Det gode tilbud i pdf - Center for Ligebehandling af Handicappede

clh.dk

Det gode tilbud i pdf - Center for Ligebehandling af Handicappede

Det gode tilbud

En eksempelsamling om kommunale fritidstilbud

til børn og unge med handicap

CENTER FOR LIGEBEHANDLING AF HANDICAPPEDE


Det gode tilbud

En eksempelsamling om

kommunale fritidstilbud til

børn og unge med handicap


Udgiver

Center for Ligebehandling af Handicappede

Bredgade 25, Skt. Annæ Passage opg. F, 4. sal

1260 København K

Tlf.: 33 11 10 44

Fax: 33 11 10 82

Teksttlf.: 33 11 10 81

Mail: clh@clh.dk

Hjemmeside: www.clh.dk

Pjecen fås også på bånd og diskette

og kan desuden læses på www.clh.dk

Pjecen kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.

Det gode tilbud“ er udarbejdet af

Mogens Wiederholt (ansvarshavende)

Ane Esbensen

Lene Maj Pedersen

Christine Bendixen

Casper Hollerup

November 2002

Oplag: 2000

ISBN 87-91223-08-3

Tryk: Scanprint a/s

Foto: Per Morten Abrahamsen/BAM


Indhold

7 Forord

9 Du kan dobbelt så meget, som du tror...

14 Integration fremmer forståelsen

21 Samarbejde om et rummeligt tilbud

26 Forskelsbehandling er ligebehandling

31 Klubaften gjorde en forskel

5


Forord

„DET GODE TILBUD“ består af fem eksempler,

der på forskellig vis handler om at oprette et

fritidstilbud i fritidshjem, klub eller ungdomsskoletilbud,

som fungerer for børn og unge med

handicap. Tilbudene kan oprettes som enkeltintegration,

gruppeintegration eller specialtilbud.

Børn og unge med handicap bør have adgang

til oplevelser og samvær med andre i deres

fritid. De skal derfor som alle andre kunne

benytte alderssvarende fritidstilbud med mulighed

for at udvikle sig.

HVORDAN ETABLERER MAN et godt tilbud,

og hvad består det gode tilbud af? Det giver

eksempelsamlingen ikke et entydigt svar på,

fordi det afhænger af den enkelte person og den

enkelte situation. Men „Det gode tilbud“ berører

mange aspekter af, hvad et godt tilbud skal

tage hensyn til. Center for Ligebehandling af

Handicappede har også gennemført et seminar

og et analyseprojekt om fritidstilbud til børn og

unge med handicap. På www.clh.dk kan du læse

afrapporteringen fra projektet.

KENDETEGNENDE for det gode tilbud er, at

det er tilrettelagt, så de pågældende børn og

unge får de samme udviklingsmuligheder som

børn og unge uden handicap. I eksempelsamlingen

siger Marianne Fryd fra Frederiksborg

Amt, at der for hende at se har været en udvikling

hen imod en anerkendelse af de unges behov

for fritidstilbud frem for forældrenes behov

for aflastning. Ungdomsskoler og klubber

er samlingssteder for unge, og tilbudet om adgang

til et rum for ungekultur bør også være til

stede for unge, der har et handicap.

UDGANGSPUNKTET for at etablere det gode

tilbud skal tages i det enkelte barn og den enkelte

unge med handicap. Nogle har behov for at

være sammen med børn og unge med tilsvarende

handicap, mens andre måske helst er fri.

Nogle børn og unge vil fuldt ud kunne kompenseres

for handicappet, så de vil kunne indgå

i et almindeligt tilbud. For andre er det ikke tilfældet.

I flere sammenhænge kan det enkelte

tilbud tilgodese både integration og specialtilbud,

mens der i andre sammenhænge bør være

valgfrihed med hensyn til at deltage i et almindeligt

eller et særligt tilbud. Jørgen Nielsen fra

Fritidshjemmet Jellebakken mener, at man ikke

nødvendigvis har en masse at sige hinanden,

bare fordi man har samme type handicap. Integration

giver børn og unge med handicap flere

muligheder for at finde en god kammerat.

CENTER for Ligebehandling af Handicappede

ved, at mange børn og unge med handicap ikke

har mulighed for at være sammen med jævnaldrende

uden for institutionernes åbningstid.

7


Det bør være muligt at lave tilbud, der også har

åbent om aftenen og i weekenden, hvilket man

fx vil gøre i Frederiksborg Amts nye klubtilbud.

NOGLE BØRN OG UNGE har brug for en

støtteperson til praktisk hjælp. Andre har brug

for en støtteperson for at få hjælp til at strukturere

dagen og skabe sociale kontakter. Der kan

være eksempler på, at støttepersonen kommer

til at stå i vejen for kontakten til de andre børn

og unge, men en støtteperson kan også give

bevægelsesfrihed og dermed mulighed for at

være sammen med kammeraterne på lige vilkår.

Eksemplet fra Støvring viser, at det fungerer

sådan for Anders på 16 år.

DER FINDES FORMENTLIG IKKE et perfekt

tilbud til alle børn og unge med handicap, men

der er mulighed for at nærme sig det rigtige tilbud

mest muligt via opmærksomhed og vilje.

Det har stor betydning, at kommunen som politisk

myndighed selv sætter en god dagsorden

på området og støtter de initiativer, der tages af

forældrene, børnene og de unge – og af de enkelte

fritidstilbud. Pjecens eksempler beskæftiger

sig med tilbudet i gulvplan – der hvor det

skal fungere i praksis. Men den overordnede

politik og vilje til at efterleve principperne om

ligebehandling i den kommunale forvaltning

har også stor betydning for tilbudets mulighed

for at fungere i børnenes og de unges hverdag.

Center for Ligebehandling af Handicappede

November 2002

8


Du kan dobbelt så meget, som du tror...

For Frederikshavn Kommunale Ungdomsskole har

det været vigtigt at få handicappede elever integreret

med ikke-handicappede elever i ungdomsskolens

mange forskellige tilbud. Det betyder dog ikke, at

der ikke kan oprettes specielle tilbud til handicappede,

men udgangspunktet for ungdomsskolen er, at

handicappede elever selvfølgelig deltager på lige fod

med ikke-handicappede elever.

Det undrede ungdomsskoleinspektør Jørgen

Nielsen i Frederikshavn, at der gennem årene

havde været bemærkelsesværdigt få handicappede

elever, der benyttede sig af ungdomsskolens

tilbud. ”Jeg havde faktisk i nogle år gået

og tænkt på, at det var ærgerligt, at vi ikke havde

fået unge mennesker med handicap med på vores

hold, for vi hørte gang på gang, at de sad

derhjemme.”

til familier med handicappede unge. De fandt

frem til 50 familier, som de per brev inviterede

til at komme og høre om ungdomsskolens friluftstilbud.

Kun fire familier meldte sig til, og

på selve informationsdagen kom der kun to familier.

Det ærgrede Jørgen Nielsen, at så få

mødte frem, og det gav anledning til nogle spekulationer

over grunden. ”Jeg tror, det er på

grund af en eller anden form for blufærdighed

hos forældrene. De er bange for, at det barn, de

har, har et handicap, som gør, at barnet måske

ikke ligner andre unge og derfor vil blive drillet,”

siger Jørgen Nielsen.

Det lykkedes dog ungdomsskolen, bl.a.

ved hjælp af handicaporganisationerne, at finde

ti handicappede unge, der var interesseret i at

deltage i friluftstilbudet sammen med ti ikkehandicappede

unge. Kommunens forvaltninger

Et attraktivt tilbud

Et af Frederikshavn Kommunale Ungdomsskoles

meget attraktive tilbud er friluftsholdet ”De

barske glæder”, hvor eleverne bl.a. kan sejle i

kano og kajak, være med på vandreture, klatre

og rapelle. I forbindelse med et lederkursus for

fem år siden fik Jørgen Nielsen sammen med

sin daværende viceinspektør den idé, at de ville

lave et projekt, der skulle få unge med handicap

til at melde sig til dette tilbud.

De kontaktede derfor de lokale handicaporganisationer

for igennem dem at finde frem

Kommunalbestyrelsen skal sikre kommunens

unge mellem 14 og 18 år et

alsidigt tilbud om ungdomsskolevirksomhed.

Ungdomsskolen er forpligtet

til at tilbyde specialundervisning. Men

ungdomsskolen er ikke forpligtet til at

tilbyde andre former for kompensation,

fx praktisk hjælp til handicappede.

(Ungdomsskolelovens § 3, stk. 1, nr. 3)

9


gav grønt lys for projektet samt råd og vejledning,

men gav ikke økonomisk hjælp til projektet.

I den forbindelse var beskeden, at ungdomsskolen

måtte gennemføre projektet inden for

skolens rammebevilling. Ungdomsskolen fik

dog via eksterne midler fra en fond råd til at

købe en bus, de kunne bruge til transport i forbindelse

med projektet.

En nødvendig afgrænsning

De elever med handicap, der deltog i friluftstilbudet

”De barske glæder”, var primært psykisk

udviklingshæmmede unge. I tilbudet var der

ikke mulighed for at yde personlig og praktisk

hjælp til elever, der ikke var selvhjulpne. ”Det

var desværre nødvendigt for os at afgrænse,

hvem der kunne være med. Hvis den unge

skulle have hjælp til stort set alt, magtede vi ikke

opgaven. Det er vi ikke uddannet til, og skolen

har ikke ressourcer til at ansætte personlige

hjælpere,” fortæller Jørgen Nielsen.

Ungdomsskolens lærere er heller ikke specialuddannet

til at arbejde med handicappede.

”Vi bruger vores sunde fornuft og tager selvfølgelig

bestik af, hvad der foregår omkring os.

I det hele taget er vi indstillet på at udvise en

adfærd over for de unge, der ikke virker skræmmende,

men tværtimod tillidsvækkende. Og det

når vi langt med,” siger Jørgen Nielsen, der selv

har været med på flere ture.

Kommunen kan give tilskud til en

hjælper, der kan ledsage den unge

(Servicelovens § 28). Det er også

muligt at tilbyde op til 15 timers ledsagelse

om måneden til unge på 17

og 18 år, som på grund af betydelig

og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne ikke kan færdes alene

(Servicelovens § 31).

Projektet blev en succes for alle parter og

overgik derfor til at blive et permanent tilbud,

der stadig kører og også tiltrækker unge handicappede.

Jørgen Nielsen har fået god respons

både fra handicappede unge, der har deltaget i

friluftstilbudet, og deres forældre. ”Når først de

unge fandt ud af, at de sagtens kunne være med

og finde ud af tingene, kunne de ikke vente med

at komme af sted igen,” siger Jørgen Nielsen.

Det der gjorde, at det her startede med at

være en rigtig succes, var nok, at vi også havde

spurgt nogle unge uden handicap, om de kunne

tænke sig at deltage i projektet. Det var de meget

interesseret i, og der har aldrig lydt et forkert

ord omkring et handicap over for hverken

den ene eller anden gruppe.”

10


Ingen problemer kun udfordringer

Ikke kun ”De barske glæder” tiltrækker handicappede

elever. Også skolens mere almindelige

kurser som fx kurser i knallertkørekort og madlavning

har stor interesse. Ungdomsskolen arrangerer

ligeledes specielle hold for unge med

handicap, hvis der er behov for det, men ofte

følges handicappede unge ad to og to for at støtte

hinanden,“ forklarer Jørgen Nielsen.

Men ellers følger Jørgen Nielsen ikke specielt

med i, hvilke kurser handicappede elever

deltager i. Ifølge hans opfattelse skulle der jo

helst ikke være noget exceptionelt i, at handicappede

elever følger skolens tilbud som alle

andre,”og der er faktisk sket det lykkelige, at

Det fremgår af Bygningsreglementet,

at der skal være niveaufri adgang ved

indgangsdøre i nye bygningers stueetager

og til eventuelle elevatorer. På

etager, hvor der indrettes wc-rum,

som er offentlig tilgængelige, skal

mindst et af disse rum have adgangsforhold

og være indrettet, så det kan

anvendes af personer i kørestol.

Dansk Center for Tilgængelighed (se

www.dcft.dk) yder råd og vejledning

med hensyn til tilgængeligt byggeri.

handicappede unge glider stille og roligt ind på

holdene, uden at vi egentlig bemærker det, og

vi har ikke hørt hverken fra lærere eller elever,

at der har været problemer, overhovedet ikke.”

Der kan dog være visse praktiske problemer

– eller udfordringer, som Jørgen Nielsen

kalder det – der skal klares, når unge med handicap

ønsker at deltage i et kursus. Er det for

eksempel en kørestolsbruger, skal kurset holdes

på en bestemt skole i kommunen, da det er

den eneste, der er fysisk tilgængelig. Kan kurset

ikke afholdes på denne skole, fx edb-kurser,

findes der dog også en løsning på det. Eksempelvis

har eleverne på en skole for skoletrætte

elever bygget en rampe, så kørestolsbrugere kan

komme ind i edb-lokalerne på rådhuset, som

ungdomsskolen benytter i forbindelse med edbkurser.

11


Information, dialog og udvikling

Information om ungdomsskolens tilbud foregår

via mund til mund-metoden og gennem et katalog

over alle skolens tilbud, der sendes til unge

fra 8.-10. klasse. Også skolens hjemmeside informerer

om tilbudene, og her fortælles det

også, at det at have et handicap ikke er nogen

hindring for at melde sig til kurserne. Samtidig

holder skolen hvert år åbent hus på biblioteket,

hvor man kan se, hvad de forskellige hold har

lavet, og tale med lærere og elever.

Derudover tager Jørgen Nielsen og hans

viceinspektør hvert år ud på alle skoler i kommunen

og fortæller 8.-10.-klasserne om ungdomsskolens

program. Også 6.-7.-klasserne, der

dog ikke er primærmålgruppen for ungdomsskolen,

får besøg og tilbud om at melde sig til

hold på ungdomsskolen.

På specialskoler for psykisk handicappede

foregår informationen lidt anderledes end på

de andre skoler. Her inddrages klasse- og dansklæreren

i formidlingen af ungdomsskolens tilbud.

Det gør vi, fordi tingene skal forklares lidt

anderledes i mange sammenhænge, end til de

elever der går i de almindelige klasser,” forklarer

Jørgen Nielsen.

Det, at Jørgen Nielsen tager ud på alle kommunens

skoler, giver et godt samarbejde med

kommunens lærere, og samtidig giver det Jørgen

Nielsen mulighed for at tale med eleverne

om deres ønsker og behov.

Udvikling af ungdomsskolens tilbud sker

i dialog med eleverne. For hele tiden at tilbyde

relevante kurser spørger ungdomsskolen hvert

år eleverne om, hvad de kunne tænke sig, at skolen

oprettede kurser i. På den måde er skolen

hele tiden ajour med, hvad de unge i kommunen

har lyst til at lave i deres fritid.

Det gode tilbud og økonomi

At ungdomsskolen hele tiden ved, hvad de unge

ønsker at beskæftige sig med, er en af Jørgen

Nielsens recepter på at have et godt fritidstilbud,

også i forhold til handicappede. I relation

til opbygning af et godt tilbud, der også fungerer

for unge handicappede, siger han: ”Det

handler først og fremmest om at have et

programudbud, der tiltaler de unge, også dem

12


med et handicap. Dernæst er det vigtigt at være

i meget nær dialog med handicaporganisationerne

og det kommunale system, og så selvfølgelig

sørge for at få forældrene og den unge i

tale.”

I forhold til handicappede unge betyder

det, at ”…vi starter der, hvor eleven er, og laver

research på, hvori handicappet består, og hvad

vi kan gøre for at komme uden om det, så det

ikke bliver en hindring for at deltage i tilbudene,”

fortæller Jørgen Nielsen.

Her er det Jørgen Nielsens erfaring, at friluftsaktiviteterne

især tiltaler psykisk handicappede,

og da det er et tilbud, skolen gør meget

ud af, er antallet af psykisk handicappede elever

større end af fysisk handicappede elever.

Jørgen Nielsen kunne godt ønske at få flere fysisk

handicappede unge med på skolens hold,

men er i tvivl om hvordan han skal gribe det

an, da skolen ikke har ressourcer til at yde praktisk

bistand til unge med behov for det. ”Vi

kunne godt ønske os at have mange flere af de

unge med, for vi ved jo, at der er flere unge med

et eller flere handicap her, som nemt kunne

være med, men af en eller anden årsag er det

ikke lykkes os at fange dem endnu. Vi kunne

godt tænke os, at nogen gav os en opskrift på,

hvordan det kunne gøres.”

Frederikshavn Kommunale Ungdomsskole

har som alle andre ungdomsskoler et budget

at tage hensyn til. Som Jørgen Nielsen udtrykker

det, så ”…har vi en rammebevilling, og

det er så op til mig at udfylde den ramme, således

at de penge, jeg har fået, slår til.” Det er et

spørgsmål om prioritering og en stor udfordring,

men Jørgen Nielsen vurderer, at det indtil

videre er lykkedes at få pengene til at passe

til målsætningen og ikke omvendt.

n

n

n

n

n

GODE RÅD

Sørg for at have et programudbud

der tiltaler alle.

Vær i dialog med handicaporganisationerne.

Få handicappede unge og

deres forældre i tale.

Henvend jer til skoler, hvor

handicappede unge færdes,

og informer om jeres tilbud.

Hav god kontakt med det

kommunale system; skoleog

socialforvaltningen samt

byrådspolitikerne.

13


Integration fremmer forståelsen

På fritidshjemmet Jellebakken er holdningen, at børn

med og uden handicap har glæde af og kan lære af at

være sammen med hinanden. Derfor er børn med

handicap en integreret del af institutionen.

Fritidshjemmet Jellebakken i Risskov i Århus

er et af Århus Kommunes syv særlige fritidshjem.

Det vil sige, at Jellebakken er indrettet til

at integrere en gruppe af børn med forskellige

former for handicap. Jellebakken er normeret

til 105 børn, hvoraf de ti pladser er normeret til

børn med et handicap, der med støtte kan have

glæde af at være integreret med børn uden handicap.

Børnene kan både være fysisk og psykisk

handicappede, eksempelvis har Jellebakken

p.t. hørehæmmede og blinde børn samt

børn med Downs syndrom og DAMP-lignende

symptomer. Jellebakken har i øjeblikket flere

børn med handicap, end fritidshjemmet er normeret

til. 17 børn med handicap er fordelt på

fritidshjemmets fem forskellige stuer.

Bjarne Birk Nielsen er leder af institutionen

og har i mange år arbejdet med integration

af børn med og uden handicap. Han synes, at

integrationen af børn med handicap er et gode

for alle parter, og at det at have børn med handicap

omkring sig er med til at tydeliggøre nogle

almene ting i fritidshjemmet. ”Det giver helt andre

muligheder for børn uden handicap at være

sammen med børn med handicap, både fordi

de kan se, at vi ikke alle sammen er ens, og fordi

det giver dem en forståelse for, at de ikke selv

ligner alle andre. Vi er ikke alle handicappede,

men vi har alle sammen noget, vi ikke er gode

til, og det kan være med til at sætte tingene i

perspektiv at være sammen med børn, der har

en sværere hverdag, end man selv har,” forklarer

Bjarne Birk Nielsen.

For børn med handicap giver integration

mulighed for at opleve de ting, som børn uden

handicap oplever. Derved bliver børn med handicap

ikke begrænset til at færdes i et miljø, der

kun er tilpasset dem. Bjarne Birk Nielsen mener,

at man som pædagog kan have sværere ved

at se udfordringer for børnene, hvis miljø og aktiviteter

er tilrettelagt fuldstændig efter børnenes

handicap og derved ikke inspirerer til udvikling

af færdighed i at klare sig i det omgiven-

Kommunen har pligt til at etablere

fritidsordninger for skolesøgende

børn med betydelig og varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne

(Servicelovens § 7).

Amtet har en tilsvarende forpligtelse

efter servicelovens § 16, men den

vedrører kun de børn, der har behov

for støtte, behandling mv., der

ikke kan imødekommes inden for de

kommunale rammer.

14


de samfund. Integration i en almindelig institution

kan omvendt være med til at udvikle

børn med handicap, fordi de bliver en del af et

almindeligt miljø med de udfordringer, det giver.

Samtidig får børn med handicap også mulighed

for at danne venskaber med børn uden

handicap. ”Fordi man er blind, behøver man

ikke nødvendigvis have en masse tilfælles med

andre blinde,” siger Bjarne Birk Nielsen.

Målet er udvikling

”Den individuelle specialpædagogiske

forudsætningsanalyse” er et

pædagogisk redskab, der er udviklet

i samarbejde mellem Århus Kommunes

pædagogiske konsulent og syv

særlige fritidshjem. Århus Kommune

har udgivet en pjece om at arbejde

efter den individuelle specialpædagogiske

forudsætningsanalyse.

Pjecen og yderligere information kan

fås i børn- og ungeafdelingen, Århus

Kommune, tlf. 89 40 20 00.

Når fritidshjemmet Jellebakken får anvist nye

børn med handicap, har fritidshjemmet et godt

samarbejde med den pædagogiske konsulent og

kommunens andre særlige institutioner. Alle institutioner

har mulighed for at fortælle den pædagogiske

konsulent, hvordan deres institution

fungerer på det pågældende tidspunkt, og hvordan

sammensætningen af børn er. På den måde

er det lettere at finde frem til det bedste tilbud

for det enkelte barn med et handicap.

I forbindelse med indkøringen af barnet

har fritidshjemmet et teammøde med den

afgivende institution, oftest også en repræsentant

fra barnets skole og sagsbehandleren, så der

kan komme et samarbejde i gang om barnet.

I barnets opstartsfase udarbejder fritidshjemmets

pædagoger en plan for hvert barn

med et handicap ved hjælp af en såkaldt forudsætningsanalyse.

Analysen er et arbejdsredskab,

som skal hjælpe pædagogerne i deres daglige

arbejde med det enkelte barn.

Forudsætningsanalysen indeholder en

professionel beskrivelse af det enkelte barn og

barnets handicap, og bl.a. på den baggrund finder

pædagogerne ud af, hvor barnet er i sin udvikling,

hvilke forudsætninger barnet har, og

hvilke behov der ikke er dækket. Derefter sættes

et mål for barnet, der skal nås inden for en

kortere periode. Målet evalueres løbende for

derigennem at kunne blive justeret eller videreudviklet,

efterhånden som pædagogernes

kendskab til barnet bliver bedre. For at målene

skal kunne realiseres, er det vigtigt, at de bygger

på barnets motivation og ressourcer. ”Det

er jo med handicappede børn som med alle an-

15


dre, at man ingen vegne kommer, hvis man ikke

tager udgangspunkt i barnets ønsker og behov,”

siger Bjarne Birk Nielsen.

Udviklingsarbejdet for det enkelte barn er

dog ikke en heldagsaktivitet. Det vil ofte være

begrænset til en del af en daglig aktivitet, fx at

lære at spise pænt. Det primære formål med at

være i fritidshjemmet er, at barnet får mulighed

for fritidsaktiviteter efter egne ønsker og

behov.

Plads til forskellighed

Der findes ikke et perfekt tilbud til alle børn med

et handicap. Men Jellebakken er bevidst om, at

det er det bedst mulige, der er målet. Ved at blive

integreret med børn uden handicap og samtidig

have mulighed for at være sammen med

børn, der også har et handicap, forsøger

Jellebakken at udvikle et tilbud, der fungerer

mest optimalt for det enkelte barn.

På Jellebakken er holdningen, at det ikke

er barnet, der skal tilpasse sig institutionens behov.

Institutionen skal være fleksibel nok til at

kunne indrette sig efter barnets behov. ”Det er

ikke muligt at integrere børn, hvis man har den

holdning, at det kun er en bestemt slags børn,

der kan være i institutionen. Børn er alt for forskellige

til, at man kan passe dem ind efter bestemte

rammer. Der er ikke to børn, der er ens,

og det skal der være plads til, ellers kommer

man ingen vegne,” siger Bjarne Birk Nielsen.

For at institutionens børn skal have mulighed

for at mødes med flere andre børn med

handicap, deltager Jellebakken en gang om ugen

i ”Idræt for sjov”. Det er et arrangement, hvor

alle børn med handicap fra kommunens særlige

fritidshjem mødes omkring forskellige legeog

idrætsaktiviteter. Det er selvfølgelig frivilligt

for børnene, om de har lyst til at tage med

til arrangementet. ”Nogle børn har ikke lyst til

at være med, og det står dem selvfølgelig frit

for,” forklarer Bjarne Birk Nielsen.

Han siger i den forbindelse, at ”… der er

et dilemma i at tro, at alle, der kommer på fritidshjem,

får kammerater. Der er nogle børn, der

ikke er i stand til at få kammerater eller at dyrke

venskaber og beholde dem. Men jeg vil håbe, at

alle, der går ud af vores fritidshjem, kan sige, at

de har følt, at de hørte hjemme, og at de var en

del af gruppen. Vi arbejder altid på at give børnene

nogle fælles oplevelser, så børnene får en

fornemmelse af at have været en del af fællesskabet.

Vi kan forsøge at skabe grupperinger,

men det er vigtigt ikke altid at tro, at det kun

gælder om, at børnene får kammerater, for hvis

det ikke kan lykkes, kan man blive blokeret af

de forhindringer, man støder på. Man er nødt

til også at tænke i andre baner.”

Ingen støttepædagoger, tak!

Bjarne Birk Nielsen er ikke tilhænger af støttepædagogordningen,

hvor barnet har en udefra-

16


kommende person, der kun tager sig af ham eller

hende. Han mener, det er med til at isolere

barnet, især fordi støttepersonen ikke er en del

af personalegruppen og derfor ikke har føling

med stedet og de andre børn.

Børn med handicap har derfor ikke en fast

tilknyttet støtteperson på Jellebakken, men de

har en pædagog på deres stue, der er primærperson

for dem, dvs. en der sørger for forudsætningsanalysen,

kontakten til forældrene,

teammøderne osv. Det er ikke alene primærpersonen,

der tager sig af barnet, men vedkommende

har det overordnede ansvar for, at tingene

fungerer for barnet.

Man skal være pædagog, men ikke nødvendigvis

have specielle pædagogiske forudsætninger,

for at være primærperson for et handicappet

barn. Sammen med de andre særlige

fritidshjem holder Jellebakken ind imellem deres

egne kurser, som kan give pædagogerne

gode forudsætninger for arbejdet. Derudover

har Århus’ pædagogiske afdeling nogle gode

grundkurser af en uges varighed, der giver pædagogerne

de generelle forudsætninger og holdninger

for at arbejde med børn med handicap.

I den forbindelse pointerer Bjarne Birk

Nielsen, at man ikke skal have personale, der

ikke er interesseret i at arbejde med børn med

17


handicap. ”Det er vigtigt at få personale, der tør

tage et ansvar, men som også tør udtrykke, hvad

de ikke er særlig gode til. Personalet skal kunne

lære af og udvikle hinanden. Det er vigtigt at

være gode til at iagttage og tage ting op med

hinanden, så det, man tænker om et barn, ikke

kun er enmandstanker, men noget man kan

drøfte i fællesskab med hele personalet,” forklarer

Bjarne Birk Nielsen. På Jellebakken er det

derfor altid tilladt som personale at bede om

hjælp og at blande sig i hinandens arbejde.

Samtidig prioriteres et godt samarbejde

med børnenes forældre højt i institutionen.

”Forældrene er de største eksperter på deres

børns behov, ikke på de enkelte handicap, men

på deres barns behov. Derfor gør vi meget ud

af at tale med forældrene,” forklarer Bjarne Birk

Nielsen.

En god ånd

Jellebakken har børn fra 0.-7. klasse. Det er

Bjarne Birk Nielsen glad for, for han synes, at et

langt forløb med børnene giver en speciel ånd i

institutionen. ”De store er gode kulturbærere

og giver kulturen videre til de nye børn, der

kommer på fritidshjemmet,” siger han.

Nye børn i institutionen kan være betænkelige

ved børn, der opfører sig anderledes, end

de selv gør, men her er de ældre børn med til at

vise vejen og skabe en god forståelse for, at det

er ok at være forskellige. ”Ved hjælp af ”snakke”

med og mellem børnene bliver der skabt en forståelse

for, at de børn, der opfører sig anderledes,

er gode nok og måske ind imellem har brug

for en hjælpende hånd, og den tradition bliver

ført videre af de børn, der har været her længe,”

siger Bjarne Birk Nielsen.

Det er institutionens holdning, at børn

uden handicap bør hjælpe børn med handicap,

og at de børn, der har brug for hjælp, skal kunne

bede de andre børn om hjælp. ”Det er også en

måde at skabe kontakt på,” siger Bjarne Birk

Nielsen, der samtidig kan se, at det er blevet en

naturlig del af ånden på Jellebakken, at man

hjælper hinanden.

Udvikling kræver udfordring

Den personlige udvikling hos fritidshjemmets

børn med handicap er også med til at sætte skub

i andre børns udvikling. Bjarne Birk Nielsen giver

et eksempel på, at en blind pige på en sommerlejr

ligesom alle de andre børn ville over en

bro uden brædder. Én pædagog fulgtes med

hende over, og én gik nede i vandet som sikkerhedsnet.

Om den oplevelse siger Bjarne Birk

Nielsen:

Det er ikke et mål i sig selv at gå over en

bro, men det er et mål i sig selv at overvinde

nogle ting, at få en tankegang der gør, at man

tør gøre nogle ting i trygge rammer. Børn uden

funktionsnedsættelser kan også lære at turde,

når de ser, at andre kan.”

18


”Man skal kunne skabe sig en ånd i institutionen,

hvor alt kan lade sig gøre. Man skal

kunne se mulighederne, ikke begrænsningerne,”

siger Bjarne Birk Nielsen.

I forbindelse med udfordring af børn med

handicap mener han, at det også er vigtigt, at

pædagogerne kan skelne imellem, hvad i barnets

adfærd der skyldes barnets handicap, og

hvad der ikke gør. Barnet skal ikke skånes i tilfælde,

hvor handicappet ikke er i vejen for barnets

almindelige deltagelse i institutionens aktiviteter

og pligter. ”Hvis et barn med et handicap

kan vaske op, skal han eller hun vaske op

som alle andre. Man kan ikke blive fritaget for

at vaske op, hvis det bare er fordi, man ikke gider,”

siger Bjarne Birk Nielsen, der ind imellem

har taget konflikter med børn, der ikke mente,

de kunne deltage i kedelige pligter.

Barnet skal ikke beskyttes unødigt og må

også tage de knubs, der følger med i samværet

med andre børn. Bjarne Birk Nielsen udtrykker

det sådan: ”Man må gerne blive drillet, men ikke

pga. sit handicap, det er en del af tilværelsens

almindelige vilkår. Der kommer en tid efter livet

i fritidshjemmet, hvor børnene er nødt til at

kunne klare sig, derfor skal de ikke skånes for

almindelige udfordringer.”

Frihed med alderen

De ældre børn i fritidshjemmet har mulighed

for at komme og gå, som de har lyst til, hvis det

Fysisk handicappede børn og unge

har ofte ikke mulighed for selv at bestemme,

om de vil på fritidshjem eller

hellere vil blive hjemme. Problemet

opstår, når barnet eller den unge

har brug for hjælp i løbet af dagen.

Hjælpen skal være til stede, der hvor

barnet/den unge er, og det kan kræve

ekstra opmærksomhed og fleksibilitet

fra kommunens side at sikre barnet/

den unge mulighed for at kunne vælge

selv. Servicelovens § 28 giver mulighed

for fleksibel hjælp til barnet/den

unge.

er en aftale med forældrene. På den måde kan

de benytte fritidstilbudet mere fleksibelt. Det

gælder også for børn med handicap, hvis de kan

klare den frihed, der ligger i det. For Bjarne Birk

Nielsen er det vigtigt, at børnene ikke bliver

væk, fordi de ikke har nogle kammerater og

derfor sidder alene foran computeren derhjemme.

Det er i orden at ønske fred og ro ind

imellem, men det er ikke godt at blive væk, fordi

man føler sig ensom.

Når børnene bliver 12-14 år tager fritidshjemmet

kontakt til forældrene og oplyser dem

om, hvilke fritidstilbud der vil være til deres

19


arn, når de ikke længere kan gå i fritidshjemmet.

Forældrene kan så tage ud og besøge klubberne

og komme med ønsker til, hvor deres barn

skal fortsætte. Samtidig kontaktes sagsbehandleren

for en genvisitation af barnet, så man har

en ide om, hvor barnet er i sin udvikling, og på

baggrund af det kan finde det bedst egnede tilbud

til barnet.

Et lille suk

Trods sin glæde ved at arbejde med integration

af børn med og uden handicap er der dog en

ting, Bjarne Birk Nielsen savner i sit arbejde. Det

ville være rart med en automatik i systemet, der

gør, at når institutionen modtager et barn med

et handicap, så følger der forskellige hjælpemidler

med. ”Som det er nu, bruges der en masse

unødvendige ressourcer på hver institution på

at indkøbe og indsamle forskellige hjælpemidler.

Hvis en instans i systemet tog hånd om koordineringen

kunne en masse genbruges og en

masse tid spares. Der er jo heller ikke uendelige

midler til rådighed,” slutter Bjarne Birk

Nielsen, men pointerer, at dette langt fra kan

tage glæden fra de oplevelser, det giver at arbejde

med børnene i hverdagen.

n

n

n

n

n

GODE RÅD

Ansæt personale, der er interesseret

i at arbejde med

børn med handicap, og som

tør sige til og fra, men også

erkender deres svagheder.

Skab en ånd i institutionen

der fremmer tilliden til, at alt

kan lade sig gøre.

Vær åben over for forældrenes

holdning til og forståelse

for deres barn.

Vær opmærksom på, at søskende

til børn med handicap

ikke bliver en ekstra hjælper

til barnet.

Skeln mellem hvad der skyldes

barnets handicap, og

hvad der ikke gør.

20


Samarbejde om et rummeligt tilbud

Handicappede unges behov er ikke meget anderledes

end andre unges behov, men de har sværere ved

at få dem opfyldt. Det er ikke så nemt for handicappede

unge at komme udenfor og omkring og derved

møde andre. Det er det, vi skal hjælpe dem med.”

Sådan siger Hanne Lindstrøm, der er direktør i

Allerød Kommune. Sammen med Marianne

Fryd, der er pædagogisk konsulent i Frederiksborg

Amts Børnecenter, har hun været involveret

i at få et samarbejde om et klubtilbud til

unge med handicap i stand mellem amtet og

amtets kommuner. Klubtilbudet skal på længere

sigt kunne rumme cirka 100 unge i aldersgruppen

12-25 år og dække en bred gruppe af både

fysiske og psykiske handicappede, der kan have

glæde af at komme i klubben. De fysiske rammer

for klubben skal derfor kunne tilgodese hele

gruppens behov og samtidig give mulighed for,

at de unge i fællesskab kan opbygge en selvstændig

ungdomskultur.

Et fælleskommunalt tilbud

Samarbejdet mellem amtet og kommunerne

kom på tale i forbindelse med en høring af Frederiksborg

Amts Socialplan 2000. Her gjorde

Kommuneforeningens Social- og Sundhedsudvalg

opmærksom på, at der var interesse for at

få oprettet et fælleskommunalt klubtilbud til

børn og unge med handicap. Tidligere brugerundersøgelser

af behovet for klubtilbud til børn

og unge med såvel psykiske som fysiske handicap

i de enkelte kommuner havde vist, at der

var et behov, men at kommunerne ikke magtede

opgaven enkeltvis. Et fælleskommunalt tilbud

kunne derfor være løsningen.

Kommuneforeningens henvendelse blev

drøftet i amtet, og det blev besluttet at nedsætte

en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, der kunne

udarbejde forslag til udformningen af det fælleskommunale

og amtslige klubtilbud. Arbejdsgruppen

bestod af to kommunale repræsentanter

og to amtslige repræsentanter, hvoraf den

ene var Marianne Fryd.

”Arbejdsgruppen udarbejdede et overordnet

forslag, der indeholdt flere forskellige modeller

for på den måde at give nogle bud på,

hvordan amtet og kommunerne kunne imødekomme

behovet for et klubtilbud. Det blev på

baggrund af oplægget besluttet, at der skulle arbejdes

videre med at oprette en filial af Lavuk,

som tilpasses de behov, der er i Frederiksborg

Amt. Og der er så det, vi arbejder på nu,” fortæller

Marianne Fryd.

Lavuk

Lavuk er Dansk Handicap Forbunds fritids- og

ungdomsklub. Klubben er selvejende og ligger

i Københavns Kommune, som den har overenskomst

med. Lavuk har både dag- og aftentilbud

og samler alle handicapgrupper fra psykisk til

fysisk handicappede i alderen 10-50 år.

21


Borgere i Frederiksborg Amt benytter i dag

Lavuks tilbud i København, idet cirka 30 unge

fra kommuner i Frederiksborg Amt er tilmeldt

klubben. Et lignende tilbud placeret centralt i

Frederiksborg Amt ville kunne tiltrække flere

brugere og give kortere transport for dem, der

på nuværende tidspunkt benytter tilbudet i København.

Derfor er der enighed om, at et tilbud

som Lavuks i Frederiksborg Amt vil kunne

dække amtets behov. Arbejdsgruppen bag det

nye klubtilbud har derfor også haft et samarbejde

med Lavuks leder Steen Christiansen.

Fra arbejdsgruppens side er der lagt op til,

at klubtilbudet skal dække så bred en brugergruppe

som muligt. ”Vi forestiller os, at tilbudet

både skal være for dem, der defineres som

den amtslige målgruppe, og for dem der defineres

som den kommunale målgruppe,” forklarer

Marianne Fryd. ”Det er vigtigt, at tilbudet

reelt bliver for alle handicapgrupper, så der skabes

dynamik i tilbudet. Ellers bliver det ikke attraktivt

for nogle handicapgrupper. En overvægt

af bestemte handicapgrupper kan betyde,

at andre grupper holder sig væk,” siger hun.

Kun ydre rammer

På nuværende tidspunkt (sommeren 2002) er

fritidstilbudet dog kun på tegnebrættet, og meget

er endnu ikke afgjort. Blandt andet er der

stadig ikke fundet en afklaring på de fysiske

rammer for tilbudet, der skal kunne rumme op

til 100 unge. Amtet og Lavuk har indledt et samarbejde

med Hillerød Kommune for at skaffe

egnede lokaler, som ligger centralt placeret i amtet.

Når der er fundet en løsning på de fysiske

rammer for tilbudet, skal der indgås overenskomst

mellem Frederiksborg Amt og Lavuk.

Men selvom flere ting ikke er afklaret endnu,

har arbejdsgruppen gjort sig mange overvejelser

over, hvad tilbudet skal indeholde, og

hvad der er væsentligt, for at klubben skal blive

et attraktivt sted for de unge at komme.

Det er utroligt vigtigt, at dette tilbud får

selvstændige fysiske rammer, hvor der er mulighed

for at udvikle en ungdomskultur og mulighed

for selv at sætte præg på omgivelserne.

Klubben skal ikke være et vedhæng til et andet

tilbud, hvor klubben bliver sekundær og ikke

får lov til at skabe den ungdomskultur, som jeg

mener, er meget betydningsfuld for dette tilbud,”

siger Marianne Fryd.

22


Da tilbudet skal kunne rumme unge med

flere forskellige handicap, skal de fysiske rammer

samtidig kunne opfylde forskellige behov.

Det er derfor planen, at der både skal være store

fællesarealer med mulighed for et samlet fællesskab,

og mindre grupperum hvor unge, der

har svært ved at overskue samværet med mange

mennesker, kan trække sig tilbage i et mere

overskueligt samvær.

Det er ikke fastlagt, hvilke aktiviteter klubben

skal tilbyde, for de unge skal selv være med

til at vælge, hvad indholdet af deres aktiviteter

skal være. De skal derfor inddrages, når det nærmere

skal besluttes, hvad klubben skal kunne

tilbyde. I et tilbud af denne størrelse vil det være

muligt at udbyde en bred vifte af aktiviteter og

derved give de unge mulighed for at vælge efter

interesse.

På det overordnede plan er der lagt op til,

at formålet med klubben er at give unge med

fysiske og psykiske handicap mulighed for at

mødes og finde venner. Formålet er også, at de

unge får lejlighed til at vælge en fritid med et

aktivt indhold, hvor aktiviteter, oplevelser og

samvær med andre unge er med til at udvikle

den dannelsesproces, hvor den unges identitet

og selvværd formes gennem samspil med andre

unge.

Tilbudet er tænkt som en base for samvær,

der samtidig planlægger og vægter aktiviteter

ud af huset for derved at bruge og blive fortrolig

med samfundets almindelige tilbud, fx

idrætsanlæg, svømmehaller, koncerttilbud og

andre kulturtilbud. Det er hensigten, at klubben

skal være åben alle ugens hverdage, og samtidig

tilbyde aktiviteter i flere af årets weekender

for en mindre gruppe unge. Det kan fx være,

at de unge har lyst til at tage til en koncert, en

landskamp eller andre større eller mindre arrangementer.

Aktivitet frem for aflastning

Ved at oprette et tilbud for en bred gruppe af

handicappede unge forventes det, at behovet for

aflastning for nogle unge vil blive mindre. Noget

har nemlig tydet på, at det store behov for

aflastning lige så meget har været et udtryk for

23


mangel på fritidstilbud. ”Der ligger også et aktivitetstilbud

i et aflastningsophold, for der foregår

jo tit noget spændende, når man er sammen

med andre unge. Men et aflastningstilbud, der

jo er en døgnforanstaltning, kan være en uhensigtsmæssig

dyr foranstaltning, hvis den primære

grund til at benytte det egentlig har været

et behov for en aktiv fritid sammen med

andre unge,” siger Marianne Fryd.

Både Marianne Fryd og Hanne Lindstrøm

er enige om, at det positive ved det nye klubtilbud

er, at handicappede unge nu får mulighed

for at få en fritid, der mere minder om dén,

som unge uden handicap har. ”Nu behøver

disse unge handicappede ikke at have tandbørsten

og nattøjet med i tasken for at opleve noget

spændende sammen med andre unge. De

får nu nogle muligheder og rammer for at lave

aftaler, ligesom andre unge gør med deres venner,”

konkluderer Marianne Fryd. ”Og det er jo

det, det handler om. Handicappede unges behov

er jo ikke meget anderledes end andre unges

behov, men de har sværere ved at få dem

opfyldt, da det ikke er så nemt for handicappede

unge at komme udenfor og omkring og

derved møde andre. Det er det, vi skal hjælpe

dem med,” fortsætter Hanne Lindstrøm.

Ifølge begge har det været en proces i hele

samfundet at nå frem til en anerkendelse af, at

unge med handicap har behov for et fritidsliv

som alle andre unge. ”Jeg oplever, at der i kommunerne

har været en udvikling fra anerkendelse

af behovet for aflastning til en anerkendelse

af behovet for fritidstilbud, og det er det

behov, vi nu arbejder på at opfylde,” siger Marianne

Fryd.

Visitation og økonomi

Målgruppen for klubben er de personer, som

har brug for særlig støtte mv. og derfor ikke kan

gå i den almindelige kommunale klub. Brugerne

af klubtilbudet skal betale et medlemskontingent,

der svarer til det, andre unge betaler

for at gå i ungdomsklub. Brugerne skal også

Amtskommunen sørger for pladser i

særlige klubtilbud til større børn og

unge, der på grund af betydelig og

varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne har et særligt behov

for støtte, behandling mv., der ikke

kan dækkes gennem deltagelse i et

af de kommunale tilbud. Disse tilbud

kan oprettes og drives af en

amtskommune, en kommune efter

aftale med amtskommunen eller af

en selvejende institution, som amtskommunen

indgår aftale med.

(Servicelovens § 23)

24


selv betale for at deltage i klubbens arrangementer

ud af huset.

Da tilbudet skal dække en bred gruppe af

unge, stiller det også visse krav til personaleressourcer.

”Vi har lavet nogle normeringsberegninger

på baggrund af, at nogle unge vil

have brug for meget hjælp, mens andre næsten

ikke vil have brug for hjælp. Det skal jo hænge

sammen. Hvis der ikke er de personaleressourcer

til rådighed, der er behov for, bliver det

ikke et tilfredsstillende tilbud,” siger Marianne

Fryd.

Derfor har vi kunne udvikle en del gode ting

sammen. Dette projekt er et af dem,” supplerer

Hanne Lindstrøm. Begge glæder sig til at følge

udviklingen af tilbudet, og de håber det vil tiltrække

unge, der hidtil har manglet et reelt

fritidstilbud.

Det gode parløb

Trods de mange uafklarede forhold i tilknytning

til den nye klub synes både Marianne Fryd og

Hanne Lindstrøm, at det har været en positiv

oplevelse, at der har været vilje både fra kommunernes

og amtets side til at samarbejde om

et tilbud, der kan dække mange hidtil uopfyldte

behov.

De er begge enige om, at det gode parløb

mellem amt og kommuner er årsagen til, at projektet

er kommet så langt. ”At amtet har haft en

interesse i projektet, fordi kommunerne har efterspurgt

det, er egentlig det, der har dannet

baggrund for, at det har kunnet lykkes. Det har

også gjort, at det er blevet båret hurtigt igennem,”

siger Marianne Fryd. ”Samarbejdet på det

sociale område mellem amtet og kommunerne

har altid været vældig godt og velfungerende.

n

n

n

GODE RÅD

Kommunerne skal være

opmærksom på brugernes

behov for større fællesskaber

og ikke selv oprette alle

tilbud.

Det er vigtigt at få et godt

samarbejde i gang mellem

amt og kommuner.

Man skal give nye tilbud selvstændige

rammer, så der er

mulighed for, at der kan

oparbejdes en selvstændig

kultur og atmosfære.

25


Forskelsbehandling er ligebehandling

Sådan siger Ole Frimann Hansen, der er leder af

naturfritidsklubben ”Engen” i Gundsø. Her er holdningen

den, at man for at kunne behandle et barn

ligeværdigt med andre børn må tage udgangspunkt

i det enkelte barns behov. Det gælder alle børn, hvad

enten de har et handicap eller ej.

Fritidsklubben har flere gange haft enkeltintegrerede

børn med handicap, men er ikke en

specialinstitution. De børn, der kommer i klubben,

har selv valgt at gå der, og det er klubbens

holdning, at der skal være plads til alle. Klubben

ser det ikke som et problem at have børn

med handicap, snarere som en udfordring. Det

væsentlige er, at man tager udgangspunkt i det

enkelte barn. ”Det, der er vigtigt, er, at børnene

får et ligeværdigt forhold til de andre børn,” forklarer

Ole Frimann Hansen, og det er ikke nødvendigvis

børn med et handicap, der har svært

ved at opnå det. ”Der kan være lige så store problemer

med at integrere børn uden handicap

som børn med et handicap,” siger Ole Frimann

Hansen.

komme ud i det fri og få naturvejledning. Det

var der opbakning til i Gundsø Kommune, og

kommunen købte derfor et stort areal med skov,

eng og vandmiljø, hvor der var plads til, at børn

og dyr kunne boltre sig. Her ligger ”Engen”, der

i august 2002 har 90 børn i alderen 10-13 år.

Ud over Ole Frimann Hansen og Leif Andersen

er der yderligere ansat to pædagoger.

Klubben har åbent hver dag fra kl. 12-17.30, men

fra april til august åbnes klubben kl. 9, da klubben

også fungerer som turnusbørnehave.

Fritidsklubben har et brugerråd, hvor der

sidder to forældrerepræsentanter og en overvægt

af børn. De mødes hver anden måned og

planlægger aktiviteter og tager problemer op.

Det er institutionen, der lægger rammerne for

udfoldelserne, som brugerrådet så fylder ud og

planlægger nye tiltag indenfor. Børnene er derigennem

med til at bestemme, hvad der skal

foregå af aktiviteter i klubben.

Fokus på naturen

Sammen med Leif Andersen startede Ole Frimann

Hansen, der også er naturvejleder,

naturfritidsklubben i 1998. På det tidspunkt var

der meget opmærksomhed på grøn information,

og flere forældre ønskede en institution, hvor

der var fokus på naturen og mulighed for at

26


Ekstra ressourcer, ekstra timer

Når klubben har børn, der kræver ekstra ressourcer,

får klubben ekstra timer stillet til rådighed.

Det betyder ikke nødvendigvis, at den

ekstra person, klubben ansætter, skal tage sig

af barnet eller børnene med handicap. Det kan

lige så vel være en af de fastansatte pædagoger,

der træder til med hjælp. Eksempelvis var der

sidste år en pige, som bl.a. havde behov for

hjælp til toiletbesøg, fordi hun er lam i benene.

Derfor havde hun en af de faste pædagoger som

kontaktperson. Med tiden blev hun mere selvhjulpen,

hvorfor det faste antal støttetimer blev

skåret ned. Der var dog stadig en pulje af støttetimer,

som klubben kunne bruge, hvis hun fx

skulle med på en af klubbens ture. Den praktiske

hjælp, hun ellers kunne behøve i forbindelse

med, at hun sad i kørestol eller brugte krykker,

fik hun ofte af sine kammerater, så behovet for

støtte fra pædagogerne var ikke stort.

I forbindelse med integration af et handicappet

barn har klubben mulighed for at henvende

sig til kommunens børn- og ungerådgivning

for at få supervision. De kan også henvende

sig til relevante handicaporganisationer.

Det har klubbens pædagoger dog ikke haft behov

for, da de endnu ikke har oplevet, at de har

haft en opgave, de ikke kunne magte. Leif Andersen,

der tidligere har arbejdet med børn med

DAMP, mener også, at det ofte ikke handler om

speciel viden at arbejde med børn med et handicap,

men at det mere handler om ekstra ressourcer.

”Vi gør egentlig ikke noget specielt for

ekstra krævende børn andet end at bruge lidt

ekstra ressourcer,” siger han.

Rent bygningsmæssigt er dele af naturfritidsklubben

nyopført, hvor der fra starten af

er indrettet et handicaptoilet og sørget for

niveaufri adgang via en rampe.

Plads til alle

Både Ole Frimann Hansen og Leif Andersen

mener, at klubbens vigtigste pædagogiske pro-

27


jekt er at give klubbens børn den holdning, at

der skal være plads til alle, og at det derfor er

vigtigt, at man opfører sig ordentligt over for

hinanden. Man må også lære at forstå, at alle

børn ikke altid kan få lov til de samme ting, og

det er her holdningen til, at forskelsbehandling

er ligebehandling, kommer ind i billedet. ”Alle

børn kan ikke det samme, og alle børn kan ikke

magte det samme ansvar. Derfor må man have

forskellige forventninger til dem og stille forskellige

krav,” siger Ole Frimann Hansen. Han

siger samtidig, at forskelsbehandling ofte kræver

forklaring, fordi børnene ikke altid forstår,

hvorfor nogle må noget, andre ikke må. Men

med forklaring kommer man ofte langt og får

skabt en forståelse for, at vi ikke alle sammen

er ens.

Dette var fx tilfældet, da klubben havde to

børn med Tourette-syndrom (en neurologisk betinget

forstyrrelse i hjernen, der resulterer i multiple

bevægelser - kaldet tics - der gentages i

hurtig rækkefølge, samt ufrivillige lyde). Deres

adfærd var ofte svær at forstå for de andre børn,

men med tiden og en forklaring fra pædagogerne

lærte de at acceptere den og se det som

en del af hverdagen. Og det er det, der er fordelen

ved at have børn med handicap integreret i

en almindelig institution frem for at have en

specialinstitution, mener Leif Andersen. ”Jeg

kan godt somme tider være bange for, at vi får

for mange børn, der har vanskeligheder og derfor

ender som en specialinstitution. Det synes

jeg giver et skævt billede og skaber ubalance,

for børn med og uden handicap har godt af at

være sammen og lære af hinanden,” siger han.

Mange tilbud og udfordringer

”Engen” har mange tilbud til børnene. Tilbud

der først og fremmest tager udgangspunkt i

naturen. Hver dag har klubben et eller to værksteder

åbne, hvor børnene kan komme og deltage

i aktiviteter som at smede, arbejde med filt,

lære om blomsterbinding og skyde med bue og

pil. Derudover er der hver dag café, hvor nogle

børn og en pædagog laver mad, kager eller an-

28


dre ting til klubbens andre børn. Klubben tager

ofte på kanoture, og en gang om året arrangerer

klubben sammen med naboklubben en uge

med middelalder-rollespil, hvor børnene får forskellige

roller i et middelaldersamfund, selv syr

tøjet og laver våbnene. Klubben har også flere

gange arrangeret overlevelsesture og fisketure.

Klubbens pædagoger ser det som en udfordring,

at alle børn kan deltage i alle aktiviteter.

Nogle aktiviteter kan godt umiddelbart

virke utilgængelige for nogle børn med handicap,

men her er det holdningen, at man skal se

mulighederne frem for begrænsningerne. ”Og

ofte lykkes det med lidt fantasi og lidt ekstra

hjælp,” siger Ole Frimann Hansen. Selvfølgelig

sætter terrænet visse begrænsninger for tilgængeligheden,

men det har indtil videre ikke været

et problem, heller ikke for den pige der sad i

kørestol.

Det, der til gengæld kan være et problem

for klubben, er, at aktiviteterne på stedet kan

være for engagerende for børnene. Ole Frimann

Hansen og Leif Andersen oplever, at det ofte er

lettere for børnene at blive hjemme og underholde

sig foran computeren end at komme hen

i klubben og deltage i aktiviteterne, for det kræver

en del engagement fra dem. ”Det er nok den

store udfordring for klubberne i dag at konkurrere

med computerne. Derfor bliver fokuspunktet

for den nye årgang, vi får efter ferien,

at lære at være sammen med andre børn og

skabe kammeratskaber. Det lærer man ikke ved

at sidde foran computeren,” siger Ole Frimann

Hansen.

29


GODE RÅD

n

n

n

n

n

n

Se muligheder frem for

begrænsninger.

Vær indstillet på og åben

over for at løse de problemer,

der opstår i forbindelse med

at have børn med handicap i

institutionen.

Vær som personale enige om

at overskue den udfordring,

der ligger i at sige ja til at

have børn med handicap.

Hav en sund skepsis over for

at tage ansvaret for handicappede

børn – drøft i personalegruppen

om man kan magte

det.

Husk at tingene ofte er nemmere,

end man forventer.

Det er vigtigt, at man får den

hjælp, der er påkrævet for at

kunne løse opgaven.

30


Klubaften gjorde en forskel

Alle har ret til et ungdomsliv. Unge med handicap

har samme behov for at have et ungdomsliv som unge

uden et handicap – at være sammen med venner –

men de har ikke samme muligheder for at få det.

Retten til et ungdomsliv er blandt andet aktuel

for Anders Larsen på 16 år, som har et betydeligt

handicap. Hans mor, Jette Larsen, var for

nogle år siden med til at gøre Støvring Kommune

opmærksom på, at der var brug for et

fritidstilbud for hendes søn og andre unge mennesker,

som på grund af indlæringsvanskeligheder

gik i specialskoletilbud uden for Støvring,

og som manglede kontakt til andre unge i fritiden.

På initiativ fra forældre og støttepædagoger

blev der arrangeret mulighed for, at disse

unge kunne mødes til klubaften om onsdagen.

Onsdag har den almindelige kommunale fritidsklub

lukket, derfor var lokalerne ledige, og der

var de relevante faciliteter til rådighed. Klubaftenen

for de unge fra specialskolerne var ikke

et egentligt selvstændigt tilbud, men en mulighed

for at mødes. Der var fem unge, som fik

den mulighed, og benyttede sig af den, to piger

og tre drenge.

I dag findes muligheden ikke længere, primært

fordi de fem unge blev for gamle. Den ene

skulle på efterskole, og den anden skulle begynde

i klub på sin specialskole, som også var

om onsdagen. Tilbage var derfor kun tre af de

unge, og det var for få til at holde en klubaften

om ugen.

Sådan var det i klubben

I Støvring møder vi de tre drenge, der brugte

klubaftenerne, Anders, Martin og Klaus. De er

16 år i dag.

Anders, Klaus og Martin fortæller, hvordan

det var at være i klub om onsdagen. De

spillede fodboldspil, ofte flere sammen mod

Hans, som er Anders’ støttepædagog. De ”legede”

forskellige fantasilege med hinanden eller

sad blot i sofaen og talte om løst og fast.

Anders synes især det var godt, at der også var

piger med i klubben.

”Jeg var alene hjemme hver dag og havde

helt glemt, at jeg havde kendt de andre. Men så

startede klubben, og så huskede jeg dem igen,”

fortæller Klaus, som tidligere har gået i skole

med Anders og Martin.

Det var vigtigt, at der var en fast dag om

ugen, som alle vidste, at de kunne mødes på.

Det gjorde det lettere at se hinanden, og det

betød også, at de unge blev en del af livet i byen

på en anden måde end tidligere.

Et vigtigt venskab

De tre drenge kender hinanden fra de første

skoleklasser, hvor de alle tre gik på den lokale

skole og var sammen på fritidshjemmet. De har

siden skiftet til hvert sit særlige skoletilbud.

Martin og Anders har holdt kontakten ved lige,

mens Klaus kom længere ud i periferien.

31


Klaus har indlæringsvanskeligheder. Han

går i specialskole og i fritidsordning på skolen.

Klaus havde ikke nogen at være sammen med

om aftenen, var meget hjemme om aftenen sammen

med sin familie og havde som nævnt helt

”glemt”, at der var nogle andre drenge i Støvring,

som han kendte. Derfor var det rart for

Klaus, at der kom et klubtilbud onsdag aften.

Martin har ikke et fysisk eller psykisk handicap.

Derfor var han egentlig heller ikke en del

af målgruppen for det oprindelige klubtilbud.

Men han og Anders ses som venner, derfor blev

Martin en selvfølgelig del af onsdagsklubben.

Anders har et meget indgribende handicap

- både motorisk og mentalt. Og det er et

progredierende handicap, som har udviklet sig

fra han gik i 1. klasse. Men han er på ingen måde

”bagud” i forhold til de andre to drenge, når

det gælder om at have mod på livet og interesse

for at møde nye mennesker. Selv om han nogle

gange ikke kan være aktivt med i det, der foregik

i klubben, mener hans mor, at han får meget

ud af at være med på sidelinjen. ”Bare det

at høre, hvad de andre taler om, er også en måde

at være med på for Anders.”

I dag kommer Martin jævnligt og besøger

Anders, og de ser også Klaus ind imellem. Der

er ingen tvivl om, at de tre drenge nyder at være

sammen. Der er heller ingen tvivl om, at Martin

er en vigtig forudsætning for, at det kan lade

sig gøre. ”Martins venskab er enestående og

uendelig vigtigt for Anders, og derfor også for

os,” siger Jette, Anders’ mor. ”Det betyder noget

at have en ven, og det er tydeligt noget helt

andet at være sammen med Martin end med en

voksen.”

Flere unge kunne være med

Jette var en af initiativtagerne til, at klubaftnerne

for de unge kom i stand. Hun overbeviste kommunen

om, at der måtte være andre end hendes

søn, som kunne have glæde af et lokalt

aftentilbud for unge med særlige behov. Og det

viste sig at være rigtigt.

To af de unge havde støttepædagog i fritiden,

og det praktiske i forhold til klubaftnerne,

såsom at åbne for lokalet og være til stede om

aftenen, var de to støttepædagogers opgave.

Det var rigtig godt for de unge, at klubaftnerne

blev til noget. Men det var en svag-

Kommunen har pligt til at oprette de

nødvendige klubtilbud mv., hvis der

ikke er andre fritidstilbud i kommunen,

som samlet set retter sig mod

alle større børn og unge, inklusive fx

børn og unge med psykisk udviklingshæmning.

Det er socialministerens

klare udmelding til Folketingets

socialudvalg. Ministeren henviser til

servicelovens § 19.

32


Anders, Klaus og Martin

hed, at der ikke blev sat en selvstændig tovholder

på. Hvis en af de unge med støttepædagog

blev forhindret i at komme betød det, at

den anden støttepædagog stod med hele ansvaret,”

siger Hans, som var en af de to støttepædagoger.

Jette er enig i, at klubaftnerne ikke

kunne fortsætte sådan, som de var tidligere. Det

er rigtigt vurderet af Støvring Kommune, at deltagerne

blev for få. Men hun mener, at man godt

kunne lave et bredere tilbud, som så også ville

være mere stabilt. Der er mange andre børn, der

har vanskeligheder, og som, når de bliver lidt

ældre, ville have gavn af en ugentlig klubaften

med andre unge. Der er brug for en klub, som

er indrettet og fungerer på en måde, hvor unge,

der er lidt forsigtige, også kan føle sig tilpas.

Og det gør den almindelige klub ikke.

Behov for kommunal tovholder

Hvis Jette kunne vælge, skulle der være en tovholder

i kommunen med ansvar for at køre et

særligt klubtilbud for unge med særlige behov

og de lidt mere stille unge. Tovholderen skulle

være opmærksom på børn i målgruppen, når

de rundede 10-12 år og blev for gamle til fritidshjem.

Der skulle laves et klubtilbud for alle

– ikke som en klub for de svage, men som udtryk

for rummelighed i klubben med fokus på

samvær, en lidt mere fredelig atmosfære og

personale at tale med og være sammen med.

Anders har mulighed for at komme i en

specialklub i Ålborg, men det er et stykke væk,

og det er ikke altid, at der er kræfter til den tur

om aftenen. Jette forklarer: ”Hvis tilbudet lå i

Støvring, ville det måske være lettere at komme

33


ud. Så kunne man bare lige tage ned og sige hej

og tage hjem igen, hvis det var det, der var brug

for.“

For de andre drenge vil det give et bedre

forhold til de kammerater, der findes lokalt –

nemlig hinanden. ”Det ville måske være lettere

for Klaus at komme på besøg hos Anders en

gang imellem, hvis de sås lidt oftere – fx i en

klub,” mener Jette.

hvor man skal finde ud af at fungere i samfundet,

med og mod de funktionsnedsættelser man

har. Det er ikke en særlig god begyndelse at

sidde alene hjemme på sit værelse hver aften i

hele sin ungdom. Det er ikke et godt grundlag

for at kunne gå ud i verden og finde de venner,

man har brug for resten af sit liv. Derfor er det

vigtigt at prioritere ungdomstilbud til denne

gruppe unge,” mener Hans.

Retten til et ungdomsliv

Som ung med et handicap har man samme behov

for et ungdomsliv, som andre har. Man har

brug for at komme hjemmefra og at have et formål

med at komme ud. ”Vi kan se på Anders,

at det selvfølgelig er sjovere at gå en tur, hvis

den ender på biblioteket eller i klubben, end hvis

den går en gang rundt om kvarteret”. Og behovet

for at møde unge fra det andet køn er en del

af det at være ung. Også når man har et handicap.

Det er erfaringerne fra de klubaftner, der

var en gang.

Hans understreger, at fritidstilbud til unge

med handicap handler meget om at give bedre

muligheder for at få et godt liv – også senere.

Det er vigtigt, at samfundet ikke vælger de unge

med funktionsnedsættelser fra i en tidlig alder.

”For Anders, som har et meget betydeligt og

fremadskridende handicap, er det vigtigt nu og

her. Men for Klaus og andre unge handler det

om, at man som ung har et langt liv foran sig,

n

n

n

n

GODE RÅD

Det lokale tilbud er vigtigt.

Kommunens medvirken er vigtig

Målgruppen skal være så bred, at

tilbudet er stabilt.

Der skal være en tovholder, som:

- tager kontakt til børnene, når de

bliver 10-12 år.

- sørger for en tryg stemning i

tilbudet.

- gør familierne og sagsbehandlerne

opmærksom på, at der findes et

fritidstilbud for børn og unge med

handicap og andre vanskeligheder.

34


Det gode tilbud“ består af fem eksempler, der på forskellig

vis handler om at oprette et fritidstilbud i fritidshjem,

klub eller ungdomsskoletilbud, som fungerer for

børn og unge med handicap.

Eksempelsamlingen giver ikke svaret på, hvordan man

etablerer det gode tilbud, og hvad det skal bestå af – det

afhænger af den enkelte person og den enkelte situation.

Men de illustrerende eksempler tilbyder læseren nogle

vigtige aspekter af, hvad man bør tage hensyn til for at

kunne lave et godt tilbud.

Udgivet af Center for Ligebehandling af Handicappede.

More magazines by this user
Similar magazines