Hvad optikeren skal, må og absolut ikke må - Danmarks ...

FAGLIGT STOF
8
Foredrag som oplæg til Danmarks Optikerforenings generalforsamling:
Hvad optikeren skal, må og absolut ikke må
I en brydningstid, hvor der for alvor er fokus på optikerens dobbeltrolle som sundhedsperson og forhandler af optik til korrektion af synet,
kan det være svært at finde ud af lige præcis hvor grænserne går. Studierektor Svend-Erik Runberg fra Optikerhøjskolen i Randers har
kigget nærmere på bekendtgørelserne og giver svarene.
Af Claus Suk Yong Jacobsen
Optikerens uddannelse er baseret på
Lov om Mellemlange Videregående
Uddannelser og Bekendtgørelse om
Uddannelse til Professionsbachelor i
Optometri.
Dertil kommer en række andre love om
professionsbachelorer, om karaktergivning,
om prøver og eksamener.
Praktiserende optikere er undergivet
autorisationen, som i dag ikke er en
selvstændig autorisation for optikere.
Lov om Autorisation af Sundhedspersoner
og om Sundhedsfaglig virksomhed
gælder alle sundhedspersoner,
herunder optikere.
Formålet med at uddanne optometrister
er ifølge uddannelsesbekendtgørelsen,
at ”kunne udføre, evaluere og dokumentere
optometriske opgaver og
synskorrektion indenfor anden behandling
og sundhedspleje”.
Bekendtgørelsen nævner også ”sygdomsforebyggelse”,
rehabilitering” og
”faglig udvikling”, så de studerende
derved opnår ”handlekompetence indenfor
det optometriske professionsområde.”
Det betyder, at nye optikere ikke bare
skal kunne arbejde ude i de almindeligt
kendte optikervirksomheder, men også
være kvalificerede til ”international og
national beskæftigelse i privat og offentlig
virksomhed”, altså for eksempel
ansættelse på øjenafdelingen på et
hospital.
Officielt hedder det ”patienter”
Svend-Erik Runberg gav de fremmødte
ved Danmarks Optikerforenings generalforsamling
den 22. marts i år en
grundig gennemgang af love og bekendtgørelser
i forbindelse med uddannelsesreformen
for at klargøre formålet
med og bredden i det sundhedsfaglige
aspekt i moderne optikervirksomhed.
Optikeren skal ifølge uddannelsesbekendtgørelsens
formålsparagraf
kunne ”udvikle, styrke, opretholde og
genskabe optimal synsevne og synsrelateret
funktionsevne med det formål
med det formål at fremme sundhed og
livskvalitet, samt forebygge synsnedsættelse
og synstab.”
Optikeren skal også være kvalificeret til
at indgå i samarbejde med patienten,
pårørende, kolleger og andre faggrupper.
Spørgsmålet om brugen af ”patient”
eller ”kunder” er et af de påtrængende
emner.
”Det er noget, vi ofte diskuterer. Hvad
hedder de mennesker, der kommer ind
til os? Er det kunder, er det klienter eller
er det patienter? Vi er en sundhedsuddannelse,
og vi er en sundhedsprofession,
og på lige linje med alle andre
sundhedsprofessioner, så hedder vores
kunder selvfølgelig patienter”, fastslog
Svend-Erik Runberg med henvisning til
officielle skrivelser, love og bekendtgørelser
fra Sundhedsstyrelsen og
Undervisningsministeriet, hvor der konsekvent
bruges betegnelsen ”patienter”.
”Det er klart, at hvis en person kommer
ind i butikken for at købe et par nye
solbriller eller et etui til sine kontaktlinser,
så er personen naturligvis en
kunde”, sagde han dog videre.
Grænsen er let at trække. I det øjeblik
en opgave kræver, at optikeren fører
journal i henhold til Lov om
Journalføring, så er personen optikeren
behandler en ”patient”.
Hvad optikeren skal kunne
Den nye autorisationslov fra 2006 afviger
på nogle punkter fra den lov,
mange optikere har modtaget sammen
med deres autorisation. Lovens formål
er ”at styrke patientsikkerheden og
fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets
ydelser.”
Indehaveren af autorisationen har ret
til at anvende en bestemt titel, og for
optikere er der tale om to beskyttede
titler, ”optiker” og ”kontaktlinseoptiker”.
”Det er det, det hedder. Man ser mange
andre spændende udtryk som for eksempel
autoriseret optometrist, men en
autoriseret optometrist er altså en optiker.
Man ser også nogen, som er autoriseret
optiker, og det er også noget
vrøvl, for man kan ikke være optiker,
hvis ikke man er autoriseret”, fastslår
Svend-Erik Runberg.
Ifølge autorisationslovens stykke 3 har
optikere også ret til at udøve en ” bestemt
sundhedsfaglig virksomhed.”
Optikervirksomhed omfatter ”synsbestemmelse
med henblik på tilpasning,
kontrol og udlevering af briller og andre
individuelt udformede synshjælpemidler,
dog ikke kontaktlinser.”
Kun kontaktlinseoptikere må tilpasse
kontaktlinser.
Da det er optikerens kerneområde, skal
alle optikere kunne udøve denne funktion
korrekt i forhold til det kvalitetsniveau,
som sundhedsvæsenet ønsker.
”Hvis vi stiller spørgsmålet: Hvad er det
vi skal, så skal vi i hvert fald kunne udføre
en tilfredsstillende synsbestemmelse
og hvis vi er kontaktlinseoptikere
skal vi kunne lave tilfredsstillende kontaktlinsetilpasninger”,
siger Svend-Erik
Runberg.
Hvornår er optikeren samvittighedsfuld?
En autoriseret sundhedsperson skal under
udøvelse af sin virksomhed udvise
”omhu og samvittighedsfuldhed”.
Optikere skal altså udføre en grundig
refraktionsundersøgelse før kontaktlinsetilpasning,
og de skal dertil udføre
alle de supplerende undersøgelser, de
finder nødvendige, herunder undersøgelse
af ”synsfelt, kontrastfølsomhed,
farvesyn m.m.”, hvis samvittigheden og
pligten til omhu byder det.
Hverken størrelsen på et honorar eller
eventuel mangel på honorar kan forsvare,
at optikere kan slække på kravene.
At en service for eksempel er ydet
gratis vil ikke frifinde en optiker i en
eventuel sag om grov forsømmelighed.
”Vi må selv sørge for at få de penge
hjem som gør, at vi kan leve op til de

FAGLIGT STOF
10
Svend-Erik Runberg forklarede ved
Danmarks Optikerforenings ordinære
generalforsamling den 22. marts muligheder,
begrænsninger og forpligtelser
i forhold til optikeres nye autorisation
og uddannelsesregler.
forventninger, der stilles til os”, indskærper
Svend-Erik Runberg.
Der findes ikke klare retningslinjer for,
hvordan kravet om at holde sig opdateret
med den nyeste viden indenfor faget
skal fortolkes i praksis.
De konkrete rammer for samvittighedsfuld
optikervirksomhed fastsættes af
domspraksis ved klager til Patientklagenævnet,
men som udgangspunkt
følges autorisationsloven og journalføringsloven
meget stringent.
Hvad må optikeren ikke gøre?
Optikeren må selvfølgelig først og
fremmest ikke skade patienten, og patienten
må heller ikke gøres ”unødigt bekymret”.
Med hensyn til information er
det en skønssag fra optikerens side,
hvad en patient kan tåle at få at vide
og har nytte af.
Dertil, men ikke mindre afgørende, må
optikeren aldrig foregive at foretage en
helbredsundersøgelse.
”Det er her, det går galt en gang imellem”,
siger Svend-Erik Runberg og
fortsætter: ”I en hvilken som helst undersøgelse
undersøger vi synsfunktionen
og synsevnen.”
Når optikere har udført en funktionsundersøgelse
kan de derfor udtale, at
de for eksempel ikke finder en fejl i den
undersøgte funktion, men ikke af den
grund at øjet er rask.
Omvendt er for eksempel konstatering
af et synsfeltudfald ikke ensbetydende
med en afsløring af patologi. Optikeren
stiller ikke en diagnose, men henviser
på basis af en funktionsnedsættelse til
øjenlæge.
”Hvis vi henvender os til myndighederne
og siger: Vi vil gerne screene
for glaukom, vil det juridiske kontor
lynhurtigt finde frem til, at det er ikke
indenfor optikernes virksomhedsområde.
Hvis vi derimod siger, vi vil gerne
undersøge synsevnen og synsfunktionen
så grundigt, at vi er sikre på at levere
synshjælpemidler til personer med
fuld funktionsevne, så er der ingen der
vil komme efter os. Tværtimod vil de
klappe os på skulderen og sige: Det er
netop samvittighedsfuldhed og omhu”,
forklarer Svend-Erik Runberg.
Det er med andre ord ikke så meget et
spørgsmål om, hvilke typer undersøgelser
optikere udfører, men i høj grad om
hvilke betegnelser der hæftes på eventuelle
specialundersøgelser, og hvilken
grad af kompetence optikeren foregiver
at have.
Det må ikke bære præg af at være en
sundhedsundersøgelse.
Hvad optikere gerne må
”Man forventer at optikere er i stand til
at vurdere, hvornår en synsforstyrrelse
eller synsnedsættelse kræver en øjenlægeundersøgelse”,
fremgår det af
Samarbejdsaftalen mellem Optikere og
Øjenlæger, en aftale der gik forud for
autorisationsloven og på mange områder
har haft indflydelse på autorisationens
udformning.
Optikeren skal med andre ord kunne
skelne det syge øje fra det raske. Igen
er spørgsmålet: Er der fuld funktionsevne?
Er der ikke fuld funktionsevne, skal optikeren
henvise til øjenlæge eller anden
sundhedsperson.
Aftalen sætter ingen konkrete indskrænkninger
i optikerens handlefrihed
fra øjenlægernes side.
Samarbejdsaftalen er formuleret af
øjenlægerne og fungerer stadig som en
udmærket rettesnor for forventninger
og krav i forhold til optikeres og øjenlægers
samarbejde.
I andre lande har man forbudt optikere
at oftalmoskopere, måle øjentryk og
andre specialundersøgelser. Det har
øjenlægerne i Danmark ikke ønsket at
gøre, men alene understreget at optikeren
ikke må udføre en diagnostisk undersøgelse,
altså en helbredsundersøgelse.
”Kør løs, men lad være med at fortælle
patienten, at I er doktorer”, siger
Svend-Erik Runberg.
FOTO: CLAUS SUK YONG JACOBSEN
Lærebogen Praktisk Oftalmologi, der er
et langt nyere værk, skrevet af en
række danske øjenlæger og en enkelt
optiker og beregnet til lægestuderende,
indgår i pensum på Optikerhøjskolen og
erstatter Nordisk Lærebog i Oftalmologi.
Ifølge Praktisk Oftalmologi er optikerens
primære formål at ”bestemme refraktion,
akkomodationsbredde, samsynsfunktion…”
og ”supplerende
undersøgelser”.
Omtrent hver 12. undersøgelse hos optikere
fører til øjenlæge eller anden
melding, påpeger lærebogen.
Hvad øjenlægerne forventer
Henvendelser til øjenlæger fra optikere
skal helst være skriftlig og må gerne
omfatte følgende oplysninger:
Årsag til henvisningen, refraktion og
bedst korrigerede synsstyrke, observationer
ved for eksempel spaltelampeundersøgelse,
samt eventuelt resultat af
synsfeltsundersøgelse, tonometri og
fundus-fotografering”.
Med den formulering kan optikere trygt
gå ud fra, at de også har lov at anvende
de pågældende undersøgelser og
undersøgelsesredskaber i deres praksis.
Øjenlægerne efterspørger også ”tentativ
diagnose”, altså et forslag til en diagnose.
Det er ikke en færdig diagnose,
men mener optikeren, at for eksempel
uklarheder i patientens linse tyder på
katarakt, så ønsker øjenlægen at blive
oplyst om denne mistanke.
Derfor er det ikke underbygget at
påstå, at der er bestemte undersøgelser,
optikere er forment fra at foretage.
”Vi må også gerne komme med en tentativ
diagnose overfor patienten, men
vi må bare ikke udtale os skråsikkert”,
fastslår Svend-Erik Runberg.