KANDESTØBEREN - Institut for Statskundskab - Aarhus Universitet

Kandestøberen
er ifølge moderne psykologisk forskning en
bagage, som vi har med os fra vores biologiske
fortid. Det er ikke noget, som først skal
etableres ved, at vi lytter til de politiske eliter
– det er noget, vi automatisk udvikler. Der er
således en hastigt voksende litteratur inden
for etnologi, antropologi, neurologi og udviklingspsykologi,
der konvergerer omkring
argumentet, at vi som mennesker per instinkt
føler det legitimt at forsone os med værdifulde
normbrydere, mens vi ønsker ikkeværdifulde
andre straffet. Så eliterne påvirker
altså ikke, hvordan vi tager stilling til
spørgsmål om straf og rehabilitering – og
noget lignende gør sig formentlig gældende i
forhold til andre fundamentale politisk-moralske
spørgsmål (eksempelvis om den acceptable
grad af ulighed og åbenheden over
for fremmede kulturer).
Spørgsmålet er så, om eliterne påvirker de
informationer, som bearbejdes i holdningsdannelsen?
Man kunne eksempelvis forestille
sig, at vores forestillinger om, hvad der driver
kriminelle, er præget af politikernes og
mediernes framing af kriminalitet, og amerikanske
undersøgelser tyder på, at en sådan
påvirkning fra eliternes debat faktisk kan
finde sted på kriminalitetsområdet. Hvordan
skal vi forstå denne påvirkning? En mulighed
er at betragte politikernes diskursive kampe
som forsøg på at stille informationer til rådighed
for borgernes indlejrede følelsessystemer.
I den udstrækning eliterne er heldige
eller dygtige nok til at pakke et sæt informationer,
der lige præcist rummer de
oplysninger, der aktiverer bestemte følelser,
så kan vores holdninger rykkes. Holdningsområdets
moralske karakter spiller dog givetvis
også ind på størrelsen af disse ryk. På
mere tekniskprægede områder er de politiske
eliter vores eneste kilde til relevant information,
mens de relevante opfattelser på moralske
områder – formodentlig – hviler på en
langt bredere vifte af kilder og derfor er mere
’modstandsdygtige’. Men hvori disse kilder
præcist består, forstår vi endnu kun i meget
begrænset omfang.
Alt i alt er eliternes mulighed for påvirkning
formodentlig begrænsede i forhold til moralske
emner såsom straf og rehabilitering. De
kan med nogen succes appellere til bestemte
processer, men borgerne er ikke modellervoks
i deres hænder. Dette er en væsentlig
pointe – også i forhold hvordan vi bør gå til
studiet af eliternes kommunikation og dens
grad af succes. For at forstå hvilke budskaber
og frames, der er effektive, er vi således nødt
til at forstå, hvordan de relevante psykologiske
processer i det menneskelige sind er
skruet sammen. Det er netop ’fittet’ mellem
disse processer og informationerne i eliternes
kommunikation, der afgør et frames liv og
skæbne.
Sidste person i dette års stafet bliver
Vibeke Lehmann Nielsen, der får overdraget
depechen fra Michael Bang Petersen i
næste nummer.
6