Interview med Susanne Voldby - Dansk Socialrådgiverforening

1
Der var mange dagsordener
Interview med Susanne Voldby, der var formand for Dansk
Socialrådgiverforening 1971 – 1974. Uddannet på hold 12
i Århus 1968.
Af Bjarne Trier Andersen og John Guldager, november 2011
Hvorfor formand for socialrådgiverne?
- Tja, oprindelig ville jeg slet ikke være socialrådgiver, men læge lige som min far.
Men da jeg fandt ud af, at jeg skulle læse en masse kemi og fysik, opgav jeg den
plan. Min far foreslog mig så at blive socialrådgiver. Han var psykiater på Psykiatrisk
hospital i Risskov, og kunne se, at der blandt andet der var voldsomt brug for nogen,
der havde forstand på den sociale del i forhold til patienterne.
– Jeg blev hurtigt aktiv i studenterarbejdet og sad som studenterrepræsentant i DS’
hovedbestyrelse og som færdiguddannet derefter tre år som valgt til HB. Jeg havde
også nogle småjobs i sekretariatet i DS, mens Else Holm var forretningsfører. Jeg har
altid godt kunne lide at blande mig, og jeg kommer fra en socialt engageret familie,
men det afgørende, for at jeg stillede op, var nok, at jeg blev opfordret til det af den
daværende formand Nis Ley. Og folk stod jo ikke i kø for at blive formand. Det var
ikke noget jeg havde gået og planlagt, men pludselig var jeg altså formand i en alder
af 29 år, siger Susanne Voldby.
At være formand for Dansk Socialrådgiverforening var aflønnet som et halvtidsjob,
men i praksis var der tale om et fuldtidsjob, husker Susanne Voldby.
– Vi havde små børn, og jeg magtede ikke at have et andet job ved siden af
formandshvervet. Så i realiteten var jeg på kontoret hver dag. Kontoret lå på
Nørrebrogade og Henning Lindberg var forretningsfører. Derudover var ansat to
sekretærer og en bogholder.
Posten som formand betød også, at Susanne Voldby med familien flyttede fra Århus til
København. Hendes mand var netop færdiguddannet læge og selv havde hun været
praktikleder et par år på Den sociale Højskole i Århus.
– Set i bakspejlet var jeg jo meget ung i forhold til at skulle tage rundt og overtale
”sure og gamle” kolleger – sådan oplevede jeg det nogle gange - til at tage
praktikanter.
Mange dagsordener
Der var mange vigtige dagsordener i Susanne Voldbys tid som bestyrelsesmedlem og
som formand for DS. Dels var der tjenestemandsreformen i 1969, som fyldte meget –
og hvor socialrådgiverne nok blev bedre indplaceret end man kunne have forventet,
og dels en række socialreformer, hvor arbejdet med at få indflydelse på bistandsloven
fyldte meget i starten af 1970’erne.
I 1971 blev den tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening (1959-67) Eva
Gredal socialminister (S). På spørgsmålet om, hvorvidt dette gjorde det lettere for DS
siger Susanne Voldby:
– Nej! Eva Gredal gav ikke ved dørene. Hun var en skrap og dygtig forhandler både
som minister og politiker. Hun blandede ikke sin fortid i DS med sin nye rolle, så vi fik
ikke noget forærende.

2
- Jeg kom ikke med nogen egen fast agenda som ny formand, lyder det fra Susanne
Voldby, men hovedpunkterne i fagforeningsarbejdet var en god blanding af dels det
socialpolitiske fokus og dels det mere traditionelle fagforeningsarbejde. Der kom på
det tidspunkt flere mænd ind i faget, og måske derfor var der flere og flere, der
syntes, at vi skulle se at blive en ”rigtig fagforening”. Vi skulle jo have en løn, vi
kunne leve af.
Mændene satte typisk fokus på det lønmæssige, husker Susanne Voldby, som også
fremhæver samarbejdet med Den sociale Højskole i København om at etablere
efter/videreuddannelse for socialrådgivere (det senere årskursus) og arbejdet med
grænseaftaler som vigtige indsatsområder og noget hun personligt var optaget af.
Selv om det var i tiden for ungdomsoprøret, så mener hun ikke, at det satte sit store
præg på arbejdet i hendes formandstid.
– Jeg var ikke, og har aldrig været, særligt ”plaget” af det, som hun udtrykker det.
Eller også er det en erindringsforskydning, funderer hun.
– Men vi var jo mange pæne gifte damer i foreningen den gang. Og mange
socialrådgiverstuderende var ikke purunge og derfor er ungdomsoprøret måske
kommet lidt senere til DS.
Kampen for at få alle socialrådgivere organiseret i DS fyldte også meget i starten af
1970-erne. Både i hovedbestyrelsen, i medlemsbladet og på arbejdspladserne blev
der sat ind, hvilket blandt andet afspejler sig i titlen på en artikel i Socialrådgiveren i
1973: ”Vær med til at luge ud i de uorganiserede rækker” lød opfordringen.
Bølgerne kunne også gå højt i hovedbestyrelsen, hvor Susanne Voldby husker, at hun
engang fik ”tæsk” fordi hun ikke ønskede at bringe et surt indlæg fra et ikke-medlem i
Socialrådgiveren. ”Det kan man ikke, det er censur” var holdningen hos flertallet i
hovedbestyrelsen. Men Susanne Voldby mente, at den pågældede da i det mindste
kunne melde sig ind, inden der skulle lægges spalteplads til kritikken.
Men det var før de egentlige politiske fraktioners tid i DS, og Susanne Voldby
betegner arbejdet i hovedbestyrelsen som præget af samarbejde og dialog. Hun vil
heller ikke betegne sig selv som en ”skrap” formand.
– Men en gang imellem bliver man jo nødt til at skære igennem, siger hun.
– Det nordiske samarbejde fyldte også en del i min formandstid, fortæller Susanne
Voldby. Det var fornøjeligt og givende. Vi besøgte hinanden på skift og udgav blandt
andet tidsskriftet Nordisk Socialt Arbejde, hvor der var fælles artikler. Der blev også
udvekslet artikler til de respektive fagblade og Socialrådgiveren var også dengang den
vigtigste livline til medlemmerne.
– Det var selvfølgelig også i bladet, at man som DS-politiker kunne profilere sig og sit
område. Det var dog ikke kun formændene, som skrev lederne i bladet. Det gik mere
på skift, og både redaktør og formand for de forskellige udvalg skrev ledere.
Udvalgene, så som uddannelsesudvalg, lønudvalg og redaktionsudvalg var i det hele
taget centrale aktører og havde stor indflydelse på foreningens arbejde på det
tidspunkt.
Også en sjov tid
Men det var ikke kun hårdt arbejde. Der var også fest og farver, både i
hovedbestyrelsen og i samarbejdet med de andre faglige organisationer.
– Vi var ikke så selvhøjtidelige, som jeg synes, jeg oplever det mange steder nu. Men
måske er jeg bare ved at blive en sur gammel kone. Og så var vi jo også unge, siger

3
Susanne Voldby, der blandt andet husker nogle festlige fælles faglige julefrokoster
afholdt på tværs af fagforeninger i FTF.
Blå bog
Susanne Voldby, født 1943.
Uddannet som socialrådgiver på Den sociale Højskole i Århus i 1968 (Hold 12).
1968 Vikariat i Dansk Socialrådgiverforening
1968-1969 Rigshospitalet, Psykiatrisk afdeling
1969-1971 Praktikvejleder på Den sociale Højskole i Århus
1971-1974 Formand for Dansk Socialrådgiverforening
1974-1978 Faglig sekretær i FTF
1978-1982 Ekspeditionssekretær i Københavns Amt
1982-1986 Afdelingsleder i Vejle amt
1986-1992 Ekspeditionssekretær på Områdekontor Syd og socialinspektør på
Områdekontor Nord, Århus kommune
1992-1994 Sektorsouschef, Århus kommune
1994-2003 Kontorchef i Københavns Amt