Lighedstegn i pdf-format - Center for Ligebehandling af Handicappede

clh.dk

Lighedstegn i pdf-format - Center for Ligebehandling af Handicappede

CENTER FOR LIGEBEHANDLING AF HANDICAPPEDE

LIGHEDSTEGN

NR. 1 APRIL 2006

Sms 112

Det må være muligt at tilbyde

alarmopkald via sms –

måske er der hjælp på vej.

Det var billigt!

Rapport om de individuelle

kørselsordninger afslører, at

entredør til entredør-service

ikke er en stor udgift.

Ny dom om magtbrug

En lærer er blevet dømt for

uberettiget brug af magt

over for elev med handicap.

Ret til uddannelse

Beslutningsforslag om ret til

en ungdomsuddannelse for

unge med handicap.


LEDER

112

Bevar roen. Kald 112 og afvent svar. Den sætning

kan de fleste af os i søvne, fordi vi fra barnsben er

blevet manuduceret i, hvad vi stiller op, hvis uheldet

er ude.

For døve, svært hørehæmmede, personer med taleproblemer

og andre, der har en funktionsnedsættelse,

som gør det umuligt at betjene en almindelig

telefon, er det en fuldstændig tom besked.

Man ringer ganske enkelt ikke til nogen, når man

ikke kan høre eller tale.

Med den nye mobilteknologi og muligheden for

at kommunikere skriftligt via sms skulle man jo

mene, at disse grupper endelig havde fået løst det

problem. Men nej. Myndighederne tøver fortsat

med at åbne for, at man kan foretage alarmopkald

til 112 via sms. Begrundelsen er, at sms-teknologien

er for usikker: Man kan ikke med sikkerhed

geografisk stadfæste, hvorfra en sms er

sendt, en sms kan være meget længe undervejs,

og det sker også, at sms-beskeder går tabt undervejs.

Og det er da et problem. Selvfølgelig skal man

kunne føle sig tryg ved, at en sendt sms også når

frem og resulterer i, at den nødvendige hjælp sendes

frem til det rigtige sted.

Men man bruger det bedste som det godes værste

fjende. Som situationen er i dag, kan døve og

andre med tilsvarende kommunikationsproblemer

overhovedet intet stille op i den situation,

hvor de enten selv eller på andres vegne har brug

for at kalde alarmcentralen. Derfor er en lidt usikker

teknologi en bedre mulighed end ingen mulighed.

De relevante myndigheder må derfor straks tage

initiativ til, at det bliver muligt at kalde alarmcentralerne

via sms – og parallelt hermed igangsætte

det tekniske udredningsarbejde, som gør,

at sms-teknologien modnes, så den sikkert og

uden forbehold kan bruges til alarmopkald til 112.

Mogens Wiederholt

Centerleder

Forsidefoto:

iStockphoto

INDHOLD

3 Handicappolitik på transportområdet i 2007

– transportministerens besøg i DCH

4 Kørselsordning til fritidsformål for handicappede

5 Sammenhæng i transportordninger

– efterlysning af en analyse

6 Det var billigt!

– rapport om de individuelle kørselsordninger

8 Fokus på uddannelse

– Det Centrale Handicapråds årsberetning 2005

9 Sms 112 – der er hjælp på vej

10 Eventyret om fleksjob

12 Ny metode mindsker tvang i psykiatrien

13 Forskelsbehandling af psykisk syge straffelovsovertrædere

14 Handicappedes levekår – svensk levekårsanalyse

15 Sektoransvar skal sikre lige muligheder

– den handicappolitiske koordinator kaldt i samråd

16 Ny dom om magtanvendelse i skolen

17 En ret til ungdomsuddannelse

18 Hvem sørger for tolkebistand?

19 Virksomhedernes sociale engagement

– analyse fra Socialforskningsinstituttet

20 Nye kompensationsmuligheder på arbejdsmarkedet

22 Hvem driver hvad fra 2007

– hvilke tilbud overtager kommunerne fra amterne

23 Evaluering af SU-handicaptillæg

24 Rehab Scandinavia 2006

26 Deltagere søges!

27 En startpakke til de kommunale handicapråd

2

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


Transport- og energiminister Flemming Hansen på besøg i Det Centrale Handicapråd:

Handicappolitik

på transportområdet i 2007

Transport- og energiminister Flemming Hansen vil med

etableringen af en handicappolitik inden for transportområdet

skabe et samlet overblik over de tiltag og hensyn, som er

nødvendige at tage på transportområdet for at skabe et mere

handicapegnet transportsystem i Danmark.

AF KASPER EGEBERG

En bred handicappolitik på transportområdet

skal bl.a. bruges til at

understøtte de politiske drøftelser

af, hvad Transport- og Energiministeriet

og regeringen vil på længere

sigt, og hvordan udfordringerne

skal gribes an.

„Som et led i udarbejdelsen af handicappolitikken

forventer jeg at invitere

til en dialog om temaer, udfordringer

og muligheder knyttet til eksisterende

tiltag og ordninger. Jeg vil

ikke love at tage hånd om dem alle

sammen, men jeg vil love, at jeg og

mine embedsmænd vil gå ind i en god

og saglig drøftelse af, hvad der kan

være godt og muligt,“ siger transport-

og energiminister Flemming

Hansen.

Politik skal skabe forandringer

Flemming Hansen var gæst, da

Det Centrale Handicapråd holdt

møde den 7. marts. Nyheden om

en kommende handicappolitik på

transportområdet vakte stor glæde

blandt rådets medlemmer. Det

Centrale Handicapråd har i mange

år kæmpet for at skabe handicappolitiske

forandringer på

transportområdet. En seriøs handicappolitik

– med en dertil hørende

politisk vilje til at skabe kon-

krete forandringer – er en oplagt

mulighed for at give handicappede

bedre vilkår i samfundet og

skabe en transportsektor, som

over en årrække vil blive bedre og

mere handicapegnet.

Analyse af kørselsordninger

En af de store knaster på transportområdet,

når det gælder ligebehandling

af handicappede, er de

individuelle kørselsordninger.

Ordningen giver handicappede,

som ikke kan bruge det almindelige

offentlige transportsystem,

mulighed for mod betaling at blive

kørt til og fra fritidstilbud eller

sociale arrangementer. Ordningen

har i mange år været kritiseret for

at være for dyr, for uensartet landet

over og for ikke at give handicappede

de samme transportmuligheder

som alle andre borgere.

Et konkret kritikpunkt af de

individuelle kørselsordninger har

været, at man i 12 af landets 14

amter kun vil bringe brugerne fra

kantsten til kantsten og ikke helt

frem til personens entrédør. Da

mange brugere er stærkt bevægehandicappede,

betyder det, at ordningen

i realiteten er ubrugelig for

mange. I lyset af kritikken har

Transport- og Energiministeriet

lavet en dør til dør-analyse, som

ministeren præsenterede på Det

Centrale Handicapråds møde.

Analysen viser, at det vil koste ca.

ti mio. kroner at hæve serviceniveauet

og lave dør til dør-kørsel i

hele landet.

Ingen lovgivning

Udgiften på de ti mio. er noget lavere,

end både ministeriet og Det

Centrale Handicapråd havde forventet.

Flemming Hansen vil, som

den ansvarlige minister, dog ikke

gå ind og lovgive på området, men

derimod sende bolden videre til

de nye kommuner, som så må tage

stilling til, hvilken service de vil

tilbyde deres borgere. Flemming

Hansen antydede dog, at han mener,

der bør ske noget på området:

„Jeg mener faktisk, at vi med analysen

har givet kommunerne et

godt vidensgrundlag at tage de

kommende drøftelser på baggrund

af. Og jeg kan da også kun

opfordre til, at man i kommunerne

tager til efterretning, at det førnævnte

beløb er ret begrænset set

i forhold til de samlede omkostninger

ved ordningen.“

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 3


Kørselsordning til fritidsformål for handicappede

Transport- og Energiministeriet har foretaget en analyse af den landsdækkende kørselsordning for

handicappede til fritidsformål – også kendt som de individuelle kørselsordninger. Niels J. Harne fra

planlægningskontoret i Transport- og Energiministeriet beskriver her de faktuelle forhold bag

ordningen.

AF NIELS J. HARNE,

TRANSPORT- OG ENERGIMINISTERIET

Kørselsordningen retter sig mod

mennesker med handicap, der ikke

er i stand til at benytte almindelig

kollektiv transport. Kort fortalt

fungerer ordningen ved, at

man ringer efter en vogn, som derefter

henter en i hjemmet og kører

hen til rejsemålet – eller så tæt på

som muligt. Amternes trafikselskaber,

som også varetager den almindelige

kollektive bustrafik,

står for kørselsordningen.

Omkring 46.000 svært handicappede

personer er tilsluttet ordningen.

For at komme med i ordningen

skal man være over 18 år,

være svært bevægelseshæmmet

og have været gennem en visitation

fra kommunen eller amtet.76%

af brugerne er over 65 år, og 70%

er kvinder. Når der er så mange

ældre i ordningen, skyldes det for

det første, at mange handicappede

først i en sen alder begynder at

anvende ordningen, fordi de ophører

med andre ordninger. For

det andet at mange ældre visiteres

på grund af en aldersbetinget

funktionsnedsættelse.

Brugerne må kun anvende ordningen

til fritidsformål, fx besøg

hos venner og familie, indkøb og

kulturelle aktiviteter. Til faste

kørsler, fx daglige besøg på et dagcenter,

har de fleste kommuner og

amter andre kørselstilbud.

Loven foreskriver følgende

minimumsserviceniveau:

Der skal tilbydes mindst 104 ture

pr. år

Kørslen omfatter kørsel i eget

amt og naboamt

Den pris, brugeren betaler, bør

ikke ligge væsentligt højere end

prisen på almindelig kollektiv

transport

Kørslen skal udgå tættest muligt

fra bopæl.

Hvor meget bruges ordningen?

I gennemsnit benyttes ordningen

23 gange om året af brugerne, men

der er stor forskel. Nogle anvender

den så hyppigt, de kan, mens

andre snarere benytter ordningen

som en slags transportgaranti,

hvis de skulle få brug for det. Rejserne

er i gennemsnit 15 km lange,

hvilket dækker over, at der

udføres mange korte ture og relativt

få lange ture. På landsplan er

kun 6% af turene længere end 40

km. To tredjedele af turene er ikke

længere end 10 km.

Hvad koster ordningen?

De samlede bruttoudgifter til kørselsordningen

var i 2004 ca. 36

mio. euro. Heraf blev 29 mio. euro

dækket i form af offentlige tilskud,

og resten blev betalt af brugerne.

På landsplan er der et dækningsbidrag

fra brugerne på 21%. Der

har været en stadig stigende tilgang

til ordningen, og helt frem til

2002 steg udgifterne til ordningen

hurtigere end tilgangen af brugere.

I 2002 knækker kurven for udgifter.

En del af forklaringen på

udviklingen skal findes i, at de

første år har været „læreår“ for trafikselskaberne.

Flere steder har

man de senere år opnået betydelige

økonomiske fordele af en mere

effektiv kørselskoordinering og en

bedre kontrol med kørslen.

Vurdering af ordningen

Der findes ikke systematiske undersøgelser

af brugernes vurdering

af ordningen. Men de steder,

hvor man har spurgt, udtrykkes

der overvejende tilfredshed. Er

man først blevet visiteret, opleves

det gennemgående som en god

ordning. Kritikken af ordningen

retter sig i vidt omfang mod, at

visse grupper af handicappede

ikke har adgang til ordningen. Visitering

sker efter grad af funktionsnedsættelse,

ikke efter behov.

Således er fx blinde og psykisk

syge ikke visiteringsberettigede.

Kørsel for ikke-handicappede

Flere steder har man åbnet den

individuelle handicapkørsel for

andre brugere end handicappede.

Andre borgere tilbydes dør til dørkørsel,

dog mod en betaling som

er højere end for de visiterede brugere.

Især i tyndt befolkede områder

har det vist sig at være en god

mulighed for at opretholde et vist

udbud af kollektiv transport på

steder og tider, hvor der ikke er

passagergrundlag for køreplanlagte

busser. Dette giver endvidere

kommunerne en mulighed for

at få varetaget andre socialt betingede

kørsler, som kræver, at der

hentes og bringes så tæt på adresserne

som muligt, fx kørsel af ældre

til læge og genoptræning.

En længere udgave af denne artikel

med forskellige grafer kan ses på

www.clh.dk

4

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


Sammenhæng i transportordninger

– efterlysning af en analyse

Et spørgsmål fra Folketinget til statsministeren i efteråret

2005 har givet Center for Ligebehandling af Handicappede

en anledning til igen at gøre opmærksom på, at der er behov

for en mere koordineret indsats, så mennesker med

funktionsnedsættelser får ordentlige transportmuligheder.

AF ANE ESBENSEN

Adgang til transportmuligheder er

et stort problem for mange, der har

en funktionsnedsættelse. Og det er

transport til mange forskellige formål,

såvel sociale som erhvervsmæssige,

der kan mangle. I 2001

satte Center for Ligebehandling af

Handicappede fokus på befordring

og påpegede, at der er store

problemer med dels at sikre transportmuligheder

til alle, og dels at

få transportmulighederne til at

fungere tilfredsstillende i praksis.

Spørgsmål til statsministeren

I efteråret 2005 blev der stillet et

spørgsmål i Folketinget til statsministeren

i forbindelse med en konkret

sag. Her havde en person fået

bevilget to handicapbiler – en

til privat brug og en til brug for sin

selvstændige erhvervsvirksomhed.

Sagen havde været beskrevet

som et grotesk eksempel på regelsammenstød

i Muskelsvindfondens

blad, og spørgsmålet til statsministeren

lød på, om ikke denne

sag viste et behov for at samordne

forskellige regler om mulighed for

støtte til transportordninger.

Statsministeren svarede, at der i

den konkrete sag havde været mulighed

for at bevilge én handicapbil,

der kunne bruges i både private

og erhvervsmæssige sammenhænge.

Derfor mente statsministeren

ikke, der på baggrund af

den konkrete sag var behov for

yderligere undersøgelser.

Men statsministeren oplyste alligevel,

at Center for Ligebehandling

af Handicappede skulle høres

om „behovet for at analysere

sammenhængen i de forskellige

ordninger, der er med hensyn til

befordring af personer med handicap.“

Centrets anbefaling

Center for Ligebehandling af Handicappedes

vurdering af den konkrete

sag var helt på linje med

statsministerens svar: Sagen afføder

ikke i sig selv behov for yderligere

undersøgelser af reglerne på

området. Men centret understregede

samtidig, at der er et meget

stort behov for at analysere støtteordninger

til transport for personer

med funktionsnedsættelser i

det hele taget.

I satspuljefordelingen for 2005

blev der sat penge af til at vurdere

blindes behov for befordring, og

hvordan behovet kunne tilgodeses

bedre end i dag. Denne vurdering

er ikke afsluttet, og arbejdet ser ud

til at fortsætte i Transport- og Energiministeriets

regi i 2006. Centret

har derfor anbefalet, at dette arbejde

også bruges til at få fastlagt

rammerne for en analyse af problemer

med befordring for personer

med funktionsnedsættelser

som helhed. En analyse, centret

gennemførte i 2001, viste, at man i

mange situationer er afhængig af

at få hjælp til befordring efter servicelovens

regler, men at der er

meget lille sikkerhed for, at kommunen

bevilger den nødvendige

støtte efter disse bestemmelser.

Der er derfor i høj grad brug for at

sikre mennesker med funktionsnedsættelser

mere nagelfast adgang

til befordring.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 5


Det var billigt!

Opmuntrende rapport fra Transport- og Energiministeriet om

entrédør til entrédørs-service i de individuelle kørselsordninger

AF MOGENS WIEDERHOLT

Der har gennem de seneste mange

år været en omfattende polemik

om udformningen af de individuelle

kørselsordninger. Også i dette

blad har vi næsten på føljetonniveau

fulgt slagets bølgen frem

og tilbage.

Seneste alvorlige træfning

fandt sted, da regeringen i foråret

2005 fremsatte forslag til en ændring

af loven om kørselsordningerne

uden at medtage et eneste

af de forbedringsforslag, brugerne

gennem en årrække havde

kæmpet for at få ind i ordningen.

Det, man gjorde, var en teknisk

øvelse, hvor det, der før ændringen

stod i bemærkningerne til loven,

blev flyttet ind i selve love.

En lovteknisk smukkere løsning,

men det ændrede ikke et komma

ved indholdet i ordningerne.

Helt til dørs

Et af de punkter, Det Centrale

Handicapråd og mange andre

havde sloges for at få med ved lovændringen,

var en præcisering af

serviceniveauet i forbindelse ned

afhentning og afsætning. Loven

foreskrev dør til dør-service, og vi

ønskede entredør til entredørs-service,

fordi dør til dør-servicen

mange steder blev fortolket på en

måde, som indebar, at kunderne

kunne afsættes ved kantstenen eller

ved hoveddøren.

„Entredør til entredør-princippet“

indebærer, at brugerne af kørselsordningen

får hjælp til at komme

hele vejen fra boligen frem til

køretøjet og omvendt – også i de

situationer, hvor det måtte indebære

hjælp til at blive båret eller

liftet op og ned ad trapper. En sådan

ordning findes i dag i HUR’s

og Fyns Amts kørselsordninger. I

de øvrige trafikselskaber praktiserer

man enten „kantsten til kantsten-princippet“

eller „gadedør til

gadedør-princippet“.

Behov for analyse

I forbindelse med vedtagelse af

ændringer i loven om de individuelle

kørselsordninger rettede

Det Centrale Handicapråd henvendelse

til transportminister

Flemming Hansen og bad om, at

der blev foretaget en grundig analyse

af omkostningerne ved at indføre

„entredør til entredør-princippet“

som generelt princip i de individuelle

kørselsordninger. Rådet

bad om analysen, fordi man

fandt det uholdbart, at der – uden

for de to nævnte områder – kunne

forekomme situationer, hvor

borgere, der formelt er berettiget

og ville kunne visiteres til ordningen,

ikke kan benytte den, fordi de

ikke ved egen hjælp kan komme

fra boligen og frem til køretøjet.

Transportministeren gav tilsagn

om at ville gennemføre analysen,

og analysen er nu gennemført

og afsluttet af konsulentfirmaet

Tetraplan.

Tetraplan har med udgangspunkt

i data fra henholdsvis Fyns

Amts Trafikselskab og HUR beregnet,

hvad omkostningerne vil

være ved at udbrede principperne

i disse to ordninger til hele landet.

Konklusionen er, at det vil

koste ca. 9,4 mio. kr. Dermed må

det en gang for alle være rammet

en pæl gennem forestillingen om,

at et sådan serviceløft vil slå bunden

ud af amternes økonomi.

Rapporten angiver et såkaldt

„worst case-scenarie“ og et „best

case-scenarie“ på henholdsvis 16

mio. kr. og 1 mio. kr. afhængigt af,

hvilke præmisser der lægges til

grund for beregningen. Tetraplan

konkluderer imidlertid, at hverken

„worst case-scenarie“ eller

„best case-scenarie“ er sandsynlige

scenarier, men anslår, som

nævnt, omkostningen til at være

9,4 mio. kr. svarende til en forøgelse

af de offentlige tilskud med

6

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


4,4%. Ordningen koster i dag 270

mio. kr., hvoraf de 215 mio. kr. er

offentligt tilskud.

Det er alt for dyrt

Rapporten omhandler som udgangspunkt

ikke takseringen i de

individuelle kørselsordninger,

men rapporten gengiver en række

statistiske data om ordningerne,

som giver stof til eftertanke.

Det fremgår bl.a., at der over de

seneste år er sket en voldsom stigning

i brugerbetalingsgraden. Den

gennemsnitlige brugerbetaling er

i 2004 opgjort til at være 21%. Gennemsnittet

dækker over variationer,

som spænder fra 7% til 33%.

Den gennemsnitlige brugerbetaling

er over de seneste ti år steget

fra 11% i 1994 til 16% i 1999 for

så at være 21% i 2004. Det svarer

til en stigning på godt 90%. Brugerfinansieringsgraden

i den almindelige

kollektive bustrafik er i

den samme periode faldet med 6-

7%.

Det Centrale Handicapråd har

gentagne gange kritiseret de amtslige

trafikselskaber for ikke at leve

op til lovgivningens forudsætning

om, at taksterne i den individuelle

handicapkørsel ikke må

„være væsentligt højere end taksten

for øvrig kollektiv persontransport i

amtet“.

En kø af undersøgelser har påvist,

at man på en lang række enkeltstrækninger

kan eftervise, at

den samme tur i nogle tilfælde

koster 100-200% mere som individuel

kørsel end som ordinær kollektiv

befordring. Det er imidlertid

hidtil blevet imødegået af amterne

med, at amterne overholder

en aftale om, at brugerbetalingsgraden

gennemsnitlig skal holdes

på 15%. Men selv det argument

holder ikke længere. Den gennemsnitlige

brugerfinansieringsgrad

er strøget i vejret.

En uholdbar retstilstand

I forbindelse med den meget omdiskuterede

omlægning af takstsystemet

i HUR har en række borgere

klaget til Folketingets Ombudsmand

med påstand om, at HUR’s

takster ikke lever op til kravet om,

at „taksterne ikke må være væsentligt

højere end taksten for øvrig

kollektiv persontransport“. Ombudsmanden

har imidlertid meddelt

klageren og efterfølgende

Center for Ligebehandling af Handicappede,

at han ikke kan behandle

klagerne, fordi takststrukturen

i de takstsystemer, som anvendes

i den kollektive trafik og i

den individuelle kørselsordning,

er så forskellige, at det er umuligt

at vurdere, hvorvidt taksterne i de

to systemer er identiske. Loven

forudsætter ganske enkelt en sammenligning

mellem to takstsystemer,

som er usammenlignelige.

Vi må med andre ord konstatere,

at bestemmelsen om, at taksterne

ikke må ligge væsentligt

over taksterne i den kollektive trafik,

reelt er værdiløs, fordi man

ikke kan sammenligne de to takstsystemer.

Ombudsmanden underkender

grundlaget for en af de

helt afgørende præmisser i ordningen

om de individuelle kørselsordninger,

fordi lovgrundlaget

ikke er tilstrækkelig præcist.

Det er jo en retstilstand, ingen bør

kunne leve med.

Konsekvensen er, at kritikken

af det nuværende takstcirkus falder

tilbage på loven og lovgiverne.

Derfor er der kun et at sige:

Transportministeren og Folketinget

må lave loven om, så den stiller

krav til amterne og trafikselskaberne

om et takstsystem, som gør

taksterne i de to former for transport

sammenlignelige – og så ved

samme lejlighed sørge for, at princippet

om entrédør til entrédørsservice

skrives ind i loven

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 7


Det Centrale Handicapråds årsberetning 2005

Fokus på uddannelse

„Mennesker med handicap må ikke

glemmes i indsatsen for bedre uddan-

DCH

nelse til alle. Hvis unge med handicap

ikke kommer med på den uddannelsesbølge,

der skal sættes i gang for

at bibeholde den danske velfærd, bliver

de tabere i kampen om jobbene og

dermed udstødt fra det arbejdsmarked,

der har hårdt brug for, at alle bidrager,“

siger Ester Larsen, formand

for Det Centrale Handicapråd, i

forbindelse med offentliggørelsen

af rådets årsberetning for 2005.

Rådet har gennem 2005 sat fokus

på unge med handicap og

uddannelse. Undersøgelser fra

Center for Ligebehandling af Handicappede

har vist, at bl.a. 30-40%

af eleverne med syns- og bevægehandicap

forlader folkeskolen

uden adgangsprøve, og det kan

give problemer i forhold til deres

videre uddannelse. Det har fået

rådet til at opfordre socialministeren

til at sikre satspuljemidler til

et større udredningsarbejde på

uddannelsesområdet. På den måde

håber rådet på at få analyseret

de problemer og barriere, elever

med handicap møder i folkeskolen.

En ny strategi?

Den norske regering offentliggjorde

i 2005 en omfattende redegørelse

om et retsligt værn mod diskrimination

på grund af funkti-

2005

onsevnenedsættelse. Norge har

længe diskuteret vedtagelsen af et

forbud mod diskrimination på

grund af handicap. Rådet har fulgt

debatten for at inddrage de norske

erfaringer i den danske debat

om, hvordan vi bedst sikrer en effektiv

udvikling mod lige muligheder.

De norske erfaringer har dog

ikke givet rådet anledning til at

anbefale en generel antidiskriminationslovgivning

i Danmark. I

stedet har rådet peget på, at der er

behov for en målrettet indsats for,

at sektoransvarsprincippet bliver

cementeret i samfundets sektorer.

Kommunale handicapråd

Et helt centralt tiltag for rådet i forbindelse

med strukturreformen er

oprettelsen af de obligatoriske

kommunale handicapråd. Det er

rådets håb, at de nye handicapråd

vil sætte fokus på handicappolitikken

i kommunerne og danne rammen

for dialogen mellem kommunen

og borgere med handicap.

Eftersom de kommunale handicapråd

skal være nedsat allerede

per 1. april 2006, har rådet gennem

2005 arbejdet på at have forskellige

initiativer klar for at klæde

de nye råd ordentligt på til den

opgave, der venter dem. Rådet vil

med initiativerne arbejde på at

skabe en god dialog til de nye råd.

Årsberetningen indeholder artikler om uddannelse, strukturreformen og antidiskriminationslovgivning. Derudover

kan man læse om rådets arbejde inden for forskellige sektorområder. Årsberetningen kan fås på tlf.:

33111044 eller på mail dch@dch.dk. Beretningen kan også læses på www.dch.dk

8

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


Sms 112 – der er hjælp på vej

De tekniske problemer omkring brug af sms ved alarmopkald til

112 ser ud til at kunne løses. Justitsministeren har dog ikke givet

grønt lys for, at døve og andre med kommunikationshandicap kan

foretage direkte alarmopkald via sms.

AF LENE MAJ PEDERSEN

Døve og andre med et kommunikationshandicap,

der forhindrer

brug af taletelefoni, anvender i det

daglige sms. Desværre har det ikke

hidtil været muligt at anvende

sms ved direkte alarmopkald til

112, og denne gruppe mennesker

har derfor ikke haft mulighed for

at foretage direkte alarmopkald til

112.

Danske Døves Landsforbund

og Det Centrale Handicapråd har

længe arbejdet på at få justitsminister

Lene Espersen til at godkende

brug af sms ved alarmopkald.

Men hidtil har justitsministeren

ikke åbnet for denne mulighed,

fordi man har opfattet brug af sms

som en alt for usikker måde at

foretage et alarmopkald på. Usikker

i forhold til at modtageren ikke

ved, om sms’en når frem, ligesom

det har været svært at stedfastsætte,

hvorfra sms’en er sendt.

Rådets holdning har været, at det

– usikkerheden til trods – ville

være bedre at åbne for muligheden

for brug af sms, fordi alternativet

er, at døve og andre, der ikke

kan anvende tale i forbindelse

med en telefon, ellers slet ikke har

mulighed for at tilkalde hjælp i

kritiske situationer.

Håb forude

Men nu ser det ud til, at de tekniske

barrierer omkring brugen af

mobiltelefoner er løst. Et forsøgsprojekt

har vist, at det kan lade sig

gøre at dirigere nødopkald fra

mobiltelefon til den nærmeste

alarmcentral. IT- og Telestyrelsen

har også foretaget en spørgeske-

maundersøgelse blandt 32 europæiske

lande, der viser, at det i

nogle af de andre europæiske lande

kan lade sig gøre at foretage

direkte alarmopkald via sms. ITog

Telestyrelsen har samtidig oplyst,

at Rigspolitiet og Københavns

Brandvæsen for øjeblikket drøfter

med teleudbyderne, hvordan

alarmcentralerne kan modtage

alarmopkald med sms på rimelig

sikker vis.

Det Centrale Handicapråd har

derfor igen rettet henvendelse til

justitsministeren og opfordret ministeren

til atter at se på mulighed

for, at døve og andre med kommunikationshandicap

gives mulighed

for at foretage alarmering

via sms.

Katastrofe- og ulykkessituationer

Der er også håb forude i forbindelse

med døve og hørehæmmedes

muligheder for at blive varslet i

forbindelse med katastrofe- og

ulykkessituationer. I tilfælde af

katastrofe- og ulykkessituationer

bruges sirenen som varsling, hvilket

døve og hørehæmmede ikke

kan høre. Derfor arbejdes der i øjeblikket

på, at døve og hørehæmmede

skal kunne tilmelde sig en

database, så de i tilfælde af katastrofe-

og ulykkessituationer, hvor

andre alarmeres via sirenen, modtager

en sms-varsling. Forsvarsminister

Søren Gade har til Danske

Døves Landsforbund oplyst, at

han forventer, at der senest 1. juni

2006 kan træffes beslutning om et

varslingssystem for døve- og hørehæmmede.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 9


E

ventyret om

7. marts blev der indgået forlig om reglerne om fleksjob

AF LENE MAJ PEDERSEN

Der var engang, hvor det var „in“

at visitere personer til fleksjob. Ja,

fleksjob blev så populært, at visitationen

løb over sine bredder og

gav anledning til, at mange personer

ikke kom i fleksjob, men blev

sat i venteposition på ledighedsydelse.

Se dette kunne være starten

på eventyret om fleksjob, idet

et eventyr som oftest begynder

med „der var engang“. Det er samtidig

karakteristisk for et eventyr,

at det handler om gode og onde

handlinger eller personer. Således

også i eventyret om fleksjob. Her

har mange set fleksjobbene som en

god kompensationsordning for

personer med en nedsat arbejdsevne,

mens andre har set mere

negativt på fleksjob, bl.a. som misbrug

af det offentliges midler.

Men ét er sikkert, et eventyr har

altid en lykkelig slutning. Om

eventyret om fleksjob også får en

lykkelig slutning vides ikke, men

forliget om fleksjob og de kommende

lovforslag sætter rammer

for, hvordan eventyret om fleksjob

indtil videre kommer til at slutte

den 1. juli 2006, hvor de nye regler

om fleksjob forventes at træde

i kraft.

Bedre visitationen

Det fremgår af forliget, at kommunerne

ikke kan få refusion for

udgifter til løntilskud eller ledighedsydelse,

når kommunen ikke

kan dokumentere, at den har fulgt

sagsbehandlingsreglerne, som fx

udarbejdelse af borgerens ressourceprofil

i forbindelse med visitation

til fleksjob. Hvis dokumentationen

mangler, er det planen, at

kommunen i en periode på tre år

ikke skal have refusion for udgiften

til løntilskud eller ledighedsydelse.

De nye regler skal også følges

op af praksisundersøgelser fra

Ankestyrelsen.

Ledigheden skal ned

Med de nye regler skal den ledige

borger have ret til at blive visiteret

til en anden aktør, fx et formidlingscenter

eller en frivillig social

organisation, hvis det ikke lykkes

for kommunen eller borgeren selv

at finde et fleksjob i de første seks

måneder, hvor borgeren modtager

ledighedsydelse. Efter 12 måneder

har kommunen pligt til at henvise

borgeren til en anden aktør.

I dag skal kommunen inden for

24 måneder se på, om borgeren

stadig opfylder betingelserne for

at få et fleksjob, når en borger har

modtaget ledighedsydelse i 18

måneder. Af forliget om fleksjob

fremgår det, at dette tidspunkt

skal fremrykkes, så kommunen allerede,

når en borger har modtaget

ledighedsydelse i 12 måneder,

inden for 18 måneder skal se på,

om borgeren fortsat opfylder betingelserne

for et fleksjob.

Der skal fremsættes lovforslag

om, at kommunerne vil miste refusionen

fra staten på 35% af kommunernes

udgifter til ledighedsydelse,

når en person har modtaget

ledighedsydelse i 18 måneder

inden for 24 måneder. Ledighedsydelsesmodtageren

skal fratages

ledighedsydelsen i tre uger, hvis

ledighedsydelsesmodtageren afslår

eller udebliver fra en jobformidlingssamtale

eller en samtale

om jobplan i det individuelle kontaktforløb.

Hvis ledighedsydelsesmodtageren

udebliver for anden

gang, skal ledighedsydelsen bortfalde

helt.

Mentor og fleksjobbevis

En person i fleksjob skal på samme

måde som andre på arbejds-

10

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


fleksjob

markedet have mulighed for at få

en mentor på arbejdspladsen. Ledige

personer, der er visiteret til

et fleksjob skal også have mulighed

for at få udarbejdet et fleksjobbevis

til brug i ansættelsessituationer.

Beviset skal beskrive,

hvad personen kan og ikke kan i

forhold til at varetage et job.

Tilskud skal tilpasses

I dag giver kommunen arbejdsgiveren

et løntilskud på 1/2 eller

2/3 af den aftalte løn, dog maksimum

1/2 eller 2/3 af den mindste

overenskomstmæssige timeløn.

Det foreslås med de nye regler,

at der skal være en økonomisk

maksimumgrænse for, hvor høj en

løn, man kan beregne løntilskuddet

ud fra. Udgangspunktet er en

maksimal årsløn på 387.000 kr.

(2005-niveau). Hvis en virksomhed

ønsker at aflønne en medarbejder

med en højere løn end

387.000 kr., er det fortsat muligt,

dog ikke med støtte. Lønniveauet

på 387.000 kr. svarer ifølge forslaget

til, hvad 80% af danskerne tjener.

Det fastholdes i forslaget, at

loftet over det maksimale tilskud

ikke ændrer på reglerne om lønfastsættelse

for fleksjobvisiterede,

det skal som udgangspunkt fortsat

ske efter de kollektive overenskomster

og i samarbejde med de

faglige organisationer.

Minus pligt til fuld tid

Der skal ikke længere være pligt

til at tilbyde fleksjob på fuldtid,

hvis man kommer fra en deltidsstilling,

medmindre fx en lægefaglig

vurdering kan dokumentere, at

den pågældende borger oprindelig

er gået på deltid på grund af

forhold, der også er årsag til den

senere ansættelse i fleksjob. Der

skal dog senere være mulighed

for, at en person på deltid kan tilbydes

et fleksjob på fuldtid, hvis

personen fx på grund af skilsmisse

ikke kan forsørge sig selv på

deltid.

Fleksydelse

Endelig er det planen, at administrationen

af fleksydelse (erstatningen

for efterlønnen) fra 1. januar

2007 skal flyttes fra Arbejdsdirektoratet

til kommunerne.

Man kan læse mere om fleksjobforliget

på Beskæftigelsesministeriets

hjemmeside: www.bm.dk

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 11


Ny metode mindsker

tvang i psykiatrien

En evaluering af et nationalt kvalitetsprojekt om brug af tvang i

psykiatrien viser, at projektet ved at bruge en ny metode på kort

tid har formået at skabe en positiv udvikling i forhold til brug af

tvang i psykiatrien.

AF CAMILLA JYDEBJERG

På et møde i Amtsrådsforeningen

i juni 2003 blev Indenrigs- og

Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen,

Dansk Psykiatrisk Selskab,

Børne- og UngdomsPsykiatrisk

Selskab i Danmark, Dansk

Sygeplejeråd, H:S og Amtsrådsforeningen

enige om at arbejde for

iværksættelse af et nationalt kvalitetsprojekt

om brug af tvang. Projektet

støttes af Det nationale råd

for kvalitetsudvikling i Sundhedsvæsenet.

Intentionerne bag det nationale

kvalitetsprojekt var, at man ved

at introducere og benytte sig af

den såkaldte „gennembrudsmetode“

(se boks) i Danmark ville kunne

skabe fornyelse i psykiatrien og

i sundhedsvæsenet som helhed.

I kvalitetsudviklingsarbejdet

ville man med udgangspunkt i

gennembrudsmetoden tilpasse

viden om best practice til lokale

forhold gennem afprøvning af forandringstiltag

og gennem erfaringsudveksling.

I alt 27 psykiatriske

sengeafsnit deltog i projektet.

Større tilfredshed

Evalueringen af projektet viser, at

patienter udsat for tvang er blevet

mere tilfredse i løbet af projektperioden.

Specielt patienter, der har

haft en opfølgende samtale med

personalet efter tvangsforanstaltninger,

vurderer tvangsepisoderne

mere positivt end patienter, der

ikke har haft en opfølgende samtale.

Resultaterne viser endvidere,

at målrettet dialog med patienterne

påvirker patienternes oplevelse

af tvangsepisoder i positiv retning.

Patienterne har påpeget, at

personalets evne til at lytte og samtale

med patienterne er de vigtigste

forandringstiltag i forbindelse

med personalets håndtering af

tvang.

Udvikling og kulturændring

Deltagerne i projektet har arbejdet

fokuseret på at forbedre praksis.

Det har indbefattet en større faglig

refleksion, holdningsbearbejdning

samt udvikling af fælles termer,

hvilket har været godt for den

faglige og organisatoriske udvikling.

Evalueringens resultater tyder

på, at der via gennembrudsprojektet

er sket en begyndende

kulturændring på de deltagende

afsnit, der omfatter et større fokus

GENNEMBRUDSMETODEN

„Gennembrudsmetoden“ er navnet på en arbejdsmodel for forandringsarbejde

i klinisk praksis. Metoden er udviklet af The Institute of

Healthcare Improvement (IHI) i Boston, USA, og er internationalt kendt

som The ’Breakthrough Series’ Collaborative Method. Metoden tager

udgangspunkt i den forskel, der findes mellem eksisterende viden om

best practise og gældende adfærd på et udvalgt område.

på dialog og inddragelse af patienter

samt tværfaglighed i arbejdet

med tvang i psykiatrien.

Minimering af tvang

Knap 1/5 af de deltagende sengeafsnit

har, når man sammenligner

1. halvår 2004 med 1. halvår 2005,

opnået en markant reduktion i

anvendelsen af de mest hyppige

former for tvang på mere end 50%,

og gennemsnitligt 40% har opnået

en forbedring på mindst 20%.

De mest hyppige former for tvang

omfatter: bæltefiksering, tvangstilbageholdelse,

fastholdelse, beroligende

medicin med tvang og

tvangsmedicinering.

Ud over evalueringsrapporten,

som hedder „Evaluering af projektet“,

er der udarbejdet publikationen

„Slutrapporter“ og publikationen

„Bag om tallene“. Alle tre

publikationer kan downloades fra:

www.videnscentergennembrud.dk

12

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


Forskelsbehandling af

psykisk syge straffelovsovertrædere

Institut for Menneskerettigheder vurderer i en ny udredning, at

særlige strafferetlige foranstaltninger over for psykisk syge i bødesager

er i strid med det menneskeretlige diskriminationsforbud.

AF CAMILLA JYDEBJERG

Efter aftale med Rådet for Socialt

Udsatte har Institut for Menneskerettigheder

udarbejdet en udredning

om brug af særforanstaltninger

over for psykisk syge straffelovsovertrædere

i et menneskeretligt

perspektiv. Strafferetlige særforanstaltninger

kan for eksempel

være anbringelse på et psykiatrisk

hospital eller ambulant psykiatrisk

behandling

Institut for Menneskerettigheder

vurderer i udredningen, at det

er forskelsbehandling, når dommen

i en straffesag falder forskelligt

ud afhængigt af, om den sigtede

er psykisk syg eller ej. En psykisk

syg idømmes en retsfølge i

form af en særforanstaltning, fx

indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

En ikke-psykisk syg idømmes

en straf i form af fængsel eller

bøde for samme kriminalitet.

Instituttet vurderer dog, at forskelsbehandlingen

er sagligt og

rimeligt begrundet, når formålet er

at forebygge, at den pågældende

begår nye forbrydelser, og sikre, at

den psykisk syge straffelovsovertræder

får den rette psykiatriske

behandling inden for et system,

der er tilpasset psykisk syge.

Ude af proportion

Men selvom anvendelse af en særforanstaltning

er saglig, kan den

være meget indgribende, fordi

den for eksempel kan indebære

indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Instituttet vurderer derfor,

at idømmelse af særforanstaltninger

i nogle tilfælde kan komme på

kant med det menneskeretlige

proportionalitetsprincip.

Det følger af det menneskeretlige

proportionalitetsprincip, at et

indgreb i en given rettighed skal

være proportional, det vil sige, at

det skal stå i rimeligt forhold til det

formål, man søger at opnå ved

indgrebet. Det mindre indgribende

indgreb skal anvendes frem for

det mere indgribende, og begrundelsen

for at foretage indgrebet

skal være relevant og nødvendigt.

Det er instituttets vurdering, at

brug af særforanstaltninger ikke er

proportionel i forhold til formålet

i sager, hvor retten ville idømme

bøde, hvis den pågældende ikke

var psykisk syg. Brug af særforanstaltninger

i sådanne sager er derfor

efter instituttets vurdering i

strid med det menneskeretlige diskriminationsforbud

(blandt andet

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

artikel 14 og

FN’s Konvention om borgerlige og

politiske rettigheder artikel 26).

En proportionsmodel

I sager om grovere kriminalitet

mener instituttet derimod, at

idømmelse af særforanstaltninger

over for psykisk syge er udtryk for

saglig forskelsbehandling. Her er

det hensigtsmæssigt at placere

psykisk syge på psykiatriske afdelinger

frem for i fængsler. Når der

er tale om grovere kriminalitet, er

særforanstaltningens indgribende

karakter ikke uproportionel, og

brug af særforanstaltninger i disse

sager udgør derfor ikke diskrimination,

konkluderer instituttet.

Instituttet anbefaler, at man

anvender en proportionalitetsmodel

i sager, der involverer en psykisk

syg kriminel. Modellen indebærer,

at straffelovens regler om

særforanstaltninger ikke anvendes

i sager med bødestraf, og at proportionalitetsprincippet

også benyttes,

når retten fastsætter længstetiden

for en særforanstaltning.

Udredningen kan købes eller læses

som pdf-fil på instituttets hjemmeside:

www.humanrights.dk

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 13


Handicappedes levekår

Det er ikke kun på fodboldbanen, at en sammenligning

med Sverige er interessant. Danmark og

Sverige har mange andre ting til fælles, der er værd

at sammenligne. Således også på handicapområdet,

hvor Sveriges handicapforbund har gennemført en

levekårsanalyse.

AF LASSE MICHAELSEN

I handicappolitisk sammenhæng

er der mange paralleller Sverige og

Danmark imellem. En sammenligning

med Sverige kan derfor være

med til at give et fingerpeg om,

hvor indsatsen i Danmark måske

kan gøres bedre. For eksempel har

Sveriges handicapforbund i 2005

gennemført en levekårsundersøgelse:

Levnadsnivåundersøkning

2005 – døve, høreskadede, rørelseshindrade

och synsskadede personer,

hvis formål er: 1) at undersøge om

der er forskelle i livsvilkår mellem

de personer, som er medlem af en

handicaporganisation, og de som

ikke er medlem. 2) at tilvejebringe

et beslutningsgrundlag for svenske

politikere, embedsmænd mv.

3) at tilvejebringe et grundlag som

de svenske handicaporganisationer

kan bruge i deres interessepolitiske

arbejde.

Undersøgelsen opererer med

en lang række forskellige spørgsmål

om alt lige fra forskellen mellem

mænd og kvinders oplevelse

af deres funktionsnedsættelse til

brug af hjælpemidler, medicin mv.

Og undersøgelsen peger på en

række interessante, og måske for

mange i Danmark, genkendelige

problemer.

Hvad viser undersøgelsen?

Undersøgelsen viser bl.a. at hvert

tiende menneske med et handicap

har været udsat for tilråb, er blevet

hånet eller på anden måde forulempet

på grund af deres funktionsnedsættelse.

Samtidig kan man ud af undersøgelsens

spørgeskema se, at kvinder

med en funktionsnedsættelse

generelt anfører flere funktionsnedsættelser

eller kroniske sygdomme

samtidigt end mændene.

Kvinder med funktionsnedsættelser

har generelt også en lavere indkomst

og er hyppigere brugere af

smertestillende medicin, antidepressiv

medicin mv.

Det er også værd at fremhæve,

at undersøgelsen viser, at fem

procent med bevægehandicap i

Sverige ikke har råd til at betale for

alle de hjælpemidler, de behøver.

Det svarer alene til, at 10.000 mennesker

med bevægehandicap i

Sverige ikke har råd til at anskaffe

sig alle de hjælpemidler, de har

brug for i hverdagen. Totalt savner

hen ved 20.000 mennesker i

Sverige hjælpemidler af forskellig

art. For seks ud af ti med et synseller

bevægehandicap er det svært

at klare udgifter til mad, fritidsaktiviteter

mv., ligesom mange ikke

har råd til de ting, som følger med

at have en funktionsnedsættelse.

Dansk perspektiv

Undersøgelsen kan desværre ikke

gengives i sin fulde længde, men

den giver et værdifuldt indblik i

de problemer, mennesker med en

funktionsnedsættelse i Sverige må

slås med til hverdag. Og der er

ingen tvivl om, at mange af problemerne

i Sverige desværre også

genfindes i Danmark.

Undersøgelsen er en oplagt

mulighed for alle til at sætte fokus

på nogle af de blinde vinkler, vi i

Danmark ikke rigtig har fået diskuteret

og løst i fællesskab.

Spørgsmålet er, om vi ikke i Danmark

burde gennemføre en lignende

levekårsundersøgelse

blandt mennesker med en funktionsnedsættelse

for derved at kvalificere

debatten om vilkårene for

mennesker med en funktionsnedsættelse

i Danmark.

Undersøgelsen kan læses i sin

fulde længde på www.handu.se

14

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


Sektoransvar skal sikre

lige muligheder

Det var budskabet, da regeringens handicappolitiske koordinator

økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen i et samråd den

24. januar 2006 i Folketingets Socialudvalg gav regeringens bud

på, hvordan mennesker med handicap sikres ligebehandling.

AF JANUS TARP

Folketingets Socialudvalg havde i

forbindelse med samrådet bedt

økonomi- og erhvervsministeren

om at forholde sig til Institut for

Menneskerettigheders anbefaling

om, at der gennemføres en generel

antidiskriminationslovgivning

i Danmark. Ministeren var helt

enig i, at det på alle områder skal

tilstræbes, at handicappede har

mulighed for at deltage i samfundslivet

på lige vilkår med ikke-handicappede.

Regeringen afviser

dog, at midlet hertil er at indføre

en generel antidiskriminationslovgivning.

I stedet er det regeringens

klare opfattelse, at vi bør

holde fast i sektoransvaret. Det

skal vi ud fra særligt tre grunde:

For det første frygter regeringen,

at en generel antidiskriminationslovgivning

vil udhule sektoransvaret,

fordi det vil blive lettere

for de enkelte sektorer at fralægge

sig deres ansvar for handicappolitikken,

når de ikke er direkte forpligtede

til det i forhold til sektoransvaret.

For det andet mente ministeren,

at en antidiskriminationslovgivning

ville sætte fokus på mennesker

med handicap som en særlig

svag gruppe. På den måde gøres

mennesker med handicap mere

specielle og anderledes end alle

andre, selvom hensigten var det

modsatte. I stedet ville regeringen

inkludere alle gruppers behov i

den almindelige lovgivning.

For det tredje frygter regeringen,

at en antidiskriminationslovgivning

vil have uheldige konsekvenser:

Der er en given mængde

ressourcer, som politikerne prøver

at prioritere på den bedst mulige

måde. Hvis mennesker med handicap

så fik ret til dyre tiltag, fx

forbedring af tilgængelighed i

langt de fleste bygninger, ville det

– ifølge økonomi- og erhvervsministeren

– tvinge politikerne til at

prioritere de sager, der først dukker

op, i stedet for de sager, som

kommer flest mulige til gavn. Ministeren

mente, at politik i stedet

burde baseres på bevidste prioriteringer.

Socialministeren i samråd

Socialministeren var også inviteret

i samråd for at redegøre for regeringens

holdning til Institut for

Menneskerettigheders kritik af

den forskel i rettigheder, som findes

for boliger efter servicelovens

§ 92 i forhold til boliger efter lov

om almene boliger.

Socialministeren mente i den

sammenhæng, at udviklingen

med at omdanne botilbud efter

serviceloven til boliger efter almenboligloven

går i den rigtige

retning. Men der vil altid være

behov for et antal boliger efter serviceloven,

da der findes mennesker

med så særlige forudsætninger,

at de aldrig ville kunne rummes

af almenboligloven. Det afgørende

var – ifølge ministeren – at

finde den rette balance mellem

antallet af de to boligtyper.

Socialministeren oplyste, at regeringen

via satspuljen og diverse

tilskuds- og lånemuligheder til

amter og kommuner har taget initiativ

til at fremme processen. Ministeren

ville samtidig se på, hvordan

der kan lægges flere rettigheder

ind i de botilbud, der er og skal

være.

Ministeren var enig med Institut

for Menneskerettigheder i, at

mennesker med handicap skal

kunne vælge boligform på samme

måde som alle andre og på samme

vilkår. Målet for alle mennesker

– med eller uden handicap –

er, at de skal bo i egen bolig. Men

at fjerne alle boliger efter serviceloven

ville efter socialministerens

opfattelse være alvorlig offentlig

ansvarsforflygtigelse.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 15


Ny dom om

magtanvendelse i skolen

En lærer er i januar 2006 blevet dømt efter straffeloven for

uberettiget brug af magt over for en elev. Det er andet

tilfælde inden for en kort årrække, hvor der er rejst tiltale

efter straffeloven for magtanvendelse på en specialskole.

§En lærer havde i frustration

AF ANE ESBENSEN

spændt ben for en elev, så eleven

faldt. Han blev derefter anmeldt

og senere dømt for vold. I løbet af

retssagen forklarede læreren, at

der var retningslinjer for magtanvendelse

på skolen. Men en indberetning

til skolelederen kunne

medføre indberetning til amtet og

i sidste ende tjenstlige sanktioner.

Derfor brød læreren sig ikke om

at gå til skolelederen med den

slags problemer.

Det er ikke usædvanligt at opleve

modstand mod at skulle indberette

sin egen adfærd. Men når

vi taler om magtanvendelse i folkeskolen,

er det meget vigtigt, at

der sker indberetning til skolen.

Forudsætningen er, at læreren har

tillid til, at indberetningerne bliver

brugt som grundlag for at udvikle

den faglige tilgang til eleverne.

Det er derfor skolens ansvar at arbejde

for en konstruktiv og struktureret

tilgang til arbejdet med

lærernes håndtering af svære situationer.

Straffesager eller …?

Straffeloven gælder alle dele af

samfundet, og indberetningsregler

giver ikke en særlig ret til magtanvendelse.

Der, hvor indberetningerne

skal have en positiv ef-

fekt, er i det lange løb. De skal give

et grundlag for at vurdere, hvilke

situationer der ender med

magtanvendelse. Og så skal de give

et grundlag for at undersøge,

hvordan de problematiske situationer

kan forebygges i fremtiden.

Straffesagerne på specialskolerne

viser, at magtanvendelser på

skoler er en meget alvorlig sag. Det

gælder naturligvis også magtanvendelser

på specialskoler. Derfor

er det vigtigt, af hensyn til alle

parter, at der gøres en indsats for

at holde øje med og målrettet finde

andre metoder til at styre svære

situationer end ved magtanvendelse

over for eleverne i skolen.

Fokus på magtanvendelse

Center for Ligebehandling af Handicappede

og Børnerådet har sammen

med Undervisningsministeriet

haft fokus på magtanvendelse

i den vidtgående specialundervisning.

I 2004 gennemførte centret

sammen med Børnerådet en

undersøgelse, hvor bl.a. skolernes

praksis for indberetning af magtanvendelse

blev belyst. I 2005

holdt centret, Børnerådet og ministeriet

i samarbejde to identiske

seminarer om emnet, og udgav på

den baggrund et inspirationshæfte

til, hvordan man kan arbejde

med at mindske magt i undervisningen.

I 2005 nedsatte undervisningsminister

Bertel Haarder et udvalg

om disciplin, god adfærd og mobning

i folkeskolen. Centret og

Børnerådet har opfordret både

ministeren og udvalget til at lade

problemstillingerne omkring

magtanvendelse i skolen indgå i

arbejdet. Udvalget skal udarbejde

en vejledning om disciplin, god

adfærd og mobning i folkeskolen,

og ministeriet regner med, at vejledningen

udkommer i begyndelsen

af april 2006.

Anbefalingen fra centret og

Børnerådet er, at der bliver fastsat

centrale retningslinjer for indberetning

af magtanvendelse. Men

det allervigtigste er at få en god

proces på skolerne, så man samarbejder

om at tackle de svære situationer

og hjælpes ad om at finde

ud af, hvordan man kan undgå,

at situationer ender i magtanvendelse

og i yderste konsekvens

straffesager som den ovennævnte.

„Magtanvendelse i folkeskolen –

et inspirationshæfte“ ligger på:

www.clh.dk

16

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


En ret til ungdomsuddannelse

Unge med handicap er hverken i lovgivningen eller i praksis sikret ret til

et relevant ungdomsuddannelsestilbud. Dansk Folkeparti har fremsat et

beslutningsforslag, der vil sikre disse unge en ungdomsuddannelse.

AF KIRA HALLBERG

Center for Ligebehandling af Handicappede

har gennem en årrække

interesseret sig for tilrettelæggelsen

af et ungdomsuddannelsestilbud

til unge udviklingshæmmede

og andre unge med særlige

behov. En stor del af den undervisning,

der i dag gives til unge,

som ikke kan profitere af det traditionelle

ungdomsuddannelsessystem,

gives via lov om specialundervisning

for voksne. Det har

– som centret tidligere har dokumenteret

– medført en betydelig

variation i tilbuddene fra amt til

amt.

Danmark er bagud

I Sverige og Norge er der allerede

taget stilling til de unges ret til

uddannelse i lovgivningen, og der

er i den sammenhæng fokuseret

på at give lige adgang til uddannelse.

Der er også taget stilling til

uddannelsens omfang i tid og

emner. Den norske og svenske

model sikrer en højere grad af ligebehandling

af unge handicappede,

som har behov for en ungdomsuddannelse,

der er særligt

tilrettelagt. Derimod er ligebehandlingen

af unge med betydelige

handicap ikke sikret i Dan-

mark i dag, fordi de unge hverken

i lovgivning eller i praksis har ret

til et relevant uddannelsestilbud.

DF’s beslutningsforslag

Dansk Folkeparti har taget problematikken

til sig og fremsatte den

14. december 2005 et beslutningsforslag

om ungdomsuddannelse

til udviklingshæmmede unge og

andre unge med særlige behov.

Forslaget ligger i tråd med det,

Center for Ligebehandling af Handicappede

har anbefalet og er derfor

meget positiv over for forslaget.

Dansk Folkeparti påpeger, at

lovgivningen ikke sikrer „udviklingshæmmede

unge og andre

unge med særlige behov, der ikke

kan gennemgå en traditionel ungdomsuddannelse,

en egentlig ret

til en ungdomsuddannelse efter

grundskolen. Det har været et problem

uafbrudt siden 1980, hvor

åndssvageforsorgen blev udlagt til

amterne. De enkelte amter har

valgt forskellige måder at forholde

sig til problemerne på, og kun

nogle få amter kan tilbyde denne

gruppe af unge en god ungdomsuddannelse

med kvalificerede tilbud.

Fyns Amt har arbejdet målbevidst

på at sætte system i ungdomsuddannelsen

til denne gruppe

og driver i dag flere skoler. Men

andre amter har stort set ingen tilbud.

Det beror derfor til dels på

tilfældigheder og navnlig på geografiske

forhold, om der bliver taget

hånd om denne gruppe.“

I forslaget fremhæves det endvidere,

at adskillige rapporter,

evalueringer og høringssvar m.v.

fra faglige organisationer, brugerorganisationer,

Amtsrådsforeningen

og Undervisningsministeriet

klart har peget på behovet for en

ungdomsuddannelse til denne

gruppe unge borgere.

Centret følger arbejdet i Folketinget

tæt. SF, socialdemokraterne

og de radikale bakker op om forslaget,

og der ser ud til at kunne

dannes et flertal for det. Også undervisningsminister

Bertel Haarder

har vist interesse for forslaget.

Han har bl.a. nedsat en tværministriel

arbejdsgruppe, der skal komme

med forslag til forskellige løsningsmodeller,

samt tilkendegivet,

at han vil fremsætte et lovforlag

om ungdomsuddannelse til

den pågældende gruppe. Centret

håber derfor på, at alle vil få ret til

en ungdomsuddannelse i nærmeste

fremtid.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 17


Hvem sørger for tolkebistand?

Danske Døves Landsforbund er bekymret for tolkeordningernes fremtid. Det Centrale Handicapråd

har bedt regeringens koordinerende minister på handicapområdet, Bendt Bendtsen, sørge for at

udpege en ansvarlig minister, som kan sikre kvaliteten fremover.

AF ANE ESBENSEN

Tolkebistand til døve og hørehæmmede

kan gives efter forskellige

regelsæt alt afhængig af, hvilken

situation tolkningen skal bruges

i. Det myndighedsmæssige

ansvar for tolkningen ligger i at

kunne bevilge bistanden. Men ansvaret

for, at ydelsen findes i Danmark

og kan leveres i tilstrækkeligt

omfang af god kvalitet, bæres

ikke af nogen myndighed.

Nye priser

De senere år er der sket en stor

udvikling inden for tegnsprogstolkning

og skrivetolkning, både

med hensyn til efterspørgsel og

med hensyn til leverancer. Nye

regler om ret til personlig assistance

på arbejdsmarkedet og specialpædagogisk

støtte på diverse uddannelser

har sammen med det

sociale tolkeprojekt gjort det muligt

at få bevilget tolkning i mange

af livets sammenhænge. Men

selve ydelsen er der knaphed på.

Selvom der også i de senere år er

kommet godt gang i tolkeuddannelsen

og blevet uddannet mange

flere tolke end tidligere, så er der

som regel flere opgaver end hænder.

Aktuelt er den store udfordring,

at nye tolkefirmaer på markedet

og nye adfærdsmønstre hos

kunderne betyder markedsvilkår

og konkurrence på prisen. En af

de store ændringer i den seneste

tid er, at man har ændret på prisfastsættelsen

for tolkning, så den

afhænger af, hvor tolkebistanden

skal leveres rent geografisk. En

enkelt tolketime i Gedser er meget

dyrere end en tolketime i Aalborg.

Dermed er sektoransvaret

som hjemmel til at få dækket et

tolkebehov sat under ekstra pres.

I yderområderne vil en skoles

dækning af tolkning til et forældremøde

fx blive en meget større

udgift med den nye prisstruktur.

Udvikling og kvalitet

Strukturreformen aktualiserer også

behovet for, at en overordnet

myndighed påtager sig et overordnet

ansvar for udviklingen af den

indsats, der gøres. Der er brug for

en ansvarlig myndighed, som kan

sikre kvaliteten i tolkebistanden og

udviklingen af de tekniske muligheder,

der findes, som kan gøre

ydelsen mere effektiv i fremtiden

og dermed mere sikker for de døve

og hørehæmmede borgere, der

har behovet.

Det Centrale Handicapråd forventer,

at økonomi- og erhvervsministeren,

som ansvarlig minister

på handicapområdet, vil finde

frem til rette myndighed og

sørge for, at opgaven formuleres,

så vi får den nødvendige fremtidssikring

af tolkebistanden.

18

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


Virksomhedernes

sociale

engagement

Der er sket en positiv udvikling i virksomhedernes sociale

engagement viser en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet.

AF LENE MAJ PEDERSEN

Socialforskningsinstituttet (SFI)

gennemfører fra 1999 og frem til

2006 en række undersøgelser for

at undersøge arbejdsmarkedets

rummelighed og virksomhedernes

sociale engagement. Seneste

undersøgelse er „Virksomhedernes

sociale engagement – Årbog

2005“, som udkom i november

2005. Denne undersøgelse viser, at

der er sket en positiv udvikling i

virksomhedernes sociale engagement

siden den første undersøgelse

i 1998. Blandt andet var der i

2004 ansat personer med handicap

på 17% af virksomhederne i 1998

var det kun tilfældet på 12% af

virksomhederne. 90% af virksomhederne

tager en eller anden form

for hensyn til medarbejdere med

små børn, 75% af virksomhederne

fastholder ældre medarbejdere,

91% af virksomhederne tager

hensyn til sygdoms- eller kriseramte

medarbejdere, og endelig

har 24% af virksomhederne ansat

flygtninge og indvandrere.

Job med løntilskud

Flere virksomheder ansætter personer

i job med løntilskud, og det

er særligt de mindre virksomheder,

der står for den positive udvikling.

Omkring 1/3 af virksomhederne

finder det praktisk og økonomisk

muligt at have personer med

nedsat arbejdsevne ansat, mens de

resterende 2/3 finder det i mindre

grad eller slet ikke muligt. Halv-

delen af virksomhederne er positive

over for nyansættelse af personer

med nedsat arbejdsevne i

2004. Til sammenligning er 73%

positive over for fastholdelse af

egne medarbejdere. Der er således

stadigt flere virksomheder, der

fastholder medarbejdere, end nyansætter

personer med nedsat arbejdsevne.

Støt stignig

Det er værd at bemærke, at da begrebet

handicap ikke er nærmere

defineret i undersøgelsen, er det

virksomhedens subjektive vurdering

af, hvorvidt medarbejderne

kan betegnes som handicappede,

der ligger til grund for analysen.

Ud fra den betragtning oplyser

17% af samtlige virksomheder, at

de har en eller flere personer med

handicap ansat i 2004, i 2002 var

det kun 15% af virksomhederne. I

disse tal er der ikke skelnet mellem,

om personen er ansat på ordinære

eller særlige vilkår. Igennem

årene har stigningen været

størst i de store virksomheder,

mens det er gået mere trægt i de

mindre virksomheder. Andelen af

ansatte med handicap udgør 1%

af samtlige ansatte i private virksomheder.

Den tilsvarende andel

for de offentlige virksomheder er

i 2004 1,6%.

Ansat på ordinære vilkår

I undersøgelsen er virksomhederne

også blevet spurgt om, hvor

mange af de ansatte med handicap

der blev ansat på ordinære vilkår,

da de blev ansat. Det fremgår

herudfra, at 58% af personerne

med handicap er ansat på ordinære

vilkår, da de begyndte på virksomheden.

Den private sektor ansatte

flere personer med handicap

på ordinære vilkår i forhold til den

offentlige sektor. Således blev 63%

af personerne med handicap i sin

tid ansat på ordinære vilkår i den

private sektor, hvorimod den tilsvarende

andel for de offentlige

virksomheder lå på 51%. Det fremgår

dog af undersøgelsen, at disse

tal skal tages med et gran salt, da

de er baseret på virksomhedens

vurdering af, om de ansatte har et

handicap eller ej, og at denne vurdering

sandsynligvis divergerer

fra de ansattes egen oplevelse af

et eventuelt handicap.

Udvikling i samme retning

SFI’s undersøgelse viser, at virksomheder

og lønmodtagere er forholdsvis

enige i deres vurderinger

af virksomhedernes sociale engagement.

Virksomhedernes vurdering

af egen indsats er dog på et

højere niveau end lønmodtagernes,

men retningen er ifølge de to

grupper den samme. Det skal ifølge

Årbogen bemærkes, at det ikke

er lønmodtagere og arbejdsgivere

fra samme virksomhed, der er blevet

spurgt.

SFI’s undersøgelse af virksomhedernes sociale ansvar findes på SFI’s hjemmeside: www.sfi.dk

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 19


Nye


kompensationsmuligheder

på arbejdsmarkedet

Den 3. marts 2006 offentliggjorde socialministeren og

beskæftigelsesministeren regeringens nye plan „Nye veje til

arbejde – Hjælp til sindslidende og andre udsatte grupper“.

AF LENE MAJ PEDERSEN

Den nye plan er målrettet sindslidende og mennesker med så store sociale

og personlige problemer, at de ikke kan klare et job på ordinære

vilkår. En del af disse har været på offentlig forsørgelse, som oftest

kontanthjælp, i en længere periode. Denne gruppe mennesker står meget

svagt i forhold til at kunne klare sig på arbejdsmarkedet, men deres

arbejdsevne er ikke så nedsat, at de er berettiget til et fleksjob eller førtidspension.

Regeringens plan består af 14 initiativer, der overordnet set handler

om at styrke den enkeltes personlige, faglige og sociale kompetencer,

at sikre den nødvendige hjælp og opbakning på arbejdspladsen og at

forbedre og målrette den offentlige indsats. Initiativerne skal forløbe

over en femårig periode, og der er afsat 320 millioner kroner til planen.

De 14 initiativer er følgende:

Den samlede plan findes på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside på: www.bm.dk

20

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


Fem initiativer rettet mod den enkelte

1. Personlig assistance

Sindslidende og personer med psykisk handicap kan få

en personlig assistent på arbejdet, som kan hjælpe dem

med for eksempel at strukturere arbejdet eller få den

sociale kontakt til kollegerne til at fungere.

2. Landsdækkende aktivitetstilbud til sindslidende

Private aktører skal have støtte til at etablere aktivitetstilbud,

som opbygger sindslidendes kompetencer, så de

får et bedre fundament for hverdagen og dermed mulighed

for at komme i arbejde.

3. Efteruddannelsesprojekt for sindslidende

Sindslidende med en uddannelse inden for et bestemt

fagområde kan komme igennem et særligt efteruddannelsesforløb,

som i sidste ende skal sikre, at de kan få

et arbejde inden for deres fagområde.

4. Virksomhedscentre – en vej ind på arbejdsmarkedet

Som en ny mulighed for udsatte grupper oprettes særlige

centre på virksomheder, hvor udsatte gruppe kan

arbejde. Centrene oprettes af virksomhederne efter aftale

med kommunen, og det er virksomhederne selv,

der har ansvaret for den daglige drift.

5. Social mentor for udsatte grupper

Mennesker med store personlige eller sociale problemer

kan få en social mentor, som kan hjælpe dem med

at tage kontakt til læger, banken eller sagsbehandleren.

Den sociale mentor tager sig kun af sociale og personlige

forhold.

Fire initiativer rettet mod arbejdspladsen

6. Støtte til kolleger

Kolleger til sindslidende kan få tilbudt et undervisningsforløb,

så de er forberedte på at tackle de forskellige

situationer, der kan opstå med en sindslidende som

kollega.

7. Erfaringsudveksling om projekter for sindslidende på

arbejde

De projekter, der er specielt gode til at få sindslidende i

arbejde og øge livskvaliteten hos de sindslidende, kan

søge om midler til at formidle og udbrede kendskabet

til deres viden og deres erfaringer til andre, der også arbejder

med sindslidende.

8. Praktiske guidelines til virksomhederne

Der skal udarbejdes praktiske guidelines til virksomhederne,

så de opnår større viden om, hvordan udsatte

grupper kan indsluses på arbejdspladsen.

9. Tilskud til revalidenders elevløn

Der skal etableres en ordning, så arbejdsgiveren kan få

tilskud til lønnen i et praktikforhold, hvis eleven kun

kan yde en meget begrænset arbejdsindsats, fordi han

eller hun har store psykiske, fysiske eller sociale problemer,

og hvis eleven har fået bevilget revalidering til

uddannelsen.

Fem initiativer rettet mod den offentlige indsats

10. Nyt partnerskab for at få sindslidende i arbejde

Som et forsøg skal det afprøves, om et partnerskab mellem

kommunen og lokale interessenter – for eksempel

lokale virksomheder og lokale frivillige organisationer –

forbedre indsatsen for at få sindslidende i arbejde.

11. Bedre vejledning og opkvalificering af sagsbehandlere

De kommunale sagsbehandlere skal vejledes og

opkvalificeres, så de får større indblik i de sindslidendes

problemer og dermed nemmere kan tilbyde disse

menneske den rigtige hjælp.

12. Et nyt landsdækkende netværk på beskæftigelsesområdet

Der skal etableres et landsdækkende netværk, som skal

bestå af allerede kendte institutioner og organisationer.

Netværket skal hjælpe sagsbehandlerne i kommunerne

og de kommende jobcentre med at få tilstrækkelig viden

om sindslidende og mennesker med handicap.

13. Praktiske guidelines til jobcentre

Der skal udarbejdes praktiske guidelines til de kommende

jobcentre, så sagsbehandlerne kan opnå større

viden om, hvordan udsatte grupper kan indsluses på arbejdspladsen

eller i uddannelse.

14. Fokus på kommuner der gør en særlig indsats

Der skal sættes fokus på de kommuner, der gør en særlig

indsats for at få sindslidende og andre udsatte grupper

i arbejde. Best practise og de levedygtige ideer skal

opfanges og udbredes til de andre kommuner.

Kilde: „Nye veje til arbejde – Hjælp til sindslidende og andre udsatte grupper“

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 21


Hvem

driver

hvad

fra 2007?

Der bliver ikke meget tilbage til regionerne, når kommunalreformen om knap et år bliver til

virkelighed. De nye storkommuner har allerede udmeldt, at de vil overtage de fleste tilbud på

social-, socialpsykiatri- og specialundervisningsområdet fra amterne pr. 1. januar 2007.

AF LASSE MICHAELSEN

Ifølge Amtsrådsforeningen vil

kommunerne overtage 81% af de

sociale institutionerne, der i dag

hører ind under amterne. Kommunerne

får dermed ikke blot ansvaret

for døgninstitutionerne for

børn og unge, men også langt de

fleste tilbud inden for handicapområdet.

De nye storkommuner

har hermed besluttet at overtage

en lang række institutioner fra

amterne, som kommunerne ellers

ikke er forpligtet til at overtage.

Geografiske forskelle

Der er dog store forskelle på, hvad

og hvor meget henholdsvis kommuner

og amter skal drive – og det

gælder både regioner og internt i

de kommende storkommuner.

Undersøgelsen fra Amtsrådsforeningen

afslører således en noget

uensartet holdning rundt om i

kommunerne til, hvor meget man

ønsker at overtage. I Vestsjællands

og Sønderjyllands Amter vil kom-

munerne fx overtage 98% af institutionerne,

mens tallet i Vejle Amt

er helt nede på kun 56%.

I en række amter er kommunerne

mere tilbøjelige til at overtage

døgninstitutioner for børn og unge

med sociale problemer og adfærdsvanskeligheder

end døgninstitutioner

for børn og unge med

handicap. Men der er også amter,

hvor tendensen er stik modsat.

Med til billedet hører derfor også,

at uden at kende detaljerne i Amtsrådsforeningens

oversigt er det

svært at konkludere noget entydigt

om baggrunden for de store

geografiske forskelle.

Den 15. oktober 2006 skal regionen

og kommunerne inden for

regionens grænser nå til endelig

enighed om den første rammeaftale.

I den proces er det vigtigt, at

parterne holder hinanden fast på,

at ingen brugere må falde igennem,

da rammeaftalen er det eneste

sikkerhedsnet, der sikrer, at

ingen brugere bliver ladt i stikken.

22

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


Evaluering af

SU-handicaptillæg

SU-styrelsen fremlagde i december 2005 en statusrapport over de foreløbige

erfaringer med SU-handicaptillægget, efter at ordningen har fungeret i et år.

AF KIRA HALLBERG

For at ligestille studerende med

handicap med andre studerende

vedtog Folketinget ændring af loven

om statens uddannelsesstøtte,

så der nu bliver givet handicaptillæg

til studerende med varig

funktionsnedsættelse på videregående

uddannelser. Handicaptillægget

gives for at kompensere for

den nedsatte erhvervsevne.

Erfaringerne fra det første år (l.

august 2004 - 31. juli 2005) viser,

at 581 studerende har ansøgt om

handicaptillægget. Heraf har 352

studerende fået bevilget handicaptillægget,

mens 153 studerende

har fået afslag. I 42 tilfælde henlagde

styrelsen ansøgningen (oftest

pga. manglende oplysninger),

og 34 sager var ikke færdigbehandlet.

Årsagerne til, at en studerende

ansøger om handicaptillæg, er primært

fysiske handicap, som fx

medfødte handicap, herunder

manglende eller stærkt nedsat syn

eller hørelse, sygdomsrelaterede

handicap og/eller ulykkestilfælde.

Derudover har studerende

med psykiske sygdomme som fx

skizofreni, maniodepressivitet og

langvarige og svære depressioner

søgt handicaptillæg. En tredje

gruppe omfatter studerende med

læse/skrivevanskeligheder.

De ansøgere, som fik tildelt

handicaptillæg, fordeler sig navnlig

på ansøgere med varigt nedsat

bevægelsesfunktion, psykisk

funktionsnedsættelse, neurologiske

lidelser samt en stor gruppe

med meget forskellige lidelser (fx

hjertesygdomme, cystisk fibrose,

mave/tarmlidelser, AIDS og nyrelidelser).

Kun i få tilfælde har

styrelsen vurderet, at en studerende

med læse/skrivevanskeligheder

havde vanskeligheder i en sådan

grad, at det er tillagt betydning

for erhvervsevnen og dermed

har udløst et handicaptillæg.

I forhold til administrationen af

handicaptillægget viser statusrapporten,

at der ved tre ud af fire ansøgninger

har været vedlagt mangelfulde

eller forældede lægelige

oplysninger. SU-styrelsen beskriver,

at især indhentning af lægelige

oplysninger er tidskrævende,

og styrelsen har derfor måttet arbejde

på at få nedbragt sagsbehandlingstiden

for ansøgningerne.

I første halvår af 2005 blev

sagsbehandlingstiden nedbragt så

meget, at 88% af de bevilgede tillægsstipendier

var færdigbehandlet

inden for tre måneder.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 23


Rehab Scandinavia

Bliv klogere på årets Rehabmesse – kom og hør spændende

oplæg om børn med handicap i KAFFEBAR´N i Hal C.

AF CHRISTINE BENDIXEN

Udviklings- og Formidlingscentret på Handicapområdet (UFC Handicap),

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH),

Center for Ligebehandling af Handicappede (CLH) og Center for Små

Handicapgrupper (CSH) deltager med en fælles stand på dette års Rehab

Scandinavia, som foregår i Bella Center den 25. til 27. april.

På vores stand finder du information om de fire centre, og i

KAFFEBAR´N har du mulighed for at blive lidt klogere på emnet „børn

og unge med handicap“. Vi udbyder en bred vifte af spændende og

udbytterige oplæg, hvor der er mulighed for efterfølgende spørgsmål

og debat. Ingen af aktiviteterne kræver tilmelding, og alle finder sted

på stand C1 069 i Hal C under et banner i loftet med teksten „HER“.

24

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


2006

PROGRAM

Samarbejdsredskaber i børnesager

Hvordan der opnås fælles forståelse og klar ansvarsfordeling.

Lovgivningen rummer en række muligheder

til fremme af samarbejdet mellem forældre og fagfolk.

Indleder: Karen Ellermann, Den Uvildige Konsulentordning

på Handicapområde.

Tirsdag 25. april 10-10.30

Torsdag 27. april 12-12.30

Børns indflydelse på eget liv

Har børn med handicap indflydelse på eget liv? Får de

valgmuligheder? Er de med i børnepaneler, i elevråd?

Og er der overhovedet elevråd på specialskolen? Dét

undersøges i øjeblikket.

Indleder: Camilla Jydebjerg, Center for Ligebehandling

af Handicappede.

Tirsdag 25. april 11-11.30

Onsdag 26. april 13-13.30

Sjældne handicap hos børn af etniske minoriteter

De største problemer bunder ifølge rapporten „Taler vi

om det samme?“ ikke i kultur og religion, men skyldes

usikkerhed og mangelfuld kommunikation mellem fagfolk

og familier.

Indleder: Charlotte Poulsen, Center for Små Handicapgrupper.

Tirsdag 25. april 12-12.30

Torsdag 27. april 13-13.30

Unge med handicap og sociale netværk

Der tages afsæt i to projekter. Socialt liv har alle brug

for, men et godt ungdomsliv kan forudsætte støtte til fx

at kommunikere og lave aftaler. Omvendt kan

hjælp(eren) spolere et frirum.

Indleder: Søren Kayser, Udviklings- og Formidlingscenter

på Handicapområdet.

Tirsdag 25. april 13-13.30

Onsdag 26. april 12-12.30

Fra grundskole til ungdomsuddannelse

Mange unge med bevægehandicap får aldrig taget afgangsprøve

fra grundskolen. Undersøgelse peger på, at

mere grundig og intensiv uddannelses- og erhvervsvejledning

vil være nyttig.

Indleder: Lasse Michaelsen, Center for Ligebehandling

af Handicappede.

Tirsdag 25. april 14-14.30

Torsdag 27. april 10-10.30

Hvem har ansvar for at bevilge hjælpemidler til børn

med handicap?

Skolen peger på kommunen, der peger på hjælpemiddel-afdelingen…der

peger på skolen. Er det kun forældrene,

der tager udgangspunkt i barnets behov?

Indleder: Vibeke Larsen, Den Uvildige Konsulentordning

på Handicapområdet.

Onsdag 26. april 10-10.30 & 15-15.30

En god skolestart – for børn med sjældne handicap

Med udgangspunkt i bogen „En god skolestart – for

børn med sjældne handicap“ fortælles, hvad det er nyttigt

at være opmærksom på, og hvor der kan hentes råd

og vejledning.

Indleder: Vibeke Lubanski, Center for Små Handicapgrupper.

Onsdag 26. april 14-14.30

Bedre overgang fra ung til voksenliv

Hvordan kan unge med handicap få bedre muligheder

for en tilværelse, som ruster til voksenlivet? Bedre koordination

er vigtig - men det handler også om at få øje

på den unge bag handicappet.

Indleder: Thomas Gruber, Udviklings- og Formidlingscenter

på Handicapområdet.

Torsdag 27. april 11-11.30 & 14-14.30

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 25


Deltagere søges!

Center for Ligebehandling af Handicappede søger personer med

handicap, der har gennemgået en adgangsgivende ungdomsuddannelse,

og som er i gang med, har afbrudt eller helt har

fravalgt en videregående uddannelse.

Hvis du har gennemgået en adgangsgivende ungdomsuddannelse

(gymnasium, htx, hf), der kvalificerer dig til optagelse på en videregående

uddannelse, vil vi meget gerne i kontakt med dig.

Med videregående uddannelse menes både de korte, mellemlange

og videregående uddannelser.

Vi søger personer, som har lyst til at udfylde et spørgeskema, og

som eventuelt har lyst til også at deltage i et interview. Undersøgelsen

har til formål at kortlægge handicappedes valg og veje i

uddannelsessystemet. Vi håber at få et stort antal deltagere og

dermed muligheden for at få et så klart billede som muligt af,

hvordan det opleves at være handicappet i uddannelsessystemet.

Alle oplysninger, du giver til Center for Ligebehandling af Handicappede,

bliver behandlet fortroligt. Du kan vælge at udfylde

spørgeskemaet anonymt. Hvis du skriver dit navn, bliver oplysningerne

om navn og adresse slettet, og de indsamlede spørgeskemaer

og interview bliver alene anvendt til statistik og analyser.

Vil du vide mere om undersøgelsen, eller har du lyst til at medvirke,

må du meget gerne kontakte Lasse Michaelsen via mail:

lm@clh.dk eller tlf. 33 36 73 35

26

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006


En startpakke til

de nye handicapråd

I forbindelse med at de nye kommuner per 1. april 2006 har etableret deres obligatoriske handicapråd,

udsender Det Centrale Handicapråd en pakke med pjecer til hvert medlem af handicaprådene.

Med pjecerne håber Det Centrale Handicapråd at give de nye råd inspiration til deres arbejde.

Pakkens pjecer er følgende:

„Standardregler om Lige Muligheder for

Handicappede“ blev vedtaget på De

Forenede Nationers Generalforsamling

på den 48. samling den 20. december

1993. Det Centrale Handicapråd har

genudgivet pjecen i 2006.

„Samarbejdet mellem det kommunale

handicapråd og kommunen – Inspirationshæfte“.

I forbindelse med de nye

kommunale handicapråd er der lagt op

til, at handicaprådet skal fungere som

samarbejds- og dialogforum omkring

rådgivning af kommunen på handicapområdet.

Men hvordan gør man det, og

hvordan ruster handicaprådet sig til opgaven?

Det kan der måske findes svar på

i dette inspirationshæfte.

„Fra papir til praksis – gode eksempler

og ideer til en kommunal handicappolitik“.

Pjecen giver konkrete eksempler

på, hvordan forskellige kommuner har

arbejdet med at formulere, gennemføre

og udvikle en handicappolitik. Med udgangspunkt

i eksemplerne giver pjecen

inspiration til og oplæg til debat om,

hvordan en handicappolitik kan udvikles

i kommunen.

vedtægter

§

„Handicappolitisk guide – Hvem, hvad,

hvor?“. Guide over de vigtigste handicappolitiske

aktører med landsdækkende

funktioner. Hvem ved noget om handicappolitik

generelt, og hvad rører der sig

nationalt? Hvem er eksperter på hjælpemidler,

hvor får man noget at vide om

meget specielle og sjældne handicap

etc.? – Dem, der kan svare på det, findes

i guiden.

„Dansk handicappolitiks grundprincipper“.

Dansk handicappolitik bygger på

nogle få, men centrale principper, som

enhver, der beskæftiger sig med handicapområdet,

støder på og har brug for at

kende til. Denne pjece introducerer kompensations-,

sektoransvars-, solidaritetsog

ligebehandlingsprincippet og sætter

principperne ind i deres handicappolitiske

kontekst. Pjecen giver desuden

nogle pejlepunkter til definition af handicapbegrebet.

Det Centrale Handicapråd, DSI og KL har

i fællesskab lavet et inspirationsmateriale

til udarbejdelse af vedtægter og forretningsorden

for de kommunale handicapråd.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • april 2006 27


B

Afsender:

Center for Ligebehandling

af Handicappede

Bredgade 25, opg. F, 4.

1260 København K

ID.nr. 46424

Returneres ved vedvarende adresseændring

Uddannelseskonference

30. maj 2006

Hvordan underviser man børn og unge med handicap på et højt fagligt niveau, samtidig med man

sikrer, at indlæringen er individuelt tilrettelagt?

Spørgsmål som disse bliver grundigt behandlet gennem en række faglige oplæg med praktiske eksempler

på undervisning af børn og unge med handicap i folkeskolen.

Konferencen arrangeres i samarbejde mellem Undervisningsministeriet, Center for Ligebehandling af

Handicappede og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Program og tilmelding på: www.clh.dk/uddannelse

UDGIVER

Center for Ligebehandling

af Handicappede

Bredgade 25, opg. F, 4.

1260 København K

Tlf. 33 11 10 44

Fax 33 11 10 82

Teksttlf. 33 11 10 81

Mail: clh@clh.dk

www.clh.dk

REDAKTION

Ansv. redaktør Mogens Wiederholt

Christine Bendixen

Lighedstegn udkommer fire gange om året

Fås også på lydbånd og www.clh.dk

Oplag 3.400

ISSN 1395-8054

Tryk: Scanprint

– er en selvejende statslig institution,

der har til opgave at overvåge og

fremme ligestillingen mellem

handicappede og ikke-handicappede

mennesker.

More magazines by this user
Similar magazines