Etniske minoriteter - SFI

Hvis integration skal lykkes, må det være et bredt projekt. Integrationsloven
giver gode rammer for, at det faktisk kan blive et bredt projekt.
Men de første rimeligt positive erfaringer med integrationsloven beviser
ikke det gamle ordsprog om, at “godt begyndt er halvt fuldendt”. Næste
fase for mange kommuner er at gå fra “projekt til drift”. Det er en
skrøbelig proces, hvor vi skal fastholde enigheden om, at det er en
opgave vi skal løse i fællesskab. Og vi skal erkende, at integration ikke
klares fra dag til dag. Én af de største udfordringer ved integrationsarbejdet
i årene fremover er at opretholde en høj grad af lokal forpligtelse
overfor at løse integrationsopgaven så godt som muligt.
Da vi for snart lang tid siden fik en ny integrationslov,
var der mange, der råbte vagt i gevær;
kunne kommunerne leve op til de forpligtelser,
der lå i den nye lovgivning? De fleste var vel enige
om, at den hidtidige indsats ikke havde været tilstrækkelig
god, men man ved jo, hvad man har,
så…
Dansk Flygtningehjælp havde tidligere løst en
stor og vanskelig integrationsopgave inden flygtningene
efter 18 måneder blev “overtaget” af
kommunerne. Baggrunden for den nye lovgivning
var næppe utilfredshed med den måde, Dansk
Flygtningehjælp løste opgaven på. Årsagen var
snarere, at vilkårene for opgaveløsningen blev
stadig mere umulige, fordi Dansk Flygtningehjælp
netop kun stod for en del af integrationsopgaven.
Bl.a. var aktiveringsopgaven stadig kommunal, og
det betød, at forsøget på at bringe flygtninge ind
på arbejdsmarkedet først for alvor tog fart efter
de 18 måneder, hvor Dansk Flygtningehjælp stod
for integrationsbestræbelserne.
Der var ikke tilstrækkelig sammenhæng og konsekvens
i den integrationsindsats, der fandt sted.
Og der kunne vælges to veje; enten overtog
Dansk Flygtningehjælp den samlede integrationsindsats
– blandt andet også aktiveringsdelen –
eller også overtog primærkommunerne den samlede
opgave. Nogle kommuner smugstartede ved
at ansøge om at overtage integrationsopgaven
allerede fra starten for at “undgå” den 18-måneders
periode, der på flere områder kunne være en
hæmsko for integrationsprocessen. Også Brøndby
Kommune overtog i denne periode integrationsopgaven
fra starten, primært for at sikre sammenhæng
i den integrationsindsats, som jo under
alle omstændigheder efter de 18 måneder primært
ville være en kommunal opgave. Ambitionen
var ikke mindst at sætte ekstra fokus på tilknytningen
til arbejdsmarkedet for på den måde i
videst muligt omfang at undgå en fremtid for flygtningene
på passiv forsørgelse.
Kommunerne var samlet set positive overfor at
skulle overtage integrationsopgaven, men der var
i nogle kommuner – særlig dem, der ikke havde
de store erfaringer på området – en betydelig nervøsitet
for, om man nu alle steder var i stand til
at løse opgaven. De kritiske toner blev gentaget
med større styrke uden for de kommunale kredse.
Én af bekymringerne var, at den ekspertise,
der blandt andet fandtes i Dansk Flygtningehjælp,
nu ville gå tabt med dårligere redskaber i integrationsarbejdet
som konsekvens.
Vedtagelsen af integrationsloven betød, at en
række opgaver på integrationsområdet nu blev
samlet hos kommunerne:
• Fordeling af flygtningene
• Boligplacering
• Sprogundervisning
• Aktivering
•“Almindelige” sociale tilbud som de i øvrigt
kendes fra den sociale lovgivning.
Den positive forventning var, at integrationsopgaven
bedre blev løst tæt på det lokalsamfund,
som flygtningene efterfølgende skulle bo i, og at
der generelt kunne skabes større sammenhæng
og lokal forpligtelse ved et kommunalt ansvar for
integrationsopgaven.
Og hvordan er det så gået? Har kommunerne
kunnet leve op til de forventninger, der var indeholdt
i integrationsloven, og hvilke er de største
udfordringer, vi kan se fremover?
En god begyndelse…
De fleste kommuner gik til opgaven med krum
hals. Både fordi der havde været så meget
diskussion om, hvorvidt vi nu i kommunerne overhovedet
var i stand til at løfte opgaven. Men også
fordi man i langt de fleste kommuner faktisk følte,
at der var tale om en fælles, samfundsmæssig
opgave, som alle skulle, ville og burde være
med til at løse. Selv små kommuner viste, at her
var der en opgave, der skulle løses. Formodningen
fra skeptikernes side havde ellers været, at
det ville være vanskeligt både at mobilisere lokal
opbakning og løse de praktiske opgaver med
boligplacering osv.i de små kommuner. Der var
masser af eksempler på, at lokale borgerforeninger
mm. lod flygtningeopgaven være omdrejningspunkt
for arbejdet i denne periode.
Men selvfølgelig var der også startvanskeligheder.
For det første skulle jo selve fordelingen af
det samlede antal flygtninge finde sted. Godt nok
43