Helge Brinch Madsen - Nordisk Konservatorforbund Danmark

sig orienteret om dens udvikling og kunne
heldigvis opleve glæden over frugterne af
sine visioner og bestræbelser.
HP fik også selv tid til at forske, mens han
virkede på skolen, og han har bl.a. beriget
os med værker som ’Rigets Dressel og
Breve’ og ’En Dansk Papirfabrikant’. Det
var papirkonserveringen, som havde HP’s
hjerte, men han specialiserede sig også i
konserveringen af de lak- og vokssegl, som
dokumenterer ægtheden af rigets ældste
breve og dokumenter. Man kommer heller
ikke uden om HP’s opbakning og støtte til
de kollegaer, som har gjort dansk fotokonservering
og forskning i lædernedbrydning
verdenskendt. Og HP var glad og stolt over,
at papirkonserveringen og forskningen i den
tekniske papirhistorie stadig varetages med
international kompetence på skolen. Jeg
kunne nævne en lang række andre områder
som præventiv konservering, monumentalkunst
og naturhistorisk konservering m.fl.,
hvis konsolidering og udvikling lå HP nær.
De to sidstnævnte områder blev oprettet
som selvstændige afdelinger på skolen i
hans tid som rektor.
Det var ikke kun HP’s faglige karriere, som
var enestående, men i høj grad også hans
egenskaber som leder. Hans lederstil var i
udpræget grad præget af tillid og tro på
sine studerende og medarbejdere, som han
støttede i stort og småt. Han fik os til at
gro fagligt og menneskeligt. HP var også
god til at dele sol og vind lige, og han så de
positive muligheder i det enkelte menneske,
om det var studerende eller kollegaer.
Selvom han var en god afdelingsbestyrer
for Grafisk Afdeling, så forstod han også
som afdelingsbestyrer nødvendigheden af
at handle i hele skolens interesse. Jeg tror
heller ikke, at ret mange var i tvivl om, at
han var hele skolens, alle studerendes og
medarbejderes rektor i den tid, hvor han
virkede i dette embede. Han ledte og handlede
aktivt for den samlede skoles udvikling
og veg ikke tilbage for de udfordringer, som
opstod undervejs. Jeg tror, at mange kan
nikke genkendende til HP’s ordsprog ”det er
bedre at gå foran i skandalen end at hænge
bjælder på tragedien”. Dermed mente
han ikke, at man skulle ty til ballade for
balladens skyld, men derimod at man skal
handle, gribe chancerne, når de opstår, og
turde stå ved de valg, som man foretager.
I udsagnet lå også, at man skal undgå at
skubbe problemerne foran sig, men søge at
løse dem, når de opstår. En god lære, som
jeg ved, at mange af HP’s studerende og
kollegaer forsøger at efterleve.
HP var et principfast og politisk menneske.
Socialdemokrat af den gamle skole med et
fast holdepunkt i partiets program fra 1913.
Dog uden at forfalde til stilstand, hvad hans
faglige karriere og udvikling da også klart
vidner om. Han var en farverig og temperamentsfuld
person, men lige nedenunder
”brummeriet”, som aldrig stak dybt, fandt
man hurtigt den lune og hjertevarme HP, der
sammen med sin Inger altid havde døren
åben for en snak om de store visioner,
politik, historie, mad, vin, sang og musik og
selvfølgelig alt det nære i den menneskelige
hverdag. Og det var en fornøjelse, når han
udfoldede sit store kendskab til kulturplanter
og havekunst. Vi er mange, tidligere
studerende og kollegaer, som kan se tilbage
på hyggelige stunder, og vidtløftige diskussioner
i Inger og HP’s gæstfrie hjem i Skovlunde,
hvor den veltillavede italienske mad
sammen med den gode italienske vin var
med til at få ideerne til at blomstre og give
visionerne vinger. Kærligheden til Italien
og det italienske køkken fik HP grundlagt
under sit lange ophold i Firenze efter
oversvømmelseskatastrofen i 1966, hvor
han sammen med andre danske kollegaer
arbejdede på at redde byens kulturarvsskatte.
En indsats, som blev fortsat hjemme
fra Danmark helt op i halvfjerdserne.
Efter HP’s pensionering var vi en del kollegaer,
som havde den glæde at få lov til,
sammen med HP’s familie og venner, fortsat
at fejre runde fødselsdage og mærkedage
i Inger og hans liv. Det har været en glæde
at opleve det gode familiesammenhold og
trofaste vennelag, som omgav ham gennem
alle de år. HP repræsenterede et godt
eksempel på, hvordan et positivt socialt
sammenhold er med til at styrke og løfte,
både i det private og fagligt. Nu er han ikke
mere. Tankerne går til Inger og familien i
deres sorg. Selv om det er en ringe trøst, så
ved jeg, at hans solide aftryk vil bestå ud
over vores tid. •
H.P. Pedersen ved hans 75 års-dag i 2006
Foto: Mogens Bohl Petersen
Mogens S. Koch og Marie Vest
Hans Peder Pedersen 10. 11 1931 – 20. 09
2011
.
Hans Peder Pedersen, bedre kendt som HP,
er død. En sms kom på telefonen og bragte
den triste meddelelse, at HP var død.
HP havde et alsidigt livsforløb. Han kom
som lille på et børnehjem, over en uddannelse
som herregårdsgartner uddannet på
Gisselfeld til militæret for at gå på pension
som rektor for Konservatorskolen. Via hæren
kom HP i kontakt med det, der skulle blive
hans livsbane, han blev ansat på Armeens
Arkiv. Her lærte han de konserveringsfaglige
færdigheder i håndskrift- og papirkonservering
på Rigsarkivet, som Hærens arkiv var
en del af. HP blev i 1969 chefkonservator
ved Rigsarkivet og landsarkiverne.
Som chefkonservator på rigsarkivet var det
naturligt, at HP blev inddraget i redningsarbejdet
under Firenze-katastrofen i 1966.
Han blev en del af det nordiske team, der
arbejdede i Firenze for at redde de store
kulturværdier, der blev skadet under oversvømmelsen.
Her blev HP’s dybe respekt
og glæde for italiensk kultur og køkken
grundlagt og udviklet.
Da Konservatorskolen blev oprettet , var HP
en naturlig repræsentant for arkivverdenen.
Han sad i det første studenteroptagelsesudvalg
og var således med til at præge
skolen helt fra den blev grundlagt. I HP’s
menneskelige holdninger kom hans ”plejegen”
som gartner til udtryk ved at have sin
helt egen ”nede-på–jorden”-holdning til
at pleje både elever og ansatte. Det gav et
meget frugtbart miljø på hans afdeling, som
resulterede i, at Konservatorskolens første
5-årige konservator og de første tre Ph.d’er
alle var elever fra Grafisk Afdeling. HP var
stolt af sine elever og sit personale, som
BULLETIN
9