Hans Erik Madsen: Frem mod år 2000 I ... - Nyt om Arbejdsliv

Hans Erik Madsen:
Frem mod år 2000
– har fagbevægelsen en fremtid?
Forlaget Klim, Århus 1998. 111 sider. ISBN 8777247604. Kr.
115.
I anledning af fagbevægelsens 100 års jubilæum
har Hans Erik Madsen (herefter HEM) skrevet
et engageret debatoplæg om, hvor fagbevægelsen
står i dag. Oplægget går imod en mainstream
opfattelse af, at vi lever i den bedste af alle
verdener – det borgerlige demokrati, og at der
ikke er mere at kæmpe for.
I indledningen skriver HEM, at han er på linje
med det store flertal af fagbevægelsens egne
medlemmer, forskere med flere, når de siger, at
den er ude af trit med de opgaver og den virkelighed,
vi står overfor i dag. Men når det skal afklares
hvilken virkelighed og hvilke opgaver, vi
snakker om, hører enigheden op. HEM’s grundsynspunkt
er, at »Fagbevægelsen må bygge på
demokrati, solidaritet og klassekamp – ikke på
LO-toppens klassesamarbejde, pamperi og tilpasning
til kapitalens behov« (s. 8).
Forfatteren argumenterer for, at afstanden
mellem fagtoppen og medlemmernes arbejdsog
livssituation er blevet alt for stor. Fagbureaukratiet
er blevet et selvstændigt lag i fagbevægelsen,
der er stærkt præget af, at de omgås
embedsmænd, direktører, professionelle eksperter
og af, at de tager deres udgangspunkt i de
herskende idéer i samfundet. Dertil kommer, at
de i strejke- og konfliktsituationer oftest ikke
går ind og støtter arbejderne, men enten forholder
sig passivt eller direkte modarbejder det, arbejderne
i en given situation kæmper for. Modspillet
hertil er opbygning af stærke arbejdspladsorganiseringer
og aktive fagforeninger, der
baserer sig på direkte demokrati på arbejdspladserne.
Ingen beslutninger skal tages uden forudgående
diskussion. Dernæst skal solidaritet og
sammenhold være bærende, hvilket også indebærer
støtte og solidaritet med andre faggrupper,
der er i kamp. Kamp er nødvendig, hvis
kravene ikke kan opfyldes ad forhandlingsvejen.
Styrkeforholdene mellem arbejderklassen og
arbejdsgiverne afhænger blandt andet af den
selvtillid, som arbejderklassen har, og uden sejre
vil selvtilliden gradvist blive reduceret.
Bogen argumenterer imod, at strejker er et forældet
våben, og viser, at der i perioden 1993 til
1996 har været en stigning i antallet af strejker. I
det hele taget anskues udviklingen i arbejderklassen
de sidste 30 år ved at se på strejkeaktiviteter
og protestmøder samt den måde, aktiviteterne
organiseres på. Ikke som isolerede aktiviteter,
men sat ind i en sammenhæng, hvor politiske
og økonomiske forhold inddrages som faktorer,
arbejdere forholder sig kollektivt til.
Dette ‘fra-neden’-perspektiv gør, at arbejdernes
aktiviteter ses som en art kollektiv læreproces
opsummeret i afsnittet: »Hvad kan vi lære af
arbejderklassens kamp?«.
I bogens første afsnit diskuteres ud fra en bredere
samfundsrelateret tilgang fagbevægelsens
og arbejderklassens situation ved at der trækkes
temaer frem, som fagbevægelsen selv eller debattører
har fremsat.
Det første tema er ‘Det udviklende arbejde’,
som HEM opfatter som LO-toppen’s ‘faglige
vision’, der bunder i en drøm om en ny ‘samarbejdslinje’
mellem fagbevægelse og arbejdsgivere.
De øvrige temaer i dette afsnit formulerer
HEM som spørgsmål : Er det rigtigt at ulighederne
i Danmark er ved at forsvinde og at arbejderklassen
er på retur som følge af ændringer i
dens sammensætning. Eksisterer der ikke længere
solidaritet, og er arbejdskampe et kampvåben,
der ikke hører til i et globaliseret samfund?
HEM angriber idéen om ‘Det udviklende arbejde’
for ikke at have hold i virkeligheden. Han
synes at have ret, for så vidt som en undersøgelse
for nylig har vist, at det udbredte koncept om
‘Den lærende organisation’ – som indeholder
væsentlige aspekter af det udviklende arbejde –
kun er indført i 7% af de danske virksomheder
(Søren Voxted, AAU, 1999).
Men hvad jeg finder mere væsentligt i HEM’s
problematisering af LO’s vision om det udviklende
arbejde er den manglende fokusering på
de omkostninger, der ud fra et medarbejder-
Tidsskrift for ARBEJDSLIV, 2. årg. • nr. 1 • 2000 123

synspunkt er vigtige at inddrage. Nemlig om
øget fleksibilitet og mere alsidig anvendelse af
de menneskelige ressourcer er ‘et gode’, hvis
det samtidig indebærer øget arbejdsintensitet og
mindre kollektiv indflydelse og kontrol med arbejdsvilkårene?
Hvis det sidste er tilfældet kan
HEM have ret i, at det LO tilbyder sine medlemmer
ikke er andet end en mere rationel form
for kapitalisme.
Som påpeget af mange har arbejderklassen de
seneste 25 år ændret sig drastisk og er blevet en
langt mere differentieret gruppe. HEM er enig,
men påpeger, at det ikke er nyt. Den ændrer sig
hele tiden i takt med, at den kapitalistiske produktionsmåde
ændrer sig. Det afgørende er,
hvilken type arbejde disse nye arbejdere udfører.
Hovedparten af de nye arbejdergrupper – offentligt
ansatte og privat ansatte i servicesektoren
– har vilkår, der kan sammenlignes med de
betingelser, som den ‘gamle arbejderklasse’ har.
Desuden er der for de såkaldte ‘flipproletarer’,
dvs. kontorfolk, skolelærere, sygeplejersker,
arbejdere i finanssektoren m.fl., sket en
udvikling i retning af, at deres arbejdssituation
og livsvilkår ikke adskiller sig væsentligt fra
det, der udføres i andre dele af den offentlige
sektor, inden for servicesektoren eller for den
sags skyld i store dele af industrien. Hvad der
tidligere var standsforeninger, Dansk Sygeplejeråd
og Danmarks Lærerforening f.eks., er i
1990’erne i kraft af den samfundsmæssige udvikling
nærmere at sammenligne med fagforeninger,
hvor medlemmerne må kæmpe for deres
løn- og arbejdsvilkår.
At arbejderklassen er på vej ud er en tilsnigelse,
når den faktisk i løbet af de sidste hundrede
år er vokset fra at udgøre 47% af den erhvervsaktive
befolkning til i 1994 at udgøre
88% (s. 18).
I denne optælling lægger HEM to grupper
sammen, som man ofte adskiller: nemlig arbejderklasse
og mellemlag. Dette er logisk nok i
forhold til den udvikling i arbejderklassens arbejdsvilkår,
der netop er beskrevet. Hvilken opdeling
man vælger at lave må afhænge af, om
man lægger mest vægt på arbejdsvilkår eller
f.eks. livsstil. I livsstilsanalyser er det typisk
ydre fremtoning og valg af goder, der er i fokus.
Men spørgsmålet er, om ikke også disse livsstilsfaktorer
ændrer sig i retning af større homogenitet?
I det omfang de eksisterer, er de ofte
skabt eller designet af reklameindustrien eller
professionelle livsstilsproducenter eller symbolanalytikere,
der netop ikke er interesseret i at se
på de store forskelle i samfundet.
I en kritik af opfattelsen af, at vi lever i et 2/3-
dels samfund, anfører HEM, at denne opdeling
reducerer forskellene i samfundet til et spørgsmål
om bedre eller dårligere økonomi i stedet
for at se på den samfundsmæssige placering
folk har. Man burde hellere tale om en-tiendelssamfund,
hvor et lille mindretal på 10% af befolkningen
ejer 80% af al formue (1996).
Spørgsmålet er, hvem har indflydelsen og kontrollen
over, hvad og hvordan der produceres?
Spørgsmålet om at vurdere styrkeforholdene
er naturligvis vigtigt for en socialist som HEM,
der mener, at det borgerlige demokrati ikke er
tilstrækkeligt, og at forandringsperspektivet ligger
i klassekampen, i et ‘fra neden’- perspektiv.
Man kan ikke tale sig frem til et samfund med
helt andre værdier som det f.eks. er tankegangen
i ‘det civile samfund’.
Mange vil være uenige med forfatterens opfattelse
af fagbevægelsens opgaver og perspektiver,
men det er vanskeligt at komme uden om,
at han rører ved centrale problemer både i samfundet
og fagbevægelsen.
Jeg mener, at der i oplægget er en for énsidig
opfattelse af, hvilke muligheder staten har som
politisk faktor i f.eks. skabelsen af et velfærdssamfund.
Men især savner jeg noget om de perspektiver,
som HEM ser for det klasseløse samfund.
Frem mod år 2000 – har fagbevægelsen en
fremtid? består foruden af Hans Erik Madsens
oplæg (bind I) af et bind 2, hvor ni personer
med rod i den faglige danske venstrefløj kommenterer
HEM’s oplæg.
Anmeldt af Preben H. Rasmussen, lektor, Institut
for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg
Universitet.
124 Anmeldelser