Nye missions - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

mormon.dk

Nye missions - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE • AUGUST 2007

Kirkenyt

Nye hæfter fokuserer på »Bered alt,

hvad der behøves«

Imange år har præsident

Gordon B.

Hinckley opfordret

Kirkens medlemmer til

at følge det råd, som

findes i Lære og Pagter

109:8: »Bered alt, hvad

der behøves.« For at hjælpe

medlemmerne med at

huske dette råd er to nye

hæfter, som fokuserer på

hjemmeforråd og familiens

økonomiske reserver, nu tilgængelige

for Kirkens medlemmer.

Under den fælles titel

Bered alt, hvad der behøves

gennemgår hæftet med undertitlen

Hjemmeforråd det

grundlæggende, såsom hvordan

man opbygger et tre måneders lager

af fødevarer, et lager af drikkevand,

en økonomisk reserve samt et langsigtet

forråd af fødevarer, hvor det

er tilladt. Det andet hæfte med

undertitlen Familieøkonomi tilbyder

rådgivning i at betale tiende og

offerydelser, i at undgå gæld, i brugen

af et budget, i opbygningen af

en reserve samt i undervisningen af

familien i principperne om økonomisk

planlægning.

Hæfternes hovedemne er selvhjulpenhed,

et princip præsident

Hinckley ofte har fremhævet.

»Brødre, jeg vil igen påpege

De to hæfter Bered alt, hvad der

behøves forklarer det grundlæggende

i familieøkonomi og hjemmeforråd.

betydningen af, at hvert enkelt

medlem af Kirken og deres familier

er uafhængig,« sagde præsident

Hinckley til general konferencen

i oktober 2002. »Vi ved aldrig, hvornår

katastrofen rammer os. Sygdom,

arbejdsskader og arbejdsløshed kan

ramme mange af os. Vi har et storslået

velfærdsprogram, som visse

steder sørger for at oplagre korn.

Det er vigtigt, at vi har det. Men det

bedste sted at have et lager af mad er

i hjemmet. Vi bør også sætte penge

til side« (»Til brødrene i præstedømmer«,

Liahona, nov. 2002, s. 56).

Selvom medlemmerne opfordres

til at opbygge deres hjemmeforråd

og økonomiske reserve, skal

medlemmerne

kun gøre

det, hvor det

er tilladt og

ikke overdrive,

når de gør det,

sagde Kevin

Nield, leder

af hjælpen fra

biskoppernes

forrådshus.

Bror Nield

håber, at medlemmerne

vil følge

rådet givet i de to

pjecer, men erkender,

at til at begynde

med bør man

fokusere på at samle

et tre måneders forråd

af fødevarer i stedet for at forsøge

at opbygge et lager med det samme,

fordi det kan være en overvældende

opgave. »Lad os forenkle det«, sagde

han. »Principperne er ret enkle, hvis

vi tager dem lidt efter lidt og vælger

en enkel fremgangsmåde.«

De to pjecer er blevet uddelt

til præstedømmeledere rundt i verden.

De vil også være tilgængelige

i august og septemberudgaven af

Liahona og Ensign samt online på

ProvidentLiving.org. ■

KIRKENYT AUGUST 2007

K1


Nye områdepræsidentskaber

De Halvfjerds’ Præsidium

Det Første Præsidentskab har bekendtgjort

ændringer i områdepræsidentskaberne

pr. 1. august 2007. Alle medlemmer

af områdepræsidentskaberne er medlemmer

af De Halvfjerds’ Første eller Andet

Kvorum, medmindre andet er angivet.

Tre er blevet kaldet til at tjene som

nye medlemmer af De Halvfjerds’

Præsidium. Ældste Quentin L. Cook,

ældste Claudio R. M. Costa og ældste

Steven E. Snow afløser ældste Charles

Didier, ældste Merrill J. Bateman og

ældste Robert C. Oaks.

Det Første Præsidentskab har ligeledes

bekendtgjort, at Mexicos nordlige og sydlige

område er slået sammen til ét område,

hvilket også gældende for Brasiliens

nordlige og sydlige område. ■

EARL C.

TINGEY

1. NORDAMERIKA

ØST

2. NORDAMERIKA

NORDØST

D. TODD

CHRISTOFFERSON

3. NORDAMERIKA

NORDVEST

4. NORDAMERIKA

VEST

3

4

8

10

6

NEIL L.

ANDERSEN

5. NORDAMERIKA

SYDVEST

7

5

12

11

RONALD A.

RASBAND

6. UTAH NORD

7. UTAH SALT

LAKE CITY

8. UTAH SYD

9

13

1

QUENTIN L. COOK

9. NORDAMERIKA

SYDØST

2

15

14

CLAUDIO R. M.

COSTA

10. IDAHO

STEVEN E.

SNOW

11. DET

CENTRALE NORD-

AMERIKA

12. Mexico

13. Centralamerika

16

17

18

C. SCOTT

GROW

FØRSTERÅDGIVER

LYNN A.

MICKELSEN

PRÆSIDENT

OCTAVIANO

TENORIO

ANDENRÅDGIVER

SHIRLEY D.

CHRISTENSEN

FØRSTERÅDGIVER

DON R.

CLARKE

PRÆSIDENT

ENRIQUE R.

FALABELLA

ANDENRÅDGIVER

19

14. Caribien

15. Sydamerika Nord

16. Sydamerika Vest

DANIEL L.

JOHNSON

FØRSTERÅDGIVER

CLATE W.

MASK JUN.

PRÆSIDENT

MIGUEL A. LEE*

ANDENRÅDGIVER

BENJAMÍN

DE HOYOS

FØRSTERÅDGIVER

CARL B.

PRATT

PRÆSIDENT

CÉSAR A.

DÁVILA*

ANDENRÅDGIVER

MARCUS B.

NASH

FØRSTERÅDGIVER

WALTER F.

GONZÁLEZ

PRÆSIDENT

ALEXANDER A.

NUÑEZ*

ANDENRÅDGIVER

17. Brasilien

18. Chile

19. Sydamerika Syd

ULISSES

SOARES

FØRSTERÅDGIVER

CHARLES

DIDIER

PRÆSIDENT

STANLEY G.

ELLIS

ANDENRÅDGIVER

PAUL V.

JOHNSON

FØRSTERÅDGIVER

CARLOS H.

AMADO

PRÆSIDENT

DANIEL M.

CAÑOLES*

ANDENRÅDGIVER

SHAYNE M.

BOWEN

FØRSTERÅDGIVER

LYNN G.

ROBBINS

PRÆSIDENT

CLAUDIO D.

ZIVIC

ANDENRÅDGIVER

K2

*Områdehalvfjerdser


20. Vesteuropa

21. Centraleuropa

22. Østeuropa

FRANCISCO J.

VIÑAS

FØRSTERÅDGIVER

KENNETH

JOHNSON

PRÆSIDENT

PATRICK

KEARON*

ANDENRÅDGIVER

ERICH W.

KOPISCHKE

FØRSTERÅDGIVER

ROBERT C.

OAKS

PRÆSIDENT

JOHANN A.

WONDRA*

ANDENRÅDGIVER

WOLFGANG H.

PAUL

FØRSTERÅDGIVER

PAUL B.

PIEPER

PRÆSIDENT

LARRY W.

GIBBONS

ANDENRÅDGIVER

22

21

20

25

21

26

23

27

29

24

28

23. Vestafrika

24. Sydøstafrika

25. Asien

CRAIG A.

CARDON

FØRSTERÅDGIVER

LOWELL M.

SNOW

PRÆSIDENT

CHRISTOFFEL

GOLDEN JUN.

ANDENRÅDGIVER

PAUL E.

KOELLIKER

FØRSTERÅDGIVER

WILLIAM W.

PARMLEY

PRÆSIDENT

ALLEN P.

YOUNG*

ANDENRÅDGIVER

DONALD L.

HALLSTROM

FØRSTERÅDGIVER

DARYL H.

GARN

PRÆSIDENT

ANTHONY D.

PERKINS

ANDENRÅDGIVER

26. Nordasien

27. Filippinerne

28. Australien

29. New Zealand/Stillehavsøerne

KAZUHIKO

YAMASHITA*

FØRSTERÅDGIVER

DAVID F.

EVANS

PRÆSIDENT

YOON HWAN

CHOI*

ANDENRÅDGIVER

WON YONG

KO

FØRSTERÅDGIVER

KEITH R.

EDWARDS

PRÆSIDENT

MICHAEL J.

TEH

ANDENRÅDGIVER

KEITH K.

HILBIG

FØRSTERÅDGIVER

PAUL K.

SYBROWSKY

PRÆSIDENT

DIRK

SMIBERT*

ANDENRÅDGIVER

DAVID S.

BAXTER

FØRSTERÅDGIVER

SPENCER J.

CONDIE

PRÆSIDENT

HANS T.

SORENSEN*

ANDENRÅDGIVER

KIRKENYT AUGUST 2007

K3


Nye missionspræsidenter

er

nu på plads

Efter at have modtaget deres

kaldelser fra Det Første

Præsidentskab begyndte 117 nye

missionspræsidenter at virke den

1. juli 2007 eller der omkring.

Missionerne og deres respektive

nye præsidenter er:

Mission

Præsident

Alabama Birmingham

James R. Tate

Argentina Buenos Aires Nord Shane V. Argyle

Argentina Buenos Aires Syd Ronald W. Asay

Argentina Cordoba

Stephen L. Olsen

Arizona Mesa

W. Mark Bassett

Arizona Tempe

Robert C. Craig

Armenien Jerevan

Ronald J. Dunn

Australien Brisbane

Grant S. Richards

Australien Melbourne Øst Corey B. Lindley

Australien Melbourne Vest

Barry Lee

Australien Perth

Carl R. Maurer

Australien Sydney Nord H. E. Scruggs jun.

Bolivia La Paz

Ismael Mendoza Regino

Bolivia Santa Cruz

Kevin D. McCracken

Brasilien Campinas Ildefonso de Castro Deus

Brasilien Curitiba

Paulo M. Araujo

Brasilien Goiânia

Vaguiner C. Tobias

Brasilien João Pessoa David G. Fernandes

Brasilien Londrina

Luiz M. Leal

Brasilien Santa Maria

Rodrigo Myrrha

Californien Carlsbad

Richard B. Brady

Californien Long Beach Edwin A. Sexton

Californien Los Angeles Spencer (Tim) G. Blackburn

Californien San Bernardino David T. Sanchez

Canada Edmonton George F. Rhodes Jun.

Canada Montreal

Joel H. McKinnon

Canada Toronto Vest

Jeffrey T. Simmons

Chile Antofagasta

Juan A. Urra Gomez

Chile Concepción

Oscar W. Chavez Lopez

Chile Rancagua

Esteban G. Resek

Chile Santiago Vest

Paul A. Jones

Colombia Barranquilla Robin O. Roundy

Colorado Denver Syd Earl L. Christison III

Danmark København Douglas J. Olauson sen.

Den Demokratiske Republik Congo Kinshasa

Donald H. Livingstone

Ecuador Guayaquil Syd William S. Johns

England Leeds

Wallace L. Stock

Filippinerne Cagayan de OroRemegio E. Meim jun.

Filippinerne Cauayan Raul S. Villanueva

Filippinerne Naga

Mark A. Ferrin

Filippinerne Quezon City Beaver T. Ho Ching

Florida Jacksonville Russell A. Newman jun.

Florida Orlando

John C. Darrington

Florida Tallahassee Lynn L. Summerhays

Florida Tampa

Kent W. Colton

Hawaii Honolulu

Stephen N. Peterson

Honduras San Pedro Sula Samuel Cruz Velasquez

Idaho Boise

John W. Yardley

Illinois Chicago Syd

Richard B. Roach

Illinois Peoria

Lynn G. Erickson

Indien Bangalore

Melvin R. Nichols

Indiana Indianapolis

David L. Corey

Indonesien Jakarta Ross Hawkins Marchant

Iowa Des Moines

G. Lyle Talbot

Irland Dublin

Gordon W. Creer

Italien Catania

James A. Toronto

Italien Milano

J. Scott Dunaway

Italien Rom

Jeffrey Acerson

Japan Nagoya

Bruce F. Traveller

Kenya Nairobi

William H. Taylor

Korea Daejeon Alan G. Perriton

Korea Seoul Vest Craig P. Burton

Mexico Chihuahua Edgar Flores Prieto

Mexico Culiacán Marion R. Johnstun

Mexico Guadalajara

Mexico León

Mexico Mérida

Mexico Mexico City Øst

Robert J. Watkins

Robert T. Cox

Victor M. Cardenas Lopez

Russell G. Bulloch

Mexico Mexico City Vest J. Francisco Fuentes Corpus

Mexico Monterrey Øst

Michigan Detroit

Missouri St. Louis

Mongoliet Ulan Bator

New Hampshire Manchester

New Jersey Cherry Hill

New Mexico Albuquerque

New York Rochester

Nicaragua Managua

Nigeria Port Harcourt

Nigeria Uyo

Ohio Cincinnati

Oklahoma Oklahoma City

Daniel Mendoza Regino

Michael L. Rawson

Milton S. Turley

D. Allen Andersen

Michael R. Jensen

Bruce H. Winegar

Richard J. Anderson

Michael F. Hemingway

Romel E. Fraatz

Loveday I. Nwankpa

Joseph W. Sitati

Gregory V. Robbins

James R. Gee

Panama Panama City Manuel Madrigal Romero

Paraguay Asuncion Nord

Terry L. Wade

Pennsylvania Philadelphia

Perú Arequipa

Perú Lima Nord

Perú Trujillo

Polen Warszawa

Puerto Rico San Juan Øst

Puerto Rico San Juan Vest

Michael R. Murray

David J. Davis

Carlos A. Perez Basso

Alejandro Mora Arauco

Torben Engbjerg

Ralph L. Dewsnup

J. Stanley Martineau

K4


Rusland Moskva

Rusland Novosibirsk

Rusland Samara

Rusland Vladivostok

Rusland Yekaterinborg

Schweiz Zürich

Sierra Leone Freetown

Spanien Málaga

Sydafrika Durban

Taiwan Taichung

Texas Fort Worth

Texas McAllen

Texas San Antonio

Charles D. Cranney

Hal E. Mickelsen

Randall K. Bennett

Stanley E. Everett

Stephen J. Allen

Dietmar G. Matern

Phillip L. Squires

Robert L. Mellor

Steven H. Mann

Michael A. Hoer

Wright Jenkins Thurston

Gary F. Miller

Charles L. Cutler

Tjekkiet Prag

Tonga Nuku’alofa

Tyskland Hamborg

Ukraine Dnepropetrovsk

Uruguay Montevideo Vest

Utah Salt Lake City

Utah Salt Lake City Syd

Virginia Richmond

Washington D.C. Nord

Washington Everett

Washington Kennewick

Washington Seattle

Wisconsin Milwaukee

Kirken hjælper med at redde

spædbørn rundt om i verdenen

Dr. Bulane, der er ansat som læge

ved Makoanyane Militærhospital

i Maseru i Lesotho, beskæftiger sig

dagligt med mangel på uddannet

sundhedspersonale og forsyninger.

I Lesotho, et sydafrikansk land, helt

omgivet af land, er 30 procent af

befolkningen smittet med HIV/AIDS,

den forventede levealder ligger på

34,4 år, der er tilbagevendende

tørke, fattigdom samt en høj spædbørnsdødelighed.

På grund af hans bekymring for

spædbørnsdødeligheden indskrev

Dr. Bulane sig på et kursus i neonatal

genoplivning, som humanitærtjenesten

i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages

Hellige afholdt i hans lokalsamfund.

Dette program, som er et forsøg

på at begrænse spædbørnsdødeligheden

af asfyksi (iltmangel ved fødslen),

bliver afholdt i mange dele af

verden som Kirkens vedvarende

Marvin J. Slovacek jun.

Lynn C. McMurray

Wesley B. Thompson

Leonard M. Abraham

Steven K. Peterson

W. Blake Sonne

G. Steven Laney

Mark B. Millburn

L. Alma Mansell

Donald L. Showalter III

Paul M. Belnap

Craig M. Moffat

William A. Barrett ■

humanitære initiativ og et svar på

World Health Organizations bekymring

for spædbørnsdødeligheden.

Kort tid efter, at han havde deltaget

i kurset i juni 2006, reddede Dr.

Bulane en nyfødt dreng ved at gøre

brug af sin nye teknik. »Moderen

havde for meget fostervand, og et

kejsersnit blev foretaget,« forklarede

han. »Hendes baby var blå, da han

blev født. Babyen blev reddet takket

være neonatal genoplivning. Det

går fremragende med ham nu. Jeg

brugte den tidslinje, som jeg havde

lært. Uden den ville der måske

være opstået komplikationer. Det

var meget spændende, kurset sætter

alting i perspektiv. For mit vedkommende

indgyder det selvsikkerhed.

Jeg ved præcis, hvad jeg skal gøre.

Der er ingen panik.«

At have tillid til at reagere i de kritiske

sekunder efter en fødsel er den

neonatale genoplivnings mål, ifølge

Deb Whipple, der er sygeplejerske

på intensivafdelingen for nyfødte på

LDS Hospital i Salt Lake City og en

hyppig deltager i de verdensomspændende

kurser. »Jeg ved, at fremgangsmåderne

virker,« anerkender

søster Whipple. »Jeg har set dem

redde liv indenfor de første 30 til

60 dyrebare sekunder.«

Søster Whipple bruger dagligt

sine færdigheder på hospitalets

fødestue, men hun videregiver også

gerne sin erfaring internationalt

sammen med andre kollegaer. »50

studerende er undervist i det neonatale

genoplivningskursus ... de vender

tilbage til deres klinikker, sygehuse

og nabolag for at undervise

andet fødselspersonale,« sagde hun.

De deltagende lande bliver

udvalgt ud fra deres spædbørnsdødelighed,

ifølge Dean Walker fra

humanitærtjenesten og leder af initiativet

for genoplivningen af nyfødte.

Undervisningsprogrammer bliver

skemalagt gennem de lokale sundhedsministerier

i de deltagende

lande, og uddannelsesudstyr – deriblandt

øvedukker, undervisningshæfter

og genoplivningsudstyr – bliver

skænket af Kirken. I 2006 blev

uddannelseskurser tilbudt i 23 lande.

Læger, sygeplejersker, åndedrætsterapeuter

og andet sundhedsfagligt

personale skænker frivilligt deres tid

til personalet i genoplivningskurserne.

Dr. Ted Kimball, der er skadestuelæge

ved Utahs Universitetshospital

i Salt Lake City og formand for

KIRKENYT AUGUST 2007

K5


En egyptisk læge uddanner sygeplejersker i, hvordan man genopliver et

spædbarn.

humanitærtjenestens rådgivende

komité, får mange belønninger fra

rollen som formidler af løsninger på

helbredsspørgsmål i udviklingslande.

»Disse mennesker lever meget

enkelt,« bemærkede Dr. Kimball. »De

har ikke brug for fladskærmsfjernsyn

eller computere. De har tre grundlæggende

behov: En mulighed for

uddannelse, en mulighed for godt

helbred og en mulighed for fred eller

frihed fra politisk strid. Neonatal genoplivning

spiller en afgørende rolle i

to af disse behov: Uddannelse og helbred.

Vore kurser yder et bidrag.«

Sundhedsministeren i Uganda,

som for nylig deltog i et kursus i

neonatal genoplivning, fortalte

Dr. Kimball, at hver eneste dødfødt

barn skaber skønsmæssigt et underskud

på 100.000 dollars i hans lands

økonomi. »I disse områder, hvor der

eksisterer tyngende fattigdom,« sagde

Dr. Kimball, »har de brug for en sund,

uddannet arbejdskraft til at hjælpe

folket ud af fattigdommen. Et sundt,

selvhjulpen lokalsamfund er nøglen.

Hvis man ikke mister liv ved fødslen,

er der endnu en ryg til at bære landets

økonomiske læs – endnu en person

til at lede vejen ud af fattigdom.«

Omstændighederne for det neonatale

genoplivningskursus i Ghana

afspejler dem i Lesotho og Uganda.

Dr. David Gourley, der er læge i

Salt Lake City samt medlem af

humanitærtjenestens rådgivende

komité, fortalte, at »et forenklet

kursus udtænkt til jordemødre på

landet og lokale sygeplejersker vil

sørge for de grundlæggende genoplivningsfærdigheder

og det nødvendige

udstyr til at sænke Ghanas

spædbørnsdødelighed.«

Dr. Gourley fortalte følgende

beretning om en jordemoder, der

blev uddannet for nyligt: »Dora var

til stede ved en sædefødsel. Hun troede,

at barnet var dødt, fordi han var

slap, og han trak ikke vejret. Dora

gik igennem de første trin i genoplivning.

Hun behøvede blot at åbne for

hans luftveje og suge med sprøjte,

før barnet begyndte at trække vejret,

og hans farve blev forbedret. I dag

trives barnet.«

Baseret på lokale evalueringer

bemærkede Dr. Gourley, at i de seks

efterfølgende måneder efter kurset i

Ghana i maj 2006 blev 646 spædbørn

genoplivet ved hjælp af det udstyr,

som Kirken har skænket.

Udstyret og kurserne bidrager til

det langsigtede mål, som det neonatale

genoplivningsprogram har: At

der ved hver eneste fødsel er kvalificeret

fødselspersonale til stede.

For søster Whipple, som selv er

mor, er målet større. »Jeg ønsker, at

alle disse børn må have en sund krop

til at opleve livet med,« konkluderede

sygeplejersken. »Mødre, over alt i

verden, har de samme følelser – de

håber alle, at deres barn må være

sundt og vil få mulighed for at blive

lykkelig, at blive del af en familie.« ■

Katastrofer

tilskynder Kirken

til at reagere

Kirken åbner kirkebygninger for

evakuerede efter oversvømmelser

i Argentina

Islutningen af marts søgte hundredvis

ly i Kirkens kirkebygninger

efter oversvømmelse og kraftig

regn i Argentina.

I flere dage gennemvædede regnen

dele af Argentina, hvilket forårsagede

udbredte oversvømmelser, der

dræbte mindst 7 personer. Næsten

37.000 personer var tvunget til at forlade

deres hjem, hvilket tilskyndede

Kirken til at tilbyde kirkebygninger

som ly i de ramte områder.

De hårdeste ramte områder var

K6


Santa Fe og Entre Rios i nordøst

Argentina. Det vides ikke, hvor

mange hjem og forretninger blev

oversvømmet, men der er ingen

meldinger fra Kirkens medlemmer

om døde eller ødelagte hjem.

Otte kirkebygninger i hele området

husede omkring 600 personer.

Kirken skaffede også mad, madrasser,

medicin samt tøj til ofrene for

oversvømmelsen.

Kirken hjælper dem, som er ramt

af tornadoer

Onsdag den 28. marts fejede mere

end 60 tornadoer ind over et område

fra South Dakota til Colorado til Texas

i USA og dræbte mindst fire personer

i tre stater og tilskyndede Kirken til at

hjælpe dem, som blev ramt.

Omfattende beskadigelse forekom

i Holly i Colorado, da en 185 m bred

tornado raserede en strækning på

1,6 km og beskadigede mere end 60

hjem. Holly Grens kirkebygning fik

alvorlige skader, og grenspræsidentens

hjem blev hårdt beskadiget. Flere

tusinde mennesker i de ramte områder

stod uden gas og elektricitet.

Alle missionærer og kirkemedlemmer

meldes at være uskadte. Lokale

velfærdsledere arbejdede på at imødekomme

kirkemedlemmernes og

lokalsamfundets behov.

Kirken hjælper oversvømmelses- og

jordskredsofre i Caribien

Kirken hjalp indbyggerne på den

caribiske ø Hispaniola, hvor landene

Haiti og Den Dominikanske Republik

ligger, efter at mindst 11 personer og

mere end 1000 hjem blev beskadiget

eller ødelagt ved oversvømmelser og

jordskred den 27. marts.

Katastroferne forårsaget af mere

end tre dages intens regn isolerede

20 byer og førte til evakuering af

flere end 4000 personer. Kirken

bemyndigede områdepræsidentskabet

i Caribien til at anskaffe den

væsentlige nødhjælp til dem, som

var ramt af katastrofen.

Medlemmer og missionærer uskadte

efter jordskælv i Japan

Tidligt søndag den 25. marts

ramte et jordskælv målt til 6,9 på

richterskalaen Hokuriku-egnen i

Japan. Jordskælvet, der fandt sted

tæt på kysten, dræbte en person,

ødelagde adskillige veje og 50 hjem

samt beskadigede mere end 200

hjem, skoler og andre bygninger.

Kort efter jordskælvene ramte to

15 cm høje tsunamier kysten, men

forårsagede ingen skader.

Alle medlemmer og missionærer

i området er blevet kontaktet og er

uskadte efter jordskælvet, selvom

mange efterskælv plagede området.

Medlemmers hjem beskadiget under

tornado i New Mexico

En række tornadoer slog ned om

natten fredag den 23. marts i staten

New Mexico i USA. Lokale kirkemedlemmer

reagerede hurtigt med at

uddele mad, vand og hygiejnepakker

ud til dem i det ramte område.

Frivillige fra de lokale SDH-menigheder

hjalp med at rydde op.

Tornadoerne ødelagde 24 hjem

og forretninger i Clovis og Logan i

New Mexico, hvor de forårsagede de

største beskadigelser. Flere end 100

hjem, forretninger og skoler i området

er blevet beskadiget.

Trods mindre skader på nogle

medlemmers hjem var alle medlemmer

og missionærer uskadte. Der er

ingen meldinger om tilskadekomne

i de ramte områder. ■

Et jordskælv på 6,9 dræbte en person og ødelagde hundredvis af hjem og andre

bygninger.

© 2006 ASSOCIATED PRESS. ALLE RETTIGHEDER FORBEHOLDES

KIRKENYT AUGUST 2007

K7


FÆLLESTID

Yderligere forslag

til fællestid i

august 2007

§Følgende er yderligere

forslag, som lederne i

Primary kan bruge sammen

med Fællestid, der findes i

Liahona i august 2007. Se »Lyt til

den stille, sagte røst« på side L4 og

L5 i denne udgave for lektioner,

instruktioner og aktiviteter, der

passer til disse forslag.

1. Undervis ved hjælp af

illustrationer (se »Illustrationer,«

Undervisning, den største kaldelse,

2000, s. 179) for at hjælpe børnene

til at forstå, hvordan de kan genkende

Ånden. Lav en »kasse med

sokker« ved at klippe to huler i

bunden af kassen på cirka 8 cm i

diameter og cirka 15 cm fra hinanden.

Kassen bør være stor nok til,

at et barn kan stikke sine hænder

ind, men lille nok til at man kan

holde den op, så hele Primary kan

se den. Beklæd hullerne med de

afklippede ender fra sokkerne.

Fastgør dem med hæfteklammer

og vær sikker på, at børnene ikke

kan river sig på dem. Idet du

beklæder hullerne med sokker

vil det forhindre børnene i at se

gennem hullerne.

Læg en genkendelig ting ned i

kassen uden at børnene ser den,

luk låget og vend kassen om på

siden. Hold kassen op eller stil den

på et bord og bed så et barn om

at stikke sine hænder igennem sokkerne

for at prøve at finde ud af,

hvad der er indeni. Åbn låget af

kassen, så primarybørnene kan se,

hvad det er. Brug letgenkendelige

ting så som frugt, legetøj eller ting

fra husholdningen. Gentag aktiviteten

med forskellige børn og ting.

Fortæl, at vi nemt kan genkende

ting, som vi kender.

Giv derefter børnene ting som er

sværere at genkende. Sådanne ting

kan omfatte særlige køkkenredskaber

eller haveredskaber. Hvis et barn

ikke kan sætte navn på tingen, så

bed vedkommende om at beskrive,

hvordan den føles.

Sammenlign oplevelsen med kassen

med at genkende Helligåndens

tilskyndelser. Når vi kender Ånden,

når vi jævnligt føler hans fredfyldte

påvirkning, ved vi, hvordan det føles

og kan nemt genkende Ånden. Når

vi er unge eller ikke har haft ret

mange oplevelser med Ånden, kan

vi dog have svært ved at genkende

Ånden.

Måden, hvorpå man lærer at genkende

Helligånden, er ved selv at

føle hans tilskyndelser, men vi kan

også lære fra andres oplevelser. Bær

vidnesbyrd om Helligånden og fortæl

om en oplevelse, hvor du følte

Helligåndens tilskyndelser.

2. Anbring ordene undervis, vejled,

advar, beskyt og trøst forskellige

steder i værelset. Fortæl børnene,

at du vil give dem ordenes

betydning, og at du ønsker, at de

skal finde det ord, som du beskriver.

Brug enkle beskrivelser. Fortæl,

at du kender en person, som kan

gøre alle disse ting. Lad børnene

gætte, at det er Helligånden.

Vis følgende billeder: Evangelisk

kunst 520 (Gordon B. Hinckley),

518 (Ezra Taft Benson) og 516

(Harold B. Lee). Hjælp børnene

med at fortælle navnene på hver af

disse kirkepræsidenter. Læs udvalgte

citater fra de følgende artikler for

at belyse tre af de fire ord: Undervis

(Gordon B. Hickley, »Jeg tror på disse

tre«, Liahona, juli 2006, s. 2), beskyt

(Ezra Taft Benson, »Til Kirkens børn«,

Den danske stjerne, maj 1989, s. 81)

og advar (Harold B. Lee historie,

Primary 1, lektion 7). Føl dig fri til

bruge dine egne historier eller henvis

til følgende artikler for at belyse de

andre to ord: Trøst (James E. Faust,

»Talsmanden«, Liahona, apr. 2005, s.

L2) og vejled (Thomas S. Monson,

»Undervis vore børn«, Liahona, okt.

2004, s. 2). Bær vidnesbyrd om, hvordan

Helligånden personligt har hjulpet

dig. ■

K8


LOKALNYT

BUDSKAB FRA OMRÅDEPRÆSIDENTSKABET

Zion skal rejse sig

Gennem pagter binder Gud sig

til os, og vi binder os til ham.

En af disse pagter påvirker væksten

af Zions stave på en særlig måde.

Profeten Joseph Smith erklærede:

»Opbygningen af Zion er en sag, der

har interesseret Guds folk i alle

tidsaldre; det er et tema, som profeter,

præster og konger har dvælet

ved med særlig glæde og fryd; de har

med glædefyldt forventning set hen

til den dag, vi lever i; og opfyldt af

himmelske og glade forventninger

har de sunget, skrevet og profeteret

om denne vor dag. De døde uden at

opleve den, men deres forudfølelse

om denne tid, som vi lever i, som vi

kan glæde os over, hvor evangeliet

er på jorden i dets fylde, gav dem

styrke til at holde ud og udholde

alt.« Er vi klar over, at det er os, der

lever i denne vidunderlige tid?

I L&P 82:14-15 erklærer Herren:

»For Zion må tiltage i skønhed og i

hellighed; hendes grænser skal udvides;

hendes stave skal forstærkes; ja,

sandelig siger jeg jer: Zion skal rejse

sig og iføre sig sine smukke klæder«

(fremhævelse tilføjet). Herren sagde

ikke, at det ville blive rart, eller at jeg

ville blive glad, hvis Zion skulle vokse.

Nej, Zion skal tiltage. Og så står der i

vers 15: »Derfor giver jeg jer denne

befaling, at I binder jer ved denne

pagt, og det skal gøres i henhold til

Herrens love« (fremhævelse tilføjet).

Hvis vi virkelig »binder os selv ved

Ældste Johann Wondra

denne pagt,« ville det så tillade et

halvhjertet, middelmådigt og afslappet

arbejde i opbygningen af Zion?

I et interview med præstedømmelederne

i en stav drøftede vi

denne måde »at binde os selv ved

en pagt«, og i Mosija 28:3 læser vi

om Mosijas sønner, at de ønskede,

at »frelse skulle blive kundgjort for

enhver skabning, for de kunne ikke

bære, at nogen menneskesjæl skulle

fortabes.« Vi spurgte os selv: »Har

vi dette ›brændende ønske‹ med

hensyn til ikke-medlemmer, mindre

aktive medlemmer og lunkne kirkegængere?«

Og i hvilken grad er dette

»brændende ønske« synligt i vores

tjeneste i vores familie, i Kirken og i

vores professionelle liv?

Og vi læser videre i Mosija 27:28-

29 (fremhævelse tilføjet): »Alligevel,

efter at have vadet gennem megen

trængsel og omvendt mig næsten til

døde« – omvendt mig næsten til

døde! – »har Herren i sin barmhjertighed

fundet det tjenligt at rive mig

ud af en evigtvarende brænden, og

jeg er født af Gud ... Jeg var i den

mørkeste afgrund; men nu ser jeg

Guds forunderlige lys.« Vi forstod

det. Dette »brændende ønske« i

Mosijas sønners hjerte, dette »store

behov« for at arbejde utrætteligt for

folket var kraften fra Jesu Kristi forsoning.

Denne kraft i forsoningen

gennemtrængte hele deres væsen.

Denne indsigt fører os til det afgørende

spørgsmål. Hvis synd så svækker

dette »brændende ønske«, og

omvendelse styrker dette ønske, hvad

er så vores synd, som forhindrer

dette »store behov« fra at have sin

virkning, enten helt eller delvist?

Vores svar var, og det er det stadigt

for mig, det er de helliges selvtilfredshed.

En bror, som tænkte over dette,

sagde: »Ja, jeg er faktisk ret heldigt

stillet, meget heldigt stillet, i min

familie, i min karriere, og faktisk føler

jeg mig for det meste ret godt tilpas i

Kirken. Jeg er tilfreds med det, jeg

har, jeg har ikke brug for mere.«

Denne tilstand af passivitet, apati og

komfort er beskrevet i Helaman 12:1,

2, 4 og 5: »Og således kan vi se, hvor

falske og også hvor ustadige menneskenes

børns hjerte er ... Ja, og vi kan

se, at på selv samme tid, som han

[Herren] giver sit folk fremgang ...

ja, og ved kort sagt at gøre alt for sit

folks velfærd og lykke, ja, da er det,

at de forhærder hjertet og glemmer

Herren deres Gud ... O, hvor ...

hurtige ... er ikke menneskenes børn

KIRKENYT AUGUST 2007

K9


... til at lade hjertet blive optaget af

verdens tomme ting! ... og hvor langsomme

... til at huske Herren deres

Gud, og til at låne øre til hans råd.«

Brigham Youngs største frygt med

hensyn til medlemmerne var, at de

ikke ville være i stand til at bære deres

fremgang. »Ved I, hvad fred og fremgang

kan gøre ved et menneske? Det

kan lulle dem i søvn. Herren sender

mennesker til jorden, som har potentiale

til at blive åndelige kæmper. Men

hvad kan en søvnig, fredfyldt, lunken

kæmpe opnå?« Og Ezra Taft Benson

tilføjede: »Der er for mange åndelige

kæmper blandt os, som burde styrke

deres familie, Kirken og deres hjemland

mere. Der er mange blandt os,

som tror, at de er gode mennesker,

men de burde også være egnede –

bedre fædre, frimodige missionærer,

aktive slægtsforskere og tempeltjenere,

trofaste borgere og samvittighedsfulde

kvorumsmedlemmer.«

Denne selvtilfredshed holder en

illusorisk lykke frem for os, som imidlertid

kun varer ved, så længe som

grunden til denne lykke varer. Men

de helliges sande lykke er uafhængig

af ydre omstændigheder. Det er følgen

af en kristuslignende tjeneste.

Marion G. Romney bekræftede dette:

»Det kan ikke beregnes, hvor meget

en person vokser åndeligt, når han

giver slip på sig selv og interesserer

sig for sine medmennesker. Dette er

vor himmelske Faders vigtigste arbejde:

At arbejde med glæde for andres

åndelige vækst og fremgang. Hvordan

kan vi tro, at vi vil arve alt, medmindre

vi gør disse, hans kærlighedsmotiver

og tjeneste fuldt ud til vores egen?«

Alma og Mosijas sønner »[gav] slip

på dem selv« og lærte: »Ja, og se nu,

min søn, Herren giver mig overordentlig

stor glæde ved frugten af

mit arbejde ... Og jeg er blevet støttet

under prøvelser og besværligheder af

Intet var overladt til tilfældighederne,

da Odense menighederne trak i

festtøjet og i bedste stil og selvfølgelig

med en stor portion fynsk charme

fejrede deres 150 års jubilæum. Ved

hele tre festklædte, fornøjelige og

fantastiske arrangementer henholdsvis

den 22., 23. og 25. marts 2007

hædrede de fynske medlemmer de

tusindvis af mænd og kvinder, der

igennem de sidste 150 år har bidraget

til evangeliets fremgang på Fyn.

Den grimme ælling

Når man taler og skriver om

Odense, kan man ikke undgå andet

end at tænke på H.C. Andersen og

når historien om Odense Gren, der

med tiden er blevet til Odense 1. og

2. menigheder, skal skrives, så kommer

man ikke udenom eventyret om

»Den grimme ælling«, for dette er

vitterlig historien om den grimme

ælling, der måtte så grueligt meget

igennem, for til sidst at blive til en

smuk svane eller som i dette tilfælde

til to smukke svaner. For at få et lille

indblik i Odense menighedernes

enhver art ... og jeg sætter min lid til

ham, og han vil stadig udfri mig ... ja,

og jeg vil prise ham for evigt« (Alma

36:25, 27, 28; fremhævelse tilføjet).

Må Herren også give os »stor glæde

ved frugten af [vores] arbejde«, idet vi

sætter os selv fri fra denne selvtilfredshed,

så Zion kan rejse sig. ■

Odense menighederne fejrede

deres 150 års jubilæum med stil

historie har vi på redaktionen valgt

primært at tage udpluk fra en jubilæumsbog

om Odense Menigheds historie

1857-2007 af Eddie Karnil, Ib

Hansen og Kurt Dybvang Balazs.

Missionærarbejdet påbegyndes på

Fyn i 1851

William O. Andersen, som var blevet

kaldet ved augustkonferencen i

København i 1850, var den første

missionær, der arbejdede på Fyn.

Han ankom til Fyn i juli 1851, og

søndag den 5. oktober 1851 døbte

han Lars Nielsen, som dermed var

den allerførste dåb på Fyn. Lars

Nielsens dåb blev begyndelsen til et

storslået missionsarbejde på øen.

(Kilde: Eddie Karnil, Ib Hansen og Kurt

Dybvang Balazs, Odense Menigheds

historie 1857-2007).

Odense gren

Ved et konferencemøde, som

blev afholdt den 22. marts 1857 i

Kappendrup på Nordfyn, blev det

besluttet at oprette Odense gren.

»Hidtil havde Kirken ikke haft medvind

i Odense, men ældste Søren

K10


Peter Guhl rapporterede, at der

boede to medlemmer af Kirken i

Odense. Desuden agtede flere at flytte

til byen i den kommende måneds

tid, og han forudsagde, at mange ville

følge Kirken fremover. Der var også

nogle medlemmer ved Blangstedgård

to mil øst for Odense. På generalrådet

i København den 11. maj 1858

rapporterede Søren Peter Guhl, at

de »havde vunden indgang i Odense,

men nylig haft forfølgelse der, formedelst

folkeopløb, som forstyrrede

forsamlingerne, men der er en gren

organiseret, bestående af 30 medlemmer«.

Odense gren havde en såre

beskeden og vanskelig start, men

den var kommet for at blive. (Margit

Egdal, »Miraklet på Fyn« 2002).

Fra lokale til lokale

I begyndelsen af grenens eksistens

havde man til huse i private hjem i

Odense, men i oktober 1858 lejede

man et lokale i Kongensgade, som

blev kaldt »Apollosalen«, og det første

møde fandt sted den 24. oktober

1858. I 1873 blev møderne afholdt i

et lejet lokale i Nørregade 64 og fra

1874 i et lejet lokale i Vindegade 37.

Fra den 18. november 1888 afholdtes

møderne i Kingosgade 8, men i 1894

flyttede man til Kingosgade 6. I 1896

flyttede ældsterne deres hovedkvarter

til Hjallesgade 17, 2. sal og fra 1901

havde Odense gren sin adresse i Jens

Benzonsgade 9. Fra 1906 afholdte grenen

sine møder i Hotel Postgården i

Overgade 56 på 1. sal. Ved en konference

i Århus, den 16. oktober 1921

rapporterede ældste William Petersen,

som var forstander for Odense gren, at

der havde været fremgang på trods af

den kendsgerning, at møderne afholdtes

i private hjem. Fra 1933 lejede man

lokaler i Store Gråbrødrestræde 24 og

fra og med den 26. november 1950 lejede

grenen også lokaler i Kongensgade

27 i Odense, hvor der var bedre

mulighed for større aktivitet. Lokalerne

lå kun ca.100 meter fra Store Gråbrødrestræde

24, hvor man fortsatte

med at afholde de mindre møder.

(Kilde: Eddie Karnil, Ib Hansen og Kurt

Dybvang Balazs, Odense Menigheds historie

1857-2007).

Byggetilladelse

Under eftermiddagsmødet ved

distriktskonferencen i Ålborg den 28.

september 1952 bragte et telegram

til missionspræsident Mark Junius

Sørensen den glædelige nyhed, at

myndighederne havde givet tilladelse

til bygning af den nye kirke i

Odense. Ved en højtidelighed fredag

den 17. oktober kl. 12:30 blev byggegrunden

indviet. En stor skare missionærer,

søskende og venner, både

fra Odense og fra andre dele af missionen,

var samlet på grunden, da

grensforstander i Odense, ældste

H. Mervyn James, bød velkommen.

(Kilde: Eddie Karnil, Ib Hansen og Kurt

Dybvang Balazs, Odense Menigheds

historie 1857-2007).

Intet rejsegilde uden en pølsevogn!

Som indledning til Odense grenskonference

blev der ved middagstid

lørdag den 24. januar 1953 holdt rejsegilde

på den nye kirkebygning. Til

stede var missionspræsident Mark

Junius Sørensen, søster Mary G.

Sørensen, grenens missionærer og

nogle få søskende og venner, samt

håndværkerne og mestrene. Broder

Erik Andersen bød velkommen, og

der blev holdt korte taler af præsident

Sørensen, murermesteren, broder T.

Schiller, og af tømrermesteren. Hver

arbejder modtog en mindre pengegave

samt en Mormons bog med

dedikation. Derefter blev der serveret

hot dogs og »nisseøl« og sodavand;

en rigtig pølsemand med

vogn og de tilstedeværende søstre

stod for traktementet. L.C. (Artikel

fra Skandinaviens stjerne, marts

1953, 102 årgang).

Miraklet i Lahnsgade

I en artikel i Den skandinaviske

stjerne i maj 1953 kan man læse følgende

artikel, der er skrevet af en

folkekirkepræst til et af de ledende

blade i Odense:

Miraklet i Lahnsgade

»Der er sket et mirakel i Lahnsgade.

Er der nogen, der kan finde en anden

forklaring på, at der nu står en mormonkirke

dér under tag, få måneder

efter at den er blevet planlagt. Dette

er da virkelig forbløffende. Når vi skal

bygge vore egne kirker, er det en ganske

anderledes besværlig affære. Så

må man rende autoriteterne på dørene

i årevis for at få byggetilladelse og

materialebevilling.

Men i Lahnsgade er det gået på

en simpelthen mirakuløs måde. Man

kunne måske tænke sig den naturlige

KIRKENYT AUGUST 2007

K11


forklaring, at det er de gode, stærke

dollars, mormonerne kan lægge på

bordet, der har banet vej og lukket

døre op. Men denne grimme insinuation

har autoriteterne afvist med foragt,

så den mulighed tør man altså

end ikke antyde. Så er der kun miraklet

tilbage. Man har hidtil stillet sig lidt

skeptisk over for miraklet i Vermont i

USA i 1827, da engelen Moroni hjalp

Joseph Smith til at finde Mormons

bog, beskrevet på guldplader. Men

efter dette i Lahnsgade véd man næsten

ikke, hvad man skal tro. N.A.B.«

(Artikel fra Skandinaviens stjerne,

maj 1953, 102 årgang).

Indvielse af Odense grens kirkebygning

Stjernen skrev i 1953: »Indvielsen

af Odense grens nye kirkebygning,

den med så stor længsel imødesete

begivenhed, fandt sted lørdag den 17.

oktober kl. 19:30 i forbindelse med

distriktskonferencen. Det var nøjagtigt

et år efter, at det første spadestik

til bygningen blev taget, og vi, der så

bygningen for første gang, var overvældede

og begejstrede over den dejlige

bygning, som Odense gren nu

har fået. Alt er smukt, lyst og rummeligt,

og desuden findes der alle de

praktiske og hensigtsmæssige ting,

der kan lette arbejdet, såvel i det daglige

som ved højtidelige eller festlige

stunder, når mange mennesker skal

samles i bygningen.«

(Artikel fra Skandinaviens stjerne,

november 1953, 102 årgang).

Efter 96 år havde Odense endelig

fået sin egen kirkebygning.

Nye tider i 1970erne

Fra 1970 blev det hyppigere, at

Odense gren kunne sende unge

missionærer ud, og formodentlig for

første gang i Odense grens historie

sendte man en ung søster på mission.

Det var Dorrit Sølbæk, nu

Dorrit Olsen fra Ballerup menighed.

Kirken blev samtidig anerkendt af

staten, hvilket betød, at man måtte

vie folk i Kirken. Tidligere blev man

viet på rådhuset og bagefter eventuelt

velsignet i Kirken med efterfølgende

reception.

Den første vielse i Odense grens

kirkebygning blev foretaget den 9.

januar 1971, hvor brudeparret Steffen

Vestergaard Poulsen og Birte Blønd

blev viet af missionspræsident Paul L.

Pehrson.

Men også de unge i Kirken fik

noget at skulle have sagt, idet de

efter lange drøftelser med grenspræsidentskabet

fik lov til at indrette et

diskotek i et kælderværelse i kirkebygningen.

Diskoteket fik navnet

»Gugger« og åbnedes den 14. februar

1970. Diskoteket skulle dog pakkes

sammen efter hvert brug, hvilket

krævede en del arbejde.

(Kilde: Eddie Karnil, Ib Hansen og Kurt

Dybvang Balazs, Odense Menigheds

historie 1857-2007).

Den første biskop i Odense

Med dannelsen af Århus stav d. 2.

juli 1978 nedlagde man Odense gren

efter godt 121 år. I stedet blev grenen

til et ward, som i dag hedder en

menighed. Jørgen Johannes Larsen,

Steffen Vestergaard Poulsen og

Niels-Ove Søgaard Andersen blev

de tre sidste grenspræsidenter for

Odense gren. Med dannelsen af

Odense ward skulle der også kaldes

en biskop, og den første biskop blev

Jørgen Johannes Larsen, som var

biskop fra 1978-1984 med et medlemsantal

på 424.

(Kilde: Eddie Karnil, Ib Hansen og Kurt

Dybvang Balazs, Odense Menigheds

historie 1857-2007).

Biskopper i Odense menighederne

Da Jørgen Johannes Larsen blev

afløst som biskop blev Odense ward

samtidigt delt i to menigheder, som

fik navnene Odense 1. ward og

Odense 2. ward.

Følgende har været biskopper i

Odense 1. ward/menighed: Niels Erik

Ilskov Nielsen 1984-93, Karl Ove

Ilskov Nielsen 1993-2001 og Torben

Jensen 2001 - . I Odense 2. ward/

menighed har følgende brødre været

biskopper: Carsten John Larsen

1984-87, Robert Vagn Larsen 1987-92,

Jørgen Johannes Nielsen 1992-96, Jan

Kreiberg 1996-2002, Kurt Kiilerich

Frederiksen 2002-2005 og Roberto

Arriaga Jimenez 2005 - .

(Kilde: Eddie Karnil, Ib Hansen og Kurt

Dybvang Balazs, Odense Menigheds

historie 1857-2007).

50 års jubilæum for kirkebygningen

Den 17. oktober 2003 kunne

Odense menighederne fejre kirkebygningens

50 års jubilæum og i denne

forbindelse blev der holdt åbent hus.

Der blev også afholdt et særligt møde,

hvor Odenses daværende borgmester

Anker Boye holdt tale. I sin tale tog

K12


han udgangspunkt i en tekst, der

handler om den måde vi behandler

hinanden på som mennesker. Han

opfordrede også kirkens medlemmer

til at passe på ikke at lukke sig inde i

sig selv, men være åbne og tage aktiv

del i samfundet rundt omkring os. ■

(Kilde: Eddie Karnil, Ib Hansen og Kurt

Dybvang Balazs, Odense Menigheds historie

1857-2007).

150 års jubilæet

Torsdag d. 22. marts 2007

Ianledningen af 150 års jubilæet indledtes

festlighederne ved et særligt

møde i kirkebygningen på Lahnsgade

d. 22. marts 2007. Biskop Torben

Jensen fra Odense 1. menighed indledte

denne historiske aften med at vise

en spade med inskriptionen: »Med

denne spade tog missionspræsident

Mark Junius Sørensen det første spadestik

til indvielse af bygningen 17.

oktober 1952«. Herefter holdt missionspræsident

James Williams en tale om

den danske missions historie. Han talte

bl.a. om alle de mange danskere, der

emigrerede til USA, og som var med til

at gøre Kirken stærk i Utah. Han fortalte

også, at det første fremmedsprog

Mormons Bog udkom på var dansk.

Præsident Williams sluttede med stolthed

i stemmen af med at sige: »Jeg er

glad for, at min mormor var dansker

og født i Horsens, så kan jeg nemlig

også sige, at jeg er dansker«!

Hvor er mormonernes kirke?

Mie Dalsgaard fra Odense 1. menighed

indledte sin tale med en historie

om en chauffør, der var kommet til

Salt Lake City og spurgte, hvor mormonernes

kirke var. Mie talte herefter

bl.a. om Kirken og dens mange organisationer,

om de 124 templer, og

om hvor mange medlemmer vi er.

Hun fortalte også, at der ikke altid har

været kirkebygninger, så hvor kunne

man så sige, at Kirken var? Hun pegede

derefter på sit hjerte og sagde:

»Her er Kirken«. Mie sluttede af med

at sige, at hvis vi mødte nogle mennesker

i Odense, der spurgte, hvor

mormonernes kirke var, så skulle vi

svare følgende: »Medlemmerne bærer

den i deres hjerter og fysisk ligger

den på Lahnsgade 58«.

Kirkens mange facetter

I en tale af Niels-Ove Andersen,

måske bedre kendt som NOA, fra

Odense 1. menighed, blev evangeliet

sammenlignet med en brillant. NOA

forklarede, at en brillant er en diamant

slebet med 57 facetter for at

give den den bedste lysbrydning,

hvilket giver en dejlig smuk glans.

NOA talte derefter om Kirkens

mange facetter, herunder bl.a. missioneringen,

forråd, visdomsordet,

templet og meget andet. Han fortalte

også historien om æslet, der faldt i

en brønd. Brønden var løbet tør og

det var for meget besvær for ejeren

at hive æslet op. Ejeren kastede derfor

jord på æslet. Men æslet blev

beslutsom, rystede jorden af sig og

stampede på den, indtil æslet kom

op af brønden. NOA sluttede af med

at sige, at han var taknemmelig for

evangeliet på trods af prøvelser, og

han opfordrede os alle til at ryste jorden

af os og stampe på den, så vi

kunne leve livet på den måde som

Herren ønsker af os.

Forfølgelser og tæsk – en erhvervsrisiko

for de første missionærer

Forfatteren Margit Egdal, som ikke

er medlem af Kirken, fortalte i sin tale

om forholdene for de første missionærer

og medlemmer på Fyn og Langeland.

Margit Egdal er forfatter til

bogen »Miraklet på Fyn«, som netop

beskriver disse forhold. Hun fortalte

bl.a. at folk i Odense i den første tid

var ondskabsfulde, og at det derfor

ville være uklogt at prøve at holde

flere offentlige møder i Odense. Folkekirkens

biskop Engelstoft udsendte

et skrift mod Kirken og især på Langeland

blev missionærerne gennembanket.

Til trods for forfølgelserne, ondskabsfuldhederne,

folkekirkepræsternes

modstand og de mange tæsk

udførte de første missionærer det ene

mirakel efter det andet. Margit fortalte,

at en dame ved navn Maren Hansdatter

i 1860 var en af dem, der fik lov

til at opleve et mirakel. Hendes nabo

havde en syg datter og sad og vågede

over hende. Moderen tænkte, at

pigen nok aldrig ville rejse sig igen,

men missionærerne lagde hænderne

på barnets hoved og velsignede

hende, og lidt efter stod hun op og

legede. Efter at være vidne til dette

mirakel blev Maren Hansdatter

døbt, og i 1865 emigrerede hun

sammen med sine børn til USA.

KIRKENYT AUGUST 2007

K13


PAULSENFOTO:

Missionspræsident Mark Junius Sørensen tager det første spadestik i 1952.

En smilende Simone Jensen fra Odense

1. menighed.

Frederiksen om åndelig vækst og at

resultatet af vores tro gerne skulle

være kærlighed og lydighed. Han fortalte

også, at hvis vi udviser kærlighed

til Kristus og alle mennesker,

så vil vi få evigt liv, og at målet er at

leve rigtigt, så vi kan opnå det evige

liv. Præsident Frederiksen sluttede

af med at sige, at der findes mange

gode principper, men at Kristi principper

er de bedste.

Standardværkerne murers indes i grundstenen.

Hendes mand ville ikke med, så

han blev tilbage på Fyn.

De medlemmer der emigrerede

sejlede som regel fra Odense Havn

til København. Derefter sejlede de til

Hamborg eller England, hvor de så

sejlede videre til USA. Nogle ankom

til Florida, hvor de kunne risikere at

blive smittet med kolera. Over 3.000

kom til Salt Lake dalen med deres

håndkærre. Man var 5 mand om 1

håndkærre, og da man nåede til Salt

Lake dalen havde man tilbagelagt

2.100 km med håndkærren. Det

er indlysende at forstå, hvorfor en

håndkærrepige var eftertragtet i Utah.

Afslutningsvist ønskede Margit

Egdal Odense menighederne tillykke

med dagen, og sagde at det der

startede som en gren med knopper,

nu er blevet til en smuk blomst, der

er sprunget ud.

Vi skal opbygge der, hvor vi hører til

Aftenens sidste taler var stavspræsidenten

for Århus stav Kurt Frederiksen.

Han fortalte, at rigtig mange

tilsluttede sig Kirken i Danmark, og

tog til USA og blev sendt rundt for

at opbygge byer der. Brigham Young,

Kirkens anden profet, har opbygget

over 400 byer, hvilket er mere end

nogen som helst anden i USA, derfor

er der et monument over ham i Washington.

I dag bliver vi som medlemmer

opfordret til, at blive der, hvor

vi hører til og opbygge der, hvor vi

hører til. Endvidere talte præsident

Meget smukke musik- og sangnumre

Imellem talerne blev der sunget og

spillet nogle meget smukke numre:

Ida Karnil, Annette Boe og Edmund

Nielsen sang »The Stranger of

Galilee«, Ulrika Grabe sang »Joseph

Smith’s First Vision«, Per Boe spillede

præludium i d-mol af Johan Sebastian

Bach og Trine Kreiberg sang »Op al

den ting som Gud har gjort« akkompagneret

af John Larsen på guitar.

Aftenen sluttede selvfølgelig af med

servering af lagkage. Det er jo en traditionel

dansk fødselsdag!

Fredag d. 23. marts 2007

Hunderup skolen i Odense dannede

rammen om aftenens fest, hvor

der var dækket op til 250 personer.

Der var hermed lagt op til den helt

K14


Pølser og vand til rejsegilde i 1953.

FOTO: KURT DYBVANG BALAZS

Medlemmerne i Odense gren ved den flotte nye kirkebygning i 1953.

store fest med lækker mad, underholdning,

dans og et live band. Karl

Ove Ilskov Nielsen var den veloplagte

toastmaster, og der blev med stor

succes festet til ud i den fynske forårsnat.

De kan nu noget med at feste

de der fynboer!

Søndag d. 25. marts 2007

Det sidste af de tre jubilæumsarrangementer

løb af stablen søndag

d. 25. marts 2007 i den smukke

Pro Musica sal på H.C. Andersens

hotel i hjertet af Odense. Dette

arrangement var et specielt konferencemøde

ledet af biskop Roberto

Arriaga fra Odense 2. menighed.

Stavspatriark i Århus Stav Erik

Ryttersgaard, tidligere grenspræsident

i Odense gren Steffen Vestergaard

Poulsen, tempelpræsident

Jacobs og stavspræsident i Århus

Steffen Vestergaard Poulsen og Birthe Blønds vielse i Lahnsgade 1971.

Biskop Torben Jensen og Odenses

daværende borgmester Anker Boye ved

kirkebygningens 50-års jubilæum i 2003.

Stav Kurt Frederiksen var blandt

de 7 talere.

I Odense står vi sammen og hjælper

hinanden

Maria Frederiksen fra Odense

2. menighed og Julie Barkou fra

Odense 1. menighed holdt taler

om, hvordan det var at være ung i

Kirken. Maria fortalte om, at hun

var glad for de mange venner, hun

havde fået i Kirken, og at de havde

evangeliet til fælles. Hun var også

taknemmelig for de venner, der

ikke var medlem af Kirken, fordi

de respekterede hende for den

hun var, hvilket så også hjalp hende

med at holde standarderne. Julie

fortalte om, hvordan seminar havde

været med til at styrke hende til at

tage på mission, som hun desværre

KIRKENYT AUGUST 2007

K15


FOTO: HENRIK JENSEN FOTO: NIELS CORFITZEN NIELSEN

Programsdeltagerne d. 22. marts 2007 Fra venstre mod højre: Biskop Torben

Jensen, Margit Egdal, Niels-Ove Andersen, Stavspræsident Kurt Frederiksen,

Edmund Nielsen, Ida Karnil, Annette Boe, Trine Kreiberg, Per Boe, Ulrika Grabe,

Mie Dalsgaard og Missionspræsident Williams.

Ib Hansen

FOTO: CHARLOTTE DYBVANG BALAZS

Eddie Karnil og Kurt Dybvang Balazs

foran H. C. Andersens hus.

Flere smukke musik- og sangnumre

Odense menighederne anno 2003

måtte afbryde på grund af sygdom.

Men også et sted som studiecenteret

på Lahnsgade styrkede hendes

tro og de venskaber, hun allerede

havde fået gennem Kirken. De sluttede

begge af med at bære deres

vidnesbyrd og som Julie sagde: »Jeg

er meget taknemmelig for Odense,

for her står vi sammen og hjælper

hinanden«.

Hvad der manglede af fysiske rammer,

var til stede af åndelighed

Den 72-årige Edmund Nielsen,

der som 18-årig blev døbt i Odense

i 1954, var 5. taler og fortalte

om Odense gren i 1940erne og

1950erne. Med stolthed og glæde

fortalte han om alt lige fra lokaler,

ture, 100-års jubilæumsskuespil,

velfærdshave, missionærer, medlemmer

til sin familie. Han beskrev

hvordan han som barn løb og legede

på gaden med nogle andre børn,

da han mødte missionærerne for

første gang. Edmund begyndte

at komme til kirkemøderne og

sagde: »Jeg fik så mange belæringer

og mødte så mange herlige mennesker,

det var som at komme hjem

på en eller anden måde«. Edmund

beskrev også det lokale medlemmerne

mødtes i og sagde dybt

bevæget, at hvad der manglede

af fysiske rammer, var til stede

af åndelighed.

Som bror Ryttersgaard fortalte,

så har Odense altid forstået, at

gøre noget ved sangen, hvilket også

var tilfældet til konferencemødet.

Imellem de smukke taler sang det

18-mand store kor med Edmund

Nielsen ved roret, Jette Løve Jensen

og Trine Kreigberg sang »The Great

Gift« og Thea Hall Hansen sang

»Hold ud«.

Tillykke!

Liahona ønsker Odense menighederne

et stort tillykke med jubilæet,

og takker for tre fantastiske arrangementer,

hvor det historiske, det festlige

og det åndelige tilsammen fortalte

den smukke og helt unikke historie

om »Miraklet på Fyn«. ■

Redaktionen

EUROPE CENTRAL AREA (DANISH)

K16

More magazines by this user
Similar magazines