget stor andel i de samlede tal for 

samtlige købstæder under eet.

47 

A. BEFOLKNINGENS OPRINDELSESSTED 

(Vandringer fra land til by). 

Som det fremgår af tabel 1 foran på s. 29, 

er Danmarks befolkning siden 1890 vokset fra 

ca. 2,2 mill, indbyggere til ca. 4,3 mill, indbyggere, 

eller med ca. 95 %. Samtidig er imidlertid 

det antal indbyggere, der lever i byerne, 

hovedstaden, købstæderne og de bymæssige bebyggelser, 

vokset fra 779.000 indbyggere til 

2.882.000 indbyggere, eller med ca. 270 %. 

Byernes tilvækst har altså været langt stærkere 

end, hvad der følger af den gennemsnitlige befolkningstilvækst 

for hele landet. Den overvejende 

del af byernes vækst skyldes indre vandringer 

fra landdistrikterne til byerne. Til belysning 

af vandringerne fra land til by i almindelighed 

og specielt vandringerne til og fra de bymæssige 

kommuner er der i nedenstående tabel 15 

på grundlag af foreliggende oplysninger om 

indenlandske flytninger, anmeldt til folkeregistrene 

i årene 1951-54*), foretaget en opstilling 

over vandringerne mellem landdistrikterne, 

de bymæssige kommuner, købstæderne og hovedstaden. 

Det bemærkes, at tabellen, for så vidt 

angår de bymæssige kommuner, bygger på tal 

ikke for selve den bymæssige bebyggelse, men 

for hele kommunen, således at der altså i de 

foreliggende tal vedrørende de bymæssige kommuner 

indgår tal også vedrørende disse kommuners 

rene landdistrikter. 

Tallene i tabel 15 viser, at der ikke er tale om 

en ensidig vandring fra land til by. Godt 80 % 

*) Der foreligger ikke samlede opgørelser vedr. 

stationsbykommunerne for tidligere år.

Tabel 16. Nettovandringen i årene 1951-54 fra i det væsentligste fra de rene landdistrikter, men 

landdistrikterne henholdsvis til købstæder med som nævnt er der også sket en yis tilflytnine 

J 

forstæder og til stationsbyer. c , ,. . ^,..° , , . , ° 

b 

tra stationsbyerne. Til gengæld har der været en 

Antal netto- indbyggerret 

kraftig vandring fra købstæderne til hoved- 

V frai r and- r 31 tal pr- & afb staden og dennes forstæder og til købstædernes 

_., . . , , distrikter ' eo ne forstader, hvis befolkningstilvækst så eodt 

Til købstæder med som J I I I i i • J c i i . i 

forstæder 37.716 1.318.699 2,86 

lukkende hidrører fra købstæderne og 

Til stationsbykommu- 

fra de rene landdistrikter, 

ner med over 1.000 

Hovedstadens forstader har både absolut og 

indbyggere i een by- rdativt haft dfc fc fc vand r i ngS0 verskud, 

6 

mæssig bebyggelse ... 10.025 383-314 2,62 **,--. ,. ^ . j , , r .., 

44.637 indbyggere. Den overvejende del af tilaf 

vandringen fra landdistrikterne modsvares af væksten er sket ved flytninger fra hovedstaden, 

flytning fra byer og bymæssige bebyggelser til 

en mindre del stammer fra købstæderne med 

landdistrikterne, som dog i de nævnte år havde forstæder. 

et vandringsunderskud på 56.801 indbyggere. Hovedstaden har haft et vandringsunderskud, 

Den væsentligste del af vandringerne fra land- der skyldes stærk fraflytning til forstæderne og 

distrikterne går til købstæderne og disses for- til stationsbyer (jfr. ovenfor). Derimod har tilstøder 

samt til stationsbyerne, hvorimod antal- flytningen til hovedstaden fra købstæderne og 

let af vandringer direkte fra landdistrikter til landdistrikterne været større end flytningen fra 

hovedstaden og dennes forstæder er relativt be- hovedstaden til disse byer og områder, 

skedent. Sætter man nettoantallet af vandrin- De i tabel 15 angivne tal for flytninger melgerne 

fra landdistrikterne henholdsvis til køb- lem de forskellige kommunegrupper kan kun 

stæderne med forstæder og til stationsbyerne i belyse, hvorfra de forskellige bygruppers beforhold 

til de to bygruppers samlede indbyg- folkningstilvækst hidrører, medens tabellen ikke 

gertal, viser det sig, at vandringsstrømmen fra kan give noget klart billede af spørgsmålet om, 

landdistrikterne til stationsbyerne relativt bliver hvorledes den bosiddende befolkning er samnoget 

mindre end til købstadsamfundene, jfr. mensat med hensyn til oprindelsessted eller tidtabel 

16. 

ligere bopæl. I denne henseende giver tallene 

Stationsbyerne har i årene 1951-54 haft et kun et fingerpeg, idet der til en undersøgelse 

vandringsoverskud på 9594 indbyggere. Langt af det omhandlede spørgsmål måtte kræves deden 

overvejende del af tilflytningerne til sta- taillerede oplysninger om de flyttendes forhold, 

tionsbyerne stammer fra landdistrikterne, idet herunder om varigheden af opholdet i fraflytknap 

84.000 af de ialt 143.000 tilflyttede kom- ningskommunen og tidligere bopælskommuner, 

mer fra landdistrikterne. En vis del af tilvæk- På grundlag af de foreliggende oplysninger 

sten kan dog også føres tilbage til flytninger kan det dog konstateres, at der gennemgående 

fra hovedstaden, men dette har formentlig sin i noget højere grad sker flytninger over komforklaring 

i det forhold, at der iblandt gruppen munegrænserne for de bymæssige kommuners 

af stationsbyer er medregnet en lang række kom- vedkommende end i de andre byer, idet det vimuner 

i Københavns nærhed, hvis væsentligste ser sig, at det antal personer, der hvert år tilbefolkningstilvækst 

- ligesom for Københavns flytter og fraflytter de bymæssige kommuner, i 

egentlige forstadskommuner - skyldes flytninger forhold til den bosiddende befolkning er noget 

fra hovedstaden. Fra stationsbyerne er der fore- større end for de andre byers vedkommende, jfr. 

gået en ret kraftig vandring til købstæderne. tabel 17. Det bemærkes, at tabellen ikke angiver 

Købstæderne har haft et vandringsoverskud antallet af flytninger inden for de tre hovedpå 

14.839 indbyggere. Tilflytningen hidrører stadskommuner. 

Tabel 17. Årligt antal til- og fraflyttede personer i forhold til registerbefolkningen ved hvert års 

begyndelse. 1951-54. Pr. 1000 indbyggere. 

1951 1952 1953 1954 

til fra til fra til fra til fra 

Hovedstaden 40 44 36 42 37 42 37 43 

Hovedstadens forstæder 168 109 149 96 146 98 142 94 

Købstæder m. v 87 84 83 80 85 81 84 81 

Købstædernes forstæder 136 128 131 120 141 118 148 119 

Stationsbyer o. 1 126 119 122 116 122 115 122 114 

Landdistrikter 139 148 133 141 129 138 127 137

49 

B. ALDERSFORDELING 

I nedenstående tabel 18 et der foretaget en 

opstilling over befolkningens procentvise fordeling 

i 1950 på aldersgrupperne 0-14 år, 15-64 

år og 65 år og derover, fordelt på hovedstaden, 

købstæderne, de bymæssige bebyggelser og landdistrikterne. 

Tabel 18. Aldersfordelingen i de forskellige byer og 

landdistrikter i 1930. 

65 ar 

0-14 år 15-64 år o. dero. 



Hovedstadens forstæder ... 28,2 66,3 5,5 

Hovedstadsområdet 22,7 68,2 9,1 

Købst. m. o. 5.000 indb. . 25,8 66,3 8,9 

Købst. m. u. 5.000 indb. . 25,1 63,2 11,7 

Købstæder ialt ............. 25,7 65,2~" %T 

Købstædernes forstæder 

3.500 indb. og derover... 27,2 64,8 8,0 

2.OOO-3.5OO indb 28,7 62,9 8,4 

1.000-2.000 indb 27,3 63,6 9,1 

Købstadforstæder m. o. 

1.000 indb. ialt 27,4 64,4 8,2 

Købstadforstæder m. u. 

1.000 indb. ialt 25,6 62,9 11,5 

Samtlige købstæder og forstæder 

25,9 65,1 9,0 

Stationsbyer o. 1. 

3.500 indb. og derover ... 26,8 64,3 8,9 

2.000-3.500 indb 27,4 62,7 9,9 

1.000-2.000 indb 26,5 62,0 11,5 

Stationsbyer o. 1. m. o. 

1.000 indb. ialt 26,8 62,8 10,4 

Landdistrikter 29,3 61,7 9,0 

Hele landet 26,3 64,6 9,1 

Tabel 18 viser, at der er nogen forskel på 

aldersfordelingen i på den ene side bysamfundene 

og på den anden side de rene landdistrikter. 

Den del af befolkningen, der er over 65 år, 

ligger ganske vist nogenlunde ensartet i by og 

på land, ca. 9 %, dog at de gamles andel af befolkningen 

i stationsbyerne, de mindre købstæder 

og de mindre forstæder gennemsnitligt ligger 

noget højere end i de andre områder. Med 

hensyn til antallet af børn under 15 år er der 

noget større spredning, idet denne aldersgruppes 

andel er forholdsmæssigt større i landdistrikterne 

end i bysamfundene og større i de 

bymæssige bebyggelser end i købstæderne. 

Når man isoleret betragter stationsbyer o. 1., 

viser det sig, at der lever forholdsmæssigt flere 

gamle i de mindre stationsbyer med under 3500 

indbyggere end i såvel landdistrikterne som de 

større købstæder og forstæderne. De to bygrupper, 

stationsbyerne og købstæderne, viser iøvrigt 

her det fælles træk, at der lever forholdsmæssigt 

flere gamle i de mindre købstæder og 

i de mindre stationsbyer end i de større købstæder 

(med over 5000 indbyggere). Det kan i 

denne forbindelse bemærkes, at det ved en yderligere 

opdeling af aldersgruppen 15-64 år vil 

vise sig, at der også her kan konstateres en vis 

lighed mellem på den ene side de mindre stationsbyer 

og de mindre købstæder og på den 

anden side de større byer i begge grupper. Antallet 

af 45-64 årige er forholdsvis større i de 

mindre byer end i de større byer, medens den 

forholdsmæssige andel af 15-24 årige og 25-44 

årige ligger noget højere i de større byer i begge 

grupper end i de mindre byer. 

På den anden side er antallet af børn under 

15 år forholdsmæssigt lidt højere i alle stationsbygrupperne 

end i købstæderne, idet denne 

aldersgruppes andel for stationsbygruppen som 

helhed ligger på 26,8 % imod 25,7 % for købstadgruppen. 

I forhold til hovedstadens og købstædernes 

forstæder viser det sig, at antallet af børn under 

15 år forholdsmæssigt ligger noget lavere i stationsbyerne 

end i forstæderne, og på den anden 

side ligger antallet af gamle relativt højere i 

stationsbyerne end i købstædernes forstæder af 

samme størrelse og væsentligt højere end i 

hovedstadens forstæder, hvor antallet af gamle 

er meget lavt. 

Når man under eet betragter de købstadforstæder, 

der har over 1000 indbyggere, viser det 

sig som nævnt, at antallet af gamle over 65 år 

forholdsmæssigt ligger noget lavere end i købstæderne, 

stationsbyerne og landdistrikterne, medens 

børns og unges andel af befolkningen gennemgående 

ligger noget højere end de tilsvarende 

tal for såvel købstæder som stationsbyer 

o. 1. Aldersfordelingen i de helt små købstadforstæder 

(med mindre end 1000 indbyggere) ligger 

nærmest på linie med aldersfordelingen i de 

mindre stationsbyer (med 1000-2000 indbyggere). 

I den som bilag 7 aftrykte tabel er der givet 

en opstilling over aldersfordelingen i en række 

større købstæder og i disses forstæder. Tabellen 

viser, at der i sådanne bysamfund er en ret 

væsentlig forskel i aldersfordelingen i selve 

købstaden og i forstæderne. Selvom tallene varierer 

fra bysamfund til bysamfund som følge 

af de forskellige lokale forhold, kan det dog 

uddrages som en gennemgående tendens for

50 

disse købstæder med forstæder, at de unges 

og børnenes andel af befolkningen er væsentlig 

større i forstæderne end i selve købstaden, medens 

på den anden side de ældre aldersgruppers 

andel af befolkningen oftest er noget større i 

købstaden end i dennes forstæder. Særlig symptomatisk 

for forholdet er tallene for hovedstaden 

og dennes forstæder, hvor der er en tydelig 

grænse ved 45 års alderen, således at der forholdsmæssigt 

er væsentlig flere personer under 

45 år i forstæderne end i de tre hovedstadskommuner, 

medens der omvendt forholdsmæssigt 

er flere i aldersgrupperne over 45 år i moderbyen 

end i forstæderne. 

De anførte tal bekræfter de erfaringer, som 

er gjort ved en undersøgelse af de interne vandringer 

i Danmark*). Det viser sig nemlig, at 

der er forholdsvis flere børn under 15 år og 

forholdsvis flere personer i alderen 30-49 år 

blandt tilflytterne til hovedstadens og købstædernes 

forstæder end blandt tilflytterne til selve 

hovedstaden og købstæderne. Dette forhold - 

som vel tildels er begrundet i, at det som regel 

vil være lettere for familier med børn at få 

bolig i forstadsbebyggelser end i selve moderbyen 

— bevirker naturligt, at antallet af børn 

bliver større i forstæderne end i moderbyen. Når 

antallet af gamle ligger noget højere i de mindre 

stationsbyer og købstæder end i de større 

byer og i forstæderne, må det formentlig forklares 

med, at mange gamle fra landdistrikterne 

foretrækker at nyde deres otium i en nærliggende 

mindre by, hvor de kan drage nytte af bylivets 

fordele, uden at ulemperne (såsom store 

afstande, høj bebyggelse, manglende menneskelige 

kontakter m. v.) følger med i alt for udpræget 

grad. 

Den omstændighed, at de bymæssige bebyggelsers 

befolkning adskiller sig fra købstædernes 

på den måde, at børns og gamles andel af befolkningen 

er større, og de »produktive, erhvervsevnende« 

aldersgruppers andel til gengæld 

er mindre i de bymæssige bebyggelser end 

i købstæderne, er en medvirkende årsag til, at 

kravene til den kommunale aktivitet (herunder 

især aldersforsorgsvæsen og skolevæsen) og omvendt 

det offentliges krav imod de enkelte borgere 

i denne produktive aldersgruppe i retning 

af beskatning alt andet lige må blive noget 

større i kommuner med bymæssig bebyggelse 

a. Befolkningens fordeling efter erhverv. 

Det er på forhånd klart, at tilstedeværelsen 

og størrelsen af den bymæssige bebyggelse i en 

kommune på afgørende måde har betydning for 

befolkningens fordeling på de forskellige erhverv 

indenfor kommunen. 

I Statistiske Meddelelser, 4. række, 162. bind, 

2. hæfte, »Erhvervsgeografisk materialesamling, 

folketællingen 1950«, er det ved særlige tabeller 

(s. 13 og 16) påvist, hvorledes og i hvilket 

omfang en kommunes industribefolkning såvel 

som den del af befolkningen, der er beskæftiget 

ved handel og omsætning, transport og administration 

m. v., eller som oppebærer formuef 

) Se Torben Agersnap: »Studier over indre vandringer 

i Danmark«, København 1952. 

end i købstadkommuner. Herudover må det 

yderligere tages i betragtning, at selve den omstændighed, 

at tilvæksten til de bymæssige bebyggelser 

gennemgående har været noget stærkere 

end til købstæderne, også har betydning 

for omfanget af de bymæssige kommuners nødvendige 

kommunale aktivitet i forhold til købstæderne, 

jfr. nærmere herom nedenfor i kapitel 

5, C. 

Det er ikke muligt at opstille en blot nogenlunde 

sikker prognose for den fremtidige udvikling 

med hensyn til aldersfordelingen i de forskellige 

dele af landet, men stedfundne undersøgelser*) 

synes at vise, at den stigning i fødselstallet, 

som forekom i 1940erne, har gjort sig 

stærkere gældende i købstæderne og i de bymæssige 

bebyggelser end i de rene landdistrikter 

(dog uden at den relative fødselshyppighed 

i byerne kom op på samme niveau som på landet) 

. Dette forhold vil naturligvis få en vis indflydelse 

på aldersfordelingen i by og på land i 

de kommende år, og det er i hvert fald klart, at 

de af det store fødselstal i 1940erne følgende 

store årgange især vil give anledning til problemer 

for byerne, og at de krav med hensyn til 

udviklingen af kommunernes skolevæsen og til 

iværksættelse af beskæftigelsesfremmende foranstaltninger 

m. v., som vil blive affødt af disse 

store årganges videre opvækst og forhold, i det 

hele taget må formodes at blive af samme styrke 

i de bymæssige kommuner som i købstadkommunerne. 

C. ERHVERVSFORDELING OG ANDRE 

ERHVERVSMÆSSIGE FORHOLD 

*) Se Statistiske Meddelelser, 4. række, 162. bind, 

1. hæfte, »Aldersfordelingen i 1950 og i de 

kommende år«.

og renteindtægter, er stigende, medens landbrugsbefolkningen 

er faldende, jo større andel 

af kommunens befolkning der bor i bymæssige 

bebyggelser. 

I det følgende vil det blive undersøgt, i hvilket 

omfang og på hvilke punkter erhvervsfordelingen 

i selve de bymæssige bebyggelser adskiller 

sig fra erhvervsfordelingen i de rene landdistrikter, 

og især i hvilket omfang erhvervsfordelingen 

i disse bymæssige bebyggelser svarer 

til erhvervsfordelingen i andre byer (hovedstaden 

og købstæderne). Samtidig vil man behandle 

spørgsmålet om, hvorvidt der kan påvises 

nogen generel sammenhæng imellem en bymæssig 

bebyggelses størrelse og befolkningens erhvervsfordeling. 

I tabel 19 et der foretaget en opstilling over 

befolkningens procentvise erhvervsfordeling i 

1950 i landdistrikterne og i byerne, disse sidste 

opdelt efter størrelse på samme måde som i ta- 

4* 

bel 18 foran vedrørende aldersfordelingen. Det 

bemærkes, at det antal personer, der indgår i 

tabellens enkelte erhvervsgrupper, omfatter såvel 

de i erhvervene beskæftigede som disses 

hustruer, husmedhjælpere og børn. 

Det må indledningsvis bemærkes, at de i tabellen 

opførte tal er gennemsnitstal, der dækker 

over ret store forskelligheder imellem forholdene 

i de enkelte byer. Afvigelserne fra by til 

by må på forhånd formodes at være større end 

ved aldersfordelingen, fordi de forhold, der bestemmer 

erhvervsfordelingen i en by, er af langt 

mere varieret natur. Der kan her peges på forhold 

som f. eks. beliggenheden (ved havet eller 

inde i landet eller som trafikknudepunkt), oplandets 

karakter, tilstedeværelsen af virksomheder 

af bestemt art (fabriks- eller handelsvirksomheder) 

, tilstedeværelsen af administrativt prægede 

institutioner (dommer- og politikontorer m. 

v.). Jo mindre bebyggelsen er, jo større betyd-

52 

ning vil specielle lokale forhold naturligvis have 

på erhvervsfordelingen, men også når der er tale 

om selv forholdsvis store byenheder, vil der vise 

sig at være forskelle i fordelingen af befolkningen 

efter erhverv, alt efter bysamfundets hele 

struktur. Som et illustrerende eksempel anføres 

nedenfor den procentvise erhvervsfordeling i 

de bymæssige bebyggelser i fem kommuner, der 

har nogenlunde samme antal indbyggere i bymæssige 

bebyggelser (4000 å 4500 indbyggere): 

ning til en by, at rentens størrelse er højere i 

byerne end i landdistrikterne, uden at det samtidig 

overvejes, hvorvidt den højere rente opvejes 

af et tilsvarende højere leveomkostningsniveau. 

Den omstændighed, at formue- og renteindtægtsnydernes 

andel af befolkningen er noget 

mindre i landdistrikterne end i byerne, kan 

dog også til en vis grad skyldes det forhold, at 

de i tabellen opførte tal, som foran anført, også 

omfatter hjemmeværende børn af de i de enkelte 

Hadsund, ca. 4.500 indb 

Ikast, ca. 4.200 indb 

Vejen, ca. 4.000 indb 

Skjern, ca. 3.800 indb 

Dronninglund, ca. 3.800 indb. . 

Det bemærkes, at Dronninglunds relativt høje 

tal, for så vidt angår landbrugsbefolkningen, 

formentlig hænger sammen med, at de anførte 

3800 indbyggere er fordelt på 3 mindre byer 

hver på ca. 1200 indbyggere, hvor landbrugsbefolkningens 

relative andel på forhånd må formodes 

at være større end i byer på ca. 4000 indbyggere. 

Når tabel 19 foran imidlertid læses med det 

forbehold, som følger af tallenes karakter af 

gennemsnitstal, synes man at kunne udlede følgende 

generelle træk: 

Bortset fra den fundamentale forskel i byernes 

og i landdistrikternes erhvervsfordeling, 

som består i forholdet mellem landbrugserhvervene 

og de øvrige, oplagt mere bymæssigt betonede 

erhverv som håndværk, handel, byggeri og 

administration, viser det sig, at den del af befolkningen, 

der lever af formue- og renteindtægter, 

gennemgående er noget større i byerne 

end på landet. Dette er så meget mere betegnende, 

som den aldersgruppe, der må formodes 

at være væsentligst repræsenteret blandt formue- 

og renteindtægtsnyderne, de over 65-årige, 

var nogenlunde ensartet repræsenteret på land 

og i by, men forholdet hænger til dels naturligt 

sammen med, at personer, der lever af renteindtægter 

(det være sig som rente af formue 

eller alders- og invaliderenteindtægter) erfaringsmæssigt 

vil foretrække at slå sig ned i en 

by, jfr. foran s. 50. For alders- og invaliderentenyderes 

vedkommende kan det yderligere være 

et ansporende moment i overvejelserne om flyterhverv 

beskæftigede. Da børnetallet er væsentlig 

større i landdistrikterne end i byerne, og 

da børnene ikke indgår med nogen større vægt 

i gruppen for formue- og renteindtægtsnydere, 

vil de øvrige erhvervsgruppers samlede forholdsmæssige 

andel af befolkningen alt andet 

lige blive større i landdistrikterne end i byerne, 

og formue- og renteindtægtsnydergruppens andel 

til gengæld blive mindre. 

Når man dernæst betragter erhvervsfordelingen 

i de bymæssige bebyggelser (d. v. s. forstæderne 

og stationsbyer o. 1.) i forhold til erhvervsfordelingen 

i hovedstad og købstæder, 

konstateres det, at tallene for erhvervsfordelingen 

i de bymæssige bebyggelser gennemgående 

ligger nogenlunde på linie med de tilsvarende 

tal for købstæderne, dog at de landbrugsprægede 

erhverv og bygge- og anlægserhvervene 

samt - for stationsbyernes og de helt små forstæders 

vedkommende - formue- og renteindtægtsnyderne 

er noget stærkere repræsenteret i 

de bymæssige bebyggelser end i købstæderne. 

Dette forhold kan ikke siges at være overraskende. 

For landbrugserhvervenes vedkommende 

hænger det sammen med de bymæssige bebyggelsers 

struktur, som ofte vil være af en sådan 

karakter, at der inden for selve den bymæssige 

bebyggelses grænser er plads til gartneri og mindre 

landbrug*). Hertil kommer, at den omstæn- 

*) Det må også herved erindres, at den geografiske 

afgrænsning af købstæderne ligger fuldstændig 

klar, og at købstæderne som oftest vil være egentlig 

tætbebyggede inden for hele deres område, medens 

afgrænsningen af de bymæssige bebyggelser 

er mere flydende og ofte vil være draget således,

53 

dighed, at indbyggerne i en bymæssig bebyggelse 

gennemgående vil have kortere vej at tilbagelægge 

for at komme til egentlige landbrugsområder 

end indbyggerne i en købstad, gør det 

naturligt, at en relativt større del af de bymæssige 

bebyggelsers indbyggere lever af landbrug. 

Det er da også betegnende, at den del af befolkningen 

i de bymæssige bebyggelser, der lever 

af landbrug, er aftagende med bebyggelsens 

størrelse, idet tallene tydeligt viser, at det relative 

antal personer, der lever af landbrug m. v., 

bliver mindre, jo større bebyggelsen er. Også 

den omstændighed, at flere stationsbyer o. 1. 

er opstået omkring udprægede fiskerihavne 

(Hundested, Gilleleje, Tyborøn, Løkken, Hals, 

Hvide Sande, Hirtshals m. fl.), kan være en 

medvirkende årsag til, at den ved »landbrug, 

skovbrug, gartneri og fiskeri« beskæftigede andel 

af befolkningen i de bymæssige bebyggelser 

under eet er noget højere end i købstæderne, 

taget under eet. 

Det kan iøvrigt i denne forbindelse oplyses, 

at en opgørelse af de ved landbrug m. v. beskæftigedes 

andel af befolkningen i de bymæssige 

bebyggelser under eet henholdsvis i 1940 

og i 1950 viser en væsentlig nedgang i 1950 i 

forhold til 1940, medens til gengæld andelen 

af de ved administration og andre liberale erhverv 

beskæftigede samt formue- og renteindtægtsnydere 

i de bymæssige bebyggelser viser 

fremgang. 

Når bygge- og anlægserhvervene er rigere 

repræsenteret i de bymæssige bebyggelser, hænger 

dette formentlig sammen med, at befolkningstilvæksten 

har været noget større i de bymæssige 

bebyggelser end i købstæderne*), idet 

en stærk befolkningstilvækst jo netop medfører 

en stærk bygge- og anlægsvirksomhed. Forholdet 

kan måske også til en vis grad forklares 

med den omstændighed, at de personer, der udfører 

byggeri og anden anlægsvirksomhed i de 

rene landdistrikter, som ikke ligger i købstædernes 

umiddelbare opland, formentlig som oftest 

vil være bosat i en nærliggende stationsby 

og ikke i selve landdistriktet. 

Den omstændighed, at de to omtalte erhverv 

- landbrug m. v. og bygge- og anlægserhvervene 

- er stærkere repræsenteret i de bymæssige 

at bebyggelsen omfatter bygninger, hvis beboere 

driver landbrug på tilgrænsende arealer, der ligger 

uden for grænsen, medens dette som oftest 

ikke vil være tilfældet for købstadgrænsens vedkommende. 

*) Jfr. foran s. 30 fi. 

bebyggelser end i købstæderne, vil efter sagens 

natur bevirke, at de øvrige erhvervs samlede 

andel af befolkningen bliver noget mindre i de 

bymæssige bebyggelser end i købstæderne, hvilket 

må tages i betragtning ved bedømmelsen af 

befolkningens forholdsmæssige fordeling på de 

øvrige erhverv i disses indbyrdes forhold. 

Når man derefter går over til specielt at betragte 

tallene for stationsbyer o. /., konstaterer 

man som ovenfor nævnt, at de i landbrugserhvervene 

beskæftigede udgør en forholdsvis 

større andel end i købstæderne, men også i forhold 

til købstædernes (og hovedstadens) forstæder 

er andelen noget større. Bygge- og anlægserhvervene 

er derimod nogenlunde ligeligt 

repræsenteret i stationsbyer og forstæder, og i 

begge disse bygrupper ligger dette erhvervs andel 

noget højere end i købstæderne. Andelen 

af de ved de »egentlige byerhverv«, håndværk 

og industri samt handel og omsætning, beskæftigede 

ligger noget højere i købstæderne (og i 

forstæderne) end i stationsbyerne, men derimod 

er transporterhvervene og de administrative og 

andre liberale erhverv nogenlunde ligeligt repræsenteret 

i købstæder og stationsbyer. 

Det er dog betegnende, at selv når man som 

i tabel 19 foran indskrænker sig til at undersøge 

erhvervsforholdene udelukkende i vedkommende 

bymæssige bebyggelse og ikke tager hensyn 

til erhvervsforholdene i de bebyggelsen omgivende 

landdistrikter indenfor vedkommende 

kommunes grænser, viser der sig at være en klar 

sammenhæng mellem bebyggelsens størrelse og 

erhvervsfordelingen i selve bebyggelsen. Det 

kan således konstateres, at de i landbrugserhvervene 

beskæftigedes andel af befolkningen er 

mindre, jo større stationsbyer, der er tale om, 

og dette gælder altså, selv når man som i tabellen 

foran nøjes med at undersøge de noget større 

stationsbyer, der har 1000 indbyggere og derover. 

I tilsvarende omfang viser det sig, at de 

typiske byerhverv, håndværk og industri, handel 

og omsætning og de liberale erhverv, alle 

viser en tydeligt stigende tendens med byens 

størrelse. 

Medens man på visse områder kan finde fælles 

træk i udvikling og struktur, for så vidt angår 

de større stationsbyer (med over 3500 indbyggere) 

sammenholdt med de større købstæder 

(med over 5000 indbyggere) og de mindre stationsbyer 

sammenholdt med de mindre købstæder, 

kan man på dette område ikke trække en så 

klar linie, jfr. tabel 20 på s. 54, hvor tallene 

vedrørende de mindre stationsbyer omfatter

54 

Tabel 20. Erhvervsfordelingen i større og mindre købstæder saml i større og mindre stationsbyer. 

samtlige stationsbyer med mellem 1000 og 3500 

indbyggere. 

Tabellen viser, at selv om der for visse erhvervs 

vedkommende kan drages paralleller 

på den ene side imellem de større stationsbyer 

og de større købstæder og på den anden side 

imellem de mindre byer i begge grupper, kan 

der næppe — når man sammenligner de enkelte 

kommunegruppers erhvervsfordeling ud fra en 

helhedsbetragtning — påvises nogen klar linie. 

Som et fremherskende træk ved stationsbyernes 

erhvervsfordeling kan iøvrigt fremhæves, 

at den del af stationsbyernes befolkning, der lever 

af formue- og renteindtægter, gennemgående 

er noget større end den tilsvarende befolkningsgruppe 

i købstæderne og i de samfund, 

der dannes af købstæderne med forstæder, men 

opdelingen af byerne i størrelsesgrupper viser, 

at denne befolkningsgruppes andel er noget 

større i de mindre købstæder og i de helt små 

stationsbyer end i de større købstæder og stationsbyer, 

og at antallet af formue- og renteindtægtsnydere 

er relativt størst i de små købstæder, 

medens det er lige stort i de større købstæder 

og de større stationsbyer. Disse tal harmonerer 

i og for sig godt med de foran anførte 

tal vedrørende aldersfordelingen henholdsvis i 

de mindre købstæder og stationsbyer og i de 

større købstæder og stationsbyer, som viste, at 

antallet af gamle (d. v. s. over 65-årige) var 

relativt større i den førstnævnte gruppe byer end 

i den sidstnævnte. 

Sammenfattende og i grove træk kan det om 

stationsbyernes erhvervsfordeling siges, at den 

ligger ret tæt opad købstædernes, og at den ligner 

købstædernes derved, at de forskelle i erhvervsfordelingen, 

som viser sig imellem de 

store og de små købstæder, til en vis grad går 

igen i forholdet mellem de store og de små stationsbyer. 

Går man dernæst over til at betragte erhvervsfordelingen 

i forstæderne, viser det sig, at antallet 

af personer, der lever af landbrug, ligger 

relativt højere end i købstæderne, men lavere 

end i stationsbyerne af tilsvarende størrelse, og 

til gengæld er antallet af personer, der lever af 

håndværk og industri, relativt højere i de forstæder, 

der har over 1000 indbyggere, end i noget 

andet bysamfund. Dette forhold har formentlig 

sin forklaring i den omstændighed, at mange 

af de større forstæder netop er opstået ved, at 

de i købstadens håndværk og industrier beskæftigede 

har deres bopæl i forstadskommuner. 

Mange blandt forstædernes befolkning, der er 

beskæftiget ved håndværk og industri, udøver 

ikke dette erhverv i forstaden, men derimod i 

købstaden, idet det viser sig, at der er et relativt 

langt større antal personer beskæftigede i 

håndværks- og industrivirksomheder i købstæderne 

end i forstæderne, jfr. nedenfor s. 57. 

Erhvervsfordelingen i de helt små forstæder 

(med under 1000 indbyggere) adskiller sig noget 

fra erhvervsfordelingen i de større forstæder. 

Det viser sig således, at det relative antal 

beskæftigede i håndværks- og industrierhvervene 

ligger noget lavere i de mindre forstæder 

end i de større, medens på den anden side antallet 

af personer, der er beskæftiget i transportog 

administrationserhvervene, samt formue- og 

renteindtægtsnyderne relativt ligger noget højere 

i de helt små forstæder. Disse forskelle kan 

måske til en vis grad føres tilbage til, at de 

større forstæder i højere grad har karakter af

55 

selvstændige bysamfund i forhold til de mindre 

forstæder, der vel almindeligvis vil have karakter 

af beboelseskvarterer i det bysamfund, der 

udgøres af købstaden og de med denne sammenbyggede 

forstadsbebyggelser. 

Transporterhvervene er i et noget mindre omfang 

repræsenteret i de større forstæder end i 

købstæderne og i stationsbyerne, hvilket formentlig 

hænger sammen med, at kommunikationsmidlernes 

faste udgangspunkter som regel 

vil være i købstadens eller stationsbyens centrum 

og ikke i forstæderne. 

Når antallet af formue- og renteindtægtsnydere 

relativt ligger noget lavere i de forstæder, der 

har over 1000 indbyggere, end i købstæderne 

og stationsbyerne, medens antallet ligger meget 

højt i de helt små forstæder, forklares dette 

formentlig væsentligst af aldersfordelingstallene, 

jfr. foran s. 49. 

I tabel 19 foran har man angivet erhvervsfordelingen 

på den ene side i samtlige købstæder og 

på den anden side i samtlige forstæder. For at 

belyse erhvervsfordelingen i de bysamfund, der 

udgøres af de enkelte købstæder med disses forstadsbebyggelser, 

og herunder navnlig forholdet 

mellem erhvervsfordelingen i selve købstaden 

og i forstæderne har man i bilag 8 opstillet 

en oversigt over erhvervsfordelingen i en række 

købstæder og i disses forstæder. Oversigten viser, 

at forholdene ligger væsentlig forskelligt 

i de forskellige bysamfund, beroende på de 

enkelte bysamfunds geografiske og erhvervsøkonomiske 

struktur. Til oversigten skal bemærkes: 

Landbrugserhvervene er - naturligt nok - 

stærkere repræsenteret i forstad end i købstad, 

men de ved landbrugserhvervene beskæftigedes 

andel af forstædernes befolkning svinger ret 

stærkt fra 4,1 % i Århus's forstæder til 21,6 % 

i Slagelses forstad. 

Håndværks- og industrierhvervene er gennemgående 

noget kraftigere repræsenteret i mange 

af forstæderne, medens forholdet ligger omvendt 

i typiske industribyer som Næstved, Vejle, 

Helsingør og Ålborg. I de to sidste byområder 

er handel og omsætning samt administration og 

andre liberale erhverv til gengæld relativt kraftigere 

repræsenteret i forstæderne end i selve 

købstaden. 

Bygge- og anlægserhvervene er - i overensstemmelse 

med det foran side 53 anførte om 

sammenhængen mellem den stedfundne befolkningstilvækst 

i de forskellige bygrupper og 

bygge- og anlægserhvervenes relative andel i 

disse bygruppers befolkning - noget kraftigere 

repræsenteret i forstæderne end i moderbyen, 

men forskellen i de enkelte bysamfund er som 

regel ikke stor, hvilket formentlig hænger sammen 

med, at den bygge- og anlægsvirksomhed, 

som har været en følge af den stærke befolkningstilvækst 

i forstæderne, ofte er varetaget af 

firmaer, der hører hjemme i og beskæftiger personer, 

der er bosat i købstaden. 

Handels- og omsætningserhvervene er gennemgående 

noget kraftigere repræsenteret i moderbyen 

end i forstæderne, men på dette punkt 

er der ret store variationer fra by til by. 

Også transporterhvervenes repræsentation er 

noget kraftigere i moderbyerne. I Sorø, hvor 

byens jernbanestation er beliggende i forstadskommunen, 

er transporterhvervene dog stærkere 

repræsenteret i forstaden end i moderbyen. 

De liberale erhverv er tydeligt kraftigere repræsenteret 

i moderbyerne, medens det relative 

antal af formue- og renteindtægtsnydere gennemgående 

ligger nogenlunde på linie i moderby 

og forstad. 

Med hensyn til hovedstadens forstæder kan 

det i grove træk siges, at der også for hovedstadsområdets 

vedkommende kan konstateres 

visse forskelle mellem moderbyens og forstædernes 

erhvervsfordeling omend i mindre udtalt 

grad. Ligesom i provinsen er den ved landbrug 

m. v. beskæftigede del af befolkningen - 

naturligt nok - væsentligt større i forstæderne 

end i moderbyen, men medens der for købstædernes 

vedkommende forekom ret væsentlige 

forskelle mellem moderby og forstæder med 

hensyn til det relative antal beskæftigede i 

håndværks- og industrierhvervene, i transporterhvervene 

og i de liberale erhverv, viser det sig, 

at disse erhvervs repræsentation ligger nogenlunde 

ensartet i hovedstaden og i dennes forstæder. 

På den anden side viser det sig, at antallet 

af de i bygge- og anlægserhvervene beskæftigede 

samt formue- og renteindtægtsnyderne, der 

lå nogenlunde ensartet i købstæderne og i disses 

forstæder, ligger noget mere forskelligt i 

hovedstadsområdet, hvor bygge- og anlægserhvervene 

er kraftigere repræsenteret i forstæderne 

end i moderbyen, medens til gengæld 

formue- og renteindtægtsnyderne er væsentlig 

stærkere repræsenteret i hovedstaden end i forstæderne, 

hvilket må ses i forbindelse med den 

forskellige aldersfordeling i de to områder. 

Disse forskelle mellem erhvervsfordelingen 

i hovedstadsområdet og i købstæderne og disses 

forstæder hænger formentlig til dels sammen 

med de for hovedstadsområdet særlige forhold,

56 

herunder især forstædernes stærke vækst og 

store udstrækning. 

Da der ved opgørelsen af antallet af beskæftigede 

i de enkelte erhvervsgrupper i tabellerne 

foran også er medregnet hustruer, hjemmeværende 

børn o. lign., er det klart, at visse af de 

påviste forskelle vedrørende erhvervsfordelingen 

i de forskellige områder kan skyldes, at 

familiernes børneantal kan variere i de enkelte 

erhvervsgrupper, jfr. f. eks. om forskellene med 

hensyn til antallet af formue- og renteindtægtsnydere 

foran s. 52. Også den omstændighed, at 

de enkelte husstande gennemgående er noget 

større hos landbrugsbefolkningen, kan bevirke 

en forrykkelse af det billede, som tallene foran 

har givet, jfr. tabel 21. 

Tabel 21. Husstandenes gennemsnitlige størrelse i 

kommuner med større og mindre landbrugsbefolkning 

1950. 

Ved læsningen af tabellerne om erhvervsfordelingen 

foran må det endvidere erindres, at tabellerne 

blot giver et indtryk af, i hvilket omfang 

befolkningen er repræsenteret i de forskellige 

erhvervsgrupper, hvorimod tabellerne ikke 

giver noget indtryk af de enkelte personers - 

eller husstandes - arbejdsmæssige stilling i den 

pågældende erhvervsgruppe. I hele billedet af 

befolkningens erhvervsfordeling i de forskellige 

kommunegrupper vil det naturligvis være et 

væsentligt træk, i hvilket omfang den enkelte 

udøver erhvervet som selvstændig erhvervsdrivende 

eller som arbejder, funktionær el. 1. Tabellerne 

om erhvervsfordelingen i de forskellige 

områdegrupper må derfor suppleres med tabel 

22. 

Det fremgår af tabellen, at antallet af husstande, 

hvor overhovedet er arbejder, funktionær 

eller tjenestemand, relativt er noget større 

i de større bysamfund end i de mindre, medens 

omvendt antallet af husstande, hvis overhoved 

er selvstændig erhvervsdrivende, relativt ligger 

noget højere i de små bysamfund end i de større. 

Når man sammenholder de større stationsbyer 

med de købstæder, der har under 5000 

indbyggere, viser det sig, at funktionær- og arbejderstanden 

er relativt størst i stationsbyerne. 

I forbindelse med undersøgelsen af befolkningens 

fordeling efter den arbejdsmæssige stilling 

kunne det være ønskeligt at foretage en 

undersøgelse af, hvorvidt der med hensyn til beskæftigelsens 

eller arbejdsledighedens omfang 

måtte være forskelle for de forskellige bygrupper. 

Det viser sig imidlertid, at det — rent bortset 

fra spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet 

i denne henseende vil kunne drages generelle 

slutninger på grundlag af en undersøgelse 

af antallet af ledige i de enkelte byer — ikke er 

muligt på grundlag af det foreliggende oplysningsmateriale 

at foretage en blot nogenlunde 

nøjagtig og sikker undersøgelse af de omhandlede 

spørgsmål specielt med henblik på påvisningen 

af eventuelle forskelle mellem købstæder 

og stationsbyer i så henseende.

57 

Som foran s. 53 anført er der i perioden 

1940-50 sket en ret betydelig nedgang i de ved 

landbrug m. v. beskæftigedes andel af befolkningen 

i de bymæssige bebyggelser. Denne ændring 

er imidlertid udslag af en almindelig tendens 

i hele landets erhvervsforhold, hvorefter 

beskæftigelsen i byerhvervene er gået stærkt 

frem på landbrugserhvervenes bekostning. Efter 

de undersøgelser, der er foretaget af Arbejdsmarkedskommissionen 

i forbindelse med undersøgelsen 

af de store årganges problemer, kan 

denne udvikling forventes at fortsætte også i de 

kommende år omend i et noget mere begrænset 

omfang end tidligere (jfr. kommissionens betænkning 

(nr. 143-1956), De store fødselsårgange, 

s. 35 ff.). Den omstændighed, at de 

store årgange i de kommende år vil komme op 

i de »produktive« aldersklasser, og at den deraf 

nødvendiggjorte forøgelse af beskæftigelsens 

samlede omfang især må forventes at ville falde 

på byerhvervene, kan naturligvis ikke undgå at 

få indflydelse på den fremtidige udvikling af 

og i byerne, dels således at fremtidig en større 

andel af befolkningen vil være bosat i byerne, 

hvis hidtidige vækst altså vil fortsætte, dels således 

at de ved landbruget beskæftigedes andel 

af befolkningen i de bymæssige bebyggelser 

fortsat vil være faldende. 

b. Erhvervsvirksomhedernes art og 

antal m.v. 

De ovenfor anførte tal har alene kunnet give 

et indtryk af erhvervsfordelingen hos de befolkningsgrupper, 

der er bosat i de forskellige arter 

af byer, og selvom disse tal er et meget væsentligt 

grundlag for bedømmelsen af erhvervs- og 

næringslivets forhold i de forskellige grupper 

af byer, er det klart, at de langtfra kan give et 

fuldstændigt billede i så henseende, idet tallene 

måtte suppleres med oplysninger om, i hvilket 

omfang den bosiddende befolkning har sit erhverv 

i samme by, om arten og antallet af de 

virksomheder, hvorfra erhvervene udøves, etc. 

I forbindelse med den gennemgribende undersøgelse 

af Danmarks erhvervsforhold, som 

blev foretaget på grundlag af tallene fra erhvervstællingen 

i 1948, er der også på enkelte 

områder foretaget særskilt udskillelse af materialet 

vedrørende forstadsbebyggelser og stationsbyer. 

Idet man iøvrigt henviser til disse 

undersøgelser, som er offentliggjort i Statistisk 

Tabelværk, 5. række, Litra A nr. 24, skal man 

indskrænke sig til her at fremhæve enkelte 

forhold. 

/ tabel 23 er der givet forskellige oplysninger 

om håndværks- og industrivirksomheder i de 

forskellige områder. 

Tabel 23. Antal håndværks- og industrivirksomheder 

samt disses samlede personel og antal hestekræfter pr. 


A , Antal 

. , Ant l i , Personel hestevirksomheder 

kræfter') 

Hovedstaden 23,08 271,38 350 

Hovedstadens forstæder 22,47 178,45 295 

Købstæder m. v 30,53 238,48 442 

Købstædernes forstæder 21,25 136,87 621 

Stationsbyer o. 1.**) ... 29,34 120,19 249 

Landdistrikter 21,99 63,60 177 

Hele landet 25,28 169,31 313 

*) Bortset fra elektricitetsværker. 

**) Stationsbyer med over ca. 800 indbyggere. 

Det fremgår af tabellen, at antallet af håndværks- 

og industrivirksomheder forholdsmæssigt 

ligger nogenlunde på linie i købstæder og 

stationsbyer, medens det i købstædernes forstæder 

ligger lavere end noget andet sted. Men samtidig 

fremgår det, at virksomhederne gennemgående 

er større i købstæderne end i stationsbyer 

og forstæder. Når det foran s. 54 er påvist, 

at det relative antal beskæftigede i håndværks- 

og industrierhvervene gennemgående 

ligger noget højere i forstadsbebyggelser end i 

købstæder, navnlig i de mindre forstadsbebyggelser, 

skyldes det altså, at en væsentlig del af 

det personel, der er beskæftiget i købstædernes 

håndværks- og industrivirksomheder, er bosat i 

forstæderne. 

Den relativt store maskinkraft i købstædernes 

forstæder forklares ved, at mange af provin- 

Tabel 24. Håndværks- og industrivirksomheder i de forskellige by grupper fordelt efter antallet af 

arbejdere. Procentvis fordeling. 

A rl -k»;,W». ° 1-5 6-20 21-100 over 100 lait 

Antal arbejdere. pa pa pa pa pa pa 

Hovedstaden m. forstæder 37,9 43,4 12,8 4,8 1,1 100 

Købstæder m. forstæder 38,0 46,2 11,9 3,3 0,6 100 

Stationsbyer o. 1.*) 44,6 46,4 7,3 1,6 0,1 100 

Landdistrikter 54,0 40,6 4,5 0,8 0,1 100 

Hele landet 43,4 44,0 9,4 2,7 0,5 100 

*) Stationsbyer med over 800 indbyggere.

58 

sens store virksomheder, især inden for sten-, 

ler- og glasindustrien samt maskinfremstillingsindustrien, 

netop er placeret i forstæder. 

At der gennemgående er tale om mindre 

håndværks- og industrivirksomheder med noget 

færre beskæftigede i stationsbyerne end i købstæderne 

fremgår af tabel 24 pi s. 57. 

Det kan i denne forbindelse bemærkes, at en 

særlig oversigt i det fornævnte tabelværk vedrørende 

erhvervstællingen 1948, der belyser, hvorledes 

håndværks- og industrivirksomhederne i 

de forskellige bygrupper fordeler sig efter oprettelsesår, 

viser, at gennemsnitligt 57,2 % af de 

i 1948 bestående håndværks- og industrivirksomheder 

i stationsbyerne er oprettet før 1932, 

medens det tilsvarende tal for købstædernes 

vedkommende kun var 52,3 %. Det synes dog 

ikke muligt at sige, om dette forhold skal ses 

som udtryk for, at de i stationsbyerne oprettede 

industrielle virksomheder har vist sig mere stabile 

end de i købstæderne oprettede, eller om 

tallene er et bevis for, at udviklingen har medført, 

at industrivirksomhederne i de senere år 

i højere grad er blevet placeret i købstæderne 

(med forstæder) end i stationsbyerne. 

Det viser sig endvidere, at antallet af mindre 

virksomheder (med indtil 20 arbejdere), der 

er oprettet før 1924, forholdsmæssigt er væsentligt 

større i stationsbyerne end i købstæderne 

og disses forstæder, medens omvendt antallet 

af større virksomheder (med mellem 21 og 100 

arbejdere), der er oprettet før 1924, er noget 

større i købstæderne (med forstæder) end i stationsbyerne, 

hvor der især synes at være sket en 

stærk udvikling på dette område i årene 

1932-39. 

Til belysning af handelsog omsætningsvirksombeders 

fordeling i de forskellige bygrupper 

har man anført tabel 25. 

Tabellen viser, at det samlede antal af virksomheder 

af denne art ligger væsentligt lavere 

i stationsbyerne end i købstæderne. Der findes således 

et væsentligt lavere antal detailforretninger 

i stationsbyerne end i købstæderne, men dog 

flere end i forstæderne**). Antallet af en grosvirksomheder 

i stationsbyerne er meget lavt. Den 

væsentligste del af de en gros-virksomheder, 

som overhovedet findes i stationsbyerne, er virksomheder, 

der beskæftiger sig med salg af fisk, 

og i et vist omfang virksomheder, der har tilknytning 

til landbrugserhvervene (korn, foderstoffer, 

elektriske artikler samt frugt og grøntsager). 

Det må ved læsningen af de ovenfor anførte 

tabeller vedrørende virksomhederne i de forskellige 

bygrupper haves stærkt i erindring, at 

tallene kun er gennemsnitstal, der dækker over 

store forskelligheder. En opdeling efter størrelse 

inden for de forskellige bygrupper ville formentlig 

give et noget mere nuanceret billede. 

Da det samlede antal af erhvervsvirksomheder 

imidlertid er forholdsvis lavt, vil en opdeling i 

grupper efter størrelsen i hvert fald for de bymæssige 

bebyggelsers vedkommende medføre, 

at det talmæssige grundlag for at foretage gen- 

Tabel 25. Handelsvirksomheder fordelt efter art i de forskellige bygrupper. 

Antal pr. 1000 indbyggere. 

En gros 

Hovedstaden 3,86 

Hovedstadens forstæder 0,71 

Købstæder m. v 2,93 

Købstædernes forstæder 0,90 

Stationsbyer o. 1.*) 0,71 

Landdistrikter 0,24 

*) Stationsbyer med over 800 indbyggere. 

**) I den af boligministeriets udvalg vedrørende kollektive 

anlæg afgivne betænkning (nr. 57, 1954) 

findes en oversigt over antallet af detailforretninger 

i de forskellige brancher. Det fremgår heraf, 

at antallet af husstande pr. butik er nogenlunde 

ensartet i købstæderne og i stationsbyerne (henholdsvis 

12 og 13), medens antallet er væsentlig 

højere i hovedstadens og købstædernes forstæder 

(hhv. 2 3 og 21). Oversigten giver iøvrigt et indtryk 

af, at fordelingen af butikkerne på de forskellige 

brancher er noget mere differentieret i købstæderne 

ikke blot i forhold til forstæderne, men også 

Agenturer 

0,88 

0,46 

1,16 

0,73 

1,50 

0,75 

Detail 

15,60 

11,23 

17,64 

9,58 

12,57 

8,04 

Hoteller, restauranter 

2,13 

2,03 

2,86 

1,06 

2,20 

1,38 

lait 

22,47 

14,43 

24,59 

12,27 

16,98 

10,41 

i forhold til stationsbyerne, hvor antallet af husstande 

pr. butik i visse brancher er væsentligt 

større end i købstæderne. Dette gælder således 

butikker i fødevarebranchen (kød m. v., frugt 

m. v., konfekturer m. v.) samt de mere typiske 

specialforretninger (aviser, blomster, indbo samt 

damelingeri og -konfektion og tobak m.v.). På 

den anden side er antallet af husstande pr. butik i 

korn-, foderstof-, frø- og grovvarebranchen væsentligt 

mindre i stationsbyerne end i købstæderne 

(hhv. 419 mod 1290). Det må dog bemærkes, 

at tallene for købstæderne her omfatter samtlige 

købstæder uanset størrelsen.

59 

nemsnitsberegninger for de enkelte grupper vil 

blive formindsket i en sådan grad, at gennemsnitstallet 

fuldstændig vil have mistet værdien 

som udtryk for det typiske. 

c. Stedet for erhvervets udøvelse. 

I det foregående har man alene givet en beskrivelse 

dels af erhvervsfordelingen hos den i 

de enkelte områder bosatte befolkning, dels af 

erhvervsvirksomhedernes antal og karakter i de 

samme områder. Billedet ville blive noget mere 

fuldkomment, såfremt det var muligt at beskrive, 

i hvilket omfang den i hvert område bosatte 

befolkning er beskæftiget inden for området. 

Det er ganske vist foran påvist, hvorledes en 

væsentlig del af den i forstadskommunerne bosatte 

befolkning, der er beskæftiget i håndværksog 

industrierhvervene, udøver dette erhverv i 

den nærliggende købstad, og der er da heller 

ikke tvivl om, at lignende forhold gør sig gældende, 

også for så vidt angår forstædernes beboere, 

der er beskæftiget i andre erhverv. Det 

kunne derfor være ønskeligt at søge disse forhold 

noget nærmere belyst gennem statistiske 

opgørelser. Det viser sig imidlertid, at der ikke 

er foretaget samlede opgørelser over, hvor stor 

en del af de enkelte byers befolkning, der udøver 

erhvervet i selve byen, eller omvendt opgørelser 

over, hvor de i de enkelte byer beskæftigede 

eller erhvervsudøvende er bosat. De foreliggende 

oplysninger vedrørende antallet af de 

enkelte kommuners erhvervsskatteydere giver ej 

heller nogen egentlig vejledning, dels fordi der 

ikke foreligger samlede opgørelser over, hvor de 

til en kommune erhvervsskattepligtige skatteydere 

har deres opholdskommune, dels fordi antallet 

af erhvervsskatteydere til en kommune - 

på grund af de relativt høje indtægtsgrænser for 

erhvervsskattepligtens indtræden - kun repræsenterer 

et begrænset udsnit af de personer, der 

med bopæl andetsteds har deres erhverv i vedkommende 

kommune. 

D. DE FASTE EJENDOMME 

a. Bebyggelsens udstrækning og karakter, 

ejendommenes værdi. 

Medens der foreligger opgørelser over de enkelte 

kommuners areal, er der ikke foretaget 

samlede opgørelser over størrelsen af det areal, 

der i de enkelte kommuner med bymæssig bebyggelse 

anses for at høre til den bymæssige bebyggelse. 

Det er derfor ikke muligt at foretage 

nogen talmæssig sammenligning mellem købstæderne 

og de bymæssige bebyggelser med hensyn 

til det bebyggede areals udstrækning. Der kan 

dog ikke være tvivl om, at bebyggelsen i købstæderne 

gennemgående er højere og noget 

mere tæt end i de bymæssige bebyggelser, hvor 

det især for forstadsbebyggelsernes vedkommende 

gælder, at bebyggelsen almindeligvis består 

af ikke-sammenbyggede eenfamilieshuse, således 

at det tør formodes, at det bymæssigt bebyggede 

areal i forhold til folketallet er af noget større 

udstrækning i de bymæssige bebyggelser end i 

købstæderne*). Dette forhold har naturligvis 

indflydelse på de krav, der må stilles til vej- og 

kloakanlæg samt til vandforsyningsanlæg m. v. 

henholdsvis i de bymæssige kommuner og i købstadkommunerne. 

Det kunne være ønskeligt at foretage en statistisk 

undersøgelse af bebyggelsens fordeling 

på de forskellige arter af ejendomme i de bymæssige 

bebyggelser med henblik på en sammenligning 

med forholdene i købstæderne. Medens 

der for hovedstadsområdet, købstæderne 

og disses forstæder foreligger temmelig detaillerede, 

samlede opgørelser over ejendommenes 

antal, bygningernes karakter og værdi m. v. på 

grundlag af vurderingerne til grundskyld og 

ejendomsskyld pr. 1. oktober 1950 (Statistisk 

tabelværk, 5. række, Litra E nr. 23), foreligger 

der ikke lignende samlede opgørelser med hensyn 

til stationsbyer o. 1.**). 

Derimod foreligger der ret detaillerede oplysninger 

også for de bymæssige bebyggelsers 

vedkommende om forskellige forhold i forbindelse 

med de hvert år stedfindende ejendomssalg. 

Blandt de foreliggende oplysninger vedrørende 

1954, der er offentliggjort i Statistiske 

Tabel 26. Forholdet mellem vurderingssum pr. 1. 

oktober 1950 og købesum for beboelsesejendomme, 

der er solgt i 1953 og 1954. 

Købesum højere end 

vurderingssum i pct. 

1953 1954 

Hovedstaden 27,3 34,3 

Købstæder m. v 44,6 48,0 

Bymæssige bebyggelser***) 54,1 59,3 

Landdistrikter 70,4 77,2 

***) D.v.s. stationsbyer og forstæder m. over 1500 

indbyggere. 

*) Jfr. foran s. 44-45 om antallet af indbyggere 

pr. ha henholdsvis i købstadkommunerne og i 

de bymæssige kommuner samt nedenfor s. 61 om 

bebyggelsens karakter. 

**) Der foreligger dog oplysninger om det i de senere 

år stedfundne byggeri (udtrykt i m 2 ) fordelt på 

de forskellige arter af bygninger. Herom henvises 

til s. 78-79 nedenfor.

60 

Meddelelser, 4. række, 163. bind, 2. hæfte, er 

der anledning til at fremhæve en undersøgelse 

af forholdet mellem de faste ejendommes vurderingssum 

og salgssummerne. Det viser sig 

her, at salgssummerne gennemgående ligger noget 

højere i forhold til vurderingssummerne i 

de bymæssige bebyggelser end i købstæderne, 

jfr. tabel 26. 

Det er dog ikke muligt at sige noget om, i 

hvilket omfang forskellene for de enkelte områdegrupper 

kan føres tilbage til reelle forskelle 

i vurderingsniveauet i de forskellige områder, 

og det må bemærkes, at de omhandlede tal er 

gennemsnitstal, der dækker over vidt forskellige 

tal for de enkelte amter og byer. Hertil kommer 

yderligere, at forholdet mellem salgssum 

og vurderingssum viser sig at være af forskellig 

størrelse for de forskellige arter af ejendomme, 

bl. a. således at forskellen er større, for så vidt 

angår eenfamilies-ej en domme, end for ejendomme 

med flere lejligheder. En vis del af forskellen 

i tallene for de enkelte områder kan derfor 

føres tilbage til forskelle med hensyn til arten 

og antallet af de omsatte ejendomme. Der synes 

dog at være noget, der tyder på, at den større 

spændvidde imellem salgssum og vurderingssum, 

som kan konstateres for de bymæssige bebyggelsers 

vedkommende i forhold til hovedstaden 

og købstæderne, dækker over en vis realitet, 

for så vidt som det viser sig, at prisstigningerne 

på faste ejendomme i de senere 

år har været noget stærkere i de bymæssige bebyggelser 

end noget andet sted, jfr. tabel 27. 

Tabel 27. Index for salgssummen pr. 1000 kr. 

vurderingssum for beboelsesejendomme. 1949 ~ 100. 

1951 1952 1953 1954 

Hovedstaden Ill 111 113 117 

Købstæderne m. v 109 109 110 112 

Bymæssige bebyggelser 113 118 121 126 

Landdistrikter 110 111 112 115 

Det fremgår af tabel 27, at medens prisstigningen 

for beboelsesejendomme i hovedstaden, 

købstæder og landdistrikter i årene 1951-54 

har været forholdsvis ringe, har priserne på de 

faste ejendomme i de bymæssfge bebyggelser 

været væsentligt stærkere stigende i hele pe- ; o- 

den. Dette forhold hænger måske sammen med 

den noget stærkere tilvækst til de bymæssige bebyggelser 

i den omhandlede periode, jfr. foran 

s. 38, der har bevirket en kraftigere efterspørgsel 

efter beboelsesejendomme. Også den omstændighed, 

at en relativt væsentlig større del 

af de i de bymæssige bebyggelser omsatte ejendomme 

er eenfamilies-ej en domme, i forbindelse 

med det forhold, at flytningshyppigheden er noget 

større i de bymæssige bebyggelser end i de 

andre byer, jfr. foran s. 48, kan have indflydelse 

på udviklingen med hensyn til priserne på 

beboelsesejendomme, idet det er givet, at det 

årlige antal af ejendomssalg er relativt væsentlig 

højere i de bymæssige bebyggelser end andetsteds, 


Tabel 28. Antal salg af beboelsesejendomme og 

blandede beboelses- og forretningsejendomme i 1951-54 

pr. 1000 indbyggere (i 1950). 

Antal salg Indb. 

A T\^ 

1951-1954 1950 

P [ n db ' 

Hovedstaden 6.012 975.000 6,17 

Købstæder m. v 20.925 1.130.000 18,52 

Bymæssige bebyggelser 16.005 455.000 35,18 

Landdistrikter 25.730 1.721.000 14,95 

For 1954 er der foretaget en særlig opgørelse 

over de omsatte beboelsesejendommes lejlighedsantal. 

Det fremgår af denne opgørelse, at antallet 

af omsatte eenfamilies-ej endomme relativt 

er væsentligt større i de bymæssige bebyggelser 

end i købstæderne, jfr. tabel 29, hvilket igen 

hænger sammen med, at eenfamilies-huse er 

mere almindelige i de bymæssige bebyggelser 

end i andre byer. 

b. Bolig- og huslejeforhold. 

I forbindelse med folketællingen i 1950 blev 

der - ligesom i tidligere folketællingsår - af 

Det statistiske Departement foretaget en gennemgribende 

undersøgelse af bolig- og huslejeforholdene 

i byerne, herunder forstæder og stationsbyer 

o. 1. Undersøgelsens resultater er offentliggjort 

i Statistiske Meddelelser, 4. række, 

149. bind, 3. hæfte, hvor der gives oversigter 

med kommentarer vedrørende forskellige husleie- 

og boligforhold henholdsvis i hovedstaden

og dennes forstæder og i købstæderne (opdelt 

efter størrelse), i disses forstæder samt i stationsbyer 

o. 1. med mere end 1000 indbyggere. 

Det statistiske Departement har imidlertid ikke 

foretaget nogen opdeling af stationsbyer i de 

forskellige størrelsesgrupper, og selvom det 

kunne være af værdi at undersøge, i hvilket omfang 

der i almindelighed kan drages paralleller 

imellem købstæderne og stationsbyerne i de forskellige 

størrelsesgrupper på disse områder, har 

udvalget dog ikke ment at burde lade iværksætte 

yderligere undersøgelser udover det foreliggende, 

offentliggjorte materiale. Man skal derfor 

indskrænke sig til at henvise til den nævnte 

publikation, hvorfra den væsentligste del af de 

i det følgende anførte tabeller og oversigter er 

hentet. 

En fordeling af de i hver by værende lejligheder 

efter vedkommende ejendoms art viser, 

at der er en ret væsentlig forskel imellem købstæderne 

og de bymæssige bebyggelser, for så 

vidt angår lejlighedernes karakter, jfr. tabel 30. 

Tabellen bekræfter tydeligt det almindelige 

indtryk af, at bebyggelsen i de bymæssige bebyggelser 

gennemgående har en anden karakter 

end i købstæderne, idet den lave villabebyggelse 

spiller en langt større rolle i de bymæssige 

bebyggelser, og selv om begrebet »For- og baghuse« 

i et vist omfang indbefatter lave bebyggelser 

af villa-agtig karakter, er den væsentligste 

del af disse ejendomme dog etageejendomme, 

således at der under alle omstændigheder bliver 

forskel imellem købstæderne og de bymæssige 

bebyggelser på dette punkt. Det er iøvrigt betegnende, 

at antallet af villalejligheder er relativt 

større i købstædernes forstæder end i hovedstadens 

forstæder og stationsbyerne. 

Den nævnte fordeling af lejlighederne efter 

ejendommenes art afspejler sig iøvrigt også i 

tallene vedrørende den del af de forskellige bygruppers 

lejligheder, der er beboet af ejeren 

selv, jfr. tabel 31. 

Tabel 31. Lejlighederne fordelt efter ejerforholdet. 

Beboede af 

Andre lejejeren 

Udlejede ligheder*) lak 

pct. pct. pct. pct. 

Hovedstaden .... 8,8 81,8 9,4 100 

Hovedstadens 

forstæder 38,3 53,1 8,6 100 

Købstæder m. v. 27,6 61,2 11,2 100 


forstæder 52,1 40,8 7,1 100 

Stationsbyer o. 1. 49,2 42,4 5,6 100 

*) D.v.s. andelslejligheder, ubeboede lejligheder samt 

lejligheder i sommerhuse og barakker. 

Også for så vidt angår lejlighedernes størrelse, 

er der en ret betydelig forskel imellem købstæderne 

og de bymæssige bebyggelser, hvilket 

formentlig også tildels hænger sammen med, at 

en væsentlig større del af lejlighederne i de bymæssige 

bebyggelser er villalejligheder og dermed 

gennemgående større lejligheder end i 

etagehuse. Købstædernes forstæder ligger dog 

i denne henseende noget nærmere ved købstæderne, 


Tabellen viser, at medens det relative antal 

af 3-værelsers lejligheder ligger nogenlunde ensartet 

i alle bygrupper, er der gennemgående 

langt færre mindre lejligheder og flere større 

lejligheder i de bymæssige bebyggelser end i 

købstæderne, dog således at forstæderne i denne 

henseende i højere grad end stationsbyerne nær-

62 

mer sig købstæderne. På dette felt som på flere 

andre viser det sig iøvrigt, at tallene for de 

større stationsbyer ligger nærmere ved tallene 

for købstæderne end de mindre stationsbyers tal, 

jfr. tabellen, hvor der af hensyn til sammenligningen 

specielt er anført tallene for de større 

stationsbyer (d. v. s. m. over 2000 indb.) og 

de mindre købstæder (d. v. s. m. under 10.000 

indb.), hvis tal ligger ret tæt op ad hinanden, 

dog at lejlighederne i de bymæssige bebyggelser 

stadig gennemgående er større end i købstæderne. 

Med hensyn til lejlighedernes udstyr med moderne 

bekvemmeligheder står de bymæssige bebyggelser 

i denne henseende noget tilbage for 

købstæderne og især for hovedstaden. Medens 

antallet af lejligheder, der har indlagt lys, er 

nogenlunde ensartet i alle grupper af byer, viser 

det sig nemlig, at antallet af lejligheder med 

gas, w. c, bad, centralvarme og varmt vand ligger 

væsentlig lavere i stationsbyer o. 1. end i 

hovedstaden, købstæderne og disses forstæder*). 

Med hensyn til antallet af beboere pr. lejlighed 

viser det sig, at der her er nogen forskel 

mellem på den ene side forstadsbebyggelser og 

på den anden side stationsbyer o. 1. og købstæderne, 

hvilke sidste bygrupper til gengæld ligger 

ret tæt op ad hinanden. Det er klart, at 

man ved sammenligning af beboerantallet pr. 

lejlighed i de forskellige bygrupper må tage 

hensyn til afvigelserne med hensyn til de pågældende 

bygruppers fordeling af lejligheder 

af forskellig størrelse. I tabel 33 har man foretaget 

en opstilling over beboerantallet pr. lejlighed 

i de forskellige bygrupper, beregnet under 

forudsætning af en ensartet lejlighedsfordeling 

i de forskellige bygrupper. 

Tabel 33. Antal beboere pr. lejlighed 

(Standardgennemsnit). 



Købstæder m. v. m. under 5.000 indbyggere... 2,82 

Købstæder m. v. m. over 5.000 indbyggere .... 3,04 

Købstædernes forstæder 3,12 

Stationsbyer m. 3.500 indbyggere og derover.. 3,02 

Stationsbyer m. 2.OOO-3.5OO indbyggere 2,97 

Stationsbyer m. 1.000-2.000 indbyggere 2,96 

Samtlige stationsbyer m. over 1.000 indbyggere 2,98 

*) Den omstændighed, at kun ca. 59 % af stationsbyernes 

lejligheder har indlagt w.c. (mod 68 % 

i købstædernes forstæder og ca. 80 % i købstæderne 

og hovedstadens forstæder), må give 

et fingerpeg om, at de bymæssige kommuner i 

fremtiden vil kunne forvente relativt større udgifter 

til kloakering end købstæderne. 

Lejlighederne i forstadsbebyggelserne er således 

noget tættere beboede end noget andet 

sted, hvilket formentlig tildels hænger sammen 

med, at det relative antal af familier med børn 

er noget højere i forstæderne end i de øvrige 

bygrupper. Det viser sig endvidere, at der også 

på dette område til en vis grad kan drages en 

parallel imellem på den ene side de store stationsbyer 

og de store købstæder og på den anden 

side de små stationsbyer og de små købstæder. 

Når man ønsker at sammenligne det almindelige 

huslejeniveau i de forskellige bygrupper, 

støder man på den vanskelighed, at det er umuligt 

helt at eliminere de forskelle, der hænger 

sammen med forskellene i lejlighedernes størrelsesmæssige 

fordeling i de forskellige bygrupper 

og forskellene i deres udstyr og areal m. v. 

I tabel 34 har man anført en oversigt over 

den gennemsnitlige årlige husleje for udlejede 

lejligheder (d. v. s. bortset fra lejligheder, der 

bebos af ejeren), hvor tallene for de enkelte bygrupper 

er udarbejdet under den forudsætning, 

at lejlighederne i de forskellige kommuner fordeler 

sig efter størrelse på ensartet måde. 

Tabel 34. Gennemsnitlig årlig husleje 

(Standard gennemsnit). Kr. 

Hovedstaden 960 

Hovedstadens forstæder 1.197 

Købstæder m. v. m. under 5.000 indbyggere 581 

Købstæder m. v. m. over 5.000 indbyggere 732 

Samtlige Købstæder m. v 724 

Købstædernes forstæder 754 

Stationsbyer m. over 3-500 indbyggere 824 

Stationsbyer m. 2.OOO-3.5OO indbyggere 666 

Stationsbyer m. 1.000-2.000 indbyggere 606 

Samtlige stationsbyer m. over 1.000 indbyggere 697 

Det viser sig altså, at huslejen er noget højere 

i forstadsbebyggelserne end i købstæderne og 

de mindre stationsbyer, hvilket formentlig hænger 

sammen med, at en væsentlig større del af 

lejlighederne i forstæderne er indrettet i nyere 

ejendomme, der er opført under det højere byggeomkostningsniveau. 

Det er formentlig også 

dette forhold, der bevirker, at huslejeniveauet 

i de større stationsbyer - hvor tilvæksten i de 

sidste 20 år ligesom i forstæderne har været 

relativt stærkere end i købstæderne og i de mindre 

stationsbyer - ligger højere end i de mindre 

bebyggelser. Det viser sig jo iøvrigt, at der også 

på dette område kan drages paralleller imellem 

på den ene side de noget større købstæder og 

de større stationsbyer o. 1. og på den anden side 

de mindre købstæder og de mindre stationsbyer.

63 

Når huslejeniveauet i de mindre stationsbyer 

gennemgående ligger noget lavere end i købstæderne, 

hænger det formentlig til en vis grad 

sammen med den forskel, som almindeligvis 

gør sig gældende mellem købstæderne og stationsbyerne 

med hensyn til lejlighedernes udstyr. 

E. FORBRUGS- OG OPSPARINGSFOR- 

HOLD - LEVEOMKOSTNINGSNIVEAUET 

Der er tidligere foretaget forskellige statistiske 

undersøgelser af mere almindelig karakter 

til belysning af sammensætningen af familiernes 

forbrug og prisniveauets højde. Det kan således 

nævnes, at Det statistiske Departement på 

grundlag af indsendte husholdningsregnskaber 

har foretaget en undersøgelse af sammensætningen 

og størrelsen af familiernes forbrug i regnskabsåret 

1939/40 i de forskellige dele af landet 

(Statistiske Meddelelser, 4. række, 122. 

bind, 1. hefte). Der foreligger endvidere en til 

brug ved en revision af alders- og invaliderentelovgivningen 

udarbejdet undersøgelse vedrørende 

prisniveauets højde i de forskellige områdegrupper 

(Rigsdagstidende 1945/46, tillæg B, 

sp. 2193 ff.)> og endelig er der til brug ved 

beregningen af detailpristallet senest i 1948 

foretaget almindelige forbrugsundersøgelser. 

De foreliggende undersøgelser er imidlertid 

af forskellige grunde ikke særlig velegnede til 

at belyse forholdene specielt i de bymæssige 

bebyggelser i sammenligning med på den ene 

side købstæderne og hovedstaden og på den anden 

side de rene landdistrikter eller til at belyse, 

i hvilket omfang der på de omhandlede 

områder måtte kunne konstateres forskelle, der 

hænger sammen med vedkommende bys størrelse. 

Det statistiske Departement er for tiden i 

færd med at gennemføre en omfattende undersøgelse 

til belysning af arbejderes, funktionærers 

og tjenestemænds forbrugs- og opsparingsforhold 

samt til belysning af spørgsmålet om, 

hvorvidt der i aldersrentemodtageres leveomkostningsniveau 

måtte være forskelle, der er betinget 

i forskelle i prisniveauet i de tre takstområder, 

hvori folkeforsikringsloven deler landet: 

1) Hovedstaden og dennes omegn, 2) købstæder 

og større bymæssige bebyggelser samt 3) 

landkommuner med mindre eller ingen bymæssige 

bebyggelser. 

Undersøgelsen baseres på oplysninger, der 

tilvejebringes ved henvendelser til et repræsentativt 

udsnit af landets husstande, bl. a. således 

at man henvender sig til alle arter af husstande 

(ægtepar med eller uden børn og enlige 

med eller uden børn). Der agtes foretaget særskilte 

undersøgelser af forholdene i de bymæssige 

bebyggelser, ligesom man også agter at lade 

undersøgelsen omfatte lønmodtagerhusstande i 

de ikke bymæssigt bebyggede dele af landkommuner 

med bymæssig bebyggelse. 

Først når det ved en sådan undersøgelse tilvejebragte 

oplysningsmateriale foreligger, vil 

der være skabt grundlag for en tilbundsgående 

undersøgelse af forholdene i de bymæssige bebyggelser 

med hensyn til befolkningens forbrugs- 

og opsparingsforhold og med hensyn til 

leveomkostningernes højde i de forskellige bygrupper, 

hvorfor udvalget ikke vil kunne give 

nogen redegørelse for de bymæssige bebyggelsers 

forhold på dette område. 

F. SKOLEFORHOLDENE I DE BYMÆS- 

SIGE BEBYGGELSER (KOMMUNER) 

Efter folkeskoleloven (lov nr. 160 af 18. maj 

1937) gælder der forskellige regler for folkeskolens 

ordning henholdsvis i købstad- og sognekommuner. 

Den for købstæderne foreskrevne 

skoleordning kan i korthed betegnes som noget 

mere differentieret med hensyn til undervisningens 

art og omfang, bl. a. således at det 

foreskrevne antal undervisningstimer ligger noget 

højere end i landsbyskolerne. Hertil kommer, 

at kun købstadskoleordningen åbner mulighed 

for at lade eleverne gennemgå mellemskole-undervisning, 

der er den afgørende betingelse 

for optagelse i en højere almenskole med 

henblik på forberedelse til real- eller studentereksamen. 

Sondringen mellem købstadordnede 

og landsbyordnede skoler har endelig betydning 

på enkelte punkter vedrørende skolens bestyrelse, 

lærerembedernes normering m. v. 

Efter folkeskolelovens § 2 er der dog adgang 

til at ordne en folkeskole på landet på 

samme måde som en købstadskole. Denne adgang 

er i vidt omfang blevet anvendt, fortrinsvis 

af bymæssige kommuner. Langt det overvejende 

flertal af de ialt 123 kommuner, der 

har een eller flere købstadordnede skoler, har 

bymæssig bebyggelse. Kun 5 af disse 123 kommuner 

har enten slet ingen bymæssig bebyggelse 

eller kun mindre bebyggelser (med under 

500 indbyggere), og 92 af de omhandlede 

kommuner er kommuner med bymæssig bebyggelse 

på over 1000 indbyggere.

64 

Tabel 35. Antal bymæssige kommuner med over 1.000 indbyggere i bymæssig bebyggelse, der 

pr. 15. februar 1956 havde een eller flere købstadordnede skoler. 

Bymæssige kommuner Forstadskommuner*) Stationsbykommuner 

Fordelt efter indbyggertal Antal Heraf med købstad- Antal Heraf med købstadi 

bymæssig bebyggelse kommuner ordnede skoler kommuner ordnede skoler 

over 3.500 indbyggere 20 20 13 13 

2.000-3.500 indbyggere 6 4 19 19 

1.500-2.000 indbyggere 4 4 30 22 

1.000-1.500 indbyggere 9 0 41 15 

*) Herunder hovedstadens forstadskommuner. 

I tabel 35 ovenfor er angivet, hvor stort et 

antal af de i hver størrelsesgruppe placerede 

kommuner, jfr. oversigten i bilag 2, der pr. 15. 

februar 1956 har en eller flere købstadordnede 

skoler. 

Det fremgår af tabellen, at adgangen til at 

etablere købstadordnede skoler er anvendt af så 

godt som alle kommuner med over 1500 indbyggere 

i bymæssig bebyggelse**), medens den 

i noget mindre omfang er benyttet af kommuner 

med lavere indbyggertal i bymæssig bebyggelse. 

G. BESKATNINGEN I DE BYMÆSSIGE 

KOMMUNER 

**) Bortset fra Slagelse Skt. Peders landsogn, Hover, 

Finderup, Tersløse-Skellebjerg, Børglum-Furreby, 

Vrå-Em, Egvad, Sal, Nørre Åby og Vejlby-Strib. 

a. Den kommunale beskatnings form. 

Medens reglerne om udskrivning af statsskatterne 

er ens for købstad- og sognekommuner 

(bortset fra reglerne om børnefradrag m. v.), 

er der væsentlige forskelle i den kommunale beskatning 

mellem købstadkommuner og sognekommuner. 

Forskellene viser sig især i den 

måde, hvorpå de til kommunernes drift fornødne 

skattebeløb pålignes skatteyderne, herunder 

navnlig hvorledes udskrivningen fordeler 

sig på fast ejendom og på indkomster. Idet der 

med hensyn til de herom gældende reglers nærmere 

indhold og virkninger for de bymæssige 

kommuner henvises til kapitel 14 nedenfor, skal 

det bemærkes, at den væsentligste forskel i beskatningsformen 

imellem købstæderne og de bymæssige 

kommuner beror på de forskellige regler, 

der gælder om fastsættelsen af udskrivningen 

på fast ejendom, hvortil kommer, at den del 

af den kommunale skatteudskrivning uden for 

købstæderne, der udskrives af amtskommunen, 

udelukkende pålignes de faste ejendomme. Disse 

forhold bevirker, at ejendomsskatternes andel 

af de samlede kommunale skatter bliver betydelig 

større i sognekommunerne end i købstadkommunerne. 

I tabel 36 har man på grundlag af oplysningerne 

om de i de enkelte kommuner i skatteåret 

1954/55 udskrevne opholdskommuneskatter*), 

erhvervskommuneskatter samt kommunale 

ejendomsskatter**) såvel til den pågældende 

kommune som til amtskommunen beregnet, 

hvor stor en del af de således udskrevne samlede 

skattebeløb der i de forskellige kommunegrupper 

udskrives henholdsvis som personlige 

skatter og som ejendomsskatter. Med hensyn 

til størrelsen af de udskrevne absolutte beløb 

henvises til bilag 9, der indeholder en oversigt 

over forskellige forhold vedrørende beskatningen. 

Det fremgår af tabel 36, at forskellen mellem 

den måde, hvorpå de kommunale skatter udskrives 

henholdsvis i købstæder og i sognekommuner, 

er meget væsentlig. I forhold til de rene 

landkommuner viser beskatningsforholdene i de 

bymæssige kommuner dog en vis tilnærmelse 

til forholdene i købstæderne, en tilnærmelse, 

der bliver stærkere, jo større den bymæssige bebyggelse 

er. Dette forhold hænger sammen med 

en tendens i større bymæssige kommuner til at 

fastsætte ligningsforholdet, d. v. s. forholdet 

mellem de af kommunen udskrevne personlige 

skatter og ejendomsskatterne, på en sådan måde, 

at de egenkommunale ejendomsskatters andel 

af kommunens samlede skatteudskrivning - ligesom 

i købstæderne - bliver forholdsvis ringe. 

Det kan iøvrigt bemærkes, at den andel af 

de samlede kommunale ejendomsskatter, der i 

den enkelte kommune udskrives som ejendomsskyld 

(på grundlag af forskellen mellem ejen- 

*) Efter fradrag af nedsættelse i opholdskommuneskatten 

for erhvervsskatteydere til andre kommuner. 

**) Bortset fra de ejendomsskatter, der er udskrevet 

(men ikke opkrævet) på ejendomme, der i medfør 

af byggestøttelovgivningen er fritaget for eller 

har fået henstand med ydelse af ejendomsskyld.

65 

Tabel 36. De i 1954/55 udskrevne samlede kommunale skatter fordelt efter beskatningsgrundlaget. 

Ejendomsskatter til 

Personlige egen kommune og 

skatter 

°/o 

til amtskommunen 

°/o 

lait 

% 

Hovedstaden 89,6 10,4 100 

(heraf Gentofte) 82,6 17,4 100 

Hovedstadens forstadskommuner 75,0 25,0 100 

Købstæder m. v. m. over 5.000 indbyggere 95,2 4,8 100 

Købstæder m. v. m. under 5.000 indbyggere 95,4 4,6 100 

Samtlige købstæder m. v 95,2 4,8 100 

Købstædernes forstadskommuner* ) 

m. over 3-500 indbyggere 66,9 33,1 100 

m. 2.000-3.500 indbyggere 65,6 34,4 100 

m. 1.500-2.000 indbyggere 48,3 51,7 100 

m. 1.000-1.500 indbyggere 45,7 54,3 100 

Samtlige købstadforstæder m. over 1.000 indbyggere ... 62,0 38,0 100 

Stationsbykommuner* ) 

m. over 3-500 indbyggere 66,2 33,8 100 

m. 2.OOO-3.5OO indbyggere 63,4 36,7 100 

m. 1.500-2.000 indbyggere 57,4 42,6 100 

m. 1.000-1.500 indbyggere 54,2 45,8 100 

Samtlige stationsbykommuner m. over 1.000 indbyggere 60,3 39,7 100 

Øvrige sognekommuner 45,0 55,0 100 

Hele landet 74,1 25,9 100 

*) Fordelt efter størrelsen af indbyggertallet i den bymæssige bebyggelse i overensstemmelse med 

den i bilag 2 angivne fordeling. 

domsskyldvurdering og grundværdi, »forskelsværdien«) 

, er langt større i købstæderne end i de 

bymæssige kommuner og i de rene landkommuner. 

Således udgør den udskrevne ejendomsskyld 

i købstæderne gennemsnitligt 52 % af de samlede 

ejendomsskatter, medens ejendomsskylden 

i bymæssige kommuner og i rene landkommuner 

gennemsnitlig kun udgør henholdsvis 35- 

40 % og 29 % af de samlede sognekommunale 

ejendomsskatter. Den amtskommunale ejendomsskyld 

udgør i de bymæssige kommuner ca. 36 % 

og i de rene landkommuner ca. 19 % af de samlede 

amtskommunale skatter. 

Særligt med hensyn til den amtskommunale 

beskatning i sognekommunerne skal det bemærkes, 

at de amtskommunale skatter udgør en relativt 

større andel af de samlede kommunale 

skatter i de rene landkommuner end i de bymæssige 

kommuner, jfr. tabel 37, hvor det tillige 

er angivet, hvilke beløb der i skatteåret 

1954/55 er udskrevet i amtskommunale skatter 

pr. indbygger. 

Det fremgår af tabellen, at der er en tendens 

til, at de amtskommunale skatters andel af den 

samlede kommunale beskatning er lavere i kommuner 

med større bymæssig bebyggelse end i 

kommuner, der har mindre bebyggelser. Det ses 

endvidere af tabellen, at de beløb, der pr. indbygger 

erlægges i amtskommunale skatter, gen- 

5 

nemgående er lavere i de bymæssige kommuner 

end i de rene landkommuner. 

Tabel 37. De i 1954/55 udskrevne amtskommunale 

skatter i pct. af den samlede kommunale beskatning. - 

Udskrevne amtskommunale skatter pr. indbygger i de 

forskellige kommunegrupper. 

Amtskommunale Amtskommuskatter 

i pct. af nal ejendomssamtlige 

skat pr. indbygkommuneskatter 

ger pr. 1.-4.-54 

«/o 

kr. 

Gentofte 14,0 80,41 

Hovedstadens forstæder ... 15,3 56,42 


forstadskommuner* ) 

m. over 3.500 indb 16,2 48,89 

m. 2.OOO-3.5OO indb 15,6 44,69 

m. 1.500-2.000 indb 19,1 46,88 

m. 1.000-1.500 indb 18,7 55,47 

Købstadforstadskommuner 

med over 1.000 indb 16,8 49,25 

Stationsby kommuner* ) 

m. over 3.500 indb 14,8 45,12 

m. 2.000-3.500 indb 14,2 39,71 

m. 1.500-2.000 indb 15,4 40,81 

m. 1.000-1.500 indb 17,0 41,24 

Stationsby kommuner m. o. 

1.000 indb 15,3 41,85 

Øvrige sognekommuner ... 20,0 54,07 

Samtlige amtskommuner ... 18,3 52,97 

*) Fordelt efter størrelsen af indbyggertallet i den 

bymæssige bebyggelse i overensstemmelse med 

den i bilag 2 angivne fordeling.

66 

Med hensyn til forholdet mellem de i kommunen 

udskrevne personlige skatter henholdsvis 

til opholdskommunen (efter fradrag af nedslag 

i opholdskommuneskatten for erhvervsskatteydere) 

og til erhvervskommunen viser det 

sig — naturligt nok - at erhvervsskatten udgør 

en væsentlig større del af de personlige skatter 

i købstadkommuner end i de bymæssige kommuner. 

I disse sidste kommuner betyder erhvervsskatten 

dog noget mere i forstadskommuner 

end i stationsbykommuner, jfr. tabel 38. 

Tabel 38. Den i 1954/55 udskrevne erhvervsskat i 

procent af de samlede pålignede personlige skattebeløb. 



Købstæder m. v. m. o. 5.000 indb 1,9 

Købstæder m. v. m. u. 5.000 indb 1,0 

Stationsbyer m. o. 1.000 indb 0,4 

Købstadforstæder m. o. 1.000 indb 0,7 

Hele landet 1,7 

Af tabel 38 fremgår det iøvrigt, at erhvervsskatten 

i forhold til opholdskommuneskatten 

betyder mere i købstæder med over 5000 indbyggere 

end i de mindre købstæder, hvilket formentlig 

bl. a. hænger sammen med, at det især 

er i de større købstæder, at beskæftigelsesmulighederne 

findes, ligesom de større forstadsbebyggelser 

især er koncentreret omkring de større 

købstæder. Erhvervsskattens andel af den samlede 

personbeskatning ligger temmeligt højt i 

hovedstadens forstadskommuner, hvilket hænger 

sammen med hele hovedstadssamfundets 

særlige struktur. 

Tabellens tal må iøvrigt læses med det forbehold, 

at der er tale om gennemsnitstal. 

Spørgsmålet om, hvorvidt en bymæssig kommune 

overhovedet har erhvervsskatteindtægter 

af betydning, afhænger i høj grad af vedkommende 

bebyggelses forhold iøvrigt, og tallene 

varierer derfor meget stærkt fra kommune til 

kommune. Det kan således nævnes, at flere stationsbykommuner 

overhovedet ikke har budgetteret 

udskrivning af erhvervsskat i 1954/55, 

medens erhvervsskatteindtægterne i andre stationsbykommuner 

udgør væsentlige beløb. 

b. Den kommunale skattebyrde. 

Såfremt man ønsker at give et billede af 

skattebyrden i en kommune som et udtryk for 

den belastning af den enkelte borgers økonomi, 

som tilvejebringelsen af de kommunale goder 

indebærer, møder man den vanskelighed, at det 

er umuligt at finde frem til et enkelt tal, der 

er i stand til at give et fuldstændig klart og dækkende 

billede af forholdene. En række faktorer 

spiller ind, når man vil bedømme skattebyrden 

i de forskellige kommuner, f. eks. hvorledes 

progressionen i den kommunale indkomstbeskatning 

er tilrettelagt, og hvorledes de skattepligtige 

indkomster fordeler sig på de forskellige 

indkomsttrin, hvilken indtægtsgrænse der er 

fastsat for indkomstskattepligt til kommunen, 

skatteligningens effektivitet, forholdet mellem 

de i kommunen udskrevne personlige skatter 

og ejendomsskatterne, forholdet mellem ejendomsskyldværdierne 

og ejendommenes værdi i 

handel og vandel etc. 

Alle disse faktorer kan ikke samordnes i et 

klart talmæssigt udtryk, men man skal dog i det 

følgende fremdrage enkelte forhold til belysning 

af forskellige sider af problemet vedrørende 

den kommunale beskatnings omfang og vægt 

i de forskellige kommunegrupper. 

Idet man med hensyn til den kommunale personbeskatning 

henviser til de af Det statistiske 

Departement udsendte publikationer om ejendoms- 

og personbeskatningen, senest Statistiske 

Meddelelser, 4. række, 161. bind, 1. hæfte, 

»Ejendoms- og personbeskatningen i skatteåret 

1954/55«, hvor der er foretaget særlige udskillelser 

af det foreliggende materiale vedrørende 

stationsby- og forstadskommuner, skal det bemærkes, 

at det overvejende flertal af bymæssige 

kommuner ligesom samtlige købstadkommuner 

anvender en vejledende ligningsskala 

ved beregningen af de forhøjelser og nedsættelser 

af de til statsskat ansatte indkomster, 

Tabel 39. Antal kommuner med bymæssig bebyggelse 

på over 1.000 indbyggere, der anvender ligningsskala. 

Antal heraf med 

kommuner ligningsskala 

Hovedstadens forstæder 9 9 

Købstædernes forstæder*) 

m. o. 3.500 indb 11 11 

m. 2.OOO-3.5OO indb 6 6 

m. 1.500-2.000 indb 4 2 

m. 1.000-1.500 indb 9 6 

Samtlige købstadforstæder 

m. o. 1.000 indb 30 25 

Stationsbyer*) 

m. o. 3.500 indb 13 12 

m. 2.000-3.500 indb 19 14 

m. 1.500-2.000 indb 30 18 

m. 1.000-1.500 indb 41 19 

Samtlige stationsbyer m. o. 

1.000 indb 103 63 

*) Fordelt efter størrelse i overensstemmelse med 

den i bilag 2 angivne fordeling.

67 

der ligger til grund for beregningen af de pålignede 

opholdskommuneskatter. Det viser sig 

dog, at omfanget af ligningsskalaers anvendelse 

er aftagende med bebyggelsens størrelse, jfr. 

tabel 39*). 

Den i en kommune anvendte ligningsskala vil 

være et væsentligt moment til bedømmelse af 

skattebyrden på de enkelte indkomsttrin, idet 

dens opbygning er afgørende for den progression, 

hvormed skatten udskrives. De i de forskellige 

kommuner anvendte ligningsskalaer viser 

sig imidlertid at være af højst uensartet indhold. 

I visse kommuner er beskatningen af de 

lavere indkomster forholdsvis lempelig, medens 

beskatningen af mellemindkomsterne er forholdsvis 

hård, og i andre kommuner anvendes 

der en noget mere jævnt stigende skala. Progressionens 

styrke og omfang er i den grad varierende 

fra kommune til kommune, at det 

næppe er muligt at sige noget om, hvorvidt der 

i almindelighed er forskelle på beskatningens 

hårdhed som følge af ligningsskalaernes opbygning 

i henholdsvis købstæderne, de bymæssige 

kommuner og de rene landkommuner, der anvender 

ligningsskala. 

Med hensyn til skatte- og lignings-procenterne 

skal det bemærkes, at disse i de bymæssige kommuner 

gennemgående ligger lavere end i købstæderne, 

men det må her - ligesom hvor der på 

andre punkter vedrørende skatteudskrivningen 

drages sammenligninger imellem købstadkommuner 

og bymæssige kommuner — erindres, at 

en væsentlig større del af den samlede kommunale 

skattebyrde i de bymæssige kommuner udskrives 

på fast ejendom, selv i de større bymæssige 

kommuner, hvilket som regel udelukker, 

at der kan drages generelle slutninger af sådanne 

sammenligninger. 

For at give et billede af skattebyrden i de forskellige 

kommunegrupper, taget som et udtryk 

for den pris, der af borgerne må betales for tilvejebringelsen 

af de kommunale goder, har 

man udarbejdet nedenstående tabel 40, der bl. 

a. giver oplysning om de samlede kommuneskattebeløb, 

der i skatteåret 1954/55 er udskrevet 

i de anførte kommunegrupper, henholdsvis 

pr. indbygger i kommunen den 1. april 1954 

og pr. skatteyder til staten i skatteåret 1954/55, 

ligesom tabellen giver oplysning om forholdet 

mellem de i de forskellige kommunegrupper 

*) Mange sognekommuner anvender dog »faste regler« 

ved ligningen efter formue og lejlighed, uden 

at disse regler er nedfældet i en egentlig, offentliggjort 

ligningsskala. 

udskrevne samlede kommunale skattebeløb og 

skatteydernes samlede ansatte indkomster (til 

staten). 

Den samlede skattebyrde er, ligesom foran i 

tabel 36, opgjort som de beløb, der i 1954/55 

er udskrevet i henholdsvis kommunal opholdskommuneskat 

(efter fradrag af nedslag for erhvervsskatteydere), 

erhvervsskat og egenkommunale 

ejendomsskatter samt - for sognekommunernes 

og Marstals vedkommende - tillige 

i amtskommunale ejendomsskatter (jfr. oversigten 

i bilag 9). Når man ved beregningen af 

skattebyrden pr. skatteyder samt ved beregningen 

af skattebyrden i forhold til indkomstmassen 

har valgt i tabel 40 at lægge antallet af 

skatteydere til staten og den for disse ansatte 

statsskattepligtige indkomst til grund i stedet 

for at gå ud fra antallet af opholdskommuneskatteydere 

og den samlede indkomst, hvoraf 

der svares skat til opholdskommunen, skyldes 

det ønsket om at anvende et for alle kommuner 

ensartet beregningsgrundlag. Antallet af kommuneskatteydere 

og størrelsen af disses samlede 

ansatte indkomst til opholdskommuneskat vil 

nemlig være påvirket af, hvilken indtægtsgrænse 

der i den enkelte kommune er fastsat for indtræden 

af skattepligt til kommunen. Den nævnte 

indtægtsgrænse har - på grund af særlige 

forhold netop i det omhandlede skatteår - varieret 

stærkt fra kommune til kommune. Hertil 

kommer, at indtægtsgrænsen for indkomstskattepligt 

til staten er sat relativt højt*) i forhold 

til de grænser, der gælder for indkomstskattepligt 

til kommunen, således at antallet af statsskatteydere 

og disses samlede indkomst i højere 

grad kan siges at være udtryk for den personkreds 

og den indkomstmasse, der »bærer« skattebyrden 

i kommunen. Det må dog på den anden 

side bemærkes, at man ikke herved er nået frem 

til et fuldgyldigt grundlag for bedømmelsen af 

skattebyrden, idet det må erkendes, at en vis 

del af den samlede kommunale skattebyrde bæres 

af personer, hvis indtægt ligger under grænsen 

for statsskattepligt, bl. a. i form af de ejendomsskatter, 

der pålignes sådanne personer, enten 

direkte eller indirekte igennem huslejen. 

Det fremgår af tabel 40, at forholdet mellem 

antallet af personer, hvis indkomst ligger over 

grænsen for statsskattepligt, og antallet af indbyggere 

varierer noget, men at variationerne 

*) For skatteåret 1954/55 var grænsen for skattepligt 

til staten for forsørgere i hovedstaden 4.000 

kr., i købstæder m. v. 3.800 kr. og i det øvrige 

land 3.600 kr. 

5*

68 

Tabel 40. De samlede i 1954J55 udskrevne kommunale skattebeløb fordelt pr. indbygger og 

pr. stats skatteyder m. v. 

Statsskatteydere Kommunal ^° mmun , al Ansat indtægt . Saml , et komm - S» 1 « k TT" 

ipct.afindb.pr. skattebyrde 

1.-4.1954 pr. indbygger*) 

skattebyrde 

P'-statsskattep 

statsskatte- skattebyrde i pct. nal skattebyrde 

der af samle i pct. af den 

' i yder*) \ statsskattephg- samlede 

- 

pct Kn 

kr. 

kr - tig indkomst indkomst**) 

Hovedstaden 38,2 392 1.026 10.035 10,23 9,38 

Hovedstadens forstadskommuner 

34,3 369 1.074 10.454 10,28 9,69 

Købstæder m. v. 

m. o. 5.000 indb 31,1 313 1.004 8.804 11,40 9,95 

m. u. 5.000 indb 30,3 305 1.007 8.579 11,73 10,09 

Samtlige købstæder 31,1 312 1.003 8.790 11,41 9,95 

Købstædernes forstadskommuner***) 

m. o. 3.500 indb 30,7 301 981 9-372 10,47 9,42 

m. 2.OOO-3.5OO indb. ... 29,0 287 982 8.684 11,31 9,72 

m. 1.5OO-2.OOO indb. ... 32,0 246 769 8.231 9,34 8,23 

m. 1.000-1.500 indb. ... 35,4 297 838 8.092 10,35 9,18 

Samtlige m. o. 

1.000 indb. ialt 31,4 294 938 8.962 10,47 9,34 

Stationsbykommuner* * * ) 

m. o. 3.500 indb 30,8 314 1.019 9-210 11,07 9,93 

m. 2.000-3.500 indb. ... 29,6 280 950 8.103 11,72 10,06 

m. 1.5OO-2.OOO indb. ... 28,6 265 927 7.830 11,85 9,96 

m. 1.000-1.500 indb. ... 28,4 243 85j> 7.427 11,52 9,58 

Samtlige m. o. 

1.000 indb. ialt 29,3 274 934 8.133 11,49 9,86 

Øvrige sognekommuner .. 29,1 270 926 7.292 12,70 10,66 

Hele landet 32,0 315 982 8.706 11,28 9,96 

*) Herunder amtskommunale skatter. 

**) D.v.s. de samlede kommuneskattepligtige indkomster før forhøjelser og nedsættelser efter formue og lejlighed 

med tillæg af de for kommuneskat fritagne småindkomster samt nedslag i ansættelsen, der er indrømmet 

alders- og invaliderentenydere m. fl. 

***) Opdelt efter størrelsen af den bymæssige bebyggelse i overensstemmelse med den i bilag 2 angivne fordeling. 

især kommer frem imellem på den ene side 

hovedstaden, hvor 38 % af indbyggerne svarer 

indkomstskat til staten, og på den anden side 

provinsen, hvor procenten kun ligger på omkring 

30, dog således at procenten gennemgående 

er noget højere i købstæderne og i disses 

forstæder end i de rene landdistrikter og i stationsbyerne. 

Forskellen i de forskellige områder, 

der beror på en lang række forskellige faktorer, 

herunder den forskellige alders- og indkomstfordeling, 

forklarer de afvigelser, der konstateres 

med hensyn til forholdet mellem skattebyrdens 

størrelse pr. indbygger og pr. skatteyder. Opgørelsen 

af den absolutte skattebyrde pr. indbygger 

og pr. skatteyder viser, at den kommunale skattebyrde, 

målt i kr. og ører, var noget større i 

hovedstadsområdet end i det øvrige land, dog 

at de større stationsbykommuner ved opgørelsen 

af skattebyrden pr. statsskatteyder nærmer sig 

hovedstadens niveau. Gennemsnitligt viser det 

sig, at skattebyrden pr. statsskatteyder har været 

nogenlunde lige stor for stationsbykommuner 

og for købstædernes forstadskommuner, og at 

den for begge kommunegruppers vedkommende 

stiger med bebyggelsens størrelse. 

De anførte skattebeløb pr. indbygger og pr. 

skatteyder kan imidlertid kun give et indtryk 

af den pris, som kommunens borgere gennemsnitligt 

må betale for tilvejebringelsen af de 

kommunale goder, men tallene giver ikke noget 

indtryk af, i hvilket omfang denne skattebyrde 

belaster borgernes økonomi. Til dette formål er 

det nødvendigt at betragte den absolutte skattebyrde 

i forhold til befolkningens skatteevne, som 

ikke behøver at være den samme fra område til 

område. For den personlige kommuneskats vedkommende 

udtrykkes dette forhold ved hjælp af 

»skatteprocenten«, men som foran nævnt giver 

de kommunale skatteprocenter ikke megen vejledning 

med hensyn til den egentlige kommu-

69 

nåle skattebyrde ved sammenligninger mellem 

købstæder og sognekommuner eller mellem disse 

kommuner indbyrdes, bl. a. fordi den reelle 

skattebyrde i høj grad påvirkes af forholdet 

mellem de personlige skatter og de kommunale 

ejendomsskatter i de forskellige kommuner. 

Når man vil sætte de samlede kommunale 

skatter, herunder såvel de egenkommunale som 

de amtskommunale ejendomsskatter, i forhold 

til skatteevnen hos befolkningen i en kommune, 

vil det imidlertid være vanskeligt at finde frem 

til et fuldt dækkende udtryk for skatteevnen. 

Ved beregningen af den kommunale skatteprocent 

sætter man skattebyrden (d. v. s. den 

udskrevne personlige opholdskommuneskat) i 

forhold til indkomsterne. I bilag 9 har man 

foretaget en beregning af indkomstniveauet i 

de forskellige kommunegrupper, hvoraf det 

fremgår, at gennemsnitsindkomsten stiger med 

bysamfundets størrelse. Det er imidlertid klart, 

at indkomstmassen i en kommune ikke i samme 

grad vil have værdi som udtryk for skatteevnen, 

når man vil sætte den i relation til den samlede 

udskrevne kommuneskat, hvori der også er medregnet 

erhvervsskat pålignet personer, der ikke 

har bopæl i kommunen. Også den omstændighed, 

at de faste ejendommes værdi uden for købstæderne 

rent faktisk spiller en langt større 

rolle som beskatningsgrundlag end i købstadkommunerne, 

kan blive af betydning for bedømmelsen, 

såfremt man tager indkomstmassen som 

udtryk for skatteevnen. 

Med disse forbehold i erindring vil man 

kunne beregne en slags »skatteprocent« ved at 

sætte de samlede udskrevne kommunale skattebeløb 

i forhold til indkomstmassen, hvorved 

man får et udtryk for skattebyrdens højde i de 

forskellige kommunegrupper, såfremt de i 

1954/55 udskrevne samlede kommunale skattebeløb 

var udskrevet alene på indkomsterne. 

I næstsidste kolonne i tabel 40 har man for 

de forskellige kommunegrupper beregnet en 

»skatteprocent« på grundlag af de samlede statsskattepligtige 

indkomster i hver kommunegruppe 

(jfr. bemærkningerne herom foran). 

Det er klart, at denne procent ikke kan tages 

som et fuldt dækkende udtryk for skattebyrden i 

de forskellige kommuner, dels på grund af den 

forskellige effektivitet i skatteligningen, dels 

fordi billedet kan forrykkes på grund af den 

omstændighed, at der i de rene landkommuner 

må formodes at være relativt flere kommuneskatteydere, 

hvis indkomster ikke medregnes i 

den samlede jfø/jskattepligtige indkomstmasse, 

end i bykommunerne. Endelig må det tages 

i betragtning, at den statsskattepligtige indkomst 

kun er et udtryk for den samlede indkomstmasse 

efter fradrag for betalte skatter og forsikringsbidrag. 

Tallene viser, at den samlede kommunale 

skattebyrde målt på den omhandlede måde virker 

noget tungere i købstæderne og i stationsbyerne 

end i hovedstadsområdet og i købstædernes 

forstæder, hvor der viser sig ret store 

variationer imellem de enkelte størrelsesgrupper. 

Skattebyrden er noget lavere i de større 

købstæder (med over 5000 indbyggere) og i 

de større stationsbyer (med over 3500 indbyggere) 

end i de mindre byer i begge grupper. 

Endelig har man i tabel 40's sidste kolonne 

beregnet en »skatteprocent« på grundlag af den 

samlede indkomstmasse (opgjort som de samlede 

kommuneskattepligtige indkomster før forhøjelse 

og nedsættelse efter formue og lejlighed 

med tillæg af de for kommuneskat fritagne 

småindkomster samt rentenyder-nedslag). Disse 

tal viser nogenlunde samme linie, dog at forskellene 

mellem de enkelte kommunegrupper 

bliver knap så udprægede. 

Ved bedømmelsen af de således beregnede 

»skatteprocenter« må det dog erindres, at disse 

procenter ikke kan tages som udtryk for, 

hvorledes skattebyrden føles af den enkelte borger 

i de forskellige kommunegrupper. Ved beregningen 

af skattebyrden i forhold til indkomsten 

er der nemlig ikke taget hensyn til de for 

størrelsen af skatteudskrivningen på den enkelte 

borger i kommunen meget væsentlige faktorer, 

skatteligningens effektivitet, indkomstfordelingen 

og udskrivningsprogressionens styrke og 

omfang. Det er klart, at gennemsnitsindkomsten 

pr. skatteyder vil miste sin værdi som udtryk 

for befolkningens skatteevne ved sammenligninger 

mellem de forskellige kommunegrupper og 

kommuner, i samme omfang som der i kommunegrupperne 

eller i kommunerne findes en 

forskellig indkomstfordeling og derudover anvendes 

forskellige progressionsskalaer med hensyn 

til indkomstskattens udskrivning. Da indkomstfordelingen 

må antages gennemgående at 

være noget mere differentieret i bykommunerne 

end i landkommunerne, navnlig således at der i 

bykommunerne findes relativt flere skatteydere 

i de højere indkomstklasser, og da der tillige er 

væsentlige forskelle med hensyn til progressionens 

styrke og omfang i de forskellige kommuner, 

må man tage forbehold med hensyn til de 

slutninger, der vil kunne drages på grundlag 

af de anførte tal med hensyn til skattebyrden 

på den enkelte borger i de forskellige kommunegrupper.

KAPITEL 5 

De bymæssige kommuners finanser. 

Den statistik over kommunernes finanser, som 

Det statistiske Departement udarbejder, og som 

har dannet grundlag for den følgende fremstilling, 

hviler på de årlige oversigter over kommuneregnskaberne, 

der af kommunerne indsendes 

til Det statistiske Departement. 

Det for købstæderne gældende regnskabsskema 

er opstillet efter driftsregnskabssystemet, 

medens sognekommunernes regnskabsform i nogen 

grad afviger herfra. Et stigende antal sognekommuner, 

især de bymæssige kommuner, benytter 

sig imidlertid af adgangen til at aflægge 

regnskaberne efter det for købstæderne gældende 

regnskabsskema. 

For at opnå sammenlignelighed mellem kommunegrupperne 

har departementet ved den statistiske 

bearbejdelse omregnet tallene for de 

sognekommuner, der fører deres regnskaber efter 

den sognekommunale kontoplan. Omregningen 

består navnlig i, at der, for så vidt angår 

faste ejendomme m. v., er beregnet forrentning 

og afskrivning, der er medtaget som driftsudgifter. 

Ved departementets årlige opgørelser over 

sognekommunernes regnskaber opdeles kommunerne 

i følgende 3 grupper: 

1. Forstadskommuner med een eller flere bymæssige 

bebyggelser på ialt mindst 1000 indbyggere 

(herunder hovedstadens forstadskommuner) 

. 

2. Andre kommuner med mindst een bymæssig 

bebyggelse med 1000 indbyggere eller derover 

(stationsbykommuner). 

3. Øvrige kommuner. 

Antallet af kommuner og indbyggertallet i 

disse udgjorde ved folketællingen i 1950 for 

gruppe 1, 39 kommuner med ialt 335.000 indbyggere 

(gennemsnitligt 8599 indbyggere pr. 

kommune), for gruppe 2, 103 kommuner med 

ialt 365.000 indbyggere (gennemsnitligt 3548 

indbyggere pr. kommune), og for gruppe 3, 

1158 kommuner med ialt 1.478.000 indbyggere 

(gennemsnitligt 1276 indbyggere pr. kommune). 

Det bemærkes, at departementet i de offentliggjorte 

tabel værker vedrørende kommune- og 

havneregnskaberne anvender en yderligere opdeling 

af gruppe 3 i tre undergrupper efter 

landbrugsbefolkningens procentvise andel af 

folketallet. Denne yderligere opdeling vil imidlertid 

ikke blive anvendt her. 

A. INDTÆGTS- OG UDGIFTSSTRUKTUR 

I det følgende vil regnskabstallene for de bymæssige 

kommuner (grupperne 1 og 2) blive 

sammenholdt med tallene for de egentlige landkommuner 

(gruppe 3) samt med tallene for 

hovedstaden*) og for købstæderne m. v. med 

henholdsvis over og under 5000 indbyggere 

med det formål at søge konstateret, i hvilket 

omfang de bymæssige kommuners indtægts- og 

udgiftsstruktur nærmer sig købstadkommunernes 

og adskiller sig fra de egentlige landkommuners. 

Amtskommunerne er i det hele holdt uden 

for nærværende redegørelse, da de på grund af 

deres særlige forhold ikke kan komme i betragtning 

ved de sammenligninger, der her skal 

foretages. De bidrag, som sognekommunernes 

beboere yder til amtskommunerne (ejendomsskatter 

m. v.), og udgifterne til de ydelser (hospitalsophold 

m. v.), som beboerne modtager, 

kommer derfor ikke til udtryk her. 

Da den enkelte kommune danner en financiel 

helhed, er det selvsagt ikke muligt at give oplysninger 

særskilt for de bymæssige bebyggelser, 

men kun for de kommunegrupper, hvori disse 

bysamfund er beliggende. 

I bilag 10 et der givet en oversigt over kommunegruppernes 

driftsindtægter og driftsud- 

*) København, Frederiksberg og Gentofte.

71 

gifter i 1953/54 angivet i procent af samtlige 

driftsindtægter. De anførte udgiftsprocenter er 

opgjort netto, d. v. s. efter fradrag af refusioner 

fra staten og udligningsfonden m. v. 

Betragtes indtægtsposterne i de 3 hovedgrupper 

af kommuner: hovedstaden, købstæderne 

og sognekommunerne, ses det, at kommunernes 

vigtigste indtægtskilde er indkomstskatterne, 

der i hovedstaden og købstæderne har indbragt 

75-80 pct. af de samlede indtægter imod 56 

pct. i sognekommunerne under eet. Ejendomsskatterne 

er for sognekommunerne et væsentligt 

bidrag til de samlede indtægter (31 pct.), 

men er af mindre betydning for købstæderne og 

hovedstaden, hvor de har udgjort henholdsvis 

ca. 5 pct. og 10 pct. De direkte andele i motorafgifterne 

spiller en ikke ubetydelig rolle for 

sognekommunerne (9 pct.), men er af mere 

underordnet betydning på købstædernes regnskaber, 

hvor kun nogle få procent af indtægten 

stammer herfra. 

Formue- og erhvervsindtægterne, der bl. a. 

hidrører fra værkernes overskud, er en betydelig 

post for købstæderne og hovedstaden. Bruttoindtægten 

(uden fradrag for renter af gæld m. 

v.) svarer for denne kommunegruppes vedkommende 

til 20 pct. af indtægterne mod kun 7 pct. 

i sognekommunerne, hvor de kommunale værker 

iøvrigt almindeligvis spiller en underordnet 

rolle, hvilket naturligvis hænger sammen 

med, at det uden for købstæderne er almindeligt, 

at vand- og elektricitetsforsyningen varetages 

af private. Værkernes overskud er iøvrigt 

opgjort efter fradrag af de beregnede udgifter 

til forrentning og afskrivning, hvorimod afholdte 

henlæggelser til fornyelsesfonds o. 1. og 

udgifter til nyanskaffelser, afholdt af driften, 

ikke er fratrukket, men i tabellen anført samlet 

som selvstændige udgiftsposter. 

Vedrørende formue- og erhvervsindtægterne 

skal iøvrigt bemærkes, at der herunder som indtægt 

er medregnet de beregnede renter, som er 

belastet de forskellige virksomheds- og institutionsregnskaber. 

De faktisk afholdte renteudgifter 

vedrørende samtlige kommunens lån er 

fratrukket, inden formue- og erhvervsindtægternes 

nettobeløb fremkommer. Disse renteudgifter 

m. v., der i købstæderne svarer til omkring 

6 pct. af indtægterne mod 4 pct. i sognekommunerne, 

er en meget væsentlig udgift for 

hovedstaden (17 pct. af indtægterne). 

Med hensyn til driftsudgifterne må det ved 

en sammenligning mellem udgiftsposterne i de 

tre kommunegrupper haves i erindring, at sognekommunerne 

ikke - i modsætning til hovedstaden 

og købstæderne - har udgifter til sygehuse 

m. v., ligesom den del af skoleudgifterne, 

der afholdes gennem den for købstad og land 

fælles skolefond, for landets vedkommende afholdes 

af amtsfonden og ikke af sognekommunen. 

Disse forhold påvirker den procentvise fordeling 

af de enkelte udgiftsposter i de forskellige 

kommunegrupper. Denne påvirkning er dog 

næppe af så stor betydning, at den forrykker 

helhedsbilledet, idet det kan nævnes, at sygehusudgifterne 

for købstædernes vedkommende 

»kun« udgør 8 % af de samlede driftsindtægter, 

og hertil kommer, at den omstændighed, at 

de omhandlede udgiftsposter ikke figurerer i 

sognekommunernes regnskaber, netop er et væsentligt 

træk i den forskel i udgiftsstrukturen 

i de forskellige kommunegrupper, som oversigten 

i bilag 10 skal tjene til at påvise. 

Blandt driftsudgifterne er den vigtigste post 

udgiften til sociale formål, der såvel i by som 

på land beslaglægger x k til 1 ls af totalindtægten. 

Vejudgifterne er en meget væsentlig udgift for 

sognekommunerne, der anvender ca. en fjerdedel 

af indtægten til vej formål mod købstædernes 

7 pct. Udgifterne til skolevæsen udgør 

14-16 pct., mindst i hovedstaden og højest i 

sognekommunerne. Sognekommunernes udgifter 

til medicinalvæsen er i modsætning til købstædernes 

ubetydelige, fordi sognekommunerne 

- som nævnt — ikke har udgifter til drift af sygehuse. 

Administrationsudgifterne ligger ret ens 

i alle kommunegrupper, omkring 8 %. 

Posterne, Henlæggelser m. v. og Ny'anskaffelser 

m. v. afholdt af driften, har ikke kunnet opgøres 

for sognekommunerne, idet de sognekommuner, 

der fører normalregnskabet for sognekommunerne, 

almindeligvis ikke posterer sådanne 

udgifter. Købstæderne anvendte i 1953/54 

19 pct. af indtægterne til henlæggelser og nyanskaffelser 

mod hovedstadens godt 3 pct. 

Sognekommunernes relativt store driftsoverskud 

(14 pct.) må ses på baggrund heraf. 

Sammenligner man dernæst de bymæssige 

kommuner (forstadskommuner og stationsbyer 

o. 1.) med på den ene side de egentlige landkommuner 

og på den anden side hovedstaden 

og købstæder m. v. (med henholdsvis over og 

under 5000 indbyggere), ses det, at forstadskommunerne 

oppebærer omkring 70 pct. af indtægten 

i form af indkomstskatter mod ca. 80 pct. 

i hovedstaden, ca. 75 pct. i købstæderne og 

knapt halvdelen i de egentlige landkommuner. 

Stationsbykommunerne indtager her en mellemstilling 

med 61 pct., men ligger dog nærmere

72 

ved forstadskommunerne end ved de egentlige 

landkommuner. 

Ejendomsskatterne er - som ovenfor nævnt - 

af meget stor betydning for de egentlige landkommuner, 

hvor 38 pct. af indtægten stammer 

herfra. Heroverfor står købstæderne med 4 pct., 

hovedstaden med 11 pct, forstadskommunerne 

med 16 pct og stationsbykommunerne med 25 

pct. Det må iøvrigt fremhæves, at medens indtægten 

af den kommunale grundskyld og ejendomsskyld 

i købstadkommunerne er af nogenlunde 

lige stor betydning, er grundskylden i 

sognekommunerne (specielt de egentlige landkommuner) 

en langt væsentligere indtægtskilde 

end ejendomsskylden, jfr. bemærkningerne foran 

s. 64 f. 

De direkte andele i motorafgifterne udgør for 

sognekommunernes vedkommende 6-10 pct. af 

indtægterne (mindst i forstadskommunerne og 

mest i de egentlige landkommuner) mod kun 

et par procent i hovedstaden og købstæderne. De 

enkelte sognekommunegruppers andele må ses på 

baggrund af de gældende fordelingsregler. Medens 

købstædernes andele fordeles efter længden 

af landeveje og landevejsgader samt indbetalt 

vægtafgift, fordeles sognekommunernes andele 

mellem kommunerne på grundlag af vej udgifterne 

inden for en treårs-periode. Det ses, at 

for de egentlige landkommuner, der har de relativt 

største vej udgifter på driftsregnskabet, betyder 

motorafgifterne forholdsvis mest på indtægtssiden. 

Dækningsprocenten (d.v.s. motorafgifternes 

andel af de på driftsregnskabet opførte 

vejudgifter) er i de egentlige landkommuner 

højere end i købstæderne m. v., men mindre 

end i de bymæssige kommuner. 

Formue- og erhvervsindtægterne, der har stor 

betydning for hovedstads- og købstadkommunerne, 

udgør (netto) kun et par procent i stationsbykommunerne 

og i de egentlige landkommuner 

og knapt 5 pct. i forstadskommunerne. 

I tabellen i bilag 10 er angivet særlige procenter 

for værkernes overskud; det må imidlertid 

ved vurderingen heraf tages i betragtning, at 

de kommunale værkers betydning for en kommunes 

økonomi ikke alene afhænger af virksomhedernes 

størrelse og antal, men tillige af 

den førte takstpolitik. 

Fradragsposten, Renter af gæld m. v., er som 

før nævnt af meget væsentlig betydning for 

hovedstaden (17 pct. af indtægterne), men også 

forstadskommunerne har betydelige renteudgifter 

(8 pct.) mod 6 pct. i købstadkommunerne 

og 5 og 3 pct. i henholdsvis stationsbykommunerne 

og de egentlige landkommuner. 

På udgiftssiden er de sociale udgifter den 

største post i alle kommunegrupper. Spredningen 

imellem de forskellige kommunegrupper er 

ikke stor, idet procenterne varierer fra godt 25 

i de mindre købstæder (med under 5000 indbyggere) 

til knapt 33 i hovedstaden. Udgiftsandelen 

er større i sognekommunerne end i 

købstæderne og større i de egentlige landkommuner 

end i stationsbykommunerne, der igen 

ligger noget højere end forstadskommunerne. 

Udgifterne til vej- og kloakvæsen er som før 

nævnt af meget væsentlig betydning for de 

egentlige landkommuner, der anvender 30 pct. 

af indtægten til veje og kloaker mod omkring 

7 pct. i købstæderne, i de mindre købstæder 

dog knapt 10 pct. Forstadskommunerne anvender 

ligesom de mindre købstæder omkring en 

halv snes procent af de samlede indtægter til 

veje og kloaker, medens stationsbykommunerne 

med en udgiftsandel på 20 pct. indtager en 

mellemstilling mellem købstad- og landkommuner. 

Medens skoleudgifterne i købstadkommunerne 

og de egentlige landkommuner ligger på omkring 

15 pct. af indtægterne, beslaglægger denne 

udgift i forstadskommunerne og stationsbykommunerne 

henholdsvis 20 og 18 pct., hvilket 

formentlig kan forklares ved den stærke vækst 

i disse kommuner og de relativt mange børn. 

Udgifterne til medicinalvæsen er naturligt 

nok ubetydelige i sognekommunerne, der intet 

hospitalsvæsen har. Som før nævnt påvirker 

dette forhold den procentvise fordeling af udgifterne 

inden for de forskellige kommunegrupper. 

Administrationsudgifterne ligger nogenlunde 

ensartet i kommunegrupperne på 6-9 pct., dog 

at forstadskommunerne anvender henved 15 

pct. af indtægten hertil. Selvom den store udbygning, 

som har fundet sted i forstæderne, 

utvivlsomt har medført en væsentlig forøgelse 

af administrationen, må det dog erindres, at forskellig 

konteringspraksis i kommunerne gør 

sammenligninger på dette område særlig usikre. 

Selvom de gældende lovregler vedrørende 

kommunale forhold på mange områder sidestiller 

forstads- og stationsbykommunerne med de 

egentlige landkommuner og derigennem så at 

sige til en vis grad tvinger alle sognekommuner 

ind i en fælles ramme, viser oversigten dog, at 

de bymæssige kommuners indtægts- og udgifts-

73 

struktur adskiller sig væsentligt fra de egentlige 

landkommuners og på vigtige områder - særlig 

for så vidt angår forstadskommunerne — ligger 

ret teet op ad købstadkommunernes. 

Det må imidlertid erindres, at oversigten i 

bilag 10, der viser de forskellige udgiftsposters 

procentvise andel af samtlige driftsindtægter, 

ikke kan besvare spørgsmålet om, hvorvidt en 

kommunegruppes indtægt eller udgift på et bestemt 

område er højere eller lavere end de øvrige 

gruppers, men oversigten kan kun give oplysning 

om de enkelte posters relative betydning. 

B. KOMMUNERNES INDTÆGTER OG 

UDGIFTER PR. INDBYGGER 

Til belysning af det kommunale udgiftsniveau 

i de forskellige kommunegrupper er der i bilag 

11 givet en oversigt over driftsindtægter og 

driftsudgifter pr. indbygger. 

Da undersøgelsen kun omfatter et enkelt år, 

er muligheden for, at tilfældigheder kan have 

påvirket tallene for enkelte kommuner, temmelig 

stor, men når man som her betragter gennemsnitstal 

for kommunegrupper, må det formodes, 

at sådanne tilfældigheders påvirkning 

udjævnes, og man vil se, at der på mange områder 

kan konstateres karakteristiske forskelle 

(og ligheder) imellem de forskellige kommunegrupper. 

De samlede driftsindtægter (og driftsudgifter) 

viser en udpræget og ubrudt stigning, når 

man går fra de egentlige landkommuner, der 

gennemsnitligt har haft en indtægt på 239 kr. 

pr. indbygger, over stationsby- og forstadskommunerne 

(henholdsvis 276 og 365 kr.) til købstæderne 

og hovedstaden (henholdsvis 393 og 

431 kr.). Det bemærkes, at forstadskommunerne 

ligger noget over de mindre købstadkommuner 

(henholdsvis 365 og 352 kr. pr. indbygger). 

Betragter man dernæst de enkelte indtægtsog 

udgiftsposter, viser ganske vist nogle af posterne 

den samme linie, som kunne konstateres 

i oversigten over de samlede indtægts- og udgiftsposters 

fordeling, men der er dog en række 

undtagelser. 

På indtægtssiden viser opholdskommune- og 

aktieselskabsskatten samt formue- og erhvervsindtægternes 

bruttobeløb samme udvikling som 

totalbeløbene. Derimod ligger indtægten af erhvervskommuneskatten 

i forstæderne på niveau 

med erhvervsskatteindtægten pr. indbygger i de 

større købstæder, og erhvervsskatteindtægten i 

forstæderne er væsentlig større end i de små 

købstæder og i stationsbykommunerne samt i de 

egentlige landkommuner, uden dog at komme 

på højde med hovedstaden, hvor erhvervsskatten 

indbringer mere end dobbelt så meget som i de 

større købstæder. Det bemærkes, at opholdskommuneskatten 

er opgjort netto, d. v. s. efter 

fradrag i henhold til kommuneskattelovens § 28. 

Ser man bort fra hovedstaden, bevæger ejendomsskatterne 

sig modsat af opholdskommuneskatten, 

idet beløbene mindskes med stigende 

bymæssighed. Medens grundskylden indbringer 

gennemsnitligt 55 kr. i sognekommunerne, faldende 

fra 64 kr. i de egentlige landkommuner 

til 42 og 30 kr. i henholdsvis stationsbykommuner 

og forstadskommuner, ligger købstæderne 

her på omkring 7 kr. pr. indbygger. En nogenlunde 

tilsvarende bevægelse viser ejendomsskylden, 

dog at stationsbykommunerne og de egentlige 

landkommuner her ligger på samme niveau. 

Det ses endvidere, at de to arter ejendomsskatter 

er af nogenlunde lige stor betydning i købstæderne, 

medens grundskylden i sognekommunerne 

har en betydelig overvægt. 

Skønt de egentlige landkommuners vej- og 

kloakudgifter, der afholdes af driftsindtægterne, 

både absolut og relativt er betydeligt større end 

stationsbykommunernes, der igen er væsentligt 

større end forstadskommunernes, ligger indtægterne 

af motorafgifterne ens i de 3 kommunegrupper 

på omkring 23 kr. pr. indbygger mod 

7-13 kr. i hovedstads- og købstadkommunerne. 

Det ses iøvrigt, at købstadkommunerne med 

under 5000 indb. har væsentlig større indtægt 

pr. indbygger af motorafgifterne end de større 

købstæder, idet disse afgifter, hvis størrelse beregnes 

på grundlag af antallet af motorkøretøjer 

og længden af landevejsgader m. v., giver de 

små byer en fordel. Dette hænger sammen med, 

at disse byer har forholdsvis mange indregistrerede 

motorkøretøjer, og at længden af landevej 

sgader m. v. er af relativ størst betydning i 

byerne med de lave indbyggertal. 

Fradragsposten, Renter af gæld m. v., viser 

stigende beløb med stigende bymæssighed og 

deraf følgende voksende anlægsvirksomhed. Betegnende 

er det, at forstadskommunerne (når 

bortses fra hovedstaden, der her indtager en 

særstilling) har den højeste udgift pr. indbygger 

med 28 kr. mod 19-24 kr. i købstæderne 

og kun henholdsvis 12 og 6 kr. i stationsbykommunerne 

og de egentlige landkommuner. 

På udgiftssiden ligger de sociale udgifter på 

nogenlunde samme niveau i stationsbykommu-

74 

neme og de egentlige landkommuner (76-80 

kr. pr. indbygger), medens forstadskommunerne 

med en udgift på knapt 100 kr. pr. indbygger 

indtager en mellemstilling mellem de store 

købstæder (108 kr.) og de små købstæder (90 

kr.). 

Vejudgifterne ligger højere i sognekommunerne 

end i hovedstads- og købstadkommunerne. 

Særlig store er udgifterne som nævnt i de egentlige 

landkommuner (72 kr. pr. indbygger), hvor 

den ringe bef olkningstæthed medfører en relativ 

fordyrelse af de herhenhørende kommunale foranstaltninger. 

Stationsbykommunerne anvender 

54 kr. pr. indbygger til vejformål, medens forstadskommunerne 

med 39 kr. pr. indbygger ligger 

nogenlunde på niveau med hovedstaden og 

de små købstæder, hvor udgiften er 35 kr. pr. 

indbygger mod 29 kr. i de større købstæder. Det 

må dog herved tages i betragtning, at de omhandlede 

tal alene omfatter de vejudgifter, der 

afholdes direkte på driftsregnskabet. Vej- og 

kloakudgifter, der afholdes af låne- eller fondsmidler 

eller som udgift til beskæftigelsesforanstaltninger, 

er ikke medregnet i disse tal. Såfremt 

man tager hensyn hertil, viser det sig, at forstadskommunerne 

i det undersøgte regnskabsår 

havde noget større investeringsudgifter til veje 

og kloaker end stationsbykommunerne, der igen 

lå over de rene landkommuner, se nedenfor, 

s. 76-77. 

Udgifterne til skolevasen ligger højest i forstadskommunerne, 

hvor tilgangen til folkeskolen 

har været kraftigt stigende i de senere år. 

Denne kommunegruppe anvender 74 kr. pr. 

indbygger til skoleformål mod 50 og 35 kr. i 

henholdsvis stationsbykommunerne og de egentlige 

landkommuner og omkring 60 kr. i købstadkommunerne, 

i de mindre købstæder dog 

kun 53 kr. 

Medicinalvæsenet medfører kun ubetydelige 

udgifter for sognekommunerne, da disse ikke 

som købstæderne har udgifter til sygehuse. 

Administrationsudgifterne ligger i købstadkommunerne 

på 32 kr. pr. indbygger (i hovedstaden 

dog 36 kr.), men i forstadskommunerne 

på 53 kr. mod 24 og 14 kr. pr. indbygger i 

henholdsvis stationsbykommunerne og de egentlige 

landkommuner. Som tidligere anført medfører 

forskellig konteringspraksis imidlertid, at 

disse gennemsnitsbeløb må tages med forbehold. 

I det omfang, hvori der på statusregnskabet 

ses relativt høje tal for de kommunale lån, modsvares 

dette stort set af, at vedkommende kommunegruppe 

ejer aktiver, ligeledes til forholdsvis 

høje beløb. Tallene viser iøvrigt udpræget 

stigning med det bymæssige præg, og det bemærkes, 

at forstadskommunerne har højere beløb 

end de mindre købstæder for såvel aktiver 

som lån. 

Sammenfattende bekræfter gennemsnitsbeløbene 

i oversigten i bilag 11 de konklusioner, 

der kunne drages på grundlag af procentfordelingen 

i oversigten i bilag 10: De bymæssige 

kommuners indtægts- og udgiftsstruktur adskiller 

sig væsentligt fra de egentlige landkommuners, 

og på en række områder — særlig for så 

vidt angår forstadskommunerne — ligger strukturen 

ret tæt op ad købstadkommunernes. 

Det fremgik af oversigten i bilag 11, at de 

samlede udgifter pr. indbygger viste udpræget 

stigning, når man gik fra de egentlige landkommuner 

over stationsby- og forstadskommuner 

til købstæderne og hovedstaden. Dette 

gjaldt samtlige udgiftsposter med undtagelse af 

de vejudgifter, der afholdes over driften, hvor 

forholdet var det omvendte, nemlig at de egentlige 

landkommuners udgifter pr. indbygger var 

større end stationsbykommunernes, der igen var 

højere end forstadskommunernes. 

Som tidligere nævnt er det gennemsnitlige 

indbyggertal pr. kommune i de bymæssige kommuner 

imidlertid betydelig højere end i de 

egentlige landkommuner. I 1950 var der således 

gennemsnitligt 8599 indbyggere i hver af 

de undersøgte forstadskommuner og 3548 indbyggere 

i hver af de undersøgte stationsbykommuner, 

medens der gennemsnitligt kun var 1276 

indbyggere i hver af de egentlige landkommuner. 

For at eliminere den påvirkning på udgiftsog 

indtægtstallene pr. indbygger, der måtte være 

en følge af disse forhold, har man i tabel 41 

forsøgt at sammenholde udgifterne pr. indbygger 

i visse bymæssige kommuner og i nogle 

egentlige landkommuner med samme indbyggertal. 

Til dette formål er udvalgt 16 bymæssige 

kommuner (hvoraf 3 er forstadskommuner) og 

16 egentlige landkommuner hver med et indbyggertal 

(i 1950) på mellem ca. 2000 og 3000. 

Det fremgår umiddelbart af tabellen, at udgifterne 

pr. indbygger til de enkelte formål for 

de 16 bymæssige kommuner under eet - ligesom 

det var tilfældet med tallene for samtlige 

bymæssige kommuner i oversigten i bilag 11 — 

ligger væsentligt over udgifterne i de 16 egentlige 

landkommuner. Også her viser det sig, at 

vej udgifterne danner en undtagelse med de højeste 

beløb pr. indbygger i de egentlige landkommuner, 

og det ses endvidere, at den indtægt, der 

hidrører fra motorafgifterne, er mindre pr. ind-

75 

Tabel 41. Udgift pr. indbygger i 1953154 til forskellige formal*) i visse bymæssige kommuner og 

visse rene landkommuner af tilsvarende størrelse. 

i„AU • i»AU ; Admini- Vej- og Direkte an- 

K-,, i u UK stration Socialvæsen Skolevæsen kloak- dele i mo- 

Kommune kommunen bym bebyg. væsen«) torafgiften 

„ . , 

° 

° kr. kr. kr. kr. kr. 

Bymæssige kommuner: 

Ulfborg 2069 1166 14,70 52,33 30,07 22,98 7,06 

Dronningborg (F) 2112 2112 35,56 80,71 64,39 8,02 12,32 

Skørping 2133 1259 23,29 63,60 26,06 3,70 45,48 

Nordby (Odden) 2138 1838 20,77 76,18 55,32 56,36 12,38 

Vojens 2138 1950 22,04 71,19 47,60 43,91 13,52 

Hvalsø-Særløse 2273 1077 22,38 60,86 22,73 47,93 27,84 

Jelling 2330 1003 9,78 66,17 19,58 25,85 16,55 

Slagelse Skt. Peders lands. (F) 2667 2667 28,74 76,34 16,17 16,85 9,00 

Gråsten 2676 2343 21,08 83,09 40,84 16,73 17,64 

Holsted 2710 1175 8,37 88,48 27,99 35,21 10,03 

Kjellerup 2714 2257 17,57 92,83 42,86 62,80 23,80 

Lillerød 2716 2437 33,12 95,17 42,99 H-2,29 16,34 

Langå-Torup-Sdr. Vinge 3170 2008 21,65 69,07 31,91 10,06 7,59 

Hasle-Skejby-Lisbjerg (F) 3227 2091 27,14 69,58 66,02 37,08 42,54 

Vamdrup 

Bramminge 

3411 

3473 

2055 

2560 

23,09 

21,52 

108,43 

118,83 

49,14 

47,74 

22,57 

47,91 

18,11 

18,83 

Gennemsnitlig 2622 22,01 81,61 40,04 28,61 18,85 

Rene landkommuner: 

Gesing-Nørager 1801 12,75 55,06 19,50 135,86 20,01 

Løjt 2070 17,60 103,74 57,21 55,10 51,52 

Dollerup-Finderup-Ravnstrup .. 2073 5,88 73,11 22,12 42,79 25,32 

Sønderholm-Frejlev 2099 12,59 55,85 24,53 54,68 19,89 

Virring-Essenbæk 2099 9,67 67,12 20,47 34,60 12,65 

Tranekær-Tullebølle 2104 15,02 72,39 27,92 34,78 20,21 

Føvling 2127 3,74 62,47 31,30 62,49 13,23 

Hejnsvig 2229 6,44 65,71 23,97 34,05 13,28 

Ormslev-Kolt 2303 17,78 102,49 32,97 44,05 29,66 

Torning 2310 9,98 74,62 23,31 8,20 20,20 

Felsted 2347 20,00 74,94 32,03 80,34 30,70 

Tversted-Uggerby 2446 7,87 88,85 19,29 27,47 26,78 

Snejbjerg 2504 10,29 59,98 28,08 54,83 26,59 

Lynge-Uggeløse 2779 20,92 74,46 27,06 22,52 23,01 

Vrejlev-Hæstrup 3039 10,98 88,70 25,57 16,96 32,76 

Tern 3185 12,75 93,29 19,73 37,03 24,16 

Gennemsnitlig 2345 10,79 70,45 26,10 43,52 24,62 

*) Exclusive beregnede renter og afskrivning af anlæg. 

**) Uden fradrag af direkte andele i motorafgifterne. 

bygger for de egentlige landkommuner end for 

de bymæssige kommuner. 

De i tabellen undersøgte kommuner er inden 

for hver af de to grupper opstillet efter folketallets 

størrelse med henblik på at give et indtryk 

af, hvorvidt der er nogen sammenhæng 

mellem kommunens indbyggertal og udgifterne 

pr. indbygger. Inden for et så forholdsvis lille 

befolkningsinterval, som der her er tale om, har 

en sådan sammenhæng imidlertid ikke kunnet 

konstateres. 

Det må imidlertid på baggrund af tabellens 

tal anses for godtgjort, at det er selve den bymæssige 

struktur, der medfører, at de bymæssige 

kommuners udgifter er relativt højere end 

de egentlige landkommuners, og ikke det forhold, 

at de bymæssige kommuner almindeligvis 

er mere folkerige end de egentlige landkommuner. 

C. KOMMUNERNES INVESTERINGER 

Ved sammenligningerne imellem de forskellige 

kommunegruppers udgifter til de enkelte 

formål har man i afsnit A og B ovenfor alene 

betragtet de udgifter, der er kommet til udtryk 

i kommunernes driftsregnskaber. Det er imidlertid 

klart, at eventuelle forskelle mellem de 

enkelte kommuner med hensyn til det omfang, 

hvori kommunerne i et regnskabsår afholder 

anlægsudgifter over driftsregnskabet, vil kunne 

påvirke det helhedsindtryk, som skabes af sam-

76 

menligningerne på grundlag af de i driftsregnskaberne 

opførte udgifter til de enkelte formål. 

Det vil derfor være af værdi at få et indtryk af 

de samlede beløb, der i de enkelte kommunegrupper 

er anvendt til anlægsformål i det omhandlede 

regnskabsår. 

Kommuneregnskaberne indeholder sjældent 

specificerede oplysninger om de samlede udgifter 

til bygge- og anlægsarbejder og andre investeringer. 

Det statistiske Departement indhenter 

derfor årligt særlige oplysninger om kommunernes 

udgifter til investeringsformål. Udgifterne 

opgøres brutto, d. v. s. uden fradrag af tilskud 

fra staten, udligningsfonden m. v., og uden hensyn 

til om udgifterne er afholdt over kommunens 

driftsregnskab eller er financieret ved 

låne- eller fondsmidler. 

På grundlag heraf har man i oversigten i bilag 

12 anført kommunegruppernes udgifter pr. 

indbygger i 1953/54 til de enkelte hovedformål. 

Selvom opgørelsen kun omfatter et enkelt år, 

og udgifterne i de enkelte kommuner kan svinge 

kraftigt fra år til år, vil det dog, når tallene 

som her omfatter kommunegrupper, være forsvarligt 

at benytte opgørelsen som grundlag for 

en vurdering af investeringsvirksomheden. 

Til de enkelte poster i oversigten bemærkes: 

Posten, »Nybyggeri«, omfatter de egentlige bygningsudgifter, 

herunder også til tilbygninger. 

Arbejder vedrørende installation af det almindelige 

bygningstilbehør såsom elektriske ledninger, 

varmeanlæg, ledninger til vand og gas 

m. v. medregnes under udgifterne til byggearbejder, 

medens f. eks. udgifter til anskaffelse 

af apparatur på et sygehus, maskiner i de offentlige 

værker m. v. henregnes under posten, 

»Maskiner m. v.«. 

Til »Nyanlæg« henføres f. eks. gader, veje, 

broer, tunneler, kloaker, rensningsanlæg, ledningsarbejder, 

transformatorer, kedelanlæg samt 

jordarbejder såsom landvindingsarbejder, kystsikring, 

kultiveringsarbejder, idræts- og parkanlæg, 

anlæg af kirkegårde, vandløbsregulering, 

flyvepladser o. s. v. (excl. bygninger, der er opført 

under »Nybyggeri«). 

Posten, »Maskiner, apparater, redskaber m. p.«, 

omfatter udgifterne til køb og installation af 

maskiner, vogne, automobiler, apparater samt 

redskaber og kontormaskiner, værktøj m. v., der 

er bestemt til anvendelse over en længere årrække. 

Maskiner m. v., som anskaffes til erstatning 

for andre, medregnes også under nyanskaffelser, 

hvorimod indkøb af brugte maskiner, 

apparater, automobiler m. v. ikke medregnes. 

Udgifter til køb af ejendomme og grunde 

betragtes ikke som investeringsudgifter og er 

derfor ikke medtaget i opgørelsen. 

Det fremgår af oversigten i bilag 12, at forstadskommunerne 

har de højeste udgifter til nybyggeri 

med 90 kr. pr. indbygger mod 65-70 kr. 

i de større købstæder og i stationsbykommunerne 

og 30-35 kr. i hovedstaden, i de små købstæder 

og i de egentlige landkommuner. Særlig med 

hensyn til administrationsbygninger ogskolerligget 

forstadskommunerne højt. Til skolebyggeri 

anvendte forstadskommunerne 5 5 kr. pr. indbygger, 

eller 60 pct. af den samlede byggeudgift, 

men på dette område har også stationsbykommunerne 

haft væsentlige udgifter, idet udgiften i 

disse kommuner har udgjort 57 kr. pr. indbygger 

svarende til godt 80 pct. af disse kommuners 

samlede byggeudgift. Heroverfor står 

de større købstæder og de egentlige landkommuner 

med 29 kr. og de små købstæder og 

hovedstaden med henholdsvis 12 og 3 kr. pr. 

indbygger. De høje udgifter i forstads- og stationsbykommuner 

er en naturlig følge af, at 

disse kommuner har haft en kraftig tilgang af 

børn i skolepligtig alder. Også boligbyggeriet 

betyder forholdsvis mere i forstadskommunerne 

(4 kr. pr. indbygger) end i de øvrige grupper 

bortset fra de større købstæder, der har en udgift 

på 10 kr. pr. indbygger. Til gengæld har 

stationsbykommunerne og de egentlige landkommuner 

sammen med de små købstæder de største 

udgifter til alderdomshjem som følge af de 

forholdsvis mange gamle i disse kommuner, jfr. 

foran s. 49. Stationsbyerne og de egentlige landkommuner 

har naturligt nok ingen udgifter til 

sygehusbyggeri. Hovedstaden har afholdt 4 kr., 

de større købstæder 9 kr. pr. indbygger, medens 

de små købstæders udgifter er ubetydelige. 

Udgifterne til reparation og vedligeholdelse 

af bygninger er stigende med det bymæssige 

præg fra godt 2 kr. i de egentlige landkommuner 

til 13 kr. i de større købstæder og 24 kr. 

pr. indbygger i hovedstaden. 

Udgifterne til nyanlæg er størst i de større 

købstæder og forstadskommunerne med henholdsvis 

94 og 88 kr. pr. indbygger, medens de 

små købstæder og stationsbykommunerne hver 

anvender 60 kr. og J egentlige landkommuner 

34 kr. pr. indbygger. I hovedstaden og de større 

købstæder er den største del af anlægsudgifterne 

medgået til kommunale værker (45-50 

kr. pr. indbygger), medens det i de øvrige kommunegrupper 

er udgifterne til veje og kloaker, 

der har størst betydning. Det bemærkes, at ud-

gifter til veje og kloaker her - i modsætning til 

i oversigten i bilag 11 - også omfatter vej- og 

kloakarbejder udført som beskæftigelsesarbejder 

med tilskud fra staten eller udligningsfonden. 

Det ses, at forstadskommunerne har højere bruttoudgifter 

tilveje og kloakerend stationsbykommunerne, 

der igen ligger over de egentlige landkommuner. 

I oversigten i bilag 11, der angav 

kommunernes udgifter ifølge driftsregnskaberne 

til veje og kloaker som nettoudgifter (dog uden 

fradrag af de direkte andele i motorafgiften), 

var forholdet lige omvendt, idet det her var de 

egentlige landkommuner, der havde de største 

udgifter. Derimod er sognekommunernes bruttoudgifter 

til reparation og vedligeholdelse af veje 

m. v. - ligesom de samlede nettovej udgifter 

ifølge driftsregnskaberne - højest i de egentlige 

landkommuner og lavest i forstadskommunerne. 

Det vil være fremgået af de foregående bemærkninger, 

at de bymæssige kommuner har 

langt større investeringsudgifter pr. indbygger 

end de egentlige landkommuner. Med hensyn 

til nybyggeri ligger disse kommuner - specielt 

forstadskommunerne - endog højere end købstadkommunerne, 

og for så vidt angår nyanlægene, 

afviger forstadskommunernes udgifter ikke 

meget fra de større købstæders, medens stationsbykommunernes 

ligger på niveau med de 

små købstæders. 

D. KOMMUNERNES GARANTI- 

FORPLIGTELSER 

77 

Der foreligger ikke samlede opgørelser over 

størrelsen af de samlede eller gennemsnitlige 

kommunale garantiforpligtelser i almindelighed, 

men på et enkelt område har man dog tal, der 

kan belyse en meget væsentlig del af kommunernes 

forpligtelser af denne art, idet der af 

boligministeriet føres løbende statistiker over de 

af kommunerne påtagne garantier for statslån, 

der ydes i medfør af byggestøttelovgivningen. 

Efter byggestøttelovgivningen er det den almindelige 

regel, at lånegrænsen for statslånet 

forhøjes noget, når der for statslånet ydes kommunegaranti, 

og selvom der mellem de forskellige 

kommuner kan være forskelle med hensyn 

til det omfang, hvori kommunerne påtager sig 

at yde sådanne garantier, synes de samlede tal 

vedrørende de forskellige kommunegruppers 

garantiforpligtelser på dette område dog at være 

et værdifuldt fingerpeg til belysning ikke blot 

af den økonomiske risiko, som garantiforpligtelserne 

indebærer, men tillige af statslånsbyggeriets 

omfang i de enkelte kommunegrupper. 

I tabel 42 nedenfor har man foretaget en beregning 

af de i de forskellige kommunegrupper 

i tiden fra den 1. april 1946 til den 31. marts 

1954 ydede garantiforpligtelser for statslån, der 

er udbetalt i medfør af byggestøttelovgivningen, 

i forhold til kommunernes indbyggertal pr. sidstnævnte 

dato. 

Tabel 42. Kommunegaranti pr. indbygger for statslån 

i medfør af byggestøttelovgivningen. Pr. 31. marts 

1934. Kr. 


Hovedstadens forstadskommuner 173,62 

Købstæder m. over 5.000 indbyggere 101,51 

Købstæder m. under 5.000 indbyggere 80,58 

Købstæder ialt 100,12 

Købstædernes for stadskommuner*) 

m. over 3.500 indb. i bymæssig bebyggelse ... 101,69 

m. 2.OOO-3.5OO indb. i bymæssig bebyggelse. 87,27 

m. 1.500-2.000 indb. i bymæssig bebyggelse. 47,74 

m. 1.000-1.500 indb. i bymæssig bebyggelse. 39,43 

m. 500-1.000 indb. i bymæssig bebyggelse ... 46,24 

Købstædernes forstadskommuner m. over 500 

indbyggere i bymæssig bebyggelse 79,87 

Stationsby kommuner*) 

m. over 3.500 indb. i bymæssig bebyggelse ... 128,44 

m. 2.000-3.500 indb. i bymæssig bebyggelse . 99,50 



Stationsbykommuner m. over 1.000 indb. i bymæssig 

bebyggelse 70,42 

Øvrige sognekommuner 8,64 

Hele landet 53,01 

*) Fordelingen efter størrelse er foretaget i overensstemmelse 

med den i bilag 2 angivne fordeling. 

Det fremgår af tabellen, at kommunernes 

garantiforpligtelser relativt ligger langt højere 

i hovedstadens forstadskommuner end i nogen 

af de andre kommunegrupper, og iøvrigt viser 

det sig, at garantiforpligtelserne især ligger på 

et højt niveau i de større købstadkommuner, i 

de større forstæder til købstæder og i de større 

stationsbyer, hvor niveauet endog er væsentlig 

højere end i de større købstæder. Såvel for købstædernes 

forstadskommuner som for stationsbykommunerne 

gælder det, at garantiforpligtelserne 

i de kommuner, der har over 2000 indbyggere 

i bymæssig bebyggelse, ligger noget 

højere end i de mindre købstæder (med under 

5000 indbyggere). 

Ved bedømmelsen af de anførte tal må det 

dog tages i betragtning, at der er tale om gennemsnitstal, 

der dækker over vidt forskellige 

tal fra kommune til kommune.

KAPITEL 6 

Byggevirksomheden i de bymæssige kommuner. 

Den stærke befolkningstilvækst, der har præget 

de bymæssige kommuner, har naturligvis 

bevirket, at der i disse kommuner er foregået et 

betydeligt byggeri. Udvalget har søgt at tilvejebringe 

et materiale til belysning af omfanget af 

byggevirksomheden i de bymæssige kommuner 

sammenholdt med byggeriet i de andre kommunegrupper. 

En undersøgelse heraf støder 

imidlertid på den vanskelighed, at der for tiden 

før 1950 kun i begrænset omfang foreligger 

oplysninger om byggevirksomheden i de bymæssige 

kommuner. Kun for tiden efter 1950 

foreligger der fyldestgørende oplysninger om 

antallet af m 2 fuldført etageareal henholdsvis 

i hovedstaden, i dennes forstæder samt i købstæder 

og i bymæssige kommuner. Oplysningerne 

herom offentliggøres kvartalsvis i de af Det 

statistiske Departement udgivne »Statistiske efterretninger«. 

Det naturlige udgangspunkt for en undersøgelse 

af udviklingen i byggevirksomheden i 

de enkelte kommunegrupper ville være den på 

et basistidspunkt tilstedeværende bygningsmasse 

udtrykt i m 2 etageareal. Sådanne oplysninger 

foreligger imidlertid ikke, og udvalget har under 

hensyn hertil samt under hensyn til, at anvendelige 

oplysninger kun foreligger for årene 

efter 1950, undladt at meddele tal for byggeriet 

i de enkelte år i hver af kommunegrupperne. 

For dog at give et indtryk af byggeriets niveau 

har man i bilag 13 — der for perioden 

1951-55 viser byggeriets procentvise fordeling 

på de enkelte ejendomstyper i de forskellige 

kommunegrupper — tillige anført det antal m 2 

etageareal, der gennemsnitlig er fuldført i 

hvert år i den nævnte periode. Disse summariske 

tal, der selvsagt ikke siger noget om, hvorvidt 

byggeaktiviteten i een kommunegruppe har 

været større end i en anden (hertil kræves, at 

man tillige tager indbyggertallet i betragtning, 

jfr. tabel 43 nedenfor), viser, at det samlede 

byggeri har været størst i købstæderne og i de 

rene landkommuner (hhv. 1.081.000 og 831.000 

m 2 ) og mindst i købstadkommunerne og stationsbykommunerne 

(hhv. 181.000 og 245.000 m 2 ), 

medens hovedstadsforstæderne indtager en mellemstilling 

med 515.000 m 2 . 

Betragter man bilagets oplysninger om byggeriets 

fordeling på ejendomstyper, ses det, at 

boligbyggeriet i de omhandlede år har været det 

vigtigste byggeri i alle de bymæssigt prægede 

kommunegrupper. Størst har boligbyggeriet været 

i forstæderne, hvor det udgør 75-85 % 

af det samlede byggeri. I stationsbykommunerne 

ligger boligbyggeriets andel på 70-75 % 

mod 55-65 % i købstæderne og kun 30-40 % 

i de egentlige landkommuner. 

Opførelse af forretningsejendomme, offentlige 

ejendomme og industrielle bygninger har 

relativt størst betydning i købstæderne, men er 

også af væsentlig betydning i stationsbyerne. 

Gruppen: Andre ejendomme er af meget væsentlig 

betydning for de egentlige landkommuner, 

hvor dette byggeri (hovedsagelig avlsbygninger) 

udgør 50-60 % af det samlede byggeri, 

i 1955 dog kun 35 %. 

Med det formål at undersøge, hvorvidt og i 

hvilket omfang der har været forskel på byggeaktiviteten 

kommunegrupperne imellem, d.v.s. 

om aktiviteten har været større i een kommunegruppe 

end i en anden, har man udarbejdet 

nedenstående tabel 43, der angiver det gennemsnitlige 

årlige byggeri i årene 1951-55, udtrykt 

i m 2 fuldført etageareal i forhold til indbyggertallet 

i de forskellige kommunegrupper ved den 

almindelige folketælling i 1950. 

Det fremgår af tabellen, at hovedstadsforstæderne 

har haft langt den stærkeste byggeaktivitet. 

Udtrykt pr. indbygger er der i disse forstæder 

gennemsnitligt opført 2,7 m 2 etageareal 

årligt, d.v.s. henved 3 gange mere end i købstæderne 

og i disses forstæder, der hver har 

fuldført knapt 1 m 2 pr. indbygger mod 0,8 m 2

79 

Tabel 43. Fuldført etageareal i m? pr. indbygger. - Årsgennemsnit for 1951-55. 

Beboelses- Forretnings- Offentlige Fabriker, Andre Samtlige 

ejendom- ejendom- ejendom- værksteder ejendom- ejendomme 

me me o. 1. me me 

Hovedstaden 0,17 0,03 0,05 0,09 0,02 0,36 

Hovedstadens forstæder 2,16 0,02 0,18 0,23 0,07 2,66 

Købstadkommuner m. v 0,59 0,04 0,15 0,12 0,06 0,96 

Købstædernes forstadskommuner .. 0,73 0,01 0,10 0,03 0,06 0,93 

Stationsbykommuner m. over 1.000 

indb. i en bymæssig bebyggelse .... 0,56 0,02 0,09 0,05 0,07 0,79 

Øvrige sognekommuner 0,20 0,01 0,04 0,03 0,26 0,54 

i stationsbykommunerne og godt 0,5 m 2 i de 

egentlige landkommuner. 

Boligbyggeriet har indtaget en dominerende 

rolle i alle de bymæssigt prægede kommunegrupper. 

Det ses, at hovedstadsforstædernes 

boligbyggeri (2,2 m 2 pr. indbygger) har været 

henved 3 gange så stort som købstædernes forstæders 

(0,7 m2 pr. indbygger), der igen ligger 

højere end stationsbykommunernes og købstædernes 

(0,5-0,6 m 2 pr. indbygger). I de egentlige 

landkommuner har boligbyggeriet kun udgjort 

0,2 m 2 pr. indbygger. 

Også med hensyn til opførelse af »offentlige 

ejendomme« samt »fabriker og værksteder« har 

hovedstadsforstæderne indtaget en førende stilling. 

Dette gælder særlig det industrielle byggeri, 

der har været omtrent dobbelt så stort som 

i købstæderne (0,23 mod 0,12 m 2 pr. indbygger), 

der igen ligger væsentlig over de øvrige 

grupper. 

Opførelse af »forretningsejendomme« og af 

»andre ejendomme« er af forholdsvis ringe betydning 

i de bymæssigt prægede kommuner, 

men det skal i denne forbindelse fremhæves, at 

købstædernes byggeri af forretningsejendomme 

har været væsentlig større end de øvrige kommunegruppers. 

Endelig må det nævnes, at avlsbygninger til 

landbrugsejendomme (der indgår i gruppen: 

»Andre ejendomme«) naturligt nok har været af 

stor betydning i de egentlige landkommuners 

byggevirksomhed (0,26 m 2 pr. indbygger).

KAPITEL 7 

Sammenfattende bemærkninger om de faktiske forhold 

i de bymæssige bebyggelser. 

A. KØBSTÆDERNE OG DE BYMÆSSIGE 

BEBYGGELSER 

I de foregående kapitler har man søgt at give 

en almindelig beskrivelse af de bymæssige bebyggelser 

uden for købstæderne og af forholdene 

i de kommuner, hvori disse bebyggelser er 

beliggende, idet man især har søgt at give et 

indtryk af, i hvilket omfang forholdene i de bymæssige 

bebyggelser (kommuner) på forskellige 

områder ligger på linie med eller adskiller 

sig fra forholdene i købstæderne og specielt i 

købstæder af nogenlunde tilsvarende størrelse. 

Ved bedømmelsen af de resultater, der fremkommer 

ved sammenligninger mellem gennemsnitstal 

for større eller mindre grupper af bysamfund, 

må man være opmærksom på, at de 

faktiske forhold varierer meget stærkt fra by 

til by som følge af specielle, lokalt betonede 

forhold, og dette gælder, hvadenten der her er 

tale om købstæder eller bymæssige bebyggelser. 

Med dette forbehold og iøvrigt med de forbehold 

med hensyn til det statistiske materiale, 

der følger af vanskelighederne ved en afgrænsning 

af de enkelte bymæssige bebyggelsers geografiske 

område, synes de foretagne undersøgelser 

dog at give et samlet indtryk af, at der 

ikke i almindelighed kan siges at være væsensforskelle 

med hensyn til de faktiske livsforhold 

i købstæderne og i bymæssige bebyggelser af 

tilsvarende størrelse. Dette bekræfter også de 

slutninger, der kan udledes af tallene vedrørende 

de forskellige kommunegruppers økonomi, 

idet disse tal kan tages som udtryk for, at 

den kommunale virksomheds omfang og retning 

i sognekommuner med større bymæssige bebyggelser 

stort set er den samme som i købstadkommunerne, 

bortset fra det forhold, at købstæderne, 

der står uden for den amtskommunale 

inddeling, har visse særlige opgaver, der 

for sognekommunerne varetages af amtskommunen. 

Den omstændighed, at de fleste af købstæderne 

har bestået som egentlige bysamfund, 

længe før de nuværende bymæssige bebyggelser 

uden for købstæderne overhovedet fandtes, betyder 

naturligvis, at der er visse forskelle mellem 

de to arter af bysamfund. Disse forskelle 

vil navnlig ytre sig i selve bebyggelsens fremtoningspræg 

og karakter, men giver sig også udslag 

i, at der i højere grad i købstæderne end 

i de bymæssige bebyggelser er placeret offentlige 

institutioner m. v. Disse forhold er måske 

en medvirkende årsag til den traditionelle tilbøjelighed 

til i købstadbetegnelsen at indlægge 

en særlig - som oftest udefineret — udmærkelse 

for de bysamfund, der bærer denne betegnelse, 

fremfor de andre byer. 

Denne forskel mellem købstæderne og de øvrige 

bysamfund med hensyn til oprindelse og 

alder og som følge heraf også med hensyn til 

hele udviklingsforløbet igennem det sidste århundrede 

giver imidlertid på den anden side 

et vist perspektiv ved vurderingen af sammenligninger 

mellem købstæderne og de andre byer 

på mange af de områder, hvor disse nye byer i 

dag ligger på linie med købstæder af tilsvarende 

størrelse eller måske endog har nået et 

stade i den bymæssige udvikling, der svarer til 

forholdene i de noget større købstæder. 

Undersøgelsen af forholdene på de forskellige 

områder synes iøvrigt at vise som et gennemgående 

træk, at ligesom forholdene i de 

noget større købstæder i væsentlig grad adskiller 

sig fra forholdene i de mindre købstæder, 

således kan der også i et vist — måske dog i 

mindre - omfang påvises forskelle mellem forholdene 

i kommuner med større bymæssige bebyggelser 

og kommuner med mindre bebyggelser. 

På visse områder forholder det sig endog 

således, at forholdene i de større bymæssige 

kommuner er mere »bymæssige« i den forstand, 

at de i højere grad end i de mindre købstæder 

ligger på linie med forholdene i de større 

købstæder.

81 

B. FORSKELLE I FORHOLDENE 

HENHOLDSVIS I STATIONSBYER O. L. 

OG I FORSTÆDER 

Vender man sig derefter til alene at betragte 

forholdene i de bymæssige bebyggelser (kommuner), 

viser der sig på en række områder at 

være væsentlige forskelle mellem henholdsvis 

stationsbyer o. 1. og forstæderne. Disse forskelle 

kan som regel føres tilbage til, at den 

enkelte stationsby i modsætning til forstadsbebyggelsen 

udgør et samlet bysamfund, der så 

at sige hviler i sig selv og sit opland, medens 

forstadsbebyggelsen alene udgør en del af et 

større bysamfund, hvilket bevirker, at forholdene 

i en sådan bebyggelse i vidt omfang er 

afhængige af og påvirkes af forholdene i moderbyen. 

Den strukturmæssige forskel mellem stationsbyer 

o. 1. og forstæder er baggrunden for, at der 

på forskellige lovgivningsområder gælder forskellige 

regler henholdsvis for forstadsbebyggelser 

og for stationsbyer o. 1., og for forstadsbebyggelsernes 

vedkommende er der i et vist omfang 

tillige forskelle med hensyn til den stilling, 

der er tillagt hovedstadens forstæder og 

købstadforstæderne. 

Forstædernes særlige tilknytningsforhold til 

moderbyen indebærer samtidig, at der på forskellige 

områder er betydelige forskelle imellem 

de enkelte forstæder, i højere grad end det er 

tilfældet for gruppen af stationsbyer o. 1. Dette 

forhold svækker i visse tilfælde værdien af 

generelle undersøgelser vedrørende forholdene 

i forstæderne, fordi de resultater, man når frem 

til, derfor ikke altid kan betragtes som typiske. 

Derimod vil en undersøgelse af forholdene i de 

enkelte forstadsbebyggelser, set i relation til 

forholdene i moderbyen, have særlig interesse. 

Udvalget har imidlertid ikke ment i almindelighed 

at burde foretage sådanne undersøgelser 

for hovedstadsområdet og de enkelte købstadbysamfund, 

men man skal i så henseende henvise 

til de undersøgelser af denne art, der i vidt 

omfang er foretaget for de enkelte større provinsbysamfund, 

og som på en række områder 

foretages for hovedstaden og dens forstæder af 

Københavns kommunes statistiske kontor. Man 

kan endvidere henvise til de undersøgelser, der 

er gennemført specielt med henblik på udarbejdelse 

af byudviklingsplaner og byplaner efter 

fælles retningslinier for visse købstæder og disses 

forstadsbebyggelser. 

Blandt de generelle trak, der vil kunne udledes 

af undersøgelserne vedrørende forholdene 

6 

henholdsvis i stationsbyer o. 1. og i forstadsbebyggelser, 

skal særligt fremhæves, at den i de 

sidste 30-40 år stedfundne befolkningstilvækst 

har været stærkere i de kommuner, i hvilke 

der i dag findes større forstadsbebyggelser, end 

i stationsbykommuner af tilsvarende størrelse, 

at tilvandringen til forstadskommunerne fortrinsvis 

hidrører fra købstæderne, medens tilvandringen 

til stationsbykommunerne fortrinsvis 

kommer fra de rene landdistrikter, at der i 

forstadskommunerne findes relativt flere børn 

og unge end i stationsbykommunerne, hvor det 

relative antal gamle til gengæld er højere end 

i forstæderne, at erhvervsfordeling og øvrige 

erhvervsmæssige forhold i forstadskommunerne 

i høj grad bærer præg af forstadsbebyggelsens 

karakter af at være en integrerende bestanddel 

af det samlede bysamfund, som moderbyen og 

dennes forstæder udgør, samt at byggeriet i 

forstadskommunerne og den i forbindelse hermed 

stående kommunale investeringsvirksomhed 

(til gader og veje, kloaker, skoler m. v.) gennemgående 

er af et noget større omfang i forstadskommuner 

end i stationsbykommuner. 

C. SPECIELLE FORHOLD OG PROBLEMER 

FOR HVER AF DE TO ARTER AF 

BYMÆSSIGE KOMMUNER 

a. Stationsbyernes særlige forhold. 

Den strukturmæssige forskel mellem stationsbyerne 

og forstæderne indebærer, at problemstillingen 

i nogen grad bliver forskellig i de to 

arter af kommuner. 

Stationsbyens eksistens og trivsel er gennemgående 

i højere grad end for forstædernes vedkommende 

afhængig af bysamfundets erhvervsliv, 

og stationsbysamfundet vil derfor i højere 

grad end forstadssamfundet være interesseret 

i, at der bydes byens erhvervsliv så gunstige 

vilkår som muligt, ligesom den - på samme måde 

som købstæderne og i konkurrence med disse - 

vil søge at drage nye erhvervsvirksomheder til 

sig. Da stationsbyen almindeligvis er centrum 

for et opland, er det tillige særlig vigtigt for 

dens trivsel og for søgningen fra oplandet, at 

der i byen etableres de virksomheder og institutioner, 

der nu engang hører til et selvstændigt 

bysamfund. I modsat fald vil oplandets befolkning 

søge til den nærmeste købstad, og stationsbyen 

stagnere. Disse forhold influerer også 

på den kommunale virksomhed i stationsbyerne,

82 

idet stationsbykommunen ikke alene af hensyn 

til sine egne beboere, men også af hensyn til 

oplandet må sørge for tilvejebringelsen af biblioteker, 

park- og sportsanlæg, badeanstalter o. 1., 

ligesom også hensynet til oplandet kan få betydning 

for kravene til kommunens skolevæsen 

m. v., medens beboerne i de mindre forstadsbebyggelser 

- i hvert fald indtil bebyggelsen 

har nået en vis størrelse - i et vist omfang på 

de omhandlede områder vil kunne nyde godt af 

de foranstaltninger af denne art, som findes i 

købstaden. 

Stationsbyernes særlige interesse i søgning fra 

oplandet og konkurrencen med købstæderne på 

de forskellige områder forklarer i nogen grad, 

at det hidtil navnlig har været i stationsbyerne, 

således Haslev, Odder, Ikast og Skjern, at der 

fra tid til anden har været fremsat ønske om, 

at byen blev oprettet til købstad, og at ønskerne 

gennemgående har været fremsat af eller har 

vundet stærk støtte i erhvervskredse i de pågældende 

byer*). 

b. Forstadsbebyggelsernes særlige forhold. 

Ligesom der for stationsbykommunerne kan 

nævnes visse forhold og problemer, der er specifike 

for denne art af de bymæssige bebyggelser, 

er der også for forstadskommunerne forhold, 

der fortrinsvis gør sig gældende i disse. 

Interessekonflikter inden for kommunen. 

I en bymæssigt bebygget sognekommune vil 

der, når kommunen ikke er overvejende bymæssigt 

bebygget, ofte kunne opstå visse interessekonflikter 

mellem den del af kommunens befolkning, 

der bor i den bymæssige bebyggelse, 

og kommunens landbefolkning. Denne interessemodsætning 

vil som regel være noget stærkere 

i forstadskommuner end i stationsbykommuner, 

fordi behovet og interesserne hos forstadens befolkning 

ofte vil være stærkt påvirket af forholdene 

i den nærliggende større moderby, medens 

overgangen mellem land- og bymentaliteten 

i de mindre stationsbyer må formodes at 

være langt mere flydende. 

Forstadsbebyggelsernes dannelse bevirker, at 

der af forstadens befolkning stilles krav til 

kommunen om gennemførelse af særlige foranstaltninger 

såsom anlæg af gader, veje, klo- 

*) Jfr. nærmere herom nedenfor i kapitel 10. 

aker, opførelse af skoler m. v., som specielt skal 

tjene forstadens behov. Udgifterne herved vil 

være tyngende på kommunens budget, og dette i 

forbindelse med andre forhold, bl. a. at forstadskommunen 

i kraft af de gældende regler om 

erhvervsbeskatning ikke får den fulde normale 

skatteindtægt af forstadsbeboernes indkomster, 

kan naturligvis i visse tilfælde, især i kommuner, 

der kun har en lille forstadsbebyggelse, give 

anledning til, at der opstår et vist modsætningsforhold 

mellem kommunens land- og bybefolkning. 

Et særligt spændingsforhold mellem beboerne 

i forstadsbebyggelserne og landbefolkningen 

vil kunne opstå, når beboerne i forstadsbebyggelsen 

fortrinsvis er den mindre velstillede 

del af befolkningen i det samlede bysamfund, 

og hvor forstadskommunen må afholde 

betydelige sociale udgifter til beboerne i forstaden 

uden at opnå tilsvarende skatteindtægter. 

I denne forbindelse kan det iøvrigt også nævnes, 

at det for en forstadskommunes landbefolkning 

ofte forekommer uforståeligt, at de 

sociale ydelser, aldersrente m. v. - som det undertiden 

er tilfældet - skal udbetales med højere 

beløb i forstadsbebyggelsen end i kommunens 

landdistrikter. 

Når der består et sådant modsætningsforhold 

imellem en forstadskommunes land- og bybefolkning, 

vil dette i visse tilfælde kunne finde 

sin naturlige udløsning i en indlemmelse af forstadsbebyggelsen 

i moderbyen. Efter de nugældende 

regler om indlemmelse i købstadkommuner 

(landkommunallovens III. afsnit, jfr. lovbekendtgørelse 

nr. 329 af 6. juli 1950) tages 

der netop særligt hensyn til ønsker om indlemmelse 

i tilfælde, hvor »en betydelig del af beboerne 

på det til indlemmelse bestemte område 

er udflyttet fra eller har deres beskæftigelse i 

købstaden«, eller hvor »det nævnte område på 

væsentlige punkter har trang til sådanne goder, 

som i almindelighed følger med købstadkommunal 

forvaltning, og landkommunen ikke er i 

stand til eller nægter at afhjælpe disse mangler«, 

eller hvor »de skatteindtægter, området 

afkaster, som følge af dets tilknytning til købstaden 

står i væsentligt misforhold til størrelsen 

af de udgifter, dets forvaltning fører med 

sig«. 

Noget andet er, at der i forstadskommuner, 

hvor bybefolkningen er nået op til at udgøre 

en noget større del af kommunens befolkning, 

almindeligvis ikke vil være ønske om at søge

83 

problemerne løst ved indlemmelse, se nedenfor 

s. 84. 

Forholdet til moderbyen. 

De største problemer for forstadskommunerne 

knytter sig dog til forholdet til moderbyen, 

fordi forstadskommunen i så høj grad vil være 

afhængig af forholdene i og den politik, der på 

forskellige områder føres, i moderbyen, og som 

i visse tilfælde kan give anledning til interessekonflikter 

mellem moderbyen og forstæderne. 

Man kan her nævne de problemer, der opstår 

i forbindelse med udarbejdelsen af samlede byplaner 

(byudviklings- og egnsplaner) for moderbyen 

og de omliggende områder eller i forbindelse 

med etableringen af kommunale indretninger, 

herunder navnlig kloakanlæg, hvor 

det ofte har vist sig vanskeligt at finde frem 

til en rationel fællesordning for hele byområdet 

og de omliggende områder. Også de problemer, 

der opstår i forbindelse med en sikring af vandforsyningen, 

kan nævnes i denne forbindelse, 

idet det her undertiden sker, at den ene part 

har vanskeligheder ved at opnå de til kommunens 

vandforsyning fornødne vandindvindingsrettigheder, 

fordi den anden part i forvejen 

har sikret sig vandindvindingsrettighederne på 

de arealer, der kommer i betragtning. 

Undertiden vil forholdene ligge således, at 

forsyning med vand, gas og elektricitet fra egne 

værker vil være så bekostelig for forstadsbebyggelsen 

(kommunen), at dens beboere er henvist 

til at blive forsynet fra moderbyens værker, 

hvilket kan give moderbyen mulighed for at 

drive en tarifpolitik, der stiller forstadens befolkning 

ugunstigere end moderbyens. 

Det kan endvidere nævnes, at forstadskommunerne 

i visse tilfælde vil se det som en trusel 

imod deres fremtidige stilling som selvstændige 

kommunesamfund, når moderbyen erhverver 

større faste ejendomme i sognekommunen. Sådanne 

ejendomserhvervelser har nemlig i mange 

tilfælde været forløbere for senere indlemmelser. 

Hertil kommer, at den måde, hvorpå moderbyen 

måtte udnytte sådanne ejendomme, ikke altid 

vil falde i tråd med den af forstadskommunen 

ønskede bebyggelses- og befolkningsmæssige 

udvikling i kommunen. Det må dog herved bemærkes, 

at forstadskommunerne i denne henseende 

har en vis garanti imod eventuelle overgreb 

fra købstadkommunernes side ved, at indenrigsministeriet 

skal godkende købstadkommuners 

erhvervelse af fast ejendom, idet man 

6* 

i de foreliggende tilfælde fra ministeriets side 

har påset, at forstadskommunens velbegrundede 

interesser tilgodeses.*) 

Endelig kan et vist modsætningsforhold til 

moderbyen opstå som følge af de økonomiske 

forpligtelser, som udflytningen fra moderbyen 

til en sognekommune påfører denne kommune. 

Der tænkes her ikke alene på de udgifter for 

kommunen, der direkte følger med en forstadsbebyggelses 

udbygning, men også på de forpligtelser, 

som kommer til at påhvile kommunen 

efter reglerne om huslejetilskud til børnerige 

familier og i kraft af garantier for statslån til 

boligbyggeri. For hovedstadsområdets vedkommende 

har dette givet anledning til, at der er 

gennemført en særlig udligningsordning, for så 

vidt angår tab på garantier for statslån og for 

kommunernes udgifter til huslejetilskud, jfr. 

byggestøttelovens (lov nr. 107 af 14. april 

1955) § 6, stk. 2, og § 68. For købstæder med 

forstæder er en tilsvarende udligningsordning 

derimod ikke gennemført. 

Særlige problemer for forstadskommuner opstår 

i tilfælde, hvor der fra vedkommende moderbys 

side næres ønsker om indlemmelse af 

forstadsbebyggelsen eller forstadskommunen. 

Moderbyens interesser i så henseende skyldes 

i visse tilfælde ønsket om ved en indlemmelse 

i højere grad at kunne få indflydelse på bysamfundets 

fremtidige udvikling. I andre tilfælde 

kan det især være beskatnings-økonomiske hensyn, 

der ligger til grund, fordi forstadskommunen 

virker som skattely. 

Efter de gældende indlemmelsesregler i landkommunallovens 

(lovbekendtgørelse nr. 329 af 

6. juli 1950) III. afsnit, B, §§ 38-48, er der 

mulighed for at gennemføre indlemmelser af 

sognekommuner eller dele deraf i en købstadkommune 

selv i tilfælde, hvor sognerådet eller 

beboerne i indlemmelsesområdet måtte modsætte 

sig dette, når »væsentlige økonomiske, 

forvaltningsmæssige, kommunale eller andre offentlige 

hensyn taler derfor«. Der er specielt 

*) Også for så vidt angår tilfælde, hvor en købstadkommune 

måtte ønske at optage statslån til boligbyggeri 

i en forstadskommune eller at påtage sig 

garanti for sådanne lån, vil forstadskommunen 

have beskyttelse imod uønskede overgreb fra købstadkommunens 

side, idet sådanne statslån ifølge 

byggestøttelovens (lov nr. 107 af 14. april 1955) 

§ 7 alene ydes med beliggenhedskommunens tilslutning. 

Boligministeren kan dog meddele det 

fornødne samtykke, men denne beføjelse har 

ikke hidtil haft praktisk betydning.

åbnet adgang for indenrigsministeren til efter 

et byråds andragende at gennemføre indlemmelse 

af »arealer, der grænser op til en købstad 

og er helt eller dog delvis ubebyggede, når sådanne 

arealer under hensyntagen til forholdene 

inden for købstadkommunen må anses nødvendige 

for denne for at anvise plads til havnebyggeri 

eller andre formål, der er af væsentlig betydning 

for købstadens kommunale eller økonomiske 

udvikling« (landkommunallovens § 39). 

Medens en indlemmelse som foran anført vil 

kunne give en hensigtsmæssig løsning af problemerne 

omkring en forstadsbebyggelse, sålænge 

denne kun er af mindre omfang, har indlemmelsesplaner 

ofte mødt betydelig modstand 

i forstadskommuner, hvor forstadsbebyggelsen 

har nået en vis størrelse. Denne modstand hos 

mange forstadsbebyggelser mod indlemmelse 

skyldes mange hensyn. I visse tilfælde er det 

overvejende økonomiske, skattemæssige betragtninger, 

der er afgørende; også forskelligt politisk 

flertal kan spille en rolle. Endelig vil det 

i mange tilfælde hos forstadskommunens beboere 

føles som en ulempe, at de ved en indlemmelse 

i den større kommune i nogen grad mister 

indflydelsen på den kommunale forvaltning inden 

for forstadskommunens område og ikke 

har den samme nære kontakt mellem borgerne 

og kommunens ledelse og administration, som 

består i forstadskommunerne. 

Denne ret udbredte uvilje imod indlemmelser, 

som næres i større forstadsbebyggelser, er 

årsagen til, at der kun i relativt begrænset omfang 

er sket indlemmelser af større forstadsbebyggelser. 

De problemer, der således uvægerligt vil opstå 

i forholdet mellem moderbyen og forstæderne, 

vil naturligvis i vidt omfang finde en 

rimelig løsning i et samarbejde imellem kommunerne. 

På visse områder er der i henhold til lov nedsat 

særlige samarbejdsorganer. Dette gælder, for 

så vidt angår byplanlægningen, hvor der i henhold 

til byplanlovens (lovbekendtgørelse nr. 

242 af 30. april 1949) § 3, stk. 2, for omkring 

20 købstæder med forstæder er nedsat fælles 

udvalg til bistand ved udarbejdelsen af by- og 

markplaner. Også med henblik på udarbejdelsen 

af byudviklingsplaner og administrationen 

af bestemmelserne i byreguleringsloven (nr. 

210 af 23. april 1949) er der i de af loven 

umiddelbart omfattede bysamfund (hovedstaden, 

Århus, Ålborg og Odense, alle med forstæder) 

nedsat fælles byudviklingsudvalg.*) 

Også på det civilforsvarsmæssige område er der 

ved lov etableret samarbejde mellem købstad og 

forstadsbebyggelser (-kommuner), jfr. nu civilforsvar 

slovens (nr. 152 af 1. april 1949) § 21, 

stk. 2, smh. m. bekendtgørelse nr. 236 af 28. 

maj 1951**). 

Enkelte steder, hvor der er tale om mange 

og store forstadskommuner, er der imidlertid ved 

frivillig overenskomst nedsat fælles samarbejdsorganer, 

hvis kompetence ikke er begrænset til 

spørgsmål i forbindelse med byplanlægningen 

og byudviklingen eller civilforsvaret. 

Man skal her pege på den i 1946 af Århus 

købstadkommune, Århus amtskommune og de 

omliggende forstadskommuner***) nedsatte 

»Stor-Århuskommission«, der havde til opgave at 

drøfte »spørgsmål af teknisk, økonomisk og administrativ 

karakter, der er fælles for de pågældende 

kommuner, således at man kan få tilvejebragt 

et materiale, der kan danne grundlag for 

en bedømmelse af muligheden for og karakteren 

af fremtidige samarbejds-regler mellem 

kommunerne i Stor-Århusområdet«. Kommissionens 

arbejde er resulteret i en fælles egnsplan 

for hele Stor-Århus, og i forbindelse hermed 

er der foretaget en gennemgribende undersøgelse 

af en række forhold i områdets forskellige 

kommuner. Undersøgelsen er offentliggjort 

som »Økonomiske og administrative forhold i 

Stor-Århus«, maj 1953, og danner grundlag for 

det tekniske samarbejde i det daglige imellem 

kommunerne. 

Kommissionen har nu afsluttet sin virksomhed, 

men samarbejdet mellem købstadkommunen og 

*) Loven omfatter direkte kun de nævnte bysamfund, 

men kan administrativt udvides til også 

at gælde for andre købstæder med forstæder. 

Dette er sket, for så vidt angår Randers, Køge 

og Hillerød med omliggende kommuner, og 

overvejes med hensyn til Helsingør og Roskilde. 

**) Specielt for det storkøbenhavnske område er der 

under landbrugsministeriet nedsat et udvalg, der 

skal undersøge problemer i forbindelse med spildevands 

afledning. Det kan endvidere nævnes, 

at det i den af boligministeriet nedsatte »Samfærdselskommission«s 

betænkning, nr. 132, 1955, 

er foreslået, at der nedsættes et fælles trafikråd 

for det storkøbenhavnske område til samordning 

og udbygning af den kollektive trafik indenfor 

området. 

***) Åby, Brabrand-Årslev, Hasle-Skejby-Lisbjerg, 

Holme-Tranbjerg, Vejlby-Risskov samt Viby 

kommuner.

85 

forstadskommunerne foregår nu ved forhandlinger 

direkte mellem købstadkommunen og 

en sammenslutning mellem Århus' omegnskommuner 

og Odder kommune, »Forstadernes Sammenslutning«. 

Denne sammenslutning, der bestod 

allerede før nedsættelsen af den nævnte 

kommission, har til opgave dels at tilvejebringe 

ensartethed med hensyn til indholdet af de forskellige 

kommuners reglementer og vedtægter, 

tjenestemandslønninger m. v., dels at skabe 

grundlag for kommunernes fællesoptræden i 

forhandlinger med Århus købstadkommune*). 

Også andre steder i landet er der oprettet 

sammenslutninger mellem forstadskommunerne 

omkring en købstadkommune med lignende 

formål som »Forstædernes Sammenslutning«. 

For det storkøbenhavnske område er der stiftet 

et fællesorgan, »Hovedstadskommunernes 

samråd«, med repræsentanter for Københavns, 

Frederiksberg og Gentofte kommuner, Københavns 

amtsråd, samtlige kommuner i Københavns 

amtsrådskreds samt Birkerød, Farum, 

Hørsholm og Karlslunde-Karlstrup kommuner. 

Det er samrådets formål »at forhandle spørgsmål 

af fælles interesse, at drøfte eventuelle mellemkommunale 

uoverensstemmelser samt på der- 

*) Denne sammenslutnings historie og virksomhed 

er nærmere omtalt i en artikel af amtsrådsmedlem 

J. Juul, Viby, i Byplan 23, 5. årgang, nummer 

1, 1953. 

til given foranledning at undersøge spørgsmål, 

som naturligt henhører under samrådet, og eventuelt 

derom at rette henstilling til de pågældende 

kommuner eller andre, som forholdene 

berører, til ministerium eller andre myndigheder«.*) 

Fordelene ved et sådant fast samarbejdsorgan 

fremfor en forhandling i hvert enkelt tilfælde 

vil navnlig ligge i, at man ved etableringen af 

et fast samarbejdsorgan har et naturligt forum 

til drøftelse ikke blot af de spørgsmål, der lige 

i øjeblikket presser på, men tillige af problemer 

af mere vidtrækkende betydning for kommunerne. 

I det foregående har man søgt at opridse 

henholdsvis stationsbykommunernes og forstadskommunernes 

specielle problemer af mere faktisk 

karakter. Herudover består der en lang 

række problemer, der i det væsentlige er fælles 

for begge arter af bymæssige bebyggelser (kommuner), 

og som står i forbindelse med den 

stilling, som lovgivningen tillægger disse bysamfund, 

såvel inden for som uden for kommunallovgivningens 

område. Disse problemer vil 

blive behandlet i det følgende afsnit. 

*) Samrådets arbejdsregler er offentliggjort i Københavns 

Borgerrepræsentations Forhandlinger 

1955-56, s. 517-22.

AFSNIT III. 

DE BYMÆSSIGE BEBYGGELSERS (KOMMUNERS) STILLING 

EFTER DEN GÆLDENDE LOVGIVNING

INDLEDNING 

Efter at der i forrige afsnit er givet en almindelig 

beskrivelse af de faktiske forhold i de 

bymæssige bebyggelser (kommuner) uden for 

købstæderne, skal man i det følgende afsnit beskrive 

disse bymæssige bebyggelsers (kommuners) 

retlige stilling efter den gældende lovgivning, 

idet man navnlig har til hensigt at belyse, 

i hvilket omfang de bestemmelser, der 

rundt om i lovgivningen er givet med særligt 

henblik på en regulering af forholdene i bysamfund, 

finder anvendelse på disse bymæssige 

bebyggelser. 

Ud fra en objektiv betragtning måtte det på 

forhånd forventes, at lovgivningen ved afgrænsningen 

af den kreds af byer, for hvilke særlige 

byregler på et eller andet område skal komme 

til anvendelse, havde lagt vægt på kriterier, der 

kan tages som udtryk for omfanget og karakteren 

af det enkelte bysamfunds bymæssige struktur, 

som f. eks. byens indbyggertal, bebyggelsens 

tæthed eller lignende. En gennemgang af 

de gældende lovbestemmelser på dette område 

viser imidlertid, at lovgivningen i vidt omfang 

har taget sit udgangspunkt i det fra gammel tid 

bestående købstadbegreb, således at byreglerne 

som den altovervejende hovedregel umiddelbart 

finder anvendelse i samtlige købstæder, medens 

det omfang, hvori byreglerne eventuelt tillige 

skal finde anvendelse i byerne uden for købstæderne, 

varierer stærkt fra lov til lov. På de 

fleste lovgivningsområder kan dette formentlig 

føres tilbage til, at begrebet »købstad« - i modsætning 

til begrebet »bymæssig bebyggelse« - 

betragtes som en klar fællesbetegnelse for en 

kreds af bysamfund, der har nået en sådan størrelse 

og struktur, at der er behov for, at byreglerne 

gennemføres i hvert fald for disse bysamfund. 

På visse lovgivningsområder er købstadbegrebets 

anvendelse imidlertid en nødvendig følge 

af, at vor kommunalordning tillægger købstæderne 

en særlig stilling med hensyn til varetagelsen 

af de kommunale opgaver i forhold til 

ordningen uden for købstæderne, hvor de kommunale 

opgavers løsning er fordelt imellem to 

arter af kommuner, amtskommuner og sognekommuner. 

Den omstændighed, at købstadkommunerne 

således i modsætning til sognekommunerne 

står uden for amtskommunen, indebærer 

nødvendigvis, at i hvert fald de lovgivningsområder, 

der vedrører de forskellige kommunetypers 

kommunale opgaver - ganske bortset 

fra hvad der måtte gælde i den øvrige kommunallovgivning 

- i et vist omfang må gøre 

forskel mellem købstadkommuner og de andre 

kommuner, herunder de sognekommuner, der 

er købstadmæssigt bebygget. 

På denne baggrund falder det naturligt at 

opdele redegørelsen for de bymæssige kommuners 

retsstilling i to afdelinger, således at man 

i den første afdeling beskæftiger sig med de 

lovgivningsområder, hvor forskellene imellem 

de bymæssige kommuner og købstadkommunerne 

hænger sammen med, at købstadkommunerne 

i modsætning til de bymæssige kommuner står 

uden for amtskommunen, således at købstadkommunerne 

har en mere vidtrækkende kommunal 

kompetence end de bymæssige kommuner, 

medens man i den anden afdeling redegør 

for de bymæssige bebyggelsers retsstilling - 

navnlig set i forhold til købstædernes stilling - 

på de øvrige lovgivningsområder, hvor der er 

givet særlige regler for bysamfund, men hvor 

disse byregler ikke er affødt af forskellen i de 

to kommunetypers kommunalretlige forhold til 

amtskommunen.

1. afdeling. Lovregler der vedrører 

de bymæssige kommuners stilling i forhold til amtskommunen. 

KAPITEL 8 

Den gældende kommunalordning. 

A. KØBSTADKOMMUNERNE OG DE 

TO ARTER AF LANDKOMMUNER, AMTS- 

KOMMUNER OG SOGNEKOMMUNER 

Den siden midten af forrige århundrede bestående 

kommunalordning er bygget op på den 

grundtanke, at visse af de kommunale opgaver 

er af en sådan karakter eller er forbundet 

med udgifter af en sådan størrelse, at deres løsning 

uden for de dengang bestående bysamfund, 

købstæderne, ikke kunne overlades til de relativt 

små og på den tid tyndtbefolkede sognekommuner. 

Der blev derfor for landet etableret 

større kommune-enheder, omfattende flere sognekommuners 

område, amtskommunerne, således 

at disse større kommuner på grund af deres 

vide geografiske udstrækning og dermed større 

indbyggertal kunne blive tilstrækkelig bærekraftige 

til en hensigtsmæssig løsning af disse opgaver 

inden for amtskommunens område. De 

enkelte købstæder havde derimod et sådant indbyggertal, 

at de ansås for at have tilstrækkelig 

økonomisk bærekraft til hver for sig og på egen 

hånd at løse samtlige de almindelige kommunale 

opgaver inden for deres område, hvortil kom, 

at også historiske, traditionelt betonede grunde 

talte for, at købstæderne kom til at stå uden for 

amtskommunen. 

Disse synspunkter havde således til følge, at 

de enkelte sognekommuners kompetence med 

hensyn til varetagelsen af de kommunale opgaver 

- i modsætning til købstadkommunernes 

- blev begrænset til fordel for vedkommende 

amtskommune. 

Medens der ikke siden denne kommunalordnings 

gennemførelse er sket væsentlige ændringer 

i antallet af købstadkommuner, har lovginingen 

i vidt omfang reguleret den oprindelig 

gennemførte kompetencefordeling mellem sognekommuner 

og amtskommuner, ligesom lovgivningen 

på enkelte områder har gennemført 

ordninger, der i nogen grad afviger fra hovedprincipperne. 

B. AMTSKOMMUNERNES OPGAVER 

OG UDGIFTER 

I det følgende vil der blive foretaget en kort 

gennemgang af de bestemmelser i den gældende 

lovgivning, der regulerer sognekommunernes - 

og dermed de bymæssige kommuners - kommunale 

kompetence i forhold til købstadkommunernes 

ved at henlægge løsningen af en kommunal 

opgave uden for købstæderne til amtskommunen, 

enten således at gennemførelsen af 

den pågældende foranstaltning fuldt og helt 

beror på amtsrådets beslutning, eller i hvert fald 

således at udgifterne ved en af andre offentlige 

myndigheder gennemført foranstaltning skal afholdes 

henholdsvis af købstadkommunerne og 

af amtskommunerne, men ikke af sognekommunerne.*) 

a) Som det vigtigste af disse opgaveområder 

kan nævnes de kommunale opgaver, der vedrører 

bekæmpelse og behandling af sygdomme. 

*) Der bortses i det følgende fra de tilfælde, hvor 

det ifølge lovgivningen påhviler amtskommunen 

at afholde en eller anden udgift forskudsvis mod 

senere fuldstændig refusion af sognekommunerne 

(f. eks. udgifter ved skolelægeordning i amtets 

landkommuner), af staten (f. eks. udgifter i medfør 

af lov om svangerskabshygiejne) eller af private. 

Der bortses endvidere fra den særlige bornholmske 

ordning, hvor de amtskommunale anliggender 

også varetages af amtskommunen for købstædernes 

vedkommende, se herom nedenfor s. 

124. Der bortses endelig fra de tilfælde, hvor beføjelser 

er tillagt amtsrådet som tilsynsmyndighed 

i forhold til sognekommunerne.

91 

Efter sygehusloven (nr. 71 af 27. februar 1946) påhviler 

det således amtskommunerne og købstadkommunerne 

at tilvejebringe og drive det fornødne antal 

sygehuse*), og i denne forbindelse kan det nævnes, at 

tuberkulosehospitaler og tuberkulosestationer på tilsvarende 

måde drives af amts- eller købstadkommunerne. 

Lovgivningen har endvidere til amtskommunerne 

henlagt gennemførelsen af en lang række sygdomsbekæmpende 

foranstaltninger, der for købstædernes 

vedkommende gennemføres af købstadkommunen. 

Dette gælder således de foranstaltninger imod 

smitsomme sygdomme, der omhandles henholdsvis i 

epidemiloven (nr. 138 af 10. maj 1915)**), i lov om 

foranstaltninger til tuberkulosens bekæmpelse (nr. 145 

af 12. marts 1918) og i lov om bekæmpelse af kønssygdomme 

(nr. 193 af 4. juni 1947) samt i karantæneloven 

(nr. 67 af 31. marts 1953). I denne forbindelse 

kan det også nævnes, at udgifterne ved gennemførelse 

af vaccinationer i medfør af lov om difterivaccination 

(nr. 208 af 19. april 1943) samt lov om koppevaccination 

(nr. 87 af 21. april 1914, jfr. lov nr. 84 af 

31. marts 1931), der for købstædernes vedkommende 

afholdes af købstadkommunen, uden for købstæderne 

afholdes af amtskommunen og ikke af sognekommunen. 

Også udgifterne ved gennemførelse af de i lov 

om smitsomme sygdomme hos husdyr (nr. 156 af 14. 

april 1920) omhandlede foranstaltninger afholdes på 

landet af amtskommunen, medens de i købstæderne afholdes 

af købstadkommunen. 

Endelig er det pålagt henholdsvis amtskommuner 

og købstadkommuner at sørge for gennemførelse af 

jordemoderordninger (lov nr. 89 af 31. marts 1953). 

På et enkelt område inden for sundhedsvæsenet er 

såvel amts- som sogne- og købstadkommuner kompetente, 

idet det står hver af de nævnte kommunearter 

frit for at gennemføre sundhedsplejerskeordninger i 

medfør af lov nr. 85 af 31. marts 1937 om bekæmpelse 

af sygelighed og dødelighed blandt børn i de 

første leveår. 

b) Ligesom det uden for købstadkommunerne 

påhviler amtskommunerne at drive sygehuse, er 

det overladt til amtskommunen for landets vedkommende 

at træffe forskellige foranstaltninger 

på forsorgsvæsenets område, der for købstædernes 

vedkommende træffes af købstadkommunen 

selv. 

I medfør af § 36 i forsorgsloven (lovbekendtgørelse 

nr. 311 af 23. september 1954) påhviler det således 

amts- og købstadkommuner at sikre sig ret til i fornødent 

omfang at disponere over pladser på en kommunal 

arbejdsanstalt, og en lignende pligt foreligger, 

for så vidt angår tvangsarbejdsanstalter (lovens § 40). 

Også for så vidt angår kommunale fødehjem, er der 

tillagt amtskommunerne (og købstadkommunerne) en 

særlig kompetence. Pligten til at sikre pladser i optagelse 

shjem for børn i medfør af lovens § 35 påhvi- 

*) En enkelt sognekommune, Brande, driver dog sit 

eget sygehus. 

' f *) Det kan i denne forbindelse nævnes, at overepidemikommissionens 

medlemmer for købstæderne 

udpeges af byrådene, medens de for landet udpeges 

af amtsrådene. 

ler derimod kun købstadkommuner, men hverken 

amts- eller sognekommuner. Endvidere kan det nævnes, 

at amtskommunerne for landets vedkommende afholder 

en del af udgifterne ved mødrebjælpsinstitutioners 

virksomhed (lov nr. 119 af 15. marts 1939), samt at 

amtskommunerne afholder en del af udgifterne ved 

befordring af sygekassepatienter til og fra sygehus, 

jfr. folkeforsikringslovens (lovbekendtgørelse nr. 218 

af 11. juli 1953) § 17. 

Endelig skal det bemærkes, at medlemmerne af de i 

arbejdsanvisningslovens (lovbekendtgørelse nr. 43 af 

18. februar 1952) § 2 omhandlede arbejdsanvisningstilsynsråd 

for købstæderne udpeges af byrådet, medens 

de for landet udpeges af amtsrådet. 

c) På vejvæsenets område indtager amtskommunerne 

en særlig stilling i forhold til købstadkommunerne, 

idet anlæg og vedligeholdelse af 

landeveje påhviler amtskommunerne, også for 

så vidt angår landeveje og landevejsgader på 

købstædernes geografiske område, jfr. vejbestyrelsesloven 

af 21. juni 1867. 

Amtskommunernes udgift til vedligeholdelse af den 

del af landevejen over købstadens grund, der betegnes 

som landevej sgade, skal dog efter lovens § 4 fordeles 

ligeligt imellem købstad- og amtskommune, men efter 

at vedligeholdelsen af sådanne vejstrækninger i langt 

de fleste tilfælde er overtaget af købstadkommunerne 

efter overenskomst med amtskommunen, har denne 

pligt næppe større reel betydning i praksis. Købstadkommunerne 

er endvidere efter loven pligtige til at 

deltage i amtskommunernes vej udgifter i forhold til 

købstadens hartkorn, og dette gælder, hvadenten der 

mellem købstadkommune og amtskommune er indgået 

overenskomst om købstadkommunens overtagelse 

af vedligeholdelsespligten med hensyn til de i købstaden 

beliggende strækninger af landevejene eller ej. 

Det kan i denne forbindelse nævnes, at det i et af 

regeringen i folketingssamlingen 1955-56 fremsat forslag 

til lov om bestyrelsen af de offentlige veje er 

foreslået, at købstadkommunerne skal være pligtige til 

selv at vedligeholde landevej sstrækninger på købstadens 

grund, dog at amtskommunens bestyrelse af hovedlandeveje 

eller landeveje inden for byernes område 

opretholdes, for så vidt angår veje, der hidtil har 

været bestyret af amtsrådet (d.v.s. hvor der ikke måtte 

være indgået overenskomst om købstadkommunens 

overtagelse af amtskommunens vedligeholdelsespligt 

efter de gældende regler). Samtidig foreslås købstadkommunernes 

pligt til at svare det omhandlede hartkornsbidrag 

ophævet. 

I lovforslaget indeholdes der iøvrigt også en bestemmelse, 

hvorefter medlemmerne af de i forslaget 

omhandlede taksationskommissioner udpeges på grundlag 

af en liste, hvortil byrådene, og for landets vedkommende, 

amtsrådene, skal udpege et vist antal 

medlemmer. 

Ligesom det påhviler amtskommunen at vedligeholde 

landevejene, har amtskommunen pligt til at 

sørge for snekastningen på disse veje, dog således at 

pligten til at gennemføre snerydning på den del af 

landevejen, der løber over købstadens grund, påhviler 

købstadkommunen, jfr. lov nr. 158 af 13. april 1938. 

Også for så vidt angår udgifter i forbindelse med 

sandflugt, gælder det, at amtskommunen forestår for-

92 

anstaltningernes gennemførelse, men således at udgifterne 

fordeles mellem amtskommunen og købstadkommunerne 

efter hartkorn (lov af 29. marts 1867, jfr. 

lov nr. 163 af 11. maj 1935). 

d) På skolevæsenets område er en del af de 

opgaver (udgifter), der i købstæderne varetages 

af købstadkommunen, for landets vedkommende 

henlagt til amtskommunen, således at der - 

ganske bortset fra de bestemmelser, der iøvrigt 

gælder om skolevæsenets styrelse og ordning i 

henholdsvis købstad- og sognekommuner - også 

med hensyn til kompetence (udgifts-) fordelingen 

fremkommer forskelle mellem købstad- og sognekommuner. 

Efter loven om det kommunale skolevæsens styrelse 

og tilsyn (nr. 200 af 12. april 1949) afholdes en lang 

række forskellige udgifter vedrørende skolevæsenet i 

hvert amt (købstæderne og sognekommunerne), herunder 

navnlig udgifter vedrørende læreres lønninger 

og pension m. v., af en for amtets kommuner fælles 

skolefond, som bestyres af skolerådet, og hvortil byrådene 

vælger købstædernes repræsentanter, medens 

amtsrådet vælger landets repræsentanter. De samlede, 

af skolefonden i hvert regnskabsår afholdte udgifter 

fordeles mellem amtets købstadkommuner og amtskommunen 

efter folketal, dog således at udgifterne 

ved skolefondens administration afholdes fuldt ud af 

amtskommunen. 

Det gælder endvidere, at en række beslutninger 

vedrørende anliggender inden for skolevæsenets område, 

der i købstæderne træffes af byrådet, for sognekommunernes 

vedkommende træffes af den af amtsrådet 

valgte skoledirektion, jfr. den nævnte lovs §§ 

19 og 20. Også ansættelse af skolelæger er uden for 

købstæderne henlagt til skoledirektionen (lov nr. 413 

af 12. juli 1946). 

Det kan i denne forbindelse nævnes, at kompetencen 

til at udpege visse medlemmer af amtsungdomsnævnene 

i købstæderne tilkommer byrådet, medens 

den på landet tilkommer amtsrådet, jfr. lov om ungdomsundervisning 

(nr. 219 af 11. juni 1954) § 11. 

e) Der er endvidere på rets- og politivæsenets 

område pålagt amtskommunerne visse opgaver 

(udgifter) for landets vedkommende, som for 

købstæderne påhviler købstadkommunen. 

Det kan således nævnes, at der endnu påhviler 

amtskommunerne og købstadkommunerne visse udgifter, 

som står i forbindelse med, at forskellige opgaver 

inden for politi- og arrestvæsenet tidligere var henlagt 

til henholdsvis købstadkommunerne og amtskommunerne, 

indtil disse opgaver ved lov nr. 166 af 18. maj 

1937 om politi- og arrestvæsenets ordning overgik til 

staten. Det er endvidere pålagt købstadkommunerne og 

for landet amtskommunerne at afholde forskellige 

udgifter i beneficerede retssager og sager for landvæsensretterne 

og husdyrvoldgiftsretterne (fri proces, 

beskikkede sagførere i civile sager), jfr. forordning af 

24. oktober 1806 m. v., samt at afholde delinkventudgifter, 

udgifter i forbindelse med landvæsensretternes 

virksombed (lov nr. 213 af 31. marts 1949) samt 

udgifter til omskrivning af realregistre (lov nr. 111 

af 31. marts 1926). 

Det kan også i denne forbindelse nævnes, at medlemmerne 

af forskellige råd og nævn med funktioner 

inden for rets- og politivæsenets område for købstædernes 

vedkommende vælges af vedkommende byråd, 

medens de for landet vælges af amtsrådet og ikke af 

sognerådene. Dette gælder således med hensyn til 

nævningeårslisteudvalgenes medlemmer (bek. nr. 328 

af 21. december 1932) og med hensyn til to af medlemmerne 

af de i retsplejelovens (lovbek. nr. 265 af 

15. september 1953) § 115 omhandlede politiråd samt 

de i lovens § 792 omhandlede udvalg vedrørende tilsyn 

med varetægtsfangers behandling. Også med hensyn 

til landvæsensretternes sammensætning er der tillagt 

byrådene og for landet amtsrådene en særlig kompetence, 

idet det i loven om landvæsensretter (nr. 213 

af 31. marts 1949) § 9, stk. 2, er bestemt, at landvæsenskommissionærerne 

udnævnes efter indstilling 

dels af amtsrådene, dels af byrådene inden for et landvæsenskommissionsområde. 

På tilsvarende måde er det 

i retsplejelovens § 20, jfr. lov nr. 72 af 12. april 

1892 om oprettelse af søretter uden for København, 

bestemt, at amtmandens beskikkelse af sø- og bandelsretsmedlemmer 

sker efter indstilling af amtsråd og 

byråd. 

f) Endelig kan der nævnes forskellige andre 

områder, hvor beføjelser eller pligter, der i købstæderne 

er henlagt til byrådet, uden for købstæderne 

er henlagt til amtsrådet. 

Efter næringsloven (nr. 138 af 28. april 1931) er 

det således for købstædernes vedkommende byrådet, 

der gør indstilling til handelsministeren om udvidelse 

af lovens område til at omfatte andre virksomheder 

end de i loven nævnte samt udfærdiger vedtægten om 

frihandel, medens disse beføjelser for sognekommunernes 

vedkommende tilkommer amtsrådet. Med hensyn 

til ansættelse af skorstensfejere gælder det, at disse 

i købstæderne ansættes af byrådet, medens de i sognekommunerne 

ansættes af amtmanden (lov nr. 28 af 

21. marts 1873 og lov nr. 174 af 31. marts 1926). 

Det kan endvidere nævnes, at det påhviler købstadkommunerne 

og amtskommunerne at afholde udgifter 

i forbindelse med gennemførelse af naturfredning (lov 

nr. I4o af 7. maj 1937), ligesom det påhviler henholdsvis 

byråd og amtsråd at udpege medlemmerne 

af de i loven omhandlede taksationskommissioner. Det 

påhviler endvidere købstadkommunerne og for landet 

amtskommunerne at afholde udgifter til udbetaling af 

befordringsgodtgørelser og diæter til medlemmerne af 

forskellige nævn og kommissioner (f. eks. kapiteltakstnævnet) 

og andre. Endelig skal det bemærkes, at 

kompetencen til at udpege medlemmerne af forskellige 

råd og nævn, som for købstæderne tilkommer 

byrådene, også på andre områder end de i det foregående 

omhandlede for landets vedkommende er henlagt 

til amtsrådene, jfr. f. eks. om medlemmerne af 

den ordinære session, værnepligtslovens (nr. 210 af 11. 

juni 1954) § 7, og om de for hver amtsrådskreds nedsatte 

trafikudvalg, lov nr. 257 af 27. maj 1950 § 2. 

g) På enkelte områder påhviler det amtskommunen 

såvel at udføre løsningen af en kommunal 

opgave som at afholde de dermed for-

93 

bundne udgifter både for amtsrådskredsen og 

for de i forbindelse dermed stående købstæder, 

medens det på andre områder gælder, at visse 

pligter alene påhviler købstadkommunerne. 

Tilsynet med amtsvandløbene, jfr. lov nr. 214 af 

11. april 1949, påhviler således alene amtskommunerne, 

idet også den del af amtsvandløbene, der løber 

over købstadens grund, står under amtsrådets tilsyn, 

således at de dermed forbundne udgifter afholdes af 

amtsfonden. På nogenlunde tilsvarende måde forholder 

det sig med hensyn til foranstaltninger til bekæmpelse 

af skadedyr og fuglevildt (lov nr. 109 af 31. 

marts 1953). 

På den anden side er det alene købstadkommunerne, 

der i medfør af indkvarteringsloven (nr. 91 af 29. 

marts 1924) er underkastet de i loven fastsatte pligter 

for kommuner med hensyn til gennemførelse af ordinær 

indkvartering. 

Det er endvidere pålagt købstadkommunerne at 

opkræve ejendomsskatterne til staten imod et vist vederlag, 

medens en tilsvarende pligt ikke er pålagt 

kommunerne uden for købstæderne, hvor disse skatter 

opkræves af staten selv gennem amtstuen, jfr. lov nr. 

116 af 20. april 1926.*) 

C. AMTSKOMMUNERNES INDTÆGTER 

Den omstændighed, at gennemførelsen af 

visse af de kommunale opgaver, der i købstæderne 

er henlagt til købstadkommunen, på landet 

er henlagt til amtskommunen og ikke til de 

enkelte sognekommuner, har bevirket, at der 

med hensyn til reglerne om påligning af kommunale 

skatter er forskel imellem købstad og 

land, idet der uden for købstæderne er hjemlet 

adgang til beskatning såvel til amtskommunen 

som til sognekommunen. Noget andet er, 

at denne omstændighed ikke behøver at indebære, 

at det nærmere indhold af de for købstadkommuner 

og sognekommuner (bymæssige kommuner) 

gældende regler om den egenkommunale 

beskatning m. v. skal være forskellige, jfr. 

nærmere herom i kapitel 14 nedenfor. 

*) I forbindelse med hele spørgsmålet om forholdet 

mellem købstadkommunernes og landkommunernes 

kommunale kompetence kan det også nævnes, 

at de kommunale havne henholdsvis i og uden 

for købstæderne indtager en noget forskellig retsstilling. 

De kommunale havne i købstæderne har 

en ganske særegen offentligretlig status, idet de 

betragtes som selvstændige, offentlige institutioner 

(der ganske vist bestyres af den samme personkreds 

som købstadkommunen, byrådet), medens 

de kommunale havne uden for købstæderne fuldt 

og helt hører under vedkommende sognekommune 

på samme måde som eventuelle andre af sognekommunen 

drevne anlæg til offentlig benyttelse, 

som f. eks. vand- og elektricitetsværker. 

Med hensyn til selve beskatningsrettens indhold 

er der visse forskelle mellem amtskommuner 

og købstadkommuner. Om selve beskatningsgrundlaget, 

de faste ejendommes værdi, gælder 

der således ifølge den kommunale ejendomsskattelov 

(nr. 188 af 20. maj 1933) forskellige 

regler i på den ene side amtskommunerne og 

på den anden side købstadkommunerne (og 

sognekommunerne) med hensyn til størrelsen 

af de beløb, hvoraf ejendomsskylden (bygningsskatterne) 

beregnes, samt med hensyn til 

forholdet mellem grundskyld- og ejendomsskyldpromillernes 

størrelse (lovens § 1). Det 

kan endvidere nævnes, at bygge støttelovgivningens 

(lov nr. 107 af 14. april 1955 og tidligere 

love) regler om fritagelse for eller henstand 

med ydelse af kommunal ejendomsskyld almindeligvis 

alene omfatter den af købstadkommuner 

(og sognekommuner) pålignede kommunale 

ejendomsskyld. Endelig er der i den kommunale 

ejendomsskattelovs § 8 hjemlet ydelse af 

et særligt statstilskud til nedscettelse af den 

amtskommunale grundskyld under visse nærmere 

angivne betingelser. 

Som en særlig indtægtskilde, der udover den 

egentlige kommunale beskatning er hjemlet for 

købstadkommuner, medens den uden for købstæderne 

kommer amtskommunerne og ikke 

sognekommunerne til gode, skal nævnes totalisatorafgifterne, 

hvoraf 8 % af de af staten oppebårne 

afgifter tilflyder den købstadkommune 

eller amtskommune, hvori det afgiftspligtige 

spil har fundet sted (lov nr. 145 af 31. marts 

1950), medens der ikke tilflyder sognekommunerne 

nogen del af denne afgift. 

Endelig skal det nævnes, at der gælder forskellige 

regler for beregningen af de andele af 

vægt-, benzin- og omsætningsafgifterne, der tilkommer 

henholdsvis købstadkommuner og amtskommuner 

(og sognekommuner), jfr. lovbekendtgørelse 

nr. 123 af 23. marts 1932. 

Gennemgangen af de kommunale opgaver, 

der for landets vedkommende er henlagt til 

amtskommunen, men som for købstædernes vedkommende 

er henlagt til købstadkommunerne, 

giver et indtryk af, at flertallet af disse opgaver 

netop er af en sådan karakter, at det — for at 

opgaverne kan blive løst på en rationel måde i 

rene landdistrikter, der ikke har samme befolkningstæthed 

som byerne, - er naturligt at henlægge 

dem til større kommunale enheder med 

en større samlet økonomisk bærekraft. Dog gælder 

det, at man, for så vidt angår de opgaver,

94 

hvor det principielt er af afgørende betydning, 

at de løses ensartet i større geografiske områder, 

landeveje og større vandløb, har henlagt 

løsningen til den geografisk store kommune, 

amtskommunen, også for købstædernes område*). 

Den bag hele vor kommunalordning liggende 

forudsætning om, at kommunerne uden for købstæderne 

alle er forholdsvis tyndt befolkede, og 

at de enkelte sognekommuner derfor ikke - som 

købstæderne — må formodes at have tilstrækkelig 

økonomisk bærekraft til at varetage visse af 

de kommunale opgaver, holder imidlertid ikke 

ganske stik, således som forholdene har udviklet 

sig. Uden for købstæderne findes der nu en 

række bysamfund, som med hensyn til indbyggertal 

og erhvervsmæssig struktur m. v. ligger 

på linie med flere af købstadkommunerne, uden 

at lovgivningen har tillagt disse bysamfund den 

samme kommunalretlige stilling i forhold til 

amtskommunerne som købstæderne. 

D. DE FORSKELLIGE ARTER AF 

BYKOMMUNER 

Når man betragter hele vor kommunalordning, 

således som den ser ud i dag, viser der 

sig i det hele taget et ret uensartet billede med 

hensyn til den stilling, som landets bysamfund 

indtager i kommunalretlig henseende: 

Den største kommune, Københavns kommune, 

indtager i kommunalretlig henseende en ganske 

særegen stilling. 

Visse af de øvrige bysamfund benævnes købstadkommuner, 

og det overvejende flertal af 

disse kommuner står uden for amtskommunen, 

således at disse kommuners kommunale kompetence 

ikke — som sognekommunernes - på visse 

områder er begrænset af en »overkommunes«, 

amtskommunens, beføjelser. En noget tilsvarende 

stilling indtager Frederiksberg kommune. 

Enkelte af købstæderne, nemlig købstæderne 

på Bornholm, indtager dog en særstilling i forhold 

til de andre købstæder, idet der er etableret 

et lovbundet fællesskab mellem disse købstæder 

og Bornholms landdistrikter med hensyn 

*) Det må i denne forbindelse nævnes, at der ikke 

efter dansk kommunallovgivning er noget til 

hinder for, at opgaver, der principielt er henlagt 

til henholdsvis købstadkommuner og amtskommuner, 

løses af disse i fællesskab, hvilket i vidt 

omfang finder sted på sygehusvæsenets område 

og på flere andre områder. 

til den række kommunale opgaver, som normalt 

varetages af amtskommunen alene for landets 

vedkommende. Dette fællesskab giver sig udslag 

i, at de bornholmske købstæders befolkning 

vælger repræsentanter til Bornholms amtsråd, 

og at de udgifter, der er forbundet med disse 

fælles anliggender, fordeles mellem landdistrikterne 

og købstadkommunerne efter særlige fordelingsregler, 

således at den del af amtskommunens 

udgifter, der skal bæres af landdistrikterne, 

udskrives hos disses beboere som almindelig 

amtskommunal skat, medens den del af 

udgifterne, der skal bæres af købstæderne, pålignes 

de enkelte købstadkommuner. Man kan 

altså for så vidt sige, at de bornholmske købstæder 

hører til amtskommunen, jfr. nærmere 

nedenfor, s. 124 ff. 

Andre bysamfund benævnes flækker, og visse 

af disse kommuner indtager i forhold til amtskommunen 

en stilling, der svarer til de almindelige 

købstadkommuners, medens to af flækkerne 

(Christiansfeld og Nordborg) i kommunalretlig 

henseende indtager en stilling, der 

minder om de bornholmske købstæders. 

Et enkelt af bysamfundene, Marstal, benævnes 

»handelsplads«. Marstal indtager med hensyn 

til det økonomiske tilhørsforhold til amtskommunen 

nøjagtig den samme stilling som en 

sognekommune. Når denne kommune har en 

særlig benævnelse, der adskiller den fra sognekommunerne, 

hænger dette således ikke sammen 

med, at dens kommunale status i relation 

til amtskommunen er anderledes end sognekommunernes, 

men den særlige benævnelse har sin 

historiske forklaring i, at denne kommune på 

en række andre lovgivningsområder såvel i som 

uden for kommunallovgivningen har indtaget 

en anden stilling end sognekommunerne. Dette 

er således tilfældet på det næringsretlige område, 

hvor kommunen fra gammel tid har haft 

en købstadlignende stilling. Også med hensyn 

til det nærmere indhold af reglerne om kommunens 

styrelse har byen allerede tidligt indtaget 

en købstadlignende stilling. På tilsvarende 

måde svarer de regler, hvorefter kommunen 

påligner og opkræver de egenkommunale ejendomsskatter, 

til de i købstæderne gældende. Den 

omstændighed, at kommunen vel i forhold til 

amtskommunen er stillet fuldstændig som en 

sognekommune, men dog indtager en særstilling 

på det styrelsesmæssige og på andre kommunale 

lovgivningsområder, har begrundet, at 

kommunen opfattes som havende en særlig 

kommunalretlig status.

95 

Endvidere findes der visse bysamfund, nemlig 

nogle af de københavnske omegnskommuner, 

der i forhold til amtskommunen er stillet 

fuldstændig som andre sognekommuner, men 

som - på samme måde som Marstal - både med 

hensyn til styrelsen af de kommunale anliggender 

og på visse andre kommunale områder behandles 

efter regler, der svarer til de for købstadkommunerne 

gældende. Disse kommuners stilling 

adskiller sig dog fra Marstal kommunes bl. a. 

ved, at de ikke — som købstæderne — er undergivet 

indenrigsministeriets almindelige tilsyn, 

men derimod står under tilsyn af amtsrådet, 

samt ved at de kommunale ejendomsskatter i 

disse kommuner pålignes efter de for de øvrige 

sognekommuner gældende regler. 

Endelig er der de bysamfund, der såvel i forhold 

til amtskommunen som med hensyn til de 

fleste andre områder inden for kommunallovgivningen, 

herunder især med hensyn til styreform 

og den kommunale beskatning, indtager 

den samme stilling som rene landkommuner, til 

trods for at disse byer med hensyn til størrelse 

og struktur iøvrigt, herunder kommunens økonomiske 

bærekraft, ligger på linie med mange 

købstæder. 

I det følgende vil man foretage en undersøgelse 

til belysning af den historiske baggrund 

for det nuværende kommunale systems opdeling 

af landet i to arter af landkommuner og i de 

forskellige arter af bykommuner. Man vil særlig 

søge at belyse, i hvilket omfang den siden 

midten af forrige århundrede stedfundne udvikling 

i retning af bydannelser uden for købstæderne 

har øvet indflydelse på kommunalordningen 

i form af senere forandringer i den kommunalordning, 

der bestod, før de nye bydannelser 

gjorde sig gældende. I bilag 14 er der endvidere 

givet en kort beskrivelse af de i Sverige 

og Norge gældende kommunalordninger, herunder 

af principperne for disse landes kommunale 

inddeling, idet man specielt har omtalt, 

hvilken kommunalretlig stilling der i disse lande 

er tillagt de byer, der er vokset op uden for 

de fra gammel tid bestående byer som følge af 

en tilsvarende udvikling som den, der er foregået 

her i landet.

KAPITEL 9 

Kommunalordningens historiske baggrund. 

A. DE KOMMUNALE STYRELSESANORD- 

NINGER - TIDEN INDTIL GRUNDLOVEN 

AF 5. JUNI 1849 

Da vor nuværende kommunale inddeling blev 

endelig fastlagt ved de kommunale styrelsesanordninger, 

der udfærdigedes lidt før midten 

af forrige århundrede*),lagde man den fra gammel 

tid bestående kirkelige inddeling i sogne 

samt amtsinddelingen til grund for kommuneinddelingen 

uden for købstæderne. Landet blev 

opdelt i sognedistrikter, der hørte under amtskommunen, 

i amtskommuner, hver omfattende et 

større antal sognedistrikter, i købstadkommuner, 

der ikke hørte under amtskommunen, og i Københavns 

kommune, der i det hele indtog en 

særstilling. 

De enkelte sognedistrikters område blev fastlagt 

i overensstemmelse med de retningslinier, 

der havde ligget til grund ved fattigvæsenets 

organisation på landet, jfr. reglement af 5. juli 

1803. Sognedistriktet omfattede herefter normalt 

et sogn eller flere under eet præstekald 

forenede sogne, for så vidt de i overensstemmelse 

med den almindelige regel i § 1 i fornævnte 

reglement af 5. juli 1803 havde haft 

fælles fattigvæsen. Et til en købstadkirke henhørende 

landdistrikt, som undtagelsesvis havde 

haft eget fattigvæsen, blev ligeledes oprettet til 

et særskilt sognedistrikt (købstadernes landsogne). 

Amtskommunernes område baseredes på den 

tidligere amtsinddeling, dog at købstæderne 

holdtes uden for amtskommunen. 

Købstadkommunernes område omfattede de 

dengang bestående købstæder med alle de til dis- 

*) Anordning af 24. oktober 1837 om købstædernes 

økonomiske bestyrelse, anordning af 1. januar 

1840 angående kommunalbestyrelsen i København 

og anordning af 13. august 1841 om landkommunalvæsenet. 

se hørende grunde uden for selve købstadens 

grænser. Hvor et til en købstadkirke hørende 

landdistrikt havde været henlagt til købstaden, 

for så vidt angår fattig- eller skolevæsen, skulle 

en af distriktets beboere valgt forstander have 

sæde i købstadens skole- og fattigkommissioner, 

men distriktet som sådant hørte kun i de anførte 

relationer til købstadkommunen og betragtedes 

iøvrigt som et sognedistrikt (de såkaldte købstadlanddistrikter) 

. 

Dette kommunale system, hvor købstæderne 

udgjorde kommuner for sig, medens landet 

udenfor købstæderne blev inddelt i to slags 

kommuner, amtskommuner og sognekommuner, 

harmonerede for så vidt godt med de dengang 

bestående faktiske forhold. Der fandtes ikke 

byer af nogen betydning uden for købstæderne, 

og landdistrikterne var gennemgående relativt 

tyndt befolkede, således at de enkelte sognedistrikters 

økonomiske bærekraft var langt mere 

begrænset end købstædernes. 

Med hensyn til de ved anordningerne givne 

regler for styrelsen af kommunernes anliggender 

var der forskelle mellem bestemmelserne 

for henholdsvis København, købstæderne og 

sognedistrikterne, hvilket var i god overensstemmelse 

med det skel, der dengang var mellem 

forholdene i by og på land. 

København og købstæderne havde — i modsætning 

til sognedistrikterne — allerede fra gammel 

tid haft karakteren af administrative enheder 

med et vist lokalt selvstyre og med et selvstændigt 

administrationsapparat. I København 

fandtes et borgerudvalg, i købstæderne »eligerede 

borgere«, med hvilke den kgl. magistrat 

eller byfogden skulle rådføre sig i kommunens 

anliggender, og som i enkelte byer endog havde 

besluttende myndighed. På landet havde man 

ikke tidligere haft egentlige kommunalbestyrelser; 

først ved det fornævnte reglement af 1803 

for fattigvæsenet på landet og anordning af

97 

29. juli 1814 om almueskolevæsenet på landet 

blev spiren lagt til vort nuværende kommunale 

system på landet. 

Købstadanordningen omfattede 67 købstæder 

i kongeriget; gennemgående var købstæderne 

små, sammenlignet med nutidens byer; kun 8 

havde et indbyggertal på over 4000 (Århus, 

Odense, Ålborg, Randers, Helsingør, Horsens, 

Fredericia og Rønne), medens 53 havde et indbyggertal 

på under 2000. 

Forskellige steder i landet forelå der dog - 

som oftest særlig historisk begrundede - forhold, 

der kunne tale for en afvigelse fra de i 

kommunalanordningerne givne regler om kommunernes 

styre. For en række sognedistrikters 

styrelse blev der da også i den følgende tid givet 

særlige regler, uden at de pågældende distrikters 

karakter af egentlige sognedistrikter 

herved ændredes (Dragør, Store Magleby m. 

fl.). Men der var også allerede dengang enkelte 

mindre bysamfund uden for købstæderne, 

hvor landkommunalanordningens regler om sognedistrikternes 

kommunale styrelse ikke naturligt 

fandt anvendelse. Således havde byen Løgstør 

hidtil i flere retninger indtaget en købstadlignende 

stilling uden dog at være købstad; der 

var blevet tilstået dens indbyggere rettighed til 

at drive handel, brænderi og anden købstadnæring, 

ligesom dens bystyre havde været ordnet 

på købstadlignende vis. I forbindelse med styrelsesanordningens 

gennemførelse opstod derfor 

spørgsmålet om, efter hvilke regler byens 

kommunale administration ville være at ordne. 

Da anvendelse af landkommunalanordningens 

regler ikke fandtes hensigtsmæssig i det foreliggende 

tilfælde, blev det ved reskript af 17. 

november 1841 bestemt, at købstadanordningen 

skulle finde anvendelse på Løgstør med de 

modifikationer, som byens særegne forhold krævede, 

således at den nærmere ordning skulle 

fastsættes i et regulativ. Et sådant regulativ, der 

kun på ganske enkelte punkter indeholdt afvigelser 

fra købstadanordningens regler, blev approberet 

i 1842*), og Løgstør by fik således 

bl. a. med hensyn til reglerne om den kommunale 

beskatning og om byens bestyrelse en købstadlignende 

stilling, uden at den dog udtrådte 

af den bestående økonomiske forbindelse med 

*) »Provisorisk regulativ for handelsog ladepladsen 

Løgstørs fremtidige kommunale styrelse« approberet 

ved kanc.skr. af 22. februar 1842, jfr. 

kanc.skr. af 30. november 1847 og indenrigsministeriets 

skrivelse af 9. august 1862. 

7 

amtskommunen. Derimod fandt man ikke straks 

anledning til at gøre Løgstør til en egentlig købstad, 

hvilket - bortset fra virkningen for kommunens 

stilling i forhold til amtskommunen - 

især ville have haft betydning for byens stilling 

i næringsretlig henseende, men det blev ved 

kgl. resolution af 17. november 1841 pålagt 

kancelliet at tage under overvejelse, om der ikke 

måtte være anledning til at tilstå Løgstør fuldkommen 

købstadret. 

I det hele stod man i tiden efter kommunalanordningernes 

udfærdigelse ikke ganske fremmed 

over for tanken om at udvide købstædernes 

antal. Der blev således ved reskript af 17. september 

1844 nedsat en kommission til at meddele 

forslag til de betingelser, under hvilke et 

købstadanlæg ved Silkeborg kunne være at tillade. 

I overvejelserne om virkningerne af en bys 

oprettelse til købstad var det imidlertid dengang 

ikke så meget spørgsmålet om det kommunalretlige 

tilhørsforhold til amtskommunen og om 

den rette form for den kommunale administration, 

der spillede den afgørende rolle, men det 

var først og fremmest et spørgsmål om tilståelse 

af de særligt for købstadborgerne gældende næringsrettigheder, 

og man tog her ikke alene hensyn 

til byboernes interesse i sådan næring, men 

også til ønsker fra beboerne i de omliggende 

landdistrikter om lettere adgang til afsætning af 

deres produkter. 

Hverken Løgstør eller Silkeborg blev imidlertid 

oprettet til købstad dengang, men Silkeborg 

blev i overensstemmelse med en af den 

fornævnte kommission afgivet foreløbig indstilling 

ved kgl. resolutioner af 15. december 1845 

og 8. januar 1846 oprettet til handelsplads, således 

at der efter bevilling i hvert enkelt tilfælde 

ville blive tilstået dens indbyggere ret til handelsog 

håndværksnæring, ligesom der blev indrømmet 

nybyggere særlige begunstigelser for at animere 

til tilflytning til byen. Først i 1855 fik 

Silkeborg i kommunal henseende en købstadlignende 

stilling svarende til Løgstørs, hvorom nærmere 

nedenfor, s. 98 f. 

Endelig blev der under 23. januar 1849 af 

indenrigsministeriet approberet et regulativ for 

Frederiksværk by, hvilket regulativ senere blev 

afløst af et under 2. juni 1850 udfærdiget 

»Foreløbigt regulativ for Frederiksværk bys 

økonomiske bestyrelse«, hvorved Frederiksværk 

opnåede en tilsvarende købstadlignende stilling 

som Løgstør med bevarelse af den økonomiske 

forbindelse med amtskommunen.

98 

B. TIDEN EFTER GRUNDLOVEN AF 1849 

I grundloven af 5. juni 1849 bestemtes det 

i § 96, at kommunernes ret til, under statens 

tilsyn, selvstændigt at styre deres anliggender, 

ville blive ordnet ved lov. Det var vel almindeligt 

ventet, at der meget snart efter grundlovens 

givelse ville blive gennemført en gennemgribende 

revision af hele kommunallovgivningen, 

således at borgernes indflydelse på 

kommunalforvaltningen i højere grad kom i 

overensstemmelse med den indflydelse, som 

borgerne gennem den nye forfatning havde opnået 

på statens anliggender. Interessen for de 

kommunale anliggender var gennemgående ikke 

stor i befolkningen ude over landet, men ved 

en kommunal reform med udvidet selvstyre 

for kommunerne tilsigtede man bl. a. at skabe 

større interesse hos befolkningen for deltagelse i 

kommunestyret, og herigennem også for hele 

landets offentlige anliggender. Da der imidlertid 

ikke fra regeringens side fremkom forslag 

til den forventede kommunalreform, blev 

der først i rigsdagssamlingen 1850 af Balthazar 

Christensen og senere i rigsdagssamlingen 1851 

af tidligere indenrigsminister Rosenørn fremsat 

forslag til en kommunallov. Under udvalgsbehandlingen 

af det af Rosenørn fremsatte forslag 

fremkom Orla Lehmann med et udkast til en 

kommunallov, hvilket forslag dog ikke nåede 

til behandling på rigsdagen. 

Alle disse forslag indeholdt bestemmelser om 

væsentlige ændringer i den kommunale inddeling 

og hele det kommunale system. Ifølge 

Balthazar Christensens forslag skulle landet 

inddeles i 6 landskredse, og hver landskreds 

inddeles i lige så mange kommuner, som der 

da var købstadkommuner og sognedistrikter; 

hovedstaden skulle opløses i 5 kommuner. Rosenørns 

forslag om kommuneinddelingen gik 

ud på en inddeling i 9 stiftsdistrikter, der atter 

skulle opdeles i købstadkommuner og herredsdistrikter, 

og herredsdistrikterne skulle omfatte 

de til herredet hørende sognedistrikter. Dette 

udkast indeholdt endvidere bestemmelser om, 

at købstæder med mindre end 2000 indbyggere 

under visse nærmere angivne betingelser administrativt 

skulle kunne nedlægges, således at de 

fremtidig betragtedes som sognedistrikter. 

Efter Lehmanns udkast skulle den hidtidige 

amtsinddeling bevares, men amtskredsene skulle 

omfatte købstadkommunerne og flere herredskredse, 

hvilke sidste igen skulle omfatte et større 

antal sognekredse. 

Intet af disse lovforslag blev imidlertid vedtaget, 

idet der viste sig store politiske vanskeligheder 

ved overhovedet at få gennemført en 

reform af kommunallovgivningen. Man indskrænkede 

sig derfor i de følgende år til alene 

at gennemføre de allermest påkrævede lovændringer 

inden for det kommunale område, herunder 

navnlig vedrørende sogneforstanderskabernes 

og amtsrådenes sammensætning og valg. 

I loven herom af 22. marts 1855 blev der tillige 

givet regler om de bornholmske købstxders repræsentation 

i amtsrådet, hvilket forhold tidligere 

havde været ordnet ad administrativ vej, 

første gang ved reskript af 31. december 1850. 

Der havde fra gammel tid bestået et særligt 

fællesskab mellem købstæder og landdistrikter 

på Bornholm, hvilket gjorde det naturligt, at 

købstæderne også fik repræsentation i amtsrådet 

og dermed indflydelse på de for købstæder og 

landdistrikter fælles anliggender. Med hensyn 

til købstædernes bidrag til den fælles amtsfond 

blev der givet nye regler i lov af 21. januar 

1857, hvorefter amtsfondens vejudgifter skulle 

fordeles mellem købstæder og landdistrikter efter 

hartkorn, medens andre udgifter skulle afholdes 

med 1 /3 af købstæderne og 2 h af landet, 

således at købstædernes andel fordeltes mellem 

disse efter folketal*). 

Også spørgsmålet om oprettelse af nye købstæder 

eller i hvert fald tilståelse af en købstadlignende 

stilling i styrelsesmæssig henseende 

var fremme i tiden efter grundloven. I rigsdagssamlingerne 

1852 og 1854 blev der af regeringen 

fremsat et forslag til »Regulativ for handelspladsen 

Silkeborgs økonomiske bestyrelse«, 

hvorefter Silkeborg ligesom Løgstør og Frederiksværk 

skulle indtage en købstadlignende stilling 

også i styrelsesmcsssig henseende med bevarelse 

af forbindelsen med amtskommunen. 

Ved forslagets fremsættelse oplystes det fra 

regeringens side, at man ikke havde ment at 

kunne imødekomme et andragende fra beboerne 

på pladsen om tilståelse af egentlig købstadret. 

Dette andragende var begrundet i beboernes 

vanskeligheder ved at opnå lån i deres 

ejendomme, idet der dengang ikke var adgang 

til at opnå lån af offentlige midler i ikkelandbrugsejendomme 

uden for købstæderne. Regeringen 

nærede imidlertid betænkeligheder ved 

*) Dette særlige fællesskab mellem købstæder og 

landdistrikter på Bornholm er stadig gældende, 

dog er reglerne for det økonomiske fællesskab 

ændret ved lov nr. 98 af 4. marts 1918 og lov 

nr. 150 af 31. marts 1949 samt anordning nr. 

264 af 15. maj 1949, jfr. nærmere i kapitel 10.

SÃ¸gbar version

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles